Det er Cecilies sidste dag i Nepal, og for første gang virker det som om, hendes overskud er forsvundet. Hun sidder på hospitalsstuen og betragter Victoria med en dyb fure i panden. Kigger på Maya, der kredser om bar-net. Cecilie har købt to stenbesatte armbånd til Maya som tak. Lille Maya skal passe Victoria døgnet rundt, når Cecilie tager hjem i aften. Maya våger utrætteligt over barnet. Og har sovet sammenkrøllet i hendes fodende de sidste to nætter.

Stemningen er elendig. Victoria har det ikke godt. Det er den 11. novem-ber, og der er gået to døgn siden hen-des operation. Halvanden liter vand er drænet fra hendes hoved; den kla-re væske står i flasker på gulvet. Tømt for vand er Victorias hoved sunket ned, hvor hendes kranieplader ikke når sammen. Toppen af hendes hoved ligner en knækket æggeskal beklædt med hud. Selv hendes øjne er faldet længere ind i deres huler.

Cecilie Mose Hansen kan ikke fin-de ro. I aften flyver hun hjem til sin anden virkelighed. Hjem til Gentofte, sin søn Sebastian, manden Christian

og jobbet hos Mærsk. Hun ville ønske, hun kunne putte Victoria i lommen og tage hende med. Hun, Cecilie, har jo sat det hele i værk. Ansvaret føles tungt i dag. Og hun er bange. Victoria er pjevset, er varm og klynker. Indi-mellem gør hun noget, som Cecilie ikke kan aflæse. Får små anfald, hvor hendes øjne sitrer. Smasker, som har hun anfald af kvalme.

Tidligere på morgenen kom to sy-geplejersker fra Paropakar-hospitalet, hvor Victoria blev født og lå i de første 20 måneder af sit liv, på besøg. I det øjeblik, Victoria hørte deres stemmer, stak hun i et lysende smil. Det varme-de. Beviste at noget følelsesmæssigt i Victoria fungerede. Vandet i hendes hoved havde ikke ødelagt alt derinde bag øjnene.

Men scenen gnaver i Cecilie. Ja-lousi er det måske. I månedsvis lod de ansvarlige på Paropakar stå til, tænker Cecilie. De gav hende end ikke et navn. Alligevel belønnede Victoria kvinderne derfra med et større smil, end Cecilie nogensinde har fået. Det giver stik af dårlig samvittighed i Ce-cilie. Victoria har ikke selv bedt om

at blive flyttet, opereret, reddet fra døden. Har Cecilie hevet hende ud af hendes tryghed? Har Victoria oplevet de sidste uger som ulykkelige – uan-set hvor meget omsorg og kærlighed, Cecilie og Maya har givet? Hvor sølle, det end tog sig ud, var det nøgne rum på statshospitalet jo det eneste, hun kendte. Det var hendes hjem.

Tankerne skal komme til at dukke op i Cecilies hoved de næste mange uger. Men hun forsøger også denne sidste dag på Annapurnas private sy-gestue at skubbe dem væk. Hvis der er skyld, ligger den hos dem, der lod stå til, tænker hun. Og hvad var al-ternativet? At Victoria ville dø alene, kvalt eller sultende ihjel, når vandet i hovedet til sidst ødelagde evnen til at trække vejret eller synke? Hvad ville man som forælder have valgt for sit eget barn? Løbe risikoen – eller lade barnet dø langsomt?

Dr. Basant Pant kommer for at sige farvel. Operation nummer to skal gennemføres hurtigere end planlagt, siger han. Victorias kranium synker ikke som håbet, og han er nervøs for

hjerneblødninger. Nu smider han gummisandalerne og kravler næsten helt op i sengen til Victoria:

»Hun er okay. Der er lidt feber, må-ske har hun lidt ondt. Men der er in-gen blødning. Det er okay,« siger han.

»Du skal tage dig godt af min lille pige. Det må du love mig,« siger Ce-cilie, da hun krammer dr. Pant farvel. Hun holder ham fast.

»Jeg skal gøre, hvad jeg kan. Hun kæmper. Hun skal kæmpe. Der er in-gen anden vej,« siger han.

Victoria døser med en stofble over sin pande og sit takkede hoved, da Cecilie sætter sig på kanten af sengen. Taxaen venter på gaden, og Cecilie har få øjeblikke tilbage. Hun tørrer tårer væk. Omsorgen for Victoria har været ureflekteret. Instinktiv. Hun har nået alt det, hun håbede. I 14 dage har Vic-toria ladet sig føre gennem omvælt-ninger, undersøgelser og operation, og hun har affundet sig med det hele. Med store øjne. Nu er det Cecilie, der føler sig hjælpeløs.

Hun ved, at Maya vil våge over hende dag og nat. At dr. Pant vil gøre sit bedste. Men set herfra virker de

En chancE til VictoriaI september så Cecilie M. Hansen et billede i Berlingske af en alvorligt syg pige i Nepal. Den 20 måneder gamle pige, Victo-ria, er født med vand i hovedet og opgivet af lægerne. Cecilie er i november taget til Nepal og har flyttet Victoria til den pri-vate neurokirurg dr. Basant Pants hospital. Han har netop opereret Victoria.

Tekst: Line Holm Nielsen Foto: Mads Nissen

Afsked. Victoria døser, da Cecilie siger farvel. Hun har feber efter operationen to dage forinden.

sidste måneder, siden hun så billedet af Victoria i avisen, pludselig nemme. At have engageret sig, fundet folk, flø-jet til den anden side af jorden, rejst pengene, at have trumfet det hele igennem og fået alting til at ske i det fremmedartede land. Alt det var let.

Det svære er at vende sig og gå væk. Hun aer Victorias pande og kys-ser hendes kind en sidste gang.

cEciliE vEnDEr sig tyst i det mørke børneværelse for at kigge på sin so-vende søn en gang mere. De har været væk fra hinanden i to uger. Han har lært at gå, mens hun har været væk. Måske er han vred på hende. Hvordan skulle en etårig kunne forstå, at hans mor blev nødt til at tage til et andet land for at hjælpe et fremmed barn? Men Sebastian sover ikke mere. Hans lille hvidhårede hoved stirrer ud gen-nem tremmerne i sengen, og hans arme står allerede op i begejstring, da hun bøjer sig ned til ham.

Danmark midt i november er så fjernt fra Nepal, som man kan komme. Cecilie cykler til og fra arbejde, holder møder, henter Sebastian. Indimellem falder hun i staver. Rejser i tankerne ned til Victoria, som er ved at blive gjort klar til operation nummer to – den store, hvor dr. Pant skal knække hendes kranium op. Det er et voldsomt indgreb for så lille en pige. Risikoen for blodtab, for komplikationer af bedø-velsen, for infektion er enorm. Cecilie kan mærke, at dr. Pant er nervøs.

En uge efter Cecilies farvel til Vic-toria melder dr. Pant sig på hendes mobiltelefon:

»Jeg ville ønske, du var hos os i denne omtumlede tid. Jeg følte ro,

da du var her,« skriver han. Han har netop opereret i seks timer på Victo-ria, og det er gået fint. Men dr. Pant er træt. Han ville ønske, at han havde haft bedre instrumenter. Som dem, de har i Danmark og i USA. At nogen havde opdaget hende før. Victoria er okay indtil videre, skriver han. Nu er der intet andet at gøre end at vente.

Cecilie og hendes mand har beslut-tet sig for at samle så mange penge sammen, som de kan. Victoria er de-res. Men siden dr. Pant gik ind i Victo-rias sag, er to andre, fattige børn med vand i hovedet kommet til ham. De er ældre, og deres sygdom mindre frem-skreden. Cecilie og Christians penge skal gå til Annapurna-hospitalet, så dr. Pant kan hjælpe dem. Børn som Victoria.

sMs’En koMMEr klokkEn tre nat-ten til lørdag. Cecilie sætter sig op i sengen.

»Kære Cecilie. Vær sød at være tap-per. Du forsøgte. Vi forsøgte alle. Det var hendes skæbne. Vi skal fortsætte med at arbejde for det bedste. Resul-tatet var dårligt, fordi vi måtte ope-rere så sent. Maya græder dag og nat og er i chok. Basant.«

Først forstår Cecilie ikke ordene, der træder sort frem på mobiltelefo-nens skærm. Hun trykker dr. Pants nummer og har en kort, rodet samta-le. Han har skrevet til Cecilie allerede

et halvt døgn før, men beskeden er al-drig kommet frem. Han er ulykkelig. Hele hospitalet er ulykkeligt.

Victoria vågnede med feber mor-genen efter operationen. Med små sitrende anfald. Hun fik hjertestop.

cEciliEs sorg Er sort og uventet voldsom. Den har stik af vrede og skyldfølelse. Af uretfærdighed. Og Cecilie mangler afslutning. Victorias død er endnu blot ord i mobiltelefo-nen. Der er kun tomhed.

Måske var Victorias skæbne allere-de bestemt, da Cecilie fandt hende. I så fald håber hun, at Victoria nåede at opleve tryghed og varme. Måske end-da fornemme kærlighed. For hun har givet noget retur. Victoria har ændret hende og hendes families liv for altid, ved Cecilie. Hvordan, kan hun endnu ikke helt få lukket hænderne om-kring, som hun siger. Men hun skal finde en mening, som yder Victoria retfærdighed.

I det nye år rejser Cecilie og Chri-stian tilbage til Nepal. Christian skal møde dr. Pant. Se, hvor Victoria leve-de. Og tale om, hvordan de kan hjæl-pe de andre børn som hende.

Victoria er død. Men hun fik en chance. Hun fik et navn.

lin@berlingske.dkmadn@berlingske.dk

Cecilie i taxa til lufthavnen. På vej hjem

Se, hvordan du kan støtte børn som Victoria: www.victoria-foreningen.orgLæs alle fem kapitler om Cecilie og VictoriaOplev fotograf Mads Nissens multimediefortælling på www.berlingske.dk/VictoriaDette er sidste kapitel.

KAPITEL 5

»Jeg ville ønske, du var hos os i denne omtumlede tid. Jeg følte ro, da du var her.«

dr. BAsANT PANT, neurokirurg