Ørkenguden af Wilbur Smith læseprøve

39 mm155 mm 155 mm100mm 100mm

www.lindhardtogringhof.dk

231 mm

ROMAN • LINDHARDT OG RINGHOF

Taita – farao Tamoses højre hånd og slave – befi nder sig midt i

en hvirvelstrøm af lidenskab, drama og fare. Han vil ødelægge

hyksosfolkets hær og indgå en alliance med Kreta, og den

mission bringer ham ud på en lang og farefuld rejse op ad Nilen,

igennem Arabien via den magiske by Babylon og videre ud på

åbent hav. Ægyptens fremtid hviler tungt på Taitas skuldre, og

han skal navigere i en nådeløs verden, hvor loyalitet og bedrag

går hånd i hånd, onde � ender lurer i skjul af skyggerne og døden

truer i mørkets udkant.

”En af verdens mest populære adventure-forfattere.”

Washington Post Book World

Bestsellerforfatter Wilbur Smith vender tilbage til det gamle Ægypten

i dette episke drama fuld af magi, eventyr, romantik og en blodig

intrige fra en svunden tid.

231 mm

WILBUR SMITH blev født i Centralafrika

i 1933. Efter en karriere i skattevæsenet blev

han forfatter på fuld tid, da hans debutroman

Når løven jager fra 1964 blev en stor interna-

tional bestseller. I dag er Wilbur Smiths

bøger oversat til 26 sprog og solgt i over 120

millioner eksemplarer verden over. Han har

haft utallige bestsellerplaceringer og vundet

et hav af priser. Ørkenguden er Wilbur

Smiths 36. roman.

Læs mere på www.wilbursmithbooks.com

© H

EN

DR

E LO

UW

OM

SL

AG

: IMP

ER

IET

”Bedste forfatter af historisk fi ktion – jeg siger Wilbur Smith.” Stephen King

ØRKENGUDEN

Wilbur Smith

På dansk vedJan Pock-Steen

LINDHARDT OG RINGHOF

Ørkenguden.indd 3 26/08/14 13.02

Ørkenguden

er oversat fra engelsk efter

Desert God

Copyright © 2014 by Wilbur Smith

First published in 2014 by HarperCollinsPublishers

All rights reserved

Dansk copyright © 2014 Lindhardt og Ringhof A/S, København

Omslag: Imperiet

Bogen er sat med Minion hos Lymi DTP-Service

og trykt hos Scandbook, 2014

ISBN 978-87-11-33069-2

1. udgave, 1. oplag 2014

ISBN 978-87-11-33955-8

Særudgave 2014

Kopiering fra denne bog må kun finde sted

på institutioner, der har indgået aftale med Copydan,

og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.


Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


7

A ton blinkede med sine små, dybtliggende øjne i de fede

ansigtsfolder, hvorpå han løftede blikket fra bao-brættet

mellem os. Han så hen mod de to unge prinsesser fra kon-

gefamilien Tamose, der boltrede sig nøgne i lagunens kry-

stalklare vand.

“De er ikke længere børn,” bemærkede han henkastet uden antydning af lysten interesse i emnet. Vi sad over for hinanden under en åben barrazza, tækket med palmeblade, ved en af de stil-lestående laguner nær Nilens store vandløb.

Jeg vidste, hans hentydning til pigerne var et forsøg på at fjerne min opmærksomhed fra hans næste træk med bao-stenene. Aton bryder sig ikke om at tabe, så han bekymrer sig ikke alt for meget om, hvordan han vinder.

Aton har altid stået højt på listen over mine ældste og mest værdsatte venner. Han er eunuk, ligesom jeg, og havde engang været slave. I løbet af hans tid som slave, og længe før han kom i puberteten, havde hans herre udset sig ham på grund af hans usædvanlige intellekt og fintfølende mentale evner. Herremanden ønskede at pleje og forbedre disse gaver og forhindre, at de blev


8

fortyndet af kønsdriftens distraktioner. Aton var et ekstremt kost-bart aktiv, og hans herre havde derfor hyret den mest anerkendte læge i Ægypten til at udføre kastrationen. Atons herre er for længst død, mens han selv har hævet sig langt op over sin slavestatus. Han er nu kammerherre i faraoens kongelige palads i Theben, men han er også mesterspion, der forvalter et netværk af informanter og hemmelige agenter i hele den civiliserede verden. Der er kun én organisation, der overgår hans, og det er min egen. Vi konkurrerer venskabeligt med hinanden på dette felt, ligesom i de fleste sager, og kun meget få ting giver os større glæde og tilfredsstillelse, end når det lykkes en af os at overgå den anden.

Jeg sætter umådelig stor pris på hans selskab. Han fornøjer mig og overrasker mig ofte med sine gode råd og sin indsigt. Ved lej-lighed kan han være en prøvelse for mine evner ved bao-brættet. Han er som regel gavmild med sin ros, men er for det meste en udfordring for min egen genialitet.

Nu stirrede vi begge på prinsesse Bekatha, som var næsten to år yngre end sin søster, skønt man måske ikke ville have gættet det, for hun var høj af sin alder, hendes bryster var allerede ved at svulme, og det kølige vand i lagunen fik hendes brystvorter til at stritte lystigt. Hun var smidig, adræt og havde let til latter. På den anden side besad hun et iltert temperament. Hendes ansigts-træk var ædle, næsen var smal og lige, hendes kæbeparti stærkt og afrundet, og hendes læber smukt buet. Håret var tykt og skinnede som med glimt af kobber i sollyset. Hun havde arvet hårpragten fra sin far. Hun havde endnu ikke oplevet kvindelighedens røde blomst, men jeg vidste dog, at hendes tid snart ville komme.

Jeg elsker hende, men sandt at sige elsker jeg hendes storesøster en anelse mere.

Tehuti var den ældste og den smukkeste af de to søstre. Når jeg så på hende, var det som at se hendes mor igen. Dronning Lostris havde været mit livs ene store kærlighed. Ja, jeg havde elsket hende, som en mand elsker en kvinde, for i modsætning til Aton blev jeg kastreret efter at have opnået fuldkommen mandighed, og jeg har


9

kendt til glæden ved en kvindes krop. Sandt er det, at min kærlig-hed til dronning Lostris aldrig blev fuldbyrdet, for jeg blev gildet, før hun blev født, men den var så meget desto mere intens, fordi den aldrig var blevet tilfredsstillet. Jeg havde passet hende, da hun var barn, og gelejdet hende gennem hendes lange og frydefulde liv, rådgivet hende og vejledt hende, givet mig helt og fuldt til hende uden forbehold. Til sidst holdt jeg hende i mine arme, da hun døde.

Før Lostris begav sig videre til underverdenen, hviskede hun noget til mig, jeg aldrig glemmer. “Jeg har kun elsket to mænd i mit liv. Du, Taita, var den ene.”

Det var de vidunderligste ord, jeg nogensinde har hørt.Jeg organiserede og førte tilsyn med opførelsen af hendes royale

gravkammer, lagde hendes engang smukke, men nu udmagrede krop derind og ønskede, at jeg kunne følge med hende til under-verdenen. Men jeg vidste dog, det ikke var muligt, for jeg måtte blive og tage mig af hendes børn, som jeg havde taget mig af hende. Sandt at sige har det ikke været en tyngende byrde, for mit liv er blevet beriget ved denne hellige forpligtelse.

Tehuti var 16 år gammel og allerede en kvinde i fuldt flor. Hen-des hud var fejlfri og skinnende. Hendes arme og ben var slanke og elegante som en dansers – eller den store krigsbue, jeg havde fremstillet til hendes far, og som jeg havde lagt på låget af hans sarkofag, før jeg forseglede hans gravkammer.

Tehutis hofter var brede, men hendes liv var smalt som hal-sen på en vinkrukke. Hendes bryster var runde og faste. De tætte, gyldne krøller, der dækkede hendes hoved, skinnede prægtigt. Hendes øjne var grønne, som hendes mors havde været. Hun var usigelig skøn at se på, og det gav et stik i hjertet, når hun rettede sit smil mod mig. Hun var blid af natur og havde ikke let til vrede, men hun var frygtløs og viljestærk, når hun først var vækket.

Jeg elsker hende næsten lige så meget, som jeg stadig elsker hendes mor.

“Du har passet godt på dem, Taita.” Aton var ødsel med sin ros.


10

“De er de skatte, som måske endnu kan redde vores kære Ægypten fra barbariet.”

Hvad dette angik, var Aton og jeg helt enige som i så mange andre ting. Det var den sande årsag til, at vi havde begivet os til dette fjernt beliggende og afsondrede sted, skønt alle andre i pa lad set, herunder faraoen selv, var overbevidst om, at vi havde sat hinanden stævne her for at fortsætte vores endeløse rivalisering over bao-brættet.

Jeg svarede ikke straks på hans bemærkning, men lod blikket falde på brættet. Aton havde foretaget sit seneste træk, mens jeg endnu havde set på pigerne. Han var den dygtigste udøver af dette enestående spil i Ægypten, hvilket var lige så godt som at sige “i den civiliserede verden”. Med undtagelse af mig selv, naturligvis. Jeg kan som regel slå ham i tre ud af fire spil.

Nu så jeg med et flygtigt blik, at spillet her ville blive ét af mine tre. Hans seneste træk havde ikke været velovervejet. Stenene lå nu på en ubalanceret måde. Det var en af de få fejl ved hans spil, at han ofte kastede al forsigtighed over bord og ignorerede reglen om de syv sten, når han følte sig overbevist sig om, at sejren var inden for rækkevidde. Så havde han en tendens til at koncentrere hele sit angreb fra det sydlige tårn, så jeg kunne fravriste ham kontrollen med enten det østlige eller vestlige. Denne gang var det det østlige. Jeg behøvede ikke endnu en opfordring. Jeg huggede til som en kobra.

Han rokkede bagud på stolen, mens han vurderede mit over-raskende træk, og da han endelig indså det decideret geniale i det, blev hans ansigt mørkt af vrede og hans stemme grødet. “Jeg hader dig vist, Taita. Og hvis det ikke er tilfældet, så burde jeg helt bestemt gøre det.”

“Jeg var heldig, gamle ven.” Jeg forsøgte ikke at hovere. “Des-uden er det jo bare et spil.”

Han pustede indigneret kinderne op. “Af alle de åndsforladte ting, du har sagt, Taita, er det dér det mest stupide. Det er ikke blot et spil. Det er den veritable grund til at leve.”


11

Jeg rakte ned under bordet efter kobbervinkanden og fyldte hans bæger igen. Det var en fremragende vin, Ægyptens allerbed-ste, og jeg havde hentet den direkte fra kældrene under faraoens palads. Aton pustede kinderne op igen og forsøgte at stive sin for-nærmede vrede af, men af egen vilje lukkede hans buttede fingre sig om bægerets stilk, og han løftede det op til læberne. Han sank to gange og lukkede velbehageligt øjnene. Han sukkede, da han satte bægeret fra sig igen.

“Måske har du ret, Taita. Der er andre gode grunde til at leve.” Han begyndte at pakke bao-stenene ned i læderposer med snøre. “Hvad har du så hørt oppe fra nord? Forbavs mig atter en gang med omfanget af dine efterretninger.”

Vi var omsider nået til det sande formål med dette møde. Der var altid noget, der truede fra nord.

For mere end 100 år siden var det mægtige Ægypten blevet splittet af forræderi og opstand. Den Røde Tronprætendent, den falske farao – jeg nævner bevidst ikke hans navn; må det være for-bandet i al evighed – denne forræder gjorde oprør mod den sande farao og bemægtigede sig landet nord for Asyut. Vores elskede Ægypten blev kastet ud i et århundrede med borgerkrig.

Men så blev Den Røde Tronprætendents arving besejret af en vild og krigerisk stamme, der var kommet fra de nordlige stepper på den anden side af Sinai. Disse barbarer fejede ind over Ægypten og erobrede det hele ved hjælp af våben, vi aldrig havde hørt om før: hesten og stridsvognen. Da barbarerne havde slået Den Røde Tronprætendent og bemægtiget sig den nordlige del af Ægypten, fra Middelhavet til Asyut, vendte dette hyksosfolk sig mod os i syd.

Vi sande ægyptere havde intet forsvar mod dem. Vi blev for-drevet fra vores land og var tvunget til at trække os sydpå, forbi Nilens vandfald ved Elefantine og videre ud i vildmarken ved ver-dens ende. Der vansmægtede vi, mens min herskerinde, dronning Lostris, genopbyggede hæren.

Min andel i denne genskabelse var ikke aldeles ubetydelig. Af natur er jeg ikke et pralende menneske, men i dette tilfælde kan


12

jeg dog hævde, og det uden at frygte at blive modsagt, at uden mig til at vejlede og rådgive min herskerinde og hendes søn, kronprins Memnon, som nu er farao Tamose, havde de aldrig opfyldt deres målsætning.

Som en af de talrige fortjenester, jeg har udført for hoffet, byg-gede jeg de første stridsvogne, som var lettere og hurtigere end hyksosfolkets, fordi de havde hjul med eger, mens deres havde mas-sive træhjul. Så fandt jeg de heste, der skulle trække dem. Da vi var klar, anførte farao Tamose, som nu var en fuldvoksen mand, vores nye hær tilbage gennem katarakterne og nordpå ind i Ægypten.

Lederen af det invaderende hyksosfolk kaldte sig kong Salitis, men han var ingen konge. Han var i bedste fald lovløs og en røver-ridder. Den hær, han havde kommandoen over, var os dog talmæs-sigt overlegen med næsten to til én, og den var veludrustet og vild.

Men vi overrumplede dem og udkæmpede et mægtigt slag med dem ved Theben. Vi smadrede deres stridsvogne og slagtede deres mænd. Vi sendte dem på vild flugt tilbage mod nord. De efterlod 10.000 lig og 2.000 smadrede stridsvogne på slagmarken.

Men de havde dog påført vores tapre soldater store tab, så vi kunne ikke sætte efter dem og udrydde dem fuldstændigt. Siden da har hyksosfolket lusket rundt i Nildeltaet.

Kong Salitis, den gamle marodør, er død nu. Han døde ikke på slagmarken af et hug fra et ægyptisk sværd, som det havde været ret og rimeligt. Han døde i sengen af alderdom omgivet af en horde af sine hæslige koner og deres rædselsfulde afkom. Blandt dem er Beon, hans ældste søn. Denne Beon kalder sig nu kong Beon, farao for Ægyptens øvre og nedre kongedømme. Sandt at sige er han ikke andet end en fribytter og morder og værre end sin ondsindede far. Mine spioner rapporterer jævnligt til mig, at Beon konstant udbygger hyksosfolkets hær, som blev så alvorligt decimeret i slaget om Theben.

Disse rapporter er bekymrende, for vi har store problemer med at fremskaffe råmaterialer som erstatning for de tab, vi led under samme slag. Vores sydlige kongedømme er afskåret fra det mæg-


13

tige Middelhav og fra handel med andre af verdens civiliserede nationer og bystater, der er rige på læder, tømmer, kobber, anti-mon, tin og andre nødvendige forudsætninger for krig, som vi mangler. Vi har også mangel på folk. Vi behøver allierede.

Vores fjender, hyksosfolket, har derimod fine havne i deltaet, hvor Nilen løber ud i Middelhavet. Handlen flyder uforstyrret til disse. Jeg ved også fra mine spioner, at hyksosfolket søger at danne alliancer med andre krigeriske nationer.

Aton og jeg havde sat hinanden stævne på dette isolerede sted for at diskutere og overveje disse problemer. Selveste Ægyptens overlevelse hang i en tynd tråd. Aton og jeg havde ved mange lej-ligheder diskuteret alt dette grundigt, men nu var vi klar til at træffe den endelige beslutning og fremlægge den for faraoen.

Prinsesserne havde andre planer. De havde set Aton samle bao-stenene sammen og opfattede dette som et signal til, at de nu kunne lægge beslag på al min opmærksomhed. Jeg er dem begge hengiven, men de er meget krævende. De stormede op fra lagunen, så vandet plaskede til alle sider, og spurtede om kap for at nå først hen til mig. Bekatha er den mindste, men hun er meget hurtig og beslutsom. Hun vil omtrent gøre hvad som helst for at få sin vilje. Hun slog Tehuti med en længde og kastede sig, kold og våd af lagu-nens vand, ned i mit skød.

“Jeg elsker dig, Tata,” udbrød hun, da hun slog armene om min hals og maste sin gennemblødte, rødhårede manke mod min kind. “Fortæl en historie, Tata.”

Tehuti, der var blevet slået i kapløbet hen til mig, måtte accep-tere den knap så ønskværdige plads ved mine fødder. Hun sæn-kede yndefuldt sin nøgne og dryppende krop og pressede sit bryst ind mod mit ben, mens hun hvilede kinden på mine knæ og så op på mig. “Ja, vil du ikke nok, Tata? Fortæl os om vores mama, og hvor smuk og dygtig hun var.”

“Jeg skal først tale med onkel Aton,” indvendte jeg.“Åh. Nå, men lad det så ikke vare for længe,” blandede Bekatha

sig. “Det er så kedeligt.”


14

“Det tager ikke så lang tid, det lover jeg.” Jeg så igen på Aton og skiftede elegant til hyksosisk. Vi taler begge vores dødsfjenders sprog flydende.

Jeg sætter pris på at kende min fjende, og jeg er god til ord og sprog. Jeg har haft mange år til at lære det i efter hjemkomsten til Theben. Aton tog ikke del i udvandringen til Nubien. Han er ikke eventyrlysten af natur, så han blev tilbage i Ægypten og udholdt hyksosfolkets styre. Men han lærte dog alt, hvad de kunne lære ham, herunder deres sprog. Ingen af prinsesserne forstod et ord af det.

“Åh, jeg hader, når du taler det der hæslige volapyk,” mukkede Bekatha, og Tehuti var enig.

“Hvis du elsker os, skal du tale ægyptisk, Taita.”Jeg gav Bekatha et kram og kærtegnede Tehutis smukke hoved.

Men jeg fortsatte ikke desto mindre med at tale til Aton i det sprog, som pigerne så bitterligt beklagede sig over. “Ignorer det små-børnssludder. Fortsæt, min gamle ven.”

Aton kvalte et grin og fortsatte. “Vi er altså enige, Taita. Vi har brug for allierede, og vi har behov for at handle med dem. Samti-dig må vi nægte hyksosfolket begge dele.”

Jeg var fristet til at svare sarkastisk, men jeg havde allerede irri-teret ham med bao-spillet. Så jeg nikkede alvorligt. “Du er som sædvanlig nået usvigelig sikkert frem til sagens kerne, og du har formuleret problemet præcist. Allierede og handel. Udmærket, hvad har vi at handle med, Aton?”

“Vi har guld fra vores miner i Nubien, som vi fandt, da vi var i eksil på den anden side af strømfaldene.” Aton forlod aldrig Ægyp-ten, men han fortalte det, som om det var ham, der havde anført masseudvandringen. Jeg smilede for mig selv, men fastholdt et alvorligt ansigtsudtryk, da han fortsatte. “Selv om det gule metal ikke er lige så værdifuldt som sølv, så begærer mennesker det alli-gevel. Vi kan nemt købe venner og allierede med den mængde, faraoen har stuvet sammen i sit skatkammer.”

Jeg nikkede samtykkende, selv om jeg vidste, at Aton og mange andre, der ikke var så tæt på tronen som jeg, overvurderede farao-


15

ens rigdom voldsomt. Jeg uddybede emnet yderligere. “Du skal dog ikke glemme afgrøderne fra den rige, sorte lerjord, som den store Nil skyller op på brinkerne ved hver eneste årlige oversvøm-melse. Folket skal have mad, Aton. Kretenserne, sumererne og de hellenske bystater har ikke meget agerland. De er altid i bekneb for korn, der kan brødføde deres folk. Vi har korn i overflod, “ min-dede jeg ham om.

“Det er sandt, Taita. Vi har korn, og vi har også heste at handle med. Vi har fremavlet verdens fineste stridsheste. Og vi har andet, der er endnu mere sjældent og værdifuldt.” Aton tav taktfuld et øje blik, og han skævede til det smukke barn, jeg sad med på skø-det, og det andet, der sad for mine fødder.

Han behøvede ikke at sige mere. Kretenserne og sumererne fra landet mellem floderne Eufrat og Tigris var vores nærmeste og mest magtfulde naboer. Begge disse folkeslag er mørklødede og sorthårede. Deres herskere finder de lyshårede og lyshudede kvinder fra det ægyptiske kongehus tiltrækkende. Og de blege og smagløse hellenske kvinder tåler ikke sammenligning med vores strålende nilotiske juveler.

De to prinsessers forældre var Tanus, med de flammende røde krøller, og den lysblonde dronning Lostris. Deres afkom var vel-lykket, og prinsessernes skønhed var berømt i snart hele verden. Ambassadører fra fjerne lande havde allerede begivet sig ud på den byrdefulde rejse over de vidtstrakte ørkner og dybe vande til paladset i Theben og farao Tamose for taktfuldt at overbringe deres herrers interesse i ægteskab og en ægteskabelig alliance med adelsfamilien Tamose. Både den sumeriske kong Nemrod og Den Øverste Minos på Kreta havde sendt deres repræsentanter.

På min anmodning havde faraoen modtaget begge ambassa-dører elskværdigt. Han havde taget imod de gavmilde gaver af sølv og cedertræ, de havde tilbudt. Faraoen havde lyttet delta-gende til deres tilbud om ægteskab med den ene eller begge søstre, men derpå forklaret, at de to piger stadig var for unge til at indgå ægteskabskontrakter, og at de kunne tale om dette emne igen, når


16

begge piger var blevet mere modne. Det var et stykke tid siden, og nu havde omstændighederne ændret sig.

Dengang havde faraoen og jeg diskuteret den mulige alliance mellem Ægypten og enten Sumer eller Kreta. Jeg påpegede takt-fuldt, at kretenserne ville være mere ønskværdige allierede end sumererne.

For det første var sumererne ikke et søfarende folk, og selv om de kunne stille med en slagkraftig hær, der var godt udrustet med kavaleri og stridsvogne, så havde de ingen flåde af betydning. Jeg mindede faraoen om, at der ikke var adgang til Middelhavet fra vores sydlige del af Ægypten. Vores fjender, hyksosfolket, kon-trollerede de nordlige strækninger af Nilen, og vores land havde i bund og grund ingen adgang til havet.

Sumererne havde også kun begrænset adgang til det, og deres flåde var ubetydelig i forhold til andre nationer, for eksempel Kreta eller endda Mauretanien mod vest. Sumererne var uvillige til at risikere sejlads med tungt lastede skibe. De frygtede både pirater og stormfuldt vejr. Ruten over land mellem vores to lande var også fyldt med farer.

Hyksosfolket kontrollerede den landtange, der løber mellem Mid delhavet og Sinaiørkenen i nord. Hvis sumererne skulle nå frem til os, ville de være tvunget til at krydse Sinaiørkenen langt længere mod syd og derfra gå om bord på skibe for at krydse Det Røde Hav. Denne rute kunne give deres hær så mange vanskeligheder, ikke mindst på grund af manglen på vand og det omstændelige problem, at de skulle krydse Det Røde Hav, at det måske ville vise sig umuligt.

Jeg havde derimod foreslået faraoen en traktat mellem vores Ægypten og Kretas Øverste Minos, hvilket jeg nu skitserede for Aton. “Den Øverste Minos” var arvetitlen på den kretensiske regent. Hans position modsvarede vores farao. Det ville være for-ræderi at antyde, at han var mere magtfuld end vores egen farao, så det er tilstrækkeligt at sige, at hans flåde angiveligt bestod af mere end ti tusind krigs- og handelsgalejer, der var så avancerede, at ingen andre skibe kunne sejle fra dem eller nedkæmpe dem.


17

Vi har de ting, kretenserne har brug for: korn, guld og smukke, giftefærdige kvinder. Kretenserne har de ting, vi har brug for: ver-dens mest frygtindgydende krigsflåde, som kan bruges til at blo-kere Nildeltaets munding, og som kan sejle den sumeriske hær ned til Middelhavets sydlige kyster og derved fange hyksosfolket i en dødbringende knibtangsmanøvre, som vil knuse deres hær mel-lem vores troppestyrker.

“En glimrende plan!” billigede Aton. “En næsten ufejlbarlig plan. Bortset fra én lille, næsten ubetydelig detalje, som du har overset. Taita, min kære, gamle ven.” Han lo drilsk, og nød sin hævn for de prygl, jeg havde givet han i bao-spillet. Jeg har aldrig været en hævngerrig person, men i det her tilfælde kunne jeg ikke modstå fristelsen til lidt mere sjov på Atons bekostning. Jeg antog et bestyrtet ansigtsudtryk.

“Åh, det må du ikke sige! Jeg har tænkt så omhyggeligt over det hele. Hvor er fejlen i min plan?”

“Du er for sent på den. Den Øverste Minos på Kreta har alle-rede indgået en hemmelig alliance med kong Beon fra hyksosfol-ket.” Aton smækkede med læberne og klaskede sig triumferende på et af sine elefantagtige lår. Han havde ubetinget gendrevet mit forslag, eller det troede han i det mindste.

“Åh ja!” svarede jeg. “Jeg formoder, du taler om det handels-fort, som kretenserne åbnede for fem måner siden i Tamiat, Nilens østligste munding i deltaet.

Nu var det Atons tur til at se slukøret ud. “Hvem har fortalt dig om det? Hvor vidste du det fra?”

“Altså, Aton!” Jeg slog ud med armene i en appellerende gestus. “Du forventer vel ikke, at jeg afslører alle mine kilder, vel?”

Aton genvandt hurtigt fatningen. “Den Øverste Minos og Beon har allerede indgået en aftale, hvis ikke ligefrem en krigsalliance. Vi ved alle, du er dygtig, Taita, men der er ikke meget, du kan gøre ved det.”

“Hvad nu hvis Beon påtænker at begå forræderi?” spurgte jeg kryptisk, og han stirrede dumt på mig.


18

“Forræderi! Jeg er ikke med, Taita.”“Har du nogen anelse om, hvor meget sølv Den Øverste Minos

på Kreta har puget sammen i det der nye fort i Tamiat på hyksos-folkets territorium, Aton?”

“Jeg kan forestille mig, det er betydelige mængder. Hvis Den Øverste Minos har tænkt sig at købe hovedparten af næste års kornafgrøder af kong Beon, så bliver han nødt til at have en stor mængde sølv ved hånden,” sagde Aton forsigtigt. “Måske så meget som ti lakh eller måske tyve.”

“Du er meget observant, min kære ven, men du har kun omtalt en lille del af de problemer, som Den Øverste Minos står overfor. Han tør ikke sende sine tungt lastede skatteskibe over det åbne ocean i løbet af stormsæsonen. Så fem måneder om året kan han ikke sende sølvbarrer til Middelhavets sydlige kyster, hvilket om vinteren betyder en rejse på omkring femten hundrede sømil fra hans ø.”

“Åh, ja, naturligvis!” indskød Aton hurtigt. “Jeg forstår, hvad du mener. Det betyder altså, at Den Øverste Minos i hele den tidspe-riode ikke kan drive handel med de stater og lande, der ligger langs Afrikas kyst ved Det Store Hav!”

“I løbet af vinteren er halvdelen af verden lukket land for ham,” medgav jeg. “Men hvis han kunne få en sikker base på Ægyptens kyst, ville hans flåde være beskyttet mod vinterstormene. Så ville hans skibe kunne drive handel fra Mesopotamien til Mauretanien året rundt i læ af de beskyttende kyster.” Jeg tav et øjeblik, så han kunne forstå størrelsesforholdet af det, som Den Øverste Minos planlagde, hvorpå jeg ubarmhjertigt fortsatte. “Tyve lakh sølv vil ikke være nok til at finansiere en hundrededel af den aktivitet. Det er mere sandsynligt, at han bliver nødt til at stuve fem hundrede lakh sammen i sit nye fort i Tamiat for at have nok til at handle hele vinteren. Er du mon ikke enig i, at sådan en mængde sølv ville få enhver til at overveje forræderi, og især en bandit som Beon, der er svigefuld og grådig af natur?”

Aton sad længe lamslået af størrelsesordnen af den vision,


19

jeg havde forelagt for ham. Da han endelig rørte på sig, var hans stemme hæs, da han talte. “Du har altså beviser på, at Beon, uden hensyntagen til den gryende aftale med Den Øverste Minos, planlægger at angribe i Tamiat og tilegne sig Den Øverste Minos’ skatte? Er det dét, du siger, Taita?”

“Jeg sagde ikke, jeg havde beviser for, at Beon har intentioner om at gøre noget sådant. Jeg stillede dig blot et spørgsmål. Det var ikke nogen påstand.” Jeg lo af hans forvirring. Det var ikke pænt af mig, men jeg kunne ikke stå for fristelsen. I hele vores lange bekendtskab har jeg aldrig set ham så rådvild og ude af stand til at finde på et gensvar eller vittigt modargument. Så fik jeg medliden-hed med ham.

“Både du og jeg ved, at Beon er et brutalt fjols, Aton. Han kan køre stridsvogn, svinge et sværd, spænde en bue og plyndre en by. Men jeg tvivler på, han er i stand til at planlægge et lokumsbesøg uden at spekulere langt og længe over det.”

“Men hvem er det så, der planlægger dette angreb på Den Øver-ste Minos skatkammer?” ville Aton vide. Frem for straks at svare ham lænede jeg mig tilbage på taburetten og smilede. Han stirrede på mig. Så fik han et afklaret udtryk i ansigtet. “Du? Nej, det kan du da ikke mene, Taita! Hvordan kan du planlægge at stjæle fem hundrede sølvlakh fra Den Øverste Minos og derpå angle efter kretensernes støtte og alliance?”

“I mørket er det svært at skelne en ægypter fra en fra hyksosfol-ket, især når ægypteren er klædt i hyksosfolkets krigsdragt, bærer hyksosfolkets våben og taler hyksosfolkets sprog,” påpegede jeg, og Aton rystede på hovedet. Han var atter målløs. Men jeg insisterede. “Er du enig i, at sådan et forræderisk angreb ville ødelægge enhver chance for, at Kreta og hyksosfolket nogensinde kan indgå en alli-ance mod os?”

Endelig smilede Aton. “Du er da så listig, Taita, at jeg spekule-rer på, om jeg overhovedet kan stole på dig. Men hvor stor er den kretensiske garnison i Tamiat?” ville han nu vide.

“På nuværende tidspunkt består den af næsten to tusinde sol-


20

dater og bueskytter, om end de næsten alle sammen er lejesolda-ter.”

“Virkelig!” Han var imponeret. Han tav igen et øjeblik og fort-satte så. “Hvor mange mænd skal du bruge, eller bør jeg hellere spørge, hvor mange mænd Beon skal bruge for at gennemføre denne usle plan?”

“Nok,” sagde jeg forbeholdent. Jeg ønskede ikke at afsløre alle mine planer for Aton. Det accepterede han og insisterede ikke yderligere. Han stillede dog et andet forblommet spørgsmål.

“Har du ikke tænkt dig at efterlade overlevende kretensere i fortet i Tamiat? Vil du slagte dem alle sammen?”

“Jeg vil selvfølgelig lade hovedparten af dem undslippe,” ind-vendte jeg bestemt. “Så mange som muligt skal nå tilbage til Kreta for at advare Den Øverste Minos om kong Beons forræderi.”

“Hvad skal der ske med kretensernes skat?” ville Aton vide. “Med de fem hundrede sølvlakh?”

“Faraoens skatkamre er næsten tomme. Vi kan ikke redde Ægypten uden værdier.”

“Hvem skal foretage angrebet?” ville han nu vide. “Vil du gøre det, Taita?”

Jeg så bestyrtet på ham. “Du ved, jeg ikke er kriger, Aton. Jeg er læge, digter og en fredsommelig filosof. Men hvis faraoen ansporer mig til det, er jeg villig til at ledsage ekspeditionen som rådgiver for den øverstkommanderende.”

“Hvem skal så være øverstkommanderende? Skal det være Kra-tas?”

“Jeg holder meget af Kratas, og han er en dygtig soldat. Men han er gammel, tykpandet og ikke modtagelig over for råd eller fornuft.” Jeg trak på skuldrene, og Aton lo klukkende.

“Din beskrivelse af general Kratas er perfekt, du fredsommelige barde. “Men hvis ikke ham, hvem vil faraoen så udpege?”

“Han vil sikkert udpege Zaras.”“Åh, den berømte kaptajn Zaras fra Den Blå Krokodilles Regi-

ment. Han er en af dine yndlinge, ikke sandt, Taita?”


21

Jeg ignorerede hans hånende bemærkning. “Jeg har ingen ynd-linge.” Selv jeg kan lejlighedsvist fordreje sandheden en smule. “Men Zaras er simpelthen den bedste mand til den opgave,” sva-rede jeg blidt.

D a jeg fremlagde min plan om at miskreditere kong Beon i Den Øverste Minos’ øjne og drive en kile af stål ind mellem de to

statsmagter, der potentielt var vores farligste fjender i hele verden, var faraoen forbløffet over den geniale enkelthed i min planlæg-ning.

Jeg havde bedt om en privat samtale med faraoen, og han havde naturligvis tilstået mig dette uden diskussion. Han og jeg var alene på den brede, palmeomkransede terrasse, der omgav hans tronsal, og hvor der var udsigt over Nilen på det bredeste sted i det sydlige Ægypten. På den anden side af Asyut bliver floden naturligvis bre-dere, og strømmen svagere, når den passerer gennem det område, som hyksosfolket har erobret fra os, og den løber langsommere ud i deltaet, før den munder ud i Middelhavet.

Der stod skildvagter i begge ender af terrassen, som skulle sørge for, at ingen – hverken ven eller fjende – så eller overhørte os. Vag-terne stod direkte under pålidelige officerers kommando, men de holdt sig diskret ude af syne, så faraoen og jeg ikke blev forstyrret. Vi gik med afmålte skridt over marmorbelægningen. Det var først nu, hvor vi var alene, at det var mig tilladt at gå skulder ved skulder med ham, selv om jeg har været tæt forbundet med ham fra det øjeblik, han blev født.

Sandt at sige var det mig, der forestod hans ankomst til denne verden. Det var mig, som fangede hans spæde krop i mine hænder, da dronning Lostris pressede ham ud af sit skød med en kraft som en sten fra en slangebøsse. Hans allerførste handling som prins var at tømme sin blære ud over mig. Jeg smilte nu ved tanken.

Siden den dag har jeg været hans vejleder og hans mentor. Det var mig, der lærte ham at tørre sig bagi, at læse og skrive, at


22

skyde med bue og pil og føre en stridsvogn. Jeg lærte ham, hvor-dan man regerer et land. Nu er han endelig blevet voksen og er en fin, ung mand, en tapper kriger og en erfaren hersker over vores kære Ægypten. Men vi er stadig de bedste venner. Jeg kan gå så langt som at sige, at faraoen elsker mig som den far, han aldrig har kendt, og jeg elsker ham som den søn, jeg aldrig har haft.

Nu, mens han lyttede til den krigslist, jeg forelagde ham, stand-sede han op og vendte sig mod mig med voksende forundring. Da jeg nåede til afsløringen af min plan, greb han mig om skuldrene med hænder, der var hårde og stærke af at svinge et sværd, spænde en bue og styre de fire heste i skaglerne foran en stridsvogn.

“Tata, din gamle slyngel!” råbte han mig op i ansigtet, “du kan altid forbløffe mig. Det er kun dig, der kan udtænke en så skændig plan. Vi må straks begynde at planlægge de nærmere detaljer. Jeg husker tydeligt, hvor meget jeg hadede det, da du tvang mig til at lære hyksosisk; nu kan jeg slet ikke klare mig uden. Jeg ville ikke kunne anføre denne ekspedition, hvis jeg ikke kunne foregive at være en af fjenderne.”

Det tog mig adskillige timers taktfuld manipulation, før jeg fik ham overbevist om, at faren ved at lade Ægypten stå uden leder på et så afgørende et tidspunkt i vores historie langt overskred den hæder eller de andre fordele, han måske kunne vinde ved en succesfuld erobring af det minoiske fort i Tamiat og den skat, der befandt sig der. Jeg takkede Horus for, at faraoen var ung nok til at have en fleksibel tankegang og gammel nok til at have opnået en anelse sund fornuft. Jeg har for længst lært, hvordan jeg kan mani-pulere ham, uden at han opdager, at det er det, jeg gør. Jeg får som regel min vilje i sidste ende.

På min anbefaling udpegede faraoen Zaras til at anføre eks-peditionen. Zaras var ung, blot 25 år gammel – næsten samme alder som faraoen selv – men han var allerede blevet et betydeligt navn, hvilket hans militære rang vidnede om. Jeg havde arbejdet sammen med ham mange gange før, og jeg vidste, hans ry var vel-funderet. Det vigtigste var dog, at han nærede stor agtelse for mig.


23

Men før faraoen sendte mig bort, gav han mig dog seglet med den kongelige høg. Det var faraoens måde at uddelegere sine befø-jelser til bæreren. Bæreren af seglet adlød kun faraoen. Man risi-kerede at miste livet, hvis man stillede spørgsmål ved det eller hin-drede bæreren i at udføre sine royale forpligtelser.

Det var sædvane, at faraoen skænkede høgeseglet til sin udvalgte udsending ved en højtidelig ceremoni i overværelse af hoffets mest højtstående medlemmer, men jeg forstod, at han havde besluttet at gøre det i al hemmelighed i en så følsom sag. Jeg reagerede ikke desto mindre underdanigt på den tillid, han havde vist mig.

Jeg faldt på knæ og berørte gulvet foran ham med panden. Men faraoen bøjede sig frem og bød mig rejse mig op.

“Du har aldrig svigtet mig, Taita.” Han omfavnede mig. “Jeg ved, at du heller ikke vil gøre det nu.”

J eg gik straks ud for at finde Zaras. Jeg indskærpede ham vores missions vigtighed og den mulighed for at vinde faraoens

agtelse, den kunne medføre. Hvis han havde held med missionen, ville han være på sikker kurs direkte til avancement og kongelig gunst. Han forsøgte uden stor overbevisning at skjule sin ærefrygt for mig.

Sammen udarbejdede vi en liste på 220 mand, som skulle ud-gøre angrebsgruppen. I begyndelsen var Zaras urokkeligt over-bevist om, at det antal var utilstrækkeligt til at nedkæmpe den kretensiske garnison på næsten 2.000 mand. Da jeg forklarede de særlige omstændigheder, som jeg ikke havde delagtiggjort hverken Aton eller faraoen i, accepterede han min plan i dens helhed.

Jeg tillod ham at vælge sine egne folk. Jeg insisterede kun på, at mændene alle sammen skulle være i stand til at tale hyksosisk flydende. Zaras var ikke gammel nok til at have deltaget i flugten til Nubien, da hyksosfolket løb det sydlige Ægypten over ende. Fak-tisk var han blevet tvunget til at tjene i hyksosfolkets legioner, da han var 16 år gammel. Det resulterede i, at han kunne tale sproget


24

som en indfødt, og han kunne i enhver situation gå for at være en af dem. Men han var loyal over for Ægypten og havde været blandt de første til at vende tilbage til sit eget folk, da farao Tamose ledte os ned gennem katarakterne for at slå hyksosfolket eftertryk-keligt i slaget om Theben og drive de panikslagne og forvirrede overleven de tilbage mod nord igen.

De mænd, som Zaras valgte til at udføre plyndringstogtet, var særdeles veltrænede og for det meste oplært af Zaras selv. De var alle søfolk tillige med soldater og havde tilbragt hovedparten af deres tid som kæmpende besætningsmedlemmer om bord på flodgalejerne, når de ikke bemandede stridsvognene. Zaras behø-vede ikke at lære dem mere.

Jeg bad ham om at dele denne styrke op i små delinger, hver på 15-20 mand, så de ikke tiltrak sig for meget opmærksomhed, når de forlod Theben.

Kaptajnen for vagtkorpset ved byporten stillede ingen spørgs-mål, da jeg viste ham seglet med den kongelige høg. I løbet af tre på hinanden følgende nætter slap disse små grupper af Zaras mænd ud af byen i løbet af nattetimerne og begav sig mod den østlige vildmark. De samledes igen i ruinerne af den ældgamle by Akita, hvor jeg afventede deres ankomst.

Jeg have medbragt vognfulde af autentiske hjelme, rustninger, uniformer og våben. Det var blot en lille del af det bytte, vi havde erobret fra hyksosfolket i slaget om Theben.

Fra Akita marcherede vi østpå til Suezbugtens kyst i den nord-lige ende af Det Røde Hav. Mændene var iført beduinkapper over deres uniformer og våben.

Zaras og jeg red i forvejen. Vi ventede i den lille fiskerby Al Na das på havbugtens kyst, da hovedgruppen indhentede os.

Zaras havde hyret en vejviser, som han havde brugt tidligere og anbefalet på det varmeste. Mandens navn var Al Namjoo. Han var en høj, tavs mand med kun ét øje. Han ventede os i Al Nadas.

Al Namjoo havde chartret alle tilgængelige fiskerbåde af lands-bybeboerne, så de kunne færge os over til den østlige bred. Hav-


25

bugten var kun omkring 50 sømil bred på dette sted, og vi kunne se Sinais lave bakker på den anden side.

Vi begav os over bugten ved nattetide, hvor kun stjernerne kunne oplyse vores færd. Vi gik i land på havbugtens østlige kyst ved en anden lille fiskerby. Denne hed Zuba, og her ventede en af Al Namjoos sønner os. Han havde medbragt mere end 100 æsler, som han havde lejet til at bære vores tunge udrustning. Vi havde stadig en march på mere end 130 mil mod nord, før vi nåede Middel havet, men mændene var veltrænende og i topform, så vi kom hurtigt af sted.

Al Namjoo holdt sig et godt stykke øst for den landtange, som forbinder Afrika med Asien, for at mindske risikoen for at møde hyksosfolkets tropper. Til sidst nåede vi frem til Middelhavets klippefyldte sydlige kyst i nærheden af havnebyen Ushu. Den lå omtrent midtvejs mellem den sumeriske grænse og den besatte del af Ægypten, som stadig var i hyksosfolkets hænder.

Jeg lod Zaras og hans folk blive tilbage i lejren uden for bypor-ten og fortsatte med to æsler, der var lastet med guldbarrer skjult i kornsække af læder, og fire udvalgte mænd til at hjælpe mig. Efter tre dages forhandlinger med handelsmændene i havnen, fik jeg trukket tre middelstore galejer op på stranden neden for det store tempel. Hvert af disse skibe kunne medbringe 100 mand. Det havde kostet mig dyrt, og der var ikke meget guld tilbage i de kornsække, vi havde haft med os fra Theben.

Jeg lod rygtet sive i havnebyen, at vi var en bande lejesoldater på rejse mod øst for at sælge vores tjenesteydelser til den assyriske kong Al Haturr, som belejrede byen Birrayut. Så snart mændene var kommet om bord, skubbede vi os ud fra kysten. Da vi nåede ud på dybt vand, og mens vi stadig var inden for synsvidde af vagt-tårnene i Ushu, drejede vi og roede østpå i retning af Libanon. Men da vi først var ude af syne, lagde jeg kursen om, og vi begav os tilbage mod Ægypten og Nildeltaet.

Der blæste en let fralandsvind, hvilket var til vores fordel. Vi hejste storsejlene og lod roerne ved de lange årer hvile med jævne


26

mellemrum. Vi passerede atter Ushu, men i den modsatte retning. Jeg holdt vores skibe under horisonten og ude af syne fra hav - nen.

Selv om hver galej var tætpakket med 70 mand eller flere, holdt vi en god fart, og vandet skummede hvidt fra hvert eneste skibs bov. Sent om eftermiddagen på den anden dag regnede jeg mig frem til, at det kretensiske fort i Tamiat lå mindre end 300 sømil borte.

Jeg befandt mig naturligvis på den ledende galej sammen med Zaras, og jeg foreslog ham, at vi – da vi nu havde lagt Ushu langt bag os – kunne sejle tættere på land, så vi kunne se kysten. Det var meget nemmere for mig at navigere og vurdere vores position, når jeg havde land i sigte til at lede mig. Til sidst, da solen rørte hav-overfladen foran os, og mørket samlede sig bagude, udpegede jeg en beskyttet, men øde bugt med sandstrande. Rors manden sejlede derind, og vi anløb grunden, hvorpå mændene sprang over bord og trak skibene op på stranden.

Rejsen fra Theben til det sted, hvor vi nu befandt os, havde været lang og anstrengende, men nu var vi kun få sømil fra vores mål. Der herskede en smittende anspændt og forventningsfuld stemning i lejren den aften, men den blev dæmpet af de bange anelser, som selv de tapreste mænd føler aftenen før et slag.

Zaras havde udpeget to af sine bedste folk til at føre de øvrige galejer. Den første af disse mænd hed Dilbar. Han var en høj og flot mand med muskuløse underarme og stærke hænder. Jeg havde lagt særlig mærke til ham, første gang vi mødtes, og han gjorde sig fortjent til min anerkendelse. Hans øjne var mørke og blikket gen-nemborende, men han havde et lyserødt ar fra et sværdhug over højre kind. Det forringede på ingen måde hans gode udseende. Når han gav en ordre, reagerede mændene hurtigt og beredvilligt på den.

Kommandøren på den tredje galej var en firskåren mand med brede skuldre og tyrenakke. Han hed Akemi. Han var en jovial mand med en buldrende stemme og en smittende latter. Hans


27

foretrukne våben var en langskaftet økse. Det var Akemi, som hen-vendte sig til mig, da mændene havde spist.

“Lord Taita,” hilste han mig. Første gang mændene benyttede den titel, protesterede jeg en smule og hævdede, jeg slet ikke var berettiget til den tiltaleform. De ignorerede dog mine indsigelser, og jeg insisterede ikke. “Mændene har bedt mig spørge, om du vil vise dem den ære at synge for dem i aften.”

Jeg har en usædvanlig god stemme, og i mine hænder bliver lut-ten et himmelsk instrument. Jeg kan kun sjældent afslå an anmod-ning af den art.

Den aften før slaget om Tamiat valgte jeg at synge “Klagesag for dronning Lostris”, for det er en af mine mest berømte kompositi-oner. Mændene samlede sig om mig ved lejrbålet, og jeg sang alle 150 vers for dem. De bedste sangere iblandt dem sang kor, mens de øvrige nynnede med på omkvædet. Til sidst var der ikke mange tørre øjne blandt publikum. Mine egne tårer gjorde på ingen måde styrken og skønheden i min fremførelse til skamme.

D agen efter var lejren på benene fra morgenstundes første skær. Nu kunne mændene lægge deres beduinkapper og hovedbe-

klædninger og åbne sækkene med deres hyksos-rustninger og våben. Brynjerne var for det meste lavet af polstret læder, men hjelmene var kalotter af bronze med en næsebeskytter af metal. Hver eneste mand blev bevæbnet med en kraftig bue og et kogger med flintespidspile, der var påsat farvede fjer, som det var tradi-tion hos hyksosfolket. De bar deres sværd i skeder, der var spændt på ryggen, så det stak op bag venstre skulder, klar til brug. Bronze-klingen havde ikke en lige æg, som et almindeligt ægyptisk våben, men var krumt, som det var moderne i østen.

Brynjerne og våbnene var for tunge og varme at være iført, mens de sled med årerne i det direkte sollys. Så mændene klædte sig af til deres lændeklæder og lagde kampudrustningen mellem deres fødder på dækket under rotofterne.


28

Mange af mine folk var lyse i huden, og mange havde blondt hår. Jeg beordrede, at de skulle bruge sod fra madlavningsbålene til at farve deres skæg og hud mørkere, indtil de alle var mørklødede som hyksosfolkets legionærer.

Da vores tre tætpakkede galejer satte ud fra stranden og blev roet ud i bugten, befandt jeg mig igen på det førende skib sammen med Zaras. Jeg stod ved siden af rorsmanden, som håndterede den lange styreåre i agterstavnen. Den samme købmand i Ushus havn, som havde solgt mig skibene, havde også solgt mig et papyrus-søkort, der foregav at vise detaljer af Middelhavets sydlige kyst-strækning mellem Gebel og Wadi al Nilam. Han påstod at have tegnet kortet med sine egne hænder ud fra egne observationer. Nu foldede jeg det ud på dækket mellem mine fødder og forankrede hjørnerne med småsten, jeg havde samlet op på stranden. Jeg var straks i stand til at tage landkending inde på kysten. Mit søkort var tilsyneladende nøjagtigt nok.

To gange i løbet af formiddagen så vi sejl på andre fartøjer i horisonten, men vi drejede af og holdt os godt klar af dem. Da solen så stod direkte over os, råbte udkigsmanden i skibenes stævn endnu en advarsel og pegede fremad. Jeg skyggede for mine øjne og stirrede i den retning, han pegede. Til min forbløffelse så jeg, at havoverfladen langs hele horisonten skummede hvidt, som om et kraftigt uvejr var på vej imod os. Men det var ikke årstid for den slags.

“Få sejlene ned!” råbte jeg til Zaras. “Løft årerne op, og rig strøm ankerne i forstavnen, så de er klar til at blive kastet.”

Det oprørte vand kom drønede imod os, og vi forberedte os på vindens stormløb. Det skummende hav udsendte et voksende brøl, da det nærmede sig.

Jeg greb hårdt om lugekarmen på den træluge, der var foran mig, og gjorde mig klar. Så blev skroget omsluttet af det brusende vand. Spektaklet blev øredøvende, og mændene råbte ordrer og forbandelser, mens vandet slog voldsomt mod skibssiderne. Til min forbløffelse var der ikke nogen vind. Jeg vidste straks, at dette


29

uvejr uden vind var et overnaturligt fænomen. Jeg lukkede øjnene og begyndte at messe en bøn om beskyttelse til den store gud Horus, og jeg hagede mig til lugekarmen med begge hænder.

Så mærkede jeg en hånd på min skulder, der rystede mig uhøf-ligt, og hørte en stemme råbte i mit øre. Jeg vidste, det var Zaras, men jeg nægtede at åbne øjnene. Jeg afventede, at guderne gjorde ved mig, som det nu passede dem, men Zaras blev ved med at ryste mig, og jeg forblev i live. Jeg åbnede forsigtigt øjnene, men jeg fort-satte lavmælt med mine bønner. Nu forstod jeg, hvad Zaras sagde til mig, og jeg vovede et hurtigt blik ud over skibssiden.

Havet myldrede med enorme glinsende kroppe, der var formet som pilespidser. Det tog mig atter et øjeblik at forstå, at det var levende væsner, og at de hver især mindst var på størrelse med en hest. Det var dog gigantiske fisk. De svømmede så tæt sammen, at de nederste pressede de andre op til overfladen i et virvar af bølger og vandsprøjt. Stimen strakte sig, så langt øjet rakte.

“Tun!” råbte Zaras til mig. “Det er tunfisk.”Det øvre Ægypten havde ikke adgang til havet, så jeg havde

aldrig tilbragt nok tid på det åbne hav til at bevidne en tunvan-dring af denne størrelsesorden. Jeg havde læst så meget om emnet, at jeg burde have vidst, hvad der foregik. Jeg indså, at jeg muligvis ville virke latterlig, så jeg åbnede øjnene og råbte lige så højt som Zaras. “Selvfølgelig er det tun. Gør harpunerne klar!”

Jeg havde bemærket harpunerne, da jeg kom om bord for første gang. De var stuvet ned under tofterne. Jeg havde formodet, at de var beregnet til at bekæmpe pirater og fribyttere, hvis sådan nogle forsøgte at borde skibet. Harpunskafterne var omtrent dobbelt så lange som en høj mand. Spidserne var lavet af knivskarp flintesten. Der var et øje bag modhagen, som bastrebet var fastgjort til. I den anden ende af rebet var der fastgjort et flåd af træ.

Selv om jeg havde afgivet ordren om at hente harpunerne frem, var det typisk nok Zaras, der var først til at reagere på den. Han foregik altid med et godt eksempel.

Han greb et af de lange våben, som havde ligget fastspændt


30

under toften, og viklede fangstrebet op, mens han løb med den hen til skibssiden. Han sprang op på galejens lønning og balance-rede nemt med den lange harpun, så skaftet hvilede på hans skul-der og flintespidsen med modhagen pegede ned i den glimtende fiskestime, der strømmede forbi ham som en flod af flydende sølv. De så op på ham med store runde øjne, der lod til at være opspær-ret i rædsel.

Jeg så, hvordan han gjorde sig klar og derpå kylede harpunen, med spidsen først, lodret ned i vandet under sig. Skaftet på det tunge våben dirrede, da spidsen ramte, og harpunen blev flået ned under overfladen af et ryk fra den store fisk, der var blevet spiddet af flintestensspidsen.

Zaras sprang ned på dækket igen og greb om rebet, da det be-gyndte at løbe så hurtigt ud, at det knap var til at følge med blikket, og det begyndte at ryge på grund af gnidningsmodstanden mel-lem det grove reb og trælønningen. Tre andre mænd sprang frem for at hjælpe ham, greb hårdt fat om rebet og kæmpede for at få kontrol over fisken og trække den op på siden af båden.

Fire andre mænd havde fulgt Zaras eksempel, hver og en havde de grebet en harpun fra pladserne under tofterne og var løbet frem til lønningen med den. Snart klumpede de kæmpende mænd sig sammen på begge sider af båden, og de råbte begejstret, bandede og brølede uforståelige ordrer til hinanden, mens de kæmpede med de enorme væsner.

En efter en blev fiskene hevet om bord og slået ihjel med kølle-slag. Endnu før den sidste harpunerede fisk havde ladet livet, var resten af den enorme stime forsvundet ned i dybet igen, lige så pludseligt og mirakuløst, som den var dukket op.

Den aften gik vi igen i land og spiste et festmåltid bestående af tunens saftige kød i skæret fra madlavningsbålene på stranden. Det er den mest værdsatte delikatesse, havet kan byde på. Mæn-dene krydrede kødet med en anelse salt, men nogle af dem kunne ikke vente på, at det havde været på kullene, og de slugte det råt og blødende. Så lod de det blive fulgt af en slurk fra vinsækkene.


31

Jeg vidste, at de dagen efter ville være stærkere og ivrigere efter at få et første glimt af fjenden. I modsætning til korn og anden kedelig mad, så vækker kød dæmonen i en krigers hjerte.

Så den aften sang jeg “Balladen om Tanus og Det Blå Sværd” for dem. Det var deres bataljons kampsang, og den fik gang i dem. Hver eneste mand sang med på omkvædet, uanset hvor rå hans stemme lød, og bagefter kunne jeg se kampgejsten lyse i deres øjne. De var klar til at møde fjenden.


39 mm155 mm 155 mm100mm 100mm


231 mm

ROMAN • LINDHARDT OG RINGHOF

Taita – farao Tamoses højre hånd og slave – befi nder sig midt i

en hvirvelstrøm af lidenskab, drama og fare. Han vil ødelægge

hyksosfolkets hær og indgå en alliance med Kreta, og den

mission bringer ham ud på en lang og farefuld rejse op ad Nilen,

igennem Arabien via den magiske by Babylon og videre ud på

åbent hav. Ægyptens fremtid hviler tungt på Taitas skuldre, og

han skal navigere i en nådeløs verden, hvor loyalitet og bedrag

går hånd i hånd, onde � ender lurer i skjul af skyggerne og døden

truer i mørkets udkant.

”En af verdens mest populære adventure-forfattere.”

Washington Post Book World

Bestsellerforfatter Wilbur Smith vender tilbage til det gamle Ægypten

i dette episke drama fuld af magi, eventyr, romantik og en blodig

intrige fra en svunden tid.

231 mm

WILBUR SMITH blev født i Centralafrika

i 1933. Efter en karriere i skattevæsenet blev

han forfatter på fuld tid, da hans debutroman

Når løven jager fra 1964 blev en stor interna-

tional bestseller. I dag er Wilbur Smiths

bøger oversat til 26 sprog og solgt i over 120

millioner eksemplarer verden over. Han har

haft utallige bestsellerplaceringer og vundet

et hav af priser. Ørkenguden er Wilbur

Smiths 36. roman.

Læs mere på www.wilbursmithbooks.com

© H

EN

DR

E LO

UW

OM

SL

AG

: IMP

ER

IET

”Bedste forfatter af historisk fi ktion – jeg siger Wilbur Smith.” Stephen King

Ørkenguden af Wilbur Smith læseprøve

Documents

Transcript of Ørkenguden af Wilbur Smith læseprøve