Tema: Sygefravær og trivsel - kk.dk · 2 oldet • nr rt oldet nr ... svært at levere den indsats...

Tema:

Personalebladet for ansatte i Socialforvaltningen i Københavns Kommune

NR. 1. MARTS 2018

Mød fire af SOF’s sygefraværskonsulenter

Sygefravær og trivsel

Vi skal være en positiv forstyrrelse

En gruppe sygefraværskonsulenter skal de kommende to år hjælpe arbejdspladser i SOF med at højne trivslen

og sætte fokus på sikkerhed og tryghed sammen med borgerne for at nedsætte sygefraværet. Sofbladet satte

fire af de nye konsulenter stævne, lige efter de var trukket i arbejdstøjet i februar.

sofbladet • nr.1 marts 2018sofbladet • nr.1 marts 2018 32

Sofbladet er Københavns Kommunes blad til alle ansatte i Socialforvaltningen.

Du er altid velkommen til at komme med gode idéer til bladet, både til enkelte artikler og til temaer.

KONTAKT Pernille Søndergaardtlf. 3366 [email protected]

ADRESSESocialforvaltningenRådhuset 1599 København V

ANSVARSHAVENDE REDAKTØRNina Eg Hansen

LAYOUT OG PRODUKTIONKK Design, Københavns Rådhus

TRYKTryKKerietISO 14001 Miljøcertificeret

FORSIDEFOTOJeanne Kornum

Sofbladet udgives af Københavns Kommunes Socialforvaltning

Leder IndholdSygefravær og trivsel

Vi skal have gode og trygge arbejdspladser i SOF, hvor medarbejderne er glade for at arbejde. Det giver gode rammer om det vigtige indsats, vi yder – og så er et godt arbejdsmiljø med til at nedbringe det arbejdsrelaterede sygefravær. I 2017 landede det gennemsnitlige sygefravær per medarbejder i SOF på 11,6 dage. Det er et fald på 0,6 sygedag i sammenligning med 2016. Det er rigtig positivt – ligesom det er glædeligt, at der i førte halvdel af 2017 er registreret 589 færre hændelser relateret til vold og trusler sammenlignet med sidste år. Vi er på rette vej, og vi skal videre ad den vej.

For både arbejdsskader og sygefravær gør ondt og er dyrt – både menneskeligt set og i kroner og øre. Samtidig rammer sygefravær det enkelte arbejdsfællesskab. Når en medarbejder mangler i en travl hverdag, skal kollegaerne løbe hurtigere, og tit er der opgaver, der ikke kan udføres lige så godt af en vikar. Det kan i sidste ende gøre det svært at levere den indsats og støtte, som vores borgere har brug for.

Derfor giver det god mening, at vi sætter ekstra ind på at få fraværet ned. For gevinsten er rigtig stor, hvis det lykkes. Det skal et nyt stort sygefraværsprojekt hjælpe os med. Projektet har vi kaldt ”Fra sygefravær til kernevelfærd”, fordi det handler om at samle og fastholde alle gode kræfter om vores kernevelfærd, – dvs. den velfærd, som vi ikke kan undvære, og som kræver, at vi alle løfter sammen.

Ambitionen er, at sygefraværet skal ned med en dag pr. medarbejder i 2020 – og lad mig slå det fast med det samme: Det handler ikke om, at man ikke må være syg. For hvis man har influenza, migræne eller fejler det, der er værre, ja, så skal man selvfølgelig blive hjemme, til man er rask og helet.

Sygdom er en privat sag. Men fravær er en fælles sag for hele arbejdspladsen. Derfor skal vi gøre noget ved de forhold på arbejdspladsen, som får fraværet til at stige. Projek-tet er en del af vores arbejde med tillidsdagsordenen og skal styrke arbejdsfællesskabet og samarbejdet om kerneopgaven for derigen-nem at skabe større arbejdsglæde. Projektet handler samtidig om at gøre en ekstra indsats for at forebygge vold og trusler og dermed sikre trygge og sikre arbejdspladser.

Får vi sygefraværet ned med bare en sygedag i gennemsnit per medarbejder, har vi ikke bare skabt større trivsel. Der bliver også flere penge til driften af vores vigtige opgaver. Sidst men ikke mindst kommer det vores borgere til gode rent fagligt. For jo mindre fravær, jo mere stabilitet, kontinuitet og fagligt overskud kan vi møde borgerne med.

God læselyst!Nina Eg Hansen

4 Kort nyt

6 Videosamtaler kan mindske ensomhed

8 Et farvel til naboen

11 Martin er væk, men han er ikke glemt

14 En uge med den nye socialborgmester

Tema: Sygefravær og trivsel16 Sikkerhed og gode arbejdsfællesskaber er vejen frem

18 Vi skal være en positiv forstyrrelse

21 Brugerne føler sig velkomne og vi føler os trygge

25 Arbejdslivsforsker: Slip stressen ud af skammekrogen

28 Når man har lavet sine skal-opgaver, har man bestået sin dag med et 12-tal.

32 En forfatter fortæller

21

11

18

Brugerne føler sig velkomne og vi føler os trygge

Tag med på en rundtur med afdelingsleder Guri Abrahamsen og arbejdsmiljørepræsentant Annemette Clausen i Rusmiddelbehandlingen på Vigerslev Allé, hvor en ny indretning har skabt imødekommende og fredelige rammer for både brugere og medarbejdere.

Martin er væk, men han er ikke glemt 59årige Martin dør en tidlig morgen i oktober sidste år. Aftenen før har en pædagog sunget hans yndlingssang ’Solen er så rød mor’ for sidste gang. Nu er en blodrød sol på vej op over Bispebjerg Bakke. Læs en beretning fra Botilbuddet på Musvågevej om afskeden med en kær beboer og det pædagogiske arbejde med at håndtere sorg og død.

Hvis du bor i Københavnsområdet, så kommer Genbrugsriget gerne forbi og henter dine ting på hverdage imellem kl. 9-14. Ring og lav en aftale på telefon 24 99 63 93 eller 24 99 63 94.

Genbrugsriget tager også imod småting i butikken på Sønder Boulevard 110 på onsdage, torsdage, fredage kl. 11-18 og lørdage kl. 11-15.

Større ting/møbler kan afleveres i Produktionen, Fussingsvej 17, 2300 København S. på hverdage mellem kl. 9-14.

SOF viser nye veje Mangler I inspiration til aktiviteter og ledsagelse for borgerne på jeres tilbud? Måske er der så ideer at hente i Socialstyrelsens nye webtema om brug af frivillige og aktiviteter for borgere med handicap. Her har Socialstyrelsen samlet op på erfa-ringerne fra satspuljeprojektet ”Nye veje til aktiviteter og ledsagelse for personer med handicap.”

Over 30 initiativer er blevet iværksat og afprøvet i næsten lige så mange kommuner i perioden 2015-17. De har alle været rettet mod samvær og aktiviteter for mennesker med handi-cap og har haft øget inklusion i sam-fundet som det overordnede mål.

Men særligt seks projekter frem-hæves som gode eksempler, og to af dem er fra SOF. Det er bo- og dagtilbuddet Musvågevej med cykel-projektet Vind i håret, og botilbuddet Lynghuset, som sammen med det det fynske botilbud Skansebakken har af-prøvet et projekt med ferie-boligbyt for beboere på de to boligtilbud.

Ud over webtemaet har Social-styrelsen også udarbejdet en pjece om erfaringerne fra initiativerne.

Find det hele via www.kortlink.dk/sz26.

Giv dine gamle ting videre og støt en god sag

Ligger du inde med ting og sager, du ikke længere bruger? Så giv dem videre til Genbrugsriget, som er et beskæftigelses-tilbud for borgere med handicap i Center for Selvstændig Bolig og Beskæftigelse. Medarbejderne her sørger for, at dine gamle ting får nyt liv til glæde for andre. Noget bliver recyclet, og andet bliver solgt videre i Genbrugsrigets lille perle af en butik på Sønder Boulevard 110 på Vesterbro.

54 sofbladet • nr.1 marts 2018sofbladet • nr.1 marts 2018

Kort nyt

84% Så mange oplever positive effekter efter forløb

på DeDrikkerDerhjemme, som er et rådgivningstilbud til børn og unge, hvis forældre har et alkohol-

eller stofproblem.

I 2017 er antallet af familier med rusmiddel -problemer, der modtager hjælp fra tilbuddet, steget med 43 procent sammenlignet med samme tidspunkt i 2016. Henvendelserne fører til positive resultater.

Blandt de familier, der har fået hjælp hos det åbne og anonyme rådgivningstilbud, er der i 84 procent af sagerne oplevet positive forandringer i familiens evne

til at tale åbent om rusmiddelproblemerne.

Læs mere på www.dedrikkerderhjemme.kk.dk

Udsatterådet får nyt medlem SydhavnsCompagniet bliver nyt medlem af Udsatterådet. Siden 2010 har rådet haft til opgave at give medindflydelse til Københavns udsatte borgere og de organisationer, der forsøger at skabe bedre vilkår for byens udsatte grupper.

De 15 nuværende organisationer fortsætter i rådet fire år mere. Det er: SAND Hovedstaden, Projekt UDENFOR, Kofoeds Skole, Gadejuristen, Bruger-foreningen for aktive stofmisbrugere, Brugernes Akademi, Dansk Selskab for Addiktiv Medicin, We-Shelter, Kirkens Korshær, Reden International, Ind-vandrerkvindecentret, Settlementet, Mødrehjælpen.

Borgerrepræsentationens godkender den endelige sammensætning af Udsatterådet den 22.marts.

Læs mere på udsatteraadet.kk.dk

”Jeg har i mange år haft et mantra, der hedder, at det, jeg gør,

det skal nytte og flytte og gøres ordentligt. Det, synes jeg, passer virkelig godt til SOF og til de medarbejdere, som er

i forvaltningen.

Du arbejder højst sandsynligt på det sociale område, fordi du gerne

vil gøre nytte og være med at flytte mennesker og forhåbentlig

gøre det ordentligt.” Socialborgmester Mia Nyegaard

For mange eller for få blade?Sofbladet skal gerne nå ud til alle arbejdspladser i SOF. Men får I for mange eller for få eksemplarer af bladet? Eller modtager I det slet ikke, så send en mail til [email protected] og fortæl, hvor mange eksemplarer I ønsker at modtage.


I Center Amager har 24 borgere indtil videre takket ja til at bytte en del af de fysiske hjemmevejlederbesøg ud med videosamtaler. Otte af dem er borgere, som Bir-gitte Lange er hjemmevejleder for. Borgerne modtager opkaldet fra deres hjemmevejle-der på deres private smartphone, computer eller en tab-let, som de har fået stillet til rådighed af forvaltningen. ”Videosamtaler er ikke en erstatning for fysiske be-søg. De skal ses som et supplement. Det er helt op til den enkelte borger, om han eller hun vil være med.

Det er aldrig en beslutning, vi tager henover borgerens hoved,” understreger Birgitte Lange, som foretager de virtuelle besøg via sin iPhone fra hjemmevejlederbasen på Sundbygårdsvej eller et andet sted på Amager på sin rute. Et godt alternativ til aflysningBirgitte Lange oplever, at videosamtaler især er en for-del for borgere, som lider af depression, og som isole-rer sig i deres hjem. På dårlige dage aflyser de nemlig tit, fordi de ikke magter at få besøg. ”Nu kan jeg spørge, om vi ikke skal tage en video-snak i stedet for. Det kan måske handle om, at vi har en aftale om at se på post, og borgeren slet ikke kan overskue tanken om, at jeg kommer forbi. Så kan vi måske klare det via en videosamtale i stedet. Borgeren læser måske brevet op eller tager et billede af det, så jeg kan læse det, og så kan vi efterfølgende snakke om det over skærmen,” siger Birgitte. Hun vurderer, at videosamtaler skaber mere tryghed og stabilitet i kontakten til de borgere, som før ville aflyse en sam-tale, selvom de har hårdt brug for hjemmevejledning.

Videosamtaler kan mindske ensomhed

Det bekræfter flere borgere, som er blevet interviewet til en intern undersø-gelse om, hvordan de oplever tilbuddet om at bytte fysiske besøg ud med vide-osamtaler. De giver udtryk for, at mu-ligheden for at tale med deres hjemme-vejleder over skærmen mindsker deres følelse af ensomhed og isolation. ”Jeg er meget ensom og isoleret, der-for er det vigtigt, at jeg har mulighed for at tale med min hjemmevejleder om det. Alternativet er, at jeg aflyser og ikke få talt med nogen overhoved,” siger én af de borgere, de har deltaget i undersøgelsen.Videosamtaler betyder, at borgeren kan modtage støtte fra hjemmevejlederen uden for hjemmets fire vægge, fx når de har en pause i en skoledag, er på ferie eller har en aftale med jobcentret og har brug for støtte før, under og bagef-ter. Det giver fleksibilitet i hverdagen, mener Birgitte, og desuden er det en ekstra tryghed at vide, at de gode råd og opbakningen er lige ved hånden. Men det er ikke kun muligheden for at få støtten på farten, som ifølge Bir-gitte Lange giver en større fleksibilitet og tryghed. Det er også en fordel, at borgere kan få online støtte, når de står med et akut problem. Virtuelle samtaler er nemlig typisk kortere og derfor lettere for medarbejderne at presse ind i deres arbejdsdag end fysiske besøg. Se lige her!Med videosamtaler kan den tildelte hjemmevejledning desuden deles i mindre bidder i form af hyppigere, men kortere samtaler i stedet for lange fysiske besøg. Det kan være med til at forebygge, at problemer hober sig op. ”De korte samtaler bruger jeg som et fint supplement, hvis borgeren fx

arbejder med at få mere struktur på hjemmet. Det kan være en borger, der har sat sig et mål om endelig at få pakket sine flyttekasser ud, eller har en opgave med at sortere i bunker af tøj, så kan jeg sige: ”Send en sms, hvis du går kold på at rydde op, så kan vi tage en videosamtale. Og så kan borgeren filme situationen, og jeg kan give støtte midt i processen til det næste skridt,” forklarer Birgitte Lange. ”Det kan også være en situation, hvor borgeren rent faktisk har fået ryddet op eller gjort kål på opvasken og har brug for at sige:” Se lige her! ”Så kan jeg være på med det samme og give den ros, som er så vigtig for borgerens motivation.” Birgitte Lange ser videosamtalerne som en ekstra livline, som borgeren kan bruge frem mod større selvstæn-dighed. ”Vores fornemste opgave er at ar-bejde hen imod, at borgeren kan tage ansvar for eget liv og mere selvstændigt kan tage sig af alle de mange praktiske ting, som hører til at bo i eget hjem. Men det kan være svært for borgeren at afslutte et hjemmevejlederforløb og gå fra ét fysisk besøg om ugen til ikke mere at få støtte. Her kan virtuel støtte gøre overgangen mere tryg,” vurderer hun.

Videosamtaler deler vandeneBirgitte Lange er ikke i tvivl. Fordelen ved videosamtaler er større end ulem-perne. Men hendes optimisme deles ikke af alle hendes kolleger, fortæller hun. Mange er bekymrede for at miste noget i den menneskelige kontakt, når hjemmevejledningen foregår over en skærm. De mener, at de fysiske møder er afgørende for at skabe en god relation.

Tekst og foto: Pernille Søndergaard

Birgitte Lange er enig i, at værdien af det fysiske besøg aldrig må undervurderes. ”Derfor skal videosamtalerne ses som et ekstra tilbud til de borgere, som kan profitere af den fleksibilitet som de gi-ver mulighed for – og det er ikke noget, alle vores borgere kan,” fastslår Birgitte Lange, som tror, at videosamtaler er kommet for at blive. ”Vejen frem er, at vi lærer af hinan-dens erfaringer og usikkerhed. Hvordan er det, vi bedst bruger den her nye tek-nologi og med hvilke borgergrupper? Hvornår er det tingene ikke fungerer, og hvornår er det bare fantastisk?”

FAKTA OM VIDEOSAMTALER

50 borgere tilknyttet den københavnske socialpsykiatri har indtil videre takket ja til til-buddet om at få en del af deres hjemmevejledning via videosam-taler. Det er frivilligt, om de vil deltage. Videosamtalerne fore-går fra en videoplatform med en sikker forbindelse

Videosamtaler bruges bl.a. til:• Støttende og vejledende

samtaler • Støtte til at komme i gang

med aktiviteter, arbejde, uddannelse m.v.

• Støtte og motivation til at indgå og overholde aftaler

• Støtte til at læse og forstå breve fra det offentlige

• Støtte til at få styr på øko-nomi, herunder budgetlæg-ning, betaling af regninger

I hjemmevejlederbasen på Sundbygårdsvej er der blevet indrettet borde med mobile skillevægge, hvor hjemmevejle-derne i fred og ro kan tage deres videosamtaler med borgerne.

Psykisk sårbare borgere i København har siden sidste år fået tilbud om at få en del af deres hjemmevejledning som videosamtaler. Hjemmevejleder Birgitte Lange fra Center Amager ser store perspektiver i at sætte strøm til hjemmevejledningen.


”Han vil slå dig ihjel”. ”Du er nødt til at få ham ud af dit liv, hvis du nogensinde skal få det godt.” I Socialforvaltningen kender vi om nogen til de tragiske historier, hvor en psykisk syg person slår et andet menneske ihjel. Og for mange danskere er det de historier, der dukker op som det første på nethinden, når de tænker på det at høre stemmer. Men de histo-rier er – heldigvis – kun en meget lille del om fortæl-lingen om det at høre stemmer. Det forklarer Lee Little, der er sygeplejerske og pri-mær behandler på Psykiatrisk Ambulatorium OPUS i Ballerup, og på frivillig basis er medfacilitator i en stemmehørergruppe i Ungehus CPH på Nørrebro. ”Det er meget individuelt, hvordan folk oplever deres stemmer. For nogle kan det være en god rådgi-ver, der hjælper én. En ven, som de vil være kede af at miste,” siger Lee Little. Undersøgelser anslår, at omkring 200.000 danskere hører stemmer. Omtrent lige så mange, som har fået tilkendt førtidspension og lidt flere end der ved folke-tingsvalget i 2015 stemte på Alternativet. Alligevel er det de færreste, der fortæller andre om de stemmer, de hører. Der findes da også relativt få grupper, som den på Ungehus CPH. Lee Little vurderer, at der er et sted mellem 100 og 150 stemmehørergrupper i Danmark, hvoraf de fleste er tilknyttet et bosted.

En del af forklaringen på, at det at høre stemmer er så tabubelagt, er netop opfattelsen af, at stemmehøring er lig med en svær psykisk lidelse. ”I Danmark og resten af Europa bliver det at høre stemmer, som andre ikke kan høre, ofte set som et såkaldt førsterangssymptom på en skizofreni-diagnose. Men ifølge den nyeste udgivelse af DSMV fra USA, der ofte anses som en bibel inden for psykiatrien, kan man ikke stille en skizofreni-diagnose alene ud fra det, at personen hører stemmer. Jeg mener, at det at høre stemmer er et forholdsvist normalmenneskeligt fæno-men. Og det at sygeliggøre det er på mange måder forkert,” siger Lee Little. I stemmehørergruppen på Nørrebro er der da også meget forskellige årsager til, at de unge henvender sig. ”De fleste henvender sig, fordi de oplever stemmerne som et problem i deres liv. Men der er også nogen, der kommer her, fordi de er nysgerrige efter, hvordan andre oplever det at høre stemmer og bliver meget overraskede, når de hører, at andre oplever det som noget negativt,” siger Lee Little.

Af Mikkel Sander RydzyFoto: Philip Ørneborg

Et farvel til NABOEN

”I gruppen støder vi på mennesker, som har gået rundt med stemmerne i mange år uden at sige det til nogen.”

Lee Little, facilitator i stemmehørergruppen

200.000 danskere hører stemmer, men de fleste fortæller ikke andre om det. I Ungehus CPH hjælper en ny stemmehørergruppe unge københavnere til at blive bedre til at håndtere deres stemmer.


Af Pernille SøndergaardFoto: Jeanne Kornum

En nysgerrig tilgangSune er én af de unge, der har været gennem et forløb i stemmehørergrup-pen. For ham begyndte stemmerne, da han var 17 år. Forud for det var gået nogle hårde år. Sunes far døde, da Sune var 11 år, og i årene efter led Sune af angst. En dag fandt han ud af, at han kunne dulme angsten med hash, og de næste år var han store dele af tiden be-døvet af sit hashmisbrug. Da Sune var 19 år, fik en kollapset lunge ham til at stoppe sin selvmedicinering, og stem-merne begyndte straks at blive meget høje og voldsomme. En måneds tid senere sad Sune hjemme i sin lejlighed. Det var søndag, og han havde ikke sovet i to døgn. Hen på dagen besluttede han sig for at ringe til sin søster. Det var første gang, Sune fortalte nogen om stemmerne. Om hvordan de havde holdt ham vågen de seneste døgn, og nu var ved at drive ham til vanvid. Samme dag troppede Sune og hans søster op på akutmodtagelsen på Bi-spebjerg Hospital. Sune indlagde sig selv og blev noget tid efter tilknyttet distriktspsykiatrisk center, hvor han begyndte i et behandlingsforløb. Han fik diagnosen skizofren, og undervejs i behandlingsforløbet fortalte en psyko-log ham om stemmehørergruppen og foreslog ham at blive en del af den. ”Stemmehørergruppen har hjulpet mig til at være nysgerrig på de stemmer, jeg hører. Stemmerne er en del af mig selv, og derfor er det også noget, jeg kan arbejde med. Jeg har lært at definere mine stemmer og har givet dem navne. På den måde har jeg taget kontrol over dem og kan have indflydelse på, hvad de skal sige. Man kan vel tale om en form for empowerment,” siger Sune, der i dag er 25 år.Lee Little lægger også vægt på netop det at gå i rette med sine stemmer og have en nysgerrig tilgang til dem som helt afgørende for at få et bedre liv med stemmerne. ”Hvis man fx hører en stemme, der fortæller én, at man ikke duer til noget,

handler det om at være nysgerrig på, hvorfor stemmen siger det. Hvem er det, stemmen repræsenterer, og hvad er det, man skal forholde sig til. Det er de to helt afgørende spørgsmål, som vi kredser om i gruppen. Nogle gange spørger vi stemmerne til, om de har lyst til at tale med os andre i gruppen, og om vi må stille spørgsmål til dem,” siger han.

Det starter med et traumeFor langt de fleste er stemmerne udløst af et traume som fx mobning, afvis-ninger, vold eller kriseoplevelser. Det traume dukker ofte op under samta-lerne i stemmegruppen.Sådan var det også i Sunes tilfælde, hvor det var det lave selvværd, der fulgte efter hans fars død, som satte gang i stemmerne. Og ved at konfrontere det traume har Sune nu fået mere kontrol over stemmerne. ”Jeg vil ikke kalde det decideret trau-mebehandling, men det er tæt på. Stem-mehørergruppen har været med til at åbne op for nogle tanker og følelser og har fået sat dem i perspektiv,” siger Sune. Lee Little håber, at stemmehørergrup-pen kan give folk mod til at fortælle om de stemmer, de hører. Og alene det at fortælle andre om ens stemmer kan have rigtig stor betydning for, at perso-nen kan få et bedre liv. ”I gruppen støder vi på mennesker, som har gået rundt med stemmerne i mange år uden at sige det til nogen. Det at sige det højt til andre kan være meget grænseoverskridende. Ikke mindst fordi stemmerne nogle gange vil sige, at personen ikke skal sige det til nogen. Måske siger de til personen, at de har beskyttet vedkommende i mange år, og at man ikke skal afsløre dem for nogen,” siger han.

Naboen er vækÉn af de stemmer, som Sune i løbet af sin tid i gruppen har navngivet, kalder han ’naboen’. Sune skelner mellem in-dre og ydre stemmer, og ’naboen’ er en af hans ydre stemmer. En stemme, der kommer gennem væggen og lyder, som

det ville gøre, hvis ens nabo havde et skænderi. ’Naboen’ var den første stemme, Sune begyndte at høre. En meget negativ mandestemme, der sagde ting som ”du er ulækker” eller ”du fortjener ikke at leve”. I stemmehørergruppen fik Sune hjælp til at konfrontere naboen, og un-dervejs dukkede en kvindestemme op i hovedet på Sune, som gik i rette med ’naboen’ og forsøgte at nedtone den. I dag er ’naboen’ helt væk. Sune hører nu kun én stemme. En neutral stemme uden noget rigtigt toneleje, som hverken er en mande- eller kvindestemme. Den kommer frem og forsøger at rådgive ham, når han bliver presset eller står foran en stor beslutning. Efter et halvt år i stemmehørergruppen har Sune fået meget bedre kontrol over stemmerne. For nogle forsvinder de helt, men det er ikke sket for Sune. ”Der er nogen, der mener, at stem-merne sagtens kan være noget positivt, men sådan har jeg det ikke. Jeg har fået det bedre med stemmerne, men de er stadig noget, jeg helst ville være for-uden.”

Sune har ikke ønsket at få sit efternavn bragt i artiklen.

FAKTA OM STEMMEHØRERGRUPPENStemmehørergruppen i Ungehus CPH mødes hver anden mandag. Gruppen er for unge i aldersgruppen 18-30 år. Kender du en ung, som stemmehørergruppen kunne være relevant for, eller vil du gerne vide mere om gruppen og arbejdet med stemmehøring, kan du kontakte Lee Little på tlf. 60 23 19 75 eller [email protected].

I bo- og dagtilbuddet på Musvågevej bor 50 menne-sker med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser, en del af dem med autismespektrumforstyrrelser. Mange af beboerne er over 50 år, og de vil sandsyn-ligvis bo på Musvågevej, til de dør. De seneste fem år har der været et dødsfald om året. ”Vi har en klar holdning om, at ingen af vores beboere skal opleve at være alene eller angste, når de ligger for døden. Der skal altid være et menneske ved deres side, som kender dem og kan aflæse deres signa-ler. Det er ikke noget, vi kan overlade til personalet på sygehuset,” siger Tony Bjarkholm, som var kontakt-person for Martin gennem mange år. Mange af beboerne på Musvågevej har kendt hin-anden hele livet, og det fylder meget, når en af deres gamle venner pludselig ikke er der mere. Beboerne får derfor altid tilbud om at tage afsked med en medbe-boer ved dødslejet. Og holdningen er, at det savn, som følger med døden, skal have plads. Døden og sorgen skal ikke pakkes ind. ”Beboerne går i sorg, når de mærker tomrummet efter en beboer, der ikke er der mere, og det kan rive op i gammelt sorg og savn. Det skal vi som pædago-ger hjælpe dem med at komme igennem. Vi følger dem i alle aspekter af deres liv, og når døden kommer, så skal vi også håndtere det,” slår Tony fast.

I Martins åndEt par dage efter Martins død kommer bedemanden forbi Musvågevej for at tale om Martins bisættelse. Med til mødet er bl.a. Tony Bjarkholm, Simone Niel-sen, som er afdelingsleder på Musvågevej, og Martins nære veninde Mischa. Hun har arbejdet på Musvåge-vej som pædagog, og har været ven med Martin, siden hun stoppede sit arbejde på botilbuddet for 14 år siden. De bladrer i kataloger med kister, som bedemanden har med. ”Hvilken udsmykning har I i tankerne? Hvad var afdødes ønsker?” spørger bedemanden.

59årige Martin dør en tidlig morgen i oktober sidste år. Aftenen før har en pædagog sunget hans yndlingssang ’Solen er så rød mor’ for sidste gang. Nu er en blodrød sol på vej op over Bispebjerg Bakke. Martin er indlagt i fire dage på Bispebjerg Hospital. Under hele indlæggelsen er personale fra Musvågevej tilstede ved hans sengekant. Hans bedste ven Mischa er der også. Efter Martin er udåndet, kommer fire beboere fra botilbuddet for at sige det sidste farvel til deres ven.

”Vi følger beboerne i alle aspekter af deres liv, og når døden kommer, så skal vi også håndtere det.”


”Hvis det var Martin, der skulle bestemme, så skulle han helt sikkert have lys og fartstriber på kisten,” udbryder Mischa. Martin var vild med store maskiner. Store lastbiler vakte altid hans udelte begejstring, men mest af alt elskede han de røde s-tog. Så tænk, hvis man kunne sende Martin af sted på sin sidste rejse i en kiste, udsmykket som en togvogn. Det ville være helt i Martins ånd, og noget alle – både bebo-ere, personalet og pårørende – kunne forholde sig til. Men er det mangel på respekt for ritualet omkring bisættelsen at dekorere en kiste som en togvogn? Simone og hendes kolleger er i tvivl. Bedemanden ryster på hovedet: ”Nej, det er der intet i vejen for,” svarer hun.

Nogle dage senere sidder Simone i botilbuddets hvide vare-vogn sammen med botilbuddets varmemester. De skal hente kisten hos bedemandsforretningen. Derefter kører de ad Nørrebrogade, drejer ned ad Gothers-gade og triller forsigtigt ned ad Købmagergade og stopper foran Jens Lunds hoveddør. Jens arbejder som pædagog på Musvågevej, men han er også grafiker. Han er manden, der i løbet af blot tre dage skal trylle den hvide kiste om til illusi-onen om en togvogn. Jens og varmemesteren læsser kisten af og bærer den ned i kælderen – og så går Jens i gang. Senere støder Tony til og giver en hånd med pensler og farver.

Der står et fint indrammet billede af Martin i fællesstuen på den afdeling, hvor han boede i mange år.

”Det hjælper i sorgen at huske de gode minder om den beboer, der ikke er der mere.”

Vi snakker om dødenNår en beboer dør, er det blevet en fast tradition, at beboerne er med til at lave en blomsterkrans af røde roser, formet som et hjerte, som kan lægges på den afdødes kiste. ”Vi prøver på den måde at skabe en situation omkring et fælles tredje, hvor beboerne kan stille de spørgsmål, de har behov for. Vi prøver at åbne for en snak om døden. Måske vil beboerne gerne vide mere om, hvad der konkret sker, når man går bort, eller måske vil

de snakke om, at de også selv skal dø en dag,” siger Simone Nielsen. En del af sorgbearbejdelsen handler om bisættelsen, hvor beboerne altid får tilbud om at deltage. ”Selvom døden er forbundet med tab og sorg, så prøver vi at gøre bisættelsen til en positiv oplevelse, som beboerne kan være med til. Mange af vores bebo-ere mangler sprog og begreber, og det gør det måske svært for dem at udtrykke deres sorg. Det betyder også, at vi skal udtrykke os visuelt. En lille del af be-boerne kan godt forstå, hvad døden betyder, mens andre har brug for at blive helt konkrete,” forklarer Tony Bjarkholm.

Den sidste turDet er onsdag eftermiddag. Dagen for Martins bisættelse. Tonerne fra Thank you for the Music fylder det hvid kir-kerum i Ansgars Kirke. To kvindelige korsangere synger den sang af Abba, som Martin altid elskede at høre.Kisten står flot og rød foran altret. For-rest lyser to små lygter og minder om, at Martin altid blinkede med lygterne og dyttede i hornet, når han kom kø-rende forbi i sin kørestol. Ved siden af kisten står en stor fotostat af Martin. Det hjælper beboerne med at forstå for-bindelsen; at det er Martin, der ligger i kisten, som ligner en togvogn. Ham, de kender som én, der altid har elsket det rød s-tog over alt andet. Bårebuketterne ligger i en bue rundt omkring kisten i stedet for i midter-gangen, hvor kørestole optager pladsen. På kisten ligger den hjerteformede blomsterkrans af røde roser, som bebo-erne har været med til at lave. Præsten har valgt salmer, som er nemme at forstå og lette at synge med på. Da tonerne til I østen stiger solen op, bruser fra orglet, er der mange, der synger eller nynner med. Mischa stiller sig op ved siden af ki-sten og taler til Martin.

”For dig var livet at komme ud på ture. Det elskede du. I de 14 år vi havde sammen, nåede vi ud på hund-redvis af ture i tog og bus. Det var ikke altid, vi kom af sted, fordi der kom noget i vejen. Men så sagde vi: ”Bare rolig, vi kan nå at komme på tusindvis af ture sammen.” Drømmen var, at vi skulle drøne en tur ud ad motorvejen i min nye bil, for vi havde aldrig kørt i bil sammen. Men det nåede vi ikke, før du pludselig ikke var her mere. Nu får du din sidste tur i en togvogn” Tårerne triller ned ad Mischas kinder, og mange af kirkens gæster græder sammen med hende. En medarbejder har taget sin guitar med og synger Solen er så rød mor, mens kisten bæres ud til den ventende rustvogn. Personalet og beboerne i deres kørestole følger efter. De lægger alle en rød rose på Martins kiste, inden bedemanden kører væk med den.

Det hjælper at mindesNår en beboer på Musvågevej dør, op-siges lejemålet og afdødes lejlighed bli-ver pakket sammen for at give plads til en ny beboer. Personalet på Musvågevej lægger vægt på, at de beboere, der ikke er der længere, bliver husket i den lille familieenhed, hvor de har boet. Derfor står der i dag et fint indrammet billede af Martin i fællesstuen. Martin er væk, men han er ikke glemt, og hans bisæt-telse er én, personale og beboere husker og taler om. ”Det hjælper i sorgen at huske de gode minder om den beboer, der ikke er der mere. Vi fornemmer, at beboerne fik meget ud af Martins bisættelse - og efterfølgende har vi snakket om Martin og hans røde togvogn. Det er fanta-stisk, at de nu har den som et minde som kan hjælpe dem og os andre igen-nem tabet af Martin,” siger Simone Nielsen.

En uge med…

Socialborgmester Mia Nyegaard

Mia Nyegaard har taget et snapshot for hver dag i en travl uge i sit nye job som socialborgmester.

TORSDAGJeg har inviteret organisationer og samarbejdspartnere inden for alle vores målgruppeområder til rundbords-samtaler på rådhuset, hvor vi kan hilse på hinanden og tage hul på snakken om de emner, som vi skal have løftet sammen. Torsdagens rundbordsmøde handler om børne- og ungeområdet og er meget konstruktivt med masser af input til, hvordan vi – kommunen og civilsamfundet – kan samarbejde om at sætte barnet i centrum og i fællesskab løfte den vigtige opgave om-kring tidlig forebyggelse.

FREDAGEn stor del af mit job som socialborgmester handler om at forberede mig til de mange møder i min kalender. Fredag har jeg en arbejdsdag ved mit skrivebord på kontoret. Der er rigtig meget læsestof, jeg skal igennem.

LØRDAGGode venner kommer forbi, og jeg hygger om dem med lækker brunch.

SØNDAGMette Annelie Rasmussen, som er gruppeformand for de Radikale på rådhuset, kommer forbi hjemme hos mig til et møde. Vi har en del at samle op på og er nødt til at tage søndagen i brug. Senere kommer TV2 Lorry forbi for at interviewe mig til et indslag om, hvordan Københavns Kommune hjælper byens hjem-løse gennem kulden.

MANDAGTilbage fra en kort vinterferie møder jeg ind til flotte nybehandlede gulve i mødesalen og mit kontor på rådhuset. Med de lange arbejdsdage og mange sene aftener jeg har, glæder jeg mig over, at min arbejds-plads ligger på det smukke rådhus.

TIRSDAGMin første tid som socialborgmester handler rig-tig meget om at hilse på og mødes med forskellige samarbejdspartnere. Tirsdag har jeg bl.a. møde med formand Vibeke West og næstformand Signe Hagel Andersen fra Dansk Sygeplejeråd Kreds Hovedstaden. Vi drøfter blandt andet behovet for at rekruttere flere sygeplejersker til de mange spændende sundhedsfag-lige opgaver, vi har i Socialforvaltningen.

ONSDAGUnder valgkampen blev jeg interviewet af Mediesko-len Juno, og jeg lovede ved den anledning, at jeg ville komme forbi og besøge dem, hvis jeg blev valgt ind. Onsdag indfrier jeg mit løfte og har nogle spændende timer sammen med de engagerede unge og de dygtige medarbejdere på medieskolen.

LØRDAG

SØNDAG

ONSDAG

TIRSDAG

FREDAG

MANDAG

TORSDAG



”Vi skal have gode og trygge arbejds-pladser i SOF, hvor medarbejderne er glade for at arbejde. Det giver gode rammer om den vigtige indsats, vi yder. Vores sygefravær er allerede faldende, men nu sættes der penge af til, at det kan komme endnu længere ned,” siger adm. direktør i SOF Nina Eg Hansen.

Udvider arbejdet med sikkerhedMedarbejdere på det sociale område har øget risiko for vold og trusler i sammenligning med mange andre områder. På nogle arbejdspladser er det noget, der sker sjældent. På andre er det hverdag. Selvom der i første halvdel af 2017 er registreret 589 færre hændelser relateret til vold og trusler i SOF sam-menlignet med sidste år, taler tallene deres tydelige sprog. Det er stadig vold og trusler, som tegner sig for det største antal arbejdsskader, og som er med til at banke sygefraværet i vejret. ”Vold og trusler må aldrig accepteres som et grundvilkår. Derfor er et vedva-

rende fokus, hvor vi lærer af hinandens gode erfaringer med at forebygge og håndtere vold og trusler, ikke til at komme udenom. Men samtidig er der brug for, at vi udvider arbejdet med sikkerhed på de enkelte arbejdspladser,” fastslår Nina Eg Hansen. I projektet er der derfor afsat 4 millioner kroner til det spor, der handler om sikkerhed. Et korps af sygefraværskonsulenter i de fire bor-gercentre skal i dialog med de 30 ar-bejdspladser i SOF, som har de største udfordringer med vold og trusler, for at finde ud af, hvor skoen trykker, og hvor der kan være brug for at sætte ind med kompetenceudvikling og forebyggende initiativer. Udgangspunktet er altid, hvad der er brug for lokalt, og hvad der giver mest mening at arbejde med det enkelte sted. Halvdelen af pengene er øremærket til en pulje, som alle kan søge for at gøre deres arbejdsplads mere sikker ved hjælp af fx fysisk indretning og alarmer.

Fælles indsats med fokus på kerneopgavenProjektets andet store satsning handler om at fremme de gode arbejdsfælles-skaber – et begreb, som også er helt centralt i Københavns Kommunes sy-gefraværsstrategi 2020. Arbejdsfællesskaber er de professio-nelle relationer, man opnår i kraft af, at alle har et fælles mål og bidrager til kerneopgaven – og det er vigtigt at sætte fokus på, når man skal gøre noget ved sygefraværet, forklarer Emil Matias Rasmussen, som er projektleder for sygefraværsprojektet i SOF. ”Der er ikke tvivl om, at lederne har en ikke helt nem hovedrolle i at skabe et godt arbejdsmiljø. Men lederne kan ikke alene forbedre arbejdsmiljøet. Hvis vi skal have sygefraværet ned, skal det ske i kraft af fælles indsats fra både ledere og medarbejdere med fokus på kerneopgaven,” siger han.I Børne- og ungdomsforvaltningen har man i 62 daginstitutioner arbejdet mål-


rettet med at forbedre arbejdsmiljøet og nedbringe sygefravær ved netop at arbejde med at definere og forstå kerneopgaven i den enkelte institution. Resultatet var, at sygefraværet faldt med lidt over fire dage i gennemsnit per med-arbejder. Det er erfaringer herfra, som SOF nu skal drage nytte af. Der er afsat 2,6 millioner kroner til at støtte arbejdet med at styrke arbejds-fællesskabet og indsatsen omkring den fælles kerneopgave. ”Projektet sætter ind med lokale indsatser på de arbejdspladser i SOF, hvor der er højt sygefravær, lav trivsel og høj personalegennemstrømning. Der er ingen arbejdspladser, der er ens, så måske er der brug for konfliktmægling, stressforebyggelse eller en dialog for at finde frem til årsagerne til sygefravær, konflikter eller dårlig trivsel sammen med medarbejdere og ledelse, før man kan dykke ned i at arbejde med den fælles kerneopgave,” siger Emil Matias Rasmussen.

Bagom tal og statistikkerSom et led i indsatsen skal projektet også være med til at give ledere, medarbejder-repræsentanter og MED-udvalg et bedre grundlag for at analysere data og spotte begyndende trivselsproblemer. ”Tanken er, at ledelsen skal inddrage MED mere aktivt i dialogen omkring sygefravær, og hvad man sammen kan gøre for at forebygge det. Men hvordan kan man have en effektfuld dialog om-kring årsager til sygefravær? Det er fak-tisk en snak, som kan være svær at tage, fordi man ofte sidder med tal og stati-stikker, som ikke er helt nemme at forstå og tolke,” siger Emil Matias Rasmussen. Derfor er der afsat 1,3 millioner kroner til at forsyne sygefraværskonsu-lenter og lederne med bedre og mere overskuelige data om sygefravær, trivsel og tryghed. Samtidig skal projektet sammen med de andre forvaltninger i kommunen og Koncernservice under-søge, om man ved hjælp af Big Data kan blive bedre til at forudsige muligt sygefravær.

”Der er jo helt sikkert nogle årsags-sammenhænge, som vi ikke er op-mærksomme på i dag. Men hvis vi bliver mere klar på dem, så er det også muligt at sætte proaktive indsatser i søen fx i forbindelse med organisati-onsændringer, forskellige former for arbejdspres osv.,” forklarer Emil Matias Rasmussen. Sygefraværsprojektet løbere frem til efteråret 2019, hvor projektet evalueres.

SYGEFRAVÆR OG TRIVSEL SYGEFRAVÆR OG TRIVSEL

Sikkerhed og gode arbejdsfællesskaber

er vejen frem’Fra sygefravær til kernevelfærd’ er navnet på et nyt projekt, som de kommende år sætter spot på sikkerhed og gode arbejdsfællesskaber i

SOF. Projektet indgår i arbejdet med at nedbringe sygefraværet i SOF, så det fortsætter med at falde frem mod 2020. Målet er, at hver

medarbejders sygefravær falder med en dag i gennemsnit.

SYG I SOFI 2017 landede det gennemsnitlige sygefravær per medarbejder på 11,6 dage. Det er et fald på 0,6 sygedag i sammenligning med 2016. Det gennemsnitlige sygefravær i Københavns Kommune i 2017 var på 11,2 dage

Projektleder Emil Matias Rasmussen mødes til en snak med SOF’s sygefraværskonsulenter om aktiviteterne i sygefraværsprojektet.


Med sygefraværsprojektet ’Fra sygefravær til kernevelfærd’ har SOF fået en gruppe sygefraværskonsulenter, som de kommende to år skal hjælpe arbejdspladser i SOF med at højne trivslen og sætte fokus på sikkerhed og tryghed sammen med borgerne for at nedsætte sygefraværet. Sofbladet satte fire af de nye konsulenter stævne, lige efter de var trukket i arbejdstøjet i februar.

De er ansat på fire forskellige borgercentre, men de har alle det til fælles, at de er garvede SOF’ere med et godt kendskab til de arbejdspladser, som de skal hjælpe. ”Vi kender allerede organisationen, og vi er kendte ansigter, fordi vi alle har vores gang på arbejdsplad-serne i forvejen. Det er et stort plus, at opgaven med at reducere sygefraværet er lagt ud i de enkelte borger-centre i stedet for overlade det til konsulenter udefra, som pludselig er væk igen. Det øger chancen for, at indsatsen bliver forankret,” vurderer Susanne Alsing Gerhardt, som er arbejdsmiljøkoordinator i Borger-center Hjemmepleje. Hun og de øvrige sygefraværskonsulenter skal de kommende år i dialog med de arbejdspladser i SOF, som har de største udfordringer med vold og trusler, højt sygefravær, lav trivsel og høj personale-gennem-strømning.I første omgang kan det handle om at hjælpe arbejds-pladserne med at finde frem til, hvor skoen trykker og identificere mulige årsager til højt sygefravær, dårlig


trivsel eller mange arbejdsskader. Dernæst om at finde og formidle indsatser, som kan hjælpe arbejdspladsen med at få højere trivsel og forhåbentlig mindre sygefravær. Og det handler ikke om, at folk ikke må være syge, understreger de fire sygefraværs-konsulenter. ”Vi kan ikke kurere influenza og bræk-kede ben, og vi kan ikke hjælpe med at ned-bringe smitte fra borgere. Vi er sat i verden for at gøre noget ved det arbejdsrelaterede sygefravær – altså den del af fraværet, som man kan rykke ved at højne trivslen,” poin-terer Birgitte Høgh, sygefraværskonsulent i Borgercenter Børn og Unge.

Indsatsen skal skræddersysProjektet har lagt to spor for bevægelsen fra sygefravær til kernevelfærd, som de nye syge-fraværskonsulenter skal arbejde med. Det ene

handler om sikkerhed på arbejdspladsen. Det andet om arbejdsfællesskaber og indsat-sen omkring den fælles kerneopgave på den enkelte arbejdsplads. Konsulenterne har dog ikke på forhånd pakket rygsækken med færdige koncepter, før de rykker ud. Der er ikke to arbejdsplad-ser, der er ens. Så udgangspunktet for syge-fraværskonsulenterne er altid, hvad der er brug for lokalt, og hvad der giver mest mening at arbejde med det enkelte sted. ”Indsatsen skal skræddersys til den enkelte arbejdsplads, og hvad de i øvrigt har gang i. Der er flere konkrete modeller og metoder, som man kan bruge, når en arbejdsplads fx skal arbejde med sin kerneopgave. Men det er målet der er det interessante, ikke så me-get modellen eller metoden i sig selv,” siger Mette Bødker, som er sygefraværskonsulent i Borgercenter Voksne.


Vi skalvære en positiv forstyrrelse

Susanne Alsing Gerhardt, Borgercenter Hjemmepleje. Arbejdsmiljøkoordinator for hele borgercentret med stor vi-den om arbejdsskader og intern MED-underviser i SOF.

Birgitte Høgh, Borgercenter Børn og Unge. HR konsulent. Arbejdsmiljøko-ordinator for hele borgercentret, MED-udvalgssekretær og in-tern MED-underviser i SOF. Har arbejdet med sygefravær i forhold til opfølgning og un-derstøttelse. Deler funktionen som sygefraværskonsulent med en kollega.

Mette Bødker, Borgercenter voksne. Intern konsulent med fokus på ledelses- og organisations-udvikling herunder sygefravær som en fast bestanddel. Deler funktionen som sygefraværs-konsulent med tre kolleger.

Katrine Blumensaadt, Borgercenter Handicap. Arbejdsmiljøkoordinator for hele borgercentret, MED-ud-valgssekretær og HR-konsulent. Har lavet GRUS-samtaler i forbindelse med kompetencebe-hov og sparring på sygefraværs-samtaler på ledelsesdelen. Deler sygefraværskonsulent rollen med en kollega.

”Indsatsen skal skræd-dersys til den enkelte arbejdsplads, og hvad de i øvrigt har gang i.



Brugerne føler sig velkomne og vi føler os trygge

Hendes kollega i Borgercenter handicap Katrine Blumensaadt tilføjer: ”Mange steder er man jo allerede i gang med forskellige indsatser og tiltag på baggrund af en trivselsundersøgelse, eller fordi man har mange arbejdsskader. Her kan vi gå ind og være en positiv forstyrrelse, men der er ingen grund til, at vi kommer og anviser en anden vej, hvis man allerede er godt i gang. I stedet kan vi efter behov understøtte de ind-satser, som allerede kører, eller måske er der brug for

et brush up på arbejdet med kerneopgaven, fordi man ikke har fokus på den længere, eller fordi den har æn-dret sig.”De fire konsulenter er i fuld gang med at tage kontakt til de arbejdspladser, som enten har mange episoder med vold eller trusler eller et for højt sygefravær. ”Vi tager fat i dem, som har en udfordring, men alle andre er velkomne til at kontakte os, hvis de har noget at arbejde med, så vil vi hjælpe, så godt vi kan,” forsikrer Birgitte Høgh.

Et sikkert arbejdsmiljø og imødekommende og fredelige rammer. Rusmiddelbehandlingen på Vigerslev Allé har fået rådgivning fra Arbejdsmiljø København til at indrette de fysiske rammer på en måde, som er med til at nedtrappe latente konflikter. Tag med på en rundtur med afdelingsleder Guri Abrahamsen og arbejdsmiljøre præsentant Annemette Clausen, som fortæller om indretningen.


1 ”Lige inde for døren har vi lavet et hundehotel med vandskål og godbidder til menneskets bedste ven. De

fleste hjemløse prioriterer deres hund over alt andet og køber hellere mad til hunden end sig selv. Derfor er de de sundeste og mest veltilpassede og fredelige hunde i byen, så vi oplever aldrig konflikter mellem de firbenede. Og vores brugere er glade for velkomsten.”

”Vi kan ikke kurere influenza og brækkede ben, og vi kan ikke hjælpe med at nedbringe smitte fra borgere. Vi er sat i verden for at gøre noget ved det arbejdsrelaterede sygefravær

1

De fire nye sygefraværskonsulenter kommer fra fire forskellige borgercentre, men projektet giver dem en fælles platform, som betyder, at de kan trække på hinan-dens erfaringer.



2 ”På en travl dag går de dobbelte glasdøre til Rusmiddel behandlingen op mere end 100 gange. Her kommer

folk for at få udleveret deres metadon og går til sundheds-samtaler. En del af brugerne lever stressede og kaotiske liv – og indimellem kan lunterne være korte og temperamentet voldsomt. Vi har bevidst valgt en trappe, som er så bred, at folk ikke støder ind i hinanden på vej op eller ned, for det kan i sig selv være med til at udløse konflikter, hvis man er oppe at køre. Mange af brugerne venter udenfor på trappe-afsatsen, hvor vi også har sat nummersystemet op, så de kan holde øje med, hvornår det er deres tur. Vi har valgt den blå farve på bagvæggen, fordi den virker beroligende.”

3 ”Lige inden for døren til venteværelset har vi en skranke, hvor brugerne kan bestille tid og stille spørgsmål. Før

i tiden, hvor vi havde lokaler i den anden ende af bygningen, havde vi en vagt fra et vagtfirma på, fordi vi havde mange tilfælde af vold og trusler, og personalet i både skanke og på gulvet var vildt pressede. Vagten er nu byttet ud med en pædagog, som sidder ved en arbejdsstation bag skranken. Der er en dør ved siden af skranken, så personalet på gulvet nemt kan komme i sikkerhed, hvis de bliver truet.”

”Vi har prioriteret at skabe en hyggelig stemning med grønne planter i både plantekasser og i store krukker. Rum-met er indrettet, så det giver mulighed for, at brugerne kan sidde i fred i forskellige kroge, samtidig med at der er en god udsigt til det hele. Hvis man har lyst, kan man sætte sig ved stolene langs væggen, som man kender det fra lægens vente-værelse, eller man kan sætte sig til rette i de lidt blødere stole

omkring de runde borde. Vi har skabt lys i den mørke del af rummet med store ovenlysvinduer. Lofterne har vi ikke gjort noget ved, for de er af en slags, som fint dæmper akustikken. Vi har højtalere med dæmpet P3-musik kørende.”

4 ”Brugerne får udleveret deres medicin ved to skranker. Der er glasdøre ind til medicinskrankerne, så perso-

nalet kan kigge ud i venteværelset og forberede sig på, hvem der kommer ind ad døren. Samtidig er der kontakt mellem pædagogen ude på gulvet og personalet bag skranken. Der står en grøn plante som skærmer lidt for den bruger, der får udleveret sin medicin, men man kan stadig godt se ind. Det giver større sikkerhed for personalet og mindre frustration for brugerne, som kan følge med.”

2

3

4BEHOV FOR EN MERE SIKKER INDRETNING?

I SOF’s sygefraværsprojekt er der øremærket 2 millioner kroner til en pulje, som alle kan søge om et tilskud fra til at gøre arbejdspladsen mere sik-ker gennem fx indretning eller alarmer.

Vil du vide mere, kontakt Emil Matias Rasmussen, [email protected].


Ofte er det de stadige forandringer og de mange modsatrettede krav i vores arbejdsliv, som får skylden for arbejdsrelateret stress. Men det er ikke forandringerne og kravene i sig selv, der giver os tankemylder, søvnløse nætter og glemsomhed. Det er derimod den skamfølelse, det kan udløse hos os, når vi oplever en konflikt mellem dét, vi gerne vil gøre eller være, og dét, vi får mulighed for. ”En af de største stressbelastninger er, når vi oplever, at vi er nødt til at gå på kompromis med vores faglighed. Og når vi ikke får hjælp til at håndtere den problemstilling, så kan det udvikle sig til skam og tanker som: Hvornår er der nogen, der finder ud af, at jeg ikke er særlig god? Hvornår afslører de mig i ikke at gøre mit arbejde godt nok?” forklarer Pernille Steen Pedersen. Hun er forfatter til bogen ‘Slip stress ud af skammekrogen – et forsvar for arbejdsfællesskabet’, som bygger på re-

sultater fra hendes ph.d. afhandling fra CBS om, hvad der får stress til at ende i sygemeldinger. Gennem fire år har hun interviewet stressramte med-arbejdere og ledere til stressramte og været fluen på væggen i en psykologisk- og psykiatrisk klinik. Her gik det op for hende, at skam er en skjult og over-set faktor bag stress.

Frygten for afsløring”Det, der går igen hos mange, jeg har interviewet, er frygten for at blive op-daget. Følelsen af, at det kun er mig, der har det sådan her. Man kan være en af de dygtigste på sin arbejdsplads og blive rost af lederen, men alligevel aldrig opnå en følelse af at gøre det godt nok. Og når vi ikke kan tage imod anerkendelse, fordi vi skammer os, bliver vi sårbare for stress,” uddyber Pernille Steen Pedersen. Ifølge hende bliver vi bange for at falde i andres agtelse og dermed miste

Af Pernille SøndergaardFoto: Colourbox

ARBEJDSLIVSFORSKER:

Slip stressen ud af skammekrogenSkam. Her taler vi ikke om en populær norsk tv-serie, men om en ny tilgang til at anskue stress. Ifølge arbejdslivsforsker Pernille Steen Pedersen er skam nemlig en følelse, der fylder meget i stressrelateret sygefravær. Både medarbejdere og ledere skal lære, hvad de sammen kan gøre for at håndtere skamfølelsen. Men det kræver, at de får øje på den i tide.

54,4% angiver udelukkende arbejdet som kilde til deres stress, mens 40,5% angiver, at det er en kombination af arbejde og private forhold. Kun 4,9% angiver privatlivet som den vigtigste kilde til stress.

Kilde: Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

SYGEFRAVÆR OG TRIVSEL

5

5 ”Vi har et akvarium midt i venteværelset. Det fungerer som rumdeler og er samtidig sjovt at kigge på. Og så

giver det anledning til snak om andet end, hvor man køber heroin billigst i byen. Der kommer en akvariepædagog, som passer både akvariet og vores grønne planter. Af hensyn til sikkerheden er akvarium og plantekasser boltet fast, så de ikke kan væltes eller bruges som kasteskyts. Det er ikke no-get, man umiddelbart kan se. Vi bliver nødt til at tage højde for, at folk kan være uberegnelige, samtidig med at vi gerne vil signalere imødekommenhed og venlighed. Mange af vores brugere bliver hængende og hygger sig, efter de har fået ud-leveret deres medicin. Det ser vi som et tegn på, at de godt kan lide at være her.”

SYGEFRAVÆR OG TRIVSEL

Virker den fredelige indretning efter hensigten?

”Vi har ikke tal, der kan sige noget entydigt om det, for der er også andre forhold end de fysiske rammer, der spiller ind på omfanget af vold og trusler. Indførelsen af et nyt it-system betød i en periode markant længere ekspeditionstid, og det er i sig selv konfliktoptrappende, fordi en del af vores brugere har så stærk en trang, at de har det svært med ventetiden og nemt bliver opfarende. Samtidig har der været stramninger i sundhedslo-ven omkring udlevering af medicin, så borgerne har oplevet flere restriktioner. Det giver flere tilfælde af vold og trusler. Derfor kan vi ikke entydigt sige, at den nye indretning har bidraget positivt til at øge sikkerhed og trivsel. Men det vurderer vi, at den gør - og vi kan se, at der er færre langtidssygemel-dinger fra sundhedsgruppen. Tidligere opstod der flere hovsa-konflikter, som kunne tilskrives indret-ningen. I dag oplever vi ikke, at der er konflikter, som vores fysiske rammer er med til at optrappe. Tværtimod.”


vores plads i gruppen. Det er en angst, som kan være med til at sløre vores dømmekraft, så vi fejlfortolker alt det, der bliver gjort og sagt. ”Så er det skammen for alvor får fat, og det bliver pinefuldt. Vi bliver mere selvkritiske og kritiske over for andre og føler os værdiløse, inkompetente og måske endda uansvarlige. Selvom vi i virkeligheden bare har gjort det, som arbejdspladsen har bedt os om.” På den måde indebærer skam, at vi lukker af over for vores omgivelser. Lige netop her ligger den store ud-fordring, understreger Pernille Steen Pedersen.

”For skamfølelsen kan simpelthen blokere for det enkelte menneske i en sådan grad, at det ikke er i stand til at modtage hjælp og råd fra andre, ikke mindst en leder,” forklarer hun.

Stressreaktioner på skamDer er meget stor forskel på, om vores skamfølelse er knyttet til andre men-neskers blik på os, eller om vi først og fremmest frygter for vores eget blik. Undervejs i sin forskning har Pernille Pedersen fundet frem til to grundlæg-gende reaktionsmønstre i forbindelse med skam, som hun kalder for henholdsvis ‘problemløseren’ og ‘relationsmesteren’.

FAKTA OM FORSKNINGSPROJEKT OM STRESS OG SKAM

Det 2-1/2-årige forskningsprojekt skal forske i nye måder at håndtere stress i arbejdslivet, bl.a. ved at udvikle og afprøve nye kommunikations og læringsværktøjer, der kan hjælpe ledere og medarbejdere med at forebygge stressrelateret sygefravær.• Ledere får værktøjer

til, hvordan de kan lede medarbejdere, der ud-viser stressreaktioner.

• Medarbejdere får viden om sig selv, der gør, at de beder om den støtte, der er brug for.

• Kolleger får bedre forståelse for deres medkollegers stressreaktion og får værktøjer til at støtte en medkollega.

Projektet er blevet til i et partnerskab mellem Fremfærd og CBS, hvor Pernille Steen Pedersen er postdoc på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi.

” Skamfølelsen kan simpelthen blokere for det enkelte menneske i en sådan grad, at det ikke er i stand til at mod-tage hjælp og råd fra andre.”

Ved problemløserreaktioner har man fokus på opgaven og dens kvalitet og er bange for at svigte andre og begå fejl. ”En medarbejder med en problem-løserreaktion søger typisk ind i sig selv for at finde løsninger. Tankerne kredser om de ufuldstændige præstationer og opgaverne, der tårner sig op. Medarbej-deren bliver fåmælt, afviser hjælp udefra og kæmper med en skjult mindreværds-følelse. Spørger man, hvordan det går, vil svaret typisk være, at ”det går fint”. Ved relationsmesterreaktioner er man bange for at blive svigtet af gruppen og udelukket fra fællesskabet. Vedkom-mende er meget opmærksom på signaler fra lederen og kolleger, som han eller hun kan føle sig kritiseret af. Her er relationen omdrejningspunktet for skam. ”En medarbejder med relationsme-sterreaktioner søger typisk udad for hjælp og støtte, og det kan være kilde til mange misforståelser, da kollegerne ikke nødvendigvis forstår behovet for, at hun eller han deler sine bekymrin-ger. Det betyder, at det, som leder eller kollegerne kan opleve som brok, faktisk skyldes en dybfølt bekymring hos en stresset medarbejder over ikke længere at være den kollega eller den dygtige medarbejder, man gerne vil være” for-klarer Pernille Steen Pedersen. Vi kan alle have begge reaktions-mønstre i os og reagere som problem-løser i én situation og som relationsme-ster i en anden.

Plads til følelsernePernille Steen Pedersen tror på, at alle parter på en arbejdsplads kan blive bedre til at forstå, håndtere og tage højde for hinandens behov og undgå de misforståelser, der kan føre til sygefra-vær. Men det kræver, at vi lærer at forstå, hvordan forskellige mennesker navigerer gennem deres moralske konflikter. Men er det ikke et stort krav at stille til ledere, at de skal forstå forskellige psy-kologiske mønstre og oven i købet kunne spotte deres medarbejderes mønster? ”Jo det kan du sige. Men jeg taler ikke om terapi, men om at man skal give plads til, at man kan være på ar-bejdspladsen med sine følelser. Særligt

inden for det sociale område, hvor mange medarbejdere brænder for at gøre en forskel for andre, er arbejdet en del af deres identitet, og det gør dem ekstra sårbare over for konflikten mellem ideal og faktiske muligheder. Dér nytter det ikke at bede folk om at hænge deres følelser ude i gardero-ben, før de går ind på arbejdspladsen,” svarer Pernille Steen Pedersen. Hun understreger, at arbejdsrelateret stress ikke må gøres til et individuelt problem. Det er en kollektiv udfordring. Forandringer og øget arbejdspres kan lederne ikke altid ændre på, ligesom det ikke altid er muligt at skabe forud-sigelighed. Men lederen kan gå ind og på forskellig vis hjælpe medarbejderen med at håndtere moralske konflikter. ”Lederen skal indimellem være vika-rer for medarbejdernes samvittighed. Det betyder, at man skærmer medar-bejderne ved at tage en del af ansvaret fra dem. Det nytter ikke at få ros for ”at du er sådan en god pædagog”, hvis man hver dag oplever, at man ikke kan nå at være det. Det værste, man kan gøre, er at kræve af fagligt dedikerede medarbejdere, at de skal holde op med at være så ambitiøse og bare sige pyt. Det gælder i stedet om at finde de realistiske kompromisser, som betyder, at skamfølelsen ikke vokser og med-arbejderen kan tage imod den støtte, der er brug for,” siger Pernille Steen Pedersen. Men det kan i praksis være lettere sagt end gjort, erkender hun. Derfor er hun for øjeblikket i gang med et stort forskningsprojekt, som skal være med til at udvikle konkrete kommunika-tionsværktøjer, som kan hjælpe både ledere og medarbejdere med at fore-bygge arbejdsrelateret stress. Fra Social-forvaltningen deltager Center Nørrebro i projektet sammen med to arbejds-pladser i Skanderborg og Rudersdal Kommune.

Så mange er stressede Hver 7. dansker føler sig stresset. Kilde: Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

29sofbladet • nr.1 marts 2018sofbladet • nr.1 marts 2018

Flere steder pryder en plakat med farvede cirkler væggene i kontorer, personalerum og køkken på Valmuen. Plakaten minder hver dag personalet om kerneopgaven. Men kerneop-gaven er langt mere end en flot plakat. For lad os slå det fast med det samme: Der er ingen genveje til at få skabt et ar-bejdsfællesskab med en kultur, hvor alle har en fælles forstå-else af, hvad der skal gøres og hvorfor. Det kan afdelingsleder Cecilie Bachmann tale med om. ”Det har været et kæmpe rugbrødsarbejde; Der findes in-gen hurtig løsning, når man sætter sig for at arbejde med sin kerneopgave.” Den proces tog Valmuen hul på for omkring tre år siden. Valmuens Leder Mette Harms lagde ud, med en definition på Valmuens formelle kerneopgave, som den er formuleret i love og politiske beslutninger. Men hvordan er det så, at Valmuens sygeplejefaglige og psykosociale praksis bidrager til kerneopgaven? Og hvilke ydelser og hvilke skal- og kan-opgaver skal Valmuen priori-tere i forhold til den kerneopgave, som der nu var sat ord på? De spørgsmål var i fokus på to temadage for personalet med Arbejdsmiljø København, hvor de første spadestik til det fæl-les arbejde med kerneopgaven blev taget.

”Alle synspunkter blev vendt og drejet, og alle bud på ydel-ser og opgaver blev skrevet ned. Jeg har aldrig i mit liv set så mange post it’s,” siger Cecilie Bachmann. Tilbage på Valmuen på Tomsgårdsvej i Nordvest blev der arbejdet videre med at vælge til og fra og kategorisere ordene på de mange gule lapper. På en af dem stod der ’adfærdskor-rigering’. ”Det tog os fire timer at finde ud af, om det var den pas-sende term for den ydelse, vi giver borgerne i forhold til at bygge bro til normalsamfundet,” fortæller Cecilie Bach-mann, og Morten Petersen, som er pædagog, uddyber: ”Vi lægger meget vægt på retorikken. Hvad er det, vi læg-ger i ordene, når vi taler med borgerne? Hvad betyder det fx helt konkret i min arbejdssituation, at jeg skal være rumme-lig? Det skriver ikke sig selv. Man skal blive enige, og man skal være tro mod det, man formulerer.”

Et professionelt miljø kræver et fagligt sprogSom et led i arbejdet med kerneopgaven har Valmuens ledere og medarbejdere arbejdet med værdier, og de er også nået frem til at definere, hvordan det, er man fælles løfter kerne-opgaven. Her er ’Fagligt Sprog’ et kendetegn for kulturen.

”Når man har lavet sine skal-opgaver, har man bestået sin dag

med et 12-tal.”Københavns eneste tilbud, der giver behandling med lægeordineret

heroin, hedder Valmuen, og her er kerneopgaven i fokus. Det hjælper ledere og medarbejdere på Valmuen til at huske, hvorfor de er der,

og hvordan de sammen skaber værdi for borgerne. Samtidig har arbejdet med kerneopgaven givet

trivslen et løft.

Vejledning

Introduktion

Sidemandsoplæring

Dokumentation

Husmøder

Behandlingskonference

Faggruppemøder

Morgenmøde og middagsmøde

Supervision

Koordinering ift eksterne samarbejdsparter

Kontaktpersonfunktion

Observation/samle relevant information til

tværfaglige møder

FORUDSÆTNINGER FOR AT LØFTE KERNEO

PGA

VEN

NÅR DER ER 3 I CAFEEN

PÆDAGOGER -SKAL OPGAVER, NÅ

R DER

ER 2 I C

AFEEN

Samtaler og støtte (akutte omsorgssamtaler, omsorgsopkald, udlevere praktiske ting, støtte ift telefonopkald, kontakt til off. myndigheder, samarbejdspartnere)

Sikkerhed – døråbning (Sikkerhed – kamera, kontrollere regler og rammer)

Scoring (Opioidscoring, Kontrollere 5timers regel)

Ved opstart af dagen – klargøre morgenmad/ved lukning – gøre klar til i morgen(åbne og lukke cafe - se arbejdsbeskrivelse)

Konflikthåndtering og adfærdsguiding (opretholde regler og rammer)

Opretholde ugentlig aktivitetskalender

Brugerinteresser/netværk

Move on

Behandlings- og tryghedsplaner

Planlagte omsorgssamtaler

Pædagogiske aktiviteter

Praktiske opgaver så som tøjvask

Kontakte pårørende

Rusmiddeledukation

K E R N E O P G A V E N

ALLE -KAN

OP

GA

VE

R

SYG

EPLE

JE

RSKER -SKAL OPGAVER

SOC

IALRÅDGIVER

DAM bestilling

Tage imod DAM

DAM regnskab (klinikregnskab, kvartalsregnskab)

Score (Opioid score, COWS)

Afslutte udlevering (rydde op i udl. Og Inj rum, morfikaregnskab)

Gøre klar til udlevering (Finde diverse sedler, Fylde op i injrum, Låse DAM ud, Tælle morfikaregnskab op inden

udlevering, Dosere DAM tabl., kontrollere ilt og akuttaske)

Udlevere DAM (Observere i INJ., åbne og lukke INJ på rette tid, Vejledning i INJ rum, OBS, Promillemåling, morfika-

regnskab, Vagthavende telefon)

Medicinadministration (faxe apotek, dosere medicin, godkende DIBS, blande DAM, tage imod medicin,

feriemedicin, egenkontrol, bestille medicin)

Samtaler og støtte (tryghedsplan, sundhedssamtaler, kontakt til samarbejdspartnere, omsorgsopkald,

behandlingsplaner, kontakte pårørende, rusmiddeledukation, move on)

DAM regnskab (klinikregnskab, kvartalsregnskab)

Sygeplejeklinik (Vaccinere Hep A og B, sårskift)

SACC EKG Brugerinteresser/netværk

Modtagelse af ny bruger (Indskrivningssamtaler)

StuegangKøre brugere

Ass. Lægesamtale

Aktindsigt

Kontakt off. Myndigheder (enkeltydelser mv.)

Ansøgninger

Ind- og ud skrivning

Visitation(henvisningsindsatsmv.)

KE

RN

EOPGAVEN

Ud fra et skadesreducerende, relationelt og helhedsorienteret perspektiv og med afsæt i det enkelte menneskes mål og ressourcer

at tilbyde behandling til belastede opioidafhængige.Behandlingen sigter mod at bidrage til at fremme

brugernes livskvalitet, sociale situation, relationer og netværk, egen indsats, fysiske og psykiske helbred

samt nedsætte indtag af illegale stoffer og begrænse kriminel

adfærd.

At være kendt

og anerkendt for at skabe udvikling

indenfor heroinbehandlingen, der

er værdiskabende for brugere,

samarbejdspartnere

og samfund.

VIS

ION


Den fælles refleksion omkring kerneopgaven har givet større arbejdsglæde, mener Anja Zinther, Morten Pedersen og Cecilie Bachmann.

”Vi siger fx ikke til borgeren ”Gå du bare ned og fix. I stedet siger vi: ”Gå ned og få din medicin”. For borgerne er her i et professionelt behandlingsmiljø, hvor vi møder dem med et ordentligt sprog og en interesse for mennesket bag stofafhængigheden. Vi bestræber os derfor på at undgå, at sproget fra gade- og stofscenen kommer med ind på Val-muen,” siger Morten Petersen. Ifølge Cecilie Bachmann hjælper opmærksomheden på det faglige sprog og hele refleksionen omkring kerne-opgaven medarbejderne mod at blive personlig ramt, når de står med en påvirket og opkørt borger, som retter sin frustration direkte mod dem og fx siger: ”Du ødelægger mit liv. Nu går jeg direkte ned i Istedgade. Er det det, du vil?” ”Mod den slags udadreagerende adfærd hjælper det at have et profes-sionelt filter, som beskytter én, fordi man kan placere borgerens adfærd i en faglig kontekst. Det dur ikke, at vi som professionelle har en følelsesmæssig

reaktion, for det giver ikke værdi for borgeren,” siger hun. Forleden var der en borger, der spurgte Morten: ”Må jeg kalde dig skatter? Hun fik et svar, der lød: ”Nej, men du må kalde mig Morten.” ”Vi er ikke venner med borgerne, men vi bestemmer på den anden side ikke, hvis de synes, vi er venner med dem. Det kan lyde lidt koldt, men det er den måde, vi opretholder vores professionalitet. Borgerne skal kunne stole på os og omvendt. Vi er ikke lige-stillede i mødet på Valmuen, men vi er ligeværdige som mennesker. Det er en af vores bærende værdier. Vi er ALTID professionelle, og det skal brugerne vide, selvom de ofte prøver at flytte grænsen. Hvis vi flytter grænsen, er det os, der svigter dem og gør dem en bjørnetjeneste. Det giver vores brugere tryghed, at de ved, hvor de har os,” fastslår Morten Petersen.

5 Gode råd til arbejdet med kerne opgaven

1. Sæt tid af – der er ikke noget quick fix

2. Inddrag alle i den retning, der er besluttet. Hold jævnlige møder, hvor alle er med og har nikket til kerneopgaven.

3. Arbejd med at definere værdier og kulturen i arbejdsfællesskabet omkring kerneopgaven.

4. Hold fast i dialogen og de faglige refleksioner – bliv ved med at vande det, der er plantet.

5. Vær tydelig omkring faglige tilgange og metoder. Hvad er det for nogle kompetencer, der skal til for at løse kerneopgaven? Hvad skal vi kunne for at løfte kerneopgaven?

Nemt at bede kolleger om feedbackSiden de første spadestik til arbejdet med ker-neopgaven blev taget, er der blevet arbejdet med at skabe en fælles feedback-kultur, som bygger på fælles mål, fælles viden og gensidig respekt. Feedback-kulturen hjælpes godt på vej af Valmuens tværfaglige organisering. Den er direkte affødt af, at kerneopgaven sætter fokus på, hvordan alle faggrupper i fællesskab er med til at løse kerneopgaven. Det betyder, at alt, der vedrører brugerne, i dag fungerer tvær-fagligt. Borgernes behandlingsplan er omdrej-ningspunktet, og både sygeplejersker og pæda-goger varetager kontaktpersonfunktionen. ”Vi er en god og tryg personalegruppe. Det gør det nemt både at give og modtage og også selv bede om feedback. Vi bruger hinanden rigtig meget og sørger for at kommunikere tydeligt i vores daglige arbejde. Det, at vi holder mange møder sammen, minder os hele tiden om vores fælles kerneopgave ” siger Anja Zinther, som er sygeplejerske. Hun og kollegerne kan mærke, at det smit-ter af på brugerne, at personalet er blevet skar-pere på den fælles kerneopgave - og dermed også mere bevidste om ikke at give efter for dét, Anja kalder ’ordne-refleksen.’ ”Mange af os har en tilbøjelighed til at ville hjælpe og løse tingene for borgerne. Men det gavner ikke dem. I stedet prioriterer vi at give hjælp til selvhjælp. Hvis jeg fx selv ringer til borgerens læge, tager det måske halvandet mi-nut, mens det tager meget længere tid, hvis jeg skal forklare borgeren, hvordan han selv kan ringe til sin læge. Men succesen, når de selv mestrer tingene, er så stor. Så er det dem, der smiler til os.”

Nyt mindset giver større arbejdsglædeDet er ikke kun Valmuens borgere, som påvir-kes af arbejdet med kerneopgaven. Hele pro-cessen har også givet arbejdsmiljøet i Valmuen et løft. Det står især klart for Morten Petersen,

som er kommet tilbage til Valmuen efter at have været væk et stykke tid. ”Det var en helt anden arbejdsplads, jeg kom tilbage til. Før var der en del negativitet og brok i krogene, som var uvedkommende for arbejdet. Det er forsvundet. Det er helt nyt mindset, som er kommet i stedet, hvor vi fastholder vores faglige fokus og sparrer med hinanden om fagligheden og har fokus på, hvilke kompetencer der er vigtige for, at vi kan løfte vores kerneopgave.” Hvis en af Valmuens medarbejdere kommer med en idé og er i tvivl, om det er i orden at føre den ud i livet, så er plakaten med kerne-opgaven heldigvis lige ved hånden. ”Så sætter vi os ned og spørger ind til, hvordan det stemmer overens med kerneop-gaven. Det giver os lynhurtigt et klart billede af, om det er relevant og noget, vi skal løse inden for egne rammer. Vi bruger kerneop-gaven rigtig meget til at tale om, hvad vi ikke skal. Det hjælper os til at blive klar på vores egne begrænsninger, og hvornår vi skal have andre professionelle på banen,” siger Cecilie Bachmann, som også mærker, at den fælles re-fleksion om kerneopgaven giver større arbejds-glæde. ”Bare det med at gå hjem og tænke: ”Hold op, hvor har jeg leveret i dag. Jeg ved, jeg har gjort det, der var vigtigt. Jeg har gjort, hvad jeg kunne. Når man har lavet sine SKAL-op-gaver, har man bestået sin dag med et 12- tal.”

Valmuen tilbyder behandling med lægeordineret heroin til mennesker med mange års rusmiddelbrug, der ikke profiterer af konventionel sub-stitutionsbehandling. Behandlingen sigter mod at fremme brugernes livs-kvalitet, sociale situation og fysiske og psykiske helbred samt nedsætte forbruget af illegale stoffer. For øje-blikket er 58 borgere indskrevet i Valmuen hvor de får: • adgang til behandling med

lægeordineret heroin to gange dagligt alle ugens dage

• psykosocial behandling og sundhedssamtaler

• støtte til kontakt til sundheds-væsnet og myndighedscentre

• samvær i cafe• motion

Valmuen

sofbladet • nr.1 marts 2018

TEMA: FRIVILLIGHED I SOF

En ud af hundrede – om unge og skizofreni er titlen på en ny bog af psykolog Anne Cathrine Bomann. Til daglig arbejder hun med afklaring af komplekse sociale og psykiske vanskeligheder hos sårbare unge i Center for Kompetence og Brobygning under Beskæftigelses og Integrationsforvaltningen.Af Pernille Søndergaard

Hvad er det for en bog, du har skrevet?Mit arbejde har inspireret mig til at skrive en bog om skizofreni rettet mod socialfaglige medarbejdere. Jeg har nemlig selv alt for ofte mødt unge, som har gået rundt med symptomer på ski-zofreni i årevis, uden at nogen – ofte inklusiv den unge selv – har opdaget det, og det kan desværre have mange negative konsekvenser. Min ambition med bogen er at gøre læserne klogere på, hvad skizofreni egentlig er, og på hvordan man kan

genkende tegnene, især de tidlige tegn. Jeg giver eksempler på gode

spørgsmål, man kan stille, og oversætter diagnosen til daglig-dags adfærd og letforståelige billeder – og så har jeg des-uden krydret bogen med eksempler. På den måde håber jeg på at hjælpe folk med at blive klædt på til hurtigere at sikre de unge den hjælp, der er så uende-lig vigtig.

Hvorfor er der brug for en bog som din?Den litteratur, som findes

om skizofreni, er ofte skrevet i et lægefagligt og tørt sprog,

som hurtigt kan slå én af pin-den. Jeg synes, det er vigtigt at

give folk, der arbejder med psy-kisk sårbare mennesker, en lettere

tilgang til viden om unge og skizo-freni, som de kan bruge i deres hverdag.

For selvom skizofreni i gennemsnit rammer én ud af hundrede, er tallet højere hos socialt udsatte end hos de mere ressourcestærke. Det øger risikoen for, at symptomerne drukner i kom-plekse vanskeligheder som hjemløshed og misbrug. Hvis man sover på gaden og ryger en masse hash, kan det være svært at spotte tegnene på skizofreni. Der går typisk to år, inden de bliver opdaget, og der kan nå at gå rigtig mange ting galt i de unges liv. Mange går socialt i hundene og havner på kant en af eller helt uden for samfundet. Det understreger bare, hvor vigtigt det er, at vi, der arbejder i systemet, bli-ver dygtigere til både at spotte de sår-bare unge i tide og at samarbejde med hinanden om at gøre dét, der virker.

Hvad er din egen baggrund?Jeg er uddannet psykolog. Mens jeg stu-derede, arbejdede jeg på det socialpsy-kiatriske botilbud Sundbygård, og siden har jeg haft job i den ambulante psykia-tri. Da jeg kom til BIF, blev jeg chokeret over, at jeg mødte tungere tilfælde her end i min tid i psykiatrien. Unge, hvis symptomer var blevet over-set eller misforstået, og som bare sejlede rundt og havde det rigtigt dårligt.

Har du skrevet andre bøger?Jeg har skrevet to digtsamlinger, og sidste år udgav jeg min første roman, Agathe, som handler om en psykiater, hvis plan om at gå på pension forstyr-res, da en ung, tysk kvinde insisterer på at komme i terapi hos ham.

Hvem skal være vores næste forfatter på bagsiden?

Send dit forslag til [email protected] og deltag i en lodtrækning om et friskt eksemplar af En ud af hundrede – om unge og skizofreni.

En forfatter fortæller…

Tema: Sygefravær og trivsel - kk.dk · 2 oldet • nr rt oldet nr ... svært at levere den indsats...

Documents

Transcript of Tema: Sygefravær og trivsel - kk.dk · 2 oldet • nr rt oldet nr ... svært at levere den indsats...