5527697887709

ISBN 9788770552769

Toke holdt den op i lyset. Den ville blive god. Han lod igen penslen glide hen over masken, inden malingen var helt tør. Den grå farve gav en ulden overgang og fik noget råt frem. Han gjorde kinderne mere hule og kindbenene højere, så de fremstod skarpere.

Masken voksede frem mellem hænderne på ham, nærmest af sig selv. De andre talte om rollespillet og valg af våben.

Hans maske havde sin egen rolle, det var han ikke i tvivl om, men hvilken, vidste han endnu ikke.

Toke bliver udsat for grov mobning både i og uden for skolen, men trods Marks trusler og overfald vælger han alligevel at stille op i en konkurrence om at lave den bedste maske til et live-rollespil.

For Toke gælder det ikke kun om at vinde konkurrencen. Der er langt mere på spil.

HENRIK NILAUS

HEN

RIK N

ILAUS TOKES

MASKE

TOK

ES M

ASK

E

3

Kapitel 1

Toke holdt papiret ind under lyset. Drejede det gan-ske lidt. Så efter fejl. Rettede et par detaljer. Det var en elefant. Set forfra. Med løftet snabel og ørerne slået ud. Den angreb og havde allerede smad-ret det ene ben gennem papiret, på vej fremad. Den skal være, så du tror, den er levende. Den skal bul-dre hen over eller ud af papiret. Du skal blive bange for den. Han genkaldte sig sin farfars stemme. Når du ikke tør vende ryggen til en af dine tegninger, så er den blevet god. Oven på elefanten sad en dreng. Men det var ikke ham, der var vigtig. Lidt bleg og udvisket sad han helt rolig. Forrest i billedet løb tre skikkelser. Heller ikke de var vigtige. Kun deres omrids sås. De faldt over hinanden for at komme væk. Væk fra de kræfter som det hele handlede om, dem der blev sluppet fri. Han gjorde stødtænderne en anelse mere spidse. ”Har I hørt om konkurrencen?” spurgte Peter. ”Om at lave den bedste maske til et kæmpe live-rol-

4

lespil, der skal afholdes i Gribskov i efterårsferien.” Han tog en stak foldere op af sin taske. Klassen så op. ”Og der er udsat en præmie på 4.000 kroner,” fort-satte han og begynde at dele folderne ud. ”Min far har fortalt om den,” sagde Mark og læ-nede sig tilbage, ”og han har lovet mig en tur til New York, hvis jeg vinder, så det har jeg selvfølgelig tænkt mig!” Han så over på Martin og Mikkel, der begge nikkede. ”Det er nu nok ikke så nemt, for konkurrencen gælder for alle skoler i hele Nordsjælland,” sagde Pe-ter. ”I skal tilmelde jer nede i Kulturfabrikken, hvis I vil være med. Man kan også lave våben og dragter og deltage i selve spillet. Jeg synes, det lyder rigtig spændende.” ”De penge har Mark da allerede vundet,” sagde Martin. ”Ja, hvad skal vi bruge dem til?” spurgte Mikkel. ”Vi?” Mark så på ham. ”Jeg skal da have lidt eks-tra lommepenge med til New York!” ”Han vinder da kun, hvis Toke ikke deltager,” sag-de Amina. Mark vendte jeg hurtigt mod hende, og der blev helt stille i klassen. ”Tror du ikke bare, du skulle skrubbe hjem, hvor du kommer fra?” Mark pegede på hende, ”og det vil sige op i træerne!”

5

Martin og Mikkel grinede. ”Så styrer du dig,” sagde Peter. ”Sådan en skide fejlfarve skal sgu bare holde sin kæft,” fortsatte Mark. ”Så er det nok, Mark, et ord til og det er ud!” Peter så vredt på ham. Mark så over på Toke, som hurtigt så ned på sin tegning. Han blev kold indeni og kunne mærke ma-ven trække sig sammen. Hvorfor skulle hun blande ham ind i det? Han skulle ikke deltage i nogen konkurrence. Han bøje-de sig helt ned over tegningen, og stødtænderne blev gjort endnu mere spidse.

Da det lidt efter ringede ud, rejste de andre sig lar-mende og løb udenfor. Toke blev som den eneste siddende tilbage. Peter gik i gang med at rydde det sidste op. ”Var det ikke noget for dig?” spurgte Peter. Toke trak på skulderne. ”Jeg synes, du skulle,” fortsatte Peter. ”Er der ikke også noget med, at din farfar laver masker?” Toke nikkede. Peter så på uret. ”Men du skal ud nu! Jeg skal låse!” Toke puttede folderen i lommen, skubbede lang-somt stolen bagud og skævede over skulderen. Ude på gangen kunne han se Mark stå sammen med Mar-

6

tin og Mikkel. De ventede på ham. Han tog tegnin-gen af elefanten og lagde den ned i sin taske. Gav sig god tid. Så igen i retning af døren. Peter fulgte hans blik, tøvede lidt, men gik så hen mod udgangen. Toke kunne ikke høre, hvad han sagde, bare se Mark og de andre, først modvilligt, bagefter hurtigt forsvinde ud i gården.

Så snart de var væk, var Toke ude af lokalet og små-løb, med hamrende hjerte, i den modsatte retning. Men der var mange børn på gangen. De væltede rundt mellem hinanden, og han havde svært ved at komme forbi. Han skævede bagud. Skubbede for at komme hurtigere frem. Nogle mindre drenge stille-de sig op foran ham. Spærrede ham vejen. Hev fat i ham. Han vred sig løs, løb videre. Havde en ubeha-gelig fornemmelse af, at Mark og de andre var lige bag ham. Men han kunne ikke se dem. Han nærmede sig døren med øjnene fast rettet mod låsen. Der var ledigt. Han rev døren op til det lille forrum og fik hurtigt smækket låsen i bag sig. I sikkerhed! Han stillede sig med ryggen op ad den låste dør og forsøgte at genvinde kontrollen over sin vejrtræk-ning. Så opdagede han det. Døren ind til selve toilet-tet var lukket. Og låst. Han stirrede lammet på den. Han var gået i en fælde.

7

Det var begyndt lige efter, at han, for tre år siden, var startet i klassen. Det var 3. klasse. Hans far havde fået nyt arbejde, og de var igen flyttet. Han havde været nervøs eller nærmest bange. Men det var gået meget godt de første par uger. Ingen havde rigtigt lagt mærke til ham. Lige indtil han havde deltaget i skolens årlige teg-nekonkurrence og havde vundet. Mark var blevet num mer to. Peter havde rost ham, meget, rigtig meget. Hans forældre derimod havde nærmest været ligeglade – ja, hans far endda lidt sur over, at hans nye skole brugte tid på sådan noget kreativt pjat. Og så hvert eneste år. Dagen efter havde Mark, Martin og Mikkel pas-set ham op i et frikvarter, og Mark havde spurgt, om de skulle slås. Da Toke ikke havde svaret, var Mark begyndt at slå, og Toke havde prøvet at komme væk, men Martin og Mikkel havde holdt ham. Og så hav-de Mark slået løs, og var blevet ved og blevet ved, og havde slet ikke kunnet stoppe. Da han hjemme fortalte, hvad der var sket, havde faren slået det hen. Det var bedst, de selv fandt ud af det. Det blev altid noget rod, hvis forældre begyndte at blande sig. Desuden kunne han jo ikke stå vagt ovre i skolen i alle frikvartererne. Det kunne Toke vel nok forstå. Hans mor havde sagt, at det jo altid var lidt svært

8

at begynde i en ny klasse, og han måtte give den lidt tid. Og så havde hun købt en stor pose slik til ham. Faren havde for øvrigt foreslået ham, at han lod være med at deltage i flere tegnekonkurrencer. ”Det, det gælder om, er at fjerne årsagen til konflikten, så let er det,” sagde han. Det råd havde Toke fulgt. Alligevel gjorde Mark alt, hvad han kunne, for at få fat i hans tegninger. Men efterhånden som Toke blev bedre til at skjule dem, og de andre i klassen var holdt op med at rose ham, tabte Mark langsomt interessen for ham og lod ham nogenlunde i fred. Alligevel var Toke altid på vagt, og på det sidste var han også begyndt at stamme. Noget, han ellers aldrig havde gjort. Men halsen lukkede sig sammen, og han blev tør i munden, når Mark var i nærheden. For når Mark først havde valgt et offer, gav han al-drig helt slip. Derfor måtte han også ud fra det toilet. Men inden han nåede at reagere, skiftede den røde skive med et klik til hvid. Dørhåndtaget blev trykket ned, og Mark stak hovedet frem. Så væltede de ud alle tre og skubbede ham op ad væggen. ”Hej – Taber-Toke!” Mark slog ham i maven. Toke stirrede på hans grinende mund. Koncentre-rede sig om den og prøvede at lukke smerten ude.

9

Stirrede på mellemrummene mellem hans fortæn-der. På de unaturligt små kindtænder og deres gul-lige farve. Den dårlige ånde af halvt fordøjet mad, som slog imod ham. Mark pressede Toke tættere op mod væggen, selv-om han allerede stod klemt helt fast. ”Du skal da ikke deltage i den konkurrence, Taber-Toke! Det skal du da ikke!” Marks sætninger kom i korte små stød. Toke ville ryste på hovedet, men blev holdt så fast, at han ikke kunne. „Lad mig høre dig sige: Jeg skal ikke deltage, selv-om den negertøs til Amina tror, jeg vinder!” fortsatte Mark. Toke pressede læberne sammen. „Sig det så!“ hvæsede Mark og bankede et knæ ind i låret på ham. Smerten kom overraskende, og Toke mærkede tå-rerne stå op i øjnene. Bag Mark stod Martin og Mik-kel. Tvillingerne. De havde rødt hår, der enten krølle-de eller strittede. I dag gjorde det begge dele. Fregner dækkede deres ansigter som store lysebrune plama-ger. Øjnene var små og flakkende. De grinede også. De grinede, når Mark grinede. De gjorde det lidt ude af takt. Martin begyndte, og Mikkel fulgte lige ef-ter. Det samme grin, bare lidt forskudt. Mikkel holdt også altid op lidt efter Martin. „Så du nægter at sige noget!“ råbte Mark.

10

Hans sorte hår var redt bagover. Det var alt for sort. Det passede ikke til hans blege hud. På den ene kind havde han et næsten sort modermærke, ellers var han farveløs. Sort og hvid. Det var kun tænder-ne, der var lidt gullige. „Taber-Toke,“ skreg Mark. „Du er fandeme lige så talentløs som din farfar – ’den store kunstner’.” Toke pressede læberne endnu hårdere sammen. Frikvarteret måtte snart være forbi. ”Hans farfar skal udstille i min fars galleri.” Mark vendte sig grinende mod Martin og Mikkel. ”Tror han. Udstille sine fastelavnsmasker i et galleri! Hvem gider købe sådan noget lort, lavet af en gammel nar? Taber!” Mark bankede Tokes hoved ind i væggen. ”Taber! Og tabere skal ikke stille op til konkurrencer! Er du med?” Det svimlede for Toke. ”Nå, så du nægter at åbne munden! Jeg skal fande-me nok få den op!” råbte Mark. ”Taber-To…ooke vil iii…kke taaa…le,” stammede Martin. Mikkel skreg af grin. Mark så på Martin og Mikkel. ”Fyld håndvasken!” kommanderede han. ”Varmt eller koldt?” spurgte Martin. Toke kunne høre, hvordan vandet plaskede ned i håndvasken. Han vidste, hvad de ville. Den gamle skolerekord var 27 sekunder.

11

”Så er badet klar,” grinede Martin. Mark tog hårdt fat i nakken på Toke og skubbede ham hen mod vasken. Toke så sit eget spejlbillede over håndvasken. De bange øjne, grågrønne, de hule kinder, kindbenene, der var alt for tydelige. Den gråhvide farve, som kun var lidt mørkere omkring læberne. Håret, kort og farveløst. Så tvang Mark med et ryk hans hoved forover. Toke kæmpede imod. ”Du skal fandeme ikke gøre modstand.” Mark slog ham hårdt i ryggen og pressede i det samme hans hoved ned under vandet. Selvom Toke var forberedt, så kom det kolde vand som et chok. Han prøvede at vride sig løs, men Mark lagde hele sin vægt bag presset. Det sortnede for øjnene og trykkede for ørerne. Halsen snørede sig sammen. Hovedet var ved at eks-plodere. Så gav han efter. Åbnede munden og sugede vandet ind. Det skete med sådan et ryk, at han fik vredet sig løs og sank sammen på gulvet. Han halvt hostede, halvt brækkede vandet op og hev gispende efter vejret. Så ringede det ind. ”Hvor lang tid holdt han,” spurgte Mark. ”Kun 18 sekunder,” svarede Martin. ”Vi skal altså slå rekorden.” Mark sparkede til Toke.

12

”Sådan en lille lort!” Han sparkede igen. ”Og ved du, hvad man skal med lort? Skylle dem ud.” Han tog fat i Tokes hår og trak ham ud på toilettet. Toke prøvede at gøre modstand, men de var tre om ham, og Mark pressede hans hoved ned i toilet-kummen. Den stank af pis. Så kom skyllet, og Toke kunne høre deres latter. De hev ham op. Vandet løb ned over hans ansigt og tøj. ”Vi glemte sgu at pisse først,” råbte Mikkel, ”in-den vi trak!” ”Eller skide!” grinede Martin. ”Han skal vel også have noget til gode!” Mark hev Toke op at stå. ”Hør godt efter!” sagde han og ban-kede Toke op mod væggen. ”Hvis du så meget som tænker på at stille op i den konkurrence, så er jeg sik-ker på, at du vil blive den første, der slår rekorden og kommer over et minut. Spørgsmålet er bare, om du selv vil komme til at opleve din berømmelse!” Døren blev låst op og Toke skubbet ud på den næ-sten tomme gang. Han faldt, men kom hurtigt på be-nene. De tre andre blev stående inde på toilettet, ind-til han havde fået et lille forspring, så væltede de ud samtidig og optog forfølgelsen. Toke opgav at nå hen til klasselokalet, drejede i stedet ned ad en gang og flåede døren op ud til sko-legården. Den var tom.

13

Han løb tværs over den. Tøjet var vådt og strammede, og bagfra kunne han høre, at de var ved at indhente ham. Han fortsatte ud af skolen. Vidste, at de om lidt ville nå ham, sparke benene væk under ham eller kaste sig over ham og vælte ham rundt. Han kunne høre dem. Høre hvor-dan Mark hivende efter vejret kom tættere og tættere på. Toke skævede bagud. Mark var forrest, Martin og Mikkel lige efter. Han vidste, at de sagtens kunne løbe hurtigere end Mark, men de holdt sig bag ham, altid lidt bag ham. Toke kunne se, hvordan afstan-den hele tiden blev mindre, kunne allerede mærke slagene, sparkene. Han fortsatte ud over vejen uden at se den bil, der kom lige mod ham. Han hørte kun bremserne hvine, ventede at høre et smæld, mærke et slag og blive hvirvlet op i luften, men bilen skred ud og undgik ham. Han stoppede op på den anden side af vejen og så over mod bilen, der som en ven var kommet imellem og havde reddet ham. De tre andre var vendt om og på vej ind i skolegården. Manden i bilen råbte efter dem, men de fortsatte uden at vende sig.

14

Kapitel 2

Så snart Toke kom op over bakken, kunne han se kolonihavehusene ligge på sirlige rækker. Små flag-stænger stak op fra hver eneste have. Hvidmalede, mange med vimpler. Det blæste ikke, så de hang slapt ned. Han gik ned ad bakken og drejede ind ad den før-ste grussti. Vejret var lunt. Roser og georginer blomstrede, og æblerne hang modne på træerne. Selvom efteråret nærmede sig, og bladene overvejede, om det var nu, de skulle skifte farve, så emmede det hele af sommer og varme. Men Toke frøs. Han holdt armene tæt ind til kroppen, men det hjalp kun lidt. Han var stadig øm efter slagene og sparkene, men det, der gjorde mest ondt, var det, Mark havde sagt om farfaren. Nogle kikkede efter Toke. Enkelte hilste med små korte nik, andre undrede sig bare over, hvorfor der gik en dreng i vådt tøj.

15

Farfarens kolonihavehus lå som det sidste på sti-en. Bag det var marker, hvor der gik nogle heste, og bag dem igen skov.

Der lå to bygninger på grunden. Det gamle koloni-havehus: Blåt, med sort tag og små hvidmalede vin-duer. Det bestod kun af en lille stue og et endnu min-dre køkken. Der var ingen gardiner, så man kunne se lige ind. Der var heller ingen potteplanter eller an-dre ting i vindueskarmene. Ved første øjekast så det ubeboet ud. Haven viste heller ikke tegn på, at der boede nogen. Græsset og ukrudtet fik lov til at passe sig selv, og æblerne på det store gamle træ fik lov at hænge. Faldt de ned, fik de lov til det, blev de sidden-de, kunne fuglene hakke i dem, når det blev vinter. Ved siden af kolonihavehuset havde farfaren byg-get et atelier. Det var lavet af materialer, som han hav-de fået forærende. Hvis nogen skiftede vinduer ud eller havde bygget om, var de kommet med det, der var blevet til overs. Der lå stadig en stor bunke bræd-der, stolper, døre og vinduer i haven, nok til endnu et atelier. Farfaren boede der året rundt. Det måtte man vist ellers ikke, men ingen sagde noget. De kunne godt lide ham, og det var ligesom accepteret, at der gjaldt andre regler for ham. Huset blev kun varmet op af en brændeovn, og om vinteren kunne der være meget koldt, specielt

16

om morgenen. Men så havde farfaren bare taget en frakke på. Der kunne også være klamt, hvis det hav-de regnet meget. Muggent havde hans mor sagt. Der lugter muggent. Men Toke syntes bare, at det hele var noget, der hørte til stedet og farfaren. Det var som at træde ind i en anden verden, når han gik gennem den havelåge.

Toke og hans farfar fik øje på hinanden samtidig, og Toke stoppede op, usikker på om han skulle være kommet. Der var noget forpint over farfaren ansigt. Så frem-tvang han et smil og vinkede ham nærmere. Farfaren så ned af ham. ”Vi skal vist have fundet en anden trøje til dig.” Han forsvandt ind i huset og kom lidt efter tilbage med et håndklæde og en gam-mel islandsk sweater. Alt for stor, men varm. Toke tørrede sig, skiftede og satte sig ved siden af farfaren på bænken foran atelieret. Han kunne mærke, hvordan varmen og roen lang-somt bredte sig, og han vidste, at farfaren ikke ville udspørge ham, men vente til han selv begyndte. Det hastede ikke. Lige nu ville han bare være her. Han skulle også først finde ud af, hvordan og hvad, han ville fortælle. ”Vil du hjælpe mig med at vælge billeder og ma-sker til udstillingen?” spurgte farfaren. Toke nikkede.

17

”Jeg har lovet galleriet, at de har dem senest man-dag.” ”Marks far,” sagde Toke mest henvendt til sig selv. Så sad de lidt, uden at der blev sagt noget. Toke så op mod solen, lukkede øjnene og mærkede varmen mod sit ansigt. ”Er det også Mark, der har gjort det der?” Farfaren så ned på Tokes bukser, som stadig var våde. Toke nikkede, og så fortalte han, hvordan Mark, Martin og Mikkel havde overfaldet ham. Og om kon-kurrencen og om Amina. Toke kunne se, at farfaren blev vred. ”Men jeg har slet ikke lyst til at deltage,” skyndte Toke sig at tilføje. ”Og jeg har heller aldrig prøvet at lave masker.” ”Du kan ellers noget, som jeg ikke tror, ret mange andre kan.” Farfaren prøvede at se Toke i øjnene. Toke så ned på sine våde bukser. ”Talent forpligter,” fortsatte farfaren. ”Og det skal vel ikke være helt forgæves, alt det, jeg har lært dig.” Han lod sin ene hånd glide gennem Tokes hår. Hel-ler ikke det var blevet helt tørt. ”Din far kunne ikke. Han var helt umulig. Han kunne ikke sætte to far-ver sammen uden at ødelægge dem begge!” Farfa-ren lo lidt for sig selv. ”Du ved ikke, hvor meget jeg har kæmpet med ham. Men lære det, det ville han ikke.”

18

Toke smilede lidt, men vidste ikke, hvad han skul-le svare, for han kunne allerede mærke slagene og sparkene. Fornemmelsen af ikke at kunne få luft. ”Vis dem, hvem der er bedst.” Farfaren ruskede ham blidt i skulderen. ”For det er du!” Toke kunne mærke kulden vende tilbage. Nu frøs han under den islandske sweater. ”Hvis man er alene, er det svært.” Farfaren blev ved med at holde fast i ham. ”Men jeg tror på dig, og hende pigen fra din klasse tror på dig.” Toke havde aldrig snakket med hende, og han vid-ste heller ikke, hvorfor hun havde sagt det: At han vil-le vinde, hvis han stillede op. Bare hun aldrig havde. Hun var startet her i 6. klasse lige efter sommer-ferien og havde kun gået der i en lille måned. Hun var mulat og meget køn. Hendes mor kom fra Kenya, men var død for flere år siden. Hendes far var dan-sker. De var lige flyttet til byen og faren havde åb-net en butik med balinesisk og afrikansk kunsthånd-værk. Alle drengene havde været helt oppe at køre, ikke mindst Mark. Han var helt forandret. Ikke så grov som han plejede, og han havde kun fokus på Amina. Sagde det samme som hende og syntes det samme, selvom det ikke så ud til at gøre det store indtryk på hende. Toke havde aldrig set ham sådan. Der var endda kommet noget blødt over ham. Og for en uge siden

19

havde han inviteret hende i biografen. Han havde spurgt hende, mens alle i klassen hørte på. Så sikker havde han været. Hun havde svaret, at hun hellere ville æde en lort! Mark havde bare grinet og sagt, at det sgu da heller ikke var noget, han mente, men at han bare ville tage pis på hende. Og for at bevise det var han blevet mere og mere grov over for hende. Hvad var der sket, hvis hun havde sagt ja? Og hvorfor skulle han nu blandes ind i det?

”Prøv at komme med.” Farfaren rejste sig besværet og gik på stive ben ind i atelieret. Toke fulgte efter. Atelieret var ikke ret stort, men med et langt arbejds-bord, hvor Toke havde sin egen plads. Det var her, han havde lavet sine bedste tegninger. På bordet lå et halvfærdigt maleri. Langs væggene var hylder med malerbøtter, og op ad dem stod an-dre malerier; nogle var færdige, andre var farfaren knap begyndt på. Men det, der fyldte rummet ud, var alle maskerne. De fulgte selv hans mindste bevægelse. Med deres tomme øjne overvågede de det hele, som de hang der på rad og række oppe under loftet. Toke havde flere gange tavst fulgt farfarens ar-bejde med maskerne. Set, hvordan han startede med at lave afstøbninger af sit eget ansigt i gips. Bagefter

20

ændrede han facon på dem, arbejdede videre, for til sidst at farvelægge dem. Nogle var blevet kæmpe-store, andre dækkede kun rundt om øjnene. Toke havde altid selv haft lyst til at prøve, men af en eller anden grund havde hans farfar aldrig fore-slået det. Toke havde fornemmelsen af, at farfaren ville have maskerne for sig selv. Så han havde heller aldrig spurgt. Farfaren tog en af dem ned og studerede den ind-gående. ”Når du laver en maske, skaber du på en måde en ny identitet. Du tager masken på og bliver en an-den.” Farfaren smilede, men blev så igen mere alvor-lig. ”Men man skal huske på, at det bare er en maske, og at det er dét, der gemmer sig bagved, der betyder noget.” Farfaren rømmede sig, før han fortsatte. ”De kan beskytte en og virke som et skjold mod virkelig-heden, men den må man aldrig flygte fra.” Hvis virkeligheden er at blive overfaldet, tænkte Toke, så ville han godt flygte fra den. Kunne han an-det? Han prøvede at ryste fornemmelsen af sig og sagde: ”Det bliver en flot udstilling.” Han lod øjnene gli-de hen over den lange række af malerier og masker. Farfaren nikkede tilfreds. ”Har du egentlig udstillet før?” spurgte Toke. Farfaren rystede på hovedet. ”Kun her i mit ate-lier. Mit atelier har været mit galleri. Tidligere syn-

tes jeg, at det var lige meget. Men det er det ikke. Man skal ikke sidde og male for sig selv. Det, man laver, skal man vise frem til andre.” Han så på Toke, før han fortsatte: ”Ligesom man skal bruge de evner, man har fået. Det må sådan en som Mark aldrig få lov at forhindre.” Toke så op på maskerne. Det gjorde ondt, når han tænkte på det. Og maskerne kunne se det. ”Måske!” sagde han tøvende og følte, at han nu næsten allerede havde lovet for meget.