Xinran - Kinas vidner (læseprøve)

K i n a s v i d n e r

– s t e m m e r f r a

e n t a v s g e n e r a t i o n

X i n r a n

r o s i n a n t e

80670_kinas vidner.qxd 29/09/09 15:42 Page 3

1Yao Popo eller medicinkvinden fra Xingyi

På trappen ved Yao Popos urtebod.


Yao Popo eller medicinkvinden, nioghalvfjerds år gammel, inter-

viewet i Xingyi i Guizhou-provinsen i det sydvestlige Kina. Da Yao

Popo var fire år gammel, blev hendes mor slået ihjel, og hun blev

givet væk til en mand, der solgte lægeurter. Hun blev gift med en

musiker, urtekræmmerens plejesøn, og de tre rejste rundt i Kina –

fra Yangtze-floden til Zhu Jiang-floden – i perioden mellem

1930’erne og 1960’erne. Hun siger, at Kulturrevolutionen hjalp

hende. Den bevirkede, at hun fik et hjem og noget at leve af, fordi

hospitaler og medicinske fakulteter lukkede, og folk opsøgte hende i

stedet for.


27

Klokken tyve minutter over to om eftermiddagen den 27. juli 2006 – efter at

have tilbragt otteogtyve timer i fly fra London til Guilin, via München, Beijing

og Xi’an – var jeg for træt til at kunne sove. De to stærke sovepiller, jeg havde

taget tidligere, gav mig kun tre timers urolig søvn, hvor jeg konstant havde

drømme, der handlede om at tjekke ind, gå om bord i fly og gå fra borde igen,

at få udleveret bagage og om at løbe rundt og rundt i en kæmpestor cirkel og

lede efter dens centrum – de vidner, jeg gerne ville interviewe.

Den sidste del af drømmen havde noget at gøre med det, som min mand,

Toby, og jeg havde talt om i flyet: Kinas snart hundrede år lange søgen efter et

nyt politisk og moralsk centrum i kølvandet på revolutionen i 1911. Hver gang

jeg rejser tilbage til Kina, leder jeg efter de steder, der har haft betydning for

mig tidligere, men de fleste af dem er forsvundet – alt er anderledes. Somme

tider har jeg svært ved at skelne mellem mine minder og mine drømme. Men

hvis fortiden allerede er så utydelig for mig som midaldrende, hvordan kan

ældre mennesker så huske noget? Holder deres minder op med at være virke-

lige? Hvis det er tilfældet, volder det dem så smerte? Begynder de historier, som

de hører fra andre i deres generation, også at virke uvirkelige? Hvordan kan de

overbevise deres uforstående og tvivlende børn om, at beretninger og begiven-

heder, der ikke har sat sig nogen fysiske historiske spor, rent faktisk har fundet

sted?

At vende tilbage til Guilin i det sydlige Kina – kendt for sin grønne frodig-

hed og sælsomt smukke kalkstensformationer – for første gang i ti år gjorde

mig tung om hjertet. Da vi fortsatte rejsen, og det øjeblik, hvor jeg skulle møde

mine interviewpersoner, nærmede sig, følte jeg mig for dårligt forberedt, usik-

ker, overvældet af den gevaldige fart, hvormed Kina er i færd med at ændre sig.

Alle de steder, hvor jeg havde været ti år tidligere, lod ikke til at være der læng-

ere. Jeg havde intet, som mine minder kunne orientere sig efter.

Da jeg flyttede til England i 1997, var jeg meget stolt over, at Kina, og især lan-

dets store byer, ændrede sig så hurtigt. Men efter at jeg havde set, hvor omhyg-


geligt man i Europa forsøger at bevare sporene af sin fortid, begyndte jeg at

blive bekymret over den hastighed, hvormed mit land var i gang med at øde-

lægge det gamle for at erstatte det med nyt. Nu kunne jeg se, at dette årtusind-

gamle kejserrige blev omdannet af tankeløse mennesker med modernisering

på hjernen, som fik deres kulturelle orientering fra McDonald’s. I de to årtier,

hvor Mao har været død, har moderniseringen gjort et kraftigt indhug i hver

eneste større kinesisk by, hvor arrogante lokale planlæggere stadig glædestrå-

lende er opsatte på at fortsætte denne uansvarlige ødelæggelse af den histori-

ske fortid.

Xingyi, hovedstaden i den autonome region med Buyi-minoriteten og

Miao-minoriteten i Guizhou-provinsen (i det sydlige Kina), er et typisk ek-

sempel på en by, der er ved at blive forvandlet af moderniseringen efter Mao.

»Xingyi ligger der, hvor tre provinser møder hinanden,« oplyste guidebogen

fra de lokale myndigheder mig om, »og byen har historisk været et trafikalt og

handelsmæssigt knudepunkt i regionen. Den er omgivet af bølgende højde-

drag, der gennemskæres af flere floder, og området er kendt for sine kalkstens-

formationer. Med sit smukke landskab og tempererede klima har Xingyi –

hjemsted for mange berømte historiske skikkelser – et stort uudviklet poten-

tiale som turiststed.«

At komme til Xingyi – på vores vej fra Guilin til Chengdu – føltes ligesom at

træde ind i en tidslomme. Alt i byen mindede mig om Beijing og Shanghai i

begyndelsen af 1980’erne: gaderne, tøjet, forretningerne og især den kommu-

nalt drevne hotelpension, som vi boede på, med sit tarvelige udstyr, værelser,

hvor installationerne ikke virkede, badeværelser med utætheder, med sine

dumme receptionister, stuepiger, der aldrig skiftede ens håndklæder, og mand-

lige og kvindelige tjenere, der sjoflede serveringen i hovedrestauranten for i

stedet at yde service til højrøstede lokale embedsmænd i private lokaler, med

en uophørlig karaoke-larm og opslagstavler, hvor et latiniseret kinesisk skulle

gøre det ud for engelsk.

Det, der for alvor fik mig til at føle mig sat tyve år tilbage i tiden, var gårds-

pladsen med de mange dyre biler og de opblæste embedsmænd, der stod ud af

dem. På en hotelpension som denne kan man kun sikre sig opmærksomhed

fra personalets side ved at give dem indtryk af, hvor betydningsfuld man er, så

snart man træder ind ad døren. Ellers risikerer man, at ens vasketøj forsvinder,

at ens morgenmadsbillet bliver forlagt, og at ens personlige ejendele bliver

»ryddet væk« og ikke bliver fundet igen. Somme tider bliver ens værelse – som

kinas v idner

28


medicinkv inden

29

man allerede har betalt for – inddraget til et officielt møde, ligesom ens aftens-

mad aldrig dukker op, fordi kokkene holder fyraften efter at have frembragt

endnu et festmåltid for store kanoner fra regeringsapparatet.

I de to nætter og tre dage, vi tilbragte i byen, fik Toby og jeg den hele og fulde

Xingyi-oplevelse – med kakerlakker, væggelus og et voldsomt midnatsmøde

med en stangdrukken, karaoke-syngende kadre som særlige bonusser.

Men – som Nietzsche engang har sagt – det, der ikke slår en ihjel, gør en

stærkere. Jeg havde oprindelig haft til hensigt at påbegynde mine interviews i

Chengdu i Sichuan-provinsen i det vestlige Kina, men mens jeg var i byen for

at deltage i et bryllup – en god ven, der oversatte min første bog, Kinas døtre,

skulle giftes – traf jeg helt tilfældigt min første fortæller: medicinkvinden fra

Xingyi.

En tidlig morgen gik Toby og jeg – sådan som vi altid gør i Kina – rundt i

gaderne og så på folk. Et par timer før klokken ni var der allerede travlhed i

gaderne i Xingyi med gadesælgere og boder drevet af bønder og fiskere fra

egnen, som falbød forskellige eksotiske lokale delikatesser, blandt andet de

bjergsvampe, som området er berømt for. Vi bevægede os ind i en mørk og

smal gyde, der gik parallelt med den store handelsgade, og dermed tilbage i

tiden. Vi kom forbi den type forfaldne huse og butiksfacader, som jeg forbin-

der med film, der skildrer det »gamle« samfund (før 1949). Det slog mig med

det samme, at de fleste af de handlende og butiksindehaverne var kvinder. Ud

over dem, der reparerede sko, skar spisepinde, solgte tekstiler og syartikler,

fremstillede ligklæder og papir-begravelsespenge, var der mange, der solgte

lokale specialiteter og urtemedicin.

Min opmærksomhed blev fanget – på temmelig stor afstand – af en gammel

kvinde, der havde et særligt djærvt og beslutsomt udtryk i ansigtet. Hun sad i

en butik, hvis facade var åben, og snakkede med en kunde. Forskellige slags

urtemedicin var udstillet rundt om hende. Noget hang i poser, andet lå på hyl-

der i bundter, og atter andet lå i bunker på gulvet ved hendes fødder.

Jeg pegede hende ud for Toby. »Hun er den eneste i den her gade, der ikke

ser ud til at være nedslidt og demoraliseret af livet. Jeg gad vide, hvorfor hun

virker anderledes end alle de andre.«

»Gå hen og snak med hende. Jeg venter her. Vi har ikke travlt.« Toby ved, at

jeg holder meget af den slags muligheder for at komme til at sludre med kine-

siske kvinder – spontane møder kan resultere i uventede oplysninger.

Jeg ventede, indtil den gamle dame var færdig med sin kunde. Så gik jeg der-


hen og indledte en samtale. »Goddag. Er urterne alle sammen dyrket herom-

kring?«

»Ja, det er de,« svarede Yao Popo (den kinesiske betegnelse for medicinkvin-

de) med hunan-accent uden at kigge op fra det bundt urter, som hun var ved

at binde en snor om.

»Hvad med de her? Hvor kommer de fra?« spurgte jeg igen i et forsøg på at

få hende til at åbne sig.

Endelig kiggede hun op på mig. »Jeg plukker dem ikke selv. Bønder fra

egnen kommer med varerne til mig.«

Jeg satte mig på det nederste af de to lave trin foran hendes butik. »Så må du

jo være ret kendt her på stedet.«

»Jeg er bare en ganske almindelig gammel kvinde,« sagde hun smilende. »Jeg

har været her i lang tid. Det er såmænd det hele.«

»Hvornår begyndte du at sælge medicin?«

»Åh, det er snart mange år siden. Er der noget særligt, du leder efter?« Yao

Popo kiggede på Toby, der stod et stykke væk fra butikken. En udlænding var

velsagtens noget af et særsyn i det provinsielle Xingyi. »Hvem er det?«

»Det er min mand,« skyndte jeg mig at sige.

Medicinkvinden kiggede på ham med sammenknebne øjne. »Han er høj. Og

flot. Min datter har også giftet sig med en udlænding, en taiwaner.« Mange men-

nesker ude på landet i Kina mener, at enhver, der ikke kommer fra fastlandet, er

at betragte som en udlænding – også selvom vedkommende er etnisk kineser.

»Han behandler hende godt, men han er ikke videre køn at se på.«

Nu var det min tur til at smile. »Er en mands udseende da så vigtigt?«

»Ja, selvfølgelig,« sagde hun og rynkede panden. »Ellers får man jo grimme

børn.«

Jeg smilede, fordi jeg nu vidste, hvordan jeg skulle få hende til at snakke.

»Hvor mange børn har du?«

Hun var henrykt over at blive spurgt. »To sønner og fem døtre, tolv børne-

børn og fire oldebørn.«

Endnu en gang blev jeg mindet om, hvor stor betydning kinesiske kvinder

tillægger det at få børn. »Ih, du milde. Du er vel nok heldig.«

»Hvad med dig?« spurgte Yao Popo mig og så pludselig ud til at være

bekymret for mig.

Jeg var rørt over hendes omsorg. »Kun én søn. Han er atten år.«

»Kun én?« sagde Yao Popo og kunne ikke skjule sin medfølelse. »Nå, men i

kinas v idner

30


medicinkv inden

31

det mindste fik du en dreng. Det er da altid noget. I gamle dage, dengang jeg

var ung, fik vi besked på at få mange børn. Gjorde man ikke det, sagde folk, at

man ikke var meget bevendt som kvinde.«

I 1950’erne lod Mao Zedong hånt om advarslerne fra demografer og økono-

mer og opfordrede kvinder til at få så mange børn, som de kunne. Han sagde

til dem, at det var en heltemodig ting at gøre. Han mente, at den enorme

befolkning ville gøre Kina til en global supermagt.

Så stillede jeg et spørgsmål, som jeg godt kendte svaret på. »Du er kvinde.

Mener du virkelig, at sønner er bedre end døtre?«

Hun kiggede uforstående på mig. »Det er, fordi vi er kvinder, at vi er nødt

til at få sønner. De skal beskytte os. Kvinder, der ikke havde held til at få søn-

ner, havde det virkelig hårdt i tiden før 1949. Piger blev altid ladt i stikken før

drenge. Selv var jeg lige ved at dø af sult. Jeg ville ikke være her i dag, hvis ikke

min far havde fået ondt af mig.«

Jeg satte mig op på det næste trin. »Jeg vil gerne høre om dit liv.«

Hun slog affærdigende ud med hånden. »Hvad skulle det dog være? Der er

ingen, der tager notits af det, som vi gamle mennesker har at sige, ikke engang

mine børn. Hvad ville du have ud af, at jeg fortalte dig noget? Spild ikke din

tid. Og din mands tid. Du må hellere gå. Han venter på dig.«

Jeg kiggede mig omkring for at sikre mig, at der ikke var andre kunder i far-

vandet. Så satte jeg mig ned på en lille taburet ved siden af hende. »Jeg går ikke,

før du har fortalt mig om dig selv.«

Hun kiggede forbavset på mig. »Mener du virkelig det?« sagde hun i et mere

alvorligt tonefald.

Jeg nikkede. »Jeg vil gerne kunne fortælle min søn om mennesker som dig.

Han flyttede til England for seks år siden, da han kun var tolv år. Han ved ikke

noget om almindelige kineseres liv. Når jeg er i Kina, spørger jeg altid folk, om

de ved noget om deres mødres liv. De fleste af dem kender ikke deres mødres

eller deres bedstemødres historier. Jeg vil gerne skrive historierne ned, så sene-

re generationer kan læse dem. Jeg synes ikke, at din generations lidelser skal gå

i glemmebogen. Hvis vores børn ikke ved, hvad deres bedsteforældre måtte gå

igennem, kan de ikke vide, hvor heldige de er. Fortæl mig, hvorfor du virker

anderledes end alle de andre her i gaden, hvorfor du virker så glad og rolig.«

Hun rystede på hovedet. »Jeg har været mere ondt igennem end de andre

her.«

Hun fortalte mig, at hun var blevet født for nioghalvfjerds år siden i Hunan.


Hendes mor døde, da hun var fire år gammel, og familien var meget fattig, så

hendes far gav hende og fem af hendes søskende væk til andre mennesker. Hun

kom til at være hos en omrejsende urtemedicinsælger, som hun senere blev

elev hos. Han havde også en plejesøn, der var fem år ældre end hende, som

kunne spille på huqin, en slags kinesisk violin med to strenge. Hun var kvik i

pæren og meget lærenem, så hendes nye familie syntes godt om hende.

Dengang gjorde omrejsende naturlæger brug af musik og akrobatik for at

lokke kunder til deres boder i vejsiden, og der gik ikke lang tid, før hun beher-

skede nogle gymnastiske numre med det formål for øje. Hun kunne stå på

hænder og på hovedet, og hun kunne snurre krukker rundt på fodsålerne.

Samtidig begyndte medicinmanden at videregive noget af sin viden om urte-

medicin til sine børn. I begyndelsen af 1940’erne, da landet var plaget af krig,

besluttede han at tage sin familie med over bjergene fra Hunan til Yunnan for

at komme væk fra krigshandlingerne. De var for fattige til at rejse med tog, så

de gik eller tiltuskede sig et lift, når det var muligt, på hestekærrer, dræsiner og

så videre. Faderen var bange for, at hans adoptivdatter som ugift pige skulle

falde i hænderne på soldater og blive misbrugt, så han skyndte sig at få sine to

børn gift. Efter i nogle år fra 1946 at have vandret omkring i bjergene i Guizhou

kom de i 1950 til Xingyi, der på det tidspunkt lige var blevet befriet af kommu-

nisterne. De stedlige myndigheder overtalte dem til at slå sig ned i byen og

hjalp dem med at åbne en kinesisk medicinsk klinik til gavn for lokalbefolk-

ningen, der næsten ikke havde adgang til lægebehandling. Medicinkvinden var

kun tyve år gammel, men hun tog sig af sin familie, der blev stadig større, og

solgte medicin i hjemmet, mens hendes mand passede klinikken, og hendes far

tog ud på hjemmebesøg.

»Ja, livet var hårdt i de år,« sagde Yao Popo, »når man havde syv små børn.

Hver dag var jeg bekymret for, om vi ville få noget at spise dagen efter. Men

heldigvis lyttede alle til, hvad formand Mao sagde om, at det var godt at få

mange børn. Og lokalregeringen og naboerne hjalp os, når vi havde det rigtig

svært. Det var ikke ligesom nu, hvor ingen stoler på hinanden, og ingen hjæl-

per hinanden. Dengang var der aldrig nogen funktionærer, der udnyttede os.

De tvang os heller aldrig til at få et medicinsk diplom.« I samme periode fik

hun ry for at være dygtig til at kurere folk. Der var endda nogen, der syntes, at

hun var dygtigere end sin mand.

»Du tror sikkert ikke, at det er rigtigt, men jeg kan se, hvad en person fejler

ved at kigge på udtrykket i hans øjne eller kuløren i hans ansigt, ja, eller ud fra

kinas v idner

32


medicinkv inden

33

lugten af hans prutter eller bøvser. Jeg er bedst til at kurere hovedpine, mave-

pine og ledsmerter.«

Tanken var besynderlig: at hun kunne se lige ind i et menneske ligesom en

røntgenmaskine. Den indædte sikkerhed, som hendes ansigt udstrålede, fik

mig dog til at tro på hende.

Jeg ville gerne vide, hvorfor hun mente, at livet dengang var så anderledes,

end det er i dag. »Hvad skete der så bagefter?« spurgte jeg i stedet.

»Hvornår? I tresserne og halvfjerdserne? Jeg tjente en masse penge!« sagde

Yao Popo med et skælmsk blik i øjnene.

»Tjente du penge under Kulturrevolutionen?« Jeg troede, at jeg havde hørt

forkert. I meget lang tid havde jeg ikke hørt om andet end vrede, sorg og tab,

når folk mindedes denne periode. Jeg havde truffet så mange ofre, at jeg

somme tider spekulerede på, hvor alle de skyldige i miseren – de mange mil-

lioner voldelige, ja, morderiske rødgardister – var forsvundet hen.

Da hun så min forbløffelse, smilede hun. »Det er sandt, hvad jeg siger. Det

gjorde jeg virkelig. Alle havde travlt med at skændes og slås og lave revolution,

så hospitalerne og de medicinske fakulteter var alle sammen blevet lukket.

Men revolutionen kurerede ikke folks dårligdomme. Den gjorde dem kun

værre. Så flere og flere opsøgte mig for at få medicin. Jeg var også revolutio-

nær. Jeg hjalp en masse mennesker, der ikke havde råd til medicin, ganske gra-

tis. Jeg tjente pengene på oprørerne, jeg fik dem af rødgardisterne. For hvis de

bare havde taget min medicin, altså hvis de ikke havde betalt mig for den, så

ville de ikke have været bedre end kapitalisterne. Men jeg ville faktisk helst ikke

have alt for mange af deres penge. Jeg var nervøs for, at hvis de blev fattige, så

ville de bare lave endnu mere revolution. Ja, jeg tjente rigtig mange penge

under Kulturrevolutionen, men jeg så også nogle forfærdelige ting. Folk blev

tvunget til at tilstå ting, de ikke havde gjort, og de blev straffet for forbrydel-

ser, de ikke havde begået. Alle mennesker var skrækslagne hele tiden. Pengene

gjorde mig ikke lykkelig.«

De klare øjne blev matte. Jeg skiftede emne. »Nu hvor dine børn er voksne,

hjælper de dig så med penge?«

Hun gjorde et kast med hovedet. »Jeg vil ikke have deres penge. Jeg er rige-

re, end de er. I sidste uge, da mit oldebarn blev gift, gav jeg ham 5.000 yuan.«*

At tænke på familien gjorde hende i bedre humør.

* I 2007-priser omkring 700 dollars, 460 euro, 350 pund.


»Hvor mange af dine børn og børnebørn har studeret kinesisk lægekunst

ligesom dig?« For mit indre blik så jeg hende undervise i et klasseværelse, der

var fyldt med hendes efterkommere.

»Ingen af dem.«

»Hvorfor ikke?«

Jeg kunne ikke høre nogen skuffelse i Yao Popos stemme. »De siger, at det

ikke er et rigtigt arbejde. Der er ingen penge i det, og det giver ikke nogen

respekt.«

Jeg vil tro, at deres hån var rettet mod hendes fortid som akrobat. Tra-

ditionelt har man haft den opfattelse, at atleter og dansere var fysisk stærke,

fordi de var mentalt svage. Selvom kineserne altid har holdt meget af un-

derholdning, så respekterer de ikke dem, der optræder. Jeg var overrasket over

at opdage, at denne fordom var så indgroet, at den stadig var på spil i det 21.

århundrede.

»Men du tjener jo flere penge end dem. Og du har haft et usædvanligt liv.

Alle kender dig heromkring og respekterer dig.«

Hun lænede sig frem og hviskede i mit øre. »De ved ingenting om min for-

tid, om de penge, jeg har tjent. Det har jeg aldrig fortalt dem. De tror ikke, at

jeg ved noget som helst. De tror, at jeg bare er en kvinde, der arbejder. Når jeg

giver dem penge, tror de altid, at pengene kommer fra min mand eller fra min

far. Men jeg har tjent mange flere penge end dem i årenes løb. Mænd ved kun,

hvordan man skal behandle gammelkendte lidelser. De forstår ikke at omstille

sig til de nye. De er heller ikke særlig gode til at drive forretning. De er for stol-

te til at stå i en bod eller en butik.«

»Hvad mener du med gammelkendte og nye lidelser?«

»Gammelkendte lidelser er dem, som alle har kendt til i flere hundrede, ja,

flere tusinde år. Symptomerne fortæller dig med det samme, hvilke sygdomme

det er. Førhen var der i enhver familie en bedstefar eller en bedstemor, der

havde en smule lægekundskab om de gamle lidelser. Hvis en person for eksem-

pel havde ondt i maven, var det klogest at undlade at tage medicin og lade være

med at spise noget. Man skulle bare drikke varmt vand og lade maven få ro, så

ville pinen hurtigt gå over. Vrøvl med maven spiller ind ved de fleste lidelser:

hovedpine, rygsmerter, søvnproblemer. Hvis man får maven i orden, går alt

andet i orden af sig selv. Men nu om dage ser jeg flere og flere nye lidelser.

Smerter i øjnene og i ryggen, der kommer af at sidde foran en computer eller

på et kontor, uren hud, der kommer af at spise for meget mad fra McDonald’s,

kinas v idner

34


medicinkv inden

35

dårlig mave, der kommer af at rejse for meget, ørepine, der kommer af for

meget karaoke, udmattelse, der kommer af at køre for meget i bil …«

Da jeg kastede et blik på mit ur og kunne konstatere, at Toby havde ventet

næsten en time, besluttede jeg at afbryde Yao Popos lange liste over moderne

dårligdomme. »Nu hvor du har arbejdet hårdt i så mange år, har du så tænkt

på at trække dig tilbage?« Jeg var helt følelsesløs i bagdelen af at sidde på den

lille taburet. Det var svært at forestille sig, hvordan hun havde været i stand til

at sidde sådan i syv-otte timer hver dag i det meste af sit arbejdsliv.

»Hvorfor skulle jeg gøre det? Min plejefar er godt oppe i halvfemserne, og

han behandler stadig patienter. Hans øjne og ører fejler stadig ikke noget. Han

er sikkert mere sund og rask, end jeg er. Min mand og jeg har mere end nok at

se til med forretningen. Vi har nu mere end fire hundrede forskellige slags

urter på lager. Hver dag sælger vi mindst fyrre eller halvtreds forskellige arter,

ja, somme tider mere end hundrede. Det er mange tusinde hvert år … Er han

ved at tage et fotografi af os?« Da Yao Popo opdagede, at Toby rettede sit kame-

ra mod os, satte hun sig op med et ryk og drejede sig, så ansigtet vendte frem-

ad. Hun sad med rank ryg på taburetten og hænderne pænt foldede på knæe-

ne. »Er han færdig?« hviskede hun, mens hun poserede. »Er han færdig?«

Da jeg sagde, at Toby var færdig, slappede hun af og indtog sin sædvanlige

siddestilling. Hun var tydeligvis ved godt helbred, men hendes skuldre var en

anelse sammenfaldne, sådan som det sker med alderen.

»Sig til din mand, at han skal fotografere mig lige forfra. Jeg brækkede

næsen, da jeg i min ungdom gled, mens jeg lavede akrobatik. Mine børn har

aldrig set, hvor smuk jeg engang var.«

Hendes forfængelighed kom bag på mig. Kinesere sætter beskedenhed høje-

re end alle andre dyder. Hvis vi arbejder sammen med andre, forsøger vi altid

at lade æren for veludført arbejde og gode resultater tilfalde dem. Hvis vi laver

noget på egen hånd, siger vi, at det er faldet dårligt ud. En mor vil sige ved sin

egen datters bryllup, at hendes barn er grimt, eller at hendes barn ikke er nær

så begavet som andres børn. Yao Popo beklagede, at hun havde mistet sin

skønhed. Det var første gang i tyve år, at jeg var stødt på en sådan oprigtighed.

Jeg sagde til hende, at jeg blev nødt til at gå, fordi min søn og to andre stu-

derende ventede på mig, men at jeg ville tage PanPan med derhen efter frokost,

så han kunne møde hende. Hun troede tydeligvis ikke, at hun ville få mig at se

igen. »Kom igen, hvis du har tid,« sagde hun med et skuldertræk. »Du ser ud

til at være en person, der har travlt.«


Et stykke tid efter klokken tolv troppede jeg igen op foran butikken i selskab

med PanPan og to kvindelige studerende. »Så kom du altså igen,« sagde Yao

Popo og strålede som en sol. »Og sammen med nogle prægtige unge menne-

sker. Kom og sæt jer ned. Jeg har taburetter til jer alle.«

Det lod til, at hun lige var blevet færdig med at spise frokost. En tom skål og

et par spisepinde lå i den bambuskurv, der stod ved siden af hende, tillige med

en håndfuld forårsløg og nogle vildtvoksende peberfrugter fra bjergene. Folk

fra Hunan kan spise meget krydret mad. Måske havde hun udnyttet en stille

periode i butikken til at lave mad. En gammel termoflaske stod ved siden af

bambuskurven, og ved siden af den stod der en indkøbspose med affald.

Jeg sagde til hende, at PanPan ville forære hende en plakat med et billede af

London. Og den ene af de studerende, Y, ville gerne have noget, der kunne

kurere hendes hudallergi, mens den anden, K, gerne ville tage nogle billeder af

hende i en mere professionel kvalitet. Jeg havde troet, at hun ville nægte at lade

sig fotografere, men hun virkede henrykt og indvilgede straks i det. Hun tak-

kede os endda, fordi vi tog os tid til det.

Hun var meget betaget af plakaten, hvor man så Tower Bridge. »Sikke en flot

bygning!« udbrød hun. »Siger I, at broen kan åbnes? Jeg har aldrig set noget

lignende. Hvilket land ligger London i? Hvorfor hedder det London? Hvad

betyder det?« Jeg kunne ikke svare på hendes spørgsmål, så jeg skubbede Y

frem. »Vil du godt kigge på hende?«

Y trak sin bluse op. Hendes hud så skrækkelig ud. Der var store klæbende

plamager med knopper og sår. Uden at blinke vinkede Yao Popo hende inden-

for. »Du skal tage tre doser af min medicin. Så bliver det bedre.«

Y og jeg fulgte en anelse skeptiske med hende ind i butikken, hvor hun tog

en trækasse ned fra en hylde. Den var fyldt med finthakkede valnødder, jord-

nødder og røde dadler, som et større antal små brunvingede insekter gjorde sig

til gode med. Yao Popo lod derefter Y udvælge enogtyve af de fedeste og mest

livlige, som hun behændigt fangede og anbragte ligeligt fordelt i tre blå og

hvide medicinkapsler. Hun gav den studerende besked på at tage de tre kapsler

i løbet af en enkelt dag – og tjekke, at insekterne stadig var i live, når hun slug-

te dem – og tage den første her og nu. »Du skal ikke være bange,« sagde hun

til Y, da hun rakte hende den første kapsel. »Jeg har kun fodret dem med nød-

der og frugt. De er mere rene indvendig, end vi er.«

Y kiggede først på insekterne, der vred sig inde i kapslen, og derpå spørgen-

de på mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til hende. Efter en kort tøven bad

kinas v idner

36


medicinkv inden

37

hun mig om at give hende en stor kop vand. Hun tog en dyb indånding – sta-

dig temmelig nervøs – og puttede kapslen i munden og slugte den. Jeg var

imponeret af hendes uforknytte frygtløshed – en sjælden egenskab blandt hen-

des generation af forkælede enebørn.

Hun fulgte medicinkvindens instrukser til punkt og prikke. Hun slugte de

to andre doser i løbet af de næste tolv timer og tjekkede begge gange, at insek-

terne stadig var levende. Inden længe holdt hendes kløe op, og et par dage

senere var hendes sår på huden på nærmest mirakuløs vis helet.

Lige før vi sagde farvel, fortalte Yao Popo os om de mest ulykkelige og de

mest lykkelige stunder i sit liv. Den første store ulykkelige omstændighed var,

at hun måtte vokse op uden forældre og uden at have et rigtigt hjem – uden

andet at sove på end et fugtigt lerstampet gulv. Den anden barske realitet var,

at hun havde født og opfostret syv børn i et lille værelse på kun tolv kvadrat-

meter. Mens de var små, havde hun ikke haft et øjebliks fred, hverken dag eller

nat. Og den tredje ulykke bestod i, at hun havde brækket næseryggen på sin

smukke næse. En pæn næse, sagde hun, var en kvindes vigtigste træk. Det, der

beredte hende størst glæde i livet, var, at alle hendes børn havde overlevet hun-

gersnøden i 1950’erne og 1960’erne, hvor millioner af mennesker døde, og at

hendes børnebørn havde gået i skole og selv havde fået børn. Den anden glæ-

delige ting, som hun var taknemmelig for, bestod i, at hendes mand aldrig

havde slået hende. Den tredje kilde til glæde og fornøjelse i årenes løb havde

været at sidde foran butikken dag ud og dag ind og se på, at verden forandre-

de sig omkring hende.

»I de tredive eller fyrre år, jeg har siddet her, er byens centrum blevet ændret,

hver gang nogen har overtaget det lokale styre,« sagde hun og pegede på de

bygninger, der tårnede sig op over hendes lille, tarvelige gade. »De dér huse på

venstre hånd stammer fra 1950’erne. Der blev næsten ikke bygget noget under

Kulturrevolutionen, men bygningerne overfor er fra 1980’erne, mens dem på

højre hånd er blevet opført inden for de sidste to år. Nu har jeg hørt, at den nye

borgmester har tænkt sig at rive dem ned og begynde forfra. Så snart embeds-

mændene har en lille smule penge på lommen, vil de altid vise sig, og så laver

de om på alting i en sådan fart, at ingen kan følge med. Men der er aldrig

nogen, der har tænkt på at gøre noget ved vores miserable gamle gyde, selvom

der bor flere hundrede mennesker her. Jeg trækker mig tilbage, hvis de omsi-

der gør noget ved det,« sagde hun leende.

Vi vinkede farvel til Yao Popo, men hver gang jeg siden har set en lige næse,


er jeg kommet til at tænke på hende – en gammel kvinde, hvis længsel efter

skønhed ikke var blevet spoleret af fattigdom.

kinas v idner


Xinran - Kinas vidner (læseprøve)

Documents

Transcript of Xinran - Kinas vidner (læseprøve)