140 mm 16,3 mm 140 mm

220

mm

M a r t i n P e t e r s e n

Ma

rt

in P

et

er

se

n

Har man ikke ret til at overleve? Har man ikke ret til at klare sig i det her liv?

„Mine tanker slog en kolbøtte. Didi havde fattet det tusind gange bedre end min lærer: Penge kom før uregelmæssige verber. Penge til et liv. Jeg besluttede at rejse.“

DAWN er 17 ar og bor i Sugartown. Hendes mor syr denimjakker, faren støber gasbeton. Det er småt med penge. Dawn har sin ridsede mobil, sin ven-inde og en kæreste. Hun drømmer om en uddannelse hvor hun kan udvikle sit talent for sprog. Da hendes lillebror begynder at spise græs og dropper skolen for at arbejde, rejser Dawn og veninden Didi ud.

h ø s t & s ø n

EXIT SUGARTOWN

Af samme forfatter

Gennemblæst. Digte. Thykjær, 1987

Colabrus og vingesus. Børnebog. CDR-forlag, 1989

Langt over grænsen. Roman. Borgen, 1990

Kassio den tungeløse. Ungdomsroman. Høst & Søn, 1995

Manden med sækken. Dokumentarisk roman. Hovedland, 1996

Password Manitoba. Ungdomsroman. Høst & Søn, 1996

Malenes forklaring. Ungdomsroman. Høst & Søn, 1997

Flyvekatten. Børnebog. Høst & Søn, 1998

Med ilden i ryggen. Børnebog. Høst & Søn, 1999

Adams fest. Ungdomsbog. Høst & Søn, 2000

Kærlighed i modlys. Roman. Høst & Søn, 2002

Indtoget i Kautokeino. Dokumentarisk roman. Samleren, 2004

Lille fisk. Ungdomsroman. Høst & Søn, 2006

Kongen, der sendte paven en fugl. Roman. Samleren, 2008

Af samme forfatter

Gennemblæst. Digte. Thykjær, 1987

Colabrus og vingesus. Børnebog. CDR-forlag, 1989

Langt over grænsen. Roman. Borgen, 1990

Kassio den tungeløse. Ungdomsroman. Høst & Søn, 1995

Manden med sækken. Dokumentarisk roman. Hovedland, 1996

Password Manitoba. Ungdomsroman. Høst & Søn, 1996

Malenes forklaring. Ungdomsroman. Høst & Søn, 1997

Flyvekatten. Børnebog. Høst & Søn, 1998

Med ilden i ryggen. Børnebog. Høst & Søn, 1999

Adams fest. Ungdomsbog. Høst & Søn, 2000

Kærlighed i modlys. Roman. Høst & Søn, 2002

Indtoget i Kautokeino. Dokumentarisk roman. Samleren, 2004

Lille fisk. Ungdomsroman. Høst & Søn, 2006

Kongen, der sendte paven en fugl. Roman. Samleren, 2008

Martin Petersen

EXIT SUGARTOWN

Roman

HøST & SøN

Exit Sugartown

© Martin Petersen og

Høst & Søn/ROSINANTE&CO, København 2014

1. udgave, 1. oplag, 2014

Omslag: Alette Bertelsen, aletteb.dk

Sat med Plantin hos Christensen Grafisk

og trykt hos Livonia Print, Riga

ISBN 978-87-638-3299-1

Printed in Latvia 2014

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov

om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Støttet af Statens Kunstråd

Besøg forfatterens hjemmeside

www.martinmarius.dk

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE&CO

Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk

On the edge of the city you’ll see us and then –We come with the dust and we go with the wind

(Woody Guthrie, fra sangen »Pastures of Plenty«, 1941)

1. dEl

1. dEl

9

1

Det ligner sgu en mobil med ører. Recorder, kalder han den. ørerne er mikrofoner. Et par runde dimser på to af hjørnerne. Displayet er øjne der blinker når man taler ind i den. Den er som en lille dukke der lytter til mig. Som at have en ven her-inde. En jeg kan fortælle alt.

Hvad skal jeg kalde den? Ved det ikke lige ... Ears?Marcus og jeg har mest talt sammen på engelsk. Mit engel-

ske, ja, ja ... Han forstår det meste, og jeg forstår det meste. Men det der kommer nu, er på mit eget sprog.

Det er sådan hun starter, og hendes fortælling er sand, det tror jeg på. Mange andre beretninger og interviews bekræfter den. Dawn, som hun kalder sig, har indtalt den på min recorder, og optagelsen er blevet skre-vet ud, oversat og rettet til. Desværre har jeg jo ikke kunnet gå tilbage og spørge hende hvordan det ene og det andet helt nøjagtigt skal forstås.

Jeg kan se hende for mig, en høj pige, mest smilende, men af og til også med noget mørkt i blikket, jeg kan se hende sidde over for mig med albuerne på bordet.

Jeg har også set hvor hun sad og optog det. Har set de vægge hun har stirret på, og skyggerne over gulvet. Har hørt lydene af skridt og stemmer udefra.

Jeg er gået ind på hendes betingelse: Ingen rigtige navne på men-nesker, steder eller firmaer. Og det svækker ikke troværdigheden, men giver snarere hendes fortælling en ekstra styrke: Ved ikke at lade den foregå et bestemt sted, foregår den overalt. Ved ikke at lade den handle om nogen, kommer den til at handle om alle.

10

Du er næsten ny, lille Ears. Ny og smart. Og det gav mig gode ideer allerede inden vi havde lavet aftalen, faktisk allerede mens han sad og forklarede hvad han ville have mig til. Han kunne åbenbart se det på mig. Er jeg virkelig så let at gennem-skue?

– Næsten fire hundrede dollars, sagde Marcus.Han er vist glad for dig. Det lød næsten som om han var ked

af det da han nævnte beløbet, ja, som om jeg allerede havde solgt dig, og han aldrig mere skulle se dig. For nogle skide dol-lars.

De hundrede jeg måske kunne få, kunne jeg selvfølgelig godt bruge. Men så var det at han tilbød mig et pænt beløb for at indtale min historie. Et rigtig pænt beløb. Det vil selvfølge-lig være et enormt arbejde, men hvad skal jeg ellers lave i den næste tid?

Jeg piller dig lidt bag ørerne. De små pærer blinker rødt og grønt. Rødt hvis jeg piller for hårdt.

Han kommer til at tjene på mig. Ingen tvivl om det. Han siger at det måske bliver til en serie artikler i søndagsaviserne. Så kan de sidde der og drikke kaffe og læse om mig. Og hvad så?

Jeg kommer også til at tjene på ham, kolde kontanter, og han har lovet ikke at nævne rigtige navne. Eller hudfarver. Eller steder. Jeg bruger vores engelske navne. De navne vores for-ældre kaldte os da vi var små, rager ingen. Det skal heller ikke ud hvor jeg kommer fra eller hvor jeg er nu. Han siger at han vil prøve at få det trykt i aviserne i de store lande. Sikkert på engelsk. Måske er jeg naiv, men jeg tror på ham. Han kan også selv komme i klemme hvis ting og sager kommer frem. Måske i en ret stor klemme.

Han viste med en lille fingerbevægelse hvad han havde gjort for at få lov til at lade mig bruge recorderen herinde.

– Og fortæl den nu alt hvad du husker. Alt ... hvordan det så

11

ud, hvordan det lugtede; fortæl det lige som du har oplevet det. Bare tag det hele med.

Okay, så bliver tiden måske knap så lang i den næste tid.Ears, fold ørerne ud, her kommer det:

Hvor det starter? I Sugartown. Godt navn, ikke?Når jeg tænker på Sugartown, kan jeg se en hel masse og

lugte en hel masse. Det er som om jeg bliver lille igen. Hvad jeg lugter? Dåsefisk, lortelugt fra utætte kloakker, suppelugt fra komfuret. Charlies prutter. Lugten af blodet fra nyslag-tede høns. Og jeg bilder mig ind at jeg kan lugte min mormor, selvom det ikke kan passe. Jeg kan ikke engang huske at jeg har set hende, selvom min mor har sagt at jeg har set hende da jeg var helt lille. Hun fortalte at min mormor en gang løf-tede mig op og knugede mig ind til sig så hårdt at jeg begyndte at græde, og på den måde har min mormor trykket noget af sig selv ind i min sjæl. Sådan sagde min mor, og da jeg var lille, troede jeg på det. Nu ved jeg ikke, men det er en smuk tanke som jeg nogle gange trøster mig med når det hele er noget lort.

Sugartown havde sin sødme; der var chokolade, honning, frugtsaft, slik og hvepse på kanten af et tomt glas marmelade. Vi legede nogle gange at vi blev mætte af at tænke på den slags. At se en skefuld honning for sig ... Det virkede i flere minut-ter. Gennem resten af døgnet tænkte vi mange gange kun på én ting: Hvornår og hvor vi ville få mad. Ofte var Sugartown et hulrum i maven der spredte sig ud i hele kroppen, og op til hjernen. Selv når man så på sin telefon, kunne man få den tanke at den var et stykke kage. Chokoladekage med display. Didi har tit puttet sin i munden, og når hun suttede på den, fortalte jeg hvordan den var dækket med glasur: displayet, og krymmel: tasterne. Store, fjollede piger var vi.

12

Når der så var mad, gav jeg som regel lidt af mit til Charlie. Åh, Charlie ... Han er blevet 11 nu. Underligt at tænke på.

Bananer, kokosnødder er der nogle der kalder os: Farvede udenpå, hvide indeni, ikke? Hvor sjovt ... Og hvor mange gange har man ikke hørt det? Men faktisk er vi ikke så forskellige fra folk i Den hvide verden. Vi har også vores mobiler, nogle af dem kan tage billeder, og der er folk der har bærbare eller tablets. Vi har knallerter, tasker og fodbolde. Fjernsyn, sportssko og tasker. Kopier, det meste. Og firmanavnene er lavet så godt at kun de færreste kan se forskel.

Selv hjemme hos os var der måske en måned om året hvor der var en smule penge tilovers. Og i en af de måneder var det at de gav mig lidt penge til at købe en rigtig skoletaske, men jeg købte en brugt mobil i stedet for med ridser i displayet. Min mor smækkede mig en lussing, men jeg fik lov til at beholde den.

– Husets eneste telefon, sagde jeg lidt senere. – Nu kan man ringe til os.

Det svarede hun ikke på.Vi har også vores kærester og selvfølgelig vores muskler og

hud, tæer og neglelak, bryster og alt det dernede. Og det er ikke kopier. You know? Vi har det hele.

Sult tror jeg derimod ikke der er mange i Den hvide verden der ved noget om ...

Vi har selvfølgelig vores rigtige navne, dem vores forældre kaldte os da vi var små, og som blev skrevet ind hos myndig-hederne, men i Den hvide verden kan ingen udtale dem, måske ikke engang læse dem, og desuden kan jeg ikke nævne dem her. Så jeg bruger vores engelske navne som de fleste får før de er blevet syv. Derfor hedder jeg ikke Dawn i virkeligheden, min lillebror ikke Charlie, og vores by ikke Sugartown. Men jeg kan godt lide navnet, Dawn. Det får én til at tænke på en

13

ny begyndelse. En sol der står op. Dawn, det er lige mig. Og der er faktisk gode chancer for at mit håb går i opfyldelse. Dawn of the day ...

Marcus siger at folk vil være interesserede i hvordan jeg boede. Okay ... vores hus i Sugartown er som de fleste huse i Sugar-town: af gasbeton. Jeg kan ikke lide at tænke på gasbeton. Jeg kender en der er med til at lave det.

– Når man stikker næsen ned til en gasbetonsten, kan man lugte sved, sagde min far en dag.

– Sludder og vrøvl, sagde min mor.Huset er et lavt gasbetonhus med tre rum. Der er kun én

vandhane i køkkenet: til madlavning, til vask, til drikkevand, til alt. Og der lugter næsten altid af sved. I køkkenet læner et bord sig op mod væggen, og nogle gamle møgstole hænger rundt om. Et meget lille fjernsyn står på en hylde ved siden af blikdåsen til kiks. På væggen hænger en vandvarmer til gas, vinduet er lille for at holde solvarmen ude. Ud over køkkenet er der et rum uden vindue hvor Charlie og jeg sover, samt værkstedet, som vi kaldte det, hvor der er godt lyst om dagen. Her står min far og mors seng. Et skur ude bagved er banket op over lokummet.

Sugartown er hverken en slamby eller en slumby. Vi har vores rådhus og rigmandsvillaer og kontorer med folk fra Den hvide verden. Eller noget der ligner. Inde i centrum ligger det.

Ude i gasbetonrækkerne er det som at bevæge sig i et andet land, et enormt land. Gasbetonhuse i rækker, gråt, gråt, gråt. Gadeskiltene er tit rustne eller hullede af skud. Men i de gader kommer der sjældent nogen der ikke kender stedet, så det kan være lige meget.

En bøtte maling svarer til ti kilo ris, sagde min far engang. Dyrt, men det betyder ikke at der ikke er farver i Sugartown:

14

Vi har plasticposerne der blæser rundt overalt; blå, gule, grønne og røde. Enten flyver de omkring og lander hvor der er læ, eller også bruger folk dem: I husene hvis et vindue er smadret, eller en dør er skæv. Til skoletasker. I stedet for gum-mistøvler når det styrter ned. Men ikke til hundelorte som man gør det her; det er poserne for gode til. Gaderne ligner et hav af asfalt og grus med bølger af gasbeton og farvet skum af pla-stic. Hundelortene er små fyrtårne.

Jeg bryder mig ikke om gasbeton, men elsker sko. Min far er skomager. Udlært. Når jeg tænker på mig selv som lille, er det lyden af hans hammerslag og lugten af læder der dukker frem. Stemmerne fra værkstedet. Charlies gråd og min mors latter. Og mig der gik i skole, ikke med skoletaske, men dog med en pæn plasticpose. En god, stærk og ren pose, det sørgede hun for. Det er længe siden.

Og tingene ændrede sig; fra jeg var en 10-12 år, blev stem-merne og hammerslagene mere sjældne. Lugten af læder blev blandet op med spritånde. Han drak dog ikke hver dag, og en af de dage hvor han var klar i hovedet, forklarede han det: Ingen havde råd til at købe hans sko mere, og hvis han skulle sælge dem lige så billigt som fabriksskoene, kunne han lige så godt lade være. Til sidst var hans eneste rigtige kunde den gamle borgmester der kom en gang om året og fik taget mål til et par håndsyede sko. I et par dage blev min far så igen som han var da jeg var lille. Hamrede, skar, syede, fortalte sjove historier.

Resten af året gik det slet ikke. En udblokning her, en syning der. En enkelt forsåling. Ikke engang mig og Charlie gik i hans sko. Heller ikke min mor. Vi ville have de farvede, smarte sko med tidens striber der blev lavet i millionvis, som alle gik i, og som derfor næsten intet kostede.

15

Der var sultedage hvor vi kun fik vælling om morgenen og suppe og en kartoffel om aftenen. Og sådan var det for mange. Også for Didi. Hun sagde en gang at man bare kunne lade være med at skide, så blev man ikke sulten.

– Når der ikke er noget der skal ud, er der heller ikke noget der skal ind ...

Så grinede vi, og jeg prøvede. Det hjalp ikke. Didi påstod også at man kunne brække sig og æde sit eget bræk. Efter sigende skulle det mætte. Jeg tror hun havde prøvet det en lille smule på et tidspunkt. Men det ville jeg alligevel ikke.

En dag skændtes min far og mor, så jeg troede de ville dø af det. En metalspand ramte væggen inde i værkstedet med et ordentligt smæld. De skreg.

Inden jeg blev nødt til at gå over til Didi, hørte jeg mor råbe til far:

– Hvis ikke vi gør som jeg siger, ved du godt hvor de ender, ikke? Det er også mine børn!

En uges tid efter var vores hus og vores familie forvandlet. Min mor havde lånt penge og købt sig en symaskine. Den blev sat op i værkstedet, og af en enke købte hun et brugt bord som maskinen kunne stå på. Fra morgen til aften summede den. Hun syede lommer og kraver på denimjakker fra en af de store fabrikker. Senere knaphuller og knapper.

Skomagerværktøjet blev flyttet over i et hjørne, og kun når der en sjælden gang var en reparation, sad far på sin gamle skammel og bankede og syede. Alle andre dage drog han af sted tidligt om morgenen for at arbejde på gasbetonfabrikken. Hvis der var noget. Der lugtede ikke af sprit mere i løbet af dagen, det drak han ude i byen på cafeerne når der ikke var arbejde. Enten kom han hjem og lugtede af druk, eller også skvattede han om, hostende og lysegrå af betonstøv. Næsten altid tavs.

16

Symaskinen gav os penge til at købe brød de fleste dage og et lille stykke fårekød en gang om måneden. Sodavand af en slags om lørdagen. En sjælden gang også om onsdagen. Mor syede vores familie sammen, kan man ikke sige det sådan? Jeg pas-sede Charlie mere end jeg passede skolen, og far lignede en hund. Tavs kom han, tavst slikkede han sin madskål ren. Tavst forlod han skuret når han havde skidt. Uden at gøre rent. Det skulle jeg. Til gengæld sagde min mor at jeg havde alle chancer når nu jeg snart havde gjort min high school færdig.

– Og Charlie, sagde hun. – Han læser allerede godt.Det gjorde han, og det gjorde mig glad. Nu var det ham der

læste små historier for mig fra sin læsebog.Symaskinen kørte når fabrikken havde arbejde til hende,

flaskerne med sodavand hvislede når man lukkede dem op, Charlie og mig blev en lille smule dygtigere hver dag. Jeg kunne sige mere og mere på engelsk. Bortset fra de dårlige perioder hvor jeg var for sulten. Så glemte jeg ordene.

For når fabrikken ikke havde ordrer, var der ikke noget at sy, og når der ikke var noget at sy, var der ingen penge. Og det var ikke så tit far kom hjem med nogen.

Jeg ved meget om sved. Det gør man når man bor i Sugartown. En stor del af året er her rigtig varmt, og familier som vores har ikke aircondition. Jeg kender den gode sved man får når man bevæger sig eller arbejder. Kender den ubehagelige der pibler frem, selvom man sidder eller ligger helt stille. Og de forskellige lugte; forskellen på frisk og gammel sved, Charlies sved, min fars sure spritsved, min egen som den udvikler sig gennem døgnet, og min mors. Åh, mor ... På et tidspunkt begyndte hun at svede mere. Jeg så det godt, men jeg forestil-lede mig ikke at det havde nogen betydning. At jeg ikke fattede det, kan stadig gøre mig stadig ked af det.

17

Ud over lokummet som jeg skulle tage hver dag, brugte jeg også tid på at holde mine og Charlies plasticsko helt rene. Varmede lidt vand. Sneg mig til at smide en dråbe sæbe i. Brugte opva-skebørsten når min mor ikke så det. Vi havde kun den samme børste. Men vi skyldte trods alt min far at gå i rene sko. Sko-magerens børn.

Kærlighed? Charlie kunne man slet ikke undgå at holde af. Og jeg gav ham vel også en slags kærlighed. Lyttede til hans oplæsning. Selv læste jeg også stadig for ham. Sagde vitser. Nussede ham i nakkehårene.

Det var sværere at holde af min far, men holde vores sko rene for hans skyld gjorde jeg. Og jeg er sikker på at han lagde mærke til det, selvom han ikke sagde det.

Min mor? Der var et sjældent smil, der var en hånd, der var søde stemmer mellem os en gang imellem. Men der var ikke tid, oftest blev det kun til kolde ord om at vi skulle skynde os. Noget skulle være færdigt, meget skulle være færdigt, det skulle have været færdigt i går. Jeg havde et par gange prøvet at sy lommer i når hun var nødt til at sove. Men jeg var dårlig til symaskinen. Det blev skævt, og når strømmen gik, hvad den tit gjorde, blev jeg forvirret og syede forkert. Hun måtte sprætte op. Tavs. Ikke bare skyggen af et smil som tak for at jeg havde prøvet.

Smilet kom når jeg gik ind til Charlie og pludrede med ham. Det syntes hun, var i orden.

Rigtig kærlighed, you know, boy meets girl? Dengang var det Tony. Han elskede i det mindste min krop. Og jeg elskede i det mindste hans smil og lyden af hans stemme. Især stem-men. Han sagde tit at han ville have mig, både til mig og til sine forældre. Han brugte min skolegang som argument når han forklarede derhjemme hvorfor det lige skulle være mig. Han fortalte mig helt åbent om deres samtaler. Han gav dem

18

et billede af os to som en lille familie; han som tandlæge, jeg som butiksassistent i en turistshop hvor jeg kunne bruge mit engelske. Han klarede sig nu ikke så godt i skolen, og jeg tvivlede på at han nogensinde ville blive tandlæge. Men det var så vigtigt at jeg passede min skole, sagde han og kyssede mig, og jeg sagde ja og var lykkelig over at nogen ville kysse mig.

Hvis han aldrig blev tandlæge, ville det blive mig der skulle tjene til os begge to. Måske var det derfor han sagde det med skolen.

Jeg er ret høj. Det var der mange drenge i Sugartown der ikke brød sig om. Der var dem der kaldte mig Bjerget fordi jeg ragede op. Men ikke Tony. Han kunne lide min krop som den var. Sagde at det hele sad hvor det skulle. At der lige var en håndfuld dér og en anden dér, og at jeg havde smukke øjne. Især det sidste kunne jeg godt lide at høre.

Jeg fortalte ham ikke om de dage hvor jeg ikke kom i skole fordi jeg skulle rende for min mor. Med færdigsyede jakker til fabrikken. Eller med poser med lommer og knapper og tråd og lynlåse fra dem til hende. Eller med et stykke brød jeg lige havde kunnet nå at købe, så Charlie fik noget at tygge på i sko-len.

Jeg sneg mig tit ud om aftenen for at møde Tony. Så listede vi ned til floden og sad på et væltet træ. Og kyssede. Og under-tiden mere. Men aldrig rigtigt, you know ... Jeg kunne også godt lide at snakke med ham.

Ved flodbredden lå døde, opskyllede fisk og stank. Og der kom næsten aldrig mennesker om aftenen. Jeg gav ham lov til at pille lidt, you know. Kun lidt. Mens jeg kunne få lov til at røre ved ham alt det jeg ville. Han var som en bombe der kunne gå af hvert øjeblik. Nogen gange gik den af bare jeg så på ham, og det var da meget sjovt, men nogen rigtig bombe var han ikke. Ikke indeni. For han skulle ingen steder. Der var

bare huset og floden. Knallerten og hans forældre. Han var en god dreng.

Sugartowns rustne gadeskilte dinglede pibende i vinden mens jeg kyssede ham på hjørnet af ringvejen og boulevarden.

– Vi ses, sagde vi og vinkede.

19

bare huset og floden. Knallerten og hans forældre. Han var en god dreng.

Sugartowns rustne gadeskilte dinglede pibende i vinden mens jeg kyssede ham på hjørnet af ringvejen og boulevarden.

– Vi ses, sagde vi og vinkede.

20

2

Jeg kan ikke tale om Sugartown uden at tænke på døden. Hvor-dan døden skubber til de levende. Uden døden havde jeg ikke været her.

Min mor begyndte på et tidspunkt at hive efter vejret bare hun skulle tråde en nål, og dråberne brød frem på hendes pande når hun rejste sig. Varmen, tænkte jeg, varmen, og desuden havde jeg i de dage travlt med Tony og Charlie og med et nyt sted bag lastbilparkeringen hvor Didi og jeg var begyndt at sidde og ryge oven på nogle gamle dæk, og hvor der kom en fyr de kaldte Lucky, som kæften ikke stod stille på. Jeg havde så travlt med alt det at jeg ikke tænkte over hendes nye sved. Jeg sagde til hende at jeg ikke havde tid til at rende på fabrikken med fyrre denimjakker for hende, men at det måtte vente til aftenen eller næste dag. Fyrre jakker; man skal gå mindst to gange ...

Jeg tænkte heller ikke videre over sukkets dybde da hun sagde at det var i orden, og at hun så ville gøre det selv.

Men da jeg kom hjem den eftermiddag, hørte jeg det med det samme: Symaskinen kørte ikke.

Charlie skulle komme senere, min far først efter solnedgang.Jeg kaldte, men der var stille. Jeg ønskede væggene ville

synge, ønskede symaskinen ville gå i gang af sig selv og spinne for min skyld, ønskede at det ville syde fra gryder og pander, men der kom intet. Stilheden lagde sig over mig som et stort dyr. Jeg tog hånden op til munden, som for på forhånd at hin-

21

dre et skrig i at trænge ud. Så satte jeg den ene fod foran den anden og gik ind i værkstedet.

Allerede inden jeg havde mærket på hende, vidste jeg det. Hun lå ved siden af stolen og må være faldet ned fra den. Kroppen lå på siden, men hovedet var drejet lidt op mod loftet. øjnene var åbne, men så intet, de var som øjne der er tegnet. Ikke et blink. Ikke noget vindue ind til hende selv. Det var i øjnene man kunne se om hun var glad eller vred eller ked af det. Men de øjne jeg så nu, fortalte intet. Der var intet at fortælle om. Der var en tynd stribe spyt i den ene mundvig og noget vådt forneden, under kjolen. Jeg så væk. Så på symaskinen. Så på deres seng. Lyttede efter symaskinen, og det var vist først da det gik op for mig at den stod helt stille, at jeg blev klar over at hun var død.

Jeg gik hen til symaskinen. Den var varm endnu. Var det af hendes hænder, eller var det varme fra motoren? Jeg stak den ene fod ind under bordet og fandt pedalen. Trykkede lige så stille. Den summede som den plejede.

Så brød det løs. Hun ville aldrig mere komme til at sy. Frem-over var det mig der måtte sidde med foden på den pedal og langsomt glemme mit engelske. Min mor var nu kun en krop, hendes stemme, hendes tanker var væk for altid. Det at hun hørte på mig. På Charlie. Hendes ører sad stadig fast på hovedet, men de hørte intet. Ikke et ord kom ud af hendes mund. Der var kun hvad der havde været. Så skreg jeg af sorg, af chok, skreg over min egen ulykkelige skæbne som jeg nu bare kunne stirre ind i.

Jeg knælede ved siden af hende og følte febrilsk efter puls, lyttede som en gal efter et hjerte der måtte slå et sted derinde, hun var jo varm. Men intet rørte sig i hendes krop. Jeg faldt en smule til ro, lukkede hendes øjne og gik ind og hentede det lagen der lå på deres seng. Jeg lagde det over hende og sørgede for at det også dækkede den sø der var løbet ud under hende.

Jeg løb ud på gaden, grædende, men nabokonens spørgsmål

22

standsede mig ikke. Jeg havde travlt. Jeg vidste hvad jeg skulle gøre, og det standsede tårerne for en tid. Jeg burde have hen-tet min far først, men jeg satte kursen mod Charlies skole. Vægge, tegninger, elever og lærere hvirvlede forbi mig, jeg kan ikke huske hvad jeg sagde, kun at jeg løb ind i hans klasse, greb ham i hånden og fik ham med. Lærerens protestråb blev hur-tigt svagere bag ved os.

– Hun er død. Vi skal hente far.Han var ikke inde på gasbetonfabrikken. Der havde ikke

været arbejde til ham den dag, og han var ude på parkerings-pladsen hvor de arbejdssøgende blev hyret om morgenen. Han sad lænet op ad en lav mur, bag nogle biler og spillede kort. Jeg bildte mig ind at kunne læse i hans øjne at han tabte. Og her kom jeg med et nyt tab til ham.

– Det er noget med mor ... råbte Charlie så snart vi fik øje på ham.

Da vi kom hjem, var det første far sagde:– Hvorfor har du lagt det lagen over hende; det var næsten

nyt!Sådan gik de næste dage. Det var som om han ikke kunne

forstå hvad han skulle gøre, hvem han skulle snakke med eller hvad der skulle aftales. På en måde passede det mig godt, for det gav mig noget at lave; min opgave blev at få far til at gøre og sige det rigtige. Far, gør nu det. Far, du må snakke med den. Far, vi skal også have ...

Heldigvis havde mor mange gange fortalt mig om begravel-ser og dødsfald, tænkte jeg og var ved at komme til at græde. Det praktiske trøstede mig ellers gennem det meste af dagen. Men om natten lå jeg enten og græd mig i søvn eller prøvede at sidde lige så stille ved siden af Charlie og trække vejret dybt og langsomt.

Jeg måtte kunne sove mig fra det, tænkte jeg; når jeg vågnede,

23

ville maskinen spinne som den plejede. Sådan tænkte og drømte jeg, men næste morgen hørte jeg kun kragerne skræppe. Eller en hund hilse solen med sin irriterende glammen.

Den store afsked med hende var forvirrende. Alle de men-nesker i vores lille køkken og uden for huset, alle de tårer. Far der med nød og næppe fik spillet sin rolle som enkemand med styr på det hele. Det slidte jakkesæt. Optoget. Ordene. Klage-sangene. Begravelsespladsen. Turen hjem.

Næste dag var de væk, og alt blev endnu mere stille. Jeg fulgte Charlie i skole, men selv havde jeg ikke mine bøger med. Hjemme stod symaskinen. En stak med denimjakker ventede ved siden af. I skabet med mad stod to dåser fisk i olie og en åbnet pakke med bløde kiks. Og ingen vidste hvor meget far kunne komme hjem med. Eller hvornår. Eller om han overho-vedet kom med noget.

Jeg havde ikke glemt mit engelske og kunne beskrive situa-tionen med ét ord:

– Fuck!

Én dags arbejde på en uge. Det var hvad far fik, og den samme uge kom to mænd fra fabrikken og sagde at hvis ikke de snart fik en ordentlig stak denimjakker med knaphuller, kom de og hentede dem og gav arbejdet til en anden kvinde der kunne sy.

– Selvom vi godt kan forstå jer, sagde den ene.– Vi kondolerer, sagde den anden.»Min røv,« tænkte jeg, men sagde: – Tak.Jeg satte mig til maskinen straks efter at de var gået. Men

der lugtede stadig af det der var kommet ud af mor mens hun lå på gulvet, så inden jeg kunne gøre noget, måtte jeg vaske gulv. Vi havde ikke rengøringssæbe, så jeg måtte høvle små flager af vores sidste stykke håndsæbe ned i en spand vand. Ikke det bedste, men skrubbe kunne jeg i det mindste. Det var skønt at åbne alle vinduer og døre i huset og at lade vinden

24

trække almindelig landsbyluft gennem rummene. Løg. Bleer. Suppe. Knallertbenzin. Kattepis. Mandepis fra nattens ful-derikker; alt var bedre end lugten fra den plet på gulvet.

Jeg satte mig igen og førte forkanten af en jakke ind under nålen.

Men hvad nu? Det gik op for mig at jeg ikke anede hvordan man syr knaphuller. Lommer havde jeg i det mindste forsøgt mig med. På afstand havde jeg set hende lave de knaphuller. Det gik lynhurtigt. Mærke af fra mønster eller målebånd, ind med stoffet, stille på en knap. Sy et sekund, stille på knappen, gen-tage dette et par gange, videre til det næste og så sprætte hul-lerne op. Næste. Men mig? Ud over lommerne havde jeg for et par år siden prøvet at lægge et par jeans op til Charlie og sy en lap på. Jeg kunne tråde maskinen og sørge for at undertråden kørte som den skulle. Men knaphuller? Hvordan skulle den knap stå? Jeg begyndte at svede i hænderne. Og bunken var stor. Den første jakke ødelagde jeg. To af knaphullerne kom til at vende forkert, og der gik mindst en time med at finde ud af at indstille maskinen. Endelig kom jeg i gang og fik lavet én række huller rigtigt. Symaskinen burde lyde som et maskingevær, drr, drr, drr, drr, og hullet var syet og skulle bare sprættes op. Min mor kunne gøre det hurtigere end jeg kunne skrive en sms.

Stakken med jakker uden huller var enorm. Bunken med de færdige bestod af fem-seks stykker. Jeg lavede hele tiden fejl. Kom til at sprætte for langt, så min egen syning blev cuttet over. Jeg var ved at skrige da nogen bankede på døren.

Ikke nu, tænkte jeg. Jeg vil ikke snakke med nogen nu, ikke før jeg har styr på den symaskine. Men jeg gik alligevel ud for at se hvem det var, og dér stod Tony, og jeg blev uventet lidt blød i knæene.

Han ville have mig med ned til floden og smilede så sødt. Jeg blev glad. Det var som om jeg fik fri et øjeblik, og jeg glædede

25

mig på en måde til at fortælle ham om alt det der var sket. Og om hvorfor jeg ikke kom i skole for tiden. Endelig kom der en jeg kunne være mig selv over for. Ellers havde jeg skullet være mor for Charlie, skrap kone for min far og en stakkels moder-løs tøs over for naboer og familie. Nu kunne jeg fortælle Tony hvordan det rigtigt var, og hvordan det hele så ud inde fra mig selv. Bare en halv time og så tilbage til knaphullerne.

Spørg mig da hvordan jeg har det, Tony, tænkte jeg, men han snakkede bare om skole og sport og vejret og varmen. Og friskheden ved floden, og jeg tænkte at når vi kunne mærke friskheden fra vandet i kinderne, ville han spørge til det med min mor, men det skete ikke, ja, det er faktisk først nu at jeg fortæller alt som det var.

Ears, du lytter til alt hvad jeg har at sige ...Da Tony og jeg sad på vores væltede stamme, mens det

strømmende vand gav os en smule friskhed, ville han hverken snakke eller lytte. Han ville røre.

Det er så længe siden, sagde han og ville kysse, og jeg kyssede og tænkte at når vi havde kysset, så kunne jeg snakke, men det kunne vi ikke, for så ville han røre både her og der. Og lige det øjeblik, lige den dag, ville jeg ikke røres hverken her eller der.

– Min mor er død! råbte jeg og rykkede mig væk fra ham.– Det ved jeg godt. Men du er så dejlig levende. Dawn,

Dawn ...Og så sagde han skat og honey og sagde at han havde savnet

mig, og at der var gået så mange dage, og at jeg bare kunne se, og så skulle jeg se på ham lige dér, og så rejste jeg mig uden et ord og gik hjem.

Efter to dage havde jeg nået 19 ud af 115 jakker, og samme dag stod de der igen fra fabrikken. De tog de 19 og smed betalin-gen til mig. Ikke mange penge, men man kunne vel købe brød, ris og dåser med fisk til en dag eller to, og jeg satte mig og syede

26

videre. Men allerede efter to timer var en af mændene der igen. Knaphullerne sad forkert på 15 af de 19, så de var lige til at smide ud, og jeg måtte regne med at lave 50 gratis som erstat-ning. Afstandene mellem knaphullerne havde jeg ikke fået ordentlig målt ud. Men stadig ville de godt have mig til at sy.

Da han var gået, græd jeg. Jeg havde ikke målt godt nok op. Det gjorde jeg så nu, og alt tog længere tid, og når jeg ikke lavede mad, sad jeg ved maskinen hele tiden, lige så længe der var lys, og min hjerne blev til sidst helt fyldt op af mønstre og blåt og sort denimstof, fucking denim og forbandede huller der skulle sidde præcis hvor de skulle. Da jeg blev færdig med de 50 jakker uden løn og havde lavet de næste 10, sagde de at der ikke lige var penge den dag fordi banken havde været luk-ket, men at i næste uge ...

– I næste uge? Hvordan kan min lillebror blive mæt af det? råbte jeg, men da var han allerede væk med en bunke jakker med knaphuller. På bordet tårnede to stakke uden huller sig op ved siden af maskinen.

Selv i drømme kunne jeg mærke det kraftige stof, vibratio-nerne og lydene fra symaskinen.

Jeg ville aldrig nå op i nærheden af min mors tempo.

Charlie begyndte at gå rundt og bide i de mærkeligste ting, jeg så ham spise græs en eftermiddag, og næste dag kom han og sagde at han havde fået arbejde på teglværket.

– Jeg skal vende nogle mursten og lægge dem i rækker, sagde han, og jeg smækkede ham en lussing og sagde at han skulle passe sin skole, men han sagde at han ikke kunne lære noget når han hele tiden var sulten.

– Indtil jeg får lært at sy hurtigt, ikke en dag længere, sagde jeg, og han slog armene om livet på mig.

Da min far kom hjem om aftenen, havde han ikke drukket. Men han havde heller ingen penge med.

– Jeg vinder dem tilbage i morgen, det ved du, sagde han.– Charlie er kommet ind på teglværket, sagde jeg.– Godt, sagde han.Hvordan kunne han sige ‘godt’? Jeg kastede mig på sengen.

Maste hovedet ned i puden. Snart efter stod min far derinde.– Du må hellere få nået et par knaphuller inden du går rig-

tigt i seng, sagde han.Men jeg satte mig ikke mere til maskinen den dag. Og efter

de næste dages svedige forsøg med klumper af kludret under-tråd, knækkede nåle og fejlplacerede knaphuller indså jeg det: Jeg lærte aldrig at sy hurtigt.

– Hvem kan bruge en gammel skomager til noget? spurgte far en dag han kom ren hjem. Ren betød nul arbejde. Kom han derimod hjem dækket af betonstøv, smed han som regel nogle grå pengesedler på bordet og spurgte hvorfor jeg ikke havde nået flere jakker. Jeg kunne bedst lide ham vred, med penge. Det betød sodavand, kiks og dåser med fisk. Lidt fårekød hvis vi var heldige.

Hans rene dage var de værste. Hans blik var tomt, og han drak for penge han ikke havde. Min nakke blev hård som et bræt, og en aften faldt Charlie i søvn med håret nede i den fiskesuppe jeg havde kogt på to dåser. Det gule støv fra tegl-værket trak ud i suppen mens et par fluer satte sig på hans kind uden at han vågnede.

Den værste dag var den dag hvor far kom hjem uden penge, men hvor jeg opdagede at han ikke var ren. Ankler og håndled var grå.

– Du har haft noget i dag? Hvor er pengene?– Jeg vinder dem dobbelt tilbage i morgen, sagde han.Da nabokonen så hvordan jeg så ud, gav hun mig et halvt

kilo kartofler. Og en dåse flåede tomater og lidt trøst.– Det går jo ikke, sagde hun.

27

– Jeg vinder dem tilbage i morgen, det ved du, sagde han.– Charlie er kommet ind på teglværket, sagde jeg.– Godt, sagde han.Hvordan kunne han sige ‘godt’? Jeg kastede mig på sengen.

Maste hovedet ned i puden. Snart efter stod min far derinde.– Du må hellere få nået et par knaphuller inden du går rig-

tigt i seng, sagde han.Men jeg satte mig ikke mere til maskinen den dag. Og efter

de næste dages svedige forsøg med klumper af kludret under-tråd, knækkede nåle og fejlplacerede knaphuller indså jeg det: Jeg lærte aldrig at sy hurtigt.

– Hvem kan bruge en gammel skomager til noget? spurgte far en dag han kom ren hjem. Ren betød nul arbejde. Kom han derimod hjem dækket af betonstøv, smed han som regel nogle grå pengesedler på bordet og spurgte hvorfor jeg ikke havde nået flere jakker. Jeg kunne bedst lide ham vred, med penge. Det betød sodavand, kiks og dåser med fisk. Lidt fårekød hvis vi var heldige.

Hans rene dage var de værste. Hans blik var tomt, og han drak for penge han ikke havde. Min nakke blev hård som et bræt, og en aften faldt Charlie i søvn med håret nede i den fiskesuppe jeg havde kogt på to dåser. Det gule støv fra tegl-værket trak ud i suppen mens et par fluer satte sig på hans kind uden at han vågnede.

Den værste dag var den dag hvor far kom hjem uden penge, men hvor jeg opdagede at han ikke var ren. Ankler og håndled var grå.

– Du har haft noget i dag? Hvor er pengene?– Jeg vinder dem dobbelt tilbage i morgen, sagde han.Da nabokonen så hvordan jeg så ud, gav hun mig et halvt

kilo kartofler. Og en dåse flåede tomater og lidt trøst.– Det går jo ikke, sagde hun.