Post on 05-Jun-2018
1
Bjørn Nørgaards danmarkshistoriske
gobeliner på Christiansborg
- Monumental kunst mellem erindringssteder og museumsformidling
Eget foto 2012
Københavns Universitet
Saxoinstituttet
Speciale i Historie
Sommer 2013
Af: Alexander Grolmann Harkink
Vejleder: Sebastian Olden-Jørgensen
2
Indholdsfortegnelse
Indledning………………………………………………………………………………………………… 4
Problemformulering………………………………………………………………………………..….……… 5
Forskningsoversigt og metodeovervejelser………………………………...…….. 6 Et forskningsfelt mellem erindringshistorie og formidling………………………………………….………... 6
Erindringshistorie og erindringssteder…………………………………………………………...…………… 7
Christiansborg Slot, gobelinerne og Kongehuset…………………………………………………………...… 7
Formidling…………………………………………………...………………………………………..………. 8
Christiansborg Slot………………….……………………………………………... 9 Slot på slot på slot…………….…………………………………………………………………………….… 9
Biskop Absalons Borg……………….…………………………………………………….………………… 10
Københavns Slot…………...……………………………………………………………………..………… 10
Christiansborg Slot……………….……………………………………………………………….………… 11
Det andet Christiansborg……………………………………...………………………………….…………. 12
Det tredje Christiansborg…………...……………………………………………………………………….. 13
Bygninger med tidsånd……………………………………………………………………………………… 13
Institutionen og det folkelige Christiansborg…………………………………………….………………….. 14
De Kongelige Repræsentationslokaler…………………………………………………………………….… 15
Gobeliner til Danmarks Dronning…………………………………….…………. 18 Indholdet…………………………………………………………………………………………………….. 19
Generelle træk……………………………………………………………………………………………….. 19
Vikingetiden………………………………………………………………………………………………… 20
Ældre Middelalder…………………………………………………………….…………………………..… 20
Yngre Middelalder…….………………………………………………………………………………..…… 21
Reformationen…………………………………………………………………………………………….…. 21
Adelsvældet………………………………………………………...………………………………………... 21
Ældre Enevælde……………………………………………………………………………………………... 22
Yngre Enevælde…………………………...………………………………………………………………… 22
Ældre Glyksborgere…………………………..……………………………………………………………... 22
Yngre Glyksborgere……………..…………………………………………………………………………... 23
Gobelinerne og dynastiet…………………………………………………………………………………..… 24
Tidligere tapeter……………….………………………………………………………………………..…… 24
Gobelinerne og den danske kongemagt…………………………………………..…………………………. 25
Det danske kongehus………………………………………………………………………………………… 25
Formidling i praksis……………………………………………………………… 28 Den faglige formidlings genrer…………………………………………..……………………………..…… 28
Vidensunivers……………….………………………………………………………………………………. 29
Sprog og formidling………………………..……………………………………………………………..…. 30
Formidlingskompasset………………………………………………………………………………………. 30
Kontekst og funktion…………………………………….…………………………………………………... 31
Selektion i formidlingen…………………………………………………..……………………………….… 31
Det komplekse og det forenklede……………………………………………….…………………………… 31
Sprog og anskuelighed………………………………………………………………………………….…… 32
Billedligt talt………………………………………………………………………………………………… 32
3
Fortællingen………………..…………………………………………………………………………….….. 34
Retorik som formidlingsredskab………………...………………………….….… 36 Mundtlighedens natur………………………………………………..………………………………………. 36
Det mundtlige materiale, sprog og rum………………………………………………….………………..…. 37
De forskellige typer mundtlig formidling…………………………………….…………….……………..… 38
Forberedelse af mundtlig formidling………………………………………………………….………..…… 38
Den retoriske tekst i aktion…………………………………….…...…………………………..………….... 41
Lyden og kroppens sprog…………………………………………………………………...……………….. 41
Kollektiv erindring……………………………………………………………..… 43 Erindringshistorie………………..………………………………………………………………………..…. 43
Erindring og historie……………………………………..………………………………………………….. 46
Definition på et erindringssted……………………………...……………………………………….………. 51
Museumsformidling……………………..………….…………………………….. 55 Formidlingen på Christiansborg…………………………………………..………………………….……… 55
Empirisk undersøgelse………………………….……………………………..…. 56 Introdiktion til empirisk undersøgelse………………………………………………………………………. 56
Kulturformidler 1………………………………………………………………………………………….… 57
Kulturformidler 2……………………………………………………………………………………….…… 61
Kulturformidler 3……………………………………………………………………………………………. 65
Analyse af formidlingen………………………………………………………….. 68 Gobelinerne som historiereference……………………………………………………………..………........ 68
De Kongelige Repræsentationslokaler som gobelinernes ramme…………………………………………… 70
Hvad fremhæver kulturformidlerne på gobelinerne?....................................................................................... 71
Interaktion med publikum………………………………………………………………………………....… 74
Analyse af Bjørn Nørgaards gobeliner som erindringssted……..….………...… 77 Danmarkshistorien vævet ind i tæpper…………………………………….…………………………….….. 77
Et erindringssted dannes………………………………………………..…………………………………… 78
Erindringsstedet italesættes……………………………………………………………….……………….… 79
Gobelinerne som erindringssted…………………………………………………………….……………….. 80
Konklusion………………………………………………………………………… 82
English summary…………….…………………………………………………… 84
Bibliografi…………………………………………………………………………. 85
4
Indledning
”Slot på slot på slot”. Sådan står der på skiltet i Drabantsalen når man ankommer til De Kongelige
Repræsentationslokaler. Allerede i Dronningeporten fornemmer man storheden over stedet. Det er her
Dronningen arriverer når hun skal til gallamiddag på slottet, og det var her, den amerikanske præsident
Barack Obama gik da han besøgte Danmark i 2009. Porten åbner automatisk op for gæster og man træder
ind i en enorm port med høje søjler og marmorstatuer af dronninger på hver af de to store trapper som fører
op til de kongelige lokaler. For enden af den ene trappe er en lukket dør, mens den anden har begge døre
stående på hvidt gab og bag dem slår et hvidt/gulligt lys én i møde. Automatisk drages man mod lyset og
befinder sig øjeblikket efter i endnu et enormt gemak som bærer navnet; Drabantsalen. Opkaldt efter de
gamle fyrsters livvagter som senere indgik i den Kongelige Danske Livgarde. De seks store giganter som
omgiver publikum i salen er altså ikke drabanter. De ligner mere græske guder. Foran sig møder man et
kæmpe spejl som går fra gulv til loft og giver salen et endnu større omfang. Ovenover hæver sig et stort
hvælvet loft og herned fra hænger små, men dog kraftfulde, lysekroner i glaskupler. På en planche nær
indgangen er et billede af den danske Dronning Margrethe II som går gennem selv samme sal med andre
medlemmer af den kongelige familie. Det er i denne sal man på tv kan se kongefamilien og samfundets
spidser gå gennem, med farverige kjoler og dekorerede uniformer. Lukker man øjnene et øjeblik mens man
koncentrerer sig, kan man næsten fornemme blitzlysene fra pressens fotografiapparater. Stedet emmer af
historie. På introduktion-planchen står den tekst som er beskrevet ovenfor; ”Slot på slot på slot” og man ser
en tidslinje med tegninger af forskellige slotte. Det første ligner mere en borg og er placeret i midten af
1100-tallet. Det sidste genkender man som det nuværende Christiansborg Slot. Det er placeret i starten af
1900-tallet. Man bliver nysgerrig og glæder sig til at finde ud af sammenhængen. I salens venstre side står
vare til salg. Bøger, postkort, havfruer af sten, frøer af glas og Fair Trade chokolade. Man er nødt til at
skulle gennem butikken for at komme ind for mellem Drabantsalen og den åbne gang på højre side, er en
afspærring. Ved disken i butikken finder man en oversigt over priserne. Se det hele eller vælg forskellige
dele man ønsker at se. Man kan altså som ikke-kongelig komme ind på slottet og man kan endda gå rundt
på egen hånd. Men sådan har det ikke altid været.
Dette speciale er skrevet i historie på Københavns Universitet. Specialet er på i alt 88 sider, hvoraf
specialeteksten fylder 190.689 antal tegn, svarende til 79,45 sider, hvilket dermed opfylder de givne regler
om det maksimale antal sider for et speciale.
Sebastian Olden-Jørgensen har været vejleder på dette speciale, og jeg vil gerne benytte indledningen til at
takke for god vejledning og støtte under processen.
5
Problemformulering:
Bjørn Nørgaards danmarkshistoriske gobeliner på Christiansborg:
Monumental kunst mellem erindringssteder og museumsformidling.
Specialet har til formål at belyse Bjørn Nørgaards danmarkshistoriske gobeliner på Christiansborg fra to
vinkler:
1) Gobelinernes relation til fysisk-institutionelle, dynastiske og nationale erindringssteder
2) Gobelinernes funktion i den konkrete museumsformidling. Sidstnævnte undersøgelse vil bygge på
empiriske iagttagelser af en række formidlingssituationer.
Afslutningsvis vil de to vinkler blive kombineret for at kortlægge, hvilken rolle erindringssteder spiller i
museumsformidling, og hvordan de bedst kan bruges som en ressource.
6
Forskningsoversigt og metodeovervejelser
Indledningsvis bliver det nødvendigt at præcisere begrebet erindringshistorie sammen med de øvrige
analytiske begreber og tilgange, som jeg har valgt at benytte mig af i specialet. Derfor vil jeg nu inden
analysen præsentere det forskningsfelt, som specialet tager sit afsæt i og er inspireret af. Jeg har taget
udgangspunkt i den nyere historie- og kulturformidlingsforskning omkring temaer som: erindring,
historiebevidsthed og historieformidling. Forskningsoversigten er koncentreret omkring de begreber, som jeg
har fundet nyttige at tage udgangspunkt i og senere vil anvende i analysen. Disse vil også blive yderligere
uddybet senere i specialet.
Et forskningsfelt mellem erindringshistorie og formidling
Der er i historiefaget indenfor de sidste 20 – 25 år kommet en øget fokus på historie som noget der også
produceres, formidles og bruges udenfor undervisnings- og forskningsmæssige sammenhænge.
Historieformidlingen sker også på TV, i spillefilm, romaner, på museer, ved mindesmærker, monumenter, og
alternative former for historieformidling til den traditionelle- videnskabelige historieforskning. Menneskers
historiebevidsthed er kommet i fokus og historieforskning er derfor også til stede i menneskets dagligdag. I
den forbindelse er forskerne blevet meget bevidste om, at den brede historieformidling spiller en væsentlig
rolle i dannelsen af identiteter og fællesskaber. Mindesmærker og erindringssteder skabes og konstrueres
forsat, og siden 1980’erne har de oplevet en renæssance med øget fokus på, at implementerer historien i
almindelige menneskers bevidsthed. Indenfor historie- og kulturformidling er der kommet øget fokus på, at
formidle historien til publikum så de får en oplevelse og ikke kun bliver klogere. I forbindelse med museum
og kultur er formidling naturligvis ikke et nyt begreb, men i dag forskes der i, og skrives om, mundtlig
formidling og dets betydning for gæsternes oplevelse og udbytte. Den formidling som sker i det konkrete
tilfælde på Christiansborg Slot i riddersalen ved Bjørn Nørgaards gobeliner mener jeg, at man med fordel
kan undersøge i krydsfeltet mellem historieformidling og erindringshistorie. Det er specialets hensigt at
undersøge, om man kan tale om gobelinerne som et erindringssted og, om der findes en fordelagtig måde at
formidle disse gobeliner på i et erindringshistorisk perspektiv.
Helt centralt for undersøgelsen er udvalgte teorier, som beskæftiger sig med begreberne erindring og
formidling. Især vil Leif Becker-Jensens teori om faglig formidling blive udfoldet udførligt da det er denne
teori som analysen af formidlingen af gobelinerne i riddersalen bygger på. Leif Becker-Jensen introducerer i
sin bog Den sproglige dåseåbner begreber som vidensunivers og formidlingskompas, og disse har inspireret
til og fungeret som fundament til formidlingsdelens analyse.
7
Erindringshistorie og erindringssteder
Til at undersøge og klarlægge retningslinjerne for erindringssteder har det været nødvendigt at selektere
grundigt og kun inddrage en snæver del af det materiale der findes om emnet erindringssteder og
mindesmærker. Forskningen i erindringshistorie forgrener sig i mange retninger og fungerer ofte som
tværfaglige studier. Til dette speciale er der valgt udelukkende at holde fokus på ophavsmanden til begrebet
lieux de mémorié og manden der senere udfoldede dette begreb i konkrete steder, henholdsvis Maurice
Halbwachs og Pierre Nora. Det er de to herre Pierre Nora og Maurice Halbwachs teorier og metoder, som
også bliver anvendt som metode til dette speciale i analysedelen af gobelinerne.
Sammen med de to franskmænd inddrages også Inge Adriansen og hendes værk om erindringssteder i
Danmark, hvor hun indgående beskriver sin arbejdsmetode, samt hendes to bind om nationale symboler, der
især har tjent som inspiration til at gribe problemformuleringen an. Adriansens har en materialistisk tilgang i
sit bidrag til forskning i erindringshistorie. Forstået på den måde, at ifølge hende, kan kun monumentale
mindesmærker opfattes som erindringssteder. Anderledes forholder Pierre Nora sig idet han arbejder ud fra,
at alt i princippet kan opfattes som et erindringssted når blot det indeholder nogle bestemte træk. Ligeledes
inddrages Sebastian Olden-Jørgensen værk om Stormen på København. Det var dette værk som inspirerede
til problemformuleringen.
Det store formidlingsprojekt Humanistisk historieformiling – i komparativ belysning fra Roskilde
universitetscenter har været brugt både i forbindelse med formidlingen og i forbindelse med
erindringshistorie. De udvalgte værker fra serien har haft fokus på begge aspekter og har derfor været brugt i
begge af specialets dele. Især skal her fremhæves Erindringens og glemslens politik hvori forfatterne
præsenterer og diskuterer forskellige teorier og retninger inden for forskningen i kollektiv erindring og
historieopfattelser.
Christiansborg Slot, gobelinerne og kongehuset
Specialet har til hensigt at undersøge hvordan Christiansborg Slot, gobelinerne og det danske kongehus
spiller sammen og interagere med hinanden i erindringshistorisk forstand. Slottet som både er rammen om
specialets hovedtema, Bjørn Nørgaards gobeliner men også det danske kongehus, er vidt beskrevet, men jeg
har valgt tre værker som jeg fandt, ville være det mest dækkende i denne forbindelse. Borgen af Thomas
Larsen, Magtens Ø af Jytte Hilden og Christiansborg Slot bind II af Kristian Hvidt (m.fl.). Disse tre værker
har med forskellige vinkler, beskrevet det daglige liv på Christiansborg og ikke mindst, slottets historie. Det
har været vigtigt at få indgående kendskab til slottet fordi selve bygningen rummer den historiske dimension,
som erindringsstederne er opbygget ved.
Gobelinerne er meget lidt beskrevet men Peter Hornungs bog Gobeliner til Danmarks Dronning har været
dækkende da den fungere som en slags nøgle til at lukke gobelinerne op. Hornungs bog var den første
udgivelse, der beskrev gobelinerne i detaljer, og er derfor blevet udvalgt til at fungerer som fundament for
8
forståelsen af gobelinernes indhold. Bogen beskriver primært gobelinernes detaljer, og går ikke i dybden
med hverken Danmarkshistorien eller en analyse af Bjørn Nørgaards egne tanker med gobelinerne. Desuden
indeholder bogen et interview med Bjørn Nørgaard hvori kunstneren selv, åbner op for sine egne tanker og
ideer i forbindelse med projektet.
Det danske kongehus spiller også en rolle i undersøgelsen af gobelinerne som erindringssted og her har jeg
især benyttet mig af Sebastian Olden-Jørgensens bog om det Glückborgske kongehus Prinsessen og det hele
Kongerige samt Inge Adriansens Nationale symboler bind I. Her har jeg fundet megen inspiration om
kongehusets plads i den nationale erindring og deres identitetsskabende funktion.
Formidling
Til at undersøge historieformidling har jeg måttet selektere grundigt i den næsten uanede mængde af
litteratur om formidling. Jeg har valgt at koncentrerer mit fokus omkring tidligere nævnt Humanistisk
historieformidling elvte og sidste bind At formidle historie da bogen bruger Pierre Nora og Maurice
Halbwachs i arbejdet med forskning i erindring og kulturarv. Fra samme projekt er også brugt På museum,
Erindringens og glemslens politik og Danmarkshistorier. En erindringspolitisk Slagmark. I arbejdet med
formidling på museer og kulturinstitutioner har Ole Strandgaards Praktisk museologi været benyttet da man i
dette værk får beskrevet en typisk arbejdsgang på et mindre dansk museum. Det har været nødvendigt at
afgrænse problemfeltet inden for museumsformidlingen, da meget af den formidling forgår skriftligt. Til
dette speciale har kun den mundtlige formidling været relevant. Jeg har derfor heller ikke beskæftiget mig
med museumsloven da Christiansborg ikke er underlagt denne. Til samme formål har også bogen Ny dansk
museologi af Bruno Ingemann m.fl. fra Aarhus universitet været benyttet, dog i mindre omfang. For at opnå
en bredere forståelse af formidling har også litteratur om talerkunstens eget felt, retorik, været inddraget. Her
har især Christian Kocks Ordet magt, Jonas Gabrielsens m.fl. Talens magt og Charlotte Jørgensens Praktisk
retorik dannet fundamentet for en dækkende undersøgelse af dette felt. Christian Kock beskæftiger sig med
den retoriske tradition mens de to andre værker har fokus på den praktiske udøvelse. Da specialets hensigt er
at undersøge den mundtlige formidling har retorik fungeret som et glimrende analyseredskab i den
henseende.
9
Christiansborg Slot
Slot på slot på slot
I hjertet af København hviler de store mørkebrune granitsten som skaber vore dages Christiansborg, og som
fik muret sin grundsten 15. september 1907. Det er næppe nogen overdrivelse, at de fem borge, der siden
1100-tallet har stået på Slotsholmen i København, er det midtpunkt, hvor størstedelen af Danmarks politiske
historie har udspillet sig. De færreste tænker over det, men det nuværende slot blev grundlagt for kun lidt
over hundrede år siden og blev bygget i samme periode som Poul Henningsen og Arne Jacobsen dyrkede
funktionalismen. En helt anden moderne stil. Let og enkel. Mange vil nok i dag mene, at det klæder slottet at
blive gammelt. Og de fleste kan nok også lide bygningen som en del af nutidens bybillede. Men slottet har
gennem tiden været stærkt udskældt for sit mørke og tunge udseende. Christiansborg ligger på øen
Slotsholmen, som er forbundet med resten af København via ni broer. På hele øen er historiske og
monumentale bygninger nærmest stablet på hinanden. Først og fremmest Christiansborg med Folketinget, De
kongelige Repræsentationslokaler, Højesteret og Slotskirken. Dernæst Børsen, Thorvaldsens Museum, Det
Kongelige Bibliotek og Christian IV’s bryghus.
Oprindeligt skulle kongefamilien have boet på Slottet. Slottet er delt midt på hvor venstre side er til
politikerne mens højre side var tiltænkt kongen. Men i sidste øjeblik valgte den daværende konge Christian
X at takke nej og dermed blive boende på Amalienborg.
Det tredje Christiansborg er bygget op som et folkeligt projekt hvor alle landets 1069 sognekommuner har
leveret sten til projektet.1
”Det hele land frivilligt og enigt skal bære sten til den nye Rigsborg og med hvilken Medejendomsfølelse
vilde folk ikke se paa denne Borg, hvor Sten fra alle Landets egne var anbragt i Murværket” 2
– Thorvald Jørgensen
Chefarkitekten var Thorvald Jørgensen (1867 – 1946) og han byggede Christiansborg Slot i den stil, man
kalder historicismen, som betyder, at arkitekterne lånte ideer fra og lod sig inspirere af forskellige
tidsperioder. I dag vil man kalde det for nybarok, dog i en særlig dansk udgave med de grove og mørke
granitsten.
Som en del af slottet ligger De Kongelige Stalde som på mirakuløs vis, har overlevet begge brande, slottene
har været udsat for. De står som de stod tilbage i 1745 og er i dag uvurderlige historiske monumenter om
fortiden. I forlængelse af slottets facade ligger Slotskirken, bygget, som det andet slot, i klassicistisk stil, og
1 Larsen, Thomas:2000, s. 18
2 Ibid., s. 18
10
repræsenterer dermed, det andet Christiansborg som brændte i 1884. Under det store slot, og derfor ikke
umiddelbar synlig for den intetanende gæst på Slotsholmen, ligger ruinerne fra øens allerførste byggeri,
nemlig Biskop Absalons borg fra 1167. Sammen med ruinerne fra Absalons borg blander sig også ruinerne
fra Københavns Slot og hvor det berømte og berygtede tårn ”Blåtårn” står i dag. Stærkt reduceret, men
fundamentet står der.
Biskop Absalons Borg
Slotsholmens første byggeri var, som nævnt, Biskop Absalons borg. I 1157 fik Absalon tildelt byen
Købmændenes Havn af Kong Valdemar. Byen var ikke vigtig i sig selv, men den havde strategisk betydning
og samtidig lå den godt for den store handel i Østersøen. Et paveligt brev dateret 21. oktober 1186 er det
ældst bevarede dokument, hvor Købmændenes Havn nævnes. Brevet fra pave Urban den 3. var en
stadfæstelse af Absalons ret til byen og borgen. Brevet kaldes for Københavns dåbsattest, men det betyder
ikke, at det var Absalon der grundlagde byen. København eksisterede allerede i 1000-tallet.3 I 1167 bygger
Absalon borgen for at beskytte byen og Sjælland mod venderne som hærgede op langs kysterne. Borgens
fem meter høje ringmur, som var af kridtsten, kunne ses på lang afstand og har utvivlsomt gjort et stort og
majestætisk indtryk i sin samtid. Ringmuren omgav en plads på omkring 53 meter i diameter.
”Samme aar anlagde Absalon, for at fortrædige Sørøvere, paa en Holm en ny Borg, som, skjønt det kun var
en ringe befæstning, blev landet til stor Beskyttelse, thi Sørøvere var bange for den, og Landsens Folk
færdedes trygt paa havet i dens Nærhed” 4
Ringmuren var stærk men det var også nødvendigt da København var en udsat by. Borgen blev erobret
mindst to gange, først i 1249 og senere i 1259. Borgen når sit endeligt i 1369 hvor det tyske handelsforbund,
Hansaen, besluttede at fjerne borgen efter krigen med Valdemar Atterdag. Tyske stenhuggere bliver tilkaldt
og borgen ødelagt og nedbrudt sten for sten.
København var forsat af stor betydning, så det var vigtigt at få bygget en ny borg. Hvornår den nye borg blev
bygget og af hvem, ved man ikke med sikkerhed. Men borgen fik en ikke ubetydelig plads i
danmarkshistorien.
Københavns Slot
I 1343 havde Valdemar Atterdag overtaget borgen, men efter hans død i 1375 overgik området til
Roskildebispen. Den nye borg blev derfor enten bygget af Valdemar eller Roskildes biskop. Borgen, der blev
anlagt på holmen, fulgte i grundplan den tidligere borg og var nærmest rund. Dog blev der tilføjet væsentlige
3 Saxo: 2001, 2. del, s. 209
4 Frydendal, Flemming:2005, s. 4
11
forstærkninger i form af en højere ringmur og en voldgrav. Fra 1417 var Slotsholmen på statsmagtens
hænder da Erik af Pommern tog området fra Roskildes biskop. Borgen fik navnet Københavns Slot og er nok
det slot i Danmark som har gennemgået flest forvandlinger. Som et andet kendt bygningsværk og berømt
kirke kan man sige, at Københavns Slot aldrig blev bygget færdigt. Hver eneste konge som boede på slottet
forsøgte at sætte sit eget personlige præg. Gerne i form af et tårn eller, som Christian VI, en etage mere på
hele Kongefløjen.
Den mest ambitiøse ombygning af Københavns Slot var dog Christian III’s udvidelse i 1550’erne hvor
voldgraven næsten blev tømt og nye bygninger blev tilføjet i stor stil. Københavns Slot får på denne tid det
udseende som de fleste kender i dag, og som det er blevet portrætteret flere gange.5 Ved enevældens
indførelse i 1660 bliver København fast residensby for kongen og Frederik III tager fast bolig på
Københavns Slot. De enevældige konger følte, at de havde del i en guddommelig magt, som deres bolig
gerne skulle afspejle. I forhold til den franske konge Ludvig XIV’s pragtslot Versailles blegnede
Københavns Slot. Udenlandske besøgende kommenterede slottets udseende og bemærkede den stærkt
lugtende voldgrav.6 Det var Frederik IV som tog affære og begyndte at ombygge slottet som i 1728 stod
færdigt. Tidens arkitektoniske stil var barok, som med krav om regularitet og symmetri, harmonerede dårligt
med det runde slot. Slottet var nu nogenlunde symmetrisk men dog ikke noget pragtslot. Slotsholmen kunne
ikke bære vægten af det tunge slot og en sammenstyrtning af det ombyggede slot var en risiko på sigt. I 1728
raserede en brand København og byen lå i ruiner. Ved samme lejlighed besluttede Christian VI efter sin
tronbestigelse i 1730 at rive slottet ned og starte endnu et stort byggeprojekt i København.
Christiansborg Slot
Det byggeri der derpå fulgte blev det største, dyreste og mest imponerende bygningsværk i
danmarkshistorien. Med Versailles som forbillede og en stærk tro på egen magt fulgte den danske konge nøje
den arkitektoniske tilblivelse af det nye slot og godkendte et projekt med et kvadratisk hovedslot med
tilhørende ridebaneanlæg og adskillige sidefløje. Slotsholmen blev piloteret med 9.225 pæle, så grunden
kunne bære vægten af det nye slot og byggematerialerne fra Københavns Slot blev genbrugt i byggeriet af
det nye. Byggeriet var ekstremt dyrt men understregede også kongens, Christian VI’s, ambition om, at bygge
et slot som kunne måle sig med de fineste i Europa. Et ”Danmarks Versailles”. Rundt om slottet blev bygget
bygningsværker som det senere Thorvaldsens museum, staldende, ridehuset og marmorbroen. Hele
bygningsværket var en stor, sammenhængende idé med det kæmpemæssige slot, dets mange gemakker, dets
kirke og riddersal i flere etager. Stort tænkt, elegant i sin udformning og præcis i sin tidsånd med enevældens
5 Bl.a. Wolfgang Heimbach (1616-78) maleri fra 1666 af arvehyldningen den. 18. oktober 1660. Rosenborg Slot. &
C.W. Eckersberg (1783 – 1873) maleri ”Under Store Nordiske Krig 1709 – 1720. Christiansborg Slot. 6 Frydendal, Flemming:2005, s. 20
12
glansperiode. Grundstenen blev lagt i 21. april 1733 og slottet var klar til beboelse i 1740.7 En af slottets
hovedarkitekter var den anerkendte og berømte danske arkitekt Nicolai Eigtved (1701 – 1754) hvis arbejde
især kommer til syne på staldbygningerne og marmorbroen, som i dag er levn fra det første slot. Slottets
hovedindgang var netop fra marmorbroen, over ridebanen til hovedslottet. Christiansborg brændte ned d. 26.
februar 1794 og nåede derfor kun at stå i 54 år. Branden opstod i en kakkelovn og spredte sig hurtigt gennem
gemakkerne, godt hjulpet på vej af de mange hulrum der fandtes mellem etagerne op til det brandfarlige loft.
Det var ved branden at kongen, i 1794 den sindssyge Christian VII, flyttede sig selv og sin familie til
Amalienborg og dermed startede traditionen med Amalienborg som kongefamiliens faste residens. Året
efter, i 1795, brændte en stor del af byen København.
Det andet Christiansborg
Det andet Christiansborg stod færdig i 1828 og var bygget op efter tidens stil, nyklassicisme, af arkitekten
C.F. Hansen (1756 – 1848). Det adskiller sig fra det første især ved, at slottet ikke kun var til kongefamilien
men også Rigsdagen fik til huse her i 1850. Christiansborg var først og fremmest et kongeslot, idet flertallet
af lokalerne i hovedbygningen hørte under kongen hele perioden igennem. Men slottet blev efter
grundlovens vedtagelse i 1848 delt op i to dele. Den kongelige del og Rigsdagen. Fra århundredes midte er
det især Rigsdagens virksomhed, der giver slottet sin plads i danmarkshistorien. Men for kongehusets
vedkommende er det først og fremmest tilknytning til Frederik VII, idet en lang række begivenheder i denne
konges liv og gerning fandt sted på slottet. Ingen af kongerne tog før 1840’erne fast bolig på Christiansborg,
men af flere omgange blev det benyttet til beboelse for kortere perioder.8 Først i 1848 blev Christiansborg
rigtig taget i brug som kongelig residens af Frederik VII. Umiddelbart før branden i 1884 rådede Rigsdagen
over en betydelig del af slottets sydfløj. Rigsdagen fik lokaler på Christiansborg fordi junigrundloven skulle
vedtages af kongen og rigsforsamlingen på rigets hovedslot, og Christiansborg blev valgt til at være rammen
om det arbejde rigsforsamlingen, regeringen og kongen i forening skulle udføre.9 Ingen så grund til at ændre
på det, og sådan blev det og sådan har det været siden.
Forløbet af branden på Christiansborg i 1884 er velkendt og velbeskrevet fra brandforhøret, indberetninger
fra politi og brandvæsen, udførlige reportager fra aviserne samt vidneberetninger.10
Branden opstod et særlig
uheldigt sted, hvor der i nærheden var mange hulrum under gulvene og langs væggene. Det var i umiddelbar
nærhed af riddersalen at branden opstod, endnu engang i et rør til en kakkelovn. Endnu engang var
Slotsholmen blevet ramt af en katastrofe og Københavns borgere var endnu engang vidne til et kongeslot i
7 Hilden, Jytte:2006, s. 52
8 Første gang i 1840’erne da Christian VIII gav ordre til at indrette en privat lejlighed for kronprinseparret i forbindelse
med ægteskabet i 1841. Christiansborg Slot. Bind II. Side 124 9 Hvidt, Kristian:1975, s. 149
10 Især er den danske digter Herman Bangs (1857 – 1912) beretning om begivenheden meget kendt. Med kunstnerisk
indfølingsevne nedfælder han i klar og fattet stil sine indtryk. Virkner, Helle (m.fl.):2001, s. 275
13
flammer. Men traditionen med Kongehuset til højre og Rigsdagen til venstre, blev videreført på det tredje
Christiansborg.
Det tredje Christiansborg
Det tredje Christiansborg Slot er bygget på ruinerne af en arv. 800 års danmarkshistorie gemmer sig under,
og i, slottets tunge granitsten. Slotsholmen har været ”Magtens ø” siden 1167 hvor Biskop Absalon byggede
sin borg og hvor danske konger gennem årene har bygget ovenpå, haft residens og repræsentation. En tur
rundt på Slotsholmen og Christiansborg Slot er en vandring gennem 800 års begivenhedsrig, kongelig
danmarkshistorie, fra ruinerne i kælderen til gobelinerne i riddersalen. Den gamle og den nye historie mødes
og skaber et spændingsfelt mellem fortiden, nutiden og fremtiden.
Bygninger med tidsånd
Det tog med både det indvendige og udvendige godt og vel 21 år at opføre det tredje Christiansborg. I 1918
flyttede politikerne ind men først 21. januar 1928 var slottet helt færdigt indvendigt. Egentlig var det
meningen at kongefamilien skulle tage fast bolig på Christiansborg Slot når dette var bygget færdigt. Det var
aftalen Christian VIII og i 1912 Christian X havde indgået med politikerne. Der blev derfor bygget en
lejlighed på etagen over repræsentationslokalerne med 95 værelser. Men i 1922 rygtedes det, at kongen
alligevel ikke ønskede at flytte. Hvis man kunne finde noget andet at anvende lokalerne til havde kongen
ikke noget brændende ønske om at flytte.11
Derfor blev Christiansborg Slot heller ikke inddelt som man
oprindelig havde forestillet sig. Da man påbegyndte byggeriet var aftalen, at Christiansborg skulle deles på
midten mellem politikere og kongehus. I dag er etagen over De Kongelige Repræsentationslokaler
statsministerium, partikontorer og udvalgsmødelokaler og altså er en del af folketinget.
Folketingssalen og langt de fleste partikontorer og mødelokaler har til huse i slottets venstre side, som det
var tilfældet på det andet Christiansborg Slot. Til højre for slotstårnet finder man i dag De Kongelige
Repræsentationslokaler som Dronning Margrethe II bruger til audienser, gallamiddage, tv-transmitterede
fødselsdage eller jubilæer, statsbesøg og ambassadørmodtagelse. Midt på slottets facade findes balkonen som
bruges i forbindelse med regentskifte. Til højre for slottet, forbundet med en løngang ligger Slotskirken fra
det andet Christiansborg. Det er i dag muligt at besøge De Kongelige Repræsentationslokaler og gå rundt på
egen hånd i de overdådige sale og gemakker. Den ældste del af slottet, ruinerne, er i dag overdækket af
beton og gjort publikumsvenlige. Der er gangarealer, der er informationer, der er spotlights og der er
modeller af de tidligere byggerier på Slotsholmen. Alt sammen med til at holde historien i live og give
interesserede gæster et strejf af historien og en duft af fortiden. Hvert år strømmer titusindvis af mennesker
ned i ruinerne under det store tårn inden de forsætter eventyret på Slotsholmen.
11
Larsen, Thomas:2007, s. 23
14
På ridebaneanlægget finder man levn fra det første Christiansborg i form af staldene på højre side og
ridehuset på venstre side set fra marmorbroen. I 1745 da bygningerne stod færdig, rummede de 350 heste. I
dag råder Den Kongelige Staldetat over ca. 20 heste som daglig bliver holdt i form til de store lejligheder
hvor kareterne tages i brug. Kareterne står i staldens øverste del, nærmest folketinget og med Hofteateret
som overbo. Staldene er totalfredet men blev i perioden 1985 – 1996 og igen i 2006 - 2009 renoveret og
moderniseret.12
I Prins Jørgens Gård finder man de tydeligste levn efter det andet Christiansborg Slot. Kirken står som C.F.
Hansen lod den opfører i 1828 i al fald i sit ydre. I 1992 blev kirken ramt af en brand som udviklede sig i en
sådan hast, at tagværket udbrændte, og den brændende kuppelkonstruktion af træ og stuk, dækket af kobber,
styrtede ned i kirken og knuste store dele af inventaret. Kirken blev restaureret i perioden 1992 – 1997 og det
lykkedes at få den genopført. Fra kirken går en løngang til hovedslottet og denne, samt hele slottets nederste
side mod statsministeriets indgang til Højesteret er sten fra det andet Christiansborg. Bevaret for at have et
levn fra dette byggeri. Højesterets indgang er Kongeporten fra det andet slot som blev reddet uden videre
skader under branden og genskabt ved byggeriet af det tredje Christiansborg. Sådan kan man mange steder
møde finurligheder og steder med spændende anekdoter på det tredje Christiansborg.
Institutionen og det folkelige Christiansborg
Christiansborg Slot rummer flere instanser. De er alle forskellige men udgør tilsammen det hele slot som i
folkemunde kaldes ”borgen”. Slottets vel nok mest kendte institution er uden tvivl folketinget, som har haft
til huse på Slotsholmen siden midten af 1800-tallet. På Slotspladsen samles med jævne mellemrum borgere
som forsøger at råbe politikerne op og lufter deres utilfredshed over et eller andet. Den næstmest kendte
institution på slottet er kongemagten hvis lange tradition på Slotsholmen trækker spor gennem hele
danmarkshistorien. Og netop traditioner er der mange af på Slotsholmen. På en ø med så mange år på bagen
må der være sket meget i tidens løb. Som allerede nævnt står ridebaneanlægget bevaret fra det første
Christiansborg, men det bruges også til kunstnerisk aktivitet ud over ridning og opvisninger med heste.
Ridebanen og i særdeleshed ridehuset har været brugt til ridekonkurrencer, politiske taler og folkemøder.
Sommeren summer af sol over ridebanen, mens turister sejler forbi på kanalerne under de ni broer. Christian
IX hæver sig højt på sin hest og rytterstatuen er placeret midt for tårnet mod ridebanen. På modsatte side
sidder Frederik VII folkekær højt til hest på slotspladsen. Når Dannebrog er hejst på Christiansborg betyder
det altid noget ganske særligt. Det kan ses fra alle hjørner af København og folk spørger sig selv, hvad mon
der nu er sket? Der flages fra tårnet på alle officielle flagdage, ved kongelige begivenheder, fødsler,
fødselsdage og jubilæer. Der er flag, når folketinget åbner hvert år første tirsdag i oktober og der er flag når
hele verden er på besøg og København er vært for internationale topmøder. På slottet er der hvert år tradition
12
Lorentzen, Ebbe (Red.):2009, s. 21 - 37
15
for, at Dronningen afholder nytårskur på Christiansborg for de øverste rangklasser i den første uge af
kalenderåret. Et lukket arrangement kun for indbudte, men år efter år valfarter folk til slottet og i Prins
Jørgens Gård hvor de gerne venter i timevis i frost og sne på at få et glimt at Dronningen og den kongelige
familie. Alle de kongelige begivenheder finder sted i De Kongelige Repræsentationslokaler.
De Kongelige Repræsentationslokaler
I de smukke og overdådige gemakker på Christiansborg Slot hænger Bjørn Nørgaards gobeliner som spiller
en central rolle i dette speciale. Gobelinerne hænger i den kongelige del af slottets største gemak,
riddersalen.13
Lokalerne fordeler sig på seksten gemakker og to trapper. Alle meget forskellige, med deres
eget særkende og funktion. De fleste af dem er såkaldte ”gennemgangsgemakker” som hverken er tiltænkt
nogen egentlig funktion eller i dag bruges til andet end dagligstue. Når Dronningen afholder gallamiddag
bruges lokalerne som dagligstuer hvor folk spredes efter middag i riddersalen. Andre gemakker har helt
andre og vigtige funktioner. Første gemak er Kongetrappen som fører op til beletagen og de resterende
gemakker. Kongetrappen er prydet med et stort Kongeflag skænket Christian X af Dannebrogsforeningen i
1919. 700-året for Dannebrogs fald fra himlen. Tårngalleriet prydes af malerier af tidligere konger og
dronninger af Danmark, men er et gennemgangsgemak som føre ind i to værelser. Det første er
Tårngemakket hvori Joakim Skovgaards vægtapeter om gamle folkesagn fylder rummet. Gemakket bruges
som kongefamiliens private gemak ved festlige lejligheder på slottet. Den anden dør fører ind i Tronsalen
som er slottets, måske, vigtigste gemak. Ud over at huse Christiansborg Slots Trone så er det dette gemak
som har udgang til balkonen mod slotspladsen. Det er herfra der udråbes ny regent af Danmark.14
De følgende tre gemakker har det til fælles, at de bruges som gennemgangsgemakker og såkaldte dagligstuer
når der afholdes galla eller bal på slottet. Det første er Christian IX gemak og her hænger et meget berømt
dansk maleri som viser Christian X, der rider over den gamle grænse til Tyskland, nær Christiansfeld, ved
Genforeningen med Sønderjylland i 1920.15
Fredensborgsalen er opkaldt efter det store Fredensborgmaleri
som fylder hele endevæggen i næste gemak. Laurits Tuxens (1853 – 1927) berømte kæmpemaleri hedder
officielt ”Christian XI, Dronning Louise og deres slægt i Havesalen på Fredensborg”.16
Maleriet blev til i
årene mellem 1882 – 1886 og rummer den store familie af konger og dronninger, prinser og prinsesser som
maleriets hovedperson, Christian IX, omgav sig med.17
Væggene i Frederik VI’s gemak er prydet af fire
malerier som alle er malet af C.W. Eckersberg, og hang på det andet Christiansborg Slot. De blev reddet fra
branden i 1884 men bærer stadig synlige skader. Gemakket er ikke lige så stort som de omkringliggende og
bruges derfor mest som forgemak til Fløjlsgemakket som er Dronningens officielle modtagelsesgemak.
13
Riddersalen er 40 meter lang, 14 meter bred og 10 meter høj 14
Sidst skete det 15. januar 1972 da Dronning Margrethe blev udråbt som Dronning af Danmark 15
Maleri malet af Heinrich Dohm (1875 – 1940) 16
Frydendal, Flemming:2000/2004, s. 8 17
For at få fuldt overblik over personerne henvises til Bo Bramsens værk om ”Huset Glücksborg”
16
Fløjlsgemakket er stort i forhold til de tre tilstødende gemakker. Væggene er beklædt med røde fløjlstapeter
med det danske rigsvåben. Loftet er imponerede klædt med blomster og gulvets træ mønstret med stjerner
som giver salen en storslået dimension. Ved festlige lejligheder står kongefamilien på en række i en vinkel
vendt mod døren til Frederik VI’s gemak. Herfra træder gæsterne efter rangorden ind i fløjlsgemakket for at
hilse på aftenens værter, inden de træder ind i riddersalen for at indtage deres pladser. 18
Døren for enden af riddersalen fører ud i de lokaler som Dronningen ikke benytter så meget som de
føromtalte. Dog er de en del af det samlede hele og vil derfor også blive beskrevet her for at give et bedre
indblik i omgivelserne.
Foruden Svenske galleri, et smalt gemak med malerier af svenske konger som danske konger eftersigende
har stjålet på deres plyndringstogter hos vores nabo, er de følgende to gemakker typiske royale værelser.
Grønne sal og Abildgaardsalen er begge store gemakker med få møbler, imponerende lysekroner men mest
af alt, masser af plads. Gemakkerne var tiltænkt kongefamilien som private dagligstuer, men bruges nu som
gennemgangsgemakker. Abildgaardsalen er prydet af tre malerier malet af Nicolai Abildgaard (1743 - 1809)
og ophængt på det første Christiansborg. Reddet fra branden i 1794 og nu ophængt på det tredje slot. Mellem
de to gemakker findes Taffelsalen. Møbler, døre og paneler udført i mahogni og, med undtagelse af stolene,
lavet af levn fra det andet Christiansborg. Det imponerede langbord med plads til 52 gæster er lavet af
kongetrappen på det andet Christiansborg. Salen bruges i dag til anretning af mad ved gallamiddage da det
ligger i forlængelse af slottets køkken. Dronningens håndbibliotek og Alexandersalen forbindes af
Dronningetrappen som fører op til statsministeriet. Der hvor man havde forestillet sig at kongefamilien
skulle have boet. Det er i dag muligt at se trappen men der er lukket op til statsministeriet af
sikkerhedsmæssige årsager. Håndbiblioteket rummer en del af den kongelig bogsamling og benyttes til
mindre officielle arrangementer – herunder prisuddelinger, jubilæer og særudstillinger. Såvel Dronningen
som statsministeren bruger det smukke bibliotek. Gennem endnu et gennemgangsgemak i form af det
smukke Røde gemak, kommer man til Alexandersalen som udmærker sig især ved sin overdådige
udsmykning i form af marmor, mosaikker, forgyldninger og udskåret træ. Gemakket er opkaldt efter Bertel
Thorvaldsens frise af Alexander Den Store. Salen bliver ofte brugt til middage og officielle begivenheder, og
både Dronningen og statsministeren benytter sig af Alexandersalen.
De Kongelige Repræsentationslokaler emmer af kunst og danmarkshistorie. De giver alle deres specielle
præg og udgør tilsammen et smukt hele. Bag det store spejl i Drabantsalen, ligger Søjlegemakket, derefter
Audiensgemakket og til sidst findes Statsrådssalen. Dronningen benytter flittigt disse gemakker 15 – 20
gange om året. De Kongelige Repræsentationslokaler og den kongelige del af Christiansborg er derfor ikke
et museum. Det er stadig i brug og spiller stadig en vigtig rolle i danskernes bevidsthed.
18
Næste gemak er riddersalen men den vil blive beskrevet senere i forbindelse med præsentation af gobelinerne. Den
undlades derfor i dette afsnit.
17
Sammenfatning
Det tredje Christiansborg Slot og Slotsholmen er et område som rummer næsten tusind års danmarkshistorie
og som derfor tiltrækker sig opmærksomhed. Et stort monument som står på ruiner af tidligere tiders storhed,
tilgængeligt for interesserede gæster. Den skal som omgiver gobelinerne i Riddersalen er et erindringssted i
sig selv og den rummer så meget historie, at de mørke ruiner og de lyse gemakker skaber en perfekt ramme
om et formidlingsprojekt om danskernes historie. Man fornemmer historiens vingesus. På Christiansborg er
både kongehuset og folket repræsenteret, samtidig med at historien er levende og varm over hele
Slotsholmen. Christiansborg er derfor et særdeles velvalgt sted at placere de historiske gobeliner.
18
Gobeliner til Danmarks Dronning
Omdrejningspunktet for dette speciale er Bjørn Nørgaards danmarkshistoriske gobeliner som erindringssted
og deres funktion som museumsformidlende genstande. Afsnittet her vil derfor beskrive gobelinernes korte
historie fra ide til nationalt klenodie.
Ifølge Dronning Margrethe opstod ideen til nye gobeliner i Riddersalen på Christiansborg nærmest ved et
tilfælde en aften i januar 1988 ved et privat middagsselskab.19
Men baggrunden var et mangeårigt ønske om,
at føje endnu et nutidigt kunstværk til salens udsmykning og ved samme lejlighed gøre det muligt, at bringe
de gamle gobeliner tilbage til Rosenborg, hvor de retmæssigt hørte hjemme. Det havde længe været et ønske
fra Rosenborg at få deres gobeliner hjem igen og blandt andet derfor opstod ideen om, at skabe nogle nye
gobeliner som kunne formidle Danmarkshistorien på en ny og anderledes måde. Men med respekt for de
gamle gobelintraditioner. Kunstneren Bjørn Nørgaard (f. 1947) blev valgt til at stå i spidsen for projektet. At
han valgte at påtage sig opgaven skyldes ifølge ham selv, at det at anvende et historisk motiv i en i øvrigt
historieløs tid, fandt han var en væsentlig formel udfordring.20
Bjørn Nørgaard har malet skitserne til alle
gobelinerne og har alene bestemt hvem og hvad der skulle på gobelinerne. Hvilke personer, hvilke
begivenheder, hvilke farver, hvilket design og layout. Kort sagt, Bjørn Nørgaard har haft frie hænder til
opgaven. Mange mennesker har været involveret i projektet, ikke mindst Dronning Margrethe. Gobelinerne
er jo en gave til Dronningen fra det danske folk i forbindelse med hendes 50 års fødselsdag i 1990, men var
dog først færdige i 2000 og blev hængt op ved Majestætens 60 års fødselsdag efter næsten 12 års intensivt
arbejde i Frankrig og i Danmark. Motivet for gobelinerne skulle være tusind års Danmarkshistorie med
kongerækken i centrum. Projektet er det største og mest ambitiøse kunstværk i det 20. århundredes Danmark.
Gobelinerne blev vævet hos de nationale franske gobelinmanufakturer, Les Gobelins og Beauvais da det var
disse to historiske institutionernes omdømme og deres unikke tradition inden for vævekunst samt erindringen
om de gobeliner franske konger havde skænket danske konger gennem tiderne som tilskyndende dette valg.21
Arbejdet blev fordelt mellem de to manufakturer, opretstående væve på Les Gobelins og vandretliggende
væve på Beauvais.22
19
Hornung:2000, s. 7 20
Olsen, Rikke Agnete:2003. 21
Hornung:2000, s. 9 22
Det store arbejde indbyder til redegørelse for de mange tekniske finesser i arbejdet men der henvises til Hornungs
værk: ”Gobeliner til Danmarks Dronning”, 2000, for yderligere information.
19
”Deres [Les Gobelin og Beauvais] kunnen og viden om disse ting er enestående. Les Gobelin kunne som en
virksomhed påtage sig opgaven som et samlet projekt. Jeg tror, at vi har været meget heldige med, at Les
Gobelin har kunnet påtage sig opgaven, for det er nok et af de få steder, vi kunne opnå dette.”23
– Bjørn Nørgaard
I alt har godt 60 gobelinvævere været involveret i arbejdet med vævningen af gobelinerne.
Gobelinerne blev indviet på Dronningens fødselsdag 16. april 2000. Allerede inden den officielle åbning var
der stor interesse i befolkningen for, at komme ind og se nærmere på Bjørn Nørgaards kunstværk, og siden
åbningen er gobelinerne blevet set af over en million gæster.24
Indholdet
Gobelinerne beskriver tusind års danmarkshistorie fortalt gennem Bjørn Nørgaards farverige illustrationer. I
alt hænger der sytten gobeliner25
i Riddersalen, men kun ni af dem beskæftiger sig reelt med
danmarkshistorien, mens de øvrige har forskellige motiver og temaer indenfor den historiske kontekst. Hver
af de ni historieske gobeliner dækker over cirka et århundrede, indenfor de tusind års danmarkshistorie, fra
vikingetiden til det tyvende århundrede. Der er ikke et skarpt skel fra 01 – 99, men århundredende flyder ind
mellem hinanden og skaber på den måde en mere svævende og sammenhængende historiefortælling.
Gobelinerne beskriver ikke kun det rent historiske, altså fakta og nedslag i historien, de beskæftiger sig også
med emner som skaber og skabes af historien, som kunst, kultur, religion, politik og videnskab. Dermed
samler de så mange som mulig af de lag og aspekter af samfundet og verden som har formet Danmarks
historie gennem de sidste tusind år. Opgaven Bjørn Nørgaard modtog, var ikke en færdig defineret bestilling,
kun, at det skulle være en danmarkshistorie med kongen i centrum. Indholdet og udformningen blev til
undervejs, eksempelvis de forskellige perioder, de karakteristiske ansigter nederst og øverst i gobelinerne og
”nyhedskataloget” i boduren.
Generelle træk
Bjørn Nørgaard valgte, på grund af riddersalens historiske arkitektur, der næsten er bygget op til de ni gamle
gobeliner, og på grund af opgavens indhold, at fastholde en bordure og et hovedfelt i gobelinerne. Han
hævder selv, at der var to grunde til arbejde med det.26
Den ene var, at man ved hjælp af borduren, der
fungerer som en slags ramme omkring hovedfeltet, forholder sig direkte til arkitekturen i rummet således, at
23
Hornung:2000, s. 22 24
Frandsen, Jacob:2009 s. 3 25
Det er kun vægtæpper fra Gobelinvæveriet i Paris som må betegnes Gobelin. Ca. halvdelen af Bjørn Nørgaards
gobeliner er vævet i Beauvais og er dermed ikke gobeliner, men for ikke at skabe unødig forvirring, vil alle Bjørn
Nørgaards gobeliner blive betegnet som gobeliner. 26
Hornung:2000, s. 18
20
den danner overgangen mellem arkitektur og den egentlige billedflade. En anden grund var, at hvis man
laver en bordure, der har nogle fælles formelle træk, som er ens hele vejen rundt, kan man tillade sig at dyrke
”fri leg” i hovedfeltet. På den måde har Bjørn Nørgaard lavet nogle meget forskellige motiver på hver
gobelin men stadig bevaret sammenhængen i hele rummet ved hjælp af borduren.
Borduren er tænkt som en ramme omkring tiden, idet de dekorative elementer, som findes i borduren, direkte
danner en ramme af personer og begivenheder, der har været afgørende for den historiske udvikling. Både
monumentalt og billedmæssigt rammer den hovedfeltet ind. Dette gøres ved portrætter for oven og forneden.
Foroven skildres tidens åndspersoner, forfattere, filosoffer og gejstlige. Forneden politikere, hærfører, fyrster
osv. De er opdelte således, at de udenlandske er på den ene side og de danske er på den anden side. I
bordurens sidestykker og ramme findes motiver af store opfindelser, begivenheder eller andet, der har været
afgørende for den udvikling, der foregår i hovedfeltet. Disse kan både være fra Danmark men bevæger sig i
vid udstrækning udenfor landets grænser. Mellem portrætterne og rammerne til portrætterne er der nogle
allegorier og symboler, der beretter om de åndelige bevægelser eller politiske ideologier, der har kæmpet i
denne periode. Ornamentet rundt om selve motiverne er en tolkning af de stilarter, der har været
fremherskende i den enkelte periode: renæssance, barok, rokoko osv. Bjørn Nørgaard har ikke kopieret
ornamenterne, men selv skabt dem med inspiration fra tidens stil. Dog med brud som klart og tydeligt viser,
at de er lavet i dag.
I det følgende afsnit vil de ni historiske gobeliners indhold blive kort beskrevet. Det er umuligt at berette om
alle ni gobeliners meget detaljerede indhold og det vil derfor være redegørelse i meget store træk.
Vikingetiden
Den første af de ni gobeliner hedder vikingetiden og den dækker perioden 800-1000. Fra den tidlige
middelalder op til kristendommens indførelse i Danmark. Gobelinen deles i midten af træet Yggdrasil og i
træets krone finder man de gamle guder fra nordisk mytologi. Gobelinen er fyldt ud med figurer og symboler
fra Ase-troen. På venstre side skildres ”hverdagsvikingerne” og de hedenske konger. Deres skikke og hvad
der er kendetegnende for tiden. På højre side ses de første danske monarker i form af Gorm Den Gamle
(Konge til ca. 958) Harald Blåtand (Konge til ca. 987) samt Svend Tveskæg (Konge til 1014). Også et enkelt
kristent symbol i form af den korsfæstede Jesus udsmykker gobelinen. Centrale skikkelser på denne gobelin
er blandt andre Adam af Bremen (ca. 1040 – ca. 1081)og Knud den Store (ca. 995 – 1035). Centrale
begivenheder er blandt andet ofringer, levn fra fortiden og langskibe.
Ældre Middelalder
Gobelinens fokus er i sær magtens deling mellem konge og kirke. Kristendommen er fremtrædende da
gobelinen dækker perioden 1050 – 1250. Konge og biskop følges ad og der bliver flere steder i gobelinen
21
refereret til denne deling. Centralt står Kong Valdemar den Store (1131 – 1182) med Biskop Absalon (1128
– 1201) ved sin side. Den megen fokus på kristendommen er tydelig i form af kirkebyggerier, munkeordener
og Jomfru Maria. Gobelinen er delt i tre dele som skal symbolisere det jordiske kristne liv i midten, dødsriget
for neden og himmelen for oven. Centrale personer for denne tid er eksempelvis Kejser Fredrich Barbarossa
(1122 – 1190) og i siderne ses blandt andet symboler på handel og landbrug.
Yngre Middelalder
Perioden dækker fra omkring 1250 – 1450. Baggrunden har en lys blå farve som vil Bjørn Nørgaard lyse
den ”mørke middelalder” op for os. Hovedfeltet er skildret som et kalkmaleri i en kirke med hvælvinger. Et
stort antal konger, der er kronologisk fremstillet fra venstre mod højre, pryder gobelinen. Centralt i gobelinen
står Valdemar Atterdag (1321 – 1375) og hans datter Margrethe I (1353 – 1412), Kalmarunionen og kampen
mellem det gode og det onde personificeret ved Niels Ebbesøn (1308 – 1340) og Grev Gerhard (1292 –
1340). Øverst er Jean d’Arc (1412 – 1431) centralt placeret mens der i siderne ses symboler på pesten og
borgbyggeri.
Reformationen
Gobelinen dækker en mørk periode med borgerkrig i Danmark og derfor er det de sorte og mørklilla farver,
som dominerer gobelinen. Perioden er 1450 – 1550. Christian II (1481 -1559) dominerer gobelinens
hovedfelt med fokus på blandt andet det Stockholmske Blodbad i 1520. Reformationen fylder ligeledes en
stor del af gobelinen da det er en altoverskyggende begivenhed i denne periode. Reformationen udspiller sig
nederst på gobelinen med Grevens Fejde (1534 – 1536), Hans Thausen og Christian III. Pave Julius II (1443
– 1513), Martin Luther (1483 – 1546) samt Machiavelli (1469 – 1527) er blandt de centrale skikkelser.
Centrale begivenheder er blandt andet Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten i 1400-tallet samt
Christoffer Columbus’ opdagelse af Amerika 1492.
Adelsvældet
Adelsvældet er perioden 1550 – 1650 og domineres derfor af Christian IV (1577 – 1648) som i midten af
hovedfeltet ligger med blodet fossende ud af øjet ved Slaget på Kolberger Heide i 1644. Øverst i gobelinen
til højre ses Christian IV’s far Frederik II (1534 – 1588) men ellers er resten af gobelinens hovedfelt præget
af Christian IV. Eksempelvis er han afbildet som arkitekt og bygherre med bygninger som Rundetårn,
Børsen og Rosenborg bag sig. Hans store flåde er også repræsenteret, ligeledes er 30-års krigen (1618 –
1648) samt tiden stil og mode, renæssancen. Kristendommens betydning står også centralt på gobelinen, men
ikke helt så tydeligt som andre steder i gobelinerne. De er her dækket ind under myter og historier. De
centrale personer for denne tid er blandt andre, videnskabsmanden Tycho Brahe (1546 – 1601) filosoffen
22
Rene Descartes (1596 – 1650) og forfatteren William Shakespeare (1564 – 1616). Store begivenheder er
blandt andet inkvisition og handel og skibsfart.
Ældre Enevælde
Perioden 1650 – 1750 er præget af den tid i Danmark vi kalder for ”enevælde”. Bjørn Nørgaard har endnu
engang valgt at dele gobelinen over i to dele. Denne gang deles den vandret og den øverste del af gobelinen
er dedikeret til de enevældige konger. De står kronologisk på en række efter hinanden omgivet af deres
dronninger, elskerinder og rådgivere. Yderst til venstre er det Frederik III (1609 – 1670) som indfører
enevælden i Danmark i 1660. Nederste del er centreret om Stormen på København (1659) som en af de
begivenheder der fører til enevælde i Danmark. Desuden ses Tordenskjold (1690 – 1720) samt de tre
sølvløver fra Rosenborg Slot. Centrale skikkelser er Solkongen Ludvig XIV (1638 – 1715), filosoffen
Francois de Voltaire (1694 – 1778) og botanikeren Carl von Linné (1707 – 1778). Begivenheder som præger
perioden er blandt andet slavehandelen og opdagelsesrejserne.
Yngre Enevælde
Også i denne gobelin er de enevældige konger blevet placeret øverst i hovedfeltet, anført af den sindssyge
konge Christian VII (1749 – 1808) som er placeret i midten. Perioden er 1750 – 1840 og derfor er
hovedfeltet af gobelinen domineret af Slaget på Reden i 1801. Den danske flåde bliver bombet til
pindebrænde mens Frederik VI (1768 – 1834) nedenunder tager imod Lord Nelson for at forhandle fred.
Tiden stil er nyklassicisme og den symboliseres af figurer fra de tidligere romerske og græske kulturer samt
høje søjler og bygninger fra samme periode. Øverst ses igen et udsnit af store tænkere fra tiden, eksempelvis
Jean-Jacques Rousseau (1712 – 1778) og den danske digter Adam Oehlenschläger (1779 – 1850). I højre
side er der en reference til Wienerkongressen i 1814 og på venstre side Stormen på Bastillen under Den
Franske Revolution i 1789.
Ældre Glyksborgere
Perioden 1840 – 1900 domineres af overgangen mellem enevælde til demokrati. I hvert sit hjørne sidder de
to sidste enevældige konger Christian VIII (1786 – 1848) Og Frederik VII (1808 – 1863) og i midten er den
grundlovsgivende forsamling. Under dem ses tilbagetrækningen fra Dannevirke i 1864. Nederst i hovedfeltet
ses Christian IX (1818 – 1906) med hele sin store familie og bag dem ses det andet Christiansborg Slot som
brænder i 1884. Hovedfeltet rummer desuden højskolebevægelsen, andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen
og malerier fra den danske guldalder. Centrale skikkelser er blandt andre Hans Christian Andersen (1805 –
1875), Søren Kierkegaard (1813 – 1855), Karl Marx (1818 - 1883) og Otto von Bismarck (1815 – 1898). På
højre side i borduren ses opfindelsen af mikroskopet og på venstre side Eiffeltårnet ved verdensudstillingen i
1889.
23
Yngre Glyksborgere
Yngre Glyksborgere er perioden 1900 – 1972. Hvis man kan tale om at have en rød tråd gennem gobelinerne
må det være i denne gobelin at man bedst kan ane den. Gobelinen er bygget op i lag og en rød tråd spinder
sig fra venstre mod højre gennem gobelinen.27
Bjørn Nørgaard starter i venstre hjørne med 1. Verdenskrig
(1914 – 1918) mod højre til 2. verdenskrig (1939 – 1945) Nederste del er dedikeret disse to krige og
mellemkrigstiden. Hovedfeltet viser desuden et utal af begivenheder i det 20. århundrede. Genforeningen i
Sønderjylland (1920), underskrivelse af socialreformen (1933) mekaniseringen af landbruget i Danmark til
Vietnamkrigen (1953 – 1975). Øverste del af boduren viser nogle af tidens største og mest betydningsfulde
tænkere, skuespillere og videnskabsfolk, eksempelvis Albert Einstein (1879 – 1955) og Niels Bohr (1885 –
1962). Nederst ses de største politikere i det 20. århundrede- de nationale til højre og de internationale til
venstre, blandt andre Thorvald Stauning (1873 – 1942), John Christmas-Møller (1894 – 1848), J.F. Kennedy
(1917 – 1963) og Mahatma Gandhi (1869 – 1948). I siderne ses atomkraft og de første mennesker i rummet
og på månen Juri Gagarin (1934 – 1968) og Neil Armstrong (1930 – 2012).
Sammenfatning
Et mangeårigt ønske om at få noget nutidig kunst ind i Riddersalen skabte grobunden for arbejdet med
gobelinerne. Bjørn Nørgaard blev sat i spidsen for projektet og han skabte nogle gobeliner som beskriver
tusind års danmarkshistorie i farverige motiver. Gobelinernes indhold rummer historiske nedslag og er
bygget op efter samme skabelon, hvilket skaber ro og bedre overskuelighed i kunstværket. Gobelinerne er en
gave fra det danske folk til Dronning Margrethe II og Bjørn Nørgaard har derfor flettet det danske folks
historie ind i kongernes historie som er gobelinernes egentlige hovedtema. Nye gobeliner men efter gamle
traditioner som vi skal kigge nærmere på i det næste afsnit.
27
Dette er en personlig holdning og fortolkning.
24
Gobelinerne og dynastiet
Gobelinerne og Dronning Magrethe er nært knyttet sammen. Som nævnt var gobelinerne en gave til
Dronningens 50-års fødselsdag i 1990 og gobelinerne skulle erstatte de vægtapeter som allerede hang i
riddersalen, og som skulle tilbage til Rosenborg Slot. Men gobelinerne rummer også en rød tråd som spinder
sig gennem hele historien, historien om det danske monarki. Gobeliner og vægtapeter har gennem historien
været et monumentalt bevis på kongers- og fyrsters magt.
Tidligere tapeter
Et af de mest kendte og berømte tapeter i Europa er Bayeux-tapetet. Det måler 70 meter og beskriver tiden
omkring Wilhelm Erobrerens invasion af England i år 1066.28
Tapetets tema er felttog og erobringer og er
naturligvis blevet brugt som propaganda.
Et andet kendt tapet er Kronborg-tapeterne. Tapeterne var bestillingsarbejde fra Kong Frederik II (1559 –
1588) og bliver ofte betragtet som noget af det ypperligste der findes inden for vægtapter i Danmark.
Oprindelig har der været 43 tapeter, men de fleste af dem er af forskellige årsager gået tabt. I dag er der 14
tapeter tilbage, hvoraf 7 hænger i riddersalen på Kronborg Slot. De resterende 7 kan i dag ses på
Nationalmuseet. Tapeterne skal ses som åbenlys propaganda fra Kong Frederik II’s side, idet den svenske
konge mente at kunne præsenterer en kongerække bestående af 143 led. Dette kunne Frederik II ikke stå
tilbage for, så han bestilte derfor en tapetserie der skulle indeholde ikke mindre end 100 danske konger
fordelt på 43 tapeter. Det blev besluttet at den danske kongerække skulle starte med Kong Dan, hvilket blev
understøttet af Saxo Grammaticus Danmarkskrønike. Meningen var, at når Kong Frederik II holdt fester i
riddersalen på Kronborg, så ville gæsterne blive meget imponeret over det danske monarkis stolte og lange
historie. De 14 tapeter har alle portrætter af danske konger. Alle indeholder de en tekst foroven, der
beskriver kongens bedrifter og viser hans personlighed. Desuden er der en bordure med forskellige
ornamenter og kongernes tilhørende våbenskjold.
I Danmark findes ikke kun Kronborg-tapeterne men også Rosenborg-tapeterne, som Bjørn Nørgaards
gobeliner kan sammenlignes med. Rosenborg-tapeterne blev fremstillet mellem 1685 og 1693 på bestilling af
Kong Christian V (1670-1699) og skulle fremstille danskernes sejre i Den Skånske Krig (1670-1679).29
De
blev fremstillet til at hænge i riddersalen på Rosenborg Slot. Værket består af 12 dele hvoraf de 7 forestiller
kampe på land, mens de andre forestiller slag til søs. Disse tapeter er, ligesom Kronborg-tapeterne, blevet
fremstillet som politisk propaganda. Det understreges af, at Den Skånske Krig ikke kan ses som nogen sejr,
idet Danmark ikke genvandt nogle af de tabte landområder. Tapeternes hovedfelt centrerer sig om det
pågældende slag, hvor Kong Christian V ofte er sat i centrum som stor feltherre.
28
Frandsen, Jacob: 2009, s. 19 29
Benzon, Gorm:1986, s. 73
25
Gobelinerne og den danske kongemagt
Slotsholmen har siden 1400-tallet været hjemsted for danske konger og de forskellige slotte har været brugt
som residens eller repræsentation. Det er tydeligt at Bjørn Nørgaards gobeliner er bygget op omkring de
danske konger som har regeret på pågældende tidspunkt. Eksempelvis er der i hvert hjørne et våbenskjold,
kongernes, Danmarks rigsvåben. Normalt ville det have været den regerende monarks rigsvåben der ville
være i hjørnerne på samtlige gobeliner, i dette tilfælde Dronning Margrethe II’s rigsvåben. Men Bjørn
Nørgaard ønskede, at det skulle være det rigsvåben, der skildrede de konger, der havde regeret i de
pågældende perioder. Bl.a. fordi de ikke alle sammen kunne være med, og fordi, at man i rigsvåbenet kan
aflæse politiske forskydninger i de tegn, de putter ind eller piller ud af deres rigsvåben.30
Til gengæld er der
forneden over de forskellige rigsvåbner, det tofarvede bånd, der løber helt inde om hovedmotivet, Dronning
Margrethes monogram på samtlige gobeliner. På den måde skildres de konger, der er i tiden, og samtidig
præciseres det, at disse gobeliner er vævet i Dronning Margrethe II’s regeringstid.
Synet på kongemagtens stilling og betydning ændrer sig op gennem serien. Især i Middelalderen og
Enevældsgobelinen er kongen en meget stor skikkelse, men i Ældre og Yngre Glyksborger er kongens figur
skrumpet noget ind. Bjørn Nørgaard ser ikke dette som en provokation mod kongemagtens mere
tilbagetrukket stilling i nyere tid, men som en beskrivelse af kongens stilling og den rolle som kongen har
spillet i tiden.31
Kongens position fra Vikingetiden over Adelsvældet til Enevælde til nutidens
parlamentariske, demokratiske samfund med en repræsentativ regent, som har en kulturel, symbolsk og
identitetsskabende rolle og ikke en magtudøvende rolle. På Ældre Glyksborger hvor enevælden ophører og
Grundloven underskrives spiller de to centrale konger, Christian VIII og Frederik VII en meget
tilbagetrukket rolle i hvert deres hjørne. Det centrale er den grundlovsgivende forsamling midt i gobelinen.
Det viser, at kongemagten i forhold til de politiske begivenheder, der danner grundlaget for den
parlamentarisme, vi har i dag, i højere grad mistede den direkte magtudøvende funktion.
Gobelinerne i riddersalen på Christiansborg Slot bærer på en lang tradition hvor konger har ladet sig selv og
sine bedrifter forevige på vævede tæpper.
Det danske kongehus
Dronning Margrethe II udgør det danske kongehus absolutte centrum. Omgivet af en forbilledlig og i
befolkningen yderst populær familie der støtter op om hende, bærer hun på en lang og traditionsrig arv.
Danmark er et kongerige og har siden vikingetiden haft en konge eller en dronning siddende på toppen af
magtens centrum. I nyere tid udspringer den danske kongefamilie af den Glückborgske slægt, efter at den
30
Hornung:2000, s. 18 31
Ibid., s. 26
26
tidligere mandlige hovedlinje, Oldenborg, døde ud med Frederik VII i 1863.32
Europas svigerfar, Christian
IX blev ny konge af Danmark og det er fra ham, at Dronning Margrethe stammer. Der er særligt to ting som
symbolisere det danske monarkis stabilitet, den ene er Christian X’s standhaftighed under den tyske
besættelse fra 1940 – 45. Rytterkongen som han også kaldes, fandt det danske kongehus plads i samfundet
efter enevældens ophør; som et nationalt samlingspunkt for hele befolkningen da han i 1920 ved
Genforeningen, krydsede grænsen på sin hvide ganger. Ved den lejlighed skrev Christian X sig ind i det
danske folks erindringsfællesskab. Han red over grænsen som et nationalt ikon.33
Kongen blev ved hjælp af
udefrakommende begivenheder som Genforening og besættelse populær, og hans børn og børnebørn har
formået, at løfte denne arv. Den anden er Grundlovsændringen af 1953 som sikrede Dronning Margrethe fuld
arveret til tronen. Især den sidste har haft stor betydning i nyere tid hvor de europæiske kongehuse dagligt er
under pres fra modstandere af deres privilegier. Der er ikke mange som stiller spørgsmålstegn ved Dronning
Margrethe som regent og i den brede befolkning, er hun yderst vellidt. Hun har formået af overgå sin fader
Frederik IX som ellers også var en umådelig populær konge, der nød en stor respekt og sympati i
befolkningen. For at understøtte dette kunne man ved en Gallup-undersøgelse i 1972, året hvor Dronning
Margrethe blev udråbt, konkludere, at kun 50 % af danskerne var for monarkiet. Ved jubilæet 25 år senere så
tallene helt anderledes ud og nu bekendte 90 % af befolkningen, at de støttede op om monarkiet.34
Dronningen og hendes familie er altså et populært samlingspunkt for det danske folk. Kongehusets
forbilledlige og udadvendte familieliv er noget genkendeligt for befolkningen. Det indikerer tryghed omkring
den kongelige familie og det smitter af på befolkningen når kongefamilien forbindes med noget sundt, trygt
og godt. Med et bevinget udtryk kan man sige, at i Danmark er selv republikanere royalister.
Huset Glücksborg fik i sin første konge en blanding af nærhed og distance til befolkningen som siden er
blevet opretholdt, og som stadig skaber en vis dynamik omkring kongefamilien. De forskellige monarker har
skullet navigere rundt på tynd is fordi de ikke kan, eller har kunnet, tage befolknings opbakning for givet. I
dag er det kongefamiliens medlemmers opgave, at være til rådighed for mediernes interesse da det er
samspillet og det gensidige afhængighedsforhold mellem de to, som skaber fundamentet for den folkelige
opbakning til monarkiet. Medieinteressen for kongefamilien er enorm og det er ikke mindst takket være
Dronning Margrethes fornemme fremtræden i offentligheden skaber denne interesse og fornødne respekt for
kongehuset i Danmark. Gennem sin offentlige fremtræden virker regenten som et åbent og integrerende
symbol, som mange kan forbinde sig med. Også hendes udenlandske aner og franske giftermål medvirker til
at gøre hende dansk på en måde, der samtidig er åben mod omverdenen.
32
Dehn-Nielsen, Henning:2007, s. 166 33
Olden-Jørgensen, Sebastian:2003, s. 187 34
Adriansen, Inge:2003, Bind I, s.100. (I 2013 viser en undersøgelse, at opbakningen til monarkiet igen er stigende
efter at have været faldende mellem 1997 og 2009. I juni måned 2013 viser en YouGov undersøgelse for søndagsavisen,
at 58 % af danskerne foretrækker monarki mod 31 % som foretrækker en republik. Kilde: Søndagsavisen 5.-7. juli
2013, side 20.)
27
Det danske kongehus er i sig selv et erindringssted. Det er en institution som har sat sit præg på tusind års
danmarkshistorie og som stadig er i funktion, om end i knap så fremtrædende en rolle som tidligere.
Kombinationen af demokrati og arveligt monarki er så speciel en statskonstruktion, at den er svær at
begrunde og forsvare, hvis ikke den bygger på en ubrudt tradition, som det netop er tilfældet med det danske
monarki. Der findes ingen opskrift på hvordan man bliver en god regent, de forskellige monarker i Danmark
har på hver deres måde fundet en balance, men der findes dog nogle retningslinjer som en regent kan søge at
opnå for at skaffe sig popularitet. Bl.a. skal en regent kunne gøre gavn og på en overbevisende måde
repræsentere nationen både på det indre og det ydre plan. En regent må også kunne udtrykke nationens
følelser som man eksempelvis ser det i Dronning Margrethes nytårs taler. Måske vigtigst af alt så må en
regent også være synlig og til rådighed for folket. Den store popularitet den danske kongefamilie nyder
skyldes som førnævnt ikke mindst Dronning Margrethes fornemme fremtræden i offentligheden.
Årsagerne til det danske kongehus popularitet skal findes i flere forhold, men skyldes nok især, at det bliver
sværere og sværere for det danske folk at opfatte sig som en helhed og en enhed. I en tid præget af hastige
ændringer og globalisering har Dronning Margrethe formået at fremstå som et symbol på dansk kontinuitet.
Denne symbolværdi bliver kraftigere når den europæiske integration svækker andre nationale symboler som
fx Grundloven, det danske pas og landegrænsen. Det kan derfor især tilskrives de accelererende
samfundsmæssige og kulturelle ændringer, at det danske kongehus er kommet til at stå som symbol og
bekræftelse på dansk kontinuitet.
Sammenfatning
Gobeliner og vægtapeter har gennem historien været et monumentalt bevis på konger og fyrsters magt. Også
i Danmark hvor gobelin og vægtapeter er kendt i form af Kronborg- og Rosenborg tapeterne. Der er altså en
stærk forbindelse mellem gobelinerne og det danske kongehus. Derfor kaldes gobelinerne både for Bjørn
Nørgaards gobeliner, men også Dronningens gobeliner, og Dronning Margrethes store popularitet er med til
at forstærke interessen for gobelinerne.
Vi vil nu forlade Christiansborg Slot og gobelinerne for at bevæge os ind i formidlingens univers. Der vil i
det følgende blive kigget på formidling i praksis og retorisk teori.
28
Formidling i praksis
Der vil i dette afsnit blive præsenteret forskellige måder hvorpå, man kan formidle faglig viden som
kulturformidlere gør, når de laver omvisninger. De mange forskellige måder at formidle på præsenteres for at
give en række eksempler på, hvilke mekanismer der træder i kraft og hvilke man med fordel kan benytte sig
af, når man formidler. Senere vil de blive sammenholdt med den empiriske undersøgelse af formidlingen i
riddersalen på Christiansborg Slot.
Faglig formidling handler overordnet om at formidle faglig viden og faglige problemstillinger klart og
forståeligt så modtageren bliver klogere. Formidling er en proces hvor det gælder om at føre et menneske
mod et bestemt mål, nemlig, at opnår større viden om et bestemt emne, begreb, begivenhed m.v. Det handler
om at kunne navigerer rundt i et kompliceret felt bestående af forskellige begreber som tilsammen udgør
formidling. I denne sammenhæng handler det om at finde frem til den bedst egnet og mest hensigtsmæssige
formidlingsform af Bjørn Nørgaards gobeliner således, at gæsterne føler at de er gået derfra klogere end da
de kom.
Formidling af viden sker på flere niveauer og kan have mange forskellige sammensætninger af aktører, som
både kan være fagfæller eller komme fra helt forskellige fagområder. Når fagfæller taler sammen er der tale
om kommunikation på lige vilkår, men hvis en person vil formidle sin viden om et felt til en udenforstående
person, er der tale om faglig formidling.35
Faglig formidling sker i den formidlings situation hvor
rollefordelingen er asymmetrisk og derfor bygger på forestillingen om forskellighed. Der er altså tale om
forskellige forudsætninger for afsender og modtager i form af viden og kompetencer. Der er ofte stramme
normer for hvad man kan tillade sig indholds- og formmæssigt i en videnskabelig fremstilling, hvis genrer
typisk indskrænker sig til afhandlinger og rapporter, mens faglig formidling består af en rig underskov af
genrer og fortæller former, eksempelvis lærerbøger, kogebøger, vejrudsigten og kulturformidling. Der er
altså tale om forskellige diskurser med forskellige normsæt, som ikke uden videre kan overførers fra den ene
til den anden.
Den faglige formidlings genrer
Genren er, som konteksten, kontakten mellem afsender og modtager om, hvordan tekste skal udformes, læses
og forstås. I skriftlig videnskabelig og faglig kommunikation drejer det sig primært om afhandlinger, artikler
og rapporter der som regel er udtryk for veletablerede skrivetraditioner og underkastet en række traditionelle
restriktive genrenormer for indhold og form. I faglig formidling er situationen anderledes fordi konteksten er
35
Becker-Jensen, Leif:2007, s.19- 22
29
langt mere varieret. Formålene kan være mange og forskellige, og målgrupperne omfatter potentielt hele
befolkningen.36
Formidlingsprocessen er naturligvis styret af nogle forestillinger om, hvordan modtageren tager i mod
budskabet. En helt basal kommunikationsteori er, at se sin modtager som en ren tavle hvorpå man kan skrive
sin viden ned. En direkte transformation som lukker ned for modtagerens mulighed for selv at tænke sig til
sammenhænge. Sådanne forestillinger om modtageren som en ren tavle lige til at skrive på kan
sammenlignes med reklamebranchens måde at tænke formidling på. I denne sammenhæng er det vigtige at
modtageren husker enkle budskaber og genkender dem. Men viden er mere kompliceret at formidle, for
viden er ikke bare noget vi husker, det er også noget vi føler, mener og gør. Vores viden kan ses som en
helhed, der rummer mere end de informationer, den er sammensat af, og den bygger relationer op mellem
alle informationerne.
Leif Becker-Jensen (f. 1949) har udviklet en teori om hvordan man kan opfatte sin modtagers forudsætninger
for, at tage i mod den faglige formidling. Han kalder den samlede struktur som alle videns elementerne på et
givet tidspunkt danner og indgår i for vidensunivers.37
Det er dette vidensunivers man skal finde ind til hos
modtageren, og det er der man skal begynde processen når man vil formidle.
Vidensunivers
Vidensuniverset udgør vores til enhver tid samlede sum af viden og den involverer blandt andet følelser,
intellekt, erfaring, intuition, værdier, oplevelser, holdninger og adfærd. Det er denne sum af viden som gør
det muligt for os at orientere os i og handle i forhold til virkeligheden. Denne viden samles under fire
punkter, kundskaber, færdigheder, erfaring og følelser.
Ved kundskaber forstås de basale kundskaber vi er i besiddelse af for at klare os gennem dagligdagen til de
kundskaber som vi godt kunne undvære og stadig klare os i dagligdagen. Kundskabsformidlingen udgør en
stor del af den faglige formidling i eksempelvis lærebøger. Ved færdigheder forstås det at vi kan vide noget,
at vi har ”know how” og færdighedsviden. Færdigheder som vi tilegner os ved at gøre ting tilstrækkelig
mange gange så det til sidst sidder på rygmarven og man ikke behøver tænke over det hver gang man udfører
handlingen. Erfaringer anskues her som erfaringsviden, og dermed en viden man har fordi man selv har
erfaret det. Der er tale om to slags erfaringer, den direkte og den indirekte. Den direkte er den erfaring som
modtageren på sin egen krop selv har prøvet. Indirekte erfaringer er derimod de erfaringer som man ikke selv
har mærket, men som man kan identificere sig med. Den fjerde komponent i vidensuniverset er den emotive
viden som man genkender fra eksempelvis sym- og antipartier. Den bygger på modtagerens identifikation
gennem indlevelse. De emotive følelser bliver ofte genstand for kritik, da man i enhver argumentation
36
Ibid., s. 203 37
Ibid., s.36 - 49
30
afkræves saglige og rationelle argumenter, men det til trods, så vil faglig formidling der rammer vores
følelser virke stærkere end viden der tilegnes intellektuelt. De fire komponenter skal ses i en sammenhæng
og i en evig interaktion med hinanden for at få det indre univers til at hænge logisk sammen.
Sprog og formidling
Fra afsenderens perspektiv betyder den tætte sammenhæng mellem sprog, erkendelse og viden, at hvis han
vælger en bestemt udtryksform, så kan han aktivere bestemte dele af modtagerens univers. Det centrale
spørgsmål fra afsenderperspektivet må derfor være, hvad formålet er med formidlingen. Dernæst må han
sætte sig ind i hvordan modtagerens vidensunivers ser ud, og til sidst beslutte hvordan han bruger sproget
målrettet og hensigtsmæssigt i den givne kontekst. Det er naturligvis ikke givet på forhånd at man når sit
ønskede resultat, for det at formidle er hele tiden at træffe valg mellem mange forskellige muligheder, men
de hensigtsmæssige valg kræver lidt bevidst planlægning. Leif Becker-Jensen har til den opgave konstrueret
det han kalder formidlingskompasset.38
Formidlingskompasset39
Som navnet antyder, er formidlingskompasset bygget op som et klassisk kompas med pile som, overført til
formidling, angiver de forskellige muligheder og retninger sproget tilbyder når man vil formidle. Centralt er
den tekst eller den genstand som skal formidles ud fra et bestemt formål til en bestemt målgruppe, og herfra
kan man bevæge sig rundt i de forskellige kompasretninger i formidlingen. Kompassets retninger er
komplementærer og formidlingen er spændt ud mellem forskellige fortællertekniske muligheder, givet af
kompasretningen. Når man skal formidle gælder det om, at komme hele kompasset rundt og afsøge så mange
muligheder der lader sig gøre.
Kompasset er bygget op om nord og syd polerne som angiver kontekst og funktioner. Spørgsmålene om hvad
man vil opnå med sin formidling og hvilken målgruppe man vil fange, har konsekvenser for formidlingens
kvalitative aspekter som opfylder bestemte kommunikative funktioner i formidlingen. Går man med urets
retning melder næste pil spørgsmålet om det relevante og det irrelevante da formidling ofte er et dilemma
mellem den viden formidleren opfatter som relevant, og den som modtageren opfatter som relevant. For at
modtageren kan afkode formidlingen må sproget ikke lægge hindringer i vejen for forståelsen og man må
derfor finde balancen mellem det komplekse og det forenklede. I den sammenhæng primært mellem det
specialiserede og det almene sprog. Endnu en balance som må være hårfin er den mellem det konkrete og det
abstrakte. Balancen mellem lige dele konkrete oplevelser og evnen til abstraktion. Udsmykningen af sproget
38
Ibid., s. 104 - 109 39
Leif Becker-Jensens formidlingskompas er bygget op om konstruktionen af en tekst, men i denne kontekst er der gjort
et bevidst fravalg af skriftlig formidling og der fokuseres udelukkende på den mundtlige formidling. Derfor vil nogle af
Becker-Jensens ord blive omskrevet for at opnå størst mulig forståelse for læseren.
31
med billeder i form af sproglige billeder, analogier og metaforer er også en del af formidlingen man må tage
stilling til, hvordan og i hvilken grad bør og skal bruges. At skrive i billeder har en enorm stærk styrke, men
egner sig eksempelvis ikke til brugermanualer. Hvorvidt nogle dele af formidlingen skal være implicit eller
eksplicit er også en del af formidlingskompassets retninger. Man kan vælge at postulere, argumenter og
forklare eller man kan bruge identificerende funktioner på en måde at modtageren selv uddrager den faglige
pointe. Enhver fremstilling kan placeres på en skala mellem dynamiske og statiske funktioner. I den
dynamiske ende af skalaen findes fortællinger som er vigtige når vi skal tilegne os viden, bearbejde
erfaringer og formidle. Den statiske fremstilling er kendetegnet ved at være opbygget af kategorier og
strukturer. Den sidste kompasretning handler om formidlingens røde tråd. Den disponering man må gøre sig
så modtageren forstår formidlingens dele ud fra helheden og omvendt.
Formidlingskompasset er en hjælp og et planlægningsinstrument der demonstrere, at der i formidlingen er
mange forskellige muligheder at vælge imellem når man har sporet sig ind på den kurs man vil ligge i sin
formidling. I det følgende vil de dele af formidlingskompasset som har mest relevans for faglig formidling i
denne kontekst, blive yderligere beskrevet for at opnå større forståelse af de komponenter som udgør den
faglige formidling.
Kontekst og funktion
Konteksten er det redskab som skal sikre, at formidlingen bliver målrettet modtageren. Det overordnede mål
er at modtageren bliver klogere, men for at finde ud af hvad det vil sige at gøre modtageren klogere, arbejder
Becker-Jensen med tre formål: at formidle viden, at påvirke holdninger og at regulere adfærd.40
De er tæt
forbundne i modtagerens vidensunivers. Formålet med at formidle viden er naturligvis at modtageren bliver
klogere. Ved at påvirke holdninger gør man modtageren klogere i betydningen af at få vedkommende til at
ændre holdning, nuancere eller underbygge den holdning der allerede er til stede. Den sidste handler om at
regulere modtagerens adfærd ved at få vedkommende til at udfører en handling. Da der ikke findes en
prioriteret rækkefølge for de tre formål er det vigtigt, at man hver gang overvejer hvordan man vægter dem i
formidlingen ud fra det primære formål. Enhver formidling skal planlægges ud fra konteksten, især formål,
budskab og målgruppe.
Kontekstens modpol i formidlingskompasset er funktioner. Funktionerne er redskaberne som skal sikre, at
formidlingen indeholder de nødvendige og tilstrækkelige kommunikative elementer der kræves for at opnå
formålet. Det handler om hvad de bestemte dele af formidlingen skal gøre ved modtageren. Faglig
formidling er ofte formidling, som er lukket for fortolkning for at undgå misforståelser. Dog kan man ikke
altid forvente at have en motiveret modtager, det kan derfor være fordelsagtigt at tilføje funktioner, som
motiverer modtageren. Eksempelvis ved brug af metakommunikation eller medinddragelse.
40
Ibid., s. 110
32
Selektion i formidlingen
En vigtig del af den faglige formidling er evnen til at kunne selekterer og udvælge de relevante ting for den
givne formidling. Mennesker kan selv selektere og kun de informationer som er vigtige, integreres som
dybere viden i vores vidensunivers. Og for at tilegne sig informationer og omsætte dem til viden, skal man
opleve dem som relevante for ens eget liv og dermed have behov for at bruge dem til noget. En af de
grundlæggende udfordringer i formidlingen er at afsender og modtagers opfattelse af relevans ikke altid
stemmer overens. Enhver formidling starter derfor med indholdsmæssige overvejelser ud fra formålet og
målgruppen og derefter at finde balancen mellem det man selv finder relevant at formidle og det som
målgruppen finder relevant. I øvrigt rummer langt de fleste emner så megen kompleksitet, at man umuligt
kan formidle al sin viden om emnet på én gang. Derfor er det nødvendigt at selekterer i sin formidling og
udvælge netop de informationer som er relevante for modtageren i forhold til formålet- og udelade de andre.
Udtrykket kaldes ”Kill your darlings”.41
I faglig formidling er der typisk fire forskellige måder at selektere
på- at selektere diskurser, selektere i bredden, selektere i dybden og at selektere i detaljer. De forskellige
måder at selektere på er et hjælperedskaber til formidleren som gør det nemmere at tilrettelægge sin
formidling så målet nås uden alt for mange afstikkere. Fx er selektion i bredden at rydde de irrelevante
ekskurser væk og skærer alt det bort som ikke direkte hører med til historien. Til gengæld kan man vælge at
selektere i bredden, men ikke i dybden og man får derfor en formidling som fremstiller et snævert emne
grundigt. En sådan formidling er velegnet for en modtager der er meget interesseret i et bestemt emne.
Vælger man derimod at selektere i dybden får man en overfladisk formidling der til gengæld kommer godt
rundt i emnet. En sådan formidling er velegnet til en modtager der har brug for en bred orientering.
Sommetider kan det dog være en fordel ikke bare at skære alt det væk som ikke har relevans for emnet. Dette
gælder især for den mundtlige formidling. For at føle sig inddraget som modtager er metakommunikation og
udenomssnak ofte et frisk pust. Dette vil blive beskrevet senere i kapitlet om formidlingen på
Christiansborgs Slot. Dette kan eksempelvis være tilfældet hvis man skal formidle noget relevant for emnet
som modtageren finder irrelevant. Formidlingsrelevans drejer sig derfor om at tilføre sin formidling
funktioner, som kan være fagligt irrelevante, men som er relevante for formidlingen fordi de sikre, at det
faglige indhold når frem til modtageren. Eksempelvis ved hjælp af anekdoter eller ved hjælp af skiftende
stemmeføring. Men for at sikre at modtageren bliver klogere bør formidlingen indeholde både emne- og
formidlingsrelevans således, at modtageren motiveres til at blive klogere.
Det komplekse og det forenklede
Når faglig formidling netop handler om at formidle noget fagligt til sin modtager så vedkommende bliver
klogere, er første skridt, at gøre sit sprog enkelt og dermed undgå at bruge indforståede begreber. Nogle ord
41
Ibid., s. 123
33
eller begreber lader sig ikke uden videre oversætte og man kan derfor forsøge at forenkle det ved
eksempelvis at forklare, konkretisere eller illustrere. Graden af forenkling afhænger af det forståelsesniveau
man vil ramme.
Sprog og anskuelighed
Faglige definitioner er ofte abstrakte begreber, hvis definition fagmanden godt forstår, selv om de er
abstrakte, fordi de er koblet til vedkommendes erfaringer. Den udenforstående som skal belæres ved den
faglige formidling må derimod have anskueliggjort og konkretiseret de fænomener som falder inden for
begrebets rammer for at forstå begrebets indhold. Sker dette ikke risikerer man, at modtageren ikke forstår
dets betydning eller misforstår dets betydning. Sproget kan henvise til forskellige ting i modtagerens
vidensunivers. Leif Becker-Jensen mener, at sproglige begreber kan henvise til tre fænomener, konkreter,
abstrakter og hændelser.42
Konkreter er fysiske genstande man kan tage og føle på. I faglig formidling kan
konkretisering bruges i mange forskellige funktioner, eksempelvis til at skabe klarhed og præcision om de
begreber man anvender. Abstrakterne er de ikke-fysiske fænomener som kan udfoldes modtageren med et
eksempel eller en allegori på begrebet. Den sidste er en henvisning til vores konkrete oplevelser og erfaringer
som afsenderen kan formode, at modtageren er bekendt med.
Billedligt talt
Analogier, metaforer og metonymier henvises ofte til den litterære skrivetradition, men de har en funktion
som gør dem særligt velegnede til faglig formidling- de er velegnede til at bygge bro mellem det faglige
univers og modtagerens vidensunivers. Ved brug af analogier fremmer man modtagerens forståelse og giver
samtidig plads til at drage egne erfaringer ind. Sommetider må faglig viden kobles til ikke-faglig viden for at
være sikker på, at modtageren forstår det. Ny viden koblet til gammel viden gør mere gavn end ny viden
koblet på ny viden.
Metaforer har samme brobyggende funktion som analogier, men de adskiller sig ved at deres forbindelser er
tættere på hinanden, og at forståelsen af ny viden sker inden for rammerne af gammel viden. Den ideelle
metafor understøtter den faglige pointe for modtageren uden at gøre opmærksom på sig selv, da den ikke
skal være et mål i sig selv, men et redskab til større erkendelse. Metonymierne er velegnede til faglig
formidling fordi de formår at lade et enkeltelement symbolisere helheden.
Billederne har altså en vigtig funktion i at skabe klarhed for modtageren når man formidler. Når man skal
konstruere billeder er det en god øvelse, at forestille sig en modtager som ligger under den målgruppe man
ønsker at ramme. På den måde skaber man ofte billeder, som bliver ekstremt konkrete. Man kan også trække
på egne erfaringer fra dengang man selv lærte sit fagområde at kende. Ikke mindst kan man imitere andre
42
Ibid., s. 156-157
34
som man har ladet sig inspirerer af til sin formidling, hvad de gjorde godt og hvordan man selv kan bruge
det.
Brugen af billedsprog som fremmende for modtagerens forståelse er også nært forbundet med det im- og
eksplicitte. Sommetider skal meningen ikke skrives eller redegøres for, sommetider skal det "ligge mellem
linjerne”. At udtrykke sig eksplicit er at udtrykke sig klart og tydeligt mens implicit er at kommunikere
underforstået. Den sidste bruges ofte i oplevelsesformidlingen.
Det vigtigste er dog, at bruge af billedsprog er velegnet til at slå bro mellem det faglige univers og
modtagerens univers.
Fortællingen
I faglig formidling er fortællingen en stærk fremstillingsform fordi det er noget som alle kender og mestre.
Fortællingen har også fået comeback i den faglige formidling ved brug i eksempelvis kampanger, reklamer
og journalistik. Fortællingen er det fælles modersmål som alle mennesker kender og egner sig derfor i høj
grad også til den faglige formidling.43
Fortællingens betydning for vores erkendelse hænger dels sammen
med, at den er bundet til og udtryk for vores erfaringer og oplevelser, og dels at den ligger som bærende
sproglige strukturer under de abstrakte begreber. Selve det at fortælle historier er en vigtig bestanddel af
vores kommunikation når vi skal tilegne os viden, bearbejde erfaringer og formidle. Der er en tæt
sammenhæng mellem fortællingen og vores erkendelse. Desuden fremmer anskueliggørende
fortælleelementer, eksempelvis omkring årsag og virkning, forståelsen hos modtageren. Fortællingen kan
både være et mål i sig selv og et middel til erkendelse, men når man bruger fortællingen i faglig formidling
er det ikke primært for at underholde men for at få modtageren til at forstå det emne man taler om. Den
faglige fortælling skal ikke blot beskrive noget for modtageren, den skal som al god videnskab give
modtageren en faglig forklaring på fænomener. Den skal tale til modtagerens oplevelser og samtidig sætte
disse oplevelser ind i en faglig struktur og forklaring ramme.44
Til at begynde med skal den vække opsigt,
siges i rigtig rækkefølge, ordene og formuleringerne skal tilpasses, der skal indlægges forklaringer og
refereres til fælles erfaringer m.v. Alt dette kan opleves som svært og kunstigt.45
Men således også som et
argument til at begynde, at studere og dyrke den.
Når fortællingen er helt fundamental for vores erkendelse og kommunikation, og derfor et centralt redskab i
faglig formidling, kunne man ønske sig, at der var mere fokus på den. Faglig viden må gerne være
underholdende og man kan som formidler se på de dele af ens formidling, hvor der eksempelvis er faglige
pointer som kan støttes af en fortælling. Fordi det hjælper til bedre forståelse hos modtageren.
43
Ibid., s. 172 44
Ibid., s. 179 45
Hvass, Helle:2003, s. 37
35
Sammenfatning
Med begreber som vidensunivers og formidlingskompas er det muligt, at opstille nogle kriterier for den
mundtlige faglige formidling. Den faglige formidling er en bevidst styret proces hvor sproget er et middel til
at opnå afsenders formål. For at komme dertil må man kunne sætte sig ind i sin modtagers vidensunivers og
vide, at dette er en kompleks størrelse som omfatter både kundskaber, færdigheder, erfaringer og følelser.
Man skal kunne tale til dem alle på en gang og derfor må man selekterer i sit stof og målrette sit sprog
således, at man ved hjælp af forskellige sproglige teknikker, kan korrespondere med de forskellige dele.
Eksempelvis, at billedsprog er velegnet til at slå bro mellem det faglige univers og modtagerens univers eller,
at sproglig forenkling er et udbredt og effektivt redskab i faglig formidling.
36
Retorik som formidlingsredskab
Det er en almindelig talemåde at sige, at et billede siger mere end tusind ord. Men sådan forholder det sig
langt fra. Tusind ord, sat rigtig sammen, i det rette forum, med den rette taler, kan skabe langt bedre
forståelse og sommetider give tilhørerne en sublim følelse af noget som er større end det der siges. Evner
man at sætte ordene rigtig sammen og har man talent for at tale foran et publikum, kan man skabe et univers
hvor selv de mest komplicerede problemstillinger kan give mening for modtageren. Man kan i den
forbindelse benytte sig af nogle af de retoriske virkemidler som vil blive præsenteret i det kommende afsnit.
I den faglige formidling er det ikke nok blot at være bevidst om, hvorledes opbygningen af formidlingens
dele kan virke hensigtsmæssigt på modtageren. Lige så vigtigt er det at vide hvordan et budskab formidles så
man kan være sikker på, at budskabet også opfattes af modtageren. Til dette formål er det oplagt at se mod
talekunstens eget fagfelt, læren om overbevisende kommunikation, retorik. I det foregående afsnit er der
blevet præsenteret teori om den faglige formidling, og hvordan den kan bruges. I det følgende vil der blive
trukket linjer til mellem retorikkens rige og den faglige formidlings teori.
Retorik er som fag både en praksis og et læresystem. Det centrale i denne sammenhæng er retorikkens evne
til at give anvisninger på, hvordan man bliver en god taler. Inden for retorik arbejder man ofte med
argumentationsteori og overbevisende tale i forbindelse med, at finde frem til, eller komme så tæt som
muligt på, en sandhed. Det er ikke relevant at beskæftige sig med i denne sammenhæng, og der vil derfor
blive taget retoriske virkemidler fra forskellige dele af retorikkens univers.
Der findes naturligvis mange forskellige kommunikationssammenhænge hvor der vil være undtagelser af det
som beskrives nedenfor, men for at gøre det mest mulig overskueligt for læseren er de undladt i denne
kontekst.
Mundtlighedens natur
Indimellem oplever man formidlere hvis mundtlige formidling, på den ene eller anden måde, slet ikke
fungere. Det kan være taler der er for lange, komplicerede faglige problemstillinger som bliver fremført i et
for hurtigt tempo, informationstunge taler som er umulige at huske eller formidlingssituationer der er så
kedelige, at man taber tråden. Der er mange ting at forholde sig til, når det kommer til mundtlig
kommunikation, og derfor også mange ting, der kan gå galt i mundtlig tale. Men omvendt har mange også
oplevet en formidler, hvis mundtlige forudsætninger var så gode, at man følte sig suget ind i talerens og
emnets univers. Situationer hvor man glemmer alt omkring sig og måske ser emnet på en ny måde og verden
vendes lidt på hovedet. Formidlerne bag disse situationer har det tilfælles, at de forstår hvordan man
formidler mundtligt, og ikke mindst forstår, hvad man kan opnå gennem talen, som kun sjældent kan opnås
med en tekst. Det gælder eksempelvis indlevelse, begejstring og nærvær. Endvidere handler det om at have
37
forståelse for det fysiske møde mellem taler og publikum, som altid gør sig gældende når man benytter den
mundtlige genre frem for den skriftlige. For at mestre den mundtlige genre må man forstå at tale til øret i
stedet for til øjet. Man må, modsat den skriftlige genre, typisk tilgå emnet konkret og ræsonnere gennem
handlinger og specifikke situationer såsom eksempler, historier, inddragelse af konkrete personer og
forankring i den givne situation.46
Når man taler frem for at skrive, skal publikum kunne forstå og begribe
det, der siges, i det øjeblik, det fremføres. Det er lettere at forstå og begribe via konkrete forhold end ved
hjælp af abstrakte begreber, og derfor er det påkrævet, at man, når man taler, er konkret og gentagende, og at
man benytter ord og sætninger, der kan afkodes spontant. Det er derfor nødvendigt, at man grundigt
selekterer i sit materiale.
Det mundtlige materiale, sprog og rum
Hvis man vil tale effektivt må man vælge det materiale som passer til formidlingssituationen. Her indenfor
må man være opmærksom på hvilken slags informationer man udvælger og hvilken mængde af
informationer man medtager. Der skal som nævnt være overvægt af konkrete eksempler, men derfor skal
man ikke helt undgå abstrakte begreber og definitioner. De abstrakte begreber er vigtige for den måde vi i
dag tænker og begriber, men det er vigtigt, at disse ikke står alene, men suppleres med de konkrete,
fortællende momenter i mundtlig formidling. Skal man medtænke konkrete illustrationer af alle sin pointer
går en stor del af formidlingen naturligvis med dette, hvilket betyder, at der ikke er plads til nær så mange
pointer i mundtlig formidling som der er i skriftlig formidling. Derfor består en god tale eller mundtligt
oplæg af ganske få pointer, der så til gengæld gentages og udfoldes. Herved får publikum både tid og rum til
at begribe det sagte undervejs og mulighed for at huske det efterfølgende.
Det er ikke kun indholdet som er forskelligt i henholdsvis mundtlig og skriftlig formidling. Også sproget er
forskelligt og det gælder for den mundtlige formidling at sproget skal være let at afkode. Publikum kan som
nævnt ikke få gentaget ord eller sætninger hvorfor det mundtlige sprog må være simpelt, og man bør derfor
undgå komplicerede sætningsstrukturer. Man skal også være opmærksom på, hvilke ord man benytter, når
man kommunikere mundtligt, da der er forskellige ord, der hører henholdsvis skriftlig og mundtlig
kommunikation til. Eksempelvis er sammenbindingsord eller tunge ord som fagudtryk eller fremmedord. Det
mundtlige sprog er derfor kendetegnet ved korte sætninger, få ledsætninger og mundtlige ord.
Det fysiske møde mellem taler og publikum kaldes det mundtlige rum.47
Der vil altid være et publikum til
stede når man taler og det kræver, at man som taler må medtænke en række betingelser man må opfylde for
at få succes. Eksempelvis den omstændighed, at man mundtligt skal fastholde publikums opmærksomhed
gennem hele taletiden. Og dernæst det forhold, at man mundtlig må være beredt på spontanitet. Der sker ofte,
46
Gabrielsen, Jonas (m.fl.):2010, s. 31 47
Ibid., s. 38
38
at der opstår situationer man ikke var forberedt på, eller at publikum reagerer anderledes end man
forventede. Publikums opmærksomhed er ikke konstant, men kommer og går gennem hele talen eller
formidlingssituationen. Kun i talens indledning kan man tage publikums opmærksomhed for givet. I alle
talens øvrige dele må man som taler selv skabe og fastholde den opmærksomhed. Netop fordi publikums
opmærksomhed svinger, er det vigtigt, at tilrette sin formidling således, at publikum kan fange tråden igen,
hvis de har været uopmærksomme. Det kan man gøre, dels ved løbende at samle op på sine pointer, så
publikum får en ekstra chance for at høre dem, og dels, ved tydeligt at markere sine overgange mellem
emnerne eller pointerne.
Spontanitet er også et vigtig forhold ved det mundtlige rum. I og med at publikum er konkret til stede i den
mundtlige tale, opstår der automatisk sammenspil mellem afsender og modtager. Formidlingen bliver derfor
påvirket af publikums reaktion og kommer derfor sjældent til at blive fremført som man havde planlagt. Det
har den åbenlyse fordel for den gode formidler, at man kan gå i dialog med publikum som igen kan betyde,
at man kan lade sig påvirke af publikums reaktion. Det mundtlige rum er et dynamisk rum, og det må man
acceptere, hvis man vil beherske det. Derfor kan man drage nytte af de forskellige reaktioner fra publikum
ved at kommentere på dem og udnytte spontaniteten til egen fordel. Ved at integrere spontane elementer i sin
formidling viser man, at man er oprigtig til stede i rummet, og at man ønsker at få publikum i tale. Hvis man
griner med publikum, stiller dem spørgsmål, korrigere sig selv viser man med al tydelighed, at talen holdes i
nuet, og at man som taler tager situationen alvorligt. Ikke alt kan, eller bør, styres for det fratager publikum
deres indflydelse på situationen. Mundtlighed handler derfor om at være forberedt og om at være beredt. Det
handler om at være til stede i rummet sammen med publikum og reagere på den reaktion de giver, ikke den
reaktion man havde i tankerne.
De forskellige typer mundtlig formidling
Retorik kan defineres som læren om at formidle hensigtsmæssigt, altså således, at hensigten opfyldes. De
forskellige typer mundtlig formidling er især kendetegnet ved, at have en bestemt overordnet hensigt. Det er
altafgørende for den som skal kunne formidle mundtligt at kende den overordnede hensigt med de forskellige
typer mundtlig formidling. Indenfor den skriftlige formidlings område skelner man mellem hensigter.
Eksempelvis er hensigten med en brugsanvisning at forklare hvordan et givent produkt virker, og ingen ville
kunne finde på at kritisere en brugsanvisning for at være fantasiløs. En doktorafhandlings formål er at
redegør for ny viden indenfor et område, og ingen vil kritisere den for at mangle narrativer eller billedsprog.
Vores viden om de forskellige typer skriftlig formidling gør det muligt for os at producere, analysere og
vurdere skriftlig formidling på et fagligt grundlag.48
Inden for den mundtlige formidlings område er de fleste
derimod ikke vant til at skelne bevidst mellem de forskellige typer hensigter. Ofte kommer et oplæg, et
48
Hvass, Helle:2003, s. 19
39
indlæg eller en besked ind under samme kategori, men der er lige så store forskelle mellem de mundtlige
typer som der er mellem de skriftlige. Skal man lære at producere, analysere og vurdere forskellige typer
mundtlig formidling, må man studere deres overordnede hensigter. Afsendere af mundlig formidling har altid
en særlig hensigt med at tage ordet, men den hører som oftest også under en overordnet hensigt. Eksempelvis
har formidlingen af Adelsvælde-gobelinen i riddersalen den hensigt at gøre publikum opmærksom på
vigtigheden af de enkelte begivenheder på denne tid, mens det overordnede formål er, at gøre publikum
klogere på hele danmarkshistorien.
I mundtlig formidling skelner man mellem to former for formidling, samtalen og enetalen. Enten taler vi
mennesker med hinanden, eller også taler vi til hinanden.49
Den historiske udvikling har medført flere
former, heriblandt den faglige formidling. Faglig formidling er der behov for når nogle modtagere har et
vidensunderskud. Som faglig formidler må man være opmærksom på, at modtagerene lytter fordi de vil lære.
Den faglige formidler videregiver sin indsigt i et emne med den overordnede hensigt, at mindske
modtagerens vidensunderskud. Modtagerne skal derfor have resultatet af afsenders forberedelse med
formidlingen, og denne viden skal gives videre så de forstår det og kan bruge den viden de får. Mundtlig
faglig formidling er vidensoverførsel hvor afsender må være bevidst om, at modtageren ikke kan bremse op,
spole eller bladre tilbage hvis der er noget vedkommende ikke forstår eller hørte.50
Modtagerne har derfor
brug for, at afsender samler og videregiver et begrænset antal informationer på en overskuelig og levende
måde.
Forberedelse af mundtlig formidling
Som det fremgår af det foregående findes der forskellige typer mundtlig formidling, og hver især skal forstås
i forhold til deres overordnede hensigt. Men fælles for alle typer er at de har en særlig hensigt, et budskab,
som nogle modtagere skal lytte til.
Det første man skal begynde med er, at analysere omstændighederne for formidlingen. Omstændighederne
omfatter afsender, emnet, modtageren, situationen og sproget og kaldes det retoriske pentagram.51
Mellem
de fem elementer skal der være et passende forhold på kryds og tværs, derfor et pentagram. Man overvejer
først sin egen rolle som afsender og hvem man repræsenterer i situationen. Dernæst overvejer man, hvad
man skal sige om det emne situationen kræver. Dernæst finder man ud af hvem modtagerne er og overvejer
hvilken rolle det spiller i formidlingen. Overvejelser vedrørende situationen må man også gøre sig inden man
overvejer hvordan man skal tale i situationen.
49
I denne kontekst vil kun enetalen blive foldet ud da samtalen ikke fungerer som diametral modsætning og ikke har
nogen relevans for denne undersøgelse. For mere information henvises til bogen: Hvass, Helle: Retorik, side 21. 50
Se også afsnittet om Leif Becker Jensens mundtlige faglige formidling 51
Hvass, Helle:2003, s. 41
40
Når man har overvejet og analyseret omstændighederne for sin formidling har man de optimale
omstændigheder til at forberede selve formidlingen. Som det er omtalt tidligere så kan man i mundtlig
formidling aldrig regne med at modtageren af sig selv er interesserede og af sig selv, kan bevare interessen.
Man må som afsender gøre noget aktivt for at fange og fastholde deres opmærksomhed. I retorikfaget er man
meget bevidst om de redskaber den mundtlige formidler har til sin rådighed når vedkommende vil fange og
fastholde sine modtageres opmærksomhed. Disse kaldes appelformer og der findes tre forskellige, logos,
ethos og patos.52
Vil man som afsender have sine modtagere til at lytte må man benytte sig af de tre
appelformer og appellere til modtagernes fornuft, til deres tillid til en selv som taler og til deres følelser. I
mundtlig formidling er der en konstant vekslen mellem de tre appelformer. En af de tre appelformer vil som
oftest dominere en tale eller i en formidlingssituation men for at opnå modtagerens opmærksomhed bedst
mulig, må de alle tre være til stede. Når man skal formidle mundtligt, må man finde en passende balance
mellem at appellere til logos, ethos og patos, og hvad der er passende afgøres af hvilken type formidling det
drejer sig om, og hvad man ønsker formidlingen skal gøre ved modtagerne.
Klart sprog er en vigtig og uomgængelig dyd i retorikken som man må behage hvis man vil opnå, at ens
budskab bliver forstået af modtageren. Der findes mange gode måder hvorpå man kan opnå klart sprog men
de fleste af dem ligger ligefor og klart sprog er derfor oftest en reminder til afsenderen om, at være
opmærksom på det. Det være sig eksempelvis, at undgå fremmedord og lange sætninger og vælge et sprog,
som passer til modtageren.
Den mundtlige formidling som har et klart og enkelt budskab og et gennemskueligt sprog har sin styrke i at
appellere til modtagerens logos. Men for at ramme folks patosappel må man gøre sit sprog anskueligt,
levende og illustrerende. Når man bestræber sig på at tale anskueligt, kan man hente inspiration i læren om
stilfigurer. 53
Stilfigurerne fungerer som sproglige mønstre som kan få modtagerne til at føle og sanse. De
virker forstærkende og medinddragende fordi modtageren selv skal afkode hvad der ligger bag det udtrykte. I
retorik bruges eksempelvis amplificatio som kan gøre en stor sag meget lille eller gøre en sag større ved at
sammenligne med noget mindre.54
Derudover er også metaforer, antiteser, ironi, klimaks, personificering,
sammenligninger og retoriske spørgsmål udbredt i retorikken som i mange andre sammenhænge. I bund og
grund handler det om at gøre sit sprog levende og søge at inddrage sine modtagere.
Anerkendte personer, fx forskere eller politikere kan udtale sig om emner uden først at skulle forklare
hvilken berettigelse de har for at udtale sig, berettigelsen er givet på forhånd gennem deres autoritet.
Anderledes forholder det sig med andre knap så anerkendte personer, som må bruge tid og kræfter på at
overbevise modtagerne om at lige netop deres bidrag er værd at lytte til. For at vinde sine modtageres tillid
52
Aristoteles: 2007, s. 33 – 35 (33 – 42) 53
Jørgensen, Charlotte & Lisa Villadsen:2009, s. 188 54
Kock, Christian:2012, s. 169
41
må man sørge for at man fremstår kompetent, pålidelig og nærværende. Ethosappellen er i sær vigtig i
begyndelsen men er til stede gennem hele den mundtlige formidling. I begyndelsen skal modtagerne
eksempelvis vænne sig til afsender kropssprog og måde at tale på og der kan derfor være lidt usikkerhed.
Hvis en afsender i en situation har modtagernes fulde tillid, taler man om, at vedkommende har en høj ethos.
Mislykkedes det for afsenderen at skabe tillid taler man i stedet om en lav ethos.55
Den retoriske tekst i aktion
En vigtig del af retorikken er selve actio, den del hvor en person tager ordet og underholder andre med sin
tale. Den mundtlige formidling kræver en vis parathed for afsenderen så vedkommende kan få modtagernes
opmærksomhed. Der skal ikke kun tages hensyn til valg af ord, emne og struktur, også fremførelsens stemme
og krop skal komme modtagerne i møde, og afspejle talerens velvilje over for publikum. I retorikken kaldes
dette eunoia.56
Den totale sproglige kommunikation er en helhed men kan deles op i tre forskellige
betegnelser, den verbale, den paraverbale og den nonverbale.57
Lyden og kroppens sprog
I retorikken har man altid været bevidst om fremførelsens vigtighed som et middel, til at vinde publikums
tilslutning. Skal man formidle over længere tid til en større gruppe er det en fordel, at varme sin stemme op
inden man går i gang. På den måde skåner man stemmen og taler mere forståeligt. Selvom forståelighed må
sættes først, må man dog ikke være døv for, at stemmen også rummer andre muligheder. En bestemt stemme
kan eksempelvis benyttes kommercielt som en virksomheds stemme udadtil. Rytmen i sproget er også en
vigtig faktor som kan styre formidlingen ved brug af temposkift og når trykkende falder i bestemt rytme.
Rytme kan også virke som genkendelse for modtagerne, i den vellykkede tale vil modtagerne identificere
slutningen uden at taleren behøver at sige tak for ordet, bl.a. fordi paraverbale elementer som tempo og tryk
signalere, at det sidste ord nærmer sig.58
I den retoriske tradition er det elementerne gestik, mimik og øjenkontakt som udgør kropssproget. Ansigtets
mimik aflæses af modtagerne som udtryk for afsenders oprigtighed samt imødekommenhed og er derfor en
vigtig faktor for vedkommendes troværdighed. En taler hvis ansigt er ubevægeligt virker uengageret og
fanger ikke modtagerne med sit budskab. Fastlåste kæber og læber befordrer heller ikke en tydelig
artikulation eller en behagelig resonans. Øjenkontakten er vigtig for modtagerne så de føler sig inddraget i
formidlingen. Selv i store forsamlinger må afsenderen få øjenkontakt med så mange som mulig, for at
bekræfte det kommunikative fællesskab. Øjenkontakten hjælper også taleren til at tale bedre og mere
forståeligt, i det rytmen i øjenkontakten understøtter formidlingens fremdrift og pointer. Også blikretningen
55
Hvass, Helle:2003, s. 75 56
Jørgensen, Charlotte (m.fl.):2009, s. 219 57
Ibid., s. 219 58
Ibid., s. 227
42
er vigtig. Har man først en gang illustreret noget frem for sig i sin højre side, må det ikke pludselig skifte til
venstre side. Det ligger der hvor det første gang er blevet etableret for ellers skaber det forvirring hos
modtagerne.
Sammenfatning
Ved at have viden om hvordan ord sættes sammen så de for en kraftfuld effekt, kan man gøre selv de mest
komplicerede problemstillinger letforståelige. Man kan opleve at blive suget ind i en dygtig formidlers
univers og dermed få meget mere ud af det formidlede. I den mundtlige formidling kan man ikke bladre
tilbage, så det er vigtigt, at det sagte bliver forstået med det samme. Ved hjælp af retoriske virkemidler kan
formidleren opnå dette og dermed give sine tilhører bedre forudsætninger for at få mest mulig ud af
formidlingen. Det handler både om hvilke informationer, hvor mange informationer og hvordan de bliver
præsenteret. Ved hjælp af det retoriske pentagram kan man tilrettelægge sin formidling til sit publikum og
dermed være på forkant med situationen når man indtager det mundtlige rum. Dette forarbejde gøres bevidst
eller ubevidst af alle som skal lave en mundtlig fremstilling, men ved at kende til begreberne kan man gøre
sin formidling endnu mere målrettet.
43
Kollektiv erindring
Begrebet kollektiv erindring og hukommelse vil blive brugt ofte i det følgende afsnit. Begrebet vil blive
brugt som et forsøg på at definere erindringsbegrebet da det er den kollektive hukommelse som skaber
behovet for erindringsstedet. I museumskredse har begrebet ikke ført til en almen debat om indholdet og
brugen af det. Kollektiv hukommelse forstås primært som de materielle vidnesbyrd, museerne indsamler,
bevare og udstiller.59
Ofte optræder begrebet sammen med kulturarv, og i begge begreber ligger fokus på
indsamlings- og bevaringsperspektivet: at opbygge lagre af konkret viden i form af materielle genstande,
som kan overdrages til og bruges af kommende generationer. Eksempelvis arbejder mindre lokalhistoriske
museer meget bevidst med at bidrage til opbygningen af en bevidsthed eller kollektiv erindring om
lokalhistorien som et fundament til forståelse af samtiden. Dette er både en måde at bevare kulturarv på, men
det er også en måde hvorpå man kan nærme sig erindringsbegrebet som her bør forstås som et forsøg på at
analysere koblingen mellem individet og historien set fra individets niveau, hvor kulturbegrebet tager
udgangspunkt i kollektivet. Det er hensigten, at få belyst de forskellige begreber som udgør det fundament
der skaber forbindelse mellem kollektiv erindring, hukommelse og monumental kunst, som det ses i Bjørn
Nørgaards gobeliner.
Erindringshistorie
Historikeres interesse for studier af erindringssteder og kollektiv erindring har været voksende siden
1980’erne især i Frankrig og USA.60
Kollektiv erindring har som begreb vist sig som en yderst produktiv
tilgang til studier i fortidens betydning for nutiden. Brugen af erindringsbegrebet er vidtrækkende- både inde
for psykologi, antropologi og sociologi. I sociologien har der især været fokus på samspillet mellem
individuel og kollektiv erindring og hos antropologien især interesse for, hvordan kulturer etablerer
traditioner og myter fra fortiden til at guide dens medlemmer i nutiden.61
I de historiske analyser refereres
særligt til to personers teoretiske bidrag, de to franskmænd Maurice Halbwachs og Pierre Nora.
Forskningsfeltet erindringshistorie handler om, hvorledes mennesker har formet og opretholdt
erindringsfællesskaber, og hvordan nøglebegivenheder i den fælles historie bliver fejret og brugt. Et
erindringssted er altid nært forbundet med identitet, og man rejser et mindesmærke for at markere en
begivenhed eller hylde en person som har haft betydning for en gruppe. På et erindringssted erindre man
ganske enkelt det som skete og som har haft betydning for almenvellet. Afgørende er, at det udtrykker et
fællesskabs følelser og identitet. Et erindringssted kan altså være mange forskellige ting, men i denne
forbindelse arbejdes der med erindringssteder ud fra Inge Adriansen og Pierre Noras teorier.
59
Floris, Lene & Annette Vasström: 1999, s. 380 60
Weinreich, Torben (Red.): 1996, s. 209 61
Ibid., s. 209
44
Den voksende internationale erindringsforskning fik først for alvor indflydelse i dansk historieforskning i
sidste halvdel af 1990-erne. Tæt sammenvævet med forskning i historiebrug er feltet karakteriseret ved at
være flerfagligt og ved at gøre brug af mange forskellige begreber og former for erindring. Individuel og
kollektiv erindring, sammenbragte erindringer, kulturel erindring og formidlet erindring for at nævne nogle.
Hertil kommer også begreber om forskellige former for overførsel af erindring, eksempelvis mundtlig
erindring og nedskrevet erindring. For at kunne navigere rundt knytter man nogle nøglebegreber til
forskningsfeltet som foruden erindring og historiebrug er kulturarv, historiekultur, kollektiv erindring og
erindringsfællesskab. Det er altså i dette forskningsfelt at erindringsbegrebet dukker op og selvom det er
komplekst og flertydigt har det virket tiltrækkende og inspirerende på mange forskere. Der hersker i
forskningen bred enighed om, at erindring ikke i første række skal forstås som en rekonstruktion af noget
fortidigt, men snarer handler om at etablere betydningssammenhænge mellem det fortidige, det nutidige og
det fremtidige. Erindringsforskning beskæftiger sig med samfundets fælleskulturelle reproduktionsprocesser
og derfor den betydning, som erindring spiller for samfundets opretholdelse og omdannelse.62
Det er i denne
forskning at begrebet erindringssteder dukker op. Erindringssteder er et ofte anvendt begreb, når nationale
eller andre store fællesskabers kollektive erindringer søges afdækket og analyseret. Erindringssteder betegner
den fortid, der i eftertiden har sat sig tydelige erindringsspor. Eksempelvis kan det være skelsættende
begivenheder, geografiske steder eller mytiske og historiske personer, politiske symboler eller monumenter.
Erindringssteder kan også være sproglige udtryk som er indlejret i sproget og tjener den hurtige forståelse
omkring et udsagns historiske forudsætninger, baggrunde og årsager.
Selve ordet erindringssted er forholdsvis nyt på dansk, men der er blevet forsket i begrebet siden 1980-erne i
Danmark. Ordet er en direkte oversættelse af det franske begreb Les lieux de mémoire, introduceret af den
franske historiker Pierre Nora.63
Den danske historiker Inge Adriansens teori udspringer af Pierre Nora og
sociologen Maurice Halbwachs arbejde med kollektiv erindring.
Udgangspunktet for den konstruktivistiske forståelse af erindring, som ligger til grund for megen aktuel
erindrings- og historiebrugsforskning blev allerede tidlig i 1900-tallet formuleret af den franske sociolog
Maurice Halbwachs. Halbwachs betragtes som den første der forsøgte at udforske erindringens sociale
strukturer og han beskæftigede sig indgående med, hvorledes der skabes erindringer i et samfund. Hans
arbejde var et afgørende vendepunkt i erindringsforskningen, da det repræsenterede et opgør med en
opfattelse af erindring som et individuelt og biologisk fænomen.
62
Warring, Annette:2001, s. 13 63
Adriansen, Inge:2010, s. 24.
45
”While the collective memory endures and draws strength from its base in a coherent body of people, it is
individuals as group members who remember”.64
Dette vil sige, at erindringerne vælder frem fra den gruppe den binder sammen. Derfor findes der, ifølge
Halbwachs, lige så mange grupper som der findes kollektive erindringer. Mennesker er kun i stand til at
lokalisere og genkalde deres erindringer gennem medlemskab af en social gruppe. For Halbwachs er det
uden mening at tale om individuel erindring separeret fra social erindring og konstruktionen af kollektiv
erindring er en social aktivitet med eks- og inkluderinger. Han betoner, at den enkelte behøver vidnesbyrd og
hjælp fra andre til at beslutte, hvad der skal huskes, hvad der skal glemmes, og hvordan en given oplevelse
skal fortolkes fordi erindring kun eksisterer i social form.65
Kollektive erindringer er altså ifølge Halbwachs
manifestationer af sociale gruppers identitet, og da det er sociale grupper, der afgør, hvad der skal huskes, og
hvad der skal glemmes, er kollektive erindringer altid socialt strukturerede. Erindring er en socialt
konstrueret realitet opretholdt og overført af gruppers institutioner og bevidste bestræbelser.66
Men når
erindringen alligevel fremstår som individuel er det fordi mennesker indgår i en række forskellige sociale
fællesskaber, og derfor afspejler individets totale erindringsregister de mangfoldige gruppesammenhænge,
det indgår i. Selvom Halbwachs anerkender at det er individer som erindre mener han, at individuel erindring
er foreløbig og uden mening fordi den er en afledt effekt af samfundets allerede eksisterende erindring, og af
sociale gruppers allerede eksisterende identitet.67
Så selvom erindring er socialt konstrueret og bruges i
sociale sammenhænge er det imidlertid ikke identisk med, at erindring ikke er personlig og individuel.
Nutiden og den sociale kontekst er udgangspunkt for alle erindringsprocesser og kollektiv erindring tjener
derfor nutidige formål. I vores levende erindringer genskaber vi fortiden, og for hver gang vi erindrer,
reduceres den oprindelige oplevelse gradvist til et stereotypt billede, som former den kollektive erindring.
Det, vi mindes, er mindre bestemt af, hvordan vi oprindeligt oplevede fortiden, end af hvordan det passer
med vores nutidige opfattelser. Halbwachs insisterer på, at kollektive erindringer er noget der tjener nutidige
formål. Dette syn har siden været udgangspunkt for nutidige studier af mindehøjtideligheder.
Der findes forskellige typer erindring men i denne sammenhæng er der valgt, at sætte fokus på Halbwachs
autobiografisk og historisk erindring.68
Autobiografisk erindring er erindring om begivenheder, steder,
personer som man personligt har oplevet. Dette kan styrkes og vedligeholdes i kontakt med andre
mennesker, som man delte oplevelsen med i fortiden. Historisk erindring opnås gennem skrevne beretninger,
fotografier, film m.m. altså formidlet erindring. Selvom erfaret og formidlet historie synes at være to
forskellige ting er der oftest tale om et uadskilleligt hele og det er derfor mere produktivt at betragte
64
Halbwachs, Maurice:1992, s. 22 65
Weinreich, Torben (Red.):1996, s. 210 66
Warring, Annette:2001, s. 14 67
Ibid., s. 14 68
Weinreich, Torben (Red.):1996, s. 213
46
forholdet mellem erfaret og formidlet erindring som et sammenhængende hele. Dette sker næsten automatisk
da personlig erindring ofte opsluges af den kollektive erindring, fordi individuel erindring altid er vævet
sammen med andres erindringer.
Erindring og historie
For at noget skal kunne fæstne sig i erindringen, må det præsentere sig i form af en konkret begivenhed,
person, monument, tekst eller lignende, hvilke Halbwachs kaldte lieux de mémorié, erindringssteder. Det er
disse lieux de mémorié som Pierre Nora i Frankrig og Inge Adriansen i Danmark senere lader udfolde i
konkrete steder som, især, bruges i forbindelse med bekræftelse af nationalitet og fædrelandsfølelse.
Halbwachs selv skelner mellem på den ene side erindringsstedets materielle eksistens og på den anden side
den kollektive erindring.
”.. a collective remembrance has a double focus - a physical object, a material reality such as a statue, a
monument, a place in space, and also a symbol, or something of spiritual significance, something shared by
the group that adheres, to and is superimposed on this physical reality”.69
Han skelner også skarpt mellem en gruppes kollektive erindring og professionel historievidenskab da
historieskrivningen og den kollektive erindring har forskellige forbindelser med fortiden og gør krav på den
på forskellige måder.70
Pierre Nora skelner også mellem historie og erindring. Han befinder sig et sted imellem og den klare skelnen
mellem erindring og historie forklarer han således, at erindring er et fænomen af fortiden som rummer
følelser og magi, mens historie er en repræsentation af fortiden som kalder på analyse og kritik. Erindringen
er noget altid aktuelt, et levende bånd til det evige nu; historien er en fremstilling af det forgangne.71
Med sin
skarpe skelnen mellem erindring og historie viderefører Nora Halbwachs tilgang, men der hvor han føjer
noget nyt til Halbwachs teoribygning er i forsøget på, at udvikle en teori om erindringssteder og deres
betydning.72
Under modernitetens tryk er den levende erindring blevet delegitimeret og manifesterer sig nu
først og fremmest som erindringssteder. Disse erindringssteder fungerer som erstatning for den levende
erindring. ”The equilibrium between the present and the past is disturpted. (..) Memory is constantly on our
lips because it no longer exist”73
For Pierre Nora er et erindringssted ikke kun en fysisk genstand, et sted eller et monument, men alt hvad man
kan komme i tanke om som har betydning for en gruppe eller en kultur. Det kan være en person, en
69
Halbwachs, Maurice:1992, s. 204 70
Halbwachs mente, at historieskrivningen stræber efter at opstille en universel kronologi, hvilket han anså for umuligt,
da erindring kun eksisterer i kollektiv form bundet til grupper, tid og sted. Weinreich, Torben (Red.) 1996, side221 71
Olden-Jørgensen, Sebastian:2011, s. 15 72
Bryld, Claus: 1999, s. 46 73
Nora, Pierre (red.): 1996, s. 1
47
begivenhed, et værk men altså ikke nødvendigvis noget som er knyttet til et bestemt sted.
Erindringsstedernes hemmelighed ligger i, at hindre den kollektive erindring, som de giver krop og indhold,
mod at blive historie. Nora beskriver på den ene side et erindringssted som et fysisk-materielt eller
rummeligt fænomen og på den anden side tillægger han også det symbolske en afgørende betydning. Et
erindringssted befinder sig i krydsfeltet mellem disse to dimensioner og bliver dermed en slags
dobbeltsteder.74
Nora skelner mellem historie og erindring og tilslutter sig en forståelse af moderniteten som
et radikalt brud med fortidens traditionsbaserede samfund. Noras tilgang til sin forskning er derfor præget af
en vis nostalgi, og for ham er erindringssteder resterne af det som var engang og det bunder i en ide om et
brud med den måde hvorfra vi tidligere fik overleveret vores arv. Samfund skabt på arv findes ikke længere,
og det er et brud som den moderne verden har ført med sig.75
Derfor kaldes der på erindringssteder som skal
hjælpe os til at huske det som vi er ved at glemme.
”.. [lieux de memoir]) brings history back to life, giving it a second level of existence”.76
Nora gennemførte Halbwachs metode som projekt og videreudvikler Halbwachs begreb om erindringssteder.
Han skelner mellem bevidst og ubevidst kollektiv erindring og adskiller sig derfor fra Halbwachs som kun
opererede med erindring i bevidst form.77
Med den klare skelnen mellem erindring og historie ville en
historisering af erindringsstederne være ensbetydende med at fjerne det magiske som stedet har i sig, og
dermed ville stedernes symbolske funktion blive ophævet til fordel for et moderne og rationelt syn på de
begivenheder, som stederne bærer vidne om. Et erindringssted formidler mellem de to sfære, erindring og
historie, det tilhører dem begge og får sin dynamik fra dialektikken mellem dem.78
Erindring og historie er et
af de overordnede begrebspar hos Nora og forholdet mellem dem ser han som historisk foranderligt. I
traditionelle samfund er fortiden ikke klart adskilt fra nutiden, og man lever så at sige med erindringen, og
det er ikke muligt at skelne mellem erindring og historie helt klart fra hinanden. I det moderne samfund er
forbindelsen mellem erindring og historie blevet brudt og fremstår derfor i dag mere som hinandens
modsætninger.79
Det indtil videre mest omfattende projekt inden for forskning i erindring og erindringssteder står Nora for.
Mammutværket Les lieux de mémoire udkom mellem 1984 og 1992, og værkets syv bind er delt i tre dele og
giver et overblik over fransk kulturhistorie i fortid og nutid.80
I erindringens ånd behandler værket
74
Bryld, Claus (m.fl.):1999, s. 46 75
Nora, Pierre (red.):1996, s. 2 76
Ibid., s. 20 77
”Nora opsummerer sin forståelse af kollektiv erindring som bevidst og ubevidst erindring om en oplevet erfaring, der
er blevet gjort til myte af et levende kollektiv. Dette kollektiv er kendetegnet ved en følsomhed over for visse fortidige
tilstande og traditioner, der samtidig indgår som en central bestanddel af gruppens identitet”. Weinreich, Torben.
1996, s. 223 78
Olden-Jørgensen, Sebastian:2011, s. 15 79
Bryld, Claus (m.fl.):1999, s. 70 80
Ibid., s. 44
48
overleveringen og virkningshistorien om emner der har formet det franske folk, nation og historie. Til hvert
emne eller sted i franskmændenes nationale erindring finder man en dertilhørende historie. Gennem værket
udvides fokus fra erindringssteder til de mere symbolske træk i erindringshistorie så som slagord eller udtryk
som bruges i hverdagssprog og kendes af alle, og som derfor ikke behøver nogen nærmere forklaring.81
Historiske begivenheder der bruges som erindringssteder er ofte udsat for myter, og Nora mener det er
problematisk, at historien begynder at skrive sig selv, fordi at man ved at be- eller afkræfte myter ikke
længere identificerer sig med sin arv. Det var overlevering fra generation til generation som tidligere sikrede
nationens historie.
”History was holy because the nation was holy.”82
Man fejrer ikke længere på samme måde nationen, men man studerer nationens fejringer. Hermed også en
indikation på Noras kerne, at des mindre erindring opleves indefra, des større er behovet for erindringssteder
og mindesmærker som påmindelser på det som ikke længere eksisterer. Ifølge Nora kan et erindringssted
være tre forskellige dimensioner:
- Materiel
- Symbolsk
- Funktionelt83
Disse tre udgør et erindringssted i Noras forstand. Noget materielt bliver et erindringssted når nogen i deres
fantasi tillægger det en aura. Noget symbolsk bliver et erindringssted når hukommelsen koncentrerer sig om
eksempelvis et minuts stilhed, og et funktionelt objekt bliver et erindringssted når der knyttes ritualer til det
eller dem.
For Inge Adriansen er det især det mindesmærkerne repræsenterer som er i centrum i hendes værk fra 2010
om erindringssteder i Danmark. Mindesmærkerne repræsenterer og fortæller en historie som kalder på vores
erindring.
Inge Adriansen har med værkerne Nationale symboler i Det Danske Rige 1830-2000. Bind I-II fra 2003 og
Erindringssteder i Danmark. Monumenter, mindesmærker og mødesteder fra 2010 bidraget til forskningen af
erindringshistorie og politik. For hende er erindringssteder noget fysisk som man kan tage og føle på, røre
ved og beundre. Noget man kan opsøge og på det sted mindesmærket er sat, fordybe sig i tanker som
udelukkende har med det at gøre som mindesmærket repræsentere. Der sættes altså en tydelig afgrænsning
for hvad et erindringssted er. En begrænsning men også en styrke hos Adriansen. Hun afgrænser sig og
definere klart hvordan hun arbejder med erindringssteder og adskiller sig markant fra Pierre Nora ved kun at
81
Se også afsnittet Erindringshistorie, s. 41 82
Nora, Pierre (Red.):1996, s. 5 83
Ibid., s. 14
49
lade sine erindringssteder være monumentale mindesmærker. I sit arbejde med indsamling af mindesmærker
til værket Erindringssteder i Danmark valgte hun tre grundlæggende forhold som måtte gøre sig gældende
for, om et monument eller mindesmærke skulle tages med i arbejdet. Der må være fuld tilgængelighed
således, at mindesmærket kommunikere til alle forbipasserende i det offentlige rum. Mindesmærket må have
indhold i form af en historisk fortælling som adskiller det fra moderne kunstværker i det offentlige rum.
Endelig skal mindesmærket kunne gøre krav på at have autenticitet i kraft af stedet, initiativtagerne, formen,
indholdet eller den sammenhæng det indgår i.84
Erindringssteder bruges i denne sammenhæng som et fysisk sted med en erindringsfunktion, og
mindesmærkerne og mødestederne har altså tilknytning til historiske begivenheder. Erindringssteder vil efter
Adriansens overbevisning, altid være et spejl af kulturelle processer, og i vid udstrækning vil de reflektere
kampen om, ud fra et nutidigt perspektiv, at skabe den rette fortolkning af fortidige begivenheder.85
De tjener
til forsat at fastholde og styrke historiebevidstheden ved at omfatte et samspil mellem fortidsfortolkning,
nutidsforståelse og fremtidsforventning86
. Adriansen anerkender Maurice Halbwachs ideer om en kollektiv
erindring og bruger hans ide om, at erindring ikke blot foregår i en tidsmæssig, men også i en rumlig
dimension. Minder, der er knyttet til konkrete steder, får en forstærket stabilitet i erindringen. Det er end ikke
nødvendigt at være på selve stedet for at opnå dets virkning. Det er nok blot at vide, at det findes. Vores egne
følelser knytter sig altså til erindringssteder og giver begrebet en dimension som foregår i vores hoveder ved
et erindringssted eller mindesmærke. En måde at lokaliserer os på i nutiden ved at skabe en sammenhæng
med fortiden.87
Denne antagelse bruger Adriansen som udgangspunkt for at analysere historiebrugen på de
forskellige erindringssteder. I Erindringssteder i Danmark. Monumenter, mindesmærker og mødesteder har
Adriansen til formål, at belyse erindringssteder ved at undersøge den nationale identitets forankring i
kulturlandskabet ved at dokumentere, hvor og hvordan den rent materielt kommer til udtryk i form af
historiske monumenter, mindesmærker og mødesteder.88
Begrebet erindringssted bruges som overordnet
begreb for de tre ting. Inge Adriansen reflekterer selv over sin metode og sine begrænsninger. Hun begrunder
sin begrænsning, i værket Erindringssteder i Danmark. Monumenter, mindesmærker og mødesteder, med, at
det ikke er de historiske begivenheder eller personer som er i fokus, men der i mod eftertidens
rekonstruktion, iscenesættelse og brug af fortiden.89
Inge Adriansen er ikke den eneste i Danmark som forsker i dette felt, men hun er den mest fremtrædende.
Før de store værker om erindringssteder og nationale symboler har hun især beskæftiget sig med brugen af
folkeminder og national identitetsdannelse belyst ud fra striden mellem Danmark og Tyskland i
84
Adriansen, Inge:2010, s. 448 85
Ibid., s. 446 86
Se også Bernhard Eric Jensen (Red.): At bruge historie, Roskilde universitetsforlag, 2001. 87
Adriansen, Inge:2010, s.446 88
Ibid., s. 18 89
Ibid., s. 451
50
Sønderjylland. Hendes interesse for og kærlighed til Sønderjylland skinner igennem i hendes forfatterskab,
og Sønderjylland er et godt sted at starte når man vil forsøge at finde og definerer den danske nationalfølelse.
Dybbøl Mølle bliver af mange danskere set som det mest danske der findes. Hele danskheden kan for mange
samles i dette erindringssted sammen med Dannebrog, det danske sprog og Grundloven. I værket
Fædrelandet, folkeminderne og modersmålet fra 1990 skriver forfatteren selv, at nationalfølelse og identitet,
folkeminder og folketraditioner er lidt hengemte begreber, som ikke har været i centrum af humanistisk
forskning fra 1940-erne til midten af 1980-erne. En af årsagerne hertil synes at være den betydelige brug og
misbrug af disse begreber som er sket i slutningen af 1800- og 1900-årene.90
Som med alt andet
historieforskning skal man være opmærksom på hvilken tidsånd som har hersket på den tid som man forsker
i. Adriansen hentyder tydeligvis til de stærke nationale strømninger som prægede de historiske begivenheder
fra midten af 1800-tallet og frem.
Erindringsstederne er der hvor historien er varm og det er derfor naturligt, at Adriansen koncentrerer sin
opmærksomhed på danskheden i Sønderjylland i sit tidlige forfatterskab. Fra Fædrelandet, folkeminderne og
modersmålet over Nationale Symboler i det Danske Rige Bind I-II til Erindringssteder i Danmark.
Monumenter, mindesmærker og mødesteder er der dog en tydelig rød linje hvor hun nærmer sig en egentlig
definition af, hvad et erindringssted er. Hvordan mennesker har formet og opretholdt erindringssteder og
fællesskaber og hvordan begivenheder i den fælles historie bliver fejret og brugt. Hun lægger selv op til at
betragte Erindringssteder i Danmark som et Bind III af Nationale Symboler i det Danske Rige, for hvad
enten man kalder objektet for national symbolik eller erindringssted, så drejer det sig jo om analyser af,
hvordan fortiden er blevet konstrueret, mindet og brugt af eftertiden.
For Adriansen indgår der i fænomenet erindringssted nogle centrale begreber, der ikke blot er
komplementære, men også virker gensidig forstærkende. Der er tale om kulturarv, erindringspolitik,
historiebevidsthed, forestillet fællesskab, identitet og historiebrug. I krydsfeltet mellem disse begreber ligger
erindringsstederne og erindringsfællesskaberne, dvs. både monumenter og mindesmærker, ritualer og
ceremonier, private og sammenbragte erindringer og historie.91
Adriansen og Nora har forskellige syn på hvad et erindringssted er, men den ene behøver ikke at udelukke
den anden. Faktisk kan begges definitioner og teorier forenes, og på mange punkter er de enige. Begge er de
enige om, at historiekulturen i vore dage fortæller om trangen til at knytte stærke bånd mellem nutiden og
fortiden. At have steder hvor vi kan mindes det som var en gang og som måske er ved at ryge i glemslen og
behovet for et mindesmærke derfor er påkrævet.92
Men hvor Nora er bekymret for tendensen at vi skal
glemme historien er Adriansen mere positiv og mener, at samfundet allerede har set betydningen af at
90
Adriansen, Inge:1990, s. 11 91
For nærmere information se grafisk figur hos Adriansen, Inge. 2010. s. 27 92
Adriansen, Inge:2010, s. 415
51
vedligeholde og dyrke vores erindringssteder. Hun mener at spørgsmålet om erindring kontra glemsel bedst
kan besvares ved at anføre fire faktorer som især er med til at fastholde et mindesmærke i bevidstheden:
- Et almengyldigt budskab om en mindeværdig begivenhed, sag eller person
- En placering, der fremhæver eller understøtter stedets ånd
- Kunstnerisk værdi
- Overensstemmelse mellem form og indhold 93
Hun er uenig i Noras udsagn om, at erindringssteder først etableres når den levende erindring trues af
glemsel. Ved en empirisk undersøgelse påviser hun, at der ofte er tale om mindesmærker skabt kun få år
efter begivenhederne fandt sted og sommetider endda samtidig hermed.
Sebastian Olden-Jørgensen har i sin bog Stormen på København 1659. Et Københavnsk og nationalt
erindringssted gennem 350 år givet et bud på, hvordan man kan forklare et erindringssted. Forfatteren tager
udgangspunkt i en konkret begivenhed som ikke alene har overlevet i erindringen i 350 år, men som også har
fostret myter, lyrik, digtning, kunst, følelser, årsdage og meget andet som tilsammen udgør erindringsstedet.
Stormen på København har gennem 350 år eksisteret som erindringssted og Olden-Jørgensen er bevidst om,
at dette er erindringsstedets absolutte styrke. Han betoner selv at dette ikke er et erindringssted på højde med
Dybbøl eller Dannebrog, men den lange historie illustrerer dialektikken mellem erindring og historie og
Noras skelnen mellem de to.
Sebastian Olden-Jørgensen har taget fat i et født erindringssted.94
Altså et erindringssted som øjeblikkeligt
forenes med vidtrækkende symbolsk betydning. I den forbindelse kan det også fremhæves, at Inge Adriansen
skelner mellem villede og ikke-villede erindringssteder.95
Den første kategori omhandler de steder som
konkrete personer eller begivenheder, mens den anden omfatter fortidslevn der er blevet omtolket og tillagt
særlig betydning for befolkningen. Bjørn Nørgaards gobeliner er et sted mellem det øjeblikkelige
erindringssted og så det erindringssted som først langt senere bliver opfundet som erindringssted. Dette ser vi
nærmere på i analysedelen.
Definitionen på et erindringssted
”Monumenter og mindesmærker i det offentlige rum kan rumme en mangfoldighed af udsagn og udmønte
fortællinger, der giver lokaliteten identitet og fremmer samhørighed med både fortid og nutid.”96
Erindringssteder som monumenter over mindeværdige begivenheder var indtil 1780’erne, noget der blev
skabt og fejret af magthaverne og ikke af borgerne. Mindesmærker rejst af en bredere del af befolkningen
93
Ibid., s. 432 94
Olden-Jørgensen, Sebastian:2011, s. 37 95
Adriansen, Inge:2010, s. 26 96
Ibid., s. 443
52
tager sin begyndelse i 1800-tallets første halvdel og her fremhæver Adriansen sammenhængen mellem
fremvæksten af en national identitetsfølelse og skabelsen af erindringssteder for den fælles historie. Det er
nogle grundlæggende elementer der skaber de bånd, der binder mennesker sammen til en nation og knytter
nationen til en stat.97
Gennem 1960’erne og 1980’erne kom der en øget interesse for danskhed og Inge
Adriansen mener derfor, at mindemærkekulturen har oplevet en opblomstring efter en stagnation i midten af
1900-tallet.
Egentlig er det lidt misvisende at bruge ordet erindringssted, da det kan være vanskeligt at pege på en
bestemt afgrænset kategori af fænomener som kan bære den titel. Ligeledes er det svært at svare på hvad et
erindringssted ikke er. Man kan derfor bruge begrebet erindringssted på flere måder og i flere forskellige
sammenhænge.
Adriansen betoner, at nært forbundet med erindringssteder er også erindringsfællesskaber og hun bruger
begrebet erindringssteder som et overordnet begreb om konkrete steder i form af monumenter,
mindesmærker og mødepladser, hvortil der er knyttet værdi og betydning i form af navngivning,
identifikation eller mindekultur. Erindringssteder skabes, bruges og omformes af mennesker, oftest i sociale
grupper, og der er jævnligt knyttet tilbagevendende ritualer til stederne. Disse ritualer eller traditioner kan
man betegne som mindekultur eller historiebrug. Historiebrug foregår netop i det øjeblik historien bliver
givet krop, form og betydning. Aktive i denne mindekultur er ofte myndigheder ved eksempelvis jubilæer i
forbindelse med Danmarks befrielse eller fejringen af Grundloven. Denne måde at være aktivt involveret i
mindekulturen kaldes erindringspolitik. Når en gruppe mennesker har samme fortolkning af fortiden, udgør
de et erindringsfællesskab, der er baseret på et fælles sæt historier og symboler. Et forestillet fællesskab
virker i kraft af, at folk føler og oplever, at de hører hjemme et sted.98
Ofte vil mennesker tilhører forskellige
erindringsfællesskaber på samme tid bestemt af, eller knyttet til, lokalitet, klasse, arbejde, familie, køn, tro
eller nation.99
Mange af disse erindringsfællesskaber er såkaldte forestillede fællesskaber, altså at man
oplever, at man har noget til fælles med en række mennesker, som man ikke selv kender direkte.
Eksempelvis inden for nationalfællesskab føler mennesker, at de deler vilkår og skæbne med både folk der
var døde førend de selv blev født, og med folk, der først vil blive født efter de selv er døde. Dette
erindringsfællesskab omfatter altså utallige mennesker, både samtidige, fortidige og fremtidige.
De fællesskaber man er en del af, kan som nævnt være komplementærer og understøtte hinanden, men de
kan også være i konflikt med hinanden, og i sådanne tilfælde, kan mennesker komme til at stå i en
loyalitetskonflikt. Omvendt vil der også være perioder hvor et bestemt erindringsfællesskab fremstår som
97
Ibid., s. 413 98
Anderson, Benedict:2006, s. 6 99
Bekker- Nielsen, Tønnes:2006, s. 154
53
overordnet alle andre, det kan eksempelvis være det religiøse, nationale eller klassemæssige.100
I
sociokulturelle sammenhænge udgør historiebevidsthed en vigtig funktion i det at danne og omdanne
erindringsfællesskaber. At have historiebevidsthed betyder, at man som menneske bærer tiden og dermed det
historiske i sig, og begrebet vedrører, hvordan det fortidige såvel som det fremtidige er tilstedeværende og
brugbart i det nutidige. Det er ikke en bevidsthed man kan vælge til og fra, det er en ide om, at intet socialt
fungerende menneske kan siges at være historieløst i betydningen helt at mangle historiebevidsthed.101
Historiebevidsthed indgår som en komponent i dannelsen af personlig og kollektiv identitet og spiller derfor
en afgørende rolle i oprettelsen og omdannelsen af erindringsfællesskaber. Ved at skabe erindringssteder
giver man et erindringsfællesskab konkret form og indhold, og i den forbindelse er det uden betydning,
hvorvidt dette fællesskab er reelt eller forestillet. Det har derimod stor betydning, om det lykkes at få fæstnet
stedet i bevidstheden. Dette er ikke altid tilfældet og derfor glider nogle erindringssteder ud af
erindringsfællesskabet og direkte i glemslen.
Erindringssteder er et komplekst begreb, der som vi har set, omfatter langt mere end det rummelige.
Erindringssteder vil altid være et spejl af kulturelle processer og vil, ud fra et nutidigt behov, i vid
udstrækning reflektere kampen om at skabe den rette fortolkning af fortidige begivenheder. Et erindringssted
kan have en ydre form og/eller et indhold der medvirker til, at give det en næsten ophøjet, hellig karakter og
dette kan forstærkes gennem den historiebrug som knytter sig til stedet. Historiebrug knytter sig til
føromtalte historiebevidsthed, for den mest grundlæggende form for historiebrug er den hvor mennesker
bruger deres historiebevidsthed når de så at sige, skal handle i hverdagen. Medvirkende til at gøre en lokalitet
til et erindringssted er først og fremmest, at der her foregår eller har foregået en fortolkning af fortiden. I
fysisk form kan dette ske ved rejsning af et mindesmærke eller i ritualiseret form på årsdagen for
begivenheden, der tillægges en særlig betydning, og hvortil der kan knyttes meget forskellige erindringer.
Ifølge Inge Adriansen afhænger det ikke blot af hvad der erindres for at en lokalitet bliver til et
erindringssted, men også hvordan det italesættes og hvem der tager aktivt del i erindringsprocessen.
At beskæftige sig med mindesmærker og erindringshistorie ligger naturligt tæt op ad fagvidenskaben
historie. At etablere et mindesmærke er et oplagt eksempel på, hvordan noget fortidigt kan bruges i en
nutidig sammenhæng. Inden man rejser det er det dog en forudsætning at en gruppe mennesker enes om at
ville fastholde erindringen om noget fortidigt i tiden, der kommer. Det bruges altså også til at navigere i
nutiden med blikket rettet mod fremtiden. Et monument kan erindre gruppen om, hvordan den blev dannet,
hvad den har opnået, og hvem de nulevende skylder en særlig tak. Disse mindesmærker opfordre de
100
Ibid., s. 154 101
”Begrebet historiebevidsthed er også en antagelse om, at folk kender til historie uafhængigt af undervisnings- og
videnskabsfagene”. Bryld, Claus:1999, s. 22
54
nulevende til at lade sig inspirere af fortidens prisværdige og ærefulde gerninger.102
Eller omvendt, at advarer
nulevende og fremtidige generationer om, ikke at gentage fortidens dumheder.
Sammenfatning
Forskningen i erindringshistorie er forholdsvis ny men har vist sig yderst frugtbar som et tværfagligt
forskningsfelt. Begrebet erindringssteder blev præsenteret af Pierre Nora der med sit begreb, satte krop og
indhold på historien. I denne retning skabes erindringssteder og mindesmærker for at fremme fællesskabet
hos en gruppe mennesker. For at mindes og huske og hædre og lære. Et godt eksempel er rejsningen af
monumenter som fremmer den nationale identitetsfølelse. Som det er tilfældet med det konkrete eksempel
hos Sebastian Olden-Jørgensens arbejde med Stormen på København, ser vi, at der er en nær sammenhæng
mellem fremvæksten af en national identitetsfølelse og skabelsen af erindringssteder for den fælles historie.
Fælles historie og myter samt tilknytning til et hjemland er blandt de grundlæggende elementer som skaber
de bånd, der binder mennesker sammen til en nation. Mindesmærkerne bruges til at synliggøre den fælles
historie og opretholde og styrke de fælles myter, og det helt centrale i ethvert erindringssted er følelse og
identitet.
Med denne oversigt over de valgte dele af erindringshistorie som specialet her benytter sig af, vil vi nu gå
videre til analysedelen. Det følgende omhandler analyse af formidlingen på Christiansborg Slot med
udgangspunkt i den empiriske undersøgelse.
102
Jensen, Bernhard Eric:2010, s. 101
55
Museumsformidling
Når et museum eller en kulturinstitution laver omvisninger i deres udstillinger, lokaler, bygninger m.v. så
forekommer det ofte, at rækkefølgen er givet således, at det monumentale kommer først, formidlingen er
noget man så smøre på bagefter. Der findes ikke megen forskning i historieformidling, hvor rammen er at
undersøge, hvordan fagvidenskabeligt indsigt formidles til folk udenfor faget. I museernes eget fagområde,
museologien, fylder den mundtlige formidling forsvindende lidt. Museerne og kulturinstitutionerne trækker
mere og mere på formidlingsprincipper der er hentet uden for museologiens grundfaglige felt, og læner sig i
dag mere op ad journalistikkens principper.103
Formidlingen på Christiansborg
Således forholder det sig på Christiansborg Slot: gobelinerne kom først og formidlingen kom bagefter. På
Christiansborg har kulturformidlerne frie hænder til selv at tilrettelægge deres formidling. Dette skinner
tydeligt i gennem hvis man følger flere forskellige formidlere og opdager, hvor forskellige ting der bliver
lagt vægt på i gobelinerne. De fleste institutioner har i dag en central afdeling af sin organisation og
ledelsesstruktur en formidlings- og presseafdeling, der tegner stedets ansigt udadtil, og på Christiansborg
Slot sidder der på Slotsforvaltningen en formidlingschef som tilrettelægger og planlægger nye tiltag og
kommende særomvisninger.
Når formidlingen på Christiansborg ikke er hentet med inspiration fra museologien kan det hænge sammen
med, at slottet udmærket er klar over, at de ikke er et museum og derfor ikke skal formidle som et museum.
Slottet er heller ikke karakteriseret som museum og dette forhold giver slottet helt nye måder at formidle og
indrette sig på. De er ikke underlagt en museumslov og kan derfor bevæge sig frit i formidlingsuniverset.
Slottet har så andre forpligtelser fordi det hører til en anden kategori institution under Styrelsen for slotte- og
kulturejendomme, men på formidlingssiden giver dette gunstige forhold for nytænkning især i
formidlingsdelen.
Da dette speciale tager udgangspunkt i formidlingen af erindringssteder er nødvendigt at kigge på, ikke blot
hvad kulturformidlerne siger, men også hvordan de siger det. Dette vil der blive set nærmere på i det
følgende.
103
Teilmann, Peter:2010, s. 191
56
Empirisk undersøgelse
Introduktion til empirisk undersøgelse
For at kunne undersøge den mundtlige formidlings betydning for forståelsen af Bjørn Nørgaards gobeliner
har det været nødvendigt, at overvære den nuværende formidling på Christiansborg. Der vil derfor i det
følgende blive præsenteret tre forskellige cases hvor en kulturformidler på Christiansborg har formidlet
gobelinerne til et publikum. Til undersøgelsen er der valgt at følge netop disse tre kulturformidlere af
følgende årsager:
- Begge køn er repræsenteret.
- Der er 12 års aldersforskel på den yngste og den ældste.
- Den ene har været ansat siden 2004 mens de to andre har været ansat siden henholdsvis 2008 og
2009.
- De er alle tre cand.mag. historie, to af dem med side fag i henholdsvis engelsk og fransk.
Til trods for forskellene der er på deltagerne har de samme funktion på slottet og formidler den samme
historie, de samme lokaler og de samme genstande. Det har været målet at få så forskellige syn på
formidlingen som mulig for at se, i hvor høj grad de adskiller sig fra hinanden og hvor forskelligt de
formidler.
Fælles for dem alle tre er valget af situation og publikum som de har stået overfor. De er blevet fulgt på en
såkaldt ”åben omvisning” som er den daglige gobelintur der finder sted hver dag klokken 13.00 og er på
dansk. Deltagerne har derfor været folk som er kommet af egen fri vilje og har betalt fuld pris for deres
billet. Omstændighederne har desuden været uden væsentlige forskelle. Det har været intensionen at
observerer formidlingen på ”en almindelig dag” på Christiansborg.
Observationerne af de tre formidlere vil først blive beskrevet hver for sig og til sidst vil de blive analyseret
som en samlet undersøgelse.
57
Kulturformidler 1
Med en kort introduktion hvor kulturformidleren præsenterer sig selv som historiker og ansat på
Christiansborg på 4. år, går turen op i riddersalen. Omvisningen starter ved gobelinen Ældre Glyksborger.
Kulturformidleren spørger om nogle af gæsterne har været i riddersalen eller andre steder på Slotsholmen
før. Nogle nikker og han fortæller, at Christiansborg vel nok er mest kendt for at være hjemsted for landets
politikere, men at denne del, den kongelige del, er mindst lige så vigtig og interessant. Dronningen er på
slottet et par gange om måneden og gør det regenter har gjort i over 600 år. Slottet er nyt, fra 1928 og mangt
et slot har i tidens løb ligget her. Slottets historie og skallen omkring gobelinerne forklares og foldes tydeligt
ud for publikum. Både slottets historie, monarkiets brug af det og riddersalens funktion præsenteres. Slottet
er en vigtig del af gobelinerne.
Efter små ti minutter retter kulturformidleren blikket mod gobelinerne og beretter kort om deres historie. Han
starter med 1800-tal historie. Fra enevælde til folkestyre og demokrati. Med sin pegepind sætter han fokus på
de nøgne mennesker i midten- de forskellige politikere som skrev grundloven. Han lader publikum forstå, at
der er fri fortolkning på gobelinerne. Og hvorfor den Grundlovsgivende forsamling er nøgne ikke er noget,
Bjørn Nørgaard giver svar på. Og at det er sådan med mange ting i gobelinen. Bjørn Nørgaard vil have, at
gæsten selv er med til at færdiggøre værket. Krigen i 1864 hvor Danmark mistede store dele af kongeriget,
peges ud midt i hovedfeltet. Kulturformidleren beder publikum udpege et berømt maleri på gobelinen, og der
er straks et par stykker som har fået øje på Edvard Munchs ”Skriget” i gobelinens venstre side. Nørgaard har
været inspireret af tidens kunst. Kulturformidleren peger på begivenheden Slaget ved Nørre Fælled og
fortæller, at dette er en begivenhed i dette århundrede mens ”Skriget” er et kunstværk. Et kunstcitat. Også
Hammershøi fremhæves. Der er ikke kun historie, det er også kunst. Beretter om hovedfelt med
begivenheder og bordure med ansigter og portrætter. Konger og Dronninger, fyrster og krigsherre nederst og
øverst, forfattere, filosoffer m.v. Grundtvig og H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og Karl Marx fremhæves.
Marx sammen med den nationalistiske jernkansler Bismarck- hovedfjenden fra 1864. Med disse to skikkelser
sammen markerer formidleren 1800-tallets mest markante politiske strømninger, nemlig nationalisme og
socialisme, som medfører et splittet Europa. Dernæst fortælles om arbejderbevægelsen, andelsbevægelsen og
højskolebevægelsen.
Kulturformidleren tager gobelinerne som de hænger i rækkefølge og inviterer nu sit publikum til næste
gobelin, Enevælden. På vejen småsnakker han med gruppens unge medlemmer. Enevælde i Danmark bindes
sammen ved at henvise til de nøgne mænd på den foregående gobelin. Her vælger kulturformidleren en
anden strategi end på den foregående. I stedet for at pege på gobelinen holder han et kort foredrag om
enevælden, hvor han nævner dets valgsystem, kongeloven, søn arver far og kongens unikke plads i
hierarkiet- hævet over loven og udpeget af Gud. Nu peges Frederik IV ud, han var gift, men havde mange
elskerinder, og var både gift til højre og venstre hånd. Han var således bigamist hvilket på hans samtid var en
58
forbrydelse. Men han måtte for han var enevældig konge. Eksemplet foldes ud for publikum for at
understøtte kongens særlige privilegier. Rækken af konger med blandt andre Christian V og Frederik VI
peges ud, det samme gør deres rådgivere men det bliver understreget, at de selv har kontrol over landet.
Kulturformidleren fortæller, at længere op i 1700-tallet er det ministrene som overtager kontrollen, men det
kommer vi til. Herefter berettes om gobelinens mange krige, søsslag og landekrige, som er kendetegnende
for perioden. Især krigene mod arvefjenden Sverige og Stormen på København fremhæves.
Fra enevælde til reformation og katolicismen i Danmark. Der kommer nye ideer til Danmark fra Tyskland
som får stor indflydelse. Martin Luther peges ud som for at understøtte reformationens største
personificerende skikkelse. Dernæst Kong Christian II og det Stokholmske blodbad. Kulturformidleren laver
igen en kobling mellem en eller flere gobeliner da han peger tilbage på krigene mod svenskerne på
Enevælde-gobelinen. Det Stockholmske blodbad forklares med den endnu tidligere Kalmarunion, som giver
Danmark kontrol over Norge og Sverige, indtil Sverige vil løsrive sig. Christian II afsættes og flygter til
Holland. Kulturformidleren peger på det store egetræ på gobelinen som et symbol på Danmark. Tolker
herudfra, at Christian II vender ryggen til Danmark. Frederik I yder beskyttelse til Hans Thausen, den danske
Luther og Danmark begynder så småt at blive protestanter. Kong Christian III overtager fra Frederik I og
indfører reformationen i 1536. Alle personer og begivenheder peges ud på gobelinen mens kulturformidleren
taler. Dommedagsscenariet på gobelinens nederste del udgør afslutningen på den historiske fremstilling af
denne periode, Grevens fejde. Kulturformidleren peger nu en lille plet på gobelinen ud som indeholder en
satellit eller radar. Han beretter nu noget om Bjørn Nørgaards historieopfattelse. Nørgaard har lavet
tidslommer forskellige steder på de fleste af gobelinerne hvor han tager en nutidig genstand ind i en tid hvor
den ikke hører hjemme. Denne genstand gør det legitimt at springe i historien over tid og rum. Gobelinerne
hænger ikke kronologisk og det er helt legalt at springe rundt i tiden som man behager, for det er alt sammen
forbundet. Derfor ingen kronologi. Kulturformidleren mener selv, at radaren skal symbolisere tidens
begyndende globalisering. Efter et par spørgsmål fra gæsterne om hvem der er hvem på gobelinen bevæger
gruppen sig videre til næste gobelin.
Ældre middelalder: fra reformation til 1300-tallet. En periode præget af intern strid mellem rigets store
mænd og kongemagten er derfor ikke så stærk. Begivenheden hvor Abel slår Erik Plovpenning ihjel for selv
at blive konge understøtter kulturformidlerens indledende bemærkninger til pågældende gobelin. Niels
Ebbesen, som slår den kullede greve ihjel fremhæves og berettes for publikum. Samme år bliver Valdemar
Atterdag konge og han stabilisere riget. Kulturformidleren binder igen begivenhederne sammen til en helhed.
Den ene begivenhed fører den anden med sig. At Valdemar har så central placering på gobelinen skyldes
hans lange og begivenhedsrige regeringsperiode. Margrethe den første bliver herefter udpeget sammen med
Kalmarunionen og dens betydning. På foranledning af en gæst beretter kulturformidleren om det danske
rigsvåben i hjørnerne af gobelinerne og hvorfor de ændre sig undervejs.
59
Ved Vikingetiden gør kulturformidleren et stop og fortæller lidt om gallamiddagene i riddersalen. Han peger
ind i fløjlsgemakket hvor Dronningen modtager sine gæster og derefter på gulvet hvor publikum står med
henvisning til, at det er der Dronningen har sin faste plads når der er gallmiddag. Dernæst peger han
Dronningen ud på gobelinen. Tidslommen hvor hun er portrætteret på Jellingestenen er Nørgaards måde at
sige, at hun nedstammer fra den første danske konge, Gorm den gamle, som ligeledes peges ud på gobelinen.
Den Nordiske mytologi henvises der til ved hjælp af Yggdrasil og guderne i træets krone. Dernæst følger
historien om portrætteringen af en hesteofring på gobelinen som muligvis er Nørgaards egen
offerhandling.104
Nu bevæger gruppen sig kronologisk fremad til næste tid, Ældre middelalder. Kulturformidleren fortæller
om gobelinen som et enkelt element i det store hele og henviser til, at netop denne gobelin er præget af at
være ét stort kunstværk som minder om et kalkmaleri. Valdemar den Store og hans far, Knud Larvad peges
ud som centrale skikkelser og der redegøres kort om deres slægtskab. Kristendommen etableres og nyder stor
udbredelse i Danmark, hvorfor biskopper står side om side med danske konger. Kulturformidleren peger et
par af dem ud, især Valdemar og Absalon hvis korstog til Rügen fremhæves, og peger derefter på de mange
kirker som bygges i forbindelse med kristendommens opblomstring. Øverste venstre hjørne ses Dannebrogs
fald fra himlen i 1219, og denne begivenhed fortælles ved brug af narrativer. Fortællingen får nogle gæster
blandt publikum til at grine. Kulturformidleren beretter videre om vigtigheden af historisk kildekritik ved, at
fremhæve ridderne med skjolde malet som Danneborgsflag. Han slutter af med at trække historien ud af
gobelinerne og placerer den foran gæster ved, at henvise til Dannebrogsflaget på kongetrappen som er en
gave fra Dannebrogsforeningen i 1919.
Gruppens næste stop er Adelsvælde-gobelinen. Kulturformidleren spørger publikum hvad de ved om
gobelinens altoverskyggende figur, Christian IV. En gæst siger, at han byggede, og kulturformidleren peger
på Rundetårn og Børsen. En anden gæst siger, at han fik skudt øjet ud. Her vises slaget ved Koldberger
Heide. Dernæst berettes om den kendte konge og publikum nikker genkendende til næsten hver begivenhed
og anekdote Formidleren fremhæver kongens mange børn, Leonara Kristina, den gudsfrygte konge og de
Dansk Vestindiske Øer. Stemningen skifter fra folkekær til dennes mørke side, her fremhæves 30-års krigen,
invasion i Danmark, hekseafbrænding og inkvisition.
Overgangen mellem Adelsvælde- og Yngre Enevælde-gobelinen kommer i forbindelse med
kulturformidlerens afsluttende kommentar om, at der findes en masse sladder og gode historier om Christian
IV men ønsker man at få nogle rigtig saftige intriger så bør man gå tilbage til 1700-tallet. Straks peges Kong
Christian VII ud og historien om den sindssyge konge, hans kone og læge foldes ud i store træk. Publikum
nikker genkendende og et par fortæller, at de så filmen En Kongelig Affære i biografen. Frederik VI
104
I 1970 foretog Bjørn Nørgaard en hesteofring ved Hornsherred. En happening som fik titlen ”Hesteofringen”.
60
fremhæves om begivenheden midt i gobelinens hovedfelt, Slaget på Reden hvor Kronprinsen tager imod den
engelske næstkommanderende, Lord Nelson. Den romantiske periode personificeres ved, at formidleren
peger på Adam Oehlenschläger og kort nævner Guldhornene samt typiske træk ved den romantiske periode.
Den sidste gobelin er Yngre Glyksborger og straks genkender en gæst Adolf Hitler i gobelinens hovedfelt.
Kulturformidleren tager tråden op derfra og peger skyttegravskrig og soldaterne med gasmasker som
symboliserer 1. verdenskrig, derefter videre til besættelsen, de danske modstandsfolk og sænkningen af den
danske flåde. Herfra fremhæves Den kolde krig med hjælp af Brandenburger Tor og Berlinmuren og tidens
store politiske bevægelser, kapitalisme og kommunisme. Publikum begynder selv at genkende ting og
begynder at snakke med hinanden om Anders And, The Beatles og Storm P. Kulturformidleren udpeger Lene
Adler (f. 1944) som en gæst allerede har genkendt. Der er nu gået en time og omvisningen er slut.
Kulturformidleren takker sit publikum for deres opmærksomhed.
61
Kulturformidler 2
Kulturformidleren byder publikum velkommen og præsenterer sig selv som historiker og ansat på
Christiansborg på 4. år.
I riddersalen starter hun ved Vikingetids-gobelinen, midt i salen. Salen præsenteres og der berettes kort om
de tre Christiansborg slotte. Dernæst rettes opmærksomheden mod gobelinerne hvis historie bliver
præsenteret i store træk fra ide, til færdigt produkt. Som bonusinformation fortælles, at Bjørn Nørgaard
designede gobelinerne i 1:1 størrelse og, at skitserne i dag kan ses på Køge skitsesamling. Den næste time vil
kulturformidleren tage sit publikum gennem 11 historie-gobeliner mens de 6 mellemstykker ikke vil blive
præsenteret. Dog bliver publikum gjort opmærksom på, at de er velkomne til at gå på opdagelse på egen
hånd når omvisningen er slut.
Kulturformidleren vender sig nu mod gobelinen, Vikingetiden. Træet Yggdrasil deler gobelinen på midten
og øverst i træet ses den Nordiske mytologi og Odin, Thor og Heimdal fremhæves. På højre side præsenteres
de første danske konger, Gorm den Gamle og Harald Blåtand. I midten Jellingestenen og det
kulturformidleren kalder for Danmarks fødsel. Hun udpeger derefter Kristusfiguren hængende fra Yggdrasil
afbilledet fra jellingestenen. Til højre vises Harald Blåtands dåb ved Poppos hånd. Herefter fremhæves
Svend Tveskæg og Knud den Store som begge når at være konger af England. Som afslutning vises billedet
af Dronning Margrethe i midten af gobelinens hovedfelt og dette bruges til at berette om Bjørn Nørgaards
tidslommer.105
Som tolkningseksempel anser kulturformidleren denne tidslomme som Nørgaards måde at
vise, at Dronningens aner kan spores tilbage til Gorm den Gamle. En gæst spørger om hvorvidt hesteofringen
i gobelinens midte, er Nørgaards egen. Gæsterne har gode bud men kulturformidleren lader det være op til
den enkelte gæst at fortolke gobelinens symboler. Hun fortæller dog at gobelinen som helhed, dens motiver,
farver og design, minder mest om Nørgaards andre kunstværker.
Kulturformidleren følger nu gobelinerne som de hænger i rækkefølge, men ikke kronologisk. På gobelinen
Yngre middelalder er i midten af hovedfeltet Kong Valdemar den Store. Hans far, Knud Larvad ligger død
nedenunder. Hun fortæller mens hun peger på kongerne, den døde Knud Larvad og dødsriget, at det er utrygt
at være konge i denne tid. Nu fremhæves Kong Valdemar og Biskop Absalon og kulturformidleren beretter
om Hviidslægten, Svend, Knud og Valdemar, Absalons Borg på Slotsholmen og tvangskristningen af
venderne i Rügen. Af samme grund fremhæves Absalons bloddryppende sværd og Valdemar, der træder en
vender under fode. Herefter fremhæves Valdemar Sejr og øverst til venstre bliver Dannebrogs fald fra
himlen også fremhævet af kulturformidleren. Publikum nikker bekræftende da hun med narrativer beretter
om begivenheden i 1219. Også her bliver de røde flag på riddernes skjolde fremhævet som alternativ
forklaring. Til slut peges Frans af Assisi ud, mens hun fortæller om munkeordnernes betydning i sin samtid
105
Se også kulturformidler 1, s. 55
62
og lidt om eftertiden. En gæst spørger hvor tidslommen er men kulturformidleren siger med et smil, at hun
ikke vil afslører for meget. Gobelinerne skal også selv have lov at fortælle sin historie.
Næste gobelin er Adelsvældet, og kulturformidleren peger straks midt i gobelinens hovedfelt på Kong
Christian IV som ligger på dækket, slaget ved Kolberger Heide. Et, med kulturformidlerens ord, ikonisk
øjeblik, siden gengivet mange gange i malerkunsten, bl.a. i Roskilde Domkirke. Kulturformidleren beretter
om tidens stil, renæssance, ved hjælp af lyset som skinner på Christian IV. Herefter fortælles om kongen og
hans liv. Som byggekonge ved bl.a. at pege Børsen, Frederiksborg, Rosenborg og Rundetårn ud. Som
ægtemand og far ved at pege på Dronning Anne Kathrine og dernæst Kirsten Munk samt, den
frugtbarhedsgudinde som symbol på de mange børn kongen fik. Den religiøse konge som mærker Jesus
smerte fremhæves i gobelinens nederste højre side. Herefter fortælles om hekseafbrænding og jagten på det
overnaturlige ved at pege det ud i venstre bordure. Der peges op på Leonora Kristina som smides i Blåtårn af
Frederik III. Motivet er skildret som Gud der forviser Adam og Eva fra Paradisets have. Publikum nikker
genkendende da kulturformidleren nævner Leonora Kristinas bog, Jammersminde. Til sidst fremhæves
Tycho Brahe med sølv på næsen, William Shakespeare og René Descartes, nogle af datiden store skikkelser.
Kulturformidleren tager nu sine gæster frem til 1700-tallet og gobelinen, Yngre enevælde. Kongerne er
øverst, fordi de er hævet over folket. Men de som egentlig styre landet sidder bagved. Kulturformidleren
peger Kong Frederik V’s rådgivere ud. Frederik V ledede ikke selv landet. Hans søn Christian VII peges ud
lidt over midten i gobelinens hovedfelt. Omgivet af trapper og stiger som symboliserer kunstværket
”imaginære fængsel”106
og kongens sindstilstand. Publikum nikker genkendende. Fortællingen om Caroline
Mathilde, Christian VII og Struensee foldes ud i store træk. I midten fremhæves Slaget på Reden og krigen
mellem Frankrig og England som Danmark blev en del af. Den franske revolution og guillotinen fremhæves
fra gobelinens bordure. De faldne søjler nederst midtfor på gobelinen er symbol på, at enevælden falder fra
hinanden. Tiden er en anden. De næste gobeliner vil vise enevældens afskaffelse. Således slutter
kulturformidleren gobelinen af og tager nu sin gruppe med til Ældre Glyksborger-gobelinen.
Gobelinen omhandler det 20. århundrede men kulturformidleren gør opmærksom på, at gobelinen reelt kun
dækker kun 62 år, 1910 – 1972. Til gengæld har den meget genkedeligt. 1.- og 2. verdenskrig fremhæves i
gobelinens bund. Skulpturen ”Den faldne” 107
fremhæves som et krigsmonument der kan repræsenterer alle
de faldne soldater og civile i de mange krige i det 20. århundrede. Den danske del af 2. verdenskrig til højre
peges ud og der berettes om jødernes flugt over Øresund og den danske modstandsbevægelse. Dernæst følger
kulturformidleren så nogenlunde tiden og fremhæver opblomstringen i landbruget efter 2. verdenskrig, Storm
P., sporvogne, Berlinmuren, Anders And, The Beatles, Bob Dylan, Lene Adler med korset på Børsen,
Dronning Margrethes bryllup, og charterfly til ”grisefest i Spanien”. Dernæst portrætterne i borduren hvor
106
Giovanni Battista Piranesi (1720 – 1778) 107
Wilhelm Lehmbruck (1881 – 1919)
63
Ghandi og Albert Einstein fremhæves til venstre og Thorvald Stauning og Karen Blixen fremhæves til højre.
Af de store opfindelser og epokegørende begivenheder fremhæver kulturformidleren månelandingen på
gobelinens højre side. Kolonihavehusbevægelsen med Bjørn Nørgaards selvportræt i midten fremhæves til
slut, sammen med den lille tidslomme øverst i højre hjørne. Kulturformidleren oversætter selv teksten til
”fyld ind med egen fantasi” mens hun gør opmærksom på, at folk selv skal fylde de ting ind de synes
mangler på gobelinen for at fuldende det 20. århundrede som de ser det.
På Fremtids-gobelinen nøjes kulturformidleren med at pege de to prinser ud. Kronprinsen med den røde
farve fordi det er hans blod som skal fører kongefamilien videre. Af samme grund fremhæves DNA-strengen
som hænger hvor hans Elefantorden normalt hænger. Prins Joakims grønne farve forklarer kulturformidleren
med prinsens uddannelse indenfor landbrug
Ved Nutids-gobelinen fremhæver kulturformidleren Dronning Margrethe og Prins Henrik og den tydelige
henvisning til Adam og Eva. Omgivet af typiske danske dyr og flora, havene og stjernehimlen for oven
kunne Danmark da være paradiset på jorden. Kulturformidleren kommer også ind på renoveringen af
riddersalen da hun fremhæver portrættet af Dronning Margrethe i marmoreringen.
Ældre Glyksborger og publikum er nu igen ved de ni gobeliner som skildrer et århundrede.
Kulturformidleren peger på Kong Christian VIII i højre øverste venstre hjørne og hans søn, Frederik VII i
øverste højre hjørne. Beretter om begge kongers rolle i kampen om Grundloven. Hun peger på det tynde ark
papir ved siden af Frederik VII, som symboliserer grundloven. Dernæst peges på den Grundlovsgivende
forsamling i midten. Fra Grundloven til krigen i 1864, midt i gobelinens hovedfelt samt Rodins skulpturer,
ændret af Nørgaard, som symboliserer landesorg. Nederst i gobelinens hovedfelt fremhæves Kong Christian
IX med sin familie. Kulturformidleren laver en kort gennemgang af, hvem de forskellige er, hvem de giftes
med og hvad deres titel bliver. Publikum nikker genkendende. Christiansborg Slot brænder over dem og
kulturformidleren fremhæver Christian IX som selv hjælper til med brandslukningen. Kulturformidleren
udpeger herefter H.C. Andersen som en vigtig skikkelse i tiden samt transportmidler som jernbanen og
flyvermaskinen som vigtige begivenheder i tiden. Opstanden i pariserkommunen berettes der kort om efter
spørgsmål til Eiffeltårnet fra en gæst.
Ældre enevælde, en tid hvor de enevældige konger er tæt på Gud. Kulturformidleren peger Frederik III og
englen over han hoved ud mens hun fortæller, at han Krones fra himlen. Moder Danmark, forestillingen om,
at danskerne selv havde givet ham magten fremhæves ligeledes. Christian V og Griffenfeldt som nogle af de
vigtigste og mest indflydelsesrige personer under enevælden. Frederik IV’s Dronninger og elskerinder
gennemgås i store træk, og Christian 6, som bygger første Christiansborg, udpeges også. Sølvløverne fra
Rosenborg Slot som symbol på den enevældige kongemagt slutter formidlingen om Ældre Enevælde.
64
Næstsidste gobelin er Reformationen, og her begynder formidlingen med Kong Christian II som fylder
meget af gobelinen. Han peges ud sammen med sin hustru, Elisabeth af Nederlandene, og sin elskerinde
Dyveke. Kulturformidleren fremhæver den splittelse hvormed Christian II er fremhævet flere steder på
gobelinen. Mor Sigbrit som inviterer Hollandske bønder til Amager, fremhæves. Det Stokholmske blodbad,
hvor kongen kigger på Gustav Vasa og på den anden side halshugger den svenske adel. Dernæst berettes i
store træk om Grevens fejde i bunden af gobelinen. Paven i midten nederst, protestanterne øverst og kampen
mellem de to binder sløjfe på formidlingen af gobelinen.
På Yngre Middelalder fremhæves et kirkemaleri som er forbillede for gobelinens opbygning. Kirken vinder
frem. Kong Valdemar i midten af gobelinens hovedfelt fremhæves af kulturformidleren. Dernæst Margrethe
de første og allegorien over Kalmarunionen. Pesten som hærger Europa fremhæves i borduren.
Kulturformidleren takker af for i dag og opfordre publikum til at gå en tur rundt i riddersalen på egen hånd.
65
Kulturformidler 3
Kulturformidleren byder sin gruppe velkommen og præsenterer sig selv som historiker og ansat på
Christiansborg siden 2005.
Inden kulturformidleren tager sine gæster med i riddersalen fortæller hun, at turen ikke udelukkende vil
handle om den danske historie, men om gobelinerne og riddersalen som et samlet kunstværk og, at
omvisningen vil have fokus på dette samspil mellem udformning og virkning i et samlet hele. Væggenes
tapet på riddersalens balkon er en del af kunstværket og farverne er de Oldenburgske som, sammen med
Dronning Margrethe og de danske kongers våbenskold gennem tiderne, skal ophæve grænserne. Hele salen
skal betragtes som et kunstværk.
Kulturformidleren beretter kort om lysekronerne og derefter kort om sit eget besøg på gobelinvæverierne i
Paris. Hun fortæller at det var Prins Henriks ide at lade gobelinerne væve i Gobelin og kommer derefter ind
på gobelinernes historie fra ide til ophængning. Omvisningen starter ved Yngre Glyksborger men
kulturformidleren gør opmærksom på, at man kan starte hvor som helst man ønsker.
Der fortælles først om Christian IX og hans splittelse symboliseret ved de to forskellige farvede sko og
Christiansborg Slot som brænder. Enevælden ophører og samfundet ændrer sig. Skriget symboliserer smerte,
men om det er folkets eller kongens vil kulturformidleren lade være oppe til den enkelte gæst at bedømme.
1800-tallet var en tid med mange stilarter indenfor kunst og hun peger socialrealisme og Lundbys
nationalromantiske malerier ud. Arbejderbevægelsen, højskolebevægelsen, kvindebevægelsen og
andelsbevægelsen fremhæves. De nøgne mænd i den grundlovsgivende forsamling, Louise Pio og
fællesskabet, samt H.C. Andersen, Grundtvig og Kierkegaard peges ud inden der skiftes over til krigen i
1864 og en opfordring til gæsterne fra Bjørn Nørgaard om, at huske på både sejre og nederlag i historien.
Kulturformidleren fortæller herefter, at alle gobeliner skal fortælle deres egen historie indenfor religion,
kunsthistorie, politisk historie og social historie.
Gruppen går derefter videre til næste gobelin, Ældre Enevælde. Kongerne øverst som symbol på den stærke
kongemagt. Frederik III fremhæves som en klog Herre og hans interesse for bøger og kunst fremhæves. Hans
kroning af engelen og ”Moder Danmark” som skænker kongen magten fremhæves inden kulturformidleren
peger på Stormen på København og Slaget ved Køge Bugt. En mand i lænker symboliserer Sverige og
Danmarks indbyrdes forhold- at de holdt hinanden fanget i krigens lænker. Næste konge som fremhæves er
Christian V og sammen med ham Griffenfeld og Kongeloven. Kulturformidleren advarer mod at man ser på
historien med nutidens øjne, det er vigtigt at forstå tidsånden som har hersket for at begribe hvorfor man traf
de beslutninger man nu gjorde. Her refereres blandt andet til slavehandlen i bordurens venstre side. Christian
VI og manden med de bagbundne hænder er symbol på stavnsbåndets indførelse og pietismen er det
brændende hjerte.
66
Ved Reformationsgobelinen fremhæves også symmetrien. Martin Luther, den katolske Pave og Hans
Thausen er omdrejningspunktet i konflikten. Fremhævet bliver også de katolske biskopper som står på en
baggrund af kalkmalerier mens Hans Thausen står på en baggrund af hvid. Dette understreger også skiftet på
det religiøse plan. Der berettes om Christian II, Dyveke og Mor Sigbritt. Gobelinens mørke farve udgør
overgangen til senmiddelalderens gobelin.
Gæsterne samles foran gobelinen mens kulturformidleren beretter, at vi befinder os i en kirke, og at
gobelinen skal fremstå som et kirkemaleri med hvælvinger. Valdemar Atterdag i midten og de øvrige
omkring ham bliver mindre og mindre netop for at understrege hensigten med gobelinen som et kirkemaleri.
Valdemar Atterdags hænder er store men hans arme virker trætte. Kulturformidleren fortæller, at de store
hænder er et symbol på magt, og herefter spørger hun retorisk, om det mon er fordi han ikke er stærk nok til
at holde på magten? Herefter fortæller hun om Bjørn Nørgaards evne til at pirre sine gæsters nysgerrighed.
Til slut nævnes gobelinens lyseblå farve som lyser den mørke middelalder op.
Ved Vikingetidsgobelinen fortæller kulturformidleren, at Kongefamilien har deres faste pladser ved
gallmiddage. Der berettes først om Den Nordiske Mytologi ved træet Yggdrasil, Thor, Odin, Heimdal og
nornerne under træet. Til højre en norsk stavkirke som symbol på danskernes forskellighed fra resten af
verden- mens man byggede Coloseum i Rom byggede man trækirker i Danmark. Maskerne øverst i borduren
siger noget om tidens kunst og Erik den Røde peges ud. Kulturformidleren beretter endvidere, at Yggdrasils
dekoration og gobelinernes design afspejler tidens tendenser indenfor kunst og arkitektur. Kristendommens
indførelse i Danmark symboliseres ved, at kongerne Knud den Store, Svend Tveskæg, Harald Blåtand og
Gorm den Gamle alle vandrer mod midten af gobelinen hvor Jellingestenen står. Monarkiet hyldes ved, at
det er Dronning Margrethe som er afbilledet på stenen.
Ved Yngre Middelalder henvender kulturformidleren sig til de yngste gæster og spørger, om de har set
julekalenderen om Absalon, hvorefter hun peger biskoppen ud på gobelinen. Historiens vingesus findes lige
under slottet fortæller hun og beretter om Absalons borgruiner. Herefter tages tråden op fra den forrige
gobelin og der berettes om de mange stenkirker som bygges i tiden, gobelinens indretning som rumænsk
rundbuevæld som kongerne og biskopperne står under i gobelinens hovedfelt. Også de er portrætteret efter
tidens kunst og alle træder på en genstand. Ved Kong Valdemar spørger hun gæsterne om de kan gætte hvad
han træder på. En gæst mener det ligner en slave og kulturformidleren beretter om det slaviske folk,
venderne, som skulle omvendes i kristendommens navn. Samtidig fungerer det som et symbol på tidens
korstog. Herefter fortælles om de første skriftlige love og Dannebrog som falder ned fra himlen. I
hovedfeltets øverste højre hjørne fremhæver kulturformidleren den fredelige kristning af folk ved at berette
om munkenes arbejde. Som afslutning vender hun igen tilbage til Biskop Absalon og beretterkort om ham og
hans gerning i Roskilde og inviterer derefter sit publikum til Roskilde Domkirke.
67
Ved næste gobelin fortæller hun, at i Roskilde Domkirke ligger de danske konger begravet og i Christian IV
kapel er et maleri af Slaget ved Kolberger Heide. En begivenhed som også har inspireret til en kendt dansk
sang om kongen som er klar til at kæmpe videre selvom han er såret. Hun peger i midten af gobelinens
hovedfelt hvor Christian IV ligger hjælpeløs på dækket ved selv samme slag. 30-års krigens nederlag til
kongen symboliseres ved en mand som ikke kan beslutte sig. Et billede fra kapellet i Rom så Nørgaard viser
sine gæster, at man nu befinder sig i renæssancen. Kulturformidleren mener, at gobelinen er et glimrende
bevis på, at når man beskæftiger sig med historie skal man altid se tingene fra to sider. Christian IV havde
ikke meget succes i krig, men han var en dygtig bygherre. Mange bygninger som stadig kan ses og hun peger
derefter Rundetårn, Børsen og Rosenborg Slot ud. Herefter fortælles om danske kolonier, tidens tendenser
med katolicisme, protestantisme, fester på landet, musik, kunst og handel. Vigtige personer fremhæves
Johannes Kepler, Rene Descartes, William Shakespeare og Galileo Galilei. Folk som inspirerede til
videnskaben og med de ord tager hun sine gæster med til næste gobelin, Yngre Enevælde.
Her fremhæves gobelinens symmetri og dens kunstneriske udtryk med symboler fra Grækenland og Rom i
den klassicistiske stil med bidrag fra Bertel Thorvaldsen, C.F. Hansen og Nicolai Abildgaard, som på denne
tid, bliver moderne igen. Den romantiske periode fremhæves i hovedfeltets venstre side sammen med
Oehlenschläger og Rossau i gobelinens bordure. Kulturformidleren beretter om bombningen af den danske
flåde i 1807 og peger i den forbindelse Napoleon ud nederst i borduren. Herefter følger en beretning om
Christian VII som sindssyg eller blot kreativ konge. Magtens egentlige mand, Bernstorff, peges ud sammen
med en kort beretning om Stuensees liv, gerning og afslutning. Især lægges vægt på trykkefriheden og
afskaffelsen af tortur. I bordurens venstre side fremhæves stilskiftet fra rokoko til klassicisme og den franske
revolution. Hun slutter af med at pege på George Washington og beder sine gæster følge med til næste
gobelin som hun betegner som ”amerikanernes århundrede”.
Ældre Glyksborger er gobelinen som kulturformidleren betegnede som ”amerikanernes århundrede”. Først
fremhæves gobelinens symmetri og det symbolske, at alle krigshandlinger er nederst i gobelinen. Hun
beretter om 1. Verdenskrig og peger derefter mange symboler ud fra 2. Verdenskrig. KZ-lejre, jødernes flugt
over Øresund, danske modstandsfolk, bunkers på de jyske kyster, D-dag og angste mennesker. Dernæst
symbolerne på den kolde krig ved Brandenburger Tor og Berlinmuren. I gobelinens midte peger hun
forskellige ting ud. Marx Brothers, Ernest Hemmingway, Tom Kristensen, Bob Dylan, The Beatles,
Vietnamkrigen, Che Guevara, Anders And, moderniseringen af landbruget, NATO, Grundtvigskirken,
fabrikker, flyvermaskiner, Sociallovgivning, indvielsen af Lillebæltsbroen, samt motiver fra en
Socialdemokratisk valgplakat der skal repræsenterer de almindelige mennesker. Som afslutning fortæller hun
om slottets øvrige lokaler, siger tak for i dag og inviterer sine gæster til at gå rundt i lokalerne på egen hånd.
Vi vil nu forlade formidlingen på Christiansborg Slot og i det følgende, bevæge os ind i specialets anden del
som omhandler erindringshistorie.
68
Analyse af formidlingen
Observationerne af kulturformidlingen af Bjørn Nørgaards gobeliner i riddersalen gav anledning til, at
sammenholde resultaterne med forskning inden for historieformidling i almindelighed og moderne
museumsformidling i særdeleshed. Det har været interessant at observerer publikums reaktion på det sagte
og der vil i det følgende blive givet eksempler på, hvordan kulturformidlerne fik inddraget deres gæster i
formidlingen og hvilken betydning dette har. Dernæst har det været interessant at se hvilke begivenheder og
personer kulturformidlerne fremhævede på de forskellige gobeliner og om dette har betydning for, hvilket
publikum stedet tiltrækker. Der vil også blive set på, hvor stærke ligheder og forskelle der trådte frem
mellem de tre kulturformidlere, og om dette kan være en styrke eller svaghed for formidlingen af
gobelinerne.
Gobelinerne som historiereference
Det er tydeligt at kulturformidlerne på Christiansborg lever sig ind i deres formidling og ikke kun har til
hensigt at give sine gæster en overfladisk præsentation af danmarkshistorien. Dette ses blandt andet ved
deres evne til at favne bredt og inddrage mange aspekter som ligger uden for gobelinerne. Men disse udenfor
liggende begivenheder og artefakter har stadig en relation til selve gobelinerne. Gobelinerne kan ikke stå
alene, for havde man ikke noget at referere til, ville gobelinerne miste sin identitet. Gobelinernes styrke er i
høj grad denne referencefunktion som tjener til, at gøre riddersalen til et stort erindringsrum for besøgende,
og dette vil der blive kigget nærmere på i det følgende.
Gobelinerne er bygget op af danmarkshistorie. Det er motiverne som sætter gang i tankerne hos observatøren
og som giver stedet en magisk atmosfærer. En slags dobbelthed og en følelse af at stå i skellet lige midt
mellem fortiden og nutiden. At alle kulturformidlerne lavede en reference til Absalons ruiner understøtter
denne måde hvorpå gobelinerne bliver åbnet op og gjort nærværende. Ikke kun gobelinerne men selve
danmarkshistorien. To af formidlerne nævnte Absalons ruiner mens de stod ved Ældre Middelalder og kunne
pege Absalon ud og dermed skabe sammenhæng mellem de to. Den tredje formidler valgte allerede i
indledningen at fortælle om slottets lange historie og her berette om Biskop Absalon og hans borg. Begge
metoder kan bruges, men fra et retorisk synsvinkel, så har ytringen størst kraft, når den bygges op og det
abstrakte og fjerne pludselig rykker helt nært og tilhøreren selv får brikkerne til at falde på plads inde i
hovedet.
Absalons ruiner er netop et eksempel på det meget håndgribelige som gobelinerne refererer til, mens det kan
være svære at føle en nærhed med Christian VII på Yngre Enevælde. Men formidlingen kan italesættes så
denne kløft mellem fortiden og nutiden rykkers tættere sammen. Især benyttede formidlerne sig af den
69
narrative fortælling for at skabe denne samhørighed mellem fortid og nutid.108
For at blive hos eksemplet
med Christian VII, så bliver der ikke blot fortalt hvem han var samt nogle karakteristika ved hans person, der
bliver bygget op til en historie som de fleste gæster kender da filmen En Kongelig Affære for nylighed havde
været i biografen. Formidlerne tager derfor udgangspunkt i filmen som man må forvente, mange af de
besøgende har set eller hørt om.109
Styrken her er også, at formidleren, ligesom publikum ved, at historien
ender med en henrettelse, så allerede her er kontakten til publikum skabt og koncentrationen skærpet. Ved at
referere til noget kendt, kan man åbne historien op for publikum. En væsentlig styrke er også det narrative,
hvorved formidlerne kan berette om de dramatiske begivenheder ved brug af retoriske værktøjer, her i
blandt, variationer i stemmeføring. Selve historieformidlingen er kendetegnet ved sin evne til netop at
formidle en historie og den tætte sammenhæng mellem fortællingen og menneskers erkendelse bliver et
centralt omdrejningspunkt for formidlerne på Christiansborg. Hos Adelsvældegobelinen så man endnu et
eksempel på den narrative fortællings stærke effekt på publikum, da den ene formidler detaljeret fortalte om,
hvordan man kunne vide om en kvinde var en heks og hvad man gjorde ved de som man fandt, var hekse.
Formålet er her, som i alle andre aspekter af formidlingen, at historien skal gøres levende for publikum.
Gobelinerne referere ikke kun til historien som den er beskrevet i de forskellige danmarkshistorier som
gennem tiden er blevet skrevet. Det er tydeligt at Bjørn Nørgaard har haft til hensigt også at fortælle nogle af
de mindre kendte historier i historien. Om han har ønsket at imødekomme en tendens i tiden, at fortælle den
lille historie i den store historie, skal lade være usagt, men der er utrolig mange detaljer som forekommer
tvetydige og som åbner gobelinerne op for fri fortolkning hos beskueren. For formidleren er dette en stor
hjælp til at vise sine gæster de mange lag som gobelinerne består af og som gør forståelsesrammen endnu
bredere og historiereferencen endnu tydeligere. Eksempelvis fremhævede en kulturformidler Biskop
Absalons bloddryppende sværd der harmonere så dårligt med hans titel som biskop. Og ikke mindst nutidens
opfattelse af, hvordan en biskop bør opfører sig. På samme gobelin, Ældre Middelalder, ses Dannebrog fald
fra himmelen i 1219. Under Sunesens løftede arme ridder tre riddere med skjolde, malet som Dannebrogs
flag. Det er oplagt for formidleren at gøre publikum opmærksom på, at Bjørn Nørgaard lægger en alternativ
forklaring ud på sagnet om englen der rakte flaget ned fra himmelen.110
Disse små alternative referencer
giver gobelinerne den dybde som skal til, når man kaster sig ud i så stort et projekt som gobelinerne er. De
historiske referencer skal være så brede, at alle føler sig inddraget. Der skal også være mulighed for, at
kulturformidlerne kan berette subjektivt og nøgternt om gobelinerne uden at føle, at de repræsenterer en
forud givet holdning.
108
Se afsnit ”Fortællingen” s. 31 109
Ifølge Danmarks Statistik solgte filmen 514.300 billetter og blev dermed årets tredje mest sete film. Kilde:
Danmarks Statistik: http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2013/NR148.pdf 110
Se afsnit ”empirisk undersøgelse” s. 54 - 64
70
De Kongelige Repræsentationslokaler som gobelinernes ramme
Eksemplet med Absalons Ruiner bruges også af en formidler i forbindelse med Christian IX på Ældre
Glyksborger hvor der skabes sammenhæng mellem Kongen på gobelinen og statuen af kongen som står
placeret på slottet foran Kongetrappen. Christian IX er ikke kun til stede på kogetrappen, lige bag riddersalen
i Fredensborgsalen hænger det meget berømte Fredensborgbillede som også er afbilledet på Ældre
Glyksborgere. Og for at toppe det, så har Europas svigerfar fået et helt gemak opkaldt efter sig på
Christiansborg. Historien træder på den måde ud af gobelinerne, men de kongelige gemakker bliver også
inddraget i historien. På samme gobelin ses et slot omslugt af flammer som en tydelig reference til
slotsbranden i 1884 og endnu et eksempel på, at Christiansborg Slot står som et monumentalt mindesmærke
hvor danmarkshistorien, gennem gobelinerne, hægtes på. En af kulturformidlerne gjorde sine gæster
opmærksomme på, at De Kongelige Stalde har overlevet begge brande, og står derfor i dag både som
arkitekturhistorisk og kulturhistorisk monument. Ved Kongetrappen står det gamle Dannebrogsflag skænket
af Dannebrogsforeningen i 1919 i 700-året for Dannebrogs fald fra himmelen. Flaget bliver der refereret til
ved Ældre Middelalder hvor en af kulturformidlerne lavede parallellen mellem de to. Samme formidler
brugte langt tid på at fortælle gæsterne om Christiansborg Slots historie for at sikre sig, at gæsterne
betragtede slottet og gobelinerne som et samlet hele. Christiansborg skal ses som en skal omkring
gobelinerne. En anden af kulturformidlerne brugte langt tid på at fortælle sine gæster hvordan riddersalens
udformning og udsmykning skal ses som et samlet hele i gobelinernes fortælling. Tapetet på balkonen som
omkranser riddersalen er den Oldenburgske families to farver mens alle gobelinernes hjørner rummer de
forskellige kongers våbenskjold fra hver sin periode. Ovenover disse våbenskjold er Dronning Margrethe II’s
monogram, og på den måde ophæves grænserne mellem fortid og nutid og hele rummet indgår i fortællingen
med danmarkshistorien i centrum. Tydeligst kommer det til udtryk i Nutidsgobelinen hvor Dronning
Margrethe II er portrætteret sammen med Prins Henrik og nærmest træder ud af det vævede tæppe og bliver
ligeværdig med gæsterne.
Dronningens hyppige tilstedeværelse på Christiansborg nævner alle tre kulturformidlere på deres
omvisninger. Hun og resten af kongefamilien, den gamle, den nuværende og den fremtidige, er derfor et
naturligt omdrejningspunkt for den oplevelse gæsterne får i riddersalen. Det forestillede fællesskab mange
danskere har med kongehuset bliver der hermed sat krop og indhold på. Dronningens brug af fløjlsgemakket
i forbindelse med Gallamiddage og Tronsalen i forbindelse med ambassadørmodtagelser og tronskifter er
med til at understrege fornemmelsen af, at Kongehuset er til stede i riddersalen. De er en vigtig del af
formidlingen.
71
Sammenfatning
Gobelinerne er i sin egen eksistens en stor historiereference med uttalige henvisninger i alle retninger. Det er
vigtigt at gobelinerne appellere til en bred målgruppe så, så mange som muligt at kan føle sig inddraget.
Slottets historie favner både over den kongelige families historie og det danske folks historie. Derfor gør
formidlerne meget ud af at knytte de to tæt sammen så folk får fornemmelsen af at stå ved et erindringssted.
Erindringsstedet viser sig lidt efter lidt som folk går på opdagelse i gemakkerne. Dét er unikt for
Christiansborg Slot.
Hvad fremhæver kulturformidlerne på gobelinerne?
For at besvare dette spørgsmål har jeg valgt at selektere kraftigt blandt de tre kulturformidlere da de pegede
mange forskellige ting ud på deres omvisninger. Der er derfor valgt at sætte fokus på nogle af de ting, de alle
pegede ud, og derefter vil et uddrag af disse blive undersøgt nærmere for, at klarlægge hvorfor det netop er
de som er valgt.
Historien kan ramme som en storm og man kan føle, at man glemmer tid og rum, hvis den bliver præsenteret
på en helt særlig måde. Nemlig hvis den bliver gjort levende, nærværende og relevant. I retorik bruges et
udtryk som kaldes kairos.111
Kunsten at sige det helt rigtige på det helt rigtige tidspunkt. Begrebet svarer
populært sagt til ’timing’. Når kulturformidleren formår at time sin formidling rigtigt sker der noget med
publikum, og i denne sammenhæng er det, at folk får nogle ’aha’-oplevelser, men også det faktum, at
gæsterne føler sig inddraget i fortællingen. Ikke blot i den nærværende fortælling men i den store fortælling,
den der handler om danmarkshistorien. Som det fremgår af den empiriske undersøgelse berettede alle
kulturformidlerne eksempelvis om krigen i 1864. Denne begivenhed symboliserer om noget dansk
erindringshistorie og på dette sted er historien stadig ”varm”. I denne tid er begivenheden sat i fokus ved
Tom Buk-Swientys (f. 1966) bøger ”Slagterbæk Dybbøl” fra 2008 og ”Dommedag Als” fra 2010, Lars
Lilholts (f. 1953) sang ”Danmarks Killing Fields” fra 2012 og Ole Bornedals (f. 1959) miniserie om
begivenhederne som i skrivende stund er under udarbejdelse med premiere 2014.112
Denne begivenhed er
derfor stadig aktuel og kulturformidlerne véd, at en begivenhed som denne er langt de fleste gæster bekendt
med. Det handler om at give publikum en fornuftig afvejning af det absolut kendte og det lidt mindre kendte.
Denne vekslen medfører, at gæsterne skiftevis føler sig klogere på det de kender og føler at de bliver klogere
på baggrund af noget velkendt. Man kan sammenligne det med en slags genkendelsens glæde. En af
formidlerne brugte udtrykket, den katastrofale krig i 1864 for at understrege betydningen og vigtigheden af
begivenheden.
111
Jørgensen, Charlotte (m.fl.): 2009, s. 85 112
www.1864.dk
72
Da gobelinerne er lavet med henblik på at have de danske konger i centrum har det været naturligt, at kigge
nærmere på, hvordan formidlerne har behandlet disse på deres omvisninger. Den altid populære Christian IV
bliver af samtlige kulturformidlere nævnt på omvisningerne. Selvom han fylder næsten hele Adelsvælde-
gobelinen er han også i sig selv en god salgsvare. Han er indbegrebet af danskhedens og folkelighedens
historiske rødder, og størstedelen af de danske gæster føler, at de ved meget om denne konge. Historierne om
ham er kendt af de fleste og er altid populære. Christian IV kan betragtes som bindeledet til en af de mere
kendte epoker i danmarkshistorien, renæssancen. Kulturformidlerens opgave er så at berette de historier om
kongen som folk kender og dermed skabe bindeled mellem fortiden og nutiden ud fra noget genkendeligt. På
samme måde som alle tre formidlere brugte tid på Christian VII og foldede historien om ham ud, fordi det er
noget folk genkender og fordi denne konge er aktuel i tiden. I 2010 havde Golden Days fokus på 1700-tallet
og filmen En Kongelig Affære har også gjort fortællingen om Christian VII kendt hos befolkningen. Det er
længe siden at der har været et arrangement i forbindelse med Christian IV, men hans tilstedeværelse i
København i form af bygninger og hele bydele fra hans hånd, vidner om hans storhed. Ligeledes lyder første
sætning i den uofficielle danske nationalsang ”Kong Christian Stod Ved Højen Mast (..)”113
som de fleste
danskere kender. En af formidlerne satte fokus på gobelinens midte, hvor Christian IV ligger hjælpeløs på
dækket, og sagde, at det var drønprovokerende af Bjørn Nørgaard at lade konge ligge ned. For danskerne
synger jo stod ved højen mast. Næsten alle gæsterne istemmede, stod samtidig med formidleren. De vidste
altså præcis hvad han ville sige.
Frederik III nævnes også af samtlige formidlere. I formidlingen bliver han personificeringen af enevælden i
Danmark og ord som stolt, rank og flot blev brugt i fortællingen om den første danske enevældige konge.
Disse ord er med til at understrege den aura af storhed som omgiver de enevældige konger. Kongen bærer en
kroningskappe og over hans hoved svæver kongekronen som symbol på magten. Ved at folde disse detaljer
ud for publikum formår kulturformidleren, at skabe billeder inde i hovedet på gæsterne. Det er vanskeligt
blot at vise på et udsnit af en gobelin, hvor stor magt den enevældige konge reelt havde i sin samtid. Alle kan
se kappen og kronen, men det er først når de storladede ord knyttes til billedet, at det skaber en fornemmelse
af, at vi her har med noget stort at gøre.
Det er tydeligt at formidlerne er erfarne og udmærket er klar over hvor deres gæsters hovedinteresser
befinder sig, og hvor deres historieviden er størst. Deres udvælgelse vidner om, at de formår at sætte sig ind i
deres publikums videns univers. Et eksempel herpå er, at en spændende og interessant konge som Christian I
slet ikke nævnes af nogen af formidlerne. Dette kan der være forskellige årsager til, eksempelvis, at man
umuligt kan nævnte alt på gobelinerne. Men når eksempelvis både Christian IV, Christian VII og Christian
IX nævnes af alle formidlerne kan svaret også søges i formidlernes ønske om, at fortælle gæsterne om de
113
Teksten er skrevet af Johannes Ewald (1743 – 1781) i 1779. Erslev, Kr. (m.fl.) Danmarks Riges Historie, Bind V, s.
445 – 446.
73
konger som man kan forvente flest mulig gæster kender og ved noget om. Og dog kan dette ikke være hele
forklaringen, for ingen af formidlerne nævnte den ellers normalt folkekære konge Frederik IX på Yngre
Glyksborger-gobelinen. En stor del af slottets gæster har levet under denne konge og han er derfor lidt ekstra
interessant for slottets besøgende. Her har formidlerne måttet selektere grundigt i deres valg af formidling for
denne gobelin indbød til langt mere dialog med publikum end alle de andre gobeliner til sammen. Hele
gobelinen rummer samtidshistorie og gæster hvor end i verden de er fra, kan genkende noget eller nogen på
denne gobelin. Derfor er det oplagt at konkludere, at formidlerne mere anser for deres fornemmeste opgave
at give folk så meget som muligt kendt stof, og ikke kun lade de danske konger være centrum for
formidlingen, men blot en komponent i et samlet hele.
Disse nævnte begivenheder kan betragtes som ”sikre vindere” når formidleren skal hanke op i sine gæster,
skærpe koncentrationen eller have fyret op under sit publikum. Disse er eksempler på, at genkendelse fra
publikum er med til at skærpe koncentrationen. Som vi så i afsnittet om formidling, så kan kulturformidleren
ikke forvente at have opmærksomheden fra sit publikum gennem hele taletiden.114
Når kulturformidlerne på
Christiansborg er ved en begivenhed de med stor sandsynlighed kan formode, at deres gæster ved noget om,
kan de i højere grad appellere til de gæster som har tabt koncentrationen. Fx fortalte en af formidlerne en
sjov anekdote ved Ældre Glyksborgere hvor Karl Marx toner frem øverst oppe i midten af gobelinen. Hun
fortalte at da Dronningen opdagede Marx’ centrale placering på gobelinen spurgte hun Bjørn Nørgaard, om
Karl Marx nu også var nødvendig at have med. Da svaret var ja, bad Dronningen om at han blev flyttet så
langt væk fra hende som muligt. Denne anekdote blev modtaget med smil og grin fra publikum. Alle der
indtil da havde været ukoncentreret var nu vågnet og formidleren havde endnu engang indtaget det mundtlige
rum.115
Sammenfatning
Gobelinerne rummer langt flere detaljer end man kan nå at formidle på en enkelt guidet tur. Derfor må
formidlerne grundigt selektere under deres omvisning. Det viste med al tydelighed, at det havde en kraftfuld
virkning på publikum at formidlerne brugte ting udenfor riddersalen til at formidle om riddersalen. De
vælger ting som de med stor sandsynlighed kan formode, at deres gæster ved noget om. På den måde bliver
gobelinernes abstraktion og flertydighed gjort konkret og nærværende. Den store historie bliver gjort lille,
men uden at miste sin fylde og kraft. Formidlerne på Christiansborg er ikke blevet oplært. Dette er noget de
selv har tilegnet sig fordi de har fundet ud af hvad der virker. Man kan derfor konkludere, at det er muligt, at
konstruerer en formidlingsgenre til bestemte formål.
114
Se afsnit ”Det mundtlige materiale, sprog og rum”, s. 34 - 35 115
Ibid., s. 34- 35
74
Interaktion med publikum
I det følgende vil der blive kigget på, hvordan formidlernes samspil med publikum forløb. Der vil især være
fokus på hvilke formidlingsværktøjer kulturformidlerne tog i brug for at aktivere deres publikum og, hvordan
dette blev modtaget og virkede.
Kulturformidlerens samspil med publikum er vigtig for den mundtlige formidling og det er i denne fase at
kulturformidleren kan drage sit publikum og give dem en ekstraordinær oplevelse. Som allerede beskrevet
ovenfor benyttede formidlerne på Christiansborg introen til at skabe velvilje blandt publikum. I riddersalen
brugte de også et minut på at gøre deres publikum parate til den oplevelse som ventede dem. Ved at fortælle
publikum at det er meningen de selv skal fortolke på gobelinen, tager man noget af rodet og larmen i
gobelinerne væk. Ved første øjekast kan gobelinerne være et stort rod af farver og personer som det kan være
svært at orienterer sig i. Ved at ligge vægt på den frie fortolkning og det næsten uoverskuelige antal detaljer
på gobelinerne, kan publikum slappe lidt mere af og nyde formidlerens fortælling. Alternativt kan man tabe
mange af sine gæster hvis man forsøger at favne alle gobelinerne og give udtryk for, at hver enkelt detalje er
vigtig for helheden og forståelsen.
Ved at småsnakke med de gæster som er mest tilbøjelig til at miste koncentrationen kan man vinde deres
opmærksomhed tilbage hvis man har fokus på dem og har i baghovedet, at ens mission er, at få netop disse
publikummer til at blive tryllebundet af fortællingen. Kan man fange deres opmærksomhed kan man fange
hele gruppens opmærksomhed. Man kan eksempelvis spørge hvor de kommer fra, om de har haft en lang dag
m.v. Dette gjorde formidlerne på Christiansborg brug af under deres omvisninger. Lige så interessant var det
at observere, hvordan de får skabt kontakt til de forskellige segmenter i gruppen ved eksempelvis at nævne
stand-up komikeren Rune Klan (f. 1976) henvendt til det unge publikum, mens sangeren Kim Larsen (f.
1945) nævnes for det voksne publikum. En af formidlerne skabte denne kontakt til sit publikum da han
fortalte om Dronningens 70-års fødselsdag i riddersalen i 2010. Der bliver her skabt en tillid mellem parterne
og formidleren har formået at sætte sig ind i sine modtageres vidensunivers. Samme formidler drog
paralleller mellem historiens blodige krige mellem Danmark og Sverige til land og til vands, og nutidens
krige på fodboldbanen. På den måde bliver historien gjort nærværende og samtidig aktivere formidleren sit
publikum ved brug af denne metakommunikation. Disse føromtalte segmenter kan deles meget finere op og
dække over mere end blot alder og køn. Ved Yngre Middelalder er det påfaldende, at alle formidlerne sagde,
at Margrethe I blev Dronning fordi hun var meget klogere end alle mændene. At dette naturligvis ikke er hele
sandheden er underordnet da ytringens hensigt er, at få appelleret til det kvindelige publikum.
75
Som vi så i afsnittet om mundtlig formidling så består en god tale eller mundtligt oplæg af ganske få pointer
der gentages og udfoldes.116
Sådan er formidlingen i store træk konstrueret i riddersalen. Selvom det er nye
ansigter eller begivenheder som peges ud på gobelinerne, er det stadig efter samme skabelon; de største
begivenheder, de mest fremtrædende personer i tiden m.v. Efter de første par gobeliner fanger publikum
rytmen og får derved tid og rum til at begribe det sagte undervejs og mulighed for at huske det efterfølgende.
Dette sørgede formidlerne for ved netop at holde en fast struktur i omvisningerne. Den ene præsenterede ved
første gobelin de forskellige lag som gobelinerne består af og lod disse lag være et gennemgående tema i alle
gobelinerne. Ved hver gobelin blev der peget et kunstcitat, politisk citat, kongeligt citat osv. ud. Den røde
tråd blev skabt fra starten og dette hjalp gæsterne til at fange rytmen. Alternativt kunne det have endt som det
i dette afsnits indledning blev beskrevet; larmende, rodet og uoverskueligt. Ydermere gjorde alle tre
formidlere meget ud af at markere overgangen mellem gobelinerne. Denne markerede overgang mellem
emnerne sikrede, at publikum fangede tråden hvis de skulle have tabt den. Fx blev overgangen mellem Ældre
Glyksborger og Ældre Enevælde markeret hos en af formidlerne med ordene: en anden tid som også er
kendetegnet ved enevældige konger er 1600-tallet, lad os gå til den næste gobelin. Således fik hun
opsummeret et væsentligt karakteristika ved den foregående gobelin og samtidig forberedt sine gæster på
hvad der nu ventede dem
På ovenfor beskrevet måde fik formidlerne på Christiansborg aktiveret og inddraget deres gæster i
formidlingen. De gjorde bevidst eller ubevidst, brug af flere formidlingsværktøjer under deres omvisning. De
forskellige dele af formidlingen bliver lagt ind som en naturlig del af omvisningerne. Eksempelvis er
formidlerne nødt til at tage stilling til begrebet, at selektere117
. Netop denne komponent er yderst relevant i
riddersalen for alle formidlerne kom ud for, at nogle gæster spurgte hvorfor de ikke nævnte det og det?
Selektionen er at udvælge de relevante ting for den givne formidling men i riddersalen kan alt forekomme at
være relevant, det afhænger i høj grad af, hvilket publikum formidlerne har. Enhver formidling starter med
indholdsmæssige overvejelser ud fra formålet og målgruppen og da der jo var forskel på de tre formidlere på
Christiansborg må man antage, at de har gjort sig overvejelser om balancen mellem det de selv finder
relevant og det som målgruppen finder relevant. Formidlerne må i høj grad selektere i dybden frem for
bredden så de på den måde får en overfladisk formidling der til gengæld, kommer godt rundt i emnet. Et
eksempel på selektion i formidlingsrelevansen, er det vi så ovenfor med Karl Marx placering på gobelinen.
Formidlingsrelevans drejer sig om at tilfører sin formidling funktioner, som kan være fagligt irrelevante, men
som er relevante for formidlingen fordi de sikre, at det faglige indhold når frem til modtageren. . Den faglige
formidler skal videregive sin indsigt i et emne med den overordnede hensigt, at mindske modtagerens
116
Ibid., s. 34 - 35 117
Se afsnit ”Selektion i formidlingen”, s. 29
76
vidensunderskud. Eller med Becker-Jensens ord, at udvide deres vidensunivers118
. Formidlerne på
Christiansborg drog nytte af formidlingens og retorikkens værktøjer for at nå dette mål.
Sammenfatning
Mundtlighedens natur er indlevelse, begejstring og nærvær. Trods lidt småsnakken blandt publikum
undervejs på omvisningerne lykkedes det alle tre kulturformidlere at holde alle gæsterne til. Dette skyldes
ikke mindst deres indlevelse, begejstring og nærvær. Den bedste måde at interagere med sit publikum er ved
at være til stede i nuet og i rummet. Formidlerne indtog rummet på en meget naturlig måde og formåede,
især ved hjælp af ovenfor beskrevne eksempler, at tale til deres gæsters fantasi og forestillingsverden. De
konkrete eksempler blev foldet ud og de abstrakte begreber blev konkretiseret. Det er alt andet lige lettere at
forstå og begribe via konkrete forhold end ved hjælp af abstrakte begreber. Formidlerne på Christiansborg
var konkrete og gentagende i deres formidling. En metode som hjælper publikum til, spontant, at afkode
sproget og dermed opnå bedre forståelse.
De tre kulturformidlere på Christiansborg havde forskellige måder at formidle på, men da alle tre
omvisninger forløb godt og publikum gik derfra klogere end da de kom, må denne forskellighed anses som
en styrke for slottets formidling. Det er ved at se gobelinerne og få dem formidlet forskelligt og flere gange,
at de åbner sig op for sit publikum og i sidste ende bliver til et erindringsrum for danmarkshistorien som vi i
det følgende afsnit skal beskæftige os med.
118
Se om vidensunivers, s.
77
Analyse af Bjørn Nørgaards gobeliner som et erindringssted
Når man træder ind i riddersalen på Christiansborg mærker de fleste den meget specielle stemning som
hersker i lokalet. Det enorme gemak som måler 40 x 14 meter gør indtryk. De store lysekroner som hænger
ned fra det dekorede loft, er med til, at understøtte lokalets monumentalitet. Rundt på væggene hænger de 17
gobeliner, som Bjørn Nørgaard har designet, og som den danske stat har fået fabrikeret i Frankrig. Gemakket
gør først og fremmest indtryk ved sin storladenhed og de lange traditioner som knytter sig til en riddersal.
Riddersalen på Christiansborg er ikke det danske monarkis eneste, men det er den største og den mest kendte
af dem. Den er offentlig tilgængelig det meste af året, men det er samtidig Kongehusets fornemmeste gemak
hvor der flere gange om året bliver afholdt gallamiddage og andre festligheder. Dernæst fanger de mange
farver som gobelinerne udtrykker utvivlsomt gæsters opmærksomhed som noget af det første. At gå ind i
riddersalen er som at befinde sig mellem fortidens minder, historier og traditioner og forventningen om
fremtiden gallamiddage og store fester. Nutiden er den man befinder sig i, i det øjeblik man føler dette.
Riddersalen er et erindringsrum for danmarkshistorien.
Kan man betragte Bjørn Nørgaards gobeliner som et erindringssted? I det følgende afsnit vil det blive
diskuteret hvorledes der findes ligheder mellem gobelinerne og Inge Adriansen og Pierre Noras teorier om
erindringssteder og mindesmærker.
Danmarkshistorien vævet ind i tæpper
Forestiller man sig, at man går ind i det kongelige bibliotek og alle bøger er slået op på alle sider så har man
en fornemmelse af hvordan det er, at gå rundt i riddersalen på Christiansborg. Det er som om
danmarkshistorien er blevet levende, og tavst men alligevel hørbart, beretter begivenhederne for os.
Tidligere i denne opgave har jeg defineret erindringssteder som noget der altid er nært forbundet med
identitet, og man rejser et mindesmærke for at markere en begivenhed. Et mindesmærke er på sin vis blevet
rejst i riddersalen, og de 17 gobeliner vidner om en nation hvis historie tager os helt tilbage til tidernes
morgen og samtidig, forgrener sig i alle retninger mens det flettes sammen med den store historie. Historien
om Danmark er også historien om verden. Den danske historie er den lille historie i den store historie. Helt
tilbage fra Thukydid til i dag, har historiefortællingen gennemgået en forandring, og til alle tider har
historien været kendetegnet ved myter og fortællinger. Historien er sjældent noget rent- der knytter sig altid
fortolkning, analyse og andre perspektiver til fortiden. Den danmarkshistorie som er vævet ind i gobelinerne
rummer både fakta, myter og fortolkningsmuligheder, den videnskabelige og saglige historiefortælling på
den ene side og den folkelige historiefortælling på den anden. Gobelinerne udtrykker danskernes fælles
historie og derfor også danskernes identitet, da historien er en af de komponenter som i klassisk forståelse,
udgør den nationale identitet. Til gobelinerne knytter der sig derfor også mange følelser.
78
Den danske forfatter, A.D. Jørgensens værk: 40 fortællinger af fædrelandets historie står i dag som et
monument over, hvorledes historieskrivningen aktivt kan medvirke til at forme en befolknings identitet og
historiebevidsthed. Hos ham hørte folk og historie ubrydeligt sammen og for ham dør et folk, der har glemt
sin fortid. Det er usandsynligt at Bjørn Nørgaard har gjort sig samme tanker med sine gobeliner, især fordi
der slet ikke er tale om samme patos og selvforherligelse i gobelinerne kontra A.D. Jørgensens værk.
Alligevel er det nærliggende at drage paralleller mellem de to for de er begge erindringssteder, i al fald hvis
man bruger Pierre Noras analysemodel. Selvom der er over hundrede år mellem de to artefakter har de stadig
samme funktion, nemlig at genfortælle danskernes historie på opsigtsvækkende og nyskabende måde.
Antager vi derfor, at vi betragter A.D. Jørgensens værk som et erindringssted, kan vi også betragte Bjørn
Nørgaards gobeliner som et erindringssted. Om historien er nedfældet på papir eller vævet ind i tæpper er
derfor underordnet. Forskellen er iscenesættelsen og udtrykket.
Et erindringssted dannes
Bernhard Eric Jensen beskriver i sin bog Hvad er historie? hvordan et erindringssted dannes.119
Han bruger
terrorangrebet på World Trade Center i 2001 som eksempel på et erindringssted som ser dagens lys pga. en
begivenhed der får betydning for enormt mange mennesker. De dramatiske begivenheder hvor flyene
rammer bygningerne, kaos og forvirring, sammenstyrtningen af bygningerne, de efterfølgende
mindehøjtideligheder og begivenhedernes efterfølgende konsekvenser er naturligvis alle med i selve
erindringsstedets ånd. Men i bagklogskabens altid klare lys er også begivenhederne der leder op til selve
angrebet med. Erindringsstedet er altså ikke blot dét der sker da flyene rammer bygningerne og terroristernes
fysiske mål er fuldført, med til erindringsstedet hører hele historien. Alt hvad man kan komme i tanke om
som knytter sig til begivenheden. Sebastian Olden-Jørgensen viser det samme i sit værk om Stormen på
København. Det er ikke kun selve begivenheden hvor svenskerne stormer frem mod København, det er tiden
før, under og i særdeleshed efter, som danner erindringsstedet. Olden-Jørgensen viser hvordan begivenheden
bliver fejret helt op i nyeste tid.
Skal man betragte gobelinerne som et erindringssted må man først forsøge at analysere værket. Det er dog
ikke helt så nemt at samle gobelinerne under én begivenhed som dem der er nævnt ovenfor. Gobelinerne
rummer en enorm mængde små historier som samles til én stor historie, danmarkshistorien. Den spænder
over en meget stor tidsperiode og snor sig gennem historiske perioder som, om hver enkelt, man kunne fylde
riddersalen med gobeliner. Gobelinerne som erindringssted er nært knyttet til de fysiske rammer hvori de
hænger. Christiansborg Slot rummer det danske kongehus historie og med tilgangen af gobelinerne i år 2000,
flyttede også folkets historie ind på slottet. Det er i denne hybrid mellem kongehusets historie og folkets
historie at erindringsstedet findes. Gobelinerne er i sin grundtanke fremstillet som et produkt der skal give
119
Jensen, Bernhard-Eric: 2010, s. 15 - 37
79
dem status af noget fællesskabsskabende. Man kan, som vi har set i afsnittet om erindring og historie, skelne
mellem to slags erindringssteder, de villede og de ikke-villede. Gobelinerne i riddersalen tilhører den første
kategori, og er blevet skabt som et mindesmærke over den danske historie. Hvor nogle erindringssteder eller
monumenter samler en snæver kreds, er gobelinernes målgruppe meget bred og inddrager enhver dansker.
Som vi har set andetsteds i opgaven kan man hævde, at intet individ er historieløst, og historien er ikke noget
man kan vælge til og fra. Gobelinerne er danmarkshistorie og det er derfor alle danskeres eje. På et
erindringssted erindre man det som skete og som havde betydning for almenvellet, riddersalen er derfor et
erindringsrum hvor folket kan erindre sin egen historie. Det specielle ved gobelinerne er, at de ikke er
placeret der hvor begivenhederne skete. Det har sin naturlige forklaring pga. deres enorme mængde
begivenheder fra hele riget og fra den store verden. Ej heller er der krav om, at et mindesmærke over en
begivenhed rejses der hvor begivenheden fandt sted. Men der må dog findes en form for relation mellem sted
og begivenhed. På Christiansborg er det som førnævnt kongernes historie som har til huse på Slotsholmen.
Fra 1849 rykkede de demokratiske repræsentanter også ind på Slotsholmen og i dag har alle borgere adgang
til slottet. Det er derfor naturligt, når det er kongernes historie som er hovedtemaet i gobelinerne, at de
hænges på Christiansborg, især nu da også folket har adgang. De kongelige Repræsentationslokaler blev
først åbnet op for offentligheden med gobelinernes tilgang og der har derfor allerede ved projektets
begyndelse i 1988, været gjort disse tanker.
Erindringsstedet italesættes
Nogle erindringssteder eller mindesmærker taler til sit publikum ved hjælp af indskrifter eller symboler så
stærke, at de appellere til den brede befolkning. Andre mindesmærker kræver noget formidling eller
baggrundsviden for at blive forstået. Bjørn Nørgaards gobeliner er et godt eksempel på et erindringssted som
i sig selv fortæller sit publikum alt hvad det har at byde på, men som samtidig kan løftes til et højere stadie,
når det bliver tilføjet formidling. Det er almindelig på Christiansborg, at de fleste gæster gerne vil have en
omviser til at fortælle om gobelinerne inden de selv går på opdagelse i dem. Også selvom de ved hvad
gobelinerne har at tilbyde. De vælger en omviser fordi gobelinerne er en meget stor mundfuld at overskue på
en gang hvis man ikke ved hvor man skal ende eller begynde. Samtidig giver det også omviseren mulighed
for at give gæsterne en endnu stærkere oplevelse, som vi så i kapitlet om formidling. For at få noget ud af et
erindringssted eller et mindesmærke, må man kende til historien bag. Gobelinerne er ingen undtagelse, man
må vide noget om danmarkshistorien for at kunne forstå gobelinerne.
Gobelinerne er produktet, historien er erindringsstedet. På hver gobelin bliver der fremhævet begivenheder i
danmarkshistorien som man kender. Selv om man ved første øjekast ikke nødvendigvis genkender alle
begivenheder på gobelinerne, så vil man med hjælp af formidlingen genkende alle historierne, eller i det
mindste, kunne sætte dem ind i en historisk kontekst. Det er denne genkendelses funktion som gør
gobelinerne til en hybrid mellem monumental kunst og formidlet danmarkshistorie der trækker på
80
erindringssteder og ideen om, at historiske begivenheder skal hyldes og huskes ved hjælp af mindesmærker.
De begivenheder som formidlerne vælger ud er nøje udvalgte og målrettet deres publikum. Formidlingen
sikre, at der gæsternes viden bliver bygget op lidt ad gangen uden mens dens fokus på målet, ikke mistes.
Målet er at gøre gæsterne klogere på danmarkshistorien end da de kom.
Gobelinerne som erindringssted
Gobelinernes kraft som erindringssted understøttes især netop af de mange små erindringssteder som indgår i
gobelinernes hele. Det er eksempelvis mindesmærket over bombningen af den franske skole på Yngre
Glyksborgere, eller Istedløven på Ældre Glyksborgere, som er de oprindelige erindringssteder og
mindesmærker der af Bjørn Nørgaard samles i den store fortælling. Mellem alle disse erindringssteder og
mindesmærker er de mange andre begivenheder som ikke manifesterer sig som erindringssteder i Adriansens
forstand, men som er begivenheder i historien. For Pierre Nora er et erindringssted som bekendt ikke kun en
fysisk genstand, men alt hvad man kan komme i tanke om som har haft betydning for en gruppe eller en
kultur. Han ville derfor opfatte alle Bjørn Nørgaards henvisninger som erindringssteder, for intet på
gobelinerne er ukendt for det brede publikum. Al indhold i gobelinerne har sin berettigelse fordi det er en del
af danmarkshistorien og Bjørn Nørgaard har holdt sig fra, at bevæge sig ud i historiens nicher. For at et
monument eller begivenhed kan blive et erindringssted må det have haft betydning for almenvellet, og Bjørn
Nørgaards gobeliner rummer kun begivenheder som har netop den genkendelsesfunktion af det brede
publikum.
De Kongelige Repræsentationslokaler spiller, som allerede nævnt, en vigtig rolle i stedets funktion som
erindringssted. Gemakkerne bærer på lange traditioner i kongefamiliens historie, fra Statsrådssalen til
Tronsalen over Taffelsalen. Lokalerne bruges stadig af kongefamilien og gobelinerne i riddersalen kan i
snæver forstand, betragtes som et samlingspunkt og en legitimering af monarkiet i Danmark.
Erindringssteder er også kendetegnet ved at have en genkendelsesfunktion og i De Kongelige
Repræsentationslokaler er det den danske kongefamilies kerne, gæsterne bliver inddraget i. Det er i
kongefamiliens lokaler man går rundt. Gæsterne kan genkende og forholde sig til kongefamilien når de får
mulighed for at gå rundt i de autentiske lokaler.
Både Christiansborg Slots lange historie og nuværende funktion, den danske kongefamilies tilstedeværelse
på slottet og gobelinernes inddragende effekt skaber tilsammen et erindringsrum i riddersalen. Det er
samspillet mellem disse som skaber den følelse af noget magisk, som Nora mener erindringsstedet har over
sig. Det er ikke blot historien som portrætteres, det er selve indlevelsen i, og levendegørelsen af, historien
som træder ud af gobelinerne og som giver Christiansborg Slot status som et, hvad jeg vil kalde, referende
erindringssted. Både som monumental kunst og som erindring i tankens kraft er gobelinerne med til at
fastholde danmarkshistorien i vores erindring.
81
Når Inge Adriansen og Pierre Nora sættes overfor hinanden ser man mange ligheder, men lægger man
erindringsstedsteorien ned over gobelinerne som et net er det tydeligt, at Noras teori er den mest brugbare til
dette formål. Inge Adriansen adskiller sig på det afgørende punkt, at hun kun anser monumentale
mindesmærker som erindringssteder. Gobelinerne er ikke i sig selv et erindringssted, de er referenter til de
historiske begivenheder der ofte udmønter sig som erindringssteder. Når Nora mener at historien kalder på
analyse og kritik er det nærliggende at undersøge Bjørn Nørgaards analyse og kritik af historien i forbindelse
med arbejdet med gobelinerne. Og sammenligner man gobelinernes historiefortælling med A.D. Jørgensen
bog 40 fortællinger af fædrelandets historie som jeg allerede i dette kapitels indledning har præsenteret, er
der en slående lighed mellem dem. De fleste af fortællingerne rummer elementer som Bjørn Nørgaard også
behandler i sine gobeliner og som kulturformidlerne fremhæver på omvisningerne. Bl.a. Biskop Absalon120
,
Niels Ebbesens drab på Grev Gert121
, Frederik III og Stormen på København122
og Krigen i 1864123
. En
anden sammenligning er de mange helte A.D. Jørgensen beskriver, som også Bjørn Nørgaard lader være en
drivkraft i gobelinernes danmarkshistorie.
Da specialet ikke har til hensigt at analyserer gobelinernes motiver eller Bjørn Nørgaards tanker hermed, vil
jeg ikke gå mere i dybden med denne sammenligningen, blot konstaterer, at sammenligningen er der. Det er
tydeligt, at gobelinerne bygger på mange af de samme fortællinger der tidligere er blevet opfattet som noget
af det mest danske der findes. Noget der definerer danskheden og forsøger at samle det danske folk om en
fælles historie. Og gik man dybere ned ville det formegentlig være muligt, at finde endnu flere værker hvor
ligheden mellem dem og gobelinerne ville være tydelige. Gobelinernes danmarkshistorie trækker på arven
efter et allerede etableret erindringssted i Noras optik.
Sammenfatning
Et erindringssted i klassisk forstand i form af et mindesmærke er typisk rejst for at hylde én begivenhed eller
én person. Gobelinerne i riddersalen rummer de mange fortællinger. Det er her Inge Adriansen og Pierre
Nora mødes. Gobelinerne er ikke et erindringssted i sig selv, men de fungere som referenter til historiske
begivenheder der betragtes som erindringssteder. Disse erindringssteder findes bl.a. hos den danske forfatter
A.D. Jørgensen og hans værk om 40 fortællinger af fædrelandets historie, hvis fortællinger, har en slående
lighed med Bjørn Nørgaards valg af begivenheder til gobelinerne. Bjørn Nørgaard har derfor kigget dybt i
tidligere etableret erindringssteder for at få skabt konsensus omkring allerede eksisterende
fællesskabsskabende begivenheder i sin danmarkshistorie.
120
Jørgensen, A.D.: 2006. s. 55 - 64 121
Ibid., s. 97 - 103 122
Ibid., s. 203 - 210 123
Ibid., s. 366 - 375
82
Konklusion
Udgangspunktet for dette speciale var en fascination af mindesmærker og erindringssteders tiltrækningskraft.
Det var også en nysgerrighed på hvordan omgivelserne spiller en rolle i den massive interesse Bjørn
Nørgaards gobeliner får og har fået siden de blev hængt op i 2000. Dertil har min interesse i sær kredset om
italesættelsen af gobelinerne og den mundtlige formidlings betydning for, hvordan et erindringssted eller
mindesmærke bliver præsenteret. I løbet af arbejdet med mit speciale er det blevet tydeligt, at gobelinerne
ikke blot er et imponerende kunstværk, det er også et indlæg i kampen om at fastholde danmarkshistorien i
danskernes erindring.
Specialets formål har været, at belyse Bjørn Nørgaards gobeliner fra to vinkler, deres relation til fysisk-
institutionelle, dynastiske og nationale erindringssteder og deres funktion som museumsformidling. De to
vinkler er blevet behandlet hver for sig men er til sidst blevet kombineret for at fremstå som et samlet hele.
Ud fra den empiriske undersøgelse står det klart, at den mundtlige formidling på Christiansborg spiller en
stor rolle i slottets største trækplaster, riddersalen. Det er gennem formidlingen at gobelinerne bliver gjort
levende og nærværende, det er gennem fokus på formidlingen at Christiansborg Slotsforvaltning udvikler sig
og dygtiggøre sig. Slottet har gennem de sidste år lagt mere vægt på formidlingen af gobelinerne så de er
rettet forskellige segmenter, eksempelvis skoleklasser og gymnasieklasser med blik på
uddannelsesinstitutionernes faglige krav og mål. Forskningen i musernes formidling gav indtryk af, at
formidlingen spiller en stor rolle i museologien og den daglige drift af museer. Det til trods, så forekommer
det, at den mundlige formidling er stærkt undervurderet på museerne. I al fald findes der ikke megen
litteratur herom og på det grundlag er det nærliggende at tænke, at de forskellige statsejede museer og
kulturinstitutioner selv tilrettelægger deres mundtlige formidling efter en klassisk skoletjeneste, hvor den
mundtlige formidling er et nødvendigt onde. Erfaringerne fra undersøgelsen på Christiansborg Slot tegner
imidlertid et billede af, at den mundtlige formidling i høj grad har sin berettigelse og bør indgå i langt højere
grad på andre museer. Kigger man udelukkende på formidling af erindringssteder, så er den mundtlige
formidling i endnu højere grad vigtig fordi den rummer store muligheder for historisk levendegørelse.
Erindringsstedernes rolle i museologien er dog ikke klart fastlagt. Det er ikke alle museer som ønsker at blive
betragtet som erindringssted. Dette kan have flere årsager, men en af dem er nok, at det at være et
erindringssted, sætter sine naturlige begrænsninger. Det indskrænker bevægelsesfriheden enormt meget for
nogle institutioner, mens andre i høj grad lukrerer på netop at være et erindringssted som opsøges af
interesserede gæster. Deres udfordring er at fastholde interessen for netop deres historie udenfor det man
kalde sæsonen og så være klar når erindringsstedet vågner op af dvale. Hvilket det utvivlsomt vil gøre før
eller siden, ifølge Pierre Nora. Det bliver eksempelvis spændende at se hvilken opmærksomhed
83
Historiecenter Dybbøl Banke vil opleve i 2014, 150-året for slaget ved Dybbøl, og hvordan det har tænkt sig
at imødekomme den uden tvivl store interesse der vil være.
Christiansborg Slot befinder sig tydeligvis godt ved at være i skellet mellem det at være og ikke at være et
erindringssted. De slår sig selv op på at være et sted hvor historien har udspillet sig med slogans som ”kom
og oplev de autentiske lokaler”124
men de forbeholder sig stadig retten til at bryde ud af denne bås ved ikke
at være et villet-erindringssted.
Den mundtlige formidling kan iscenesætte og italesætte begivenheder og tale til folks fantasi på en måde,
som den skriftlige formidling ikke formår. Når formidlerne på Christiansborg fremhæver de store
begivenheder i danmarkshistorien på gobelinerne, italesætter de, bevidst eller ubevist, erindringsstederne for
gæsterne. Formidlerne benyttede sig af fortællingen i deres formidling og antager vi, at fortællingen er det
universelle sprog, som Leif Becker-Jensen hævder, alle mennesker forstår, så er den yderst velegnet til
mundtlig formidling af erindringssteder som jo altid knytter sig til en bestemt historie eller fortælling. Som vi
så i den empiriske undersøgelse og i afsnittet om formidling, så er det ofte genkendelsesglæde for gæsterne
som sætter gang i følelserne. Disse følelser der, som vi så, skaber erindringsstedet. Bjørn Nørgaards
gobeliner er ikke et erindringssted i sig selv, men en reference til erindringssteder som formidlerne
italesætter således, at der i riddersalen skabes et erindringsrum hvorfra danmarkshistorien bliver yderst
koncentreret og samtidig skyder i alle retninger.
124
http://www.christiansborg.dk/gruppebesoeg/bestil-saeromvisning/
84
English summary
Bjørn Nørgaard’s Denmark historic tapestries at Christiansborg
- Monumental art between memorial places and museum communication.
This thesis intends to illuminate Bjørn Nørgaard’s historical Danish tapestries from two angles. First, the
tapestries relation to physical-institutional, dynastic and national remembrance places. Second, the tapestries
function in the concrete museum communication. The latter study is based on empirical observations of three
communication situations.
To reflect the tapestries as a commemorative site theory from the two historians is used, Pierre Nora and Inge
Adriansen. They have alternative views on what a memorial place is, but both theories and methods are
tested on the tapestries. It proved possible, but the conclusion of the test was that only one of them can be
used in this context. The tapestries have also been considered in relation to the location that surrounds them,
Christiansborg Palace, which plays a major role in understanding the tapestries as an artwork.
The tapestries are a popular tourist attraction, and every day there are open guided tours of the banquet hall
where the tapestries are mediated by professional mediators. It has been interesting to search how these
intermediate the tapestries, and the thesis therefore contains an empirical study of three different
communication situations. The studies showed that there was a big difference in the dissemination of the
tapestries and that this is a tremendous improvement for the tapestries, which in this way never tells the same
story, but always can tell something new. In the work with museum communication, it has been obvious to
investigate, not only museum communication in general, but also communication tools the cultural operators
can use, to provide the guests with the best possible experience.
The tapestries offer a thousand years of history of Denmark and the banqueting hall can be considered a
room of memories, in which one can dwell on the history of Denmark and let it soak one into the universe of
history, monarchy and national identity. It makes good sense to combine the two directions, commemorative
history and communication, and it has been shown, that the tapestries can be regarded as a history reference
to remembrance places, as the physical environment around the tapestries contain emotions, and the
tapestries serve therefore as identity affirming elements.
85
Bibliografi
Adriansen, Inge: Erindringssteder. Mindesmærker, monumenter og mødesteder. (2010) Museum
Tusculanums Forlag. Københavns Universitet. ISBN 978-87-635-3173-3
Adriansen, Inge: Fædrelandet, folkeminderne og modersmålet. (1990) Skrifter fra Museumsrådet for
Sønderjyllands Amt. Sønderborg. ISBN 87-88376-03-6
Adriansen, Inge: Nationale Symboler i Det Danske Rige 1830-2000. Bind I. (2003) Museum Tusculanums
Forlag. Københavns Universitet. ISBN 87-7289-794-5
Adriansen, Inge: Nationale Symboler i Det Danske Rige 1830-2000. Bind II. (2003) Museum Tusculanums
Forlag. Københavns Universitet. ISBN 87-7289-794-5
Anderson, Benedict: Imagined communities. Reflection on the Orgin and spread of Nationalism. (2006)
Published by Verso. First edition, 1983. ISBN-13: 978-1-84467-086-4
Aristoteles: Retorik. (2005) På dansk ved Thure Hastrup. Museum Tusculanums Forlag, Københavns
Universitet.. 5. oplag. ISBN 978-87-7289-141-5
Bekker-Nielsen, Tønnes m.fl.: Gads Historieleksikon. (2006) Gads Forlag. 3. udgave, 1. oplag. ISBN 87-12-
04259-5
Benzon, Gorm: Gamle danske tapeter. (1986) Det Benzonske Forlag, København, Danmark. ISBN 87-
88419-04-5
Bryld, Claus & Lene Floris (m.fl.): At formidle historie. Vilkår, kendetegn, formål. (1999)
Historieformidling. Roskilde Universitetsforlag. ISBN 87-7867-051-9
Carlsen, Sine & Henrik Juel: Mundtligheden Magi. Retorikkens didaktik, filosofi og læringskultur. (2009) 1.
udgave, 1. oplag. Handelshøjskolens Forlag. ISBN 978-87-629-0333-3
Coser, Lewis A. (Red.): Halbwachs, Maurice: On collective memory. (1992) The University of Chicago
Press. Chicago and London. ISBN 0-226-11596-8
Dehn-Nielsen, Henning (red.): Europas konge- og fyrstehuse. (2007) Naumann & Göbel Verlagsgesellschaft,
2000. Dansk udgave ved Aschehoug Dansk Forlag. 2. udgave, 1. oplag.
Falk, John H.: Identity and the museum visitor experience. (2009) Left Coast Press Inc. ISBN 978-1-59874-
163-6
Floris, Lene & Annette Vasström: På Museum. Mellem oplevelse og oplysning. (1999) Historieformidling.
Roskilde Universitetsforlag. ISBN 87-7867-033-0
Frandsen, Jacob Liebmann: De nye og gamle gobeliner. En analyse af Bjørn Nørgaards formidling af
Danmarkshistorien gennem gobeliner. (2009) Speciale i historie. Roskilde universitetsforlag, institut for
Kultur og Identitet.
Frydendal, Flemming: De Kongelige Repræsentationslokaler på Christiansborg Slot. (2004) Slots- og
Ejendomsstyrelsen, 2000. 1. udgave, 2. oplag.
86
Frydendal, Flemming: Ruinerne under Christiansborg. (2005) Slots- og Ejendomsstyrelsen.
Gabrielsen, Jonas & Tanja Juul Christiansen: Talens Magt. (2010) Hans Reitzels Forlag. 2. udgave, 1. oplag.
ISBN 978-87-412-5454-8
Hilden, Jytte & Claus Olsen: Slotsholmen. Magtens Ø. (2006) Schultz Forlag. 1. udgave, 1. oplag. ISBN-10:
87-607-1633-8
Hornung, Peter Michael (Red.): Gobeliner til Danmarks Dronning. (2000) Hofmarskallatet. Guide.
Hvass, Helle: Retorik – at lære mundtlig formidling. (2003) Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S
København. 1. udgave, 1. oplag. ISBN 87-02-01841-1
Hvidt, Kristian, Sved Ellehøj, Otto Norn (Red.): Christiansborg Slot, bd. II. Det andet og tredje
Christiansborg. (1975) Nyt Nordisk Forlag. Arnold Busck. København.
Ingemann, Bruno (Red.) & Ane Hjelskov Larsen (Red.) m.fl.: Ny dansk museologi. (2005) Aarhus
Universitetsforlag. ISBN 87-7934-233-7
Jensen, Bernard Eric: Hvad er historie? (2010) Akademisk Forlag – et forlag under Lindhardt & Ringhof, et
selskab i Egmont. 1. udgave, 1. oplag. ISBN 978-87-500-3966-2
Jensen, Bernard Eric: At forvalte kulturarv – en identitetspolitisk arbejds- og kampplads. Side 37 – 57 i
Alzén, Annika & Peter Aronsson: Demokratisk kulturarv? (2006:1) Tema kultur och samhälle, Skriftserie.
ISBN 91-975663-2-2
Jensen, Bernard Eric (red.): At bruge historien – i en sen-/postmoderne tid. (2001) Roskilde
universitetsforlag.
Jensen, Bernard Eric & Carsten Tage Nielsen (m.fl.): Danmarkshistorier. En erindringspolitisk Slagmark.
Bind I. (1997) Historieformidling. Roskilde Universitetsforlag. ISBN 87-7867-027-6
Jensen, Bernard Eric & Carsten Tage Nielsen (m.fl.): Danmarkshistorier. En erindringspolitisk Slagmark.
Bind II. (1997) Historieformidling. Roskilde Universitetsforlag. ISBN 87-7867-062-4
Jensen, Leif Becker: Den sproglige dåseåbner. Om at formidle faglig viden forståligt. (2007) 1. udgave, 3
oplag. Roskilde Universitetsforlag, 2001. ISBN 978-87-7867-110-3
Jørgensen, A. D.: 40 fortællinger af fædrelandets historie. (2002) Forlaget Sesam 1995. 3. udgave, 1. oplag.
ISBN 87-11-13935-8
Jørgensen, Charlotte & Lisa Villadsen (red.): Retorik. Teori og praksis. (2009) Samfundslitteratur. 1. udgave.
ISBN 978-87-593-1424-1
Kjærgaard, Rikke S.: Elfenbenstårnet. Universiteter mellem forskning og formidling. (2006) Aarhus
Universitetsforlag. ISBN 87-7934-236-1
Kock, Christian: Ordets Magt. Retorisk tænkning der holder. 1: Før 1900. (2012) Samfundslitteratur. 1.
oplag. ISBN 9788759314852
87
Langen, Ulrik (Red.): Ritualernes Magt. Ritualer i europæisk historie 500-2000. (2002) Roskilde
Universitetsforlag. ISBN 87-7867-156-6
Larsen, Thomas & Bjarne Steenbeck m.fl.: Borgen. Christiansborg 100 år. (2007) Gyldendalske Boghandel,
Nordisk Forlag A/S, København. 1. udgave, 1. oplag. ISBN 978-87-02-05968-7
Lorentzen, Ebbe: Den Kongelige Stald på Christiansborg. Restaurering 2006 – 2009. (2009) Slots- og
Ejendomsstyrelsen.
Nora, Pierre (Red.): Realms of Memory: Rethinking the French Past, Vol. I. (1996) Columbia University
Press. ISBN 023-108-404-8
Nørholm Just, Sine & Thomas Burø: Kultur- og kommunikationsteori. En introduktion. (2010) 1. udgave, 1.
oplag. Hans Reitzels Forlag. ISBN 978-87-7675-795-3
Olden-Jørgensen, Sebastian: Prinsessen og det hele kongerige. Christian IX og der glückborgske kongehus.
(2003) Gads Forlag. 1. udgave, 1. oplag. ISBN 87-12-04051-7
Olden-Jørgensen, Sebastian: Stormen på København 1659. Et Københavnsk og nationalt erindringssted
gennem 350 år. (2011) Museum Tusculanums Forlag. Det Kongelige Bibliotek. ISBN 978-87-635-3609-7
Saxo Grammaticus: Danmarkskrønike. (2001) Oversat af Fr. Winkel Moe. Sesam. 2. udgave, 1. oplag. ISBN
87-11-13984-6
Stoklund, Bjarne (Red.) m.fl.: Kulturens nationalisering. Et etnologisk perspektiv på det nationale. (1999)
Museum Tusculanums Forlag. 5.bd. i serien ETNOLOGISKE STUDIER. ISBN 87-7289-541-1
Strandgaard, Ole: Museumsbogen. Praktisk museologi. (2010) 1. udgave, 1. oplag. Forlaget Hikuin, 2010.
ISBN 978-87-90814-58-8
Teilmann, Peter Christensen: Kulturliv. Institutioner, praksis og formidling. (2010) 1. udgave.
Samfundslitteratur, 2010. ISBN 978-87-593-1311-4
Virkner, Helle (m.fl.): I Danmark er jeg født. Danske forfattere skildrer land og by. (2001) Forlaget Forum,
København. ISBN 87-553-3202-1
Warring, Annette: Erindring og historiebrug. Introduktion til et forskningsfelt. (2001) Temp- tidsskrift for
historie. Nyt selskab for historie. ISBN 19045565
Weinreich, Torben (Red.): Erindringens og glemslens politik. (1996) Historieformidling. 1. udgave 1996.
Roskilde Universitetsforlag. ISBN 87-7867-013-6
Østergaard, Uffe (Red.) m.fl.: Dansk Identitet? (1992) Aarhus Universitetsforlag. Kulturstudier 19.
Kulturstudier. Center for kulturforskning v/Aarhus Universitet. ISBN 87-7288-319-7
Avisartikler:
Langen, Ulrik: Fortællingen skal tilbage i historiefaget. Offentliggjort 17. november 2012. Politiken.
http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1816552/fortaellingen-skal-tilbage-i-historiefaget/
88
Hornung, Peter Michael: Tiden er forbi for museer som stille vidensinstitutioner. Offentliggjort 22. maj
2012. Politiken. http://politiken.dk/kultur/kunst/ECE1624966/kommentar-tiden-er-forbi-for-museer-som-
stille-vidensinstitutioner/
CD-Rom:
Olsen, Rikke Agnete: Dronningens gobeliner fortæller Danmarks historie. Den Kongelige Formidlingsfond,
Danmark, 2003.
Internethenvisninger:
Campbell, George: The Philosophy of Rhetoric. Bog I, Kapitel 1, 4, 5, 10.
http://people.cohums.ohio-state.edu/Ulman1/Campbell/TPOR_Frame.htm
http://sondagsavisen.dk/2013/27/kedelig-kongelig-kurve-knaekket.aspx
http://www.christiansborg.dk/gruppebesoeg/bestil-saeromvisning/
http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2013/NR148.pdf