Social kapital som fundament for organisatorisk viden en · Kapitel 1: Indledning 2 rapporten især...

Social kapital som fundament for organisatorisk videnSocial kapital som fundament for organisatorisk videnSocial kapital som fundament for organisatorisk videnSocial kapital som fundament for organisatorisk viden

---- Hvordan IT kan fremme konstruktion og deling af viden i Hvordan IT kan fremme konstruktion og deling af viden i Hvordan IT kan fremme konstruktion og deling af viden i Hvordan IT kan fremme konstruktion og deling af viden i

organisationer gennem understøttelse af social kapital.organisationer gennem understøttelse af social kapital.organisationer gennem understøttelse af social kapital.organisationer gennem understøttelse af social kapital.

Thomas Møldrup Årskortnummer: 20022241 Vejleder Christian Dalsgaard

September 2008 Aarhus Universitet

Institut for Informationsvidenskab

Billede trykt med tilladelse af Oscar Avellaneda

Indholdsfortegnelse

Abstract ________________________________________________________________________________ i

1 Indledning _________________________________________________________________________ 1

1.1 Problemformulering ____________________________________________________________ 2

1.2 Metode og opbygning ___________________________________________________________ 3

2 Videndeling i organisationer___________________________________________________________ 5

2.1 Grundlæggende aspekter ved viden _______________________________________________ 6 2.1.1 Data, Information og viden ______________________________________________________ 6 2.1.2 Tavs og eksplicit viden _________________________________________________________ 6

2.2 Hvad er organisatorisk viden? ____________________________________________________ 8

2.3 Hvordan skabes organisatorisk viden? ____________________________________________ 10

2.4 Praksisfællesskaber som katalysator for organisatorisk læring ________________________ 14 2.4.1 Hvad er et praksisfællesskab? ___________________________________________________ 14 2.4.2 Organisatorisk læring og meningsforhandling ______________________________________ 15 2.4.3 Forskel mellem Nonaka og Wenger ______________________________________________ 18

2.5 Delkonklusion ________________________________________________________________ 19

3 Social kapital –hvad er det? __________________________________________________________ 21

3.1 Social kapital i James S. Colemans optik __________________________________________ 22 3.1.1 Den sociale kapitals funktion ___________________________________________________ 23 3.1.2 Tre former for social kapital ____________________________________________________ 24

3.2 Social kapital i Pierre Bourdieus optik ____________________________________________ 26 3.2.1 Bourdieus fire kapital former ___________________________________________________ 26

3.3 Social kapital i Robert Putnams optik _____________________________________________ 29 3.3.1 Afgrænset og brobyggende social kapital __________________________________________ 30

3.4 Hvordan skabes, vedligeholdes og ødelægges social kapital? __________________________ 32 3.4.1 Coleman ___________________________________________________________________ 32 3.4.2 Bourdieu ___________________________________________________________________ 35 3.4.3 Putnam ____________________________________________________________________ 35

3.5 Positive og negative effekter ved social kapital ______________________________________ 36

3.6 Delkonklusion ________________________________________________________________ 38

4 Social kapital og organisatorisk viden __________________________________________________ 40

4.1 Hvordan understøtter social kapital skabelsen og delingen af organisatorisk viden? ______ 40 4.1.1 Definition og udvidelse af begrebet social kapital ___________________________________ 41 4.1.2 Fælles forbindelser mellem de tre dimensioner af social kapital ________________________ 43 4.1.3 Intellektuel kapital ___________________________________________________________ 44 4.1.4 Udvikling af intellektuel kapital gennem kombination og udveksling af viden _____________ 46 4.1.5 Social kapital som facilitator for skabelsen af intellektuel kapital _______________________ 47

4.2 Sammenhængen mellem praksisfællesskaber og social kapital ________________________ 49

4.3 Hvad betyder Internettet for skabelsen af social kapital? _____________________________ 51

4.4 Social kapital som analyseværktøj ________________________________________________ 54

4.5 Delkonklusion ________________________________________________________________ 56

5 Hvordan social kapital understøtter videndeling – case analyse af Region Syddanmark _________ 58

5.1 Præsentation og afgrænsning af case ______________________________________________ 58 5.1.1 Mål og afgrænsning: __________________________________________________________ 58 5.1.2 Metode og validitet ___________________________________________________________ 59 5.1.3 Præsentation af case __________________________________________________________ 60

5.2 Udfordringer i forhold til at skabe og vedligeholde social kapital i Region Syddanmark ___ 61 5.2.1 Mulighed for at dele viden - hvem deler viden med hvem, og hvordan gør de det? __________ 61

Indholdsfortegnelse

5.2.2 Evne til at dele viden -hvilken type af viden deles der? _______________________________ 63 5.2.3 Motivation for at dele viden - hvornår deler aktørerne viden og hvorfor gør de det? _________ 65

5.3 Hvordan anvendelsen af IT understøtter den strukturelle, kognitive og relationelle dimension af social kapital ________________________________________________________________________ 67

5.4 Delkonklusion ________________________________________________________________ 68

6 Hvordan kan social kapital understøttes ved hjælp af social software? _______________________ 70

6.1 Hvordan understøtter social software skabelsen af social kapital? _____________________ 72 6.1.1 Opsummering _______________________________________________________________ 78

6.2 Praktiske eksempler på konfigurationen af komponenterne i social software ____________ 79

6.3 Diskussion af sammenhængen mellem social software og social kapital _________________ 82

6.4 Delkonklusion ________________________________________________________________ 83

7 Hvordan understøtter Dialognet skabelsen af social kapital? _______________________________ 85

7.1 Dialognets opbygning __________________________________________________________ 85 7.1.1 Sammensætning af komponenter ________________________________________________ 88

7.2 Hvordan møder Dialognet udfordringer med at skabe og vedligeholde social kapital blandt aktører i Region Syddanmark? _________________________________________________________ 89

7.2.1 Hvordan imødekommer Dialognet udfordringer i forbindelse med at vide hvem der er hvem, hvem der ved hvad, og hvem der kender hvem? ________________________________________________ 90 7.2.2 Hvordan imødekommer Dialognet udfordringer i forbindelse med at forstå hinanden og indgå i meningsfuld kommunikation? _________________________________________________________ 91 7.2.3 Hvordan imødekommer Dialognet udfordringer i forbindelse med aktørernes motivation og forventning til værdien af at dele viden? _________________________________________________ 92

7.3 Delkonklusion ________________________________________________________________ 94

8 Konklusion ________________________________________________________________________ 95

9 Litteraturliste ______________________________________________________________________ 98

Opgaven fylder 236.735 tegn svarende til ca. 99 normalsider

Abstract

i

Abstract

Social Capital as Basis for Organizational Knowledge

-How IT can promote the creation and sharing of knowledge in

organizations by supporting social capital.

This thesis investigates the linkages between social capital, organizational

knowledge and IT in the form of social software. A central theme for this

investigation is to examine how social capital in the form of social networks,

trust, norms etc. impacts on the ability to create and share organizational

knowledge. Expanding on this theme it is further examined how the building

blocks of social software impacts on the creation and maintenance of social

capital.

The thesis is inspired by a rapport made by McKinsey & Co. that points out how

companies can develop competitive advantages by increasing employees ‘tacit

interactions’. In terms of supporting tacit interactions this thesis points to

collective knowledge (tacit and social knowledge) as the most important type of

organizational knowledge. This type of organizational knowledge is mainly

created in a socialization phase in which employees engage in interaction with

each other creating shared experiences, norms, values and beliefs. The defining

characteristics of Communitites of Practice (such as joint enterprise, mutual

engagement and shared repertoire) seem in particular to support the creation

and sharing of this type of organizational knowledge.

With reference to Coleman, Bourdieu and Putnam this thesis explores the

concept of social capital and points out how social networks, norms, trust etc. as

a resource and productive factor have a major influence on how actors engage

and interact with each other. By allowing as well as limiting peoples’ actions,

social capital plays an influential role on how organizational knowledge is created

and shared. This understanding can be improved by looking at social capital as

being constituted of three dimensions being a structural, cognitive and relational.

These three dimensions each act as conditions for the construction of

organizational knowledge and influence actors’ possibilities, abilities, and

Abstract

ii

motivations for sharing knowledge with each other. Knowledge management

systems aimed at improving organizations’ capability to create and share

organizational knowledge must therefore take these crucial factors into

consideration and be designed to support these three dimensions of social capital

according to the possibilities, challenges and barriers that apply to the specific

context of each organization. This insight points to a need for conducting a social

capital analysis to inform a better design of knowledge management systems.

As a digital platform for social interaction IT-systems have an increasing impact

on how social capital is created and maintained in today’s organizations. As

social software in particular seems to promote and facilitate social interactions,

this thesis specifically investigates how building blocks that constitute social

software impact on different dimensions of social capital. This investigation leads

to a more detailed and practical understanding of the relationship between social

software and social capital. This can, in conjunction with an analysis of social

capital serve as a tool that can further improve the design of social software

systems in relation to the support of specific dimensions of social capital.

Kapitel 1: Indledning

1

1 Indledning

”During the past half century, the faster pace of specialization, globalization, and

technical change has profoundly altered companies, their customers, the supply

chains around them, and consequently, the nature of work within them and at their

borders. The result is a dramatic increase in the volume and value of interactions.”

(Beardsley et al. 2006, p. 1).

Som ovenstående citat, der stammer fra en rapport udarbejdet af analysebureauet

McKinsey, her antyder, medfører stærke og globale udviklingstendenser, at et stigende

antal jobs kræver en højere grad af interaktion. Flere og flere medarbejdere arbejder

således i dag med at løse komplekse opgaver, som kræver unik stillingtagen og en høj grad

af samarbejde, kommunikation og viden for effektivt at kunne løses. Dette er ikke kun

tilfældet for det stigende antal af medarbejdere, som f.eks. designere, managere, sælgere

etc., som næsten udelukkende beskæftiger sig med denne type af opgaver, men gælder

også i jobs, hvor medarbejdere tidligere udelukkende foretog standardiserede interaktioner

såsom rutinepræget samlebåndsarbejde eller indtastning og behandling af data.

Produktionsvirksomheder er således gået væk fra kun at ansætte ”hænder” til også at

ansætte ”hoveder”, og produktionsmedarbejdere samarbejder i dag i stigende grad med

ingeniører og salgspersonale for at reducere omkostninger og løse kvalitetsproblemer.

Disse mere komplekse former for interaktion baserer sig i høj grad på medarbejderes tavse

viden (i form af erfaringer og ”know-how”) og omtales i McKinseys rapport som ’tacit

interactions’.1 Da disse interaktioner, i kraft af udviklingen af det globale marked og

ændring i joblandskabet, har en betydningsfuld og stigende indflydelse på virksomheders

konkurrenceevne, bør organisationer derfor sigte efter at optimere effektiviteten af

medarbejderes ’tacit interactions’. Som det fremhæves i McKinsey rapporten, er dette en

vanskelig opgave, som kræver nye strategier og metoder, idet: ”The old strategies for

efficiency improvements don’t apply to employees whose jobs mostly involve tacit

interactions; instead, a company must boost workers’ productivity by making them more

effective at what they do.” (Beardsley et al. 2006, p. 1).

Dette rejser naturligvis spørgsmålet om, hvordan virksomheder aktivt kan fremme deres

medarbejderes effektivitet i forbindelse med at foretage ’tacit interactions’. Hertil peger 1 Det kan være interaktioner som koordinering og overvågning af aktiviteter forbundet med udveksling af varer, services og informationer.


2

rapporten især på, at organisationer bør facilitere skabelsen og delingen af viden ved at

styrke medarbejderes mulighed for at danne netværk og indgå i fælles dialog.

Når jeg indleder med at referere til denne rapport, er det fordi, denne sætter scenen for en

række spørgsmål, som jeg forud for specialet har tumlet med både undervejs i studiet og i

mit arbejdsliv som konsulent hos Rambøll Management og Wemind, og som jeg derfor her

ønsker at undersøge. I mit arbejde som konsulent erfarede jeg efterhånden, at flere

såkaldte videndelingssystemer (intranets, databaser, dokumenthåndteringssystemer, E-

læringssystemer etc.) i praksis sjældent understøttede medarbejderne væsentligt i deres

arbejde. Snarere måtte jeg konstatere, at flere af disse systemer, af medarbejderne ofte

blev opfattet, mere som et onde, end som en hjælp. Flere af disse, ellers dyrtindkøbte

systemer, levede derfor simpelthen ikke op til de høje forventninger, som typisk var at

styrke medarbejderes adgang til og deling af viden. Om end en del læringsteori, med afsæt

i en socialkonstruktivistisk tilgang, betoner, at læring er en social proces, der fordrer

interaktion og deltagelse, er det min praktiske erfaring, at mange traditionelle

videndelingssystemer kun i mindre grad understøtter brugeres mulighed for at indgå i social

interaktion og i højere grad er opbygget med tanke på at finde, lagre og udtrække relevant

viden. Set i relation til McKinseys rapport om betydningen af ’tacit interactions’ rejser dette

derfor spørgsmålet om, hvordan videndelingssystemer i højere grad kan understøtte

medarbejdere i at skabe og dele viden gennem social interaktion.

Det mest centrale og overordnede spørgsmål synes derfor at være, hvordan virksomheder

aktivt kan fremme effektiviteten af deres medarbejderes ’tacit interactions’ ved at fremme

skabelsen og delingen af viden. For at undersøge dette vil jeg i specialet præsentere og

diskutere begrebet ”social kapital”, (som kort fortalt omhandler elementer som sociale

netværk, tillid, normer m.m.) i relation til begrebet ”organisatorisk viden”. For bl.a. at opnå

en praktisk forståelse af disse begrebers sammenhæng, vil jeg, med baggrund i det

konstruerede teoriapparat, undersøge, hvordan disse begreber kommer til syne og udfolder

sig blandt aktører i Region Syddanmark. Hertil vil jeg undersøge, hvordan IT (navnlig social

software) indvirker på skabelsen og vedligeholdelsen af social kapital og derigennem

influerer på aktørers skabelse og deling af organisatorisk viden.

1.1 Problemformulering

Ansporet af McKinseys analyse ønsker jeg således at undersøge, hvad social kapital betyder

for evnen til at skabe og dele viden i organisationer og herunder undersøge, hvordan IT

(navnlig social software) kan understøtte skabelsen og vedligeholdelsen af social kapital.


3

Med grundlag i en teoretisk forståelse af sammenhængene mellem organisatorisk viden og

social kapital ønsker jeg desuden at udarbejde et operationelt anvendeligt rammeværktøj,

som kan anskueliggøre, hvordan social software i praksis kan understøtte skabelsen og

vedligeholdelsen af social kapital i organisationer for dermed at bidrage til en bedre

videndeling.

1.2 Metode og opbygning

Som ovenstående problemformulering antyder, behandler dette speciale emner, begreber

og teorier, som går på tværs af flere traditionelle fagdiscipliner såsom knowledge

management, pædagogik, sociologi, antropologi, økonomi, informationsteknologi m.m.

Disse discipliner er i sig selv præget af diverse skoler og tilgange til mange af de, allerede i

sig selv omfattende, begreber, som jeg her i opgaven vil berøre, hvilket potentielt bidrager

til et rigt billede af utallige nuancer og koblingsmuligheder. Her fokuserer jeg imidlertid på

de teorier og elementer, der belyser og bidrager til en undersøgelse og analyse af

sammenhængen mellem organisatorisk viden, social kapital og IT.

I kapitel 2 og 3 konstruerer jeg det grundlæggende teoriapparat, hvormed centrale

aspekter ved begreberne organisatorisk viden og social kapital defineres og klarlægges. På

den måde skaber jeg et teoretisk grundlag, hvorfra sammenhængene mellem disse kan

belyses. Den første del vil som følge deraf hovedsageligt trække på litteratur, der ofte

anvendes indenfor knowledge management, mens anden del i højere grad vil tage

udgangspunkt i teoretikere med primær baggrund indenfor sociologi og økonomi, og hvis

teorier om social kapital kan give en nyttig begrebsramme for belysningen af sociale

relationers betydning for vidensprocesser i organisationer.

Relationerne mellem organisatorisk viden og social kapital undersøges nærmere i kapitel 4,

hvor jeg fremlægger og diskuterer teorier, som eksplicit beskriver, hvordan social kapital

understøtter skabelsen af organisatorisk viden, samt hvordan organisationer kan arbejde

aktivt med at fremme social kapital for derigennem at opnå større konkurrencefordele. I

belysningen af denne sammenhæng vil jeg inddrage teorier, som berører sammenhængen

mellem praksisfællesskaber og social kapital, samt kort indlede en diskussion af, hvordan

anvendelsen af Internettet påvirker skabelsen af social kapital.

For at opnå en dybere og mere praktisk forankret forståelse af relationen mellem

videndeling og social kapital, undersøger jeg i kapitel 5, hvordan udfordringer i forbindelse

med at skabe og vedligeholde social kapital udspiller sig blandt aktører i Region

Syddanmark, der arbejder med sundhedsfremme og forebyggelse.

For en mere operationel forståelse af, hvordan IT kan understøtte skabelsen af social

kapital, undersøger jeg i kapitel 6, hvordan social software komponenter understøtter


4

forskellige dimensioner af social kapital. I den forbindelse konstruerer jeg en model, som

jeg senere i kapitlet anvender som værktøj til at forstå, hvordan et planlagt IT-system i

Region Syddanmark vil imødekomme tidligere identificerede udfordringer i forbindelse med

understøttelsen af social kapital. Formålet med modellen er at bidrage til yderligere indsigt

i, hvordan IT-baserede videndelingssystemer (navnlig social software) understøtter social

kapital. I kapitel 7 anvender jeg modellen til at undersøge, hvordan et videndelingsystem

ved navn Dialognet, understøtter identificerede udforinger med at skabe og vedligeholde

social kapital. Samtidigt vil modellen som værktøj kunne anvendes i andre end den her

behandlede case.

I min brug af teorierne har jeg lagt vægt på, at de leder frem til en anvendelsesorienteret

tilgang. Derfor har jeg fundet det mindre væsentligt at gennemføre en systematisk kritik af

de inddragne teorier. Jeg vil dog løbende diskutere og elaborere teorierne i relation til

hinanden og trække tråde fra tidligere kapitler for derigennem at opnå en klarere, og i visse

tilfælde en mere kritisk forståelse for begrebernes sammenhæng.

Kapitel 2: Videndeling i organisationer

5

2 Videndeling i organisationer Spørgsmålet om, hvad viden er, har nærmest filosofisk karakter og har beskæftiget

filosoffer, tænkere og teoretikere gennem århundreder.2 I nyere tid har forskere og

teoretikere, indenfor vidt forskellige fagområder som erhvervsøkonomi, pædagogik,

psykologi, informationsteknologi, ledelses- & managementteori m.m., i takt med

udviklingen af det vidensbaserede samfund i stigende grad beskæftiget sig med netop dette

spørgsmål.

I det følgende gøres rede for definitioner af organisatorisk viden med henblik på opbygning

af en teoriramme for den efterfølgende undersøgelse og diskussion af sammenhængen

mellem organisatorisk viden og social kapital.

Som det understreges i den tidligere nævnte analyse af McKinsey, udgør organisationers

evne til at understøtte vidensprocesser en central konkurrenceparameter for et stigende

antal organisationer. Dette har indenfor den akademiske verden bidraget til udviklingen af

knowledge management som interdisciplinær fagdisciplin. Indflydelsen fra en række

studieretninger betyder imidlertid, at fokus indenfor knowlegde management varierer fra at

omfatte alt, hvad der har med viden at gøre til et mere snævert fokus, hvor man

udelukkende er interesseret i, hvordan IT-systemer understøtter vidensprocesser.3

I belysningen af, hvad organisatorisk viden er, og hvordan denne skabes og deles,

introducerer jeg indledningsvist to grundlæggende distinktioner. Begge knyttes netop ofte

til begrebet ”viden” indenfor knowledge management litteraturen og går igen i flere af de

teorier, jeg anvender gennem opgaven. Den første er Davenport & Prusaks (1998) klassiske

skelnen mellem data, information og viden. Dernæst beskriver jeg kort Polanyis ligeså

klassiske opdeling af viden som henholdsvis ’tacit’ og eksplicit. Med en forståelse af disse

fundamentale distinktioner in mente tilnærmer jeg herefter, med afsæt i Nonaka & Takeuchi

(1995) og Spender (1996), en forståelse af, hvad begrebet organisatorisk viden dækker

over. Endeligt undersøger jeg, hvordan viden kan skabes med baggrund i Wengers (1998)

begreb om praksisfællesskaber som sociale enheder, der faciliterer social interaktion.

2 Eksempelvis beskæftigede Aristoteles sig indgående med dette spørgsmål. 3 Dalkir (2005), p. 6


6

2.1 Grundlæggende aspekter ved viden

2.1.1 Data, Information og viden

Data

Ifølge Davenport & Prusak (1998) kan data defineres som: “A set of discrete, objective facts

about events.” (Davenport & Prusak 1998, p. 2) Det betyder, at data i sig selv ingen stor

værdi har uden at blive placeret i en kontekst. For eksempel er oplysningen ”Temperatur =

50 grader” ikke af megen værdi, medmindre den bliver sat i en kontekst. Hvis det er

temperaturen i en el-kedel eller temperaturen udenfor, giver det straks mere mening. Data

repræsenterer på den måde den laveste og mest elementære byggeklods i information og

viden. Som sådan er data derfor også forholdsvis nem at indfange, kodificere, gemme og

dele i en organisation.

Information

Information, derimod, resulterer af behandling, manipulation eller anden form for

organisering af data. Information er derfor knyttet til en bestemt kontekst, som giver data

mening. For at man kan tale om information, kræver det derfor at denne data sættes i en

sammenhæng. I foregående eksempel kunne dette være temperaturen i en el-kedel eller

temperaturen udenfor. Ligesom data kan information også relativt let indfanges, kodificeres

og deles.

Viden

Viden er, ulig data og information, langt sværere at definere, idet den er baseret på en

blanding af erfaringer, værdier og kontekstuelle informationer, som har rod i den

menneskelige bevidsthed. Ifølge Davenport & Prusak kan viden gemme sig i artefakter og

dokumenter som eksempelvis en legetøjsmodel eller et notat, og en anden vigtig pointe er,

at viden kan indlejre sig i individuelle såvel som i organisatoriske processer, praksisser og

normer.4 For en nærmere forståelse af implikationerne af dette, er Polanyis distinktion

mellem tavs og eksplicit viden anvendelig.

2.1.2 Tavs og eksplicit viden

I Polanyis (1966) klassiske opdeling af viden skelnes der mellem ’tacit’ (kan på dansk

oversættes til ”tavs”) og eksplicit viden. Denne distinktion er i dag bredt anvendt blandt

både forskere og praktikere, og flere af teorierne, som jeg i denne opgave anvender, bygger

således på den ud fra den opfattelse, at: ”We know more than we can tell.” (Polanyi 1966 i

Nonaka 1994, p. 16)

4 Ibid.


7

Tavs viden er ifølge Polanyi, viden som er kontekstuel, personlig og vanskelig at

formalisere og kommunikere. Vores tavse viden udgøres af vores samlede livserfaringer og

mentale modeller og er dermed den baggrund, hvorfra vi træffer vores beslutninger.

Eksplicit viden derimod, er viden, der er blevet ”indfanget” og gjort håndgribelig i ord, lyd

eller billeder. Det er altså en form for viden, der nemt kan kodificeres, gemmes og deles.

En måde at sige det på er, at tavs viden er den form for viden, der er ”inden i os”, mens

eksplicit viden er mere håndgribelig og f.eks. kan komme til udtryk via et medie.5 På

engelsk forbindes tavs viden ofte med ’know-how’ (eller på tysk: ’gewissen’), mens

eksplicit viden omtales som ’know-what’ (på tysk ’kennen’). Tavs viden er således ofte

forbundet med processer og viden om, hvordan man gør ting, mens eksplicit viden er en

viden om noget og typisk knytter sig til et objekt eller subjekt.

Der kan argumenteres for, at den tavse viden på nogle områder er mere værdifuld end den

eksplicitte viden, idet der er tale om en dybere viden, som eksempelvis hvordan man bedst

løser et givet projekt eller opfinder et nyt produkt snarere end en mere faktuel viden om

projektet eller produktet i sig selv. Tavs viden er dermed svær at dele med andre i større

skala, idet det kræver en længerevarende socialiseringsproces med ansigt-til-ansigt

kommunikation. Dette gør tavs viden utrolig svær at kopiere og kan derfor potentielt

udgøre store konkurrencefordele for virksomheder i forhold til konkurrenter. Fordi tavs

viden netop er forbundet med processer og handlingsmønstre, har den afgørende

indflydelse på virksomheders evne til innovation og løsning af nye problemer.

Ifølge Polanyi er al viden enten tavs eller har rod i tavs viden. Det vil sige, at den enten ikke

er blevet artikuleret (og derfor stadig er tavs), eller at den gennem en dynamisk proces er

blevet omdannet til eksplicit viden og forsøgt indfanget i en bog, database, billede eller

andet. I en organisation er det kun omkring 15-20% af den samlede viden, der er blevet

indfanget, kodificeret, og dermed gjort konkret og eksplicit. Med andre ord er der altså tale

om, at op mod 80% af den værdifulde viden i en organisation er tavs og dermed hverken

synlig eller aktiveret.6

I takt med at teorien om tavs og eksplicit viden blev udbredt og vandt anerkendelse i

1990érne, ledte det flere virksomheder og systemarkitekter til at forsøge at gøre så meget

tavs viden som muligt eksplicit.7 Talrige knowledge management systemer såsom intranets,

databaser eller vidensportaler m.m. blev op igennem 80érne og 90érne udviklet med

dette for øje. Desværre fejlede mange systemer i at leve op til de høje forventninger, og

resultaterne udeblev.8 Polanyis opdeling mellem tavs og eksplicit viden er, til trods for

5 Dalkir (2005), p. 8 6 Dalkir (2005), p. 49 7 Dette skyldes i særdeleshed udbredelsen af Nonaka & Takeuchis teorier om videnskabelse i organisationer, som jeg i næste kapitel vil belyse nærmere. 8 Dalkir (2005), p. 9


8

sådanne fejlhåndteringer, imidlertid stadig relevant og spiller ind i andres teorier

vedrørende skabelsen og delingen af organisatorisk viden.

2.2 Hvad er organisatorisk viden?

For en forståelse af, hvad organisatorisk viden nærmere dækker over er Spenders (1996)

opdeling af organisatorisk viden anvendelig. Spender identificerer fire forskellige typer af

organisatorisk viden, som han opdeler i en matrix bestående af to overordnede

dimensioner.

Spender tager i sin forståelse af disse dimensioner afsæt i Nonaka & Takeuchis (1995)

begrebsramme, der ser organisatorisk viden som et begreb, der udspiller sig indenfor

henholdsvis den epistemologiske og ontologiske dimension. Den epistemologiske dimension

refererer til hvilken type viden, der er tale om, mens den ontologiske dimension omhandler

de forskellige planer af social interaktion hvorigennem viden skabes. Den første dimension

henviser altså til typen af viden og bygger på Polanyis distinktion mellem eksplicit og tavs

viden, mens den anden dimension henviser til lokationen af viden, som kan ligge enten hos

et individ eller en gruppe. I stil med Nonaka & Takeuchi opfatter Spender dermed

organisatorisk viden som et begreb, der befinder sig indenfor disse dimensioner og

grundlæggende kan karakteriseres i fire typer:

Den første type viden, den individuelle og eksplicitte viden (som Spender kalder ’conscious’)

består typisk af fakta, koncepter eller andre typer af ”hård” viden, som individet er bevidst

om og derfor nemt kan genkalde fra hukommelsen og gøre rede for gennem f.eks. notater,

CV m.m. Den anden type, den individuelle og tavse viden (’automatic’), er mere

internaliseret og vanskelig for individet at gøre rede for, da den bygger på erfaringer

genereret over flere år og derfor automatisk og ubevidst kommer til udtryk gennem

individets handlingsmønstre. Eksempler på denne type viden kan være praktisk eller

teoretisk viden om personer eller artistiske, atletiske eller tekniske færdigheder. Den tredje

type viden, den sociale og eksplicitte viden (’objectified’), kommer i en organisation typisk

til udtryk i dokumenter og fysiske artefakter som eksempelvis arbejds- og

procesbeskrivelser, manualer, produkter m.m. Det er typisk denne videnstype, som mange

organisationers IT-systemer forsøger at understøtte gennem f.eks. Intranets,

dokumenthåndteringssystemer, databaser m.m. Den sidste type viden, den sociale og tavse

viden (’collective’), repræsenterer den erfaringsbaserede viden, som i organisationer

manifesterer sig i den sociale praksis, kollektive handlingsmønstre og normer. Denne

kollektive viden opstår i relationerne mellem individer og er således afhængig af de sociale

strukturer, som kendetegner organisationen. Der er altså tale om en relationsbaseret viden,

der skabes og deles gennem en stor grad af interaktion og deling af erfaringer mellem

individer. Spender peger på, at denne kollektive type af organisatorisk viden har


9

omfattende betydning for organisations handlingsmønstre, idet alle medlemmer af

organisationen mere eller mindre deler den gennem fælles rutiner, normer, kultur m.m. Den

kollektive viden danner således fundamentet for, at individer kan kommunikere og skabe

mening, og den understøtter modtagerens evne til at forstå det semantiske indhold af en

besked. Dette gør denne type viden særdeles vanskelig for andre organisationer at kopiere,

hvorfor den ofte udgør en afgørende konkurrenceparameter. Spender karakteriserer derfor

den kollektive viden som:

”the most secure and strategically significant kind of organisational knowledge.”

(Spender 1996, p. 52)

Dette understøttes af en række forfattere, heriblandt Abou-Zeid (2007), der erklærer, at:

”There is almost a consensus that tacit component of organisational knowledge is the

most important determining factor in the competitive position of the firm.” (Abou-Zeid

2007, p. 257)

Disse fire videnstyper kan opstilles i følgende matrixtabel:

Tabel 2.1. Fire typer af organisatorisk viden (Spender, 1996)

Individual Social

Explicit Conscious Objectified

Implicit (tacit) Automatic Collective

Ovenstående videnstyper er naturligvis idealtyper, og den organisatoriske viden i en given

virksomhed vil således i praksis være en blanding af disse. Som Spender påpeger, har

mange organisationer haft et primært fokus på at styrke den eksplicitte viden (’objectified’)

såsom at fremme fælles standarder og arbejdspraksis gennem f.eks. procesbeskrivelser,

arbejdsbeskrivelser, fælles vidensbanker etc. Dette kan dog ændre sig, idet organisationers

sammensætning af organisatorisk viden ofte ændrer sig over tid, hvor én type af viden

typisk dominerer over de andre på forskellige tidspunkter.

Modellen giver et stærkt værktøj til at anskue organisatorisk viden i dens fire forskellige

idealtyper, men den giver som sådan ikke nogen indsigt i samspillet mellem de forskellige

videnstyper eller i, hvordan organisationer kan understøtte de processer, hvorigennem

organisatorisk viden skabes. Når Spender argumenterer for, at den kollektive viden er af

primær strategisk betydning for virksomheder, rejser dette naturligvis spørgsmålet om,

hvordan organisationer kan understøtte skabelsen af denne.


10

2.3 Hvordan skabes organisatorisk viden?

I deres klassiske studie af japanske virksomheders evne til at innovere og generere ny

viden, beskæftiger Nonaka & Takeuchi (1995) sig netop med skabelsen af organisatorisk

viden. De argumenterer for, at den primære faktor bag japanske virksomheders succes

indenfor innovation kan forklares gennem deres holistiske tilgang til viden som et dynamisk

begreb, hvor tavs viden typisk tillægges ligeså så stor værdi som den eksplicitte viden.

Som tidligere nævnt anser Nonaka & Takeuchi, ligesom Spender, organisatorisk viden som

et begreb, der udfolder sig over to dimensioner, den epistemologiske (opdelt i:

tavs/eksplicit) og den ontologiske (lokalisering af viden i individ eller gruppe/organisation).

Dette indbefatter et mere holistisk syn på organisatorisk viden som et begreb, der både

rummer den, der ved (the knower), og dét, der vides (the known). Selvom tavs og eksplicit

viden analytisk kan adskilles, er der ikke tale om en dikotomi, men snarere om en dualistisk

proces, hvor de forskellige typer viden skal ses som indbyrdes komplementære snarere end

som separate entiteter.9 Skabelsen af organisatorisk viden foregår ifølge Nonaka & Takeuchi

i en kontinuerlig og dynamisk proces, hvor tavs og eksplicit viden skiftevis omdannes og

indlejres i individet og i de sociale strukturer, hvori individet indgår. Denne skabelsesproces

drives af fire grundlæggende faser, som forfatterne beskriver som socialisering,

eksternalisering, kombination og internalisering. Disse faser konstituerer:

”[...] the ’engine’ of the entire knowledge-creation process. These modes are what the

individual experiences. They are also the mechanisms by which individual knowledge gets

articulation and ’amplified’ into and throughout the organization.” (Nonaka & Takeuchi

1995, p.57)

Skabelsen af organisatorisk viden skal dermed forstås som en proces, der forløber over fire

faser, som organisatorisk forstærker den viden, som skabes af individer og som samtidigt

udkrystalliserer denne viden i organisationen (f.eks. i form af et produkt, nye

arbejdsprocesser eller andet). At organisatorisk viden opstår i et dialektisk forhold, betyder,

at individer og organisationer indbyrdes både påvirker og drager nytte af

skabelsesprocessen. Eller sagt på en anden måde kan organisationer ikke skabe viden uden

individer, og individers evne til at skabe viden afhænger i høj grad af de sociale strukturer,

som faciliterer social interaktion og binder individerne sammen i en organisation. De fire

faser beskriver Nonaka & Takeuchi som følgende:

9 Nonaka (1991), p. 98


11

Socialiseringsfasen

hvor tavs viden i form rutiner, værdier, erfaringer m.m. overføres gennem løbende

kommunikation, observation og deltagelse i praksis. Denne viden skabes gennem alle

former for social interaktion og kan i organisationer bl.a. understøttes gennem mester-

lærlinge forhold, mentorordninger, projektgrupper m.m.

Eksternaliseringfasen

hvor tavs viden gøres eksplicit gennem verbalisering. Metaforer og analogier spiller en

væsentlig rolle i denne fase, idet brugen af dem tillader en sammenligning og kobling til

lignende handlinger, som giver modtageren et klarere billede, meningsforståelse og

artikulering af tavs viden, som ellers kan være vanskelig at kommunikere. Eksempelvis kan

en reference til dét at køre på cykel virke befordrende for en elev, der skal lære at køre bil,

idet læringen kobles til en handling, som eleven (såfremt denne har erfaring med at cykle)

kan genkende.

Kombinationsfasen

hvor individer kombinerer og udveksler eksplicit viden med hinanden gennem møder,

telefonsamtaler, dokumenter m.m. Således skabes ny eksplicit viden ved at sortere, tilføje,

kategorisere og konfigurere eksisterende viden på en ny måde. Denne fase understøttes

typisk ekstensivt i organisationer vha. af IT-systemer som e-mail,

dokumenthåndteringssystemer, databaser m.m.

Internaliseringsfasen

hvor eksplicit viden omdannes til tavs viden ved efterprøvning og praktisk handling,

hvorigennem nye erfaringer, rutiner og handlingsmønstre skabes. Herefter fortsætter

processen på ny, hvor den nyvundne internaliserede og tavse viden deles i en

socialiseringsfase, som igen forvandles til eksplicit viden osv.


12

Processen visualiseres typisk ved nedenstående model:

Model 2.1. SECI-model: Skabelse af viden i en spiralproces (Nonaka & Takeuchi 1995, p.71)

Skabelsen af organisatorisk viden finder sted, når alle disse fire faser af processen

interagerer og på organisatorisk plan styres til at forme en kontinuerlig cyklus. Dette starter

ofte i socialiseringsfasen, hvor en gruppe eller et team samles og udveksler erfaringer og

perspektiver med hinanden. Gennem løbende dialog og brug af metaforer og analogier

synliggøres den relevante tavse viden og omdannes til en fælles og eksplicit viden gennem

italesættelse. Koncepter, som formes her, kombineres og udveksles med anden

eksisterende eksplicit viden og udvikles og konkretiseres gennem en iterativ proces

bestående af faser som design, analyse, sortering og udvælgelse. Denne proces kan være

mere eller mindre eksperimenterende og leder til en internalisering og efterprøvning i

praksis, hvorigennem den indlejres som tavs viden i form af erfaringer og rutiner.10

10 Nonaka (1994), p. 20


13

Model 2.2. Udvikling af viden fra individ til organisation (Nonaka 1994, p.20)

Som model 2.2 visualiserer, kan skabelsen af organisatorisk viden ses som en opadgående

spiralproces, der begynder på det individuelle plan og derefter gradvist forplanter sig til et

kollektivt plan, først på gruppeniveau, dernæst til organisatorisk niveau og endda til tider til

aktører udenfor organisationen.11

Det vil sige, at individer udvikler viden gennem en social proces baseret på interaktion samt

udveksling og kombination af idéer og forstærkes i dette af de sociale strukturer, som

konstituerer organisationen. Selvom ny viden indledningsvist udspringer fra det individuelle

plan, spiller organisationer således en kritisk rolle i måden, hvorpå individer understøtter og

forstærker deres viden, idet de sociale strukturer, som binder en organisation sammen,

fungerer som ramme for individers sociale interaktion. Organisationer udgør således en

fælles kontekst, indenfor hvilken viden skabes, deles og anvendes gennem social

interaktion.12

Da det er kollektiv (’collective’) viden, Spender tillægger størst strategisk betydning for

virksomheder, vil jeg i opgaven fokusere på denne videnstype, som er social og tavs.

Spenders kollektive viden deler mange lighedspunkter med Nonaka & Takeuchis socialise-

rings- og internaliseringsfaser, hvor tavs viden deles på gruppe eller organisationsniveau.

Som Nonaka & Takeuchi gør rede for, skabes tavs viden i socialiseringsfasen gennem social

11 Nonaka & Takeuchi (1995), p. 20 12 Nonaka & Konno (1998) har senere udviklet en teori, hvor de introducerer begrebet ”BA”, som nærmere beskriver, hvordan organisationer understøtter disse fire faser gennem forskellige rammer for interaktion. Desværre har jeg ikke fundet plads til at diskutere dette nærmere af hensyn til opgavens samlede omfang.


14

interaktion mellem medlemmer af organisationen (f.eks. gennem et mester-lærlinge

forhold), mens internaliseringsfasen i høj grad er et spørgsmål om at applicere nyvunden

viden i praksis, typisk gennem forsøg og efterprøvning. Tavs viden er således i høj grad

bundet til praksis, hvor læring foregår gennem handlinger og erfaringer.

På trods af Nonaka & Takeuchis gentagne understregelse af, at tavs og eksplicit viden skal

ses som en dualitet og ikke som en dikotomi, har teorien ofte medført et fokus på at

omdanne tavs viden til eksplicit viden for derigennem at indfange og dele så meget viden

som muligt. Det har medført en omfattende kritik i akademiske kredse (se Hildreth &

Kimble (2002), Wenger (1998), Snowden (2002) m.fl.) og i praksis medført flere fejlslagne

knowledge management systemer.

I forlængelse heraf kan det være givtigt at inddrage Wengers (1998) teori om ’communities

of practice’, som opstiller et nyt begrebsapparat, som kan kaste yderlige lys over denne

problemstilling, og som samtidigt, som ramme for social interaktion, synes at kunne give en

ny indsigt i, hvordan skabelsen af organisatorisk viden kan understøttes.

2.4 Praksisfællesskaber som katalysator for organisatorisk læring

Wenger (1998) beskæftiger sig med, hvad han kalder praksisfællesskaber og sætter dem i

forbindelse med læring, mening og identitet. Han kobler begrebet til knowlegde

management og argumenterer, at praksisfællesskaber udgør en form for ramme for

organisatorisk videnskabelse og –deling. Et praksisfællesskab anskues således som en social

entitet, indenfor hvilken der foregår en kontinuerlig meningsforhandling, der forstærker

skabelsen, delingen og anvendelsen af organisatorisk viden. En nærmere gennemgang af,

hvad Wenger forstår ved praksisfællesskaber samt af implikationerne af dem, kan således

uddybe og udvide forståelsen af, hvad organisatorisk læring og viden er, og hvordan det

skabes.

2.4.1 Hvad er et praksisfællesskab?

’Communties of practice’ kan på dansk oversættes til praksisfællesskaber, der kan forstås

som:

”[…] groups of people who share a concern or a passion for something they do and learn

how to do it better as they interact regularly. (Wenger år ukendt)”13

13 Wenger (år ukendt) Communities of Practice – a brief introduction, lokaliseret den 15/07-2008 på http://www.ewenger.com/theory/


15

Disse grupper af mennesker, der er involveret i et fælles område, konstitueres af tre

fundamentale karakteristika:14

• Domæne: Domæne skal forstås som det område, medlemmerne af

praksisfællesskabet er samlet omkring at forstå og tilegne sig viden indenfor.

Domænet udgøres af de hovedemner, som medlemmerne beskæftiger sig med og

som giver deres praksisfællesskab en identitet. Der er altså tale om den viden,

medlemmerne af gruppen opfatter som nyttig, og som de i deres praksis arbejder

med aktivt.

• Fællesskab: Den gruppe af personer, som finder domænet relevant og indgår som

medlemmer i fællesskabet interagerer med hinanden (ved f.eks. at dele information,

udføre arbejde sammen eller diskutere deres domæne) og opbygger således

indbyrdes relationer med hinanden. Denne interaktion er ikke nødvendigvis

formaliseret som f.eks. på en arbejdsplads, men for at man kan tale om et

fællesskab, kræves det, at medlemmerne kommunikerer løbende. Dette er med til at

definere praksisfællesskabet som en afgrænset social entitet.

• Praksis: Praksisfællesskaber er adskilt fra simple interessefællesskaber ved, at

medlemmerne af et praksisfællesskab anvender deres viden aktivt i en form for

praksis. Over tid og gennem deres praksis akkumulerer medlemmer viden, metoder,

værktøjer, historier, sager, dokumenter m.m., som har relevans for domænet.

Kombinationen af domæne, fællesskab og praksis sætter medlemmer af praksisfællesskaber

i stand til at behandle og udvikle viden indenfor et specifikt område. Domænet er det fælles

fokus, mens fællesskabet udgøres af relationer, som understøtter kollektiv læring, og

gennem praksis forankres denne læring i handlinger.

2.4.2 Organisatorisk læring og meningsforhandling

For at forstå, hvordan praksisfællesskaber faciliterer læring, er det væsentligt først at

pointere, at Wenger (1998) opfatter læring som bestående af fire grundlæggende

komponenter, nemlig praksis (learning by doing), mening (learning by experience),

fællesskab (learning as belonging) og identitet (learning as becoming). Skabelsen af viden

er således bundet til disse fire begreber, hvoraf jeg kort berører de første tre, mens

identitet i højere grad relaterer sig til individets læringsproces frem for til organisatorisk

læring, og derfor i denne sammenhæng ikke er ligeså interessant.

14 Wenger (2004), p. 3


16

Wenger opfatter praksis i relation til mening, her forstået i en bred betydning som den

mening, vi knytter til vores hverdagserfaringer. Igennem praksis og fortolkning af praksis

skaber vi som mennesker mening i de aktiviteter og handlinger, som vi dagligt indgår i.

Wenger argumenterer, at denne mening skabes gennem en kontinuerlig proces af

meningsforhandling, som er hans betegnelse for den proces, hvorigennem vi som

mennesker erfarer verden og vores engagement i den som meningsfuld. Denne

meningsforhandling involverer en dialektisk proces mellem, hvad Wenger kalder deltagelse

(participation) og tingsliggørelse (reification).

Deltagelse skal forstås i almindelig dagligdags betydning og refererer til individers aktive

involvering i sociale processer. Ifølge Wenger er vi som mennesker altid engageret i sociale

processer, også når vi ikke direkte interagerer med hinanden. Eksempelvis indgår jeg lige

nu i en social proces, idet jeg, mens jeg skriver dette, tænker på, hvordan læseren vil

opfatte det, og om opgaven lever op til akademiske standarder. Selv om det ikke er en

social begivenhed at skrive et speciale, indgår jeg stadig grundlæggende i en social aktivitet

med mennesker, som ikke er til stede her og nu. Deltagelse skal på den måde forstås i en

bred og radikal betydning, som en proces, vi som mennesker konstant er involveret i.

Tingsliggørelse derimod, refererer til den proces, hvor vi som mennesker producerer

mening ved at give vores erfaringer form i artefakter. Igen kan dette eksemplificeres med

dét at skrive speciale, idet jeg nu er i færd med at tingsliggøre mine tanker i form af et

dokument, som forhåbentlig vil give mening for den, der læser det. Dokumentet er altså et

forsøg på at indfange viden i et objekt, som en læser vil kunne afkode og skabe mening ud

fra. Igen er dette en grundlæggende proces, vi som mennesker konstant foretager for at

skabe mening.

Den viden, der produceres gennem tingsliggørelse er dog ikke kun eksplicit, idet der er

mange måder at tingsliggøre viden på, som ikke inkluderer ord, f.eks. gennem billeder,

video, lyd m.m. Et musiknummer er således udtryk for en tingsliggjort mening, men er

vanskeligt at klassificere som enten tavs eller eksplicit viden. Ligeledes er det heller ikke

blot tavs og uformel viden, der opstår gennem deltagelse, idet dette inkludere handlinger

som samtaler, undervisning m.m., hvilket involverer eksplicit viden. Wenger finder det

således problematisk at skelne mellem individuel og kollektiv viden, idet deltagelse og

tingsliggørelse spænder over begge.15

15 Wenger (1998), p. 70


17

I forhold til organisatorisk læring påpeger Wenger, at det er centralt at opnå og

vedligeholde en balance mellem deltagelse og tingsliggørelse, idet meningen ellers går tabt.

Et ensidigt fokus på deltagelse vil således medføre en manglende forankring af relevant

viden og gøre det svært at koordinere og afdække forskellige antagelser. Dette er grunden

til, at vi har brug for at skrive ting ned. Tilsvarende vil et ensidigt fokus på tingsliggørelse,

uden mulighed for fælles erfaringer eller interaktion, gøre det svært at koordinere en fælles

forståelse og fortolkning af, hvad der er relevant, hvilket bl.a. forklarer, hvorfor dét at

nedfælde noget på skrift ikke synes at løse alle problemer.16

I den forbindelse fremhæver Wenger, at praksisfællesskaber fungerer som en optimal

ramme for processen af meningsforhandling i kraft af deres iboende karakteristika og

egenskaber, som han benævner som gensidigt engagement, fælles virksomhed og fælles

repertoire. Disse egenskaber er knyttet til praksisfællesskaber i den forstand, at de siger

noget om:

• Hvordan de fungerer – hvordan det gensidige engagement binder medlemmerne

sammen i en social entitet.

• Hvad de handler om – hvordan medlemmer gennem fælles virksomhed forstår og

kontinuerligt genforhandler, hvad praksisfællesskabet handler om.

• Hvad der produceres – hvilket fælles repertoire af ressourcer (artefakter, rutiner,

sprog etc.), medlemmerne udvikler over tid. 17

Disse egenskaber ved praksisfællesskaber er i sig selv befordrende for processen af

meningsforhandling, idet de fremmer en balance mellem deltagelse og tingsliggørelse

indenfor en afgrænset social entitet.18 Som ramme for social interaktion faciliterer

praksisfællesskaber således en proces af meningsforhandling, hvorigennem viden udvikles

og tilegnes. Organisationer, som ønsker at stimulere organisatorisk læring, bør således,

ifølge Wenger, investere i og understøtte praksisfællesskaber, da de i sig selv virker

fremmende for læring i organisationer:

“For organizations, […] learning is an issue of sustaining the interconnected communities

of practice through which an organization knows what it knows and thus becomes

effective and valuable as an organisation.” (Wenger 1998, p. 8).

16 Ibid., p. 65 17 Ibid., p. 73 18 For mere om dette, se Wenger (1998)


18

2.4.3 Forskel mellem Nonaka og Wenger

Wengers fremstilling medfører således et andet syn på organisatorisk læring, end den som

Nonaka fremfører. Som tidligere nævnt, anskuer Nonaka skabelsen af organisatorisk viden

som en dynamisk proces, hvor tavs og eksplicit viden kontinuerligt formes gennem fire

faser, og derigennem forplanter sig på tværs af individer, grupper og organisationer i en

spiralformet proces.

I Wengers optik derimod, skabes viden i en proces baseret på meningsforhandling, som

består af et samspil mellem deltagelse og tingsliggørelse. I den sammenhæng er Wenger

betænkelig ved at anvende begreberne tavs og eksplicit viden, idet disse, som tidligere

nævnt, let kan opfattes som dikotomier, der udelukker, snarere end komplementerer

hinanden.19 I forlængelse heraf argumenterer Wenger, at det kan være vanskeligt at

definere, hvornår viden er tavs, og hvornår den er eksplicit, fordi begge aspekter af viden

altid er til stede i en eller anden grad.20 I Wengers optik kan ingen af de to typer af viden

anskues isoleret, idet de i deres dualitet udgør en enhed. På samme måde, giver det, i

Wengers optik, heller ikke mening at skelne mellem individuel og kollektiv læring på samme

måde, som Spender og Nonaka gør det, idet deltagelse og tingsliggørelse er en dialektisk

proces, som både involverer individet og kollektivet.

Fastholder man, ligesom Spender og Nonaka gør det, at henholdsvis tavs og eksplicit samt

individuel og organisatorisk viden analytisk kan anskues separat fra hinanden, kan det

imidlertid argumenteres, at praksisfællesskaber i høj grad faciliterer tavs og kollektiv viden.

Fordi praksisfællesskaber udgør en fælles platform for social interaktion og deltagelse i

praksis, faciliterer de netop skabelsen af fælles rutiner, værdier, erfaringer m.m. Dette er et

aspekt, som Nonaka også selv er inde på, om end han taler om fællesskaber for interaktion,

snarere end om praksisfællesskaber:

”[...] ’communities of interaction’ contribute to the amplification and development of new

knowledge. While these communities might span departmental or even organizational

boundaries, the point to note is that they define a further dimension to organizational

knowledge creation, which is associated with the extent of social interaction between

individuals that share and develop knowledge.” (Nonaka 1994, p. 15)

19 Dette er en pointe som Nonaka & Takeuchi også flere gange fremfører og som Nonaka og Konno (1998) senere understreger yderligere med deres introduktion af begrebet BA. Faktum er dog at begreberne tavs og eksplicit viden let lader sig indfange i en dikotomisk forståelse og ofte også bliver anvendt sådan i praksis. F.eks. har mange organisationer og softwareløsninger primært fokuseret på at omdanne tavs viden til eksplicit viden uden i nævneværdig omfang at understøtte de andre faser 20 Wenger pointerer dette med et eksempel hvor man skal fortælle hvordan man cykler. Viden om at cykle er i høj grad tavs (f.eks. er det vanskeligt at fortælle hvordan man skal holde balancen), men samtidig også eksplicit fordi vi dog kan sige hvordan man holder på styret, træde på pedalerne osv. Ens viden om hvordan man cykler manifesterer sig således både som tavs og eksplicit viden.


19

Både Nonaka og Wenger opfatter henholdsvis organisatorisk viden og meningsforhandling

som begreber, der udgøres af to indbyrdes afhængige dimensioner (henholdsvis den

epistemologiske og ontologiske samt deltagelse og reifikation), som former hinanden i et

dialektisk forhold. Begge studier peger således på organisatorisk viden som et dualistisk

begreb, der eksisterer i sociale strukturer og skabes i en social proces.

Delkonklusion

Organisatorisk viden kan ud fra Spenders optik siges at bestå af fire forskellige typer

indenfor to dimensioner (type og lokation af viden). Især den tavse og kollektive

(’collective’) viden har en central betydning for organisationers evne til at skabe og dele

viden, idet den har stor indflydelse på medarbejderes handlingsmønstre og samtidigt er

meget vanskelig at kopiere for konkurrerende organisationer. Det er derfor i organisationers

interesse skabe de bedste betingelser for udvikling af denne videnstype.

Ifølge Nonaka skabes organisatorisk viden i en kontinuerlig og dynamisk spiralproces

bestående af fire faser, hvor tavs og eksplicit viden skiftevis omdannes og indlejres i

individet og de sociale strukturer, hvori individet indgår. Individer skaber organisatorisk

viden gennem social interaktion, hvilket faciliteres og understøttes af de sociale strukturer,

som konstituerer organisationer. Den opståede viden indlejres således samtidigt i

organisationens sociale strukturer og kommer f.eks. til udtryk i kollektive rutiner, normer og

værdier. Organisationer har traditionelt anvendt IT med det formål at understøtte, især den

eksplicitte, individuelle viden samt den eksplicitte, sociale viden, men har kun i mindre grad

faciliteret skabelsen og delingen af tavs viden (hvad enten den har været individuel eller

kollektiv).21

Med afsæt i Wengers teori, argumenterer jeg for, at praksisfællesskaber faciliterer

skabelsen af både tavs viden (primært, men ikke udelukkende gennem deltagelse) og

eksplicit viden (primært, gennem tingsliggørelse men ikke udelukkende). Ved at understøtte

processen af meningsforhandling gennem deltagelse og tingsliggørelse i en social entitet,

hvor medlemmer er forbundet via domæne, praksis og fællesskab, virker

praksisfællesskaber således fremmende for skabelsen af individuel såvel som af

organisatorisk viden.

I organisatorisk sammenhæng er den kollektive form for viden, som argumenteret,

interessant at udforske nærmere (i relation til at understøtte ’tacit interactions’). Skabelse

og deling af denne type viden fordrer mellemmenneskelig interaktion i en

21 De fleste videndelingssystemer har således traditionelt fokuseret på at omdanne tavs viden til eksplicit viden (f.eks. gennem databaser og dokumenthåndteringssystemer).


20

socialiseringsproces, hvor især praksisfællesskaber har vist sig at have afgørende

betydning. Både Spender, Nonaka og Wenger argumenterer altså for, at sociale processer

(som social interaktion, observation, deltagelse i praksis m.m.) og sociale strukturer (som

sociale netværk, normer, værdier m.m.) er centrale i skabelsen og delingen af


Med henblik på en nærmere undersøgelse af de sociale processer og strukturer, hvori

organisatorisk viden skabes og indlejres, kan begrebet social kapital med fordel

introduceres. Social kapital anses i den sammenhæng som en konstruktiv ressource, der

faciliterer skabelsen af organisatorisk viden.

Kapitel 3: Social kapital –hvad er det?

21

3 Social kapital –hvad er det?

”The new currency won’t be intellectual capital. It will be social capital - the

collective value of whom we know and what we´ll do for each other. When social

connections are strong and numerous, there is more trust, reciprocity,

information flow, collective action, happiness, and by the way, greater wealth.”

(James Kouzes, The leadership Challenge)22

Gennem skabelse og vedligeholdelse af sociale relationer er mennesker i stand til at arbejde

sammen om at opnå mål, som det ellers ville være vanskeligt, eller måske helt umuligt, at

nå alene. Med etableringen af disse relationer skabes fælles tillid og normer, som via en

serie af sociale netværk udgør en produktiv kraft, som kan anskues som en form for kapital.

Begrebet social kapital er i sin mest fundamentale kerne baseret på en forståelse af, at

mellemmenneskelige relationer udgør en værdifuld ressource.23

Netop dét, at der er tale om en produktiv kraft, er en af begrundelserne for at anvende

ordet ”kapital”, idet det hermed understreges, at man kan investere i sociale relationer som

en værdifuld ressource, der kan producere en effekt på linje med andre mere håndgribelige

kapitalformer. For at man kan tale om kapital, er det en væsentlig betingelse, at der er tale

om en ressource, der både kan akkumuleres samt konverteres til andre kapitalformer.24

Ligesom finansiel kapital i form af penge akkumulerer ved at trække renter i banken,

akkumulerer social kapital gennem social interaktion mellem mennesker, og ligesom human

kapital i form af viden og færdigheder kan konverteres til f.eks. finansiel kapital via arbejde,

kan social kapital konverteres til andre kapitalformer såsom kulturel, finansiel eller human

kapital.25

I bestræbelsen på at tilnærme sig en forståelse af begrebet om social kapital er det vigtigt

at gøre sig klart, at der ikke er tale om en velafgrænset eller fasttømret teori med én

hoveddefinition. Snarere er der tale om et begreb som er i stadig udvikling i takt med en

voksende interesse på tværs af traditionelle fagdiscipliner. Teorien om social kapital

stammer oprindeligt fra sociologien, som primært har beskæftiget sig med begrebet i

relation til studiet af udvikling, demografi og sociale strukturer, men begrebet anvendes i

dag også indenfor fagdiscipliner som økonomi, politologi, pædagogik og studier i

folkesundhed.26

22 I Lesser & Cothrel (2001) i Lesser & Prusak (2004) p. 24 23 Field (2003), p. 1 24 Adler & Kwon (2002), p. 21 25 Bourdieu (1986) 26 Hegedahl & Rosenmeier (2007) p. 9


22

Termen ”social kapital” blev for første gang anvendt i 1916 af skolereformatoren Hanifan,

som brugte begrebet til at beskrive: ”those intangible substances that count for most in the

daily lives of people”. (Hanifan 1916, p. 130) Hanifans interesse var m.a.o. at belyse,

hvordan menneskelig engagement i lokalsamfundet øgede den mellemmenneskelige

kontakt, hvilket resulterede i positive effekter f.eks. i forhold til dannelsen af sociale

enheder.

Der kan ikke siges meget om begrebet social kapital uden at beskæftige sig med nogle af

de teoretikere, som har været de fremmeste eksponenter for begrebets udvikling. For at

opnå en overordnet forståelse for begrebet social kapital, har jeg valgt at gennemgå nogle

af de mest centrale karakteristika af begrebet, som de fremstilles af Coleman, Bourdieu og

Putnam. Det er ikke kapitlets formål at foretage en fyldestgørende redegørelse af disse tre

forfatteres meget omfattende teorier, men derimod at fremstille de centrale aspekter af

social kapital, som jeg vil anvende i en senere diskussion og operationalisering af begrebet i

relation til organisatorisk viden og IT.

Her opstiller jeg således den begrebsramme, der tjener som et fundament for en senere

diskussion af, hvordan begrebet relaterer sig til vidensproduktion i organisationer. Dette

belyses yderlige gennem inddragelse af case eksempel i kapitel 5.

3.1 Social kapital i James S. Colemans optik

James S. Coleman (1926-1990) var en indflydelsesrig amerikansk sociolog, der fra

begyndelsen af 1960´erne arbejdede med uddannelse og pædagogik i USA. Colemans

interesse for social kapital lå i forlængelse af en Rational Choice teori, der, i stil med

klassisk økonomisk tænkning, anskuer menneskets handlinger og adfærd som rationel og

egoistisk motiveret. Med baggrund i denne tilgang så Coleman social interaktion som en

form for udveksling, der opstår, når det tjener begge individers interesse. Årsagen til at

individer indgår i sociale interaktioner, er i Colemans optik dermed begrundet i, at individer

har en egoistisk motivation for at indgå i interessefællesskaber. Dette skyldes, at

mellemmenneskelige relationer i sig selv udgør en produktiv ressource, der i høj grad kan

være med til at øge eller begrænse individets handlemuligheder.27

Igennem flere empiriske undersøgelser påpegede Coleman i 1960´erne, hvordan sociale

strukturer i de nære omgivelser (familier og det omkringliggende samfund) spiller en

betydningsfuld rolle for uddannelse og skabelse af viden hos elever og studerende i USA.

Hans data indikerer, at en familie eller en persons omkringliggende netværk af relationer

udgør en ressource, der derfor kan betegnes som en form for kapital på linie med finansiel

og human kapital. Den ressource, en aktør har adgang til gennem relationer med andre,

27 Coleman (1990), p. 317


23

betegner Coleman som ’social kapital’. Han argumenterer for, at uanset hvilken viden

(human kapital) forældrene måtte besidde, så kommer denne viden ikke barnet til gode,

hvis den sociale kapital er mangelfuld. En mangelfuld social kapital har således negative

effekter for individers læring og leder til en større risiko for frafald på

uddannelsesinstitutioner, mens en høj social kapital har en modsat positiv indflydelse.28

3.1.1 Den sociale kapitals funktion

Social kapital består af gensidige sociale relationer, styret af forpligtigelser, forventninger

og rettigheder, og udgør en form for ressource, der kan være med til at øge eller begrænse

aktørers handlemuligheder.29 Ifølge Coleman skal social kapital derfor ses i forhold til sin

funktion:

”Social Capital is defined by its function. It is not a single entity but a variety of different

entities, with two elements in common: they consist of some aspect of social structure,

and they facilitate certain actions of actors –whether persons or corporate actors- within

the structure.” (Coleman, 1988, p. 98).

På trods af sin usynlige og uhåndgribelige karakter, har social kapital dermed en stor effekt

og kan, i forskellige situationer, være både gavnlig såvel som skadelig. Det er derfor

vanskeligt at vurdere værdien af den sociale kapital uafhængigt af den kontekst, hvori det

indgår. Hvor social kapital i en situation kan være yderst værdifuld for de involverede

aktører og de omkringliggende omgivelser, kan den samme sociale kapital være ganske

ubrugelig eller ligefrem skadelig i en anden. Eksempelvis kan meget tætte og tillidsfulde

relationer mellem medarbejdere i en situation være gavnlige for organisationen i forhold til

sygefravær og medarbejdertrivsel, men være uhensigtsmæssige eller direkte skadelige for

organisationens evne til at innovere og forny sig.

Som det også fremgår af citatet, er social kapital en ressource, der er indlejret i de sociale

strukturer, som aktører indgår i.30 Hermed adskiller social kapital sig fra andre kapitalformer

som f.eks. fysisk, finansiel og human kapital, idet aktører (hvad enten der er tale om

individer eller organisationer) ikke kan ”eje” social kapital i traditionel forstand, men

derimod har adgang til forskellige former for sociale kapital via deres adgang til disse

sociale strukturer. Social kapital er således ikke noget, der er iboende hos den enkelte

aktør, men derimod en egenskab ved den sociale struktur som den givne aktør er en del af,

og som aktøren i større eller mindre grad kan have adgang til gennem sit netværk af

relationer. Hvor fysisk kapital er håndgribelig og manifesterer sig i materielle former, og

28 Coleman (1988), pp. 111 29 Rosenmeier (2004), p. 7 30 Coleman definerer ikke skarpt, hvem han anser som aktører men nævner, at organisationer ligesom individer kan være aktører. Han fokus ligger dog primært på social kapital som en ressource for individet.


24

hvor human kapital som en mindre håndgribelig kapitalform manifesterer sig i færdigheder

og viden, er social kapital endnu mindre synlig, idet der her er tale om relationerne mellem

personer. Coleman illustrerer forholdet mellem human kapital og social kapital ved følgende

model31:

Model 3.1. Forholdet mellem human og social kapital

Punkterne A, B og C repræsenterer den humane kapital hos individer, og linjerne

repræsenterer den sociale kapital, som findes i relationen mellem individerne. Det er en

væsentlig pointe hos Coleman, at disse to kapitalformer er komplementære, og at læring

forudsætter, at begge kapitalformer er tilstede. Hvis B er en elev og A en voksen,

forudsætter B’s læring således både, at A har tilstrækkelig human kapital (viden,

færdigheder m.m.) til at undervise, samt at der eksisterer en tilstrækkelig social kapital

(relation) mellem A og B.

3.1.2 Tre former for social kapital

Coleman definerer social kapital i forhold til dens funktion og skelner i den forbindelse

mellem tre forskellige former for social kapital, som mere præcist angiver, hvordan sociale

relationer kan skabe brugbare ressourcer for individet.

31 Coleman (1990), p. 305


25

1. Forpligtigelser, forventninger og pålidelighed indenfor strukturer

Denne form for social kapital er til stede i de sociale strukturer, hvor tjenester og

gentjenester eksisterer mellem individer. Når individer foretager tjenester for hinanden,

opbygges der en form for usynlig kapital bestående af en forventning og en forpligtigelse

om en senere modydelse. Eller med Colemans eksempel: hvis A gør B en tjeneste og stoler

på, at B vil gengælde denne i fremtiden, skabes der en forventning hos A og en

forpligtigelse for B. Der er således tale om et system præget af reciprocitet, som man med

en analogi til den finansielle kapital, måske lidt populært, kan kalde ”noget-for-noget”

banken, hvor der opstår en form for konto mellem individerne, som helst skal holdes i

balance.

Coleman understreger, at værdien af denne form for social kapital afhænger både af

omfanget af de tjenester, som individet har til rådighed, og af troværdigheden i det sociale

miljø i den forstand, at tjenester gengældes som forventet.32

2. Informationskilder

En anden vigtig form for social kapital er det potentiale for informationsudveksling, som er

indbygget i sociale relationer. Informationer er et centralt fundament for handling, men der

er omkostninger i form af tid og penge forbundet med at finde de rigtige informationer. Det

er Colemans pointe, at sociale relationer giver adgang til informationer, som det ellers ville

kræve større omkostninger at finde. Eksempelvis vil specialisten som ønsker at holde sig

opdateret på sit felt, have nemmere ved at tilegne sig vigtige informationer via sine

relationer med kollegaer og fagfæller, end hvis han eller hun skulle opsøge og gennemgå

alle disse informationer selv. Den daglige interaktion mellem kollegaer og fagfæller er

m.a.o. med til at lette omkostningerne forbundet med indsamling af informationer. Sociale

relationer konstituerer på den måde en form for social kapital, idet de giver adgang til

informationer som faciliterer handling.33

3. Normer og effektive sanktioner

Effektive normer er en tredje vigtig form for social kapital. Ifølge Coleman er der tale om en

norm, når den socialt bestemte ret til at kontrollere en handling indehaves af andre end

aktøren selv. Det vil sige, at normer både faciliterer og begrænser forskellige former for

handlinger, idet de som en form for kollektivt regelsæt bestemmer, hvilke handlinger, der

er rimelige eller urimelige at foretage.

Normer er forbundet med sanktioner, der kan være mere eller mindre effektive i forhold til

at belønne eller straffe handlinger.34 Effektive normer som forbyder kriminalitet, er således

med til at skabe sikkerhed og tryghed for den enkelte, hvilket i sig selv muliggør, at man

32 Coleman (1988), pp. 102. 33 Ibid., p. 104. 34 Coleman, (1990), p. 242.


26

kan foretage handlinger som f.eks. at sælge varer eller gå en tur om natten med mindre

frygt for at blive bestjålet eller overfaldet. På den måde kan man sige, at effektive normer

er med til at styrke individers sociale kapital, idet de muliggør handlinger, som ellers ikke

kunne foretages. I den forbindelse hævder Coleman, at normer, der betoner, at individers

handlinger bør styres af almeninteresse frem for egeninteresse, er særlig vigtige, idet de

har en positiv effekt for samfundet og bl.a. styrker opbyggelsen af nationer og stærke

familiebånd.

3.2 Social kapital i Pierre Bourdieus optik

Pierre Bourdieu (1930-2002) kom gradvist ind på social kapital gennem sit arbejde med og

interesse for sociale klasser og social ulighed og tilhørte en europæisk tilgang til sociologi,

som adskilte sig fra Coleman og Putnams. Bourdieu havde et marxistisk sociologisk

udgangspunkt og kom især ind på begrebet via sin interesse for, hvordan forskellige

kapitalformer influerer på individets position i den sociale orden. En central pointe hos

Bourdieu er således, at man for at forstå det sociale felt må anerkende rollen af kapital i alle

dens former og ikke kun i dens økonomiske form.35 Dette syn kom meget godt til udtryk

under et tysk TV-interview i 1987, hvor Bourdieu sammenlignede det sociale felt med et

kasino, hvor individer investerer med forskellig kapital for at fremme deres sociale position:

”We gamble not only with the black chips that represent our economic capital, but also

with the blue chips of our cultural capital, and the red chips of our social capital”. (Alheit

1996 i Field 2003, p.14).

Citatet afspejler Bourdieus opfattelse af, at social kapital skal anses som én ud af flere

kapitalformer, der både repræsenterer og konstituerer en social orden, hvor aktørers

position i det sociale felt defineres ud fra mængden og vægten af disse kapitalformer. Social

kapital er i Bourdieus optik dermed en ressource, som individet på linje med andre

kapitalformer kan investere i med henblik på at øge sin position og status i den sociale

orden. Ligesom Coleman gør Bourdieu således op med den traditionelle økonomiske teori,

som på dette tidspunkt havde et ensidigt fokus på økonomisk kapital og forfølgelsen af

individuelle egeninteresser som drivkraften bag alle menneskelige handlinger.

3.2.1 Bourdieus fire kapital former

I sin undersøgelse af hvordan samspillet mellem materielle og immaterielle kapitalformer

producerer ulighed i samfundet, opererer Bourdieu med fire kapitalformer som udover den

økonomiske kapital er kulturel, social og symbolsk kapital. Det er i den forbindelse en

væsentlig pointe at økonomisk kapital kan konverteres til social, kulturel og symbolsk 35 Det sociale felt optræder som et nøglebegreb hos Bourdieu, der overordnet set forstår begrebet som en social ramme, indenfor hvilken aktører agerer og forhandler om deres sociale position bl.a. på baggrund af deres adgang til forskellige kapitalformer (1986).


27

kapital, og at social og kulturel kapital til tider også kan konverteres til økonomisk kapital.

Dog kan symbolsk kapital ikke konverteres til de andre former, i det denne kapitalform ikke

kan optræde selvstændigt af de andre kapitalformer.

Økonomisk kapital

Bourdieu anskuer den økonomiske kapital, som den vigtigste kapitalform i den forstand, at

økonomisk kapital i form af penge, landejendom, værdipapirer etc. giver mere direkte

adgang til magt og erhvervelsen af ønskede goder, services, privilegier m.m. end de andre.

Som sådan anskuer Bourdieu økonomisk kapital som roden til alle andre kapitalformer, som

i hans optik blot er skjulte former for økonomisk kapital, der på forskellig vis kan

konverteres og transformeres til denne kapitalform.36 Tilsvarende kan økonomisk kapital

også konverteres til de andre kapitalformer med det formål at øge profitmaksimering på

anden vis. Et eksempel herpå kunne være udvekslingen af gaver, som ud fra et rent

økonomisk perspektiv ikke resulterer i en direkte profit, men snarere er en investering i en

social kapital i form af øget tillid og velvillighed. Over en længere tidsramme kan denne

investering i social kapital potentielt igen omdannes til økonomisk kapital og resultere i et

økonomisk afkast i form af f.eks. en indgået forretningsaftale.

Kulturel kapital

Med kulturel kapital refererer Bourdieu til summen af viden, uddannelse, information og

generel dannelse hos det enkelte individ. Denne kapitalform har tre forskellige

udtryksformer, som Bourdieu nævner, er kropslig (f.eks. gestik, smag, sprog m.m.),

objektiveret (f.eks. gennem kunst og arkitektur) og institutionaliseret (f.eks. uddannelser

og titler). Som nævnt ovenfor kan kulturel kapital i visse sammenhænge konverteres til

økonomisk kapital såvel som til social og symbolsk kapital. F.eks. giver en høj uddannelse

typisk adgang til større løn, mens en velformuleret person med en anerkendt æstetisk smag

kan have lettere adgang til relevante foreninger og sociale netværk.37

Social kapital

Social kapital, som er fokus i denne opgave, definerer Bourdieu som:

”[...] the sum of resources, actual or virtual, that accrue to an individual or a group by

virtue of possesing a durable network of more or less institutionalised relationsships of

mutual acquaintance and recognition.” (Bourdieu i Field 2003, p. 15).

Hans behandling af konceptet fokuserer på de fordele, som individet opnår ved deltagelse i

grupper og på den overlagte konstruktion af sociale relationer, hvorigennem denne

ressource opbygges. I sin originale behandling af konceptet går han så langt som at sige,

36 Bourdieu (1986), p. 252 37 Bourdieu (1986), p. 243


28

at: ”the profits which accrue from membership in a group are the basis of the solidarity

which makes them possible.” (Bourdieu 1986, p. 249).38

Social kapital akkumuleres som en ressource gennem investeringer i sociale relationer, hvor

værdien af den sociale kapital udgøres af densiteten og summen af allerede eksisterende

eller potentielle ressourcer, som forstærker individets generelle muligheder og

handlingskraft. Denne akkumulering afhænger ifølge Bourdieu af størrelsen af netværket,

som individet har adgang til samt størrelsen af den samlede kulturelle, økonomiske og

symbolske kapital. Idet disse kapitalformer er overlappende og kan konverteres til

hinanden, kræver en investering i social kapital således også en investering i økonomisk og

kulturel kapital. I kraft af dette anskuer Bourdieu således densiteten og holdbarheden af

relationer som to væsentlige indikatorer for værdien af den sociale kapital.39

Som det fremgår af Bourdieus definition af begrebet, er det derfor muligt at skelne mellem

to forhold af social kapital.

For det første at den sociale kapital, som en aktør har adgang til i kraft af medlemskab i

grupper og sociale netværk, giver adgang til andre kapitalformer og ressourcer som f.eks.

viden, penge, jobmuligheder. Her er det væsentligt at understrege, at Bourdieu, som

tidligere nævnt, opfatter kapitalformerne som optrædende i et samspil, og at de indbyrdes

kan konverteres til andre kapitalformer. Som følge heraf udgør social kapital en ressource i

den forstand, at den kan konverteres til økonomisk kapital (f.eks. penge), kulturel kapital

(f.eks. uddannelse og viden) eller symbolsk kapital (f.eks. anerkendelse og prestige).

For det andet at værdien og kvaliteten af den sociale kapital, aktøren har adgang til i kraft

af sine sociale netværk, påvirkes af faktorer som densiteten, summen og holdbarheden af

dem. Dvs. at værdien af en aktørs sociale kapital afhænger, dels af antallet af forbindelser,

såvel som af størrelsen af disse forbindelsers samlede kapital (økonomisk, kulturel, social

og symbolsk).

For Bourdieu repræsenterer social kapital således en aggregeret form af både de faktiske og

potentielle ressourcer forbundet med medlemskabet i et holdbart netværk, hvorfor

størrelsen, densiteten og stabiliteten af dette netværk er centrale aspekter i hans vurdering

af værdien af et netværk. Givet dette fokus behandler Bourdieu kun i ringe grad kvalitative

38 Her berører Bourdieu også et hovedelement ved social kapital, som kritikere af begrebet ofte fremhæver, nemlig at social kapital på samme tid kan anses som både årsag og effekt. Eller sagt på en anden måde er der ingen klar skelnen mellem kilderne til social kapital (tillid, netværk m.m.) og de ressourcer eller fordele, som fremkommer heraf. På den måde er der til en hvis grad tale om hønen og ægget problematikken, hvilket kritikere peger på, vanskeliggør måling af årsag og effekt. (Rosenmeier (2004), p. 13) 39 Bourdieu (1986), p. 249


29

aspekter ved sociale relationer såsom tillid, normer, forpligtigelser m.m., hvilket har

afstedkommet væsentlig kritik senere hen.40

Symbolsk kapital

Den fjerde og sidste kapitalform som Bourdieu nævner, er symbolsk kapital. Denne

kapitalform er lidt speciel, idet den er knyttet til tre andre som en form for ekstra kapital.

Udover at udgøre en ressource i sig selv kommer de andre kapitalformer også til udtryk i en

symbolsk kapital som en form for ressource, individer har adgang til i kraft af den prestige

og anerkendelse, som følger med ejerskabet af eller adgangen til disse andre kapitalformer.

Som sådan repræsenterer symbolsk kapital den symbolske værdi, som typisk tilskrives de

andre kapitalformer (f.eks. en stor bil, mange venner, en høj uddannelse etc.).

Som tidligere nævnt, substituerer disse forskellige kapitalformer ikke altid hinanden, men

komplementerer derimod hinanden i et samspil og kan i kombination lede til ny kapital.

Individets position i den sociale orden influeres dermed af mængden og sammensætningen

af individets adgang til disse kapitalformer.

3.3 Social kapital i Robert Putnams optik

Robert Putnam (1941-) har modsat Coleman og Bourdieu en baggrund i politisk videnskab

og har senest med sin bog Bowling Alone (2000) opnået bred anerkendelse og indflydelse

også udenfor traditionelle akademiske fagkredse.

Putnam anvendte første gang social kapital som begreb i 1993 til at belyse forskelle i

borgerengagement i italienske regioner.41 I dette studie konkluderede Putnam, at de store

økonomiske forskelle mellem Nord- og Syd Italien i høj grad kan forklares ved forskelle i

sammensætningen af den sociale kapital snarere end ved forskelle i konstruktionen af de

politiske og økonomiske institutioner.42 Årsagen til, at politiske institutioner i de nordlige

regioner således fungerer langt bedre end i de sydlige regioner, skyldes iflg. Putnam en

langt større tradition for borgerengagement i den nordlige region, hvor borgere på tværs af

samfundslag involverer sig med hinanden i forskellige organisationer og foreninger. Dette

står i skarp kontrast til de sydlige regioner, hvor borgere i langt mindre grad engagerer sig

med hinanden på tværs af samfundet, men i højere grad organiserer sig indenfor

traditionelle familiegrupperinger. Førstnævnte bidrager iflg. Putnam i langt højere grad til

skabelsen af faste normer for generel reciprocitet (”jeg gør noget for dig nu i den

forventning, at du eller en anden vil gøre noget for mig senere), tillid og netværk mellem

borgere i samfundet, hvilket er med til sænke kriminalitet og korruption og fremme

40 Eksempelvis Pope (2003), Portes (1998) m.fl. 41 Borgerengagement er her oversat fra Civic Engagement. Ordet henviser således til civil engagement i samfundet. 42 Putnam (1993)


30

økonomien og det generelle velvære, mens det omvendte gør sig gældende ved lavere

borgerengagement.43

Denne samfundsmæssige tilgang er også at finde i hans efterfølgende studie af den sociale

kapital i USA, hvor han på baggrund af et overvældende stort statistisk datamateriale

konkluderer, at den sociale kapital gennem længere tid har været generelt faldende, og at

dette har en negativ indflydelse på effektiviteten, økonomien og sammenhængskraften i

landet.44

Putnam er den seneste af de tre teoretikere som har beskæftiget sig med social kapital, og

hans forståelse af begrebet læner sig på flere væsentlige punkter op af Coleman og

Bourdieus pointer såsom:

• at social kapital er en produktiv kraft, som muliggør handlinger, som ellers ikke, eller

kun vanskeligt, ville kunne lade sig gøre (Coleman og Bourdieu).

• at social kapital er et alment gode, som også giver fordele for dem, som ikke ”ejer”

den (Coleman).

• at social kapital forstærker andre kapitalformer (som fysisk kapital, human kapital

m.m.) og kan konverteres hertil (Bourdieu).

• at social kapital ikke er noget, individet besidder, men noget der ligger i

relationsstrukturerne mellem individer (Coleman og Bourdieu).

Hans behandling af begrebet er dog mere operationel, idet han anvender det til at analysere

og undersøge borgeres engagement i samfundet og den effekt, det har på økonomien og

sammenhængskraften i samfundet. Som sådan fremhæver han netværk, normer og tillid

som de elementer af social kapital, som udgør den væsentligste ressource, hvilket også

kommer til udtryk i hans seneste definition af begrebet:

”social capital refers to features of social organization, such as networks, norms and

trust, that facilitate coordination and cooperation for mutual benefit.” (Putnam 2002, p.

1).

3.3.1 Afgrænset og brobyggende social kapital

En væsentlig pointe hos Putnam er, at typen af netværk leder til forskellige former for social

kapital, og at forskellige netværk derfor giver forskellige handlingsmuligheder. I den

forbindelse skelner han mellem afgrænset (’bonding’) og brobyggende (’bridging’) social

kapital.45

43 Putnam (1993) og Putnam (2002) 44 Putnam (2000) 45 Putnam (2000), pp. 22


31

Den afgrænsede social kapital eksisterer og fremmes primært i homogene grupper, hvor

individer har tætte forbindelser til hinanden på baggrund af f.eks. etnicitet, familiebånd,

religiøsitet m.m. Denne form for social kapital virker fremmende for skabelsen af identitet

og tilhørsforhold, men virker samtidigt ekskluderende snarere end inkluderende i den

forstand, at der er klare regler for, hvilke individer der kan identificere sig som medlem af

gruppen, og hvem der ikke kan. Som sådan udgøres denne form for social kapital derfor af

tætte relationer mellem individer som f.eks. familie, tætte venner, naboer etc. og er en

betydningsfuld ressource i form af den sociale og psykologiske bistand, som den kan tilbyde

netværkets medlemmer. Putnam peger dog på, at den afgrænsende sociale kapital

samtidigt også indebærer en række negative effekter i kraft af sin ekskluderende karakter

samt et større element af social kontrol, som potentielt kan virke begrænsende for

medlemmernes handlingsmuligheder, da det kan bidrage til en følelse af overvågning og

frygt for at skille sig ud. På samfundsmæssigt plan medfører denne form for social kapital

derfor også en række negative konsekvenser i forhold til den overordnede økonomi og

sammenhængskraft, som det f.eks. ses i Putnams studier af den sociale kapital i Italien og

USA.46

Den anden form for social kapital – den brobyggende sociale kapital – opstår i netværk,

hvor individer på lige fod danner relationer med hinanden i grupper, der går på tværs af

sociale skel og tætte tilhørsforhold (som f.eks. familie og etnicitet). I denne type netværk er

relationerne mellem medlemmerne ofte svagere, end det er tilfældet i de førnævnte

netværk, men til gengæld inkluderer de et stort antal forbindelser på tværs af sociale skel

og udgør en væsentlig ressource i forbindelse med at få adgang til informationer og åbne op

for muligheder. Putnam fremhæver, at denne form for social kapital, netop i kraft af dette,

er yderst værdifuld både for individers handlefrihed og for den almene sammenhængskraft i

samfundet.47

Som ressource svarer den brobyggende social kapital på denne måde til, hvad Granovetter i

1973 karakteriserede som ”The Strength of Weak Ties”.48 I denne berømte artikel

argumenterer Granovetter for, at svage bånd mellem individer faktisk er mere

betydningsfulde for individets muligheder for at finde job og informationer end tætte

relationer, idet sidstnævnte både er mere fåtallige og som regel eksisterer indenfor samme

sociale netværk som ens eget. For et individ der søger job, bolig, informationer m.m., har

et stort antal af svage relationer til bekendte derfor en større værdi end de tættere

relationer til venner og familie, idet den søgende hermed får adgang til et langt større

netværk, der rækker udover det netværk, som individet allerede har adgang til.

46 Ibid. 47 Ibid. 48 Granovetter (1973)


32

Disse to former for social kapital spiller en væsentlig rolle i Putnams analyse af begrebets

betydning for både individet og for samfundet generelt og anvendes hyppigt af forfattere,

som beskæftiger sig med social kapital.

Distinktionen er væsentlig, idet den brobyggende sociale kapital synes at have større

relevans i forhold til at facilitere organisatorisk viden end den afgrænsende, hvilket er et

forhold, jeg senere vil berøre i forbindelse med kommunikation over Internettet.

3.4 Hvordan skabes, vedligeholdes og ødelægges social kapital?

Coleman, Putnam og Bourdieu er enige i, at social kapital som en ressource kan

akkumuleres, og at den grundlæggende skabes og vedligeholdes gennem enhver form for

menneskelig interaktion men mindskes eller forgår ved reduktion eller fravær af samme.

Som sådan deler social kapital fællestræk med human kapital (viden, færdigheder m.m.) og

fysisk kapital (bygninger, produkter m.m.), der ligeledes kræver vedligeholdelse og løbende

fornyelse for at bestå. I modsætning til finansiel kapital (penge, værdipapirer m.m.) kan

man derfor sige, at social kapital i form af sociale relationer styrkes gennem brug og

mindskes ved mangel på samme. Sociale relationer dør således ud, hvis ikke de

vedligeholdes, og forventninger, forpligtigelser og normer forsvinder over tid og afhænger

af regelmæssig kommunikation.49

Denne generelle egenskab ved social kapital er dog ikke speciel anvendelig ud fra et

operationelt perspektiv og kalder på nærmere undersøgelse af, hvad der mere præcist

influerer på, hvordan social kapital skabes, vedligeholdes og ødelægges – og ikke mindst,

om det overhovedet er muligt at investerer aktivt i social kapital. De tre teoretikere

fokuserer her på forskellige forhold ved social kapital, men da jeg finder Colemans

fremstilling mest operationelt anvendelig, har jeg valgt at lægge fokus på fremstillingen af

hans pointer og berøre Bourdieu og Putnam i relation til denne.

3.4.1 Coleman

I Colemans optik opfattes social kapital som tidligere nævnt i forhold til sin funktion, og han

identificerer i den forbindelse tre forskellige former for social kapital, der som ressource kan

hjælpe aktører til at nå forskellige mål (som f.eks. at finde et arbejde eller specifikke

informationer). Udover at være et udtryk for de sociale strukturer, som både kan bistå og

begrænse individets handlemuligheder, udgør den social kapital således også en nyttig

ressource for individet i forhold til at finde et arbejde, samlever, viden m.m. Det er her

Colemans pointe, at aktørers handlinger typisk er rettet mod andre formål end lige dét at

skabe social kapital. Social kapital opstår således primært som et biprodukt af aktiviteter

med andre formål, snarere end som en direkte investering i den sociale kapital i sig selv.

49 Coleman (1990), p. 321


33

Herudover er social kapital, iflg. Coleman, også særpræget i forhold til andre kapitalformer

idet social kapital ikke kun giver fordele for den enkelte aktør, der investerer i den, men

snarere er en ressource, der giver kollektive fordele.50 Som jeg senere vil beskrive,

investerer organisationer dog mere eller mindre direkte i social kapital ved at opbygge

autoritære strukturer, bestående af positioner og titler, hvortil der er knyttet forventninger,

forpligtigelser, normer, sanktioner, og ansvar.

Alle sociale relationer og sociale strukturer indebærer, ifølge Coleman, skabelse,

vedligeholdelse og ødelæggelse af disse forskellige former for social kapital, men han peger

især på tre sociale strukturer, som er specielt indflydelsesrige:

Lukkede netværk

Ifølge Coleman faciliterer lukkede sociale netværk i højere grad skabelsen tillid og fælles

normer end mere åbne netværk. Et lukket socialt netværk kan her forstås ved

nedenstående model (a), mens (b) illustrerer et socialt netværk, der er mere åbent.

Model 3.2. Lukket og åbent socialt netværk

Begge modeler repræsenterer et relativt simpelt socialt system, hvor der kan identificeres

to aktører som f.eks. forældre og børn, arbejdsgivere og medarbejdere, undervisere og

elever, virksomheder og underleverandører etc. I et eksempel hvor det sociale system

består af forældre og børn, vil A og B være forældre til børnene a og b. Pilene fra en aktør

til en anden repræsenter her sidstnævntes afhængighed af førstnævnte gennem

begivenheder, som førstnævnte kontrollerer. Som det ses, er både forældre og børn

forbundet med hinanden i model (a), mens det kun er børnene, der er forbundne i model

(b).

50 Ibid., p. 315


34

Ifølge Coleman virker model (a) mere befordrende for skabelsen af social kapital, idet

forældrene A og B, i kraft af deres fælles forpligtigelser overfor hinanden, kan udvikle

normer for, hvordan børnene a og b skal opføre sig og indføre effektive sanktioner ved brud

på disse. I kontrast hertil er det kun børnene, der er forbundet med hinanden i model (b),

hvilket resulterer i en mindre og mere skæv fordeling af den sociale kapital. Forældrene har

således kun lidt over halvdelen af den indflydelse, som børnene har på skabelsen af fælles

normer for deres interaktion.51

Coleman argumenterer på baggrund af dette, at aktører i et åbent system, der umiddelbart

kan synes svage (som børnene i eksemplet), i virkeligheden har større indflydelse i kraft af

andres aktørers mangel på relation til hinanden. Det giver derfor god mening for aktører at

søge at organisere sig i et netværk af relationer, da de på denne måde kan udøve større

indflydelse på normerne for det samlede sociale system.52

Stabilitet

En anden faktor der influerer på skabelsen af social kapital, er stabiliteten og kontinuiteten

af den sociale struktur. Social kapital øges generelt over tid i stabile sociale strukturer,

mens ustabile sociale strukturer virker skadelige eller decideret ødelæggende.53 I

organisationer imødegår man typisk den potentielle fare, som individuel mobilitet udgør for

stabiliteten ved at anvende formelle positioner og titler, som individer besætter. Dette

opretholder en vis stabilitet i den overordnede sociale struktur på trods af pludselige

forandringer, idet forpligtigelser, forventninger, normer og sanktioner er knyttet til

positionen og dermed den sociale struktur snarere end til individet, hvilket f.eks. gør

udskiftningen af en medarbejder mindre bekostelig (dog ikke omkostningsfrit) for den

sociale kapital.54

Ideologi

Coleman peger på ideologi som en tredje væsentlig faktor for skabelsen af social kapital.

Medlemmer, som deler fælles ideologi eller religion, deler således også flere fælles normer

og sanktioner for adfærd, hvilket kan medføre, at individer i højere grad identificerer sig

som medlemmer af et større fællesskab. Visse ideologier eller religioner, som prædiker

selvtilstrækkelighed og individualisme, kan dog være mere skadelige end gavnlige for den

sociale kapital.55

51 Coleman (1988), p. 107 52 Coleman (1990), pp. 318 53 Ibid., p. 320 54 Ibid., p. 313 55 Ibid., p.320


35

Andre faktorer

Coleman peger på flere andre faktorer, som influerer på skabelsen/ødelæggelsen af social

kapital, men udover de tre ovennævnte, udgør de sidste generelt faktorer, som kan gøre

individer mere eller mindre afhængige af hinanden. Her peger Coleman på et samfunds

velstand som en af de største faktorer, idet individer i mere velstående samfund typisk ikke

har samme behov for at hjælpe hinanden og dermed ikke skaber samme social kapital i

form af fælles forpligtigelser, forventninger, normer etc., som tilfældet er i mindre

velstående samfund.56

3.4.2 Bourdieu

Bourdieu mener, ligesom Coleman, at social kapital kan produceres og akkumuleres, men

beskæftiger sig ikke med tillid, normer og forventningsstrukturer i samme grad som både

Coleman og Putnam. For Bourdieu afhænger akkumuleringen af social kapital i højere grad

af adgang til de rigtige relationer, der, alt efter konfigurationen af økonomisk, kulturel og

symbolsk kapital, kan være mere eller mindre værdifulde. I hans optik afhænger skabelsen

af social kapital således mere af størrelsen og værdien af de sociale netværk, som personen

har adgang til, end af relationernes karakter i sig selv. I kraft af at Bourdieu ser social

kapital som en akkumuleret ressource skabt på baggrund af investeringer i sociale

relationer, er han enig med Coleman i, at tid og stabilitet spiller en væsentlig rolle. Her er

det vigtigt at tilføje, at Bourdieu ikke opfatter eksistensen af et social netværk som

naturgivet, men snarere som et resultat af en investeringsstrategi, som individet eller

gruppen, enten bevidst eller ubevidst, foretager med det mål at etablere eller reproducere

sociale relationer, som kan bibringe ressourcer i form af øget kapital og magt.57

3.4.3 Putnam

En af Putnams væsentligste pointer i hans undersøgelser af den sociale kapital i Italien og

USA er, at der er forskelle i den grad af social kapital, som eksisterer i de forskellige

samfund. I kraft af at social kapital ikke er noget, en aktør besidder, men snarere er noget,

som findes i de strukturer af relationer, som binder aktørerne sammen, betyder det

nødvendigvis også, at den sociale kapital kan påvirkes udefra. Når Putnam argumenterer

for, at den sociale kapital er faldende i USA, er det som sådan et udtryk for, at der er visse

betingelser eller tendenser, som påvirker det civile engagement i en negativ retning. Her

peger Putnam selv på den øgede tid foran fjernsynet som en af de helt store syndere og er

som sådan enig med Coleman i, at materialistisk velfærd kan mindske borgeres

afhængighed af hinanden. En måde, at højne den sociale kapital på, vil derfor være at

styrke rammerne for civil engagement og f.eks. tilskynde borgere til at deltage i foreninger

56 Ibid. 57 Bourdieu (1986), p. 249


36

og organisationer og der dyrke fælles interesser indenfor f.eks. sport, politik, musik etc.,

som kan virke fremmende for skabelsen af især den brobyggende sociale kapital.

3.5 Positive og negative effekter ved social kapital

Det er relevant at understrege, at social kapital ikke er en udelukkende positiv ressource.

Ligesom andre kapitalformer kan social kapital som en ressource anvendes på måder, som

virker både positivt og skadeligt for samfundet. Den sociale kapital, som findes i

hjælpeorganisationer, mødregrupper, skoleklasser etc., kan have store positive effekter for

det omkringliggende samfund, men social kapital kan også virke skadelig, når den findes

hos rockere, terrorister eller mafiamedlemmer. Social kapital kan dermed anskues som en

neutral ressource, som kan medføre både positive og negative konsekvenser alt efter,

hvordan den anvendes:

”[A] Given form of social capital that is useful for facilitating certain actions may be

useless or harmful for others.” (Coleman 1990, p. 302).

Traditionelt har flere kritikere dog peget på en ensidig fremstilling af social kapital som en

ressource, der hovedsageligt er forbundet med flere positive fordele, hvorimod der har

været færre undersøgelser af de negative effekter forbundet med begrebet.58 Dette er en

berettiget kritik af den generelle litteratur, der behandler social kapital og kan også rettes

mod en forfatter som Coleman, der i høj grad fremstiller social kapital som en positiv

ressource, som giver anledning til almene fordele som gensidige forpligtigelser og

forventninger, informationer og normer og sanktioner, men kun sporadisk omtaler de

negative effekter, som også kan associeres til begrebet.

Dette er dog ikke en kritik, jeg har tænkt mit at diskutere yderligere, idet jeg, i forlængelse

af ovennævnte citat, anskuer social kapital som en grundlæggende neutral ressource, der

kan anvendes både negativt og positivt. Hermed adskiller social kapital sig i øvrigt ikke fra

andre kapitalformer, som ligeledes kan betragtes som både et gode og et onde. F.eks. kan

fysisk kapital i form af eksempelvis våben og narko have flere negative konsekvenser for

det almene samfund, ligesom også human kapital kan have en negativ konsekvens for

samfundet, hvis det drejer sig om viden om, hvordan man laver bomber, udøver tortur,

snyder i skat etc.

Bourdieu ser især social kapital som en ressource, samfundseliten besidder, og som den

anvender til at sikre sin høje position i samfundet på bekostning af lavere samfundsklasser.

58 For mere om dette se f.eks. Pope (2003) og Portes (1998)


37

På den måde anskues social kapital, på linje med kulturel og økonomisk kapital, primært

som en ressource, der i et samfundsperspektiv virker ekskluderende snarere en

inkluderende, hvorfor den grundlæggende kan synes at have en negativ værdi. Kritikere vil

dog indvende, at dette siger mere om Bourdieus grundlæggende marxistiske tilgang til

begrebet, idet social kapital i ligeså høj grad kan anvendes af mindre bemidlede

samfundsklasser, som en ressource også de kan anvende i klassekampen (f.eks. gennem

fagforeninger).59

Putnam er dog inde på noget tilsvarende med sin distinktion mellem brobyggende og

afgrænsende social kapital. Selvom Putnam siger, at afgrænsende social kapital på en

individuelt plan har mange fordele (såsom følelse af personlig sikkerhed, omsorg og

nærhed), er det hans pointe, at denne på et makroperspektiv kan have flere negative

konsekvenser som mindre sammenhængskraft og lavere innovationsevne, idet den i ordets

forstand virker afgrænsende og ekskluderende, snarere end brobyggende og inkluderende.

M.a.o. anskues afgrænsende social kapital derfor ofte i et mere negativt lys end

brobyggende social kapital. Putnam anskuer samlet set social kapital som en ressource, der

er god for samfundet, når den er stor og skidt for samfundet, når den er svag. Han er dog

ikke blind for skyggesiderne i forbindelse med social kapital og behandler dette i et særskilt

kapital i sin bog Bowling Alone: The Collapse and Revival og American Community (2000),

hvor han bl.a. peger på den udprægede racisme og snæversyn, som eksisterede i USA i

1950´erne, hvor den sociale kapital ellers var høj.

Med afsæt i ovenstående teoretikeres forståelse af social kapital kan der peges på flere

positive effekter af social kapital for organisationer. Eksempelvis peger Cohen og Prusak i

bogen In Good Company60 bl.a. på at en høj grad af social kapital kan aflede

organisatoriske fordele såsom:

• Bedre videndeling i kraft af etableringen af sociale relationer, fælles reference

rammer og fælles mål.

• Reduktion i transaktionsomkostninger i kraft af et højere niveau af tillid (både internt

i organisationen mellem medarbejdere og eksternt til kunder og partnere).

• Reduktion i omkostninger forbundet med rekruttering, træning og fastholdelse af

medarbejdere.

• Større beslutningssammenhæng grundet organisatorisk stabilitet og fælles

forståelse.

59 Field (2003), p. 17 60 Cohen og Prusak 2001, p. 10.


38

Givet denne opgaves fokus vil jeg her ikke behandle disse effekter yderligere men blot

fremhæve, at flere studier peger på social kapital som en yderst central ressource, hvis

effekt synes at medføre en række implikationer for organisationers konkurrenceevne.61 I

denne opgave vil jeg dog begrænse mig til at behandle sammenhængen mellem social

kapital og organisatorisk viden, som er omdrejningspunktet for det følgende kapitel.

3.6 Delkonklusion

Som vist, er social kapital et komplekst begreb, der som sådan kan behandles ud fra mange

forskellige vinkler. Med det formål at udvikle en operationel forståelse af begrebet, har jeg

reduceret i denne kompleksitet ved at fremhæve de mest centrale elementer hos Coleman,

Bourdieu og Putnam. Dette vil senere blive anvendt som udgangspunkt for undersøgelsen

af, hvordan social kapital relaterer sig til organisatorisk viden.

Nedenfor opridser jeg derfor sammenhængene mellem de tre teoretikeres centrale pointer

vedr. social kapital og gør rede for, hvordan jeg fremover anvender dem.

Min tilgang er primært præget af Colemans forståelse af begrebet som en central ressource,

der faciliterer aktørers (individer, grupper, organisationer etc.) handlemuligheder og som

findes i de sociale strukturer, aktørerne indgår og interagerer i. Som sådan vil jeg i det

følgende derfor anskue social kapital som en grundlæggende neutral ressource, der beror

på sociale netværk, tillid, gensidighed og normer, og som funktion bl.a. bidrager til

skabelsen og vedligeholdelsen af forpligtigelser, informationskilder samt normer og

sanktioner. Med henvisning til Bourdieu har jeg ønsket at vise, at social kapital blot er én ud

af flere kapitalformer, og at social kapital som sådan er en produktiv ressource, der kan

konverteres til andre kapitalformer og skal ses i sammenhæng med disse. Putnams

distinktion mellem brobyggende og afgrænsende social kapital er i den forbindelse gavnlig

at inddrage, idet den, som jeg senere vil vise, giver et værktøj til at belyse Internettets rolle

i forbindelse med social kapital.

De mest væsentlige forskelle og ligheder mellem de tre teoretikeres forståelse af begrebet

har jeg gengivet i nedenstående tabel.

61 For mere om dette se bl.a. Tsai & Ghoshal (1998), Lesser (2000), Maskell (2000) og Yli-Renko et. al. (2001)


39

Tabel 3.1. Oversigt over ovenstående forfatteres væsentligste pointer omkring social kapital62 Coleman Bourdieu Putnam Teoretisk baggrund -rødder i Rational Choice

teorien. -opgør med traditionel økonomisk tænkning.

-rødder i sociologi med en marxistisk tilgang. -opgør med traditionel økonomisk tænkning.

-rødder i politologi og samfundsøkonomi. -videreudvikling af Coleman og Bourdieus teorier.

Grundpræmis for social kapital

• Netværk • Tillid • Gensidighed • Normer

• Netværk • Netværk • Tillid • Normer

Den sociale kapitals funktion

-social kapital er en produktiv faktor og udgør en vigtig ressource, som øger individets handlemuligheder. -social kapital er et alment gode, som rækker ud over det enkelte individ.

- social kapital er en produktiv faktor og udgør en vigtig ressource, som øger individets handlemuligheder og magtposition. - social kapital skal anskues som én ud af fire kapitalformer, som kan konverteres og forstærke effekten af de øvrige kapitalformer.

- social kapital er et udtryk for sammenhængskraften i et samfund. -social kapital udgør en produktiv faktor, som bl.a. influerer på et samfunds effektivitet og innovationsevne.

Hvor findes den sociale kapital?

I de sociale strukturer som udgøres af relationer mellem individer.



Hvad influerer på skabelsen, vedligeholdelsen og ødelæggelsen af sociale kapital?

1. Lukkede netværk 2. Stabilitet 3. Ideologi

1. Størrelsen og værdien af de sociale netværk.

2. Den samlede mængde af økonomisk, kulturel og social kapital.

1. Materialistisk velstand og afhængighed af andre.

2. Borgerengagement og deltagelse i foreninger, organisationer, klubber etc.

3. Asociale og passive aktiviteter såsom fjernsyn

Vigtige sondringer indenfor social kapital

Tre former for social kapital: 1. Forpligtigelser,

forventninger og pålidelighed indenfor strukturer

2. Informationskilder 3. Normer og effektive

sanktioner

To centrale former for social kapital: 1. Den sociale kapital er

som ressource forbundet med medlemskab i grupper og sociale netværk.

2. Værdien af social kapital udgøres af densitet, holdbarheden og summen af de sociale netværk, som aktøren har adgang til.

To former for social kapital: 1. Afgrænset

(’bonding’) 2. Brobyggende

(’bridging’)

Med afsæt i denne grundlæggende forståelse af social kapital, vil jeg i det følgende

undersøge, hvordan begrebet nærmere kan anskues i relation til organisatorisk viden.

62 Modellen er til dels formet med inspiration fra Sara Rosenmeier (2004), p. 28.

Kapitel 4: Social kapital og organisatorisk viden

40

4 Social kapital og organisatorisk viden Som McKinseys analyse fremhæver, synes der at være store forskelle på, hvor gode

organisationer er til at understøtte skabelsen og delingen af organisatorisk viden. Præcist

hvad der gør, at nogle virksomheder synes at have en bedre evne til dette, er derfor et

centralt og omfattende spørgsmål, som i de seneste årtier i stigende grad har optaget

virksomheder og forskere på tværs af brancher og fagdiscipliner. Omfanget og

kompleksiteten af teorier, som forsøger at besvare dette spørgsmål, vidner om, at der

hverken findes en simpel eller endegyldig opskrift, som organisationer uden videre kan

følge. Snarere er der tale om en række af mere eller mindre forbundne faktorer som kultur,

infrastruktur, organisering m.m., hvis optimale sammensætning i høj grad afhænger af den

virkelighed og kontekst, som en given organisation befinder sig i.

Organisatorisk viden kan opdeles i fire former baseret på henholdsvis typen (tavs/eksplicit)

og lokationen af viden (individuel/social) (se kapitel 2). Denne opdeling er relevant i forhold

til virksomheders evne til at understøtte organisatorisk viden, hvilket i høj grad afhænger af

deres evne til at facilitere en proces, hvorigennem tavs og eksplicit viden løbende udvikles

gennem fire faser. En proces, som begrebet om praksisfællesskaber synes at understøtte

ved at facilitere meningsdannelse i grupper.

Som gennemgået i kapitel 3 giver begrebet social kapital en række værktøjer til at forstå

socialiseringsprocesser, som har indflydelse på aktørers tilegnelse af viden. I forlængelse af

dette vil jeg i dette kapitel undersøge, hvordan social kapital kan siges at facilitere

skabelsen og delingen af organisatorisk viden. Denne undersøgelse vil både tjene som

fundament for en kort analyse af den sociale kapital i dele af Region Syddanmark (kapitel 5)

og for en efterfølgende konstruktion af en model, som kan anvendes til at designe social

software systemer, der mere målrettet understøtter social kapital (kapitel 6).

4.1 Hvordan understøtter social kapital skabelsen og delingen af organisatorisk viden?

Hvor Coleman primært har beskæftiget sig med den sociale kapitals betydning for individets

tilegnelse af viden, retter forfattere som Nahapiet & Ghoshal (1998) samt Adler & Kwon

(2002) fokus mod den sociale kapitals betydning for evnen til at skabe og dele viden

indenfor organisationer.63

Nahapiet & Ghoshal undersøger i deres artikel Social Capital, Intellectual Capital and The

Organizational Advantage (1998), hvordan social kapital faciliterer skabelsen af ny organi-

63 Colemans primære fokus var at undersøge betydningen af social kapital for skoleelevers læringsprocesser.


41

satorisk viden, eller hvad de i artiklen refererer til som intellektuel kapital.64 Deres

grundlæggende tese er, at social kapital består af tre forskellige dimensioner, der hver

faciliterer skabelsen og udvekslingen af viden. I den sammenhæng er en af deres

hovedpointer, at organisationer kan investere i hver af disse dimensioner for derigennem at

skabe bedre rammer for skabelsen af organisatorisk viden og dermed større organisatoriske

fordele.

4.1.1 Definition og udvidelse af begrebet social kapital

Nahapiet & Ghoshals forståelse af social kapital bygger i høj grad på teoretikere som

Coleman, Putnam og Bourdieu, hvilket bl.a. kommer til udtryk i deres definition af

begrebet:

”We [...] define social capital as the sum of the actual and potential resources embedded

within, available through, and derived from the network of relationships possessed by an

individual or social unit.” Nahapiet & Ghoshal (1998), p. 243

Social kapital indbefatter således både et netværk af sociale relationer samt de aktiver, som

kan mobiliseres igennem dem. Nahapiet & Ghoshals definition har således stærke

lighedspunkter med Bourdieu og Putnam, som begge ligeledes ser social kapital som

summen af de nuværende og potentielle ressourcer, som individet eller den sociale enhed

har adgang til gennem et netværk af sociale relationer (f.eks. adgang til informationer,

forretningsmuligheder etc.). Ligesom Coleman, Bourdieu og Putnam ser de social kapital

som en ressource, som er knyttet til de relationer, som eksisterer mellem personer, hvorfor

ingen aktør, i modsætning til andre kapitalformer, kan siges at have eksklusiv ejerskab over

denne ressource. Samtidigt er de enige med de tre forfattere i, at social kapital udgør en

ressource, som sætter aktører i stand til at opnå resultater, som ikke, eller kun vanskeligt,

kunne opnås uden adgang til disse ressourcer. Med en ambition om bedre at forstå social

kapitals rolle for skabelsen af intellektuel kapital i organisationer, undersøger Nahapiet &

Ghoshal egenskaberne ved disse ressourcer ved at anskue social kapital ud fra tre

forskellige dimensioner, som de kalder for henholdsvis den strukturelle, relationelle og

kognitive dimension og som faciliterer skabelsen og udvekslingen af viden: 65

Den strukturelle dimension

Den strukturelle dimension henviser til de overordnede netværksstrukturer og mønstre af

forbindelser, der eksisterer mellem aktører i netværket. Som sådan repræsenterer denne

dimension det netværk af relationer, som aktører har adgang til, hvorfor en analyse af

denne dimension typisk er funderet på at bestemme, hvem aktører er forbundne med, og

hvordan de er forbundne. For at bestemme dette undersøger man typisk tilstedeværelsen

64 Dette begreb behandles nærmere i 4.1.3. 65 Nahapet & Ghoshal (1998), pp. 244


42

eller fraværet af forbindelser mellem aktører, tæthedsgraden af eksisterende relationer

samt selve opbygningen og konfigurationen af netværksstrukturen. Derudover kigger man

på karaktertræk ved netværkets struktur, som eksempelvis om det er et åbent eller lukket

netværk, om der er stor spredning og redundans i, hvordan folk er forbundne eller, om der

er tale om et hierarkisk opbygget netværk. Det er således vigtigt at undersøge, ikke kun

hvem der er i netværk med hvem, men også styrken af relationerne samt, hvilken position

den enkelte har indenfor netværket.66

Den strukturelle dimension dækker hermed over de netværksstrukturer, som både

Coleman, Bourdieu og Putnam argumenterer for, konstituerer et centralt element af den

social kapital, idet det influerer på individets handlingsmuligheder og adgang til ressourcer

som informationer, viden, penge etc. Med henvisning til Bourdieu kan en analyse af de

sociale strukturer derfor sige noget om værdien af den eksisterende sociale kapital, idet

analysen giver et billede af densiteten, holdbarheden og summen af de sociale netværk,

som individerne har adgang til. Sammensætningen af disse netværksstrukturer siger derfor

også noget om, hvor godt organisationen understøtter skabelsen og vedligeholdelsen af den

sociale kapital på længere sigt.67

Den kognitive dimension

Den anden dimension af social kapital, den kognitive dimension, refererer ifølge Nahapiet &

Ghoshal til de fælles repræsentationer, fortolkninger og meningssystemer, som har

indflydelse på aktørers evne til at kommunikere og forstå hinanden. Det kan være i form af

fælles koder og paradigmer, som faciliterer en fælles forståelse af kollektive mål og angiver

retningslinjer for aktørers adfærd indenfor det sociale system, hvilket i en organisation

f.eks. kan komme til udtryk i en fælles vision og værdisæt. Den samlede værdi af social

kapital som en ressource influeres således i høj grad af, om aktører kan indgå i en

meningsfuld kommunikation, eller om de hindres på grund af forskellige sprog, koder eller

andre meningsdannende elementer, som enten muliggør eller begrænser kommunikationen

mellem aktører. Som sådan indfanger denne dimension af social kapital meget godt

essensen af, hvad Coleman beskriver som ”the public good aspect of social capital”,

(Coleman 1990, p. 315) idet fordelene forbundet med den kognitive dimension gælder for

samtlige aktører i en given social struktur.68

Den relationelle dimension

Den relationelle dimension af social kapital henviser til de aktiver, der skabes på baggrund

af de relationer, som personer udvikler gennem kontinuerlig interaktion. Hvor den

strukturelle dimension af social kapital dækker over, hvem man har kontakt med, og

66 Ibid. (1998), pp. 251 67 Coleman peger f.eks. på, at lukkede netværk og stabiliteten af netværket virker befordrende for skabelsen og vedligeholdelsen af social kapital, mens åbne netværk og stor ustabilitet (f.eks. forårsaget af hyppig medarbejderudskiftning eller ændring af ledelsesstil) virker skadeligt. 68 Nahapiet & Ghoshal (1998), pp. 253


43

hvordan man har kontakt med dem, beskriver den relationelle dimension karakteren og

typen af den etablerede relation. Dette indebærer aspekter som tillid, normer, forpligtigelser

og forventninger samt identifikation.69 Igen ses der her tydelige paralleller til Putnam og

Coleman, som understreger betydningen af henholdsvis tillid og normer og effektive

sanktioner.70

4.1.2 Fælles forbindelser mellem de tre dimensioner af social kapital

På trods af deres forskellighed har disse dimensioner dét til fælles, at de konstituerer et

aspekt ved den sociale struktur og som sådan alle faciliterer forskellige former for

handlinger for de individer, som indgår i den sociale struktur. Et individs

handlingsmuligheder kan således enten styrkes eller begrænses af de ressourcer, som

udgøres af den form for social kapital, som vedkommende har adgang til. Eller sagt med et

mere simpelt eksempel, så har et individ med en central position i et relevant netværk

præget af gensidig tillid og effektive normer og sanktioner, bedre handlingsmuligheder, og

dermed adgang til en større ressource, end en person med en perifer position i et mindre

relevant netværk, præget af mindre tillid og større sproglige barrierer.

På trods af den analytiske adskillelse mellem disse dimensioner pointerer Nahapiet &

Ghoshal, at der ikke er tale om en isoleret udvikling af dem, men at de snarere er indbyrdes

forbundet på en række forskellige og komplekse måder, hvilket de peger på som et vigtigt

område for yderligere forskning. I forlængelse af dette undersøger Tsai & Ghoshal (1998)

senere, hvordan disse dimensioner indbyrdes understøtter hinanden.

Tsai & Ghoshal peger på, at den strukturelle dimension, som manifesterer sig i et netværk

af relationer baseret på gentagende sociale interaktion mellem aktører, over tid stimulerer

en opfattelse af tillid og troværdighed mellem aktører og på den måde påvirker udviklingen

af den relationelle dimension. Gentagende interaktion mellem aktører medfører således, at

netværkets medlemmer får et større kendskab til hinanden, hvorfor aktører med en central

position i et socialt netværk typisk opfattes som meget troværdige af andre aktører. Den

relationelle og kognitive dimension er ligeledes forbundet, idet fælles værdier og opfattelser,

funderet f.eks. i en organisations vision, fremmer udviklingen af tillidsfulde relationer. En

tillidsfuld relation mellem to aktører fordrer således, at aktørerne allerede har opnået en

fælles forståelse og evne til at kommunikere med hinanden, hvorfor elementer forbundet

med den kognitive dimension på den måde kan siges at være en forudsætning for

udviklingen af den relationelle dimension. Endvidere argumenter Tsai & Ghoshal for, at

strukturen af sociale relationer har indflydelse på både skabelsen og delingen af sprog,

koder, kollektive mål og værdier hos individer. De peger således på, at en aktørs position i

et socialt netværk har indflydelse på, i hvor høj grad denne deler værdier, sprog, koder etc.

69 Ibid. pp. 254 70 Se kapitel 3


44

med andre aktører, og at aktører med en central position i et netværk typisk også vil være

centrale for skabelsen og delingen af disse kognitive egenskaber. Samtidig bringer nye

medlemmer af en social struktur nye koder og værdier med sig, som gennem en proces af

interaktioner inkorporeres og påvirker skabelsen af nye forståelsesmønstre (f.eks. har en

central chefs sprog, værdier m.m. typisk større gennemslagskraft på fælles sprog, værdier,

normer m.m. end en aktør med en perifer position). Strukturen af eksisterende sociale

relationer (den strukturelle dimension) har således indflydelse på skabelsen af elementer

indenfor den kognitive dimension.71

Disse forbindelser mellem dimensionerne er væsentlige at have for øje ved enhver

vurdering, analyse, investering eller anden undersøgelse af social kapital. For en

organisation, som ønsker at investere i social kapital, er det således vigtigt med en

helhedsorienteret indsats, idet en afgrænset investering i én af dimensionerne kun vil

medføre en mindre effekt, hvis de andre er mangelfulde. Udviklingen af en vision, der kan

sprede en kollektiv forståelse af organisationens mål, er således ikke meget værd, hvis ikke

der eksisterer tilstrækkelige sociale relationer, som binder medarbejdere eller

forretningsenheder sammen, ligesom udviklingen af tillidsfulde relationer mellem

medarbejdere vanskeliggøres, hvis medarbejderne ikke kan kommunikere og forstå

hinanden pga. for stor spredning i sprog, koder eller værdier.

4.1.3 Intellektuel kapital

Hvor Coleman (1988) argumenterer for, at den sociale kapital i familien og nærmiljøet

spiller en væsentlig rolle for udviklingen af human kapital hos individet, peger Nahapiet &

Ghoshal (1998) på social kapital som en betydningsfuld faktor for udviklingen af intellektuel

kapital i organisationer.

I Nahapiet & Ghoshals optik konstituerer de fire videnstyper, som Spender (1996) introdu-

cerer (’conscious’, ’automatic’, ’objectified’ og ’collective’), tilsammen den intellektuelle

kapital i en virksomhed.72 I deres artikel tager de dog primært udgangspunkt i den del af

den intellektuelle kapital, som er lokaliseret i de sociale strukturer, frem for hos individet,

og definerer i den sammenhæng intellektuel kapital som:

”[...] the knowledge and knowing capability of a social collectivity, such as an organiza-

tion, intellectual community, or professional practice.” (Nahapiet & Ghoshal 1998, p.

245).

71 Tsai & Ghoshal (1998), pp. 465 72 Jeg vil med udgangspunkt i Nahapiet & Ghoshals forståelse af begrebet fremover bruge termerne intellektuel kapital og organisatorisk viden ud fra samme betydning og eksplicit gøre opmærksom på det, såfremt jeg henviser til en specifik type af organisatorisk viden/intellektuel kapital.


45

Som denne definition antyder, er der store paralleller mellem begrebet intellektuel kapital

og begrebet human kapital, hvor Coleman forstår sidstnævnte som:

”[...] embodied in the skills and knowledge acquired by an individual.” (Coleman 1988, p.

100).

Hvor human kapital i Colemans forståelse således knytter sig til individuel viden (tavs såvel

som eksplicit viden), anvender Nahapiet & Ghoshal begrebet intellektuel kapital til at

adressere den fælles organisatoriske viden, som rummes i et socialt kollektiv.73 De to

begreber adskiller sig således ved, at intellektuel kapital som ressource er forankret i de

sociale strukturer (ligesom også social kapital) og således ikke kan ejes af en enkelt aktør. I

modsætning hertil er human kapital som ressource lokaliseret hos individet. I lighed med

andre kapitalformer, heriblandt social kapital, repræsenterer de dog begge en produktiv

kraft, som sætter aktører i stand til at handle på nye måder.

Ved at anvende begrebet intellektuel kapital i stedet for human kapital tager Nahapiet og

Ghoshal afsæt i den form for organisatorisk viden, som Spender (1996) kalder henholdsvis

’collective’ og ’objectified’ (social tavs viden og social eksplicit viden), som begge er

videnstyper, der er forankret i en social struktur frem for i individet.74 I modsætning hertil

kan human kapital, som Coleman forstår det, sammenlignes med de videnstyper, som er

lokaliseret hos individet, og som Spender karakteriserer som ’conscious’ og ’automatic’.

Som Spender peger på, har førstnævnte type af organisatorisk viden (’collective’) størst

strategisk betydning for organisationer, idet denne viden er forankret i de sociale strukturer

og som sådan har væsentlig indflydelse på alle medarbejderes handlingsmønstre samtidig

med, at den er yderst vanskelige for andre organisationer at kopiere. Uden at underkende

betydningen af den viden, som er lokaliseret i individet, og som, ifølge Coleman, i øvrigt

også påvirkes af social kapital (se kapitel 3.1.), tager Nahapiet & Ghoshal i deres

undersøgelse derfor udgangspunkt i, hvordan social kapital påvirker skabelsen af den type

af organisatorisk viden, som Spender omtaler som ’collective’ og ’objectified’, der som

videnstyper er forankret i de sociale strukturer, som findes i enhver organisation eller anden

social entitet. Her er det i øvrigt relevant at påpege, at Nahapiet & Ghoshal ikke opfatter

denne kollektive videnstype (’collective’) som blot en aggregering af en samling af

individers viden, men snarere som en viden, der er lokaliseret i komplekse og fælles sociale

praksisser og rutiner og dermed dybt forankret i en social kontekst.75 Som sådan påvirkes

73 I den gængse forståelse indbefatter begrebet intellektuel kapital begrebet human kapital, men er bredere, idet det også henviser til viden lokaliseret i de sociale strukturer. Da Nahapiet & Ghoshal primært er interesseret i, hvordan social kapital understøtter skabelsen af den ’”sociale” type af organisatorisk viden, anvender de i artiklen begrebet intellektuel kapital mere snævert som ensbetydende med den ”sociale” viden. Jeg vil følgende anvende intellektuel kapital ud fra samme snævre forståelse, velvidende at begrebet normalt anvendes som et bredere begreb, der refererer til alle fire typer af organisatorisk viden. 74 Se også kapitel 2.2 75 Nahapiet & Ghoshal (1998), p. 246


46

skabelsen af denne videnstype i høj grad af de sociale strukturer, som binder en gruppe,

organisation eller hvilken som helst anden social entitet sammen, idet strukturerne danner

rammen for handling.

4.1.4 Udvikling af intellektuel kapital gennem kombination og udveksling af viden

Nahapiet & Ghoshal undersøger, hvordan intellektuel kapital skabes med udgangspunkt i

Schumpeter (1934) samt Moran & Ghoshal (1996). Begge argumenterer for, at alle

ressourcer, herunder viden, skabes gennem to generiske processer, hvor ressourcer

henholdsvis kombineres og udveksles.76

Med henvisning til flere teoretikere peger Nahapiet & Ghoshal på, at ny viden

grundlæggende skabes i en proces, der enten er præget af gradvise forandringer, hvor

eksisterende viden langsomt udvikles og forfines eller gennem radikale forandringer, hvor

ny viden slår igennem f.eks. som følge af en revolution eller et pludseligt paradigmeskift.77

Fælles for disse processer er, at ny viden udvikles ved at kombinere og udveksle elementer,

som tidligere ikke har været forbundet eller associeret med hinanden.

Eftersom intellektuel kapital generelt skabes i en proces, hvor viden og erfaringer fra

forskellige aktører kombineres, kræver dette en udveksling mellem de involverede parter.

Det kan både være eksplicit viden, der deles mellem individer eller organisationer (ved

overføring af informationer i form af eksempelvis notater, rapporter, produkter, etc.) såvel

som tavs viden, der i højere grad skabes gennem en social proces baseret på interaktion og

samarbejde. I deres forståelse skabes intellektuel kapital dermed i en vekselvirkende

proces, hvor viden kombineres og udveksles mellem parter.

Nahapiet & Ghoshal identificerer i den forbindelse fire grundlæggende betingelser, som skal

være til stede for, at denne proces kan forløbe:

1. Aktører skal have adgang til grupper eller individer, som besidder den relevante

viden for at kunne kombinere/udveksle intellektuel kapital.

2. Aktører skal have positive forventninger af værdien ved at involvere sig i en

kombination/udveksling af intellektuel kapital.

3. Aktører skal være motiveret for at kombinere/udveksle intellektuel kapital.

4. Aktører skal have de fornødne evner til at kunne kombinere/udveksle intellektuel

kapital.

76 Schumpeter (1934) og Moran & Ghoshal (1996) i Nahapiet & Ghoshal (1998), p. 248 77 Nahapiet & Ghoshal (1998), p. 248


47

Nahapiet & Ghoshals forståelse af kombination adskiller sig dermed på visse punkter fra

Nonaka & Takeuchis forståelse af samme proces. Nonaka & Takeuchi ser således

kombination som én fase, hvor forskellige typer af eksplicit viden kombineres for herefter i

en anden fase at blive internaliseret og omdannet til tavs viden. I modsætning hertil mener

Nahapiet & Ghoshal, at tavs viden eksisterer i alle processer, hvor viden skabes, og at

kombination og udveksling som grundlæggende generiske processer ligger til grund for alle

former for omdannelse af viden.

Nahapiet & Ghoshals brug af termen kombination er derfor mere generel og skal ses i

sammenhæng med deres førnævnte forståelse af intellektuel kapital som et begreb, der,

om end de har fokus på den kollektive viden, omfatter både den eksplicitte og tavse

dimension af viden, lokaliseret i individer, såvel som i sociale strukturer.

4.1.5 Social kapital som facilitator for skabelsen af intellektuel kapital

Nahapiet & Ghoshals grundlæggende pointe er, at elementer indenfor de tre dimensioner af

social kapital på forskellig vis faciliterer udviklingen af de fire grundlæggende betingelser for

skabelsen af intellektuel kapital, og illustrerer dette ved hjælp af nedenstående model:78

Model 4.1. Social kapital som betingelse for skabelsen af organisatorisk viden (Nahapiet &

Ghoshal 1998).

78 Nahapiet & Ghoshal (1998), p. 251


48

Som det fremgår, understøtter den strukturelle dimension primært, men ikke udelukkende,

første betingelse, nemlig at aktører kan tilgå relevante individer og/eller grupper. Som del

af den kognitive dimension understøtter fælles koder, sprog og narrativer på forskellig vis

både, at individer har adgang til relevante individer og grupper (første betingelse), at de

kan skabe sig en forventning af værdien ved deres deltagelse (anden betingelse), og at de

rent faktisk besidder de fornødne evner til at kunne kommunikere meningsfyldt med

hinanden (fjerde betingelse). Tillid, normer, forpligtigelser og identifikation, som er

elementer i den relationelle dimension, understøtter udover første og anden betingelse også

aktørernes motivation for at udveksle og kombinere viden med hinanden (tredje

betingelse).

Jeg vil her undlade at beskrive detaljerne for denne proces, men blot konstatere, at disse

dimensioner af social kapital på forskellig vis understøtter skabelsen af den form for

organisatorisk viden, som er lokaliseret i sociale strukturer (’objectified’ og ’collective’) og

som er central for organisationers evne til at understøtte, hvad der i rapporten af McKinsey

betegnes som ’tacit interactions’. Derimod vil jeg med baggrund i Nahapiet & Ghoshals

argument om, at de tre dimensioner faciliterer skabelsen af intellektuel kapital (her specifikt

forstået som den organisatoriske viden, der findes i sociale strukturer), senere undersøge,

hvordan forskellige komponenter af social software understøtter netop disse dimensioner.

Modellen har flere lighedspunkter med Adler & Kwons (2002) opfattelse af, hvordan social

kapital giver anledning til forskellige organisatoriske fordele ved at influere på aktørers

mulighed, evne og motivation for at interagere med hinanden og dermed drage nytte af de

ressourcer, som den sociale kapital tilbyder. Som Adler & Kwon peger på, udgør en aktørs

netværk af sociale relationer et væsentligt aktiv, idet aktøren i kraft af disse relationer har

adgang til flere ressourcer, hvilket øger vedkommendes handlingsmuligheder. Aktørers

evner til at kommunikere meningsfuldt er et andet central element af den sociale kapital.

Ligesom Nahapiet & Ghoshal peger Adler & Kwon på, at store forskelle i aktørers

kompetencer og ressourcer kan vanskelig- eller ligefrem umuliggøre aktørers udveksling og

kombination af viden. F.eks. kan en relation til en produktionsingeniør være gavnlig for en

produktdesigner, idet førstnævnte potentielt kan give værdifuld viden om, hvorvidt et givet

produkt kan produceres eller ej. Denne kontakt er dog ikke meget værd, hvis ikke begge

personer har den nødvendige forståelse for hinandens felt til at kunne kommunikere

meningsfuldt. Forbindelsen imellem dem er således ikke nok i sig selv til at aktivere

værdien af den sociale kapital. Udover at aktørerne rent faktisk skal have kendskab til

hinanden og have de nødvendige evner til at indgå i en meningsfuld kommunikation,

kræves det derfor også, at individerne har en tillidsfuld relation og en gensidig

forventningsstruktur for, at de er motiveret til at dele viden.79

79 Adler & Kwon (2002), pp. 24


49

Hvad Adler & Kwon omtaler som mulighed, evne og motivation, kan derfor sammenlignes

med, hvad Nahapiet & Ghoshal definerer som henholdsvis den strukturelle, kognitive og

relationelle dimension. Den strukturelle dimension har indflydelse på aktørers mulighed for

at dele viden (i kraft af deres sociale netværk), den kognitive dimension har indflydelse på

aktørers evne til at dele viden (i kraft af deres evne til at kommunikere meningsfuldt) og

den relationelle dimension har indflydelse på aktørers motivation for at dele viden (i kraft af

deres tillid, normer, gensidige forventningsstrukturer m.m.).

I forlængelse af ovenstående er det således en central pointe hos Nahapiet & Ghoshal såvel

som hos Adler & Kwon, at en stigning i summen af den sociale kapital i en organisation vil

have en positiv indvirkning på skabelsen og delingen af organisatorisk viden. Dette rejser

følgende et naturligt spørgsmål om, hvordan organisationer mere specifikt kan understøtte

skabelsen og vedligeholdelsen af disse dimensioner af social kapital, hvilket jeg, med

baggrund i begrebet om praksisfællesskaber, vil undersøge i det følgende kapitel.

4.2 Sammenhængen mellem praksisfællesskaber og social kapital

I forlængelse af de mange positive effekter, som ofte forbindes med social kapital

(heriblandt effekten på organisatorisk viden), har flere forfattere undersøgt, hvordan

organisationer aktivt kan fremme den sociale kapital.80 Forfattere som Lesser & Prusak

(1999), Lesser & Storck (2001) og Abou-Zeid (2007) peger i den forbindelse på en række

positive forbindelser mellem praksisfællesskaber og social kapital.

Lesser & Prusak argumenterer således for, at praksisfællesskaber fremmer medlemmernes

muligheder for at udvikle deres netværk med individer, der deler samme interesser som

dem selv, og at praksisfællesskaber derfor virker befordrende for skabelsen og

vedligeholdelsen af den strukturelle dimension af social kapital. Et forhold, som Dalkir

(2005) også peger på:

”Knowledge-sharing communities are the primary producers of social capital, as they

provide the opportunity for individuals to develop a network with members who share

similar professional interests.” (Dalkir 2005, p. 135).

I den forbindelse er det væsentlig at understrege, at praksisfællesskaber ikke kun giver

fordele for de enkelte medlemmer, idet individer, som er uden for netværket, også kan tilgå

80 For mere om. hvordan organisationer kan investere i social kapital se: Prusak & Cohen (2001a), Prusak & Cohen (2001b), Nahapiet & Ghoshal (1998), Lesser (2000) og Vilanova & Josa (2003) m.fl.


50

de specifikke ressourcer (i form af f.eks. viden eller kontakter), som praksisfællesskabet

indeholder eller har adgang til.81

De egenskaber som knytter sig til praksisfællesskaber (fælles virksomhed, gensidig

engagement og fælles repertoire) virker samtidig befordrende for medlemmernes skabelse

og vedligeholdelse af et fælles sprog og en fælles forståelsesramme. Gennem kontinuerlig

deltagelse og tingsliggørelse (i f.eks. dokumenter, filer, produkter etc.) udvikler

medlemmerne således et fælles sprog (fagtermer, metaforer, historier etc.), som letter

deres evne til at forstå hinanden, og faciliterer, hvad der i relation til social kapital, kan

betegnes som den kognitive dimension. Ligeledes fremmer den kontinuerlige interaktion

mellem medlemmer i et praksisfællesskab en indbyrdes tillid til og forpligtigelse over for

hinanden, ligesom den fremmer udviklingen af fælles normer og værdier. Dvs. aspekter

som kendetegner den relationelle dimension.

Lesser & Prusak argumenterer således for, at individers medlemskab og interaktion i

praksisfællesskaber er en væsentlig drivkraft for skabelsen og vedligeholdelsen af social

kapital, hvorfor de opfordrer organisationer til at skabe optimale rammer og betingelser for

udviklingen af praksisfællesskaber.82 En hypotese, som Lesser & Storck (2001) senere

bekræfter med baggrund i empiriske undersøgelser. Ved at studere praksisfællesskaber i

syv virksomheder argumenterer de således for, at den sociale kapital, der er til stede i disse

praksisfællesskaber, leder til ændringer i adfærd, som igen leder til positive effekter for

organisationernes overordnede præstationsevne.

Mens Lesser & Prusak og Lesser & Storck primært peger på praksisfællesskaber som en

drivkraft for skabelsen og vedligeholdelsen af social kapital, argumenterer Abou-Zeid (2007)

for, at det omvendte også er tilfældet. Dvs. at social kapital også influerer på effektiviteten i

et praksisfællesskab. Abou-Zeid argumenterer således for, at forholdet mellem

praksisfællesskaber og social kapital kan karakteriseres som vekselvirkende og dynamisk.

Ligesom deltagelsen i praksisfællesskaber faciliterer skabelsen og vedligeholdelsen af social

kapital, influerer social kapital således også på effektiviteten i et praksisfællesskab, idet den

eksisterende sociale kapital i høj grad influerer på medlemmernes indbyrdes interaktion.83

81 Praksisfællesskaber er således ikke lukkede eller isolerede fra resten af organisationen. 82 For mere om hvordan organisationer kan understøtte praksisfællesskaber se bl.a.: Lesser & Prusak (1999) og Wenger (1998). 83 Her er til en hvis grad igen tale om ”hønen-og-ægget” problematikken, der som tidligere nævnt (se kapitel 3) karakteriserer social kapital og som gør det vanskeligt at isolere årsag og effekt i relation til social kapital.


51

Både den sociale kapital og deltagelsen i praksisfællesskaber fremmer de socialiserings-

processer, hvorigennem især den tavse, kollektive type (’collective’) af organisatorisk viden

skabes og vedligeholdes (se kapitel 2 og 4). I relation til organisatorisk viden er der således

meget der taler for, at organisationer bør investere både i praksisfællesskaber og i den

social kapital, idet de gensidig påvirker og understøtter hinanden (positivt såvel som

negativt). En lav social kapital vil således væsentlig reducere effektiviteten i

praksisfællesskaber, ligesom skabelsen og vedligeholdelsen af social kapital i høj grad

afhænger af, at individer kan deltage i en fælles praksis.

4.3 Hvad betyder Internettet for skabelsen af social kapital?

”The internet is the largest and most fully connected social network of them all.”

(Wellman 2001, p. 2031).

Flere forfattere har forsøgt at undersøge relationen mellem Internettet og social kapital,

som oftest med det formål at finde ud af, om Internettet understøtter eller skader den

sociale kapital. Konklusionerne på dette punkt er tvetydige og er som regel præget af,

hvorvidt forfatterne karakteriserer tiden brugt på Internettet som en social aktivitet eller

som en passiv aktivitet på linje med f.eks. det at se fjernsyn. Et centralt emne for denne

diskussion er således, om anvendelsen af Internettet bidrager til at skabe og vedligeholde

sociale relationer, eller om tiden i en social kapital kontekst snarere kan anses som spildtid

og dermed skadelig, idet den fratager os tid, som vi i stedet kunne have anvendt til at

involvere os med hinanden.

Standpunkterne i diskussionen om, hvordan anvendelsen af Internettet påvirker den sociale

kapital, kan groft inddeles i to lejre:

1. Internettet mindsker den sociale kapital.

2. Internettet supplerer den sociale kapital.

Forfattere med det første standpunkt argumenterer typisk for, at Internettet primært

anvendes til underholdning, informationssøgning og andre asociale aktiviteter, som

grundlæggende frarøver folk den tid, de ellers ville bruge med deres familie eller venner.

Herudover argumenterer forfattere som Quan-Haase & Wellman (2004),84 at den globale

kommunikation, som Internettet tilbyder, ofte medfører, at folk bliver mindre interesseret i

deres lokalområde og i politik, hvilket man, med afsæt i Putnam, kan argumentere for,

84 Quan-Haase & Wellman (2004), p. 116 i Huysman & Wulf (2004)


52

medfører, at den sociale kapital (især den brobyggende) mindskes. Forfattere som Cohen &

Prusak (2001) peger samtidigt på, at virtuel kommunikation, set i forhold til face-to-face

kommunikation, indeholder nogle begrænsninger i forbindelse med social kapital, idet:

• Ingen af de eksisterende virtuelle teknologier understøtter (endnu) det komplekse

sanseapparat, hvormed vi som mennesker kommunikerer og relaterer til hinanden

(f.eks. vha. gestik, dufte, lyde, etc.) og dermed opbygger social kapital.

• Virtuel kommunikation er ofte kort, afbrudt, og uregelmæssig, men skabelsen og

vedligeholdelsen af holdbare sociale relationer og social kapital kræver regelmæssig

interaktion over en længere tidsramme.

• Virtuel kommunikation som e-mail og videokonference kan sommetider distrahere

folk fra mentalt at være tilstede der, hvor de fysisk befinder sig og som effekt

resultere i, at folk ”hverken er her eller der”.85

I den anden lejr argumenterer forfattere som Williams (2006), Blanchard & Horan (1998)

samt Ellison & Lampe (2007) for, at Internettet supplerer den sociale kapital, som findes

offline. Internettet anskues som et kommunikationsmedie, der støtter aktører i at udvikle og

vedligeholde den eksisterende sociale kapital, som de f.eks. har opbygget gennem

telefonsamtaler eller face-to-face møder. Både Williams samt Ellison & Lampe

argumenterer, med henvisning til Putnams distinktion mellem brobyggende og afgrænsende

social kapital, at Internettet faciliterer skabelsen af den brobyggende sociale kapital, men

kun i ringe grad influerer på de mere nære relationer, som kendetegner den afgrænsende

sociale kapital. Williams peger på, at Internettet sætter folk i stand til at interagere med et

stort antal mennesker og dermed danne og vedligeholde mere løse sociale relationer, end

de kan offline, og at omkostningerne forbundet med at forme og forlade sociale netværk er

lavere, end de er i den ”virkelige” verden. Omvendt er den mere løse og sporadiske

interaktion på Internettet ikke særlig befordrende for skabelsen af dybere og mere tætte

relationer, da disse er mere tidskrævende og kræver gentagende face-to-face interaktion

for at kunne udvikles. Omtrent samme konklusion drager Ellison & Lampe i deres

undersøgelse af, hvordan den sociale netværkstjeneste Facebook influerer på den sociale

kapital blandt skoleelever. På baggrund af empiriske data konkluderer de i undersøgelsen,

at Facebook virker fremmende for den brobyggende sociale kapital, men at dette i høj grad

synes at være nært forbundet med elevernes allerede eksisterende sociale kapital. Med

andre ord synes de elever, som til daglig har et veludviklet socialt netværk, at nyde større

fordele af en tjeneste som Facebook, end de elever som har adgang til en ringere social

kapital. Online interaktion synes derfor at booste den eksisterende offline sociale kapital,

som eleverne har adgang til, hvilket i øvrigt stemmer meget godt overens med Coleman og

85 Cohen & Prusak (2001), p. 163


53

Bourdieus førnævnte pointer om, at social kapital akkumulerer eksponentielt over tid lidt

ligesom penge i banken (renters rente). De, der har meget af den, udvikler mere over tid,

end de, der har lidt.

Som Quan-Haase & Wellman peger på, vanskeliggøres undersøgelser af sammenhængen

mellem social kapital og anvendelsen af Internettet bl.a. af, at Internettet udvikler sig med

meget stor hast både teknologisk, omfangsmæssigt samt i måden, hvorpå det anvendes.

Udviklingen af Internettet har de senere år været så markant, at flere taler om en ny

version af Internettet (Web 2.0), hvor det nye Internet adskiller sig fra ”det gamle” ved at

være baseret mere på deltagelse og interaktion frem for på underholdning og

informationssøgning.86 Samtidigt anvender personer eller grupper af personer også

Internettet meget forskelligt, hvorfor det kan være problematisk at sige noget generelt om,

hvordan Internettet isoleret set influerer på den sociale kapital. Idet online og offline

fællesskaber imidlertid ikke nødvendigvis ekskluderer hinanden, men snarere kan ses som

komplementære, støtter jeg mig i opgaven primært til Williams (2006) pointe om, at

relationen mellem sociale og teknologiske netværk ikke er ”en enten eller” diskussion.87

Hvad enten man mener Internettet påvirker social kapital positivt eller negativt, er der dog

enighed så langt som til, at Internettet, som en virtuel ramme for social interaktion, i hvert

fald har en indflydelse på skabelsen og vedligeholdelsen af social kapital. Huysman & Wulf

(2005) argumenterer for, at dette gælder for alle IT-baserede kommunikations- og

samarbejdsværktøjer, og at mange videndelingssystemer netop ofte fejler, fordi man i

designet af dem, ikke tager tilstrækkelig højde for den sociale kapital i organisationen, som

de implementeres i. Som sådan peger de derfor på, at en social kapital analyse kan give

værdifulde oplysninger til designet af videndelingssystemer og dermed øge sandsynligheden

for, at de anvendes optimalt i forhold til deres hensigt om at understøtte videndelingen i

den pågældende organisation.

86 Tim O’Reilly, som anses som faderen til begrebet web 2.0, taler også om en udvikling fra ’read’ web til ’write’ web, hvormed det skal forstås, at tendensen er, at brugere i dag anvender Internettet mere aktivt end tidligere, hvor anvendelsen af Internettet var en mere passiv aktivitet. Tim O’Reilly, (sept. 2005) ”What is Web 2.0”. Lokaliseret den 28 Juli 2008 på http://www.oreillynet.com/pub/a/oreilly/tim/news/2005/09/30/what-is-web-20.html 87 Williams (2006)


54

4.4 Social kapital som analyseværktøj

”Successfully marshalling human and technological resources in tandem is the

key organisational and social challenge of our times. Organisations have been

mystified as to why ICTs [Information and communication technologies] have

failed to deliver promised productivity benefits, only to find that they have paid

insufficient attention to the social infrastructure in which these new tools are

embedded.”

(Hutton i Davies 2003, p. 1).

I samklang med ovenstående citat argumenterer Huysman & Wulf (2005) for, at mange IT-

baserede videndelingssystemer i organisationer fejler, fordi designere af systemerne har et

for ensidigt fokus på den individuelle bruger frem for på det sociale miljø, hvori viden

udveksles og kombineres. Som følge heraf tager systemerne ikke tager tilstrækkelig højde

for brugeres mulighed, evne og motivation for at dele viden. I relation til videndeling kan

social kapital som begreb med fordel anvendes til at undersøge sociale strukturer, hvori

netop den sociale og tavse (’collective’) viden er indlejret.

Huysman & Wulf peger på, at langt de fleste videndelingssystemer primært understøtter

den strukturelle dimension af social kapital, men kun i langt mindre grad understøtter den

kognitive og relationelle dimension med det resultat, at flere af systemerne ikke anvendes

efter hensigten pga. brugernes manglende evne eller motivation til at anvende systemet til

at dele viden. Som følge heraf peger de på, at videndelingssystemer bør designes ud fra en

mere integreret tilgang, der understøtter samtlige dimensioner af den social kapital. For at

sikre dette argumenterer de for, at man forud for designet foretager en kravsanalyse med

udgangspunkt i den sociale kapital, som eksisterer i den pågældende gruppe eller

organisation, hvor IT-systemet skal implementeres, og her identificerer eventuelle

muligheder, udfordringer, barrierer m.m., som systemet bør tage højde for. En sådan

analyse af social kapital kan med fordel foretages med udgangspunkt i Nahapiet &

Ghoshals (1998) samt Adler & Kwons (2002) førnævnte begrebsapparater, da disse giver en

operationel forståelse af, hvad social kapital er, og hvordan det faciliterer viden.

Som tidligere nævnt, argumenterer Nahapiet & Ghoshal for, at den strukturelle dimension

(konfigurationen af netværket og sammensætningen af relationer), har betydning for

aktørers adgang til relevante sociale netværk. Adgangen til disse netværk er en

forudsætning for, at skabelsen og delingen af organisatorisk viden kan finde sted, og det er


55

således den strukturelle dimension, der, som Adler & Kwon pointerer, giver aktører

mulighed for at danne de relationer, hvorigennem viden deles. Som Huysman peger på, bør

en undersøgelse af strukturen og konfigurationen af netværket foretages ved bl.a. at

undersøge, hvem der deler viden med hvem, og hvordan de gør det, idet dette kan give et

billede af eksisterende eller manglende muligheder, barrierer eller udfordringer i forbindelse

med at forme og vedligeholde relationer.88 En analyse med dette fokus kan samtidig give en

indikation af, om strukturen af de sociale netværk virker befordrende for skabelsen af

organisatorisk viden, idet den giver information om, hvorvidt der er tale om lukkede

netværk, stabile netværk, om der er redundans m.m.89

Den kognitive dimension kan, ifølge Adler & Kwon, ses som aktørers evne til at forstå

hinanden, hvilket i ligeså høj grad er en forudsætning for, at aktører kan dele viden. En

analyse af denne dimension bør fokusere på hvilke fælles sprog og narrativer, der eksisterer

i organisationen, og om medarbejderne har problemer med at forstå hinanden på grund af

f.eks. sproglige, uddannelsesmæssige eller kulturelle forskelligheder. I relation til viden

peger Huysman (2004) på, at man her bør undersøge, hvilken form for viden, der deles, og

alt efter styrken af den kognitive dimension, designe systemet så det giver medarbejdere

mulighed for at knytte tilstrækkelig mening til denne viden. Hvis den kognitive dimension af

den sociale kapital er svag (dvs. at de ikke deler samme forståelsesramme), bør systemer

således imødekomme dette ved i højere grad at sætte brugere i stand til at knytte mening

til denne viden og overkomme eventuelle kognitive forståelsesbarrierer (f.eks. ved hjælp af

kontekstmarkører, historier, video- og audioindslag etc.).

En analyse af den relationelle dimension bør, med reference til Adler & Kwon, se på aktørers

motivation for at dele viden, og indebærer som sådan et fokus på karakteren af gensidig

tillid og respekt, fælles normer samt det overordnede mønster af reciprocitet og

forventninger. I relation til viden peger Huysman på, at man her bør se på, hvorfor og

hvornår aktører deler viden.90

En analyse af et socialt system foretaget ud fra ovenstående tilgang vil, ifølge Huysman,

generere værdifuld viden om de muligheder, udfordringer og barrierer, som et

videndelingssystem bør tage højde for og designes til at imødekomme. For overbliks skyld

kan denne tilgang opsummeres i nedenstående model:

88 Huysman & Wulf (2005), p. 19 89 Se Coleman i afsnit 3.4.1. for mere herom. 90 Huysman (2004), pp. 198 i Huysman & Wulf (2004)


56

Tabel 4.1. Betingelser for videndeling (Huysman & Wulf 2004, p. 198)

Videndelings

undersøgelses-

Spørgsmål

Hvem deler viden og,

hvordan deles den?

Hvilken viden deles? Hvorfor og hvornår

deles viden?

Dimensioner

(Nahapet & Ghoshal)

Strukturel dimension Kognitiv dimension Relationel dimension

Kilder til social

kapital (Adler &

Kwon)

Mulighed Evne Motivation

Indhold

• Netværksforbindelser

• Konfiguration

• Organisation

• Fælles koder og

sprog

• Fælles narrativer

• Tillid

• normer

• forpligtigelser

• identifikation

• respekt

• generaliseret

reciprocitet

Betingelser for

videndeling

Strukturel mulighed for

at dele viden

Kognitiv evne til at

dele viden

Relationsbaseret

motivation til at dele

viden

For at få en mere praktisk indsigt i social kapitals betydning for organisationers evne til at

skabe og dele viden og herunder undersøge, hvordan IT kan understøtte denne, vil jeg i det

følgende undersøge, hvordan den sociale kapital kommer til syne blandt aktører i Region

Syddanmark. Da man her netop er i gang med at udvikle et videndelingssystem, er

ovenstående analyseapparat et udmærket værktøj til at se på, hvordan den sociale kapital

udfolder sig i praksis, og hvad dette i givet fald betyder for designet af det kommende

videndelingssystem.

4.5 Delkonklusion

Social kapital kan som begreb anvendes til at undersøge sociale strukturer, som har en

væsentlig indflydelse på individer, såvel på som organisationers evne til at producere, dele

og anvende viden, idet social kapital muliggør eller begrænser aktørers

handlingsmuligheder.

Coleman har peget på, hvordan social kapital har en væsentlig påvirkning på individers

evne til at producere viden (human kapital), mens både Nahapiet & Ghoshal (1998) samt

Adler & Kwon (2002) argumenterer for, at social kapital, som bestående af tre dimensioner,

er en væsentlig faktor og forudsætning for, at organisatorisk viden kan deles. Dermed


57

følger, at en øget social kapital vil styrke organisationer evne til at skabe og dele


Deltagelse i praksisfællesskaber synes at understøtte skabelsen og vedligeholdelsen af både

den strukturelle, kognitive og relationelle dimension af social kapital, ligesom social kapital

(i kraft af gensidig tillid, fælles normer, og sociale netværk) er af afgørende betydning for,

at praksisfællesskaber kan fungere effektivt. Begreberne synes således at understøtte

hinanden i et dialektisk forhold, hvilket indikerer, at organisationer, der har ønsket om at

fremme skabelsen og vedligeholdelsen af organisatorisk viden, bør investere både i

praksisfællesskaber (offline såvel som online) såvel som i social kapital.

Med udgangspunkt i Huysman & Wulfs pointer om, at design af videndelingssystemer bør

tage udgangspunkt i en undersøgelse af den eksisterende sociale kapital, vil jeg i det

følgende kapitel belyse et eksempel på, hvordan en sådan kan foretages i mindre målestok

med udgangspunkt i en afdeling i Region Syddanmark, som netop er i gang med at designe

et nyt videndelingssystem.

Kapitel 5: Hvordan social kapital understøtter videndeling – case analyse af Region Syddanmark

58

5 Hvordan social kapital understøtter videndeling – case analyse af Region Syddanmark

5.1 Præsentation og afgrænsning af case

I dette kapitel vil jeg, med udgangspunkt i et team i Region Syddanmark ved navn

Forebyggelsesteamet, diskutere, hvordan social kapital spiller en vigtig rolle for skabelse og

deling af viden mellem aktører indenfor sundhedsområdet i Region Syddanmark. Jeg vil

kortlægge de vigtigste udfordringer i forbindelse med at understøtte skabelsen og

vedligeholdelsen af denne sociale kapital og specifikt se på, hvordan teamets nuværende

anvendelse af IT kan siges at understøtte den sociale kapital. Da Forebyggelsesteamet i dag

er involveret i en udvikling af et nyt videndelingssystem, nemlig Dialognet, vil jeg senere (i

kapitel 6) anvende denne analyse af den sociale kapital som fundament for en vurdering af,

hvordan systemet i kraft af sin opbygning imødekommer de vigtigste udfordringer og

behov, som eksisterer i relation til social kapital og videndeling.

5.1.1 Mål og afgrænsning:

Forebyggelsesteamet indgår i et stort socialt system bestående af mange forskellige aktører

som f.eks. lægepraksisser, sygehuse, kommuner m.fl. At foretage en dækkende analyse af

den sociale kapital i et så komplekst system vil kræve en analyse, som for dette speciale vil

være alt for omfattende. I erkendelse af dette var mit indledende fokus derfor afgrænset til

en undersøgelse af, hvordan IT understøtter skabelsen og vedligeholdelsen af den sociale

kapital internt i Forebyggelsesteamet. Efter flere samtaler med teamet stod det dog hurtigt

klart, at de største udfordringer i forhold til samarbejde og videndeling var i forbindelse med

teamets opgave med at facilitere skabelse og deling af viden både med såvel som mellem

deres klienter og samarbejdspartnere, mere end det var et spørgsmål om videndeling

internt i teamet. Jeg har derfor ændret mit indledende fokus og vil i analysen søge at give

et indblik i de generelle udfordringer for skabelsen og vedligeholdelsen af den sociale kapital

både med og mellem Forebyggelsesteamet og deres klienter og samarbejdspartnere. I

forlængelse heraf undersøger jeg, hvordan deres nuværende brug af IT imødekommer disse

udfordringer.

Formålet med analysen er således at opnå en mere praktisk forståelse for, hvad social

kapital betyder for videndeling i en dansk organisation. Med udgangspunkt i denne korte

analyse vil jeg herefter senere i opgaven diskutere, hvordan Dialognet, i kraft af sin

opbygning, kan vurderes at imødekomme disse udfordringer. Analysen er således ikke kun

et mål i sig selv, men peger også fremad mod et senere kapitel.


59

5.1.2 Metode og validitet

Analysen vil tjene som fundament for en senere vurdering af, hvordan Dialognet som et

eksempel på et socialt software system imødekommer de specifikke udfordringer i forhold til

den sociale kapital blandt aktørerne i Region Syddanmark. Der vil være tråde tilbage til

Nonaka, Wenger, Coleman, Bourdieu, Putnam m.fl., men da målet ikke er en

tilbundsgående forståelse for teamets virkelighed i sig selv, tager jeg først og fremmest

udgangspunkt i dét teoriapparat, som Huysman & Wulf argumenterer for (se afsnit 4.5). I

sammenhæng med dette anvender jeg Nahapiet & Ghoshal samt Adler & Kwon til at

undersøge de vigtigste udfordringer indenfor den strukturelle, kognitive og relationelle

dimension af social kapital. Denne undersøgelse giver en praktisk forståelse af

sammenhængen mellem social kapital og organisatorisk viden, men tjener derudover også

som udgangspunkt for en senere analyse af, hvordan Dialognet understøtter den sociale

kapital.

Den praktiske indsamling af data bestod af en dags deltagende observation, hvor jeg fulgte

medarbejdernes arbejdspraksis, og hvor jeg primært fokuserede på deres anvendelse af IT.

Desuden udførte jeg semistrukturerede interview af mellem ½ og 1½ times varighed med

fem medarbejdere fra Region Syddanmark. Således interviewede jeg fra

Forebyggelsesteamet (som hører under Afd. for Kommunesamarbejde) teamlederen,

projektlederen for Dialognet, to projektkoordinatorer samt en webchef fra

Kommunikationsafdelingen. Alle udfylder centrale roller i arbejdet med at fremme

samarbejdet med og mellem aktører, der arbejder med sundhed og forebyggelse i Region

Syddanmark, og har som sådan gjort sig overvejelser omkring udfordringer og barrierer i

forbindelse med aktørernes videndeling.

Det begrænsede antal af interview og observationer reducerer naturligvis validiteten af

analysen som et overordnet billede af forholdene i Region Syddanmark, idet de ikke er

sammenholdt med andre aktørers opfattelse (som f.eks. kommunerne). Ligeledes ville

længerevarende observationer af arbejdspraksis naturligvis også bidrage til et mere

dækkende billede af, hvordan aktørerne anvender IT til at kommunikere i det daglige.

Formålet med analysen her er imidlertid at synliggøre, hvordan en operationel analyse af

social kapital kan give en værdifuld viden i relation til design og anvendelse af IT-baserede

videndelingssystemer. Målet er således ikke i sig selv en dækkende undersøgelse af den

sociale kapital i regionen, men snarere at synliggøre relevansen af en analysetilgang,

hvormed man kan undersøge de sociale strukturer.

En mere valid analyse af social kapital ville kræve en mere grundig indsamling af både

kvalitative og kvantitative data. Grundige etnografiske studier af kvalitativ karakter kan

med fordel anvendes til at afdække den relationelle og kognitive dimension af social kapital


60

gennem analyse af de sociale relationer og narrativer, som eksisterer i organisationen.91

Tilsvarende kan en social netværksanalyse foretaget med baggrund i en kvantitativ

dataindsamling give en værdifuld indsigt i og visualisering af, hvordan relationerne i det

sociale netværk er struktureret.92

5.1.3 Præsentation af case

Strukturreformen fra 2007 betød en nedlæggelse af de danske amter og en omfordeling af

tidligere ansvarsområder mellem kommuner, staten og de nye regioner. Som led i den

opfølgende sundhedslov fra august 2007 har de nye regioner fået ansvaret for

sundhedsvæsenet og dermed ansvaret for sygehusene og hele sygesikringsområdet,

herunder praktiserende læger og speciallæger. Kommunerne har til gengæld fået

overdraget det primære ansvar for at skabe rammer for en sund levevis og skal varetage

den såkaldte borgerrettede forebyggelse. Et ansvar, som regionerne hjælper dem med at

løfte ved at yde rådgivning til kommunerne om forebyggelse og fremme af sundhed.

I Region Syddanmark varetages denne opgave af Forebyggelsesteamet, som hører under

Afdelingen for Kommunesamarbejde. Teamets hovedopgave består i at rådgive kommuner

om forebyggelse og sundhedsfremmende initiativer samt at bidrage til udvikling og deling af

viden på området. I deres rådgivning fokuserer de på at skabe samarbejde og sparring på

tværs af kommuner, at bidrage til metodeudvikling samt at bygge bro mellem forskning og

praksis for derigennem at formidle den nyeste viden på området. Dette arbejde er særdeles

vigtigt, da kommunerne nu skal varetage nye opgaver, som de ikke har stor erfaring i at

løse. Forebyggelsesteamet løser i praksis denne rådgivningsfunktion ved at:

1. Arrangere temamøder om forebyggelse og sundhedsrelaterede emner, hvor viden

formidles og udveksles mellem kommuner (f.eks. om rygning og bevægelse).

2. Yde konsulentbistand til kommuner omkring specifikke sundhedsrelaterede emner.

3. Indgå i udviklingsprojekter sammen med kommuner og andre aktører (om f.eks.

patientrettet forebyggelse på sygehuse).

4. Tilbyde kompetenceudvikling gennem kurser, foredrag og oplæg.

Som disse tiltag viser, er opbyggelsen og delingen af viden en essentiel del af

Forebyggelsesteamets arbejde for fremme af folkesundheden. At Forebyggelsesteamet

hører under Afd. for Kommunesamarbejde understreger, at videndelingen skal ske i

samarbejde mellem kommunerne. Eller som Forebyggelsesteamets leder siger: ”vores

opgave er at facilitere relationer mellem kommuner”.93 Det er i den forstand

91 For mere om dette, se Huysman & Wulf (2005). 92 Ibid. p. 32. 93 Af hensyn til informanternes fortrolighed har jeg valgt ikke at vedlægge optagelser af mine interviews eller referaterne af dem. Disse kan dog rekvireres af sensor og/eller vejleder ved henvendelse.


61

Forebyggelsesteamets opgave at facilitere udvikling og deling af en kollektiv viden i og

mellem kommunerne. En videnstype, som i Spenders termininologi kan anses som værende

både tavs og social (’collective’) samt eksplicit og social (’objectified’).

5.2 Udfordringer i forhold til at skabe og vedligeholde social kapital i Region Syddanmark

Med det formål at identificere de vigtigste udfordringer i forbindelse med at skabe og

vedligeholde den sociale kapital, som synes central for evnen til at skabe og dele viden

mellem Forebyggelsesteamet og deres samarbejdspartnere, tager jeg nedenfor

udgangspunkt i Nahapiet & Ghoshals forståelse af social kapital som bestående af tre

dimensioner. Som tidligere gennemgået, definerer Nahapiet & Ghoshal social kapital som

bestående af tre dimensioner, der er kendetegnet ved at:

• Individer må opfatte sig selv som et del af et netværk (den strukturelle dimension).

• Aktørerne i et netværk deler fælles interesser og har en fælles forståelse for de

emneområder, som er vigtige for netværket, (den kognitive dimension).

• Der hersker en grad af tillid og fælles forpligtigelser mellem aktørerne i netværket

(den relationelle dimension).

Disse tre dimensioner har, med reference til Adler & Kwon, stor betydning for aktørers

mulighed, evne og motivation til at skabe og dele viden og udgør dermed en central

forudsætning for Forebyggelsesteamet arbejde med at facilitere samarbejde og videndeling

mellem de forskellige aktører i Region Syddanmark. En sådan analyse af det sociale system

kan, som Huysman & Wulf peger på, desuden give værdifuld viden om de eksisterende eller

potentielle udfordringer, muligheder og barrierer, man bør tage højde for i designet af et

videndelingssystem. Da Forebyggelsesteamet, som nævnt, netop er i gang med at designe

et videndelingssystem, vil en analyse af udfordringer i forbindelse med at skabe og

vedligeholde den sociale kapital i dette sociale system derfor tjene som fundament for en

senere analyse og vurdering af, hvorledes dette IT-system vil kunne imødekomme de

forskellige aktørers krav og forventninger til systemet.

5.2.1 Mulighed for at dele viden - hvem deler viden med hvem, og hvordan gør de det?

Forebyggelsesteamets arbejde med at fremme forebyggelse og sundhed er todelt, således

at de både deler ud af egen viden og ekspertise om emnet samt støtter kommunerne i

regionen og andre interessenter (som interesseorganisationer, universiteter,

sygehuspersonale, praktiserende læger m.m.) til at samarbejde og dele værdifulde

erfaringer med hinanden.


62

Den første opgave varetages først og fremmest gennem afholdelse af

informationskampagner, temamøder og kurser og ved at tilbyde kommunerne individuel

konsultation og vejledning. Den anden opgave, altså facilitering af samarbejde mellem

kommunerne, fordrer i første omgang, at der etableres kendskab og relationer mellem

medarbejdere, som arbejder med sundhed i de enkelte kommuner, altså at de, som

Forebyggelsesteamet giver udtryk for, ”[...] lærer at bruge hinanden på kryds og tværs

uden os”. Forebyggelsesteamet fremmer skabelsen af disse relationer ved at opfordre til

fælles deltagelse i informationsmøder og kurser og ved at facilitere forskellige

projektbaserede interessegrupper med deltagere på tværs af kommuner, som deler viden

om emner som hjerterehabilitering, forebyggelse af rygning, overvægt m.m.

En væsentlig fordel ved møderne er, at de bringer interessenterne sammen, hvorved de

lærer hinanden at kende, men ulempen er samtidigt, at det er meget omkostningstungt at

samle så mange geografisk spredte aktører på det samme sted på regelmæssig basis. Den

fysiske og organisatoriske adskillelse medfører derfor en vis strukturel udfordring for

aktørerne i forhold til at danne og vedligeholde fælles relationer og medfører en vis

usikkerhed om, hvem der er hvem, hvem der ved hvad, og hvem der kender hinanden.

Medlemmerne i Forebyggelsesteamet peger selv på, at dette er en udfordring, idet de giver

udtryk for, at det kan være lidt tilfældigt, hvem der kender hvem, og at det kan være svært

at danne sig et overblik over sammensætningen af relationer, da mange af aktørerne ofte

har lært hinanden at kende i en anden og ofte privat sammenhæng. Som sådan peger de

derfor på, at det er en større udfordring for især nyansatte at vide, hvem de relevante

aktører er, hvordan de er forbundet, og hvilke kompetencer de hver især besidder. At

mange af relationerne netop er private, understreges af deres betegnelse af en gruppe af

personer som ”bevægelsesmafiaen”. Dette er en gruppe af personer, der alle kender

hinanden fra studietiden, og som i dag er ansat i sundhedsfaglige stillinger i de forskellige

kommuner og sundhedsfaglige institutioner og organisationer, og i kraft af deres kendskab

til hinanden har stor værdi for Forebyggelsesteamet:

”De gør, at vi kan få et forskningsprojekt op at stå, fordi de ved, hvor de relevante

mennesker er og kan let komme i kontakt med dem og dele viden med dem, fordi de har

personlige relationer med dem. Ja, de kender jo hinanden fra deres studietid og mødes

tit og deltager i de samme løb, og det betyder altså rigtig meget i forhold til en

nyuddannet, som jo slet ikke har de samme muligheder”.

Forebyggelsesteamet er således meget opmærksom på den betydning, som medarbejderes

sociale netværk har for teamets arbejde, idet netværket, som de selv er inde på, giver

større muligheder, heriblandt muligheden for at dele viden. Dette medfører naturligvis

fordele for de medarbejdere, som indgår i ”bevægelsesmafiaen”, men det indikerer

samtidigt også, at det samlede sociale system, som ”bevægelsesmafiaen” er omfattet i, ikke

er lukket. Dette medfører, ifølge Coleman, en skæv fordeling af den sociale kapital med det


63

resultat, at systemets samlede sociale kapital er mindre, end hvis det var lukket.94 Hvis

relationerne, som ovenstående citat antyder, er af privat karakter, frem for funderet i de

positioner, som aktørerne besidder, medfører det et mere ustabilt system. Dette betyder, at

systemer er mere sårbart over for pludselige ændringer som f.eks. udskiftning af

medarbejdere, idet relationerne er knyttet til medarbejderen som privat person snarere end

til den position, som personen udfylder.95 Når en medarbejder forlader organisationen,

medfører det, udover tabet af den specifikke viden, som medarbejderen er i besiddelse af,

derfor også et større tab af den sociale kapital, idet vigtige relationer til kunder og

samarbejdspartnere forsvinder sammen med medarbejderen.

Når Forebyggelsesteamet gør opmærksom på, at det kan være vanskeligt at vide, hvem der

ved hvad, og hvem der kender hinanden, indikerer det, sammenholdt med den private

karakter af relationerne, at densiteten af det samlede sociale netværk er relativ lav. For

flertallet af aktører, som ikke er organiseret i private netværk som f.eks.

”bevægelsesmafiaen”, medfører dette færre muligheder for at kombinere og udveksle

ressourcer såsom viden. Omfanget af aktører, samt den geografiske og organisatoriske

spredning af dem, medfører altså en udfordring indenfor den strukturelle dimension af

social kapital, idet det gør det vanskeligt for aktørerne at danne og vedligeholde relationer i

netværk. Dette reducerer deres mulighed for at skabe og dele viden.

5.2.2 Evne til at dele viden -hvilken type af viden deles der?

Den viden, som Forebyggelsesteamet søger at fremme, er både en faktuel viden om

forebyggelse og sundhed (såsom risici forbundet med alkohol, rygning, manglende motion

etc.) samt en processuel viden (såsom hvordan man bedst strukturerer et

forebyggelsesprogram, organiserer et systematisk genoptræningsforløb etc.). Set i relation

til Polanyis distinktion mellem tavs og eksplicit viden kan den processuelle viden her

karakteriseres som en viden om, hvordan man gør ting (know-how), som i hovedtræk er

tavs viden, mens den faktuelle viden er en viden om selve emnet (know-what) og i

hovedtræk kan karakteriseres som eksplicit.

Da aktørerne i det samlede system er ansat i mange forskellige organisationer og har

forskellige positioner og uddannelser, er der forskel på aktørernes faktuelle og processuelle

viden, hvilket potentielt kan udgøre en udfordring for aktørernes evne til at forstå og indgå i

meningsfuld kommunikation med hinanden.

Den processuelle viden (know-how) påvirkes i høj grad af organisationens kultur og kan

primært aflæses ud fra de rutiner og den tilgang, som medarbejderne har til deres arbejde

94 Idet ikke-medlemmer af ”bevægelsesmafiaen” har færre muligheder for at udvikle fælles normer, tillid, og gensidige forpligtigelser. Se afsnit 3.4.1 95 Se afsnit 3.4.1.


64

og den måde, hvorpå de løser deres opgaver, mens den faktuelle viden (know-what) i

højere grad knytter sig til individernes uddannelse, erfaringer og arbejdsområde.

Aktørerne i kommunerne kommunikerer i store træk indenfor samme forståelsesramme.

Derimod synes der at være nogle udfordringer i forbindelse med kommunikationen mellem

regionen og kommunerne. Adspurgt om dette svarer en medarbejder i

Forebyggelsesteamet:

”Ja, da vi i 2007 startede som region, og vi lavede vores første store seminar, der

italesatte en sundhedsdirektør: I er for dygtige. Det der med at være for dygtige, det var

simpelthen noget med, at vi var for akademiske. [...] og det var ikke pænt ment, det der

med at vi var for dygtige. Altså vi var fremme i skoene, ikke? Det gav afstand. Og det

har jo gjort, at vi siden skulle tænke mere over de ord, vi bruger”.

Medarbejderen peger her på, at det anvendte sprog skabte afstand, fordi det adskilte sig for

meget fra det sprog, som anvendes i kommunerne. Udover at give anledning til rent

kognitive forståelsesproblemer (f.eks. gennem brug af fagudtryk, fremmedord etc.) kan

sproget, som medarbejderen her udtrykker, skabe afstand, fordi det manifesterer forskelle i

uddannelser, kultur, værdier m.m. Sproget som anvendtes i Forebyggelsesteamet var

således i høj grad formet af medlemmernes uddannelsesmæssige baggrund som

akademikere, hvilket skabte afstand, sandsynligvis fordi det synliggjorde en forskellighed

mellem Forebyggelsesteamet og de ansatte i kommunerne, som typisk har andre kortere

uddannelser. Som teamet peger på, har mange af de ansatte i regionerne (herunder de

ansatte i Forebyggelsesteamet) tidligere arbejdet for amterne, hvilket har skabt problemer

pga. af det tidligere forhold mellem amterne og kommunerne og forskelle i den måde, man

har været vant til at arbejde på:

”Vi er rundet af et bureaukrati, som skriver [har] en meget standhaftig måde at

formulere os på i breve og notater, som vi faktisk arbejder noget med nu, fordi det

meget har været sådan storebror lillebror-forhold, fordi amterne før har været

storebroren. Og det har vi måttet kæmpe med at sno os ud af”.

Alt i alt vidner dette om, at der eksisterer visse udfordringer mellem hhv. medarbejderne i

Forebyggelsesteamet og kommunerne i forbindelse med den kognitive dimension. De

historiske, kulturelle og uddannelsesmæssige forskelle mellem medarbejderne og mellem

organisationerne, de arbejder i, forplanter sig i sproget og kan, som førnævnte citat giver

udtryk for, give anledning til afstand mellem aktørerne. Dette gør det dermed vanskeligere

for aktørerne at kommunikere med og forstå hinanden, og har således en negativ effekt på

deres evne til at dele viden.


65

Forebyggelsesteamet peger dog på, at denne forskel til dels er blevet reduceret, efter at

kommunerne som følge af strukturreformen har ansat flere akademikere til at varetage flere

opgaver (som før primært lå i amterne) i forbindelse med forebyggelse og sundhed. Med

tiden vil dette sandsynligvis mindske forskellene mellem aktørernes faktuelle (know-what)

og processuelle (know-how) viden og dermed reducere den afstand, som aktørerne giver

udtryk for.

På trods af denne udvikling vil aktørernes fordeling i forskellige organisationer og positioner

fortsat udgøre en udfordring for deres evne til at kommunikere og dele viden med

hinanden. Om end betydningsfuld, synes denne kognitive udfordring dog ikke at være af en

sådan grad, at det umuliggør fælles kommunikation og videndeling. Som udfordring synes

denne derfor, set i relation til den strukturelle udfordring, ikke at have helt så stor vægt og

betydning.

5.2.3 Motivation for at dele viden - hvornår deler aktørerne viden og hvorfor gør de det?

I forbindelse med forebyggelse og sundhed deler kommunerne i dag primært viden gennem

temamøder, seminarer, projekter, interessegrupper, kurser etc., som Forebyggelsesteamet

som regel har arrangeret eller er tovholdere for. Det lader derimod til at være sjældent, at

kommunerne deler viden om disse emner uafhængigt af Forebyggelsesteamet, hvilket ellers

på sigt er målet. At dette endnu ikke foregår, skyldes, ifølge Forebyggelsesteamet, at

medarbejderne i de enkelte kommuner ikke synes at have et netværk, hvor de bruger

hinanden, og at der har været en kultur, hvor man ikke har været åben for at acceptere

eller anerkende fejl.96

Forebyggelsesteamet peger på visse udfordringer i forbindelse med kommunernes

motivation for at dele viden med hinanden. De peger således på, at de strukturelle forskelle

i kommunernes størrelse og opbygning udgør en barriere for kommunernes motivation for

at dele viden med hinanden, idet de forholder sig skeptisk til, hvorvidt de kan bruge

erfaringerne fra en anden kommune, som i størrelse og opbygning adskiller sig fra deres

egen. Som én af medarbejderne i Forebyggelsesteamet udtrykker det:

”Ja, de [kommunerne] synes ikke, de kan lære af en kommune, som ikke er helt magen

til dem selv. Altså i forhold til det med størrelse. Der er de meget forskellige både på

størrelse, men også på hvor mange medarbejdere de er, og organiseringen, og om de

koblet til de andre sundhedsopgaver i kommunen, eller om de sidder for sig selv. Om de

er centralt placeret eller hvordan”.

96 Her er der i øvrigt også et eksempel på, hvordan udfordringer indenfor de forskellige dimensioner af social kapital (her den strukturelle og relationelle), influerer på hinanden. At det er mere eller mindre tilfældigt hvem der kender hvem (se 5.2.1), har i dette tilfælde således også en negativ indvirkning på aktørernes motivation for at dele viden med hinanden.


66

Da medarbejderne i de forskellige kommuner opfatter, at der er væsentlige strukturelle

forskelle kommunerne imellem, er de således ofte ikke motiverede for at bruge viden og

erfaring fra andre kommuner, da de ikke mener, det kan anvendes i deres egen kommune.

Denne barriere forstærkes samtidigt af, at kommunerne er rundet af et system, hvor de har

været vant til at se hinanden som konkurrenter snarere end som samarbejdspartnere og

derfor ikke har været vant til at bruge hinanden. Alt i alt synes der således i kommunerne

at være en lav forventning til værdien af at dele viden med hinanden, hvilket

Forebyggelsesteamet fremhæver som en af de vigtigste udfordringer i forhold til at fremme

delingen af viden: ”jeg tror, de største udfordringer, det er at give dem [kommunerne] de

der værdifulde oplevelser af, at de får noget ved at give noget. Altså at få dem til at se

fordelene i at bruge hinanden”.

I Nahapiet & Ghoshals optik spiller både den relationelle og den kognitive dimension af

social kapital en rolle for forventningen om at få noget værdifuldt igen i forbindelse med

videndeling.97 Fælles identifikation og tillid mellem aktørerne, som er elementer indenfor

den relationelle dimension, spiller således en væsentlig rolle for, om aktørerne finder det

værdifuldt at dele viden med hinanden. At der netop er tale om en lav grad af fælles

identifikation mellem kommunerne understreges, ifølge Forebyggelsesteamet, af, at

kommunerne mere ser hinanden som konkurrenter end som samarbejdspartnere, og

generelt som offentlige institutioner har været meget lukkede over for hinanden. Udover at

reducere forventningerne til værdien ved at dele viden, har dette også en negativ

indflydelse på kommunernes motivation for at dele viden med hinanden.98

Som identificeret i dette afsnit, synes de vigtigste udfordringer i forbindelse med social

kapital således at være:

• Manglende kendskab til hinanden (strukturel og til dels relationel udfordring).

• Problemer med at forstå hinanden og indgå i meningsfuld kommunikation (kognitiv

udfordring).

• En svag forventning om at få noget værdifuldt igen (relationel og til dels kognitiv

udfordring).

Som ramme for social interaktion har anvendelsen af IT betydning for alle de tre

dimensioner, hvorfor jeg i det følgende afsnit kort vil undersøge, hvordan aktørerne

anvender IT til at kommunikere.

97 Se kapitel 4.1. 98 Andre elementer, som tillid, normer og forventningsstrukturer, influerer også herpå.


67

5.3 Hvordan anvendelsen af IT understøtter den strukturelle, kognitive og relationelle dimension af social kapital

Givet Forebyggelsesteamets mange opgaver med at yde konsulentrådgivning, facilitere

workshops og initiere og lede projekter bruges der forholdsvis megen tid i teamet med at

kommunikere med kommuner, samarbejdspartnere og andre interessenter ved hjælp af

telefon og IT. De ansatte i Forebyggelsesteamet giver udtryk for, at de bruger ca. halvdelen

af deres arbejdsdag foran computeren, hvoraf meget af tiden bruges på at læse og skrive e-

mails. Teamet anvender desuden fællesmapper til at gemme og dele filer internt, mens

hjemmesiden og nyhedsbreve anvendes til at informere eksterne interessenter om kurser,

temamøder, nyeste tiltag etc.

E-mail og telefon synes at være de kommunikationsmedier, som anvendes hyppigst og som

har størst betydning for aktørernes samarbejde, når de ikke er samlet fysisk.99 Om end

betydningsfuld, synes e-mail og telefoni dog kun delvist at imødekomme de tidligere

identificerede udfordringer i forbindelse med den sociale kapital.

E-mail gør det muligt at kommunikere asynkront med flere aktører (gennem fællesmails),

mens telefoni understøtter synkron kommunikation, men typisk kun involverer to

personer.100 I forhold til den strukturelle udfordring synes e-mail dog kun delvist at

imødekomme førnævnte udfordringer. Anvendelsen af e-mail kan være med til at udvide

relationer mellem aktørerne, men fordrer fra begyndelsen, at afsenderen allerede har et

kendskab til modtageren (og ikke mindst kender vedkommendes e-mail adresse), før mails

udveksles. E-mail synes således ikke i nogen synderlig grad at imødekomme aktørernes

behov for at vide, hvem hinanden er. Det samme gør sig gældende for behovet om at vide,

hvem der har relationer med hvem. Modtagere af en mail kan se, hvilke andre personer

mailen også er sendt til, hvilket kan give en indikation af afsenderens kontakter, men disse

er bundet til den kontekst, hvori mailen er sendt, og kan ikke siges at generere noget

fuldendt billede af de relationer, som afsenderen eller andre modtagere af mailen derudover

har adgang til, ligesom det heller ikke siger noget om naturen af disse relationer. E-mails

giver i sig selv heller ikke aktørerne noget billede af den viden eller kompetencer, som de

forskellige aktører besidder, udover hvad de kan fortolke ud fra mailens indhold. Idet

antallet og spredningen af aktører er stort, resulterer brugen af fællesmails også i et meget

stort antal af mails, som det kan være vanskelig at organisere og i praksis gør det

vanskeligt at vide, hvem der ved hvad.101

99 E-mail synes at være det eneste IT-baserede værktøj, som anvendes til dialog. 100 Idet telefoni som udgangspunkt ikke anskues som et IT-medie (om end anvendelsen af IP-telefoni udfordrer denne opfattelse), vil jeg begrænse mig til at undersøge e-mails betydning for den sociale kapital. 101 Nogle medarbejdere i Forebyggelsesteamet fortæller, at de modtager op til 50 mails om dagen.


68

E-mail kan således anvendes til online kommunikation i grupper, men denne bliver, alt efter

antallet af aktører og omfanget og længden af kommunikationen, hurtigt meget kompleks

og uoverskuelig, hvilket mindsker e-mails relevans i forhold til at imødekomme de tidligere

nævnte kognitive og relationelle udfordringer. Selvom e-mails kan fostre både hhv. fælles

sprog og narrativer samt tillid, normer og forventningsstrukturer, er denne proces afhængig

af regelmæssig og længerevarende kommunikation mellem involverede aktører, som i

større eller mindre grad identificerer sig som medlemmer af et fællesskab. Da aktører typisk

anvender og modtager e-mails i forbindelse med mange forskellige projekter og

foretagender, og da kommunikationen indenfor et afgrænset projekt kan blive meget

omfangsrig og/eller fragmenteret, mindsker det aktørernes evne til at varetage en fælles og

regelmæssig kommunikation i en gruppesammenhæng.

E-mail understøtter derfor kun delvist en regelmæssig fælles deltagelse i praksis, som,

ifølge Abou-Zeid (2007) m.fl., virker befordrende for den sociale kapital, og som

Forebyggelsesteamet bl.a. forsøger at stimulere gennem organiseringen i interessegrupper.

Da virtuel kommunikation og samarbejde næsten udelukkende foretages via e-mail, kan

den nuværende IT-anvendelse derfor ikke siges at understøtte samarbejdet og deltagelsen i

en fælles praksis i nogen udpræget grad eller imødekomme de tidligere identificerede

udfordringer i forbindelse med social kapital.

5.4 Delkonklusion

Med udgangspunkt i Nahapiet & Ghoshal samt Adler & Kwon har jeg i kapitlet foretaget en

kort analyse af den sociale kapital i det sociale system, som udgøres af

Forebyggelsesteamet og kommunerne som hovedaktører (m.fl.). Analysen har fokuseret på

de udfordringer, som aktørerne oplever med at skabe og vedligeholde den sociale kapital,

som synes at have afgørende konsekvenser for aktørernes mulighed, evne og motivation for

at dele viden.

Det store antal af geografisk og organisatorisk spredte aktører medfører visse udfordringer i

forbindelse med skabelsen og vedligeholdelsen af den sociale kapital, hvoraf de vigtigste

synes at være:

• Manglende kendskab til hinanden: Der synes at være en strukturel udfordring i

forbindelse med at vide, hvem hinanden er, hvem der kender hvem, og hvem der

ved hvad. Dette har en negativ effekt på muligheden for at danne relationer og

derfor også på muligheden for at dele viden.

• Problemer med at forstå hinanden og indgå i meningsfuld kommunikation: Forskelle i

organisationskulturer, positioner og uddannelse m.m. udgør en kognitiv udfordring

for aktørerne og har en negativ effekt på deres evne til at forstå hinanden og dele

viden.


69

• En svag forventning om at få noget værdifuldt igen: Strukturelle forskelle mellem

kommunerne (f.eks. i størrelse og organisering) medfører en skepsis til værdien af

at udveksle viden og erfaringer. Herudover bidrager den organisatoriske adskillelse

til forskelle på normer og identifikation og giver anledning til en mindre reciprocitet,

hvilket har en negativ effekt på aktørernes motivation for at dele viden.

Aktørernes anvendelse af e-mail som det primære virtuelle kommunikationsmedie, synes

kun delvist at imødekomme ovenstående udfordringer. Dette peger derfor på et behov for

et fremtidigt IT-system, der i højere grad understøtter aktørernes mulighed for at forme og

indgå i netværk (og se hinandens netværk) og varetage sociale relationer i et virtuelt rum,

som f.eks. understøtter samtale, gruppedannelse og skabelsen af en fælles identitet.

I det følgende kapitel vil jeg derfor undersøge, hvordan IT-systemer, der kan karakteriseres

som social software systemer, understøtter den sociale kapital, og hvordan Dialognet som

IT-system kan vurderes til at imødekomme ovennævnte udfordringer indenfor denne.

Kapitel 6: Hvordan kan social kapital understøttes ved hjælp af social software?

70

6 Hvordan kan social kapital understøttes ved hjælp af social software?

”Robert Putnam tells us that ‘the core idea of social capital theory is that social

networks have value’. This insight unites social capital analysis and social software

with a shared agenda: they both seek to exploit the value of social connections.”

(Davies 2003, p. 12).

Anvendelsen af termen social software tog fart omkring slutningen af 2002 bl.a. som følge

af en række konferencer (som f.eks. The O’Reilly Emerging Technology Conference i 2003102

og Clay Shirky’s Social Software Summit i 2002103), hvor ledende IT-entreprenører

diskuterede de nyeste udviklinger og tendenser indenfor IT-branchen.

Social software anvendes ofte som term til at beskrive en række Internetbaserede software

programmer, som har det til fælles, at brugere kan interagere socialt og dele data med

hinanden. Som nævnt har begrebet ikke udviklet sig i akademisk regi, men er derimod

opstået på baggrund af diskussioner blandt pionerer og praktikere indenfor især IT-

branchen. Som sådan er der ikke tale om noget fasttømret begreb med en bred anerkendt

definition, men snarere om et begreb, som er i stadig udvikling og som typisk bruges til at

beskrive nogle overordnede kvaliteter ved software programmer.104 Dette har affødt flere

kritikpunkter, som f.eks. at de eksisterende definitioner i højere grad afspejler de forskellige

aktørers mål og forventninger til fremtidens Internet og software programmer, end de er et

udtryk for en etableret sandhed.105

Ser vi på nogle af de eksisterende definitioner af begrebet, er der dog flere fællespunkter,

som indikerer en generel enighed i, at social software (som navnet antyder), faciliterer

samarbejde og kommunikation i grupper:

• ”Social software is defined broadly as any web-based software tool that supports or

fosters group interaction.” (Wikipedia).106

102 O’Reilly: Lokaliseret den 15/08-2008 på http://conferences.oreillynet.com/ 103 Shirky: Lokaliseret den 15/08-2008 på http://www.shirky.com/ 104 Begrebet anvendes også ofte i forbindelse med termen Web 2.0, som i højere grad dækker over nogle udviklingstendenser og overordnede karakteristika ved Internettet, som vi anvender det i dag set i forhold til tidligere (Web 1.0). Begrebet Web 2.0 anvendes således typisk til at markere, at dagens (og fremtidens) Internet i højere grad baserer sig på teknologier, som understøtter aktiv deltagelse, samarbejde og interaktion frem for på det tidligere Internet, som i højere grad understøttede passiv underholdning og konsumering af informationer, data m.m. En udvikling, som på engelsk formuleres som et skift fra ’the read web’ til ’the write web’. 105 Perks (2003, 20 Marts): Social Software – get real. Lokaliseret den 28/08-2008 på http://www.spiked-online.com/Articles/00000006DCF1.htm 106 Wikipedia: Lokaliseret den 15/08-2008: http://en.wikipedia.org/wiki/History_of_social_software


71

• ”Social software enables people to rendezvous, connect or collaborate through

computer-mediated communication and to form online communities.” (Wikipedia).107

• ”My definition is fairly simple: It’s software that supports group interaction.”

(Shirky).108

• ”Software, running on an individual's computer or on a website, with which users can

create personal profiles, form groups and exchange messages.” (The Economist).109

Med disse meget brede definitioner kan mange teknologier og systemer karakteriseres som

social software, hvilket i flere kredse har givet anledning til langvarige, og efter min

mening, ufrugtbare diskussioner af, hvilke systemer, programmer og teknologier, der

tilhører denne kategori.110 I stedet for at tage afsæt i et begrænset udvalg af eksisterende

og specifikke social software systemer, (hvilket netop fordrer en sådan diskussion af hvilke

systemer, der kan karakteriseres som social software systemer og hvilke der ikke kan) vil

jeg i opgaven fokusere på at skabe en teoretisk ramme, hvormed man kan anskue alle

social software systemer. Således vil jeg tage udgangspunkt i de grundlæggende

komponenter, som social software systemer kan siges at være opbygget af, hvilket åbner

op for en mere generel anvendelig model som kan anvendes bredt, og som er mere robust i

forhold udviklingen af nye systemer.111 Ved at tage udgangspunkt i de handlingsmuligheder,

som disse komponenter understøtter, er det muligt at opnå en generel forståelsesramme

for, hvordan sociale software systemer, afhængig af deres opbygning og sammensætning af

komponenter, faciliterer den sociale kapital. En sådan tilgang åbner op for en operationel

forklaringsmodel, der både giver et generelt billede af sammenhængen mellem social

software og social kapital og samtidig kan anvendes til at anskue specifikke sociale software

systemers indvirkning på den sociale kapital.

For at opnå en sådan operationel ramme for, hvordan social software virker, og potentielt

kan understøtte social kapital, tager jeg udgangspunkt i Smiths (2007) mere funktionelle

definition af, hvad der konstituerer social software.112 Smith har med udgangspunkt i et

forudgående blogindlæg lavet af Webb (2004)113, sammensat en liste over syv primære

107 Wikipedia: Lokaliseret den 15/08-2008 http://en.wikipedia.org/wiki/Social_software 108 Shirky: Lokaliseret den 15/08-2008 http://www.shirky.com/writings/group_enemy.html 109 The Economist: Lokaliseret den 16/08-2008 http://www.economicsnetwork.ac.uk/handbook/web/glossary.htm 110 Ufrugtbare, fordi diskussioner om, hvorvidt et givet system er social software eller ej, ofte udspringer af politiske og økonomiske interesser i stedet for af mere operationelle årsager. 111 De handlingsmuligheder som social software systemer understøtter i kraft af deres indbyggede funktioner, har således fællestræk som tillader at man kan klassificere dem som tilhørende forskellige komponenter. Disse komponenter er så grundlæggende at fremtidige funktioner sandsynligvis også kan tilskrives én eller flere af disse komponenter. 112 Smith (2007, 4. april). Social Software Building Block: Lokaliseret den 02/06-2008 på http://nform.ca/publications/social-software-building-block 113 Webb, M. (2004, 28. April). Interconnected: Lokaliseret den 02/06-2008 http://interconnected.org/home/2004/04/28/on_social_software


72

komponenter, som social software systemer typisk er opbygget af, og som hver især

muliggør forskellige handlinger i systemet:

Tabel 6.1. Sammenhæng mellem komponenter og handlingsmuligheder i social software

systemer

Komponent: Understøtter:

Identity: Unik identifikation af brugere.

Presence: Synliggørelse af brugeres tilstedeværelse.

Sharing: Deling af filer som f.eks. billeder, videoer,

dokumenter m.m.

Reputation: En måde at vise brugeres status og omdømme.

Relationsships: En beskrivelse af hvordan brugere er relaterede

med hinanden.

Conversations: Dialog mellem brugere.

Groups: At brugere kan danne og indgå i

interessefællesskaber.

Komponenterne muliggør og begrænser forskellige former for handlinger i systemet og

udgør på den måde en ramme for social interaktion. Som sådan har disse grundlæggende

komponenter derfor en afgørende indflydelse på, hvordan social kapital skabes og

vedligeholdes mellem brugere af systemet. Da social software systemer adskiller sig fra

hinanden i sammensætningen af komponenter, understøtter disse dermed også skabelsen

og vedligeholdelsen af den sociale kapital på forskellig vis.

6.1 Hvordan understøtter social software skabelsen af social kapital?

Både Webb og Smith arbejder med følgende syv komponenter, som hver især muliggør

forskellige handlinger, der set i relation til Nahapiet & Ghoshal kan siges at facilitere de tre

dimensioner af social kapital (den strukturelle, kognitive og relationelle dimension), som de

argumenterer for, faciliterer skabelsen af organisatorisk viden:

Identity – identitet

I langt de fleste social software systemer kan brugere skabe en profil og tilføje og redigere i

oplysninger som navn, hjemmeside, e-mail, foto, alder, interesser m.m. Sådanne

oplysninger bidrager til skabelsen af brugeres identitet i systemet, og gør det muligt for

brugere at associere forskellige data og informationer med en given person og dermed

skabe mening og sammenhæng i strømmen af informationer og kommunikation. Denne

komponent understøtter dermed en identifikationsproces, som gør det muligt for brugere at

finde og identificere hinanden i forhold til en gruppe eller et kollektiv, hvilket, ifølge

Nahapiet & Ghoshal, er en fundamental betingelse for, at meningsfulde relationer kan


73

dannes, og et centralt element indenfor den relationelle dimension af social kapital.114 I

deres optik styrker identifikationsprocessen således skabelsen af organisatorisk viden ved at

understøtte individers mulighed for at danne en forventning om værdien af at dele viden

samt deres motivation herfor.115

Det er desuden værd at nævne, at identitet for Smith er selve kernen i og betingelsen for

social interaktion, hvilket han, som vi senere skal se, pointerer i sin model over

komponenter i social software systemer (model 6.2.).116

Presence – tilstedeværelse

Mange sociale software systemer sætter brugere i stand til at kommunikere deres

tilstedeværelse til hinanden ved hjælp af kontekstmarkører i form af datering, fysisk

lokation, tilgængelighed, aktivitet m.m. Dette giver brugere en bedre forståelse af den

kontekst, som en given ytring eller handling er opstået i, og er som sådan et værdifuldt

supplement til de som regel mere statiske oplysninger om brugeres identitet. Det kan være

i form af små beskeder, som fortæller noget om brugerens nuværende status som f.eks.

nuværende følelser (f.eks. at man er stresset, glad, ked af det mv.), lokation (ved stranden,

hjemme, på arbejde mv.) eller i form af en tidsbaseret historik over venners handlinger og

aktivitet i systemet, og om ens venner er online og tilgængelige nu og her. En tjeneste som

Facebook er et godt eksempel på et system, som understøtter dette.117

Denne komponent understøtter dermed, at brugere har lettere og hurtigere adgang til

hinanden i kraft af større viden om, hvilke andre brugere er tilgængelige hvornår, og

understøtter på den måde, hvad Nahapiet & Ghoshal definerer som den strukturelle

dimension. Samtidigt giver brugen af kontekstmarkører også en fælles referenceramme for

observering og fortolkning af den sociale interaktion, der finder sted, og faciliterer dermed

skabelsen af fælles koder og narrativer. Disse letter forståelsen mellem brugere af det

pågældende system, hvorfor denne komponent også kan siges at understøtte, hvad

Nahapiet & Ghoshal refererer til som den kognitive dimension.

Sharing – deling

Det er en væsentlig funktion i mange social software systemer, at brugere kan dele filer

(dokumenter, video, audio, billeder m.m.) med andre brugere. Denne deling kan være én-

til-én mellem to specifikke brugere eller én-til-mange, dvs. at information deles med et

større antal brugere. Den delte information kan således være mere eller mindre lukket og

afgrænset til udvalgte individer eller åben for alle. Der kan enten være tale om direkte

deling af filer mellem brugere eller om en mere indirekte deling, hvor filer uploades til en

114 Nahapiet & Ghoshal (1998), p. 256 115 Se afsnit 4.1. 116 De andre komponenter giver således ikke mening, hvis ikke der er et subjekt at interagere med. 117 Facebook: http://www.facebook.com


74

hjemmeside, hvorfra andre brugere kan tilgå og eventuelt downloade dem. Youtube og

Flickr er eksempler på sidstnævnte (tillader deling af henholdsvis video og billeder), mens

chatprogrammet MSN, som eksempel på førstnævnte, i højere grad understøtter deling af

filer direkte mellem to brugere.118

Hvor det er umiddelbart klart, hvordan de to forudgående komponenter understøtter

forskellige dimensioner af social kapital, er det mere vanskeligt præcist at vurdere, hvordan

deling af filer påvirker dimensionerne af social kapital.

Set i relation til Mauss´ (1990) klassiske værk: The Gift: The Form and Reason for

Exchange in Archaic Societies, er der noget der tyder på, at udveksling af filer og

dokumenter følger den samme sociale dynamik, som gør sig gældende for udveksling af

gaver, idet udveksling af filer sjældent er motiveret af nogen direkte økonomisk

transaktion. Ifølge Mauss er udvekslingen af gaver en social proces, som grundlæggende

har til formål at reproducere det sociale system og den sociale position, som individet har

eller ønsker at have i systemet. Mauss anskuer gaver i en meget bred forstand som

udveksling af ting, tjenester, ord m.m., som gives i en forventning om gengældelse. F.eks.

betragtes almisser ikke som en gave, idet de som oftest ikke gengældes, og gaveudveksling

i sin natur netop fordrer reciprocitet. Med andre ord gives en gave aldrig ”gratis”, og der er

indbygget en forventning om gengældelse ved modtagelsen af en gave. Desuden gælder

det, at:

”The giver does not merely give an object but also part of himself, for the object is

indissolubly tied to the giver: "the objects are never completely separated from the men

who exchange them." (Mauss 1990, p. 31).

På grund af dette bånd mellem giver og gave er selve handlingen at give en gave en social

handling, som fungerer som et symbol på giverens anerkendelse af modtageren. Da

udvekslingen af gaver baserer sig på et system af reciprocitet (”jeg giver noget i

forventning om at få noget igen”), skabes der gennem denne løbende udveksling en

gensidig anerkendelse, hvilket Bourdieu i øvrigt hævder, er med til at reproducere gruppen

som en social enhed (og individets medlemskab i denne).119

Udvekslingen af filer kan således anskues som en social proces, der følger de samme

dynamikker som Mauss beskriver i forbindelse med gaveudveksling. Set i den sammenhæng

synes udvekslingen af filer at facilitere skabelsen og vedligeholdelsen af sociale relationer

mellem brugere, og er på den måde med til at reproducere et reciprokt system af

forventninger og forpligtigelser. Den gensidige udveksling af filer mellem brugere stimulerer

118 Youtube: http://www.youtube.com, Flickr: http://www.flickr.com, MSN: http://webmessenger.msn.com 119 Bourdieu (1986), p. 250


75

således skabelsen af tillid, forpligtigelser og anerkendelse og understøtter som sådan, hvad

Nahapiet & Ghoshal karakteriserer som den relationelle dimension.120

Reputation – omdømme

Flere social software systemer sætter brugere i stand til at foretage normative vurderinger

af andre brugeres eller objekters troværdighed, brugbarhed m.m. på baggrund af endnu

andre brugeres tidligere erfaringer og kontakt med disse. Vurderingen af personer eller

objekters troværdighed er central for skabelsen af tillid og skabes primært gennem en

historie af handlinger og interaktioner med det pågældende subjekt/objekt. Som bl.a.

Coleman peger på, skabes individets opfattelse af andre individer eller objekters

troværdighed dog ikke udelukkende på baggrund af en isoleret individuel vurdering, men er

også i høj grad præget af andre personers opfattelse af subjektet eller objektets

troværdighed.

Hvis brugere ikke tidligere har haft kontakt med hinanden, fungerer en brugers omdømme

som en indikator for, hvor troværdig han er, og dermed hvor attraktivt, det vil være at

indlede en relation med ham. Dette fremmer den generelle tillid i det sociale system, da

brugere dermed kan læne sig opad hinandens vurderinger. Komponenter som ’identity’ og

’presence’ har ligeledes indflydelse på en brugers omdømme, idet de tillader brugere at

danne sig et indtryk af hinanden. Omdømme er især vigtig for social software systemer,

som faciliterer kontakt mellem brugere, der som oftest ikke kender hinanden, og er en

central komponent i tjenester som eBay, Amazon, Couchsurfing m.fl.121 I praksis

understøtter disse tjenester skabelsen af omdømme gennem ratingfunktioner, anbefalinger,

kommentarer m.m. af personer, produkter, organisationer m.m.

De funktioner, som er associeret til denne komponent, kan dermed siges at understøtte

skabelsen af tillid i det sociale system, samtidigt med at de faciliterer skabelsen af fælles

normer og forventningsstrukturer for adfærd. Overskrider medlemmer disse, risikeres et tab

af omdømme og efterfølgende sanktioner, hvilket giver en mindre gunstig ramme for

interaktion og i yderste konsekvens kan resultere i bortvisning. Som sådan understøtter

denne komponent derfor skabelsen af elementer indenfor, hvad Nahapiet & Ghoshal

refererer til som den relationelle dimension af social kapital.

Relationships – relationer

I takt med at brugere vælger at interagere med hinanden (bl.a. på baggrund af omdømme),

skabes der et dynamisk og ofte meget komplekst netværk af sociale relationer. Det er et

kerneelement i mange sociale software systemer (især sociale netværkstjenester som

120 Her kan samtidigt også ses et link til komponenten ’reputation’, idet udveksling af gaver i høj grad også har indflydelse på brugeres omdømme, hvor brugere, der bidrager og deler relevant information, typisk modtager anerkendelse og respekt. 121 Ebay: http://www.ebay.com/, Amazon: http://www.amazon.com/, Couchsurfing: http://www.couchsurfing.com/


76

LinkedIn, Facebook, Friendster m.fl.) 122, at brugere skal kunne vedligeholde og udvide

deres sociale netværk. Hvor brugere vedligeholder deres eksisterende relationer gennem

forskellige former for interaktion (som regel baseret på et form for interessefællesskab

omkring et givet emne eller objekt), hjælper sociale software systemer typisk med at

udvide det sociale netværk ved at vise informationer om, hvordan brugerne er relaterede til

hinanden (kontakters kontakter). Dette hjælper brugere til at finde og tilgå nye kontakter

baseret på deres allerede eksisterende netværk samt at udnytte eksisterende

tillidsstrukturer (det er nemmere at kontakte en fremmed, hvis der er en fælles relation at

henvise til).

For at brugere generelt kan navigere i et sådan komplekst socialt landskab, er det centralt,

at de kan adskille og bestemme karakteren af de forskellige relationer. Social software

systemer, som eksempelvis billeddelingstjenesten Flickr123, muliggør dette ved bl.a. at

anvende metadata som ”kontakt”, ”ven”, ”kollega” m.m. til at beskrive karakteren af en

brugers relationer. Udover at definere karakteren af en relation, muliggør dette også, at

brugere kan administrere deres kommunikation mere målrettet ved f.eks. at tildele

forskellige rettigheder til forskellige typer af relationer (f.eks. ved at private billeder kun kan

ses af kontakter, der er klassificeret som ”familie”).

Da denne komponent understøtter brugeres muligheder for at udvide deres sociale netværk

og forme nye relationer og samtidigt giver brugere værdifulde informationer om den

nuværende struktur af netværket, kan den i høj grad siges at facilitere skabelsen af den

strukturelle dimension af social kapital.

Conversation – samtaler

De fleste sociale software systemer understøtter, at brugere kan kommunikere med

hinanden (ofte omkring et objekt eller emne) en-til-en eller en-til-mange. Det kan være i

form af synkrone live samtaler som chat eller IP-telefoni, eller asynkron kommunikation

fordelt over tid såsom indlæg og kommentarer på blogs, debatforums m.m. I nogle tilfælde

er der tale om faste rammer med klare normer og forventningsstrukturer for

kommunikationen, som det typisk er tilfældet i forums eller mailinglister, mens der i andre

tilfælde kan være tale om mere løse kommunikationsstrukturer med mindre fasttømrede

normer for interaktion. Konstruktionen og vedligeholdelsen af disse rammer kan i nogle

tilfælde være styret af udpegede personer som f.eks. en administrator, der varetager og

håndhæver struktur og orden, mens det i andre tilfælde i højere grad er op til brugerne i

fællesskab at skabe rammerne f.eks. gennem kommentering og/eller ’tagging’.124

122 LinkedIn: http://www.linkedin.com/, Facebook: http://www.facebook.com/ og Friendster: http://www.friendster.com/ 123 Flickr: http://www.flickr.com/ 124 Jeg har undladt at oversætte ’tagging’, da jeg ikke har kunnet finde en fornuftigt oversættelse på dansk. Begrebet refererer til muligheden for at hæfte en betydning og association til et objekt. Et eksempel er brugen af bogmærker i en browser, hvor man kan gemme et link til en hjemmeside og


77

Uanset hvordan rammerne for kommunikationen specifikt er konstrueret, understøtter

brugeres kommunikation og sociale interaktion med hinanden potentielt skabelsen og

vedligeholdelsen af alle tre dimensioner af social kapital. Dialog kan således både siges at

udvide adgangen til netværk (den strukturelle dimension), at skabe en bedre

forståelsesramme (den kognitive dimension) og at facilitere skabelsen af tillid, normer og

identifikation (den relationelle dimension). I systemer med faste rammer, kendetegnet af en

stærk konsensus om fælles normer og forventningsstrukturer, understøttes den relationelle

dimension af social kapital i højere grad end i systemer, hvor rammerne og normerne for

adfærd er mindre definerede og mere udflydende.

Groups – grupper

Mange social software systemer indeholder en mulighed for, at brugere med fælles

interesser kan forme og indgå i grupper indenfor systemet. Det sætter brugere i stand til at

danne og vedligeholde relationer i et mere afgrænset netværk og muliggør en mere

specialiseret kommunikation og deling af viden omkring et specifikt og fælles emne.

Grupperne kan variere meget i omfang og afgrænsning. Eksempelvis er nogle grupper

meget store og åbne for alle, mens andre er mere specifikke og kræver en invitation fra et

eksisterende medlem.

Typisk understøttes relationerne mellem medlemmerne af en række funktioner som f.eks.

fælles e-mail liste, fælles adressebog, fælles kalender, debatforum, chatrum, filarkiv etc.

Herudover er der også mulighed for at administrere organiseringen i gruppen internt ved at

tildele medlemmer forskellige rettigheder. Sociale tjenester som Groupcare, Facebook125

m.fl. er eksempler på dette.

Denne komponent sætter dermed brugere i stand til i højere grad at konfigurere deres

sociale netværk og danne et netværk af relationer, som er mere specialiseret omkring et

givent emne eller objekt. Ved at brugere på denne måde kan forme og indgå i forskellige

grupper, understøtter denne komponent dermed direkte skabelsen af den strukturelle

dimension af social kapital. Som tidligere vist har individers medlemskab i grupper også

positive effekter for skabelsen af fælles koder og sprog og for den generelle formning af

tillid, normer, forventninger, identifikation m.m., hvorfor denne komponent dermed også

kan siges indirekte at understøtte den kognitive og relationelle dimension.

’tagge’ det med emneord som f.eks. kogekunst, mad, opskrifter m.m. for derefter nemmere at kunne finde hjemmesiden igen. 125 Groupcare: http://www.groupcare.dk


78

6.1.1 Opsummering

Ud fra ovenstående gennemgang kan relationerne mellem komponenterne og dimensio-

nerne af social kapital opsummeres i en model, hvor pilene repræsenterer de dimensioner,

som komponenterne primært understøtter:

Model 6.1. Hvordan social software faciliterer social kapital

I virkelighedens verden er billedet naturligvis langt mere komplekst, idet der eksisterer en

lang række indbyrdes forbindelser mellem både komponenter og dimensioner, der ikke

gøres rede for i modellen her. Som tidligere påpeget, er der således flere forbindelser

mellem dimensionerne, som i praksis betyder, at man bør se dem som gensidigt afhængige

snarere end som isolerede størrelser.126 Det samme gør sig gældende for komponenterne,

hvis indbyrdes forhold jeg her kun har fundet plads til at behandle overfladisk. Flere af disse

komponenter understøtter således hinanden og kan i nogle tilfælde vanskeligt eksistere

uden hinanden.127 Yderligere undersøgelser af disse forhold bør derfor foretages for at opnå

et mere fyldestgørende billede.

Derudover er det også vigtigt at være opmærksom på, at forholdet mellem komponenter og

dimensioner ikke er entydigt, idet flere af komponenterne understøtter mere end blot én

dimension. Som nævnt understøtter dét, at brugere kan indgå i grupper (’groups’) således

også skabelsen af elementer indenfor den kognitive og relationelle dimension. I modellen

126 Se afsnit 4.1.2 127 Eksempelvis er det vanskeligt for brugere at indlede en samtale (’conversation’) uden muligheden for at se andre brugeres tilstedeværelse i systemet (’presence’), hvorfor sidstnævnte komponent kan siges at være en forudsætning for førstnævnte.


79

har jeg valgt ikke at indikere alle de ”sekundære” forbindelser, da en visualisering af disse

vil gøre modellen mere kompleks og mindre operationelt anvendelig.

6.2 Praktiske eksempler på konfigurationen af komponenterne i social software

Inden jeg i næste kapitel undersøger, hvordan Dialognet, i kraft af sin opbygning og

sammensætning af komponenterne, understøtter den sociale kapital, kan det være relevant

først at belyse, hvordan disse komponenter fremstår i en række kendte tjenester. Smith

illustrerer, hvordan social software systemer er opbygget af de syv komponenter i en

model, der har form som en bikube:

Model 6.2. De syv komponenter i social software systemer

Social software systemer indeholder ikke nødvendigvis alle komponenterne, men er

opbygget af mindst tre eller flere. Systemerne adskiller sig fra hinanden i opbygning og

sammensætning af komponenter og vægter, alt efter hvad målet er, typisk ét eller to

komponenter, der faciliterer kommunikation, samarbejde og social interaktion. Med en


80

sådan mere funktionel afgrænsning kan følgende typer af softwareteknologier anskues som

social software:128

Tabel 6.2. Typer af softwareteknologier

Softwareteknologier Eksempler

E-mail Outlook, hotmail, gmail m.fl.

Weblogs Blogger, wordpress, m.fl.

Wikis Wikipedia, confluence, m.fl.

Instant messaging MSN, mIRC, IRQ, m.fl.

Sociale netværkstjenester Facebook, linkedIn, myspace m.fl.

Social bookmarking Digg, del.icio.us., Technorati m.fl.

Diskussionsfora Usenet, Smartgroups, Groupcare m.fl.

Billeddeling 23, flickr, picasa m.fl.

Som det fremgår, er der både gamle teknologier, som e-mail og instant messaging (chat),

samt nyere teknologier, som sociale netværkstjenester og billeddeling.

Smiths model giver et operationelt værktøj til at identificere, analysere og visualisere

sociale software systemer ud fra deres forskellige opbygning. For at give et eksempel herpå,

kan man anskue de tre tjenester LinkedIn, Twitter og Flickr, som alle kan karakteriseres

som sociale software systemer ud fra ovenstående definition.129

Netværkstjenesten LinkedIn ønsker at hjælpe sine brugere til at være mere effektive i deres

arbejde ved at understøtte en bedre anvendelse af brugeres eksisterende netværk af

professionelle relationer. Som sådan er LinkedIn primært baseret på, at brugere kan tilgå

hinandens professionelle netværk af relationer, finde nye kontakter og holde sig opdateret

og vedligeholde eksisterende relationer. Med dette som fokus tilbyder LinkedIn herudover

en række supplerende funktioner, som sætter brugerne i stand til kommunikere med

hinanden, forme og indgå i grupper samt at skabe sig et omdømme ved bl.a. at anbefale

hinanden. Ulig mange andre systemer tilbyder LinkedIn derimod ikke, at brugere kan dele

filer med hinanden eller følge hinandens online tilstedeværelse direkte.

I modsætning til LinkedIn er mikroblogging tjenesten Twitter derimod primært baseret på,

at brugere kan kommunikere med hinanden direkte gennem en hurtig udveksling af korte

beskeder. Typisk bruges Twitter af venner, familiemedlemmer, medarbejdere m.m. til

hurtigt at vedligeholde en kontakt ved f.eks. at kommunikere, hvor man er, eller hvad man

128 Dette skal ikke forstås som en endegyldig liste over alle typer social software, da der givetvis er flere, og der hele tiden udvikles nye. 129 LinkedIn: http://www.linkedin.com, Twitter: http://www.twitter.com og Flickr: http://www.flickr.com


81

laver, hvorfor systemet i kraft af sin opbygning tillader brugere at følge hinandens online

tilstedeværelse.

Billeddelingstjenesten Flickr vægter, at brugere kan dele billeder med hinanden og tilbyder

herudover en række underordnede funktioner som f.eks. kommentering af billeder,

dannelsen af grupper og anbefalinger af hinandens billeder. Derimod tilbyder Flickr ikke

muligheder for at se, hvornår andre brugere er online eller interagere med disse synkront

over chat.

Ved at anvende Smiths bikubemodel kan de tre forskellige tjenesters opbygning illustreres

således:

Model 6.3. Eksempler på social software systemers sammensætning af komponenter

Den grønne farve indikerer komponenter, der er primære for tjenesten, mens den grå farve

indikerer komponenter, som er sekundære. Den hvide farve indikerer, at der er tale om

komponenter, som enten ikke eksisterer, eller kun er til stede i et meget lille omfang.

Som det ses af ovenstående, synes LinkedIn, i kraft af sit fokus på ’relationships’, primært

at understøtte den strukturelle dimension af social kapital, mens ’sharing’ er

omdrejningspunktet i Flickr, hvilket indikerer, at det først og fremmest er den relationelle

dimension, der understøttes. ’Presence’ er en af de komponenter, der har væsentlig

indflydelse på mere end én dimension, og Twitter faciliterer således både på den

strukturelle og kognitive dimension af social kapital.

Twitter Flickr LinkedIn


82

6.3 Diskussion af sammenhængen mellem social software og social kapital

I denne afhandling fokuserer jeg primært på, hvordan social software understøtter

handlinger, som kan siges at facilitere forskellige dimensioner af social kapital, hvilket jeg

bl.a. har visualiseret med ensretningen af pilene i model 6.1. Idet social software systemer

kan siges at være indlejret i sociale strukturer, er det dog rimeligt at antage, at det

modsatte også gælder, dvs. at den eksisterende sociale kapital også har stor indflydelse på,

hvordan systemerne bliver anvendt i praksis. Eller sagt med andre ord, er der højst

sandsynligt tale om, at den eksisterende sociale kapital og anvendelsen af sociale software

systemer indbyrdes påvirker hinanden i en gensidig proces. Dette forklarer også, hvorfor

implementeringen af social software ikke altid medfører den tilsigtede positive effekt, men i

stedet i visse tilfælde enten ikke anvendes eller ligefrem anvendes på en måde, der virker

skadelig for den sociale kapital. I en organisation, hvor den sociale kapital er lav, i den

forstand at der f.eks. er tale om åbne og ustabile netværk, store sproglige og

forståelsesmæssige barrierer, samt ringe grad af tillid, fælles normer og generel

reciprocitet, vil implementeringen af social software således næppe have en ligeså positiv

effekt som i en organisation, hvor den sociale kapital i forvejen er højere. Rent praktisk er

det således nemt at forestille sig, at f.eks. en lav grad af tillid mellem medarbejdere vil

udgøre en væsentlig barriere for, at medarbejdere anvender værktøjerne, idet de kan have

en mere eller mindre begrundet frygt for, at deres indlæg vil blive latterliggjort eller på

anden måde anvendt imod dem. Som ramme og platform for social interaktion kan social

software således både forstærke en konstruktiv, såvel som en skadelig og dysfunktionel

interaktion.

Jeg er derfor enig med Huysman & Wulf i, at social software ikke skal anses for noget

mirakelværktøj, hvis implementering partout sikrer en bedre social kapital.130 Snarere bør

en implementering af disse værktøjer foretages med udgangspunkt i de eksisterende sociale

strukturer, som findes i en organisation, og tage højde for eventuelle udfordringer og

barrierer, som måtte eksistere i den sociale kontekst, som præger den pågældende

organisation. Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at social software

systemer ikke nødvendigvis medfører udelukkende positive effekter. Som et værktøj

indlejret i de sociale strukturer vil anvendelsen af systemerne i høj grad også afspejle den

eksisterende sociale kapital. En manglende undersøgelse af disse sociale forhold vil således

medføre større risiko for, at værktøjerne enten ikke vil blive anvendt eller ligefrem, hvis den

sociale kapital i organisation er udpræget lav, vil blive anvendt på en måde, som virker

skadelig for den sociale kapital.

130 Huysman & Wulf (2005), p. 12


83

Hvor positivt disse IT-applikationer reelt indvirker på en organisations sociale kapital,

afhænger således i højere grad af, hvordan de anvendes i en specifik social kontekst, end af

de funktioner og handlingsmuligheder som systemet i kraft af sin opbygning understøtter

isoleret set. Eller som Huysman & Wulf siger det: ”[...] it is not so much the technology that

brings people together as it is the existing social capital.” (Huysman & Wulf, 2005, p. 20).

En central antagelse for konstruktionen af model 6.1 er, at online og offline interaktion

komplementerer, snarere end udelukker hinanden.131 Heraf følger, at social software ikke

skal ses adskilt fra den ”virkelige” verden, men snarere i sammenhæng med de sociale

strukturer, som eksisterer og udspiller sig offline i enhver organisation. Som tidligere

nævnt, må enhver analyse, investering eller vurdering af social software derfor inkludere en

tilsvarende analyse, investering eller vurdering af de eksisterende sociale strukturer for at

kunne afstedkomme en optimal effekt. F.eks. hjælper implementeringen af en wiki, blog

eller andet ikke meget, hvis der i forvejen hersker en ringe grad af tillid, fælles normer og

netværksorganisering.

Modellen er i den forbindelse tænkt som et rammeværktøj til at forstå og synliggøre

relationerne mellem social software og social kapital. Som sådan er formålet med modellen

at bidrage til designet af social software systemer, der mere målrettet imødekommer

udfordringer, barrierer og muligheder i forbindelse med at skabe og vedligeholde den

sociale kapital, som synes afgørende for organisationers evne til at understøtte og facilitere

organisatorisk viden. På baggrund af en analyse af den eksisterende sociale kapital i en

organisation (eller i det sociale system, som en organisation opererer i), kan modellen, med

ovenstående forbehold taget i betragtning, tjene som et supplerende værktøj, hvormed

organisationer mere målrettet kan designe sociale software systemer til at facilitere

skabelsen og vedligeholdelsen af den sociale kapital, som er kontekstuel og specifik for den

enkelte organisation.

6.4 Delkonklusion

Ved at anskue social software som bestående af syv komponenter har jeg i dette kapitel

undersøgt, hvordan hver af disse komponenter faciliterer forskellige dimensioner af social

kapital i kraft af de handlinger, som de forskellige komponenter muliggør (og ikke mindst

begrænser). Denne kobling (se model 6.1) giver et operationelt værktøj, som kan hjælpe til

at forstå, hvordan specifikke sociale software systemer, i kraft af deres opbygning og

131 Se kapitel 4.3


84

sammensætningen af komponenter, understøtter skabelsen og vedligeholdelsen af de

forskellige dimensioner af social kapital.

Da social kapital er yderst kontekstuel og specifik for den enkelte organisation, må dette

værktøj kombineres med en undersøgelse af den sociale kapital i den givne organisation. I

det følgende vil jeg derfor, med afsæt i model 6.1 og den tidligere gennemgået analyse af

den sociale kapital hos Forebyggelsesteamet, undersøge, hvordan Dialognet i sin planlagte

opbygning kan forudsiges at understøtte skabelsen og vedligeholdelsen af social kapital i

det sociale system, som Forebyggelsesteamet indgår i.

Kapitel 7: Hvordan understøtter Dialognet skabelsen af social kapital?

85

7 Hvordan understøtter Dialognet skabelsen af social kapital?

I dette kapitel vil jeg på baggrund af den tidligere konstruerede teoriramme (se kapitel 6)

undersøge, hvordan Dialognet i kraft af sin opbygning kan siges at imødekomme de

udfordringer indenfor den sociale kapital, som jeg tidligere identificerede blandt aktører i

Region Syddanmark (se kapitel 5).

7.1 Dialognets opbygning

Baggrunden for at implementere Dialognet skal findes i den tidligere beskrevne

sundhedslov, som påbyder regioner at tilbyde rådgivning om forebyggelse og

sundhedsfremme til kommunerne (se kapitel 5). Dialognet er i den forbindelse tænkt som

en online kommunikationsplatform, der skal fungere som knudepunkt for information,

samarbejde, deling og udvikling af viden. Formålet med Dialognet er således primært at

facilitere videndeling, netværksdannelse og dialog og formidle regionens rådgivning om

forebyggelse og sundhedsfremme til de 22 kommuner i regionen.

Dialognet kan grundlæggende siges at bestå af følgende fem hovedelementer:

• Informationer

• Profiler

• Dokumentdatabase

• Dialogværktøjer

• Interessegrupper og fora

Flere af disse elementer er sammenlignelige med de komponenter, som konstituerer social

software, og ved at anvende Smiths model (model 6.2) kan man dermed danne sig et

billede af Dialognets opbygning. Dette bilede kan senere, ud fra model 6.1, anvendes til at

opnå en større forståelse af, hvordan Dialognet potentielt understøtter de tidligere

identificerede udfordringer med at skabe og vedligeholde den social kapital for aktørerne i

Region Syddanmark.

Informationer

Det er tiltænkt, at Dialognet skal indeholde væsentlige informationer om regionens

rådgivningstilbud til kommunerne omkring sundhedsfremme og forebyggelse. I praksis er

dette informationer om temamøder, kompetenceudviklingskurser, udviklingsprojekter m.m.,

som regionen stiller til rådighed både på hjemmesiden selv og i form af foldere, brochurer

og nyhedsbreve, som enten tilsendes eller kan downloades. Dette indebærer ingen


86

nævneværdig interaktion, hvorfor det heller ikke kan siges at være et social software

komponent.

Profiler

I Dialognet er det planen, at brugere skal oprette individuelle profiler, som gør det muligt

for dem at identificere og finde hinanden. Disse profilsider indeholder oplysninger som navn,

kontaktoplysninger, stilling, projektdeltagelse, publikationer samt kompetencer og erfaring

indenfor emner og værktøjer, og skal til dels vedligeholdes af brugerne selv. Dialognet kan

dermed siges at inkorporere ’identity’ som komponent, idet brugere ud fra disse oplysninger

kan identificere og finde hinanden. Muligheden for at se, hvem der deltager i hvilke

projekter, og hvilke organisationer, brugerne er associeret til, kan give brugerne en delvis

forståelse af hinandens sociale netværk (’relationships’), men dette må siges at være et

ukomplet billede og overladt til brugernes egen fortolkning.

Dokumentdatabase

Et tredje og meget væsentligt element er en dokumentdatabase, som indeholder

projektbeskrivelser, evalueringer, undersøgelser m.m., som kan knyttes til en kommune-

eller medarbejderprofil, og som andre kan tilgå via en søgefunktion, hvor dokumenterne er

listet efter emne, værktøjer eller andet. Udover dette skal databasen indeholde dokumenter,

som er knyttet til afholdelsen af temamøder, hvor deltagere kan dele rapporter,

evalueringer, projektbeskrivelser m.m., samt understøtte delingen af dokumenter i

interessegrupper, som arbejder med udvalgte områder.

Dokumentdatabasen udfylder en central rolle i forhold til systemets formål om at facilitere

videndeling, idet den muliggør, at aktører (som kommuner, regionen og medlemmer i de

enkelte interessegrupper) kan uploade og dele dokumenter med hinanden. Dette indikerer

at ’sharing’ som komponent udfylder en central rolle i systemets opbygning.

For at lette søgningen efter relevante dokumenter planlægges Dialognet at inkorporere en

søgefunktionen struktureret som et ’tagcloud’, hvilket vil sige, at emner som ofte tilgås, vil

blive fremhævet frem for andre. Dette muliggør en form for vurdering af, hvilke dokumenter

andre finder relevant, og indikerer at Dialognet til dels også indeholder ’reputation’ som

komponent.

Dialognet bygger dog kun delvist på denne komponent, idet systemet ikke indeholder nogle

funktioner, som direkte understøtter brugeres mulighed for at skabe, vedligeholde eller

vurdere hinandens omdømme. Dette skyldes formentlig en kombination af to ting. For det

første er Dialognets primære formål at facilitere kommunikation, samarbejde og videndeling


87

mellem aktører, som i nogle tilfælde i forvejen har et kendskab til hinanden. For det andet

kan det være problematisk at foretage en eksplicit bedømmelse af eksisterende eller

potentielle samarbejdspartnere (eksempelvis i form af en rating af brugeres troværdighed,

kompetence eller andet), idet dette kan give anledning til konflikt og sandsynligvis næppe

harmonerer med organisationskulturen i den offentlige forvaltning.

Dialogværktøjer

Til at understøtte interaktionen mellem aktørerne tilbyder Dialognet en række dialogværk-

tøjer, hvor de vigtigste er:

• Chatfunktion – til oprettelse af dialog i interessegrupper. Muliggør synkron og

tekstbaseret kommunikation.

• E-konference – til diskussion af emner, hvor medlemmer kan oprette og

kommentere indlæg, såvel som dele filer med hinanden. Kan være åben såvel som

lukket og muliggør asynkron og tekstbaseret kommunikation.

• Wikis – til planlægning og opfølgning på temamøder samt platform for online

samarbejde i interessegrupperne omkring eksempelvis udviklingsopgaver. Asynkron

og primært tekstbaseret kommunikation (men kan indeholde billeder, video, audio

m.m.).

• Videokonference – til afholdelse af møder online.132

Disse værktøjer gør det muligt for brugere at interagere og indgå i dialog med hinanden af

enten kortere eller længere varighed, hvorfor ’conversation’ kan siges at udgøre en vigtig

komponent i systemet. Samtidigt giver funktioner som chat brugerne en mulighed for at se,

hvem der er online hvornår, hvilket øger brugernes forståelse af, hvornår andre er tilstede

og tilgængelige. Dialognet bygger derfor også delvist på ’presence’ som komponent.

Interessegrupper

Som tidligere nævnt, indgår interessegrupper med deltagere på tværs af kommuner,

universiteter, m.m. som en væsentlig del af Forebyggelsesteamets arbejde. Det er tiltænkt,

at Dialognet skal understøtte disse interessegrupper ved at tilbyde en række funktioner,

som muliggør kommunikation, samarbejde og deling af viden internt i de enkelte grupper

og formidling af information om gruppens arbejde til eksterne interessenter.

Forsiden for interessegrupperne indeholder en beskrivelse af den enkelte gruppes formål og

de deltagere, som indgår i den. Udover at give et billede af gruppens formål og aktiviteter

132 Det er endnu ikke bekræftet, om denne funktion skal indgå i systemet eller ej.


88

fremmer dette, som tidligere nævnt, en delvis forståelse af, hvordan brugerne er

organiseret, og hvem der kender hinanden (’relationships’).

Herudover spiller dokumentdatabasen og de tidligere nævnte dialogværktøjer en væsentlig

rolle for medlemmernes deltagelse i interessegrupperne. Dokumentdatabasen sætter

således deltagerne i stand til at samle og dele de dokumenter, som har relevans for

gruppens arbejde (såsom projektbeskrivelse, tidsplan, indsatsområder m.m.), mens

dialogværktøjerne understøtter deltagernes online kommunikation og interaktion med

hinanden.133

I denne sammenhæng er det centrale dog, at disse mange funktioner understøtter

brugernes interaktion i grupper, hvorfor ’groups’ som komponent synes at være delvist til

stede. At jeg vurderer dette som delvist skyldes primært en usikkerhed om, hvorvidt

systemet giver brugere muligheden for at forme og indgå i disse interessegrupper, hvilket

er en væsentlig betingelse for at brugere selvstændigt kan skabe og vedligeholde de sociale

netværk, som de selv finder mest relevant at deltage i.

7.1.1 Sammensætning af komponenter

Dialognets erklærede formål, og de handlinger, som systemet muliggør, indikerer, at

muligheden for at dele filer og indgå i dialog med hinanden, har den primære vægt.

’Sharing’ og ’conversation’ synes som sådan at være hovedkomponenter i systemet, mens

’identity’, ’presence’, ’groups’, ’relationships’ og ’reputation’ alle indgår, men ikke synes at

understøttes i helt samme omfang eller med samme fokus, hvorfor jeg har vurderet, at de

har en mere sekundær betydning.

Sammensætningen af de handlingsmuligheder som Dialognet understøtter, giver et billede

af Dialognet som et social software system, der er opbygget og sammensat således:134

133 Denne kombination af funktioner synes i øvrigt hensigtsmæssigt set i relation til begrebet om praksisfællesskaber, hvor Wenger betoner balancen mellem deltagelse og tingsliggørelse i forhold til skabelsen af mening. Muligheden for at dele og forme dokumenter synes her at understøtte tingsliggørelse, mens dialogværktøjerne og muligheden for i fællesskab at udvikle dokumenter (f.eks. i en wiki) synes at fremme deltagelse. 134 Hvilke komponenter, der er primære og sekundære, bygger naturligvis på en afvejning og vurdering af, hvilke handlingsmuligheder systemet primært understøtter, og hvad det erklærede formål er for systemet. Som sådan kunne man i ovenstående tilfælde argumentere for, at ’groups’ skulle klassificeres som en hovedkomponent, idet et erklæret formål bag Dialognet er, at understøtte deltagelsen i interessegrupper. At jeg her har klassificeret ’groups’ som sekundær komponent, skyldes uvished om, hvorvidt brugerne selv kan forme, indgå og forlade disse grupper online. Såfremt disse muligheder ikke understøttes, kan ’groups’ vanskeligt siges at udgøre en hovedkomponent, selvom denne komponent tillægges stor værdi i forhold til Dialognets formål. Denne usikkerhed viser derfor, at sammensætningen af ovenstående model kan diskuteres, alt efter hvilke komponenter man vurderer, har den mest fremtrædende rolle og betydning.


89

Model 7.1. Dialognets opbygning

Sammenholders Dialognets opbygning med nogle af de tidligere gennemgåede social

software systemer (som f.eks. Flickr, Facebook, LinkedIn m.m.), fremtoner der et billede af

et meget omfangsrigt og komplekst system, hvis komponenter understøtter flere

dimensioner af social kapital. ’Sharing’, som er en af de primære komponenter, synes især

at understøtte skabelsen af reciprocitet (gennem deling af filer og dokumenter), som er et

element indenfor den relationelle dimension. ’Conversation’, som er den andet primære

komponent, understøtter forskellige former for dialog, hvilket faciliterer alle tre dimensioner

af den sociale kapital.

7.2 Hvordan møder Dialognet udfordringer med at skabe og vedligeholde social kapital blandt aktører i Region Syddanmark?

På baggrund af ovenstående beskrivelse af Dialognet vil jeg i dette afsnit belyse, hvordan

systemet, på baggrund af sin opbygning, kan forventes at møde de udfordringer i

forbindelse med social kapital og videndeling, som jeg tidligere (se kapitel 5) identificerede

som de vigtigste for aktørerne i Region Syddanmark. Her så vi, hvordan det store antal af

geografisk og organisatorisk spredte aktører medfører visse udfordringer i forbindelse med

skabelsen og vedligeholdelsen af den sociale kapital, hvoraf de tre største udfordringer

synes at være:


90

• Manglende kendskab til hinanden.

• Problemer med at forstå hinanden og indgå i meningsfuld kommunikation.

• En svag forventning om at få noget værdifuldt igen.

I forlængelse af Huysman & Wulfs argumenter om, at designet af videndelingssystemer må

tage afsæt i en undersøgelse af den eksisterende sociale kapital, vil jeg i det følgende

undersøge, hvordan Dialognet, i kraft af sin opbygning som et socialt software system, kan

forventes at imødekomme disse udfordringer.

7.2.1 Hvordan imødekommer Dialognet udfordringer i forbindelse med at vide hvem der er hvem, hvem der ved hvad, og hvem der kender hvem?

Som identificeret i kapitel 5, synes der at være visse udfordringer i forbindelse med at vide,

hvem der er hvem, hvem der kender hvem, og hvem der ved hvad. I relation til Nahapiet &

Ghoshals forståelsesramme kan disse udfordringer hovedsageligt karakteriseres som

udfordringer indenfor den strukturelle dimension af social kapital, om end problemstillingen

med at vide, hvem hinanden er, og hvem der ved hvad, også knytter sig til identitet, som er

et element indenfor den relationelle dimension (se model 4.1).

Et af de væsentligste formål bag Dialognet er at imødekomme ovenstående udfordringer,

hvilket systemets opbygning og sammensætningen af komponenter også indikerer.135 I sin

opbygning indeholder Dialognet således de fire komponenter (’presence’, ’relationships’,

’conversation’ og ’groups’), som jeg tidligere har argumenteret for, faciliterer den

strukturelle dimension samt komponenten ’identity’, der relaterer sig til den relationelle

dimension. Disse komponenter synes i større eller mindre grad alle at kendetegne

Dialognet, men især ’conversation’ synes at have en fremtrædende rolle (se model 7.1).

Denne komponent muliggør indbyrdes dialog, og understøtter som sådan alle tre

dimensioner af den sociale kapital, hvilket gør den til en af de mest indflydelsesrige og

betydningsfulde komponenter.

I relation til den strukturelle kapital argumenterede jeg tidligere for, at ’conversation’ som

komponent understøtter adgangen til andre netværk. Dette er også tilfældet for Dialognet,

hvor muligheden for at indgå i og vedligeholde en dialog kan virke befordrende for

aktørernes kendskab til hinanden og potentielt åbne op for adgangen til nye netværk.

Tilsvarende synes muligheden for at deltage i interessegrupper og interagere med andre

aktører på tværs af organisatoriske tilhørsforhold (’groups’ og ’conversation’) at styrke

135 Dette fremgår bl.a. også af Dialognets erklærede formål om at facilitere netværksdannelse.


91

aktørernes kendskab til hinanden, mens muligheden for at se, hvem der er online og

hvornår (’presence’), styrker aktørernes mulighed for at indlede eller vedligeholde en

kontakt.

Dialognet adresserer ligeledes udfordringerne i forbindelse med at vide, hvem der er hvem,

og hvem der ved hvad, ved at understøtte muligheden for at skabe og tilgå hinandens

profiler (’identity’). Disse profilsider giver således aktørerne en bedre forståelse af, hvem

der er hvem (f.eks. i form af information om en brugers arbejdsplads, medlemskab i

interessegrupper, alder etc.), og hvem der ved hvad (f.eks. i form af kompetencer,

publikationer, arbejdsområde etc.).

Ingen af disse komponenter synes dog direkte at give aktørerne en viden om, hvem der

kender hvem. Muligheden for at læse hinandens profiler, og heriblandt se hvilke

interessegrupper andre brugere er medlem af, giver en vis forståelse af andre brugeres

sociale netværk, men det kan ikke siges at give et komplet billede.

Et større fokus på ’relationships’ som komponent vil kunne adressere dette ved f.eks. at

gøre det muligt for aktørerne at tilføje kontakter, samarbejdspartnere m.m., hvilket ville

kunne synliggøre sammensætningen af aktørernes relationer mere tydeligt. Tilsvarende vil

et større fokus på ’groups’ som komponent (f.eks. ved at tillade brugere at vælge eller

fravælge medlemskab i forskellige interessegrupper) skabe større grobund for aktørernes

mulighed for aktivt at danne netværk med hinanden, hvilket i højere grad vil facilitere

aktørernes mulighed for at dele viden.

7.2.2 Hvordan imødekommer Dialognet udfordringer i forbindelse med at forstå hinanden og indgå i meningsfuld kommunikation?

Som jeg identificerede i kapitel 5, synes forskelle i organisationskulturer, positioner og

uddannelse m.m. at afstedkomme visse udfordringer i forbindelse med aktørernes evne til

at forstå hinanden og indgå i en meningsfuld kommunikation. Udfordringer, som i relation til

Nahapiet & Ghoshal, hovedsageligt kan karakteriseres som udfordringer indenfor den

kognitive dimension af social kapital og som influerer på aktørernes evne til at dele viden.

Som jeg har tidligere har peget på, synes især ’conversation’ og ’presence’ at være

komponenter, der understøtter denne dimension (se model 6.1). Ligeledes understøtter

muligheden for at indgå i en vedvarende og regelmæssig dialog (’conversation’) en gradvis

opbyggelse af en gensidig forståelse, baseret på en løbende udveksling af f.eks. metaforer,

fagudtryk, historier m.m. Dette øger en fælles forståelsesramme mellem aktørerne og


92

fremmer deres evne til at indgå i meningsfuld kommunikation (hvilket bl.a. forklarer,

hvorfor personer, der har kendt hinanden i lang tid ofte har lettere ved at kommunikere

med hinanden, end personer som lige har mødt hinanden). Desuden faciliterer muligheden

for at aflæse hinandens aktiviteter og tilstedeværelse i et system (’presence’) skabelsen af

kontekstmarkører, som kan skabe grundlag for en større forståelse (f.eks. af andres

handlinger). Dialognet bygger på både ’conversation’ og ’presence’ (om end ’conversation’,

som navnet Dialognet antyder, har en mere fremtrædende rolle i systemet), og kan som

sådan siges at imødekomme ovenstående udfordringer.

’Presence’ er i Dialognet begrænset til at give brugerne en forståelse af, hvem der er

tilstede og tilgængelige hvornår. Dette øger ikke i sig selv brugernes evne til at forstå

hinanden, men har snarere indflydelse på deres muligheder for at tilgå hinanden (den

strukturelle dimension af social kapital). Et større fokus på denne komponent kunne i højere

grad fremme aktørernes evne til at forstå og kommunikere med hinanden (og dermed

fremme deres evne til at dele viden) ved f.eks. at give flere kontekstuelle informationer om

brugerne og om de aktiviteter, de foretager (f.eks. vha. statusmeddelelser og informationer

om brugernes lokation, humør m.m.).

7.2.3 Hvordan imødekommer Dialognet udfordringer i forbindelse med aktørernes motivation og forventning til værdien af at dele viden?

De tidligere identificerede udfordringer i forbindelse med aktørernes motivation og

forventning til værdien af at dele viden kan til dels kan forklares ud fra den fysiske og

organisatoriske adskillelse mellem aktørerne. Som tidligere belyst, bidrager denne til en

opfattelse blandt nogle af aktørerne af, at forskellene mellem f.eks. deres egen kommune

og en anden kommune er så store, at det reducerer værdien af at dele viden. Samtidigt

bevirker denne adskillelse, at flere af aktørerne har en identitetsopfattelse præget af ”os” og

”dem” og ser hinanden som konkurrenter frem for som samarbejdspartnere, hvilket har en

negativ effekt på deres motivation for at dele viden.

Set i forhold til social kapital synes disse udfordringer primært at relatere sig til den

relationelle dimension og omhandler elementer som tillid, normer, forpligtigelser og

identifikation. Tillid og identifikation synes her at være de mest centrale elementer, idet

begge influerer både på aktørernes forventning til værdien af at dele viden og på deres

motivation for at dele viden (se model 4.1).

Som jeg argumenterede for i kapitel 6.1, synes ’identity’, ’sharing’, ’reputation’ og

’conversation’ alle at være social software komponenter, der på forskellig vis understøtter

elementer indenfor den relationelle dimension. Dialognet indeholder til en vis grad alle disse


93

komponenter, om end sidstnævnte komponent, som tidligere nævnt, understøttes mest

ekstensivt.

’Conversation’ synes som komponent at understøtte elementer indenfor både den

strukturelle og kognitive dimension af social kapital. Derudover synes også muligheden for

at indgå og vedligeholde en dialog at have en positiv indvirkning på skabelsen af især tillid

(som er et element indenfor den relationelle dimension). Gennem regelmæssig dialog

opbygger aktørerne en gensidig tillid over tid, hvilket, ifølge Nahapiet & Ghoshal, (se model

4.1) udgør en væsentlig betingelse, både for forventningen af værdien af at dele viden, og

for aktørernes motivation for at dele viden. Dialognets fokus på at understøtte dialog

mellem aktører, synes dermed at imødekomme ovenstående udfordringer, idet dialog

faciliterer en gensidig tillid, som virker befordrende for aktørernes motivation og forventning

af værdien af at dele viden.

Mens ’conversation’ synes at stimulere skabelsen af tillid (ved at muliggøre dialog), er

’identity’ et nødvendigt komponent, for at aktører i systemet kan identificere sig i forhold til

hinanden. Om end ’identity’ som komponent ikke spiller en primær rolle i Dialognet,

muliggør systemet stadig, at brugere kan skabe sig en profil, hvor oplysninger om f.eks.

alder, køn, kompetencer, publikationer, ansættelsesforhold, medlemskab i interessegrupper

m.m. giver andre brugere en mulighed for at identificere hinanden. Disse oplysninger kan

medvirke til at reducere opfattelsen af ”forskellighed” og skaber et grundlag for, at brugerne

kan identificere sig med hinanden (snarere end mod hinanden). I den forbindelse synes især

deltagelsen i interessegrupper at virke befordrende, idet disse udgør en platform, hvor

aktører på tværs af organisationer samarbejder omkring et fælles domæne. Deltagelsen i

disse kan således være med til at reducere den organisatoriske afstand mellem aktørerne

og bidrage til et fællesskab, der er funderet i praksis. Dette knytter aktørerne sammen

omkring et fælles mål og øger samtidigt aktørernes motivation for at dele viden.

Som tidligere nævnt synes ’sharing’ som komponent at understøtte skabelsen af gensidige

forpligtigelser og reciprocitet (”jeg deler noget med dig nu i forventning om, at du deler

noget med mig senere”). I takt med at brugerne af Dialognet udveksler dokumenter og filer

med hinanden, skabes og vedligeholdes en struktur af forventninger og forpligtigelser

(”noget-for-noget banken”), som tilsvarende virker befordrende for aktørernes motivation

for at dele viden.

Idet ’reputation’ som komponent i Dialognet ikke er knyttet til brugerne men derimod til

dokumenterne, kan det ikke i sig selv siges at facilitere skabelsen af tillid (som det ellers er

tilfældet på tjenester som f.eks. eBay, Amazon m.fl., hvor brugeres rating af andre brugere


94

giver en indikation af disses troværdighed). Derimod kan det forventes, at muligheden for

at se, hvad andre brugere finder relevant (gennem førnævnte ’tagcloud’), vil styrke

brugernes mulighed for at danne sig en forventning af værdien af de dokumenter, de søger

efter.

7.3 Delkonklusion

Som jeg har belyst i kapitlet, synes Dialognet at være sammensat af alle syv komponenter

med vægt på især ’conversation’ og ’sharing’. Denne sammensætning og vægtning af

komponenter vidner om et omfangsrigt og komplekst system, der, i kraft af sin opbygning,

faciliterer samtlige dimensioner af den sociale kapital og dermed brugeres mulighed, evne

og motivation for at dele viden. De handlingsmuligheder, som Dialognet understøtter i kraft

af sin opbygning, synes således overordnet at imødekomme de tidligere identificerede

udfordringer i forbindelse med at skabe og vedligeholde social kapital.

En større vægtning på visse af de gennemgåede komponenter vil dog kunne øge Dialognets

potentiale i relation til at imødekomme udfordringerne. En øget vægt på komponenterne

’relationships’ og ’groups’ (f.eks. ved at tillade brugerne at se hinandens netværk og forme

grupper) vil således højne aktørernes mulighed for at danne netværk, mens et større fokus

på ’presence’ (f.eks. ved at øge brugen af kontekstmarkører) vil kunne øge brugernes evne

til at forstå hinanden og indgå i en meningsfuld kommunikation.

Kapitel 8: Konklusion

95

8 Konklusion Ansporet af pointen i McKinseys analyse om at virksomheders konkurrenceevne i stigende

grad afhænger af effektiviteten af medarbejderes ’tacit interactions’, har jeg ønsket at opnå

en teoretisk, såvel som praktisk forståelse af, hvordan organisatorisk viden skabes og deles,

samt hvordan social kapital (i form af netværk, tillid, normer m.m.) indvirker på denne

proces.

I relation til at understøtte ’tacit interactions’ og generere organisatoriske konkurrence-

fordele, synes den tavse og kollektive (’collective’) type af organisatorisk viden at spille en

afgørende rolle. Denne kommer således til udtryk i rutiner, normer, og historier, og har

derfor en stor effekt på medarbejderes handlingsmønstre og effektivitet, samtidigt med at

den, i kraft af netop at være ”tavs”, er meget vanskelig for konkurrenter at kopiere.

Med baggrund i Nonaka & Takeuchi fandt jeg, at tavs og eksplicit viden i en kontinuerlig

spiralproces skiftevis udvikles og omdannes og herigennem gradvist indlejres i sociale

strukturer (i form af kollektive normer, værdier, erfaringer m.m.). Den tavse, kollektive

type af organisatorisk viden skabes og deles primært i en socialiseringsproces, som især

praksisfællesskaber synes at understøtte gennem gensidigt engagement, fælles virksomhed

og fælles repertoire.

Social kapital synes i den forbindelse at have en essentiel betydning, idet sociale netværk,

tillid, normer m.m. har afgørende indflydelse på, hvordan aktører interagerer med

hinanden. Med udgangspunkt i Coleman, Bourdieu og Putnam, der af mange anses som

pionerer og skabere af begrebet social kapital, har jeg derfor belyst centrale karakteristika

ved begrebet og gjort rede for, hvordan social kapital, som en produktiv ressource, har en

afgørende indflydelse på aktørers handlingsmuligheder. En indflydelse, som for individer,

organisationer og samfund generelt, medfører en lang række positive (såvel som negative)

effekter.

I relation til hvordan social kapital som ressource indvirker på skabelsen og delingen af

organisatorisk viden, fandt jeg det fordelagtigt, med reference til Nahapiet & Ghoshal, at

anskue social kapital i en analytisk opdeling baseret på tre dimensioner, som er henholdsvis

den strukturelle, kognitive og relationelle. Disse dimensioner udgør på forskellig vis rammen

og forudsætningen for skabelsen af organisatorisk (heriblandt tavs og kollektiv) viden og

influerer, som jeg argumenterede for, med baggrund i Adler & Kwon, på aktørers mulighed,

evne og motivation for at dele viden. Da social kapital således synes at være en essentiel

betingelse og faktor for skabelsen og delingen af organisatorisk viden (plus en række andre


96

effekter, som jeg her i specialet ikke har dækket, såsom f.eks. lavere

transaktionsomkostninger m.m.), er det i høj grad i organisationers interesse at understøtte

og investere i social kapital. I den forbindelse synes det derfor afgørende at organisationer

skaber de mest optimale rammer (både fysiske, kulturelle, digitale m.m.) for social

interaktion.

Da medarbejdere, hvis arbejdsopgaver i høj grad fordrer ’tacit interactions’, ofte i udstrakt

grad anvender IT i forbindelse med deres arbejde, har jeg undersøgt, hvordan IT, i form af

social software, påvirker skabelsen og vedligeholdelsen af social kapital. Med baggrund i

den tidligere påviste kobling mellem social kapital og organisatorisk viden, har jeg således

undersøgt, hvordan social software, på forskellig vis, understøtter de tre dimensioner af

social kapital, og i kraft heraf fremmer skabelsen og delingen af organisatorisk viden.

Som jeg har påvist, kan de funktioner, som social software systemer typisk indeholder,

inddeles i syv grundlæggende komponenter. Ved at betragte social software systemer på

baggrund af deres sammensætning af disse komponenter, får man således et

rammeværktøj, hvormed forskelle og ligheder mellem disse systemer kan anskueliggøres.

Da social software systemer, i kraft af deres forskellige opbygning, danner forskellige

rammer for social interaktion, har det været mit mål, at udarbejde en mere generel

forståelsesmodel, som kan anvendes generativt og fremadrettet i forhold til at anskue

hvordan specifikke social software systemer influerer på social kapital. Mit ønske har

hermed været at konstruere en forståelsesramme, som rækker udover et enkelt social

software system, og som kan anvendes bredt, både til at forstå tidligere, nuværende, og

fremtidige social software systemers indvirkning på den sociale kapital.

I specialet har jeg undersøgt hvordan de syv grundlæggende komponenter, i kraft af de

handlinger de hver især muliggør og begrænser, understøtter forskellige dimensioner af

social kapital. Hermed har jeg udviklet et operationelt rammeværktøj, som i forbindelse

med en analyse, vurdering eller design af social software systemer, kan anvendes i praksis

til at opnå en mere målrettet forståelse af, hvordan specifikke sociale software systemer, i

kraft af deres sammensætning af disse komponenter, influerer på forskellige dimensioner af

social kapital.

Da afgrænsningen af de enkelte komponenter og dimensioner baserer sig på en analytisk

skelnen, som i høj grad reducerer kompleksiteten og ikke tager fuld højde for de mange

indbyrdes relationer og afhængigheder i komponenterne og dimensionerne, kan man

naturligvis diskutere om den specifikke kobling mellem komponenter og dimensioner er

korrekt. Komponenternes påvirkning på den sociale kapital er således i praksis sjældent


97

isoleret til kun at understøtte én dimension. Dette peger naturligvis på et behov for

yderligere undersøgelser, der mere detaljeret kan kortlægge sammenhængene mellem

disse komponenter i social software og dimensioner af social kapital. Et yderst interessant

fokus vil i den sammenhæng være også at undersøge den anden påvirkning, nemlig

hvordan social kapital influerer på måden, hvorpå de sociale software systemer anvendes.

Idet social software systemer (ligesom alle andre videndelingssystemer) ikke bør ses adskilt

fra de sociale strukturer, de indgår og til en hvis grad indlejres i, bør dette værktøj ikke stå

alene. I kraft af, at det kontekstuelle aspekt ved social kapital, bør det derimod anvendes i

forlængelse af en analyse af de udfordringer, barrierer, muligheder m.m. indenfor de tre

dimensioner af social kapital i en given organisation.

For at give et praktisk eksempel herpå, har jeg i specialet foretaget en ’light’ udgave af en

social kapital analyse, hvori jeg identificerer væsentlige udfordringer i forbindelse med at

skabe og vedligeholde social kapital blandt aktører i Region Syddanmark. Udfordringer, som

i væsentlig grad influerer på aktørernes mulighed, evne og motivation for at dele viden, og

som det planlagte videndelingssystem, kaldet Dialognet, derfor må adressere for at

imødekomme forventningerne om bedre netværksdannelse og videndeling. Koblet med

førnævnte rammeværktøj, danner denne analyse således baggrund for en undersøgelse af,

hvordan Dialognet i praksis kan forventes at imødekomme de førnævnte forventninger til

systemet. Udover at give et specifikt billede af Dialognets påvirkning på social kapital, giver

analysen samtidigt et praktisk eksempel på værdien af en teoretisk indsigt og forståelse af

sammenhængene mellem organisatorisk viden, social kapital og IT.

Som tidligere nævnt, peger flere forfattere på, at årsagen til at mange videndelings-

systemer har fejlet, skyldes en ensidig opfattelse af viden som et objekt der kan findes,

lagres, og udtrækkes i kodificeret form. Udviklingen af IT-systemer, som understøtter social

interaktion, synes i den forbindelse at åbne op for en større overensstemmelse mellem

teorier der betoner social interaktion i forbindelse med læring (heriblandt især social

konstruktivistiske læringsteorier) og praksis i form af videndelingssystemer. En udvikling,

som viser, at anvendelsen af IT rummer et stort potentiale i forbindelse med skabelse og

vedligeholdelse af social kapital og dermed kan give anledning til konkurrencefordele i form

af f.eks. organisatorisk viden.

Kapitel 9: Litteraturliste

98

9 Litteraturliste Bøger

Coleman, James, S. (1990): Foundations of Social Theory, Cambridge, Massachusetts

and London. The Belknap Press of Harvard University Press.

Dalkir, Kimiz (2005): Knowledge Management in Theory and Practice, Oxford, Elsevier

Butterworth-Heinemann

Davenport, Tom, H. & Prusak, Laurence (1998): Working Knowledge: how organizations

manage what they know, Boston: Harvard Business School Press.

Field, John (2003): Social Capital – key ideas, New York, Routledge.

Hegedahl, Paul & Rosenmeier, Sara, L. (Red.). (2007): Social kapital, som teori og

praksis. Frederiksberg, Forlaget Samfundslitteratur.

Mauss, Marcel [1950] (1990): The Gift. The Form and Reason for Exchange in Archaic

Societies. London, Routledge.

Nonaka, Ikujiro & Takeuchi, Hirotaka (1995): The Knowledge Creating Company: How

Japanese Companies Create the Dynamics of Innovation. New York, Oxford University

Press.

Prusak, Laurence & Cohen, Don (2001b): In good Company: How Social Capital Makes

Organizations Work. Boston, Harvard Business School Press.

Putnam, Robert, D. (1993): Making Democracy Work: civic traditions in modern Italy,

Princeton, Princeton University Press.

Putnam, Robert. D. (2000): Bowling Alone: The Collapse and Revival of American

Community. New York, Simon and Schuster.

Schumpeter, J. A. (1934) (Genudgivet i 1962): The theory of economic development: An

inquiry into profits, capital, credit, interest and business cycle. Cambridge, MA. Harvard

University Press.


99

Wenger, Etienne (1998): Communities of Practice: Learning, Meaning and Identity.

Cambridge, UK, Cambridge University Press.

Artikler

Abou-Zeid El-Sayed (2007): A Theory-Based Approach to the Relationship between

Social Capital and Communities of Practice. The Electronic Journal of Knowledge

Management. Vol. 5 Issue 3, pp. 257 – 264.

Adler, Paul, S. & Kwon, Seok-Woo (2002): Social Capital: Prospects for a New Concept.

Academy of Management Review. Vol. 27 (1) pp. 17-40.

Blanchard, Anita & Horan, Tom (1998): Virtual communities and social capital. Social

Science Review Vol. 16 (3), pp. 293-307.

Bourdieu, Pierre (1986): The forms of Capital I Richardson, John, G. (eds.): Handbook of

Theory and Research for the Sociology of Education. New York, Greenwood, pp. 241-58.

Coleman, James S. (1988): Social capital in the creation of human capital. American

Journal of Sociology, Vol. 94, pp. 95 – 121.

Ellison, Nicole, B., Steinfield, Charles, & Lampe, Cliff (2007): The Benefits of Facebook

“Friends:” Social Capital and College Students Use of Online Social Network Sites. Journal

of Computer-Mediated Communication, 12(4), article 1.

Tilgængelig online (16/07-2008): http://jcmc.indiana.edu/vol12/issue4/ellison.html

Ghoshal, Sumantra & Tsai, Wenpin (1998): Social Capital and Value Creation: The role of

intrafirm networks. Academy of Management Journal Vol. 41(4), pp. 464-474.

Granovetter, Mark (1973): The Strength of Weak Ties. The American Journal of

Sociology, Vol. 78(6), pp. 1360-1380.

Hanifan, L. J. (1916): The Rural School Community Center. Annals of the American

Academy of Political Science. Vol 67. pp. 130-138.

Hildreth, P.J. & Kimble, C. (2002): The duality of knowledge. Information Research, 8

(1), paper no. 142.

Huysman, Marleen & Wulf, Volker (2004): Social capital and information technology.


100

Current debates and research. I Huysman. M. & Wulf, V. (Eds.), (2004): Social capital

and information technology. Cambridge, Massachusetts, The MIT press.

Huysman, Marleen & Wulf, Volker (2005): IT to Support Knowledge Sharing in

Communities, Towards a Social Capital Analysis. Journal on Information Technology

(JIT).

Lesser, Eric, L. (2000): Leveraging Social Capital in Organizations. I Lesser, E. (2000):

Knowledge and social capital, Foundations and applications. Boston, Butterworth-

Heinemann.

Lesser, Eric, L. & Cothrel, Joseph (2001): Fast friends: virtuality and social capital. I

Lesser, E. & Prusak, L. (2004): Creating Value with Knowledge: Insights from the IBM

institute for Business Value. New York, Oxford University Press.

Lesser, Eric, L. & Prusak, Laurence (1999): Communities of practice, social capital and

organizational knowledge. i Lesser, E. Fontaine, M.A. og Slusher, J.A. (2000): Knowledge

and Communities. Boston, Butterworth –Heinemann, pp. 123-131.

Lesser, Eric, L. & Storck, John (2001): Communities of practice and organizational

performance. I Lesser, E. & Prusak, L. (2004): Creating Value with Knowledge: Insights

from the IBM institute for Business Value. New York, Oxford University Press.

Maskell, P. (2000). Social capital, innovation, and competitiveness. I Baron, S. Field, J.

og Schuller,T., (Eds.) Social Capital: Critical Perspectives, Oxford, Oxford University

Press, pp. 111-123.

Moran, P. & Ghoshal, S. (1996): Value creation by firms. I Keys, J. B. & Dosier, L. N.

(Eds.), Academy of Management Best Paper Proceedings, pp. 41-45.

Nahapiet, Janine and Sumantra Ghoshal (1998): Social Capital, Intellectual Capital and

the Organizational Advantage. Academy of Management review, (23:2), pp. 244-266.

Nonaka, Ikujiro (1994): A Dynamic Theory of Organizational Knowledge Creation.

Organization Science, Vol. 5(1).

Nonaka, Ikujiro (1991): The knowledge creating company. Harvard Business Review, 69,

(Nov-Dec), pp. 96-104.


101

Nonaka, Ikujiro & Konno, Noburo (1998): The Concept of “Ba”: Building a Foundation for

Knowledge Creation. California Management Review, Vol 40(3).

O’Reilly, Tim (2005, September): What is Web 2.0.

Lokaliseret den 28 Juli 2008 på

http://www.oreillynet.com/pub/a/oreilly/tim/news/2005/09/30/what-is-web-20.html

Perks, Martyn. (2003, 20 Marts): Social Software – get real.

Lokaliseret den 28/08-2008 på http://www.spiked-

online.com/Articles/00000006DCF1.htm

Pope, Jeanette (2003): Social capital and social capital indicators: A reading list.

Adelaide, Public Health Information Development Unit. Working Paper. Series No. 1.

Portes, Alejandro (1998): Social Capital: Its Origins and Applications in Modern

Sociology. I Lesser, E. (2000): Knowledge and social capital, Foundations and

applications. Boston, Butterworth-Heinemann.

Putnam, Robert D. (2002): The Prosperous Community: Social Capital and Public Life.

The American Prospect.

Prusak, Laurence & Cohen, Don (2001a): How to Invest in Social Capital. Harvard

Business Review, Vol. 79.

Quan-Haase, A. & Wellman, B. (2004): How does the Internet Affect Social Capital? I

Huysman, M. og Wulf, V. (2004): Social Capital and Information Technology, England,

MIT Press, pp. 113-131.

Rosenmeier, Sara (2004): Introduktion til Social Kapital. Rådgivende sociologer A/S

Lokaliseret den 13/04-2008: http://www.socialkapital.dk/introduktion.html

Smith, Gene (2007, 4 april): Social Software Building Blocks,

Lokaliseret den 02/06-2008 på http://nform.ca/publications/social-software-building-

block

Snowden, Dave (2002): Complex acts of knowing: paradox and descriptive self-

awareness. Journal of knowledge management 6(2), pp.100-111.


102

Spender J.C. (1996): Making Knowledge the basis of a dynamic theory of the firm.

Strategic Management Journal 17 (S2), pp. 42-62.

Vilanova, Eva, P. & Josa, Roger, T. (2003): Social capital as a managerial phenomenon.

Tampere University of Technology.

Webb, Matt (2004, 28. april): Interconnected.

Lokaliseret den 02/06 2008 på

http://interconnected.org/home/2004/04/28/on_social_software

Wellman, Barry (2001): Computer Networks As Social Networks. Science. Vol.

293(5537), pp. 2031 – 2034.

Wenger, Etienne (2004): Knowledge management as a doughnut: Shaping your

knowledge strategy through communities of practice. Ivey Business Journal.

Wenger, Etienne (år ukendt): Communities of Practice – a brief introduction.

Lokaliseret den 15/07-2008 på http://www.ewenger.com/theory/

Williams, Dimitri (2006): On and Off The 'Net’: Scales for Social Capital in an Online Era.

Journal of Computer-Mediated Communication, 11(2), article 11.

Yli-Renko, Helena og Autio, Erkko og Sapienza, Harry J. (jun-jul. 2001): Social Capital,

Knowledge Acquisition, and Knowledge Exploitation in Young Technology-Based Firms.

Strategic Management Journal, Vol. 22(6/7), Special Issue: Strategic Entrepreneurship:

Entrepreneurial Strategies for Wealth Creation, pp. 587-613.

Rapporter

Beardsley, Scott & Johnson, Bradford & Manyika, James (2006): Competitive advantage

from better interactions. The McKinsey Quarterly. No. 2.

Tilgængelig online (07/02-2008):

http://mail.google.com/mail/?ui=1&ik=7bfe724f23&view=cv&search=query&q=better%

20interactions&th=11866e21a010b6c7&ww=1018&cvap=1&qt=better.0.interactions.0&z

x=tmdx7ehhjlsj

Davies, William (2003): You don’t know me but…Social capital & social software. The

Work Foundation, London.


103

Tilgængelig online (13/08-2008):

http://www.theworkfoundation.com/research/publications/publicationdetail.aspx?oItemId

=156&parentPageID=102&PubType

Websites

The O’Reilly Emerging Technology Conference:

Lokaliseret den 15/08-2008 på: http://conferences.oreillynet.com/

Clay Shirky’s Social Software Summit:

Lokaliseret den 15/08-2008 på: http://www.shirky.com/

Wikipedia:

Lokaliseret den 15/08-2008 på : http://en.wikipedia.org/wiki/History_of_social_software

Wikipedia:

Lokaliseret den 15/08-2008 http://en.wikipedia.org/wiki/Social_software

Clay Shirky:

Lokaliseret den 15/08-2008 http://www.shirky.com/writings/group_enemy.html

The Economist:

Lokaliseret den 16/08-2008

http://www.economicsnetwork.ac.uk/handbook/web/glossary.htm

Online Tjenester

Amazon: http://www.amazon.com/

Couchsurfing: http://www.couchsurfing.com/

Dialognet: http://www.dialog-net.dk/default.asp?id=233826

Ebay: http://www.ebay.com/,

Facebook: http://www.facebook.com/

Flickr: http://www.flickr.com

Friendster: http://www.friendster.com/

Groupcare: http://www.groupcare.dk

LinkedIn: http://www.linkedin.com/,

MSN: http://webmessenger.msn.com

Twitter: http://www.twitter.com

Youtube: http://www.youtube.com

Social kapital som fundament for organisatorisk viden en · Kapitel 1: Indledning 2 rapporten især...

Documents

Transcript of Social kapital som fundament for organisatorisk viden en · Kapitel 1: Indledning 2 rapporten især...