Den_forbudte_pigeskole

Den forbudte pigeskole.indd 4 05/04/11 12.08

Suraya Sadeed & Damien Lewis

Den forbudte pigeskoleEn kvindes modige kamp

for Afghanistans børn

På dansk vedLars Rosenkvist

Gads Forlag


Den forbudte pigeskoleer oversat fra engelsk af Lars Rosenkvist efter“Forbidden Lessons in a Kabul Guesthouse” © Suraya Sadeed og Damien LewisInternational rights management: Felicity Bryan Associates

Dansk udgave: © 2011 Gads Forlag

Projektledelse: Gitte Ertner og Susanne SvendsenForlagsredaktion: Bolette Rud. PallesenOmslag: Olga BramsenOmslagsfoto: CorbisForfatterportræt: © Arsalan LutfiTypografi: Lymi DTP-ServiceTryk: Narayana Press, Gylling

ISBN 978-87-12-04638-7

1. udgave, 1. oplag

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

www. gadsforlag.dk


Tilegnet

Afghanistans børnSuraya Sadeed

Hamid Huneidi, for livets gaveDamien Lewis


Indhold

Forfatterens anmærkning 9

Forfatterens tak 11

Prolog: Timer i lampens skær (1997) 15

DEL 1. Et glimt af håb i et lovløst Afghanistan (1993-1995) 1. HTAC – Hjælp Afghanistans Børn 31 2. Begyndelsen 43 3. Kamelvejen 52 4. Djævelens blomster 66 5. På kanten af mørket 76 6. Enkelejrene 91 7. Spøgelsesbyen 106 8. Et løfte til Fatima 119

DEL 2. I Talebans jerngreb (1996-2001) 9. Amputationernes træ 131 10. Det går nok 145 11. Vi flyver højt 156 12. Den dag jorden blev vred 168 13. Livet og kærligheden 179 14. Ung nok til ægteskab 192 15. New York kommer til Kabul 202 16. Fællessang med Taleban 213 17. Fremmede menneskers venlighed 228


DEL 3. Kampen om opinionen (september 2001-nutiden) 18. Den sorteste dag 235 19. Den forkerte side af grænsen 248 20. Den modvillige helt 258 21. Lærdommens gave 269

Epilog: Mange bække små 285

Efterskrift 287


9

Forfatterens anmærkning

Dette er en sandfærdig historie. Den udspiller sig mellem min fød-sel i 1952 og nutiden. Afghanistan har været i krig i årtier, og min hjemby, Kabul, har været særlig hårdt ramt. Jeg har ændret nogle af navnene i historien for at beskytte familiemedlemmer, venner og lokalsamfund.


Jeg har lært, at mod ikke er fraværet af frygt, men derimod sejren over den. Den modige er ikke ham, der ikke føler frygt, men ham,

der overvinder frygten.

Nelson Mandela


15

Prolog: Timer i lampens skær 1997

Det var ikke svært at finde en butik i den pakistanske by Peshawar, der solgte burkaer. Jeg havde hørt historier om Talebans udskejel-ser, siden de var kommet til magten i 1994, og ville gerne undgå at vække opsigt, så jeg kunne fortsætte mit arbejde uforstyrret, når jeg havde krydset grænsen til Afghanistan. Alle burkaerne havde den samme babyblå farve og kunne kun fås i én størrelse. De var alle for lange til mig, men butiksindehaveren foreslog, at jeg bare kunne klippe en af forneden.

Senere prøvede jeg burkaen på mit hotelværelse. Jeg kunne få hovedet ind i den. Netgardinet blev hele tiden siddende over min pande, og jeg kunne ikke se ud. Jeg gik tilbage til butikken og sagde til indehaveren, at jeg skulle bruge en burka med ekstra plads til ho-vedet. Han fandt en frem, som han mente, jeg lige kunne klemme mig ind i. Jeg regnede med, at jeg sikkert ville få hovedpine af den, men det gik nok.

Jeg havde tænkt mig at benytte den samme rute ind til Kabul, som jeg havde brugt de seneste fire år til at bringe penge og forsy-ninger til den medicinske og humanitære indsats i Afghanistan. Men bortset fra det var alt forandret. Denne gang skulle hele rejsen foregå under Talebans kontrol.

Jeg vekslede 25.000 dollars til en sækfuld af den lokale mønt-fod. Jeg havde håbet, at jeg kunne gemme pengene under den nys indkøbte burka under rejsen til Kabul, men det var ganske enkelt umuligt at gemme så mange penge, selv ikke under verdens mest rummelige “telt”. Mine tre betroede afghanske kolleger, dr. Abdul-lah, Nawabi og Sekander, havde indvilliget i at følges med mig, så de kunne hjælpe mig med at bære pengene.

Vi tog alle fire en taxa fra Peshawar til den afghanske grænse, hvor jeg trak burkaen på. Lige så snart jeg havde fået den på, kunne


16

jeg mærke forskellen. Jeg kunne frit bevæge mig, hvorhen jeg ville, uden at blive betragtet som en “udlænding”. I begyndelsen blev for-siden ved med at glide om i nakken, så jeg ikke kunne se ud af glug-hullerne. Og hver gang jeg skulle spise eller drikke noget, måtte jeg svinge den ene arm ud som en snabel og føre maden ind under burkaen, mens jeg ledte efter munden. Men det var til at leve med. Til at begynde med var burkaen et velkomment helle.

På den afghanske side af grænsen slog vi følge med en gruppe, der netop var kommet gennem grænsekontrollen. Vi steg om bord på en ramponeret bus fra sovjettiden, vores medrejsende slæbende på alle tænkelige slags bagage: kufferter, potter og pander, kyllinger med fødderne bundet sammen. Jeg gættede på, at nogle af dem var afghanske flygtninge, der var på vej hjem for at forsøge at finde sig til rette under Taleban. Midt i var bussen delt af et tykt, tungt tæppe, for under Taleban skulle mænd og kvinder sidde adskilt; mændene foran, kvinderne bagi.

Taleban havde lavet vejspærringer og stoppede bussen flere ste-der på vejen og kontrollerede, at deres regler blev overholdt. Hvis en kvinde sad i den forkerte afdeling, eller hvis hun ikke var regle-menteret påklædt, ville den mand, hun rejste sammen med, blive straffet. Ingen kvinde måtte færdes nogen steder uden en mandlig ledsager, så der var altid en mand, Taleban kunne tildele en god omgang prygl.

Bussen knagede og bragede, da vi begav os hen ad den hullede vej. Jeg undrede mig over, at kvinderne havde puder på deres hove-der. Men i samme øjeblik kørte bussen ned i et kæmpestort hul, og vi blev nærmest skudt op fra vores sæder. Naturligvis slap kvinderne med puderne nogenlunde uskadt, men jeg bankede hovedet i taget for fuld knald.

“For helvede da også!” skreg jeg på dari, den lokale variant af per-sisk. “Sig til den elendige chauf før, at han skal sænke farten!”

Alle vendte sig om og stirrede. Jeg var glad for, at jeg var indhyllet i min burka, for selvom de ikke kunne se mig, må de have gættet ud fra min accent, at jeg var en “udlænding”. Jeg vendte mig om mod den kvinde, der sad ved siden af mig.

“På den her måde ender jeg med at få en bule i hovedet på stør-relse med et granatæble,” sagde jeg spøgefuldt.


17

Jeg kunne ikke se, om hun smilede, for jeg kunne ikke se hendes ansigt. Det var som at tale til en maske.

“Her,” sagde hun og gav mig en tøjbylt. “Tag denne her barne-frakke. Det er ikke en rigtig pude, men den kan sikkert hjælpe.”

“Hvad skal jeg gøre med den?” spurgte jeg.“Stop den ind i din burka. Den kan ligge oppe i hætten.”Jeg stak barnefrakken ind under min burka og skubbede den til

rette oven på hovedet. Da jeg trak burkaen ned igen, havde jeg en un derlig klump på hovedet.

“Undskyld,” sagde kvinden fnisende og kiggede på mig. “Men det ser så sjovt ud.”

“Det vil jeg gerne tro,” sagde jeg og kunne ikke selv lade være med at grine.

Den blændende sol skinnede nådesløst fra en azurblå himmel. Den bageste del af bussen blev skrækkelig indelukket, som jeg sad der indhyllet i min burka. Vi standsede omsider på et sted, hvor en kølig bæk strømmede ned fra bjerget, og mændene steg ud for at få noget at drikke og tisse. Jeg lænede mig frem og trak gardinet til side, så jeg kunne tale med dr. Abdullah.

“Jeg skal tisse,” hviskede jeg.“Beklager,” hviskede han tilbage. “Der er ikke nogen steder for

kvinder at gå hen.”“Men jeg skal,” hvislede jeg. “Det kan ikke lade sig gøre. Kvinder må ikke stige ud.”“Så under Taleban må kvinder ikke tisse? Jeg skal altså!”“Vent lidt. Der er en restaurant lidt længere fremme. Der kan du

komme til at tisse.”Mændene steg ind i bussen igen efter deres tissepause og gav sig

til at tænde nogle rædsomme cigaretter. Om det var opiumscigaret-ter eller hvad, ved jeg ikke. Men uanset hvad, så drev den hampre røg ned bag i bussen, hvor den samlede sig bag tæppet i en tyk, grå tåge.

Jeg lænede mig frem igen og fik kontakt med dr. Abdullah. “Kan du ikke bede dem om at holde op med at ryge? Vi har ikke noget vindue heromme.”

“Kvinderne har svært ved at trække vejret på grund af røgen,” sagde dr. Abdullah. “Der er ikke nogen vinduer bag i bussen.”


18

Ingen syntes at tage nogen notits af ham, og røgen blev tættere og tættere. Et par minutter senere nærmede vi os igen en af Talebans vejspærringer, og jeg lænede mig frem for tredje gang.

“Sig til de bozos, at hvis de ikke holder op med at ryge, tager jeg sløret af,” hvislede jeg. “Så vil Taleban banke dem alle sammen gule og blå.”

De vendte sig alle tre – dr. Abdullah, Nawabi og Sekander – og stir rede vantro på mig.

“Det kan du ikke gøre,” indvendte dr. Abdullah. “Du ved aldrig, hvad der sker.”

“Jeg advarer jer – sig til dem, at de skal holde op med at ryge, eller burkaen ryger af.”

Dr. Abdullah nikkede og smilede i den tro, at jeg lavede sjov. Na-wabi forsøgte at lade være med at grine. Men Sekander var rædsels-slagen. Han vidste, at jeg var født og opvokset i Afghanistan, men efter hans begreber stammede jeg alligevel fra en anden planet. Alle hans erfaringer sagde ham, at en afghansk kvinde ikke ville opføre sig, sådan som jeg gjorde, og den eneste måde, han kunne forklare min opførsel på, var ved at stemple mig som en “udlænding”.

“Suraya-jan, Afghanistan er ikke som dengang, du boede her,” sagde Nawabi. “Du har boet i USA, og tingene har forandret sig her. Vi lever i en tid, hvor kvinder ikke kan …”

“Det er noget vrøvl. Hvor kvinder ikke kan hvad?” spurgte jeg. “Det er netop fordi, jeg har boet i USA, at jeg ikke vil finde mig i det pis.”

“Det er lige det, jeg mener. Du er umulig. Vi kan slet ikke snakke fornuft med dig.”

Nu var bagenden af bussen en tæt tåge af røg. Jeg havde kvalme og følte mig svimmel, og jeg var lige ved at gå ud af mit gode skind.

“I mænd deroppe foran!” råbte jeg. “Jeg sværger ved Gud, at hvis I ikke holder op med at ryge, tager jeg sløret af for øjnene af tale-banerne, og så vil de tæve hver eneste af jer!”

Dr. Abdullah sank dybt ned i sit sæde. Nawabi gjorde sit bedste for at gemme ansigtet, men hans skuldre rystede af latter. Sekander stirrede ud ad vinduet med et forstenet ansigt.

Mændene oppe foran kiggede bestyrtede rundt på hinanden. “Hvem er den gale kvinde? Er hun sammen med jer?”


19

“Det er lige meget, hvem jeg er sammen med,” råbte jeg. “Hold op med at ryge, eller jeg smider sløret!”

Et øjeblik senere begyndte mændene at smide deres skodder ud ad vinduerne. Den kvinde, der havde lånt mig barnefrakken, læ-nede sig over mod mig.

“Tak for det,” hviskede hun. “Jeg var ved at dø.”Dr. Abdullahs restaurant, hvor vi ville få mulighed for at tisse, var

endnu ikke dukket op, og jeg svor på, at jeg ikke ville sidde lige så stille bag i bussen og tisse i bukserne. I Talebans verden forventedes det af os kvinder, at vi kunne holde os under hele den tolv timer lange bustur. Vi måtte end ikke fungere som almindelige menne-sker. Det var fuldstændigt vanvittigt.

Ved det næste stop, gik jeg op gennem midtergangen og ud af bussen for at tisse mellem buskene. På trods af faren for at blive tæ-vet eller det, der var værre, kunne oprøreren i mig ikke bare affinde sig med Talebans tåbelige regler. Pludselig sad der en hel række kvinder ved siden af mig. De havde alle sammen været desperate for at komme ud, men ingen af dem havde haft mod til at bryde reg lerne, før en anden viste vejen.

Vi nåede Kabul ved solnedgang uden den ringeste udsigt til pro-blemer på vejen. Taleban syntes at have kontrol over landet – i hvert fald hvad angik sikkerhedssituationen. De måtte være gjort af et særligt stof, for i løbet af få måneder havde de besejret de striden-de mujahedin-fraktioner og kastet et jerntæppe af kontrol over det krigstrætte og anarkistiske land. Efter mine tidligere erfaringer i Afg hanistan måtte jeg indrømme, at det i sig selv var imponerende.

Dr. Abdullah, Nawabi, Sekander og jeg havde fået lov at låne et hus i Kabul, som var ejet af en af patienterne fra vores klinik i Peshawar. Det var en smart, moderne ejendom beliggende i Wa-zir Akbar Khan-kvarteret, som engang var et af de mere eksklusive områder i Kabul. Wazir Akhar Khan var imidlertid forvandlet til en spøgelsesby, for alle andre end de allerfattigste indbyggere var flyg-tet. Alligevel ville huset kunne tjene som en ideel base, hvorfra vi kunne organisere vores hjælpearbejde.

Kabul så næsten præcis ud, som da jeg var der sidst tre år tid-ligere i 1994. Det var stadig en trist, tom ruin af en by. Men der var en enkelt afgørende forskel: Der var ikke længere skræmmende


20

raketangreb eller snigskytter, som forsøgte at skyde dem, der gik omkring for at samle deres døde op. Faktisk lå Kabul uendelig stille hen. Jo mere jeg forsøgte at vænne mig til byens puls, jo mere for-nemmede jeg, at der var noget galt. Da jeg næste morgen stod op, gik det op for mig, hvad det var. Lyden af kampene var blevet erstat-tet af en intens stilhed. Bortset fra de fem daglige kald til bøn var der praktisk taget ikke en lyd, ingen musik eller liv overhovedet.

Taleban havde været overbevist om, at Kabul var selve legemlig-gørelsen af alle de synder, et menneske kunne begå, og de havde kastet sig over byen med deres moralske politi. Dette politi gen-nemtrawlede gaderne i deres hvide varevogne og kastede sig over enhver, som efter deres mening brød reglerne. Folk blev straffet for alt og for ingenting. Mændene for ikke at have tilstrækkelig lange skæg, kvinderne for at gå i sko med hvide hæle, som Taleban anså for “provokerende”. Det moralske politi brugte lange stave med tunge kobberkugler for enden. Fik de øje på en kvinde, der blottede den mindste smule af sin ankel, bankede de hende over skinne-benene med stavene. Ældre personer blev tævet og ydmyget foran deres familiemedlemmer. Ingen gik fri af Talebans bestræbelser på at nedbryde byens viljekraft.

Den første aften hørte jeg den eneste form for “musik,” der var tilladt nu. En Taleban-dirge blev spillet igen og igen i radioen:

Jeg er en Talib.Jeg vil udbrede islam.Jeg vil hade de vantro.Jeg vil tilintetgøre de vantro.Og således vil jeg udbrede islam.

Taleban afspillede konstant denne dirge, som forsøgte de at hjerne-vaske byens indbyggere med deres had og intolerance. Jeg gik i seng med det mantra rungende i hovedet.

Næste morgen hyrede Sekander en taxa, som skulle fragte os hen til den bygning, hvor sikkerhedstjenesten havde haft til huse. Den rummede nu hovedkvarteret for Talebans hemmelige politi. Jeg måtte ikke stå ud af bilen. Nawabi var pashtun som mange af tale-banerne, og jeg lod ham om at tale. Da vi ankom til hovedkvarteret,


21

gik han ind for at forklare karakteren af vores mission. Intet skete i byen uden Talebans kendskab og velsignelse.

De virkede tilfredse med, at vi var kommet for at uddele nødhjælp blandt flygtningene i Kabul, men de ville selv overvåge operatio-nen. Fire talebanere gjorde en varevogn klar, og vi begav os af sted i konvoj til den tidligere sovjetiske ambassade. Synet af 17.000 flygt-ninge midt i Kabul by var foruroligende i sig selv, men at se dem bosat i det, der var tilbage af den ødelagte ambassade, hvor den grå røg fra deres bål lå som et tæppe mellem de forvredne ruiner, var ganske enkelt rystende.

Det var som en scene fra en film, der foregik i tiden efter en atom krig, hvor enhver orden og normalt liv var brudt sammen. Da vi steg ud af bilen, stimlede kvinderne sammen om os og fortalte deres hjerteskærende historier om, hvordan de var blevet fanget midt i den brutale konflikt mellem Taleban og Den Nordlige Al-liance. Mange af dem havde set familie og venner revet i stumper og stykker af kugler og bomber, mens de to stridende parter bankede hinanden sønder og sammen.

Jeg spurgte kvinderne, hvad de savnede mest, og hvordan de pen-ge, vi havde medbragt, bedst kunne hjælpe. De fortalte os, at de overlevede på tre rationer halva om dagen – en slags hård kage bagt af mel, sukker og olie. De havde desperat brug for salt, frugt og grøntsager. Og de spurgte, om der var nogen læger, der kunne hjæl-pe de sårede og de døende.

Vi besluttede os for at give hver husholdning et fast beløb, så de kunne købe den mad, de så desperat havde behov for. Dr. Abdullah ville se til dem, der var blevet såret i kampene eller kommet til skade under den lange march sydpå fra det nordlige Afghanistan til Ka-bul. Jeg bad Taleban om at losse sækkene med penge og hjælpe med at dele dem op i små bunker, som kunne gives væk. Jeg var spændt på at se, hvordan de ville reagere på synet af alle de rede penge.

Lederen af de fire talebanere var ældre end de andre, måske midt i fyrrerne. Han var klædt i den typiske arabisk-orienterede, muslim-ske stil: en lang, sort abaja – en kjortel, der dækker fra skuldrene til fødderne næsten som en kjole – og en lille hvid kalot. Han gav de andre ordre til at fordele pengene, og jeg var forbløffet over, hvor ærlige de syntes at være.


22

De var strenge, men fair over for flygtningene, og de var først og fremmest optaget af de ældre kvinder og bedstemødre, der havde små børn at tage sig af. Jeg havde ikke forventet at se en sådan re-spekt fra Talebans “kvindehadere”. Og de bad på intet tidspunkt om noget til sig selv. Jeg tænkte tilbage på tidligere besøg, da de lovløse militser krævede – og tog – hvad de nu måtte have lyst til. Det var noget af en omvæltning at have med disse fyre at gøre.

Da vi var færdige med fordelingen, havde vi lidt penge tilovers. “I har arbejdet så hårdt,” sagde jeg til Taleban-lederen. “Kunne jeg bede jer om at tage noget selv?”

Jeg havde taget min burka af, fordi vi var inde på ambassadens område, hvor der overvejende var kvinder og børn. Taleban-lederen kiggede ned i gulvet. Han kunne ikke se på mit blottede ansigt.

Han rystede på hovedet. “Vi vil ikke have noget. Det er de her mennesker, der lider nød.”

“Men I har arbejdet hårdt. I fortjener det.”“Siger du det, fordi du er bange for os?” spurgte han.Han var ikke aggressiv eller truende. Han var bare nysgerrig.“Jeg er ikke bange for jer. Hvorfor skulle jeg være det? Jeg frygter

ikke andre end Gud,” sagde jeg med et smil og rakte dem resten af pengene. “Besmela rahman rahim – I Gud den allernådigstes navn …”

Jeg kunne se chokket i deres ansigter. “Hun kender den hellige Koran!”

“Jeg er muslim,” sagde jeg til ham.“Er du?” spurgte lederen.“Ja.”De så stadig ud, som om de ikke rigtigt troede mig. I deres øjne

ville en muslimsk kvinde have handlet anderledes. Jeg kunne imid-lertid ikke lave om på den måde, de betragtede tingene på, og det var til syvende og sidst heller ikke derfor, jeg var der.

De kvindelige flygtninge må have fornemmet, at de kunne betro sig til mig, for de fortalte mig, at Taleban havde forbudt dem at opsøge en mandlig læge. Men under Taleban havde kvinder forbud mod at arbejde, så de havde reelt ikke mulighed for at opsøge en læge overhovedet.

Jeg rådførte mig med dr. Abdullah, men utroligt nok var det sandt, hvad kvinderne havde fortalt mig. Hele den kvindelige del af


23

befolkningen i Afghanistans hovedstad var afskåret fra lægehjælp. Jeg var med det samme klar over, at jeg blev nødt til at starte en hemmelig klinik for kvinder i Kabul.

Dr. Abdullah havde engang været en meget velhavende mand, og han ejede stadig et par ejendomme i Kabul. Han vurderede, at vi uden større besvær kunne indrette en af dem, så den kunne tje-ne som klinik, og i mellemtiden måtte vi så se at indsamle alle de medicinske fornødenheder, vi kunne finde lokalt. Hans ejendom havde den store fordel, at den havde to indgange. Vi kunne drive klinikken, som om vi fulgte Talebans regler, mens bagindgangen i al hemmelighed ville være åben for kvinder. Kvindelige patienter kunne snige ind og ud den vej, og på den måde ville de to køn aldrig støde på hinanden.

I løbet af de næste par dage hyrede vi nogle mandlige læger og sygeplejere, som dr. Abdullah kendte – plus nogle kvindelige læger, der var modige nok til at arbejde på trods af Taleban. Og så lod vi det sive ud, at der var adgang for kvindelige patienter.

Da rygtet begyndte at spredes, begyndte talebanernes koner utro-ligt nok i al hemmelighed at komme for at få behandling. Vi erfa-rede fra dem, at de ledende talebanere sendte deres koner til ho-spitaler i Peshawar eller endog så langt væk som til Dubai. Hvilket ondsindet hykleri. Mens tusinder af kvinder var fanget i denne ruin af en by uden adgang til medicinsk hjælp, lænede de højtstående talebanere sig blot tilbage og tog vare på deres egne.

På klinikken mødte jeg en kvindelig patient ved navn Masouma. Vi faldt i snak, og hun spurgte mig, hvor jeg var fra.

“Amerika,” sagde jeg.“Men du taler så godt dari.”“Nå ja, jeg er født i Afghanistan.”“Ved du, at der er en anden amerikansk kvinde, der arbejder her

i Kabul?” sagde Masouma. Jeg troede, jeg havde hørt galt. Det kunne ikke passe, at der var

udlændinge, som var blevet i Afghanistan under Mujahedin eller Taleban. Men Masouma insisterede: Der var en amerikansk kvin-de, som boede lige henne ad vejen fra vores klinik. Masouma tilbød at tage mig med hen og møde hende. Vi tog vores burkaer på, sneg os ud af klinikken og gik hen til døren til et hus, som lignede dr.


24

Abdullahs. Masouma bankede på, og vi trådte et skridt tilbage og ventede.

“Hvem er det?” lød en stemme på gebrokkent dari. “Hvad vil I?”“Det er Masouma,” svarede Masouma.“Masouma-jan,” sagde stemmen. “Jeg venter stadig på de penge,

som skal bruges til råvarerne. Jeg beklager.”“Nej, det er ikke det,” svarede Masouma. “Jeg er her sammen

med en dame fra Amerika.”“Du godeste! Du godeste! Fra Amerika?”Døren blev revet op. Et ansigt kiggede og spejdede efter et ansigt,

der ikke var dækket af en burka.“Masouma-jan, hvor er den dame fra Amerika?”“Hej!” sagde jeg på engelsk. “Det er mig.”“Åh, min Gud! Men hej! Kom dog indenfor!”Jeg gik ind, og lige så snart jeg havde trukket min burka af, fik jeg

et ordentligt kram. Hun måtte være sidst i halvfjerdserne, men hen-des høje skikkelse var rank som et spyd, og hendes blå øjne tindrede af liv under det hvide hår.

“Er du virkelig amerikaner?” udbrød hun.“Jeg er afghansk-amerikaner,” svarede jeg.“Tusind tak. Tak, fordi du kom. Jeg hedder Mary. Mary McMaken.

Kom, lad os gå ud i køkkenet.”Mary puslede omkring og talte uafbrudt. Jeg gættede på, at hun

ikke havde talt engelsk i lang tid.“Du må bære over med, hvordan her ser ud. Hvis jeg havde vidst,

at du kom … Men jeg kan tilbyde nogle hjemmebagte småkager og noget te. Zainab! Sara! Vær sød at hente småkagerne.” Mary kaldte på to unge afghanske piger, hun havde ansat i huset. “Og har vi nogen tørrede frugter? Ikke det? Er de alle sammen væk? Nå, det er lige meget, så bare te og småkager.”

Jeg studerede Mary McMaken indgående, mens hun vimsede rundt i køkkenet. Et øjeblik overvejede jeg, om hun kunne være fra CIA. Hvem ellers ville være at finde her i det krigshærgede Kabul? Men et eller andet sagde mig, at det ikke var tilfældet.

Hun satte sig sammen med Masouma og mig ved køkkenbordet. “I må undskylde, men vi har ikke flere penge. Det er derfor, der ikke er noget tørret frugt. Pengene er små, I ved.”


25

“Men jeg har nogle penge,” sagde jeg. “Måske kan jeg hjælpe?”“Åh nej, det det skal du ikke …” sagde Mary. “Eller måske bare

lidt ...”Jeg smilede. “Småkagerne er herlige. Men hvad pokker laver du

her?!”“Ved du hvad, jeg kan sådan set godt lide det her liv. Det er så

enkelt. Man har ikke en masse regninger at betale. Faktisk kan jeg godt lide at være her hele året. Jeg mener, det er et tosset land, tag ikke fejl af det, men under overfladen er folk så ægte. Og så er der reel nød blandt kvinderne her, og det betyder, at jeg kan være til lidt nytte.”

Mary forklarede, at hun drev en lille organisation, der hjalp af-ghanske kvinder med at udvikle projekter, de kunne ernære sig ved. Hun havde et vævekursus og broderiværksted, og hun solgte så håndarbejdet i Amerika. Hun rejste hid og did med materialer og vendte hjem med de færdige produkter. Hun var den eneste kvinde, der gik omkring i Kabul uden burka, og hun kunne slippe af sted med det, fordi hun var sådan en gammel, hvidhåret bedstemor.

Kort sagt, Mary var utrolig. Da hun først var færdig med at for-tælle om sig selv, fyldte hun min tekop op igen og spurgte, hvorfor jeg var kommet til Kabul. Jeg fortalte hende om min velgørende organisation Help The Afghan Children (HTAC, Hjælp Afghanistans Børn) og alt det, vi havde lavet indtil da. Og så fortalte jeg hende om den hemmelige klinik for kvinder, vi netop havde grundlagt i Kabul.

Mary slog hænderne sammen i fryd. “Det er fantastisk! Der er så meget lidelse under disse tåbelige talebanere og deres vanvittige regler, som du ved … Men det er pragtfuldt, at jeres klinik ligger så tæt på. Så kan jeg fortælle mine kvinder om den.”

“Bare lad rygtet sprede sig, Mary.”“Suraya, der er så meget talent her, som går til spilde,” sagde

Mary. “Alle pigeskolerne er lukket, og Taleban har forbudt kvinder at arbejde, så der er lærere og skoleinspektører, der bare sidder der-hjemme uden noget at tage sig til.”

Jeg tænkte et øjeblik over, hvad Mary havde sagt. “Faktisk er ud-dannelse min virkelige lidenskab, Mary … og at forsøge at gøre pi-gerne til en del af det afghanske samfund igen … Ved du, hvad jeg virkelig godt kunne tænke mig?”


26

Mary så indgående på mig. “Hvad havde du forestillet dig, Sura-ya-jan?”

“Jeg vil starte en skole.”“Jamen, det er da en glimrende idé,” sagde Mary langsomt. Hun

var tydeligvis i færd med at overveje det nøje. “Men det bliver ikke let … Men jeg kender en dame, der tidligere var leder af en skole i Kabul, og nu sidder hun og laver ingen verdens ting. Jeg synes, du skulle starte med at tale med hende.”

“Fint, få fat i hende! Så kan vi mødes.”Jeg gav Mary en håndfuld afghanis, så hun kunne købe nogle

flere ingredienser og bage nogle af de vidunderlige småkager. Til gengæld indvilligede hun i at få sin lærerveninde til at komme for-bi. Næste dag var jeg på klinikken, da en af Marys piger dukkede op.

“Lærerinden er hos Mary-jan,” hviskede hun. “Hun hedder Sa-bera.”

Sabera betyder ’den, der er meget tålmodig’. Det var et perfekt navn til en lærer og den person, jeg måske skulle oprette min første af ghanske skole med.

Sabera var som snydt ud af næsen på Rahela, en af mine egne læ-rere på gymnasiet i Kabul. Rahela var min litteraturlærer, og hun in-spirerede mig til at læse. Jeg havde næret stor kærlighed og respekt for Rahela, og jeg vidste instinktivt, at jeg ville komme til at føle det samme for Sabera. Hun havde haft en burka på for at komme hen til Marys hus, men inden under den havde hun en smart dragt og lange bukser. Hun havde en elegant frem toning og ligefrem em-mede af karakter og dannelse.

Vi talte lidt om vejr og vind, og så kom vi til sagen. “Jeg hører, at du har været skoleleder … jeg overvejer at åbne en skole for piger …”

Hun så forvirret på mig. “En pigeskole? Er du ny her i byen?”“Jeg ved, hvad der foregår. Og det er præcis derfor, jeg vil gøre det

– piger er afskåret fra at uddanne sig.”“Det vil blive meget svært,” sagde Sabera tøvende. “Du ved, hvordan Taleban er.” Hun kiggede spørgende på mig. “Men hvad kan jeg gøre?”

Jeg så hende i øjnene. “Jeg vil gerne have, du hjælper mig med at starte skolen.”

Jeg gav mig til mere indgående at skitsere min idé – at starte en pigeskole lige for øjnene af Taleban. Da jeg bad Sabera om at være


27

leder af den første HTAC-skole, sporede jeg en blanding af håb og frygt i hendes øjne. Hun bad om at få et par dage til at tænke over det.

Samme aften besluttede jeg mig for at indvie dr. Abdullah og Se-kander i mine tanker om at starte en skole for piger. Det var langt fra sikkert, at det ville ske, men jeg vidste, at jeg ville få brug for deres hjælp, hvis det skulle lykkes.

“Det er en glimrende idé, men den kan godt vise sig at være lidt farlig,” bemærkede dr. Abdullah med en for ham karakteristisk un-derdrivelse.

“Jamen, hvis jeg var bange for alt, hvad der er farligt, så ville jeg slet ikke være her, vel?”

Sekander rystede fortvivlet på hovedet. “Det er overhovedet ikke nogen god idé. Faktisk er der særdeles farligt. Taleban holder øje med alle. Jeg vil råde dig til ikke at foretage dig mere i denne retning og også holde dig fra den der amerikanske Mary.”

“Hvad er det, Sekander, vil du ikke gerne have, at pigerne får en uddannelse?” bed jeg igen. Jeg vidste, at han bare forsøgte at be-skytte mig, men somme tider måtte jeg afveje faren mod det, der var nødvendigt for at modvirke Talebans vanvid. Og at få pigerne tilbage på skolebænken var et af de tilfælde. “Du er akkurat ligesom Taleban, hvis du er imod det.”

“Nej, jeg er ikke!” svarede Sekander vredt. At blive beskyldt for at være ligesom Taleban var omtrent det værste, jeg kunne sige til ham. “Men jeg er bekymret for din sikkerhed, Suraya-jan. Det er såmænd det hele.”

“Vi kom her for at gøre det, der var nødvendigt, og dette er noget, jeg virkelig gerne vil. Jeg gør det, Sekander. Og jeg har brug for, at I hjælper mig.”

To dage senere mødtes jeg igen med Sabera hos Mary. Hun så gladere og mere energisk ud, end da vi mødtes første gang.

“Jeg har tænkt over det,” sagde hun og var dårligt i stand til at undertrykke et smil. “Og jeg har talt med nogle af mine venner, der er lærere. Og gæt engang – vi er villige til at gøre forsøget! Men vi kan ikke gøre det på et offentligt sted, for så får Taleban nys om det. Vi må gøre det i al hemmelighed.”

“Det er storartet!” udbrød jeg. “Men hvordan skal det gribes an? Hvordan kan vi have en hemmelig skole?”


28

“Jeg kan tilbyde mit hus,” sagde Sabera. “Det er et gammelt gæst-giveri, så der er masser af rum. Det har endda en stor kælder. Vi kan gennemføre undervisningen dernede med elektrisk lys. På den måde vil ingen se eller høre os, når vi underviser pigerne.”

“Men en undergrundsskole i et nedlagt gæstgiveri …” Jeg rystede på hovedet. “Virkningen bliver så begrænset.”

Jeg havde forestillet mig, at vi kunne åbne en kæmpestor skole og på en eller anden måde slippe af sted med det, som det var lykkedes os med klinikken. Sådan et uddannelsesinitiativ hjemme i stuerne virkede så ubetydeligt. Det var slet ikke, hvad jeg havde forestillet mig.

“Jo, men vi kan starte med mit hus, og så se, hvordan det funge-rer,” sagde Sabera. “Hvis det fungerer, så tror jeg, at jeg kan få tolv lærere til selv at åbne deres hjem. Det eneste, de behøver, er nogle få grundlæggende skolesager.”

“Jamen, det er let nok,” sagde jeg. “Og jeg kan også betale dem en løn. Men selv om der skulle være tolv, så vil virkningen stadig være beskeden. Det er jo ikke som sundhedsklinikken, hvor vi kan behandle tusinder. Jeg mener, hvad taler vi om her – måske to hun-drede piger i alt?”

“Synes du ikke, to hundrede piger er det værd?” spurgte Sabera mig stilfærdigt. “Det er jo trods alt stadig to hundrede piger, der ellers ikke ville få nogen uddannelse. Og husk, Suraya-jan, quatra quatra darya mesha – mange bække små.”

Jeg følte mig lidt irettesat af hende. Men naturligvis havde hun ret. Jeg smilede. “Quatra, quatra darya mesha. Godt, jeg er enig.”

“Så vi gør det?” spurgte Sabera.“Vi gør det!” svarede jeg. “Jeg håber bare, at jeg kan komme til-

bage og virkelig få disse skoler til at vokse, det er det hele.”“Hvem ved, måske vil Gud være mere nådig til næste år,” sagde

Sabera. “Næste år er Taleban måske væk igen, og så kan vi åbne en rigtig skole.”


Den_forbudte_pigeskole

Documents

Transcript of Den_forbudte_pigeskole