I N D H O L D :Direktør H. P. Christensen ........................ 3Jernets vej ................................................... 4Fra sikkerhedsfronten ................................ 10Høg over høg .............................................. 12Laboratoriesnak.......................................... 16Fra afdelingerne ......................................... 18Olsen ........................................................... 21Siden sidst................................................... 25Nyt fra arbejdernes hjælpefond................. 26Om virksomhedsledelse............................. 27Personalia ................................................... 30

F O R S I D E B I L L E D E :

Forsidebilledet viser denne gang DSB's nyestemotorfærge, dobbeltdækkeren »Knudshoved«, somi foråret blev afleveret fra Helsingør Skibsværft.

I lighed med hvad tilfældet er med de flestedanskbyggede skibe, har Staalvalseværket leveretstålmaterialet til dette skib, det drejer sig om ca.2.000 tons.

Tryk:Kay Hansens bogtrykkeri,

Frederiksværk

Trykt i 2.000 ekspl.

Som en anerkendelse af den værdifuldeindsats, direktør H. P. Christensen harydet til gavn for dansk skibsbygning somformand for Foreningen af Jernskibs-og Maskinbyggerier i Danmark gennemmange år og ved oprettelsen og udbyg-ningen af Det Danske Staalvalseværk,som har haft en så stor betydningfor den danske skibsbygningsindustri,har foreningen onsket at hædre direktørH. P. Christensen ved at lade udføre enbuste af ham.

Arbejdet blev overdraget billedhugge-ren Gudmundsen-Holmgreen, og den nufærdige smukke bronzebuste har forenin-gen onsket opstillet i indgangshallen tilDet Danske Staalvalseværks administra-tionsbygning, som et varigt udtryk forforeningens taknemlighed for det betyd-ningsfulde arbejde, direktør Christensenhar udført for dansk skibsbygning.

P ERSONALEB LAD udgivet af

DET DANSKE ST AALV ALS EVÆ RK A/SFRE DERI KSVÆ RK

RedaktørKNUD NIELSEN

2

DI RE KT Ø R

H. P. CHRISTENSEN75 ÅR

For 5 år siden bragte Staalbaandet en omtale af formanden for værketsbestyrelse, direktør H. P. Christensen, i anledning af hans 70-års fød-selsdag den 14. september med angivelse af hans hidtidige levnedsløbog fortjenester.

70 år er for mange slutstenen på aktiv tjeneste i embede og erhverv,og nogle får ved den lejlighed en mere eller mindre fortjent hæderligomtale med på vejen til deres otium.

Med direktør H. P. Christensen er det imidlertid helt anderledes, ogden nævnte omtale ved hans 70-års dag var så langt fra at være atbetragte som en »hæderlig omtale«, men en tak for det hidtil udførtearbejde til gavn også for DDS.

At der ville komme år efter disse var i høj grad at forvente for dem,der havde et nærmere kendskab til ham; og at disse år ikke ville blivemindre aktive end de forgangne var klart, thi hvor H. P. Christensener med, sker der noget, hvilket så vist ikke kan skjules for os på DDS.

Store udvidelser har fundet sted i de sidste 5 år: blokværket, mellem-pladeværket og det nye store pladeværk for blot at nævne de størredele, og hertil kommer så det nyligt påbegyndte finvalseværk. DirektørH. P. Christensen er inkarnationen af initiativ nu som før.

Vi finder ingen anledning til at gentage opregningen af H. P. Chri-stensens mangfoldige virkeområder helt fra begyndelsen; dels kan det blivelidt ensformigt — hvem ved i hvor mange 5-års perioder endnu — atskulle begynde forfra hver gang, og dels synes det rigeligt blot at nævne,hvad der skete i den sidst forløbne periode.

Vi på DDS har al mulig grund til at ønske bestyrelsens formandhjertelig til lykke.

Direktør H. P. Christensen er mere end formand; han er førstemandeni værkets gode trivsel og fremgang.

Og ønsker vi ham mange gode år endnu, ønsker vi godt for DDS.Hjertelig til lykke!

3

ELV OM DENNE OVNTYPE stadig er på forsøgsstadiet, og i hvert fald pro-

duktionsmæssigt indtager en beskeden plads i den samlede verdensproduktion af råjern, findes det rimeligt at omtale den, idet den måske kan få en vis betyd- ning som supplement til højovnen.

Højovnen i sin nuværende skikkelse er et resultat af århundreders forsøg, erfaringer og forbedringer og må betrag- tes som det mest rationelle arrangement for fremstilling af råjern i større mæng- der. Moderne højovne udmærker sig ved en meget stor produktion, op til 1500 tons råjern pr. døgn. Imidlertid har den sin begrænsning, idet den kræver malm med et jernindhold af ikke under 25 %, samt at malmen og brændslet er af en passende stykstørrelse og mekanisk så stabilt, at det ikke knuses under trykket af det ovenliggende materiale i den høje skakt.

Artiklen om jernets vej i sidste nummer afStaalbaandet sluttede med at fortælle, at der nokforeligger andre metoder til fremstilling af rå-jern, end de beskrevne, men at disse kun havderinge betydning i den samlede råjernsprodukion,hvorfor de ikke ville blive beskrevet nærmere.

Ved dybere overvejelse skønnes det imidlertidat kunne have en vis interesse for læserne i detmindste at få et overblik over de vigtigste afdisse andre metoder, og om baggrunden tor, atman også søger andre veje end netop højovns-processen.

Lavskaktovnen. Imidlertid fremkommer der ved bryd-ningen og tilberedningen af malmen storemængder småstykker og korn, som forat kunne anvendes i højovnen, må sam-mencintres ved forholdsvis kostbare pro-cesser, endvidere er det langt fra allekulkvaliteter, som er egnede til fremstil-ling af højovnskoks, og endelig findesder mange jernmalme, som ikke har dentilstrækkelige mekaniske styrke.

For at kunne udnytte de for højovnenikke direkte egnede råmaterialer ratio-nelt benytter man bl. a. den såkaldtelavskaktovn.

Denne ligner i princippet en højovn,men har kun en skakthøjde på mellem 2og 5 m mod højovnens ca. 30 m. I lav-skaktovnen er det således muligt atpresse blæserluften igennem, selv omfyldningen består af mindrekornet mate-riale. I praksis har det vist sig muligt atanvende brunkul og malme med et for-holdsvis lavt jernindhold.

4

Fig. 16.

En særlig udformning og arbejdsgang er fremkommet i den såkaldte Demag- Humbolds lavskaktovn, som er vist i fig. 16. Her anvendes briketter sammen- presset af malmkorn, kulstøv og kalk i passende sammensætning og tilsat et bindemiddel.

Foruden fordelen ved at kunne an- vende malmstøv og en ringe kvalitet af kul, har det vist sig, at reduktionspro- cessen i ovnen kun tager ca. den halve tid af den tilsvarende proces i højovnen, hvilket forklares ved, at kulstoffet og malmen i briketten er i særdeles inderlig kontakt med hinanden. Hertil kommer, at gigtgassen fra lavskaktovnen har større brændværdi end højovnens, idet reduktions- og brændselsmaterialet er kul og ikke koks (som jo i forvejen er af- gasset kul).

I Østtyskland, hvor der ikke i større udstrækning findes passende råmaterialer for højovnsdrift, har man i en del år an- vendt lavskaktovne med brunkul som brændsels- og reduktionsmateriale, men iøvrigt drives der på international basis forsøgsvirksomhed i Liège for at finde frem til den mest rationelle konstruktion og arbejdsgang.

Lavskaktovnen vil ikke kunne erstatte højovnen, idet dens mulige ydelse ligger væsentligt under dennes. Men til anven- delse af materialer ikke egnet for høj- ovnen har den sin berettigelse.

Roterovnsprocessen.

Roterovnsprocessen eller cementjern- processen er en metode til fremstilling af råjern i forbindelse med cementfabri- kation.

Fremstilling af cement foregår i en roterovn - en meget lang skråtliggende, roterende cylinder, hvori man normalt i den ene ende fylder opslemmet ler og kalk og fra den anden ende fyrer med olie eller kulstøv. Resultatet er, at slam- met efterhånden under cylinderens rota- tion føres ned mod indfyringsenden og på vejen brændes til skærver, som senere formales til det, vi kalder cement.

Ved cementjernprocessen anvendes den samme fremgangsmåde, idet man dog foruden slam tilfører jernmalm, skrot og kokssmuld, se fig. 17. Resultatet er, at

5

man får flydende råjern og »slagge« ud af ovnen, en »slagge« i form af cement- klinker af lignende art, som ved den al- mindelige roterovnsproces. Råjernet ud- støbes på sædvanlig måde til pigiron og klinkerne formales til cement.

Processen er ikke blot velegnet til at fremstille råjern af mindre stykker skrot og stål- og støbejernsspåner, men også til reduktion af selv fattige malme, som dog skal have en sådan sammensætning, at »slaggen« kan bruges som cement- klinker.

Herhjemme har F. L. Schmidt & Co. A/S udviklet processen og har på fabrikken »Norden« i Aalborg efterhånden instal- leret 3 roterovne, hvori der i 1960 blev produceret 69.000 t råjern svarende til knap halvdelen af Danmarks årsforbrug.

Oprindeligt var det meningen at følge den ovenfor beskrevne metode, hvorefter »slaggen« direkte skulle anvendes til ce- ment, men det viste sig hurtigt, at man ikke samtidigt kan fremstille råjern af en ønsket kvalitet og få førsteklasses ce- ment, hvorfor man nu lægger an på rå- jernsfabrikationen, medens slaggeklinker- nes sammensætning må rette sig efter de krav, der stilles til råjernet. Man får ca. 400 kg slagge pr. t råjern, og den an- vendes som et råmateriale ved fremstil- ling af Portland-cement.

Som indsatsmateriale til ovnen bruges skrot i kvaliteter, der ikke har større værdi for stålværker samt glødeskaller og kisaske. Endvidere kan tilsættes manganmalme eller ferrosilicium alt efter den ønskede kvalitet af råjernet. Men iøvrigt kan anvendes svovlholdige og finkornede malme uden forbehandling. Fig. 18 og 19 viser henholdsvis en ud- tapning af råjernet og en udstøbning af dette på kokillebånd. Begge billeder er fra Cementjern-Konsortiet i Aalborg. Varmluft-kupolovnen.

Som det fremgår af ovenstående er det muligt at fremstille råjern af stålskrot.

Som tidligere omtalt skal råjernet se- nere forædles og gøres brugbart til smed- ning, valsning, støbning o. s. v. Foræd- lingsmetoderne vil senere blive omtalt, her skal blot nævnes, at nogle af meto- derne kræver flydende råjernsindsats, medens andre er baseret på hel eller del- vis kold indsats af råjern eller (og) skrot.

Den flydende indsats har man mulig- hed for at anvende, hvor f. eks. stålvær- ket ligger i nærheden af et højovnsværk, men den kan også anvendes, hvor man

Fig. 18.

Fig. 19.

Fig. 20.

i det væsentlige kun har skrot til rå- dighed, idet man enten gennem cement- jernprocessen eller i de såkaldte varm- luft kupolovne fremstiller flydende råjern af skrottet.

Varmluft-kupolovnen er en skaktovn, der, som navnet siger, arbejder med for- varmet blæserluft.

En udformning er den såkaldte MBC- ovn, som er vist i fig. 20. For en time- produktion på ca. 15 tons råjern frem- stillet på ren skrotbasis har den en dia- meter på 2,5 m og en højde på ca. 8 m.

Den består af en forholdsvis tyk op- retstående stålcylinder, som i toppen er forsynet med et påfyldningsarrangement med gaslås, lidt under toppen er anbragt en sidestuds for gasafgang. Den nederste del består af en ildfast udforet herd, som ved bunden har et aftapningshul for rå- jern og lidt højere et hul for slagge- aftapning. Øverst i herden er i om- kredsen anbragt en række vandkølede dyser for lufttilførslen, og dyserne er forbundet til en ringledning, som igen står i forbindelse med luftforvarmeren.

Selve skakten er ikke foret, men er udvendig vandkølet ved påsprøjtning.

Ovnen påfyldes skiftevis koks, skrot og kalk i afvejede portioner, og luften tilføres med en temperatur på 500- 600° C.

Processen i ovnen forløber, ved at stålskrottet i den delvis fyldte skakt op- tager kulstof fra de omkringliggende glødende koks. Processen er særdeles effektiv i den nederste del af skakten, hvor temperaturen er højest. Aftapnings- temperaturen for det flydende råjern er ca. 1500-1550° C. Såvel råjernet som slaggen aftappes kontinuerligt.

Til ovnen hører et ret omfattende ud- styr, bestående af chargeringsarrange- ment, forvarmer og blæser for forbræn- dingsluften, renseanlæg for gassen, siloer

med vejearrangementer for indsatsmate- rialerne samt instrumentering og even- tuelt en råjernsblander. Til forvarmning af forbrændingsluften bruges noget af gassen fra ovnen, men ca. halvdelen bli- ver til rest for anden anvendelse, f. eks. til fyring i en dampkedel.

Ovnen udmærker sig ved en forholds- vis let styring, såvel metallurgisk som mængdemæssigt ved variationer i fylde- højde, af forbrændingstemperatur og i sammensætning af chargen.

Jernsvampprocessen.

Ved højovnsprocessen fremkom, som vi har set, såvel råjernet som slagger i flydende tilstand, medens roterovns-

7

del, den såkaldte H-jernsmetode, hvor reduktionen finder sted ved temperaturer mellem 500 til 900° C. Metoden, som i nogen grad anvendes i USA og i Norge, er imidlertid ret indviklet og skal ikke forklares nærmere her.

* * *

Blandt de i længere tid anvendte ar- rangementer er Höganås-processen.

Ved denne proces fyldes forholdsvis høje keramiske cylindre (kokiller) med skiftende lag af jernmalm og koksstøv. Cylindrene er anbragt på vogne, som, efter de er fyldte, køres ind i en tunnel- ovn, der opvarmes med gas eller olie. Fyringsgasserne kommer således ikke i direkte berøring med malmen.

Ved opholdet i den varme ovn bliver koksstøvet i kokillerne naturligvis glø- dende og forbrænder til kulilte, idet ilten tages fra malmen, herved udvikles nogen varme, men dog ikke nok til at holde processen igang, hvorfor der som sagt må tilføres ovnen varme udefra. Koksstøvets opgave i kokillen er at fra- tage malmen iltindholdet, og resultatet er, at man får jernsvamp, som er en svampet, relativ blød klump jern. Fig. 21 viser det indre af tunnelovnen med vognene med de keramiske cylindre.

* * *

En anden metode er Wiberg-Søder- forsprocessen, som finder sted i et ar- rangement som vist skematisk i fig. 22. Det karakteristiske ved denne proces er, at reduktionsmidlet tilføres malmen i form af ophedet gas (kulilte). Selve mal- men - eventuelt i sintret og beriget form — fyldes i ovnen, hvor den under pro- cessens forløb synker langsomt nedefter for ved bunden at komme ud som jern- svamp, uden at have været smeltet.

Reduktionsgassen - kulilte - fås fra en

processen gav flydende råjern og fast slagge i form af klinker.

Imidlertid findes i praksis anvendt processer, hvorved hverken jernet eller slaggen fremkommer i flydende tilstand. Processerne, som kan foregå noget for- skelligt, samles under betegnelser jern- svampprocessen. Jernsvamp får man, når malmen reduceres uden at jernet eller slaggen smeltes. Reduktionen sker ved en forholdsvis lav temperatur, mellem 500 og 1000° C. Ved disse temperaturer re- duceres kun selve jerniltene i modsætning til højovnsprocessen, hvor også den i malmen værende kisel, fosfor og mangan reduceres og altså indgår i råjernet. Heraf vil forstås, at jernsvampen er mere ren for fremmede stoffer end jer- net fra højovnen.

Når man — ikke mindst i Sverige — har arbejdet intenst på metodens udvik- ling, skyldes det bl. a. de tidligere nævn- te stigende vanskeligheder med frem- skaffelse af passende kul til forkoksning for højovnsdrift og dertil, at det synes muligt ad denne vej at komme frem til en metode, der er mere brændselsbespa- rende.

Blandt metoderne findes også en, hvor man anvender brint som reduktionsmid-

Fig. 21.

8

Fig. 22.

elektrisk opvarmet kaburator. I denne forvandles den allerede anvendte gas påny til reduktionsgas, idet kaburatoren er fyldt med kokssmuld. For at undgå at svovlet i gassen skal gå i forbindelse med jernsvampen, passerer gassen et do- lomitfyldt svovlfilter, inden den kommer ind i ovnen. Gassen cirkuleres, som vist i fig. 22 af en blæser. Man kan fremme processen ved tilsætning af brint, idet dette stof er et fremragende reduktions- middel, som ved passende temperatur indgår i en kemisk forbindelse med de i jernmalmen værende ilte og danner vanddamp.

Jernsvampen er særdeles ren, idet dens

indhold ligger på 93 % jern og derover, hvorfor den er velegnet som udgangs- materiale til fremstilling af kvalitetsstål.

(Fortsættes i næste nr.)

Parti fra køletårnene.

9

AF SIKKEKHED SINGEN IØR C . E . L A N G

stykke jern, som skulle bukkes, og tilbød at holde skærebrænderen, medens jernet bukket i skruestikken.

Umiddelbart efter at Jensen havde overtaget brænderen og holdt den, som her demonstreret af B. Larsen, i nogen afstand fra den øverste ende af rørene, skete en meget kraftig eksplosion i det ene af rørene, som uheldigvis stod så- ledes, at åbningen pegede lige op mod ansigtet på ham.

Den første opfattelse af det skete var, at det var en fejl ved skærebrænderen, hvilket viste sig ikke at være tilfældet, og ydermere var gulvet omkring og un- der flangen på den nederste ende af røret blæst rent for støv og viste, at der havde fundet en eksplosion sted i røret.

Det må antages, at der på et eller an- det tidspunkt, medens røret har stået ved filebænken, er blæst acetylen eller en blanding af acetylen og ilt ned i røret, f. eks. i forbindelse med tænding af en brænder.

Ved at blæse acetylen i røret og lade det stå i nogle timer, er det forsøgt at rekonstruere det skete, hvilket også er lykkedes delvis, idet der er fremkommet en meget kraftig stikflamme ved at holde en brænder over røret. At opnå netop den blanding af acetylen og luft, som vil give en kraftig eksplosion, er noget af et held.

Så vidt det skete og den formodede årsag hertil.

Den indhøstede erfaring giver anled- ning til at indskærpe: at brænderflammen ikke må holdes hen

En ejendommelig tilskadekomst.Under usædvanlige omstændigheder

fik chargerkranfører Orla Jensen den 1.november sidste år sine øjne alvorligtbeskadiget, idet han blev ramt i ansig-tet og øjne af partikler (stenaflejringerog indtørret slam) fra et stykke af et af-gangsrør til en vandkarm, og hvori derskete en eksplosion. Røret var demon-teret dagen før og sat hen ved repara-tørens filebænk for at flangen kunneblive skruet af.

I en pause under chargeringen komOrla Jensen forbi, hvor reparatør N.Chr. Rasmussen var ved at varme et

10

renset fuldstændigt og har været fyldt med vand.

at gamle tønder kan være brugt til meget forskelligt og give alvorlige overraskelser, hvis man indlader sig

på at skære i dem. Sluttelig bør det oplyses, at Orla Jen-

sen for længst har genoptaget sit arbejde og ikke synes at ville få men af sin til- skadekomst, der i første omgang teg- nede meget alvorligt.

i nærheden af åbninger på rør, be- holdere eller andre genstande med hulrum, som har mulighed for at indeholde brændbare luftarter, væd- sker etc.

at der ved svejsning eller skæring selv på lange rør kan fremkomme en stik- flamme for enden af rørene.

at der aldrig må svejses eller skæres på beholdere, der har indeholdt brænd- bart materiale, uden at disse først er

Antal personskader pr. måned. Oversigten omfatter alle indgaaede rapporter bortset fra tilfælde

vedrørende ituslaaede briller eller ødelagte proteser, hvor iøvrigt ingen personskade er sket.

I maanederne marts, april og maj er sket en personskade for hver 66,415 og 151 beskæftigede, hvilket svarer til, at henholdsvis 1,52 %,o,24 % og o,66 % af samtlige ansatte er kommet til skade.Det usædvanlige resultat i april - hvor vort ulykkestal i øvrigt

burde ligge - skyldes strejken fra 12 april til 5 maj, hvor kun lær-linge og enkelte andre har været beskæftiget.3 af tilskadekomsterne i marts og 1 i maj har ikke medført nogensygedage.

CEL.

eller LUS MELLEM TO NEGLE HØG O V E R

HØGAfJ O H A N N E S S M I T H

heden at føle, og så er der endnu mindregrund til misundelse.

Iøvrigt vil alle »høgene« få deres attrækkes med. Styrmanden har kaptajnen,og kaptajnen har rederen, rederen harmåske en bestyrelse og dennes formandhar myndighederne, eller måske han er

bange for sin kone, eller det der erværre.

Den der har mange etager af kom-mandovejen over sig, føler sig tit friere,dels fordi han er yngre og har mindreat miste, dels fordi hans tilpasningsevnenormalt vil være større, eventuelt underen anden arbejdsgiver. Alligevel kan hangodt føle sig som en lus mellem to negle,ikke alene i lodret plan, men også i detvandrette, for han g kan blive udsat for

RODS DEN ZOOLOGISKE TITEL drejerdisse betragtninger sig om virksom-

heder med en del menneskelig arbejds-kraft, mange hestekræfter og mer ellermindre menneskelighed.

Strukturen vil de fleste steder være istøbeskeen, og hvem tør spå om hvor-dan større virksomheder vil være orga-niseret om 10-15 år. Som det er i dagvil opbygningen i de fleste virksomhedervære sådan at alle har nogen over sig -få eller mange i flere eller færre lag.

Man vil på forhånd mene at de derhar flest lag over sig, er mest tynget,men det omvendte er tit tilfældet. Der-for skal man aldrig misunde dem derstår over én i ansvar, indtægt og ind-flydelse. Hvis de har gjort sig fortjenttil det, ved at kræve mere af sig selvend gennemsnittet gør det, er misundel-sen ubillig, og hvis en mand ikke er sinopgave voksen, skal han nok få kærlig-

et kollegialt tyranni, som især kan væreondartet når det skyder sig ind underbegrebet godt kammeratskab.

Af gode grunde kan jeg ikke tænke påden virksomhed De kender bedst, menjeg tar ikke munden fuld når jeg siger

at forståelsen er størst, der hvor der ermagt og indflydelse, men manglende for-ståelse blandt medarbejderne kan ogsågøre en ledelse mismodig.

I mine forsøg på at gi exempler på deproblemer som »lusen« mellem to neglekan ha, og det vil jo sige de fleste afos, vil jeg gerne gå ombord på et skib,for dér er stillingsbetegnelserne klare, ogdér er det jo indlysende at vi alle er isamme båd.

Jeg hørte en topleder (svarende tilrederen) fremsætte den helt rigtige tankeat selv om kaptajnen har det størsteansvar ombord på et skib, kan det oftevære vanskeligere at være styrmand, forhan skal både gøre det som kaptajnensynes er rigtigt, og det som er rigtigti relation til vind og vejr og mandskabet- det kan være svært nok i kritiske si-tuationer - mens kaptajnen kun behøverat ta hensyn til realiteterne.

En styrmand kommer ofte i den situa-tion at han må gi kaptajnens ordre vi-dere, uanset om han billiger instruksensindhold eller ej. Hvis han ikke gør det,kan han risikere at blive Jagt i jern tilnæste havn, for nu at blive i den mari-time terminologi. Så enkelt kan detvære.

I vores virksomhed er det i reglenmere kompliceret. Vi kan alle komme i

at der er noget allevegne, og der er ad-skillige store virksomheder hvis klimajeg nødig ville påta mig at forsvare. Jeger oven i købet skadefro nok til at glædemig over det, hvis de er blevet mindrekonkurrencedygtige, fordi de ikke harforstået noget af det som moderne per-sonalepolitik betyder.

Men selv der hvor der er den bedstevilje til at gi medarbejderne de bedstmulige vilkår, både materielt og med-menneskeligt, er det ikke givet at altinglykkes. Medmenneskelighed vil først ogfremmest sige at man forstår hinandensvilkår, og det skorter det tit på - jegtør godt sige på alle trin af rangstigen.Måske har man ikke tid eller opmærk-somhed nok til overs til dette vigtigeformål, måske savner man fantasi til atforestille sig hvor skoen trykker på an-dres fødder. Vigtigst er det naturligvis

13

klemme mellem de to negle der hedder loyalitet mod sin chef og loyalitet mod den virksomhed vi tjener, og som vi må- ske har knyttet hele vores tilværelse til. Af gammel erfaring ved vi jo at de underordnede på nogle områder er klo- gere end deres chef. Når vi tænker op- efter, ved vi det i hvert fald. Nedefter vil vi måske foretrække at sige at de er nærmere ved tingene og visse problemer, men undertiden også lidt nærsynede.

Hvis man i den givne situation ikke rigtig gider at være loyal mod virksom- heden, fordi det er mageligere at være det mod kaptajnen, så gir man den mer eller mindre uheldige instruks videre uden indvending og forbehold, og even- tuelle spørgsmål eller surmulen på vej nedefter mødes med sætningen: Kap- tajnens ordre!

Har man derimod sin psykiske energi i behold, forsøger man først at gøre fo- restillinger for kaptajnen om det der taler for og imod, og hvis det er om- sonst, har man undertiden den udvej at gi instruksen videre i moderat form så-

dan at et eller andet med lidt god vilje kan misforstås.

For en loyal styrmand er det pinligt ikke at kunne forsvare sin kaptajns ordre, og hvis det kniber med det, kan meget være vundet ved en lille drejning af formuleringen.

En styrmand skal imidlertid være var- som med at strække sig for langt i sin loyalitet mod kaptajnen. Forsvarer han noget som alle kan se er tåbeligt, og som mandskabet ved at styrmanden selv an- ser for urimeligt, vil det ikke blive ud- lagt som loyalitet mod kaptajnen, men med meget mindre gunstige gloser. Og det er ikke sikkert hans autoritet tåler det. Og hvis ikke, kommer det også til at gå ud over helheden, kap- tajnen inclusive. Så må styrmanden hel- lere nøjes med at sige: Kaptajnens ordre. Men en god styrmand prøver at få det til at glide.

Ombord på et skib er der fra arilds tid meget som betyder liv eller død for alle, og det er måske at sætte sagen på spidsen, men for at der ingen misforstå-

eiser skal være, vil jeg præcisere at i livsvigtige spørgsmål må den linie som ledelsen går ind for, følges nøje, og i det omfang som man har formuleret den og meddelt den videre. Man kan ikke risi- kere at medarbejderne trækker hver sin vej. Hvis betroede medarbejdere ikke tror på det sigte der er valgt, må de sige fra og enten bede sig fritaget for bestemte opgaver eller helt forlade virk- somheden, med mindre de vil stikke deres egen opfattelse i lommen.

På en mængde områder er en kaptajn dårlig tjent med at få sin vilje i de mindste detailler. Hvis det er vigtigt for ham at blive adlydt til punkt og prikke, gør han klogt i at drøfte problemerne grundigt igennem inden ordren gives. Men det klogeste er i reglen at overlade meget til dem der har tingene på nær- mere hold og som har kontakterne ned- efter i orden. En kaptajn kan gribe så meget ind i småting at han gør sine nærmeste medarbejdere ansvarsløse, eller berøver dem lysten til at ta et selvstæn- digt ansvar.

Det vigtigste i en virksomhed er at gøre så mange som muligt til virkelige medarbejdere og ikke blinde adlydere.

Men selv hvor organisationen er bedst, og hvor ansvar og kontrol med udøvel- sen er mest hensigtsmæssig, vil begrebet »lus mellem to negle« næppe kunne und- gås helt. Derfor er det vigtigt at vi alle- sammen gør os det klart, at vi, foruden at være lus, også tit er den ene af de to negle, tit endda en hård negl. Lidt ma- nicure kan være anbefalelsesværdig.

Lad mig slutte med det smukke bil- lede med høgene. Det er en ædel kappe- strid at prøve at svinge sig højere og højere med større udsyn. Selv om høgene har forskellig styrke og vilkår, behøver det ikke altid at være den samme høg, der flyver højst. På visse dage kan sær- lig oplagthed og gunstig vind gi enkelte af os god luft under vingerne og skænke os den lykkelige følelse som det er at bruge sine evner og vilkår godt.

(Eftertryk forbudt).

praktiske anvendelse er knyttet stærkt til den norske industri. Lad os derfor se lidt på arbejdsmåden for Tysland-Hole ovnen, som den helt korrekt hedder.

En konventionel kokshøjovn chargeres ovenfra med lag af grove koks og jern- malm, medens der samtidig nedenfra blæses luft ind. Koksene skal først og fremmest levere den nødvendige varme til processerne, og derefter sammen med luftens ilt danne den kuliltegas, der bru- ges til reduktion af malmen. Processen er simpel og har været kendt og gennem- prøvet i hundreder af år først med træ- kul som brændsel og derefter som den væsentligste forbedring i tidernes løb med koks. Koksene kom til efter at Eu- ropas trækulshøjovne havde ædt, hvad de kunne overkomme af omliggende skove.

Højovnen er en kræsen herre, der kræ- ver gode varer. Koksene skal bære en kolossal vægt af den tårnhøje søjle af koks og malm, og samtidig skal koksene være så ensartede, at der bliver mellem- rum til luftens passage. Malmen skal af samme grund selvfølgelig også være grov, hvorfor finkornet eller mindre værdifuld kvalitet skal behandles specielt før chargeringen.

I en elektrohøjovn er det anderledes. Her har den elektriske kraft helt over- taget koksenes rolle som opvarmnings- middel, og koksene skal blot danne de nødvendige gasser til reduktion af mal- men. Derved slipper man for de store højovnsblæsere, og da processen kun be- ror på en reaktion mellem koks og malm og den allestedsnærværende kulilte, er det fordelagtigt for processen, hvis malm og koks er fint formalet og omhyggeligt blandet.

Luft blæses som sagt ikke ind, og da der kun dannes beskedne mængder gas under reaktionerne, bliver varmetabet til

Laboratoriesnak CIVILINGENIØR CAPRANI W INKEL

* * *

ÅR MAN ER så begunstiget af natu-ren, at man har billig elektricitet

fra vandkraftværker til sin rådighed, erder snart sagt ingen grænser for de ele-gante kemiske og metallurgiske processer,man kan gennemføre.

Se nu blot til vor kollega i Norge,Norsk Jernverk i Mo i Rana.

Egentlig skulle dette have været enrejseberetning fra den tur, som en dele-gation herfra DDS gennemførte til Mosidst i juni. Da det imidlertid regnededet meste af tiden under opholdet der-oppe, vil vore oplevelser som turistergive en noget uretfærdig bedømmelse afden norske natur - derfor ikke meget omdem.

En artikel til Staalbaandet skal imidler-tid skrives, så der bliver ikke andet til-bage end at berette lidt om det område,hvor Norsk Jernverk skiller sig mest udfra de fleste europæiske værker - anven-delsen af elektrohøjovne til råjernsfrem-stillingen. Eller for at være helt korrekte- anvendelse af verdens største elektro-højovne.

Den gode gammeldags kokshøjovn erformodentlig snart omtalt tilstrækkeligther i Staalbaandet, og mange har velogså set denne ovntype på ferieturesydpå.

Anderledes er det med elektrohøj-ovnen, der i sin udviklingshistorie og

16

gassen af den grund ringere end ved kokshøjovnen.

Formen på ovnen bliver selvfølgelig også helt anderledes. Den lange skakt i kokshøjovnen forsvinder, fordi den først og fremmest er baseret på forvarmning af de store koksmængder og malmmæng- der, og tilbage bliver derfor kun en for- holdsvis lav cylindrisk beholder ikke nær så høj som den er bred. Op igennem dens hvælving rager de store elektroder og fødeanordninger, der er med til at give ovnen dens karakteristiske udseende opadtil.

Her må lige indskydes, at påsætningen selvfølgelig ikke udelukkende er malm og koks. Alt afhængig af malmens ind- hold af sure bestanddele, skal der på- sættes større eller mindre mængder af fint pulveriseret kalksten for at give en tilpas letflydende slagge.

Elektroderne er et helt kapitel for sig. Da der er noget inden for elektricitets- læren med tre faser ved vekselstrøm, er der nu engang tre elektroder, og de er udformet på en så snedig måde, at de kontinuerligt kan forlænges under driften for at kompensere for sliddet og bort- brændingen inde i ovnen.

Elektroder af denne type er opkaldt efter deres opfinder, Söderberg. Elektro- demassen er opstampet grafit i et blik- rør. Når elektroderne skal forlænges svejses der uden for ovnen et nyt rør på det oprindelige, og massen stampes ind i røret. Medens elektroderne langsomt skydes ned i ovnen under driften, sintrer den friske masse sammen under indfly- delse fra varmen, der ledes op igennem elektroden nedenfra.

Strømmen tilføres gennem bøsninger udenom elektroderne, og som man sik- kert kan forstå, er det ikke småting, der skal til. Hver ovn i Mo - og man har fire - bruger strøm af samme størrelses-

orden som vort totale forbrug, hvormed så også følger, at Mo's transformator- station er af usædvanlig format. Hugget ind i fjeldet med den nøgne granit som væg, er den en oplevelse at besøge - en oplevelse, som forhåbentlig også andre her fra værket vil få.

CW

Fig. 1.

Elektrohøjovn lignende Mo i Rana's.

17

S A L G S A F D E L I N G E NSalgschef A. Andersen.

Den gode beskæftigelse, der råder iDanmark, kommer naturligvis også vorvirksomhed tilgode i den henseende, atvort poduktionsapparat bliver godt ud-nyttet, og afsætningen går noget bedreend man måske kunne have ventet. Vedårets begyndelse havde vi så god enordrebestand, at vi mente det sandsyn-ligt, at vi ville kunne sælge vor produk-tion også i 1961 om end måske til knapså lønnende priser som i 1960. Den lang-varige strejke, som vi måtte igennem iforåret, slog i nogen grad dette billedei stykker, og årets endelige resultat kannaturligvis ikke undgå at blive påvirketheraf.

Produktionen går nu igen, og der tæn-kes vel i almindelighed ikke mere så for-færdelig meget på den tid, der er gået,men et produktionsstop af så lang va-righed, som det vi oplevede, giver allevirksomheder langvarige kvaler, som detkan være drøjt nok at komme igennem.

Industrien, som aftager vore produk-ter, har øjensynligt i højere grad end viværet i stand til at hale ind på de for-

sinkelser, som strejkerne har medført, ogdet betyder, at vi er ude for et hårdtpres fra kunderne, som står og manglerde varer, de har købt hos os og somburde være leveret for længst. Ikkemindst er byggeriet hårdt ramt, ved atdet nødvendige armeringsstål ikke kom-mer frem. Byggeriet havde ikke det stop,som industrien havde, og de små lagreaf armeringsstål, der fandtes i foråret,fik alt for hurtigt ben at gå på.

Faktisk er vi stadig i en ubehageligsituation. Det er altid kedeligt ikke atkunne opfylde sine forpligtelser overfor sine kunder, og ved vort stadigt sti-gende salg af specialstål påtager vi oset ansvar for, at sådanne varer ikke bli-ver mangelvarer.

Konkurrence mærkes på vort områdei øvrigt først og fremmest gennem pri-serne på varerne. Vore store konkurren-ter på det europæiske kontinent har nydtgodt af de i hele Europa gode tider, ogselv om de uroligheder, der stadig opstårforskellige steder i verden har betydetstore tab for stålsalget, er det lykkedesat opretholde hel god beskæftigelse.Imidlertid er produktionen for tiden

18

større end efterspørgslen, og bagsiden heraf er at priserne har været nedad- gående trods den gode beskæftigelses- grad.

Man tør mene, at den gode beskæf- tigelse i verden vil kunne vare nogen tid endnu, det ser endda ud til, at der hersker en vis optimisme i Amerika, hvor stålindustrien har haft en meget svær tid i de sidste par år, men nu mener man, at der også der er håb om noget lysere tider.

S T Å L V Æ R K E T Martiningeniør Carlo Poulsen.

April kvartal gav en produktion på 50.758 tons, hvilket er 4.000 tons mindre end sidste års samme kvartal.

Strejken, som varede fra 11. april til 8. maj, gav os et tab på ca. 21.000 tons, hvorfor vi for første halvår kun op- nåede 125.667 tons mod projekteret 137.214 tons, og dermed er muligheden for at opnå 300.000 tons for året bety- deligt formindsket.

Der er for 2. halvår projekteret 151.300 tons, hvorved vi så skulle opnå 276.000 tons og dermed mangle 24.000 tons, hvilket ikke er muligt at indhente.

Vi havde noget besvær med at komme »rigtigt i gang« efter strejkens ophør i uge 19, og først i uge 22 kom der rigtigt »skred« i produktionen med nye rekor- der, den sidste i uge 25 på 6.980 tons.

Det er glædeligt, at vi med samme produktionsrapport kan få en tiltagende produktionsforøgelse, men det kræver en stadig øget påpasselighed overalt i de en- kelte led, alt skal klappe på minuttet, og alt arbejde skal gøres med omhu, travl- heden til trods, såfremt vi skal undgå spild og unødige stop, der uvægerlig gi- ver tab.

P R O F I L V Æ R K E T Valseværksingeniør J. Andersen. Blokværket.

Produktionen i blokværket har været god, og værkets hidtil højeste måneds- produktion opnåedes i juni med 12.704 tons.

Grovværket.

Valsningen i grovværket er forløbet normalt, der har bl. a. været valset U- og I-jern, en valsning, som efter visse justeringer af de nye kalibreringer, for- løb upåklageligt.

Der har været et uheld med et kob- lingshoved på forgreningsgearet af sam- me karakter som de tidligere i blok- værket indtrufne, men da der ikke var nogen beskadigelse af gearets akseltap, kunne et reservekoblingshoved umiddel- bart monteres, og driftstoppet blev der- for kun af ringe varighed.

I sommerferien er foretaget en større reparation af blokovnen, idet under- ovnens og røgkanalernes murværk blev udskiftet, og nye gliderør monteret.

Finværket.

Der har ikke i det forløbne kvartal været større stop på grund af fejl ved maskineriet, men Schloemann-saksen og afkastere på kølebeddingen har dog givet anledning til driftstop. I sommerferien blev der monteret et bedre smøresystem på saksen, og i mellemhallen blev der monteret en ventilationshætte ud for knippelovnens indgangsende.

Færdigjern t. Knipler ogemner t.

Blokværk ........ 24.030Grovværk ........ 7.006 357Finværk ......... 10.920

Færdigjern ialt ...... 17.926

Produktionen i 2. kvartal:

19

ideelle, hvorfor det overvejes, hvad der skal gøres for at værkets afgangsende kan følge den produktion, der kan kom- me fra det nye værk.

I årets første halvår er valset 52.700 tons grovplader og 3230 tons mellem- plader mod 59.200 tons og 3.980 tons i første halvår 1960. De lavere tal skyldes strejken i april-maj og nedgangen til 2 skift.

Men der er dog en rimelig chance for, at vi kan indhente 1960-tallene inden årets udgang.

P L AD E V Æ R K E T Valseværksingeniør J. Skov.

Mellempladeværket har holdt ferie fra 25. juni til 9. juli og grovpladeværket fra 30. juli til 13. august. Under ovn- reparationen i stålværket i de 3 sidste uger af august er det planen at lade hol- det fra mellemværket hjælpe til her.

Siden 25. maj har grovpladeværket kun valset på 2 skift, hvilket fortsætter til begyndelsen af september, når ovn- reparationerne i stålværket er tilende- bragt, hvorefter det er tanken igen at overgå til 3 skift. Ved overgangen til 2 skift viste det sig hurtigt vanskeligt at følge med ved bedding, sakse og afsen- delse i valsehal 5, hvorefter der efter flere overvejelser blev besluttet at foretage vis- se ændringer til øjeblikkelig afhjælpning af forholdene. Således blev pladetrans- porten over den vestlige bedding vendt, hvorved pladerne fra det nye værk kan skydes direkte ind på denne bedding. Skæ- rene på de 2 sidesakse, som tidligere var afkortet til 2 m af hensyn til skrotstrim- lernes længde, udnyttes nu i 3 m længde. Endvidere blev der sat 3 skift på ende- saksen, således at skrot og emner kan klippes i timerne mellem de 2 valseskift, og endelig er der etableret 3 skift for afsendelse af pladerne.

Disse ændringer har imidlertid med- ført, at Sorteper er gået videre til kra- nerne og graven i valsehal 5. Det nytter dog ikke at installere flere kraner her (bortset fra en lokalkran ved normali- seringsovnen).

Ved genetableringen af 3 skift bliver det vanskeligt at følge med ved ende- saksen, et forhold der dog først i nogen grad kan afhjælpes, når den bestilte nye saks er installeret til næste sommer.

Men selv med en forlænget v-6 og den nye saks vil forholdene dog ikke blive

20

IDDER DE og læser Knold og Tot — spørger Olsen med et glimt i øjet, da

han kommer ind på mit kontor for at afhente nogle papirer.

— Knold og Tot! — Næh, kære Olsen, det er meget mere alvorligt.

— Nå, oven i købet alvorligt! Tja, der kan man se. Jeg havde ellers på fornemmel- sen at —

— Javel, Olsen, jeg ved nok, hvor De vil hen. Men sagen er faktisk alvorlig. Men sid ned, så vi kan tale om det. — Og jeg rydder en del papirer på skrivebordet af vejen.

— Jeg sidder og læser om de unge — siger jeg til indledning.

— Jaså — svarer Olsen — de unge! Så er det vel fordi, De så fjernsynet forleden — det her med balladerne på Enghaveplads og på lejrpladserne. Ja, de er helt tossede de unge i dag! De ved ikke hvorledes de skal skabe sig. Og får de en motor i halen, bli'r de s'gu livsfarlige! — — Jamen hvorfor Olsen?

— Hvorfor! — spør' De. Det er vel ikke så vanskeligt et hitte ud a' — det behøver De ikke at sidde og læse Dem til i alt det der — og Olsen peger forarget på papir- bunken på skrivebordet. — Næh, de har efter min mening al for megen fritid, de får for mange penge og for få øretæver! Da jeg var dreng, var det helt anderledes, da —

— Undskyld jeg afbryder Dem Olsen — men lad os slå fast, at det er i dag, det drejer sig om. Vi må tage forholdene, som de er i dag. —

— Ja, hvorfor ikke! — udbryder Olsen — det ku' lige passe, at man skulle finde sig i, hvad der passer d'herrer lømler. Her løber de rundt og ligner tøsedrenge med opkrammet hat, stramme bukser, skæg og det hele. —

— Så, så Olsen! ikke så hidsig. — Tøsene er forøvrigt mig bekendt ikke begyndt at anlægge fuldskæg. — — Ja, men så er det fordi de ikke kan svarede Olsen. — Lidt ulogisk synes jeg.

Men Olsen og jeg var kommet ind i en forkert boldgade, og jeg forsøgte at lede samtalen ad andre baner.

— Jamen Olsen, har De da ikke indtryk- ket af, at de unge — de fleste af dem i hvert fald — hver for sig er gode nok — de bærer naturligvis en usikkerhed i sig, som er naturlig for den, der har et langt liv foran sig. De er famlende. Men hvem hjælper dem? —

— Ja, de har da ellers lejlighed nok til at få kundskaber proppet i hovedet, skulle jeg mene, og forøvrigt er der da både fri- tidsklubber og sportsklubber, hvor de kan få fritiden til at gå — svarede Olsen.

— Ja, det er rigtigt nok — men jeg tror ikke, det er nok, livet er jo ikke bare en praktisk foreteelse. Man kan selvfølgelig tage for sig af retterne efter evne — plukke af kundskabens træ, om De vil — eller drøne bolden i mål og blive solgt til italienerne — det er alt sammen i orden — men jeg tror ikke, det er nok.

— Ikke det? siger Olsen. — Så vidt jeg ved, er De da også talsmand for faglig dyg- tiggørelse af de unge. Kundskaber kan man vel aldrig få for mange af. —

— Nej, selvfølgelig ikke, men der skal noget mere til for at gøre livet rigt. —

— Hov, hov! Nu bliver De vist lidt højtravende. —

— Ja måske, Olsen. Men De må da ind- rømme, at der er mere end teknik og kon-

21

kurrence, der gælder i et menneskeliv. I gamle dage havde man religionen, som gav et vist støttepunkt — men den er jo nær- mest afskaffet herhjemme. Det eneste, man har givet til erstatning, er praktiske kund- skaber og optræning i legemlige færdigheder. Men er det ikke at give sten for brod. Mange unge taber sikkert på et tidligt tidspunkt mo- det i kapløbet om position og magt — og er der så noget at sige til, at nogle af dem skejer ud og tæver en politibetjent for i det mindste at imponere pigerne.

— Jeg må tilstå — siger Olsen — at jeg har lidt svært ved at følge Dem. Men De mener vel noget i retning af, at mennesket lever ikke af brød alene, og at de unge ikke blot skal have noget at leve af, men også at leve for. — — Ja, noget i den retning Olsen! — Ja, men — hvis de ellers tillader, at jeg vender tilbage til gamle dage — så kan man jo gøre som man gjorde på landet. Jeg kan huske derhjemme, hvor jeg er fra, at bøn- derne sendte karlene og pigerne på højskole. De havde gået i en trædemølle derhjemme — det var bestemt ikke for megen fritid, der trykkede dem — og heller ikke, hvad De ville kalde et åndeligt liv. De var rent ud sagt nogle dødbidere de fleste.

Men når de kom hjem fra højskolen, var de ligesom vågnet op. — Det var som — ja, jeg kan ikke rigtigt forklare det — men der var kommet liv i dem.

Og nok kunne vi andre synes, det var noget pjat med deres fædrelandssange, salme- sang og taler i forsamlingshuset. Men senere måtte jeg indrømme for mig selv, at de var både gladere og friere end tidligere.

— Ja, Olsen. De har sikkert ret. — Nu kender jeg ikke meget til højskolen, men jeg har netop læst i et blad, at erhvervene er interesseret i at sende deres unge på høj- skole. Nogle er allerede begyndt. — I samme blad stod forøvrigt nogle udtalelser fra unge, som havde været der. Jeg har vist bladet

liggende i bunken. — Ja, her er det. — Her er en lærling fra et automobilfirma i Køben- havn, der siger:

»Et helt nyt perspektiv har åbnet sig for os — og vi har opdaget, at der er andet og mere i denne tilværelse end biler. Det har været en dejlig oplevelse, som vil have be- tydning for os altid, en herlig blanding af alvor og leg.« —

En ung pige lige vendt hjem fra et høj-skoleophold i Jylland siger:

»Hvis jeg skal være helt ærlig, må jeg såsige en ting: Der var jo morgensang ogmorgenbøn hver dag, det synes jeg ikke om,men det hører sig jo til, og man har velogså kun godt af det.

Men ellers var jeg lykkelig for opholdet.Og jeg kunne da godt tænke mig det længere— 6 måneder kunne jeg sagtens være væk.«

Olsen skæver op til uret. — Jeg må gånu — siger han. Men send blot vore unge

22

her på fabrikken på højskole — de vil be-stemt have godt af det. — Farvel!— Farvel Olsen. —

Selv sad jeg tilbage og tænkte på de mangeunge mennesker, jeg i tidens lob havde haftmed at gøre. Det var prægtige fyre, de fleste.Hjalp jeg dem? Ikke ret meget. De kunneselv! Måske skal vi ældre være varsommemed at hjælpe alt for meget. Det er dogikke sikkert, vore egne veje er de rigtige.Men kan vi ikke hjælpe dem direkte, børvi vise, at livets værdi ikke så meget liggeri — ikke alene ligger i materiel fremgang,men også i noget andet — noget som defleste af os nok har lidt svært at give ud-tryk for, fordi også vi er søgende.

KN

Hvis man vil betak prisen for sine ambitioner,så for mig gerne,men i så fald må al selvbeklagelseog klynken være udelukket.

Johannes SmithPolitikens kronik »Savtakkede dage« 6.-2.-61.

En stor mand er værdig, men ikke stolt.En lille mand er stolt uden at være værdig.

(»Kon-fu-tse«).

L

I

D

T

A

F

H

V

E

R

T

Mennesker,der er bekymrede for,hvad folk tænker om dem,ville blive forbavsede,hvis de vidste,hvor sjældent det sker.

Frygten for Gud kan være oprindelsen til visdom.Men frygten for mennesketvar oprindelsen til mord.

(Bernard Shaw).

Hvorfor tvivle på egne evner?Det gør andre jo alligevel bedreend en selv.

(Cristian Kjellerup).

Vel! —Selv om han har mange penge —Han kan ikke ta' dem med sig— og hvis han kunne, ville de smelte.

(»Financial Post«).

Fotografens lille søn, der ser en neger på gaden,puffer til kammeraten og siger:»Du Sofus, der går et negativ«.

Adams svigermor?han havde ingen, min son.Han var i paradiset!

blev 23 calmettevaccineret. 27 ønskede ikke vaccination.

97 har fået taget røntgenfoto. 107 mødte ikke til undersøgelsen. Af disse er 14 undersøgt på Tuberkulosestationen fornylig. Enkelte var sygemeldte.

Hos 49 personer er der fundet for- skellige abnormiteter, hvoraf de fleste var opdaget tidligere. En del af dem møder til observation på Tuberkulose- stationen.

Der blev fundet et tilfælde af aktiv lungetuberkulose. Den pågældende var dog ikke ansat på DDS, men var af og til i berøring med folk herfra. Han er nu indlagt på hospitalet.

E. Steenberger.

Den vigtigste begivenhed i april kvar- tal har været, at Tuberkulosestationens røntgenvogn var på stedet den 4.-5. april.

Ved den lejlighed blev 1483 personer undersøgt (+ 1 under en hospitalsind- læggelse).

Der blev taget 1483 skærmbilleder (sidste år 1395) og foretaget 401 tuber- kulinprøver (215). 1063 var tuberkulin- positive tidligere. Ialt var 1329 tuberku- linpositive. Af de tuberkulinnegative

24

I juni måned nåede trafikken på havnen etforeløbigt højdepunkt. Havnemesteren fortæller,at der indgik ikke mindre end 94 skibe med ialtknapt 27.000 t materiale og udgik 70 skibe medialt ca. 12.000 t færdigprodukter. På spørgsmåletom vi drev sørøveri og havde skrottet de mang-lende 24 skibe, blev svaret benægtende, bl. a.olieskibene sejlede herfra uden last og er ikkemedregnet i udgående skibe.

Et fartøj indgik imidlertid i havnen uden atkomme ud igen — i hvert fald ikke søværts. Endag i ret hårdt vejr observeredes en underligfremtoning med kurs mod Staalværkshavnen. Daden kom nærmere syntes det at være en lastbilkørende over de skummende bølger. Og det varfaktisk en lastbil — en 10 tons tankvogn — dogikke kørende, men båret af en gummiflåde.

Med 6 soldater på den snævre plads var denstukket til søs ovre fra Kulhuskanten og drevet udi Roskilde Fjord, over mod Staalværket. Her fiken fiskerbåd fat i den og førte den i havn, hvorbilen uden større besvær blev reddet ind på dettørre, og luften tappet ud af flåden. Der er såledesvirkeligt kommet et fartøj mere ind i havnen,end der er sejlet ud, uden at vi dog kan beskyl-des for sørøveri.

Indretning af kontorer og spisestue i tilbyg-ningen til Staalværket skrider kun langsomtfrem, hvilket tilskrives manglende arbejdskraft.Den forhåndenværende arbejdskraft må naturligtførst og fremmest anvendes til vedligeholdelse afproduktionsmidlerne.

De ret omfattende jordarbejder i forbindelsemed rør- og kabelnedlægninger for det nye vand-forsyningssystem til Staalværket er tilendebragt,og da det nye vandbehandlingsanlæg (beskrevet i

sidste nummer) også er færdigt, påregnes det nyesystem at kunne sættes igang i september.

I laboratoriebygningen foretages visse udvidel-ser på 2. etage for indretning af flere tegne-stuer.

Det vil nok trække lidt ud med opførelsen afden i de senere år flere gange omtalte nye folke-bygning med omklædningsrum og marketenderi,idet muligheden for en bedre placering end op-rindeligt tænkt er fremkommet under projek-teringen af det nye finværk.

Det gamle tentorværk er under flytning ogbliver installeret i forbindelse med de 2 nye ten-torværker. Om nogen tid forventes den endnumanglende 4. maskine at ankomme.

Opspolingshuset i det gamle tentorværk skalanvendes til remise for lokomotiver, og maskin-huset skal foreløbig bruges til reparationsværk-sted for støbevogne.

Maskineriet til det nye finvalseværk er nu be-stilt hos firmaet Moeller & Neumann, St. Ing-bert i Saar, medens det omfattende elektriskeudstyr skal leveres af Brown, Boveri & Cie, Ba-den, Schweiz. Værket, som bliver delvis konti-nuerligt, får 19 stole. Omkring 50 % af maskin-delene vil blive udført her i landet efter Moeller& Neumann tegninger.

For at give plads til den store valsehal, sombliver 380 m lang og dækker et areal på 18500m2, skal der foretages opfyldninger ud i fjordensyd for værket. Til opfyldningen, som allerede erpåbegyndt, skal indpumpes ca. 300.000 m3 sand.

hans evt. enke perioden ud, hvilket ikke ydedes før. Dagpenge

Ved ulykke på værket ydedes kr. 7,- efter 91. sygedag.

Ved sygdom ydedes kr. 10,- efter 182. sygedag.

Som følge af den ny lovpligtige dag- pengeordning med udbetaling i indtil 26 uger og den fortsat gældende betaling fra arbejdernes sygekasse i også 26 uger, har hjælpefonden nedsat varigheden med 91 dage, hvorefter fonden yder dagpenge først fra 183. dag, d. v. s. der udbetales i sygdomstilfælde kr. 196- ugentlig i 26 uger (sygelønsordning og DDS sygekasse) og kr. 70,- fra 27. uge (hjælpefonden). Begravelseshjælp

Nu kr. 100-, før 100 - til mand, hu- stru, børn indtil 18 år, ugifte arbejdere og lærlinge.

Satsen er ikke forhøjet, fordi der i forvejen ydes hjælp fra den statsanerk. sygekasse, arbejdernes sygekasse, fagfor- eningen og ved ulykke på værket des- uden fra den lovpligtige ulykkesforsik- ring.

Samtlige forannævnte ydelser betinger 1 års anciennitet, undtagen ved ydelser som følge af ulykkestilfælde på værket. Særhjælp til enker og børn efter på værket for- ulykkede arbejdere.

Der ydes fortsat kr. 5,- pr. tilfælde fra såvel arbejdernes som værkets side, hvilket bliver f. t. ca. kr. 12.000,-.

De nyskabelser og forbedringer, som opstår inden for sociallovgivningen og overenskomsterne, vil jævnligt give an- ledning til at foretage en tilpasning af

fra

A R B E J D E R N E S H J Æ L P E F O N D

Fondens bestyrelse har med virkningfra 1. april i år vedtaget - og fået god-kendt af Staalvalseværkets bestyrelse -en række betydningsfulde forbedringeraf fondens ydelser.

Aldershjælp, årlig nu kr. 750,- før kr. 500,-for 5 års anc. nu i 1 år før i 1 årfor 10 års anc. nu i 2 år før i 2 årfor 15 års anc. nu i 8 år før i 5 år

Enkehjælp, årlig nu kr. 750,- før kr. 500,-nu i 5 år før i 5 år

Til enker efter arbejdere med 15 års anc.nu i 8 år før i 5 år

For alders- og enkehjælpen er denmax. ydelse altså steget fra ialt kr. 2.500til ialt kr. 6.000.

Invalidehjælpved fuldstændig erhvervsudygtighed, somikke skyldes ulykke på værket ydes nusom anført under aldershjælp. Før blevingen hjælp ydet.

Hvis en arbejder med alders- eller in-validehjælp dør inden understøttelses-periodens udløb, fortsætter betalingen til

26

forlader vor virksomhed. Som følge af værkets unge alder har afgangen af æl- dre arbejdere hidtil været af beskedent omfang, men indtil 1965 vil der antage- lig blive tale om en afgang af ca. 65 arbejdere. Fondens formue må derfor yderligere vokse til gavn for værkets arbejdere og deres familie.

G. Boysen.

fondens ydelser, hvilket bl. a. er sket med de nu vedtagne ændringer.

I løbet af ganske få år vil alders- og enkehjælpen udgøre den væsentligste ud- giftspost for fonden - ikke mindst efter de nu forhøjede satser og den forlængede varighed - og det er bestyrelsens opfat- telse, at fonden bør stå godt konsolideret i de år, hvor de ældre årgange for alvor

Fra Firmabladet «Close-Up«,Organ for det store engelskefirma ArmstrongWhitworth,bringer vi nedenstående re-ferat af et foredrag holdt afen af firmaets gamle med-arbejdere.

ens overfor den samme behandling, menhovedparten forventer og er berettigettil at modtage »retfærdig behandling«,som de kan værdsætte, og som de ermodtagelige overfor.

Man må stile imod at opretholde envenlig omgangsform i virksomheden,hvilket vil føre til at gøre arbejdet til-trækkende og afværge mange uoverens-stemmelser. Dette skal ikke forstås såle-des, at man skal være »kammerat« medalle, men behagelige arbejdsforhold vilføre til et godt udbytte. De fleste af osmå tilbringe omkring 30 % af vort livpå arbejdspladsen, så vi kan lige så godtgøre vore livsforhold der så tiltalendesom muligt.

Virksomhedspsykologer vil sandsynlig-vis få større virkefelt i fremtiden, idetdet må huskes, at den menneskeligefaktor er den eneste virkelige kilde tilvirksomhedens trivsel. Ligegyldigt hvilke

E AF TOPLEDELSEN angivne retnings-linier for ledelse af de respektive

afdelinger må være elastiske og eventueltkunne ændres og have til formål at fåafdelingerne til at samarbejde som enhelhed og frembringe produkterne, hvaddisse end må være, klar til forsendelseså hurtigt og effektivt som muligt.

De vigtigste faktorer, som må tages ibetragtning ved tilrettelægning af pro-duktionen, er arbejdskraft, udstyr ogmaskiner, omkostninger og metoder. Kunarbejdskraft og generalomkostninger ta-ges i betragtning. Arbejdskraften er denvigtigste part og omfatter alle, som er»produktivt ansat«, lige fra den admi-nistrerende direktør til kontorbudet.

Behandlingen af de menneskelige ele-menter kræver den yderste omtanke ogomhu for at give tilfredsstillende resul-tater. Hvert menneske har sine egne sær-egenheder, for to personer reagerer ikke

27

udsøgte maskinerier eller materialer, der bliver brugt, kan et godt resultat kun opnås ved mennesket, hvad enten hans redskab så er blyant eller et tretommer skærestål.

Næsten alle uoverensstemmelser i en virksomhed skyldes misforståelser og mistro, som kunne have været undgået ved at udvise takt og sund fornuft, når man har fundet frem til ondets rod. Det er væsentligt, at lederen er en mand med en stærk personlighed og en god moralsk baggrund, kompetent til at få personalet til at samarbejde og til at koordinere de forskellige afdelinger. Han må være i stand til at føre an og vise vej og tage beslutninger. Han må have et godt kend- skab til arbejdet og det moralske mod til at disciplinere uheldige elementer om nødvendigt.

På dette stadium vil jeg fremhæve nødvendigheden af samarbejde, uden hvilket det er håbløst at forvente, at no- get system, hvor godt det end måtte være, i det hele taget vil kunne virke.

Det er værd at betragte nogle af grun- dene for og imod samarbejde. De enkelte arbejdsområders begrænsning kan være en lige så omstridt sag som nationale grænser, derfor må afdelingslederne have deres positioner klart udformet, og »vandtætte« afdelinger må bandlyses. Nogle topledere ynder den frem- gangsmåde at holde en afdelingsleder i uvidenhed om rækkevidden af hans an- svar. Dette fører til at ødelægge begej- string, interesse og initiativ, og dette vil igen have en uheldig virkning for fir- maets interesser. Der bør uddeles autori- tet, uden dog at overdrive enkelthederne.

En leder bør ikke tabe hovedet, for gode såvel som dårlige mennesker kan let stødes. En overordnet kan ikke til- lade sig at holde favoritter eller »ja- sigere«, idet disse ikke altid er nyttige

for et firma. Skab menneskelig kontakt, god vilje og forståelse i virksomheden. Hold op med at skyde skylden på andre, bemærk og ros en mand for godt arbejde (de fleste mænd er stadig drenge inderst inde), glem af og til at give repriman- der, for bevidstheden om at have begået en fejl tages meget alvorligt af den sam- vittighedsfulde mand. Vær rolig og tab ikke beherskelsen over småting, for gør man det, vil det miste sin virkning, at man flyver i flint, når nødvendigheden virkelig kræver det. Man må være til- strækkelig storsindet for at kunne overse en fejl, for ingen er fuldkommen.

Jeg tror, at nogle af de faktorer, som virker hæmmende på samarbejdet, er de samme, som ligger bag de fleste af ver- dens vanskeligheder i dag: frygt, jalousi og hovmod.

Det er bemærkelsesværdigt, at nogle mennesker, skønt de normalt er helt ær- lige, og som ville harmes stærkt over et- hvert forsøg på illoyalitet overfor fir- maet, er ude af stand til at sætte sig ud over deres egne ufuldkommenheder. De behandler med mistro enhver, der blot tillader sig at kigge ind i deres specielle område, og omgiver sig selv med imagi- nære maskingeværer. Disse typer behøver hjælp og vejledning, og en erfaren og forstående ældre topleder kan være til megen hjælp.

28

N Y A N S A T T E

P. Chr. Danielsen, malerm.,bygnings afd., 1. august.

Flemming Henriksen, ing.,nybygningstegn., 1. maj.

Bjørn Gulli, ingeniør,nybygningstegn., 1. maj.

Walter Deck, konstruktør,driftstegnestue, 1. juni.

Palle Rose, konstruktør,nybygningstegn., 1. maj.

John Steiner Jensen, ing.,profilværk, 15. juli.

Per Vilhelm Saabye, ing.,nybygningstegn., 1. maj.

Hans Petersen, assistent, bogholderiet,15. august.

Alice Jørgensen, assistent, fakturering,21. august.

Leif Randløv, instrumental, i el-afdelingen,1. september.

Bente Friis Jensen, korresp.,nybygningsafd., 21. juli.

Kjeld Sonne, assistent,martinkontor, 14. juli.

Poul Labuz, assistent,martinkontor, 8. juni.

Magnus Nielsen, 65 år,13. oktober, pladeværk.

Niels Chr. Nielsen, 65 år,15. august, stålværk.

Nyborg Madsen, 70 år,12. oktober, reserveh.

Peter Hansen, 50 år,19. oktober, reserveh.

Sigfred Andersen, 60 år,3. september, pladeværk.

Erlan Andersen, 50 år,22. september, el-afd.

Christian Larsen, 60 år,6. oktober, reserveh.

Sigurd Larsen, 50 år, 14. oktober, bygning.

Gunnar Hansen, 50 år, 20. oktober, stålværk.

Henning Frantzen, 50 år, 20. oktober, stålv.

Alfred Nielsen, 50 år, 25. oktober, repr.

Ejler Nielsen, 50 år, 1. september, stålværk.

Kaj Kæhlershøj, 50 år, 11. september, stålv.

Alfred Olsen, 50 år, 13. september, rep.-plv.

Einer Olsen, 50 år, 11. oktober, stålværk.

F O R F R E M M E L S E R : U D N Æ V N E L S E R :

Formand Erhard Andersen,tentorværk,. er fra 1. juliforfremmet til undermester.

Underm. Weiss Hansen,pladeværk er fra 1. juliforfremmet til mester.

Ricard Larsen, formand,bygningsafdeling, 1. juli.

Hans Chr. Nielsen, under-forvalter, reparationsafd.1. juli.