I N D H O L D :Den 27. maj 1959 ................................ 3Dem vi mistede..................................... 4Rapport fra møde i samarbejdsudvalget 6Fra sikkerhedsfronten ........................... 11Vore maskiner og anlæg:

Siloanlæg i staalværket..................... 12Blokvalseværket ............................... 13

Olsen .................................................... 18Kongeligt besøg ................................... 20Skotten paa DDS.................................. 22Fra afdelingerne ................................... 26Feriekvaler ........................................... 28Kunst paa arbejdspladsen ..................... 29DDS skak ............................................. 33Fodbold i Oslo...................................... 33Til lykke ............................................... 35

F O R S I D E :Fra manøvrehuset i blokvalseværket

af Victor Brockdorff.

B A G S I D E :Motiv fra blokvalseværket.

Redaktionel medarbejder: K. MelchiorsFoto: Poul Hansen m.fl.

Tryk:Kay Hansens bogtrykkeri,

Frederiksværk

R O B E R T M A D S E N - � 2 3 . J U N I

Mandag den 23. juni døde vor ar-bejdskammerat Robert Madsen kun 49aar gammel.

Han var mødt første dag efter sinferie og passede som sædvanligt sit ar-bejde som 1. smelter ved ovn 3. Vedmiddagstid følte han sig imidlertid sygog blev kørt til sit hjem, hvor handøde, inden lægen kom til stede. Aar-sagen var antagelig en blodprop.

Robert Madsen, der oprindelig varudlært som former, kom til staalvalse-værket den 16. november 1943, ogbortset fra 4 maaneders fravær i 1947har han siden været beskæftiget vedSM-ovnene.

Vor dybeste medfølelse samler sig omRobert Madsens hustru. Selv var RobertMadsen en god og dygtig arbejder, somvi vil savne.

Æret være hans minde.Poul Dressler.

P E R S O N A L E B L A D udgivet af

D E T D A N S K E S T A A L V A L S E V Æ R K A / SF R E D E R I K S V Æ R K

RedaktørKNUD NIELSEN

2

ET VAR EN MORGEN som hundreder tidligere. Arbejdet i hallen gik i sinvante rytme. Ovnene buldrede og brænderne kastede hvæsende mæng-

der af olie ind i ovnene, medens ildtungerne slikkede om luger og lemme.Kranerne kørte til og fra og tømte den ene mulde skrot efter den anden iovnens graadige flammende dyb. Majsolen lyste over fjorden og landet ogvarslede en dejlig foraarsdag.

Da skete det!Et frygteligt drøn rungede gennem hallen og alt forvandledes i et nu til

støv og ild. Mennesker og materiel slyngedes væk ved eksplosionens vældigekraft. - Paa et øjeblik var arbejdspladsen forvandlet til et rygende helvede.Uden at vide, hvad der virkelig var sket, famlede de mere eller mindreuskadte sig gennem en uigennemsigtig støvtaage, hvor flammer hist og herflakkede ildevarslende. Mennesker ledte efter mennesker i dette inferno.

Det var sikkert ikke helte, der hin morgen arbejdede ved ovnene, menalmindelige følsomme og bange mennesker, som vi er flest.

Saa meget større beundring skylder vi dem, at de overvandt deres frygtog alene i disse første minutter søgte efter deres hjælpeløse tilskadekomnekammerater uden tanke for egen sikkerhed - indtil hjælpen strømmede tiludefra.

Deres indsats er ufattelig for os, der paa dette tidspunkt var fjernt frakatastrofestedet, og det kan være svært at undertrykke en følelse af skyldoverfor disse mennesker: at man ikke selv var en af dem.

Og de tilskadekomnes angst og smerte!Selvfølgelig kan vi med sandhed sige, at vi føler med dem. Men deres

smerter kunne vi ikke lindre. Det eneste, vi positivt kan gøre er, at forsikredem vor medfølelse og være med til at sørge for, at de paagældende familierikke kommer til at lide økonomiske afsavn. Det er al den trøst, vi kan give.

Men de fleste tanker gaar nok til de fire omkomnes efterladte. -At sige at disse mænd faldt paa ærens mark er vist banalt - men de satte

livet til under udførelsen af et ærligt arbejde.Og herfor skal deres minde æres. KN

3

DEM VI MISTEDE

Ved ulykken den 27. maj foraarsaget af en eksplosion i S. M. ovn nr. 4 under chargeringen blev 12 af vore arbejdskammerater kvæstet, heraf 4 saa alvorligt, at det fik døden til følge.

Disse fire arbejdere var:

Albert Bøge Vallentin Petersen, født 25. august 1916 i Bjergsted Bøge, som han kaldtes, blev ansat paa staalvalseværket 30. marts 1955 og arbejdede paa dag- holdet det meste af den tid, han var her. Han boede i Huseby pr. Helsinge, var gift og efterlod sig hustru og 7 børn, hvoraf 5 er hjemmeværende. Bøge Petersen blev begravet i Smidstrup ved Fredericia den 30. maj.

Knud Vognsgaard Silkjær, født 28. oktober 1913 i Gudum. Knud Silkjær blev ansat paa staalvalseværket den 16. maj 1953, hvor han arbejdede ved ovnene det meste af tiden som første smelter. Knud Silkjær havde sit hjem i Skævinge, og han efterlader sig hustru og 3 børn. Silkjær blev begravet i Skævinge den 31. maj.

Knud Erik Nielsen, født 30. november 1926 i Boksmark pr. Varde. Knud Nielsen blev ansat paa staalvalseværket den 26. april 1954. Han arbejdede ved ovnene og paa skrotbroen og blev derefter kranfører paa chargerkranerne. Knud Nielsen boede i Rosen- parken i Kregme og efterlader sig hustru og 2 børn paa henholdsvis 5 og 7 aar. Nielsen blev begravet i Kregme den 1. juni.

Hans Petersen, født 8. januar 1899 i Helsinge. Hans Petersen blev ansat paa staalvalseværket 13. maj 1952, hvor han arbejdede ved forskelligt arbejde baade paa skiftene og nu sidst paa dagholdet. Hans Petersen boede i Nejlinge pr. Helsinge. Han efterlader sig hustru, men ingen børn. Petersen blev begravet paa Helsinge kirkegaard den 31. maj.

Bøge Petersen, Knud Silkjær, Knud Nielsen og Hans Petersen var alle afholdte af saavel ledelsen som af arbejdskammerater, de var alle dygtige, flittige og omgængelige arbejdsmænd, der gjorde deres fag ære.

Vor dybeste medfølelse samler sig om disse vore kammeraters hustruer, børn og familie, og vi udtaler et æret være deres minde.

Poul Dressler, tillidsmand.

4

Knud Vognsgaard Silkjær.

Albert Bøge Vallentin Petersen.

Hans Petersen.

Knud Erik Nielsen.

5

men ogsaa af arbejdskammerater og virk- somheden.

Lad os et øjeblik mindes disse gode mænd:

„Æret være deres minde". Derefter blev givet en kort orientering

om den økonomiske hjælp til de efterladte, saavel fra ulykkesforsikringen, som fra vær- kets fonds m. v., og den rent praktiske hjælp til klaring af de problemer, som op- staar ved en saadan ulykkelig hændelse.

Navnene paa de 11, der yderligere var kommet til skade, blev nævnt: Heraf blev 6 indlagt paa sygehus, men 4 er atter ud- skrevet. Det er med glæde, at vi kan op- lyse, at alle, der endnu ikke er kommet i arbejde, er i god bedring.

Som et eneste lyspunkt i hele denne tra- giske ulykke var den enestaaende hjælpsom- hed, der fremvistes af alle ansatte.

Paa direktionens vegne udtalte overinge- niør Christiansen en varm tak og beundring for den indsats, der under de uoverskuelige og farlige forhold blev ydet for at skaffe de tilskadekomne ud fra katastrofestedet.

Endvidere udtryktes beundring for den gode indsats, der blev ydet fra hospitalets side, samt fra ambulancer og andre, der deltog i transporten af tilskadekomne.

Ulykken har vakt megen opmærksomhed i hele landet og langt ud over dets grænser. Værket har modtaget et stort antal kondo- lencetelegrammer og breve fra ind- og ud- land, og som det første fra deres majestæter kongen og dronningen.

Ing. Lang redegjorde for, hvad der var sket og foretaget indtil nu paa grundlag af undersøgelser og afhøringer:

Umiddelbart efter ulykken mødte politi- mester Sv. Holten og kriminalassistent Ve- sterbirk, og paa et møde afholdt kort efter, hvor direktør Østergaard, overingeniør Christiansen, ing. Schaldemose og CEL var til stede, blev det besluttet snarest at faa sprængningskyndige til at se paa ovnen.

R a p p o r t f r a

MØDE I SAMARBEJDSUDVALGET

30. juni 1959

Til stede:A. -gruppe.B. Christiansen (BC)B. Jensen (BJ)(C. E. Lang) (CEL)P.W. Mortensen (PWM)K. Nielsen (KN)K. Schaldemose (Sch)J. Skov (JS)

B.-gruppe.E. Ambus (EA)P. Dressler (PD)Sv. Aa. Hansen (SvH)H. Jørgensen (HJ)K. Madsen (KM)E. Kjeldgaard

Nielsen (EKN)

Fraværende: Direktør A. Østergaard.

Dagsorden:Redegørelse for ulykken i staalværket

den 27. maj 1959

Overingeniør Christiansen indledte medat overbringe en hilsen fra direktør Øster-gaard, der desværre var forhindret i at del-tage paa grund af sygdom og udtalte:

Direktionen har fundet det naturligt paanuværende tidspunkt at give samarbejdsud-valgets medlemmer en fyldig orienteringom alle faser af den frygtelige ulykke, somramte vor virksomhed om morgenen den27. maj.

Rygter vil altid opstaa ved en katastrofeaf saadant omfang, og vi ønsker, at alle,der daglig færdes rundt i virksomheden,faar saa korrekt et billede af det skete, sommuligt.

Overingeniøren oplæste navnene paa deomkomne:

Albert Bøge Vallentin Petersen, Husebypr. Helsinge.

Knud Vognsgaard Silkjær, Skævinge.Knud Erik Nielsen, Kregme.Hans Petersen, Nejlinge pr. Helsinge,

og udtalte:De blev dræbt midt i udførelsen af

deres daglige gerning. De vil blive sav-net, først og fremmest af de efterladte,

6

get nær i ovnens midterlinie. I højde med herdens forkant havde krateret en udstræk- ning bagud paa 2,7 m og i ovnens længde- retning 3,3 m. Krateret gik helt ned til her- den i forkanten, og forvæggen var ren for skrot i kraterets bredde (3,3 m).

Derefter er hele herden undersøgt og en del emner, der kunne minde om spræng- stykker er frasorteret til nærmere under- søgelse, herimellem 2 stykker, der meget stærkt mindede om dele fra skulderstykket paa en eller anden trykflaske. En nærmere undersøgelse, der ikke er helt afsluttet, lader imidlertid formode, at disse stykker ikke kan hidrøre fra en trykflaske. Efter- haanden som herden blev fjernet og slaaet i stykker, undersøgtes de dele af skrottet, der ikke hidtil kunne frigøres, og herved er frasorteret et antal smaadele, som er overladt Forsvarets Krigsmaterielforvaltning til nærmere undersøgelse.

Ved udrensning af slaggekamrene er ikke fundet dele af interesse for undersøgelserne.

I vandkamre og ovnlemme er ved opskæ- ring fundet stykker, der er slaaet igennem pladekappen, men en analyse af disse styk- ker giver ingen oplysning, der kan identi- ficere arten af et sprænglegeme, ligesom beregninger af gennemslagskraften viser, at hastigheden er for ringe til at hidrøre fra selve sprænglegemet. De videre undersøgel- ser af disse stykker forventes ikke at ændre ved denne antagelse.

Efter oplysninger fra personer, der op- holdt sig paa vestkajen, er der faldet en del større stykker, formentlig murbrokker fra ovnen, i havnebassinet indenfor et me- get begrænset omraade. I haab om, at noget af dette kunne give oplysninger af interesse, har frømænd fra Søværnets dykkerskole af- søgt dette omraade (ca. 20 X 20 m) uden dog at finde noget af interesse. Slam paa bunden forhindrer, at mindre ting har kun- net observeres. Drejer det sig om sten fra ovnen, som antaget, vil disse paa grund af

Fra Forsvarets Krigsmaterielforvaltning mødte oberstløjtnant K. H. Nielsen og værkmester Petersen og senere oberst Tage Hansen og kaptajn Hjalf.

Ligeledes mødte Justitsministeriets sprængstofkonsulent, direktør Gerhard Hansen, Statsprøveanstalten.

Fabrikinspektør Bidstrup, Hillerød, blev underrettet af værket og mødte sammen med ing. Mollerup og maskinmester Ples- ner.

Saa snart slukning var foretaget af de uvæsentlige brande, herunder afkøling og fjernelse af oxygenflasker, blev hele omraa- det gennemfotograferet, for at oprydning snarest kunne paabegyndes.

Ved en orienterende undersøgelse om- kring ovnen blev konstateret flere perfore- ringer i opretstaaende dele, samt vandkar- me og lemme, og enkelte sprængstyklignen- de dele blev fundet uden for ovnen. I selve ovnen var det ikke muligt at komme de første dage, dels paa grund af varmen og dels af hensyn til risikoen for nedskrid- ning af hvælvingens jernkonstruktion m. v.

Eksplosionens virkning var af et omfang, som faktisk ikke er kendt tidligere noget sted, saa vidt vides ikke engang under kri- gen ved bombning af staalværker.

Om aarsagen kan endnu kun gisnes, men det maa staa klart, at der er indført noget eksplosivt i ovnen, som er aarsagen. Eksplo- sioner i oliefyrede ovne af driftstekniske aarsager kan ikke finde sted og er heller ikke kendt noget sted.

Undersøgelse af ovnen (herden) paabe- gyndtes endeligt mandag den 1. juni, ved at hvælvingens stenlag, der var styrtet ned paa herden blev fjernet og selve eksplo- sionsstedet derefter undersøgt omhyggeligt for alle løse dele, som dog ikke har givet nogen oplysning om karakteren af det, der har foraarsaget sprængningen.

Det er konstateret, at eksplosionen har fundet sted i forreste del af herden og me-

7

deres temperatur i nedfaldsøjeblikket gra- nulere til mindre stykker.

Afhøringer af personel, for om muligt ad denne vej at finde frem til oplysninger, der kunne give et spor at arbejde efter, er fore- taget af kriminalpolitiet. Der er foretaget ca. 55 afhøringer omfattende tilskadekom- ne, natholds- og dagholdsfolk ved ovnene, paa skrotbro og skrotplads, funktionærer og øjenvidner, der paa afstand tilfældigt har set op mod ovnhallen i eksplosionsøje- blikket.

Af afhøringerne fremgaar, at der hverken paa natholdet eller paa dagholdet indtil eksplosionen er foregaaet noget unormalt ved ovnen.

Det er konstateret: at ovn 4 er tappet kl. 5,30, repareret til

næste charge og klar til paasætning faa min. før kl. 6,00.

at der ved skiftetid kl. 6,00 stod et slæng skrot ved ovn 4, et slæng paa skrot- broen + et ikke færdiglæsset slæng.

at der er paasat ialt ca. 63 t, hvoraf 3 hele slæng skrot, og af 4. slæng 2 å 3 mulder paasat i sydlige lem, hvorefter eksplosionen skete ca. kl. 6,50.

at skrottet bestod af alm. let skrot -f- ind- løb og pladeklip + vragjern. Ingen har hæftet sig ved beholdere, pakker eller tønder. Pakker er fundet i ov- nen, men tønder er ikke konstateret.

at det ikke er muligt at konstatere, hvor- fra det paagældende skrot er leveret, idet der er taget overalt i skrotbunken.

at alle, der er beskæftiget ved skrotlast- ning er klar over, hvad de skal se efter.

at folkene efter eksplosionen især har hæftet sig ved, hvad pakker og tøn- der kan indeholde, idet der normalt kun stikprøvevis foretages kontrol af indholdet. (Pakker og tønder er indtil videre forbudt at chargere).

Orientering af offentligheden om under- søgelsernes forløb er sket gennem dagspres- sen 12/6 paa grundlag af et møde paa D.D.S. dagen før, indkaldt af politimeste- ren, hvor der paa grundlag af de forelig- gende oplysninger fra Forsvarets Krigsma- terielforvaltning og kriminalpolitiet blev formuleret en udtalelse, der udsendtes gen- nem Ritzau's Bureau. I mødet deltog bl. a. politimester Sv. Holten, kriminalassistent Vesterbirk, oberstløjtnant K. H. Nielsen, fabrikinspektør C. Bidstrup og fra værkets side BC - Sch - P. Dressler - CEL.

Det skal bemærkes, at den lokale presse og en del af de større blade f. eks. Ber- lingske Tidende bragte meddelelsens fulde ordlyd, medens andre forvanskede disse op- lysninger i større eller mindre grad.

Der er ikke i det forløbne tidsrum til mødet i dag (30/6), fremkommet oplysnin- ger, som kan afkræfte eller bestyrke den ene teori fremfor den anden af det i foran- nævnte meddelelse udsendte.

Den 3/6 fandtes i skrottet en container med 16 stk. patronhylstre til 37 mm grana- ter af tysk oprindelse, hvilket forstaaeligt nok vakte en del røre ikke mindst i pres- sen. Containeren bar tydelige spor af at have ligget længe i vand. I en del af patron- hylstrene fandtes endnu noget rørkrudt (drivladning til projektilet), men det var saa udvasket, at det sikkerhedsmæssigt maa betragtes som temmelig ufarligt. Det maa formodes, at der i ovnen højst kunne være kommet en stikflamme ud af hylstrene.

Tilfældet viser derimod, at der er grund til at være meget opmærksom overfor kas- ser og pakker etc.

Kriminalpolitiet i Frederikssund har for- anlediget et spørgeskema rundsendt til skrothandlere m. v. gennem politikredsene, hvor forhold om skrot i almindelighed og behandling af ammunitionsgenstande etc. bedes besvaret, ligesom der er aflagt besøg paa skrotpladser rundt om i landet.

8

sion i en 200 t SM-ovn af samme type som vore. Ovnen har 5 lemme, og her var sprængstof indført i yderste højre lem. Skaden var lokal, idet kun herden var slaaet i stykker lige under eksplosionsstedet helt ned til understøtningen.

Heller ikke i dette tilfælde lykkedes det at konstatere, hvilken form for sprængstof der var indført i ovnen.

Overingeniør Christiansen oplyste, at vi netop havde modtaget meddelelse om en eksplosion, som havde fundet sted paa et mindre staalvalseværk i Rasselstein i Tysk- land, som vi har forbindelse med. Eksplo- sionen var sket i en 60 t ovn den 24. maj i aar og har en vis lighed med, hvad der er sket hos os, dog i langt mindre omfang. En mulde var netop paasat ovnen, og efter at lemmen var lukket, skete eksplosionen, der rev lemmene af og forplantede sig op gennem hvælvingen, som faldt ned paa her- den. Ovnens vægge blev ikke beskadiget. De øverste stenlag i gitterkamrene blev slaaet ud af leje, og ca. 120 m2 af ovnhal- lens tag blæste væk.

Overingeniøren gav derefter en oriente- ring om sikkerhedsforanstaltninger m. h. t. skrot, den materielle skade paa ovn og byg- ninger etc, og indvirkningen paa værkets produktion.

Der er som allerede oplyst givet forbud mod at gamle pakker og tønder indtil videre chargeres. Det overvejes, om det lager, vi har af pakker, skal klippes i stykker, naar evt. saks, der er egnet hertil, er fremskaffet, hvilket foruden det rent sikkerhedsmæssige fremover vil betyde visse fordele, eller om disse skal gaa videre til andet firma, hvor saadanne pakker alligevel klippes i stykker inden anvendelsen.

Fremtidig modtager vi kun pakker med en største tykkelse af 20 cm, og tønder af- vises kategorisk. Alle beholdere skal være gennemskaaret, d.v.s. at hullet i saadanne beholdere for ventil eller rørtilslutning ikke

Undersøgelserne er iøvrigt langt fra fær- dige. Paa nuværende tidspunkt har Forsva- rets Krigsmaterielforvaltning afsluttet sine første undersøgelser af de frasorterede sprængstyklignende genstande, og hele ma- terialet er afleveret til Statsprøveanstalten til kontrol og udvidede analyser. D.D.S. deltager i et vist omfang i disse under- søgelser.

Forsvarets Krigsmaterielforvaltning er i øjeblikket i gang med kontrolberegninger for at bedømme mængden af det spræng- stof, der skal til for at forvolde den skete skade paa ovnen. Disse beregninger kan na- turligvis kun blive en rettesnor for mæng- den af sprængstof, saa man deraf kan skøn- ne størrelsen (rumfanget) af det, der maatte være indført. Tilsvarende undersøges, hvor stor en eventuel trykflaske skal være for i en given situation at kunne fremkalde en saadan eksplosion, om dette overhovedet vil være muligt.

Fra firmaet Maerz Ofenbau A.G., Zürich, der forestaar ombygninger og reparationer af vore ovne, har vi efter henvendelse faaet oplysning om 2 tilfælde, hvor firmaet er bekendt med, at sprængninger har fundet sted i SM-ovne.

I Frankrig har i 1956 fundet en eksplo- sion sted i en 100 t ovn, hvor aarsagen for- modes at være en granat, en mine eller noget plastisk sprængstof, uden at man se- nere er kommet til fuld klarhed herover.

Skaden var begrænset. Hvælvingen var faldet ned, medens dennes jernkonstruktion var saa godt som ubeskadiget. Et hjørne af ovnen ved en yderlem var beskadiget, og ovnlemmen slynget op paa hvælvingskon- struktionen, endnu fastholdt af kæden. En smule af bagvæggen i ovnens ene ende var væltet ud.

Det interessanteste ved dette tilfælde var, at denne eksplosion først fandt sted 15 min. efter, at sidste mulde var paasat ovnen.

I Linz i Østrig skete i 1948 en eksplo-

9

fremtidig vil være tilstrækkeligt. Paa skrotbroen er sat 2 ekstra mand paa

hvert skift, der kun har til opgave at følge magneternes aflæsning af skrot i mulderne, hvilket skulle øge muligheden for at obser- vere evt. mistænkelige genstande.

Skal vi bedømme forholdet rent statistisk, maa det siges, at vi i de siden krigen for- løbne 14 aar har fundet meget lidt i skrot- tet, der kan betegnes som farligt, og en langt mindre del er naaet frem til ovnene, hvor der ikke tidligere kan siges at være sket noget alvorligt.

Vor aftale med skrothandelen er baseret paa den svenske ordning om ansvar for, at skrot skal leveres uden farlige ammuni- tionsgenstande m. v. Det bør her nævnes, at det skete har berørt vore skrotleveran- dører dybt, og at man derfra er indforstaaet med, at der yderligere skal gøres en indsats for at undgaa farlige genstande. Vi bør vel ogsaa sige, at det ud fra den nuværende kontrol vil være vanskeligt at forøge sikker- heden yderligere.

Det forsøges, om vi med hjælp fra For- svarets Krigsmaterielforvaltning kan faa oplysninger til at fremstille plancher eller

evt. en instruktionsbog, indeholdende bil- leder eller tegninger af flest mulige hidtil kendte ammunitionsgenstande, som ved ud- sendelse til skrotpladser landet over vil kun- ne medvirke til at identificere farlige gen- stande, hvor især delvis demonterede bom- ber o. 1. kan være vanskelige at erkende som ammunitionsgenstande.

Den materielle skade paa ovn, bygninger og kran 17 andrager godt 2 mill. kr. Ved energisk indsats saavel udefra som fra vore egne afdelinger, beskæftiget med genopbyg- ningen, ser det ud til, at ovn 4 atter kan være i drift omkring 1. august. Midlertidigt erstattes kran 17 af en chargerkran opbyg- get af dele dels fra kran 17, dels fra kran 4, der for nylig er demonteret. En ny charger- kran af samme type som kran 54 er sat i ordre, men kan ikke leveres foreløbigt.

Produktionstab regnes at kunne overvin- des ved forøget anvendelse af raajern og ved at ovn 1 er sat i drift. Selve produk- tionsforløbet vil blive normalt takket være velvillig ændring af ferierne fra personellets side i valseværksafdelingerne.

Mødet sluttet kl. 16,20. C. E. Lang.

SM-ovn 4 efter eksplosionen.

10

Fra sikkerhedsfronten Sikkerhedsingeniør C. E. L A N G

Antal personskader pr. maaned. Oversigten omfatter alle indgaaede rapporter bortset fra tilfælde vedrørende ituslaaede briller

eller ødelagte proteser, hvor iøvrigt ingen personskader er sket.

I maanederne marts, april og maj 1959 er sket en personskade for hver 89, 72 og 37beskæftigede, hvilket svarer til, at henholdsvis 1,1 %, 1,4 % og 2,7 % af samtlige ansatteer kommet til skade. CEL

11

Vore maskiner og anlæg:

Tilsatsniaterialerne til SM-ovnene saasomflusspat, glødeskaller, magnesit, dolomit ogkalk har hidtil været opbevaret forskelligesteder paa værket og givet anledning til ube-hageligheder og besværlige transporter.

Til afhjælpning af disse forhold bliver dernu installeret et centralt siloanlæg med ialt11 enkeltsiloer hver med et rumfang paa ca.20 m3. Anlægget anbringes paa vestfacadeni ovnhallens forlængelse, og saaledes at silo-erne kan tømmes direkte i mulderne paamuldevogne, som ad det normale spornet kanrangeres ind foran ovnene. Anlægget er vistskematisk paa vedstaaende skitse. Det ankomnemateriale tømmes fra bil ned i grubben A,hvorfra det med en kopelelevator B føres

til et fødearrangement C, som afleverer ma-terialet paa en baandtransportør D. Overenden paa dette baand afleveres materialet tilen underliggende transportør E, som kørerpaa skinner paa toppen af siloerne og saa-ledes kan indstilles til at aflevere materialetover den ene eller anden ende til den silo,der skal fyldes. Transportbaandet paa dennetransportør kan køre begge veje.

Siloerne er i bunden forsynet med spjæl-dene F. Aabnes et af disse, strømmer mate-rialet ned i en fordelertragt G hængende iskinner under siloerne. I tragten findes etspjæld, hvorved materialet kan føres til denene eller anden mulde paa muldevognen.

KN

Ved blokværkets placering er der taget hensyn til, at værket skal have nær tilknyt- ning til profilværkets grovvalseværk, saa- ledes at de udvalsede produkter fra blok- værket i saa stor udstrækning som muligt ved hjælp af en slæbebane kan transporte- res ind til grovværket for videre udvals- ning. Hallen, hvori valseværket er placeret er 88 m lang, 27 m bred og ca. 19 m høj.

Fig. 1 viser arrangementet som omfatter: 1) Elektriske varmeovne. 2) En 925 mm Duo-reversibel valsestol. 3) Arbejdsrullebaner for og bag valse-

stolen. 4) Manipulatorer paa forsiden og bag-

siden af stolen. Forsidens manipula- torer er forsynet med kantvendere.

5) Transportrullebaner før og efter værket.

6) 1 stk. 800 tons varmsaks. 7) Aftagningsarrangement for emner, slabs og knipler. 8) 1 stk. slæbebane til grovvalseværk. 9) 1 stk. kombineret forgrenings- og udvekslingsgear.

10) 2 stk. 1550 kw hovedmotorer (rever- sible). 11) 1 sæt omformere (roterende). 1 stk. gaffeltruck for transport af valse-

gods. 2 stk. travers kraner, henholdsvis 40 og

7,5 tons. Sidstnævnte anvendes som tang- kran for chargering af ovnene.

Diverse hjælpemaskineri. Montage og reparationsværksted. I denne første artikel vil de elektriske

varmeovne blive behandlet.

P. W. M O R T E N S E N

13

Modstanden varierer med temperaturen, idet en højere temperatur giver en lavere modstand paa grund af, at kulstoffets elek- triske modstand falder med stigende tem- peraturer. Den varierer ogsaa med tiden, idet modstanden langsomt falder, efterhaan- den som elementet bliver varmt.

Strømstyrken er den samme langs hele rendens længde, og en forudsætning for jævn effekt langs renden og dermed jævn temperatur er derfor, at modstanden langs renden er konstant.

Strømmen passerer baade gennem koks og karborundumrenden, og da karborun- dumens elektriske modstand er konstant, vil fordelingen af koksmængden være bestem- mende for effektfordelingen. Hvis der der- for er mindre koks paa et sted i renden paa grund af ujævn fyldning, vil modstan- den paa dette sted være størst, saaledes at man faar en lokal ophedning.

Da koksens modstand imidlertid falder med større temperatur, vil dette modvirke tendensen til lokal ophedning, og inden for rimelighedens grænse kan man derfor op- naa god temperaturfordeling, selvom ren- den er ujævnt fyldt, dog maa man saavidt muligt undgaa ujævn rendefyldning. Elektrodehovederne. (Se fig. 4, side 16).

Som tidligere nævnt tilføjes strømmen gennem elektrodehovederne anbragt i ovn- enderne.

Ovn A har ialt 4 elektrodehoveder, og ovn B har 2 stk. elektrodehoveder. Indbyg- ningen af elektroderne maa ske meget om- hyggeligt og være helt lufttæt, da selv den mindste træk af luft vil oxydere grafit- ten ved de høje temperaturer, der her er tale om. Kontaktindbygningen er kombine- ret med en forspændingsanordning for at sammenspænde karborundumrenden. Kon- takten bestaar af en grafitelektrode. (Se 1, fig. 4) samt en omsluttende kappe af Staal ( 2 ) . For enden af denne kappe er opstam-

Ovnene: De elektriske varmeovne er grubeovne

og er adskilt i 2 anlæg hver med 12 gru- ber samt tilhørende transformatoranlæg. De 2 anlæg betegnes henholdsvis A og B.

A-gruppen er forsynet med 2 koksrender og B-gruppen med een koksrende.

Ovnanlægget bestaar af tykt ildfast mur- værk omgivet af kraftig jernarmering, og udmuret saaledes, at der i anlæggets 24 gruber kan staa 48 stk. staalblokke, hvilket svarer til ca. 150 tons Staal.

Det typiske ved ovntypen er, at var- men opnaas ved at sende elektrisk strøm gennem en eller flere trugformede ren- der fyldt med koks. Fig. 2 viser skema- tisk ovnens konstruktion og i fig. 3 ses snit gennem ovnen, som den virkelig ser ud. Renderne, som strækker sig i hele ov- nens længde er udført af karborundum og giver sammen med koksene en passende modstand for strømmens gennemgang, og af- giver derfor mere eller mindre varme bl.a. afhængig af den elektriske spændingsforskel mellem strømtilslutningerne ved rendes en- der. Varmeudviklingen reguleres altsaa ved at regulere spændingen og dermed strøm- styrken.

Effekten W, som udvikles, afhænger for- uden af strømstyrken I ogsaa af den elek- triske modstand R.

Forholdet mellem effekt, strømstyrke og modstand er

W — R • I2 Watt Reguleringen af den tilførte effekt sker

som sagt ved at variere spændingen V, som gaar gennem renden.

Forholdet mellem strømstyrken og spæn- dingen følger Ohms lov

V = R • I Højere spænding giver følgelig højere

strømstyrke og derved større effekt. Reguleringen kompliceres imidlertid en

del ved, at rendens elektriske modstand ikke er konstant.

14

Fig. 2.

Fig. 3a.

Fig. 3b.

15

anordning. Denne bestaar af et fjedersæt paa 5 stk. tallerkenfjedre (15).

Renden har i hver ende en overgangs- sten (13), som fra U-form gaar over i rør- form. Imod denne overgangssten ligger en rørformet tryksten (14), og imod 14 presser fjedrene (15) igennem flangen paa kontakt- holderen (11). Fjedrene holdes paa plads af fjederhuset (19) og for at kunne spænde fjedrene findes en stor møtrik (20).

Fjedertrykket kontrolleres ved at maale afstanden A fra kontaktholderens flange til ydersiden af næstsidste klingeritpakning. Maa- let A skal være ca. 28 mm.

Da der er meget høje temperaturer i

pet ildfast masse (3), og i modsatte ende er anbragt et kølekammer (4).

Paa kølekammerets endeflange findes to rørstudse for kølevand (5). Selve Strømtil- slutningen til elektroden er ikke vist.

For at opnaa en lille overgangsmodstand mellem jernkappen og grafitelektroden og for at faa god lufttætning er der indstøbt en tinpakning (7). For at kunne indstøbe tinpakningen er der anbragt to rørstudse (8) diametralt modsatte, som er ført gen- nem kølekammeret.

Renderne (12) bestaar af en række ka:- borundumsektioner. For at holde disse sam- men har man i hver ende en forspændings-

16

elektrodehovedet, maa dette vandkøles, forikke at fjedre og nærliggende staal skalblive for varmt

Fig. 5 viser rørdiagrammet for kølevand,endvidere er indtegnet ledninger for drik-kevand.

Brænderhovederne køles med Arresøvand,men kan om fornødent tilsluttes kommune-vandsledningen.

De enkelte kølesteder betegnes for eks.A 1 v — A 2 v o.s.v.

Det er meget vigtigt, at kølevandet ikkebliver for varmt (max. ca. haandvarmt), ogdet vil betyde driftstop, saafremt kølevandetsvigter selv i kort tid.

( Fo r t s æ t t e s )

17

kommer op, æder lus og lopper. Det gale er naturligvis, at vi ikke rigtig har nogen mulighed for at vande. Næ' alt det her sommervejr er ikke rigtig noget for mig."

Vi sad lidt og saa paa trafikken med sommergæster, som sikkert ikke tog det saa tungt med vejret.

Der var ret mange biler paa vejen, og parkeringspladsen foran hotellet var fyldt.

„Det er dog kolossalt, som trafikken stiger," siger Olsen. „Naar jeg kører ud og hjem paa knallerten, føler man sig ikke alt for sikker. Bilisterne er jo ikke altid lige hensynsfulde. Man sidder faktisk med livet i hænderne, naar en af de her lakæsker stryger forbi. Om lørdagene er det helt tosset, og om søndagen er der ikke andet at gøre end at blive hjemme, hvis man da ellers har livet kært. - Hvad skal det ende med?"

„Ja" - siger jeg, „hvis man saa bare ville køre mere hensynsfuldt. - Har De set kap- kørslen op ad bakken ved Løvdalssvinget, Olsen. - Det er ligesom man her rigtig skal vise sig. Den ene vogn overhaler den an- den langt ovre i venstre side, skønt over- blikket er daarligt. Her mangler en dobbelt- streg, synes jeg, og saa lidt kontrol lørdag og søndag." Og det syntes Olsen ogsaa.

„Hvorledes gaar det ellers med at faa opklaret ulykken paa værket," spørger Ol- sen efter en lille pause.

„Jeg ved det ikke," svarede jeg, „eksper- terne arbejder jo stadig med sagen, men det bliver nok svært at komme til et posi- tivt resultat." -

„Ja," siger Olsen. „Konen var ikke sær- lig glad for at lade mig tage afsted næste dag, saa jeg maatte jo berolige hende med, at faren paa vor arbejdsplads ikke var større end paa tusinder andre - eller paa landevejen og gaderne."

Vi fortsatte lidt med at tale om ulykken og sad saa nogen tid i tavshed.

LSEN sidder paa en bænk paa torvetog soler sig, da jeg kommer forbi en

lørdag eftermiddag.Jeg standser naturligvis op og sætter mig

ved siden af ham; thi Olsen er altid værdat slaa en sludder af med.

„Goddag Olsen," siger jeg, „hvordan ialverden er De havnet her, De skulle jovære hjemme i Ølsted paa denne tid."

„Naa hva'," siger Olsen, „det haster velikke, en anden har vel ogsaa lov at hvilesig lidt."

Og selvfølgelig har Olsen lov at hvilesig. Men at sidde til stads her midt paatorvet forekom mig dog ikke rigtig at høretil Olsens vaner.

„Naa ja," fortsætter Olsen, „det er nuheler ikke for min egen fornøjelse, jeg sid-der her, det er mutter, der absolut skullekrølles, bare fordi der kommer et par gæsteri morgen, og saa ta'r vi bussen hjem sam-men - hvis vi ellers naar det!"

„Ja," indskyder jeg, „det ta'r jo sin tidved damefrisøren."

„Tid!" siger Olsen, „ja det tør nok an-tydes. Naar en anden skal til klipperen, erdet gjort paa mindre end 10 minutter, mendamerne forsømmer gerne baade hus oghjem for et par krøllers skyld." - Jeg kannok mærke paa Olsen, at han er lidt gna-ven over ikke at have faaet sin middags-søvn, og det med de 10 minutter skal nokpase, for Olsen er forlængst vokset gennemhaarene.

„Hvordan staar det ellers til med land-bruget derude i Ølsted med denne tørke,"spørger jeg.

„Landbruget - sikkert ikke særlig godt,hvis jeg da skal dømme efter min egenhave," svarede Olsen. „Det bliver ikke tilnoget, noget af det, og det, der endelig

18

„Saa er der tentorværket," fortsætter jeg, „det skal flyttes og samtidig udvides til 3 maskiner. Det kommer til at ligge ovre i det nordøstlige hjørne af værket."

„Naa ja derovre i maanelandskabet med al fylden," indskyder Olsen.

„Ja, det er rigtigt, men i løbet af aaret kommer der til at se helt anderledes ud. - Lad mig se, er der saa mere. Ja, selvfølge- lig har vi en del projekter liggende, men hvor meget de bliver til, ved man ikke end- nu. Jo, Olsen, en ting har jeg glemt, mar- ketenderiet!"

„Naa ja," siger Olsen lidt spydigt, „det troede jeg, De havde gjort for længe siden. Vi sidder sommetider paa skødet af hinan- den derovre."

„Ja, jeg ved det, Olsen, men det er slet ikke saa let at finde en passende løsning. Nu har vi imidlertid haft en ekspert med i sagen, og jeg tror ikke, det varer længe, før forholdene bliver bedre.

Under den sidste del af min forklaring kunne jeg mærke, at Olsen blev lidt fra- værende. Hans opmærksomhed var fæstet til noget nede ved hjørnet, og jeg blev hurtig klar over, at det var fru Olsen, der var i sigte. Og saa forsvandt jeg.

„Ja, det er underligt" - udbryder Olsen - „Nej, det er det faktisk ikke" - retter han sig selv - „men Shaens besøg er gaaet fuldstændig i glemmebogen, og der var da anstalter nok før besøget. - Saa De noget til herligheden?" „Ikke noget særligt, Olsen," svarede jeg.

„Ja, konen var helt tosset, da jeg kom hjem den dag," fortsætter Olsen. „Hvad havde dronningen paa? Var prinsessen ikke sød - og Shaen - var han ikke flot? Der var ingen grænser for hendes spørgen. Men jeg maatte jo bedrøve hende med, at jeg faktisk havde set meget lidt, og at det jo ikke var mig, besøget gjaldt.

Men saa rullede mutter sig ud og for- talte, at fordi jeg var et fjols, behøvede jeg ikke at være næsvis."

„Der er ellers godt skred i byggearbej- derne," siger Olsen, idet han aabenbart fø- ler trang til at skifte emne. „De ser kolos- salt store ud de nye haller. Er der ellers noget nyt i gære?"

„Ja, jo, det er der, Olsen. I pladeværket er de ved at montere normaliseringsovnen, men det har De vel allerede set. Og stolen i mellempladeværket er blevet forsynet med en elektrisk nedskruningsanordning for valserne."

„Naa, ja" - afbryder Olsen. „I kunne vel ikke finde flere kæmper til det job. Det var vel nok et slæb at staa der og skrue med haandkraft."

„Ja," fortsatte jeg, „saa er vi ved at montere et større siloarrangement ude i staalværket. Det skal bruges til de forskel- lige tilsatsmaterialer for ovnene, De ved, kalk, dolomit og meget andet. Siloerne kom- mer til at hænge saa højt oppe, at mate- rialerne kan fyldes direkte i mulderne paa højbanens vogne og saa køres ind foran ovnene —"

„Ja, det er ikke saa tosset," bemærker Olsen, „det har været et slemt griseri med det her kalk og dolomit."

19

BESØG

DDS

1959

K O NG E LIG T

P A A

15 . m a j

20

EG ER FØDT I SKOTLAND 1892, i Wind- millhill Street i byen Motherwell, der

ligger faa mil sydøst for Glasgow. Mine forældre er fra Larkhall, en landsby i nær- heden.

Byen Motherwell var kendt i Vest-Skot- land som staalbyen, idet den dengang var centrum for en del større og mindre staal- værker. Tillige fandtes her fabrikker for staalkonstruktioner og talrige kulminer. Det var kort sagt et industricenter, hvoraf der findes en del i Skotland langs floden Clyde.

Efter at have forladt Dalgiel High School i 14 aars alderen kom jeg ud i det prak-

Mr. W. Hamilton.

Alle kender vi Mr. Hamilton fra opmærker-beddingen i pladevalseværket. En mindre, mensærdeles effektiv mand med et godt humør ogmed forstand paa de dele, han har med at gøre.At sætte en skotte til vejleder for arbejdet paaen opmærkerbedding nærmer sig det geniale, thinetop her er sparsommelighed en stor dyd.

Mr. Hamilton kom til os i 1949 og lidt be-sværligheder var der med sproget — nok taltehan en slags engelsk — men ogsaa kun en slags.Men trods sprogvanskelighederne klarede og kla-rer Mr. Hamilton sit job saa godt som nogendansktalende, og han er almindelig kendt og af-holdt ikke alene paa værket, men i hele byen.

Bag denne spinkle og underligt talende skotteligger imidlertid et liv dunkelt og romantisk somen borg i det skotske højland, og Mr. Hamiltonhar paa opfordring lovet at sænke vindebroen oglinde borgporten paa klem, saa „Stålbåndef's læ-sere gennem nogle artikler kan faa et glimt af,hvad borgen rummer af minder.

Ved oversættelsen er desværre noget af denlune — der er saa typisk for skotten — gaaettabt. Men trods det vil hans artikel sikkert væreaf stor interesse, al den stund det er lærerigt atlæse om fremmede forhold.

* * *

tiske liv. Dengang havde man 12 timersarbejdsdag, fra kl. 6 morgen til 6 aften medto smaa hvilepauser. - En lang arbejdsdagfor en 14 aars dreng!

Imidlertid syntes jeg om at arbejde ipladevalseværker og havde forskellige jobsi flere af disse - blandt andet hos det ogsaai dag velkendte firma David Colvilles &Sons.

Da jeg var 22 aar kom den 1. verdens-krig, og jeg blev indkaldt i 1914 til ud-dannelse. Da rekruttiden var forbi, blev defleste sendt til fronten. Men hjemmefrontenmaatte heller ikke forsømmes, og da manhavde haardt brug for folk i staalindustrien,var jeg saa heldig at blive sendt tilbage tilDavid Colvilles, men altsaa som hørendeunder hæren.

I 1918 blev jeg hjemsendt fra militæretog var nu en fri mand, der selv kunnevælge sit job.

Jeg blev ansat hos sir William Beard-more, Parkhead, som opmærker. Her havdevi et tyndpladeværk drevet af en gasmotorog et stort grovpladeværk samt et værk tiludvalsning af panserplader.

22

En rullende sten samler imidlertid ikke mos, og snart var jeg at finde i Clyde- bridge Works - ogsaa som opmærker. Det var en ret god tid med stor efterspørgsel efter plader, og Colvilles byggede et nyt 3-high pladeværk, som forøvrigt en over- gang havde verdensrekord for produceret aarlig tonnage, og jeg vendte tilbage til Colvilles, hvor jeg blev i mange aar og havde forskellige jobs i forbindelse med pladefremstilling.

En ordre husker jeg især: Kæmpelineren "Queen Mary" paa 81.000 tons var under bygning hos Tohn Browns Ships-Building Yard i Clydebank, og dag ud og dag ind, uge efter uge og maaned efter maaned val- sede vi plader til ordre nr. 534, som var "Queen Mary"s velkendte nummer. Aldrig skal jeg glemme, da skibet forlod Clyde paa sin jomfrurejse til U.S.A. Tusinder af mennesker fulgte skibet ned ad floden.

Dette storslaaede skib var en tid inde- haver af Atlanterhavets blaa baand. „Det blaa baand" var et begreb, der blev hæftet til det skib, der sejlede hurtigst over At- lanten, fra Southampton til New York eller retur.

Det blev betragtet som en national ære at være i besiddelse af „Det blaa baand", og man byggede ofte sine atlanterhavsbaade med dette for øje. Foruden England deltog baade Tyskland, Frankrig og Italien i kap- løbet. - Men alt dette ligger før flyve- maskinernes tid.

Om "Queen Mary"s enorme størrelse og kraft fortæller commander Douglas Duff i en artikel i bladet "John Bull", at skibet ved en ulykkelig hændelse skar en stor krydser armeret med 75 mm tykke panser- plader midt over, for derefter at kløve den forreste halvdel af skibet paa langs. Det er forstaaeligt, naar Douglas Duff til slut be- mærker, at han aldrig tidligere har været ude for noget lignende!

Men saa kom trængselsaarene 1930, 31 og 32, en tid, som de fleste mennesker paa min alder aldrig glemmer. Den ene store virksomhed lukkede efter den anden. Ar- bejdsløsheden bredte sig som en pest over landet, og i dens følge kom fattigdom og haabløsheden.

En tid var jeg beskæftiget paa "The Hallside Works" under "The Steel Com- pany of Scotland" og var her beskæftiget med profiler, men jeg befandt mig ikke særligt godt her og flyttede til Messers Redpath & Co. Ltd., som fremstillede staal- konstruktioner - og som havde ganske godt at bestille. Her var jeg nogle aar. Arbejdet var interessant, og vi udførte en del til eksport.

Men der blev igen krig - krig for anden gang mod Tyskland, og vi gik over til at udføre smaaskibe og konstruktioner til krigsformaal. Af og til havde vi besøg af det tyske Luftwaffe under arbejdet, og vor by Cambuslang var udsat for flere bom- bardementer, saa særligt behageligt havde vi det ikke. For dog at faa lidt ud af denne triste tid, maatte man have noget at be- skæftige sig med i fritiden. Jeg sad paa dette tidspunkt i bestyrelsen for en fod- boldklub "Cambuslang Rangers Football Club" og havde den ære senere at blive formand. Det var et strengt arbejde, idet klubben, da jeg traadte til, skyldte flere

S/S "Queen Mary"

23

hundrede pund væk, og da vi spillede fod- bold paa krigsbetingelser, hvilket vil sige, at vore bedste spillere var ved fronten, var der ikke mange tilskuere til vore kampe. Ved en ekstraordinær generalforsamling fik jeg fuldmagt til at meddele den skotske fodbold union, at Cambuslang fodboldklub ikke ville fortsætte med turneringskampe, før forholdene blev bedre, altsaa engang naar krigen var forbi. Da vi imidlertid ikke ville opløse klubben, maatte vi samle os om noget andet end fodbold, hvorfor vi arrangerede dans, spil, koncerter o. s. v. En ubetinget succes var "The Burns Sup- per", en sammenkomst paa aarsdagen for Robert Burns fødsel. Robert Burns er vor nationale digter og en af verdens bedste.*)

En anden ting, som interesserede mig meget, var sang. I flere aar havde jeg været leder af Cambuslang sangkor, som havde sunget mange steder i Vestskotland og ved mange festivals, og det var en dejlig dag, da vi i Edinburgh vandt det mandlige sangkors pris. I dette kor havde vi folk af alle slags. Dirigenten var i det daglige kontormand, men stillede i sin fritid sine fremragende musikalske evner til raadighed for sangkoret. Det var et haardt slag for os, da han døde i en forholdsvis ung alder. Vi var med ved hans begravelse og sang ved hans kiste.

Men som tidligere sagt: En rullende sten samler ikke mos, og en dag fik jeg gennem min faglige organisation tilsendt et ansøg- ningsskema til en stilling i Tyrkiet. Skønt der var krig, og Tyrkiet var et neutralt land, var regeringen interesseret i at faa placeret engelske og skotske fagfolk inden- for den tyrkiske industri, hvor tyskerne hidtil havde gjort sig stærkt gældende.

Jeg udfyldte ansøgningsskemaet og fik faa dage senere besked om at møde en agent fra den tyrkiske regering paa Hotel „Adelphi" i Glasgow.

Her blev jeg vist op paa hans værelse,

og efter at være blevet forhørt paa kryds og tværs blev jeg antaget til at arbejde i Karabuk i Tyrkiet.

Herefter gik dog nogen tid, inden alle formaliteter var i orden og en kontrakt mellem "The Summer Bank", Ankara, og mig blev underskrevet. I kontrakten for- pligtede jeg mig til at arbejde hos The Karabuk Iron and Steel Works i en pe- riode paa 3 aar.

Vi - vi var nemlig 12 ialt, der skulle afsted - blev vaccinerede og blev raadet til at ekvipere os for hele perioden, idet det ville være vanskeligt at skaffe sig klæder i Tyrkiet.

Efterhaanden var pas og papirer i orden, jeg havde faaet pakket kufferten og afven- tede kun nærmere ordre for afrejsen. Efter mange annulleringer kom der endelig ordre til at rejse til Bristol, hvor vi mødtes med regeringens repræsentant, der traf aftaler vedrørende vor forplejning m. m., og saa tog vi bussen til skibet. Efter mange be- sværligheder med toldundersøgelse, pasefter- syn og med vore rationeringskort kom vi endelig ombord og nød aftenen i fred og ro.

Det var selvfølgelig svært at slippe tan- ken om den rejse, der forestod. Vi skulle sejle i konvoj den lange vej syd om Afrika, og ude i Atlanterhavet kredsede de tyske undervandsbaade som hajer - skulle vi blive bytte for en af dem?

Den næste dag sejlede vi. Kursen gik

syd om England, op gennem det irske hav - nord om Irland og ud i Atlanten.

Skotland - ja jeg ser et glimt af Clyde, men det sneer og er koldt. Her er mange skibe i konvojen - en tyve stykker vil jeg tro, og vi er godt beskyttet af flere krigs- skibe.

Kursen gaar i sik-sak sydover mod Af- rika, og en dag er vi i Freetown, en havn paa Afrikas vestkyst. Vi har fire dages op-

24

rede lederskibet et krigslignende skib i det fjerne, og ordren om beredskab gik fra skib til skib. Det viste sig imidlertid at være et fransk fragtskib. Saa kom dagen, hvor vi passerede linien (Ækvator) og her mødte kong Neptun med sit følge og kræ- vede daaben af de, der ikke tidligere havde faaet indvielsen, og vi oplevede ceremonien i fuldt maal.

En swimmingpool blev installeret paa skibets dæk med barberstole anbragt ganske nær kanten. Der blev tilberedt drinks, og Neptuns assistenter begyndte sit arbejde. Klienten blev hentet frem, fik sin drink, som iøvrigt ikke smagte alt for godt og vel anbragt paa stolen blev han sæbet ind til barberingen, som foregik med en stor sløv brødkniv. Naar een var færdig, blev han vippet bagover ned i bassinet, hvorfra han selv maatte klare sig paa det tørre igen. Her modtog han et certificat, der bekræftede, at han havde passeret Ækvator paa behørig vis.

Saaledes gik dagene med spøg og skæmt og med alvor iblandt, og en dag lød raa- bet: „Land i sigte". Nogle mente, det var "Table Mountains", men det viste sig at være Cape Town. En stor del af rejsen var overstaaet.

Vi var lykkelig i havn ved „Kap det gode Haab". (Fortsættes)

hold her, men fik ikke tilladelse til at gaa i land. Der var malaria og meget varmt!

Fjendtlige flyvere havde opdaget os, og vi var udsat for flere bombardementer, uden at der dog mig bekendt skete nogen skade paa konvojen.

Medens vi laa her, havde jeg lejlighed til at tage et nærmere overblik over ski- bene, og det var typisk, at ikke et last- mærke var synligt - saa tungt lastede var alle skibene. Det gjaldt jo om at udnytte hver kubiktomme lastrum, naar endelig en konvoj blev sendt afsted.

Det føltes imidlertid som en befrielse, da vi forlod Freetown og igen sejlede langt ude i Atlanterhavet, selv om vejret ikke var det allerbedste.

Især husker jeg 2 dage, hvor skibet tum- lede omkring som en korkprop i bølger, som syntes taarnhøje. Mange blev natur- ligvis syge og laa hjælpeløse i deres køjer - selv var jeg ogsaa søsyg, men kunne dog hele tiden holde mig oprejst.

Vi havde ogsaa mange gode dage om- bord, og saa underholdt vi os med spil, leg og andre fornøjelser samt med at se paa flyvefisk. Men der kom ogsaa andre dage og nætter, hvor vi passerede omraader, hvor angreb fra fjendtlige undervandsbaade særligt kunne befrygtes, og saa sov vi om nætterne med tøjet paa. En dag observe- *) Om Robert Burns fortæller leksikonet, at han blev født i 1759 og døde 1796.Han var søn af en fattig bonde og maatte i sin barndom og ungdom arbejde haardtved landbruget for sit og familiens udkomme.

Paa grund af forviklede kærlighedsforhold kom han i strid med præsteskabet ogbesluttede at udvandre. For at faa penge hertil udgav han en samling vers, der vaktebegejstring og indbragte en del penge, og ved den anerkendelse, han mødte, opgavhan tanken om at emigrere.

Men folkegunst er flygtig, og begejstringen slog om til kølighed, hvorfor hanforpagtede en gaard og giftede sig. Landbruget gik imidlertid daarligt, og han blevtoldbetjent — »og døde som saadan«, staar der i leksikonet. Men var det den fuldesandhed, havde han slet ikke været omtalt i leksikonet. Han døde som Skotlandsstørste digter og efterlod i sine epistler og vers en arv til efterverdenen, som vil staa til sene tider.Leksikonet fortsætter da ogsaa med at fortælle, at han var en klar, .oprigtig aand,selvbevist og sikker og frihedselskende — dertil et følelses- og stemningsmenneske med sprudlende lystighed og frisk livsmod. Hans varmblodige, erotiske sind blussede hurtigt op i lidenskab, men der var en ejendommelig fin og varm ømhed i hele hans færd. Versets sprog var den naturlige udtryksform for hans tanker og følelser, og han var en stor kunstner. At en digter kan staa saa højt i sit folks bevisthed, saa det 200 aar efter hans fødsel regelmæssigt holder fester til hans ære, er nok lidt fremmed for dansk mentalitet, men tjener skotterne til ære.

Mennesket lever ikke af brød alene.

25

P R O F I L V Æ R K E TGrovværket.

Produktionen af færdigjern er foroget medca. 1.200 tons i forhold til 2. kvartal 1958.Efter ændring af kalibreringen i blokværketbliver kniplerne nu valset færdige i detteværk.

Maskinerne har gaaet godt, og der harikke været storre driftsstop i værket.

Finværket.Værket har i det forløbne kvartal gaaet

godt, dog har der været vanskeligheder medvalsepladerne i mellemværket, og disse er iferien blevet fornyet.Produktionen i 2. kvartal:

S T A A L V Æ R K E TMartiningeniør Carlo Poulsen.

I aarets 2. kvartal opnaacde vi en produk-tion paa 56.766 tons, hvilket er 2700 tonsmere end sidste aars tilsvarende kvartal.

Denne produktion er bemærkelsesværdigderved, at vi sidste aar korte med 3 storeovne og normalreparation, medens vi i aarpaa grund af eksplosionen af ovn 4 har indsatovn 1 siden 13. juni.

Da eksplosionen bliver nærmere omtalt ien redegørelse andet sted i bladet, skal jeg idisse linier kun indskærpe, at de trufne op-slaaede bestemmelser vedrorende pakker, be-holdere o. lign. blive overholdt i tiden frem-over.

Ovn 4 er under opbygning og ventesfærdig i begyndelsen af august maaned.

Montage af nyt silo-arrangement for kalkog dolomit er begyndt paa nordsiden af staal-værket.

Knipler t Færdigjern t1958 1959 1958 1959

Grovv. 17.046 8.759 5.044 6.215Finv. 15.538 13.331

Ialt færdigjern 20.582 19.546

J. Andersen

knipler 7.195 temner 21.366 tBlokværket fra 9/3 - 30/6 {

26

PLADEVÆRKET Mellempladeværket. Den 11. maj blev der etableret 2 skifts

valsning, idet efter aftale med staalværket, en mobil arbejdsstyrke kendt med forhol- dende der, skulle være til raadighed ved de periodiske ovnreparationer, og ellers i den mellemliggende tid være beskæftiget i mel- lempladeværket, hvor vi efter ordrebestanden at dømme, har overvældende succes.

Desværre medførte forhold i staalværket, at vi atter maatte afgive mandskab den 1. juni og gaa tilbage til 1 skift.

Vi harvalset

Vi haropmærketog klippet

Vi harekspederet

tons tons tons2. kvartal 1959 33413 24150 223381. halvaar 195 9 67274 48014 46612

Mere end1. halvaar 1958 10000 6700 7700

Vi gaar lige til sagen.

Grovpladeværket.Et driftsresultat vi, efter temperament, kan

være bekendt — at blære os over — at pralemed — indtil videre at være tilfredse med.

Hjælpeafdelingerne har sørget for, at vikun har gaaet »med hænderne i lommerne«i ca. 7½ % af total arbejdstid — eller over-sat til kendsgerninger i 244 timer á 21 t/h -i l . halvaar af 1959 mod ca. 14 % af total tid i 1. halvaar 1958. Vi ved nu, hvor vi kan hente 5000 t, vi skal bare finde ud af hvordan.

Trods meget store vanskeligheder i 2. kvar-tal har staalværket formaaet at foroge denberegnede produktion saaledes, at resultatetfor os har været 3800 t flere blokke i 1.halvaar end lovet pr. 1. januar 1959. Hattenaf for denne flotte præstation.

Der har selvfølgelig været masser af be-sværligheder i 2. kvartal; men hvornaar ellerhvorlænge har vi forresten haft normale for-hold til vor produktion?

I V5 er kran 22 atter i drift. Montagenaf ovn og rettevalse skrider godt frem, dettearrangement vil betyde en lettelse i megetarbejde og forøge effektiviteten i produk-tionen; men samtidig vil den mindre frieplads i V 5 yderligere skærpe kravene tilordensans. Men nu ikke flere besværligheder— den 22. juli stopper vi — og alle ønskeshermed en god ferie.

Vi harvalset

Vi harklippet

Vi harekspederet

tons tons tons2. kvartal 1959 1850 1300 16401. halvaar 1959 3450 2350 2820

Glødeskal — specielt paa de tykkeste pla-der — er fortsat et uløst problem. Forsøgmed descaling i lighed med grovpladeværkethar dog været lovende. En løsning paa detteproblem vil betyde en udbyttestigning paa6 %.

Efter en forhaabentlig god ferie starter vimed en istandsat ovn, og ved valsestolen etmoderne apparatur til afløsning af den »raa«kraft, som vi hidtil har klaret os godt med;men det er dog uden sorg, vi siger farveltil den gamle valsepraksis. Det er herefter»hovedet«, der skal bruges — eventuelle be-kymringer i denne anledning maa overladestil udenforstaaende. K.J.Andersson.

27

og saa at man ovenikøbet har den frimodig- hed at tænke paa en ferietur.

Rejsebrochurerne bliver pløjet igennem engang til. Der er jo ogsaa kortere og bil- ligere ture. 10 dage til Rhinen - oplev Adriaterhavets perle — tag til det azurblaa Middelhav og slap af!

Ja hvorfor egentlig ikke. Man tager tele- fonen igen og udbeder sig endnu et par specialprogrammer, og hører om der saa- fremt, ifald o.s.v. er plads endnu. Det var der, og man lader de økonomiske over- vejelser fare - og tager til Celle Ligure ved den italienske reviera den 7. juli.

Else Nielsen.

Tidligt paa foraaret bestemmer man, ati aar skal man altsaa have en rigtig roligog billig ferie herhjemme. Man overvejeren kanotur paa Gudenaaen med telt elleren „langtur" i en robaad til Kulhus!

Saa faar man det aarligt tilbagevendendejob at skrive ansøgninger om K. A. Larsenslegat til de af ens kolleger, der er saa hel-dige at have en haandværksmæssig uddan-nelse (stenografi og maskinskrivning erikke haandværk), og saa begynder det atkrible.

Man skæver til annoncerne i aviserne -Tag paa togt med Batory - Oplev det klas-siske Italien med fly og tog - Besøg Akro-polis - Lær engelsk i ferien paa en 14 dagesstudietur - Tag paa international sommer-lejr i Sydfrankrig etc, etc. Det sker, atman tager telefonen og ringer efter nær-mere program, eller at man forvilder sigind i et eller andet rejsebureau for at „ose".

Det er fristende altsammen — men mantæller sine penge - og overvejer igen. Hvorer det svært! Det ville være skønt med entur til Grækenland - men ak! Man over-vejer England. Det ville give et godt skubfremad med talefærdigheden, forsøger manat overtale sig selv. Men der skal jo ogsaabetales skat, og lidt varme til vinter var joheller ikke af vejen.

Man overvejer den internationale som-merlejr i Sydfrankrig, der ovenikøbet ermed gratis ophold i 3 uger. Det er imid-lertid 8 timers daglig jord- og betonarbejde,der honoreres med kost og logi, og saaføler man sig pludselig som en krøsus, atman faktisk - udenfor ferietiden - ogsaakan tjene baade til skat, brændsel og tøj,

28

E UDSTILLINGER, der i de sidste aar har været lejlighed t il at st ifte be-

kendtskab med i marketenderiet, har hoved- sagelig hørt til malerkunstens seneste frem- bringelser. Som et supplement hertil har Staalvalseværket nu ladet ophænge femten reproduktioner af den nederlandske maler, Pieter Bruegel, en af billedkunstens store klassikere.

Pieter Bruegel blev født i byen Bruegel i nærheden af Breda (ikke langt fra græn- sen mellem det nuværende Holland og Bel- gien) omkring 1525. Han har saaledes ta- get navn efter sin fødeby, det navn, der i senere tider — med rette eller urette — er blevet baaret af omkring tredive mere eller mindre kendte malere.

Bruegel, der senere fik tilnavnet „Bonde- Bruegel", udvandrede fra sin landlige pro- vins og kom til Antwerpen. Byen havde naaet sin udviklings kulmination — som sæde for international handel og bank- virksomhed — og var rig nok til at kunne understøtte kunst og videnskab. Men sam- tidig stod den kun et skridt fra det forfald, som var et led i de politiske forandringer, der 1581 førte til Nederlandenes opdeling i et Holland og et Belgien.

Bruegels tidligste arbejder bestod af teg- ninger til kobberstik, dels satiriske, dels

fantastiske eller religiøse. Det første kendte maleri fra Bruegels haand er dateret 1558, paa hvilket tidspunkt han har været i mid- ten af trediverne. I Bruegels hænder vok- ser landskabet til en verden, og mennesket forvandles til en menneskehed. Hans natur er ikke egn eller lokalitet, men del af en klodes uendelige mangfoldighed, hvor alle tilblivelseskraftens virkninger er erkendt og fortolket med en for kunsten hidtil uset styrke: selve urmassernes modelering i bjærge, bakker og sletter; havfladens uophørlige bevægelse, vegetationen i aars- tidernes vekslen fra goldhed til overflod, det hvileløse vejr og solens bane gennem dagen, aarstiderne selv, med efteraarsstor- mene, skybruddene, der trækker furer i foraarsmarkerne, og naturens stille vinter- hvile under sneen. En verden, hvis former er gennemforsket, hvis kræfter er fattet af tanken, og hvis billede gives saa rent, at ingen form er sløret derved, og intet af virkelighedens kraft har tabt sin styrke.

Han skildrer mennesket i dets fællesskab, naar det erobrer, bearbejder eller kæmper med denne verden. Og virkningerne af fællesskabet, naar dets glæde eller daar- skab som bølger slaar sammen omkring den enkelte.

Ved synet af billederne i marketenderiet vil nogle maaske undre sig. Disse mærke- lige billeder fra by og land med et mylder af smaa menneskefigurer, der tumler rundt, som i en daarekiste, og disse figurbilleder med kluntede bønder og hæslige tiggere, der virker næsten som karikaturer, har de virkelig noget at sige nutidsmennesker?

Det gælder imidlertid her som med mo- derne kunst, det er ikke nok at kaste blot et blik paa billederne og saa kassere dem med et skuldertræk, de kræver betragtning og fordybelse. Men ofrer man nogle stun- der paa dem, vil disse billeders rige ind- hold og særlige skønhed sikkert lukke sig op for beskueren.

PAA

ARBEJDSPLADSEN*

K. Melchiors

*

29

spreder sig ind i fremtiden til Rubens og hans samtids nederlandske kunst.

Man kan tydeligt se paa Bruegels male- rier, at han er begyndt som tegner. Hans billeder kan taale at ses under lup i de- tailler. Ofte faar man det indtryk, at han malede med penne og ikke med almindelige pensler. Hvilket mylder af fortællende ind- hold er det ikke lykkedes at skabe gennem denne fremgangsmaade? I hans billede „Ordsprogenes by" anskueliggøres hele 92 af tidens talemaader, hvoraf mange er gængse endnu. Her løber man panden mod en mur, tager hinanden ved næsen, graver grav for andre, kaster perler for svin, spi- ser kirsebær med de store, kigger hinanden i kortene, klipper soen o.s.v. — alt en broget satire over menneskers daarskab og naragtighed

Helt modsat i „Børnelegene", hvor børns glade, larmende terror synes at fylde hele byen. Hvor morsomt er det ikke at gen- kende talrige lege, som børn den dag i dag muntrer sig med - ogsaa i Danmark. Livsudfoldelsen er i sandhed stor, mere end 300 børn er beskæftiget med at lege. Det er børn af Bruegels tætte, lavstammede, flamske folk, godlidende og indbyrdes ret fordragelige. Stakittet er pænt og helt, og her findes ingen knuste ruder. Hensigten med billedet har vel været i en art kata- logform at skildre børnelegenes art og mangfoldighed, men samtidig udstraaler det en tone af varme, som man fristes til at fortolke som et udslag af Bruegels in- stinktive tro paa en oprindelig og aldrig helt tilintetgjort godhed i den menneske- lige natur.

Mytologiens og bibelens fortællinger har Bruegel omklædt i datidens nederlandske dragt. Paa det mærkelige, lysstraalende bil- lede af „Ikaros' fald" (Ikaros, der lavede sig vinger af fjer og voks, men som kom solen for nær) drager plovmanden sin fure, og hyrden vogter sine faar, de bemærker

Bruegel er nemlig ikke alene en af ver- denskunstens største enkeltskikkelser, men hans værker er tillige noget helt nyt i ti- dens kunst, idet han er den første virkelige hverdagens maler, den første „socialmaler", som skildrer folkets liv for folket.

Bruegel levede i høj renæssancens tid, Michelangelo var hans samtidige, og Rafael var paa den tid nylig død. I hele Europa var Italiens kunst førende og forbilledlig, saaledes naturligvis ogsaa i Bruegels eget fædreland. Emnerne for billedkunsten var dengang de klassiske: kirkelige andagts- billeder, mytologiske guder og gudinder og højtidelige portrætter, men helst i „den store stil" og fremfor alt „skønne".

Da Bruegel var midt i tyverne, gennem- førte han en fleraarig studierejse til Frank- rig og over Alperne til Italien. Det er mu- ligt at skimte hans rejserute, og man ved, at han mødte kunstnere fra Michelangelos kreds. Den største oplevelse paa rejsen sy- nes imidlertid at have været mødet med Alpeovergangenes bjærge. En række teg- ninger har bevaret billederne af højfjelde- nes egne, der nøje lader sig stedfæste. Dis- se skitser blev ofte siden udnyttet i hans malerier.

Ved hjemkomsten fra Italien var det dog, som om han strøg de fleste minder om Italiens stil og æstetik ud af sit sind, og hans oprindelige bondemiljø blev det, som prægede og fyldte hans billeder. Bruegel slog sig igen ned i Antwerpen, hvor han i en aarrække paany virkede som tegner for endelig at begynde at male i midten af trediveaarsalderen.

Hele hans virksomhed som maler ud- spiller sig indenfor et tidsrum af højst tolv aar. I denne korte periode overvinder han ikke blot med maalbevidst sikkerhed og hast sit lands ældre tradition, men sam- menfatter tillige og fuldender de uforløste tilløb til dens fornyelse og hæver kunsten til et højdepunkt, hvorfra virkningerne

30

grunden kæmper et skib mod forlis i bræn- dingen.

Helt anderledes er stemningen i de to sommerbilleder, „Juni", kaldet „Høslet", og „Juli", kaldet „Høst". Begge er lyse og muntre, fulde af glæde over arbejdet med afgrøden. Paa det første ser man ud over den lyse eng, hvor høet rives og læs- ses, paa vejen i forgrunden traver tre muntre høstpiger hjem fra arbejdet, medens bønder drager til byens torv med kirsebær i vogn og i kurve paa hovedet. Paa høst- billedet ser man ud over gyldne agre, hvor mejningen netop er begyndt. Det er middag, og familien og gaardens folk samles til maaltid i træets skygge, medens husbond — allerede noget forspist — tager sig en skraber.

I „November" mørkner det tidligt, stormskyer trækker op, træerne afløves, og bønderne driver kvæget hjem mod lands- byen til stalden og det magre vinterfoder.

Og saa kommer „December". Landsbyen ligger under snedække, ungdommen mun- trer sig paa skøjter, en skorstensild i det fjerne hus ved broen bekæmpes, og i for- grunden vender jægere med hunde hjem. Medens menneskene i høstbilledet kom os i møde i aaben og frugtbar fremadvendt- hed, viser vinteren os derimod kun de bort- dragendes eller arbejdendes krumme rygge. Kornristende folk har tændt baal udenfor værtshuset til venstre, og højt oppe paa træernes nøgne grene sidder forsultne kra- ger, medens den ensomme fugl sejler i den klare luft mellem himlens og isens blygraa flader. Alle disse beskrivende og fortæl- lende enkeltheder er samlet i en uendelig følsom stemning i lys og atmosfære, som malerkunsten først fandt tilbage til aarhun- dreder senere.

I de store figurbilleder træder vi ind i landsbyen blandt jævne, grove bønder, som muntrer sig primitivt og troskyldigt. I „Bondedansen" svinger unge og gamle sig

knapt, at vingemanden er styrtet i det sol- beskinnede hav og er ved at drukne.

Og hvilken blanding af realisme og stor- slaaet fantasi er der ikke nedlagt i „Babels- taarnet", denne gigantiske torso af et byg- ningsværk i romersk stil, som hæver sig mod himlen, befolket af smaa myreagtige væsener og omgivet af en storbys hus- masser. Enkeltheder i taarnets konstruktion har Bruegel laant fra Colosseum i Rom. Et monument over menneskehedens mate- rielle stræben og den forvirring og det kaos, som gjorde hele kæmpeprojektet til forvrøvlingens symbol.

I „Barnemordet i Bethlehem" minder intet om Palæstina. I den fredelige, vin- terklædte, nederlandske by holder en spansk rytterafdeling i harnisk og med lanser, medens fortroppen „gør sin pligt", spræn- ger døre og porte, gennemsøger husene og dræber smaabørnene, omgivet af fortvivlede, jamrende og bønfaldende landsbyfolk. Det var en situation, som var altfor velkendt under spaniernes terror i Nederlandene paa Bruegels tid. Men i betragtning af bille- dets dramatiske indhold maa man ikke glemme landskabet. Vinterens tyste, fine graavejrslys, som næsten fornemmes som noget oplevet.

Bruegel var jo ogsaa en stor landskabs- maler — sikkert den største i datiden. Det kommer ypperligt til udtryk i en billed- række, hvori han skildrer naturen og men- neskenes færden i aarets forskellige maane- der. Kun ca. halvdelen er bevaret til vore dage. Paa dem alle - som paa de fleste af Bruegels landskabsbilleder — tænkes tilskueren staaende paa et højdedrag med udsigt over et landskab med en rigdom af detailler.

I „Februar", ogsaa kaldet „Den mørke dag", ser man bønderne skære grene af til brændsel, og en fastelavns-familie er i højre side paa vej hjem. Vejret er dystert og stormfuldt, og i flodmundingen i bag-

31

de, som vi ser det i hans „De blinde", der regnes blandt verdenskunstens største mesterværker. Det er bygget over Jesu ord: „Naar en blind leder en blind, falder de begge i graven". I et blidt og venligt land- skab kommer en kæde af blinde famlende sig frem, ledet af en „fører", som allerede er styrtet ned i vandgraven. Se paa hver enkelts ansigt og bevægelse, den stumme rædsel i udtrykket hos ham, der er ved at styrte, det ængsteligt tøvende hos de ef- terfølgende. Alt sammenbundet i komposi- tionens skraa linie, som giver udtryk for nedgangen, faldet og ulykken. Bruegels svenske biograf Axel Romdahl kalder dette billede „gotikens sista maktiga ord i bild- konsten". Dets indhold er tillige et symbol paa og en advarsel mod menneskehedens tragiske svaghed for at lade sig vildføre af blinde vejledere.

De her omtalte billeder af Bruegel fin- des næsten alle i offentlige samlinger. „Børnelegene", „Babelstaarnet", „Barnemor- det i Bethlehem", „Den mørke dag", „Ef- teraar", „Vinter", „Bondedans" og „Bon- debryllup" findes alle i Wien, medens „Ordsprogenes by" findes i Berlin, „Ika- ros" fald" i Brüssel, „Høst" i New York, „Slaraffenland" i München, og endelig fin- der man billedet af „De blinde" i Neapel.

K. Melchiors.

i en forrygende kehraus til sækkepibens toner, og til venstre ved bordet gaar bol- gerne højt, medens et par i baggrunden kysses, saa det smasker.

Og i „Bondebryllup" er vi inviteret ind i laden, hvor gæsterne fylker sig om fest- bordet med bruden siddende stift højtide- ligt paa hæderspladsen. Læg mærke til, hvordan opmærksomheden ledes frem mod bruden gennem en lynsnar sigsagbevægelse i dybden — fra den afløftede dørs nærme- ste hjørne, gennem armene paa skafferen, der griber madskaalene, indtil den strengt frontale hovedperson. Et mærkværdigt, næ- sten forhastet forløb, der har sine forud- sætninger i Michelangelos kunst. Sidenhen fanges bevægelsen langsomt op af bordet, der fører den diagonalt igennem rum og mennesker, forbi den sækkepibespillende musikant, indtil den taber sin kraft i ska- ren, som staar i stampe mellem flere aabne døre. Til højre i billedet sidder en fornem, langskægget gæst — det er Bruegel selv.

Med et venligt, godmodigt smil levede Bruegel med i bøndernes liv, men han var ikke blind for deres laster. Ubarmhjertigt kunne han spotte tidens fylderi, som i „Slaraffenland", en satire over ædedolkenes drøm om paradis.

Endnu stærkere i hans sind var dog med- følelsen med samfundets ulykkeligst stille-

32

Fodbold i OsloFor to aar siden havde vi besøg af et

fodboldhold fra Christiania Spigerværk, derspillede en kamp mod et D.D.S. hold.

I aar modtog vi en indbydelse til atkomme til Oslo som Spigerværkets gæsterog spille en revanchekamp.

D.D.S. fodboldspillere med damer drogfredag den 15. maj afsted med sovevogn tilOslo, hvor vi ankom lørdag morgen. Efterankomsten blev vi vist rundt paa værket,der adskiller sig noget fra vort, idet manhar kipbare elektroovne, men ellers blok-,fin- og traadværk som vi, dog intet plade-værk. Til gengæld er der til Spigerværketknyttet produktion af landbrugsmaskinerog andre forarbejdninger.

Om eftermiddagen blev fodboldkampenafviklet med resultat 1—0 til værtsfolkene.Om aftenen var vi Spigerværkets gæster veden fest paa Grefsenkollen restaurant, derligger højt over Oslo med pragtfuld udsigtover byen og fjorden.

Næste dag — 17. maj — var Norgesnationale festdag. Vi hjalp med at fejredenne dag, der for os danske var noget heltenestaaende med 30.000 skolebørn i pro-cession med flere hundrede skoleorkestre ifarvestraalende uniformer - glade menne-sker overalt, og der festedes til hen paa desmaa timer.

Sidste dag benyttede vi til en bustur iNorges skønne natur.

Tirsdag vendte vi atter hjem, trætte, menmed mange oplevelser og indtryk fra turen.

Alle deltagerne vil her benytte lejlig-heden til at takke Spigerværket for invita-tionen og D.D.S. for medvirken ved tilrette-læggelse af turen.

Josef Nielsen.

DDS skak.Turneringen 1958—59 er nu færdig, og

resultatet blev:1. klasse Villy Sommer — El.afd.2. klasse Poul Kjeldsen - Staalværk.3. klasse Knud Rasmussen — Pladeværk.Den nye turnering er allerede i fuld gang

med 30 deltagere.Nedenfor bringer vi en stilling, som 2

patienter paa et sindssygehospital var kom-met til, da inspektøren opdagede det. Hansøgte at forklare, at denne stilling kunneman ikke komme til paa ærlig vis. Patien-terne viste ham imidlertid spillets gangtræk for træk, og han maatte bøje sig. Sagenvar helt i orden !

Spørgsmaalet er saa: Hvilke træk havdespillerne gjort?

(Løsningen kommer i næste nummer).

Bedriftslægens beretning Den vigtigste begivenhed i april kvartal

var tilstedeværelsen af tuberkulosestationensrøntgenvogn den 6. og 7. april.

Ialt blev der taget 1294 røntgenfotogra-feringer og foretaget 530 tuberkulinprøver.Der var 1198 tuberkulinpositive. 14 af detuberkulinnegative blev calmettevaccineret.

Til de 149, der ikke mødte, blev dersendt opfordring til en undersøgelse paa andretidspunkter, som blev fulgt af 119.

Der resterer saaledes 30 undersøgelser.Erik Steenberger.

33

Kristiania Spiegerverks hold — Underholdning i halvlegen — DDS's hold. Fra besøget paa Spiegerværket.

Besøg i Viegelandsanlægget — do. — Skihopbakken paa Holmenkollen. Fra 17. majfesten — do. — paa Kongens Udsigt

Fra besøget i Oslo.

Lars Nielsen, 60 aar,14. oktober., el.afdeling.

Oskar Hessner, 65 aar,4 novbr., rep.afd.

Chresten Olsen, 60 aar, 1. oktober.

Harald Jørgensen, 50 aar, 3. september,reservehold.

Carlo Rasmussen, 50 aar, 7. september,bygningsafdeling.

Hans Larsen, 50 aar, 8. oktober, staalværk.Henning Petersen, 50 aar, 13. oktober,reservehold. Poul Pfeiffer, 50 aar,

29. oktober, staalværk.Laurits Nielsen, 60 aar,

26. septbr., lager- og eksp.

Rejseføreren i en turistbus fuld af damer:Og nu mine damer, hvis de tier et øjeblik, vil

de høre den buldrende torden fra Niagara faldene.

Man har grund til at tvivle paa de straa-lende beretninger om fortidens store mænd,naar man kender nutidens.

»Vi er jo ikke psykopater« sagde de 2 skæg-gede ungersvende, som fuppede med rumskibet.Efter lægelig udsagn er vi imidlertid alle psy-kopater (mere eller mindre! ) altsaa maa fuppernevære unormale og burde indespærres.

IKKE SAA GODT!Juli maaned er som bekendt græsenkemændenes

ensomme og triste tid! En af vore redaktionellemedarbejdere mødte forleden en kollega paabanegaarden:

— Hvad er det med dig, sagde han, du ser saasørgmodig ud.

— Ja, jeg kan ikke forstaa det, min kone varikke med toget.

— Det skal du ikke være urolig for. Hun kom-mer nok med det næste.

— Det næste? Er du gal mand, jeg er bangefor, at jeg har taget fejl af datoen, og at hunallerede kom hjem i gaar!

35