Paa Dramaets Maade

Festforelæsning fredag den 22. juni 2012

Af Ulrik Langen

Kandidatafslutningen

Ved Historiestudiet

Syddansk Universitet

Historiestudiets

KANDIDATAFSLUTNING

Fredag den 22. juni 2012 kl. 10.30 i U47

Program:

Velkomst ved studieleder Per Grau Møller

Festforelæsning ved lektor, Ulrik Langen

”Paa Dramaets Maade”

Kandidattale ved cand. Mag. Kasper Sandberg Sørensen

Uddeling af specialepriser

Reception uden for lokalet.

Paa Dramaets Maadeved lektor Ulrik Langen

På universitetet lærer I, de historiestuderende, at orientere jer bredt i forskellige perioder. I lærer

metoder og teorier. I går i dybden med specifikke emner på tematiske kurser. I går til mundtlige

eksaminer og skriver opgaver. Men det er først ved specialet, at alle færdigheder for alvor skal

bruges og sættes i spil. Her skal den studerende skrive en lang tekst for første gang under sit studie.

Problemstilling, teoretiske overvejelser, diskussion af materiale, forskningsoversigt, undersøgelse

og konkluderende dele skal udarbejdes og samles i en tekst, der skal gennemtænkes og skrives.

Derfor er det egentlig pudsigt, at der på de historiske institutter rundt om i landet slet ikke

undervises i skrivning, selvom det netop er gennem skrivningen, at al viden – i

specialesammenhæng – skal kommunikeres. Det ses med andre ord ikke som en del af fagets

kernediscipliner at opøve bevidsthed om den sproglige bearbejdelse og præsentation af

undersøgelser, resultater, diskussioner og så videre.

Hvorfor er det sådan? Mens Kristian Erslev og kompagni udviklede og siden tog patent på den

danske udgave af kildekritikken, eksisterede en anden historieopfattelse og udøvelse af faget, der

havde rødder i en anden videnskabelig opfattelse. Der fandtes en levende tradition for fortælling –

eller snarere for skrivningens kunst – indenfor historiefaget, inden man fik travlt med at ophøje sig

til sande videnskabsmænd i modsætning til tidligere tiders – og samtidige – uvidenskabelige

fortællere. Inden – eller faktisk samtidig med – den såkaldte ”professionalisering”, som

historiefagets universitære konsolidering så ucharmerende kaldes.

En repræsentant for den udgrænsede tradition er Johannes Steenstrup, der var professor ved

Københavns Universitet fra 1882 til 1917. I sin bog Historieskrivningen. Dens Udvikling gennem

Tiderne, dens Væsen og Formaal fra 1915 lader han et kapitel bære overskriften ”Er Historie

Videnskab eller Kunst?” Vi kan vist hurtigt blive enige om, at det spørgsmål slet ikke ville blive

stillet i dag. Lad os høre, hvad han mere skriver:

”Alligevel skulle Historikerne genopvække Fortidens Personer fra de døde, hvad der kun kan ske

ved, at vor Tales malende og plastiske Kunst lader de henfarne Skikkelser fremtræde for

Forestillingen og handle i de bevægede eller skønne Scener, hvori de optraadte. Eller vi maa paa

Dramaets Maade lægge alt til Rette, saa at man ser Udviklingen, Knudens Spænding og den

endelige Løsning. Vi maa som Skuespillere leve os ind i de handlende Personers Karakter og

Ejendommelighed, saa at vi føle og opfatte som dem. For at vække Læsernes Opmærksomhed og

holde den vedlige maa vi forstaa paa alle Maader at faa ham til at lytte og til at opfatte, hvad der er

Sagens Kærne og hvad [der er] Tilfældigheder. Man har da spurgt, om ikke Historie er Kunst

snarere end Videnskab.” (s. 161)

Naturligvis ikke, mener Steenstrup. Der havde fandtes historiske metoder og sandhedskrav lige fra

antikken til i dag; alt sammen noget, der havde udviklet historie som et videnskabsfag. Men kernen

i kapitlet i Steenstrups bog er, at videnskabeligheden ikke udelukker fortællingen. Han afslutter

kapitlet sådan her: ”Med alt hvad der foran er udviklet, er der ikke udtalt nogen Tvivl om, at det

stedse er Historikerens store Pligt at stræbe efter en skøn Fremstilling, og der er ikke givet Afkald

paa, at Historikeren, naar han skildrer Mennesker og Begivenheder, overalt hvor det er muligt, skal

fremstille dem med Kunstens fængslende Evne, med et Dramas gribende Kraft. Og der vil næppe i

noget andet Fag være større Mulighed for, at et Arbejde kan faa et Kunstværks Karakter”. (s. 168)

Dette var endnu ikke - i 1915 – uvidenskabelig og romantisk tågesnak. Det føjede sig ind i

universitetsprofessorens definitioner af historiefaget og historievidenskaben. Det var hans

professionelle retningslinjer for historiestuderende. Det var en del af hans metodiske refleksioner.

Det er svært at forestille sig, at man i dag på et kursus i Analysestrategier kunne stå og sige det

samme. Desværre, fristes man næsten til at sige.

At der ”næppe i noget andet fag” kan være større mulighed for at arbejde med fremstillingen, er en

kendsgerning, der er blevet fortrængt. Vi glemmer let, at historiefaget – udover at være en

analyserende og fortolkende videnskab – er en fortællende videnskab. Fortællingen er et

grundvilkår, hvad enten vi vil det eller ej. Men det er en dimension i vort fag, som ikke gives megen

opmærksomhed. Burde vi ikke glæde os over, at vi som det eneste fag på humaniora har

fortællingen som en del af fagets erkendelsesmæssige grundlag – og dyrke det?

Fortiden er som bekendt vores genstand. Men historiefaget og dets udøvere kendes på den måde,

hvorpå vi dels forholder vi os til fortiden, dels hvordan vi kommunikerer det, vi vil sige om

fortiden. Op gennem det 20. århundrede har vi – med hjælp fra samfundsvidenskaberne – i

historiefaget opbygget bestemte konventioner for skildringen af fortiden. Meget bygger på en

forestilling om, at viden om fortiden formidles bedst i det, der er blevet kaldt ”et modernistisk

metasprog”. Et neutralt sprog – et ikke-forførende sprog. En formaliseret fremstillingsform, der skal

præsentere historikeren som ”afbalanceret”. Det ligger under overfladen, at en tør fremstilling er

sober, mens en lyrisk eller billedskabende er anløben eller fordrejende. Væk med fortællingen,

dramaet, sanseligheden.

Hvad Steenstrup også adresserer i sin bog, er det enkelte menneskes plads i historien. I den

forbindelse kan man bruge et lidt slidt billede. Når en samfundsforsker skal lave en undersøgelse,

stiller han eller hun sig op på taget af et højt hus for nemmere at kunne se menneskerne i et

overordnet billede. Problemet er bare, at mennesker reduceres til prikker, når man står for højt oppe

og skuer ned. Hvis man i stedet tager trapperne ned til gadeniveau og går ud blandt menneskene,

kan man iagttage måden mennesker bevæger sig mellem hinanden, man kan gå helt tæt på og se det

enkelte individ. Og så videre.

Selv kan jeg ikke – på højst uvidenskabelig vis – lade være med at føle, at jeg har en forpligtelse

over for de mennesker, jeg skriver om. Jeg nægter at se dem som prikker – som begrebsliggjorte

genstande eller reduceret til kategorier. I den sammenhæng er det tankevækkende at læse den

banebrydende kulturhistoriker Troels-Lund, der var fortaler for en historisk fremstilling, der ikke

udelukker ”almindelige mennesker”. Han mente, at man skulle gøre en dyd ud af ”at frigøre sig for

præget af fagmand” for i stedet ”blot at være menneske”. For at komme nærmere både fortidens

mennesker og sig selv som menneske, skulle man være fortrolig med ”sprogets dragende magt”.

Selvom der på mange måder var langt mellem Troels-Lund og Steenstrup, er de på dette punkt

rørende enige. I Troels-Lunds øjne var problemet, at de fleste historikere, når de skrev, fremstillede

deres undersøgelser, snarere end ”sagen”.

I 1880’erne rettede den tyske professor dr. Schäfer i et skrift et angreb på Troels-Lund og hans store

værk om dagligliv i Norden i det 16. århundrede. Han mente, at Troels-Lunds sanselige og

fortællende stil, hans fokus på de almindelige menneskers dagligdag var undergravende for

historiefaget. Han sluttede en af sine svadaer med ordene: ”Men i det store have vi her med en

Tidsretning at gjøre, hvis Indtrængen i Historien efter min Mening bør bekjæmpes fremfor at

befordres, vi have at gjøre med Tidens forfladende Retning, Lysten til heller at paavirkes gjennem

Sanser end gjennem Hoved og Hjerte, heller at nyde med Øie og Øre end bruge sin Hjerne”. Det er

altså noget, der ligger i tiden og trænger ind i faget og ødelægger det. Man skal sikkert ikke lede

længe for at finde nogen, der mener akkurat det samme i dag.

Har vi opgivet bevidstheden om ”sprogets dragende magt” og om fortællingens struktur og

betydning til fordel for teorier og begreber, der skal parfumere vort fag, så vi historikere lugter af

rigtige videnskabsmænd – og ikke bare historiefortællere? Vi må ikke glemme, at begreber og

teorier er gode at tænke med, men de er nødvendigvis ikke gode at skrive med.

Er sprogets erkendelsesmuligheder og fortællingens struktur ikke af lige så stor teoretisk betydning

som kildekritikkens teknik og de analytiske begreber, via anvender? Den historiske erkendelse kan

ikke alene proppes ind i begreber, teorier og koncepter. På den måde bliver teorierne et panser, der

beskytter, men samtidig afskærer, os fra omverden. Fortidens komplicerede sociale og kulturelle

sammenhænge kan lige såvel erkendes gennem fortælling som gennem begreber og teorier.

Jeg synes, vi har gjort det svært for os selv. Der kan være noget næsten befriende i at minde sig selv

om noget andet, Steenstup skrev i sin lille bog:

”Historien er den lettest tilgængelige af alle Videnskaber. Enhver kan læse Historie uden

Forstudium; det er det mindst tekniske af alle Fag og har saa at sige ingen Betegnelser eller

Begreber, som tilhøre det alene og om hvis Betydning Læseren først maa skaffe sig Kundskab…”

(s. 233).

Det er den erkendelse, vi i historiefaget har det så svært med. Udover kildekritikken har vi ikke

metoder eller teorier, der entydigt definerer vores fag eller udgør rygraden i vores selvforståelse. Vi

må låne. Det gør vi flittigt, og det er godt. Men det er ærgerligt, hvis det sker på bekostning af

fortællingen eller den sproglige bevidsthed. Mens begreber og teorier kommer og går – mens de

vinder forklaringskraft for derefter at udmattes og smides på teoriernes mødding – bliver sproget

ved med at være en fælles ressource, der hinsides skiftende moder giver hver af os historikere

uanede muligheder for at bruge vores fag.

Tillykke med graden, kære kandidater. Gå nu ud og brug sproget godt.

KANDIDATER

2011-2012

Historiestudiet

Syddansk Universitet

Kandidater 2011-2012 - Historiestudiet

Forfatter Specialetitel VejlederBerg, Bettina Damsgaard Kampen om lovgivningen - den

tidlige lægemiddelindustri i Danmark

Per Boje

Bidstrup, Karl Magnus Retfærdig krig: legitimeringen af Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan.

Kurt Villads Jensen

Brandt, Emil Nationalsocialistiske propagandaskildringer af Sovjetunionen i krigsårene 1939-1945

Therkel Stræde

Caroc, Yakob Osman Nørrebro, konstruktionen af en bydels identiteter

Anne Magnussen

Eriksen, Claus Holst Stalin og udrensningerne 1936-39 Erik KulavigHansen, Anne Sofie Boye Udenlandsk arbejdskraft i det

danske landbrug i perioden 1875-1910. Belyst ved en lokalundersøgelse af Gislev, Langå og Svindinge sogne på Sydøstfyn

Per Boje

Hansen, Birgitta Høgenhaug Kooperation og assimilation - Betydningen af dansk-amerikanske farmeres medlemskab af den amerikanske Farmers' Alliance i forhold til den dansk-amerikanske assimilationsproces i Dannebrogkolonien i Nebraska, 1885-1897

Jørn Brøndal

Hørsholm, Jeppe Jøhn Hungersnøden i Ukraine 1932-33 - En historiografisk undersøgelse af dens opståen

Erik Kulavig

Jepsen, Henriette Sallingboe En komparativ analyse af Mithradates VI Eupator af Pontos' og Gnaeus Pompeius Magnus' imitation af Alexander den Store

Tønnes Bekker-Nielsen

Jespersen, Thomas Danmarks repræsentation i Berlin 1945-49

Thomas Wegener Friis

Jørgensen, Katrine Sædelighed og køn i 1700-tallets Danmark. En historiografisk undersøgelse af udviklingen i reguleringen af den uægteskabelige seksualitet i 1700 tallet.

Ulrik Langen

Kobberø, Anders Sommer Danske præsters uddannelse og kald 1536-1588

Lars Bisgaard

Kock, Ditte Herluf Zahles diplomatiske virke i Berlin 1933-1939.

Therkel Stræde

Larsen, Anna Back En udstillingsanalyse. Hvordan definerer Byens Liv Odense?

Anne Magnussen

Larsson, Jesper Huldgaard Fra Altona til Assens - en jødisk menighed i en dansk søkøbstad i perioden ca. 1800 - 1850. - En byhistorisk undersøgelse af en religiøs minoritet

Ulrik Langen

Lundeman, Christian Midtvejsbyer Per Grau MøllerRahn, Lasse Danmark i Krise Thomas Wegener FriisSørensen, Kasper Sandberg Arbejdernes fællesbagerier Per Boje

Bagside: "En kilde, der fortæller af sig selv".