Af RIKKE HAST rikke.hast@soendag.dk Foto: M A R I A N N E LETH, BIRGER S T O R M , SHUTTERSTOCKm . a

Efterhånden har vi to iden­titeter - en i det fysiske rum og en på nettet. Det betyder, at det, vi vælger at lægge på nettet, og hvordan vi præsenterer os der, kan have konsekvenser for vores vir­kelige liv. Mød Ditte Okman, som mistede sit job pga. sine statusopdateringer, Mette Glargaard Andersen, hvis far, skuespilleren Poul Glargaard, tog sit eget liv angiveligt kort efter at have fået kendskab til Mettes blog, og Trine-Maria Kristensen, som skriver på en bog om netop online-identitet.

16 | SØNDAG 01/2012

Ditte Okman på sin tidligere arbejdsplads Christiansborg. Hun mistede sit job som presserådgiver for Venstre, efter hun blev kendt for at have svinet både paven, dronning Margrethe og kioskdamen på sin arbejdsplads til på sin facebook-profil.

s X

Opdateringer kostede hende jobbet

iprz P R i n FArFROOK-niTTF • Ditte Okman lader vente på sig den­ne eftermiddag på Frederiksberg. Da hun kommer ind i caféen, hvor vi skal mødes - vindblæst med grønne øjne og rimelig ladylike i sin kappe og tæt­siddende strikkjole, undskylder hun meget. Der var en klumme til Ekstra Bladets bagside, som hun skulle være færdigmed. Oghunvarbekymret. Be­kymret fordi hun i klummen uddelte smæk til en purung reality-stjerne. Godt nok en ung kvinde, som i årevis har væretpå skærmen og dermed bur­de kende gamet, men alligevel.

Nu ertillægsord sombekymretogla-dylike ikke ofte brugt om den 37-årige journalist, Ditte Okman, når hun har optrådt i medierne. Tværtimod, fristes man til at skrive. Hun fik i den grad tæv af sin egen branche og, j a, nærmest gud og hvermand, da hun i foråret 2010 blev

kendt som presserådgiveren, der svi­nede både paven, dronning Margrethe og kioskdamen på sin arbejdsplads til på sin facebook-profil, som dengang var åben. De grovkornede opdaterin­ger betød, at Ditte kom på avisernes spisesedler og tvang hende til at træk­ke sig fra sit job som pressemedarbej­der i Venstre.

- Statsministeren blev intervie­wet på tv og lagde afstand til det, jeg havde gjort. Naturligvis. Jeg fik også dødstrusler i kølvandet på debatten i medierne. Jeg blev totalt paranoid. Turde ikke gå på gaden og sad bare hjemme og græd, fortæller Ditte. Hun så da heller ikke anden udvej end at sygemelde sig. Gemme sig hjem­me og siden nærmest flygte til Barce­lona sammen med sin kæreste for at komme lidt på afstand af det hele. •

01/2012 SØNDAG I 17

A T E M A UWiT PH NITTET

Inden da havde hun været omkring kioskdamen med en blomst og en kæmp eundskyldning.

- Det var dumt, det jeg gjorde. Men for mig var facebook en ventil. Intet andet. Det var her, jeg sad og kæftede op med mine venner og fik luft på samme måde, som jeg kun­ne have gjort det over for en ven på et værtshus eller en café. Jeg bliver ofte spurgt om, hvorfor jeg gjorde det, som om man forventer, der var en dybere strategi bag. Men der er ingen forklaring. Jeg gjorde det bare. Tænkte ikke så meget over det. For mig var facebook et sjovt frirum, hvor jeg debatterede følelser, me­ninger og udbrud, og jeg havde på det tidspunkt ikke i min vildeste fan­tasi forestillet mig, at det, jeg skrev derinde, ville få betydning for mit arbejdsliv. Det var nogle barnagti­ge bagtalelser, og det vidste pressen også godt, men når man arbejder for et parti, der sidder i regering, kunne man hurtigt få det hele til at hand­le om noget andet, forklarer Ditte. Mest af alt er hun ked af, at det gik ud over kioskdamen.

- De andre, jeg omtalte, er offent­lige personer, der må regne med, at andre mennesker har nogle me­ninger om dem. Og det står jeg ved. Jegersåkedaf, atjeg skrev, som jeg gjorde om kioskdamen, men det gjorde det altså ikke bedre, at mine statusopdateringer om hende bagef­ter blev offentliggjort i stort set alle tænkelige medier. Det var jo nær­mest som at tvære rundt i det.

Jaget vildt Alle pressefolk ville efterfølgende have fat i Ditte, og hun, der har væ­ret reporterpåbl.a. Se ogHørogB.T. oplevede på egen krop, hvordan det er at være jaget vildt.

- Jeg blev endda interviewet til Verdens Gang - Norges største avis - og blev enormt berørt og begynd­te at græde. Det virkede helt ude af proportioner. I Norge havde endnu ingen dummet sig på den måde den­gang, og jeg er da fuldt bevidst om, at der efterfølgende er mange virk­somheder, som har kaldt medar­bejderne sammen, orienteret dem Om brug af facebook og lignende medier og brugt mig som skræk­eksempel. Ja, mit navn er endda ble­vet et begreb for at dumme sig på nettet i arbejdsmæssig sammen­hæng: »En Okman«.

- Det må jeg så leve med. Der er

- Det var dumt, det jeg gjorde. Men for mig var face­book en ventil, siger Ditte, der i dag er videre i sit liv.

da også nogle, som har sagt til mig: Bare vent, om et par år synes du, det er sjovt. Men nej, det gør jeg ikke. Det rører stadig ved noget i mig blot at tale om det, og jeg bliver da også påvirket af, at der stadig er nogen, som er sure. Selv om det også undrer mig. For hvad er det i os, som gør, at vi i den grad dyrker andres fejl, at vi gider blive ved med at jage andre, vi ikke er enige med. Hvorfor gider man f.eks. besøge min blog blot for igen og igen at blive irriteret. Måske er det en bizar form for masochisme. Det kunne være en interessant af­søgning for en psykolog, siger Ditte.

Højtråbende kællinger Hun så ikke anden udvej end at trække sig i en periode. Hun var usikker og ked af det. På en måde kom vendepunktet, da hun fik det gode råd at stå ved det, der var sket. Undskylde naturligvis - erkende at det var en brøler, men vedkende at hun er den, hun er.

- Jeg valgte at omfavne hele episo­den tig stå ved det, der var sket. Og jeg er ærlig talt stolt af at have admi­nistreret det hele med så fornuftigt et udfald. Jeg har jo altid været så­dan. Det er ikke noget, jeg er blevet. Deterjomig, dererfacebook-Ditte.

- Jeg kæfter op og et eller andet sted, så synes jegjo også, det erior-

Jeghar da lov at have nogle meninger oggive udtrykfor dem

den at larme og ruske, og det skal vi huske på her midt i alt det pæne og politisk korrekte. Jeg har da lov at have nogle meninger og give udtryk for dem. Danskerne er så konsen-sussøgende, vi skal helst være enige om alt og dermed undgå konflik­ten. Men hvor godt er det egentlig for debatten? Den bliver både ke­delig og slatten, hvis ikke der er nogen, som tør have nogle skarpe meninger. Der skal sgu være plads til nogle højtråbende kællinger, som tør sige, hvad de virkelig me­ner. Ogsåselvom det er irriterende. Og en af dem, det er så blevet mig. Omvendt er jegmere end alminde­ligt klar over, at stikker man snuden frem, så risikerer man at få nogle tæsk. Det er prisen, og man skal kunne tåle at tage dem, siger Ditte.

I dag er hun klummeskribent uden filter på Ekstra Bladet, tv-an-melder og laver radio på Radio24-syv. Og det er hun mere end tilfreds med.

- Det, jeg laver i dag, er jeg blevet bedt om at være medpå, bl.a. fordi jeg tør have meninger. Det havde jeg ikke set komme, menjeg er tak­nemmelig og er vild med det. Jeg kalder mig ikke længere journa­list, for jeg laver ikke journalistisk arbejde som sådan. Det, der skete dengang, åbnede helt nye døre for mig, og jeg har det 100 gange sjo­vere i dag, siger hun.

- Min branches massive reakti­on chokerede mig meget. Jeg følte, den var usaglig, og jeg begyndte at tvivle på, om journalistikken var det rigtige for mig. Og jeg tænkte: Hvem vil dog nogensinde ansætte mig efter det her? Kort og godt vid­ste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Om jeg helt skulle droppe journalistikken og arbejde på en sandwichbar. Det var ved at knække mig helt.

- Indimellem var der dog små glimt af håb, f.eks. den dag en frem­med havde stillet en buket blomster ved min gadedør med et sødt kort. Her var et menneske, der godt kun­ne se, at den situation jeg var i, ikke var den fedeste. Det var fantastisk at opleve den støtte og omsorg fra en helt uventet side.

- Og selvfølgelig er jeg stadig på facebook. Jeg elsker facebook, og i dag er det en del af mit job at være på. Men min profil, den er lukket, og det er ikke alle, jeg add'er som venner.

18 | SØNDAG 01/2012

'•'i:' røn

•Hh

Mi'gllcyii'c-Je familiehemmeligheder C A D nn\\ T F i p r ~

SVIGTEDE H A M • Hun overvejede det længe, før hun rent faktisk gjorde det.

Der var intet uoverlagt over det, da Mette Glargaard Andersen, 45, i juni i år offentliggjorde de første af en række detaljerede indlæg på en blog på nettet om sin far og de­res langt fra harmoniske forhold. Hendes far var skuespilleren Poul Glargaard, som i oktober tog sit eget liv, angiveligt kort efter at have fået kendskab til Mettes blog.

Efter hans død blev der i offentlig­heden spekulereret meget i, hvor­vidt Mettes blog var den direkte år­sag til, at han ikke længere ville livet. Bedre blev det ikke af, athan ogMet-te i seks år ikke havde haft kontakt, idet hun ikke længere ønskede at se sin far, og at Poul Glargaard havde udtrykt ønske om, at datteren ikke skulle deltage i hans begravelse.

- Jeg tror da, at både vores brud og bloggen var medvirkende til, at min far ikke længere ville leve, ikke mindst fordi han frygtede dårlig omtale i medierne. Og jeg er sikker på, at han følte, jeg svigtede ham. Men på et tidspunkt vidste jeg, atjeg var nødt til at vælge mellem at være autentisk - og dermed ærlig - eller loyal over for min far.

- Når det er sagt, tror jeg også, der var en række andre årsager end bloggen. Hans død kom som et chok, han var jo min far. Jeg hulkede og græd, da jeg fik at vide, at han var død - døden er så endegyldig. Og selv om jeg for længst var holdt op med at håbe på hans kærlighed, så længtes jeg jo stadig efter den. Men jeg har hele tiden vidst, at der var en risiko for, at han ville ende sit liv så­dan. Han havde tidligef e forsøgt, si­

ger Mette, som SØNDAG mødes med i en lejlighed i København. Hun og hendes mand bor ellers i Skagen, men er så småt ved at flytte til Kø­benhavn, så hun har lige nu lånt en venindes lejlighed. Mettes mand er erhvervs dykker og kan tage sit job med sig overalt i landet, Mette selv har i årevis arbejdet som psykotera­peut, formidler og forfatter.

Det usynlige svigt At Mette begyndte på sin blog, var udelukkende fordi, hun ønskede at sætte fokus på det, hun kalder »det usynlige svigt«, og fordi hun som terapeut havde en viden om, at det kunne være nyttigtfor andre med et lignende forløb at kunne spejle sig i hendes historie.

- Med en blog vidste jeg, at det var mine uredigerede ord, der kom ud. Det var også terapeutisk for mig, nogle gange fik jeg mail og kommen­tarer fra andre. Bloggen blev meget dynamisk, og jeg vil kraftigt anbe­fale blog-formen til andre, som har oplevet traumatiske ting i deres liv, siger Mette, der har planer om i det nye år at udgive en bog om sit for­hold til faderen, hvori bloggen er gengivet.

- Alle så min far som den folkekæ­re og gavmilde skuespiller. Det var han også udadtil, men vi, dervartæt på ham, oplevede også hans andre sider, bl.a. at han havde svært ved at være i relationer, og det kom til at præge min opvækst i en uheldig ret­ning. Det var vigtigt for mig, at min blog handlede om mine oplevelser og ikke om min fars kendthed. Det var også vigtigtfor mig atbelyse, hvor destruktive usynlige svigt kan være. Min far sagde til mig, at jeg hav­de haft en »guldrandet barndom«, når jeg konfronterede ham med de svigt, j eg mener, han udsatte mig for. t>

01/2012 SØNDAG | 19

A T E M A LIVET NETTET

Og det var noget af det, han gjorde - han drejede alting i en helt anden retning, så de passede ind i hans selvforståelse.

- Da jeg offentliggjorde de første indlæg, gik jeg efterfølgende rundt med bævende hjerte. Jeg var sik­ker på, at nu ringede formiddags­aviserne lige om lidt. Men der skete mærkeligt nok intet. Medierne be­gyndte først at interessere sig for den efter min fars død. Inden of­fentliggørelsen havde jeg talt med flere journalister i mit netværk om det, og de mente ikke, det ville få den store bevågenhed, bl.a. fordi min far ikke længere var så kendt, som han havde været. Det var en lettelse og hjalp mig til at skrive bloggen.

Mettes forældre gik fra hinanden, da hun var kun et år. Dengang bo­ede familieni Aalborg. Efter bruddet flyttede Mettes far til København og tog datteren og hendes mor med sig.

- På flere måder var min far et generøst menneske, for han havde gode intentioner, han købte et hus i flere plan, hvor han kunne bo sam­men med migpå førstesalen, ogmin mor kunne så flytte ind i stuen, såjeg ikke skulle vokse op uden den ene part. Problemet var bare, at det ikke fungerede. Det var et utrygt miljø med druk, fester og skænderier, si­ger Mette, der mistede sin mor som 25-årig.

Det endelige brud Igennem årene forsøgte Mette flere gange at bryde med sin far.

- Jeg havde jo erkendt, at kontak­ten ikke var god for mig, Vi havde et meget kompliceret forhold, og det blev værre og værre, jo ældre min far blev. Det gikhelt galt, da jeg mødte min nuværende mand og dermed

min nye familie i Skagen. Min far tragtede jo efter et stabilt familie­mønster, men magtede detikke, selv om vi inviterede ham, og jeg tror, han havde svært ved at håndtere, at nu havde jeg fået skabt det, han var mislykkedes med. Til sidst havde jeg det sådan, atjeg følte mig drænet for energi, hver gang jeghavde taltmed ham. Jeg var simpelthen depressiv resten af dagen på grund af hans verbale krænkelser, fortæller hun.

I årevis har hun gået i terapi for bl.a. at håndtere det endelig brud med faderen.

- Under terapien havde vi talt om, hvordan jeg ville reagere i forhold til bruddet: Ville jeg føle, at nu var jeg en dårlig datter, fordi jeg ikke kun­ne ham? Vi arbejdede også med det scenarie, der hed, at min far ville tage sit eget liv. Vilie j eg i så fald føle skyld? Men nej, det gør jeg ikke. Den måde, min far håndterede sitlivpå, var hans ansvar. At det lykkedes for mig til sidst at bryde kontakten med ham, handlede pm, at jeg nu havde et bagland, og at jeg nu var blevet så sund og hel, at j eg havde styrken til at gøre det.

At hun ikke var inviteret med til begravelsen eller skulle arrangere den, syntes hun var helt i orden.

- Jeg havde sagt mentalt farvel til min far, da jeg brød med ham, des­uden ville j eg ikke gå imod hans sid­ste vilje. I dag har jeg den opfattel­se af begrebet familie, at familie er nogle, der altid er der for en - også følelsesmæssigt. Og i en sund fami­lie er det o.k. at sætte grænser. Ven­nerne udgør den moderne familie og er i øvrigt nogle, vi selv har valgt til, siger hun.

Efter faderens dødhar Mette valgt at lukke sin blog.

l E H E H f f l l l S l B H i n i M j l E

i ' i i i

• • • B l

ÆBBmMånMåmBm

Mette Glargaard Andersen er her symbolsk fotograferet på de ukendtes grav. Hun blev ikke inviteret med til sin fars begravelse.

• i l '

? ?' Vi, der var tæt på ham, oplevede også hans andre sider

- Det handler ikke om, som man­ge måske tror, at man ikke skål tale ondt om dem, der ikke er her læn­gere. Det er rigtigt, at de døde ikke kan forsvare sig, de er jo væk. Og jeg ér da blevet konfronteret med, at det er tarveligt af mig at træde frem og fortælle de her ting om mit forhold til min far. Men jeg synes, det er så vigtigt at bryde tabuet omkring de usynlige svigt, og jeg har tilgivetmin far. Jeg ved, hvor meget tankespind og kaos, han kæmpede med, uddy­ber Mette

Hun er i øvrigt flere gange under interviewet blevet følelsesmæssigt berørt. At sorgen fortsat har tag i hende, er der ingen tvivl om. Det er der heller ikke om den følelse af ro og omsorg, hun fylder rummet med. Mette Glargaard Andersen har fav­net sin fortid og har sluttet fred med den. •

' I - I h I

i 1 11 r - I . I 1 ' |