Til selvprøvelse.

Ak menneske, hvad er du blevet?Som dyret du søger dit eget.Du higer og skriger: Lad mig komme til,Jeg vil!

Ak menneske, hvad er mon tankenmed hjerternes varmende banken?At hærge og skænde, slaa næsten ihjel —Nej vel!

Ak menneske, hvorfor begæreaf rigdommen, magten og ære.Naar glæden og lykken ved hele vort liver: Giv!

I NDHO L D:Ferie ............................................................. 3Ildfast murværk........................................... 4Fra sikkerhedsfronten:

Eksplosion i iltslange til skærebrænder 8Oversigt over ulykker............................. 11Brug sikkerhedsfodtøj ........................... 12Ulykkesstatistik....................................... 13

Fællesmarkedsvilkaar................................. 16Historien om Scapa Flow........................... 20Tobak ........................................................... 26Fra afdelingerne........................................... 31Inspektør Kruhøffer..................................... 33Af en inspektørs erindringer....................... 34DDS bygger................................................. 36Sport............................................................. 37Til lykke....................................................... 38 T H O R V A L D S Ø R E N S E N �

Vor arbejdskammerat Thorvald Sørensendøde pludseligt fredag den 8. august 1958ramt af en hjertelammelse.

Thorvald Sørensen, der blev 52 aar gam-mel, var født i Jylland og var ugift. Hanblev ansat paa D.D.S. den 27. oktober1951, og han var som reserveholdsmandkendt af mange, idet han i tidens løb havdeværet beskæftiget i næsten alle afdelinger.

Thorvald Sørensen blev begravet i Greisved Vejle torsdag den 14. august. Tilstedevar repræsentanter fra Fællesklubben ogsygekassen D.D.S. med faner. Tillidsman-den bragte ved graven en sidste hilsen fraarbejdskammeraterne.Æret være hans minde!

E. Ambus.

F O R S I D E : V I C T O R B R O C K D O R F F

Fra byggepladsen ved nyt pladevalseværk.

Redaktionel medarbejder: K. MelchiorsFoto: Poul. Hansen m. fl.

Tryk:Kay Hansens bogtrykkeri

Red. Erland Gribsø's artikelserie »LangsRoskilde Fjord« har paa grund af overvæl-dende stofmængde maattet udskydes til næ-ste nummer. Red.

RedaktørKNUD NIELSEN

2

Ferietiden er forlængst forbi, og der har været rigelig tid til igen at kommeind i den vante rytme. Ja, der gik kan hænde ikke saa lang tid hermed, sommed at komme ud af den ved feriens begyndelse — vanemennesker som vi er!

Mange har det nok saadan, at vel trækkes vækkeuret hver aften, men ligesaa sikkert er det, at man vaagner til tiden, enten det kimer eller ej. Det medat trække vækkeren er maaske ogsaa blevet en vane!

At have vaner — især gode vaner — kan være en lettelse for livsførelsenog en behagelighed for vore medmennesker, de medvirker til en vis rytme i til-værelsen og gør, at meget gaar saa nogenlunde af sig selv.

Gode vaner kan hjælpe, hvor kræfterne svigter! Men vaner kan ogsaa væreden dovnes hovedpude og kan medvirke til, at man faktisk holder ferie hele livet— eller rettere — holder ferie fra livet.

Et vist sæt vaner kan lette gangen gennem dagen, men et helt liv i va-nernes vold er et fattigt liv — en automatisering og ensretning af noget, somellers har variationernes rige muligheder. Den dag kommer for alle mennesker,hvor situationer opstaar, som vanerne ikke dækker, og da er ferien forbi!Lad ikke vanerne faa for stor magt, hold ikke ferie fra livet. Livet ertrods alt en chance — den største vi har!

3

ORDØST for valsehal 5 ligger stenla-den, som trods bygningens ikke helt

ringe udstrækning (den har et grundarealpaa ca. 2100 m2) nok fører en noget upaa-agtet tilværelse. Den rummer imidlertid etbaade kostbart og for vor produktions op-retholdelse særdeles vigtigt materiale - nem-lig ildfaste sten.

Ved et besøg i bygningen undres manmaaske over de store mængder, talrige ty-per og forskellige kvaliteter af sten her fin-des, og selv om priserne ikke er een be-kendt, er man ikke i tvivl om, at storesummer maa være bundet i dette lager.

Besøger man imidlertid lageret paa ettidspunkt, hvor samtidig en af S.M.-ovnenehovedrepareres, er der liv paa lageret. Detene læs sten forsvinder efter det andet, ogman bliver hurtig klar over, at lageret sletikke er for stort.

Hvorfor saa mange kvaliteter og typer?Ja, vi kan hurtigt blive enige om, at al-mindelige mursten, som anvendes til huse,ikke kan anvendes til ovnbyggeri alene afden grund, at en saadan sten simpelthensmelter ved en temperatur paa ca. 500° C,og da temperaturen i ingen af vore ovne

ligger under 900° C - i S.M.-ovnene enddapaa omkring 1700° C - er sagen klar. Iforskellen mellem de nævnte temperaturerligger ogsaa delvis forklaringen paa, hvor-for det er nødvendigt at anvende forskelligekvaliteter, idet man roligt kan gaa ud fra,at „ildfastheden" og prisen nogenlundefølges ad.

De mange forskellige former paa steneneer nødvendiggjort af ovnenes form. I enS.M.-ovn f. eks. findes mange buede mur-flader og hvælvinger. Selvfølgelig var detmuligt at hugge eller save rektangulæresten i facon, hvorved lageret af formstenkunne forringes, men det er mere økono-misk at faa stenene i den facon, de skalhave, fra fabrikken, og saadanne sten er daogsaa betydelig nøjagtigere end dem, derskal tildannes med haandkraft, hvilket harbetydning for at faa et tæt murværk.Men lad os vende tilbage til kvaliteterne.

Ikke alle ildfaste sten har de samme egen-skaber. Disse afhænger af raamaterialernesart og sammensætning. Først og fremmestkan stenene kvalitetsmæssigt opdeles i 2hovedgrupper, nemlig „hvide" og „sorte"eller mere korrekt „sure" og „basiske". De

4

bundne" d. v. s. magnesitkornene er „kli-stret" sammen med vandglas. Visse af dekemisk bundne magnesitsten er fra fabrik-ken omsluttet af en jernkappe af tynd pla-de, hvorved opnaas, dels at man faar ensærdeles nøjagtig sten, dels vil jernet un-der varmens indflydelse i S.M.-ovnen gaai kemisk forbindelse med stenens overflade,hvorved opnaas en endnu højere ildfast-hed. Tillige vil to sammenliggende jern-flader blive sammensvejset og danne engod tæthed, og mørtel mellem steneneoverflødiggøres.

Endelig findes der sten, som forudenjernkappen er forsynet med plader indlagti stenmaterialet. Hensigten hermed er atholde stenen intakt, selv om stenen skaller,hvad krommagnesitsten kan have en vis til-bøjelighed til.

Sten forsynet med jernkappe benævnesinternational „ steelclad-sten ".

Dolomitsten har de samme fremragendevarmebestandige egenskaber som magnesit-sten, men anvendes kun til udmuring afherden i S.M.-ovnen. Stenene har ikketilbøjelighed til at skalle som krommagne-sitstenene, men er særdeles ømfindtligeoverfor fugtighed og derfor vanskelige atopbevare. Hertil kommer, at dolomitten an-gribes af jernilte, som nedsætter dens smel-tepunkt. Da der i S.M.-ovnen iøvrigt findesjernilte overalt, siger det sig selv, at dolo-mitten er mindre egnet her.

Basiske sten er ikke særlig egnet fortrykpaavirkninger ved højere temperaturer.Man vil imidlertid gerne anvende dem tilhvælvinger paa grund af deres fremragendevarmebestandige egenskaber, men i hvælvin-ger af almindelig konstruktion er stenenenetop udsat for store trykpaavirkninger.For at imødegaa disse har man i de senereaar konstrueret hvælvinger, hvor stenene erophængt i jernkonstruktioner, hvorved ste-nene aflastes for trykpaavirkningerne. Hvæl-vingen er altsaa ikke længere selvbærende.

sidstnævnte betegnelser henfører til denkemiske egenskab, hovedparten af grundma-terialet i stenen har.

„Sorte" sten.Den basiske kvalitet er saa langt den

mest ildfaste. Iøvrigt er det ikke mere endca. 25 aar siden, man begyndte at benyttedenne kvalitet i større maalestok, f. eks.var vore oprindelige S.M.-ovne bortset fraherden bygget af „sure" sten, og mangesteder den dag i dag anvendes endnu surtmateriale i stor udstrækning ogsaa til mar-tinovne bl. a. af den grund, at den basiskekvalitet er betydelig dyrere end den sure,hvilket kommer af, at raamaterialerne mag-nesit og dolomit kun findes faa steder paajorden i passende kvalitet - især i Østrig ogTjekkoslovakiet. Forarbejdningen af raa-materialet til basiske sten medvirker ogsaatil, at disse bliver ret kostbare, idet bræn-dingen foregaar ved en betydelig højeretemperatur end for andre sten.

„Sorte" sten anvendes hovedsageligt iS.M.-ovne med stor belastning og mest paasaadanne steder, hvor murværket er udsatfor særlig høje termiske og kemiske paa-virkninger. Andre steder i ovnen f. eks. igitterkamrene anvendes stadig fortrinsvis„hvidt" materiale, idet det er mere mod-standsdygtigt overfor hurtige temperatur-vekslinger.

For at imødegaa de basiske stens øm-findtlighed for temperaturvekslinger kander tilsættes krommalm til magnesitsten, ogman faar da sten benævnt krommagnesitstenog magnesitkromsten alt eftersom krom-eller magnesitmængden er størst.

Saaledes er det muligt ved varierendetilsats af forskellige stoffer at tildele denfærdige sten specielle egenskaber, som frem-mer holdbarheden under bestemte forhold.Dette opnaas ogsaa ved varierende fabri-kationsmetoder. Saaledes bliver nogle stenbrændt, andre er udelukkende „kemisk

5

Denne konstruktion er allerede indført iovnhvælvingerne for 2 af vore SM-ovne ogvil senere blive indført i de resterende.Dog har vi for samtlige ovne allerede inogle aar haft ophængte hvælvinger i un-derovnene (gitter- og slaggekamrene).

Inden vi forlader de basiske sten, skalnævnes en speciel kvalitet, som fordanskethedder „smeltemagnesitsten". Til dennesten anvendes magnesit, som ved smeltningi en lysbueovn er befriet for stoffer, somhar nedsættende virkning paa materialetsildfasthed. Sten fremstillet af magnesit be-handlet paa denne maade har en endnuhøjere ildfasthed end andre magnesitsten.Tillige er de mindre ømfindtlige end dissefor temperaturveksling.

Som sagt anvender vi i dag væsentligbasiske stenmaterialer i S.M.-ovnene. For-uden dette materiales fremragende ildfast-hed er der ogsaa et andet forhold, der talerfor anvendelsen af basiske sten. Bestræbel-serne gaar i almindelighed ud paa at faastaal med et ringe svovl- og fosforindhold.For at fjerne saa meget som muligt af dissestoffer, tilsættes der kalk til staalbadet.Imidlertid vil denne kalk gaa i kemisk for-bindelse med det sure murværk og øde-lægge dette, medens basisk materiale ikkei samme udstrækning angribes af kalken.

„Hvide" sten.Under denne gruppe hører silika- og

chamottesten samt isolersten.Grundmaterialet i silikastenene er kvarts,

der er et ret almindeligt forekommenderaastof mange steder paa jorden. Her inærheden findes det saaledes i Sverige ogTyskland. Chamottestenene fremstilles atsærlige lerarter, som herhjemme findes paaBornholm.

Medens de ildfaste egenskaber er nogen-lunde de samme for begge typer, er silika-stenene noget stærkere for trykpaavirknin-ger ved højere temperaturer end chamotte-

stenene. Af denne grund anvendes chamotte-sten ikke til hvælvinger. Naar man dog iudstrakt grad anvender chamottesten, liggerdet i, at silikastenenes udvidelsesegenskabermellem 200 og 500° C er af en saadan art,at de er uanvendelige visse steder i ovn-bygningen.

Hvide sten har sit største anvendelses-omraade i ovne, hvis temperatur ikke over-stiger ca. 1400° C. Saaledes er samtligeovne paa værket, bortset fra S.M.-ovnene,opbygget i surt materiale: Chamotte ogsilika. Tillige er stenene i støbeskeerne ogkanalstenene i støbebordene chamotte. Dogbygger man stadig i f. eks. USA S.M.-ovnei hvide sten.

Isolersten.Hidtil er kun omtalt stenenes ildfaste

og kemiske egenskaber. Imidlertid er manselvfølgelig ogsaa interesseret i, at ikkemere varme end højst nødvendigt forsvin-der fra ovnene til ingen nytte. Da imidler-tid de ildfaste stenmaterialer ikke har sær-lig gode varmeisolerende egenskaber, for-synes ovnene ofte udvendigt med specieltvarmeisolerende sten. Princippet i disse er,at de er porøse. Ganske vist maa man un-der visse omstændigheder, hvor straalevar-men kan gøre sig gældende, anvendemere massive sten og bruger da almindeligechamottesten, men i almindelighed anven-des porøse isolersten.

Stenene fremstilles af chamotte- og sili-kamateriale opblandet med brændbart stof,som forsvinder under brændingen af ste-nene og efterlader porer. Tillige anvendes,hvor det ikke drejer sig om højere tempe-raturer, molersten, som kommer fra Lim-fjordsegnene.

Isolering af ovne maa imidlertid fore-tages med omtanke, især hvor det drejer sigom ovne med høj temperatur. Ganske vistforringer en effektiv isolering varmetabet,

6

kostningerne foranlediget af hvælvingenskortere levetid.

Kunsten ved bygning af en ovn bestaarikke mindst deri at afstemme stenkvalite-terne i ovnens forskellige afsnit, saaledesat slidet paa stenene og deres levetid bliversaa ensartet som muligt. H. Longin.

men samtidig vil temperaturen af det nær-mest ovnrummet liggende murværk blivehøjere og forringer det ildfaste murværkslevetid. Saaledes har man tidligere forsøgtat dække hvælvingerne i S.M.-ovne medisolersten, men resultatet blev, at det spa-rede varmetab slet ikke kunne opveje om-

Fra civilforsvarsøvelsen

paa værkets grund d. 25.-9.-58

7

ste 5 kg/cm2, kom der hvid damp ud afsikkerhedsventilen, der hørtes en pibendelyd, og iltslangen sprængtes flere stederpaa de første ca. 3,5 m efter reduktions-ventilen. Slangens fulde længde var ca. 15 m.Den sprængte del af slangen var sort indeni,medens der i slangens anden ende stadigfandtes det sædvanlige hvide talcumlag.

Umiddelbart forinden var pakningen paaflaskeventilens studs blevet udskiftet. Ef-ter hændelsen blev pakning og studs un-dersøgt og fundet ubeskadiget og helt frifor fedtstof.

For at faa klaring paa hvad der var sket,og hvorledes dette kan forebygges, har vianmodet Teknologisk Instituts svejsetekni-ske Afdeling om at undersøge reduktions-ventilen og om muligt at give en forkla-ring paa det skete.

Overingeniør J. Remmer har til belys-ning af hændelsen sendt os følgende:

ET HER omtalte tilfælde forekom islaggegaarden i maj maaned i aar.

De nærmere omstændigheder ved hæn-delsen var følgende:

Inden frokostpausen blev der lukket forflaskeventilerne for baade oxygen (ilt) ogacetylen (gas) - som man skal, naar ar-bejdsstedet forlades.

Efter pausen blev der aabnet langsomtfor iltflaskeventilen, medens stilleskruentil reduktionsventilens membranventil varskruet ud, saa højtryksventilen var luk-ket. Afgangsventilen til slangen var aaben,ligesom iltventilen paa skærebrænderenogsaa var aaben. Der var saaledes ikketryk paa iltslangen, og arbejdsmanometretviste da ogsaa 0.Gasflaskeventilen var endnu ikke aabnet.

Stilleskruen til iltventilens membranven-til blev skruet ind for aabning af høj-tryksventilen, og da arbejdsmanometret vi-

8

nemstrømningsretning modsat løftebevæ-gelsen og tætningsprop af nylon, har ipraksis vist sig overordentlig sikre modgennembrænding, selv ved hurtig opluk-ning af flaskeventilen. I det foreliggendetilfælde er der da heller ikke sket nogen„gennembrænding" af ventilens metaldele,saadan som det af og til er sket med ældrereduktionsventiler af samme type, hvortætningsproppen var af ebonit.

„Gennembrændingen" af disse ældreventiler med ebonitprop skete paa følgendemaade:

Ved hurtig oplukning af flaskeventilen— medens højtryksventilen var lukket -blev den hurtigt fremstrømmende ilt stop-pet i rummet ved højtryksventilen, hvorvedder her opstod en kompression ledsagetaf en pludselig varmeudvikling. Hvis den-ne varmeudvikling var over en vis grænse,blev der startet en iltning i ebonittens over-

Beskadigelse paa reduktionsventilen.Nylonproppen paa højtryksventilen var

borte, medens den lille messingterning,der holder proppen, var uskadt og udenmærker af høj temperatur.

Ventilsædet var ødelagt, og ventilløfte-ren - en lille staaltap - var brændt heltbort ned til sin fodplade; slaggerester fradet bortbrændte staal fandtes paa dennefodplade og desuden paa lavtryksrummetsindre vægge og navnlig i afgangshullet forilten.

Gummimembranen var uskadt og kunbelagt med et tyndt lag sort pulver (somsod) paa indersiden.

Sikkerhedsventilens indre dele viste ikketegn paa varmebeskadigelse.

Gennembrænding af reduktionsventiler.Iltreduktionsventiler af den her omhand-

lede type, hvor højtryksventilen har gen-

9

flade, hvorved temperaturen steg i detteoverfladelag, saaledes at iltningen kunnefortsættes med stadig forøget varmeudvik-ling og temperaturstigning. Efter ca. 1minuts forløb kom da ebonitten i brand,hvorved metaldelene udenom blev opvar-met til saa høj temperatur, at de ogsaakom i brand i den rene ilt under højt tryk,og en straale af brændende metal blevslynget ud gennem ventilhusets væg.

Forøvrigt kunne man i disse ventilervanskeligt faa kompressionsvarme nok tilat starte processen, med mindre ebonitfla-den var beskadiget, saaledes at en lilleebonitspaan stak op fra den ellers glatteebonitflade. En saadan lille spaan har enstor overflade i forhold til sit rumfang,og den kræver derfor mindre kompres-sionsvarme for at faa en temperaturstig-ning, der er tilstrækkelig høj til at sætteprocessen i gang.

I endnu ældre ventiltyper ved ebonit-sæde og med gennemstrømning i løftebevæ-gelsens retning, var der langt større til-bøjelighed til gennembrænding.

Nylon og ebonitpropper reagererikke ens.

Det foreliggende tilfælde viser i virke-ligheden tydeligt, at nylonproppen over foren pludselig kompressionsvarme opførersig ganske anderledes end ebonitproppen.End ikke den lille messingterning, derholder nylonproppen, viser anløbning ellerandre tegn paa, at den har haft høj tem-peratur. Men den spinkle ventilløfter afstaal er brændt bort, saa den maa paa eneller anden maade være blevet glødende,da højtryksventilen blev aabnet, og dener da meget hurtigt brændt bort i denstrømmende ilt. Dette tyder paa, at derhar været en flamme af brændende gasomkring ventilløfteren.Herved ledes man til at antage, at ny-

lonstoffet - i modsætning til ebonit - ikkeer tilbøjeligt til direkte iltning i et varmtoverfladelag, hvorved den udviklede varmebliver i overfladelaget og hæver dets tem-peratur. Derimod vil nylonstoffet ved op-varmning til en vis høj temperatur antage-lig spaltes i forskellige brændbare gasarter,som kan brænde i flamme ude i iltrummet.Efter almindelige fysiske love vil en saadanforgasning forbruge en betydelige varme-mængde, saaledes at den virker kølendepaa nylonstoffet, hvorved en startet proceshar ringe tilbøjelighed til at arbejde sig op.

Vi har udført en lille orienterende prø-ve, idet en nylonstang blev holdt ind i engasflamme. Herved kom den ikke i brand,men den smeltede paa overfladen og ud-sendte ildelugtende gasarter, som ikkebrændte i luften. Efter afkøling blevstangen brækket over paa det varmebe-handlede sted, og der viste sig da storeblærer i det indre af materialet, medensen brudflade paa en ubehandlet stangviste sig blærefri.

Paa grundlag af det foran anførte kanman formentlig forklare hændelsen medden paagældende reduktionsventil paa føl-gende maade:

Der maa antages at have været en lilleoprevet spaan paa den lille ringformedeflade af nylonproppen uden for ventil-sædet. Med flaskeventilens aabning harkompressionsvarmen været stærk nok tilat starte en forgasning i denne lille spaan(jævnfør ovenfor anført for ebonitspaa-nen), og denne gas er blevet antændt i denvarme, rene og højtrykte ilt, saa der harbrændt en lille gasflamme ud i iltrummet.

Da højtryksventilen blev aabnet har den-ne flamme blæst ind i passagen til lav-trykskammeret, hvor den har opvarmetden spinkle ventilløfter af staal. Ventil-løfteren træder paa den lille messingstifti nylonproppen, og den har derfor ledetvarme op i det indre af nylonproppen.

10

at der kræves et sammentræf af mangeuheldige omstændigheder for at fremkaldeden omhandlede „slangesprængning", somikke er nær saa farlig som en „gennem-brænding" af reduktionsventilen. Hændel-sen kan derfor ikke siges at afkræfte denhidtidige praktiske erfaring, der gaar udpaa, at iltreduktionsventiler af den om-handlede type giver overordentlig stor sik-kerhed mod „gennembrænding". Men manbør stadig overholde de sædvanlige sikker-hedsregler :

Ingen fedtstoffer paa flader, der berø-res af ilten.

Langsom oplukning af flaskeventilen(brug begge hænder!).

Lad være med at staa lige foran venti-len ved oplukningsmanøvrerne. CEL

1 løbet af kort tid er nylonproppen blevetblød og delvis smeltet indefra, og gas-udviklingen i dens indre har i et vist øje-blik slynget proppen ud af sit hul. Derefterer ventilløfteren begyndt at gløde, og dener da øjeblikkelig brændt til jernilte i denstrømmende ilt. Den kraftige varmeudvik-ling herfra har fremkaldt en pludselig for-gasning af det smeltede nylonstof, og denstore gasmængde i ilten har fremkaldt eks-plosionen, hvorved slangen sprængtes paadet første stykke, og noget uforbrændtsod afsatte sig paa indervæggen af dettestykke af slangen.

Et sammentræf af uheldigeomstændigheder.

Efter vor mening viser denne hændelse,

Juli Aug. Septbr. TotalF R F R F R F R

Let.............. 5 4 3 2 7 0 15 6Middel ....... 3 0 1 2 0 0 4 2Svær .......... 0 0 2 0 1 0 3 0Død ........... - - - - - - - -

8 4 6 4 8 0 22 812 10 8 30

F = faste arbejdere. R = reserveholdsarbejdere.

Oversigten omfatter alle indgaaede rap-porter, med undtagelse af tilfælde, der om-handler ituslaaede briller eller ødelagte pro-teser, hvor iøvrigt ingen personskade er sket.

Procentvis fordeler ulykkerne sig saaledesmellem faste arbejdere og reserveholdsarbej-dere:

F = 73,4 »/o R = 26,6 %.Ulykkeshyppigheden fordeler sig således

mellem F og R.:1 pr. 47 ansatte og pr. 18 ansatte.

Disse tal er baseret paa det gennemsnit-lige arbejderantal i kvartalet, hvor R udgør12 % af den samlede styrke.

CEL

11

Intet ud over at der blev lidt mindreplads til tæerne.

Hvordan tror De selv, det var gaaetuden sikkerhedssko?

Ja, i betragtning af at det var det skarpehjørne af pladen, der ramte taanæsen, varjeg jo næppe sluppet uden at faa knustet par tæer, selvom højden, hvorfra pladenvippede ned, ikke er mere end 40-50 cm.

Hvorlænge har De haft sikkerhedssko?Jeg købte dem for ca. 2 maaneder siden

og synes, at de er gode at gaa i.

siger 5112 Orla Jensen fra pladeværket,der præsenterer en sko, som har væretude for en haard medfart.

Orla Jensen oplyser, at han paa natskifteden 11/8 netop havde skaaret enden afen svær plade, da endestykket, der vejedeca. 60 kg, vippede ned og ramte ham overhøjre skonæse med det skarpe hjørne.

Mærkede De noget, da skoen blev ramt?For mit vedkommende er pengene givet

godt ud. Jeg ville nødig have sparet de40-50 kr. og i stedet maaske have mistetet par tæer.

De vil altsaa anbefale Deres arbejds-kammerater at anvende sikkerhedsfodtøj?

Ja, saa afgjort, enten det nu er sko,støvler eller træsko. Det vil i mange til-fælde forhindre tilskadekomst. Et slagover tæerne er jo aldrig særligt behageligt,selvom man ikke ligefrem kommer til ska-de, og der skal slet ikke saa meget til, føiman ikke kan passe sit arbejde i et stykketid.

*Ulykkesstatistikken for 1957 viste, at

28 % af samtlige ulykker, der medførte

12

mere end 3 sygedage, omfattede taa- ogfodskader.

Overvej om ikke ogsaa De skulle skifteover til sikkerhedsfodtøj, inden det er forsent! Tænk over, hvor faa sygedage, deregentlig skal til, før det havde væretfortjeneste at ofre penge paa sikkerheds-fodtøj !

Gummistøvler, gummisko eller udslidtfodtøj hører ikke hjemme paa vore arbejds-pladser, hvilket statistikken viser med altydelighed.

CEL

Næ' — er det Dem Olsen.Verden er vel nok lille hva'!

ANTAL ULYKKER PR. AAR— der har medført mere

end 3 sygedage

13

Denne triste meddelelse var at læse i avisenfor ca. to maaneder siden, og vi finder an-ledning til at advare imod:at gaa imellem jernbanevogne, støbeborde

eller muldevogne, der staar med ringeafstand.

at kravle under bufferne paa holdende ran-gertræk.— Gaa uden om, eller vent til ranger-trækket er passeret!

at staa for tæt ved passerende rangertræk,et stykke skrot eller et slæng jern kanfalde ned under forbikørslen.

CEL

TIL PAS PAA I AARHUS

bejdspladsen. Der blev vist en film, ligesomder var lejlighed til at overvære foredrag omsikkerhed paa arbejdspladserne.

Som det fremgaar af billederne paa mod-staaende side, var der ogsaa lejlighed til fornogle »selvejere« at faa et, efter deltagernesmening, haardt tiltrængt kursus ifærdselslære.

Paa hjemturen var der fællesspisning un-der fornøjelige former.

Man naaede Frederiksværk ved 22-tidenefter en anstrengende, men tillige baade belæ-rende og fornøjelig dag.

Søndag den 21. september deltog 73 mandfra DDS i en af værket arrangeret udflugttil udstillingen »Pas Paa« i Aarhus. Turenvar allerede fra starten udmærket arrangeret,idet hver mand fik udleveret en pose inde-holdende alt lige fra dagens program ogbillet-ter til søsygetabletter og betalingsbons paaforfriskninger og maaltider i dagens løb. Tu-ren gik over Hundested-Grenaa og dereftermed busser til Aarhus. Her besaa deltagernemed interesse udstillingen, der omfatter allegrene af sikkerhedsforanstaltninger paa ar-

14

JEBLIKKETS PROBLEM fremtræder oftei skarpere relief paa baggrund af

den historiske udvikling. Det gælder ogsaaspørgsmaalet om det europæiske nærings-livs sammenfletning til større og slagkraf-tigere enheder indenfor rammerne af etøkonomisk storrum. Den europæiske inte-gration (økonomisk og politisk samling)og dens konsekvenser bliver maaske lettereat forstaa, naar man ser tilbage paa, hvor-

Fællesmarkeds-vilkaarK. Melchiors

ledes den moderne verdensøkonomi harfaaet sin nuværende økonomisk-geografiskestruktur.

Disse bemærkninger danner indledningentil et foredrag, som blev holdt af direk-tør for Jernkontoret i Stockholm, civiløko-nom, jur. kand. O. Ragnar Sundén paaden 5. Nordiske Civiløkonom Kongres,som fandt sted i København i sommeren1958 med hovedemnet: Foretagendet og

16

reguleringer og toldmure indførtes. Vejenaabnedes for regeringerne i forskellige lan-de til at føre en autonom (selvstyrende)udenrigspolitik uden at hindres af inter-nationale baand.

Den anden verdenskrig og de førsteefterkrigsaar medførte ingen større ændringi dette billede. Den autonome konjunk-turpolitik fik som maal at bevare fuld be-skæftigelse. For at underbygge denne poli-tik blev de handelspolitiske krise- og regu-leringsforanstaltninger fra tredivernes de-pressionsaar gjort permanente.

Tiden modnedes dog for en reaktionmod den økonomiske partikularisme*).

*Mod slutningen af fyrrerne brød den op-fattelse mere igennem, at intet land for-maar ene og alene med egne kræfter atgennemføre en maximal levestandard. Ad-skillige forsøg blev gjort paa at reorgani-sere verdenshandelen og genskabe de in-ternationale betalingsbevægelser. Den inter-nationale valutafond, verdensbanken, denalmindelige handels- og toldaftale (GATT),organisationen for europæisk økonomisksamarbejde (OEEC) og den europæiskebetalingsunion (EPU) betegner betydnings-fulde etaper paa denne vej. Mere gennem-gribende løsninger har efterhaanden setdagens lys, indebærende dannelsen af mereeller mindre fuldstændige økonomiskeunioner regionalt eller sektorvis i Europa.

Det uden sammenligning vigtigste resul-tat hidtil af disse bestræbelser er opnaaetaf fællesmarkedet for Frankrig, Italien,Vesttyskland, Belgien, Holland og Luxem-bourg.

Den øjeblikkelige opgave for europæiskøkonomisk politik er at finde vejen forat indlemme denne seksstatsunion i et løse-

fremtidens fællesmarkeder. Som en repliki diskussionen om fællesmarkedsproblemer-ne maa det formodes, at en omtale af di-rektør Sundéns foredrag vil være af in-teresse for „Stålbåndet's læsere.

Med udgangspunkt i de epokedannendetekniske og organisatoriske forandringeromkring slutningen af det attende aarhun-drede kendt under betegnelsen den indu-strielle revolution gjorde direktør Sundénrede for den internationale tekniske ogøkonomiske udvikling indtil fremkomstenaf de første forsøg paa at skabe fælles-markeder i Europa.

Med et enkelt industriomraade, som for80 aar siden omfattede de vestlige deleaf det europæiske fastland og det mel-lemste af Storbritannien, fik verdensøkono-mien op til første verdenskrig med U.S.A.sindustrialisering to centre, for endelig efterkrigen at fremtræde med tre centre vedSovjetunionens industrialisering.

For Europa blev resultatet af første ver-denskrig blandt andet, at nye stats- og told-grænser paa ialt 11.000 km længde blevtrukket tværs gennem gamle økonomiskeenheder, hvorved der rejstes nye kunstigehindringer mellem naturlige markeder. Ver-dens første store industrielle center mistedederved meget af sin oprindelige kraft.

Internationalt taget indebar en saadanudvikling under de første efterkrigsaarfrem til tyvernes slutning, at verdensøko-nomien begyndte at opløses i adskilte øko-nomiske blokke, og at der indenfor en afdisse - nemlig den vesteuropæiske - til-ligemed opstod alvorlige indre splittelses-tendenser.

Grunden var dermed lagt til den fort-satte skæbnesvangre udvikling, som satteind i og med den store krise i begyndelsenaf trediverne. Den tidligere paa den friekonkurrence baserede markedsøkonomi brødsammen. Guldet afskaffedes som verdensøkonomiske reguleringsmekanisme, import-

*) Hævdelse af lokale interesser paa helhedensbekostning.

17

re, men geografisk set mere omfattendesamarbejde i form af et europæisk fri-handelsomraade, som skal omfatte samt-lige sytten stater, som nu er medlemmeraf OEEC og tillige - som man oprigtigthaaber her i Norden - ogsaa Finland.

Den økonomiske integration er altsaablevet dagens ledemotiv i europæisk øko-nomisk politik, og den skal virkeliggøresgennem organisering af et told- og licens-frit europæisk stormarked. Skal dette havenogen mening, maa det betyde øget handel,øget konkurrence og øgede muligheder forhvert land til at udvikle de dele af er-hvervslivet, for hvilke det har de størstenaturlige forudsætninger. Det økonomiskesamarbejde bør altsaa udmunde i en bedreinternational arbejdsdeling.

For at bringe harmoni i problemer somf.eks. købekraftspariteten**) landene imel-lem, økonomisk underudviklede lande (jfr.Grækenland, Tyrkiet) maa man for saavelet fællesmarked som for et frihandelsomraa-de regne med en overgangstid paa 12-15aar for at opnaa mulighed for en harmo-nisk tilpasning.

Baade i Rom-aftalen om de seks landesmarked og i forhandlingerne om frihandels-omraadet er man endvidere i princippetblevet enige om visse regler for konkur-rence, saaledes bestemmelser rettede imodeksportsubsidier, dumping, diskriminering*)paa nationale omraader, skadelige mono-poler og karteller. Fælles for disse reglerer ønsket om at udrydde visse hindringerfor den frie konkurrence.

For Sverige - saavel som for det øvrigeNorden - vil det være af overordentligstor betydning, at den noget afsides belig-genhed i det europæiske markedsomraadeblev afhjulpet gennem en broforbindelseSkaane-Sjælland med en videreførelse Lol-

land-Femern til Tyskland, hvorigennem derkunne skabes en direkte jernbane- og last-bilforbindelse til de centrale markeder iEuropa.

Paa et europæisk enhedsmarked maa desmaa lande som Odysseus søge at styremellem Skylla og Charybdis: paa den eneside undgaa et altfor forgrenet produk-tionsprogram og paa den anden side ikkefristes til alt for stor ensidighed. Hvis mansplitter industrien op i en alt for mange-sidet produktion, er der fare for, at om-kostningerne pr. produktionsenhed bliverfor høje; bliver produktionen alt for en-sidig, kan erhvervslivet lammes af kon-junktursvingninger.

Selv om de europæiske fællesmarkederbør udløse en international arbejdsdeling,er dette dog ikke ensbetydende med enradikal omlokalisering, spændende overalle produktionsstadier. Meget taler for,at de fleste lande finder det bedst for-eneligt med deres interesser at bibeholdeen national produktion af vigtige basis-varer, saaledes at den europæiske arbejds-deling først og fremmest kommer til atfinde sted paa et senere stadie i foræd-lingsprocessen. Til fordel herfor talerfølgende:a. Det geografiske værn som transport-

omkostninger giver tunge produktereksempelvis cement og bygningsmate-rialer.

b. Forsynings- og forsvarspolitiske over-vejelser.

c. Den store fordel ved samkvem mel-lem forskellige led i produktionspro-cessen, f. eks. saaledes at staalindustrienog maskinindustriens teknikere gensidigtgiver hinanden impulser til forbedrin-ger og nyheder.

Produktionens gruppering omkring destore af naturlige forudsætninger givneudviklingslinier maa saaledes i almindelig-hed - ja som regel - gaa haand i haand

**) Penges lighed i købekraft.*) Forskelsbehandling.

18

samt at fremme udbyttet af tekniske erfa-ringer og arbejde for fælles forsknings- ogforsøgsvirksomhed. Sluttelig skal organisa-tionen ogsaa formidle samarbejde om ud-dannelsesspørgsmaal og fremme praktikant-udveksling.

Naar der tales om specialisering ogstandardisering som vigtige udviklings-linier, maa dette ikke fortolkes saaledes, atidealet er slavisk at kopiere amerikanskeforbilleder. Det europæiske enhedsmarkedkommer ikke i løbet af nogle faa genera-tioner - maaske aldrig - til at udvise denensartethed i livsvaner og behov som detamerikanske. Derfor vil der stadig findesen betydelig plads ogsaa for en mere indi-viduel industriel produktion, som giver desmaa virksomheder, der fremstiller kvali-tetsvarer en chance paa det store europa-marked.

Direktør Sundéns foredrag bærer prægaf den positive indstilling, man i Sverigeindtager overfor de europæiske fællesmar-kedsplaner. Saaledes kan man hos de sven-ske staalværker konstatere en nogenlundeensstemmighed, som billiger tanken omen tilslutning til et europæisk fællesmarked.

Her i Danmark har man - i hvert faldi industrikredse - forholdt sig afventendeuden at tage nogen endelig stilling tilproblemerne om et europæisk fællesmar-ked. Bestræbelserne har samlet sig omanalyser af de konsekvenser, en tilslutningtil et saadant marked vil faa paa detdanske erhvervs- og samfundsliv.

KM

med en øget specialisering. Erfaringer baa-de fra Benelux og kul- og staalunionenpeger paa, at en saadan organisatorisk ud-vikling er en logisk følge af indførelsenaf et større marked.

Paa produktionsstadiet for færdigvarerer det naturligt, at flere fabrikker, somtidligere alle producerede et stort antal enstyper vareenheder, kommer overens om enclearing af produktionsprogrammet, saale-des at hver virksomhed faar større serierat arbejde med.

Virkningerne af en saadan specialiseringkommer til at brede sig til halvfabrikata-stadiet, hvor muligheder for en øget stan-dardisering af produktionen kommer til atgøre sig gældende. Dermed opstaar ogsaabedre forudsætninger for en samordning ogudveksling af f.eks. staalværkernes valse-programmer. Paa denne maade kan ogsaamindre staalværker faa mulighed for at ar-bejde med større og for driften mere øko-nomiske serier.

I denne sammenhæng vil det være paasin plads at omtale det frivillige sam-arbejde indenfor jern- og staalsektoren ide nordiske lande, hvortil initiativet erudgaaet fra forhandlingerne om en nor-disk toldunion, men som ikke er gjortbetingede af, at denne toldunion virkeligkommer i stand. Forslaget forudsætter, atman danner en særskilt samarbejdsorgani-sation med generalforsamling og arbejds-udvalg. De konkrete opgaver for organi-sationen vil være at fremme udbyttet afoplysninger om produktionsprogram, atformidle og at tage initiativ til samraadom produktionsudveksling og specialisering,at samarbejde planerne om fremtidig ud-bygning af jern- og staalproduktionen iNorden med det formaal at muliggørestørre ensartethed og bedre økonomi, atdiskutere spørgsmaal vedrørende forsynin-ger med raavarer, at virke for sunde kon-kurrenceforhold paa jern- og staalomraadet

19

TAALVÆRKERNE behøver skrot, og mangeskibe er gennem aarene blevet

hævet for at skaffe stadig mere. Her for-tælles om et af de største bjergningsar-bejder, der nogensinde er foretaget, nem-lig hævningen af den tyske flaade, der blevsænket i Scapa Flow i 1919. Omkring 1million tons Staal og andet metal blevbjerget, et kolossalt kvantum — til sam-menligning kan oplyses, at Det DanskeStaalvalseværk aarligt anvender ca. 200.000tons skrot.

*

Da den første verdenskrig var forbi, ognationerne begyndte at forhandle om fre-den, var en af de ting, man drøftede, den

tyske flaades fremtid. I mellemtiden laaden - stadig med tysk besætning - i ScapaFlow nord for Skotland.

En dag i 1919 blev forhandlingerne bratafsluttet. Tyskerne aabnede bundventilerneog sænkede hele flaaden. „Von der Tann"og „Moltke", „Seydlitz" og „Bayern",„Kaiser", „Bremse", „Konig Albert",„Hindenburg og „Friederich der Grosse",„Keiserin" og „Grosser Kurfurst", „Prins-regent Luitpold" og „Derfflinger". Alledisse store skibe, foruden 25 destroyere,sank paa een eneste eftermiddag ned iScapa Flow's kolde vand.

Ødelæggelsen var definitiv. Scapa Flow varblevet en skibenes kirkegaard. Efter denalmindelige mening var sagen slut og

20

italiensk skib ved navn „Leonardo da Vin-ci". „Leonardo" var sunket med bunden ivejret, ligesom næsten alle skibene i dentyske flaade. Bjergningsselskabet havde op-daget, at dette var en fordel af den grund,at naar luften blev pumpet ind, var dernæsten ingen huller, den kunne slippe udaf igen. Den opadvendte bund udgjorde enperfekt paraply til at opfange den opad-stigende luft.

Paa den tid havde kommandør McKenziefaaet „blod paa tanden", og hans firma(Cox & Danks Ltd.) var parat til at støtteham. I stedet for at lade det være nok, nuda alle destroyerne var bjerget, besluttedede at prøve det 23.000 tons „Moltke", somlaa med bunden i vejret paa 13 favne vand.

Det første skridt var at tætne alle ven-tilhuller, et simpelt arbejde, som viste sigat være uventet vanskeligt. Bunden vardækket med søgræs saa højt som dykkerneselv og saa tykt som deres haandled, og detmaatte altsammen fjernes med økser som ien miniatureskov.

Da dette var i orden, og de udvendigehuller var blevet tætnet, blev luftsluser eta-bleret. Disse bestod af lange staalrør, bredenok til, at en mand let kunne bevæge sigop og ned gennem dem, og lange nok tilat naa fra det sunkne skib til et punkt, dervar fri selv af den højeste vandstand. Dyk-kerne fastgjorde dem til skibets bund. Deblev fyldt med komprimeret luft. Da mæn-dene gik ned i det første rør, var en lilledel af skibets bund tørret og parat til attage fat paa.

Bjergningsteknikken udvikles.Et højt lufttryk blev vedligeholdt i hul-

let, saaledes at naar arbejderne skar sig igen-gem til skibet, kunne vandet ikke stige.De firede sig ned igennem bunden og op-dagede, at trykket havde lavet en luftbobleinden i skibet mod bunden. Dette var deres

skønt en million tons første klasses Staalog andet metal, et skattefund for ethvertbjergningsfirma, som kunne hæve det, laader lige under overfladen og paa nogle ste-der endog med mast eller en del af dæk-ket stikkende over vandet, var det først i1924, at nogen kastede et tankefuldt blikpaa Scapa Flow, og et af bjergningshisto-riens største kapitler begyndte.

Manden var E. F. Cox, som havde be-skæftiget sig med bjergning nede vedSheerness og manglede arbejde. I begyn-delsen af 1924 engagerede han T. McKen-zie, senere kommandør McKenzie, som cheffor arbejdet og startede en organisation paastedet, som skulle hæve de mindre destroy-ere, hvilket han virkelig udførte, idet han ibegyndelsen følte sig frem og saa efterhån-den vandt mere og mere selvtillid. Da de-stroyerne var bjerget, blev de trukket nedtil Alloa og hugget op.

1 million tons skrot paa havets bund.Paa dette tidspunkt havde hverken Cox

eller McKenzie saa meget som tænkt paaat røre slagskibene. De fleste af dem laamed bunden i vejret, mange paa meget dybtvand, og saa vidt man vidste, var ingennogensinde før gaaet i gang med at hævenoget af den størrelse. Alt, hvad de villehave, var de hurtige, lette destroyere. Imid-lertid laa „Hindenburg" med den rigtigeside opad, og da man ikke vidste, at dettevar den allerværste maade, skibet kunneligge paa, besluttede man at forsøge meddet. Det var paa 28.000 tons, og detsøverste dæk var kun 10 fod under vandet.Dykkerne lappede det over 800 steder,men da luften blev pumpet ind, kom haveti oprør, og man kunne ikke faa skibet un-der kontrol. Efter flere forgæves forsøgopgav man det foreløbigt.

Paa dette tidspunkt hørte Cox om etskib, som var blevet hævet før krigen, et

21

fæstningsværk. Idet de følte ned i vandet,var de i stand til at tilstoppe alle aabningerindenfor rækkevidde, hvorefter lufttrykketvoksede og skubbede vandoverfladen stadiglængere nedad, hvilket satte dem i stand tilat udfylde flere huller.

Naar een sektion af skibet var renset paadenne maade og gjort lufttæt, blev derlukket vand i den, og man gik i gang mednæste sektion. Dette blev gjort, fordi formange luftafdelinger paa een gang kunnehave foraarsaget, at skibet steg op ellerflyttede sig med et uheldigt resultat. Alt,hvad det drejede sig om, opdagede man,var at dele skibet op i 20 eller 30 afde-linger, alle gjort lufttætte og de flestefyldt med vand. Naar tidspunktet for athæve skibet kom, kunne luften pumpes indlidt efter lidt, en smule her og en smuleder, saa det kunne hæves forsigtigt og un-der kontrol.

Dette gik fint med „Moltke". 15 minut-ter efter, at der først kom „liv" i det, brøddet gennem havoverfladen som en enormstor hval, idet det sprøjtede luft og vandud, da luften indeni skibet udvidede sigved det reducerede tryk.

Saa langt gik alting godt. Det værstearbejde var overstaaet. — Imidlertid er etslagskib med bunden i vejret tilbøjeligt tilat være et undervands-mareridt. Sagt paaden simpleste maade, stikker de dele, somskulle vende opad, nedad. Master, skorste-ne, kanontaarne, altsammen driver undervandet og faar fat i havbunden, hvis deikke (som i nogle tilfælde ved Scapa) varfaldet af, da skibet sank. - Mange dage gikmed at fjerne disse hindringer fra „Molt-ke". Saa blev det sat paa land, lappet ogslæbt sydpå for at blive hugget op. Derblev bygget en lille pumpestation paa denopadvendte køl for at holde trykket kon-stant under rejsen.

Dette - sagt i almindelighed - var denteknik, som blev brugt til at hæve alle ski-

»Bayern« efter at være hævet.En mand er i færd med at krybe ned i»luftrøret« (nedstigningsrøret).

22

bene i flaaden, men det var ikke altid letat anvende den. For det første havde der itilfældige hjørner af skroget samlet sig gif-tige og eksplosive gasarter gennem aarenepaa bunden af havet, og en kemiker varstadig i arbejde for at undersøge dette.

Det var endog saaledes, at der opstodfarlige episoder, særlig engang, hvor eneksplosion slog kommandør McKenzie ud,saarede to af hans kompagnoner og tilstop-pede deres eneste udgang. Der gik tretimer, før man kunne bryde en vej igennemtil dem.

Gammel olie gav ogsaa sommetider endel besvær. Flere gange løb mændene forlivet til luftslusen, medens flammerne for-fulgte dem gennem undervandsskibet. -Een mand blev dræbt ved en eksplosion i„Prinzregent Luitpold".

Efter Moltke kom „Seydlitz", „Kaiser"og „Bremse", og derefter prøvede manendnu engang med „Hindenburg". Dennegang havde man held med sig. Det var og-saa deres fjerde vigtige skib, og nu syntesdet, som om intet kunne forhindre dem iat bjerge hele flaaden. Efter „Hindenburg"kom saaledes „Von der Tann" og „Prinz-regent Luitpold".

Prisfald paa skrottet.Imidlertid vanskeliggjorde prisfaldet

bjergningen, og snart saa det ud, som omhele foretagendet næppe var en pibe tobakværd. I juni 1933 besluttede Cox & Danksat trække sig tilbage.

I mellemtiden var der vokset en ny indu-stri frem ved Rosyth, hvor de gamle slag-skibe blev hugget op i „Naval Dockyardof Metal Industries Ltd". Metal Industriesvar paa det tidspunkt afhængig af en leve-rance paa eet slagskib om aaret, saa dekpbte Cox & Danks udrustning og fortsattearbejdet, stadig med kommandør McKen-zie som chef.

»Von der Tann« under bugsering.

Otte maaneder senere fik man „Bayern"op, og efterhaanden voksede listen overskibe, der var bjerget, og det gjorde dyb-den af vandet, man skulle arbejde i, ogsaa.Man var begyndt med de lette og gik nuover til dem, der laa dybere - „Konig Al-bert", „Kaiserin", „Friederich der Grosse",„Grosser Kurfiirst". Hvert skib, man gik igang med, var rekord paa dette omraade.til sidst kom „Derfflinger" i 1938.

Den mindste dybde over dets skrog var90 fod, og det meste af skibet laa paa 156fod i en meget udsat stilling. Det var 710fod langt, og det vejede 26.000 tons.

Paa en saadan dybde var lufttrykket saahpjt, at mændene kun kunne arbejde i deti korte perioder - og i eet tilfælde stegtrykket til 4,55 kg pr. kvadratcentimeter,og man kunne kun arbejde een time omdagen. Der var mange tilfælde af ildebe-

23

findende paa grund af den komprimeredeluft, men flydende dekomprimeringskamrevar parat, og ingen led noget varigt mén.- Trods vanskelighederne blev skibet hævetefter planen.

Verdenskrig nr. II bryder ud.Saa viste de første tegn sig paa, at kri-

gen ville bryde ud. Flaaden beslaglagdeværftet ved Rosyth - det eneste i nærheden,hvor man havde mulighed for at gaa i gangmed „Derfflinger", og der stod Metal Indu-stries med et „omvendt slagskib, mangemiles fra alting og uden mindste haab omat kunne gøre noget ved det, før krigen varforbi.

„Derfflinger" er sandsynligvis det enesteskib i historien, som har tilbragt længeretid flydende med bunden i vejret end paanormal vis. Den sædvanlige pumpestation

blev bygget paa dets køl for at holde detflydende, og der forblev det i Scapa Flowi syv aar.

Selv dermed var dets vanskeligheder ikkeforbi. I den alvorligste krigs-periode kunneadmiralitetet ikke afse materiel til Rosyth,saa man maatte finde paa andre maader.Til sidst opdagede man en ældgammel fly-dedok, som - set med optimistiske øjne -syntes at være egnet til formaalet. Den var40 aar gammel, og i dens „unge dage"havde den været i stand til at tage 30.000tons, men „Derfflinger" var paa over 26.000tons. Det ville være et vanskeligt job, isærda skibet stadig havde forskellige massivestrukturer hængende ned i vandet til trodsfor den mest energiske rensning.

For at faa slagskibet ind i flydedokkenmaatte denne sænkes 8 fod mere, end denskonstruktører nogensinde havde tænkt sig,hvilket medførte forskellige komplikationer,

Derfflinger kantes ind i flydedokken ved Scapa .

gjort deres arbejde godt. Vægten var blevetfordelt, og dokken holdt.

Derefter blev den - ikke uden ængstelse- bugseret rundt om Cape Wrath og nedlangs Skotlands vestkyst til Faslane vedClyde, hvor skibet blev hugget op. Flyde-dokken blev solgt til udenlandske redere ogarbejder stadig et eller andet sted i verden.

Saaledes endte bjergningsforetagendetved Scapa, et af de klassiske arbejder af denart. Det blev gennemført af en forholdsvislille gruppe mænd, alle enthusiaster, derbyggede en ny teknik op, efterhaanden somarbejdet skred frem..

Det var et umaadeligt job. Intet, der blotlignede det en smule, var nogensinde ud-ført før, og selv i en verden, hvor dentekniske udvikling løber med syvmileskridt,er det vel tvivlsomt, om saa stort et fore-tagende vil blive gennemført igen.

FraHelsingør Skibsværft og Maskinbyggeri's

kvartalsblad.

saasom vandstrømme, som kom ind via toi-letterne. Her var der kun 5 fods fribordtil toppen af dokvæggene. Paa en elleranden maade fik man „Derfflinger" ind.

Saa kom den anden vanskelige del afforetagendet.

Naar en flydedok bærer et skib, maa detstives godt af mod kølklodser og doksider,saa skib og dok er eet.

„Derfflinger's køl pegede imidlertid modhimlen, og stykkerne af overbygningen, somhavde taget dens plads, var alt andet endplane. Disse stumper ville uundgaaeligttrænge igennem flydedokken, medmindreman gjorde noget ved dem, for næsten altdet solide materiale var midtskibs. Dykker-ne arbejdede i ugevis med at indsætte af-støtning i alle aabninger mellem skibet ogdokken, og saa, først saa, blev flydedokkenhævet. Da „Derfflinger" langsomt steg opaf vandet, kunne man se, at dykkerne havde

25

ET SER UD TIL at være en almengyldigregel, at hvad der kommer let gaar

let, men hvad der møder modstand, sommaa bekæmpes, kommer vanskeligt, men va-rer til gengæld længere.

Dette gælder i al fald med hensyn tiltobakken, der i Danmark mødte forfølgelseog modvilje, men sejrede saa stort, at manogsaa kan tale om tobakkens triumftog ivort land.

Tobakkens indfaldsporte maatte nødven-digvis blive havnebyerne, hvor sejge søulkekunne imponere hjemmefødningerne medderes tobaksdrikning. Slig forbavsende hand-ling æggede til efterfølgelse blandt bor-gerskabet, som tilmed herved erhvervedeen attraaværdig følelse af indviet ophøjet-hed, naar begynderstadiets kvaler lykkeligtvar overstaaet.

Fra bedr if ts lægen:

( Fo r t s a t )

I den henseende var den vigtigste søkøb-stad Helsingør, sundtoldens by. Allerede1606 findes i skiftet efter Anne Dirik Pi-pers en fortegnelse over et dusin tobakspi-ber, og blandt fribytteren Thomas Tue-ckers efterladenskaber 1616 figurerer etbundt „Tabacke" paa 4½ pund og et an-det paa 5 pund. I 1680 efterlod Johan ThorMøller 12 dusin tobakspiber.

Nu bestod det forhold, at kong Chri-stian IV var svoger til den tobakshadendeengelske konge James I. Formentlig hardennes indstilling til tobakken smittet vorteget lands monark. Vist er det, at han saamed misbilligelse paa tobaksnydelsens ud-bredelse, især i den danske flaade. Enhvermaa dog i nogen grad give kongen ret; thiglødende piber er ikke godt naboskabhverken til krudt eller beget og tjæret tov-værk.

I 1616 kom en bestemmelse om, at ryg-ning blev forbudt paa norske skibe, hvoren smøger skulle straffes med kølhaling.I 1625 skulle tobak være „forbuddet ogafskaffet" paa danske skibe, og hvis detfandtes om bord, skulle det kastes i søenog ejermanden staa til ansvar.

Men søens folk var haarde halse. Defortsatte ufortrødent deres piberygning,

26

maaske nok under mere forsigtige former,og kongen maatte med skam at melde ka-pitulere. 1640 skriver han til admiral Cor-fitz Ulfeldt, at han skal sørge for tobak tilde norske matroser, „som næppeligen længeskal kunne uden det Tøj forblive sunde.De tager det gerne an for Frokosten".

Maatte kongen give sig her, er der doggrund til at formode, at han havde en lilleandel i et langt alvorligere angreb paa to-bakken. Det kom fra den kongelige livlægeog store anatom og botaniker Simon Paulli,der 1648 offentliggjorde den første FloraDanica. Heri og i et latinsk kampskrift modtobak fra 1665 forhaaner og fordømmerhan den „indianske Klammerurt", „da denkommer saa meget ondt af Sted". Han serganske bort fra tobakkens gode egenskaberog siger, at i de krohuse, hvor der bliversolgt tobak, „der holde sig altid disse syn-derlige Gæster hos, nemlig Ildebrand,Mord, Mandslet, Horeri og Løsagtighed,Tyveri og anden Bedrageri" og peger paa,at „Øl og Ølkanden holdes for at væreTobaks og Tobakspibers bedste Skorstens-fejere - men ikke Hjernens". Videre ud-pensler han, hvorledes røgen i hjernen „denkoldeste Part af det ganske Legeme" frem-kalder den sejge vædske, Pituita kaldet,som udspringer der, og som utvivlsomt eraarsag til rygerens ulidelige „Nysen, Spyt-ten, Harken og Klikken". Og til særligopbyggelse for „Tobakssuppere" fortællerhan med malice, at en læge i Leyden haropskaaret liget af en før, ung karl og fun-det dennes hjerne dækket af sort sod. Detviste sig da ogsaa, at denne mand havdeværet en ivrig tobaksdrikker. Og Paullikunne ønske sig herhjemme at opsprætte ligaf tobaksrygere „efter anatomisk Konst".Uden tvivl ville han da finde deres lungerfordærvede af de vædsker, som „ere faldneneder fra Hovedet paa Brystet".

Ogsaa kirkelige kredse bekæmpede bru-gen af tobak med den største nidkærhed.

I 1637 beskyldtes en Thisted skomager forat være „befunden genegen til dagligBrændevin, Drik og Snoptuback ˮog tillige�gangit om ˮog tilbudt det �andre at villemeddele ˮ.

1676 blev det forbudt eleverne i denlærde skole i Frederiksborg at komme iborgernes huse „til Dobbel og Korteleg el-ler anden Spil, til Øl, Brændevin og To-bak-Drik eller nogen anden Uterlighed".

Utallige lignende paabud blev udfærdi-get, men til liden baade. Selv præsternebukkede i stort tal under for tobaksdjæve-lens list trods forbud udstedt af lande-møderne i Roskilde 1670 og Viborg 1685.Allerede til et gravøl i Skjoldelev præste-gaard 1664 blev indkøbt to dusin piber.

Og saaledes fremturede præstestanden medrygningens last, saa at til sidst de Gudsmænd blev de ivrigste rygere i landet ogblev fortræffelige læremestre for bøndernetrindt omkring.

Men sejrede flaaden overfor forbud modbrugen af tobak, maa man nok spørge, omhæren var lige saa heldig. Svaret herpaaer, at en sejr ikke kunne vindes her aleneaf den grund, at saavidt vides intet forbudnogensinde blev udstedt. Under kejserkri-gen 1627-29 oversvømmedes Jylland afudenlandske soldater, der røg med stor li-

27

læge i Amsterdam observerede, at husemed tobaksspinderier skaanedes for pesten.Da derfor denne frygtelige sygdom hærgedeKøbenhavn 1711-12, kunne man overaltse folk med tobakspiber i munden tilmedsaadanne, som aldrig havde røget før.

Digteren Anders Bording (1619-1677)gjorde sit til at hæve tobakkens anseelsemed „Nysekruds eller Snus-Tobaks Berøm-melse, satyrisk-viis fremsat", hvori følgendelinier findes:

„Du driver Snue bort, Du dæmper Tæn-ders værk,

Du kanst Hukommelsen og Synet gjøreStærk”

Summa summarum: Tobakken kom, to-bakken sejrede, og det tog ikke engang etsekel.

denskab. Selvfølgelig smittede denne skiklet de danske soldater, og hvorledes kunnedet forøvrigt gaa anderledes, naar den vel-meriterede feltherre Anders Bille lod sigmale med en tobakspibe ved sin side. Un-der Københavns belejring 1658 uddeltesendog flere gange spundet tobak i alenvistil de haardt kæmpende forsvarere.

Efterhaanden som alle befolkningslaghengav sig til rygningens glæder, blev detsaadan, at det at ryge forlenede sin mandmed en vis værdighed. Ingen steder frem-træder dette tydeligere end indenfor haand-værkerlavene. I enkelte byer opstod denskik, at den nybagte svend af herbergpigenfik overrakt en med baand pyntet, velstop-pet pibe. For gaven kvitterede han medet kys og en drikkeskilling. Det kunne ske,at en lærling glemte sin stilling og for-søgte sig i rygningens ædle kunst, men blevdet opdaget, kunne han risikere at blivedømt til at ryge en med hønsemøg fyldt„skampibe".

Man kan nu spørge, hvorfor brugen aftobak under forskellige former bredte sigtil alle befolkningsgrupper og viste sigumulig at standse. Noget fuldgyldigt svarkan ikke gives. Mange omstændigheder harbidraget til sejren. Selve det bitre begyn-derstadium, der skulle overvindes, kunnevise omverdenen, hvilken karl for sin hatman var. Noget meget vigtigt var dog degode medicinske egenskaber, man tillagdetobakken, og hvoraf nogle er omtalt i JeanNicots leksikon. Mange læger brugte ogsaaurten eller et udtræk deraf mod asthma,mavekrampe og kvindesygdomme. Desudenblev den betragtet som værdifuld til be-handling af tyfus og kolera. Men aldelesuundværlig ansaas den for at være i kam-pen mod tidens værste svøbe, pestepide-mierne. En hollandsk læge i Nimwegenudtalte offentligt, at en god frisk pibetobak var det bedste forebyggende middelmod denne skrækkelige sot, og en anden

III.Den maade at nyde tobakken paa, nemlig

ved at indaande røgen, har været mestomtalt i det foregaaende. Men vi maa ikkeglemme, at tobaksnydelsen kan foregaa paaanden vis, for eksempel ved at tage enpris.

Efter at dronning Katharina af Medicihavde kureret sin hovedpine ved at stoppetørret tobakspulver op i næsen, bredte bru-gen af snus sig hastigt over hele Frankrigaf helbredsmæssige grunde, men megetsnart opdagede man, at den frembragte ny-sen kunne være særdeles behagelig, og her-efter skete det, at der gik mode i sagen.Ethvert dannet menneske snusede tobak, ogder udviklede sig efterhaanden en virkeligetikette. Snusdaasen, tabatiéren blev et nød-vendigt tilbehør, hvis man skulle betragtessom en velklædt person, og den blev frem-stillet af de fineste materialer og oftetegnet af betydelige kunstnere. Under ud-veksling af sirlige talemaader bød manmed den største artighed sin næste en pris.

28

seg en forsvarlig pris, så både overleppeog næsebor blir fyldt av det brune stoff".En saadan uæstetisk optræden kendtes ikkeaf datidens snusende damer. De gererede sigtværtimod overordentlig høvisk med deressnusdaase og bød hinanden en pris medde mest udsøgte sprogblomster, som titblev fremsat med gallisk esprit. Tænk blotpaa Ludvig Holbergs „Barselstuen". Hvorkostelig lyder ikke Stine Isenkræmmers re-plik: „Ey, jeg troer, ma joi, at jeg harglemt min Tabatiére-dose, maa jeg ikkebede Madammen om en Entreprise af hen-des? Det er god Tobak, tres humble valet!".

Efterhaanden kom dog brugen af snusto-bak hos kvinderne i miskredit og forsvandttil slut, men temmelig sent. HistorikerenG. L. Baden (1764-1840) tog afsked meddenne skik med et ordentlig spark: „Fruen-timmer især, som snuse Tobak burde, omde ere ugifte, vente aldrig at blive gifte,og ere de det allerede, skulde dette Svinerivære en lovlig Aarsag til Skilsmisse".

Vore damer forlod altsaa for en stundtobakkens arena og dukkede først for alvorop, da cigaretterne var blevet almindelige.De blev saa at sige fortrængt af cigaren,som ikke i særlig høj grad har haft kvin-dernes bevaagenhed.

Indianernes cigarrygning er omtalt. Detvarede dog længe, før cigaren gjorde sinentré paa vort kontinent. Først 1788 blevi Bremen oprettet en cigarfabrik, og i be-gyndelsen af det 19. aarhundrede saas deførste cigarer i København, hvor de til atbegynde med blev mødt med forargelse.I 1813 fik Peter Sørensen privilegium paaat fabrikere cigarer. C. A. Radekop ejedei landets hovedstad det mest kendte udsalgs-sted for denne nye vare, men kvalitetenmaa have været noget tvivlsom, for i litte-raturen findes flere eksempler paa, at or-det Radekop blev anvendt som betegnelsefor en ildelugtende rygepind. DigterenErnst v. d. Recke, som især er bekendt for

Nu hører tabatiérerne hjemme paa museer,hvor man kan beundre dem, og den slebnehøjlighed er forsvundet. Den passer vistikke rigtig til vor tidsalder, men snusto-bakken har vitterlig haft en mission vedi en ret raa tid at mildne og afslibe dendaglige omgangstone.

I almindelighed røg kvinder dengangikke pibe, men til gengæld styrtede de sigover snustobakken med den helt store be-gejstring. Frithjof Nansen fortæller omeskimokvinder i Grønland, at de har enstor svaghed for snus og beretter: „Mankan ofte bli ubehagelig overrasket ved åoppdage, at en ung tiltalende skjønhet tager

29

dinghus' brand skyldtes uforsigtighed vedtobaksrygning. Det er muligt, at denne for-klaring kan godtages, men den stemmer ial fald ikke med den gængse mening. Defleste kendere paastaar nemlig, at russerneførst af alle røg cigaretter i stor maale-stok, og at hjemvendte vesteuropæiske sol-dater fra Krimkrigen 1853-56 bragte dennenye opfindelse til deres hjemlande. At ciga-retrygning har taget et saa voldsomt op-sving beror for en stor del paa, at i en for-jaget tid kan en cigaret naa at blive røgeti en lille pause, medens en god cigar for-drer sin tid, for at man ret kan nyde densfine aroma.

Som tidligere omtalt er mange damerefterhaanden blevet passionerede elskere afdenne lille, hvide papirpind, men først dogmeget tøvende, fordi det ikke var sømme-ligt at ryge. Selv haardkogte amerikanskereklamefolk maatte tage hensyn til denneindstilling. I en annonce for en bekendtamerikansk cigaret, vistnok fra 1920, ser

sit lyrisk-romantiske skuespil „Bertrand deBorn", skriver i „Rejsen til Kina":

„Af Cigarer man svart bedaares,paa Cuba røg vi Profitten op,for der var slet ingen Stinkadores,og endnu mindre en Radekop".

Det er givet, at der alligevel maa væregaaet mange af disse cigarer op i røg, forRadekops forretning gik udmærket.

Efterhaanden blev det coutume, at envelsitueret husherre efter en god middaginviterede sine mandlige gæster ind i sinprivate stue, hvor de saa delikaterede sigmed fine havanesere smukt nedpakkede igedigne trækasser. Dengang som nu komde bedste cigarer fra tre distrikter paaCuba, hvor den egentlige havanatobak avle-des.

Ingen regel uden undtagelse: paa Cubarøg de aristokratiske, spanske fruer dissefine cigarer, og det hævdes, at „Mavebæl-tet" oprindelig blev sat paa cigarerne, forat de gode damer ikke skulle faa tobaks-fingre.

Men nu til cigaretterne. Hvorfra stam-mer de egentlig? Fornylig meddelte endansk avis, at cigaretterne herhjemme har150 aar paa bagen, idet spanierne bragtedem med herop i 1807. De vakte ingen be-gejstring blandt godtfolk, men kun rædsel,fordi disse sydens børn skødesløst smedbrændende cigaretstumper rundt omkring,hvilken uskik førte til rygtet om, at Kol-

30

Om piberygning er fortalt en del. Herskal kun omtales, at de første piber her ilandet var lavet af ler. Senere kom kridt-piberne til. Merskumspiben blev førstfremstillet i Ungarn. Den berømte greveAndrassy hjembragte fra en balkanrejse ethvidt mineral, der kunne svømme paa vand.Han fik en Budapest-skomager Karl Kovacstil at udskære et pibehoved heraf, og datobaksrøgen af denne pibe fik en dejligsmag, optoges denne idé, og fint ornamen-terede, sølvbeslagne piber fremstod efter-naanden.

Men pibens interessante historie fra deførste indianske gravfund til den modernesnadde er saa omfattende, at man maarenoncere paa videre omtale her.

(fortsættes)

man et ungt par, som sidder paa en stenog betragter maanen. Den særdeles virileunge mand ryger en cigaret, og teksten for-tæller, at den søde pige blufærdigt sigertil ham: "Blow some my way" - „blæs lidtaf røgen herhen".

Ogsaa den skik at tygge tobakken stam-mer fra indianerne. De blandede tobakkenmed visse ingredienser, og under lange,strabadserende togter tyggede de dette pro-dukt, som hjalp dem til at undvære drikkeog føde i længere tid. Efter dette forbilledeer skraa fremstillet, og man forstaar godt,at denne form for tobaksnydelse egner sigglimrende for soldater og søfolk, som nemtkan udføre deres dont med en skraa i mun-den uden at frygte for, at blæsten skulletilintetgøre en cigaret, hvis en saadan brug-tes i stedet for.

Iøvrigt er kvartalet forløbet stille udennogen væsentlige begivenheder udover deovenfor nævnte.

Jeg kan maaske nævne, at paa vor nord-side skrider arbejdet med skehus og slagge-kran stærkt frem og vil blive fuldført i detkommende kvartal.

P R O F I L V Æ R K E TValseværksingeniør P. W. Mortensen.Grovværket.

3. kvartal er produktionsmæssigt gaaet sær-deles godt, skønt de planlagte sommerferie-

S T A A L V Æ R K E TMartiningeniør Carlo Poulsen.

Kvartalets produktion udgjorde 54.453 tonsmod sidste aars tilsvarende kvartals produktionpaa 59.761 tons.

Denne nedgang i produktionen er en følgeaf en tilsigtet tilpasning for valseværkernesbehov fremkaldt ved at undlade at sætte ovn1 i drift under de normale reparationer afovnene 2, 3 og 4 samt nedsætning af raa-jernsprocenten.

31

reparationer blev udført med en del forsinkelse.Hovedpunkterne i reparationen var mon-

tering af nyt forgreningsgear samt indbyg-ning af nye lejer i valsestolene.

Produktionen har været stor især paakniplertil finværket. Desværre kniber det lidt medat holde den rette orden og renlighed i øje-blikket grundet blokværkets nybygning, menforhaabentlig kommer vor fine orden igen.

Finværket.3. kvartal har været fint med høj pro-

duktion, dog kom vi ogsaa her sent i gangefter ferien; endvidere har der været tem-melig mange stop især paa tværtransportenfor traadringene; dette forhold prøver vi atløse inden næste valsning.

spændinger og gøre staalet finkornet. Pla-derne opvarmes til 920° C og afkøles der-efter relativt hurtigt i stillestaaende luft nedtil ca. 700—750° C, under hvilken tempe-ratur retningen foretages. Ca. 15—20 % afgrovpladeproduktionen skal normaliseres.

Produktionen siden aarets begyndelse harværet 62.185 tons eller 330 tons bedre endde 3 første kvartaler af 1957.

Mellempladeværket.Den 25. juli valsedes de første mellem-

plader. Selve valsningen kom hurtigt i en godgænge, og der var egentlig kun faa børne-sygdomme ved det mekaniske arrangement.Men der staar endnu nogle problemer, derskal løses: til rensning af emnernes overfladefor glødeskaller installeres et anlæg, der koblesind paa grovpladeværkets højtryksanlæg, ho-vedskruerne vil blive drevet elektrisk af tomotorer, ved platinovnens indgangsside mon-teres en magnetkran for anbringelse af em-ner paa rullebanen, og topvalsen bliver hy-draulisk afbalanceret i stedet for de firefjedre.

Produktionen siden starten og indtil 1. ok-tober har været 1.022 tons emner svarendetil 800 tons mellemplader.

Produktionen i 3. kvartal:

Knipler t. Færdig jern t.1957 1958 1957 1958

Grovv.. 14.736 15.529 4.426 6.109Finv. . . 13.157 13.586

Knipler t.Færdigjern t.1957 19581957 1958Grovv..46.314 50.99620.434

20.362Finv. . .37.141 45.030Ialt færdigjern . . .57.575 65.392

Produktionen for 1.-2.-3. kvartal:

Bedriftslægens beretning* * *

I juli kvartal er arbejdet, trods sommer-ferierne, forløbet støt og roligt. Noget sær-ligt kan dog ikke meddeles, da resultaterneunddrager sig offentliggørelsen.

E. Steenberger.

P L A D E V Æ R K E TValseværksingeniør J. Skov.Grovpladeværket.

I valsehal 5 er kran 22 taget ned, fordider til stadighed maatte foretages store repa-rationer ved den, som udskiftning af køre-hjul og drev i gearkasse. Det er et stortsavn at skulle undvære den, men naar densaa kommer op igen, er det med fornyetløbekat og bredere travers.

Til opstilling i valsehal 5's nordside erbestilt en normaliseringsovn med tilhørenderullebaner og rulleretter for max. 40 mmvarme plader. Formaalet med normaliseringaf visse skibsplader er at udligne deres indre

32

Den 1. oktober trak ingeniør Kru-høffer sig tilbage fra sin stilling somLloyd's inspektør ved Staalvalseværket. Deter med vemod, at vi, der i mange aar hararbejdet sammen med inspektør Kruhøffer,tager afsked med ham.

Lige fra værkets forholdsvis beskednestart har vi leveret materialer til skibsbyg-ning og derfor haft med Lloyd's at gøre.For alle, der har kontakt med skibsbyg-ning, staar Lloyd's Register med sine tra-ditioner i et ganske særligt lys. Hele in-spektør Kruhøffers personlighed passer paausædvanlig harmonisk vis til de egenska-ber, som vi forbinder med Lloyd's Register,rolig, velovervejet autoritet forbundet medhjælpsomhed og absolut korrekthed.

Efter værkets udbygning med pladevær-

ket har inspektør Kruhøffer i de senereaar udelukkende gjort tjeneste som Lloyd'sinspektør ved Staalvalseværket. Særlig idisse senere aar er der opstaaet et forholdmellem inspektør Kruhøffer og værket, somligger langt over det sædvanlige, hvad hjer-telighed og gensidig tillid angaar.

For de mange aar, vi har haft et godtog behageligt samarbejde, skal der her ud-trykkes værkets varmeste tak og anerken-delse over for inspektør Kruhøffer.

Det vil samtidig være naturligt ogsaaher at byde inspektør Kruhøffers efterføl-gere, inspektørerne Dalgaard og Dinesen,velkomne ved værket, idet vi er forvissetom, at samarbejdet med d'herrer vil for-løbe godt efter de bestaaende traditioner.

Caprani Winkel

33

ET VAR I JANUAR 1943, vort, d. V. s.Lloyd's Registers samarbejde med

D. D. S. begyndte. Efter forudgaaende tele-fonsamtale blev vi af daværende direktørS. Ringsted i brev af 4. januar 1943 anmo-det om at komme til Frederiksværk den7. s. m. for at overvære afprøvningen afen 35 ts. prøvemaskine. Og med dette mitførste besøg indledtes da et langt og frugt-bart samarbejde mellem D.D.S. og Lloyd'sRegister, som stadig paagaar og forhaa-bentlig vil fortsætte langt ud i fremtiden,ogsaa efter min afgang pr. 30. sept. 1958.

Nu er 15-16 aar jo ikke i sig selv nogetlangt aaremaal, men med den rivende ud-vikling, der er foregaaet indenfor værketsrammer, vil de, der kan huske begyndelsen,sikkert give mig ret i, at der lige saa velkunne være tale om en menneskealder ellerto, og de, der senere er kommet til, vilantagelig betragte denne artikel som gam-melmandssnak, „en røst fra graven" eller ibedste fald en krønike.

Naa, men maskinen blev altsaa afprøvetog fundet tilfredsstillende, og efter at desædvanlige undersøgelser og mere ellermindre komplicerede prøver af staalet varforetaget og havde vist, at dette var baadestærkt og sejgt, udfærdigede jeg en ud-førlig rapport, som jeg indsendte til - migselv. Det var jo i besættelsestiden, og for-bindelsen med hovedkontoret i London var

afbrudt. Og paa basis af denne gunstigerapport blev altsaa værket „approberet"som berettiget til at fremstille "Sectionsand bars" til skibe, klassede eller som ag-tedes klassede i Lloyd's Register. Senere, dakrigen var forbi, blev denne approbationofficielt godkendt af hovedkontoret i skri-velse af 11. september 1945.

Men tilbage til værket. Der var kun toovne, hver paa 30 t, og de blev fyret medgeneratorgas, og det samme gjaldt blokovnog knippelovn. Olie fandtes kun sparsomtog til andet brug, og selv kul kunne detknibe med, hvilket man blandt andet fikat mærke, naar man i buldrende mørkedampede hjemad med Frederiksværkbanen,og røg og gnister stod op af lokomotivetsskorsten som af et ildsprudende bjerg, hvadenten man nu fyrede med tørv eller „snus".

Naa, det var nu heller ikke saa ofte, ensaadan rejse blev foretaget, thi for det før-ste fremstillede værket kun profiler ogrundjern (særlig nittejern), og for det an-det var hele produktionen af ret beskedentomfang, i 1943 saaledes 23.500 t, deraftil Lloyd's 460 t.

Vi blev som regel tilkaldt enten skrift-ligt eller pr. telefon, naar man ønskede etlille parti vinkel- eller rundjern klasset, ogbagefter fik vi saa tilsendt certifikaternetil underskrift. Disse første certifikater be-tegnedes af værket med L eller LL

34

i 1956: 76.150 t og endelig i 1957:79.604 t.

Det siger sig selv, at med en saadan ud-vikling maatte ogsaa tilsynet omlægges, ogi begyndelsen havde jeg to faste dage omugen, men som produktionen voksede, blevdet senere nødvendigt med tre dage.

I det hele taget kan det siges, at nogenren sinecurepost har det ikke været, thisammen med produktionen er ogsaa „pa-pirarbejdet" og kontorarbejdet vokset, menjeg har kunnet lide mit arbejde, og jeghar mødt velvilje og imødekommenhed fraalle sider.

Jeg vil derfor gerne benytte denne lej-lighed, da jeg staar for at skulle tage af-sked med en virksomhed, som jeg alledage har interesseret mig stærkt for, og somjeg er kommet til at holde af, til at bringealle og enhver, som jeg har haft berøringmed, min hjertelige tak for godt samar-bejde, idet jeg samtidig udtaler mine bed-ste ønsker for Det Danske Staalvalseværk'sfremtidige lykke og fremgang.

(Lloyd's) og et løbenummer, og at detikke var noget overvældende antal, detdrejede sig om, fremgaar deraf, at i juni1943 var man ikke kommet længere endtil L 2 a og L 2 b, i marts 1944 til L 17 ogL 18, i maj 1944 til L 19 og L 20, i juni1943 til L21, i august 1944 til L 26, inovember 1944 til L 27, i februar 45 tilL 29, i februar 46 til LL 38, i januar 1947til LL 50 (4 aar efter godkendelsen!), ijanuar 1948 til LL81 og i september 1949til LL 164.

Her i efteraaret 1949 begyndte plade-værket og de dermed i forbindelse staaendestore udvidelser af hele værket at spilleind. Nu blev værket godkendt for fremstil-ling af "Plates, Sections and Bars", og derbegyndte at komme fart over produktionen.

I 1950 klassede vi (d. v. s. jeg, thi jeghavde pr. 1/10 1949 taget min afsked ogvar blevet genansat udelukkende for attilse Staalvalseværket) 12.271 t, i 1951:29-790 t, i 1952: 52.516 t, i 1953: 52.197t, i 1954: 47.800 t, i 1955: 54.315 t,

Surveyor for Steel Inspection Lloyd's Registerof Shipping, Copenhagen.

35

N y kajkran under montage

N y kajkran færdig.

Fra montagen af blokværket.

Begyndelsen til det nye 36

Kontorchef Jessen, som fylder 50 aar den7. november, tiltraadte sin stilling i januar 1942som den første funktionær ansat paa værket.

Det er ret ualmindeligt, i saa forholds-vis ung en alder — kun 33 aar — at blivebetroet saa ansvarsfuldt et hverv. Men detviste sig hurtigt, at man havde været sær-deles heldig i sit valg, thi ikke alene harkontorchef Jessen fremragende lederegenska-ber, men tillige en uhyre arbejdsevne, som dertil tider trækkes endog meget store veksler paa.

Han blev i aarenes løb en af værkets so-lideste støtter — jysk af blod — sejg ogudholdende. Han overkommer en mængde,men virker takket være sin rolige og vel-afbalancerede natur aldrig fortravlet.

Foruden ledelsen af værkets mange kon-torafdelinger er han med sin humane ind-stilling den altid forstaaende og hjælpsommepersonalechef.

Kontorchef Jessen er særdeles agtet, saavelindenfor værkets rammer som blandt de tal-rige forretningsforbindelser han nødvendigvismaa være i kontakt med.

Naar vi ønsker til lykke paa 50-aarsdagen,er det med følelsen af den tryghed, det gi-ver at have en mand som Jessen i ledelsen.

Hjertelig til lykke! Ø

klubs 40 aars jubilæum. Damerne tabte 4-2,men de spillede en god kamp, saa uafgjorthavde været mest retfærdigt.Det samlede resultat af matchen blev uafgjort.

Joseph Nielsen.* * *

T E N N I SSaa er sæsonen afsluttet, og selv om der

maaske ikke var lige saa meget liv paa ba-nerne som sidste aar, dels paa grund af daar-ligt vejr i sommerens begyndelse, dels paagrund af andre aarsager som sygdom, lyst-fiskeri o. s. v., maa vi dog sige, at det harværet en god sæson.

Medlemstallet er steget til 63, og der blevspillet klubturneringer og en del klubkampe.

Dem vi tabte, vil vi ikke tale om, der-imod er vi meget stolte af at have vundet envandrepokal ved at slaa Ølstykke og KyndbyTennisklub. Vi haaber, at 1959 bliver mindstlige saa god som den forløbne sæson,

K. Schermer.

S P O R T E NSommerturneringen i fodbold mellem af-

delingerne blev vundet af reparationen. Ogen revanchekamp mellem reparationen og etudvalgt hold blev vundet af de udvalgte.

Den aarlige pokalkamp mod B. & W. ernu afsluttet. Onsdag den 17. september varet herrehaandboldhold inde i idrætshallen ogspillede uafgjort 10-10. Det er første gang,vi har opnaaet saa fint et resultat, saa næstegang skulle vi gerne vinde.

Den 20. september blev fodbold, skydningog roning afviklet. I fodbold blev vi forførste gang slaaet og med ikke mindre end6-0; det skal hævnes næste gang.

Vi vandt skydningen med 14 point, etfint resultat.

Roning vandt vi med flere længder, mendet skyldtes sikkert, at Boysen skulle skyndesig hjem.

Lørdag den 4. oktober var vi inde medet dame-haandboldholdg til B. & W.'s idræts-

37

Otto Jørgensen, 60 aar,5. novbr., staalværk.

Karl Petersen, 50 aar,3. decbr., pladeværk.

Chr. Svendsen, 50 aar,21. decbr., staalværk.

Axel Olesen, 50 aar,29. decbr., grovværk. Børge Nielsen, 50 aar,

24. decbr., bygningsafd.Hans Hansen, 50 aar,29. decbr., bygningsafd.

Peder Sørensen, 50 aar,24. decbr., færdiglager.

N Y A N S A T T E :

Mona Jensen, ass., maskin-bogholderi, 15. august,

Ellinor WestergaardMadsen, ass., proft, l.sept.

Grethe Christensen, ass.,maskinbogholderi, 21. juli.

Anne Jørgensen, medhj.,hulk.-pl.værk, 1. juli.

I STÅLBÅNDET NR. 3HAR VI GLEMT: F O R F R E M M E L S E :

Leif Slot, teknisk assistentel-værksted, 1. juli.

Doris Rieks-Petersen, elev,8 . april. Eva Andersen, overassistent, 1. juli.