Hitz - Mig og min papfamilie 2. Store flyttedag (læseprøve)
-
Upload
rosinante-co -
Category
Documents
-
view
214 -
download
2
description
Transcript of Hitz - Mig og min papfamilie 2. Store flyttedag (læseprøve)
90121_mig og min pap_.indd 1 1/27/12 11:34 AM
Mig og min papfamilieStore flyttedag
90121_mig og min pap_.indd 1 1/27/12 11:34 AM
Anja Hitz
Høst & Søn
Af samme forfatter
Min mor, mit muldyr (2002)
Råberim for råbehoveder (2004)
Min, min, min (2004)
Hr. Hare og kagen (2008)
Mig og min papfamilie (2011)
90121_mig og min pap_.indd 2 1/27/12 11:34 AM
Anja Hitz
Høst & Søn
Mig og min papfamilie
Store flyttedag
90121_mig og min pap_.indd 3 1/27/12 11:34 AM
Mig og min papfamilie. Store flyttedag
© Anja Hitz (tekst), Kirsten Raagaard (tegninger)
og Høst & Søn / rosinante&co, København 2012
1. udgave, 1. oplag, 2012
Grafisk tilrettelægning: Jette Aagaard Enghusen
Omslagstegning: Kirsten Raagaard
Omslagsdesign: Jette Aagaard Enghusen
Sat med Quadraat og
trykt hos Livonia Print, Letland
ISBN: 978-87-638-2298-5
Printed in Latvia 2012
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne
i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Til Stella, Josefine og Kristiane
Høst & Søn er et forlag i rosinante&co
Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K
www.rosinante-co.dk
90121_mig og min pap_.indd 4 1/27/12 11:34 AM
Indhold:
1. Forhistorie .......6
2. En stor nyhed .......8
3. Mere end pap .......16
4. Operation Find Faren .......21
5. På sporet af en far .......26
6. Tilbage til naturen .......36
7. Man skal passe sine veninder .......53
8. Store flyttedag .......62
9. Menneskets bedste ven .......68
1o. En hund til Guinness Rekordbog .......79
11. Familieudflugt .......85
12. Familieforøgelse .......92
13. Alene, ensom & forladt .......95
14. Kunsten at være papstoresøster .......102
15. Første skoledag .......112
16. Seks uger senere … .......119
90121_mig og min pap_.indd 5 1/27/12 11:34 AM
6
Forhistorie
Først var jeg skilsmissebarn, og det gik helt fint. En uge hos
far og så en uge hos mor. Mit liv var roligt, ingen store over-
raskelser, ingen store konflikter. Så fik min mor en kæreste.
Helt uventet og ud af det blå. Altså, forældre får jo kærester
før eller siden, det har jeg set nok til at vide – men min mor
faldt for en enlig far til fem! Fem børn i alle aldre, og kun en
enkelt af dem var pige. Næsten pige. Renée har ikke bare et
drengenavn, hun opfører sig også tit som en dreng, og når
hun gemmer sit smukke lange hår under en eller anden gam-
mel kasket, så kan hun også gå for at være en dreng. Dengang
i svømmehallen hvor hun badede i nogle aflagte drengeshorts,
troede selv Caroline at hun var en dreng. Caroline er den pige
fra klassen jeg har det dårligst med. To ord fra Caroline og det
værste kommer op i mig. Også selvom jeg burde tænke pæne
tanker om hende – hendes forældre er trods alt lige blevet
skilt, og hendes mor er flyttet til Spanien med sin nye kæreste.
Så Caroline har det ikke nemt. Til gengæld køber hendes fars
nye kæreste enormt dyre gaver til hende.
Man skal passe på hvad man ønsker sig, har jeg lært – man kan
risikere at det går i opfyldelse. Så jeg arbejder på at være meget
præcis med mine ønsker. Jeg har altid ønsket mig søskende
– en eller to – fem havde jeg slet ikke forestillet mig var en
mulighed. Og nu var det måske endda seks! Min far var nemlig
blevet måske-kæreste med Bitten som havde fået en lille pige
og ikke svarede når vi spurgte hvem den rigtige far var. Min far
90121_mig og min pap_.indd 6 1/27/12 11:34 AM
svarede heller ikke når jeg spurgte ham om han var kæreste
med Bitten. Han sagde bare: «Skal man virkelig sætte mærkat
på alting?« Det var ikke til at finde ud af for nogen af os. Jeg
var forvirret.
90121_mig og min pap_.indd 7 1/27/12 11:34 AM
8
»Jeg ønsker mig … Jeg ønsker mig … Nej, jeg tror ikke at jeg
ønsker mig at vi flytter sammen,« sagde jeg.
Renée og jeg lå i hængekøjerne i træhytten. Det var en af de
første dage i sommerferien.
»Jeg har hørt at ønskefeen ikke forstår når man siger ordet
ikke,« sagde Renée. »Så det du lige sagde, betyder at du ønsker
dig at vi flytter sammen.«
»Åhh, altså. Jeg ønsker mig … at alting bare kan være lisom
nu. Vi kommer på besøg hos jer og sover her i weekenden.
Resten af ugen slapper vi af hjemme i lejligheden. Og hvor
sku vi også bo? Vores lejlighed er for lille til to voksne og seks
børn, og der er jo heller ikke værelser nok her.«
Renée trak på skuldrene. »Så hvis her var flere værelser, så
ville det være i orden?«
»Nej, det var IKKE det jeg sagde.«
»Du sagde ikke igen.«
Nogen gungrede på noget der larmede fælt i haven under
os. »UNGER, så er der husmøde!« kaldte Frank. Jeg tittede ud
over bræddekanten. Morris der var fem år, klaskede et gryde-
låg mod alt hvad han kom i nærheden af. Muren, fliserne,
grillen. Frank og min mor stod med hinanden i hånden
på terrassen. De så helt afsindig glade ud. Ivrige på en eller
anden måde. Så fik min mor nok og vristede grydelåget ud af
hånden på Morris.
»Vi har en vigtig nyhed.«
En stor nyhed
90121_mig og min pap_.indd 8 1/27/12 11:34 AM
9
Frank talte. Min mor kiggede forelsket på ham og gav hans
hånd et klem. Så kiggede hun på mig og holdt mit blik. Hvad
nu?
Vi sad alle otte om spisebordet. Sixten der var femten år og
det ældste barn, var godt nok i færd med at sms'e, sikkert til
nogle piger. Max på tretten kiggede fraværende ud ad vinduet.
Måske var han ved at gennemgå nogle tårnspring i hovedet.
Elias der var elleve ligesom Renée og jeg, sad med en bog
opslået lige under bordkanten. Troede han ikke vi kunne se
at han læste? Renée trommede en rytme med to pegefingre på
bordet, og Morris stod ved siden af sin stol helt opslugt af at
grave guld.
»Puds næse i stedet for,« sagde min mor og stak ham et
papirlommetørklæde.
»Som sagt, så har vi noget vigtigt at fortælle jer.« Frank holdt
endnu en pause, det lignede ham ikke.
»Vi …«
»Kom nu til sagen,« sagde Elias. Selvfølgelig lyttede han.
Han var den der syntes mindst om at mor og jeg overhovedet
befandt os i huset. Han og jeg havde fået det bedre sammen
siden vi arrangerede den ballonflyvning, men der var stadig
langt fra bedre til godt.
»Okay. Vi flytter sammen!«
»Vi flytter sammen!« gentog min mor med et lille hvin og
kiggede igen først indgående på mig og så rundt på de andre
omkring bordet.
»Yeaj,« sagde Max. Han var den eneste af drengene der så ud
som om nyheden oprigtigt glædede ham.
»Hva sir I, unger?« spurgte Frank med sprudlen i stemmen.
»Er det ikke fedt?«
»Cool nok,« sagde Sixten, »må man gå nu?«
90121_mig og min pap_.indd 9 1/27/12 11:34 AM
10
»Jeg synes det er fedt,« sagde Renée højt og hviskede så til
mig: »Og det er da også præcis det du har ønsket dig af ønske-
feen.«
»Det er da præcis det jeg ikke ønskede mig,« hviskede jeg
tilbage.
»Mmm, fordi du brugte ordet ikke er det så sket alligevel.«
Elias skubbede sin stol hårdt tilbage, den væltede, og han for-
lod rummet og smækkede døren efter sig. Min mor rejste sig.
»Lad ham gå,« sagde Frank og trak hende ned at sidde igen.
»Han skal lige ha lidt tid.«
»Vi kan jo ikke engang være her,« udbrød jeg. »Jeg skal altså
have mit eget værelse, det har jeg altid haft.«
»ALLE får deres eget værelse,« svarede Frank.
»Får jeg også mit eget?« spurgte Renée.
»Ja, også dig, min skat.«
»Men HVOR?« spurgte jeg med lidt hårdere stemme end
jeg egentlig ville.
»På loftet, såmænd,« svarede han.
»På LOFTET??? Mor, det gør jeg altså ikke. Så må du flytte
herhen uden mig. Jeg hader det loft.«
»Rolig, sødefjæs,« sagde Frank. »Der kommer til at ske en
masse med det loft før I flytter herhen.«
Og så tegnede og fortalte han. Loftet skulle sættes i stand,
der ville blive to værelser deroppe, et til mig og et til Renée.
»Kommer der en rigtig trappe derop? Den er altså uhyggelig
den stige der er der nu,« sagde jeg.
»Der kommer en rigtig trappe, rigtige tagvinduer og rigtige
knirke-fri gulvbrædder.«
Det var alt sammen noget jeg skulle se før jeg kunne tro på
det. Det loft var bare det uhyggeligste jeg nogensinde havde
set.
90121_mig og min pap_.indd 10 1/27/12 11:34 AM
11
Næste morgen stod der en stor tom container på vejen uden
for huset. Vi blev alle sammen beordret i noget gammelt tøj,
og så skulle loftet ryddes. Frank og de fem rumsterede oppe
på loftet – det skulle forestille at de sorterede alt deres gamle
ragelse. Mor og jeg stod neden for trappestigen og tog imod
det der skulle direkte i containeren.
»Uh, hvor blir det godt at komme i bund!« sagde mor
og tog smilende imod endnu en sort affaldssæk. Vi stod i
en sky af urgammelt støv. Min mor har rengøringsvanvid,
så på sin egen sære vis gav det hende optur at komme i
kontakt med så meget snavs. For mig handlede det mest
om at få fjernet alle de bunker af ting som forhindrede
lyset i at nå ud i alle kroge. Det løb mig koldt ned ad ryggen
at tænke på hvor forskrækket de andre havde gjort mig
oppe på det loft.
To vrede stemmer nåede os oppefra. »Den skal i hvert fald
ikke ud ... Gi mig den!«
»Nej, gu vil jeg ej … Slip så ...«
Så bumlede nogen rundt. I næste øjeblik blev noget kastet
ned gennem lemmen. Jeg nåede lige akkurat at flytte mig, så
det kun ramte mig på skulderen. Det var en tung pude, og den
lugtede grimt. Puden blev efterfulgt af Elias som mosede ned
ad trappestigen.
»Hvad sker der, Eli?« spurgte mor og rørte ved hans arm.
Han trak den til sig som om hendes berøring gav ham
stød. »Det er Odins,« mumlede han, og greb puden ved det
ene hjørne for så at trække den ind på sit og Renées værelse.
Endnu en gang smækkede en dør efter ham.
»Odins?« Mor kiggede undrende på mig. »Bor de nordiske
guder oppe på vores loft?«
Max' hoved kom til syne i åbningen over os. »Odin var vores
90121_mig og min pap_.indd 11 1/27/12 11:34 AM
90121_mig og min pap_.indd 12 1/27/12 11:34 AM
13
gamle hund. Den døde om sommeren før mor døde. Vi måtte
ikke få en ny hund fordi hun var så syg.«
Franks hoved dukkede op ved siden af Max'. »Vi fortsætter.«
»Er der ikke en af os der skal gå ind til ham?« spurgte mor.
Frank rystede på hovedet. »Vi gir ham lidt tid. Desuden har
vi et stykke arbejde her der skal være færdigt.«
»Det der med at gi ham tid, synes jeg du sir hver gang han
går og smækker med døren …«
Max begyndte sin tur ned ad stigen. »Nå, men, god arbejds-
lyst!« Han smilede mod mig.
»Hvor tror du lisom du skal hen?« spurgte Frank.
»Jeg tror lisom jeg skal over i hallen. Tårnspring begynder
om 20 minutter.«
Frank slog sig for panden. »Nå, det havde jeg svedt ud. Det
tynder lidt ud i rækkerne, synes jeg.«
»Så er det godt vi to hernede har bøfferne i orden,« sagde
mor og mærkede på mine tynde overarme.
»Sixten er forhåbentlig også en god hjælp,« svarede Frank.
»Ellers sender I ham bare herop.«
»Han er da allerede oppe hos jer,« sagde mor. »Hernede har
han ikke været.«
»SIXTEN,« brølede Frank, og vi kunne høre ham skridte
over loftet.
»Nu går jeg ned og finder os en forfriskning,« sagde mor
med et suk.
Jeg kunne ikke lade være med at kravle op og følge med i det
næste der skete. Frank fandt Sixten sovende på en madras i det
allermørkeste hjørne. Han var ikke til at vække selvom Frank
stillede sig op på madrassen og hoppede så den bølgede op og
ned. Renée og jeg forsøgte at kilde Sixten vågen, men han vred
90121_mig og min pap_.indd 13 1/27/12 11:34 AM
14
sig bare lidt i søvne og trak det gamle tæppe tættere omkring
sig.
»Jeg ka tisse ham i hovedet,« foreslog Morris og begyndte
at lyne sine bukser ned.
»Nej, så stopper vi og lader ham sove,« sagde Frank og trak
Morris væk fra madrassen.
Nu var vi to voksne, to piger og en forvokset baby tilbage på
arbejdsholdet. Vi lignede næsten en helt almindelig familie
som vi sad der rundt om bordet i stuen og holdt pause.
»Så følger vi plan B,« sagde Frank og satte den kolde flaske
for munden.
»Og det er?« spurgte Renée.
»Ingen sortering, bare ud med hele lortet.«
»Lige efter mit hjerte,« sagde mor, »men er du sikker på at
der ikke er mere der har affektionsværdi?«
»Det har Elias allerede taget til sig,« blinkede Frank.
»Men hvad vil han dog med den gamle ulækre hundepude?«
spurgte mor.
»Han ønsker sig ikke engang en ny hund,« sagde Renée.
»Han ønsker sig ikke en ny hund,« gentog jeg og tænkte på
hvad der sker når man ikke ønsker sig noget.
»Som hans far ved jeg at Elias ville blive lykkelig for en
ny hund. Vi skal bare finde det rigtige tidspunkt.«
»Hov, hov,« sagde mor, »fra nu af er vi jo faktisk to om at
bestemme den slags.«
»Hvis drengen ønsker sig en hund, så …«
»Nej, Frank … nej … jeg under Elias alt muligt godt, men du
kan ikke sidde der og nærmest love ham en hund når du og
jeg ikke har snakket om det først.«
»Hvad har du imod hund?«
90121_mig og min pap_.indd 14 1/27/12 11:34 AM
»Det her handler ikke om hund, det er helt principielt.«
Og bla bla bla … Jeg lukkede ørerne, og jeg kunne fornemme
at Renée gjorde det samme. Jeg vidste at det i allerhøjeste grad
handlede om hund. Jeg havde aldrig haft et kæledyr, for mor
kunne ikke lide dyr i huset. De svinede, de lugtede, og de var
ikke til at kontrollere, mente hun. Heller ikke dem i bur.
»Jeg synes det er ganske fint at børnene ser at vi også kan
være uenige,« var det sidste jeg hørte mor sige før Renée og
jeg daskede ud i haven og fandt vores pladser i hængekøjerne.
En halv time senere kunne vi se det støve op af ovenlysvinduet
i taget. De var gået i gang igen. Vi besluttede at tage en tørn til.
Det var trods alt os der skulle have værelser deroppe.
90121_mig og min pap_.indd 15 1/27/12 11:34 AM
16
Et par dage senere var den fyldte container væk, og i stedet
stod der paller med byggematerialer på vejen uden for huset.
To af Franks bedste venner rykkede ind med deres værktøj og
en enorm ghettoblaster. Jeg rykkede hen til far. Hvorfor skulle
Renée aldrig rykke nogen steder? Det var uretfærdigt. På en
måde var jeg glad for at komme væk fra al den hamren og
banken. På en måde var det som at skulle gå lige midt i en
fest. Hjem til al for meget stilhed.
Far og jeg boede alene. Helt alene. Han var begyndt at se
meget til Renées faster Bitten inden hun fødte sin lille pige,
men jeg kunne simpelthen ikke få ham til at indrømme at de
var kærester. Så måske var de ikke. Far var med til fødslen. Det
så ud som om det skete ved en tilfældighed, men det var der
så meget der gjorde den dag. Som at far og jeg endte sammen
med de andre i den ballonkurv. Mor gennemskuede selvfølge-
lig vores set-up, men hun blev ikke sur over det. Det var den
bedste dag i mit liv. Bedre end min fødselsdag og juleaften.
Dagen efter var vi alle sammen på hospitalet for at se den
nyfødte baby. Da vi kom stod far med hende i armene. Han så
nærmest stolt ud da han rakte hende frem imod os og sagde.
»Mød baby Iggi.«
Rummet fyldtes med »Nååå« og »Hvor er hun kær«.
»Miss Piggy,« hviskede Max fjoget til Elias.
»Er Iggi egentlig et pigenavn?« spurgte mor som for at over-
døve dem.
Mere end pap
90121_mig og min pap_.indd 16 1/27/12 11:34 AM
17
»Hvem ved?« svarede Bitten og kyssede sin baby på hove-
det. Bitten var slet ikke sig selv. Jeg har aldrig oplevet hende så
stille. Hverken før eller siden.
Iggi var den dejligste lille baby. Allerede så buttet at det så
ud som om nogen havde spændt elastikker om hendes arme
og ben. Øjnene var mørkeblå, og hun havde meget svært ved
at holde dem åbne.
Jeg prikkede Renée i siden. »Hun er jo helt lyserød!« hviskede
jeg.
»Det forstår jeg ikke?« sagde Renée så højt at de voksne
kunne høre det. De så alle sammen spørgende på hende. »Sku
hun ikke være lysebrun?«
»Ja, altså, er faren ikke fra Afrika?« fortsatte jeg.
Alle kiggede på Bitten, men hun rakte bare ud efter Iggi og
sagde: »Du ville være yndig i hvilken som helst farve.«
»Jeg kan nu forestille mig et par farver der ville være uhel-
dige,« sagde Sixten tørt.
»Lyslilla,« foreslog Max.
»Sølv,« sagde Elias.
»Hvis den var blå, så ville den ligne en SNØLF,« udbrød
Morris alvorligt.
Vi kom sådan til at grine, for hun lignede faktisk en smølf
med den lille hvide hue hun havde på.
Det ærgrede mig at Renée fik lov til at holde Iggi først. Bare
fordi Bitten er hendes faster. Var jeg ikke lige så meget i familie
med Iggi måske? Min mor var kæreste med Iggis morbror, og
min far havde været med til fødslen.
»Hvad er jeg så til Iggi?« spurgte jeg min mor senere på
dagen.
»Ret beset er du vel ikke noget,« svarede hun henkastet.
90121_mig og min pap_.indd 17 1/27/12 11:34 AM
18
»Hvad er Renée?«
»Hun er kusine.«
»Så er jeg vel papkusine.«
Min mor tænkte lidt: »Ja, det kan man vel godt kalde det.«
Det irriterede mig at Renée var rigtig, og jeg bare var pap.
Når vi flyttede sammen ville Renée og jeg blive papsøstre,
men det var i orden. Den ene var ikke mere end den anden.
En idé foldede sig ud i mit hoved. Hvad nu hvis … Bitten og
min far blev rigtige kærester og flyttede sammen. Så ville
baby Iggi blive min papsøster, mens Renée aldrig – aldrig
- kunne få hende som papsøster. Renée kunne beholde sin
kusinetitel for sig selv, jeg ville få titel af både papkusine og
papsøster – de to gange pap syntes jeg langt overgik den ene
gang almindelig kusine. Så var det afgjort: Nu måtte far meget
gerne blive kæreste med Bitten, og det kunne ikke gå hurtigt
nok. Selvom jeg fra starten havde syntes at Bitten var alt for
larmende og alt for farverig til min far, så kunne kun hun gøre
mig til Iggis papsøster.
Jeg havde ikke været hos min far i mange minutter før jeg
var nødt til at spørge ham. »Du ville sige til mig hvis I var
kærester, ik?«
Far gik frem og tilbage i stuen og ryddede op. Det plejede
han altid at have gjort inden jeg kom. »Jo.«
»Er I så?«
»Nej, det er ikke så enkelt.«
»Altså, hvor svært kan det være? Enten så er man vel, eller
også er man ikke.«
»Så er vi ikke kærester, men ...«
Han tørrede bordet af og fortsatte ikke sin sætning.
»Men hvad?«
90121_mig og min pap_.indd 18 1/27/12 11:34 AM
90121_mig og min pap_.indd 19 1/27/12 11:34 AM
»... vi kan rigtig godt li hinanden.«
»Så blir I vel kærester?«
»Så enkelt er det ikke, min skat.«
Jeg ruskede ham. »Hvor-svært-kan-det-væææære?«
»Hun er ikke interesseret i at ha mig som kæreste, okay!«
Jeg slap ham. HUN ikke interesseret i HAM. Min far. Min
dejlige far. »Hvad?«
»Ja, hun vil bare gerne ha mig som sin helt særlige ven.«
Jeg kunne ikke lade være med at rulle med øjnene.
»Du har da også hjerteveninder,« fortsatte far. «Nogen der
betyder mere for dig end andre venner. I er meget sammen,
men I tar også hjem til jer selv og holder fri fra hinanden ind-
imellem. I er sammen når det virkelig betyder noget for jer at
være sammen.«
»Skal I så ikke flytte sammen? Skal babyen ikke ha en far?«
»Nu går du lovligt hurtig frem, min skat, hun er jo først lige
kommet til verden. Desuden er det kun godt at du ikke skal ha
to papfamilier på én gang. Det ville da være alt for meget for
dig. Nej, vi har det godt som vi har det, os to.«
Jeg blev irriteret på ham. »Nå, men hun har vel også en
RIGTIG far et eller andet sted.«
Far trak på skuldrene og mumlede et eller andet mens han
rystede sofapuderne. Jeg gad ham ikke mere og gik ind på mit
værelse.
Hvor var den babys far henne? tænkte jeg. Var Bitten stadig
forelsket i ham? Var det derfor hun ikke bare kunne blive
kæreste med min far, flytte ind hos os og gøre mig til Iggis
papsøster?
90121_mig og min pap_.indd 20 1/27/12 11:34 AM