Staalbaandet - 1956 - Nr. 2

I N D H O L D :

Bestyrelsens beretning ................................ 3Produktion, omsætning og beskæftigelse 6Gamle Frederiksværkslægter …………… 8Bessemerstål…………………………….. 12Siden sidst……………………………….. 18Hobby........................................................... 21Fra afdelingerne........................................... 22Ulykkestilfælde i 1955 ............................ 24Bedriftslægens beretning............................. 26Fra laboratoriets arbejdsmark…………… 27Der spørges .................................................. 29Aksel Petersen ............................................. 30Personalenyt................................................. 31Til lykke ....................................................... 32Vi skal høre lidt om skak………………… 32 * * *

Når man som jeg en gang har været medtil at behandle patienter under en børne-lammelsesepidemi, ved man hvilke frygte-lige følger denne sygdom medfører, indtilpraktisk fuldstændig legemlig invalidering.Dette er en sygdom, der kan angribe allemennesker, også Deres børn og da man nuhar fået et middel i hænde, som modgiftmod denne svøbe, vil jeg gerne indtræn-gende henstille, at De alle lader Deres børnvaccinere mod denne sygdom, især da dettenu på statens foranledning udføres fuld-stændig gratis.

Som De sikkert har set, tilrådes det ogsåstærkt at alle indtil femogtyveårsalderenlader sig vaccinere, hvilket jeg kan givemin fulde tilslutning.

Jens Gram.

F O R S I D E : V I C T O R B R O C H D O R F

Fotos: Poul Hansen. Tegninger: Qvist.Tryk: Kay Hansens bogtrykkeri.

PERSONALEBLAD udgivet af

DET DANSK E ST AAL VAL S EVÆ RK A/S

F REDE RI KS VÆ RK

RedaktørKNUD NIELSEN

* * *Værkets bestyrelse har ved regnskabsårets

afslutning skænket arbejdernes hjælpefondkr. 50.000 og funktionærernes hjælpefondkr. 10.000.

2

Direktør H. P. Christensen.

Ved Det Danske Staalvalseværksårlige generalforsamling d. 25. aprilaflagde formanden for værkets be-styrelse, direktør H. P. Christensen,Helsingør Skibsværft nedenståendeberetning:

rancer til priser, der ligger ret betydeligtunder, hvad der må betales for importere-de materialer.

Af foranstående opstilling over produk-tionen i de sidste 5 år ses den fremgang,der har været gennem årene, og efterføl-gende opstilling viser produktionstallenefor de sidste 2 år:

ET FORLØBNE ÅR var præget af enstærkt stigende efterspørgsel og en

forøget produktion af stål overalt i verden.For Det Danske Staalvalseværk blev 1955et rekordår, produktionen af stålblokkenåede tæt op imod 200.000 tons mod166.000 tons året forud, men til trods fordenne store produktionsforøgelse har efter-spørgslen ikke fuldt ud kunnet tilfredsstil-les. Valseværkerne er nu fuldt udnyttede,og muligheden for en yderligere forøgelseaf produktionen er derved begrænset. Leve-ringstiderne for såvel handelsjern somskibsbygningsmaterialer er derfor blevetnoget forlænget.

Med hensyn til prisudviklingen har vær-ket fortsat fulgt den politik ikke at udnyttekonjunkturerne i det omfang, som udlan-dets jernværker har praktiseret, og dendanske industri har derved fået sine leve-

1955 1954Stålblokke ca. 196.500 ts. ca. 166.200 ts.

Plader ca. 74.500 ts. ca. 69.100 ts.Grov jern - 27.400 - - 22.200 - Finjern - 45.100 - - 38.700 -

ca. 147.000 ts. ca. 130.000 ts.

Udover værkets egen produktion er ud-valset 3.900 tons blokke, der er købt ude-fra.

I værkets havn lossedes 580 skibe mod560 i 1954, og der lastedes 430 skibemod 440 i 1954. Den samlede afgang ud-gjorde ca. 211.000 tons mod ca. 190.000tons forrige år.

3

Produktionsforøgelsen har medført nogen stigning i arbejder- og funktionærstaben, således at der nu beskæftiges 1280 arbejdere og funktionærer mod 1190 i 1954. Der er udbetalt ca. 15,3 mill. kr. i lønnin- ger mod ca. 13,7 mill kr. året forud.

I årets løb er kun foretaget forholdsvis mindre udvidelser af anlæggene. De væ- sentligste er en 35 meters forlængelse af pladeværkets valsehal og modernisering af fin- og trådværket.

Forsyningen med råmateriale har ikke givet større vanskeligheder. Priserne har været noget opadgående, men på grund af tidlig foretagen inddækning for praktisk taget hele året 1955 har stigningen kun haft en mindre indflydelse på produktions- omkostningerne. For skrottets vedkommen- de kan anføres, at tilgangen har svaret nogenlunde til behovet, men en yderligere forøgelse af produktionen i stålværket kan nu kun ske, såfremt tilgangen af skrot øges, eller tilsætningen af råjern gøres større.

Den 4. maj 1955 nåedes en mærkedag i værkets historie, idet der på denne dato var produceret 1 mill. tons dansk stål siden værkets igangsætning i 1942. Med den års- produktion, værket nu er oppe på, vil den næste million tons kunne nås på 5—6 år. Den beskæftigelsesmæssige betydning og besparelse i valuta, denne indenlandske stålproduktion har haft og fremover stadig vil have, er anerkendt overalt inden for dansk industri.

Moderniseringerne og udvidelserne af de danske skibsværfter har sat disses kapacitet væsentligt op, men en fuld udnyttelse af værftsanlæggene er kun mulig, såfremt tilførslen af plader og profiler kan for- øges i takt med udvidelserne. Da der til trods for en stærk udvidelse af stålproduk- tionen overalt i verden hersker en betydelig mangel på skibsbygningsmaterialer, har de

danske værfter nu overordentlig store vanskeligheder med at skaffe materialer i til- strækkeligt omfang, og værfterne er derfor afhængige af og interesserede i en forøgel- se af den hjemlige produktion af skibsbygningsmaterialer. Det har derfor længe væ- ret overvejet inden for bestyrelsen, om tiden var inde til at gennemføre en forøgelse af værkets produktion af skibsplader, og der er for nylig truffet beslutning om at gå i gang med denne opgave. Det udar- bejdede projekt er af betydeligt omfang og omfatter anskaffelse af et blokvalseværk og et mellempladeværk til et beløb af ca. 20 mill. kr. Produktionen af skibsplader vil efter denne udbygning kunne forøges med ca. 25.000 tons, svarende til ca. 35 % stigning i forhold til produktionen i 1955, og med dette forøgede kvantum vil værf- terne i nogen grad med deres nuværende kapacitet få betrygget deres behov. Blok- værket beregnes at være klar til drift om ca. 2½ år. Mellempladeværkets produktion vil omfatte plader i tykkelserne 2—6 mm, som hidtil er blevet importeret, og anskaf- felsen betyder derfor, at et nyt område ind- drages under dansk produktion. Mellem- pladeværket er allerede indkøbt, idet der forelå en gunstig købsmulighed for et godt second-hand værk, der blev afmonteret i U. S. A. i efteråret 1955 og vil kunne ta- ges i brug om ca. 1¼ år.

Efter bestyrelsens skøn kan værket regne med fuld beskæftigelse foreløbig i det kommende år, ikke alene i pladeværket, som følge af værftsindustriens gode be- skæftigelse, men også fordi der ikke synes at være nogen tendens til afsvækkelse af den stærke efterspørgsel efter stål til andre formål. Med den gode beskæftigelse i ud- sigt venter man til trods for stigning i priserne på råvarer og hjælpematerialer fortsat at kunne forsyne den hjemlige industri med stål til priser, der ligger lavere end priserne for importeret stål.

4

love — vil andrage ca. 5,8 mill. kr., der afholdes over driften i 1956.

På i ordre værende varer er foretaget de ifølge skattedepartementets cirkulære af 6/4 1955 tilladte maximale nedskrivninger. Ned- skrivningerne andrager kr. 5.17o.ooo,oo.

Varebeholdningerne er optaget til priser i overensstemmelse med skattedepartementets cirkulære af 6/4 1955 og er bogført med ca. 16,3 mill. kr. mod ca. 16,8 mill. kr. i det foregående år.

Fondsbeholdningen består udelukkende af 5 % statsobligationer S 1977 og er optaget til børskurs pr. 13/12 1955.

Efter sidste års indfrielse af restgælden på de 2 partialobligationslån af 1949 vil der i år blive påbegyndt tilbagebetaling af statens indskudskapital i henhold til ved- tægternes § 3. Efter generalforsamlingens godkendelse af det foreliggende regnskab vil der derfor samtidig med rentebetalingen blive tilbagebetalt 3,2 mill. kr. af statens indskudskapital, således at den bliver ned- bragt til 5,3 mill. kr.

Med de foretagne afskrivninger på an- læg og den foreslåede henlæggelse på 5,45 mill. kr. til ekstra reservefond fortsætter bestyrelsen den gennem årene førte konso- lideringspolitik, hvis formål har været at oparbejde tilstrækkelige reserver til at kunne gennemføre fornyelser og udbygning af værket til gavn for dansk industri.

R E G N S K A B

* Årets omsætning har været ca. 100 mill.

kr., en fremgang på ca. 14 mill. kr. i forhold til 1954.

Efter afholdelse af skatter på kr. 5.171.846,40 af forrige års fortjeneste og foretagne ordinære og ekstraordinære afskrivninger på anlæg med ialt kr. 5.980.336,27 fremkommer der et overskud på kr. 7.586.920,30, som i forbindelse med overførsel fra forrige år kr. 322.399,01 giver til disposition kr. 7.909.319,31.

Heraf foreslås henlagt til ekstra reservefond kr. 5.45o.ooo,oo og endvidere foreslås udbetaling af 8 % udbytte af aktiekapitalen samt 8 % rente af statens indskudskapital i henhold til vedtægternes § 18. Hertil medgår ialt kr. 2.12o.ooo,oo, og restbeløbet kr. 339.319,31 foreslås over- ført til næste år.

På baggrund af det forløbne års overskud og den meget ringe forrentning, aktio- nærerne hidtil har fået, foreslår bestyrelsen som anført udbyttet fastsat til 8 % svarende til 3,6 % af egenkapitalen. Det gen- nemsnitlige udbytte af aktiekapitalen i de 15 år, selskabet har bestået, ligger herefter på 3,2 %.

Der er ikke foretaget hensættelser til skatter, som — forudsat uændrede skatte-

5

PRODUKTION AF STÅLBLOKKE

PRODUKTION AF FÆRDIGJERN

OMSÆT NING

BESKÆFT IG ELSE OG LØN

7

MKRING MIDTEN af det 18. århundredeindvandrede her til landet en metal-

støber, som hed Henrick Hornhaver. Han komfra Stockholm, hvor han var født, og slogsig ned i København. Den 17. februar 1755blev han indskrevet i Københavns gørtlerlavsom rothgiesser og klokkestøbemester, ogdet ser ud til, at han har været ansat vedKøbenhavns gjethus, det kongelige støberi.Hornhavers ophold i hovedstaden blev dogikke af lang varighed. Allerede i 1757 træf-fer man ham som gjetmester på Frederiks-værk, hvor de første metalkanoner det årblev støbt. Endnu i 1771 fungerede han somstøbemester, men et par år efter nævnes hansom »afgangne Gjetmester Henrick Horn-haver.«

Denne Henrich Hornhaver (den ældre),der døde 1774 og begravedes den 11. fe-bruar, blev stamfader til den frederiksværkskeHornhaverslægt. Han og hans hustru, somdøde i 1767 og blev begravet 6. søndagefter Trinitatis, boede i den gamle ejendom,som stadig ligger på hjørnet af Gjethusgade

og Skolegade, og her holdt også flere afderes efterkommere til gennem mange år.Alle Hornhaverne var kendte og anseteklokkestøbere, og i adskillige kirketårne,især nordsjællandske, findes deres klokkerden dag i dag.

Klokken, som nu — siden 1911 — hæn-ger i Frederiksværk kirke, har følgende in-skription i skriftbåndet: ME FECIT HENR.HORNHAVER SOLI DEO GLORIA, d.v.s.Henrich Hornhaver gjorde mig, Gud aleneæren. — På selve klokkelegemet står: FRIDE-RICHS WÆRCH ANNO MDCCLVIIIF. & C. — Klokken er altså støbt i 1758.De to sidste bogstaver betyder Fabritius ogClassen, »Værket«s to første ejere. Oprindeligtblev klokken brugt til at ringe med, nårarbejdet på »Værket« skulle begynde, og omaftenen kl. 10, når man »føjer sig til seng.«I Frederiksværk er solen aldrig blevet »rin-get ned« som i andre byer. Der ringes stadig,traditionen tro, kl. 22.

Først havde klokken sin plads i en stabelpå Norske Bakke, senere blev den byklokke

8

den Fjerde, der selv har givet denne opskrift på klokkemalm: »Naar man vyll støbe en klocke, som skall haffue en god klang, daa skall man til huer fyer skippund reint kobber sette eet skippund tyn till«. Et skippund var 20 lispund å 16 pund, altså 320 pund eller 160 kilo.

Det hed sig, at man, når malmen var blevet gjort flydende i smelteovnen, under- tiden kastede sølv i den gennem et rør eller en snæver slisk. Så ville klokken få en særlig smuk klang. Det var gerne velhavende folk fra den by, som skulle have klokken, der ofrede deres sølv, og den omstændighed, at ingen så, hvor sølvet blev af, bevirkede, at onde tunger tit påstod, at det aldrig kom længere end i røret, hvorfra støberen så senere pillede det op. Om adskillige klokker, bl. a. tre til Slagslunde kirke, beretter sagnet, at de hævnede sig, fordi støberen havde bedra- get dem for det sølv, der rettelig tilkom dem. Ja, sådan sagde man, men historierne om sølviblandingen hører sikkert kun hjemme i fantasiens verden.

Henrich Hornhaver den ældre havde 5 børn. På Veksø kirkes mindste klokke står: ME FECIT HENRICH HORNHAVER FRIDRICHSWÆRCK ANNO 1801. — Denne Henrich Hornhaver den yngre var Henrich Hornhaver den ældres ældste søn. Han var født, før forældrene omkring 1755 kom til Danmark. Som klokkeindskriften siger, støbte han på Frederiksværk ligesom den gamle Henrich Hornhaver.

Også den gamle Hornhavers næstældste søn var støber. Han hed Johan Peter Horn- haver. På en liste over folkene på »Værket« i Det Classenske Fideicommis arkiv er hans alder i 1780 opgivet til 24 år, hvad der passer godt med kirkebogens oplysning om, at han var født i 1756.

I 1781 blev han gift med kromand Søren Hansens datter Bolette fra Melby: »6. April 1781 blev Giethus-Mester Johan Peter Horn- haver ved Friederichswærk og Mademoiselle

og ophængtes i en træstabel ved Tinghuset, hvor nu kiosken ligger, og fra Tinghus- hjørnet kom den til kirken.

Samme år som Frederiksværk-klokken blev støbt, »gjorde« Hornhaver en stor klokke til Gørløse kirke med lignende inskription. Det var en omstøbning af en gammel klokke fra 1685, som revnede. Heller ikke Horn- havers klokke holdt imidlertid. Den kom tilbage til Frederiksværk, hvor den blev om- støbt af Victor Gamél i 1843 — og førtes påny til Gørløse, hvor den stadig hænger.

På den ene af Ølsteds klokker, den mindste, læses: SOLI DEO GLORIA ME FECIT HENRICH HORNHAVER FRIDRICHS- WÆRK Ao 1766. (Gud alene æren. Hen- rich Hornhaver, Frederiksværk, gjorde mig i året 1766). På klokkelegemet findes Chri- stian den Syvendes kronede navnetræk.

Disse klokker fortæller selv, at Henrich Hornhaver har støbt dem. Men også andre klokker på egnen, inskriptionsløse eller i hvert fald navnløse, har han været mester for, bl. a. en klokke, som senere blev opstillet nordvest for Gjethuset i Frederiksværk, og de mange krudtmølleklokker, hvis ustand- lige kimen fremmede, der kom til byen, altid lagde mærke til og siden omtalte som en ejendommelighed ved stedet. Af disse krudtmølleklokker findes de tre endnu på krudtværket. En af dem bærer indskriften: FRIDRICSWÆRK Ao 1762, en hænger i en muret stabel på den gamle borgstuegavl, og en er for nogle år siden blevet anbragt i en træstabel, et smukt lille tårn, i chef- boligens have, hvor den kan ses både fra Nørregade og Allégade.

Til alle Henrich Hornhavers kirkeklokker såvel som til de klokker, der senere blev støbt på »Værket«, anvendte man general Classens »recept«: 15-20 pund engelsk tin på 100 pund gar- eller andet kobber til store klokker, 20-25 pund til mindre. Et lignende blandingsforhold mellem kobber og tin, 20 pct., brugtes allerede af Christian

9

med den gamle Henrich Hornhaver (den ældre) eller dennes ældste søn af samme navn (den yngre). Johan Peters Henrik (den yngste) var født i 1792 og blev i 1811 gift med Karen Pedersdatter fra Vinderød. Hun var født i 1791 og søster til Ane Cathrine, som samme år blev viet til Johan Peter Horn- haver. Det gjorde familieskabet lidt indviklet efterhånden, at sønnens stedmoder var hans svigerinde.

Den yngste Henrik Hornhaver kaldes ved brylluppet den 13. september 1811 metal- støbersvend. I 1813 omtales han som under- officer ved raket-compagniet, «Værket«s be- skyttelseskorps eller hjemmeværn, om man vil.

En tredie datter af vinderødskipperen og altså søster til Ane Cathrine og Karen hed Christiane. Hun blev i 1801 gift med smed Adolf Gustav Sponholtz.

Hornhaverne og Sponholtzerne var altså besvogrede. Som Hornhaverne stammede fra Sverige, stammede Sponholtzerne fra Tysk- land. A. G. Sponholtz var født i Rostock i 1779 og kom til Frederiksværk i 1801. Han var forpagter af »Værket«s grov- og hov- smedie, hvor han beskæftigede »5 Arbejdere med Heste- og vognbeslag, Beslagning af Lavethjul og Lavetaxier samt Gigstaal«.

Disse to slægter, Hornhaverne og Spon- holtzerne, giftede sig efterhånden ind i andre familier, som meget ofte var indvandrere som de selv, og hvis navne stadig lever på egnen.

Således blev den finske skræder Gustav Frederik Lundgreen, der var født i Wasa i 1805, gift med en Sponholtz og nedsatte sig i Frederikssund. En anden af Sponholtzerne giftede sig med sadelmager Hans Casper Platz, født i Haderslev 1816. Han bosatte sig ligeledes i Frederikssund. Den yngste Henrik Hornhavers datter, Ida Amalie Leonora Horn- haver, blev i 1842 gift med skuespiller Johan Phillip Schäffer, hvis søn, Johan Ludvig Valdemar Schäffer, ligeledes skuespiller, i 1879 nedsatte sig som sadelmager i Slange-

Bolette Hansen hjemme i huset copulerede, efter at kgl. Bevilling dertil var foreviist«. Bolette Søiensdatter var født i 1760 og og døde i 1810. I ægteskabet var der 9 børn, og barselgildernes fadderlister i kirke- bogen viser, at gjetmesteren bl. a. har om- gåedes krudtmester Brentha, kontrollør Lunde, inspektør Falster og chirurgus Weiskier.

Da J. P. Hornhaver havde været enkemand et årstid, giftede han sig igen. Det var i 1811. Også denne gang fandt brylluppet sted ved kgl. bevilling og uden lysning. Hans anden kone hed Ane Cathrine Peders- datter og var datter af skipper Peder Mik- kelsen, som boede i Vinderød. Hun var født 1785, og med hende fik J. P. Hornhaver 3 børn.

Endnu i 1791 virkede Johan Peter Horn- haver som støbemester, men da han døde den 5. september 1829, var han pensionist.

Den mindste af Frederikssund kirkes klokker er støbt af ham. På klokken står der: IOHAN PETER HORNHAVER FRID- RICHS WÆRK ANNO 1798.

En af J. P. Hornhavers sønner i det første ægteskab hed Søren Hansen Hornhaver. Han var født i 1799 og døde i 1830 som støbe- mester på Frederiksværk. I 1828 støbte han en meget stor klokke til Frue kirke i Kø- benhavn. Den vejede 8050 pund og var over 3 alen i diameter og 2¾ alen høj. »Værket«s inspektør, oberst E. P. Tscherning, måtte lade en særlig blokvogn konstruere, da klokken i december skulle transporteres til København. Også den største af Vinderød kirkes klokker var Søren Hornhaver mester for. Den var oprindelig støbt i 1649, men revnede. Klokkeindskriften fortæller selv: STØBT AF S. H. HORNHAVER PAA FREDERIKSVÆRK. STØBT 1649. OM- STØBT AAR 1826 PAA DET CLASSEN- SKE FEDEI COMMIS BEKOSTNING.

Broder til S. H. Hornhaver — altså en anden af J. P. Hornhavers sønner — hed Henrik Hornhaver. Han må ikke forveksles

10

skipperens døtre, Ellen, født 1793, blev i 1817 gift med børstenbinder Thomas Larsen Lund. Endelig skal lige nævnes, at skipper Peder Mikkelsen også havde et par sønner, Anders, der var smed, og Jacob, født 1789, som var skomager i Vinderød.

Vi skal nu se lidt på Sponholtzerne og de familier, de giftede sig ind i.

»Gamle Sponholtz«s smedie lå — og ligger stadig — på hjørnet af Allégade og Valseværksgade. Den ældste af »gamle Spon- holtz«s (altså A. G. Sponholtz's) sønner var Carl Gustav. Han var født i 1802 og blev smed ligesom faderen. Hans kone, der var et år yngre end han, hed Hanne Marie Holm og var vistnok datter af en formand på krudtværket. Allerede i 1838 døde Carl Gustav Sponholtz, og enken giftede sig kort efter med smedesvend Claus Ditlev Mons- feldt, født i Honigsee i Holsten. At det nye giftermål fandt sted i bedste forståelse med hendes første mands familie, derom vidner, at »gamle Sponholtz« og skipperens Jacob, skomageren i Vinderød, var hendes forlovere.

Af Carl Gustav Sponholtz's og Hanne Marie Holms fem børn skal her kun nævnes datteren Thora Juline Amalie, født 1834, som i 1856 blev gift med murersvend Lars Olsen. Han boede på Frederiksværk, da brylluppet fandt sted den 14. marts, men stammede fra Hillerød, og der bosatte de nygifte sig. Da Frederiksborg slot brændte den 17. december 1859, deltog Lars Olsen i redningsarbejdet, og han var en af de tre brandsvende, som blev slået ihjel, da kirkehvælvingen styrtede ned. (Fortsættes)

rup, hvor han døde i 1916. Hans første hustru, den kendte skuespillerinde Anna Jacobsen, som i mange år, indtil hun døde i 1916, virkede ved folketeatret, var datter af den berømte kongelige skuespiller Christen Niemann Rosenkilde. En datter af Valdemar Schäffer og Anna Jacobsen, Karen, der blev gift med bygningsinspektør, arkitekt Cosmus Bræstrup, døde i 1941.

Også Werdelinfamilien er repræsenteret i slægtsregistret, idet Johan Frederik Sponholtz, født på Frederiksværk i 1811, søn af A. G. Sponholtz, blev gift med Sophie Amalie Werdelin.

Den tidligere nævnte skipper i Vinderød, Peder Mikkelsen, der også drev lidt jord- brug, stammede fra Melby, hvis kirkebog for 1752 giver følgende oplysning: »14de Søndag efter Trinitatis blev Michel Pedersens Søn døbt og kaldet Peder. Møllerens Kone bar ham. 16de Søndag efter Trinitatis blev Michel Pedersens Kone introduceret.« (Kirke- gang efter barselen).

Vinderødskipperen, der døde i 1824, var gift med Karen Larsdatter, født 1753, og de havde ialt 8 børn. Datteren Margrethe, født 1777, død 1817, blev i 1802 gift med murer Peder Hallstrøm. Den næstældste datter, Christine, viedes i 1801 til smed Adolf Gustav Sponholtz, »gamle Sponholtz«, slæg- tens stamfader, som samme år var kommet til Frederiksværk fra Rostock, hvor han, som før omtalt, var født i 1779. Han døde i efteråret 1863. En tredie datter, Ane, født 1782, blev 1803 gift med smed Gabriel Aarstrøm, og i 1811 var det, at støbemester Johan Peter Hornhaver hjemførte hendes tre år yngre søster, Ane Cathrine, som sin brud. Hun var hans anden kone, og en søn af første ægteskab, metalstøbersvend Henrik Hornhaver (den yngste), giftede sig i 1811 med en søster til sin stedmoder, Karen Pe- dersdatter, der var født i 1791 og et år ældre end han. Ved dette giftermål var det, at far og søn blev svogre. Den yngste af

11

ET ER RART engang imellem at høreom opfindere, der får glæde af deres

arbejde: guld, prinsessen og det halve kon-gerige. En sådan mand var Henry Bessemereller Sir Henry, idet hans fortjenester op-højede ham i adelsstanden, og den af Bes-semer indstiftede guldmedalje er i dag enaf de fornemste belønninger en metallurgkan få.

Bessemer var ikke en almindelig opfin-der eller videnskabsmand. Bogtrykkersønfra Hertfordshire i England og med etgudbenådet opfindertalent arvet fra faderenkom han i syttenårsalderen til London. Detvar 1830, altså i fredsårene efter de op-slidende napoleonskrige, hvor den industri-elle udvikling først og fremmest i Englandvar begyndt. Og det var lige noget for denunge Bessemer. Han, den fødte opfinder,eksperimenterede med skriftstøbning, af-støbning af blomster, fremstilling af bron-cepulver, stempelfremstilling, behandling affløjl, skibe der ikke vippede og utalligeandre ting. Man sagde om ham, at hanhavde evnen til at forvandle pennies tilpund og næse for at trække sig ud af fore-tagenderne, når de forbedrede processervendte forholdet, og priserne på de nyeprodukter faldt fra pund til pennies.

Udbruddet af Krimkrigen rettede Besse-mers aktivitet mod mere krigeriske felter.Han kastede sig over arbejde med frem-stilling af projektiler, der afskudt fra glat-løbede kanoner fik den ønskede rotationom længdeaksen, for at give stabilitet ikursen. Held havde han også med sig, mensom så mange opfindere kunne han ikke

få mændene i krigsministeriet til at tro påsine ideer, og han opsøgte derfor de fran-skes kejser, Napoleon. Her viste det sig,at der var hold i ideerne, men de alminde-lige kanoner kunne ikke holde til påvirk-ningerne under afskydningen. Almindeligvisbrugte man dengang støbejern til kanoner,og det er som bekendt ikke et materiale,der udmærker sig hverken ved styrke ellersejghed, og som den mand Bessemer var,kastede han sig straks over opgaven at laveet nyt og bedre støbejern. Det kan gøres;men der er dog gået over hundrede år,inden en landsmand af Bessemer klaredeopgaven. Til held for os må vi vel næstensige, for ud af Bessemers anstrengelser komdet flydende stål. Ikke i småportioner somhos Huntsmann, ikke i hundrede af kg omdagen, men i hundreder af tons om dagen,og dermed som en af de forrige århundre-ders største opfindelser, der lagde grundentil Europas industrialisering.

Han gik ganske enkelt i gang med op-gaven ved at smelte råjern og stænger afHuntmanns blister-stål sammen i en gas-fyret ovn. For at sætte produktionen opbyggede han ovnen om flere gange og fikblandt andet også frisklufttilgangen ændretså meget, at han opdagede, at luften i sigselv var i stand til at afkulle råjernet.Ideen var ikke helt ny. Også fra puddel-ovnen kendte man det fænomen, at en rå-jernsbarre af forbrændingsluften kan om-dannes til stål i det ydre, medens alt detindre smelter bort, og stålet står tilbagesom en tom skal. Oxygenet (ja, det skalvi idag sige i stedet for det gode gamle

12

smeltet, blæste han med et ildfast rørstukket ned ovenfra luft gennem badet.Forsøget lykkedes. Råjernet forvandledestil stål, og det viste sig endda, at forbræn-dingen af råjernets kulstof udviklede såmegen varme, at det dannede stål til trodsfor dets langt højere smeltepunkt var istand til at holde sig flydende. Bessemerbehøvede således ikke at lade processenudspille sig i en fyret digelovn, men kunnegennemføre blæsningen udenfor ovnen,hvor det hele langt lettere kunne klares.

Det er selvfølgelig noget forenklet kunat se på det hele som en bortbrænding afkulstoffet i råjernet. Der sker meget andet,for råjernet er en af de mest kompliceredelegeringer vi har, og som vi senere skal se,kom det forhold også til i begyndelsen atvolde Bessemer mange sorger og vanske-ligheder. Råjernet er i hvert fald en lege-ring af jern med 4 til 5 % kulstof, og deter først og fremmest denne mængde kul-stof, der giver råjernet dets karakteristiskeforskelle fra stålet.

ord ilt) trænger ind i de yderste millime-ter af råjernsbarren og brænder kulstoffetbort, således at vi her i stedet for højkul-stofholdigt råjern har lavkulstofholdigtstål. Denne indtrængen er dog begrænsettil det yderste lag, og derfor forbliver ker-nen uforandret og smelter lige så stillebort. Skallen derimod bliver stående, forvel kan temperaturerne i en almindeliggasfyret ovn blive høje nok til at smelteråjern, men stål kan de ikke klare.

Denne opdagelse var langtfra ny, mender skulle en dristig mand som Bessemertil for at drage konsekvensen af iagttagel-serne og forsøge på at gennemføre en af-kulning udelukkende med luft og enddamed luft, der var blæst gennem det smel-tede råjern.

I første omgang kom der altså ikke no-get ud af tankerne om at smelte råjernsammen med stål, men Bessemer byggedebaseret på sine ideer og iagttagelser endigelovn. Her smeltede han råjern i enganske almindelig lerdigel, og når det var

13

Fra sin tilblivelse i højovnen indeholder råjernet imidlertid også noget silicium og fosfor afhængig af malmens sammensæt- ning, og som forurening fra højovnskoksene findes der tillige en del svovl. Mangan findes også, men dets rolle er mindre bety- dende, fordi det i mængde nogenlunde svarer til, hvad vi endeligt ønsker i stålet.

Alle disse stoffer skal ved blæsningen med luften bringes ned på de værdier, vi tilstræber i det færdige stål, og den rette kombination var svær at finde, når man ikke havde vore dages hjælpemidler kemisk og metallurgisk. Her var Bessemer imidlertid så heldig i første omgang, som kun gudbenåede Aladdinynglinge kan være det. Han valgte netop det rette råjern til sine første forsøg, og derfor lykkedes alt så godt for ham i begyndelsen.

Selvfølgelig var det upraktisk med det lange rør, der blev stukket ned i stålet, og Bessemer gav derfor processen den ud- formning, den stort set har endnu den dag i dag ved at bygge en cylindrisk beholder, der kunne tage 3-400 kg råjern, og forsyne den med huller i bunden til lufttil- gangen. Flydende råjern blev hældt for- sigtigt i, medens beholderen stod så skråt, at der ikke kunne slippe noget ud gennem hullerne. Når den så var ca. halv- fuld rejstes den, og luften blev sluppet

ind gennem bundhullerne. Bortbrændingen af kulstoffet forvandler straks råjernet til en sydende kogende vulkan, og en fyrvær- keriagtig gnistregn dramatiserer billedet. En bessemerblæsning er faktisk noget af det mest storslåede man kan se, og Tivoli- fyrværkeri en søndag aften har svært ved at måle sig med gnistpragten.

Efter at have sikret de nødvendige pa- tenter — Bessemer vidste, hvordan han skulle få penge ud af opfindelser — frem- lagde han sine resultater for offentligheden under stor opmærksomhed hos mændene fra Englands jernværker. Licenser blev udstedt, og 5 forskellige steder gik man i gang med at bygge anlæg til stålblæsning.

Det centrale i et sådant anlæg er en stor ståltromle foret indvendigt med ga- nister, en lerholdig sandsten fra Wales. Den er i bunden gennemboret med en række kanaler, hvorigennem luften blæses. Kon- verter kalder vi den, og de første kunne tage nogle få tons pr. blæsning. Da hver blæs- ning imidlertid kun varer ca. 20 minutter, bliver den samlede dagsproduktion meget stor. I tidens løb er størrelsen steget til op over 20 tons, og faconen ændres i løbet af de første år til den i dag kendte „pære". Pæreformen fremkommer ved at indsnævre åbningen foroven, således at der ikke ved blæsningen bliver slynget slet så meget jern

1) Flydende jern fyldes i Bessemerpæren.2) Det flydende jern gennemblæses med

luft og kulstoffet bortbrænder delvis.3) Det færdige Bessemerstål aftappes.

14

ud, som i den første type Bessemer arbejdede med. Endvidere fandt man så på at lave bunden med alle dyserne udskiftelig, fordi luftgennemblæsningen sled meget hårdt på den og udvidede åbningerne fra blæsning til blæsning. Men udover disse forbedringer og de selvfølgelige mekaniske forbedringer som anvendelsen af mere ef- fektive blæsere og forbedrede kipnings- mekanismer, har Bessemers konvertortype holdt sig uforandret, lige siden den havde fundet sin endelige form i 1860.

Slet så enkelt gik det hele nu ikke. Ef- ter den første stormende udvikling viste der sig pludselig meget mørke skyer over horisonten. En lykkelig skæbne havde hjulpet Bessemer ud over alle grænser til at begynde med. Langt det meste råjern, som vi finder det i England og på konti- nentet i og omkring Ruhr, indeholder fosfor op imod 1 % , og som konvertoren er bygget med surt sandstensfor, kan den ikke gøre noget for at fjerne fosforet. Det går upåvirket over i stålet, og i mængder af denne størrelsesorden er det nærmest ka- tastrofalt for kvaliteten. Stålet er skørt som glas, og sure kommentatorer bragte hurtigt Bessemers hastigt opdukkede stjerne til fald — troede man da.

Heldet, der først fulgte Bessemer, havde medført, at hans indledende forsøg var gennemført med råjern med næsten intet fosfor. Det såkaldte hematiråjern, som findes i små mængder i England, og som man først og fremmest kender fra det engang så berømte svenske trækulråjern. Bessemer havde formodentlig anvendt svensk råjern til sine forsøg, og det blev da også i Sve- rige, at man først industrielt fik udnyttet patenterne. Goran Frederik Goranson i Edsken rådede over et ret beskedent høj- ovnsanlæg, og hos ham lykkedes det hele for alvor. Primitivt var det. Prøver blæst i konvertoren måtte transporteres langt til nærmeste smedje, for at man kunne se om

jernet nu også kunne tåle at blive smedet ud — og det kunne det til sidst. Dengang havde man jo kun sparsomt indblik i jernets metallurgi, og endog den skadelige indflydelse fra fosforet forstod man kun delvis.

Forøvrigt har fosforet lige siden Besse- mers dage været stålets fjende nummer et i modsætning til svejsejernet, hvor det er gavnligt. Er der noget galt med stål, går man aldrig helt galt i byen, hvis man med passende lærd camouflering påstår, at der må være for meget fosfor til stede — en forklaring, der forøvrigt har den fordel, at den kan anvendes både ved støbejern og stål — ja, sådan har jeg da i hvert fald lært det på højskolen af en professor, der nu er emigreret til Amerika, så helt galt kan det ikke være. Og det er det bestemt heller ikke. Mange af de vanskeligheder, vi har med vort stål, kan direkte føres tilbage til for højt fosforindhold. Dels kan kulstofstål efter hærdning blive utillade- ligt skøre, hvis der er over 0,06 % P, og tilsvarende er fosforet noget af det mest farlige for slagstyrken, vi kan have ved de bløde stål, så Bessemers proces var først fuldendt den dag den ukendte politikonto- rist Gilchrist Thomas fandt ud af, hvordan fosforet kunne fjernes, og de vældige malmforråd med fosfor dermed kunne udnyttes.

Men forinden var det nu endelig lykkedes for Bessemer og Goranson at mestre vanskelighederne. Det stod klart, at processen kun kunne arbejde med fosforfat- tigt råjern, og Goranson byggede i Sverige det første egentlige bessemerværk, der senere skulle blive til det berømte Sandvi- ken Jernverk, medens Bessemer i Shef- field byggede sit eget værk, Bessemer & Co.

Her arbejdede Bessemer først og fremmest som konkurrent til alle de svejseståls- fabrikker og digelovnværker, der allerede

15

lå i Sheffield, idet han først og fremmest helligede sig produktionen af kulstofstål til værktøjer, knive og våben. Det vil vi i dag kalde et fejlgreb fra hans side, for netop til disse formål kan konvertorstålet ikke fuldt måle sig med digelstålet. Her er et tilfælde, hvor kvaliteten og den ringe produktion følges, for som bekendt arbejder Bessemerblæsningen med minutter, hvor andre fremstillingsprocesser arbejder med timer, og kunsten ved blæsningen ligger i at holde op på det rigtige tidspunkt. Det rigtige tidspunkt har man, når kulstof- indholdet netop er nået ned til den værdi, man ønsker, og til at afgøre det, har man kun blæserens bedømmelse af flamme og gnistregn og eventuel bedømmelse af bruddet i. hastigt udstøbte prøver.

Metallurgisk sker der nemlig det, at oxygenet i den gennemblæste luft brænder kulstoffet og silicium i det flydende rå- jern bort. Kulstoffet forsvinder som luft- formig kuloxyd, og siliciummet bliver til siliciumdioxyd i slaggen. Som sagt forbliver næsten alt fosfor i stålet, fordi man ikke i en konventor beklædt indvendig med sur stampemasse er i stand til at have en slagge, der kan binde fosforet og effek- tivt fjerne det. Af manganet i råjernet brændes noget bort, men en del bliver i stålet, og det er af betydning for den svovlforurening, der uvægerligt kommer via højovnskoksene. Svovlet bindes i stålet af mangan og bringes derved i en stort set uskadelig form for den videre anvendelse.

Det er processens natur at arbejde hurtigt, og det er derfor noget af et kunst- stykke at holde op ved det kulstofindhold, man ønsker i et værktøjsstål — ca. 1 %. Derfor kunne Bessemer ikke helt konkur- rere med digelstålfabrikanterne, og digel- stålet beholdt sin dominerende rolle på dette specielle marked, indtil elektroovnen slog det ud til fremstilling af f. eks. hur- tigdrejestål, og de øvrige legerede værk-

tøjsstål af idag. Næh, langt mere glæde havde Bessemer af sin proces ved fremstil- lingen af jernbaneskinner, og i det hele taget ved fremstilling af stål til al det rullende materiel. Om Bessemerstålet kom på det tidspunkt, hvor der var behov for uanede mængder af stål til jernbanebyg- ning, eller jernbanerne nu kom for alvor, fordi man havde stålet, skal jeg lade være usagt; men her er et punkt, hvor konver- torstålet endnu idag anvendes meget, medens det f. eks. aldrig rigtigt har formået at vinde ind ved skibsbygningen. Konver- torstål er i dag direkte forbudt til skibe, forbi det til trods for, at man nu kan kontrollere fosforindholdet, ikke kan måle sig med martinstålet, når det drejer sig om f. eks. homogenitet og svejselighed.

Medens Bessemer holdt op med blæsnin- gen, når det ønskede kulstofindhold var nået, blev det hurtigt det normale at fort- sætte blæsningen noget længere og dermed fjerne alt kulstof. Så kan det imidlertid ske, at blæsningen fortsættes lidt for læn- ge, og forbrændingen fortsætter med jernet som varmegiver i stedet for kulstoffet og siliciummet. Det er meget farligt, for så får vi i stålet indeslutninger af jernilte, der lægger sig i korngrænserne og bryder den metalliske sammenhæng. Følgerne heraf kan fjernes ved en desoxydation før udstøbningen til blokke, idet en tilsætning af spejljern i små mængder kan fjerne den overskydende oxygenmængde. Spejljernet har navn efter sit glinsende brud, og det er et specielt råjern med ekstra højt ind- hold af mangan og kulstof. Specielt manganet er nemlig gavnligt i denne forbindelse, fordi det formår at fjerne de farlige hinder af jernoxyd ved selv at forbinde sig med oxygenet, en forbindelse der er uskadelig for anvendelsen af stålet. Den væsentlige årsag til at konvertorstå- let almindeligvis anses for at være af no- (fortsættes side 26)

16

Mellem år og dag modtager vi tusinder af breve og mellem disse selvfølgeligt også nogle reklamationervedrørende fejl i det af os leverede materiale. Sjældent derimod hører vi skriftligt om vore kunderstilfredshed hvilket er naturligt idet det er en selvfølge at DDS' produkter er a f bedste kvalitet.

Men selv om man kun gør sin pligt ved at yde noget godt er ingen ufølsomme overfor ros ogovenstående brev må være til opmuntring for os alle til fortsat at yde vort bedste for at opretholdeden opnåede fine standard af DDS' produkter og om muligt at gøre dem endnu bedre.

17

Isbryderen »Lillebjørn« på vej ind i DDS' havn med en konvoj af skibe.

Vinteren gik — ogmed den en masse be-svær, som nu næstener glemt. Isen lukkedei ca. 2 måneder for alsejlads på havnen. Fær-digjernet hobede sigop, og brændselsolienmåtte føres hertil istore bilkolonner, derkørte dag og nat.

Ikke kunne lide levertran — som var ordi-neret den af bedriftslægen — eller andet, eruopklaret, men en dag forsvandt den og erikke siden set.

En dag kom en venlig mand korende påcykel til værket med en svane under armen,han havde fundet den fastfrossen på isen etsted ude på fjorden og nu skulle den sættesud i klaringsbassinet, hvor vandtemperaturenjo ligger på en 20—25°. Her befandt densig godt og fik alt hvad den kunne spiseog mere til. Om det nu skyldtes, at den

18

Men ude på kajen blev 2 mænd antruffet, som med salongevær forsøgte at ramme nogle ænder, der havde søgt nødhavn i en våge i havnen. Vi skal undlade at nævne d' herrers navne, medens vi derimod meget gerne nævnte navnet på den, der havde hængt en krog med brød ud fra bolværket, for på den måde at fange ænder. Ja, hvor er vi mennesker forskellige!

* * *

Et nyt vandtilberedningsanlæg for fødevand til vore dampkedler er sat i drift. Det har til opgave at fjerne hårheden i kommune- vandet, for det sættes på kedlerne.

Vi havde tidligere et gammelt anlæg til samme formål, men det er med tiden blevet for lille. Vi bruger hvert døgn 130 — 140 tons damp til oliebrændere og diverse op- varmning, og da denne mængde damp forsvinder, må den erstattes med en lige så stor mængde vand fra vandværket, der sammen

med den øvrige mængde vand, der kommer fra den kondenserede damp fra dampmaski- nerne, pumpes på kedlerne.

Men det nye vand fra vandværket må alt- så blødgores først, og dette sker i vandtil- beredningsanlæggct.

* * *

Så har vi fået en fin ny støbebro — dengamle var efterhånden så slem, at den ikkevar for god til at gå i skotbunken.

Nå, men rent teknisk er der også sk etetpar ting. Det er besluttet at udvide vorevalseværker med et blokvalseværk til ud-valsning af blokke til emner for videre-valsning i pladevalseværket og i grovvalse-værket. En nærmere beskrivelse af dette anlægvil, når arrangementet er mere fastlagt frem-komme i »Stålbåndet«. Anlægget påregnes atstå færdig om ca. 2 år.

19

Nyt varmtvandsforsy-ningsanlæg i folkebyg-ning I.

Men endnu lidt om vand. I folkebygning1 er varmtvandsforsyningen tidligere sket veden 7 tons varmtvandsbeholder af ældre kon-struktion. Efterhånden var beholderen blevetfor lille, og dertil gammel og tæret. Nu erder installeret en ny beholder på 12 tons ogforsynet med moderne forvarmere. For atforhindre hårheden i vandet at sætte sig somsten i beholderen, hvilket tidligere har be-virket, at varmtvandsrørene er blevet så til-stoppede, at de måtte fornyes, er det nyeanlæg blevet forsynet med et elektrolyse-anlæg, som skulle kunne hindre fastsættelseaf sten. Anlægget består af en elektrode afren aluminium ophængt isoleret inde i be-holderen og af en elektrisk transformator,der nedsætter spændingen til 15 volt. Dennetransformator sender en ret kraftig strøm —ca. 30 amp. — gennem elektroden og vandettil beholderens væg og skulle herved bevirkeat faste stendannelser hindres.Et lignende anlæg er i øvrigt samtidigtblevet installeret i stålværkets folkebygning.

* * *

Vi begyndte med at tale om mennesketpå godt og ondt og vil også slutte hermed.

I folkebygningen finder der stadig tyve-rier sted. Man stjæler fra sine arbejdskam-merater — både fra åbne og aflåsede skabe.At skrive til tyveknægtene, at det kan deikke være bekendt, hjælper sikkert ikke stort— sådanne individer må være af en ganskesærlig associal beskaffenhed, men gribes eenpå fersk gerning, må medlidenheden ikkeløbe af med os — ud med ham. I den for-bindelse kan nævnes at samtlige omklæd-ningsskabe i kælderen vil blive udskiftetmed nye.

* * *

Projekteringen af det nye mellem plade-valseværk beskrevet i Stålbåndet nr. 4. 1955er igang. Værket påregnes at stå færdigt omca. 1 år.

* * *

KN

20

en ny motorvogn til deres modeljernbane.»Det er en model af statsbanernes nye diesel-lokomotiv, My'eren, som den kaldes i fag-sproget,« fortæller Thorvald Andersen. »Denbliver lavet i målestokforhold 1:45, og ma-terialerne er blik fra gamle konservesdåser,og som drivkraft bruges en kasseret motorfra en vinduesvisker.«

»Hvor længe har du leget med modeljern-bane?« spørger vi. »Jeg har bygget på anlæg-get i otte år, og der kommer stadig nyt til.«

Vi kigger lidt på anlægget, der er stilletop. Der er et godstog med en D-maskinefor og der er et fjern-eksprestog trukket afen E-maskine. Vi kigger lidt nærmere påvognene i togstammen. De er, selv i demindste detailler, nøjagtig kopieret efterstatsbanernes vogne. Der er kupé for mødremed småbørn med puslebord, »høj hat« o.s.v.,og i postvognen er der små reoler til ud-sortering af posten, og pengeskabet manglerheller ikke. Ligeledes lokomotiverne er somset den forkerte vej gennem en kikkert, nøj-agtig som statsbanerne; blot mindre.

»Det må have kostet både meget arbejdeog ikke så få penge.« — »Meget arbejde er derlagt i,« svarer Andersen, »sådan et lokomotiveller en person- eller godsvogn bliver jo ikkebygget på et par aftener. Det er pillearbejde,og det skal laves omhyggeligt for ikke atkomme til at se klodset ud. Men dyrt er detikke. Materialerne er som sagt konservesdåser,og endvidere bruger vi tændstikker, pindefra ispinde. Dem var børnene, der hvor jegkom fra, forresten flinke til at samle indtil mig.«

»Hvor mange maskiner og vogne er der?«»Der er fire lokomotiver, en snes godsvogneog en halv snes personvogne, og hertil kom-mer så stationsbygningen.«

»Og nu står det altså her i hobbykælderen.«»Ja, vi startede jo en hobbyklub i novembermåned, og der var god tilslutning, vi havde70 medlemmer. Moderklubben var en sned-

Poul R. Hansen

ET ER FYRAFTEN. Folk haster gennemporten på vej hjem, trætte efter dagens

arbejde, måske har der været ekstra meget atlave på arbejdspladsen i dag, måske har ar-bejdet drillet og ikke rigtigt villet gå, somdet skulle, eller måske er man kørt sur iden daglige rutine. Men nu er man på vejhjem — hjem til familien og aftensmaden.

Og hvad så i aften? Er det så ovre medtrætheden? Eller liver man op i skikkelse afen lille van Gogh, en lille Edison eller enlille Skov, altså generaldirektøren? Med an-dre ord, har De en hobby? Hvad er enhobby? Vi slår op i et leksikon . . .

Hobby ['hobbi] -en, -er (fra eng. hobby,oprind, 'lille hest', derpå: legetøjshest,kæphest, og endelig: yndlingsmorskab)'kæphest', fritidsinteresse.

På Østby station, der ligger på Gulspurve-vej i hobbykælderen, finder Stålbåndet drejerGunner Petersen og murerformand ThorvaldAndersen travlt beskæftiget med at bygge

— liver man op i skikkelse af en lille Skov —

21

kerklub, og som underafdelinger var der såen modeljernbaneklub, en fotoklub, en ped-digrørklub o. s. v.«

»Du siger var.« »Ja, fordi der ikke er retmange tilbage.«

»Forsvandt lysten?« — »Næh, men her varfor koldt i vinter. Lokalerne, som velvilligt erstillet til rådighed for os af værket, er godenok — og vi har selv gjort dem i stand —

men uden varme i vintermånederne går detikke, og for at fotoklubben kan arbejde, erdet nødvendigt at få lavet lidt om på denelektriske installation.«

»Et ønske« — »at disse ting må blive bragti orden, således at vi kan komme rigtigigang, der er behov for klubben, og denhar så afgjort sin mission, ikke mindst forde helt unge.«

Fædreneleger !

Den i kvartalet udbrudte arbejdskonfliktmedførte desværre, at vi, til trods for at viikke direkte var strejkeramt, ikke undgikfølgerne. Oliestrejke og murerstrejkc med-førte, at vi efter påsken kun kunne holdeovn 4 i drift i ca. 2 uger under forudsæt-ning af, at den kunne holde uden reparation,som ville medføre total stop.

Det planlagte arbejde med den nye støbe-bro, spor- og planeringsarbejde i støbehallen,hvoraf det sidste var tænkt udført ved ma-skinkraft af et entreprenørfirma, besluttedevi at gennemføre, af det ved driften over-flødige mandskab. Det er således ikke med

Januar kvartal 1956

*S T Å L V Æ R K E TMartiningeniør Carlo Poulsen.

I årets første kvartal har ovn 1, 3 og 4være, ude for de rutinemæssige reparationer.

Kvartalsproduktionen udgjorde 51.658tons, hvilket er ca. 400 tons mere end til-svarende kvartal sidste år.

22

særlige lyse udsigter, vi går den kommende tid i møde.

Vor afdeling er af en sådan art og stør- relse og dens start og driftsbetingelser af en sådan karakter, at den ved et så alvorligt stop, som vi ved dette kvartals udgang ser frem til, ikke uden videre lader sig vække til live til det pulserende liv og virke, som vi har kendt til.

På nuværende tidspunkt er det svært, at forudsige driftsforholdene efter konflikten, men vi må regne med, at der forløber 2 å 3 uger inden normal drift kan opnås.

Iøvrigt kan der siges om de iværksatte arbejder, at en skinnevæg til begrænsning mod skrotgården opsættes, for således at skabe en vejpassage. Kampsax har efter frostperio- den genoptaget arbejdet med ovnhallens for- længelse. P R O F I L V Æ R K E T Valseværksingeniør P. W. Mortensen.

1. kvartal 1956 er forløbet særdeles godt i profilværket uden nævneværdige stop.

De i sidste halvdel af 1955 oprettede lagerkældre under gulvene er nu taget i brug, og vi har herved opnået en bedre orden i værkerne, hvilket uden tvivl også influrere på produktionen.

En stadig forbedring af maskinerne fore- går, således at de kan holde til den store belastning, en produktion af den størrelse, som 1. kvartal har givet, uvægerligt må belaste maskinerne med.

P L A D E V Æ R K E T Valseværksingeniør J. Skov.

Årets første kvartal bragte både godt og dårligt.

Den nye dybovnskran blev sat i drift i begyndelsen af marts, hvilket medførte, at nedsætningsstop blev reduceret til 0, hvor vi i 1955 har haft 220 timer svarende til 3,5 % af arbejdstiden eller 26 % af den samlede stoptid. Det var da en god ting. Produktionen blev i de to første måneder 2.635 tons større end de to samme i 1955 svarende til en forøgelse på 22 Det var også godt. Men så kom marts måned, der reducerede forspringet til 615 tons for hele kvartalet svarende til 5 % mere end 1955. Og april sætter det på negativet. I marts brændte nemlig først svinghjulsakslens lejer af. 4 dage gik med tilskrabning af nye lejer. Senere brændte et af hovedgearets lejer af, og da det viste sig, at 3 andre lejer i gearet også var dårlige, tog tilskrabningen af nye lejer meget lang tid.

Til bedring for smøringen af disse lejer sættes nu dobbelt så meget olie til som tidligere, og desuden arbejdes hen til at lægge reservetandhjulene, hvis søler er nyafdrejede, ind i gearet i ferien. Desuden søger vi at finde en måde at afdreje svinghjulsakslen på, medens den ligger på sin plads, idet fjernel- sen for at få den drejet ude er en håbløs opgave at gå i gang med.

For at slutte med noget godt. Både valse- fejlene og fejlene fra stålværkets side er færre i første kvartal end i gennemsnittet af 1955. Pladeværkets første nye saks er prøvekørt og kommer antagelig hertil i løbet af april, og tegnestuen er begyndt projekteringen af tynd- pladeværket.

Produktionen i første kvartal var 21.391 tons mod 20.776 tons i 1955 eller 5 % bedre.

Finværk Grovværk Kniplertons tons tons

1. kvartal 1956.. 16.229 6.881 20.5801. kvartal 1955.. 12.625 6.104 17.353

+ 3,604 777 3.227eller i % mere

end 1955 28,5 12,7 18,6

23

%%acbk: Ulykkestilfælde i 1955%%

ER ER FOREKOMMET 150 ulykkestilfæl- de baseret på en opgørelse, hvor der

kun er medregnet de tilfælde, der har med- ført mere end 3 sygedage, ligesom skader, der ikke har kunnet godkendes af ulykkes- forsikringen, er udeladt.

Til sammenligning med tidligere år bringes i tabel 1 en opstilling, der viser antallet af ulykkestilfælde udregnet på

ovenanførte grundlag. Endvidere er anførtulykkesfrekvensen, der angiver det antalulykkestilfælde, der er forekommet for hver100 årsarbejdere. Antallet af årsarbejderefindes af årets totale antal arbejdstimer, ideten årsarbejder regnes at præstere 300 dageå 8 timer = 2.400 timer.

Tabel 1 . 1950 1951 1952 1953 1954 1955

Ulykkestilfælde pr. år ...................... .......... 143 175 173 179 169 15021,4 23,4 19,4 20,2 18,0 14,7

Der er således en fortsat nedadgåendetendens, som ved fælles indsats bør kunnefortsætte i de kommende år.

Tabte arbejdsdage i 1955 som følge afulykkestilfælde andrager ialt 4.252 (incl.821 tabte dage fra ulykker i 1954, hvor ar-bejdet først er genoptaget engang i 1955).

De tabte arbejdsdage svarer til, at 14,1årsarbejder har været fraværende hele året,

eller at hver årsarbejder har været fravæ-rende 7,1 dag.

Hvilken legemsdel, der er mest udsatfremgår af tabel 2, idet der samtidig eranført, hvor mange sygedage disse ulykkes-tilfælde har medført samt middeltal afsygedage, og endelig hvorledes den pro-centvise fordeling af de 150 ulykker fore-kommer.

Tabel 2. Antalu.

Syge-dage

Middel-tal af

syged.% af

ulykker

l) Hoved ............... 7 104 14,9 4,72) Øjne .................. 7 265 37,8 4,73) Krop .................. 14 146 10,4 9,34) Arme ................. 6 140 23,4 4,05) Hænder ............. 5 124 24,8 3,36) Fingre ............... 36 799 22,2 24,07) Ben ................... 38 788 20,8 25,38) Fødder .............. 20 668 33,4 13,49) Tæer ................. 17 397 23,3 11,3

150 3431 100,0

24

Hvorledes ulykkestilfældene fordeler sig over de respektive afdelinger fremgår af tabel 3.

Samtidig er anført, hvor mange ulykkes- tilfælde der er forekommet pr. 100 årsarbej- dere (d.v.s. ulykkesfrekvensen) i disse afde-

linger, idet det vil være fejlagtigt at fore- tage en bedømmelse uden at tage hensyn til årspræstationen i timer og dermed antallet af beskæftigede arbejdere, som varierer stærkt.

Tabel 3. Hov. Øjn. Krp. Arm. Hæn. Fin. Ben. Fød. Tær. Summa u.

U. pr. 100

årsarb. 1. Stålværk ................. 4 3 3 2 2 16 13 8 5 56 22,8 2. Profilværk ............. 1 4 4 1 2 4 12 7 5 40 24,0 3. Pladeværk ............. 2 — 3 3 1 1 5 2 1 18 17,9 4. Plads og havn ........ — — 1 — — 5 3 1 1 11 4,5 5. Bygningsafd ............ — — 1 — — 1 2 — 1 5 16,6 6. Rep.afd. +

rep.afd. pl.værk.... — — 2 — — 5 3 2 4 16 10.27. El-afd ....................... — — — — — 2 1 — — 3 6,78. Prøveanst. +

instrumentværkst... 1 1 5,9

150

HVAD KAN VI LÆRE AF ULYKKES-TILFÆLDENE I 1955?

At opsætte faste retningslinier til imøde-gåelse af enhver ulykke er selvsagt umu-ligt, idet disse i mange tilfælde forårsagesved sammentræf af flere uheldige om-stændigheder, der ikke uden videre og ivisse tilfælde slet ikke har kunnet forudses.

At ulykker er vanskelige at bekæmpe børimidlertid kun være en spore til forøgetindsats her i mod fra den enkelte med-arbejders side:

Behold derfor ikke Deres viden omeventuelle faremomenter for Dem selv,men underret Deres foresatte i afde-lingen herom eller tal med sikkerheds-ingeniøren. — Men gør det, mens tider. - Når en ulykke er sket, er det udenværdi, at De gennem længere tid harværet vidende om dette faremoment,hvorimod rettidig underretning sand-

synligvis vil kunne forhindre tilskade-komst eller i værste fald invaliditet ogdød for en arbejdskammerat.

Hold iøvrigt et vågent øje med enny arbejdskammerat, der forflyttes tilDeres sjak. Instruer ham og vejled hamikke alene den første dag — han kanikke på een dag lære og huske dethele — men blive ved indtil De kanse, at han er hjemmevant på arbejds-pladsen og lige så rutineret som Deselv. Derved er De med til at øgesikkerheden indenfor Deres arbejdsom-råde.

Lykkeligvis er langt den overvejende delaf årets ulykkestilfælde af lettere karakter,men derfor ubehagelige nok for alle par-ter. Der er derfor al mulig grund til atgøre en ekstra indsats for at forhindredisse i fremtiden.

En gentagelse af en del af årets ulykkes-

25

tilfælde vil kunne forhindres fremover, dersom alle ville efterkomme følgende:

1. Benyt de brede og farbare færd- selsveje til og fra Deres arbejdsplads. Lad være med at skyde gen- vej, og undgå så vidt muligt at færdes i andre afdelinger.

2. Hold Deres arbejdsplads ren og ryddelig.

3. Henkast aldrig brædder med søm i. Bøj sømmene eller vend i det mindste spidsen nedad.

4. Anvend ikke defekte stiger. 5. Brug beskyttelsesbriller ved mejs-

ling og slibning. 6. Anvend ikke defekt værktøj, få det

byttet på magasinet. 7. Stil aldrig værktøj eller andet fra

Dem, så det kan vælte ned over Dem selv eller andre.

8. Er der spildt olie på gulvet, strø- straks savsmuld på eller tør det op.

9. Sørg for forsvarlig anhugning af godset ved transport med kraner. Hold hænder og fødder fri, når kranen overtager eller afleverer godset.

10. Hav aldrig hænder eller fødder under gods ophængt i krog eller magnet.

11. Undgå så vidt muligt at opholde Dem eller at gå under en svæ- vende last.

12. Stå aldrig så kranføreren ikke kan se Dem.

13. Sørg for forsvarlig læsning af vogne.

14. Skal De løfte, så gør det rigtigt. Bøj altid knæene og hold fødder- ne så tæt indtil byrden som muligt — derved fordeles kraften mellem ben- og rygmuskler.

15. Tænk Dem om før De handler. Bag efter kan det være for sent!

C. E. Lang.

Bedriftslægens beretning J A N U AR K V A RT AL 1 9 5 6

Ialt har 222 personer henvendt sig til mig,

hvoraf hovedparten har givet anledning til undersøgelse.

Det var hensigten, røntgenvognen skulle have været på værket den 9. og 10. april, men på grund af de på den tid rådende ustabile arbejdsforhold måtte denne plan op- gives. I stedet for kommer røntgenvognen engang i efterårets løb. E. Steenberger.

B ES S E M ER S T Å L (fortsat fra side 16) get ringere kvalitet end martinstålet til visse formål i dag ligger i at de store mængder af luft, der skal blæses igennem konvertoren for at fjerne alle råjernets følgestoffer, uvægerligt afgiver noget af sit nitrogenindhold til jernet. Det kan ikke fjernes senere hen ved nogen form for tilsætning og er sammen med fosforindholdet i stålet medvirkende til at ned- sætte egnetheden først og fremmest ved svejste konstruktioner.

Til slut skal blot nævnes, at Bessemer eller nu Sir Henry virkelig nåede at se sin proces blomstre, og som den praktiske mand han var, havde han også sikret sig udbytte af sine licensrettigheder i modsæt- ning til de fleste andre af jernalderens store mænd, der levede og døde i fattig- dom, som det sig hør og bør for geniale opfindere. Samtidig nåede han også at se, hvorledes forbedringerne med hensyn til fosforfjernelsen, indført af Thomas, mulig- gjorde anvendelse af verdens langt større forråd af fosforholdig jernmalm.

Bessmer og dermed en af verdens stør- ste opfindere døde på tærskelen af det tyvende århundrede, 15. marts 1898, på sit gods ved London „Denmark Hill".

C. W.

26

5671

4124

93294

Ialt 60222

nikkelbestemmelserkobberbestemmelsermolybdænbestemmelseraluminiumbestemmelserkvælstofbestemmelseroxyderbestemmelser.

Personaleforhold.I laboratoriets stab er der i løbet af

1955 ikke foretaget væsentlige ændringer.En ekstra mand har været beskæftiget noglemåneder i prøveanstalten ved prøvningen afgranatstål og ved ultralydprøvning. End-videre er der på prøveanstalten ansat endnuen halvdagsdame til hjælp ved udskrivningenaf certifikater.

Som ferieafløsning har vi haft nogle uden-landske praktikanter.

Bortset fra GS, BL og CW |beskæftigesder nu ved laboratorierne 7 laboranter, 1kontorassistent, 1 heldagsansat kontordameog 2 halvdagsansatte kontordamer. Værk-stedet beskæftiger 2 smede, 5 arbejdsmændog 2 lærlinge.

I 1955 blev der udført følgende arbejderi laboratorierne:

Prøveanstalten.10413

1155233

3713124573

8199Af specielle

52436

12

trækprøver på plade » på armeringsjernplader er ultralydprøvedetrækprøver på profilbøjeprøverslagprøverprøver er der lavetvan der Veen prøverNC-prøvertipperprøver

Der er udstedt 15397 certifikater om-fattende 91917 tons stål.

I forhold til 1954 er antallet af kemiskeanalyser steget med 6,6 % med uforandretlaborantstab.

For prøveanstalten har 1955 på mangemåder været en rekord. Antallet af træk-prøver er steget med 35 % for profiler og73 % for armeringsjern regnet i forhold til1954, medens antal af pladetræksprøver erfaldet 2 %. Antallet af bøjeprøver er steget

Kemisk laboratorium.1396311805

50145451

1122960925962

64

kulstofbestemmelsermanganbestemmelsersiliciumbestemmelserfosforbestemmelsersvovlbestemmelserjerniltebestemmelserbasicitetsbestemmelsercrombestemmelser

27

med 11,5 % og antallet af færdige certifikater med 28 %. Kun for slagprøverne er der et fald på 30 %, idet vi i årets løb har arbejdet en del med prøver i fuld pladetykkelse.

Tilsvarende er også antallet af arbejdstimer steget, idet vi i 1955 har haft 19500 arbejdstimer (smede, arbejdsmænd og lærlinge). I forhold til 1954 er det en stigning på 22 %, men hertil må bemærkes, at mængden af specielt arbejde som ultralydprøvning, granat- prøvning og NC-prøvning har givet meget ekstraarbejde i årets løb.

Til almindelig orientering har vi frem- skaffet omkostningstabellerne for laboratoriets drift i de sidste år:

Lokaliteterne. Lokalemæssigt er der i 1955 kun fore-

taget beskedne ændringer. I prøveanstalten er det gamle garderoberum taget i brug som almindeligt kontor til certifikatregistre- ring for at skaffe mere plads i hovedkontoret.

Kemisk laboratorium har fået stinkskabet repareret. I midten af november havde vi en perklorsyreeksplosion, der dog forløb uden væsentlige skader. For at forebygge lignende uheld er der sat en ekstra suger op, og udover at alt træværk er malet med syrefast plastiklak er loftet dækket af en glasplade. Iøvrigt er vasken i kemisk laboratorium gjort større og skiferbelægningen fornyet.

Heri er ikke indregnet udgifterne til klassifikationsselskaberne.

Anskaffelser. Af større ting er i årets løb købt et Kraut-

krämer ultralydprøveapparat. Denne gang har vi været heldigere med valget end sidst, da vi købte det engelske instrument. Anskaf- felsen af et specielt prøveapparat til plade har gjort betjeningen meget simpel.

Til fræsning af kærven i slagprøverne er overtaget en fræsemaskine fra reparations- værkstedet.

Da vi altid har haft svært ved at få til- strækkelig trykluft til kemisk laboratorium, er der opstillet en lille kompressor med trykluftbeholder. Efter at vi har sat trykket op, arbejder den nu uden vanskeligheder.

Til slagprøvningen har vi fået en god borekasse fra Schnadt og nogle af hans gode fræsere. I forbindelse med det omfattende arbejde med NC-prøver er købt det af Norén anbefalede temperaturmåleapparat.

Forsøgsvirksomhed. Året har været præget af mange og store

forsøg. Det vil være uoverkommeligt at nævne alt gennemført arbejde. I forbindelse med IIW har vi gennemført følgende større forsøg: Spredningsundersøgelse for charpy- V-notch prøven og sammenlignende under- søgelse mellem forskellige skørbrudsprøver.

Endvidere er det i årets løb lykkedes os at få startet en mere løbende produktion af NC-prøver, efter at vi har haft lejlighed til at diskutere problemerne med ingeniør Norén.

De almindelige slagprøver har vi arbejdet videre med, og endvidere har vi lavet både Tipper og van der Veen prøver.

1950 173.772 kr. eller 2,19 kr./t 1951 213.042 kr. » 2,01 » 1952 296.678 kr. » 2,43 » 1953 339.083 kr. » 3,03 » 1954 346.117 kr. » 2,66 » 1955 381.302 kr. » 2,58 »

Diverse. Mr. Busheli fra Lloyd's Register of Ship-

ping har været på besøg i juni for at for- handle om opgivelse af den blå test note book. Der er opnået enighed herom, og nu foretages der kun en indbinding af de almindelige prøveoversigter.

C. W.

28

Kørt tør?

— hvorfor har Staalvalseværket ikkesit eget orkester?

— hvorfor har vi ingen feriekoloni?

— hvorfor har vi ingen lokal-revy?

— hvorfor hænger der tøj i de små haverpå Magleblik?

— hvorfor sover vort sportsudvalg?Den nysgerrige.

29

Tirsdag den 7. februar skete en ulykke i grovværket, hvorved elektro-mekaniker Aksel Petersen fra elektrikerværkstedet blev så alvorligtkvæstet, at han den 16. februar afgik ved døden på Frederiksværksygehus, kun 27 år gammel.

Aksel Petersen havde kun været ansat på DDS fra juni 1955. Bådehans overordnede og arbejdskammerater satte stor pris på hans roligeog stilfærdige væremåde, og han havde samlet sig mange venner, trodsdet korte tidsrum Aksel Petersen fik lov at virke på DDS. Han gik medstørste interesse op i sit arbejde, som altid blev udført med største omhu.

Ved begravelsen fra Struer kapel var samlet et stort følge, deriblandtfire repræsentanter fra DDS med tre faner, for derved at vise AkselPetersen den sidste ære. Ved graven udtalte elektrikermester BørgeJensen og tillidsmand E. Ambus smukke mindeord over afdøde.

Stor medfølelse samlede sig om hans unge hustru.Æret være hans minde.

G . P.

30

Karen Marie Nielsen, udlært d. 4. maj.

N Y E K O N T O R A S S I S T E N T E R :

N Y E S V E N D E :

Kjeld Bergenhagen,udlært d. 10. april.

Randi Andersen, udlært d. 4. maj.

Jens Jørgen Andersen,udlært d. 30. juni. Egon Culmsee, udlært d. 4. maj.

31

6 5 Å R

5 0 Å R3. maj. Assistent P. Schwennesen. Profil-

værket.25. juli. Henrik Rasmussen, Fredbo Over-

drev pr. Græsted. Stålværket. Niels Jensen, 31. marts.Rep. pladeværket.

Søren Peter Jensen,5. juni. El.værksted.

26.-5 Johs. M. Nielsen, lokomotivf., plads og havn

Erhard Olsen, 6. juni.Stålværket.

Henry Frimondt Gustav-sen, 24. juni. Plade værket.

Mogens Friis Marcher,1. juli. Stålværket.

Niels Jørgen Jensen,23. juli. Reservehold.

F OR F R EM M EL S E:

N Y AN S AT T E:Ellen Munk Kristensen,elev. 16. april 1956.

Erik Christensen, under-mester, el.-afd., 1. maj.

Inger Mulvad Jørgensen,elev. 16. april 1956.

7131

Det blev en lang omgang at få afgjort place-ringen i 2. gruppe. Der skulle 2 omkampe til,for efter første omkamp var det stadig uafgjort,men slutresultatet blev, at Martin Oddershedeblev nr. 1, L. P. Larsen, nr. 2 og Tage Madsen,nr. 3. Alle 3 rykker op i 1. gruppe.

Fra Polen foreligger der ikke noget svar, skøntdet er 3 måneder siden, at vi sendte dem 9. skak-kort, så det bliver nok negativt derfra.

Det ser ud til, at skakopgaverne i Stålbåndetgiver flere af læserne interesse for spillet, for dervar denne gang 21 løsninger, hvoraf de 17 varrigtige. Det rigtige resultat var g 3 til d 6, ogvinderen blev maskinlærling Ib Sørensen.

Søndag den 6. maj afholdes afslutning på densidste turnering, og der vil derefter blive aftaltny turnering.

Vi forhandler med Helsingør Skibsværft om enkamp, og vi skal stille med 20—25 deltagere.

Løsningen bedes afleveret til Carl Rasmusseninden d. 15. juni og først udtrukne rigtige løs-ning vil blive honoreret med et skakspil.

Carl Rasmussen.

Staalbaandet - 1956 - Nr. 2

Documents

Transcript of Staalbaandet - 1956 - Nr. 2