Techniker der »Endlösung« - · PDF fileTopf&Söhne i DDR 83 Erfurt...

Udstillingens originaltitel:Techniker der »Endlösung«Topf&Söhne –Die Ofenbauer von Auschwitz

Udstilling og katalog udviklet afStiftung Gedenkstätten Buchenwald und Mittelbau-Dorai samarbejde med Jødisk Museum Berlinog Det Statslige Auschwitz-Birkenau Museum

Kataloget er udgivet på bestilling fraStiftung Gedenkstätten Buchenwald und Mittelbau-Doraaf Volkhard Kniggei samarbejde med Annegret Schüleog Rikola-Gunnar Lüttgenauog desuden under medvirkenaf Johanna Wensch og Friedemann Rincke

Dødens IngeniørerMaskinfabrikken Topf&Söhne –Ovnbyggerne fra Auschwitz

Arbejdermuseet – The Workers’ MuseumKøbenhavn

Udstillingen vises på Arbejdermuseetfra d. 22. august til d. 30. december 2008

Udstilling og katalog Er økonomisk støttet af

København, 2008© Stiftung Buchenwald und Mittelbau-DoraISBN 978-87-88626-39-1TrykFind Druck&Design, Stuttgart

Dødens IngeniørerMaskinfabrikken Topf&Söhne – Ovnbyggerne fra Auschwitz Jacob Bjerring-Hansen, Peter Ludvigsen 6Når det unormale bliver normaltPer Øhrgaard 7»Uskyldige ovne«Volkhard Knigge 11

1Topf&Söhne – en ganske normal virksomhed 18Firmaet 19Brødrene Topf 20Personalet 21Produkterne 22Kurt Prüfer, ingeniør med speciale i krematoriebyggeri 25Ligbrænding i Tyskland 26Ligbrændingsloven af 1934 27

2KZ-forretningen – medviden og meddelagtighed 29Den første ordre fra SS 31Ligbrændingen i praksis 34Auschwitz-Birkenau – nye udfordringer 37Medviden og meddelagtighed 45

3Dødsfabrikkerne i drift 52Krematorierne i Auschwitz-Birkenau 55Vidnesbyrd fra dødsfabrikkerne 57

4Topf&Söhne som SS’ kompagnoner – initiativer og fordele 62Patentanmeldelse 64Skærmydsler – selvbevidsthed – frynsegoder 65Kurt Prüfers opsigelse – en spildt mulighed 67Altid til tjeneste! 70Ligbrændingsovne: producenter – udbredelse – typer 71

5Efter krigen – beviser, erindring og benægtelse 74Bortskaffelse og indsamling af bevismateriale i Auschwitz 75Mellem erindring og benægtelse 77Den første efterforskning af Topf&Söhne 77Fire ingeniører i sovjetisk fængsel 78Ludwig Topf indtager offerrollen 79Ernst-Wolfgang Topf i Vesten 80Topf&Söhne i DDR 83Erfurt – de gamle fabriksbygninger og deres fremtid 84

J. A. Topf&Söhne – en kronologi 84Billedfortegnelse 86Kilder 87Kolofon 88

Inhold

Dødens IngeniørerMaskinfabrikken Topf&Söhne –Ovnbyggerne fra Auschwitz

Arbejdermuseet viser med denne udstilling et afde mørkeste kapitler i menneskehedens historie:folkemordet på millioner af jøder og på romaer,handikappede, krigsfanger og politiske fjender i Det Tredje Riges udryddelseslejre.

Had og menneskeforagt gennemtrængerhistorien om »Endlösung«, men lejrene var ikkebare udtryk for et primitivt og hadefuldt menne-skesyn, de var i lige så høj grad præget af køligberegning og rationel tænkning.

Virksomheden Topf & Söhne og dets ingeni-ører var medskyldige i udviklingen af lejrene tilegentlige »DØDSFABRIKKER«, som de gaskamm-erudstyrede krematorier i Auschwitz-Birkenaublev kaldt af fangerne, der blevet tvunget til atarbejde og dø i dem.

Det er den teknisk-praktiske side af masse-mordet, som udstillingen og nærværende kata-log fokuserer på. Dødsfabrikkerne blev planlagtned i mindste detalje af, hvad der i dag villehedde virksomhedskonsulenter og produktions-ingeniører. Produktionen blev kontinuerligtudviklet og forfinet af engagerede teknikere,men etikken var helt fraværende. Tekniskperfektion og organiseret masseproduktion erAuschwitz-forbrydelsens særkende. Menneskerstod bag optimeringen, og mennesker blevtilintetgjort i produktionsmaskinen.

Fortællingen om maskinfabrikken Topf&Söhne‘s delagtighed i folkemordet er trukketfrem fra historiens glemmebog af »Stiftung Ge-denkstätten Buchenwald und Mittelbau-Dora«.På tysk er udstillingens originaltitel »Technikerder ›Endlösung‹ – Topf&Söhne – Die Ofenbauervon Auschwitz«

Arbejdermuseet er stiftelsen »Stiftung Ge-denkstätten Buchenwald und Mittelbau-Dora«taknemmelig for tilladelse til at vise udstillingenfor et dansk publikum. En stor tak skal desudenlyde til fondens ansatte for et yderst professio-nelt samarbejde omkring løsningen af de spørgs-mål, som udstillingens sproglige og indholds-mæssige tilpasning har afstedkommet.

Jacob Bjerring-Hansen, MuseumsinspektørPeter Ludvigsen, Museumsdirektør

6 |7

Når det unormale bliver normaltI den tyske forfatter Christa Wolfs bog Kindheits-muster (Barndomsmønstre) fra 1976 fortællesom reaktionerne - eller manglen på dem – i enlille familie, da det nye nazistiske styre i 1933gennemfører drastiske ændringer i livsvilkårene:»Indskrænkningerne af visse personlige friheder(blot som eksempel), som blev forkyndt for demden 1. marts 1933, ville de næppe få at mærke påderes egen krop, for de havde jo heller ikke hidtilplanlagt at lade noget trykke (pressefrihed) ellerdeltaget i massesammenkomster (forsamlings-frihed): De havde ganske enkelt ikke følt nogetbehov for det. Og hvad angik bekendtgørelsenom, at »husundersøglser eller beslaglæggelseruden for de af loven fastsatte grænser er tilladtindtil videre«, så var den rettet mod en menne-skeart, som de så at sige fra naturens hånd ikkehørte til, for nu blot, helt neutralt, at slå detfast.«

Christa Wolf eftersporede i sin bog sin egenbarndom og ungdom i nazitiden i form af en fik-tiv, men også stærkt selvbiografisk, beretningom familien Jordan i Landsberg an der Warthe,som efter 1945 kom til at høre til Polen og nulyder navnet Gorzow Wielopolska. Med bogens»mønstre« menes den adfærd og de vaner, somgrundlægges tidligt i livet, og Christa Wolfsudgangspunkt for at skrive er overvejelser over,om den form for passiv accept af i grunden utåle-lige tilstande, som beskrives i citatet, er noget,man kan være tilbøjelig til at praktisere resten af livet, uanset hvor meget man med sin forstandgennemskuer forholdene og måske endda for-holder sig skeptisk til dem. Christa Wolf boede i DDR og kunne have mange grunde til at tagedette spørgsmål op - uden at der dermed skalvære sat et bekvemt lighedstegn mellem de totyske diktaturer.

Pastor Martin Niemöller, der var fange hos nazi-sterne i næsten otte år, er ofte blevet citeret foret tilsvarende udsagn. Niemöller havde væretubådsofficer i Første Verdenskrig og var dybtnationalistisk, men vendte sig i løbet af 1930rnemod regimet og var medstifter af den protestan-tiske mindretalsbevægelse, der fik navn af»Bekennende Kirche«, bekendelseskirken. Denbestod af kristne, som ikke mente, at de kunnese passivt på, hvorledes samfundet blev ensrettetog mindretal forfulgt eller det, der var værre.Niemöller, som overlevede nazistyret, sagdebagefter: »Da de hentede kommunisterne,sagde jeg ikke noget – jeg var jo ikke kommunist.Da de spærrede socialdemokraterne inde, sagdejeg ikke noget - jeg var jo ikke socialdemokrat.Da de hentede fagforeningsfolkene, sagde jegikke noget - jeg stod jo ikke i fagforening. Og da de så hentede mig, var der ingen til at prote-stere.«

De fleste mennesker er, når det kommer tilstykket, forholdsvis upolitiske. Vi følger måskemed i de politiske omskiftelser, nogle af os enga-gerer os i dem som tilhængere af det eller ellerandet parti eller den ene eller anden bevægelse;men vi ønsker samtidig at bevare vor livsform ogdagligdag så intakt som muligt. Så kan det ske,at vi enten ikke opdager, at vores frihed er i fare,eller at vi accepterer indskrænkninger i den forat få lov at være i fred. Den slags sker ikke kun i diktaturer. I disse år synes mange mennesker iden såkaldte frie verden rede til at acceptere selvalvorlige indskrænkninger i deres personlige fri-hed, hvis de mener, at de på den måde er bedrebeskyttet mod f.eks. terrorisme. Det kan vise sigat være en lige så stor fejltagelse som den,Christa Wolfs forældre, Martin Niemöller ogmange andre lå under for. Et slagord, som oms-kriver dette forhold, er business as usual. Det erdet, denne udstilling helt bogstaveligt handlerom: Om et firma, hvis eksistensberettigelse detvar at fremstille velfungerende ovne til forskelli-ge formål, herunder krematorieovne til ligbræn-ding, og som efterhånden også bød sig til somleverandør af ovne til de nazistiske mordlejre iAuschwitz og andre steder. I dag tales der megetom virksomhedernes sociale og politiske ansvar -det kaldes ofte på engelsk corporate socialresponsibility og kan derfor nemt lyde megetteknisk og måske heller ikke særlig klart. Forhvilke forpligtelser har en virksomhed, udoverden at tjene penge til sine ejere? Politik stårfolketinget jo for, og her vedtager man de love,som regulerer samfundets indretning. »Det erpolitikernes ansvar,« siger vi gerne, når vil selv

vil være fri, og det siger virksomhederne også fordet meste: Lad os gøre det, vi er bedst til; så måandre tage sig af resten. »Sport og politik skalikke blandes sammen,« siger vi også, når derf.eks. foregår Olympiske Lege i lidet demokrati-ske lande, for vi vil jo gerne følge de store præ-stationer på skærmen. »Handel og politik skalholdes adskilt,« siger vi, for hvor kom vi hen, hvisvi altid skulle holde øje med, om vore handels-partnere er lige så gode mennesker som vi selv -tror, vi er.

Men vi ved i virkeligheden godt, at det ikkelader sig gøre at opdele verden på den facon. Fordet første er vi ikke ene om at bestemme, hvor-dan virkeligheden ser ud. Selv om vi som delta-gere i handel eller sport selv har en demokratisk,social osv. indstilling, forhindrer der ikke andre i at udnytte det, vi foretager os, til egne formål.De fleste deltagere i de Olympiske Lege i Berlin i1936 var sikkert ikke nazister eller det, der ligne-de. Men ved deres deltagelse forærede de detnazistiske styre en propagandasucces, som ogsåsmittede af på andre områder: Så forfærdeligtvar det nok ikke alligevel, var det ikke altsam-men lidt overdrevet? Der så da meget pænt udoveralt, Tyskland lignede ikke en terrorstat ...For det andet er den del af verden, vi kalder denfrie, karakteriseret ved udstrakt markedsøkono-mi og kapitalisme. Virksomhederne har derforstor frihed til at gøre, hvad de vil – og dermedogså til at gøre ting, som påvirker det sociale ogpolitiske liv, og det desto mere, jo større og jomere internationale de er. Visse meget åbenlyseting kan forbydes ved lov - mange lande har såle-des regler for produktion og eksport af våben,mange lande har forbudt slave- og børnearbejde- men andet er meget mindre åbenlyst eller fore-går indirekte gennem investeringer i flere led,som ingen andre end virksomhederne selvkender arten og omfanget af. I denne tid rykkerproblemet tæt på os selv som enkeltpersoner,når det konstateres, at f.eks. pensionskasserinvesterer i problematiske foretagender. Hvad vil vi så helst: have en god samvittighed ellerhave mest muligt ud af vores opsparing?

Firmaet Topf&Söhne uddannede ikke bødler tilkz-lejrene, og de producerede heller ikke våben.De lavede ovne, de befandt sig altså et andetsted i fødekæden - hvis man kan bruge et sålevende ord om noget så makabert som en døds-fabrik. Det var ikke dem, der førte en politik,som øgede behovet for store krematorieovne.Men når nu behovet var der, hvorfor så ikke fåkontrakten, inden andre tog den? Topf & Söhnebehøvede ikke at være enige med nazisternesformål og gerninger, de behøvede faktisk sletikke at beskæftige sig med det. For de gjordebare, hvad de altid havde gjort, også dengangTyskland var et kejserrige, og bagefter, daTyskland i nogle år var en demokratisk republik.Hvis virksomheder hele tiden skulle igangsætteeller standse en produktion, når der sker politi-ske forandringer, ville der jo aldrig være økono-misk udvikling i verden, kan man sige. Man kanogså sige, at markedsøkonomiens moral hedderopportunisme: Det gælder om at gribe chancen,fine fornemmelser er der ikke plads til. Men pro-blemet ville heller ikke blive løst ved at lave enliste over, hvad man må og ikke må. I denhenseende er virksomheder ikke anderledes stil-let end diplomater: Skal man boykotte et dikta-tur eller ej? Skader boykotten måske den befol-kning, man gerne vil hjælpe, mere end fortsatteforbindelser med regimet, som måske kunnepåvirke det? Hvor langt skal man gå i bekæmpel-sen af uretten, hvis selve denne bekæmpelsesamtidig ødelægger et helt land? Men selvbe-draget lurer naturligvis: For hvor ofte anstillerman ikke den slags overvejelser for at have engod undskyldning for at fortsætte med at gøreforretninger?

8 |9

»Vi måtte brænde landsbyen ned for at reddeden,« sagde en amerikansk officer efter en mas-sakre under Vietnamkrigen i 1960’erne. Det erman blevet for raffineret til at sige om Irak, menforholdet er stort set det samme. Der er ført ogbliver ført krige og borgerkrige med religiøseog/eller moralske argumenter, og ødelæggelser-ne og lidelserne bliver ikke mindre af det, tværti-mod. Er det så ikke bedre at blive ved sin læst, at passe sit arbejde, at sælge sine produkter ogat lade andre om resten? »Hvis vi ikke leverer,finder de bare nogle andre, som i hvert fald ikkeopfører sig bedre end os.«Som sagt: Det kan der ikke svares på abstrakt ogén gang for alle. Det afhænger af situationen,det afhænger af, hvor langt man kommer ud påkanten, eller hvor langt man drages ind i cen-trum af forbrydelser. Men hvor går grænsen? Og hvornår får man øje på den? I mange tilfæl-de, vel endda de fleste, først når man har passe-ret den, altså når det er for sent - eller som detofte siges med en kynisk vending: når der erkommet »lig på bordet«.I tilfældet Topf & Söhne er der imidlertid ingentvivl om, at grænsen blev overskredet.Udstillingen viser, at der ikke kun var tale om atgribe chancen for at gøre en god forretning,men at firmaet også anstrengte sig ihærdigt forat komme med nye ideer og opfindelser, somkunne gøre ligbrændingen endnu mere effektiv,og at ledelsen var helt på det rene med, hvad derforegik i Auschwitz og andre lejre. Det var ogsåsvært ikke at vide noget, når man fik ordrer på såstore leverancer. Den ene af firmaets ejere begikselvmord kort efter krigens afslutning, menhævdede i et afskedsbrev, at han var ganskeuskyldig. I de første mange efterkrigsår beskæf-tigede man sig ikke meget med fortiden, menisær fra 1960’erne har tyskerne (dengang: vest-tyskerne) taget deres historie op til kritiskrevision, og det bliver de ved med: selv i dag ernazitiden et næsten dagligt emne i debatten.Denne kritiske revision har også nået erhvervsli-vets rolle under nazismen: Topf & Söhne er ikkeden eneste virksomhed, hvis fortid er blevetundersøgt, og i stadig flere tilfælde har virksom-heder selv åbnet deres arkiver for historikerne.Det er sket ud fra en erkendelse af, at det erbedre at få tingene frem end at skulle gøre allemulige krumspring for at holde dem skjult.

Vi genoplever i dag ofte det nazistiske Tyskland idramatiske film, hvor SS-soldater mejer uskyldi-ge ned eller torterer deres fanger, eller vi hørerreportager fra massemøder med propagandami-nister Joseph Goebbels, der brølende spørgerpublikum, om det ønsker »den totale krig«.Sådan var det – også. Men hvis det havde væretsådan hele tiden, ville Hitler og hans følgesvendealdrig have fået den succes, de fik. Til billedet afNazityskland hører i regimets første år også, atmange fik det materielt bedre end før, at Tysk-lands anseelse i verden voksede - der var storbeundring også i udlandet for de »velordnede«forhold! - og at man kunne begynde at knytteforhåbninger til fremtiden. Kort sagt: Nazistyretstillede efter en turbulent periode i 1920’rnetyskerne i udsigt, at de nu kunne regne medbusiness as usual. Førnævnte Joseph Goebbelskunne andet end at brøle; han kunne væreafdæmpet, saglig, ironisk, sarkastisk, han kunnedet hele, og hans ministerium for »folkeoplys-ning og propaganda« udstedte ikke bare prokla-mationer, men sørgede også for underholdning.Den tyske filminstruktør Leni Riefenstahl lavedefilm fra de Olympiske Lege og fra partiets stor-møder, og hendes tekniske kunnen beundresden dag i dag. Den moderne charterturisme haren del af sin oprindelse i nazisternes organisa-tion »Kraft durch Freude«, kraft gennem glæde,som sendte »almindelige« tyskere – altså ikkebare en overklasse – af sted på krydstogter tilNorge eller Madeira. For slet ikke at tale om deberømte tyske motorveje, som nazisterne fikæren for at have bygget, men som havde væretpå tegnebordet, allerede før de kom til magten.Meget af den mere raffinerede nazistiske propa-ganda adskilte sig ikke fra det, vi i dag med etslørende udtryk kalder »spin«. Netop derforkunne det være svært at se, hvor normalitetenhørte op og forryktheden eller forbrydelserne

begyndte. Det kan det såmænd også være mednutidens spin. Af hele denne uoverskuelighedkan man drage – mindst – to konklusioner. Denene kunne gå ud på, at historien altid går sinskæve gang, at der ikke er noget at stille op, ogat netop Nazitysklands historie viser, at man altidførst bliver klogere bagefter. Når så mange –ganske vist ikke et flertal! – stemte nazistisk iårene før 1933, var det jo ikke ud fra et ønske omat myrde jøderne eller om igen at komme i krig,men fordi de ville have arbejde og anstændigelevevilkår. Så skal vi ikke bare se på det nærme-ste, stemme efter vores tegnebog og lade Vor-herre, politikerne eller en diktator om resten?

Man kan imidlertid også drage en andenkonklusion: Nemlig at det gælder om at haveøjne og øren med sig og at tænke sig om – i tide!At holde øje med de små tegn på, at udviklingenmåske er ved at løbe af sporet, og at lade væremed at tro, at den verden, vi ser nu, er den ene-ste mulige, og at det kun kan gå én vej: fremad.En kritisk holdning – forstået ikke bare som mod-stand mod alt muligt, men som en holdning, derprøver at skille skidt fra kanel – er ingen evig gar-anti. Selv de mest eftertænksomme og kritiskekan tage fejl. Men den er i hvert fald en bedreforsikring mod ulykker end det kortsynede blikalene på ens egne umiddelbare interesser. Det så man i Tyskland: Et stort antal tyskere troedeblindt på deres styre – og i 1945 lå landet i ruiner.

Per Øhrgaard

10|11

»Uskyldige ovne«Det er en blæsende dag mellem efteråret 1943og efteråret 1944. Den unge lærerinde MarianneBusch kommer fra skole, og derhjemme finderhun sin værtinde i gang med at gøre rent på sitværelse. »De har da netop tørret støv af herinde,og se nu, hvordan her ser ud!« siger hun ensmule forbløffet til værtinden. »Som cigaraske«– husker Marianne Busch – »lå det i smukke lyse-grå fnug af en helt speciel struktur på mit skrive-bords sorte træ. ›Hvad kunne det dog være?‹«Værtinden så undersøgende ud ad vinduet: »Detkan ikke være blæst hertil fra I.G. Werkes fabrik-ker, for vinden kommer fra kz-lejren i dag. Dekremerer igen derovre. Altså er det menneskea-ske. Det har vi oplevet så tit.«

I Tyskland efter Anden Verdenskrig havdedet gængse billede af koncentrations- og udryd-delseslejren Auschwitz – som af alle andre natio-nalsocialistiske kz-lejre – en entydigt aflastendefunktion, som fritog befolkningen for al skyld ogansvar. Ligesom nationalsocialismen skulle haveværet et næsten uforståeligt ulykkestilfælde,der højest kunne lægges en lille klike rundt omHitler og SS til last, så opfattedes lejrene somdæmonisk-perverse verdner, der havde karakteraf undtagelser, langt væk og hermetisk adskiltfra almindelige mennesker og deres hverdag i»Det tredje Rige«. Der fandtes imidlertid – somden tidligere Auschwitz- og Buchenwald-fange,polakken Jósef Szajna har sagt – »ikke djævle ogmennesker i Auschwitz, men mennesker og men-nesker«. Mennesker, som ønskede, udtænkte ogbyggede lejren og holdt den i drift, og menne-sker, som blev slået ihjel i lejren – til sidst langtover en million: over 960.000 jøder, op mod75.000 polakker, 21.000 romaer, 15.000 sovjeti-ske krigsfanger samt 15.000 mennesker af andrenationaliteter.

Man har måske ikke den store lyst til at tænkenærmere over det, men det giver egentligt sigselv, at der også hørte en teknisk-praktisk side tildet massemord, der foregik på »dødsfabrikker-ne« – som de gaskammerudstyrede krematorier i Auschwitz-Birkenau blev kaldt af fangerne i deSpecialenheder, der blevet tvunget til at arbejdei dem. Hvilke ovne egner sig bedst til – så vidtmuligt uden afbrydelser og uden brug af formeget brændstof – at brænde tusinder og attertusinder af lig? Og ville det ikke være praktisk atkunne udlufte og ventilere gaskamrene for heletiden, med kortest mulige intervaller at kunne fådem fyldt op med mennesker igen? For at løseproblemer som disse var SS afhængig af civileeksperter, som ikke havde nogen skrupler over atsætte sig ind i udryddelsens praktiske side og atudvikle anlæg, der passede til formålet, at byggedem op på stedet, sætte dem i produktion ogmed passende mellemrum efterse og repareredem. Sådanne eksperter fandt man bl.a. i Erfurthos firmaet Topf&Söhne. Partnerskabet, sombåde Topf&Söhne og SS havde glæde af, skullevare krigen ud. Det begyndte sandsynligvis aller-ede før krigens begyndelse i september 1939: På grund af krigen regnede SS med et stigendeantal fanger i kz-lejrene og ville tage bestik afkonsekvenserne heraf. At man havde truffet denrette beslutning, viste sig senest i vinteren 1939.Mod slutningen af dette år oplevede man iBuchenwald, knap 20 km fra Erfurt, det førstetilfælde af massedød foranlediget af SS; ofrenevar først og fremmest jøder og polakker. Uden at gøre vrøvl stillede firmaet en mobil ligbræn-dingsovn til rådighed, der teknisk set modsvare-de ovne, som de egentlig havde udviklet tilafbrænding af udtjent kvæg i landbruget, ogsom hørte til Topf&Söhne s produktsortiment.For at imødekomme det ny behov, hvis konturerman anede, udviklede en særlig ambitiøs ingeni-ør i firmaet, Kurt Prüfer, de første transportableog siden de første fastinstallerede specialovne til koncentrationslejrene. Indtil foråret 1941solgte Topf&Söhne sådanne ovne til kz-lejrene i Buchenwald, Dachau, Mauthausen, Gusen ogAuschwitz.

12 |13

Intet tydede på, at Topf&Söhne fra den ene dagtil den anden så at sige og uden tvang skulleblive en af de vigtigste teknisk-administrativeleverandører til det nationalsocialistiske masse-mord. Virksomheden grundlagdes i 1878 af bryg-mester Johann Andreas Topf som et firma medspeciale i forbrændingsteknik. Den hørte allere-de inden Første Verdenskrig til blandt verdensførende producent af malterianlæg til brygge-rier. Dampkedler, skorstene og vandbeholderekom til, til sidst også fremstilling af ventilations-anlæg og fra 1914 kremeringsovne til kommuna-le krematorier. Med den tiltagende accept afligbrænding efter Første Verdenskrig voksededenne branche, men den udgjorde alligevel kunnogle få procent af den samlede omsætning, selv mens Topf&Söhne arbejdede fast for SS.Ligbrændingen, som opstod i anden halvdel afdet 19. århundrede, gjaldt i manges øjne for atvære pietetsløs og ukristelig. Derfor lagde fir-maet Topf&Söhne – der hurtigt blev det førendefirma i branchen – vægt på ikke blot at tilbydeteknisk fremragende, men også særligt værdigekremeringsmetoder. Ikke alene var det en selv-følge, at de ovne, som Topf&Söhne udviklede,muliggjorde, at ligene blev brændt i kister. Dertilkom, at ovnene var lydløse og røgfri, samt atliget ikke blev direkte udsat for flammer og for-brændte, men derimod opløstes til den finesteaske. Topf&Söhne kom derved »Loven om lig-brænding« fra 1934 i forkøbet. Loven forlangtenemlig, at man drog omsorg for, at ligbrændin-gen blev »værdigt udformet«, og den krævedeudtrykkeligt, at der »så vidt muligt« ikke strøm-mede »røg op af skorstenen«. »Enhver form forindgreb, der fremskynder forbrændingsproces-sen« var strengt forbudt. Fra den første dagTopf&Söhne begyndte at arbejde for SS, lod fir-maet alle de principper om værdig ligbrændingfalde, som man tidligere havde forfægtet.

Der var tilsyneladende ikke nogen moralske ogetiske skranker, som først skulle overvindes, ellersom skulle afslibes i en længevarende proces afafstumpning. Og denne omstændighed er såmeget desto mere påfaldende, idet hovedaktø-rerne – firmaindehaverne Ludwig og Ernst-Wolf-gang Topf, ingeniørerne Kurt Prüfer og KarlSchultze, prokuristen Fritz Sander eller montørersom Martin Holick, Vilhelm Koch og HeinrichMessing – ikke alene præcist vidste, hvad deleverede ovne og blæsere blev anvendt til iAuschwitz. De involverede svarer heller ikke tildet gængse billede af fanatiske nationalsociali-ster og radikale antisemitter. Ganske vist varbrødrene Topf og Kurt Prüfer indtrådt i NSDAP i 1933, men de gjorde sig ikke bemærkede somnationalsocialister. Der er intet, der tyder på, atde skulle have adskilt sig fra millioner af andretyskere på den tid, eller at de skulle have væretsærligt disponerede til at blive medhjælpere tilHolocaust og massemord. Tværtimod, som enselvfølge talte brødrenes over tusind mand storefirma også medlemmer af KPD (KommunistichePartei Deutschlands) og »halvjøder«, som allere-de havde oplevet at blive forfulgt og fængslet.Samtidig behandlede de involverede ikke kz-for-retningerne anderledes end andre forretninger.Det vil sige, de blev ikke hemmeligholdt, og deblev behandlet af flere forskellige afdelingerinden for firmaet, som det var normalt ved storeordrer. Tilbud udregnedes af administrationen,ovndele eller andet udstyr til krematorierne oggaskamrene blev produceret i de forskelligeværksteder, de blev pakket i ekspeditionsafde-lingen, sendt med toget og endelig faktureret iregnskabsafdelingen. Interne firmapapirer viser,hvor åbent og naturligt man så på opgavernei Auschwitz. Således taler man eksempelvis heltutilsløret om »gaskælderen« i en telefonnotitsfra den 17. februar 1943 vedrørende en reklama-tion over leveringen af en blæser til et af gas-kamrene. Notitsen er underskrevet af LudwigTopf, teknisk direktør Gustav Braun, prokuristenMax Machemel og indkøbslederen FlorentinMock. Diktatet af telefonsamtalen mellem FritzSander og Karl Schultze i Auschwitz har Sanderssekretær Anneliese Hessler taget.

De involverede medarbejdere i »fyrings-byggeriet«, som i 1941 blev samlet i Afdeling DIVfor »Byggeri af specialovne«, erfarede endnumere umiddelbart, hvad de anlæg, som de havdeudviklet, skulle bruges til. Det viser sig ikke kunved, at fx de typiske lejrovne slet ikke kunnehave været konciperet og optimeret, hvis manhavde været ubekendt med deres brugsformål.Det viser sig også ved, at fagfolk skulle deltage,når disse ovne skulle opbygges, testes og sættes i drift. Kurt Prüfer var derfor mindst et dusingange i Auschwitz-Birkenau. Montører somMartin Holick eller Wilhelm Koch arbejdede i optil et år på stedet, og også lederen af afdelingenfor blæserproduktionen, Karl Schultze, opholdtsig flere gange i Birkenau. For Topf&Söhne leve-rede ikke alene forbrændingsovnene, men somnævnt også udluftningsanlæggene til de gas-kamre, der var integreret i krematorierne I og II.Disse medarbejdere kendte Auschwitz ved selv-syn og bestemt ikke kun overfladisk: De deltogdirekte i de første massehenrettelser og -kreme-ringer for at godkende de anlæg, de havde byg-get og installeret, og for at overvåge materiellet,så dets funktion kunne videreudvikles. Det sprin-ger i øjnene, at de »fremskridt« i masseforbræn-dingsteknikken af mennesker, som Topf&Söhnegjorde, kan knyttes umiddelbart til de eksplosivtstigende dødstal i koncentrationslejrene, førstog fremmest udryddelseslejren i Auschwitz-Birkenau.

For at kunne levere den bedst egnede teknik tilkoncentrations- og udryddelseslejrene var enkvalificeret faglig kompetence blandt medarbej-derne påkrævet, kun i mindre grad en grund-læggende opfindsomhed. Vel er der – i et neu-tralt teknisk perspektiv – eksempler pånyskabelser i Topf-firmaets arbejde. Disse bun-der imidlertid alle i det forhold, at man ingenskrupler havde ved en uindskrænket brug af for-brændingsteknikker, som ikke tidligere var kom-met i betragtning, når det var mennesker, detdrejede sig om. Metoder, der var udviklet iforbindelse med affaldsforbrænding, aflivningaf dyr og teglbrænderi blev anvendt – og medtiden videreudviklet og effektiviseret – af KurtPrüfer hhv. Fritz Sander, når lig skulle bortskaffesi koncentrations- og udryddelseslejrene. I lejrenehandlede det nemlig ikke længere om at læggemennesker i aske på værdig vis, det eneste, dertalte, var så hurtigt og så billigt, det lod sig gøre,at få flest muligt mennesker til at forsvinde – såsporløst som muligt. Dertil måtte man »forsyne«ovnkamrene med adskillige lig. Det spillede ikkelængere nogen rolle, at ligenes kroppe nu blevdirekte for udsat for flammerne. Det var ikkelængere vigtigt at kunne identificere asken frahvert enkelt dødt individ. Asken behøvede hellerikke længere at være fin som støv. Så længe denlet lod sig fjerne, rakte det, når en grov masse,iblandet knoglerester, blev tilbage. På grund afden vedvarende belastning af ovnene var detvigtigt, at de ikke slog revner. Det var vigtigt, atilden så vidt muligt blev holdt i gang af de bræn-dende lig selv. Topf&Söhne udviklede ikke aleneforbrændingsovne, der levede op til disse krav,men også det tilbehør, som var nødvendigt for atbetjene dem. Det drejede sig bl.a. om vogne tilat føre ligene ind i ovnene med, mens andrekroppe stadig brændte, samt ildragere til atkunne bevæge lig og ligdele med under for-brændingen. De ansvarlige fik problemer, nårbrændkamrene ved usagkyndig betjening afredskaber blev beskadiget, ikke for deresomgang med de døde.

14 |15

At firmaet og de involverede medarbejderehverken handlede af angst for SS eller på befa-ling, ser man på den ene side af den daglige for-retningskorrespondance, på den anden side af,at de ansvarlige fagfolk ikke blot ventede på, atordrerne kom ind, men også på eget initiativudkastede gigantiske ovne, der kunne bruges tilmassekremeringen. Forretningsbrevene beviser,at Topf&Söhne anså forretningsforbindelsen tilSS som et ligeværdigt partnerskab og på ingenopfattede sig som underordnede. Firmaet rykke-de SS for ikke-betalte regninger. Man var ikkekonfliktsky, når ansvaret for driftsforstyrrelser ianlæggene blev diskuteret. Eller man opfattedegarantifrister anderledes end SS. Og Fritz Sanderog Kurt Prüfer arbejdede af egen drift medudviklingen af kæmpeovne. Således udkastedeSander – med et affaldsforbrændingsanlæg sommodel – en fireetagers »kontinuerligt arbejden-de ligbrændingsovn til stordrift«, hvori man dagefter dag kunne have kremeret tusindvis af men-nesker. Ligene skulle indføres ovenfra og rutschened etage for etage på skråtstillede riste, idet deda blev opvarmet og antændt af de lig, der aller-ede brændte nedenfor. Herved kunne ovnenholdes i gang ved maksimalt to opvarmningerom dagen, uden brug af yderlige brændstof. PåSanders anmodning tog brødrene Topf patentpå denne ovn. Prüfer betvivlede konstruktionensfunktionsdygtighed, fordi han antog, at ligdele-ne ville klæbe sig fast til ristene og stoppe ovnentil. Han projekterede derfor en »Ring-ligbræn-dingsovn« på grundlag af sine erfaringer medteglstensproduktion. I 1943 forberedte SS byg-geriet af en sådan ovn, som imidlertid ikke blevtil noget. Efter Rudolf Höß’ udsagn – Höß varkommandant i Auschwitz – tog man ideen op påny i 1944, men den blev ikke realiseret, da fron-ten var rykket for tæt på.

De fordele for firmaet og medarbejderne, derkom ud af kz-forretningerne, var beskedne oggiver ikke en tilstrækkelig forklaring på de invol-veredes gøren og laden (for så vidt man forestil-ler sig, at rent økonomiske grunde overhovedetkunne udgøre en forklaring). Omsætningen lågennemsnitligt kun på mellem en og to procentaf den totale omsætning, den kunne altså knapmærkes. De personlige fordele, der kun var fåforundt, lå i højere status og prestige inden forfirmaet, præmier og små lønstigninger samtfritagelse for tjeneste i værnemagten. Såledeslykkedes det fx Ludwig Topf gennem en stude-handel med SS’ bygningschef i Auschwitz at fåophævet sin indkaldelse til ingeniørtropperneved Bad Langensalza i Thüringen.

Havde ledelsen i firmaet ønsket at trækkesig ud af forretningerne med SS, så havde de haftchancen i 1941, helt problemfrit. Forbindelsen tilSS stod og faldt med én person, Kurt Prüfer, og ifebruar dette år indgav han sin opgivelse, da hanmente, at han blev underbetalt. Selvom brødre-ne Topf ofte havde haft problemer med ham, lodde ham ikke gå. I stedet for at søge mulighedenfor under et eller andet påskud at stoppe samar-bejdet med kz-lejrene, var Topf&Söhne derimodberedt til, selv så sent som fire måneder før kri-gens afslutning, at bistå SS med indretningen afen udryddelseslejr i Østrig. Dette anlæg havde –såfremt det var blevet realiseret – haft mindstden samme kapacitet som Auschwitz-Birkenau.Det skulle have været bygget ved genbrug af dedele fra ovnene i krematorierne og ventilations-anlæggene i gaskamrene, som SS havde demon-teret i Birkenau. Mens Den røde Hær nærmedesig i januar 1945, havde man sprængt kremato-rierne dér til ukendelighed for at slette alle sporefter dem.

Da Topf&Söhne efter befrielsen af kz-lejrenBuchenwald den 11. april 1945 kom undermistanke – deres firmaskilte prangede på for-brændingsovnene – reagerede ledelsen hurtigt.Den 27. april formulerede Ludwig Topf under etmøde med tillidsmændene en fælles strategi for,hvordan man skulle forsvare sig. Han foregav, at forretningsforbindelsen med SS havde væretganske normal. Man havde udelukkende leveretsædvanlige krematorieovne til kz-lejrene.Desuden havde man handlet efter ordre og sam-tidig afværget endnu større skader ved at for-hindre epidemier. Tillidsmandsrådet delte denneopfattelse og så derfor ingen grund til at bekym-re sig. Samarbejdet med SS blev åbenbart opfat-tet som så normalt, at man i slutningen afnovember – Thüringen havde da siden juli væreten del af den sovjetiske besættelseszone – opfør-te Sanders patentanmeldelse på sin fireetagers»kontinuerligt arbejdende ligbrændingsovn tilstordrift« på en liste over firmaets aktiver, somde nye myndigheder forlangte.

Ludwig og Ernst-Wolfgang Topf har på intettidspunkt erkendt deres ansvar og medskyld.Ludwig Topf begik selvmord den 31. maj 1945 ogfremstillede sig selv sig i et afskedsbrev som enuskyldig, der var blevet forfulgt med urette.Ernst-Wolfgang Topf forsøgte at bygge sit firmaop på ny i Vesttyskland. Han holdt hele sit liv fastved forestillingen om »de uskyldige ovne« oghævdede, at Topf&Söhne s produkter var blevetmisbrugt på en måde, som man ikke kunne haveforudset. Han blev aldrig retsforfulgt. En procesved en afnazificeringsdomstol blev ikke ført tildoms. Det samme gjaldt en retslig undersøgelsefor medvirken til mord, som statsadvokaturen iWiesbaden havde sat i værk. Ingeniørerne KurtPrüfer, Gustav Braun, Fritz Sander og KarlSchultze blev i maj 1946 arresteret af sovjetiskeofficerer og afhørt i Berlin og Moskva. Man kon-fronterede dem med dokumenter fra firmaetTopf&Söhne samt vidneudsagn fra tidligere fan-ger, som en sovjetisk undersøgelseskommissionhavde afhørt umiddelbart efter befrielsen afAuschwitz. Kurt Prüfer bestred ikke, hvad hanhavde gjort, men syntes heller ikke at være tyn-get af skyldbevidsthed. Prüfer, Braun og Schultzeidømtes 25 års tvangsarbejde i en straffelejr.Sander var død som følge af et svækket hjerteallerede få uger efter sin tilfangetagelse. I 1955blev Gustav Braun og Karl Schultze løsladt, KurtPrüfer døde i 1952 af et slagtilfælde. For så vidtman overhovedet beskæftigede sig med Topf&Söhne s historie i DDR, blev skyld og ansvar væl-tet over på de daværende kapitalistiske ejere.

Topf&Söhnes uforbeholdne samarbejde med SSer i særlig grad foruroligende. For hverken fir-maindehaverne eller de involverede medarbej-dere passer til det gængse billede af fanatiskenationalsocialister eller radikale antisemitter.Heller ikke stræben efter profit eller personligefordele er tilstrækkelige forklaringer på dereshandlinger. De var hverken blot »tandhjul imaskineriet« eller »skrivebordsforbrydere«.Desuden handlede de ikke på befaling og ikkeunder tvang, og de vidste præcis, hvad deres tek-nik skulle bruges til. Man kunne have afbrudteller indskrænket forretningerne med SS, udenat det havde fået graverende konsekvenser.

For Topf&Söhne var det åbenbart tilstræk-keligt, at massemordet var statens vilje, at detangiveligt tjente Tysklands interesser, og at dethandlede om tekniske udfordringer, som pirredeingeniørernes ambitioner. Fraværet af medmen-neskelighed over for »folkefælleskabets naturli-ge fjender« gjorde dem meddelagtige i masse-mordet.

16 |17

Om udstillingenDen historiske erindring kan ikke begrænse sigtil at beklage fortidens uret og lidelse, såfremtden skal yde et bidrag til den menneskelige dan-nelse og opbyggelighed eller til at værne omsamfund, hvor mennesker behandler hinandenmed værdighed og har samme grundlæggenderettigheder. I stedet må man undersøge og vise,hvordan individer og samfund har muliggjorteller ligefrem fremmet forbrydelser, uret oglidelse i fortiden. Den historiske erindring har enhumanistisk og demokratifremmende karakter,som er tæt knyttet til denne erindrings selvkriti-ske og selvrefleksive side. Denne side skal væresærlig fremtrædende i udstillingen om firmaetTopf&Söhne – ja, som de historiske kendsgernin-ger er, kan det slet ikke være anderledes.

Denne udstilling er hverken en kronologiskfremstilling af virksomhedens historie eller enudtømmende beskrivelse af koncentrations- ogudryddelseslejren Auschwitz. Der bliver lagt sær-lig vægt på at rekonstruere samarbejdet mellemTopf&Söhne og SS i Auschwitz-Birkenau. I detteperspektiv fremstår Auschwitz – og heri liggeruvægerligt noget provokerende – som en gan-ske normal arbejdsplads, Holocaust og masse-mord som noget, der først og fremmest rejsertekniske og praktiske spørgsmål.

Ved hjælp af de overleverede (firma)papirerbliver det dokumenteret og illustreret, hvad manvidste om den nationalsocialistiske udryddelses-politik i Topf&Söhne, og hvor langt samarbejdetrakte. I den forbindelse har det været nødven-digt også at inddrage dokumenter og genstandeaf en udpræget teknisk karakter og skildre deresfunktion og betydning. Disse rekonstruktionerer ikke mål sig selv, og de skal på ingen mådeindskrænke beskæftigelsen med Holocaust til etteknikhistorisk spørgsmål. Når disse kilder ind-drages handler det derimod dels om bevisførel-se, dels om at tydeliggøre, hvilke følger Topf&Söhnes produkter havde for de mennesker, derendte i Auschwitz. Det gælder ikke alene dem,der blev slået ihjel dér, men også dem, der – førde selv blev myrdet – blev tvunget til at arbejde i gaskamrene og krematorierne. Af den grundindlemmes de sjældne og vigtige vidnesbyrd fralejrfangerne også i udstillingen.

Udstillingen slutter ikke med »Det tredje Riges«nederlag den 8. maj 1945. Den kaster lys over,hvordan den historiske arv om Topf&Söhne erblevet forvaltet, dels af hovedpersonerne i fir-maet dels af juridiske/politiske myndigheder ogoffentligheden i Forbundsrepublikken, DDR og i det forenede Tyskland. Her lagde man ansvaretfra sig, benægtede eller bagatelliserede histo-rien. Også den bredere interesse for historien,som steg gradvist i løbet af 80’erne og 90’erne,ikke mindst i Erfurt, bliver skitseret.

Der har været forsket intenst i motivernehos de ansvarlige for nationalsocialismensforbrydelser. Denne udstilling, som retter sigmod et bredt publikum, har villet undgå at forsø-ge at klassificere hovedaktørerne og deres moti-ver. Idet udstillingen præcist og konkret skildreraktørernes handlinger, er det en udstilling, somrejser spørgsmål, ikke blot hos publikum, menogså hos dem, der har arrangeret den. De éndi-mensionale og ofte klichéagtige forestillingerom dem, der stod bag de nationalsocialistiskeforbrydelser, og deres motiver kommer til kort,når de konfronteres med udstillingen. Det, dergør historien om Topf& Söhne så besværlig ogforvirrende, er den påfaldende normalitet, somprægede det morderiske samarbejde med SS.Nationalsocialismen racistiske samfunds- ogmenneskesyn er blevet accepteret, selv i detsmest ekstreme konsekvenser, nemlig massemor-det. På trods af at man ikke har kunnet fastslå en tilsvarende motivation hos hovedaktørerne i Topf&Söhne; de var ikke forbenede nazister.Udstillingen ser det som et væsentligt formål, at de besøgende i mødet med disse komplekseforhold bliver opmærksom på den aflastendefunktion, der ligger i de gængse forestillingerom de nazistiske forbrydere som »undtagelserfra reglen« eller nogle, der »blot adlød ordrer«.Udstillingen vil gøre de besøgende opmærksompå de katastrofale følger, det kan have, nårsamfundet – af den ene eller den anden over-bevisning – isolerer mennesker og holder demude fra fællesskabet. Hvis dette lykkes, har den allerede været en succes.

TakForud for udstillingen gik et forskningsprojektfra 2002 og 2003, som blev finansieret af midlerfra den daværende kulturminister, dr. ChristinaWeiss. Projektet søsattes under hendes for-gænger, professor dr. Julian Nida-Rümelin.Carsten Schneider, medlem af Forbundsdagenfra Erfurt, har ydet en ekstraordinær indsats for,at dette forskningsprojekt kunne blive til virke-lighed. Kulturstiftelsen under Forbundsdagenvar villige til at støtte forberedelsen og udform-ningen af udstillingen med et betydeligt beløb.Uden denne støtte havde Buchenwald og Mittel-bau-Doras Mindefond ikke kunnet realisereudstillingen. Også Sparekassernes Kultur-stiftelse, Hessen-Thüringen (dr. Thomas Wurzel)og Hans Böckler-Stiftelsen (Werner Fiedler) haruden tøven hjulpet med finansieringen.Udtillingen havde heller ikke kunne realiseres isin nuværende form uden den store og smidigehjælpsomhed, som det statslige MuseumAuschwitz-Birkenau har vist, bl.a. ved at stillehelt uundværlige genstande til vores rådighed.At udstillingen åbner i Det jødiske Museum iBerlin understreger, at dens tema rækker langtud over lokalhistorien i Thüringen. Det har væreten uvurderlig hjælp, at Det jødiske Museum ikkeblot har stillet lokaler til rådighed, men – da detkneb – også midler. For efter Jean-ClaudePressacs pludselige død blev det muligt – somhan ville det – at få Topf&Söhne s firmaarkiv til-bage til Tyskland og indlemme det i udstillingen.Det betød imidlertid, at udstillingens omfang ogudgifter voksede betydeligt. Udenrigsministeriethar dækket en stor del af omkostningerne tiloversættelse og derved bidraget til, at udstil-lingen også kunne få et publikum uden for Tysk-lands grænser. Statsarkivet i Thüringen overtogansvaret for firmaarkivet og dets katalogisering.Her har man som sædvanlig ydet en smidig ogkyndig hjælp. Jeg takker alle de nævnte institu-tioner og stiftelser samt Carsten Schneider hjer-teligt.

Flere enkeltpersoner både i og uden for denævnte institutioner og stiftelser har været tilstor hjælp. Udstillingens tema er af en sådan art,at vi har været afhængige af faglig bistand. Forråd og hjælp takker jeg: prof. dr. Ulrich Borsdorf,Gitta Günther, prof. dr. Norbert Frei, Gert Gut-berlet, Andreas M. Kilian, prof. dr. GottfriedKorff, dr. Salomon Korn, Cilly Kugelmann, prof.

dr. Alf Lüdtke, cand.mag. Krystyna Oleksy, dr.Bertrand Perz, dr. Bernhard Post, Jean-ClaudePressac (†), Hartmut Topf, Dagmar Topf, EckartSchörle samt bestyrelsesmedlemmerne afBuchenwald og Mittelbau-Doras Mindefond.

Jeg takker Jena-Claude Pressacs slægtningeog venner, som har bidraget til at opfylde hansønske om, at firmaarkivet kom tilbage tilTyskland.

En særlig tak skal lyde til de tidligere ansat-te i firmaet, som har gjort dette projekt til dereseget: Udo Braun, Herbert Frank, Horst Scharn-weber og Norbert Schneider samt den tidligereukrainske tvangsarbejder Ivan Hanjutsjenko, dervar parat til at fortælle om sine oplevelser hosTopf&Söhne.

Jeg takker følgende for deres hjælp tiludforskningen af Topf&Söhnes historie og forudlån af genstande til udstillingen: Auschwitz-Birkenau-Museet, Landsarkiverne i Dahlwitz-Hoppegarten, Lichterfelde og Ludwigsburg,Forbundsdagens ansvarlige for dokumentervedrørende Den statslige Sikkerhedstjeneste(Stasi) i det tidligere DDR, Patent- ogVaremærkestyrelsen i München, Det tyskeMuseum i München, foreningen »GesichtsortTopf&Söhne« i Erfurt, mindestederne/museernei Bergen-Belsen, Dachau, Flossenbürg,Majdanek, Mauthausen, Neuengamme,Ravensbrück, Sachsenhausen, Stutthoff, Terezín,og Vught, Nationalarkivet i Washington, Detstatslige Militærarkiv i Rusland, stadsarkivernei Erfurt og Weimar, bymuseerne i Erfurt ogWeimar, Spiegel-arkivet, Landsarkivet i Weimar,forlagene Bibliographisches Institit og F.A.Brockhaus samt Yad Vashem – The HolocaustMartyrs’ and Heroes’ Remembrance Authority.

Volkhard Knigge

18 |19

1Reklameplakat, o. 1920

1Topf&Söhne – en ganske normal virksomhed

2Virksomhedens admini-strationsbygning, 1940

FirmaetFirmaet blev grundlagt i 1878 af Brygmester Johann AndreasTopf (1816–1891) og havde speciale i forbrændingsteknik.Hans søn Ludwig Topf (1863–1914) udvidede det undernavnet J.A. Topf&Söhne til et foretagende med over 500medarbejdere. J.A. Topf&Söhne hørte allerede inden FørsteVerdenskrig til verdens førende producenter af malterianlægtil bryggerier. Andre tyngdepunkter i produktionen varbyggeriet af dampkedler, skorstene og beholdere. Snart komblæser- og ventilationsanlæg til samt efter 1914 ligbræn-dingsovne til krematorier. I Weimarrepublikken efter krigenekspanderede virksomheden under ledelse af de direktører,som Ludwig Topf havde indsat. Den verdensøkonomiske krisei begyndelsen af 30’erne førte næsten til en betalingsstands-ning hos Topf&Söhne. Med Tysklands oprustning oplevedevirksomheden efter 1935 igen en stigende omsætning.

20 |21

4Ernst-Wolfgang Topf(nr. 3 fra højre); Ludwig Topf(nr. 4 fra venstre), 1938

Brødrene TopfLudwig Topf blev født i Erfurt i 1903 som den første af Ludwigog Elsa Topfs sønner. Efter studentereksamen indskrev han sigi vintersemestret 1922/23 på det tekniske universitet iHannover med maskinbyggeri som fag. Forholdet til hansmor, der siden Ludwig Topfs tidlige død (1914) havde væretindehaver af firmaet, forværredes tydeligt. Selvom han komaf en velhavende fabrikantfamilie, måtte han ved siden afstudierne ernære sig som løsarbejder, huslærer, fyrbøder påen damper m.m. Mellem 1926 og 1931 studerede Ludwig Topfi Berlin, Rostock og Leipzig, bl.a. nationaløkonomi, sociologiog jura. Han påbegyndte en disputats over emnet »Malt-fremstilling i Tyskland«. I 1931 trådte han ind i firmaet sommedarbejder.

Ernst-Wolfgang Topf, født 1904, fik sin studentereksa-men i 1922 og kom siden i handelslære i Hannover. Sammenmed sin bror Ludwig tog han til Leipzig, hvor han efter fire årpå handelshøjskolen fik sit købmandsdiplom. Ved siden afstuderede han jura og planlagde at skrive en doktorafhand-ling. Efter pres fra sin mor ændrede han planer og indtrådte i 1929 i familievirksomheden.

Sidst i april 1933 blev Ludwig og Ernst-Wolfgang med-lemmer af NSDAP. I den følgende tid fik de mere og mereindflydelse i virksomheden. I 1935 blev firmaet omdannet tilet kommanditselskab. Brødrene Topf overtog ledelsen affirmaet som kompagnoner.

3Firmaskilt, udateret

Topf&Söhne – en ganske normal virksomhed

5Virksomhedens foto-album, formodentligpåbegyndt i 20’erne,ophørt 1965

6Tegnestue, juni 1940

PersonaletMed sine 500 ansatte var Topf&Söhne allerede før FørsteVerdenskrig ikke længere at regne for en mellemstor virk-somhed. Det var en del af firmaets politik at binde de ansattetil familievirksomheden gennem sociale ydelser som pensio-ner og arbejderboliger og gennem bonusordninger. Dennationalsocialistiske ideologisering og politisering af arbej-dets verden havde lighedspunkter med grundideerne i etsådant »virksomhedsfælleskab«. Dertil hører også, at brødre-ne Topf blev udnævnt til »virksomhedsledere« (Betriebs-führer), og at firmaet blev en del af Den tyske Arbejdsfront(DAF). I 1939 var beskæftigelsen på virksomheden på sit høje-ste med omkring 1150 personer. Under krigen blev dette antalreduceret til det halve, da mange mænd blev indrulleret iværnemagten. I deres sted måtte krigsfanger og tvangsarbej-dere tage over i firmaet. Alene de tyske beskæftigede talte tilvirksomhedsfælleskabet. Herunder hørte hos Topf&Söhnemedlemmer af Tysklands kommunistiske Parti (KPD) og »halv-jøder«, som allerede havde oplevet at blive forfulgt ellersågar fængslet.

8Ovn til affaldsfor-brænding, udateret

9Skitse af en silo,udateret

22 |21

7Annonce i Erfurts lokalevejviser, 1941/42

ProdukterneEfter den økonomiske krise i begyndelsen af 30’erne medfør-te særligt silobyggeriet en stigende omsætning. Under AndenVerdenskrig producerede Topf&Söhne også krigsmateriel,først og fremmest granater og reservedele til »Henkel 111«,som var Luftwaffes standardbomber.

I Afdeling D »Forbrændingsteknik« havde man siden1914 udviklet ligbrændingsovne til krematorier. Det var hur-tigt lykkedes for Topf&Söhne at etablere sig som de førendepå dette ny marked. Forretningerne med krematorierneudgjorde imidlertid kun en del af den samlede omsætning. I år 1941 blev Afdeling D IV »Byggeri af specialovne« oprettet,som udelukkende havde med byggeriet af ovne til ligbræn-ding og affaldsforbrænding at gøre.


10Reklamebrochure, udateret


12Kurt Prüfer, 1920’erne. Fra virksomhedens foto-album

11ISIS-tegnemaskine,begyndelsen af 40’erne,foto 2001

Kurt Prüfer, ingeniør med speciale i krematoriebyggeriKurt Prüfer blev født i 1891 som søn af lokomotivførerHermann Prüfer. Efter realskolen var han først i lære sommurer. I Erfurt studerede Kurt Prüfer til bygningsingeniør iseks semestre, før han som 20-årig indtrådte i firmaetTopf&Söhne. Dér arbejde han et år som tekniker, indtil hanskulle påbegynde sin militærtjeneste. I Første Verdenskrig varPrüfer soldat ved Vestfronten. Da han kom tilbage til Erfurt,afsluttede han sit studium og begyndte på ny hosTopf&Söhne.

Han specialiserede sig i byggeriet af krematorieovne ogbidrog væsentligt til, at Topf&Söhne etablerede sig som detførende firma i denne branche. Hans bidrag til totalomsæt-ningen i firmaet var imidlertid beskedent. Derfor kunnePrüfer som ingeniør med ansvar for krematoriebyggeriet kunforbedre sin indtægt ganske beskedent med den provision,der blev ham til del. Under den økonomiske krise i begyndel-sen af 30’erne undgik han – på betingelse af en kraftig løn-nedgang – med nød og næppe at blive opsagt.

Selv efter at han i 1935 udnævntes til overingeniør, fik han ingen prokura, han var altså ikke tegningsberettiget,men afhængig af sine foresatte i virksomhedsbeslutninger. I april 1933 indtrådte Prüfer samtidig med brødrene Topf iNSDAP. Da SS fra 1939 indrettede krematorier i deres lejre, såhan sin chance til at profilere sig og til at forøge sin indkomst.

26 |27

14»Centrum-sprøjten«,karikaturtegning i detsatiriske tidsskriftSimplicissimus, 1914:

»For at bekæmpe lig-brændingerne, der gribermere og mere om sig, harman under beskyttelse afden hellige Floriangrundlagt et brandkorps«

Ligbrænding i TysklandDet første tyske krematorium blev sat i drift i november 1918 i Gotha. Indtil 1914 kom der kun godt tyve nye til. De førstetilhængere af ligbrænding, de såkaldte krematister, kom fraborgerskabet. De organiserede sig i foreninger og agiteredefor kremering som den mest tidssvarende form for jordfæstel-se. Ligbrændingens modstandere fordømte dette som pie-tetsløst og ukristeligt.

For at gøre kremeringen mere populær føjede kremati-sterne elementer af den traditionelle begravelseskultur tilligbrændingens forløb. Mens arkitekturen i krematorierneorienterede sig mod stilen i kirker og templer, gemte man detekniske anlæg i kælderetagen.

Efter Første Verdenskrig var ligbrændingen på grund afde efterhånden lave omkostninger ved kremeringen særligtforetrukket blandt arbejderne i byerne. Først i 1934 fulgte ennational lovgivning, som sidestillede ligbrændinger medbegravelser. I denne sammenhæng anbefalede firmaetTopf&Söhne sig som leverandører af krematorieteknik, dermuliggjorde en særlig værdig ligbrænding (se annonce). Somansvarlig ingeniør betonede Kurt Prüfer: »ligbrændingen måikke synke til et stade, så den minder om destruktionen af dyr,[…] man må for alt i verden tage hensyn til hygiejnen og pie-teten.

13Annonce, o. 1932


Ligbrændingsloven af 1934Efter årtiers diskussion standardiserede 1934-loven de forskel-lige forskrifter i delstaterne. I enkelte delstater gælder lovenden dag i dag.

Lov om ligbrænding af 1934, § 2, stk. 1Valg af jordfæstelsesmåde retter sig efter afdødes vilje.

Lov om ligbrænding af 1934, § 8, stk. 1Kun den myndighed (kommune ellersogn), der har ansvaret for at tilvejebrin-ge offentlige begravelsespladser, kan fåtilladelse til at opføre anlæg til ligbræn-ding. Den, der får tilladelsen, skal sørgefor, at anlægget udformes på en værdigmåde.

Lov om ligbrænding af 1934, § 3, stk. 2Tilladelse til ligbrænding gives kun, når følgende er tilvejebragt:1. den officielle dødsattest;2. en erklæring fra embedslægen, der harforetaget ligsynet. Erklæringen skalindeholde en angivelse af dødsårsagensamt fastslå, at der ikke foreliggermistanke om en unaturlig død.

Bekendtgørelse om driften af krematorieanlæg af 5. november 1935, § 5, stk. 3Der skal sørges for, at kremeringenforegår på værdig vis.

Bekendtgørelse om driften af krematorieanlægaf 5. november 1935, § 5, stk. 6Under kremeringsprocessen skal mandrage omsorg for, at der så vidt muligtikke stiger røg står op af skorstenen.Enhver form for indgreb, der har tilformål at fremskynde processen, erstrengt forbudt.

Bekendtgørelse om gennemførelsenaf ligbrændingslovenaf 10. august 1938, § 13I hvert ovnkammer må der kun kreme-res et lig ad gangen. Før kisten føres ind ikrematorieovnen, skal der anbringes etskilt på den, som ikke må kunne tageskade af ovnvarmen. På skiltet skal num-meret fra ligbrændingsfortegnelsenanføres, ligesom navnet på krematoriettydeligt skal fremgå. Sammen med num-merskiltet skal askeresterne fra hvert ligsamles i en solid, langtidsholdbar, luft-og vandtæt urne. Denne skal være præ-get med følgende oplysninger i en tyde-lig skrift:1. kremeringsnummeret, som skalstemme overens med nummeret iligbrændingsfortegnelsen og nummers-kiltet i asken,2. afdødes for- og efternavn samt stilling,3. sted, år og dag for hans/hendes fødsel,4. sted, år og dag for hans/hendes død,5. sted, år og dag for kremeringen.

28 |29

2KZ-forretningen – medviden og meddelagtighed

15Transportabel, oliefyretdobbelt-muffelovn til kz-lejre af Topf&Söhne,1940

30 |31

16Reklameblad for etmobilt dyreforbræn-dingsanlæg, 1920’erne

KZ-forretningen – medviden og meddelagtighed

Den første ordre fra SSMed Anden Verdenskrigs udbrud henvendte SS sig tilTopf&Söhne og bestilte ovne til krematorierne i koncentra-tionslejrene. For at sikre at den nye kunde fik mulighed for atfå ligene brændt hurtigt og billigt, stillede firmaet først ogfremmest mobile forbrændingsovne til rådighed. Af disseudviklede ingeniørerne hos Topf&Söhne snart stationæreovne til koncentrationslejrene i Buchenwald og Dachau.

Efter Tysklands invasion af Polen i september 1939 blevflere og flere fanger sendt til koncentrationslejrene, hvordødstallene steg og steg. I lejren i Buchenwald oplevede mansidst på året det første tilfælde af massedød, som SS stod bag.Tusindvis af jøder fra Wien og polske statsborgere blev stuvetsammen på eksercitspladsen i den såkaldte »polaklejer«. Pågrund af de katastrofale hygiejniske forhold og underernæ-ringen hos fangerne udbrød en epidemi af dysenteri. I stedetfor at bekæmpe denne overlod SS fangerne til deres egenskæbne. De voldsomt stigende dødstal gjorde det umuligt at anvende det kommunale krematorium i Weimar, som dethidtil havde været praksis. De fandt en udvej på problemet iTopf&Söhne s mobile »Topf-ligbrændingsovn«. Den havdeKurt Prüfer udviklet allerede i maj 1939 (se ill. 17).Sandsynligvis havde han fået opgaven eller i hvert fald idéenfra SS, som allerede ved krigen udbrud havde kalkuleret medet stigende antal fanger i koncentrationslejrene. Teknisk setsvarede ovnen til landbrugets dyreforbrændingsanlæg, somTopf&Söhne også var leveringsdygtige i. Udtalelser fra fan-ger tyder på, at en ovn af denne type blev opstillet og sat idrift i Buchenwald i løbet af vinteren 1939.

SS’ efterspørgsel efter ligbrændingsanlæg til deres lejre,ansporede Kurt Prüfer til at udvikle en transportabel såkaldtdobbelt-muffelovn (se ill. 15). Selv efter at de første stationæ-re ovne blev bygget ind i lejrenes krematorier, stillede Topf&Söhne ved flere lejligheder disse mobile ovne til rådighed somen overgangsløsning – det skete, når dødstallene steg kraf-tigt, og de faste ovne ikke længere slog til.

17Kurt Prüfers tegning af en transportabel krema-torieovn, 17. maj 1939

18Kurt Prüfers omsætning,januar-marts 1941

32 |33

19Reklamebrochure forfirmaet Koris affaldsfor-brændingsovn, u.å.

Ovnbyggeriet til koncentrationslejren i Buchenwald blevudgangspunkt for en aftale mellem firmaledelsen og SS om atforsyne yderligere lejre med forbrændingsovne. Indtil foråret1941 solgte Topf&Söhne de nyudviklede ovne til lejrene iBuchenwald, Dachau, Mauthausen, Gusen og Auschwitz. ForKurt Prüfer udgjorde forretningerne med SS 40% af omsæt-ningen i hans afdeling. Oven i sin grundløn fik han 2% afbruttoavancen (før skat) som provision. For at beregne provi-sionen førte Prüfer regnskab med sin omsætning på en liste(se ill. 18).

Parallelt med forretningsforbindelsen til Topf&Söhneforhandlede SS også med Heinrich Kori GmbH i Berlin. Detlille firma med speciale i byggeri af affaldsforbrændingsan-læg samt fyringsanlæg havde allerede i 1940 installeret lig-brændingsovne på de psykiatriske hospitaler, hvor ca. 70.000mennesker blev forgiftet med kulilte som led i den såkaldte»Eutanasi-aktion«. Topf&Söhne og Heinrich Kori GmbHkonkurrede om kontrakterne til koncentrationslejrene.Næsten alle krematorier i lejrene blev udrustet med ovne fra disse to firmaer.


34 |35

Ligbrændingen i praksisIndtil 1941 monterede Topf&Söhne to typer af den såkaldtedobbelt-muffelovn i koncentrationslejrene. Først mobileovne, der blev fremstillet på fabrikken og indmuret i krema-torierne. Deraf udvikledes stationære ovne, hvis enkeltdeleførst blev samlet på stedet. Begge typer adskilte sig markantfra de ovne, man kendte fra krematorier uden for lejrene: De døde blev ikke brændt enkeltvis eller i kister. Derfor kunneman holde dørene til forbrændingskammeret væsentligtmindre. De skulle heller ikke åbnes med en hævemekanisme,de skulle derimod betjenes ved håndkraft af tvangsarbejdere.Desuden blev kroppene udsat direkte for flammerne. Manafskaffede den gængse spærreanordning mellem brændselog ovnkammer.

I almindelige krematorier lagde man vægt på tilstrække-lig med tid og ilttilførsel til, at liget blev fuldstændigt brændt,og at hele forbrændingsprocessen var fuldkommen røg- oglugtfri. Alt dette spillede ingen rolle i lejrene, hvor det i stedetkom an på hastigheden og brændstofforbruget. Ligene for-brændte derfor kun delvis. En sort røg, gnister og en frygteligstank stod op af skorstenen. Den brugsanvisning, som fulgtemed ovnene, regnede desuden med, at nye døde kroppekunne indføres i fyringskammeret, endnu før forbrændings-processen var afsluttet. Den krævede udtrykkeligt, at manbevægede ligdele og aske med ildragere.

»For at sætte tempoet op i krematoriet[…] skubbede man to eller tre lig ind iovnen ad gangen. […] Det betød, at derblev store knoglerester til overs, som SS-folkene smed i kloakken, når det varblevet mørkt – dette gik først op forfangerne en dag, hvor afløbet til rens-ningsanlægget var fuldstændigt stoppet.Mod en betaling på 3 rigsmark fik depårørende til de myrdede fanger da til-sendt en urne med en skovlfuld aske i,der med sikkerhed ikke stammede fraderes afdøde slægtning. Alle ansøgnin-ger fra udlandet om at få udleveret urner blev afvist.«Beretning af Erik Haase, tysk politiskfange i kz-lejren Buchenwald(smedeafdelingen), 1945

The KZ-forretningen – medviden og meddelagtighed Camp Business

20Urne med låg fra kz-lejren Buchenwald. Fundet på loftet ikrematoriet, 1997

21Chamottemærke fra kz-lejren BuchenwaldFundet på loftet ikrematoriet, 1997

36 |37

23Indmuret, oprindeligtransportabel dobbelt-muffelovn fra Topf&Söhne i kz-lejren Dachau,1945

Topf&Söhne leverede ikke alene specielle ligbrændingsovneeller fx ildragere til koncentrationslejrene, men også urner,indgraveringsmaskiner til urnernes låg og chamottemærker.Karakteristisk for de pietetsforestillinger og retslige forskrif-ter, som knyttede sig til ligbrændingen, tjente indgraveringerog mærker til, at man med sikkerhed skulle kunne konstatere,hvis aske der befandt sig i en given urne. I kz-lejrene tjente deimidlertid et helt andet formål. Her blev de døde ikke længerebrændt enkeltvis – hvad gjorde det umuligt at skille og identi-ficere asken. Urnerne, navneskiltene m.m. havde altså tilformål at dække over de sande forhold i lejren. Pårørende tilsåkaldt »rigstyske« fanger i Buchenwald kunne således indtilca. 1942 mod gebyr kræve deres familiemedlemmers askeudleveret. I sådanne tilfælde fyldte man en urne på må og fåmed vilkårlig aske, satte et chamottemærke på og indgravere-de låget.

22Tavle i BuchenwaldskrematoriumFoto: Louis Nemeth,US-Army, 25. april 1945


Auschwitz-Birkenau – nye udfordringerImens man projekterede i Birkenau, ca. tre kilometer frahovedlejren Auschwitz, indløb der fra efteråret 1941 nyeordrer hos Topf&Söhne. Birkenau skulle først og fremmesttjene som en enorm lejr til russiske krigsfanger. Derforplanlagde man at opføre et »storkrematorium«. Hertil kræve-de Den centrale Byggeledelse i SS ovne med en langt højereydelse. Med det formål udkastede Kurt Prüfer en såkaldt»tremuffelovn«. Den 4. november 1941 underskrev Ernst-Wolfgang Topf en aftale om levering af fem tremuffelovne til lejrkomplekset i Auschwitz (se ill. 24). Han betonede denhøje ydelse, som hans opfindelse kunne præstere: størreovnkamre skulle gøre kremeringen lettere, selv af »frosnelig«. Ovnkamrene i den nye ovn havde Kurt Prüfer forbundetmed hinanden gennem åbninger, som flammerne uhindretkunne slå igennem. Nu lod menneskeasken sig heller ikke af tekniske grunde identificere længere. Den økonomiskefordel bestod i, at man ikke behøvede at fyre i det midterstebrændkammer.

Allerede mens lejren Auschwitz-Birkenau blev opført, fik den en ny funktion. Den udviklede sig til en udryddelses-lejr og blev centrum for folkemordet på de europæiske jøderog romaer.

Allerede i efteråret 1941 begyndte SS i Auschwitz at gørebrug af giftgassen Cyklon B til at slå mennesker ihjel med.Gassen var som insektbekæmpelsesmiddel tilgængeligt istore mængder. Efter at man til at begynde med først ogfremmest havde brugt ligkælderen i krematoriet til detteformål, lod lejrkommandoen i foråret 1942 to tidligerebondegårde i nærheden af Birkenau ombygge til gaskamre,Bunker I og II kaldtes de. De, der myrdedes her, blev først lagt i massegrave og siden brændt under åben himmel.

24SS’ ordrebekræftelse fraTopf & Söhne på fem tre-muffelovne, 4. november1941 (uddrag)

38|39

Siden forsommeren 1942 var der kommet flere og flere depor-tationstransporter til Auschwitz, først og fremmest fra Vest-og Mellemeuropa. Da SS’ »Reichsführer« Heinrich Himmlerbesigtigede Auschwitz den 17. og 18. juli 1942, godkendtehan den gældende praksis med, at »ikke-arbejdsduelige«jøder blev slået ihjel straks efter deres ankomst. Himmlerbefalede, at lejren straks blev udbygget. Som en del af denneudbygning blev planerne om opførelse af yderligere tre kre-matorier drøftet med Kurt Prüfer den 19. august (se ill. 25).Prüfer foreslog, at man for to af krematoriernes vedkommen-de benyttede sig af nogle otte-muffelovne, som allerede stodfærdigproduceret i Erfurt. De var blevet bygget til en lejr vedMogilev i Hviderusland, men aldrig blevet aftaget. Det blev


40 |41

25SS-notat om en drøftelsemed Kurt Prüfer den19.august 1942 om byg-geriet af fire krematorier,21. august 1942


aftalt, at de to krematorier skulle anlægges i nærheden afhver deres »badeanstalt til specialopgaver« (punkt 2 i doku-mentet). Prüfer bekræftede efter krigen i et forhør at havevidst, at »badestalterne« i virkeligheden var gaskamre. Etyderligere krematorium skulle udstyres med ventilations- ogblæseranlæg (punkt 3 i dokumentet). Anlægget skulle anven-des i kælderen under bygningen, der først da kunne brugespermanent som gaskammer. Det havde ellers havde væretumuligt at udskifte luften, da der ingen vinduer var i kælder-rummet.

Krematorierne i Birkenau fik numrene II, III, IV og V, mens for-brændingsanlægget i hovedlejren gjaldt som Krematorium I.Det ny var, at disse krematorier fra begyndelsen af var opførtsom kombinerede massehenrettelses og -kremeringsanlæg.»Den centrale byggeledelse« (ZBL) under SS i Auschwitz varansvarlig for deres projektering og indretning. Her arbejdedeca. 30 ingeniører og arkitekter under ledelse af bygningsinge-niøren Karl Bischoff. Han hørte ikke under lejrkommandoen,men var derimod direkte underlagt SS’ rigsfører, HeinrichHimmler. Til byggeriet af krematorierne var 12 forskelligefirmaer engageret. Deres medarbejdere var ofte beskæftige-de i månedsvis på byggepladsen, hvor de også overvågedearbejdet, der udførtes af de straffefanger, man anvendte.Topf&Söhne blev den mest centrale underleverandør, dafirmaet var ansvarlig for væsentlige dele af teknikken i udryddelsesanlæggene.

Som ved alle andre store ordrer arbejdede flere forskelli-ge afdelinger af firmaet sammen for at afvikle ordren tilAuschwitz. Tilbud blev udregnet i administrationen, enkelt-dele til ovnene produceredes i de forskellige værksteder, deblev pakket i ekspeditionsafdelingen, sendt med toget og, til slut, faktureret i regnskabsafdelingen. Imens stod KurtPrüfer hele tiden i kontakt med SS’ hovedkvarter i Berlin. Den 8. september 1942 informerede han virksomhedsledelsenom, at man havde ringet på vegne af chefen for Kontor C –Byggevæsen i SS’ øverste økonomiske forvaltning, SS-briga-defører Hans Kammler og forlangt flere ovne (i dokumentetomtales SS-manden forkert som Kämmer). I hvert enkelt af dekrematorier i Birkenau, som man hidtil havde projekteret,kunne man ifølge Prüfers beregninger kremere 800 lig omdagen.

26Personalet i Den CentraleByggeledelse (ZBL) iAuschwitz, foråret 1943

42 |43

27Telefonnotits, Kurt Prüfertil virksomhedsledelsen,8. september 1942Kontrasigneret af Ernst-Wolfgang Topf


44 |45

29Martin Holick ved sit 25-års-jubilæum i blikkensla-geriet hos Topf&Söhne,1941

28Wilhelm Koch, montør,begyndelsen af 40’erneFra virksomhedensfotoalbum


Medviden og meddelagtighedTopf&Söhne leverede ikke alene ovnene til de kæmpemæssi-ge krematorier i Birkenau, men også ventilationsanlæggenetil de gaskamre, der var installeret i kældrene under krema-torierne. Allerede i planlægningsfasen var ingeniørernebekendt med gaskamrenes funktion. Kurt Prüfer var iBirkenau adskillige gange. Hans kollega Karl Schultze, lederaf afdelingen, der byggede blæsere, ledsagede ham ofte.Arbejdspapirer fra Topf&Söhnes montører, der stod for atopbygge anlæggene i Birkenau, viser, at de vidste, hvad deindretninger, som de stod for, skulle bruges til.

Der arbejdede fire montører fra Topf&Söhne i Birkenau.En af dem, Wilhelm Koch, var beskæftiget i mindst 9 månedermed at opbygge ovne til krematorierne II, IV og V samt enaffaldsforbrændingsovn i Krematorium II. En anden montør,Martin Holick, opholdt sig ca. et år i Auschwitz-Birkenau,efter at han tidligere havde hjulpet til med at indrette densåkaldte tre-muffelovn i Buchenwald. Ifølge en tidligerefanges vidneudsagn, så Holick på, da en sovjetisk krigsfange i levende live blev kastet ind i ovnkammeret og brændt.

I Birkenau overvågede Martin Holick sammen medWilhelm Koch bl.a. opførelsen af ovnene i Krematorium II.Desuden arbejdede de begge i Birkenau, da SS sidst i 1942 lod 50.000 lig grave op af massegravene og afbrænde underåben himmel.

Spørgsmål Hvornår og hvordan blev De bekendt med, at der var indrettet etgaskammer i forbindelse med det førstekrematorium i Auschwitz?Svar Det erfarede jeg ved et tilfælde i1942. Omstændighederne var følgende: I foråret 1942 bad SS’ byggeledelse iAuschwitz mig om […] at godkendeudkastet til et nyt krematoriebyggeri ilejren. […] Jeg besøgte stedet, hvor manville bygge, i selskab med en SS-mand.Da vi kørte forbi krematoriet, så jegigennem en halvåben dør i krematoriet,at der i et af rummene lå en bunkemenneskelig på gulvet – det drejede sig i hvert fald om over ti personer. Da jegnærmede mig rummet, blev dørenhurtigt lukket i. […] Da jeg ikke vidste,hvad formålet var med dette rum iKrematorium I, spurgte jeg min ledsagerfra SS herom. Han fortalte, at der var etgaskammer i rummet, hvor fangerneblev forgiftet med gas.Kurt Prüfer i forhør, Moskva,4. marts 1948

46 |47

31Telefonnotits af over-ingeniør Fritz Sander,17.februar 1943

30Timeseddel for HeinrichMessing, montør i afde-lingen, der byggede blæ-ser- og ventilationsan-læg, 8. – 14. marts 1943


Ventilationsmontøren Heinrich Messing opholdt sig fra januartil juni 1943 i Birkenau. Da han i marts ’43 installerede ventila-tionsanlægget i kælderrummene under Krematorium II – desenere afklædningsrum og gaskamre – havde han på blot enuge 35 timers overarbejde. På sin timeseddel (ill. 30) betegnerhan rammende et af rummene som et »afklædningsrum« istedet for at anvende SS’ dækbetegnelse »ligkælder«. Herafser man, at han var bevidst om, hvad formålet med dennekælder var, og altså om det massemord, som skulle gennemfø-res i krematorierne.

Interne firmadokumenter, som fx en telefonnotits af17.februar 1943, viser, at også medarbejdere, som arbejdedemed at fuldføre ordrerne i Erfurt, men aldrig havde været iAuschwitz, var informeret om det forestående gasmord.Anvendelsen af ordet »gaskælder« i den nævnte notits tyderpå, at man omgikkes fimaets tekniske bidrag til massemordetmed selvfølgelighed. Det håndskrevne diktat beviser, at notit-sen har været over såvel Ludwig Topf, teknisk direktør GustavBraun som indkøbsleder Florentin Mocks skrivebord. Diktatetaf telefonsamtalen mellem Fritz Sander og Karl Schultze iAuschwitz har Sanders sekretær Anneliese Hessler taget.Stemplet »Sonderakten«, dvs. særdokument, tyder på, at detblev arkiveret hos virksomhedsledelsen.

32Heinrich Messing o. 1950. født 1902 i Erfurt død 1985 i Erfurt.1929 medlem af TysklandsKommunistiske Parti (KPD),1933 beskyttelsesarrest,1945 tillidsmand, anerkendt som»forfulgt af naziregimet«.Fotoet stammer fra hans journal somuofficiel medarbejder hos Ministerietfor Statssikkerhed (Stasi), DDR.

48 |49

33Rapport af Kurt Prüfer,29. januar 1943


For SS var ingeniørerne Kurt Prüfer og Karl Schultze ikke kunleverandøren Topf&Söhne s officielle repræsentanter iAuschwitz. De var også de vigtigste rådgivere, når byggele-delsen kom under pres fra SS-hovedkvarteret i Berlin. Debistod SS med råd og vejledning i spørgsmålet om, hvordanmassemordet i de nye krematorier kunne gøres endnu mereeffektivt.

I januar 1943 kom Den centrale Byggeledelse i SS i van-skeligheder, fordi de ikke kunne efterleve rigsføreren i SS,Heinrich Himmlers befaling om at færdiggøre krematorierneII og IV inden udgangen af måneden. I denne situation udar-bejdede Kurt Prüfer en rapport – på SS’ brevpapir – om hvor-dan hele krematoriebyggeriet skred frem, og bekræftede denlokale byggeledelse i, at »arbejdet trods de besværligheder,som vejrlig og materialemangel medfører, er skredet rask fre-mad.« SS-byggeleder Karl Bischoff sendte Prüfers rapport tilHans Kammler, chefen for Kontor C – Byggevæsen i SS’ øver-ste økonomiske forvaltning i Berlin.

I februar 1943 foreslog Kurt Prüfer SS en metode, derkunne effektivisere gasmordet. Da Cyklon B havde sin mestdødelige virkning ved 26°C, foreslog han, at opvarmegaskamrene med overskudsvarmen fra krematorieovnene.Dette skulle desuden tjene til at nedkøle de ventilationskana-ler, som ovnene var monteret med for øge varmeudviklingen.Prüfers forslag blev straks realiseret (se ill. 36). På grund af

34Kurt Prüfer,begyndelsen af 40’erneFra Topf&Söhnesfotoalbum

35Karl Schultze,leder af Ventilations- ogBlæserafdelingen,begyndelsen af 40’erneFødt den 27. juni 1900 iBerlin, dødsår ukendtFra Topf&Söhnesfotoalbum

50 |51

36Skrivelse af Karl Bischoff,leder af SS’ CentraleByggeledelse, til Topf&Söhne, 6. marts 1943Gaskammeret betegnes iskrivelsen som »Kælder I«.

den høje belastning, som ovnene udsattes for, blev ventila-tionskanalerne alligevel så overophedede, at de måttedemonteres igen. Dermed var det heller ikke længere muligtat forvarme gaskamrene med overskudsvarme.

Gaskamrene og kremeringsovnene blev sat i drift i marts 1943 under overværelse af de to ingeniører Prüfer ogSchultze. De informerede virksomhedsledelsen i Erfurt omdette, dvs. om at massemordet i krematorierne var indledt.


»Den 4. maj blev vi indsat til at fyre gene-ratorerne. Vi arbejdede fra tidlig morgentil omkring kl. 16 om eftermiddagen. Pådet tidspunkt ankom en række biler tilkrematoriet. Det var en komité beståen-de af medlemmer af Politisk Afdeling oghøjtstående SS-officerer fra Berlin.Desuden var der civilister og ingeniørerfra firmaet Topf & Söhne med i komi-téen. […] Ved hjælp af liften fragtede vide døde kroppe op fra kælderen og indgennem døren til kremeringsrummet,hvor vi lagde to eller tre lig på en vogn[…]. Efter at alle de mange lig var blevetfordelt på de fem ovnes mufler (ovn-kamre), iagttog komitéen ligbrændings-processen med deres ure i hånden. Deåbnede ovndørene, holdt øje med tiden,diskuterede indbyrdes og undrede sigover, at kremeringen tog så lang tid.Selvom ovnene havde været opvarmetfra morgenstunden, varede kremeringenomkring 40 minutter. Det skyldtes, atovnene var helt nye og aldrig havdeværet gennemvarmet. Når ovnene var ivedvarende drift, blev der kremeret toladninger i timen.«Vidneudsagn af Henryk Tauber,fange i »Specialenheden«(Sonderkommando), 24. maj 1945

Spørgsmål Hvordan blev de ventila-tions- og blæseranlæg sat i drift, som Dehavde monteret i gaskamrene i forbin-delse med krematorierne i koncentra-tionslejren Auschwitz?Svar […] Ganske som ventet ankom enfangetransport om lørdagen til lejren, og samme dag kontrollerede jeg sam-men med Bischoff, hvordan blæserne ogventilatorerne i gaskammeret fungeredei drift, og hvor effektive de var. Til detteformål blev ca. 150 – 300 fanger fra dentransport, der netop var ankommet,drevet ind i gaskamrene og gasset; dereslig blev derefter brændt i krematorietsovne. Blandt de fanger, der blev slåetihjel i gaskammeret, var mænd, kvinderog børn. Da SS-folkene gennede demind i gaskammeret, befandt jeg mig ikrematoriet i nærheden af ovnen. Jeg vartil stede, da disse fangers lig blev brændt.Efter at gruppen af fanger var blevetlukket inde i gaskammeret (processenvarede højst 50 minutter), overværedejeg, hvordan en SS’er satte gaskammer-ets ventilationsanlæg i gang, således atden forgiftede luft blev suget ud og friskluft blæst ind igen. I løbet af denne testblev det slået fast, at både blæsere ogventilationsanlæg fungerede upåklage-ligt, og SS’ byggeledelse besluttede atsætte hele systemet i drift. Samme dag,dvs. lørdag, forlod jeg Auschwitz ogkørte til Erfurt.Spørgsmål Efter De vendte tilbage fraAuschwitz, har De da aflagt rapport omresultaterne af Deres arbejde med atteste ventilationsanlæggene i kremato-riet og sætte dem i drift?Svar Efter at jeg kom tilbage fraAuschwitz aflagde jeg rapport til fir-maets direktør, Ludwig Topf, om detarbjede, jeg havde udført, med at afprø-ve blæsere og ventilationsanlæg i detandet krematorium i Auschwitz-lejren.Desuden fortalte jeg ham, at SS-folkenehavde forgiftet en gruppe fanger igaskammeret, hvorefter deres lig varblevet brændt i kremeringsovnene. L. Topf reagerede ikke på dette.Karl Schultze i forhør,Moskva, 11. marts 1948

52 |53

37Kort over Auschwitz-Birkenau, 18. juni 1943Kortet viser helheds-planen for lejren.Byggeafsnit 3 blev kundelvis realiseret.

3Dødsfabrikkerne i drift

54 |55

39Krematorium IV, 1943SS-fotografi

38Krematorium III, 1943SS-fotografi

40Ovnrummet iKrematorium II, 1943SS-fotografi

Dødsfabrikkerne i drift

Krematorierne i Auschwitz-BirkenauMed indretningen af de fire nye krematorier i foråret 1943rådede SS over regelrette »dødsfabrikker« i Auschwitz. Forførste gang i historien blev mennesker slået ihjel og brændtpå samlebånd.

Krematorium II og III var ens konstruerede og befandt sig for enden af lejrens hovedvej. I dem begge var der under-jordiske gaskamre, som kunne rumme op til 2.000 mennesker.Cyklon B-gassen blev sprøjtet ind i kamrene gennem loft-sluger af SS-mænd, som var blevet nøje instrueret i opgaven.Et ventilationsanlæg, som Topf&Söhne havde leveret oginstalleret, sørgede for en effektiv udskiftning af luften, såkamrene hurtigt kunne gøres klar igen. I et tilstødende kæl-derrum klædte fangerne sig af. Kremeringsrummene befandtsig i stueetagen og var hver udstyret med fem såkaldte tre-muffelovne fra Topf&Söhne.

Krematorium IV og V blev af sparehensyn konstrueretuden en kælderetage. De skulle først og fremmest fungeresom anlæg, hvor ligene af de myrdede fanger fra »Bunker I«og »Bunker II« blev brændt, og de blev derfor opført i forbin-delse med disse i lejrens nordvestlige hjørne. Under byggerietførst i 1943 besluttede SS sig imidlertid for også at indrettegaskamre til krematorierne I og II, hver med en kapacitet påop til 2.000 mennesker. Efter at man havde taget disse krema-torier med tilhørende gaskamre i brug, blev Bunker I og II satud af drift (Bunker II blev aktiveret igen i 1944). SS’ere sprøjte-de Cyklon B-gassen ind gennem åbninger i ydermurene i kre-matorierne IV og V. I disse krematorier skulle fangerne entenklæde sig af i et stort rum midt i bygningen eller under åbenhimmel på pladsen udenfor. I kremeringsrummet stod der ensåkaldt otte-muffelovn fra Topf&Söhne.

I krematorierne II til V opmagasinerede man desudenmenneskernes sidste ejendele. Man klippede håret af de døde– først og fremmest kvinderne – og lod det tørre, så det senerekunne genbruges som råstof. Man omsmeltede tandguld ogsmykker. Og man lod indimellem lig dissekere.

De fire krematorier var afgrænset fra det øvrige lejrarealmed elektriske pigtrådshegn og vagttårne. For at narre ogberolige ofrene, når de ankom, lod forskellige skilte forstå, at krematorierne var bade- og desinfektionsanlæg.Afklædningsrummenes nummererede knagerækker oggaskamrenes attrapper af brusehoveder i Krematorium II og III havde samme formål.

56 |57

I Auschwitz-Birkenau kremerede man i løbet af en halv timemellem tre og fem mennesker i hvert af ovnenes forbræn-dingskamre (mufler). På en dag kunne man således brændeop til 2.500 lig i både Krematorium II og III og 1.500 i Krema-torium IV og V. Under massemordet på ungarske jøder i som-meren 1944 – da menneskeudryddelsen i Auschwitz nåede sithøjdepunkt med over 9.000 mord om dagen – blev selv dennekapacitet for lille. SS måtte afbrænde en del af ligene i det fri.

Driften af krematorierne stod en såkaldt »Specialenhed«(Sonderkommando) for, som SS havde sammensat, først ogfremmest af jødiske fanger. Begrebet »dødsfabrikker«stammer fra deres rækker. De blev tvunget til at sørge for, atfangerne klædte sig hurtigt af. De skulle slæbe ligene ud afgaskamrene, afmontere deres proteser, gennemsøge dem forsmykker og trække deres guldtænder ud. Desuden skulle deklippe ofrenes hår, når det havde en vis længde. Man tvangdem til at betjene ovnene eller til at arbejde ved bålene uden-dørs. Antallet af fanger, der i dag- og nathold arbejdede iSpecialenheden, nåede i sommeren 1944 op på ca. 900. Dissefanger blev regelmæssigt likvideret. Den eneste væbnedeopstand i Auschwitz blev gennemført af medlemmer afSpecialenheden den 7. oktober 1944. Det lykkedes dem atsætte Krematorium IV i brand og at slå tre SS’ere ihjel. Underog efter opstanden dræbte SS 451 fanger fra enheden.

Forud for mordene i krematorierne fandt der såkaldte»selektioner« sted: Når en fangetransport var ankommet tilAuschwitz inddelte læger menneskerne i »arbejdsdygtige«og »ikke-arbejdsdygtige«. De fleste, særligt børn, deresmødre, gravide, gamle og syge blev stemplet som »ikke-arbejdsdygtige«. Under streng bevogtning blev de ført direk-te til krematorierne og dræbt. De »arbejdsdygtige« blevindsat til slavearbejde i lejren.

Mindst 1.100.000 mennesker døde i Auschwitz – igaskamrene, ved skydning, af mishandling eller de elendigelevevilkår. Over 960.000 jøder fra hele Europa, op til 75.000polakker, 21.000 romaer, 15.000 sovjetiske krigsfanger og15.000 af øvrig oprindelse blev slået ihjel her. Ofrenes ejende-le, deres afklippede hår, proteser og omsmeltede guldtænderblev i hele vognladninger fragtet vestover til mere centraledele af det tyske rige, hvor det hele blev genanvendt.


41Knust termoflaske oglæderpose som skjul foret brev skrevet af enfange fra Specialen-heden, fundet i 1980 inærheden afKrematorium III

Vidnesbyrd fra dødsfabrikkerneSelvom SS anstrengte sig for at tilsløre massemordet, findesder umiddelbare vidnesbyrd om dets eksistens.

I sommeren 1944 lykkedes det i al hemmelighed forfanger fra Specialenheden at tage tre fotografier af en masse-henrettelse og masseafbrænding og at smugle dem ud aflejren (se ill. 49).

En fange, som kun kendes under initialerne »MM«, skild-rede i 22 tegninger, hvad han havde oplevet og iagttaget iAuschwitz-Birkenau, herunder »selektioner« og ofre på vej tilgaskamrene (se ill. 44 og 45). Han gemte sin skitsebog i enflaske under fundamentet af en af sygebarakkerne iBirkenau. Dér blev den fundet i 1947.

Fanger fra Specialenheden skrev også hemmelige breve,som de gemte i nærheden af krematorierne. Straks efterbefrielsen af lejren vidnede overlevende medlemmer afenheden for forskellige undersøgelseskommissioner.

I slutningen af maj 1944 fotograferede en fjernkendings-enhed under SS – formentligt på befaling af lejrkommandoen– ungarske jøders ankomst på perronen i Birkenau, deresselektion og deres march mod krematorierne (se ill. 42 og 43).Selvom disse billeder afspejler SS’ synsvinkel, og selvom vol-den ikke fremgår af dem, bekræfter de – utilsigtet – fanger-nes vidnesbyrd.

58 |59

»Mændene blev samlet i én gruppe,kvinderne i en anden. Denne ordre slogned i os som et lyn. Nu, hvor man er pårejsens sidste etape, for enden af vejen,befaler de, at det, som ikke kan adskilles,bliver skilt ad; de skærer os midt over.[…] Ingen rører sig, for ingen tror detutrolige. […] Men en byge af slag, somramte dem i den første række, bevirke-de, at familierne længere nede i rækker-ne begyndte at opløses og gå i hver sinretning.«Af Salmen Gradowskis hemmeligeoptegnelser. Gradowski var fange iSpecialenheden, myrdet af SS underopstanden den 7. oktober 1944

42Ungarske jøders ankomsttil Birkenau, maj 1944,SS-foto

43Selektion på perronen iBirkenau, maj 1944,SS-fotoPå vejen til venstre forjernbanesporene ser manmenneskene, som SS hardirigeret i retning modudryddelseslejren. I bag-grunden kan man aneKrematorium II.


44, 55Tegninger lavet af enukendt fange, Auschwitz-Birkenau, 1943/1944

»De første biler, som var fyldt til randenmed nøgne kvinder og piger, ankom tilKrematorium III. De stod ikke tæt somsædvanlig. Nej, de stod overhovedetikke op, de var udmattede og lå mellemhinanden, den ene på den anden, allefuldkommen kraftesløse. De sukkede og stønnede. Lastbilen gjorde holdt,presenningerne blev trukket af, og mantømte vognen for massen af mennesker,som man læsser grus af på vejen. De, derhavde ligget yderst, faldt hårdt ned påjorden og vejen. […] Oven på dem land-ede de øvrige [kvinder] og maste demmed deres vægt. […] De rystede frygte-ligt af kulde. De slæbte sig langsomt hentil den bunker, som blev kaldt »afklæd-

ningsrummet«, og som befandt sig nedenfor en trappe i en slags kælder. Resten [af kvinderne] blev ført af folk fra enhe-den, som hurtigt løb ovenpå og hentededem, der havde mistet bevidstheden,helt hjælpeløse ofre.«Af Lejb Langfuß’ hemmeligeoptegnelser. Langfuß var fange iSpecialenheden, formodentligmyrdet af SS sidst i 1944

»De klemte så mange ind [som overho-vedet muligt]. Det er svært overhovedetat forestille sig, at der kunne være såmange mennesker på så lidt plads. De,der ikke ville gå ind, blev skudt, fordi dehavde gjort [modstand], eller overladt tilhundene og flået. De ville være døde afluftmangel i løbet af nogle timer. Så blevalle døre hermetisk lukket, og der blevsprøjtet gas ind gennem en lille luge iloftet.«Af Lejb Langfuß’ hemmeligeoptegnelser. Langfuß var fange i Specialenheden, formodentligmyrdet af SS sidst i 1944

»To fanger var beskæftiget med at læsselig på bårerne. To andre fanger stod klarmed en jernstang under båren i denende, der var nærmest ovnen. Mens lige-ne blev lagt på båren, åbnede den ene af dem døren til ovnkammeret, og denanden placerede båren på rullerne. Enfemte fange løftede båren i vejret medhåndtagene. Når båren var blevetanbragt på rullerne af de to førnævntefanger, skubbede den femte fange til, såden rullede ind i forbrændingskamme-ret. Når ligene da var kommet ind iovnen, blev de fikseret af en sjette fangeved hjælp af en jernrive, således at denfemte fange kunne trække båren udunder dem. […] Til slut kontrollerede enSS-delingsfører efter hver påfyldning,om alt var gået rigtigt for sig. Han holdtøje med os, mens vi skulle lukke alleovnens luger, og i den forbindelse så vi,hvad der gik for sig derinde.«Henryk Tauber, tidligere fange iSpecialenheden, under sin vidnefor-klaring for den polske undersøgelse-skommission om forbrydelserne iAuschwitz, maj 1945

60 |61

46Skodde til muråbning iKrematorium II eller III,som SS sprøjtede giftgasigennem, Auschwitz-Birkenau

47Ovndør, fremstilletaf Topf&Söhne,Krematorium II eller III,Auschwitz-Birkenau

48Ildragere fra krematorier-ne i Auschwitz-Birkenau


49Afbrænding af myrdedefanger bagKrematorium VHemmelig optagelseaf en af fangerne fraSpecialenheden,august 1944

Da man i sommeren 1944dræbte over 9.000 fangerom dagen, og kremato-riernes kapacitet ikkelængere slog til, skullefanger fra Special-enheden afbrændeligene udenfor i gravebag Krematorium V.

»Af en hel transport var der kun en lilledynge afbrændte knoglerester tilbage,som blev lagt i en bunke i den ene side afgraven. Derefter blev de spredt og strøetud over graven og siden dækket til med[jord], hvorefter man [plantede træer] på den jævne overflade. Der måtte ikkevære nogen som helst spor efter mennes-kerne.«Af Lejb Langfuß’ hemmelige opteg-nelser. Langfuß var fange iSpecialenheden, formodentligmyrdet af SS sidst i 1944

62 |63

»Det store behov for krematorieovne tilkoncentrationslejre – som i den seneretid især er blevet tydeligt i Auschwitz –foranledigede mig til endnu en gang atoverveje, om det hidtil anvendte ovnsy-stem med mufler var det rigtige til brugpå steder som de ovennævnte […] Somden ideelle løsning – for så vidt angårkonstruktionen af en krematorieovn tilbrug i en koncentrationslejr – forestillerjeg mig en ovn, som påfyldes og holdes igang uafbrudt […] dvs. at ligene skalindføres øverst – uden at forbrændings-processen bliver forstyrret – med etpassende tidsinterval imellem. På deresvej ned gennem ovnen vil ligene bliveantændt, brænde og siden forbrænde, så der i kammeret nederst i ovnen underristen til sidst kun er asken tilbage. Jeg eri den forbindelse fuldstændigt på detrene med, at en sådan ovn må anses somet veritabelt udryddelsesanlæg, ligesomjeg ved, at begreber som pietet, adskil-lelse af asken ligesom alle andre følel-sesladede momenter må lades fuldstæn-digt ude af betragtning. Alt dette vardog allerede tilfældet, når det gælderdriften af mange af muffel-ovnene.Netop i kz-lejrene foreligger der imid-lertid nogle særlige, krigsbetingedeomstændigheder, der gør løsninger somdisse tvingende nødvendige. […] Tagerman alle i ovennævnte forhold i betragt-ning, må man formode, at de myndighe-der, som har ansvaret for området, ogsåhenvender sig til andre firmaer, for såvidt angår leveringen af effektive kre-matorieovne af en høj kvalitet. Også idisse firmaer vil man beskæftige sig medspørgsmålet om, hvordan man billigstmuligt konstruerer ovne til de oven-nævnte formål. […] Af disse grundeopfatter jeg det som nødvendigt og pres-serende at anmelde et patent på mitforslag, således at vi kan sikre os en fort-rinsret.«Fritz Sander til virksomheds-ledelsen, 14. september 1942(Understregningerne er originalens)

4Topf&Söhne som SS’ kompagnoner – initiativer og fordele

51Skitse af den »kontinuer-ligt arbejdende ligbræn-dingsovn til stordrift« frapatentanmeldelsen,26.oktober 1942

64 |65

PatentanmeldelseEndnu mens de fire store krematorier i Auschwitz-Birkenauvar under opførelse, må det have stået klart for Topf&Söhne –i det mindste for de ansvarlige ingeniører – at den nationalso-cialistiske menneskeudryddelse ikke blot var et forbigåendefænomen, og at de anlæg, man allerede havde udviklet tilAuschwitz, ikke ville slå til. I reaktion på dette kom KurtPrüfer og Fritz Sander med forskellige forslag til ovne med enhøjere effekt og kapacitet. De forsøgte at videreudvikle kend-te brandtekniske metoder fra industrien og gøre dem anven-delige i forbindelse med kremeringen af lig.

Afdelingsleder og prokurist Fritz Sander opfandt en»kontinuerligt arbejdende ligbrændingsovn til stordrift«. Dahan gik ud fra, at også andre firmaer snart ville sætte lignen-de ovne i produktion, bad han brødrene Topf om at anmeldeet patent på den, hvad de også gjorde (se skrivelsen, s. 56).Patentet blev dog aldrig tildelt af det statslige Patentkontor,ifølge Sander fordi opfindelsen skulle hemmeligholdes ogderfor ikke blev registreret officielt. Man havde alligeveloprettet en journal og meddelt ham dennes nummer.

Fritz Sander projekterede sin firetagers ovn med etkæmpemæssigt affaldsforbrændingsanlæg som model.Ligene skulle – nærmest på samlebånd – føres skråt ned iovnen (se ill. 51, øverst til højre). Derefter ville de rutsche nedetage for etage på skråtstillede riste, idet de da opvarmedesog antændtes af de lig, der allerede brændte nedenfor.Herved kunne ovnen holdes i gang ved maksimalt to opvarm-ninger om dagen, uden brug af yderlige brændstof: Det varalene de brændende lig, som skulle holde ilden i gang. Kurt Prüfer betvivlede funktionaliteten ved Sanders masse-kremeringsovn. Han forudså, at ligdele ville klæbe sig fast tilristene og stoppe ovnen til. Prüfer udtænkte da en alternativløsning. Han foreslog SS i Auschwitz at indrette det sjette kre-matorium som en »Ring-ligbrændingsovn«. Han greb hervedtilbage til en metode fra teglstensproduktionen. Den præciseudformning af ovnen fremgår ikke af de bevarede dokumen-ter. Man ved dog, at SS i begyndelsen af 1943 forberedte SSbyggeriet af en sådan ovn, som imidlertid ikke blev til noget.Efter Rudolf Höß’ udsagn – Höß var kommandant i Auschwitz– tog man imidlertid idéen op på ny i 1944. Planen var nu atindrette »Ring-ligbrændingsovnen« som en del af et under-jordisk anlæg. Den blev dog ikke realiseret, da fronten varkommet for tæt på.

50Fritz Sander, født den20.august 1876 i Leipzig,død den 26. marts 1946på et sovjetisk militærsy-gehusFra Topf&Söhnesfotoalbum

Topf&Söhne som SS’ kompagnoner – initiativer og fordele

Skærmydsler – selvbevidsthed – frynsegoderFirmaledelsen og de ledende medarbejdere brystede sig ikkekun af deres faglige kompetence og deres effektivitet. Deopfattede sig desuden – selv i konfliktsituationer – som SSligeberettigede forretningspartnere. Det vidner firmaetsalmindelige korrespondance om. Fx rykkede man SS for ikke-betalte regninger. Og man var ikke bange for konflikter, nårdet blev diskuteret, hvem der havde ansvaret for driftsforstyr-relser i anlæggene. Endelig opfattede man fx garantifristeranderledes end SS. Firmaet forstod sig altså på ingen mådesom underordnet.

KZ-forretningerne blev på intet tidspunkt så indbringen-de, som man havde forventet hos Topf&Söhne. I gennemsnitudgjorde de kun en til to procent af den samlede omsætning.

De frynsegoder, som arbejdet for SS indebar for firmaet,kom kun få ansatte til gode. Til disse goder hørte fx prestige,bonusser, mindre lønstigninger samt i enkelte tilfælde frita-gelse for tjeneste i værnemagten. I september 1941 lykkedesdet således fx Ludwig Topf med hjælp fra SS at få ophævet sinindkaldelse til ingeniørtropperne ved Bad Langensalza iThüringen. Hvervekontoret i Weimar havde tidligere afvist

52Ludwig Topf som soldat iBad Langensalza, efterå-ret 1941

53Skrivelse fra Kurt Prüfertil Karl Bischoff, SS’byggeleder i Auschwitz,21.november 1941

flere ansøgninger om fritagelse for militærtjeneste fra fir-maet. Det lykkedes for Ludwig Topf at blive fritaget medhjælp fra bygningschefen i Auschwitz, Karl Bischoff. Hamhavde Topf – mod bedre vidende – fået til at bekræfte, at dervar brug for ham i lejren i forbindelse med opførelsen af densåkaldte tre-muffelovn. Denne falske erklæring fra SS betød,at Topf resten af krigen slap for at bekymre sig om at skulle tilfronten i krig. De ingeniører og montører, der var beskæftige-de i SS’ lejre, blev heller ikke indkaldt. Enkelte medarbejderefra andre dele af firmaet blev også fritaget.

66 |67


Kurt Prüfers opsigelse – en spildt mulighedForretningsforbindelsen mellem Topf&Söhne og SS stod ogfaldt med Kurt Prüfer. Som den eneste ingeniør med speciale iovnbyggeri udviklede han samtlige af de kz-ovne, der blev sati drift. Forholdet mellem ham og ledelsen i firmaet havde ikkeværet helt uden gnidninger, da han var utilfreds med både sinløn og sin rolle i firmaet. Under krisetiden i begyndelsen af30’erne måtte han finde sig i at få halveret sin løn, og denblev kun hævet ganske lidt, da firmaet igen havde fået sigkonsolideret økonomisk. Som provision fik han desuden toprocent af bruttooverskuddet af hver ordre, som han havdestået for. Trods de større provisioner, som ordrerne til SSkastede af sig, var Prüfer stadig ikke tilfreds. Derfor sagde han i februar 1941 sin stilling op.

Hans afskedsbegæring gav i princippet brødrene Topf enchance for uden de store vanskeligheder at stoppe samarbej-det med SS. Trods flere konflikter med Prüfer – fx om hanskritik af firmaets personalepolitik m.v. – accepterede brødreneTopf ikke hans opsigelse. De lod ham blive i sin stilling medden begrundelse, at han arbejdede med »hasteopgaver« (seill. 54). De bevilgede ham en lønforhøjelse – den betød imid-lertid, at Prüfer måtte give afkald på sin provision. Aftalenbetød, at Prüfer fik en lønforhøjelse på 24 rigsmark (svarendetil 5,6 procent af sin indkomst) for at blive hos Topf&Söhne.

Kurt Prüfer var ikke bleg for at gøre opmærksom på sitpersonlige engagement og sine forretningsmæssige succeserover for virksomhedsledelsen. Han stræbte efter anerkendel-se, både i form af løntillæg og forfremmelse. Således krævedehan fx en bonus, da hans såkaldte tre-muffelovn blev sat idrift, og fik 450 rigsmark.

»Ifølge aftalen, som vi enedes om i slut-ningen af forrige år, har I lovet mig enbonus for at have konstrueret en ny tre-muflet ovn til krematorier. Denne skulleudbetales, så snart det kunne fastlås, atovnen fungerede upåklageligt. For 12henholdsvis 6 uger siden er de to førstetre muflede ligbrændingsovne fra Topf &Söhne blevet sat i drift i krematoriet iBuchenwald. Den første ovn har allere-de et stort antal kremeringer bag sig,ovnen fungerer upåklageligt, og dermedhar den ny konstruktion bevist sit værd.Ovnene yder 1/3 mere, end jeg havdeforudset. Der er i dag 8 stk. tre-muffelov-ne til krematorier, som er færdigbyggethenholdsvis i produktion. Yderligere 6stk. er på vej. Af disse grunde anmoderjeg Dem om snarest muligt at overføreden bonus, jeg er blevet lovet, til minkonto.«Kurt Prüfer til brødrene Topf,15. november 1942

68 |69

54Brødrene Topfs svar påKurt Prüfers afskedsbe-gæring, 1. marts 1941

»Nu er jeg ikke typen, der bliver ved atrende Jer på dørene med tiggerskålen ihånden, slet ikke, for jeg har også minstolthed. […] Tidligere udgjorde min løn630 mark, og i dag er den 360. Lige sidenI overtog firmaet, har I lovet mig, at jegogså ville blive tilgodeset, når tiderne varbedre. Indtil nu har dette kun resulteret i ganske små lønforhøjelser. Jeg harforsøgt at hjælpe med til at få firmaet op at stå igen – jeg har gjort alt, hvad jegkunne. […] I vil kunne forstå, at min

beslutning om at forlade virksomhedenefter 21 års tjeneste hos Jer har væretmeget svær for mig at træffe. På denanden side må jeg dog også tænke på minfremtid og på min syge hustru.«Kurt Prüfer i sit opsigelsesbrev,28. februar 1941

55Takkebrev fra brødreneTopf til Kurt Prüfer vedhans 25-års-jubilæum,6.december 1943Underskrevet afErnst-Wolfgang Topf


Altid til tjeneste!Før krematorierne i Auschwitz blev sprængt i januar 1945,demonterede SS vigtige dele af udryddelsesanlæggene, fxdele af ovnene og ventilationsanlæggene i gaskamrene. Såsent som tre måneder før krigen sluttede, var deres plan atgenanvende disse dele i en udryddelseslejr, som skulle opføresved kz-lejren Mauthausen i Østrig. Endnu en gang henvendteSS sig til Topf&Söhne, som viste sig meget imødekommende.Firmaledelsen påtog sig opgaven at projektere anlægget oggenbruge de blæser- og ovndele, man havde ladet demonte-re i Auschwitz. Det fremgår af et brev til SS’ byggeledelse iMauthausen fra den 10. februar 1945, at 10 såkaldte tre-muf-felovne skulle udgøre halvdelen af kapaciteten (se ill. 56). Den samlede kapacitet ville da mindst komme til at svare tilkrematorierne i Auschwitz-Birkenau.

56Skrivelse fra Topf&Söhnetil SS’ Byggeledelse i Mauthausen,10. februar 1945

70 |71

Ligbrændingsovne: producenter – udbredelse – typerSS opførte krematorier i samtlige af sine hovedlejre.Firmaerne Topf&Söhne og Kori leverede så godt som alleovne. De ovne, som Kori byggede, var mest såkaldte enkelt-muffelovne, mens Topf&Söhne overvejende installeredeovne med flere mufler (forbrændingskamre). De mobile ovnevar først og fremmest oliefyrede. På grund af krigen og denmangel på flydende brændstof, den førte med sig, udrustedeman med tiden disse ovne med koksgeneratorer. Da lod manovnene indmure.

Ud over ovne leverede Topf&Söhne urner samt indgra-veringsmaskiner og chamottemærker til SS, også i de lejre,hvor der stod Kori-ovne. I Auschwitz-Birkenau installeredeTopf&Söhne ventilations- og blæseranlæggene til gaskamre-ne i Krematorium II og III. Til gaskamrene i Krematorium IV og V leverede firmaet et udluftningsanlæg (kun monteret i Krematorium V). Desuden konstruerede Topf&Söhne etanlæg til desinficering af tøj i Auschwitz-Birkenau, og iKrematorium II og III opstillede de ovne til forbrænding afaffald. Topf&Söhne sørgede for at skaffe en »lig-elevator«hos firmaet Linse i Erfurt; den skulle bruges som en over-gangsløsning i Krematorium III. Firmaet bestilte to yderligere– og angiveligt mere effektive – elevatorer til Krematorium IIog III, men de blev ikke sat i drift.

I kz-lejren Buchenwald opførte Topf&Söhne desuden enskydebane på en tilknyttet geværfabrik – Gustloff-Werke II,hvor fangerne brugtes som tvangsarbejdere. Ligesom de ogsåsørgede for ventilationen i SS-kasernens varmeanlæg.


72 |73

57Forbrændingsovne:Producenter – udbredelse– typer

I lejrene var mindst 25Topf-ovne med tilsam-men 76 mufler (forbræn-dingskamre) og 42 Kori-ovne med én muffel idrift. Man har kun spar-somme oplysninger omde øvrige ovne, der var ibrug.

74 |75

5Efter krigen – beviser, erindring og benægtelse

58Det bombesprængte tagover kælderrummet iKrematorium II, hvorfangerne blev afklædt,maj 1945

Bortskaffelse og indsamling af bevismateriale i AuschwitzAllerede i sommeren 1944 gjorde SS, hvad de kunne, for atfjerne alle beviser for mordene i Auschwitz. De slog vidnerihjel, fx fanger fra Specialenheden, der arbejdede i gaskamre-ne og krematorierne, ødelagde dokumenter og fik fanger tilat udjævne og beplante de grave, hvor man havde brændt ligeller gravet aske og knoglerester ned. Den 20. januar 1945sprængte de Krematorium II og III i luften. Krematorium IV –der efter Specialenhedens opstand var styrtet delvis sammen– var allerede blevet revet ned midt i oktober 1944. I Krema-torium V gennemførte SS massehenrettelser og ligbrændin-ger lige til det sidste. Først dagen før Auschwitz’ befrielse blevdet også sprængt i luften.

59Medlemmer af den pols-ke undersøgelseskommis-sion foran nedgangen tilafklædningskælderen iKrematorium II, maj 1945

76 |77

60Lederen af den polskeundersøgelseskommis-sion Jahn Sehn (til højre)og den tidligere fangeOtto Wolken (til venstre,med briller) ved en besig-tigelse af ruinerne efterKrematorium V, maj 1945

Den 27. januar 1945 nåede soldaterne fra Den røde HærAuschwitz. I depoter, som SS ikke havde nået at ødelægge,fandt befrierne indicier for massemordet: enorme mængdertøj, sko, proteser, hår og andre ting, der havde tilhørtfangerne. Man begyndte da at undersøge ruinerne efterkrematorierne i Auschwitz. Overlevende fanger oplyste førsten sovjetisk siden en polsk undersøgelseskommission om,hvordan udryddelsesanlæggene havde fungeret. Beggekommisioner inddrog også forskellige dokumenter, manhavde fundet.

Allerede i begyndelsen af maj 1945 nåede den sovjetiskeundersøgelseskommission frem til en konklusion. I denøverste del af en liste med 50 personer, som skulle idømmesstrenge straffe, optrådte Kurt Prüfer som repræsentant forfirmaet Topf&Söhne.

»Tyskernes uhyrlige forbrydelser i kon-centrationslejrene ved Auschwitz blevbegået på befaling af Hitlers regering ogunder ledelse af SS’ ›Rigsfører‹ og politi-chef, bødlen Himmler. De umidelbartansvarlige for forbrydelserne var: lede-ren af den tyske lejr, generalløjtnant i SSog i politiet Glücks; lederen af lejrenshygiejneafdeling og general i SS og i politiet Pohl; byggechefen i koncen-trationslejren, generalmajor Kammler;repæsentanten for firmaet Topf &Söhne, overingeniør Prüfer; befalings-mand i lejren, ›Obersturmführer‹Pollaczek, ›Sturmbannführer‹ Höss,Baer og Schwarz. […] Disse – lige så velsom alle andre tyskere, der personligthar deltaget i mordene på og torturen afAuschwitz-fanger – må overgives til enfolkedomstol og idømmes de hårdestraffe, som de fortjener.«Uddrag fra den sovjetiske under-søgelseskommissions rapport omforbrydelserne i Auschwitz,maj 1945

Efter krigen – beviser, erindring og benægtelse

Mellem erindring og benægtelseI dag er lejrenes krematorier og resterne efter dem vigtigemindesteder. De står som en slags symbolske gravsteder for deutallige ofre. Her lægger efterkommerne og andre besøgen-de sten, blomster eller kranse.

Samtidig er de også beviser for masseudryddelsen.Holocaust-benægtere har derimod igen og igen hævdet, atgaskamrene ikke har eksisteret, og at massemordene, særligtholocaust, ikke har fundet sted. De har bestridt, at kremato-rierne fungerede som udryddelsesanlæg, og sat spørgsmål-stegn ved, om det teknisk har været muligt at slå så mangemennesker ihjel og brænde dem i Auschwitz.

Den første efterforskning af Topf&SöhneDer er masser af kilder, der beviser de nationalsocialistiskeforbrydelser. De kilder, der knytter sig til krematoriernes bag-grund og deres udforming har man imidlertid længe ladetude af betragtning. Først i 1980’erne begyndte man at udfor-ske disse kilder. Herved blev Topf&Söhne s meddelagtighed iSS’ forbrydelser et stadig vigtigere tema. Jean-Claude Pressac,apoteker og tidligere Holocaust-benægter, beskæftigede sigsom en af de første med dokumenter fra Den centraleByggeledelse i Auschwitz-Birkenau og med de tekniske detal-jer omkring krematorierne. Konklusionen på hans undersø-gelse blev, at massemordet i Auschwitz’ krematorier ikkealene havde været muligt, men også, at det faktisk havdefundet sted.

Pressac gik også på jagt efter Topf&Söhnes virksomhed-sarkiv i Erfurt, som ingen indtil da havde vist interesse for.Ifølge hans oplysninger overlod firmaet ham papirerne – detblev ført videre i DDR-tiden og siden privatiseret. Først efterPressacs død i 2003 sørgede venner og slægtninge for, at arki-valierne kom tilbage til Tyskland, nærmere præcist tilThüringens Statsarkiv i Weimar. Dokumenterne, der nu blevoffentligt tilgængelige, har skabt et helt nyt grundlag forudforskningen af Topf&Söhne.

62MindestedetBuchenwald, det tidligerekrematorium på 60.årsdagen for befrielsen,april 2005

61Jean-Claude Pressac,Auschwitz: Techniqueand operation of thegas chambers,New York 1989

78 |79

Fire ingeniører i sovjetisk fængselSom det var normal praksis, var også de ovne, som Topf&Söhne havde installeret, prydet med firmaskilte. Efter befriel-sen af kz-lejren i Buchenwald bragte disse skilte amerikanskeefterforskere på sporet af firmaet og førte dem til Erfurt.

De anholdt Kurt Prüfer. Han blev dog løsladt to ugersenere og fortsatte sit arbejde hos Topf&Söhne. I juli 1945overtog den sovjetiske besættelsesmagt kontrollen iThüringen. I marts 1946 arresterede sovjetiske officerer fireledende ansatte i Topf&Söhne, nemlig Kurt Prüfer, GustavBraun, Fritz Sander og Karl Schultze. Prüfers rolle i opbygnin-gen af dødsfabrikkerne var allerede blevet fastslået i maj1945 af en sovjetisk undersøgelseskommission i Auschwitz. Nu blev han forhørt i Berlin og Moskva. Her konfronteredeman ham med tidligere fangers vidneudsagn og papirer, man havde fundet i Auschwitz.

Prüfer bestred ikke, hvad han havde gjort, men han gavheller ikke udtryk for nogen form for skyldfølelse. I 1948 blevhan kendt skyldig i medvirken til »forbrydelser mod civilbe-folkningen og sovjetiske krigsfanger« og idømtes 25 årsstrafarbejde i Sibirien. Ifølge sovjetiske oplysninger døde hanaf et slagtilfælde i oktober 1952. Fritz Sander døde allerede få uger efter sin anholdelse som følge af hjerteproblemer.Som Prüfer blev også Gustav Braun og Karl Schulze idømt 25års strafarbejde. De blev begge løsladt i 1955.

63Kurt Prüfer i sovjetiskfangenskab, udateret

Spørgsmål Vidste De selv, hvad formåletvar med de krematorier og gaskamre,som firmaet byggede?Svar Indtil 1943* vidste jeg intet om detegentlige formål med krematorierne ikoncentrationslejrene; det fandt jegførst ud af, efter at jeg var rejst til kon-centrationslejren Auschwitz. Indtil dahavde repræsentanterne for SS’ byggele-delser i lejrene, som førte forhandlinger-ne med firmaet »TOPF«, altid forklaret,at krematorierne i koncentrationslejre-ne skulle bygges til at kremere ligene afde fanger, der var døde en naturlig dødsom følge af epidemiske sygdomme. […]Samtidig må jeg understrege, at firmaet»TOPF« ikke har bygget nogen gaskam-re i krematorierne. Mig bekendt har fir-maet »TOPF« kun stået for at montereto ventilationsanlæg til gaskamrene.Spørgsmål Hvad har De konkret erfaretom det egentlige formål bag kremato-riernes og gaskamrene i koncentrations-lejren Auschwitz, da De besøgte dennelejr i 1943?Svar Under mit besøg i koncentrations-lejren Auschwitz i 1943 opdagede jeg, atder fandt en masseudryddelse af menne-sker sted, herunder kvinder, børn oggamle. […]De fanger, der transporteredes tilAuschwitz, blev sendt i gaskamrene afSS-mænd, hvor de blev slået ihjel; dereslig blev siden brændt i krematoriernesåvel som på særlige bålpladser.Spørgsmål Vil det sige, at mens De arbej-de med byggeriet af krematorieovnene iAuschwitz, da vidste De allerede, atdisse ovne skulle bruges til at tilintetgøreuskyldige mennesker?Svar Ja, det vidste jeg.Kurt Prüfer i forhør i Moskva, 11. februar 1948* Kurt Prüfer vidste allerede i foråret1942 besked om gasmordene iAuschwitz.


Ludwig Topf indtager offerrollenDen 30. maj 1945 erfarede Ludwig Topf, at han stod foran atblive arresteret. Derfor besluttede han samme aften at begåselvmord. I et afskedsbrev fremstillede han sig selv som enuskyldig, der var blevet forfulgt med urette. Han gjorde sinbror Ernst-Wolfgang og sin søster Hanna arveløse, da hanfølte, at de havde ladt ham i stikken. Om morgenen den31.maj 1945 døde den 41-årige Ludwig Topf efter at haveindtaget gift.

»Når jeg har besluttet mig for at undgå atblive arresteret, er det af følgende grun-de: Jeg tror ikke længere på nogen ret idenne verden, efter at nu også min fami-lie har behandlet mig uretfærdigt oggement. Hvis jeg skulle blive arresteret,da ville man påføre mig den største uret-færdighed, som man kan tænke sig. Jeghar aldrig med vilje eller med forsætgjort nogen ondt, det er tværtimod mig,man har gjort ondt. Jeg har aldrig væretfej – men nok stolt. Det er umuligt formig at overgive mig til et fremmed landpå nåde og unåde, da jeg af bitter erfa-ring har lært, at der ikke længere ernogen ret eller nogen anstændighed tilpå denne jord. Derfor har jeg – som detanstændige menneske jeg er – nu mulig-hed for at bestemme over mig selv. Detbetyder, at jeg straks ville tage afskedmed denne verden, som i almindeligheder blevet ganske uudholdelig og i særde-leshed har forfulgt mig og gjort mig uret.Hvis jeg havde troet, at det forhold, atjeg er uskyldig i krematorierne (ligesommin bror er det) ville blive forstået ogpåskønnet, da ville jeg have fortsat minkamp for, at retfærdigheden skulle skefyldest – men folket vil have ofre, trorjeg. Og i så fald er det mindste jeg kangøre at selv levere dette offer. Jeg haraltid været anstændig – det modsatte afen nazist. Det ved alle og enhver. Da jegstadig kunne nyde roen i familiens skød,lønnede det sig at kæmpe – men nu fin-des der ingen familie Topf længere, enfamilie med en holdning, en kerne og enselvbevidsthed. Sådanne ting har jegrepræsenteret som den eneste i familien.Jeg er så alene, at jeg ikke engang behø-ver at bede nogen forladelse, når jeg nubegår selvmord.«Ludwig Topfs afskedsbrev,30. maj. 1945(Uddrag, understregningerne eroriginalens)

65Reklame for en affalds-forbrændingsovn, 1956Det gamle Topf-logo blevvidereført for at knyttean til familieforetagen-dets traditioner

80 |81

64Patentbrev,5. januar 1953

Ernst-Wolfgang Topf i VestenAllerede før Thüringen kom på sovjetiske hænder i juni 1945,var Ernst-Wolfgang Topf rejst til Vesten, og de sovjetiskemyndigheder tillod ham ikke at vende tilbage. Han forsøgteat bygge firmaet Topf&Söhne op på ny i Wiesbaden. I mod-sætning til det gamle firma i Erfurt skulle tyngdepunktet nualene ligge på byggeri af ovne til krematorier og affaldsfor-brændingsanlæg. Her så Ernst-Wolfgang Topf åbenbart destørste muligheder for succes.

Ernst-Wolfgang Topf blev imidlertid indhentet af forti-den. I 1957 offentliggjorde journalisten Reimund Schnabel sinbog »Magt uden moral. En dokumentation over SS«. Heri varto skrivelser fra Topf&Söhne optrykt, som dokumenteredefirmaets forretninger med SS. Ernst-Wolfgang Topf tog tilgenmæle i et flere sider langt svar, hvor han bestred doku-menternes ægthed og hævdede, »at ingen i vores firma varskyldige, hverken moralsk eller sagligt. Det er ikke en blottomme ord, når jeg kendetegner firmaet og hele dets optræ-den de 12 år, som Hitler var ved magten, med ordene: ›Moraluden magt‹.« Han holdt livet igennem fast ved sin opfattelseom, at Topf&Söhnes produkter var blevet misbrugt på enmåde, man ikke kunne forudse, og talte i den forbindelse om de »uskyldige ovne«.


66Ernst-Wolfgang Topf,Moral uden magt(uddrag), 1957

Lige fra begyndelsen havde Ernst-Wolfgang Topf stort besværmed at bygge firmaet op på ny. Reimund Schnabels offentlig-gørelse af de to dokumenter bidrog til, at det ikke lykkedesfor ham at stabilisere sig økonomisk.

Ernst-Wolfgang Topf blev aldrig retsforfulgt. En procesved en afnazificeringsdomstol blev ikke ført til doms. Detsamme gjaldt en retslig undersøgelse for medvirken til mord,som statsadvokaturen i Wiesbaden havde indledt.

Til sidst havde Ernst-Wolfgang Topf specialiseret sig ibyggeri af simple anlæg til affaldsforbrænding, men alligevelgik hans virksomhed konkurs i 1963. Den 23. februar 1979døde Ernst-Wolfgang Topf i Brilon, 74 år gammel.

67Referat af tillidsmands-mødet den 27. april 1945(uddrag)

82 |83

Topf&Söhne i DDRFirmaledelsen reagerede hurtigt, da Topf&Söhne var kom-met under mistanke efter befrielsen af Auschwitz. Allerededen 27. april 1945 mødtes Ludwig Topf med bestyrelsen og til-lidsmændene for at fastlægge fælles en »sprogpolitik« for såvidt angår forretningerne med SS. Dette begrundede hanmed, at det var mere end sandsynligt, »at også I bliverudspurgt om disse forhold på et tidspunkt«. Man skulle udad-til foregive, at forretningsforbindelsen med SS havde væretganske normal; man havde udelukkende leveret ganskealmindelige krematorieovne til kz-lejrene. Desuden havdeman handlet efter ordre og samtidig afværget endnu størreskader, nemlig ved at forhindre epidemier. Bestyrelsen ogtillidsfolkene var af samme opfattelse og så derfor ingengrund til at bekymre sig.

Denne ubekymrede holdning kommer fx til udtryk ved,at man efter krigen, i november 1945, opførte Sanderspatentanmeldelse af den »kontinuerligt arbejdende ligbræn-dingsovn til stordrift« på en liste over firmaets aktiver, som denye myndigheder forlangte.

Efter at have ligget stille en kort periode fik virksomhe-den allerede i juni 1945 lov til at producere anlæg til levneds-middelindustrien. Efter Den røde Hærs ankomst til Thüringeni 1945 lagde man produktionen om og fremstillede feltkøkke-ner m.v. som en del af Tysklands krigsskadeerstatninger. I 1947klassificeredes Topf&Söhne som en »herreløs« virksomhed ogblev eksproprieret. Allerede i 50’erne overgik produktionenaf krematorieovne til en folkeejet virksomhed (VEB) iZwickau.

I DDR interesserede man sig knapt for historien omTopf&Söhnes historie – eller Den folkeejede virksomhed forMalteri- og Tankbyggeri, som firmaet nu hed. For så vidt manoverhovedet beskæftigede sig med Topf&Söhne, blev skyldog ansvar væltet over på de daværende kapitalistiske ejere.På trods af DDR’s selvforståelse som antifascistisk blevhistorien aldrig rigtig bearbejdet før Murens fald i 1989.


68Stand på messen »Erfurt –Wirtschaft im Aufbau«(genopbygning af erhvers-livet), oktober 1945

84 |86

Erfurt – de gamle fabriksbygninger og deres fremtidBorgere i Erfurt og medlemmer af Topf-familien forsøgte atgøre fabriksområdet til et mindesmærke, som både skullefortælle den konkrete historie og hjælpe med til at fåfortiden bearbejdet. Alligevel forfaldt bygningerne. Dermanglede tydeligvis en bevidsthed i byen om betydningen af dette kapitel af lokal- og verdenshistorien. I slutningen af2003 erklærede man vigtige dele af industrigrunden forbevaringsværdig af hensyn til dens historiske betydning.

1878Brygmester Johan Andreas Topf grund-lægger virksomheden i Erfurt som etfirma med speciale i forbrændingsan-læg til industrien.

1885Hans søn Ludwig Topf udbygger firmaetJ.A. Topf & Söhne til en virksomhed, der ved hans død i 1914 tæller over 500medarbejdere. Produktsortimentetudvides til bl.a. komplette malterian-læg.

1914Firmaet begynder – ved siden af denøvrige produktion – at producereligbrændingsovne til krematorier. I 20’erne etablerer Topf&Söhne sig somdet førende firma i denne branche.

1929/1931Ludwig Topf seniors to sønner, Ludwig og Ernst-Wolfgang Topf,indtræder i virksomheden.I april 1933 bliver de medlemmer afNSDAP (Tysklands nationalsocialistiskearbejderparti).

1935Kommanditselskabet J.A. Topf&Söhnegrundlægges med Ludwig og Ernst-Wolfgang Topf som personligt hæften-de kompagnoner. Medarbejderstabenvokser indtil 1939 til 1150 mand.

1939Topf&Söhne leverer den første trans-portable ligbrændingsovn til kz-lejrenBuchenwald.

1940/1941Ind til slutningen af 1941 har Topf&Söhne udrustet koncentrationslejreneBuchenwald, Mauthausen, Gusen ogAuschwitz med såkaldt dobbelt-muffelovne (krematorieovne med to ovnkamre).

1942Kurt Prüfer, chefingeniør hos Topf&Söhne og konstruktør af krematorieov-nene til koncentrationslejrene, erfarer,hvordan SS slår fanger ihjel ved hjælp af gas. Samme år begynder byggeriet afde fire store krematorier i Auschwitz-Birkenau, som Topf&Söhne tager afgø-rende del i. På initiativ af ingeniørenFritz Sander indleverer Topf&Söhne enpatentansøgning om en »kontinuerligtarbejdende ligbrændingsovn til stor-drift«.

J.A. Topf&Söhne – en kronologi

69Topf&Söhnes tidligereadministrationsbygning,2004

1943I foråret er krematorierne i Birkenaufærdige. Her installerer Topf&Söhne i alt ti såkaldte tre-muffelovne og tosåkaldte otte-muffelovne. Desudenkonstruerer og monterer firmaetgaskamrenes ventilationsanlæg. Fra og med efteråret 1942 arbejdermontører og ingeniører fra Topf &Söhne uafbrudt i Auschwitz-Birkenau.

1945I februar får Topf&Söhne en ny opgavefra SS og påbegynder en genopbygningaf de delvist demonterede dødsfabrik-ker i nærheden af kz-lejren Mauthauseni Østrig.Den 31. maj 1945 begår Ludwig Topfselvmord for at undgå at blive fængslet.

1946Kurt Prüfer og tre andre ledende medar-bejdere bliver arresteret og i Moskvahver idømt 25 år i straffelejr for deresmedvirken til SS’ folkemord.

1947 – 1957Firmaet bliver eksproprieret i 1947. Fra begyndelsen af 50’erne produceresudelukkende anlæg til levnedsmiddelin-dustrien. I 1957 omdøbes virksomhedentil EMS (Erfurt Malteri- og Silobyggeri).

1945 – 1963Ernst-Wolfgang Topf rejser til Vesten og grundlægger i 1951 firmaet på ny iWiesbaden. Han specialiserer sig i ovnetil affaldsforbrænding og krematorier,men det bliver ingen økonomisk succes. I1963 går firmaet konkurs.En proces ved en afnazificeringsdomstolog en undersøgelse rejst af anklagemyn-digheden om meddelagtighed i nazi-sternes massemord bliver indstillet.

1993EMS bliver privatiseret og går konkurs i 1996.

86|87

Landsarkivet i Dahlwitz-HoppegartenForbundsdagens ansvarlige for dokumenter vedrørende Den statsligeSikkerhedstjeneste (Stasi) i det tidligere DDR»Der Spiegel«, arkivetDet tyske Museum i MünchenTysklands Patent- og Varemærkestyrelse, MünchenMindestedet DachauMindestedet TerezínNationalarkivet i WashingtonDet statslige Militærarkiv i Rusland,Afdelingen for Særlige DokumenterMindestedet Buchenwalds SamlingAuschwitz-Birkenau-museet

Stadsarkivet i ErfurtBymuseet i ErfurtThüringen hovedstatsarkiv, Weimar

Forlaget Wallstein, GöttingenYad Vashem,The Holocaust Martyrs’ and Heroes’ Remembrance Authority

FotosPeter HansenJürgen M. PietschJens Ziehe

OmslagsfotoTegnestue i firmaet Topf&Söhne, her afdelingen for Silobyggeri, juni 1940

51

32

63

16, 19

64

23

56

22

24, 25, 33

3, 8, 9, 20, 21, 61, 62, 69

26, 30, 36, 41, 44, 45, 46, 47,

48, 49, 53, 58, 59, 60

1, 4, 7, 15, 29

11

2, 5, 6, 10, 12, 13, 17, 18, 27, 28, 31, 34,

35, 37, 50, 52, 54, 55, 65, 66, 67, 68

42, 43

38, 39, 40

3, 5, 20, 21, 62, 69

11

70

Billedfortegnelse

Kilder

Citater fra fangerne i Specialenhedens hemmelige optegnelser:Midt i de grufulde forbrydelser.Håndskrifter fra medlemmer af SpecialenhedenOswiecim, 1996, 2. reviderede udgave(Gradowski: S. 156 f., Langfuß: S. 124, 128, 215f.)

Citat fra vidneafhøringen af Henryk Tauber:Franciszek Piper, Auschwitz 1940 – 1945.Studier i koncentrations- og udryddelseslejren Auschwitz’ historie, bind III: Udryddelsen, Oswiecim, 1999, s. 286f og s. 293

Citat fra Erich Haases beretning:Sådan var Buchenwald! En dokumentationLeipzig 1946 (3. oplag), s. 80f

Citater fra dokumenter:Forhør af Kurt Prüfer, 4. marts 1948;Forhør af Karl Schultze, 11. marts 1948:De sovjetiske forhørsprotokoller befinder sig iSikkerhedstjenesten FSB’s Centralarkiv i Moskva.Det amerikanske Holocaust Mindemuseumstillede i år 2000 kopier til rådighed for Jean-Claude Pressac.Disse overgav han i 2003 til Mindestedet Buchenwald, der sørgede for at få dem oversat til tysk.

Fritz Sander til virksomhedsledelsen, 14. september 1942:Thüringens Landsarkiv i Weimar,Firmaet J.A. Topf&Söhne Erfurt 95

Kurt Prüfers opsigelse, 28. februar 1941:Kurt Prüfers anmodning om en lønforhøjelse, 15. november 1942:Thüringens Landsarkiv i Weimar,Firmaet J.A. Topf&Söhne Erfurt 14

Ud over disse kilder bliver citeret fra følgende bøger i udstillingen:Citat af Jaacov Gabai i:Gideon Greif, »Vi græd uden tårer…«.Øjenvidneberetninger fra de jødiske »Specialenheder« i Auschwitz,Köln 1995Citater fra Specialenhedens hemmelige optegnelser:Erik Friedler, Barbara Siebert, Andreas Kilian,Vidner fra dødszonerne. Den jødiske Specialenhed i Auschwitz,Lüneburg 2002

88|89

Prof. dr. Volkhard Knigge

Dr. Annegret Schüle

Rikola-Gunnar Lüttgenau

Dr. Annegret SchüleFriedemann RinckeWolfgang RöllJohanna Wensch

Dr. Valery Brun-Zechowoj, MoskvaPhilipp Neumann, BuchenwaldZofia Woycicka, Warszawa

Rainer Borsdorf

Imanuel Baumann

Antje Hitzschke

Bestyrelsen for Buchenwald und Mittelbau-Doras Mindefond:Prof. dr. Bernd BonwetschProf. dr. Wlodzimierz BorodziejProf. dr. Rainer EisfeldProf. dr. Norbert FreiDr. Josef HenkeProf. dr. Detlef HoffmannDr. Renate Müller-KrumbachProf. dr. Lutz NiethammerProf. dr. Irina ScherbakowaProf. dr. Hermann WeberProf. dr. Bernd WeisbrodProf. dr. Wolfgang Wippermann

Prof. dr. Ulrich BorsdorfProf. dr. Gottfried KorffDr. Salomon Korn

Hans Dieter Schaal, AttenweilerAssistanceMelanie BruggerArmin Teufel

Luisa HändleBerthold Weidner, Stuttgart

AMF Theaterbauten, Erdmannhausen

Eicher Werkstätten, Kernen-Rommelshausen

Jan Hendrik BrüggemeierLudger Hennig, Weimar

Projektleder

Bearbejdning af forskningsprojektet

Udstillingens kurator

Udstillingens videnskabelige medarbejdere

Øvrig research

Praktikant

Pressearbejde

Økonomisk forvaltning

Videnskabeligt tilsyn

Rådgivning

Udstillingens udformning

Udstillingens grafik og design af katalog

Udstillingens opførelse

Grafik

Lyddesign

KlofonForschungs- und Ausstellungsprojekt Techniker der »Endlösung«Topf&Söhne – Die Ofenbauer von Auschwitzbei der Stiftung Gedenkstätten Buchenwald und Mittelbau-Dora Januar 2002 bis September 2005www.topfundsoehne.de

Howard AtkinsonBernd LangeDaniel ThompsonJürg Wisbach, Weimar

Dr. Tom Wolf, Berlin

Jens Bjerring-Hansen

Dr. Natalja Jeske, Rostock

werkraum.media, Weimar

Prof. Michael Thad Allen, New London (USA)Antje Bauer, ErfurtHarald Baum, ErfurtUdo Braun, ErfurtRüdiger Bender, ErfurtKatja de Braganca, BonnJulika Bürgin, ErfurtUrszula Czerska, MannheimRolf Decker, StuttgartHardy Eidam, ErfurtDr. Norbert Fischer, Hanstedt/NordheideProf. Gerald Fleming, LondonDr. Jan Foitzik, BerlinKatharina Forycki, GörlitzHerbert Frank, ErfurtDr. Gideon Greif, JerusalemGitta Günther, WeimarGert Gutberlet, ErfurtIwan Hanjutschenko, KievChristoph Heckel, WeimarPeter Hillebrand, BerlinProf. Winfried Himmer, DresdenRonald Hirte, WeimarRon Kärner, DresdenAndreas M. Kilian, Frankfurt a. M.Mike Krämer, DresdenGabriele Krynitzki, WeimarCilly Kugelmann, BerlinProf. dr. Alf Lüdtke, ErfurtHanno Müller, ErfurtMag. Krystyna Oleksy, OświęcimDr. Bertrand Perz, WienProf. Robert Jan van Pelt, Waterloo (Canada)Dr. Bernhard Post, WeimarJean-Claude Pressac (†)Benjamin Puch, WeimarHorst Scharnweber (†)Carsten Schneider, ErfurtNorbert Schneider, ErfurtEckart Schörle, ErfurtMarkus Seidensticker, WeimarJörg Skriebeleit, WeidenDr. Harry Stein, WeimarHartmut Topf, BerlinDr. Margit Weber, München

Fortællere

Oplæsning

Dansk tekst

Oversættelse af sovjetiske dokumenter

Webdesign

Tak for råd og hjælp til

Gedenkstätte Buchenwald99427 Weimar-Buchenwald, GermanyT +49 (0) 3643 430-0, Fax +49 (0) 3643 [email protected]

Imanuel BaumannT +49 (0) 3643 [email protected]

Kontakt

Presse

90 |91

92

70Et blik ind i udstillingenpå Det jødiske Museumi Berlin, juni 2005

Techniker der »Endlösung« - · PDF fileTopf&Söhne i DDR 83 Erfurt...

Documents

Transcript of Techniker der »Endlösung« - · PDF fileTopf&Söhne i DDR 83 Erfurt...