TERRORISMENS ANSIGT - SDU · Terrorismens ansigt - fra langskægget fanatiker til blond dræber...

TERRORISMENS ANSIGT

- fra langskægget fanatiker til blond dræber

(Illustration: MacLeod Cartoons)

En kvalitativ indholdsanalyse af danske mediers repræsentation af terrorisme og dens bagmænd.

Speciale udarbejdet af:

Mette Jensen Cand.public A

Syddansk Universitet,Odense

Forår 2012

Vejleder: Christian Elmelund-Præstekær

Anslag: 191.449

http://macleodcartoons.blogspot.com/

Terrorismens ansigt - fra langskægget fanatiker til blond dræber

Speciale udarbejdet af Mette Jensen

- 2 -

Forord

Den 16. april 2012, dagen hvor dette speciale afleveres, er samtidig dagen, hvor

retssagen mod terrortiltale Anders Behring Breivik indledes. Nordmanden der har

erkendt at have udført de handlinger, som i juli 2011 kostede 77 mennesker livet og

forandrede Norge. Om hans handlinger ligeledes har ændret vores terrorforståelse, vil

sandsynligvis først vise sig på længere sigt. Men med dette speciale har sigtet være at

løfte lidt af sløret for, i hvilken retning pilen peger.

Specialet er udarbejdet i perioden oktober 2011 og april 2012. I den forbindelse er der

mange, der fortjener en tak for at have hjulpet mig i mål.

Særligt vil jeg sige stor tak til min vejleder Christian Elmelund-Præstekær for grundig

og konstruktiv vejledning. Det har været en stor hjælp.

Også tak til Stine, Line og Mikkel for at stille tid og kritisk blik til rådighed og

komme med inspirerende inputs.

Mette Jensen

April 2012



- 3 -

Abstract

Title:

“The face of terrorism - from a long bearded fanatic to a blond killer.”

A qualitative content analysis of how Danish media represent terrorism and

terrorists.

The terror attacks in the United States on September 11, 2001 (9/11), and the so-

called War on Terror that followed, have reshaped global imaginings about

contemporary acts of terrorism. In the wake of 9/11 people usually think of Al-Qaeda

and international Islamic perpetrators, when they hear the word terrorism.

Since 9/11 Europe has experienced two terror attacks, where this established

enemy did not fit; the bomb attack in London on July 7, 2005 and the terror attacks

that take place in Norway on July 22, 2011. Citizens in the country attacked carried

out both incidents, and in the case of Norway the motives were furthermore

nationalistic and right-winged.

The object of this thesis is twofold. First a qualitative content analysis using Norman

Fairclough’s critical discourse analysis will highlight how the Danish media represent

the attacks and which identities are set up for the actors. This is followed by a

discussion of whether these two events challenge the common conception of terrorism

as connected to Islam.

The analysis shows that the media coverage of the attack in London for most

part follows the pattern found in former studies. The attack is perceived as a part of

The War on Terror and thus as “our” conflict. But the fact that British citizens were

responsible also challenges this understanding of the event. The media use a

discourse, which describes the terrorists as being seduced by suspicious strangers

from the Middle East. In doing so the enemy is reconnected with the Orient. The

imams and the Muslim community in Britain and other Western countries are made

responsible for not preventing the attack. Thus the religious identity of Muslims was

connected to the category of terrorist, which can be expected to cause social

consequences for the Muslim minorities in the West.

The acts of terrorism in Norway were told by the media to be Islamic terrorism the

first day of the coverage, and the attack was interpreted through the lens of The War



- 4 -

on Terror discourse. On the second day of the coverage the name of Anders Behring

Breivik (ABB) was announced. This restricts the event from being part of a global

war to being a national tragedy, and the unexpected enemy causes a discursive debate

between two antagonistic discourses that both bring different kind of explanations to

the attacks.

These two discourses represent the left and right wing on the political scale.

From a left wing point of view ABB represents a larger ideology, where anti-Muslim

positions are seen to foster terrorists like ABB. The political right deny any

responsibility. From their point of view ABB is the only guilty one while he is the one

who transcends the critical barrier between having an opinion and making violence.

This discourse also characterises ABB as mentally unstable, which contributes to an

understanding of terrorism that places terror attacks from the right wing, on a lower

scale of risk than Islamic terrorism.

Based on the analysis it can be concluded that the perpetrators citizenship in the case

of London, did challenge the hegemonic conception of terrorism. The dominating

discourse had to find new strategies for making the terrorists fit the image of the

enemy. However in the end results of London could be said to be a further

marginalization of the religious identity of Muslims.

In the coverage of Norway the media did respond to the fact that they at first

blamed Islamic terrorists. And furthermore the discourse that represented ABB as part

of an ideology did signal a more broad understanding of terrorism, which doesn’t

connect the phenomenon to a certain religious stereotype. This could indicate that

ABB’s actions could open up for a broader and not so stereotypical understanding of

terrorism and its perpetrators. This however requires further investigation in the

future.



- 5 -

Indholdsfortegnelse

1. INDLEDNING 7

1.1 KRIGEN MOD TERROR 8 1.2 FORSKNINGSSPØRGSMÅL OG FORVENTNINGER 9 1.2.1 PROBLEMFELT 10 1.3 OPGAVENS OPBYGNING 12

2. TEORI 13

2.1 DEN VIDENSKABSTEORETISKE BAGGRUND 13 2.1.1 MEDIERNE I ET SOCIALKONSTRUKTIVISTISK PERSPEKTIV 14 2.2 KRITISK DISKURSANALYSE 15 2.2.1 KOMMUNIKATIV BEGIVENHED 17 2.2.2 DISKURSIV PRAKSIS 17 2.2.2.1 Diskursorden 18 2.2.2.2 Intertekstualitet 19 2.2.3 TEKST 20 2.2.3.1 Ordvalg 20 2.2.3.2 Kategorisering og identitet 21 2.2.4 SOCIAL PRAKSIS 22 2.2.5 OPSUMMERING 23 2.3 HISTORISKE OG POLITISKE PROCESSER 23 2.3.1 DEN KOLDE KRIGS OPHØR OG IDEEN OM EN NY VERDENSORDEN 24 2.3.2 GLOBALISERING 25 2.4 TERRORISME 27 2.4.1 TERRORISMES KOMMUNIKATIVE DIMENSION 28 2.5 MEDIER OG TERRORISME 29 2.5.1 TERRORISME SOM KRIG 30 2.5.2 TERRORISME SOM CIVILISATIONERS SAMMENSTØD 31 2.5.3 TERRORISME SOM ET PRODUKT AF ORIENTEN 32 2.5.4 STEREOTYPER SOM FORMIDLINGS- OG FORTOLKNINGSRAMME 33 2.5.5 GLOBAL – MEN DOG LOKAL 35 3. METODE 38 3.1 VALG AF BEGIVENHEDER 38 3.1.1 LONDON 38 3.1.2 OSLO OG UTØYA 39 3.1.3 LIGHEDER OG FORSKELLE MELLEM DE TO TERRORANGREB 39 3.2 MEDIER 40 3.3 ARTIKLER 41 3.4 ANALYSEDESIGN 44 3.5 METODISKE OVERVEJELSER 45

4. ANALYSE AF TERRORANGREBET I LONDON 47

4.1 KRIGEN MOD TERROR SOM FORTOLKNINGSRAMME 47 4.2 DEN DISKURSIVE KAMP OM FJENDEBILLEDET 51 4.2.1 TERRORISTERNES IDENTITET OG FJENDEBILLEDET 55



- 6 -

4.3 DEN DISKURSIVE KAMP OM DE BAGVEDLIGGENDE ÅRSAGER 57 4.3.1 TERRORISTERNES IDENTITET OG DE BAGVEDLIGGENDE ÅRSAGER 60 4.4 DEN DISKURSIVE KAMP OM ANSVAR OG LØSNINGER 61 4.4.1 TERRORISTERNES IDENTITET OG ANSVAR SAMT LØSNINGER 65 4.5 OPSUMMERING 67

5. ANALYSE AF TERRORANGREBET I NORGE 70

5.1 DÆKNINGENS FØRSTE DAG 70 5.2 DEN FØLGENDE DÆKNING 73 5.3 DEN DISKURSIVE KAMP OM FJENDEBILLEDET 76 5.4 DEN DISKURSIVE KAMP OM DE BAGVEDLIGGENDE ÅRSAGER 78 5.5 DEN DISKURSIVE KAMP OM ANSVAR OG LØSNINGER 82 5.6 OPSUMMERING 86

6. DISKUSSION 88

6.1 KRIGEN MOD TERROR – EN AUTOMATREAKTION I BEVIDSTHEDEN 88 6.2 FORTIDENS (MANGLENDE) FORKLARINGSKRAFT 90 6.3 DEN NATIONALE IDENTITET OG DE ETNISKE SÆRPRÆG 91 6.4 DET VEKSLENDE MEDANSVAR 94 6.5 BEGIVENHEDERNES UDFORDRING AF TERRORFORSTÅELSEN 96

7. KONKLUSION 98

8. LITTERATURLISTE 101

BILAG 1 - LISTE OVER CITEREDE OG ANVENDTE AVISARTIKLER 108



- 7 -

1. Indledning

Kl. 17.08 den 22. juli 2011 går en mand klædt i politiuniform i land på den norske ø

Utøya. Angiveligt for at undersøge sikkerheden efter en bilbombe er sprunget i Oslos

regeringskvarter tidligere på dagen. Kort efter sin ankomst begynder han dog i stedet

at skyde løs. Dermed bliver det, der var et samlingspunkt for medlemmer af

Arbeiderpartiets ungdomsafdeling, med ét forvandlet til centrum for nordmanden

Anders Behring Breiviks (ABB) anden blodige terrorhandling.

Dagen efter, Norge med en bilbombe og skuddramaet på Utøya blev ramt af

landets første terrorangreb, havde flere danske medier og udenlandske aviser

nyhedshistorier, hvor begivenhederne blev knyttet til islamisme (Lübbers 2011).

Mens man i Ekstra Bladet kunne læse følgende karakteristik af gerningsmanden:

”En mand med en morderisk masterplan. Og så lignede han slet ikke

en terrorist. Den blonde norske mand med de tydelige nordiske træk

og tykke østerlandske dialekt virkede derimod helt troværdig.”

(Pinborg 2011)

Eksemplerne indikerer på forskellig vis, at journalister muligvis har en tendens til at

trække på en særlig fortolkningsramme, når et emne som terrorisme dækkes. En

fortolkningsramme, der rummer en bestemt opfattelse af, hvor terrortruslen kommer

fra, og hvordan en typisk terrorist ser ud.

Mediers dækning af terrorbegivenheder er fokus i nærværende speciale. Terrorisme er

langt fra et nyt fænomen, men en søgning i artikeldatabasen Infomedia viser, at det er

et emne, som i højere grad end tidligere vægtes rundt om på redaktionerne. Siden

angrebet på World Trade Center og Pentagon i USA 11. september 2001 (9/11) har de

danske medier intensiveret deres dækning af terrorisme markant. De landsdækkende

dagblade gik fra 3.355 artikler i 2000 til 16.010 i 2001, hvor formuleringen ”terror”

indgik. Og selvom antallet i 2011 var nede på 7.729 artikler er der stadig tale om mere

end en fordobling i løbet af en periode på 11 år.1 Denne opprioritering gør det

interessant at undersøge, hvordan medierne fremstiller terrorisme.

1 Politiken, Morgenavisen Jyllands-Posten, Berlingske Tidende, Kristeligt Dagblad, Information, Børsen, Weekendavisen, B.T. og Ekstra Bladet er inkluderet i søgningen. Søgeordet var ”terror*”.



- 8 -

Mediers dækning af terrorisme har vist at have stor indflydelse på, hvordan folk

former deres viden om fænomenet (Tuman 2010:163). Qvortrup (2002:152)

fremhæver, at medierne efter en kompleks og uforståelig begivenhed som en

terrorhandling, genskaber en fællesverden bestående af kendsgerninger, aktører og

relationer. I mediers nyheder bliver venner, fjender, lokaliteter og begivenheder

således kædet sammen, så verden igen giver mening.

1.1 Krigen mod terror

Definitionsmagten til at udpege, hvem der udgør en terrortrussel, ligger hos den

politiske elite i et samfund, som gennem deres repræsentationer styrker deres

magtposition (Beck 2002:44). Som reaktion på 9/11 erklærede USA’s daværende

præsident Georg W. Bush krig mod terror med ordene:

”Our war on terror begins with Al Qaeda [...]. Every nation in every

region now has a decision to make. Either you are with us, or you are

with the terrorists” (Bush 2001).

I citatet etableres en tydelig dikotomi mellem ”os” på den ene side og ”dem” på den

anden. Ved at udpege islamistisk terror med al-Qaeda i spidsen som fjenden har USA

og de allierede parter i Vesten sat ansigt på et ellers uhåndgribeligt fænomen, og det

konstruerede fjendebillede har været et effektivt middel til at legitimere militære

aktioner i både Irak og Afghanistan (Ruigrok & van Atteveldt 2007:69; TTSRL

2008:38).

Forskere peger på, at 9/11 forandrede mediernes diskurs om terrorisme (Roy &

Ross 2011:288). Siden denne begivenhed har tendensen været, at ordet terrorisme

automatisk kobles til islam (Mamdani 2002:766; Powell 2011:90). Som Featherstone

et al. (2010) skriver:

“It is widely agreed that the events which took place on 11 September

2001 have played a large part in reshaping global imaginings about

contemporary acts of terrorism and their Islamic perpetradors”.

(Featherstone et al. 2010:169)

Medier benytter i vid udstrækning den diskurs, der er indlejret i argumentationen for

krigen mod terror, når terrorisme dækkes (Altheide 2007:292; Featherstone et al.



- 9 -

2010:171; Powell 2011:90). Denne diskurs har bevirket, at der er blevet skabt en

polarisering mellem vestlige og islamiske samfund, i og med den ovennævnte ”os-

dem” dikotomi reproduceres i mediernes nyheder (Roy & Ross 2011:292). Samtidig

har diskursens fjendebillede, som udgøres af en ekstremistisk arabisk muslim, der

sympatisere med al-Qaeda (Snow 2007:20), medført, at stereotyper som den

langskæggede, fanatiske muslim og den undertrykte, tilslørede kvinde har fået fornyet

styrke efter 9/11. De er blevet billeder på potentielle terrorister (Morey & Yaqin

2011:2).

1.2 Forskningsspørgsmål og forventninger

Siden 9/11 har Europa oplevet to tilfælde af terrorisme, hvor terroristernes identitet

viste sig at være anderledes end forventet. I 2005 blev London ramt af et koordineret

terrorangreb, da bomber sprang i tre undergrundstog og en dobbeltdækkerbus.

Efterforskningen viste, at fire britiske statsborgere med etnisk oprindelse i Pakistan og

Jamaica havde udløst bomberne. Dermed var der i lighed med ABB’s aktioner i

Norge, tale om et angreb udført af gerningsmænd, som tilhørte det nationale

fællesskab i det land, de angreb. ABB skilte sig ydermere ud, idet der lå et

højreekstremistisk motiv bag hans handlinger.

Har diskurser først vundet indpas og accept som almengyldig sandhed, kan det

være svært at ændre på dem (Fairclough 2003:8), særligt hvis der, som Beck antyder,

er en ideologisk interesse fra magthavere i at opretholde et bestemt trussels- og

fjendebillede.

Spørgsmålet er, om to nævnte begivenheder i kraft af de karakteristika, som

adskiller dem fra den ”sædvanlige” terrorforståelse, udfordrer den dominerende

diskurs. Dette leder frem til specialets to forskningsspørgsmål.

Gennem en kvalitativ indholdsanalyse af danske mediers dækning af

terrorangrebene i London 2005 og Norge 2011, hvor der var tale om

henholdsvis islamistisk og højreekstremistisk terrorisme, undersøges

det, hvordan de to begivenheder og de indblandede aktører

repræsenteres?

Ud fra analyseresultaterne diskuteres det, i hvilket omfang de to

terrorbegivenheder udfordrede den dominerende opfattelse af

terrorisme som knyttet til islam?



- 10 -

Med baggrund i litteraturen, som der redegøres for i kapitel 2, arbejdes der ud fra en

række teoretiske forventninger i forbindelsen med besvarelsen af ovenstående

forskningsspørgsmål.

For det første forventes det, at medierne i dækningen af terrorangrebene

anvender en fortolkningsramme, der forbinder handlingerne med islam og

krigen mod terror.

For det andet forventes det, at der i mediernes dækning etableres en dikotomi

mellem ”os” og ”dem”, og at der trækkes på kulturelle og religiøse stereotyper

i konstruktionen af fjenden.

For det tredje forventes det, at terroristernes nationale, kulturelle og religiøse

identitet har indflydelse på mediernes repræsentationer.

For det fjerde - i kraft af de tre foregående forventninger - forventes det, at de

to udvalgte begivenheder i forskellig grad fremkalder et behov for alternative

fortolkningsrammer, og at de dermed udfordrer den dominerende

terrordiskurs.

1.2.1 Problemfelt

”En mands terrorist er en anden mands frihedskæmper”, lyder en talemåde. Heri

lægger en erkendelse af, at hvilke handlinger der karakteriseres som terror, afhænger

af øjnene som ser (Tuman 2010:45). I tråd med dette betragtes begrebet terrorisme i

dette speciale som en social konstruktion, hvis betydning etableres gennem diskursiv

praksis.

Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse (KDA) danner rammen om

analysen. Diskurs bidrager til at konstruere sociale identiteter, iscenesætte og

forhandle sociale relationer og give betydning til begivenheder i kraft af det sprog,

der anvendes (Fairclough 1995:5). Dermed kan en diskursanalyse af mediedækningen

løfte sløret for, hvordan de udvalgte terrorangreb fremstilles, og hvilke

subjektpositioner de involverede parter tildeles. Tilgangen er derfor et velegnet

redskab i bestræbelsen på at besvare ovennævnte forskningsspørgsmål.

Baggrunden for at kalde teorien kritisk bygger på en erkendelse af, at der er en

sammenhæng mellem sprogbrug og magtudøvelse hvilket, folk som oftest ikke er

bevidste om (Fairclough 1995:54). Diskursive praksisser medvirker til at skabe og

reproducere ulige magtforhold i samfundet, f.eks. mellem etniske minoriteter og

majoriteten. Sker dette har diskursen ideologisk magt (Jørgensen & Phillips 1999:75).



- 11 -

En konkret analyse sigter mod at afdække, hvorvidt disse magtrelationer reproduceres

eller transformeres, og den tager udgangspunkt i et socialt problem med det kritiske

formål at producere viden, der kan føre til sociale forandringer i kraft af, at folk bliver

bevidste om de sproglige strukturer, der påvirker deres forhold til det omgivende

samfund (Fairclough 1992:14).

At koblingen til islam risikerer at bidrage til, at muslimer mistænkeliggøres og

marginaliseres, udgør motivationen for at undersøge mediernes behandling af

terrorisme fra et kritisk perspektiv.

Undersøgelser viser, at nyheder om terrorisme påvirker modtagernes følelse af

frygt og usikkerhed (Nacos 2006:88; TTSRL 2008:25), hvilket kan forplante sig i en

mistillid til andre mennesker (Beck 2002:44). Kobles muslimers tro til terrorisme er

risikoen, at frygten for terrorisme glider over i en frygt for islamistisk ekstremisme og

derefter udvikler sig til en potentiel frygt for islam eller personer, der blot ”ser

muslimske ud” (Ahmed 2004:76). Denne risiko øges af, at mange etniske danskere i

deres dagligdag har en begrænset personlig kontakt og kendskab til muslimer

(Andreassen 2007:14).

I Danmark udgøres næsten ti procent af befolkningen af indvandrere og efterkommere

(Plovsing & Lange 2011:13). En stor del af denne minoritet er muslimer, og islam er i

dag den næststørste religion i Danmark (Kühle & Reintoft Christensen 2011:62).

Den stigende indvandring har ikke bare sat sit præg på demografien i

Danmark, den har også haft indvirkning på det politiske landskab, hvor der de sidste ti

år er sket en række stramninger på udlændingeområdet samt en skærpelse af tonen i

indvandrerdebatten (Bræmer 2010). Denne udvikling er ikke unik for Danmark, men

er til stede i det meste af det vestlige Europa, hvor en diskurs, som betegnes ”kulturel

fundamentalisme” (Stolcke 1995:5) eller ”kulturel racisme” (Wren 2001:41), har

vundet indpas. I den udprægede anti-muslimske diskurs fremstilles immigranter som

uønskede, fremmede og som en trussel mod den nationale homogenitet i kraft af deres

kulturelle forskellighed (Stolcke 1995:3). På den baggrund fremhæves assimilation i

form af tilegnelse af nationale normer, værdier og levevis som den nødvendige

integrationsform, hvis sammenhængskraften skal bevares (Stolcke 1995:8). Denne

argumentation er f.eks. en kontrast til en multikulturel diskurs, der ønsker rettigheder

til kulturelle minoriteter og anerkendelse af forskellighed (Rennison 2009:160).



- 12 -

Rapporten ”Muslimer i København” peger på, at holdningen til muslimer i Danmark

er blevet stadig mere negativ de seneste to årtier, hvilket de landsdækkende medier

menes at være medvirkende til (Hussain et al. 2011:244). Holdningen bevirker, at et

flertal af de adspurgte muslimer i undersøgelsen ikke føler, de opfattes som danske

(Hussain et al. 2011:238). Et af de problematiske forhold i mediernes dækning af den

muslimske minoritet er, at den er præget af generaliseringer og stereotype

fremstillinger (Andreassen 2005:277), og hovedsageligt omhandler kriminalitet og

vold (Hussain et al. 1997:90). Oven i det høres personer med anden etnisk herkomst

ikke selv (Madsen 2005; Kontrabande 2012:4-5) hvilket resulterer i, at en elite

bestående af embedsmænd, politikere, specialister og journalister får råderum til at

definere den sociale og politiske virkelighed, der præsenteres (Hussain et al.

1997:46).

Med baggrund i ovenstående kan en fremstilling af terrorisme og islam som

forbundet være med til yderligere at marginalisere muslimer i Danmark, da deres

religiøse identitet på denne måde problematiseres.

1.3 Opgavens opbygning

Specialet er inddelt i syv kapitler, hvor indledningen udgør det første. De resterende

seks har følgende fokus:

Kapitel 2 introducerer den anvendte teori.

Kapitel 3 rummer metodeafsnittet, hvor der argumenteres for valg og fravalg i

forbindelse med udpegningen af specialets analyseobjekter, ligesom

undersøgelsesdesignet præsenteres.

Kapitel 4 og 5 indeholder analysen af terrorangrebene i henholdsvis London og

Norge, hvor der søges svar på første forskningsspørgsmål: Hvordan medierne

repræsenterer begivenheder og aktører.

Kapitel 6 rummer en diskussion af analyseresultaterne. Her søges svar på det andet

forskningsspørgsmål: I hvilket omfang udfordrede begivenhederne den dominerende

opfattelse af terrorisme som knyttet til islam.

Kapitel 7 er der, hvor specialets centrale konklusioner og fremtidige

forskningsperspektiver præsenteres.



- 13 -

2. Teori

I dette kapitel præsenteres den anvendte teori. Det er opdelt, så der indledningsvis

bliver redegjort for socialkonstruktivismen, som udgør specialets

videnskabsteoretiske grundlag. Dernæst præsenteres KDA og de anvendte

nøglebegreber fra teorien.

Herefter skifter fokus til de samfundsmæssige og politiske udviklingstræk,

som litteraturen vurderer, har haft indvirkning på, at islamistisk terrorisme i dag

opfattes som den primære trussel mod vestlige lande. Kapitlet rummer til slut en

introduktion af begrebet terrorisme og afsluttes med en gennemgang af, hvad der

karakteriserer mediers terrordiskurser.

Teorigennemgangen indledes således på det abstrakte plan, hvorefter fokus

snævres ind og slutter efter en præsentation af dette speciales primære analyseobjekt;

mediernes dækning af terrorisme.

2.1 Den videnskabsteoretiske baggrund

Med brugen af KDA hviler specialet på et socialkonstruktivistisk fundament.

Socialkonstruktivisme er en videnskabsteoretisk tilgang, der anvendes af mange

forskellige retninger inden for samfundsvidenskaberne (Jørgensen og Phillips

1999:13).2

Fra et socialkonstruktivistisk synspunkt er ingen viden objektiv sand. Det er

derimod et produkt af den måde mennesker kategoriserer verden på. Vores forståelser

af den sociale verden, såsom viden, identiteter og sociale relationer, er indlejret i den

kultur og historie, hvor de udspiller sig. De er derfor kontingente. En grundpræmis i

socialkonstruktivisme er desuden, at den sociale konstruktion af virkeligheden har

sociale konsekvenser, da vores måde at tænke om verden og andre mennesker

reguleres gennem social interaktion (Burr 1995:2; Veik 2008:12).

Selvom socialkonstruktivismens ontologi beror på et relativistisk grundlag, er

der blandt de mange positioner forskel på graden konstruktivisme. I den ene ende af

spektret er der ontologisk konstruktivistiske tilgange, der antager, at fysiske og sociale

fænomener ikke eksisterer uafhængigt af vores erkendelse af dem. Altså er alt, der

2 Nogle bruger også betegnelsen socialkonstruktionisme for ikke at forveksle positionen med Piagets

konstruktivistiske teori. Socialkonstruktivisme er dog valgt her, da det er den hyppigst brugte betegnelse inden for samfundsvidenskaberne (Veik 2008:16).



- 14 -

opfattes som virkeligt, blot sociale konstruktioner. Erkendelsesteoretiske positioner

distancerer sig fra denne opfattelse, i det de anerkender, at der findes en

”virkelighed”, men at det er vores viden om og repræsentation af denne, der

konstrueres gennem sociale processer (Larsen 2005:128-129).

Dette speciale tager udgangspunkt i en erkendelsesteoretisk konstruktivistisk

opfattelse af den sociale virkelighed, hvilket betyder, at der ikke stilles

spørgsmålstegn ved, hvorvidt terrorhandlingerne i henholdsvis London og Norge reelt

har fundet sted. Det er derimod de skabte repræsentationer af disse begivenheder, der

betragtes som kontingente.

2.1.1 Medierne i et socialkonstruktivistisk perspektiv

Siden 1980’erne har et socialkonstruktivistisk paradigme domineret medieforskningen

(Scheufele 1999:105). I dette paradigme er framing og diskursanalyse to populære

teoretiske retninger, der begge gennem analyser af medieprodukter har fokus på den

sociale konstruktion af viden og mening (Gamson & Modigliani 1989:2). Hvor

framing-teorien har rødder i amerikansk sociologi (Deacon et al. 2007:159), er

diskursanalyse et produkt af europæisk filosofi og strukturalistisk og

poststrukturalistisk sprogteori (Jørgensen & Phillips 1999:17). Samtidig er

førstnævnte primært kvantitativ i sin tilgang til forskningsfeltet, mens diskursanalyse

benytter kvalitative metoder.

Selvom denne opgave har et diskursanalytisk fokus, vil der blive refereret til

tidligere studier af mediers terrordækningen med framing som det teoretiske ståsted.

Da disse studier udelukkende er anvendt som bidrag til at få skabt det

baggrundsbillede, der har givet anledning til de teoretiske forventninger, vurderer jeg

ikke, at de nævnte forskelle spiller ind. Desuden kan der trods forskellene spores

centrale ligheder mellem tilgangene.

En grundantagelse i diskursanalytiske tilgange er, at vores adgang til virkeligheden

går gennem sproget. Ifølge Michel Foucault, der kan betragtes som skaberen af

disciplinen, og som er inspirationskilde for nyere diskursanalytiske teorier, kan

diskurs forstås som et felt af relaterede fremstillinger og udsagn, der konstruerer og

strukturerer en bestemt virkelighedsforståelse (Foucault 1972, i Lazar & Lazar

2004:224)



- 15 -

Samme erkendelse er der i teorier om framing. Framing opstår ifølge Entman

(1993:52), når medier synliggør nogle aspekter af et emne, mens andre nedtones, med

det formål at fremme en bestemt fortolkningsramme. Ordvalg, metaforer, vinkel og

stereotyper er elementer, der er med til at forme en frame (Entman 1991:7). Som man

vil se i næste afsnit er disse elementer ligeledes fokuspunkter i KDA.

Med afsæt i ovenstående kan både en frame og en diskurs i mine øjne betragtes

som en form for fortælleramme, journalister lægger ned over en historie. Fokus er

mere eller mindre identisk, mens det er de metodiske redskaber, som benyttes til at

frembringe forskningen samt dens rækkevidde, der varierer. Framing er velegnet til at

skabe et grundlæggende overblik over, hvilke fortællerammer medierne investerer i,

når terrorisme dækkes. Ofte anvendes en deduktiv tilgang til empirien, hvor det på

forhånd er defineret, hvilke frames der søges efter (Vreese 2005:53). Ambitionen er

herefter at afdække, hvordan disse frames fordeler sig i datamaterialet, og ikke

hvorfor resultaterne falder ud, som de gør.

Det sidste har større interesse i KDA, som udover at konstatere, hvilke diskurser

medierne anvender, også har fokus på, hvordan de konstrueres, for derigennem at

belyse samspillet mellem diskurserne og de sociale og ideologiske processer i

samfundet. Teorien lægger ikke op til at tælle og måle, men er fortolkende, hvilket

gør den nyttig til at komme dybere ned i empirien end ved brug af kvantitativ metode.

Det er baggrunden for, at valget i dette speciale er faldet på KDA frem for framing. I

næste afsnit præsenteres teorien nærmere.

2.2 Kritisk diskursanalyse

KDA har som nævnt fokus på de overordnede magt- og dominansrelationer i

samfundet, og hvorvidt disse reproduceres eller udfordres gennem diskursiv praksis

(Fairclough 1992:14).3 Særligt er den interesseret i at afdække ændringer i den

diskursive praksis, da det vil være en indikator for større samfundsmæssige

forandringer (Fairclough 1995:52). Analyser af medieprodukter fremhæves som et

væsentligt bidrag til at få belyst social og kulturel forandring, da medier i kraft af en

unik position som en institution, der skaber kontakt mellem samfundets offentlige

instanser og de private hjem, kan påvirke viden, overbevisninger, værdier, sociale

3 KDA kan både dække over en samlebetegnelse for en række tilgange og som betegnelse for den

tilgang Norman Fairclough har udviklet (Jørgensen & Phillips 1999:72). Det sidste er tilfældet i denne opgave.



- 16 -

forhold og identiteter gennem repræsentation af begivenheder på bestemte måder

(Fairclough 1995:2-3).

Diskurs betragtes i KDA som sprogbrug, hvorigennem man repræsenterer verden ud

fra et bestemt perspektiv, og diskurser har status som vigtig form for social praksis,

der både kan reproducere, udfordre og forandre virkelighedsforståelser. I KDA står

den diskursive praksis dog i et dialektisk forhold til andre sociale, ikke-diskursive

strukturer, hvilket bevirker, at den ikke kun påvirker, men også selv påvirkes

(Fairclough 1995:54-55).

Dette kan betragtes som en styrke ved teorien. En karikeret udlægning af

socialkonstruktivismen, der kritiserer retningens relativisme, lyder således, at

”virkeligheden blot er, som man siger den er” (Jørgensen og Phillips 1999:164).

Fairclough forholder sig til kritikken af socialkonstruktivismens præmis om

fænomeners kontingens og fremhæver, at han er realist og ikke idealist, når det

kommer til diskursers mulighed for (re)konstruktion (Fairclough 2003:8). I KDA

anerkendes det, at der er strukturelle faktorer uden for diskursen, som præger den

diskursive praksis og dermed kan begrænse og påvirke vores sprogbrug. Betydninger

er principielt kontingente, men når det kommer til stykket er de fleste temmelig

fastforankrede, og det er ikke sådan lige til for subjekter at ændre eller manipulere

dem på egen hånd. Ofte kræver det en kollektiv, social proces (Fairclough 2003:8).

KDA er en samlet pakke, hvor teori og metode er vævet sammen, hvilket ikke lægger

op til, at de to ting adskilles i separate afsnit. Derfor vil der i de næste afsnit, hvor

relevante nøglebegreber præsenteres, også være en gennemgang af, hvilke

metoderedskaber der benyttes i analysen.

Da en konkret diskursanalyse ofte står stærkere, hvis man kombinerer den

med aspekter fra andre teorier, som kan styrke analysen på områder, hvor den

pågældende teori er svag (Jørgensen og Phillips 1999:143), vil konkrete redskaber fra

bl.a. diskursteorien blive anvendt. Den supplerende teori præsenteres løbende.



- 17 -

2.2.1 Kommunikativ begivenhed

Ethvert tilfælde af sprogbrug er en kommunikativ begivenhed. I dette tilfælde er det

mediers artikler, som har fokus. En kommunikativ begivenhed kan inddeles i tre

dimensioner; tekst, diskursiv praksis og social praksis, som alle skal inddrages i en

konkret diskursanalyse. Forholdet mellem de tre dimensioner er illustreret i figur 2.1.

Den diskursive praksis medierer mellem de to andre dimensioner, og der er tale om et

dialektisk forhold mellem dimensionerne, dvs. at den sociale praksis kan påvirke den

diskursive praksis, hvilket smitter af på teksten, men påvirkningen kan også gå den

anden vej (Jørgensen & Phillips 1999:28). De næste tre afsnit indeholder en

gennemgang af de tre dimensioner startende med den diskursive praksis.

Figur 2.1: Faircloughs tredimensionelle model for kritisk diskursanalyse (Jørgensen

& Phillips 1999:81).

2.2.2 Diskursiv praksis

Den diskursive praksis dækker over de produktions- og konsumptionsprocesser, der

ligger til grund for teksten. Her finder sprogbrugen konkret finder sted og modtages af



- 18 -

en anden part. Dermed er det her, tekst og social praksis gensidigt kan forme

hinanden (Jørgensen og Phillips 1999:82).

Eftersom dette speciale ikke har fokus på, hvordan læsere modtager og forstår

mediernes dækning af de to begivenheder, vil analysen af den diskursive praksis være

begrænset til et fokus på produktion.

Journalister fremmer specifikke versioner af virkeligheden igennem de valg,

der foretages i løbet af produktionsprocessen (Fairclough 1995:104). Disse valg kan

være præget af f.eks. institutionelle rutiner og bredere sociale og samfundsmæssige

faktorer. I analysen af den diskursive praksis er der to begreber, som er væsentlige at

inddrage; diskursorden og intertekstualitet.

2.2.2.1 Diskursorden

Diskursordnen er summen af alle de genrer og diskurser, der anvendes inden for en

social institution eller et socialt domæne (Jørgensen & Phillips 1999:83).

I mediernes diskursorden vil der dels være forskellige genrer såsom nyheder,

interviews og analyser, og samtidig bliver forskellige diskurser artikuleret i ordnen

bl.a. i kraft af kildeudsagn.

I diskursordnen kæmper diskurser om at opnå hegemoni og bevare bestemte

strukturer i og mellem dem (Jørgensen og Phillips:84). Hegemoni er et begreb

Fairclough har fra den italienske marxist Antonio Gramsci, og det dækker over den

herskende konsensus i samfundet. Hegemoni er et middel til social kontrol og opnås,

når noget har form som ”common sense” som følge af betydningsforhandlinger. Som

Fairclough skriver:

”Seeking hegemony is a matter of seeking to universalize particular

meanings in the service of achieving and maintaining dominance, and

this is ideological work.” (Fairclough 2003:58)

Ideologi forstås i KDA som ”betydning i magtens tjeneste”, og diskurser kan være

mere eller mindre ideologiske afhængigt af deres evne til at styrke eller ændre

magtrelationer (Fairclough 1995:14). I en diskursorden vil nogle diskurser typisk have

mere definitionsmagt end andre. I forhold til magt er KDA inspireret af Foucaults

magtbegreb (Jørgensen & Phillips 1999:28), hvor magt betragtes som betinget af

modstand (Thomsen 2000:41-42). Det bevirker, at ingen diskurs kan etableres totalt.



- 19 -

Den vil altid være i kamp med andre diskurser, som definerer virkeligheden

anderledes og sætter andre retningslinjer op for social handlen. Om en diskurs opnår

hegemoni afhænger af, hvor synlig den er og hvor meget den gentages, samt i hvilken

grad alternative og konkurrerende diskurser ekskluderes (Fairclough 2003:101),

derfor er det interessant ikke kun at klarlægge en diskurs, men ligeledes at analysere

dens relationer til andre diskurser, da disse indgår i en magtstrategisk proces

(Fairclough 2003:124).

I dette speciale er det analytiske fokus på, hvordan terrorisme indholdsudfyldes i

mediernes diskursorden. Her kan der være forskellige terrordiskurser i spil, og sigtet

er at undersøge spillet mellem disse og deres repræsentationer af de specifikke

begivenheder (Jørgensen & Phillips 1999:151). Forskellige sociale aktører har adgang

til diskursordnen, men ikke alle har lige adgang (Fairclough 1995:183). Analysen vil

derfor have fokus på, hvilke aktører, der optræder i diskursordnen, og hvordan disse

stemmer struktureres i forhold til hinanden.

2.2.2.2 Intertekstualitet

Intertekstualitet dækker over, at den kommunikative begivenhed, trækker på tidligere

begivenheder enten direkte eller mellem linjerne. En nyhedsartikel kan ses som en del

af en kæde af kommunikative begivenheder, der alle på en eller anden måde taler

sammen (Jørgensen & Phillips 1999:84). Dels er der selvfølgelig den begivenhed, der

er kilde til nyhedsdækningen, i dette tilfælde en terrorhandling. I den anden ende kan

det være de læserbreve eller andre reaktioner, som nyheden fremkalder.

Ordvalg, rubrikker og hyppigt brugte formuleringer, som kan spores til

politiske taler og citater, kan være tegn på intertekstualitet. Det kan også være ved, at

en begivenhed kædes sammen med en anden. En undersøgelse har f.eks. vist, at en

ofte benyttet analogi i forbindelse med amerikanske mediers dækning af 9/11, var det

japanske angreb på Pearl Habor. Denne sammenligning fungerede som

fortolkningsramme og kan have været med til at legitimere, at reaktionen på 9/11 blev

et militært anliggende (Hansen 2002:73).

Ved at have øje for intertekstutalitet i analysen kan dækningen af

terrorhandlingerne placeres i den historiske kontekst, de udspringer af.



- 20 -

2.2.3 Tekst

Tekstanalysen har til formål at kortlægge resultatet af den diskursive praksis. Her er

fokus på, hvordan begivenheder repræsenteres, samt konstruktionen af identiteter og

sociale relationer (Fairclough 1995:103). Til dette indeholder KDA en række

lingvistiske redskaber. Fairclough (1995:58) understreger desuden vigtigheden af, at

tekstanalyser også inddrager det visuelle udtryk som billeder og layout. Dette vil være

et fokuspunkt i analysen – dog i begrænset omfang.

2.2.3.1 Ordvalg

En af de tydeligste forskelle på diskurser afsløres i ordvalg (Fairclough 1992:77). Det

kan f.eks. have betydning om, man kalder en begivenhed kaldes for terror, tragedie

eller massemord, ligesom de tillægsord, man knytter til en gerningsmand, er med til at

konstruere en særlig identitet for vedkommende. Diskursers forskelle i ordvalg

fremhæves som socialt motiverede (Fairclough 2008:31-34).

I forhold til sprogbrug i forbindelse med terrorisme har Center for Terroranalyse

udarbejdet en anbefaling, der bl.a. fremhæver, at man bør undlade at hæfte religiøse

termer som islamistisk på terrorisme med mindre det tjener et formål, f.eks. at skelne

en form for terror fra en anden. Benyttes det ukritisk er risikoen at stigmatisere

muslimer. Det anbefales ydermere, at islamisme behandles som en politisk ideologi,

der ikke som sådan har noget med trosretningen islam at gøre. Det er derfor forkert at

betegne en handling som islamisk terrorisme. Den rette benævnelse er islamistisk

terrorisme. Islamisme fremhæves dog som et problematisk begreb under alle

omstændigheder, da den almindelige borger ikke nødvendigvis er klar over forskellen

på islamisme og islam (Dalgaard-Nielsen 2008:3-4). I forhold til diskursers mulige

sociale konsekvenser er det på baggrund af ovenstående relevant at have øje for brug

af religiøse termer i dækningen.

I en analyse bør man udover ordvalg også have fokus på, hvordan sammensætningen

af ord er med til at fremme en diskurs (Fairclough 2003:129). Et grammatisk element,

der kan være brugbart, er modalitet. Det har at gøre med afsenderens grad af

tilslutning. Diskurser benytter forskellige former for modalitet, f.eks. har medier en

tendens til at fremlægge fortolkninger, som om de var fakta. Det kan ske ved at bruge



- 21 -

kategoriske modaliteter, f.eks. ”Danmark er terrortruet” frem for ”Danmark kan

være i risiko for at blive ramt af terror”, eller gennem objektive modaliteter såsom

”han er farlig” i stedet for den subjektive udgave ”vi mener, han er farlig”

(Jørgensen og Phillips 1999:97-98).

Brugen af deiktiske markører i en tekst vil ligeledes være relevante at

analysere. Deiktiske markører er små ord, som jeg, vi og her, der peger tilbage på den

konkrete udsigelsessituation og talerens position. Billig (1995:11) påviser, at disse

spiller en væsentlig rolle i folks daglige reproduktion af ”banal nationalisme”.

Markørerne kan fungere som indikatorer på, hvordan man konstruerer grupper og

fællesskaber. Ikke bare inden for nationalstaten, men også et mere globalt ”vi”, hvor

interesser tildeles status som universelle (Billig 1995:88).

Metaforer er ligeledes vigtige at have øje for, da de kan anvendes til at forme en

bestemt forståelse af det fænomen, der beskrives (Fairclough 1995:114). De bør

således betragtes som symbolske valg, der fremmer en bestemt diskurs (Steuter &

Wills 2010:156).

Krigen mod terror er en ofte brugt metafor i forbindelse med terrorisme, som

har den effekt, at den udpeger en konkret fjende og vækker følelser som patriotisme

(Steuter og Wills 2008:8-9). Krig involverer desuden klart definerede og afgrænsede

roller. Dermed skaber denne metafor en ”os-dem” dikotomi (Steuter & Wills

2010:154). Dyrebilleder og referencer til sygdom og råddenskab er desuden

metaforer, der ofte hæftes på fjenden eller den, man opfatter som anderledes (Steuter

og Wills 2008:204). Et dansk eksempel på dette er tidligere folketingsmedlem for

Dansk Folkeparti, Louise Freverts beskrivelse af muslimer som kræftceller (Petersen

2007).

2.2.3.2 Kategorisering og identitet

Kategoriseringer påvirker, hvordan folk tænker og handler som sociale agenter

(Fairclough 2003:88). Den modstilling mellem ”os” og ”dem”, som terrordiskurser

ofte konstruerer, etablerer bestemte ofte stereotype identiteter, som folk inddeles i og

har mulighed for at påtage sig (Tumber 2007:34).

Til trods for, at KDA peger på diskursers evne til at konstruere identiteter og



- 22 -

relationer, kritiseres teorien for en svag udviklet forståelse af begrebet identitet

(Jørgensen og Phillips 1999:151).

Laclau og Mouffes diskursteori tilbyder et brugbart supplement. I

diskursteorien betragtes identitet, som noget subjekter tildeles ved at blive

repræsenteret diskursivt (Jørgensen & Phillips 1999:55). Identitet skabes gennem

mesterbetegnere, som er privilegerede tegn, der i diskursen tilfører andre tegn

betydning (Jørgensen & Phillips 1999:54). En mesterbetegner kan f.eks. være

terrorist. For at skabe en terrorist identitet ækvivaleres mesterbetegneren med andre

ord i en diskurs. Det kan i det pågældende eksempel se sådan ud: Terrorist = ond =

uciviliseret = islamist. Ordene er dog tomme i sig selv og får først betydning ved at

blive stillet over for det, de er forskellig fra. Dvs. implicit i diskursen kan man udpege

en ækvivalenskæde, hvor ovenstående ord modstilles med f.eks. civil = god =

civiliseret = demokrat.

I en anden diskurs ville den pågældende ækvivalenskæde imidlertid blive

indholdsudfyldt anderledes. Dermed er identitet ikke en fast størrelse, men foranderlig

ligesom diskurserne er det.

2.2.4 Social praksis

Analysen af den sociale praksis går ud på at forsøge at belyse de ikke-diskursive

sociale og kulturelle relationer og strukturer, som skaber rammerne for den diskursive

praksis og har haft indflydelse på, hvilke diskurser der er til stede i en given

diskursorden (Jørgensen og Phillips 1999:98).

Ved at inddrage den bredere sociale praksis i analysen bygger KDA bro

mellem den specifikke tekst, den diskursive praksis, hvorigennem den er blevet skabt,

og de samfundsmæssige strukturer, som både produkt og proces er en del af. Dette

gør det muligt at frembringe en analyse med nuancer, som hverken kvantitative eller

mere tekstnære kvalitative metoder kan fange (Roy & Ross 2011:290).

I analysen af den sociale praksis er det nødvendigt at supplere med anden

sociologisk teori eller kulturteori. For f.eks. at kunne vurdere, om en diskurs har

ideologisk magt og bidrager til at reproducere dominansrelationer i samfundet, eller

om magtstrukturer udfordres, er det nødvendigt med indsigt i, hvordan disse

magtforhold ser ud, samt hvad der kan være på spil (Fairclough 1995:44). Det skal

den supplerende litteratur give mulighed for, og den benyttes derfor som baggrund og



- 23 -

forklaringsredskab i forbindelse med fundene i analysen. I og med at den sekundære

litteratur fungerer som belæg for resultaterne, vurderes det, at den kan bidrage til at

nedtone relativiteten og dermed styrke analysen validitet.

2.2.5 Opsummering

I en analyse af en kommunikativ begivenhed som en avisartikel, eller som i dette

tilfælde mediedækningen af en terrorbegivenhed, må man inddrage tekst, diskursiv

praksis og social praksis (Fairclough 1995:62). I dette speciale vægtes tekstanalysen

højest. Her vil ordvalg, metaforer, deiktiske markører og opbygning blive undersøgt

for at finde frem til, hvordan de to begivenheder og de indblandede aktører

repræsenteres.

Disse elementer er udtryk for valg truffet i den diskursive praksis, og en analyse

af dem kan bidrage til at få klarlagt, hvilke diskurser som kæmper om at

indholdsudfylde terrorisme inden for mediernes diskursorden. I forhold til den

diskursive praksis er det relevant at have øje for kildevalg, diskurser synlighed og

intertekstualitet.

Endelig vil jeg inddrage teori, om historiske og politiske samfundsprocesser, der

har været med til at forme nutidens terrorforståelse, da det kan fungerer som

forklaringsredskab og som baggrund i forbindelse med analysen. I de følgende afsnit

vil denne teori blive præsenteret.

2.3 Historiske og politiske processer

Ulrich Beck (2002:39) betegner det 21. århundrede som et world risk society, hvori

global terrorisme udgør en af de tre største risikofaktorer.

9/11 affødte nye retningslinjer for amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Bush-doktrinen kom til, hvilket betød et mere proaktivt militært engagement (Nielsen

2008). Terrorbekæmpelse har ligeledes ligget højt på dagsordenen i Nato, EU og FN

siden 2001, mens 9/11 også bevirkede at Danmark rettede fokus på fænomenet bl.a.

med vedtagelsen af den første anti-terrorpakke i 2002 (Den store danske 2012).

Danmark har været forskånet for større terrorangreb (Andersen & Andersen 2002:67),

men Morgenavisen Jyllands-Postens offentliggørelse af karikaturtegninger af profeten

Muhammed i 2005 og Danmarks engagement i krigen mod terror i form af militære



- 24 -

engagementer i både Irak og Afghanistan har bragt risikosamfundet ind over

Danmarks grænser, og fremhæves af Politiets Efterretningstjeneste som kilde til, at

”netværk, grupper og enkeltpersoner, der bekender sig til en militant islamistisk

ideologi” betragtes som en alvorlig terrortrussel (PET 2010:44).

Forskere peger på, at den kolde krigs ophør samt globaliseringen har spillet en

rolle for opfattelsen af terrorisme som en trussel. Disse to faktorer belyses i de

følgende afsnit.

2.3.1 Den kolde krigs ophør og ideen om en ny verdensorden

Nationer har brug for fjender, da de fungerer som et middel til social kontrol af

befolkningen og kan sikre opbakning til værdier og overbevisninger (Merskin

2011:140). At islamistisk terrorisme i dag er det dominerende fjendebillede i Vesten,

fremhæves af forskere som en konsekvens af den kolde krigs ophør (Kellner

2006:161; Lazar & Lazar 2004:224). Da Sovjetunion og den kommunistiske verden

ikke længere var en trussel, opstod et behov for at konstruere et nyt fjendebillede.

Denne fjende skulle genetablere og legitimere USA’s position som supermagt (Lazar

& Lazar 2004:225).

Da Irak besatte Kuwait i 1990 blev det startskuddet til den første Golfkrig.

USA’s daværende præsident George H. W. Bush i den forbindelse:

”This is an historic moment (…) we have before us the opportunity to

forge for ourselves and for future generations a new world order”

(Bush 1991).

Udtrykket ”a new world order” er væsentlig at bemærke. Lazar & Lazar (2004:224)

peger på, at der på dette tidspunkt opstod en ny verdensorden diskurs, som har haft

indvirkning på reaktionerne efter 9/11.

Et centralt element i denne diskurs er ideen om en moralsk orden. Diskursen

er bygget op om en binær opposition mellem ”god” og ”ond”, hvori fjenden

konstrueres som en, der truer ”vores” værdier. Særligt værdien frihed fremhæves og

tildeles universel status. Dermed sættes den i en position, hvor den ikke er til

forhandling. Den frakobles sit ideologiske ståsted til trods for, at den forståelse af

frihed, der proklameres, er opfostret i den vestlige verden (Lazar & Lazar 2004:228).

Samtidig med, at frihed afpolitiseres, sker det modsatte med fjendens værdier, som



- 25 -

sammenlignes med undertrykkende ideologier som fascisme og nazisme (Lazar &

Lazar 2004:230).

Det ansigt, der blev sat på truslen mod den moralske samfundsorden, var

indledningsvis Saddam Hussein, mens Osama bin Laden overtog rollen i årene frem

mod 9/11, hvor den islamistiske ekstremisme blev opfattet som en stigende trussel

(Lazar & Lazar 2004:239).

Den moralske orden er defineret ud fra et vestligt værdifællesskab, dermed har

diskursen ikke kun haft indflydelse i USA. Omkring samme tid, som diskursen om en

ny verdensorden opstod, tog Danmark hul på en mere aktiv udenrigspolitisk strategi,

der skulle fremme danske interesser og værdier (Kaae & Nissen 2008:230). Og i

tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens udtalelse om baggrunden for de

militære bidrag i krigen mod terror, kan man se, at frihed trækkes frem og anvendes

til at retfærdiggøre krigen.

”Når vi engagerer os i løsninger af denne verdens problemer, så er det

jo blandt andet, fordi vi har nogle grundlæggende værdier om ret og

rimeligt. Nogle værdier om demokrati og frihed ... Derfor har vi vist

solidaritet med USA og andre lande i den internationale kamp mod

terrorisme.” (Kaae & Nissen 2008:12)

De spor, ovennævnte diskurs, satte på reaktionerne efter 9/11, belyses yderligere i

afsnit 2.5.1.

2.3.2 Globalisering

Et andet forhold som trækkes frem, når terrorismens markante betydning på udenrigs-

og sikkerhedspolitikken i det 21. århundrede skal årsagsforklares, er globaliseringen.

Fairclough (2003:4) fremhæver, at de globaliseringsprocesser, kapitalismen

har gennemgået, ikke kan ignoreres i nutidig samfundsforskning, pga. de afgørende

forandringer, de har medført. Disse forandringer involverer omstruktureringer af både

de økonomiske, politiske og sociale domæner samt nye og mere flydende grænser

mellem, hvad der karakteriseres som global, regional, national og lokal.

I takt med at globaliseringen har nedbrudt de nationale grænser, som hidtil har været

den grundlæggende ramme om økonomi og politik, har en neoliberal ideologi vundet

indpas med start i USA og Storbritannien (Steger & Roy 2010:9-10).



- 26 -

Featherstone et al. (2010:171) peger på, at ingen andre former for terrorisme har

påvirket opfattelsen af usikkerhed i hverdagen hos folk i Vesten i en grad som

islamistisk terrorisme.

En faktor, der kan være medvirkende til dette, er, at denne type terror har en

global rækkevidde med Vesten som det udpegede mål, hvor de terrorformer, der hidtil

har haft udbredelse i Europa, har været udøvet af nationalistiske grupper (Den store

danske 2012). Derudover kan den stigende indvandring sammenholdt med

fremkomsten af en kulturel fundamentalistisk diskurs, som det blev nævnt i

indledningen, også formodes at have forårsaget en øget frygt for terrorisme hos den

vestlige befolkning, på grund af de religiøse stereotyper, der knytter sig til opfattelsen

af en terrorist (Morey & Yaqin 2011:2).

Featherstone et al. (2010) opstiller en tredje mulighed. Teorien lyder, at

islamistisk terrorismes position i bevidstheden hos folk kan tilskrives neoliberalismen.

Det enkelte individ er blevet placeret i en mere udsat position som følge

globaliseringen, og denne usikkerhed har neoliberalismens ideologiske bagland

udnyttet ved at påhæfte den et eksternt objekt som terrorisme. På denne måde har de

formået at flytte fokus fra sociale og politiske forhold i samfundet, der ville kunne

afstedkomme ideologisk kritik, til en tilsyneladende apolitisk kamp mellem det

”gode” og det ”onde” (Featherstone et al. 2010:172-173).

Andre forskere peger ligeledes på, at terrorisme har skabt en politik, der slår

på frygt - og udnytter den (Snow 2007:21), og at det har medført, at individer

indvilger i at blive styret for at slippe for den lurende usikkerhed (Ahmed 2004:71;

TTSRL 2008:39).

På baggrund af ovenstående kan man sammenfatte, at litteraturen fremhæver, at der

både i forbindelse med den kolde krigs ophør og globaliseringen har været

ideologiske interesser på spil i forhold til at få fremmet fjendebilledet af islamistisk

terrorisme. Fjenden er blevet udnyttet til at styrke nogle eksisterende magtforhold i

samfundet.

Fokus vil nu blive rettet mod, hvad terrorisme mere præcist består i. Først

følger en præsentation af den forståelse af begrebet, som anvendes, inden

teoriafsnittet afsluttes med at se på forholdet mellem terrorisme og medier.



- 27 -

2.4 Terrorisme

Terrorisme er ikke et entydigt begreb, som Schmid (1983:6) påpeger, kan definitionen

af terrorisme ”not be detached from the question of who is the defining agency”.

Årsagen er, at den samme handling kan forstås forskelligt, afhængigt af

hvilken diskurs den er en del af. F.eks. kaldes danskere, der kæmpede mod tyskerne

under besættelsen, i dag modstandsfolk, mens de under krigen fik status som

terrorister af de danske myndigheder (Veik 2008:81). Dette viser, jævnfør princippet i

socialkonstruktivismen, at sprogbrug er påvirket af den kulturelle og historiske

kontekst, hvori den er situeret (Tuman 2010:xi).

De seneste 50 år har der blandt forskere, eksperter og politikere foregået en

debat om, hvad terrorisme mere præcist består i. I denne brede vifte af akademiske,

statslige og internationale definitioner har Alex P. Schmid fundet 22 fælles

komponenter, som har dannet grundlag for hans forslag til en syntetiseret definition.

Ifølge ham er terrorisme et form for angreb, der kan udføres af såvel

enkeltpersoner, grupper eller statslige aktører på baggrund af idiosynkratiske,

kriminelle eller politiske motiver. I denne definition betragtes en terrorhandling

samtidig som en trussels- og voldsbaseret kommunikationsform, hvor de tilfældigt

eller symbolsk udvalgte personer, der er de direkte ofre, er et instrument til at få

indfriet det egentlige mål - at plante en kronisk frygt hos de, der er vidner til angrebet

(Schmid 1983:70; Tuman 2010:23).

Definitionen har den styrke, at den betragter kommunikation som et væsentligt

aspekt ved terrorisme, hvilket er baggrunden for, at det er denne tilgang til og

forståelse af begrebet, der anvendes i nærværende speciale.

At hæfte et label på en handling ved at kalde den for terrorisme har en anden funktion

end en definition i en diskursiv sammenhæng.

”In discourse labeling provides quick, shorthand identification for whatever is

labeled”, lyder forklaringen i Tuman (2010:46). Et label gør således det omtalte

forståelig hos de folk, man henvender sig til. Et terror-label fremkalder nogle af de

billeder, fortællinger og myter, der tidligere har knyttet sig til begrebet, ligesom den

definition, man har af terrorisme, træder i kraft i bevidstheden og giver betydning til

det benyttede label (Ross 2009:9; Tuman 2010:46).



- 28 -

Gennem diskurs sker der en forhandling af, hvilke labels vi kan benytte, og hvilken

betydning disse har (Tuman 2010: 46). Og i denne forhandling, trækkes der ofte en

skillelinje mellem ”normal” og ”ikke normal” og dermed også mellem ”os” og ”dem”,

hvori der ligger en magt til at styrke eller marginalisere en bestemt person eller

gruppe (Tuman 2010:57-61). At kalde et tilfælde af vold for terrorisme tjener som

oftest det formål at miskreditere en person eller selve handlingen (Gerhards et al.

2011:14). Et terror-label benyttes således primært af personer, der vil forsvare de

eksisterende magtforhold, der opfattes som truede (Roy & Ross 2011:289).

2.4.1 Terrorismes kommunikative dimension

Med udgangspunkt i Schmids forståelse af begrebet, kan terrorisme karakteriseres

som en social konstruktion, der etableres i takt med at betydning af ord og symboler

forhandles gennem diskurs (Tuman 2010:45). Terrorisme er i denne optik en flydende

betegner. Dvs. det er et begreb uden entydig betydning, som flere forskellige parter

investerer i med forskelligt indhold i forsøget at opnå definitionsmagten (Jørgensen

og Phillips 1999:39). Således skabes begrebets betydning gennem diskursiv praksis

frem for i en fast definition (Ross 2009: 9).

At se på den kommunikationsproces, en terrorhandling igangsætter, kan

hjælpe til at kaste lys over, hvordan begrebet konstrueres, samt hvordan det er med til

at skabe en bestemt ”virkelighed”.

Figur 2.2: Illustration af den kommunikationsproces en terrorhandling igangsætter

(Tuman 2010:42).



- 29 -

Som figur 2.2 illustrerer, sætter en terrorhandling en kommunikationsproces i gang.

Modellen er udviklet af Tuman (2010), og pointen er, at terroristen sender et budskab,

som modtages af en række forskellige målgrupper. Som nævnt er det primære mål at

skabe frygt, men budskabet kan også bestå i at fremsætte politiske krav eller

gennemtvinge social forandring (Ross 2009:8; Nossek 2007:46). De forskellige

målgrupper afkoder terroristens besked gennem brug af de metoder og redskaber, de

har til rådighed til at konstruere deres egen virkelighedsforståelse (Tuman 2010:32).

Denne fortolkning kan trække på definitioner, ord, symboler, eksisterende diskurser

om terrorisme og massemedierne, hvilket i figuren er illustreret ved de ”sløjfer”, der

snor sig på kommunikationsstrengene mellem målgrupperne.

Der kan være flere forskellige målgrupper, der er en del af den illustrerede

kommunikationsproces, f.eks. offentlighed, politikere og en nations allierede.

Medierne vil også udgøre en separat målgruppe, og deres dækning af en

terrorhandling vurderes at have stor indflydelse på, hvordan processen forløber.

”Mass-mediated depictions of terrorism can have profound effect in the

way we think and engage in discourse about terrorism.

(Tuman 2010:163)

I kraft af mediers indflydelse kan man have en forventning om, at mange forskellige

parter har en interesse i at præge mediernes diskursorden, når det handler om

terrorisme. I det følgende afsnit vil mediernes behandling af terrorisme blive nærmere

belyst.

2.5 Medier og terrorisme

Forholdet mellem medier og terrorisme fremstilles som en form for symbiose

(Featherstone et al. 2010:173; Tuman 2010:163).

Først og fremmest er mediedækning af helt central betydning for terrorister.

Som Cohen-Almagor (2005:385) udtrykker det:”The terrorist act by itself is nothing;

publicity is all”. Ved hjælp af medierne kanaliseres det indkapslede budskab i en

terrorhandling ud til et langt bredere og ofte også globalt publikum. Og



- 30 -

mediedækning bidrager i høj grad til at indfri terroristers ambition om sprede frygt,

lyder det i en betænkning fra Europarådet (Europarådet 2005).

Terrorisme rummer aspekter som konflikt, drama, sensation og følelser

(Tumber 2007:31), og kendetegnende for terrorangreb som mediebegivenhed er, at de

provokerer, skaber splittelse og fremkalder meget kraftige reaktioner, hvilket giver

dem evnen til at samle og integrere ikke blot nationer, men grupper på tværs af

landegrænser (Dayan og Katz 1992:233).

De diskurser, medier trækker på i dækningen af terrorbegivenheder, er blevet

globale siden 9/11 og florerer således på tværs af landegrænser. Kirsten Drotner

skriver om globale diskursers effekt:

”[...] de bringer kulturer og civilisationer inden for samme

tolkningsunivers, de gør møderne mellem ’os’ og ’dem’ uomgængelige

og kontinuerlige – og det uanset, hvordan vi definerer, hvem der er os,

og hvem der er de andre”

(Drotner 2002:40).

I den globale diskursive zone hersker bestemte definitioner, narrativer og opfattelser

af terrorismens ideologiske grundlag, som har opnået hegemoni i Vesten (Roy &

Ross 2011:290). De resterende afsnit i dette kapitel rummer en gennemgang af,

hvilke elementer der præger nutidens terrordiskurser.

2.5.1 Terrorisme som krig

I de politiske modsvar, der kom efter 9/11 kan man se, at referencer til frihed er med

til at forme fjendebilledet og retfærdiggøre krigen mod terror. George W. Bush

benyttede bl.a. udtryk som ”enemies of human freedom” og ”night fell on a different

world, a world where freedom itself is under attack” i den tidligere nævnte tale efter

9/11 (Bush 2001). Dermed kommer ny verdensorden diskursen til udtryk i

argumentationen for krigen mod terror.

Forskere peger på, at medierne benytter den diskurs, der er indlejret i

argumentationen for krigen mod terror, når terrorisme dækkes (Altheide 2007:292;

Featherstone et al. 2010:171; Powell 2011:90). Det gør sig også gældende i danske

medier (Højsgaard 2011).

Det der er på spil i diskursen er, hvordan terrortruslen bør håndteres.

Terrorisme repræsenteres som en krigshandling mod vestlige værdier, der kræver et



- 31 -

militært modsvar. Frihed og demokrati er de værdier, krigen præsenteres som et

forsvar mod (Lazar & Lazar 2004:223).

En diskursiv strategi i repræsentationen af terrorisme som krig er at udnytte den frygt,

terrorhandlingen har skabt, til at vække patriotiske følelser hos befolkningen, f.eks.

ved at henvise til tidligere kriser i det pågældende land såsom Anden Verdenskrig.

Patriotismen tjener det formål at samle folk om samme sag og styrker samtidig den

polarisering mellem ”os” og ”dem”, som diskursen rummer (Roy & Ross 2011:298).

Krigen mod terror diskursen har været et effektivt middel til at sikre opbakning

til den aktive udenrigspolitik, der har været ført i mange vestlige lande inklusiv

Danmark efter 9/11 (Ross 2009:4), og i kraft af, at den fjerner fokus fra diplomati og

politiske løsninger ved at præsentere terrorisme som en angreb på en universel værdi,

er den ligeledes et middel for de politiske magthavere til at undgå at tage stilling til de

underliggende årsager og motiver, der kan være til terrorisme (Altheide 2007:287).

Dermed har diskursen en ideologisk funktion og bidrager til at skabe hegemoni

(Fairclough 2009:339).

Et andet element i diskursen er en skelnen mellem den ”gode”, ”rettroende”

muslim og den ”onde” muslim, der bruger religion som en forfejlet begrundelse for at

udøve terror. Strategien med dette skel er at fremhæve, at krigen ikke omhandler en

krig mod islam og muslimer generelt (Mamdani 2002:773; Featherstone et al.

2010:180). Risikoen ved denne ambition om at løse den almindelige muslim fra

islamistiske terrorister er, at det kan have en modsat effekt end den tilsigtede, idet

man ved at trække den ”gode” muslim ind i billedet placerer den religiøse muslimske

identitet i samme fortolkningsunivers som terrorister (Ahmed 2004:74). Det er ikke

længere civile der bliver stillet over for terrorister, og dermed er politikerne med til at

styrke opfattelsen af, at terrorisme er religiøst motiveret frem for et politisk produkt

(Mamdami 2002:767).

2.5.2 Terrorisme som civilisationers sammenstød

Samuel P. Huntingtons teori The Clash of Civilisations rummer en antagelse af, at

nutidige konflikter opstår på baggrund af kulturelle forskelle. Særligt kulturelle

konflikter mellem islam og Vesten tilskrives på baggrund af historien en særlig

betydning (Huntington 1996:28).



- 32 -

Til trods for, at teorien er stærkt kritiseret i forskerkredse, har medierne taget den til

sig som forklaringsredskab, når nutidige terrorkonflikter er i fokus. Særligt efter 9/11

har den været benyttet i forsøget på at udpege årsagerne til angrebet (Norris &

Inglehart 2003:203; Bantimaroudis & Kampanellou 2009:171-172; Morey & Yaqin

2011:1). Det kommer bl.a. til udtryk ved, at betegnelserne kulturel krig og kulturel

konflikt er udbredte i spalterne, mens der også henvises til kulturers og civilisationers

sammenstød (Bantimaroudis & Kampanellou 2009:186-187). Risikoen ved denne

brug af kulturelle fortællerammer kan være, at der bliver konstrueret bestemte

”civilisations-identiteter”, som folk kan tage på sig, og at disse, hvis de opnår

hegemoni, kan afgøre befolkningsgruppers tilhørsforhold (Bantimaroudis &

Kampanellou 2009:176).

I og med denne diskurs opstiller kulturelle enheder som antagonistiske, minder

argumentationen om den man ser i den kulturelt fundamentalistiske diskurs, hvor

forskellighed betragtes som en trussel mod den nationale homogenitet (se afsnit

1.2.1).

2.5.3 Terrorisme som et produkt af Orienten

Edward Saids værk Orientalism fra 1978 beskæftiger sig med, hvordan Vesten

historisk har været med til at opbygge en stereotyp og forvrænget forestilling om

Orienten.4 Denne forestilling præsenterer arabere og muslimer som fremmede,

stridbare og tilbagestående med det resultat, at Vesten har kunnet promovere sig selv

som normal og højerestående. At stille orienten udenfor grænserne af den vestligt

definerede sociale og moralske orden, har bidraget til at retfærdiggøre en kontrol og

dominans af Orienten (Lazar & Lazar 2004: 234-235).

Said ønsker med sin teori at gøre op med den deterministiske kulturforståelse,

der hævder, at geografiske områder som Vesten og Orienten er forskellige på

baggrund af kultur, religion eller racemæssige kendetegn, som er den opfattelse, der

ligger i den føromtalte idé om civilisationers sammenstød. Denne opdeling er ifølge

Said blot en social konstruktion (Said 2002:262).

Selvom om Orientalisme er et levn fra koloniseringen, eksisterer fænomenet

fortsat (Said 2002:53), og studier peger på, at begrebet er på spil i nutidens diskurser

4 Geografisk område, der i Europas bevidsthed strakte sig fra Marokko i vest til Japan i øst (Botofte 2002:9).



- 33 -

om terrorisme (Lazar & Lazar 2004; Kavoori 2006:184). Dette kan ifølge Said

(2002:33) betragtes som et udtryk for, at de identitetsopfattelser, der er indbygget i

den orientalistiske tankegang, har opnået kulturelt hegemoni.

I dag er Orientalisme særligt tydelig i den måde Mellemøsten opfattes på, og

de stereotype identiteter, der konstrueres, er behæftet med tillægsord som voldelig,

fattig og irrationel (Said 2002: 325). Churchill (2011:39) peger på, at disse

stereotyper efter 9/11 har udviklet sig til ikke bare at inkludere den arabiske muslim i

Mellemøsten, men nu også omfatter muslimer i Vesten. Det har medført, at der er

blevet etableret en identitetskategori, hvor folk som fremtræder mellemøstlige,

arabiske eller muslimske bliver sammenkoblet og kommer til at fremstå som

potentielle terrorister (Ahmed 2004:75).

2.5.4 Stereotyper som formidlings- og fortolkningsramme

I mediediskurser om terrorisme er der gennemgående to strategier, der anvendes; på

den ene side ”normalizing the West” og på den anden side “fanaticizing the rest”

(Roy & Ross 2011:289), hertil anvendes stereotyper til at konstruere fjenden. En

stereotyp vil sige, at individer sammenkædes med en særlig samfundsgruppe, som

tilskrives en række fælles karakteristika. Det resulterer i, at medlemmerne ikke

anerkendes som individer med en unik identitet, men placeres i en afgrænset kategori,

hvor f.eks. kultur, etnicitet, udseende eller køn bliver bestemmende for, hvordan de

opfattes af deres omgivelser. Stereotyper fungerer som et kognitivt

fortolkningsredskab, i og med de bidrager med forenklede verdensbilleder,

hvorigennem vi udvikler vores viden og forståelse.

Med sin bog Public Opinion fra 1922 var Walter Lippmann den første til at

introducere begrebet stereotyp.

”For most part we do not first see and then define, we define first

and then see. In the great blooming, buzzing confusion of the outer

world we pick out what our culture has already defined for us.”

(Lippmann 1922:81)

Som citatet afslører, er en grundtanke i Lippmanns teori, at kulturen afgør, hvordan vi

opfatter andre mennesker. Kulturen konstruerer stereotyperne.

Hinton (2000:107) bruger betegnelsen ingroup og outgroup. Tesen er, at vores

medlemskab af en gruppe påvirker vores sociale dømmekraft. Det betyder, at



- 34 -

personer, der f.eks. vurderes at tilhøre det samme værdifællesskab eller samme

nationale identitet som en selv, vil blive bedømt mere positivt end andre (Hinton

2000:113). På den måde skaber stereotyper en verden opdelt i “os” og “dem”.

Når konflikter eller kriser indtræffer, er det en generel tendens, at mediernes dækning

indeholder en ”os-dem” dikotomi (Tumber 2007:34). Billedet af, hvem der udgør

fjenden i denne dikotomi, skabes af den politiske elite (Beck 2002:44), men

mediernes repræsentationer er også med til at styrke det (Merskin 2011:140). At

opstille komplicerede konflikter i en simpel binær modstilling er et brugbart redskab

til at skabe hegemoni (Lazar & Lazar 2004:239), der som nævnt vil sige, at noget har

status som selvfølgeligt. Ved at fremstille ”dem” som en samlet udifferentieret fjende,

der f.eks. er udelukkende ond, amoralsk og fanatisk, kan politikere undgå at tage

stilling til de mere komplekse problemstillinger og årsager, der ligger bag terrorisme.

Disse forhold bliver sjældent gjort til et tema, når medier dækker terrorisme, påpeger

forskere (Lazar & Lazar 2004:239; Roy & Ross 2011:289). ”Os-dem” dikotomien

fungerer dermed som et middel til at reproducere og styrke eksisterende magtforhold i

samfundet.

I forhold til terrorisme bestyrkes den binære opposition mellem Vesten og islam

yderligere af, at det også er den, islamistiske terrorister opererer ud fra, i og med de

bygger deres aktioner på et anti-vestligt verdenssyn, hvorigennem de ønsker at skabe

en polarisering mellem muslimer og resten af verden (Dalgaard-Nielsen 2008:1).

Dette kan bevirke, at distinktionen mellem muslimer og ikke-muslimer samt

fjendtlighed over for muslimer i vesten kommer til at fremstå som et legitimt og

retfærdigt svar på den trussel og militante retorik, der kommer fra terrorister (Halliday

2002:88).

Pew Research Center har i en undersøgelse fra 2011 påvist, at

befolkningsgrupper i vestlige og muslimske lande har negative og stereotype

forestillinger om hinanden. Et overtal af de adspurgte vesterlændinge betragter

muslimer som fanatiske og voldelige, mens den vestlige verden bliver betragtet som

egoistisk, amoralsk og grådig blandt muslimer (Pew Research Center 2011:4). Disse

resultater kan indikere, at Orientalismens stereotyper præger opfattelserne hos den

almindelige befolkning, ligesom at den skabte ”os-dem” dikotomi er indlejret i

respondenternes verdensforståelse.



- 35 -

2.5.5 Global – men dog lokal

Selvom mediernes terrordiskurser er blevet globale, spores der en tendens til, at de

tilpasses den lokale kontekst, hvori de investeres. Disse lokale særpræg understøtter

de ideologiske, kulturelle og politiske forhold i samfundet, de kan samtidig bidrage

til, at de overordnede globale diskurser modsiges, nuanceres eller styrkes (Roy &

Ross 2011:292).

En af de faktorer, der påvirker mediernes dækning af en terrorbegivenhed, er den

kulturelle samhørighed med det ramte land. Den har indvirkning på, i hvilken grad

begivenheden dækkes. Det ser man bl.a. i en komparativ analyse af DR’s dækning af

to terrorangreb i juli 2005, det ene i London, det andet i Sharm el Sheikh. Her blev

London prioriteret højere, da det blev tolket som et angreb mod hele den vestlige

verden og dermed som en del af ”vores” konflikt, mens angrebet i Egypten fik status

af ”deres” og primært blev dækket med fokus på, hvilken betydning det ville få for

danske turister (Jørgensen 2011:77).

Udover en højere prioritering, påvirker den kulturelle samhørighed også

nyhedernes objektivitet.

”International acts of violence that (seem to) hail or threaten the nation

will be seen as necessarily newsworthy, will be covered a great deal, and

will be reported on with the usual caveat of objectivity loosened for a

moment” (Nossek et al. 2007:6).

Nossek et al. (2007) peger i uddraget ovenfor på, at objektiviteten påvirkes af, om

nationens sikkerhed opfattes som truet. I tilfælde, hvor et angreb får status af ”vores”,

forsøger den politiske elite i samfundet ofte at kontrollere mediernes dækning, hvilket

fanger journalister i et dilemma mellem på den ene side at agere korrekt, inden for de

rammer et nationalt tilhørsforhold udstikker, og på den anden side værne om deres

professionelle normer, hvor er ideal om objektivitet prioriteres (Berkowitz 2007:162;

Nossek 2007:44).

I de fleste tilfælde vil journalisters professionalisme glide i baggrunden til

fordel for national loyalitet, da de ikke ønsker at skyld for at være på terroristernes

side (Berkowitz 2007:162; Nossek 2007:44). Dermed kan man fra et kritisk synspunkt

betragte medierne som medvirkende til at sikre opbakning til de eksisterende



- 36 -

magtforhold i samfundet (Nossek et al. 2007:8). Medierne vælger side i den binære

modsætningen mellem ”os” og ”dem”, og det bevirker på den anden side, at

terroristerne i mange tilfælde ikke får lejlighed til at sprede andet budskab end frygt,

da deres motiver delegitimeres i medierne (Lazar & Lazar 2004:239).

Studier har ydermere påvist, at gerningsmændenes identitet er endnu en faktor, der

påvirker mediernes dækning (Featherstone et al. 2010; Powell 2011).

En analyse af terrorhandlinger rettet mod USA efter 9/11 viser, at handlinger,

hvor en muslim stod bag, blev kategoriseret som terrorisme. Gerningsmanden blev

kædet sammen med organiserede terrornetværk som al-Qaeda og beskrevet med ord

som gal og ekstremistisk. Desuden blev den muslimske identitet gentaget i en grad i

den videre dækning, der bidrog til at styrke koblingen af terrorisme til islam (Powell

2011:99-102). Undersøgelsen sporede en forskel i repræsentationen, i de tilfælde hvor

gerningsmanden var amerikansk statsborger. Her blev vedkommende benævnt

domestic terrorist, og medierne tilstræbte at beskrive personen bag handlingen ved

f.eks. at snakke med familie og venner. Medierne søgte desuden at hæfte individuelle

årsager på personens handlinger ved bl.a. at fremstille vedkommende som mentalt

ustabil (Powell 2011:95-98). I kraft af forskellene i repræsentationerne var medierne

med til at fremme en frygt for international terrorisme, mens de sager, hvor

gerningsmanden var amerikansk og ikke muslim, blev nedtonet og præsenteret som

en mindre trussel (Powell 2011:90).

Featherstone et al. (2010) undersøger britiske mediers konstruktioner af

muslimer og islam i forbindelse med to terrorsager i Storbritannien i 2007, hvor briter

stod bag, ligesom det var tilfældet ved angrebet i London to år forinden. En af

konklusionen i studiet lyder, at medierne i højere grad skelner mellem den ”gode” og

den ”onde” muslim (Featherstone et al. 2010:176), hvilket kan ses som et resultat af,

at gerningsmændenes identitet fremkalder et behov for nye strategier i forhold til at få

udpeget, hvem der er en del af fællesskabet ”os”, og hvem der falder uden for

(Featherstone et al. 2010:180)

Repræsentationerne af de terroranklagede er bygget op om en narrativ, der

rummer de ”gode” muslimer på den ene side, det er f.eks. pårørende til

vedkommende. På den anden side fremhæves den onde mentor, der er bygget op

omkring de stereotyper, der trækkes på i forståelsen af terrorisme som et produkt fra

Orienten. Imellem disse to aktører placeres den anklagede, som repræsenteres som



- 37 -

tidligere helt almindelig, ofte ikke-praktiserende muslim, der på grund af påvirkning

fra den onde mentor mistede retningen i livet. Mediernes repræsentationer har

bevirket, at den anklagede er blevet skilt fra det muslimske fællesskab samt det

britiske samfund (Featherstone et al. 2010:176). Ligesom sammenkædningen af

vedkommende med den onde mentor, der fremstod som repræsentant for

internationale terrornetværk, bidrog til, at retfærdiggøre et britisk engagement krigen

mod terror (Featherstone et al. 2010:177).

At de globale diskurser fremtræder med lokale særpræg kan tilskrives det forhold, at

journalister har lokale briller på, når globale nyheder dækkes (Schaefer 2003:110).

Som beskrevet i afsnittet om stereotyper, er det en naturlig reaktion, at sympatisere

med folk, der vurderes at tilhøre det samme værdimæssige og kulturelle fællesskab,

som man selv tilkender sig (Hinton 2000:113).

Gerd Baumann (1999) beskæftiger sig med dette dilemma og opfordrer til at

betragte identitet mere flydende frem for en fast størrelse. Han betragter i stedet

identitet som summen af forskellige identifikationer. Om man i en specifik situation

vælger at trække på f.eks. en national, etnisk eller religiøs identifikation er

kontekstafhængigt (Baumann 1999:137-139). Kultur og identitet er på denne måde

noget, folk strategisk skaber for sig selv og andre. Det kan ske ved enten at benytte en

deterministisk diskurs, hvor begreber som identitet, etnicitet og kultur fremstilles som

fastlåste størrelser, eller en processuel diskurs, hvor mennesket tildeles agency til

aktivt at forme de ovennævnte begreber. Førstnævnte diskurs er et middel til at skabe

stereotyper, mens brugen af en processuel diskurs kan være tegn på forsøg på at

rekonstruere stereotype billeder (Baumann 1999:95).

De tidligere studier af mediernes terrordiskurser, som er blevet gennemgået ovenfor,

danner grundlaget for specialets teoretiske forventninger (se afsnit 1.2).



- 38 -

3. Metode

Formålet med dette speciale er gennem en kvalitativ indholdsanalyse af danske

mediers dækning af terrorangrebene i London 2005 og Norge 2011 at undersøge,

hvordan de to begivenheder og de indblandede aktører repræsenteres. Ud fra

analysens resultater diskuteres det efterfølgende, i hvilket omfang de to

terrorbegivenheder udfordrede den dominerende opfattelse af terrorisme som knyttet

til islam.

I dette kapitel argumenteres for de valg og afgræsninger, der er blevet

foretaget i forbindelse med udvælgelse af empiri og udformning af opgavens

analysedesign.

3.1 Valg af begivenheder

Baggrunden for at vælge terrorangrebene i London og Norge er, at de begge adskiller

sig fra den dominerende terrordiskurs, hvori terrorisme kobles til islam, og fjenden

betragtes som en international islamistisk terrorist med forbindelse til al-Qaeda.

Dermed kan man have en forventning om, at de fremkalder et behov for alternative

fortolkningsrammer og dermed udfordrer den dominerende forståelse af terrorisme.

De to begivenheder er desuden de to seneste alvorlige terrorangreb i Europa.

Efter en kort præsentation af de to begivenheder redegøres for deres ligheder

og forskelle.

3.1.1 London

Den 7. juli 2005 oplevede London det værste angreb siden Anden Verdenskrig, da 56

mennesker omkom, mens mindst 700 blev sårede som følge af en koordineret

terroraktion med hovedstadens trafiknet som mål.

Kl. 8:50 lokal tid eksploderede tre selvmordsbomber forskellige steder i

undergrundsbanen, mens endnu en bombe blev udløst omkring en time senere i en

dobbeltdækkerbus.

En gruppe, der kaldte sig den hemmelige organisation – al-Qaeda i Europa

tog i timerne efter aktionen ansvaret i en meddelelse på nettet. Efterforskningen

afslørede senere, at fire britiske statsborgere havde udløst bomberne, de var alle

blandt de omkomne. Mændene var alle muslimer, tre af dem havde pakistansk

baggrund, mens den sidste stammede fra Jamaica.



- 39 -

Der blev spekuleret i, at gruppen havde forbindelser til terrornetværket al-Qaeda, men

dette har de britiske myndigheder endnu ikke klarlagt (Towsend 2006).

3.1.2 Oslo og Utøya

Den 22. juli 2011 blev Norge for første gang i landets historie ramt af terror, da en

bilbombe kl. 15:26 eksploderede i regeringens hovedkvarter i centrum af Oslo. I alt

otte mistede livet.

ABB, som stod bag bomben, tog efter sprængningen til øen Utøya, hvor han

skød og dræbte han 69 personer, hovedsageligt unge mennesker, der var samlet på

øen til Arbejdernes Ungdomsfylkings årlige sommerlejr.

Det samlede dødstal for den to-delte terrorhandling var 77, mens mere end 90

blev sårede. ABB blev anholdt af væbnede politistyrker på øen Utøya omkring en

time efter, han havde påbegyndt sit skyderi.

I dagene efter angrebet kom det frem, at højreekstremistiske motiver lå bag

terrorhandlingerne. ABB havde offentliggjort et manifest på nettet, hvori han beskrev,

handlingerne var et opgør med det multikulturalistiske Norge og islams udbredelse.5

3.1.3 Ligheder og forskelle mellem de to terrorangreb

Både handlingerne i London og Oslo lever op til Schmids terrordefinition, da

handlingerne var politisk motiverede og ramte uskyldige civile med det mål at få

kanaliseret et bredere budskab ud.

De to begivenheder deler ligeledes væsentlige karakteristika. Begge ramte

vesteuropæiske lande, der politisk og historisk har tætte bånd til Danmark, og de fandt

begge sted i juli, der sædvanligvis er en nyhedsfattig periode. Dermed har

terroristerne i begge tilfælde sikret gode muligheder for eksponering. Med tabstal på

henholdsvis 52 og 77 er de to angreb desuden af nogenlunde samme størrelse.

Et centralt lighedspunkt er, at begge aktioner blev udført af gerningsmænd, der

var statsborgere i det land, hvor angrebet fandt sted. Der er tale om ”hjemmedyrkede”

terrorister, hvoraf ingen af dem forinden havde været mistænkt for at planlægge eller

have tanker om terrorisme.

Det punkt, hvor angrebene adskiller sig fra hinanden, er i forhold til den

bagvedliggende ideologi samt gerningsmændenes etniske oprindelse og tro. Denne

5 Terrorhandlinger i Oslo og på Utøya vil blive refereret til som et samlet angreb i analysen. Derfor vil Norge blive det mål, der henvises til.



- 40 -

variation er interessant i forhold til, at f.eks. Orientalisme og ideer om civilisationers

sammenstød præger mediernes terrordiskurser. I diskussionen vil mediernes

repræsentationer af de to angreb, derfor blive holdt op i mod hinanden. Det bevirker

samtidig, at det er nødvendigt at tage højde for de øvrige forskelle på angrebene, når

de holdes op i mod hinanden. Udover etnicitet og tro er midler, angrebsmål og antallet

af gerningsmænd yderligere forskelle. Og mens angrebet i London blev udført af

selvmordsbombere, endte ABB med at blive anholdt.

3.2 Medier

Da det er en uoverkommelig opgave at lave en analyse af alle danske mediers

dækning, er der foretaget en afgrænsning. Valget er faldet på landsdækkende

dagblade og nærmere bestemt Morgenavisen Jyllands-Posten (JP) og Politiken, der

målt på læsertal er to af de største aviser. Det er samtidig to aviser, der historisk var

placeret i hver sin ende af den politiske skala, inden fremkomsten af den økonomisk

og politisk uafhængige omnibuspresse. JP støttede en liberal, borgerlig linje, og POL

var en radikal-socialliberal avis med tætte bånd til Det Radikale Venstre (Andersen &

Schultz 2006).

Studier har vist, at der er forskelle at spore i de to avisers stofprioritering. I en

undersøgelse af danske avisers politiske orientering, konkluderer Hjarvard (2007:33),

at der fortsat er politiske undertoner at spore i de to avisers dækning af invasionen i

Irak. Selvom artiklerne var bygget op omkring mange af de samme kilder, udtrykte

JP’s dækning en stærk støtte til invasionen, mens Politiken var regeringskritisk. En

analyse af de to avisers dækning af 9/11 viste ligeledes variationer. Politiken forholdt

sig i højere grad analytisk og distanceret til begivenheden end JP, der indtog en

konflikt- og handlingsorienteret position, og gennem brug af ”vi” i omtalen af den

civiliserede verden gjorde sig selv til medaktør i konflikten (Qvortrup 2002:164).

Med baggrund i ovenstående kan man have en formodning om, at der i JP og

Politiken kan spores elementer af forskellige diskurser, som kæmper, og at politiske

diskurser fra både højre- og venstrefløjen repræsenteres, hvilket gør det interessant at

undersøge disse to dagblade. At vælge landsdækkende dagblade frem for nicheaviser

eller regionale og lokale aviser har den fordel, at det er aviser, der henvender sig til et

bredt publikum. Dermed kan man formode, at de diskurser, som er at finde i

dækningen i højere grad giver et retvisende billede af, hvordan situationen er i



- 41 -

mediernes samlede diskursorden, end tilfældet ville have været ved valg af aviser med

en mere snæver målgruppe.

Det kunne have været interessant også at inkludere en tabloidavis i

undersøgelsen, da den dramatiske og sensationelle appel i disse medier sandsynligvis

vægtes højere, hvilket kan bevirke, at diskurserne heri har en mere ekstrem karakter.

At tilføje flere medier vil dog have implikationer for muligheden for at komme i

dybden med analysen, og derfor er dette fravalgt.

Særligt tv-nyheder vurderes at have indflydelse på modtagernes opfattelse af

en terrorhandling (Mogensen 2008:36), hvorfor det også havde været interessant at

foretage en analyse af denne type medieprodukt. TV-nyheder er dog ikke så

tilgængelige som avisartikler, og der lægger et stort transkriptionsarbejde i at benytte

denne form for data. Det er derfor en tidskrævende disciplin, som det er blevet

vurderet ikke at matche denne opgaves rammer. Desuden er fokus indskrænket til

produktion af diskurs i den diskursive praksis og ikke konsumption, dermed ligger tv-

nyheders større indflydelse på modtagerne uden for dette speciales rammer og sigte.

Fravalget af medier har uundgåeligt konsekvenser for opgavens generaliserbarhed.

Dog kan diskurser betragtes som mere vidtrækkende end blot en konsekvens af en

bestemt redaktionel linje eller journalistiske udvælgelseskriterier. I og med diskurser

er indlejret i den bredere sociale praksis, som i en vis grad påvirker journalister og

kilders sprogbrug, kan man formode, at diskurser og diskursive kampe kan spores på

tværs af medietyper. Og jeg har vurderet, at valget af JP og Politiken er en

kombination, der sikrer mulighed for et indblik i de terrordiskurser, der benyttes til at

repræsentere de udvalgte begivenheder inden for mediernes diskursorden. Denne

vurdering bunder i de forskelle, aviserne rummer, med hensyn til målgruppe og

angiveligt også politisk positionering, jævnfør Hjarvard (2007).

3.3 Artikler

KDA lægger op til en tekstnær analyse af få særligt udvalgte data, hvis teorien

benyttes fuldt ud. Det vil gøre det svært at opnå overblik over den samlede

mediedækning. Fairclough fremhæver dog, at KDA med fordel kan fungere som

supplement i andre former for indholdsanalyser, hvis formålet er at analysere mere

generelle træk i f.eks. en mediedækning (Fairclough 1995:105). Denne strategi er



- 42 -

valgt i dette speciale. Dvs. at de relevante redskaber fra KDA anvendes til at foretage

en kvalitativ indholdsanalyse.

På baggrund af søgninger, som afslørede, hvordan dækningen udviklede sig de

forskellige dage, er der valgt en tidsperiode på ti dage startende fra dagen efter de

pågældende terrorhandlinger fandt sted.6 Efter ti dage rummede medierne kun ganske

få artikler om begivenhederne, hvorfor det blev vurderet, at det ikke bidrog yderligere

til analysen at forlænge perioden.

Artiklerne er indsamlet gennem en søgning i artikeldatabasen Infomedia. For begge

begivenheder indgik ordet ”terror*” i søgestrengen. Det blev kombineret med

”bomber” og ”London” for at finde de relevante artikler omhandlende begivenheden i

2005, mens ”Breivik”, ”Oslo” og ”Utøya” udgjorde de supplerende søgeord ved

begivenheden i Norge.

Søgningen blev foretaget, så blot ét af ordene skulle optræde i artiklen. Det

bevirkede, at der i listen af artikler var en del, som ikke handlede om den specifikke

begivenhed. Disse blev sorteret fra ved en gennemlæsning af artiklens rubrik og

underrubrik.

Læserbreve, kronikker og andre former for debatindlæg, der ikke er skrevet af

en ansat på avisen er ydermere fravalgt. Det skyldes, at det specifikt er mediernes

diskurs om begivenheden, som har interesse for undersøgelsen, og ikke den offentlige

eller den politiske diskurs. Der vil naturligt komme andre diskurser til udtryk i

medierne, i og med der bringes citater fra udvalgte kilder. Forskellen på disse

udtalelser og dem, der f.eks. er at finde i et læserbrev, er dog, at den enkelte journalist

aktivt udvalgt de citater, der ligesom andre elementer i artiklerne er med til at forme

den diskurs, som kommer til udtryk. Man kan argumentere for, at der fra redaktionel

side ligeledes foregår en bevidst udvælgelse af det debatstof, der bringes. Det vil dog

blot være endnu et argument for at vælge det fra, da det i så fald ikke tilfører

yderligere til analysen.

Et tredje kriterium for, at en artikel blev inkluderet i undersøgelsen, har været,

at den specifikke terrorbegivenhed skulle udgøre det væsentlige fokuspunkt. Det

6 Den valgte periode omfatter artikler om terrorangrebet i London fra 8. - 17. juli 2005 og artikler om terrorangrebet i Norge fra 23. juli - 1. august 2011.



- 43 -

betød, at artikler, hvor det egentlige fokus var på noget andet, mens begivenheden kun

blev nævnt i en sidebemærkning, er sorteret fra. Figur 3.1 nedenfor viser de

forskellige udvælgelsesfaser og antallet af frasorterede artikler.

Figur 3.1: Flowchart over litteratursøgningen.7

I alt indgår 150 artikler om begivenheden i London og 144 om begivenheden i Norge

i det materiale, der danner grundlaget for analysen. Artiklerne for 2011 kunne hentes i

pdf-format på infomedia, hvilket var relevant, da layout, billeder og illustrationer

inddrages i analysen. Artiklerne fra 2005 var dog ikke mulige at skaffe i det format

via infomedia, og de er i stedet fundet på mikrofilm på Det Kongelige Bibliotek

efterfølgende.

7 Den store forskel på antallet af frasorterede i artikler, der ikke omhandlede terroren i London, skyldes

til dels, at artikler fra JP Århus kom med blandt søgeresultaterne i 2005.



- 44 -

3.4 Analysedesign

Det analytiske fokus vil være på, hvordan begrebet terrorisme indholdsudfyldes i

mediernes diskursorden af de forskellige terrordiskurser, som er på spil.

I bestræbelsen på, at få klarlagt disse diskurser, har jeg med udgangspunkt i

Jørgensen og Phillips (1999:151) anbefalinger søgt supplerende litteratur, der dels kan

bidrage til at få udpeget mulige diskurser, og dels kan fungere som dokumentation for

fundene i analysen. Tidligere studier af mediers dækning af terrorisme samt

samfundsmæssige og politiske udviklingstendenser, har på denne måde fungeret som

baggrundsviden og ledetråd i de indledende gennemlæsninger af empirien. Der er dog

ikke anvendt en deduktiv tilgang, hvor det var fastlagt, hvad der blev søgt efter.

Derimod har tilgangen til empirien været åben, og jeg har bestræbt at været

opmærksom på andre perspektiver. Dermed kombineres en deduktiv og en induktiv

tilgang.

I de indledende gennemlæsninger, har jeg forholdt mig kvantitativt til empirien for at

få overblik over den samlede dækning, samt hvad der bar præg af at være på spil i

diskursordnen. Et redskab, der blev anvendt til at give en indikation af dette, var at

markere de steder i teksten, hvor der var repræsentationer af henholdsvis

begivenheder, mistænkte/gerningsmænd, ofre og andre aktører. Hver af disse

kategorier fik en specifik farve. Derudover fik også motiv/mål, reaktioner samt den

kontekst, handlingen blev indsat i, tre forskellige farver.

Dette bidrog til at få tegnet et billede af, hvor fokus lå i de forskellige artikler.

Og på baggrund af dette billede, blev de tekster udpeget, som jeg vurderede havde

særlig interesse i den videre analyse. Med afsæt i specialets formål blev artikler, hvori

begivenheden og de indblandede aktører var det primære fokus, genstand for de

videre nærlæsninger. I forbindelse med analysen har jeg udarbejdet et analysedesign

med udvalgte fokusspørgsmål, som har hjulpet til at styre analysen. Spørgsmålene er

inspireret af en tjekliste udarbejdet af Fairclough (2003:191-193). Analysedesignet

ses nedenfor.



- 45 -

Figur 3.2: Analysedesign med hjælpespørgsmål til de tre dimensioner i Faircloughs

model.

3.5 Metodiske overvejelser

Forskerens egen rolle er en udfordring, når man foretager en diskursanalyse. Det kan

være svært at bevare en distance til den empiri man undersøger, i og med man selv er

en del af den kultur og diskursive praksis, hvori de er skabt. Det gør det vanskeligt at

opfange de aspekter i teksterne, der har status som selvfølgeligheder i samfundet – og

for en selv. Dette dilemma betegner Larsen (2005:137) som den dobbelte

hermeneutiks problem.

Det er dog et problem, der er svært at undgå, da epistemologien i

socialkonstruktivisme er subjektiv. Dvs. ens konklusioner beror på fortolkning. Målet

er dermed ikke som i positivismen at afdække sandheden, men derimod at komme

med frem til en forståelse af, hvordan virkeligheden konstrueres. Tager man dette i

betragtningen er det dog samtidig nødvendigt at betragte ens resultater som et bud på

en fortolkning, der kunne have været anderledes, hvis f.eks. ens kulturelle forståelse

havde været en anden.

Jeg har forsøgt at minimere dette problem ved at være opmærksom på mine

egne opfattelser og holdninger inden og i forbindelse med analysen. Ligesom



- 46 -

præmissen om betydningers principielle kontingens har været en rettesnor i

bestræbelsen på at få skabt distance til det, der umiddelbart tages for givet og stille

nye spørgsmål til det kendte.

Jeg er dog bevidst om, at valget af kvalitativ metode uundgåeligt har

konsekvenser for validiteten og reliabiliteten af specialet. Det sidste i kraft af, at de

forskellige faser, der er gennemgået i forbindelse med analysen er sværere

eksplicitere, når man arbejder kvalitativt frem for til kvantitativt. Jeg har forsøgt at

dæmme op for dette ved at eksemplificere og underbygge analysens fund.

I de følgende to kapitler præsenteres analyserne af de to begivenheder. Først London,

dernæst Norge. De artikler fra empirien, der refereres til i analysen, vil blive henvist

til med en angivelse af avis (JP eller Pol) samt artikel-id fra Infomedia. Bilag 1

rummer en samlet liste over disse referencer.8 I begge analyser vil de diskursive

kampe, der påvises i dækningen, være inddelt i tre temaer; fjendebilledet, de

bagvedliggende årsager samt ansvar og løsninger, da der i repræsentationen af disse

forhold viste sig at være forskellige diskurser i kamp.

8 Bilag 1 er opdelt, så det for hvert afsnit og figur er angivet, hvilke artikler, der er refereret til.

Artiklerne er oplistet i den rækkefølge, som de optræder i de enkelte afsnit, dog optræder referencen

kun på listen den første gang.



- 47 -

4. Analyse af terrorangrebet i London

Analysen af terrorangrebet i London er opdelt på følgende måde. Første afsnit

omhandler de overordnede repræsentationer af angrebet, den dominerende diskurs

opstiller. Derefter følger tre afsnit, der hver har fokus på de diskursive kampe, der

foregår om henholdsvis fjendebilledet, de bagvedliggende årsager og ansvar og

løsninger. Disse er bygget op, så den dominerende diskurs indledningsvis

præsenteres, derefter belyses de alternative repræsentationer, den marginale diskurs

tilbyder, inden hvert afsnit afrundes med et underafsnit, hvori det analyseres, hvilken

indvirkning gerningsmændenes identitet havde på de diskursive artikulationer i den

dominerende diskurs. Kapitel 4 afsluttes med en opsummering af analysens resultater.

4.1 Krigen mod terror som fortolkningsramme

Terrorangrebet i London, der ramte tre tog i Londons undergrund og en

dobbeltdækkerbus, bliver beskrevet med ord som mareridt, den mest afskyelige af alle

forbrydelser, morderisk blodbad, ufatteligt barbarisk og afskyvækkende. Dermed

bliver der i dækningen taget skarpt afstand fra begivenheden, som samtidig beskrives

som uundgåelig og ventet. Øjenvidner fortæller f.eks. til Politiken: ”Det var næsten

hvad man kunne forvente” og ”det lå i kortene, at det ville ske” (Pol, e03fbeb4).

Medierne er med til at fremme en forståelse af, at terrorangrebet handler om

krig. Dækningen rummer mange henvisninger til Anden Verdenskrig (se f.eks. JP,

e040439e & Pol, e03ff429), og Politiken kalder angrebet mod London for ”en

moderne krig” (Pol, e03ff429), mens det andetsteds lyder: ”Vi befinder os i en ny

verdenskrig. Der er ingen front, og fjenden er usynlig” (Pol, e03fe32c). JP sætter

disse ord på truslen:

”Det gamle trusselsbillede forsvandt med Den Kolde Krig, men det tør

nok siges, at et nyt allestedsnærværende har indfundet sig i al sin

anonyme grusomhed.” (JP, e03fb968).

Avisen rammer det nye trusselsbillede ind ved at henvise til et citat af Anders Fogh

Rasmussen i forbindelse med USA’s præsident George W. Bush’ besøg i Danmark to

dage inden terrorangrebet. Her udtalte statsministeren: ”Ingen kan være neutral i

kampen mellem demokrati og diktatur”. JP bygger videre på argumentet ved at skrive:



- 48 -

”han kunne ligeså godt have sagt kampen mellem demokrati og terrorisme”.

Budskabet om, at man ikke kan være neutral, minder om uddraget fra Bush’ tale i

indledningen, hvori han pointerede, at nationer måtte vælge mellem USA’s og

terroristernes side (se afsnit 1.1). Mediernes metaforer fremmer forståelsen af

terrorisme som krig.

På forsiden på JP dagen efter angrebet springer en sort tekstboks i øjnene. Her står

med store typer ”Terror”, med startbogstavet udformet som et kors. Under

overskriften er listet tre terrorbegivenheder; New York 11. september 2001, Madrid

11. marts 2004 og London 7. juli 2005; efterfulgt af ”København?” (se billede 4.1).

Den specifikke begivenhed bliver således indsat i en sammenhæng, hvor der drages

paralleller til tidligere terrorangreb mod vestlige lande. Derudover lægger JP tydeligt

op til, at København er et fremtidigt terrormål. Politiken vælger også at kæde London

til tidligere terrorhandlinger med teksten ”New York 2001, Istanbul 2003, Madrid

2004” efterfulgt af overskriften ”London 2005”.

Billede 4.1. Forsiden af Politiken (tv.) og Morgenavisen Jyllands-Posten (th.) den 8.

juli 2005, dagen efter London var udsat for terrorisme.

Selvom der på Politikens forside ikke optræder direkte referencer til Danmark, så

spiller den nationale vinkel på begivenheden og truslen mod Danmark igennem hele



- 49 -

dækningen en central rolle i begge aviser.9 Denne prioritering illustreres af følgende

udvalgte rubrikker:

”Overvågningen i Danmark er skærpet” (JP, e03fb8d5)

”København er sårbar” (JP, e03fd23f)

”Ekspert: Danmark vil blive angrebet” (Pol, e03fbebb)

”PET: Danskere har kontakt til terrorgrupper” (Pol, e03fd33b)

”Forsker: Rekruttering foregår også i Danmark” (Pol, e0404921).

Aviserne henvender sig også direkte til læserne i disse artiklers rubrik: ”Det kunne

ha’ været dig eller mig” (JP, e03fb971), ”Du er et blødt mål og du kan ligeså godt

vænne dig til tanken” (Pol, e03fe34a). En tiltaleform, der bevirker, at læseren tvinges

til at tage stilling til, hvad terroren betyder eller kan betyde for dem.

De ovenstående rubrikker viser, at aviserne benytter kategoriske modaliteter i

form af ord som kan, vil og foregår, når trusselsniveauet beskrives. Dog gør Politiken

i ovennævnte eksempler modaliteterne subjektive ved at gøre læserne opmærksom på,

at det er ekspertkilder, der fremfører synspunkterne. Det ændrer imidlertid ikke ved,

at det i begge aviser kommer til at fremstå som en faktuel sandhed, at danskere i

fremtiden bliver ofre, og man kan formode, at de kategoriske udmeldinger kan være

med til at puste til danskernes frygt for terrorisme. I så fald bidrager medierne til at

indfri terroristerne primære formål, som netop er at skabe frygt (Schmid 1983:70).

Det store fokus på, hvad angrebet har af betydning for Danmarks fremtid og

danskernes hverdag, kan betragtes som et udtryk for, at terroren mod London opfattes

som ”vores” konflikt i lighed med fundene i Jørgensen (2011). At krigen mod terror

fra dækningens start er den fortolkningsramme, der anvendes i mediernes

bestræbelser på at tilføre angrebet betydning, bidrager ligeledes til at bestyrke det

danske ”ejerskab” i konflikten. Krigen mod terror kommer bl.a. til udtryk ved, at

medierne i vid udstrækning benytter analogierne 9/11 og terrorangrebet i Madrid i

2004. Det ser man på avisernes forside dagen efter bombeangrebet, og også i valg af

rubrikker som ”Madrid om igen” (JP, e03fb99b) og ”Et ekko fra 11. september” (JP,

e03fe530). Analogier kan bidrage til at reducere en begivenheds kompleksitet. Både

ved at drage kvantitative sammenligninger som det største, værste, blodigste etc., men

også ved at tilbyde medier en ramme at formidle informationer om

9 Dette fokus kan være foranlediget af, at en gruppe efter angrebet i London kom med trusler mod Danmark og Italien på internettet.



- 50 -

årsagssammenhænge, motiver og forskellige aktørers roller gennem (Hansen

2002:77).

Fremstillingen af angrebet som et element i krigen mod terror bevirker, at

bombeangrebet gøres til en global begivenhed, der rækker udover Storbritanniens

nationale grænser. Det illustrerer reaktionerne i figur 4.1.

Figur 4.1 Reaktioner fra politiske ledere, de britiske myndigheder og artikler i JP og

Politiken efter terrorangrebet i London.

I de udvalgte citater og uddrag kan man se, at deiktiske markører som os alle og vi

anvendes til at skabe en offer-gruppe, der er bredere end blot Londons indbyggere

eller Storbritannien. Begivenheden sættes i en sammenhæng, der gør det til et angreb

mod alle, som går ind for fred, demokrati og frihed.

Den ”os” kategori, der konstrueres, rummer således ikke blot en isoleret

nation, men ”verdens frie mennesker”, og denne gruppe modstilles ”terrorismens

håndlangere”, der beskrives som ”mennesker, der foragter frie og demokratiske



- 51 -

samfund”. På denne måde indsættes de hovedaktører, der bringes i spil umiddelbart

efter angrebet, i en klar ”os-dem” dikotomi.

Når bearbejdningen af terrorhandlingen er i fokus, kan man spore en tendens til, at

London kommer til at fremstå som en repræsentant for den førnævnte brede offer-

kategori. Den britiske hovedstad beskrives som en kulturel smeltedigel, hvor folk med

forskellige religioner og baggrunde lever i harmoni (se f.eks. JP, e03fda75), og byen

tildeles menneskelige egenskaber som i uddraget nedenfor.

”London var nok gået i knæ [...]. Allerede fredag var London en by, der

med sammenbidte tænder og fast beslutsomhed, kæmpede for at vende

tilbage til normalen. [...] London en såret men ikke overvunden by

[prøver] at trække sig selv op ved hårrødderne.” (JP, e03fe17b).

På denne måde kommer London til at fremstå som en verdensborger i det globale

fællesskab af nationer. En verdensborger, der gøres til symbol på ofrene. Dette styrker

det budskab, der er indlejret i flere artikler, som går på, at terroren kan ramme alle.

Det ses bl.a. i dette reportageuddrag fra en mindehøjtidelighed i London: ”Gammel

og ung. Alle hudfarver. Muslimer, kristne, jøder, hinduer. Side om side i sorgen.” (JP,

e040439d).

I dækningen dominerer diskursen, der anvender krigen mod terror som

fortolkningsramme, man dog se tegn på at gerningsmændenes britiske identitet

fremkalder nye diskursive strategier i konstruktionen af den primære fortælleramme,

ligesom der er spor af en marginal diskurs i dækningen. De tre diskurser vil blive

belyst i de følgende afsnit.

4.2 Den diskursive kamp om fjendebilledet

- Pilen peger mod al-Qaeda

I dækningens indledende fase er der to diskurser, som tilbyder konkurrerende

konstruktioner af fjenden. I den første og dominerende diskurs (A) fremhæves al-

Qaeda som den formodede fjende. Dette fjendebillede trækkes frem allerede på

dækningens første dag til trods for, at der ikke var klarhed, hvem gerningsmændene



- 52 -

var, før en uge efter angrebet.10

Diskurs (B) fremstiller derimod Vesten og USA som

skyldige.

Da gerningsmændenes identitet er offentliggjort konstrueres et nyt fjendebillede (C),

hvilket bevirker en dekonstruktion af den dominerende diskurs. Figur 4.2 viser

eksempler på de tre forskellige diskurser.

Figur 4.2: Eksempler på de tre diskursers (A-C) konstruktioner af fjendebilledet i

mediernes dækning af terrorangrebet i London.

Koblingen til al-Qaeda som den formodede fjende kommer bl.a. til udtryk i rubrikker

som:

”»Det bærer al-Qaedas fingeraftryk«” (Pol, e03fd33a).

”Al-Qaedas ideologi er styrket” (Pol, e03fd336).

”Terroreksperter: Al-Qaeda trapper op i Europa” (Pol, e03fbec1).

”Al-Qaida mistænkes for at stå bag terrorangrebet i London” (JP,

e03fb8e8).

10 JP benytter stavemåde Al Qaida i deres artikler. De steder, hvor der er uddrag fra deres artikler, vil

denne stavemåde derfor fremgå. Andre steder benyttes al-Qaeda, da det er den mest udbredte stavemåde og den, der anbefales af Dansk Sprognævn (Sproget 2012).



- 53 -

Der er tegn på, at aviserne giver udtryk for en vis grad af forbehold i udpegningen af,

hvem der står bag. Som i nedenstående uddrag, hvor det trods alt kun ”bar præg af”.

Udtrykket ”har da også” bidrager dog til at skubbe tvivlen i baggrunden.

”Aktionen bar alle Al-Qaidas kendte fingeraftryk. En organisation, der

hævder at være en europæisk afdeling af Osama Bin Ladens netværk har

da også påtaget sig ansvaret”. (JP, e03fb8e8).

Der gives desuden kun i meget begrænset omfang bud på, hvem der ellers kunne stå

bag. IRA og deres fortidige terrorangreb i Storbritannien nævnes enkelte gange, men

denne sammenligning tjener mere det formål, at distancere den aktuelle terrorhandling

fra den terrorisme, der tidligere er kendt i landet. Det ses f.eks. i dette citat fra

Londons politichef, Ian Blair:

”IRA og ETA har før i tiden bombet deres vej til forhandlingsbordet, men

de her mennesker har bombet forhandlingsbordet. Vi er nødt til at fange

dem.” (JP, e040439e).

Det entydige fokus på al-Qaeda sammenholdt med, at aviserne primært benytter

kilder med høj autoritet som terroreksperter og myndighedsrepræsentanter til at

komme med udtalelser om sandsynligheden for, at det er Osama bin Laden og al-

Qaeda, der står bag, gør, at det kommer til at fremstå mere som en kendsgerning, at

det er her skylden ligger, frem for blot en sandsynlighed, på trods af de sproglige

forbehold medierne fletter ind.

I mediernes konstruktion af det dominerende fjendebillede kan man ligeledes

se brug af metaforer. Udtryk som ”terrortruslens spind” (JP, e0402f40) og ”edderkop

midt i sit spind” (Pol, e03fd342) efterlader et indtryk af terrorisme som et netværk

med tråde, der breder sig. Et andet sted kan man læse beskrivelsen: ”Osama bin

Laden trækker ikke længere i trådene. Han er den ideologiske ledestjerne.” (JP,

e04066ba). Terroristerne beskrives yderligere som et bytte, der skal indfanges,

gennem brug af jagtmetaforer, som ses i disse rubrikker: ”Jagten på morderne er gået

ind” (JP, e03fd1f5) og ”Dramatisk gennembrud i terroristjagt” (Pol, e0401a82).

Sådanne fremstillinger kan bidrage til, at gerningsmændene fratages menneskelige

kvaliteter (Steuter og Wills 2008:204).



- 54 -

I udpegningen af islamistiske terrorister fra al-Qaeda som fjenden bliver islam og den

muslimske tro bragt frem i dækningen i form af religiøse undertoner i mediernes

repræsentationer. JP betegner i en ledende artikel muslimske fanatikere som en

”kræftsygdom” (JP, e03fe197), mens avisen i en anden artikel skriver ”islamisk

terror” ikke mindre end seks gange (JP, e03fb99b), og altså ikke ”islamistisk”.

Denne sprogbrug kan bidrage til at koble terrorisme til islam (Dalgaard-Nielsen

2008:3-4).

Også i Politiken er der henvisninger til den muslimske tro. ”De er muslimer,

de er religiøse fanatikere og de er dødsensfarlige”, lyder det i en artikel (Pol,

e03fd33a), mens også citater fra britiske borgere er med til at fremstille muslimer og

fremmede som farlige:

”Vi har så mange asylansøgere. De lukker hvem som helst ind i landet”

(Pol, e03fbeb4)

”jeg er vred på muslimer, de har jo taget ansvaret [...]Se ham med

telefonen, han lyttede til os, fordi vi talte om muslimer. De holder øje

med os” (Pol, e03fe32a).

Sammenkædningerne af tro og terror bevirker, at muslimers religiøse identitet

tillægges voldelige motiver. Og i og med at medierne ikke gør opmærksom på

forskellen på den politiske ideologi islamisme og troen islam kan man tvivle på, at

denne forskel står klart for læserne.

Diskurs B, som indlemmer Vesten og i særdeleshed USA i fjendekategorien, optræder

mest i Politiken og fremføres hovedsageligt af muslimer. I denne betragtes

terrorhandlingerne som et produkt af vestlige landes politik og militære engagementer

i den islamiske verden. Som den danske imam Mustafa Chendid udtaler:

”Det er USA, der er ansvarlige for, at et sådant angreb finder sted.[...]

bare fordi man er stærk, behøver man ikke at påtvinge andre sin

ideologi”. (Pol, e03fd33d)

Det interessante forhold i den marginale diskurs er, at det er en omvendt ”os-dem”

dikotomi, der konstrueres, hvilket man kan se skaber stor debat. Særligt Mustafa

Chendids udtalelse bringes intertekstuelt frem i medierne efterfølgende. I en ledende

artikel taler JP eksplicit op i mod diskurs B:



- 55 -

”Herhjemme er det beskæmmende, at imamer [...] indtager offerrollen

og beskylder USA og præsident Bush for at være skyld i bomberne i

London.” (JP, e03fd247).

Mens regeringspolitikere i to artikler i Politiken og en i JP kritiserer imamens

synspunkter for at være ”udemokratiske” og beskylder dem for at ”give medløb for

fundamentalister” (Pol, e03fe313; Pol: e03fe32b). I JP siger næstformand i Venstre,

Inger Støjberg følgende:

”Man kan under ingen omstændigheder koble det, at så mange uskyldige

mennesker bliver slået ihjel med, at det skulle være USA eller andre

demokratiers skyld. Med den holdning må man spørge sig selv, hvad

sådan en mand egentlig laver i Danmark.” (JP, e03fe1c6).

I citatet kan man se, at Inger Støjberg stiller spørgsmålstegn ved imamens ret til at

være i Danmark på baggrund af hans holdninger. Det kan ses som et udtryk for, at

ytringsfriheden ikke er mere fri end, at der er nogle nationale normer og et

holdningskodeks, der begrænser, hvad man kan tillade sig at sige. Tidligere studier

har påpeget, at medierne i forbindelse med et terrorangreb, hvor nationens værdier

opfattes som truede, slækker på de professionelle normer og dækker nyhederne

mindre objektivt (Berkowitz 2007:162; Nossek 2007:44). Dette kan man ligeledes se

antræk til i de danske medier, hvor terrorangrebet ikke bare blev repræsenteret som

rettet mod London, men mod ”os”, og selvom medierne giver plads til synspunkter,

der er i opposition til dem, de politiske magthavere i samfundet repræsenterer, så er

diskurs B kun sporadisk til stede og kommer stort set kun til udtryk i de artikler, som i

løbet af analysen bidrager med eksempler på den. Det indikerer, at medierne

prioriterer at fremme et forsvar af den politiske og militære linje, som den marginale

diskurs angriber.

4.2.1 Terroristernes identitet og fjendebilledet

- Stereotyperne udfordres

Der sker et skifte i repræsentationen af fjenden, da det står klart, at fire britiske

statsborgere udførte terrorangrebet og ikke som forventet internationale terrorister.

Stereotype opfattelser af, hvordan en terrorist ser ud, er særligt tydelige i

dækningen i denne periode.



- 56 -

”De var ikke langskæggede fanatikere fra tilbagestående landsbyer [...].

De var ikke aggressive demonstranter med partisantørklæder [...]. De

ligner ikke traditionelle muslimer” (JP, e04066ba)

”Det billede, der danner sig, peger ikke umiddelbart i retning af gale,

aggressive fanatikere, men derimod relativt almindelige unge mænd”

(Pol, e0403440).

Avisernes beskrivelser indikerer, at journalisterne opererer med et særligt billede af

en terrorist, og at dette billede rummer elementer fra de stereotype opfattelser, som

findes i Orientalismen (se afsnit 3.7.1). Det ser man bl.a. gennem brug af ord som

fanatikere, tilbagestående landsbyer, gale og aggressive. At de fire terrorister afviger

fra dette billede, bevirker imidlertid også, at man i dækningen ser tegn på, at der

bliver skubbet til stereotyperne, og at det etablerede fjendebillede dekonstrueres.

I forhold til de to tidligere diskursive konstruktioner af fjenden med al-Qaeda og

netværkets sympatisører på den ene side samt Vesten og særligt USA på den anden,

rammer terroristerne i London ned et sted midt imellem disse to fjendekategorier. I

kraft af deres statsborgerskab er de en del af det britiske samfund og Vesten, men

samtidig har de kendetegn, der kan knytte dem til islamistiske netværk. Denne

diskrepans har indvirkning på konstruktionen af fjendebilledet.

I lighed med Powell (2011) kan man se, at medierne tilstræber at beskrive

personerne bag handlingerne. De fire selvmordsbombere tillægges f.eks.

menneskelige kvaliteter gennem ord som rolige, veltilpassede, intelligente, vellidte og

hjælpsomme. At de var relativt almindelige nævnes ofte. Afsløringen af

gerningsmændenes identitet beskrives desuden som ”det værste mareridt” for

Storbritannien, og beskrivelser som ”de var terrorister af egen avl” og

”velintegrerede unge, som var fortrolige med vestlige værdier” (JP, e04066ba)

indikerer endvidere, at de fire mænd opfattes som en del af det britiske samfund.

Dermed går fjendebilledet fra at indbefatte en ”fremmed” fjende til også at inkludere

fjender fra ”de indre linjer”.

I den fase af dækningen, hvor gerningsmændenes identitet er kommet frem, bringes

islam i fokus med fornyet kraft. Særligt i JP ser man generaliseringer og dragning af

klare paralleller mellem religionen og terrorisme, som f.eks. i nedenstående uddrag

fra en ledende artikel.



- 57 -

”Ikke alle muslimer er terrorister. Men så godt som alle terrorister er

muslimer. Det er den dybt tragiske kendsgerning, der endnu engang er

blevet aktualiseret.” (JP, e0404407).

Et andet sted stiller avisen spørgsmålet:

”Hvorfor unge muslimer fra liberale, ikke-religiøse familier lader sig

hjernevaske til at tro, at de skal være soldater i en nådesløs kamp mellem

vestlige korsfarere og et globalt muslimsk fællesskab, mellem de onde og

de gode [...].” (JP, e04066ba).

Her kan man dels se, at avisen bygger videre på den oprindelige dikotomi mellem

Vesten og den islamiske verden, men uddraget rummer ligeledes et interessant syn på

religion. De unge benævnes som muslimer samtidig med, at de beskrives som

opvokset i ikke-religiøse familier. Det kan man tolke som, at der bag formuleringen

ligger en antagelse om, at religion i en sekulær form, hvor den dyrkes i private

rammer og ikke har indflydelse på det offentlige rum, er den ønskværdige. Risikoen

ved denne fremstilling kan som tidligere nævnt være, at der efterlades det indtryk, at

folk, der åbent giver udtryk for deres muslimske tro, mistænkeliggøres og tillægges

samme motiver, som de fire gerningsmænd.

De fire mænds muslimske tro og deres etniske oprindelse i Pakistan og Jamaica er

karakteristika, der fremhæves i medierne (se f.eks. JP, e04066ba og JP, e0404381).

Disse karakteristika bidrager til at adskille de fire mænd fra det nationale fællesskab i

Storbritannien, og det spiller en rolle for de årsagssammenhænge, der trækkes frem.

Dette vil være fokus i næste afsnit.

4.3 Den diskursive kamp om de bagvedliggende årsager

- Terrorisme bunder i et had til den vestlige civilisation

De bagvedliggende årsager til terrorangrebet, som de forskellige diskurser fremstiller,

er repræsenteret i figur 4.3. I tråd med det foregående afsnit vil dette afsnit indledes

med en analyse af den dominerende diskurs (A), derefter bliver den marginale diskurs

(B) kort præsenteret, inden det belyses, hvilke nye diskursive formationer, der opstod

som følge af terroristernes identitet.



- 58 -

Figur 4.3: Eksempler på de tre diskursers (A-C) opfattelser af de bagvedliggende

årsager til terrorangrebet i London.

Den dominerende diskurs fremhæver Storbritanniens rolle i Irak og deres tætte

forhold til USA, som den primære årsag til, at lige netop London er blevet angrebet.

Den svenske terrorekspert Gunnar Jarvas udtaler f.eks. at bombeangrebet ”ligner et

budskab fra bin Laden & co” og siger endvidere: ”At det rammer England er klart på

grund af Blair, som opfattes som Bushs skødehund” (Pol, e03fbec1).

De ovennævnte årsagssammenhænge lægger sig op af repræsentationerne af

bombeangrebet som en del af krigen mod terror. I de eksempler på diskurs A, som

optræder i figur 4.3, kan der desuden spores en tendens til, at terroristerne tillægges

en virkelighedsforståelse identisk med den, der danner grundlaget for Samuel P.

Huntingtons teori (se afsnit 2.5.2). Terroristerne bliver således fremstillet som nogen,

der rummer et ”afgrundsdybt had til den vestlige civilisation” (Pol, e03fbead) og

som er ”besat af et inderligt had mod den vestlige civilisation” (JP, e03fe197).

Medierne bidrager herved til en forståelse af terrorisme som civilisationers

sammenstød. At journalisterne vælger at benytte betegnelsen den vestlige civilisation



- 59 -

vidner om, at de opererer med en opfattelse af verden som opdelt. Dette kan man

ligeledes se indikationer af andre steder i dækningen. Bl.a. skelner JP i en artikel

mellem islamiske og ikke-islamiske samfund samt mellem ”den muslimske og den

vestlige verden” (JP, e03fe197). I disse betegnelser lægger der en reproduktion af de

konstruerede fællesskaber, Said peger på, præger Orientalismen (Said 2002:262), og

som udgør den dikotomi, der etableres i nutidige terrordiskurser (Roy & Ross

2011:289).

Man kan ligeledes se, at terroristernes budskab med terrorangrebet

underkendes i den dominerende diskurs. Det pointeres således, at terroristernes mål

er ”forholdsvis uklare” (JP, e03fb8e8), mens det et andet sted lyder: ”Terroristernes

mål og formål kender vi ikke – udover at de er besat af et inderligt had ” (JP,

e03fe197). Dermed repræsenteres angrebet som et udtryk for irrationalitet, som man

kun kan tage afstand fra. At Londons politichef bruger metaforen, at terroristerne har

”bombet forhandlingsbordet” (JP, e040439e) viser ligeledes, at terroristernes motiver

delegitimeres.

I den marginale diskurs (B) er det, i tråd med fjendebilledet, også hos Vesten de

bagvedliggende årsager udpeges. En dansk muslim giver udtryk for, at muslimer er

stigmatiserede, og at ”Vestens såkaldte frihedsbegreber som demokrati og personlig

frihed har spillet fallit” (Pol, e0405b0e). Oppositionspolitikere investerer også i

diskursen.

”Vi [er]også nødt til at inddrage den rige vestlige verdens handlinger og

forsømmelser som en del af forklaringen. Ellers kommer vi ingen vegne.

Det er utroligt, at Venstre ønsker at stoppe enhver debat om årsagerne til

terrorisme”. (JP, e03fe1c6).

Citatet er fra Enhedslistens Per Clausen, som i begge aviser får plads til at

svare igen på regeringsrepræsentanters kritik af Mustafa Chendid.

Årsager til bombeangrebet, som fremhæves i den marginale diskurs, er

sammenhængen mellem social og økonomisk uretfærdighed og terrorisme. Ligesom

debatten og det modsætningsforhold, den skaber mellem muslimer og den øvrige

befolkning, fremhæves som kilde til ekstremisme. Religionsforsker Tim Jensen peger

på, at den hårde retorik i udlændingedebatten har forstærket indtrykket af, at ”den

kristne og den muslimske civilisation er på vej mod dette afgørende slag” (JP,



- 60 -

e03fd24e). Han taler således op i mod fremstillingen af terrorisme som civilisationers

sammenstød, som der var spor af i den dominerende diskurs.

4.3.1 Terroristernes identitet og de bagvedliggende årsager

- Pilen peges tilbage på Orienten

Som man kan se i foregående afsnit, indeholder udpegningen af årsagssammenhænge

i den marginale diskurs en kritik af den vestlige verden. Særligt debattens etablering

af et skel mellem muslimer og ikke-muslimer fremhæves. Man kunne således

formode, at den kendsgerning, at britiske muslimer udførte terrorangrebet, ville

resultere i en styrkelse af denne diskurs. Det sker imidlertid ikke. Derimod kan man

se, at det bestræbes at bibeholde billedet af al-Qaeda som fjenden. Det sker ved, at de

fire selvmordsbombere kædes sammen med bagmænd. Londons politichef, Ian Blair

udtaler f.eks.: ”Vi forventer på et eller andet tidspunkt at fastslå et tydeligt link til Al-

Qaida.” (JP, e04058b4), og i figur 4.3 kan man se at selvmordsbomberne betegnes

som ”fodfolk” mens ”hjernen bag” fortsat er på fri fod.

At pilen pludselig peger mod det britiske samfund, efter identiteten på de

formodede gerningsmænd er offentliggjort, kan være med til at fremme de britiske

myndigheder og politiske lederes bestræbelser på at få udpeget en fjende uden for

Storbritanniens grænser. De danske medier fremmer denne ambition, således er der

ikke tegn på, at britiske politikere bliver bedt om at forholde sig til det britiske

samfunds rolle og ansvar. Ligesom den hjemlige debat og muligheden for, at den vil

kunne skabe grobund for lignende tilfælde i Danmark, heller ikke bliver et tema.

I stedet kan man se, at de fire mænds etniske oprindelse og forbindelser til

Pakistan ender med at blive omdrejningspunktet i granskningen af

årsagssammenhænge. De fremstilles bl.a. som forførte og hjernevaskede, og det, der

har udløst forandringen, menes at være ophold på koranskole i Pakistan. Som en kilde

siger i Politiken: ”En eller anden har ”fanget” Tanweer under hans ophold i Pakistan

og ’trykket på en knap inde i hans hoved’” (Pol, e0406884).

Ved at fremstille de fire mænd som hjernevaskede frakobles de i en vis grad

agency, det fjendebillede, der konstrueres, har fortsat rødder i Orienten. Det ses i

nedenstående uddrag fra Politiken, hvor mystiske fremmede fra Mellemøsten angives

som medvirkende årsag til, at unge briter risikerer at ende som de terrorister.



- 61 -

”De kommer i dårligt selskab, når mystiske fremmede fra Mellemøsten

fisker efter svage sjæle i moskeerne, eller i den lokale boghandel.”

(Pol, e04068a2).

JP fremhæver imamer, der med avisens ord ”fredag efter fredag tordner mod det

samfundssystem, som giver dem lov til at ytre sig”. I følgende uddrag fra en ledende

artikel, henvender avisen sig til dem:

”I spreder had til det system, som giver jer husly, og som I og jeres

fredagslyttere selv har ønsket at bo i. Og jeres hadefulde angreb på USA

og Vesten er kun med til at gøde jorden for potentielle terrorister, som I

er med til at hjernevaske”. (JP, e0404407).

Imamerne inkluderes ikke i fællesskabet ”os” i JP’s repræsentation, hvilket man kan

se ved, at de tiltales med ord som I og jer. Og de gives samtidig skyld for at

hjernevaske muslimer.

Mediernes udpegning af årsager indikerer, at narrativen om den onde mentor, som

Featherstone et al. (2010:176) påviste i britiske mediers dækning af terrorsager i

2007, allerede blev iscenesat i dækningen af denne begivenhed.

4.4 Den diskursive kamp om ansvar og løsninger

- Terrorismen skal bekæmpes

De forskellige bud på ansvar og løsninger fra den dominerende diskurs (A), den

marginale diskurs (B) samt diskurs (C), som opstår da gerningsmændenes identitet er

klar, kan ses i figur 4.4.



- 62 -

Figur 4.4: Eksempler på de tre diskursers (A-C) udpegning af ansvar og løsninger i

kølvandet på terrorismen i London.

I den dominerende diskurs er krigsretorikken fremherskende. Dermed viderebygges

repræsentationen af begivenheden som en del af krigen mod terror. Det beskrives bl.a.,

at G8 lederne står ”skulder ved skulder for at demonstrere deres sammenhold i krigen

mod terror”, og at de forsikrer, ”at den krig vil blive vundet.” (JP, e03fb99c). Fra

danske politikere bliver det påpeget, at engagementet i Irak fastholdes (JP, e03fb991).

I nedenstående citat fra USA’s præsiden George W. Bush kan man se, at håb stilles

over for had, hvilket bidrager til, at den førte krig mod terror repræsenteres som en

positiv og retfærdig størrelse.

”Vi vil ikke bøje os for de terrorister [...]. Vi vil finde dem og straffe dem.

Og samtidig vil vi sprede en ideologi om håb og medfølelse, der vil

overvinde deres hadets ideologi.” (Pol, e03fbeb7).

I argumentationen for, at krigen mod terror er det rette modsvar til terrorhandlingen

spores ligeledes brug af metaforer. Terrorisme bliver sammenlignet med



- 63 -

miljøforurening og med udtryk som, at terroren skal ”trækkes op ved rødderne” (JP,

e03ff0e0) og at ”rive ondet op med rod” (JP, e0404407), plantes et indtryk af

terrorisme som en fastlåst størrelse, der er dybt forankret, eller rodfæstet om man vil.

Storbritanniens premierminister, Tony Blair giver andetsteds udtryk for, at der er tale

om ”en ekstrem ond ideologi, hvis rødder ligger i en perverteret og giftig

fejlfortolkning af religionen islam”. (JP, e0402eef). Igen bruges ordet rødder, og her

kobles rødderne til religionen islam. Selv om Blair pointerer, at terrorisme ikke er en

del af islams grundlag, giver metaforen stadig indtrykket af, at det er her, terrorismens

tilhængere og udøvere er udsprunget af. Dermed sker der også her den kobling af

terrorisme og tro, som var til stede i konstruktionen af fjendebilledet.

Medierne udviser dog også ambitioner i retning af at skille de specifikke

terrorhandlinger fra den muslimske tro. De første dage efter angrebet er der flere

artikler, hvor britiske og europæiske muslimer fremhæves som indirekte ofre, og

begge aviser opfordrer til ikke at lade en hetz mod den muslimske del af befolkningen

blive et modsvar på angrebet. Dette sker både på lederpladsen og gennem udsagn fra

eksperter, som nedenstående citater viser.

”Det er ikke et opgør mellem muslimer og ikke-muslimer, men mod

mennesker, der vil forsvare det åbne samfund mod dem, der vil det til

livs.” Jørgen Bæk Simonsen, religionsforsker (JP, e03fd24e).

”Det er vigtigt, at myndighederne forholder sig til, at de er i gang med

en krig mod terror, ikke en krig mod muslimer og islam.” Keld Molin,

psykolog (Pol, e03fd746).

Både JP og Politiken trækker desuden den 20-årige Shahara Islam frem blandt de, der

mistede livet. Hendes religiøse identitet bliver fremstillet som et symbol på terrorens

vanvid:

”Som vestlig orienteret muslim er hun netop blevet omtalt som symbol på

det multikulturelle Storbritannien, der nu er i fare for at blive

undermineret” (Pol, e0405b0f).

Dermed udviser medierne påpasselighed i forhold til at undgå, at den enkelte muslim

bliver sammenkædet med bombeangrebet og islamistisk terrorisme, og man kan se, at

den diskursive strategi om at skelne mellem de ”gode” og ”onde” muslimer, der har



- 64 -

været udbredt i terrordiskurser siden 9/11 (Mamdani 2002:266), ligeledes er at finde i

den dominerende diskurs i medierne. Tony Blair udtalte f.eks. i forskellige

forbindelser, at ”langt det overvejende flertal af de 1,6 mio. britiske muslimer er

lovlydige borgere, der fordømmer terrorhandlingerne ligeså kraftigt som alle andre”

(JP, e040194e), og at han er ”stolt over det bidrag, de fleste af dem yder” (Pol,

e0400572). Ved at gøre opmærksom på undtagelserne gennem ordvalg som det

overvejende flertal og de fleste er risikoen dog, som Ahmed (2004:74) peger på, at

muslimernes religiøse identitet indirekte kobles til med konflikten. Der må ergo være

nogle blandt de britiske muslimer, som ikke er lovlydige og ikke tager afstand fra

angrebet. Et andet forhold man kan trække ud af ovenstående eksempler er, at

muslimer ved at blive udpeget som selvstændig offer-gruppe adskilles fra

”almindelige” britiske statsborgere. Frem for at udtale, at langt de fleste briter

fordømmer og afskyr angrebet, kategoriseres muslimer som en særlig gruppe i det

britiske ”os”.

Et interessant forhold i dækningen er, at mens medierne hovedsageligt bruger

eksperter, politikere og repræsentanter fra myndighederne som kilder, så får

muslimerne, i de artikler hvor der er fokus på, at angrebet ikke bør føre til en hetz

mod muslimer, selv taletid til at fordømme angrebene med argumenter som, at

terroristerne ikke tilhører nogen religion, og at islam ikke handler om terrorisme (Pol,

e03fd343; Pol, e0405b0e). Samtidig kan man se, at de muslimske kilder forholder sig

til den eksisterende opfattelse af terrorisme som knyttet til islam og den polarisering,

det skaber mellem dem og det øvrige samfund. Det kommer til udtryk i udsagn som

”ethvert angreb er et angreb på os alle” (Pol, e03fd338) og ”vi er også en del af

London, det er også vores hjem, der er blevet ødelagt” (JP, e03fda75). De forsøger

således at konstruere en ”os” kategori, som de er en del af. Samtidig er de dog

bevidste om de stereotyper, der knytter sig til terrorisme. Flere nævner deres mørke

hår og skæg som anledning til, at der nu vil blive set skævt til dem. Det viser, at

stereotyper er effektfulde, i og med et kendetegn, der for dem bunder i en positiv ting

- nemlig deres tro, af dem selv fremhæves som en faktor, der medvirker til at

distancere dem fra den nationale identitet og den brede offer-kategori.

Mediernes valg af muslimer som kilder er bemærkelsesværdig, i forhold til at

undersøgelser viser, at denne befolkningsgruppe sjældent høres i den daglige

nyhedsstrøm, og når de gør, er det primært i forbindelse med vold og kriminalitet



- 65 -

(Hussain et al. 1997:90; Kontrabande 2012:4-5). Det kan man på sin vis sige, også gør

sig gældende her, og man kan hævde, at det specifikke fokus på muslimer som en

særlig gruppe, kan medvirke til, at der netop konstrueres den konflikt mellem

muslimer og ikke-muslimer, der advares mod i dækningen. Muslimerne får dog

lejlighed til at tale op imod diskurser, der ekskluderer dem fra den (inter)nationale

identitet, og man kan have en formodning om, at en afgørende faktor, hvis fordomme

og stereotype opfattelser af islam skal nedbrydes, er at de bringes til forhandling i

diskursordnen.

I den dominerende diskurs fremhæves det som nævnt, at de rette løsninger på

terrorangrebet handler om, at terrorismen skal bekæmpes. Det kan betragtes som en

legitimering af den udenrigspolitiske strategi bag krigen mod terror.

I diskurs B præsenteres til gengæld en mere ”blød” og humanitær tilgang til

bekæmpelse af terrorisme, som ikke handler om militære modsvar. Villy Søvndal

(SF) hævder f.eks. at håbløshed er med til at skabe fanatikere, og at det derfor handler

om at få løst verdens fattigdomsproblemer. Politiken bakker dette synspunkt op. Bl.a.

forholder avisen sig kritisk til at flere europæiske lande ifølge avisen ”vil stramme

deres love, øge overvågningen af muslimske mindretal og kontrollen af

fundamentalistiske imamer for at komme terrorismen til livs” i kølvandet på angrebet

(Pol, e0405b0b). Avisen giver udtryk for, at en del af de midler, der anvendes til

krigen mod terror, i stedes bør bruges på at ”bekæmpe fattigdom og håbløshed” (Pol,

e03fbead).

4.4.1 Terroristernes identitet og ansvar samt løsninger

- Ansvaret flyttes til muslimerne

Hvor de politiske reaktioner i de første dage efter angrebet lød, at krigen mod terror i

form af et fortsat militært engagement i Irak var det rette modsvar til bombeangrebet,

så ændres denne argumentation, da det kommer frem, at der er tale om gerningsmænd

med britisk statsborgerskab.

Tony Blair udtaler herefter, at den britiske terrorlov skal strammes, så

det bliver sværere for ”ekstremister, der prædiker had at komme ind” og

muligt at ”deportere dem”, hvis det er nødvendigt (JP, e0402eef). Fra at

handle om udenrigspolitiske modsvar kommer det således til at handle om den



- 66 -

nationale sikkerhedspolitik. Premierministeren udtaler desuden, at der må

udkæmpes en ideologisk kamp, hvis man skal komme den ”onde ideologi”,

der ligger bag terrorisme til livs. ”Det er en kamp, der skal vindes. En kamp

ikke kun om terrorismens metoder, men om dens synspunkter”. Hvis denne

kamp skal lykkes, kræver det en indsats fra Storbritanniens muslimske

befolkningsgruppe, lyder det endvidere (Pol, e0406885). Diskursen finder

således løsningerne et andet sted end den marginale diskurs, der som nævnt

hævder, at sociale og økonomiske forhold er årsager til terrorisme, og at

ansvaret for løsninger lægger hos politikere.

Der skelnes fortsat mellem den ”gode” og den ”onde” muslim, men

førstnævnte gøres nu til ansvarshaver i konflikten. Dette ses også i citatet fra Londons

politichef, Ian Blair i figur 4.4, hvor han med udtryk som udtryk ”I må finde måder”

og ”I må identificere” placerer ansvaret hos britiske muslimer (JP, e0405821). Det

bevirker, at de britiske myndigheder i lighed med de diskursive fremstillinger af de

bagvedliggende årsager formår at fjerne fokus fra forhold i samfundet, der kunne pege

tilbage på den førte politik i landet. Dermed distancerer de sig fra ansvaret. Det flyttes

i stedet tilbage til muslimerne og deres religiøse ledere, der ”prædiker had”, hvilket

efterlader et indtryk af, at det er i islam, at roden til problemet findes. I JP får

moderate danske muslimer ligeledes opfordringen: ”Ryd op i egne rækker. Hold øje

med jeres radikale trosfæller” (JP, e0404407).

Med afsæt i ovenstående kan man spore et skifte fra, at den dominerende diskurs i

dækningens indledning fremhæver muslimerne som en selvstændig offer-gruppe og

bestræber sig på at distancere troen fra terrorisme, til at muslimerne tildeles ansvar i

lyset af, at britiske selvmordsbomber har udført angrebet.

Muslimernes rolle som henholdsvis ofre og ansvarlige kan sammenlignes med

Featherstone et al.’s (2010) observationer af undersøgelsen af britiske mediers

repræsentationer af islam og muslimer i forbindelse med terrorbegivenheder i

Storbritannien i 2007. Her blev fundet en diskursiv konflikt mellem en

integrationsdiskurs, der positionerede muslimer som britiske, og en diskurs, der

pålagde det muslimske fællesskab skyld for at lade terrormistænkte blive hjernevasket

(Featherstone et al.’s 2010:178).



- 67 -

4.5 Opsummering

I dækningen kan man spore en dominerende diskurs (A), der kun i begrænset omfang

udfordres af en marginal diskurs (B). Efter offentliggørelsen af gerningsmændenes

britiske identitet dekonstrueres den dominerende diskurs (C) imidlertid delvist.

Analysen har belyst de forskellige diskursers repræsentationer af fjendebilledet, de

bagvedliggende årsager samt ansvar og løsninger.

Sammenfattende kan man i den dominerende diskurs spore en række af de

samme diskursive elementer, som præger nutidens globale terrordiskurser.

Terrorhandlingen i London repræsenteres som del af krigen mod terror, hvilket

analogierne 9/11 og Madrid er med til at bestyrke. Dermed får angrebet karakter af en

krigserklæring mod frihed og demokrati, som har global rækkevidde og som skal

bekæmpes.

Fjendebilledet udgøres af al-Qaeda og militante islamister. Dette fjendebillede

bevirker, at der flere steder optræder religiøse henvisninger, der kan være med til at

koble muslimers tro til de voldelige terrorhandlinger. Bl.a. kan man se, at medierne

trækker på stereotyper fra Orientalismen, ligesom terroristerne tillægges en

virkelighedsforståelse, der betragter verden som opdelt i uforenelige kulturer.

I den dominerende diskurs etableres en klar dikotomi mellem ”os” og ”dem”,

som danner den ækvivalenskæde, der ses i tabel 4.1.

.

OS DEM

Demokrati Terrorisme

Europa Mellemøsten

Den vestlige civilisation Den islamiske verden

God Ond

Fred og frihed Krig

Civiliseret Uciviliseret

Muslimer (den gode) Muslimer (den onde)

Moral og værdier Barbarisk og skruppelløs

Ikke-religiøse liberale Religiøse fanatikere

Tabel 4.1 Ækvivalenskæde over den virkelighedsforståelse, der præger den

dominerende terrordiskurs i mediernes dækning af angrebet i London.



- 68 -

Som det fremgår, er muslimer placeret på begge sider i dikotomien, hvilket skyldes, at

de i diskursen bevæger sig mellem på den ene side, at være en del af ”os”, mens de

samtidig i flere sammenhænge knyttes til kategorien ”dem”. Der skelnes godt nok

mellem den ”moderate, gode” og den ”radikale, onde” muslim, men hvor skillelinjen

går, er ikke defineret.

Det er især autoritære kilder som terroreksperter, myndigheder og politikere,

og dermed hvad man kan betegne som en del af eksisterende magteliter i samfundet,

der får plads til at fremføre den dominerende diskurs.

Den marginale diskurs fremsættes af en blanding af muslimer, forskere, danske

oppositionspolitikere samt Politiken, som er den avis, der giver mest plads til

diskursen. Heri peges på faktorer som Vesten og USA, krigen mod terror samt

økonomisk og social ulighed som kilde til terrorisme. Fokus varierer alt efter

udsigelsespositionen. I den diskursive kamp om fjendebilledet er det tydeligt, at

repræsentanter fra det muslimske fællesskab opstiller en ”os-dem” dikotomi, der står i

direkte kontrast til den dominerende diskurs. De politikere, der investerer i den

marginale diskurs, vurderer terrorangrebet som et produkt af ulighed, og binder

dermed ikke det egentlige budskab op på en strid mellem muslimer og ikke-muslimer,

selvom den er indlejret i argumentationen om den skadelige debat. Den

ækvivalenskæde som de forskellige elementer i diskurs B danner ses i tabel 4.2.

OS DEM

Muslimer/Minoritet Ikke muslimer/Majoritet

Afmagt Magt

Krig mod ikke-muslimer Krig mod muslimer

Stigmatiserede Stigmatiserende

Fattig Rig

Humanitær Militær

Krig mod fattigdom Krig mod terror

Tabel 4.2 Ækvivalenskæde over den virkelighedsforståelse, der præger den

marginale terrordiskurs i mediernes dækning af terrorangrebet i London.



- 69 -

Den marginale diskurs indikerer, at den dominerende diskurs udfordres. Den kraftige

kritik, der kom på baggrund af udtalelserne om USA og Vesten som fjende, viser dog,

at det ikke er alt, man kan tillade sige i forbindelse med terrorisme. Det sammenholdt

med, at diskurs B optræder i så begrænset et omfang, som det er tilfældet, peger på, at

den dominerende mediediskurs indtager en hegemonisk position og en status i

diskursordnen, der giver den definitionsmagt over terrorangrebet.

Man kan dog se, at der sker en rekonstruktion af den dominerende diskurs, da det

kommer frem, at briter har udført terrorangrebet. Fjendebilledet findes nu pludselig

inden for de nationale grænser, hvilket bevirker, at de fire bombemænd forsøges

kædet sammen med bagmænd, hvor både al-Qaeda, fremmede fra Mellemøsten,

imamer og koranskoler hives frem. Alle er de med til at pege pilen tilbage mod

Orienten i granskningen af de bagvedliggende årsager. Den britiske identitet bevirker

ydermere, at muslimer inddrages som en del af både ansvar og løsninger, i og med at

de skal forhindre, at lignende gentager sig.

I forhold til den dominerende diskurs er ”os-dem” dikotomien ikke ændret, der

sker snarere en udvidelse af ”dem” kategorien til også at indbefatte ekstremistiske

muslimer, der lever i blandt ”os”, og som tilegner sig radikale holdninger til Vesten

på grund af påvirkninger fra Orienten.



- 70 -

5. Analyse af terrorangrebet i Norge

Analysen af terrorangrebet i Norge er opdelt i seks afsnit. Indledningsvis vil

dækningens første dag blive analyseret. Denne behandles særskilt, da der sker et

skifte i repræsentationen af begivenheden, da ABB’s identitet kommer frem. Dette

skifte er fokus i de følgende afsnit, hvor der først peges på de generelle træk i den

måde begivenheden fremstilles på, hvorefter fokus skifter til de diskursive kampe, der

kan spores i dækningen. I lighed med analysen af angrebet i London er disse kampe

opdelt i de tre temaer; fjendebilledet, de bagvedliggende årsager og ansvar og

løsninger. Kapitlet afrundes med en opsummering.

5.1 Dækningens første dag

-krigen er kommet til Norge

Repræsentationen af terrorangrebet i Norge den første dag minder på mange måder

om den, der blev anvendt ved angrebet i London. På forsiden af JP fylder et stort

billede med ødelagte regeringsbygninger, vragdele og redningsfolk i arbejde det

meste af siden. Og sammen med overskriften ”Norge 22/7” giver det indtrykket af en

skæringsdato i Norges historie (se billede 5.1). JP har ganske lidt tekst på forsiden,

men i den lille tekst under overskriften står der:

“Europa har ikke set et angreb af disse dimensioner siden London i

2005. Verden er endnu engang blevet mindet om, at terror ikke har

grænser” (JP, e2cafc73).

Politiken har valgt samme billede som JP på avisens forside. Og her lyder

rubrikken ”Norge under angreb”, mens der står ”det alvorligste terrorangreb

mod Europa siden 2005” med mindre typer ovenover (Pol, e2cafc43). Uddrag

fra artiklen viser, at også Politiken benytter tidligere terrorangreb til at sætte

ord på begivenheden i Norge.

”Røgskyer mod himlen gav mindelser om terrorangrebene i New York i

2001 og i den indiske millionby Mumbai i 2008.”

”Det var samtidig det første større angreb som terrorister har haft held

med at gennemføre i Vesten siden terrorangrebet i London i 2005.”



- 71 -

Billede 5.1: Forsiden af Politiken (tv.) og JP (th.) den 23. juli 2011 – dagen efter

terrorhandlingerne i Norge.

Angrebet mod London bliver brugt som referenceramme, og der er desuden

henvisninger til 9/11. Man kan således se, at medierne i høj grad tolker ud fra det

allerede kendte. Det, der skete i Oslo og på Utøya, henvises fra starten til at være en

del af samme konflikt, som disse fortidige terrorangreb, og terrorhandlingerne i Norge

gøres til en begivenhed, der berører både Europa og den øvrige verden. Som Politiken

skriver i deres leder på forsiden:

”Det var ikke kun Norge, der var målet. Det var os alle, der deler

værdier med nordmændene. Det var Norden, Europa, hele den

demokratiske verden”. (Pol, e2cafc46)

JP benytter, i lighed med Politiken, rubrikken ”Norge under angreb i hovedartiklen

om begivenheden. Heri beskrives Norges regeringskvarter som forvandlet til en

”krigszone” (JP, e2cafe0f). Disse ordvalg gør, i samspil billederne i aviserne, at

læseren efterlades med det indtryk, at det handler om krig.

I begge aviser fremhæves Norges engagement i både Afghanistan og Libyen,

som muligt motiv. Ligesom der også spekuleres i, at genoptrykning af JP’s

karikaturtegninger af profeten Muhammed kan være medvirkende årsag. Hævn over

Osama Bin Ladens død og Norges olieproduktion som symbol på den vestlige



- 72 -

kapitalisme er helt tredje muligheder, som aviserne præsenterer læserne for. Alle

implicerer de, at det drejer sig om islamistisk terror. Og begge aviser nævner også al-

Qaeda, som den sandsynlige fjende (se f.eks. JP, e2cafe16; Pol, e2cafde5).

En interessant detalje er, at Politiken dagen efter begivenheden præsenterer to

forskellige udgaver af artiklerne på side 6. I første version lyder rubrikken på en af

artiklerne ”Tegninger gør Norge til terrormål” og i underrubrikken kan man spore en

kobling til netop islamistisk terror, mens den sidste lille sætning fungerer som

bekræftelse på, at den proklamerede trussel viste sig at være begrundet.

”Den norske sikkerhedstjeneste advarede for nylig om, at militante

islamister kunne slå til, og at terrortruslen var alvorlig. I går sprang

bomben i Oslo.” (Pol, e2cafde5).

I avisens anden udgave er der foretaget ændringer i den pågældende artikel. Nu lyder

rubrikken ”Stor tvivl om motivet bag norsk terror” og i underrubrikken er der koblet

det forbehold på, at ”også politiske ekstremister kan stå bag angrebet”. Truslen fra

internationale terrorister benævnt som ekstreme og militante islamister fylder dog

fortsat det meste af artiklen både i indledningen og i slutningen. Et lille stykke i

midten på ni linjer er afsat til at nævne det faktum, at en norskudseende mand er

blevet anholdt. Det bliver nævnt som en indikator på, at der kunne være tale om

politisk ekstremisme, men samtidig bliver det nævnt at både venstre- og

højreekstremisme ikke anses som en alvorlig trussel i Norge. Og informationen er

omgivet af norske eksperters vurderinger af, at det er al-Qaeda og netværkets støtter,

som er den største trussel mod Norge. Disse vurderinger bestyrkes yderligere af, at

avisen kalder eksperterne for ”nogle af Europas førende” (Pol, e2cafee9).

Trods ny information, som i bagklogskabens lys burde have fået andre motiver

og årsagssammenhænge frem, bliver der således i Politikens to forskellige udgaver af

historien fastholdt en vinkel, hvor den kendte fjende er i fokus. Det illustrerer, at

krigen mod terror har udviklet sig til en dominerende fortolkningsramme. En

fortolkningsramme, der rummer en særlig form for terrorisme og et bestemt

fjendebillede.

Sammenfattende om dækningens første dag kan man sige, at medierne trækker

på krigen mod terror diskursen. Der skabes en klar dikotomi mellem ”os” og ”dem”,

hvor ”os” kategorien ikke kun udgøres af Norge, men af hele den demokratiske

verden, mens ”dem” kategorien udgøres af det allerede veletablerede fjendebillede



- 73 -

med al-Qaeda i spidsen. Motivet bag angrebet vurderes desuden at være et islamistisk

opgør med Vesten.

I de følgende afsnit belyses det, hvordan de diskursive formationer i dækningen

ændrer karakter, efter medierne har fået klarhed over gerningsmand og motiv.

5.2 Den følgende dækning

- Fra krig til national tragedie

Den 24. juli, to dage efter terrorangrebet, står det i aviserne klart, at det ikke som først

antaget drejer sig om islamistisk terror, men at den anholdte norskudseende mand er

ABB, og at der ligger et højreekstremistisk motiv bag.

Begivenhedens omfang gøres klart for læserne gennem udtryk som ”det

største terrorangreb nogensinde i Skandinavien”, ”den største tragedie”, ”den mest

grusomme forbrydelse”, ”den sværeste stund” og ”det største anslag mod

demokratiet”. Anden Verdenskrig og nazisternes besættelse af landet fungerer i de

fleste tilfælde som målestok. Denne analogi bidrager dels til at sætte omfanget af

angrebene i relief, men man kan også se spor af, at den anvendes til at sætte ord på

nogle fælles følelser. En nordmand udtaler f.eks. ”jeg blev først født i 1947, men det

føles på mange måder som stemningen under krigen” (JP, e2cba768). Manden har i

kraft af sin alder ikke selv oplevet krigen eller den stemning, han omtaler, men føler

alligevel, at den oplevelse, landet har været ude for, minder om dengang. Det kan

skyldes, at Anden Verdenskrig, som Adriansen (2003:276-277) påpeger, udgør en

vigtig del af myten om fællesskabet og den nationale arv, og at den derfor har en

integrerende og samlende effekt på den nationale identitet. At benytte referencer til

krigen kan således bidrage til at skabe sammenhold og en fælles horisont at tale om

begivenheden ud fra.

Henvisningerne til Anden Verdenskrig er dog sporadiske, og i dækningen

optræder der ikke, som det var i tilfældet ved angrebet i London, en gennemgående

analogi. Det kan muligvis have noget at gøre med, at aviserne har svært ved at placere

denne begivenhed i en passende fortolkningsramme. Bombeangrebet i Oslo

sammenlignes enkelte steder med den, der ramte Oklahoma i 1995, mens der i forhold

til skyderiet på Utøya drages paralleller til skoleskyderier i USA. Betragtet i det store

billede fremstilles terrorangrebene dog med udtryk som ”uden fortilfælde”, ”ingen



- 74 -

havde taget højde det” og ”det har ikke ligget i kortene” (JP, e2cb3665; (Pol,

e2cb362f; JP, e2cb5a49).

Selvom angrebet er udført af en etnisk norsk mand, beskrives begivenheden i lighed

med angrebene i Oslo og på Utøya med stærkt negativt ladede tillægsord, og

begivenhedens karakter ændrer desuden ikke ved, at handlingerne kategoriseres som

terrorisme. Som JP eksplicit slår fast i en leder, så er der tale om en terrorhandling:

At der er tale om en hjemmefødt terrorist [...] gør ikke smerten mindre

for de efterladte. Ej heller ændrer det ved det faktum, at der er tale om en

terrorhandling med det formål at ryste det norske samfund.”

(JP, e2cb36cf)

Selvom medierne fortsat karakteriserer handlingerne som terrorisme, så kan man

samtidig se, at medierne i udpræget grad anvender betegnelserne ”massakre” og

”tragedie”.11

Brugen af ordet tragedie ses bl.a. i JP, som vælger at kalde dækningen

”Tema: Tragedien i Norge”. På dækningens første dag stod der ”Tema:

Bombeangreb i Oslo” øverst på siderne. Politiken rammer fra første dag dækningen

ind med teksten ”Terror” i øverste hjørne af siderne.

At repræsentere begivenheden som en ”national tragedie” eller ”den norske

tragedie” kan være foranlediget af en ambition om at indskrænke den, fra de første

dage at omhandle ekstreme islamisters had til den vestlige verden, til nu udelukkende

at være en national konflikt. Ordvalget kan også bunde i, at gerningsmandens etnicitet

er en anden end forventet. JP kalder ABB en ”hjemmefødt terrorist” (JP, e2cb36cf),

og Politiken skriver, at ABB har givet begrebet ”hjemmedyrket terrorisme” en helt ny

betydning, da der pludselig var tale om ”en ung radikaliseret kristen nationalist, et

rent produkt af det norske samfund” (Pol, e2cb5ab7). Det var altså ikke, som man

f.eks. så det i London, en gerningsmand med anden etnisk oprindelse og muslimsk

tro. Et par af Norges kulturpersonligheder forholder sig til netop dette faktum, at ABB

med Politikens ord var et rent norsk produkt:

11 En søgning i avisernes artikler fra den 24. juli og fem dage frem afslører, at Politiken benytter ordet

massakre 47 gange og tragedie 47 gange, mens ord, hvor terror indgår anvendes 243 gange. Dette tal

112 i JP, mens tragedie benyttes 52 og massakre 34 gange.



- 75 -

”Psykologisk kan det blive endnu sværere at leve med erindringen om

rædslerne i erkendelse af, at forbryderen snarere kunne have været en

nabo end en fremmed fanatiker [...] På den måde føles det mere som en

naturkatastrofe end som et terrorangreb: en tragedie, som man aldrig

helt kan beskytte sig imod.” Thomas Hylland Eriksen, professor og

samfundsdebattør (Pol, e2cba600).

”Den ufattelige ondskab har voldtaget virkeligheden. Og den er ikke

forårsaget af en ekstrem militant muslim eller en farvet asylansøger. Den

er forårsaget af en af vore egne. Vi har næret ondskaben tæt ved vores

bryst.” Herbjørg Wassmo, forfatter (Pol, e2ccb893).

Citaterne rummer begge elementer af de stereotyper, der hidtil har knyttet sig til

terrorist identiteten, og som man ligeledes så i dækningen af London. Der nævnes

både fremmed fanatiker, ekstrem militant muslim og farvet asylansøger. Det var den

type gerningsmand, man havde regnet med. Og der gives ydermere udtryk for, at

denne fjende er lettere at forholde sig til og beskytte sig imod, netop pga. det faktum,

at det er en fjende, der ikke betragtes som en fuldgyldig del af det nationale

fællesskab. At en nordmand står bag, giver begivenheden karakter af at være en

naturkatastrofe, lyder reaktionen.

I modsætning til London, hvor angrebet var forventet og fjendebillede til dels

matchede, så lyder den overordnede vurdering, at man havde overset truslen fra

højreekstremismen i Norge. Dette igangsætter en debat om, hvorvidt krigen mod

terror har skygget for, at terrortruslen kan komme fra andre kanter end den

islamistiske, og denne debat har indvirkning på de diskursive formationer, der tegner

sig i aviserne. Dækningen er i høj grad præget af antagonistiske diskurser, der

kæmper for definitionsmagten, hvilket indikerer, at der mangler fortolkningsrammer,

som kan fungere som forklaringsredskab.

Disse diskursive kampe vil være fokus i de følgende afsnit. I lighed med

analysen i kapital 4 er de diskursive stridigheder delt i følgende tre temaer;

fjendebilledet, de bagvedliggende årsager og ansvar og løsninger, som gennemgås i

nævnte rækkefølge.



- 76 -


- Terrorismen kategoriseres og klassificeres

Overordnet kan man sige, at der i diskursernes repræsentation af begivenheden og

ABB foregår en dekonstruktion af det oprindelige fjendebillede, hvor terrorisme og

ekstremistiske islamister er forbundet. Som Politiken skriver i en ledende artikel:

”De sidste ti års terroranslag mod vestlige storbyer har sat

automatreaktionen i de fleste af os, når en bombe springer som fredag i

Oslo. Vi tænker straks på islamistisk inspireret terror. [...] i går fik hadet

nyt ansigt. Nordisk, blond og smilende.” (Pol, e2cb59bd)

Dekonstruktionen åbner for en bredere og mere inkluderende terrorforståelse, hvilket

også kan ses i uddraget ovenfor. Hadet har fået nyt ansigt, som ikke matcher

stereotyperne.

I dækningen konstrueres overordnet set to versioner af det nye fjendebillede.

Fra den ene kant (A) opretholdes et skel mellem politisk og religiøst motiveret

terrorisme. Mens terrorisme fra anden side (B) gøres til et produkt af et hadefuldt

verdensbillede. De to fjendebilleder er skitseret i figur 5.1.



- 77 -

Figur 5.1: Eksempler på fjendebilledet i diskurs A og B i mediernes dækning af

terrorismen i Norge.

Diskurs A er den terrorforståelse, der dominerer i dækningen. I denne repræsenteres

højreekstremisme som en trussel ikke bare i Norge, men også i det danske samfund.

En trussel, der udgør et stigende problem og bør tages alvorligt. Dette afslører valget

af rubrikker afslører bl.a.:

”Danske ekstremister opruster” (JP, e2cb366d)

”Partier vil kulegrave højreekstreme miljøer” (JP, e2cba77c)

”PET: Danske højreekstreme søger støtte i udlandet” (JP, e2cc6049)

”Norsk efterretningstjeneste overså trussel” (Pol, e2cb363a).

Samtidig fremhæves højreekstremisme dog som en terrorform, der bør adskilles fra

islamistisk terror. Det sker eksplicit i JP, hvor truslen deles i ikke islamiske og

islamiske (JP, e2cb5a49). Udover at terrorister deles i kasser, så rangordnes de også i

diskurs A, hvilken disse uddrag fra aviserne illustrerer.



- 78 -

”At der er blevet gennemført et meget stort og brutalt angreb af en

person fra højreekstremistiske miljø, ændrer jo ikke i sig selv på det

generelle trusselsbillede. [...]den høje trussel fra militante islamister

forsvinder ikke.” Petter Nesser, terrorforsker ved Forsvarets

Forskningsinstitut i Oslo. (Pol, e2cc5f4f)

”Selvom fredagens grusomme terrorangreb i Norge blev udført af en

højreekstremistisk nordmand, fastholder eksperter og det europæiske

politisamarbejde Europol, at militante islamister fortsat udgør en langt

større terrortrussel i Europa.” (Pol, e2cc5f4f).

Der er således en tendens til, at højreekstremisme fremstilles som en knap så alvorlig

trussel, mens islamistisk terror reetableres som det primære fjendebillede.

Fjendebillede B optræder udelukkende i Politiken. Her spores en ambition om at løse

terrorismen fra bestemte ansigter og stereotyper. Det sker bl.a. ved, at der drages

paralleller mellem højreekstremismens verdensbillede, og det der danner grundlaget

for islamismen. Begge koges ned til at bunde i et had mod den moderne verden. ABB

kaldes af to uafhængige kilder for Osama bin Ladens lillebror (Pol, e2ccb893) og

Osama bin Ladens åndelige tvilling (Pol, e2cd3d5d), hvilket illustrerer ambitionen til

at nedbryde skellet mellem de forskellige terrorformer, som opretholdes i diskurs A.

En terrorist handler ud fra en forståelse af krig mellem kulturer, og en sådan forståelse

kender ikke religion eller etniske rødder, lyder argumentationen.

Som det var tilfældet i London tildeles fjendebilledet altså i diskurs B en

virkelighedsforståelse, der er identisk med den, der hersker i diskursen om

civilisationers sammenstød. Dog sker det ikke gennem brug af stereotyper fra

Orientalismen eller ved at fremstille en konflikt mellem muslimer og ikke-muslimer.

Snarere er det et syn på en kulturkamp mellem modernitet og tradition, som kan være

nationalistisk såvel som religiøst motiveret.

Diskurs B giver dog også i en vis grad udtryk for en indskrænket

terrorforståelse, i og med den ikke med ord inkluderer venstreekstremisme i

fjendebilledet.


- Psyken mod ideologien

I forbindelse med ABB’s terrorhandling står det klart, hvilke motiver der har drevet

ham, i og med han selv offentliggjorde et 1.518 sider langt manifest på nettet, inden



- 79 -

han udførte angrebene. Heri gør han bl.a. rede for, at han ser det som en

frihedsopgave at bekæmpe islams udbredelse i Europa. Ikke mindst

multikulturalismen som han mener, at den politiske elite med Arbeiderpartiet i

spidsen har ansvaret for.

JP skriver, at ABB betragter manifestet som en propagandamulighed (JP,

e2cb5a47). Ser man på dækningen kan man konstatere, at medierne er med til at

fremme denne propaganda. Både JP og Politiken omtaler manifestet og dets indholdet

i flere artikler og portrætter af ABB (se f.eks. Pol, e2cb3656; Pol, e2cb598b; JP,

e2cb5a02 og JP, e2cb5a4c). I disse repræsenteres ABB med tillægsord som høj,

blåøjet, blond, nydelig, velklædt, genert, pligtopfyldende, belæst, høflig, kristen og

konservativ, men fremstilles også som ensom ulv og massemorder, og der er ligeledes

detaljerede beskrivelser af ham, der til dels er hentet i hans manifest. Bl.a. andet

bliver forældrenes skilsmisse, krigeriske computerspil og personlige afvigelser

fremhævet som nogle af de ting, der kan være medvirkende til, at han er endt som

tiltalt for det største terrorangreb i Skandinavien (se f.eks. JP, e2cb3659 og Pol,

e2ccb6e7).

I mediernes søgen efter forklaringer, er der således tegn på, at personen bag

handlingerne bliver gjort menneskelig. Men der spores også en diskursiv kamp i

forhold til at få forklaret de bagvedliggende årsager til, hvad der har drevet ABB ud

på et sidespor i samfundet. Den ene diskurs (A) fremstiller terrorhandlingerne som en

gal mands værk, mens den anden (B) beskriver dem som et produkt af en farlig

ideologi. Eksempler på argumentationen i de to diskurser ses i figur 5.2.



- 80 -

Figur 5.2: Eksempler på de bagvedliggende årsager diskurs A og B fremhæver i

mediernes dækning af terrorisme i Norge.

Repræsentationen af begivenheden som en gal mands værk er tydeligst i JP, der i

dækningen har mange artikler, hvor det indikeres, at ABB står alene, f.eks. ”Den

ensomme ulv” (JP, e2cb3659) og ”En korsridder uden hær” (JP, e2cc601e). I

sidstnævnte lyder det:

”Skal man tro de fordømmelser, der kommer selv fra den yderste

højrefløj, var den 32-årige nordmand snarere en højst ensom

”korsridder” uden nogen bag sig. Modsat hvad tilfældet er, når f.eks.

det islamistiske terrornetværk Al-Qaida udfører en terroraktion, skal

man lede grundigt på nettet for at finde så meget som anonyme

sympatiytringer. Og selv da handler det overvejende om støtte til hans

ideologiske analyse – at den vestlige verden befinder sig i en krig mod

islam”.

JP giver udtryk for, at ABB ikke har støtter og nævner i samme ombæring, at det

adskiller ham fra islamistiske terrorister. Dermed bygger avisen videre på den



- 81 -

argumentation, der dominerede i konstruktionen af fjendebilledet. Der sker en

rangordning af terrorisme og terrorister, og i denne er islamistiske terrornetværk

fortsat den værste fjende. I en leder lyder det f.eks. også:

”Angrebet på de statsbærende institutioner vil være inddæmmet, hvis

teorien om en norsk enegængers massemord holder stik. Så er Norge ikke

under angreb af den internationale terrorisme.”

(JP, e2cb36cf).

I diskurs A kan man se, at begivenhedens omfang indskrænkes i kraft af, at den

repræsenteres som national norsk tragedie forårsaget af en galning. Dette er lig

fundene i Powell (2011:95-98), hvor amerikanske medier ligeledes søgte at finde

individuelle årsager som f.eks. mental ubalance i dækningen af terrorsager, hvor

amerikanere stod bag.

Det modsatte sker i diskurs B, hvor handlingernes rækkevidde udvides og

gøres til et produkt af en ideologi og en debat, der også har hjemme i Danmark og

andre nordeuropæiske lande. Denne diskurs er fremherskende i Politikens dækning og

f.eks. JP’s billede af, at det er svært at finde så meget som anonyme

sympatitilkendegivelser til ABB’s handlinger, står i tydelig kontrast til den udlægning

Politiken tilbyder læserne. I artiklen ”Antimuslimer vinder frem på nettet” fremhæver

avisen, at: ”man skal ikke lede længe for at finde opfordringer til modstandskamp

mod muslimer” (Pol, e2cd3f82).

I diskurs B er islamkritikere i fokus, og de bringes ind som aktør i dækningen

på samme måde, som det var tilfældet med muslimer i forbindelse med terrorangrebet

i London. Hvor det da var en særlig religiøs identitet, der var referencer til, er det her

en politisk identitet.

”Denne afsindige virkelighedsopfattelse er også på fremmarch i

Danmark, hvor hadets retorik bobler som svovldampe fra en stadig

større sump af højreekstreme internetblogs.”( Pol, e2ccb66d)

Debattører og anti-islamiske netværk, der bygger deres argumentation op om, en

forståelse af, at muslimer vil overtage Europa, er primært dem, der trækkes frem som

de kilder, der har drevet ABB til at begå terrorhandlingerne.

Senere bliver også Dansk Folkeparti gjort til aktør i begivenheden. I denne

fase af dækningen får den diskursive kamp karakter af en strid mellem den politiske



- 82 -

højre- og venstrefløj. JP citerer erhvervsmanden Asger Aamund for at beskylde

venstrefløjen for nu, at ”forsøge at udsætte især Dansk Folkeparti for forskellige

politiske attentater”. (JP, e2cc0426). Og generelt er der de steder, hvor JP forholder

sig til, at der ligger en ideologi bag ABB’s virkelighedsopfattelse, henvisninger til, at

det er kritikere på venstrefløjen, der fremfører synspunkterne (se f.eks. JP, e2cc0403).

Dog skriver JP i en anden artikel:

”Norge står ikke alene med problemerne [...]. I flere europæiske lande er det

yderste højre i form af fremmedfjendske og nationalistiske partier stormet frem

ved de seneste nationale valg.” (JP, e2cb3665)

Avisen nævner Ungarn, Østrig, Sverige og Finland, men undlader at nævne Danmark.

Denne udeladelse er bemærkelsesværdig, når man holder den op mod Politiken, der et

sted skriver, at ABB’s ideer, ifølge den svenske journalist Lisa Bjurwald, snarere er ”i

tråd med dem, man finder i det hollandske Frihedsparti, Norges Fremskrittsparti,

Sverigedemokraterna og Dansk Folkeparti.” (Pol, e2cc012d). Her kobles

begivenheden i Norge til det politiske landkort i Danmark, hvilket er med til at

illustrere den forskel i diskursiv praksis og valg af indhold, der præger avisernes

dækning.

Ovenstående vil blive foldet yderligere ud i det næste afsnit, der omhandler den

diskursive kamp om ansvar og løsninger.


- den flydende linje mellem ord og handlinger

Uddraget nedenfor rammer meget godt diskursernes strid ansvar og løsninger ind.

”En række politikere håber på en mere nuanceret politisk debat med

færre fjendebilleder. DF mener derimod, at en hård debat modvirker

ekstremisme.” (Pol, e2cbaacf).

Den diskursive kamp om ansvar og løsninger lægger sig op af den foregående, der

omhandlede de bagvedliggende årsager. Diskurs A bygger videre på billedet af

begivenheden som en gal mands værk ved at argumentere for, at der forskel på ord og

handlinger, og det derfor alene er ABB, som kan stilles til ansvar. Diskurs B



- 83 -

fremstiller derimod de islamkritiske holdninger i debatten som medvirkende til at

bryde skillelinjen mellem ord og handlinger, og er således en fortsættelse af den

farlige ideologi som bagvedliggende årsag. Figur 5.3 viser et udsnit af de to diskurser.

Figur 5.3: Eksempler på placering af ansvar og løsninger i diskurs A og B i

mediernes dækning af terrorisme i Norge.

Diskurs B er igen dominerende i Politiken, og den rummer argumenter, der går i

retning af, at islamkritikere og anti-islamiske netværk har et ansvar: ”De har fortalt

den norske massemorder, at han er i krig, og de har udpeget fjenden”, som man kan

læse i en artikel (Pol, e2cc012e).

På avisens lederplads giver de ansvaret til demokratiets forkæmpere, som

opfordres til at engagere sig endnu stærkere i debatten, ”så vanviddets verdensbillede

ikke får lov at slå rod i et ubefæstet sind.” (Pol, e2ccb66d). Og man kan se, at

højrefløjen, i lighed med muslimerne i forbindelse med terroren i London, gøres til

ansvarshaver i konflikten.



- 84 -

”I forbindelse med islamistisk terror skorter det aldrig på opfordringer

til selvransagelse fra højrefløjen. Nu må stærkt indvandrerkritiske

debattører og politikere også se sig selv i spejlet og gøre deres for at

stoppe de vrangforestillinger, der præger hadets nye ansigter”

(Pol, e2cb59bd)

Den diskursive kamp om ansvar og løsninger får karakter af den, der prægede

debatten om JP’s offentliggørelse af karikaturtegninger af profeten Muhammed i

2005, hvor ytringsfriheden blev centrum for en diskussion af, hvorvidt den er en

fundamental og universel rettighed, eller om der er emner og persongrupper, som

kræver særlige hensyn og dermed indskrænkelser af ytringsfriheden (Lindekilde et al.

2009:308). Som Uffe Ellemann-Jensen, tidligere udenrigsminister (V), udtaler.

”Der er en skillelinje mellem at ytre sig med ord – eller tegninger for den

sags skyld - og så vold, men nogle gange er den skillelinje meget tynd”

(JP, e2cc0426).

Netop den omtalte skillelinje er den, den diskursiv kamp kredser om. I diskurs B er

der ikke direkte argumenter for en indskrænket ytringsfrihed, men derimod en

opfordring til et opgør med brutaliseringen af debatten og det stigende fremmedhad.

”Tragedien bør få det til at stå helt klart, at der ikke længere kan tales

om faren for islamisering af vore samfund. Det er snarere

brutaliseringen af moderne samfund på grundlag af fremmedhad, som

truer os mest. Derfor har det også meget at gøre med brutalisering af

debatten”. (Pol, e2cba600)

Dansk Folkeparti bliver fremhævet som en kilde til det fremmedhad, som

proklameres i uddraget. Filminstruktøren Lars von Trier udtaler bl.a., at han kan se en

direkte linje mellem Pia Kjærsgaards menneskesyn og ABB’s handlinger (Pol,

e2cd0550). Og Politiken har senere en ledende artikel med underrubrikken ”Lars von

Trier har ret et stykke hen ad vejen“ (Pol, e2cd3f1c).

Diskurs A vil til gengæld have synspunkterne frem i lyset, da det betragtes som et

middel til at dæmme op for personers lyst til at planlægge og udføre terrorisme.

Denne position har mest gennemslagskraft i medierne. Det er den position,

regeringsrepræsentanter fra såvel Norge som Danmark indtager, og ligeledes den

diskurs, JP fremfører i avisens ledende artikler. I diskursen er der også en tydelig



- 85 -

ansvarsfradragelse og således tegn på, at der skabes distance til synspunkterne i

diskurs B. Fra Dansk Folkeparti lyder det bl.a.: ”Vi har sagt sandheden. At Breivik

har haft skæve ører, er ikke vores ansvar” (JP, e2cc0426).

JP har en ledende artikel med titlen ”Fri os for skyld”. Den deiktiske markør

os antyder, at avisen positionerer sig selv i kategorien med de personer og grupper,

diskurs B stiller til ansvar. Hvem der udgør ”os” kategorien giver artiklen videre et

bud på. Venstrefløjen nævnes fire gange i den forholdsvis korte leder, og den

kritiseres for at kræve ”regulær bodsgang på højrefløjen”, dette illustrerer, at JP

vælger højrefløjens side i den diskursive kamp, der også i spørgsmålet om ansvar og

løsninger får karakter af en politisk strid mellem højre og venstre (JP, e2cc5f8e).

Analysens resultater bekræfter billedet i Hjarvard (2007:33) i forhold til de to avisers

politiske positionering.

Den danske debat er bemærkelsesværdig set i lyset af de norske reaktioner på

terrorhandlingerne. Disse er præget af fællesskab og sammenhold. Den unge AUF’er

Stina Renate Håheims udtalelse ”hvis én mand kan skabe så meget had, tænk så på,

hvor meget kærlighed vi kan skabe sammen”, er et centralt eksempel på dette, og

citatet gik efterfølgende verden rundt (JP, e2cba770). Nedenstående udpluk af de

reaktioner, medierne bringer fra Norge, illustrerer ligeledes ambitionen om at

fremstille Norge som en samlet enhed.

”Ingen skal bombe os til tavshed. Ingen skal skyde os til tavshed.” Jens

Stoltenberg, Norges statsminister (Pol, e2ccb8fa).

”Vi, Norge, skal ikke hade, og vi skal ikke hævne. Vi skal stå sammen i

sorgen, i håbet og i troen [...]. Han [ABB] tog nogle af de smukkeste

roser. Men han kan ikke stoppe foråret”. Eskild Pedersen, formand AUF.

(Pol, e2cba72e).

Norges statsminister, Jens Stoltenberg udgør en central aktør i mediernes dækning af

begivenheden. Han beskrives f.eks. som ”et ankerfæste for hele Norge, da katastrofen

ramte”, som en ekspert i krisekommunikation vurderer:

”Det [kunne] være fristende for en leder at puste til hadets og

ondskabens gløder. Stoltenberg faldt aldrig for den fristelse [...].

Stoltenberg har vist sig som demokratiets og frihedens mand.”

(JP, e2cd403f).



- 86 -

Frihed og demokrati er, som man kan se i citatet, de værdier, der fremhæves. Hvilket

er i lighed med krigen mod terror. I Norges tilfælde bliver det dog gjort til værdier,

der skal værnes om inden for de nationale grænser og ikke noget, der skal kæmpes for

at udbrede i andre samfund.

Denne forskel kan også ses ved, at Politiken døber de politiske reaktioner i

Norge for Stoltenberg-doktrinen (Pol, e2ccb8fa). Ved at bruge betegnelsen doktrin

ledes tankerne hen på Bush-doktrinen (se afsnit 2.3), og formuleringen insinuerer et

skifte i tilgangen til terrorisme. Også i andre citater spores der et opgør med den linje,

der tidligere har præget terrorbekæmpelsen.

”Vi så jo, hvad der skete med USA efter terrorangrebet i 2001, og det er

ikke den vej Norge vil.” Kyrre Nakkim, samfundsredaktør ved NRK (Pol,

e2cba600).

”Vi skal ikke have et Norge med nye bevægelsesbegrænsninger, flere

uniformer og dermed også flere indgreb i livet for os alle, der ikke vil

forstå terrorens sprog. Så vinder terroristerne.” Lars Helle,

kommentator ved Dagbladet (JP, e2cba768).

En interessant forskel på de norske reaktioner sammenlignet med angrebene i London

er, at fællesskabet på tværs af etnicitet og religion hyldes. Ved bombeangrebet i 2005

kunne der spores en tendens til, at London blev repræsenteret som et multikulturelt

fællesskab, men udtalelser fra Tony Blair adskilte samtidig den muslimske del af

befolkningen fra den britiske nationale identitet. Dette står i kontrast til Jens

Stoltenbergs udtalelse, da Bano Rashid og Ismail Haji Ahmed to af ofrene fra Utøya,

begge med muslimsk baggrund, blev begravet. ”Bano er norsk, Ismail er norsk. Jeg

er norsk. Vi er Norge. Det er jeg stolt af”, sagde statsministeren (JP, e2cd0669). Med

dette udsagn skaber Stoltenberg en ”os” kategori, hvor anderledes religion og rødder

ikke er en hindring for at tilhøre den nationale identitet. Det kan tolkes som et

strategisk valg at slå på multikulturalismen i det norske samfundet, i og med det netop

var en modstand mod den, som ABB lagde til grund for sine angreb.

5.6 Opsummering

Den første dag af dækningen af terrorhandlingerne i Oslo og på Utøya adskiller sig

væsentligt fra den resterende. Her trækker medierne på krigen mod terror diskursen i



- 87 -

form af referencer til 9/11 og bombeangrebet i London og udpegning af islamistiske

ekstremister som fjenden.

Fra at berøre en bred offer-kategori, der ikke bare rummede Norge, men Europa

og hele den demokratiske verden, bliver begivenheden indskrænket til at være en

national tragedie, da det står klart, at en etnisk nordmand har udført handlingerne.

Dækningen er i høj grad præget af antagonistiske diskurser, der kæmper om at

definere fjendebilledet, de bagvedliggende årsager samt ansvar og løsninger.

Sammenfattende kan disse diskursive kampe koges ned til to lejre, der repræsenterer

to forskellige fløje på den politiske skala. Og til trods for at begivenheden i Norge

fremstilles som en national tragedie, kommer de diskursive kampe til at omhandle

Danmark og danske aktører i udlændingedebatten.

I den diskurs A, der fremføres af højrefløjen og som i udpræget grad er til stede

er til stede i JP, beskrives terrorhandlingerne som en gal mands værk, som ABB alene

kan stilles til ansvar for, da der er forskel på at dele hans verdensbillede på det

ideologiske plan og udføre handlingerne. I diskursen opretholdes et skel mellem

terrorformer, og der er en tendens til, at højreekstremisme fremstilles som en knap så

alvorlig trussel som islamistisk terror.

I Politiken er det primært den anden diskurs, der får plads, og her er det

hovedsageligt kulturpersonligheder, forskere og Politiken selv, der fører ordet. I

denne diskurs gøres terrorhandlingerne til et produkt af et hadefuldt verdensbillede,

der udspringer af en farlig ideologi. Dermed udvides fjende-kategorien i denne

diskurs til at inkludere andre end blot ABB. Også islamkritikere og Dansk Folkeparti

på den yderste højrefløj trækkes frem som ansvarlige.



- 88 -

6. Diskussion

Resultaterne af analysen af de to terrorbegivenheder vil være omdrejningspunktet i

det følgende kapitel, hvor variationerne i dækningen af de to begivenheder dels

diskuteres, mens specialets andet forskningsspørgsmål, om hvorvidt begivenhederne

udfordrede den dominerende opfattelse af terrorisme som knyttet til islam søges

besvaret.

6.1 Krigen mod terror – en automatreaktion i bevidstheden

9/11 og den efterfølgende krig mod terror har etableret en magtfuld

fortolkningsramme, når journalister, eksperter og politikere skal sætte ord på og

viderebringe nyheder om et terrorangreb. Det er en af de konklusioner, man kan drage

af analysernes resultater. I forbindelse med begge terrorangreb bliver der fra

dækningens start indikeret, at det drejer sig om islamistisk terror, som al-Qaeda står

bag. Det sker allerede, inden der er overblik over, hvem de egentlige gerningsmænd

er. Og i begge tilfælde ser man, at realiteterne er anderledes end forventet.

På denne baggrund kan man rejse tvivl om mediernes troværdighed samt

kritisere, at forbehold og alternative teorier skubbes i baggrunden, mens forhold der

ikke forelægger bevis for fremhæves. Der kan være flere årsager til, at medierne

ensidigt fokuserer på islamisme i kølvandet på begge begivenheder. For det første kan

nedtoningen af forbehold bunde i en ambition hos medierne om at komme med

konkrete svar på spørgsmål som hvem, hvad og hvorfor, som et terrorangreb naturligt

fremkalder hos befolkningen. Man kan også betragte det som en uundgåelig

konsekvens af journalisters arbejdsbetingelser, når en uventet begivenhed indtræffer.

Nyhederne skal produceres inden deadline, hvilket kan gøre det vanskeligt at forholde

sig kritisk til de forudindtagede forestillinger og fortolkningsrammer, der træder i

kraft hos både den enkelte journalist og de anvendte kilder. Et forhold Henrik Keith

Hansen, daværende chef for TV Avisen, forholder sig til i en undersøgelse af

forholdet mellem medier og terrorisme, heri giver han udtryk for, at det er svært at

holde information tilbage, fordi mediers natur er at servere nyheder for offentligheden

så hurtigt som muligt (TTSRL 2008:17)



- 89 -

JP og Politiken har dog en tidsmæssig fordel, sammenlignet med f.eks. tv-nyheder, i

det de ikke serverer de første fakta om begivenheden før dagen efter, den har fundet

sted. Det giver aviserne bedre tid til at søge kilder, der kan nuancere teorierne om det

pågældende angrebs karakter. I forbindelse med angrebet i Norge bar dækningen ikke

spor af, at nuancer blev prioriteret, heller ikke trods nyheden om anholdelsen af en

norskudseende mand. I Politikens to forskellige versioner af samme artikel, dagen

efter angrebet kunne man således se, at denne oplysning i anden udgave af artiklen

blev placeret midt i artiklen omgivet af repræsentationer af den allerede velkendte

konflikt mellem islamistiske terrorister og Vesten. Dette indikerer, at ambitionen om

at være konkrete ikke er en fyldestgørende forklaring på mediernes prioritering af

indhold, da man må formode, at den seneste udvikling i sagen, strategisk har den

bedste placering i artiklens indledning.

Fra et kritisk perspektiv kan mediernes ensidige fokus på al-Qaeda betragtes som

medvirkende til at styrke et fjendebillede, der fra politisk hold kan være en interesse i,

bliver fremmet. Man kan se, at politiske ledere udviser en ambition om udvise

handlekraft gennem garantier, om at krigen vil blive vundet. At fremstille al-Qaeda

som kilde til angrebene kan være med til at sikre opbakning til den linje i det seneste

årtis krig mod terror. Som Fairclough påpeger, er der en ideologisk funktion indlejret i

denne terrordiskurs.

”The discourse of the ‘war on terror’ is primarily ideological, effectively

legitimizing a strategy to preserve and extend U.S. global (and globalist)

hegemony for large sections of the global public.” (Fairclough 2009:339)

Bestræbelsen på at udbrede frihed og demokrati gennem krigen mod terror, kan

dermed betragtes som et middel til at bevare Vestens kulturelle hegemoni.

I og med journalister er situeret i denne kulturelle kontekst, kan dækningen ses

som et udtryk for, at det er vanskeligt for dem som for andre at distancere sig fra

diskursen og de bestemte opfattelser af terrorisme og terrorister, der har udviklet sig

siden 9/11. Det er det Walter Lippmanns (1922:81) teori peger på. Det kan også være

et resultat af den ideologiske magtelites bestræbelse på, at ”hverve” medierne, som

Nossek et. al (2007:6) bl.a. peger på, er en proces, der ofte træder i kraft, hvis

nationens værdier opfattes som truede.



- 90 -

I forbindelse med begge aktioner tog grupper, der hævdede at have tilknytning til al-

Qaeda ansvaret. Dermed blev der også fra denne kant udvist en ambition om at få

tildelt rollen som fjende og dermed bestyrke det antagonistiske modsætningsforhold

mellem Vesten og den islamiske verden. Det kan have bidraget yderligere til, at

krigen mod terror blev anvendt som fortolkningsramme.

På baggrund af ovenstående kan man stille spørgsmålet, om medierne ikke som

minimum bør forholde sig mere kildekritisk til teorier og erklæringer, som det ikke er

muligt at få verificeret gyldigheden af?

På den ene side kan et svar på det spørgsmål lyde, at fokus i dækningen blot

rammer ned i en allerede eksisterende konflikt, som der investeres i at opretholde fra

begge sider i ”os-dem” dikotomien. Dermed vil de faktuelle uklarheder ikke have

betydning.

Man kan dog også vende fokus væk fra de, der fremmer dikotomien, til dem,

der er fanget i midten af den. F.eks. muslimer i vestlige lande, hvis religiøse identitet

er i fare for at blive mistænkeliggjort i lyset af, at der kan være kort vej fra al-Qaeda

til den moderate muslim i folks bevidsthed (Ahmed 2004:76). En yderligere

polarisering i konflikten mellem militante islamister og Vesten kan set fra denne

synsvinkel føre sociale konsekvenser med sig, hvilket vil være et argument for, at

medierne bør være varsomme med oplysninger i dækningen af terrorisme. Både i

forhold til offentliggørelse af udokumenterede erklæringer fra såkaldte terrorgrupper,

men også i forhold til ikke i samme kategoriske målestok at udpege fjende og årsager,

inden der forelægger konkrete beviser.

6.2 Fortidens (manglende) forklaringskraft

Til trods for, at krigen mod terror viste sig ikke at være en brugbar fortolkningsramme

i forbindelse med terrorangrebet i Norge, kan man på baggrund af analysen

konkludere, at den terrordefinition, medierne opererer med, er så bred, at den også

inkluderer angreb fra højreekstremister. Det ses ved, at ABB’s handlinger fortsat blev

karakteriseret som terrorisme, også efter de bagvedliggende motiver var kendte.

Dækningen af de to angreb bærer dog samtidig præg af, at der til den islamistiske

terror, knytter sig et mere ”udførligt” terrorlabel. Denne form for terrorisme lader til



- 91 -

at være behæftet med veldefinerede roller og narrativer, som bringes frem i

journalisters og kilders bevidsthed, når de skal kommentere på en begivenhed, der kan

betegnes som terrorisme. Ved højreekstremistisk terror lader det imidlertid til, at der

mangler en passende ”erfaringsbank” at trække på. Den passende analogi fra

historien, der som referenceramme kan bidrage til at reducere kompleksiteten, som

9/11 og andre tidligere angreb gør det i krigen mod terror diskursen, er ikke til stede i

højreekstremismen. Ligesom der heller ikke findes et bredt anerkendt fjendebillede af

al-Qaedas karakter. Dette bevirker, at begivenheden bliver svær for medierne at

placere i en passende ramme.

Ovenstående er sandsynligvis en af årsagerne til, at dækningen af terroren i

Norge har et mere antagonistisk udtryk, end det var tilfældet i London-dækningen.

Analysen peger endvidere i retning af, at den såkaldte krig mod terror mere passende

kunne kaldes en krig mod islamistisk terror, da krigen mod terror efter alt at dømme

ikke omfatter terrorhandlinger af højreekstremistisk karakter. Fra at et angreb mod

hele den demokratiske verden, blev begivenhedens rækkevidde indskrænket til en

national tragedie, der omhandlede forholdet mellem terroristen og det nationale

fællesskab.

Dette er en kontrast til bombeangrebet i London, hvor distinktion mellem

islamister og det internationale, vestlige samfund blev opretholdt, da det var opklaret,

at britiske statsborgere havde udført de koordinerede angreb. Frem for en

indskrænkning af ”os-dem” dikotomien, som i Norge, blev ”dem” kategorien

nærmere udvidet til også at indbefatte ekstremistiske muslimer, der lever i blandt

”os”, og som har tilegnet sig radikale holdninger til Vesten på grund af påvirkninger

fra Orienten. Dermed blev nutidens realiteter indlemmet og tilpasset fortidens

fortolkningsramme.

6.3 Den nationale identitet og de etniske særpræg

Da der er klarhed over angrebenes karakter udfordres den vante fortolkningsramme.

En årsag til dette kan tilskrives gerningsmændenes nationale identitet.

Da der var kommet ansigt på bagmændene til de to angreb, vægtes den

personlige historie i begge tilfælde. Terroristerne påhæftes personliggørende og

positive tillægsord, deres pårørende tildeles spalteplads til at beskrive, hvem de var,

og der søges forklaringer på, hvorfor de er endt, som tilfældet er. Om dette er et



- 92 -

udtryk for, at gerningsmændene er statsborgere i det land, hvor angrebet har fundet

sted, eller om mediernes repræsentationer af gerningsmændene ville have været de

samme, hvis internationale terrorister havde stået bag, og de samme oplysninger

havde været tilgængelige, er ikke muligt at komme med begrundede konklusioner på

inden for dette speciales rammer. Powell (2011:95-98) påviste dog i sit studie af

repræsentationer af amerikanske terrorister, at statsborgerskabet havde betydning, og

brug af udtryk som opfostret, egen avl og hjemmefødt i de danske medier indikerer, at

det spiller en rolle, at terroristerne ikke er udlændinge (se f.eks. JP, e04066ba og Pol,

e0404920).

En del af forklaringen på den journalistiske ambition om at søge efter

individuelle forklaringer og årsagssammenhænge kan bunde i, at det ikke er muligt at

skille en fjende, der kommer fra ”egne rækker”, fra det nationale fællesskab. Det

bliver derved sværere at opretholde den skarpe distinktion mellem ”os” og ”dem”

over for personer af samme kulturelle identitet som end selv, end en fremmed (Hinton

2000:113). I repræsentationerne af de britiske terrorister kan man yderligere se et

skifte i den identitetsforståelse, der udtrykkes. I den indledende fast blev islamistisk

terror fremstillet som noget rodfæstet, hvilket bidrog til at plante et indtryk af, at

denne form for terror som en integreret del af islam og den islamiske verden. Der blev

med Baumanns (1999) begrebsbrug anvendt en deterministisk identitetsdiskurs. Med

den personlige vinkel på gerningsmændene og det fokus, der er på deres forvandling,

ændrer forståelsen karakter, og der anvendes en processuel identitetsdiskurs, hvori det

at være terrorist ikke er noget, man er født til i kraft af f.eks. en opvækst i

”tilbagestående landsbyer” i Orienten. Det er noget man kan udvikle sig til at blive.

Det kan indikere, at stereotyperne udfordres. Dog bliver den muslimske tro et tema i

dækningen, hvilket bevirker terrorisme fortsat knyttes til en bestemt religiøs identitet.

Holder man repræsentationerne af gerningsmændene op i mod hinanden, kan man

spore en forskel på mediernes dækning af ABB og de britiske terrorister. Det nævnes

bl.a., at ABB tilfører en helt ny betydning til begrebet ’hjemmedyrket’ terrorist, der

tidligere med Politikens ord har været ”unge mænd med muslimsk

indvandrerbaggrund, vokset op i et vestligt samfund” (Pol, e2cb5ab7). Denne

beskrivelse kan man tolke som et udtryk for, at ABB i højere grad betragtes som en af

”vore egne”, end det var tilfældet med de fire britiske terrorister, hvis etnicitet bliver

et tema i dækningen. Det nævnes bl.a., at de har rødder og oprindelse i Pakistan og



- 93 -

Jamaica (se f.eks. JP, e04066ba og JP, e0404381). Begrebet etnicitet kan betragtes

som en social kategori, hvori forskelle såsom udseende, historie og religion bliver

styrende for, hvordan vi møder og opfatter andre mennesker. Etnicitet er således ikke

en egenskab, men et udtryk for en relation, der anvendes til inklusion og eksklusion af

personer i fællesskaber (Vein 2008:104). Fokus på selvmordbombernes etniske

tilhørsforhold kan bidrage til, at de distanceres fra den britiske nationalitet, som de i

kraft af deres baggrund ikke betragtes som en fuldgyldig del af.

Mændenes forbindelser til koranskoler, mystiske fremmede i Mellemøsten og

den muslimske tro bliver i den videre dækning de centrale omdrejningspunkter i

søgen efter årsagssammenhænge. Der er stor fokus på, at troen fik dem forvandlet. De

blev pludseligt aktivt religiøse og stærkt troende, påpeges det (Pol, e04068a2; JP,

e0402eef). Det er med til at fremstille det at være moderat muslim som det ”normale”

og ”ønskværdige”. Det er dog uklart, hvor grænsen går mellem en acceptabel

udøvelse af den muslimske tro og det modsatte, hvilket kan afstedkomme en

problematisering af islam. Særligt taget i betragtning af, at skellet mellem islamisme

og islam ikke tydeligt italesættes i dækningen. Islamisme karakteriseres ud fra dens

religiøse fundering og tildeles ikke status som politisk ideologi.

Mediernes behandling af ABB bærer præg af diskursiv kamp om definitionsmagten. I

den ene diskurs er der en ambition om at fremstille ham som en galning, der alene kan

drages til ansvar, da han er den, der har besluttet at overskride grænsen mellem ord og

handling. Dermed skilles ABB fra det omgivende ideologiske fællesskab, hvilket er

en kontrast til de britiske terrorister, hvis etnicitet og religion som vist anvendes som

forklaringsredskab, og hvor det flere gange fremhæves, at selvmordsbombemændene

har, om ikke medsammensvorne, så i hvert fald sympatisører med det samme i sinde.

F.eks. lyder det et sted: ”De mest yderligtgående muslimer i Storbritannien mener at

befinde sig i krig mod resten af samfundet.” (Pol, e0403440).

Fremstillingen af ABB som en ensom ulv bevirker, at medansvar ikke bliver et

tema i den diskurs. Det gør det derimod i den antagonistiske diskurs, der trækker en

lige linje fra ABB’s ideologiske tankegods til hans meningsfæller på højre side i

debatten om indvandring, integration og islam. På denne måde bliver ABB koblet til

et bredere fællesskab i lighed med de britiske terrorister. Fjendebilledet findes dog i

de politiske rækker. Det faktum, at ABB kalder sig en kristen korsridder gør således

ikke, at religionen fremhæves som baggrund for terrorhandlingerne. Dette kan være et



- 94 -

udtryk for, at kristendommen har status som en væsentlig del af den nationale

kulturarv (Jensen 1995:78), hvilket bevirker, at den ikke er behæftet med de samme

voldelige motiver som de stereotyper, der knytter sig til islam.

6.4 Det vekslende medansvar

I JP var diskurs A ved begge begivenheder, den dominerende i avisen. Fremstillingen

af ABB’s handlinger som en gal mands værk, kan man se et skifte i avisens

argumentation i forhold til terroristerne i London. Her lød det bl.a., at ”så godt som

alle terrorister er muslimer” og imamer blev med deres rolle ved fredagsbønner

beskyldt for at hjernevaske potentielle terrorister (JP, e0404407). Da

indvandrerdebatten og islamkritiske holdninger kom til debat i kraft af ABB, var der

dog en anderledes stillingtagen i JP. Her lød argumentationen, at det er nødvendigt at

få de ekstreme stemmer frem i debatten, og at de, der deler ABB’s holdninger på et

ideologisk plan, er uden ansvar.

Skiftet i argumentation indikerer, at ekstreme stemmer i debatten ikke

umiddelbart gælder dem, der udtaler sig kritisk om majoriteten i det samfund, hvor de

ytres. Hvor det på fremføres som uproblematisk at ytre sig kritisk om islam og

muslimer på et ideologisk plan, så længe det blot er ord, fremstilles kritiske udtalelser

om Vesten og USA til gengæld som udemokratiske. Selvom det blot er ord, så vil det

afføde terrorister, lyder argumentet. Det kan være et udtryk for, at islamismen

indbefatter en modstand mod den vestlige verden, hvilket gør det ”uproblematisk” for

den dominerende diskurs at tage afstand. Den marginale diskurs, særligt de stemmer,

der udtrykker støtte til ”dem”, der opfattes som en trussel mod ”vores” værdier, bliver

kraftigt overdøvet af stemmer, der må karakteriseres som kendetegnet ved en større

udsigelseskraft, som f.eks. regeringsrepræsentanter. Dermed kan den beskedne

diskursive kamp i London-dækningen ses som et udtryk for magtrelationerne i

samfundet, hvor den dominerende diskurs repræsenterer positionen, der har kulturelt

hegemoni.

I Norge-dækningen er der tegn på, at de to aviser aktivt vælger hver sin side i

den diskursive kamp. Hvilke strategier, der kan lægge bag forskellen i den diskursive

praksis på de to redaktioner, kan der være flere bud på. Først og fremmest indikerer

det, at det er et udtryk for den politiske stillingtagen, Hjarvard (2007:33) tidligere har

påvist.



- 95 -

ABB’s argumentation rammer ned i en verserende debat om, hvordan den

multikulturelle udfordring skal gribes an.12

Højreekstremisme udgør således en

ideologisk retning, som har mere genklang i det politiske landskab og blandt

befolkningen. Dermed går diskurs B, der konstruerer en dikotomi med fokus på

ideologi frem for individ, ind og splitter det nationale fællesskab i to. Det fremkalder

en politisk diskussion mellem højre- og venstrefløjen.

JP’s ledende artikel ”Fri os for skyld” (JP, e2cc5f8e) indikerer, at avisen

indlemmer sig selv i gruppen, der beskyldes for at have affødt ABB. Dermed får

avisens dækning et subjektivt udtryk. Ser man på avisens forhistorie, har JP med

trykningen af karikaturtegningerne tidligere oplevet at blive gjort til hovedperson i en

diskussion af islamkritik og ytringsfrihed. Om dette har indvirkning på ovenstående,

er dog ikke muligt at fremlægge belæg for inden for dette speciales rammer.

Ser man på Politiken, indtager avisen modsatte position af JP. Et interessant forhold i

diskurs B er, at højrefløjen og islamkritikere tildeles noget nær samme rolle, som den

dominerende diskurs tildelte muslimerne i London. ABB’s handlinger fremstilles som

et produkt af en vidtrækkende ideologi. Og dermed opfordres de, der indtager

synspunkter, som potentielt kan forveksles med ABB’s motiver til at tage afstand.

Det er bemærkelsesværdigt, at det stort set kun er kulturpersonligheder og

Politiken selv, der investerer i diskurs B. Avisen gør det i øvrigt i høj grad med fem

ledende artikler og otte kommentarer i løbet af dækningen. Den manglende

investering fra politisk hold i diskursen tyder, at der ligger en aktiv redaktionel

strategi fra Politikens side i at fremme diskurs B. Hjarvard (2007:33) påviste at en

regeringskritisk tilgang i Politikens dækning, og det faktum at Dansk Folkeparti gøres

til en del af fjendebilledet, kan muligvis være motiveret af denne politiske

overbevisning.

Man kan stille spørgsmålstegn ved gyldigheden af et af Politikens argumenter,

der går på, at når højrefløjen i forbindelse med islamistisk terror har travlt med at

kræve selvransagelse fra det muslimske samfund, må det nu være deres tur (Pol,

e2cb59bd).

Dette kan betegnes som en tvivlsom slutning, hvis argumentet opfattes som et

udtryk for, at fordi man i det ene tilfælde generaliserer fra gerningsmænd til en større

12Aspekter af den eksisterende indvandrerdebat blev introduceret i indledningen (se afsnit 1.2.1).



- 96 -

gruppe, så bør man nødvendigvis også gøre det, når hvor gerningsmanden er en

anden.

Samtidig kan man påpege, at det at tage afstand ikke er det samme som at tage

ansvar, hvilket der ender med at blive krævet af såvel muslimer (diskurs A i London-

analysen) som højrefløjen (diskurs B i Norge-analysen).

Problemet med at trække en linje fra terrorisme til en tro eller politisk

overbevisning i det omgivende samfund er som tidligere nævnt, at det risikerer at

skabe en mistro til de grupper, der inddrages. Og ligesom den muslimske tro er i

risiko for at blive forvekslet med islamistiske motiver, kan kriminaliseringen af

indvandrerkritiske holdninger have konsekvenser for den demokratiske og frie debat.

Kapitlet vil i det følgende afsnit blive afsluttet med en diskussion af, hvorvidt

terrorbegivenhederne formåede at udfordrer den terrorforståelse, som knytter begrebet

til islam.

6.5 Begivenhedernes udfordring af terrorforståelsen

I dækningen af terrorangrebet i London fører terroristernes britiske identitet til nye

diskursive strategier. Selvom fjendebilledet tog sig anderledes ud end først antaget, så

kobles terrorisme dog fortsat til islam og muslimer. Det kommer bl.a. til udtryk ved at

muslimer inddrages i spørgsmålet om ansvar og løsninger, i og med de tillægges

ansvar for at forhindre fremtidige tilfælde. Dermed udpeges fjendebilledet til at være

inkluderet i deres fællesskab. Man ser ligeledes koblingen islam ved at de

bagvedliggende årsager søges i Mellemøsten, hvor bl.a. både al-Qaeda og koranskoler

bringes frem. Herved reetableres det velkendte fjendebillede. Man kan argumentere

for, at myndigheder og politikere igennem medierne dels sikrer opbakning til krigen

mod terror, og samtidig fjerner fokus fra de sociale og økonomiske samfundsforhold,

som den marginale diskurs fremhæver, kan producere terrorister. Dermed kan denne

diskurs karakteriseres som ideologisk.

At man søger efter bagmænd i London-dækningen modsat i Norge, kan dog

også bunde i andre motiver end en ambition om at genskabe krigen mod terror

diskursens hegemoni gennem udpegningen af det velkendte fjendebillede. Teorien om

et større netværk kan være foranlediget af, at selvmordsbomberne i forvejen handlede

som gruppe. Den forskel, at de fire gerningsmænd i modsætning til ABB ikke blev

anholdt, kan ligeledes tænkes at øve indflydelse på ambitionen om at finde



- 97 -

medskyldige. Da det ikke lader sig gøre at drage de fire selvmordsbombere til ansvar,

kan den allerede kendte fjende fungere som et supplement.

Overordnet kan man sige, at angrebet i London ikke i nævneværdig grad

formåede at udfordre terrorforståelsen, og i de tilfælde hvor der er antræk til det, er

det nærmere i retning af, at ”os-dem” dikotomien flyttes ind over de nationale grænser

i de vestlige samfund.

ABB’s ”uventede” identitet udfordrede i højere grad terrorforståelsen. Ser man på de

to diskurser, der er fremherskende, søges der på den ene side (diskurs A) at bevare

indtrykket af islamisme som den største trussel, hvilket bevirker, at den hegemoniske

terrordiskurs indirekte bringes i spil og tildeles legitimitet.

Fra modsatte kant (diskurs B), hvor terrorisme gøres til et produkt af et

forskruet verdensbillede og en ondskab, man ikke kan sætte et bestemt ansigt, bliver

der derimod åbnet for en mere bred terrorforståelse. Den er samtidig et opgør med de

politiske strømninger, der har sat sit præg på samfundet i det 21. århundrede, hvor en

drejning mod højre har fundet sted både i debatten og i vælgertilslutning (Bræmer

2010). Dermed kan der bag denne diskurs ligge en ideologisk strategi om at ændre på

magtrelationerne i det politiske landskab.

I dækningen af ABB’s angreb i Norge, så man flere eksempler på, at medierne

efterfølgende forholdt sig kritisk til deres egen rolle i udnævnelsen af angrebet som

islamistisk og al-Qaeda som udøveren (se f.eks. Pol, e2cba5fc). På baggrund af det

kan man have en formodning om, at journalister har fået udvidet deres

fortolkningsramme, når det gælder terrorisme, og at de automatreaktioner, der træder i

kraft, er udsat for en større grad af kontrol i fremtiden. I forhold til terrorforståelsen er

Norges reaktioner på angrebet desuden interessante, i det de viser tegn på et opgør

med den strategi, der har præget terrorbekæmpelsen siden 9/11. Stoltenberg-

doktrinen, som den blev døbt, kan tænkes at have indvirkning på, hvordan man i

fremtiden forholder sig til krigen mod terror.

Hvorvidt begivenheden i Norge har formået at udfordre den hegemoniske

terrordiskurs i en sådan grad, at det fører til forandringer, er dog ikke muligt at sige

noget om. Det vil kræve nye undersøgelser i fremtiden at få svar på dette.

I det følgende afsnit vil jeg kort opridse specialets hovedkonklusioner samt

udpege, hvilken fremtidig forskning de lægger op til.



- 98 -

7. Konklusion

Dette speciale har på baggrund af en kvalitativ indholdsanalyse med brug af

redskaber fra KDA, undersøgt JP og Politikens repræsentationer af terrorangrebene i

London 2005 og Norge 2011 samt de indblandede aktører. De to tilfælde af

terrorisme er udvalgt, da de begge rummer karakteristika, som adskiller fra den

dominerende opfattelse af terrorisme, som har udviklet sig siden 9/11 og

afstedkommet en sammenkobling af terrorisme og islam. Netop denne

terrorforståelse var baggrunden for specialets andet forskningsspørgsmål, hvor der

gennem en diskussion af fundene i analysen blev søgt svar på, om begivenhederne

udfordrede denne forståelse. Inden undersøgelsen blev fire teoretiske forventninger

udpeget på baggrund af litteraturen.

Studier af bl.a. Altheide (2007), Lazar & Lazar (2004) og Roy & Ross (2011)

dannede grundlaget for en forventning om, at medierne i deres dækning ville anvende

en fortolkningsramme, der forbandt handlingerne til islam og krigen mod terror.

Denne forventning blev indfriet i forbindelse med begge angreb, hvis man ser

isoleret på den indledende fase af dækningen. Da det kommer frem, hvem der står

bag, viser krigen mod terror sig imidlertid, at være en uanvendelig fortolkningsramme

til angrebet i Norge, mens den i dækningen af angrebet London fortsat anvendes, dog

i en reartikuleret form.

Det blev desuden på baggrund af bl.a. Bantimaroudis & Kampanellou (2009) og

Kavoori (2006) forventet, at medierne ville rumme en ”os-dem” dikotomi samt

kulturelle og religiøse stereotyper.

Her kunne man i mediernes dækning se, at der ved angrebet i London blev

skabt en dikotomi mellem Vesten og militante islamister. Samtidig blev ”dem”

kategorien i flere tilfælde udvidet til også at inkludere den islamiske verden, da

diskursen der repræsenterer terrorisme som civilisationers sammenstød blev anvendt.

Stereotyper fra Orientalismen var ligeledes synlige i mediernes repræsentationer.

Medierne konstruerede den første dag efter terroren i Norge den samme ”os-dem”

dikotomi, men begivenheden blev indskrænket til en national tragedie, da ABB’s

identitet kom frem.



- 99 -

Med afsæt i Powell (2011) og Featherstone et al. (2010) blev det forventet, at

terroristernes nationale, kulturelle og religiøse identitet ville have indflydelse på

mediernes repræsentationer. Det ser man ved begge angreb i forhold til den nationale

identitet. I London bliver de fire mænds etnicitet og tro desuden styrende for

udpegningen af årsagssammenhænge og ansvar, og bevirker, at krigen mod terror

diskursen kan anvendes til at fremføre det etablerede fjendebillede i en revideret form.

I Norge positioners ABB i en diskurs som en galning, der alene kan drages til

ansvar, mens moddiskursen repræsenterer ham som et produkt af en større ideologi og

en fremmedfjendsk indvandrerdebat. Dermed bliver han henholdsvis skilt fra det

nationale fællesskab i den ene diskurs, og gjort til en del af et større politisk

fællesskab i den anden.

I lyset af de tre forventninger blev det formodet, at de to udvalgte begivenheder ville

fremkalde et behov for alternative fortolkningsrammer og udfordre den dominerende

terrordiskurs.

Dette kan bekræftes, om end det er mere tydeligt i forbindelse med terroren i

Norge. Angrebet i London fremkaldte en ændret diskursiv strategi i den dominerende

diskurs, men denne blev anvendt til at styrke krigen mod terror diskursens hegemoni.

I Norge gav diskurs B udtryk en bredere terrorforståelse, der ikke trækker på

de sædvanlige religiøse stereotyper. Derudover kan det faktum, at angrebet ikke

passede ind i den sædvanlige fortolkningsramme, åbne for den mulighed, at der er

blevet skabt en kritisk sprogbevidsthed hos journalister i fremtiden.

De sociale konsekvenser, der kan opstå som følge af koblingen af muslimers tro til et

begreb som terrorisme var det sociale problem, der blev lagt til grund for analysen.

I den forbindelse kan man på baggrund af London-analysen spore en tendens

til at ”dem” kategorien udvides til at gælde vestlige muslimer. Dermed peger analysen

på, at de eksisterende magtforhold i samfundet blev styrket i dækningen af denne

begivenhed trods gerningsmændenes nationalitet.

I forhold til Norge åbner kritikken af tonen i indvandrerdebatten for et

interessant perspektiv, da det måske kan afføde den sociale forandring, at folk i

fremtiden tænker mere over, hvordan de kategoriserer andre mennesker. I lyset af

dette vil det være interessant i fremtiden at undersøge, om den kulturelt

fundamentalistiske diskurs har fået indskrænket råderum i mediernes diskursorden.



- 100 -

Når det kommer til de sociale konsekvenser af medieres sprogbrug er denne

undersøgelses forklaringskraft begrænset af, at fokus udelukkende har været på

produktion i den diskursive praksis. Dermed vil det være relevant at foretage en

receptionsundersøgelse af, hvilken påvirkning mediernes dækning har på modtagernes

terrorforståelse.

Valget af kvalitativ metode bevirker ydermere, at dette speciale i en vis grad bygger

på en subjektiv fortolkning og dermed må betragtes som et bud på, hvordan medierne

dækker terrorisme. Selvom der forsøgt at gøre dette bud så kvalificeret som muligt,

vil man kunne rejse kritik af validiteten af resultaterne samt reliabiliteten af analysen.

Det vil derfor være et relevant forskningsprojekt at klarlægge forekomsten af de

observerede diskurser ud fra et kvantitativt perspektiv.

Skal man komme med mere begrundede bud på, hvorvidt terrorforståelsen er

blevet udfordret af ABB’s angreb, og om det har betydet forandringer, vil det desuden

kræve yderligere undersøgelser. Den seneste terrorsag i Frankrig, hvor Mohamed

Merah stod bag skudepisoder i Toulouse kunne være oplagt at sammenligne med

terroren i Norge, i forhold til at undersøge om medierne i samme grad søger den

individuelle forklaring og erklærer manden gal, som det skete med ABB. En analyse

af dækningen af sagen vil desuden kunne kaste lys på, om medierne udviser mere

omhu i deres første faktuelle angivelser af, hvem og hvad angrebene drejer sig om.

Til slut vil det i lyset af dækningens diskursive kamp om ABB’s mentale

tilstand være interessant at undersøge, hvordan JP og Politiken har behandlet den

uoverensstemmelse, man har set, i resultaterne af de to mentalundersøgelser af ABB,

og om en retsmedicinsk diskurs formår at udfordre den forståelse af ABB, som de to

medier indtager.



- 101 -

8. Litteraturliste

Adriansen, Inge (2003): Nationale Symboler i det danske rige 1830-2000.

København: Museum Tusculanums Forlag.

Ahmed, Sara (2004): The Cultural Politics of Emotion. Edinburgh: Edinburgh

University Press.

Altheide, David L. (2007): “The mass media and terrorism”. Discourse &

Communication, 1(3). SAGE Publications: 287–308.

Andersen, Gorm Bagger & Knud Erik Andersen: Terrorisme – den usynlige fjende.

København: Borgen.

Andersen, Michael Bruun & Ida Schultz (2006). “Avisen som forretning

og demokratiets vogter“. Artikel publiceret på information.dk den 25. juli 2006.

Tilgængelig:

http://www.information.dk/121539 (01.04.2012)

Andreassen, Rikke (2005): “The Mass Media's Construction of Gender, Race,

Sexuality and Nationality. An Analysis of the Danish News Media's Communication

about Visible Minorities”. Ph.d-afhandling ved University of Toronto, Toronto.

Andreassen, Rikke (2007): Der er et yndigt land. Medier, minoriteter og danskhed.

København: Tiderne skifter.

Baumann, Gerd (1999): The Multicultural Riddle. Rethinking National, Ethnic and

Religious Identities. New York: Routledge.

Bantimaroudis, Philemon & Eleni Kampanellou (2009): “The cultural framing

hypothesis: cultural conflict indicators in The New York Times from 1981 to 2007”.

Media, War & Conflict, 2 (2). SAGE Publications: 171-190.

Beck, Ulrich (2002): ”The Terrorist Threat. World Risk Society Revisited”. Theory,

Culture & Society, 19 (4): 39-55.

Berkowitz, Dan (2007): ”Is All the News Ours? Political Violence, September 11, and

the War on Iraq”, i: Nossek, Hillel, Annabelle Sreberny & Prasun Sonwalkar (Eds.):

Media and Political Violence. New York, NY: Hampton Press, Inc: 161-182.

Billig, Michael (1995): Banal Nationalism. London: SAGE Publications.

Botofte, John (2002): ”Indledning til den danske udgave”, i: Said, Edward W.

Orientalisme. Vestlige forestillinger om Orienten, oversat af John Botofte.

Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag: 7-24.

Bræmer, Michael (2010): ”Udlændingelov ændres konstant”. Artikel i Ugebrevet A4

nr. 12, 2010.

Tilgængelig:

http://www.information.dk/121539



- 102 -

http://www.ugebreveta4.dk/2010/201012/Baggrundoganalyse/Udlaendingelov_aendre

s_konstant.aspx (01.04.2012)

Burr, Vivien (1995): An Introduction to Social Constructionism. London: Routledge.

Bush, George H.W. (1991): Comments on the Air Strikes Against the Iraqis, January

16, 2001.

Tilgængelig: http://www.historyplace.com/speeches/bush-war.htm (30.03.12).

Bush, George W. (2001): Speech to Congress, September 20, 2001.

Tilgængelig: http://www.historyplace.com/speeches/gw-bush-9-11.htm (30.03.12).

Cohen-Almagor, Raphael (2005) “Media Coverage of Acts of Terrorism: Troubling

Episodes and Suggested Guidelines”. Canadian Journal of Communication, 30 (3):

383-409.

Churchill, Ward (2011): “Foreword”, i: Sheehi, Stephen: Islamophobia: the

ideological campaign against Muslims. Atlanta: Clarity Press: 17-28

Dalgaard-Nielsen, Anja (2008): ”Sprogbrug og terrorbekæmpelse”. Rapport

udarbejdet af Center for terroranalyse, PET.

Tilgængelig:

https://www.pet.dk/CTA/~/media/Sprogbrug_og_terrorbekæmpelse.ashx (30.03.12).

Dayan, Daniel & Elihu Katz (1992): Media Events: The Live Broadcasting of History.

Cambridge: Harvard University Press.

Deacon, David, Michael Pickering, Peter Golding & Graham Murdoch (2007):

Researching Communications. A Practical Guide to Methods in Media and Cultural

Analysis. London: Hodder Arnold.

Den store danske (2012): “Krigen mod terror”. Gyldendals åbne Enkyclopædi.

Tilgængelig:

http://www.denstoredanske.dk/index.php?title=Rejser%2C_geografi_og_historie/Mag

tforhold_og_sammenspil/terrorisme_%2811._september%29 (15.04.2012)

Drotner, Kirsten (2002): “Når virkeligheden overgår fiktionen: Mediematricer mellem

det kendte og det ukendte”, i: Qvortrup, Lars (red.): Mediernes 11. September.

København: Gads Forlag: 28-41.

Entman, Robert M. (1991): “Framing U.S. Coverage of International News: Contrasts

in Narratives of the KAL and Iran Air Incidents”. Journal of Communication, 41 (4):

6-27.

Entman, Robert M. (1993): “Framing: Toward clarification of a fractured paradigm”.

Journal of Communication, 43 (4): 51- 58.

Europarådet (2005): ”Media and terrorism”. Recommendation 1706. Tilgængelig:

http://assembly.coe.int/main.asp?Link=/documents/adoptedtext/ta05/erec1706.htm

(30.03.12).

http://www.ugebreveta4.dk/2010/201012/Baggrundoganalyse/Udlaendingelov_aendres_konstant.aspx

http://www.ugebreveta4.dk/2010/201012/Baggrundoganalyse/Udlaendingelov_aendres_konstant.aspx

http://www.historyplace.com/speeches/bush-war.htm

http://www.historyplace.com/speeches/gw-bush-9-11.htm

https://www.pet.dk/CTA/~/media/Sprogbrug_og_terrorbek%C3%A6mpelse.ashx

http://www.denstoredanske.dk/index.php?title=Rejser%2C_geografi_og_historie/Magtforhold_og_sammenspil/terrorisme_%2811._september%29

http://www.denstoredanske.dk/index.php?title=Rejser%2C_geografi_og_historie/Magtforhold_og_sammenspil/terrorisme_%2811._september%29

http://assembly.coe.int/main.asp?Link=/documents/adoptedtext/ta05/erec1706.htm



- 103 -

Fairclough, Norman (1992): Discourse and Social Change. Cambridge: Polity Press.

Fairclough, Norman (1995): Media discourse. London: Arnold.

Fairclough, Norman (2003): Analysing Discourse: Textual Analysis for Social

Research. London: Routledge.

Fairclough, Norman (2008): Kritisk diskursanalyse. Oversat af Elisabeth Halskov

Jensen. København: Hans Reitzels Forlag.

Fairclough, Norman (2009): ”Language and globalization”. Semiotica 173 (1-4): 317-

342.

Featherstone, Mark, Siobhan Holohan & Elisabeth Poole (2010): “Discourses of the

War on Terror: Constructions of the Islamic other after 7/7”. International Journal of

Media and Cultural Politics, 6 (2): 169-186.

Foucault, Michel (1972): The Archaeology of Knowledge. London: Tavistock.

Gamson, William A. & Andre Modigliani (1989): ”Media Discourse and Public

Opinion on Nuclear Power: A Constructionist Approach”. The American Journal of

Sociology, 95 (1): 1-37.

Gerhards, Jürgen, Mike S. Schäfer, Ishtar Al-Jabiri & Juliane Seifert (2011):

Terrorismus im Fernsehen; Formate, Inhalte und Emotionen im Westlich-arabischen

Vergleich. Wiesbaden: VS Verlag.

Halliday, Fred (2002): Two ours that shook the world. September 11, 2001: Causes

and consequenses. London: Saqi Books.

Hansen, Jesper Zimmer (2002): “ Pearl Harbor revisited? Den formaterede

virkelighed efter 11. september.”, i: Qvortrup, Lars (red.): Mediernes 11. September.

København: Gads Forlag: 73-89.

Hjarvard, Stig (2007): “Den politiske presse. En analyse af danske avisers politiske

orientering”. Journalistica, 5. Aarhus: Ajour: 27-53.

Højsgaard, Lasse (2011): “Det pure ordspin; Krigen mod terror”. Artikel publiceret på

journalisten.dk den 19. maj 2011. Tilgængelig:

http://journalisten.dk/det-pure-ordspin-krigen-mod-terror (30.03.2012)

Huntington, Samuel P. (1996): The Clash of Civilizations – and the Remaking of

World Order. New York, NY: Simon & Schuster Inc.

Hussain, Mustafa, Ferruh Yilmaz og Tim O’Connor (1997): Medierne, minoriteterne

og majoriteten – en undersøgelse af nyhedsmedier og den folkelige diskurs i

Danmark. København: Nævnet for Etnisk Ligestilling.

Hussain, Nazia et al. (2011): ”Muslimer i København”. At Home in Europe Project,

http://journalisten.dk/det-pure-ordspin-krigen-mod-terror



- 104 -

New York, NY: Open Society Foundations.

Jensen, Bernard Eric (1995): ”Dansk identitetshistorie”. Historisk Tidsskrift, bind 16,

række 4: 75-98

Jørgensen, Marianne Winther & Louise Phillips (1999): Diskursanalyse som teori og

metode. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag Samfundslitteratur.

Jørgensen, Charlotte (2011): ”Terror coverage in danish tv: A qualitative case study

of DR’s treatment of the 2005 terror bombings in London and in Sharm el Sheikh”.

Speciale ved Hamburg University, Hamburg.

Kaae, Martin & Jesper Nissen (2008): Vejen til Irak – hvorfor gik Danmark i krig?

København: Gads Forlag.

Kavoori, Anandam P. (2006): ”International Communication after Terrorism: Toward

a Postcolonial Dialectic”, i: Kavoori, Anandam P. & Todd Fraley (Eds.): Media,

Terrorism, and Theory. A reader. Oxford: Rowman & Littlefield Publishers, Inc: 179-

198.

Kellner, Douglas (2006): “September 11, Social theory, and Democratic Politics”, i:

Kavoori, Anandam P. & Todd Fraley (Eds.): Media, Terrorism, and Theory; A

Reader. Lanham, Boulder, New York, Toronto, & Oxford: Rowman & Littlefield

Publishers: 161-178.

Kontrabande (2012) ”Nydanskere i nyhedsbilledet. En undersøgelse af danske

nyhedsmediers inddragelse af indvandrere og efterkommere i indlandsstoffet”.

Rapport udarbejder for Ansvarlig Presse og Ny-Dansk Ungdomsråd. København:

Kontrabande.

Tilgængelig:

http://duf.dk/fileadmin/user_upload/FOTOS/Temaer_Nationale_Forskellige_stoerrels

er/Integration/Ny-Dansk_Ungdomsraad/NOT_2011-29-

12_Nydanskere_i_nyhedsbilledet_FINAL_RAPPORT.pdf (30.03.2012)

Kühle, Lene & Henrik Reintoft Christensen (2011): Religion i Danmark 2011. E-bog

udgivet af Center for SamtidsReligion ved Faculty of Arts, Aarhus Universitet.

Aarhus.

Tilgængelig: http://teo.au.dk/csr/rel-aarbog11/forside/ (30.03.2012)

Larsen, Sune Holm (2005): “Socialkonstruktivisme som forskningsmetode”, i:

Nygaard, Claus (red.): Samfundsvidenskabelige analysemetoder. Frederiksberg:

Forlaget Samfundslitteratur: 127- 151.

Lazar, Annita & Michelle M. Lazar (2004): “The discourse of the New World Order:

‘out-casting’ the double face of threat”. Discourse & Society, 15 (2-3). SAGE

Publications: 223-242.

Lindekilde, Lasse, Per Mouritsen, Ricard Zapata-Barrero (2009): “The Muhammad

cartoons controversy in comparative perspective.” Ethnicities, 9 (3): 291–313.

http://duf.dk/fileadmin/user_upload/FOTOS/Temaer_Nationale_Forskellige_stoerrelser/Integration/Ny-Dansk_Ungdomsraad/NOT_2011-29-12_Nydanskere_i_nyhedsbilledet_FINAL_RAPPORT.pdf



http://teo.au.dk/csr/rel-aarbog11/forside/



- 105 -

Lübbers, Ann (2011): “Mediernes blinde vinkel”. Artikel publiceret på journalisten.dk

den 8. august 2011. Tilgængelig:

http://journalisten.dk/mediernes-blinde-vinkel (01.04.2012)

Madsen, Tanja Nyrup: ”Medierne taler ikke med indvandrere”. Artikel i Ugebrevet

A4 nr. 32, 2005. Tilgængelig:

http://www.ugebreveta4.dk/2005/32/baggrundoganalyse/mediertalerikkemedindvandr

ere.aspx (01.04.2012)

Mamdani, Mahmood (2002): “Good Muslim, Bad Muslim: A Political Perspective on

Culture and Terrorism”. American Anthropologist, 104 (3): 766-775.

MacLeod Cartoons (2012): ”The Norway Attack”. Publiceret den 23. juli 2011,

illustration er anvendt på specialets forside. Tilgængelig:

http://macleodcartoons.blogspot.com/2011/07/norway-attacks.html (15.04.2012)

Merskin, Debra L. (2011): Media, minorities and meaning: A critical introduction.

New York: Peter Lang Publishing.

Mogensen, Kirsten (2008): “Television journalism during terror attacks”. Media, War,

and Conflict, 1 (1). SAGE publications: 31–49.

Morey, Peter & Amina Yaqin (2011): Framing Muslims: Stereotyping and

representation after 9/11. London: Harvard University Press.

Nacos, Brigitte L. (2006): “Terrorism and Media in the Age of Global

Communication”, i: Hamilton, Daniel S. (Ed.), Terrorism and International Relations.

Washington, DC: Center for Transatlantic Relations: 81-102.

Nielsen, Ole Bang ”Analyse: Efter Bush-doktrinen…”. Artikel publiceret på b.dk den

27. april 2008. Tilgængelig:

http://www.b.dk/verden/analyse-efter-bush-doktrinen (11.04.2012)

Norris, Pippa & Ronald Inglehart (2003): “Public Opinion Among Muslims and the

West”, i: Norris, Pippa, Montague Kern & Marion Just (Eds.): Framing Terrorism.

New York, NY, and London: Routledge: 203-228.

Nossek, Hillel, Annabelle Sreberny & Prasun Sonwalkar (Eds.) (2007): Media and

Political Violence. New York, NY: Hampton Press, Inc.

Nossek, Hillel (2007): “Our News and Their News: The Role of National Identity in

the Coverage of Foreign News”, i: Nossek, Hillel, Annabelle Sreberny & Prasun

Sonwalkar (Eds.): Media and Political Violence. New York, NY: Hampton Press, Inc:

42-64.

Pew Research Center (2011): “Common Concerns About Islamic Extremism.

Muslim-Western Tensions Persist.” Rapport udgivet af Pew Global Attitudes Project.

Washington DC: Pew Research Center.

http://journalisten.dk/mediernes-blinde-vinkel

http://www.ugebreveta4.dk/2005/32/baggrundoganalyse/mediertalerikkemedindvandrere.aspx

http://www.ugebreveta4.dk/2005/32/baggrundoganalyse/mediertalerikkemedindvandrere.aspx

http://macleodcartoons.blogspot.com/2011/07/norway-attacks.html

http://www.b.dk/verden/analyse-efter-bush-doktrinen



- 106 -

Tilgængelig: http://www.pewglobal.org/2011/07/21/muslim-western-tensions-persist/ (06.04.2012)

PET (2010): ”Beretning 2008-2010”. Søborg: Politiets Efterretningstjeneste.

Petersen, Rasmus Bang (2007): ”DF’er: Sæt muslimer i russiske fængsler”. Artiklel

publiceret på information.dk den 26. juli 2007. Tilgængelig:

http://www.information.dk/113012 (01.04.2012)

Pinborg, Niels (2011): ”Mejede de unge ned på øen: Den blonde mands massakre”.

Artikel bragt i Ekstra Bladet den 23. juli 2011, side 6.

Plovsing, Jan & Anita Lange (2011): ”Indvandrere i Danmark 2011”. Rapport udgivet

af Danmarks Statistik, december 2011.

Powell, Kimberly A. (2011): “Framing Islam: An Analysis of U.S. Media Coverage

of Terrorism Since 9/11”. Communication Studies, 62 (1): 90–112.

Rennison, Betina Wolfgang (2009): Kampen om integrationen. Diskurser om etnisk

mangfoldighedsledelse. København: Hans Reitzels Forlag.

Ross, Susan Dente (2009): ”Limning Terror: Seams in the Discourse of ‘Terrorism’”

Global Media Journal, 8 (15): 1-27.

Roy, Sudeshna & Susan Dente Ross (2011): “The circle of terror: strategic

localizations of global media terror meta-discourses in the US, India and Scotland”.

Media, War & Conflict, 4 (3): 287-301.

Ruigrok, Nel & Wouter van Atteveldt (2007): “Global Angling with a Local Angle:

How U.S., British, and Dutch Newspapers Frame Global and Local Terrorist

Attacks”. Press/Politics, 12 (1): 68-90.

Said, Edward W. (2002): Orientalisme. Vestlige forestillinger om Orienten, oversat af

John Bontofte. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.

Schaefer, Todd M. (2003): ”Framing the US Embassy bombings and September 11

attacks in African and US newspapers”, i: Norris, Pippa, Montague Kern & Marion

Just (Eds.): Framing Terrorism. New York, NY, and London: Routledge: 93-112.

Scheufele, Dietram A. (1999): ”Framing as a Theory of Media Effects”. Journal of

Communication, winther 1999: 103-122.

Schmid, Alex P. (1983): Political Terrorism: A Research Guide to Concepts,

Theories, Data Bases and Literature. New Brunswick, NJ: Transaction Publishers.

Snow, Nancy (2007): ”Media, terrorism, and the politics of fear”. Media

Developement, 3/2007: 17-22.

http://www.pewglobal.org/2011/07/21/muslim-western-tensions-persist/

http://www.information.dk/113012



- 107 -

Sproget.dk (2012): “Taleban eller Taliban? Al-Qaeda eller al-Qaida?”. Vejledning på

sproget.dk. Tilgængelig:

http://sproget.dk/svarbase/SV00001123/?exact_terms=al-Qaeda&inexact_terms

(15.04.2012)

Steger, Manfred B. & Ravi K. Roy (2010): Neoliberalism. A very short introduction.

Oxford: Oxford University Press.

Steuter, Erin & Deborah Wills (2008): At War with Metaphor. Media, Propaganda,

and Racism in the War on Terror. Lanham, Boulder, New York, Toronto, Plymouth,

UK: Lexington Books.

Steuter, Erin & Deborah Wills (2010): ”’The vermin have struck again’:

dehumanizing the enemy in post 9/11 media representations.” Media, War & Conflict,

3 (2): 152-167.

Stolcke, Verena (1995): “Talking Culture: New Boundaries, New Rhetorics of

Exclusion in Europe”. Current Anthropology, 36 (1): 1-13.

Thomsen, Jens Peter Frølund (2000): Magt og indflydelse. Århus: Magtudredningen.

Townsend, Mark (2006): “Leak reveals official story of London bombings”.

Artikel publiceret på guardian.co.uk den 9. april 2006. Tilgængelig:

www.guardian.co.uk/uk/2006/apr/09/july7.uksecurity (01.04.2012)

TTSRL; Transnational Terrorism, Security & the Rule of Law (2008): “Terrorism and

the Media”. July 23, 2008. Deliverable 6, Workingpackage 4. Rapporten er en del af

et project finansieret af EU kommissionen.

Tuman, Joseph S. (2010): Communicating terror: the retorical dimensions of

terrorism. 2. udgave. Californien: SAGE Publications.

Tumber, Howard (2007): “The Media and International Conflict”, i: Nossek, Hillel,

Annabelle Sreberny & Prasun Sonwalkar (Eds.): Media and Political Violence. New

York, NY: Hampton Press, Inc: 23-41.

Qvortrup, Lars (2002): “Mediernes og offentlighedens 11. September”, i: Qvortrup,

Lars (red.): Mediernes 11. September. København: Gads Forlag: 146-168.

Veik, Susanne (2008): Socialkonstruktionisme – belyst ud fra emnerne kærlighed,

terrorisme og etniske minoriteter. København: Frydenlund.

Vreese, Claes H. de (2005): “News framing: Theory and typology”. Information

Design Journal & Document Design, 13(1). John Benjamins Publishing Company:

51–62.

Wren, K. (2001): “Cultural racism: Something rotten in the state of Denmark?”

Social & Cultural Geography, 2 (2): 141-162.

http://sproget.dk/svarbase/SV00001123/?exact_terms=al-Qaeda&inexact_terms

http://www.guardian.co.uk/uk/2006/apr/09/july7.uksecurity



- 108 -

Bilag 1 - Liste over citerede og anvendte avisartikler

4.1 Krigen mod terror som fortolkningsramme

Pol, e03fbeb4: ”»Vi var direkte på vej mod bomben«”, af Martin Aagaard. Politiken

08.07.2005, side 3.

JP, e040439e: ”Største trussel siden Krigen”, af Heidi Amsinck, Jyllands-Posten

15.07.2005, side 6.

Pol, e03ff429: ”»Dengang kæmpede vi mand mod mand«”, af Martin Aagaard.

Politiken 11.07.2005, side 1.

Pol, e03fe32c: ”Jihad: Vi må lære at leve med terror”, af Herbert Pundik. Politiken

10.07.2005, side 3.

JP, e03fb968: ”Gruen i London”. Ledende artikel. Morgenavisen Jyllands-Posten

08.07.2005, side 8.

JP, e03fb8d5: ”Overvågningen i Danmark er skærpet”, af Carsten Ellegaard og

Morten Vestergaard. Morgenavisen Jyllands-Posten 08.07.2005, side 5.

JP, e03fd23f: ”København er sårbar”, af Mads Stenstrup. Morgenavisen Jyllands-

Posten 09.07.2005, side 4.

Pol, e03fbebb: ”Ekspert: Danmark vil blive angrebet”, af Lars Dahlager og Jacob

Svendsen. Politiken 08.07.2005, side 6.

Pol, e03fd33b: ”PET: Danskere har kontakt til terrorgrupper”, af Hans Drachmann.


Pol, e0404921: ”Forsker: Rekruttering foregår også i Danmark”. Forsidehenvisning.


JP, e03fb971: ”Det kunne ha' været dig eller mig”, af Merete Jensen. Morgenavisen

Jyllands-Posten 08.07.2005, side 6.

Pol, e03fe34a: ”Du er et blødt mål, og du kan lige så godt vænne dig til tanken”, af Bo

Søndergaard. Politiken10.07.2005, PS side 1.

JP, e03fb99b: ”Madrid om igen”, af Jørgen Ullerup. Morgenavisen Jyllands-Posten

08.07.2005, side 6

JP, e03fe530: ”Et ekko fra 11. September”, af Sanne Gram. Morgenavisen Jyllands-

Posten 10.07.2005, side 1

JP, e03fda75: ”Muslimer fordømmer terrorangreb”, af Sanne Gram. Morgenavisen




- 109 -

JP, e03fe17b: ”Londons dag i helvede”, af Heidi Amsinck. Morgenavisen Jyllands-

Posten 10.07.2005, Indblik side 4

JP, e040439d: Tavsheden, der taler med store bogstaver, af Heidi Amsinck.

Morgenavisen Jyllands-Posten15.07.2005, side 6.

Figur 4.1

Pol, e03fbead: ”London ramt”. Ledende artikel. Politiken 08.07.2005, side 6.

Pol, e03fbeb7: ”Verdens ledere samlet i chok”, af Vibeke Sperling. Politiken

08.07.2005, side 5.

JP, e03fb991: ”Danske politikere fordømmer angrebet”, af Knud Brix. Morgenavisen


JP, e03fb921: ”Terror: Så kom mareridtet til London”, af Heidi Amsinck.

Morgenavisen Jyllands-Posten 08.07.2005, side 4.

JP, e040439e: ”Største trussel siden Krigen”, af Heidi Amsinck, Jyllands-Posten

15.07.2005, side 6.

JP, e03fe197: ”Efter London”. Ledende artikel. Morgenavisen Jyllands-Posten

10.07.2005, Indblik side 8.

Pol, e03fd741: ”Behov for, at muslimer tager klart afstand”, af Kim Faber. Politiken

09.07.2005, side 4.

Pol, e03fe32c: ”Jihad: Vi må lære at leve med terror”, af Herbert Pundik. Politiken

10.07.2005, side 3.




08.07.2005, side 8.


Pol, e03fd33a: ”»Det bærer al-Qaedas fingeraftryk«”, af Henrik Kaufholz. Politiken

09.07.2005, side 3.

Pol, e03fd336: ”Al-Qaedas ideologi er styrket”, af Vibeke Sperling. Politiken

09.07.2005, side 3.



- 110 -

Pol, e03fbec1: ”Terroreksperter: Al-Qaeda trapper op i Europa”, af Vibeke Sperling.

Politiken 08.07.2005, side 7.13

JP, e03fb8e8: ”Al Qaida mistænkes for at stå bag terrorangrebet i London”, af Jan

Lund. Morgenavisen Jyllands-Posten 08.07.2005, side 1.

JP, e040439e: ”Største trussel siden Krigen”, af Heidi Amsinck, Morgenavisen


JP, e0402f40: ”I terrortruslens spind”, af Christian Thye-Petersen Og Carsten

Ellegaard, Morgenavisen Jyllands-Posten 14.07.2005, side 2.

Pol, e03fd342: ”Terrornetværk forbinder angreb i USA og Europa”, af Jens Ulrich

Pedersen og Tonny Pedersen. Politiken 09.07.2005, side 3.

JP, e04066ba: ”Fjenden i blandt os: De usynlige terrorister”, af Pernille Ammitzbøll

og Kim Hundevadt. Morgenavisen Jyllands-Posten 17.07.2005, Indblik side 1.

JP, e03fd1f5: ”Jagten på morderne er gået ind”, af Heidi Amsinck. Morgenavisen


Pol, e0401a82: ”Dramatisk gennembrud i terroristjagt”, af Kim Wiesener. Politiken

13.07.2005, side 2.




08.07.2005, side 6

Pol, e03fbeb4: ”»Vi var direkte på vej mod bomben«”, af Martin Aagaard. Politiken

08.07.2005, side 3.

Pol, e03fe32a: ”»Terroristerne har ikke nogen religion«”, af Bo Søndergaard.


Pol, e03fd33d: ”Dansk imam tager afstand fra terrorangreb - giver USA skylden for

bomberne i London”, af Rebecca Vang. Politiken 09.07.2005, side 4.

JP, e03fd247: ”Terrortruslen”. Ledende artikel. Morgenavisen Jyllands-Posten

09.07.2005, side 8.

Pol, e03fe313: ”Bertel Haarder kritiserer imam”, af Claus Blok Thomsen. Politiken

10.07.2005, side 1.

13

Citatet fra Gunnar Jarvas er placeret i en bjælke med fremhævede citater lige over den artikel, der er

henvist til. Det optræder således ikke i selve artiklen, men på grund af manglende artikel-id er dette anvendt.



- 111 -

Pol: e03fe32b: ”Venstre kritiserer imams udfald mod USA”, af Claus Blok Thomsen.

Politiken 10.07.2005, side 3

JP, e03fe1c6: ”Venstre fordømmer udtalelse fra imam”. Morgenavisen Jyllands-

Posten 10.07.2005, side 4.

Figur 4.2:

Pol, e03fd33d: ”Dansk imam tager afstand fra terrorangreb - giver USA skylden for

bomberne i London”, af Rebecca Vang. Politiken 09.07.2005, side 4.

Pol, e0406884: ”Koranskoler blander fodbold med hellig krig”, af Luke Harding, The

Guardian, Lahore. Politiken 17.07.2005, side 2.

JP, e03fd1c4: ”Islamiske medier tager afstand”. AFP. Morgenavisen Jyllands-Posten

09.07.2005, side 5.




Pol, e0403440: ”Når naboen bliver terrorist”, af Kim Wiesener, London og Thomas

Hundsbæk. Politiken 14.07.2005, side 1.

Pol, e03fd33a: ”»Det bærer al-Qaedas fingeraftryk«”, af Henrik Kaufholz. Politiken

09.07.2005, side 3.

Pol, e03fbeb3: ”Blair: Vi lader os ikke skræmme”, af Henrik Kaufholz og Bo

Søndergaard. Politiken 08.07.2005, side 4.


08.07.2005, side 6

Pol, e0404920: ”Mønsterby var arnested for terror”, af Thomas Hundsbæk. Politiken

15.07.2005, side 1.

JP, e03fe1c0: ”Er vi ved at tabe krigen mod terror?”, af Morten Pihl, Morten

Vestergaard, Carsten Ellegaard Christensen og Klaus Justsen. Morgenavisen Jyllands-

Posten 10.07.2005, Indblik side 2.

4.2.1 Terroristernes identitet og fjendebilledet







- 112 -

JP, e0404407: ”Hjælp til selvhjælp”. Ledende artikel. Morgenavisen Jyllands-Posten

15.07.2005, side 8.

JP, e0404381: ”Den fjerde mistænkte er jamaicansk brite”, af Heidi Amsinck.

Morgenavisen Jyllands-Posten. 15.07.2005, side 6.


Pol, e03fbec1: ”Terroreksperter: Al-Qaeda trapper op i Europa”, af Vibeke Sperling.







JP, e040439e: ”Største trussel siden Krigen”, af Heidi Amsinck, Morgenavisen


Pol, e0405b0e: ”Trætte af ydmygelser”, af Tea Sletved. Politiken 16.07.2005, side 3.

JP, e03fe1c6: ”Venstre fordømmer udtalelse fra imam”. Morgenavisen Jyllands-

Posten 10.07.2005, side 4.

JP, e03fd24e: ”Forskere frygter for fremtiden”, af Henrik Vinther Olesen.


Figur 4.3




Pol, e04030d3: ”Britisk politi jager terrorbagmand”, af Kim Wiesener, London.


JP, e0406668: ”Vrede, frustration og racisme avler terror”, af Paisley Dodds.


Pol, e0405b0f: ”Sprængstoffer kan være tegn på al-Qaeda”, af Kim Wiesener.

Politiken16.07.2005, side 3.

JP, e0402ecf: ”Storbritannien i chok”, af Heidi Amsinck. Morgenavisen Jyllands-

Posten 14.07.2005, side 1



- 113 -


JP, e0402f40: ”I terrortruslens spind”, af Christian Thye-Petersen Og Carsten

Ellegaard, Morgenavisen Jyllands-Posten 14.07.2005, side 2



4.3.1 Terroristernes identitet og de bagvedliggende årsager

JP, e04058b4: ”Global jagt på bombemænd”, af Heidi Amsinck Morgenavisen


Pol, e0406884: ”Koranskoler blander fodbold med hellig krig”, af Luke Harding, The

Guardian, Lahore. Politiken 17.07.2005, side 2.

Pol, e04068a2: ”Boghandelen er det farligste sted i byen”, af Thomas Hundsbæk.



15.07.2005, side 8.


JP, e03fb99c: ”G8 samlet mod terror”, af Klaus Justsen. Morgenavisen Jyllands-

Posten 08.07.2005, side 7.



Pol, e03fbeb7: ”Verdens ledere samlet i chok”, af Vibeke Sperling. Politiken

08.07.2005, side 5.

JP, e03ff0e0: ”Terrorbekæmpelsen kolliderer med friheden”, af Heidi Amsinck.



15.07.2005, side 8.

JP, e0402eef: ”Terroren rundt om hjørnet”, af Heidi Amsinck. Morgenavisen




Pol, e03fd746: ”Når storbyer går i sort”, af Stine Behrendtzen. Politiken 09.07.2005,

side 6.

Pol, e0405b0f: ”Sprængstoffer kan være tegn på al-Qaeda”, af Kim Wiesener.

Politiken16.07.2005, side 3.



- 114 -

JP, e040194e: ”Muslimer udsat for overfald”, af Heidi Amsinck. Morgenavisen


Pol, e0400572: ”Dødstallet stiger efter terrorbomber”, af Kim Wiesener. Politiken

12.07.2005, side 1.

Pol, e03fd343: ”»Tag afstand uden 'men'”, af Fikré El-gourfti. Politiken

09.07.2005, side 6.


Pol, e03fd338: Londons muslimer lægger afstand til terrorbomberne”, af Martin

Aagaard. Politiken 09.07.2005, side 2.

JP, e03fda75: ”Muslimer fordømmer terrorangreb”, af Sanne Gram. Morgenavisen


Pol, e0405b0b: ”Europa intensiverer kampen mod terror”, af Aske Munck. Politiken

16.07.2005, side 2.


Figur 4.4


15.07.2005, side 8.

Pol, e03fbea6: ”London 8. juli 2005” af Martin Aagaard, Henrik Kaufholz og Bo

Søndergaard, Christina Zemanova Ekelund og Kim Faber 08.07.2005, side 1-2.


JP, e03fb99c: ”G8 samlet mod terror”, af Klaus Justsen. Morgenavisen Jyllands-

Posten 08.07.2005, side 7.



JP, e03fda6f : ”London giver aldrig op”, af Sanne Gram og Heidi Amsinck.





08.07.2005, side 8.

JP, e0405821: ”Appel til muslimer: Bekæmp de ekstreme”, af Heidi Amsinck.




- 115 -

4.4.1 Terroristernes identitet og ansvar samt løsninger



Pol, e0406885: ”Bombemænd måske narret”, af Kim Wiesener, London. Politiken

17.07.2005, side 2

JP, e0405821: ”Appel til muslimer: Bekæmp de ekstreme”, af Heidi Amsinck.



15.07.2005, side 8.

5.1 Dækningens første dag

JP, e2cafc73: ”Forsidehenvisning: Norge 22/7”. Morgenavisen Jyllands-Posten

23.07.2011, side 1.

Pol, e2cafc43: ”Norge under angreb: Det alvorligste terrorangreb mod Europa

siden 2005”, af Morten Skjoldager og Hans Davidsen-Nielsen. Politiken

23.07.2011, side 1.

Pol, e2cafc46: ”Utøya, Oslo og os”. Ledende artikel. Politiken 23.07.2011, side 1

JP, e2cafe0f: ”Norge under angreb”, af Mads Bonde Brobjerg. Morgenavisen


JP, e2cafe16: ”Al Qaida spøger bag bombeangreb”, af Sanne Gram. Morgenavisen


Pol, e2cafde5: ”Tegninger gør Norge til terrormål”, af Hans Davidsen-Nielsen og

Morten Skjoldager. Politiken 23.07.2011, side 6

Pol, e2cafee9: ”Stor tvivl om motivet bag norsk terror”, af Hans Davidsen-Nielsen og

Morten Skjoldager. Politiken 23.07.2011, side 6.

5.2 Den følgende dækning

JP, e2cba768: ”Terroren samler Norge”, af Thomas Heine. Morgenavisen


JP, e2cb3665: ”Har Europa undervurderet truslen fra højre”, af Jesper Kongstad.


Pol, e2cb362f: ”Norge”. Ledende artikel. Politiken 24.07.2011, side 1.

JP, e2cb5a49: ”Europol vil kulegrave nordisk højreekstremisme”, af Jesper Kongstad.




- 116 -

JP, e2cb36cf: ”Det (u)forklarlige”. Ledende artikel. Morgenvisen Jyllands-Posten

24.07.2011, side 30.

Pol, e2cb5ab7: ”Samfundet efter Anders Behring Breivik” af Anita Bay Bundegaard.

Politiken 25.07.2011, kultur side 6.

Pol, e2cba600: ”Norges styrke i ondskabens lys”, af Vibeke Sperling. Politiken

26.07.2011, Kultur side 6.

Pol, e2ccb893: ”Vort samfund bliver styrket – ikke svækket – af hans ugerninger”, af

Dorte Hygum og Lotte Thorsen. Politiken 29.07.2011, kultur side 1.


Pol, e2cb59bd: ”Hadets ansigt”. Ledende artikel, Politiken 25.07.2011, side 1.

JP, e2cb366d: ”Danske ekstremister opruster”, Mads Bonde Broberg. Morgenavisen

Jyllands-Posten 24.07.2011, side 18

JP, e2cba77c: ”Partier vil kulegrave højreekstreme miljøer”, af Carl Emil Arnfred.


JP, e2cc6049: ”PET: Danske højreekstreme søger støtte i udlandet”, af Carl Emil

Arnfred og Thomas Vibjerg. Morgenavisen Jyllands-Posten 28.07.2011, side 2.

Pol, e2cb363a: ”Norsk efterretningstjeneste overså trussel”, af Morten Skjoldager,

Jakob Sheikh, Jesper Vangkilde og Mette Albæk. Politiken 24.07.2011, side 3.



Pol, e2cc5f4f: ”Terrortruslen kommer fra islamister og separatister”, af Morten

Skjoldager. Politiken 28.07.2011, side 1.





Pol, e2cd3d5d: ”Den blonde terrorist dræber 77 og forandrer Norge”, af Hans

Davidsen Nielsen. Politiken 31.07.2011, PS side 1.

Figur 5.1

JP, e2cc6049: ”PET: Danske højreekstreme søger støtte i udlandet”, af Carl Emil

Arnfred og Thomas Vibjerg. Morgenavisen Jyllands-Posten 28.07.2011, side 2.

Pol, e2cb3642: ”PET: Vi holder øje med højreekstremisterne”, af Bo Maltesen.




- 117 -


Pol, e2cba672: ”’Vi viser, at vi sammen er stærkere end hadet’”, af Jakob Sheikh.


Pol, e2cb363a: ”Norsk efterretningstjeneste overså trussel”, af Morten Skjoldager,

Jakob Sheikh, Jesper Vangkilde og Mette Albæk. Politiken 24.07.2011, side 3.





Pol, e2cd3d5d: ”Den blonde terrorist dræber 77 og forandrer Norge”, af Hans

Davidsen Nielsen. Politiken 31.07.2011, PS side 1.


JP, e2cb5a47: ”En korsridder anno 2011”, af Axel Pihl-Andersen. Morgenavisen


Pol, e2cb3656: ”Kristen højreekstremist savnede idealisme og gamle dage”, Hans

Davidsen-Nielsen og Kristine Korsgaard. Politiken 24.07.2011, side 5.

Pol, e2cb598b: ”Massemorder brugte ni år på djævelsk plan”, af Bo Maltesen.


JP, e2cb5a02: ”En massemorders dagbog”, af Mads Bonde Broberg, Axel Pihl-

Andersen og Jesper Kongstad. Morgenvisen Jyllands-Posten, 25.07.2011, side 1.

JP, e2cb5a4c: ”1.518 uhyggelige sider”, af Mads Bonde Broberg. Morgenavisen


JP, e2cb3659: ”Den ensomme ulv”, af Lea Pagh. Morgenavisen Jyllands-Posten

24.07.2011, side 14

Pol, e2ccb6e7: ”Anders Behring Breivik er en hybridterrorist”, af John Hansen og

Jakob Elkjær. Politiken 29.07.2011, side 5.

JP, e2cc601e: ”En korsridder uden hær”, af Thomas Heine. Morgenavisen Jyllands-

Posten 28.07.2011, side 10.

JP, e2cb36cf: ”Det (u)forklarlige”. Ledende artikel. Morgenvisen Jyllands-Posten

24.07.2011, side 30.

Pol, e2cd3f82: ”Antimuslimer vinder frem på nettet”, af Jakob Elkjær og John

Hansen. Politiken 31.07.2011, side 7.



- 118 -

Pol, e2ccb66d: ”Mere demokrati”. Ledende artikel. Politiken 29.07.2011, side 1.

JP, e2cc0426: ”Borgerlig strid om dansk debatkultur, af Carl Emil Arnfred, Kaare

Sørensen, Axel Phil-Andersen. Morgenavisen Jyllands-Posten 27.07.2011, side 14.

JP, e2cc0403: ”Norske islamkritikere i defensiven”, af Thomas Heine. Morgenavisen


JP, e2cb3665: ”Har Europa undervurderet truslen fra højre”, af Jesper Kongstad.


Pol, e2cc012d: ”Breivik deler ideologi med europæiske folkevalgte”, af Jakob Elkjær

og John Hansen. Politiken 27.07.2011, side 4.

Figur 5.2

JP, e2cba789: ”Grænser for debat”. Ledende artikel. Morgenavisen Jyllands-Posten

26.07.2011, side 18.

JP, e2cba77f: ”Norsk terror skaber debat om højrefløj i USA”, af Jørgen Ullerup.

Morgenavisen Jyllands-Posten 26.07.2011, side 14 .

JP, e2cc03f9: ”Forsvarer: Breivik vil vide, hvor mange han har dræbt”, af Christina

Agger. Morgenavisen Jyllands-Posten 27.07.2011, side 12.




JP, e2cc0403: ”Norske islamkritikere i defensiven”, af Thomas Heine. Morgenavisen


Pol, e2cb3647: ”At man bare kan dræbe med koldt blod – det er så ondskabsfuldt”, af

Rikke Brunsgaard Andersen. Politiken 24.07.2011, side 4.





Pol, e2cb3642: ”PET: Vi holder øje med højreekstremisterne”, af Bo Maltesen.



Pol, e2cbaacf: ”Politikere opfordrer til en sober debatkultur efter tragedie i Norge”, af

Mette Østergaard, Mads Brandstrup og Morten Skjoldager. Politiken 26.07.2011,

side 5.



- 119 -

Pol, e2cc012e: ”Terroristens holdninger kom fra netværk stiftet i København”, af

John Hansen og Jakob Elkjær. Politiken 27.07.2011, side 4.

Pol, e2ccb66d: ”Mere demokrati”. Ledende artikel. Politiken 29.07.2011, side 1.




Pol, e2cba600: ”Norges styrke i ondskabens lys”, af Vibeke Sperling. Politiken

26.07.2011, Kultur side 6.

Pol, e2cd0550: ”Lars von Trier fortryder 'Dogville' efter det norske massemord”, af

Nils Thorsen. Politiken 30.07.2011, kultur side 3.

Pol, e2cd3f1c: ”At lære af terroren”. Ledende artikel. Politiken 31.07.2011, side 1.

JP, e2cc5f8e: ”Fri os for skyld”. Ledende artikel. Morgenavisen Jyllands-Posten

28.07.2011, side 20.

JP, e2cba770: ”Øen, der samler de sørgende”, af Lea Pagh. Morgenavisen Jyllands-

Posten 26.07.2011, side 12.

Pol, e2ccb8fa: ”Det tavse flertal må hæve stemmen”, af Lars Trier Mogensen.

Politiken 29.07.2011, Kultur side 6

Pol, e2cba72e: ”Vi, Norge, skal ikke hade, og vi skal ikke hævne”, af Kristian

Madsen. Politiken 26.07.2011, side 2.

JP, e2cd403f: ”Statsmanden Jens Stoltenberg”, af Thomas Heine. Morgenavisen

Jyllands-Posten 31.07.2011, Indblik side 6.



JP, e2cd0669: ”Norge begraver sine døde”, af Thomas Heine. Morgenavisen Jyllands-

Posten 30.07.2011, side 16

Figur 5.3

JP, e2cba789: ”Grænser for debat”. Ledende artikel. Morgenavisen Jyllands-Posten

26.07.2011, side 18.

JP, e2cc6028: ”Danmark sendte tanker mod nord”, Carl Emil Arnfred. Morgenavisen






- 120 -


28.07.2011, side 20.

6.3 Den nationale identitet og de etniske særpræg



Pol, e0404920: ”Mønsterby var arnested for terror”, af Thomas Hundsbæk. Politiken

15.07.2005, side 1.



JP, e0404381: ”Den fjerde mistænkte er jamaicansk brite”, af Heidi Amsinck.

Morgenavisen Jyllands-Posten. 15.07.2005, side 6.

Pol, e04068a2: ”Boghandelen er det farligste sted i byen”, af Thomas Hundsbæk.






6.4 Det vekslende medansvar


15.07.2005, side 8.


28.07.2011, side 20.

JP, e2cafe1e: ”Vesten fordømmer Oslo-terror”, af Jesper Kongstad.



6.5 Begivenhedernes udfordring af terrorforståelsen

Pol, e2cba5fc: ”Aviser var lidt for hurtige på aftrækkeren”, af Lotte Thorsen.

Politiken 26.07.2011, Kultur side 4

Pol, e2cd0550: ”Lars von Trier fortryder 'Dogville' efter det norske massemord”, af

Nils Thorsen. Politiken 30.07.2011, kultur side 3.



- 121 -

Pol, e2cc01b3: ”Gå op i mod hadets verdensbillede”, af Kristian Madsen. Politiken

27.07.2011, side 6.

Pol, e2cb362f: ”Norge”. Ledende artikel. Politiken 24.07.2011, side 1.

Pol, e2cc5e4a: ”Genopbygningen er i gang i et forandret Oslo”, af Lea Wind-Friis.


JP, e2ce158d: ”DF i Breiviks skygge”, af Knus Brix og Carl Emil Arnfred.


Pol, e2cc012d: ”Breivik deler ideologi med europæiske folkevalgte”, af Jakob Elkjær

og John Hansen. Politiken 27.07.2011, side 4.

TERRORISMENS ANSIGT - SDU · Terrorismens ansigt - fra langskægget fanatiker til blond dræber...

Documents

Transcript of TERRORISMENS ANSIGT - SDU · Terrorismens ansigt - fra langskægget fanatiker til blond dræber...