Global Økologi nr. 4, 8. årgang 2001

Global ØkologiNr. 4, 8. årg. September 2001

Europas globalemiljøansvar

Protest mod olie i Ecuador

Øko-forskning i helhedssyn

Genova - et vendepunkt ?

Kyoto er ikke død - endnu !

EU - l e d e r s k a b D u m p i n gK e m i k a l i e rU l a n d e n eT o l d m u r eØ s t u d v i d e l s eKonven t i on e rUSA-dominansA l l i a n c e r

TemaEuropas rolle i globaliseringen

Global Økologi

2 Global Økologi • September 2001

Regeringen offentliggjorde i juni 2001 en dansk bære-dygtighedsstrategi. Det Økologiske Råd mener ikke, at regeringens strategi er særlig visionær. Den tager ikke konsekvent udgangspunkt i naturgrundlaget og det globale perspektiv, og den opstiller ikke mål, tids-frister og virkemidler i nært tilstrækkeligt omfang.

Det Økologiske Råd har udarbejdet et helt nyt for-slag til, hvordan en mere visionær og konkret dansk strategi for bæredygtig udvikling kan se ud, hvis den omfatter de globale vinkler og hensyntagen til natu-rens tålegrænser. Vi ønsker med dette initiativ at inspi-rere regeringen til at følge den vedtagne strategi op med en handlingsplan, der tager udgangspunkt i den globale fordeling af ressourcer og i bevarelsen af natur-grundlaget som livsgrundlag for kommende generatio-ner.

Vores udspil tager udgangspunkt i den globale situ-ation under hensyn til det økologiske råderum. Vi beskriver drivkræfterne for øget forbrug, behovet for nedsættelse af ressourceforbruget og befolkningens inddragelse i processen. Vi beskriver virkemidler med vægt på de økonomiske styringsmidler. Endelig gen-

nemgås en række temaområder som klima, biodiver-sitet, kemikalier, sundhed, trafik og energi, industri og erhverv, landbrug og fødevarer, skovbrug og fiskeri samt uddannelse og forskning. For alle disse områder opstilles forslag til en lang række nødvendige handlin-ger, mål, tidsfrister og virkemidler.

MEN - vi er naturligvis ikke eksperter på alle de sammenhænge og områder, som bør medtages i en strategi for bæredygtig udvikling. Derfor vil vi i en høringsfase bede om kommentarer til vores udkast og forslag til, hvad der skal gøres bedre eller tilføjes. Kom-mentarer og gode forslag skal være os i hænde senest 1. november.

Når høringsfasen er slut vil vi indarbejde en række af de forhåbentlig gode forbedringsforslag i vores debatoplæg, således at en færdig alternativ dansk bære-dygtighedsstrategi kan foreligge i begyndelsen af 2002.

Læs debatoplægget på vores hjemmeside, www.ecocouncil.dk. Oplægget er på 90 sider. En foto-kopi kan også bestilles (for 50 kr. inkl. porto).

Søren Dyck-Madsen, temamedarbejder Det Økologiske Råd

Global medievoldBorgerkrig i Seattles gader, stenkast og skyderi i Gøte-borg, mord og brand i Genova. Vi har set billederne mange gange - alt for mange gange. Vi husker de sten-kastende unge, biler i brand, politiets knippelsuppe, de flygtende demonstranter. Vi har billederne på nethin-den, men de fleste af os aner ikke, hvad der egentlig blev diskuteret på disse topmøder.

Det globale mediecirkus anført af CNN og Dan-marks Radio fodrer vores indre svinehund - jo mere vold desto bedre. De voldelige aktivister er på verdens-turné - tæt forfulgt af verdenspressen - som var de mere interessante end Mike Tyson og Josef Stalin i forening.

Naturligvis er volden vigtig at tage alvorlig. Den kan ses som et udtryk for en stigende social ulighed i verden - mellem Nord og Syd og mellem rig og fattig indenfor landegrænser. Men volden er i høj grad antændt af mediecirkusets evige jagt på gode billeder. Det er vigtigt ikke at lade sig styre af dette. Også

danske bevægelser bør finde en vej udenom volden. ATTAC-Danmark stiftes i oktober, og for at bevægelsen skal kunne gro, må den - ligesom ATTAC i Sverige og Frankrig - tage afstand til volden og søge den kritiske dialog gennem fredelige demonstrationer og alterna-tive møder.

Global Økologi tager baggrunden for de voldelige optøjer alvorligt og bringer her i bladet en kritisk arti-kel om begivenhederne i Genova (af Paul Kingsnorth, side 14-17). Men det centrale for os er at rette fokus mod selve de livstruende og naturødelæggende problemer, som opstår i vores stadig mere globaliserede verden. Dette blad indeholder et særtema om Europas rolle i globaliseringen. Vores vinkel er miljøet, og fokus vil være på EUs rolle i forhold til ulandene, USA og de nye ansøgerlande i Østeuropa. Læs og bliv klogere!

Bo Normander, redaktør Global Økologi

Dansk strategi med globale hensyn

Global Økologi

Nr. 4, 8. årg., september 2001

Udgiver: Det Økologiske RådLandgreven 7, 4.1301 København KTlf. 3315 0977Fax 3315 [email protected]Økologi.Nu

Redaktion:Bo Normander (ansv.), Hen-ning Schroll, Dorte Skovgård, Uffe Geertsen og Jeanne Lind Christiansen.

Global Økologi er et tidsskrift, der tager pulsen på dansk og international miljøpolitik. Tidsskriftet udkommer fem gange årligt.

Det Økologiske Råds syns-punkter afspejles kun i indlæg, hvor dette er tydeligt angivet. Det Økologiske Råd modtager støtte fra Den Grønne Fond. Dette særnum-mer har modtaget støtte fra Nævnet vedr. EU-oplysning

Global Økologi samarbejder bl.a. med The Ecologist, 18 Chelsea Wharf, Lots Road, London SW 10 0QJ, England

Tryk: SvendborgTrykPapir: cyclus print

Forsidefoto: DV/Scanpix/BN

Bidrag til næste nr. bedes ind-sendt senest 15. oktober 2001.

© Global Økologi/forfatterneISSA 0909-1912

Indhold


Tema: Europas globale miljøansvar, side 20-34

Globalt lederskab ?, side 21EUs miljøpolitik har generelt udviklet sig positivt de sidste 10 år. Men der er stadig områder, der er håbløst bagefterAf Christian Ege

Global debat, side 35

Kalender, side 36

Bognyt, side 36

Globalt nyt, side 37

Nyt fra Rådet, side 38

Publikationer, side 39

Kyoto er ikke død, side 4Det er ikke svært at forstå, hvorfor mange miljøforkæmpere følte sig en smule deprimerede, da de ankom til klimaforhandlingerne i Bonn i midten af juliAf Kate Hampton

Helhedsorienteret forskning i økologi, side 9Hvad er - dybest set - forholdet mellem værdier og videnskab?Af Hugo Fjelsted Alrøe

Det er demokrati, fjols !, side 14G8-topmødet i Genova var et vendepunkt for den voksende bevægelse mod globaliseringAf Paul Kingsnorth

Olierørledning gennem unik regnskov i Ecuador, side 18Vestlige banker og firmaer står bag Af Maria Kirstine Husum

På vej til en strategi ?, side 24EUs strategi for bæredygtig udvik-ling er ikke en strategi - men en tidsplanAf Kim Carstensen

EU-udvidelse sætter østeuro-pæisk landbrug på prøve, side 27Hvad mener de østeuropæiske lande om processen?Af Ruta Vaiciunaite

Ulandsbistand og miljøhensyn, side 30Er miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling en integreret del af EUs bistandspolitik?Af Bo Normander

Ulande kræver ‘fair play’, side 31EU har en udpræget dobbeltmoral, når det gælder hjælp til ulande. Med den ene hånd giver man bistand, med den anden lukker man for adgang til EUs markedAf Aditi Sharma


Klimaforhandlinger

Kyoto erikke død

Efter måneder med opvågning til overskrifter, der proklamerede Kyoto-Protokollens død, er det ikke svært at forstå, hvorfor mange klimaforhandlere og miljø-forkæmpere følte sig en smule deprimerede, da de ankom til klimaforhandlingerne i Bonn i midten af juli

Af Kate Hampton

På trods af den dystre start på gen-optagelsen af COP6 (Sixth Confe-rence of the Parties) i Bonn var humøret en uge senere på det nærmeste triumferende. Den poli-tiske enighed, der blev opnået af ministrene i løbet af en søvnløs weekend svækkede så afgjort de oprindelige Kyoto-mål, men var stadig en stor sejr for global mil-jøregulering og et vendepunkt i forholdet mellem den unilaterale Bush-administration og resten af verden. Derfor: Kyoto er ikke død.

Men hvorfor har Bonn-aftalen en betydning?

Den oprindelige klimakonvention (UN Framework Convention on Climate Change, UNFCCC) under-skrevet i Rio havde et udslipsmål. I virkeligheden var FCCCs mål om at stabilisere de industrialiserede

Foto: Isabelle Rozenbaum/PA

landes udslip af drivhusgasser på 1990-niveau mere eller mindre det samme som det der er i den revide-rede Kyoto-aftale, men bare med 10 års forskel. Imidlertid var der ingen muligheder for at håndhæve FCCC-målet. FCCC gav ikke landene indi-viduelle mål som de kunne stilles til regnskab for, og ansporede dem heller ikke til at skride til handling; fremfor alt besad den ikke en mekanisme til håndhævelse. Alt hvad konventionen kunne til-vejebringe var et grundlag for videre internationalt samarbejde, hvor landene kunne se på udled-ningsmål som noget, man skulle efterstræbe.

I modsætning til dette er Kyoto-målene mulige at håndhæve, selv i en verden som vores af surreali-stisk, uhåndhævdbar international lovgivning. Hvis det ikke lykkes for et land at efterkomme dets

2008-2012 udslipsmål, vil det blive straffet i den næste bindingsperi-ode med 1,3 ton CO2 for hvert ton, det oprindelige mål blev overskre-det med. Udfra antagelsen om, at alle vil forblive en del af syste-met og at mål for den næste bindingsperiode vil blive forhand-let fra starten af den nuværende bindingsperiode, kan dette system fungere fornuftigt. Desuden vil lande, der ikke samtykker, være nødt til at fremvise en plan, der forklarer, hvordan de vil imødegå deres nye mål, og alt dette vil være under overvågning fra en såkaldt Enforcement-gruppe under Hånd-hævelseskomiteen. Under denne komité er også en Faciliterings-gruppe, der kan hjælpe lande med problemer inden reglerne brydes. Det lyder måske ikke skudsikkert, men det er det bedste system til håndhævelse, der nogensinde


Klimaforhandlinger

har været tilknyttet en multilateral miljøaftale.

Udover at skabe holdbare hånd-hævelsesregler blev man i Bonn også enige om, hvilke institutioner, der behøves for at sikre, at de nye internationale klimabeslutnin-ger føres ud i livet. På trods af at instutionerne måske ikke har stået centralt i pressemeddelelser fra COP6, udgjorde de ét af de største stridsspørgsmål på konfe-rencen. De pågældende institutio-ner udgøres af tre nye mekanismer: Bestyrelsen for “Clean Develop-ment Mechanism” (CDM), Ekspert-gruppen for Teknologioverførsel og de to omtalte støttegrupper for Håndhævelseskomiteen.

Sammensætningen af Enforcement-gruppen er måske den mest overraskende. Vedhol-dende og højtråbende modstand fra Japan, Australien og deres alli-erede gjorde dette emne til det sidste stridspunkt, men det blev alligevel til sidst besluttet, at Hånd-hævelseskomiteen skulle have en lige geografisk repræsentation i stedet for en majoritet af Annex I-lande (lande med CO2-mål). For enhver fornuftig person synes det kun rimeligt, at de der kommer til at lide mest under manglende opfyldelse af målene, dvs. udvik-lingslandene, bør have medbestem-melse på, at udslipsreduktioner overholdes. Under international lov er dette meget vigtigt: multilaterale aftaler fungerer kun, hvor der er politisk vilje til at håndhæve dem.

Efter vedtagelsen af Bonn-afta-len kan vi nu identificere de egentlige Kyoto-mål, dvs. hvad der kan opnås med Kyoto-Pro-tokollen under forudsætning af dens indbyggede fleksibilitet og eksistensen af bevidst forhandlede smuthuller. Selvom Bonn-aftalen mangler meget er den en klar for-bedring af flere landes - inklusiv Japans - “business-as-usual” kurs. Handling i form af klimapolitikker og -reguleringer er nu påkrævet for

at kunne imødegå Kyoto-målene, og med regler om begrænsede mængder udslip er der kommet en politisk forhandlet pris på kul i de industrialiserede lande.

Bonn-aftalen er ensbetydende med, at frivillige aftaler afvises som en legitim fremgangsmåde. På trods af bestræbelserne på at udøve pres på alle nøglelande har USA klart isoleret sig på dette emne. 178 lande enedes om, at obligato-riske mål er den eneste vej til en beskyttelse af klimaet, mens USA fortsætter med at være fortaler for en uærlig “forskning og teknologi”-fremgangsmåde. Faktisk antyder Bushs budgetbeskæringer, at dette egentlig er en “forskning og ...?”-fremgangsmåde med lidet investering i eller opmuntring til anvendelse af ren teknologi. Bushs energiplan bevæger sig i den mod-satte retning af klimabeskyttelse og bæredygtig udvikling, idet den er fortaler for, at over tusind nye kraftværker skal bygges, hvoraf de fleste vil være baseret på fossile brændsler og atomkraft. Bonn-afta-len forbyder brugen af atomkraft med det formål at opnå CO2-kredit, og aftalen kan være igangsætter for projekter for vedvarende energi.

Taler i ministrenes sidste for-samling fokuserede på det inter-nationale samarbejdes sejr over unilateralismen. Talen fra USAs delegation blev mødt med stille misbilligelse fra konferencegulvet og hånlige tilråb fra balkonen. EU under belgisk formandskab og G77- og Kina-gruppen under Iransk lederskab viste derimod den rette balance mellem stædighed og strategiske kompromiser; denne Nord-Syd koalition var en for-friskende udvikling og var klart båret oppe af politisk vilje. EUs beslutningstagere var under hårdt pres fra miljøgrupper og befolknin-ger op til Gøteborgtopmødet, hvor statslederne besluttede at fortsætte uden USA. Desperate efter at redde Kyoto og isolere USA-admi-

nistrationen gav miljøgrupper de europæiske ledere den nødvendige politiske plads til at give indrøm-melser og indgå en aftale med Japan. Ifølge opinionsundersøgel-ser var den japanske offentlighed lige så besluttet på at redde Proto-kollen som den europæiske offent-lighed var, og under forudsætning af det forestående valg i Japan bidrog dette klart til Koizumis beslutningstagen (se også fakta-boks side 7).

Hvad er svaghederne ved Bonn-aftalen?

De såkaldte fleksibilitetsmekanis-mer (international kvotehandel, “Clean Development Mechanism” og “Joint Implementation”) blev oprindelig introduceret for at føje USA, og de er nu bredt anerkendte som legitime måder at opfylde nationale mål på uagtet de ved-varende uenigheder om i hvilken grad, deres brug er acceptabel. EU, G77 og Kina ønskede kvantitativt at begrænse brugen af disse meka-nismer med et såkaldt “supplemen-tarity” låg, der skulle få landene til at fokusere på at reducere udslip via nationale tiltag. Bonn-aftalen kom desværre ikke til at indeholde disse begrænsninger.

Den russiske regering foreslog en Grøn Investeringsplan for at kunne overføre “varm luft”-ind-tægter til investering i projekter til udslipsreduktion. Dette spørgsmål er ikke direkte omtalt i den ende-lige tekst.

Kombinationen af ubegrænset fleksibilitet, gavmilde muligheder for brugen af CO2-reservoirer (“sinks”) på basis af skov- og markarealer, og fraværet af USAs efterspørgsel på CO2-kreditter på Kyoto-markedet, vil betyde, at prisen på CO2 vil blive relativ lav. Derved vil Bonn-aftalen nok ikke resultere i en hurtig igangsætning af investeringer i ren teknologi, idet den vil være dyrere end dens


CO2-udledende konkurrenter. Men støtten til obligatoriske forpligtigel-ser tilfører dog opgaven en vis fortrøstning; drivhusgasudslip vil blive holdt nede på lang sigt og prisen på CO2 vil formentlig stige over de kommende årtier. På trods af den lave startpris på CO2 kan Bonn-aftalen sagtens resultere i en forbedring af synet på vedva-rende energi og energieffektivitet, og derved ændre energiinvesterin-ger i retning mod langsigtede, stra-tegiske hensyn.

Medtagelsen af CO2-sinks i den første bindingsperiode er særdeles problematisk. Bonn-aftalen giver mange lande mulighed for at fra-trække sinks fra deres CO2-mål. Disse nedslag havde som formål at holde genstridige lande ved for-handlingsbordet og er ikke baseret på videnskabelige analyser eller på hensyn til bæredygtighed. Fak-tisk peger de fleste rapporter inden-for området på en overvældende usikkerhed mht. værdien af sinks indenfor klimabeskyttelse; vigtige emner er ikke berørt, såsom det midlertidige i CO2-lagring. Selvom der er sat låg på brugen af sinks (specifikt for hvert land for de fleste typer sinks), forbliver den samlede mængde CO2 defineret via sinks stor og udgør den største enkelt-faktor i svækkelsen af Kyotomå-lene. Desuden medførte tidspresset under forhandlingerne, at man kun fik nedfældet uklare og svage defi-nitioner i den færdige tekst, og man fik ingen retningslinier for CO2-regnskaber (“accounting modali-ties”). Definitionerne bør udvikles og revideres. Som det står nu, giver teksten et helt forkvaklet inci-tament til at opføre socialt og miljømæssigt destruktive monokulturplantager.

Den sidste alvorlige svaghed ved Bonn-aftalen er i forhold til den bistandspakke, der skal hjælpe ulande med at imødekomme deres behov for tilpasning, teknologioverførsel og videnop-

FOTO 1

FOTO 2

FOTO 3

Save the Climate Treaty! Friends of the Earth stod for årets største mobilisering af miljøaktivister i forbindelse med klimaforhandlingerne i Bonn. 3.000 mennesker byg-gede den 21. juli en redningsbåd af mere end 2.000 planker, hvorpå forskellige bud-skaber var målet. Båden vejede omkring fire tons og blev slæbt gennem Bonns gader i et farvestrålende og fredeligt optog. (Fotos: Jacob Sørensen)


bygning. USA afviste at deltage, selvom denne pakke omtaler krav, der er nævnt i Klimakonventionen (som USA har ratificeret). Resulta-tet blev, at Nord - dvs. i det store hele de europæiske lande - kun har lovet ulandene at hjælpe med et beløb på under 5 mia. kr. årligt, og det på frivillig basis. Japan forblev tavs om at bidrage til pakken.

Så hvad behøves nu?

Til de næste klimaforhandlinger (COP7) må det internationale sam-fund omsætte den politiske aftale fra Bonn til et teknisk og juridisk sprog, der kan vedtages og føres ud i livet. Parallelle diskussioner om detaljerede regler for sinks og fleksibilitetsmekanismer vil fort-

sætte. Men Bonn-pakken er afgjort tilstrækkelig til, at landene nu kan ratificere Kyoto-Protokollen. De lande, som ikke starter ratifice-ringsprocessen dette efterår, bliver nødt til at finde på nogle særdeles gode undskyldninger. Uden en hurtig opstart af ratificeringsprocessen vil det blive svært at overholde tidsfristen, som er Rio+10-mødet i Johannesburg næste år. Med USA ude af billedet på kort sigt vil alles øjne være rettet mod Japan og Rusland, idet begge disse lande er nødvendige for at efterleve kriteriet om, at Pro-tokollen kun bliver til noget, hvis de ratificerende lande til sammen står for mindst 55% af udledningen (den såkaldte Annex I udledning).

Som en del af ratificerings-

Japans rolle ved klimaforhandlingerne i Bonn

Både før, under og efter klimaforhandlingerne i Bonn var Japans premierminister Junichiro Koizumis holdning den, at der stadig skal gøres forsøg på at få USA med i Protokollen. Derudover mente han, at forhandlingerne i Bonn skulle stræbe efter færdiggørelse af så mange aftaler som muligt om regler for implementering af Protokollen.

Den japanske regering prøver at bygge bro mellem EU og USAs holdning til Kyoto Protokollen, så begge parter kan gå ind for Protokollen. Lige siden COP3 i Kyoto har Japan set sin rolle i klimaforhandlingerne, som mægler mellem de stridende parter, specielt mellem EU og USA.

Før COP6 i Bonn blev den japanske og canadiske premierminister enige om nødvendigheden af at finde et kompromis mellem USA og EU, så USA ville vende tilbage til Kyoto-Protokollen. USA og Japan begyndte at afholde bilaterale ministermøder om emner relateret til Kyoto-Protokollen i juli før fortsættelsen af COP6 i Bonn. Deres næste møde bliver afholdt i september i år. Fra japanernes side er møderne et forsøg på at få USA med igen.

Til COP6 i Bonn stillede Japan, Canada, Australien og Rusland et fælles forslag om, at hvert land kan forhandle sig frem til hvor mange tons kulstof de kan få godskrevet på baggrund af skovdrift og landbrug, både i eget land og ved projekter i udlandet. Japans holdning skyldes hovedsageligt, at landet er dækket af over 65% skov.

Fordi harmoni er en grundsten i japansk kultur, er det meget svært for japanerne at handle alene og i direkte konfrontation med andre. Derfor er de politiske beslutninger om klimaspørgsmål primært blevet truffet ved konsensus-søgning blandt embedsmændene i de tre vigtigste ministerier. Dog er den nye regerings politikere mere selvstændige og uafhængige af embedsmændenes meninger, hvorved den japanske klimapolitik er blevet mere uforudsigelig.

Den japanske premierminister Junichiro Koizumi blev i juli valgt til endnu to år som premierminister. Hvis den japanske regering ikke ratificerer Kyoto-Protokollen bliver den upopulær hos de industrilande, der er tilhængere af Protokollen og også over for den japanske befolkning. Samtidig lytter regeringen til industriorganisationen Keidanren og Handels- og Industriministeriet, MITI, der ikke ønsker at Japan ratificerer aftalen uden USAs medvirken, da de frygter for Japans konkurrenceevne overfor USA.

Den 30. juli blev det japanske Miljøministerium og andre relevante regeringsorganer instrueret i at gennemgå de nationale lovforslag til bekæmpelse af global klimaforandring. Det signalerer, at Japan er begyndt på seriøse forberedelser til ratifikation af Protokollen.

Kilde: artikler fra Daily Yomiuri udvalgt af Natasha Sachiko M. Rasmussen

processen må regeringerne tage stilling til indførsel af imple-menteringsmål. En vigtig opgave for NGO’erne bliver at sikre, at landene ikke (over)udnytter sink-bestemmelserne, fleksibilitetsmeka-nismerne og andre smuthuller i protokollen. I en konsultering af eksperter i EU, der resulterede i oprettelsen af det Europæiske Pro-gram for Klimaændringer, blev det vist, at EU formentlig kan imøde-komme det dobbelte af Kyoto-målet gennem nationale tiltag og til en pris på kun omkring 200 kr. pr. ton kul. Den norske regering har allerede erklæret, at den ikke vil anvende sinks, og tilsvarende udta-lelser forventes af andre europæi-ske lande.

Når først protokollen er trådt i


FOTO 4

Et uddrag af de mange budskaber på redningsbåden. (Foto: BN)

kraft, forventes det, at regeringer vil vedtage en håndhævelsesaftale som beskrevet under Artikel 18 i Protokollen. Artiklen er ikke nød-vendig for at kunne oprette institu-tioner, der skal håndhæve målene eller for at forhindre lande uden for Protokollen i at deltage i det globale CO2-marked. Derimod gør artiklen 1:1,3-straffen juridisk bin-dende. Dog mener mange juridiske eksperter, at den formelle vedta-gelse af “juridisk bindende konse-kvenser” i artiklen ikke rigtigt vil ændre regeringernes opførsel med-mindre, der er tilstrækkelig poli-tisk vilje til at gennemføre aftalen. For at sikre et retfærdigt virkende CO2-marked vil et stærkt håndhæ-velsessystem under alle omstæn-digheder være påkrævet, og i Haag var USA den største tilhænger af principperne om håndhævelse og juridisk bindende konsekvenser. Hvis det ender med, at USA på et tidspunkt kommer med i Kyoto, kan ét af landets krav blive en styr-kelse af de i forvejen imponerende regler om håndhævelse. USAs del-tagelse kunne være et incitament for lande som Japan og Australien til også at tilslutte sig fuldt.

Hvornår vil USA være med?

Efter konferencen i Bonn kom Bush-administrationen under svær beskydning i Washington, da Sena-tet var stærkt utilfreds med, at USA nu igen var havnet på sidelinien i vigtige internationale forhand-linger. Senatets Udenrigsudvalg besluttede enstemmigt en resolu-tion om, at USA skal forsøge at komme med i forhandlingerne til COP7, dog på baggrund af for-slag til ændringer af Bonn-aftalen. Denne resolution svækker sproget i Byrd-Hagel resolutionen, som sig-nalerede, at Senatet ikke ønsker at ratificere Kyoto-protokollen med mindre en række vidtgående krav bliver imødeset. Selvom denne opfattelse er helt forkert - Bonn-

aftalen er en “take it or leave it” (på nær nogle tal om sinks) - så demon-strerer udviklingen alligevel en sti-gende bekymring i Washington omkring unilateralisme og USAs tab af troværdighed og indflydelse som følge heraf.

De seneste presseskriverier peger heldigvis på, at Bush-admi-nistrationen højst sandsynligt ikke vil foreslå en revision af Kyoto, hvilket ellers ville kunne få nogle lande til at ryge af sporet. Kon-gressen og det amerikanske folk higer efter at se deres præsident demonstrere over for verden, at USA også er bekymret over kli-maforandringer. Flere penge til forskning, enkelte internationale sink-projekter og en lille smule penge til ny teknologi er dog alt hvad vi kan forvente os at se fra Bush. Når man tænker på USAs antipati overfor en aftale, der ikke inkluderer ulande, er det svært at se, hvordan USA vil kunne del-tage i den første bindingsperiode. Ikke desto mindre giver Bonn-aftalen mulighed for den fleksibi-litet som Clinton-administrationen efterspurgte. Hvis befolkningen i USA begynder at stille større krav og hvis skiftet, der ses blandt

mange amerikanske politikere, kan lægge pres på Bush-administrati-onen, så kan der ske drastiske ændringer af USAs politik i dette årti. Men det er mere sandsynligt, at vi får en nølende start med vage mål om at stabilisere USAs eget CO2-udslip.

Konklusion

Kyoto-Protokollen blev reddet på målstregen, og med denne de tvungne emissionsgrænser for CO2, der så arrogant blev afvist af Bush. Et regelsæt er på plads, det er slut med “business as usual” og presset for at gøre noget er sti-gende i USA. Men vi ved alle, at det virkelig hårde arbejde venter forude. Vi skal skære udslippene med 50%, 60%, 70% og beslutte os for, hvordan atmosfærens bære-evne kan blive ligeligt fordelt mellem verdens lande og folk. Vi skal stoppe klimaforandringen, og vi er kun kommet et skridt nær-mere dette.

Kate Hampton er koordinator for miljønet-værket Friends of the Earths internationale klimakampagne. Oversat af Grith Eng og BN.


Videnskab og filosofi

Helhedsorienteret forskning i økologiDer stilles stadig større krav til, at forskning skal være helhedsorienteret og proaktiv - udover at den selvfølgelig skal have en høj videnskabelig kvalitet. Men hvad er hel-hedsorienteret forskning egentlig? Hvad er - dybest set - forholdet mellem værdier og videnskab?

Af Hugo Fjelsted Alrøe

Jordbruget har i det sidste halve århundrede gennemgået en hastig teknologisk og strukturel udvik-ling. Denne udvikling har medført en stigende kritik af de intensive produktionsformer og deres kon-sekvenser for jordbrugets bære-dygtighed, for kvaliteten af miljø og natur, for dyrevelfærd, og for fødevaresikkerhed og menneskers sundhed. Kritikken skyldes ikke alene udviklingen i jordbruget, men også en øget viden om kon-sekvenserne af jordbrugsdriften, samt en stigende opmærksomhed på den usikkerhed og uvidenhed, der er om konsekvenserne. Kri-tikken bunder også i, at vores generelle opfattelser af natur og videnskab har ændret sig og i, at samfundets værdier og etiske rammer er under forandring.

Udviklingen i jordbrug og sam-fund udgør en udfordring til jordbrugsforskningen, og den har medført krav om større helheds-orientering i forskningen. Helheds-orienteret forskning er ikke et præcist og entydigt begreb, men det udtrykker en orientering mod de større helheder, eller systemer, som forskningen og forskningsob-jekterne indgår i, både i forhold til samfundet og de økologiske syste-mer. Helhedsorientering indebærer også en refleksion over den reduk-tion, der sker i forskning, over forskningens fragmentering i spe-cialiserede discipliner, og over implikationerne heraf i forhold til

“Filosoferende håndværker”, maleri af den schweiziske kunstner Ferdinand Hodler (1853-1918).


de tværvidenskabelige problemstil-linger i forbindelse med jordbrug, miljø og velfærd.

Det betyder bl.a., at relevans ses som et væsentligt kriterium for god forskning, og at mål, intentioner og værdier derfor spiller en vigtig rolle i forskningen. Inddragelsen af værdier er imidlertid i konflikt med den konventionelle opfattelse af videnskab som værdifri, objek-tiv, neutral og uafhængig. Denne konflikt er særlig tydelig i forbin-delse med forskning i økologisk jordbrug, hvor specielle værdier og målsætninger spiller en meget åbenbar og afgørende rolle. Et cen-tralt spørgsmål for helhedsorien-teret forskning er derfor: Hvilken rolle spiller værdier i videnskab og hvilken rolle bør de spille?

“Inddragelsen af vær-dier er i konflikt med den konventionelle opfattelse af videnskab som værdifri, objektiv, neutral og uafhængig”

Mit svar er, at værdier spiller og skal spille en meget væsentlig rolle i videnskab. Spørgsmålet er rettere, hvor og hvordan værdier spiller ind i forskningen. Og, givet konflikten med det konventionelle objektivitetskriterie, hvilke nye kri-terier for videnskabelighed, der kan opstilles for helhedsorienteret forskning. Såfremt værdier spiller en væsentlig rolle i videnskab, så bliver det vigtigt at forstå hvilke værdier, der indgår, og hvordan de hænger sammen med forskel-lige interesser i samfundet. Ja, eks-poneringen af værdierne er faktisk afgørende for forskningens viden-skabelighed. Dette svar er under-bygget i form af en systemisk forskningsmetodik, der skal sikre at forskningen både bliver helhedsori-enteret og videnskabelig.

Videnskab som en læreproces

I de seneste årtier er idealbilledet af videnskaben som en uafhængig, uhildet og objektiv observatør af verden blevet brudt ned. Kontu-rerne af et nyt videnskabssyn, der ser videnskaben som en særlig læreproces i samfundet, er ved at vise sig. Videnskaben er ikke altid kun observatør. På mange områder er videnskaben kendetegnet ved, at den påvirker det område den stu-derer, idet den bidrager til foran-dring og udvikling af området. Det gælder f.eks. for jordbrugsforsknin-gen og miljøforskningen.

En videnskab, der påvirker det den studerer, betegnes her en systemisk videnskab. Ud fra dette perspektiv er det tydeligt, at viden-skaben også er en aktør.

Den refleksive systemiske forsk-ning er bevidst om denne rolle. De forandringer forskningen udvirker kunne være anderledes, og de er derfor værdiladede. Den gentek-nologiske udvikling af jordbruget bygger på et andet værdisæt end forskning i økologisk jordbrug. Det der synes fornuftigt ud fra ét vær-disæt, kan synes ufornuftigt ud fra et andet. Spørgsmålet er, hvordan den systemiske forskning håndte-rer denne erkendelse, og hvordan værdier håndteres på en videnska-belig måde.

Den systemiske forskningsmeto-dik søger at belyse dette spørgsmål gennem en filosofisk undersøgelse af den læreproces, som ligger til grund for videnskabelig viden. Det er nødvendigt at skelne mellem to hovedaspekter af videnskab som en læreproces: 1) forskning som et kognitivt systems læring og 2) videnskab som et socialt, kom-munikativt system. Det kognitive system er forskningsenheden, som inkluderer de redskaber, menne-sker og mål, der er nødvendige for at udføre forskningen. Der er fællestræk mellem forskningsenhe-dens kognitive læring og f.eks.

levende organismers læring gennem interaktion med omgivel-serne. Kognitive systemers læring hænger sammen med mål og hen-sigter.

Som et eksempel kan nævnes brugen af data overfor miljøpro-blemer. Data indsamles i henhold til bestemte målestørrelser eller indikatorer, der således er red-skaber til at observere. Redskaber der indebærer både muligheder og begrænsninger med hensyn til at lære om forandringer i miljøet eller i miljøpåvirkningerne. Måle-størrelserne kan være valgt ud fra, hvad der teknologisk, økonomisk og praktisk set kan måles, ud fra brugen i eksisterende videnskabe-lige modeller og ud fra mere eller mindre bevidste mål og hensigter. Når indikatorer bevidst bruges som redskaber til forandring, vælges de i henhold til bestemte hensigter, som er forbundet med målsætnin-ger for miljøet og opfattelser af, hvad der er problematiske foran-dringer.

Det andet hovedaspekt af viden-skabelig læring er videnskab som et socialt, kommunikativt system. De særlige træk her er viden-skabens åbne, offentlige karakter og den kritiske tilgang i videnska-belig kommunikation. Læring sker gennem åbenhed overfor kritik ud fra den opfattelse, at konkret viden-skabelig viden altid kan være fejl-agtig.

Betingelsen for at den kritiske kommunikation kan fungere som en læreproces er, at den afspejler forskningens kognitive læring. Forskningsenhedens erfaringer skal gøres objektive i den forstand, at de skal kommunikeres i en form, der i princippet kan forstås og kritiseres af enhver, der berøres (andre forskere på området, beslut-ningstagere og andre brugere af forskningen). Denne omformning af erfaringer til videnskabelig kom-munikation forudsætter, at der tages et udefra synspunkt - ikke


alene på forskningsobjektet men også på forskningsenheden selv - hvorfra erfaringernes kontekst kan beskrives og kommunikeres. Dette, at antage et udefra synspunkt er et kriterium for den videnskabelige læreproces.

Selvrefleksiv læring i syste-misk forskning

Den systemiske forsknings lære-proces kan gengives som en selvre-fleksiv cirkel (se figur 1), analogt til en persons selv-bevidste læring, der er baseret på evnen til at tage et mentalt skridt ud og se på sig selv og sine handlinger udefra, og bruge dette perspektiv i fremti-dig handling. Selvrefleksionen star-ter med aktørens synspunkt, eller standpunkt - svarende til det kog-nitive systems indefra, involverede, synspunkt - og bevæger sig derfra til observatørens udefra, adskilte

synspunkt. De iagttagelser som observatøren gør, kan derpå igen have en virkning i systemet.

Systemisk forskning i kom-plekse socio-økologiske systemer indebærer, at forskningsenheden skal kunne håndtere disse to syns-punkter, indefra og udefra. Indefra set har mål, interesser og værdier afgørende betydning, for her hand-les der. Udefra set er observatøren adskilt fra disse intentioner - observatøren spiller ingen rolle i systemets handlinger. Men obser-vatørens adskillelse fra systemet og de efterfølgende observationer forudsætter en række valg og afgrænsninger - og hvis observa-tionerne skal være et led i en selvrefleksiv læreproces, så skal sammenhængen til systemets helhed og intentioner bevares. For når observationerne igen vender tilbage til systemet igennem kom-munikation og beslutninger, så får

de betydning for systemets hand-linger.

Som et eksempel kan nævnes etableringen af såkaldte forskningsbedrifter i jordbruget. Bedriften ledes af et forskerteam og er et eksperiment i stor skala med oftest nogle få forskellige driftssy-stemer. Når eksperimentet etable-res skal der træffes en række valg om hvordan de forskellige systemer skal indrettes og på hvilke punkter de skal adskille sig. Skal det f.eks. være staldsystemer baseret på gylle eller på fast gødning, på økologisk, integreret eller konventionel drift (uden at nogen af disse er enty-dige), på bortsalg eller opfedning af tyrekalve eller på opfedning af stude, på jersey eller SDM, osv. Disse strukturelle valg spiller på mange måder sammen med de hensigter og mål, der kan lægges til grund for forskningen. Efter etableringen observeres driftssyste-mernes udvikling, og her spiller hensigter og mål med hensyn til disse strukturelle valg ikke nogen rolle. Men når resultaterne kommer og skal anvendes, så er det vigtigt at være klar over, at hvis der f.eks. er valgt staldsystemer med fast gødning ud fra hensynet til dyre-nes velfærd, så er dette valg afgø-rende ikke blot for de resultater, der fås med hensyn til dyrevelfærd, men også for bedriftens totale kvælstoftab, udbytterne osv. Val-gene er ikke værdi-neutrale og det er forskningens resultater derfor heller ikke.

Med udgangspunkt i den her fremførte forståelse af forskning som et kognitivt systems læring, så gælder modellen af den selv-refleksive læreproces i figur 1 for al forskning. Al forskning beror i første omgang på forsknings-enheden som et kognitivt system og i anden omgang på omform-ningen af de kognitive erfaringer til videnskabelig kommunikation. Forskning der ser sig selv som, eller har som ideal at være, en observa-

Figur 1:

Den selvrefleksive læringscirkel i systemisk forskning, der bevæger sig fra et indefra aktør synspunkt, eller standpunkt, til et udefra observatør syns-punkt, og tilbage.

'Aktør'

'Observatør'

SystemOmverden /Omgivelser


tør af verden uden også at være aktør, er i dette perspektiv blind overfor dele af sin egen funktion. I den eksperimentelle forskning er forskningsenheden aktør i kon-struktionen af forsøg og ekspe-rimenter. Og i de observationelle og historiske videnskaber er forsk-ningsenheden aktør i valg og udvikling af redskaber til observa-tion og i konstruktionen af sam-menhængende fortællinger.

Valg og afgrænsninger må nød-vendigvis foretages i forskning uanset om forskningsenheden er bevidst om samspillet med mål og værdier. Og de resultater som forskningen giver vil afhænge af de valg, der er foretaget, og dermed også af de bagvedliggende mål og værdier. Det er her spørgsmålet om forskningens relevans kommer ind. De mål og værdier som forskningen følger kan udemærket være “neutrale” videnskabelige mål såsom nysgerrighed, men sådanne mål kan også diskuteres i forhold til de ressourcer som sam-fundet sætter af til forskning.

I nogle tilfælde er målene givne og kendte, og de metodologiske problemer ligger alene i de valg og afgrænsninger, der skal foretages. Det kan for eksempel være tilfæl-det i kommerciel forskning, eller i den ideologiske forskning ud fra

bestemte værdigrundlag. I andre tilfælde skal mål, interesser og vær-dier først bestemmes og afklares før forskningen kan sættes i gang, sådan som det er tilfældet i den offentlige forskning, der er rettet mod “samfundets bedste”. Dette involverer ofte en demokratisk, politisk proces, men i jordbrugs-forskningen kan det også mere direkte involvere interviews og dialog med landmænd, forbrugere og andre interessenter, folkelig del-tagelse i forskningen mv. Endvi-dere kan mål og værdier også være genstand for kritisk normativ ana-lyse.

Refleksiv objektivitet

Det konventionelle objektivitetsbe-greb hænger sammen med en bestemt opfattelse af videnskab og virkelighed. Den videnskabelige metode er noget særligt, fordi videnskabelig viden ikke skyldes menneskers tro og overbevisninger men noget vedvarende udenfor mennesket, noget på hvilket vores tænkning ikke har nogen effekt. Denne forbindelse mellem viden-skabelig metode og dét, der er udenfor mennesket, findes også i det konventionelle begreb om objektivitet, der defineres som det modsatte af det subjektive, og som

forudsætter, at subjekt og objekt er adskilte og uafhængige.

Det ovenfor skitserede kognitive system forudsætter ikke, at subjekt og objekt er uafhængige, men betoner i stedet de systemiske forbindelser i forskningen. Den indebærer derfor en kritik af objek-tivitetsbegrebet, en kritik der også er blevet fremført indenfor én af naturvidenskabens prestigefyldte områder, atomfysikken. Med hen-blik på at etablere en entydig beskrivelse af de kvantefysiske erfaringer, foreslog Niels Bohr, at begrebet “fænomen” skulle anven-des udelukkende med henvisning til de observationer, der blev foreta-get under specifikke omstændig-heder, inklusive en redegørelse for hele forsøgsanordningen. Det betød, at Bohr måtte afvise den forudsatte skelnen mellem subjek-ter og objekter i atomfysikkens eksperimenter - den forsøgsanord-ning der bruges i eksperimenterne, indgår i den viden vi har om den kvantemekaniske virkelighed.

“Niels Bohrs fortolk-ning af kvantemekanik-ken er et skridt på vejen mod en ny opfat-telse af objektivitet”

Denne “Københavner-fortolkning” af kvantemekanikken blev af mange kaldt subjektivistisk. Men jeg anser den som et skridt på vejen mod en ny opfattelse af objektivitet. Objektivitet i Bohrs forstand bety-der at give en entydig beskrivelse af erfaringerne ved at inkludere forsøgsanordningen i beskrivelsen. I den systemiske forskning opnås en fuldstændig entydighed imid-lertid ikke gennem dokumentation af forsøgsanordningen alene. Der kræves også, at den bagved-liggende, værdiladede kontekst, som påvirker forskningens valg

Faktaboks: Kognitiv kontekst

Videnskabens svar afhænger af den kognitive kontekst. Denne kontekst kan inddeles i tre niveauer: social, intentionel og observationel kontekst. Den sociale kontekst er de brugere eller det sociale system som “relevans” refere-rer til, som for eksempel samfundet, ulandene, markedet, de der betaler, eller videnskaben selv. Den intentionelle kontekst rummer de hensigter, mål og værdier, der er styrende for forskningen, herunder hvad der tages som et relevant problem. Den observationelle kontekst, som Bohr kalder iagttagelsesbetingelserne, inkluderer de faktiske distinktioner, reduktioner og teknologiske konstruktioner, der anvendes i forskningen. Betegnelsen “niveauer” skyldes, at en bestemt problematisk situation kan være relevant udenfor den sociale kontekst, der har været styrende for forskningen, og en bestemt forsøgsanordning kan være relevant i forhold til andre hensigter end de, der har været afgørende for forsøgets udformning.


og afgrænsninger, bestemmes og beskrives. Indarbejdelse af denne kontekst i den videnskabelige kom-munikation kan være afgørende for, hvordan videnskaben fungerer som en læreproces for samfundet. For objektivitet i denne forstand foreslås betegnelsen refleksiv objek-tivitet. Hvor konventionel objek-tivitet betoner værdifrihed og uafhængighed og dermed er i konflikt med relevanskriteriet, er den refleksive objektivitet forbun-det med relevansen igennem et fælles fokus på den kognitive kontekst: relevansen stiller krav til forskningens kontekst og den refleksive objektivitet inkluderer og fremviser konteksten.

Ved bestilling af 1 års abonnement inden 1. november 2001 koster det175 kr (stud., arb.løse og pens. 100 kr). Normalpris er 250 kr (125 kr).

Benyt bestillingskuponen på næstsidste side i bladet.

Tilbudet gælder kun for husstande, der ikke harmodtaget Global Økologi inden for de seneste to år.

Normativ forskning

Forskningens forhold til værdier er imidlertid ikke begrænset til selv-refleksivt at belyse de værdier, der er i spil. Der er mange konflikter i de visioner og værdier, der indgår i samfundets forhold til jordbrug, natur og miljø. De værdiladede begreber, der bruges i samfunds-debatten og i forskningen, såsom dyrevelfærd, naturkvalitet og bæredygtighed, bruges i forskellige betydninger i forskellige grupper og sammenhænge. Nye etiske begreber som forsigtighedsprincip og bæredygtighed er kommet til uden, at forholdet til de tradi-tionelle etiske begreber er klart. Der er derfor også brug for et

normativt forskningsarbejde, som udforsker den indbyrdes sam-menhæng mellem værdierne med henblik på at etablere klare, sam-menhængende visioner, værdisy-stemer og etiske teorier. Et arbejde der kan understøtte den demokrati-ske debat.

Hugo Fjelsted Alrøe er projektforsker ved Forskningscenter for Økologisk Jordbrug (FØJO). Han arbejder bl.a. med forsk-ningsfilosofi, forskningsmetodik og vær-dispørgsmål. Artiklen bygger på hans ph.d-afhandling “Helhedsorienteret forsk-ning i jordbruget - bidrag til systemisk metodik og etik: En undersøgelse af for-holdet mellem videnskab og værdier med særlig reference til økologisk jordbrug”.

Tilbud:1 års abonnement påGlobal Økologi 175 kr


Global bevægelse

Det er demokrati, fjols !Volden ved G8-topmødet i Genova var et vendepunkt for den voksende bevægelse mod globalisering. Den retning som bevægelsen tager nu vil enten gøre den ustoppelig - eller ødelægge den for en hel generation

Af Paul Kingsnorth

Den 23-årige italienske demon-strant Carlo Giulianis død ved juli måneds anti-G8 demonstrationer i Genova kom næsten som forventet. Giulianis lig lå på gaden i timer efter, at han var skudt gennem hovedet af en bevæbnet politimand og derpå kørt over af en bakkende jeep. Jeg befandt mig tre gader væk, da det skete; i gang med at vaske mine øjne med citronvand for at fjerne tåregassen. Jeg så de blege ansigter på dem, der havde været der og kom strømmende forbi - på flugt. Kort efter så jeg nyheds-udsendelserne og de vrede, cho-kerede reaktioner fra aktivisterne på gaderne. Den voksende bevæ-gelse mod globaliseringens nega-tive sider havde fået dens første martyr.

Eller havde den? Græsrodsbe-vægelser i Syd, som har kæmpet disse kampe i årevis, vil nok være uenige. Mindre end en måned før G8-topmødet blev tre studenter skudt ned af politiet i Papua New Guinea, da de deltog i en protest mod Verdensbanken. Sidste år i Cochabamba i Bolivia blev to men-nesker dræbt under demonstrati-oner mod privatisering af vand. Demonstrationerne tvang regerin-gen til at gennationalisere vandfor-syningsselskabet, der havde øget priserne med 200%, så folk blev nødt til at drikke regnvand for ikke at dø af tørst. Dusinvis er omkom-met i Zapatisternes lokalsamfund i Mexico, pga. deres kamp mod den “dødsstraf” der i syv år har hængt over dem som en følge af

den Nordamerikanske Frihandels-aftale (NAFTA). I Indien, når mon-sunen snart vil hæve vandspejlet bag Narmada-dæmningerne, vil vi måske se hundredvis af døde blandt Satyagrahi-folket. Dette folk har erklæret, at de hellere vil drukne i deres landsbyer end blive tvangsforflyttet til fordel for den industrielle væksts sag.

Drabet i Genova var i virkelig-heden “bare” det første dødsfald blandt anti-globaliseringsbevægel-sen i Vesten; den første døde hvide mand fra et “civiliseret” land. Men tragedien som følge af skyderiet er ikke det vigtigste, der skete ved G8-mødet; tragedien har blot hjul-pet til at sætte fokus på svære spørgsmål om bevægelsens fremtid og det system, som bevægelsen bekæmper.

Den virkelige historie her hand-ler om legitimitet og magt. Legi-timiteten for G8-lederne og for det uretfærdige, globale økono-miske system, som de står bag. Men også legitimiteten for den spi-rende bevægelse mod dette system. Magten for dem i regeringer og kommercielle virksomheder, der er i gang med at indeslutte, privati-sere og udbytte verden. Men også magten som bevægelsen nu må få, hvis den skal vokse sig stærkere og opnå folkets støtte.

Historier fra gaden

Men først nogle facts. At være på gaderne i Genova under topmø-det var det tætteste på at være i

en krigszone, som jeg forhåbentlig nogensinde kommer til at opleve. Jeg deltog i protesterne mod Verdensbanken og IMF i Prag sidste september, men sammenlig-net med hvad der skete i Italien, lignede Prag et finere teselskab.

Den nye højreradikale regering ledet af mediemogulen Silvio Ber-lusconi havde forberedt det hele i månedsvis. Berlusconi havde beor-dret intet mindre end en militær invasion af byens centrum, hvor de otte ledere sov på deres luk-susyacht, Den Europæiske Vision, og havde kammeratlige samtaler i det flagpyntede hertugelige Pal-lazzo Ducale. Mellem 15.000 og 20.000 soldater og politifolk var bragt i stilling bevæbnet med skarpladte våben, gummikugler, tåregas, vandkanoner og fuldt beskyttelsesudstyr. Christopher Columbus lufthavnen - navngivet med en smertelig ironi efter fade-ren til “påtvungen globalisering” - var udstyret med jord-til-luft raketaffyringsramper, hvis nu et “terroristangreb” skulle bekæm-pes. Dykkere fra anti-terrorkorpset patruljerede i havnen.

Byens centrum var klassificeret som “rød zone”, og kun beboere, journalister og politikere havde adgang. Et 10 km langt og fem meter højt sikkerhedshegn var sat op rundt om hele den røde zone. Indenfor samledes carabinie-riet (det italienske politi) med deres maskingeværer til åbent skue. Alt dette har i følge myndighederne kostet Genova omkring 800 mio kr.


Global bevægelse

Der var simpelthen tale om en fire-dages politistat. Hvilken slags “demokratisk” styre er det, der behøver denne slags foranstaltnin-ger for at beskytte sig selv mod 200.000 af dets eget folk? Nogle aktivister havde i ugevis sagt, at foranstaltningerne var udtryk for “fascisme”. Jeg var uenig; fascisme er ikke et ord, man bare bruger i flæng. Ikke desto mindre, da det hele var ovre, havde jeg selv brugt ordet en hel del gange.

Ny verdensopfattelse

Verdens fremtid blev besluttet i Genova i den uge. Men ikke af de otte jakkesæt i Ducale paladset; de virkelige ideer som vil forme vores fremtid blev diskuteret af en bred gruppe af tænkere og hand-lingens mænd og kvinder i store telte opstillet ved stranden. Og de gjorde påstandene om, at bevægel-sen kun handler om modstand og ikke løsninger, til skamme.

I fem dage op til G8-topmødets start havde Genovas Sociale Forum (GSF) - paraplyorganisation for 500 italienske og europæiske NGO’er og ansvarlig for planlægningen af demonstrationerne - organiseret en række workshops, taler og plenar-møder omkring alternativer til den globale økonomi. Fremtrædende tænkere og økonomer som Walden Bello, Susan George og Nicola Bul-lard fremlagde deres alternative økonomiske modeller. Aktivister - fra den brasilianske Bevægelse af Jordløse Bønder (MST) og indiske farmere til fagforeninger m.v. - diskuterede strategier for at ændre verden. Alle emner blev dækket; betydningen af demokrati, økolo-gisk verdenssyn, folkelig opbak-ning, reform af den globale økonomi osv. Det var GSF - ikke G8 - der i denne uge skubbede på for en ny historisk dagsorden. Men de har en lang vej foran sig; hvad der skete herefter, viser dette med al tydelighed.

Karneval og magtanvendelse

Det hele startede fredag den 20. juli; den dag topmødet begyndte. Air Force One bragede over vores hoveder på vej mod den officielle modtagelse i Dubya lufthavn, og tusinder gav flyet fingeren; således begyndte dagen. Jeg gik med den fredelige pink- og sølvfarvede gruppe, der kaldte sig “taktisk frivolitet”, på vej mod den røde zone. Protester som disse følger det samme mønster; forskellige grup-per med forskellige taktikker går ad forskellige ruter mod deres mål. Nogle gange blandes de, andre gange ikke. Denne dag havde alle involverede grupper - der ifølge arrangørerne talte 20.000 menne-sker - erklæret, at de ville trænge ind i den røde zone for at demon-strere foran Ducale paladset.

Den pink- og sølvfarvede gruppe gik ad en rute som aftalt med myndighederne. Lyserøde feer, sambaorkestre, højtråbende “cheerleaders”, en gammel mand udklædt som paven, en “fredsbil” og hundredvis af piftende og syn-gende aktivister dansede gennem de snoede gader. De ankom til hegnet ved den røde zone og satte sig ned og sang. En mand rakte blomster til en politimand, der dog uden at smile smed dem på jorden. Dette var karneval, ikke krig; selv ikke de veludrustede politifolk så dem som en trussel. Men, hvis man skal fremhæve en demonstration, som viser splittelsen - og der er en splittelse - mellem de “hårde” og de “bløde” i bevægelsen, så er det denne demonstration. Nede ved Brignole stationen kunne man se hvorfor.

Sort...

Dér, gjorde den “sorte blok” deres arbejde. Lige nøjagtig hvem de er, står uklart for de fleste. Inden for blokken er der uenighed om, hvad man skal ødelægge - skal man bare

smadre storbankerne og lignende “symboler for kapitalisme”; eller alt hvad man kan? Alle er dog enige om, at de deltager i hvad de selv opfatter som krig.

Klædt helt i sort og marcherende til lyden af militærtrommer duk-kede blokken på én gang frem fra sidegaderne. Først gik de efter ban-kerne. De smadrede vinduerne og smed computere ud på gaden. Der-efter smadrede de enhver rude, der var indenfor rækkevidde. Jeg var nær selv endt på hospitalet, da en maskeret fra den sorte blok ville smadre mit kamera med en jernstang. Da de antændte skralde-spande, så luften blev sort af røg, affyrede politiet tåregas imod dem. På få minutter havde gassen gjort sit job. Da jeg igen kunne se, så jeg hvad de havde gjort.

Hver eneste benzinstation på deres rute var smadret. Biler og lastvogne brændte. Alle forretnin-ger havde fået ødelagt facaden - ikke bare de store multinationale, men også de små forretninger drevet af helt almindelige men-nesker fra byen. Flere brændende skraldespande; busstoppesteder og telefonbokse, der var jævnet med jorden; udplyndrede butikker. Ingen påstod længere, at dette var politisk. Og det gavnede ingen bortset fra G8, som nu frydefuldt kunne sætte os alle i samme sorte bås.

Det virkelige chok var dog poli-tiets reaktion. 500 meter derfra ved Brignole stationen marcherede omkring 500 politifolk rundt i cirk-ler, mens de med stavene slog på deres skjolde som var de Zulu-krigerne i Isandhlwana. Og hvad gjorde de så? Udover den første runde med tåregas, gjorde de lige netop ingenting. Og det blev i det øjeblik lysende klart for mig; Berlusconis opvisning af politi og militær magt var ikke for at beskytte almindelige menneskers liv mod de sortklædte proto-fasci-sters hærgen, men de var der for


at beskytte de magtfulde i Ducale paladset, langt bag hegnet.

...og hvidt

Samtidig, nede ved stationen, kom “Tute Bianche” - eller de Hvide Overalls - marcherende ind fra øst med solen i deres øjne. Efter min mening var de Hvide Overalls de modigste i Genova. Femtusind af dem gik frem mod politikæ-derne ved Brignole. De skubbede og skubbede. Men det virkede ikke efter hensigten. Og så startede krigen.

Andre demonstranter stormede mod politiet. Tåregas blev skudt gennem luften. De fik presset poli-tikæderne tilbage og blokerede vejen med barrikader af tømmer og skraldespande. Politiet kørte med stor hastighed gennem bar-rikaderne; folk spredte sig til alle sider. Det var et under, at ingen blev dræbt. Tåregassen var tyk, så jeg stort set intet kunne se. Politiet trak sig tilbage. Demon-stranter satte en efterladt politibil i brand. Politiet omorganiserede sig og angreb igen. Da gastågerne let-tede så jeg en bevidstløs carabinieri blive båret tilbage i retning mod mig. Han blev lagt på asfalten med farveløst ansigt og lukkede øjne.

Og så blev der skudt. Først for-søgte politiet at forklare, at Giuliani var blevet dræbt af en brosten kastet af demonstranter. Men da billederne kom ud gik den forkla-ring ikke længere. Politiet forfulgte journalister hele dagen i forsøget på at undgå optagelser af hvad der skete. Men det virkede ikke.

Pressefrihed

Det er svært at forestille sig, at det kunne blive værre; men det blev det. Dagen efter, blev den inter-nationale solidaritetsmarch opløst af politiet og helikoptere, der affy-rede tåregas fra luften. Så hændte hvad, der efter min mening var, det

værste.Oppe på en bakke - tre km

fra den røde zone - havde GSF med myndighedernes tilladelse sit hovedkvarter. I bygningen var også de alternative mediers pressecen-ter. På den anden side af gaden lå en skole, hvor aktivister over-nattede og planlagde fredelige demonstrationer.

Ved midnat om lørdagen den 21. juli invaderede 200 politifolk bygningen. De slog journalister ned, smadrede computerne, gen-nembankede GSF-arrangører og raserede fuldstændig bygningen, fjernede disketter, film, harddiske og selv de knive og gafler, der blev brugt til GSFs frokoster. På samme tid foregik et rent blodbad på skolen. Folk blev gennembanket, mens de lå og sov. Vægge og gulve blev tilsmølet i blod. Der var ingen provokation; det var ren og skær blodig politibrutalitet. En engelsk journalist blev holdt nede udenfor på gaden, mens to politifolk slog ham bevidstløs med deres stave. De efterlod ham i en blodpøl. Folk blev båret ud af skolen på bårer. Mere end 30 mennesker blev indlagt på hospitalet, heraf én kritisk såret. Amnesty Inter-national erklærede, at de ville undersøge sagen tilbunds. Myndig-hederne søgte at forsvare sig selv ved at sige, at “voldelige aktioner” blev planlagt i bygningerne. Jeg var til stede hver eneste dag i en uge, og ligesom hundredvis af andre - inklusiv politiet selv - ved jeg, at det var en løgn.

Samtidig, på en parkeringsplads på den anden side af byen, fik folk fra den sorte blok lov til at sove uforstyrret.

Ord, ord, ord

G8-ledernes reaktioner på det forfærdende omfang af brutal magtanvendelse sagde mere om deres egen moralske fallit end alle demonstranternes slogans til

sammen. Berlusconi forsvarede midnatsrazziaen og støttede poli-tiets løgne med nogle af sine egne. Det lykkedes for George Bush at kalde skudepisoderne for “beklagelige”. Tony Blair beskyldte demonstranterne for at ødelægge demokratiet og ikke være interes-serede i dialog. Hvad G8-lederne i grunden vil lære os om demokrati, er der vist ingen, der ved. Blair blev valgt af bare 25% af befolk-ningen, mens Bush slet ikke blev valgt. Chirac og Berlusconi under-søges for korruption, mens Putins præsidentskab blev overrakt ham af en beruset forgænger uden, at vælgerne blev rådspurgt. Er det sådan demokrati ser ud?

Og hvad besluttede G8 bag faca-derne? Jo, de vedtog en helt util-strækkelig fond, der skal eliminere AIDS i Afrika uden, at de multina-tionale medicinalkoncerner røres. De besluttede, at global opvarm-ning er et problem, men at - rea-listisk set - er der ikke meget, de kan gøre ved det. Nå ja, så blev de enige om at åbne en ny han-delsrunde - den ting som de fleste aktivister frygtede mest, og som talere fra GSF havde fordømt hele ugen igennem. Men det vil styrke bevægelsen mere end noget andet; bølgen af kommerciel magtoverta-gelse, der vil tvinge millioner fra landet til arbejdsløshedskøerne i Vest og slumkvartererne i Syd.

“Den mest effektive strategi til fattigdomsbekæmpelse”, står der i topmødets officielle slutkommu-nike, “er at opretholde en stærk, dynamisk, åben og voksende global økonomi. Vi lover at arbejde for dette.” Det er disse ord, der gør det klart, hvorfor bevægelsen er nødvendig; nu mere end nogen-sinde før.

Hvad nu?

Genova ser ud til fuldstændigt at have forvandlet holdningerne til topmøder; måske endda også til


lederskab og økonomi på globalt plan. Selv de traditionelle medier i Storbritannien - ja, selv flere politi-kere - stiller nu åbent spørgsmåls-tegn ved legitimiteten af ikke bare G8 som institution, men også af til-svarende uigennemsigtige globale fora.

For bevægelsen er dét gode nyheder. Men svære spørgsmål følger i kølvandet. Hvad blev opnået? Hvor går vi hen nu? Og vigtigst af alt; hvad er vi til for?

Historien ændrer sig omkring os med svimlende hast. På alle kontinenter er der et stigende antal mennesker, der reagerer mod ødelæggelsen af naturen, privatise-ringen af ressourcer og mod magt-begærlige koncerner. I stigende grad ser de sig selv som en del af en global kamp mod et uret-færdigt kommercielt drevet økono-misk system.

For fem år siden eksisterede denne globale bevægelse stort set ikke. Tiden nærmer sig, hvor bevæ-gelsen må skifte gear for at kunne skabe virkelige forandringer. Hvis bevægelsen slår fejl er chancen for forandringer gået tabt for endnu en generation. Spørgsmålet er; hvor-dan? Og Genova har kastet nyt lys på spørgsmålet ved både at afsløre bevægelsens styrker og svagheder.

At tale om en revolution

Det første spørgsmål drejer sig om vold. Det er et faktum, at intet radikalt socialt og økonomisk skifte nogensinde er opnået uden et vist niveau af vold. Arbejderbevæ-gelsen, frihedsbevægelser, kvindebevægelser, anti-apartheid-bevægelsen, ja selv Gandhis indi-ske befrielsesbevægelse blev alle til gennem et vist omfang af blodsud-gydelse og kamp. Det er ligeledes et faktum, at de seriøse diskus-sioner om globalisering, som vi nu ser i selv de mest håbløse aviser, og som politikere og kom-mercielle virksomheder nu begyn-

der at frygte, ikke ville komme frem på baggrund af høflige plenarmøder, forhandlinger eller pressemeddelelser fra velmenende NGO’er. Det er oprøret i gaderne i Seattle, Prag og nu Genova, som har sat fokus på diskussionen.

Ikke desto mindre er der stor forskel på at vælte symbolske hegn og så kaste brosten mod politifolk; den samme moralske forskel, som der er mellem at ødelægge gen-splejsede afgrøder og så sende brevbomber til forskere, der udfø-rer dyreforsøg. Det virkelige pro-blem i Genova var, at hovedparten af folk - der fredeligt, symbolsk og i positiv stemning væltede hegn rundt om den røde zone og indtog magtens korridorer - var omringet på begge sider af både politiets og den sorte bloks fascistiske metoder.

Og det er dette, der bringer os til det væsentligste emne; ikke volden men magten.

Kampen om magten

Genova satte især fokus på splittel-sen mellem de “nye” og de “gamle” i bevægelsen - en splittelse som kun vil vokse og som snart vil dele bevægelsen i to. Og sådan bør det være. For kun på den måde kan vi begynde at få en folkelig opbakning til de ændringer, som vi ønsker.

Det gamle venstre var på barrikaderne i Genova; kommu-nister, socialistiske arbejderpartier og mange andre. De kaldte stadig hinanden “kammerater”, snakkede stadig om “proletariatet” og kræ-vede stadig en revolution, der ikke har folkets støtte. De snakkede om magt som om den var noget, der var koncentreret i toppen af sam-fundet - noget som skulle bemæg-tiges af dem for at kunne tjene “folkets interesse”. Som om dette nogensinde har kunnet lade sig gøre. Som om dette ikke uafven-deligt ville føre til, at de under-trykte ville blive undertrykkerne.

Sammen med de sorte blokkere på gaden udgør denne “gamle” bevæ-gelse et problem, ikke en løsning - fortiden, ikke fremtiden.

Fremtiden for bevægelsen skal findes i den voksende bevidsthed om, at magt skal opfattes på en helt ny måde; ikke som noget, der kan bruges af en elite på bekostning af alle andre; ikke som noget, der skal indsnævres men som noget, der skal fordeles til alle. Dette har virket i århundreder i Syd - blandt landsbyboere, stam-mefolk, jordbrugssamfund osv. - hvor magten er opløst og lokal. Med andre ord et ægte demokrati. Dette er fremtiden for den nye bevægelse. Indtil nu har bevægel-sen ingen ledere, intet manifest. Måske behøver den det ikke.

Bevægelsen har brug for at distancere sig fra det gamle ven-stre, statisme-tilhængerne, bilantænderne og stenkasterne, der påstår, at de er en del af den samme kamp. Det er de ikke. Enten tror man på folket, eller også tror man på, at folket skal kontrolleres - af bevæbnet politi, hegn eller kom-merciel magt eller af overstatslig magt, militærvold og revolutionær dogmatik. Dette er hvad der adskil-ler fremtidens bevægelse fra for-tidens efterladenskaber. Det er denne adskillelse bevægelsen må opnå nu. Hvis ikke, så vil vi alle have tabt og vore børn vil blive dem, der skal samle stumperne op.

Paul Kingsnorth er assisterende redaktør på The Ecologist, og skriver også artikler til BBCs Wildlife magasin.

Artiklen er fra The Ecologist, september 2001 (www.theecologist.org). Oversat og forkortet (i begrænset omfang) af BN.

Hvis du virkelig brænder efter at se billeder fra begivenhederne i Genova, så klik f.eks. ind på Indymedias hjemmeside på www.indymedia.org.


IslaCozumel

Y u c u

G o l f o d eH o n d u r a s

BELIZE

HONDURAS

COSTA RICA

NICARAGUA

Regnskov

Olierørledning gennem unik regnskov i EcuadorVestlige firmaer og banker står bag en ny olierørledning gennem sårbar Amazonas regn-skov. Korruption hersker og tabere er lokalbefolkning og natur

Af Maria Kirstine Husum

Mindo-Nambillo. Og det selvom der findes et bedre og billigere alternativ ad en sydgående rute, hvor der allerede eksisterer en olie-rørledning og hvor området i for-vejen er ødelagt af olieudslip (se det indsatte kort næste side). Ingen plausible forklaringer for valget er nået frem i offentligheden, og folket har hverken tillid til rege-ringen eller medierne. Præsidenten er skiftet så mange gange på det sidste, at folk behøver flere minut-ter for at huske den nuværendes navn.

Mindo

I området omkring byen Mindo er man begyndt at satse på øko-turisme og bæredygtigt landbrug. Hostels med tilbud om fuglekiggeri skyder op alle vegne og turister valfarter til stedet for at se nogle af de mere end 30 endemiske fuglear-ter, der lever i Mindo.

Men hvordan skal lokalbefolk-ningen, kunne indse, at bæredygtig udvikling stadig er vejen frem, når de bliver tilbudt rede penge og arbejde. De mangler information og kan ikke overskue konsekven-serne for en olierørledning, der går

i stykker pga. vulkansk aktivitet. De tror på, at der er penge i rørled-ningen, men ingen har garanteret dem noget som helst.

Jeg talte med en arbejder, der var blevet ansat til at arbejde med machete og vogte OCP’s nye store “caterpillars”. Han havde ingen kontrakt, men var blevet lovet 1 års ansættelse. Han havde fået 150$, men vidste ikke om det var lønnen. Desuden ville rørledningen løbe på en strækning af tre km på hans for-ældres grund, men han stolede på OCP’s udtalelse om, at det var et teknisk spørgsmål, og at der ingen ulykker ville ske.

“Olie-konsortiet betaler sig vej frem og sørger samtidig for, at ingen af anden mening kan komme til orde gennem medierne”

Han er én af de mange, der om to år, når rørledningen er færdig og taget i brug, vil stå uden arbejde, med en forurenet grund og sort

Med penge når man længst. Det er en sandhed, der gør sig gældende i landet Ecuador, der bryster sig af sit demokrati, men som i juli i år nåede førstepladsen som Sydame-rikas mest korrupte land. At ban-kerne indefryser opsparinger eller krakker er blevet hverdagskost og inflationen stiger fortsat på trods af, at landet for knap et år siden skiftede egen valuta ud med dol-lars.

I et forsøg på at løse landets økonomiske problemer har regerin-gen besluttet at bygge en olierørled-ning med større transportkapacitet fra Amazonas til kystbyen Esme-raldas. OCP-konsortiet (Oleoducto de Crudos Pesados), der er en sam-menslutning af internationale sel-skaber, der bl.a. omfatter Alberta Energy (Canada), Occidental Petro-leum (USA) og McGee (USA), skal stå for konstruktionen.

Trods voldsomme protester fra miljøforkæmpere og lokalbefolk-ningen blev det i juni 2001 be-sluttet, at olierørledningen skal gå gennem den beskyttede skov

Den 11. april 2001 - få dage før OCPs miljørisikovurdering skulle afleveres til Ecuadors Ministerie for Energi og Minedrift - blev der afholdt en stor demonstration i hoved-staden Quito. På bannerne kunne man bl.a. læse følgende budskaber: “Vi ønsker rent vand, ikke beskidte penge!”, “Olieforurening, nej tak!” og “Stop forræderiet! Mindo er ikke til salg!” (Foto: Accion Ecologica)

WE

S TI N

D

IE

S

G r e a t er

An t i l l e s

Win

dw

ard

Islan

ds

IslaCozumel

u t a nC

h a n n e l

Trinidad

Tobago

Martinique (Fr.)

Montserrat (Br.)Guadeloupe (Fr.)

Antigua

CuraaoBonaire

Margarita I.Tortuga I.

GrandCayman I.

(Br.)

Aruba

Barbuda

Anguilla(Br.)

Long I.Crooked I.

Gt. Inagua I.

VirginIs.

St.Croix

C A R I B B E A N

S E A

H o n d u r a s

BELIZE

HONDURAS

COSTA RICAPANAMA

GUYANA

NICARAGUA

FR.GUIANASURINAME

B R A Z I L

C O L O M B I A

VENEZUELA

ECUADOR

P E R U

CUBA

JAMAICA

HAITIDOMINICAN

REP.

PUERTORICO

TRINIDAD& TOBAGO

BARBADOS

ANTIGUA & BARBUDAST. KITTSAND NEVIS

DOMINICA

ST. LUCIA

ST. VINCENT &THE GRENADINES

GRENADA

Fakta om OCP-projektet

OCP-konsortiet består af Alberta Energy (Canada), Kerr McGee (USA), Occi-dental Petroleum (USA), AGIP (Italien), Perez Companc (Argentina, Rep-sol-YPF (Spanien) og Techint (Argentina) og støttes finansielt af bankerne Citigroup, J. P. Morgan Chase Bank og Deutsche Bank.

Rørledningen skal transportere råolie fra Ecuadors østlige regnskovsre-gion til Stillehavskysten. Sårbare økosystemer og dusinvis af mindre sam-fund er truet langs den planlagte 500 km lange rørledning.

Den valgte rute vil påvirke 11 fredede områder og skære direkte igennem Mindo-Nambillo Regnskovsreservatet og de omkringliggende økologisk sår-bare skove nord for hovedstaden Quito. Dette område er hjemsted for mere end 450 fuglearter - heraf 46 truet mod udrydelse - og blev udpeget som det første “Important Bird Area” i Sydamerika af organisationen Birdlife International. Rørledningen er også en trussel mod områdets voksende øko-turisme.

Læs mere på www.amazonwatch.org

drikkevand. Men på kort sigt har han fået penge og spottet en vej ud af fattigdommen.

Sådan arbejder konsortiet. De betaler sig vej frem og sørger samti-dig for, at ingen af anden mening kan komme til orde gennem medi-erne. Derfor er der brug for interna-tional opmærksomhed.

Senest er det kommet frem, at en stor del af finansieringen til olierørledningen kommer fra tyske banker. International opmærksom-hed vil kunne få bankerne til at trække deres penge ud af foretagendet og vil kunne presse den ecuadorianske regering til en mere miljøvenlig løsning. Desuden vil international opmærksomhed udgøre en psykologisk støtte til de få, der stadig tror på, at de - om end med små midler - kan gøre en forskel.

Maria Kirstine Husum ernetop hjemvendt fraEcuador, hvor hun -udsendt som medlemaf Nepenthes - hararbejdet som frivillig forLos Amigos de laNaturaleza i Mindo.

Global Økologi • September 2001 19

Kortet ovenfor viser den planlagte olierørledning (rød), som vil gå gennem sårbare regnskovsområder omkring Mindo nord for hovedstaden Quito.

(Kilde: Amazon Watch)


Tema: Europas rolle i globaliseringen

Dette tema ser nærmere på Europas indflydelse på vigtige globale miljøforhold og -aftaler. Hvad er EUs rolle i forhold til ulandene, USA og de nye ansøger-

lande i Central- og Østeuropa? Kan Europa påtage sig et globalt lederskab på miljøområdet?

Foto: DV/Scanpix/BN

Europas globale miljøansvar


Man behøver næppe gentage det mere: globale miljøproblemer kræver globale løsninger. Men løs-ningerne kommer ikke, medmin-dre nogen tager initiativet og driver processen. Der er nok til at holde igen eller forsøge at trække proces-sen baglæns. Det er kun de rige lande, der har kræfterne til at tage initiativer og drive dem fremad. Og de eneste, som realistisk set kan gøre det, er EU-landene. USA udgør som bekendt bagtroppen, og for tiden bliver det værre og værre. Japan, Canada og Australien pla-cerer sig et sted imellem EU og USA, lidt forskelligt fra sag til sag, men de er sjældent drivende, i hvert fald ikke fremad! Der kan være enkelte eksempler, som Japan der er gået i spidsen med at forbyde det ultragiftige TBT (tri-butyltin) i skibsbundmalinger, men det hører til undtagelserne.

“EU har de sidste 10-12 år påtaget sig lederskabsrollen. Sådan har det ikke altid været”

EU har de sidste 10-12 år påtaget sig lederskabsrollen på en række områder og prøvet at trække inter-nationale aftaler i den rigtige ret-ning. Sådan har det ikke altid været. I 1980’erne var EU ofte med i bagtroppen globalt set på miljø-området. De store EU-lande kæm-pede imod forbud mod bly i benzin

og krav om katalysatorer på biler, og de søgte også at udskyde og udvande Montreal-protokollen om udfasning af de ozonlagsnedbryd-ende stoffer. Men sidst i 1980’erne indledtes et skift i EUs miljøpolitik i mere progressiv retning. Det hang sammen med, at der i EUs traktat fra 1987 indførtes flertalsaf-stemninger om store dele af mil-jøpolitikken. Dermed kunne de langsomste ikke længere blokere. Samtidig fik EU-Parlamentet en vis indflydelse, og stærke kræfter i Par-lamentet begyndte at tegne en mere

påtog sig at reducere i Kyoto, er helt utilstrækkeligt, men der var trods alt tale om en reduktion, som EU udtrykker en vilje til at ville gennemføre, i modsætning til USA, Japan, Australien, Canada, Norge m.fl., som kun prøver at sabotere og finde smuthuller i form af CO2-lagre i skove m.v. EU har aktivt søgt at vinde u-landene for en kli-maaftale, trods sabotage fra bl.a. OPEC-landene.

Også for EU kniber det med gennemførelsen i praksis. Det eneste realistiske virkemiddel for

Globalt lederskab ?EUs miljøpolitik har generelt udviklet sig i en positiv retning de sidste 10 år. Men der er stadig områder, der er håbløst bagefter

Af Christian Ege


Tema

grøn profil i forhold til EUs mini-sterråd.

Et eksempel på den nye ledende rolle ses i Kyoto-pro-tokollen om reduk-tion af kli-magasser, hvor EU har gjort en stor indsats for at få en aftale i stand, og for at den reelt kom til at inde-holde for-bedringer. De 8%, som EU

Energi- og CO2-afgifter på f.eks. den stærkt stigende biltrafik er svære at indføre i EU, da sådanne tiltag kræver enstemmighed blandt med-lemslandene. (Foto: Isabelle Rozenbaum/PA)


tiden er energi- og CO2-afgifter, og her er EUs traktat svag, idet sådanne kun kan indføres ved enstemmighed. Specielt Spanien har hidtil blokeret og ser ud til fort-sat at gøre det, mens England er mere til at tale med efter regerings-skiftet i 1997. Men indtil videre kan afgifter kun gennemføres på natio-nalt plan, og det betyder altid, at de bliver for lave, i hvert fald for erhvervslivet, af frygt for forrin-gelse af konkurrenceevnen.

EUs relativt positive rolle i kli-mapolitikken skal dog samtidig ses i relation til, at hele EU som konstruktion med vægt på det indre marked med fri vareudveks-ling har medvirket til en stigning i transporten og dermed i CO2-udslippet, så man kan roligt sige, at EU “skylder” en indsats i klimapo-litikken.

EU-støtte til miljøkonventio-ner

Også på andre felter spiller EU en ledende rolle. Det gælder Basel-konventionen, som forbyder eks-port af farligt affald fra de rige til de fattige lande. Denne nægter USA fortsat at ratificere. Det gælder POPs-konventionen om udfasning af organiske miljøgifte som PCB, DDT og dioxin, som USA søgte at få udvandet, men dog nu accep-terer. I både Basel og POPs har Danmark spillet en ledende rolle inden for EU i arbejdet på at få kon-ventionerne vedtaget og give dem et reelt indhold.

I forhold til natur og biodiver-sitet har EU også spillet en aktiv rolle. Gennem habitat- og fugle-beskyttelsesdirektiverne er man i gang med at tvinge medlemslan-dene til større beskyttelse af vilde dyr og planter - et pres, der også

har haft en positiv effekt i Dan-mark. EU er begyndt at miljø-vurdere de anlægsprojekter - veje, turistfaciliteter, dæmninger m.v., som man yder tilskud til i Syd-europa, Østeuropa og u-landene, og som potentielt kan være en trus-sel mod sårbar natur. Der er dog stadig lang vej igen, før sådanne miljøvurderinger bliver en fast for-udsætning, og der også drages konsekvenser af dem. EU spiller ligeledes aktivt med i de inter-nationale Ramsar- og biodiversi-tetskonventioner - for sidstnævntes vedkommende også imod et vrang-villigt USA.

Kemien halter

Der er således sket store fremskridt med EUs miljøpolitik de sidste 10-12 år. Men det gælder ikke på alle områder. Kemikaliepolitikken halter håbløst bagefter de udfor-

De seneste otte år har EU kun fået vur-deret 11 kemiske stoffer, og ingen af disse er endnu nået frem til en regulering. (Foto: USDA)


dringer, som vores kemikaliserede samfund sætter, og den har næsten stået i stampe i årevis. Ikke fordi der er andre lande, der har en væsentligt mere progressiv kemi-kaliepolitik, men i forhold til beho-vet er EU ørkesløst bagefter.

Der er et sted mellem 50.000 og 100.000 kemiske stoffer på marke-det, og langt de færreste er under-søgt for skadelige effekter på miljø og sundhed. For blot at nå frem til klassificering af stofferne som far-lige har man hidtil afventet langva-rige og kostbare dyreforsøg. Siden 1993 har EU haft et princip om, at forbud eller restriktioner på anven-delsen af farlige kemiske stoffer forudsætter, at der laves en omfat-tende risikovurdering. Dette er blevet en gigantisk forsinkelsesme-kanisme, idet det tager adskillige år at lave en risikovurdering. På otte år er man kun nået 11 stoffer igen-nem, og ingen af disse er endnu nået frem til regulering.

Der er imidlertid udviklet nye computerbaserede metoder, hvor man med en vis - men ikke fuld-stændig - sikkerhed kan afgøre, om et stof er farligt. Den danske Mil-jøstyrelse har således undersøgt 48.000 kemiske stoffer og fundet, at de 23.000 skulle klassificeres som farlige. Disse computermetoder er i dag den eneste realistiske metode

til at få vurderet de mange uvurde-rede stoffer på markedet. Det vil indebære en betydelig fejlprocent, men det er trods alt at foretrække frem for blot at fortsætte med at bruge stofferne, selv om deres virk-ning er ukendt. Hvis en virksom-hed finder, at et stof fejlagtigt er blevet klassificeret som farligt, må det være op til virksomheden at fremlægge egentlige testresultater, der kan vise, at stoffet ikke har de farlige egenskaber, som computer-vurderingen pegede på. Dette er en praktisk udmøntning af det for-sigtighedsprincip, som der i dag er bred enighed om på det princi-pielle plan, men som udlægges for-skelligt i praksis.

“EUs kemikaliepolitik halter håbløst bagefter de udfordringer, som vores kemikaliserede samfund sætter”

I dag er der rejst en politisk debat om kemikalier, som er bredere end det er set før. EU-Kommissionen har efter pålæg fra Ministerrådet i februar 2001 fremlagt en hvidbog med forslag til reform af kemikalie-politikken. Der er kommet forslag til forbedringer fra de europæiske miljø- og forbrugerorganisationer, bl.a. på initiativ fra tre danske orga-nisationer - Forbrugerrådet, Dan-marks Naturfredningsforening og Det Økologiske Råd. Netop nu er der også forslag til opstramning på vej fra EU-Parlamentets miljø-udvalg.

Forhåbentlig vil det lykkes i løbet af nogle år at få strammet kraftigt op på EUs kemikaliepoli-tik. Så vil vejen være banet for også at tage initiativer på globalt plan. F.eks. er der behov for en kraftig udvidelse af den oven-nævnte POPs-konvention, som i dag kun omfatter 12 stoffer. Det

samme gælder PIC-konventionen, der stiller krav til rige lande om at informere ulande ved eksport af farlige kemiske stoffer. Også PIC-konventionen omfatter i dag kun ganske få stoffer.

Gode intentioner

Den danske regering har opstil-let strategien om “global deal”, dvs. at ilandene skal søge en aftale med ulandene, hvor disse accepte-rer, at der stilles krav til miljø og arbejdstagerrettigheder ved import af varer, mens ilandene til gengæld åbner deres markeder ved at fjerne generelle told- og handelsbarrierer.

Denne strategi er i foråret 2001 blevet accepteret af EU-Kommissi-onen. Men før det får praktiske konsekvenser, specielt på land-brugsområdet, får det næppe ulan-dene med på en aftale. EU tog et skridt med den såkaldte “eve-rything but arms” aftale, hvor man åbnede EUs marked for alle varer, bortset fra våben (se Aditi Sharmas artikel på side 31). Men efter pres fra landbrugsorganisa-tionerne undtog man også nogle landbrugsvarer, bl.a. sukker. Så de gode principper har stadig trange kår, når det kommer til den øko-nomiske virkelighed og de stærke interessegrupper.

Christian Ege er sekretariatsleder i Det Økologiske Råd

Foto

: USD

A


På vej til en strategi ?EUs strategi for bæredygtig udvikling er strengt taget ikke nogen strategi - men den er en udemærket tidsplan, som kan føre til en sammenhængende strategi i løbet af de kommende 10 år

Af Kim Carstensen

Klimatopmødet i Bonn i juli viste et EU, der insisterede på globale miljøløsninger, og som ikke veg til-bage fra at gå egne veje, da USA valgte at melde sig ud af det gode klimaselskab. Indsatsen kostede i substansen, for indholdet i Bonn-aftalerne er bestemt ikke særlig godt - men vigtigere var det, at ind-satsen betød, at det internationale klimasamarbejde stadig findes og kan udvikles.

Vi er ikke vant til at opfatte EU som en progressiv global miljø-kraft, men begivenhederne i Bonn tyder på, at vi måske skal til at lægge den opfattelse om. Ikke fordi EU pludselig har en gennemført stærk miljøpolitik - for det halter stadig enormt mange steder - men

fordi EU på en række områder vil være miljøbevægelsernes bedste bud på en politisk kraft, der på glo-balt plan kan fremlægge og gen-nemføre reelle initiativer til en bæredygtig udvikling.

I en tid hvor den globale miljø- og udviklingspolitik i bedste fald må siges at stå i stampe - der er langt til den fornemmelse af dynamik og nye muligheder, som prægede tiden omkring Rio-konfe-rencen om miljø og udvikling i 1992 - er EU den eneste politiske kraft, der presser på for at komme videre. Der er bevægelse i EU, også selv om det ofte går alt for langsomt, og selv om arbejdet i bedste fald kun er halvvejs konse-kvent. Det gælder også den strategi

et bidrag fra EU til det forestående globale topmøde om bæredygtig udvikling (Rio+10) i Johannesburg, Sydafrika i september 2002.

Men selv om der havde været enighed på Helsinki-topmødet om, at der skulle udvikles en strategi, skete der umiddelbart intet for at føre beslutningen ud i livet. Faktisk gik der et helt år, indtil slutningen af år 2000, før Kommis-sionen begyndte at arbejde med at skrive på strategien. På grund af det spildte år, skulle skrivningen derfor gå meget hurtigt, og der var meget lidt tid til politiske konsul-tationer undervejs. Faktisk havde Kommissionen kun fire måneder at skrive i, før det første udkast til tek-sten lå klar til kommentarer i april

EUs strategi for bæredygtighed - går det den rigtige vej? (Foto: Isabelle Rozenbaum/PA)

for bæredygtig udvikling (KOM/2001/264), som blev behandlet på EU-topmødet i Gøteborg i juni.

Strategien

Det var EU-topmødet i Hel-sinki tilbage i december 1999, der vedtog, at EU i 2001 skulle have en strategi for bæredygtig udvikling, som ville komplementere de øvrige processer, der var i gang i EUs miljøpo-litik (det sjette Miljøhand-lingsprogram) og i inte-grationen af miljøhensyn i sektorpolitikkerne (Cardiff-processen). Bæredygtig-hedsstrategien skulle være


Tema


måned. Og kommentarerne var der heller ikke den store tid til, for den færdige tekst skulle publiceres alle-rede midt i maj for at være klar til Gøteborg-topmødet.

Det enorme tidspres, processen var ude i, satte nogle klare begrænsninger for det indhold, der kunne lægges i strategien. Det var på forhånd udelukket, at rege-ringerne på så kort tid kunne formås til at forpligte sig på ambi-tiøse mål og tidsrammer på de mange politikområder, som strate-gien nødvendigvis måtte omfatte. Og der var en stor risiko for, at stra-tegien ville rende ind i uoverkom-melige politiske vanskeligheder på det ene eller det andet område, hvis den f.eks. trådte på en fransk ligtorn om landbrug, en engelsk om transportpolitikken eller en italiensk om tobakssubsidier. Det bedste man kunne håbe på, var

en beslutning om en klar politisk proces med målsætninger og mile-pæle på vejen frem mod en sam-menhængende strategi. Hvilket var præcis hvad man fik.

Tidsplanen

Strategien blev altså mere eller mindre reduceret til en tidsplan, hvilket naturligvis er en skuffelse. For der er brug for mere, og vi har ikke tid til at vente endnu ti år på handling for en bæredygtig udvik-ling. Strategiens konkrete indhold er skudt til hjørnespark - og dem kommer der jo langt fra altid mål ud af. Det er altid ulig lettere at få vedtaget, at man vil tage den rig-tige beslutning ved en senere lej-lighed, end at gøre det med det samme.

Men den seneste udvikling i EUs globale miljøprofil giver måske

alligevel grund til optimisme. Hvis vi tager de positive briller på, er tidsplanen ganske omfattende og detaljeret, og den tegner en proces, som kan føre mange rigtige steder hen over de næste ti år. Som arbejdsplan og tematisering ser det slet ikke så tosset ud. Det for-udsætter altså bare, at tidsplanen ikke får lov at forblive en hensigts-erklæring, men at EU-institutio-nerne holdes fast på at gennemføre udviklingen af strategien over de kommende år. Det stiller krav til miljøbevægelserne i Europa, for hvis der skal komme egentlige resultater af strategien, forudsætter det, at den politiske vilje holder - og det gør den nok kun, hvis vi kan fastholde en stærk offentlig forvent-ning til politikerne om vedvarende fremskridt i retning af bæredygtig-hed.

Tidsplanen - planlagte milepæle i EUs arbejde frem mod en bæredygtig udvikling:

2001 - Alle større policy-forslag skal indeholde en bæredygtighedsvurdering, der redegør for deres potentielle økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser

2002 - Der udsendes en kommunikation om EUs bidrag til en global bæredygtig udvikling - Reformen af den fælles fiskeripolitik skal passe EUs fiskeriindsats ind efter de ressourcer, der er til rådighed - Midtvejsgennemgangen af den fælles landbrugspolitik (CAP) skal understøtte sunde, højkvalitets-produkter, miljømæssigt bæredygtige produktionsmetoder, økologisk produktion og beskyttelse af den biologiske mangfoldighed - Der defineres indikatorer for bæredygtig udvikling, som lægges til grund for årlige vurderinger i Rådet af strategiens gennemførelse

2003 - Der udarbejdes nye retningslinier for de trans-europæiske netværk med henblik på at lægge langt større vægt på investeringer i offentlig transport

2004 - EUs kemikaliepolitik er på plads - og skal sikre, at kemikalier i fremtiden, inden for en generation, kun produceres og anvendes på måder, der ikke skader sundhed og miljø - Kommissionen fremsætter et rammeforslag, der skal sikre, at transportpriser afspejler de reelle omkostninger for samfundet ved transporten

2005 - Der skal være målbare og mærkbare fremskridt i opnåelsen af Kyoto-målsætningerne på klimaområdet

2010 - 22 procent af elektricitetsforbruget er dækket af energi fra vedvarende kilder - Nedgangen i biologisk mangfoldighed i EU er stoppet

Fra EUs strategi for bæredygtig udvikling (KOM/2001/264)


Bæredygtighed i EU - eller et bæredygtigt Europa i verden?

En af de klare svagheder i stra-tegien er, at den stort set alene forholder sig til temaer inden for grænserne af det nuværende EU. Der er ingen overvejelser om EUs rolle for den globale bæredygtige udvikling, hvor der jo ellers er nok af interessante emner at kigge på.

“I EUs strategi er der ingen overvejelser om EUs rolle for den glo-bale bæredygtige udvik-ling”

Hvad er f.eks. betydningen for den globale bæredygtighed, når EU eksporterer landbrugsprodukter til ulandene og dermed udkonkur-rerer deres egne landbrug? Eller hvad er virkningen, når EUs land-brug skal bruge olie- og proteinhol-dige foderstoffer og importerer soja dyrket på ryddede regnskovsarea-ler i Brasilien? Eller hvad sker der, når EU indgår fiskeriaftaler om at måtte tømme de fattigste ulandes farvande for de fisk, som de selv er for fattige til at fange. I de to sidste tilfælde bliver vi og vores katte vel-nærede af nogle af de mest oplagte proteinkilder for de fattige landes befolkninger samtidig med, at vi er med til at ødelægge enorme natur-værdier.

Strategien indeholder heller ingen overvejelser om, hvordan bæredygtighedsstrategien kan udbredes til også at omfatte kan-didatlandene i Central- og Øst-

europa. Disse lande har ellers nogle muligheder for bæredygtig-hed, som for længst er passé i det meste af Vesteuropa. De kunne med stor fordel tage ved lære af de værste udslag af fejludviklin-ger i de nuværende EU-lande og springe direkte til mere bæredyg-tige løsninger (se også Ruta Vaici-unaites artikel næste side). Men disse muligheder nævnes stort set ikke, hverken i strategien for bæredygtig udvikling eller i det sjette Miljøhandlingsprogram. Det er stadig som om, EU-udvidelsen blot handler om, at kandidatlan-dene skal tilslutte sig EUs eksi-sterende regler - i dette tilfælde på miljøområdet. Det vil der ikke komme meget bæredygtig udvik-ling ud af.

To skridt frem og ét tilbage

I stedet kigger strategien kun indad på EUs egne politikker. Det er ikke galt at kigge indad - for hvis EU ikke får orden i sit eget hus, er det jo heller ikke til at sige noget til andre. Og på sin vis er der tale om et klart skridt frem i forhold til, hvordan man tænkte bæredygtig-hed for ti år siden. Dengang var der en klar tendens til at sætte fokus på alle de andres problemer, f.eks. fældningen af de tropiske regn-skove, uden at bruge mange tanker på egne handlinger, f.eks. den langt fra bæredygtige forvaltning af de hjemlige skove. Ved Rio-konferen-cen i 1992 lærte alle (med en enkelt undtagelse, nemlig USA), at man ikke kan diskutere globale proble-mer uden også at ville feje for egen dør.

Den lære afspejler den nye stra-tegi også. Men de to skridt frem

følges desværre af ét tilbage, for strategien glemmer det globale. Global bæredygtighed forudsætter en tanke på hele kloden med alle de politiske, økonomiske, sociale og miljømæssige relationer, der skal virke sammen på den rigtige måde for at nå målet.

Strategien omfatter ikke disse punkter ordentligt, men senest i januar 2002 skal Kommissionen søge at råde bod på dette problem med en ny kommunikation, der skal sætte fokus på EUs rolle for global bæredygtighed - og hvor den kan forbedres. Hvis dette oplæg får en ordentlig kvalitet, kan det blive et centralt bidrag til Rio+10-topmødet i Johannesburg.

Halvgodt eller halvskidt?

Bæredygtighedsstrategien er altså ikke rigtig god. Den mangler nogle helt afgørende, globale elementer, som burde have været tænkt ind fra starten, men som nu i bedste fald kan bringes ind som korrek-tioner undervejs. Og i det hele taget forestår der et stort stykke arbejde med at få strategiens egentlige indhold, tidsplanen, omsat i til-strækkelig ambitiøse og sammen-hængende programmer. Det bliver ikke nemt.

Men umuligt er det heller ikke. Strategien peger langt hen ad vejen på de rigtige emner, og det betyder, at der foreligger et grundlag for et vedvarende politisk pres på EUs institutioner. Hvis vi griber chan-cen, kan vi definere strategien om fra at være et halvskidt resultat af en forjaget, inkonsekvent proces til at være et halvgodt startpunkt for det videre arbejde med bæredygtig-hed.

Kim Carstensen er generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden

Hvad er virkningen, når EUs landbrug skal bruge olie- og proteinholdige foderstoffer og importerer soja dyrket på ryddede regnskovs-arealer i Brasilien?(Foto: Amigos da Terra/Amazônia Brasileira)


EUs udvidelse sætter østeuropæisk landbrug på prøveEUs østudvidelse vil uomgængeligt føre til, at den Fælles Landbrugspolitik (CAP) skal reformeres. Hvad mener de østeuropæiske lande om processen? En miljøekspert fra Litauen giver her sit bud

Af Ruta Vaiciunaite

EU-kommissionen indledte i 1998 optagelsesprocessen for 10 central- og østeuropæiske (CØE) lande. Tidspunktet for optagelsen – med tilsvarende overgangsbestemmel-ser – kan variere fra land til land, men de første CØE-lande kan blive medlemmer af EU i løbet af nogle få år.

Central- og Østeuropa kæmper med en kompleks proces med over-gang til demokrati og til markeds-økonomi. Udsigten om indtræden i EU står som en garanti for CØE-landenes placering i Europas finan-sielle udvikling. EU står foran den store udfordring at omforme en politisk forpligtelse til et praktisk

program, som vil gøre udvidelsen positiv for begge parter og ikke til gensidig skade. Imidlertid er forhandlingerne ikke nogen nem proces. Meget arbejde skal endnu gøres før de første CØE-lande bliver EU-medlemsstater, og land-brugs- og landdistriktudvikling er ét af de sværeste problemer.

Landbruget vil spille en afgø-rende rolle i udvidelsesprocessen på grund af landbrugets økonomi-ske dominans i såvel EU som de fleste ansøgerlande.

EUs repræsentanter er især bekymrede for forberedelserne til indførelse af et fælles marked og den dertil relaterede lovgivning.

Dette kræver opbygning af viden i administrationen, store investeringer i produktion, for-arbejdning og markedsføring af fødevarer, forbedret hygiejnekon-trol osv. Beslutningstagere i Cen-tral- og Østeuropa anerkender vigtigheden af disse emner, men samtidig ser de et behov for ny beskæftigelse og højere indtjening for befolkningen i landdistrikterne og beskyttelse af mulige “ineffek-tive” producenter.

CØE-landmænd konkurrence-dygtige?

Landbrugs- og fødevaresektorernes konkurrencedygtighed i et kom-mende fælles marked og evne til at efterkomme EUs standarder er cen-trale forudsætninger for en smerte-fri integration i EU. De to sektorer er den primære kilde til indtjening i de fleste landdistrikter i CØE. Mange små landbrug og virksom-heder vil imidlertid ikke være i stand til at leve op til krav om miljø, hygiejne m.m. og effek-tive forbedringer på grund af mangel på kapital, relevant eksper-tise eller et utilstrækkelig produkti-onsgrundlag. De har behov for at kunne sælge deres produkter på lokale markeder og/eller udvikle nye (bæredygtige) metoder for sup-plerende indkomst. Ordninger, der fremmer miljøhensyn, bør også være en god mulighed for at sup-


Tema

FOTO 5

Foto: Fred Friberg/BAM


plere indtjeningen. Dette kræver tilstrækkelig støtte til landdi-striktudvikling på alle niveauer; en støtte, der opmuntrer til nye initia-tiver frem for afhængighed.

Landmænd i CØE-landene fryg-ter, at de lokale markeder vil blive oversvømmet med billige EU-varer efter EU-optagelsen, hvilket vil bringe dem og den lokale føde-vareindustri til tiggerstaven. CØE-regeringer prøver at finde den bedste måde at udvikle deres landbrug, landdistrikterne og den større landlige økonomi. Er det muligt at sikre en mere stabil og bæredygtig fremtid?

Fuldstændig globalisering og frihandel er især betænkelig for lande uden højt udviklede øko-nomier. For små lande er denne frygt derudover fyldt af faren for at miste kulturel identitet og skade naturressourcer. I forhold til dette skulle en integreret landdistrikt-udvikling være den rigtige vej i fremtiden. En bæredygtig land-brugspolitik, der inkluderer miljø-mål, støtte til mindre udviklede områder og investeringsstøtte (f.eks. nationale landdistrikt-udvik-lingsprogrammer), vil bidrage til at bevare kulturelle, landskabelige

og naturmæssige værdier i landdi-strikterne.

Sociale og miljømæssige dimen-sioner

Udfordringen er ikke blot at øge produktionen og udvide eksport-markeder. Der er et underliggende behov for at bringe sociale, øko-nomiske og miljømæssige mål sammen i en mere integreret angrebsvinkel. De uspolerede land-skaber og vigtige opholdssteder for dyreliv, som findes i så mange dele af regionen, vil i dette perspektiv blive identificeret som et værdi-fuldt gode.

EUs før-tiltrædelsesfonde tilby-der ikke kun finansiel støtte til ansøgerlandene, men stiller også vigtige modeller til rådighed, som har indflydelse på afgørende ændringer i den nationale udviklingspolitik.

I EU er interessen for “multi-funktionelt” landbrug ny og sti-gende. Denne form for landbrug indbefatter en større vægt på de sociale og miljømæssige dimen-sioner af landbrugsdrift. Land-distriktudvikling betragtes som en “anden søjle” af den Fælles Land-

brugspolitik (CAP) ved siden af støtte til produktionen. Endvidere er det eneste obligatoriske mål for planerne om udvikling af landdistrikter efter år 2000 inden-for landbrugsmiljøpolitik, hvilket involverer, at bønder belønnes for forvaltning af land- og naturom-råder. Dette sender et stærkt bud-skab til ansøgerlandene i CØE om, hvilken retning EU bevæger sig i. Miljø vil blive et afgørende element i landdistriktudviklingen.

I forbindelse med EU-optagel-sen er der en klar modsætning. På den ene side er det nødvendigt at øge produktionen, idet EU vil give kvoter afhængig af produktionsni-veauet de sidste tre år. Eftersom det nuværende østeuropæiske produk-tionsniveau er lavt, skal produktio-nen altså hæves inden optagelsen. Dette er i modsætning til mil-jøprogrammer, som støtter eksten-siv landbrugsdrift. Men når disse lande indgår i EU, vil der være en chance for at få større støtte til mil-jøformål. Da vil situationen være fuldstændigt ændret. Den nuvæ-rende stilling, hvor østeuropæiske lande vil satse på intensivering, er baseret på erfaringerne fra de lande, der senest blev optaget i

Landlig idyl på en økologisk farm nær Kaunas i Litauen. (Foto: BN)

FOTO 6EU, og hvis kvoter er beregnet i forhold til det aktuelle produktionsniveau. Men EUs Fælles Landbrugspolitik (CAP) er under for-andring, og EU-udvidelsen kan ødelægge det eksisterende system og procedurer, så kvotetankegangen vil måske ikke være anvendelig ved opta-gelsen af de østeuro-pæiske lande.

Det kan blive en risikabel situation: hvis procedurerne ændres, kan CØE-


landene få tab på grund af inten-siveringen. Hvis nye investeringer foretages, vil det være svært at stoppe på grund af det økonomiske pres. Det vil være fornuftigt at følge ændringerne i EUs Fælles Landbrugspolitik og bruge frem-tidsplanerne her som vejledning. Det giver ikke mening at vælge den intensive vej, hvis EU efterspørger mere ekstensive metoder.

Krav til miljøhensyn

Da CØE-landene er midt i optagel-sesprocessen i EU, stiger kravene til miljøbeskyttelse og miljøvenlige landbrugsprodukter. Dette skyldes, at kun økologisk “rene” produkter kan komme ind på det vesteuro-pæiske marked.

Landmænd i Central- og Øst-europa bruger langt mindre sprøj-tegift og kunstgødning end deres kolleger i EU. Mange mindre gårde benytter stadig traditionelle land-brugsmetoder. De fleste bønder dyrker således allerede deres jord med miljøvenlige metoder, bortset fra bedrifter med store besætnin-ger. Derfor har disse lande for-delagtige forudsætninger for at udvikle et økologisk landbrug: 1) kunstgødning og pesticider bruges ikke, da det er for dyrt, 2) bedrif-terne er små og 3) der er meget arbejdskraft til rådighed i landdi-strikterne.

Det vil være en stor fejltagelse, hvis CØE-landene kun stræber efter høje udbytter uden at over-veje, hvad der er det potentielle marked, og hvilke krav markedet vil stille til f.eks. miljøhensyn. Landbrugene bør desuden udvikle sig i en retning, der kræver mere arbejdskraft og er svære at »moder-nisere« (i økologisk jordbrug stiger behovet for arbejdskraft med 20-30%). På den måde løses pro-blemet med arbejdsløshed i land-distrikterne delvist, der vil ikke være noget behov for at sammen-lægge landbrugene så hurtigt og

de østeuropæiske lande vil have en fordel i forhold til lande med højere arbejdslønninger. En brugbar ret-ning er økologisk landbrug.

Tænkes strategisk, er der et valg mellem to veje; enten at følge den vestlige erfaring, dvs. prøve at indhente deres produktionsniveau ved intensivering af driften, og senere vende tilbage til bæredyg-tighedsspørgsmål, eller at forsøge at indføre nye politikker, som er forholdsvis nye også i Vest-europa. Den østeuropæiske stilling er bedre her, da vi ikke har så stor inerti som Vesteuropa, hvor ændringer kræver en større ind-sats. Landbrug i mange CØE-lande har ikke dyre, store investeringer, så hvis de vælger den miljømæs-sigt bæredygtige vej, vil det være billigere for dem. Hvis de investe-rer i intensivering af landbrugsdrif-ten, kan de få problemer, når de skal afdrage lånene, og stadig er der ikke store chancer for at nå det vestlige produktionsniveau. En anden fordel er et forholdsvis uspo-leret landskab og stadig rig biodi-versitet i Østeuropa i forhold til det vesteuropæiske landbrugsland-skab; så deres udgangspunkt for en miljørigtig landbrugspolitik er ret god. Dette skal dog stadig forklares for folk, som er involveret i land-bruget, idet de fleste i øjeblikket går ind for højere produktionsniveauer.

Landbrugsdrift og andre land-lige aktiviteter sikrer arbejde og indtjening til en ret stor del af befolkningen i CØE-landene (op til en tredjedel i nogle lande). I betragtning af det fremtidige behov for forbedring af land-brugseffektiviteten, produktions-vækst og den uundgåelige nedgang i beskæftigelsen i landbruget bør regeringerne være mere opmærk-somme på regional udvikling samt udvikling i landdistrikter, og intro-ducere specielle programmer for oprettelse af alternativ beskæfti-gelse i landdistrikterne, forandring af landbrugsaktiviteterne og støtte

til økologisk landbrug på margi-naljord og miljøfølsomme områder. Der er brug for miljøprogrammer her. Strategisk tænkning er helt afgørende. Hvis CØE-landene bliver enige om, at deres fremtidige landbrug skal respektere naturens behov mere end produktionsresul-tater, vil alt give mening, og det vil blive nemmere at koordinere alle områder inklusiv uddannelse og oplæring.

“Hvis CØE-landene bliver enige om, at deres fremtidige land-brug skal respektere naturens behov mere end produktionsre-sultater, vil alt give mening, og det vil blive nemmere at koordinere alle områder inklusiv uddannelse og oplæ-ring”

En succesfuld udvidelse af EU, som inkluderer landene i Central- og Østeuropa, har stor politisk betydning. Selvom landbrug og den Fælles Landbrugspolitik er føl-somme områder, kan integrations-processen udføres på en måde, som vil give et udvidet EU et konkurrencedygtigt landbrug med sunde og økonomisk overkommelige landdistriktpo-litikker. Samtidig vil det give CØE-landene mulighed for at udvikle deres eget potentiale.

Ruta Vaiciunaite er ansat i miljøorganisa-tionen Litauens Naturfond, der har bosæde i Vilnius. Oversat af Inger Foldager.


Ulandsbistand og miljøhensynEr miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling en integreret del af EUs bistandspolitik? Det kunne være såre interessant at vide noget om

Af Bo Normander

Når europæiske ingeniørfirmaer bygger veje i Afrika, har man så overvejet konsekvenserne for mil-jøet? EU støtter nye og forbedrede jordbrugsmetoder i ulandene, men har man taget hensyn til sårbar natur? Virker EU-støttede ulands-projekter til forbedring af vandkva-litet og -udvinding efter hensigten?

Danske bistandsprojekter er af og til hvad man kalde miljørigtige. Eksempelvis har DANCED støttet udviklingen af mere miljøvenlige rejebrug i Thailand. Men hvad med EUs bistandspenge? Hvordan står det til her med miljøbeskyttelsen?

Den ansvarlige i EU er dansker,

Miljøbistand når den er bedst? Her ses en kombineret solfanger og kogeapparat blive afprøvet i Ethio-pien. (Foto: Samson Tolessa/Photoshare)

fattige i ulandene, der lider og vil komme til at lide mere, må vi bryde den onde cirkel og prøve at forstå sammenhængen mellem fattigdom og miljøbeskyttelse. Vores udviklingspo-litik og -bistand bør formes derefter.”

(Talen er gengivet i sin helhed i Environment for Europeans nr. 7, maj 2001)

Poul Nielson er altså med på, at fattigdomsproblemer kun løses under nøje hensyntagen til natur og ressourcer. Men spørgsmålet er om de gode intentioner føres ud i livet.

Tjahh. Såre interessant, men på trods af Global Økologis ihærdige

søgen og research i ind- og udland er det endnu ikke lykkedes os at finde en person, der - udfra en NGO-synsvinkel - kan give en kritisk analyse af, hvorvidt EUs bistandspenge i virkeligheden går til miljørigtige projekter eller ej. Og vigtigst hvad er perspektiverne for at gøre bistanden mere bæredyg-tig?

Men vi har ikke givet op, og vil, fremdeles det lykkes at finde en egnet forfatter, behandle dette emne i et kommende nummer af Global Økologi.

nemlig Poul Nielson, kommis-sær for udvikling og humanitær bistand. Han udtalte for nylig i en tale:

“Det fremføres ofte, at fattige men-nesker presses til en uansvarlig anven-delse af naturens ressourcer. Økono-misk vækst ville være løsningen på denne situation. På den anden side vil økonomisk vækst, hvis den baseres på ilandenes mønster for udvikling og industrialisering, afgjort være forbun-det med mere miljø-mæssig ødelæggelse.

Fordi det er de


Ulande kræver ‘fair play’EU har en udpræget dobbeltmoral, når det gælder hjælp til ulande. Med den ene hånd giver man bistand, med den anden lukker man for adgang til EUs marked

Af Aditi Sharma

Da G8-klubben for de rigeste lande mødtes i Genova i den sidste uge af juli for at diskutere den glo-bale økonomi var verdens medier rettet mod protesterne og volden på gaderne. På samme tid - uden-for mediernes søgelys - mødtes delegerede fra verdens 49 fattigste lande i Zanzibar. Dette møde kan meget vel få større betydning end Genova-topmødet i forhold til de nærtstående WTO-forhandlinger i Qatar til november. De fattigste landes rolle kan blive bestem-mende for resultatet i Qatar på samme vis som ulandenes oppo-sition var afgørende for afsporin-gen af det sidste WTO-topmøde i Seattle i 1999.

Seattle blev en milepæl for den voksende bevægelse af regeringer og folkelige organisationer, der modsætter sig den globale “libe-raliserede” handel som en løsning for flertallet af verdens lande. Man-traet om at “frihandel er godt for alle” er begyndt at lyde hult, selv for dem som plejede at tro på det. 15 år efter at de første globale handelsaftaler blev lanceret under Uruguay-runden, er det ikke noget under, at de fattige lande er havnet i en endnu dybere armod. Mens ulandene bliver tvunget til at åbne deres markeder, er Europa stadig ikke parat til at åbne sine egne på de områder, hvor ulandene har en fordel, såsom indenfor landbrug og tekstilindustri.

På et møde for nylig i Genève gentog de afrikanske lande den opnåede konsensus fra mødet i Zanzibar om, at “det multilaterale

handelssystem må tage emner indenfor udvikling alvorligt, og muligheden for udvikling skal være handelssystemets kerneom-råde.”

Så mens G8-lederne nu op til det næste WTO-topmøde forbere-der de barrierer og de mure, der skal beskytte dem selv, må vi som en del af det globale civile sam-fund kæmpe for, at de rigeste lande ophæver hindringerne for fattig-domslettelse, forbedret fødevare-forsyning og positiv udvikling for de fattigste.

Det sydlige Afrika som eksem-pel

Beslutninger taget hver dag i Bru-xelles eller Genève har en kolossal effekt på dagliglivet for mennesker, der bor i det sydlige Afrika. Det gælder f.eks. om hvorvidt en fabrik

skal lukkes så arbejdspladser går tabt, hvorvidt en bonde skal dyrke majs eller roser eller hvorvidt en familie kan tjene nok til at sende deres børn i skole. EU er stadig det sydlige Afrikas vigtigste han-delspartner. Omkring en tredjedel af de sydafrikanske landes import kommer fra EU og lige under halv-delen af deres eksport går til EU.

At opnå en fair aftale med Europa er helt centralt, hvis regio-nen vil gøre noget ved de akutte problemer med fattigdom og føde-varemangel, vil udvikle landbrug og industri og vil stoppe afhæn-gigheden af den i øvrigt svindende tilgang af bistandspenge. Men EUs beslutningstagere tager sjældent hensyn til de effekter deres politik har udenfor Europas grænser.

Den sydafrikanske region har en effektiv landbrugsproduktion og har samtidig forsøgt at bevæge

Høst af peanuts i Kanoroba, Elfenbenskysten. (Foto: Aimee Centivany/Photoshare)


Tema


sig ind på “ikke-traditionelle” landbrugsområder som blomster, grøntsager og mere forarbejdede fødevarer. Disse områder ventes at blive centrale for den fremtidige eksport. Landbruget er helt afgø-rende for folks levebrød og den nationale økonomi. I Zambia, Tan-zania, Mozambique og Malawi er mere end 75% af arbejdsstyrken beskæftiget i landbruget - inklusiv en høj grad af kvinder. I Mozam-bique og Tanzania bidrager land-brugssektoren med over 50% til BNP (bruttonationalproduktet).

Skadelig præcedens

Omfanget af EUs optagethed i at beskytte landbrugssektoren illu-streres af de langvarige forhand-linger om handel, der har været mellem EU og Sydafrika siden 1994, hvor Nelson Mandela som ny præsident for et frit Sydafrika blev oversvømmet af lykønskninger fra europæiske ledere. Da en handels-aftale endeligt blev underskrevet i 1999 var den resultatet af hårde og intense forhandlinger, som blev

udsat igen og igen pga. smålig pro-tektionisme fra EU-medlemslande. EU truede med at blokere hele afta-len indtil Sydafrika gik med på at undlade at kalde deres portvin for “portvin” og deres sherry for “sherry”, selvom disse ikke var vig-tige eksportprodukter og navnene har været anvendt i 200 år.

De anspændte og gang på gang udskudte forhandlinger lover ikke godt for andre ulande, når disse skal diskutere regionale frihan-delsområder under den såkaldte Cotonou-partnerskabsaftale, der sidste år afløste Lomé-konventio-nerne om multilaterale handels- og udviklingsaftaler mellem EU og AVS-stater (lande i Afrika, Vestin-dien og Stillehavet).

Forhindringer der skal over-vindes for at få adgang til EUs marked

Alle lande i det sydlige Afrika (på nær Sydafrika) er medlemmer af Cotonou-konventionen. Det bety-der, at de får en “begunstiget adgang” til det europæiske marked for en stor del af deres produkter. Men, EU-protektionisme medfører på forskellig vis, at afrikanske produkter alligevel har en meget begrænset adgang til det europæi-ske marked.

Første forhindring: dobbeltmoral (WTO og CAP)

EU er fanget i et dilemma mellem på den ene side at advokere for fri-handel gennem institutioner som WTO, Verdensbanken og den Inter-nationale Valutafond (IMF), og på den anden side at insistere på opretholdelsen af EUs fælles land-brugspolitik (CAP, se boks 1) - én af de mest anti-liberale handelsaftaler der findes i verden.

EU er som følge af WTO for-pligtiget til at reformere flere elementer i CAP-landbrugspoli-tikken. EU er ved at bevæge sig fra at betale landmændene

høje priser for deres produkter til at give støtte (f.eks. subsidier/hjælpepakker) direkte til landmæn-dene. Dette vil gøre det muligt for EU at opfylde WTO-målet om at betale mindre til eksportører, da EU-priserne gradvist vil falde. Men det er usandsynligt, at dette vil hjælpe ulandene meget, da de nye subsidier stadig vil gøre det muligt for EU at eksportere billigt.

Anden forhindring: toldmure

På trods af en “begunstiget mar-kedsadgang” og andre nyere initia-tiver til fordel for de fattigste lande, så er der stadig centrale undtagel-ser på mange korn-, kød- og mejeri-produkter. Afrikanske eksportører mødes stadig med toldbarrierer på produkter der er dækket af særlige protokoller - ikke mindst sukker, hvor ulande kun kan eksportere begrænsede kvota.

I tilfælde hvor sydafrikanske lande ikke har været udsat for handelsbarrierer har de vist sig at være særdeles effektive og fleksi-ble. F.eks. steg Zimbabwes salg af roser til det engelske marked med en faktor 10 fra 1990 til 1995. Andre lande i regionen inklusiv Zambia, Malawi og Tanzania udvider med stor succes deres produktion til nye hortikulturområder herunder ærter, mange-tout og courgetter.

Boks 1: Hvad er CAP?

EUs fælles landbrugspolitik kaldet CAP (“Comman Agricul-tural Policy”) er et komplekst system bestående af subsidier til europæiske landmænd og høje afgifter på importerede land-brugsprodukter. Systemet sikrer, at EU-producenter undgår kon-kurrence indenfor EU og samtidig kan konkurrere på ver-densplan.

I 1999 brugte EU omkring 350 mia. kroner på CAP. Dette er næsten halvdelen af EUs sam-lede budget og mere end hele Afrikas BNP.

Læs mere om CAP i artiklen “Reform af EU’s landbrugs-støtte” af Elizabeth Guttenstein m.fl. i Global Økologi nr. 2, 2001.

Sukkerrør. EU-subsidier og -toldmure ødelægger ulandenes sukkereksport. (Foto: Janice M. Tolj/Photoshare)


ikke mindst til skade for mindre farmere og småbønder, der ikke har råd til at bevise, at deres pro-dukter er sikre. Alt imens disse tiltag i teorien er besluttet for at beskytte den europæiske forbruger, så frygter mange i Afrika at det vil medføre yderligere europæisk protektionisme.

Barrierer for udviklingen af det sydlige Afrika

Oveni forbedret adgang til Europas markeder har sydafrikanske lande behov for en klarere politisk støtte til at udvikle deres egne landbrugs- og fremstillingssystemer. Europæi-ske beslutningstagere må begynde at efterleve deres ofte udtalte bekymring for fattigdomsproble-mer ved at integrere udvikling i

ulande som en central del af inter-national handelspolitik.

Stop dumpning af priser

EU hjælper dets virksomheder med at eksportere deres varer gennem brug af eksportsubsidier. På den måde er det lykkedes for EU på bare to årtier at blive verdens andenstørste eksportør af korn samt verdens andenstørste ekspor-tør af sukker, selvom EU har den mest ineffektive sukkerproduktion. Overfloden af subsidierede varer fra EU trykker verdens markeds-priser og tvinger sydafrikanske lande til også at sætte mure op - for at beskytte egne, langt mere kon-kurrencedygtige producenter. Men dette bliver sværere og sværere med strukturelle udligningspro-grammer og WTO-forpligtigelser.

Boks 2: Eksempler på EUs manglende vilje overfor Afrika

Vindruer i NamibiaI de seneste år har Namibia vendt deres landbrugsproduktion mod nye områder især indenfor dyrkning af frugt. I et fælles initiativ mellem den offentlige og private sektor er der startet en produktion af vindruer langs bredderne af den Orange Flod i det sydlige Namibia. Det ventes, at denne hurtigtvoksende eksportsektor - hvorfra hovedparten af produktionen går til EU - vil medføre 4000 permanente jobs og 2600 deltidsansatte.

Men EU opretholder stadig høje afgifter overfor Namibias vindrueeksport undtagen i to måneder om året, hvor Namibia har toldfri adgang til EUs marked op til en beregnet kvote (svarende til en drue per fire EU-borgere per år). Hvis disse restriktioner blev fjernet, kunne Namibia udvide deres produktion og på den måde skabe tusindvis af jobs i fattige landdistrikter.

Nødder i ZimbabweI 1990’erne øgede Zimbabwe sin eksport af “ikke-traditionelle” landbrugsprodukter som nødder, tørret frugt og bønner med gennemsnitligt 20% om året. Men denne voksende eksport bliver mødt af en ny barrierre - nemlig EUs regler om fødevaresikkerhed - i særdeleshed reglerne om grænseværdier for indhold af visse kemikalier. For eksempel har EU sat en meget lavere grænseværdi end anbefalet af FN for pesticidrester som findes på nødder. Verdensbanken bedømmer at denne ene ændring vil kunne koste Afrika 1,8 mia. kroner årligt, hvilket er næsten halvdelen af Afrikas samlede handel for nødder og tørrede frugter.

Cashewnødder i MozambiqueI starten af 1990’erne var mere and 9000 arbejdere ansat på fabrikker i Mozambique, der forarbejder cashewnødder. For at beskytte denne industri og sikre at forarbejdningen skete i Mozambique indførte landets regering en 20% skat på eksport af rå cashewnødder. Men i 1995 pålagde Verdensbanken og IMF, at denne skat blev udfaset for, at landet kunne få eftergivet noget af sin gæld og modtage øget bistand. Som følge heraf gik allerede i 1997 over halvdelen af Mozambiques cashewnødder til eksport til Indien, og omkring 7000 mennesker mistede deres arbejde. Efter en lang kamp indførte Mozambique i januar 2001 igen eksportrestriktioner for uforarbejdede cashewnødder.

EU - som en førende aktør i Verdensbanken og IMF - gjorde intet for at stoppe denne jobødelæggende politik, og idag giver EU bistand til bønderne i Mozambique for at få produktionen op at stå igen.

Tredje forhindring: ikke-toldbaserede barrierer

I stedet for at indføre toldregler har EU fundet på nye måder at blo-kere for ulandes eksport. Den mest almindelige og skadelige af disse metoder er brugen af regler om miljø og fødevaresikkerhed. I sti-gende grad anvendes reguleringer som en barriere mod afrikanske produkter på trods af, at der ingen videnskabelige beviser eksisterer for, at der vil være en risiko for forbrugeren ved et givent produkt (se boks 2 om Zimbabwe).

EU er i øjeblikket ved at under-søge en bred vifte af kemiske stof-fer, der kan optræde i fødevarer. Hvis standarden for disse sættes meget højt kan resultatet for afri-kanske lande blive katastrofalt -


I øjeblikket rammes den industri-elle sektor hårdest, da nationale toldregler ikke er på plads til at beskytte det sydlige Afrika mod de eksportsubsidier EU lægger på sine forarbejdede varer.

F.eks. er sukkerproduktion en meget vigtig industri i det sydlige Afrika, der beskæftiger over 130.000 mennesker. Skrøbelige øko-nomier som Swazilands er afhæn-gige af sukker - 60% af Swazilands BNP kommer fra sukker. Men lokale producenter af slik, cho-kolade og læskedrikke finder det sværere og sværere at konkurrere med strømmen af billige, stærkt subsidierede produkter fra Europa. Europa dumper deres produkter over Afrika muliggjort af høje sub-sidier og stærkt ødelæggende for Afrikas egen mulighed for at etab-lere produktion.

Stop indblandingen fra Verdensban-ken og IMF

Samtidig med at EU fortsætter med at indføre handelshindringer overfor afrikanske landbrugsvarer og fortsætter med at oversvømme deres markeder med subsidierede produkter, indskrænkes regionens mulighed for at respondere til disse trusler. Sydafrikanske lande er således under pres af de af Verdensbanken og IMF vedtagede finansielle udligningsprogrammer om at liberalisere økonomierne. For at kunne opnå gældseftergivelse er landene i regionen blevet tvunget til at stabilisere deres økonomier, skære ned på subsidier til land-bruget og åbne deres markeder for udenlandsk konkurrence.

Indfør den rigtige politik

Når EU tager beslutninger om han-dels- eller landbrugspolitik tages der meget sjældent - hvis nogen-sinde - hensyn til konsekvenserne for ulande, uanset hvor fatale disse end måtte være. Den fejl fører ofte til en gruopvækkende mangel på sammenhæng mellem forskellige

politiske områder - og til et stort spild af europæiske skatteborgeres penge.

I 1994 øgede EU - som følge af kogalskab og et dramatisk fald i efterspørgslen på kød -støtten til eksport af kød til bl.a. Sydafrika. Dette medførte et massivt overud-bud af meget billigt kød i Syd-afrika. Kvægfarmere i Namibia var på det tidspunkt stærkt afhængige af det sydafrikanske marked for kød, men de blev udkonkurreret af dumpet EU-kød og mistede dette vigtige marked. Gennem hele denne periode gav EU bistand til de samme kvægfarmere i Namibia. Dette er bare ét eksempel på hvor ringe EUs beslutningstagen hænger sammen i fht. ulande.

EU introducerede for nylig en “Everything but Arms”-aftale, der giver toldfri adgang til det euro-pæiske marked for alle produkter - undtagen våben og ammunition - fra de mindst udviklede lande. Aftalen er dog ikke så god som man umiddelbart skulle tro, da de mindst udviklede lande i forvejen har toldfri adgang til EU for nogle af deres vigtigste primærproduk-ter, og da adgangen for ris, bananer og sukker vil blive stærkt forsinket pga. omfattende lobbyisme af dele af europæisk industri.

Fattige lande, som ikke er klas-sificerede som mindst udviklede, nærer alvorlige bekymringer for, at aftalen vil have en negativ kon-sekvens for deres mulighed for at eksportere varer. Initiativet vil koste EU minimalt og er af mange blevet betegnet som, at EU “tager fra de fattige og giver til de fat-tigste”.

Nødvendige ændringer

Folk i det sydlige Afrika og resten af den 3. verden er afhængige af landbrug for deres overlevelse. Landene i regionen er effektive producenter, der har klaret at sprede deres produktion over nye

områder og er modne til at udvikle mere forarbejdede fødevarer. Men landene blokeres igen og igen af EUs protektionisme og ulige kon-kurrence.

For at afhjælpe disse problemer må Europa: 1) føre deres hensigt om forbedret markedsadgang ud i livet, 2) give sær- og differentieret behandling af ulande og støtte deres handelsmuligheder og 3) sikre at udviklingshensyn define-rer multilaterale handelspolitikker.

Med WTO-mødet i Doha i ørkenstaten Qatar om hjørnet (november) og den industriali-serede verden i defensiven på baggrund af rækken af anti-globa-liseringsprotester er tiden den rette for os i borger- og græsrodsorga-nisationer over hele Europa til at udbrede ulandenes budskab. For at ulandene kan komme tilbage til forhandlingsbordet, må europæ-iske ledere fokusere på at fjerne barrierer for lige handel og bære-dygtig udvikling i stedet for at rejse mure imod det globale samfunds vilje.

Før de gør klar til det kom-mende WTO-topmøde, må Europas beslutningstagere se volden i gaderne i Seattle, Prag eller Genova med ulandenes befolkningers øjne. Det er som Peter Henriot fra “Jesuit Centre for Theological Reflection” - en gruppe i Zambia der arbejder for social og økonomisk retfær-dighed - siger: “Jeg tilslutter mig ikke ‘gadevold’, men ej heller accep-terer jeg ‘de bonede gulves vold’ fra beslutningstagere, der fuldstæn-digt tilsidesætter den elendige til-stand som mange mennesker lider under som følge af uretfærdige internationale strukturer”.

Aditi Sharma er kampagneleder i den engelskbaserede NGO, Action for Southern Africa (www.actsa.org). Hun er ligeledes formand for European Network for Infor-mation and Action on Southern Africa (ENIASA), hvor det danske medlem er Sydafrika Kontakt (www.sydafrika.dk).


Deltag i miljødebatten - send et indlæg til GØ

Tid til bæredygtighed

Af Palle Bendsen og Klaus

Lindegaard, Center for Miljø

og Udvikling, Aalborg Univ.

Hvor er tiden henne i Regeringens strategi for bæredygtig udvikling og i oplægget til indikatorer for bæredygtig udvikling? Hvor lang tid tager den bæredygtige udvik-ling, hvornår starter den, hvor lang tid varer den? Hertil kan tilføjes: var der i det hele taget tid (nok) til at diskutere og formulere strategi-erne og indikatorerne? Har befolk-ningen egentlig tid til at være med i den bæredygtige udvikling eller har ministrene egentlig tid?

Strategien for bæredygtig udvik-ling må indebære forandringer af den fremherskende tidsopfat-telse i vores planlægnings- og beslutningsprocesser.

Indikatorer er forbundet med tid: de er pejlepunkter, vi lægger ud i fremtiden for at måle, om vi når de resultater, vi ønsker. Jo mere anderledes man forestiller sig et bæredygtigt samfund i forhold til nutidens, jo mere radikale indi-katorer vil der være behov for. Men selv de mest radikale indika-torer skal kunne bruges allerede nu, for at de kan registrere for-andringerne. I den forstand skal indikatorerne kunne bygge bro. Regeringens indikatorer er instru-mentelle, kvantitative indikatorer, som kan indikere nok så vigtige ændringer i visse miljømæssige aspekter i samfundet.

Vi opfordrer Regeringen til at fremme den fortsatte debat og udvikling af såvel mål som indi-katorer. Et af temaerne i de kommende års debat bør blive tidsperspektivet i forbindelse med udvikling af et bæredygtigt sam-

fund. Kan tidsperspektivet inklu-deres i et indikatorsæt på en meningsfuld måde, f.eks. i sam-menhæng med folkelig deltagelse?

Tiden er vigtig

Hvis indikatorer skal kunne regi-strere veje til den bæredygtige helhedstænkning, skal de have kvantitative egenskaber, men de skal først og fremmest kunne regi-strere kvalitative forandringer; de skal kunne sige noget om årsager, ikke kun om symptomer. De meget instrumentelle og kvantitative indi-katorer er orienteret mod ekspert-viden. Indikatorer, der handler om tid, kan bidrage til at styrke den demokratiske deltagelse eftersom tid ikke er et ekspertanliggende. Tid er demokratisk på samme måde som tyngdekraften.

Definitionen af bæredygtighed som lighed mellem generationer leder til den misopfattelse, at bære-dygtighed er noget for fremtiden, ikke for vores generation. Til gen-gæld kan vi så diskontere frem-tiden tilbage til nutiden, så den bliver nærmest værdiløs. Tror da pokker, så få bruger tiden på det.

Tiden er svær

Tiden spiller afgørende ind på til-rettelæggelsen af snart sagt alle aspekter af samfundslivet fra til-rettelæggelsen af produktion og arbejde til transport, byplanlæg-ning, jordbrug og planteforædling, privatforbrug og besparelser, fami-lieliv samt demokrati og deltagelse.

Vi har en polarisering mellem dem der har ‘for lidt tid’ (højt-uddannede med fleksibel arbejds-tid og krævende job) og dem der har ‘for meget tid’. En stor del af dem, der har været drivkræfter i politiske organisationer, i miljø- og beboerorganisationer får mindre tid og overskud til det arbejde.

Det øger professionaliseringen af græsrødderne og svækker demo-kratiet. Desuden føler den travlere del af befolkningen sig presset til at vælge ‘tidsbesparende’, men mil-jømæssigt dårlige løsninger - på arbejdet såvel som i fritiden.

Samtidigt formuleres mål for bæredygtig udvikling og indika-torer til at måle fremskridt over tid, uden nærmere overvejelser omkring tiden i natur og økologi-ske systemer. Det uigenkaldelige i f.eks. udslettelsen af arter angiver, at der ikke er nogen tid at spilde - og genrejsning af skove tager lang tid. Hvordan når vi det hele?

Brænd de bromerede hekse !

Af Mette Boye, Det Økologiske

Råds sekretariat

Bromerede flammehæmmere er en gruppe kemikalier, der bruges til at forhindre og forsinke brand i com-putere, fjernsyn, fly, tøj, byggema-terialer m.v. Som brandhæmmere tjener de naturligvis et formål, men ulykkeligvis har disse kemikalier en lang række skadelige effekter på mennesker og natur. Eksempelvis ophobes de i mennesker og dyr, og en undergruppe af de bro-merede flammehæmmere (PBDE - polybromerede difenylætere) er fundet i kvinders brystmælk. En svensk undersøgelse fra 1998 viser, at PBDE-koncentrationen i svenske kvinders brystmælk er 50-doblet i løbet af de sidste 25 år, hvilket sam-tidig vil sige, at børn der er blevet ammet i de sidste 25 år har fået en større portion bromerede flamme-hæmmere ind med modermælken.

Som for størstedelen af de kemi-


Blomsten og svanen - virker mærkerne ?

Debathæfte om de vigtigste “livscyklusbaserede” miljømærker i Danmark. Hæftet fremhæver, at miljømærker er et godt virkemiddel, men at det ikke må træde i stedet for forbud mod miljøfar-lige produkter. Af Sidsel Dyekjær i samarbejde med Christian Ege, Dorte Skovgård og Pernille Kaltoft. Det Økologiske Råd. 24 sider, 25 kr

Offentlige grønne indkøb - en selvfølge ?

Debathæfte om offentlig grøn indkøbspolitik, dvs. om at det offentlige som storindkøber går i spidsen med at stille miljøkrav til varerne, f.eks. økologiske fødevarer, energibesparende el-appa-rater og dieselbiler med partikelfilter. Også tjene-steydelser og byggeri omfattes. Desuden kritik af EU-reguleringen. Skrevet af Inger Foldager, Det Økologiske Råds sekretariat. 28 sider, 25 kr.

Miljøtrafikuge17.-23. september. Spring en køre-tur over - det aflaster. Læs mere på www.miljoetrafik.dk.

Seminar om vandrammedirek-tivet2. oktober kl. 9-16.30. DGI-byen, Kbh. Arr.: DØR. Seminaret vil informere om direktivet og per-spektiverne for dets implemente-ring i Danmark. Et netværk tiludveksling af viden vil blive opret-tet.. Pris: 750,- inkl. frokost (stud./arb.løse 350,-). Tilmelding til DØR. Program: se www.ecocouncil.dk.

ATTAC stiftelsesmøde6.-7. oktober. Kbh. Formålet er at vedtage det politiske grundlag og vedtægter for ATTAC i Danmark. Nærmere oplysninger annonceres.

Debatindlæg til næste nummer skal være redaktionen i hænde senest 15. oktober 2001. Indlæg bør ikke overstige 400 ord. Indlæg modtages helst på diskette eller e-mail, [email protected]

kalier vi omgiver os med i vores hverdag, har man ikke fuldstændig viden om effekterne af bromerede flammehæmmere. Men man ved dog, at de bromerede flammehæm-mere ikke forbliver i de produkter de tilsættes, men afgives til luften. Og man ved, at når konsekven-serne af denne ophobning under-søges på aber ses effekter som aborter, indlæringsvanskeligheder og ændringer i immunforsvaret. Er det alarmklokker nok?

På trods af forskeres advarsler bliver bromerede flammehæmmere stadig brugt i vidt omfang. I efteråret 2001 igangsætter Miljø-styrelsen en oplysningskampagne primært rettet mod detailhandlere og producenter af bromerede flam-mehæmmere, og sekundært rettet mod forbrugere. Situationen er i dag, at detailhandel, producenter

og forbrugere ikke kender til effek-terne af kemikalierne, og ikke er opmærksomme på eksisterende alternativer på eksempelvis PC-markedet. Som forbruger er det noget nær umuligt at få informa-tioner om hvilke produkter, der er bedre end andre. Selv hvis man går efter miljømærkede produkter er de ikke nødvendigvis fri for bromerede flammehæmmere. Både under den europæiske ‘Blomsten’ og den nordiske ‘Svanen’ er der kun krav om, at plastkomponenter i pc’ere over 25 g skal være fri for visse bromerede flammehæmmere. Er det godt nok?

Målet på dette område må være

forbud og udfasning af de brome-rede flammehæmmere. Som et lille skridt på vejen mod et forbud har Det Økologiske Råd sammen med andre miljø- og forbrugerorganisa-tioner taget initiativ til at lave en såkaldt 0-liste, med produkter, der ikke indeholder bromerede flam-mehæmmere. Vi har tænkt os at tage kontakt til eksempelvis tv- og pc-forhandlere for at få oplyst, om de har produkter uden bromerede flammehæmmere. Svarene vil vi offentliggøre på internettet og ad den vej være med til at presse producenter til at investere tid og penge i at komme af med de bro-merede hekse.


mennesker. StarLink gav sidste år grobund for den største GMO-skandale i USA, da den blev fundet i en række fødevarer, selvom den kun var godkendt til brug som dyrefoder. (www.epa.gov)

Mugabe vil fælde afrikansk regnskov

26/8/01 Zimbabwes despot, 77-årige Robert Mugabe, har netop offentliggjort planer om, at et område på 30 mio. ha afrikansk regnskov skal fældes til fordel for tømmerindustri. Det er ét af de største fældningsprojekter i Afrika nogensinde. Arealet, der er lagt ud til rydning svarer til syv gange Danmark. FN har tidligere erklæ-ret disse skove blandt de vigtigste

Miljønyheder fra den store vide verden

Afrikansk regnskov reddet

7/7/01 Et tysk tømmerfirma har besluttet sig for ikke at rydde et mindre, men vigtigt regnskovsom-råde i den Demokratiske Republik Congo. I stedet vil de 25.000 ha blive en del af den nærliggende Nouabal-Ndoki Nationalpark. Des-værre bekymrer Congo sig langt mindre for et andet og meget større regnskovsområde. Se Mugabes intentioner nedenfor. (www.forests.org)

NGO i krig mod Bayer

18/7/01 Den tyske NGO, Coor-dination gegen Bayer-Gefahren (CBG), har igennem 20 år forholdt sig kritisk til kemi- og medi-cinalkoncernen Bayer. CBG har afsløret en række skandaler, som Bayer har været involveret i. Nu slår Bayer igen og har netop fået forbudt deres hjemmeside på www.bayerwatch.org. CBG har derfor fået ny hjemmeside: www.CBGnetwork.org.

Forbud mod amerikansk gen-majs fastholdes

27/7/01 USAs miljøstyrelse (EPA) fastholder sit forbud mod, at den gensplejsede StarLink-majs kan anvendes til menneskeføde. Et eks-pertpanel konkluderede, at det ikke kan udelukkes, at StarLink-majsens Cry9C-protein (insektgift-stof) kan forårsage allergi hos

i verden. Det er den Demokratiske Republik Congo, der har stillet de kæmpemæssige skovområder til rådighed til gengæld for Zim-babwes militære støtte i kampen mod oprørere i det østlige Congo. (www.forests.org)

Sri Lanka opgiver GMO-forbud

30/8/01 Desværre gav Sri Lankas overhoved Hemantha Withanage op overfor USAs pres på, at Sri Lanka ville indføre et midlertidig forbud mod gensplejsede organis-mer (GMO’er). Sri Lanka ønskede et forbud pga. manglende viden omkring GMO’ernes effekter på landets sårbare natur, samt på fol-kets sundhed. USA mener, at et forbud er imod internationale han-delsregler og truer derfor med at pudse WTO på Sri Lanka. Trus-len er foreløbig lykkedes, men en række miljøgrupper vil fortsat kæmpe for et forbud og overvejer en retssag. (www.foei.org)

El Niño i 2002

30/8/01 Forskere fra FNs Meteoro-logiske Organisation advarer mod, at El Niño vil vende tilbage i 2002. El Niño er et vejrfænomen, der kan vende op og ned på de globale vejr- og klimasystemer. Den kraf-tigste El Niño oplevede vi i 1997-98. Forskerne mener, at den i 2002 ikke vil blive nær så dramatisk. (www.wmo.ch)

Foto: USDA

Foto: WMO

Foto: BN


Strategi bæredygtig udviklingDet Økologiske Råds modspil til regeringens strategi blev offentlig-gjort på www.ecocouncil.dk d. 6. september. Modspillet har form af et udkast, som vi lægger ud til debat og kommentering frem til d. 1. november. Herefter vil vi færdig-gøre Rådets udspil i form af dels en publikation, dels et længere bag-grundsdokument på hjemmesiden. Begge dele offentliggøres januar 2002. På hjemmesiden kan man også finde Rådets høringssvar på såvel regeringens strategi som for-slaget til indikatorsæt.

D. 14. august afholdt Rådet sammen med Øko-net og Mellem-folkeligt Samvirke en høring om forslaget til indikatorsæt. Høringen var velbesøgt med 140 deltagere og gav anledning til en livlig debat, som uden tvivl har inspire-ret mange i deres arbejde med at lave høringssvar, som skulle afleve-res d. 17. august. Det Økologiske Råd har især fremhævet behovet for, at indikatorerne får en karakter, så de kan anvendes til opstilling af mål, hvis opfyldelse kan måles og evalueres - netop sådanne mål, som der var alt for få af i regeringens officielle strategi fra juni.

Grønne indkøbEU og grønne indkøb var emnet for et seminar, som Rådet afholdt d. 18. juni på Christiansborg med oplæg fra bl.a. Torben Lund (S), MEP, Miljøstyrelsen og Konkurren-cerådet. Rådet har sammen med Danmarks Naturfredningsforening henvendt sig til de danske EU-parlamentarikere (samt enkelte fra andre EU-lande) med opfordring til aktivt at følge sagen om udbuds-direktiverne, hvor Parlamentet skal stemme om sin betænkning i okto-ber. Det er her vigtigt, at mulig-hederne for grønne indkøb tilgode-ses bedre end i de nuværende direktiver. Situationen er dog ikke

helt så sort efter, at EU-kommis-sionen i juli offentliggjorde deres såkaldte fortolkningsmeddelelse om de gældende udbudsdirektiver. Her åbnes betydeligt mere op for grønne indkøb end i de fortolknin-ger, som Kommissionen tidligere har fremlagt. Men vi kender stadig ikke EU-domstolens tolkning, som vil være den afgørende. Der er såle-des stadig behov for en styrkelse af miljøhensynene ved revisionen af direktiverne. Rådet har endvidere udsendt et debathæfte om emnet (se bognyt).

Partikelfiltre til dieselbilerSidst i juni udkom en rapport fra en tværministeriel arbejdsgruppe om partikelfiltre på dieselkøretøjer. Det er en sag, som Det Økologiske Råd har sat fokus på siden 1997, idet de små partikler er en af de største forureningsbetingede trus-ler mod sundheden. Trods stor videnskabelig enighed om alvoren i partikelproblemet, er der forskel-lige skøn over omfanget af årlige dødsfald - fra 20 til 1000 ekstra årlige dødsfald i danske storbyer. Dertil kommer øget sygelighed i form af astmaanfald m.v. Arbejds-gruppen antager, at det årlige antal dødsfald sandsynligvis ligger i den lave ende, hvilket stemmer dårligt overens med de hidtidige vurde-ringer. Samtidig lægger gruppen hidtil uset stor vægt på cost-benefit beregninger. Dvs. at omkostninger ved installation af partikelfiltre ikke må overstige “prisen” på de døde og syge - hvordan man så end fastsætter denne! Rapportens konklusioner er uklare, men de er i hvert fald i pressen blevet tolket som nærmest negative over for, at staten skal indføre økonomiske incitamenter til fremme af partikel-filtre. Det Økologiske Råd har lavet en kritik af rapporten samt skrevet til regering og Folketing og opfor-dret til indførelse af en støtteord-

Det Økologiske Råd

Henning SchrollHanne Steensen ChristensenAnders RichelsenAnne-Marie MøldrupKaj JørgensenHans SandersonDorte SkovgårdLise ChristiansenHenrik B. LarsenSøren GabrielKaren S. KærLennart EmborgKlaus Lindegaard (suppl.)

ning til installation af partikelfiltre samt afgift på køretøjer uden filter. Det kan passende ske i forbindelse med vedtagelse af finanslov 2002. Kritikken af rapporten har også været omtalt i nyhedsbrevet Environment Daily (Ends).

Wilhjelm-udvalgetD. 23. august offentliggjorde Wil-hjelm-udvalget sin rapport om Danmarks natur. Rapporten inde-holder udmærkede analyser af til-bagegangen for dansk natur, men forslagene til initiativer blev kraf-tigt udvandet efter et effektivt pres fra landbrugets organisationer. Det mest omtalte forslag om buffer-zoner omkring sårbar natur blev indskrænket til 300 m, og der fore-slås kun restriktioner på udvidelse af husdyrhold, ikke på de eksiste-rende, som allerede virker øde-læggende på særlige naturtyper. Det Økologiske Råd finder, at udover etablering af bufferzoner er det afgørende at skærpe de gene-relle restriktioner på ammoniak-fordampningen fra husdyrhold. Se Rådets udtalelse på hjemmesiden.

Pesticider i gartneri og frugt-avlDet Økologiske Råd deltager i det såkaldte Kirsten Jensen udvalg om pesticider i gartneri og frugtavl, som følger op på Bichel-udvalget fra 1998 om pesticider i landbruget. Udvalgets rapport forventes offent-liggjort primo oktober.

Bestillingskupon:

Jeg ønsker at tegne 1 års prøveabonnement (5 numre) på Global Økologi for kun 175 kr.

(stud./arbejdsl./pens. 100 kr.). Dette tilbud gælder kun indtil 1. november og kun for husstande, der ikke har modtaget GØ de seneste 2 år

at tegne abonnement på Global Økologi. 5 numre om året koster 250 kr. (stud./arbejdsl./pens. 125 kr.)

at være medlem af Det Økologiske Selskab* (priser som ovenfor, inkluderer abonnement på GØ)

at bestille følgende publikationer: at støtte Rådets arbejde med: kr

Jeg indbetaler beløbet via betalingsservice, PBS (du bliver kontaktet herom) på giro 897-5051 vedlagt som check

Navn

Adresse

Postnr. og by Tlf

Bilens blinde vinklerOm biltrafikken og dens negative påvirkning af vores dagligliv. Af Søren Dyck-Madsen, DØR, 2000. Hæfte 60 sider. 30 kr.

Dieselpartikler - en trussel mod sundhedenAf Christian Ege, DØR, 2000. Pjece. 10 sider. Gratis.

Fremtidens pris - talmagi i miljø-politikkenUdgivet af DØR og Mellemfolkeligt Samvirke, 1999. Red.: Jeanne Lind Christiansen. Bog. 329 sider. 198 kr. (købes hos MS, tlf. 7731 0000 eller [email protected])

Kemikalier i søgelysetHvad betyder EUs kemikalielovgivn-ing for dig? Af Mette Boye. Udgivet af DØR, DN og Forbrugerrådet, 2000. Hæfte. 19 sider. Gratis.

Grønne skatter og afgifter i EU og DanmarkAf Søren Dyck-Madsen, DØR, 2000. Hæfte. 70 sider. 40 kr.

Svanen og blomsten - virker mærkerne?Af Sidsel Dyekjær m.fl. Udgivet af DØR. 2001. Hæfte. 24 sider, 25 kr

Offentlige grønne indkøb - en selvfølge?Om hvorfor stat og kommune bør købe grønt. Af Inger Foldager. Udgivet af DØR. 2001. Hæfte. 28 sider, 25 kr

PublikationerNedenfor ses et udpluk af Det Økologiske Råds publika-tioner. En fuldstændig liste fås ved henvendelse til DØR eller fra www.ecocouncil.dk. De fleste publikationer kan gratis læses eller downloades på hjemmesiden. Ved køb af klassesæt gives normalt 33% rabat. Ekspeditionsgebyr og porto tillægges prisen.

Global Økologic/o Det Økologiske RådLandgreven 7+++ 2482 +++1045 Kbh K

* Medlemskab medfører, at man udover abonnement på GØ får adgang til selskabets generalforsamling, får mulighed for at stille op til Rådet og for at deltage i arbejdsgrupperne, samt får rabat ved arrangementer m.m.

I næste nummer

Bæredygtig mad til alleKlima og sinksSkovprojekter i Costa Rica Og meget andet

Global Økologi tager pulsen på dansk og international miljøpolitik

Global Økologi giver læseren en tværfaglig tilgang til miljøstoffet

Global Økologi udgives af Det Økologiske Råd og udkommer fem gange om året

www.GlobalØkologi.Nu

Redaktionen ønsker det nygifte norske kronprinsepar tillykke

Royal Økologi

2001/1 2001/2 2001/3 2001/4

Global Økologi nr. 4, 8. årgang 2001

Documents

Transcript of Global Økologi nr. 4, 8. årgang 2001