Marklund - Noras bog (læseprøve)

en annika bengtZon krimi

rosinante

Noras bog

NORAS BOG

Marklund - Noras bog (638-1160-6) - 352 sider - 140x220 - Hft.indb 1 10-09-2013 10:27:48

Andre bøger af Liza Marklund

Annika Bengtzon-serien: Hedebølge Paradiset

Primetime Nedtælling Røde Ulv

Nobels testamente Livstid

En plads i solen Sort hvid

Forelskede sig til et mareridt Asyl

Sammen med James Patterson:

Postkortmorderne

Sammen med Lotte Snickare: Der findes et særligt sted i helvede for kvinder som ikke hjælper hinanden


Liza Marklund

NORAS BOGKRIMI

Oversat af Jesper Klint Kistorp

ROSINANTE


Noras bog er oversat fra svensk

af Jesper Klint Kistorp efter Lyckliga gatan Copyright © Liza Marklund 2013

Published by agreement with Salomonsson Agency Denne udgave: © 2013 / ROSINANTE&CO, København

1. udgave, 1. oplag, 2013 Omslag: Alette Bertelsen

Sat med Adobe Garamond Pro hos ROSINANTE&CO og trykt hos Nørhaven, Viborg

ISBN 978-87-638-1160-6

Printed in Denmark

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i ROSINANTE&CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk


PROLOG


7

Et menneske kan kun tåle et vist mål af smerte. Derefter besvimer det. Bevidstheden slår fra præcis ligesom sikringen i et overbelastet elektrisk system. At holde sig på den rigtige side af grænsen kræver følsomhed og dømmekraft. Manden med hammeren betragtede individet på sengen med resigneret tålmodighed. – Det er dig der bestemmer, sagde han. – Vi holder op når du vil. Reaktionen udeblev, men manden var helt sikker. Ordene var blevet opfattet. Netop denne klient (han havde for vane at tænke på dem på den måde, klienter han havde fået til opgave at arbejde med) var et ret gedigent eksemplar af homo sapiens. Veludviklet mu-skulatur, frisk hudfarve, et ret tyndt lag underhudsfedt. Var desuden drevet af ideologi og overbevisning, hvilket borgede for en opgave af den mere komplicerede type. Nu var det slut med at sprælle og gøre knuder, individet lå stille og roligt på sengen i sine bukser og sin skjorte. Gaffatapen rundt om ankler og håndled var ikke nødvendig længere, kun den over munden sad der endnu. Manden så på sin tvillingebror, sit spejlbillede på den anden side af sengen, og de nikkede til hinanden. Tvillingebroren bø-jede sig ned over værktøjskassen og valgte blandt indholdet, tog


8

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

25

26

27

28

29

30

31

32

33

34

35

36

så en syl op i sin behandskede hånd. Manden med hammeren nikkede for at bekræfte valget. Så lukkede han øjnene et kort øjeblik for at fokusere på ånde-drættet og øge graden af bevidst nærvær, opfyldt af at være til stede her og nu, i sin krop, fodsålernes kontakt med gummiså-lerne, vægten af værktøjet i hans hånd. Et kort og intenst øjeblik savnede han sin Magnum. Faktum var at de helt var gået væk fra skydevåben som arbejdsredskab. Våben larmede så utroligt, trods lyddæmpere, og her bekymrede han sig ikke i første række om de høreska-der de havde pådraget sig. (Brug af høreværn havde i øvrigt foresvævet dem, men det var blevet udelukket fordi de var så iøjnefaldende). Offentligheden reagerede meget kraftigt på sy-net af skydevåben, hvorimod reb og værktøjskasser var helt u synlige. Han mærkede at tankerne var gået deres egne veje, han førte dem venligt, men bestemt tilbage til åndedrættet. Så slog han øjnene op og betragtede klienten. – Jeg har i sinde at give dig en chance for at svare nu, sagde han blidt. – Hvis du skriger eller gør noget dumt, kommer det til at gøre ondt. Klienten svarede ikke. Øjnene var lukkede, og åndedrættet gennem næsen snøftende og anstrengt. Han trak et lille stykke af gaffatapen af, kun så meget at mundvigen kom til syne. – Er du parat? spurgte han. – De her ubehageligheder kan være ovre nu. Han fjernede lidt mere af tapen. Individet trak luft ind gen-nem munden, der lød en gurglen fra halsen. Individet hostede, savl løb ud ad mundvigen. Han bøjede sig frem mod klientens øre, stemmen var en fløjlsblød hvisken. – Hvor er hun? Klienten trak vejret stødvist, øjnene var stadig lukkede. Men


9

spørgsmålet var nået frem, øjeæblernes bevægelser inde under de tynde øjenlåg steg i intensitet, og kroppen stivnede. Manden lænede sig endnu nærmere. – Hvad sagde du? hviskede han. – Jeg hørte det ikke rig-tig … Klienten gjorde tilløb til at tale, strubehovedet bevægede sig op og ned. Lyden der kom ud, var mere en stønnen end ord. – Ved … det … ikke … Manden sukkede og så at hans spejlbillede gjorde det samme. – Hvor trist, sagde han og trykkede gaffatapen tilbage på plads. Undersiden var blevet våd af savlet og ville ikke rigtig klæbe længere, næste gang måtte de nok hellere skifte den ud med en ny strimmel. – Så bliver vi nødt til at se hvordan der ser ud inde under skjorten, sagde han og knappede knapperne op igen. Der piblede to tårer ud gennem klientens lukkede øjenlåg. – Prøv at lade være med at græde, sagde hans spejlbillede. – Næsen stopper til, og så bliver det svært at trække vejret. Han kunne se at klienten kæmpede for at gøre som de sagde, at han virkelig gerne ville gøre dem tilpas. Det var et godt tegn. For sigtigt mærkede han på ribbenene, klienten stønnede ved berøringen. Det blå mærke havde spredt sig ned over maven mod navlen, han kunne mærke brudfladerne klart og tydeligt under huden. – Nu tager vi treeren, sagde han og løftede hammeren. Spejl-billedet trak klientens øjenlåg op, pupillen trak sig sammen da lyset ramte øjet, jo, reflekserne virkede skam stadig. Han følte med fingrene hen over brystkassen, tog omhyggeligt sigte og slog et støt og tilpas afvejet slag med hammeren. Ribbenet brækkede af med en dump kliklyd, og en kortere krampetrækning gik gen-nem kroppen. Åndedrættet blev hurtigere og mere overfladisk, individet på sengen var ved at miste bevidstheden igen. Hans tvillingebror bøjede sig ind over klienten.


– Det eneste du skal gøre, er at fortælle os det. Så er det overstået. Øjeæblerne rullede opad indtil kun det hvide var synligt. Broren greb bedre fat om sylen. – Hvor er Nora?


Vi stod under et af æbletræerne i haven, det var forår, og træet var i fuldt flor, jeg husker lyden af humlebierne mellem kronbladene, solens spættede lys gennem kronen. Det havde regnet om morgenen, blanke dråber klamrede sig stadig fast til kviste og grene og i forgreninger. Jeg holdt min lille dreng i armene, fem dage gammel var han, Isak, min første, jeg havde svøbt et tæppe om ham mod vinden, og Ingemar holdt om mig, han holdt om os begge to. Jeg husker min søns blødhed mod min kind, hans tydelige duft, min mands arme rundt om mine skuldre. Vi stod der, tæt sammen alle tre, en samhørighed der var større end alt andet. Erindringen dukker ofte op i mig. Når jeg skal finde et bil-lede frem af fuldkommen lykke, så er det den følelse der træder frem, den situation, med Isak og Ingemar under æbletræet, en beruselse, en fuldkommenhed.


MANDAG DEN 13. MAJ


15

Det første hun lagde mærke til, var stilheden. Hunden gøede ikke. For det meste stod den ved siden af garageporten og hylede, så den fik fråde om munden, den rev i snoren indtil halsbån-dets tryk mod luftrøret forvandlede bjæfferiet til en stakåndet hvæsen. Der var noget galt med den hund, det havde hun altid ment. Hvis den havde været et menneske, havde den haft en eller anden bogstavdiagnose, det var hun fuldstændig sikker på. Egentlig var den ret køn, skinnende sort pels og store poter, men dens øjne skelede, og tænderne var for store. Den virkede ustyrlig og ikke til at stole på. At den ikke gøede gav hende en flygtig og ubestemmelig fornemmelse af lettelse. Følelsen af befrielse forsvandt på et øjeblik da hun kom hen til bagdøren og fandt den ulåst. Hun åbnede den lydløst, standsede op i døråbningen, mærkede den tørre indendørsvarme strømme mod ansigtet. Tomheden gav genlyd derinde. Så kom lugten. Den var ikke frastødende, bare fremmed. Lidt sødlig og skarp på samme tid. Den hørte ikke hjemme her. Hurtigt trådte hun et skridt ind i bryggerset og trak døren i efter sig så stille hun kunne. Følelsen af ubehag voksede. Der var meget stille. Hun hørte sine egne hjerteslag dunke i hovedet. Langsomt og forsigtigt bøjede hun sig ned og tog støvlerne af. Der havde allerede dannet sig en vandpyt omkring dem. Uden


16

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

25

26

27

28

29

30

31

32

33

34

35

36

at tænke over det strakte hun sig efter en karklud på bordpla-den og tørrede vandet op. Hendes hjemmesko stod ved siden af vaskemaskinen, men af en eller anden grund lod hun dem være. Hun stoppede handskerne ned i frakkelommen, tog frak-ken, huen og halstørklædet af og hængte dem op på knagen ved bagdøren sammen med håndtasken. Gik så ind i køkkenet på strømpesokker. Lugten blev skarpere. Lyset var tændt over køkkenvasken. Den tredje fejl, tænkte hun. Hunden. Bagdøren. Lyset over køkkenvasken. Miljøbevidst, tænkte hun. Man bliver nødt til at være miljø-bevidst. Spare på strømmen. Troværdighed er vigtig for en poli-tiker. At være et godt eksempel for vælgerne, et forbillede. Hun slukkede for lyset, rundede køkkenbordet og kom ud i hallen. Der lå hunden. Først troede hun at det var en anden hund. Den så så lille ud. Livløsheden havde fået den til at krympe. Den skurrende energi, som stod omkring den i levende live, var forsvundet og havde efterladt den som en klud på gulvtæppet i hallen, det persisk mønstrede, uægte. Det var helt umuligt at få rent med støvsugeren, hun måtte altid gå efter med en rulle. Hundens blod var ikke blevet absorberet af det plasticagtige akrylmate-riale, men havde lagt sig ovenpå og var tørret ind til en brun kage. Hendes vejrtrækning blev anstrengt. Hun begyndte at svede i armhulerne på den måde som hun plejede når lydniveauet eskalerede, når eleverne på hendes gamle skole holdt op med at koncentrere sig om bøgerne og bankede skoene mod cement-gulvet. Hun forsøgte at tage sig sammen. Faktisk havde hun jo aldrig brudt sig om den hund. Stefan hed den. Hvordan kunne man give en hund sådan et navn? Hun bevægede sig tæt hen til væggen og kom ind i daglig-


17

stuen. Gardinerne var trukket for. Hun blinkede nogle gange i halvmørket. Der var tomt. Luften var varm og beklumret. Hun gjorde en synkebevægelse. Hun burde gå herfra. Med det samme. Nogen måtte have dræbt hunden. Det var ikke noget ulyk-kestilfælde. Hvorfor havde nogen gjort det? Der hørtes en lyd. Nogen stønnede. Eller hostede måske. En dump lyd, fra en mand. Hendes bevægelser stivnede. Lyden var kommet ovenfra, fra soveværelserne. Hun så hen mod trappen. Ægtemanden måtte ikke se hende. Hvordan skulle hun bære sig ad med at forklare? Hvad foretog hun sig her? Selvom døren havde været åben, ulåst. Hvem som helst havde kunnet gå ind. Hun så på hunden igen. Han måtte have dræbt hunden. Hvorfor havde han dræbt hunden? Var der sket børnene noget? Tænk hvis børnene var deroppe! Hun syntes at der kom en lyd fra førstesalen igen, men hun var ikke sikker. Hvad skulle hun gøre? Huset burde være tomt. Låst, slukket. Hun blev stående i hallen i flere minutter, eller måske var det ikke så længe. Så tørrede hun håndfladerne af i buksebenene, tog nogle hurtige skridt forbi den døde hund og skyndte sig op ad trap-pen, stakåndet, inden hun kunne nå at ombestemme sig. Hun undgik femte og syvende trin som knirkede. Døren til børnenes værelse var lukket. Hun åbnede den for-sigtigt, vidste at den ikke ville knirke. Det var kun nogle uger siden at hun havde givet hængslerne olie. Rullegardinerne med kaninerne var trukket ned. Tøjdyrene var lagt i seng i deres dukke-senge. Derudover var værelset tomt. Børnenes senge var redte og urørte, Isaks, Samuels og lille Elisabeths henne ved vinduet.


Hun drog et suk af lettelse, lukkede døren efter sig. Hun gik hen til det store soveværelse. Ægtemanden lå på dobbeltsengen, hvis det da var ham. Hun havde kun set ham på bryllupsfotografiet, og hans ansigt var ikke til at genkende. Munden stod vidt åben, fortænderne var væk. Kroppen lå i en unaturlig stilling, hun vidste ikke at ben og arme kunne befinde sig i den slags positioner. Han havde bukser og en skjorte på. Ingen strømper, hans fodsåler var sprukne. Hun stirrede på manden og følte sin krop blive fyldt af noget tungt og varmt, det fyldte hende indefra og ud og gjorde det svært at trække vejret. Nogen havde gjort dette ved manden. Tænk hvis vedkom-mende stadig var i huset? Der kom en gurglende lyd fra ægtemandens hals. Tyngden slap grebet om hendes ben, hun snublede baglæns ud i den øvre hall, genvandt balancen og passerede børnenes værelse, bevæ-gede sig ned ad trappen, forbi den døde hund, ud i køkkenet og derfra ud i bryggerset. Sveden løb ned langs siderne mens hun fumlede med frak-kens knapper. Hun græd da hun låste bagdøren efter sig, bræn-dende tårer af savn, og måske lidt af skyld.


19

Elevatoren bremsede op, der lød et pling, og dørene gled op med en sugende lyd. Nina Hoffman så usikkert på de digitale skilte, var det her rigtigt? Hun trådte ud på den rødmalede afsats, dørene lukkede sig bag hende. En dump bastone sladrede om at elevatoren forsvandt bag hende et eller andet sted hen i den hermetisk lukkede byg-ning. Hun stod alene tilbage i stilheden. Jo, det passede, den rigtige trappeopgang og den rigtige etage. Til venstre var der en glasdør med alarm og kodelås. Hun gik derhen og trykkede på en knap som hun antog var en ringeklokke. Intet hørtes. Hun blev stående og ventede, tør i mund og svælg. En af elevatorerne susede forbi, hun kunne ikke bedømme om den kørte opad eller nedad. Et kort nu blev hun ramt af en sort og svimlende usikkerhed, hvad var det hun gjorde? Skulle hun virkelig udsætte sig for dette – igen? Så hørtes den dæmpede lyd af hæle der nærmede sig. Et an-sigt dukkede pludselig op på den anden side af glasdøren. Nina trådte ufrivilligt et skridt tilbage. – Nina Hoffman? Kvinden var lille og blond, veldrejet og højhælet. Barbiedukke. – Velkommen til Rigskriminalpolitiet. Kom indenfor.


20

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

25

26

27

28

29

30

31

32

33

34

35

36

Nina trådte et skridt ind i gangen. Der var meget lavt til loftet. En ventilator brummede et sted. Gulvet var blankbonet. – Jeg skal gå på introduktionskurset, sagde Nina forklarende. – Du kan måske sige mig hvor jeg skal … – Jeg skal hilse fra KET-chefen og sige at han gerne vil tale med dig med det samme. Ved du hvor han sidder? Hvor skulle hun vide det fra? – Nej, svarede hun. Barbiedukken forklarede. Ninas skridt slog dumpt mod linoleumsgulvet, men de gav ikke genlyd. Hun passerede åbne døre, brudstykker af samtaler dansede forbi, dagslys fra små vinduer oppe under loftet. For enden af gangen drejede hun til venstre og havnede i et hjørne-kontor med udsigt til Bergsgatan. – Nina, kom ind. Kommissær Q var steget i graderne. Han havde forladt Stock-holmspolitiets voldsafdeling og var blevet chef for Kriminalefter-retningstjenesten, en enhed under Rigskriminalpolitiet. Hun trådte ind i rummet, knappede sin jakke op. – Velkommen til Rigskriminalpolitiet, sagde han. Det var åbenbart den vedtagne velkomstfrase til nyansatte. – Tak. Hun studerede manden bag skrivebordet uden at det blev alt for åbenlyst. Hans hawaiiskjorte stod i skarp kontrast til den offentlige kontorindretning. De havde været i kontakt tidligere, da politimanden David Lindholm var blevet fundet myrdet (da hun havde fundet David myrdet), hun spekulerede på om han ville nævne det. Hans skrivebord var helt ryddet, bortset fra et kaffekrus, en bærbar pc og to tynde mapper. Han rejste sig op, gik rundt om skrivebordet og hilste med et håndtryk der var til at mærke. – Har du fået lært at finde rundt i labyrinten? spurgte han og pegede på en gæstestol.


21

Hvordan skulle hun have nået at gøre det? Hun var begyndt for fem minutter siden. – Ikke endnu. Hun hængte jakken over stoleryggen og satte sig til rette. Stolen var hård og ubekvem. Han vendte tilbage til sin plads, lænede sig bagud og så undersøgende på hende. – Det er meningen du skal på introduktionskursus i dag, er det ikke? Hele ugen, havde man fortalt hende. – Jo, det er rigtigt. Han trak en af mapperne hen til sig, tog et par læsebriller på, slog op på første side og læste højt af hendes cv. – Politihøjskolen, sagde han. – Derefter Katarina politidi-strikt på Södermalm, aspirant, assistent, vicepolitikommissær. Derefter studier igen, Stockholms Universitet, diverse adfærds-videnskaber. Kriminologi, socialpsykologi, et kursus i etnologi. Han så på hende hen over brillekanten. – Hvorfor adfærdsforsker? Fordi jeg føler mig rådvild, fordi jeg gerne vil forstå mennesker. – Det virkede … interessant. – Du taler spansk, har jeg forstået? Og tysk og portugisisk? – Jeg er opvokset på Tenerife. Min far var tysker. Jeg forstår portugisisk, men jeg taler det ikke perfekt. – Engelsk? – Ja. Han klappede mappen i. – Da jeg sagde ja til stillingen, insisterede jeg på at få mandat til at ansætte nogle af mine egne folk. Jeg vil gerne have dig her. Hun svarede ikke, iagttog ham bare opmærksomt. Hvad mente han? Hvorfor refererede han til hendes uddannelse? Q lagde mappen fra sig og skubbede brillerne op i panden. – Hvorfor holdt du op på Katarina? Og begyndte at læse igen?


22

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

25

26

27

28

29

30

31

32

33

34

35

36

Hun fortsatte med at se på ham i nogle lange sekunder. Fordi hele min familie har været kriminel i flere generationer. Fordi jeg valgte samme bane, bare på den anden banehalvdel. Fordi jeg skød og dræbte min bror på en hashfarm i Marokko. – Jeg følte at jeg ville udvikle mig … at jeg havde mere at give. Han nikkede igen, så roligt på hende. – Vi bruger ikke nogen strisserjargon her, sagde han. – Vi søger det skæve, her er afvigelser et aktiv. Vi vil have kvinder, bøsser, lesbiske, perkere, akademikere, alle typer af normbry-dere. Var han ude efter at chokere hende? I så fald måtte han forsøge ihærdigere. Eller fiskede han efter hendes seksuelle præ-ferencer? Hun svarede ikke. Han smilede lidt. – Eftersom du er uddannet politibetjent, har du fortsat politi-mæssige beføjelser, du kan med andre ord afhøre folk og så videre i den udstrækning du finder det nødvendigt, men dit arbejdsområde er altså den operative analytikers. Hvor vigtigt er det for dig at komme på det introduktionskursus? Hun så på ham uden at svare. – Jeg mener, registrere tidsforbrug kan du jo, Lamia kan sørge for id-kort og computer og koder til at logge på med, og det med at gå rundt og præsentere dig kan du vel gøre hen ad vejen? Lamia var blondinen. Hun ville gerne have været på det kursus, var ikke engang sikker på at hun huskede hvordan man registrerede sit tidsfor-brug længere. Systemerne var sikkert blevet opdateret i løbet af de fire år der var gået, siden hun forlod politimyndigheden. KET-chefen opfattede hendes tavshed som en accept af hans udlægning.


– Kender du Ingemar Lerberg? spurgte han. Nina ledte i hukommelsen en brøkdel af et sekund, en poli-tiker, som trak sig. – Ja da. Kommissær Q åbnede den anden mappe og skubbede bril-lerne ned på næsen igen. – Lerberg er blevet fundet mishandlet i sit hjem på Solsidan i Saltsjöbaden, det er usikkert om han overlever. Vi har modta-get en anmodning om støtte fra politiet i Nacka, har du nogen kontakter derude? Solsidan, var det ikke en komedieserie på en af de svenske tv-kanaler? – Nej, ikke sådan lige umiddelbart. Han rakte mappen hen over skrivebordet. – Vi sammensætter en efterforskningsgruppe i løbet af da-gen, bare en to-tre personer til at begynde med, jeg vil gerne have at du tager ud på adressen og kigger. Vær ikke bange for at spørge hvis der er noget du undrer dig over, opfat det som en introduktion til arbejdet. Kommissæren så på hende og lænede sig bagud mod ryg-lænet. – Vi samles i mødelokalet i morgen tidlig klokken ni. Med-bring hvad du har. Lamia skaffer dig en bil.


Marklund - Noras bog (læseprøve)

Documents

Transcript of Marklund - Noras bog (læseprøve)