Post on 08-Apr-2016
description
Håkan Jaensson
Høst & Søn
CICERO FORUM HØST&SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN
9 7 8 8 7 6 3 8 3 1 8 4 0
Dødsikker er en livsbekræftende, sjov og alvorlig bog om livet og døden. Og om Pelle, som overrasker alle. Ikke mindst sig selv.
Da Pelle en dag ser et program i fjernsynet, tror han, at han har lige netop den lumske sygdom, som tv-lægen snakker om. Endnu mærker han ikke noget. Men snart er han død.Hvordan skal han bruge den korte tid, han har tilbage? Uden at involvere andre går Pelle i gang med nedtællingen, der påvirker både hans tanker og handlinger – men ikke kun i negativ retning. Forestillingen om at døden er nær, kan nemlig give et helt nyt blik på livet her og nu.
En dag skal vi alle dø. Alle de andre dage skal vi ikke
DØDSIKKER
Håkan JaenssonDØDSIKKER
HJaensson_dodsikker_CVR.indd 1 25/01/14 00.46
6 7
Tvilling
De to mænd stoppede på samme tid, på samme måde. De sænkede armene og løftede hovedet samtidigt, det var, som om de gjorde nar af hinanden eller dansede en aftalt dans. Kata knugede sin mors hånd. Hun klemte tilbage, men hendes blik var rettet mod mændene på bakken. Kata ruskede i morens hånd, hun hviskede. »Jeg kan ikke fi nde ud af, hvem der er hvem. Hvad er det, de laver?« »Finde ud af hvad? Hvad snakker du om?« Moren lød irriteret. »Jeg kan ikke se, hvem af dem der er Holo,« sagde Kata dæmpet. »Jo, du kan!« »Nej, mor ... jeg er bange!« Moren stillede sig bag hende og tog om hendes skuldre. »Du så, at Holo kom ovre fra skoven, du vin-kede til ham. Så Holo er stadig ham, du kan se til venstre på bakken, ikke, Kata?« »Hvorfor skal vi se på det her, mor?« »Fordi ... fordi hvis vi ikke så på det, ville vi aldrig vide, om Holo ... nej, nu skal du tie stille. Holo er ham til venstre, Holo er ... Holo!«
DØDSIKKER
Håkan Jaensson
Høst & Søn
DØDSIKKERPå dansk ved
Kina Bodenhoff
Titel_dodsikker.indd 1 19/12/13 11.03
høst & søn
Håkan Jaensson
DØDSIKKER
På dansk ved Kina Bodenhoff
Håkan Jaensson
Høst & Søn
DØDSIKKERPå dansk ved
Kina Bodenhoff
Titel_dodsikker.indd 1 19/12/13 11.03
Dødsikkerer oversat fra svensk
af Kina Bodenhoff efter Dödsknäpp
Copyright © Håkan Jaensson og Alfabeta Bokförlag AB, Stockholm
Denne udgave: © Høst & Søn/rosinante&co, København
1. udgave, 1. oplag, 2014
Omslag: Dick Aschenbrenner
Dansk versionering af omslag: Jette Aagaard Enghusen
Sat med Utopia hos Christensen Grafisk
og trykt hos Livonia Print, Riga
ISBN 978-87-638-3184-0
Printed in Latvia 2014
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov
om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Høst & Søn er et forlag i rosinante&co
Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K
www.rosinante-co.dk
5
1
Han kunne godt tænke sig et par rulleskøjter.
Ikke inliners, for de har alle hjulene på rad
og række og vrikker for meget, når man løber.
Akkurat ligesom almindelige hockeyskøjter.
Rulleskøjter.
Det ville være sjovt.
Måske.
Han har ikke ret lang tid tilbage. To uger, så-
dan cirka. Fjorten dage eller seksten eller tretten.
Sådan cirka.
Der er selvfølgelig også andre sjove ting, man
kunne gøre, tænker han. I massevis.
Han skal nok finde på noget.
Rejse, måske? Der er mange steder, man kan
rejse hen.
To uger tilbage.
Han kan i hvert fald begynde med rulleskøj-
terne. Forsøge at lære det.
Inden ... inden løbet er kørt.
Dødsikkerer oversat fra svensk
af Kina Bodenhoff efter Dödsknäpp
Copyright © Håkan Jaensson og Alfabeta Bokförlag AB, Stockholm
Denne udgave: © Høst & Søn/rosinante&co, København
1. udgave, 1. oplag, 2014
Omslag: Dick Aschenbrenner
Dansk versionering af omslag: Jette Aagaard Enghusen
Sat med Utopia hos Christensen Grafisk
og trykt hos Livonia Print, Riga
ISBN 978-87-638-3184-0
Printed in Latvia 2014
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov
om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Høst & Søn er et forlag i rosinante&co
Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K
www.rosinante-co.dk
6
Det er ikke så underligt, tænker han. Det sker
for alle mennesker, før eller siden.
Men de fleste når at blive større end mig.
Sådan tænker Pelle. Roligt og fornuftigt.
Men så vælder angsten op i ham. Han har lyst
til at skrige, men han gør det ikke.
Pelle hører ikke til dem, der skriger.
En mand i hvid kittel. Lille, blank isse, blege
kinder, udstående øjne. Han ligner en snegl, og
lige så langsomt som en snegl bøjer han sig hen
mod Pelle, nærmest svæver ud af tv-skærmen.
Pelle er omtåget af feber. Kan ikke nå fjern-
betjeningen. Har ikke kræfter til at slukke.
Sneglemanden ser lige ind i Pelle.
Han er alvorlig, og han snakker.
Siger, hvordan det står til.
Med Pelle.
Måske har du feber? siger han.
Pelle hører efter. Lægen er en verdensberømt
ekspert. Pelle har feber. Masser.
Det-er-formodentlig-kun-begyndelsen, siger
lægen.
Underteksterne hakker. Nogle ord er svære.
7
Pelle halter bagefter. Det er svært at forstå det
hele. Og han vil heller ikke. Vil ikke forstå det.
Den hvide snegl flimrer som et hologram i
halvmørket.
Den snakker og snakker.
Desværre, står der, at den siger. Der er intet
at gøre. Det gør mig ondt.
Ajm sårri.
Pelle stirrer på tv-skærmen.
Snottet løber.
Altså, det er ikke sådan, at ekspertsneglen på-
står, at det handler lige præcis om netop ham,
Pelle (Petter) Nilsson, Götgatan 102 i kvarteret
Söder i Stockholm. Det ville være umuligt, for
han ved jo ikke, hvem Pelle er.
Men han peger på Pelle, og der er ingen andre
i stuen, kun en spyflue, som summer desperat
mod vinduet.
Og det er ikke fluer, det handler om.
Pelle fryser, selv om han har feber.
Det er helt skørt.
Alt stemmer.
Pelle er klar over, hvad det betyder.
8
Mor og far bliver kede af det, tænker han.
Enormt kede af det.
De havde nok håbet, at han ville vokse op
og bliver stor og dygtig, sådan en pæn fyr, som
snakker og griner og dyrker idræt og i det hele
taget er, som man skal være.
Blive alt det, han ikke er.
Det havde alligevel ikke fungeret. Forud sæt-
nin gerne er ligesom for dårlige: en spinkel krop
med blå øjne, masser af krøllet hår og en ret lille
mund med fortænder, der er næsten lige så store
som Nickes.
Og noget geni er han jo ikke.
Ikke engang sjov.
Pelle snøfter, tørrer lidt snot af i ærmet.
Gult snot.
39,7 i feber.
Snot på termometeret.
Gult er grimt.
Men det går over. Alting går faktisk over, så-
dan cirka i slutningen af oktober.
Der bliver ingen fødselsdag, ingen jule-
aften.
Ingenting.
Pludselig kommer tårerne, sammenkrøbet på
9
rya tæppet foran fjernsynet græder han, så han
ryster. Klynker, borer sit snotvædede ansigt ned
i det støvede tæppe.
Han er bange.
Bange, bange.
Fluen summer. Pelle græder.
Da han vågner, er mørket faldet på. Han tæn-
der nogle lamper, vakler ud på badeværelset og
vasker sig i ansigtet.
Føler sig rolig. Træt, men rolig.
Fluen i vinduet ligger død med benene i vej-
ret. Pelle lader den ligge.
Måske skulle han gå ned til frisøren i Ringen
og blive klippet. Altid noget. Hvis han så pæn
og ordentlig ud, behøvede mor i hvert fald ikke
være ked af det.
Han vil også ordne sine negle, klippe sørge
randene af. Og altid have rene underbukser på.
Pelle skænker mælk op og hælder en dobbelt
portion O’boy i.
Lev stærkt, dø ung! som far plejede at sige, når
han kørte for hurtigt.
Og grinede.
10
Pelle ser kakaopulveret drukne i mælken lidt
efter lidt, tager skeen og sænker det sidste. Nede
på gaden hyler en ambulance på vej mod syge-
huset ved Ringvejen.
På det sygehus ligger Pelles morfar på en stue
sammen med nogle andre gamle mænd og har
det enormt dårligt. Mor siger, at det kan være
forbi, hvornår det skal være.
Uretfærdigt, synes hun. Morfar er ikke en-
gang halvfjerds og har hverken røget eller ... jo,
drukket har han. Temmelig meget. Men dran-
kerne nede ved Systembolaget ser jo ud til at
have evigt liv!
Mor får det dårligt over at se morfar så syg.
Derfor er det mest Pelle, der besøger ham.
Morfar, som engang har været svensk mester
i sværvægtsboksning, ligger der i sengen og bli-
ver mindre og mindre.
Sygehusapparaterne piber og hvæser, er-
næringsvæske løber ind i morfar gennem en
slange, tisset løber ud gennem en anden.
»Hvordan går det med Betty?« kan morfar
spørge.
Betty var Pelles undulat. En morgen lå den i
bunden af buret uden at røre sig.
11
Død.
Mor syntes ikke, at Pelle behøvede at græde
over det. Han vidste da, at fugle ikke lever
så længe? De kunne købe en ny, sagde mor og
puttede Betty ned i en frysepose, som hun lagde
i spanden med brændbart køkkenaffald.
Pelle græd alligevel.
»Betty har det godt,« plejer Pelle at svare, når
morfar spørger. »Smaddergodt. Snakker dagen
lang.«
»Det er godt selskab for dig,« siger morfar.
»Ja,« siger Pelle.
Ellers tier de mest stille.
Pelle rører rundt i mælken, så den bliver jævnt
mørkebrun, tager en slurk og kigger ud over
gaden. Bare almindelig kedelig trafik og al-
mindelige triste mennesker. Så er det sjovere,
når der er gadeløb. Eller når bilerne med blå
blink rykker ud for at slukke brande eller fange
tyveknægte.
»Ouiouiouioui,« hvisker Pelle.
Sådan lyder de.
Han savner Betty. Stakkels Betty, gul og blå
og dum som en due.
12
Men den kunne i hvert fald sige »hej«, og Pelle
kunne godt lide, at der var nogen, der sagde det,
når han kom hjem fra skole.
Far arbejder som sædvanlig. Han er journalist
på den gule lokalavis i Söder. Han fik jobbet
efter en, som flyttede til Korpilombolo.
Det ville Pelles glade og ret søde far aldrig
gøre, for han elsker Stockholm og Hammarbys
fodboldhold.
Hvis Bajen, som fodboldklubben bliver kaldt,
vinder noget i år, har han lovet at barbere sit
overskæg af.
Mor blev engang valgt til Söders Lucia, selv
om hun havde knaldrødt hår på det tidspunkt.
Hun er stadig pæn, synes Pelle. Men blondine.
Og træt og ked af det en gang imellem, men det
er ikke Pelles skyld. Siger hun.
Mor arbejder i Socialstyrelsen på den an-
den side af Västerbron. Hun er socialinspek-
tør og rejser hid og did for at tjekke, hvordan
børn på forskellige slags institutioner klarer
sig.
Nogle gange sidder hun i køkkenet med et glas
vin og er deprimeret.
13
»Hvis du bare vidste, Pelle ... hvor forfærdeligt
mange børn har det.«
Så plejer Pelle at give hende et lille kram.
Om eftermiddagen kan Pelle gå hen i Agurken,
skolens fritidsklub. Men det vil han ikke, og det
er ikke kun, fordi idioter som Kurt og Filip spiller
billard derhenne.
Pelle kan godt lide at være alene. Slippe for at
konkurrere, slippe for at slås, slippe for at sysle
med noget.
Perleplader! Han afskyede dem allerede i bør-
nehaven.
Og at lege ... hvad sjovt er der ved det?
Sådan kan han tænke. Det er ikke normalt,
han ved det.
Mor og far er tilfredse, for Agurken er ikke
gratis, og indimellem kniber det med pengene.
Det kostede enormt meget at købe den her
fireværelses med nyt køkken og ismaskine i
køleskabslågen. Plop-plop-plop. Nogle gange
sætter Pelle maskinen til at ploppe isterninger
ud, bare fordi det lyder så sjovt.
Is er sikkert godt mod feber, men Pelle gider
ikke prøve efter.
14
Det fineste i Pelles værelse er motorcykelplaka-
terne og et lille fjernsyn, som han kan kigge på,
hvis mor og far er hjemme og vil have det store
i stuen for sig selv.
Pelle har også en lille computer, en cd-afspil-
ler, treogtyve bøger, femten plader, syv compu-
terspil og en hel årgang af Allt om MC. Samt et
tomt fuglebur.
Næsten alle møblerne er skrammede IKEA-
ting, præcis ligesom i resten af lejligheden.
»Hvem bekymrer sig om det?« plejer mor at
sige.
Pelle, måske, for det er mest ham, der er
hjemme. Men han klager ikke, det gør han sjæl-
dent.
Han ved, at mor bekymrer sig om det. I virke-
ligheden. Hvis hun vinder i lotto, vil hun købe
en masse nye møbler og begynde at invitere folk
hjem. Det har Pelle hørt hende sige til far.
Huset, de bor i, er brunt, beige og rustfarvet
og har store altaner, hvor folk kan stå og ryge.
Det fylder hele kvarteret, og i underetagen lig-
ger Ringen, et temmelig lille indkøbscenter med
madbutikker, telefoner, tøj og en hel del andet.
I garagen under alle butikkerne står deres
15
gamle Volvo i et hjørne og er i stykker med en
rottefamilie, der er flyttet ind på bagsædet.
Det er ikke noget problem, synes far. Han
behøver ikke engang at cykle for at komme på
arbejde ved siden af Åhléns på den anden side
af gaden. Og mor tager bussen.
Fire værelser er egentlig et for meget, men ...
tænk, hvis Pelle skulle få en lillesøster eller en
lillebror?
Måske, måske! Det er vi ikke for gamle til
endnu, synes mor og far.
Denne gang vil de have en pige.
Jeg håber, de får sådan en, tænker Pelle. En
der er glad og rask og normal. I lyserødt tøj.
De har nok ikke lyst til at være barnløse. Trods
alt.
Han ved jo godt, hvad der skal ske, men det er,
som om han ikke rigtigt har forstået det endnu.
Det kan heller ikke ses, ikke som på morfar.
I spejlet i entreen står den sædvanlige, grim-
me, blege unge, lige nu lidt uhyggeligt rød i kin-
derne.
Hul i blusen, englehår.
16
Mors lille engel, som hun plejer at sige.
Måske bliver han til sådan en. En engel.
Andre børn, tænker han, andre børn ville have
grædt og skabt sig, fortalt det til mor og far, ledt
på nettet efter hjælp af en art, ville være gået til
skolesygeplejersken ... Hvad som helst.
Ikke han.
Pelle er for sej til den slags. Eller for dum. Eller
for sløv.
Han mærker, at den sorte panik lurer i maven.
Han kan faktisk ikke gøre noget.
Det er der ingen, der kan.
Derfor nytter det heller ikke noget at sige det.
Folk ville bare blive ked af det. Eller også ville
de ikke.
Han er ikke som andre. Det er måske derfor, han
skal herfra. Men findes der nogen, som er som
andre?
Pelle ved det ikke. De få, han kender, virker
ret forskellige.
Nogle gange går det slet ikke, når han prøver
at tænke.
Er det umagen værd at købe rulleskøjter?
Måske. Hvis de ikke er for dyre. For det er du
17
værd, som de plejer at sige i tv-reklamen. Bikås
jur wørth it.
Hvis han vil finde på noget andet sjovt, skal
det gå stærkt. Ellers kan han ikke nå det.
Han har en deadline, sådan en som far plejer
at snakke om. Det er et bestemt klokkeslæt, hvor
far skal være færdig med at skrive, hvis artiklen
skal nå at komme med i avisen.
Deadline. Dødslinje.
Det er, som det er. Sådan noget kan de ikke
lyve om i tv. Den hvide snegl har talt til Pelle. To
uger tilbage til deadline. Sådan cirka.
Panden er hed og svedig mod hans kolde hånd.
Snottet løber.
Pelle pudser næse, drikker ud og sætter glas-
set i opvaskemaskinen.
Han kommer til at savne O’boy.
Og varme pølser. Og grønne oliven med røde
propper i.
Pelle står med panden mod vinduet og ser ud
på aftenens glitrende lys nede på gaden. Lys-
skilte, udstillingsvinduer, billygter, cyklister i
gule refleksveste, de røde og grønne lys i fod-
gængerovergangene.
18
Og et sted derude synger en fugl, sådan lyder
det i hvert fald. En lille grå fugl.
»Jeg vil leve,« hvisker han.
Det lyder skørt, men der er alligevel ingen, der
hører ham.
Han vil leve. Ja, det vil han vel.
19
Og et sted derude synger en fugl, sådan lyder
det i hvert fald. En lille grå fugl.
»Jeg vil leve,« hvisker han.
Det lyder skørt, men der er alligevel ingen, der
hører ham.
Han vil leve. Ja, det vil han vel.
2
Hundegøen på trappen. Det ringer på døren.
Pelle åbner uden at kigge i kighullet.
Mor. Allerede?
»Se, hvad jeg har med til dig, Pelle!«
På terrassogulvet står en lille smudsighvid,
forpjusket tingest. Den pruster. Tungen hænger
ud, og de brune øjne stirrer bistert frem under
pandelokken.
»Skal du ikke klappe den?«
Pelle bøjer sig ned og klapper den lidt. Pelsen
er strid og varm.
Hunden slikker Pelles hånd, så han må tørre
den af i bukserne.
Mor står der i sin nye efterårsfrakke, rød i
kinderne og nye lyse striber i håret. Og glad.
»Han hedder Otto! Han er en lille ... jeg tror,
de sagde, at han er en slags terrier.«
»Hej Otte,« siger Pelle.
20
Hunden glor olmt på Pelle, fuldstændig lige-
som et menneske (Kurt, for eksempel). Og ræk-
ker tunge!
Pelle giver hunden fingeren, men det ser mor
ikke.
»Schæfere og den slags æder enormt meget,«
siger hun. »Så det måtte blive en lille ... vovse.«
Mor haler Otte med ind i entreen og giver
Pelle et knus.
»Og nu er han din! Værsgo!«
»Min?« siger Pelle.
»Ja, så du ikke skal være så meget alene, nu
hvor Betty ikke er her mere.«
Mor krænger støvlerne af, Otto tisser på gul-
vet i entreen.
»Det syntes vi, far og jeg. At vores dreng træn-
ger til lidt selskab. Ups!«
Mor er kommet til at træde i søen.
Pelle går ud i køkkenet efter køkkenrullen.
Han vil ikke have nogen hund. Tørre tis op og
være tvunget til at gå ud med den blandt alle
mulige underlige mennesker, som slæber rundt
på små rottehunde eller store bæster, som skider
overalt i byen. I tonsvis.
21
Og som gør ad en.
Pelle har andet at lave. Ikke på den måde at
han hænger ud på Facebook eller spiller tv-spil
som så mange andre.
Nej, efter skole plejer Pelle at se fjernsyn,
drikke kakaomælk og zappe mellem reklame-
kanalerne.
Der er meget at se: sammenvoksede tvillin-
ger (siamesiske), hvordan glødelampen blev
opfundet, motorcykelløb, madprogrammer,
slankeprogrammer, tegnefilm, boligprogram-
mer, fulde teenagere, shows med folk, der skal
skilles, Englands fedeste mennesker, de værste
oversvømmelser ... den slags, om hvad der sker
i verden.
Og lægeprogrammer.
Mange lægeprogrammer gled ligesom bare
forbi, fulde af rygsmerter, åreknuder, skoldkop-
per, stress, brækkede arme, tarmslyng ...
Men ét var specielt. Det, der handlede om
ham.
Hvor heldigt, at Pelle ikke gik glip af det. Eller
uheldigt.
Fiivøø, havde den hvide snegledoktor sagt.
22
Feber. Det er sådan, det begynder, med høj fe-
ber.
Den syge føler sig også træt. Og sløv og li
geglad, selv om vedkommende endnu ikke er
kommet i puberteten.
De viste røde, slimede kugler, som pulserede
og voksede, fyldte skærmen.
»Tumorer,« sagde tv-doktoren.
Man skulle tjekke om man havde en knude,
ofte i lysken. Knuden kunne være en tumor, en
livsfarlig cancertumor ...
Pelle var rykket tættere på fjernsynet.
En knude i lysken ...?
Nu kom der en dreng, en snottet, men ret nor-
mal og lyslevende dreng, som susede rundt som
enhver anden og grinede. Og så lå han pludselig
i en sygehusseng med drop.
Ligesom morfar.
Drengen døde i løbet af kun to uger, og man
så, hvordan moren græd øjnene ud af hovedet
til begravelsen.
»En lumsk sygdom,« sagde tv-doktoren.
Drengen havde haft krøllet hår og røde kin-
der. Røde af feber.
Og knuder.
23
»Der er intet at gøre,« sagde tv-doktoren.
»Trods intensiv forskning på området. Syg-
domsforløbet er kort. I næste uge skal vi tale
om ulcerøs kolit.«
Tv-doktoren stirrede på Pelle med sine rød
øjne, vinkede langsomt med sin sneglepote.
Slut for i dag, tid til reklamer.
Pelle trykkede på off. Fjernsynet flimrede og
slukkede.
Han kiggede på den sorte skærm. Det var,
som om hans hjerne var gået i stå.
Så stak han hånden ned i bukserne og mær-
kede på sin knude. I lysken, præcis som sneglen
havde sagt. Knap nok større end en hasselnød,
lidt glat under huden mellem låret og tisseman-
den.
Han havde haft den et stykke tid. Undret sig,
men ikke været urolig.
Nu vidste han besked.
Den gjorde ikke ondt, ikke engang når han
klemte hårdt til. Ikke endnu.
Han følte sig unaturligt træt. Og så varm, at
han var lige ved at besvime.
Og bange.
24
Hunden gør i entreen.
»Skynd dig med køkkenrullen,« råber mor.
To uger tilbage. Når Pelle var borte, ville Otto få
en ny ejer. Hvis nogen ellers ville have en brugt
hund, Pelle vidste ikke, hvad folk plejede at gøre.
Måske ville de skyde Otto. Bare sådan bang.
Mor tørrer op og ser på ham.
»Hvordan har du det i dag, Pelle?«
»Godt.«
»Er du ikke glad? Nu hvor du har fået en lille
vovse!«
»Jo,« siger han og pudser næse.
»Så er du også fri for at sidde og se alt det skidt
i fjernsynet,« siger mor.
Hun fatter ikke, hvor meget han får at vide,
når han ser fjernsyn. Som i dag.
Hvis hun havde haft den mindste anelse om
det, så ... så ville hun i hvert fald ikke have smidt
en masse penge ud på en hund, og så kunne
Pelle have bedt om et par rulleskøjter.
Et par fine rulleskøjter i stedet for en lille for-
pjusket, dum hund, som rækker tunge. Noget
sjovt til hendes dreng, som snart ikke er her
mere.
Ikke eksisterer mere.
Det kan Pelle ikke sige til mor.
Så han siger tak i stedet. Og giver hende et
knus.
»Du er jo helt varm,« siger hun. »Har du fe-
ber?«
25
Ikke eksisterer mere.
Det kan Pelle ikke sige til mor.
Så han siger tak i stedet. Og giver hende et
knus.
»Du er jo helt varm,« siger hun. »Har du fe-
ber?«