Under rosen af Hanne Bech Hansen læseprøve

155 mm100 mm 100 mm

231

mm

155 mm36 mm

En prostitueret vågner op i et øde hus og opdager, at hun bliver holdt i fangen-skab. Hendes mave har været sprættet op, og nogen har stjålet hendes ufødte barn. Det bliver starten på en makaber international sag om kidnappede og forbyttede børn.

Vicepolitikommissær Malika Els bliver hvirvlet ind i sagen både professionelt og personligt, og eftersom hun selv lige er blevet mor, har hun et ekstra stærkt engagement i at finde bagmændene.

Bogen bygger på virkelige hændelser, og romanen er tredje selvstændige del af Hanne Bech Hansens trilogi med indvandrerbetjent Malika Els i hovedrollen.

HANNE BECH HANSEN (f. 1939) er uddannet jurist og var

politidirektør ved Københavns Politi i årene 1995-2009.

Tidligere har hun arbejdet som bl.a. PET-chef og

statsadvokat. Hun debuterede som forfatter i 2010 med

LASTEN – første bind i krimiserien om Malika Els.

Forfatterportræt © Thomas A

Bind 2 i serien om andengenerationsindvandrer og vicepolitikommissær Malika Els

En ung iraker er optændt af had til danskerne. Hans lillebror

er blevet dræbt i Basra, og han beskylder dansk politi for

drabet. Nu vil han hævne sin bror og sprede frygt i befolknin-

gen, og snart står han i spidsen for planlægningen af et

storstilet terrorangreb mod København.

Samtidig kæmper den kvindelige vicepolitikommissær Malika

en dobbelt kamp – dels for at opnå respekt blandt sine

kolleger, dels for at forsøge at stoppe terroristerne i tide.

OPERATION DACAPO er en roman om hævntørst og uforløst

vrede. Bogen er en uafhængig fortsættelse af LASTEN og er

andet bind i serien om indvandrerbetjent Malika Asmina Els.

Omslag: Mark Airs, Omslagsfoto © Per Søgaard

Under-Rosen-smuds.indd 1 14/08/14 14:49

Hanne Bech Hansen

UNDER ROSEN

K R I M I

lindhardt og ringhof

Under rosen.indd 3 03/09/14 14.08

Under rosen

© 2014 Hanne Bech Hansen og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S

Omslag: Mark Airs

Bogen er sat med Minion hos Lymi DTP

og trykt hos ScandBook AB

ISBN 978-87-11-34830-7

1. udgave, 1. oplag

Printed in Sweden 2014

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner,

der har indgået aftale med Copydan,

og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


5

1

Det eneste, hun kunne huske, var, at hun hed Sara. Resten var

væk, men hun trøstede sig med, at hun ikke var helt alene. Det

kunne hun fornemme på lugten af armsved og varmen fra et

andet menneskes krop, selvom der ikke var nogen berøring.

Nogen havde dækket hendes øjne til, så hun svævede i et kulsort

mørke. Hun ville løfte sin venstre arm, række ud efter det andet

menneske, men der skete ikke noget. Armen lystrede ikke viljen.

Hun forsøgte at skrige, men lyden forplantede sig blot som en

stikken i halsen. Hun var bange. Hvor var hun? Hvad var der

sket? Og hvad skulle der ske med hende?

Svedlugten forsvandt lidt efter lidt sammen med fornem-

melsen af det andet menneskes nærvær. Hun havde ingen for-

nemmelse af tid og sted, og hun prøvede forgæves at komme i

tanke om noget – bare et eller andet, der kunne placere hende i

en form for virkelighed. Hendes tanker flaksede rundt som en

sommerfugl, der var spærret inde i et syltetøjsglas. Tanken om

sommerfuglen fik hende til at huske en børnesang, hun ofte

havde sunget.

Sommerfuglen, sommerfuglen flyver rundt i stuen.

Når den rammer ruden, får den én på snuden.

Sommerfuglen, sommerfuglen vil så gerne UD.


6

Hun nynnede sangen i tankerne igen og igen i et forsøg på at

holde sig vågen, og da hun blev træt af det, begyndte hun at tæl-

le. Hun så tallene for sig på snorlige rækker, og hun var kommet

til 1990, det år, hun var født, da hun hørte skridt, der nærmede

sig. Tunge døre faldt i med dumpe lyde, og hun prøvede igen at

skrige om hjælp, da hun fornemmede et svagt, råkoldt vindpust

og lyden af to menneskers småsnakken. Det lød som en mands

og en kvindes stemme.

Selvom de talte dansk, kunne hun ikke forstå, hvad de sagde.

Det var, som om ordene ikke dannede sætninger, men kom hul-

ter til bulter som løse brikker i et puslespil. Lugten af armsved

kom igen. Manden talte meget hurtigt og meget ivrigt, som om

han ville overbevise kvinden om et eller andet. Kvinden havde

en lys, næsten barnlig stemme, og hun lød mere tvivlende. Sara

fornemmede, at de stod bøjet over hende, for nu kunne hun lug-

te deres ånde. Det var nok manden, der lugtede svagt af peber-

mynte og en krydret sæbe.

Hun mærkede et lille prik i armen og faldt ned i et dybt, sort

hul, og da hun vågnede igen, havde hun en fornemmelse af, at

hun var blevet flyttet. Luften var anderledes. Lidt varmere og

ikke så fugtig. Noget i hende sagde, at det var vigtigt, at hun

ikke faldt i søvn igen, og hun tvang sine øjne op. Alt omkring

hende var sløret og vredet ud af proportioner. Væggene buede

imod hende, og loftet bølgede. Hun havde kvalme og forsøgte

at fokusere på et maleri på væggen, der forestillede en strand

med fiskekuttere trukket op på sandet. For hendes blik hoppede

skibene op og ned, som om de stadig befandt sig på et oprørt

hav, og selvom hun af alle kræfter forsøgte at fokusere og fast-

holde skibene, blev hun langsomt trukket ind i maleriet, ud over

det brusende hav i baggrunden af billedet og ned under vandet,


hvor alt blev tungt og trægt og mørkt. En voldsom træthed kom

sammen med mørket og tvang hende til at slippe sit tag i virke-

ligheden. Det føltes som at drukne, men hun var for træt til at

stritte imod.

Barnegråd rev hende ud af søvnen. Det lød som et spædbarn,

der kaldte på hende. Hun åbnede langsomt øjnene og fik et tåget

glimt af to personer. En lang, ranglet, pilskaldet mand med et

smalt, blegt ansigt og et par stikkende øjne og en lille, kraftig,

sorthåret kvinde med kridhvide tænder og en ildrød mund.

Manden mindede hende om et maleri af en skrigende mand,

hun havde set for mange år siden i en skolebog.

Barnet, der græd, kunne hun ikke se. Hendes hjerne fortal-

te hende, at hun måtte væk hurtigst muligt, men et eller andet,

der lugtede meget stærkt, blev trykket ned over hendes ansigt.

Hun greb ud og fik fat i noget og forsøgte at stritte imod af alle

kræfter, men barnegråden og hun selv forsvandt gradvist tilbage

i mørket.


8

2

Da braget nåede Malikas sovende bevidsthed, slog hun øjnene

op og så, at soveværelset lå badet i et skiftevis hvidt og blåligt

lys. Hun sprang fortumlet ud af sengen for at beskytte barnet

og stivnede ved synet af sit eget glimtvist oplyste ansigt i spejlet

over kommoden. Efter endnu et brag blev alt mørkt og helt stil-

le, men nu begyndte barnet i tremmesengen at klynke højt og

insisterende. Og så kom regnen. Den faldt tungt på cykelskurets

bliktag og larmede, som om det var store hagl og ikke bare tor-

denregn. Regnen var en forløsning, der lettede lidt på tempera-

turen og humøret.

»Sov, lille Vera,« hviskede hun. »Der er ikke noget at være

bange for. Det er bare tordenvejr.« Hun fjernede barnets dyne,

for luften i soveværelset var trykkende. Andreas sov som en sten

med dybe, rolige åndedrag.

Hun smækkede vinduet ud mod haven op og sukkede ved

synet af Veras legetøj, der sejlede rundt i en af de store vandpyt-

ter, der have dannet sig i nattens løb. Vasketøjet hang slapt og

dyngvådt fra tørresnoren. Lagenerne havde revet sig ud af nogle

af klemmerne og slaskede nu hen ad den plørede jord. Pokkers,

at hun ikke havde taget det ind om aftenen. Efter at hun havde

fået Vera, var hun blevet lidt doven. Når Vera sov, faldt hun hen

i en tilstand af tankeflugt i stedet for at tage sig af de praktiske

ting i huset. Dem klarede Andreas i et vist omfang, når han hav-


9

de tid. Det benyttede hun sig vel lovlig meget af, indrømmede

hun over for sig selv i eftertænksomme stunder.

Det lynede kraftigt over Østerbro, og husene i Kartoffelræk-

kerne så grå og trøstesløse ud. Et vindstød smækkede vinduet i

med et voldsomt smæld. Ruden holdt, og heldigvis vågnede Vera

ikke igen.

Hun gik ned i køkkenet og lavede sig en kop stærk kaffe,

for hun vidste af bitter erfaring, at hun ikke ville kunne falde i

søvn igen. Om få timer ville Vera vågne og kræve hendes fulde

opmærksomhed. Hun var træt helt ind til marven. Fødslen hav-

de taget hårdere på hende, end hun havde forventet. Hun havde

altid været i god form. Det var et krav, når man var ansat i poli-

tiet. Selvom man var leder, skulle man kunne løbe en kriminel

op, hvis man kom i en situation, der krævede det, og man måtte

sørge for at opretholde respekten fra kollegerne. Efter fødslen

havde hun forsømt sin krop. Det var, som om hun var sunket

sammen og begyndt at bule ud de forkerte steder. Selv hendes

lange, sorte hår var blevet glansløst og tjavset. Når hun undta-

gelsesvis kiggede sig i spejlet, undgik hun helst det store spejl i

entréen. Hun nøjedes med et lille spejl over håndvasken i bade-

værelset. Af og til rakte hun tunge ad sit spejlbillede eller puste-

de kinderne op. Hun gjorde for lidt ud af sig selv. Beholdt som

regel pyjamassen på til langt op ad formiddagen, hvorefter hun

skiftede til en sødsuppefarvet, forvasket træningsdragt.

Hun rejste sig og slukkede for kaffemaskinen. Efterhånden

var hun kommet til at kunne lide både smagen og duften af kaffe.

Tidligere havde hun været inkarneret tedrikker, men efter føds-

len havde hun fået brug for noget stærkere. Hun forstod ikke,

hvorfor hun var så udmattet. Hun havde altid arbejdet hårdt, og

hun havde aldrig behøvet at sove mere end nogle få timer, før


10

hun var parat til at tage fat igen, men det var, som om Vera havde

tappet hende for alle kræfter.

Hun kiggede ud over stuen, der bar præg af, at hendes lille-

bror Yassim lige havde været på besøg med sin kone Maja og

deres søn Fatin, der allerede var 15 måneder gammel. Stuen flød

med legetøj, børnetøj, gamle aviser, bunker af ulæste reklamer,

kuglepenne, brugte kopper og tallerkener, og papirkurven var

mere end overfyldt. Potteplanterne i vinduet signalerede, at de

trængte til vand eller til at blive skiftet ud. En halvvissen buket

lilla asters på spisebordet skulle for længst have været smidt i

skraldespanden. Nullermændene rullede lystigt rundt på de

gulvflader, der ikke var dækket af støvede små tæpper. Det var et

deprimerende syn. Hun var nødt til at gøre noget. Hun kunne

ikke bare blive ved med at satse på, at Andreas tog fat på et eller

andet tidspunkt, når det blev for meget selv for ham. Han lave-

de ofte aftensmaden, men gad ikke rydde op og gøre rent. Han

påstod, at han syntes, det var hyggeligt med lidt rod og støv.

»Husk, at det er et hjem, ikke en udstilling,« sagde han, når

hun forsøgte at få ham til at rydde op. Når rodet voksede hende

over hovedet, legede hun en leg, hun selv havde fundet på. Den

hed ‘kun røre ved 20 ting’. Den hjalp hende i gang og gjorde

opgaven overkommelig. Det var den gamle talemåde ‘hvordan

spiser man en elefant?’, der havde fået hende på idéen. Svaret var

naturligvis ‘én bid ad gangen’. Hun havde aldrig kunnet grine af

den vittighed. Hun forstod ikke altid danskernes humor, men

hun havde lært sig at grine på de rigtige steder af ren og skær

høflighed og for ikke at skille sig ud. Nu hjalp den fjollede vits

hende med at klare den mest nødvendige oprydning.

Hun fjernede en tom mælkekarton og en stak gamle aviser

fra sofabordet. Det var to ting. Hun snød som sædvanlig sig selv.


En bunke tøj, som hun lige netop kunne have under den ene

arm, og vasen med buketten under den anden bragte hende kun

op på fire. Vanding af potteplanter, tømning af papirkurv og

oprydning af Veras legetøj og tøj gjorde, at hun hurtigt nåede

de 20 tilladte ting, men så bevilgede hun sig selv fem ting mere.

Hun så tilfreds ud over stuen. Der var gået mindre end en

time, og stuen så næsten normal ud. Støvsugningen måtte vente

til i morgen. Den larmede for meget.

»Malika, hvad sker der?« Andreas stod foroverbøjet oppe for

enden af trappen og forsøgte at hviske ned til hende for ikke at

vække Vera. »Den er halv fire. Kom dog i seng igen, menneske.

Det er nat.«

Han stod i boksershorts og bar overkrop med strithår og det

dér smil, der normalt kunne tænde hende på et splitsekund.

Men ikke for tiden.

»Jeg drikker lige en kop tordenkaffe,« hviskede hun tilbage.

Han rystede smilende på hovedet og trak sig tilbage. Hun kunne

høre hans skridt gennem gangen deroppe på vej tilbage til sove-

værelset.


12

3

Med velvalgte ord og god betaling var det lykkedes ham at over-

tale hende til at assistere sig. Hun havde haft moralske skrupler,

men han havde lidt efter lidt overbevist hende om, at hendes

indsats var vigtig – både for moren og barnet.

»Pigebarnet vil aldrig blive en god mor,« havde han forkla-

ret. »Hun er narkoluder. Barnet ville under alle omstændigheder

blive fjernet af myndighederne.«

»Det behøver ikke at være så dårligt for et barn at blive fjer-

net,« havde hun svaret. »Der er mange eksempler på, at sådan

et barn ender i en velfungerende plejefamilie og får en god

opvækst.«

»Måske, men det er da langt bedre at være sikker. Den sam-

menslutning, jeg har fortalt dig om, vil finde en perfekt familie

til barnet.«

»Tror du virkelig, at sådan en præmiefamilie er interesseret i

at få et barn af en narkoluder og en ukendt far?«

»Det kommer helt an på familiens tro.«

»Tro?« havde hun spurgt.

»Ja, hvad familien tænker om forholdet mellem arv og miljø,«

havde han sagt, »men den diskussion har jeg ikke tid til at tage

med dig lige nu. Du har et valg, du skal træffe …«

Han havde samlet hende op i sin bil i nærheden af hendes

bopæl. Efter en times kørsel svingede han ind foran den forladte


13

gård på Amager. Han havde allerede sørget for, at den gravide

kvinde var på plads.

En kold og fugtig luft strømmede dem i møde, da han åbne-

de en dør i en af gårdens længer. Inden han åbnede døren helt,

stoppede han op og kiggede på hende.

»Er du nu sikker på, at du er 100 % med?« spurgte han og

tilføjede, at han var i stand til at klare opgaven alene. »Men jeg

fortrækker naturligvis at have en hjælper, så jeg ikke skal stå med

alt svineriet selv.«

Hun havde alvorligt overvejet at springe fra, men udsigten til

det klækkelige honorar og dermed muligheden for at realisere

sin gamle drøm om at rejse til Afrika for at gøre en forskel fik

hende til at nikke ja.

Dr. Findal havde planlagt at efterlade moren på gården efter

fødslen. Hun ville formentlig komme til sig selv efter nogle timer

og begynde at flakke omkring i området, hvor hun ville blive

opdaget og kørt til det nærmeste hospital. »Det er flinke menne-

sker, der bor her på egnen,« havde han sagt med et skævt smil.

Planen havde lydt så usikker, at hun bag hans ryg havde truf-

fet aftale med sin yngre bror om, at han skulle hente moren på

gården og tage sig lidt af hende i tiden umiddelbart efter fødslen.

Hun ville give ham besked, når han kunne lade hende gå igen.

Hendes lillebror var ikke særlig klog, men han var meget

pligtopfyldende, og han gjorde altid, hvad der blev sagt. Han

boede for tiden i et lille sommerhus 10 kilometer nord for Køge,

hvor han levede et stille og ensomt liv. Han gik meget op i at

passe og pleje de dyr, der var kommet til skade i naturen eller i

trafikken. Det kunne være pindsvin og fugle, og han havde i en

længere periode for år tilbage haft en trebenet hare i pleje. Han

sørgede oprigtigt, da den døde efter et halvt år. Han havde et


oplagt plejegen, så han var den helt rigtige til at passe på kvinden

efter fødslen, og han ville ikke gøre hende fortræd.

Hun regnede med at lade ham pleje hende i en lille uge, før

hun ville bede ham om at sætte hende fri. Det blev nok fra Afri-

ka, den besked kom. Ud over pigens velbefindende havde denne

alternative plan også en positiv sideeffekt: Hvis politiet begyndte

at interessere sig for sagen, ville hun være over alle bjerge.

Hendes lillebror havde ikke kørekort, men kørte alligevel

jævnligt sin gamle varevogn rundt i nærområdet, uden at nogen

greb ind. Politiet kom sjældent på de kanter, og han kørte nor-

malt ikke ud i dagslys.

Hun havde givet ham udførlige instrukser om, hvor og hvor-

når han skulle hente pigen, og da fødslen gik i gang, sendte hun

ham en sms om, at han godt kunne starte bilen og køre mod

Amager. Hun krydsede fingre for, at han ikke løb ind i politiet

på turen.

»Hvad hedder pigen i grunden?« havde hun spurgt lægen.

»Sara, så vidt jeg husker.«

Inde over København brød et voldsomt tordenvejr løs, og

hun kunne mærke, hvordan bragene satte sig som små kramper

i hendes mave, da de trådte ind i den faldefærdige gård.


15

4

På det lille bord i køkkenet lå nogle papirer fra Københavns

Politis Personalekontor. De handlede om hendes barselsorlov og

‘fremtidige ansættelsesforhold’, som der stod. Hun havde ikke

fået taget sig sammen til at nærlæse dem, men hun vidste, at

det var ved at være på høje tid. Hun var splittet, når hun tænk-

te på, at hun snart skulle i gang igen. Hun kunne absolut ikke

forestille sig, hvordan hun skulle finde energien til det. Det akti-

vitetsniveau, hun tidligere havde kunnet opvise, og som havde

været hendes bedste kort på jobbet, hørte en anden tid til. En

helt anden verden. Når hun skulle være helt ærlig, mærkede hun

en lille kildrende angst i maven, når hun tænkte på sin snarlige

tilbagevenden til aktiv tjeneste.

På den anden side savnede hun det også. Hun og Vera havde

for et par dage siden været på besøg på Gården i håb om at møde

nogle gamle kolleger – navnlig det trofaste makkerpar Troels og

Frank. »De er ude i byen,« havde lederen af Narko sagt. Han hav-

de dikket Vera i maven med en pegefinger, der var gul af nikotin,

inden han hastede videre.

Hun havde også lagt vejen forbi sin chef, politiinspektør Ben-

ny Frandsen, men BF, som han hed i daglig tale, var gået tidligt

hjem i dag, sagde hans sekretær. Alt var altså ved det gamle. Han

var en god chef, men lidt doven. Han vidste en masse og gav ger-

ne gode råd, men blandede sig ellers ikke særlig meget i arbejdet.


16

Hun havde mærket, hvordan pulsen på Gården bankede

videre uden hende, og lettere slukøret var hun trillet hjem til

Kartoffelrækkerne med Vera i barnevognen.

‘Drengene’, som hun i tankerne kaldte Troels og Frank, havde

besøgt hende hjemme på Østerbro kort tid efter fødslen. De

havde medbragt blomster og en lyserød sparkedragt til Vera og

havde brokket sig voldsomt over, at de midlertidigt var overflyt-

tet til Narkoafdelingen.

»Først observerer vi i mange dage og nætter, så anholder vi

pusherne, og dommeren fængsler dem, men i samme sekund

de er væk fra gadebilledet, dukker nye sælgere op, og så kan vi

begynde forfra.«

Troels havde nikket ivrigt. »Ja, og inden vi ser os om, er de

ude af spjældet igen. I god foderstand og sundere end nogen-

sinde før. Så begynder de forfra med fornyede kræfter. Det siger

os ikke en skid. Det er skruen uden ende!«

Malika havde nikket, selvom hun med sin pakistanske bag-

grund ikke kendte denne talemåde. Hun havde for flere år siden

fået foræret en bog om danske ordsprog, og den slog hun i

begyndelsen flittigt op i. Nu skete det kun sjældent, at det var

nødvendigt, for hun var blevet god til at gætte, og hun havde

lært at lade som ingenting, når det var nødvendigt. Hun undlod

helst at bruge dem selv, medmindre hun var 100 % sikker på

betydningen.

»Før I får set jer om, er jeg tilbage. Så skal jeg nok hjælpe

jer med den skrue,« havde hun sagt, og hun havde ikke forsøgt

at skjule, hvor meget hun glædede sig. Det var efterhånden syv

måneder siden.

Tordenvejret var stilnet af. Hun lagde papirerne tilbage på


17

bordet og listede op i soveværelset, hvor hun betragtede sin

sovende familie. Både Andreas og Vera sov tungt, Andreas med

åben mund og lange, rolige vejrtrækninger. Vera med små til-

fredse knirkelyde.

Hun gabte og bestemte sig for at gå i seng og forsøge at sove.

Hun var ved at falde over Andreas’ kuffert, der stod halvt åben

og pakket på gulvet for enden af sengen. Han var ved at gøre klar

til sin næste udstationering, og det gjorde hende lidt trist, at han

ikke lagde skjul på, hvor meget han glædede sig til at komme væk.

»Selvom jeg selvfølgelig kommer til at savne mine to piger,«

tilføjede han altid med sit skæve smil, når han så hendes ansigt

fortrække sig. Han skulle som sædvanlig til ‘Langtbortistan’.

Sådan var det at være gift med en officer i Forsvarets Efterret-

ningstjeneste. Ikke nok med at han var væk på ubestemt tid.

Hun kunne heller ikke få at vide, hvor han var. Selvom hun ikke

lod sig mærke med det, var hun altid bange for, at der skulle ske

ham noget. Hun prøvede forgæves at ryste tanken af sig, men så

som sædvanlig for sit indre blik en række billeder af en kiste, der

blev båret ud af et fly, soldater, der gjorde honnør foran kisten,

som var dækket af Dannebrog, og Livgardens orkester, der spil-

lede den smukke melodi ‘Kongernes konge’.

Hun aede Vera på kinden, da hun listede forbi hendes trem-

meseng, lagde sig i sin halvdel af dobbeltsengen og kiggede på

Andreas’ ryg. Hun kunne høre på hans vejrtrækning, at han sov

dybt. Hun ville ønske, at hun selv havde samme evne til at give

sig hen til de uskyldiges søvn. Var det, fordi hun ikke selv var

‘uskyldig’ nok, at hun så ofte lå som nu og vendte og drejede sig,

mens tiden sneglede sig af sted? Klokken var lidt i fem, og irrita-

tionen over, at hun skulle op lige om lidt, gjorde det absolut ikke

nemmere at falde i søvn.


I stedet gjorde hun som så mange gange før sin karrieres reg-

nebræt op, og hun kom som sædvanlig frem til, at det ikke så alt

for lovende ud. Ganske vist havde hun for år tilbage fået en polsk

fortjenstmedalje for sin indsats i en stor international sag om

handel med kinesiske piger. Men hun havde desværre også en

grim plet på sit CV, som var svær at vaske væk. Selvom hun var

blevet frikendt af Statsadvokaten i en sag om en fejlslagen lokke-

dueoperation, sagde hendes erfaring hende, at de mange sager,

der var gået godt, hurtigt blev glemt, mens de problematiske

sager klæbede til én i mange år. Måske resten af ens karriere, og i

værste fald fik man slet ingen karriere. Særlig slemt var det, hvis

kollegerne fandt på et øgenavn. ‘Malika- lokkedue’ eller ‘Klokke-

duen’, for eksempel. Hun kom til at fnise ved tanken, men så

huskede hun pludselig noget, hun havde læst i Personale-Nyt.

Hendes jævnaldrende kollega Rasmus Løjt, der var vicepoliti-

kommissær som hun selv, var blevet forfremmet til politikom-

missær. Det havde ærgret hende, for hun havde ingen respekt

for den mand. Han var typen, der snakkede sine foresatte efter

munden, og han var pist forsvundet, hvis der var hårdt arbejde

eller problemer i farvandet.

Hun forsøgte at vriste de irriterende tanker af sig, men hun

vidste godt, hvad der ville ske den næste times tid. Fra klokken

5 til 6 om morgenen dukkede alle de problemer op, som man

ikke havde fået løst eller bearbejdet. Det kunne være både nye og

gamle historier, reelle eller mere indbildte problemer. Hjernen

skulle nok finde på et eller andet, hvis den var i det humør. Hun

kiggede op i loftet og beredte sig på at blive angrebet.


19

5

Augustnatten var lummer, men tordenvejret, der nu var drevet

videre ud over Øresund, havde frisket luften lidt op. De to mænd

kom kørende på en motorcykel og insisterede på at få barnet

med straks.

»I risikerer, at han går til på turen, det lille skravl,« sagde jor-

demoren. »Han er kun to timer gammel.« Hun rakte tøvende

bagsædepassageren det nyfødte barn, der var svøbt i et lyseblåt

flonelstæppe. Man kunne lige ane en svagt rødlig hårtop.

»Det er vores problem,« sagde den mindste af mændene, der

smed en lille pose hen til hende. Den landede på jorden foran

hende. Dr. Findal var hurtig til at træde et par skridt frem og

samle den op fra jorden. Føreren af motorcyklen stod og trip-

pede utålmodigt, mens bagsædepassageren anbragte barnet i sin

rygsæk. Motorcyklens motor var stadig i gang.

»Vi skal have moderkagen med,« sagde føreren af motorcyk-

len.

Hun var forberedt på deres krav, så hun rakte ham en lyseblå,

gennemsigtig plastikpose. »God appetit,« sagde hun.

Hun holdt en hånd under posens blævrende indhold. Bare

for en sikkerheds skyld. Der havde været svineri nok i forbindel-

se med den fødsel. Hun havde aldrig været med til noget lignen-

de. Hun svor, at det heller aldrig kom til at ske igen.

Føreren af motorcyklen kontrollerede indholdet ved at stikke


20

hele ansigtet ned i posen. Han nikkede tilfreds og rakte posen

om på bagsædet, hvor den anden mand åbnede rygsækken og

lagde posen ned til barnet. Et kort øjeblik hørte man spædbar-

neklynk, men lyden af den accelererende motorcykel overdøve-

de hurtigt barnegråden.

Skønt jordemoren selv mente, at hun var lavet af stål og

be ton, gjorde netop lyden af et spædbarns gråd altid dybt ind-

tryk på hende. Den forplantede sig til hendes mellemgulv, hvor

den blev siddende som en lille stikkende smerte.

***

Ti minutter senere strøede dr. Findal indholdet af den lille pose

ud på et lille bord i det rum, hvor kvinden havde født. Han tænd-

te for sin pandelampe og satte et sammenklappeligt lomme-

mikroskop for det ene øje. Han skilte stenene ad med en pincet,

holdt dem én efter én op foran mikroskopet og gryntede tilfreds,

mens processen skred frem. Han talte diamanterne flere gange og

lagde dem tilbage i posen. Køberen havde insisteret på at betale på

den måde, men havde samtidig henvist til en interesseret køber i

Norge. Han boede desværre langt pokker i vold, så langt mod

nord, man overhovedet kunne komme inden for Norges grænser.

»Se her,« sagde han og lod jordemoren kigge ned i læder-

posen. Diamanterne lynede og glimtede, selvom der var halv-

mørkt i lokalet. Hendes ansigt lyste op ved synet, og han kunne

se, hvordan hendes blå øjne, der havde været fulde af bekym-

ring, nu ligefrem strålede. Det klædte hende. Uden at sige et ord

rakte hun sin højre hånd frem mod ham med åben håndflade.

Det klædte hende ikke. Han fiskede en af de største diamanter

op af posen og lagde den i hendes hånd.


21

»Den har du ærligt fortjent,« sagde han. Den var gul. Han

havde ellers udtrykkeligt frabedt sig de gule, tarvelige diamanter.

»Aftalen var to.« Hun lød knotten og stak næsen ned i posen.

»Jeg vil selv vælge nummer to.«

»De lugter ikke,« sagde han og lagde den anden arm rundt

om hendes liv.

Hun lænede sig ind til ham, og han kyssede hende på kin-

den. Han lod hende selv holde posen med diamanterne, mens

hun udvalgte sig nummer to. Det virkede, som om hun havde

forstand på diamanter, for hun tog ikke den største, men en klar

diamant. Så tog han posen fra hende og lagde den i sin højre

bukselomme.

Han var overrasket over, hvor varmt et forhold der var opstå-

et mellem dem. Det var, som om dramatikken i hele forløbet

havde rystet dem sammen, og han havde indimellem taget sig

selv i rent faktisk at have varme følelser for den lille, trinde kvin-

de. Det var desværre nødvendigt, at det blev bragt til ophør én

gang for alle. Også det havde han planlagt.

Hun peb kun lidt, da han trykkede sin medbragte lommevar-

me pistol af i hendes brystkasse. For en sikkerheds skyld skød

han hende også gennem hovedet. De to diamanter, der var trillet

ud af hendes hånd, samlede han op og lagde ned i posen til de

andre efter at have sikret sig, at de ikke var svinet til af hendes

blod.

Han tørrede en lille blodpøl og nogle blodstænk op. Han kun-

ne se, at hun havde gjort pænt rent efter dem. Helt som aftalt.

Det pinte ham lidt, at han havde været nødt til at skaffe hende af

vejen. Mest fordi han ville få svært ved at finde en ny jordemor

af hendes kaliber. Jordemødre, der både var egnede og villige til

at påtage sig den slags opgaver, hang ikke ligefrem på træerne.


22

Han kiggede til kvinden, der havde født. Hun lå på en drøm-

meseng og sov tungt. Hun lå med knyttede hænder, som om hun

selv i søvne forsøgte at forsvare sig. Det var lidt rørende, og det

fik ham til at smile. Det varede nok et par timer, før hun kom til

sig selv igen efter al den bedøvelse, hun havde fået, men han gav

hende alligevel et skud mere. For en sikkerheds skyld. Hun rørte

sig ikke, da han jog kanylen i hendes venstre lår. Han overvejede

et øjeblik at gøre det helt af med hende, men så blev der bare en

helvedes ballade, for hun var vist en del af en større plan, og han

ville ikke risikere, at de kom og hentede diamanterne igen. Eller

det, der var værre. Han havde en stærk fornemmelse af, at han

gjorde bedst i at følge instrukserne til punkt og prikke.

Samtidig regnede han helt bestemt med at få flere lukrative

opgaver af lignende karakter i fremtiden, hvis han ikke klokkede

i det.

Hvis gården ikke blev solgt i nærmeste fremtid, kunne den

formentlig bruges igen. Den var helt perfekt til formålet med

sin beliggenhed på Amager ikke så langt fra København og et

godt stykke nede ad en tilgroet markvej skjult bag nogle store

træer. Udefra så den spøgelsesagtig ud med sine gule mursten,

det falde færdige eternittag og den tilgroede gårdsplads. Den sig-

nalerede, at den var forladt og moden til nedrivning.

Han stoppede jordemorens tunge, døde krop ned i en stor

plastiksæk og tørrede en del blod på gulvet op med operations-

servietter, som han smed oven i sækken sammen med tæpper og

lagener, inden han lukkede den forsvarligt med strips. Sækken

kunne lige præcis være i bilens bagagerum.

Først nu bemærkede han, at han havde fået blod på sine grå

bukser. Han havde nok glemt at lukke alle knapper i kitlen. Hel-

digvis havde han et par jeans liggende i bilens bagagerum. Han


23

smed for en sikkerheds skyld bukserne ned i en bærepose. Ope-

rationsudstyret tog han med sig, det fik han forhåbentlig snart

brug for igen, hvis man var tilfreds med hans indsats, og det

regnede han med, for alt var forløbet, præcis som det skulle.

Han startede bilen og kørte langsomt og med slukkede lygter

ned ad den smalle markvej, der førte ham væk fra gården og ud i

natten. Motoren spandt som en kat, og han nynnede på en sang,

han havde hørt barnets mor synge, da hun var lige ved at vågne

op af bedøvelsen. Han kendte melodien, men huskede ikke tek-

sten, ud over at det var noget med en sommerfugl.

Som planlagt slog han et smut inden om et nedlagt auto-

værksted i nærheden, hvor han smed affaldet fra fødslen og liget

af jordemoren og hendes tøj ned i en tom smøregrav. Hun var

tung. Han smed forskelligt andet affald, som flød på pladsen,

oven på hende. Der var nok at tage af. Så blev han stående et øje-

blik og kiggede ned i smøregraven. Det var de hurtigste penge,

han nogensinde havde tjent. Et kort øjeblik overvejede han at

smide sine blodige grå bukser samme vej, men da han ikke vil-

le risikere, at bukserne og hans DNA blev fundet sammen med

jordemorens lig, bestemte han sig til at smide dem i en container

for småt brandbart på en losseplads i udkanten af byen. Han

vidste af erfaring, at det var den container, der blev tømt hyp-

pigst, og den, som pladsens ansatte og besøgende interesserede

sig mindst for, når de småklunsede.

Han gik tilbage til bilen, mens han mærkede lettelsen strøm-

me gennem sig. Ingen ville mistænke ham, og alle spor, der

pegede mod ham, var slettet. Selv havde han god samvittighed,

for som læge fandt han, at det var et vigtigt eksperiment, han

havde medvirket til.

Drengen havde, helt som ventet, haft abstinenser, da han blev


født, men det havde han fikset, for han var forberedt på det. Han

havde arrangeret, at barnet skulle direkte til en privatklinik, der

var godt inde i sagen. Det eneste, han ikke fattede, var, hvorfor

nogen ville betale ham så fyrsteligt for det lille nummer. Faktisk

havde han jo gjort alle en tjeneste.

Gennem sine kontakter havde han skaffet en socialrapport

på moren. Kort fortalt var hun luder og narkoman i behandling

med metadon. Faren til barnet var ukendt. Det var den korte

version af en banal historie, der havde resulteret i et drengebarn,

der nu var på sit livs første rejse på vej til en dejlig familie et eller

andet sted i Danmark. Det faldt ikke i hans lod at følge ekspe-

rimentet. Det var der andre, der tog sig af, og det interesserede

ham heller ikke. Nu var det bare om at komme på plads så hur-

tigt som muligt. Når kvinden engang vågnede op og forvildede

sig ud fra gården, blev der nok et værre postyr.


155 mm100 mm 100 mm

231

mm

155 mm36 mm

En prostitueret vågner op i et øde hus og opdager, at hun bliver holdt i fangen-skab. Hendes mave har været sprættet op, og nogen har stjålet hendes ufødte barn. Det bliver starten på en makaber international sag om kidnappede og forbyttede børn.

Vicepolitikommissær Malika Els bliver hvirvlet ind i sagen både professionelt og personligt, og eftersom hun selv lige er blevet mor, har hun et ekstra stærkt engagement i at finde bagmændene.

Bogen bygger på virkelige hændelser, og romanen er tredje selvstændige del af Hanne Bech Hansens trilogi med indvandrerbetjent Malika Els i hovedrollen.

HANNE BECH HANSEN (f. 1939) er uddannet jurist og var

politidirektør ved Københavns Politi i årene 1995-2009.

Tidligere har hun arbejdet som bl.a. PET-chef og

statsadvokat. Hun debuterede som forfatter i 2010 med

LASTEN – første bind i krimiserien om Malika Els.

Forfatterportræt © Thomas A

Bind 2 i serien om andengenerationsindvandrer og vicepolitikommissær Malika Els

En ung iraker er optændt af had til danskerne. Hans lillebror

er blevet dræbt i Basra, og han beskylder dansk politi for

drabet. Nu vil han hævne sin bror og sprede frygt i befolknin-

gen, og snart står han i spidsen for planlægningen af et

storstilet terrorangreb mod København.

Samtidig kæmper den kvindelige vicepolitikommissær Malika

en dobbelt kamp – dels for at opnå respekt blandt sine

kolleger, dels for at forsøge at stoppe terroristerne i tide.

OPERATION DACAPO er en roman om hævntørst og uforløst

vrede. Bogen er en uafhængig fortsættelse af LASTEN og er

andet bind i serien om indvandrerbetjent Malika Asmina Els.

Omslag: Mark Airs, Omslagsfoto © Per Søgaard

Under-Rosen-smuds.indd 1 14/08/14 14:49

Under rosen af Hanne Bech Hansen læseprøve

Documents

Transcript of Under rosen af Hanne Bech Hansen læseprøve