Sportsfiskeren 12 1934

Medlemsblad for Dansk Sportsfiskerforening.

Nr. 12 11 1. December 1934. ~ 9. Aarg.

FISKERFROKOST

130 SPORTS-FISKEREN 1934

Afrikabreve.

St. Lucia! Lystfiskernes Paradis.

Johannesburg, 15. April. Lystfiskere, Verdens største Løgnhalse, som de

ogsaa populært kaldes i Afrika, har en vis Evne til altid at finde hverandre og udveksle »Historier«. Den mere erfarne Fisker venter dog altid med sin Historie til sidst, for, hvis den ikke kan staa Maal med Forgængerne, overhovedet ikke at komme med den, ener, hvis han har Frækhed nok og lidt Fan·· tasi, at afpasse den efter Forholdene. Ve den stakkels Tilhører, der kommer med for mange Spørgsmaal og skeptiske Bemærkninger, for den »erfarne Fisker« har lært at klare sig ud af alle vanskelige Situationer, uden at gaa i Detailler og med en vis Evne til at latterliggøre Spørgeren.

Disse Fakta var jeg klar overr, da jeg sluttede mig til Syd-Afrikas Lystfiskerskare, og jeg holdt klogelig min Mund med mine Blegsø- og Bromølleaa-Bedrifter, for jeg var klar over, at selv om jeg tidoblede Geddernes Vægt og lavede en enkelt Ørred til et Dusin 20 lbs Laks, vilde det ikke gøre det mindste Indtryk paa mine nye Fiskekammerater, og der maa dog være en Grænse. Samtidig med at jeg tav stille og lyttede til andres Beretninger, kunde jeg ikke lade være med at undre mig over, hvor meget sandt, der var i dem. Mon Tigerfiskene i Crocodile River ved Nelspruit virkelig var i Stand til at trække en Mand rundt paa Breidden i Timevis, og St. Lucia, dette Lystfiskernes Paradis, hvor alle Lystfiskerhistorier kom fra, mon Fiskene · virkelig der laa i tykke Lag i Deltaet og ventede paa at blive fangede? Var 900 lbs. Hajer et almindeligt Syn, og bed Fiskene paa tomme K_roge af bare Forslugenhed, eller kom de springende ind i Baaden, hvis man tændte en Cigaret der efter Mørkets Frembrud.

Selv naar man kender det mærkelige Folkefærd - Lystfiskerne - er det ofte vanskeligt at trække Grænsen, og jeg besluttede at tage den eneste sikre Vej til Sandhedens Stadfæstelse eller Forkastelse - en Tur til St. Lucia saa snart Lejlighed bød sig.

I September 1933 kom Lejligheden i Form af en Sommerferie, en Motorcykle og en umaadelig Trang til at se lidt af Afrika, og afsted tøffede jeg ned gennem Oranje Fristatens gudforladte Ørken og Natals endeløse Bakker de 450 miles til Durban og derfra videre nordpaa gennem en lang Række Sukkerrørsmarker andre 160 miles til St. Lucia.

Begivenhedsløs er saadan en Tur paa Motorcykle i Afrika ikke, og jeg kunde skrive Bøger om daarlige Veje, eksploderede Bagringe og forskellige Maader at falde af en Motorcykle paa, men jeg holder mig til Emnet - St. Lucia.

To Hoteller paa en Sandbanke ved Bredden af en Flod et Par Kilometer, før den løber ud i Havet, Sump og Mose og lidt Kratskov spredt i Terrainet var mit første Indtryk, da jeg stod paa Bredden af St. Lucia Flode.n og lod Motorcyklens Tudehorn gjalde for at tilkalde \Kafferne paa den anden Side. De kom hurtigt roende over og bragte mig velbeholdent til Hotellet, hvor et nyt Ansigt øjensynligt var velkomment hos de fem Fiskemænd, der sad og reparerede deres Grejer til næste Dag med den for Fiskere saa typiske Grundighed. Jeg benyttede Lejligheden til at faa lidt Oplysninger om Forholdene, og det var ligesom Fiskepladsens Nærhed lagde en Dæmper paa dens Fortræffelighed. I hvert Fald bed F'iskene ikke længere paa tomme Kroge, og de fleste Storbedrifter laa adskillige Aar tilbage. Da jeg gik i Seng den Aften, var jeg klar over, at det var »Grunter« Saison, at 90 pCt. af de fangede Fisk var Gruntere i Størrelser fra 5 til 15 lbs. Desuden var der, med lidt Held, Chancer for Laks, Springere, mindre Tigerfisk og forskellige Fladfisk, og hvad Storfiskeriet angik, saa var det ikke just Saison nu, men en Haj eller to kunde der vel altid falde af, var den almindelige Mening.

Mine nye Fiskekammerater var 4 unge Mennesker fra Johannesburg, ligesom jeg selv, og en Major fra Centralafrika, en ældre Herre med et ube-

. tinget Humør. Han tilbragte sin »Malariaferie« (et halvt Aars tvungen Ferie hvert tredie Aar i sundt Klima) ved Natal Kysten. Hans Historier den første Aften overgik alt, hvad jeg tidligere havde hørt, og varierede lige fra Krigsbedrifter og Elefantjagter til Hajfiskeri i Havet saavel som paa Paris Boulevarder. Jeg prøvede forgæves at imponere ham med Historier om en Tunfisk (jeg har aldrig set en Tunfisk), der trak vores Baad fra Sjællands Odde til Fanø, Nord om Skagen, illustrerende min Beretning med en mangelfuld Kortskitse og omregnende Metode, men da intet syntes at gøre Indtryk paa ham, lod jeg det blive ved det og holdt mig for Fremtiden til Sandheden.

Næste Morgen tog vi af sted i to Baade med Paahængsmotor og Reserveaarer, en Kasse Rejer til Madding for Fiskene og en Frokostpakke til os selv og belavede os saaledes paa en Heldags Fisketur. Nogle faa Hundrede Meter fra Kystlinien, hvor »the big shuff« holder til, kastede vi for første Gang Snørene ud, og - denne Gang uden Overdrivelse - i Løbet af en Time havde jeg faaet nok. I


St. Lucia venter man ikke paa Bid, man smider ud og haler ind, og hvis Fisken ikke er et Pragteksemplar paa en halv Snes Pund eller mere, gaar ogsaa den tilbage til sit naturlige Element. Og saa Gruntere, disse velsmagende, men højst irriterende Fisk. De hører til Laksefamilien, har en smuk, sølvblaa Farve, men er temmelig klodsede og minder i Formen mest om en !Karpe. En stor Fisk kæmper for Livet, og et Landingsnet eller en Fangstkrog er nødvendig for at faa den i Baaden. De har deres ejendommelige Navn (Grunters - Gryntere) fra den gryntende Lyd, de frembringer, naar de er fan·· gede, og som vedbliver længe efter, at man har taget Livet af dem. Den leder uvilkaarlig Tanken hen paa en Svinesti, selv om man er Tusinder af Mile fra en saadan paa Bredden af det indiske Ocean, og jeg kunde ikke lade være at betragte den som en Haan og personlig Fornærmelse mod min Værdighed som Sportsfisker. - »Øf - øf - du er en stor Mand - Øf, Øf, - du kan fange en lille Fisk paa en Krog - øf, Øf - godt gemt i en Reje - Øf, Øf.«

Da vi tog tilbage til Hotellet den Aften, med Baaden fuld af pragtfulde Fisk, der ædelmodig blev delt ud til de ventende Kaffere, havde jeg besluttet at hellige Resten af min Ferie til Storfiskeri, og i god Forstaaelse skiltes jeg fra mine Fiskekammerater, der aabenbart holdt mere af at tale om Hajer end at fange dem. De følgende Dage tog jeg alene i Robaad ned til »Hajbugten«, hvor jeg tilbragte pragtfulde Timer, mistede en Masse Redskaber og aldrig naaede at faa en Haj hevet i Land.

Hajfiskeri foregaar, eller rettere kan foregaa paa lignende Maade som Dyppefiskeri efter Gedder, men naturligvis i langt større Maalestok og med langt sværere Redskaber. Det maa foregaa fra Land, da Plads og godt Fodfæste er en Nødvendigh ed. Som Madding bruges en eller anden Fisk fra 1-2 Fods Længde, stangen er i et Stykke og af meget svært Bambus, fra 3-4 Meter lang og forsynet med et stort og kraftigt Hjul med fra 800 m til 1 km meget stærk Snøre. Krogen er en Enkeltkrog, ca. 3 Tm . lang og et Metalfang paa 4-5 Meter er nødvendigt, da Hajen ellers skærer Linen over med Rygfinnen. Naar hertil kommer et Læderhylster til Stangen at hvile i (spændt rundt om Lænden) og en Læderbeskytter til den højre Haandflade, der dirigerer Hjul og Line, er man parat til at tage Kampen op mod den største Haj .

Jeg havde Chancerne. Mere end en Gang, naar mit Kast havnede tæt bagved en af de opgaaende Fiskest imer, var der en Haj, der fik sig en-Forskrækkelse, men en brækket Line var altid Result atet.

Men jeg lærte min Lektie, og næste Gang skal de ikke slippe saa let.

Mine Kammerater fra første Dag kom nu og da paa Besøg, og deres venskabelige Spydigheder kendte ingen Grænser : »Du skulde hellere prøve Krokodillefiskeri lidt højere oppe i Floden«, »Hvad om du prøvede at sætte en Flodhest paa Krogen« osv., men jeg tog den med Ro og spurgte interesseret til »Pattegrisefiskeriet«. Jeg blev ogsaa snart ked af at fortælle den evindelige Historie om »the big fish, that got away« og holdt mine Meriter og Skuffelser hos mig selv.

En Aften, da jeg kom hjem, var der Ufred i Lejren. Under en Landgang ved Middagstid havde Majoren set sit Snit til at riste alle Rejerne, der skulde tjene som Madding for Resten af Dagen, og da de andre vaagnede op fra Middagssøvnen, fandt de ham, stadigvæk gumlende, med en Dynge Rejeskæl foran og en Flaske Akvavit ved Siden. Hvilken frygtelig Forbrydelse. Retten blev sat, og Majoren blev dømt til at afstaa Resten af Akvavitten til det øvrige Selskab samt ro den tungt bemandede Baad tilbage til Hotellet, imod Strøm og Tidevand, et Job, der und~r almindelige Forhold vilde kræve mere end et Par unge, stærke Arme. Efter Middag, da vi alle sad vel anbragte i magelige Stole og nød den kølige Aftenluft paa den aabne Veranda, forsvandt imidlertid al Misstemning. Dybt nede fra en Chesterfieldstol kom Majorens Stemme: »Den Rot ur var ingenting, saa skulde I have set Strabadsoc under Kampagnen i Sydvestafrika .. . « Og medens Cigarrøgen hvirvlede hen over Verandaen og gjorde et forgæves Forsøg paa at holde de næsvise Moskitos borte, fordybede Majoren sig i en ny Beretning om Pinsler og Lidelser, Sult og Tørst i Sydvestafrikas Ørkenland. Stor var hans Forar gelse, da han en halv Time senere opdagede, at vi allesammen var slumret ind.

Lystfiskere, Verdens største Løgnhalse, men af den godmodige Slags.

To Dage senere forlod jeg St. Lucia, Minder rigere, og fast besluttet paa at vende tilbage en Dag og fange de Hajer der snød mig i første Omgang.

Mogens Fen ge:r.

Nedgange re. Dr. Lottrup Andersen er svært glad for, at

Spørgsmaalet om Fangst af Nedgangere er kommet under Debat. Selv indrømmer han, at Spørgsmaalet ikke har alt for overvældende Betydning. Jeg vil hævde, at Spørgsmaalet overhovedet ingen Betydning har ; thi saalænge Fiskeriloven ikke for-


byder Fangst af slige Fisk, bliver det ikke et Spørgsmaal indenfor Dansk Sportsfiskerforening.

Hr. Lottrup Andersen noterer med Tilfredshed, at de fleste Indlæg i Bladet støtter hans Opfattelse. Det turde være en noget letkøbt Optimisme. Andre faar nærmest det Indtryk, at de Herrer i Sportsbegejstring er kommet op i saadanne Højder, at den sunde Fornuft ikke har kunnet følge med.

Sagens rent praktiske Side har der saaledes ikke været Tid til at omtale. Blandt andet det, hvorledes man skelner Opgangere fra Nedgangere. Har man en fed, blank Opganger ved Siden af en udleget, slatten, mager Nedganger er det saa lige til, men mellem disse Yderpunkter findes et Utal af Mellemformer, hvor det kan være vanskeligt, ja, undertiden ugørligt paa staaende Fod at afgøre, til hvilken Kategori en Fisk hører.

Ogsaa Spørgsmaalet om at udsætte igen en fanget Nedganger trænger til nærmere Belysning. Hvorledes skal en saadan Fisk kunne klare sig efter at være udmattet og landet med Fangstkrog?

I Øjeblikket er det Sportsfiskernes vigtigste Opgave at ophjælpe Fiskebestanden, og ud fra den Betragtning hævdede jeg, at man ikke behøvede at skaane Nedgangerne.

Hr. Lottrup Andersen vil have, man kun skal fange den Fisk, der giver mest Sport, d. v. s. den Fisk, der rykker kraftigst i Snøren og er mest sejglivet, men dette Argument kan heller ikke bruges her. Det kan nemlig være en lige saa stor sportslig Bedrift og en lige saa stor Tilfredsstillelse for den jævne Mand at fange en stor Nedganger paa primitive Redskaber, som det er for Lottrup Andersen at fange en blank, stor Opganger paa prima engelske Grejer.

Naar Talen er om det sportslige maa man huske paa, at alle Fiskere ikke bruger ens Grejer.

Lottrup Andersen paastaar, at det ikke er rigtigt, naar jeg skrev, at de fleste Nedgangere fangedes af Smaafolk og Arbejdsløse. Prøv da at tage en Tur til vestjydske Aaer Nytaarsdag og se hvem, der da begynder Fiskeriet, og hvem der den følgende Tid træffes der, og det vil vise sig, at min Paastand er rigtig. Der kommer ogsaa enkelte Tilrejsende, maaske de ærede Indsendere er mellem dem, og hvis det strider mod disse Fiskeres Samvittighed at fange Nedgangere, saa lad dog i Himlens Navn være, men lad andre fiske som de vil, saalænge det sker indenfor Fiskerilovens Rammer. Det bliver altid en daarlig Tak for Gæstfriheden ved de jydske Aaer at ville bestemme, hvorledes de stedlige Fiskere maa fiske.

Viborg, i Oktober 1934. C. A. Christensen.

Til Hr. C. A. Christensens Indlæg skal jeg bemærke følgende:

1. Hvilken besynderlig Paastand, at hvad Fiskriloven ikke forbyder, er ikke Spørgsmaal for Dansk Sportsfiskerforening. Som om denne Lov var et Evangelium.

2. Ja, den saakaldte »sunde Fornuft« har jo ofte svært ved at følge med.

3. Mon der virkelig er Laksefiskere, der ikke som Regel ved første Blik vil kende en Nedganger? Aflegede Fisk, der er saa vel restituerede, at de forveksles med Opgangere, hører til de Sjældenheder, der vist er uden praktiEk Interesse.

4. Hvis man har i Sinde at befri en udtrættet Nedganger, dræber man den naturligvis ikke først med en Fangstkrog. Bruger man ikke Net, vil man dog næsten altid kunne føre den hen til en lav Aabred, hvor man kan udløse Krogen.

5. Jeg troede, at Hr. C. A. Christensens Forkærlighed for Fangst af Nedgangere (foruden af Hensynet til den mindre Skade paa Bestanden) dikteredes af Hensynet til den kortvarige Sport og deraf følgende ringe Dyrpineri, men nu lærer jeg, at man her naar op paa de samme Høj der ved blot at anvende primitive Redskaber.

6. Her maa der foreligge en Misforstaaelse, enten fra min eller Hr. Christensens Side. Meningen med min Udtalelse var , nemlig kun denne, at vi i dette Spørgsmaal hidtil ikke har været et Haar bedre end »Smaafolk og Arbejdsløse«. Hvorvidt disse var i Flertal, har ikke beskæftiget mig.

7. Paakaldende Himlen, omgærdet af F'iskerilovens Rammer og trygt forskanset bag jydsk Gæstfrihed, frabeder Hr. Christensen sig til Slut vor Indblanding i jydske Fiskemetoder. Dette er lidt overflødigt og misforstaaet, saalænge vi kun udveksler Meninger om denne Sags Forhold til en Sportsfiskerkultur, som man jo til syvende og sidst ikke kan paatvinge nogen. Naar der nu fremtidig ikke desto mindre i selve Vestjylland vil findes et stort Omraade, hvor hverken Himmel, Fiskerilov eller jydsk Gæstmildhed yder Indsenderen Støtte til at dræbe Nedgangere, skal jeg berolige Hr. Christensen med, at vi ikke bærer noget Ansvar herfor, ja, at vi maaske endog ikke tør smigre os med, at denne Diskussion har spillet en selv ringe medvirkende Rolle. Skønt ikke forbudt i Fiskeriloven, har nemlig vore Kammerater ved Storaaen dog betragtet Sagen som et »Spørgsmaal«, der i hvert Fald er en Prøve værd.

Maa jeg samtidig benytte denne Lejlighed til at yde Bogtrykker Sørensen og Holstebro Sports·flskerforening min bedste Anerkendelse for det ud-


mærkede Arbejde, der her er præsteret, ved at gøre »Femaarsplanen« ved Holstebro Aa til Virkelighed. Jeg tænker her ikke saa meget paa N edgangerspørgsmaalet, selv om jeg ogsaa i saa Henseende vurderer deres Fordomsfrihed.

Chr. Lottrup Andersen.

Spørgsmaalet Nedgangere turde hermed foreløbig være uddebatteret. Vi har nu alle forstaaet, at det er lovligt at tage Nedgangere, men at flere af Foreningens Medlemmer ikke finder, det stemmer med deres Opfattelse af Sportsfiskerkultur. En lignende Opfattelse gør sig gældende blandt engelske Laksefiskere. En Side af Sagen, som kun svagt er tangeret, er Spørgsmaalet om, hvor mange Laks, der egentlig yngler flere Gange. Efter engelske Skælundersøgelser sker det ikke helt sjældent, men da alle Laksestammer ikke er ens, vilde det være interessant, om vi ved Mærkning af udsatte Nedgangere kunde faa dette nærmere belyst for Danmarks Vedkommende. En smuk Opgave for vore fineste Sportsfiskere. Hermed afsluttes denne Diskussion.

Red.

Blusnatten. Ernst Øhlin i »Från Skag och Sjø«.

Hvad var det, som tilskyndede mig til at overvære et Skue af den mest primitive Art, at sælge mig til en Udøver af den maaske grusomste Slags Fiskeri, der endnu eksisterer som en ond Byld paa den hæderligste af alle Næringsveje? Var det Mystikken om det Forbud, som er udstedt mod den Slags Fiskeri ? Eller var det blot, fordi Tilfældet havde ladet mig dumpe ned i denne lille Afkrog, hvor det endnu maa drives for dog i nogen Mon at hjælpe til. at holde Fattigdommen ude?

Naar jeg stiller mig selv disse Spørgsmaal, kunde jeg lige saa gerne se at finde ud af, hvad det i Almindelighed er, som lokker Mennesker til at søge blodige Skuespil, hvor Dyrene er dømte til Undergang. Hvorfor er man lysten efter de blodige Tyrefægtninger eller de grusomme Hanekampe ? Hvorfor kan Jægeren glæde sig over en smuk !Kamp ved Jagtens Slutning, riaar Hund og Ræv river hinanden til Blods i en hylende Dødskamp ?

Jeg tror ikke, at noget Menneske tørster efter at se Dyrene bløde og dØ. Det er selve Kampens Spænding, man attraar, især naar Udfaldet ikke er ganske givet, og da især, naar Menneskeliv sættes paa Spil.

Maaske var det den Rygtets Straaleglans, som omgav en vis kendt gammel Fisker dernede ved den fattigste af alle Kyster, noget af det, som var sivet ud om hans sagnagtige Dygtighed, som gjorde, at jeg lod alle Betænkeligheder fare, som kvalte ulmende Protester fra visse Hold i min Bevidsthed. Koldblodigt besluttede jeg at ville være med i Spændingen ved en Aalenat med Lyster og Blus, dette mærkelige Fiskeri, der synes mig en grotesk Sammenblanding af Jagt og Fiskeri. Jeg haabede, at der skulde være et eller andet Moment i Eventyret, som kunde udviske Indtrykket af formaalsløst Dyrplageri, og trøstede mig vel ogsaa paa den sædvanlige tossede Vis ved at indbilde mig, at de koldblodige Aal ikke kunde føle ret meget, trods den tilsyneladende grusomme Fangstmetode. De mangler vel Evnen til at reflektere ; Smertefornemmelsen er ikke den samme som hos de varmblodige Dyr ; Fiskens Sprællen for at befri sig for Fangstredskabet er naturligvis kun Udtryk for et fysisk Ubehag o. s. v.

Saa mødte jeg en Dag den Gamle, da han gik rundt om Spillet og halede en af sine store Baade op paa Stranden. En underlig Dunst af Tjære og gammel Fisk hængte ved hans Klæder. Hans Aasyn var begbrunt og furet som Skallen paa en gammel Østers ude i Gattet. Huden over Kinderne var blevet strammere, siden jeg saa ham sidst, Kindbenene mere fremtrædende, og Blikket syntes mere indadvendt. Man kom til at tænke paa et blinkende Fyr langt borte i en diset Høstnat.

Som om han havde forudset mit Spørgsmaal og forberedt Svaret for at stoppe min Nysgerrighed, maaske ogsaa for at dæmpe min Lyst til a_.t spinde videre paa det Emne, svarede han syrligt: »De a daulit me fesket i aur«.

Der siges, at den gamle Mand i de sidste 40 Aar har givet det samme Svar til hver den, som forhørte sig om Fiskeriet, og som maaske havde haabet at faa noget at høre om storartede Rekordfangster eller nogle Tips til sit eget Sommerfiskeri. Det er Øj ensynligt en svar Synd, hvis en Erhvervsfisker offentliggør selv den mindste Smule Fremgang i Erhvervet. Selv indenfor denne lidet betydende Næringsvej gælder det om ikke at beruses af Fremgangen, og ligesom man gemmer sin Fangst aflaase~ i Hyttefadet, skal man sætte Hængelaas for sm Mund som ellers let kunde fristes til at løbe over som et uregerligt Rendestensvand. Man faar ingenting, man har aldrig faaet noget! Herregud, hvad skulde det blive til , om man fik noget ? Saa er man jo ikke fattig længer, og hvem vil ikke være det? Og saa kommer maaske andre og snuser om ved ens Fiskevand, saa man maa tage Sælbøssen med om Bord for at faa· Lov at være i Fred.


Det lykkedes mig at komme ind i en Krog af den gamles Sjæl, lykkedes mig at trænge over Gærdet for hans Tilknappethed. Det skete ikke paa vanlig gammel Vis med en Snaps og et Par Ruller Skraa - det var længe siden, han lod sig fange paa den Maade - men jeg gjorde ham ganske simpelt en lille Tjeneste. Han skulde sende et Papir ind til Herredskontoret, og jeg hjalp ham med at sætte det op. Naturligvis spurgte han, hvad det kostede, og jeg svarede, at det kostede ikke noget, men vilde han gøre mig en Gentjeneste, kunde han lade mig at tage med ud at >> ljuse« en Nat. Det er Blekingsk for at. blusse Aal.

Jeg kunde først læse en vis Uvilje i de smalle Øjenspalter, og det havde ikke undret mig synderligt, om jeg havde faaet et tvært Afslag. Paa den anden Side var det jo et ret rimeligt Forlangende. Da han endelig samtykkede, var det med en vis Højtidelighed, som ledte mine Tanker hen paa et gammelt Digt af Froding. Han tænkte vel : »Du tvang mig til at ville, hvad selv jeg vilde ej «.

Jeg fik siden oplyst, at ingen nogensinde havde set ham fare ud med Selskab en Blusnat, og det forklarer tilstrækkeligt hans butte Tøven.

Mens vi nogle Dage oppebiede passende Vejr, fik jeg Lejlighed til at studere Sven Håkans Huggeredskab, den s. k. Aalenubbe. Det var et halvmaaneformet Jern med brede Blade, mellem hvilke der sad spidse Modhager. Stangen var lang, jeg anslaar næsten 3 Meter. Det var et ækelt Redskab, og jeg begyndte at føle mig som en Misdæder, naar jeg betænkte, at jeg uopfordret havde givet mig i :Kast med den gamle Aaledræber. Men nu var det sagt, og jeg haabede blot, at der skulde indtræffe et eller andet, som kunde sætte lidt Staal i Sindet inden den grimme Gerning.

Saa kom den passende Aalenat, da der ikke var et eneste Pust i Luften, ikke den mindste Krusning paa Vandet. Som en regnblank Gade strakte Vigen sig ud mod den brede Havlinie, med en Bort af Sivstrandens dybe Slagskygger. Hist og her var der ligesom store Oljepletter, hvilket forhøjede Indtrykket af absolut Stilhed. Enkelte Baade bevægede sig alferede derude, men man saa blot Lyset, der ligesom irrede omkring i planløs Søgen med dirrende Uro i Bevægelsen.

Sven Håkan tændte Tjæreveddet i den fikse Metalkurv, der rejste sig forude som en vældig Toplanterne, og mens de tørre Pinde begyndte at brage, gled vi ud i Vigen for bløde Aaretag. Jeg blev hurtig klar over, at Tavshedspligten var hellig herude, allerede Roerens Maade at skære Aarerne i Vandet viste det. Saa uformodet, som om vi havde flakket om i Blinde, dukkede Sivbræmmen op forude , aan-

deagtig og nattetung. Sven Håkan lagde Aarerne ind, behændigt og næsten lydløst, og saa begyndte han at spejde efter Byttet paa Bunden. Som han stod der med det ækle, takkede Stikkeredskab i den bøjede, ulykkesspaaende Stilling, kom jeg til at tænke paa de gamle primitive Fangstmetoder : Faldgruber, Trædesakse, Bjørnegafler og alt det, som man lod gøre Bøddeltjeneste. Jeg begyndte saa smaat at ønske, at nogen havde været her før os og jaget Aalene ud af Vigen.

Men da slyngedes jeg paa en Gang ud i Eventyret, og nu gik det mig, som det gaar den, der bævende gaar op til sin Plads ved Tyrefægtningsarenaen; mine Tanker flød sammen i Spændingens Rus, Tanken om Grusomhed og Død sank bort, og jeg blev tvunget ind i en bisar Uvirkelighed.

Naturen synes at have glemt at give Aalene »B~skyttelseslighed«, som hvide Baand ligger de skarpt tegnede mod Bunden. Nogle ligger døsige og gaar deres Skæbne i Møde med næsten forfærdende Villighed. Maaske bliver de hypnotiserede af Lysskæret og oplever i deres Rædsel noget af Drømmens underlige Brist paa Evne til at bevæge sig. Maaske hører de til en svag Aargang, og er forudbestemte til en alt for tidlig Død. Men der er andre, som synes at ligge paa Udkig cg er aarvaagne som nogen Ræv. Længe før man kan forme Tanken : »Se, der er en Aal« glider de bort over Bunden. De starter lynsnart og faar ligesom et Knippe Fødder under sig. Hver Gang, vi støder saadan en Væddeløber op, tænker jeg: »Den kan du prøve dine Kræfter paa, du gamle. Tager du den, saa -«.

Men det skulde jeg ikke have tænkt. Som om netop dissø svære Tilfælde havde en særlig Tillokkelse for ham, og som om han mente at burde præstere det højeste af sin Kunst for den Fremmede, koncentrerede han sig om disse, som jeg syntes, haabløse »Skud«. Smidigt og elegant som en Indfødt kaster Spyddet eftefr en Emu, slyngede han den lange Stage mod den lille flygtende Streg dernede. Jeg ved ikke, hvad det er, som · styrer hans Spyd, men naar han trækker det til sig efter at have ladet det gaa dybt i Bund, hænger Aalen paa Modhagerne som en flagrende hvid Vimpel. Han synes at have lige saa let ved at træffe den lille bevægelige Maalplet, som om han havde siddet hjemme og stukket Gaffelen i en tKartoffel. Med et Spark befries Aalen fra Jernet, den snor sig rask ned i Bundvandet og forsvinder under et Bræt.

Jeg maaber overfor hans forbløffende Dygtighed. Han har blot nogle sparsomme Sekunder til at rette Stødet, som naar Jægeren maa rette Bøssen mod en opflyvende Fugl. Desuden maa han beregne Brydningen i Vandet. Jeg sidder og tænker, at han


maa have over Tusinde Blusnætters Træning for at have opnaaet den Færdighed.

Spændingen tager mig, som blev jeg knuget af en Kvælerslange. Jeg glemmer, at det er Nat, mærker ikke, at de smudsiggrønne Sivmarker trækker sig sammen om os og glemmer mod Sædvane at se efter, om der er noget paa en Geddestage, der peger ud i Natten som en advarende Arm. Mine Tanker kredser som Myg om Begrebet, AAL. -Jeg skal jo ikke fiske, kunde forøvrigt ikke haandtere Aalenubben, men bæver endda af Skræk for at nogle af de sprælske Fiskeorme skal stikke fra os.

Et Vindpust farer pludseligt og skarpt henover Vigen. Vandoverfladen ser ud, som om den skutte~ de sig af Kulde, drager sig sammen som en rynket Hud og brister hist og her som for et skjult Tryk. Smaa toppede Bølger dannes overalt. Lave Skyer trykker sig nedad som dalende Luftskibe, men Bredderne er endnu stille i Nattens Tryllebaand.

Jeg har talt 98 Aal, som har gaaet Vejen over Rælingen; et sært Tal, synes jeg. Har Sven Håkan ogsaa talt dem? Det synes saa, thi han tager sig vældig sammen til Slutspurten; han vil vel have Hundredet fuldt, inden vi begiver os hjemad. Men nu er det klare Vandspejl uhjælpeligt søndret. Han slynger endnu Lysteret til højre og venstre, træffer ofte sikkert og hurtigt, men naar Byttet skal bjerges, viser det sig at være Roden af en Vandplante eller en gammel Gren. Da forstaar vi begge, at den Fangstnat er forbi.

Solen danser allerede paa Toppen af Skillingeskoven. Henover Vigen lyder nogle klangløse, søvnige Klokker. Pludselig høres Lyden af et Haredrev som en skingrende Festfanfare. Jeg har faaet nok af Fangst og Spænding og sidder og ønsker, at de:p. sølle Hare skal slippe. Men Skuddet smelder dumpt etsteds fra den dæmrende Skov, Dødssignalet stiger dirrende og naar sagte frem som Lydbølger fra det graa Lufthav.

En vellykket Sæson. Brev til Redaktionen.

Holstebro, 1. 11. 34 Da vi nu er ved Slutningen af Fiskeriet efter

Ørred og Laks for i Aar, er det morsomt at se tilbage paa Aarets Resultat; Fangst, der har fyldt godt i Kurven og givet mangen god Tur langs Aaen. Jeg vil begynde med 1. Januar 1934. Lokket af det milde Vejr gaar en Kammerat og jeg til Aaen, ned paa en af de mange gode Pladser, vi har her ved Storaa. Vi gaar til Middag, hverken ser

eller mærker nogen Fisk, og tager omsider fat paa · Frokosten, faar Cigaren tændt og sidder og kigger ned ad Aaen.

Hvad er det, som· viser sig derovre mod den anden Bred? Er det et Siv, der staar og vifter for Strømmen? Vi lister os nærmere, nej, det er en bred Laksehale, der stikker op en Gang imellem. Naada - det maa undersøges lidt nærmere! Vi sætter os paa Hug for ikke at skræmme Fisken, og lidt efter viser den sig igen; det er en ordentlig Svend, men den staar jo lige for Legen, saa der maa jo være en Mage. Vi kaster en Spinner over, men det rører den ikke, den bliver ved med at staa i Vandskorpen. Lidt længere nede viser der sig en til, men bide vil ingen af dem.

To Dage senere tog Kammeraten den store, da den var afleget - en Karl paa 7 Kilo, en pæn Nedganger. Sidenhen gik det raskt med Ørred; 1. Februar fangede jeg 3, henholdsvis paa 3112, 41;2

og 11/2 Kiio. 23. Februar tog jeg den første blanke

Laks, der vejede 4 Kilo; 4. Marts en Ørred paa 4, 18. Marts 2 Ørreder paa 2 og 1 Kilo, samt en Gedde paa 21/2, + en Stalling - men saa var det ogsaa forbi for Forsommerens Vedkommende, da Vandstanden blev meget lav.

Søndag den 12. August tog jeg (paa Flue) op mod den østre Grænse af Taaninge Terræn en farvet Laks: 51/2 Kilo og siden følgende:

18. August: Ørred 2 Kilo; 19. Aug.: Sommerlaks 3 Kilo.

5. September: Ørred 2 Kilo; 6. September Ørred 21/2 Kilo.

9. September: 2 Ørreder 2 og l1/2 Kilo - en farvet Laks paa 71/4 Kilo.

Det faldt nu ind med meget højt Vand, saa Stangen maatte paa Hylden en Tid. Den 7. Oktober var det imidlertid fint Vejr om Morgenen, saa jeg tog ud, men om Formiddagen var der intet Bid. Henover Middag blev det Regn og rigtig væmmeligt Vejr, men da kom der Liv i Ørrederne. Først havde jeg et Par Stykker oppe at kigge paa Fluen, men de vilde ikke tage fat; omsider kom der da en paa 1 Kilo, den kom med hjem. Nu havde jeg da Fangst og besluttede at holde op for den Gang, tog Stangen paa Nakken og af sted op til Cyklen. Men det blev ikke Cyklen den Gang, for da jeg passerede et Sving paa Aaen, hvor der næsten altid staar Fisk, tænkte jeg: Du maa hellere prøve, om de ikke skulde være mere villige nu.

Jeg kastede ud med en lille Spinner, og ganske ri.gtigt: et svagt Hug. Endnu et Kast, da var den vaagen og blev hængende, en pæn Ørred paa knap 4 Kilo. Det blev den sidste for i Aar.


Nu ved jeg ikke, om dette kan have nogen Interesse for Bladet; men en Ting kan jeg fortælle Dem, at de store Nedgangere paa 5--'--6 Kilo skal nok give Københavnerne Sport nok i Foraarstiden, men det er k o 1 d t at komme ud med Spinneren i Januar og Februar.

Hilsen fra Holstebro. il{. K. L u n d a g e r.

Postbud.

Smagsfordærvelse hos Fisk. (Sten Vallin i Ny svensk Fiskeritidsskrift.) At Fisk kan komme til at smage af det om

givende Medium, Vandet eller endog Bunden, er et gammelt velkendt Fænomen. Ikke saa sjældent hører man Klage over, at Fisken smager af Mudder, Gytje eller Tørv. Dette gælder særlig Fisk, som er taget i lavvandede søer eller Damme med stillestaaende Vand og som oftest med rig Vegetation, bestaaende af saavel højere Planter, som Mosser og Alger af forskellig Art. I Hovedsagen er det vel saaledes visse Forraadnelsesprodukter fra døde Plantedele, der giver baade Vandet og Fiken den omtalte Bismag. !Klager over daarlig Smag gælder mest saadanne typiske Grundfisk som Suder, Brasen, Karpe og Aal.

At Planktonalger, som udvikles stærkt i et Vand - saakaldt Vandblomstring - kan give adskillige Gener, fiskerimæssig set, ved man ogsaa. Rig »Vandblomstring« af visse blaagrønne Alger, kan sammen med Henvisningen bevirke Iltmangel, saa Fiskene dør. Naar Plantonalgerne og flere andre Vandplanter hendør, opstaar der Forraadnelsesstoffer, som giver Fisken Bismag, hvis der er rigeligt tilstede. At imidlertid Plantonalgerne ogsaa i levende Live afsondrer Lugt- og Smagstoffer, som gør Fisken umulig som Menneskeføde, er et ret overraskende Fænomen, som man i den senere Tid har iagttaget i en sø ved Berlin. At enkelte Plantonalger afgiver en ejendommelig Lugt, som sætter Smag paa Vandet, har man ganske vist lagt Mærke til forhen. Et Eksempel har vi fra Stokholms nye Vandværk ved Løvøen, hvor det ikke er lykkedes at rense Malarnvandet for Planktonsmag. Den omtalte Sø ved Berlin - Werbellinsee - er ret dyb med i Reglen klart Vand, og Fisken derfra havde Ry for sin gode Kvalitet, men i dette Foraar lød der Klager over, at Fisk derfra var begyndt at faa Bismag og fremkaldte Ildebefindende hos flere Personer, der havde spist den. Ved nærmere Undersøgelse fastsloges det, at Smagsfordærvelsen indtraf samtidig med Vand-

blomstringen. Et stort Parti · Plankton fra Søen blev udtrukket med Æther, hvorved man fik fremstillet en olieagtig Substans af samme Lugt og Smag som Fisken fra Søen. Man maa formode, at disse Lugt- og Smagstoffer trænger ind i Fiskens Legeme gennem Gællerne og maaske gennem Huden; mindre sandsynligt er det, at Fisken skulde faa Smagen ved at æde Algerne eller de Smaadyr, som lever paa dem.

Smagsfordærvelse hos Fisk kan dernæst komme af Vandets Forurening fra industrielle Anlæg.

Ved tør Destillation af Træ, Stenkul og Tørv dannes bl. a. Tjære, !Karbolsyre og lignende Stoffer; de findes ogsaa i naturlige Mineralolier eller dannes ved deres Raffinering, og de har den Egenskab at give Fisken skarp, ubehagelig Smag, naar de er tilstede i Vand i en saa svag Fortynding, at de ellers ikke synes at genere Fiskene. Afløbsvand fra Tjærefabriker, Edikkefabriker, Gasværker indeholder altid mere eller mindre af disse Stoffer. Der maa være 5-10 Milligram pr. Liter af disse s. k. Phenoler i Vandet for at Fiskene skal dØ af det, men 1-2 Mgr. pr. Liter er i Følge foretagne Forsøg tilstrækkeligt til at give Fisken en saa stærk Karbolsmag, at den er ubrugelig til Menneskeføde. Cellulose- og Tekstilfabriker b.ruger ofte Chlorkalk eller rent Chlor til Blegning. Slipper chlorholdigt Afløbsvand ud i et Vandløb, som i Forvejen er forurenet af lidt Phenol, dannes modbydeligt lugtende kemiske Forbindelser - Chlorphenoler -, der i en saa ringe Mængde som en Tiendedel Mgr. pr. Liter er nok til at gøre Fisk uspiselig.

Ogsaa Afløbet fra Sulfit og især Sulfat-Fabriker giver Fisken en slem Smag. Det gælder i mindre Grad Sulfit-Fabrikerne. I hvert Fald her jeg oplevet at koge og spise Fisk fangede i Vandløb, som faktisk var ret stærkt forurenet af Sulfitlud, uden at det lykkedes mig at fastslaa, at Fisken led af den karakteristiske skarpe og bittre Sulfitsmag. Ved en nylig foretagen Undersøgelse prøvede man imidlertid at sætte nogle Net i Mundingen af et mindre Vandløb ved den sydlige Del af Norrlandskysten, hvor det laa en Sulfitfabrik ca. 2 km ovenfor Udløbet. Man fik en rigelig Fangst af Skaller, Rimter, Aborrer og Gedder. De forskellige Arter Fisk blev kogt og serveret til Middagen, men denne Gang var der ingen Tvivl; allerede efter den første Bid blev samtlige Fade sendt ud igen paa Grund af den tydelige Bismag, og nu kunde man ikke tage Fejl af, hvor den stammede fra. Forsøgsvis har man holdt Fisk i Aquarier, hvor Vandet var ret stærkt forurenet af Sulfitlud, og allerede i Løbet af et Par Døgn har man kunnet kon-


statere den karakteristiske Bismag i Fiskekødet. Smagsfordærvelse af Sulfatfabrikernes Afløbs

vand er betydelig mere udpræget og mærkes i meget stor Afstand fra F~brikerne. Ved en af vore ~tørre Elve i Norrland ligger en Sulfatfabrik hele 15 km ovenfor Udløbet. Laksørred og anden Fisk, som tages lige i Mundingen, er ofte uspiselige, særlig om Foraaret, samtidig med at Isen bryder op. Der, hvor Sulfatfabrikernes Afløb gaar ud i Elven, opstaar i Reglen en stærk Skumdannelse, og ofte ser man i stille Vejr store Flager af sligt Skum drivende paa Overfladen endog i ret stor Afstand fra Fabriken. Blander man rent Vand med saadant Skum og sætter Smaafisk i, faar disse allerede efter Forløbet af et Døgn tydelig Sulfatsmag.

At Afløbsvandets Virkninger viser sig tydeligst Uge i »Vaarvinteren« kommer af, at de smagsødelæggende Stoffer da sønderdeles meget langsomt \Som Følge af ,den lave Temperatur og Vandets Afspærrelse fra Luften, mens Isen ligger. Desuden forhindrer Isdækket, at det forurenede, lettere Overfladevand blandes med dybere liggende Vandmasser. Gennem Fabrikernes Afløbsrør flyder en stadig Strøm af forurenende Stoffer; de saa at sige oplagres under Isen og forskydes i Vinterens Løb længere og længere udad, uden i nævneværdig Grad at sønderdeles og uskadeliggøres; det sker først, naar Isen bryder op.

En Trøst har vi dog, naar det drejer sig om Fisk, der af en eller anden Grund har faaet en fordærvet Smag, enten det nu drejer sig om Muddersmag, Gytjesmag eller Bismag, som skyldes Alger eller Afløbsvand. Forudsat, at Fisken ellers er uskadt, kan man lade den gaa i Hyttefad i helst rindende Vand og paa den Vis faa den fri for Bismag. I Reglen er et Par Døgn nok. Men der er naturligvis den Vanskelighed, at man ikke altid har tilstrækkelig nem Adgang til saadant rindende Vand, hvor Fisken kan gøres ren i Hyttefad; ofte ligger det for langt borte fra Fiskepladsen.

:··············································································~ . . . . . . ~ Boganmeldelelse. ~ . . 1111111111111111111111 I 11 llllllllllllllll 1111 I I III I li 1 11111111111 I I 111111111111111

Stangfiskeren 1934. Oslo Sportsfiskerforening har Æren af denne

baade i Udstyr og Indhold fremragende Aarbog. Allerede Omslaget med den springende Ørred i natlig Belysning, sætter Sportsfiskeren i godt Humør; og Indholdet er baade morsomt og vægtigt. Der er livligt skrevne Oplevelser, men. ogsaa sagkyndige Indlæg angaaende Fiskerilove, Op-

hjælpning af Fiskevande, Opbevaring og Tilberedning af Fisk - en hel lille Kogebog - historiske Essays om Fiskeredskaber og en saa moderne Afhandling som »Flyvemaskinens Anvendelighed i Indlandsfiskeriets Tjeneste.« Det er dog ikke Meningen, at man skal spinne fra Maskinen, men med de lange Afstande som Norge nu en Gang har, vil det for mange Sportsmænd med kort Ferie cg god Tegnebog kunne betale sig at flyve til sit Fiskevand.

Naturligvis er det først og sidst Ørreden, Aarbogen behandler; en lille Opsats om Gedden indleder med, at Esox i en Englænders Øjne er »no gentleman«, og der findes ogsaa en Afhandling om et Fiskevand med Sik (Helt).

Forsøgsvis har Aarbogen optaget en Liste over Hoteller, hvorfra der kan drives Ørredfangst med Angivelse af Afstand fra Oslo, Højde over Havet, Priser, Fiskerimuligheder etc. Der er foreløbigt kun 30 Hoteller paa Listen, men det er Hensigten med Aarene at søge den forøget. Hvornaar faar vi noget lignende i Danmark?

Aarbogen er udkommet i Kommission for Foreningens Regning, og der er al mulig Grund for de danske Sportsfiskere, som fisker i Norge, til at købe den. Sproget er gennemgaaende let læseligt »HØjnorsk«, ikke Lands- eller Bygdemaal, der for mange Danske er ret uforstaaeligt.

A. H.

................................................................................. . . . . . . . : Et og andet

. . . . ................................................................................ Fra Paris og Omegn meldes om Masser af

Krebs i Seine, Marne og forbindende Kanaler. Det er imidlertid ikke den europæiske Astacus fluviatilis, men en amerikansk Art af Slægten Cambarus, hjemmehørende i de nordøstlige Fristater samt Øv resø og Erriesø. De Lærde søger at finde ud af, hvorledes denne Invasion er kommet, og mener forlØbig, at den er begyndt før Verdenskrigen. Cambarus har flere Fordele fremfor Astacus, for det første er den immun overfor den Krebsepest, som flere Gange har ødelagt de mellemeuropæiske Krebs, for det andet er den mere Vegetar end Krebs af Slægten Astacus, og for det tredie mener man, at den falder udenfor den franske Lov om Mindstemaal paa Krebs. Endelig er den et Sportsdyr, temmelig nem at tage paa Snøre - det er den danske /Krebs ogsaa efter mine Erfaringer.


Der anslaas at være ca. 3 Millioner Lystfiskere i Frankrig, deraf er næppe 1/2 Promille i Sportsfiskerforening. · Hovedmassen af de franske Lystfiskere morer sig paa den fra Fædrene nedarvede Vis. Væbnede med gammeldags Grejer begiver man sig ned til en Flodbred, hvor man anbringer sig under et skyggefuldt Træ eller en Bomuldsparasol - og saa venter man, til en Fisk er saa elskværdig at bide paa. Det sker ikke hver Dag. Fiskeriet gælder mest de her i Landet lidet estimerede Karpefisk. Heri har F.ranskmændene mange· Fæller i England, men derovre er der naturligvis gaaet Sport selv i Fiskeri efter Skaller og Brasen. Klubberne holder Turneringer med Præmier for størst Fisk og flest Fisk etc. - de største Eksemplarer bliver udstoppede.

Sligt falder ikke Franskmændene ind - deres Fiskeklubber er særlig indstillede paa - en højst nødvendig - Kamp mod Flodernes Forurening fra industrielle Virksomheder.

I to Grevskaber i det nordlige England h.1Vde Lystfiskerforeningen ansøgt om, at Fredningen af Hejren maatte blive suspenderet i fem Aar, men fik ikke Medhold hos Grevskabsraadet. Der fandtes ca. 50 Reder i hver Provins, hvilket blev 1 pr. 10,000 acres, og man mente ikke, dette var for meget. Der henvistes til, at Hejren er den sidste store Fugl, der lever i England, og den er en Pryd for Landskabet. Desuden ansaa flere Fiskeriexperter den for nyttig for Sportsfiskeriet, da den væsentlig lever af Aal, som gør stor Skade paa Ørred- og Lakseyngel; desuden siges den at tage Mus, Muldvarpe og unge Rotter, samt Spidsmus -ligesom det siges om Storken i Danmark. Saa Hejren er stadig totalfredet. - -

................................................................................ . . . . l Fra Redaktørens Lænestol. I •••••••••••••111111111111111111 11 11111,1111111r1111111111111111111111111111111111•

Meddelelser fra Medlemmerne indløber kun sparsomt. Formodentlig . har vi alle haft en sløj Sæson, takket være den tørre Sommer. Tunfisken kom i Aar saa sent, at det har været en kold Fornøjelse at søge den. I England viste den sig ogsaa først i Slutningen af September.

, Vi maa takke vore udenlanske Korresponden.:. ter for, at Redaktøren ikke i endnu højere Grad har maattet præge Bladet, hvilket i Længden ikke er morsomt for Læserne. I Oktobernumret havde vi den Fornøjelse at bringe en Originalartikel fra den norske Forfatter og Sportsmand Ludvig

Munsterhjelm og i dette Nummer har et tidligere Medlem af D. S. sendt os lidt fra Sydafrika. Hr. Mogens Fenger har lovet at lade høre fra sig igen, men - som han meddeler i et Brev til Redaktionen - har han 400 km til det nærme.ste Ørredvand og 1000 km til Kysten, saa han kommer ikke paa Fisketur hver søndag. Der er Medlemmer af D. S., som har betydeligt nemmere til at drive Sporten. Skulde der ikke være flere, som vil sætte Pen til Papiret?

Kæmpemakrel. Fra England kommer Meddelelse om, at en

Lystfisker har taget 4 Makrel paa tilsammen 14 Pund, den største vejede 5. Herhjemme regnes Makrellen ikke at blive over 2 Pund vægtig, men ogsaa i England har denne Recordfisk vakt Opsigt. Sportsfiskerforeningernes Recordfisk er ellers paa 31/2, men i British Musæum skal findes en Makrel paa 24 Tommers Længde, der i levende Live vejede 41

/ 2 Pund. Lystfiskeri efter Makrel foregaar bedst fra

Sejlbaad med Drag og en Sild til Madding; har man faaet den første Makrel, tages de følgende let paa et spoleformet Udsnit af Siden paa Nr. 1. Makrel er nogle slemme Kannibaler. Englænderne bruger ogsaa at spinne med en sølvblank Spinner.

A. H.

:···············································································. Tilgængeligt Fiskevand . . . . . ................................................................................

Stor a a,e n, Holstebro: Ca. 35 km Fiskevand, Laks, Havørred og Stalling. Dagkort 2,00, 14 Dages Kort 5,00 og Aarskort 15,00 Kr. Kort faas hos Martin Schmidt, Kiosken og Frøjk Fiskepark, Uge- og Aarskort kun hos Martin Schmidt, Nørregade.

S k j e r n A a: Landsforeningens Medlemmer har gratis Ret til Fiskeri paa Foreningens Terrain fra Lundenæs Laksegaard til Borris Sogneskel paa begge Sider af Aaen.

Har t h e~v ær k et s Reservoirer: (Nørresø, Søndersø og Stallerup SØ). Geddefiskeri. Kort kan kun faas paa Værkets Kontor: Rendebanen 4, Kolding, og hos Gaardejer Clemmensen ved Dybvadbro St. Priserne er for: Aarskort Kr. 30,00, Maanedskort Kr. 10,00, Ugekort Kr. 6,00, Dagkort Kr. 2,00. Medlemmer af »Dansk Sportsfiskeriforening« faar udstedt Kort til halv Pris mod Forevisning af Medlemskort.

'193.4 SPORTS-FISKEREN 139

Ko 1 ding A a: Ørredfiskeri. Kort hos følgende: Fr. Rudes Sportsmagasin, Jernbanegade 21, Kolding. - sønderbros Kiosk, Sønderbro, Kolding. - Hvilested Kro pr. Ejstrup. - Afholdshotellet i Estrup. - Gaardejer M. Nissen Jøker, »Hvilested.,. gaard« ved »Tudsbro«. Paa Kortene er angivne de Strækninger, hvortil Kortene gælder. Prisen paa Kort er i 1934: Aarskort Kr. 22,00. - 3 Mdr.s Kort Kr. 15,00, 1 Mdr.s Kort ,Kr. 10,00 og Dagkort Kroner 2,00.

Indholdsfortegnelse: 1. Mogens Fenger: Afrikabreve. - 2. A Christen

sen: Nedgangere - Lottrup Andersens Svar. - 3. Ernst Øhlin: Blusnatten. - 4. Lundager: En vellykket Sæson. - 5. Smagsfordærvelse af Fisk.

Vort Emblem. Vort smukke Emailleemblem faas tilsendt fra

Guldsmed Fritz Heimburger, Købmagergade 63-65, København K. mod Indsendelse af 1 Kr. 25 plus Porto (10-15 Øre) i Frimærker.

Formand: Dr. med. Chr. Lottrup Andersen, Dalgas Boulevard 62, København F .

Næstformand: BØdkerm. Carl Christensen, Skjern. Sekretær: Førstelærer S. Bork-Andersen, Askeby. Kasserer: Postassistent Chr. Lauridsen, Skjern, Post-

konto 11140. Kontingent og Indmeldelse samt eventuelle Klager

over Bladets Forsendelse sendes til Postassistent Chr. Lauridsen, Skem.

Kontingent er 8 Kr. aarlig. Ægtefæller dog kun 11 Kr. For Medlemmer af Lokalforeninger med mindst 40 Medlemmer og med mindst 25 af Medlemstallet indmeldt i Landsforeningen er Kontingentet kun 5 Kr.

Artikler til Bladet bedes indsendt inden d. IO. i hver Maaned til Redaktøren, Apoteker Axel Holm, Asylgade 19, Odense. Telf. 3176.

Foreningens Medlemsorgan »Sportsfiskeren« udkommer d. 1. i hver Maaned .

•• 1111 1 1111111111111111 IIWIII III IIIIIIIII I IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 1111111111111111111111111111 li I 11111111111111111111111111111111111111 1 11111111111 1 111111111111111111111

Indmeld Dem

Dansk Sportsfiskerforening

Virk for Tilgang!

og De faar nærværende Blad

gratis tilsendt hver Maaned.

Samtidig har De gratis Fiske

ret paa Foreningens Terræn

ved Skernaa.

Indmeldelse til Kassereren, Hr.

Postassistent Chr·. Lauridsen,

Skern.

. • IIIII I III I I I I 111 I I I 111 I li I III I I I I I I 111 I 11111 I I I I 111 I I I li I 1111 I I li I I I I I I I I I I I I I I I I 111 I I I •• I .l i III 111111 1 11 I 1111•1•1 1 11•11111 •1I11·11·111•111111111III1111111 I li I I 111111111:

140 SPORTS-FISKEREN 193'4

I

Julen nærmer sig,

husk at fortælle Familien samt Venner og Bekendte, at De ønsker Dem Fiskeriartikler i Julegave - -

og at det skal være Allcocks. III I I li li III I I I I I I I I I I I I I li I I li I III I I III li I li I I I I I I I I I I I I I 111111111111111111111111 I 11111111111111111111111111111

BRITAGENT M. TH. MARTENS

Bredgade 25 C Mezz., København K.

Tlf. C 3714 og 14 280.

I •

Lovens Mindstemaal. Fra Snudespids til Halespids.

Laks .............. . ....................... 37 cm. Hav-, Regnbue- og Søørred ................ 37 Bækørred ......... . ....................... 25 -Helt, Snæbel og andre Heltarter . . . . . . . . . . . . 30 Stalling. . . . . . . . . .·. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30 -Gedde og Sandart ..... . .... . .... ... ....... 40 -Aal . . .. . . . .. . . . ...... ; ............. . ..... 34 -Krebs. . .... . ....... . . . . . ....... . ......... 9 cm

F:riedede Fisk, Undermaalsfisk eller Undermaalskrebs skal atter udsættes, hvadenten de er levedygtige eller ,ej.

Gæstgivergaarden

''Tro Id høj'' Fiskekort til Vorgod og Skjern Aa, Afstand til Aaen 3/4 km, ingen Steder over 3 km til førstnævnte. - Ved 3 Dages Ophold 5 r . pr Dag lo r fuld Pension. Chr. Christensen.

Tlf. 1 - Troldhede. ............................................... ................................. .

•••••••••••••••••••••••••••••••••••••••• ~ Holstebro Turistforening

Lystfiskere anvises Fiskepladser for Laks, Ørred og Stalling samt Gedder. - Dagskort a 2,00, 14 Dages Kort 5,00, Aarskort a 15,00. Dagskort løses i Kiosken, Frøjk Fiskepark og hos Martin Schmdt Maaneds- og Aarskort kun h'lS Martin Schmidt.

••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••

LYSTFISKERE SE HERI

~ Et meget stort Udvalg i fine engelske Fluer,

Spinner, Liner, Fiskestænger, Hjul m. m. fore

findes hos undertegnede til billigste Priser.

·~

A. DAMGAARD, HOLSTEBRO. TELEFON 211.

~~~~~ll::ll:~ll::ll:~~ll'X~lt',lt::~~~l::it::~·~

Hotel Schaumburg, Holstebro. Telf. 4'2 - 172. - - - Statstelefon 16.

Byens ældste og førende Hotel. Værelser fra 3 Kr. - 1. Kl. Køkken. - Bilgarage.

Westy Hald.

Trykt i S. Sørensens Bogtrykkeri, Holstebro .

Sportsfiskeren 12 1934

Documents

Transcript of Sportsfiskeren 12 1934