Den farverige

MiddelalderFor tusind år siden begyndte den tidsperiode,

vi nu om dage kalder for middelalderen. Mid-

delalderen begyndte i Danmark, da vikingerne

holdt op med at tro på de gamle nordiske guder

og begyndte at tro på den kristne Gud og hans

søn Jesus. Det tog lang tid, før hele landet havde

skiftet til den nye religion. Omkring år 965 blev

den danske konge Harald Blåtand kristen. Der-

efter blev der bygget mange kirker rundt om i

landet, så almindelige mennesker kunne lære

om kristendommen og blive døbt. I løbet af de

næste par hundrede år regner man med, at alle

mennesker i Danmark var blevet kristne.

Med kristendommen fik Danmark ikke bare en

ny tro, men blev også en del af det fællesskab

og den kultur, som eksisterede inden for græn-

serne af det kristne Europa. Kirken bandt men-

nesker sammen i en fælles tro, selvom der også

var mange forskelle og stridigheder inden for

fællesskabet. I 1536 meldte Danmark sig ud af

den katolske fælleskirke. Vi fik en ny slags

kristendom, som man kalder den protestanti-

ske, og som er den, vi har i folkekirken den dag

i dag. Med dette skifte, som man kalder Refor-

mationen, sluttede middelalderen i Danmark.d

en

far

ve

rig

e m

idd

el

ald

er

n

at

ion

alm

us

ee

t

indhold

Stumper af en virkelighed 2

Mennesker, mad og medicin 4

Det skrevne ord 6

Billedernes tale 8

Silke og ærlig pæl 10

Byen 14

Den vide verden 18

Magt og status 21

I mellemtiden 26

Teknologi og videnskab 28

Bed og arbejd 32

Kirkens huse 34

Mellem himmel og helvede 38

© 1999 Nationalmuseet og Skoletjenesten

tekst: Pernille Lykke Molsgaard

redaktion: Vibeke Mader

layout: Marianne Bisballe

repro og tryk: Hellas Grafisk

illustrationer:

Nationalmuseet hvor intet andet er anført

Det Kongelige Bibliotek: s. 5, 9, 17, 25, 33

Viborg Stiftsmuseum: s. 39

Andrén: Den urbana scenen, 1985: s. 15

Staatsarchiv Hamburg: s. 19

Liebgott: Middelalderen, Sesam: s. 29

La tapisserie de Bayeux: s. 29

Silkeborg Museum: s. 30

J.J.Frimand: s. 31

ISBN 87-87902-74-5 www.natmus.dk

Forord

Middelalder 99 er et landsdækkende formidlings- og forskningsinitiativ, som har vakt

stor interesse hos alle, der arbejder med undervisning og kulturformidling. Dette har

resulteret i en rig variation af begivenheder, bogudgivelser, kulturarrangementer og

udstillinger. Særudstillingen Den farverige Middelalder, som er Nationalmuseets bidrag

til Middelalder 99, har som mål at gøre op med myten om »den mørke middelalder« og

skildrer i stedet middelalderen som en dynamisk periode med udvikling og store foran-

dringer.

Hæftet er inspireret af en middelalderkalender med 12 månedsbilleder, som viser

årets gang og arbejdet i landbruget i enkle yndefulde scener. Hvert kalenderbillede mar-

kerer et tema, som berører samfund, dagligliv eller forestillingsverden i middelalderen,

og der er ikke lagt vægt på en kronologisk historiegengivelse. Der er til gengæld lagt stor

vægt på en levende fremstilling af middelalderen med citater, billeder og fund fra tiden.

Danmark var i middelalderen et landbrugssamfund, men bortset fra enkelte eksempler

præger det ikke hæftet; kalenderbillederne og deres tekster minder hele tiden om livet

på landet. Middelalderens mest fremherskende træk er dens religiøse præg, men dette

dominerer ikke emnevalget. Det er billeder fra middelalderlige håndskrifter og kalk-

malerier, der illustrerer, hvorledes kirke og tro var med i alt og prægede

livet fra vugge til grav.

Middelalderen var fuld af mange og stærke farver, og både menne-

sker og institutioner signalerede deres plads i samfundet med farve-

pragt, og de mange illustrationer er valgt, så de understreger udstil-

lingens overordnede synsvinkel - middelalderen som en dynamisk og

farverig periode.

Hæftet er henvendt til folkeskolens mellemtrin og kan læses uafhæn-

gigt af udstillingen »Den farverige Middelalder«. Artiklerne kan læses i

sammenhæng eller hver for sig og er velegnet til projekt- eller emne-

arbejde. Hæftet er baseret på artikler i hæftet »Den farverige Middel-

alder« tilrettelagt for gymnasiet, HF og folkeskolens ældste klasser.

Der er ingen litteraturliste, i stedet henvises til to større værker, som er

udgivet i forbindelse med Middelalder 99: Middelalderens Danmark

(red.: Per Ingesman m.fl.), Gad 1999, og Dagligliv i Danmarks middel-

alder (red.: Else Roesdahl), Gyldendal 1999. Endvidere henvises til Natio-

nalmuseets hjemmeside: www.natmus.dk, hvor man kan finde links til

kalkmalerier og andre middelaldertemaer.

redaktionen

Når arkæologen med graveskeen forsigtigt skra-ber tynde flager af jord tilside, kan der pludseligvise sig omridset af en genstand fra gamle dage.Den bliver så forsigtigt gravet helt frem og løftetop fra den jord, hvor den har ligget i måske 700år. Nu får den gamle ting et helt nyt liv. Den bli-ver en museumsgenstand, som skal bevares. Manundersøger den og prøver at finde ud af, hvadden kan fortælle os om livet på den tid, denstammer fra.

Mange af de genstande fra middelalderen, vihar på Nationalmuseet, er blevet fundet i jordenpå denne måde. Når noget har ligget i jorden sålænge, ser det selvfølgelig ikke ud, som da detblev lavet, men er blevet mere eller mindre øde-lagt. Kun guld ligner sig selv efter så lang tid. Påmuseet går man straks i gang med at sørge for, attingene ikke går mere i stykker og med at bevareså meget af det gamle udseende som muligt. Alli-gevel er meget allerede gået tabt. De fleste tinghar mistet farven og er brune og sorte at se på.

Nogle af tingene på museet er blevet bevaretover jorden, i kirker og herregårde. Men de harogså mistet noget af deres farve. Tøjet er falmet,og malingen skallet af figurerne. Man kommerlet til at synes, at middelalderen må have væreten trist tid uden farver, og man kalder ligefremmiddelalderen for »den mørke middelalder«.

Når man ser på tingene, bliver man nødt til atse rigtig godt efter og bruge masser af fantasi. Såkan man opdage de rester af farver, som kan vise,hvordan det hele har set ud. På nogle ting skalder mikroskop til for at se det, mens andre serud, næsten som de gjorde, da de blev lavet. Alt ialt er der farver nok til, at vi kan se, at middelal-deren ikke var en mørk, men en farverig tid.

Man brugte farver, både fordi man syntes, atde var flotte, men også for at vise, hvem man var.En ridder, der havde masser af penge, kunne visedet ved at tage fint tøj på med mange farver. Enmunk kunne vælge kun at gå i brunt eller gråt tøjfor at vise, han ikke var interesseret i, hvordan

Stumper af en virkelighed

2

Jesu familie, relief -

Rodsted nedlagte

kirke o. 1500.

Nationalmuseet

han så ud. For ham var det vigtigere, hvordanmennesket var indeni.

samfundets opdelingI middelalderen delte man folk ind i tre grupper:»Der er nogle, der beder, nogle, der kæmper, ognogle, der arbejder«. De, der bad, var dem, somarbejdede for kirken, især præster, munke ognonner. De, der kæmpede, var dem, vi kalderriddere eller herremænd. De, der arbejdede, varbønderne på landet, købmænd og håndværkere ibyerne. I det meste af middelalderen var det fi-nest at komme fra de grupper, der normalt ikkeskulle arbejde med kroppen. Kirkens folk skulletil gengæld sørge for den gode kontakt til Gud påalle menneskers vegne. Ridderne skulle sørge forat forsvare landet. De fineste ting, vi har bevaretfra middelalderen, kommer som regel fra disse togrupper. Det meste kommer fra kirkerne, bl.a.fornemme gaver, som herremændene har givettil kirken som gaver til gengæld for bønner ogmesser. Der er også bevaret fornemme våben ogsølvtøj fra herremændenes pragtboliger, og vedudgravninger i byerne er der fundet mange ting,der fortæller om det daglige liv og arbejde for al-mindelige mennesker.

De ting, som bønderne brugte i deres dagligeliv, har vi ikke fundet så mange af. Men vi kendermange billeder af bøndernes liv og arbejde. Defineste af kirkens folk og herremændene fik lavet

smukke kalendere med billeder. For hver månedvar der malet et billede, som viste, hvad man la-vede ude på landet på den årstid.

Billederne viste, at i januar gik man på besøgog fik gæster, i februar skar man tørv, i martshuggede man tømmer, i april såede man, i majplantede man kål, i juni samlede man bundter aftynde grene til at lave hegn af, i juli høstede manhø, i august høstede man kornet, i septembertærskede man, i oktober såede man vintersæden,i november slagtede man, og i december bagteman til julen.

I denne bog er der 12 afsnit, som både fortæl-ler om årets måneder og om forskellige sider aflivet i middelalderen.

3

Håndskriftside

med initialer.

Evangeliebog fra

Horne kirke

o. 1200-1225.

Nationalmuseet

Beslag til skrin

med årets arbejder,

1300-tallet.

Nationalmuseet

I middelalderen var mad og medicin to sider afsamme sag. Skulle man være rask, var det vigtigtat holde kroppen i balance. Fra de gamle grækerehavde man fået den idé, at kroppen indeholdtfire væsker: blod, slim, gul galde og sort galde.Mængden af disse fire væsker skulle være ligestore for, at man ikke blev syg. Kropsvæskerneblev regnet for at være enten varme eller koldeog tørre eller fugtige. F.eks. mente man, at blodvar en varm og fugtig væske. Fik man feber, altsåblev varm og svedig, kunne det være, fordi manhavde for meget blod. Én måde at slippe af med

feberen på var at blive åreladet, altså at få tappetnoget blod, f.eks. ved at sætte en igle fast på hu-den.

madens betydningEn mere behagelig måde at blive rask på var vedat spise og drikke. Man mente nemlig, at mad ogdrikke var enten kolde eller varme og tørre ellerfugtige ligesom kropsvæskerne. Det havde ikkenoget at gøre med, om man havde varmet madenop eller kølet den ned, eller om der var vand iden eller ej. Men man regnede byg for en koldog tør slags mad. Hvis man havde feber, kunneman drikke en drik af byg og vand. Det kolde ogtørre i byggen kunne så modvirke den varme ogfugtighed (sved), som viste sig ved feberen. Hvisman skulle holde sig sund, måtte man altså spiseog drikke, så der kom balance mellem det kolde,varme, tørre og fugtige.

I middelalderen skulle alle kristne fastenæsten halvdelen af året. At faste betød ikke, atman ikke måtte spise noget som helst. Hvis manfastede strengt, fik man kun vand og brød. Mennår almindelige mennesker fastede i middelalde-ren, betød det som regel bare, at de ikke spistekød fra dyr med fire fødder eller drak spiritus.Man måtte altså gerne spise mad lavet af grønt-sager, frugter, æg, mælk, korn, fisk og fugle. Iløbet af ugen var der fire fastedage, nemlig man-dag, onsdag, fredag og lørdag. Ud over de almin-delige fastedage i løbet af ugen var der »langfaste«i de fyrre dage fra fastelavn til påske. I den tidmåtte man heller ikke spise kød, drikke spirituseller holde fest.

Januar kaldtes for »Glugmåned«. Hvis mani middelalderen puttede noget i »gluggen«betød det, at man puttede noget i svælget,altså at man spiste. Det var en måned, hvorder ikke var så meget at lave med jorden oghusdyrene, så man kunne bruge tiden tilgæstebud, d.v.s. at gå på besøg og selv at fågæster. Selvom man også havde nytår mel-lem december og januar i middelalderen, så

begyndte det nye år faktisk med juleaften.Juletiden blev kaldt “julehelg” og varede ind-til den 6. januar, hvor det var Hellig tre Kon-gers dag. Starten af januar måned var enslags ferietid, hvor man gik på besøg og fikgæster, og hvor man kom hen, fik man detbedste at spise, som huset kunne byde på.

Menneske, mad og medicin

4

Kvinde ved gryde,

med ildvifte i

hånden.

Kalkmaleri i

Keldby kirke

o. 1480

Almindelige mennesker har sikkert ikke kendtmeget til de fine systemer med varme, kolde,tørre og fugtige slags mad. Men de mange faste-dage gjorde, at man alligevel fik en alsidig kostmed både kød, fisk, grøntsager, korn- og mælke-produkter. Ved kongens hof var der ligefrem kok-ke, der var uddannet til at lave mad, der var godtfor helbredet. De rigeste kunne godt lide at krydrederes mad meget. De dyreste krydderier, som pe-ber, kanel, nelliker og kardemomme, var impor-terede fra fjerne lande som Indien og Persien.

mad og drikke ved sygdomSygdom og død var en del af hverdagen i middel-alderen. Der var mange sygdomme, som pludse-lig kunne ramme både høj og lav i samfundet.Dengang var der ikke mange hospitaler, og manplejede som regel de syge hjemme og søgte hjælphos den lokale kloge mand eller kone. Man kun-ne også besøge hellige kilder og kirker, som havdeknogler fra hellige kvinder og mænd. Man mente,at disse knogler havde en helbredende kraft. Hvisingen af disse ting virkede, var klostrene det sted,man kunne blive behandlet. Munke og nonner

havde stort kendskab til helbred-ende urter, og de kunne søge Gudshjælp med deres bønner. De syge,som ikke kunne helbredes af bøn-ner alene, kunne så få den rigtigemad som medicin for deres sygdom.

Fra kirkens side havde man denopfattelse, at sygdomme var udtrykfor, at kontakten mellem Gud ogmenneske var i uorden. Det enesterigtigt gode middel mod sygdom-men var at bede og prøve at gørede synder, man havde gjort, godeigen. At operere et sygt menneske kunne man sesom et udtryk for manglende tillid til Guds hel-bredende evner. Alligevel var klostrene middelal-derens hospitaler, hvor man behandlede patien-terne med både medicin og operationer. Menden kristne opfattelse, at der var en modsætningmellem lægekunsten og tilliden til Gud, gjorde,at sygdomsbehandlingen i Europa var lang bag-ud i forhold til den islamiske verden i middeal-deren.

5

Simon Paulli: Flora

Danica 1648,

brændenælde

Måltid med smukt

dækket bord.

Side i håndskrift,

Kgl. Bibl.

»Gilbert, novice hos prædikebrødrene i Holbæk,var her«. Sådan lyder oversættelsen af en tekstsom i 1200-tallet blev ridset ind i en teglsten påmuren til et kloster i Holbæk. Graffiti er ikke no-get, man har opfundet i nutiden. Men man havdeikke spraydåser i middelalderen, og man skrevikke på engelsk. Man ridsede på stenene og skrevpå middelalderens internationale sprog, latin.

Gilbert var en dreng eller ung mand, der var ilære som munk hos dominikanerne i Holbæk. Vived ikke, om han kom fra rige eller fattige kår, ogom han selv eller hans familie havde valgt hansfremtid som munk. Hos munkene fik han noglehelt særlige muligheder, som almindelige børn imiddelalderen som regel ikke fik. De fleste men-nesker lærte hverken at læse eller skrive. I de fi-neste familier lærte man måske at læse, men ikkealtid at skrive, for det havde man folk til. MenGilbert havde både lært latin og at skrive medflot håndskrift.

det skrevne ordLatin var det fælles sprog for kirkens og kongensfolk i middelalderen, og latin kom til Danmarksammen med kristendommen. På det tidspunkt

kom også brugen af bøger. Bøgerne blev skrevetpå pergament, som var tyndt, skrabet og glattetkalveskind. Man skrev teksten i hånden og smyk-kede den gerne med fine billeder.

At kunne skrive lange tekster betød et stortfremskridt for kommunikationen mellem men-nesker. Skriftsproget var et nødvendigt arbejds-redskab for kirken og kongerne. Skrivere blevuddannede af kirken og var specialister, sombåde kunne skrive med smukke bogstaver og for-fatte tekster på formfuldendt latin. Gilbertshåndskrift og grammatik viser, at han var dygtignok til måske en dag at få arbejde ved hoffet.

Allerede omkring år 200 var danskerne be-gyndt at skrive til hinanden med runeskrift. Deførste runetekster er meget korte. Vi skal helt op ivikingetiden, før der kommer længere stykkertekst. Den bedst kendte er nok den fra Jellinge-stenen, og den er lavet omkring år 965. KongenHarald Blåtand mindes her sin far og mor, Gormog Thyra. Men derefter følger nogle historiske

Det skrevne ord

6

Februar kaldtes for »Blidemåned«. Her skarman tørv. Februar måned starter med Kyndel-misse den 2. februar, og man fejrede JomfruMarias renselsesfest. I middelalderen menteman nemlig, at en kvinde var uren i fyrre dageefter, at hun havde født et barn. Derfor måttehun ikke komme i kirken i denne periode. Kyn-delmisse fejrede man med en fest, hvor manindviede lys i kirkerne. Folk mente, at hvis manhængte sit vasketøj ud den dag, ville det blivesærligt hvidt. Fasten startede også i februar.

Inden fasten kom fastelavn, som dengang va-rede i tre dage. Man bruger også ordet karnevalfor fastelavn. »Carne-vale« er latin og betyder oversat til dansk “kød-farvel”. Man sagde farveltil kødet ved at spise en masse af det og holdefest. De to første dage i fastelavn kaldte man for»flæskesøndag« og »flæskemandag«. Her sør-gede man for at få rigeligt med fed mad at spise,inden fasten startede. Den tredie dag kaldtes»hvide tirsdag«, og her spiste man forskelligehvide retter som mælkegrød og æg.

Teglsten med graffi-

ti fra sortebrødre-

kloster ved Holbæk,

1200-tallet

Den store

Jellingsten,

runesiden, o. 965

oplysninger. Harald meddeler nemlig, at hanvandt sig al Danmark og Norge og gjorde da-nerne kristne. Det er noget af den ældste danskehistorieskrivning.

Men man kan ikke skrive særligt lange teksterpå sten. Historieskrivningens tid begynder førstfor alvor, da man begynder at bruge bøger. Om-kring år 1200 skrev munken Saxo Grammaticusdanskernes historie på latin. Hans mål var atvise, at det danske kongerige var på et højt inter-nationalt plan.

Runerne blev brugt langt op i 1300-tallet tilkortere tekster. Man prøvede endda at bruge ru-ner til at skrive bøger med. Men det blev ikkepopulært, og runerne døde ud. Til gengæld be-gyndte man at bruge de latinske bogstaver til atskrive på dansk.

billedsprogPå kirkernes kalkmalerier og altertavler kommerder ofte lange bånd med skrift på ud af figurer-nes munde. Det var middelalderens svar på teg-neseriernes talebobler. Mange mennesker harsikkert lært at genkende ordene uden virkelig atkunne læse dem. Når englen Gabriel på skrift-båndet taler til Jomfru Maria, har alle vidst, hvadhan sagde: »Ave Maria gracia plena Dominus te-cum« - eller oversat til dansk: »Vær hilset Maria,fuld af nåde, Gud er med dig«. Disse ord var denførste del af bønnen Ave Maria, som alle kristne imiddelalderen skulle lære og gerne bede fleregange dagligt.

I den senere del af middelalderen lærte flereog flere mennesker at læse. Man begyndte atkunne trykke bøger på trykpresser i stedet for atskrive dem med hånden. Der kom bøger medtekster fra Bibelen og kalendere med helgendage,bønner og stjernetegn. Havde man sådan en bog,kunne man nemmere dyrke den kristne trohjemme hos sig selv. Det betød, at flere og flerebegyndte at sætte spørgsmålstegn ved Kirkensmåde at fortælle tingene på. På den måde blevvejen banet for munken Martin Luthers refor-mationsbevægelse, som i 1536 sejrede i Dan-mark. Efter Reformationen blev Bibelen oversattil dansk, og på altertavlerne blev der ofte malettekststykker i stedet for billeder. Ordet havde sej-ret for en tid.

7

Runehåndskrift af

Skånske Lov,

beg. af 1300-tallet.

Nederst tekst

og noder til

»Drømde mik æn

drøm i nat ….«

Kgl. Bibl.

Biblia Pauperum:

Korsfæstelsen,

Abrahams ofring

af Isak og

kobberslangen i

ørkenen

Ord er ikke de eneste, der kan fortælle historier.Igennem middelalderen blev historier ofte fortalti billeder. Kirkerne var som kæmpestore tegnese-rier, hvor kalkmalerier og altertavler fortalte hi-storierne fra Bibelen og om helgenerne og hel-geninderne. De fleste mennesker kunne ikkelæse, og Bibelen var desuden skrevet på latin, såman brugte billederne til at fortælle om kristen-dommen. I kirken blev sanserne vækket, når øretblev fyldt med den latinske messesang, blikket

fyldt med billeder og næsen fyldt med duftenderøgelse.

I den del af gudstjenesten, som foregik pådansk, fortalte man om historierne fra Bibeleneller læste højt af en helgenlegende. Disse fortæl-linger kunne man så se fortalt på kirkens vægge,hvælv, tavler og udskårne træfigurer. Billedernevar fulde af symboler, som middelalderens men-nesker blev vænnet til at kunne læse, lige fra devar små. Figurernes håndbevægelser sagde mereend mange ord. En knyttet hånd under kindenfortalte, at personen på billedet var ked af det; atholde hænderne foran brystet med håndfladernevendt frem fortæller, at personen beder o.s.v.

Farverne var ofte symbolske, man kunne f.eks.vise disciplen Judas, som forrådte Jesus med etkys, iført en gul kjortel, for gul er falskhedensfarve. Guldfarven var til gengæld den bedste afalle farver. Man mente, den bestod af alle andrefarver og desuden af sollys og ild. Derfor stråledeguldet altid som et symbol på Guds himmelskeherlighed. Dyrene blev også ofte brugt som sym-boler: dragen symboliserede det onde, æslet detstædige, ørnen det stærke o.s.v.

Man mente, at billederne ejede en særlig evne:de kunne give et indtryk af de sandheder, der el-lers var skjult for øjet. De kunne hjælpe til at »sedet usynlige«: Guds planer med verden og men-neskene. De smukke billeder og genstande i kir-ken var altså ikke bare beregnet til at imponereeller til at vise kirkens magt og rigdom. De skulleogså sætte sindet i den rette stemning, så manbedre kunne forstå kristendommens sande me-ning.

Billedernes tale

8

Marts kaldtes for »Tordmåned«. Her tilhug-gede man det tømmer, som man skullebruge til at bygge med. Træerne var som re-gel fældet om vinteren, og man brugte detfriske træ til at bygge med. Den 25. martsvar det Marias Bebudelsesdag. Det var dendag, hvor englen Gabriel besøgte hende forat fortælle, at hun skulle føde Guds søn.Denne dag faldt som regel i fasteperioden.

Evangelisten

Markus, billede i

håndskrift.

Evangeliebog

fra Horne kirke

o. 1200-1225.

Nationalmuseet

9

Pietà. Billede fra håndskrift. Kgl. Bibl.

»Drømde mig en drøm i nat um silki og ærlikpæl«. Sådan lyder ordene til Danmarks ældstebevarede melodi fra ca. år 1300. Middelalderensmennesker var glade for at klæde sig så fint sommuligt, men de fleste måtte nøjes med at drømmeom silke eller det smukke og fornemme stof pal-lium. Mange af kirkens folk mente, at det var enskam at være stolt af sine fine klæder. Grundentil, at mennesker overhovedet skulle gå med tøj,var jo, at Adam havde spist af æblet og ved sinsynd havde lært at skamme sig over sin nøgen-hed. Munke og nonner klædte sig ofte i grovedragter i naturfarver, men almindelige menneskergjorde, hvad de kunne for at klæde sig farverigtog moderne.

dragtmodeModen blev skabt ved de cen-trale hoffer i Europa og spredtesig så ud til de fjernere landesom Danmark. Ligesom i voredage var der dengang folk, somanså de udenlandske moder forat være fjollede, upassende ogurimeligt dyre. Saxo fortælleros, at hertug Knud Lavard komi en flot og moderne europæiskdragt ved kongesønnen Magnus’bryllup i 1100-tallet, og at deropstod et skænderi om den:»Purpurklæder beskytter ikkeliv og lemmer imod æg og od«,lød det misundelige angreb, hvortil Knud Lavard med foragt sva-

rede: »Lige så godt som en fåreskindskofte«.Danskerne var som regel lidt bagud i forhold tilden nyeste europæiske mode, men jo længere vikommer ind i middelalderen, jo mere europæiskblev vores tøjstil.

tidlig middelalder, 1000-1100 talletI starten af den danske middelalder klædte envelhavende herremand sig næsten, som hanhavde gjort i vikingetiden: En rundpuldet hue ogen lang, løsthængende kappe, helst med pelskantog i kontrastfarver. Den blev sat fast ved højreskulder eller fortil med et spænde. Indenunderen langærmet, knælang kjortel, bælte og dolk. Påbenene kom han lange strømper af stof, kaldet»hoser«, eller tætsiddende bukser med viklebåndog endelig lædersko eller ankelstøvler.

Men kvinderne var mere med på moden. Iden anden halvdel af 900-tallet forsvandt den ka-rakteristiske skandinaviske selekjole med de ovaleskålspænder ved skulderne. Den blev afløst af enlangærmet, kropsnær og fodlang kjole med kilerindsat i skørtet. Herremandens frue bar også enhat med draperet linnedtørklæde. Et andet tør-klæde dækkede nakke, hals og bryst.

høj middelalder, 1100-1200 talletSenere i middelalderen blev de himmelstræbendelinier moderne, og dragt, sko og hovedtøj fiklange, spidse former. Det franske hoflivs centrumi Burgund blev også modens centrum. Her gikædle riddere og skønne jomfruer i næsten ens fod-lange og folderige dragter. Mændenes dragt nåedetil anklerne, mens kvindernes dækkede fødderneog kunne endda slæbe hen af gulvet. Skoene blev

Silke og ærlig pæl

10

April kaldtes »Fåremåned«, for her fødtefårene deres første lam. Kalenderbilledet vi-ser en mand i gang med forårssåningen.Påsken falder som regel i april måned og varden største kirkelige festtid i året. Påskemor-gen sluttede langfasten, og efter messen ikirken var der fest til Guds ære med rigeligmad og drikke. I middelalderens kirke op-førte man nogle gange skuespil, som viste,

hvordan tingene var sket i Bibelen. I påskenkunne man lægge en figur af Jesus i en kistelangfredag og slukke alt lyset i kirken for atvise, at nu var Jesus død. Når man om mor-genen påskesøndag tændte lyset i kirken ogtog låget af kisten, var figuren forsvundet.Det skulle vise, at Jesus var stået op af gra-ven.

Gravplade af

messing over

Den hellige

Birgittas forældre

i Uppsala

Domkirke,

1300-tallet.

Efter ældre

tegning

11

Stifterbillede i

håndskrift.

Evangeliebog

fra Horne kirke

o. 1200-1225.

Nationalmuseet

forlængede i spidsen til snabelsko, i stedet forbukser klarede mændene sig nu med lange hoserunder kjortelen. De var fastgjort for oven med ensnip i bæltet eller med strømpebånd. Over drag-ten bar både mænd og kvinder en stor, halvcirkel-formet kappe.

Dragten bestod af flere enkelte lag, gerne i for-skellige farver. Stofferne og farverne viste ejerensrigdom. Fornemme dragter var i fint uldklæde,fløjl eller silke, mindre fine i lærred eller grovuld. Overkjortlen og kappen kunne være foret el-ler kantet med pels af f.eks. hermelin, mår, zobeleller bare fårepels. Kontrastfarver kunne ses i fo-

ret eller i kiler i skørtet. Det var en særlig rettig-hed for adelen at gå med miparti, hvor de todragthalvdele på langs havde hver sin farve.

sen middelalder, 1300-1400 talletI den sidste del af middelalderen forandredemandsdragten helt udseende. Den lange kjortelblev afløst af en kort vams, gerne kantet medskind og smykket med bjælder. Hoserne skullevære stramme, og vamsen var så kort, at mankunne se baldernes og kønsdelenes former, hvil-ket vakte nogen forargelse. Den norske kongeHåkon den Femte forbød i 1304 den nye modeog truede ligefrem sine mænd med, at enhver,der fulgte den, ville blive frataget rang og venskab.

dragttilbehørHovedtøjet var ligesom smykkerne en indarbej-det del af dragten og forandrede sig ligesom den.Strudhætten med skulderslag blev i starten afmiddelalderen brugt af underklassen, men i sen-middelalderen blev den båret af alle, høj og lav,mand og kvinde, tyven i galgen og fornemmefolk i audiens hos paven. Den blev båret lige fraItalien i syd til Grønland i nord. Struden gik fraat være ganske kort til at blive længere og længere.

En kvinde skulle dække sit hår fra den dag,hun blev gift. Men det betød ikke, at hun ikkekunne se smart ud. Hatte, tørklæder og hårnetfulgte også moden. I starten af middelalderen varhåret virkelig dækket og gemt bort, mens det se-nere bare var sat op. Fra 1200-tallet bar man hår-net med hage- og pandebånd, siden hårnettet ale-ne eller med en sammenbundet fletning på hverside af ansigtet. Sløret kom også på mode igen,og i slutningen af 1300-tallet blev den keglefor-mede hat moderne.

12

Detalje fra højalter-

tavlen i Århus

Domkirke o. 1479.

Mændene midt i

billedet bærer

kort vams og

stramme hoser

Dansefrisen, nogle dragter er syet i miparti, med hver dragthalvdel i sin farve. Ørslev kirke o. 1325

13

bevarede dragterDragter fra middelalderen kender vi mest fra bil-leder i bøger og på malerier. Det er ikke megettøj, som har overlevet helt frem til vore dage.Den eneste nogenlunde velbevarede fyrsteligekvindedragt fra middelalderens Europa er den, vikalder dronning Margrete den Førstes kjole. Denblev syet af silkeklæde kaldet »gyldentøj«, somblev vævet i Italien. Før i tiden mente man, atMargrete havde båret kjolen ved sit bryllup i1363. Nye undersøgelser viser, at den stammerfra slutningen af hendes regeringsperiode, hundøde i 1412.

I Norden findes der også en enestående sam-ling af almindelige dragter fra middelalderen.Nogle dragter er fundet i moser, hvis garvesyrehar bevaret dragterne for eftertiden. Bocksten-manden fra Halland er den eneste fuldt bevarededagligdragt fra nordisk middelalder. Af uvissegrunde blev han ved midten af 1300-tallet gemt ien mose med en træpæl gennem brystet. Hanbar en halvcirkelformet kappe, en knælang kjor-tel med kiler, lange hoser, strudhætte med langstrud, læderbælte og taske. Han har sikkert haftundertøj på af hørlærred, men stof af plantefibreforsvinder i jorden.

I Sydvestgrønland har man fundet en samlingdragter, som har tilhørt nordboerne. Nordbo-erne var folk, som oprindeligt var kommet fraNorge og Island, og som boede i Grønland gen-

nem det meste af middelalderen. Når folk blevbegravet på kirkegården, blev de ofte svøbt ind itøj. Dette tøj er blevet bevaret frem til vore dage,fordi jorden holdt sig dybfrossen året rundt.Dragterne viser, at selvom nordboerne boedelangt fra Europas modecentre, så var de alligevelmed på moden. Deres lange, uldne og hjemme-vævede dragter er lavet i fint snit og med ele-gante detaljer og havde desuden klare farver. Ny-heder om den europæiske mode kom til Grøn-land via handelsskibe. Selvom man boede på kri-stendommens yderste forpost mod nord, øn-skede middelalderens mennesker at klæde sigmoderigtigt.

Rekonstruktion

af den såkaldte

Margretekjole

o. 1403-1439.

Den oprindelige

kjole af gyldent

brokadestof

opbevares i

Uppsala

Domkirke

Strudhætte fra

Herjolfsnæs i

Grønland,

1300-tallet.

Nationalmuseet

To voksendragter og

en barnedragt fra

Herjolfsnæs i Grøn-

land, 1300-tallet.

Nationalmuseet

14

I middelalderen opstod de fleste af byerne i Dan-mark. De var som regel ikke særligt store, kuncirka én ud af hver tyve danskere boede i en by.I de fleste byer boede der kun nogle hundredemennesker.

Byerne opstod gerne på steder, hvor der vargode muligheder for at handle. Mange byer blevlagt i nærheden af vandet. Et godt sted kunnevære lidt oppe ad en å, hvor man kunne bygge enbro, og hvor land- og bytrafikken kunne mødehinanden. Byer som Haderslev, Kolding og Vejleligger sådan. Århus, hvis navn egentlig betyder å-munding, opstod lige inden for åens udløb ihavet. København - købmændenes havn - opstodogså ved et beskyttet stykke kyst. På latin hedderbyen slet og ret Hafnia, hvilket betyder havn.

de ældste byerDe ældste byer i Danmark

opstod før middelalde-ren. Den ældste er

Ribe, som stammerfra omkring år700. Den vargennem middel-alderen en af devigtigste han-delsbyer. I 1200-

tallet eksporte-rede man f.eks. tu-

sindvis af krigshestefra Ribe. Hedeby kom i

900-tallet, og i det sammeårhundrede dukker bynavne som

Århus, Odense og Viborg op, siden Roskilde, Sla-gelse og Aalborg. Omkring år 1060 blev Dan-mark delt op i bispedømmer. Næsten alle bi-skopper styrede kirkerne i deres område fra enby. Disse bispebyer måtte have en domkirke ogandre kirkelige bygninger, og kongen fik gernesine mønter lavet i disse byer. Al denne aktivitetgjorde bispebyerne meget vigtige.

byer og købstæderMange danske byer opstod omkring 1200. I kongValdemars Jordebog, som blev skrevet omkring1231, er næsten alle de byer nævnt, vi kender idag. Nogle af byerne er siden forsvundet ellerblevet til landsbyer, som f.eks. Søborg og Slan-gerup i Nordsjælland. De fleste byer voksede, ogmange fik efterhånden nye torve og skibsbroer.

Byerne var tæt knyttet til kongen, som skullebeskytte dem og deres handel. Til gengæld be-talte byerne skatter, afgifter og told til den konge-lige kasse. Fra midten af middelalderen blev detanset som et kongeligt privilegium at grund-lægge nye byer.

Når en by blev anerkendt som købstad, fikden sin egen byret og privilegier i form af han-dels- og toldfrihed. Byretten gjaldt kun for byensegne borgere og i de områder, der hørte til byen.Den bestemte bøder, straffe og regler for, hvor-dan man skulle opføre sig. Der var forbud modat gå med våben inden for byens område, reglerfor hvordan køb og salg skulle foregå på byenstorv, miljøregler om hvor man måtte lægge toilet-ter og møddinger o.s.v.

Byerne blev styret af byrådet. Det bestod ude-

Byen

Maj kaldtes slet og ret »Majmåned«. I majskulle man plante den nye kål i køkkenha-verne omkring gårde og huse. Kålen var denalmindeligste grøntsag. Den var god, bådefordi den var fuld af vitaminer, og fordinogle kålsorter kunne holde sig hele vinte-ren. Ud over kålen dyrkede man løg, bønner

og krydderurter i køkkenhaven, og manhavde måske også frugttræer og buske. I klo-strene havde man de mest velforsynede køk-kenhaver med mange forskellige grøntsager,frugter og urter, som almindelige menneskerikke kendte til.

Bysegl fra

Randers,

1300-1400 tallet

lukkende af mænd, som var blandt de rigeste afkøbmændene i byen. Ingen håndværkere eller al-mindelige mennesker kunne blive rådmænd. Rå-det blev ledet af en eller to borgmestre. Byrådetsørgede for at opkræve skatter til kongen og be-stemte de ting, som var fælles i byen, f.eks. hvor-dan byens marker skulle bruges, og hvor megetman skulle betale til byens forsvarsværker. I slut-ningen af middelalderen fik byrådet også ansva-ret for at tage sig af de syge og fattige i byen.

Når byrådet tog en beslutning, skrev de denned på pergament og satte et voksaftryk af byenssegl som underskrift. Et forseglet brev havde lov-mæssig gyldighed. I Ribe skete der i slutningen af1300-tallet en alvorlig hændelse: Af uvisse grunde

gik en af byens borgmestre, Jacob Jensen, heltamok. Han stjal byens segl og nøgler og lukkedederefter bevæbnede mænd ind i byen. Sammenbesatte de et stort tårn ved domkirken og drogpå røvertogter ud i byen. Dagen efter besættelsenforsøgte den gale borgmester endda at slå en anden borger ihjel i selve kirken. Han udstedteogså falske breve i byens navn og gjorde dem gyldige ved at forsegle dem med det stjålne segl.Det gav byrådet mange problemer, for breveneskulle gøres ugyldige, efter at den gale borg-me-ster var forsvundet. Jacob Jensen blev efterlystover alt, men vi ved ikke, om man nogensinde fikfat i ham.

15

Danmarks

middelalderbyer

16

byens borgereEn borger i en by varen købmand ellerhåndværker, som bo-ede i byen med sin fa-milie og betalte skattil byen af sin ejen-dom og sine indtæg-ter. Han skulle ogsåhjælpe til med at løsede fællesopgaver, dervar i byen som f.eks.

at udruste soldater til kongen. Kvinder kunneikke blive borgere, men kunne drive virksomhed,f.eks. når deres mand døde. Borgerne var sluttetsammen i grupper efter hvilket arbejde, de havde.

Købmændenes sammenslutninger kaldte mangilder og håndværkernes for laug. Sammenslut-ningerne bestemte, hvor mange der måtte udførede forskellige slags håndværk, og hvordan prisenog kvaliteten af varerne skulle være. Desudensørgede man for hinanden inden for grupperneved sygdom, dødsfald eller ildebrand. Gilder oglaug havde også et religiøst indhold. De forskel-lige håndværk var knyttet til forskellige helgener.Man sikrede sig helgenernes hjælp og beskyttelseved at udsmykke deres altre og samle penge sam-men til hjælp for byens syge og fattige.

Folk uden borgerskab kaldtes almuen. Det varfolk, der arbejdede f.eks. som håndværkssvende,daglejere, fiskere, kuske, vaskekoner og tjeneste-folk. Disse mennesker havde ikke del i de rettig-heder, som borgerne havde. Selvom de måske be-talte skat, havde de ikke indflydelse på byens styre.Hvis der ikke var noget arbejde, kunne de værenødt til at flytte til en anden by.

Andre grupper i byerne var udenlandskekøbmænd, som boede midlertidigt i byen, adelog kirkens folk. Præster, munke og nonner sør-gede med deres bønner for den gode kontakt tilGud og helgenerne. For nogle af de penge, Kirken

fik ind gennem skatter og gaver, drev den hospi-taler, skoler og plejehjem. Uden for næsten en-hver by lå en Sankt Jørgensgård, hvor man tog sigaf de spedalske, og inde i byerne var der ofte etHelligåndshus med sengepladser til syge.

byens befæstningByerne var omgivet af forskellige forsvarsværker,som viste deres grænser. Kun enkelte byer havdeligefrem bymure, mens andre nøjedes med palli-sadehegn af tilspidsede træstammer samt jord-volde og grave. Omkring år 1200 byggede kon-gen og stormændene en række borge f.eks. Vor-dingborg, Nyborg og København. De lå langs ky-sten og skulle beskytte mod vendernes hærgenog plyndren.

Bønderne gik ind gennem byportene, når deskulle sælge deres varer på torvet. I Danmark varhandlen på torvet som regel vigtigere for byensøkonomi end handlen med fjerne egne. Byensborgere havde forkøbsret til bøndernes varer, ogpå torvet solgte byens købmænd og håndværkereogså deres varer til bønderne.

Men folk i byerne sørgede også selv for deresmad. I baggårdene stod borgernes kvæg i stald.Kvæget blev hver dag drevet ud til bymarken afbyens hyrde. Uden for byportene lå marker, hvorborgerne dyrkede jorden, og på tomme grundeinde i byen lå der også køkkenhaver. Små byerlignede ofte forvoksede landsbyer. Men prisen påmad var så høj i forhold til lønnen, at selv rigekøbmænd i de store byer måtte sørge for at værenæsten selvforsynende med mad for at kunneskaffe føden til alle de folk, der arbejdede for dem.

På en måde var byerne ligesom øer i middelal-derens landskab med deres egen ret og omkran-set af mure eller volde og grave. Men der kunneikke være nogen byer uden det omgivende land-brugssamfund til at købe byernes varer og tjene-ster og til at forsyne byerne med mad.

Håndværkere,

Vigersted kirke

o. 1450

17

Handlende og

pilgrimme på

torvet. Håndskrift,

Kgl. Bibl.

18

Europæerne var i middelalderen knyttet sammenaf den fælles tro på Gud, selvom der var forskellei deres sprog, levevis og klædedragt. Kirkens folkforstod hinanden på latin på tværs af landene.

Både fine og almindelige mennesker tog påpilgrimsrejser for at få tilgivelse for deres synder.De red og vandrede gennem alle egne af Europapå vej mod de forskellige helligsteder, hvoraf destørste var Rom og Santiago de Compostela iNordvestspanien. Omkring år 1500 kunne mankøbe vejkort over hele Europa, som angav afstan-den mellem de byer, man passerede.

Men det fineste af alle pilgrimsmål lå uden forEuropa: Det Hellige Land. At kunne besøge Jeru-salem var en drøm for mange mennesker i mid-

delalderen. Med korstogene forsøgte man at ero-bre de hellige steder, og i perioder gennem mid-delalderen var der områder under europæisk,kristent herredømme i Mellemøsten. Europæer-nes forhold til folk uden for deres egen kultur varfuldt af modsætninger. På den ene side menteman, at kristendommen var den eneste rette reli-gion. På den anden side blev den europæiskemiddelalderkultur i høj grad påvirket af verdenuden for. De muslimske og ikke-europæiskekristne lande, som lå ved Europas grænser, havdehøjt udviklede kulturer, og selv om Kirkens folkofte forsøgte at give et meget negativt billede afalle andre religioner, var der alligevel en livlig han-del med omverdenen, og meget nyt inden for kul-tur og videnskab kom til Europa fra nabolandene.

Man vidste heller ikke meget om de lande, derlå endnu længere væk. Man troede, at der i Asienlevede mennesker med hundehoveder, eller men-nesker med fødderne vendt bagud, eller med ho-vedet på brystet o.s.v. Længst ude mod øst måtteParadisets Have befinde sig, for sådan stod der iBibelen. Alt i alt byggede europæernes viden omdisse fjerne områder mest på ældgamle skrifterog eventyrlige fortællinger. Først i slutningen afmiddelalderen fik opdagelsesrejserne sat tingenelidt på plads.

handelMen handelen var med til at bringe varer og in-formationer mellem landene i selve Europa ogfra landene uden for Europa. Allerede vikingernehavde været ivrige købmænd, og Danmark låcentralt mellem landene ved Østersøen og

Den vide verden

Juni kaldtes »Skærsommer«. Det var en dej-lig tid, hvor der var masser at lave, men hvorman endnu ikke havde så travlt som i dekommende høstmåneder. Man samledebundter af tynde grene, kaldet »ris«, så mankunne reparere de gamle hegn og bygge nyeomkring haver og marker, for grise og fårgik frit omkring.

Lübeck bysegl

med hansekogge

o. 1256

19

Markedsscene med okser fra Hamborgs stadsret 1497

20

Vesteuropa. Fra vest kom varer som salt, klædeog luksusvarer, fra øst f.eks. pelsværk, voks ogtjære. Saltet blev bl.a. brugt til at nedsalte destore mængder af sild, som man hvert efterårkunne fange i Østersøen. De saltede sild blev såsendt mod vest og endte som mad på bordene ide voksende byer i Vesteuropa. Også okser, bådelevende og slagtede, blev sendt fra Danmark meddet samme formål.

Handelsvejene gik enten syd eller nord omDanmark. Mod syd spillede de tyske Østersøbyeren vigtig rolle. Lübeck ved Travefloden blev fraomkring år 1200 den vigtigste handelsby. Varernekom ind til byen med skibe fra Østersøen og blevså sendt videre til Hamborg ad kanaler og lande-veje. Men skibene kunne også sejle nord om Ska-gen og ad den vej komme direkte til markedernei øst og vest.

Handelsskibene var indrettet på grovvarersom salt og egetræsplanker, men luksusvarerpakket i tønder kom også til Danmark: krydde-rier, røgelse og klædefarve fra det fjerne og

sagnomspundne Indien og de arabiske lande,romaner om ædle riddere og skønne jomfruer,madopskrifter, luksusklæde og den sidste modefra hertughoffet i Burgund. Også det stærke øl ogrhinskvinen fra Tyskland og den søde hedvin fraFrankrig var populære varer. Kirkens behov forudsmykning blev også dækket ad handelsvejen;døbefonte af Gotlandsk sandsten gik vestover, al-tertavler i udskåret egetræ østover. Fine folkkunne demonstrere deres rigdom med smukke,farverige keramikkander eller imponerende ud-huggede gravsten.

Det kunne være fristende for herremænd ogbønder at ordne deres handel uden om byerne,enten ved selv at udruste skibe med varer eller vedat handle direkte med udenlandske købmænd,som havde ankret deres skib op skjult i en bugt.Men alligevel bevarede byerne magten overstørstedelen af handelen, og deres størrelse, be-tydning og rigdom voksede gennem middelalde-ren. Det samme gjorde europæernes viden omden vide verden.

Altertavle i

Ulkebøl kirke.

Udført i

Antwerpen

o. 1525

21

Middelalderen kalder vi nogle gange for »ridder-tiden«. Det er ikke fordi, der var særligt mange,som var riddere dengang. Men ridderne var vig-tige og magtfulde mennesker i samfundet, ogderfor blev der skrevet meget om dem alleredepå deres egen tid. Nu om dage synes vi ofte, atridderne og deres liv er noget af det mest spæn-dende ved middelalderen.

Allerede inden middelalderen for alvor var be-gyndt, fandtes der en gruppe af stormandsfami-lier og -slægter. Vi kan få en idé om deres særligestatus ved at se på vikingetidens grave, som rum-mede rigelige offergaver, på runestenene og destore gårdanlæg, som man har fundet ved bl.a.Tissø og Lejre.

de største slægterMed kristendommen kom ideen om, at kongenvar indsat af Gud og havde ret til at regere. Menkongens mænd var også magtfulde. På Sjællandvar Hvideslægten meget magtfuld, og blandtdens medlemmer møder vi Sune Ebbesen, somejede mere jord end nogen anden godsejer i se-nere tid. Ved at gifte sig med medlemmer af kon-geslægten kunne medlemmer af de største slæg-ter også blive kongens ligemænd. Fra stormænde-nes rækker kom rigsembedsmænd som kanslereog kammermestre.

Kongen og hans følge rejste i middelalderenrundt mellem de forskellige kongelige besiddel-ser som borgene i Kalundborg, Vordingborg ogGurre. Borgene var en vigtig del af landets for-svar, men det var også derfra, at landet blev ad-ministreret af fremtrædende stormænd. De sad

på kongens gods som fogeder og lensmænd.Også biskopper og ærkebiskopper kom fra stor-mandsslægter. Det fortæller meget om deresmagt, at Nordens største borganlæg fra middelal-deren, Hammershus på Bornholm, blev bygget afærkebispen i Lund.

De største slægter havde altså masser af magtog indflydelse. Fra slutningen af 1200-tallet viser

Magt og status

Juli kaldtes »Ormemåned«. Det var tid til athøste det græs, som havde vokset sig langtpå de marker, man ikke havde dyrket nogetpå. Græsset skulle så tørre til hø, som blevbrugt til at fodre dyrene med om vinteren.

Relief af stifterne

Conrad og Toste.

Sønder Kirkeby

kirke o. 1200

22

de kongelige håndfæstninger stormændenes viljetil at kontrollere kongens magtudøvelse. En hånd-fæstning er et sæt af »spilleregler«, som kongenmåtte underskrive, før han kunne blive kronet.

Men der var også mindre rige stormænd, sommåtte nøjes med en mere beskeden status. Ved atsværge troskabsed til kongen og stille med mand-skab og udstyr til krigstjeneste, kunne man blivehærmand i kongens krigstjeneste. Ordet »hær-mand« er siden blevet til »herremand« og svarer

til dem, som vi kalder »riddere«. Hærmændenefik til gengæld for deres krigstjeneste lov til atvære skattefrie. Det var et vigtigt statussymbol atvære skattefri i middelalderen, og det gjorde enperson til en del af den særlige klasse, som vi nuom dage kalder adelen.

I begyndelsen af middelalderen var adelenikke en lukket klasse, men fra omkring år 1400begyndte titler som »ridder« og »væbner« at for-tælle, om man hørte til i toppen eller bunden af

Stifterbillede,

kalkmaleri i

Fjenneslev kirke

o. 1180-1200.

Akvarel af

J. Kornerup 1873.

Nationalmuseet

23

de skattefries rækker. De fattigste kunne endemed at glide ned i bondestanden. Til gengældskilte de rigeste sig ud som en særlig gruppe afstorgodsejere. Men først ved middelalderens slut-ning i 1536 blev adelen en lukket klasse.

borge og voldstederI Danmark har vi fundet resterne af over 800voldsteder, stormændenes befæstede boliger. Defleste er bygget i den urolige periode fra midtenaf 1200-tallet indtil midten af 1300-tallet, hvorValdemar Atterdag samlede det splittede rige.Borgstederne er meget forskellige. Nogle stor-mænd har boet i stenborge, andre i mindre sten-huse eller ligefrem i huse af træ eller bindings-værk. Mange borgsteder ligner mere forvoksede gårde end virkelige borge. Men mange af stor-mændene var også lige så meget en slags land-mænd, som de var krigere. Fra slutningen af1300-tallet var middelalderborgen ved at bliveforældet som forsvarsanlæg. Man havde bl.a. op-fundet kanoner, som havde så meget kraft, at demiddelalderlige mure ikke længere kunne mod-stå dem. I stedet for borge med skydeskår be-gyndte man at bygge pragtboliger.

riddere og turneringerNår man taler om riddere og middelalder, tæn-ker man som regel mere på jagter, turneringer ogpå ædle mænd i smukke dragter eller skinnenderustninger og skønne ærbare jomfruer end pågodser og landbrug. Ridderen var indtil 1100-tal-let først og fremmest kriger. Men så slår ideerneom den høviske ridder igennem. Ridderen skalnu forstå sig på sang og digtning, han skal kunnelæse og skrive og have gode manerer. Mange stor-mænd sendte deres børn til andre stormandsfa-milier, når de var omkring 7 år for at blive op-draget til riddere og ridderfruer. Drengene blev

oplært i kampteknik, ridning, løb, bueskydningog svømning, sprog og latin. Når drengene blevældre, kom de ofte på en udlandsrejse, der førtedem til andre europæiske fyrstehuse og universi-tetsbyer. Pigerne lærte at føre hus, at sy og bro-dere samt at spille og synge. Nogle stormands-børn blev også givet til klostrene, hvor de blevopdraget til at komme i Kirkens tjeneste.

Ved turneringerne kunne ridderne vise deresevner som krigere. I begyndelsen af middelalde-ren var turneringerne en voldsom affære, hvorman risikerede sit liv ved at deltage. Senere blevturneringerne mere til opvisninger i kampkunst,hvor man godt kunne have ædle fruer og skøn-jomfruer på tilskuerpladserne. I Danmark blevturneringer nok ikke afholdt så ofte som i destore europæiske lande som Frankrig, Englandog Tyskland. Der blev holdt en del mindre turne-ringer som i 1335 i Roskilde og i 1352 i Køge ogStege, hvor der blev holdt dystløb: man kæm-pede til hest med stumpe eller spidse lanser ogprøvede at slå hinanden af hesten.

Gurre slot, bygget i

1300-tallet af

Valdemar Atterdag

24

erik menved’s turneringNår fyrster og konger ville fejre en sejr, et bryllupeller en kroning, blev der ofte inviteret til turne-ring. Den mest berømte turnering, en danskkonge afholdt, var i 1311, hvor den danske kongeErik Menved holdt en stor turnering uden forRostock: »Ved midsommer kom kongen af Dan-mark med sine bedste riddere; de lå og ventedeuden for staden Rostock, indtil hans fætter mark-greven af Brandenburg kom med overmåde

mange folk samlet langvejs fra. Uden forstaden samledes desuden så mange

andre fyrster, grever, frie riddere oggode folk, at man aldrig har setmagen til der til lands. På den

åbne mark var der rejst to smukke telte, bedæk-kede og helt beklædte med smukke stykker tøj,mest røde. Da alle havde hørt messe om morge-nen, drog kongen frem med sine folk; efter ham ihans skare red den gavmilde og tapre Valdemaraf Sønderjylland. Han medbragte 300 mand påstore stridsheste. Imens kom markgreven medsine folk i et stort optog. Kongen slog ham tilridder med 19 andre fyrster og herrer og uddelteridderslaget til 80 andre mænd. Hver af demhavde han dagen i forvejen sendt en skarlagens-kappe, en overkjortel, en pelsforet kjortel samten hest, der kunne gå pasgang. Derpå gik man tilbords. Hvad fest der var i fyrsters telte, hvor mangelanser, der blev brudt i turneringen i de to dage,og hvad andet mærkeligt der skete, det havdeman aldrig hørt om i landene, og det vakte al-mindelig begejstring«.

Fortællingen om denne turnering giver os alt,hvad fantasien kan ønske, men viser også, at tur-neringer var en meget dyr affære. Det var ikkekun øvelseskrige eller sportsopvisninger, menogså noget, man kunne bruge til at vise sin magtog rigdom med.

Skjoldefrisen i

Sorø klosterkirke er

ændret og nymalet

flere gange. Den

her viste kopi fra

1500-tallet er

unøjagtig og delvis

frit komponeret.

Nationalmuseet

Bronzesigneter, th.

med tøndehjelm

o. 1350, tv. med

krabbe o. 1450

25

Kampscene i håndskrift, Det gamle Testamentes beretning om Absaloms død. Kgl. Bibl.

26

Når man dyrker jorden, er dertidspunkter på året, hvor der ikkeer så meget at se til. Her kunnebørn og voksne få et pusterum i

hverdagen og lege og spille med hinanden. Ogsåpå de mange kirkelige fest- og helligdage var dertid til fornøjelse. Alle, både rige og fattige og børnog voksne, legede, når de kunne: på markedet, ijulestue, til fastelavn, ved barnedåb og bryllupper– og i vinterens mange mørke timer blev der bådespillet spil, sunget og fortalt eventyr eller helgen-legender.

leg og spilBåde børn og voksne spillede kegler, hockey ognoget, der minder om vores fodbold. Man legedeblindebuk og sanglege som »bro bro brille«. Lege-tøj kunne være snurretoppe, stylter og tønde-bånd eller redskaber fra dagliglivet. På borgstedet

Boringholm har vi f.eks. fundet dele afto armbrøster. Den ene er af alminde-lig størrelse, den anden er halvt så storog har sikkert tilhørt borgherrens søn,som kunne øve sig i at skyde, menshan forestillede sig, at han var ridder

på korstog eller på vildsvine-jagt. På samme borg har vifundet miniudgaver af køk-kenredskaber, middelalde-rens dukkestel.

Man har også fundet tingsom træheste, hjemmesnittedeøkser og sværd, små fugle og fløj-ter af ler. Andre steder i Europahar man også fundet trædukker. Vihar ikke fundet så meget legetøj;det har ofte været lavet af materia-ler, som let forsvinder i jorden, ogmeget er givet blevet slidt op alle-rede i middelalderen.

byens fornøjelserNår man en gang imellem komtil byen, var der nye fornøjelser. På marke-derne kunne man møde jonglører, gøglere ogfolk, som fremviste dresserede bjørne, andrevilde dyr og vanskabninger. Sangere sang viserom kærlighed og om overnaturlige hændelser, ogder blev spillet og danset til lyden af fløjte ogsækkepibe.

I mellemtiden

August var »Høstmåned«. Her høstede mankornet, og det var den travleste tid på året.Alle måtte i markerne og arbejde, bådemænd, kvinder, børn og gamle. Man lagdekræfterne i. En god høst var nødvendig for,at der skulle være mad nok til hele vinteren.Når det gjaldt om at få høsten i hus, aflysteKirken gerne helligdagene, så man kunne

arbejde uden ophold. Til gengæld sluttedeman af med et stort høstgilde. Den 15. au-gust fejrede man Jomfru Marias Himmel-fart, og man samlede urter fra denne dag ogfrem til 8. september, hvor det var hendesfødselsdag. Man mente, at urterne da havdeen særlig helbredende kraft.

Nar fra Bellinge

Kirke, Odense amt

o. 1470

Trækegler, fund

fra København

Legetøj fundet i

Grønland.

1300-tallet

27

Kirken kunne også underholde. Var man hel-dig, kunne man på Kristi Himmelfartsdag se enlivagtigt malet Kristusfigur, som på magisk vissvævede op gennem kirkens hvælvinger, mensblomsterblade dryssede ned fra oven, og tåger afduftende røgelse fyldte rummet. Disse mysterie-spil gjorde Bibelens hændelser levende for folk.Men det gjaldt også om at holde opmærksomhe-den fanget. På kirkegulvene har man fundet tal-rige benterninger, som tyder på, at der ikke altidvar bøn og fromme tanker i hovedet på kirke-gængerne. Spil blev ellers regnet for syndigt, isærhvis man spillede om penge.

Alligevel måtte Erik af Pommern forbyde sinemænd at spille hest og våben væk. Der fandtesogså en lov, som bød, at hvis nogen blev slåetihjel, når der blev spillet terning om penge, såskulle den dræbte graves ned under galgen oggerningsmanden betale med sit liv. Spillet gik vi-dere, om man kunne lide det eller ej.

spil og jagtDer var dog andre og mere fredelige spil. Man

har spillet mølle, dam ogbackgammon, men finestaf alle spillene var skakspil-let. Der er fundet mangesmukke skakbrikker framiddelalderen, gerne ikostbare materialer som elfenben eller hvalrostand.Det har kun været de mest-fornemme i samfundet,som havde råd til den slags.

Når ridderne ikke mo-rede sig med at spille skak, kunne de tage på jagttil hest med hunde eller falke. Det var stormænd-enes særlige ret at gå på jagt, og man jagede dyrsom hjorte, vildsvin, ulve eller ræve. I den tidligedel af middelalderen måtte bønderne som regelgerne jage på egen jord, dog ikke adelsvildt.

Turneringssporten var forbeholdt ridderne,men med tiden vandt den indpas hos den øvrigebefolkning. Ringridningen, som man i dag ken-der som en folkelig dyst, er udviklet af middelal-derens ridderturneringer.

Kande af sølv med gennemsigtig emalje, parisisk kunsthåndværk 1310 -1320. På billedfelterne ses bl.a. leg med top, stylter og hockey. Nationalmuseet

Hundedreng fører

jagthundekoblet.

Kalkmaleri i

Stege Kirke

o. 1494

Ung ridder på

falkejagt.

Kalkmaleri i

Højby kirke,

1380-1400

28

I middelalderen kom der mange gode opfindel-ser i brug, som kunne hjælpe menneskene i deresliv. Mange opfindelser kom fra fjerne egne somKina og Persien, andre var opfundet af de gamlegrækere eller romere, men havde været glemt el-ler meget lidt brugt. I middelalderen genopda-gede man de gamle opfindelser og omformededem, så de passede til det, man skulle bruge demtil. Med tiden kom der mange opfindelser i brug,som gjorde livet lettere. Men flere ting forhin-drede, at middelalderens teknologi udviklede sigmed stor hast, for der var en dyb kløft mellemuniversiteterne og mestrenes arbejde på værkste-derne. Ved universiteterne brugte de bedste ho-veder tiden på at spekulere over teologiske ellerjuridiske spørgsmål. Hverdagslivets problemervar meget fjerne for disse mennesker. Man mente,at det at beskæftige sig med åndelige problemerbragte én nærmere Gud. Håndens arbejde holdtén fast ved det jordiske.

Men fysisk arbejde blev ikke kun set som no-

get negativt i middelalderen. På landet var dermeget fysisk arbejde, og den specialiserede hånd-værker var en anset person. Bønderne kunne selvklare det meste, men hver landsby måtte have sinegen ekspert i jernteknologi, smeden. Der kunneogså være en skomager og måske en skrædder ilandsbyerne. Men alle andre slags håndværkeremåtte man inden for byernes mure for at finde. Imiddelalderen havde man en opfattelse af, at al-ting havde en retfærdig pris, og købmændenesgilder og håndværkernes laug skulle sørge for, atder ikke blev konkurreret for meget. Dette sy-stem var ikke specielt godt til at fremme udvik-lingen af ny teknologi. Til gengæld tog mangeunge håndværkssvende ud at rejse i fremmedelande, før de slog sig ned i en by for selv at blivehåndværksmestre. På den måde kom ny viden al-ligevel omkring i hele Europa.

Der var også folk inden for Kirken, som menteat håndens arbejde var meget vigtigt. Jesus havdejo selv været søn af en tømrer ved navn Josef, oghans diciple var jævne håndværkere. Mangemunkeordener lagde i deres regler stor vægt på,at man skulle udføre både åndeligt og fysisk ar-bejde for at holde sjælen i balance. Fra moder-klostrene f.eks. i Frankrig blev viden overført tildatterklostre i bl.a. Danmark. Megen ny tekno-logi blev spredt fra klostrene og andre storgod-ser, og denne viden sivede også ud til almindeligemennesker.

Vi vil nu se tre eksempler på opfindelser, dervar nyttige i middelalderen. Den første er muld-fjælsploven, som ad ukendte veje kom fra Asientil Europa. Den anden er vandmøllen, som havde

Teknologi og videnskab

September kaldtes »Fiskemåned«. Det var nutid til at fange de mængder af sild, der sam-lede sig i havene omkring Danmark på den-ne årstid. Sildene blev saltede og lagt i tønderog kunne sælges til det meste af Europa. Medde mange fastedage blev der spist meget fiskoveralt. September er også høstmåned, ogmånedsbilledet viser en mand, der tærskerkorn. At tærske vil sige at slå på kornet medplejlen for at skille strå, kerner og avner fra

hinanden. Avner og kerner skilte man frahinanden ved at kaste kornet op i luften. Nårman havde samlet kernerne i sække, skulleman dele høsten. Man delte ofte kornet i trelige store dele. Én del til at spise, én til såsædog én til at betale afgifter med. Alle skullebetale afgift til kirken og desuden til dem,der ejede jorden: Kirken eller adelen. Debønder, der selv ejede deres jord, skulle beta-le afgift til kongen.

Smed afbildet

med sit værktøj.

Romansk gravkors

1150-1200.

Vinderslev

kirkegård

været brugt allerede i romertiden, men som nublev genopdaget og fik stor udbredelse. Den sid-ste er det mekaniske ur, som er en virkelig euro-pæisk opfindelse.

hjulplovenDe opfindelser, der kunne bruges i landbruget,var blandt de allermest nyttige. En af dem var enny slags plov, som blev kaldt hjulplov eller muld-fjælsplov. Siden jernalderen havde man brugt enanden slags plov, arden, som kun kunne ridse enfure i jorden. Med den nye plov blev jorden skåreti strimler af skæret og langjernet, og strimmelenblev så vendt på hovedet af muldfjælen og skub-bet til den ene side. På den måde blev jordenvendt om, så græs og ukrudt kom ned under jor-den og kvalt. Man kunne også pløje gødning nedi jorden.

Den måde, man vendte og skubbede jordenpå, gjorde også, at markerne fik en ny form. Manlavede lange, smalle marker, som blev højest påmidten, så vandet kunne løbe væk fra marken ogkornet bedre spire. Med muldfjælsploven kunneman opdyrke nye jorde og få mere korn ud afden jord, man allerede brugte. Man kunne numætte flere mennesker end før. Man ved ikkepræcist, hvornår muldfjælsploven kom i brug iEuropa, og man har aldrig fundet en hel plov,men kun forskellige dele og spor efter den på

markerne. Vi regner med, at den kom til Dan-mark i begyndelsen af middelalderen, og at denvar en af grundene til, at befolkningstallet stegindtil midten af 1300-tallet, hvor der kom kriseog pest.

vandmøllenVandmøller blev brugt til at male kornet. Før i ti-den havde én ud af hver 10. person skullet brugeal sin arbejdskraft på at male kornet i hånden.Med møllernes komme var det kun én person udaf hver 200. Til gengæld var det meget kostbart at

29

muldfjæl

skær

langjern

Bibelsk scene med

Adam, der pløjer.

Elmelunde kirke

o. 1480. Ploven er

ikke gengivet

korrekt, der er

langjern, men både

hjul og muldfjæl

mangler.

Se rekonstruktion

af hjulplov.

Rekonstruktion af

hjulplov med muld-

fjæl og langjern.

Øksen blev brugt til

at hugge rødder

over med.

Nederst et udsnit

fra Bayeux-tapetet

o. 1070, med bl.a.

en hjulplov

30

bygge en mølle, og det krævede gods- ellerklosterrigdom og retten til en sø eller etstykke vandløb. I Øm Kloster Krønikekan man læse, hvordan munkene gennemto kanaler førte rent drikkevand ind iklostergården, først til en vandmølle, dermalede korn og til en fiskesluse, dereftertil madlavning og til at vaske sig med, ogtil sidst til vaskehus og toiletter, hvorefterspildevandet blev fortyndet i en sø i nær-heden. Kanalerne blev også brugt til trans-port af ler, brænde, hø m.v. Klostretsværksteder stod ikke i forbindelse medkanalerne, så det var ikke vandkraft, derdrev smediens blæsebælge. I Danmarkkender man kun få eksempler på, at manbrugte vandmøllerne til andet end til atmale korn.

4

2

3

1

5

1. kværn

2. stokkehjul

3. gravhjul

4. møllehjul

5. akselRekonstruktions-

tegning af middel-

alderlig vandmølle.

Silkeborg Museum

Detalje af

kalkmaleri med

vandmølle.

Bollerup kirke 1476

det mekaniske urDet mekaniske ur blev opfundet i Europa.Urene var dyre og blev ikke hvermandseje i middelalderen. Men kirker og klostrehavde brug for urene for nemmere at kun-ne overholde bedetiderne. Og klokkerne ikirker og klostre kunne så sende beskedenom tidens gang videre til almindelig men-nesker. Før uret blev opfundet, skiftede ti-mernes længde afhængig af årstiderne oglyset. Om vinteren var de lyse timer omdagen korte og de mørke timer lange, ogom sommeren var det omvendt. Det me-kaniske ur gjorde timerne lige lange, ogman kunne planlægge sit daglige arbejdemeget mere præcist.

Selve uret så man som et lille billede afuniverset. I middelalderen mente mannemlig, at jorden var rund og centrumfor universet. Solen, planeterne og stjer-nerne drejede rundt om jorden i cirkler.Sådan ser det jo også ud, når man står påjorden og ser solen stå op, gå over himlenog ned igen. Uret lignede dette system:dets centrum, hvor viseren sidder fast, varsom jorden, og viserens spids lignede so-len, som kredsede rundt om jorden ievige cirkler.

De fineste ure var de astronomiske ure.I Lunds Domkirke anskaffede man sig etstort og fint astronomisk ur, som kunnevise planeternes stilling. Ud over at kunnemåle tiden, kunne det også vise stjerner-nes og planeternes placering på himme-len. Det var meget vigtigt i middelalderen, forman mente, at alt på jorden var påvirket af kræf-ter i stjernerne og planeterne, og at man derforkunne forudsige det allerede Guds- bestemte.Astrologerne måtte kende stjernebilledernes pla-

cering for at kunne rådgive kongen om de bedstetidspunkter til f.eks. at erklære krig eller at giftesig. Kroppen var også underlagt disse kræfter, sålægerne skulle også kende stjernerne for bedre atgive den rette medicin.

31

Horologium mirabile Lundense, astronomisk ur i Lunds Domkirke.

De ældste dele er fra o. 1380

32

I middelalderen blev der foruden kirkerne ogsåbygget klostre i byerne og på landet. Ordet klo-ster kommer fra det latinske ord »claustrum«,som betyder aflukke. Ideen var også at lukke sigude fra den forstyrrende omverden. Bag klostretsbeskyttende mure mente man, at der var de bed-ste muligheder for at leve det perfekte kristne liv.Benediktinerne var den første klosterorden, som

fik stor udbredelse over hele Europa. De le-vede efter en regel for det daglige liv i klo-

steret, som den italienske eneboer Bene-dikt af Nursia havde skrevet i 520’erne.Ordenen fik klostre for både munkeog nonner. Andre ordener gik ogsåud fra Benedikts regel. En af demvar cistercienserne, som oven ikøbet mente, at de levede merenøjagtigt efter Benedikts regel endbenediktinerne. Ordenen opstodomkring år 1100 og blev megethurtigt udbredt i hele Europa, ogsåi Danmark. Cistercienserne lagdegerne deres klostre i øde egne ogopdyrkede jorden omkring klo-strene. De nye klostre i Danmark fikmasser af viden og teknologi medfra de ældre klostre i andre euro-pæiske lande.

klosterlivGrundlaget for de store landklo-stres økonomi var landbruget.Men klosterbeboernes opgave i li-vet blev beskrevet med ordene

»ora et labora« – bed og arbejd. Af disse to opga-ver var bønnen langt den vigtigste. Middelalder-kirken lagde stor vægt på værdien af gode ger-ninger. I klostrene kunne der leves et fromt livfuldt af bøn og derved oparbejdes et vældigtoverskud af gode gerninger, som hele resten afsamfundet ville få glæde af. I lange timer dag ognat stod munke og nonner i klosterkirkerne oglæste eller sang deres bønner som hyldest tilGud, mens andre mennesker arbejdede eller sov.

Munke og nonner havde også andet arbejde,som var ganske vigtigt. De var aktive som lærerepå klosterskoler, de var også lægekyndige, syge-plejere, gartnere, forskere, skrivere og forfattere.En naturlig del af livet for Gud var barmhjertigegerninger mod alle, som var syge og svage. Klo-strene kom til at tage sig af mange sider af det, vii dag kalder for social forsorg.

Som en ny udvikling inden for klosterbe-vægelsen opstod der fra begyndelsen af 1200-tal-let de såkaldte tiggermunkeordener. De vigtigstevar franciskaner- og dominikaner-ordenerne. Deblev også kaldt for gråbrødre og sortebrødre ef-ter farven på de dragter, som de bar. Fra den se-nere del af middelalderen blev karmelitterneogså udbredt i Danmark. Tiggermunkene havdederes klostre inde i byerne. De bedst bevaredeklostre fra Danmarks middelalder er karmelitter-klosteret i Helsingør og sortebrødreklosteret iRibe. Tiggermunkene holdt sig ikke inden forklostrenes mure, men gik ud i verdenen for atomvende folk til et mere kristent liv ved at vise etgodt eksempel og være gode prædikanter påfolks eget sprog.

Bed og arbejd

Oktober kaldtes »Sædemåned«. Kalender-billedet viser en mand, der er ved at så vin-tersæd, så den kunne spire og stå grøn omvinteren. Det mest almindelige korn i mid-delalderen var rug og byg. Rugen blev til detdaglige rugbrød, og byg blev til øllet, somalle slukkede deres tørst med. Øllet var som

regel ikke særlig stærkt, men var fuldt afnæring og renere end brøndvand. Til de kir-kelige højtider bryggede man ekstra stærktog godt øl – jule- og påskebryg er ingen nyopfindelse.

Anna Selvtredie.

Jomfru Marias

mor med Maria

og Jesusbarnet

1400-tallet.

Nationalmuseet

kirke og arbejdeI middelalderen voksede børn som regel optil at blive det samme som deres forældre.Men munke, nonner og præster måtte ikkegifte sig og få børn. Derfor var der mulig-hed for, at børn kunne få en anden fremtidend deres forældre som præster, nonner el-ler munke. Normalt kunne bøndernes børnnå så langt som til at blive præster, mens detvar riddernes børn, som blev biskop ellerabbed i de store klostre. Men det var hellerikke umuligt for en håndværkersøn med derette evner at ende som biskop.

De fineste familier gav ofte deres børn tilklostrene, når de var helt små. Her kunnede få en god opdragelse, og der var mulig-heder for at gøre karriere ligesom i verdenuden for. På den måde blev familiens ejen-dom og jord heller ikke delt helt så megetop, og slægten fik sin egen repræsentant in-den for Kirkens organisation. For pigernevar det en mulighed for en fremtid, somikke handlede om børnefødsler og hushold-ning. I mange klostre kunne de få mulighedfor at studere, og den svenske helgenindeBirgitta af Vadstena skrev en ordensregel,der var specielt beregnet på kvinder. Birgit-tinerordenen fik i senmiddelalderen to klo-stre i Danmark, ved Mariager i Jylland og iMaribo på Lolland.

korsriddereFor mændene fandtes der en middelvej mellemklosteret og livet som ridder. Der var ordener somTempelherrerne eller Johanitterne, som drog tilikke-kristne områder for at kæmpe for kristen-dommens sag. Det kunne de f.eks. gøre ved attage til Mellemøsten for at prøve at erobre dehellige steder, Jerusalem og Bethlehem. Korsrid-derne måtte ikke gifte sig og skulle leve et enkeltliv, men det var ikke alle, som tog ideen om detenkle munkeliv så alvorligt. For riddersønner,som ikke kunne se frem til at arve jord nok til atkunne leve af, var erobringstogterne en mulighedfor at sikre sig jord og fremtid. Karmeliterklosteret i Helsingør, oprindelig stiftet af Erik af Pommern i 1430´erne

Stifterbillede i dødebog fra benediktinerklosteret ved Næstved. Håndskrift, Kgl. Bibl.

33

Middelalderen kan i Danmark defineres som denromersk-katolske kirkes tid, og kirken havde ind-flydelse på næsten alle sider af livet og tankever-denen. Da Danmark blev kristent, blev det for al-vor en del af det vesteuropæiske fællesskab, derhavde paven som åndeligt overhoved og denstore kirke-organisation som sit netværk. Ifølgetraditionen havde Jesus udnævnt apostlen Petertil kirkens leder, og han blev biskop af Rom.Peters efterfølgere var paverne, og de skulle føreden guddommelige opgave videre. Fra paven for-grenede et netværk sig over kardinalerne til ær-kebisperne, som ledede kirken i et helt land, tilbisperne, som ledede kirkerne i hvert deres om-råde i landet. Under bisperne hørte så de lokalesognekirker, og deres præster var det yderste led iden store kæde. Viden og oplysninger bevægedesig både op og ned i kirkens rækker på det fælles

sprog latin. Kirken gav på den måde hele middel-aldersamfundet en international karakter.

danmarks kristningDanmarks kristning skete tilsyneladende temme-lig fredeligt. Kongen Harald Blåtand lod sig døbeomkring år 965. Historien fortæller, at præstenPoppo overbeviste Harald om den kristne Gudsstyrke ved at bære glødende jern på sin hånd,uden at hånden tog skade. Vi ved ikke, hvor me-get sandhed, der gemmer sig i denne historie,men Harald lod sig i alt fald døbe. Han byggedeogså en stor trækirke midt mellem sine forældresgravhøje i Jelling og flyttede tilsyneladende ogsåliget af sin far Gorm fra gravhøjen ind i et grav-kammer under kirkens gulv. Måske håbede Ha-rald at kunne gøre sin slægt kristen med tilbage-virkende kraft.

Haralds tro mænd fulgte sikkert deres kongeseksempel og skiftede tro, og som ringe i vandetspredte kristendommen sig så til dem, de havdeunder sig. I den førkristne tid havde stormænd-ene lagt hal til, så man kunne fejre de gamle gu-der. Når en stormand omvendte sig, krævede kir-ken sikkert, at han sørgede for, at hans folk kunnekomme i kirke. Arkæologiske fund tyder på, atde ældste trækirker blev bygget i nærheden afstorgårde. Vi har ingen trækirker tilbage i Dan-mark. Vores største rest fra en trækirke er enplanke på størrelse med et skateboard fra o.1000-tallet med spor af bemaling. Trækirker varbrandfarlige og holdt ikke længe i det danskevejr. Man gik ret hurtigt over til at bygge stenkir-ker, og landet var fra første del af 1100-tallet

Kirkens huse

November kaldtes »Slagtemåned«. Kalender-billedet viser en mand, der skal til at slå singris i hovedet med sin økse. Grisene havdegået hele efteråret og ædt svampe, agern ognødder i skovene. De var nu fede, og vejretvar blevet koldt nok til, at kødet kunne holdesig efter slagtningen. Når man slagtede dyrenepå dette tidspunkt, slap man også for at fodredem hele vinteren. Alle dele af slagtedyrene

kunne bruges til noget. Det, man ikke spistestraks, kunne saltes, røges eller tørres. Den 11.november var det Mortens dag, hvor manmindedes Sankt Martin (eller Morten). Denfromme mand ville hellere leve et fattigt ogfromt liv på landet end at blive udnævnt tilbiskop. Derfor gemte han sig for kongens ud-sendinge mellem ænder og gæs, men de af-slørede ham med deres skræppen.

Hørningplanken

med nordisk

dyreslyng. Fra den

nedrevne trækirke i

Hørning o. 1060.

Nationalmuseet

34

Poppos Jernbyrd. Pladen stammer enten fra et gyldent alter eller fra et relikvieskrin o. 1200. Nationalmuseet

35

dækket af et net af sognekirker. Kirkerne var ikkesærligt store, og alle har ikke kunnet være i kir-kerne på én gang. Nogle mener, at de kirker,stormændene byggede, mest var beregnet til demselv og deres folk. Men det er ikke sikkert, at detvar sådan. Der var messe hver dag i kirken, og ri-tualerne virkede og havde værdi, om der var til-skuere eller ej. Folk kunne komme og gå i kirkenog behøvede ikke at være der alle sammen sam-tidigt. Det vigtigste var, at alle kunne blive døbtog begravet. Døbefonten stod lige inden for kirke-dørene som et tegn på, at dåben var indgangentil det kristne samfund. Alle skulle døbes og helst

murede bænke

sidealter

døbefont

alter

Butterup kirke i

romansk tid

Grundrids af

Butterup kirke

36

inden for en uge efter, de blev født. Hundredvis afgranitdøbefonde har overlevet til den dag i dagog bliver stadigvæk brugt i vores kirker. De flestemennesker blev begravet på kirkegården, mennogle få blev begravet inde i kirken. Det var finestat blive begravet så tæt ved alteret som muligt.

hvem brugte kirkerneI den førkristne tid havde man ikke noget hus,der var specielt beregnet til kun at dyrke religioni. Med kristendommen kom kirkerne, og de blevudsmykket til Guds ære fra gulv til loft. På mid-delalderens mennesker må det have virket megetstærkt at gå ind i en af disse kirker. Lyset skin-nede ind gennem de farvede glasruder og faldtpå væggenes kalkmalerier, døbefontenes kulørterelieffer og de gyldne alterudsmykninger. Det måhave været som at træde ind i et kæmpestort,overjordisk smykkeskrin.

I den senere del af middelalderen byggedeman ikke så mange nye kirker, men man ombyg-gede mange af de gamle kirker. De blev gjortstørre og fik tilbygninger som tårne, våbenhuseog kapeller. De flade lofter blev skiftet ud medbuede hvælvinger, som lignede himmelhvælv ogvar en god sikring mod brand. Man lagde fraKirkens side større og større vægt på den per-sonlige fromhed. Folk skulle komme i kirkerneog høre prædikerne, og det kan være grunden til,at kirkerne blev større. De nye kalkmaleriermedvirkede også til at gøre de hellige fortællin-ger mere nærværende. Billederne fortalte som letforståelige tegneserier om Bibelen og helgener,og de henvendte sig til de almindelige middel-aldermennesker, som nu i højere grad kom i kir-ken. Ombygninger og udsmykning af kirkerneblev betalt af tiendet, en 10% kirkeskat, som alleskulle betale.

Kirkehvælv mod øst med scener fra Gamle og Ny Testamente. Fanefjord kirke o. 1480

En romansk kirke udbygget i gotisk tid med tårn, våbenhus, sakristi og udsmykket

med takkede gavle. Tystrup

37

Mellem himmel og helvedeMiddelalderens mennesker vidste ikke, at de le-vede i »middelalderen«. Det navn begyndte manførst at bruge i 1500-tallet, hvor lærde menne-sker mente, at en ny tidsalder var begyndt. Dennye tid kaldte man »renæssancen«, hvilket kanoversættes med »genfødslen«. Man mente, atman havde genfundet og genfødt grækernes ogromernes storslåede kultur. Tiden mellem disse»gode gamle dage« og renæssancen blev set somen lang, kedelig mellemtid – altså middelalderen.

Middelalderens mennesker syntes vel selv, at delevede i en nutid.

Men på én måde mente de alligevel, at de levedei mellemtiden: i tiden mellem verdens skabelse ogdommedag. Dommens dag kunne komme nårsom helst, og der var til hver en tid mange men-nesker, som mente, den var ganske nær.

dommedagBåde munke og præster fortalte menneskene, at

December kaldtes »Kristmåned«. Kalen-derbilledet viser en kvinde, som er i gangmed julebagningen. Måske bager hun hve-debrød, som dengang blev regnet for en fin

spise. Mange af de krydderier, vi bruger tiljul nu om dage, var også meget populære imiddelalderen. Kanel, kardemomme, nelli-ker og andre krydderier blev hentet hele ve-jen fra Indien og var derfor meget dyre. Såbrunkager var kun noget, man kunne spise,hvis man var rig. Der var mange helligdagei tiden op til jul. Den 6. december var detSankt Nikolaus dag. Han var børnenes be-skytter og har givet navn til Santa Claus, ju-lemanden. En anden stor festdag var den 8.december - dagen for Jomfru Marias Und-fangelse. En af de få helgenfester, vi stadigfejrer, er Sankta Lucias dag 13. december, en

tradition, vi har overtaget efter den andenverdenskrig fra Sverige.

Juletiden var en lang periode, som varedefra aftenen den 24. december og helt fremtil den 6. januar, hvor det var Hellig treKongers dag. I den periode mente man, attiden stod stille, dagene blev hverken læn-gere eller kortere. De overnaturlige kræfterhavde særlig magt, og man skulle sørge forat opføre sig, så de var én venligt stemt.F.eks. skulle spisebordet holdes dækket ju-len igennem, for at genfærdene skulle følesig velkomne i de huse, de havde levet i.

Dommedagsscene

med engle, som

blæser i basun og

spiller på strygein-

strumenter.

Vinderslev kirke

o. 1500

38

det var vigtigt, at de indså deres synder, så dekunne fortryde dem. Man skulle fortælle sinesynder til præsten, og han kunne give syndsforla-delse på Guds vegne og fortælle, hvad man skullegøre som bod. Boden var ligesom en bøde, derskulle betales i gode gerninger, f.eks. bøn, faste,almisser til de fattige eller ved at tage på pilgrims-rejse til hellige steder. Når man havde betalt sin»bøde«, var man igen skyldfri overfor Gud. Iløbet af middelalderen opstod den idé, at manogså kunne gøre bod efter døden. I skærsildensflammer kunne sjælen blive ren, mens man ven-tede på dommedag. Tiden i skærsilden kunneblive kortere, hvis der var nogen på jorden, derbad for ens sjæl. På dommedag ville Jesus såkomme for at dømme levende og døde. På kalk-malerierne i kirkerne kunne man ofte se billederaf, hvordan det ville se ud: Kristus, der siddersom verdensdommer med straffens sværd og nå-dens lilje. Sværdet peger mod de fortabte, som af

gruelige djævle bliver slæbt ned i helvede. Nå-dens lilje peger mod de frelste, som vandrer opmod himmelborgen, hvor de modtages af SanktPeter med nøglen til himmelens port. Men selv idommens time er der håb for synderne, for Jom-fru Maria og Johannes Døberen falder på knæ ogbeder Jesus om at være så nådig som muligt.

frelseDommedagsbilledet er skræmmende, men kir-kens billeder viste også, hvordan der altid erhjælp at hente fra Gud eller en af de mange hel-gener. Helgener var hellige mænd og kvinder, derhavde levet så fromt på jord, at de var kommetdirekte i himmelen og havde en plads nær Gudstrone. Her sad de nu som menneskenes fortalereog sørgede for, at bønnerne blev hørt på højestested. Menneskene havde mange chancer for atblive frelst: bod på jorden, pinsler i skærsilden,andre menneskers hjælpende bønner, helgener-

Gyldent alter

fra Stadil kirke

o. 1235

39

nes forbøn og sidst men ikke mindst Guds nåde.Kirken var en del af livet, ikke kun ved dåb,

bryllup og død, men også i hverdagen. På landetvelsignede præsterne både husdyr og afgrøder.Med Kristi kors højt løftet og fulgt af landsbyensbeboere vandrede de rundt på markerne for atsprede frugtbarhed og velsignelse over jorden.

middelalderkirkenKirken var en rig og mægtig institution. Dentjente mange penge, ikke mindst fra den 10%skat, som alle betalte af deres afgrøder. Til gen-gæld stod den for en masse vigtige funktioner isamfundet. Kirker og klostre sørgede for skoler,hospitaler, videnskab, ny teknologi og vigtigst afalt arbejdet for alle menneskers frelse. Men i såstor en organisation var der selvfølgelig også

magtmisbrug og hykleri. Alt dette blev kritiseretflittigt gennem hele middelalderen. Men somhelhed må kirkens rolle ses som positiv. Menne-sket mødte ikke livet hjælpeløst og uden mulig-heder. Blev man f.eks. syg, var der måske hjælp athente gennem lidt hvid magi fra en klog kone.Hjalp det ikke, kunne kirken hjælpe med magt-fulde bønner og fortælle om helligsteder, somman kunne besøge og håbe på, at en helgen villeudføre mirakler. I et kloster kunne man måske fåen lægende urtesuppe af en munk. Og hvis intetvirkede, så kunne almisser fra fromme menne-sker sørge for den syge, som ikke selv kunne ar-bejde. Kirken var en betryggende ramme om-kring det uvisse liv på jorden og gav håb om etbedre liv efter døden. Den var med til at give livetmening – i mellemtiden.

40

Helvedes gab.

Tuse kirke o. 1450

indhold

Stumper af en virkelighed 2

Mennesker, mad og medicin 4

Det skrevne ord 6

Billedernes tale 8

Silke og ærlig pæl 10

Byen 14

Den vide verden 18

Magt og status 21

I mellemtiden 26

Teknologi og videnskab 28

Bed og arbejd 32

Kirkens huse 34

Mellem himmel og helvede 38

© 1999 Nationalmuseet og Skoletjenesten

tekst: Pernille Lykke Molsgaard

redaktion: Vibeke Mader

layout: Marianne Bisballe

repro og tryk: Hellas Grafisk

illustrationer:

Nationalmuseet hvor intet andet er anført

Det Kongelige Bibliotek: s. 5, 9, 17, 25, 33

Viborg Stiftsmuseum: s. 39

Andrén: Den urbana scenen, 1985: s. 15

Staatsarchiv Hamburg: s. 19

Liebgott: Middelalderen, Sesam: s. 29

La tapisserie de Bayeux: s. 29

Silkeborg Museum: s. 30

J.J.Frimand: s. 31

ISBN 87-87902-74-5 www.natmus.dk

Den farverige

MiddelalderFor tusind år siden begyndte den tidsperiode,

vi nu om dage kalder for middelalderen. Mid-

delalderen begyndte i Danmark, da vikingerne

holdt op med at tro på de gamle nordiske guder

og begyndte at tro på den kristne Gud og hans

søn Jesus. Det tog lang tid, før hele landet havde

skiftet til den nye religion. Omkring år 965 blev

den danske konge Harald Blåtand kristen. Der-

efter blev der bygget mange kirker rundt om i

landet, så almindelige mennesker kunne lære

om kristendommen og blive døbt. I løbet af de

næste par hundrede år regner man med, at alle

mennesker i Danmark var blevet kristne.

Med kristendommen fik Danmark ikke bare en

ny tro, men blev også en del af det fællesskab

og den kultur, som eksisterede inden for græn-

serne af det kristne Europa. Kirken bandt men-

nesker sammen i en fælles tro, selvom der også

var mange forskelle og stridigheder inden for

fællesskabet. I 1536 meldte Danmark sig ud af

den katolske fælleskirke. Vi fik en ny slags

kristendom, som man kalder den protestanti-

ske, og som er den, vi har i folkekirken den dag

i dag. Med dette skifte, som man kalder Refor-

mationen, sluttede middelalderen i Danmark.

de

n fa

rv

er

ige

mid

de

la

lde

r

na

tio

na

lmu

se

et