Global Økologi nr. 3, 8. årgang 2001

Global ØkologiNr. 3, 8. årg. Juni 2001

Burfisk til alle !

Græske sviner konger

Amazonas i bedring ?

Kulturelforbrugerisme

Norske laksog thai-rejer

Forandringens frø i Brasilien

Akvakulturen i stærk global v æ k s tEr udviklingenbæredygtig ?

Akvakultur

Global Økologi

2 Global Økologi • Juni 2001

Stigende mængder spisefisk produceres i Danmark som opdræt, og der preses på for at få øget produktionen.

De første erfaringer med dambrug foregik fra århundredeskiftet ved at grave jordbassiner og udsætte regnbueørreder. Der skulle være plads og rent vand, og det fandtes ofte ved åernes udspring. Dambrugenes naturforbrug er omfattende, og deres placering er med til belaste interessante naturområder. I tresserne blev der bygget dambrug, og forureningen ødelagde lange strækninger af ellers rene vandløb. Lystfiskerne prote-sterede over vandløbenes elendige tilstand, men det tog årtier, inden forureningen blev reduceret.

Havbrug er en nyere teknologi, hvor store flydende netbure fyldes med fisk. Havbrug skal også bruge meget rent vand, og de første havbrug blev placeret på særligt strømmende steder tæt på kysterne. Havbrugs-fisk skal fodres med ca. 3 kg fisk for at vokse 1 kg. Det giver rester af foder og ekskrementer og tilført medicin, der forurener nærområdet. Havbrugene er da også nu blevet tvunget længere ud i åbne farvande.

For at fodre opdrætsfiskene fanger danske fiskere

kolossale mængder småfisk, der industrielt forarbejdes til fiskemel. Fiskemel kan bruges i landbruget til hus-dyrfoder, men det er også ideelt til fiskefoder, og til-syneladende kommer der en god forretning ud af at opdrætte fisk. Men er det økologisk bæredygtigt, at dyrke fisk frem for at fange dem i naturen? Umiddel-bart virker det mere fornuftigt at anvende brændstof til at fange de vilde fisk - gerne gennem skånsomt fiskeri - og bruge dem til konsum, i stedet for at trawle havet for småfisk til omfattende industriel bearbejdning.

Vi kan drage den erfaring af fiskeopdrætsudviklin-gen, at der hele tiden er opstået nye problemer, og at det hver gang har taget meget lang tid at få grebet ind overfor dem. Det gælder i Danmark, men også som det fremgår af artiklerne i bladet for Norge og Thailand. Fiskeopdrætsproduktionen bør ikke udvides. Der bør laves grundige, uvildige undersøgelser, på baggrund af hvilke fremtiden for produktionen skal vurderes.

Henning Schroll, formand Det Økologiske Råd

Miljøbevægelsen må afkommercialiseresDer har i den forgangne tid været en del diskussion om den pågående professionalisering af de grønne organisationer. Tidsskriftet Salt havde i december et særtema med artikler forfattet af nu-ansat-i-trygge-offentlige-stillinger-eks-græsrødder, der alle havde et klart omend noget elfenbenstårnsagtigt budskab om, at Danmarks Naturfredningsforening (DN), NOAH, Det Økologiske Råd m.fl. nu for alvor må til at værne om den uafhængige samfundskritik og undgå at blive opslugt af den statslige miljøforvaltning.

Salts forfattere har jo ret et godt stykke hen ad vejen. Det er tvingende essentielt, at miljøbevægelsen bevarer kontakten til rødderne og ikke bliver det admi-nistrative systems forlængede albue. Men dét jeg ser, som det virkelige problem er, hvis miljøbevægelsen ikke bare professionaliseres, men kommercialiseres! Hermed skal forstås en øget afhængighed af marke-dets mekanismer og af private virksomheder.

Et alvorligt eksempel på kommercialiseringen er DNs økonomiske samarbejde med medicinalkoncer-nen Novo. For et ukendt beløb i millionstørrelsen “hjælper” Novo DN med at producere undervisnings-materiale om gensplejsning - lige fra debatblade til tv-udsendelser. Novo kan fremover grønstemple deres image med DNs hjælp, og andre miljøfolks årelange

kritik af Novos virksomhed decimeres. WWF Verdensnaturfonden er kendt for at arbejde

tæt sammen med virksomheder gennem diverse spon-sorater og reklamepåhit. Det gør organisationen øko-nomisk stærk, men kan af og til give ridser i troværdigheden - også selvom valget af virksomheder er særdeles velovervejet. Spørgsmålet er, hvor langt kan og vil de grønne organisationer gå i jagten på finanser? Tænk blot, hvis Statoil blev hyret til at sponsorere et projekt om den globale opvarmning!

De bedste ideer og synsvinkler kommer ofte nede-fra, fra græsrødderne, fra de frivilliges engagement. Frabiodynamikerne og atombevægelsen for 20-30 år siden og fra nutidens kludetæppe af aktivister - fra ATTAC over NOAH til Greenpeace. Gode ideer udspringer også fra intellektuelle akademikere, men de professio-nelle - de karriereorienterede, som ligeså godt kunne tilbringe deres arbejdsdag i Danske Bank - må ikke vriste miljøkampen ud af hænderne på græsrødderne.

Budskabet er klart! Miljøbevægelsen behøver de fri-villige kræfter, de skal styrkes - ikke stækkes af hver-ken de professionaliseredes systemtænkning eller af de kommercialiseredes finansinteresser.

Bo Normander, redaktør Global Økologi

Opdrætsfisk eller vilde fisk ?

Global Økologi

Nr. 3, 8. årgang, juni 2001.

Udgiver: Det Økologiske RådLandgreven 7, 4.1301 København KTlf. 3315 0977Fax 3315 [email protected]Økologi.Nu

Redaktion:Bo Normander (ansv.), Hen-ning Schroll, Dorte Skovgård, Uffe Geertsen, Christian Ege og Jeanne Lind Christiansen.

Global Økologi er et tidsskrift der tager pulsen på dansk og international miljøpolitik. Tidsskriftet udkommer fem gange årligt.

Det Økologiske Råds syns-punkter afspejles kun i indlæg, hvor dette er tydeligt angivet. Det Økologiske Råd modtager støtte fra Den Grønne Fond.

Global Økologi samarbejder bl.a. med The Ecologist, 18 Chelsea Wharf, Lots Road, London SW 10 0QJ, England

Tryk: SvendborgTrykPapir: cyclus print

Forsidefoto: Per Eide/EFF

Bidrag til næste nr. bedes ind-sendt senest 10. august 2001.

© Global Økologi/forfatterneISSA 0909-1912

Indhold


Tema: Opdrætsfisk, side 4-15

Fiskeopdræt - en dansk fremtid?, side 5Danmark var tidligere blandt ver-dens førende fiskeopdrætsnationer. I dag ser billedet anderledes udAf Steen Ulnits

Havbrug - et mønster for miljø-venlig fødevareproduktion?,side 8En del af den landbaserede føde-vareproduktion bør omlægges til produktion på havetAf Karl Iver Dahl-Madsen

Salmo Salar: fisken som for-andrer Norge, side 10Hvad betyder laksen for Norge?Af Gunnar Album

Thailandske kæmperejer, side 13Thailand tjener gode penge på reje-produktionen, men miljøet lider stor skadeAf Ulrik Rasmussen

Global debat, side 27

Kalender, side 27

Bognyt, side 28

Globalt nyt, side 29

Nyt fra Rådet, side 30

Publikationer, side 31

Forandringens frø spirer i Bra-silien, side 16Bevægelsen af Jordløse Bønder omlægger til økologiAf Sue Branford

Amazonas lever?, side 18Op gennem 1990’erne var medierne præget af gruopvækkende historier om fældning og afbrænding af Amazonas. Hvordan ser det ud i dag?Af Bo Normander

Forbrugerismen - en kulturel tilstand, side 21Hænger økologiens popularitet sammen med forbrugerismens udbredelse?Af Per Østergaard

Grisenes græske kongerige,side 24Det et et velvalgt tidspunkt at reflektere over tidligere tider; hvor bondens forhold til dyr og natur var fuld af respektAf Vangelis Stoyannis


Tema: Opdrætsfisk

Global produktion af fisk

Siden 1984 er verdensproduktionen fra hav- og dambrug mere end fordoblet. Dette er sket i takt med faldende fangster fra fiskerierhvervet. Mere end en fjerdedel af alle fisk, der spises i dag, stammer fra akvakulturen.

FNs fødevareorganisation FAO har beregnet, at verdens samlede akvakulturproduktion andrager i omegnen af 400 mia. kr. årligt. FAO forudsiger, at produktionen af opdrættede fisk allerede i år 2030 vil være fordoblet i fht. i dag og dermed overstige den fangede mængde, som er på skønnet 90 mio. tons om året.

Akvakulturen er i stærk vækst verden over. Flere og flere munde mættes med opdræts-fisk på bekostning af fangede fisk. Hvad betyder den stigende produktion af burfisk for miljø og økonomi? Dette tema sætter fokus på problematikken - i Danmark, Norge og Thailand.

Foto: Norsk havbrug, Steen Ulnits

Dias 1: Steen Ulnits, norsk havbrug


Fiskeopdræt - en dansk fremtid ?Danmark var tidligere blandt verdens førende nationer, hvad angår opdræt af regnbue-ørreder. Vi startede tidligt, og vi havde gode naturgivne forudsætninger for et billigt og konkurrencedygtigt opdræt i de jyske åer. I dag ser billedet ganske anderledes ud...

Tekst og fotos: Steen Ulnits

I dag forbinder man ofte fiske-opdræt med forurening og res-sourcespild - med overforbrug af vand og antibiotika, gensplejsning og anden dårligdom. Hvordan ser fremtiden i grunden ud for dansk akvakultur?

Produktionen

Danmark har knap 400 dambrug - alle beliggende i Jylland. De produ-cerer årligt 32.000 tons regnbueør-reder, der primært går til eksport. Et gennemsnitsdambrug produce-rer således 80 tons ørreder årligt. Fiskene opdrættes til portionsstør-relse - omkring 100-200 gram og sælges ofte under betegnelsen “foreller”. Den samlede produktion andrager en værdi på omkring 500 mio. kr. Hertil skal så lægges pro-duktionen af befrugtede æg, yngel, sættefisk og avlsfisk.

Omkring 25 danske havbrug - fortrinsvis placeret i den sydlige del af de indre danske farvande, hvor saltholdigheden er passende lav til opdræt af regnbueørreder - producerer omkring 7.000 tons ørreder årligt. Havbrugsørreder når størrelser på 3-5 kg. De fleste går til koldrøgning, mens rognen handles fersk. Dette udgør en værdi på 300 mio. kr. En væsentlig del af denne produktion udgøres af rognen, der primært afsættes til Japan.

Endelig sker der en begrænset produktion af andre fiskearter - for-trinsvis ål - i recirkulerede og land-baserede anlæg fordelt over hele

landet. Også disse fisk går fortrins-vis til eksport.

Sammenlagt produceres der i Danmark for 1,2 mia. kr., hvoraf 1 mia. kr. går til eksport. Alt i alt beskæftiger erhvervet og følgeer-hvervene ca. 3.500 personer.

Ny vækst ventes

EU-kommissionen har besluttet, at akvakultursektoren i medlemslan-dene skal øge produktionen med 10 procent årligt frem til år 2006. Dette skal ses i lyset af, at EU har beskåret de traditionelle fiskekvo-ter kraftigt efter to årtiers laden stå til - med hårdt overfiskede bestande til følge.

Interesseorganisationer indenfor dansk akvakultur vejrer naturlig-vis morgenluft efter denne mel-ding og har iværksat en offensiv til påvirkning af relevante myn-digheder og politikere. Målet er at få ophævet de kvoter for kvælstofudledningen, som har været gældende siden Dambrugs-

en indstilling til fødevareministe-ren inden oktober i år.

Foderet forurener

En stor del af forureningen fra fiskeopdræt skyldes foderspild. I forhold til tidligere er fiskeopdræt-terne imidlertid blevet ganske dyg-tige til at begrænse dette spild. Samtidig er producenterne af fiske-foder blevet dygtigere til at frem-stille kvalitetsfoder med en høj konverteringsfaktor. Siden 1994 har produktionen således været større end foderforbruget, dvs. at der med 1 kg foder produceres mere end et 1 kg fisk.

FN’s fødevareorganisation FAO har flere gange slået til lyd for, at verdens akvakultur må stige for at kunne opfylde det stigende behov for animalsk protein. Men hvor skal alt fiskefoderet komme fra? Svaret er fra selvsamme hav, der brødføder vildfiskene.

I havet lever vildfiskene af ikke mindst småfisk som sild, brisling,

Regnbueørred er Danmarks absolut vigtigste opdrætsfisk.

Dias 2: Steen Ulnits, Ørred i gule handsker.bekendtgørelsen, der fulgte den første Vandmiljø-handlingsplan fra 1989.

En ny målsæt-ning om en 10 procents vækst i akvakulturen har ført til et hur-tigtarbejdende udvalg, der med Karl Hjortnæs i spidsen skal lave

Foto: Norsk havbrug, Steen Ulnits


tobis og lodde med flere, som alle fiskes kommercielt. Det er de såkaldte “skidtfisk”, der anvendes i fiskemelsindustrien til fremstilling af - fiskefoder. Det er fiskebestande, som i dag fiskes så hårdt, at de flere steder er truede. Eksempelvis lyk-kedes det erhvervsfiskeriet at udfi-ske den vigtige fødefisk, lodden, i Barentshavet. Og nu tales der i stigende grad om, at industrifiske-riet efter tobis i Nordsøen er med til at trække tæppet væk under svindende bestande af havfugle og større fisk.

Som tommelfingerregel skal der bruges godt 2 kg industrifisk til produktion af 1 kg fiskefoder af høj kvalitet. Og selv om fiskeopdræt-terne altså bliver dygtigere og dyg-tigere til at lave foder om til fisk, så kræves der stadig mere end 2 kg industrifisk til at producere 1 kg konsumfisk.

Skal eksempelvis det storstilede norske lakseopdræt fortsat vokse, er der akutte miljøkriser under umiddelbar opsejling. Da må fiske-melet i stigende omfang komme andetsteds fra - eksempelvis Syd-amerika. Men her har man selv gang i en ekspanderende akvakul-tur, så også her rammer man på et tidspunkt hovedet mod en mur.

Ikke førend vi er i stand til at erstatte det animalske fiskemel i foderet med vegetabilske produk-

ter, er vi på rette spor. Problemstil-lingen har været kendt i adskillige år, men noget epokegørende gen-nembrud er der endnu ikke sket på området.

Dioxin og dansk dobbeltmoral

Bedre bliver situationen ikke af, at dansk fiskemel i dag indeholder faretruende høje mængder af gift-stoffet dioxin. Dioxinindholdet i dansk fiskemel er nu så højt, at det ligger over de nye grænseværdier, som er foreslået i EU.

De danske myndigheder bloke-rede for nylig et direktiv fra EU, som ville have ødelagt afsætningen for det meget givtige danske indu-strifiskeri - på grund af det alt for høje indhold af dioxin i danske industrifisk og dansk fiskemel. 40% af vort gennemsnitlige indtag af dioxin stammer fra fisk - heraf 33% vilde fisk og 7% opdrættede.

Størst er dioxinindholdet i fisk fra den forurenede Østersø - mindst er det i Nordsøen, hvor det imidlertid er stigende. Danske fiskeopdrættere og foderproducen-ter må således se i øjnene, at der på længere sigt må importeres fiskemel fra andre dele af verden, hvis fiskefoderet skal kunne over-holde kommende grænseværdier for dioxin.

Dambrug

Den organiske forurening fra de jyske dambrug var i mange år så voldsom, at der fra flere sider blev stillet krav om en mindsket miljø-belastning fra dambrugene.

Sit hidtidige højdepunkt nåede disse krav med Vandmiljøhand-lingsplanen, der blev vedtaget af Folketinget i 1989. Den såkaldte Dambrugsbekendtgørelse, som fulgte efter planen, pålagde de danske dambrug en lang række krav til bedre rensning af spilde-vandet og til et stærkt mindsket vandforbrug.

Men de danske dambrugere ville ikke finde sig i, at de nu ikke længere måtte forurene og for-bruge åernes vand efter forgodt-befindende. De anlagde derfor sag mod Miljøministeriet - ikke mindst pga. kravet om, at der skal ledes mindst 50% af åernes vandføring uden om dambrugene.

Sagen trak i langdrag, og først den 22. august 2000 faldt den ende-lige dom. Højesteret stadfæstede lovligheden af Dambrugsbekendt-gørelsen, som mange dambrugere bevidst havde ignoreret. Siden da er der faldet domme med bøder og konfiskation i millionklassen - pri-mært på grund af et bevidst over-forbrug af foder - og flere sager er på vej.

Havbrug

Det er et ubestrideligt faktum, at landets havbrug forurener de indre danske farvande med organisk stof og næringssalte. Dels i form af overskydende foder, som synker ned til bunden under netburene. Dels i form af ekskrementer fra de mange og store fisk i nettene.

Det er også et ubestrideligt faktum, at havbrugerne ikke har mulighed for at begrænse denne forurening ret meget mere end de allerede har gjort. Det er på én gang den frie gennemstrømning af

Ørredbassin i et traditionelt jysk dambrug.


netburene, som er forklaringen på havbrugenes succes - små omkost-ninger - og deres uundgåelige for-urening af havmiljøet.

Foderforbruget begrænses så meget, som det overhovedet er muligt af økonomiske årsager. Men enhver havbruger ved også, at man altid fodrer lige i overkanten, så man er sikker på, at fiskene vokser maksimalt. Med et vist, uundgåe-ligt foderspild til følge.

Tager man et kig på havbunden under netburene, vil man da også se, at der - afhængig af burenes pla-cering og strømmens hastighed - sker en bundfældning af organisk materiale ovenfra. Lokale erhvervs- og fritidsfiskere ved, at havbrugene af samme årsag lokker mange vild-fisk til - fisk, som netop lever af det overskydende foder.

I en ny indstilling fra det danske havbrugserhverv ytres der ønske om en tredobling af produktionen og dermed også en tredobling af forureningen. Miljøstyrelsen fast-satte efter Vandmiljøhandlingspla-nen et loft på 650 tons udledt kvælstof per år, men nedsatte alle-rede i 1993 mængden til 560 tons. Danske havbrugeres erklærede mål svarer til en udledning på 2.000 tons N/år (se artikel side 8-9).

Antibiotika

Til enhver form for akvakultur er der knyttet forskellige miljøfrem-mede hjælpestoffer. Miljøstyrelsen dokumenterede i en rapport fra sidste år, at det samlede fiskeop-dræt herhjemme hvert år udleder 145 tons formalin, 9 tons kobbersul-fat (til bekæmpelse af tilgroning af netburene) samt 3 tons antibiotika.

Disse tal er baseret på data fra 1994 og er næppe blevet mindre i den forgange tid. I 1999 brugte danske havbrugere således mere end dobbelt så megen antibiotika som året før - mere end 1,4 tons mod 0,7 ton tidligere. Og dette til en så begrænset produktion som

7.000 tons årligt. Forklaringen var den lange og

varme sommer, som skabte ideelle forhold for fiskesygdomme som vibriose og furunkulose. Men modsat nordmændene, som vacci-nerer hver enkelt fisk, bruger vi herhjemme den nemme løsning med blot at hælde antibiotika i vandet.

En stor del af dette antibiotika optages ikke i fiskene, men havner i stedet på havbunden uden for netburene. Her kan det siden opta-ges af vildfiskene. I samme tids-rum brugte nordmændene blot 0,6 ton antibiotika til en produktion på over 400.000 tons laks og ørreder.

“Fiskeopdræt i tradi-tionelle dambrug og flydende netbure har så mange uheldige bivirk-ninger på vandmiljøet, at der næppe kan spås dem nogen stor frem-tid”

Fremtiden

Det nuværende fiskeopdræt i tra-ditionelle dambrug og flydende netbure har så mange uheldige bivirkninger på vandmiljøet i Dan-mark, at der næppe kan spås nogen stor fremtid for dem.

Uanset hvor dygtige fiskeop-drætterne bliver, vil der altid være store negative konsekvenser af pro-duktionen - for dambrugenes ved-kommende alene deres opstemning af de jyske åer. Det ødelægger gydebetingelserne for vildfiskene og kan ikke ændres uden at lave om på selve dambrugenes fysiske opbygning. Det samme gælder for-ureningen med antibiotika.

Uanset hvor dygtige havbru-gerne bliver til at begrænse foderspildet i havet, så har de

ingen yderligere mulighed for at begrænse forureningen med kvæl-stof, fosfor, algebegroningsmidler og antibiotika. Det strømmer lukt gennem netmaskerne og ud i fri-vandet.

Skal dansk akvakultur have en fremtid - og en ekspanderende sådan - må produktionen omlæg-ges til landbaserede anlæg, hvor fiskeopdrættet kan ske under abso-lut kontrollerede forhold. Med recirkuleret vand og et minimalt udslip af miljøfremmede stoffer til omgivelserne. Men da bliver produktionen givet så dyr, at vi ikke længere kan konkurrere med udlandet.

Dansk akvakultur præges i dag af såvel en ny som en ældre gene-ration af fiskeopdrættere. Sidst-nævnte tilhører i sagens natur den gamle skole, der ønsker at øge produktionen uden smålig hensyn-tagen til konsekvenserne for vand-miljøet.

Men den nye generation er klar over problemstillingen og har set skriften på væggen. De har erkendt, at Danmark næppe har nogen fremtid som storspiller og primærproducent på verdensmar-kedet - dertil er landet for lille og konsekvenserne for vandmiljøet for store.

Til gengæld ser de en stor frem-tid i at være førende med produkti-onsteknik og udstyr til fremtidens højteknologiske fiskeopdræt. Den udvikling kunne staten med fordel støtte. Det er her, fremtiden for dansk akvakultur ligger.

Steen Ulnits er fiskeribiolog fra Århus Uni-versitet og har i en årrække beskæftiget sig med opdræt af fisk og skaldyr i bl.a.Mellem- og Fjernøsten. Han underviser i fiskepleje og fisketurisme på Statens Vildtforvaltningsskole i Kalø, samt arbejder som freelance fotograf og forfatter.

Global Økologi kan iøvrigt anbefale Kaske-lots temanummer om laks (juni 2001), der er skrevet af Steen Ulnits. Fås ved henven-delse til Biologforbundet.


Dias 3: Steen Ulnits, havbrug

Havbrug - et mønster for miljøvenlig fødevareproduktion ?Danske havbrug skaber mere end fem gange så mange værdier pr. tabt kg kvælstof som den øvrige danske fødevareproduktion. Det vil være en fordel for det danske vandmiljø at omlægge en del af den landbaserede fødevareproduktion til produktion på havet

Af Karl Iver Dahl-Madsen

Gode økologer kender de totale danske næringsstofstrømme og bør med det samme kunne se, at på nationalt og regionalt plan er hav-bruget en helt uvæsentlig kilde til vandmiljøproblemerne i Danmark.

Lige under og tæt på burene kan der dog - især i lavvandede og beskyttede områder - ske en midlertidig ophobning af organisk materiale, ligesom næringsstof-udledningen fra produktionen fremmer plantevæksten i en zone rundt om burene. Det er ikke muligt at måle nogen forøgelse af næringsstofkoncentrationerne selv ret tæt ved havbrugene, men med hjælp af bioassays (søsalatmeto-den) kan den vækstfremmende effekt konstateres i større afstande.

Tendensen har været, at hav-brugene både af driftstekniske og miljømæssige grunde er flyttet

længere ud på åbent vand, og de lokale miljømæssige påvirkninger har derfor været aftagende.

I sammenligning med andre fødevareproduktioner i Danmark bruger havbruget ikke meget anti-biotika i absolutte tal. I forhold til produktionen i Norge er det danske forbrug dog relativt stort. Det skyldes bl.a., at den danske havbrugsproduktion endnu har været for lille til, at det har været kommercielt attraktivt at udvikle vacciner til danske forhold og danske ørredstammer. Havbru-gerne arbejder sammen med Mil-jøstyrelsen og amterne om i første omgang at identificere “de mindst ringe” antibiotikatyper, og derefter på at finde erstatninger, som bedre vaccinationer og avlsarbejde.

Energiforbruget til selve pro-duktionen er lig med nul. Havbrug

Dansk havbrugs nøgletal

Afrundede skøn 1999

Bruttoproduktion: 7.200 tons ørrederNettoproduktion: 5.500 tons ørrederUdsatte fisk: 1.700 tons ørrederFoderforbrug: 7.200 tons fiskemelFoderkvotient: 1,3Kvælstofudledning: 300 tonsFosforudledning: 35 tonsArealforbrug (burene): 20 haEnergiforbrug: 0 (excl. sejlads)Antibiotika: 1.700 kg

Ovenstående udsagn, som nok vil overraske nogle af Global Økologis læsere, kommer havbrugerne med i deres nyligt udkomne skrift, “Hav-brug 2001”. Som den, der har bidra-get med det miljøfaglige input til denne publikation, vil jeg gerne i det følgende give en status for erhvervets miljøsituation, og for de muligheder, der er for at udvikle havbrugsproduktionen til et mønstereksempel på miljøvenlig fødevareproduktion.

Der er i miljøfaglige kredse bred enighed om, hvilke typer af miljøpåvirkninger havbrugserhver-vet udøver og hvilket omfang disse påvirkninger har. I Miljøstyrelsens havbrugsplan, som netop er sendt til Folketingets miljø- og plan-lægningsudvalg, er disse forhold beskrevet. I boksen herunder ses nøgletal herfra.

Foto: Steen Ulnits


Dansk Havbrugs forslag til miljøforbedringer

Miljøstyring/renere teknologi. Havbrugerne vil bidrage til, at der udar-bejdes udsigter for skiftende strømhastighed og -retning, vandstandsæn-dringer, ændringer i salinitet, ilt, temperatur og vandkvalitet i øvrigt. Disse oplysninger vil blive brugt til at indrette fodringsprocedurer og andre drifts-forhold således, at der sikres den bedst mulige foderudnyttelse og mindst mulige stress af fiskene, og dermed også den mindst mulige miljøbelastning.

Fjernelse af næringsstoffer. Næringsstofbelastningen kan i princippet kompenseres ved slamopsamling, f.eks. kan man give et havbrug “ble” på ved, at der i nærheden af havbruget dyrkes tang og skaldyr, som høstes og anvendes på land. I takt med, at de tekniske og økonomiske muligheder er til stede for sådanne tiltag, vil dansk havbrug iværksætte dem.

Miljøcertificering/-mærkning. Danske havbrug vil sammen med amterne og interesserede brugerorganisationer gå i dialog om mulighederne for at indføre miljøcertificeringssystemer, som sikrer, at virksomheden til enhver tid drives efter de mest moderne miljøregler. Endvidere vil erhvervet sigte mod, at havbrugsprodukter kan opnå miljømærker, som dokumenterer den bæredygtige produktionsform. F.eks. kan livscyklusanalyser komme på tale som miljøstyringsredskab.

er et perfekt eksempel på en føde-vareproduktion, der anvender ved-varende energi til sin produktion. Det er vind og tidevand, der brin-ger frisk vand og ilt til fiskene, og fjerner fiskenes affaldsstoffer. Det er en misforståelse, når interesse-organisationer appellerer til, at de store ørreder skal opdrættes i ind-pumpningsanlæg på land. Hav-brugerne har beregnet, at den energiproduktion, der skal til for at pumpe alt det nødvendige vand, vil være ansvarlig for en større N-udledning, end den der nu kommer fra havbrugene.

Havbrugene bruger kobberbase-rede antibegroningsmidler til deres net. Det er bedre end TBT, som man brugte før, men ikke tilfreds-stillende, og der arbejdes på at finde erstatningsmetoder.

“Havbrug er et perfekt eksempel på en føde-vareproduktion, der anvender vedvarende energi til sin produk-tion”

Opdrættet baseres på foder som forarbejdes fra industrifisk. Det kan der godt stilles spørgsmålstegn ved. Industrifiskeriet udøver en miljøpåvirkning, som er stor i for-hold til andre belastninger af det marine miljø. Og med den rivende udvikling, der er i den internatio-nale akvakultur, vil der ikke være industrifisk nok. Det er nødven-digt, at dyrke planter - gerne på havet - til erstatning for det fiske-mel og fiskeolie, der nu bruges til foderfremstillingen.

Danske havbrug har som nævnt allerede en ganske miljøeffektiv produktionsform. Dansk Havbrug vil derfor gerne have mere plads i den samlede portefølje af fødevare-produktioner. I “Havbrug 2001” har man bedt om en udvidelse af den

eksisterende kvælstofkvote (oprin-deligt 650 tons) til et niveau på 2.000 tons N/år i år 2010. Derefter en årlig reduktion af den udledte N-mængde med 1% ned til et aftalt niveau, f.eks. 1.000 tons N/år. Det er lykkedes at interessere et bredt politisk flertal for havbrugets frem-tid, og i løbet af efteråret forventes nedsat et nationalt havbrugsud-valg, som skal vurdere mulighe-derne for at skaffe en fair plads til havbrugserhvervet i Danmark.

Danske havbrugere er enige i, at der som nævnt i regeringens stra-tegi for bæredygtig udvikling, skal ske en afkobling af produktion og miljøbelastning således, at en øget produktion ikke fører til en øget miljøbelastning. Tværtimod skal belastningen på en række områder ned. For at dette kan lade sig gøre, må erhvervet fastholde sin stadige forbedring af miljøeffektiviteten gennem anvendelse af de nyeste teknologier for miljøstyring.

Forbedringen, som er på en faktor 3 siden havbrugets start, er bl.a. opnået gennem mere nøjagtige

udfodringsmetoder. I boksen ses andre tiltag, som kan medvirke til at øge miljøeffektiviteten.

Havbrugerne mener for så vidt, at produktionen er økologisk, og vil gerne kunne markedsføre sig som sådan, men er dog stødt på modstand fra kredse, som mener, at fiskeproduktion som sådan ikke kan være økologisk.

Kort sagt tilbyder havbrugerne nu at indgå en kontrakt med sam-fundet. I en kort periode skal samfundet tillade en forøgelse af havbrugets kvælstofbelastning. Som modydelse vil havbruget - for-uden at levere arbejdspladser og eksportindtægter - arbejde for en stadig forøgelse af sin miljøeffekti-vitet, og for at fastholde sin place-ring som ét af de mest miljøvenlige, fødevareproducerende erhverv.

Karl Iver Dahl-Madsen er ansat ved DHI Institut for Vand & Miljø, og er medforfat-ter til debatbladet “Havbrug 2001 - Dansk fødevareproduktions grimme ælling”, der kan fås ved henvendelse til Dansk Havbru-gerforening.


Norsk fiskerinæring er ikke hva den en gang var. Når folk som Høyres leder Jan Petersen, megler-husene i Oslo og analysefirmaet Econ snakker om fiskeri, er det i økende grad oppdrett de mener. Eller havbruk, som det nå heter. Dette havbruket har det til felles med fiskeri, at det foregår i vann, og at det er fisk, det er snakk om. I alle andre henseende er oppdrett landbruk, oppdretterne bønder og røktere av en svømmende gris.

I fjor høst ble fiskeriminister Otto Gregussen møtt av rasende fiskere. I fire år har bestanden av norsk arktisk torsk ligget under den minstegrensen norske og russi-ske myndigheter har blitt enige om. Kvoten har blitt kuttet fire år på rad, men ikke nok. Kvotene er små, men burde vært mindre, og fiskere og kystfolk kan se langt etter torsk som på midten av 1990-tallet.

- Slutt å klage - selg sjarken (kut-teren, red.) og sats på oppdrett, sier fiskeriministeren (Finnmark Dag-blad, 28. august 2000). Et uhørt usagn for få år siden. Nå blir det møtt med lett hoderysten. Han har jo rett. Med oppdrett og olje skal landet bygges. Det er slutt på den tiden da hele samfunnet i nord kjempet for retten til fisken i havet. Nå kjemper man om oppdrettskon-sesjoner.

Den norske oppdretten av laks og ørret har vokst fra nesten ingen-ting på begynnelsen av 1980-tallet til knappe 500.000 tonn i dag. Eks-portverdien er 9 milliarder kroner i året og utgjør en tredjedel av den totale norske fiskeeksporten. Oppdrettsselskapet Pan Fish er børsvinner og har begynt å kjøpe seg inn i fiskefartøy, som har ret-tigheter i fisket etter arter, som brukes i laksefôr (laksefoder, red.).

Dette kan være en fornuftig strategi. Mens fiskeoppdrett brukte under 30 prosent av den norske fiskeoljeproduksjonen i 1994, brukte samme industri 90 prosent av den norske fiskeoljeproduksjo-nen i 2000. Dette understreker en klar tendens, nemlig at oppdrett bruker stadig mer av verdens olje- og melproduksjon, henholdsvis 50 og 35 prosent i 2000 (IntraFish, 6. april 2001). Oppdrettsnæringen er doblet på et knapt tiår. Produksjo-nen av mel og olje, som er avhen-gige av fangstene av pelagisk fisk, har vært stabil. Det er heller ingen grunn til å anta, at disse fangstene vil øke, snarere tvert i mot.

“For å få ett kilo laks ut på markedet, må der fiskes tre kilo fisk opp av havet”

For å fôre opp ett kilo laks går det med om lag ett kilo tørrfôr. Laksen er altså et svært fôreffektivt husdyr. For å lage dette ene kiloet tørrfôr går det med om lag tre kilo fisk. Dette er arter som lodde, tobis, sild, øyepål og kolmule. I tillegg brukes noe vegetabilsk fett og protein. For å få ett kilo laks ut på markedet, må der altså fiskes tre kilo fisk opp av havet. Dermed gir det ikke et riktig bilde, når man i offisiell stati-stikk legger sammen villfanget fisk og oppdrettslaks.

Med den planlagte femdoblin-gen i oppdretten av laks og ørret fram til år 2020 sprenges alle rammer for fôr. Med dagens fôr-

Salmo Salar: fisken som forandrer NorgeLakseproduktionen i Norge har samme betydning, som svineproduktionen har det i Dan-mark. Læs her om det norske lakseeventyr

Af Gunnar Album

Foto: Marit Hommedal/Eksportutvalget for fisk


sammensetning vil den norske laksen da sette til livs en tiendedel av verdens totale fiskefangster. I tillegg planlegges oppdrett av et stort volum annen fisk som stein-bit, torsk og kveite som også skal ha fôr. Dette enkle dilemmaet har allerede ført til endringer i Norges utenrikspolitikk, handels-politikk og forhold til etiske spørs-mål som genteknologi.

Salmo Salær

Da vår statsminister fra arbeider-partiet, Jens Stoltenberg, tidligere i år besøkte India, uttalte han at “av Indias milliard, er det 200-300 mil-lioner mennesker som er rike.” Eks-portutvalget for Fisk (EFF) hadde sendt ut forhåndsomtale av besø-ket. Her heter det, at “det er et stort potensiale for eksport av fisk og fiskeprodukter fra Norge til India. Det gjelder særlig laks. EFF anslår markedet til 150 mio. mennesker, som har vesteuropeisk kjøpekraft.”

- Dette må være en sterk indika-tor på, at India kan være et spen-nende marked for norsk fisk, og da spesielt laks. Laksen tilpasser seg lett nye markeder, uttalte infor-masjonsdirektør Hans Petter Nes i EFF til IntraFish 28. april, og nevnte som eksempel tandooribakt laks.

Som noen kanskje vet, startet Norge i 1952 verdens først bila-terale hjelpeprosjekt i den indiske delstaten Kerala. Prosjektet var, mildt sagt, ingen stor suksess, men i hele etterkrigstiden har det vært de fattige som har vært fokus for norsk politikk i forhold til kyst-folket i India. Nå er vi ute etter markeder. I WTO er Norge nå en av de mest iherdige frihandelsfor-kjemperne. Vi legger press på land som India og Kina for å få ned toll-barrierene mot vår laks. Plutselig er ikke vår fiskerinæring begrenset av vær og vind, av ressurser som kommer og går. Vi har laget en svømmende gris. Som de danske bønder kan vi kjøpe fôret dér det

er billigst og selge dér det betales mest.

“Vi har laget en svøm-mende gris. Som de danske bønder kan vi kjøpe fôret dér det er billigst og selge dér det betales mest”

Jeg er havren, jeg har gjeller på

Flere har innsett, at det vil være både økonomisk, politisk og moralsk problematisk å la det nye norske husdyret spise opp en tien-dedel av alt det verdens fiskere tar på land. Jakten på alternativer er derfor i gang. Problemet er, at en fisk ikke omgjør det fettet den spiser. En gris gir flesk uansett. En laks som spiser soya lagrer soya-fett. En vegetarianerlaks kan derfor ikke selges som hjertevennlig på grunn av omega-3-fettsyrene. Den gir det samme fettet som alt annet. Siden det ikke finnes nok fet fisk i havet, må man finne en løsning på land. Forskere ved det norske land-bruksuniversitetet på Ås er i gang med å finne ut om det er mulig å

fremskaffe en havre med fiskefett ved å sette inn gener fra for eksem-pel lodde. På denne måten kan man ta landjorda i bruk for å “dyrke fisk” for å fôre laksen.

Denne tanken blir ivrig forsvart av vår næringsmiddelprofessor Kåre Nordrum. Han mener, at fett-syrer som omega-3, som i dag bare finnes i fisk, kan løses med moderne bioteknologi.

- Ved genmodifisering vil det bli mulig å dyrke soya, mais eller andre planter som lager fiskeoljer. Jeg har ingen betenkeligheter med denne type genmodifisering. Når genteknologien blir avmystifisert, vil dette være en svært god måte å utnytte den på, sier Nordrum. Pro-fessoren er medlem i et FN-utvalg, som skal vurdere, hvordan verden skal skaffe mat til alle.

Han sier, at det vil være ufor-svarlige å ikke ta i bruk gentekno-logi for å fremskaffe vegetabilske foremner med marine fettsyrer. Men dersom det er de marine fett-syrene, som er viktige - hvorfor kan ikke de sultne spise denne fiske-havren i stedet for å la den bli redusert til en tredjedel gjennom en laksemage? (Havre er dessuten mye letter å frakte gjennom ørke-nen enn fersk laks.) Og dersom målet var å ha plantespisende fisk

Atlanterhavslaksen er Norges absolut vigtigste opdrætsfisk. (Foto: Steen Ulnits)


i oppdrett - hvorfor skal det være en laks? Verdensproduksjonen av plantespisende oppdrettsarter er på mange millioner tonn allerede. Det kan virke som om Nordrum, som norsk representant i FN-utval-get, er rammet av samme syndrom som Stoltenberg: laksen er vikti-gere enn de fattige.

Krig om kystsonen

SINTEF-rapporten (se boksen) beskriver utviklingen i oppdretts-eventyret godt med egne ord: “Norsk oppdrettskveite må etab-lere sin identitet og produksjonen må kvalitetssikres. Det vil trengs massiv markedsinnsats på nasjo-nalt og internasjonalt nivå for å bygge opp volumkunder. Tilgan-gen på tilstrekkelige sjøarealer er en forutsetning, og behovet for egnet fôr må dekkes. Vaksiner og program for vaksinering må utvik-les.”

Dette er den prosessen norsk laks allerede har vært gjennom. Blant de nye konfliktområdene

nasjonalt er tilgangen på arealer. Oppdrettsnæringen er nå i ferd med å bli så stor, at den kommer i konflikt med tradisjonelt fiske. Under overskrifter som “Kamp om fjorden” og “Kriger om kystsonen” beskriver avisene det økende kon-fliktnivået. “Eksisterende og plan-lagte anlegg vil beslaglegge de beste fiskeplassene våre” skriver Storfjord Fiskarlag i et brev til kom-munen. Et folkemøte i Østre Stor-fjord bygdelag sier enstemmig nei til nye anlegg. (Nordlys, 24. april).

Problemet oppstår i det, at store oppdrettsselskaper er på utkikk etter kommuner å plassere virk-somhet i. Dermed oppstår det en konkurranse kommunene imellom om å være næringsvennlige og ikke unødig restriktive. I og med at fiskerne opererer i allmenningen og ikke har noen spesifikke, private rettigheter i havet, kommer de lett i andre rekke.

Denne konflikten kommer bare til å øke framover, ikke minst dersom oppdrett av skjell (muslin-ger, red.) skyter fart. Skjell, først

Havbruk kan ta over oljens plass i norsk økonomi

Rapporten “Norges muligheter for verdiskapning innen havbruk” ble utarbeidet av en arbeidsgruppe for havbruk oppnevnt av Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab og Norges Tekniske Vitenskapsakademi. Gruppen var ledet av Karl Almås ved SINTEF Fiskeri og Havbruk, og rapporten har siden gått under navnet “SINTEF-rapporten”. (SINTEF = Stiftelsen for industriell og teknisk forskning ved Norges Teknisk-Naturvitenskapelige Universitet)

Utgangspunktet for arbeidsgruppen er, at Norge vil opprettholde den høye levestandard og romslige nasjonaløkonomi også etter, at olje- og gasressursene tar slutt. Gruppen mener, at fiskeri og havbruk kan ta over oljens plass i norsk økonomi. Rapporten ser for seg en økning i verdiskapning fra dagens 40 milliarder til 240 milliarder i år 2030. Denne veksten er fordelt som følger: Volum 2000 Volum 2030 Verdi 2000 Verdi 2030 (mill tonn) (mill tonn) (mrd Nkr) (mrd Nkr)

Tradisjonell fiskerinæring 2,7 4,0 20 65 Laks 0,42 2,5 9 58Oppdrett hvitfisk 0,0011 0,8 0,08 15,7Oppdrett skjell 0,0041 1,2 0,031 16,4Opdrett kråkeboller, hummer, krabbe - 0,08 - 3,6Fôr til fisk - 3,5 - 17,5Høyproduktive havområder - 5,0 - 25Biokjemikalier og energibærerer fra havet 0,5 2,4Eksport av utstyr og kompetanse 11 37

og fremst blåskjell, har i dag et marked i Europa. I SINTEF-rap-porten ser man for seg en skjell-produksjon på 1,2 millioner tonn i 2030. I år 2000 ble det høstet 659 tonn. Man ser altså for seg en 2.000-dobling på 20 år. En bak-grunn for den store økningen er ideen om å drive oppdrett av skjell for å produsere fôr til fisk i oppdrett. Skjelloppdrett er areal-krevende, og det er sårbart for syk-dommer og alger.

For noen år siden var oppdrett av laks et tillegg til fiskeriene. Den ble drevet av lokale eiere med en eller to merder (havbure, red.) hver. I dag er det en børsnotetert indu-stri. Og med skyhøye forventnin-ger til vekst har både aksjekursene og våre politikeres lydhørhet økt. I takt med nedfiskingen av de ville bestandene, økes troen på nye oppdrettseventyr.

Gunnar Album har siden 1992 arbejdet med fiskeri og miljø for Norges Natur-vernsforbund.


Thailandske kæmperejerThailand tjener gode penge på rejeproduktionen, men miljøet lider stor skade

Tekst og fotos: Ulrik Rasmussen

Kæmpetigerrejen, som vi alle kender fra supermarkedets fryse-bokse, er en yndet spise, ikke kun her, men i stort set hele verden. Kæmperejen (Peneaus monodon) lever virkelig op til sit navn. Den bliver under gunstige forhold op til 35 cm lang.

I Thailand har man produceret tigerrejer i mange år, og produk-tionen er eksploderet siden midten af 1980’erne. Det har haft store omkostninger for miljøet og til dels også for risdyrkningen.

Som det ses af tallene i tabellen er produktionen fra 1984 til 1994 steget med over 1.800%, mens arealet kun er steget med lidt mere end 100%. Produktionen per farm er steget drastisk, hvilket skyldes den intensivering og teknologiske udvikling, der er sket på området. Thailand har siden 1991 været ver-dens største eksportør af dam-brugsrejer, og i 1994 eksporterede Thailand for ca. 15 milliarder kr.

Den traditionelle metode, som har været benyttet til rejedyrkning i mange år - også kaldet den eksten-

og en stor del af den naturlige føde er erstattet af kunstfoder. Rejelarverne kommer hovedsage-ligt fra klækkerier. Den semi-inten-sive metode er i dag den mest udbredte pga. den relative simple dyrkningsmetode.

Midt i 1980’erne blev den semi-intensive metode yderligere udvik-let og kaldes nu den intensive metode. Foderet er udelukkende kunstigt, alle larver kommer fra klækkerier og densiteten er øget til 30-100 rejer/m2. Vandudskiftnin-gen er øget i takt med intensive-ringen og kan nu være så meget som 40% per dag. Bassinstørrelsen er under 1 ha.

Langt størstedelen af rejefar-mene er enkeltmandsproduktioner, og for både den semi-intensive og den intensive metode drejer det sig groft sagt bare om at grave et hul af passende størrelse, præpa-rere den ofte sure mangrovebund med forskellige kalktyper, pumpe vand ind fra havet og fortynde det til den rette salinitet med enten opsamlet regnvand eller grund-

Voksen tigerreje fra et klækkeri nær Sonkhla i Sydthailand.

Rejefarme i Thailand:

årstal antal areal (ha) produktion (tons)

1974 1.500 12.000 1.800 1984 4.500 37.000 13.000 1988 12.000 67.000 56.000 1990 15.000 64.000 118.000 1994 18.000 80.000 250.000

Kilde: DANCED. Nyere tal er ikke tilgængelige.

sive metode - er en meget ren og udelukkende naturlig dyrknings-form. Der benyttes store bassiner på 2-20 ha i kystnære områder - oftest i mangroveområdet - da det er tidevandet, der bringer både rejelarver og plankton, som rejerne lever af, ind i bassinet. Rejerne, P. monodon og P. merguiensis, holdes tilbage af net ved udløbene. Under hele opfodringsperioden benyttes tidevand til at holde bassinvandet rent, og der tilsættes ikke kunst-foder. Densiteten af rejer er meget lav, 2-5 rejer/m2 og udbyttet ligeså, men de eksterne udgifter er stort set lig nul.

Nye produktionsmetoder

Op gennem 1970’erne blev den semi-intensive metode udviklet. Denne er en monokulturproduk-tion fortrinsvis med P. monodon. Produktionen foregår i lukkede, kunstige damme som er på 3-5 ha med en densitet på 5-10 rejer/m2. Der er en bedre vandkontrol, vand-udskiftningen foregår med pumper


vand for til sidst at komme reje-larver i og fodre på dem indtil en passende størrelse. Derefter høstes rejerne ved at tømme bassinet.

Hvis det er så simpelt, hvad er så problemet?

Det er måske simpliciteten i sig selv, der er problemet, idet reje-dyrkning ikke kræver nogen egent-lige forkundskaber. Mange starter op efter devisen “learning by doing”. Desuden kræver opstarten ikke megen kapital - specielt ikke da mange farmere har mulighed for at få kredit i lokalområdet til bl.a. foder og kemikalier, som så tilbagebetales ved første høst. Den tvungne registrering er et problem, for den bliver ikke fulgt op, og man kender således ikke antallet og pla-ceringen af alle rejefarme.

Alle tre typer af rejeproduktion foregår i kystnære områder og helst så tæt på vandet som muligt, idet P. monodon er en salt-/brakvandsreje, der har optimale forhold ved en salinitet på 18 ppt. Derfor har enorme mangroveområ-der måttet vige til fordel for akva-kulturen. Endvidere er antallet af rejedamme vokset så eksplosivt, at ikke alle kan ligge ud til vandet, og saltvandet må pumpes ind. Til indpumpning af saltvand benyttes oftest overrislingskanaler som i sin tid er udgravet til risdyrk-

ningen. Disse kanaler er ikke beskyttet mod ned-/indsivning, og undergrunden samt tilstødende jord bliver stærkt påvirket af saltintroduktionen.

Overrislingskanalerne benyttes ikke kun som adgang til frisk vand men også til at tømme bassinerne ud i ved høst. Brug af den samme kanal af mange rejefarmere til både vandindtag og vandudtømningsre-servoir kan være fatalt. Ikke kun chancen for at få dårligt vand ind i sit bassin, men sygdomme spredes meget hurtigt på denne måde.

Rismarker i områder med reje-farme får en mærkbar nedgang i produktionen pga. salt- og kemika-lieindhold i vandet fra overrislings-kanalen, hvorfor mange risbønder har konverteret til rejedyrkning.

Kemisk tilsætning

Kemikalierne og antibiotika anses af de fleste som nødvendige, og de fleste har udover hovedbassinet et mindre bassin, hvor vandet fra kanalen først bliver pumpet ind i. Her bliver det behandlet med forskellige kemikalier (benzalkoni-umchlorid, calciumchlorid og calci-umhydroxid) for at slå alt levende ihjel inden vandet skal bruges. Der-efter gødes det for at øge pro-duktionen af phytoplankton, som rejelarverne lever af i starten.

Efter gødskning pumpes vandet over i hovedbassinet. Rejelarverne kommes nu i. Den høje densitet af rejer i bassinerne gør dem meget sårbare over for dårlig vand-kvalitet og sygdomme, hvorfor

Tømning af bassin ved høst. Fra dambrug i Laem Singh Distriktet sydøst for Bangkok.

Thailandske rejearbejdere på fabrikken Frozen Plant i Laem Sing.

Dansk miljøbistand til rejefarme i Thailand

DANCED har siden 1998 stået for et projekt i Songkhla-provinsen i Sydthailand, der sigter mod at mindske forureningen fra rejedam-brugene ved at indføre lukkede systemer, recirkulering og biologisk rensning, samt en produktion uden/med færre kemikalier og antibiotika. (www.danced.dk)


foderet tilsættes antibiotika som forebyggende middel (pefloxacin, norfloxacin, chloramphenicol og oxytetracyclin). Overdreven brug af bl.a. chloamphenicol, har skabt problemer ved behandling af men-nesker med salmonella-infektioner, og oxytetracyclin har medført resi-stens hos kolerabakterier i Asien.

Under hele opvækstperioden benyttes en hel række kemikalier og gødningstyper for at holde styr på pH, vandkvalitet og phy-toplanktonsammensætningen (regeringen tilbyder gratis vand-målinger på lokale laboratorier over hele landet).

Foderet, som er meget nærings-rigt, bliver doseret med rund hånd ved, at farmeren går en tur rundt om bassinet med en spand-fuld foder. Derved bliver fodringen langt fra optimal, og overfodring er uundgåeligt, da der hellere fodres for meget end for lidt. Overskuds-foderet forværrer vandkvaliteten - specielt ved bunden, hvor rejerne opholder sig. Vandet iltes derfor med de såkaldte “paddlewheels”, som er stænger tværs over bassinet med små møllevinger på drevet af små dieselgeneratorer.

Efter ca. 3-4 måneder har rejerne opnået en størrelse på 20-50 rejer/kg, og der høstes. Bassinet tømmes og rejerne fanges. Rejerne bliver kørt til en fabrik, hvor de

bliver sorteret manuelt efter stør-relse. Syge rejer bliver lavet til reje-mel.

Slammet på bunden af bassinet skal fjernes efter hver høst, da det består af overskudsfoder, fæka-lier og døde rejer, som er med til at forværre miljøet i dammen. En gennemsnitsdam producerer op til 600 m3 slam per produktions-cyklus. Slammet må ikke dumpes på offentlige arealer eller i over-rislingskanalerne, hvorfor de fleste har en slamdam. Ellers bruges det ofte til diger, der langsomt bliver skyllet ud i kanalerne.

Kortsigtet gevinst

Det ringe hensyn til nærmiljøet øger chancerne for sygdomme og dårlig vandkvalitet betydeligt, og den gennemsnitlige levetid for en semi-intensiv/intensiv rejedam er da også under syv år, hvorefter rejefarmeren giver op og ofte flyt-ter andetsteds for at starte på ny, da det er meget billigt at leje land (i 1996 blev det estimeret, at op mod 16.000 ha rejefarme var opgivet/efterladt). De opgivne områder ligger ubrugbare hen som store golde områder. Der er lavet undersøgelser, der viser, at der går op mod 30 år før disse områder igen kan bruges til enten akvakul-tur eller agerland pga. vandkvalite-

ten og koncentrationen af salt og kemikalier i jorden.

Økonomien taler for sig selv, for rejeproduktion kan være en guldgrube. En fattig risbonde, der omvender sin rismark, kan på en god rejehøst (der kan høstes tre gange om året) have en profit på over 100.000 kr. Men op til tre ud af fem høste går galt pga. sygdom eller dårlig vandkvalitet i dammen. 100.000 kr. er stadig mere end en risbonde på den samme jord kan tjene på 4-5 år. Derfor er det for mange attraktivt at prøve lykken som rejefarmer.

Rejer, som indeholder rester af antibiotika og kemikalier, kan ikke eksporteres og indbringer derfor en lavere pris, og bliver solgt inden-landsk eller til Malaysia. Sammen med den danske stikprøvekontrol af importerede varer gør det, at den danske forbruger kan være rimelig sikker på, at de thailandske rejer er i orden sundhedsmæssigt. Hvis man derimod bekymrer sig om miljøproblemerne i produktions-landet, er sagen en ganske anden.

Ulrik Rasmussen er specialestuderende ved Inst. for Miljø, Teknologi og Samfunds-videnskab på RUC. Han har deltaget i flere projekter i Thailand gennem Danish University Consortium for Environmental Development (DUCED).

Typisk eksempel på hvordan rejedammene ligger som perler på en snor langs den thailandske kystlinie. Fra Laem Sing distriktet sydøst for Bangkok. Ca. 2/3 af Thailands oprindelige mangroveskov på 380.000 ha er blevet fældet pga. akvakultur.


Bæredygtigt jordbrug

Forandringens frø spirer i BrasilienBevægelsen af Jordløse Bønder (Movimento dos Trabalhadores Rurais Sem Terra, MST) blev etableret i 1985 og har gennem mange år arbejdet for jordreformer til gavn for de fattige i Brasilien. Nu har MST besluttet sig for at sætte fokus på økologi

Af Sue Branford

En bidende vind blæser tværs over de bølgende åbne marker i Brasiliens sydligste stat Rio Grande do Sul. Solen skinner, men det er bidende koldt. Adri-ana, en pige på 15 år, sprøj-ter rækkerne af løg med “biofertilizante”, en biolo-gisk gødning. Hun arbejder metodisk og omhyggeligt, for hun hjælper sine foræl-dre med at omstille afgrø-derne til en “renere” drift. Efter to års høstafgrøder dyrket med kun naturlige produkter og helt uden kemikalier, kan familiens brug klassificeres som øko-logisk. Hendes forældre, som bor i Conquista da Fronteira bosættelsen, der drives af Bevægelsen af Jordløse Bønder (MST), vil

Bionatur blev etableret i det syd-lige Brasilien, fordi det kolde, tørre klima gør det til et ideelt område at avle frø. Monsanto og andre biotek-nologiske virksomheder har også placeret deres frøproduktion her. Bionaturs produktion er stadig lille, men det er et væsentligt skridt på den jordløse bondebevægelses langsomme - ofte tøvende - vej mod agro-økologi, dvs. bæredygtig landbrugsdrift.

MST har efter en lang, sej kamp med myndighederne vundet jord over hele Brasilien til de folk, som MST repræsenterer. I dag drives omkring 1.200 bosættelser, hvor der bor cirka 100.000 familier. Uden

MST ville disse familier være tvun-get til at bo i slumkvartererne i Bra-siliens byer eller prøve at overleve som sæsonarbejdere på de store farme.

Det var en enorm præstation for MST at vinde rettigheder over jord. I begyndelsen troede familierne, at det ville være enkelt at dyrke jorden. De troede, de blot behøvede at kopiere de landbrugsmetoder, de store farmere brugte. De kunne ikke have taget mere fejl.

Claudemir Mocellin var som barn med sin far til én af de første jordbesættelser organiseret af MST. I dag er han en dygtig agronom og støtter engageret økologisk land-

kunne sælge afgrøderne til bevæ-gelsens egen økologiske frøprodu-cent, Bionatur.

Den biologiske gødning er hjem-melavet. Gilmar Paulo Zanovelo blander sin gødning i en plastik-tønde i et skur bag sit træhus. “Omkring 20 ingredienser anven-des”, siger han. “kogødning, cal-cium, fosfat, mælk, svovl, honning - alt sammen naturlige ingredienser. Det koster kun 20 reais (90 kr) at producere 200 liter, så det er meget billigere end kunstgødning. Afgrø-der, som dyrkes med det, vokser langsomt men sikkert. De bliver meget modstandsdygtige overfor sygdomme.”

En fattig families primitive hjem i udkanten af Amazonas regnskoven. Familien er jordløs, men klarer sig ved at forpagte en mindre del af en jordbesidders ejendom. (Foto: BN)


Bæredygtigt jordbrug

brug. Mens han må lukke døren til sit kontor for at kunne undslippe de bosættere, der er kommet for at tale med ham, fortæller han, at i begyndelsen var MST kommet på afveje. “Vi kopierede systemet. Vi ønskede de mest moderne hybrid-afgrøder. Vi anvendte en masse kalk og kunstgødning. Vi ville have de største maskiner og den største høst.” Men det virkede ikke. “Familierne opdagede, at mens deres jord blev udpint, anvendte de stigende mængder gødning og sprøjtemidler. Deres indkøb af disse moderne virkemid-ler begyndte at absorbere 60 til 70 procent af den pris, de fik for deres afgrøder. Det gav ikke nogen mening.”, siger Mocellin.

“Vi begyndte at bekymre os for, hvad der foregik omkring os,” siger José Armando de Oli-veira, agronom i CETAP (Center for Alternative Teknologier), ét af hovedcentrene for økologisk landbrugsdrift i Rio Grande do Sul. “Små bønder, herunder MSTs

bosættere, var startet på produk-tion af sojabønner i stor stil,” tilføjer han. “De anvendte store mængder af pesticider. Vi kunne se, at det ødelagde deres jord og skadede deres helbred, men i lang tid ville de ikke lytte til os. Propa-gandaen til fordel for det kemiske landbrug var så stærk, at folk ikke troede, at der kunne være mulige alternativer.”

“Kravet om forandringer kom dog fra familierne selv”, siger Claudemir. “Vi afventede ikke, at MST-ledelsen skulle ændre sin politik. Vi begyndte at kigge på tallene. Hvis en familie planter 10 hektar soja, kunne den producere 400 sække, hvilket lyder af meget. Men dertil skal familien bruge udbyttet fra 200 eller måske 300 sække for at dække alle omkost-ningerne. Muligvis bliver der kun 100 sække til overs. Dette ville ind-bringe 1.500 reais (6.000 kr). Hvor-dan kan en familie på 4 til 5 mennesker leve for dét på et år? Specielt hvis de må købe al deres

Jorden er vores

Improviserede telte af sort plastic pryder begge sider af landevejen nær markedsbyen Itapetininga, i det sydøstlige Brasilien. For 10 måndeder siden, da teltlejren blev opført af Bevægelsen af Jordløse Bønder (MST), bestod den af 600 familier. Nu, efter at adskillige forsøg på at indtage nærliggende jord er blevet mødt med massiv modstand fra politiet, er dette tal faldet til 180. Det er fristende at spørge, hvad der får disse 180 familier til at blive i lejren og kæmpe den seje kamp; “Alle har en drøm om at få et lille stykke jord” - lyder svaret fra en MST leder. Det er netop den drøm, der har gjort MST og deres krav om en radikal omfordeling af landbrugsjorden, til et mareridt for præsident Fernando Henrique Cardoso og hans regering. Samtidig er MST blevet et symbol på kampen imod den sociale ulighed og uretfærdighed, der kendtegner dagens Brasilien.

Det er den ulige jordfordeling, der har gjort jordløse bønder til, ikke kun Brasiliens, men Latinamerikas tikkende bombe. Brasilien er sammen med Paraguay det land i verden, der har den skæveste jordfordeling. 3 procent af befolkningen ejer to trejdedele af landets landbrugsjord, mens 6,5 mil-lioner små familie-brug er presset sammen på en fjerdedel af jorden. Hertil kommer de omkring 5 millioner jordløse landfamilier.

Fra artiklen “Jorden er vores” af Janne Tynell, GAIA 23, vinter 1998 (www.cikadenet.dk/if/gaia/gaia23/gaia2306.htm)

mad? Jeg blev virkelig bekymret for de miljømæssige problemer - bønderne tilførte fem liter gift på hver hektar landbrugsland. Forestil dig, hvad det betød for jorden! Men det var de økonomiske argumenter, der fik folk til at ændre mening og lægge om. Folk begyndte at indse, at de ikke nødvendigvis fik mere ud af et større udbytte, hvis de måtte anvende det meste af deres indtægter på kemikalier.”

MSTs skifte til økologisk dyrk-ning har fuld opbakning fra én af Brasiliens ledende miljøfolk, José Lutzenberger. Ligesom Claudemir mener han, at små brug er fremtidens landbrug. “Det vi kalder moderne landbrug er fuld-stændigt uholdbart,” siger han. “Det moderne landbrug arbejder med ikke-fornybare ressourcer. Det bruger groteske mængder af energi - der er mere energi i det tilførte end der fikseres gennem fotosyn-tese, og det moderne landbrug er årsag til frygtelige sociale og økolo-giske katastrofer over hele jorden.”

Lutzenberger underviser MSTs bosættere i bæredygtigt landbrug. “Det er egentlig ikke et spørgsmål om at lære dem nye ting, men om at genfinde viden, de havde tidli-gere - teknikker, som f.eks. at male frugttræerne med valle fra ostepro-duktionen for at undgå svampe,” siger han. “Det har været godt at se forandringerne i mentaliteten i MST,” tilføjer han. “Det er opmuntrende, men ikke nok. Vi bliver nødt til at skabe en langt bredere alliance for at kunne give det destruktive, moderne landbrug modstand.”

Sue Branford er ved at skrive en bog sammen med Jan Rocha om Bevægelsen af Jordløse Bønder. Bogen vil blive udgivet af Latin America Bureau i foråret 2002. MSTs hjemmeside: www.mst.org.br

Artiklen er fra The Ecologist, maj 2001 (www.theecologist.org). Oversat af Inger Foldager.


Amazonas i Sydamerika er verdens største regnskov med en umådelig artsrigdom. Op gennem 1990’erne var medierne præget af gruopvækkende historier om fældning og afbrænding af Amazonas kun afbrudt af enkelte mindre succeshistorier om skovens bevaring. De seneste år er medieinteressen døet hen. Øjnene er rettet mod andre katastrofer. Men hvordan ser det ud for Amazonas i dag? Er der bedring på vej eller ryddes skoven stadig i ét væk?

Tekst og fotos: Bo Normander

Regnskov

Amazonas - facts

Det sydamerikanske regnskovsområde,

Amazonas dækker et areal på 6 mio.

km2, hvilket svarer til godt halvdelen

af Europas areal. Amazonas er med sin

enorme mangfoldighed i dyre- og plante-

liv den absolut største og rigeste regnskov

på jorden. Hovedparten af Amazonas

(omkring 5 mio. km2) ligger i Brasilien,

og landet har derfor den højeste biodi-

versitet i verden. Tropisk træ, medicin,

eksotiske frugter og gummi er nogle af

de produkter fra skoven, mennesket har

gavn af. Amazonas er hjemsted for indi-

anere, bønder, gummitappere og mange

fattige migranter. Størstedelen af Amazo-

nas befolkning på omkring 20 mio. befin-

der sig dog i områdets stærkt voksende

byer som Manaus, Belém og São Luis, der

alle har rundet 1 mio. indbyggere.

Amazonas fik første gang verdens bevågenhed i slut-80’erne. Dengang blev man klar over, at der skete en enorm rovdrift på regnskoven. Tropisk tømmer blev solgt til vel-stillede forbrugere verden over, og skov blev ryddet for at gøre plads til landbrug. Takket være en stor indsats fra bl.a. miljøorganisationer lykkedes det til dels at bremse udviklingen. Kampagner mod brug af sjælden tropetræ som mahogni fik salget mærkbart bremset i den vestlige verden. Ligeledes har pri-vate menneskers opkøb af skov haft en vis effekt.

Derfor skulle man tro, at det ser bedre ud i dag end tidligere. Men, nej! Amazonas ryddes i dag med samme hastighed som for 10 og 20 år siden. Brasiliens Institut for Rumforskning (INPE) har siden 1977 optaget satellitfotos af Amazo-nas, og udfra dette kunnet estimere hvor stort et areal af regnskoven, der forsvinder. Tallene viser et kon-stant faldende areal (se figurer side 19). I 1977 var 97% af det oprinde-lige areal tilbage. I dag er kun 88%

tilbage. Et areal svarende til halv-delen af Danmark forsvinder om året. Med den hastighed vil kun 50% af den oprindelige skov være tilbage om 70 år.

betydeligt til den globale opvarm-ning.

Amazonas er hjemsted for såvel indfødte indianere - hvoraf flere har meget begrænset kontakt med den “civiliserede verden” - som tra-ditionelle folk som gummitappere, fiskere og småbønder.

- Det er deres land. Vi har ikke ret til at tage deres land og ændre deres liv. Amazonas er ikke bare skov, det er også mennesker, mener Smeraldi, der har arbejdet med bevarelse af Amazonas i over 10 år.

Store dele af Brasiliens østkyst var tidligere dækket af atlantisk regnskov. Som følge af koloniserin-gen og stor befolkningstilvækst er der i dag kun syv procent tilbage af den oprindelige atlantiske regn-skov. Skoven blev ryddet til fordel for landbrug, men det viste sig hur-tigt, at den næringsfattige jord kun kunne dyrkes i nogle få år. Store dele af de ryddede arealer ligger nu ubrugelige hen som golde ørken-områder - i Nordøstbrasilien kaldet Sertão. Det samme kan ske i Ama-zonas. Erosion og ørkendannelse er et begyndende problem, der vil til-

Amazonas lever ?

Hvorfor bevare Amazonas?

De fleste danskere vil nok sige, at der bør gøres noget for at stoppe rydningen af regnskov. Men hvorfor er det i grunden så vigtigt at bevare Amazonas?

- Det vigtigste er at bevare skovens høje biodiversitet, som er denne jords største ressource for medicin og landbrugspro-dukter, siger Roberto Smeraldi, leder af miljøorganisationen Friends of the Earths interna-tionale Amazonia-program og fortsætter, - Amazonas udgør dertil verdens vigtigste CO2-reservoir. Med den nuværende afbrænding frigøres omkring 300 mio. tons CO2 per år, hvilket er mere end den samlede emis-sion fra Storbritannien. Herved bidrager rydning af regnskov


Udbredelse af den brasilianske del af Amazonas i 1999. Det mørkegrønne område på figuren til venstre angiver eksisterende regnskov, mens de brune nuancer angiver helt eller delvist ryddet regnskov. Figuren er baseret på et net af over 200 satelitfotos som dét vist på figuren til højre. Den røde pil angiver skov, der endnu ikke er ryddet. (Grafik: INPE Brasilien/BN)

Regnskov

Kilde

: INP

E Br

asilie

nRydning af Amazonas regnskov (1977-2000)

100

95

90

85

800

5.000

10.000

15.000

20.000

25.000

30.000

99/00

98/99

97/98

96/97

95/96

94/95

93/94

92/93

91/92

90/91

89/90

88/89

77/88

Reste

rend

e areal (

%)

Rydd

et regn

skov (km

2 /år)

genn

emsnit

1977

-88

tage de kommende år resulterende i gold, udyrkbar jord.

Amazonas truet

Ifølge Roberto Smeraldi er dyrk-ning af soja den største trussel mod Amazonas. Soja er en typisk “cash-crop”, der eksporteres som dyrefo-der til de industrialiserede lande for at dække det umættelige behov for kød. Danske svin og køer for-tærer kolossale mængder soja (1,3 mio. tons i 1999), der dyrkes på arealer i Sydamerika - herunder ryddede regnskovsområder i Ama-zonas - der er langt større end Dan-marks eget landbrugsareal.

Brasiliens soja-boom finansieres af statslige subsidier. Regeringen har en målsætning om, at soja-dyrkningen skal udvides fra 13 mio. ha sidste år til 39 mio. ha i 2003. En sådan udvidelse kan kun ske på bekostning af enorme arealer i Amazonas. Soja er Brasili-ens vigtigste eksportartikel med en værdi på omkring 40 mia. kr. årligt.

For at gøre plads til jordbrug og kvægopdræt brænder farmere og småbønder skoven af. Det med-fører ofte ukontrollerede brande i tørsæsonen fra juli til september efterladende enorme nedbrændte områder øde hen. Friends of the Earths brasilianske del har iværk-sat uddannelsesprogrammer og

har bygget mere end 150 radiosta-tioner for at udbrede kendskabet til en bæredygtig anvendelse af skoven - uden at brænde den af. Det har medført et klart fald i rydningen i de lokalområder, hvor projekterne indtil nu har fundet sted. Det vigtigste har efter Roberto Smeraldis mening været, at det er lykkedes med meget simple midler, at få lokalbefolkningen til at værne om skoven, fordi de indser, at det er til deres eget bedste. Projekterne er muliggjort via europæisk støtte, især fra Italiens regering.

En anden stor trussel mod regn-

Også Danmark er repræsenteret, idet DLH Nordisk er en vigtig eks-portør af tropisk tømmer, primært ikke-certificeret tømmer.

Brasiliens regering bygger veje

Brasiliens regering er tilsynela-dende ikke særlig bekymret for udviklingen. I et svar på en viden-skabelig artikel i Science (19. januar 2001), der advarer om, at 42% af Amazonas kan være fældet i 2020, siger den brasilianske minister i videnskab og teknologi, Ronaldo Sardenberg, “dette studie er baseret

skoven er den kapitalstærke tømmerindustri. Mahogni og andet eksotisk træ sælges stadig både legalt og illegalt i USA, Europa og Asien. En del af tømmeret sælges også til brasilianske over-klassefamilier i São Paulo og Rio de Janeiro. Tømmer-industrien står for omkring 10-20% af rydningen af Ama-zonas, og Greenpeace anslår, at 80% af denne fældning sker ulovligt.

Tømmerfirmaerne er ofte datterselskaber til asiatiske og amerikanske koncerner.


på urealistiske facts. Det er regeringens klare holdning, at vi ikke kan behandle Amazonas som et urørligt reservat”. Derfor udvider Brasilien sin infrastruk-tur som aldrig før - nye veje (på land og på floder) i Amazonas-området skal sikre økonomisk vækst og transport af den vigtige soja.

Regeringen har givet millionbyen Manaus særstatus som “tax-free zone” i Amazonas, hvilket har lokket vestlig industri til. Byens befolkning er for-doblet på bare 10 år. Mange fattige prøver lykken i Manaus, men flere og flere mennesker betyder også større og større indhug i skoven, og i en radius

Europas rolle

NGO’erne i Brasilien er generelt kritiske overfor den udviklings-støtte, som USA, EU og Verdens-banken formidler, og Smeraldi går i front med kritikken - Udvik-lingshjælpen fra EU har været en katastrofe! Eksempelvis har EU-Kommissionen i fire år forsinket udbetalingen af 10 mio. euro til hjælp til fattige gummitappere. Dette har skabt store unødige pro-blemer pga. en falsk forventning om støtte. Det hele er druknet i bureaukrati.

NGO’erne mener, at Kommissio-nen samt de enkelte EU-lande bør gå direkte til dem uden om den brasilianske regering eller over-statslige institutioner som Verdens-banken. Finansiel hjælp udefra er helt afgørende for Amazonas’ bevarelse. NGO’erne er langt bedre organiserede i dag end for 10-15 år siden, og har stor lokal support og deltagelse, hvorfor bistanden bør gå direkte til dem.

Greenpeace, WWF og Friends of the Earth opfordrer Europa til at

stoppe import af ikke-certificeret tropisk tømmer. De mest sjældne og dyre træsorter går stadig til EU. Offentlige institutioner må gå forrest, og kun købe certificeret tømmer (FSC-mærkning, se boks).

NGO’erne påpeger, at europæ-erne må blive bevidste om, at den store animalske produktion har enorme konsekvenser for areal-anvendelsen i især Sydamerika. Det er dobbeltmoralsk, når dan-skerne på den ene side ønsker at bevare regnskovene, og på den anden side oppebærer en produk-tion på 26 mio. svin om året.

Brasiliens regering er naturlig-vis interesseret i, at der skabes vækst i landet. Præsident Fernando Henrique Cardoso har ved flere lejligheder udtalt, at “Amazonas-området må udvikle sit landbrug og sende dets afgrøder ud over hele verden”. Herved hentyder han til den økonomiske betydning, som sojaen har. Smeraldi siger hertil, at udlandet må lægge pres på Brasili-ens regering og kræve, at naturens ressourcer forvaltes bæredygtigt.

FSC-mærket tømmer

FSC (“Forest Stewardship Council”)

arbejder verden over for at støtte

skovbrug, der er til gavn for både

naturen, de mennesker der bor og

arbejder i skoven, skovens gæster

og for skovejeren. FSC fremmer sit

mål ved at få certificeret skovområ-

der, der drives på en hensynsfuld

måde og ved at fremme udviklingen

af nationale certificeringsinitiativer.

Certifikatet er forbrugernes garanti

for, at det træprodukt, de står med i

hånden, kommer fra et skovområde

drevet under særlige hensyn, uanset

hvor i verden det er produceret.

Kilde: www.nepenthes.dk. Oplys-

ninger om hvilke danske firmaer,

der sælger FSC-mærkede produkter

kan ses på www.tropetrae.dk

Øverst: skov ryddet til landbrug. Nederst: Polykultur jordbrug med bl.a. maniok, yams, ananas og bønner. Polykulturbrug er den mest skånsomme landbrugsform, der ikke udpiner og forurener jorden som inten-sivt dyrkede monokulturer som soja.

på flere hundrede kilometer rundt om Manaus er bebyggelser og flod-byer skudt op som paddehatte. Det meste spildevand og affald ender ubehandlet i floderne, så miljøef-fekten på Amazonas er maksimal.


Økologi og forbrug

Forbrugerismen - en kulturel tilstandHvad er det, der får forbrugeren til at vælge økologiske varer? Hænger økologienspopularitet sammen med forbrugerismens udbredelse? Artiklens forfatter, der underviser i marketing, fremlægger her problematikken

Af Per Østergaard

Den kulturelle tilstand, som vi benævner forbrugerisme, har præget vores del af verden siden 1950’erne. Siden fremkomsten af dette fænomen har det været kri-tiseret af prominente samfundsfor-skere som Vance Packard, Daniel Boorstin, og Ralph Nader. I dag bliver forbrugerismen set som en væsentlig forhindring for, at vi kan opfylde de krav, der stilles, hvis vi skal opretholde en bæredygtig udvikling, hvor menneskene ikke destruerer vores planet gennem forurening.

I februar 2001 udgaven af Global Økologi så vi et eksempel på en kritik af forbrugerismen ved Oliver James’ artikel om “Forbru-gerismens bagside”. Man kan have megen sympati for kritikken af for-brugerismen, men en kritik som den Oliver James leverer gør dog efter min vurdering mere skade end gavn. Jeg skal ikke her levere en kritik af Oliver James artikel,

der er et sammensurium af person-lige forhåbninger og uigennemsku-elige argumenter, der påberåber sig et videnskabeligt grundlag. I stedet skal vi se på, hvorfor forbrugeris-men næppe forsvinder inden for en overskuelig periode.

Historisk perspektiv

Når forbrugerismen kan få et så fast tag i store dele af jorden befolk-ning, som det er tilfældet, skyldes det en kulturel udvikling, der har stået på gennem nogle århundre-der i det, vi kalder den vestlige verden (i en forandret form har denne udvikling spredt sig til store dele af jorden, men det kommer vi ikke nærmere ind på her).

Mange af os har et billede af det ideelle samfund som et sted, hvor vi bor og lever med forpligtende relationer til vore medmennesker. Et sådan samfund ligner det, man havde i middelalderen. På den

tid blev verden holdt sammen af troen på Gud. Det var derfra livets mening kom sammen med det for-pligtende fællesskab.

Med oplysningstiden og kapi-talismen blev kilden til livets mening flyttet til troen på fornuf-ten og fremskridtet. Man mente, at mennesket ved at være fornuftigt kunne øge produktionen, så sult og ulykke kunne afskaffes.

Det er faktisk først i 1970’erne, at denne udviklingsoptimisme bryder sammen med oliekrisen og dens følgevirkninger. Indtil da var alle politiske partier enige om, at vi kunne producere os ud af even-tuelle kriser. Det fejlagtige i dette argument er åbenlyst i dag, men var det ikke i 1960’erne.

Kombinationen af oplysningsti-dens tro på fornuften og kapitalis-mens udvikling medførte en række samfundsændringer, der kom til at danne basis for, at forbruget kunne få en så fremtrædende plads

Collage: BN


i kulturen. Denne udvikling kan opsummeres ved at se på den ændrede betydning som varen får.

I middelalderen var man foku-seret på varens brugsværdi, altså den praktiske nytte ved et produkt. Den kapitalistiske produktions-måde ændrer fundamentalt på dette, og det bliver i stedet varens bytteværdi, der får betydning. Dét, at en vare kan udveksles på marke-det for penge. Varen får også en anden funktion som genstand for reproduktion af systemet, og her tænkes der både på befolkningens og maskinernes reproduktion.

Markedsføringens indtog

Når vi ser bort fra en lille elite, som den amerikanske samfundsforsker Thorstein Veblen for 100 år siden kaldte “the leisure class”, så var der i slutningen af det 19. og begyndel-sen af det 20. århundrede endnu ikke tale om forbrugerisme, som vi kender det i dag. Fundamentet for den senere forbrugerisme bliver først skabt gennem kapitalismens store krise i 1930’erne. I denne periode begynder man at udvikle markedsføring og forbrugerunder–søgelser. For med kriserne i 1930’erne blev virksomhederne tvunget til at fokusere på dét at få solgt deres produkter, hvilket hidtil

havde sket forholdsvis let. Virksomhedernes fokusering på

markedsføringen gør, at de bliver opmærksomme på forbrugernes ønsker og behov. Tidligere havde man været orienteret mod at effek-tivisere produktionen og distribu-tionen, og det var lykkedes i en sådan grad, at de fleste produkter ikke længere havde nogen mærk-bar forskel i fysisk kvalitet. Fokuse-ringen på markedsføringen bliver initieret af den hær af sælgere, man sendte ud på markedet i 1930’erne for gennem aggressiv adfærd at sælge produkter. Disse sælgere kom tilbage og fortalte, at kun-derne ikke længere lagde vægt på den fysiske kvalitet, der var ens for de fleste produkter. I stedet ville kunderne have andre typer af produkter end dem virksomheden producerede. Det er f.eks. fra denne tid, man har de forskellige blandin-ger af mel, hvor man blot tilsætter vand og gær. Denne udvikling blev dog sat i stå af krigen.

“Fundamentet for for-brugerismen bliver skabt gennem kapi-talismens store krise i 1930’erne”

Det var først i 1950’erne, at de vest-lige samfund igen fik overskud til at tænke på forbrug som andet end opfyldelse af behov. I begyndelsen af 1960’erne bliver stadig flere virk-somheder opmærksomme på, at de skal være fokuseret på kundernes behov og ønsker i stedet for at være optaget af at effektivisere produk-tionen. Denne fokuseren på kun-dernes ønsker kaldes i fagsproget marketing orientering. Det er her essentielt, at virksomheden holder sig ajour med kundernes ønsker og den kulturelle udvikling for her-igennem at kunne producere og levere de produkter og service-

ydelser, der vil opfylde kundernes ønsker. Virksomhedens strategi er ikke det aggressive salg men det modsatte, at få selve den øko-nomiske transaktion til at se ud som en imødekommelse af kun-dens ønsker og behov.

Denne ændring i virksomhe-dernes primære fokus får store konsekvenser for den kulturelle udvikling. For måden hvorpå virk-somhederne kan holde sig infor-meret om kundernes ønsker er gennem en stadig undersøgelse af markedet. Det bliver markedsanaly-sen, som bliver motoren i denne nye virksomhedsstrategi.

Det er umuligt at afgøre om virksomhedernes marketing orien-tering skabte forbrugerismen eller de blot udfyldte et tomrum i kul-turen. At ville finde svaret på det, vil aldrig blive andet end en gen-tagelse af historien om ægget og hønen. Det kan dog konstateres, at virksomhederne igennem de sidste 30-40 år er blevet meget effektive i deres forståelse af kundernes ønsker og behov. Kunderne har dog på samme tid haft enddog meget stort behov for at skabe sig en mening med tilværelsen gennem forbruget. Det er her vi står lige nu.

Forbrugerismen består

Gennem de sidste 30-40 år har varen ændret sig fundamentalt. Denne ændring er essentiel for en forståelse af, hvorfor forbrugeris-men ikke lader sig afskaffe på kort sigt. Vi så tidligere, at varen havde en brugsværdi og en bytteværdi. Disse egenskaber har varen stadig, men noget helt nyt er kommet til. Det kaldes i fagsproget varens tegn-værdi. Det er den betydning, som en vare har fået gennem markeds-føring og varens betydning i kultu-ren.

Dét, at en vare er økologisk, kan være varens tegnværdi. For konsumenten kan denne tegnværdi

Forbrugerismen udsættes for hård kritik i Global Økologi nr. 1, 2001.


være helt løsrevet fra den betyd-ning “rigtige” økologer tillægger en økologisk vare. Dette kan illu-streres ved den tegnværdi som økologiske varer har i Danmark og den værdi de har i USA og England. I Danmark køber mange økologiske produkter, fordi de vil undgå at forurene miljøet. I USA er det den personlige sundhed, der er begrundelsen. I England er det dyrevelfærd, der er den primære begrundelse for at købe økologi. Den tegnværdi, som økologiske produkter har, er ikke én bestemt betydning globalt set, men en betydning der er opstået gennem disse produkters historie i den enkelte kultur.

Uanset hvor god og rigtig den økologiske sag er, så indgår de øko-logiske produkter som en del af det samlede forbrug, der har som primært formål at skabe mening med tilværelsen for konsumen-terne. Forbruget af økologiske pro-dukter er således ikke et særligt forbrug, men blot udtryk for en specifik tegnværdi for produkter,

kynisk i min analyse. Men enhver seriøs forskning må være kynisk i sit udgangspunkt; man må for-søge at analysere verden som den er, og ikke som man kunne ønske sig, den var. Hvis man i analysen har et forskruet billede af verden, så får man aldrig nogle resultater, der kan ændre noget som helst.

“Vores kultur er base-ret på, at vi skaber mening med tilværelsen gennem forbrug. Det er i den sammenhæng, man skal forstå den økologiske idé. Øko-logien er blevet en del af forbrugerismen!”

Man kan ud fra et økologisk syns-punkt spørge, hvor lang tid vi endnu skal leve med forbrugeris-men som kulturel tilstand? Det er

et spørgsmål hvortil, der ikke er noget svar. Den mening, vi henter fra forbruget, er en af de bærende elementer i kulturen, som ikke lader sig afskaffe eller ændre fra den ene dag til den anden.

En analogi til forståelsen af forbrugerismens betydning kan hentes i middelalderens tro på Gud. På den tid kunne man ikke forudse, at Gud ville “dø” nogle århundrede senere. Man kunne heller ikke i 1950’erne forudse, at det teknologiske fremskridt ville forsvinde som problemløser.

Jeg ser ingen tegn på, at for-brugerismen vil forsvinde eller miste sin betydning den nærmeste fremtid. Ét er dog sikkert; for-brugerismen, som alle tidligere kulturbærende instanser vil en dag blive afløst af noget andet. Det er dog ikke givet, at det bliver en kultur baseret på økologi og bære-dygtighed.

Per Østergaard er lektor ved Institut for Marketing på Syddansk Universitet.

Forbrugerisme er udtryk for menneskets behov for at skabe sig en identitet gennem indkøb af mad og forbrugsvarer. (Foto: DV/Scanpix)

som en del konsu-menter kan benytte i deres egen kon-struktion af livets mening. Vi er i en kulturel tilstand,hvor vores kultur er baseret på, at vi skaber mening med tilværelsen gennem forbrug. Det er i en sådan sammenhæng, man skal forstå den økologiske idé. Økologien er blevet en del af forbruger-ismen!

Ud fra et oprig-tigt økologisk per-spektiv er min redegørelse depri-merende læsning, og jeg kan vel betragtes som


Med billederne af kogalskabens hærgen i frisk erindring er det et velvalgt tidspunkt at reflektere over tidligere tider; hvor bondens forhold til dyr og natur var fuld af respekt. Tingene kan være anderledes, som det fortælles i denne anekdote fra Grækenland

Af Vangelis Stoyannis

Svinebrug

Den rejsende, som bevæger sig fra byen Trikala mod Pindosbjergene (de sydlige Alper), vil blive mødt af Porten; en imponerende bjerg-slugt omgivet af gigantiske, lod-rette klippevægge. Gennem denne passage - formet som et dybt sår; resultatet af et kraftigt sværd-hug svunget af en af mytologiens gamle kæmper - medbringer floden Litheos med sit kantede løb liv til den bagvedliggende slette.

For 50.000 år siden drog de første mennesker - på flugt fra jord-

skælv - gennem Porten og slog sig ned på sletten. Tretten århundreder før Kristi fødsel boede - i følge legenden - lægeguden Asklepios, søn af Apollon, på sletten og frem-bragte mirakuløse bjergurter, som hans tjenere bragte ud i verden gennem Porten. Folk og civilisatio-ner, købmænd og røvere har pas-seret gennem Porten. Det doriske folk passerede i det elvte århund-rede f.Kr., og den romerske hær i det andet århundrede f.Kr. på vej mod slaget i Pidna; dét slag, der

afgjorde Kong Perseas af Makedo-niens skæbne.

Gennem her drog gallere, kors-farere, bulgarere og det serbiske riges hære. Porten for historie og legender. Stedet med sjælden naturskønhed, imponerende og fortidig; stedet, der - når du kommer nærmere - får dig til at føle historiens ubærlige byrde på dine skuldre.

Bjergene, Porten og sletten er de 32 græske nationers vugge. Dér hvor opdagelsen af at dyrke jorden

Grisenes græske kongerige

Billedet øverst: Mavro Gourouni gris, den ældste race af de 25 nulevende oprindelige græske svineracer. Racen er mere end 10.000 år gammel, og kun få individer af den lever stadig som fritlevende husdyr i bjergene nær Porten. (Foto: Dimos Dimou)


Svinebrug

og opdrætte dyrene lagde grund-stenen til vores civilisation.

På sletten, opdelt efter oldtidens kongeriger, dyrkede bønderne hvede, og hyrder anvendte agern, kastanier og bjergenes frodige græsenge til at opfostre flokke af geder, får, svin og småkvæg. Stedet, hvor mennesker stadig den dag i dag dyrker hvede på sletten og lader dyrene græsse i bjergene. Nøjagtigt som da det hele startede.

Få kilometer til højre for Porten ved foden af bjerget - en del af den korte bjergkæde Hasia, der for-binder Pindosbjergene med Olym-pos og markerer sletten mod nord - ligger dyreopdrætternes lands-byer med navnene Pialia, Megarhi, Oihalia, Diasselo og Eleftheohori.

“I Pialia, landsbyen for svineopdrættere og svinehyrder, mødes vores århundrede med det 13. århundrede før Kristi”

Pialia er landsbyen for svineop-drættere og svinehyrder. Byen er den samme som i oldtiden. Det gennemsnitlige dyrehold for hver familie tæller 30 søer og 200 får eller geder. Pialia, landsbyen hvor det 21. århundrede e.Kr. mødes med det 13. århundrede f.Kr. I dag, lever landsbyens beboere i to tidsaldre på samme tid. Famili-erne, der bor i udkanten af sletten, opdrætter deres svin på små moderne, fabrikslignende gårde.

Familierne, der bor ved bjergets fod, opdrætter fritgående svin i skoven. Disse familiers gårde består af sindrige trækonstrukti-oner og gamle mure (formentlig murværk fra oldtidens kongeriger). Her holdes de drægtige søer inde-spærret for at fare, og griseungerne beskyttes mod ulve og bjørne indtil de bliver 30 dage. Derpå sættes gri-

sene ud i skoven. Bortset fra lidt majs, som bønderne giver dyrene for at vænne dem til at vende tilbage til gården om aftenen, spiser dyrene udelukkende hvad de finder af rødder, agern, kastanier og svampe i den gamle skov.

Disse svin ser anderledes ud end dem, der opfostres på de industrialiserede gårde. Deres ejere krydser nemlig svin af ældre racer med vildsvin som de fanger i bjer-gene. Resultatet; næsten hver gård har sin egen unikke race. Dyrenes produktivitet og ydelse er meget tæt på ydelsen fra svin fra de industrialiserede gårde på sletten. Deres robusthed og stærke helbred må gøre det 21. århundredes veteri-nærer og købmænd ud i medicin og antibiotika helt grønne af mis-undelse.

Det er besynderlige dyr ejet af besynderlige svineopdrættere, der lever i to tidsaldre. Svineopdræt-terne har huse med al den komfort som et moderne hus fra det 21. århundrede normalt byder - de har mobiltelefon og kører i moderne 4-hjulstrukne pick-up trucks til og

fra gården. Men de bager stadig deres brød efter gammel tradition over gnistrende brændeknuder, og de kaster stadig mønter i kisterne for at de døde kan betale den fær-gemand, der skal bringe dem over til den anden verden.

Svaret på den rejsendes spørgs-mål - hvordan kan disse menne-sker og deres dyr overleve i en tid domineret af det industrialiserede landbrug? - er enkelt.

De baserer deres overlevelse på erindringen. Her kommer indbyg-gerne fra nabolandsbyerne - dem som stædigt insisterer på at dyrke hvede på fire hektar store marker - for at købe grise, pølser og flæsk til deres julebord. Her køber fami-lierne fra sletten smågrise, som de feder op udenfor huset indtil det bliver jul. Mennesker, der stadig holder de gamle traditioner i hævd. Opfedningen sker til ære for Demeter, gudinden for ager-dyrkning og jordens frugtbarhed. Ligesom denne gamle græske tra-dition har overlevet, har svineop-drætterne gjort det.

Det er ikke et tilfælde, at disse

Fritgående grise ved Piala. De græske svineopdrættere krydser af og til deres svin med vilsvin fanget i skoven for at styrke svinenes robusthed og ydelse. Hver gård har sin unikke race. (Foto: Vangelis Stoyannis)


gårde stadig eksisterer på disse historiske steder; i Pialia, det gamle kongerige for svineopdrættere; ved foden af Olympos, gudernes bjerg; i Arkadien, Lykaons kongerige; i Thrace, Diomedes’ gamle konge-rige; ved Vermion, de tidlige make-doneres vugge. Det er her, hvor erindringen stadig afgør menne-skenes muligheder.

“Måske viser Pialia os løsningen på en vej ud af den tragiske blind-gyde, som det moderne industrialiserede hus-dyrbrug er havnet i”

Måske er det en særdeles ubekvem anakronisme, når alt kommer til alt. Måske viser Pialia os i vir-keligheden løsningen på en vej ud af den tragiske blindgyde, som det moderne industrialiserede dyrebrug med dets umenneskelige foranstaltninger, antibiotika og

produkter af tvivlsom kvalitet er havnet i. Måske ligger løsningen på nogle af det moderne samfunds problemer her; udnyttelsen af men-neskets erindringer.

Da Ulysses i det 13. århundrede f.Kr. vendte tilbage til øen Ithaka efter 10 års omstrejfen efter den trojanske krig, kunne han ikke entre sit palads. Det var besat af bejlere, der alle ville dræbe ham, ægte hans kone og ændre tilstan-

Disse griseunger er 30 dage gamle og fra en linie, hvor man har krydsavlet med vildsvin (30% vildrace). Billedet er taget lige inden de slippes ud for at leve som frit-gående grise i skovene nær landsbyen Pialia. (Foto: Vangelis Stoyannis)

dene i hans kongerige. Homer, den blinde digter, fortalte, at kongen fandt beskyttelse hos den loyale svinehyrde Eumeos, og at han i dennes hus forberedte sit modtræk.

Er det blot en tilfældighed, eller giver Homer os en lektion gennem tid; 33 århundreder efter hans æra? Måske, når det kommer til stykket, er Ulysses - med alle de rejser og strabadser, han måtte gennemleve, fordi han benægtede guderne og spiste Solens kvæg - ikke anderle-des end en nutidens mand, der, for-virret, bryder naturens love.

Er tilbagevenden til det oprin-delige en løsning? Det ved ingen. Faktum er, at et sted i Grækenland lever efterkommerne til Eumeos, den loyale svinehyrde, stadig i respekt for erindringen og venter på noget. Måske venter de på manden, den fortabte konge, der efter 33 århundreder stadig er på rejse uden at kende sin destination.

Vangelis Stoyannis er præsident for den græske miljøorganisation Nea Ecologia (Friends of the Earth Grækenland).

Artiklen er fra hans bog “The Odyssey of the Greek Agricultural Biodiversity”, der udkommer til efteråret. Oversat af BN.

Annonce: Aktive søges

Gymnasier og universiteter

Er du ansat eller studerende på et gymnasium eller universitet, og har du lyst til at være kontaktperson til Det Økologiske Råd, så kontakt informa-tionsmedarbejder Jeanne Christiansen på tlf. 3318 1949 og hør nærmere.

Det Økologiske Råds arbejdsgrupper

Er du medlem af Det Økologiske Selskab, har et særligt godt fagligt kend-skab til ét af arbejdsgruppernes emneområder og har lyst til at deltage i arbejdet, så kontakt sekretariatsleder Christian Ege på tlf. 3318 1933.


Deltag i miljødebatten - send et indlæg til GØ

Debatindlæg til næste nummer skal være redaktionen i hænde senest 10. august 2001. Indlæg bør ikke overstige 400 ord. Indlæg modtages helst på diskette eller e-mail, [email protected]

Naturens pris - en kommentar til Claus Løvgren

Af Kurt Bertelsen Christensen, projektleder, Levende Hav

I sidste nummer af Global Økologi er Claus Løvgren foruroliget over, hvor lidt græsrøddernes alternative forslag til en bæredygtig udvikling afviger fra regeringens. Er der et “skjult interessefællesskab mellem en professionaliseret miljøopposi-tion og regeringsmagten”, spørger han? Og svarer nej, “en sådan magtteoretisk forklaring kommer let (og bekvemt) til at dække for en anden mulig forklaring”.

Han slutter artiklen med at tro på, at grunden skal findes i “værdi-ernes værdiløshed som regulative kræfter”, at vi ikke skal lede efter den manglende forskel i magten, men i vor fælles afmagt. Det har han sikkert ret i, men tilbage står, hvorledes skal vi mennesker så komme videre med vor fælles virke til fordel for det fælles bedste?

“Med ansvaret for de mange ansatte og deres relativt høje lønninger, har miljøbevægelsen afviklet sig i en sådan grad, at folket har mistet bevægelsen af syne”

Der eksisterer ikke et skjult interes-sefællesskab mellem miljøbevægel-sen og regeringen - for det er helt åbentlyst, at det er der. Resultatet er, at bevægelserne er blevet slappe - uden bid, uden reelle alternative bud på en bæredygtig udvikling.

Med ansvaret for de mange ansatte og deres relativt høje løn-ninger, har miljøbevægelsen afvik-

let sig i en sådan grad, at folket har mistet bevægelsen af syne. Det er ligesom gået ud i ét det hele, bevægelserne er blevet usynlige i den folkelige debat.

Og her skal der tages fat, få gen-skabt en identitet. Dertil bør bevæ-gelserne kun beskæftige sig med sager, som er relevante i forhold til konkrete forhold i vort samfund. Det kunne være alternativer til det etablerede landbrug, trafik, byg-geri, industri, naturfredninger osv. Og det handler om tålmodighed. Man bør bide sig fast, hænge på, i tætte samarbejder med de pro-gressive kræfter og personer, som findes i nogle erhverv.

I dag er det en uting, at græs-rødder som Danmarks Naturfred-ningsforening og Det Økologiske Råd udtaler sig om alt og alle.

Man kan ikke åbne en avis eller noget andet medie uden at støde på dem og andre foreninger og råd, som f.eks. mener, at vi skal have et kemikaliefrit samfund. Det er dræ-bende for den folkelige debat, og det er for dyrt med alle de ansatte til lønninger, der er ligeså høje eller højere end i det etablerede system.

Det miljøpolitiske arbejde bør foregå uden for Christiansborgs rammer. Skulle det lykkelige ske, at politikerne vedtager nyttige mil-jølove, så er det jo godt. Men græs-rødderne skal ikke være politiske klakører. De skal vise, at det nytter i takt med den folkelige forståelse og opbakning. I min demokratiske forståelse forgår regeringer, hvori-mod rødderne består. Og Claus, det vil jeg kæmpe for.

Konference i Malmö

27. - 29. juni. Konference i Malmö om bæredygtig udvikling. Arr.: Sveriges miljøministerium m.fl. Pris: 320 euro. Programmet kan ses på www.agenda21forum.org.

Klimatopmøde i Bonn

18. - 27. juli. FN-klimakonference (COP 6, del 2) om implementering af Kyoto-protokollen. Program: www.unfccc.int. Bl.a. Friends of the Earth deltager med en stor red-

ningsbåd, se: www.foeeurope.org/lifeboat.

Klods Hans Karavanen

21. juli - 5. august. Klods Hans Karavanen sætter fokus på økologi og bæredygtig praksis og er åben for mennesker, der vil søge nye veje. Karavanen starter i Aalborg, og deltagerne vil herefter på cykel og til fods bevæge sig gennem Himmerland over Salling og Mors for at slutte i Thy. Læs mere på www.klodshanskaravanen.dk.


OECD Environmental Outlook 2001

Anmeldt af Søren Dyck-Madsen, Det Økologiske Råd

OECD, samarbejdsorganisation for verdens 30 rigeste lande, har netop udgivet deres første større rapport om miljøproblemer og anbefalinger til politiske ændringer mod en mere bæredygtig udvikling.

Hovedbudskabet er, at det er afgørende vigtigt, at regeringerne i de rige lande skifter politik på en lang række områder for at forhin-dre uoprettelig skade på verdens miljø i de næste 20 år.

Afsættet tages i identifikationen

af voksende miljøproblemer som klimaforandringer, tab af biodive-sitet, kemisk forurening, syreregn, ozonlags-udtynding, overfiskning, fældning af regnskov, luftforure-ning i byerne, trafikstigning og voksende affaldsbjerge.

Rapporten gennemgår derefter en række sektorer, påpeger miljø-problemernes karakter og betyd-ning og opstiller en række politiske virkemidler og kursændringer, som vil være nødvendige for i fremtiden at forstærke en bæredyg-tig udvikling på det økonomiske, sociale og miljømæssige område.

Virkemidlerne bærer præg af en markedsøkonomisk tankegang. Derfor er OECD’s anbefaling på stort set alle områder, at landene må gennemføre en omfattende om-lægning af skattepolitikken, såle-des at prisen på varer og ressourcer bringes til at omfatte de miljømæs-sige og øvrige eksterne omkostnin-ger. Samtidigt anbefaler rapporten en fjernelse af alle subsidier, som virker stærkt miljøforringende.

Alt i alt er rapporten spændende

og positiv læsning, og det er detførste tegn på, at OECD erkender miljøproblemernes omfang og alvor.

Sammendrag af rapporten kan læses på OECDs hjemmeside www.oecd.org/env.

Kan trafikministeriet klare miljøet?Skrevet af Claus Hedegaard Søren-sen i forbindelse med forsvar af ph.d.-afhandling på RUC. Bogen tager udgangspunkt i princippet om integration af miljøhensyn i sektorpolitik med trafikministeriet som case. 288 sider, 340 kr. DJØFs forlag. Fås i boghandelen.

Udviklingensulidelige skævhedAf Niels I. Meyer, pro-fessor i fysik. Bogen handler om, hvordan den “skæve globalisering” har fået frit løb og påvirker det danske velfærdssam-fund og folkestyret. Et manifest for en ny sam-fundsorden. 128 sider, 98 kr. Gyldendal.

Pandoras madkasseNyt debatblad fra NOAH om gensplejsede fødevarer. Bladet beskriver problematikken omkring gensplejsning i fht. natur, sundhed, globalisering, u-lande, fremtiden m.m. Bladet er velegnet til under-visningsbrug. 28 sider, 20 kr. Sælges også i klassesæt med lærervejledning hos NOAH, tlf. 3536 1212.


Miljønyheder fra den store vide verden

Forbud mod gensplejsede fisk i amerikansk delstat

10/4/01 Marylands guvernør har underskrevet en lov (HB 189) om et 5-års forbud mod udsætning af gensplejsede organismer i vand-miljøet. Forbudet gælder således også den vigtige Chesapeake Bugt. Forbudet strider direkte imod andre staters planer om at bruge gensplejsede fisk i akvakulturpro-duktionen, som beskrevet i Global Økologi 1, 2001. (mlis.state.md.us)

Økologiske æbler billigst at producere

19/4/01 I et 6-års studie, hvor Golden Delicious æbler blev dyrket efter økologisk, konventionel og integreret praksis viste det sig, at øko-æblerne rangerede højest både mht. miljøbeskyttelse, energi-forbrug og produktionsomkostnin-ger. Udbyttet per ha var stort set det samme for de tre typer. Udover at øko-æblerne er billigst at pro-ducere har de også - ifølge et blindtestpanel - den sødeste smag. (www.nature.com)

EUs CO2-udslip reduceret med 4% på 10 år

20/4/01 Ifølge Det Europæiske Miljøagentur (EEA) har EUs med-lemslande nedbragt CO2-udslippet med 4% fra 1990 til 1999. Det er halvvejs i forhold til målet fra Kyoto-protokollen om en reduktion på 8% inden 2008-2012. EUs reduk-tion står i skarp kontrast til USAs forøgelse af CO2-udledningen på

undersøgelser. Friends of the Earth i Ecuador frygter store ødelæggel-ser i regnskoven, hvis der sker uheld/udslip, og har startet en kampagne for at stoppe rørlednin-gen. (www.foei.org)

Skove kan ikke begrænse global opvarmning

24/5/01 To studier af nordame-rikanske skove viser, at håbet om, at skove kan modvirke drivhuseffekten ved at virke som CO2-reservoir, er ureali-stisk. Hvis CO2-indholdet stiger i atmosfæren kan verdens skove kun i meget begrænset grad optage ekstra CO2 igennem bla-dene. (www.nature.com)

Atlanterhavslaks i kraftig ned-gang

31/5/01 Atlanterhavslaksen er forsvundet fra mindst 309 floder i Europa og Nordamerika, og der bør gøres noget straks for at redde de resterende vilde stam-mer fra at blive udryddet. Det mener WWF, der har udgivet en rapport om emnet. Vildlak-sen er helt forsvundet i Tysk-land, Schweiz, Holland, Belgien, Tjekkiet og Slovakiet. 90% af de kendte sunde populationer af atlantisk vildlaks lever i kun fire lande, Norge, Island, Irland og Skotland. (www.panda.org)

11% i samme periode. EU står nu for 24% af de industrialiserede landes udslip. (www.eea.eu.int)

Svingdør mellem Monsanto og miljømyndigheder

1/5/01 George W. Bush har udnævnt den tidligere topchef hos biotek- og agrokemi-giganten Monsanto, Linda Fischer, til næst-øverste chef i USAs Miljøstyrelse (EPA). Det kan bedst sammen-lignes med, at man i Danmark havde ansat Cheminovas direktør som underdirektør i Miljøstyrel-sen. (www.epa.gov)

FSC eneste troværdige miljø-mærke til træ

21/5/01 Den europæiske miljø-organisation Fern har udgivet rap-porten “Behind the logo” om forskellige typer af skovcertifice-ring, der ligger til grund for miljømærkning af træ- og papir-produkter verden over. Fire store systemer blev undersøgt; det glo-bale FSC (Forest Stewardship Council), det europæiske PEFC (Pan European Forest Certification) samt to amerikanske systemer. Rapporten konkluderer, at FSC i dag er den eneste certificering som leder til væsentlige forbedringer af skovbruget og giver forbrugerne en troværdig garanti for ansvarsfuldt skovbrug. (www.fern.org)

Rørledning truer regnskov i Ecuador

22/5/01 Regeringen i Ecuador har godkendt et stort oliekonsor-tiums ansøgning om at bygge en 500 km lang olierørledning igen-nem den sidste uberørte del af Ecuadors amazon-jungle. Godken-delsen er sket uden, at der er gennemført nogen form for miljø-

Satelitfoto: Maryland ogChesapeake Bugt, USAs østkyst


Pesticidreduktion i EUDet Økologiske Råd har tilsluttet sig en kampagne som Pesticide Action Network kører på europæ-isk plan for at presse EU til at ved-tage et direktiv om reduktion af brugen af pesticider. Kun enkelte EU-lande har i dag handlingspla-ner for nedbringelse af pesticidfor-bruget. Rådet har endvidere taget initiativ til at samle en række danske organisationer - miljø- og forbrugerorganisationer samt SID - om i fællesskab at stå for den danske del af kampagnen.

BæredygtighedsstrategiDet Økologiske Råds konkrete modspil til regeringens strategi, som vi annoncerede i maj, er udsat til efteråret. Derimod har vi som led i høringsrunden lavet en grun-dig kritik af regeringens forslag. Se Rådets hjemmeside.

Konference om bæredygtighedDet Økologiske Råd og LO afholdt d. 2. maj en konference i Køben-havn om regeringens strategi for bæredygtig udvikling. Der var indlæg fra miljø- og energiminister Svend Auken og arbejdsminister Ove Hygum, som i sidste øjeblik trådte ind som stand-in for økono-minister Marianne Jelved. Der var endvidere oplæg fra den nyvalgte formand for Mellemfolkeligt Sam-virke Bent Nicolajsen, Christian Ege, sekr.leder i Det Økologiske Råd, samt et panel med bl.a. Peder Agger, Naturrådet, prof. Jesper Jes-persen, RUC, Frank Bill, Dansk Industri, sekr.leder Peder Ander-sen, Det Økonomiske Råd og LO-sekretær Marie Louise Knuppert. Konferencen samlede 300 delta-gere, og der var en livlig debat. Svend Auken gav bl.a. tilsagn om, at regeringen vil skærpe kravene til offentlig grøn indkøbspolitik, ift. hvad der står i forslaget, samt at Danmark vil arbejde for et glo-balt kompromis, hvor u-landene

sikres markedsadgang til de rige lande til gengæld for, at de ikke blokerer for verdensomspændende regler for bl.a. miljø. Konferencen gav god presseomtale og gav bl.a. anledning til et dobbeltinterview med Christian Ege og Peder Ander-sen om bæredygtighed og øko-nomisk vækst, som blev bragt i Politiken d. 23. maj. Møder om bæredygtighedDet Økologiske Råd har tradition for at afholde uformelle debatmø-der om aktuelle mere filosofisk anlagte emner. Tidligere kendt som “Cafe Rust - møderne”. I løbet af vinteren er der blevet afholdt en møderække, denne gang dog i medborgerhuset i Suhmsgade.

Formålet med møderne var at diskutere indholdet af begrebet bæredygtighed i bred forstand. Møderne blev afholdt som “efter fyraftens-møder”, for også at give ikke professionelle miljødebattører mulighed for at deltage.

På mødet “Bæredygtighed og magt” holdt Niels Johansen et oplæg som bl.a. baserede sig på nyere magtteori. Her blev det diskuteret om kravet om en bæredygtig anvendelse af jordens ressourcer kan føre til ufrihed og disciplinering. En diskussion i familie med tidligere diskussioner om økofascisme. Spørgsmålet er, om kravet om bæredygtighed sam-tidig med, at der ikke ændres grundlæggende på magtforholdene i samfundet, medfører så mange regler og forbud overfor den enkelte borger, at det fører til ufri-hed og en uønsket disciplinering.

På mødet “Skal bæredygtighed indskrives i grundloven?” holdt Knud Foldschak oplæg. I nogle lande er bæredygtighed blevet ind-skrevet i grundloven i en upræcis og uforpligtende form, mens det i andre lande står mere forpligtende. Fremhævet blev især Norge, hvor der ligger en række opsigtsvæk-

Det Økologiske RådHenning SchrollHanne SteensenAnders RichelsenAnne-Marie MøldrupKaj JørgensenHans SandersonDorte SkovgårdLise ChristiansenAnja EberhardtHenrik LarsenSøren GabrielKaren Banke

kende afgørelser fra Højesteret, som læner sig op af bæredygtig-hedsdelen af den norske grundlov. Det blev også diskuteret om, det var besværet værd at forsøge at ændre grundloven, eller om det var vigtigere at forsøge at ændre nogle af de love, der virker som barrierer for konkrete bæredygtighedsinitia-tiver, f.eks. landbrugsloven.

På mødet “Den globale dimen-sion af bæredygtighed” præsen-terede Knud Vilby sine bud på vigtige udfordringer set i et globalt perspektiv. I de industrialiserede lande efterlyste han især, at vi skal få bedre styr på forbruget af de to vigtige ressourcer, fossil energi og landbrugsjord. Det er især her, vi har et overforbrug af ressourcer. Dernæst opfordrede han til, at der blev sat fokus på de nye vækst-lande, og opfordrede til, at der blev givet større miljøbistand til disse lande. De har i øjeblikket en eks-plosiv vækst men ikke mulighed for at håndtere de miljøproblemer som følger med.

Nye hæfter om virkemidlerI løbet af sommeren udsender Rådet to hæfter om virkemidler til bæredygtig udvikling. Det ene handler om offentlig grøn indkøbs-politik, dvs. om at det offentlige som storindkøber går i spidsen med at stille miljøkrav til varerne. Det andet hæfte handler om miljø-mærkning, især på non-food varer, hvor man med Svanen eller Blom-sten mærker de varer, der er mest miljøvenlige.

Bestillingskupon:

Jeg ønsker at tegne abonnement på Global Økologi (5 numre om året 250 kr.

Stud./arbejdsl./pens. dog 125 kr.) at være medlem af Det Økologiske Selskab* (priser som ovenfor,

inkluderer abonnement på GØ) at bestille følgende publikationer: at støtte Rådets arbejde med: kr

Jeg indbetaler beløbet via betalingsservice, PBS (du bliver kontaktet herom) på giro 897-5051 vedlagt som check

Navn

Adresse

Postnr. og by Tlf

Det Økologiske RådHenning SchrollHanne SteensenAnders RichelsenAnne-Marie MøldrupKaj JørgensenHans SandersonDorte SkovgårdLise ChristiansenAnja EberhardtHenrik LarsenSøren GabrielKaren Banke

Bilens blinde vinklerOm biltrafikken og dens negative påvirkning af vores dagligliv. Af Søren Dyck-Madsen, DØR, 2000. Hæfte 60 sider. 30 kr.

Dieselpartikler - en trussel mod sundhedenAf Christian Ege, DØR, 2000. Pjece. 10 sider. Gratis.

Fremtidens pris - talmagi i miljø-politikkenUdgivet af DØR og Mellemfolkeligt Samvirke, 1999. Red.: Jeanne Lind Christiansen. Bog. 329 sider. 198 kr. (købes hos MS, tlf. 7731 0000 eller [email protected])

Kemikalier i søgelysetHvad betyder EUs kemikalielovgivn-ing for dig? Af Mette Boye. Udgivet af DØR, DN og Forbrugerrådet, 2000. Hæfte. 19 sider. Gratis.

Grønne skatter og afgifter i EU og DanmarkAf Søren Dyck-Madsen, DØR, 2000. Hæfte. 70 sider. 40 kr.

Hvad er der sket med fisken?Udgivet af DØR og Forlaget Multivers, 2000. Red.: Dorte Skovgård og Pernille Kaltoft. Bog. 248 sider. 224 kr. (kan kun købes i boghandelen)

EU’s miljøpolitik – kan frihandel og miljø forenes?Af Mette Boye og Christian Ege, DØR, 1998. Bog. 128 sider. 25 kr.

PublikationerNedenfor ses et udpluk af Det Økologiske Råds publika-tioner. En fuldstændig liste fås ved henvendelse til DØR eller fra www.ecocouncil.dk. De fleste publikationer kan gratis læses eller downloades på hjemmesiden. Ved køb af klassesæt gives normalt 33% rabat. Ekspeditionsgebyr og porto tillægges prisen.

Global Økologic/o Det Økologiske RådLandgreven 7+++ 2482 +++1045 Kbh K

* Medlemskab medfører, at man udover abonnement på GØ får adgang til selskabets generalforsamling, får mulighed for at stille op til Rådet og for at deltage i arbejdsgrupperne, samt får rabat ved arrangementer m.m.

I næste nummer

Europas rolle i globaliseringenOg hvad vi nu ellers finder på

Global Økologi tager pulsen på dansk og international miljøpolitik

Global Økologi giver læseren en tværfaglig tilgang til miljøstoffet

Global Økologi udgives af Det Økologiske Råd og udkommer fem gange om året

Global Økologi ønsker sine læsere en god sommer!

www.GlobalØkologi.Nu

Global Økologi nr. 3, 8. årgang 2001

Documents

Transcript of Global Økologi nr. 3, 8. årgang 2001