Livet efter kræft
1
Jeg er 40 nu. Min gynækolog fandt for lidt over to år siden en polyp i min livmoder, da jeg forsøgte at blive gravid. Det viste sig, at min livmoder var fyldt med polyp- per. Jeg fik at vide, at jeg enten havde liv- moderkræft eller forstadie til det, og man anbefalede at fjerne livmoderen. Men jeg skulle selv bestemme, hvorvidt jeg ville ha- ve en operation, hvor de fjernede hele liv- moderen, eller om de skulle operere, så der stadig var en chance for at blive gravid – men hvor de ikke kunne være sikre på, om der var kræft eller ej. Jeg valgte at få fjer- net livmoderen og muligheden for at blive gravid. Det skete 18. marts 2009 på Rigsho- spitalet. Det viste sig, at der var kræft i liv- moderen. Udelukket fra børneforældreklubben »Kids are overrated anyway«, sagde min søde, søde (amerikanske) kæreste gennem 6,5 år – og friede sidste forår. Vi blev gift den 20. august 2010. I september 2010 flyt- tede vi ind i vores drømmelejlighed midt i København. For snart tre måneder siden blev vores tosomme familie forøget med Winston, som er en labrador/grand danois- hund. Nu er jeg blevet del af ’hvalpe-foræl- der-klubben’ – men jeg er udelukket fra ’børneforældre-klubben’. Ting, jeg ville ha- ve gjort for vores barn, som f.eks. købe det største juletræ, skal jeg gøre for mig selv. Dvs. at jeg hele tiden skal tage stilling til, hvad jeg har lyst til. Det lyder måske fjollet, men det virker for mig meget nemmere at gøre noget for at glæde andre end for mig selv. Min egen vej Mine søstre og de fleste af mine veninder gør en masse ting for deres børn og slår nærmest per automatik ind på en vej, der hedder ’for børnene’. De fleste andre kvin- der på min alder har gået den vej. Jeg skal selv finde min vej, og jeg kender ingen ek- sempler, jeg kan kigge efter. Men i forhold til det med at få børn, så tænker min mand og jeg, at hvis det var så stort et ønske, så havde vi nok fået dem noget før. Det var faktisk ikke så svært at tage be- slutningen om ikke at kæmpe for på en el- ler anden måde at blive forældre. Nogle af mine veninder forstår vist ikke helt, at jeg har det sådan. »Du ville være sådan en sød mor,« sagde en. Men det er o.k., siger jeg. Jeg ved jo ikke, hvad jeg går glip af, heldig- vis ... Men det ved de andre mødre jo. Vil ikke dø! Jeg har lige været sygemeldt pga. reaktio- nen på en livstruende diagnose. Det ud- møntede sig i stresslignende symptomer og angstanfald. Under sygdomsforløbet blev jeg meget projektleder-agtig, nu skul- le jeg gøre det og se den og den læge. Jeg var meget fokuseret på ikke at sætte mig ned og græde. Det var først, da det var på afstand, og jeg havde sikret mig, at alle andre var o.k., at jeg ligesom trak vejret helt ned i maven – og så kom reaktionen. Jeg kan stadig våg- ne op og tænke »Jeg er bare IKKE klar til at dø«. Det ryster mig dybt, og jeg bliver bange for at være bange! Før tænkte jeg, at selvfølgelig skal jeg blive 88 år og gammel med min mand. Den tryghedstanke er brast. Nu er jeg ved at bygge en ny sikker- hedsramme op. Men den er ikke færdig endnu. Før man har prøvet det selv, forstår man ikke, hvordan det er at få fjernet tryg- hedsfølelsen. Åbenhed skræmmer Jeg har meget svært ved, at jeg ikke kan få en forklaring på, hvorfor jeg fik kræft. Der- for har jeg opsøgt forskellige alternative behandlere efter en forklaring. Folk forstår ikke rigtigt, hvordan det er bagefter. At man ikke bare er lykkelig. Men det forsvin- der aldrig. Jeg skræmmer nogle gange folk væk ved at være så åben omkring min syg- dom. Når folk spørger, om jeg har børn, kan jeg finde på at sige: »Nej, jeg har des- værre haft livmoderkræft, så en del af ud- styret er blevet fjernet.« Charlotte Roberg Andersen, 40 år »Jeg nåede aldrig at få børn« FREDAG DEN 3. JUNI 2011 30 »Nu skal jeg jeg bare ud og opleve hele verden!« Billede nr. 1: Jeg kan huske, at jeg havde svært ved at forstå, hvorfor livet allerede så tidligt skulle gøre modstand, da jeg fik lym- fekræft for et års tid siden. Men samtidig vidste jeg bare, at jeg ville klare det :) Bille- det er fra den sidste gang, jeg fik kemo. Det var en meget stor dag :) Billede nr. 2: Lige efter jeg var blevet rask, turde jeg slet ikke at tro på, at det kunne være rigtigt. Jeg var faktisk mere bange og nervøs end under behandlingsforløbet, det var, som om det fantastiske hospitalssik- kerhedsnet nu pludselig var væk. Som tiden er gået, er troen på, at sygdommen nu hol- der sig væk, blevet rigtig stærk, og nu skal jeg bare ud og opleve hele verden. Det kan kun gå for langsomt :) Maria Larsen 24 år
-
Upload
jens-jensen -
Category
Documents
-
view
214 -
download
0
description
Life after cancer, Jyllandsposten, viva, Sine Heide Siegfried, mor
Transcript of Livet efter kræft
Jeg er 40 nu. Min gynækolog fandt for lidtover to år siden en polyp i min livmoder,da jeg forsøgte at blive gravid. Det vistesig, at min livmoder var fyldt med polyp-per. Jeg fik at vide, at jeg enten havde liv-moderkræft eller forstadie til det, og mananbefalede at fjerne livmoderen. Men jegskulle selv bestemme, hvorvidt jeg ville ha-ve en operation, hvor de fjernede hele liv-moderen, eller om de skulle operere, så derstadig var en chance for at blive gravid –men hvor de ikke kunne være sikre på, omder var kræft eller ej. Jeg valgte at få fjer-net livmoderen og muligheden for at blivegravid. Det skete 18. marts 2009 på Rigsho-spitalet. Det viste sig, at der var kræft i liv-moderen.
Udelukket fra børneforældreklubben»Kids are overrated anyway«, sagde minsøde, søde (amerikanske) kæreste gennem6,5 år – og friede sidste forår. Vi blev giftden 20. august 2010. I september 2010 flyt-
tede vi ind i vores drømmelejlighed midt iKøbenhavn. For snart tre måneder sidenblev vores tosomme familie forøget medWinston, som er en labrador/grand danois-hund. Nu er jeg blevet del af ’hvalpe-foræl-der-klubben’ – men jeg er udelukket fra’børneforældre-klubben’. Ting, jeg ville ha-ve gjort for vores barn, som f.eks. købe detstørste juletræ, skal jeg gøre for mig selv.Dvs. at jeg hele tiden skal tage stilling til,hvad jeg har lyst til. Det lyder måske fjollet,men det virker for mig meget nemmere atgøre noget for at glæde andre end for migselv.
Min egen vejMine søstre og de fleste af mine venindergør en masse ting for deres børn og slårnærmest per automatik ind på en vej, derhedder ’for børnene’. De fleste andre kvin-der på min alder har gået den vej. Jeg skalselv finde min vej, og jeg kender ingen ek-sempler, jeg kan kigge efter. Men i forhold
til det med at få børn, så tænker min mandog jeg, at hvis det var så stort et ønske, såhavde vi nok fået dem noget før.
Det var faktisk ikke så svært at tage be-slutningen om ikke at kæmpe for på en el-ler anden måde at blive forældre. Nogle afmine veninder forstår vist ikke helt, at jeghar det sådan. »Du ville være sådan en sødmor,« sagde en. Men det er o.k., siger jeg.Jeg ved jo ikke, hvad jeg går glip af, heldig-vis ... Men det ved de andre mødre jo.
Vil ikke dø!Jeg har lige været sygemeldt pga. reaktio-nen på en livstruende diagnose. Det ud-møntede sig i stresslignende symptomerog angstanfald. Under sygdomsforløbetblev jeg meget projektleder-agtig, nu skul-le jeg gøre det og se den og den læge. Jegvar meget fokuseret på ikke at sætte migned og græde.
Det var først, da det var på afstand, ogjeg havde sikret mig, at alle andre var o.k.,at jeg ligesom trak vejret helt ned i maven– og så kom reaktionen. Jeg kan stadig våg-ne op og tænke »Jeg er bare IKKE klar tilat dø«. Det ryster mig dybt, og jeg bliverbange for at være bange! Før tænkte jeg, atselvfølgelig skal jeg blive 88 år og gammelmed min mand. Den tryghedstanke erbrast. Nu er jeg ved at bygge en ny sikker-hedsramme op. Men den er ikke færdigendnu. Før man har prøvet det selv, forstårman ikke, hvordan det er at få fjernet tryg-hedsfølelsen.
Åbenhed skræmmerJeg har meget svært ved, at jeg ikke kan fåen forklaring på, hvorfor jeg fik kræft. Der-for har jeg opsøgt forskellige alternativebehandlere efter en forklaring. Folk forstårikke rigtigt, hvordan det er bagefter. Atman ikke bare er lykkelig. Men det forsvin-der aldrig. Jeg skræmmer nogle gange folkvæk ved at være så åben omkring min syg-dom. Når folk spørger, om jeg har børn,kan jeg finde på at sige: »Nej, jeg har des-værre haft livmoderkræft, så en del af ud-styret er blevet fjernet.«
Charlotte Roberg Andersen, 40 år
»Jeg nåede aldrig at få børn«
FREDAG DEN 3. JUNI 2011
30
»Nu skal jeg jeg bare ud og opleve hele verden!«Billede nr. 1: Jeg kan huske, at jeg havdesvært ved at forstå, hvorfor livet allerede såtidligt skulle gøre modstand, da jeg fik lym-fekræft for et års tid siden. Men samtidigvidste jeg bare, at jeg ville klare det :) Bille-det er fra den sidste gang, jeg fik kemo. Detvar en meget stor dag :) Billede nr. 2: Lige efter jeg var blevet rask,turde jeg slet ikke at tro på, at det kunnevære rigtigt. Jeg var faktisk mere bange ognervøs end under behandlingsforløbet, detvar, som om det fantastiske hospitalssik-kerhedsnet nu pludselig var væk. Som tidener gået, er troen på, at sygdommen nu hol-der sig væk, blevet rigtig stærk, og nu skaljeg bare ud og opleve hele verden. Det kankun gå for langsomt :)
Maria Larsen 24 år
