Med kup og kaffelikør

Bog Med kup og kaffelikør-3.korr:Layout 1 09/07/14 16:16 Side 2

CATHARINA INGELMAN-SUNDBERG

MED KUP OG

KAFFELIKØRRoman

Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild

P E O P L E ’ S P R E S S


Med kup og kaffelikør

Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild efter originaludgaven:

Kaffe med rån

Copyright © 2012 by Catharina Ingelman-Sundberg

Published in the Danish language by agreement with

Grand Agency, Stockholm

Copyright © dansk udgave 2014 by People’sPress, København

Omslag: Rasmus Funder/Artpeople

Sats og tilrettelægning: John Ovesen/Baghus

Bogen er sat med minion

ISBN: 9788771590241

1. udgave, 1. oplag

Printed in EU, 2014

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse

med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan.

Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt

ifølge gældende lov om ophavsret.

Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V

Forfatterbooking: www.artpeople.dk


Til mine nevøer og niecer, Fredrik, Isabella, Simon, Hanna,

Maria, Henrik, Catrin, Hampus, Susanne, Christian,

Catharina, Helena, Fredrika, Anna og Sophia.


“En forbrydelse om dagensætter fut i bagen.”

(STINA, 77 ÅR)


PROLOG

DEN GAMLE DAME greb fat i rollatoren, hængte stokken ved siden

af kurven og prøvede at se bestemt ud. Det krævede en vis

autoritet at være en dame på 79 år på vej til at begå sit første bank-

røveri. Hun rankede ryggen, skød hatten ned i panden og skubbe-

de døren op. Gik langsomt ind i banken med sin rollator af mær-

ket Carl-Oskar. Klokken var fem minutter i lukketid, og tre kunder

stod og ventede på at komme til. Rollatoren knirkede lidt, selvom

hun havde smurt den med olivenolie, men lige siden kollisionen

med plejecentrets rengøringsvogn havde hjulet været skævt. Det

gjorde ikke noget på en dag som i dag. Det vigtigste var, at rollato-

ren havde en stor kurv med plads til mange penge.

Märtha Anderson fra Södermalm gik let foroverbøjet iført en

frakke i en ubestemmelig farve – en påklædning, hun havde valgt

for ikke at vække opmærksomhed. Hun var over middelhøjde,

kraftig, men ikke tyk, og på fødderne havde hun solide, mørke tra-

vesko, som ville gøre en eventuel flugt lettere. Hendes årede hæn-

der var skjult i et par godt brugte skindhandsker, og det kortklip-

pede, hvide hår havde hun gemt under en bredskygget, brun hat.

Om halsen havde hun et sjal i en selvlysende farve. Hvis hun blev

udsat for en kamerablitz, ville det automatisk overeksponere alt

omkring hende og få trækkene i hendes ansigt til at forsvinde. Men

det var mest en sikkerhedsforanstaltning – munden og næsen var

skjult af hatten.

Den lille bank på Götgatan så ud, som banker plejede at gøre

7


nu til dags. Kun én servicekasse tilbage, sterile og kedelige vægge,

blankpoleret gulv og et lille bord med brochurer om fordelagtige

lån og fif til at blive rig. Ja ja, kære brochurekreatører, tænkte Mär-

tha. Jeg kender minsandten en anden og langt bedre måde! Hun

satte sig i gæstesofaen og foregav at studere plakaterne om bolig-

kreditter og investeringsforeninger, men havde svært ved at holde

hænderne i ro. Hun stak diskret hånden ned i lommen efter sine

lakridser – de usunde fiduser, som lægerne advarede hende om, og

tandlægerne takkede hende for. Men Djungelvrål lød så rebelsk og

passede godt til en dag som denne. Og en enkelt last kunne hun vel

nok beholde.

Nummerdisplayet bippede, og en mand omkring de fyrre ilede

hen til kassen. Hans ærinde gik tjept, og en teenagepige blev eks-

pederet næsten lige så hurtigt. Men så kom en ældre herre, der fum-

lede med sine papirer og stod og mumlede. Märtha begyndte så

småt at blive utålmodig. Hun kunne ikke blive herinde for længe.

Hvis nu nogen bed mærke i hendes kropsholdning eller andet, der

kunne afsløre hende. Det var ikke så godt, når hun gerne ville ligne

en helt almindelig ældre dame, der var gået i banken for at hæve

penge. Og det var jo faktisk det, hun skulle – også selvom kasseda-

men ville måbe over beløbet … Märtha rodede rundt i frakkelom-

men efter udklippet fra Dagens Industri. Hun havde taget det fra en

artikel, der handlede om, hvor meget bankrøverier kostede ban-

kerne, og havde gemt overskriften: “Dette er et røveri”. Faktisk var

det netop de ord, der havde inspireret hende.

Manden ved lugen var så småt ved at blive færdig, og Märtha

rejste sig støttet til rollatoren. Hun havde altid været et ordentligt

menneske, som alle havde stolet på, og havde endda været ordens-

duks i skolen. Nu var hun på vej til at blive kriminel. Men på den

anden side: Hvordan skulle hun ellers organisere sin alderdom?

Hun havde brug for penge til et godt sted at bo til sig selv og sine

og kunne ikke fortryde nu. Hun og hendes gamle korvenner skul-

8


le have en munter “tredje alder”. Kort sagt: lidt sjov og ballade i

livets efterår. Herren oppe foran tog sig god tid, men så bippede

det endelig, og hendes nummer tonede frem. Langsomt, men vær-

digt, gik hun frem til kassen. Al den tillid og anseelse, hun havde

brugt et helt liv på at opbygge, ville hun kuldkaste på dette ene øje-

blik. Men hvad skulle man ellers gøre i et tyvagtigt samfund, der

behandlede sine ældre dårligt? Man affandt sig med det og bukke-

de under, eller også tilpassede man sig. Hun var typen, der tilpas-

sede sig.

De sidste meter hen til lugen kiggede hun sig nøje omkring,

inden hun standsede op foran kassen, lagde stokken på skranken og

nikkede venligt til kassedamen. Så rakte hun hende avisudklippet.

“Dette er et røveri!”

Damen ved kassen læste det og kiggede op med et smil.

“Hvad kan jeg hjælpe med?”

“Tre millioner, i en fart!” sagde Märtha.

Kassedamen smilede endnu bredere. “Vil De hæve penge?”

“Nej, DE skal hæve penge til mig, NU!”

“Okay. Men pensionen er ikke gået ind endnu. Den bliver udbe-

talt midt på måneden, må De forstå, lille frue.”

Märtha tabte tråden. Det her var ved at tage en helt anden drej-

ning, end hun havde forestillet sig. Der måtte handles hurtigt. Hun

greb stokken og stak den ind gennem lugen. Truede med den på

bedste beskub.

“Hurtigt! Mine tre millioner!”

“Jamen, pensionen …”

“Gør, som jeg siger. Tre millioner. Læg dem på rollatoren!”

Så fik pigen nok, rejste sig og hentede to mandlige kolleger.

Mændene var iført deres stiveste puds og smilede høfligt. Den nær-

meste lignede Gregory Peck – eller var det Cary Grant?

“Vi skal nok ordne det med pensionen, skal De se,” sagde han.

“Og min kollega her ringer gerne efter ældretransporten.”

9


Märtha kiggede ind gennem glasset. I baggrunden kunne hun

se, at pigen havde løftet telefonrøret.

“Så må jeg vel bare røve jer en anden gang,” sagde Märtha og

trak stokken og avisudklippet til sig i en ruf. Alle smilede venligt,

hvorefter de hjalp hende hen til døren og ind i taxien. De klappe-

de sågar rollatoren sammen for hende.

“Plejecentret Diamanten,” sagde Märtha til chaufføren og vin-

kede farvel til bankpersonalet. Hun stoppede forsigtigt avisud-

klippet ned i lommen igen. Det hele var gået nøjagtig, som hun

havde planlagt. En dame med rollator kan slippe af sted med langt

mere, end andre kan. Hun stak hånden i lommen efter en ny por-

tion Djungelvrål og nynnede veltilfreds for sig selv. Hvis hendes

plan skulle virke, skulle hun nu bare have hjælp af sine venner i

korkliken – dem, hun havde sunget med i over tyve år. Hun kunne

selvfølgelig ikke spørge direkte, om de ville være kriminelle, men

måtte få dem med på vognen med list. Men derefter – og det var

hun helt overbevist om – ville de takke hende for, at hun havde for-

andret deres liv til det bedre.

Märtha blev vækket af en fjern, summende tone efterfulgt af et

skarpt pling. Hun vågnede helt, åbnede øjnene og prøvede at hitte

rede i, hvor hun befandt sig. Nå ja, på hjemmet. Og det var selvføl-

gelig Spaden – Bertil “Spaden” Engström – som altid skulle op at

spise midt om natten. Han plejede at sætte mad ind i mikrobølge-

ovnen og glemme alt om det hele. Hun rejste sig og gik med rolla-

torens hjælp ud i køkkenet. Med en utilfreds brummen tog hun en

plasticbakke med spaghetti, tomatsauce og frikadeller frem og kig-

gede drømmende ud på husene overfor. To tændte lamper lyste op

i natten. På den anden side af vejen er der sikkert stadig køkkener,

tænkte hun. Før havde de også haft deres eget køkken, men for at

spare på personalet havde de nye ejere rationaliseret det væk. Før

Diamanten A/S havde overtaget plejecentret, havde måltiderne

10


været dagens højdepunkter, og der havde duftet af dejlig mad i fæl-

lesrummet. Men nu? Märtha gabte og lænede sig op ad køkken-

bordet. Nej, næsten alt var blevet værre, og efterhånden var det så

elendigt, at hun tit og ofte drømte sig væk. Ja, sikken herlig drøm,

hun havde haft … Det havde føltes nøjagtig, som om hun havde

været der i banken i virkeligheden, som om hendes underbevidst-

hed havde taget styringen og prøvet at fortælle hende noget. I sko-

len havde hun altid protesteret mod ting, der var forkerte. Selv i sin

tid som lærer havde hun sat sig op mod urimelige bestemmelser

og tåbelige nye regler. Men her på centret havde hun sjovt nok bare

fundet sig i det. Hvordan var hun blevet så sløv? De, der ikke brød

sig om styret i et land, iværksatte en revolution. Det kunne man

vel også her, hvis bare hun fik de andre med sig. Men bankrøveri –

det var måske alligevel at overdrive? Hun udstødte en lille, nervøs

latter. For det var jo netop det, der var lidt skræmmende – hendes

drømme plejede næsten altid at gå i opfyldelse.


1

NÆSTE DAG, DA Diamantens beboere (eller borgere, som det hed

nu til dags) drak morgenkaffe i fællesrummet, spekulerede

Märtha over, hvad hun skulle gøre. I hendes barndomshjem på

Österlen havde man ikke bare siddet og ventet på, at en anden gjor-

de noget. Hvis høet skulle ind, eller en hoppe skulle fole, så sørgede

man for at gøre alt det, der var nødvendigt. Märtha holdt hænder-

ne op foran sig. Hun var stolt af dem. De var solide og vidnede om,

at hun havde taget fat, hvor det var påkrævet. Den summende lyd

steg og faldt rundt om hende, og hun kiggede ud over det slidte fæl-

lesrum. Her lugtede langt væk af Frelsens Hær, og møblerne ligne-

de noget, der kom direkte fra storskrald. Den gamle, grå eternit-

bygning fra slutningen af 40’erne var nærmest en blanding af gam-

mel skole og venteværelset hos tandlægen, tænkte hun. Det kunne

da umuligt være her, hun skulle ende sine dage, med automatkaffe

i hånden og færdigmad i maven? Nej, ved Gud nej! Märtha tog en

dyb indånding, skubbede kaffekruset til side og lænede sig frem.

“Hør her. Hvad siger I til en omgang inde hos mig?” sagde hun

og gjorde tegn til vennerne om at følge med ind på værelset. “Jeg

tror, vi har en hel del at tale om.”

Og eftersom alle vidste, at hun havde tiltusket sig et lager af kaf-

felikør, nikkede de fornøjet og rejste sig på én gang. Den stilige,

men nattesultne Spaden tog teten, fulgt af Geniet, opfinderen, og

Märthas to veninder, Stina, der elskede belgisk chokolade, og Anna-

Greta, damen, der fik alle andre damer til at blegne. De så på hin-

12


anden. Märtha plejede at byde på likør, når hun pønsede på noget.

Det var længe siden, men nu var det åbenbart på tide.

Da de var kommet ind på værelset, hentede Märtha flasken, fjer-

nede det halvfærdige strikketøj fra sofaen og bad sine venner om at

slå sig ned. Hun kastede et blik på mahognibordet med den nystrøg-

ne blomstrede dug. Hun havde længe overvejet at købe et nyt, men

det gamle bord var stort og solidt, og der var plads til alle rundt om

det. Det gik nok. Da hun satte flasken frem, faldt hendes blik på kom-

moden med familiefotografierne fra Österlen. Bag glas og ramme

smilede forældrene og søsteren til hende foran barndomshjemmet i

Brantevik. De skulle bare vide. De var afholdsfolk. Märtha stillede

demonstrativt likørglassene frem og fyldte dem til randen.

“Skål, I drønnerter,” sagde hun og hævede glasset.

“Ja, ned med lortet,” svarede vennerne muntert.

“Og så “Helan går”,” insisterede Märtha, hvorefter alle mimede

en tavs udgave af drikkevisen (her på centret gjaldt det om ikke at

støje og blive snuppet med skjult alkohol). Märtha tog lydløst

omkvædet en ekstra gang, hvorefter de alle lo. De havde det lige

sjovt hver gang. Märtha satte glasset fra sig og skævede til de andre.

Skulle hun fortælle dem om drømmen – nej, først måtte hun få

dem til at tænke i de samme baner som hende selv. Så kunne hun

måske få dem med alle sammen. De var en fast sammentømret

klike, som allerede i halvtredsårsalderen havde besluttet sig for at bo

sammen, når de blev gamle. Så kunne de vel også træffe nye beslut-

ninger sammen? De havde jo så meget tilfælles. Efter at være gået

på pension havde de optrådt på sygehuse og sognegårde med deres

kor, Stemmebåndene, og for nogle år siden var de flyttet ind på

samme plejecenter. Hun havde længe talt for, at de i stedet skulle

spare sammen til en skånsk herregård – noget, der virkede mere

spændende. Hun havde læst i Ystads lokalsprøjte, at gamle slotte

var meget billige, og desuden havde flere af dem voldgrave.

“Hvis der dukker en eller anden ildeset person fra kommunen

13


op, eller børnene kommer og kræver arveforskud, så klapper vi bare

vindebroen op,” havde hun sagt i et forsøg på at overbevise de

andre. Men da de fandt ud af, at slotte var dyre at vedligeholde og

krævede ansatte, blev det i stedet plejecentret Liljekonvallen – som

de nye ejere havde omdøbt til Diamanten.

“Var natmaden god?” spurgte Märtha, da Spaden havde suget de

sidste dråber likør ud af glasset. Han så søvnig ud, men havde

naturligvis nået at stikke en rose i brystlommen og vikle en nystrø-

get charmeklud om halsen. Han var en noget grånende herre, men

havde stadig sin charme og var så elegant, at selv yngre kvinder kig-

gede efter ham.

“Natmaden? Det var bare til den hule tand. Meget mere var der

i hvert fald ikke. Det var værre end beskøjter,” sagde han og satte

glasset fra sig. I sin ungdom havde han sejlet, men efter at han

afmønstrede, havde han uddannet sig til gartner. Nu nøjedes han

med at dyrke blomster og ærter på altanen. Hans store sorg i livet

var, at alle kaldte ham for Spaden. Bare fordi han elskede havebrug

og var snublet over en spade, skulle han da ikke mærkes for livet,

mente han. Men da han havde foreslået kælenavne som “Blomsten”,

“Bladet” og “Løvet”, havde ingen hørt efter.

“Du kunne ikke tænke dig at spise en ostemad i stedet? Enkel

mad, som ikke larmer?” mumlede Anna-Greta, som også var ble-

vet vækket og havde haft svært ved at falde i søvn igen. Hun var en

skrap dame, kontant og korrekt og oven i købet så høj og tynd, at

Spaden plejede at sige, at hun måtte være født i et nedløbsrør.

“Jamen, der dufter altid sådan af mad og krydderier fra etagen

ovenover. Så er det da klart, jeg bliver sulten,” undskyldte han sig

med.

“Du har ret. Personalet burde dele. Plasticindpakket mad bliver

man ikke mæt af,” sagde Stina Åkerblom og filede diskret sine negle.

Den forhenværende modist, der havde haft en drøm om at blive

bibliotekar, var den yngste af dem med sine 77 år. Hun ønskede sig

14


en rolig og behagelig tilværelse med dejlig mad og akvarelmaling.

Uden at få serveret skodmad. Efter et langt liv på Östermalm var

hun vant til en vis standard.

“Personalet får den samme mad som os,” forklarede Märtha.

“Det er de nye ejere af Diamanten, der har deres kontor og køkken

ovenpå.”

“Så burde vi installere en elevator, der kører deres mad ned til

os,” mente Oscar “Geniet” Krupp, der var klikens handyman og et

år ældre end Stina. Han var opfinder og havde haft sit eget værk-

sted i Sundbyberg. Han elskede også god mad, var rund og gemyt-

lig og betragtede motion som en beskæftigelse for folk, der ikke

havde noget bedre at tage sig til.

“Kan I huske den brochure, vi fik, da vi kom hertil for nogle år

siden?” sagde Märtha. Lækker mad fra restauranten stod der. Des-

uden ville vi få daglige spadsereture, kunstnerbesøg, fodpleje og

besøg af en frisør. Ingenting fungerer længere med de nye ejere. Det

er på høje tid, vi siger fra.”

“Oprør på plejecentret!” sagde Stina med sin mest melodrama-

tiske stemme og slog ud med hånden, så neglefilen røg på gulvet.

“Ja, netop – et lille mytteri,” forsøgte Märtha sig.

“Vi er da ikke til søs,” fnøs Spaden.

“Jamen, måske har de nye ejere økonomiske vanskeligheder. Det

skal nok blive bedre efterhånden, skal I se,” sagde Anna-Greta og

rettede på sine briller fra starten af 50’erne. Hun havde arbejdet i

en bank hele sit liv og var godt klar over, at iværksættere var nødt

til at generere profit.

“Bedre? Fandeme nej,” mumlede Spaden. “De svin bliver ved

med at sætte prisen op, men vi har ikke fået noget ud af det.”

“Vær nu ikke så negativ,” sagde Anna-Greta og rettede på bril-

lerne igen. De var gamle og slidte og gled hele tiden ned på næsen.

Hun skiftede aldrig stel, kun glassene; stellet opfattede hun som

tidløst.

15


“Hvad mener du med negative? Vi bliver nødt til at kræve for-

bedringer. På alle områder, men vi begynder med maden,” mente

Märtha. “Hør her – de har sikkert noget lækkert at spise i køkke-

net oppe ovenpå. Når personalet er gået hjem, tænkte jeg …”

Og mens Märtha forklarede, bredte den fornøjede stemning sig

rundt om bordet. Inden længe strålede deres øjne lige så livligt som

vandet i strandkanten en solrig sommerdag. De skævede op mod

loftet, kiggede på hinanden og vendte tommelfingeren opad.

Da vennerne havde forladt værelset, stillede Märtha atter kaffe-

likøren ind allerbagest i garderobeskabet og nynnede fornøjet for

sig selv. Drømmen havde givet hende fornyede kræfter. Intet er

umuligt, tænkte hun. Men for at få held med at ændre på tingene

måtte man fremlægge alternativer. Det ville hun gøre nu. Og så ville

vennerne tro, at de havde truffet beslutningen selv.


2

DA DE VAR gået ud af elevatoren og stod uden for Diamanten

A/S’s kontor, stak Märtha en hånd i vejret og tyssede på de

andre. Blandt nøglerne i nøgleskabet havde hun besluttet sig for en

med trekantet hoved – en af dem, låsesmedene ikke kan kopiere.

Hun stak den i låsen, drejede den rundt, og døren gik op.

“Nøjagtig som jeg regnede med. Hovednøglen. Fint, så går vi

ind, men husk nu at være stille.”

“Og det skulle komme fra dig,” mumlede Spaden, der mente, at

Märtha altid snakkede for meget.

“Jamen, tænk, hvis vi bliver opdaget,” sagde Stina ængsteligt.

“Det bliver vi ikke – vi er stille og lister,” sagde Anna-Greta med

høj, klar røst. Som de fleste med dårlig hørelse havde hun en høj-

lydt stemme – uden selv at være klar over det.

Rollatorerne knirkede i utakt, da de fem langsomt og forsigtigt

gik ind i rummet. Der lugtede af kontor og møbelpolish, og på skri-

vebordet lå mapperne i pinlig orden.

“Hm, det ligner kontoret – køkkenet er nok derovre,” sagde

Märtha og pegede. Hun gik i forvejen og trak gardinerne for køk-

kenvinduet.

“Nu kan I tænde!”

Lamperne i loftet tændtes, og foran dem åbenbarede sig et vidt-

strakt rum med køleskab, fryser og store skabe på væggen. En

kogeø på hjul i midten og et spisebord med seks stole ved vinduet.

17


“Et rigtigt køkken,” hviskede Geniet og kærtegnede køleskabs-

lågen.

“Her er sikkert dejlig mad,” sagde Märtha og åbnede det. På hyl-

derne var kylling og oksefilet klemt ind mellem lammesteg og flere

forskellige slags ost. I skufferne under lå salathoveder, tomater, rød-

beder og frugt. Med noget besvær lykkedes det dem at få lågen til

fryseren op.

“Elgsteg og hummer. Ih, du milde,” udbrød hun og holdt lågen

åben, så de andre kunne se. Her er alt på nær spettekaka. De holder

nok mange fester heroppe.”

I lang tid stod de alle og måbede uden at kunne få et ord frem.

Geniet strøg hånden hen over sit kortklippede hår, Spaden tog sig

til hjertet og sukkede, Stina snappede efter vejret, og Anna-Greta

jamrede sig.

“Det må jo have kostet en formue!” mumlede hun.

“Ingen lægger mærke til det, hvis vi snupper lidt,” sagde Märt-

ha.

“Vi kan da ikke bare stjæle deres mad?” mente Stina.

“Vi stjæler ikke. Hvis penge tror I, de har købt maden for? Vi

tager bare det, vi har betalt for. Her, tag imod.”

Märtha holdt en kylling frem, og Spaden, der var aftensulten,

kom først.

“Og så skal vi have ris, krydderier og mel, så vi kan lave sovs,”

sagde Geniet, som var vågnet op. Han havde ikke alene haft et

værksted, men var også en dygtig kok. Eftersom hans kone var for-

færdelig til at lave mad, havde han selv måttet lære det. Da han

senere indså, at hun ikke bare var en elendig kok, men også brok-

kede sig i ét væk over tilværelsen generelt, havde han ladet sig skil-

le. Den dag i dag havde han stadig mareridt om, at hun stod ved

hans seng med kagerullen i hånden og brokkede sig. Men hun

havde givet ham en søn, og det var han glad for.

“Vi må også have en god vin til sovsen.” Han så sig omkring og

18


fik øje på en vinreol på væggen. “Har I set de vinflasker. Du milde

kineser …”

“Dem kan vi ikke tage. Så bliver vi bare opdaget,” sagde Mär-

tha.

“Hvis ingen ser, at vi har været her, kan vi gå herop flere gange.”

“Næh nej. Mad uden vin er som en bil uden hjul,” proklamere-

de Geniet. Han gik hen til vinreolen og tog to flasker af det fineste

mærke ned. Da han så Märthas ansigtsudtryk, lagde han en bero-

ligende hånd på hendes skulder. “Vi åbner vinflaskerne, drikker

vinen og hælder rødbedesaft i flaskerne i stedet for,” sagde han.

Märtha sendte Geniet et anerkendende blik. Han havde altid

løsninger på alt og var en evig optimist, der mente, at problemer var

til for at blive løst. Han mindede om hendes forældre. Når hun og

søsteren havde klædt sig ud i forældrenes tøj og rodet over det hele,

havde deres far og mor godt nok irettesat dem, men bagefter grinet.

Hellere et rodet hjem og glade børn end en perfekt gård og hæm-

mede børn, sagde de. Og deres motto i livet var: “Det går nok.”

Märtha var enig. Det gjorde det altid.

Skærebrætter, stegepander og gryder kom frem i en fart, og alle

hjalp hinanden. Märtha satte kyllingen i ovnen, Geniet lavede læk-

ker sovs, Spaden blandede en dejlig salat, og Stina prøvede at bidra-

ge, så godt hun kunne. Hun havde gået på husholdningsskole som

ung, men eftersom hun hele sit liv havde haft hjælp i køkkenet,

havde hun glemt alt, hvad hun havde lært. Det eneste, hun følte sig

rigtig tryg ved, var at skære agurker i skiver.

Anna-Greta tog sig af borddækningen og risene.

“Hun er god til at gøre det, man giver hende besked på,” hvi-

skede Märtha og nikkede hen mod veninden. “Men hun er så lang-

som og skal altid tælle.”

“Bare hun ikke begynder at tælle riskornene så,” sagde Geniet.

Inden længe bredte en liflig duft sig i køkkenet, og Spaden gik

19


rundt og skænkede vin iført blå blazer med en nyvasket charme-

klud om halsen. Han var velfriseret og duftede dejligt af barber-

sprit. Stina bemærkede, at han havde klædt sig pænt på, og hev

diskret pudderdåse og læbestift frem. Da ingen så det, malede hun

læberne og duppede næsen let med pudderkvasten.

Snak og latter blandede sig med klirren fra tallerkener og gry-

der. Det tog unægtelig et stykke tid, før maden blev færdig, men

hvad betød det, når alle drak god vin imens? Til sidst slog de sig

ned ved bordet, glade og opstemte som unge mennesker.

“Et glas til?”

Spaden skænkede mere vin, og det var som i gamle dage, da han

var tjener på et krydstogtsskib i Middelhavet. Det gik godt nok lidt

langsommere med serveringen nu, men hans holdning var lige så

værdig, og bukkene sad lige i skabet. Mellem mundfuldene skåle-

de alle og sang højt fra korrepertoiret, og da Geniet fandt en fin

gammel champagne, fik den også lov at gå på omgang. Stina hæve-

de sit glas, lagde hovedet bagover og drak.

“Den sad!” sagde hun begejstret – et udtryk, hun for nylig havde

lært af sine børn. Den forhenværende modist prøvede konstant at

følge med i alt nyt og ville ikke virke gammel. Hun satte glasset fra

sig og så sig omkring. “Nu, kære venner – skal vi danse!”

“Gør du bare det,” sagde Geniet og lagde hænderne på maven.

“Danse, selvfølgelig,” sagde Spaden og rejste sig, men svajede så

meget, at Stina måtte tage dansetrinnene selv ude på gulvet.

“Mere ærefuldt er det at vove sit terningkast end at sygne hen

med døende flamme,” deklamerede hun og slog ud med armene.

Skønt det aldrig var lykkedes Stina at blive bibliotekar, havde hun

dyrket sin interesse for litteratur. Hvad hun ikke vidste om Hei-

denstam, Lagerlöf og Tegnér, var ikke værd at vide.

“Nu begynder hun at citere de gamle klassikere igen. Bare hun

ikke også læser højt af Iliaden,” mumlede Märtha.

20


“Eller ævler løs om Gösta Berlings saga …” indskød Geniet.

“… Hellere lytte til en streng, der brast, end aldrig at spænde en

bue,” fortsatte Stina.

“Hm, netop. Det kunne vi godt have som motto,” funderede

Märtha.

“Pyt med en streng, der brast,” afbrød Spaden. “Næh, så hellere

lytte til den seng, der brast, end altid at ligge alene.”

Stina standsede rødmende midt i dansetrinnet.

“Ih, altså! Skal du altid være så vulgær? Tag dig nu sammen!”

sagde Anna-Greta med sammensnerpet mund.

“Jamen, nu har vi da spændt buen, har vi ikke?” sagde Stina.

“Fra nu af går vi herop mindst en gang om ugen.” Hun hentede sit

glas og hævede det. “Skål! Det her må vi gøre igen!”

Alle skålede, og derefter fortsatte de, indtil øjnene begyndte at

glippe, og de selv vrøvlede. Og Märtha talte skånsk, hvilket hun

kun gjorde, når hun var meget træt. Det var et advarselssignal, og

hun indså faren.

“Nu, kære venner, rydder vi op og tager opvasken, før vi går ned

til os selv,” sagde hun.

“Du kan selv tage opvasken,” svarede Spaden og hældte op i

Märthas glas.

“Nej, vi er nødt til at gøre rent og sætte alt tilbage i skabene, så

ingen ser, at vi har været her,” insisterede hun og skubbede glasset

fra sig.

“Hvis du er træt, kan du hvile i mine arme,” sagde Geniet og

klappede hende venligt på kinden.

Og hvordan det end gik til – Märtha vidste det ikke helt – lagde

hun hovedet mod hans arm og faldt i søvn.

Næste morgen, da direktør Ingmar Mattson fra Diamanten A/S

kom på arbejde, hørte han underlige lyde inde fra kontoret. Den

21


tunge brummen lød som en flok bjørne undsluppet fra en dyre-

park. Han kastede et blik ind på kontoret. Kunne intet se, men

bemærkede, at køkkendøren stod åben.

“Hvad i himlens navn?” mumlede han, hvorefter han snublede

over en rollator og faldt. Med eder og forbandelser kom han på

benene igen og betragtede forbløffet synet foran sig. Emhætten

kørte, og rundt om spisebordet sad fem af Diamantens ældre

beboere og sov fuldt påklædt. På bordet stod tallerkener med

madrester og tomme vinglas, og køleskabsdøren stod på vid gab.

Direktør Mattson skuede ud over ødelæggelserne. Plejecentrets kli-

entel var tydeligvis i en dårligere forfatning, end han havde været

klar over. Det måtte han bede Barbro om at tage sig af.


3

EN BILALARM HYLEDE nede på gaden, og i det fjerne summede en

emhætte. Märtha glippede med øjnene og åbnede dem. En stri-

be lys fandt ind gennem vinduet, og langsomt vænnede hendes

øjne sig til det. Vinduerne var beskidte og trængte til at blive vasket,

og det samme gjaldt de lyse, blomstrede gardiner, hun havde hængt

op i vinduet for at gøre det mere hyggeligt. Ingen bekymrede sig

tydeligvis om at holde det rent nu, og hun orkede ikke selv den slags

længere. Märtha gabte stort, men hendes tanker flød planløst rundt

uden rigtig at tage form. Helledusseda, hvor følte hun sig sløv. Lige

siden festen var det, som om hun havde haft små cirrusskyer af tyg-

gegummi inde i hjernen. Men nej, hvor havde de moret sig. Hvis

bare de havde nået at rydde op og vende tilbage til deres værelser

… Ja, og hvis bare de ikke var faldet i søvn.

Märtha satte sig på sengekanten og tog sine tøfler på. Gud, hvor

havde det været pinligt, og direktør Mattson havde råbt og skreget

helt hysterisk. Nå, vinen og alle de piller, de fik hver dag, var nok

ikke en særlig heldig kombination. Hendes blik søgte over mod nat-

bordet. Der lå proptrækkeren, hun havde fået af Geniet – “til kom-

mende fester”, som han havde sagt. Men nu var det slut med det.

Efter festen havde Barbro låst dem alle sammen inde, og de måtte

kun gå ud, hvis nogen fra personalet ledsagede dem. Derefter havde

de fået små, røde piller “for at falde til ro”. Gud, hvor var det blevet

kedeligt!

Pillerne, i øvrigt. Hvorfor proppede man altid gamle menne-

23


sker med piller? De fik jo næsten flere piller end mad. Måske var det

det, der havde gjort dem så sløve? Før havde de jo altid spillet kort

og sneget sig ind til hinanden efter klokken otte om aftenen. Men

siden Diamanten tog over, havde det været slut med det. Ja, efter-

hånden lavede de næsten ingenting, og forsøgte de at spille kort,

faldt de enten i søvn, eller også glemte de, hvilke kort de havde lagt

ned. Stina orkede ikke engang at bladre i ugeaviser, og Anna-Greta,

der havde for vane at spille hornmusik og Jokkmokks-Jokke, sad

og stirrede på pladespilleren, men gad ikke tage pladerne frem.

Geniet havde ikke opfundet noget i lang tid, og Spaden forsømte

sine blomster. For det meste så de fjernsyn, og ingen foretog sig

noget. Nej, der var noget galt – riv-rav-ruskende galt.

Märtha rejste sig, tog fat i rollatoren og gik ud på badeværelset.

Vaskede sig spekulativt i ansigtet og klarede sit morgentoilette. Var

det ikke hende, der havde tænkt sig at protestere og iværksætte en

revolution?! Og her gik hun bare og lavede ingenting. Hun så sig i

spejlet og bemærkede, at hun så slidt ud. Ansigtet var blegt, og det

hvide hår strittede. Med et suk rakte hun ud efter hårbørsten, men

kom i samme øjeblik til at ramme glasset med de røde piller. De

røg ud over hele badeværelsesgulvet og blev liggende for hendes

fødder som vrede, røde prikker. Hun havde ikke den fjerneste lyst

til at samle dem op. Märtha fnøs og lossede med et bestemt spark

dem alle sammen ned i afløbet.

Hun tyndede også ud i de andre piller, og allerede få dage sene-

re følte hun sig friskere. Hun begyndte at strikke igen, og hun, som

altid havde elsket kriminalromaner, tyggede sig på ny igennem en

stabel uhyggelige mord på natbordet. Revolutionslysten vendte til-

bage.

Da Geniet hørte det banke på, vidste han, at det var Märtha. Tre

bestemte bank på døren helt inde ved håndtaget og dernæst stil-

hed. Ja, det var hende. Med et smil møvede han sig op fra sofaen og

24


trak trøjen ned over den runde mave. Det var længe siden, hun

havde været på besøg, og det havde undret ham. Hver dag havde

han tænkt, at han ville aflægge hende en visit om aftenen, men i

stedet faldt han i søvn foran fjernsynet. Han så sig om efter en kasse,

ragede hurtigt sofabordets bunke af huskesedler, skruetrækkere og

skruer ned i den og skubbede det hele ind under sengen. To blå

skjorter og et par strømper med hul i gemte han bag sofapuderne,

og brødkrummerne pustede han ned på gulvet. Da han var færdig,

slukkede han for fjernsynet og gik hen og lukkede op.

“Nå, er det dig – kom ind!”

“Vi er nødt til at tale sammen,” sagde hun og trådte ind med

lange skridt.

Han nikkede og satte vand over i elkedlen. I skabet stødte han

på to printplader, en hammer og nogle ledninger, før han fandt

instant-kaffen. Bag kaffedåsen stod to kaffekopper. Da vandet

kogte, fyldte han dem op og strøede lidt kaffepulver ovenpå.

“Desværre har jeg ingen småkager, men …”

“Det er fint sådan,” sagde Märtha, tog imod kaffekoppen og lod

sig dumpe ned i sofaen. “Ved du hvad – det er helt forrykt. Jeg tror,

de bedøver os. Vi får for mange piller. Det er derfor, vi har været så

sløve.”

“Hvad siger du? Du mener altså …” Han skubbede diskret et

ribbet Grundig-radioapparat ind under sofaen og håbede, at hun

ikke havde set det.

“Men det kan jo ikke være rigtigt.”

“Nej da. Og os, som skulle protestere.”

Han tog hendes hånd og klappede den let på håndryggen.

“Men det er ikke for sent endnu, kære Märtha.”

Hendes øjne tindrede, og der kom liv i ansigtet.

“Ved du hvad – jeg har tænkt over noget. I fængslet har man

minsandten lov at være ude i det fri hver dag, men her må vi dår-

ligt nok gå udenfor.”

25


“Ude i det fri ved jeg nu ikke just, om man kan kalde det.”

“Fangerne kommer ud i den friske luft, og så får de hjemmela-

vet, næringsrig kost og kan arbejde på et værksted. De har det fak-

tisk bedre end os.”

“Arbejde på et værksted?” Geniet vågnede op.

“Forstår du? Jeg vil dø ung og så sent som muligt – men jeg vil

leve med brask og bram, så længe jeg kan.” Hun lænede sig frem og

hviskede ham noget i øret. Han spærrede øjnene op og rystede på

hovedet. Men Märtha gav sig ikke.

“Jeg har tænkt det her meget nøje igennem …”

“Okay – ja, hvorfor egentlig ikke?” sagde han. Så lænede han sig

tilbage i sofaen og skraldgrinede.


4

BARBROS HÆLE SLOG hårdt mod gulvet, da hun skyndte sig hen

ad gangen. Hun åbnede døren til depotet, tog rullevognen frem

og stillede medicinen på bakken. Samtlige toogtyve beboere havde

et kort med piller, som hun skulle holde rede på. Direktør Mattson

var meget nøjeregnende med medicineringen, og de gamle havde

deres personlige dosering. Nogle piller, eksempelvis de røde, blev

givet til alle, og det samme gjorde nogle lyseblå, han for nylig havde

indført. De fik de gamle til at miste appetitten.

“Så spiser de mindre, og vi behøver ikke at købe så meget mad,”

havde han sagt.

Hun spekulerede på, om det nu også var så godt, men havde

ikke turdet tage det op med direktøren, eftersom hun nødig ville

blive uvenner med ham. Hun ville udrette noget med sit liv. Hen-

des mor havde været enlig og arbejdet som hushjælp på Djursholm;

det havde været et fattigt hjem. En dag havde hun været med sin

mor på arbejde og set fine malerier, funklende sølv og parketgulve

i stjernemønstre. Og hun havde mødt herskabet i pelse og fint tøj.

Det glimt af et andet liv glemte hun aldrig. Også direktør Mattson

var et af den slags succesrige mennesker. Han var tyve år ældre,

magtfuld, slagfærdig og havde flere års erfaring med at køre en for-

retning. Frem for alt havde han stor indflydelse og magt, og hun

vidste, at han kunne hjælpe hende frem i livet. Hun lyttede ivrigt til

alt, hvad han sagde, som en datter lytter til sin far, og hun beun-

drede ham. Han var måske i den tunge ende og arbejdede for

27


meget, men han var velhavende, og med sine brune øjne, sit mørke

hår og sin charmerende væremåde mindede han om en italiener.

Det varede ikke længe, før hun blev forelsket i ham. Han var gift,

men hun gjorde sig forhåbninger om mere, og inden længe ind-

ledte de et forhold. Nu havde han lovet hende en ferierejse.

Hun skyndte sig hen ad gangen og gav de gamle deres piller.

Derefter stillede hun rullevognen i depotet og vendte tilbage til

kontoret. Nu skulle hun bare have klaret alt papirarbejdet på skri-

vebordet, så vikaren Katja havde rent bord, når hun kom. Barbro

satte sig ved computeren og fik et drømmende udtryk i øjnene. I

morgen, tænkte hun, i morgen. Endelig skulle hun og Ingmar rig-

tig være sammen.

Næste dag så Märtha direktør Mattson samle Barbro op i sin bil.

Aha, tænkte hun. Hun havde længe haft mistanke om, at de havde

noget kørende med hinanden. Direktøren skal på konference og

tager hende med. Fint. Det passer perfekt. Bilen nåede knap nok at

forlade bygningen, før Märtha gik rundt mellem de andre og for-

talte om pillerne. De forduftede hurtigt igen.

Et par dage senere lød der snak og latter i fællesrummet. Geni-

et og Spaden spillede brætspil, Stina malede akvareller, og Anna-

Greta hørte plader eller lagde kabale.

“Kabale er godt til at holde hjernen i gang,” kvidrede Anna-

Greta og lagde kortene ud på bordet. Hun var påpasselig med ikke

at snyde og forsømte aldrig at fortælle om dengang, den var gået op.

Hendes lange, smalle ansigt og knolden i nakken fik hende til at

ligne en lærerinde fra århundredskiftet. Fornuftige aktieinveste-

ringer havde gjort hende rig, og hun var stolt af sin hurtige hoved-

regning. Da personalet på plejecentret en enkelt gang havde tilbudt

at administrere hendes konto, var hun blevet så ond i blikket, at

ingen havde turdet spørge igen. Hun var minsandten vokset op på

Djursholm og havde lært om værdien af penge. Og i skolen havde

28


hun altid været den bedste til matematik. Märtha skævede i smug

over mod hende og spekulerede på, om det mon ville lykkes at få

et så korrekt menneske med ud på et lille eventyr. For nu var det

besluttet. Hun og Geniet havde udtænkt en plan og ventede blot

på den rette lejlighed.

Perioden uden Barbro blev stilhed før stormen. På overfladen vir-

kede alt, som det plejede, men nedenunder skete der noget med

dem alle sammen. De fem sang “Glad såsom fågeln” og første vers

af “Förklädd Gud”, som de havde gjort, før Diamanten A/S overtog

centret, og personalet klappede og lo for første gang i lang tid. Nit-

tenårige Katja Erikson fra Farsta, Barbros vikar, bagte boller til

eftermiddagskaffen, kom med værktøj til Geniet og lod enhver gøre

sit. Selvtilliden hos Diamantens beboere steg, og da dagen oprandt,

hvor Katja cyklede væk, og Barbro vendte tilbage, var et trodsigt,

oprørsk frø begyndt at spire.

“Nå, så må vi forberede os på det værste,” sukkede Geniet, da

han opdagede, at Barbro var på vej ind gennem glasdørene.

“Nu skal hun velsagtens rationalisere endnu mere for direktør

Mattson,” sagde Märtha. “Men omvendt kan det måske gavne vores

sag,” tilføjede hun med et lille blink.

“Det har du ret i,” sagde Geniet og blinkede tilbage.

Barbro havde ikke været på plejecentret i mere end ganske få

timer, før de hørte døre smække og hendes høje hæle klapre mod

gulvet. Om eftermiddagen kaldte hun alle ud i fællesrummet, røm-

mede sig og lagde en stak papirer på bordet.

“Desværre bliver vi nødt til at foretage en hel del besparelser,”

indledte hun. Hendes hår var velfriseret, og på håndleddet kunne

man ane et nyt guldarmbånd. “I dårlige tider må vi hjælpes ad, så

godt vi kan. Desværre må vi skære ned på personalet, så fra og med

i næste uge bliver vi kun to her, ud over mig. Det betyder, at I kun

kan komme udenfor en gang om ugen.”

29


“Fanger får minsandten daglig motion. Det kan I ikke bare,”

protesterede Märtha højlydt. Barbro lod, som om hun ikke hørte

det.

“Desuden må vi selvfølgelig også skære ned på maden,” fortsat-

te hun. “Fra nu af bliver der kun ét hovedmåltid om dagen. På de

andre tidspunkter får I smørrebrød.”

“Aldrig i livet. Vi skal have ordentlig mad, og desuden burde I

også købe mere frugt og grønt,” brølede Spaden.

“Gad vide, om køkkenet deroppe er låst af,” hviskede Märtha.

“Ikke det køkken igen!” sagde Stina og tabte neglefilen.

Sent på aftenen, da personalet var gået hjem, gik Märtha alligevel

op i køkkenet. Spaden blev så glad, hvis han fik sin salat. Han var

slukøret over, at hans søn ikke havde givet lyd fra sig, og trængte til

at blive muntret op. Märtha ville ønske, at hun også havde haft

familie, men hendes store kærlighed havde forladt hende, da deres

søn var to år gammel. Den lille havde haft smilehuller og blondt,

krøllet hår, og i fem år var han hendes største glæde i livet. Den sid-

ste sommer ude på landet havde de besøgt hestene i stalden, pluk-

ket blåbær og fisket nede ved søen. Men en søndag morgen, mens

hun lå og sov, tog han fiskestangen og forsvandt ned til broen. Og

det var dér, ved den ene bropille, hun fandt ham. Hendes liv var

gået i stå, og havde det ikke været for hendes forældre, havde hun

måske aldrig magtet at leve videre. Siden da havde hun haft flere

mænd, men hver gang hun havde prøvet at blive gravid igen, havde

hun aborteret. Til sidst blev hun for gammel og afskrev tanken om

at stifte familie. Barnløsheden var hendes store sorg, selvom hun

ikke viste det. I stedet skjulte hun sin smerte, og en latter kan skju-

le meget. Hvor er folk dog lette at narre, tænkte hun.

Märtha vågnede af sine tanker, sneg sig ind på Barbros kontor

og åbnede nøgleskabet. Da hun kom ovenpå, mindedes hun duften

af mad og tog forventningsfuldt hovednøglen frem. Så standsede

30


hun brat op. I stedet for et nøglehul var der en mærkværdig klods

til plastickort. Diamanten A/S havde forvandlet køkkenet til et

uindtageligt fort! Skuffelsen skyllede ind over hende, og der gik et

godt stykke tid, før hun fik samlet sig nok til at bevæge sig væk der-

fra. Hun gav dog ikke op, men trykkede elevatoren ned. Måske var

der et spisekammer eller et depotrum i kælderen.

Da elevatordørene gik op, vidste hun først ikke, hvor hun var,

men i den anden ende af kælderen kunne hun skimte et svagt lys

fra en gammeldags dør med glasvindue foroven. Også den dør var

låst, men hovednøglen passede. Hun skubbede forsigtigt døren op,

og en kold, frisk vinterluft slog hende i møde. Herligt – her var en

vej ud! Kulden gjorde hende klar i hovedet, og hun kom i tanker om

nøglen fra sit barndomshjem. Den havde samme trekantede hoved

som hovednøglen. Hvis hun byttede om på nøglerne, ville ingen

formentlig lægge mærke til det. Märtha lukkede døren, tændte på

kontakten og fortsatte ind på den næste gang. På en af dørene stod

der MOTIONSRUM – KUN FOR PERSONALE. Märtha låste op

og kiggede ind.

Der var ingen vinduer, og det tog hende et stykke tid at finde

lyskontakten. Lysstofrørene flimrede, og nu kunne hun se sjippe-

tove, håndvægte og motionscykler. Langs væggene stod bænke og

løbebånd og mærkværdige apparater, som hun ikke kendte navnet

på. Nå, så Diamantens ledelse havde inddraget de ældres motion,

men havde samtidig fået deres eget motionsrum! Hvor mange

gange havde de ikke krævet at få motionsrummet tilbage, hvor

ledelsen havde sagt nej? Märtha fik lyst til at sparke til døren (hvil-

ket var vanskeligt i hendes alder), men slyngede i stedet alle de eder

og forbandelser ud, hun kunne komme på, skød ryg som en kat og

truede med næven.

“I skal få, I svin – I kan bare vente jer!”

Da hun kom tilbage på kontoret, lagde hun nøglen fra sit barn-

domshjem under døren og skubbede den hårdt i. Så hængte hun

31


den skæve nøgle op i skabet. Nu ville ingen få mistanke om noget,

når den ikke længere passede. Derefter gemte hun hovednøglen i

sin bh, gik i seng og trak dynen helt op under hagen. Første skridt

i en revolution var at kunne bevæge sig frit omkring. Det kunne

de nu. Med lukkede øjne og et smil på læben faldt hun i søvn og

drømte om en flok oldsager, der røvede en bank og blev hyldet, da

de ankom til fængslet.


Med kup og kaffelikør

Documents

Transcript of Med kup og kaffelikør