Pigen_fra_Auschwitz

90 mm 90 mm148 mm 148 mm17 mm

225

mm

PIGEN FRA AUSCHWITZ

M O R T E N

V E S T E R G A A R D

På en villavej i Fredericia bor en kvinde, som har en gribende og grusom historie. Arlette Andersen

var mod slutningen af Anden Verdenskrig i over et år fange i kz-lejren Auschwitz-Birkenau. I fi re årtier for-talte Arlette end ikke sin egen jødiske familie, hvad hun havde været udsat for.

I mange år forsøgte Arlette at glemme. Men i PIGEN FRA AUSCHWITZ åbner hun døren til de grufulde oplevelser, fordi hun føler sig forpligtet: ”Snart vil der ikke være fl ere, der kan fortælle, hvad der skete”, for-klarer hun. Arlette fortæller om sin opvækst i Paris, om arrestationen, deportationen i kreaturvogne, op-holdet i kz-lejren og om kampen for at overleve. Og om kærligheden, som efter krigen førte hende til Dan-mark, hvor hun stiftede familie og kom til at virke som gymnasielærer.

PIGEN FRA AUSCHWITZ er en uafrystelig beretning om en kvinde, som har over-vundet det værste, et men-neske kan opleve.

MORTEN VESTERGAARD er

født i 1976 i Varde. Han er kan-

didat i journalistik og historie fra

Roskilde Universitet og bachelor

i Nordisk Sprog og Litteratur

fra Aarhus Universitet. Morten

Vestergaard har siden 2006 ar-

bejdet som nyhedsjournalist på

Morgenavisen Jyllands-Posten.

”Da de 55 jødiske kvinder

havde ventet et par timer,

blev de beordret til at gå i

to rækker gennem lejren ad

noget, der mindede om en

allé. Målet var de i alt 57

røde murstensbarakker, der i

januar 1944 udgjorde kvinde-

lejren i Birkenau. På den få

hundrede meter lange gåtur

passerede kvinderne kremato-

rium II og III og de tilhørende

gaskamre, der var skjult under

jorden lige under krematorie-

bygningerne.

Umiddelbart efter at de havde

passeret krematorierne, fi k

Arlette den første anelse om,

hvad der foregik i den lejr,

hun var ankommet til. Mel-

lem rækkerne af murstensba-

rakker lå der bunker af døde

kroppe. Det var nøgne, døde

kvinder.”

MO

RT

EN

VE

ST

ER

GA

AR

DP

IGE

N F

RA

AU

SC

HW

ITZ

Portrættet på forsiden er et privatfoto.Billedet af hovedindgangen til Auschwitz: Polfoto.Portrættet på bagsiden: Casper Dalhoff.Brevene på omslaget er nogle af dem, Arlette Andersen skrev til sine forældrene i tiden i tysk fangenskab.Omslag: stoltzedesign.dk

FOTO

: GO

RM

OLES

EN

J Y L L A N D S - P O S T E N S F O R L A G

Morten Vestergaard

Pigen fra Auschwitz

Jyllands-Postens Forlag

109425-Pigen fra Auschwitz_indhold.indd 3109425-Pigen fra Auschwitz_indhold.indd 3 6/29/2011 8:31:14 AM6/29/2011 8:31:14 AM

Indhold

Marais, Paris ..................................... 13

Flugt ................................................. 31

Deportation....................................... 51

Ankomst Auschwitz .........................73

Hverdag ............................................90

Frelseren ......................................... 112

Overlevelse ..................................... 128

Rejsen gennem Europa ................... 149

Danskeren Arlette .......................... 174

Tavshed ........................................... 186

Kilder ..............................................206


7

Forord

Tidligt om morgenen den 23. januar 1944 blev 55 jødiske kvinder fra Frankrig gennet ud af en rød murstensbygning få kilometer uden for byen Oświęcim i det sydlige Polen.

Kvinderne stod tavse i skumringen. De var kronragede, klædt i laset og snavset tøj, som de havde fået tilfældigt tildelt kort forinden, og som derfor var for stort til nogle af dem, mens det stumpede på andre. Under tøjet var deres kroppe stadig fugtige efter det kolde bad, de netop var ble-vet tvunget igennem, og på deres venstre underarm havde alle kvinderne et nummer, som var blevet tatoveret ind i huden samme morgen.

En af kvinderne bar nummeret 74.853. Hun var 18 år, født og opvokset i Paris i Frankrig, og indtil efteråret 1943 studerende på universitetet i Clermont-Ferrand i det cen-trale Frankrig. Få minutter forinden havde hendes hår været mørkt og kort med bløde, naturlige krøller, der knap nåede til skuldrene. Hun var lille, ikke mere end 155 cm høj, spin-kel af bygning og med et smalt ansigt med høje kindben.

Arlette Lévy var den unge kvindes navn. Hvad hun ikke vidste, da hun stod og så ud over et indhegnet område med


8 pigen fra auschwitz

rækker af træ- og murstensbarakker, var, at hun var an-kommet til koncentrationslejren Auschwitz, nærmere be-stemt lejren Birkenau eller Auschwitz II. Hun vidste heller ikke endnu, at tatoveringen på hendes underarm viste, at hun var kvinde nummer 74.853, der blev kronraget, vasket, tatoveret og registreret som fange i koncentrationslejren.

Arlette og de 54 andre kvinder stod et par timer foran den H-formede røde murstensbygning, indtil et par af kon-centrationslejrens vagter beordrede dem til at gå til højre ad en allé. På rækker, fem og fem, traskede de gennem sneen. Det syn, der mødte kvinderne, da de havde gået nogle mi-nutter, husker Arlette stadig i 2011, 67 år senere. Foran en murstensbarak lå adskillige nøgne kvindelig i en bunke.

I fl ere årtier fortalte Arlette ikke noget andet menneske, hvad der skete, fra hun ankom til Auschwitz den morgen i januar 1944, til hun næsten 15 måneder senere afkræftet ankom med toget til Gare du Nord i Paris.

I 2011 sidder Arlette i et rødt parcelhus i Fredericia. 86 år gammel åbner hun døren til Auschwitz, som hun udtrykker det. Hun har i dag en dør til oplevelserne, som hun kan åbne og lukke. Kun sådan kan hun leve normalt, forklarer hun, og kun sådan er hun i stand til at fortælle historien om, hvordan hun overlevede mere end et år i Auschwitz. Hendes forældre hørte aldrig om, hvad deres datter havde oplevet som kz-fange, og hendes danske mand, Ole, og hendes børn, Annett og Christian, fi k først vished om detaljerne i deres hustru og mors historie, da de sad som tilskuere til Arlettes første foredrag i Trinitatis Kirkes Sognegård i Fredericia i 1990.

Siden, indtil foråret 2011, har Arlette holdt godt 300 fore-


forord 9

Arlette fl yttede til København i sommeren 1951. Dette billede er taget året før, i 1950, da Arlette var forlovet med danskeren Ole Andersen, men stadig arbejdede som lærer i Paris.



drag, langt de fl este på gymnasier. Foredragene har efter-hånden fundet en fast form, forklarer hun. Sådan bliver det nødt til at være, hvis hun skal være i stand til at fortælle i et offentligt forum. Denne dag i hendes stue forklarer hun, hvorfor hun igen åbner døren til Auschwitz. Hun føler sig forpligtet til at fortælle, hvad hun oplevede. En dag vil der ikke være fl ere vidner fra Auschwitz, som hun siger.

Arlette er nydeligt klædt. De smalle lærredsbukser, skoene med en lav hæl og skjorten får hende til at fremstå yngre end sine 86 år. Bevægelserne er stadig hurtige, hun nærmest springer op for at hente et foto, for at tage telefonen eller for at hente mere kaffe. Øjnene er nærværende og har det meste af tiden ikke brug for briller, håret er forholdsvis fyldigt og let krøllet, og fotos i stuen afslører, at krøllerne har siddet på den samme måde i årtier. Den eneste forskel er den grå, næsten hvide farve, som håret har i dag. Sjældent læner hun sig tilbage i stolen, hun placerer sig i stedet forrest på sædet med hænderne foran sig på knæene, mens hun sender et forventningsfuldt blik til den gæst, der er kommet for at stille spørgsmål om dengang.

Det er ikke kun den let syngende stemmeføring, der gør hende meget fransk, selv om hun har levet i Danmark, si-den hun fulgte kærligheden til København i begyndelsen af 1950’erne. Måske er det også den spinkle statur, måske er det de fi ne træk i det spidse ansigt?

I mange år var Arlette gymnasielærer, i fransk naturlig-vis, og selv om det efterhånden er tyve år siden, hun holdt op, fornemmer man lærerindens blik. Hun er ikke skrap,


forord 11

men efter kort tid i hendes selskab forstår man, at hun ikke gør eller siger noget, som hun ikke selv ønsker.

Denne bogs forfatter mødte første gang Arlette i marts 2010 til et interview til Morgenavisen Jyllands-Posten om minderne fra Auschwitz i anledning af 65-års dagen for afslutningen af Anden Verdenskrig. Arlette mente i første omgang, at hun havde for travlt med foredrag til også at fortælle sin historie til en journalist. Hun fandt alligevel et hul i kalenderen og brugte en eftermiddag i sit hjem på at fortælle.

Den første forespørgsel om at medvirke i denne bog blev også venligt, men kontant afvist i telefonen. Hun ville helst fortælle ansigt til ansigt, når hun holder sine foredrag. Den beslutning ændrede Arlette få dage senere.

Bogen er derefter blevet til med udgangspunkt i en lang række møder i Arlettes stue i Fredericia fra sommeren 2010 til foråret 2011. Nogle gange som interview, hvor Arlette ef-ter bedste evne har forsøgt at beskrive detaljer. Andre gange er møderne i højere grad blevet til samtaler, blandt andet om at være indvandrer i Danmark og om, hvordan man skal håndtere minder, man helst vil glemme.

Undervejs er der dukket nye detaljer op, andre gange er Arlette selv vendt tilbage til en episode og har beskre-vet nogle detaljer eller følelser, som hun tidligere ikke var i stand til at gengive. Enkle spørgsmål, som for eksempel hvordan den første dag i Auschwitz forløb, eller hvordan vejret var, da hun ankom til lejren, er blevet mødt med et skuldertræk, og et ”det husker jeg ikke”.



Og her sidder vi så. Arlette antyder et smil med sammen-pressede læber, samler hænderne foran sig på knæene og fortsætter sin fortælling om Auschwitz.


Pigen_fra_Auschwitz

Documents

Transcript of Pigen_fra_Auschwitz