Sociologisk Arbejdspapir - Aalborg Universitet · Sociologisk Arbejdspapir Nr. 6, 2000 Ole Riis...
Transcript of Sociologisk Arbejdspapir - Aalborg Universitet · Sociologisk Arbejdspapir Nr. 6, 2000 Ole Riis...
Sociologisk Arbejdspapir
Nr. 6, 2000
Ole Riis
Metoder på tværs
Om forudsætningen for sociologisk metodekombination
Aalborg Universitet
Kroghstræde 5, 9220 Aalborg Ø
Tlf. 96 35 81 50, fax 98 11 50 56, e-mail: [email protected]
L aboratorium
Sociologisk
Ole Riis
Metoder på tværs
Om forudsætningen for sociologisk metodekombination
Copyright © 2000 Forfatteren og Sociologisk Laboratorium.
ISSN: 1399-4514
ISBN:87-90867-06-8
Sociologiske Arbejdspapirer udgives af Sociologisk Laboratorium, som betegner
det faglige miljø omkring sociologiuddannelsen på AAU. Her udgives mindre
arbejder fx seminaroplæg, konferencebidrag, udkast til artikler eller kapitler - af
medlemmer af miljøet eller af inviterede bidragydere udefra, mhp. formidling og
videre befordring af den løbende fagligt-sociologiske aktivitet.
Redaktører af serien er professor Jens Tonboe (ansv.) og Ph.D- stipendiat
Michael Hviid Jacobsen.
Eksemplarer kan bestilles hos Aalborg Centerboghandel, Fibigerstræde 15, 9220
Aalborg Øst, tlf. 96358071, fax 98152862, e-mail: [email protected].
Indholdsfortegnelse
I. ................................... Modsætningen mellem kvantitative og kalitative metoder 5
II. .................................. De sociologiske metoders videnskabsteoretiske grundlag 11
1. .. De kvantitative metoders positivistiske og logisk-empiricistiske grundlag 11
2. .......................... Nykantianisme og etnometodologi som kritik og alternativ 18
3. ........................................ Pragmatisme som grundlag for empirisk sociologi 26
4. .................... Den kritiske rationalisme som grundlag for empiriske metoder 28
5. ................................ Metodesynet i marxisme, ny-marxisme og kritisk teori 31
6. ................................... Nye synteseforsøg: Giddens og den kritiske realisme 36
III. .......................................................................................................... Diskussion 43
1. ........................................... Sociologi mellem naturvidenskab og humaniora 43
2. ................................................................ Diskussion af kvantitative metoder 48
3. ................................................................... diskussion af kvalitative metoder 52
4. ............................... Sondringen mellem kvalitative og kvantitative metoder 59
Ekskurs: Kvantitative og kvalitative metoder i etnocentrismestudier ...... 68
IV. ................................................... Metodekombinationens perspektiv og praksis 76
1. ....................................................... Den kollektive intellektuelles perspektiv 76
2. ............................................................ Metodetriangulationernes muligheder 79
3. .................................... Etiske og ideologiske implikationer af metodevalget 90
Slutbemærkning og sammefatning ...................................................................... 94
I. Modsætningen mellem kvantitative og kvalitative
metoder1
Adskillige elementære lærebøger i sociologi fremhæver modsætningen mellem
kvantitative og kvalitative metoder. Den begrundes forskningshistorisk ved at
henvise til traditionen fra henholdsvis Durkheim og Weber, og den kan
begrundes videnskabsteoretisk med forankring i henholdsvis positivisme og
fænomenologi/hermeneutik. Da der kan påpeges både styrker og svagheder ved
disse to tilgange, ledes overvejelserne fornuftigvis ind på at kombinere
kvantitative og kvalitative metoder. Der er mange eksempler på, at sådanne
kombinationer anvendes med frugtbare resultater indenfor enkeltstående
projekter. I forbindelse med vurderingen af det empiriske grundlag for
komplekse teorier, er metodetriangulation reglen snarere end undtagelsen. Der
gemmer sig imidlertid et ret fundamentalt problem bag den pragmatiske brug af
triangulation. Hvis det er korrekt, at de to metodiske skoler ikke blot
repræsenterer forskellige traditioner, men også dækker indbyrdes modsigende
videnskabsteorier, indebærer triangulation bestræbelser på at kombinere
inkompatible forskningsresultater.
Et passende udgangspunkt for drøftelsen er fremstillingen i lærebøger i
sociologisk metode. L. Neumans lærebog er meget udbredt, blandt andet fordi
den præsenterer både kvalitative og kvantitative metoder. De præsenteres2 som
"two styles" på følgende måde:
Kvantitativ stil Kvalitativ stil
Måler objektive fakta Konstruerer social virkelighed, kulturel mening
1Jeg har fået værdifuld inspiration og støtte ved udarbejdelsen af dette notat fra kollegerne og
studenterne ved sociologistudiet i Aalborg. Ansvaret for slutresultatet er imidlertid helt og
holdent mit eget.
2Social Research Methods. Qualitative and Quantitative Approaches Boston 1997, 3. udg.
6
Fokuserer på variable Fokuserer på interaktive processer, begivenheder
Nøglen er pålidelighed Nøglen er autenticitet
Værdifri Værdier forekommer og er eksplicitte
Uafhængig af konteksten Bundet til situationen
Mange tilfælde, personer Få tilfælde, personer
Statistisk analyse Tematisk analyse
Forskeren er distanceret Forskeren er involveret
Tilsvarende modstillinger kan findes i mange andre lærebøger; Neuman
refererer til fire andre. C. Ragin karakteriserer "quantitative data techniques"
som "data condensers" mod "qualitative methods" (sic!) som "data enhancers".
Disse modstillinger har nok et pædagogisk formål ved at gøre de metodiske
strategier lettere forståelige ved at forenkle og kontrastere dem, men er i visse
tilfælde også udtryk for propaganda for et bestemt videnskabs- og værdisyn.
Neuman knytter entydigt de kvantitative metoder til positivismen, som
karakteriseres på følgende måde: “Positivism sees social science as an organized
method for combining deductive logic with precise empirical observations of
individual behavior in order to discover and confirm a set of probabilistic causal
7
laws that can be used to predict general patterns of human activity.”3. I
modsætning hertil præsenteres den fortolkende eller hermeneutiske retning ved:
“the systematic analysis of socially meaningful action through the direct detailed
observation of people in natural settings in order to arrive at understandings and
interpretations of how people create and maintain their social worlds”4. Denne
dobbeltkarakteristik rummer to idealtyper, som den reflekterede videnskabsteori
og metodelitteratur er på en vis afstand fra. De to strategier karakteriseres
ydermere ved en række ledemotiver:
Neuman: Positivistisk Fortolkende
Hvorfor udføre
samfundsvidenskabelig
forskning
instrumentel interesse forstå socialt liv
Opfattelse af den sociale
virkelighed
realistisk ontologi konstruktivisme,
relativisme, den sociale
verden er, hvad folk
opfatter den som
Menneskets natur mekanicistisk
antropologi,
behaviorisme,
adfærdslove
fortolkende, aktiv agent
3s. 63.
4s. 68.
8
Videnskab og common-
sense
nye, præcise
videnskabelige begreber
er nødvendige
common-sense er
uomgængelig
Teoriopfattelse søgning efter nomotetisk
lovmæssighed, deduktiv
hypoteseprøvning
ideografisk fremstilling,
tæt beskrivelse, induktiv
typifikation
Beslutning om
fremstillingens kvalitet
logisk modsigelsesfri,
konsistent med
observerede fakta,
replicerbare
betinget af observatørens
værdier, af konteksten
og af de observeredes
virkelighedsopfattelse.
(Oprigtighed, kontext-
nærhed)
Forhold til
socio/politiske værdier
neutralitet, værdifrihed værdireflektion;
relativisme
Hermed er stikordene lanceret i Neumans sammenfatning; det kursiverede er
min egen tilføjelse, for at fastholde logikken. Udover positivisme og fortolkende
sociologi tilføjer Neuman som en tredje retning den kritiske teori; men den har
tilsyneladende ikke nogen særlig relation til spørgsmålet om kvantitative og
kvalitative metoder. Neuman fremhæver nogle karakteristiske forskelle på det
videnskabssyn, som ligger til grund for mange kvantitative og kvalitative
metoder. Men fremstillingen er selvsagt stærkt forenklende.
Neuman antyder, at en kombination af den kvalitative og kvantitative
strategi ikke blot er mulig, men endda hensigtsmæssig. Han tilslutter sig King,
Keohane og Verbas udsagn, at den bedste forskning ofte kombinerer træk ved
9
dem begge5. Spørgsmålet er, om en kombination er meningsfuldt mulig, hvis de
to metoder hviler på videnskabsteoretiske forudsætninger, der er så radikalt
forskellige, som Neuman og flere andre fremstiller det. Guba og Hammersley6
betragter modsætningen som udtryk for to grundpositioner, der er
paradigmatiske i Kuhns7 betydning og dermed inkommensurable. Metodevalget
bliver i tilknytning til et paradigme andet og mere end et pragmatisk valg; det vil
således associere til videnskabsteori, erkendelsesteori, opfattelse af samfundet,
til forbilleder og værdier. Brugen af paradigmebegrebet henviser selvsagt til
Kuhns velkendte videnskabshistoriske studier. Det kan imidlertid, også ud fra
Kuhn selv, diskuteres om sociologi er i en før-paradigmatisk eller en fler-
paradigmatisk tilstand.
Brymans pointering af debattens temaer afviger, som det fremgår af
nedenstående skema, noget fra Neumans. Det er Brymans opfattelse, at
forskellen mellem kvantitative og kvalitative metoder ikke er baseret i
videnskabsteoretiske grundantagelser, men derimod i tekniske forskelle, og han
slutter derfra, at en metodetriangulation er mulig og hensigtsmæssig.
Bryman: Kvantitative Kvalitative
Den kvalitative forsknings rolle forberedende middel til
udforskning af
aktørens
fortolkninger
Forholdet mellem forsker og subjekt fjern nær
5op. cit. s. 14.
6refereret i A. Bryman: Quantity and Quality in Social Research, London 1988 s. 107.
7The Structure of Scientific Revolutions, London 1962, 2. udg. 1970.
10
Forskerens placering i forhold til
subjektet
udenfor indenfor
Forholdet mellem teori/begreber og
forskning
bekræftelse emergent
Forskningsstrategi struktureret ustruktureret
Sigte med forskningen nomotetisk ideografisk
Billede af den sociale virkelighed statisk og ydre i
forhold til aktøren
processuel og
socialt
konstrueret af
aktøren
Datas natur hårde, pålidelige rige, dybe
Dette skema fremdrager i højere grad end Neumans de videnskabsteoretiske
spørgsmål som ligger bag metodevalget med den pointe, at disse problemer efter
Brymans opfattelse er til at løse pragmatisk. En tilsvarende opfattelse findes hos
Danermark et. al.8, hvor udgangspunktet er Merriams lærebog i casestudier, med
tilføjelse af "hermeneutikken":
8Att förklara samhället, Lund 1997.
11
Danermark/Marriam Kvalitativ Kvantitativ
Fokus kvalitet (natur, art, væsen) kvantitet (hvor mange,
hvor meget)
Teoretisk grundlag fænomenologi,
hermeneutik, symbolsk
interaktionisme
positivisme, logisk
empirisme
Stikord feltarbejde, etnografisk
subjektiv, "grounded",
naturalisme
eksperimentel, empirisk,
statistisk
Mål forståelse, opdagelse,
beskrivelse,
hypotesegenerering
forudsigelse, kontrol,
bevis, hypoteseprøvning
Metodiske
egenskaber
fleksibilitet, udviklende,
ustruktureret
forudbestemt, struktureret
Situation naturlig, kendt ubestemt, kunstig
12
Udvalg lille, ikke-tilfældigt,
teoretisk
stort, tilfældigt,
repræsentativt
Dataindsamling forskeren som vigtigste
instrument, interviews,
observationer
"ikke-levende"
instrumenter (skalaer, test,
enquêter,
databearbejdelse)
Analyse induktiv (af forskeren) deduktiv (gennem
statistiske metoder)
Resultat alsidigt, holistisk,
udviklende
præcise, detaljerede,
reduktionistiske
I dette tilfælde er sigtet ikke blot at karakterisere de to metodiske retninger og at
kritisere den ene af dem, men det er formålet at overskride dikotomien, som
Danermark et. al. finder ufrugtbar. Det er værd at hæfte sig kort ved
fællestrækkene og nuanceforskellene i de anførte beskrivelser. Der er i de fleste
tilfælde tilbøjelighed til at associere de kvantitative metoder med én
videnskabsteoretisk position, nemlig den positivistiske, medens der knyttes flere
positioner til de kvalitative metoder. De kvantitative metoder karakteriseres
forholdsvis præcist, medens de kvalitative beskrives mere vagt. Således
fremtræder de kvantitative metoder som strukturerede men også kunstlede, hvor
de kvalitative skildres som åbne, fleksible og naturlige. Den kvantificerende
forsker bekrives som objektiviserende og dermed på større afstand af de
studerede personer end den kvalitative. Det er på denne baggrund nærliggende at
spørge, om der er en tæt, uomgængelig forbindelse mellem positivismen og de
kvantitative metoder. Er brug af kvantitative metoder altid nødvendigvis udtryk
for en erklæret eller underliggende positivisme? Eller er der snarere tale om, at
13
en indflydelsesrig forgrening af den positivistiske sociologi har idealiseret
kvantitative metoder i en sådan grad, at de nærmest har opnået monopol på
dem? Da positivismen har været skydeskive for den videnskabsteoretiske kritik i
det 20. århundrede, kunne man supplere spørgsmålet med, hvor vidt det er
utænkeligt at anvende kvantitative metoder i tilknytning til analyser på et
erklæret ikke-positivistisk grundlag. Omvendt kunne man spørge, om kvalitative
metoder omvendt nødvendigvis er baseret på en anti-positivistisk
videnskabsteori. Positivismen har også sat sig spor i samfunds- og
kulturvidenskaber, som dyrker kvalitative metoder, såsom jura, historie,
etnologi, kulturgeografi med videre. Disse grene friholdes næppe for
positivismekritikken i kraft af deres metodevalg.
De udpegede forskelle mellem kvantitative og kvalitative metoder er tildels
af teknisk eller stilistisk art. Der påpeges dog også forskelle, som bunder i
videnskabsteoretiske modsigelser. Der er således en tilsyneladende fundamental
modsigelse i metodernes ontologi. De kvantitative metoder fremtræder som
udviklet med henblik på objektiv, præcis, korrekt og dækkende afbildning af en
ydre realitet og er dermed begrundet i en naiv realisme. De kvalitative metoder
fremtræder som udviklet med henblik på forståelse af menneskers konstruktion
af et samfundsbillede og deres fortolkning af de sociale relationer, de indgår i,
og de er dermed begrundet i en konstruktivisme eller idealisme. Hvis dette er
tilfældet, er de to metodebetragtninger næppe forenelige. Desuden er der
tilsyneladende fundamentale modsigelser i metodernes opfattelse af mennesket i
samfundet, og dermed sociologiens grundenhed. De kvalitative metoder er
baseret på en opfattelse af mennesket som en aktiv agent, der ud fra en
bevidsthed om de sociale relationer bidrager til samfundslivets dannelse,
opretholdelse og udvikling. De kvantitative metoder er baseret på en betragtning
af individerne som reaktive bærere af indsocialiserede programmer, og de ser
bort fra individuelle variationer i bestræbelsen på at påpege de regelbundne,
kollektive strukturer. Også på dette punkt virker grundlaget uforeneligt. Der er
ydermere basale forskelle i forskerens rolle. De kvantitative metoder er baseret
på en bevidst bestræbelse på at opnå objektivitet ved at disciplinere og nedtone
forskerens indflydelse på måleresultaterne, medens de kvalitative anerkender at
forskeren indgår i et samspil med de mennesker, der udgør studiets genstand, og
at dette ikke blot er en uundgåelig fejlkilde men også en positiv forudsætning for
at kunne opnå en dybere forståelse af dem. De kvalitative metoder kan endda gå
et skridt yderligere og inddrage forskeren som kilde til en systemkritik og endda
som agent for forandring af det sociale miljø i en aktionsforskning. Også på
dette punkt synes der at være tale om opfattelser, der er principielt modsigende.
14
Ud fra en umiddelbar betragtning er det umuligt at forholde sig til forskellige
virkeligheder, at studere vidt forskelligartede genstandsområder og indtage
forskellige forskerroller samtidig. Dermed skulle de to metodiske paradigmer
udgøre principielle alternativer.
Dette nærværende, lille forskningsnotat sigter i al beskedenhed på at
diskutere det fundamentale og komplekse problem, om hvorvidt sociologisk
empiri baseres på to vidt forskellige metodeopfattelser, som i kraft af deres
modsætningsfyldte videnskabsteoretiske begrundelser er inkompatible. Dette
gøres ved en kortfattet præsentation af de vigtigste videnskabsteoretiske
retninger, som har præget sociologiens metodeovervejelser, hvilket leder til at
diskutere de to metoderetningers forudsætninger. For at konkretisere
overvejelserne præsenteres to kvantitative og et kvalitative studie af danskernes
etnocentrisme. De havner i indbyrdes diskussioner, som kunne løses ved
metodekombinationer. Notatet afsluttes med at overveje
metodekombinationernes forudsætninger og metodevalgets etiske og ideologiske
konsekvenser. Notatet er skrevet med henblik på at gøre empiriske
samfundsforskere opmærksom på problemstillingen. Det er således hverken
skrevet med henblik på sociologistuderende eller fagfilosoffer. Hvis de alligevel
kan finde noget af værdi i notatet, er det en positiv sidegevinst.
II. De sociologiske metoders videnskabsteoretiske
grundlag
1. De kvantitative metoders positivistiske og logisk-empiricistiske
grundlag
Bortset fra filosofi er der næppe nogen anden akademisk disciplin, som er så
stærkt præget af videnskabsteoretiske overvejelser som sociologien. Man kan
altid drøfte, hvor sociologi skal afgrænses som disciplin. Men normalt
sammenkædes sociologiens dannelse som disciplin med indledningen til den
industrielle epoke og specielt til den klassiske positivisme. Selve betegnelsen
"sociologi" stammer fra Auguste Comte, der også er ophavsmand til den mest
berømte/berygtede fremstilling af klassisk positivisme, Cours de la philosophie
positive. Skrifterne var præget af det 18. århundredes politiske reaktion efter
revolutionen og Napoleonskrigene. De rummer imidlertid genklange af Comtes
unge år som sekretær for Saint-Simon. Hans visioner om videnskaben i det nye
industrialiseringens århundrede var utopiske og revolutionære. Tanken var i
korte træk at opbygge et samfund, der udnytter industrialiseringens potentialer
15
ved at bygge på en positiv - faktuel - videnskab, en utopisk socialistisk økonomi
og en ny kristen etik. I denne vision skal videnskaberne samles i en syntese, med
den positive filosofi som generaliserende samlingspunkt. For at udfylde den
videnskabelige encyclopædi og gøre videnskaben funktionel for det nye
industrisamfund er der behov for at opbygge en ny disciplin, "social fysiologi",
der ligesom de andre videnskaber hviler på observerede og afprøvede fakta.9.
Saint-simonianernes politiske visioner om socialistisk økonomi og
kvindefrigørelse var ikke i pagt med den herskende ideologi i
restorationsperioden, medens Comtes tilsyneladende objektive program var
mere salonfähigt.
Visionen om sociologi på positivistisk grundlag blev først og fremmest
udfoldet med Émile Durkheim. Hans tiltrædelsesforelæsning10
er baseret på
videnskabsteoretiske overvejelser, som har udgangspunkt i Comtes. Den ny-
etablerede sociologi skal være en videnskab blandt andre positive videnskaber.
Sigtet er at bevise, at samfundet er underlagt lovmæssigheder som andre
naturlige fænomener. Comte viste vejen ved at studere samfundet som en
virkelig, levende organisme, hvor helheden er andet og mere en
sammenknytningen af individerne. Ved at danne en definit struktur dannes en ny
enhed med en særlig natur og egne love. Comtes sociologi har imidlertid stadig
spekulativt præg, og Durkheim reviderer den ved at pointere, at sociologi har et
særligt objekt, som består af sociale fakta, og en metode, der omfatter
observation og indirekte eksperimenter, eller den komparative metode11
. Den
positive, sociologiske forskning fokuserer dels på funktioner, og dels på
strukturer, som er afledt af funktionerne, svarende til fysiologi og morfologi.
Durkheims perspektiv for den positive sociologi er dels at påvirke andre
videnskaber og navnlig filosofi ved at gøre moral til en (positiv) videnskab, dels
at påvirke den offentlige mening. “We live in a country which recognizes no
master but public opinion. Unless this master is to become a mindless despot, it
must be enlightened. “12
Samfundet må genrejse bevidstheden om dets organiske
enhed; individerne må udvikle en sans for den sociale masse, som omfatter og
gennemtrænger det. Der er således også en praktisk og politisk vision hos
9Science de l"homme.
10publiceret 1888 som Cours de science sociale, eng. udg. On Institutional Analysis, London
1987.
11eng. udg. s. 62.
12sst. s. 69.
16
Durkheim. Metodesynet13
regnes for et paradigme på sociologisk positivisme;
men det peger kun indirekte på en kvantificering. “Den første og den mest
fundamentale regel går ud på at betragte sociale forhold som ting.”14
. Dette
indebærer følgende udledninger: “Man må systematisk fjerne alle
forhåndsbegreber”15
samt “man må aldrig som forskningsobjekt tage en gruppe
fænomener med mindre disse indledningsvis er definerede ud fra visse ydre
karakteristika, som de har fælles, og man skal i den samme undersøgelse
medtage alle de fænomener, som svarer til denne definition”16
. Genstanden for
ethvert sociologisk studie skal således omfatte alle fænomener, som defineres på
forhånd ud fra visse fælles ydre kendetegn. Dette indebærer, at det er
nærliggende at tilskrive bestemte symboler til grupperne, men ikke
nødvendigvis talmæssige. Durkheim anvender faktisk både kvantitative og
kvalitative metoder i studiet af selvmordet, medens studiet af det religiøse livs
elementære former udelukkende er baseret på kvalitative metoder.
Vilfredo Pareto havde i århundredets første halvdel afgørende betydning
for sociologiens grundlæggelse i den latinsk-sprogede del af Europa. Paretos
program drev det naturvidenskabelige paradigme langt videre end Comte17
- og
på visse punkter også Durkheim. Paretos "logisk-eksperimentelle sociologi"
skulle udelukkende baseres på faktuelle observationer og påvisning af
uniformiteter. Han kritiserede årsagsbegrebet for ensidighed, og han foreslog i
stedet at betragte variabler og deres funktionelle relationer. De skal ikke
betragtes deterministisk men derimod stokastisk, som sandsynligheder. Ud fra
de påviste uniformiteter opbygges en teori om samfundet som et socialt system,
som præges af selvregulering mod ligevægt i forholdet til den økologiske og
sociale omverden og dets indre elementer. Den senere sociologiske interesse for
Pareto fokuserer på hans studier af residualer og elite-cirkulation, og er tilbøjelig
til at overse hans elaborerede anvendelse af statistiske modeller. I den
nærværende diskussion er Pareto en af de væsentligste pionerer for en
kvantitativ metode, som endda kombineres med en systemteori, der på baggrund
af den systemteoretiske renæssance (Luhmann, Alexander) virker
bemærkelsesværdigt konsekvent og "moderne". Det er desuden værd at
13Les règles de la methode sociologique Paris 1895, dansk udg. København 1972.
141972 p. 30.
15sst. s. 43.
16sst. s. 46.
17som han betragter som pseudo-videnskabelig
17
bemærke, at Paretos argument for statistisk metode er kausalanalysen, hvilket
peger frem mod drøftelserne hos vores samtidige "kritiske realister".
Positivismen undergik en ændring med Wiener-kredsen, idet vægten blev
lagt på den logisk-matematiske integration af delteorier, og fysikken blev
betragtet som en idealvidenskab, idet den tilsyneladende magtede at integrere
velkontrollerede empiriske forskningsresultater ved logisk konsistente
matematiske modeller. Wiener-kredsen havde med Otto von Neurath en
sociologisk repræsentant, der gennem den logiske empirisme søgte at give
sociologien et materialistisk fundament som bolværk mod metafysik og
subjektivisme. Man søgte således at frigøre sociologi fra abstrakte tanker om
samfundsudviklingen, som blot have en diffus empati som grundlag, og fra den
forstående sociologi, som ny-kantianerne repræsenterede. Oprindeligt tilstræbte
den logisk-empiriske sociologi at opbygge kausalmodeller inspireret fra
fysikken som forklaringsform på grundlag af empiriske adfærdsstudier. Der var
en nærliggende alliance mellem denne form for sociologi og den psykologiske
behaviorisme. Neurath selv modificerede imidlertid det socialfysiske program,
blandt andet med henvisning til Marx´ pointering af, at sociologiske
lovmæssigheder er begrænset til historiske epoker, men programmet havde sin
egen inerti og inspirerede fortsat mange samfundsforskere ved århundredets
midte. Neo-positivismen fordrede empirisk verifikation og forkastede samtidig
metafysik som uvidenskabelig spekulation. Men empiri fordrer en refleksion
over forholdet mellem sansning, erkendelse og virkelighed, altså en refleksion
over realismens problem, som ikke kan besvares uden at gribe til metafysik.
Dette dilemma førte nogle til en naiv realisme, medens Mach og Neurath greb til
en instrumentalisme. Hvor den første position netop må karakterises som naiv, i
betydningen videnskabsteoretisk ureflekteret, indebærer den anden en
relativisme, hvor der ikke findes indre-videnskabelige forudsætninger for at
afgøre modstridende empiriske resultater.
Det neopositivistiske program var således modsigelsesfyldt, og kritikken
voksede, både indefra og udefra. Dette forhindrede dog ikke neopositivismens
udbredelse i den vestlige verden i efterkrigstiden. Med George Lundberg´s "Can
science save us?" fra 194718
fik det neopositivistiske program nærmest karakter
af en troserklæring for den humanistiske oplysning. Det sociologiske fremskridt
sikres ved udvikling af empiriske instrumenter og matematiske modeller:
“..oprindelsen og fuldkommengørelsen af instrumenter til mere præcis
iagttagelse og optegnelse af sociale fænomener må anses for at være noget af det
18da. udg. Kan videnskaben redde os? Kbh. 1965.
18
vigtigste som er sket i samfundsvidenskaberne.....Nye tilpasninger af
matematikken som gør det muligt at fatte komplekse forhold som ellers ville
være håbløst uforståelige er af største fundamental betydning...” Videnskaben
skal påvise objektive, nomotetiske love i form af hvis-så-sætninger: “Som
videnskab har både de fysiske og sociale videnskaber en fælles opgave, nemlig
den at besvare videnskabelige spørgsmål. Disse vil altid være af en upersonlig,
betinget type.....Den videnskabelige erkendelses værdi ligger netop i denne
upersonlige, neutrale almindelige gyldighed, uanset hvilke formål menneskene
ønsker at bruge den til.”19
Videnskaben er som sådan "amoralsk", da
videnskabsmænd blot skal skønne over omkostninger og konsekvenser af
forskellige samfundsmæssige valgmuligheder og gøre offentligheden bekendt
med dem.
Lundbergs udgangspunkt for drøftelsen af de kvantitative metoder20
var, at
al videnskabs umiddelbare data er symboler, som repræsenterer relationerne og
adfærdstrækkene ved det undersøgte aspekt af universet. Symbolerne svarer til
adfærd, som dannes som responser på situationer, og symbolerne tjener som
substitut-stimuli for disse situationer. Det system af symboler og logik, som har
domineret den vestlige tænkemåde i århundreder, er den aristoteliske, baseret på
enkle dikotomier. Talesproget er for vagt og flertydigt til at have videnskabelig
værdi, og sociologien bør følge de mere avancerede fysiske videnskaber ved at
anvende matematik som sprog. Dette indebærer at udvælge betydende kategorier
af adfærdsaspekter og at definere disse operationelt. Kvantitative teknikker står
ikke i modsætning til "forståelse", men er et mere raffineret og brugbart værktøj
til at opnå indsigt og forståelse. Alle (rigtige) videnskaber anlægger
generaliserende synspunkter, og anvender dermed implicitte eller eksplicitte
kvantificeringer. Målingen er i sig selv en måde at definere, beskrive og "vide"
på. Det er først når vi har dannet en kvantitativ måleskala, at vi kan give en
eksplicit bestemmelse af, hvad vi måler. Målinger er blot en objektivering af en
procedure, som altid har været praktiseret med større eller mindre præcision.
Ved at betragte kvalitative variationer som grader af den pågældende kvalitet,
kan kvantitative teknikker anvendes til mere præcise og objektive (sic!)
beskrivelser. Endelig påpeger Lundberg, at udvikling af kvantificerede
sociologiske symboler kan bidrage til at overvinde den skizoide modsætning
mellem på den ene side livet i en upersonlig, videnskabeligt orienteret
19da. udg. s. 41.
20Foundations of Sociology New York 1964, 1. udg. 1939.
19
maskinkultur og på den anden side et socialt liv præget af overleverede
symboler og forestillinger.
Udbredelsen af den kvantificerede empirisme tog fart i efterkrigstiden, og
den blev udbredt i Vesteuropa, da faget sociologi blev nyetableret eller
genetableret i Vesteuropa, stærkt inspireret af amerikanske sociologer som Paul
Lazarsfeld.21
I lighed med Comtes kritik af metafysikken mente Lazarsfeld, at
sociologien måtte frigøres fra den tidligere samfundsfilosofi i kraft af stringente
empiriske metoder. De teoretiske begreber henviser ikke til direkte observerbare
udtryk (item) men omfatter en kompleks kombination af fænomener. Den
metodiske procedure sigter derfor på at elaborere operationaliseringens faser i
strømmen fra den indledende ide om begrebet via specifikation af dets
dimensioner og udvælgelsen af observerbare indikatorer til kombinerede
indekser for regelmæssige adfærdsmønstre. Den operationelle klassifikation skal
ikke blot være artikuleret og logisk, men også tilpasset situationens struktur og
respondentens referenceramme. Den basale teknik for at finde forklaringer på
adfærdsvariationer var for Lazarsfeld statistisk anvendelse af fortolkende
variable.
Sociologiens teoribygning består i systematisk at samle og analysere de
begreber, som er nyttige for de empiriske resultater som statistikken udtrykker.
Hovedargumentet for anvendelsen af kvantificerede målinger er, at symbol-
logikken udgør et videnskabeligt universalsprog. Dette synspunkt udtrykkes i
rendyrket form hos D. Martindale: “In a word, the twentieth century
developments in symbolic logic have rendered permanently obsolete all forms of
the rejection of mathematics in principle as a tool of social science”22
.
Lazarsfelds metodesyn, som kombinerer positivistiske og pragmatiske
betragtninger, har på trods af kritikken af neopositivismen stadig mærkbar
udbredelse. En af de mere aktuelle fortalere er James Coleman, som navnlig
kendes fra teorier om rational choice og social kapital.23
Allerede i forordet
trækkes den videnskabsteoretiske linje op: “In the development of any science,
two things are crucial: systematic empirical study and systematic conceptual
elaboration. Each of these requires its special tools..... if conceptual elaboration
is to progress beyond the proverbs of the ancients, special tools are necessary.
21Metodesynet blev præsenteret i samleværket Mathematical Thinking in the Social Sciences
(New York 1954), som Lazarsfeld redigerede.
22i: J. Charlesworth (ed:) Mathematics and the Social Sciences, Philapelphia 1963 p. 107.
23Han dedicerede Introduction to Mathematical Sociology, ( London 1964) til Lazarsfeld.
20
Mathematics provides a battery of languages which, when carefully fitted to a
set of ideas, can lend those ideas great power.”24
Matematikken benyttes således
ved analyse af empiriske data, men er i særdeleshed vigtig for begrebsdannelse
og teoribygning. Coleman beklager sig over sociologiens fortsatte brug af et
diskursivt hverdagssprog, der er rigt på betydninger men upræcist i analysen.
“..it is the essence of empirical science that, whatever the richness and
complexity of the behavior it aims to describe, it must proceed first by analysis
into simple regularities, and only then by synthesis into more complex
structures.”25
Matematikken rummer flere sprog, og kun nogle af disse kan virke
som repræsentationer for aspekter af den virkelige verden.26
Adfærden af
objekter kan begrebsliggøres i elementer så strukturen af relationerne mellem
disse elementer er isomorf med matematiske modeller, såsom vektoralgebra.
Coleman taler om teorier og modeller som synonyme. Matematikken kan
benyttes til at konstruere sandsynlighedsmodeller for sociale processer og til at
reducere komplekse data til én-dimensionale mål. Den bliver dermed synonym
med "modeller" hos Coleman. Sandsynlighedsmodeller for sociale processer kan
ikke endegyldigt veri- eller falsificeres. Modellerne sigter på at beskrive folks
adfærd i bestemte situationer, og de er dermed tautologisk sande, når deres
præmisser er opfyldt.
Der ligger tydeligvis en positivistisk opfattelse bag Colemans synspunkter.
Men i mange tilfælde er brugen af kvantitative metoder i
samfundsvidenskaberne ikke baseret på en videnskabsteoretisk refleksion, men
snarere på enkle, pragmatiske overvejelser. Man opstiller
sandsynlighedsmodeller, der synes at have en vis overensstemmelse med
generelt accepterede indikatorer, og som synes at have en vis forudsigelsesevne.
Men der ligger sjældent dybere overvejelser bagved om empiriens relation til en
virkelighed, indikatorernes gyldighed eller forskningens emancipatoriske
potentialer. Som mønstereksempel på kvantitative modeller som
virkelighedsfjerne tankeeksperimenter i samfundsvidenskaberne kan man tænke
på økonometrien. Denne modeltype har nået til sociologien og politologien i
tilknytning til rational choice teorier. Det videnskabsteoretiske grundlag for de
empiriske analyser er mere pragmatisk end positivistisk: De aggregerede
empiriske erfaringer synes at samsvare med det udfald, man skulle forvente ud
24op. cit. p. vii.
25op. cit. p. 1.
26Colemans realisme er uden forklaring eller forbehold.
21
fra de teoretiske tankeeksperimenter om konsekvenserne af folks
beslutningsprocesser. Udfordringer om målingernes forudsætninger og navnlig
deres gyldighed besvares typisk med pragmatiske henvisninger til deres
korrespondance med andre indikatorer og deres prædiktionsværdi.
2. Nykantianisme og etnometodologi som kritik og alternativ
Ved overgangen til den 20.århundrede så det ud til, at positivismen ikke blot
ville sejre indenfor kontinentaleuropæisk naturvidenskab men også ville
dominere humaniora, hvor det videnskabelige kvalitetskrav bestod i historisk-
filologisk kildedokumentation, og hvor metafysiske argumenter i stigende grad
blev afskrevet som ren spekulation. Dette program levnede knapt plads for
filosofi. I dette åndelige klima fandt en række tyske intellektuelle et holdepunkt i
Kants tænkning, og dermed hos stamfaderen til den preussiske oplysning, for at
tilskrive humaniora en relativ autonomi fra den positivistiske dominans. Kants
projekt tilstræbte at forsone rationalisme og empirisme, ved på den ene side at
acceptere den newtonske fysik som forbilledlig videnskab og på den anden side
at argumentere for, at kausalrelationerne ikke blot anerkendes som sådan ud fra
empiriske erfaringer men også på grundlag af transcendentale, menneskelige
erkendelsesformer. Kants filosofi forholdt sig kritisk til den rene (cartesianske)
rationalisme, idet den samtidig åbnede for en kritisk filosofisk refleksion af
teorierne. Medens vi er principielt afskåret fra erkendelse af tingene-i-sig-selv,
har vi mulighed for at erkende tingene-for-os, men denne erkendelse er
uomgængeligt betinget af vores tænknings kategorier og begreber. Ny-
kantianernes besvarede denne udfordring ved at hævde, at menneskets
erkendelse af verden er betinget af en værdiorientering. Mennesket udvælger
objekter som værdi-relevante for deres opbygning af viden om verden.
"Zurück zu Kant" blev motto for en generation af tyske forskere, der søgte
en middelvej mellem positivisme og idealisme, og navnlig søgte at sikre
humaniora et fast empirisk og filosofisk fundament. Oplægget til en sociologi
baseret på ny-kantianismen blev lanceret med F.A. Langes diskussion af den
materialistiske historieopfattelse, som afgrænsede den videnskabelige sfære til
fænomenerne og afskrev en videnskabelig erkendelse af das Ding-an-Sich.
Langes værk var inspirationskilde for mange af de unge tyske intellektuelle, der
kom til at forme den tidlige sociologi, herunder Max Weber. Det affødte en
omfattende diskussion om den videnskabelige historieskrivnings metodiske
grundlag.
Disse tanker blev udmøntet i et metodisk program af først og fremmest
22
Wilhelm Windelband, og Strasbourg, Heidelberg og Marburg blev bevægelsens
centre27
. Ny-kantianerne rakte hinsides Kant, der så det som videnskabens
opgave at finde de nødvendige og almengyldige love, der forklarer
egenskaberne ved fænomenerne, hvorimod historien har lavere status, fordi den
historiske fordring på viden savner nødvendig og generel gyldighed, som
foreskrevet i kritikken af den rene fornuft. Overfor dette hævder Windelband, at
historie er mulig og nødvendig ud fra visse præmisser: Værdier må have en
konkret og unik referent, hvilket er kilde til vor interesse i at studere
enkeltstående fænomener. Naturvidenskaben studerer nomotetiske
lovmæssigheder, og nomotetisk viden er dermed hævet over perceptionen af den
konkrete virkelighed. Historievidenskabens interesse er på sin side idiografisk,
at forstå de karakteriserende egenskaber ved den enestående hændelse.
Forekomsten af unikke hændelser kan ikke forklares ud fra generelle love. De
idiografiske og nomotetiske interesser er indbyrdes uafhængige og
modsatrettede; lov og hændelse udgør de ultimative og usammenlignelige
enheder i vort verdensbillede.
Denne argumentationslinje blev udbygget af Windelbands disciple, navnlig
Lask og Rickert. Lask pointerede den ubetingede modsætning mellem tænkning
og virkelighed, og dermed forekomsten af et "hiatus irrationalis" i erkendelsen.
Rickert trak forholdet mellem naturvidenskaberne og åndvidenskabene op, og
pointerede, at genstanden for åndsvidenskaberne er virkelighedens
individualitet, eller virkeligheden for så vidt den kan tilskrives individualitet.
Dette henviser dels til individualitet, de enkeltstående, uafhængigt
identificerbare fænomener, og dels til in-dividualitet, fænomener, der udgør
udelelige enheder, "anschaulich" individualisitet. Det individuelle er
konstituteret som et historisk individ og kan dermed blive genstand for
historievidenskaben ved henvisning til teoretiske værdi-relationer
(Wertbeziehung). Det ultimative datum for historiske udsagn er historiske
aktørers forpligtelse til disse værdier. De må imidlertid ikke være personlige,
men tilknyttet kulturen og objektive i den forstand, at der kan tilskrives generel
gyldighed til dem. Naturvidenskab og kulturvidenskab har således vidt
forskellige formål og metodegrundlag. Med dette udgangspunkt bliver
anvendelsen af kvantitative metoder tilsyneladende irrelevant. En tilsvarende
modstilling mellem natur- og åndsvidenskaberne blev fremført af Dilthey, som
hævdede, at medens naturvidenskaben kunne opnå objektive kausalforklaringer,
kan åndsvidenskaberne kun opnå forståelse af historiske fænomener gennem
27Hvor Marburg-skolen havde mindre sociologisk betydning.
23
indforståelse af agenternes motiver (Verstehen).
Både Max Weber og Georg Simmel var tæt knyttet til den ny-kantianske
bevægelse. Simmel skrev en prisopgave om Kants materiebegreb, og hans
habilitationsskrift handlede om Kants syntetiske domme og begrebet "den rene
forestilling". Skriftet blev antaget efter indgriben fra netop Dilthey. Samtidig var
Simmel nær ven af Rickert, og han opretholdt en tæt kontakt med ham i den
tunge karriere i Berlin og frem til professoratet ved universitetet i Strasbourg.
Simmels sociologi sigter på analyser af individernes vekselvirkninger og
samfundsmæssiggørelsens former (analytisk adskilt fra indhold) og metoden er
baseret på en interaktionel (modsat individuel) Verstehen og dermed renset for
kvantificeringer.
Det bedst kendte eksempel på den ny-kantianske videnskabsteoris
applikation på sociologisk metode udgør utvivlsomt Max Webers arbejder. De
er skrevet som indlæg i den samtidige diskussion, og de er vanskelige at læse
løsrevet fra konteksten. Nogle af skrifterne har ikke et specifikt sociologisk
sigte, men de retter sig snarere mod metodespørgsmål i nationaløkonomi og
statskundskab - men også disse skrifter læses ofte af sociologer som relevante.
Weber tilslutter sig ny-kantianernes sondring mellem natur- og åndsvidenskab,
og han præsenterer sociologi som en empirisk, humanistisk videnskab, der
studerer sociale handlingers årsager, forløb og virkninger. Sociologi viderefører
idiografiske historiske studier, ved at foretage komparative kausalstudier uden
ambitioner om konstruktion af nomotetiske love, men med forhåbning om at
kunne påpege generelle tendenser: “Eine Wissenschaft, welche soziales Handeln
deutend verstehen und dadurch in seinem Ablauf und seinen Wirkungen
ursächlich erklären will.”28
Det karakteristiske ved sociologiens empiriske studier er bestræbelsen på at
forstå sociale agenters handlinger, og de kan dermed karakteriseres ved
"metodisk individualisme", idet det dog skal påpeges, at agenterne kan
repræsentere institutioner. Den form for lovmæssighed, som den forstående
sociologi kan udlede, er de typiske chancer, man kan danne ud fra observationer
ved forekomsten af bestemte vilkår for det forventede forløb af sociale
handlinger, hvor typiske motiver og hensigter (Sinn) gør handlingen forståelig.
Gennem sammenligningerne kan der udledes generelle regler for handlemønstre:
“Die Soziologie bildet .... Typen-Begriffe und sucht generelle Regeln des
28Wirtschaft und Gesellschaft, Tübingen 1972 p. 1.
24
Geschehens.”29
. Strømmen af empiriske data ordnes ud fra idealtyper, som både
kan omfatte handlingstyper for individuelle agenter, såsom traditionelle,
affektive, værdirationelle og formålsrationelle handlinger men desuden kan
omfatte handlingsformer i kollektive rammer, såsom bureaukratiet, kapitalismen
eller storbyen. Idealtyperne er Webers væsentligste begrebsmæssige værktøj i de
sociologiske analyser. Det bør imidlertid bemærkes, at han ved siden af de
historiske enkelttilfælde og idealtyperne faktisk opererer med en tredje form,
nemlig gennemsnitstyperne for sociologiske massebetragtninger
("Durchsschnittstypen"), idet han dog advarer om, at sådanne typer kun kan
dannes entydigt, “wo es sich nur um Grad unterschiede qualitativ gleichartigen
sinnhaft bestimmten Verhandelns handelt.”30
Han medgiver, at dette
forekommer, men i flertallet af tilfældene er handlingerne betinget af heterogene
motiver, hvorfra der ikke kan dannes et meningsfuldt gennemsnit.
Webers begrebs- og værdilære er i det væsentlige hentet fra Rickert,
medens den metodiske tilgang til handlingsanalyse, Verstehen, er præget af
Dilthey. Dette metodiske program udelukker ikke for Weber en anvendelse af
kvantitative metoder, hverken i princippet eller i praksis. Webers bedst kendte
værk overhovedet indledes med en gennemgang af statistiske oplysninger om
konfessionelle forskelle på uddannelsesretninger.31
Først med dette
kvantificerede afsæt griber Weber til Verstehen og konstruktion af idealtyper.
Ligeledes i det mindre kendte studie af de østpresussiske landarbejderes vilkår
anvender han statistiske analyser til påvisning af sammenhænge, som siden
fortolkes og forklares ud fra forstående motiv-analyser. Det væsentlige er ikke
om man anvender kvantitative metoder, men hvordan - og Weber leverer et
forbilledligt eksempel på en hermeneutisk brug af statistik. Konstruktionen af et
paradigme for den kvalitative metode, afskærer væsentlige elementer af Webers
metodesyn ved udelukkende at fokusere på Verstehen og idealtypologier; disse
er kun redskaber i en proces, der gennem komparationer skal lede frem til
historiske kausalforklaringer. I Webers metodiske skrifter præciserer han ikke
grundlaget for komparationer eller for kausalslutninger, men hans empiriske
religionssociologi demonstrerer hans systematiske afskrivning af plausible
kausalmomenter med henblik på at isolere de(n) udslaggivende faktor(er). De
senere metodediskussioner er tilbøjelige til at overse det komparative og
29sst. s. 9.
30sst. s. 10.
31Den protestantiske etik og kapitalismens ånd, København 1995, opr. 1904-5.
25
kausalfortolkende moment i den weberske metode. Det er imidlertid de
verdenshistoriske komparationer, der på afgørende vis adskiller hans empiriske
studier fra socialpsykologiske studier af sociale agenters handlemotiver.
Udgangspunktet for den weberske metode var Verstehen og tildeling af
mening (Sinn) til en social handling, men de erkendelsesteoretiske betingelser
for forståelse og for at opfatte en handling som meningsfuld eller tolke den som
betydningsfuld blev ikke præciseret. Dette var imidlertid sigtet med Husserls
fænomenologi, i en strengt videnskabelig bestræbelse på at afdække det
essentielle ved vores erfaring af fænomenet. Ifølge Husserl indebærer at gå til
tingene selv en ren intuition af dem med henblik på at finde de essentielle
handlestrukturer og de objektive enheder, der samsvarer med dem. 32
Tingene
skal således ikke forstås realistisk eller naturalistisk, men i vort umiddelbare,
intuitive greb om dem. Erfaringer er intentionelle. Husserls metode består i
fænomenologisk reduktion, hvor sigtet skiftes fra objektet mod objektets
givethed i bevidstheden. Vi reducerer ved at skrælle de kontingente variationer
fra, men vi kan ikke reducere tingene til psykologiske eller andre videnskabelige
forklaringer. Vi forstår meningen i eet greb ved at dække alle relevante aspekter
ved fænomenet. Dette resulterer i den rene anskuelse af objektet, altså sagens
væsen (eidos). Fænomenologien undersøger forskellige former for intentionalitet
med en refleksiv holdning, der viser tilbage til kilden for opnåelse af viden, hvor
den vidende reflekterer på sig selv og sin viden. Dermed gøres også den
videnskabelige erkendelse til genstand for den fænomenologiske refleksion.
Grundlaget for det verdensbillede, som videnskaben udvikler, er i sidste instans
menneskets livsverden, den umiddelbart givne, subjektive verden. Men der er i
de europæiske videnskaber udviklet en kløft mellem naturvidenskaberne og
menneskevidenskaberne, og den videnskabelige erkendelse fragmenteres i en
objektiv-fysisk og en transcendental viden. Husserl opfordrer til at udvikle en
livsverdenens ontologi, og at gøre forskeren selv til et videnskabeligt tema.
Disse grundlæggende overvejelser havde visse lighedstræk med den ny-
kantianske position, navnlig i en fælles positivisme-kritik, men pegede ikke
umiddelbart frem mod en sociologisk applikation. Det var navnlig A. Schutz,
der gjorde sociologien opmærksom på potentialerne i en fænomenologisk
inspireret videreudvikling af de temaer, som den ny-kantianiske sociologi havde
anslået. Igennem hans arbejder rettedes opmærksomheden på den
grundlæggende relevans af at analysere de sociale common sense forestillinger,
32 Jeg tillader mig at oversætte Husserls særegne sprogbrug til hverdagssprog, med risiko for
at tabe præciserende associationer.
26
som alle sociale agenter nødvendigvis er bærere af, og på Verstehen som
rekonstruktionen af en idealtypisk agents opfattelse af verden, herunder den
sociale verden. Disse overvejelser blev siden udfoldet i videnssociologiske
teorier af Schutz" elever, hvoraf P. Berger og T. Luckmann er de mest kendte
varianter. Etnometodologien udspringer af de samme overvejelser, og Garfinkels
disputats var udtrykkeligt et forsøg på at give Schutz" meget abstrakte teori et
empirisk fundament. Der er imidlertid påfaldende få indbyrdes referencer
mellem etnometodologerne og videnssociologerne. Garfinkel henviser derimod
gerne til Talcott Parsons som teoretisk inspirator for spørgsmålet om den sociale
ordens grundlag. Hvor Parsons søger at besvare dette med en funktionalistisk
teori, søger etnometodologien at dreje spørgsmålet i empirisk retning, idet man
studerer de sociale agenter som aktive, bevidste skabere og opretholdere af de
im- og eksplicitte regler for socialt samliv i hverdagen.
Det er således bestræbelsen at udmønte Husserl og Schutz i et sociologisk
metodesyn. Dette omfatter metoder til belysning af almindelige menneskers
egne "metoder" til at give hverdagslivets samspil relativt faste og meningsfulde
rutiner. Da metodeovervejelserne involverer både forskerens og informantens
procedurer, er det nærliggende at karakterisere dem ved "refleksivitet" i
overensstemmelse med Husserl. Denne etnometodologiske opfattelse står
tydeligvis i skarp modsætning til den kvantitative sociologis. Cicourels
metodologiske argumenter tager derfor også udgangspunkt i en kritik af
Lazarsfelds videnskabsteoretiske forudsætninger har mange mindelser om
Husserls opgør med naturalismen.
Cicourel kritiserer den kvantificerede sociologis anvendelse af rigoristiske
målinger, som der ikke er erkendelsesteoretisk og praktisk grundlag for. De
matematiske systemer er axiomatisk tautologiske systemer - fordringen er , at de
skal være isomorfe med de teoretiske systemer. Det er tvivlsomt, om fysiske
egenskaber og sociale begivenheder kan være genstand for samme måleteori.
“The world of observables is not simply “out there” to be described and
measured with the measurement systems of modern science, but the course of
historical events and the ideologies of a given era can influence what is “out
there” and how these objects and events are to be perceived, evaluated,
described, and measured.”33
De sociologiske "målinger" er kun metaforiske:
“The quantitatively expressed results necessarily reify the events under study,
but our interpretations of them ... are treated as positive findings which are
33Method and Measurement in Sociology, New York 1964 s. 38.
27
fictituously assumed to be replicable and valid.”34
Operationelle
målingsprocedurer må tage i betragtning, at aktørens bevidsthed om og erfaring
af et objekt ikke kun er bestemt af det fysiske objekt, som det fremtræder, men
også af hvad aktøren tilskriver det.
De kvantitative sociologer kan ikke anføre regler for at udvælge
indikatorer, og de kan ikke påvise korrespondance mellem målesystemer og de
teoretiske begreber, men de må forudsætte en common sense. Dette rummer
implicitte forudsætninger om forskernes konsensus og om aktørernes forståelse.
Survey-forskere, som anvender standardiserede spørgsmål med faste svar, burde
ifølge Cicourel udvikle en model som omfatter sprog og kulturel betydning i
aktørens hverdagsperspektiv, i interviewerens perspektiv og "reglerne" for at
omsætte disse betydninger til substantiel teori. Først dermed kan vi være sikre
på, at forundersøgerne, interviewerne, koderne, programmørerne og
projektlederen anvender den samme teoretiske referensramme. Men denne
udfordring undviger surveyundersøgelserne: “Standardized questions with fixed-
choice answers provide a solution to the problem of meaning by simply avoiding
it.”35
Et tilsvarende fortolkningsspørgsmål opstår i forbindelse med kodningen af
svarene: “Arbitrary coding rules and scaling devices transform the structure of
social action into quantifiable elements because such procedures arbitrarily fuse
common-sense knowledge and moral judgments with logical or statistical
operations.”36
Hvis standardiserede spørgeskemaer overhovedet skal kunne
benyttes til operationelle definitioner af sociologiske begreber, skal de
konstrueres på en måde, der afspejler strukturen i hverdagslivets erfaringer og
handlemåde. På samme måde rummer mekanicistiske eksperimenter implicitte
antagelser om samspillet i forsøget og parternes fortolkninger af det. Den måde,
hvorpå sociologerne konstruerer spørgsmål og udfører eksperimenter, burde i sig
selv være genstand for sociologiske undersøgelser. Sproget er et filter, som vi
ser fænomener i verden gennem. De rigoristiske målingers data passer til
bureaukraternes effektivitets- og praxissøgen, men denne form for fakta dækker
kun den "ydre horisont" for menneskets handlinger som social agent. Det er
nødvendigt at tilføje den "indre" (subjektive) horisont, for at efterprøve de
implicitte antagelser om common-sense handlinger i hverdagen. Hvor Garfinkel
ser etnometodologi som en helt anden form for videnskab, betragter Cicourel
34sst. s. 224.
35sst. s. 108.
36sst s. 120.
28
den som et nødvendigt supplement for at give mening til de kvantificerede
undersøgelser.
Nogle af de kritikpunkter, som sættes ind overfor de kvantitative metoder i
lærebøger som Neumans, kan spores tilbage til etnometodologer som Mehan og
Wood37
. Deres kritik sætter ind overfor de kvantitative studiers hovedfaser:
Første fase omfatter dataindsamlingen, hvor forskeren påtvinger respondenterne
en logisk struktur, der ikke samsvarer med deres beslutningsgrundlag i
hverdagen. Dernæst foretages kodninger, som fjerner de flertydigheder, som er
kendetegnende for common-sense tænkningen, så svarene kan klassificeres
logisk entydigt. Næste trin er manipulationen af indikatorerne som "faktorer"
eller "årsager", skønt de ikke blev direkte observeret som sådan ved
dataindsamlingen. Endelig kodificerer sociologerne de "fund", som udspringer
af deres undersøgelse af de objektive data. Resultatet fremtræder som en
beskrivelse af det sociale liv, men processen indebærer en tiltagende
fremmedgørelse fra menneskers hverdagsliv. I bestræbelsen på at blive
videnskabelig fremmedgøres sociologien fra det sociale. Mehan og Wood
betragter forsøget på at summere en respondents svar sammen med tusinde
andres, og at transformere det fra "løs" konversation til tal som absurd38
.
Kritikken gælder således især de kvantitative metoders objektiverede målinger,
deres mekaniske kausalitetsopfattelse og samt dens hævdelse af en logik, der er
overordnet hverdagslivets forståelsesformer.
Her over for søger etnometodologerne at studere de fortløbende, plastiske
sociale processer, hvorved man konstruerer social mening i form af
hverdagslivets opbygning og vedligeholdelse af typifikationer. I den
etnometodologiske ramme henviser hverdagslivets realitet ikke til
materialistiske eller realistiske betragtninger39
, men derimod på opbygningen og
vedligeholdelsen af en verdensopfattelse med hverdagslivet som udgangspunkt.
Dette følger Schutz´ synsmåde. Nogle etnometodologer, som eksempelvis
Mehan og Wood, vil hævde at Schutz indsnævrer perspektivet ved at ophøje
hverdagslivet til en særlig, samlet betydningsinstans. Derfor vil de snarere bygge
på Wittgensteins betragtninger over sprogspillene og de regler, som gør de dem
forståelige, på trods af deres plasticitet, og som knytter dem sammen i
livsformer gennem en form for slægtskab. Med dette udgangspunkt betragtes de
37H. Mehan & H. Wood: The Reality of Ethnomethodology, New York 1975.
38s. 54.
39i eksempelvis Putnams eller Bhaskars forstand.
29
sociale virkeligheder som mangfoldige, processuelle, plastiske og relative.
Etnometodologien selv er således en "realitet". Denne betragtningsmåde
indebærer imidlertid en videnskabelig og etisk relativisme, idet der ikke er
grundlag for at opfatte nogen virkelighed som mere real, sand eller rigtig end
andre.
3. Pragmatisme som grundlag for empiriske sociologi
Ved århundredskiftet, da sociologien blev formet som ny forskningsgren, var
den fremherskende filosofiske retning i USA pragmatismen. Den vulgære
variant kan endda siges at være en amerikansk nationalfilosofi. Den er imidlertid
langtfra begrænset til USA. Man kan finde pragmatiske udsagn hos mange
forskere40
. William James var nok den mest kendte repræsentant for amerikansk
pragmatisme, men den filosofiske hovedfigur var utvivlsomt C. S. Pierce. Det
elaborerede grundlag for den amerikanske pragmatisme beroede på et opgør
med den kartesiansk-rationalistiske tænkning, og samtidig med empiricismen
som hævder, at verden kan erkendes gennem direkte sanseindtryk. Spørgsmålet
om sandhed ændres fra at fremstille en ydre virkelighed korrekt til at øge
menneskers evne til at handle i forhold til bestemte omgivelsers vilkår. Parallelt
med positivismens kritik af metafysikken hævder pragmatikerne, at
meningsfulde udsagn har karakter af konditionssætninger, og dermed svarer til
handlingsregler. Videnskabeligt meningsfulde sætninger er universelle
antagelser om virkeligheden, som under specificerede grundbetingelser og
betingede forudsigelser kan transformeres fra indikativ til imperativ.
Meningsfuldhed knyttes dermed til anvendbarhed. Samtidig hævder Pierce, at
erkendelse er tegn-fortolkning. Begrebsafklaring består i at overveje de mulige
praktiske virkninger forestillingsobjektet kan have. Hvis illusioner har en reel
virkning på mennesker, er deres eksistens virkelig. Pragmatikerne tillagde ikke
matematikken og kvantificering nogen særstatus som videnskabeligt sprog, men
i Pierces metodeovervejelser indgår også sandsynlighedsmodeller. Pierces
metode omfatter såvel abduktiv hypotesedannelse, deduktiv udledning af
hypotesernes konsekvenser, og induktiv efterprøvning af disse. I diskussionen af
deduktion foregreb Pierce Poppers krav om falsifikation som strategi, men
samtidig hævdede Pierce, at induktion i det lange løb kan sikre en tilnærmelse til
sandheden. Den videnskabelige undersøgelse er i det lange løb selvkorrigerende
gennem induktionen.
40eksempelvis i Jung´s "Wirklich ist was wirkt"
30
Pierces overvejelser blev ikke fuldt ud delt af alle de amerikanske
pragmatikere, men der var enighed om at kombinere sprogteoretiske
reflektioner, eksperimentelle metoder og handlingsaspekter. Der er visse
lighedstræk i udgangspunktet mellem pragmatismen og utilitarismen, men også
en afgørende forskel: Hvor utilitaristernes nyttebetragtninger fokuserer på
individet, sigter pragmatikernes på kollektivet. For at virke rationelle, må
nytteovervejelserne både tage ens egne og ens medspilleres hensigter og
reaktioner i betragtning.
Blandt centrene for den tidlige amerikanske pragmatisme var University of
Michigan og University of Chicago, og begge fik også betydning for etablering
af sociologi i USA. En af de første amerikanske professorer i sociologi, C. H.
Cooley ved Ann Arbor, Michigan, var talsmand for pragmatismen. Hans studier
af den sociale identitet lagde op til G. H. Meads forelæsninger i Chicago 41
. Da
Meads projekt var decideret grundlagsteoretisk, er det næppe overraskende, at
der ikke indgår overvejelser om de sociologiske metodeproblemer, der er
ledemotiv for den nærværende fremstilling. Dog overvejer Mead den sociale
brug af matematikken som et yderst abstrakt symbolsprog. Den pragmatiske
tænkning, og navnlig Cooley og Meads, satte sig spor hos den sociologiske
"Chicago-skole", der omfattede W. I. Thomas, R. E. Park og F. Znaniecki. Det
metodisk karakteristiske for deres forskning er rekonstruktionen af de
dynamikker, hvorved subjekter reagerer på og søger at løse handlingsproblemer.
Der lægges dermed vægt på at belyse subjektive perspektiver og navnlig på at
forstå de sociale outsideres situation, selvopfattelse og samfundssyn. Deres
feltstudier og kildestudier har dannet forbillede for kvalitativt sociologiske
casestudier. Chicagoskolen supplerer ofte casestudierne med statistikker for at
give dem en baggrund. Casestudiernes metodesyn har mange lighedstræk med
Webers og navnlig Simmels forstående sociologi, og dermed også med
hermeneutikkens. Casestudierne tilsigter at få indsigt i målgruppens
selvforståelse og situationsforståelse. Gruppens egen definition af dens situation
var i centrum for disse studier. Blumer formulerede skolens metodesyn radikalt
ved at gå imod fremvæksten af surveys og kvantificerede undersøgelser, idet den
vigtige intime relation mellem forskeren og objektet gik tabt med den tilstræbte
objektivitet.
Whyte´s studie af en gadebande42
, udgør et mønstereksempel på et
41Mind, Self and Society, Chicago 1934, genoptr. 1962 , der står som et hovedværk for
socialpsykologien.
42Street Corner Society, Chicago 1943.
31
sociologisk feltarbejde i Chicago-skolens ånd. I sin senere til drøftelserne af
dette studie siger han: “(the) issue should not be quantitative versus qualitative
research methods but rather what is to be quantified and how the measurements
are to be integrated with the descriptions and analyses of behavior”43
.
I forlængelse af pragmatismen og Chicagoskolen udvikledes der en vidt
forgrenet symbolinteraktionistisk forskning, især med inspiration i Meads teori
om konstruktionen af den sociale identitet. Symbolinteraktionisterne dyrkede
navnlig empirisk feltarbejde med henblik på at afdække processerne, gennem
hvilke medlemmerne af en gruppe fortolker samspillet som en meningsfuld
situation, skaber sociale identiter i forhold til gruppen og samhandler på
grundlag af deres fortolkninger. Den primære metode til afdækning af den
symboliserede interaktion er registrering af sproglige ytringer om den sociale
identitet, og i særdeleshed deltagerobservation af sprogspillene i en gruppe
kombineret med åbne interviews. Ordvalget i denne kortfattede beskrivelse
antyder, at de symbolinteraktive metoder ikke blot henter inspiration fra
pragmatisme og nykantianisme, men også fra hermeneutikken og den senere
Wittgensteins sprogteori. Der er imidlertid ikke tale om stringent applikation af
hermeneutik på deltagerobservation. Således er det ikke et metodisk krav, at
forskerens for-antagelser lægges frem til selv-refleksiv kritik, og desuden brydes
barmhjertighedsprincippet ofte til fordel for en mistankens hermeneutik.
4. Den kritiske rationalisme som grundlag for empiriske metoder
Efter positivismekritikken var det ikke let at forsvare anvendelsen af
kvantificerede metoder. Visionen om at opbygge nomotetiske adfærdslove ud
fra induktive empiriske observationer var afsløret som illusorisk. Empirikerne
kunne imidlertid gribe til en forenklet pragmatisme44
som bastion overfor
kritikken. Den havde afskrevet den positivistiske vision, idet pragmatismens mål
(tilsyneladende) var mindre og dermed mere realisable. De kvantitative,
sociologiske undersøgelser kunne tilsyneladende forsvares ved at de leverede
brugbar viden. Når moderne rational choice teori støtter sig på korrespondance
med kvantitativ empiri, er den metodiske argumentation således ikke
positivistisk, men derimod pragmatisk. Denne begrundelse er sjældent så
gennemtænkt og gennemarbejdet som den logiske empirismes program, og
43cit. eft. M. Williams &. May: Introduction to the Philosophy of science, London 1996, s.,
xii.
44Forenklet i forhold til Pierce.
32
derfor er den også vanskeligere at diskutere. Den pragmatiske betragtning
forudsætter imidlertid en overvejelse om for hvem og for hvad, den frembragte
viden er nyttig. Det er på dette punkt, at kritikken sættes ind fra den kritiske
teori, som selv rummer et pragmatisk aspekt.
Sociologiens ambivalente position har været en udfordring for nogle af vor
tids videnskabsteoretiske sværvægtere. Habermas videnskabsteoretiske
nytænkning er forbundet med, at han karrieremæssigt har bevæget sig mellem
filosofi og sociologi. På tilsvarende måde er overvejelserne hos Popper og
Lakatos over relationen mellem teori og empiri tydeligvis influeret af
videnskabsteoretiske drøftelser i miljøet på London School of Economics45
.
Popper karakteriseres som positivist af polemikere som Adorno og Habermas
samt lærebøger som Neuman, til trods for at han på mange punkter stod for en
konfrontation med positivistiske grundopfattelser, og at han karakteriserede sin
egen position som "kritisk rationalisme". Popper leverede således et velkendte
opgør med den logiske empirismes induktivisme. Han kritiserede empirismens
naive tro på de umiddelbare sanseerfaringer, som guddommeliggør facts i
"sækulariserede religioner" som positivisme og behaviorisme46
. Den form for
samfundsvidenskab, som undersøger sociale helheders adfærd som empiriske
objekter på samme måde, som biologen undersøger dyr eller planter, betegner
Popper som naiv47
. Erkendelsen begynder ikke med sanseerfaringer,
observationer eller indsamling af data, men med at specificere problemer.
Metoden består i at efterprøve løsningsforsøg på disse problemer. Popper
hævdede endvidere, at de sociale helheder er postulater snarere end empiriske
objekter. Poppers kritik af historicismen rammer også
positivismens nomotetiske bestræbelser, for når
samfundsudviklingen ikke er betinget af historisk
nødvendighed og ikke er bestemt af indre love, er
sociologisk forudsigelse umulig. Han var derfor skeptisk overfor
muligheden for at udvikle nomotetiske lovmæssigheder, for de kan kun gælde
statisk afgrænsede systemer, men der er kun få eksempler på dem i naturen, og
det moderne samfund kan ikke karakteriseres som et lukket system48
. Målinger
og nøjagtighed er ikke i sig selv de yderste, selvstændige værdier for
45For sociologer er forbindelsen til David Martin særligt interessant.
46s. 92 i Kritisk Rationalisme, København 1996, opr. 1972.
47sst. s. 86.
48Overvejelsene om lukkede/åbne systemer videreføres af den kritiske realisme.
33
videnskaben49
. Kritikken rammer dermed også den metodiske naturalisme, der
ud fra observationer og målinger danner statistiske tællinger og derpå udleder
induktive generaliserede teorier50
. Dette bygger, efter Popper mening, på en
fundamental misforståelse af den naturvidenskabelige metode. Så langt er
Popper mere på linje med positivisme-kritikken end med Durkheims og den
logiske empirismes metodesyn. Ifølge Popper er det videnskabens mål at nå frem
til "den mest tilfredsstillende forklaring", hvilket er identisk med den, der kan stå
til den strengeste efterprøvning. Denne målsætning kan modstilles med
nykantianismens og hermeneutikkens "meningsskabende forståelse" og den
kritiske teoris "forandring til frigørelse". I lighed med Weber fastholder Popper
et ideal om objektivitet og værdifrihed, idet objektivitetskravet efterprøves i det
videnskabelige forum ved en deduktiv logisk argumentation. Den generelle regel
om, at mennesket lærer af sine fejl, gælder også videnskaberne. Videnskaben
udvikles ved at udsætte teorierne for en rationel kritik og erstatte teorier med
mindre forklaringskraft med teorier, der i højere grad tilnærmer sig sandheden.
Popper kritiserer generelt teorier, der præges af teleologisk determinisme,
hvad enten kilden er Gud, Naturen eller Historien, for dermed blokeres
menneskets frie vilje. Denne kritik retter sig også mod marxistiske teoriers
historicisme, som postulerer en form for nomotetiske love for samfundets
udvikling. Sociologien har en faglig autonomi i kraft af det problemfelt, der
søger at forstå situationslogikken i et samfundet. Selvom Poppers generelle mål
for videnskaben er forklaring, er delmålet for sociologien forståelse. Som
forbillede for den sociologiske situationsforståelse henviser Popper til
nationaløkonomiens objektivt-forstående logiske modeller.51
De sociologiske
teorier udgør således rationelle rekonstruktioner af agenternes motiver. Da
Popper er filosof, ikke sociolog, er det måske forståeligt, at han ikke udfolder og
præciserer disse betragtninger. Poppers videnskabsteori udelukker ganske vist
naiv empiricisme og naturalisme, men den udelukker ikke dermed anvendelsen
af empirisk kvantificerede modeller til efterprøvning af sociologiske
situationslogikker. Betragtningerne synes at pege i retning af en form for
Rational Choice-modeller. Sociologiens udfordring er ikke at søge efter
49op.cit. s. 78.
50I debatten om kvantitative og kvalitative metoder bør det bemærkes, at de svaner, som
flakser rundt i falsifikationsdebatten har et kvalitativt kendetegn, nemlig farven.
51i: Adorno et alt.: Der Positivismusstreit in der deutschen Soziologie, 1972.
34
lovmæssigheder, men at studere de tilsigtede og utilsigtede følger af
menneskelige handlinger. Der er lighedstræk med den eksperimentelle
naturvidenskabs hvis-så-tænkning. Dette kunne føre til praktisk teknologiske
regler for, hvad vi ikke kan gøre52
.
Der er således mange argumenter som forbinder Popper og positivismens
kritikere. På afgørende punkter forholder han sig kritisk overfor metodesynet hos
Durkheim og den logiske empiricisme. Man kan endda hævde, at en del af
positivismekritikkens grundlag er tilvejebragt af Popper. Når Adorno og
Habermas alligevel fastholder at fortolke Popper som fortaler for en moderne
variant af positivismen, skyldes det især, at Popper fastholder værdineutralitet,
argumenterer metodisk med en formålsrationel pragmatisme, og hævder en form
for realisme, som han selv betegner som "modificeret essentialisme". Da det er
metodespørgsmålet, der er til diskussion her, medens andre emner står i centrum
for Adornos og Habermas´ kritik af Popper, vil denne debat ikke blive drøftet
yderligere her.
5. Metodesynet i marxisme, ny-marxisme og kritisk teori
Hvor den tidlige franske sociologi, som påpeget ovenfor, var tæt tilknyttet den
klassiske positivisme, hentede den tidlige tyske sociologi inspiration fra
Humboldt-oplysningen, navnlig fra Kant samt Hegels dialektiske historiefilosofi.
Det kan diskuteres om Marx egentlig er sociolog og videnskabsteorietiker, men
det er indiskutabelt, at hans tænkning har inspireret både sociologi og
videnskabsteori. Marx videnskabssyn kan meget kortfattet karakteriseres som
dialektisk materialistisk, eller en bestræbelse på at kombinere elementer fra
Hegels dialektiske historiefilosofi med elementer fra den angelsaksiske
empirisme. Den dialektiske komponent og opgøret med hegelianismens
idealisme findes allerede i ungdomsskrifterne, medens den materialistiske bliver
mere udpræget efter mødet med Engels og flytningen til England. Den
angelsaksiske nationaløkonomi, som er udgangspunktet for megen af Marx"
kapitalisme-kritik, er stærkt præget af den empiriske tradition. Marx vedkender
sig, at en materialistiske ontologi står i gæld til Bacon,53
men kritiserer dennes
"aforistiske doktrin"54
. I Den tyske Ideologi siger Marx: “Der, hvor spekulationen
52s. 88.
53som han ganske vist kun har et overfladisk kendskab til.
54Die heilige Familie, s. 201-2. opr. 1845 genoptr. MEGA I/3, uddrag i K. Marx: Selected
35
slutter, ved det virkelige liv, begynder således den positive videnskab,
fremstillingen af menneskets praktiske virksomhed og praktiske
udviklingsproces” 55
. Forskningen hos Marx tilstræber at påvise lovmæssigt
prægede økonomiske processer i samfundsøkonomiens forskellige faser. Men
disse skal ikke - som hos eksempelvis J. S. Mills - betragtes som abstrakte,
uforanderlige naturlove for samfundet.56
De politisk-økonomiske studier
fremtræder som deduktive ræsonnementer, men bag dem ligger der tydeligvis
(også ifølge Marx selv) omfattende empiriske studier. De har først og fremmest
form af komparative kausalanalyser af økonomiske statistikker og offentlige
indberetninger fra det engelske fabrikstilsyn, og de blev benyttet til illustration
og dokumentation af argumenterne. Marx var ikke fremmed for survey-metoder,
hvilket fremgår af forstudierne til en ambitiøs enquete om arbejdernes
levevilkår57
.
Afstanden mellem en Marx-inspireret sociologisk metodelære og en
klassisk positivistisk beror først og fremmest på værdiopfattelsen, hvor Marx
understreger forskningens ideologiske bindinger og den kritiske forsknings
emancipatoriske udfordring. Formålet med forskningen er ikke at producere
abstrakt viden, men at udbrede en forståelse af samfundsvilkårene, der kan
anspore til at forandre dem. Med inddragelsen af praxis som målsætning og
sandhedskriterium for forskningen minder Marx" argumentation om
pragmatismens. Marx og Engels ontologi fik afgørende indflydelse på
videnskabsopfattelsen på den politiske venstrefløj og navnlig i de samfund, som
fik et kommunistisk regime.
Den empiriske komponent i den marxske tænkning kunne dels lægge op til
en bestræbelse på at kombinere en kritisk sociologi med en positivistisk
videnskabsteori, som hos Wiener-kredsens Otto von Neurath, og dels til en
fetichering af statistiske indikatorer for den materielle samfundsudvikling, som i
Sovjetstatens Gosplaner. Den senere leninistiske kritik af Mach og
neopositivismen sigtede ikke på dens empirisme eller kvantificering, men på at
de empiriske resultater og matematiske modeller ikke fortolkes materialistisk.
Writings in Sociology and Social Philosophy, New York 1956.
55s. 67 i: K. Marx, Verker i utvalg II, Oslo 1970.
56Ikke desto mindre henviste Engels i gravtalen for Marx til hans teori som en parallel til
Darwins biologiske udviklingslove.
57Enquête ouvrière, Revue Socialiste 1880, genudg. i Karl Marx: Selected Writings in
Sociology and Social Philosophy, New York 1957 .
36
Kritikken sættes ind, fordi neopositivisterne til trods for deres empiriske
grundlag viger tilbage fra at fortolke forskningsresultaterne realistisk, men i
stedet dækker sin idealistiske position bag instrumentalisme og
konventionalisme. Som empiriker er den positivistiske forsker ganske vist
spontan materialist, men som teoretiker skiftes til en idealistisk position.
Den leninistiske positivismekritik er anvendt som grundlag for lærebøger i
sociologisk metode i den kommunistiske æra, eksempelvis hos H. Berger & H.
Jetzschmann58
. Deres metodeskema adskiller sig ikke mærkbart fra den logiske
empirismes, bortset fra at begrebernes og hypotesernes udgangspunkt er
“Erreichtes Niveau der marxistisch-leninistischen soziologischen Theorie und
Methodologie, der Mathematik, der Kybernetik, der Statistik, Technik usw”59
.
Dette metodesyn har mange ligheder med det positivistiske og udelukker absolut
ikke kvantitative metoder. Kritikken af det positivistiske metodesyn gælder dens
idealistiske epistemologi "idealistische Beanwortung der erkenntnistheoretische
Grundfrage”60
, samt dens manglende parxis-orientering “dass in der
positivistischen bürgerlichen Soziologie das Kriterium der Praxis ausgeklammert
wird und und die Hypothesen-Überprüfung auf der Grundlage von Erfahrungen
und logischen Konstruktionen erfolgen soll. Damit wird der Bannkreis der
Subjektivismus nicht durchbrochen.”61
Det bør bemærkes, at flere af de
positivistiske samfundsforskere, der blev ramt af den leninistiske kritik med vægt
fra kommunistpartiets autoritet, faktisk var erklærede marxister.62
En af de bedst kendte kritikere af den fremherskende positivisme og
funktionalisme i amerikansk sociologi er utvivlsomt C. W. Mills. Den
kvantitative sociologi havde vundet fodfæste i USA på Mills tid, og også den
blev offer for hans skarpe pen, ved siden af de abstrakt tænkende "Grand
Theorists". I et polemisk essay fra 195463
karakteriseres den positivistiske gren af
58Der soziologische Forschungsprozess, Berlin 1973.
59s. 75.
60s. 147.
61s. 148
62Da temaet for denne diskussion er begrænset til grundlaget for anvendelsen af kvantitative
og kvalitative metoder, må vi forbigå drøftelserne af Gramscis historiske overfor Althussers
strukturalistiske læsning af Marx.
63IBM plus Reality plus Humanism= Sociology, fra Power, Politics and People, New York
genoptr. 1972.
37
sociologien som "The Scientists": “They are out to do with society and history
what they believe physicists have done with nature”64
. Den hyppigst
forekommende type er "The Higher Statistician who breaks down truth and
falsity into such fine particles that we cannot tell the difference between them.”
(sst.). Udbyttet af den strenge metode er en trivialisering af mennesker og
samfundet. For C. W. Mills må sociologien tage udgangspunkt i substantielle
problemer. Den rummer dermed praktiske implikationer og værdimæssige
problemer. Forskningen er involveret i samfundets magtstruktur, også når den
fremtræder som neutral teknologi. Dette gælder ikke mindst for den abstrakte
empiricisme, som med naturvidenskabeligt forbillede udvikler kvantitative
metoder til indsamling af empiri i form af tællelige, gentagne, målelige data, som
fortolkes ved en abstrakt teori. De store, kvantificerede projekter er kostbare, og
de støttes som regel af kommercielle og bureaukratiske interesser. Deres
videnskabssyn korresponderer med et tekno-/bureaukratisk samfundssyn, som
sigter på management indenfor den givne struktur.
Mills kritiserer empiricismen for dens manglende refleksion af valget af
virkelighedsopfattelse. Den bygger på oplysninger fra isolerede individer, som
fortolkes behavioristisk og benyttes til at danne isolerede variable. På grund af
det underliggende epistemologiske dogme er disse studier a-historiske og ikke-
komparative. De bygger ikke på strukturelle antagelser og fortæller ikke noget
væsentligt om strukturelle forhold. Bag udledningerne ligger der antagelser, som
ikke efterprøves. Man giver tilsyneladende strukturel, historisk og psykologisk
mening til studier, som i kraft af deres statistiske abstraktion eliminerer sådanne
meninger. “Social research of any kind is advanced by ideas; it is only
disciplined by facts.”65
Med andre ord indebærer den rituelle, dogmatiske
dyrkelse af "The Method" disciplin uden ide, uden en sociologisk fantasi. Men
præcision er ikke det eneste eller væsentligste kriterium for forskningen.
Samfundsforskningen må tage udgangspunkt i problemer, og man må bearbejde
hypoteser, som dokumenteres på kernepunkter ved mere detaljerede
informationer. De væsentlige sociologiske problemer har relevans for vores
forestilling om en social struktur, og hvad der sker i den. Den abstrakte
empiricisme er ikke i stand til at belyse de store sociale problemer, der pågår i
samfundet. Dette er Mills væsentligste kritik.
641954, p. 569.
65s. 71 i: The Sociological Imagination, Oxford 1967-udg.
38
Kritikken sigter imidlertid ikke på brugen af kvantitative metoder, men på
disse forskeres manglende forståelse for forholdet mellem viden og ideer, magt
og moralhandlinger. Forskningen bliver uden et praxisrettet perspektiv, den
bliver “large-scale bureaucratic style of research into small-scale problems”66
.
Projekternes store perspektiver udskydes, medens man søger at afklare de
indledende metodiske problemer: “first there must be methodological enquiries
into methods and enquiry” (sst). Empiricismens metoder kan anvendes til mange
former for problemer, og Mills mener, at man selvfølgelig skal benytte statistiske
procedurer, hvis de passer til det problem, man arbejder på; men det er ikke den
eneste empiriske måde. Faktisk kombinerer han selv kvantitative og kvalitative
metoder i hans velkendte studie af de nye middelklasser67
. Kritikken går på det
videnskabssyn, der udelukkende vil anerkende kvantificerede metoder som sandt
videnskabelige. Mills indvender, at metodeanvendelsen afhænger af problemet,
og valget af fokus for detailstudier må bero på en helhedsopfattelse.
Empiricismens metodesyn er dogmatisk snævert, og den konstruerer et
urealistisk naturvidenskabeligt ideal som den enegyldige standard for
videnskabelighed. Dette resulterer i, at den afskæres fra væsentlige sociologiske
problemstillinger. Ved en overelaborering af enten metode eller teori kan man gå
glip af det væsentlige. “A conception is an idea, with empirical content. If the
idea is too large for the content, you are tending toward the trap of grand theory;
if the content swallows the idea, you are tending toward the pitfall of abstracted
empiricism.” 68
Det, der kaldes empiriske "data" repræsenterer et meget abstrakt
syn på hverdagens sociale verden. “The problem of empirical verification is
"how to get down to facts" yet not get overwhelmed by them; how to anchor
ideas to facts yet not sink the ideas”69
.
Positivismen hævdede ganske vist værdifrihed som ideal, men dens
præmisser rummede et værdisyn med ideologiske implikationer. Med
udgangspunkt i Webers argument om det moderne samfunds formålsrationelle
jernbur påpegede Horkheimer og Adorno dobbelttydigheden med
rationaliseringsbegrebet. Marcuse videreførte kritikken ved at hævde, at
videnskab og teknologi i sig selv bliver ideologiske under kapitalismen.
661954, s. 570.
67White Collar - The American Middle Classes, New York 1951.
68op. cit. s. 124.
69op cit. s. 125.
39
Videnskaben (i.e. den positivistiske) frembringer i kraft af sin egen metode og
sine begreber et univers, som forbinder beherskelsen af naturen med
beherskelsen af menneskene. Marcuse udkaster som alternativ en videnskab, der
er bestemt af emancipatoriske værdier, og hvis forhold til naturen ikke er som
genstand men som medspiller.
Habermas tilslutter sig i det væsentlige denne kritik70
, idet de videnskabeligt
tekniske fremskridt bliver et selvstændigt legitimeringsgrundlag.
"Rationalisering fra oven" i form af en positivistisk almenbevidsthed og som
teknokratisk bevidsthed træder ind som erstatningsideologi i stedet for de
afviklede borgerlige ideologier. Den empirisk-analytiske videnskab er baseret på
interesse for teknisk viden, der kan sikre kontrol over objektiverede processer.
Den opbygger teorier, som sammenkædede antagelser, der tillader deduktiv
udledning af lov-lignende hypoteser med empirisk indhold, som giver mulighed
for forudsigelse. Det egentlige sigte med teorierne er teknisk anvendelse fremfor
egentlig oplysning. Empiricismen er baseret på en objektivistisk illusion, som ser
bort fra, at erfaringsudsagnene ikke er enkle repræsentationer af fakta, men er
udtryk for en instrumentel operation. Den er baseret på en objektivistisk illusion
om en virkelighed-i-sig-selv, som omfatter fakta, der er struktureret på en
lovmæssig måde. Denne tilslører konstitutionen af disse fakta og forhindrer
bevidsthed om forbindelsen mellem viden og interesser, der udspringer fra
livsverdenen. Beskrivelser er aldrig uafhængige af de valgte standarder. En
videnskabsteoretisk selvrefleksion om forskersamfundets grundlag vil afsløre, at
det intersubjektive grundlag rækker udover de instrumentelle handlingers
ramme. De historisk-hermeneutiske videnskabers tilgang til kendsgerningerne er
ved at forstå deres mening og at fortolke tekster. Dette udgør imidlertid ikke et
reelt alternativ ifølge Habermas. Hermeneutikken er baseret på praktisk interesse
i den forstand, at den opbygger forudsætninger for gensidig forståelse mellem
mennesker. Men dens praktiske effekt ofres for metodiske bindinger. I lighed
med den empirisk-analytiske videnskab beskriver historicismen strukturerede
virkeligheder ud fra en distanceret teoretisk attitude til universet. På grund af
dens værdifrie objektivering steriliseres videnskaben, og den låses inde på et
museum. Historicismen er blevet kultur- og samfundsvidenskabernes
positivisme. Det grundlæggende problem er, at forbindelsen mellem theoria og
70Technik und Wissenschaft als “Ideologie”, Frankfurt a. M. 1968 samt Erkenntnis und
Interesse, Frankfurt a. M. 1968, dog med forbehold overfor tendensen til at omantisere
naturen.
40
kosmos ophæves. Habermas svar er en kritisk videnskab, baseret på
emancipatoriske interesser for at frigøre mennesket fra hypostaserende magter.71
Den kritiske samfundsvidenskab stiller sig ikke tilfreds med at producere
nomologisk viden. Den søger at påvise, hvornår de teoretiske udsagn griber om
invariant regelbunden social adfærd, og hvornår de udtrykker ideologisk
fastfrosne afhængighedsrelationer, som i princippet kan ændres. Den metodiske
ramme for gyldigheden af et kritisk-videnskabeligt udsagn er dets self-refleksion
om forholdet mellem viden og interesser. Den kritiske forskning sigter på at
etablere et samfund, som virkeliggør medlemmernes autonomi og ansvarlighed,
og hvor viden baseres på en herredømmefri, universelt praktiseret dialog.72
6. Nye synteseforsøg: Giddens og den kritiske realisme
Positivismeopgøret efterlod sociologien med en stribe metodiske dilemmaer. På
den ene side byggede positivismen på uholdbare præmisser, men på den anden
side rummede fænomenologi, hermeneutik, sprogteori eller etnometodologien
som alternativer også problemer. Giddens er en af de forskere, som har søgt at
inddrage hermeneutikken som sociologisk metodegrundlag, uden at havne i
subjektivisme og relativisme73
. Han udtrykker kritikken af den naive realisme og
en tilslutning til en form for konstruktionisme således: “Sociology is not
concerned with a "pre-given" universe of objects, but with what is constituted or
produced by the active doings of subjects.”74
. Sociologi forudsætter
kommunikation med de mennesker eller kollektiver, som studeres, og forskerens
teorisprog er forbundet med hverdagssprogets kategorier75
. “The sociological
observer cannot make social life available as a "phenomenon" for observation
independently of drawing upon her or his knowledge of it as a ressource whereby
it is constituted as a topic for investigation"76
. Det sociologiske projekt indebærer
71Det emancipatoriske moment neddæmpes i hans senere overvejelser til fordel for en
sprogteo- retisk argumentation.
72Habermas præsenterer i Zur Logik der Sozialwissenschaften, Frankfurt a. M. 1970 et opgør
med metodedualismen, som har lighedstræk med den foreliggende diskussion. Han bevæger
sig imidlertid fra en metodologisk til en sprogteoretisk løsning på sociologiens udfordring.
73New Rules of Sociological Method, Cambridge 1976, cit. fra 2. udg. 1993.
74op.cit.s.168.
75sst.s. 158.
76sst.s. 169.
41
en dobbelt hermeneutik, som forståelse af aktørernes sociale forståelse.
“Sociology ... deals with a universe which is already constituted within frames of
meaning by social actors themselves, and reinterprets them within its own
theoretical schemes, mediating ordinary and technical language”77
. Giddens
positive metodeanvisning er "immersion in a form of life", en nedsænkning eller
fordybelse af observatøren i en livsform, hvor den hermeneutiske formidling af
sprogspillene kan opnås. At kende en livsform indebærer at opnå den indbyrdes
viden, som er nødvendig for samspil med andre. Dette kunne pege på en
rendyrket sprogfilosofisk tilgang, som Winch", eller en etnometodologisk eller
en ren hermeneutik. Giddens har imidlertid reservationer overfor den radikale
konstruktivisme, som udtrykkes med “The realm of human agency is bounded.
Human beings produce society, but they do so as historically located actors, and
not under conditions of their own choosing”. (sst.) Den hermeneutiske
fortolkning af agenternes selv- og samfundsforståelse er således ikke
tilstrækkelig, men må suppleres med studier af de systemiske bindinger.
Giddens er imidlertid ikke særligt klar med metodiske anvisninger på dette.
En del af Giddens overvejelser minder om den kritiske realismes, som
fremlægges nedenfor. Hvor denne retning ser det som sin hovedopgave at
afdække de kausale mekanismer i samfundet, er Giddens´ overvejelser om
kausalanalyser mere forsigtige. Han gør blot opmærksom på, at invariante
kausalrelationer i sociologien udtrykker en reproduceret udligning af
handlingernes utilsigtede følger, men at kausalrelationen vil ændres, hvis
agenterne indoptager den i deres bevidsthed. Giddens advarer således mod
ureflekteret anvendelse af kvantitative surveys eller af kvalitative dokumenter,
medens hans positive metodeanvisning er en "dobbelt hermeneutik"78
og
immersion i livsformerne. Dette peger på deltagerobservation som en væsentlig
tilgang, men giver i øvrigt ikke et særlig konkret grundlag for at afveje
kvalitative og kvantitative studiers fordele og ulemper. Det er således ikke
tydeliggjort, hvordan man afdækker strukturelle bindinger og muligheder samt
magt- og dominansforhold gennem en dobbelt hermeneutisk immersion. Medens
Giddens teoretiske argumenter og begreber i høj grad er inspireret af de kritiske
77sst.s. 170.
78Den dobbelthermeneutiske tilgang findes præsenteret i mange andre varianter. Blandt andet
hos Schutz og Habermas.
42
realister, synes metodeopfattelsen ikke at være påvirket af denne retning.79
Udviklingen af den kritiske realisme kan betragtes som et forsøg på at
smide positivismens beskidte badevand ud - uden at kaste babyen samme vej.
Den søger således at fastholde en ontologisk realisme, idet den samtidig
fastholder, at verdensbilledet er en social konstruktion i en epistemologisk
relativisme, og endelig pointerer den, at videnskaben repræsenterer en social
praksis, som tillader en rationel vurdering. Ved at sondre imellem tre domæner:
det virkelige, det aktuelle og det empiriske, søger man at undgå, at det virkelige
reduceres til en empirisk ("naiv") realisme.
Den kritiske realisme søger at forklare årsagerne
til hændelser (events) ved retroduktiv indkredsning og
bekræftelse af mekanismer, som kan forklares ved
henvisning til strukturen og de objekter, som besidder
dem.80 Forholdet mellem de kausale kræfter og deres
effekter er kontingent; de kausale kræfter eksisterer
i kraft af de besiddende objekters natur, men om de
aktiveres eller ej afhænger af omstændighederne, og
den faktiske effekt vil ligeledes være betinget af de
givne betingelser81. Hvor behavioristisk forskning
fokuserer på at studere regelmæssige
begivenhedsforløb, er opgaven for den kritiske
realisme at afdække objekternes strukturer og de
tilknyttede kausale kræfter og bindinger. Ifølge den
kritiske realisme er det ikke muligt at udlede kausale
kræfter fra effekterne, da forholdet som nævnt er
kontingent.
De kritiske realister afviser Poppers deduktive
falsifikationisme, dels ud fra Lakatos´ argument, at
falsifikation af en hypotese ikke nødvendigvis må
indebære forkastelse af teoriens kerne, dels ud fra en
kritik af Poppers ontologiske præmisser. Ganske vist
79Her skal man være opmærksom på, at Giddens metodeovervejelser stammer fra 1976, hvor
de kritiske realisters metodeovervejelser stadig befandt sig på et tidligt udviklingstrin.
80Sayer: Method in Social Science London 1984, henvisninger til 1992 udg.
81op. cit. s. 107.
43
står Popper på den realistiske side med fastholdelse
af et korrespondenskrav om sandhed, men han benægter
forekomsten af naturlig og historisk nødvendighed, og
ved at se bort fra teoriens indhold kan deduktivismen
ikke skelne mellem kausale forklaringer og
instrumentelle afledninger. Når de forudsagte
hændelser ikke indtræffer, kan man konkludere, at
teorien er forkert, men falsifikationen kan ikke
indkredse, hvad fejlen skyldes.
Det videnskabsteoretiske grundlag for den kritiske realisme blev navnlig
lagt med R. Bhaskar82
, og det er siden videredeudviklet i dialog mellem
filosoffer og samfundsforskere, hvoraf R. Harré, M. Archer, P. Manicas og A.
Sayer er de væsentligste for de nærværende sociologiske metodeovervejelser.
Det skal bemærkes, at den kritiske realisme især henviser til en engelsk
strømning, men der kan peges på parallelle epistemologiske argumenter med
pragmatisk udgangspunkt hos eksempelvis H. Putnam, som dog hidtil ikke har
haft en tilsvarende resonans i sociologisk metodologi.
Som alternativ til både nomotetiske og idiografiske studier søger den
kritiske realisme at afdække kausale kræfter i generative mekanismer, som kan
være udøvet og aktualiseret uafhængigt af menneskets erkendelse af dem.
Årsagsanalyserne gælder ikke blot hændelser men også struktureringen af
virkeligheden. Naturen er stratificeret og præget af en mangfoldighed af
naturlige mekanismer. Indenfor et domæne har mekanismerne en emergent
karakter, idet de ikke kan reduceres ved at henvise til foranstående mekanismer.
Denne stratifikation sætter også spor i videnskaberne, som struktureres med
henblik på studier af bestemte domæner af kausale mekanismer. Dermed får
sociologi en autonom begrundelse som studiet af højere-ordens strukturelle
processer, som er betinget af (men ikke overdetermineret af) fysiske eller
biologiske processer.
Bhaskars kritiske realisme argumenterer typisk i en dialektisk form, fremfor
i en logisk deduktiv eller induktiv83
. Denne karakteristiske argumentationsform
forbinder den kritiske realisme til tænkningen hos Hegel og Marx i bestræbelsen
på at formulere en emancipatorisk kritik, og den får konsekvenser for de
82A Realist Theory of Science, Leeds, 1975.
83se Part IV i Critical Realism, London 1998.
44
metodologiske overvejelser. Dialektikken kan også spores i sociologisk
teoretiske argumenter, hvor de kritiske realister bestræber sig på at overvinde
modsætningerne mellem agentorientering og strukturorientering. Det skal
således bemærkes, at en række af de sociologiske begreber, som er udbredt
gennem Giddens, såsom emergens, disembedding, rekurs, reflexivitet er
præciseret indenfor Bhaskars dialektiske univers.
Et velkendt eksempel på fremstilling af sociologisk metode på et kritisk-
realistisk grundlag er A. Sayer84
. Fremstillingen undgår en direkte kritik af
positivisme og empiricisme, fordi disse begreber er blevet forbundet med mange
forskelligartede doktriner og praksiser. Diskussionen søger i stedet at præcisere
kritikpunkterne. Forudsætningerne kombinerer realistiske og hermeneutiske
antagelser. På den ene forudsættes forekomsten af en ydre verden uafhængig af
vor bevidsthed, samt at denne verden er præget af kausal nødvendighed, og at
den er differentieret og stratificeret i kausale strukturer. På den anden side
forudsættes, at vores viden om verden er baseret på teoriladede antagelser, og at
videnskab og produktion af viden er en social praksis, som er sprogligt præget,
og som virker tilbage på indholdet.85
Sociale fænomener er afhængige af
sprogbrugen om dem. De indgår i åbne systemer, og vores viden virker tilbage
på fænomenet.
Sayer skelner ikke mellem kvantitative og kvalitative metoder, men
trækker i stedet86
forskellen op mellem extensive og intensive
undersøgelsesdesigns87
. Disse har forskellige formål. Hvor det ekstensive design
dækker mange personer men få egenskaber, dækker det intensive mange
egenskaber hos få personer. Sayer karakteristik af det ekstensive design minder
om "kvantitative undersøgelser" ligesom det intensive minder om kvalitative
undersøgelser, men den er ikke identisk med surveys kontra etnografisk
feltarbejde. Det intensive design bør sigte på at afdække kausale processer, hvor
det ekstensive afdækker fordeling og regelmæssigheder, og det intensive søger
substantielle forbindelser, hvor det ekstensive skildrer formelle lighedstræk i
taxonomiske grupper. Begge designs har deres fordele og begrænsninger. Det
intensive designs er vanskeligt at generalisere ud fra, men det ekstensive er også
84op. cit. 1992.
85op cit. s. 6.
86med støtte i R. Harrés videnskabsteori.
87op cit. s. 241 pp.
45
svært at overføre på andre populationer end den, der udvælges fra. Det
ekstensive design rummer en risiko for at slutte fra invarianser på gruppeniveau
til individuelle sammenhænge, den "økologiske fejlslutning".88
Det ekstensive
design afprøves ved "replikation" eller kontrol for repræsentativitet og
pålidelighed, hvor det intensive afprøves ved "korroboration", eller kontrol for at
informationerne samstemmer med andre kilder. Med dette udgangspunkt bliver
det muligt at overveje, hvornår de to designs er hensigtsmæssige, og hvornår de
er komplementære.
Dette forhindrer ikke Sayer i at udtrykke klare forbehold overfor
kvantificeringer i sociologi. Sayer hævder89
, at praktisk adækvate former for
kvantificering, der anvender intervalskalaer, kun kan udvikles for objekter og
processer, der er kvalitativt invariante. Dette indebærer krav om, at målingerne
kan opdeles og kombineres uden at skifte natur, og at de ikke er
kontekstafhængige.90
Egenskaber som attituder er kontekst-afhængige og dermed
ikke egnede til kvantificering, mener Sayer. Visse processer kan udtrykkes
matematisk og visse andre kan reduceres kvantitativt, men der resterer tilfælde,
som er irreducerbart kvalitative. Den kvantificerede reduktion forudsætter, at
komponenterne kan adskilles eller lægges sammen, men sådanne processer vil
være afgørende for, om visse emergente kausal-kræfter fremtræder eller opløses.
I samfundsvidenskaberne er kvantificering ikke blot et analyseredskab, men del
af forskningens genstand, for eksempel i økonomi. Også i disse tilfælde må
forskeren overveje, hvad de kvantitative målinger dækker.
Matematikken er et formelt sprog, der tillader konsistente udledninger fra
bestemte antagelser. Det er imidlertid ikke et sprog, der er hensigtsmæssigt til at
give kausale forklaringer på fænomeners forekomst. Der er ikke nødvendigvis
overensstemmelse mellem en logisk og en kausal orden.91
Kvantificeringen kan
udtrykke effekter, og matematiske modeller kan udtrykke samvariationer, som er
associeret med kausale kræfter, men for at afdække mekanismerne bag de
88Den omvendte risiko for en reduktionistisk fejlslutning fra intensive studiers individuelle
sammenhænge til strukturelle mønstre, berøres kun summarisk af Sayer, men er
udgangspunkt for Layder.
89Med støtte i Georgescu-Roegen.
90Pointen stammer fra R. Harré.
91Dette er et særtilfælde af en generel regel om, at en logisk korrekt udledning kan være
empirisk forkert.
46
kausale processer, er kvalitative analyser nødvendige. Desuden er matematikken
ifølge Sayer et a-strukturelt sprog, der ikke kan repræsentere indre relationer.92
Det er i samfundsvidenskaberne især økonometrikerne, der har raffineret
udviklingen af matematiske modeller. Disse forudsætter, at der er tale om et
lukket ligevægtssystem, eller at systemet kan analyseres, som om det bestod af
en kombination af lukkede delsystemer. Da sociale systemer præges af åbenhed,
kontingens og kvalitative forandringer, passer modellerne dårligt på
virkeligheden.
De matematiske modeller kan højst have heuristisk værdi. Hvis de skal
benyttes til at analysere den sociale virkelighed, er det nødvendigt at analysere
deres forudsætningers realisme. Statistiske metoder kan dels benyttes til at
beskrive fordelingen af kendetegn i en befolkning og dermed supplere kvalitative
studier, og dels benyttes til induktiv inferens, altså til at foretage konklusioner
under statistisk usikkerhed. Sandsynlighederne udtrykker vores forventninger,
men ikke processernes årsager. Den usikkerhed, der henviser os til statistiske
metoder, vedrører ikke årsagsmekanismerne. Statistik kan ikke forstås og
vurderes adskilt fra dens praktiske formål. Regressionsligninger siger ikke noget
i sig selv om kausale eller betingede relationer og en stærk korrelation implicerer
ikke kausalitet. Regelmæssigheder er ikke tilstrækkelige betingelser til at
identificere årsager. De udtrykker end ikke nødvendige betingelser. På
tilsvarende måde kan partielle korrelationsanalyser (som Blalocks) ikke sondre
mellem betingelser eller tilfældige formelle relationer. For at opnå troværdighed
må de suppleres med realistiske vurderinger baseret på kvalitativ kausal- og
strukturanalyse. Det er altid nødvendigt at fremlægge, hvad de statistiske
resultater betyder i virkelige begreber.
Modellernes abstrakte termer samsvarer ikke nødvendigvis med
virkelighedens. Således er der forskel på "variable", som er udsat for fysisk
manipulation og "variable", som blot udtrykker en formel variation i
måleresultater93
, ligesom der er forskel på den reale kontrol, som foregår i et
eksperiment eller en observation og den formelle "kontrol", som foregår i et
statistisk test. De implicitte forudsætninger omfatter ofte lukkede systemer, at
kausalitet fremtræder som regularitet, en atomistisk ontologi samt at forudsigelse
er ensbetydende med forklaring. Statistiske analyser abstraherer ofte fra
92Sayers egen henvisning til den slutning bygger tilsyneladende på en statistisk strukturmodel.
93Pointen er R. Harrés.
47
kvalitative forandringer i objekterne eller konteksten. For at vurdere muligheden
for en statistisk analyse er en ikke-statistisk undersøgelse af genstanden
nødvendig. Sayer konkluderer: “the usefulness of statistical methods depends
crucially upon the type of objects to which they are applied and the type of
research design in which they are deployed.”94
De nødvendige, indledende
kvalitative undersøgelser kan problematisere de statistiske antagelser om
eksempelvis observationernes uafhængighed eller om befolkningens
homogenitet. På trods af deres logiske klarhed udgør de kvantificerede analyser
ret primitive forklaringsredskaber. Hvis modelbygningen ikke følges op af
kvalitativ analyse, kan komplekse men alligevel forståelige sociale former blive
reduceret til logiske kategorier eller indholdsløse abstraktioner, som er lette at
manipulere matematisk men svære at fortolke95
. Matematikkens blindhed overfor
indre relationer og kausal emergens kan forlede til at betragte komplekse
handlinger som simple kombinationer af simple stimulus-respons-mønstre. Der
er blandt brugere af matematiske modeller en tendens til at tingsliggøre
menneskelig praksis ved at fortolke den som mekanisk og regelbundet snarere
end kontingent og foranderlig96
.
Sayers kritikpunkter er således kendt fra anti-positivismen, men på grund af
det kritisk-realistiske udgangspunkt drejes spørgsmålet over i de kvantificerede
metoders blindhed overfor en kritisk-hermeneutisk gennemgang af deres
forudsætninger. Sayer mener afgjort, at ekstensive undersøgelser og statistisk
metode kan anvendes af samfundsvidenskaberne. Kritikken gælder den
ureflekterede, fagimperialistiske anvendelse af matematiske modeller som uden
begrundelse tillægges videnskabelig universalitet.
III. Diskussion
1. Sociologi mellem naturvidenskab og humaniora
Sociologien er præget af en videnskabsteoretisk ambivalens. På den ene side kan
sociologi betragtes som en variant af naturvidenskaberne og på den anden side
94op. cit. s. 196.
95s. 201.
96s. 200.
48
som en humanistisk videnskab.97
Samfundsvidenskaberne udgør en kategori, der
vanskeligt kan klassificeres ud fra denne klassiske opdeling. Ved nogle
universiteter samles de i en fælles samfundsvidenskabelig gruppe. Man kan
imidlertid også se psykologi, antropologi og visse varianter af sociologi blive
indplaceret under humaniora98
. Indenfor samfundsvidenskaberne præges
økonomi i tiltagende grad af matematiske modeller, medens jura præges af
metoder, der må karakteriseres som udpræget "kvalitative": fortolkning og
forståelse af normative tekster og logisk drøftelse af deres følgeslutninger.
Det er ikke muligt at besvare, hvor sociologien "i virkeligheden" hører
hjemme,
for der findes ikke nogen autoritativ bestemmelse af fagets genstand. Hvis
sociologi defineres ud fra den fransk-positivistiske tradition fra Saint-Simon,
Comte og Durkheim, som en "social fysiologi", ligger den i naturlig tilknytning
til biologien. Men hvis den defineres ud fra den tyske ny-kantianske tradition,
med Rickert, Dilthey, Weber, Simmel og Troeltsch, hører den hjemme under
humaniora med særlig tæt tilknytning til historievidenskaben.
Diskussionen om de kvantitative og kvalitative metoder er præget af denne
ambivalens. De meget udbredte, elementære lærebøger i videnskabsteori99
trækker som regel på grundeksempler fra enten ren naturvidenskab eller ren
humaniora, og lærebøger i samfundsvidenskabelig metode følger denne dualisme
op. Det er sjældent, at de videnskabsteoretiske grundbøger inddrager
metodologiske og teoretiske diskussioner indenfor samfundsvidenskaberne og i
særdeleshed indenfor sociologien. Imidlertid rummer udviklingen af et autonomt
samfundsvidenskabeligt fagområde udfordringer til den generelle
videnskabsteori. Dette er moderne videnskabsteoretikere som Habermas, Harré
og Bhaskar opmærksomme på, men det afføder komplekse overvejelser, som er
vanskelige at fremlægge i lærebogsform.
Lærebøgernes fremstilling af den videnskabsteoretiske og metodologiske
debat er således præget af pædagogiske forenklede dualismer. De kan svare til
den indbyrdes polemik, hvor modpartens position ofte forsimples. I forbindelse
97Det værd at bemærke, at naturforskerne er utilbøjelige til at betragte positivistisk sociologi
med naturvidenskabelige ambitioner som "en af deres videnskaber", hvorimod humanister er
mere tilbøjelige til at tage sociologiske forgreninger til sig.
98De kulturrelaterede bindestregssociologier, som religions-, litteratur- og teatersociologi.
99som for eksempel A. Chalmers: Hvad er videnskab? København 1993.
49
med praktiske metodeovervejelser er yderpositionerne i diskussionerne100
ikke så
interessante som de nuanceringer, der afvejer og kombinerer argumenterne.
Således har ny-kantianernes grundlæggende dualisme mellem på den ene side
naturvidenskab og på den anden side kulturvidenskab og den deraf følgende
metodedualisme ikke støtte i moderne hermeneutisk filosofi.101
Strukturalistisk
tekstanalyse og semiotik hører indiskutabelt til under humaniora, selvom de er
baseret på udpræget nomotetiske programmer.
Associationen mellem de kvantitative metoder og positivismen er ret beset
spinkel. Der findes ikke nogen positivistisk bibel og dogmatik,102
hvorfor det
positivistiske program må fremstilles idealtypisk. Dette indebærer, at der næppe
kan findes nogen forsker, hvis synspunkter fuldt og helt dækkes af idealtypen.
Først og fremmest er det positivistiske program præget af en tilstræbt
objektivisme i betydningen, at man tilstræber at frembringe udsagn, der er
uafhængige af den enkelte forskers dispositioner. Dette indebærer
forskningsetisk en fordring om værdifrihed, teoretisk indebærer det en søgning
efter nomotetiske lovmæssigheder i logisk deduktive tankekonstruktioner, og det
indebærer metodisk en naturalistisk indsamling af empiriske sansedata, der kan
konfrontere teorierne som uomgængelige fakta. Disse kendetegn peger ikke
nødvendigvis frem mod kvantitative metoder. Men kvantificerede, empiriske
undersøgelser benyttes ofte til at give forskningsrapporten en objektiviserende
troværdighed, i pagt med det positivistiske ideal.
Når positivismen fremstilles med idealtypisk enkel ekstremitet, er det ikke
vanskeligt at påpege dens svagheder. Positivismekritikken er i nogle tilfælde
benyttet til at legitimere den idealtypiske modpol, nemlig en forskning, der
dyrker subjektivisme som ideal, idet den både bestræber sig på at fremstille de
studerede agenter som hele mennesker, og samtidig lader forskeren træde ind
som formidler og fortolker. Den logiske konsekvens af kombinationerne af
Kuhn, Feyerabend, fænomenologi, etnometodologi og Winch-præget sprogteori
synes at munde ud i idealisme, subjektivisme og relativisme. I sidste ende kan
det resultere i en social New Journalism, som ikke har andre sandhedskriterier
100realisme kontra relativisme, essentialisme kontra konstruktivisme, nomotetisk videnskab
kontra ideografisk.
101eksempelvis i R. Bubners fortolkning af H.-G. Gadamers.Wahrheit und Methode, Tübingen
1960, nyudg.1986.
102 hvis vi ser bort fra Comte, som de fleste andre positivister betragter som ekstrem.
50
end forfatterens oprigtighed. Den subjektivistiske tendens er særligt
fremtrædende i socialantropologisk forskning, hvor feltarbejderen som regel er
alene blandt "de fremmede". Det er nærliggende at benytte en konstruktivistisk
videnskabsteoretiker som Nelson Goodman til at legitimere det subjektive
perspektiv. Men det gælder for den subjektivistiske idealtype som den
positivistiske, at den i sin ekstreme form bliver et let bytte for kritik.
Der kan findes objektivistiske træk i kvalitative undersøgelser. Således kan
man finde argumenter for værdifrihed hos forskere, der iøvrigt er fortalere for
kvalitative metoder med Weber som hovedeksempel. Der indgår empiricistiske
elementer i kvalitative studier, der anvender en historisk-kritiske metode.
Indenfor historieforskningen er der en solid tradition for at opfatte historiske
teorier som en opsummering af empirisk dokumenterede "fakta". Denne
opfattelse kan spores hos de klassiske forfattere i historisk metodik: L. v. Ranke,
E. Bernheim, C. Langlois samt hos K. Erslev.103
Ud fra dette metodesyn
foretages en positivistisk præget forskning, som dog ikke indebærer en
kvantificering. Ydermere indgår objektivistiske indslag i kvalitativt prægede
strukturalistiske eller semiotiske tekststudier, idet teksten tillægges en objektiv
latent struktur, baseret på en hjernefysiologisk hjælpehypotese. Man kan finde
eksempler på feltstudier, der følger en empiricistisk linje, med fremlæggelse af
behavioristiske observationer, som induktivt kombineres og indordnes i
begrebsdannelser. Den ureflekterede anvendelse af "grounded theory" i
feltobservationer har således induktion og empiricisme som fællestræk med
positivismen. I etnografi og etnologi findes mange eksempler på
metodeopfattelser, som uden at tilstræbe kvantificering, bygger på behaviorisme
og empiricisme.
Socialantropologien har en lang tradition for erkendelsesteoretiske
overvejelser, fordi deres emne er beskrivelse og forståelse af fremmede kulturer.
Disse refleksioner har affødt en bred vifte af positioner, spændende fra en
pragmatisk behaviorisme, og strukturalistiske afkodninger af de sproglige
struktureringer af tankeverdenen og den sociale verden inspireret af Lévi-Strauss,
over materialistiske studier af produktionsbetingelser og produktionsforhold,
præget af nymarxisme hos eksempelvis Godelier og Houtart, til fortolkninger af
verdensbilledet i den fremmede kultur, baseret på en konstruktionistisk
videnskabsopfattelse, som Nelson Goodmans. Dette udtrykker en
103Se f.eks. O. Dahl: Grunntrekk i historieforskningens metodelære, Oslo 1967.
51
grundlagsdiskussion snarere end en metodediskussion i socialantropologien,
hvor der er konsensus om de kvalitative metoders primat. Dette metodesyn fører
socialantropologerne ureflekteret med sig, selvom felterne skifter fra den tredje
verden til "vores egen". Den sociologiske feltarbejder må spørge til sin egen for-
forståelse, og grundantagelsen er, at man studerer mennesker, som man deler et
sprogfællesskab og et orienteringsfællesskab med. Dette er i mange tilfælde en
forudsætning, som kunne trænge til dybere, selvkritiske overvejelser.104
.
Det er ikke klart, hvor vidt den metodologiske opdeling er normativ eller
deskriptiv. Argumentationen kan dels hævde, at der kun kan findes to
epistemologiske udgangspunkter for en konsistent samfundsvidenskabelig
metode, eller den tager udgangspunkt i en empirisk konstatering af, at der i
praksis har udviklet sig to stilarter eller præ-paradigmer. Den første type af
argument forekommer dels hos radikale positivister, der frakender undersøgelser,
der ikke lever op til deres rigoristiske krav enhver videnskabelig status. Den
findes med omvendt fortegn hos de lige så radikale positivisme-kritikere. Går
man til de mere reflekterede nøglepersoner bag de videnskabsteoretiske
grundpositioner nøjere, er overvejelserne så nuancerede og komplekse, at de
vanskeligt kan indpasses i de dualistiske skemaer.
Dualismen fremkommer snarere hos de efterfølgende popularisatorer og
polemikere.105
Når polemikken føres på et dualistisk grundlag, leder den til
skinargumenter, idet begge yderpositioner i deres ekstreme former medfører
konsekvenser, der er åbenlyst uholdbare.
Som vi har set det ovenfor, udelukker hverken Weber, Marx eller
pragmatikerne principielt anvendelsen af kvantificerede metoder. Derimod synes
fænomenologi og hermeneutik at udelukke dette. Men når det er tilfældet skyldes
det bestemte målsætninger, som enten er at fange den rene fænomen-erkendelse
eller at fortolke en tekst, snarere end overvejelser om samfundsvidenskabernes
principielle erkendelsesgrundlag. Cicourels kritik af de kvantificerede
104Det kunne være relevant at overveje både det sociologiske og det socialantropologiske
grundspørgsmål om henholdsvis selv-forståelse og anden-forståelse ud fra Gadamers
hermeneutik. Det er bemærkelsesværdigt, at det 20- århundredes største hermeneutiske tænker
(endnu) ikke har afsat større spor i overvejelserne om de kvalitative metoders forudsætninger.
105Der er således afgørende forskel på den positivisme-kritik, der fremkom, da positionen stod
stærkt, og den senere kliche-prægede kritik. Man får undertiden indtryk af, at positivister er en
afart af menneskeheden, som ikke har krav på forståelse.
52
undersøgelser anvendes ofte som grundlag for metodedualismen; men en
væsentlig pointe i hans kritik bestod i at påpege, at de kvantificerede målinger
ikke var holdbare på deres egne præmisser. Dette udelukker ikke, at de kan
anvendes på hermenutiske præmisser, til støtte for fortolkningen af
meningssammenhænge i en befolkning. Det indebærer tværtimod, at en
hermenutisk fortolkning er et uomgængeligt skridt til at gøre kvantificerede
målinger sociologisk meningsfulde. Kritikken udelukker, at kvantificerede
metoder får eneret som empirisk grundlag, men den udelukker ikke, at de indgår
i sociologernes metodologiske
værktøjskasse.
Overvejelserne om hvilke metoder, der er anvendbare, hører uløseligt
sammen med bestemmelsen af, hvad der er sociologiens genstand og sigte.
Bagved metodediskussionen ligger divergenser med hensyn til de videnskabelige
målsætninger. Alt efter om forskningen sigter på at beskrive, at forstå, at
forklare, at forudsige eller at forandre, medfører det forskellige metoder.
Målsætningerne kan kombineres, men undertiden fremtræder de som
antagonistiske. Det, som er bestemmende for det konkrete metodevalg, er de
epistemologiske grundantagelser i kombination med den fastlagte målsætning.
Hvis formålet er "at forstå en social agents handlingsmotiver", er kvantitative
metoder ikke umiddelbart relevante. Derimod kan de være relevante, hvis
formålet er "at beskrive fordeling og samvariation af kendetegn i en population".
Hvis formålet er at forklare fordring i en social struktur, kan kvantitative metoder
være relevante som supplement til analyser af årsagsmekanismer. Hvis formålet
er at bibringe forandring, har kvantitative og kvalitative metoder først relevans i
kombination med andre, aktionsorienterede metoder.
Disse målsætninger indvirker både på metode- og teoriopfattelsen. Ud fra
en realbetragtning betragtes en teori som en systematisk fremstilling af empirisk
dokumenterede forskningsresultater; der kan derfor skelnes klart mellem teoriens
antagelser, dokumenterede grundlag og dens hypotetiske afledninger. Ud fra en
konstruktivistisk betragtning er en teori snarere en sammenhængende og
perspektiverende fortolkning af et korpus af udsagn, og distinktionen mellem
teori og hypotese er dermed vag. På denne baggrund er det forståeligt, at man
lægger størst vægt på undersøgelsens teoretiske forankring, når udgangspunktet
er en realbetragtning, medens man med et konstruktivistisk udgangspunkt ofte er
tilbøjelig til at begrunde undersøgelsen i dens umiddelbare narrative interesse og
begrænser den teoretiske ambition til hypoteseudvikling.
53
2. Diskussion af kvantitative metoder
Kvantificeringen indebærer en bestræbelse på at transformere registreringer af
observationer om i et bestemt sprog, nemlig matematikkens.
Transformationsproceduren er ikke speciel for kvantificerede undersøgelser, og
kun en meget naiv behaviorisme og realisme formoder, at det er muligt at give en
"naturligt" dækkende fremstilling af observationerne. Også kvalitative analyser
griber til transformationer for at sammenfatte observationerne eller
fortolkningerne. Det er spørgsmålet, om denne transformation er adækvat for
studier af sociale fænomener. På et videnskabsteoretisk niveau vil der kunne
trækkes to idealtypiske yderpositioner op. Den ene hævder, at matematisk logik
er det videnskabelige universalsprog, og dermed at denne transformation altid er
adækvat i forbindelse med registreringer, der har videnskabelig værdi. Den
anden hævder, at denne transformation altid er inadækvat i og med, at den
reducerer og reificerer menneskets sociale identifikation til et tal. Den første
agumentation er tautologisk, medens den anden overser, at al videnskab beror på
reduktion, og at tal ikke er ting! På det tekniske niveau gælder overvejelserne
hvilke fænomener, der hensigtsmæssigt kan sammenfattes i form af tal, og hvilke
problemer, hypoteser eller analyser, der hensigtsmæssigt kan gennemføres via en
numerisk transformation.
Tilhængere af Lazarsfeld og Lundberg kan hævde, at kvantificerede
procedurer sikrer større præcision og er tættere på et objektivitetskrav end
kvalitative metoder. Herimod kan man med støtte i etnometodologien og
Frankfurter-skolen indvende, at denne form for objektivering
forudsætter en ekstrem ("naiv") realisme og radikal
behaviorisme, som er erkendelsesmæssigt uholdbar.
Kritiske realister kan tilføje, at det indebærer en
epistemisk fejlslutning. Det er desuden blevet indvendt fra blandt
andet etnometodologerne, at præcisionen ofte opnås på bekostning af adækvans
og gyldighed, og at der bagved kvantificeringen uomgængeligt ligger en
hermeneutisk udfordring. Naturvidenskaberne står med tilsvarende
hermeneutiske udfordringer, idet målingerne aldrig kan være selvforklarende.
Kvantificerede analyser sigter på at sikre objektivitet, men det er ikke
mange af de sociologisk relevante dimensioner, der kan måles objektivt, og
nogle af de væsentligste dimensioner kan det ikke. Ofte er brugen af kvantitative
metoder udtryk for en objektiverende retorik, som tilslører forskernes
54
hermeneutiske forudsætninger og fortolkninger.
Kvantificeringen sigter samtidig på, at argumentationen begrænses til
udsagn, der kan tildeles en ekstentionel sandhedsværdi, som enten er sand eller
falsk, og dermed bringer videnskabens udledninger under en logisk stringent
diskurs. Bag dette argument gemmer der sig imidlertid et væsentligt problem,
nemlig at det afhænger af begreber, der ikke selv kan formuleres ekstentionelt.
Logikken fordrer med andre ord et meta-sprog. Man kan derfor ikke hævde, at
symbol-logik udgør et universalsprog, som også må omfatte
samfundsvidenskab106
. Det er desuden hævdet af blandt andet
Sayer, at intervalskalaer kun kan gælde for objekter
og processer, som kan opdeles og kombineres uden at
ændre deres natur. Kontekst-afhængige egenskaber, som
attituder, kan derfor ikke kvantificeres adækvat.
Hertil kan man indvende, at medens kontekstproblemet
er uomgængeligt, gælder sociologiske kvantificeringer
konstruktion af ordinalskalaer snarere end
intervalskalaer. Desuden vil det ud fra Sayers
kriterier være inadækvat at benytte en Celsius-skala til at måle varme, for
vand skifter karakter fra +1 til 0 grader.
De positivistiske fortalere for kvantificeringen fremfører, at den gør det
muligt at danne nomotetiske generaliseringer. Der bør imidlertid skelnes mellem
naturvidenskabelig og sociologisk lovmæssighed, som på den ene side omfatter
deterministiske vilkår og på den anden side adfærdsregler. Det hævdes ydermere
til forsvar for kvantificeringen, at den ved at operere matematisk kan sikre
teorierne logisk konsistens, og at det er potentielt muligt at integrere teorier om
sociologiske love i en konsistent helhedsvidenskab. Mod dette indvendte ny-
kantianerne, at naturvidenskabelig lovmæssighed ikke kan genfindes i human-
og samfundsvidenskaben. Denne indvending er korrekt, for så vidt som der tales
om lovmæssighed i en meget snæver betydning. Men denne indvending kunne
som alternativ munde ud i, at det er umuligt at give en meningsfuld klassifikation
af sociale fænomener, og at social adfærd er uforudsigelig og uforklarlig. Der
kan som sagt ikke findes naturlove for social adfærd, men samtidig er det
common sense, at sociale agenter nødvendigvis må orientere sig mod
omgivelserne på grundlag af forventninger om rutiner og formodninger om
106SeWilson i: A. Giddens & J. Turner (eds.): Social Theory Today, Oxford 1987.
55
regler. Forståelsen af sociale handlinger indebærer derfor ikke kun at betragte
dem som enkeltstående begivenheder, men i at rekonstruere de "sociale
lovmæssighedsforestillinger"107
. Der består derfor en videnskabsteoretisk
udfordring for sociologien i at indkredse denne form for regulariteter, der er
konstruerede og foranderlige, men ikke vilkårlige.
En vis generalisering er uomgængelig for at begrunde analysens relevans og
udsagnets gyldighedsområde. Generaliseringer forudsætter imidlertid ikke
nødvendigvis kvantificering. Det er desuden fremført, at kvantificeringen kan
lette standardisering af registreringer og dermed give et bedre grundlag for
præcise komparationer. Da komparationer er en ex- eller implicit forudsætning
for al analyse, er dette argument umiddelbart rimeligt, men en præcis
komparation kan også tilvejebringes gennem kvalitative indikatorer 108
. Brugen
af kvantificerede sammenligninger fritager ikke forskerne for hermeneutiske
overvejelser om indikatorernes kontekstuelle bindinger. Som et banalt eksempel
har en dollar ikke samme betydning for en slumbeboer i Mexico City og en
teenager i Beverley Hills.
Diskussionen skelner ikke klart mellem brug af kvantificerede målinger og
brug af matematiske modeller. Det er muligt at anvende matematiske modeller
heuristisk, selvom man ikke accepterer naturvidenskab som forbillede for
samfundsvidenskaben. De matematiske modeller forudsætter ikke nødvendigvis
en underliggende kvantificeret empiri. Matematiske modeller kan benyttes til at
foretage simuleringer af komplekse processer, også når variablene ikke er
intervalskalerede. Ved at opbygge heuristiske matermatiske modeller sikres
præcise formuleringer, for eksempel for komplekse kausalprocesser, der gør det
muligt at specificere hvilke kontroloplysninger109
, der er relevante og
nødvendige. Sådanne modellerne fordrer ikke repræsentative survey-
undersøgelser, som foreslået af Lazarsfeld, men lægger snarere op til at udvælge
kritiske cases til mere dybtgående studier.110
Brugen af heuristiske modeller er
allerede kendt fra computerspil, hvor der postuleres bestemte ressourcer og
regler for interaktion, hvor typer af sociale agenter tilskrives komplekse motiver,
hvorefter deres valg af handlemønster simuleres stokastisk, og simuleringerne
107dette svarer delvist til Bourdieus "habitus".
108se eksempelvis G. Gustafsson m.fl. Religiös förändring i Norden, Stockholm 1985.
109Ofte kvalitative.
110Se Wilson, op.cit. 1987.
56
leder til en ny handlingssituation. Allerede i dag rummer sådanne spil så mange
interagerende parametre, at de ville opfylde kravene til sociologiske
simulationsprogrammer. Det eneste, de mangler, er, at parametrene hviler på
forudsætninger, der har støtte i sociologiske teori, og som er empirisk realistiske.
Med matematiske simulationsmodeller ville det være lettere at efterprøve
konsekvenserne af ændrede forudsætninger i komplekse teorier.
En mere basal indvending er rejst af den kritiske realisme med påpegningen
af, at matematisk modelkonstruktion som regel bygger på socialfysiske modeller
af enkle, lukkede systemer. Denne pointe er korrekt, men det er diskutabelt om
sociale systemer blot skal karakteriseres som lukkede eller åbne, eller om de
snarere skal karakteriseres ved deres permeabilitetsgrad.111
Fortalerne for
kvantificeringen betoner varians og kovarians fremfor enkel (mekanisk)
kausalitet. De kan have ret i, at variabelsproget har en fleksibilitet, som ofte er
hensigtsmæssig, men argumentet bygger på en forenkling af kausalproblemet og
samvariationen ikke kan påvise kausale potentialer og processer, som bemærket
af blandt andet Sayer. En kvantificeret variabelanalyse kan
kun påvise forandring; en kvalitativ analyse er
nødvendig for at afdække de kausale mekanismer. Selvom
variabelanalysen ikke besvarer kausalspørgsmålet, kan
den imidlertid udgøre et nødvendigt supplement til
historisk-kvalitative kausalstudier. Kvantificeringen gør det
muligt at efterprøve antagelserne ved en stokastisk falsificeringsprocedure. Det
er ofte hensigtsmæssigt at udtrykke sociologiske generaliseringer i
sandsynligheder fremfor at formulere dem deterministisk, men dette tilsiger ikke
nødvendigvis kvantificerede målinger.
De statistiske tests hviler ofte på en hypotetisk-deduktiv argumentation,
som støtter sig til Poppers falsifikationisme. Den kritiske realismes indvendinger
mod deduktiv teoribygning synes dermed at ramme hele test-teoriens fundament.
Men hertil er at indvende, at selvom hypotesetest ikke kan betragtes som en
universel procedure, kan den i visse tilfælde være videnskabeligt velbegrundet,
og desuden kan hypoteseprøvningen betragtes som et særtilfælde af en generel
decisionsteori, der også omfatter en abduktiv beslutning om hvilken af de
foreliggende teorier, som de empiriske resultater passer bedst sammen med112
.
111Dette er der, så vidt jeg kan gennemskue det, også forståelse for hos Bhaskar og Archer.
112på grundlag af Bayes´ teorem, for en elementær indføring, se f.eks. J, Freund & F.
57
Det burde være en selvfølge, at korrelationer ikke fremstiller årsagsforhold, men
analyser af betingede korrelationer kan benyttes til at indkredse plausible
kausalhypoteser. På tilsvarende måde burde det være en selvfølgelige, at
regressionsanalyser ikke afdækker de kausale mekanismer, men blot anfører
styrken af en formodet effektsammenhæng. De statistiske metoder kan således
ikke benyttes til at dokumentere selve kausalmekanismen. Deres væsentligste
styrke er at påpege de ikke-intuitive følger af komplekse relationer. Når Sayer
henviser til "den økologiske fejlslutning", er der tale om en intuitiv fejlslutning,
som netop statistiske modeller er velegnet til at påpege113
. På tilsvarende måde
kan en statistisk analyse gøre det forståeligt, at en samvariation mellem to
fænomener i den samlede befolkning kan have en anden retning end
samvariationen indenfor de kategorier, som befolkningen opdeles på. De
statistiske modeller kan benyttes til at udlede "hvis-så"-simulationer for bestemte
typer af sociale fænomener. I disse tilfælde kan de benyttes til at afveje
forskellige forklaringsmodellers plausibilitet, men ikke til at afgøre deres
definitive sandhed.
3. Diskussion af kvalitative metoder
Medens de kvantitative metoder i positivistisk regi udvikles ud fra rigoristiske
retningslinjer, bestemmes de kvalitative metoder af studieobjektet, konteksten og
den enkelte forskers dispositioner og opfattelsesevne. Der kan gives
håndværksmæssige retningslinjer for et dybdeinterview eller et feltarbejde, som
retningslinjer for interviewguider eller feltdagbøger eller observationsrapporter.
Men det er lettere at udpege kvalitative metodefejl ex post facto end at give
positive retningslinjer ex ante.
De kvalitetskriterier som generelt accepteres for de kvantitative metoder,
validitet, reliablitet, repræsentativitet, generaliserbarhed, afvises undertiden som
irrelevante for de kvalitative metoder. I S. Kvales grundbog i kvalitative
interviews114
afvises validitet, reliabilitet og generaliserbarhed som fremmedord,
der hørte en moderne periode til, og som baseres på en positivistisk
korrespondensteori om sandhed.115
Kvale kan godt se risikoen for, at en
Williams: Elementary Business Statistics, London 1977 kap. 9.
113Hvad Danermark et.al. er opmærksom på.
114InterView - Det kvalitative forskningsinterview, København 1994 kap. 13.
115Kvales opfattelse af validitetsbegrebet er meget forenklet i forhold til den gængse
58
afvisning af disse kriterier kan lede til vilkårlighed, og han sætter derfor
"håndværksmæssig" kunnen som kriterium. Men dette er en skinløsning, for
problemet er, hvordan man kan skelne godt videnskabeligt håndværk fra fusk.
Det kan tilføjes, at korrespondensopfattelsen findes i mange varianter, der ikke
alle kan karakteriseres som "positivistiske".116
En tilsvarende total afvisning af disse kvalitetskrav findes hos B. Eneroth117
.
I dette tilfælde er det begrundet i overvejelser om de kvalitative og kvantitative
metoders erkendelsesteoretiske grundlag. Eneroth betragter de kvantitative
metoder som udtryk for en logisk-deduktiv erkendelsesstrategi, hvor han i stedet
foreslår en begrebslig-induktiv. Den går ud fra en observation af et fænomen i
virkeligheden og søger at indfange det med et karakteriserende begreb.
“..problem med validitet, reliabilitet, precision, representativitet hos urvalet samt
kontroll med ovidkommande variabler endast är den kvantitative metodes
problem” 118
Således er lav reliabilitet ligefrem ønskeligt i en kvalitativ
undersøgelse. “Den kvalitative forsknings mål är att blotlägga en mängd
kvaliteter som relativt väl fångar in det centrale hos en viss företeelse...”119
Denne model forudsætter dels en helhedsopfattelse på virkeligheden og dels, at
forskeren forholder sig til sit emne i en subjekt-subjekt-relation. Eneroth opstiller
ikke klare, alternative kvalitetskriterier, men blandt andet indføres i stedet for
validitet et gyldighedskrav “om varje tydliggjort observation täcks av nogon
kvalitet i det begrepp jag slutligen ställer upp.”120
. Vanskeligheden er, at der ikke
skelnes mellem forskellige betydninger af validitet eller gyldighed.
Begrebsvaliditet afhænger mere af den deduktive eller induktive tilgang end af et
korrespondenskrav. Visse fortalere for kvalitative metoder, som Eneroth, er
tilsyneladende ikke opmærksom på de problemer, som essentialismen og
induktionismen indebærer.
Idet man forlader den naive realismes epistemologi, skal de kvalitative
metodikker specificere alternative sandhedskriterier og kvalitetskrav. Kvalitative
sociologiske opfattelse, se "Validitet" i: H. Andersen m.fl.Leksikon i sociologi, København
1998.
116for eksempel vil det være en anakronisme at kalde Thomas Aquinas "positivist".
117Hur mäter man "vackert"? Stockholm 1984
118op. cit. s. 65.
119op. cit. s. 76.
120op. cit. s. 59.
59
empiriske undersøgelser undslipper ikke en form for gyldighedskriterium, hvis
de skal kunne skelne mellem korrekte og fejlagtige beskrivelser, fortolkninger og
analyser. Kendte lærebogsforfattere og anerkendte feltforskere som blandt andet
Burgess121
understreger, at kvalitative undersøgelser skal tilstræbe frihed for
"bias" og kontrollere undersøgelsesresultaternes interne og eksterne validitet.
Uden et gyldighedskriterium rummer feltrapporterne blot den enkelte
observatørs private indtryk, som kun kan vurderes ud fra forfatterens
tilsyneladende oprigtighed, men ikke ud fra skildringens overensstemmelse med
de faktiske forhold. Kvalitative metoder rummer en særlig risiko for relativisme
og subjektivisme. Hammersley er ligeledes en anerkendt kvalitativ metodiker,
som understreger risikoen for "bias" ved kvalitative metoder. Det er imidlertid
vanskeligt at fastlægge, hvad der skal betragtes som "bias" med mindre man
vender tilbage til en naivt realistisk korrespondensteori, der går ud fra, at man vil
nå frem til den objektive sandhed, hvis man blot følger de korrekte metodiske
procedurer, uden at lade sine personlige værdier farve fremstillingen. For at
undgå de uklare associationer i "positivisme"-begrebet kalder Hammersley og
Gomm122
den opfattelse, at korrekt udført forskning vil føre til konklusioner, hvis
gyldighed automatisk følger fra det "givne" i de data, som de er baseret på, for
"foundationalism". Denne opfattelse kan også forekomme i forbindelse med
kvalitativ forskning. I kvantitativ forskning henviser bias ofte til systematiske
målefejl, hvor det i kvalitative studier ofte henviser til en tendentiøs fortolkning.
Nogle kvalitive forskere er tilbøjelige til at afskrive hele diskussionen om
sandhed og validitet, og endog betragte det personlige engagements bias som
positivt. Hammersley advarer mod de radikale epistemologier, der hævder, at
"alle beretninger er præget af bias". Relativismen hævder, at vi lever i en verden,
som omfatter en mangfoldighed af realiteter, og sandhed omdefineres dermed
som konsensus indenfor et bestemt fællesskab. Den indre modsigelse i
spørgsmålet om de relative udsagns sandhedsværdi medfører, at relativismen
svinger mellem tolerance og dogmatisme, hævder Hammersley. Han skelner
mellem beretningerne og de fænomener, de fremstiller, men understreger, at det
ikke er et skel mellem sprog og virkelighed, for sproget er en del af
virkeligheden. Han afviser både den stærke form for konstruktivisme, der
hævder, at fænomenet skabes med forskerens beretning, og den
121In the field, London 1984.
122Bias in Social Research, Sociological Research Online, 2,1 1997.
60
metodefundamentalisme ("foundationalism"), der mener, at beretningerne er
indtryk, som verden indgyder. Hammersley støtter en modificeret form for
konstruktionisme, som hævder, at forskerens beretning konstituterer eller
konstruerer de skildrede fænomener, men vel at mærke under den betingelse, at
beretningen ikke er i modstrid med tilgængelige beviser om relevante
fænomener. Da vi ikke har direkte adgang til fænomenerne, må vi foretage
vurderinger af bevisernes plausibilitet og troværdighed. Forskersamfundet har en
afgørende rolle ved at vurdere beretningernes sandhedsprætentioner ud fra meget
skeptiske kriterier om plausibilitet og troværdighed. Der tales undertiden om
"observatør-triangulation" når observationer kontrolleres ved at konfrontere flere
synsvinkler. Vurderingerne er ikke så enkle, som tilhængere af
metodefundamentalismen formoder. Vi må skelne mellem fejl i procedure og
konklusion, mellem systematiske og tilfældige fejl, mellem
fordømmelsesværdige og undskyldelige fejl, mellem motiverede og umotiverede
fejl, mellem bevidste og ubevidste fejl. Disse kriterier indgår som ledemotiver i
den fagdiskurs, hvor forskeren må søge at overbevise forskersamfundet om
plausibiliteten og troværdigheden i undersøgelsens forudsætninger, metodevalg,
observationer og konklusioner.123
Pointen med denne drøftelse er at fremhæve, at
de kvalitative metoder ikke kommer udenom en validitetsdiskussion, hvis de
hævder at udsige noget om en virkelighed, men at validitetskriterierne ikke blot
omfatter"systematiske målefejl".
Der findes adskillige forsøg på at formulere
alternative kriterier for kvalitative metoder, som
M.B. Miles og A.M. Hubermans124. Forslagene munder ofte
ud i nye begreber, som fastholder de samme
epistemologiske grundspørgsmål. Hvad enten der tales
om "intern validitet" eller "troværdighed" eller
"autenticitet" gælder overvejelsen om der er
overensstemmelse mellem forskerens erklærede sigte og
den anvendte fremgangsmåde. Hvad enten der tales om
"ekstern validitet", "generaliserbarhed",
"overførbarhed" eller "fittingness" gælder
overvejelserne om resultaterne kan overføres på andre
123Hammersleys argumenter for at fastholde kriterier for "bias" minder om Giddens´ og de
kritiske realisters.
124Qualitative Data Analysis, Thousand Oaks, 1994.
61
populationer eller situationer; og hvad enten der
tales om reliabilitet, pålidelighed, eller
"dependability" gælder overvejelserne om
observationerne eller fortolkningerne er konsistente
og stabile. Når nogle metodikere afviser, at
validitetskravet gælder for kvalitative studier, og
erstatter det med krav om metodisk
håndværksmæssighed125, minder det om visse neo-
positivisters forsøg på at give et instrumentalistisk
svar på problemerne med den realistiske ontologi.
Håndværkskriteriet er således ikke knyttet specielt
til kvalitative metoder. Valideringen af kvalitative
undersøgelsesresultater sker typisk med former for
triangulation: Det kan være ved at følge undersøgelsen
op med yderligere informationer fra den samme
målgruppe, med andre typer af oplysninger om
målgruppen, eller ved at konfrontere resultatet med
udfald af andre undersøgelser med mere eller mindre
ændrede metoder.
Nogle metodikere hævder, at kvalitative data kan
opnå højere validitet end kvantitative. Et af
argumenterne er, at forskeren kommer tættere på
informanterne og dermed bedre forstår deres motiver og
tænkemåde. Dertil skal bemærkes, at denne nærhed er
ikke i sig selv nogen garanti for at informanterne
åbner sig for forskeren, eller at denne bliver bedre i
stand til at forstå dem i kraft af
undersøgelsesmetoden. Ustrukturerede interviews og
fleksible feltobservationer kræver et særligt
medmenneskeligt gehør, og i nogle tilfælde medfører
nærheden forstillelser og misforståelser.
Desuden hævdes det, at kvalitative metoder er
tættere på virkeligheden i kraft af deres naturlighed
end kvantitative metoder. Dette argument hviler
125Som Kvale, men også Y. Lincoln og E. Guba: Naturalistic Inquiry,
Beverley Hills 1985.
62
interessant nok på en korrespondensbetragtning, som
deles af mange kvantitative metodikere. Hertil kan
indvendes, at et dybdeinterview næppe kan betragtes
som en naturlig samtale, og at et feltarbejde, der
involverer en observatør, dermed rummer et
fremmedelement. I særdeleshed i de sociologisk
væsentlige krisesituationer, der afslører gruppens
beslutningsdannelse, er det vanskeligt for
observatøren at stille sig passiv og neutral. Denne
holdning kan endda virke provokerende og få afgørende
indflydelse på beslutningsprocessen.
Kravet om reliabilitet eller pålidelighed er knyttet til en målsætning om
registreringernes reproducerbarhed. Kravet tilsigter, at der fremkommer samme
registrering ved gentagne observationer, og at forskellige observatører skal
fremkomme med overensstemmende registreringer. Dette krav er imidlertid kun
rimeligt i forbindelse med registreringer af fænomener, som er
kontekstuafhængige. Det er således rimeligt at fordre, at registreringen af en
persons højde og vægt indenfor ikke vil variere væsentligt, hvis den foretages
over et kort tidsrum. Men en række sociale fænomener er kontekstbundne og
sekvensbetingede. Således er en svarpersonens reaktion på samme spørgsmål
ikke er konstant fra den første til den tyvende gang, spørgsmålet fremsættes.
Selvom fortalerne for kvalitative metoder ofte betoner nødvendigheden af
forskerens refleksivitet,126
er det konkrete metodevalg sjældent begrundet i
eksplicitte videnskabsteoretiske og erkendelsesmæssige overvejelser. Det er
således ikke så ofte, at kvalitative forskere præsentere deres for-domme og
indvirkning på det univers, de har bevæget sig ind i. Det er ikke vanskeligt at
udpege eksempler på kvalitative metoder, der baseres på forudsætninger, der er
positivistiske eller behavioristiske, og dermed burde rammes lige så hård af
positivisme-kritikken som de kvantitative metoder. Bestræbelsen på at observere
og skildre "forholdene som de er", objektivt og værdifrit, under
erkendelsesteoretiske forudsætninger om korrespondence mellem perception og
virkelighed, indebærer ikke nødvendigvis en anvendelse af kvantificerede
metoder og en ambition om at påpege nomotetiske lovmæssigheder. Med
anvendelse af kvalitative metoder undgår man anvende matematik som
objektiviseret universalsprog, men metodevalget rummer ikke nogen garanti for
126 som Cicourel - eller, for at vendte tilbage til hermeneutikkens grundlag, Gadamer.
63
at undgå de øvrige videnskabsteoretiske problemer, som positivismekritikken
påpegede.
Det er hensigtsmæssigt at foretage en sondring mellem forskellige typer af
kvalitative metoder ud fra deres sigte og epistemologi. Allerede en grov opdeling
på subjekt- og objektorienterede metoder kan bidrage til at nuancere
diskussionen. Subjektorientrede metoder sigter på at forstå sociale agenters
motiver og verdensbillede. Webers verstehen, fænomenologien, hermeneutikken
og etnometodologien er alle udviklet til dette formål. Metodedualismen trækker
de subjektorienterede metoder frem som repræsentative for den kvalitative
tilgang. Dermed overses at en række kvalitative metoder er objektrettede, idet de
tilstræber at beskrive begivenhedsforløb, at afdække falsk bevidsthed, på at
afklare strukturen i et tekstkorpus og lignende. De objektorienterede, kvalitative
metoder har ofte et epistemologisk udgangspunkt, som minder om kvantitative
metoders.
Kvalitative undersøgelser tilstræber som regel ikke statistisk
repræsentativitet, men deres videnskabelige relevans afhænger af, at de kan
opfylde et teoretisk repræsentativitetskrav, idet det valgte case omfatter en
væsentlig konstellation af kendetegn. En induktiv fortolkning af et helt tilfældigt
case er uinteressant for såvel den almene offentlighed som den videnskabelige
indtil casets teoretiske relevans begrundes. De kvalitative metoders
karakteristiske åbenhed indebærer, at de ikke kan udsættes for den samme
diskussion af metodens logik som de kvantitative metoder. Således er det
karakteristisk, at surveyundersøgelsernes præcist formulerede spørgsmål ofte er
udsat for omfattende kritik, for deres præmisser er så klare, at en kritik er mulig.
Det er sværere at udsætte kvalitative interviewguider for en tilsvarende kritik,
fordi det er vanskeligere at præcisere betingelserne for en dialogiske åbning, der
kan bibringe forståelse af en interviewpersons univers.
Overvejelserne om kvalitative undersøgelsers generaliseringsevne kan kun
bestemmes ud fra det gyldighedsrum, forskningsprojektet udtaler sig om. Et
projekt kan tilsyneladende undslippe dette problem ved at afstå fra alle
generaliseringer og indsnævre gyldighedsrummet til selve det empiriske case.
Det kan betragtes som interessant, hvis casematerialet er meget prægnant (som et
interview med paven eller USAs præsident) eller er udtryk for et teoretisk
relevant ydertilfælde. Men hvis casematerialet virker valgt ud fra
forhåndenværende søms princip, vil et udvidet gyldighedsrum være
forudsætningen for, at undersøgelsen forekommer interessant for andre end de
64
direkte involverede. I mange kvalitative undersøgelser omgærdes
gyldighedsrummet af diffuse forbehold. Det gør det selvsagt vanskeligt at
vurdere, om observationerne faktisk kan støtte de generaliseringer, som
konklusionerne antydningsvis lægger op til.
En af fordelene ved kvalitative metoder er deres fleksibilitet. Medens
kvantitative undersøgelser som regel er bundet til en fastlagt køreplan for
udvælgelse, dataindsamling og analyse, er der som regel mulighed for at omstille
arbejdsformen i en kvalitativ undersøgelse. Dette kan være værdifuldt i
projekter, hvor der er en markant udvikling i erkendelsen om emnet. Således vil
det være muligt at anvende metoder i projektets første fase, der er egnede til
eksplorative studier, men at skifte over til metoder, der passer til beskrivende
formål, for derefter at skifte til metoder, der er egnede til at påvise
kausalforbindelser. Flere feltstudier anvender denne strategiske linje, som
begynder med åbne og fleksible metoder for at ende med kontrollerede
metoder.127
Udnyttelsen af denne fleksibilitet forudsætter, at forskeren/ne kan
gøre status for erkendelsesudviklingen og de skiftende målsætninger.
Kvalitative metoder tillader i højere grad end kvantitative forskeren at træde
i forgrunden som forskningsinstrument. Observationer forudsætter en
menneskelig observatør, og observatøren vil altid have en bestemt synsvinkel,
som er præget af bestemte værdier, interesser og en faglig ballast. Analysen vil
ikke frembringe en objektiv sandhed, men en fortolkning af en social
virkelighed, der bæres af en socialt konstrueret virkelighedsforståelse.
Erkendelsen af forskningens refleksivitet er et tema, der går igen i hele den efter-
positivistiske metodelitteratur fra etnometodologerne til Bourdieu, Giddens og de
kritiske realister. Enigheden hører imidlertid op, når konsekvenserne af
modpositionen skal drages. En radikal subjektivistisme og relativisme er også
kritisabel, så spørgsmålet bliver hvor og med hvilken begrundelse, der skal
bremses op for rekylbevægelsen mod den anden grøft.
Idet forskeren træder frem fra passivformernes tilsløring i rapporten, bliver
dens refleksive erkendelsesproces også tydeligere. Ved dybdeinterviews eller
feltstudier er det næppe muligt at opretholde en subjekt/objekt-distinktion.
Dybdeinterviewet er en sam-tale og feltarbejdet er et sam-spil, hvor forskeren
selv indgår i og sætter præg på forløbet. Kvalitative studier forudsætter normalt
127Blandt andet et feltstudie af nøgenbadestrande (Douglas et. al. The nude beach, Beverley
Hills, 1977) som begyndte med "naturlig interaktion" og via interviews endte med "naturlige
eksperimenter" i feltet.
65
en tæt "rapport" mellem forskeren og de studerede agenter. Det er imidlertid ikke
altid klart, om denne rapport er lykkedes - set med agenternes øjne. Hermeneutik
er en kunstart snarere end en teknisk metode, og det er ikke alle forskere, som
har fingerspidsfornemmelse eller et troværdigt kropssprog i forhold til projektets
målgruppe. En refleksiv metode må blandt andet forudsætte, at man afdækker
agenternes opfattelse af, hvordan forskeren har indvirket på deres selvopfattelse
og handlemåde. Men det er sjældent, at disse selvkritiske led i en kvalitativ
undersøgelse lægges frem.
De kvalitative metoders fokusering på forskeren leder let til et
subjektivistisk perspektiv. Men selv om der ud fra den enkelte forskeres
synsvinkel er tale om en subjektiv erkendelsesproces, og selv om mange
kvalitative studier båret af en enkelt forsker, er denne alligevel synsvinkel for
snæver. Forskeren udgår fra et forskermiljø, hvis rutiner og standarder præger
arbejdet, og rapporten skrives først og fremmest med henblik på den
kollegiale evaluering i miljøet. Karrieren og de fremtidige bevillinger
afhænger af, at rapporten er fundet troværdig af fagfællerne. Kontrollen
gælder blandt andet de metodiske procedurer, som er mest rigide ved
kvantitative undersøgelser; men der gælder også proceduremæssige
standarder for kvalitative undersøgelser, og ved nogle problemstillinger kan
de være meget stramme.128
Undertiden foretages den kvalitative undersøgelse
af et team, og den indbyrdes kontrol bliver en væsentlig garant for
observationernes og fortolkningernes holdbarhed. Teamarbejdet har
indbygget metodisk refleksivitet i og med, at dets medlemmer skal forklare
og begrunde deres fortolkninger. Selv i forbindelse med den ensomme
feltarbejder på den fjerne Stillehavsø er forskerkollektivet til stede som et
usynligt over-jeg, der bremser op for fristelsen til "going native".
Fremhævelsen af den individuelle forsker som det kvalitative studies
fixpunkt er således misvisende. Den enkeltstående forskers enkeltstående
projekt er først videnskabeligt relevant, idet det inddrages i fagmiljøets
diskurs. Denne pointe løsner samtidig op for dualismen mellem på den ene
side det objektivistiske erkendelsesideal i positivismen og på den anden side
den subjektivistiske udfordring i og med, at den samfundsvidenskabelige
erkendelse knyttes til en intersubjektiv instans. En intersubjektiv erkendelse
rummer selvfølgelig foranderlighed og risiko for konventionalisme; men den
128Der er for eksempel faste filologiske retningslinjer for oversættelser.
66
er dog stadig mere fast forankret end rent subjektive erkendelser, idet det
indebærer en forpligtelse til at søge at overbevise kollegerne med
dokumentation, demonstration og argumentation.
4. Sondringen mellem kvalitative og kvantitative metoder
Sondringen mellem kvantitative og kvalitative metoder er ret vag og arbitrær.
Kvantificeringen forudsætter, at der kan bestemmes en standardiseret enhed.
Men brugen af tællelige standardenheder er ikke nødvendigvis baseret på en
underliggende positivisme eller en reduktionisme. Indplaceringen af en social
agent i en typologi som en tællelig enhed udtrykker naturligvis ikke alt
væsentligt om denne. Der findes ganske vist en naiv form for kvantitativ
sociologi, der betragter samfundet som sammensat af tællelige taxonomiske
kategorier. Den kan med rette kritiseres for at rumme en teknokratisk
ideologi. Imidlertid rammer denne kritik ikke berettigelsen af en mere
reflekteret anvendelse af kvantitative analyser. En dækkende analyse af
menneskers vilkår i moderne samfund må nødvendigvis inddrage de sider af
samfundslivet, som er bestemt af en standardiseret kvantificering.
Samfundets centrale institutioner reguleres af standardenheder som folketal,
penge og antal stemmer. Selv i forbindelse med analyser, som har et
decideret humanistisk sigte, som at skildre børns opvækstvilkår, er det
væsentligt at betragte størrelsesorden og fordeling af børnetal,
familiestørrelse, skilsmissetal, antal pladser på børneinstitutioner,
ventelisternes omfang, klassekvotienter med videre. På tilsvarende måde må
en dækkende humanistisk orienteret analyse af den sundhedsregulerende
reproduktion naturligvis fokusere på befolkningens sygdomsbegreber, -
forestillinger og -erfaringer, men en væsentlig baggrundsinformation er
proportioner i det offentlige sundhedsvæsen, som antal læger,
hospitalspladser, patientdage og sundhedsudgifter med videre. Ser
sociologien bort fra sådanne størrelser mister den muligheden for at opbygge
en helhedsforståelse af samfundslivet - og dermed er sociologi som fag på vej
mod opløsning.
Det er naivt at se bort fra de kvantitative indikatorer, som har reel
betydning for det moderne samfunds regulering, men det rummer samtidig en
risiko for ideologisering, hvis man fokuserer ensidigt på dem og betragter
dem som fakuelle data. Dermed kan man legitimere dominansen af de
systemfelter, hvor styringslogikken præges af enkle standarder som penge,
67
elevtal eller patienttal. Forudsætningen for at forholde sig kritisk til
samfundssystemers dominans er, at man erkender standardiseringen og
samtidig kan se hermeneutisk bagom den. Disse enheder indgår som en
nødvendig for-forståelse for kvalitative samfundsanalyser. Således er
forudforståelsen af pengene som sociologisk bestemmende kvantitativ enhed
baggrund for G. Simmels analyse af "pengenes filosofi"129
. På tilsvarende
måde danner en kvantificeret demografi baggrund for studier af livscyklusser
eller reproduktionsmønstre. Disse standardenheder er sociale konstruktioner.
Penge fremtræder som "hårde data", men hviler på en social accept af et
symbol, hvis flygtighed afspejles i in- og deflationskurverne. Optællingen af
demografiske kategorier som mænd og kvinder, børn og gamle afhænger
ligeledes af, hvordan man i et samfund vælger at bestemme typerne. Selv de
hårdeste data som fødsel og død, har et konstruktionselement, hvilket
diskussionerne om abort- og dødskriterier viser. Vi kan således konstatere, at
der bagved kvalitative undersøgelser gemmer sig en forudforståelse om
samfundet, som inddrager kvantificerede betragtninger - og omvendt.
Survey-undersøgelser kvantificerer ved at operere med borgere som
standardiserede enheder. Den bagvedliggende logik er det demokratiske
valgs. Survey-undersøgelsernes berettigelse, som er bestemmende for
mediernes interesse, består i at udfolde vælgerbefolkningens synspunkter og
argumenter. Surveyundersøgelser anvender i reglen metoder, der hviler på en
rendyrket kvantificering. Fremstillingen af befolkningens betragtninger og
holdninger hviler på en opregning af frekvenser i taxonomiske kategorier.
Forsøg på at danne typologier er ligeledes kvantificeret med grundlag i
samvariationsmål. Men bagved metoderne ligger kvalitative forudsætninger.
Selve konstruktionen af spørgeskemaet er baseret på antagelser om
befolkningens sprog. Fortolkningen af svarene forudsætter antagelser om
befolkningens sociale universer. Der indgår således et uomgængeligt
hermeneutisk element som forudsætning for kvantificerede surveystudier.
Risikoen for naiv empirisme og dermed en epistemisk fejlslutning er
størst i de tilfælde, hvor forskeren analyserer et data-materiale, hvis
tilblivelsesproces er ukendt. Materialet kan dermed fremtræde som fakta, der
ikke fordrer hermeneutiske overvejelser. Problemet findes i blandt andet i
forbindelse med survey-projekter, der overlader dataindsamlingen til
129The Philosophy of Money, London 1978, opr. 1900.
68
professionelle bureauer. Hvis forskerne blot sender skemaet til et bureau, og
modtager en færdig datamatrice, fortrænger man lettere overvejelserne om
fortolkningsproblemerne. Er forskerne derimod involveret i
prøveinterviewingen, i interviewerinstruktionen, i de-briefingen af
interviewerne og i kodeinstruktionen, kan man ikke undgå at blive
opmærksom på, at talresultaterne afhænger af en hermeneutisk kædeproces.
De professionelle bureauer er afhængige af markedet og meget prisbevidste,
og videnskabelig kvalitet er en omkostningsfaktor. Desuden er det ikke alle
bureauer, der er åbne for forskere, der vil kontrollere processen. Der opstår
ikke sjældent procedurefejl, som bureauet ikke så gerne lægger frem, fordi
markedsrenommeet er vigtigt. Da surveys er dyre og må financieres eksternt,
kan forskerne undertiden fristes til at nedtone deres mistanke om
procedurefejl. Problem er i særlig høj grad aktuelt i forbindelse med
anvendelsen af officielle statistikker, hvor indsamlingsproceduren ikke altid
afrapportreres, så forskerne får indblik i, om registreringerne hviler på de
samme forudsætninger, som forskerne antager.
De officielle statistikkers "hårde data" er kun "givne kendsgerninger" i
kraft af, at mennesker har indsamlet og registreret oplysninger. For at fortolke
oplysningerne korrekt, må man have kendskab til dataindsamlingens proces.
Oplysningerne fremkommer ikke automatisk som registrering af
selvforklarende kategorier. De er altid resultat af, at visse organisationer
stiller spørgsmål, som målgruppen må søge at fortolke. Hvis vi ikke følger
den sproglige fortolkning, som statistikkens kildepersoner har givet af
spørgsmålene, kan vi heller ikke forstå de afgivne svar korrekt.
Disse problemer er ikke særegne brugen af officielle statistikker eller for
surveys. De er fælles for brug af sekundære kilder i ekstensive undersøgelser.
Der forekommer tilsvarende vanskeligheder ved indholdsanalyse af
dagspressen, hvis forskerne ikke har kendskab til redaktionsprocessen. Har
man kun resultatet, kan det fremtræde som udtryk for en uomgængelig
fakticitet snarere end som resultat af en selektions- og fortolkningsproces. De
tilsvarende problemer med brug af historiske kilder er kendte. Hvad der er
mere overset, er problemerne med at genbruge etnografiske studier eller case-
studier. Hvis genbrugsforskerne ikke ud fra rapporterne kan gennemskue
metoderne, kan resultaterne fremtræde som faktuelle data. Resultatet af et
kvalitativt case-studie afhænger imidlertid af nøgleinformanterne, og en
etnografisk rapport afhænger desuden af de anvendte tolke. Hvis man
69
genbruger etnografiske data uden at reflektere over de mulige fordomme,
misforståelser og forstillelser i kildematerialet, begår man den samme fejl,
som de naive brugere af statistikker og survey-data klandres for.
Når de kvantificerede analyser ser bort fra de hermeneutiske præmisser,
fremtræder de positivistisk. Der er imidlertid sjældent tale om en gennemført,
reflekteret logisk positivisme, der søger at knytte de empiriske resultater til et
teorikompleks med logisk-matematisk stringens. Der er oftere tale om en
empirisme, som hverken forholder sig reflekteret til de metodiske
forudsætninger eller til den teoretiske integration, men som lader sig nøje
med at fremlægge en isoleret brik til et ukendt puslespil. En sådan empirisme
har ganske vist en objektiv fremtrædelsesform, men den havner i den samme
relativisme som den subjektivistiske idealtype.
Påstanden om metodernes videnskabsteoretiske uforenelighed bygger på
normative udsagn om den ideale metodologi, snarere end på konstateringer af
forskelle i praksis. Metodelærebøgerne fremstiller som regel idealiserede
fremgangsmåde, som ikke tager hensyn til praktiske begrænsninger, som tid,
penge, eller personale. Praktiserende sociologer følger sjældent lærebøgernes
anvisninger, selvom forskningsrapporterne ofte benytter dem im- eller
eksplicit som referenceramme.
Diskussionerne om kvantitative og kvalitative
metoder omfatter ifølge Bryman to temakredse130: Dels
pågår en erkendelses- og videnskabsteoretisk
diskussion om den sociale verden karakter og dels
en teknisk diskussion. I den erkendelsesmæssige
diskussion hævdes på den ene side, at den sociale
verden har karakter af en ydre, objektiv realitet,
som de videnskabelige teorier skal gengive så
korrekt, dækkende og præcist som muligt, og på den
anden side, at den sociale verden er en subjektivt
meningsfuld sproglig konstruktion. Dette indebærer
på den ene side en realistisk og på den anden side
en relativistisk virkelighedsopfattelse, samt på
den ene side en form for korrespondenskriterium og
på den anden side en form for kohærenskritierium
130Quantity and Quality in Social Research, London 1988.
70
for teoriens sandhed.131 Ifølge Bryman er disse
grundpositioner imidlertid ikke dækkende for det
videnskabsteoretiske spektrum. Desuden er en
realistisk virkelighedsopfattelse ikke nødvendigvis
ensbetydende med en positivistisk
videnskabsopfattelse, og den indebærer ikke
nødvendigvis en bestræbelse på at anvende et
logisk-matematisk sprog til at fremstille den
sociale virkelighed. Den epistemologiske diskussion
trækker skarpe skel mellem kvantitative og
kvalitative metoder, idet den formoder, at
metodevalget er fast forankret i en erkendelses- og
videnskabsteoretisk position. En metodisk
fleksibilitet betragtes som udtryk for en
ureflekteret position eller for eklektisme og
kætteri. Den tekniske diskussion forholder sig
pragmatisk. Metodevalget er en praktisk beslutning
om et forskningsproblem. Den tekniske diskussion
overvejer således kun, om kvantitative eller
kvalitative metoder er hensigtsmæssige i forhold
til emnet og det teoretiske udgangspunkt, men
udelukker ikke a priori bestemte metoder som
erkendelsesmæssigt og videnskabeligt uholdbare.
Diskussionerne om sociologiens metodegrundlag foregår således
skiftevis på et videnskabsteoretisk niveau med et filosofisk grundlag og på et
teknisk niveau med et praktisk sigte. Diskussionen overser ofte forskellene på
at diskutere metoder videnskabsteoretisk og teknisk. Der er således væsentlig
forskel på karakteristikken af de metodiske positioner på de to niveauer. På
det videnskabsteoretiske niveau diskuteres positionerne som idealtyper.
Sigtet er at afdække de videnskabsteoretiske antagelser bag metoderne og at
rendyrke deres argumentationsgrundlag, så de logiske konsekvenser kan
følges op in extremis. Disse diskussioner påpeger problemer ved visse
grundantagelser, men de viser kun indirekte frem til løsningsforslagene.
Diskussionsdeltagerne på dette niveau er ofte filosofisk skolede og
gennemfører skarpsindige argumentationer, men de har sjældent praktisk
131Fremstillingen fremhæver polariseringen, hvorfor konsensuskriteriet ikke inddrages.
71
erfaring med empirisk forskning. De idealtypiske positioner udtrykker
forbilleder eller skræmmebilleder, men forbillederne kan man ikke leve op
til, og skræmmebillederne virker ofte urealistiske. På det tekniske niveau er
overvejelserne mere præget af afvejninger af de mange kompromiser, som
enhver praktiker erkender er nødvendige. I den tekniske diskurs er
metodepositionerne realtyper, som rummer erkendte indre modsigelser. For
pragmatisk orienterede forskere kan diskussionerne på det
videnskabsteoretiske niveau virke irrelevante, medens diskussionerne på det
tekniske niveau kan virke uafklarede for de filosofiske debattører. Den
metodologiske udfordring består i at klargøre distinktionen mellem de to
niveauer og at opretholde dialektikken imellem dem, så man på den ene side
kan undgå at den videnskabsteoretiske diskussion bliver indholdsløs, og på
den anden side at den tekniske diskussion bliver perspektivløs.132
De epistemologiske positioner peger tilsyneladende ikke frem mod
specifikke metoder. De kan højst udelukke nogle metoder som inadækvate i
forhold til positionens erkendelsesmæssige mål. Neopositivismens
idealisering af matematik udelukker ikke, at forskningen inddrager kvalitative
data. Tværtimod leder dette ideal til bestræbelser på at anlægge
kvantificerede analyser på kvalitative data. Der findes utallige eksempler på
kvantitative analyser af kvalitative data, fra både humaniora og
samfundsvidenskab, og resultaterne er ikke altid banale. Omvendt udelukker
en etnometodologisk grundposition ikke, at man analyserer kvantitative
statistik, men analyseformen er meget forskellig fra statistikernes. De
officielle statistikker betragtes i så fald ikke som "objektive data", men som
konstruerede oplysninger, der fremkommer gennem spørgsmål og
besvarelser, der forudsætter fortolkninger hos begge parter. Således
fremtræder etnometodologiske studier af statistikproduktion umiddelbart som
stærkt kritiske overfor brug af sådanne taloplysninger, men netop denne form
for kritik kan bidrage til at gøre brug af statistik sociologisk meningsfuld.
Metodedualismen bunder i to vidt forskellige opfattelser af, hvad der er
sociologiens mål, og hvilket universalmiddel der er passende. Metodebatten
fokuserer på spørgsmålet, om den sociale verden skal studeres som et
objektivt, naturvidenskabeligt fænomen, eller om den skal studeres ud fra
agenternes hensigter og opfattelser. Begge parterne i den polariserede
132Dette er ret beset endnu en variant over Kants velkendte pointe om den blinde filosofi
versus den tanketomme empiri.
72
diskussion hævder at give et svar, som har gyldighed for hele sociologien.
Men netop adskillelsen af de kvantitative og kvalitative metoder kan
forhindre sociologer i at opstille nye mål og søge at realisere dem. Jette Fog,
som især praktiserer kvalitative studer, har udtrykt en klar kritik af
metodedualismen på pragmatisk grundlag. Et principielt valg af metode
uafhængigt af det, den skal bruges til, udtrykker en "selvstændiggørelse",
“som er farlig, fordi den kan medføre (og har medført), at man kun
undersøger det, som kan undersøges med den pågældende metodik, eller
forsøger at tvinge sig igennem med den pågældende metode på trods af, at
den er uegnet.”133
Det er denne faglige monopolisering, som D. Layder udfordrer.134
Med
støtte i en realistisk ontologi hævder Layder, at den sociale verden omfatter
tre indbyrdes forbundne men selvstændige domæner: det subjektive og det
objektive med det intersubjektive som formidlende.135
Med støtte i den
kritiske realismes (M. Archers) emergentisme hævder han desuden, at de
forskellige aspekter eller dimensioner ved den sociale realitet har deres egne
"emergente" egenskaber. Derfor foreslår han en epistemologisk pluralisme,
som ikke må forveksles med en relativisme. Den sociale virkelighed har både
systemiske og intersubjektive aspekter, som må begribes med en
objektivistisk og en humanistisk eller fænomenologisk epistemologi136
.
Udfordringen består i at forbinde disse sammen uden at ende i en
empiricistisk korrespondensteori eller rationalistisk koherensteori.
Giddens´ strukturationsteori påpeger problemet med skyggekrigen (the
"phoney war") mellem fortolkende og institutionelle analyseformer, men han
anerkener ikke domænernes relative uafhængighed. Giddens foreslår at sætte
metodisk parentes om enten agent- eller systemsiden, men dermed vender
han i praksis tilbage til den dualisme, som strukturationsteorien ville
overvinde. Layder foreslår i stedet, at system og livsverden opfattes som
133Om kvalitativ metode i: T. Broch et al. (red.) Kvalitative metoder i dansk
samfundsforskning. Nyt fra samfundsvidenskaberne 50, 1979 s. 31.
134The reality of social domains: implications for theory and method, i: T. May & M.
Williams: Knowing the Social World, Buckingham, 1998.
135Denne sondring har paralleller i opdelingen på mikro, meso og makroanalyser, på
agent- og strukturanalyser og på livsverdens- og systemanalyser.
136op. cit. s. 91
73
forbundne, men relativt adskilte domæner, der hensigtsmæssigt bør studeres
empirisk med forskellige metoder137
. I forbindelse med de psykobiografiske
og intersubjektive fænomener er humanistiske/fænomenologiske metoder
relevante. Men den sociale virkelighed er ikke en simpel sammensætning af
folks meninger, erfaringer og subjektive forståelser, men konstitueres delvist
af forholdsvis upersonlige systemiske træk, som udgør de givne betingelser
for folks hverdagsliv138
. En væsentlig komponent ved de systemiske
elementer er deres iboende tilknytning til magt-, kontrol- og
dominansforhold. Nytten af magtbegreber afhænger ikke af, om folk erkender
og anerkender dem, men om de kan belyse de områder af det sociale liv, som
de henviser til. Layders pluralistiske epistemologi åbner for en metodisk
triangulation. “Empirical data are understood as implicated in lifeworld and
system characteristics at different and discernible levels of social reality”139
.
Dette er imidlertid en åbning, der tilskriver bestemte metoder til bestemte
typer af formationer. Det kan diskuteres, om triangulationerne ikke kan
række videre.
Bryman hævder, at metoderne har en større selvstændighed, end de
videnskabsteoretiske kommentatorer medgiver140
. De kan anvendes i
forskellige sammenhænge med henblik på forskellige formål. Pointen er
tilsyneladende banal i og med, at vi alle ved, at et værktøj kan benyttes til
mange andre formål end dem, det er indrettet på. Ved at påpege metodernes
relative autonomi i forhold til epistemologien var det nærliggende at drøfte de
relative bindinger, som epistemologierne indebærer.
Metoder, der hviler på indbyrdes modsigende
grundforudsætninger, kan selvfølgelig ikke
kombineres. Hvis metoderne hviler på fundamentale
modsigelser med hensyn til ontologi, antropologi,
videnskabsteori eller videnskabelige mål, er
metodetriangulation logisk udelukket. Metoderne kan ikke
kombineres vilkårligt, men en metodetriangulation må bero på metateoretiske
overvejelser om forudsætningernes overensstemmelse.
137Han følger således Habermas.
138op. cit. s. 95.
139op. cit. s. 101.
140s. 125 i Quantity and Quality in Social Research, London 1988.
74
Når Sayer og Danermark kan gå ind for en "kritisk metodepluralisme",
hænger det sammen med, at de tager udgangspunkt i en metateori, den
kritiske realisme. Den søger at trænge ned til de generative årsagsmekanismer
i det "reale" dybdeniveau. Dette forudsætter, at man fremlægger de
umiddelbare erfaringer på det empiriske niveau og derpå påviser
begivenhedsforløbet på fakticitetens niveau. Analysen og syntesen
forudsætter, at en kombination af metoder. Der er i særdeleshed tale om en
kombination af ekstensive metoder, der skildrer et fænomens udbredelse i en
population, og dermed fordelingen af de generative effekter, og intensive
metoder, der skildrer fænomenet kontekstuelt, og som afdækker de generative
mekanismers samspil. De ekstensive metoder kan være kvalitative og de
intensive være statistiske. De kritiske realister er absolut ikke afvisende
overfor brug af kvantitative metoder. Tværtimod hævder Danermark et. al.
“... att kvantitative metoder kan vara fruktbara och av otvivelaktig värde...” 141
og at kvantitative metoder endda ofte er nødvendige indslag i
forskningsprocessen. Man skal imidlertid være opmærksom på de
kvantitative metoders begrænsninger. Først og fremmest er de baseret på
dannelse af formelle kategorier ("taxonomiske grupper") og formelle
relationer, som ikke dækker over mennesker med samme vilkår i
sammenhængende kausalsituationer. Variabelanalyser kan vanskeligt
afdække dannelse af meninger eller magtrelationer. Ekstensive studier kan
derfor ikke alene løse den kausalbestemmende opgave, som de kritiske
realister stiller sig. Intensive studier kan bedre afdække de generative
mekanismer, men de er ikke i sig selv tilstrækkelige til formålet, fordi der
mangler informationer om fænomenets omfang og udbredelse.
Der kan således udvikles metateorier, som tillader metodekombinationer
på tværs af den klassiske dualisme. Den kritiske realisme er ikke den eneste
metateori, som åbner for en metodepluralisme. Denne retning er fremhævet
her, fordi dens forudsætninger virker gennemtænkte, ikke mindst med
advarslen mod den epistemiske fejlslutning, som en pragmatisk empirisk
metodekombination let kunne havne i. Der findes imidlertid også andre bud
på en metateori, der kunne åbne for en metodekombination. Således leder
Habermas´ system og livsverden til at operere med to former for metoder,
hvilket også Layder påpegede.
141s. 248 i Danermark et.al.: Att förklara samhället, Lund 1997.
75
Modsigelserne i de metodologiske præmisser er
ikke altid så fundamentale, som de umiddelbart
fremtræder i lærebøgerne. Modsigelserne kan
undertiden løses, idet de kan knyttes til
forskellige faser, niveauer eller delmål. Således
synes en induktiv og en deduktiv strategi at
udelukke hinanden logisk, og disse analyseformer
kan ikke kombineres simultant, men de kan
kombineres sekventielt. Det er faktisk helt
normalt, at et projekt indeholder faser som veksler
mellem induktion og deduktion. På tilsvarende måde
synes nomologisk forklaring og subjektiv forståelse
at udelukke hinanden metodologisk, og de er
vanskelige at kombinere i et fælles projektdesign.
Men hvis tilgangene orienteres mod forskellige
niveauer, for eksempel med forklarende makrostudier
suppleret med forstående mikrostudier, kan
modsigelsen ophæves.142 Endelig er det i princippet
muligt at designe et studie, så dets forskellige
aspekter tydeliggøres, og der kan vælges metoder,
der sigter på de specifikke aspekter.
Vanskeligheden ved sådanne metodekombinationer
består i at knytte resultaterne sammen.
Ekskurs: Kvantitative og kvalitative metoder i etnocentrismestudier
Lad os kort betragte metodevalget til studiet af et aktuelt debatemne, nemlig
"danskernes" holdning til "indvandrere og flygtninge". Det er et emne, som
allerede problemformuleringens ordvalg, fremkalder debat. Denne diskussion
fokuserer udelukkende på metodevalget og koncentreres om tre aktuelle,
korte diskussionsindlæg fra 1999.143
To af de tre indlæg repræsenterer
kvantitative metoder medens det tredje repræsenterer kvalitativ metode.
Sigtet med denne ekskurs er at illustrere, at metodediskussioner risikerer at
142Se Habermas: On the Logic of the Social Sciences, Cambridge 1990 overs. af Zur
Logik der Sozialwissenschaften, opr. Frankurt a. M. 1970.
143Jeg vil således holde de projekter, jeg selv har været involveret i udenfor denne
diskussion.
76
ende i uløselige problemer, med mindre man griber til at kombinere
metoderne.
Der er i særdeleshed ét samfundsvidenskabeligt studie af emnet, som har
fået opmærksomhed i medierne og blandt politikerne, nemlig Ø. Gaasholt og
L. Togebys144
. Det har ikke en klar teoretisk ramme om fordomme eller
etnocentrisme, og dets forklaringsmodeller for opinionsdannelse er ganske
vist inspireret af J. Zaller, men de leder ikke til en deduktiv
modelkonstruktion. Analysegrundlaget omfatter tidsrækker af statistiske
indikatorer - såsom pressedækning - kombineret med tidsrækker af
surveyresultater. Gaasholt og Togeby søger at kombinere svar på tematisk
forbundne spørgsmål til skalaer, men som regel kan de kun konstruere
skalaer med få items for tidsserierne, fordi formuleringerne ofte ændres i
surveyundersøgelserne. Indekskonstruktionen er pragmatisk, og den opfylder
ikke Lazarsfelds krav, men den følges op af validitets- og
reliabilitetsovervejelser ved sammenligninger med andre indikatorer. Dette
materiale benyttes til at efterprøve kausalhypoteser med betingede
korrelations- eller regressionskoefficienter.
Blandt resultaterne skal i denne diskussion navnlig fremhæves, at
uddannelse ser ud til at være en stærk forklaringsfaktor, som stadig synes at
have effekt, når der kontrolleres for en række mulige baggrundsfaktorer som
alder og erhverv. Lise Togeby, der er professor i politisk sociologi,
understreger 145
: “Hovedresultatet er, at uddannelsesniveauet er den helt
afgørende forklaringsfaktor, medens de variabler, der mere eller mindre
direkte er udtryk for materielle interessemodsætninger i forhold til
indvandrere og flygtninge eller for forskelle i betalingsevne såsom stilling,
arbejdsløshed, boligform, tilfredshed med egne økonomiske og
arbejdsmæssige vilkår og tilstedeværelsen af indvandrere på arbejdspladsen
eller i nabolaget, alle viser sig at være uden betydning - i hvert fald, når man
kontrollerer for uddannelse.” Da det er uklart, hvordan og hvorfor uddannelse
indvirker på etnocentrisme og tolerance, afprøver Gaasholt og Togeby seks
forklaringer. Deres konklusion er: “det centrale synes at være, at uddannelsen
øger individets evne til at mestre sit eget liv og ikke til at lade sig skræmme
af den tiltagende kompleksitet i samfundet. På det intellektuelle område øger
144I syv sind, Århus 1995.
145s. 435 i Politica årg. 31, 4 1999a Hvem sagde videnskabelighed?
77
uddannelsen individets forsvar for urovækkende budskaber, og på det
følelsesmæssige område reducerer uddannelse individets oplevelse af
magtesløshed og fremmedgørelse. Ad begge disse veje bidrager uddannelse
til at skabe tolerance overfor det, som må være nyt og fremmed. Og så ser det
endda ud til, at der gennem uddannelse sker en direkte indlæring af mere
tolerante normer.”146
Blandt de mulige forklaringer indgår også, at de
veluddannede er dygtigere til at skjule deres modvilje og intolerance overfor
andre mennesker. Argumentationen er således abduktiv snarere end deduktiv.
Når Peter Nannestad, der er professor i statskundskab, foretog en
selvstændig undersøgelse af danskernes holdninger til indvandrere og
flygtningen, skyldtes det, at han var utilfreds med metoden og følgelig også
med konklusionen hos Gaasholt og Togeby. Nannestads studie hedder -
meget sigende - Solidaritetens Pris147
. Nannestad tager udgangspunkt i en
specifik teori om social adfærd, rational choice teorien. Fra den udleder han
en række deduktive antagelser og hypoteser på forskellige niveauer. Disse
konfronteres med et materiale, der dels stammer fra officielle økonomiske
statistikker og dels fra en tidsrække af surveyundersøgelser. Han konstruerer
ikke en skala, men operationaliseres holdningen til emnet meget enkelt ved
den kategori, der svarer "meget bekymret" på et spørgsmål om, hvor vidt
flygtninge og indvandrere udgør et samfundsproblem. Validiteten af dette
afprøves ved at korrelere svarene med enkelte andre spørgsmål, når disse
foreligger i samme undersøgelsesrunde. Nannestad skønner at disse
korrelationer gør operationaliseringen forsvarlig. Tidsrækken betragtes i sig
selv som en kontrolforanstaltning, der danner "pooled data" og dermed
formindsker eventuelle validitetsproblemer. “Logikken er på dette punkt
præcis den samme som logikken bag konstruktionen af indices på grundlag af
flere målinger af samme fænomen i et enkelt survey.”148
. Datagrundlaget
analyseres i hovedsagen ved komplekse, økonometriske modeller, i lighed
med dem, der benyttes til økonomiske strategianalyser. Nannestad medgiver,
at uddannelse udgør en væsentlig faktor, men hans fortolkning af den er
meget forskellig fra Gaasholt & Togebys. Nannested ser nemlig uddannelse
146op cit. 1995, s. 101.
147Århus 1999b.
148n. 15, s. 472 i: Politica årg. 31, 4 1999a Uenighed eller videnskabelighed - en umulig
symbiose?
78
som udtryk for socio-økonomisk status, og det er den subjektive økonomiske
konjunkturudvikling, der ifølge Nannestad er bestemmende for modviljen
mod etniske minoriteter. Det er med andre ord den oplevede konkurrence på
arbejdsmarkedet og om velfærdsgoderne, der er afgørende: “..der eksisterer
en klar sammenhæng mellem Solidaritetens pris, forstået som de økonomiske
og ikke-økonomiske omkostninger, etniske minoriteters tilstedeværelse
udløser, og modviljen mod etniske minoriteter i Danmark...149
Nannestads
undersøgelse er noget overset i den offentlige debat. Det skyldes måske dens
indforståede teoretiske og statistiske sprog. I forbindelse med en drøftelse af
samfundsvidenskabelige metoders grundlag er undersøgelsen
bemærkelsesværdig ved at levere et mønstereksempel på en videreførelse af
den positivistisk-kvantitative metodetradition fra Lazarsfeld og Coleman.
Nannestad kritiserer Gaasholt og Togebys undersøgelse for at savne
teoretisk stringens - i modsætning til hans egen deduktive modelkonstruktion
- og for at være metodisk tilbagestående i forhold til hans egne statistiske
modeller. Omvendt kritiserer Togeby Nannestads operationalisering for at
mangle validitetskontrol. Analyserne er helt afhængige af, hvor vidt det ene
spørgsmål, han anvender, måler det tilsigtede. Nannestad svarer ved at
henvise til, at det spørgsmål, han anvender som indikator, korrellerer
signifikant med et andet spørgsmål, om ens egen kommune skal modtage
flere eller færre flygtninge. Derfor konkluderer han: “spørgsmålet om
bekymring for flygtninge og indvandrere faktisk måler forekomsten eller
graden af negative holdninger til etniske minoriteter”150
. Togeby rejser
spørgsmålet om bekymringen går på indvandrerne eller på
indvandrerdebatten. En Thulstrup-undersøgelse fra 1998 fulgte spørgsmålet
om graden af bekymringen op med et åbent spørgsmål om grunden til
bekymringen, og det hyppigste svar (29%) var “Danskernes modstand”.
Bekymringen kan med andre ord udtrykke en bekymring overfor
intolerancen, som ikke selv udtrykker intolerance, tværtimod. Når
stikprøvegrundlaget for tidsrækken er over 15000, er det ikke svært at finde
signifikante korrelationer; det er mere overraskende, at der ind imellem ikke
forekommer signifikans mellem indikatorerne.151
Nannestads svar på
149op.cit. 1999b, s. 188.
150op. cit. 1999b, s.64.
151Togeby rejser flere spørgsmål, som har mindre interesse i metodediskussionen. For
79
validitetsproblemet er, at han bygger på den anførte korrelation. “På dette
grundlag har jeg skønnet - og spørgsmålet om validitet er i sidste instans et
skønsspørgsmål - at det var forsvarligt at bruge disse data.”152
Han tilføjer,
“LT´s kritik giver mig imidlertid ikke anledning til at revidere mit
oprindelige skøn. Dertil er hendes præmisser, uanset hendes kategoriske
formuleringer, for svage.” (sst.)
Nannestads argumentation er klart deduktiv, og det gør det lettere at
følge hans udledninger, men det fremgår af hans svar til Togeby, at han ikke
følger Popper falsifikationisme, men tværtimod formulerer et omvendt
falsifikationskrav, idet bevisbyrden lægges over på kritikerne. Han
konstaterer, at det ikke kan afvises, at hans model kan dække de fremlagte
data, men han overvejer ikke andre forklaringsmodeller. Det kan tilføjes, at
det store materialegrundlag indebærer, at statistisk signifikans ikke er et
overbevisende argument, men at man snarere burde overveje forskellige
modellers relative forklaringskraft.
Nannestads argumentation er præget af metode-fundamentalisme idet
han søger at give tekniske svar på de videnskabsteoretiske udfordringer. Det
bør teknisk bemærkes, at hans indekskonstruktion ikke lever op til
Lazarsfelds kriterier, og at der er afgørende forskel på at konstruere en
tidsrække for et primitivt indeks og at konstruere et komplekst indeks for en
tværsnitsundersøgelse. For at kunne begrunde fortolkningen af svarene og
kausalforholdene griber Nannestad til hermeneutiske og socialhistoriske
hjælpehypoteser. Der fremlægges ikke nogen dokumenteret støtte for disse
hypoteser. Dette ville indebære inddragelse af kvalitative metoder, som
Nannestad sikkert ikke finder tilstrækkeligt stringente.
Gaasholt og Togeby taler ligeledes om "forklaringer", men deres
kausalargumenter bygger på empirisk falsifikation af tænkte
kausalmekanismer. Gaasholt og Togeby argumenterer, som om de havde
observeret forskellige uddannelseseksperimenter, medens Nannestad
argumenterer, som om han havde foretaget feltstudier af, hvordan folk faktisk
reagerer på at få konkurrence fra fremmedartede mennesker på jobmarkedet
eller i forhold til den offentlige service. Disse argumenter bygger
sandsynligvis på usystematiske indtryk fra deres eget hverdagsliv og
eksempel om, hvorfor Nannestad ser bort fra 1997-tallene i tidsrækken, skøn de modsiger
hans model.
152op. cit. 1999a s. 455.
80
medierne, og muligvis også på læsning af rapporter fra forskellige kvalitative
studer. Der indgår en refleksiv overvejelse hos Gaasholt og Togeby, medens
Nannestad synes at formode, at de tekniske procedurer er tilstrækkelig garanti
for videnskabelighed. Denne position er næppe holdbar, når vi har den
videnskabsteoretiske kritik in mente. Der er på den anden side ingen grund til
at frakende Nannestads undersøgelsen enhver videnskabelig værdi.153
Pointen
med denne passage er at understrege, at vurderingen af sådanne kvantitative
undersøgelsers videnskabelige udsagnskraft forudsætter, at de kombineres
med andre undersøgelsesformer.
Som eksempel på et kvalitativt bidrag til diskussionen vil jeg inddrage
Blaabjerg og Fredensborgs kommentar til Gaasholt og Togeby154
. Det er
ganske kun tale om et studieprojekt, og undersøgelsen havde ikke til hensigt
systematisk at efterprøve resultaterne hos Gaasholt og Togeby. Den rummer
imidlertid nogle metodiske træk, som er værd at hæfte sig ved.
Projektopgaven bygger på dybdeinterviews med studerende fra Aalborg, og
dermed personer med forholdsvis høj uddannelse. Ifølge forfatterne ville
respondenterne sandsynligvis blive klassificeret som "meget tolerante", hvis
de havde deltaget i undersøgelsen. Men ved en nærmere udspørgen fremkom
“et meget komplekst billede, hvor stereotype forestillinger og fordomme om
fremmede eksisterer side om side med en liberal og imødekommende
indstilling til disse.”155
Den principielle åbenhed blev modificeret ved konkrete spørgsmål,
“såsom opførelsen af moskeer i deres by, tendensen til ghettodannelser og
kriminalitet blandt indvandrere - hvilket de havde tæt inde på livet på grund
af det nærliggende boligområde.” 156
Når svarpersonerne blev bedt om at
reagere på den hypotetiske situation, hvor et familiemedlem skulle giftes med
en person fra et tredjeverdensland, blev religionen ofte nævnt som et
potentielt problem. Der fremkom således en række forbehold, ligesom
interviewpersonerne i vid udstrækning talte om flygtninge/indvandrere som
en ensartet gruppe, der adskiller sig fra den danske befolkning. Konklusionen
153Det bør også bemærkes, at Nannestads og Togebys arbejdshypoteser ikke udelukker
hinanden.
154Uddannelse og etnisk tolerance - eller hvad? Dansk Sociologi, nr. 3/10 1999.
155op.cit.s.104.
156op.cit.s.103.
81
er, at de højtuddannede ikke er mere tolerante end andre samfundsgrupper,
når det kom til stykket157
.
Afvigelsen fra Gaasholt og Togebys konklusion forklares dels ved
forskelle i tolerancebegrebet og dels i metodeforskelle. Hvor Gaasholt og
Togeby definerer tolerance som bekæmpelse af modvilje mod fremmede,
mener Blaabjerg og Fredensborg, at definitionen burde fokusere på, hvad der
forener os som mennesker, snarere end hvad der adskiller os. Metodisk mener
de, at “kvantitative undersøgelser vil forsøge at sikre en konsistent
besvarelse, hvilket de højtuddannede i mange tilfælde formodentlig mestrer.”
Dybdeinterviewene er egnede til at afsløre de højtuddannedes forstillelse og
skjulte fordomme.
Denne undersøgelse skal selvfølgelig ikke diskuteres som andet og mere
end en kommentar på grundlag af en projektopgave.158
Den er ikke helt loyal
i sin kritik, idet den overser Gaasholt og Togebys egen diskussion af
forstillelseshypotesen. Kommentaren til tolerancedefinitionen har en pointe,
men den følges ikke op i empirien, som tværtimod fokuserer på intolerancen.
Tolerancetemaet kunne følges op med studier af den latente med-
menneskelighed bag den tilsyneladende intolerance. I stedet vælger man at
korrigere Gaasholt og Togeby, men desværre uden at måle
interviewpersonernes tolerancescore. Hvis sigtet er at supplere Gaashot og
Togeby, burde dybdeinterviewene tage udgangspunkt i genbrug af deres
standardiserede spørgsmål.
Desuden fremgår det ikke, hvor intolerant ledende og etnocentrisk
generaliserende spørgsmål, der skulle til, for at frembringe de intolerante svar
hos interviewpersonerne. Det er utvivlsomt korrekt, at der også hos
højtuddannede kan påpeges ambivalenser og tendenser til generaliseringer.
Men kommentaren skelner ikke klart nok mellem minoritetsproblemer og
generaliserende vurderinger. Påpegningen af en etnisk koncentration i
bestemte boligområder eller henvisning til faktisk forekommende kriminalitet
udtrykker først fordomme, hvis der tilføjes en generaliserende vurdering. Det
er heller ikke nødvendigvis udtryk for fordomme at påpege, at religiøse og
etiske forskelle kan udgøre et potentielt problem for et ægteskab. Det udsagn
157op.cit.s. 104.
158Der tages muligvis højde for en række af de følgende indvendinger i selve rapporten,
som desværre ikke er alment tilgængelig på grund af en fortrolighedsklausul.
82
kan underbygges af skilsmissestatistikker.
Det er ydermere ikke klart, hvorfor højtuddannede bedre kan foregive
konsistens i kvantificerede end i kvalitative interviews. Tværtimod kunne
man hævde, at åbne interviews giver interviewpersonen mulighed for at
forklare sammenhængen med deres egne ord, fremfor at deres meninger
klippes op i standardiserede fraser. Dermed giver dybdeinterviews også bedre
adgang til rationaliseringer end standardiserede spørgsmål og lukkede
svarkategorier.
Den foreliggende interviewmetode er båret af "mistankens hermeneutik
", hvor man ikke søger forstå svarpersonen ud fra en formodet
helhedsopfattelse, men tværtimod antager, at de umiddelbare udsagn dækker
over modsigelser. Det er en problematisk linje, for også de intolerante udsagn
kunne i princippet udsættes for en mistankens hermeneutik. Det kvalitative
interviews kvalitet afhænger af "rapporten" mellem intervieweren og
interviewpersonen, men hvis udgangspunktet er "mistankens hermeneutik" er
"rapport"-grundlaget tvivlsomt.
Kommentaren foretager generaliseringer fra de få interviewpersoner til
samtlige højtuddannede uden at overveje repræsentativitetsproblemerne. Der
foretages ligeledes komparative konklusioner mellem forskellige
uddannelseskategorier uden empirisk grundlag. Det kunne være interessant at
udsætte både højt- og lavtuddannede personer for tilsvarende
dybdeinterviews for at se, hvordan de undervejs modificerer deres svar. Hvis
de lavtuddannede derved udtrykker endnu klarere fordomme, holder
kommentarens konklusion ikke. Det fremlagte materiale tyder på, at der i alle
befolkningsgrupper er ambivalente holdninger til etniske minoriteter, men at
de højtuddannede i princippet udtrykker større tværkulturel forståelse, hvilket
er i pagt med konklusionen hos Gaasholt og Togeby: I syv sind.
Disse tre undersøgelser lægger op til forskellige politiske debatter. Hvor
det ud fra Gaasholt og Togeby er nærliggende at betragte uddannelse og
information som løsning på integrationsproblemerne, lægger Nannestads
resultater snarere op til at lade integrationspolitikken være bestemt af de
økonomiske konjunkturer. Togeby antyder, at der er en ideologisk uenighed
på spil, men dette afvises indigneret af Nannestad. Den kvalitative
undersøgelse er tydeligvis båret af et engagement i den mellemmenneskelige
tolerance, men undersøgelsen når ikke frem til en konstruktiv konklusion om
mulighederne for at overvinde intolerancen. Kommentaren har en tendens til
83
at nedtone de religiøse og kulturelle forskelle, men dette kan udlægges som
udtryk for en repressivt tolerant "vestlig overlegenhedsdiskurs". Man kunne
spørge, om forudsætningen for en reel tolerance ikke er, at man begynder
med at respektere de kulturelle og religiøse identiteter med dertil hørende
forskelle i værdier og normer, og med dette udgangspunkt indleder dialogen
om grundlaget for sameksistens og muligheden af fællesværdier bagved de
dogmatiserede moralregler. Hvis denne formodning er rigtig, kommer en
yderligere metode ind i billedet, nemlig en tværkulturel diskursanalyse.
Kommentaren rejser nogle rimelige spørgsmål. Men det havde måske
været mere konstruktivt, hvis Gaasholt og Togeby var blevet fulgt op af
kvalitative dybdeinterviews, der etnometodologisk søgte at afdække hvilke
holdninger og associationer, der lå bag de afgivne svar på de standardiserede
spørgsmål, og dermed kunne korrigere Gaasholt og Togebys fortolkning af
dem. Hvis man yderligere vil afdække intolerancens praksis, baggrund og
konsekvenser, er det nødvendigt at supplere med andre former for analyser.
For eksempel kunne det være meget ønskeligt at undersøge, om mennesker,
der udtrykker fordomme overfor fremmedartede mennesker i deres svar, også
i praktiske situationer handler afvisende. Det er ikke utænkeligt, at de verbalt
intolerante i praksis kan være de mest hjælpsomme.
Pointen med denne kommentar er, at der er en lidt for udtalt
tilbøjelighed i diskussionen til at betragte projekterne som enkeltstående
sandhedsprætentioner. Dermed skal hvert enkelt projekt leve op til et
definitivt forskningsideal. Det er imidlertid muligt at betragte projektet som
et bidrag med et meget begrænset formål i et stort kollektivt forehavende.
Dermed ændres diskussionen om de enkelte projekter fra at vurdere, om de
kan give hele svaret på emnet, til hvor vidt de kan give et relevant og
væsentligt bidrag. Udover de enkelte, empiriske projekter forestår der en
kollektiv opgave i forsøge at indsamle, afveje og forbinde de forskellige
projekters bidrag i en konsistent fortolkning. Med denne betragtning udgør
forskningsmiljøet en "kollektiv intellektuel", som gennem en faglig
fortløbende diskurs søger at danne en sammenhængende fortolkning af de
fremlagte, kritiserede og godkendte forskningsprojekter. Denne opfattelse
deles af Lise Togeby, og derfor er det rimeligt, at hendes formulering
afrunder ekskursen: “På denne måde bliver god forskning en del af en
kollektiv proces, hvor man bygger videre på de resultater, andre har
84
frembragt, og selv bidrager med yderligere erkendelser.”159
.
IV. Metodekombinationens perspektiv og praksis
1. Den kollektive intellektuelles perspektiv
Da Lazarsfeld og hans skole promoverede kvantitative metoder i sociologien
ved midten af det 20. århundrede, var positivismen stadig indflydelsesrig. Et
af argumenterne for de kvantificerede metoder var, at de gav mulighed for at
integrere videnskabeligt kontrollerede resultater i en matematisk-deduktiv
teoriramme. Selvom matematikken næppe kan anvendes som videnskabeligt
universalsprog, er det stadig værd at overveje spørgsmålet om integrationen
af forskningsresultaterne. Der er nemlig en iboende risiko for, at forskningen
fragmenteres i delresultater, uden en samlende, teoretisk ramme. Uanset det
uholdbare i positivismens forudsætninger frembar den en heroisk vision om
en videnskabelig integration, og den anførte en tænkbar vej til at opbygge
logisk konsistente teorier. Det er en paradoksal konsekvens af den
positivistiske vision, at den opfølgende kvantificerede empirisme har ført til
forstærket fragmentering af videnskaberne i empiriske delområder.160
Dette
hænger blandt andet sammen med, at den underliggende erkendelsesteori er
præget af en subjekt-objekt dualisme.
Mennesker ser og erkender naturligvis som individer, men
forudsætningen for, at denne erkendelse kan tilkendes en videnskabelig
status, er, at betragtningerne og fortolkningerne har et videnskabeligt miljøs
kollektive intellektuelle som reference.161
Videnskaben fremlægger således
ikke de enkelte forskeres umiddelbare erkendelser, men observationer og
fortolkninger, der udvælges ud fra den kollektive intellektuelles162
159op. cit. 1999, s.453.
160Den holistiske vision optræder i forbindelse med argumenter for kvalitative metoder,
som feltarbejde, men der er da tale om studier af naturlige sammenhænge i afgrænsede
felter, ikke om at knytte forskellige former for viden om samfundslivet og menneskets
eksistensbetingelser sammen.
161Dette perspektiv findes præsenteret hos en række videnskabsteoretikere, som Pierce,
Merton og Habermas. Men det har ikke sat sig mærkbare spor i metodediskussionen.
162Begrebet er hentet fra Gramsci, men hvor det i hans tænkning er forbundet med
formuleringen af arbejderklassens interesser, er det i den nærværende diskussion udtryk
for, at forskere betragter sagsforhold med et bestemt fagmiljøs perspektiv.
85
relevansvurdering og som udtrykkes i fagmiljøets sprog. Set ud fra den
kollektive intellektuelles perspektiv er det største problem ved et positivistisk
program, som Lundbergs, at det ville medføre en uniformisering og
disciplinering, som hæmmer den videnskabelige kreativitet, medens det
største problem ved et relativistisk program, som Garfinkels, er, at det
medfører en atomisering af fagmiljøet.
Hermed er ikke sagt, at den kollektive intellektuelles perspektiv er sandt,
eller at fagmiljøets konsensus er det eneste sandhedskriterium. Kuhn har
leveret mange eksempler på konsensus om videnskabelige opfattelser, som
ud fra et korrespondenskriterium er forkerte. Det er heller ikke sagt, at der
hersker konsensus om referensrammen i et fagmiljø. Alle forskere ved, at der
til stadighed foregår diskussioner om disciplinernes territorium og
autoritetsforhold. Der foregår også magtspil i fagmiljøerne. De sociologiske
metodefremstillinger er præget af sædvaner, stilistiske krav og
autoritetsforhold, som ikke er sagligt begrundede. I kraft af de indre
divergenser udfordres den kollektive intellektuelle til en selvkritisk
refleksion. Forskerne i et bestemt fagmiljø presses til at begrunde deres
fagforståelse og erkendelsesgrundlag. Dette leder ikke nødvendigvis til en
opløsning af den kollektive intellektuelles perspektiv som vilkårligt bestemt.
Tværtimod kan en kritisk refleksivitet indebære en stærkere bevidsthed om
det fælles grundlag og den acceptable indre variationsbredde. Selvom fuld
konsensus er både uopnåelig og uhensigtsmæssig, er konsekvensen ikke
"anything goes", men "many things do not go".
Sociologiens genstandsområde er som bekendt omdiskuteret. Det kan
betragtes som et produktions- og distributionssystem, et magtsystem, et
kommunikationssystem, et interaktionsmønster, et moralfællesskab og på en
række andre måder. Til hver genstandsbestemmelse knytter der sig
følgeslutninger om hvilke problemstillinger og metoder, der er relevante.
Denne brogethed afslører, at genstanden har virtuel karakter i og med, at
"samfundet" ikke er et manifest objekt men en social konstruktion, men
samtidig kan den tilsløre, at konstruktionen ikke er vilkårlig men baseret på
manifeste fænomener. For eksempel diskuteres det, om det danske samfund
er klassedelt, medens det accepteres som en indiskutabel kendsgerning, at der
findes retslige forskelle med hensyn til ansættelsesforholdene. Når
forskermiljøet havner i stridigheder om fortolkningerne, er rekursgrundlaget
for diskussionen dette manifeste grundlag. Mange fortolkninger er mulige,
86
men fortolkningerne er ikke vilkårlige. Diskussionerne løses ved at påpege
hvilke fortolkninger, der er plausible i forhold til det manifeste grundlag.
Medens sociologien ikke har en teoretisk kerne i Lakatos´ forstand, kan der
tales om en kerne af manifeste fænomener.
En væsentlig del af den nyere videnskabsteori anlægger en kollektiv
synsvinkel på forskningen: Popper, Kuhn, Habermas og den kritiske
realisme. Sociologiens erkendelsesteoretiske projekt bør således betragtes i et
kollektivt perspektiv, men mange af de epistemologiske diskussioner handler
om den enkelte forskers erkendelse eller om de erkendelsesmæssige
muligheder og begrænsninger i det enkelte projekt. Denne indsnævring af det
faglige erkendelsesperspektiv indebærer, at metodevalget betragtes ud fra
ultimative standarder, hvor hvert projekt skal leve op til paradigmets ideale
fordringer. I et større, kollektivt perspektiv kan metodevalget i et projekt
betragtes mere pragmatisk, som et spørgsmål om at bidrage med små eller
større brikker til den store, faglige mosaik, hvor forskelligartede metoder og
projekter kan være relevante for at dække hele mønsteret. Det kollektive
perspektiv kan desuden bidrage til at overvinde den klassiske (cartesianske)
subjekt-objekt-distinktion, og dermed åbne for at indse, at forskningsmiljøet
uundgåeligt indgår i det samfund, som er forskningens genstand, og at
samfundet (forhåbentlig) præges af de resultater, som forskningsmiljøet
støtter.
Denne betragtningsmåde har ikke afsat mærkbare spor i
metodelitteraturen, som stadig præges af dualismen. Ud fra den kollektive
synsvinkel, forskermiljøets opbygning af et fælles vidensgrundlag, virker
metodedualismen blokerende. Det sociologiske fagmiljø har både brug for
kvalitative og kvantitative informationer for at opbygge en
helhedsfortolkning af samfundet og dets forandringsprocesser. Selvom man
ud fra en hermeneutisk eller etnometodologisk betragtning betragter
kvantitative informationer om økonomi, demografi eller geografi som
perifere kontekstoplysninger, er de relevante, idet enhver fortolkning er
kontekstbestemt. Omvendt kunne man ud fra en empiricistisk opfattelse
lægge vægt på kvantitative studier, men de kvantificerede data kan næppe
analyseres meningsfuldt uden at inddrage en form for hermeneutik. Det
kollektive sociologiske projekt bygger på en konstellation af flere typer af
oplysninger, som igen forudsætter, at man trækker på flere metoder.
Overvejelserne skifter således fra spørgsmålet om metoderne kan
87
kombineres, til hvordan de kan kombineres, samt hvordan man kan forbinde
resultater, der bygger på forskellige metoder. Den væsentligste forudsætning
for, at det kollektive projekt kan lykkes, er indbyrdes respekt samt accept af
en vis indre arbejdsdeling. Dette indebærer, at man orienterer sig om andres
forskning af tilsvarende problemstillinger, herunder den forskning, der
bygger på andre metoder end dem, man selv behersker. Desuden indebærer
det, at designet af et nyt projekt ikke bestemmes ud fra et ideal om at
præstere den definitive sandhed, men af et ønske om at supplere de
eksisterende informationer om emnet med et bidrag, der måske kan medvirke
til at informationerne kan knyttes sammen til en helhedsforståelse.
Et fagmiljø kan betragtes som et socialt felt. Det kræver særlige
kvalifikationer at blive optaget i det som fuldgyldig agent, og derpå indgå i
konkurrencen om kapital, magt og status i feltet. De videnskabsteoretiske og
metodiske drøftelser kan betragtes som bestræbelser på at definere
fagmiljøets felt i forhold til nabofelterne og på at fastlægge optagelseskrav og
spilleregler for de interne konkurrencer. Ud fra denne betragtningsmåde kan
overvejelserne om kvantitative overfor kvalitative metoder let opfattes som
en skindiskussion, der dækker over magtkampe mellem ret tilfældige
fraktioner i miljøet. Det er ikke vanskeligt at finde eksempler på, at
sociologiske metodediskussioner munder ud i dogmatiske eller stilistiske
argumenter. Forudsætningen for at løse metodologiske stridigheder er en vis
konsensus i miljøet om fagets genstand. Hvis der er enighed om, at
disciplinen sigter på at belyse et kompleks af fænomener, der har manifest,
regularitetspræget karakter, er det også muligt at afgøre hvilke metoder, der
er mest adækvate til at belyse en bestemt problemstilling. Hvis perspektivet
for diskussionen ydermere er den kollektive intellektuelles, sigter
metodeovervejelserne på at vurdere, hvordan et nyt projekt kan føje
yderligere informationer til den fond af viden, som fagmiljøet har efterprøvet
og tildelt en provisorisk accept.
2. Metodetriangulationernes muligheder
Selve triangulationsbegrebet har efterhånden opnået så stor udbredelse, at det
er nødvendigt at sondre mellem 1) kombinationer af data med forskellig
tidsreference, først og fremmest mellem tværsnitsundersøgelser og
dynamiske eller historiske informationer; 2) kombinationer af data med
forskellig geografisk reference, først og fremmest mellem lokale, nationale
88
og internationale informationer; 3) kombinationer af data med forskellig
social reference, først og fremmest mellem informationer på mikro-niveau,
om individuelle agenter, på meso-niveau om grupper og organisationer, samt
på makro-niveau om kollektive systemer og strukturer; 4) kombinationer af
observatører med forskellige synsvinkler, herunder agenter med forskellige
positioner i feltet og forskere med forskellige teoretiske positioner; 5)
kombinationer af forskellige former for observationsmetoder163
.
Den klassiske datatriangulation (3) tilstræber samtidig at spænde mellem
tre sociologiske niveauer: mikro- meso og makrostudier. Et eksempel på en
sådan form for metode- og niveautriangulation er Eileen Barkers kombination
af feltarbejde, survey og dybdeinterview, som tre metoder til at dække
vertikalt over tre sociologiske niveauer, nemlig henholdsvis et personligt, et
interpersonelt og et apersonelt niveau.164
Kvalitative studier har navnlig deres force i forbindelse med mikro-
studier, hvor individuelle agenters opfattelse af deres sociale univers og
sociale relationer kan hensigtsmæssigt kan findes i dagbøger, memoirer eller
dybdeinterviews. Disse kilder og navnlig de åbne, personfokuserede samtaler
er egnede til at fremdrage agenternes egen sprogbrug, deres
tankeassociationer og deres rationaliseringer. De informationer, der
fremkommer, har overvejende kvalitativ karakter, men der vil også indgå
kvantitative informationer såsom indkomst, antal børn, afstand til arbejde og
venner med videre. I mikroanalysen vil de kvantitative data dog typisk indgå
i hermeneutiske sammenhænge; for eksempel om hvordan indkomsten,
antallet eller afstanden opleves. De kvalitative personinformationer er
væsentlige, men hvis man nøjes med dem, munder samfundsanalysen let ud i
en naiv idealisme og voluntarisme. Der kan være forskel på, den opfattelse
enkeltpersoner udtrykker i et dybdeinterview og den opfattelse, de når frem
til ved diskussion i deres referencegruppe, ligesom der kan være forskel på de
synspunkter, de udtrykker, og de handlinger, de realiserer.
Dette kan inddrages, hvis man supplerer med analyser på et meso-plan.
Der er udviklet en række hensigtsmæssige metoder med henblik på analyser
på meso-planet. Feltarbejdet er en metode, der er velegnet til at belyse
interaktionsformer. Som tilgang til belysning af beslutningsprocessen findes
163Se også N. Denzin, The Research Act, Chicago 1970.
164The Making of a Moonie - Choice or Brainwashing? Oxford 1984.
89
blandt andet diskursanalysen. Organisationsanalyser kunne belyse
beslutningsgrundlaget og koordinationsbetingelserne for at beslutningen kan
effektueres, medens aktionsforskning kunne komme på tale som metode til at
understøtte effektueringen. På mesoniveauet vil der ofte indgå flere
kvantitative informationer, og de vil i højere grad analyseres kvantificeret.
For eksempel vil gruppens størrelse og materielle ressourcer have
selvstændig betydning i forbindelse med analyse af beslutningsprocessen.
Analysen er imidlertid ikke sociologisk dækkende, hvis den bremser på
på meso-niveauet. Samfundet kommer til at fremtræde som en fjern, invariant
baggrund for den studerede gruppe. Hvis analysen også skal omfatte den
samlede social kontekst er et makroperspektiv nødvendigt. Både kvantitative
og kvalitative metoder har relevans for en makroskopisk analyse. De
kvantitative informationer kan give et praktisk overblik og dermed lette
udformningen af et fortolkningsmønster. De kan også være relevante til at
afdække magt- og kausalforhold, men i så fald må de kombineres med
kvalitative analysemetoder. Således er betingelserne for den omtalte gruppes
beslutninger betinget af adgang til materielle ressourcer, og en kvantitiativ
analyse kan påpege fordelingen i samfundet af nogle relevante former for
ressourcer. Men hvis analysen også skal trænge ind i de magtforhold, som har
været bestemmende for ressourceadgangen, er det nødvendigt at supplere
med kvalitative analyser af beslutningsprocesserne i de institutionelle
magtcentre. For eksempel kunne analysen ikke nøjes med at notere det givne
beslutningsgrundlag, men også gå til de overordnede beslutningsprocesser,
der har sat rammerne for gruppens handlerum, for eksempel i samspillet
mellem samfundets økonomiske og politiske elite. Somme tider må en
makroanalyse endda gå til biografiske kilder for at afdække synsmåder og
interesser hos de strukturelle nøglepersoner.
Sammenkædningen af alle tre niveauer er absolut ikke enkel. De er
tilmed meget omdiskuteret, blandt andet under overskiften sammenkoblingen
af agent- og system (eller struktur) perspektivet hos Giddens, Bourdieu og
Habermas. Ganske vist er diskussionen om agent- og systemperspektivet
umiddelbart teoretisk, men den har paralleller til overvejelserne om
metodetriangulation.
Den følgende diskussion omfatter navnlig triangulationens punkt 5) og i
særdeleshed kombinationer af kvalitative og kvantitative metoder, men
metodiske kombinationer følger ofte sammen med andre former for
90
triangulation. For at undgå begrebsforvirring taler flere metodologer om
"multiple strategier" snarere end om metodetriangulation165
.
Et projekt er som regel båret af en primær grundmetode. Grønmo peger
på anvendelse af kvalitative undersøgelser som forundersøgelser eller
opfølgning og uddybning af kvantitative oversigtsanalyser. Det er muligt,
men vanskeligere at anvende kvantitative og kvalitative dataindsamlinger og
datanalyser parallelt.
Endelig er det muligt at gennemføre kvantitative analyser af kvalitative
data. I projektets argumentation inddrages en række skjulte hjælpehypoteser,
som ikke kan efterprøves ved den primære metode. De kunne imidlertid
testes og korrigeres ved inddragelse af sekundære metoder. Indenfor et enkelt
projekt vil en række forskellige kilder kunne vurderes som mere eller mindre
relevante, og samtidig vil en række metoder kunne rangordnes som mere eller
mindre adækvate. Dette fører undertiden til, at en bestemt type af
informationer fremtræder som særligt betydningsfuld, og en bestemt metode
kan udpeges som særligt hensigtsmæssig. Det er imidlertid sjældent, at man
kan afskrive alle andre informationskilder eller metodiske tilgange.
Overvejelserne munder som regel ud i, at en række supplerende
informationer er relevante, og at der skal anvendes andre metoder for at
frembringe dem. Dette peger frem mod en primær metode suppleret med en
række sekundære. Når mange projekter afstår fra supplerende analyser
skyldes det ikke principielle, metodiske overvejelser, men de praktiske
ressourcemæssige begrænsninger.
Enhver empirisk undersøgelse kan udsættes for en metodologisk kritik,
som skaber tvivl om resultaterne. For eksempel kan en common-sense
kommentar kritisere formuleringen af et interviewspørgsmål med henvisning
til, at man er i tvivl om dets sigte, eller på tilsvarende vis kritisere en
observation ved at anføre, at det ikke stemmer med ens almindelige indtryk,
og at forskeren har overfortolket den. Denne metodiske common-sense-kritik
kan være udtryk for en sund skepsis overfor akademiske autoriteter, men kan
også udtrykke et selvbekræftende kværulanteri.166
Under alle
165f.eks. R.G. Burgess, In the field, London 1984. Triangulationsbegrebet er overtaget fra
landmålingen. I metodedebatten omfatter den klassiske form for triangulation
dybdeinterviews, feltarbejde og spørgeskemaer.
166Bekræftes fordommen, er resultatet banalt, forkastes de, er resultatet forkert på grund af
metodefejl.
91
omstændigheder kan denne form for metodisk kritik kun besvares ved at
henvise til, at man når frem til tilsvarende resultater, selvom man anvender
noget anderledes metoder.
Betragter vi en faglig diskussion om anvendelsen af et bestemt
spørgsmål, kunne et første svar være, at det kritiserede spørgsmål samsvarer
med andre relevante spørgsmål, og at disse giver tilsvarende resultater. I en
kritik af en observation kunne svaret være, at observationen stemmer med en
række andre observationer foretaget under andre vilkår. Denne form for svar
kan måske virke overbevisende. Men når kritikken graver neden under det
tekniske niveau, til forforståelsens, må svaret gives ved en metodisk
kombination. Det virker mere overbevisende at henvise til overensstemmende
resultater fra undersøgelser, der anvender vidt forskellige metoder end at
henvise til andre undersøgelser, som kan være behæftet med samme
metodefejl. Overbevisningskraften beror på, at metoder, der hviler på delvist
forskellige epistemologiske præmisser, trods alt når frem til
overensstemmende konklusioner. Udfordringen for metodetriangulationens
argumentative kraft er at overbevise om, at resultaterne faktisk stemmer
overens, selvom de hviler på forskellige kilder og forskellige
informationstyper.
Blandt de fordele, der oftest påpeges ved metodekombination, er167
muligheden for at afprøve metodens validitet. Hvis resultaterne stemmer
overens, bestyrker det tiltroen til dem. Hvis der er uoverensstemmelser
mellem dem, kan det stimulere til nye tolkninger og danne grundlag for
strategiske tests af konkurrerende teorier. Kombinationen af metoder kan
resulterer i en mere nuanceret og samlende belysning af fænomenet, og
dermed bidrage til teoretisk integration.168
Da kvalitative metoder har deres styrke i forhold til gyldighedskriteriet,
medens kvantitative metoder navnlig sigter på repræsentativitetskriteriet, er
det nærliggende at opnå større udsagnskraft ved at kombinere dem. Det er
muligt at efterprøve de kvantificerede indikatorers gyldighed ved at supplere
med kvalitative dybdeinterviews, som dels konfronterer en række
167S. Grønmo i H. Holter & R. Kalleberg: Kvalitative metoder i samfunnsforskning , Oslo
1982, se også T. D. Jick: Mixing Qualitative and Quantitative Methods, i Administrative
Science Quarterly no.24 1979.
168Et eksempel på kombination af kvantitative og kvalitative metoder i en sociologisk
makroanalyse er G. Therborn: European Modernity and Beyond, London 1995.
92
interviewpersoner med de stillede standardspørgsmål og dels supplerer med
åbne interviews. Dermed er det muligt at afdække både, hvordan
interviewpersonerne fortolker de stillede spørgsmål og de forelagte
svarmuligheder, og hvordan deres svar passer sammen med deres opfattelse
af og holdning til emnet. Interviewpersonerne behøver ikke udvælges, så de
er statistisk repræsentative, men skal dække teoretisk væsentlige typer. Hvis
der i analysen lægges vægt på en variabel som uddannelse, bør de
supplerende interviews således dække over et spektrum af
uddannelseskategorier.
Denne form for metodekombination kan ikke blot understøtte standard-
spørgsmålenes gyldighed, men den kan også benyttes til at bestyrke
variabelanalysen, i og med at den kan begrunde, at samvarierende svar på
forskellige spørgsmål faktisk dækker over holdninger, som hænger sammen i
interviewpersonernes bevidsthed. Det er naturligvis muligt, at forskerne
finder en sammenhæng, som folk ikke selv er bevidst om, men
argumentationen for, at der skulle være en logisk-kausal forbindelse, kan
bestyrkes, hvis der kan fremlægges levende eksempler på, at
interviewpersoner knytter fænomenerne bevidst sammen.
En datatriangulation rummer mulighed for at konfrontere observationer
ud fra forskellige synsvinkler. En række studier af interaktionen i
skoleklasser anvender ikke blot feltobservation, men udbygger dem med lyd-
og billedoptagelser, samt lærerens og elevernes erindringer. Dette gælder
ikke kun Eliot og Adelman men også etnometodologen par excellence,
Cicourel169
. Han vil ganske vist ikke betegne optagelserne som "sande", i og
med at sigtet ikke var at skildre selve forløbet men at afdække aktørernes
fortolkninger af det. Man brugte dog optagelserne som en reference, som
lærerne blev bedt om at forholde sig til efter at have nedfældet deres
umiddelbare erindring om forløbet.
En tilsvarende datatriangulation forekommer i de undersøgelser, hvor
forskerne sammenstiller attitudeudsagn med kontroller for den faktiske
adfærd. Dette kan lettere gøres i forbindelse med feltarbejde, hvor man har
kontakt med informanterne over længere tid og både har adgang til
observationer og interviews, end ved surveys, hvor man kun har lejlighed til
et kortvarigt interview, og hvor anonymiteten forhindrer datakontrol.
169Cicourel m.fl. Language use and school performance, New York 1974.
93
I en kvalitativ hovedundersøgelse er det muligt at understøtte
begrundelsen for case-valget med kvantitative oversigtsstudier. Caset kan
dermed karakteriseres i forhold til kendte populationskendetegn, så dets
særpræg og fællespræg bliver tydeligere. Dette letter også muligheden for at
generalisere ud fra et enkelt case-studie.
Sammenkoblingen af surveys og feltarbejde er ikke sædvanlig, men den
rummer mange frugtbare muligheder, som påpeget af Zelditch og Sieber170
.
Feltarbejde kan understøtte en surveyundersøgelse ved at udvikle
teoristrukturen, ved at validere visse resultater, fortolke statistiske
sammenhænge, udvælge items for skalakontruktion, give en ekstern
validering for holdningsskalaer ved at sammenholde dem med
adfærdsmønstre, indkredse typer af cases, og klargøre overraskende svar på
spørgeskemaet ved henvisning til feltnoterne.171
Omvendt kan surveys
understøtte feltarbejde ved at identificere særligt interessant individer, som
burde interviewes i dybden, og identificere repræsentative og afvigende
cases. De kan desuden korrigere den holistiske fejlslutning, at alle
situationens aspekter er ensartede, demonstrere enkeltobservationers
generalitet, bidrage til at validere observationer og endelig give en baggrund
for at belyse feltobservationerne.
Feltarbejdets nøglemetode er observation af interaktion i feltet og
interviews med aktørerne om deres forståelse af den sociale situation. Hvis
feltarbejderen skal opnå en dækkende forståelse af feltets sociale univers, må
man supplere med andre kilder. Navnlig i de tilfælde, hvor feltet er
komplekst og heterogent, er det hensigtsmæssigt at indsamle oversigtsdata,
for eksempel ved enquêter, så der er en vis kontrol for, hvorvidt man opnår
en mere dybtgående kontakt med et dækkende udsnit af befolkningen eller
blot med bestemte typer. Kvantitative oversigtsoplysninger om feltet kan ofte
være et vigtigt udgangspunkt for planlægningen af den kvalitative
dataindsamling. Et feltarbejde i en dansk landsby får et sikrere grundlag, hvis
det udnytter officielle statistikker om befolkningens demografiske og
erhvervsmæssige sammensætning og mobilitet. Disse oplysninger kan blandt
andet anvendes til at lægge en strategi for hvilke beboertyper, man skal sikre
yderligere informationer fra. Hvis informanterne udelukkende omfatter de få
170Se R.G.Burgess: Field Research: a Sourcebook and Field Manual, London 1982.
171Dette følger Siebers opregning i Burgess op. cit. 1982.
94
beboere, som bliver i landsbyen dagen igennem, bliver indtrykket skævt -
"biased".
Et andet eksempel på brug af kvantitative studier til udbygning af et
kvalitativt hovedstudie er analyser af dødsannoncer. Det kvalitative studie
koncentrerer sig om de symboler, der anvendes. Det kan imidlertid være
hensigtsmæssigt at supplere med kvantiative analyser. For eksempel kan det
være oplysende at få at vide, hvor i hvor mange annoncer hvert år de
efterladte blot konstaterer, at "begravelsen had fundet sted i stilhed"172
.
Denne form for analyse er naturligvis reduktionistisk, men den kan alligevel
give overblik over mønstre og tendenser, som ville drukne i kvalitative
studier af variationernes mangfoldighed. Den meningsgivende fortolkning af
mønstrene opnår man dog først, hvis forskeren samtidig indsamler
oplysninger om folks begrundelser for at vælge de forskellige typer.173
Metodekombinationer kan være relevante ved sociologiske makro-
studier. De anvender ofte statistiske sammenligninger af kvantificerede
populationsdata. Der kan for eksempel være tale om sammenligninger af
kriminalitetsrater, arbejdsløshedsprocenter, skilsmissekvotienter,
gennemsnitsindkomst med videre i forskellige regioner eller lande. Da
sociologisk makro-analyse omfatter komplekse helheder er teorierne som
regel abstrakte; men de kvantitative indikatorer, som skal illustrere og
understøtte teorierne, er ofte påfaldende enkle. Forudsætningen for, at et
populationsmål repræsenterer den pågældende befolkning, er intern
homogenitet. Dette kan kun afprøves ved at gå et niveau ned og betragte
variationen indenfor hver af delpopulationerne. Hertil kan man føje et krav
om, at fællesmålene har samme mening for alle sammenlignede
delpopulationer. Hvis det anvendte mål er kontekstafhængigt, vil en
sammenligning give misvisende resultater. For eksempel vil det være
meningsløst at sammenligne kriminalitetsrater i samfund, der har vidt
forskellig straffelovgivning og praksis for registrering af kriminalitet. Der
findes ganske statistiske skoler, der hævder, at der findes tekniske muligheder
for at afprøve målingernes sammenlignelighed. Men medens det teknisk er
muligt at udpege tilfælde, hvor målenes kommensurabilitet er tvivlsom, er det
næppe muligt at give positive argumenter uden at gribe til supplerende
172se: G. Gustafsson (red.) religiös förändring i Norden 1930-1980, Stockholm 1985.
173Her spiller ikke bare religiøse motiver ind, men også økonomiske og praktiske.
95
kvalitative undersøgelser.
Det hermeneutiske moment indgår også i forbindelse med de statistiske
analyser af surveydata. Faktoranalysen er det bedst kendte eksempel på, at
man lader computeren foretage en teknisk udvælgelse af klynger af variable.
Der er således tale om en tilsyneladende objektivitet. Men samtidig er
faktoranalysen et klart eksempel på, at klyngedannelsen ikke er
selvforklarende, men at forskeren må søge at give en fortolkning af, hvordan
netop disse spørgsmål kunne danne et meningsfuldt sæt af tanker og motiver
hos interviewpersonerne. Hvis det ikke lykkes at finde en teoretisk og
hermeneutisk meningsfuld tolkning, vil den reflekterede forsker se sig
nødsaget til at kassere faktoranalysen, uanset kvotienterne.174
Tilsvarende overvejelser gælder for sammenlignende survey-
undersøgelser. Det er muligt at foretage formelt dækkende oversættelser af
spørgsmålene, og det er muligt at efterprøve, om kombinationer af spørgsmål
formerer de samme indexer ved alle populationer. Således efterprøver
internationale forskergrupper normalt skalakonstruktionernes
sammenlignelighed ved at betragte, om samme konstellation af spørgsmål i
alle lande fører til samme faktorer og faktorladninger, hvis variablene kan
betragtes som intervalskalerede, eller til de samme Guttman-skalaer, hvis der
er tale om binære variable. En sådan kontrol er nødvendig men ikke
tilstrækkelig. Man kommer næppe uden om hermeneutiske overvejelser om
spørgsmålenes mening i de forskellige delpopulationer. Ofte foretages der
indgående hermeneutiske overvejelser om indikatorerne af forskerne i de
internationale projekter, men det er sjældent, at de noteres ind i rapporterne.
Dette skyldes især, at overvejelserne grundlag er usystematisk.
Fortolkningerne støtter sig regel på common sense, på spredt viden om
analoge undersøgelser, samt eventuelt på prøveinterviews og de-briefing af
interviewerne. Sådanne overvejelser kan være betydningsfulde for at
forebygge misforståelser. For eksempel kan en sammenligning af svar på
formelt enslydende spørgsmål om "stolthed ved at tilhøre ens nation" vise sig
problematisk, når interviewerne ved de-briefingen bemærker, at "stolt"
afføder forskellige reaktioner i forskellige egne af Danmark175
. Problemerne
174Et eksempel på en hermeneutisk anvendelse af faktoranalyse findes i P. Bourdieu:
Distinksjonen, Oslo 1995, opr. 1979.
175Medens københavnerne gerne ville udtrykke national stolthed, fik formuleringen flere
96
forstærkes ved internationale sammenligninger, når en ordbogskontrol tyder
på, at de ord, som "proud" oversættes til, rummer forskellige nationale
associationer på de forskellige sprog.176
Et yderligere eksempel på
begrebernes kontekstbinding er et spørgsmål, der drejer sig om "sexuel
omgang med mindreårige". Der er forskellige lovbestemte aldersgrænser i de
forskellige lande, og dette indvirker tydeligvis på svarene177
. Hvis sådanne
kontekstuelle forhold ikke inddrages ved fortolkningen af populationsmålene,
bliver konklusionerne naturligvis misfortolkede. Det forhold, at komparative
surveyundersøgelser er baseret på kontekstbundne begreber, bør ikke lede til
den skeptiske konklusion, at sådanne sammenligninger er umulige. Hvis man
kræver en perfekt sproglig korrespondance, kan ingen ord nogensinde
oversættes og ingen udsagn sammenlignes. Et vist spillerum er nødvendigt,
hvis en humanistisk videnskab overhovedet skal være mulig. Det vil stadig
rumme mulighed for at påpege, at visse indikatorer har en særligt stærk
kontekstbinding. En egentlig efterprøvning af, hvor vidt spørgsmålene giver
tilsvarende associationer i de forskellige populationer, forudsætter
supplerende, kvalitativ undersøgelser. Det er imidlertid (for) sjældent, at
sådanne supplerende undersøgelser gennemføres i praksis.
I praktisk forskning foretages metodetriangulation ofte, uden at det
gøres tydeligt i den afsluttende rapport. Et eksempel på en skjult triangulation
er survey-undersøgelser, der tilsyneladende udelukkende støtter sig til
kvantitative metoder, men som reelt bygger på hermeneutiske overvejelser.
Allerede fastlæggelsen af spørgsmålene bygger på overvejelser om, hvordan
de tiltænkte svarpersoner vil opfatte formuleringen, hvordan de vil forstå den,
hvilke svarmuligheder de vil overveje, samt hvordan de ville udtrykke deres
forskellige svar. Forundersøgelser i form af dummyinterviews og
prøveinterviews er en uundværlig kilde for de indledende hermeneutiske
overvejelser, fordi de ellers kun ville have skema-konstruktørernes egne
erfaringer som forudsætning. Åbne prøveinterviews gør det muligt at
indkredse den normale sprogbrug om emnet og de almindeligste
associationer i forbindelse med begreberne. De-briefingen af interviewerne
kan ydermere påpege, hvor de fornemmer, at der har været misforståelser,
jyder til at udtrykke visse forbehold. Sådanne sprogforskelle kan indvirke på regionale
sammenligninger.
176Eksemplet er taget fra den europæiske værdiundersøgelse 1981.
97
uigennemtænkte svar, eller utroværdige svar. Sådanne oplysninger udgør det
uundværlige grundlag for fortolkningen af de betydningsmønstre, som de
standardiserede svar opregner. Den reflekterede forsker må overveje, hvordan
svarpersonerne har opfattet spørgsmålet, hvordan de har opfattet de givne
svarmuligheder, og hvilke overvejelser, der ligger bag beslutningen om et
bestemt svar.
Undertiden kan man få adgang til et relevant og omfattende økologisk-
statistisk datamateriale, der fremstiller subpopulationers variationen i forhold
til gennemsnittet for den samlede population. Sådanne data kan være
statistikker for regioner, kommuner, institutioner eller befolkningskategorier.
De kaldes økologiske, fordi informationerne ikke foreligger på individ-niveau
men typisk på administrative områder. Ved at kombinere sådanne data
strategisk med feltstudier kan man i princippet opnå samme information som
ved survey-undersøgelser. Disse sigter på at give informationer om individers
variation omkring et populationsgennemsnit. Den samme information kan
opnås ved at kombinere den økologiske variation mellem delpopulationerne
og den samlede population med studier af delpopulationer, som belyser
variationen mellem individerne i en delpopulation og dens gennemsnit. Et
eksempel er valgstudier, der kombinerer dataanalyser af valgkredse med
lokalstudier. Hvis lokalområderne vælges strategisk repræsentativt, kan
denne kombination give samme information som en statistisk repræsentativ
surveyundersøgelse. Hvis lokalundersøgelserne tilrettelægges strategisk, kan
de endda potentielt give yderligere informationer, som survey-
undersøgelserne er afskåret fra. For eksempel vil man kunne få oplysninger
om forholdet mellem de holdninger, der fremtræder i individuelle interviews
og de holdninger, der fremkommer i diskussioner i lokalmiljøet. I feltstudier i
lokalområderne er det ydermere muligt at finde tegn på, hvor vidt
holdningerne samsvarer med folks praktiske adfærd.
Sociologiske tværsnitsundersøgelser giver blot et oversigtsindtryk på et
bestemt tidspunkt, men de sociologiske makroteorier handler typisk om
langstrakte processer. Disse aftegner sig (muligvis) i
tværsnitsundersøgelsernes samvariationer og navnlig i aldersvariationerne.
Det ville imidlertid bestyrke den processuelle fortolkning af
tværsnitsvariationerne, hvis undersøgelsen kunne suppleres med historiske
177Eksemplet er taget fra den europæiske værdiundersøgelse 1990.
98
kildestudier. Det er velkendt, at de socialhistoriske kilder er temmelig
sporadiske og selektive. Dette er muligvis grunden til, at man sjældent ser
denne form for triangulation i praksis. Men efterhånden findes der et ganske
godt socialhistorisk kildemateriale for det 19.-20. århundrede, som kunne
udnyttes til som supplement til surveyundersøgelserne. Teorierne om
dannelse af værdier og attituder peger ikke blot på den aktuelle valgsituation,
men også på stabile mønstre, der er grundlagt i barn- og ungdommen. Det
kunne derfor være relevant for fortolkninger af aldersvariationer at supplere
med kildestudier om de forskellige generationers opvækstvilkår og
socialisationsmønstre. Hvis undersøgelsen gælder politiske holdninger, kunne
det være relevant at se tilbage på generationernes politiske socialisation og
historie. Analyser af årsagerne til ændringer i værdier, holdninger eller
opfattelser kan næppe gennemføres uden at gribe til socialhistoriske og
biografiske kilder, der rækker udover selve surveymaterialet. Der er
utvivlsomt mange survey-analytikere, som supplerer med socialhistoriske
kildestudier, men det er sjældent, at disse kommer til udtryk i rapporterne.
Denne skitse påpeger ikke alle kombinationsmulighederne, men blot
relevansen af at kombinere forskellige typer af informationer og forskellige
metoder. Uden en sådan kombination kommer analysen til at hvile på
udokumenterede antagelser.
Der kan således peges på mange frugtbare metodekombinationer, der
går på tværs af lærebøgernes skel mellem kvalitative og kvantitative metoder.
Dette skal ikke forlede nogen til at tro, at en metodekombination er en nem
løsning på de empiriske studiers udfordringer. Tværtimod indebærer dette en
komplicering af forskningsdesignet. Kravet omfatter ikke blot, at de enkelte
metoder skal opfylde de håndværksmæssige fordringer. Det er et yderligere
krav, at metoderne afstemmes. Hvis man ikke nøje afstemmer metoderne kan
de resultere i en kakofoni af spredte data i stedet for at føre til en harmonisk
polyfoni af resultater, der supplerer, nuancerer og korrigerer hinanden, og
som dermed peger frem mod en samstemmende konklusion.
3. Etiske og ideologiske implikationer af metodevalget
Drøftelserne af forskernes hensyn til de mennesker og det samfund, som de
studerer, foregår som regel i to diskurser. Der er på den ene side
overvejelserne om metodevalgets etiske udfordringer og på den anden side
om dets ideologiske implikationer. Den etiske diskussion knytter sig som
regel til intensive studier, som bringer forskeren i så tæt kontakt med
99
bestemte personer, at man risikerer at overskride deres intimsfære og at
påvirke dem mod deres ønske og vilje. Den ideologiske diskussion er
derimod forbundet med ekstensive studier, som fremstiller sider af samfundet
på en så overbevisende måde, at det enten bekræfter status quo eller afføder
protesthandlinger.
Det er min - måske lidt provokerende - påstand, at den etiske og
ideologiske tematik er tæt forbundet. De forskningsetiske kriterier har
baggrund i en idealforestilling om det gode samfund. Umiddelbart
fremtræder de etiske spørgsmål, som problemet om der er taget rimeligt
hensyn til et bestemt medmenneske, men det knytter sig tæt til generelle
overvejelser om, hvordan menneske bør forholde sig til hinanden, og i sidste
instans om, hvordan samfundet burde fungere. På tilsvarende måde synes den
ideologiske debat umiddelbart at handle om meget abstrakte overvejelser om
forskningens mulige konsekvenser for den overordnede struktur. Imidlertid
bliver disse ideale overvejelser først levendegjort, når de omsættes i etik. Set
i lyset af en dialektiske agent-system-model kan de etiske og ideologiske
overvejelser betragtes som parallelle diskurser, der henholdsvis retter sig mod
et agent- og et struktur-niveau. De følgende drøftelser vil især fokusere på de
ideologiske aspekter, da den etiske diskussion allerede er temmelig velbelyst
i metodebøgerne.
Et af metodediskussionens temaer gælder de ideologiske implikationer i
opfattelsen af forskerens rolle og det syn på mennesket og samfundet, som
metoderne forudsætter. Kritikerne af kvantificerede metoder har ofte
fremført, at de understøtter en ideologisk legitimering af tingsliggørelsen af
de sociale agenter, som passive instrumenter for institutionerne eller passive
brugere af deres ydelser. Der er en pointe i denne kritik. Men hvis alternativet
er relativisme, kan også den virke ideologisk passiviserende. Der er ikke
noget incitament til at ændre på strukturelle bindinger, hvis de fremstilles
som kontingente synsmåder, som agenterne tilsyneladende står frit til at
vælge eller fravælge.
Det er ikke særligt sigende, at kvantitative metoder er
"reduktionistiske", med mindre det præciseres hvilke relevante informationer,
der går tabt. En vis reduktion i det komplekse univers er forudsætning for
enhver kognitionsproces. Påstanden om, at kvantitative metoder i sig selv er
"reificerende", er heller ikke overbevisende; en optælling af stemmer er
således ikke nødvendigvis med til at gøre vælgerne til "stemmekvæg".
100
Ganske vist hævder Durkheim, at man bør studere samfundsrelationer, som
om de var tingslige, men han præciserer og modificerer dette i forordet til
anden udgaven af metodelæren. Også kvalitative metoder kan indebære en
tingsliggørelse; det historiske grundeksempel er udformningen af et
retsdokument, der fastslår et menneskes status som slave.
Både etnometodologerne, Frankfurter-skolen og de kritiske realister
bemærker, at kvantitative metoder har affinitet til socialteknologiske
interesser. Kritikerne observerer, at det kapitalistisk-bureaukratiske
samfundssystems managers ofte anvender kvantificeringer som strategisk
beslutningsgrundlag. Selvom de kvantificerede metoder ofte benyttes i
tilknytning til en voluntaristisk samfundsmodel, udviskes samfundsborgernes
individuelle træk i analyserne. Frankfurter-skolen kritiserer navnlig, at disse
analyser er knyttet til en begrænset rationalitetsform, der afvejer midler i
forhold til bestemte mål, men som ikke udfordrer opstillingen af
målsætningen og præmisserne i samfundsstrukturen. Der er utvivlsomt brod i
denne kritik; men den overser, at de kvantificerede undersøgelser også kan
rumme kimen til en systemkritik. Når surveyundersøgelserne ofte har et
snævert perspektiv, hænger det samme med valget af spørgsmål, snarere end
med selve metoden. Spørgeformen forhindrer ikke, at svarpersonerne
fremlægge deres værdier, idealer, utopier og deres samfundskritik.
Det kan desuden være et problem, at deltagerne i surveyet ikke udgør en
egentlig gruppe, men kun forbindes som analytiske kategorier af forskerne.
Survey-deltagerne udgør et atomiseret univers, og deres svar præges af
serielle beslutninger. Da der ikke er nogen direkte forbindelse mellem
respondenterne, må hver svare ud fra sin egen horisont.
Denne form for undersøgelser er selvsagt kun en ringe erstatning for den
direkte, omfattende folkelig debat, som er folkestyrets ideal. Imidlertid kunne
surveys i princippet bidrage til at holde den kritisk-demokratiske debat i live
eller genoplive den, hvis den er ved at ved at kvæles i teknisk rationelle
beslutninger. Survey-undersøgelser kunne således i princippet bidrage til at
kvalificere den demokratiske debat, og dermed bidrage - i begrænset omfang
- til emancipation. Der kan faktisk påpeges eksempler på, at den folkelige
kritik, som kom til udtryk i surveys, har rokket ved den politisk-økonomiske
systemrationalitet. Således kom effekten af kampagnen mod atomkraft til
udtryk gennem opinionsundersøgelser, der gav de politiske beslutningstagere
betænkeligheder ved at følge eksperterne fra Risø. Survey-undersøgelserne
101
kan naturligvis have karakter af summariske "Gallup-undersøgelser", der
opfanger den aktuelle folkestemning om et kortsigtet debatemne, og som
benyttes til populistisk pression af politikerne. De kan også være redskaber
for at rejse en debat om de strukturelle betingelser for menneskelig
sameksistens i et højteknologisk samfund.178
Der har ikke udfoldet sig en tilsvarende debat om ideologiske
implikationer ved forskellige kvalitative metoder. Det skyldes ikke, at emnet
er irrelevant, men der er tale om en bred vifte af metoder, som bygger på ret
forskellige forudsætninger. En del af de kvalitative metoder synes at hælde til
"aristokratisk" indstilling, hvor de kvantitative synes at trække i en
teknokratisk eller populistisk retning. På trods af den erklærede interesse i at
forstå agenterne, forudsætter flere af de kvalitative metoder, at forskeren
besidder en højere form for forståelse og indsigt end informanterne. I nogle
tilfælde kan denne indstilling begrundes sagligt. Dette gælder eksempelvis
når forskerne kan påpege diskrepanser mellem agenternes situationsforståelse
på den ene side og objektive indikatorer og materielle interesser på den
anden. Men ofte er overlegenhedsprætentionen og mistankens hermeneutik
kun baseret på forskerens valg af en bestemt teoretisk fortolkning, som ikke
deles af agenterne. Dette gælder blandt andet ved strukturalistiske analyser,
hvor forskeren fremlægger den tankestruktur, som de hævder er styrende for
de sociale agenters handlinger, selvom disse ikke selv er bevidst om den.
Det er således ikke kun kvantitative forskere, der kan kritiseres for at
studere mennesker, som om de var myrer.179
Spørgsmålet i denne diskussion
er ikke, om strukturalismen metodisk giver grundlag for en korrekt analyse,
men om dens ideologiske implikationer. Idet forskeren påpeger strukturelle
træk, som agenterne ikke selv er bevidste om, er der flere muligheder. Der
kan være tale om, at forskeren har misforstået situationen fuldstændigt, at
agenterne har andre motiver end dem, som forskeren lægger vægt på, eller at
agenterne er udsat for en manipulation, de ikke kan gennemskue. Det er
imidlertid problematisk at hævde forekomsten af en falsk bevidsthed alene
med støtte i en teoretisk fortolkningsramme. Det er svært at frigøre sig fra en
mistanke om, at den teoretiske bedreviden, der fremtræder i sådanne
178Spørgsmålet om metodens emancipatoriske potentialer er tæt forbundet med
spørgsmålet om undersøgelsens kvalitet. Jo mere overfladiske spørgsmål, jo mere
ukritiske resultater.
102
kvalitative analyser, samtidig dækker over en social overlegenhedsfølelse,
hvor agenterne bør styres af en elite, som bedre end de selv forstår deres
egentlige motiver og interesser180
. Det er nærliggende at overføre mistankens
hermeneutik på forskeren selv.
Andre kvalitative analyser er derimod præget af en tæt solidarisering
med de sociale agenter. Mange etnografiske eller sociologiske feltstudier
sigter på at se en fremmed kulturer eller indre subkulturer "indefra".
Forskeren betragter det i disse undersøgelser som sin hovedopgave at
fremstille fremmedartede agenter som almentmenneskeligt forståelige.
Dermed kan forskeren bidrage til at udvide solidaritetsgrundlaget indenfor et
fragmenteret samfund eller på tværs af kulturforskelle. Undertiden kan denne
form for forskning udviske skellet mellem at fremstille en handling som
forståelig og som forsvarlig, og dermed bidrage til at relativisere normer og
etiske principper. Påpegningen af, at der kan gælde flere forskellige
referensrammer som grundlag for forståelse og legitimering af en handling,
leder til, at referensrammerne indgår i samfundets legitimeringsprocesser.
Dette gælder følgelig også de sociologiske teorier. Men med mindre denne
argumentation har et realistisk grundlag, bliver relativiseringens konsekvens,
at også kritikken relativiseres. Slutresultatet bliver sandsynligvis en
bekræftelse af status quo, fordi der ikke er nogen faste kriterier for valget af
fortolkning. Konklusionen er, at både de kvalitative og de kvantitative
metoder kan og bør gøres til genstand for en ideologi-kritisk drøftelse.
Det emancipatoriske potentiale i forskningen forudsætter, at
menneskene respekteres som kompetente sociale agenter med en vis, men
begrænset viden om den sociale kontekst.181
Set i dette perspektiv er det
sociologiens væsentligste rolle at kvalificere den demokratiske debat. Dette
indebærer at fremlægge studier af de strukturelle bindinger, som hæmmer
agenternes realisering af deres værdier. En af disse strukturelle bindinger
består i, at agenternes beslutningsgrundlag er serielt. Hver enkelt agent
betragter dermed sine egne værdier og handlinger som uafhængige variable i
179jævnfør Sartres kritik af Lévi-Strauss
180Og som den teoretisk velfunderede forsker naturligvis tilhører.
181Formuleringen ligner Giddens", men tanken findes hos mange andre sociologer. Det
emancipatoriske motiv er neddæmpet i Habermas" seneste værker, men er efter min
opfattelse værd at fastholde.
103
beslutningsprocessen. Dermed indsnævres mulighederne for at realisere
værdierne betydeligt. Først hvis agenterne har en begrundet formodning om,
at mange andre agenter har tilsvarende værdier, motiveres de til at organisere
interessefællesskaber, der med større sandsynlighed kan bidrage til at
realisere deres værdier. De kvantitative survey-undersøgelses perspektiv
ligger netop i at informere borgerne om værdimønstrene, så de kan undgå at
blive ofre for en del-og-hersk-strategi. Sådanne surveys er naturligvis ikke i
sig selv emancipatoriske, men kan have emancipatorisk potentiale i
kombination med kvalitative studier af de institutionelle rammer og de
historisk-kausale samfundsmekanismer, der kunne bidrage til strukturelle
ændringer.
Slutbemærkning og sammenfatning:
Dette notat udspringer af en personlig og faglig interesse. Når man i tidens
løb har anvendt og undervist i både kvalitative og kvantitative metoder,
gemmer der sig naturligvis et spørgsmål om, hvor vidt de kan forenes. Hvis
man endda søger at kombinere dem i praksis, medens lærebøger hævder
deres uforenelighed, nager spørgsmålet ekstra stærkt.
Som religionssociolog er mulighederne for at fokusere på
metodespørgsmålene begrænset, selvom de til stadighed dukker op. Som
ansat på et religionsvidenskabeligt institut er man omgivet af kolleger, som
behersker mange varianter af humanistisk videnskab, historisk-kritisk
metode, filologi, strukturalisme, semiotik og så videre. Sociologen kommer i
den sammenhæng let til at fremtræde som en krypto-positivist, hvis man ikke
blot vil trække på kvalitative oplysninger men også søger at inddrage
statistiske informationer.
Med ansættelsen som lektorvikar i sociologisk metode blev der lejlighed
til at tage metodeovervejelserne op påny. Studieordningen i sociologisk
metode ved Aalborg Universitet indleder med "klassisk sociologisk metode"
som omfatter begge forgreninger. Ved afslutningen på kurset rejste Ruth
Emerek og jeg spørgsmålet om metodekombinationernes forudsætninger med
udgangspunt i Bryman. Diskussionen med holdet har sat sig spor i dette
notat, men jeg har ikke forsøgt at give en letlæst og overpædagogisk
fremstilling af problemerne. En af pointerne med notatet er, at lærebøgernes
pædagogisering indebærer en reduktion af kompleksiteten i stoffet og en
104
forenkling af standpunkterne. Denne forenklende reduktion er nødvendig for
at grundlægge en problemforståelse, men den kan være vildledende, hvis den
indbyder til at blive anvendt som klichekasse og facitliste. Ved
semesterafslutningen blev en anden side af problemet rejst, nemlig om
metodereflektionen bag de store survey-undersøgelser, som pressen udviste
så stærk interesse for. Umiddelbart fremtræder de som baseret på en form for
neo-positivisme, som er afskrevet i den videnskabsteoretiske debat. Da flere
sociologilærere i Aalborg er involveret i sådanne undersøgelser, rummede
diskussionen en invitation til en selvkritisk refleksion.
Der er nogle nøgletekster, som ligger som underliggende motiver i mine
diskussioner. Den belæste læser kan sikkert spore inspiration fra
metodeovervejelser hos for eksempel Cicourel, Habermas og Giddens. Disse
centrale metodologiske drøftelser har sat sig dybe spor, og de ligger
utvivlsomt i det latente bevidsthedslag, som præger mine "selvstændige"
argumenter. Men de er ikke benyttet som paradigmatiske forbilleder. Som det
antydes ovenfor, er jeg kun delvist enig med disse berømte metodologer.
Desuden er min problemstilling mere enkel og praktisk end deres. De drøfter
metodologi i et stort anlagt teoretisk og epistemologisk perspektiv, medens
jeg simpelthen er interesseret i at finde ud af, om kvantitative og kvalitative
metoder kan kombineres, og i bekræftende fald, hvordan det er
hensigtsmæssigt at forbinde dem.
Mine overvejelser er mundet ud i følgende: Det er udtryk for en stærk
forenkling og indsnævring af handlingsmulighederne, når metodevalgets
alternativer fremstilles som enten kvantitative eller kvalitative metoder.
Denne dualisme indebærer samtidig en videnskabsteoretisk forenkling.
Kvantitative og kvalitative metoder er ikke entydigt knyttet til henholdsvis
neo-positivisme og humanistisk videnskabsteori. Både kvantitative og
kvalitative metoder har væsentlige begrænsninger. De kan delvist overvindes
ved at kombinere metoderne i et fælles forskningsdesign.
Metodekombinationer kan ikke foretages vilkårligt ud fra rent pragmatiske
hensyn, men de forudsætter en metateoretisk afklaring af de acceptable
metodiske præmisser. Det er muligt at udvikle en metateori, som den kritiske
realismes, der transcenderer metodedualismen. Det rette perspektiv for
metodeovervejelserne gælder ikke det foreliggende, enkeltstående projekt,
men dets eventuelle bidrag til en samlende sociologisk fagdiskurs. Det rette
udgangspunkt for den erkendelsesmæssige diskussion bag metodevalget er
105
ikke den enkelte forskers horisont, men horisonten for forskningsmiljøets
kollektive intellektuelle. Fagmiljøet kan virke som en kvalitetskontrol, der
kan sikre, at sociologiske undersøgelser kan bidrage til en saglig kvalificering
af den demokratiske debat i samfundet. Til dette formål er både kvantitative
og kvalitative metoder frugtbare.
106
Udgivelser i serien Sociologiske Arbejdspapirer
Nr. 1, 1999 Michael Hviid Jacobsen
The Search for Sociological Truth
Nr. 2, 1999 Erik Laursen
Den Ritualiserede Eufori
Nr. 3, 1999 Mikael Carleheden
Reconstructing Epistemology: Towards a Post-
positivist Conception of Social Science
Nr. 4, 1999 Michael Hviid Jacobsen & Søren Kristiansen
Hvor farligt er det farlige feltarbejde?
- En etisk-sociologisk belysning og problematisering
af deltagende observation i socialt afsondrede miljøer
Nr. 5, 2000 Ole B. Jensen
Castells & Rummet
Nr. 6, 2000 Ole Riis
Metoder på tværs
Om forudsætningen for sociologisk
metodekombination
Ole Riis
Metoder på tværs
Om forudsætningen for sociologisk metodekombination
Resumé
Det er udtryk for en stærk forenkling og indsnævring af
handlingsmulighederne, når metodevalgets alternativer fremstilles som enten
kvantitative eller kvalitative metoder. Denne dualisme indebærer samtidig en
videnskabsteoretisk forenkling. Kvantitative og kvalitative metoder er ikke
entydigt knyttet til henholdsvis neo-positivisme og humanistisk
videnskabsteori. Både kvantitative og kvalitative metoder har væsentlige
begrænsninger. De kan delvist overvindes ved at kombinere metoderne i et
fælles forskningsdesign. Metodekombinationer kan ikke foretages vilkårligt
ud fra rent pragmatiske hensyn, men de forudsætter en metateoretisk
afklaring af de acceptable metodiske præmisser. Det er muligt at udvikle en
metateori, som den kritiske realismes, der transcenderer metodedualismen.
Det rette perspektiv for metodeovervejelserne gælder ikke det foreliggende,
enkeltstående projekt, men dets eventuelle bidrag til en samlende sociologisk
fagdiskurs. Det rette udgangspunkt for den erkendelsesmæssige diskussion
bag metodevalget er ikke den enkelte forskers horisont, men horisonten for
forskningsmiljøets kollektive intellektuelle. Fagmiljøet kan virke som en
kvalitetskontrol, der kan sikre, at sociologiske undersøgelser kan bidrage til
en saglig kvalificering af den demokratiske debat i samfundet. Til dette
formål er både kvantitative og kvalitative metoder frugtbare.
ISSN: 1399-4514
ISBN: 87-90867-06-8
Tryk: Uni.Print, Aalborg Universitet