Betænkningom

retternes kompetence ogarbejdsform i borgerlige sager

BETÆNKNING NR. 773

1976

Ju 00-2-bet.ISBN 87-5C3-1956-6

SCHULTZ BOGTRYKKERI . KØBENHAVN

Indholdsfortegnelse.Side

1. Indledning 5

2. Statistiske oplysninger om landsretterne 8

3. Landsretternes arbejdsform og dommernes arbejdsbyrde 153.1. Kriminelle sager 153.2. Borgerlige sager 163.3. Berammelse af domsforhandling i kriminelle og borgerlige sager 173.4. Udnyttelse af den til domsforhandlingen afsatte tid 173.5. Den enkelte landsdommers arbejdsbyrde 184. Saglig kompetence i borgerlige sager 214.1. De gældende regler 214.2. Fremmed ret 224.3. Ændringerne i værdigrænserne siden 1916 224.4. Rådets overvejelser 234.4.1. Yderligere forhøjelse af værdigrænsen for byretssager eller henlæggelse af

alle 1. instanssager til byretterne 234.4.2. Henlæggelse af flere sagstyper til byretterne 304.4.3. Særligt om anerkendelsessøgsmål 324.5. Rådets forslag 32

5. Nedsættelse af antallet af landsdommere, der medvirker ved den enkeltesags behandling 33

5.1. De eksisterende regler og baggrunden for disse 335.2. Borgerlige sager i 1. instans 345.2.1. Udviklingen i andre lande 345.2.2. Rådets overvejelser og forslag 355.2.2.1. Behandling af landsretssager under medvirken af én landsdommer 355.2.2.2. Behandling af landsretssager i 1. instans af én landsdommer og to læge

dommere 375.3. Borgerlige ankesager 38

6. Ændringer i retsorganisationen i øvrigt 396.1. Underretterne 596.1.1. Virkningen af de forskellige ændringer og forslag 396.1.2. Ændret betegnelse for underretterne 406.1.3. Retskredsinddelingen 416.1.4. Dommerfuldmægtige og retsassessorer 446.2. Forslagets betydning for højesteret 49

7. Udkast til lov om ændring af retsplejeloven 51

8. Bemærkninger til lovforslaget 54

Bilag 1. Rådets udtalelse af 21. juni 1974 65Bilag 2. Oversigt over faste konstitutioner for retsassessorer og dommerfuldmægtige 74

3

1.Indledning.

Retsplejerådet, der blev nedsat i 1961, hartil opgave:1) efter justitsministeriets anmodning at af-

give indstilling om ændringer i retspleje-loven med henblik på en reform afdenne lovgivning og

2) at virke som rådgivende organ for justits-ministeriet med hensyn til retsplejebe-stemmelser i særlovgivningen og i inter-nationale overenskomster samt vedrø-rende principielle spørgsmål om fastsæt-telsen af administrative bestemmelser afretsplejemæssig betydning.

Rådet har i årenes løb afgivet en langrække udtalelser angående lovudkast, inter-nationale konventioner og specielle juridiskespørgsmål af processuel karakter. Rådet harendvidere i 1973 afgivet en betænkning ombehandling af borgerlige sager (nr. 698/1973).

Den 2. januar 1974 anmodede justitsmini-steriet rådet om at fremkomme med en udta-lelse om mulighederne for at gennemføreforanstaltninger til sikring af en rimelig be-rammelsestid i landsretterne, der også pålængere sigt indebærer sikkerhed for en hur-tigere sagsbehandling, og som gør det muligtfor domstolene at behandle et fortsat sti-gende antal retssager uden en forholdsmæs-sig forøgelse af antallet af dommere og detøvrige juridiske personale. I skrivelsen an-modedes rådet særligt om at tage stilling tilfølgende spørgsmål:

1. Nedbringelse af behandlingstiden forden enkelte sag.

2. Politisagsbehandling af flere lovovertræ-delser.

3. Behandling af sager under medvirken affærre end 3 landsdommere.

4. Forhøjelse af underretsgrænsen i retsple-jelovens § 225.

5. Henlæggelse af flere sagstyper til be-handling ved underretterne.

6. Begrænsning i adgangen til anke vedgennemførelse af en ændring af retspleje-loven eller ved ændring af anklagemyn-dighedens ankepraksis.

Rådet blev anmodet om svar inden den 1.juni 1974, således at eventuelle lovforslag tilgennemførelse af de nævnte foranstaltningerville kunne fremsættes i begyndelsen af fol-ketingsåret 1974-75.

Rådet, der da bestod af retspræsident, dr.jur. E. A. Abitz, professor, dr. jur. B. Go-mard (formand) og højesteretssagfører K.Sonne-Holm, afholdt i foråret 1974 6 møderog forhandlede i 2 af disse med repræsentan-ter for højesteret, landsretterne, dommerfor-eningen, anklagemyndigheden, advokatrådetog justitsministeriet. Under overvejelserne afde forskellige foranstaltninger, der kan væreegnede til at forenkle og fremskynde lands-retternes arbejde, blev det især fra landsret-ternes side fremhævet, at udarbejdelse af for-slag om ændringer af principiel karaktervedrørende underretternes og landsretterneskompetence og om ændringerne af sammen-sætningen af retterne, herunder nedsættelseaf det antal landsdommere, der skal med-virke ved den enkelte sags behandling, villekræve mere dybtgående og tidkrævendeovervejelser, end det var muligt at foretageinden juni 1974. Overvejelser om sådanneforslag burde endvidere også ske i en bre-dere kreds.

Rådet afgav derefter i juni 1974 en udta-lelse indeholdende de forslag, som kunnefærdigbehandles inden den fastsatte frist, oghvorom der var opnået enighed i rådet.

Udtalelsen, der er optaget som bilag 1 tildenne betænkning, indeholdt følgende for-slag:

1. Forhøjelse af underretsgrænsen i rets-plejelovens § 225, nr. 1, 2 og 9, fra 10.000kr. til 30.000 kr.

2. Henlæggelse af alle borgerlige sager,der opstår af forholdet mellem private ar-

5

bejdsgivere og deres ansatte, til underret-terne.

3. Henlæggelse af alle borgerlige færdsels-erstatningssager til underretterne, og

4. Udvidelse af reglerne om politisagsbe-handling til at omfatte alle sager om over-trædelse af færdselsloven, herunder ogsåsager om frakendelse af førerretten.

Lovforslag i overensstemmelse med rådetsindstilling blev fremsat i folketinget i okto-ber 1974 og blev førstebehandlet den 15.november 1974, inden det bortfaldt somfølge af udskrivning af valg i december1974. Forslaget stodte for så vidt angår udvi-delse af reglerne om politisagsbehandling tilat omfatte alle sager om overtrædelse affærdselsloven på væsentlig modstand fra allepolitiske partier. Flere ordførere holdt dogen vis mulighed åben for en fornyet overve-jelse, og der blev under folketingsbehandlin-gen fremsat ønske om, at forslaget blev be-handlet i forbindelse med forslaget til nyfærdselslov. Det er derfor blevet indarbejdeti færdselslovforslaget, der blev fremsat ifolketinget i oktober 1975.

Forslaget om forhøjelse af underretsgræn-sen til 30.000 kr. og om henlæggelse af allefunktionærsager og færdselserstatningssagerblev genfremsat i februar måned 1975 og erfor så vidt angår 30.000 kr.s grænsen ogfærdselserstatningssagerne gennemført somlov nr. 88 af 26. marts 1975 med ikrafttræ-den den 1. april 1975. Forslaget om henlæg-gelse af alle funktionærsager til underret-terne blev ikke medtaget, idet der bl. a. pågrund af sagernes ringe antal ikke skønnedesat være behov for særregler på dette område.

Det anførtes i rådets udtalelse af 21. juni1974, at gennemforelse af forslagene villemedfore en betydelig lettelse af landsretter-nes arbejdsbyrde, men at det, da sagsantalletved landsretterne meget muligt fortsat villestige, kunne være nødvendigt at aflastelandsretterne yderligere, hvis antallet af af-delinger skal fastholdes, og berammelsesti-den holdes nede på et rimeligt niveau.

Såfremt justitsministeriet fandt, at rådetderfor burde fortsætte overvejelserne om devideregående sporgsmål, som er rejst i mini-steriets skrivelse af 2. januar 1974, foreslogrådet, at ministeriet udpegede yderligere re-præsentanter for de interesserede myndighe-der og for advokaterne til at deltage i dettearbejde.

Ved skrivelse af 30. august 1974 udvidedejustitsministeriet rådet med 3 permanente og3 midlertidige medlemmer. Rådet har heref-ter følgende sammensætning:

1. Permanente medlemmer:Retspræsident, dr. jur. Erik AndreasAbitz.Kontorchef K. Arildsen.Professor, dr. jur. B. Gomard (for-mand) .Dommer Carsten Jepsen.Advokat Kristian Mogensen.Højesteretssagfører K. Sonne-Holm.

2. Medlemmer under behandling af spørgs-mål om gennemforelse af forskellige for-anstaltninger med henblik på at forenkleog lette landsretternes arbejde.Retspræsident Erik Andersen.Statsadvokat M. Hornslet.Højesteretsdommer P. Spleth.

Hvervet som sekretær for rådet varetagesaf byretsdommer, dr. jur. F. Taksøe-Jensen.

Den undersøgelse, justitsministeriet haranmodet rådet om at foretage, af, hvordandomstolenes organisation og arbejdsmetodeeventuelt kan ændres, således at behand-lingstiderne kan nedbringes uden oprettelseaf flere nye afdelinger i landsretterne, børikke begrænses til en afvejelse af, hvor megetunderretsgrænserne skal forhøjes, for at sags-mængden efter det forventede fremtidigesagsantal kan ekspederes på rimelig tid aflandsretterne med deres nuværende norme-ring.

For at finde frem til den mest hensigts-mæssige ordning er det nødvendigt at an-stille dyberegående overvejelser af, hvilkenindsats fra retsvæsenets side i tid og i perso-nel som kræves for at sikre, at de forskelligekategorier af civile og kriminelle retssagerkan blive behandlet og afgjort på den mestbetryggende måde og på en rimelig kort tid.Kun gennem sådanne overvejelser er det mu-ligt at tage stilling til, om der efter den gæl-dende ordning på nogle punkter anvendesfremgangsmåder, som er mere omstændeligeend nødvendigt for at opnå en forsvarligsagsbehandling, og om der i visse sager del-tager flere eller højere kvalificerede sagsbe-handlere end påkrævet. Det er i denne for-bindelse ønskeligt i hvert fald at være op-mærksom på betydningen af, at den erfaring

6

og det apparat, som domstolene råder over,udnyttes på en rimelig måde.

Det er over for rådet oplyst, at justitsmini-steriet påtænker at fremsætte lovforslag i ef-teråret 1976 på grundlag af rådets betænk-ning nr. 698 af 1973 om behandling af bor-gerlige sager. Rådet har derfor fundet dethensigtsmæssigt at færdigbehandle de spørgs-mål, der vedrører den borgerlige retspleje,således at forslagene vil kunne indarbejdesi det af justitsministeriet bebudede lovforslagtil et samlet forslag vedrørende den borger-lige retspleje. Denne delbetænkning er der-

for begrænset til at angå spørgsmål derom.

Det bemærkes, at højesteretsdommer P.Spleth, der som nævnt er udpeget som med-lem til behandling af spørgsmål om foran-staltninger for at lette landsretternes arbej-de, ikke har medansvar for betænkningensafsnit 6, bortset fra bemærkningerne om for-slagets betydning for højesteret.

Rådet har angående denne betænkningafholdt 12 møder og foretaget en rejse tilMalmø og Lund den 4. og 5. februar 1975.

E. A. Abitz

Bernhard Gomard(Formand)

Kristian Mogensen

København, den 1. marts 1976

Erik Andersen

Mogens Hornslet

K. Sonne-Holm

Knud Arildsen

Carsten Jepsen

P. Spleth

F. Taksøe-Jensen.

7

2.Statistiske oplysninger om landsretterne.

Ifølge retsplejelovens § 4, stk. 2, består østrelandsret af en præsident og 35 andre lands-dommere og vestre landsret af en præsident0g 19 andre landsdommere.

For 1. januar 1974 bestod østre landsretaf 11 faste afdelinger og 2 midlertidige afde-linger og vestre landsret af 6 faste afdelin-ger og 1 midlertidig afdeling. Ved finansud-valgets skrivelse af 7. november 1973 (akt-stykke nr. 46) bemyndigedes justitsministe-riet til i tiden indtil den 1. april 1975 at kon-

stituere yderligere 6 landsdommere i østrelandsret, 14. og 15. afdeling, og yderligere 3landsdommere i vestre landsret, 8. afdeling.Ved tekstanmærkning nr. 51 ad konto § 18,2.01., til finansloven for finansåret 1975—76forlængedes 14. og 15. afdeling i ostre lands-ret i 1 år indtil den 1. april 1976. 8. afdelingi vestre landsret nedlagdes pr. 1. april 1975.

Udviklingen i sagsantal ved landsretternehar i perioden 1959 til 1974 været følgende:

Registrerede sagerStraffe-

År sager

1959 .19601961196219651964 .19651966 .1967 .1968 .1969 .19701971197219731974 .

2143209121472079216822392407243525142938305432933531388433543531

Borger-ligesager

22332302

2381

2497

2667

2798

2440

24562534

3107

31513235

33393421

3530

4334

Østre

lait

43764393

4528

4576

48355037

4847

4891

5048

6045

6205

6528

68707305

6884

7865

landsret.

Afgjortesager

440044374452

4697

4856

519547034999

56346114

6470

6436

663366387360

Antalafd.

1010

10

1010

10

111 1

1111

12

131313

13

15

Reg.sager

pr. afd.

438439453458484504440445460550517502528562529524

Afgjortesager

pr. afd.

440

444

445470

486

472

428454511510

498

495

510511490

8

Vestre landsret.

Registrerede sager Borger-Straffe- lige

År sager sager laitAfgjorte

sagerAntalafd.

Reg.sager

pr. afd.

Afgjortesager

pr. afd.

19591960 .196119621963 .1964 .1965 .1966 .19671968 .19691970 .19711972 .19731974

10001000100495698110791184124312871475159019322260249922002412

8647467548278759269529689521011102311341336134314621660

1864174617581783185620052136221122392486261330663596384236624072*)

1698156714571630161017641868201620242256226429323393366236673995

7777777777777778

266249251254265286305316319355373438514549524509

242223208232230252266288289322323418485523524499

Vestre landsret.

Borgerlige Straffe-sager sager lait

Pr. 1/1Pr. 1/1Pr. 1/1Pr. 1/1Pr. 1/1Pr. 1/1Pr. 1/1Pr. 1/1Pr. 1/1

1967 ..1968 ..1969 ..1970 ..1971 ..1972 ..1973 ..1974 ..1975 ..

453451466506572703795877942

226224237227295337377347254

6796757037338671040117212241196

Det fremgår af oversigten, at det totaleantal af registrerede civile sager ved beggelandsretter er steget fra 3.097 i 1959 til5.994 i 1974, en stigning på 94 pct. Om år-sagerne til denne stigning vides intet sikkert.Udvidet økonomisk aktivitet, den alminde-lige velstandsstigning og stigningen i pris- oglønniveauet må dog formodes at spille envæsentlig rolle. I samme periode steg antal-let af registrerede straffesager fra 3.143 i1959 til 5.943 i 1974, dvs. en stigning påknap 90 pct. Denne stigning kan navnlig for-klares ved stigningen i kriminaliteten indenfor samme tidsrum.

Antallet af registrerede henstående ikke _ , „. . , , , ,afgjorte sager ved landsretterne har i perio- Behandlingstiden ved landsretterne vane-den fra 1. januar 1967 til 1. januar 1975 ^ P ^ , g t \ , . ., , , ,været stærkt stigende: U1

N a r behandlingstiden ved landsretterne erblevet sa lang, som tilfældet er, har dette idet væsentlige sammenhæng med, at den op-hobning af sager, som har været en følge afdet stærkt stigende sagsantal, bevirker, atder forløber meget lang tid fra den dag, ensag er klar til domsforhandling, indtil dennevil kunne foretages.

For østre landsrets vedkommende variererdette tidsrum (berammelsestiden) ret bety-deligt i de forskellige afdelinger, idet det på-virkes af forholdet mellem antallet af bor-gerlige sager og straffesager i afdelingerne,herunder navnlig om der i en afdeling for-trinsvis behandles arrestantsager eller andre

") Ifølge hovedjournalen kun 4061; differencen skyldes overførsler mellem afdelingerne.

Pr. 1/1Pr. 1/1Pr. 1/1Pr. 1/1Pr. 1/1Pr. 1/1Pr. 1/1Pr. 1/1Pr. 1/1

1967 .1968 .1969 .1970 .1971 .1972 .1973 .1974 .1975 .

Borgerligesager

119813381631175417181931207723212821

Straffe-sager

460517743877872938123211181230

lait

165818552374263125902869330934394051

9

10

hastende straffesager med særlig kort be-handlingstid.

Som et gennemsnit for samtlige afdelingerkan berammelsestiden i straffesager anslåstil 5 måneder, i arrestantsager normalt dogkun ca. 2 måneder, og i borgerlige sager tilca. 9 måneder, men som anfört med betyde-lige udsving mellem afdelingerne, idet tallenefor straffesagernes vedkommende ligger franoget over 3 måneder til 8—9 måneder i en-kelte afdelinger, og for de borgerlige sagersvedkommende fra 4 måneder til 1 år.

Den samlede behandlingstid for de bor-gerlige 1. instanssager, som afsluttes med endomsforhandling, kan herefter anslås til gen-nemsnitlig ca. 15 måneder, idet forberedelsenaf sagerne med udveksling af skriftlige ind-læg fra parterne, indhentelse af syn og skøneller andre sagkyndige erklæringer m. m.normalt varer 4-6 måneder, og der efterdomsforhandlingen ofte forløber noget over1 måned, forinden domsafsigelse finder sted.

Ved vestre landsret er der ikke foretagetopgorelser over berammelsestiden, men deri-mod over, hvor lang tid, der går, fra sagerneindkommer til landsretten og til domsfor-handlingen. I 82 pct. af de borgerlige 1. in-stanssager fandt der en forberedelse sted vedunderret, før sagerne indkom til landsretten,medens de ovrige sager forberedtes vedlandsretten. I året 1974 afsluttedes 39 pct.af straffesagerne på under 1 måned, 59 pct.på 1—6 måneder, medens ca. 2 pct. varedeover 6 måneder. Af de borgerlige 1. instans-sager, der forberedtes ved underret, afslutte-des 1 pct. på under 1 måned, 29 pct. på 1-6måneder og 70 pct. varede over 6 måneder.Af de borgerlige 1. instanssager, der forbe-redtes ved landsretten, afsluttedes 16 pct.

på under 1 måned, 52 pct. på 1-6 månederog 32 pct. varede mere end 6 måneder. Forborgerlige ankesagers vedkommende var 7pct. afgjort inden 1 måned, 51 pct. mellem1 og 6 måneder og 42 pct. tog mere end 6måneder. Ekspeditionstiden er dog længereend angivet ved tallene, idet der må tillæg-ges en vis tid til færdiggørelse og afsigelse afdom og for de sagers vedkommende, som erforberedt ved underret, en forberedelsestidpå 3-6 måneder.

Et vist minimum af tid, fra sagerne ind-kommer til landsretterne, og indtil sagernekan domsforhandles, må nødvendigvis fore-komme.

I rådets indstilling af 21. juni 1974 udtal-tes det, at der bør sigtes mod at opnå en væ-sentlig nedsættelse af berammelsestiden istraffesager og en nedbringelse af berammel-sestiden til ca. 3 måneder i borgerlige sagermed mulighed for forlods behandling af ha-stende sager. Det er vanskeligt at skønneover, hvor meget antallet af verserende sagerskal nedbringes, for at en sådan nedsættelseaf berammelsestiden vil kunne opnås, menudfra et dog med betydelig usikkerhed be-hæftet skøn må det antages, at en reduktionaf berammelsestiden til ca. 3 måneder vilforudsætte, at antallet af verserende sagerformindskes til ca. 100 sager pr. afdeling,eller ved østre landsret fra godt 4.000 sagertil ca. 1.300-1.500 sager og ved vestre lands-ret fra ca. 1.200 sager til ca. 700-800 sager.

Antallet af registrerede sager i årene 1973og 1974 og antallet af verserende sager pr. 1.januar 1974 og 1. januar 1975 fordeler sigsåledes:

11

Østre landsret.

12

Fordeling af sagerne på forskellige grupper.Forhøjelsen af underretsgrænsen til 30.000kr. og henlæggelse af færdselserstatningssa-ger og funktionærsager over 30.000 kr. tilunderretterne ville, såfremt en sådan ord-ning havde været gældende i 1974, have re-duceret antallet af registrerede sager vedlandsretterne således:

Østre landsret.Borgerlige 1. instanssager mellem

10.000 og 30.000 kr ca. 2020Færdselserstatningssager over

30.000 kr

Funktionærsager over 30.000 kr. . .ca. 20

ca. 50

ca. 2090Dette tal kan reduceres med tallet

for udeblivelsessager og hævedesager, som afsluttes uden domsfor-handling og derfor kun i begræn-set omfang er en arbejdsmæssigbelastning for retten ca. 1180

Det resterende antal ca. 910er herefter udtryk for den reelle arbejdslettelsefor landsretten.

De borgerlige 1. instanssager er imidlertidaf meget forskellig omfang og tyngde, ogdet er derfor vanskeligt at skønne over, hvormegen tid der kan indvindes for retten veden sådan reduktion af sagsantallet. Anslåsden gennemsnitlige varighed af domsfor-handlingen i disse sager til godt 1 retsdag,ville det svare til en arbejdslettelse på ca.1.000 retsdage. En sådan lettelse ville svaretil kapaciteten af godt 4 afdelinger.

Vestre landsret.Borgerlige 1. instanssager mellem

10.000 og 30.000 kr ca. 450

Færdselserstatningssager over

30.000 kr ". ca. 20

Funktionærsager over 30.000 kr. . . . ca. 30

I alt ca. 500Heraf udeblivelses- og ophævede sa-

ger m. v ca. 200

Til rest som sager, der krævede enegentlig behandling ca. 300

Landsretten ville herefter have været afla-stet for godt 300 retsdage, svarende til ca.11/2 afdelings kapacitet.

Den reelle arbejdslettelse for landsret-terne må dog antages at ville blive en delmindre end det fremgår af de ovennævntetal, dels fordi udvidelsen af underretterneskompetence må forudses at ville medføre enforøgelse af antallet af ankesager, dels fordivirkningen af forhøjelsen af værdigrænsenunder en fortsat inflation vil mindskes væ-sentligt i løbet af få år.

Ved vurderingen af, om den arbejdslet-telse, som herefter vil kunne påregnes vednyordningen, vil gøre det muligt at nøjesmed et færre antal afdelinger end de eksiste-rende, må det tages i betragtning, at det selvmed den midlertidige forøgelse af antallet afafdelinger ikke har været muligt at undgå, attallet på henstående, ikke-afgjorte sager vedlandsretterne i det sidste år har været stærktstigende, en stigning som for den væsentlig-ste del falder på de borgerlige sager.

Med de allerede gennemførte ændringer ikompetenceordningen skulle det under for-udsætning af, at antallet af registrerede sagerikke fortsat stiger, være muligt at undgå, atantallet af ikke-afgjorte sager fortsat øges, ogderudover efterhånden at reducere den alle-rede oparbejdede »sagspukkel«. De senestetal for 1975 peger imidlertid i retning af, atsagsantallet stadig øges. På denne baggrundmå det påregnes, at den samlede arbejds-mængde ved østre landsret fortsat vil have etsådant omfang, at der også efter den nu gen-nemførte reduktion af antallet af borgerlige1. instanssager i det mindste vil hengå flereår, forinden østre landsret med 15 afdelin-gers kapacitet vil være i stand til at ned-bringe tallet på de henstående ikke-afgjortesager så væsentligt, at det vil blive muligt atundgå de nuværende altfor lange berammel-sestider. Forholdene stiller sig nogenlundetilsvarende for vestre landsret, dersom ret-ten har 7 afdelingers kapacitet.

En forhøjelse af værdigrænserne til50.000 kr. ville, om den havde været i krafti 1974, have lettet østre landsret for yderli-gere 400 sager, svarende til ca. 11/2 afdelingskapacitet og vestre landsret for yderligere ca.130 sager, svarende til ca. 3A afdelings kapa-citet.

13

Landsretterne har udarbejdet oversigterover, ved hvilke underretter de sager, der erregistreret ved landsretterne i 1. kvartal af1974, skulle have været anlagt, dersom enforhøjelse af værdigrænsen til 30.000 kr.

eller 50.000 kr. havde været i kraft i denneperiode.

I østre landsretskreds ville sagerne i 1.kvartal af 1974 fordele sig således mellemde enkelte underretter:

10.000-30.000 kr.heraf

lncasso-i alt sager

30.000-50.000 kr.heraf

incasso-i alt sager

10.000-50.000 kr.heraf

lncasso-i alt sager

14

1 vestre landsretskreds*) ville sagerne i1. kvartal af 1974 fordele sig således mellemde enkelte underretter:

10.000-30.000

kr.

30.000-50.000

kr.

Fredericia 2Kolding 2Vejle 1Horsens 4Brædstrup . . . . 2Silkeborg 6Skanderborg . . 3Århus 13Grenå 4Randers by- og

herredsret . . . 3Mariager 0Hobro 1Terndrup 2Nibe IAalborg 5Sæby 1Frederikshavn . 4Hjorring 0Brønderslev . . . ÜFjerritslev 1Thisted 0Nykobing M. . . 0Skive 3Viborg 14Kjellerup 2Herning 1Holstebro 1Struer 2Lemvig 0Ringkobing . . . . 0Skjern 2Grindsted 0Varde 2Esbjerg 8Ribe IHolsted 0Haderslev 2Rodding 0Åbenrå 1Sonderborg . . . . 1Gråsten 1Tonder 1

I alt 97 •)8

10.000-50.000

kr.

5001Ü

2Ü

90

30Ü

Ü

0502Ü

00100203Ü

Ü

Ü

0200001100010

7215283

224

60121

1016001103

16241200402811301121

135

Såfremt der bortses fra incassosager, måen forhøjelse af værdigrænsen til 30.000 kr.ventes at bevirke, at Københavns byret årligtvil få ca. 300 sager yderligere, retterne iLyngby, Ballerup, Hillerød, Århus, Viborgog Esbjerg fra 30-60 sager yderligere, de øv-rige retter hver under 30 sager.

En forhøjelse af grænsen fra 30.000 kr. til50.000 kr. kan kun ventes at få væsentlig be-tydning for sagsantallet ved Københavnsbyret, ca. 50-60 sager, og Århus by- og her-redsret, ca. 30-40 sager.

De anførte tal må dog på grund af den re-lativt korte undersøgelsesperiode tages medet vist forbehold.

') Oversigten omfatter også enkelte incassosagerfra Viborg-området.

is

3.Landsretternes arbejdsform og dommernes arbejdsbyrde.

Østre landsret arbejder i 15 afdelinger medhver 3 dommere. Ved østre landsret er yder-ligere ansat 2 dommere, som virker som sup-pleanter i afdelingerne i tilfælde af sygdomog andet fravær. Vestre landsret arbejder i 7afdelinger med hver 3 dommere. Endvidereer der ansat 1 dommer som suppleant. Alleafdelinger ved begge landsretter behandlersåvel kriminelle som civile sager.

3.1. Kriminelle sager.Ved østre landsret er nævningesagerne hen-lagt til bestemte afdelinger. Københavnskesager tildeles I. afdeling, sager fra Nordøst-sjælland III. afdeling, sager fra Sydfyn IV.afdeling, sager fra det øvrige Fyn VI. afde-ling, sager fra Nordvestsjælland og Sydsjæl-land VII. afdeling, sager fra Lolland-FalsterVIII. afdeling og sager fra Bornholm X. af-deling. På grund af det stadigt stigende antalnævningesager har det i den senere tid væretnødvendigt at aflaste I., III., VI. og VII. af-deling ved tillige at tildele XII., XIII., XIV.og XV. afdeling nævningesager.

De øvrige straffesager fordeles ved østrelandsret mellem samtlige afdelinger, dog så-ledes at domsmandssager uden for Køben-havn, Nordøstsjælland og Midtsjælland hen-vises til IV., VI., VII., VIII. og X. afdelingog behandles under rejserne på de pågæl-dende tingsteder, dvs. Næstved, Slagelse,Holbæk, Nykøbing F., Odense, Svendborgog Rønne, jfr. retsplejelovens § 11 og justits-ministeriets bekendtgørelse nr. 135 af 8.marts 1974. Straffesager fra Færøerne - vedhvilke domsmænd ikke medvirker - behand-les normalt under V. afdelings to årlige rej-ser til Færøerne. Bortset fra Færøerne, hvor-til hver rejse strækker sig over ca. 2 uger, errejsernes varighed normalt 1 uge - fra man-dag aften til fredag aften - således at derholdes ret i 4 dage.

Der er i alt 11 rejsende afdelinger.

Ved vestre landsret fordeles såvel nævnin-gesager som ankesager efter deres stedligetilknytning mellem afdelingerne på følgendemåde:

Sager fra vest- og mellemjydske nævninge-kreds, med tingsted i Viborg, behandles afIL, III., IV. og VIL afdeling. Sagsantallet idette område er blevet forøget, efter at næv-ningekredsen ved justitsministeriets bekendt-gørelse nr. 135 af 8. marts 1974 er udvidetmed Silkeborg og Randers by- og herreds-retskredse. Straffesager, der skal behandles iViborg, henligger normalt i en fælles puljeindtil berammelsen, 2-3 uger før domsfor-handlingen. Først på dette tidspunkt regi-streres de til den afdeling, der har straffesa-ger i Viborg i den pågældende uge. I førstehalvår af 1975 er der afsat 8 uger til behand-ling af straffesager i Viborg.

I 1974 udgjorde det samlede antal rejse-uger for østre landsret 68 og for vestre lands-ret 87. Det store antal rejser til bitingste-derne er særligt for dommerne i vestre lands-ret en væsentlig belastning. Rejserne medfø-rer et betydeligt tidstab, ved rejser til de fjer-nere liggende bitingsteder 1 dag for hverrejse.

På rejserne behandles såvel nævningesa-ger som domsmands- og politisager, vedvestre landsret dog kun i et vist omfangpolitisager. Normalt begynder retsmødernekl. 9.30 og afsluttes som gennemsnitlig regelkl. 17-18. Navnlig under behandlingen afnævningesager, hvor det kan være absolutnødvendigt at bringe sagen til afslutninginden for det dertil afsatte antal dage, kan

16

afslutningen dog trække væsentlig længereud. På rejserne behandles normalt udeluk-kende kriminelle sager. I et vist begrænsetomfang bliver dog ved østre landsret civilesager behandlet i Odense og Svendborg. Iden senere tid er ostre landsret endviderekommet ind på at holde ordinær ret for civilesager i forbindelse med rejserne til Fyn(Odense og Svendborg) for at spare tid foradvokaterne.

Uden for rejserne behandler afdelingernei østre landsret normalt kriminelle sager 1-2dage ugentlig. For så vidt angår vestre lands-ret henvises til det på side 15 anførte. De øv-rige retsdage anvendes til behandlingen afcivile sager. Nogen fast norm for de krimi-nelle sagers andel af afdelingernes retsdagekan dog ikke angives, idet denne til en visgrad veksler.

Sagerne behandles på hovedtingstederne iKobenhavn og Viborg. I København normaltfra kl. 9.30 til 15-16; i Viborg fra kl. 9.00til 15-16 eller til ca. kl. 14 uden frokost-pause. Antallet af kriminelle sager, der kanbehandles hver enkelt dag, varierer efter sa-gernes beskaffenhed. Gennemsnittet er -bortset fra mere omfattende sager - 2-3sager pr. retsdag, for så vidt der er tale omstrafudmålingssager dog normalt et nogethøjere tal; et stort og stigende antal sagerstrækker sig imidlertid over væsentlig læn-gere tid. Ikke sjældent kræver sager medflere tiltalte 2-3 dages domsforhandling.Nævningesager, hvis antal i de senere år somnævnt har været stadigt stigende, kan ikkebehandles på mindre end en hel retsdag, ogtil de fleste nævningesager medgår i hvertfald ved ostre landsret 2 eller flere heledage.

Til kriminelle sager hører også et betyde-ligt antal kæresager. Størstedelen af kæremå-lene angår anholdelse eller fængsling. Dennedel af kæresagerne afgøres som regel sammedag, som sagen indkommer til landsretten.Da der ikke holdes sædvanlig ret om lørda-gen, må afdelingerne af hensyn til disse ha-stende sager skiftes til at holde »kærevagt«på lørdage. Antallet af kæresager på dissedage er varierende, men ligger hyppigst på5-10 sager i østre landsret og 4-6 sager i ve-stre landsret. Den afdeling, der har vagt, er

derfor ofte beskæftiget hele lørdag formid-dag og undertiden længere.

3.2. Borgerlige sager.Ved behandlingen af civile sager er der væ-sentlige forskelle i den fremgangsmåde, somfølges ved de to landsretter.

Ved østre landsret forberedes kun en min-dre del, eller 13-14 pct. af det samlede antal1. instanssager ved underretterne.

Forberedelsen ved underret indskrænkersig normalt til skriftvekslingen. Afhørin-gerne af parter og vidner og afhjemling afsyn og skøn foregår som almindelig regelunder domsforhandlingen ved landsretten. Ienkelte kredse, navnlig Odense, sker afhø-ringerne dog også ved underretten.

De forberedte sager vil normalt kunne be-rammes til domsforhandling i det første rets-møde, som afholdes i landsretten. Dettemøde holdes i almindelighed ca. 1 månedefter, at sagen er indkommet til landsretten.

De øvrige sager i 1. instans og alle ankesa-ger forberedes for landsretten på de rets-dage, hvor der afholdes »ordinær ret«. Hverafdeling har således på en fast ugentlig rets-dag afsat tid — normalt ca. 1V2 time — til be-handling af de sager, som er under forbere-delse. Sædvanligvis kommer 30-40 sager forpå hver ordinær retsdag. Retten beklædes idisse retsmøder i almindelighed af retsfor-manden alene. De to andre dommere tiltræ-der kun, hvis der kommer tvistepunkter tilafgørelse, jfr. retsplejelovens § 338, stk. 3. Ide senere år er landsretten kommet ind på ivisse sager, hvor der findes særlig anledningdertil, og advokaterne er indforstået dermed,i forbindelse med »ordinær ret«, eventueltsideløbende dermed, at afholde forbere-dende møder af mere indgående karakter,hvorunder retsformanden eller en af deandre dommere, som i forvejen har sat sigind i sagen, tager en forhandling med advo-katerne om domsforhandlingens tilrettelæg-gelse*) . Herved opnås ofte en lettelse afdomsforhandlingen. I nogle tilfælde har etsådant møde ført til en væsentlig beskæringaf sagen, eller til at denne allerede på dettetidspunkt er afsluttet med et forlig.

De fleste 1. instanssager ved vestre lands-ret forberedes ved underret. I 1973 blev 77

k) I rådets betænkning om behandling af borgerlige sager nr. 698/1973 foreslås forberedelse af allelandsretssager henlagt til landsretterne, og at der i videre omfang finder en tilrettelæggelse af sagensted under forberedende retsmøder for landsretten, betænkningens side 21-28.

17

pet. af sagerne forberedt ved underret og 23pct. ved landsretten.

Forberedelsen ved underret i vestre lands-retskreds er nu ligesom ved østre landsret ilangt de fleste tilfælde begrænset til skrift-vekslingen. Afhøringen af parter og vidnersamt afhjemling af syn og skøn foregår underdomsforhandlingen for landsretten.

Forberedelsen ved landsretten både af 1.instanssager og af ankesager foregår i vestrelandsret for hele landsretten under ét ved ensærlig forberedelsesafdeling i et retsmøde,der afholdes en gang ugentlig. Forberedelses-afdelingen beklædes af én dommer. Dettearbejde udføres på skift af retsformændene,således at de hver varetager forberedelsesar-bejdet i ca. 1 år ad gangen. Sagerne bliver,inden de behandles i forberedelsesafdelin-gen, registreret til en bestemt afdeling, ogalle processuelle begæringer og tvister henvi-ses til denne afdeling, som træffer afgørelse ialmindelighed på skriftligt grundlag, menofte suppleret med telefonisk kontakt medadvokaterne. Kun når der undtagelsesvis ersærlig anledning dertil, afholdes der et for-beredende retsmøde i vedkommende afde-ling. I så fald deltager alle afdelingens tredommere.

For civile sager er det ikke muligt at an-give nogen »normal varighed« for »typiskesager«. Hertil er sagerne for forskelligartede.En bestemt norm for det antal civile sager,som den enkelte afdeling berammer tildomsforhandling på en retsdag, kan ikke op-stilles. Nogle sager - særlig ankesager - kanbehandles på en halv dag, en formiddag ellereftermiddag. Størstedelen af civile sager i 1.instans kræver en hel dag og et ikke ringeantal længere tid. I de senere år har antalletaf omfattende flerdages-sager været stigende.

3.3. Berammelse af domsforhandling i kri-minelle og borgerlige sager.

Berammelsen til domsforhandlingen, bådefastsættelsen af begyndelsestidspunktet og afden tid, der bør afsættes til sagen, sker vedøstre landsret sædvanligvis i overensstem-melse med de ønsker, som fremsættes af deadvokater eller advokatfuldmægtige, som.giver møde ved de forberedende retsmøder,eller for så vidt angår straffesagerne eftertelefonisk aftale med anklagemyndighed ogforsvarer. I borgerlige sager, hvor domsfor-

handlingen ikke er forberedt ved en særligforhandling som ovenfor beskrevet, har rets-formanden kun sjældent mulighed for at til-sidesætte de mødende advokaters overens-stemmende ønsker med hensyn til sagens va-righed.

Ved vestre landsret foretages berammel-sen til domsforhandling efter telefonisk kon-takt mellem hver afdelings fuldmægtig og depågældende advokater eller anklagemyndig-heden, der udtaler sig om sagens formodedevarighed. Advokaternes og anklagemyndig-hedens skøn er bestemmende for, hvor langtid der afsættes til sagen, da landsretten ikkepå dette stadium har et sådant kendskab tilsagen, at retten kan kritisere advokaternesskøn.

Ved berammelserne af både kriminelle ogborgerlige sager tilstræbes det, at hele rets-dagen udfyldes, og at der - hvad der særligthar betydning i borgerlige sager - også in-den for dette tidsrum er afsat fornøden tidtil efter procedurens afslutning at votere isagen.

3.4. Udnyttelse af den til domsforhand-lingen afsatte tid.

Domsforhandlingen kan i nogle, men ikke imange tilfælde afsluttes på kortere tid endafsat til sagens behandling. Grunden til, atsager således kan behandles hurtigere endventet, er ofte, at vidneafhøringer frafaides,eller — særligt i civile sager — at domsfor-handlingen udvikler sig sådan, at sagen pået tidligt tidspunkt hæves eller forliges.

Den omvendte situation giver et størreproblem for landsretterne. I en del tilfældevarer domsforhandlingen, som oftest somfølge af en fejlvurdering af den tid, der skalbruges til afhøringerne, væsentlig længeretid end anslået ved berammelsen. Dette førerenten til, at domsforhandlingen trækkermeget længe ud, eller til, at den må udsæt-tes til fortsættelse på et - med de nuværendelange berammelsestider - langt senere tids-punkt. En sådan udsættelse er selvsagt over-ordentlig uhensigtsmæssig, men har ikkealtid kunnet undgås. En anden, men mindrevanskelighed ved at overholde de fastsattetider for domsforhandlingen har sammen-hæng med, at retten i almindelighed overve-jer mulighederne for en forligsmæssig løs-ning, inden sagen optages til dom, jfr. rets-plejelovens § 268. Det lader sig ikke altid på

18

forhånd beregne, hvor lang tid der vil medgåtil den votering, som er nødvendig, indenretten kan mægle forlig mellem parterne.

En yderligere og væsentlig vanskelighedved at tilrettelægge afdelingernes arbejde påen hensigtsmæssig måde har sammenhængmed, at en del civile sager bortfalder ellerudsættes med ganske kort varsel, fordi derfå dage forinden domsforhandlingen indgåsforlig mellem parterne, eller fordi sygdomeller andre forhindringer nødvendiggør ud-sættelse. Forklaringen på, at civile sager for-liges umiddelbart tør domsforhandlingen, erformentlig, i hvert fald i nogle tilfælde, atadvokaterne først under forberedelsen afderes procedure har fået et så indgåendekendskab til sagen, at forligsmulighederne erblevet aktuelle. Det kan endvidere anføres,at det er advokaternes erfaring, at sagensparter ikke sjældent først, når de står umid-delbart foran domsforhandlingen, er tilbøje-lige til at ville drøfte forligsmuligheder.Også for så vidt angår kriminelle sager fore-kommer der bortfald eller udsættelse somfolge af ankefrafald, sygdom eller udebli-velse af tiltalte eller vidner. Landsretternesøger i videst muligt omfang sådanne »tom-rum« besat med andre sager. Vestre landsrethar fået større mulighed for at udfylde tom-rummene, efter at et større antal straffesagerved bekendtgørelse nr. 155 af 8. marts 1974er henlagt til hovedtingstedet i Viborg. Sidennyordningen trådte i kraft i 2. halvår af1974, har straffesager, der ellers ville værekommet til behandling på et senere tids-punkt, med kort varsel kunnet henvises tilafdelinger, hvis sager er bortfaldet eller harmåttet udsættes. En sådan hastig beram-melse af en af de sager, der henstår ved ret-ten, er dog ikke altid mulig. Både for så vidtangår straffesager og civile sager kommermeddelelserne om, at sagen er bortfaldet,ofte så sent frem til landsretterne, at det ikkeer muligt at udfylde tiden med en krimineleller civil sag. I så fald anvendes den ledig-blevne tid i vidt omfang til behandling afkæresager, voteringer, sagsforberedelse ogdomsskrivning. En egentlig »tomgang« harkun et meget begrænset omfang.

3.5. Den enkelte landsdommers arbejds-byrde.

Dommerne får normalt hver fredag udleve-ret ekstrakterne til de sager - både krimi-

nelle og civile - som skal behandles i denkommende uge. Arbejdet med at gennemgåekstrakterne må ske i week-enden, på »mel-lemdagen« (dage, hvor afdelingen ikke hol-der ret, jfr. nedenfor side 19) eller om af-tenen.

Den tid, som en dommer anvender tilforberedelse, domsforhandling, votering ogdomsskrivning, kan ikke angives som et be-stemt ugentligt eller månedligt timetal. Ar-bejdsbyrden påvirkes bl. a. af, hvorledes deforeliggende sager fordeler sig på civile ogkriminelle sager, sagernes forskellige beskaf-fenhed og det omfang, i hvilket der skerbortfald eller udsættelse af sager. Dommer-individualiteten spiller også ind. Det er ikkemuligt at sætte en bestemt tid for, hvad over-vejelserne af en vanskelig og betydningsfuldafgørelse kræver, og ej heller for den tid, dermedgår til læsning af den omfattende fag-litteratur, dommerne nødvendigvis må holdesig orienteret om.

Den enkelte dommers arbejdsbyrde her-med og i det hele med forberedelse til rets-møder må nødvendigvis afhænge af domme-rens erfaring, arbejdsmåde og arbejdstempo.Taget under ét kræves der en mindre omfat-tende forberedelse af kriminelle end af civilesager. I større eller indviklede sager kan dennødvendige forberedelse også i kriminellesager være ret omfattende.

I civile sager må navnlig den dommer, dersom den yngste skal votere først i sagen, fo-retage en omhyggelig forberedelse, som for-uden en gennemgang af sagens fakta navnligi komplicerede sager kan nødvendiggøre endyberegående undersøgelse af litteratur ogpraksis. Det er ikke muligt at angive nogetgennemsnit for, hvor lang tid den enkeltedommer anvender til forberedelsen. Det erdog givet, at der i adskillige sager kræves enbetydelig arbejdsindsats.

Det er vanskeligt med nogen større sikker-hed at angive det gennemsnitlige ugentligeantal timer, dommerne tilbringer i retten, ogden tid, der efter domsforhandlingen medgårtil voteringen. Undertiden trækker retsmø-derne ud til sent på dagen, hvor dette er nød-vendigt for at komme til ende med en sag,hvor domsmænd eller nævninger medvirker,eller hvor fortsættelse næste dag er udeluk-ket, fordi en anden sag da begynder. Under-tiden falder berammede sager af den ene elleranden grund bort, eller sagerne får en væ-

19

sentlig kortere eller længere varighed endberegnet. Som gennemsnit anslås et ugentligttimetal i retten på 20-22, men udsvingenefra dette gennemsnit er betydelige.

De fleste kriminelle kæresager angårfængsling eller anholdelse. Disse sager kræ-ver navnlig en omhyggelig gennemgang afdet medsendte rapportmateriale. De civilekæresager, navnlig sager vedrørende tinglys-ning, skifte- eller fogedret, er ikke sjældentaf ret kompliceret karakter, således at indgå-ende undersøgelser af den juridiske littera-tur og af praksis er nødvendig.

I kriminelle sager afvikles domsskrivnin-gen oftest i forbindelse med voteringen efterdomsforhandlingen. Voteringen og domsaf-fattelse er undertiden ret tidkrævende, oftemed den følge, at tidsplanen ikke kan over-holdes, og retsdagen derfor trækker væsent-lig længere ud end planlagt. Enkelte sagerkan på grund af deres principielle karakterkræve nærmere undersøgelser og overvejel-ser, som nødvendiggør, at dom først skrivesfærdig og afsiges en senere dag.

Domsskrivningen i civile sager i 1. instanser i de større sager meget arbejdskrasvende.I 1973 faldt ca. 300 civile 1. instanssagerved østre landsret ud til dom. I dette tal erinkassosagerne ikke medregnet. Hertil komca. 425 civile ankedomme. Ved vestre lands-ret af sagdes i 1973 dom i ca. 150 1. instans-sager (bortset fra inkassosager) og i 370 ci-vile ankesager. Domsskrivningen foregårsædvanligvis således, at én dommer efter vo-teringen skriver et udkast til domskoncept,som derefter går på omgang mellem dom-merne. Det varierer stærkt fra sag til sag, omdomskonciperingen bliver omfattende ogvanskelig, men det er blevet almindeligt,bl. a. som følge af sagernes stadig mere ind-viklede beskaffenhed, at skrive langedomme med indgående beskrivelser af faktaog af parternes argumentation.

En afdelings arbejdsbyrde afhænger inogen grad af, hvor mange sager der forligesog hvor mange der falder ud til dom. Detteforhold er forskelligt i de forskellige afdelin-ger og kan også inden for den enkelte afde-ling være meget svingende. Både sagernesbeskaffenhed og flere andre faktorer påvir-ker mulighederne for at opnå forligsmæssigeløsninger. Foruden et antal mindre dommeog kendelser samt et stort antal ankedomme

skriver hver afdeling pr. måned i gennemsnit2-3 domme, hvis udarbejdelse er forbundetmed en betydelig arbejdsindsats.

Arbejdet for de to dommere med at gen-nemgå det udkast til dom, som er skrevet afden konciperende dommer, er af stærkt vari-erende omfang, afhængigt både af sagens be-skaffenhed og af udkastets kvalitet og der-med af den første dommers kvalifikationer.De to andre dommeres gennemgang vil velsom oftest kræve 2-4 timers arbejde. Så-fremt en væsentlig gennemretning ellermåske en fuldstændig omskrivning af kon-ceptet er nødvendig, bliver den følgendedommers arbejdsindsats selvsagt væsentligtstørre. En sådan indsats fra anden dommersside er nu og da nødvendig. Landsretternevirker som uddannelsessted for retsassesso-rer eller andre, som gennem længere tid kon-stitueres i retterne med henblik på eventuelsenere udnævnelse til dommer. Antallet afkonstituerede landsdommere udgør for tiden15. En væsentlig del af konstitutionerne hardog sammenhæng med antallet af midlerti-dige afdelinger i landsretterne.

Denne videreuddannelse er nødvendig forat sikre kvalificerede ansøgere til by- og her-redsretterne. Arbejdet i de afdelinger, hvorde konstituerede medvirker, vil derfor pågrund af den pædagogiske virksomhed, afde-lingens øvrige dommere ofte må udøve,kunne blive en del større for disse dommere.

Landsretterne modtager fra justitsministe-riet et betydeligt antal lovforslag, udvalgsbe-tænkninger og lignende til udtalelse. I vigti-gere sager udarbejder en eller flere af dom-merne i almindelighed en mere indgåenderedegørelse for sagen. En sådan redegørelseer et nødvendigt grundlag for den fællesdrøftelse i dommerkollegierne. Arbejdet her-med har i de senere år været ret omfattende.

Retsmødernes varighed er omtalt ovenforside 16. Landsretterne holder - bortset fralørdagsvagten for fængslingskæremål - rets-dage mandag til fredag. Hver afdeling hol-der dog en af disse dage fri for retsmøder.Denne »mellemdag« er et nødvendigt led itilrettelæggelsen af landsretternes arbejde.På de dage, hvor afdelingen holder ret, erder i almindelighed ikke levnet dommernemulighed for - inden for sædvanlig arbejds-tid - at forberede sig på sagerne og konci-pere domme. I de senere år har det dog retofte været nødvendigt at inddrage mellem-

20

dage, navnlig for de yngre dommere eller dekonstituerede, på grund af sygdom ellerandet forfald i dommerkollegierne. Dettehar betydet en væsentlig øget arbejdsbyrdefor de dommere, som det er gået ud over.

En del af landsretternes, og i særlig gradøstre landsrets, dommere varetager hverv afforskellig art uden for det egentlige dommer-arbejde. Hovedparten af disse hverv består iat være formand for eller medlem af admini-strative ankeinstanser, nævn eller kommissi-oner. I adskillige tilfælde skal efter lovgiv-ningen indehaveren af hvervet være eller op-fylde betingelserne for at blive dommer. Iandre tilfælde drejer det sig om hverv, somdet traditionelt anses for hensigtsmæssigt athenlægge til dommere, og som de pågæl-dende er blevet udpeget til eller har påtagetsig efter anmodning af et ministerium, rets-præsidenterne eller forskellige organisatio-ner og institutioner.

Arbejdets karakter og omfang er vidt for-skellig. Det er derfor ikke muligt selv tilnær-melsesvis at angive, hvor megen tid den en-kelte dommer anvender til udførelsen af så-danne hverv. Den overvejende del af dettearbejde udfores på dommerens mellemdage.De dommere, der har sådanne hverv, måderfor ofte udføre deres forberedende retsar-bejde og domsskrivning om aftenen eller iweek-enden. I enkelte tilfælde vil arbejdetved et særligt hverv ikke kunne henlæggestil mellemdage. I så fald indtræder en afdommersuppleanterne eller de i retten ind-stationerede retsassessorer i den pågældendedommers sted. Der foretages derimod ikkenogen begrænsning i antallet af retsdage vedden landsretsafdeling, den optagne dommerer knyttet til.

21

4.Saglig kompetence i borgerlige sager.

4.1. De gældende regler.Efter retsplejelovens § 224 behandles bor-gerlige sager i 1. instans ved landsret, med-mindre de ved § 225 eller anden særlig for-skrift er henlagt til underret eller i henholdtil parternes vedtagelse indbringes for under-ret.

Henlæggelse af sagsområder til underreter dels sket på grundlag af visse saglige kri-terier kombineret med en værdigrænse, delspå grundlag af sagens karakter alene, jfr.retsplejelovens § 225. Værdigrænsen indgåri tre af bestemmelserne i § 225, nemlig:

nr. 1, sager om private formuerettigheder,nr. 2, sager angående skatter, afgifter og

andre lignende ydelser af offentligretlig be-skaffenhed til stat, kommune, embeder ogandre offentlige indretninger, og

nr. 9, sager angående strafbare handlin-ger, der ved lovgivningen er henvist til pri-vat forfølgning.

I de øvrige af § 225's bestemmelser er sa-gens art eneafgørende. Disse bestemmelserer:

nr. 3, sager angående servitutter og parti-elle brugsrettigheder,

nr. 4, sager om veksler og visse andregældsbreve,

nr. 5, ægteskabssager,nr. 6, sager angående mortifikation af do-

kumenter samt mortifikation af servitutter,brugsrettigheder og grundbyrder,

nr. 7, sager angående erhvervelse af ejen-domsdom,

nr. 8, faderskabssager,nr. 10, sager, der opstår af forholdet mel-

lem arbejdsgivere og de af medhjælperlovenomfattede medhjælpere,

nr. 11, sager om erstatning uden for kon-traktsforhold, der er opstået i forbindelsemed færdsel på vej, som benyttes til almin-delig færdsel af en eller flere færdselsarter.

Uden for § 225 findes en række yderligerebestemmelser, der henlægger visse arter afsager til underret. Af disse bestemmelserskal fra retsplejeloven nævnes:

§ 459, stk. 1, jfr. § 464, visse umyndiggø-relsessager,

§ 469, sager om prøvelse af administrativtbestemt frihedsberøvelse, og

§ 475 b, sager om prøvelse af beslutningom adoption uden samtykke,.

Af bestemmelserne uden for retsplejelo-ven, der går ud på, at visse sager hørerunder by- og herredsretterne, kan nævnes:

Lærlingelovens § 29, visse lærlingesager,og

lov om borteblevne § 9, sager til dødsfor-modningsdom.

Efter retsplejelovens § 234 kan parternevedtage at lade en sag, der efter de alminde-lige regler i retsplejeloven ellers henhørerunder landsret, behandle ved underret, dogmed undtagelse af umyndiggørelsessagerm. v., der er landsretssager.

Efter lejeloven, jfr. lovbekendtgørelse nr.96 af 25. marts 1975, § 69, behandles alleretssager om hus eller husrum, som omfattesaf lejeloven, ved underretten i 1. instansuanset sagens værdi. I underretten, deri disse sager benævnes boligret, medvirker tolægdommere, såfremt en af parterne begærerdet, eller retten bestemmer, at lægdommereskal medvirke.

Af de omkring 200.000 borgerlige sager,som i de senere år gennemsnitligt årligt erbehandlet ved domstolene i 1. instans, hørerefter de omtalte kompentenceregler ca.197.000 eller knap 99 pct. under by- og her-redsretterne. Godt 50.000 af disse sagerbortfalder eller afvises, og godt 120.000 afsagerne afgøres ved afsigelse af udeblivelses-dom. Hjemmelen til underretsbehandling erfor ca. 170.000 sager eller godt 85 pct. afunderretssagerne værdigrænsereglerne.

22

En række love indeholder særlig bestem-melse om, at visse sager uanset værdien erlandsretssager. Dette gælder således bl. a.skattesager, jfr. lovbekendtgørelse nr. 134 af17. marts 1970 om landsskatteretten § 13 c,visse patentsager, jfr. patentlov nr. 479 af20. december 1967 § 64, sager om efterprø-velse af monopolankenævnets afgørelser, jfr.lov nr. 102 af 31. marts 1955 om tilsyn medmonopoler og konkurrencebegrænsninger §18, stk. 9, ekspropriationssager, jfr. lov nr.186 af 4. juni 1964 om fremgangsmåden vedekspropriation § 26, sager om afgørelsertruffet af over taksationskommissionen, jfr.lovbekendtgørelse nr. 340 af 13. juli 1972om by- og landzoner § 16, børneværnssager,hvor den sociale ankestyrelse har truffet af-gørelse, jfr. lov nr. 413 af 28. august 1970om borne- og ungdomsforsorg § 57, og advo-katnævnssager, jfr. retsplejelovens § 145.

4.2. Fremmed ret.I tysk ret er kompetencen i borgerlige 1. in-stanssager fordelt mellem Amtsgericht, derer en enkeltmandsdomstol, som svarer til dedanske underretter, men dog har en væsent-lig mere begrænset kompetence end disse, ogLandgericht, der er en kollegial domstol,som er kompetent i de øvrige sager. Værdi-grænsen for Amtsgerichtsager er i 1974 for-højet til 5.000 DM*), og de egentlige famili-eretlige retssager er henlagt til Landgericht.

I ostrigsk ret er 1. instanskompetencen iborgerlige sager på ganske tilsvarende mådesom i tysk ret fordelt mellem Bezirksgericht,der er en enkeltmandsdomstol med væsent-lig mindre kompetence end de danske under-retter, idet værdigrænsen er 15.000 S (ca.5.000 kr.), og Gerichtshof, der er en kolle-gialdomstol (3 dommere). Også i Østrig be-handles de fleste egentlige familieretlige rets-sager ved den kollegiale ret i 1. instans.

I Norge behandles alle borgerlige 1. in-stanssager ved by- og herredsretterne under1 fagdommers medvirken, men by- og her-redsretten kan i visse tilfælde tiltrædes af tolæge dommere, jfr. nærmere nedenfor under5.2.1.

Efter svensk ret er tingsrätten (underret-ten) kompetent i praktisk talt alle civile 1.instanssager. Tingsrätten beklædes underforberedelse af borgerlige sager af én dom-

mer. Efter den almindelige regel beklædesretten i dispositive sager under domsfor-handlingen af 3 fagdommere. Denne regelfraviges dog, såfremt der anordnes forenkletdomsforhandling, såkaldt »liten huvudför-handling«, jfr. nærmere nedenfor under5.2.1.

4.3. Ændringerne i værdigrænsernesiden 1916.

Værdigrænserne, der i retsplejeloven fra1916 var fastsat til 300 kr., blev alleredeinden lovens ikrafttræden i 1919 forhøjet til800 kr. I 1927 blev grænserne forhøjet til1.000 kr., og der indføjedes en regel i § 234,stk. 2, om, at sager af værdi indtil 2.000 kr.kunne behandles ved underretterne, med-mindre sagsøgte protesterede derimod. Dissegrænser forhøjedes i 1946 til 2.000 og 3.000kr. og i 1953 til 3.000 og 4.000 kr. Fra 1965fastsattes grænsen til 6.000 kr., idet særreg-len i § 234, stk. 2, som var uden praktisk be-tydning, samtidig bortfaldt. Ved lov nr. 168af 29. april 1970 blev grænsen med virkningfra den 1. juli 1970 forhøjet fra 6.000 til10.000 kr. Denne forhøjelse begrundedesdels med stigningen i priser og lønninger,der svarede til en forhøjelse til ca. 8.000 kr.,dels med et ønske om at aflaste landsret-terne. Det var endvidere oplyst, at forhøjel-sen måtte antages at ville bevirke, at godt x/i(851) af 1. instanssagerne (2361) flyttedesfra landsretterne til underretterne.

På grundlag af rådets udtalelse af 21. juni1974 fremsatte justitsministeriet i oktober1974 forslag til lov om ændring af retspleje-loven og færdselsloven (forhøjelse af græn-sen for underretssager, politisagsbehandlingaf færdselssager m. v.).

Under 1.behandling af lovforslaget den 15.november 1974 fik forslaget om en forhøjel-se af underretsgrænsen til 30.000 kr. og hen-læggelse af alle færdselserstatningssager tilunderretten tilslutning fra de fleste partier.Derimod var der delte meninger om det hen-sigtsmæssige i at henlægge funktionærsagertil underretten. Lovforslaget bortfaldt somfølge af udskrivning af valg den 5. december1974.

Forslagene om ændring af kompetencereg-lerne i borgerlige sager blev genfremsat den24. januar 1975 og er nu, for så vidt angår

*) I Tyskland forberedes for tiden en større reform af retternes organisation og kompetence.

23

forhøjelse af værdigrænsen i § 225, nr. 1,2og 9, samt henlæggelse af alle færdselserstat-ningssager til underretterne, gennemført somlov nr. 88 af 26. marts 1975 med ikrafttræ-den den 1. april 1975, medens forslaget omhenlæggelse af alle funktionærsager til un-derretterne ikke blev vedtaget, jfr. heromnærmere nedenfor under 4.4.2.

Virkningerne for landsretterne af den lov-ændring, der trådte i kraft den 1. april 1975,er omtalt foran under 2.

4.4. Rådets overvejelser.Ved loven af 26. marts 1975 blev værdi-grænsen som nævnt forhøjet til 30.000 kr.,og samtidig blev færdselserstatningssagerhenlagt til underret (byret). Ved overvejel-sen af, om der bør foretages yderligere æn-dringer i fordelingen af den saglige kompe-tence i borgerlige sager i 1. instans mellembyret og landsret, må efter rådets opfattelsenavnlig følgende muligheder tages i betragt-ning:

1) en yderligere forhøjelse af værdigrænsenfor byretssager,

2) henlæggelse af alle 1. instanssager til by-retterne,

3) henlæggelse af flere sagstyper til byret-terne.

4.4.1. Yderligere forhøjelse af værdigræn-sen for byretssager eller henlæggelse af alle1. instanssager til byretterne.Afgørelsen af, om og eventuelt i hvilket om-fang de sager, der nu efter ikrafttrædelsen afloven af 26. marts 1975 behandles vedlandsret i 1. instans, ville kunne henlæggestil byretterne, må i væsentlig grad bero på ensammenlignende vurdering af fordele ogulemper ved behandlingen af borgerligesager i 1. instans ved kollegiale domstole ogved enkeltmandsdomstole.

Det for landsretsbehandlingen karakteri-stiske er i særlig grad en grundigere sagsfor-beredelse, en sædvanligvis dyberegående pro-cedure samt deltagelsen af 3 dommere i sa-gens behandling. Af disse forskelligheder iforhold til byretsbehandlingen er den centraleden kollegiale behandling. Til belysning ogvurdering af de to domstolsformer skal manhenvise til, hvad Nellemann gav udtryk for isin i 1887 udgivne civilproces, Civilproces-sens almindelige del, 3. udgave, 1887, side

185: »Domstoles kollegiale Indretning frem-byder vel en betydelig Garantie for, at deresKjendelser og Domme ere veloverveiede, li-gesom den er et Værn imod, at enhver For-andring i Personalet strax giver Anledningtil en skadelig Vaklen og Usikkerhed i Ret-tens Praxis. Men paa den anden Side medfø-rer den en vis Langsomhed og Tunghed iRettens Foretagender og Handlinger, hvor-paa man søger at bøde derved, at Udførelsenaf visse mere umiddelbar Handlen krævendeRetsforetagender overdrages til en enkeltDommer«. Daværende landsdommer Mo-gens Hvidt udtaler om kollegialsystemet i Ju-risten 1962, side 421 ff, i forbindelse med enundersøgelse af østre landsrets 1. instanssa-ger for året 1960: »Det er sandt, at det vir-ker noget tungere, og det fordrer, som til-fældet er overalt i livet, hvor flere skal sam-arbejde for at nå et resultat, en vis resigna-tion og tolerance af alle implicerede. Menhvis en afdeling fungerer, som den skal, ersystemet et fremragende redskab til at nå etgodt resultat, og give dette et tilfredsstil-lende ydre udtryk. . . . Den censur, som kol-leger udøver indbyrdes, er simpelthen uvur-derlig, både når det gælder votering og doms-koncipering.«

Flerheden af dommere giver også efter rå-dets opfattelse en væsentlig større sikkerhedfor, at alle juridisk relevante betragtningerindgår i overvejelserne, og at den bevismæs-sige bedømmelse sker på et bredere grundlag,samt at dommen, som er resultatet af et snæ-vert samvirke mellem de tre kolleger, på ud-tømmende måde gør rede for alle de rele-vante synspunkter. Den indbyrdes påvirkningog gensidige kritik mellem de deltagendedommere er som anført af Hvidt også efterlandsretternes erfaring af overordentlig storbetydning, og det står i det hele for rådetsom utvivlsomt, at der er forbundet megetvæsentlige fordele med den kollegiale be-handling.

Det er imidlertid indlysende, at disse be-tragtninger om værdien af kollegialsystemeti særlig grad har vægt ved behandlingen afjuridisk eller bevismæssigt kompliceredesager. Der behandles ved landsretterne etvist antal sager, som ikke er af en sådan be-skaffenhed, at det er nødvendigt og rimeligtat underkaste dem den dybtgående, menogså tids- og udgiftskrævende behandling,som kendetegner kollegialbehandlingen. For

24

disse sager vil behandlingen ved byretternevære fuldt forsvarlig, og afgørelsen i sagerneopnås hurtigere og billigere både for par-terne og for det offentlige. Kompetenceord-ningen bor indrettes sådan, at så mange sommuligt af de sager, som ikke kræver lands-retsbehandling, henlægges til byretterne.Kompetenceregler bor imidlertid bygge påklare, praktisk anvendelige kriterier. Opga-ven er at finde kriterier, hvorefter de sager,som efter deres beskaffenhed har krav påbehandling ved en kollegial domstol i 1. in-stans, kan adskilles fra de øvrige, mindre ogenklere sager.

Traditionelt har kollegialbehandling afborgerlige 1. instanssager været ensbety-dende med landsretsbehandling. Det spørgs-mål kunne imidlertid rejses, om det villevære ønskeligt og praktisk gennemførligt atåbne mulighed for kollegialbehandling ogsåved byretterne og dermed bl. a. skabe grund-lag for en større udvidelse af byretterneskompetence, end det ellers ville være muligtog rigtigt at gennemføre. En sådan ændringville imidlertid ikke blot på afgørende mådebryde med principperne i vor nuværenderetsplejeordning, men ville også i hvert faldkun med betydelige vanskeligheder kunneforenes med den nuværende retskredsindde-ling. Såfremt udviklingen måtte gå i retningaf oprettelse af större retskredse med fleredommere, ville den praktiske mulighed forat sætte byretten med flere dommere i en-kelte sager selvsagt blive større; men det mådog anses for givet, at en ordning, hvorefterbyretten i almindelighed sættes med én, meni nogle sager med flere dommere, ville krævebetydelige personaleudvidelser og øgede ad-ministrationsomkostninger. Også disse prak-tiske grunde taler for at fastholde landsret-ten som 1. instansdomstol, hvor kollegialbe-handling skønnes påkrævet.

Fordelingen af kompetencen mellem by-retter og landsretter må også tage hensyn tilappelordningen. Både tidsmæssige og økono-miske grunde taler for, at procesreglerne ogherunder også kompetencereglerne udformessåledes, at det størst mulige antal sager fin-der deres endelige afgørelse i 1. instans. Enappelordning kan ikke undværes i den al-mindelige retspleje, men de nævnte grundetaler med stor styrke for at fastholde det i

dansk ret ga iende hovedprincip, at borger-lige sager s >m almindelig regel kun kanappelleres tii én højere instans. Den særligeordning i arbejdsretten lader sig ikke over-føre til de almindelige danske domstole. Ar-bejdsrettens afgørelser er endelige og upåan-kelige, men retten kan i særlige tilfælde sæt-tes med et formandskab på 3 i stedet for 1dommer, jfr. § 8 i lov om arbejdsretten, nr.317 af 13. juni 1973. Reglen i § 8 er tænktat skulle fungere som et »surrogat« forankeadgangen.*)

Det er den almindelige opfattelse blandtlandsretternes dommere, at både parterne ogderes advokater i sager af væsentlig betyd-ning lægger afgørende vægt på, at deres sagbehandles af en kollegial domstol beståendeaf 3 landsdommere, men at afgørelse fra etsådant kollegium på den anden side i betyde-ligt omfang også accepteres som den ende-lige udgang på sagen. Rigtigheden af denneopfattelse bestyrkes af det store antal sager,der forliges under behandlingen for lands-retterne, og det begrænsede antal anker tilhøjesteret. Det kan i denne forbindelse ogsånævnes, at det i aftaler om voldgift i størresager ofte bestemmes, at der skal medvirke 2voldgiftsmænd og en opmand.

En udvidelse af byretternes kompetencesamtidig med, at to-instanssystemet oprethol-des som den normale ordning vil medføre, atde større sager, der efter kompetenceudvi-delsen er blevet byretssager, fremtidig lige-som de hidtidige byretssager kun kan an-kes til højesteret med tredieinstansbevilling,og efter at sagen har været behandlet aflandsretten som 2. instans. Det ville ikkevære tilfredsstillende, om sager, som med ri-melighed bør kunne finde deres endelige af-gørelse i højesteret, nødvendigvis skal be-handles gennem 3 judicielle instanser medtredieinstansbevilling fra justitsministeriet,der efter den nugældende ordning meddelerdisse tilladelser. Behandling ved tre instan-ser tager lang tid og kræver meget store ud-gifter. Sager, som i givet fald bør kunne fo-relægges højesteret, bør derfor i 1. instansvære landsretssager. En anden løsning tilundgåelse af, at en væsentlig udvidelse afbyretternes kompetence på uheldig måde be-grænser den frie ankeadgang til højesteret,er dog tænkelig. Denne anden losning går ud

") Se nærmere om reglen og dens baggrund C. Ove Christensens kommentar til Arbejdsretsloven, 1974,side 31 ff.

25

på at åbne adgang til appel direkte fra byrettil højesteret i de »naturlige« højesteretssa-ger, dvs. sager af principiel eller på andenmåde af særlig betydningsfuld karakter. Enregel om en sådan »springende appel« villekunne udformes således, at anke efter særligtilladelse kan ske fra byret til højesteret, nårbestemte betingelser med hensyn til sagenskarakter er opfyldt. En sådan ordning ken-des i Norge. Efter den norske tvistemålslovs§ 6, stk. 2, kan den part, som har tabt sageni by- og herredsretten, med samtykke af hø-jesterets kæremålsudvalg anke sagen direktetil højesteret.

En ordning med springende appel er dogefter rådets opfattelse lidet hensigtsmæssig,hvad enten ordningen begrænses, således atden kun omfatter principielle sager, ellerden tillige kan anvendes i sager, der er sær-ligt indviklede eller angår betydelige interes-ser. Afgrænsningen af de sager, som skulleomfattes af en sådan ordning, er vanskelig,og det ville ikke være tilfredsstillende, omhøjesteret skulle tage stilling til meget betyd-ningsfulde sager uden den støtte, der ligger i,at sagen forinden har været behandlet veden kollegial domstol. Det synes heller ikkehensigtsmæssigt at indføre et nyt processuelttilladelsessystem af hensyn til det: forventedemeget beskedne antal sager, der ville egnesig for en sådan ordning. Det ville vel væreuden særlige ulemper af tidsmæssig og ar-bejdsmæssig art at lade tilladelser til sprin-gende appel meddele af den ret, der har truf-fet afgørelsen; men herved ville der let opståen uensartet praksis med hensyn til udvæl-gelsen af de sager, der indbragtes for høje-steret. Skulle tilladelsen meddeles af énmyndighed, være sig af højesteret eller ju-stitsministeriet, ville processystemet blivebelastet med en ikke uvæsentlig arbejdsforø-gelse og forsinkelse. De principielle betæn-keligheder, som er kommet til udtryk i rå-dets betænkning fra 1973, side 43 ff, ved atgøre adgang til anke afhængig af en ministe-riel tilladelse, er også tilstede ved »sprin-gende appel«, selv om parten i tilfælde af af-slag vil kunne indgive ankestævning tillandsretten.

Kompetencereglerne må udformes såle-des, at flere hver for sig væsentlige hensyntages i betragtning. De eksisterende tre led idomstolsorganisationen, byret - landsret -højesteret, bør bevares. Også to-instanssyste-

met bør bevares. Heraf følger, at en delingaf 1. instanssagerne mellem byret og landsreter en nødvendighed. Det grundlæggende kri-terium for denne deling bør udformes sådan,at det så vidt muligt opnås, at de sager, somefter deres beskaffenhed og værdi frit børkunne indbringes for højesteret, skal anlæg-ges ved landsretterne som 1. instans.

Til denne konklusion må dog føjes, at en»springende appel« meget muligt i enkeltesæregne situationer ville kunne være en hen-sigtsmæssig fremgangsmåde. I hastendeprincipielle sager kan f. eks. et formalitets-spørgsmål i en byretssag være af en sådankarakter, at en afgørelse fra højesteret stillersig som en nødvendighed, således at vejenover landsretten kunne og burde spares. An-tallet af sådanne tilfælde er dog yderst ringe.

Erfaringerne fra sådanne sager viser iøvrigt, at forsinkelser kan undgås ved at an-mode landsretten om en forlodsbehandling.Der er derfor efter rådets opfattelse ikke til-strækkelig grund til at indføre en særregel,der kun meget sjældent ville blive brugt.Rådet finder ej heller, at der bør åbnes ad-gang til den fravigelse af de almindelige ap-pelregler, at byretten i ganske særlige til-fælde skulle kunne tillade isoleret forelæg-gelse af juridiske spørgsmål for højesteret.Det bemærkes herved, at rådet ikke har fun-det grund til at foreslå begrænsninger i høje-sterets prøvelsesadgang i borgerlige sager,jfr. nedenfor under 6.2.

Den mest hensigtsmæssige kompetencede-ling mellem byret og landsret nås efter rå-dets opfattelse ved at opretholde det nuvæ-rende princip, hvorefter mindre sager hørerunder byretterne og større sager under lands-retterne i 1. instans. Delingskriterierne børimidlertid ændres således, at sagerne i højeregrad end under den nuværende ordning for-deles således, at kun sager af principiel ellerpå anden måde særlig betydningsfuld karak-ter, navnlig de sager, som på forhånd skøn-nes frit at burde kunne forelægges for høje-steret til endelig afgørelse, skal anlægges vedlandsretterne som 1. instans. Hovedopgavener at finde kriterier for kompetencefordelin-gen, som kan opfylde denne målformulering.Rådet skal herom anføre følgende:

Efter den gældende ordning er sagsgen-standens værdi i vidt omfang afgørende forkompetencen. Det er da også utvivlsomt, atder må tillægges værdien væsentlig betyd-

26

ning, men værdien bør ikke i alle tilfældevære eneafgørende. Sager, som angår betyde-lige værdier, er langt fra altid særlig kompli-cerede i juridisk eller anden henseende, ogomvendt kan der til sager af ringe værdiknytte sig betydelige principielle interesser.Det er efter rådets opfattelse rigtigt fortsat attage udgangspunkt i sagsgenstandens værdi,men værdien bør kombineres med et andetudvælgelseskriterium.

Problemet er herefter, i hvilket omfang enforhøjelse udover den nyligt gennemførte30.000 kr.'s grænse bl. a. med det formål atopnå en yderligere aflastning af landsretter-nes arbejdsbyrde må anses for hensigtsmæs-sig og forsvarlig ud fra, hvad der ovenfor eranfört om landsretsbehandling ctr. byretsbe-handling og om den gældende appelordning.

En henlæggelse af flere og ret store sagertil byretterne vil både øge arbejdsmængdenog stille större krav af kvalitativ art til disseretter. Udviklingen er siden retsplejelovensikrafttræden gået i retning af i større omfangat henlægge også mere betydelige sager tilbyretterne. Det er rådets opfattelse, at dom-merne ved disse retter har en sådan uddan-nelse og erfaring, at en yderligere udvi-delse af byretternes kompetence er for-svarlig. En tilfredsstillende behandling afvanskeligere sager ved byretterne forud-sætter imidlertid foruden erfaring og dyg-tighed i dommersædet også, at sagerne fore-lægges dommeren af dygtige og erfarne ad-vokater. Hovedparten af de advokater, somhar specialiseret sig inden for visse sagsgrup-per og dermed har erhvervet særlig indsigtog erfaring inden for disse, har naturligt noksamlet sig i hovedstadsområdet og de størrebyer, men det er efter rådets opfattelse mu-ligt også uden for disse områder at få en til-fredsstillende advokatmæssig behandling,både i dagligdags og i mere kompliceredesager.

Som nævnt ovenfor mener rådet ikke, atsagsgenstandens værdi bør være eneafgø-rende for, om sager, som angår krav af for-mueretlig karakter, bor anlægges ved byreteller landsret, men at der bør åbnes mulig-hed for, at også sager af mindre værdi under

hensyn til sagens særlige beskaffenhed skalkunne behandles ved landsret. Reglerneherom bør udformes udfra det hovedsyns-punkt, at også sager under værdigrænsen,som det efter deres beskaffenhed er rimeligtat underkaste den mere indgående kollegial-behandling ved landsretterne, eller som børhave mulighed for - uden særlig tilladelse -at indbringes for højesteret, skal kunne be-handles ved landsretterne som 1. instans.

I Danmark har lovgivningen hidtil aleneanvendt almindelige generelle kriterier, sompå forhånd udsondrer de sager, der kan af-gøres af en enkelt dommer. De sager, derer henlagt til underretterne, er som nævntovenfor under afsnit 4.1. opregnet i loven,navnlig i § 225.

Det kan i denne forbindelse have interesseat se på ordningen i Sverige, hvor problemetom kollegialbehandling ctr. enkeltmands-behandling er lost på en anden måde. Allesager anlægges ved tingsrätt, men der skerunder tingsrättens forberedende behandlingen individuel udskillelse af de sager, somikke findes at burde færdigbehandles for enenkelt dommer. Proceduren ved tingsrät-terne er indrettet således, at den rummermulighed både for enkeltdommerbehandlingaf enklere sager og for behandling af merekomplicerede eller betydningsfulde sager foren ret, der er sammensat af flere dommere. IDanmark kendes en individuel afgørelse omdet nødvendige antal deltagende dommere ihøjesteret. Antallet af højesteretsdommere,der deltager i pådømmelsen af den enkeltesag, er i retsplejelovens § 2, stk. 2, angivetsom »mindst 5 dommere«. I praksis deltagernormalt enten 5 eller 7 dommere. I kære-målssager kan afgørelse i medfør af retsple-jelovens § 421, jfr. § 411, træffes af et ud-valg på 3 dommere, men dette suppleres un-dertiden i tvivlsomme sager, således at afgø-relsen træffes af 5 eller 7 dommere.*)

Det svenske system har den svaghed, atforelæggelse for højesteret forudsætter be-handling gennem 3 instanser. Dette har ofteværet kritiseret i Sverige. Rådet, der som tid-ligere nævnt mener, at det danske to-instans-system bør bevares, finder, at det ville være

*) En bestemmelse vedrorende en individuel afgørelse af nødvendigheden af den faglige indsigt underen sags behandling findes dog i § 15 i lov om rettens pleje i Grønland, hvorefter den grønlandskelandsret efter henstilling af underretten eller en af parterne i civile sager kan træffe bestemmelseom, at sagen skal behandles af landsretten som 1. instans, såfremt juridisk indsigt skønnes at væreaf særlig betydning ved sagens afgørelse.

27

både muligt og hensigtsmæssigt at kombi-nere generelle regler af den type, loven hidtilhar indeholdt, med en konkret overvejelse iden enkelte sag af, ved hvilken ret og efterhvilke procedureregler sagen bør behandles.En sådan delvis individuel bedømmelse kanopnås ved et system, hvorefter visse af desager, som skal anlægges ved byret, men somfindes bedre egnet til kollegialbehandling,kan henvises til 1. instansbehandling vedlandsretten.

Henvisningsadgangen bør efter rådets op-fattelse omfatte sager af principiel karakter,herunder særlig sådanne, som vedrører lov-fortolkning eller i øvrigt angår et principieltretligt spørgsmål. Sådanne sager bør oftefinde deres endelige afgørelse ved højesteret.Behandling også af sådanne sager gennem 3instanser er upåkrævet og uhensigtsmæssig.

En sags afgørelse kan dernæst have betyd-ning for andre end parterne, således f. eks.sager om mangler ved byggeri, der anlæggesaf en enkelt huskøber eller bygherre, menhvis udfald kan blive afgørende for enrække andre personer, der har entreret medden samme sælger eller entreprenør om etganske tilsvarende byggeri. Det samme gæl-der sager om rettigheder eller forpligtelserfor medlemmer af foreninger eller organisa-tioner. Heller ikke i sådanne tilfælde skøn-nes det rimeligt, at alene den nedlagte på-stands størrelse skal være afgørende for, vedhvilken ret sagen skal behandles. Bestemmel-sen kan i særlige tilfælde også finde anven-delse på sager, hvor afgørelsen kan få betyd-ning for et påfølgende regressøgsmål.

Henvisningsadgangen bør endvidere om-fatte sager, som har særlig indgribende be-tydning for en part. Det er ikke tanken, aten sag bør kunne henvises til landsretten,alene fordi den angår et betydeligt beløb.Sagsgenstandens værdi er ikke altid udtrykfor partens reelle interesse i gennemførelsenaf søgsmålet. De økonomiske virkninger erundertiden langt vidererækkende end på-standsbeløbet, og sagens udfald kan på afgø-rende måde gribe ind i partens tilværelse,f. eks. hvor resultatet kan blive bestem-mende for partens adgang til og mulighedfor fortsat udøvelse af sit erhverv, eller somtilfældet kan være i injuriesager, for om par-ten er skandaliseret. I sådanne tilfsslde børparten kunne få sagen henvist til landsret-ten. I tvivlstilfælde vil det være naturligt at

tage et vist hensyn til, om sagsgenstandensværdi nærmer sig værdigrænsen.

I privatretlige sager, i hvilke en offentligmyndighed eller institution er part, kan deri særlig grad være behov for en uafhængigog selvstændig indsats fra rettens side. Kolle-gialbehandling synes derfor ofte at burde fo-retrækkes i disse sager.

Også sager, i hvilke der kan blive spørgs-mål om anvendelse af fællesmarkedsret ellerfremmed ret, bør kunne henvises til lands-retterne. De danske domstole kan ikke værefortrolige med fremmed national ret og er ihvert fald endnu ikke fortrolige med fælles-markedsret. Anvendelsen af internationalprivatret kan rejse spørgsmål af særdeleskompliceret art og egner sig derfor oftestbedst til afgørelse ved landsret. Både til-fælde, hvor tvivlen angår, om fremmed retm. v. skal anvendes, og tilfælde, hvor tvivlenangår indholdet af de fremmede regler m. v.,bør være omfattet af henvisningsadgangen.

Rådet har endelig fundet, at der bør væreadgang til henvisning af sager, der mest hen-sigtsmæssigt skønnes at ville kunne behand-les i tilslutning til en anden ved landsrettenverserende sag. Skønnet over, om en samletsagsbehandling vil være hensigtsmæssig, vilofte kun kunne udøves af landsretten. Hen-visning af denne grund kan derfor efter for-slaget kun ske med landsrettens tilslutning.Det vil i de fleste tilfælde være nødvendigt,men formentlig også tilstrækkeligt, at dom-meren i vedkommende byret, inden afgørel-sen om henvisning træffes, skriftligt forelæg-ger spørgsmålet for landsretten. En udveks-ling af skriftlige indlæg mellem parterneeller en mundtlig forhandling for landsrettener næppe påkrævet og ville forhale sagen.

Rådet mener ikke, at der bør fastsættes ennedre beløbsgrænse for sager, som kan hen-vises til landsret. Det bør dog erindres, atder aldrig har været kritik af, at mindresager hører under byret. Henvisning af så-danne sager, navnlig sager hvis værdi erunder den tidligere værdigrænse på 10.000kr., bør kun ske i undtagelsestilfælde.

Rådet har drøftet, om byretterne bør haveadgang til ex officio at træffe bestemmelseom henvisning, når de nævnte betingelserherfor er opfyldt. Rådet har imidlertid fun-det, at henvisning kun bør kunne ske efterbegæring fra en eller begge parter. Retten

28

bør ikke kunne træffe beslutning om henvis-ning imod parternes ønske, endsige i stridmed parternes udtrykkelige vedtagelse af by-retsbehandling. Om henvisning skal ske,hvor betingelserne er opfyldt, beror på etskøn. Retten er ikke bundet af parternes be-gæringer, men bor naturligvis tage hensyn tilparternes rimelige og velbegrundede ønsker.

Rådet finder, at den foreslåede henvis-ningsadgang er at foretrække fremfor enordning, hvorefter sager i de nævnte til-fælde, hvor henvisning kan komme på tale,skulle eller kunne anlægges direkte forlandsretten, således at landsretten havde ad-gang til at afvise sagen som landsretssag, forså vidt som sagen efter landsrettens skønfuldt tilfredsstillende og forsvarligt kunnebehandles af vedkommende byret. En sådanordning ville ikke være ønskelig, bl. a. fordiafgørelsen af, om sagen hører til en af degrupper, for hvilken landsretsbehandlingefter forslagets § 227 om henvisning er indi-ceret, ofte først vil kunne træffes efter, atsagen er skriftligt forberedt og behandletmundtligt i et forberedende retsmøde. Arbej-det med fordelingen af sagerne bør læggespå byretterne, selv om en koncentration afhenvisningsafgørelserne i landsretterne villegøre det muligt hurtigere at opbygge en ens-artet og fast praksis.

Såfremt en værdigrænse for sager af pri-vatretlig karakter bevares, vil der ved lands-retterne blive anlagt et vist antal sager, somuanset deres betydelige værdi er så enkle, atde fuldt forsvarligt ville kunne behandlesved byretterne. En henvisning af sådannesager til vedkommende byret ville næppevære hensigtsmæssig. En forenkling af sags-behandlingen i dette ret begrænsede antalsager kan derimod opnås ved at åbne mulig-hed for, at en sag kan behandles til ende ogpådommes af den landsdommer, som har be-klædt landsretten under forberedelsen.Landsretten bor dog altid sættes med tredommere, hvis parterne eller en af dem øn-sker det, eller den forberedende dommerselv mener, at sagen kræver det, jfr. nær-mere bemærkningerne til forslagets § 351 aog nedenfor under 5.2.2.1.

Afgørelsen om henvisning af en sag børfor at undgå spild af tid og kræfter ved dob-belt behandling i 1. instans træffes på så tid-ligt et stadium som muligt. Anmodning fraen part om henvisning bør så vidt muligt

fremsættes i 1. retsmøde eller, såfremt sagenforberedes skriftligt, før skriftvekslingensslutning. Retten bør dog have mulighed forundtagelsesvis at træffe bestemmelse omhenvisning i henhold til en anmodning, derfremsættes inden domsforhandlingens be-gyndelse. Der fremkommer undertiden på etsenere tidspunkt af en sags forberedelse nyeoplysninger, som har væsentlig betydningfor sagens afgørelse, og det kan ikke udeluk-kes, at sådanne nye momenter efter omstæn-dighederne også bør kunne tillægges betyd-ning for kompetencespørgsmålet.

Afgørelser, hvorefter byretten henviser ensag til landsretten, bør ikke være genstandfor appel. Betingelserne for henvisning må iet vist omfang afhænge af et skøn, og de pro-cessuelle ulemper ved, at enkelte sager be-handles ved landsret i 1. instans, uagtet sa-gerne ligger noget under det sædvanlige ni-veau for henvisning, er beskedne. En even-tuel reaktion mod en ubegrundet henvisningmåtte i givet fald ske ved, at landsrettenhjemviste sagen til byretten. Ulemperne forparterne ved en henvisning, der efterfølgesaf en hjemvisning, kan være betydelige, oglandsretten har muligheder for på andenmåde at tilkendegive, at henvisning ikkeburde være sket, f. eks. ved en udtalelseherom i dommens præmisser. Rådet forud-sætter, at der vil udvikle sig en rimelig prak-sis, og finder derfor ikke, at der på nuvæ-rende tidspunkt bør være adgang til hjemvis-ning. Der bør derimod være adgang til ioverensstemmelse med de almindelige regleri retsplejelovens § 441, stk. 1, jfr. § 417, stk.1, at kunne påkære rettens afgørelse om, athenvisning ikke skal ske.

De grunde, der kan tale for henvisning afen sag til landsret, kan også foreligge i andrekategorier af sager end dem, der er henlagttil byretten i 1. instans i medfør af værdi-grænsereglerne. Nogle sagskategorier børdog holdes uden for henvisningsreglen. Æg-teskabs- og faderskabssager bør kunne afgø-res hurtigt og er også af andre grunde, her-under rettens officialvirksomhed, mindre eg-nede til behandling i en kollegialret som 1.instans. Heller ikke i check- og vekselsager,mortifikationssager, sager om ejendomsdom,sager om prøvelse af administrativt bestemtfrihedsberøvelse og beslutning om adoptionuden samtykke skønnes en regel om henvis-ning påkrævet eller ønskelig.

29

Indføres en henvisningsadgang efter deforanstående retningslinier, opstår spørgsmå-let om gennemførelse af en yderligere forhø-jelse af underretsgrænsen.

Landsretterne og dommerforeningen harover for rådet givet udtryk for betænkelighedved allerede nu, ganske kort tid efter forhø-jelsen fra 10.000 til 30.000 kr. ved loven af26. marts 1975, påny at hæve underrets-grænsen. Der er bl. a. peget på, at manendnu ikke har tilstrækkelige erfaringer omvirkningerne for landsretternes sagsmængdeaf forhøjelsen til 30.000 kr., hverken omfaldet i 1. instanssager eller om en stigning iankesagernes antal, og at det derfor er uvist,om en yderligere forhøjelse vil være påkræ-vet for at opnå den tilsigtede aflastning aflandsretterne, herunder rimelige berammel-sestider, at en yderligere forhøjelse kunneføre til en for stærk begrænsning af lands-retternes funktion som 1. instans i civilesager, og endelig at der ikke er nogen nød-vendig sammenhæng mellem den foreslåedehenvisningsregel og en forhøjelse af under-retsgrænsen udover de 30.000 kr., idet derogså med denne værdigrænse - som afløsteen grænse på 10.000 kr. - vil være behovfor at kunne henvise visse sager til landsret.

Selv om en forhøjelse af underretsgrænsenikke er en nødvendig forudsætning for gen-nemførelsen af en henvisningsregel, ville doghenvisningsreglen uden en samtidig forhø-jelse af underretsgrænsen formindske denlettelse af landsretternes arbejdsbyrde, derblev gennemført den 1. april 1975. Somnævnt ovenfor opnås efter rådets opfattelseden bedste kompetencefordeling mellem by-og landsret ved en høj værdigrænse kombi-neret med en adgang til at henvise komplice-rede sager til landsretten. Indføres henvis-ningsreglen, må det anses for både hensigts-mæssigt og forsvarligt samtidigt at forhøjeunderretsgrænsen til f. eks. 50.000 kr.

Rådet er imidlertid for så vidt enig medlandsretterne og dommerforeningen, idet detsom disse anser det for ønskeligt f. eks. iløbet af 1976 at fremskaffe oplysninger bådeom byretternes erfaringer med behandlingenaf de større sager (10.000-30.000 kr.), ogom hvordan tilgangen af nye sager til lands-retterne er blevet påvirket af forhøjelsen afværdigrænsen til 30.000 kr., inden der tagesstilling til, hvor stor en ny forhøjelse børvære. Også det ønskelige i, at retsplejereg-

lerne ikke ændres med korte mellemrum,taler mod allerede i 1976 at gennemføre enny forhøjelse af underretsgrænsen. Et even-tuelt lovforslag på grundlag af denne be-tænkning kan imidlertid efter det for rådetoplyste tidligst fremsættes i efteråret 1976med ikrafttræden i sommeren 1977. Det erderfor muligt inden forslagets eventuellegennemførelse at få et bedre kendskab tilvirkningerne af forhøjelsen til 30.000 kr.Rådets ansættelse i det foreliggende lov-udkast af værdigrænsen til 50.000 kr. byg-ger derfor på et foreløbigt skøn.

Et medlem - Spleth - udtaler:Den i retsplejelovens § 225 optagne vær-

digrænse tilgodeser det hensyn, at sager,hvor betydelige økonomiske interesser stårpå spil, i 1. instans kan undergives den grun-digere behandling ved landsret, hvilket til-lige vil gøre trangen til appel mindre. En af-gørelse ved højesteret forudsætter endviderei disse tilfælde kun anke i én instans. Hensy-net til at kunne bringe principielt vigtigesager af mindre værdi for højesteret har der-imod hidtil kun kunnet tilgodeses ved, at dermeddeles 3. instansbevilling. Dette er uhel-digt, idet det er tidsspildende, og idet dissemindre sager vanskeligt kan bære omkost-ningerne ved behandling gennem 3 instan-ser. Ulempen herved er i de senere år blevetstørre på grund af de stigende sagsomkost-ninger. Antallet af sager, der kun kankomme for højesteret i henhold til 3. instans-bevilling, vil i øvrigt stige forholdsmæssigtsom følge af den pr. 1. april 1975 skete for-højelse af værdigrænsen. Dette medlem til-træder, at en henvisningsregel af dissegrunde er påkrævet, og finder, at der harværet grundlag for at indføre den allerede iforbindelse med forhøjelsen af værdigræn-sen pr. 1. april 1975.

Med hensyn til spørgsmålet om yderligereforhøjelse af værdigrænsen finder dette med-lem, at en sådan forhøjelse af retsplejemæs-sige grunde er betænkelig, selv om virknin-gen heraf i nogen grad kan forventes afbodetaf henvisningsreglen. Den bør derfor kungennemføres, såfremt afgørende økonomiskehensyn taler derfor.

Rådet har overvejet, om det vil være hen-sigtsmæssigt under en eller anden form atåbne mulighed for en administrativ regule-

30

ring af værdigrænsen i takt med pristalsre-guleringen. Forhøjes værdigrænsen igen væ-sentligt, f. eks. til DÜ.ÜUÜ kr., er der imidler-tid opnået rigelig dækning for de sandsyn-lige prisstigninger et godt stykke ud i fremti-den, og råaet har dertor ikke ment på nuvæ-rende tidspunkt at burde stille forslag om enindexregulering. Hertil kommer, at en sådanregulering let i praksis ville skabe nogenusikkerhed. De grundlæggende retsplejereg-ler bor være kendt af i hvert fald alle, derhar tilknytning til retsvæsenet, og bør bl. a.af den grund ikke ændres for ofte.

4.4.2. Henlæggelse af flere sagstyper tilbyretterne.Som nævnt foreslog rådet i sin udtalelse af21. juni 1974, at ane tærdseiserstatnmgssa-ger og sager mellem private arbejdsgivere ogderes ansatte blev henlagt til underretterneuanset sagernes værdi. Medens forslaget ved-rorende iærdselserstatningssager nu er gen-nemfort, udgik forslaget vedrørende funktio-nærsager under folketingets behandling aflovforslaget vedrørende underretsgrænsen.Det hedder bl. a. herom i retsudvalgets be-tænkning af 13. marts 1975 (folketings-tidende, tillæg B, sp. 109): »Udvalget harendvidere modtaget skriftlig henvendelse frahøjesteretssagfører E. Behrendt-Poulsen,landsretssagfører Philip Ingerslev og lands-retssagfører H. G. Carlsen. Udvalget har itilslutning hertil drøftet, om de i forslagets§ 1, nr. 2, omhandlede funktionærsager iden grad adskiller sig fra andre borgerligeretssager, at det er rimeligt at gennemføreen særregel, hvorefter disse sager altid udenhensyn til beløbsgrænsen skal behandles vedunderretten. Det har været den overvejendeopfattelse i udvalget, at dette ikke er tilfæl-det, og da det antal sager, som man i givetfald ville överföre fra landsretterne til under-retterne, kun er af en størrelsesorden på ca.75 om året, har udvalget ikke ment, at hen-synet til aflastning af landsretterne blevgået for nær ved at lade funktionærsagernefolge hovedreglen om deling ved 30.000kr.s grænsen.«

Som anført i rådets betænkning om be-handling af borgerlige retssager side 73 dre-jer det sig i en meget stor del af disse sageralene om at fastslå det faktiske forhold vedretsforholdets ophør. Parterne vil ofte stadighave bopæl inden for samme retskreds, såle-

des at disse spørgsmål hurtigt kan afklaresved parternes fremmøde for retten her. Løn-modtagere, der ved arbejdsforholdets ophørhar mistet deres løbende indkomst, vil værestærkt interesserede i at opnå den hurtigstmulige afgørelse. Der kan ganske vist opståvanskelige juridiske spørgsmål i disse sager,men såfremt der som foreslået foran indfø-res en regel, hvorefter sager af denne karak-ter af parterne kan begæres henvist til lands-retten, vil man opnå en ordning, som tilgo-deser ønsket om, at de mere komplicerede ogbetydningsfulde sager kan gå til landsretten,medens de mere enkle sager og dem, der for-trinsvis drejer sig om afgørelse af bevis-spørgsmål, afgøres af byretterne.

Den fremsatte kritik mod forslaget vil der-for efter rådets opfattelse fuldtud være imø-dekommet gennem de ovenfor omtalte hen-visningsregler, der tillige vil bevirke, at deropnås en mere hensigtsmæssig kompetence-fordeling i den del af disse sager, hvis værdier under 30.000 kr. Da landsretterne måventes at biive aflastet for et antal sager, derofte på grund af omfattende vidneførsel omdet faktisk passerede er ret tidkrævende,mener rådet derfor, at man, såfremt forslagetom indførelse af en henvisningsregel gen-nemføres, bør gennemføre det tidligere stil-lede forslag.

Med indførelse af den foran foreslåedehenvisningsregel findes der ikke at være til-strækkelig grund til at opretholde en værdi-grænse i private straffesager, som kun und-tagelsesvis er af en sådan karakter, at enhenvisning til landsretten ville være ønske-Hg.

Ved private straffesager er det mest eg-nede værdikriterium, som kan anvendes,sagsøgerens erstatningspåstand. Dette bety-der, at sagsøgeren i virkeligheden ret frit kanvælge at forelægge sin sag for landsretten i1. instans. I praksis er det således forekom-met, at der alene for at få sagen for landsret-ten er nedlagt kunstigt opskruede påstandeom erstatning på 10.001 kr. Disse sager villepå fuldt forsvarlig og tilfredsstillende mådekunne afgøres af den lokale byret. Omfattessagen af de foran beskrevne tilfælde, hvorhenvisning til landsret kan finde sted, f. eks.hvor sagen angår fortolkning af endnu ikkeanvendte regler i straffelovens kapitel 27,eller er den af særlig indgribende betydningfor en af parterne, som f. eks. hvor en af

31

parterne kan miste sin stilling eller bliveskandaliseret, vil henvisning til landsrettenkunne ske.

Ved ophævelse af værdigrænsen for pri-vate straffesager opnås iøvrigt tillige bedreoverensstemmelse med kompetenceordnin-gen i offentlige straffesager. Her har under-retterne en meget vidtgående kompetence,jfr. retsplejelovens § 688, og den forurette-des erstatningskrav kan uanset dets størrelsepådømmes under sagen, jfr. § 991. Er derbehov derfor, kan det borgerlige krav hen-skydes til en selvstændig borgerlig sag efterreglerne i retsplejelovens kapitel 89.

To medlemmer - Mogensen og Spleth -udtaler:

Der findes ikke at være tilstrækkeliggrund til at opgive en værdigrænse i privatestraffesager. Denne bør som hidtil fastsættesi overensstemmelse med grænsen i andreværdisager.

Det er vel rigtigt, at værdigrænsen bety-der, at sagsøgeren frit kan vælge mellem by-rets- og landsretsbehandling. Dette er dogikke noget særligt for private straffesager,men gælder alle erstatningssager. Det særligefor disse sager er, at det ofte af påstandenkan ses, at sagsøgeren ikke lægger vægt på atfå tilkendt en stor erstatning, hvilket efter dehidtidige regler har givet sig udslag i, at derer krævet 10.001 kr. i erstatning. Heraf kanimidlertid efter vor opfattelse ikke sluttes, atdisse sager normalt på fuldt forsvarlig mådekan afgøres af den lokale byret. Man kanblot heraf se, at det ikke er erstatningspå-standens gennemførelse, men den strafferet-lige pådømmelse, der har sagsøgerens væ-sentlige interesse. Navnlig injuriesager kanofte være vanskelige at behandle. De vil oftevære præget af forsøg fra injuriantens sidepå en bred bevisførelse i håb om, at nogetskal vise sig, der kan støtte beskyldningen,som ikke har været tilstrækkeligt underbyg-get fra første færd. Under disse omstændig-heder kan det være af betydning, at retsle-delsen udøves af landsretten i stedet for afen enkeltdommer. Ofte vil sagerne til sidsttilspidse sig i, om det, som det endelig målægges til grund er sagt af sagsøgte, kan hen-føres under injurielovgivningen. Denne afgø-relse kan også være vanskelig. Efter vor op-fattelse er udkastet til § 227 næppe så rum-meligt affattet, at det giver tilstrækkelig mu-

lighed for en henvisning til landsret af dissesager. På den anden side er der ikke tilveje-bragt oplysning om, at adgangen til lands-retsbehandling i praksis er blevet urimeligtudnyttet af sagsøgeren, eller at disse sagersoverflytning til byret skulle betyde nogenvæsentlig lettelse for landsretten. Urimeligtoppustede påstande medfører øgede omkost-ninger i retsgebyrer, ligesom der også vilkunne reageres mod dem ved tilkendelsen afsagsomkostninger. Der ses herefter ikke atvære tilstrækkelig grund til at ophæve den»valgfrihed«, som sagsøgeren hidtil har haft.

Rådet finder endvidere, at det vil værehensigtsmæssigt at henlægge alle sager omumyndiggørelse til byretterne i 1. instans ogat foretage en ændring af reglerne om adhæ-sionsprocessen således, at det bl. a. vil blivemuligt ved byretterne at behandle et antalerstatningssager med tilknytning til over-trædelse af bl. a. arbejderbeskyttelseslovgiv-ningen, bygningslovgivningen og politived-tægten. En ændring af disse regler vil kræveen omarbejdning af de pågældende kapitleri retsplejeloven. Rådet skal henstille, at dettearbejde tages op.

Som andre sagsgrupper, der kunne tænkeshenlagt til byretterne, har under rådets over-vejelser været nævnt erstatningssager (udo-ver færdselserstatningssager), sager om købog salg af fast ejendom samt sager om mang-ler ved varer eller arbejdsydelser i forbin-delse med bygningsarbejder på fast ejendom.

Mange af de søgsmål af denne art, som nubehandles ved landsretterne, er af meget en-kel beskaffenhed og ville egne sig til be-handling ved byret. Med en forhøjelse afsagsværdigrænsen til 50.000 kr. vil dissesager imidlertid i betydeligt omfang blive by-retssager. De resterende vil ofte — og dettegælder i særlig grad erstatningssager, f. eks.sager om lægers og hospitalers erstatningsan-svar - kunne være af en så kompliceret ogtvivlsom art, at landsretsbehandling vil værehensigtsmæssig. For så vidt angår sager omfast ejendom og om tvistigheder vedrørendebyggeentrepriser vil tillige afgrænsningen afde sagsgrupper, som skulle omfattes af by-retternes kompetence, være forbundet medbetydelige vanskeligheder. Det kan tilføjes, atsager om byggeentrepriser efter oprettelse afvoldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksom-

32

hed i videre omfang end tidligere kan ventesbehandlet ved voldgift.

Rådet har derfor fundet at burde afstå fraat stille forslag om særlige kompetencereglerfor de her nævnte sagsgrupper. Mange afdisse sager vil efter forslagets § 351 a, stk. 3,kunne behandles af én dommer.

4.4.3. Særligt om anerkendelsessøgsmål.Rådet har endelig overvejet, om det vil værehensigtsmæssigt at optage særlige kompeten-ceregler om anerkendelsessøgsmål. Sådannesøgsmål falder i det væsentligste i følgendegrupper:

1) rene anerkendelsessøgsmål, hvor søgs-målet alene går ud på at fastslå en rettighedeller forpligtelse for en af sagens parter, tilhvilken der ikke kan knyttes nogen økono-misk værdi, eller en vis faktisk omstændig-heds eksistens eller ikke-eksistens.

2) sogsmål af den under 1) nævnte art, ihvilke der tillige er nedlagt en erstatningspå-stand, f. eks. i tilfælde, hvor sagsøgte påståskendt uberettiget til at gøre brug af sagsøge-rens navn eller varemærke, og hvor der kræ-ves erstatning for det ved den uberettigedebrug allerede påførte tab.

3) sager hvor påstanden fremtræder somen ren anerkendelsespåstand, men hvorsagen i realiteten går ud på at få fastslået etkrav af økonomisk karakter, for hvilketen værdiansættelse er mulig.

Sagerne af den under 1) nævnte kategorier af meget forskellig beskaffenhed. Som ek-sempler kan nævnes søgsmål om medlem-skab af foreninger eller faglige organisatio-ner, om lovlighed af administrative pålægeller forskrifter, om påstået uberettiget an-vendelse af navn eller varemærke eller ube-rettiget fremstilling eller salg af en bestemtvare. Endvidere sager om udleveringen afprivate eller offentlige dokumenter, herun-der f. eks. hospitalsjournaler. Sådanne sager,i hvilke påstanden undertiden vil kunne ud-

formes således, at sagen teknisk er et fuld-byrdelsessøgsmål, kan både være juridiskkomplicerede og overordentlig betydnings-fulde for parterne, og rådet har derfor ansetdet for rimeligt, at denne gruppe sager somhelhed fortsat henlægges til behandling vedlandsretterne, hvilket, da de ikke er omfattetaf udkastets § 225, nr. 1, vil følge af bestem-melsen i § 226.

Tilsvarende bør gælde for de under 2)omhandlede sager, i hvilke erstatningspå-standen derfor alene får betydning for bereg-ningen af retsafgiften.

For så vidt angår de under 3) nævntesager vil sagsgenstandens værdi blive afgø-rende for, om sagen skal anlægges ved lands-ret eller byret.

4.5. Rådets forslag.Rådet stiller herefter forslag om forhøjelseaf værdigrænsen for landsretsbehandling,jfr. ovenfor side 29, og gennemførelse af enhenvisningsregel, hvoretter vedkommendeunderret i visse tilfælde og under visse betin-gelser kan henvise en borgerlig 1. instanssagtil behandling ved landsret, samt om, at allesager, der opstår af forholdet mellem privatearbejdsgivere og deres ansatte, og alle pri-vate straffesager henlægges til byret.

Forslagene er indarbejdet i et lovudkast,der med bemærkninger er optaget nedenfor iafsnit 7 og 8.

De økonomiske virkninger af disse forslaglader sig vanskeligt forudberegne, idet de af-hænger af, i hvilket omfang de foreslåedeændringer i byretternes og landsretterneskompetence faktisk vil medføre en nedgang iarbejdsmængden i landsretterne, der vilkunne influere på antallet af dommere idisse retter, og som ikke samtidig nødven-diggør en udvidelse af antallet af byretsdom-mere. Allerede som følge af usikkerhedenom, i hvilket omfang henvisningsadgangentil landsretterne vil blive benyttet, og omden forøgelse af antallet af ankesager, somnyordningen vil kunne medføre, lader en no-genlunde sikker prognose med hensyn til deøkonomiske konsekvenser sig ikke opstille.

).)

5.Nedsættelse af antallet af landsdommere,

der medvirker ved den enkelte sags behandling.

5.1. De eksisterende regler og baggrundenfor disse.

Efter udkastet af februar 1876 til lov omDomsmagtens, den offentlige Anklagemyn-digheds, Politimyndighedens samt Sagfører-væsenets Ordning, der blev afgivet af Proces-kommissionen af 1868, omfattede landsret-ternes domsmyndighed »dels Behandling ogPaakendelse i første Instants af Retssager idet Omfang, som bestemmes ved Lovene omden borgerlige Retspleje og Strafferetsplejen,dels Prøvelse i anden Instants af Underret-ternes Behandlinger og Afgjørelse overens-stemmende med de nævnte Love.« (§ 11).Til underretternes domsmyndighed henlag-des efter §§ 8-9 i udkastet til Lov om Straffe-retsplejen af marts 1875 mindre straffesagerog efter § 2 i udkastet til Lov om den bor-gerlige Retspleje af 1877 de fleste sager afværdi under 400 kr. samt enkelte andresager. Domme i underretssager kunne efterudkastene ankes til landsret, således atlandsretten såvel i borgerlige sager som istraffesager kunne foretage en fuldstændigprøvelse af sagen, der omfattede en prøvelseaf beviserne. Domme i sager, der var afsagtaf landsretterne som 1. instans, kunne ankestil højesteret, der dog ikke kunne efterprøvebedømmelsen af bevisernes vægt.

Efter § 16 i udkastet af 1876 skulle derved landsretterne såvel i ankesager som i 1.instanssager medvirke 5 landsdommere,medmindre der særligt var truffet bestem-melse om kun 3 dommeres medvirken. Så-danne bestemmelser om kun 3 dommeresmedvirken foresloges i udkastene for visseadministrative afgørelser og for nogle afgø-relser, som skulle træffes under forberedelseaf straffesager.

1876-udkastets almindelige regel om 5dommeres deltagelse i landsretten var i nøjeoverensstemmelse med de daværende forslagtil tyske proceslove. Det udtales i bemærk-

ningerne til 1876-udkastet, side 17-18, omreglen om 5 dommeres medvirken: »Ved atopstille denne Regel, befinder Udkastet sig iOverensstemmelse med, hvad der gjennem-gaaende er almindeligt i de nyere Lovgivnin-ger paa Europas Fastland. Vel findes dermange Love, der kun kræver et Kollegium aftre Dommere ved Retterne i første Instants.Men om disse gjælder det da, at de netopikke afgjøre Bevisspørgsmaalet upaaankeligt.Med disse Retter kunne derfor UdkastetsLandsretter ikke sammenlignes. . . . Det ermed Kollegialdomstolene, i 2den Instants,som de efter disse Love ere indrettede, at Ud-kastets Landsretter nærmest maatte sammen-lignes, og i den fordres et Kollegium mindstaf 5. Forsaavidt derimod i nyere Love ogUdkast Mundtlighedsprincipets Konsekvent-ser med Hensyn til Afgjørelsen af Bevis-spørgsmaalet er gjennemført, er det ogsaa idisse anset for en Nødvendighed, at detDommerkollegium i første Instants, der her-efter endelig afgjør Bevisspørgsmaalet, ikkekan bestaa af færre end 5 Dommere. DenneFordring er, hedder det i Motiverne til det afForbundsraadet vedtagne og den tydskeRigsdag forelagte Udkast til en Retsforfat-ning for hele det tydske Rige, § 57, uafviselighvor Paaanke af Bevisafgjørelsen er udeluk-ket.«

I 1899-udkastet, der var udarbejdet afproceskommissionen af 1892, følges det sy-stem, som da var blevet ført ud i livet ved detyske proceslove fra 1877 og de senereøstrigske proceslove fra 1898. Landsretternebliver 1. instans i de fleste civile sager, somikke er småsager, og i mere betydningsfuldestraffesager. I øvrigt er landsretterne appel-instanser. Bevisbedømmelsen kan bortset fraanke til højesteret i straffesager nu efter-prøves i appelinstanserne. Ved hver sags be-handling deltager (mindst) 3 landsdommere(§7).

34

Udover nogle mere almindelige bemærk-ninger om det ønskelige i at begrænse dom-merantallet til det nodvendigste angives deri de danske motiver (se sp. 7—9) ingen sær-skilt begrundelse for denne ændring af dom-mertallet.

Den almindelige regel i 1899-udkastet ommindst 3 landsdommeres medvirken i allesager, 1. instanssager som ankesager og bor-gerlige sager som straffesager, gik derefteruden ændringer over i retsplejeloven. Derfandtes dog enkelte særregler, således navn-lig reglen i § 338, stk. 3, om, at landsrettenunder forberedelse af en borgerlig sag kanbeklædes af en enkelt dommer. Reglerne erikke siden blevet ændret.

5.2. Borgerlige sager i 1. instans.

5.2.1. Udviklingen i andre lande.For at afhjælpe en stigende overbelastning afde tyske Landgerichte, der beklædes at 3dommere, indførtes i 1924 bl. a. en adgangtil at lade forberedelse og i et vist omfang be-visførelse i borgerlige 1. instanssager foregåfor en enkelt af landgerichtkollegiets dom-mere, der tillige er bemyndiget til at mægleforlig, (se ZPO §§ 348 og 349 og Erik Volk-mar, Verordnung über das Verfahren in Bür-gerlichen Rechtsstreitigkeiten vom 13. Fe-bruar 1924, Berlin 1924, side 20-24 og135-140). Denne ordning synes dog især iSydtyskland at have fået uheldige følger,idet såvel bevisumiddelbarhed som en rime-lig koncentration af sagerne og til en visgrad mundtligheden gik tabt. De seneste be-stræbelser inden for tysk civilproceslovgiv-ning består derfor ikke mindst i at få denneordning bragt til ophør (se f. eks. Baur:Wege zur einer Konzentration der münd-lichen Verhandlung im Prozess, Berlin 1966og det seneste lovforslag, Drucksache 7/2729af 5. november 1974, side 32-37).

I ostrig, hvor der også efter 1914 ind-trådte en overbelastning af de kollegiale Ge-richtshöfe (3 dommere), blev der allerede itiden omkring 1. verdenskrig efter ungarskforbillede gennemført regler om, at rettenkunne beklædes af én dommer, såfremt sagenvar under en vis værdi. Denne værdigrænseer senere blevet betragteligt forhøjet (nu100.000 S eller ca. 39.000 kr.) og suppleretmed en regel om, at der i sager over værdi-grænsen kan vedtages behandling for én

dommer. Ordningen hi haft succes. I 1970blev 92 pct. af samtlige iger, der indbragtesfor Gerichtshof som J instans, behandletfor kun én dommer. F .peditionstiden vedGerichtshöfe er samm lignet med forhol-dene i Tyskland og Danmark meget lav, gen-nemsnitligt ca. 6 måneder for tvistige sager.

I Norge behandles alle borgerlige 1. in-stanssager ved by- og herredsretterne underblot én fagdommers medvirken.

I sager, der behandles ved fast ejendomsværneting, og i sager om fast ejendomsgrænser, om servitut over fast ejendom ellerom erstatning for skade på fast ejendom, til-trædes by- og herredsretten af to læge dom-mere.

Læge dommere skal endvidere medvirke,når nogen af parterne forlanger det, eller ret-ten finder det ønskeligt.

Der stilles ikke særlige krav til de lægedommeres kvalifikationer.

I sager angående handel, industri, skibs-fart, håndværk og byggevirksomhed anven-des i et vist omfang sagkyndige lægdom-mere. Det beror her i hovedsagen på rettensbestemmelse, om der skal benyttes sagkyn-dige lægdommere.

Den juridiske dommer er formand for ret-ten. Alle dommere har 1 stemme.

Det er over for rådet oplyst, at læge dom-mere i praksis kun medvirker i meget beske-dent omfang og da særlig i sager, hvor derskønnes at være behov for sagkyndig bi-stand.

I Sverige behandles borgerlige sager i 1.instans ved tingsrätt, hvor retten efter denalmindelige regel beklædes af 3 fagdom-mere. Under forberedelsen beklædes tings-rätten dog kun af én fagdommer, og hvisdomsforhandlingen afholdes som en såkaldt»liten huvudförhandling«, kan en dommer,der har beklædt retten under forberedelsen,færdigbehandle sagen. Liten huvudförhand-ling kan anordnes, enten når sagen er »up-penbar«, eller hvis begge parter samtykker.Det er dog en forudsætning, at domsfor-handlingen i så fald enten holdes i tilslut-ning til forberedelsen eller inden 15 dageefter dennes afslutning, jfr. Rättegångsbal-ken, Kapitel 42, § 20, og Ekelöf, Rättegång,5. hæfte, 4. oplag, side 56 ff. Disse regler måses i sammenhæng med Rättegångsbalkensregler om et obligatorisk forberedelsessta-dium, under hvilket det forudsættes, at dom-

V3

meren i videre omfang forestår og selv delta-ger i tilrettelæggelsen af sagerne.

Rådet har foretaget en rejse til Malmö ogLund i februar 1975 og overværet en rækkeforberedelser og domsforhandlinger ved dederværende tingsrätter.

5.2.2. Rådets overvejelser og forslag.Såfremt landsretterne som foreslået foran iafsnit 4 fremtidigt kun kommer til at be-handle de borgerlige sager i 1. instans, somangår store værdier, eller som er af vidtræk-kende eller principiel karakter, vil det kunvære muligt i meget begrænset omfang at af-laste landsretterne gennem en nedsættelse afdet antal landsdommere, der medvirker iden enkelte sag. I hvert fald hovedparten afde sager, som forsvarligt lader sig afgøre afen enkelt dommer, vil da være henlagt til by-retterne.

Ved overvejelserne af, om landsretternesafdelinger ville kunne sammensættes på enanden måde end nu, må man endvidere væreopmærksom på, at det næppe er muligt atangive egnede afstemningsregler i borgerligesager, medmindre der i retten er et uligeantal dommere.

De løsninger, der kan komme på tale,synes herefter at være enten 1 eller 3 lands-dommere eller, som i sø- og handelsretten, 1landsdommer sammen med 2 eller 4 læg-dommere.

5.2.2.1. Behandling af landsretssager undermedvirken af én landsdommer.

Forberedelse af landsretssager.De gældende regler om forberedelse af

landsretssager er omtalt i rådets betænkningnr. 698/1973 om behandling af borgerligesager side 16 f.

Ifølge § 338, stk. 3, kan landsretten underforberedelse af en sag beklædes af en enkeltdommer. Består retshandlingen i bevisførelseeller kendelse om et omtvistet punkt, skaldog samtlige de dommere, der skal deltage ipådømmelsen, være til stede, medmindredette vil være forbundet med vanskelighed.Rådet foreslår denne bestemmelse erstattetmed en almindelig regel om, at en enkeltdommer kan handle på rettens vegne udenfor domsforhandlingen. Der henvises til for-slag nr. 1 i rådets udkast og bemærknin-gerne til denne bestemmelse.

Forberedelsen af landsretssager foregårved underret eller landsret efter reglerne i §338.

Ved østre landsret sker forberedelsen i deenkelte afdelinger på de retsdage, hvor derafholdes ordinær ret. Retten beklædes i disseretsmøder i almindelighed af reisformandenalene. Sagerne vil normalt straks ved skrift-vekslingens slutning blive berammet tildomsforhandling. Som nærmere anført oven-for side 16 er man dog i de senere år kom-met ind på i et vist omfang at afholde forbe-redende møder af mere indgående karakter.Retten beklædes i disse møder ofte af en afde andre dommere i afdelingen.

Ved vestre landsret foregår forberedelsen- modsat ved østre landsret - for det langtovervejende antal sager ved de lokale under-retter. Forberedelse ved landsretten sker veden særlig forberedelsesafdeling, der er fællesfor alle afdelingerne. Denne beklædes påskift af en af rettens dommere. Domsfor-handlingen berammes efter telefonisk kon-takt mellem vedrørende afdelings fuldmægtigog de pågældende advokater. Undtagelsesvisafholdes et forberedende møde i vedkom-mende afdeling. I så fald deltager alle tredommere, jfr. nærmere ovenfor side 17.

Retsplejerådet foreslår i sin ovennævntebetænkning, at alle landsretssager forberedesved landsretten. Rådet foreslår endvidere(betænkningen side 24 ff.), at der afholdeset møde til mundtlig forberedelse af sagen,eventuelt med deltagelse af parterne person-lig. I dette møde bringes parternes stilling tilsagens faktiske og retlige omstændigheder såvidt muligt på det rene, og det søges herun-der klargjort, hvilke omstændigheder derikke bestrides, og hvilke der skal være gen-stand for bevisførelse.

Det må efter de svenske erfaringer og er-faringer med den ovennævnte forsøgsord-ning i østre landsret forventes, at et væsent-ligt antal sager vil kunne forliges under detforberedende møde.

Som anført i rådets betænkning er det enforudsætning for at få det fulde udbytte af etforberedende møde, at den dommer, forhvem mødet afholdes, nøje har sat sig ind isagen. For at opnå en passende arbejdsforde-ling mellem dommerne må sagerne forment-lig fordeles mellem disse. Der kan næppesiges noget generelt om, hvorledes en sådan

3b

fordeling skal ske. Dette må afhænge af ar-bejdsgangen i de enkelte afdelinger.

Rådet foreslår, at reglerne i betænkningenom behandlingen af borgerlige sager om af-holdelse af forberedende retsmøder gennem-føres samtidig med de øvrige forslag i nær-værende betænkning. Rådet forudsætter, atforberedelsen forestås af retsformanden eller- efter retsformandens bestemmelse - af enaf afdelingens andre dommere.

Som nævnt ovenfor under 5.2.1. har mani Tyskland for at aflaste Landgerichte ind-ført den ordning, at forberedelsen og i et vistomfang bevisforelsen i borgerlige 1. instans-sager kan foregå for én af rettens dommere.

En sådan ordning kunne medføre en visaflastning af landsretterne, uden at kravetom 3 dommeres medvirken ved sagernes på-kendelse blev fraveget. Hensynet til bevisu-middelbarheden ville i et vist omfang væretilgodeset ved, at bevisførelsen sker for en afde dommere, der deltager i afgørelsen.

Rådet kan ikke gå ind for en sådan regel.I den ovennævnte betænkning om behand-ling af borgerlige sager foreslås indført enregel om, at bevisforelsen som hovedregelskal finde sted under hovedforhandlingen,men at retten undtagelsesvis kan bestemme,at bevisførelsen eller en del af denne skalske inden hovedforhandlingen. Der henvisestil betænkningens side 125. Betydningen afden nævnte hovedregel er især, at bevisførel-sen foregår i umiddelbar forbindelse med sa-gens afgørelse for de dommere, der deltageri afgørelsen. Foregår bevisførelsen nogen tidfør domsforhandlingen, vil det umiddelbareindtryk af forklaringen let være udvisketved sagens optagelse til dom. Til disse mereprincipielle betænkeligheder kan føjes, at af-holdelse af bevisførelse under forberedelsenvil modvirke bestræbelserne for at opnå enkoncentration af sagerne.

Bliver det undtagelsesvis nødvendigt atoptage bevis helt eller delvis før domsfor-handlingen, såkaldt anteciperet bevisførelse,vil bevisforelsen foregå ved en byret ellerved landsretten under forberedelsen, og for-klaringer vil blive dokumenteret underdomsforhandlingen ved oplæsning af det,der er protokolleret under bevisførelsen.Skal bevisførelsen i sådanne tilfælde ske vedlandsretten, synes den ofte uden skade atkunne foregå for en enkelt dommer, jfr. be-mærkningerne til udkastets forslag nr. 1.

Afgørelse af landsretssager.Som nasrmere omtalt ovenfor under 4.4.1.

foreslår rådet kompetencefordelingen mel-lem landsret og byret ændret, således at kunsager, som på grund af deres værdi ellerderes beskaffenhed typisk findes egnet her-til, behandles ved landsretten i 1. instans.Der er herved lagt særlig vægt på, at lands-retten beklædes med 3 dommere.

På denne baggrund er det klart, at detkun vil være i få tilfælde, at afgørelse aflandsretssager af én dommer vil kunnekomme på tale.

Selv om de af rådet foreslåede regler an-gående fordelingen af sagerne mellem byretog landsret i videre omfang end de gældendetager hensyn til sagernes karakter, vil der ipraksis stadig forekomme et mindre antalsager, der efter de foreslåede regler er lands-retssager, men som er så enkle eller klare, at3 dommeres medvirken må anses for unød-vendig. Som eksempler kan nævnes visse sa-ger om erstatning uden for kontraktsforholdog om byggeri, der i forbindelse med over-vejelserne om udvidelse af byretternes kom-petence blev nævnt som sager, der ret ofteville være egnede til byretsbehandling, mensom vanskeligt efter enkle regler lader sig ud-skille fra de øvrige landsretssager. Endviderekan nævnes sager, der drejer sig om enrække mindre poster i et regnskab, der ikkehver for sig frembyder vanskeligheder. Kanen i øvrigt klar og enkel sag afgøres efter op-tagelse af et enkelt bevis, vil sagen ofte værevelegnet til afgørelse for en enkelt dommer.

I tilfælde som de nævnte vil det efter rå-dets opfattelse være mere hensigtsmæssigt atåbne mulighed for, at sagen kan påkendesfor en enkelt landsdommer end at indføreen regel, hvorefter sagen kan henvises til be-handling ved byret.

Man kunne rejse det spørgsmål, om ikkesådanne mere enkle sager straks ved sagsan-lægget kunne udskilles og henvises til be-handling for en enkelt landsdommer. Hen-visning burde i så fald formentlig foretagesaf præsidenten efter parternes begæring.

Spørgsmålet må efter rådets opfattelse be-svares benægtende. Det vil i almindelighedikke være muligt med sikkerhed at be-dømme sagens karakter alene på grundlag afstævningen, og først når svarskriftet forelig-ger, vil man kunne danne sig et billede afparternes stilling til sagen. Endelig stillingta-

37

gen til sagens egnethed til behandling for éndommer vil ofte først kunne ske efter afhol-delse af et forberedende møde, hvor sagen erblevet »skåret til«. Erfaringerne fra praksis,hvor vedtagelse af byretsbehandling ikkesjældent først sker efter en indgående forbe-redelse ved vedkommende byret, bekræfterdenne antagelse.

Som nævnt ovenfor side 34 er der i desvenske tingsrätter mulighed for, at en sagkan afgøres af den dommer, der har beklædtretten under forberedelsen. En sådan »litenhuvudförhandling« kan afholdes, hvis sagener åbenbar, eller hvis begge parter samtyk-ker heri.

Efter rådets opfattelse kunne en sådanordning med fordel indføres i dansk ret.Vedkommende dommer bør dog ikke kunneafgøre en sag selv, fordi han finder denåbenbar, hvis parterne ikke er enige heri.Det foreslås derfor, at sagens afgørelse forén dommer i alle tilfælde skal være betingetaf parternes samtykke.

Ifølge svensk ret skal domsforhandlingenforegå i tilslutning til forberedelsen ellerinden 15 dage efter dennes afslutning. Dissekrav, der efter det oplyste har begrænset an-vendelsen af »liten huvudförhandling« iSverige, synes at kunne udgå, såfremt reg-lerne kun anvendes, hvor begge parter sam-tykker.

Et medlem - Mogensen - udtaler:Der har fra advokatside været rejst nogen

betænkelighed ved, at der åbnes adgang tilendelig afgørelse af sagen efter domsfor-handling for en enkelt landsdommer. Det ersåledes gjort gældende, at ordningen beteg-ner et brud på princippet om, at landsrets-domme skal afsiges af en kollegial domstol,bestående af tre dommere, og dette ændresikke af, at undtagelse kun kan gøres, hvisbegge parter samtykker heri. Der har endvi-dere været peget på, at ordningen kunne fri-ste den landsdommer, der forestår sagensforberedelse, til at gå videre end ønskeligtmed hensyn til at udfolde official-virksom-hed. Der har endvidere været peget på enmulig risiko for, at parterne og deres advo-kater vil være betænkelige ved at nægte sam-tykke til, at den forberedende landsdommerafsiger dom alene, idet en part eller hans ad-vokat muligvis vil forestille sig, at de frem-kalder utilfredshed hos den forberedende

landsdommer ved at modsætte sig et af hamfremsat forslag om, at han skal afgøre sagenalene.

Retsplejerådets øvrige medlemmer harikke kunnet tillægge disse betænkelighederafgørende vægt over for de praktiske for-dele, den af rådet foreslåede ordning vil in-debære.

De stillede forslag om afholdelse af forbe-redende retsmøder for én landsdommer ogafholdelse af domsforhandling i tilknytningtil forberedelsen for denne ene dommer vilmedføre en aflastning af landsretterne. Deter imidlertid ikke muligt mere præcist at be-regne aflastningens størrelse.

5.2.2.2. Behandling af landsretssager i 1. in-stans af én landsdommer og to lægedommere.

Som nævnt flere gange tidligere har det vedudformningen af rådets forslag med hensyntil fordelingen af kompetencen mellem un-derret og landsret været tillagt væsentlig be-tydning, at der i landsretten ved afgørelsenaf den enkelte sag medvirker 3 dommere,jfr. nærmere ovenfor afsnit 4.4.1. I sø- oghandelsretten i København er sagerne sidenoprettelsen af denne domstol i 1861 blevetforhandlet for et kollegium bestående af enjuridisk fagdommer, rettens præsident ellervicepræsident, og 2 eller 4 af rettens sagkyn-dige medlemmer. Sø- og handelsrettens ar-bejdsmåde har aldrig været udsat for kritik,tværtimod er retten ofte blevet fremhævetfor hurtig og kyndig sagsbehandling. En væ-sentlig grund til, at denne ret har virketgodt, er imidlertid utvivlsomt, at rettenssagsområde er sø- og handelssager, og at deri det storkøbenhavnske område altid harkunnet findes erhvervs- og organisations-folk, som besidder en dyb indsigt i maritimeog kommercielle anliggender. Sø- og han-delsrettens model lader sig derfor ikke udenvidere udstrække til alle sager. I Norge be-stemmer Domstolsloven i §§ 72 og 87, atdomsmænd med sagkundskab i »handel, sø-væsen, industri, håndværk og bygningsvæ-sen« kan eller skal deltage i by- og herreds-retternes afgørelser. Selv om muligheden aff. eks. at behandle sager om mangler vedfast ejendom ved køb og entreprise for énfagdommer og to bygningskyndige ikke kan

38

afvises som urealistisk, er rådet dog blevetstående ved de øvrige forslag i denne be-tænkning. Disse forslag vil have en betydeligvirkning, og ved gennemførelse af alt formange og omvæltende ændringer af dom-stolsstrukturen på en gang ville man let risi-kere i lang tid i høj grad at vanskeliggøre ar-bejdet i domstolene.

Rådet finder det klart, at en ordning medlæge domsmænd som i straffesager ikkeegner sig for borgerlige sager. Ikke-sagkyn-dige domsmænd vil ofte ikke have den nød-vendige viden og erfaring til med vægt atkunne deltage i voteringen angående vanske-

lige juridiske spørgsmål eller kompliceredesager.

5.3. Borgerlige ankesager.Der har under rådets overvejelser væretenighed om, at det ikke vil være forsvarligtat nedsætte dommerantallet i ankesager. Dervil her typisk være tale om betydningsfuldeeller vanskeligere sager. Det vil endviderenæppe kunne accepteres, at den retsgarantisvækkes, som ligger i, at en part har adgangtil at få i hvert fald lidt større sager prøvetfor en instans, der er kollegialt sammensat.

39

6.Ændringer i retsorganisationen i øvrigt.

6.1 Underretterne.

6.1.1. Virkningerne af de forskelligeændringer og forslag.

Virkningerne af den ved lov nr. 88 af 26.marts 1975 pr. 1. april 1975 gennemførteforhøjelse af underretsgrænsen fra 10.000 til.50.000 kr. og henlæggelsen af alle færdsels-erstatningssager til byretterne må som an-ført ovenfor i afsnit 2 antages at blive, at an-tallet af borgerlige sager, der ikke har karak-ter af inkassosager, årligt vil blive forøgetmed omkring 300 sager ved Københavnsbyret, 30-60 sager ved hver af retterne iLyngby, Ballerup, Hillerød, Århus, Viborgog Esbjerg og under 30 sager ved hver af deøvrige retter. Muligvis vil forøgelsen af sags-antallet ved byretterne dog blive væsentligtstørre, fordi de lange ekspeditionstider vedlandsretterne har bevirket, at et vist antalsager, der tidligere ville have været lands-retssager, ikke blev anlagt.

I bemærkningerne til lovforslaget vedrø-rende lov nr. 88 af 26. marts 1975 har ju-stitsministeriet vedrørende dette merarbejdefor underretterne udtalt:

»Det forøgede antal sager må forventesmange steder at kunne indpasses i det dag-lige arbejde. Ved andre embeder vil en kapa-citetsforøgelse kunne opnås ved konstitutionaf retsassessorer og dommerfuldmægtige.

Det må dog forventes, at ekspeditionsti-den ved underretterne vil stige, såfremt ret-terne ikke aflastes på anden måde, jfr. her-ved forslag til ny færdselslov, der er omtaltovenfor. Da ekspeditionstiden ved underret-terne gennemgående er under 6 måneder ogsåledes betydelig kortere end ekspeditionsti-den ved landsretterne, vil det efter justitsmi-nisteriets opfattelse være forsvarligt at gen-nemføre en forhøjelse af underretsgrænsenuden en øjeblikkelig aflastning af underret-terne på anden måde.

justitsministeriet stiller derfor ikke på nu-

værende tidspunkt forslag om ændringer iantallet af underretsdommere.«

Det er på nuværende tidspunkt ikke mu-ligt med sikkerhed at udtale sig om, hvorstort merarbejdet for byretterne vil blive somfølge af forhøjelsen af underretsgrænsen til30.000 kr. m. m. Ved afgivelsen af denne be-tænkning har reglen endnu ikke været ikraft i et år. Det er ej heller muligt at forud-beregne, om en vis yderligere forhøjelse afden beløbsmæssige grænse, f. eks. til 50.000kr., og samtidig indførelse af en henvisnings-regel vil føre til et væsentligt andet resultatend 30.000 kr.s grænsens. Klart er, at en-hver forhøjelse af 30.000 kr.s grænsen førerflere sager til underret, og at en stigende pro-centdel af sagerne, jo højere grænsen sættes,er tunge og arbejdskrævende. Lige så klarter imidlertid, at henvisningsreglen vil føretil, at en del af de vanskeligste sager bliverhenvist til landsretten, og at arbejdsforøgel-sen for byretterne derved i hvert fald i etvist omfang vil blive afbalanceret. Måske vil30.000 kr.s reglen og 50.000 kr.s reglen medhenvisningsregel føre til nogenlunde sammearbejdsmængde for byretterne. Dette skøn erimidlertid behæftet med betydelig usikker-hed.

Den ændring af fordelingen af arbejds-mængden mellem landsretterne og byret-terne, som er sket ved loven af 26. marts1975 og vil ske ved yderligere ændringer afkompetencereglerne, har gjort det naturligtfor rådet at optage spørgsmålet om byretter-nes organisation og arbejdsmåde til en fore-løbig drøftelse. Udarbejdelse af detailforslagvil selvsagt forudsætte indgående overvejel-ser, der omfatter forhandlinger med interes-serede organisationer. I sådanne overvejelserog forhandlinger måtte bl. a. inddrages båderessourceforbrug, personalepolitik og betyd-ningen af at opretholde både sikkerhedenog hurtigheden i retsplejen. Også værdien afkontakt mellem befolkningen og den sted-lige domstol bør tages i betragtning. Rådet

40

har ikke fundet det rigtigt eller muligt på nu-værende tidspunkt og med sit nuværendekommissorium at søge at udarbejde egentligeforslag, som er egnet til optagelse til endeligafgorelse i ministerium og folketing. Rådethar derimod ment at burde søge at yde et bi-drag til, at den principdebat, hvis nødven-dighed fra flere sider er fremhævet som enforudsætning for en forsvarlig stillingtagentil forslagene om arbejdet i landsretterne,ikke kunstigt beskæres ved, at byretternesforhold helt forbigås.

Rådet har navnlig drøftet, om den rationa-lisering af arbejdet ved byretterne, som ersket i de senere år, vil kunne videreføres. Idenne forbindelse har spørgsmål været rejst,om en mere rationel retskredsinddeling endden nuværende ved visse embeder ville giveen mere hensigtsmæssig fordeling af arbejdetmellem dommerne indbyrdes og mellem demog embedernes ovrige personale. Rådet harfundet det naturligt allerede nu at foreslå be-tegnelsen for underretterne ændret, såledesat disse domstoles navn naturligt svarer tilden funktion, de udøver i den nugældenderetsplejeordning, jfr. nedenfor under 6.1.2.

6.1.2. Ændret betegnelse for underretterne.Allerede for förnöjelsen af underretsgrænsentil 30.000 kr. m. v. ved lov nr. 88 af 26.marts 1975 behandledes langt det overvej-ende antal borgerlige 1. instanssager ved un-derretterne. Efter lovændringen behandlesmere end 99 pct. af de borgerlige sager vedunderretterne som 1. instans. Ifølge Krimi-nalstatistikken for 1973, Statistiske Medde-lelser 1975:3, side 61, pådømtes i 1973 vedunderretterne 45.432 straffesager, hvoraf20.601 var statsadvokatsager. Landsretternepådømtc samme år 97 straffesager som 1. in-stans (nævningesager).

Langt de fleste også alvorligere straffesa-ger behandles således ved underretten som1. instans, og en meget stor del af sagernefinder deres endelige afgørelse ved disse ret-ter. Efter de udvidelser af underretterneskompetence i borgerlige sager, som i tidensløb er gennemfort, er det kun et forholdsvismindre antal økonomisk meget betydnings-fulde borgerlige sager og sager af principielkarakter m. v., som er henlagt til landsret-terne i 1. instans. Underretterne står derforover for befolkningen som det almindelige

forum både i straffesager og i borgerligesager.

Betegnelserne »underret« og »underrets-dommer« er derfor ikke længere træffendeog kan skabe urigtige forestillinger hos demennesker, der kommer i beröring med ret-terne.

Rådet har forelagt spørgsmålet om valg affremtidig betegnelse for underretter og un-derretsdommere for Den danske Dommer-forening og har i skrivelsen til foreningennævnt de forslag, som var fremkommetunder rådets foreløbige drøftelser: »Kreds-ret«, »Amtsret«, »Tingsret«, »Birkeret«, og»By- og herredsret«.

Dommerforeningen har haft følgendekommentarer til disse forslag:

Dommerforeningen har tidligere i en hen-vendelse af 17. oktober 1957 til justitsmini-steriet fremsat forslag om, at betegnelsen»underret« og forbindelser dermed erstatte-des med »by- og herredsret«. Der henvistesbl. a. til, at betegnelsen »underret« forekomlidet dækkende. Der var siden retsplejelo-vens ikrafttræden i 1919 sket en megetstærk udvidelse af underrettens kompetence,og langt det overvejende antal af både civileog kriminelle sager blev nu afgjort ved un-derret. Det blev endvidere anført, at benæv-nelserne »byret« og »herredsret« sprogligtstemte bedre med betegnelsen »landsret«,som i 1919 afløste »landsoverret«.

Forslaget blev ikke gennemfort, og udvik-lingen siden 1957 har medført, at betegnel-sen »herredsret« nu må anses for at væreforældet. Inddelingen af landet i underrets-kredse bygger nu på inddelingen af landet ikommuner, jfr. senest lov nr. 225 af 7. juni1972 om ændring af retsplejeloven (ændrin-ger i rets- og politikredsinddelingen m. v.).

Dommerforeningen er enig i, at betegnel-serne »underret« og ordforbindelser hermedsom »underretsdommer« bor afskaffes og er-stattes af betegnelser, som er mere træffendefor domstole, ved hvilke langt det overvej-ende antal retssager finder deres endelige af-gørelse. Spørgsmålet om, hvilke betegnelserder herefter bør vælges, har af bestyrelsenværet forelagt for samtlige dommere i by- ogherredsretterne. Et flertal inden for bestyrel-sen havde foreslået at kalde samtlige under-retter for »byretter« og samtlige underrets-dommere for »byretsdommere«. Et mindre-

41

tal inden for bestyrelsen havde fremsat for-slag om, at betegnelsen »byret« anvendtes,uden at dette var forbundet med betegnelsen»byretsdommer«. Mindretallet lagde storvægt på, at underretsdommeren betegnedessom »dommer«, og selv om det af praktiskegrunde ville være ønskeligt at indføre beteg-nelsen »byret« i retsplejeloven, ville dernæppe være noget til hinder for, at det en-kelte dommerembede fortsat kan føre beteg-nelsen »retten i . . . «. Af de indkomne me-ningstilkendegivelser går langt det overvej-ende antal ind for mindretallets forslag.Nogle enkelte besvarelser anbefaler beteg-nelsen »kredsret« som den sprogligt set logi-ske betegnelse af domstolen i den enkelteretskreds og som en neutral beskrivelse afdomstolen i henseende til dens regionalegrundlag.

Ved afgørelsen af navnespørgsmålet fin-der bestyrelsen, at der såvel af retsplejemæs-sige grunde som af hensyn til den befolk-ning, der kommer i berøring med domsto-lene, må lægges vægt på, at ligestillede retter- samtlige underretter — og indehaverne afdisse embeder betegnes på samme måde, atbetegnelserne er korte, enkle og i overens-stemmelse med nutidig dansk sprogbrug ogaf en så neutral karakter, at de er dækkendefor alle embeder uanset disses struktur.

Disse hensyn finder bestyrelsen bedst op-fyldes ved det forslag, som har fundet størsttilslutning blandt dommerne. Efter dette be-tegnes underretsdommeren fremtidigt alenesom »dommer«, og det enkelte embede be-tegnes som »retten i . . . «, således »retten iSorø«, »retten i Helsingør« og »retten i Ål-borg«. I de tilfælde, hvor der er brug for enfællesbetegnelse for de heromhandlede retteri modsætning til andre domstole, bør beteg-nelsen »byret« eller »byretter« anvendes.Hvor der i lovgivningen tales om en »under-retsdommer« i modsætning til andre dom-mere, jfr. f. eks. retsplejelovens § 1 a omsammensætningen af den særlige klageret,bør denne betegnelse erstattes af »dommer ibyret«.

En konsekvens af det fremsatte forslag vilvære, at de retter, som nu i deres benæv-nelse indeholder betegnelsen »by- og her-redsret« (Århus by- og herredsret, Ålborgby- og herredsret og Odense by- og herreds-ret) , fremtidigt benævnes »retten i . . .« lige-som de øvrige byretter. I de byer, hvor der

nu forefindes både en byret og en herredsret,som f. eks. Roskilde og Svendborg, ellerhvor den stedlige ret er delt i en kriminalretog en civilret, som f. eks. Frederikshavn ogHelsingør, bør i konsekvens af forslaget be-tegnelsen for embedet være »retten i . . . «med tilføjelse af 1. afdeling, 2. afdeling osv.

For Københavns vedkommende bør be-nævnelsen »Københavns byret« opretholdes,da »retten i København« ikke ville værenogen dækkende betegnelse.

Rådets medlemmer kan tilslutte sig Dom-merforeningens udtalelse.

6.1.3. Retskredsinddelingen.

Den nuværende inddeling og de seneste æn-dringer af inddelingen.

(1) Den nuværende retskredsinddeling erfastsat ved lov nr. 225 af 7. juni 1972.

Landet er inddelt i 84 underretskredse.Københavns byret og by- og herredsretternei Århus, Odense og Ålborg består af en præ-sident og henholdsvis 30, 11, 8 og 7 dom-mere.

Randers by- og herredsret består af 4dommere. En af dommerne er beskikket tilat varetage rettens administration. Sagernesfordeling mellem dommerne bestemmes afden beskikkede dommer efter forhandlingmed rettens øvrige medlemmer.

Der er ansat 3 dommere ved Frederiks-berg birkeret, retten i Lyngby, retten i Balle-rup, retten i Esbjerg, Horsens by- og herreds-ret og Herning by- og herredsret, og 2 dom-mere ved retterne i Gentofte, Gladsaxe, Glo-strup, Helsingør, Hillerød og Frederikssund.Roskilde byret, Roskilde herredsret, retternei Holbæk, Slagelse, Næstved, Haderslev ogSønderborg, Vejle by- og herredsret, Koldingby- og herredsret. retterne i Fredericia og Sil-keborg, Viborg by- og herredsret samt ret-terne i Frederikshavn og Hjørring. Reglerom forretningernes fordeling mellem dom-merne ved disse retter er fastsat af justitsmi-nisteriet ved bekendtgørelse nr. 31 af 24. ja-nuar 1973.

(2) Den seneste almindelige revision afretskredsinddelingen forud for loven af 7.juni 1972 fandt sted i 1956 (lov nr. 56 af21. marts 1956). Ved loven af 1956 blev an-tallet af retskredse forhøjet fra 93 til 106.Forhøjelsen skyldtes bl. a. delingen af Kø-

42

benhavns amts nordre og søndre birk i 8retskredse. Baggrunden for revisionen i 1956var, at stigningen i befolkningstallet og sags-tallet havde medført, at det i adskillige rets-kredse ikke var muligt for dommeren selv atbehandle den væsentligste del af de egentligeretssager. Justitsministeriet udtalte i be-mærkningerne til lovforslaget bl. a., at mini-steriet i videst muligt omfang havde søgt atdele større kredse i mindre fremfor at an-sætte flere dommere i de større kredse. Mini-steriet anså det for den mest tilfredsstillendeordning for befolkningen, at samme dommerbehandler alle retssager inden for et geogra-fisk område, og af hensyn til dommerens stil-ling bør en specialisering i arbejdet undgås.Spørgsmålet om retskredsenes inddeling ogorganisation havde forinden været rejst i be-tænkningen vedrorende dommeres uddan-nelse af 1951. Det anføres her, at enedom-merembeder over 50.000 indbyggere burdedeles enten territorialt eller gennem opret-telse af kriminaldommerembeder.

Ved lov nr. 27 af 11. februar 1965 blevtilvejebragt hjemmel for ansættelse af 2dommere ved retterne i Ballerup og Glad-saxe og for en opdeling af retten i Glostrup i3 retskredse. Forslaget var alene begrundetmed stigningen i indbyggerantallet.

Ved lov nr. 224 af 31. maj 1968 blev til-vejebragt hjemmel for ansættelse af 2 dom-mere ved Roskilde herredsret og ved ret-terne i Helsingør og Sønderborg. Samtidigblev Århus byret, Århus nordre og Århussondre herredsret sammenlagt til Århus by-og herredsret.

For at skabe grundlag for en mere langsig-tet planlægning blev der i 1966-67 i justits-ministeriet foretaget en undersøgelse af,hvilke ændringer i retskredsenes og under-retternes organisation som under hensyn tilstigningen i befolkningstallet og sagsantalletmåtte anses for nødvendig i tiden indtil1970. Det var meningen, at undersøgelsenmed mellemrum skulle føres ajour. Resulta-tet af undersøgelsen blev, at der i de nærme-ste år ville være brug for 15 nye dommerstil-linger. Bl. a. af lokale- og personalemæssigehensyn ville man gennemføre ændringengradvis, og der blev derfor i forslaget tilloven fra 1968 alene stillet forslag om opret-telse af 6 dommerembeder.

I undersøgelsen fremsættes forskellige al-mindelige betragtninger angående spørgsmå-

let: Territorial deling ctr. deling i civilkrimi-nalret. Det anføres, at det hidtil har væretden overvejende opfattelse, at man veddeling af retskredse i vidst muligt omfangbør lade delingen ske territorialt, jfr. detovennævnte citat fra forslaget til 1956-lo-ven. Samtidig gøres dog opmærksom på, aten deling efter saglige kriterier også kanfrembyde flere fordele. Driften af en stortinglysningsafdeling, fogedret, politiret ogskifteret vil kunne anlægges efter mere ratio-nelle kriterier end driften af flere mindre af-delinger, idet man bl. a. mere extensivt kanudnytte et begrænset udbud af specialiseretarbejdskraft. Endvidere forøges mulighe-derne for anskaffelse og udnyttelse af tekni-ske hjælpemidler. Endelig anføres, at hensy-net til en rimelig betjening af befolkningenunder moderne trafikforhold næppe spillernogen afgørende rolle i denne sammenhæng.

Retten i Sakskøbing blev nedlagt den 1.april 1970, jfr. lov nr. 3 af 8. januar 1970.Forslaget var begrundet i den nye kommune-struktur og blev gennemført forud for denalmindelige reform i 1972, da stillingen somdommer i Sakskøbing havde været ledigsiden 1. februar 1969.

(3) Forud for den i begyndelsen af detteafsnit omtalte retskredsreform i 1972 fand-tes 105 underretskredse. Reformen i 1972betød en nedsættelse af antallet af retskredsetil 84 (justitsministeriet havde foreslået ennedsættelse til 77), men en stigning i antal-let af dommere fra 159 til 171. Af de 84retskredse blev 20 kredse normeret med 2dommere (tidligere 11), 6 kredse med 3dommere (tidligere 3) , og 5 kredse medmere end 3 dommere (tidligere 2) . Refor-men vil va^re endelig gennemført i løbet af1976.

Ændringen af retskredsinddelingen blevaktualiseret ved kommunalreformens gen-nemførelse. Det blev ved ændringen til-stræbt, at de enkelte embeder fik en sådanstørrelse, at arbejdsgangen ved embedernekan tilrettelægges på økonomisk forsvarligmåde, uden ar det enkelte embede - i detomfang det opretholdes som enedommer-embede - dog bliver større, end at domme-ren personligt kan udfore den væsentligstedel af det egentlige retsarbejde. En retskredsbør herefter ikke have et mindre indbygger-tal end 25-30.000. Et indbyggertal på 50D00vil i almindelighed gøre det påkrævet at an-

43

sætte flere dommere eller at dele retskredsen.Man søgte endvidere at samle større by-

områder i én retskreds med flere dommerefremfor at dele området i flere kredse.

I den redegørelse, der ligger til grund forretskredsreformen af 1972 (Redegørelse omretskredsinddelingen i Danmark udarbejdetaf justitsministeriet i 1971), anføres som enalmindelig retningslinie, at det af hensyn tilbetjeningen af publikum og advokater ogsom et led i rationaliseringen af arbejdsgan-gen ved retterne er en afgørende fordel, så-fremt behandlingen af de forskellige sagsar-ter kan ske samlet for større områder. Dermå herved især være tænkt på tinglysnings-,skifte- og fogedsager.

Det anføres endvidere, at kommunalrefor-mens gennemførelse vil medføre, at gennem-førelse eller opretholdelse af den territorialedeling som hovedprincip vil være forbundetmed betydelige vanskeligheder, og at derknytter sig ikke uvæsentlige ulemper til denterritoriale deling i henseende til rationalise-ring af arbejdet og overførelse af arbejdsop-gaver fra det juridiske personale til kontor-personalet. Dette sidste anses i første rækkesom et spørgsmål om at opretholde en sådansammensætning af domstolens personale, atsåvel det juridiske personale som kontorper-sonalet kan imødese rimelige avancements-muligheder.

Ifølge redegørelsen knytter der sig ogsåtil den saglige deling en række ulemper,bl. a. hensynet til dommerens ønske om enalsidig beskæftigelse og ønsket om at undgå,at sagsbehandlingen får et præg af rutine.

Man har derfor overvejet mulighedernefor at tilvejebringe en domstolsstruktur, somikke var behæftet med de ovennævnte ulem-per. Udgangspunktet skulle være en samlingaf tinglysning-, foged- og skifteret for størreområder. De egentlige retssager kunne tæn-kes fordelt efter en territorialinddeling.Grænsen, der ikke behøvede at vise sig ud-adtil, kunne drages på mange måder, f. eks.i bestemte gader, jernbanelinier, kirkesogne.

Rådets overvejelser.Efter rådets opfattelse er de eksisterende op-delinger af retterne i 2 eller 3 adskilte embe-der eller afdelinger med en fast afgrænsningefter sagernes art mellem de enkelte dom-mere eller afdelinger og deres personale ikke

en i alle henseender hensigtsmæssig organi-sation. Opdelingen bevirker, at arbejdsbyr-den i hvert fald i perioder bliver ujævnt for-delt mellem dommerne. Arbejdet bliver bådefor dommerne og rettens øvrige personale retensidigt. Blandt følgerne heraf er en be-grænsning af den uddannelsesmæssige værdiaf deltagelsen i arbejdet for retsassessorer ogdommerfuldmægtige. Disse ulemper kan dogog er i et vist omfang søgt imødegået ved atansætte retsassessorer og dommerfuldmæg-tige til fælles tjeneste ved flere embeder ellerafdelinger.

Det ville formentlig være en mere rationelorganisation af disse retter, at alle dom-merne i samme retskreds havde kompetencetil at behandle alle slags sager, og at sagerneblev fordelt på en ligelig, hensigtsmæssigmåde mellem dem.

En sådan omlægning ville i flere henseen-der indebære betydelige organisatoriske for-dele. Først og fremmest ville det give alle lo-kale domstole et enhedspræg, som de nu sav-ner. Dette gælder ikke mindst i de rets-kredse, hvor man i de sidste årtier fleregange har skiftet fra en opdeling mellem ci-vildommer og kriminaldommer til en geogra-fisk deling af samtlige sager mellem byrets-dommer og herredsdommer og derpå tilbagetil den førstnævnte deling. En ændring i denomtalte retning ville medføre, at der kun varét dommerkontor og kun én ret, hvor publi-kum kunne henvende sig. For det andet erdet forvirrende, at der nu findes en rækkeforskellige organisatoriske former for under-retter. Selv for andre myndigheder eller ad-vokaterne kan det være svært at være lø-bende orienteret herom. Organisationsfor-men varierer fra enkeltdommerembeder medbåde by- og landkreds, enkeltdommerembe-der med kun en af delene, adskilte kriminal-og civildommerembeder med samme geogra-fiske område, og tredommerembederne. En-delig findes der de store retter: Københavnsbyret og de tre by- og herredsretter i Århus,Odense og Aalborg, som ledes af en rets-præsident, samt den besluttede, men endnuikke oprettede by- og herredsret i Randers,der skal ledes af en af de i retskredsen an-satte dommere, som ikke udadtil fremtrædermed nogen særlig stillingsbetegnelse.

Ved overgang til den foreslåede organisa-tionsform ville alle lokaldomstole i hele lan-det udadtil kunne fremtræde som en enhed i

44

vedkommende by- og herredskreds, uansetom der i kredsen var en eller flere dommere.Blev det senere nodvendigt at ansætte fleredommere i en kreds, ville der ikke ske nogenændring udadtil i rettens ansigt over forpublikum.

Også for domstolenes interne organisationville en ordning som den foreslåede væremere rationel og smidig end den nuværende.Den foreslåede ordning vil kunne sikre enjævn fordeling af arbejdsbyrden mellemdommerne, og dette vil have særlig betyd-ning, hvis flere og tungere sager överföresfra landsret til underretterne, således somsket med borgerlige sager mellem 10.000 og30.000 kr. ved lov nr. 88 af 26. marts 1975.Også andre forhold kan føre til, at antallet afsager, der horer til en af de grupper, der nuanvendes ved fordelingen af sagerne mellemflere dommere i en retskreds, stiger eller fal-der i forhold til andre grupper. Selv uden så-danne ændringer kan der gennem længeretid være stor uensartethed i arbejdsbyrden ito eller flere dommerembeder i samme rets-kreds.

For dommerne vil arbejdet i de rets-kredse, hvor sagerne nu er opdelt efter dereskarakter, ofte foles ensidigt, og det kan let-tere blive ugunstig præget af rutine end i deretskredse, hvor dommerne har alle slagssager. Det samme gælder for fuldmægtige ogassessorer. For denne personalegruppe spil-ler desuden den uddannelsesmæssige værdiaf arbejdet en særlig rolle. Opdelingen bety-der desuden, at fuldmægtige og assessorerikke uden særlige ordninger, som kræver ju-stitsministeriets medvirken, kan aflasteandre end den dommer, som de er ansat hos,med arbejdet i retten eller på kontoret.

Den foreslåede organisation af byretterneville også lette en hensigtsmæssig tilrettelæg-gelse af arbejdet for retternes kontorperso-nale, såvel i henseende til den onskelige ognødvendige specialisering som til mulighe-derne for at udvælge egnede personer til atvaretage mere betroede funktioner, f. eks. iforbindelse med behandling af tinglysnings-,skifte- og fogedsager.

Administrationen af en smidig og hen-sigtsmæssig arbejdsfordeling mellem dom-merne og det ovrige personale forudsætter,at en af rettens dommere beskikkes som ad-ministrativ leder, således som det nu vedretsplejelovens § 16 a, stk. 2, er fastsat for

Randers by- og herredsret, eller udnævnessom præsident.

En organisation som den foreslåede villeefter rådets opfattelse indebære en væsentligrationalisering i alle tilfælde, hvor det ansesfor nødvendigt at have flere dommere indenfor samme geografiske område. Rådet øn-sker desuden at henlede opmærksomhedenpå, at det bør overvejes, om ikke desuden ud-viklingen i retskredsinddelingen bør ledes iretning af større retskredse og som følgeheraf mod større retter. De fordele i hense-ende til rationalisering af arbejdet ved dom-stolene, som foran er omtalt, ville hervedøges. De lokale forhold må dog naturligvisspille en væsentlig rolle for udviklingen, ogdet bør ikke overses, at der kan bestå enværdifuld kontakt mellem befolkningen ogden stedlige dommer, som nu findes i demindre retskredse. Disse hensyn, der ogsåer indgået i overvejelserne om den kommu-nale inddeling, er blevet tillagt betydeligvægt ved afgørelsen af, om mindre rets-kredse forskellige steder i landet skulle ned-lægges, uanset de rationaliseringsfordele,som kunne opnås ved en sammenlægning, ogved omorganiseringen af retterne for nordreog søndre birk i Københavns omegn.

Retsplejerådet er ikke gået ind på forhol-dene i de enkelte retskredse, men har veddet foran udviklede kun villet henlede op-mærksomheden på, at hensynet til yderligererationalisering og smidig tilrettelæggelse afarbejdet i retskredsene kunne tale for atforetrække væsentligt større retskredse. Desærlige stedlige forhold bør også inddrages iovervejelserne om, hvilken organisation af by-retterne man på længere sigt bør foretrække.

6.1.4. Dommerfuldmægtige og rets-assessorer.

Rådet har for at skaffe sig et billede af fuld-mægtigenes og assessorernes stilling og dis-ses eget syn på deres arbejde afholdt en»spørgetime« med 2 repræsentanter for fore-ningen af dommerfuldmægtige i Danmark.

Antallet af dommerfuldmægtige og retsas-sessorer udgør ca. 280. Tallet har væretuændret gennem de senere år, selv om der ersket en væsentlig stigning i sagsantallet vedunderretterne. Grunden til, at dette harværet muligt, er, at en del af det arbejde, dertidligere blev udført af fuldmægtige, er ble-vet overtaget af kontorpersonalet.

45

Efter retsplejelovens § 17 a, stk. 2, kanlandsrettens præsident - for så vidt angårretterne i København, Århus, Odense ogAalborg vedkommende rets præsident - efterindstilling fra dommeren meddele kontor-personale bemyndigelse til at udføre foged-og skifteforretninger, hvori der ikke skaltræffes afgørelse af tvistigheder, samt pro-testforretninger vedrørende veksler ogchecks. Antallet af bemyndigelser er i bådeskifte- og fogedsager ca. 75.

For så vidt angår tinglysningsvæsenet erdet nu hovedreglen, at såvel registrering som.(stikprøvevis) revision af dokumenter fore-tages af kontorpersonale, jfr. justitsministeri-ets cirkulæreskrivelser af 9. januar 1967 og14. september 1973. Dommeren eller denfuldmægtig, der har tilsyn med tinglysnin-gen, afgør tvivlsspørgsmål og underskriversamtlige dokumenter.

Det er den almindelige opfattelse, at kon-torpersonalet har varetaget de nye opgaver,som er overgivet dem med hjemmel i § 17 a,stk. 2, på udmærket måde. Det er derfor na-turligt at overveje, om man kan gå videre addenne vej, både således at kontorpersonaletsdeltagelse i det juridiske arbejde på de områ-der, som er omfattet af den nuværende be-stemmelse, udvides i en del retskredse, og så-ledes at der ved ændring af § 17 a skabesmulighed for at inddrage yderligere opgaverunder ordningen, navnlig andre notarialfor-retninger end protestforretninger vedrørendeveksler og checks, f. eks. bekræftelse af te-stamenter. En bemyndigelse til at underskri-ve tinglysningspåtegning kan ikke gives efterden gældende lovgivning. En ændring af denhidtidige praksis på disse områder måtte dogkræve en nærmere undersøgelse med hen-blik på at skabe sikkerhed for en forsvarligsagsbehandling, f. eks. således at typer afsager, der ofte frembyder vanskeligheder,holdes uden for eventuelle bemyndigelser vedgenerelle begrænsninger, at enkeltilfælde afatypisk karakter forelægges fuldmægtigen ognavnlig, at bemyndigelse kun gives til kon-torpersonale, der ved kursusundervisning oginstruktion under arbejdet har erhvervet dentilstrækkelige indsigt og i øvrigt skønnes atville være i stand til at kunne bestride disseopgaver på egen hånd.

Justitsministeriet har i anledning af en fo-respørgsel fra folketingets retsudvalg i over-ensstemmelse med en udtalelse fra landsrets-

præsidenterne og formanden for dommerfor-eningen meddelt, at man vil søge § 17 a æn-dret, således at bemyndigelse kan meddelesaf vedkommende dommer eller i København,Århus, Odense og Aalborg vedkommenderetspræsident.

Ved de omordninger af underretterne, derer sket ved retskredsændringer og oprettelseaf byretter i de største byer uden for Køben-havn, er der tilstræbt en vis forøgelse af an-tallet af dommere, således at den væsentlig-ste del af de egentlige retssager kan blive be-handlet af udnævnte dommere. Herved erbehovet for fuldmægtigenes og assessorernesmedvirken til afgørelse af egentlige retssagerblevet formindsket.

Fuldmægtige og assessorer beskæftiger sigdog stadig - ved siden af arbejdet med fo-ged-, skifte-, tinglysnings- og notarialforret-ninger, § 1018-forhør og søforklaringer - i etvist omfang med de egentlige dommerforret-ninger. Forholdene er dog ret forskellige fraretskreds til retskreds.

Lovgivningens regler og praksis med hen-syn til fuldmægtigenes og assessorernes del-tagelse i behandlingen af retssager er nu fortiden således:

Bemyndigelse til at udføre dele af deegentlige dommerforretninger kan meddelesaf justitsministeren, jfr. retsplejelovens § 17a, stk. 1,2. pkt.

I bilag 2 til betænkningen er gengivet enoversigt over, hvor mange fuldmægtige derhavde konstitution efter § 17 a, og hvorledesdisse konstitutioner fordeler sig på de enkeltesagsgrupper. Oversigten er udarbejdet i no-vember 1975. Det fremgår af oversigten, atca. 80 fuldmægtige har fast konstitution, defleste i politisager og faderskabssager. Kun14 har konstitution i mindre civile sager.

Beskikkelse til midlertidig at beklæde em-bedet som dommer ved underret kan gives,når det på grund af embedsledighed eller enfast dommers forfald måtte være nodvendigt.Det er almindeligt og nødvendigt, at fuld-mægtige eller assessorer får en sådan almin-delig bemyndigelse i dommerens ferie ogunder hans sygdom. Sådanne midlertidigebemyndigelser meddeles i påtrængende til-fælde, samt når den faste dommers forfaldskønnes at ville blive kortvarigt, af landsret-tens præsident og ellers af justitsministeriet,jfr. retsplejelovens § 44, stk. 2 og 3. Konsti-tution i henhold til disse bestemmelser kan

46

gives som de nedennævnte uddannelses-konstitutioner, og konstitutionen kan be-grænses til at angå enkelte retshandlinger,f. eks. grundlovsforhør, selv om fuldmægti-gen i disse tilfælde ikke i almindelighed kansiges med ordene i § 44, stk. 2, at »beklædedommerembedet«. 1 Københavns byret ogby- og herredsretterne i Århus, Odense ogAalborg kan konstitution dog kun gives afjustitsministeriet. Det arbejdspres, cler i enårrække har hvilet på dommerkontorernesom folge af stigende sagsantal og af de for-skellige offentlige hverv, der er blevet pålagtdommerne, har fort til en meget stærk stig-ning i antallet af kortvarige konstitutioner.Landsrettens præsident foretager i alminde-lighed ikke nogen nærmere prøvelse af,hvorvidt disse kortvarige beskikkelser ernodvendige. Tilladelserne gives uden nærme-re prøvelse. Reglen om konstitutionens nød-vendighed har dog betydning, idet den gørdet muligt for landsretspræsidenterne at kon-statere, om det samlede antal meddelte kon-stitutioner overstiger et efter embedets stør-relse rimeligt tal. Bortset fra de mindre em-beder anses i almindelighed indtil ca. 50 mid-lertidige konstitutioner svarende til gennem-snitlig 1 retsdag om ugen for at være maksi-mum. Overskrides det rimelige antal, drøf-ter landsretspræsidenterne embedets forholdmed vedkommende dommer med henblikpå at soge de midlertidige konstitutioner be-grænset eller i et vist omfang aflost af fastekonstitutioner, som meddeles af justitsmini-steriet, eller finde en anden ordning.

Justitsministeriet har i cirkulæreskrivelseaf 7. oktober 1948 til samtlige underrets-dommere uden for København meddelt, atministeriet kan godkende, at præsidenterneefter indstilling fra vedkommende dommer iuddannelsesojemed meddeler ældre dom-merfuldmægtige konstitution til under dom-merens tilsyn og på hans ansvar at overtagebehandlingen og pådømmelsen af nærmereangivne egnede retssager. Det fremhæves iskrivelsen, at det er en forudsætning, at så-danne konstitutioner kun benyttes i det afuddannelsesformålet bestemte omfang, atder ved udvælgelsen af sagerne tages særligthensyn hertil, og at der af vedkommendedommer fores nøje tilsyn med fuldmægtigensbehandling af sagerne såvel som med doms-affattelsen. Sådanne retssager vil ikke værebegrænset til de ovennævnte sagstyper, med

hensyn til hvilke der meddeles fast konstitu-tion. Uddannelsesinstitutionerne anvendesi et vist omfang. De af vedkommende fuld-mægtig afsagte domme indsendes til ved-kommende præsident, der herved har mulig-hed for at følge den pågældende fuldmæg-tigs arbejde.

Spørgsmålet om konstitution af fuldmæg-tige har tidligere været behandlet i betænk-ningen vedrørende dommeres uddannelseder blev afgivet i 1951 af et af justitsministe-riet nedsat udvalg. I betænkningen s. 49-52behandles de faste konstitutioner. Det udta-les (s. 51), at udvalget må lægge megenvægt på, at faste konstitutioner kun medde-les til fuldmægtige, der har opnået en sådanmodenhed, erfaring og forudgående uddan-nelse, at der hersker betryggende sikkerhedfor deres egnethed til at udføre dommerhver-vet. Det anses derfor også for meget ønske-ligt, at der fra embedernes side gøres enaktiv og planmæssig indsats ved oplæring afde unge fuldmægtige til behandling af retssa-ger.

Dommeruddannelsesudvalgets forslag omen obligatorisk landsretsuddannelse, der pas-sende kunne lægges mellem det 33. og 36.år og skulle være en forudsætning for, atdommerfuldmægtigene kunne opnå konsti-tution, blev som bekendt aldrig ført ud ilivet. Der har dog i de senere år ved vestrelandsret været gennemført en ordning, hvor-efter dommerfuldmægtige i den anførte al-dersklasse i ca. 2 år har fungeret som fuld-mægtige ved landsretten og i forbindelse her-med har gennemgået en uddannelse, hvor-under de fik lejlighed til at votere som over-tallige dommere og medvirke ved udarbej-delsen af udkast til domme og kendelser. Ud-dannelsen afsluttes nu med en kortere kon-stitutionsperiode som landsdommer. Denneordning har ydet et væsentligt bidrag til ud-dannelsen af de dommerfuldmægtige, somhar kunnet drage nytte af den, og ønskes affuldmægtigene udvidet, således at den såvidt muligt kommer til at omfatte alle dom-merfuldmægtige.

Ved østre landsret, hvor en tilsvarendeordning ikke har kunnet gennemføres, fordiman har været nødt til at arbejde med et såstort antal konstituerede dommere, har mani de sidste par år haft nogle særlig udvalgtedommerfuldmægtige som fuldmægtige, dersamtidig har kunnet fungere som stedfortræ-

47

dere i landsdommernes forfald. Også denneordning har fungeret tilfredsstillende.

Dommeruddannelsesudvalget henledtedesuden opmærksomheden på, at en fuld-mægtig, der i længere tid havde fungeretsom protokolforer og konciperet domsudkastfor dommeren, måtte have gode forudsætningger for selv at overtage fast konstitution. Ensådan fremgangsmåde var endnu på betænk-ningens tidspunkt praksis ved nogle dom-merembeder, men benyttes i dag kun i me-get begrænset omfang. Hvervet som proto-kolfører i retten kan udføres på fuldt for-svarlig måde af en dygtig kontoruddannetmedarbejder eller af dommeren selv, såfremtder anvendes diktafon.

Endelig nævner betænkningen, at uddan-nelseskonstitutioner i henhold til cirkulære-skrivelsen af 7. oktober 1948 var velegnede,idet man regnede med, at fuldmægtigens be-handling af sager og udarbejdelse af dom idisse tilfælde skete under tilsyn af domme-ren, og at det derfor ville være en god frem-gangsmåde at anvende disse former for kon-stitutioner som forberedelse til overtagelseaf en fast konstitution. Forudsætningen om,at dommene skulle afsiges under nærmeretilsyn fra dommerens side, opfyldes kun i be-grænset omfang i praksis. Et egentligt tilsynmed en fuldmægtig, der beklæder retten,måtte i øvrigt begrænses til den formelle af-fattelse af dommene og rettelse af åbenbarejuridiske fejl. Dommeren, der ikke har over-været forhandlingerne i retten, kan ikke i vi-dere omfang gribe direkte ind i afgørelsen afsagen.

Aroejdet ved underretterne og i andredomstole adskiller sig på væsentlig måde fraarbejdet i andre virksomheder og institutio-ner. Det er et grundlæggende retsplejeprin-cip, at en sag afgøres på grundlag af, hvadparterne har fremført i retten. Kun de, derhar hørt de forklaringer, som afgives af par-ter og vidner, og parternes (advokaternes)indlæg, kan træffe afgørelse i sagen. Forhol-det mellem dommere og konstituerede fuld-mægtige må principielt være således, at fuld-mægtigen i sit retsarbejde har samme frihed,som dommeren selv i de sager, han behand-ler. Et egentligt tilsyn eller en forelæggelseaf domsudkast til godkendelse, som tilsigterat kontrollere, eventuelt ændre den enkeltesags afgørelse, er ikke forenelig med retsple-jeloven. Den sagsbehandling, som anvendes i

en hierarkisk organisation med forelæggelseaf indstillinger fra sagsbehandlere for enchef, kan ikke anvendes i domstolene. Detteudelukker imidlertid ikke, at dommeren di-skuterer sagerne med fuldmægtigen og kriti-serer de afsagte domme, ligesom han måtage hensyn til sit indtryk af fuldmægtigensformåen ved udvælgelsen af de sager, somfuldmægtigen skal behandle. En fast konsti-tution til at behandle en vis gruppe retssagerbetyder ikke, at alle disse sager nødvendig-vis skal behandles af vedkommende fuld-mægtig eller assessor. Dommeren har ansva-ret for embedet som helhed og bør have ind-seende med, hvorledes fuldmægtigen udførersit arbejde og tage hensyn hertil, bl. a. vedselv at overtage de sager, som han ikkemener, fuldmægtigen har tilstrækkelig erfa-ring eller myndighed til at behandle.

Selv om de grundlæggende retsplejeprin-cipper givetvis må opretholdes, og arbejdet iunderretterne derfor vil bevare sit særprægover for en hierarkisk opbygget forvaltnings-myndighed, er det dog en alvorlig overve-jelse værd, om det ikke vil være muligt atfastsætte arbejdsområdet for fuldmægtige ogassessorer på en måde, der er mere tilfreds-stillende i den forstand, at arbejdsområdetfor denne gruppe så vidt muligt bestemmesaf, hvilke opgaver der efter den enkeltes ud-dannelses- og erfaringstrin er en passendebeskæftigelse for ham.

Det har i overensstemmelse med reglen iretsplejelovens § 17 a været et almindeligtmønster ved underretterne, at foged-, skifte-og tinglysningssager varetages af fuldmægti-gene, mens retten passes af dommeren.Grunden til, at retsplejelovens § 17 a son-drer mellem på den ene side foged-, skifte-,tinglysnings- og notarialforretninger samt §1018-forhør og søforklaringer, som fuld-mægtigene uden særlig bemyndigelse kanudføre, og på den anden side andre dele afden egentlige dommerforretning, hvortil derkræves en særlig konstitution, er formentlig,at den førstnævnte gruppe, som tillige om-fatter opgaver af ikke-juridisk karakter, i defleste tilfælde ikke frembyder kompliceredeproblemer, medens den sidste ofte kræverstillingtagen til vanskelige juridiske og fakti-ske forhold af stor okonomisk betydning forparterne. Undtagelser forekommer imidler-tid. En del foged- og skiftesager m. v. angårkomplicerede og økonomisk betydningsfulde

48

forhold, medens mange retssager angår småbelob og ikke indeholder vanskelige proble-mer. Det ville derfor efter rådets opfattelsevære en naturligere arbejdsdeling, om dom-meren som embedets chef og mest erfarnejurist bestræbte sig for over hele embedetsbredde selv at udfore de vanskeligste opga-ver og overlod sine medarbejdere de letteresager, således at sagernes art ikke er eneaf-gørende for opgavernes fordeling.

Retsplejerådet er ikke gået nærmere indpå, hvordan en ændret arbejdsdeling mellemdommer og fuldmægtig kunne gennemføres.Dette sporgsmål horer naturligt hjemme pået eventuelt senere stadium af overvejelserne.Rådet finder derimod grund til at bemærke,at konstitutionsordninger som den nuvæ-rende har været anvendt i praksis, uanset atsådanne ordninger fra forskellig side er ble-vet kritiseret som værende uforenelig medprincippet om dommernes uafhængighed,jfr. Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, 2.udgave, 1966, side 546, og Max Sørensen,Statsforfatningsret, 2. udgave ved Peter Ger-mer, 1973, side 159-60. Kritikken mod defaste konstitutioner, som har været rettetmod princippet og ikke mod bestemte dom-merfuldmægtiges udovelse af deres virksom-hed som dommere, har imidlertid ikke førttil nogen ændring af denne langvarige prak-sis. En vis adgang til at kunne overlade rets-sager til fuldmægtige må anses for en nød-vendighed, og systemet kan ikke siges atrumme praktiske ulemper. En revision afkonstitutionsordningen efter de her skitse-rede retningslinier må formentlig udfra kri-tikkernes synspunkter anses som et frem-skridt, idet revisionen ville føre til, at devanskeligste sager i almindelighed ville høretil dommerens egen del af arbejdet.

De vanskeligheder, som den forøgede ar-bejdsbyrde med de större borgerlige sager vilkunne give anledning til i nogle retskredse,vil efter rådets opfattelse kunne begrænses,såfremt den nuværende arbejdsfordeling æn-dres i retning af, at dommeren selv behand-ler de vanskeligste sager og i fornødent om-fang aflaster sig ved at lade fuldmægtige -under sit stadige tilsyn - udføre arbejdetmed de lettere sager. Fuldmægtigene bør tilgengæld lettes for arbejde, som i henhold tilretsplejelovens § 17 a, stk. 2, kan udføres afkontorpersonalet. Arbejdsfordelingen mel-lem dommeren og fuldmægtigene bør deri-

mod næppe søges væsentligt ændret medhenblik på at opnå et ændret forhold mellemantallet af dommere og fuldmægtige. Det er idenne forbindelse nødvendigt også at tagehensyn til, at forringede fremtidsudsigter - ihvert fald i visse perioder — ville kunne af-holde nogle kvalificerede unge jurister fra atsøge dommerfuldmægtigstillingerne.

Fuldmajgtigenes uddannelse, som alleredeunder den nuværende praksis er et væsent-ligt problem, ville om muligt blive af endnustørre betydning, såfremt udviklingen indenfor retsvæsenet drejes i den af rådet anty-dede retning. Den væsentligste og bedste ud-dannelse består utvivlsomt i, at fuldmægti-gene beskæftiges med opgaver af forskelligkarakter ved at udføre en så varieret tjenestesom muligt ved forskellige embeder. Det børdesuden overvejes, om den omtalte fuldmæg-tiguddannelse ved vestre landsret kan ud-bygges til at omfatte begge landsretter ogderved blive et normalt led i uddannelsenfor alle dommerfuldmægtige.

Rådet vil gerne afslutte betragtningerneover byretternes forhold med at understregederes rent foreløbige karakter. En fastlæg-gelse af arbejdsfordelingen mellem dom-merne og fuldmægtigene, herunder omfangetaf de faste konstitutioner, og af fuldmægti-genes uddannelse, må ske i justitsministerieti samarbejde med bl. a. dommernes og fuld-mægtigenes organisationer.

Rådet mener dog allerede nu - i tråd medden almindelige tanke om i højere grad atgøre dommeren til embedets chef - at kunnestille det begrænsede, men dog arbejdsbespa-rende forslag, at reglerne i retsplejelovens §44, stk. 3, ændres, således at fuldmægtige itilfælde af dommerens forfald uden nogenformel konstitution kan holde retsmøder en-kelte dage eller i en kortvarig periode be-klæde embedet. Denne periode bør næppeoverstige en uge. Samtidig foreslås pligten tilindberetning af sådanne kortvarige funktio-ner indskrænket. En indberetning en ganghvert kvartal eller hvert halve år til lands-retspræsidenten og justitsministeriet ville for-mentlig være fuldt tilstrækkelig til at mulig-gøre en kontrol med, at der ikke sker mis-brug med den foreslåede adgang til, at fuld-mægtigen i kortere perioder træder i domme-rens sted. En sådan forsigtig begrænsning afden nuværende ret omstændelige administra-tion af »konstitutioner« ville ikke foregribe

49

afgørelsen af, om der bør foretages dybere-gående ændringer i det nuværende system.

6.2. Forslagets betydning for højesteret.Antallet af indkomne borgerlige anke- og kæ-resager ved højesteret udgjorde i 1960 262.Tallet var derefter faldende og var i 1968165. Siden 1971 har det været ca. 250 sagerårligt, dog med en vis stigning i de sidste år.I 1974 indkom der 261 borgerlige sager og i1975 281 sager, men antallet af sager, derhenstod som uafgjorte ved årets udgang, faldtfra 220 i 1974 til 199 i 1975, navnlig pågrund af et meget stort antal hævede sager idet sidste år. Antallet af sager har såledesikke ved højesteret medført vanskelighederved afviklingen. Dertil kommer, at den pr. 1.april 1975 gennemførte forhøjelse af under-retsgrænsen efterhånden må forventes at på-virke sagsantallet.

Arbejdsmængden i borgerlige sager illu-streres bedst gennem antallet af i realitetenpådømte ankesager, idet et betydeligt antalanker hæves, og idet de fleste kæresagergiver væsentligt mindre arbejde.

En gennemgang af de i realiteten pådømteborgerlige ankesager for en 2-årig periodefra tiden 1. november 1972-31. oktober1974 på grundlag af domsref era terne iU.f.R. 1973 og 1974 giver følgende forde-ling af sagerne:Skattesager, ekspropriationssager og

lignende sager af offentligretlig ka-rakter 35

Sager, der behandles ved sø- og han-delsretten i København 29

På grundlag af 3. instansbevilling be-handledes 39

29 af disse sager henhørte efter dereskarakter under underret uden hen-syn til eventuel værdi, navnlig ægte-skabssager og faderskabssager. An-tallet af sager pådømt i henhold tilankebevillinger meddelt under hen-syn til sagens værdi var således retringe.

Anerkendelsessager, der skønnes udenværdi 11

Færdselssager, der efter de pr. 1. april1975 gennemførte lovændringer blevunderretssager, men hvis værdi over-steg 50.000 kr 5

119

Overført 119Funktionærsager, der ikke er sø- og

handelsretssager, over 50.000 kr. . . 5Fogedforretninger over 50.000 kr. . . . 4Formuesager, som ikke omfattes af tal-

lene ovenfor:10.001-30.000 kr.: 2230.001-50.000 kr.: 1350.001 kr. -: 37

200

De enkelte grupper kan udvise ret storeudsving fra år til år.

Til oversigten bemærkes i øvrigt, at dernødvendigvis i reglen går betydelig tid frasagernes indbringelse for landsretten tilderes pådømmelse ved højesteret. Oversigtenover sager pådømt i 1973-74 afspejler såle-des sagsværdien ved indbringelsen for lands-retten, i reglen et par år tidligere. Det må an-tages, at den inflatoriske udvikling har med-ført, at et større antal sager end det fremgåraf oversigten nu ville komme over 50.000kr.'s grænsen.

De pr. 1. april 1975 gennemførte ændrin-ger af retsplejeloven ville således antageligmedføre, at højst 22 almindelige formuesa-ger og nogle færdselssager i en to-årig peri-ode kun ville kunne komme for højesteret ihenhold til 3. instansbevilling. Hvis mantænker sig, at der ikke blev givet 3. instans-bevilling i nogen af disse sager, ville sagsan-tallet således falde med ca. 13-14 pct.

De nu foreslåede ændringer vil tilnærmel-sesvist angivet, jfr. forslagets § 225, nr. 1,jfr. § 226, nr. 2, medføre en samlet overfør-sel i forhold til tilstanden før 1. april 1975på højst 35 almindelige formuesager og 14færdsels-, funktionær- og fogedsager, hvortilkommer nogle sager af offentligretlig karak-ter under værdigrænsen for landsretssager,altså en overførsel på omkring 25 pct., somherefter kun ville kunne ankes med 3. in-stansbevilling.

Heroverfor står, at antallet af 3. instans-bevillinger på grund af værdigrænsen anta-gelig vil stige noget, når sager af så betydeligværdi som foreslået henlægges til byret, ogat den foreslåede regel om henvisning tillandsret af visse sager af principiel karaktereller indgribende betydning for en part m. v.vil muliggøre anke af nogle sager under dennormale landsretsgrænse til højesteret udenbevilling. Det er vanskeligt at udtale på for-

hånd, i hvor stort omfang denne sidste regel,som tilsigter allerede i 1. instans at udsondresager, som efter deres karakter er egnede tilforelæggelse for hojesteret, vil blive anvendt.Mest sandsynligt vil sagsantallet ved højeste-ret efter en overgangsperiode falde noget.

En gennemforelse af forslaget om udvi-

delse af byretternes kompetence uden samti-dig at modificere virkningerne heraf ved enhenvisningsregel som foreslået skonnes i be-tænkelig grad at ville vanskeliggøre og for-dyre parternes adgang til at få deres sag på-dømt ved højesteret.

50

51

7.Udkast til lov om ændring af retsplejeloven.

I lov om rettens pleje, jfr. lovbekendtgørelsenr. 1 af 2. januar 1975, som ændret senestved lov nr. 268 af 26. juni 1975 foretagesfølgende ændringer:

1. § 6, stk. 1,1. pkt., ophæves og i stedetindsættes:

»I afgørelsen af sager ved landsretternedeltager, medmindre andet er bestemt,mindst 3 dommere. Uden for domsforhand-lingen kan en enkelt dommer handle pårettens vegne.«

Stk. 1,2. pkt., bliver herefter stk. 1, 3. pkt.

2. § 20, stk. 2, affattes således:»Begæring om, at en sag skal behandles

som sø- eller handelssag eller indsigelse der-imod skal fremsættes i 1. retsmøde eller,såfremt sagen forberedes skriftligt, før skrift-vekslingens slutning. Retten kan dog i sær-lige tilfælde tage hensyn til en begæring ellerindsigelse, der fremsættes senere, men doginden domsforhandlingens begyndelse.«

3. Kapitel 21 affattes således:»Kapitel 21.

Saglig kompetence.§ 224. Borgerlige retssager behandles i 1.

instans ved byret eller landsret efter reglernei dette kapitel, medmindre andet er bestemt idenne eller anden lov.

§ 225. Ved byretterne behandles:1) Sager om krav, der har en økonomisk

værdi af højst 50.000 kr.2) Sager om erstatning uden for kontrakts-

forhold for skader, der er opstået i for-bindelse med færdsel på vej, som benyt-tes til almindelig færdsel af en ellerflere færdselsarter.

3) Sager om forholdet mellem private ar-bejdsgivere og deres ansatte.

4) Sager om veksler og visse andre gælds-breve, jfr. kap. 41.

5) Sager om servitutter og brugsrettighe-der over fast ejendom.

6) Sager om ejendomsdom, jfr. § 476.7) Sager om mortifikation af dokumenter,

servitutter, brugsrettigheder og grund-byrder, jfr. § 477.

8) Ægteskabssager, jfr. § 448.9) Faderskabssager, jfr. § 456 a, stk. 1 og

2.10) Sager om prøvelse af administrativt be-

stemt frihedsberøvelse, jfr. kap. 43 a.11) Sager om prøvelse af beslutning om

adoption uden samtykke, jfr. kap. 43 b,og

12) Private straffesager, jfr. § 725.

§ 226. Ved landsretterne behandles:1) Sager, der ikke i medfør af § 225 er

byretssager.2) Sager om prøvelse af afgørelser truffet af

et ministerium eller en central statsligklageinstans, der har den øverste admi-nistrative kompetence til at træffe afgø-relse i sager mellem det offentlige ogprivate. Dette gælder dog ikke de i §225, nr. 10 og 11, nævnte sager.

Stk. 2. Parterne kan vedtage, at sager, derefter stk. 1 er landsretssager, skal behandlesved byret. Dette gælder dog ikke umyndiggø-relsessager m. v., jfr. kap. 43.

§ 227. Byretten kan efter begæring af enpart henvise de i § 225, nr. 1—3, 5 og 12,nævnte sager til behandling ved landsret, så-fremt:

1) Sagen er af principiel karakter,2) sagens udfald kan få væsentlig betyd-

ning for andre end parterne,3) sagen har særlig indgribende betydning

for en part,4) sagen rejses af eller mod en offentlig

myndighed eller institution,

52

5) sagen rejser spørgsmål om anvendelseaf fællesmarkedsret eller fremmed ret,eller

6) sagen efter indhentet udtalelse fra lands-retten findes mest hensigtsmæssigt atkunne behandles i forbindelse med enanden sag, der verserer ved landsretten.

Stk. 2. Begæring om henvisning til lands-ret efter stk. 1 skal såvidt muligt fremsættesi 1. retsmøde eller, såfremt sagen forberedesskriftligt, før skriftvekslingens slutning. Ret-ten kan dog i særlige tilfælde henvise sagenefter en begæring, der fremsættes senere,men dog inden domsforhandling er begyndt.

Stk. 3. Afgørelse af, om sagen skal hen-vises eller ikke, træffes ved kendelse. Enkendelse, hvorved sagen efter stk. 1 henvisestil landsret, kan ikke indbringes for højere ret.

§ 228. Sagens værdi bestemmes efter på-standen i stævningen. Omfatter påstandenflere krav fra samme part, er sagens værdiden samlede værdi af disse krav. Renter, sags-omkostninger og værdien af en modydelse,hvoraf et krav måtte være betinget, medreg-nes ikke.

Stk. 2. Angår påstanden en ydelse, derskal erlægges et ubestemt antal gange, be-regnes værdien ved at multiplicere ydelsernepr. år med 10. Angår påstanden en ydelse,der skal erlægges et bestemt antal gange,beregnes værdien ved at multiplicere ydelsenpr. gang med antallet af gange, ydelsen skalerlægges. Værdien kan dog ikke overstigeydelserne pr. år multipliceret med 10. Erydelserne ikke af samme størrelse, læggesydelserne for det sidste år inden sagensanlæg til grund for beregningen.

Stk. 3. Kan sagens værdi ikke bestemmespå grundlag af påstanden i stævningen, menangår sagen dog krav af økonomisk værdi,skal sagsøgeren anslå værdien så nøjagtigtsom muligt. Om fornødent ansætter rettenværdien ved et skøn.

§ 229. Udvides påstanden i en sag omkrav af økonomisk værdi, der er anlagt vedbyret i henhold til § 225, nr. 1, ud over deni denne bestemmelse nævnte grænse, kan ret-ten ved kendelse henvise sagen til fortsat be-handling ved landsretten, medmindre parter-ne vedtager byretsbehandling, jfr. § 226, stk.2.

Stk. 2. Kendelse, hvorved byretten efterstk. 1 henviser sagen til landsret, kan ikkeindbringes for højere ret.

§ 230. Ændres påstand eller anbringenderi en sag, der er anlagt ved landsret, således atsagen efter reglerne i § 225 skulle behandlesved byret, vedbliver landsretten med at værekompetent. Det samme gælder, dersom en-kelte dele af sagen, der hver for sig villehøre under byret, udskilles til særskilt be-handling eller påkendelse efter § 286, § 294eller § 295.

§ 231. Modkrav kan gøres gældende underen sag, som behandles ved byret, selv om enselvstændig sag om modkravet ville høreunder landsret. Selvstændig dom for mod-kravet eller for den overskydende del afdette kan dog mod modpartens protest kungives, såfremt modkravet kunne forfølgesved byret, dersom det blev gjort gældendeunder en selvstændig sag, eller såfremt dom-men ikke vil lyde på et højere beløb end50.000 kr.

Stk. 2. Fremsættelse af et modkrav kangive anledning til henvisning af sagen tillandsret i overensstemmelse med reglerne i §227.

§ 232. Modkrav kan gøres gældende underen sag, som behandles ved landsret, selv omen selvstændig sag om modkravet ville høreunder byret.

§ 233. Retten påser af egen drift, at denhar saglig kompetence til at behandle sagen.

Stk. 2. Har retten ikke saglig kompetencetil at behandle sagen eller et af de rejstekrav, henviser den sagen eller kravet tilafgørelse ved rette domstol, såfremt sageneller kravet hører under en almindelig dom-stol eller boligret. Retten kan dog beslutteat færdigbehandle sagen, såfremt kompe-tencespørgsmålet først kommer til afgørelseunder sagens gang.

Stk. 3. Afgørelse om henvisning træffesved kendelse. Er retten ikke kompetent, ogkan henvisning ikke ske, afviser retten sagenved dom.

Stk. 4. Kendelse og dom efter stk. 3 om,hvorvidt sagen skal henvises, kan kæres tilhøjere ret. Er sagen i medfør af stk. 3 hen-

53

vist fra byret til landsret, kan landsretten påembeds vegne hjem vise sagen til byret.«

4. Efter §248 indsættes:»§ 248 a. Retten påser af egen drift, om

sagen er indbragt for rette værneting. Er sag-søgte mødt, anses retten for rette værneting,hvis sagsøgte ikke bestrider rettens kompe-tence.

Stk. 2. Er sagen anlagt ved en ret, somikke er rette værneting til at behandle sageneller et af de rejste krav, henviser retten ommuligt sagen eller kravet til afgørelse vedrette domstol. Afgørelse om henvisning træf-fes ved kendelse. Kan henvisning ikke ske,afviser retten sagen ved dom.

Stk. 3. Kendelse og dom efter stk. 2 om,hvorvidt sagen skal henvises, kan kæres tilhøjere ret.«

5. § 285 affattes således:»§ 285. Retten kan, såfremt den finder, at

den muligvis af egen drift bør afvise ellerhenvise sagen, standse forhandlingen og op-fordre parterne til at udtale sig om dettespørgsmål.«

6. § 338, stk. 3, ophæves.

7. Efter § 351 indsættes:»§ 351 a. Når den skriftlige forberedelse

er sluttet, indkalder retten parterne til et

møde til mundtlig forberedelse af sagen, med-mindre yderligere forberedelse skønnes unød-vendig.

Stk. 2. I det forberedende møde bringesparternes stilling til sagens faktiske og ret-lige omstændigheder så vidt muligt på detrene. Det søges bl. a. klargjort, hvilke om-stændigheder der ikke bestrides, og hvilkenbevisførelse der skal finde sted. Parterneskal oplyse, på hvilken måde bevis agtesført.

Stk. 3. Den dommer, som beklæder lands-retten under forberedelsen, kan behandlesagen færdig og afsige dom, såfremt parterneer enige herom, og dommeren finder sagenegnet dertil.«

8. I § 417, stk. 1, 2. pkt., ændres »det i§ 229« til: »de i § 233, stk. 4, og § 248 a,stk. 3«.

9. § 595, stk. 1, affattes således:»Anke til højesteret kan ikke ske. Justits-

ministeren kan dog tillade, at sagen indbrin-ges for højesteret, såfremt sagen er af prin-cipiel karakter, eller særlige grunde i øvrigttaler derfor. Andragende herom må frem-sættes inden den i § 397 nævnte frist.«

10. § 844, stk. 1, ophæves.Stk. 2 bliver herefter stk. 1.

54

8.Bemærkninger til lovudkastet.

Tilnr. 1.Forslaget om, at en enkelt dommer uden

for domsforhandlingen kan handle på ret-tens vegne såvel i borgerlige sager som istraffesager, er stillet og begrundet i rådetsbetænkning nr. 698 af 1973, side 54 og 70.Forslaget svarer til de gældende bestemmel-ser i § 338, stk. 3, og § 844, stk. 1, bortsetfra, at rådet ikke har fundet tilstrækkeliggrund til at medtage bestemmelsen i § 338,stk. 3, 2. pkt., hvorefter samtlige dom-mere, der skal deltage i pådømmelsen, børvære til stede under forberedelsen, såfremtretshandlingen består i vidneførsel, afhjem-ling af syn eller skøn, afhøring af parteller kendelse om et omtvistet punkt, med-mindre tilstedeværelsen vil være forbundetmed vanskelighed. Endvidere er bestemmel-sen i § 844, stk. 1, hvorefter der altid skaldeltage 3 dommere ved forhåndsafvisning istraffesager, udeladt, jfr. nedenfor.

Til bemærkningerne i den tidligere be-tænkning side 70 om bevisførelse kan føjes,at en anteciperet bevisførelse, som ikke fin-der sted umiddelbart før domsforhandlin-gen, i almindelighed har samme karaktersom en subsidiær afhøring ved en anden ret.Afhøring med omhyggelig protokollationeller båndoptagelse for en enkelt dommer vilofte have samme værdi som afhøring for tredommere, der måske ikke eller dog ikke allekommer til at beklæde retten ved domsfor-handlingen. Skal der under forberedelsentræffes afgørelser, må den dommer, der for-bereder sagen, tage stilling til, om han finderdet forsvarligt at træffe afgørelsen selv, ellerom han vil rådfore sig med to yderligeredommere. Afgørelse om et omtvistet og van-skeligt spørgsmål bør altid træffes af tredommere. En sådan situation kan fore-komme i straffesager ved forhåndsafvisningefter § 842 og i civile sager ved afsigelse afdom om afvisning eller udeblivelsesdomunder sagens forberedelse. I oplagte til-fælde er det derimod næppe nødvendigt, attre dommere deltager i afgørelsen.

Til nr. 2.I henhold til den gældende retsplejelovs

§ 20, stk. 1, kan sø- og handelssager behand-les ved de for almindelige borgerlige retssa-ger dannede retter, når begge parter er enigeherom. Efter stk. 2, 1. pkt., skal begæringom, at en sag skal behandles som sø- ellerhandelssag eller indsigelser derimod frem-sættes senest på den første tægtedag. Dennefrist har i praksis vist sig for kort, idet detundertiden først efter, at sagens behandlinger begyndt., viser sig, om den mest hensigts-mæssigt kan behandles for sø- og handelsret-ten eller de almindelige domstole.

I forslagets § 20, stk. 2, bestemmes der-for, at begæring eller indsigelse som hoved-regel skal fremsættes i 1. retsmøde eller, så-fremt sagen forberedes skriftligt, før skrift-vekslingens slutning, men at retten i særligetilfælde kan tage hensyn til en begæring el-ler indsigelse, der fremsættes senere, mendog inden domsforhandlingens begyndelse.Træffer retten herefter afgørelse om, at densavner saglig kompetence, henvises sagen tilbehandling ved rette domstol i overensstem-melse med den almindelige henvisningsbe-stemmelse i forslagets § 233, stk. 2.

Efter den gældende retsplejelovs § 20, stk.2, 3. pkt., er kærefristen ved afgørelser omhenvisning kun 3 dage. En så kort frist erbåde vanskelig at overholde og upåkrævet.Der er ikke behov for at opretholde en sær-skilt kort kærefrist for henvisninger. Forkære af henvisningsafgørelser efter forsla-gets § 233, stk. 3, gælder retsplejelovens al-mindelige kærefrist af 14 dage.

Til nr. 3.Forslaget benytter bl. a. udtrykket »saglig

kompetence« i overskriften til kapitel 21 istedet for ordet »virkekreds«. Både i forvalt-ningsretlige og procesretlige sammenhængeer det blevet almindeligt at tale om »saglig«og »stedlig« kompetence. Bestemmelserneom domstolenes stedlige kompetence ellerværneting findes i retsplejelovens kapitel 22.

55

Til § 224.Denne regel slår fast, at borgerlige retssageranlægges ved byret eller landsret i 1. instansefter de følgende regler i kapitel 21, med-mindre undtagelse er gjort ved særlig be-stemmelse enten andetsteds i retsplejeloveneller i en anden lov. Som sådanne særlige be-stemmelser i retsplejeloven uden for kapitel21 kan nævnes § 9, stk. 3, om sø- og handels-retten i København, kapitel 43 om umyndig-gørelse m. v., jfr. foran afsnit 4.1., og kapitel89 om påtale af borgerlige krav under straf-fesager. I en række love uden for retsplejelo-ven findes bestemmelser om, at visse sageruanset værdien er byretssager eller landsrets-sager, jfr. foran afsnit 4.1., og om, at vissesager behandles ved særlige domstole, såsomarbejdsretten, husdyrvoldgiftsretterne oglandvæsensretterne.

Til§225,nr. 1.Forslaget om forhøjelse af den almindeligeværdigrænse, som for tiden er 30.000 kr., til50.000 kr. er omtalt foran i afsnit 4.4.1.

Forslaget anvender i stedet for den gæl-dende lovs udtryk »penge eller pengesværdi« det mere tidssvarende »økonomiskværdi«.

Forslagets §§ 225 og 226 omfatter bådefuldbyrdelsessøgsmål og anerkendelsessøgs-mål. Til landsretterne henlægges såledessager, som ikke er omfattet af reglerne i §225, nr. 2-12, og som angår et krav, der eruden økonomisk værdi eller som end ikkeskønsmæssigt vil kunne ansættes til et be-stemt beløb. Dette vil navnlig kunne væretilfældet i anerkendelsessøgsmål, jfr. foran iafsnit 4.4.3 og bemærkningerne til forslagets§ 228, stk. 3, nedenfor.

Efter § 225, nr. 2, i den gældende lovhører sager angående skatter, afgifter ogandre lignende ydelser af offentligretlig be-skaffenhed til stat, kommune, embeder ogandre offentlige indretninger under byret,når genstanden for samme ikke overstiger30.000 kr. Langt det overvejende antal civileretssager om skatter hører imidlertid efterreglen i landsskatteretslovens § 13 c uansetværdien under landsret som 1. instans, og dainddrivelse af skatter og afgifter med hjem-mel i loven i almindelighed sker ved udpant-ning, er den praktiske betydning af bestem-melsen i § 225, nr. 2, meget beskeden.

Sager om offentligretlige ydelser, der ikkeer omfattet af § 225, nr. 2, hører efter degældende regler under landsret i 1. instans.Der anlægges imidlertid ved byret et be-grænset antal sager - oftest incassosager -angående refusion af sådanne ydelser fra detoffentlige eller vedrørende andre krav af of-fentligretlig beskaffenhed, som også afgøresved byretten, fordi den sagsøgte ikke gørindsigelse derimod, jfr. retsplejelovens §234, eller fordi parterne ikke gør sig klart, atder er tale om et offentligretligt krav. Det erhensigtsmæssigt, at sådanne sager, som sæd-vanligvis vedrører begrænsede beløb og er afukompliceret beskaffenhed, fortsat kan be-handles ved byret.

Dette vil blive tilfældet efter forslaget,ifølge hvilket de gældende bestemmelser i §225, nr. 1 og 2, erstattes med forslagets §225, nr. 1, hvorefter krav af økonomiskværdi, hvad enten kravet er af privatretligeller offentligretlig karakter, skal behandlesved byret. Ved at opstille en sådan fællesregel vil man undgå de vanskeligheder, der ipraksis har været forbundet med at skulletage stilling til, om visse krav er af offentlig-retlig eller privatretlig beskaffenhed.

Også sager af offentligretlig karakter meden sagsværdi, som ikke overstiger 50.000 kr.,vil i visse tilfælde blive behandlet ved lands-ret, nemlig de ovenfor i afsnit 4.1. nævntesager, som ifølge særlige lovbestemmelser erlandsretssager uanset sagsværdien, jfr. her-ved forslagets § 224.

I forslagets § 226, stk. 1, nr. 2, er derhosoptaget en bestemmelse, hvorefter der tillandsretterne er henlagt alle sager om prø-velse af afgørelser truffet af et ministeriumeller en central statslig klageinstans, der harden øverste administrative kompetence til attræffe afgørelse i sager mellem det offentligeog private, bortset fra de i § 225, nr. 10 og11, nævnte sager. Om begrundelsen for be-stemmelsen og den nærmere afgrænsning afdenne gruppe sager henvises til bemærknin-gerne til § 226.

Til § 225, nr. 2-12.Reglerne i forslagets § 225, nr. 2, 4, 6, 7 og8-11, svarer til gældende ret. I forslagets nr.3 er optaget en regel, der ikke blot omfattermedhjælpersager, men alle sager, som opståraf forholdet mellem private arbejdsgivereog deres ansatte. Reglen om partielle brugs-

56

rettigheder er foreslået udvidet til at omfattealle brugsrettigheder, jfr. forslagets nr. 5, ogværdigrænsen er udeladt i reglen om privatestraffesager, jfr. forslagets nr. 12. For så vidtangår forslagets nr. 3 og 12 henvises til dealmindelige bemærkninger ovenfor under af-snit 4.4.2.

Byretterne har den umiddelbare kompe-tence i alle de sager, som er omfattet af num-rene 1-12 i forslaget; men de under nr. 1-3,5 og 12 nævnte sager kan henvises til lands-ret, hvis de i forslagets § 227 herfor opstil-lede betingelser er opfyldt, jfr. herved de al-mindelige bemærkninger foran i afsnit 4.4.1.

Rådet har overvejet, om reglen i retspleje-lovens § 225, nr. 3, hvorefter sager angåendeservitutter og partielle brugsrettigheder erbyretssager uanset værdien, burde ophæves.Retsplejelovens motiver (se Udkast til Lovom den borgerlige Retspleje af juni 1877,bemærkningerne side 29, og Udkast til Lovom den borgerlige Retspleje af 1899, be-mærkningerne sp. 102-103) viser, at reglenblev indført for, at disse sager kunne blivebehandlet ved en ret »i Nærheden af detSted, hvor vedkommende Ejendom er belig-gende«. Det har formentlig stadig praktiskefordele for parterne at lade den lokale retvære kompetent i servitutsager, uanset at rej-ser over længere afstande nu er langt hurti-gere og lettere at foretage end i slutningen afforrige århundrede. Antallet af servitutsagerer i øvrigt ringe, og sagernes værdi vil sjæl-dent overstige den forhøjede værdigrænse.Principielle eller af andre grunde særligt be-tydningsfulde sager vil kunne henvises til be-handling ved landsret i medfør af forslagets§ 227. Rådet har derfor fundet det rigtigst atopretholde reglen for så vidt angår servitut-ter. Reglen om (partielle) brugsrettighederover fast ejendom har kun betydning, hvorlejelovens regler om henlæggelse af lejesagertil boligret ikke finder anvendelse. Trangentil lokal behandling af sager af denne art,f. eks. om lejlighedsvis brug af anden mandsejendom eller forpagtningssager, er densamme som i servitutsager, og reglen foreslåsderfor opretholdt og udvidet til at omfattealle sager om brugsrettigheder over fast ejen-dom.

Et medlem - Spleth - finder, at der, så-fremt værdigrænsen forhøjes til 50.000 kr.,ikke er anledning til at opretholde nogensærregel vedrørende sager om servitutter og

(partielle) brugsrettigheder eller til at ud-vide den til at gælde alle brugsrettigheder.Som anført ovenfor vil antallet af sager afdenne art, som overskrider værdigrænsen,blive ret ringe, og allerede dette findes atgøre en særregel mindre påkrævet. Den posi-tive begrundelse for særreglen er afsvækketved nutidens trafikale udvikling. Dertil kom-mer, at reglens afgrænsning kan give anled-ning til tvivl, idet udtrykket »servitut« i do-kumentpraksis ofte anvendes i en ret udfly-dende betydning, f. eks. som omfattende enkøberet eller forkøbsret eller endog ejerfore-ningsvedtøgter i en ejerforening efter lovenom ejerlejligheder. Endelig vil reglen ogsåomfatte retssager om, hvorvidt en aftale omindrømmelse af en servitutret eller brugsretoverhovedet er indgået, men der ses ikke atvære grund til at behandle sådanne aftalerefter andre regler end de for tvistemål afdenne art i almindelighed gældende.

Byretten er efter forslaget som efter gæl-dende ret, jfr. de almindelige bemærkningerafsnit 4.4.3., kompetent i de i § 225 nævntesager, hvad enten påstanden er formuleretsom et krav om fuldbyrdelsesdom eller omdom til anerkendelse af en ret.

Til § 226.Bestemmelsen svarer bortset fra reglen i stk.1, nr. 2, til de gældende bestemmelser i §§224, 1. pkt., og 234. Sager om prøvelse afafgørelser truffet af et ministerium eller encentral klageinstans, der har den øverste ad-ministrative kompetence til at træffe afgørel-se i sager mellem det offentlige og private,er ifølge stk. 1, nr. 2, landsretssager, bortsetfra de i § 225, nr. 10 og 11, nævnte sager.Landsretsbehandling er efter rådets opfattelsepåkrævet i disse sager på grund af deres an-keagtige karakter, og fordi landsretterne eret naturligt forum for en kritik af de øverstestatslige myndigheder.

Som centrale klageinstanser kan nævneslandsskatteretten, patentankenævnet, mo-nopolankenævnet, toldankenævnet, mervær-diankenævnet, den sociale ankestyrelse,overfredningsnævnet, overtaksationskom-missionen i henhold til by- og landzonelo-ven, miljøankenævnet og ankenævnet for ar-bejdsløshedsforsikring. Mange af disse in-stansers afgørelser skal i forvejen ifølge sær-lige lovbestemmelser indbringes for lands-

57

retten, jfr. ovenfor under afsnit 4.1.Ifølge § 11 i loven om den sociale anke-

styrelse indbringes visse af styrelsens afgø-relser for underretten. Forslaget berører ikkesådanne bestemmelser, jfr. forslagets § 224in fine. Ved revision af bestemmelser omcentrale administrative klageinstanser ellerved oprettelse af sådanne instanser bør detefter rådets opfattelse overvejes, om der fo-religger særlige hensyn, som kan begrundefravigelse af den foreslåede regel i forslagets§226, stk. l.nr. 2.

Sager om afgørelser truffet af anden of-fentlig myndighed anlægges efter forslagetsalmindelige regler. Skal sag herefter anlæg-ges ved byret, vil der efter omstændighe-derne kunne ske henvisning til behandlingved landsretten som 1. instans efter forsla-gets § 227, stk. l,nr. 4.

Reglen omfatter ikke klageinstanser, dertræffer afgørelse mellem private, f. eks. hus-lejenævn og forbrugerklagenævnet. Der fore-ligger ikke med hensyn til sådanne nævns-afgørelser tilstrækkelig begrundelse for atfravige de almindelige kompetenceregler.Tværtimod vil det ofte være hensigtsmæssigtat henlægge sagerne til byretten for at opnåen hurtigere og mere uformel behandling.

Som nævnt i forslagets § 224 i slutningenindeholder nogle lovbestemmelser uden forretsplejelovens kapitel 21 regler, der henlæg-ger visse sager til landsretterne i 1. instans.Om vedtagelse af byretsbehandling også idisse tilfælde er mulig efter forslagets § 226,stk. 2, (gældende rets § 234) beror som hid-til på indholdet af den enkelte bestemmelseom henlæggelse af vedkommende gruppe afsager til landsret. I hvert fald de fleste afdisse særlige kompetenceregler må antagesat udelukke vedtagelse af byretsbehandling.Dette gælder formentlig bl. a. landsskatterets-lovens § 13 c, monopollovens § 18, stk. 9,og patentlovens § 64. Vedtagelse af byrets-behandling er derimod ikke udelukket, hvoren sag i medfør af forslagets § 226, stk. 1,nr. 2, hører under landsret.

Til § 227.Reglerne i forslagets § 227, stk. 1, nr.1-6, er udførligt omtalt foran i afsnit 4.4.1.,hvortil henvises.

Afgørelsen af, om en sag, som er anlagtved byret, skal henvises til landsret, børtræffes så hurtigt som muligt. Parterne bør

i almindelighed fremsætte en eventuel begæ-ring om henvisning i 1. retsmøde, og byret-tens afgørelse træffes snarest muligt deref-ter, jfr. § 219, stk. 1. I byretssager, hvor deri medfør af retsplejelovens § 429, stk. 1, somændret ved lov nr. 88 af 26. marts 1975, af-gives svarskrift og eventuelle yderligere pro-cesskrifter, må begæring om henvisning somregel fremsættes før skriftvekslingens slut-ning. Det samme må gælde, dersom rådetsforslag i betænkningen om behandling afborgerlige sager om indførelse af en almin-delig adgang til at forberede byretssagerskriftligt gennemføres.

Afgørelsen om, hvorvidt henvisning skalske, skal træffes ved kendelse, jfr. forslagets§ 227, stk. 3, 1. pkt. En begrundelse af afgø-relsen er ønskelig, da henvisning kun børske i de opregnede tilfælde. Den er endvi-dere en forudsætning for opbygning af enhenvisningspraksis af en vis fasthed. I klaretilfælde kan en henvisning til det led i §227, stk. 1, som henvisningen af sagen støt-tes på, være en fuldt tilstrækkelig begrun-delse.

Reglen i forslagets § 227, stk. 3,2. pkt., ombegrænsning af appeladgangen er omtaltforan i afsnit 4.4.1.

Til §228, stk. 1.Bestemmelserne svarer til den gældende §226. Ordene »fra samme part« findes ikke i§ 226, men det er antaget, at værdien afflere parters krav i almindelighed ikke læg-ges sammen ved subjektiv kumulation, jfr.herved rådets betænkning om behandling afborgerlige sager side 87 f med note 6 og side92 f.

En sag om et krav, der har økonomiskværdi, er en landsretssag, såfremt påstandener over værdigrænsen, og påstanden helteller delvis støttes på et anbringende, derikke er af en sådan karakter, at byretten imedfør af § 225 er kompetent uanset vær-dien. Støtter sagsøgeren således et erstat-ningskrav over værdigrænsen dels på, at enfærdselsskade som nævnt i § 225, nr. 2, fo-religger, dels på at sagsøgte ikke har opfyldten aftale om befordring på rette måde, ogsagsøgers krav således er et krav i kontrakt-forhold, hører sagen under landsret. Detgælder, selv om anbringendet om kontrakt-misligholdelse kun gøres gældende subsidi-ært. Om tilfælde, hvor værdien eller forhol-

58

dene i øvrigt ændres efter sagsanlægget, se§§ 229 og 230 og bemærkningerne til disse.

Til § 228, stk.2.Forslaget afløser retsplejelovens § 227, stk.1 og 2, og bygger på udtalelser fra justitsse-kretærerne ved østre og vestre landsret. Denkapitaliseringsfaktor på 25, som er foreskre-vet i § 227, stk. 1, nr. 1 og 3, er for høj oganvendes kun sjældent i praksis. Under desenere års renteniveau og prisudvikling måen kapitaliseringsf aktor på 10 anses som ri-melig. Den foreslåede reduktion vil på grundaf tilfældenes sjældenhed ikke medførenoget mærkbart provenutab.

Værdien af krav om årlige ydelser for enubestemt tid sættes efter retsplejelovens §227, stk. 1, nr. 2, til 5 gange det årligebeløb. Da en ubestemt periode eller et ube-stemt antal gange ofte vil være mere end 5 åreller 5 gange, foreslås kapitaliseringsf akto-ren derfor også i de af nr. 2 omfattede til-fælde sat til 10.

Reglen i § 227, stk. 1, nr. 2, om ansæt-telse af værdien af periodiske ydelser for enubestemt tid finder bl. a. anvendelse i sagerom lejeforhøjelser eller -nedsættelser pågrund af forbedringer eller andre ændringeraf lejevilkår, jfr. lejelovens kap. XI. Dissesager hører under boligret, men værdiansæt-telsen efter retsplejelovens regler er afgø-rende også for beregningen af retsafgift, jfr.§ 2 i retsafgiftsloven nr. 206 af 21. maj 1969.Retsafgiften i de nævnte lejesager skal der-for svares af 10 i stedet for af 5 års leje,medmindre der f. eks. ved en tilføjelse tilretsafgiftslovens § 2 gøres (endnu) en und-tagelse fra hovedreglen.

I § 18 i lov nr. 174 af 30. april 1969 omstempelafgift findes specielle regler for be-regning af stempelafgiften af periodiskeydelser på ubestemt tid. Alt efter om ydel-serne er tilsagt for bestandig, for levetidenfor en eller flere personer, der ikke er fødtved dokumentets oprettelse, eller for leveti-den for flere personer, der lever ved doku-mentets oprettelse, eller i andre tilfælde, be-regnes værdien til det 25-dobbelte, til det15-dobbelte eller til det 1 O-dobbelte af et årsydelse.

Til § 228, stk. 3.Ansættelse af sagens værdi til et bestemtbeløb har som nævnt både betydning for ret-

tens saglige kompetence efter § 225 og forberegningen af retsafgift efter retsafgiftslo-ven, nr. 206 af 21. maj 1969. Retsafgiften isager om krav, der har en økonomisk værdi,er 50 kr. med tillæg af 1 pct. af den del afværdien, som overstiger 3.000 kr. Værdienberegnes i begge relationer efter reglerne iretsplejelovens §§ 226-228. Selv om værdi-ansættelsesreglerne er de samme, er dog fast-sættelsen af den afgiftspligtige værdi og afden værdi, der er afgørende for rettens sag-lige kompetence, principielt uafhængige afhinanden. Retsafgiften beregnes og betales ialmindelighed ved indleveringen af stæv-ningen. Klage fra den afgiftspligtige over be-regningen af retsafgift kan i medfør af rets-afgiftslovens § 64, stk. 4, nr. 1, indgives tildommeren eller ifølge § 64, stk. 4, nr. 2, tilvedkommende ret, for så vidt beregningen erforetaget af en justitssekretær. Afgørelsetræffes ved kendelse, der kan kæres til hø-jere ret, jfr. § 64, stk. 6. Ved § 66 i retsaf-giftsloven reguleres adgangen til senere fo-retagelse af berigtigelse af afgiftsberegnin-gen. Værdiansættelse til brug for kompeten-ceafgørelsen indgår i den prøvelse, som ret-ten ex officio foretager af den saglige kom-petence, jfr. forslagets § 233, stk. 1. Rettensafgørelse af kompetencespørgsmålet kanfalde ud til kendelse om, at retten er kompe-tent, henvisning efter § 233, stk. 2, eller af-visningsdom. Afgørelsen kan tidligst træffesi 1. retsmøde og i almindelighed først efter,at modparten har haft lejlighed til at udtalesig.

Efter forslagets § 228, stk. 3, der svarertil retsafgiftslovens § 2, stk. 3, skal sag-søgeren i sager om krav af økonomiskværdi, såfremt værdien ikke uden viderefremgår af påstanden i stævningen, angiveværdien så nøjagtigt som muligt. Denneregel er en ordensforskrift. Sagen afvisesikke, blot fordi stævningen ikke indehol-der nogen værdiangivelse. Retten påserimidlertid ex officio, at den har saglig kom-petence til at behandle sagen, jfr. forslagets§ 233, stk. 1, og for at kunne afgøre kompe-tencespørgsmålet kan det være nødvendigtfor retten som nævnt i § 228, stk. 3, 2. pkt.,- svarende til gældende lovs § 228 - at an-sætte sagsværdien skønsmæssigt. Hvor enværdiansættelse er mulig i anerkendelses-søgsmål, må der ofte foretages et skøn, jfr.herved bemærkningerne om anerkendelses-

59

søgsmål foran i afsnit 4.4. Kan der ikke -selv ikke ved et skøn - fastsættes en bestemtværdi, hører sagen under landsret i 1. in-stans.

Retsplejeloven indeholder i § 230 nogleregler om bevisbyrden for fastsættelsen afsagens værdi, hvor der er tvist herom. Opret-holdelse af disse regler er ikke nødvendig.Parterne må fremsætte de oplysninger, dekan og vil give, og retten træffer på dettegrundlag sin afgørelse, om fornødent ved etskøn, jfr. forslagets § 228, stk. 3, 2. pkt.

Efter retsplejelovens § 229, 1. led, kankendelser, hvorved en ret erklærer sig kom-petent til at påkende en sag, ikke indbringesfor højere ret, såfremt kendelsen grunder sigpå værdiansættelser efter retsplejelovens §§227 og 228. Efter § 229, 2. led, kan afvis-ningsdomme, hvor afvisningen bygger på vær-diansættelser efter §§ 227 og 228, indbrin-ges for højere ret ved kære. I øvrigt gælderlovens almindelige regler om anke og kæreogså for kompetenceafgørelser. Reglen i §229 har kun i ganske enkelte tilfælde fundetanvendelse i praksis. Det er allerede af dengrund vanskeligt at tage stilling til, om en af-skæring af adgangen til appel er på sinplads. Det er som anført side 74 i betænk-ningen om behandling af borgerlige sager rå-dets almindelige opfattelse, at retsplejelo-vens normale regler om appel kun bør fravi-ges, hvor der åbenbart er behov derfor. Ioverensstemmelse hermed foreslås lovens §229 ophævet.

Til § 229.En sag, der rettelig er anlagt ved underret,forbliver ved underretten, selv om påstandensenere udvides eller forhøjes, når dog sagensværdi ikke derved imod modpartens protesti betydelig grad forøges ud over værdigræn-serne i § 225, jfr. retsplejelovens § 232, stk.1.

Den foreslåede bestemmelse i § 229, stk.1, er hentet fra rådets betænkning om be-handling af borgerlige sager side 55 og 74.Den svarer til gældende lovs § 232, stk. 1,alene med den ændring, at skønnet over, omsagen kan forblive ved byret trods udvidelseaf påstanden, er rettens. Det er af væsentligbetydning for udøvelsen af skønnet, hvor me-get påstanden forhøjes ud over værdigrænseni § 225, nr. 1, om modparten protesterer mod,at sagen forbliver ved byret, og på hvilket

stadium af sagen påstanden udvides. Vedta-ges byretsbehandling, kan henvisning ikkeske. Reglen i forslagets § 229, stk. 1., vil iøvrigt være omfattet af bestemmelserne i for-slagets § 233, stk. 1 og 2, men rådet har fun-det det mest hensigtsmæssigt at foreslå sær-reglen, der tager sigte på nogle ofte forekom-mende situationer.

Reglen i retsplejelovens § 232, stk. 2,hvorefter forskellige af de i § 225 nævntearter af krav ikke kan inddrages under sagenuden modpartens samtykke, foreslås ophæ-vet. Adgangen til en sådan efterfølgende ob-jektiv kumulation ved byret fra sagsøgerensside er tilstrækkeligt reguleret af den almin-delige regel om objektiv kumulation i § 249og af reglerne om sagsøgerens adgang til atændre sine påstande og anbringender, jfr.herved side 85 i rådets betænkning om behandling af borgerlige sager.

Henvisningsbestemmelserne i lovforsla-gets § 229, stk. 1 og 2, kræver ikke begæringfra en part, men er i øvrigt af samme ind-hold som henvisningsreglerne i forslagets §227, stk. 1 og 3. Afgørelsen om henvisningtræffes i begge situationer ved kendelse, ogbåde af forslagets §§ 227, stk. 3, og 229, stk.2, fremgår modsætningsvis, at byrettens ken-delse om, at henvisning ikke skal ske, dvs. atsagen skal forblive ved byretten, kan kærestil landsretten efter retsplejelovens alminde-lige regler om kære. En kendelse om, atsagen henvises, kan derimod ikke kæres.

Til § 230.Bestemmelsen svarer i det væsentlige til gæl-dende lovs § 233.

Det er dog i 1. pkt. præciseret, at landsret-ten vedbliver med at være kompetent ikkealene, når dele af sagen udskiltes, men også itilfælde af påstandsbegrænsning eller æn-dring af et anbringende, som vil medføre, atsagen efter reglerne i § 225 isoleret bedømtville henhøre under byret, hvilket er i over-ensstemmelse med gældende praksis.

Til §231.Forslagets § 231, stk. 1, svarer til gældendelovs § 231, stk. 1. Efter stk. 2 kan rettentræffe bestemmelse om henvisning af helesagen til landsretten på grund af modkravetskarakter. Begæring om sådan henvisningkan fremsættes af begge parter i overens-

60

stemmelse med bestemmelserne i § 227, stk.2.

Til § 232.Bestemmelsen svarer til gældende lovs §231, stk. 2.

Til §233, stk. 1.Reglen i stk. 1 har ikke tidligere været lov-fæstet, men har dog været antaget at gælde.

Til § 233, stk. 2.Savner retten saglig kompetence, skal eftergældende ret hele sagen eller et eller flere afde krav, hvoraf den består, afvises. En sag,der er anlagt ved den almindelige underreteller ved landsret, uagtet den skal behandlessom so- eller handelssag eller hører underboligret, henvises dog til rette domstol. Detsamme gælder i de omvendte situationer, jfr.retsplejelovens § 20, stk. 2, lejelovens, lov-bekendtgørelse nr. 96 af 25. marts 1975, §71, og denne bestemmelses analogi for såvidt angår henvisning til boligretten, jfr.UfR 1952.437 med note 2.

Rådet har i betænkningen om behandlingaf borgerlige sager foreslået en udvidelse afadgangen til henvisning, idet der efter for-slaget i tilfælde af en forsøgt uberettiget ku-mulation skal kunne ske henvisning af deteller de krav, som ikke kan inddrages undersagen. Forslaget gælder især tilfælde, hvordet beror på et skøn fra rettens side, om ku-mulationen kan ske, se lovudkastets § 249,stk. 3, § 250, stk. 3 og 4, og § 251, stk. 2. Ibemærkningerne side 84, 86, 94 og 101 an-føres bl. a., at det i sådanne tilfælde villevære urimeligt, om en afgørelse, der går sag-søgeren imod, skulle træffes i form af afvis-ning. De krav, som retten ikke mener atburde træffe afgørelse om, bør om muligthenvises til afgørelse ved rette domstol.

Efter forslaget er henvisning den normalefremgangsmåde, hvor sagen er indbragt foren anden domstol end den, der har kompe-tence til at behandle sagen. Ved at sagenoversendes til rette domstol spares parternefor unødigt besvær, og sagens ekspeditionfremskyndes. Ved at henvise opnås endvi-dere, at de virkninger, der er knyttet til sa-gens anlæg - navnlig afbrydelse af frister -regnes fra kravets indbringelse for den førstedomstol. Ved afvisning i forbindelse med

nyt sagsanlæg kan der råde tvivl herom.Adgangen til at foretage henvisning i ste-

det for afvisning omfatter alle tilfælde, hvorsagen er anlagt ved en almindelig domstoleller ved boligret, og retten kan fastslå, atsagen hører under en bestemt anden af disseretter som rette domstol. Udtrykket en »al-mindelig domstol« omfatter efter retsplejelo-vens § 1 højesteret, landsretterne, underret-terne - efter forslaget byretterne - og sø- oghandelsretten i København. Henvisningsreg-len bør efter rådets opfattelse ikke udstræk-kes til også at gælde mellem de almindeligedomstole og andre retter, fordi sagsanlægved særlige retter ofte vil forudsætte nær-mere overvejelser.

Rådet har dog fundet det rimeligt, at dergives retten hjemmel til at bestemme, atsagen ikke skal henvises, men fortsættes vedsamme ret. En fortsættelse ved samme retkan være praktisk i tilfælde, hvor det førstpå et sent stadium af sagens behandling bli-ver bragt på det rene, at retten ikke er sagligkompetent. Som eksempel kan nævnes en er-statningssag, der anlægges ved byretten af encyklist, der er kommet til skade ved et auto-mobiluheld. Cyklisten påstår sig tilkendt er-statning i henhold til færdselslovens § 65,men under domsforhandlingen opstår dertvivl om, hvorvidt uheldet er sket på et om-råde, der er omfattet af færdselslovens reg-ler. Det kan være nødvendigt at føre bevisog afvente proceduren under domsforhand-lingen for at få afklaret, om byretten er kom-petent eller ej. Bliver resultatet, at byrettenikke er kompetent, ville det være særdelesupraktisk, såfremt retten skulle være forplig-tet til at henvise sagen til landsretten pådette stadium af behandlingen.

Til § 233, stk. 3.Henvisning kan naturligvis kun ske, hvordet er klart, at vedkommende part ønsker atfortsætte sagen ved rette domstol, og at denret, som skal træffe afgørelse om sin inkom-petence, kan fastslå, hvilken domstol der erkompetent. Hvor rette domstol ikke kanfastslås, er henvisning ikke mulig, og sagenmå afvises. Hvor flere krav er indeholdt isamme stævning, men henvisningen kun skalomfatte en del af kravene, må akterne kopie-res, således at retten til den anden domstolfremsender en fotokopi af stævningen og afde nødvendige bilag.

61

Til § 233, stk. 4.Afvisning af en sag fra en domstol sker veddom, som kan ankes efter retsplejelovens al-mindelige regler. Bestemmelse om, at sagenikke skal afvises, træffes ved kendelse, somkan kæres.

I rådets betænkning af 1973 foreslås, jfr.s. 167 og 178, at appel af kompetenceafgø-relser i begge tilfælde skal være kære. Disseafgørelser egner sig bedst til skriftlig be-handling.

Efter forslaget skal afgørelser angåenderettens kompetence kunne indbringes for hø-jere ret ved kære. Reglen omfatter kendelserom, at sagen henvises til anden ret, kendel-ser, hvorefter afvisning ikke skal ske, såle-des at retten selv fortsætter behandlingen afsagen, samt afvisningsdomme. Afvisningsdomskal efter forslaget anvendes, når sagen ikkehører under en anden almindelig domstoleller boligret, og når det ikke er muligt forretten at udpege, ved hvilken almindeligdomstol eller boligret sagen bør behandles.Hvor en byret har henvist sagen til lands-ret, men landsretten finder, at byretten ersaglig kompetent, ændrer landsretten natur-ligst byrettens henvisning ved at hjemvisesagen til byretten.

Til nr. 4.Til § 248 a, stk. 1.En prøvelse ex officio (af egen drift) af denstedlige kompetence er ikke nødvendig, hvissagsøgte er mødt og ikke gør indsigelse mod,at sagen behandles ved retten. Samme regeler i retsplejelovens § 704, stk. 1, foreskre-vet om straffesager. Udebliver sagsøgte deri-mod på sagens første tægtedag, skal retten,som det også er gældende ret, på embedsvegne påse, at den er rette værneting, jfr.forslagets § 248 a, stk. 1, og retsplejelovens§ 341, stk. 1, hvorefter der kun kan afsigesudeblivelsesdom over »den lovligt stævnedesagsøgte«.

Efter forslaget har således den ret, vedhvilken sagen er anlagt, fornøden stedligkompetence, hvis sagsøgte ikke har bestridtrettens kompetence inden for de foreskrevneterminer for fremsættelse af formalitetsindsi-gelser, der ikke påses af retten på embedsvegne, jfr. herved retsplejelovens §§ 343,stk. 2, og 434. Forslaget er herved i harmonimed art. 18 i EF-Konventionen af 27. sep-

tember 1968 om Domstolenes Kompetenceog Fuldbyrdelse af Retsafgørelser i Civile ogKommercielle Sager.

Det må erindres, at retten i byretssagerhar vejledningspligt over for parter, dermøder uden advokat, jfr. retsplejelovens §429, stk. 2. Møder sagsøgte uden advokat,bør retten i almindelighed gøre ham bekendtmed, at han normalt ikke uden sit samtykkekan sagsøges uden for sit hjemting, ogselv om sagsøgte er repræsenteret af advokat,er retten heller ikke afskåret fra at henledeopmærksomheden på de almindelige værne-tingsregler, f. eks. i tilfælde hvor værne-tingsspørgsmål åbenbart er overset af advo-katen, og det valgte værneting er uhensigts-mæssigt.

Til § 248 a, stk. 2.Reglerne om afgørelser om rettens stedligekompetence svarer til dels til de i § 233 fore-slåede regler om afgørelser om saglig kompe-tence. Undertiden kan en sag dog anlæggesved flere sideordnede retter, og valgrettenmellem disse flere værneting tilkommer sag-søgeren, jfr. retsplejelovens § 246. I sådannetilfælde kan retten ikke uden sagsøgerensmedvirken afgøre, hvilken ret sagen skalhenvises til. En sagsøger vil måske underti-den foretrække at hæve en mindre sag fremfor at fortsætte sagen ved den ret i en andenlandsdel, hvortil henvisning i givet faldskulle ske. Fremsætter parten ikke begæringom henvisning, bør dommeren om fornødentved et derpå rettet spørgsmål skaffe sig klar-hed over hans ønsker. Er retten ikke retteværneting, og kan henvisning til rette forumikke ske, afvises sagen. Dette sker ved dom.Appel af en sådan dom sker ved kære, jfr. §248 a, stk. 3.

Henvisning kan kun ske inden for retsple-jelovens geografiske område. Reglen finderderfor ikke anvendelse i sager, for hvilke enret på Færøerne eller i Grønland er retteværneting. En færøsk eller grønlandsk sag,der med urette anlægges f. eks. ved Køben-havns byret, skal altid afvises ved dom, med-mindre sagsøgte er mødt uden at protesteremod, at retten behandler sagen.

Til § 248 a, stk. 3.Bestemmelsen har samme indhold som §233, stk. 4, l.pkt.

62

Til nr. 5.Ændringerne er en følge af, at en ikke

kompetent ret efter §§ 233 og 248 a kan visesagen fra sig enten ved dom om afvisningeller ved kendelse om henvisning af sagentil rette domstol.

Den gældende bestemmelse i § 285, stk.2, hvorefter forhandlingerne fortsætter, hvisafvisningsdom ikke afsiges, foreslås ophævetsom överflödig.

Til nr. 6.Der henvises til bemærkningerne til § 6,

stk. 1, og til de almindelige bemærkningerforan i afsnit 5.2.2.1.

Til nr. 7.Til §351 a, stk. 1 og 2.Bestemmelsen svarer til forslaget i § 357,stk. 1 og 4, i lovudkastet i rådets betænkningom behandling af borgerlige sager. Der hen-vises til bemærkningerne hertil i betænknin-gen side 25 ff og 149 f samt til afsnit 5.2.2.foran.

Retten skal i almindelighed mægle forlig ialle borgerlige domssager. Forligsmæglingkan foretages allerede under sagens forbere-delse, jfr. retsplejelovens § 268. Efter forsla-gets § 6, stk. 1, 2. pkt., kan en enkelt lands-dommer handle på rettens vegne uden fordomsforhandlingen. Det i § 351 a, stk. 2,omtalte forberedende møde vil i almindelig-hed blive holdt for én dommer, og dennedommer vil ofte i dette møde få et sådantoverblik over sagen, at han kan foreslå enforligsmæssig ordning, hvor dette er muligt,inden en eventuel bevisførelse finder sted.Dommeren kan også, hvor sagen åbenbart erudsigtsløs, henstille til sagsøgeren at hævesagen. Rådet finder det ønskeligt, at forligs-mægling forsøges på det tidligst mulige sta-dium af sagens behandling ved retten.

Til § 351 a, stk. 3.Forslaget bygger på forslaget i § 359, stk. 3,i rådets betænkning om behandling af bor-gerlige sager om en »umiddelbar hovedfor-handling«, jfr. side 60, 150 og 152 i betænk-ningen og bemærkninger foran i afsnit5.2.2.1.

Efter forslaget i § 359, stk. 3, i rådets tid-

ligere betænkning kan retten bestemme, athovedforhandlingen skal foregå i tilslutningtil det forberedende møde, såfremt parterneer enige herom, eller sagen findes tilstrække-ligt oplyst og også i øvrigt er egnet til straksat hovedforhandles. Hovedforhandlingen skerved byret for dommeren, ved landsret for trelandsdommere, jfr. betænkningen side 152.For at få den fulde nytte af forslaget også ilandsretten foreslås, at den landsdommer, derhar ledet forberedelsen af sagen, i visse til-fælde, jfr. nedenfor, kan behandle dennefærdig alene og afsige dom. Adgangen hertilbør ikke være begrænset til tilfælde, hvorder i umiddelbar fortsættelse af det forbere-dende møde kan afholdes domsforhandling.I landsretten ville tidsbesparelsen ved forsla-get derimod let tabes, hvis sagen skulle ud-sættes til domsforhandling for tre dommere.En hovedforhandling i fortsættelse af detforberedende møde vil i landsretten kunsjældent kunne passes ind i landsrettens (ogi advokaternes) arbejdsplan.

Forslaget opretholder landsretten som kol-legial ret, for så vidt som en enkelt lands-dommer ikke mod en parts protest kan på-dømme sagen. Sagen kan kun færdigbehand-les for en enkelt dommer, dersom parterneer enige herom, og dommeren finder sagenegnet dertil. Ved at lade sagen afgøre pådenne måde opnår parterne at få en afgørel-se hurtigt, og landsretten opnår en vis ar-bejdslettelse.

Til nr. 8.Efter gældende lovs § 417, stk. 1, 2. pkt.,

kan kæremål rejses over for domme i det i §229 nævnte tilfælde og til forandring afdommens bestemmelse om processuelle straf-fe samt med justitsministerens tilladelse tilforandring af bestemmelser om sagsomkost-ninger.

Reglen i § 229 foreslås ophævet, jfr. be-mærkningerne til § 228, stk. 3. Samtidig fo-reslås i § 233, stk. 4, og § 248 a, stk. 3, gen-nemført regler om, at domme, hvorefter ensag afvises, fordi retten ikke er kompetent tilat behandle sagen, skal kunne indbringes forhøjere ret ved kære.

De nævnte forslag nødvendiggør en æn-dring af den ovennævnte bestemmelse i §417.

65

Til nr. 9.Ifølge retsplejelovens § 595, stk. 1, finder

anke fra landsret til højesteret i fogedsagerkun sted, når den fordring, i anledning afhvilken udlæg eller udpantning er sket, harværet genstand for landsrettens afgørelse i 1.instans, eller dog ifølge sin beskaffenhed itilfælde af retstvist ville henhøre underlandsret, samt for så vidt angår tvist om auk-tionssummens fordeling, når det omtvistedebeløb overstiger 30.000 kr. Uden for dissetilfælde kan justitsministeren dog tillade, atsagen undtagelsesvis indbringes for højeste-ret.

Af Ugeskrift for Retsvæsen fremgår, atantallet af fogedsager for højesteret i 1970var 2, i 1971 1, i 1973 3 og i 1974 6. Afdisse 12 sager var 9 indbragt for højesteretuden 3. instansbevilling. 2 af disse var ud-pantningsforretninger, 3 var indsættelsesfor-retninger, medens 4 var udlægsforretninger.

En ændring af den almindelige værdi-grænse for landsretsbehandling til 50.000kr. rejser spørgsmål om en justering af reg-len i § 595, stk. 1, således som det er sketved de tidligere forhøjelser. Rådet finder detimidlertid upåkrævet at opretholde reglen i§ 595 om fri anke til højesteret i fogedsagerom landsretskrav. Det findes også i dissesager fuldt tilstrækkeligt at følge retsplejelo-vens almindelige system, hvorefter appel tilhøjesteret som 3. instans kun kan ske eftersærlig tilladelse. Rådet går ud fra, at 3. in-stansbevillinger ligesom i domssager vilblive meddelt i rimeligt omfang i overens-stemmelse med de i retsplejelovens § 435,stk. 2, anførte almindelige synspunkter. Og-så den omstændighed, at f. eks. et krav, forhvilket udpantning er foretaget, efter sinstørrelse ville have henhørt under landsret-ten, om det var blevet gjort gældende ved enretssag, bør efter omstændighederne tillæg-ges betydning for, om bevilling meddeles.

Rådet har i sin betænkning fra 1973 gen-nemgået samtlige procesbevillinger, jfr. s. 33ff, og har for så vidt angår 3. instansbevillin-ger foreslået, at tilladelse skal kunne gives,såfremt »sagen har almindelig interesse ellersærlige grunde i øvrigt taler derfor«. Denneformulering er også anvendt i forslaget tilændring af § 595, idet man dog har ændret»har almindelig interesse« til »er af princi-piel karakter«. Denne formulering giverbedre udtryk for de hensyn, der skal tillæg-

ges vægt ved afgørelsen af, om der skal givestilladelse. Udtrykket »principiel karakter« erogså anvendt i den foreslåede henvisningsre-gel i § 227.

Et medlem - Spleth - udtaler:Retsplejelovens § 595 henviser med hen-

syn til adgangen til uden ministeriel bevil-ling at indbringe en fogedsag for højesterettil, om sagen ifølge sin beskaffenhed i til-fælde af retstvist i 1. instans ville henhøreunder landsret. De foreslåede ændringer i §225, der udvider byretternes kompetence, vilsåledes medføre, at adgangen til at indbringefogedsager for højesteret uden bevilling be-grænses tilsvarende. Det vil være naturligtyderligere at justere bestemmelsen således,at værdigrænsen med hensyn til tvistighederangående auktionssummens fordeling forhø-jes i overensstemmelse med forslaget til §225, således som det også er sket ved tidli-gere ændringer af loven.

Dette medlem finder derimod ikke, at detfremsatte udkast til ændring af kapitel 21,som det er endeligt udformet, giver anledningtil helt at afskaffe muligheden for anke tilhøjesteret i fogedsager uden ministeriel be-villing, og finder heller ikke i øvrigt tilstræk-keligt grundlag derfor. Reglen i § 595 hvilerformentlig bl. a. på den efter dette medlemsopfattelse naturlige betragtning, at det for-hold, at en part ifølge særlig hjemmel kanindbringe et spørgsmål for fogedret uden iforvejen at have fået sit krav retsligt fast-slået, ikke bør føre til at fravige modpartensadgang til at få spørgsmålet prøvet for høje-steret, hvis han havde en sådan adgang, der-som spørgsmålet var indbragt under en rets-sag. Den hidtidige ankeadgang ses ikke athave haft uheldige virkninger i retning afurimelige anker i utvivlsomme sager. Tværti-mod kan sager, i hvilke der er udpantnings-hjemmel, f. eks. skattesager, undertidenfrembyde meget tvivlsomme spørgsmål, somdet ville være naturligt at indbringe for ret-ten i 1. instans, men som i praksis er gået di-rekte til fogeden. I den i UfR 1973, side 151H, refererede sag begyndte skattemyndighe-derne således med at begære udpantning,uagtet det var tvivlsomt, om der overhovedetforelå nogen A-skat, som den pågældendehavde været pligtig at tilbageholde. Skatte-myndighederne havde vundet sagen ved fo-

64

gedret og landsret, men tabte den, for så vidtden var påanket, ved højesteret med 5 stem-mer mod 2.

Højesterets dom af 4. december 1975 i sagII 71/1975 drejede sig om, hvorvidt en per-son som interessent i en maskinfabrik varansvarlig for af fabrikken tilbageholdt, menikke indbetalt A-skat. Fogeden havde ophæ-vet den af den kommunale pantefoged fore-tagne udpantning for et skattebeløb af58.564 kr. Som begrundelse for ophævelsenanførtes, at fogedretten ikke uden en så-dan yderligere bevisførelse, som fogedrettenikke kunne antages at være forum for,kunne afgøre, i hvilket omfang den pågæl-dende hæftede for fabrikkens gæld, og at

sagen således ikke fandtes at hvile på et så-dant klart grundlag, at den burde fremmesaf fogedretten. Landsretten stadfæstedeimidlertid udpantningen, og denne afgørelseblev tiltrådt af højesteret med 3 stemmermod 2. Som det ses, var der i dette tilfældeaf fogeden ikke taget stilling til sagens reali-tet, og sagen pådømtes således for så vidt afhøjesteret som 2. instans. Det synes klart, atet mellemværende som dette efter sin naturhører under landsret som 1. instans. Anke tilhøjesteret bør derfor efter dette medlems op-fattelse fremdeles være fri.

Til nr. 10.Der henvises til bemærkningerne til nr. 1.

53

RETSPLEJERÅDETDen 21. juni 1974.

Bilag 1.

I.

Ved skrivelse af 2. januar 1974 an-modede justitsministeriet rådet om at frem-komme med en udtalelse om mulighedernefor at gennemføre foranstaltninger til sik-ring af en rimelig berammelsestid i lands-retterne, der også på længere sigt indebærersikkerhed for en hurtigere sagsbehandling,og som gør det muligt for domstolene at be-handle et fortsat stigende antal retssageruden en forholdsmæssig forøgelse af antalletaf dommere og det øvrige juridiske perso-nale. I skrivelsen anmodedes rådet særligtom at tage stilling til følgende spørgsmål:

1. Nedbringelse af behandlingstiden for denenkelte sag.

2. Politisagsbehandling af flere lovovertræ-delser.

3. Behandling af sager under medvirken affærre end 3 landsdommere.

4. Forhøjelse af underretsgrænsen i rets-plejelovens § 225.

5. Henlæggelse af flere sagstyper til be-handling ved underretterne.

6. Begrænsning i adgangen til anke ved gen-nemførelse af en ændring af retspleje-

loven eller ved ændring af anklagemyn-dighedens ankepraksis.

Da de af finansudvalget godkendte midler-tidige konstitutioner af 6 dommere i østrelandsret og 3 dommere i vestre landsret ud-løber den 1. april 1975 og ikke kan forventesat blive forlængede, er rådet blevet anmodetom svar inden den 1. juni 1974, således ateventuelle lovforslag til gennemførelse afde nævnte foranstaltninger vil kunne frem-sættes i begyndelsen af folketingsåret1974-75.

2.Rådet har afholdt 6 møder og har i 2 af

disse forhandlet med repræsentanter forhøjesteret, landsretterne, dommerforenin-gen, anklagemyndigheden, advokatrådet ogj ustitsministeriet.

Udover de i justitsministeriets skrivelsenævnte spørgsmål har rådet overvejet, omder er grund til at ændre reglerne om, ihvilke sager nævninger medvirker.

Rådet har indhentet oplysninger om an-tallet af verserende sager og om berammel-sestiden. Udviklingen i sagsantal ved lands-retterne har i perioden 1965-1973 væretsåledes:

ArAfgjorte

sager

Østre landsretAntal

afdelingerAfgjortesager pr.afdeling

Afgjortesager

Vestre landsretAntal

afdelingerAfgjortesager pr.afdeling

196519661967196819691970197119721973

519547034999563461146470643666336638

11li111!12

12-1312-13

1313

472428454511510498519510511

186820162024225622642932339336623667

777777777

264288260322323418485523524

66

Berammelsestideii, forstået som det tids-rum, der vil forløbe fra den dag, da datoenfor domsforhandlingen fastsættes og til denfastsatte domsforhandlingsdato, lå ved års-skiftet 1973-74 i østre landsret på 5-9måneder i straffesager (bortset fra arrestant-sager) og på 5-11 måneder i borgerlige sager.Ved vestre landsret var berammelsestidenpå samme tid fra 1-4 måneder i straffesagerog fra 6-12 måneder i borgerlige sager. An-tallet af verserende sager, dvs. sager, somvar anlagt ved retten, men endnu ikke af-sluttet, var ved årsskiftet 1973-74 ved østrelandsret godt 3.400 og ved vestre landsretca. 1.200.

Fra den 1. januar 1974 er antallet af afde-linger ved østre landsret forøget til 15 og vedvestre landsret forøget til 8. Disse 3 ekstraafdelinger er dog kun bevilget midlertidigtindtil den 1. april 1975 med henblik på envæsentlig nedbringelse af den ophobedemængde af ikke afgjorte sager. Præsidentenfor ostre landsret har oplyst, at berammel-sestiden ved østre landsret i midten af aprilmåned 1974 var fra 2-8 måneder i straffe-sager (bortset fra arrestantsager) med etgennemsnit på godt 4 måneder og fra 4-12måneder i civile sager med et gennemsnit påomkring 8 måneder. Ved vestre landsret erder ikke foretaget nogen opgørelse, somegner sig til sammenligning dermed, menpræsidenten for vestre landsret har oplyst,at der ligesom ved østre landsret er sket envis beskeden reduktion af berammelses-tiden.

Antallet af sager, som kan behandles afen landsretsafdeling, er i høj grad afhængigtaf karakteren af de sager, der henvises tilafdelingen. En ret stor del af de civile 1.instanssager og enkelte straffesager er megettids- og arbejdskrævende. Sammensætnin-gen af sager og forekomsten af enkelte megetstore sager kan svinge en hel del. Som etgroft gennemsnit kan der regnes med, at enafdeling kan behandle mellem 450 og 500sager om året.1)

Efter rådets opfattelse bør der sigtes modat opnå en væsentlig nedsættelse af beram-melsestiden i straffesager og en nedbrin-

gelse af berammelsestiden til ca. 3 månederi borgerlige sager med mulighed for forlodsbehandling af hastende sager. En sådan ned-sættelse af berammelsestiden vil forudsætte,at antallet af verserende sager formindskesmed over 2.000 sager til omkring 1.200-1.300sager ved østre landsret, svarende til ennedsættelse af antallet af verserende sagerfor de ikke-midlertidige 13 afdelinger fraca. 250 sager til knap 100 sager pr. afdeling,og ved vestre landsret en tilsvarende ned-sættelse af antallet af verserende sager fragodt 1.200 sager til ca. 700 sager eller fra ca.170 til ca. 100 sager pr. ordinær afdeling.Endnu ved udgangen af maj 1974 var derikke sket noget fald i antallet af verserendesager ved landsretterne. Antallet af verse-rende sager ved østre landsret var knap3.400 og ved vestre landsret knap 1.200.Antallet af nyindkomne sager — og isærcivile 1. instanssager—var i den første periodeaf året 1974 steget i forhold til den tilsva-rende periode i 1973. I denne periode var derindbragt 237 sager (heraf 203 civile sager)mere end i den tilsvarende periode af året1973 for østre landsret. 0g ved vestre lands-ret var der indbragt 131 sager mere end i dentilsvarende periode af året 1973. Om dennestigning i. sagsantallet vedvarer eller ikke,kan man ikke have nogen viden om, ogskønnet over, hvor mange sager der måantages at henstå den 1. april 1975, når demidlertidige 3 afdelinger bortfalder, er der-for ganske usikkert. Usikkerheden skyldesikke blot, at tilgangen af nye sager ændrersig, men også at sygdom og andet midler-tidigt forfald for parter og dommere kannødvendiggøre udsættelse af berammedesager, og enkelte meget omfattende sagerkan helt lægge beslag på en afdeling over enlængere periode. Ved landsdommeres forfaldudføres deres arbejde dog praktisk tagetundtagelsesfrit af deres kolleger eller af kon-stituerede dommere, f.eks. retten« fuldmæg-tige. Derimod vil sygdom eller andet forfaldfor advokater eller parter medføre aflysningaf sager, som er sat på retslisten. Såfremt denregistrerede stigning i sagsantallet ikke for-stærkes, kan der dog nok påregnes en vis

l) På grundlag af oplysninger fra præsidenterne anførte justitsministeriet i skrivelse af 23. oktober 1973 tilfinansudvalget, at „Det årlige sagstal for en afdeling i landsretterne bør, såfremt de krav, der må stillesmed hensyn til grundig og omhyggelig behandling af sagerne, skal kunne opfyldes, ikke overstige ca.450."

67

reduktion i antallet af verserende sager itiden frem til 1. april 1975, men sagsantallettil den tid vil dog efter al sandsynlighedstadig være så stort, at de tilsigtede rimeligeberammelsestider ikke kan opnås. Rådetantager imidlertid, at det også efter 1. april1975 uden de midlertidige afdelinger vilvære muligt at fortsætte afviklingen af deophobede sager, såfremt de nedenfor frem-satte forslag på dette tidspunkt er vedtagetog trådt i kraft. Hovedpunkterne i rådetsforslag er omtalt nedenfor side 69. Det børdog understreges, at rådets forventning omforslagenes virkning bygger på den forud-sætning, at der ikke sker en væsentlig for-øgelse af antallet af indbragte sager, og atikke enkelte meget store sager lægger fuld-stændigt beslag på en eller flere afdelinger ilængere perioder.

Rådets forslag om forhøjelse af værdigræn-sen i retsplejelovens § 225, nr. 1, 2 og 9, ville,om det havde været i kraft i 1973, have haftden virkning, at omkring 1.250 af de vedøstre landsret i 1973 afgjorte civile 1. in-stanssager (2.102) og ca. 250 af de ved vestrelandsret afgjorte sager (542) ville have væretunderretssager. Forslaget om at gøre færd-selserstatnings- og funktionærsagcr til un-derretssager ville have bevirket, at yderligereop imod 100 af disse sager havde hørt underby- og herredsretterne.

Den samlede lettelse for landsretterne veden forhøjelse af værdigrænserne til 30.000kr. og flytning af alle færdselserstatnings- ogfunktionærsager kan således skønsmæssigtanslås til 1.000 sager ved østre og 500 sagerved vestre landsret, formentlig nogenlundesvarende til kapaciteten af 2 afdelinger vedøstre og 1 afdeling ved vestre landsret.Dette skøn er dog behæftet med en væsent-lig usikkerhed, dels på grund af den alleredeomtalte uvished om den fremtidige udviklingi antallet af og fordelingen på sagsarter afnye sager, dels fordi en forhøjelse af under-retsgrænsen meget muligt vil føre til en ikkeganske ringe stigning i antallet af ankesager.Hertil kommer, at en væsentlig nedsættelseaf behandlingstiden ved landsretterne måskevil medføre, at et vist antal sager, der pågrund af den lange behandlingstid hidtil

ikke er blevet anlagt eller dog ikke ført igen-nem til dom, vil komme til behandling ogsåledes øge belastningen af landsretterneskapacitet.

Heller ikke virkningerne af en gennem-førelse af det nedenfor fremsatte forslag omændring af færdselslovens § 69 kan beregnesnøjagtigt. Forslaget vil dog medføre enmærkbar aflastning af landsretternes ar-bejde. Antallet af indbragte færdselsdoms-mandssager ved østre landsret i 1973 var ca.1.100. Af disse kom dog kun ca. 700 sager tilegentlig behandling. De tilsvarende tal vedvestre landsret for 1972 var 643 indbragteog 529 reelt behandlede sager. Den samledetidsbesparelse ved at behandle alle færd-selssager uden medvirken af domsmænd må,idet den gennemsnitlige tidsbesparelse pr.sag anslås til ca. 15 minutter, forventes atblive af størrelsesordenen 75-100 retsdage,svarende til 1/3-

1/2 afdeling for begge lands-retter. For underrettet m s vedkommende kanden samlede tidsbesparelse ved forslaget påsamme måde anslås til omkring 800 rets-dage. Denne lettelse for underretterne skulletaget under et i det væsentligste modsvaredet merarbejde, som vil blive en følge af for-højelsen af underretsgrænsen m.v. i borger-lige 1. instanssager. Færdselssager, hvor dertillige eller alene er rejst tiltale efter straffe-lovens § 241 eller § 249, stk. 2, skal ogsåefter en eventuel gennemførelse af rådetsforslag om ændring af færdselslovens § 69behandles under medvirken af domsmænd.Disse sager er imidlertid ikke meget talrige.2)Fordelingen af merarbejde og arbejdslettel-ser vil dog ikke overalt udjævne sig bl.a. somfølge af opdelingerne i civildommer- ogkriminaldommerembeder forskellige steder.Retsplejerådet ser heri en understregning af,at en rationel tilrettelæggelse af underretter-nes arbejde forudsætter, at retterne så vidtmuligt indrettes som én organisation medflere som of est to dommere fremfor opdelingaf retterne i adskilte civil- og kriminalretter.

Behandlingen også af noget større sagersom underretssager møder efter rådets op-fattelse ikke principielle betænkeligheder.Rådet er dog herved gået ud fra, at forsla-gene i dets betænkning om borgerlige sager

8) I landsdommer M. Johs. Mikkelsens bog: Groft Uforsvarlig Korsel, 1971, oplyses det side 9, at der i 124af sagerne i det undersøgte materiale på i alt 596 sager om groft uforsvarlig kørsel tillige var rejst tiltalefor overtrædelse af straffelovens §§ 241 eller 249.

68

om underretsprocediiren vil kunne behandlessamtidig med eller dog ikke lang tid efterforslagene i denne skrivelse. Holder denneforudsætning ikke stik, bør der samtidig meden eventuel betydelig forhøjelse af under-retsgrænsen gives by- og herredsretterneadgang til at anordne skriftveksling som ilandsretssager, hvor dette findes påkrævet.

Under overvejelserne af de forskellige for-anstaltninger, der kan være egnede til atforenkle og fremskynde landsretternes ar-bejde, er det især fra landsretternes sideblevet fremhævet, at udarbejdelsen af for-slag om ændringer af principiel karaktervedrorende underretternes og landsretterneskompetence og om ændringerne af sammen-sætningen af retterne, f.eks. nedsættelse afdet antal af landsdommere, der skal med-virke ved den enkelte sags behandling, kræ-ver mere dybtgående og tidkrævende over-vejelser og drofteiser i en bredere kreds, enddet er muligt at foretage inden for den vedministeriets skrivelse fastsatte tidsfrist. Rå-det er enig heri. Også selve den tekniskeudarbejdelse af lovforslag om nogle af depunkter, hvorom der har vist sig at værebred enighed, f.eks. henlæggelse af sager omumyndiggørelse til by- og herredsretterne ogtilnærmelse af reglerne om adhæsionspro-cessen i retsplejeloven til de nyere reglerherom i færdselsloven, vil kræve tid.

De undersøgelser, der er gjort rede for ibegyndelsen af denne skrivelse, viser, at derved en gennemforelse af de ovennævnte toforslag, nemlig forhojelse af underretsgrænsensamt henlæggelse af flere sagstyper til under-retterne og udvidelse af reglerne om politisags-behandling til alle færdselssager or/så sagermed påstand om frakendelse af førerbevis, kanopnås en så betydelig lettelse af landsretter-nes arbejdsbyrde, at en vis reduktion af be-rammelsestiderne må antages at blive gjortrnulij?. Gennemforeisen af forslagene nød-vend iggor ikke foretagelse af dybtgåendeændringer i retsplejeloven eller færdsels-loven, og forslagene præjudicerer ikke resul-tatet af eventuelle overvejelser om dybere-gående ændringer i procesmåden med hen-blik på forenkling og fremskyndelse af sags-behandlingen uden forringelse af retssikker-heden med mulighed for opnåelse af yder-ligere arbejdslettelser og reduktion af be-rammelsestiderne.

Under disse omstændigheder har rådet

fundet det rigtigst at afgive denne indstilling,som vil kunne danne grundlag for en even-tuel særskilt gennemførelse af de foranstalt-ninger, hvorom der er opnået bred enighed,og som kan bringe opnåelse af de ved mini-steriets skrivelse tilsigtede formål nærmere.Det vil imidlertid også, fordi sagsantalletmeget muligt vil fortsætte med at stige, værenødvendigt at aflaste landsretterne yder-ligere, om antallet af afdelinger skal fast-holdes og berammelsestiden holdes nede pået rimeligt niveau. Såfremt justitsministe-riet derfor mener, at overvejelserne om deøvrige videregående spørgsmål, som er rejsti ministeriets skrivelse af 2. januar 1974,bør fortsættes, foreslår rådet, at ministerietgiver rådet meddelelse herom og samtidigudpeger yderligere repræsentanter for deinteresserede myndigheder og fra advoka-terne til at deltage i dette arbejde.

3. Henlæggelse af flere civile 1. instans-sager til underretterne.3.1. De gældende regler.

Efter retsplejelovens § 224 behandlescivile sager i første instans ved landsret,medmindre de ved anden sajrlig forskrift erhenlagt til underret eller i henhold til par-ternes vedtagelse indbringes for underret.Henlæggelse af sagsområder til underretsker dels på grundlag af sagens værdi, jfr.retsplejelovens § 225, nr. 1,2 og 9, dels pågrundlag af sagens karakter, jfr. retspleje-lovens §§ 225, nr. 3-8 og 10, 459, stk. 1, jfr.§§ 464, 469, stk. 1, 475 b, stk. 1, lærlinge-lovens § 29, lov om borteblevne § 9 og leje-lovens § 69. Af de omkring 200.000 civilesager, som årligt afgøres i 1. instans, be-handles ca. 197.000 eller knap 99 pct. vedunderretterne i medfør af disse regler.Hjemmelen til underretsbehandling er forca. 170.000 eller godt 85 pct. af sagernesvedkommende værdigrænscreglerne.

3.2. Forhøjelse af værdigrænserne i retspleje-lovens § 226.

Værdigrænserne, der i retsplejeloven fra1916 var fastsat til 300 kr., blev alleredeinden lovens ikrafttræden i 11)19 forhojettil 800 kr. I 1927 blev grænserne forhojettil 1.000 kr., og der indføjedes en regel i§ 234, stk. 2, om, at sager af værdi indtil2.000 kr. kunne behandles ved underret-

69

terne, medmindre sagsøgte protesterede der-imod. Disse grænser forhøjedes i 1946 til2.000 og 3.000 kr. og i 1953 til 3.000 og 4.000kr. Fra 1965 fastsattes grænsen til 6.000 kr..,idet særreglen i § 234, stk. 2, som var udenpraktisk betydning, samtidig bortfaldt. Denseneste forhøjelse gennemfør.es ved lov nr.168 af 29. april 1970, hvor grænserne medvirkning fra den 1. juli 1970 blev forhøjetfra 6.000 til 10.000 kr. Denne forhøjelse be-grundedes dels med stigningen i priser oglønninger, der svarede til en forhøjelse tilca. 8.000 kr., dels med et ønske om at aflastelandsretterne. Det var endvidere oplyst, atforhøjelsen måtte antages at ville bevirke,at godt 1/3 (851) af 1. instans landsrets-sagerne (2.361) flyttedes til underretterne.

En justering af grænserne, der svarer tilden økonomiske udvikling i tiden fra denseneste forhøjelse pr. 1. juli 1970 og indtilden 1. januar 1975, vil pege mod en grænsepå ca. 18.000 kr., idet reguleringspristalletved udgangen af 1974 må antages at væresteget med godt 50 pct., medens den gen-nemsnitlige timefortjeneste i industrien måventes at være steget med godt 110 pct. iden angivne periode.

Da den nuværende inflationstakt er sær-lig hurtig, vil en forhøjelse af grænserne tilet væsentligt højere beløb end 18.000 kr.antecipere udviklingen for en kortere peri-ode. Desuden vil en vis reel forøgelse af vær-digrænserne være nødvendig.

Under overvejelserne og forhandlingerneom ændring af værdigrænserne har der end-videre været rejst spørgsmål om at foreslåen regel, hvorefter værdigrænserne uden lov-ændring reguleres efter den økonomiskeudvikling, eventuelt udformet som en be-myndigelsesregel for justitsministeren tilmed passende mellemrum at ændre græn-serne ved bekendtgørelse. En sådan regelmedfører dog risiko for en vis usikkerhed,idet det ved hyppige ændringer vil kunnefremgå mindre klart, hvad grænsen i etgivet øjeblik er fastsat til. Det kan derformåske være en fordel, at grænserne ikke

ændres alt for hyppigt. Endvidere kan dermåske rejses visse principielle betænkelig-heder mod bemyndigelsesregler vedrørendeværdigrænsen. Rådet har ikke afsluttet sineovervejelser om dette spørgsmål, der imid-lertid vil kunne tages op i forbindelse medeventuelle videregående overvejelser omændringer i kompetencereglerne.

Rådet foreslår derfor værdigrænserne for-højet til 30.000 kr. En sådan forhøjelse vilbetyde en justering efter den økonomiskeudvikling og vil sammen med de øvrigeforslag medføre en aflastning af landsret-terne, som er særlig nødvendig, når de mid-lertidige afdelinger bortfalder.

3.3. Henlæggelse af flere sagstyper til behand-ling red underretterne.

Færdselserstatningssager.I praksis behandles og påkendes langt de

fleste færdselserstatningssager uanset er-statningskravets størrelse i tilknytning tilstraffesagens behandling ved underret. Såveli tilfælde, hvor straffesag har været rejst vedretten, som i andre tilfalde vil sagens op-lysning ofte kunne støttes afgørende på re-sultaterne af politiets efterforskning, hvor-ved behandlingen af erstatningsspørgsmå-lene lettes og klargøres. Henlæggelse afcivile færdselserstatningssager til underret-terne i 1. instans er blevet anbefalet afH.Topsoe-Jenscn, Juristen 1962, side 24], ogMogens Hvidt, sammesteds side 430.

Rådet finder det hensigtsmæssigt og udenbetænkeligheder at henlægge behandlingenaf alle civilt anlagte færdselserstatningssagertil underretterne. Som færdselserstatnings-sager må formentlig anses alle sager om er-statning uden for kontraktsforhold, opståeti forbindelse med færdsel på vej, som benyt-tes til almindelig færdsel af en eller flerefærdselsarter, jfr. færdselslovens §§ 1 og 2.

Den valgte formulering knytter sig til af-grænsningerne i færdselsloven og omfattersåledes ikke luftfart, jernbanetrafik eller sø-transport. Afgørende for, om der er tale omen vej, er, om den benyttes til almindeligfærdsel af en eller flere færdselsarter (fod-gængere, cyklister, bilister osv.). Sammen-stød mellem biler og tog vil således normaltvære omfattet af reglen. Sager om skaderforvoldt af dyr vil være omfattet, såfremtskaden er indtruffet i forbindelse med færd-sel på en vej. Det samme gælder sager om

70

erstatning til fodgængere for skader vedfald (glidesager m.v.). I bv aærkningerne tillovforslaget bor det præcis 'es, at reglen til-lige omfatter alle regn icrav, herunderpoliceregres og krav mod orsikringsselska-ber.

Funktionærsager.I betænkningen om bel ädling af borger-

lige sager side 55 og 73 f ir rådet foreslåetreglen i retsplejelovens § 2^5, nr. 10, affattetsåledes, at den omfatter alle sager, der op-står af forholdet mellem private arbejds-givere og deres ansatte.

Kadet er opmærksom på, at ændringenmedfører, at alle disse sager, såfremt deanlægges ved underret, kun kan indbringesfor højesteret, såfremt 3. instansbevillingopnås, medens sø- og handelsrettens dom i enfunktionærsag uden særlig tilladelse kanankes til højesteret. Dette forhold er imid-lertid ikke blot knyttet til kompetencereg-lerne vedrørende funktionærsager, men ergenerelt for hele grænseområdet for sø- oghandelsrettens kompetence. Rådet finderderfor ikke anledning til i denne sammen-hæng at fremsætte forslag, der sigter til atfjerne denne forskel.

4. Politisagsbehandling af flere lovover-trædelser.

Ved lov nr. 224 af 7. juni 1972 om æn-dring af retsplejeloven blev bestemt, atsager om overtrædelse af straffelovens§§ 124, stk. 2, 126, stk. 1, 161-163, 170, 172,stk. 2, 174, 184, stk. 2, 185, 193, stk. 2,214, 232, sidste led, 249, stk. 1, 253, 255,stk. 2, 265, 266 og 276-284, jfr. § 287, derefter de hidtil gældende regler var stats-advokatsager, fremtidig skal behandles sompolitisager. Lovforslaget byggede i detvæsentlige på en indstilling fra justitsmini-steriets strukturudvalg vedrørende politiet,der havde foretaget en indgående under-søgelse af mulighederne for, at de enklereregler om politisagsbehandling gøres an-vendelige på de straffelovsovertrædelser,som det er forsvarligt at behandle efterdisse regler.

Efter rådets opfattelse kan området forpolitisagsbehandling ikke yderligere ud-vides væsentligt ved at gøre bestemte over-trædelser til politisager.

En væsentlig udvidelse af politisags-området for straffelovsovertrædelser kunnederimod måske opnås ved at ændre grund-kriteriet for politisagsbehandling, der efterretsplejelovens § 721, stk. 1, er sager an-gående lovovertrædelser, for hvilke lovenikke hjemler anden straf end bøde ellerhæfte, til at være et minimumskrav om denkonkret forskyldte straf. En sådan ændringmåtte tillige forudsætte regler om, at an-klagemyndigheden i anklageskriftet skalnedlægge en påstand om straffens størrelse.Som nyt kriterium for politisagsbehandlingkunne i så fald f.eks. vælges påstand omfængselsstraf.

I Norge følges den praksis, at anklage-myndigheden under domsforhandlingen ned-lægger påstand om en bestemt straf, og heri landet forekommer undertiden navnlig isager om overtrædelse af skatte- og afgifts-love også tilfælde, hvor anklageren begærerrettens tilslutning til en bestemt bødebereg-ning. I færdselssager nedlægges påstand omfrakendelse af førerretten, hvor anklagerenskønner, dette bor ske. Indførelse af en regelom, at indholdet af en strafpåstand fraanklagemyndighedens side i almindelighedskal have afgørende betydning for sagensbehandling, ville imidlertid kræve nærmereundersøgelser og muligt justering af andreaf lovens regler. Det bemærkes i denne for-bindelse, at justitsministeriet netop haranmodet strukturudvalget vedrørende poli-tiet om at overveje reglerne om anklage-myndighedens organisation, herunderspørgsmålet om, hvorvidt statsadvokatstil-lingerne bør opretholdes. Anklagemyndig-hedens udformning af sin påstand bør ihvert fald næppe være eneafgørende for såvæsentlige forhold vedrørende sagsbehand-lingen som spørgsmålene om domsmændsmedvirken og forsvarerbeskikkelse.

Inden for straffelovsområdet er der såle-des næppe mulighed for på nuværende tids-punkt ved et enkelt hurtigt udarbejdet for-slag at udvide reglerne om politisagsbehand-ling. Forholdene stiller sig imidlertid væ-sentligt anderledes med hensyn til vissefærdselslovsovertrædelser. Her synes enmeget betydelig rationalisering af domstole-nes og politiets arbejde at ligge inden formulighedernes grænse.

Efter færdselslovens § 69, stk. 4 og 5, be-handles færdselssager som politisager, med-

71

mindre sagen angår et forhold, hvor der op-står spørgsmål om frakendelse af førerretten,dvs. sager mod spirituspåvirkede motor-førere (§ 70, stk. 2) og sager om groft ufor-svarlig kørsel (§ 70, stk. 1). Sager, hvor an-klagemyndigheden har nedlagt påstand omfrakendelse, behandles efter reglerne omstatsadvokatsager. Tiltalen for underrettenrejses dog siden lovændringen ved lov nr. 223af 7. juni 1972 af politimesteren, men sagenbehandles efter reglerne i retsplejelovenskapitel 80 om tiltale og domsforhandling forunderret i sager, som påtales af statsadvo-katen.

Spørgsmål om politisagsbehandling afsager mod spirituspåvirkede motorførerehar været overvejet af straffelovrådet. Idettes betænkning nr. 588/1970 om spiritus-påvirkede motorførere side 85 f stilledesforslag i forbindelse med et forslag om ind-førelse af faste promillegrænser om, at spiri-tussager blev politisager. Bestemmelser, derbygger på faste promillegrænser, har bl.a.den følge, at en del af bevisførelsen i dissesager forenkles. Straffelovrådet udtalte sam-tidig, at konsekvensbetragtninger ville talefor i givet fald tillige at ophæve reglerne omdomsmænds medvirken i andre færdsels-sager, dvs. frakendelsessager efter § 70,stk. 1, om groft uforsvarlig kørsel.

Under folketingets behandling af lovfor-slaget vedrørende lov nr. 261 af 9. juni 1971om ændring af fa^rdselsloven, Folketings-tidende 1970-71, Forhandlinger sp. 2403,3655, 5758 og 5962, blev der ikke taget stillingtil disse forslag. Det pointeredes dog, at detville være ønskeligt, om ekspeditionstidenfor frakendelsessager kunne nedsættes, og enenkelt ordfører nævnte under 1ste behand-lingen, Forhandlinger sp. 3667, at dettekunne ske ved at gøre såvel spiritussagersom groft uforsvarlighedssager til politi-sager.

Spørgsmålet om, hvorvidt de fcerdsels-lovsovertrædelser, som kan medføre for-tabelse af førerretten, bør kunne behandlessom politisager, er også blevet behandlet afjustitsministeriets strukturudvalg som etled i bestræbelserne for at rationalisere sags-behandlingen inden for politiet og anklage-myndigheden. Strukturudvalget indstilledeprincipalt, at sagerne behandles som politi-sager, men med efterforskningsmiciler ogforsvarerbeskikkelse som i statsadvokat-

sager. Strukturudvalget fandt det ubetæn-keligt at lade alle færdselssagerne behandleuden medvirken af domsmænd.

I bemærkningerne til forslaget til lov nr.223 af 7. juni 1972 om ændring af færdsels-loven hedder det, Folketingstidende 1971-72,tillæg A, sp. 3090:

„Justitsministeriet er enig med struktur-udvalget i, at der ville kunne opnås en væ-sentlig forenkling af sagsbehandlingen, så-fremt alle færdselssager blev behandlet sompolitisager. Ændringen ville tillige betyde enbegrænsning af den stigning i personaletbåde inden for domstolene, herunder lands-retterne, og politiet, som fortsat nødvendig-gøres af et stadig stigende sagsantal. Efterjustitsministeriets mening har disse hensynimidlertid næppe på nuværende tidspunkt ensådan vægt over for de hensyn, der taler forat bevare domsmænds medvirken i fraken-delsessager, at man bør følge udvalgetsprincipale forslag."

Til brug ved folketingsbehandlingen afden ovennævnte ændring af færdselslovensregler om spirituskørsel (lov nr. 261 af 9.juni 1971) udtalte justitsministeren i marts1971 bl.a., Folketingstidende 1970-71, tillægB, sp. 3092:

,.Ønsker man heller ikke at anvende enpromillegrænse til at udskille de fremtidigebødesager, men ønsker man alligevel etsystem, hvor en del af sanktionerne gives iform af bøder, kan man forestille sig, at deri færdselsloven blev givet en videre straffe-ramme for spiritussagerHvis en sådan lovændring fik lov at ståalene, ville lovgivningsmagten imidlertidingen sikkerhed have for, hvorledes praksisville udvikle sig — og man ville altså giveafkald på at styre udviklingen. For at få envis styring måtte man derfor nok kombinereen sådan lovændring med et cirkulære tilanklagemyndigheden, som folketingsudval-get på forhånd blev gjort bekendt med. For-målet med cirkulæret skulle være at givenogenlunde klar afgrænsning mellem om-rådet for bøder og området for friheds-berøvelse."

I det af folketingsudvalget gennemsetecirkulære til anklagemyndigheden, der eroptrykt i Ministerialtidende 1971, side 306,

72

er der derefter blevet fastlagt retningslinierdels for området for bodestraf og for fri-hedsstraf, dels for bodestraffens størrelse ogfrihedsstraffens længde.

Retsplejerådet er enig med struktur-udvalget i, at færdsclssager med sporgsmålom frakendelse af førerretten ligesom andrefærdselsovertrædelser fuldt forsvarligt kanbehandles uden medvirken af domsmænd.3)Forslaget medforer ikke, at domsmands-institutionen helt mister kontakten medfærdselssager. I de sager, hvor tiltalen aleneeller tillige omfatter överträdelse af straffe-loven, navnlig §§ 241 og 249, stk. 2. skal ogsåfremtidig efter en eventuel gennemforelse afforslaget domsmænd medvirke, såfremt sig-tede ikke har aflagt tilståelse, således atsagen behandles efter retsplejelovens § 925.De alvorligste sager vil således fortsat væredomsmandssager.

Spiritussager frembyder selv uden en fastpromillegrænse i almindelighed ikke vanske-lige bevisspørgsmål, og både strafudmålingog udmåling af eventuel frakendelsestid månu siges at ligge i faste rammer, idet rets-praksis efter lovændringen i sommeren 1971blandt andet på grundlag af det af folke-tingets retsudvalg gennemsete cirkulære harfæstnet sig, således at der foreligger ret-ningslinier for afgorelsen af det store flertalaf typiske sager.

Antallet af sager om spirituskørsel er ca.9.500 årligt (tilståelsessager og domsmands-sager). Et så betydeligt antal af sager in-denfor et område, hvor variationsmulig-hederne trods alt er begrænsede, medføreruundgåeligt, at der i retspraksis danner sigmeget faste retningslinier både for bevis-bedommelsen og for sanktionsfastsættelsen.Også politiets efterforskning, der jo må følgedomstolenes krav til sagernes oplysning,får delvis karakter af en udfyldning af etganske fast skema. Sagerne er derfor i al-mindelighed veloplyste, når de forelæggesfor retterne, og egentlig bevistvivl om skylds-spørgsmålet forekommer kun sjældent.

Sagerne om groft uforsvarlig kørsel frem-byder en noget större indbyrdes forskellig-hed end spiritussagerne, som det fremgår afM. Johs. Mikkelsens oversigt over de for-skellige frakcndelsessituationer i bogen Groft

Uforsvarlig Kørsel, 1971. Antallet af sagerudgør ca. 2.500 årligt (tilståelsessager ogdomsmandssager). Fastheden i bevisbedøm-melse og sanktionsfastsættelse er derfornoget mindre udtalt på dette område.

Vedrørende spørgsmålet om dissenser igroft uforsvarlighedssager oplyser M. Johs.Mikkelsen, der har foretaget en indgåendeundersøgelse af praksis, i sin ovennævntebog, side 11, note G:

„Det er en udbredt forestilling, at en sådanstemmeafgivning" (3-3 i landsretten) „somregel er udtryk for en konfrontation aflandsrettens læge og juridiske elementer . . . .Denne opfattelse er næppe rigtig Minpersonlige erfaring er, at der ved stemme-afgivningen 3-3 om ikke ligefrem som regelså dog i hvert fald meget hyppigt forekom-mer både dommer- og domsmandsstemmerfor hvert af de to standpunkter, medens endissens på 2 stemmer næsten altid består afenten dommer- eller domsmandsstemmer."

Rådets opfattelse er på linie hermed. Ispiritussager forekommer dissenser sjæl-dent, men når de forekommer, er det vistnok oftere tilfældet, at dissensen hidrørerfra domsmændene.

Den nuancerigdom, der tidligere efter rå-dets opfattelse i for høj grad har præget ud-målingspraksis i begge grupper af fraken-delsessager, er nu tonet ned. Ankesystemetbevirker, at både grænserne for frakendelses-området og taksterne fastlægges af de over-ordnede retter, i sidste instans af højesteret.Stabiliseringen efter lovændringen i somme-ren 1971 har også sat sit præg på anklage-myndighedens ankepolitik. Rigsadvokatenhar over for rådet oplyst, at anklagemyn-digheden i begge grupper af frakendelses-sager i sin ankepolitik ikke nu tilstræberudvidelser af frakendelsesområdet.

Rådet finder således, at færdselssagernenu ligger i så faste rammer, at domsmændsmedvirken i frakendelsessagerne ikke læn-gere er nødvendig. Overgang til pådømmelseaf fagdommere alene kan ikke antages atville føre til ændringer i den nuværende fastepraksis. Selv om rådet finder, at sagerne børbehandles som politisager, bør dog reglerne

3) Sporgsmålet om at gore frakendelsessager til politisager har også været drøftet eller foreslået i artikler iJuristen 1970, side 2S7f, af Erik Juulmann og 1971, side 189ff, af Bent Unmack Larsen.

73

om forsvarerbeskikkelse som i statsadvokat-sager bibeholdes. De sigtede bør ikke ståalene i sager, der kan have en så væsentligbetydning for dem.

De lettelser for retterne, som en gennem-førelse af forslaget vil føre med sig, er om-talt foran under 2.

De i denne indstilling fremsatte forslag ertiltrådt af repræsentanter for højesteret,dommerforeningen, rigsadvokaten og advo-katrådet.

Østre landsret har kun med betænkelig-hed kunnet godkende en forhøjelse af under-retsgrænsen til 25.000 kr. og har taget af-stand fra en forhøjelse til 30.000 kr., idet enså vidtgående kompetence for underretterneefter landsrettens opfattelse indebærer etvæsentligt skridt i retning af strukturæn-

dringer, som der i øvrigt har været alminde-lig enighed om at udskyde.

Efter den almindelige opfattelse blandtdommerne i vestre landsret vil en gennem-førelse af forslaget om at udvide politisags-behandlingen til at omfatte spiritussager omfrakendelse af førerretten ikke rumme af-gørende betænkeligheder. Forslaget om ud-videlse af reglerne om politisagsbehandlingtil at omfatte sager om frakendelse af fører-retten på grund af groft uforsvarlig kørselvurderes af nogle dommere i vestre landsretpå samme måde, medens andre dommerefinder, at dette forslag er forbundet medsærlige betænkeligheder.

I øvrigt har også landsretterne tiltrådtforslagene.

Forslag lil lov om ændring af retsplejeloven og færdselsloven.(Forhøjelse af grænsen for underretssager m. v.).

§ I-I lov om rettens pleje, jfr. lovbekendt-

gørelse nr. 60d af 19. december 19C9, fore-tages følgende ændringer:

1.1 § 225, nr. 1, 2 og 9, § 231, stk. 1, 2. pH.,§ 232, stk. 1, § 482, stk. 2, 1. pkt., og § 595,stk. 1, 1. pkt., ændres „10.000 kr." til:„30.000 kr.".

2. § 225, nr. 10, affattes således:„10) Sager, der opstår af forholdet mellem

private arbejdsgivere og deres ansatte.".

3. I § 225 indsættes som nyt nr. 11:,.11) Sager om erstatning uden for kon-

traktsforhold, opstået i forbindelse medfærdsel på vej, som benyttes til almindelig

færdsel af en eller flere færdselsarter, jfr.færdselslovens §§ 1 og 2.".

§2.

I færdselsloven, jfr. lovbekendtgørelsenr. 123 af 9. marts 1973, som ændret senestved lov nr. 115 af 13. marts 1974, foretagesfølgende ændringer:

§ 69, stk. 4, affattes således:„Stk. 4. Sagerne behandles som politisa-

ger. Angår sagen et forhold, hvor der opstårspørgsmål om frakendelse af førerretten, jfr.§ 70, finder reglerne i retsplejelovens kapitel66, 68, 69, 71 og 72 om statsadvokatsageranvendelse.".

Stk. 6-8 bliver herefter stk. 5-7.

§3.Loven træder i kraft den 1. januar 1975.

Udover de ovennævnte forslag kan der som nævnt i skrivelsen opstå behov for ud-arbejdelse af et forslag om skriftveksling i by- og herredsretterne. Formuleringen af etsådant forslag har været drøftet mellem professor Gomard og rådets sekretær.

P. r. v.

Bernhard Gomard.

74

Bilag 2.

November 1975.

Faste konstitutioner for retsassessorer og dommerfuldmægtige.

I alt har ca. 80 retsassessorer eller dommerfuldmægtige konstitution.