Balancegang

GERT HOLMGAARD NIELSEN

BalanceTi historier om Kina

FRYDENLUND

gang og menneskerettighederne

GERT HOLMGAARD NIELSEN

BalanceTi historier om Kina

FRYDENLUND

gang og menneskerettighederne

H82 83

KAPITEL 5

Halvdelen af himlen

Fysisk er hun ikke ret stor, men hun er ikke til at stoppe. Blik-ket er intenst, og hun taler uafbrudt om det, der har optaget

hende mest, siden hun var helt ung: Kampen for ligeberettigelse for Kinas mere end 600 millioner kvinder. Li Ying er 40 år, ud-dannet jurist og har de seneste syv år været ansat på Kvindernes Retshjælpscenter på Folkets Universitet i Beijing, hvor hun nu kan skrive vicedirektør på sit visitkort.

Der skal ikke mere end et enkelt spørgsmål til, før hun er tændt, og hun ved, hvor problemerne ligger. Men trods hendes iver besidder hun også den nødvendige professionellle tålmo-dighed, for hun er klar over, at uden den så kommer hun ingen vegne med sit arbejde. Hvis målet er ligeberettigelse for kvinder, så tjener det ikke noget formål at gå ud og demonstrere eller pro-testere. Tværtimod. Det kan skade den sag, hun arbejder for. Det er det lange, seje træk, der skaber resultaterne, og ligestilling for kvinder er – også i Kina – netop et langt, sejt træk.

Som ung pige kunne Li

Ying ikke lade være med at

lægge mærke til, hvordan

kvinderne omkring hende

knoklede, og alligevel blev

behandlet uværdigt af

mændene. Er det det værd?Det spørger du hele tiden om. Du siger hele tiden: ”Er det det værd?” Det bliver man jo nødt til at overveje.Man bliver nødt til at overveje det, selvom resultatet bliver skidt. Men du kan ikke for-hindre, at der er folk, som vil kæmpe for det. Der er vist omtrent 40 kinesiske journalister, som lige nu sidder i fængsel, og måske 30, som har skrevet ting på internettet. Der er nogle, som indvender, at det ikke er ret man-

Sagen om Sun Zhigang

Indtil 1. august 2003 havde Kina et system, der gik under navnet 'forvaring og hjemsendelse'. Det blev etableret i 1982 for at give myndighederne et middel til at styre den nye urbanisering, som opstod i kølvandet på Deng Xiaopings åbne dørs politik. Det var ofte arbejdsløse, hjemløse, tiggere og folk uden arbejdstilladelse i byen, som blev forvaret. Sun Zhigang var uddannet modedesig-ner fra Wuhan i Midtkina og rejste i 2003 til Kanton i syd for at finde arbejde. Han blev taget i forvaring af politiet på en internet-café, da han ikke havde sit id-kort på sig.

Under forvaringen blev han udsat for tortur, og han døde den 20. marts 2003. Hans forældre gav historien til den progressive avis Nanfang Dushibao, og derfra spredte den sig til internet-tet, hvor i hundredtusindvis af sympatisører gav deres mening til kende. Systemet med 'forvaring og hjemsendelse' blev taget op af den kinesiske topledelse og dømt i modstrid med grundloven, og der faldt flere strenge domme over folk, som havde haft berø-ring med Sun Zhigangs forvaring. Ingen politifolk blev dog dømt. Samtidig faldt der også domme over fire redaktører på Nanfang Dushibao. To af dem blev dog hurtigt løsladt, mens de to andre fik deres domme reduceret.

ge. Der er 1,3 milliarder mennesker i Kina, og der sidder måske 70 mennesker i fæng-sel for at have skrevet noget, som regeringen ikke kan lide.Ja, og samtidig ved vi, at rigtigt mange men-nesker kan udtrykke sig på internettet. Men internettet er ikke det samme som de tradi-tionelle medier, for her har man ikke ret til at lave interviews. Den ret har man ikke. Så måske er vores reelle ret til at udtrykke os på internettet begrænset, men den er udvidet i forhold til tidligere.

På nettet:http://tsquare.tv/

H82 83

KAPITEL 5

Halvdelen af himlen

Fysisk er hun ikke ret stor, men hun er ikke til at stoppe. Blik-ket er intenst, og hun taler uafbrudt om det, der har optaget

hende mest, siden hun var helt ung: Kampen for ligeberettigelse for Kinas mere end 600 millioner kvinder. Li Ying er 40 år, ud-dannet jurist og har de seneste syv år været ansat på Kvindernes Retshjælpscenter på Folkets Universitet i Beijing, hvor hun nu kan skrive vicedirektør på sit visitkort.

Der skal ikke mere end et enkelt spørgsmål til, før hun er tændt, og hun ved, hvor problemerne ligger. Men trods hendes iver besidder hun også den nødvendige professionellle tålmo-dighed, for hun er klar over, at uden den så kommer hun ingen vegne med sit arbejde. Hvis målet er ligeberettigelse for kvinder, så tjener det ikke noget formål at gå ud og demonstrere eller pro-testere. Tværtimod. Det kan skade den sag, hun arbejder for. Det er det lange, seje træk, der skaber resultaterne, og ligestilling for kvinder er – også i Kina – netop et langt, sejt træk.

Som ung pige kunne Li

Ying ikke lade være med at

lægge mærke til, hvordan

kvinderne omkring hende

knoklede, og alligevel blev

behandlet uværdigt af

mændene. Er det det værd?Det spørger du hele tiden om. Du siger hele tiden: ”Er det det værd?” Det bliver man jo nødt til at overveje.Man bliver nødt til at overveje det, selvom resultatet bliver skidt. Men du kan ikke for-hindre, at der er folk, som vil kæmpe for det. Der er vist omtrent 40 kinesiske journalister, som lige nu sidder i fængsel, og måske 30, som har skrevet ting på internettet. Der er nogle, som indvender, at det ikke er ret man-

Sagen om Sun Zhigang

Indtil 1. august 2003 havde Kina et system, der gik under navnet 'forvaring og hjemsendelse'. Det blev etableret i 1982 for at give myndighederne et middel til at styre den nye urbanisering, som opstod i kølvandet på Deng Xiaopings åbne dørs politik. Det var ofte arbejdsløse, hjemløse, tiggere og folk uden arbejdstilladelse i byen, som blev forvaret. Sun Zhigang var uddannet modedesig-ner fra Wuhan i Midtkina og rejste i 2003 til Kanton i syd for at finde arbejde. Han blev taget i forvaring af politiet på en internet-café, da han ikke havde sit id-kort på sig.

Under forvaringen blev han udsat for tortur, og han døde den 20. marts 2003. Hans forældre gav historien til den progressive avis Nanfang Dushibao, og derfra spredte den sig til internet-tet, hvor i hundredtusindvis af sympatisører gav deres mening til kende. Systemet med 'forvaring og hjemsendelse' blev taget op af den kinesiske topledelse og dømt i modstrid med grundloven, og der faldt flere strenge domme over folk, som havde haft berø-ring med Sun Zhigangs forvaring. Ingen politifolk blev dog dømt. Samtidig faldt der også domme over fire redaktører på Nanfang Dushibao. To af dem blev dog hurtigt løsladt, mens de to andre fik deres domme reduceret.

ge. Der er 1,3 milliarder mennesker i Kina, og der sidder måske 70 mennesker i fæng-sel for at have skrevet noget, som regeringen ikke kan lide.Ja, og samtidig ved vi, at rigtigt mange men-nesker kan udtrykke sig på internettet. Men internettet er ikke det samme som de tradi-tionelle medier, for her har man ikke ret til at lave interviews. Den ret har man ikke. Så måske er vores reelle ret til at udtrykke os på internettet begrænset, men den er udvidet i forhold til tidligere.

På nettet:http://tsquare.tv/

Bundne fødder

På kommunisternes liste over de mest konkrete fremskridt for de kinesiske kvinders status står også afskaffelsen af en meget kontant, lokal praksis: Traditionen med at invalidere pigers fød-der ved at snøre dem stramt ind i gazebind, indtil alle de små tæer med årene var blevet bukket ind under storetåen, som selv var blevet presset tilbage. På den måde endte den voksne kvin-des fod som en lille, radbrækket, spids knold med en stærkt buet vrist. Idealet var små fødder; jo mindre, jo smukkere. Hvis en kvinde ikke havde fået sine fødder bundet ind som lille, havde hun ingen chance for at blive gift. Ingen ville have hende, og hun kunne dermed ikke opfylde sin rolle i samfundet. I dag er det sjældent at se kvinder med 'otte tommers liljefødder'. Den sidste generation er nu stort set forsvundet.

Kvinder med bundne fød-

der er et sjældent syn i

gadebilledet i Kina i dag.

De, der er tilbage, har levet

et liv i en helt anden verden

end deres unge, moderne

medsøstre gør. Beijing,

Der hvor vi boede, var der rigtig smukt, men der var også meget fattigt, og tit fik pigerne ikke lov til at gå i skole. Der var ikke råd. Jeg havde en veninde, som fik lov af sine forældre til at gå i skole, men på den betingelse, at hun så ingen frokost fik. Jeg tog hende ofte med hjem til mig, for at hun kunne få noget at spise.

Li Ying

Ligestilling for kvinder har været på dagsordenen i Kina lige siden Mao Zedongs kommunister ka-stede sig ud i kampen om magten, og efter at Mao proklamerede Folkerepublikken Kina i 1949, skete der mærkbare fremskridt. Det var Mao selv, der lan-cerede udtrykket, at kvinderne holder halvdelen af himlen oppe, og ifølge ham skulle de have behørig anerkendelse for det. Li Ying nævner i flæng flere af de helt konkrete fremskridt, som fulgte i kølvandet på kommunisternes magtovertagelse – eller ‘befriel-sen’, som kineserne selv kalder begivenheden: Unge piger fik ret til at gå i skole på lige fod med drenge,

de fik ret til at komme ud på arbejdsmarkedet, og i den officielle propaganda var der løbende fokus på netop kvindernes bidrag til den fortsatte revolution.

Derudover var der blandt de statssanktionerede revolutio-nære helte en hel del kvinder. Li Ying nævner Hao Jianxiu, der arbejdede på et væveri, og som endte med at sidde med i regerin-gen. Hun er pensioneret i dag. En anden kvindelig helt var Guo Fengnian fra folkekommunen Dazhai, som i 1960'erne blev ud-råbt som en mønsterlandbrugskommune for hele landet. Hun er stadig aktiv i parlamentet, Den nationale Folkekongres.

Kvindernes lange march mod ligestilling med mændene be-gyndte altså som en udtalt del af den kommunistiske regerings officielle politik. Samtidig var det dog en politik, hvis fremskridt blev dikteret ovenfra, og det var ikke førend, at FN’s kvindekon-ference blev afholdt i Huairou nær Beijing i 1995, at der blev sået kim til en bevægelse nedefra og fra grupper uden for Kinas Kom-munistpartis egne rækker. Guo Jianmei, som er Li Yings overord-nede, direktør for centret, havde på det tidspunkt andet arbejde, men kvindekonferencen gav hende og to andre tilskyndelsen til at sige op, oprette centret og udelukkende arbejde for kinesiske kvinders rettigheder. Det så dagens lys i december samme år.

Li Ying blev ansat på centret i 2002. For hende var og er det en drømmestilling, som hun kun fandt, fordi en studiekammerat gjorde hende opmærksom på den. Hun fortæller, at det netop var den slags arbejde, hun ledte efter, for som ung pige havde hun gjort op med sig selv, at hun ville hjælpe de kvinder, der ikke var i stand til at hjælpe sig selv. Hun voksede op i Xiangxi, en lille fattig by i den vestlige del af Hunan-provinsen, i 1970'erne. Selv kom hun fra en intellektuel og forholdsvis velstillet familie, men hun så hver dag kvinder slide og slæbe, bøjet under de tunge byrder, der hang fra ågene på deres skuldre. Det, som Li Ying bed mærke i, var, at uanset hvor meget disse kvinder puklede, så var de altid nederst i hierarkiet – så langt nede, at de mange steder ikke en-gang fik lov til at sidde med ved bordet, når familien spiste.

For kun få år siden var der en bestemmelse i Sichuan om, at kvindelige embedsmænds bryster skulle være lige store. Før de kunne blive ansat, skulle det også undersøges, om de var gravide. Sådan er det ikke mere.

Li Ying

Bundne fødder

På kommunisternes liste over de mest konkrete fremskridt for de kinesiske kvinders status står også afskaffelsen af en meget kontant, lokal praksis: Traditionen med at invalidere pigers fød-der ved at snøre dem stramt ind i gazebind, indtil alle de små tæer med årene var blevet bukket ind under storetåen, som selv var blevet presset tilbage. På den måde endte den voksne kvin-des fod som en lille, radbrækket, spids knold med en stærkt buet vrist. Idealet var små fødder; jo mindre, jo smukkere. Hvis en kvinde ikke havde fået sine fødder bundet ind som lille, havde hun ingen chance for at blive gift. Ingen ville have hende, og hun kunne dermed ikke opfylde sin rolle i samfundet. I dag er det sjældent at se kvinder med 'otte tommers liljefødder'. Den sidste generation er nu stort set forsvundet.

Kvinder med bundne fød-

der er et sjældent syn i

gadebilledet i Kina i dag.

De, der er tilbage, har levet

et liv i en helt anden verden

end deres unge, moderne

medsøstre gør. Beijing,

Der hvor vi boede, var der rigtig smukt, men der var også meget fattigt, og tit fik pigerne ikke lov til at gå i skole. Der var ikke råd. Jeg havde en veninde, som fik lov af sine forældre til at gå i skole, men på den betingelse, at hun så ingen frokost fik. Jeg tog hende ofte med hjem til mig, for at hun kunne få noget at spise.

Li Ying

Ligestilling for kvinder har været på dagsordenen i Kina lige siden Mao Zedongs kommunister ka-stede sig ud i kampen om magten, og efter at Mao proklamerede Folkerepublikken Kina i 1949, skete der mærkbare fremskridt. Det var Mao selv, der lan-cerede udtrykket, at kvinderne holder halvdelen af himlen oppe, og ifølge ham skulle de have behørig anerkendelse for det. Li Ying nævner i flæng flere af de helt konkrete fremskridt, som fulgte i kølvandet på kommunisternes magtovertagelse – eller ‘befriel-sen’, som kineserne selv kalder begivenheden: Unge piger fik ret til at gå i skole på lige fod med drenge,

de fik ret til at komme ud på arbejdsmarkedet, og i den officielle propaganda var der løbende fokus på netop kvindernes bidrag til den fortsatte revolution.

Derudover var der blandt de statssanktionerede revolutio-nære helte en hel del kvinder. Li Ying nævner Hao Jianxiu, der arbejdede på et væveri, og som endte med at sidde med i regerin-gen. Hun er pensioneret i dag. En anden kvindelig helt var Guo Fengnian fra folkekommunen Dazhai, som i 1960'erne blev ud-råbt som en mønsterlandbrugskommune for hele landet. Hun er stadig aktiv i parlamentet, Den nationale Folkekongres.

Kvindernes lange march mod ligestilling med mændene be-gyndte altså som en udtalt del af den kommunistiske regerings officielle politik. Samtidig var det dog en politik, hvis fremskridt blev dikteret ovenfra, og det var ikke førend, at FN’s kvindekon-ference blev afholdt i Huairou nær Beijing i 1995, at der blev sået kim til en bevægelse nedefra og fra grupper uden for Kinas Kom-munistpartis egne rækker. Guo Jianmei, som er Li Yings overord-nede, direktør for centret, havde på det tidspunkt andet arbejde, men kvindekonferencen gav hende og to andre tilskyndelsen til at sige op, oprette centret og udelukkende arbejde for kinesiske kvinders rettigheder. Det så dagens lys i december samme år.

Li Ying blev ansat på centret i 2002. For hende var og er det en drømmestilling, som hun kun fandt, fordi en studiekammerat gjorde hende opmærksom på den. Hun fortæller, at det netop var den slags arbejde, hun ledte efter, for som ung pige havde hun gjort op med sig selv, at hun ville hjælpe de kvinder, der ikke var i stand til at hjælpe sig selv. Hun voksede op i Xiangxi, en lille fattig by i den vestlige del af Hunan-provinsen, i 1970'erne. Selv kom hun fra en intellektuel og forholdsvis velstillet familie, men hun så hver dag kvinder slide og slæbe, bøjet under de tunge byrder, der hang fra ågene på deres skuldre. Det, som Li Ying bed mærke i, var, at uanset hvor meget disse kvinder puklede, så var de altid nederst i hierarkiet – så langt nede, at de mange steder ikke en-gang fik lov til at sidde med ved bordet, når familien spiste.

For kun få år siden var der en bestemmelse i Sichuan om, at kvindelige embedsmænds bryster skulle være lige store. Før de kunne blive ansat, skulle det også undersøges, om de var gravide. Sådan er det ikke mere.

Li Ying

frem for kvinder. Det gælder også, hvis kvinderne vælger at læse videre og tage sig en kandidat- eller en ph.d.-grad, for også her foretrækkes generelt mænd. Den triste ironi er, påpeger Li Ying, at kvinderne ofte har de bedste afgangs-beviser fra universiteterne. Alligevel er det altså dem, der har sværest ved at finde arbejde.

Medierne er et vigtigt værktøj for centret, for de giver mulighed for at sprede information om ligestilling. Heldigvis er medierne generelt interes-serede i den type historier, som centret kan levere, for ud over beskrivelsen af det grundlæggende problem, så kaster de ofte gode og konkrete fortællinger af sig om individuelle kvinders kamp mod uretfærdige forhold. Forholdet til me-dierne er dog ambivalent, for samtidig modarbejder de sammen med reklame-branchen reelt centrets politik. Tv, ma-gasiner og aviser er hver dag fyldt med billeder af kønne, unge kvinder, hvis største fortrin netop er, at de er kønne og unge kvinder, og Li Ying lægger ikke skjul på, at hun er godt og grundigt træt af især reklamernes stereotyper af hendes kønsfæller. »Som man siger: '30 år, som en blomst; 40 år, lige til at smide ud.’ Det er ikke til at klare,« snerrer hun. Standardiseringen af kønsroller-ne ender nærmest af sig selv i et billede af manden, som den, der skal gøre karriere og være stærk, mens kvinden skal være blød og smuk og passe hjemmet. Internettet og den kinesiske filmindustri skubber også godt med på denne tendens, og Li Ying føler, at det er en tendens, som forstærkes i disse år.

Modtrækket må være oplysning og undervisning, mener hun. Der skal sættes ind, allerede fra børnene er helt unge. Hun nævner en konkret og positiv historie, nemlig en kvin-delig lektor, Liu Minhui, der er ansat på et kvindeuniversitet, Kinas Kvindehøjskole, og som har involveret sig i centrets ar-bejde. Efterfølgende har hun etableret et kursus om ligestilling mellem kønnene, og den foreløbige tilbagemelding er positiv. De studerende går mere op i emnet, end Liu Minhui havde tur-det forvente, fortæller Li Ying. Ligestillingskurset virker ganske vist til at være et forholdsvis enkeltstående eksempel på udvik-lingen af de unges bevidsthed om problematikken – selv efter flere opfordringer kommer Li Ying ikke med flere bud – men om ikke andet, så var der på Liu Minhuis kursus mulighed for

Også i Kina lider kvinderne

under mediernes stereo-

typer, hvor endog seriøs

oplysning bliver præsente-

ret i en sexet indpakning.

For eksempel i månedsbla-

det Shixiao Jiankang, som

hvert år i oktober udkom-

mer med et forsidefoto af

nøgne kvindelige kendisser

for at gøre opmærksom på

kampen mod brystkræft.

Beijing, 2007.

Centret, som Li Ying arbejder for, er en græsrodsorganisation, en NGO, af den officielle type, som er tilknyttet Beijing Univer-sitet. Der er altså god, officiel opbakning til arbejdet. Derfor skal den hårdeste modstander i virkeligheden findes et helt andet sted, fortæller hun, nemlig blandt Kinas traditioner. Det er den traditionelle måde at tænke på, som det er sværest at få bugt med, og derfor gør hun og kollegerne en stor indsats for at lave kurser henvendt til lovgivere, politi, jurister og dommere; kur-ser, hvor kvinders særlige problemer tages op og diskuteres. Det er nemlig hovedsagelig mænd, der besidder disse poster – især i toppen – og det kan få betydning, for eksempel når en dom-mer skal fælde en dom, forklarer hun. Mandlige dommere, som ikke er bevidste om kønsdiskriminering af kvinder, hælder nem-mere til at give den mandlige part ret. Kvinden er som regel den svage part, mens manden har sine forbindelser og kan få udstedt diverse beviser og attester efter behag, og hvis ikke dommeren er opmærksom på problematikken, så er kvindens chancer for medhold meget små.

Li Ying fortæller, at man på centret har ført mange sager for kvinder, som er blevet fyret, fordi de er blevet gravide. Førhen var det ikke noget problem for en arbejdsgiver at skrive direkte ind i en kontrakt med en kvindelig medarbejder, at hun forpligtede sig til ikke at gifte sig inden for de første tre år, og at hun for-pligtede sig til ikke at blive gravid inden for de første fem. De dage er ovre, siger hun, men arbejdsgiverne har mange andre muligheder for at fortsætte med at stille diskriminerende krav til kvin-delige ansatte, og derfor understreger Li Ying, at det er så bydende nødvendigt at gøre alle – høj som lav – bevidste om kvinders rettigheder. Og det gælder ikke mindst kvinderne selv.

I virkeligheden kniber det med de unge kvinders bevidsthed om den manglende ligestilling i mange af det moderne Kinas daglige forhold, mener Li Ying. Hun er bange for, at det, de er mest bevidst om, er dem selv. Mange vågner først op til virkelighedens barske realiteter, når de er færdige på universi-tetet og skal ud at finde sig et arbejde. Ude på arbejdsmarkedet er der mange arbejdsgivere, som foretrækker mænd

I byerne lever mange unge

kvinder et moderne liv med

en relativ større frihed. Der

kan sagtens være plads

til at gå lidt ud med venin-

derne. Dandong, 2006.

frem for kvinder. Det gælder også, hvis kvinderne vælger at læse videre og tage sig en kandidat- eller en ph.d.-grad, for også her foretrækkes generelt mænd. Den triste ironi er, påpeger Li Ying, at kvinderne ofte har de bedste afgangs-beviser fra universiteterne. Alligevel er det altså dem, der har sværest ved at finde arbejde.

Medierne er et vigtigt værktøj for centret, for de giver mulighed for at sprede information om ligestilling. Heldigvis er medierne generelt interes-serede i den type historier, som centret kan levere, for ud over beskrivelsen af det grundlæggende problem, så kaster de ofte gode og konkrete fortællinger af sig om individuelle kvinders kamp mod uretfærdige forhold. Forholdet til me-dierne er dog ambivalent, for samtidig modarbejder de sammen med reklame-branchen reelt centrets politik. Tv, ma-gasiner og aviser er hver dag fyldt med billeder af kønne, unge kvinder, hvis største fortrin netop er, at de er kønne og unge kvinder, og Li Ying lægger ikke skjul på, at hun er godt og grundigt træt af især reklamernes stereotyper af hendes kønsfæller. »Som man siger: '30 år, som en blomst; 40 år, lige til at smide ud.’ Det er ikke til at klare,« snerrer hun. Standardiseringen af kønsroller-ne ender nærmest af sig selv i et billede af manden, som den, der skal gøre karriere og være stærk, mens kvinden skal være blød og smuk og passe hjemmet. Internettet og den kinesiske filmindustri skubber også godt med på denne tendens, og Li Ying føler, at det er en tendens, som forstærkes i disse år.

Modtrækket må være oplysning og undervisning, mener hun. Der skal sættes ind, allerede fra børnene er helt unge. Hun nævner en konkret og positiv historie, nemlig en kvin-delig lektor, Liu Minhui, der er ansat på et kvindeuniversitet, Kinas Kvindehøjskole, og som har involveret sig i centrets ar-bejde. Efterfølgende har hun etableret et kursus om ligestilling mellem kønnene, og den foreløbige tilbagemelding er positiv. De studerende går mere op i emnet, end Liu Minhui havde tur-det forvente, fortæller Li Ying. Ligestillingskurset virker ganske vist til at være et forholdsvis enkeltstående eksempel på udvik-lingen af de unges bevidsthed om problematikken – selv efter flere opfordringer kommer Li Ying ikke med flere bud – men om ikke andet, så var der på Liu Minhuis kursus mulighed for

Også i Kina lider kvinderne

under mediernes stereo-

typer, hvor endog seriøs

oplysning bliver præsente-

ret i en sexet indpakning.

For eksempel i månedsbla-

det Shixiao Jiankang, som

hvert år i oktober udkom-

mer med et forsidefoto af

nøgne kvindelige kendisser

for at gøre opmærksom på

kampen mod brystkræft.

Beijing, 2007.

Centret, som Li Ying arbejder for, er en græsrodsorganisation, en NGO, af den officielle type, som er tilknyttet Beijing Univer-sitet. Der er altså god, officiel opbakning til arbejdet. Derfor skal den hårdeste modstander i virkeligheden findes et helt andet sted, fortæller hun, nemlig blandt Kinas traditioner. Det er den traditionelle måde at tænke på, som det er sværest at få bugt med, og derfor gør hun og kollegerne en stor indsats for at lave kurser henvendt til lovgivere, politi, jurister og dommere; kur-ser, hvor kvinders særlige problemer tages op og diskuteres. Det er nemlig hovedsagelig mænd, der besidder disse poster – især i toppen – og det kan få betydning, for eksempel når en dom-mer skal fælde en dom, forklarer hun. Mandlige dommere, som ikke er bevidste om kønsdiskriminering af kvinder, hælder nem-mere til at give den mandlige part ret. Kvinden er som regel den svage part, mens manden har sine forbindelser og kan få udstedt diverse beviser og attester efter behag, og hvis ikke dommeren er opmærksom på problematikken, så er kvindens chancer for medhold meget små.

Li Ying fortæller, at man på centret har ført mange sager for kvinder, som er blevet fyret, fordi de er blevet gravide. Førhen var det ikke noget problem for en arbejdsgiver at skrive direkte ind i en kontrakt med en kvindelig medarbejder, at hun forpligtede sig til ikke at gifte sig inden for de første tre år, og at hun for-pligtede sig til ikke at blive gravid inden for de første fem. De dage er ovre, siger hun, men arbejdsgiverne har mange andre muligheder for at fortsætte med at stille diskriminerende krav til kvin-delige ansatte, og derfor understreger Li Ying, at det er så bydende nødvendigt at gøre alle – høj som lav – bevidste om kvinders rettigheder. Og det gælder ikke mindst kvinderne selv.

I virkeligheden kniber det med de unge kvinders bevidsthed om den manglende ligestilling i mange af det moderne Kinas daglige forhold, mener Li Ying. Hun er bange for, at det, de er mest bevidst om, er dem selv. Mange vågner først op til virkelighedens barske realiteter, når de er færdige på universi-tetet og skal ud at finde sig et arbejde. Ude på arbejdsmarkedet er der mange arbejdsgivere, som foretrækker mænd

I byerne lever mange unge

kvinder et moderne liv med

en relativ større frihed. Der

kan sagtens være plads

til at gå lidt ud med venin-

derne. Dandong, 2006.

Drab på uønskede piger forekommer også – der findes ingen tal for hvor mange, det kan dreje sig om – og derudover er det et iøjnefaldende faktum, at langt over 90 procent af de børn, som adopteres ud af Kina, er piger, som er blevet fundet efterladt på gaden. Resultatet er en skæv kønsfordeling på officielt 119 drenge mod 100 piger. Men det er et gennemsnitstal, under-streger Li Ying. Uligheden ved andengangs- eller tredjegangs-fødsler er meget større.

Når Li Ying finder, at etbarnspolitikken er kønsdiskrimi-nerende, er det på grund af reglen, om, at folk på landet har lov til at prøve at få et barn mere, hvis de i første omgang får en pige. Hun sætter oven i købet et stort spørgsmålstegn ved påstanden om, at netop den regel skulle have reddet mange piger fra døden – »der er stadig mange piger, som aldrig er blevet født,« som hun siger – men hun indrømmer, at det er et svært problem at løse. Antallet af drab på spæde pigebørn ville uden tvivl stige alvorligt, hvis ikke etbarnspolitikken på

»Piger skal behandles med

omsorg«. Kønsfordelingen

blandt kinesiske børn er

kommet voldsomt ud af

balance under etbarnspoli-

tikken, for de fleste familier

ønsker traditionelt drenge.

Myndighederne prøver med

jævne mellemrum at køre

kampagner, som taler for,

at piger er lige så værdi-

fulde som drenge. Xi’an,

Jeg anerkender, at det er en bestemmelse, som tager udgangspunkt i den kinesiske virkelighed, men den er også et kompromis for den kinesiske virkelighed. Den er udtryk for den traditionelle opfattelse af, at drenge har større værdi.

Li Ying

at tale om alle de dagligdags ting, som de fleste i dag betragter som naturlige eller uproblematiske, men som i virkeligheden er kønsdiskriminerende eller med til at låse kønnene fast i standar-diserede roller.

Som for eksempel etbarnspolitikken. Den er blevet indført for at lægge en dæmper på den kraftige befolkningsvækst, men med det kinesiske samfunds traditionelle fokus på drengebørn har det givet en voldsomt skæv kønsfordeling blandt unge kinesere. I gennemsnit fødes der 119 drenge for hver 100 piger. Den natur-lige balance ligger omkring 106. Årsagen til denne skævhed er, at det stadig er vigtigt for mange familier på landet at få en søn, som kan tage sig af sine forældre, når de engang bliver gamle og svage og alligevel ikke har nogen realistiske muligheder for at komme til at bo på et plejehjem. Den kinesiske tradition byder nemlig, at kvinden forlader sin familie for at bo hos og tjene sin mands familie, og sådan er det fortsat mange steder langt ude på landet.

Loven gælder i sin strengeste form kun i byerne, for på landet er det reglen, at hvis den førstefødte er en pige, så kan parret efter nogle år få lov til at få et barn mere. Realiteten er, at mange forsø-ger sig, indtil det lykkes at få det eftertragtede drengebarn, og der bliver taget mange metoder i brug for at sikre sig det rigtige resul-tat. Selv om det er forbudt, så sker det, at der bliver foretaget pro-vokerede aborter, efter at man har fået konstateret barnets køn.

Fødselsplanlægningspolitikken

I Vesten kender vi den som etbarnspolitikken, og det forleder mange til at tro, at alle kinesiske par kun må få ét barn hver. Reelt gælder det kun for en tredjedel af alle kinesere i den fø-dedygtige alder. På kinesisk går denne politik under navnet fød-selsplanlægningspolitikken. Efter forskellige halvhjertede forsøg i 1970'erne blev loven for alvor implementeret fra 1980 – hårdt og ofte med tvangsaborter langt henne i graviditeten – men den blev hurtigt differentieret, så en række forskellige grupper i be-folkningen nu har lov til at få mere end ét barn. Blandt disse er Kinas 55 etniske mindretal. Loven gælder nemlig kun for den største etniske gruppe, han-kineserne, der udgør næsten 92 pro-cent af befolkningen. Derudover har par, hvor både manden og kvinden er enebørn, i dag lov til at få to børn.

Officielt vurderer de kinesiske myndigheder, at fødselsplan-lægningspolitikken indtil i dag har forhindret op til 400 millioner fødsler, hvilket – formentlig uden anden sammenhæng – i øvrigt svarer til visse andre opgørelser, der siger, at op til 400 millioner mennesker er blevet trukket ud af absolut fattigdom, siden indfø-relsen af den åbne dørs politik i 1978.

Drab på uønskede piger forekommer også – der findes ingen tal for hvor mange, det kan dreje sig om – og derudover er det et iøjnefaldende faktum, at langt over 90 procent af de børn, som adopteres ud af Kina, er piger, som er blevet fundet efterladt på gaden. Resultatet er en skæv kønsfordeling på officielt 119 drenge mod 100 piger. Men det er et gennemsnitstal, under-streger Li Ying. Uligheden ved andengangs- eller tredjegangs-fødsler er meget større.

Når Li Ying finder, at etbarnspolitikken er kønsdiskrimi-nerende, er det på grund af reglen, om, at folk på landet har lov til at prøve at få et barn mere, hvis de i første omgang får en pige. Hun sætter oven i købet et stort spørgsmålstegn ved påstanden om, at netop den regel skulle have reddet mange piger fra døden – »der er stadig mange piger, som aldrig er blevet født,« som hun siger – men hun indrømmer, at det er et svært problem at løse. Antallet af drab på spæde pigebørn ville uden tvivl stige alvorligt, hvis ikke etbarnspolitikken på

»Piger skal behandles med

omsorg«. Kønsfordelingen

blandt kinesiske børn er

kommet voldsomt ud af

balance under etbarnspoli-

tikken, for de fleste familier

ønsker traditionelt drenge.

Myndighederne prøver med

jævne mellemrum at køre

kampagner, som taler for,

at piger er lige så værdi-

fulde som drenge. Xi’an,

Jeg anerkender, at det er en bestemmelse, som tager udgangspunkt i den kinesiske virkelighed, men den er også et kompromis for den kinesiske virkelighed. Den er udtryk for den traditionelle opfattelse af, at drenge har større værdi.

Li Ying

at tale om alle de dagligdags ting, som de fleste i dag betragter som naturlige eller uproblematiske, men som i virkeligheden er kønsdiskriminerende eller med til at låse kønnene fast i standar-diserede roller.

Som for eksempel etbarnspolitikken. Den er blevet indført for at lægge en dæmper på den kraftige befolkningsvækst, men med det kinesiske samfunds traditionelle fokus på drengebørn har det givet en voldsomt skæv kønsfordeling blandt unge kinesere. I gennemsnit fødes der 119 drenge for hver 100 piger. Den natur-lige balance ligger omkring 106. Årsagen til denne skævhed er, at det stadig er vigtigt for mange familier på landet at få en søn, som kan tage sig af sine forældre, når de engang bliver gamle og svage og alligevel ikke har nogen realistiske muligheder for at komme til at bo på et plejehjem. Den kinesiske tradition byder nemlig, at kvinden forlader sin familie for at bo hos og tjene sin mands familie, og sådan er det fortsat mange steder langt ude på landet.

Loven gælder i sin strengeste form kun i byerne, for på landet er det reglen, at hvis den førstefødte er en pige, så kan parret efter nogle år få lov til at få et barn mere. Realiteten er, at mange forsø-ger sig, indtil det lykkes at få det eftertragtede drengebarn, og der bliver taget mange metoder i brug for at sikre sig det rigtige resul-tat. Selv om det er forbudt, så sker det, at der bliver foretaget pro-vokerede aborter, efter at man har fået konstateret barnets køn.

Fødselsplanlægningspolitikken

I Vesten kender vi den som etbarnspolitikken, og det forleder mange til at tro, at alle kinesiske par kun må få ét barn hver. Reelt gælder det kun for en tredjedel af alle kinesere i den fø-dedygtige alder. På kinesisk går denne politik under navnet fød-selsplanlægningspolitikken. Efter forskellige halvhjertede forsøg i 1970'erne blev loven for alvor implementeret fra 1980 – hårdt og ofte med tvangsaborter langt henne i graviditeten – men den blev hurtigt differentieret, så en række forskellige grupper i be-folkningen nu har lov til at få mere end ét barn. Blandt disse er Kinas 55 etniske mindretal. Loven gælder nemlig kun for den største etniske gruppe, han-kineserne, der udgør næsten 92 pro-cent af befolkningen. Derudover har par, hvor både manden og kvinden er enebørn, i dag lov til at få to børn.

Officielt vurderer de kinesiske myndigheder, at fødselsplan-lægningspolitikken indtil i dag har forhindret op til 400 millioner fødsler, hvilket – formentlig uden anden sammenhæng – i øvrigt svarer til visse andre opgørelser, der siger, at op til 400 millioner mennesker er blevet trukket ud af absolut fattigdom, siden indfø-relsen af den åbne dørs politik i 1978.

tion, i og med at der er forskellig pensionsalder for kvinder, alt efter hvilken status de har i samfundet.

Problemet med en tidlig pensionsalder for kvinderne er, at de afskæres muligheden for en karriere på lige fod med mændene. Som 50- eller 55-årige er de nemlig på toppen både økonomisk og med hensyn til erfaring, understreger Li Ying, og det er lige præcis på det tidspunkt i deres liv, at de har mest frihed til at koncentrere sig om et arbejde uden for hjemmet, for derhjemme er der ingen børn, der skal passes. Men når arbejdsgiveren ved, at en kvindelig ansat vil trække sig tilbage som 50- eller 55-årig, så begynder han at lægge en dæmper på samme ansattes mulig-heder for at avancere, allerede når hun når midten af 40'erne. På den måde er der i loven reelt blevet lagt en hindring ud for kvin-dernes mulighed for at gøre karriere. Det bliver uligt sværere for dem at nå helt til tops.

Argumentet for en tidlig pensionsalder for kvinder er ofte, at man på den måde giver plads på ar-bejdsmarkedet til de unge. Det er en konstant og stor opgave for den kine-siske regering at skabe arbejdspladser nok til de millioner af unge, som hvert år stiller sig op i køen til et arbejde – især under den internationale økono-miske krise, som for alvor satte ind i slutningen af 2008, og som også satte sine tydelige spor i Kina. Hvert år for-lader mere end seks millioner kinesiske unge deres universitet med et eksa-mensbevis i hånden, og dertil kommer så alle de millioner, der har en kortere eller slet ingen uddannelse. Men Li Ying kan ikke se, at et ønske om at skabe arbejdspladser er i modsætning til et ønske om, at kvinder og mænd bør have samme pensionsalder. Som hun ser det, er det to vidt forskellige problemer, som ikke har noget med hinanden at gøre.

Under de nuværende regler for pensionsalder sker der i virke-ligheden bare det, at kvinderne trækker sig tilbage, begynder at hæve pension, og så giver de sig til at lede efter et job, som kan supplere pensionen. Der er dog stor forskel på deres situation før og efter, de lod sig pensionere, for de job, som pensionisterne supplerer med, er som regel uudfordrende og dårligt betalte jobs, som er aldeles uden avancementsmuligheder. De skal bare sup-plere pensionen. Men Li Ying peger på, at resultatet er, at rigtigt mange kvindelige pensionister i virkeligheden ikke giver nogen som helst plads til de unge på arbejdsmarkedet, på trods af at de officielt trækker sig tidligt tilbage. De fylder lige så meget som altid, når de finder sig et nyt arbejde.

Mange arbejdsgivere anfører, at når kvinder går på pension, så giver de plads på arbejdsmarkedet til de unge. Men vi spørger: Hvorfor er det kun kvinderne, der skal give plads? Hvorfor ikke mændene? Hvorfor er det kun kvinder og ikke mænd, der skal yde ofre?

Li Ying

den måde gav lidt luft til befolkningen på landet. Alligevel er den nuværende regel en skarp sten i skoen for Li Ying og hendes kol-leger, for den medgiver i princippet, at piger er mindre værd end drenge, og dermed bidrager den til at fastholde en traditionel og diskriminerende tankegang, hvor den burde gøre det modsatte.

Der er andre regler, som i Li Yings optik er direkte diskrimine-rende. Et eksempel er reglerne for, hvornår kvinder og mænd skal gå på pension. Kvinder skal trække sig tilbage, når de er 50 år, hvis de er arbejdere, og når de er 55 år, hvis de indtager stillinger, der kræver en højere uddannelse. Mænds pensionsalder er over én kam 60 år. Alt i alt betyder det, understreger Li Ying, at der ikke kun er tale om kønsdiskrimination, men også statusdiskrimina-

Etbarnspolitikken har

medført, at der fødes færre

piger, og at der forkæles

flere drenge. Samtidig læg-

ges der et kæmpe forvent-

ningspres på enebørnene

uanset køn, for de alene

tegner familiens fremtid.

Baotou, 2009.

tion, i og med at der er forskellig pensionsalder for kvinder, alt efter hvilken status de har i samfundet.

Problemet med en tidlig pensionsalder for kvinderne er, at de afskæres muligheden for en karriere på lige fod med mændene. Som 50- eller 55-årige er de nemlig på toppen både økonomisk og med hensyn til erfaring, understreger Li Ying, og det er lige præcis på det tidspunkt i deres liv, at de har mest frihed til at koncentrere sig om et arbejde uden for hjemmet, for derhjemme er der ingen børn, der skal passes. Men når arbejdsgiveren ved, at en kvindelig ansat vil trække sig tilbage som 50- eller 55-årig, så begynder han at lægge en dæmper på samme ansattes mulig-heder for at avancere, allerede når hun når midten af 40'erne. På den måde er der i loven reelt blevet lagt en hindring ud for kvin-dernes mulighed for at gøre karriere. Det bliver uligt sværere for dem at nå helt til tops.

Argumentet for en tidlig pensionsalder for kvinder er ofte, at man på den måde giver plads på ar-bejdsmarkedet til de unge. Det er en konstant og stor opgave for den kine-siske regering at skabe arbejdspladser nok til de millioner af unge, som hvert år stiller sig op i køen til et arbejde – især under den internationale økono-miske krise, som for alvor satte ind i slutningen af 2008, og som også satte sine tydelige spor i Kina. Hvert år for-lader mere end seks millioner kinesiske unge deres universitet med et eksa-mensbevis i hånden, og dertil kommer så alle de millioner, der har en kortere eller slet ingen uddannelse. Men Li Ying kan ikke se, at et ønske om at skabe arbejdspladser er i modsætning til et ønske om, at kvinder og mænd bør have samme pensionsalder. Som hun ser det, er det to vidt forskellige problemer, som ikke har noget med hinanden at gøre.

Under de nuværende regler for pensionsalder sker der i virke-ligheden bare det, at kvinderne trækker sig tilbage, begynder at hæve pension, og så giver de sig til at lede efter et job, som kan supplere pensionen. Der er dog stor forskel på deres situation før og efter, de lod sig pensionere, for de job, som pensionisterne supplerer med, er som regel uudfordrende og dårligt betalte jobs, som er aldeles uden avancementsmuligheder. De skal bare sup-plere pensionen. Men Li Ying peger på, at resultatet er, at rigtigt mange kvindelige pensionister i virkeligheden ikke giver nogen som helst plads til de unge på arbejdsmarkedet, på trods af at de officielt trækker sig tidligt tilbage. De fylder lige så meget som altid, når de finder sig et nyt arbejde.

Mange arbejdsgivere anfører, at når kvinder går på pension, så giver de plads på arbejdsmarkedet til de unge. Men vi spørger: Hvorfor er det kun kvinderne, der skal give plads? Hvorfor ikke mændene? Hvorfor er det kun kvinder og ikke mænd, der skal yde ofre?

Li Ying

den måde gav lidt luft til befolkningen på landet. Alligevel er den nuværende regel en skarp sten i skoen for Li Ying og hendes kol-leger, for den medgiver i princippet, at piger er mindre værd end drenge, og dermed bidrager den til at fastholde en traditionel og diskriminerende tankegang, hvor den burde gøre det modsatte.

Der er andre regler, som i Li Yings optik er direkte diskrimine-rende. Et eksempel er reglerne for, hvornår kvinder og mænd skal gå på pension. Kvinder skal trække sig tilbage, når de er 50 år, hvis de er arbejdere, og når de er 55 år, hvis de indtager stillinger, der kræver en højere uddannelse. Mænds pensionsalder er over én kam 60 år. Alt i alt betyder det, understreger Li Ying, at der ikke kun er tale om kønsdiskrimination, men også statusdiskrimina-

Etbarnspolitikken har

medført, at der fødes færre

piger, og at der forkæles

flere drenge. Samtidig læg-

ges der et kæmpe forvent-

ningspres på enebørnene

uanset køn, for de alene

tegner familiens fremtid.

Baotou, 2009.

kinesiske handelsministerium tilsyneladende lavet om på sine egne interne regler, så både kvindelige og mandlige ansatte i mi-nisteriet nu har samme pensionsalder. Tilsyneladende. Li Ying ved det ikke med sikkerhed. Det er nemlig kun noget, hun har hørt ad omveje via en journalist i Beijing, som interviewede hen-de for nylig. Men sådan fungerer det i Kina: Den slags indrøm-melser fra myndighedernes side bliver ikke annonceret officielt. Noget tyder dog altså alligevel på, at centrets og andre græsrods-organisationers arbejde på lige netop det her område har nået et punkt, hvor man kan begynde at høste, hvad man har sået. Pres-set mod Den Nationale Folkekongres fortsætter hvert år i marts.

Kinas politiske system – ganske kort

Det kinesiske parlament, Den Nationale Folkekongres, har knap 3.000 delegerede fra hele landet, som vælges ved lukkede valg hvert fjerde år. Hver eneste delegeret er medlem af Kinas Kom-munistparti. Parlamentet holder samling én gang om året i be-gyndelsen af marts, og teoretisk set er det her, at statsrådet, regeringen, vælges hvert fjerde år. I løbet af de tre årtier, der er gået, siden Deng Xiaoping introducerede sin reformpolitik, har parlamentet fået stigende betydning i det stadig mere detalje-rede lovgivningsarbejde. Det er der for en forsamling, som har voksende indflydelse på den førte politik i modsætning til i tiden under Mao Zedong. Der er dog endnu en stykke vej til, at den kan kalde sig for et parlament i vestlig forstand, for det er stadig en mindre skare af delegerede, nemlig statsrådet, og i særlig grad en endnu mindre gruppering, statsrådets stående komite, der har den egentlige magt.

CPPCC er en rådgivende forsamling, et slags parlamentets overhus uden nogen direkte magtbeføjelser, som mødes side-løbende med den årlige samling i Den Nationale Folkekongres. I løbet af de knap 14 dage, som begge samlinger varer, skiftes de to fora til at holde møder i den store sal i Folkets Store Hal ved Den Himmelske Freds Plads. CPPCC er den engelske forkortelse for Kinas Folks Politiske Konsultative Forsamling. Den består af knap 3.000 delegerede fra hele landet, der kommer fra en bred vifte af samfundsgrupper uden tilknytning til Kinas Kommunist-parti. I løbet af den seneste godt og vel halve snes år er CPPCC i stigende grad blevet brugt af den kinesiske regering som kilde til at få en fornemmelse af art og omfang af de problemer, som til enhver tid optager befolkningen. CPPCC er dermed en stadig vigtigere kilde til ideer til, hvad man kan stille op for at løse disse problemer.

På centret presser man på hvert eneste år for at få lavet reg-lerne om, nærmere bestemt hvert år i begyndelsen af marts. Det er nemlig på det tidspunkt, at det kinesiske parlament, Den Nationale Folkekongres, afholder sit årlige, samlede møde i Fol-kets Store Hal ved Den Himmelske Freds Plads. Den 7. marts 2006 – det var dagen før kvindernes internationale kampdag, understreger Li Ying – havde repræsentanter for centret et møde med retsudvalget i Den Nationale Folkekongres, hvor de afleve-rede en rapport, som konkluderede, at forskellig pensionsalder for mænd og kvinder er diskriminerende og dermed i strid med grundloven. Det var første gang, der blev indgivet et krav om æn-dringer med begrundelse i, at de nuværende regler er grundlovs-stridige, siger Li Ying, og sagen nød stor opmærksomhed fra de nationale medier. På de kinesiske e-mail-tjenester, Sina og Sohu, blev der oprettet særlige debatfora, som mange menige kinesere deltog flittigt i.

Ideelt set vil Li Ying helst have, at man introducerer mulighe-den for fleksibel pensionsalder for både mænd og kvinder, men det synes at være en drøm, som ligger langt ude i fremtiden. Li Ying er dog også villig til at nøjes med at tage ét skridt ad gangen, og selv om loven endnu ikke er lavet om, så noterer hun med tilfredshed, at der måske er skabt en revne i muren. Siden mødet med retsudvalget i Den Nationale Folkekongres i 2006 har det

Kvinderne bliver tidligt

tvunget ud af arbejdsmar-

kedet. Deres pensionsalder

er lavere end mændenes,

og dermed har de kortere

tid at gøre karriere i.

kinesiske handelsministerium tilsyneladende lavet om på sine egne interne regler, så både kvindelige og mandlige ansatte i mi-nisteriet nu har samme pensionsalder. Tilsyneladende. Li Ying ved det ikke med sikkerhed. Det er nemlig kun noget, hun har hørt ad omveje via en journalist i Beijing, som interviewede hen-de for nylig. Men sådan fungerer det i Kina: Den slags indrøm-melser fra myndighedernes side bliver ikke annonceret officielt. Noget tyder dog altså alligevel på, at centrets og andre græsrods-organisationers arbejde på lige netop det her område har nået et punkt, hvor man kan begynde at høste, hvad man har sået. Pres-set mod Den Nationale Folkekongres fortsætter hvert år i marts.

Kinas politiske system – ganske kort

Det kinesiske parlament, Den Nationale Folkekongres, har knap 3.000 delegerede fra hele landet, som vælges ved lukkede valg hvert fjerde år. Hver eneste delegeret er medlem af Kinas Kom-munistparti. Parlamentet holder samling én gang om året i be-gyndelsen af marts, og teoretisk set er det her, at statsrådet, regeringen, vælges hvert fjerde år. I løbet af de tre årtier, der er gået, siden Deng Xiaoping introducerede sin reformpolitik, har parlamentet fået stigende betydning i det stadig mere detalje-rede lovgivningsarbejde. Det er der for en forsamling, som har voksende indflydelse på den førte politik i modsætning til i tiden under Mao Zedong. Der er dog endnu en stykke vej til, at den kan kalde sig for et parlament i vestlig forstand, for det er stadig en mindre skare af delegerede, nemlig statsrådet, og i særlig grad en endnu mindre gruppering, statsrådets stående komite, der har den egentlige magt.

CPPCC er en rådgivende forsamling, et slags parlamentets overhus uden nogen direkte magtbeføjelser, som mødes side-løbende med den årlige samling i Den Nationale Folkekongres. I løbet af de knap 14 dage, som begge samlinger varer, skiftes de to fora til at holde møder i den store sal i Folkets Store Hal ved Den Himmelske Freds Plads. CPPCC er den engelske forkortelse for Kinas Folks Politiske Konsultative Forsamling. Den består af knap 3.000 delegerede fra hele landet, der kommer fra en bred vifte af samfundsgrupper uden tilknytning til Kinas Kommunist-parti. I løbet af den seneste godt og vel halve snes år er CPPCC i stigende grad blevet brugt af den kinesiske regering som kilde til at få en fornemmelse af art og omfang af de problemer, som til enhver tid optager befolkningen. CPPCC er dermed en stadig vigtigere kilde til ideer til, hvad man kan stille op for at løse disse problemer.

På centret presser man på hvert eneste år for at få lavet reg-lerne om, nærmere bestemt hvert år i begyndelsen af marts. Det er nemlig på det tidspunkt, at det kinesiske parlament, Den Nationale Folkekongres, afholder sit årlige, samlede møde i Fol-kets Store Hal ved Den Himmelske Freds Plads. Den 7. marts 2006 – det var dagen før kvindernes internationale kampdag, understreger Li Ying – havde repræsentanter for centret et møde med retsudvalget i Den Nationale Folkekongres, hvor de afleve-rede en rapport, som konkluderede, at forskellig pensionsalder for mænd og kvinder er diskriminerende og dermed i strid med grundloven. Det var første gang, der blev indgivet et krav om æn-dringer med begrundelse i, at de nuværende regler er grundlovs-stridige, siger Li Ying, og sagen nød stor opmærksomhed fra de nationale medier. På de kinesiske e-mail-tjenester, Sina og Sohu, blev der oprettet særlige debatfora, som mange menige kinesere deltog flittigt i.

Ideelt set vil Li Ying helst have, at man introducerer mulighe-den for fleksibel pensionsalder for både mænd og kvinder, men det synes at være en drøm, som ligger langt ude i fremtiden. Li Ying er dog også villig til at nøjes med at tage ét skridt ad gangen, og selv om loven endnu ikke er lavet om, så noterer hun med tilfredshed, at der måske er skabt en revne i muren. Siden mødet med retsudvalget i Den Nationale Folkekongres i 2006 har det

Kvinderne bliver tidligt

tvunget ud af arbejdsmar-

kedet. Deres pensionsalder

er lavere end mændenes,

og dermed har de kortere

tid at gøre karriere i.

trets øvrige medarbejdere netop er vigtigt at gøre klart, at de ar-bejder med kvinders problemer set ud fra en samfundsvinkel og ikke en særlig kvindevinkel. Hvis man særskilt ser problemerne ud fra en kvindevinkel, så vil mange instanser henvise til Kvinde-forbundet, som er en koordinerende enhed, der ikke kan træffe politiske beslutninger. »Det er netop baggrunden for, at så man-ge kvindeproblemer er så svære at løse,« siger Li Ying. »Samfun-det forveksler kønsspecifikke problemer med kvindeproblemer. Der er i virkeligheden tale om problemer for hele samfundet.«

Det er da også kvinder fra alle Kinas samfundslag, der hen-vender sig til centrets gratis retshjælp. Li Ying vurderer, at i de 13 år centret har opereret, har 70.000 mennesker henvendt sig med problemer af alle slags. Det er først og fremmest en telefonisk tjeneste, men rådgivningen foregår også via e-mails, chatrooms og rådgivning ansigt til ansigt.

Udover lobbyarbejdet og rådgivningstjenesten arbejder cen-tret med forskning og med at føre principielle sager for domsto-lene. Det bliver til omkring 2.000 om året. For tiden leder centret efter en brugbar sag, som kan bryde isen, når det handler om kvinders ret til at bevare brugsretten på jord. Et problem kan ek-sistere i årevis uden at blive løst, hvis ikke det lykkes at finde lige den sag, som kan ændre domstolenes syn på praksis, og nogle gange skal der både tålmodighed og held til, før den rette sag indfinder sig. Det har også at gøre med, at de lokale kvinder, som er i klemme, ofte ikke selv har råd til at føre en sag og heller ikke er opmærksomme på, at centret i Beij-ing leder efter netop en sag som deres. Deres lokale advokater er det heller ikke altid.

Men Li Ying vil virkelig gerne have fat i sådan en sag. Problemet er, at mange steder mister kvinder brugsretten til deres jord, hvis de gifter sig ud af den landsby, som de bor i. Der er i høj grad igen tale om traditionel tankegang: tanken om, at kvinden bliver giftet bort til en anden by, og derfor ikke har nogen rettigheder tilbage, der hvor hun kom fra. »Kvinden flytter, og opvaskevandet ryger ud,« lyder Li Yings bittert humoristiske kommentar. Den nødvendige ændring i ejendomsloven har centret fået igennem i parlamen-tet – »Paragraf 65, stk. 2,« oplyser hun uopfordret og med slet skjult stolthed – men det kniber med implementeringen. Hun forklarer, at hvis en landsbykomite eller en ledende kadre træf-fer en beslutning, der krænker en landsbyboers interesser, eller hvis bare en landsbys regler eller skikke gør det, så kan vedkom-mende gå til domstolen for at få beslutningen omgjort. Igen en formulering, som ikke specifikt omhandler kvinder, men Li Ying

Så besluttede vi os for, at vi ikke ville være bange. Måske ville de i virkeligheden også bare blive mere ophidsede, hvis ikke vi gik ud for at tale med dem. Det er den mest farlige sag, vi har haft, men vi følte, at vi var ude i et retfærdigt ærinde.

Li Ying

Det pres kan centret fokusere meget direkte. Guo Jianmei, en af de tre grundlæggere af centret, er medlem af en forsamling, CPPCC, som kører sideløbende med det årlige møde i Den Na-tionale Folkekongres. CPPCC er en samling af delegerede, der ikke er tilknyttet Kinas Kommunistparti, men som kan komme med forslag og input til regeringen. De øvrige medarbejdere på centret, inklusive Li Ying, fodrer Guo Jianmei, der også er jurist af uddannelse, med rapporter, tal, fakta og konkrete historier, som hun kan bruge til at underbygge sine argumenter over for rege-ringen.

Guo Jianmei er dermed en god, gammeldags lobbyist i vestlig forstand, som søger at fremme sit centers mærkesager direkte over for magthaverne. Blandt de love, som centret har haft inte-resse i at ændre, nævner Li Ying ægteskabsloven, loven om be-skyttelse af kvinders rettigheder, ejendomsretsloven, loven om sociale forsikringer, arbejdskontraktloven og organisationsloven. Det er ikke nødvendigvis love, som handler direkte om kvinders rettigheder, men Li Ying understreger, at det for hende og cen-

Kvinder i Kinas Folkerepublik nyder samme rettigheder som mænd i alle livets forhold, i det politiske, det økonomiske, det kulturelle, det sociale og i familielivet. Staten beskytter kvinders rettigheder og interesser og anlægger princippet om lige løn for lige arbejde både for mænd og kvinder, samt træner og udvælger kadrer blandt kvinder.

Kinas grundlov, §48

»Lad kvinderne bære halv-

delen af himlen på den

nye, lange march«. Mao

Zedongs gamle slogan om

den halve himmel blev

genbrugt i myndighedernes

bestræbelser for at gøre

nytte af kvindernes evner

i den forestående moder-

nisering. Plakat fra 1978.

Maopost.com.

trets øvrige medarbejdere netop er vigtigt at gøre klart, at de ar-bejder med kvinders problemer set ud fra en samfundsvinkel og ikke en særlig kvindevinkel. Hvis man særskilt ser problemerne ud fra en kvindevinkel, så vil mange instanser henvise til Kvinde-forbundet, som er en koordinerende enhed, der ikke kan træffe politiske beslutninger. »Det er netop baggrunden for, at så man-ge kvindeproblemer er så svære at løse,« siger Li Ying. »Samfun-det forveksler kønsspecifikke problemer med kvindeproblemer. Der er i virkeligheden tale om problemer for hele samfundet.«

Det er da også kvinder fra alle Kinas samfundslag, der hen-vender sig til centrets gratis retshjælp. Li Ying vurderer, at i de 13 år centret har opereret, har 70.000 mennesker henvendt sig med problemer af alle slags. Det er først og fremmest en telefonisk tjeneste, men rådgivningen foregår også via e-mails, chatrooms og rådgivning ansigt til ansigt.

Udover lobbyarbejdet og rådgivningstjenesten arbejder cen-tret med forskning og med at føre principielle sager for domsto-lene. Det bliver til omkring 2.000 om året. For tiden leder centret efter en brugbar sag, som kan bryde isen, når det handler om kvinders ret til at bevare brugsretten på jord. Et problem kan ek-sistere i årevis uden at blive løst, hvis ikke det lykkes at finde lige den sag, som kan ændre domstolenes syn på praksis, og nogle gange skal der både tålmodighed og held til, før den rette sag indfinder sig. Det har også at gøre med, at de lokale kvinder, som er i klemme, ofte ikke selv har råd til at føre en sag og heller ikke er opmærksomme på, at centret i Beij-ing leder efter netop en sag som deres. Deres lokale advokater er det heller ikke altid.

Men Li Ying vil virkelig gerne have fat i sådan en sag. Problemet er, at mange steder mister kvinder brugsretten til deres jord, hvis de gifter sig ud af den landsby, som de bor i. Der er i høj grad igen tale om traditionel tankegang: tanken om, at kvinden bliver giftet bort til en anden by, og derfor ikke har nogen rettigheder tilbage, der hvor hun kom fra. »Kvinden flytter, og opvaskevandet ryger ud,« lyder Li Yings bittert humoristiske kommentar. Den nødvendige ændring i ejendomsloven har centret fået igennem i parlamen-tet – »Paragraf 65, stk. 2,« oplyser hun uopfordret og med slet skjult stolthed – men det kniber med implementeringen. Hun forklarer, at hvis en landsbykomite eller en ledende kadre træf-fer en beslutning, der krænker en landsbyboers interesser, eller hvis bare en landsbys regler eller skikke gør det, så kan vedkom-mende gå til domstolen for at få beslutningen omgjort. Igen en formulering, som ikke specifikt omhandler kvinder, men Li Ying

Så besluttede vi os for, at vi ikke ville være bange. Måske ville de i virkeligheden også bare blive mere ophidsede, hvis ikke vi gik ud for at tale med dem. Det er den mest farlige sag, vi har haft, men vi følte, at vi var ude i et retfærdigt ærinde.

Li Ying

Det pres kan centret fokusere meget direkte. Guo Jianmei, en af de tre grundlæggere af centret, er medlem af en forsamling, CPPCC, som kører sideløbende med det årlige møde i Den Na-tionale Folkekongres. CPPCC er en samling af delegerede, der ikke er tilknyttet Kinas Kommunistparti, men som kan komme med forslag og input til regeringen. De øvrige medarbejdere på centret, inklusive Li Ying, fodrer Guo Jianmei, der også er jurist af uddannelse, med rapporter, tal, fakta og konkrete historier, som hun kan bruge til at underbygge sine argumenter over for rege-ringen.

Guo Jianmei er dermed en god, gammeldags lobbyist i vestlig forstand, som søger at fremme sit centers mærkesager direkte over for magthaverne. Blandt de love, som centret har haft inte-resse i at ændre, nævner Li Ying ægteskabsloven, loven om be-skyttelse af kvinders rettigheder, ejendomsretsloven, loven om sociale forsikringer, arbejdskontraktloven og organisationsloven. Det er ikke nødvendigvis love, som handler direkte om kvinders rettigheder, men Li Ying understreger, at det for hende og cen-

Kvinder i Kinas Folkerepublik nyder samme rettigheder som mænd i alle livets forhold, i det politiske, det økonomiske, det kulturelle, det sociale og i familielivet. Staten beskytter kvinders rettigheder og interesser og anlægger princippet om lige løn for lige arbejde både for mænd og kvinder, samt træner og udvælger kadrer blandt kvinder.

Kinas grundlov, §48

»Lad kvinderne bære halv-

delen af himlen på den

nye, lange march«. Mao

Zedongs gamle slogan om

den halve himmel blev

genbrugt i myndighedernes

bestræbelser for at gøre

nytte af kvindernes evner

i den forestående moder-

nisering. Plakat fra 1978.

Maopost.com.

Kina virkelig forskellig fra Vesten. I Kina tror jeg ikke, at det er den bedste metode,« bemærker Li Ying. »Det er ikke ubetinget en god metode. Forholdene er anderledes i Kina, og det må vi forholde os til. Hvis du bruger metoder, som ender med et dårligt resultat … det er jo ikke det, vi vil.«

Fremskridt er der jo alligevel. Li Ying leder efter eksempler. Hun peger på udviklingen af NGO’er i Kina. »Før 1995 anede vi ikke, hvad NGO’er var. Prøv at se, hvor mange der nu er.« FN’s kvindekonference var startskuddet. En anden ting er hustruvold. Igen vender Li Ying tilbage til kvindekonferencen, for hustruvold havde aldrig været omtalt i Kina før da, fortæller hun.

Hustruvold er naturligvis også noget, som centret arbejder lø-bende med. Det handler om, at manden vil have total kontrol, forklarer Li Ying. Hvis manden mener, at hans hustru ikke gør tingene ordentligt, så slår han, og selv blandt dem, der bliver slå-et, er der mange, som mener, at det er han i sin gode ret til. Det er et meget kompliceret emne med masser af årsager, og det fore-kommer i alle sociale lag. »Der er mange professorer eller kontor-chefer, der slår, og når de slår, så slår bønderne også.« Naturligvis skal ofrene beskyttes, men på centret ønsker man også, at der skal være tilbud om hjælp til den, der slår. Hvordan forhindrer man, at han slår? Information, straf, men også psykologisk hjælp, er mulige midler, og med hensyn til det sidste kigger Li Ying mod Taiwan, hvor det er obligatorisk med psykologisk hjælp til dem, der slår. Det er lovbestemt, fortæller hun, og det ønsker Li Ying også, at det skal være på Fastlandskina.

Men alt taget i betragtning, så er Li Ying generelt rimeligt til-freds. Der er masser af problemer, masser af uretfærdigheder, men også et rum at arbejde i. I det mindste er ligeberettigelse et emne, der kan diskuteres offentligt, den basale del af lovgiv-ningen er på plads, og regeringen bakker officielt op omkring ar-bejdet med at forbedre kvindernes forhold. Summa summarum: Der sker forbedringer. Opgaven er at presse på, at blive ved med at presse på og at finde de rigtige steder at presse på. Li Ying føler heller ikke umiddelbart, at moderniseringen skulle have medført afgørende strømninger i samfundet, som ønsker kvinderne ud af arbejdsmarkedet og tilbage i hjemmet til børnepasning og mad-lavning.

Der findes ganske vist ingen statistik på området, men for den moderne kinesiske familie er det helt enkelt ikke muligt at klare sig uden to indkomster, hvis der skal være råd til lejlighed, bil, hund og barnets skolegang foruden fladskærms-tv, computer og alle øvrige teknologiske faciliteter, som er nødvendige for at leve et liv i tråd med det 21. århundrede. Alene dét er med til at sikre kvindens plads på arbejdsmarkedet. Måske vil de rigeste mænd gerne have konen derhjemme, funderer hun, og kommer så i tanker om endnu et problem: Værdien af arbejdet i hjemmet

understreger, at netop denne lov har de kinesiske kvinder god brug for. Centret har ført i snesevis af sager i 20 provinser, men resultatet har været skuffende hver gang. Ingen sager er vundet.

Det var netop en sag om en kvindes brugsret til jord, som førte Li Ying ud på hendes farligste mission hidtil. Sam-men med Guo Jianmei var hun rejst til Henan-provinsen for at føre sagen, men landsbyens mænd – op mod 100 – sam-lede sig uden for, hvor de to boede. De var bevæbnede med køller og ville for-hindre de to advokater fra Beijing i at nå i retten, hvor sagen var berammet sam-me formiddag. Udenfor havde betjente-ne travlt med at holde styr på mængden og med at konfiskere kameraer – »for vores egen sikkerheds skyld ville de ikke have, at mændene skulle tage billeder af os,« forklarer Li Ying – og indenfor stod de to kvinder og overvejede situationen. Hvis de ikke nåede hen i retten, kunne de ikke føre sagen for deres klient.

Det endte med, at de bestemte sig for at gå ud midt i mængden af bevæb-nede mænd. På vej ud i mængden greb landsbylederen fat i Li Yings ærme. »Jeg kiggede på ham med rolige øjne, som jo nok alligevel også har haft en stærk ud-stråling, og jeg spurgte ham: ‘Hvad vil du?’ Han slap mig med det samme, og

de trak sig alle sammen tilbage. Her var vi, bare to kvinder, bløde men stærke indeni. De var nok alle sammen klar over, at det ikke er rigtigt at forholde kvinder deres rettigheder.«

Selv med centralmyndighedernes opbakning kan kampen for ligestilling altså alligevel føre til truende situationer. »Vi vil hjælpe de svage, men modstanderne er stærke,« siger Li Ying og konsta-terer, at det kræver mod, forstandighed og strategisk tænkning at føre kampen. Det gælder dog ikke kun i forhold til for eksempel vrede mænd bevæbnede med køller; det gælder også i forhold til et regerende og altdominerende parti, som nok ønsker udvikling og forbedring på området, men som under ingen omstændighe-der tolererer, at det fører til nogen form for uro. Demonstrationer er derfor ikke nogen mulighed for centret. Men er det ikke en alvorlig begrænsning i kampen? Ville der ikke komme mere skub på udviklingen, hvis man kunne demonstrere? »På det punkt er

Naturligvis ønsker vi, at det skal gå hurtigt, men i Kina er det nu engang, som det er. Det er jo et kæmpe land, og der er masser af problemer, så bare fordi vi gerne vil have lidt fart på, er det jo ikke sikkert, at det kan blive sådan. Li Ying

»Bekæmp hustruvold. Skab

en god tilværelse.« Hustru-

vold er stadig et nyt begreb

i Kina, og der er endnu kun

få steder, hvor de ramte

kvinder kan henvende sig

og få hjælp. Skuespillerne

Wang Xuebing og Wang

Tong stillede op i en sjæl-

den kampagne. Plakat fra

cirka 2006. Egen samling.