�KRIGSKORRESPONDENTEN

SOM

VEN ELLER IDOL?

Korrespondentselvbiogra! en som tillidsstyrkende retorisk strategi

LINE ZACHARIASENSOFIE LUND HANSEN

K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T D E T H U M A N I S T I S K E F A K U L T E T

Institutnavn: Institut for Medier, Erkendelse og Formidling Afdeling: Afdeling for Retorik Forfattere: Line Zachariasen og Sofie Lund Hansen Titel: Krigskorrespondenten som ven eller idol? Korrespondentselvbiografien som tillidsstyrkende

retorisk strategi Title / Subtitle: The War Correspondent as Friend or Idol? An Investigation of the Trust Rebuilding Potential in two

Autobiographies Written by War Correspondents Vejleder: Christine Isager Afleveret den: 3. august 2015 Antal tegn: 249.622 tegn Antal sider: 104,01 normal sider

“!e best way to "nd out if you can trust somebody is to trust them.” – Ernest Hemingway

1. Indledende kapitel (F)*1.1 Journalistikken i krise – og hvad så?1.2 Krigskorrespondenter – journalistikkens koryfæer1.3 Korrespondentselvbiogra!en som tillidsstyrkende retorisk strategi?1.4 Specialets præmis: Selvfremstilling er nøglen til tillid1.5 Valg af artefakter1.6 Begrebsa"laring: Korrespondentselvbiogra!en1.7 Metode1.8 Specialets dele

2. Kapitel: Teori (F)2.1 Tillid som retorisk begreb

3. Kapitel: Analyse 3.1 ANALYSE I: Selvfremstillingen i Udsendt (S) 3.1.1 Skribent og korrespondent: #omas Ubbesen 3.1.2 Teoretisk tilgang: Aristoteles’ etos 3.1.2.1 Etos hos Isokrates: Etos skabes gennem livsførelsen 3.1.2.2 Etos hos Aristoteles: Etos konstrueres i teksten 3.1.3 Analysens struktur: Tematisk frem for kronologisk 3.1.4 Fronesis: Den vidende korrespondent 3.1.4.1 Korrespondenten viser overskud og overblik: Det panoramiske blik 3.1.4.2 Korrespondenten er indsigtsfuld: Historiske digressioner 3.1.4.3 Stilistiske træk: Auxesis og præsensform 3.1.5 Arête: Korrespondenten og den journalistiske moral 3.1.5.1 Storsind: Korrespondenten er underlagt ’nyhedernes natur’ 3.1.5.2 Mod I: Korrespondenten trodser fare og sætter livet på spil 3.1.5.3 Mod II: Korrespondenten er alene og ua$ængig 3.1.5.4 Mod III: Korrespondenten er kritisk 3.1.5.5 Retfærdighed, rundhåndethed og mådehold 3.1.5.6 En fortætning af dyder: Paratekstuel reference til Mørkets hjerte

56889

111213

15

20202121222323

24

262729

30

31333334

35

3.1.6 Eunoia: Den bedrevidende korrespondent 3.1.6.1 Telos i Udsendt: At give læserne svar på deres spørgsmål 3.1.6.2 Sognet og verden: Korrespondenten og dem derhjemme 3.1.6.3 Andre journalister, studieværter og medietyper 3.1.6.4 De hvide, rige turister på Haiti 3.1.6.5 Korrespondenten som lærer: “Sexterapeut i Kurdistan” 3.1.6.6 Fra forord til e%erskri%: Korrespondentgerningen som mirakuløs præstation 3.1.7 Analysekonklusion: Autoritetens etos3.2 ANALYSE II: Selvfremstillingen i Hvor solen græder (L) 3.2.1 Skribent og korrespondent: Puk Damsgård 3.2.2 Teoretisk tilgang: Ciceros etos 3.2.2.1 Etos hos Cicero: Sympatiens etos 3.2.3 Struktur på analysen: Tre sympatiske topoi 3.2.4 Resumé: Hvor solen græder 3.2.5 Den uselviske korrespondent: Rekonstruktion og demonstration af ekspertise 3.2.5.1 Rekonstruktion: Korrespondenten er ikke i centrum 3.2.5.2 Demonstration af journalistisk ekspertise: Den beskedne korrespondent 3.2.6 Den indlevende korrespondent: Feminine træk i indhold og stil 3.2.6.1 Feminine vinkler og emner: Den opmærksomme korrespondent 3.2.6.2 Feminin stil: Nærhed, hjemlighed og intimitet 3.2.6.3 Et realiseret søsterskab: Den overbærende og omsorgsfulde korrespondent 3.2.7 Den menneskelige korrespondent: Fælles interesser, ingen forstillelse og udvikling 3.2.7.1 Den genkendelige korrespondent: Fælles interesser 3.2.7.2 Demonstration af frygt: Den atypiske krigsreporter 3.2.7.3 Korrespondentens udvikling: Fra journalistisk idealist til krigshærget realist 3.2.8 Analysekonklusion: Sympatiens etos

38

39

394143

44

4546484850505253

5353

56

60

60

62

64

666767

7074

4. Kapitel: Diskussion og vurdering4.1 Vurderingskriterium: Det tillidsstyrkende potentiale (L) 4.1.1 En lydhør attitude: Vilje til forandring og at sætte sig selv på spil (F) 4.1.2 Identi!kation (F) 4.1.3 Forholdet mellem afsender og modtager (F) 4.1.4 En meningsfuld rolle: Korrespondenten som ven eller idol? (F) 4.1.5 Metodiske overvejelser (S)4.2 Korrespondentselvbiogra!en som e#ektiv retorisk strategi? (L) 4.2.1 På læserens præmis (L) 4.2.2 Tillid eller branding? (S) 4.2.3 Korrespondentselvbiogra!en som personlig pro!lering? (S) 4.2.4 Fra tillid til mistillid (L)

5. Konklusion (F)5.1 En fremtidig undersøgelse værd (F)

Abstract Litteraturliste

Bilag

* (F) = Fælles afsnit (L) = Afsnit af Line Zachariasen (S) = Afsnit af So!e Lund Hansen

77

808183

8487

888889

9192

9597

99100

•

5

1.1 Journalistikken i krise – og hvad så? ”Når jeg er til middagsselskaber hører jeg ofte, at journalister er utroværdige. Det, de skriver, er ikke rigtigt, og de sidder bare og digter. Nogle gange svarer jeg, at man ikke bare kan skære alle journalister over en kam. Men det afhænger meget af mit humør, om jeg gider (…)” Ovenstående citat er en udtalelse fra journalisten Benjamin Werner Christensen og stammer fra artiklen ”Journalister bliver nærmest gennemtævet i den offentlige debat” i Fagbladet Journalisten. Artiklen blev bragt i september 2014 og kom i kølvandet på den årlige troværdighedsanalyse, hvori Epinion og Radius Kommunikation undersøger danskernes holdning til, hvilke brancher og professioner de finder mest troværdige. Her har sygeplejersker og læger i årevis placeret sig i toppen af skalaen, mens journalister, bilforhandlere og politikere som regel ligger i bunden.1 Fra 2013 til 2014 led den journalistiske troværdighedskurve dog endnu et alvorligt knæk med en nedgang på næsten 10 procent.2 Det fik i efteråret 2014 Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse til at råbe vagt i gevær. Efter at have drøftet en indstilling, hvori det blandt andet lød: ”Journalistikken er i modvind, og 2014 er året, hvor politikere, meningsdannere og folkets stemme har understreget, at journalister har lav troværdighed og nyder lav tillid”3, besluttede forbundet at afsætte en pulje på i alt 500.000 kroner til at ”sætte gang i debatten om journalistikkens troværdighed.”4

Journaliststandens blakkede ry og omdømme er dog ikke alene et spørgsmål om faglig forfængelighed. Mistilliden til den journalistiske stand er et anliggende, der angår samfundet som demokratisk institution. Dette står klart, hvis vi skeler til journalistikkens rolle og formål, som det er beskrevet i studieordningen for journalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole: ”En central kerne i uddannelsen er journalistikkens rolle i et demokrati. Rollen er at varetage almenhedens interesser ved at gøre modtagerne klogere i bred forstand, så de får de nødvendige forudsætninger for at kunne handle hensigtsmæssigt som samfundsborgere og privatpersoner.”5 For at kunne ”varetage almenhedens interesser”, dvs. tale og handle på andres vegne, er det dog nødvendigt at være tilskrevet en vis grad af tillid. Dette er, som retorikeren Elisabeth Hoff-Clausen har pointeret, ofte en underforstået åbenlyshed, og derfor kan det være nemmere at forstå tillidens afgørende betydning i et samfund ved at illustrere, hvilke

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!1 ”Faggruppernes troværdighed”, Faktaark, oktober 2014, Radius Kommunikation. 2 ”Se og Hør-sagen og journalisters troværdighed”, Befolkningsanalyse, Radius kommunikation. 3 ”DJ vil svare igen på kritik af journalistikken”, journalisten.dk. Her henviser årstallet 2014 ikke til den gængse troværdighedsundersøgelse, men derimod til en særskilt undersøgelse af den såkaldte ”Se og Hør-skandale”, hvor tabloidmagasinet Se og Hør havde ladet flere kendte danskeres kreditkorttransaktioner overvåge. 4 ”DJ afsætter 150.000 til at forbedre journalisters omdømme”, journalisten.dk. 5 ”Uddannelsens formål” i Studieordning, journalistuddannelsen, september 2012.!

6

konsekvenser manglende tillid har (Hoff-Clausen:2010:50). Det gør hun med en reference til Æsops fabel om drengen, der råbte ”ulven kommer”: “Efter at landsbyboerne i fablen flere gange kommer farende og erfarer, at der ingen ulv er, overskrides tærsklen til effektiv mistillid, og ingen af dem er længere villige til at lytte, endsige reagere på drengens råb. I nogle genfortællinger spiser ulven ikke kun hele fåreflokken, men til sidst også drengen. Det er en resolut beskrivelse af, at drengen forsvinder ud af fællesskabet og bliver til ingen, da han mister de andres tillid. Med tabet af tillid mister han også sin mulighed for at agere ved hjælp af sproget: ingen vil tilskrive ham handlemuligheder.” (Hoff-Clausen:2010:62)

Der er visse ligheder mellem drengen fra fabelen og journalistikkens rolle i samfundet. Både drengen og journalisten har til opgave at rapportere om forhold til det øvrige samfund, og begge er de afhængige af samfundets lydhørhed. Den frie presse er – på lige fod med systemer såsom retssystemet, den finansielle sektor og folkestyret – således afhængig af befolkningens tillid for at kunne fungere og opretholde sig selv som en vægtig demokratisk instans. Borgernes manglende tillid til journalistikken kan derfor ikke blot betragtes som et enkeltstående brancheproblem, men derimod som et alvorligt demokratisk anliggende. 1.2 Krigskorrespondenter – journalistikkens koryfæer Det er dog ikke alle områder af journalistikken, der lider under et blakket ry og omdømme. For alt imens troværdigheden til den gængse journalist er dalende, er der en stigende interesse og fascination for en særskilt del af det journalistiske korps: krigskorrespondenterne. Det ser vi i tv, hvor danske seere har kunnet følge med i TV 2’s dokumentarserie Korrespondenterne og få et indblik i professionen gennem kanalens egne krigskorrespondenter: Simi Jan, Ulla Terkelsen, Jesper Steinmetz, Steffen Jensen og Rasmus Tantholdt. Serien fik ’Seerprisen’ ved årets TV-Festival i 2012, og en række nye afsnit fik efterfølgende premiere i efteråret 2013.6

Et andet sted, der ikke blot afspejler den store interesse, men også den stigende interesse for krigskorrespondenterne, er litteraturen. Fra de første korrespondentselvbiografier udkom i 1960’erne, er der sket en markant stigning af udgivelser, og særligt i de seneste år er der udkommet adskillige selvbiografier fra nuværende danske krigskorrespondenter (jf. figur 1 og bilag 1). Foruden de fem ovennævnte TV 2-korrespondenter har DR-korrespondenter som Mette Fugl, Thomas Ubbesen og Puk Damsgård samt freelancere som Jeppe Nybroe og Nagieb Khaja ligeledes udgivet selvbiografiske bøger om livet som udsendt i krigszonen.

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!6 ”Seernes favorit ”Korrespondenterne” er tilbage”, tv2.dk.

7

Figur 1. Oversigt over selvbiografier skrevet af korrespondenter. Krigskorrespondenterne har således en folkelig appel, der medfører en særlig offentlig opmærksomhed sammenlignet med andre, gængse, journalister. Det oplevede vi også selv, da vi i fællesskab overværede et arrangement med mellemøstkorrespondenten Puk Damsgård på Folkemødet 2014 i Allinge på Bornholm. Arrangementet fyldte Dansk Journalistforbunds telt til bristepunktet, og de fremmødte deltagere stillede i den efterfølgende spørgerunde adskillige spørgsmål om alt fra følelser og arbejde til familiemæssige forhold.

Holder vi den folkelige interesse for krigskorrespondenterne op mod den manglende tillid til den journalistiske stand, får vi det resultat, at alt imens journalisters troværdighed er faldende, har interessen for, og antallet af, selvbiografiske bøger skrevet af korrespondenter aldrig været større. Dette tilsyneladende paradoksale forhold pirrede vores retoriske nysgerrighed.

Vi har således fundet det værd at se nærmere på disse korrespondentselvbiografier for at undersøge, om de alene besidder en funktion som litterær underholdning, eller om de samtidig kan besidde en større retorisk funktion. En funktion, der ikke blot vedgår den enkelte korrespondent, men som derimod også knytter sig til journalistikkens retoriske (krise)situation (Bitzer:1968). Med andre ord mener vi, det er relevant at undersøge, om korrespondentselvbiografier kan indeholde et tillidsstyrkende potentiale for den samlede journalistiske stand.

8

1.3 Korrespondentselvbiografien som tillidsstyrkende retorisk strategi Retorisk set er tillid et underbelyst begreb, hvilket formentlig hænger sammen med, at tillid ofte anskues som en implicit del af det retoriske kernebegreb troværdighed (Hoff-Clausen:2010:49-50). Retorikeren Elisabeth Hoff-Clausen er dog én af de få, der har beskæftiget sig med tillid og retorik, med bl.a. en retorisk tillidsanalyse af en krisekampagne fra Danske Bank (Hoff-Clausen:2013). I dette speciale vil vi dog foretage en retorisk tillidsanalyse af et litterært værk, og en sådan analyse er, så vidt vi ved, ikke tidligere foretaget. Formålet med dette speciale er derfor tosidet: Dels vil vi gennem en komparativ analyse undersøge, hvornår en korrespondentselvbiografi påvirker læseren persuasivt, i den forstand at læseren justerer sit syn og sin forståelse af den samlede journaliststand. Samtidig vil vi i analysen af en ny type artefakter, korrespondentselvbiografier, afprøve og nuancere den eksisterende teori om tillid og retorik, da dette er en væsentlig forudsætning for at kunne vurdere korrespondentselvbiografien som tillidsopbyggende retorisk strategi. Her vil vi endvidere eksplicitere, at vi ikke ser korrespondentselvbiografier som intentionelle retoriske strategier, men derimod som retoriske artefakter, der kan rumme en tillidsopbyggende funktion og dermed udgøre en potentiel retorisk strategi. Problemformuleringen, dette speciale vil besvare, lyder således: Ud fra en præmis om, at korrespondenter kan agere repræsentanter for den samlede journalistiske stand, vil vi undersøge det tillidsstyrkende potentiale i de to selvbiografier Udsendt (Ubbesen, 2014) og Hvor solen græder (Damsgård, 2014). Fremgangsmåden er en komparativ retorisk kritik, der ud fra et etosperspektiv, vil kortlægge, hvordan de to korrespondenter fremstiller sig selv, for derefter at diskutere, hvorvidt de to selvfremstillinger indeholder et tillidsstyrende potentiale. Vi vil herefter diskutere, hvorvidt en korrespondentselvbiografi, der rummer et tillidsopbyggende potentiale, kan siges at udgøre en effektiv retorisk strategi. Det specifikke spørgsmål, dette speciale vil besvare, lyder således: Hvornår og hvordan rummer en etoskonstruktion et tillidsstyrkende potentiale? 1.4 Specialets præmis: Selvfremstilling er nøglen til tillid Ovenfor har vi netop fremlagt, at vi vil undersøge det tillidsstyrkende potentiale ud fra præmissen om, at en korrespondent kan agere repræsentant for den samlede journalistiske stand. Denne præmis vil vi nu redegøre yderligere for, da den er en forudsætning for dette speciales tilblivelse.

9

Som beskrevet tidligere i denne indledning hviler institutioner som journalistikken, retssystemet og folkestyret på borgernes tillid. I hverdagen står vi dog ikke ansigt til ansigt med de abstrakte systemer i sig selv, men derimod med systemernes repræsentanter: journalisten, politimanden og folketingsmedlemmet. I ”Retorisk handlekraft hviler på tillid” skriver Elisabeth Hoff-Clausen, med en reference til sociologen Niklas Luhmann, at dette resulterer i: ”[..] at andres selvfremstilling betyder stadig mere som grundlag for tillid, og at vores tillid til andre i høj grad hviler på de systemer, de er en del af, og de procedurer, der er etableret på deres område.” (Hoff-Clausen:2010:52) Det er altså igennem systemets repræsentanter, at vi danner os et billede af systemet som hele, ligesom vores opfattelse af systemet også har indflydelse på vores billede af dets repræsentanter. Når vi skal gøre op med os selv, om vi fatter tillid til eksempelvis skolesystemet, spiller vores forhold til skolelæreren en rolle. Tillid består altså i, og påvirkes af, vores erfaringer og møder med andre. Det betyder også, at retorik ikke bare hviler på tillid, men at retorikken også kan medvirke til at skabe, præge og vedligeholde tillid, blandt andet ved at forme vores indtryk af andres troværdighed (Ibid:55). Læser man en selvbiografi skrevet af en journalist, kan det indtryk, man danner sig af vedkommende – gennem dennes selvfremstilling – således have en afsmittende effekt på indtrykket af det system, vedkommende repræsenterer. I en undersøgelse af, hvad der kan styrke tilliden til den journalistiske stand, er korrespondentselvbiografien derfor et oplagt udgangspunkt.

På de følgende sider vil vi begrunde vores valg af analyseartefakter samt introducere både dem, skribenterne bag og korrespondentselvbiografien som genre. 1.5 Valg af artefakter Da dette speciale baserer sig på en præmis om, at to korrespondenter kan betragtes som repræsentanter for den journalistiske stand, har det været vigtigt for os at udvælge korrespondenterne med omhu. At valget faldt på Thomas Ubbesens og Puk Damsgårds selvbiografiske bøger Udsendt og Hvor solen græder er der flere årsager til: Først og fremmest finder vi de to artefakter sammenlignelige, fordi begge bøger udkom i september 2014 og derfor begge er aktuelle og moderne bud på korrespondentselvbiografier. Derudover er både Damsgård og Ubbesen ansat som korrespondenter af DR. I en undersøgelse af det tillidsopbyggende potentiale for den journalistiske stand mener vi, at det er oplagt at vælge to korrespondenter, der er ansat af et statsejet medie, da dette i allerhøjeste grad er afhængigt af borgernes tillid. Ydermere er både Damsgård og Ubbesen profilerede korrespondenter, der optræder i tv- og i

10

radioindslag samt mestrer det skrevne medie. Damsgård er fx kendt for at dække forskellige konflikter i Mellemøsten og har især været brugt til dækningen af revolutionen i Syrien. Ubbesen bliver derimod sendt ud til forskellige konflikter verden over, fx dækkede han i januar 2015 terrorattentatet mod avisen Charlie Hebdo i Frankrig. Damsgård og Ubbesen er således både aktive og velansete korrespondenter, der allerede er tilskrevet en vis grad af tillid. Vi ser derfor de to korrespondenter som oplagte kandidater til en undersøgelse af et tillidsopbyggende potentiale. De to analyseartefakter, Udsendt og Hvor solen græder, har en række ligheder og forskelle, som vi kort vil opridse, og herudfra begrunde, hvorfor vi har fundet dem sammenlignelige.

Bøgerne udspiller sig i to vidt forskellige kontekster og tidsforløb: Udsendt forløber over 22 år og udspiller sig i en række af de lande, Ubbesen har været udsendt til. Hvor solen græder forløber derimod over en kortere tidsperiode, fra begyndelsen af den syriske revolution i 2011 til bogens udgivelse i 2014, og den udspiller sig primært i Syrien. Derudover har de to bøger også fået vidt forskellige modtagelser: Hvor solen græder har længe ligget nummer ét på listen over de mest solgte bøger i Danmark og vandt desuden Læsernes Bogpris i april 2015.7 Prisen uddeles af Danmarks Biblioteksforening og Berlingske, og det er blot fjerde gang, at prisen går til en ikke-skønlitterær forfatter.8 Anderledes står det til med modtagelsen af Udsendt: Selvom Ubbesens bog er blevet nævnt i diverse medier,9 har bogen hverken ligget på bestsellerlisten eller fået samme folkelige opmærksomhed som Damsgårds. I en mail har forlaget Tiderne Skifter oplyst os, at bogen er solgt i knap 800 eksemplarer (jf. bilag 2). Dette ligger givetvis langt fra Damsgårds salgstal, da hendes bog i juli 2015 – 10 måneder efter udgivelsen – endnu engang lå nummer ét på listen over mest solgte biografier.10 Som retoriske kritikere finder vi det således interessant at se nærmere på netop disse to bøger.

På trods af de opridsede forskelle har de to bøger dog ét overordnet fællestræk, der er afgørende for den komparative analyse i dette speciale: De kan begge gå under genrebetegnelsen ’korrespondentselvbiografier’. Denne genre er, som nævnt, en genre i vækst. Alligevel er den så specifik, at der ikke findes selvstændig litteratur, der behandler dens karakteristika. I det følgende vil vi derfor kort se nærmere på genren ud fra de to træk, vi ser som primært konstituerende: trækkene fra den litterære journalistik samt trækkene fra selvbiografien. !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!7 "Puk Damsgård vinder læsernes bogpris - hun fortæller suverænt godt om Syrien", b.dk. 8 Ibid. 9 Fx: ”Røverhistorierne fejler ikke noget”, journalisten.dk og ”20 år som udsendt til krig, død og ødelæggelse”, b.dk. 10 ”Mest solgte bøger top 10 uge 27”, Morgenavisen Jyllands-Posten.!

11

1.6 Begrebsafklaring: Korrespondentselvbiografien Vi har allerede nu flere gange brugt termen ’korrespondentselvbiografi’. Selvom vi undersøger krigskorrespondenters selvbiografier, har vi alligevel valgt denne term, da den synes (lidt) mere mundret end termen ’krigskorrespondentselvbiografi’.11 Vi vil kort definere, hvad vi forstår ved korrespondentselvbiografien som genre.

På omslaget af Ubbesens Udsendt står undertitlen ”Historierne bag 22 reportager”, mens der på omslaget af Damsgårds Hvor solen græder står ”En fortælling fra Syrien”. Medtager man skribenternes erhverv som korrespondenter, kan disse beslægtede og meget rummelige betegnelser – ’historie’ og ’fortælling’ – sættes i forbindelse med fortællende eller litterær journalistik. John Chr. Jørgensen skriver i Journalistik med stil, at betegnelsen ’litterær journalistik’ ikke altid er præciserende, da den ofte bruges på mange forskellige måder og i forskellige kontekster. Med en henvisning til den amerikanske journalist Mark Kramer får Jørgensen dog præciseret, at litterær journalistik primært er journalistik, altså: ”meddelelser om begivenheder, der har fundet sted”, hvortil litteraturen bidrager med ”de stilistiske og fortælletekniske midler [...]” (Jørgensen:2007:40). Denne beskrivelse finder vi dækkende for vores artefakter. I begge bøger formidles der på fortællende, journalistisk vis om virkelige, non-fiktive begivenheder, hvortil der benyttes litterære stilistiske træk, såsom plot eller handling, replikker og scenisk fremstilling.

Det er imidlertid ikke det litterært journalistiske aspekt, vi finder mest interessant, men derimod dét, at begge værker er selvbiografier, idet man kan sætte lighedstegn mellem bogens empiriske forfatter og tekstens eksplicitte fortæller. I en klassisk, leksikalsk definition er selvbiografien ”[e]n persons livshistorie, skrevet eller fortalt af vedkommende selv.”12 I den betydning er vores artefakter ikke klassiske selvbiografier, da bøgerne ikke kortlægger afsendernes livshistorie – fra barn til nu – men derimod fokuserer mere snævert på livet som korrespondent. Vi finder det derfor nyttigt at supplere med det, Terje Rasmussen skriver om selvbiografien i Selvbiografier til glede og nytte:13 ”Memoarer og selvbiografier regnes som utpreget vestlige genrer, de er produkter av, og symptom på det enestående individets behov for å granske hjerte og nyrer, for det ansvarlige individets plikt til bekjennelse. Under gjenfortellingen ligger en egentlig hensikt, nemlig å få svar på spørsmålet: ’Gjorde jeg rett?’” (Rasmussen:2011:369)

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!11 Ligesom vi også vil benytte termen ’korrespondent’ om ’krigskorrespondenter’, velvidende at korrespondenterne selv benytter sig af andre termer. Fx bruger Damsgård termen ’mellemøstkorrespondent’, mens Ubbesen benytter termen ’udenrigsjournalist’. 12 ”Selvbiografi”, denstoredanske.dk. 13 Rasmussen behandler hovedsageligt den politiske selvbiografi i sin artikel, men citatet her er hentet fra hans generelle betragtninger over selvbiografien som genre.!

12

Dette citat opsummerer tre genretræk ved selvbiografien: Først og fremmest at den er en vægtig del af den vestlige kultur, dernæst at den kan betragtes som udtryk for individets behov for at bekende sig, og endelig at selvbiografien har til hensigt at afkræve sin læser et svar. Dermed kan man altså ikke, ifølge Rasmussen, betragte selvbiografien som et resultat af individets personlighed alene, men derimod som et produkt, der er skabt i relationen mellem forfatter, forlag og det forestillede publikum: ”Slik sett spiller forlag og det forestilte publikum medvirkende roller i utformingen av materialet” (Ibid:365).

Rasmussen påpeger yderligere, at den gængse selvbiografi ofte kommer som en afslutning på afsenderens lange karriere eller liv. Man kan derfor betragte mange selvbiografier som afsenders behov for at forme sit eftermæle (Ibid:369). Korrespondentselvbiografierne lever op til Terje Rasmussens tre genretræk, men adskiller sig dog væsentligt fra resten af genren, når det kommer til selvbiografien som eftermæle. Både Udsendt og Hvor solen græder er nemlig skrevet af korrespondenter, der stadig arbejder. Dermed inviterer Ubbesen og Damsgård ikke kun læseren til at bedømme, hvad korrespondenterne har udrettet, men etablerer samtidig en forventning hos læseren om, hvad korrespondenten kan eller vil udrette i fremtiden. At vores artefakter peger fremad, og ikke kun bagud, er derfor en vigtig faktor i vores undersøgelse af de to selvfremstillingers tillidsopbyggende potentiale, da tillid går på en fremtidig forventning. Dette vil vi uddybe i specialets teoretiske afsnit i kapitel 2. 1.7 Metode Som nævnt ovenfor har dette speciale til formål dels at undersøge, hvornår selvbiografier, skrevet af velansete krigskorrespondenter kan udgøre et tillidsstyrkende potentiale og dermed fungere som en retorisk strategi; og dels at afprøve og nuancere eksisterende teori om tillid i en retorisk sammenhæng. Det betyder, at specialet kan være relevant for både retorikken og journalistikken, hvorfor vi finder det relevant helt kort at eksplicitere vores faglige metode. Specialet er en komparativ retorisk kritik, der hviler på den hermeneutiske metode, hvor et analyseartefakts konkrete dele holdes op mod en fagligt baseret formodning i en gensidig sammenligningsproces (Villadsen:2002:13). Samtidig er specialet udformet som en begrebsorienteret kritik (”conceptually oriented criticism”), hvor vi løbende lader teori og artefakt belyse hinanden i en gensidig vekselvirkning (Jasinski:2001). Dette betyder blandt andet, at vi har et kort indledende teoriafsnit, hvorefter vi løbende vil inddrage relevant teori i belysningen af vores artefakter og besvarelsen af vores problemformulering. Ligeledes betyder det, at vi ikke lader én konkret teori være styrende. I analysen har vi således benyttet os af to forskellige perspektiver på etos, nemlig det ciceronianske og det aristoteliske. Selve analyserne er udformet som nærlæsninger, hvor vi sætter teksternes interne dynamikker i relation til deres eksterne dynamikker, for at se hvordan de fungerer udadtil (Villadsen:2009:212).

13

1.8 Specialets dele Specialet er opdelt i fem dele. Dette afsnit er specialets indledende kapitel, hvor vi har opridset den bagvedliggende problemstilling samt specialets formål, problemformulering og præmis. Ydermere har vi præsenteret og begrundet vores valg af analyseartefakter samt kort redegjort for den genrehybrid, som artefakterne kan klassificeres under. Kapitel 2 er et kort teoriafsnit, hvor vi redegør for begrebet tillid, herunder hvordan begrebet adskiller sig fra det retoriske kernebegreb troværdighed. Dette gør vi på baggrund af Elisabeth Hoff-Clausens ”Retorisk handlekraft hviler på tillid” samt sociologen Robert D. Putnams ”What Makes Democracy Work?”. Kapitel 3 udgøres af analysen og er således specialets vægtigste del. Kapitlet er opdelt to dele: I den første del nærlæser vi Ubbesens Udsendt ud fra et aristotelisk etosperspektiv, mens vi i den anden del nærlæser Damsgårds Hvor solen græder ud fra et ciceroniansk etosperspektiv. Analyserne munder ud i to opsummerende delkonklusioner. Kapitel 4 er specialets diskussions- og vurderingsafsnit. Her diskuterer og vurderer vi vores analysers resultater ud fra et tillidsstyrkende potentiale, som dette er beskrevet af Elisabeth Hoff-Clausen i ”Attributing Rhetorical Agency in a Crisis of Trust: Danske Bank’s Act of Public Listening after the Credit Collapse”. Denne diskussion og vurdering afrundes med en række metodiske overvejelser omkring det tillidsstyrkende potentiale og de to forskellige tilgange til etos. Dernæst diskuterer og vurderer vi, hvorvidt en korrespondentselvbiografi, der rummer et tillidsstyrkende potentiale, kan siges at være en effektiv strategi. Denne del af diskussionen er opdelt i fire mindre underafsnit. Kapitel 5 er specialets afsluttende del, hvor vi opsummerer og konkluderer på vores resultater og metode samt giver en anbefaling til et fremtidigt undersøgelsesperspektiv. God læselyst.

14

•

15

I dette afsnit vil vi give en kort teoretisk redegørelse for begrebet tillid, herunder hvordan det adskiller sig fra det retoriske kernebegreb troværdighed. 2.1 Tillid som retorisk begreb I vores indledning citerede vi flere artikler, der omtaler den manglende tillid til journalistikken ud fra målinger, der går på journalisters lave troværdighed. Slår vi op under de to begreber i Den Danske Ordbog, ser vi da også to næsten enslydende defini-tioner, der begge fokuserer på, hvorvidt man finder en person værd at stole på eller ej: ”Tillid [ˈteˌli!ˀ] substantiv, fælleskøn / stærk følelse af at kunne tro på, stole på eller regne med nogen eller noget.”14 ”Troværdig [tʁoˈvæɐ̯ˀdi] adjektiv / som man med rimelighed kan tro eller stole på / 1.a som virker pålidelig eller tillidsvækkende / 1.b som gengiver virkeligheden eller en original på en overbevisende måde.”15 I daglig tale – og i samfundet generelt – er tillid og troværdighed altså synonymer. I dette speciale vil vi imidlertid vurdere korrespondentselvbiografiens tillidsskabende potentiale. Derfor finder vi det nødvendigt at præsentere begrebet tillid ud fra et retorikteoretisk ståsted og herunder opridse, hvordan begrebet adskiller sig fra det gængse retoriske etosbegreb, der dækker over en retors troværdighed.

Elisabeth Hoff-Clausen er en af de (danske) retorikere, der på mest indgående vis har beskæftiget sig med tillid i en retorisk sammenhæng:16 I ”Retorisk handlekraft hviler på tillid” argumenterer hun for, at tillid er en forudsætning for al retorisk handling, og at tillid derfor kan bidrage til en udvidet forståelse af det omdiskuterede begreb retorisk handlekraft. Helt overordnet tager Hoff-Clausen afsæt i retorikprofessor Jørgen Fafners fagdefinerende artikel ”Retorikkens Brændpunkt”, der sætter tillid i forlængelse af det retoriske nøglebegreb peitho:

”(…) Jørgen Fafner (…) oversætter pistis (…) ikke til bevismiddel eller blot troværdighed, men til ”tro, tiltro, tillid, troværdighed”. Tillid er hos Fafner ikke kun et muligt resultat af retorisk praksis: ”Pistis er … en troværdighedsramme, på én gang forudsætning for og resultat af peitho, af den retoriske aktivitet.”” (Hoff-Clausen:2010:51)

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!14 ”Tillid”, ordnet.dk. 15 ”Troværdig”, ordnet.dk. Når vi har valgt ikke at gengive Den Danske Ordbogs definition af substantivet ’troværdighed’, ligesom vi henviser til substantivet ’tillid’, skyldes det, at beskrivelsen af ’troværdighed’ blot betyder ’det at være troværdig’. Vi finder det derfor mere meningsfuldt at gengive definitionen af adjektivet ’troværdig’. 16 Bl.a. i artiklerne ”Retorisk handlekraft hviler på tillid” (2010), ”Pas på sproget: Tillid og tale i nye offentlige rum” (2011) og ”Attributing Rhetorical Agency in a Crisis of Trust: Danske Bank’s Act of Public Listening after the Credit Collapse” (2013).

16

Tillid er altså ikke blot et resultat af retorik, men samtidig en forudsætning for selve den retoriske handling: For at handle via sproget skal man være tilskrevet en vis grad af tillid. Oftest er tillid dog noget, de færreste tænker over i hverdagen, og som derfor først kommer til syne, når den mangler: i tillidskriser.17 Det er også her, at tillidens betydning for den retoriske handling er særligt tydelig. Når vi ikke har tillid til hinanden, så vil vi, som Hoff-Clausen skriver:

”(…) [få] sværere ved at tale og forstå hinanden, fordi vi holder igen og beskytter os selv, når vi taler (hvis vi overhovedet taler). Og vi får tendens til at mistro hinandens ord og motiver, når vi lytter (hvis vi overhovedet lytter). (Ibid:62)

Uanset hvor oprigtig en retor er eller giver udtryk for at være, vil modtageren altså uden tillid tolke retors ytringer selektivt med vægt på det negative, hvilket højner risikoen for, at den retoriske handling mislykkes (Ibid:65). Retorisk handlekraft er altså, som Hoff-Clausen konkluderer, noget vi tilskriver i tillid til ”andre, selvet og samfundets institutioner” (Ibid:49). Det betyder, at vi skal have tillid til det, den anden part siger; vi skal have tillid til vores egen evne til at træffe beslutninger og foretage vurderinger; og vi skal have tillid til de regler, normer og værdier, som vores fælles institutioner bygger på (Ibid:60-61).

Hoff-Clausen peger samtidig på, hvordan tillid paradoksalt nok er et underbelyst begreb i den retoriske tradition (Ibid:49). Tillid er derfor et begreb, som retorikforskningen vil have gavn af at undersøge nærmere, idet begrebet kan være med til at belyse de retoriske udfordringer, en tillidskrise medfører, samt til at understrege vigtigheden af at genopbygge tilliden, når den er gået tabt (Ibid:52). Når begrebet tillid har været underbelyst, skyldes det sandsynligvis, at troværdighed har en central plads i retorisk teori på grund af Aristoteles’ berømte betoning af talers karakter som (det vigtigste) teknisk(e) bevismiddel:

”Overbevisning skabes gennem talerens karakter (ethos), når talen holdes på en sådan måde, at den gør talerens person troværdig (…) det er lige ved, at hans moralske personlighed rummer det stærkest overbevisende moment af alle.” (Retorik:1356a)

I retorikken står tillid således i skyggen af troværdighed, og ofte bliver begrebet tillid brugt som en underforstået del af retoriske fagtermer som etos, pistis og persuasio (Hoff-Clausen:2010:50). Det ser vi fx også i grundbogen Retorik, teori og praksis, hvor etos defineres som ”den overbevisning der skabes i kraft af talerens karakter, og handler om retors troværdighed og tilhørernes tillid til personen (…)” (Jørgensen:2009:14, original kursivering). Men som Hoff-Clausen påpeger, er tillid et langt mere komplekst begreb, end det aristoteliske og det isokratiske etosbegreb kan afdække:

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!17 Hoff-Clausen definerer en tillidskrise som: ”(…) situations or processes in which serious doubt arises within a community of interest as to the warranty of trust between two or more parties.” (Hoff-Clausen:2013:430)

17

”The effects of trust on rhetoric are considerably more complex than what is generally recognized in the Aristotelian and Isocratean perspectives on ethos; attitudes of trust and distrust are not as easily manipulated by artistic means as an Aristotelian perspective might have us believe.” (Hoff-Clausen:2013:428)

For mens troværdighed er en kvalitet, der tillægges en retor på baggrund af en vurdering af fortidige handlinger eller aktuel fremtræden (Hoff-Clausen:2010:55), definerer Hoff-Clausen med henvisning til socialfilosoffen Trudy Govier essensen af tillid som:

”[A]n attitude of positive expectation about other people, a sense that they are basically well intentioned and unlikely to harm us. To trust people is to expect that they will act well, that they will take our interests into account and not harm us“ (Ibid:52).

Tillid er altså en indstilling, en følelse eller en positiv forventning til, at ’det rigtige’ gøres i en fremtidig situation. Foruden at være knyttet til de situationelle faktorer (’det rigtige’ afhænger af konteksten), påpeger Hoff-Clausen med en reference til sociologerne J. David Lewis og Andrew Weigert, at tillid udgøres af to dimensioner, en kognitiv og en emotionel dimension, der tilsammen kan føre til en tredje adfærdsmæssig dimension (Ibid:53). Uden den kognitive dimension vil der være tale om blind tro, mens der uden den emotionelle dimension vil være tale om ren rationel kalkulering. Graden af den kognitive og den emotionelle dimension kan selvsagt variere, alt efter hvilken type tillidsrelation, der er tale om. Her kan vi overordnet skelne mellem tre former for tillid: institutionel tillid, som er den tillid, vi har til samfundets institutioner; social tillid, der er den tillid, vi har til vores medmennesker og medborgere; og personlig tillid, som vi viser i vores nærmeste relationer til for eksempel en kæreste eller ægtefælle (Ibid:53). Den personlige tillid vil formentlig være domineret af den emotionelle dimension, mens social og institutionel tillid i højere grad vil være domineret af den kognitive. Tillid kan således ikke reduceres til et enten/eller-spørgsmål; det er en ukontrollerbar indstilling, der kan gradbøjes, og som kommer i forskellige former. Fælles for alle former er dog, at både den kognitive og den emotionelle dimension altid er til stede.

I indledningen til dette speciale skrev vi, at tilliden til et system hviler på tilliden til systemets repræsentanter og omvendt. Med andre ord er den institutionelle tillid afhængig af den sociale tillid, hvilket får den velansete amerikanske sociolog Robert D. Putnam til at definere social tillid som et afgørende element for det velfungerende samfund. I ”What Makes Democracy Work?” pointerer Putnam, at social tillid (social trust) og aktivt medborgerskab (civic engagement) til sammen udgør en væsentlig del af den sociale kapital (social capital), der får et samfund til at fungere (Putnam:1993:107). Til spørgsmålet om, hvad man skal gøre for at forbedre et demokrati, er svaret ifølge Putnam, at man skal forsøge at genopbygge den sociale kapital gennem en styrkelse af: ”[T]he norms of trust reciprocity and civic engagement that are indispensable to collective existing” (Ibid:101).

18

Som Putnam pointerer, er aktivt medborgerskab afhængigt af tillid, men samtidig går tillid forud for, at det aktive medborgerskab overhovedet kan finde sted.

En lignende tankegang finder vi i Hoff-Clausens retoriske tillidsanalyse af Danske Bank-kampagne ’Din Mening’ i ”Attributing Rhetorical Agency in a crisis of Trust: Danske Bank’s Act of Public Listening after the Credit Collapse”. Her konkluderer Hoff-Clausen, at det ikke er nok, at Danske Bank søger at konstruere en tillidsfuld taleposition for sig selv; den anden part, kunden, skal også tilskrives tillid ved at gives en aktiv handlemulighed: ”In the case of Danske Bank, however, the trust-rebuiling initiative was undermined. The Bank explicitly undertook to listen and invited participation, but at the same time implicitly restrained the public’s rhetorical agency to the point of disempowering it.” (Hoff-Clausen:2013:444) I vores undersøgelse af det tillidsstyrkende potentiale vil vi netop benytte Hoff-Clausens retoriske tillidsanalyse af Danske Bank-kampagnen. I kapitel 4 vil vi derfor redegøre yderligere for Hoff-Clausens analyse, samt for hvilke af hendes pointer, der danner grundlag for vores vurdering af specialets to analyseartefakter. Inden vi når så langt, skal vi dog først undersøge, hvordan de to korrespondenter, Ubbesen og Damsgård, fremstiller sig selv i selvbiografierne Udsendt og Hvor solen græder.

19

•

20

I denne del af specialet vil vi – ud fra et etosperspektiv – analysere og fortolke vores artefakter. Analysen vil således være koncentreret om, hvordan de to krigskorrespondenter Thomas Ubbesen og Puk Damsgård fremstiller sig selv i bøgerne Udsendt (2014) og Hvor solen græder (2014). Analysen er opdelt i to dele: I den første del vil vi påvise, at Ubbesen konstruerer en etos, der kan karakteriseres som en autoritetens etos, mens vi i anden del vil påvise, at Damsgård realiserer en etos, der kan karakteriseres som en sympatiens etos. Vi henviser til de respektive bøger i parentes, og medmindre andet er angivet, er fremhævelser, kursiveringer m.v. gengivet efter originalteksterne. Vi har desuden vedlagt en oversigt over bøgernes indholdsfortegnelse for læservenlighedens skyld (jf. bilag 3 og 4 for hhv. oversigt over Udsendt og Hvor solen græder). 3.1 ANALYSE I: Selvfremstillingen i Udsendt Dette afsnit er en analyse og fortolkning af Thomas Ubbesens selvfremstilling i Udsendt. Inden vi påbegynder selve analysen, vil vi først redegøre for Ubbesens initiale etos. 3.1.1 Skribent og korrespondent: Thomas Ubbesen Thomas Ubbesen (født 1956) er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1982. Han har gennem sin journalistiske karriere arbejdet på Frederiksborg Amts Avis, på Fagbladet Ingeniøren og som freelancer. I 1994 begyndte han som udenrigsjournalist på Danmarks Radio, hvor han har været lige siden. Fra 1. maj 2015 blev Ubbesen tilknyttet P1-programmet Orientering. Tidligere har han været tilknyttet DR-programmerne Horisont, TV-Avisen og Radioavisen.

Offentligheden kender Ubbesen fra hans mangeårige karriere som korrespondent i DR. I Kristeligt Dagblad bliver han fremhævet som en erfaren og særdeles professionel korrespondent, fordi han har ”indignation og personligt engagement”, men samtidig iklæder sig ”et professionelt filter” og ”distancerer sig fra begivenhederne, selvom han står midt i dem 24 timer i døgnet.”18 Ubbesen bliver altså fremhævet for den kvalitet, at han er i stand til ikke at lade sig påvirke af de begivenheder, han dækker.

Til trods for at Ubbesen er en velkendt medieperson, optræder han ikke i andre mediesammenhænge end korrespondenthvervet. Han bliver beskrevet som en privat og ”til tider lidt reserveret person”19, og han deltager hverken i underholdnings- eller debatprogrammer. I journalistiske kredse er han anerkendt og respekteret. I 2011 modtog han Chr. Kryger-prisen, der går til journalister, som gør noget særligt for radiometieren, !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!18 ”Indigneret reporter med professionelt filter”, kristeligt-dagblad.dk. 19 Op.cit.!

21

og han fremhæves ofte af kollegaerne for sit professionelle drive.20 Personen adskilles altså ikke fra professionen – det er arbejdet som korrespondent og ikke privatpersonen Thomas Ubbesen, der er i fokus. 3.1.2 Teoretisk tilgang: Aristoteles’ etos Før vi går til den konkrete analyse, vil vi redegøre for, hvordan man som kritiker kan undersøge retors selvfremstilling.

Studiet af en talers karakter er ligeså gammelt som retorikfaget selv og kan samles under betegnelsen etos. I retorikken findes der overordnet set to retoriske etostraditioner: Aristoteles’ og Isokrates’ (Hoff-Clausen:2011:33). Omend der er mange ligheder mellem de to, vil vi herunder foretage et oprids, der fokuserer på forskellene. Derfra vil vi begrunde, hvorfor vi i analysen af Ubbesens selvfremstilling benytter os af det aristoteliske etosbegreb. 3.1.2.1 Etos hos Isokrates: Etos skabes gennem i livsførelsen Hos Isokrates er etos noget, der først og fremmest skabes gennem talerens liv og handlinger og derfor etableres uden for, og inden, talesituationen: ”[O]rd, der udtales af velanskrevne personer, forekommer sandere og mere overbevisende end de, som lyder fra folk med et dårligt omdømme, ligesom de beviser, man henter ud fra en mands liv, virker med større kraft end de, som er tilvejebragt ved ordets hjælp alene (…).” (Isokrates:v278) I et isokratisk perspektiv vil talen, eller teksten, altså kunne afsløre retor som person. Fordi der i den isokratiske optik er en sammenhæng mellem det at leve ordentligt og det at kunne tale ordentligt, vil en slet person, der lever eller handler forkert, også blive en dårlig(ere) taler. Dette hænger overordnet sammen med synet på retorikken som afgørende for dannelsen af medborgere, hvorfra det er naturligt at betragte selve livet som retorisk (Hoff-Clausen:2011:31).

Vi ønsker at foretage en analyse af en selvbiografisk tekst, der per definition beskriver et levet liv (græsk; bios=liv). Det virker derfor umiddelbart nærliggende at benytte sig af et etosbegreb, der fokuserer på det levede liv og afsenders handlinger, sådan som man finder det hos Isokrates. Alligevel vil vi i analysen af Ubbesens Udsendt benytte os af det aristoteliske etosbegreb, der er langt mere situationelt forankret og fokuseret på den konkrete fremstilling. Dette skyldes, at vi interesserer os for den i teksten konstruerede karakter. Vores kritik og interesse retter sig derfor mod DR-korrespondenten Thomas Ubbesen, som han fremstilles og konstrueres i værket Udsendt, og ikke mod mennesket Thomas Ubbesen og hans virkelige, konkrete arbejde som journalist for DR.

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!20 Se fx: ”Debat: Tak, Thomas Ubbesen!”, Mediawatch.dk.

22

3.1.2.2 Etos hos Aristoteles: Etos konstrueres i teksten Retors livsførelse betones langt mindre hos Aristoteles end hos Isokrates. Hos Aristoteles gælder det i højere grad om at fremstille sig selv som et menneske med en god karakter – hvilket dog til gengæld betones som den vigtigste faktor for, at en taler kan virke overbevisende: ”[D]et er lige ved, at hans moralske personlighed rummer det stærkest overbevisende moment af alle” (Retorik:1356a). Aristoteles er altså enig med Isokrates i, at det er vigtigt, at taleren har en stærk, moralsk karakter, men hvordan denne ’moral’ tilvejebringes – deri finder vi forskellen på de to. Som tidligere nævnt lyder det hos Aristoteles således: ”Overbevisning skabes gennem talerens karakter (ethos), når talen holdes på en sådan måde, at den gør talerens person troværdig” (Retorik:1356a). Her er det talen, der gør taleren troværdig – og ikke som hos Isokrates, hvor overbevisningen skabes gennem en bestemt livsførelse, der rækker ud over den enkelte tale. Hos Aristoteles er etos altså situationelt forankret, og karakteren konstrueres i teksten eller talen, hvor man som retor skal sørge for at ”fremstille sig selv som et menneske af en bestemt slags” med nogle helt særlige karaktertræk (Ibid:1378a). De tre karaktertræk – etosdyder – man som retor skal demonstrere i sin tale, er dyderne fronesis, arête og eunoia, der kan oversættes til betegnelserne klogskab, moralsk karakter og velvilje (Ibid.)21. Ifølge Aristoteles er disse tre dyder alt, man som taler skal besidde for at fremstå overbevisende for sit publikum (Ibid).

I vores analyse af Ubbesens karakterfremstilling har vi fundet Aristoteles’ etosbegreb særligt anvendeligt, fordi vi mener, at Ubbesens autoritative etos består i en betoning af hans egen erfaring og indsigt samt en række moralske egenskaber, der sættes i forbindelse med en særegen journalistisk moral. Med andre ord ser vi et hierarki i teksten, hvor etosdyderne klogskab (fronesis) og moralsk karakter (arête) er de to dominerende, mens velvilje (eunoia) er mindre udtalt. Som det er påpeget af Eugene Garver i Aristotle’s Rhetoric. An Art of Character, er de tre etosdyder forbundne, således at den ene dyd forudsætter den anden: “The good speaker exhibits all three qualities, phronêsis, arête and eunoia. Analytically separable, to posses any one fully requires possessing the others” (Garver:1994:114). Vi tilgår altså de tre etosdyder som analytisk adskillige, men i vurderingen af Ubbesens samlede karakterfremstilling som gensidigt afhængige. Inden vi fremlægger selve

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!21 Dette er de danske oversættelser, Thure Hastrup anvender i oversættelsen af Aristoteles’ Retorik (2007).

23

analysen, som benytter Aristoteles’ tre etosdyder som overordnet organiserende princip, vil vi præsentere nogle generelle betragtninger over teksterne i Udsendt. 3.1.3 Analysens struktur: Tematisk frem for kronologisk Udsendt består af et forord, 22 kapitler med hver deres deskriptive og samtidig æggende titel (fx ”Sexterapeut i Kurdistan” ”De knepper ALT, sir” eller ”Timbuktu Blues”) samt et efterskrift (”Gode Nyheder”). Teksterne er skrevet i nutidsform, og de beskriver udvalgte oplevelser fra Ubbesens virke som krigskorrespondent gennem 22 år.22 De 22 kapitler har hver deres selvstændige, narrative forløb, men følger dog samme opskrift: Ubbesen drager af sted som korrespondent, og teksten koncentrerer sig om hans oplevelser under den givne konflikt, krig eller katastrofe. Derfor har vi i vores analyse valgt at gå tematisk frem for kronologisk til værks. Ud fra Aristoteles etosdyder vil vi gennem punktnedslag analysere tekstens ’krop’ (de 22 kapitler) og afslutningsvis lave en samlet, komparativ analyse af forordet og efterskriftet. Når vi venter med tekstens første og sidste del, skyldes det, at disse to afsnit skiller sig ud: Dels ved at være meget korte, og dels ved, at Ubbesen i forordet og efterskriftet italesætter sit virke som korrespondent og sin karriere fra en mere overordnet vinkel. Pointerne fra læsningen af tekstens krop er således et nødvendigt redskab for at kunne beskrive den udvikling og divergens, vi sporer fra forord til efterskrift. 3.1.4 Fronesis: Den vidende korrespondent ”Vi arbejder på en provinsavis, der ikke interesserer sig meget for verden uden for sognet – men det gør jeg.” (p.11) En væsentlig del af Ubbesens autoritative etos er, at han fremstår som en vidende og livsklog krigskorrespondent og dermed i høj grad udviser fronesis. I det følgende vil vi fremhæve en række formelle, stilistiske og indholdsmæssige træk, gennem hvilke Ubbesen demonstrerer sin indsigt. Inden da kan det være nyttigt at belyse, hvad vi mener, når vi taler om fronesis.

Fronesis er, som flere retoriske teoretikere har påpeget, den vægtigste komponent i Aristoteles’ etosbegreb (Hoff-Clausen:2010:217, Miller:2004:211). I Thure Hastrups oversættelse af Aristoteles’ Retorik (1983) bliver fronesis oversat til betegnelsen ”klogskab” (Aristoteles:Retorik:A:1356a), og i Søren Porsborgs oversættelse af Etikken (2000) oversættes fronesis både i en bred betydning til ”viden” eller ”viden om”,

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!22 Bogen er opbygget kronologisk, men der er dog enkelte afvigelser. Fra ”Kødhakkeren” (p. 95) til ”Indbrud i en verden af vand” (p. 155) er der brud på kronologien. Dette fremgår helt eksplicit i teksten – om end det ikke fangede vores opmærksomhed ved første gennemlæsning af Udsendt.

24

”forstandighed” eller ”livsvisdom”, men gennemgående blot med ”kløgt” (Porsborg:2000:24).

Hos Aristoteles er fronesis én ud af i alt tre vidensformer. De to andre er episteme, den teoretiske, videnskabelige viden, og techne, den praktisk-produktionsorienterede viden (Ibid). Som den praktisk-etiske viden koncentrerer fronesis sig om det at ville skabe det gode liv for mennesker: ”Tilbage bliver, at den er en handlende og sandt rationel egenskab, som angår det for mennesket gode og slette” (Etikken:1140b). At Ubbesens klogskab fremstilles som praktisk-etisk, ser vi som naturligt, idet selvbiografien omhandler hans erhverv og dermed både den praktiske udførelse af arbejdet og korrespondentens funktion i et mere overordnet perspektiv; korrespondentens ageren i krig og de etiske overvejelser, der følger med udførelsen af jobbet.

I sin gennemgang af den empiriske undersøgelse af en kildes troværdighed (source credibility) skriver James C. McCroskey, at det, som Aristoteles kalder ”intelligence”, benævnes som en kildes ekspertviden (expertness) hos psykologerne Howland, Janis and Kelley. McCroskey selv definerer dette som en autoritet (authoritativeness) (McCroskey:2006:85). McCroskey sætter uproblematisk lighedstegn mellem de tre betegnelser: intelligens, autoritet og ekspertviden (Ibid.). Som vi vil påvise i vores analyse, antager Ubbesens demonstration af klogskab netop også en art ekspertviden. Det understreges for eksempel flere gange, at hans viden på et givent område er særegen, ligesom Ubbesens lange erfaring som korrespondent også styrker hans autoritet inden for sit felt. Vi er derfor enige med McCroskey i, at de tre betegnelser – ekspertviden, autoritet og klogskab – er udskiftelige. I selve analysen finder vi betegnelsen klogskab dækkende, men vi vælger løbende at bruge synonymer som indsigt, viden og erfaring. 3.1.4.1 Korrespondenten viser overskud og overblik: Det panoramiske blik En måde, hvorpå Ubbesen demonstrerer sin klogskab, er ved gennemgående at lægge et panoramisk blik på sine omgivelser. Med andre ord udviser Ubbesen fronesis ved at fremstille sig som en korrespondent med både overblik og overskud. Dette sker på flere måder, men lad os begynde med begyndelsen: I begyndelsen af hvert kapitel i Udsendt er en indledning skrevet i kursiv. Denne varierer i længde fra kapitel til kapitel, men har hver gang samme formelle funktion: at sætte læseren ind i de politiske og kulturelle detaljer, der er nødvendige for at kunne forstå kapitlets indhold.

Gennem indledningerne demonstrerer Ubbesen sin viden om geografiske, politiske og kulturelle forhold – en viden, som løbende i kapitlerne uddybes yderligere. Herunder et eksempel fra Ubbesens rejse til Albanien:

25

”Jeg har researchet før rejsen: (…) ”Ministeriets folk vidste lige så vel som Enver23 selv og hele den albanske befolkning, at de vestlige imperialister i NATO og de østlige revisionister under Sovjet kun drømte om at udslette den eneste enklave af ægte socialisme på denne klode, Albanien. Misundelse, had, grådighed drev dem til at savle lækkersultent over den lille petitfour af realiseret socialisme (…) Her er – i grove træk – de to skoler, de to forsvarsdoktriner for Albaniens forestående krig mod resten af verden: 1. Vi står overfor en enorm militær overmagt. Derfor gælder det om at etablere et begavet, fleksibelt forsvar med mobile, slagkraftige enheder (…) det kan i den forbindelse blive nødvendigt midlertidigt at opgive områder, der er umulige at forsvare effektivt med henblik på senere tilbageerobring. 2. Vi står overfor en enorm militær overmagt. Ikke desto mindre gælder det om at forsvare hver eneste kvadratcentimeter af det socialistiske fædreland til sidste blodsdråbe. (…) vi må støbe stålarmerede betonbunkers i verdensklasse, udgrave underjordiske fly- og flådebaser, rejse en folkehær (…)” (pp.23-24) I denne passage demonstrerer Ubbesen, at han både har overblik over situationen og samtidig overskud til at producere flydende, legende prosa (”petitfour af realiseret socialisme”). Ubbesen tilgår, som han gør mange steder i Udsendt, verdenshistorien fra en panoramisk vinkel, der viser, at han har et overskud af viden, og at han kan betragte en konflikt eller et land fra en abstrakt vinkel. Dette foregår også på helt konkret, panoramisk vis, når Ubbesen beskriver lande og konflikter under sin indflyvning i enten fly eller helikopter: ”Flap-flap-flap – henover grå lerklinede gårde og hytter. Palmelunde, udtørrede marker. En dreng på en vandbøffel vinker. Sortklædte kvinder flygter indendørs, for alle irakere ved jo, at amerikanernes solbriller kan se gennem kvindetøj. Forskrækkede geder forsøger at rive sig løs under brølet fra himlen (…) Der er floden. Enorm, doven, brun, dér er centrum, biltrafik i hårdknude (…) dér er der en høj mur med pigtråd, bag den palmer, et palads, græsplæner – det er Den Grønne Zone. Vi lander.” (p.100) ”[V]i ser ned på et bjergrigt, junglegrønt land (…). At Haiti ud over al den politiske, økonomiske og menneskelige elendighed også er en økologisk katastrofe. Hér ser vi det: Et land, en befolkning, der har undermineret sit eget eksistensgrundlag. En caribisk dystopi. Måske er det sådan, hele planeten ender? Vi går lavt henover en stor lavvandet indsø, fortsætter indover en rødbrun slette, der kommer huse, vi ser lige ned i dem fra ti meters højde: lerhytter (…) halvnøgne, sorte unger.” (p.167) I det første citat bliver landet (Irak) beskrevet fra et nærmest olympisk perspektiv. På den måde formidler korrespondenten sin viden på meget effektiv vis: kvindernes vilkår (”sortklædte” og forskræmte) og den ekstreme fattigdom versus diktaturets rigdom (”lerklinede gårde” og ”et palads”).

Ser vi imidlertid på citatet, der stammer fra Haiti, kommer der også her en tungere dagsorden på bordet: ”En økologisk katastrofe (…) en caribisk dystopi. Måske er det sådan, hele planeten ender?”. Her bliver den globale klimakatastrofe aktualiseret ved blot at beskrive Haiti set fra helikopteren, og korrespondenten udviser således klogskab, når han implicit stiller politiske spørgsmål gennem sine observationer fra luften. Han forbinder altså det konkrete med det overordnede. Det ser man også i ”De knepper ALT, sir”, der beskriver et ophold i Afghanistan: !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!23 Enver var en albansk, kommunistisk politiker.

26

”Heroppefra kan man se, hvordan den nyere krigshistorie har mishandlet dette vilde, og smukke bjergland på kanten af verden: Se de små ensomme landsbyer, der er brændt ned til grunden, de udbombede hjulspor med deres udbrændte lastbiler og gamle, rustne kampvognsvrag. Og de møjsommeligt anlagte terrasser, hvor der nok aldrig igen skal vokse ris. Vi sniger os i en overraskelsesmanøvre helt tæt over en skarp klippekant og er med ét ude på himlen over et åbent landskab, koparret af granatkratere.” (p.257) Også i denne passage forbindes den nyere krigshistorie med det konkrete og det sete, det ”vilde” og ”smukke bjergland”, der er blevet ”koparret” af krigen. Her ser vi altså endnu engang, at korrespondenten demonstrerer overskud gennem sit overblik.

Vi skal nu se på en anden del af det, vi benævner som korrespondentens panoramiske blik, der kommer til udtryk i tekstens mange historiske digressioner. 3.1.4.2 Korrespondenten er indsigtsfuld: Historiske digressioner Ubbesen konstruerer gennemgående mange historiske digressioner i Udsendt. Han forbinder den konkrete situation, han som korrespondent befinder sig i, med flere overordnede historiske eller kulturelle perspektiver. I ”All Inclusive”, der beskriver en reportagerejse til Haiti, foregår der en vekslen mellem beskrivelsen af den konkrete situation i 2010, hvor Ubbesen bor på luksushotel, og Haitis lange historiske og kulturelle baggrund. Ubbesen begynder ved begyndelsen, så at sige: da Christoffer Columbus opdagede Haiti på sin første rejse til den nye verden den 5. december 1492: ”[E]t frodigt rige befolket af venlige, nøgne mennesker (…) Columbus beskrev i sin dagbog indbyggerne – tainoerne – som de blideste, mest hjælpsomme og fredelige mennesker, han nogensinde havde mødt – så begyndte han og mændene at myrde dem.” (p.190) Også i ”Ørkenkrig” laver Ubbesen en digression tilbage til 2. Verdenskrig, da han kører forbi Commonwealth-kirkegården ude i ørkenen: ”Hvorfor, hvorfor hér? Svaret er vel, at den kamp skulle vindes et eller andet sted. Det var ”den gode krig”, og nazismen skulle stoppes, og Tobruk var et egnet sted. Så længe briterne holdt Tobruk og dens havn, kunne Rommel ikke nå igennem til Suez-kanalen (…).” (p.239) Det interessante ved digressionen fra henholdsvis Haiti og Libyen er, at Ubbesen flankerer det historiske tilbageblik med kommentarer, der antyder, at korrespondentens viden og historiske engagement er en særegen og unik størrelse, der ikke mødes hos andre mennesker. Fra kapitlet på Haiti (efter jordskælvet) lyder det videre: ”Jeg tænker på de tre uger i Haiti. Spørgsmålene hjemmefra. Næsten altid de samme, som jeg altid får – uanset, hvor jeg har været i verden: Om stemningen? Hvordan reagerer folk? Når nødhjælpen frem? Hvad sker der nu? Det er forståeligt, jeg kan forstå det: Hverken studieværter eller publikum kan rumme hele verden (…) det kan måske være godt nok, at lade det blive ved, at der har været et stort, forfærdeligt jordskælv (…). Det kan måske være godt nok at nøjes med de oplysninger. Men jeg ville ønske, at man nogle gange ville spørge om hvorfor det er, som det er – der hvor du er lige nu (…). Folk på Balkan bliver ikke pludselig sindssyge og begynder at slå naboerne ihjel (...) oprørere i Irak, for eksempel, sprænger ikke

27

sig selv, deres medborgere, trosfæller og deres land i stumper og stykker alene fordi de ikke er rigtig kloge. De har en baggrund, en historie man er nødt til at kende, hvis man vil prøve at forstå, hvad der sker dér.” (p.191) Og i ”Ørkenkrig” lyder det: ”Vi stopper et øjeblik ved Commonwealth-kirkegården – for min og gamle dages skyld – og mens Torben og den egyptiske chauffør irriteret undrer sig over, hvorfor vi skal spilde tiden her, går jeg langs rækkerne af hvide gravsten (...).” (p. 239) Ovenstående to citater har det til fælles, at de begge fremstiller korrespondenten som vidende og historisk interesseret sammenlignet med andre mennesker (fotografen Torben, chaufføren i Timbuktu, danske studieværter, og dem ’hjemmefra’). Denne konstruktion af korrespondenten som indsigtsfuld er gennemgående og bliver ekspliciteret allerede i begyndelsen af Udsendt: ”Vi arbejder på en provinsavis, der ikke interesserer sig meget for verden uden for sognet – men det gør jeg” (p.11).24 Det sidste, vi vil belyse i Ubbesens demonstration af fronesis, er to stilistiske træk, som vi mener underbygger og forstærker korrespondentens klogskab. 3.1.4.3 Stilistiske træk: Auxesis og præsensform Allerede i forordet til Udsendt betones korrespondentens erfaring. Dette sker gennem en heftig brug af styrkemarkører: ”(…) jeg tager af sted igen og igen og igen (…). Jeg har været udsendt mange gange. (…) Gennem 00’erne dækkede jeg blandt andet krigskatastrofen i Irak med mange, mange rejser. (…) Blandt meget andet. (…) jeg var derovre igen og igen (…). Jeg har mødt de mennesker mange, mange gange (…).” (pp.7-8) Brugen af markører som ”mange, mange gange” bidrager til, at læseren bliver mindet om, at Ubbesens udsagn bygger på utallige oplevelser af krige og katastrofer. I sin forstørrende form er dette, hvad Aristoteles betegner som auxesis (lat. amplificatio = opøgning eller forstørrelse). Stiltrækket bevirker, at korrespondentens erfaring – hans praktiske viden fra felten – gør ham til en stærk autoritet, og det lægger sig derfor i forlængelse af hans særegne overblik, interesse og historiske indsigt. Om klogskab skriver Aristoteles i

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!24 Det er kun i de to første kapitler i Udsendt, at Ubbesen arbejder på en provinsavis. Fra det tredje kapitel beskriver han sit arbejde som korrespondent for DR.

28

Etikken, at den netop udmærker sig ved ikke at være abstrakt, men derimod ved at blive skabt gennem erfaring. Kløgten er altså ikke noget, unge mennesker kan besidde:25 ”Årsagen er, at kløgten angår de partikulære ting, som bliver bekendte igennem erfaringen, og at det unge menneske ikke er erfarent. For det er tiden som skaber erfaringen. (…) At kløgten ikke er nogen videnskab, det er klart. Den angår de yderste enkeltting, som sagt. Og handlingens genstand er sådan.” (Etikken:1142a) Når Ubbesen betoner, at han tager af sted ”igen og igen og igen”, understreger han altså, at hans klogskab netop er skabt gennem erfaring og partikulære, konkrete oplevelser: Han har handlet sig til viden gennem 22 års arbejde og ”mange, mange” erfaringsgivende rejser.

En anden stilistisk faktor, som vi karakteriserer som betydningsfuld for fremstillingen af korrespondenten som indsigtsfuld og vidende, er, at teksterne i Udsendt er holdt i præsensform. Dette har flere funktioner: For det første er det værd at bemærke, at journalistiske features og nyheder som regel er skrevet i nutid,26 hvor (litterære) romaner som udgangspunkt er skrevet i datid.27 Udsendt er, som litterær journalistik, en genre, der befinder sig midt imellem. Det bemærkelsesværdige er dog, at teksterne behandler noget, der er sket flere år tilbage, hvilket gør nutidsformen konstrueret. Samtidig har præsensformen den funktion, at den – intenderet eller ej – kan tilsløre, hvorvidt korrespondentens omfattende viden (om en given krig eller konflikt) er en, han allerede havde i fx Albanien i 1998, eller om efterrationaliseringen har fået lov til at sætte sit præg på formuleringerne i teksten. På den måde bliver nutidsformen et stilistisk redskab i fremstillingen af Ubbesens klogskab, der her tager form som et vidende overskud hos korrespondenten ’i øjeblikket’. Vi har nu påvist den første del af Ubbesens autoritative etos: At han både formelt, indholdsmæssigt og stilistisk fremstår som en korrespondent med et særligt overblik, en særlig interesse for ’verden uden for sognet’ og en særegen historisk indsigt. At Ubbesen adskiller sig fra andre mennesker ved at besidde en særegen viden, har en distinkt betydning for demonstrationen af velvilje. Dette vil derfor blive uddybet yderligere i afsnittet om eunoia.

Inden vi når så langt, vil vi belyse demonstrationen af arête: korrespondentens moralske dyder.

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!25 Her må man selvfølgelig betone, at klogskab – eller kløgt – ses i det praktiske perspektiv. Aristoteles skriver netop, at unge mennesker kan være ”vise” udi abstrakte discipliner som matematik, men ikke have en praktisk-etisk viden, da denne kommer med alderen og gennem erfaringen (Aristoteles:Etikken:1142a). 26 Almindeligvis er nyheder (i avisen og på nettet) også skrevet i nutid. 27 Dette skøn omkring nutid/datid bygger på en sondring, vi lavede i faget Skriftlige genrers retorik med Christian Kock, efteråret 2014, hvor vi talte om den brede generalisering: At romaner som regel er i datid (der findes undtagelser), og at journalistiske nyheder skrives i nutid.

29

3.1.5 Arête: Korrespondenten og den journalistiske moral ”Jeg rejser som regel med fly, der er halvtomme, til steder, få har lyst til at besøge.” (p.7) I analysen af Ubbesens arête benytter vi Aristoteles’ kortlægning af dydens bestanddele som et organiserende princip. Vi vil herigennem vise, hvordan korrespondentens moral er relateret til erhvervet som journalist. Derfor vil vi yderligere inddrage Mark Deuzes redegørelse for den journalistiske ideologi, som den er skildret i ”What Is Journalism? Professional Identity and Professionalism Reconsidered”. Dette gør vi for at påvise, hvordan Deuzes kortlægning af den idealistiske, journalistiske identitet flugter med Aristoteles’ dydens bestanddele: retfærdighed, mod, mådehold, storsind, rundhåndethed og intellektuel indsigt (Retorik:1366b).28

Aristoteles forklarer, at dyden er: ”(…) en evne (dynamis) til at tilvejebringe og bevare gode ting, og en evne til at øve mange og store gode gerninger af alle slags i enhver situation.” (Ibid:1366b) Her er det særligt betoningen af ”enhver situation”, der er interessant for vores analyse af Ubbesens selvfremstilling, idet korrespondentlivet netop knytter sig til en særegen situation, som de færreste læsere selv har erfaring med – nemlig den at være udsendt til en konflikt eller et krigsområde. Som det lyder i forordet: ”Hvordan føles det at dumpe lige ned i sådan et blodigt kaos? Hvordan lykkes det at arbejde, spise, få tag over hovedet, sende hjem, komme omkring, undgå at blive skudt, dræbt, taget til fange, sprængt i luften?” (p.7) Ovenstående citat kan siges at være en lakonisk formulering af selvbiografiens implicitte telos: At have som mål at besvare, hvordan arbejdet som udsendt korrespondent overhovedet kan lade sig gøre.

I det følgende afsnit vil vi undersøge, hvordan Ubbesen fremstiller sig selv som en korrespondent med høj moral, der udøver ”mange og store gode gerninger” i, hvad han selv karakteriserer som, ”et blodigt kaos”. De vægtigste dyder, storsind og mod, vil blive behandlet mest indgående, mens retfærdighed, rundhåndethed og mådehold vil blive behandlet samlet under et afsnit. Afslutningsvis vil vi belyse, hvordan Ubbesen fremstiller sin egen moralske karakter gennem en reference til et kanoniseret værk, Joseph Conrads Mørkets Hjerte.

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!28 Vi vil ikke belyse dyden intellektuel indsigt, da korrespondentens særegne indsigt allerede er belyst i forrige afsnit om fronesis.

30

3.1.5.1 Storsind: Korrespondenten er underlagt ’nyhedernes natur’ At arbejde som korrespondent og blive udsendt til alverdens krige og katastrofer er ikke noget almindeligt job. Det bliver slået fast allerede i forordet til Udsendt: ”Det er et job, et sært job, et tragisk job, et udfordrende job – men vi tager af sted, jeg tager af sted igen og igen og igen.” (p.7) Ubbesen er her ikke eksplicit om, hvorfor han eller ’vi’ tager af sted ’igen og igen og igen’, men han beskriver, hvad han kalder for ’nyhedernes natur’: ”Det er nyhedernes natur: Noget er gået galt i verden, vi skal derhen. Ondskaben er sluppet ud af sit bur, naturkræfter har sat en stopper for den almenmenneskelige stræben efter lykke og tryghed. Af sted, vi må derhen! Noget forfærdeligt skal opleves, beskrives og forklares!” (p.7.) Her bliver ”Af sted, vi må derhen!”-mentaliteten altså et fælles anliggende for det journalistiske ’vi’, som Ubbesen er en del af. For udenrigsjournalister har denne ”af sted”-mentalitet mere alvorlige konsekvenser, fordi deres arbejde kræver, at de forlader trygge og hjemlige rammer for ikke kun at jagte nyheder, men for at jagte verdensnyheder – en følelse, som ikke-journalister muligvis har svært ved at forstå.

Deuze skriver i ”What Is Journalism?…”, at “journalists have a sense of immediacy, actuality and speed (inherent in the concept of ‘news’)” (Deuze:2005:447), og at jobbet som journalist derfor indbefatter “notions of speed, fast decision-making, hastiness, and working in accelerated real-time” (Ibid:449). Denne såkaldte ’journalistiske fart’ knytter sig altså til nyhedernes natur og indkapsles af Ubbesens formulering: “Af sted, vi må derhen!”. Samtidig er det også værd at bemærke, at trangen til at komme af sted og dække den undslupne ondskab hos Ubbesen beskrives som en drift, noget ukontrollerbart og noget, man simpelthen må gøre. Dette ser vi fx, når Ubbesen overvejer, om han skal tage til Haiti eller ej (hvilket han ender med at gøre):

“Det giver to muligheder lige nu: Jeg kommer af sted! Det kunne være spændende at opleve Haiti, der har jeg aldrig været. Det vil være godt at komme ud i verden igen og arbejde nogen tid on location i stedet for at sidde herhjemme i et mørkt redigeringsrum og flikke ting sammen på baggrund af bureau-materiale. Eller jeg kommer ikke af sted! Så slipper jeg for endnu en omgang død, lemlæstelse, rædsel, hjælpeløshed og frygt, close up. Så slipper jeg for det. Så slipper jeg.” (p.165)

Her er der altså et paradoksalt forhold i på den ene side gerne at ville sit job – at ville af sted – og samtidig ønske sig at slippe for det. Et citat som ovenstående er derfor med til at fremstille korrespondentgerningen som en art storsind. Ifølge Aristoteles er storsind: ”(…) en dyd, der lader én se stort på, hvad det koster, og dens modsætning er snæversyn og smålighed.” (Retorik:1366b)

31

Hos Ubbesen handler det vel at mærke ikke om, ”hvad det koster” rent finansielt, men derimod om, hvad det koster menneskeligt. I citatet opremses først omkostningerne ved at tage af sted, derefter nævnes muligheden for ’at slippe’, hvorfra han til sidst, ufortrødent og selvfølgeligt, drager af sted. På den måde fremstilles korrespondenten som én, der ved at underlægge sig nyhedernes natur også udviser et menneskeligt storsind. Ubbesen udfører altså en krævende gerning, som han personligt gerne ville unddrage sig. Deuze nævner, at det er en del af den journalistiske ideologi at opfatte sit arbejde som public service. At Ubbesen så rent faktisk arbejder for en public service-institution, forstærker blot hans indsats som et udtryk for et (journalistisk) storsind. Hos Deuze lyder det om den journalistiske identitet, at:

”The public-service ideal can be seen as a powerful component of journalism’s ideology. It is an ideal that journalists aspire to, and use to legitimize aggressive (Clayman, 2002) or increasingly interpretive (Patterson, 1997) styles of reporting. Journalists share a sense of ‘doing it for the public’, of working as some kind of representative watchdog” (Deuze:2005:447).

Det er altså, ifølge Deuze, en del af den journalistiske selvopfattelse at se arbejdet som en del af en større og vigtig sag. Dette er også tilfældet i Ubbesens selvfremstilling: Hans journalistiske storsind medvirker til konstruktionen af korrespondenten som en autoritativ skikkelse: en fællesskabets repræsentant.

3.1.5.2 Mod I: Korrespondenten trodser fare og sætter livet på spil En anden bestanddel af dyden, vi vil fremhæve, er mod. Det er en central, vægtig og gennemgående del af Ubbesens selvfremstilling, at han gebærder sig i farlige situationer, og at han trodser farerne og udviser mod. Hos Aristoteles lyder det således om modet som dyd: ”Mod får mænd til at udføre ædle bedrifter under farlige forhold, sådan som loven byder, og til at underkaste sig loven. Det modsatte er fejhed.” (Retorik:1366b) Et sted i Udsendt, hvor Ubbesen – helt efter Aristoteles’ forskrift – formår både at udvise mod og gøre det med en henvisning til loven, er i ”Sexterapeut i Kurdistan”. Her foreslår fixeren Ahmed for Ubbesen, at de anskaffer sig pistoler:

”Pistoler? Jeg har aldrig affyret våben i mit liv – men på den anden side: Hvad hvis vi bliver stoppet af Al Qaeda-folk eller Saddams baathister? Tænk, hvis de vil trække mig ud af bilen og hugge hovedet af mig – og Ahmed – midt på gaden, ligesom de gjorde for nogle dage siden i Mosul, da et par amerikanere var kommet på afveje. Ved højlys dag, på asfalten i Mosul.” (p.109) I citatet får Ubbesen først og fremmest understreget situationens fare ved at beskrive, hvad der netop er sket med to amerikanere, der besøgte samme område. Det er et gennemgående træk, at Ubbesen betoner, hvor let det kunne være gået galt, og hvad der kunne være hændt ham. I ovenstående citat henviser Ubbesen dog til sin moral og sin

32

rolle som journalist, når han begrunder, hvorfor han og Ahmed skal forblive ubevæbnede: ”Det går ikke. Det er også forbudt ifølge spillereglerne for journalister, Ahmed. Vi er ikke med i krigen, vi er i princippet kun observatører.” (p.109) På den måde betoner Ubbesen altså selv, at der til rollen som journalist hører et moralkodeks, man skal efterleve. Dette understreger igen, at Ubbesen ikke blot er moralsk ansvarlig i forhold til loven, men også i forhold til journalistikken.

Et andet sted, hvor korrespondenten trodser farer, er i ”De knepper ALT, Sir”: Her befinder Ubbesen sig i lufthavnen på vej hjem fra en reportage i Afghanistan, men bliver pludselig informeret om optøjer i Kabul. På vej ud af lufthavnen møder han en amerikansk journalistkollega, der er på vej væk fra urolighederne. Kollegaen advarer Ubbesen: ”- Jeg ville ikke gå den vej, Tom. Jeg er på vej ud, det burde du også være.” (p.270) Kollegaen har selv været embedded29 med amerikanske styrker på samme base som Ubbesen, og han fortæller, hvad der netop er sket på en patrulje – en patrulje identisk med den, som Ubbesen var med på nogle få dage forinden: ”Midt ude i wadien, første skud rammer Martins. Han er nede. Det er jeg også, uden at være ramt. (...) de skød vildt (…) Han døde for øjnene af mig, vi kunne ingenting gøre. (...) vi talte syv brændte lig bag stenene. ” (p. 270) Selvom der intet skete med hverken den amerikanske journalist eller Ubbesen, da de selv var i Margah, tjener betoningen af livsfaren en funktion: Den understreger korrespondentjobbet som potentielt dødbringende. På den måde får beskrivelserne af Ubbesens egne vellykkede – og forholdsvis udramatiske – embedments tilført et element af ekstra fare. Dette er tilfældet i den netop citerede passage, men vi ser det også andre steder. Her fra slutningen af ”Patruljer – Baghdad by night”: ”Ti dage senere sidder vi og arbejder fredeligt hjemme i DK, i det mørke redigeringsrum. Ser optagelser fra patruljen i Amariyah (…) Bib! You’ve got mail, siger min computer. Fra Irak, det er Lieutenant Hickey: ’Regret to inform you that the platoon was ambushed in Amariyah two days ago’ (…) Hickey mener, det var den kraftigste vejsidebombe i krigens historie. Den var ikke gravet ned i vejen eller gemt i affald (…) Syv døde fra vores platoon. Plus tolken. Regret to inform you, sir.” (p.154)

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!29 Embedde betyder at ’indlejre’ eller ’indsætte’. I journalistisk sammenhæng bruges termen til at beskrive en måde at arbejde journalistisk under særlige vilkår. I Ubbesens tilfælde er han flere gange embedded hos de amerikanske styrker i Irak og Afghanistan. Disse særlige vilkår betyder, at han kun ser og oplever det samme som styrkerne og derfor ikke er fri til at lave journalistik på egen hånd.

33

3.1.5.3 Mod II: Korrespondenten er alene og uafhængig Det er ligeledes en del af dyden mod, når Ubbesen flere gange betoner, at han er alene på sine rejser: ”Jeg rejser som regel med fly, der er halvtomme, til steder, få har lyst til at besøge.” (p.7) ”Jeg får mit grej, tager afsked med Chofer e mir shiptar – den gode albanske chauffør – og er så alene i verden igen (…). Efter en kilometer er der en tunnel. Jeg går ind, alene, bilerne kører ikke ind i det her mørke.” (p.25) ”Jeg er hotellets eneste gæst.” (p.77) ”Mens vi spiser, går en høj sirene i gang: Der er indkommende raketter, Taliban har nu magten derude i mørket på det område, hvor jeg stod alene og fortabt for nogle timer siden.” (p.257) At korrespondenten rejser til et krigshærget land, bliver en mere modig gerning, når den foretages i ensomhed. Men der er dog endnu en implicit vinding for korrespondentkonstruktionen, når det betones, at korrespondenten er alene. Særligt, hvis man ikke nødvendigvis læser ordet alene i betydningen ensom, men snarere i betydningen uafhængig. Om dette skriver Deuze sammenfattende:

”Autonomy: Journalists must be autonomous, free and independent in their work” (Deuze:2005:447).

Det styrker altså Ubbesens selvfremstilling som fri, uafhængig og selvstændig journalist, at han betoner det at være alene. Deuze skriver ikke decideret om mod i sin kortlægning af den journalistiske ideologi, men fremhæver, at der i den journalistiske selvopfattelse indgår en fornemmelse (”sense”) for etik, og at:

”Although journalists worldwide disagree on whether a code of ethical conduct should be in place or not, they do share a sense of being ethical – which in turn legitimizes journalists’ claims to the position as (free and fair) watchdogs of society.” (Deuze:2005:449) 3.1.5.4 Mod III: Korrespondenten er kritisk Vi anser det yderligere som tillæg til den aristoteliske definition af dyden mod, når korrespondenten fremstilles som én, der tør stille kritiske spørgsmål til magthaverne. Det ser vi fx i beskrivelsen af Ubbesen og fotografen Torbens besøg på Guantanamo-basen, hvor korrespondenten får stillet kritiske spørgsmål til militærpersonalet: ”Presseofficererne er meget ophidsede og summer rundt, en af dem er virkelig vred. Virkelig. At tale sådan til admiralen! Ved jeg ikke, hvilken slags mennesker de har med at gøre her på stedet?” (p.143) Dette relaterer sig til det etiske aspekt hos Deuze, hvor journalister skal være ”free and fair” og altså opføre sig uafhængigt og stille sig kritisk an. Vi ser noget lignende i ”Indbrud i en verden af vand”, hvor Ubbesen beretter om dengang, det lykkedes ham at

34

komme ind i Burma efter en rejse til Pakistan:

”Jeg tænker. Vi er næsten færdige her, Burma ligger lige ved siden af Thailand, de udsteder ellers aldrig visa til journalister, det ligner en kæmpe historie, vi burde være her (…). Med et enkelt tjek på Google vil de opdage, at jeg er journalist – men intet skal være uprøvet (…). Jeg er sammen med Claus Blok Thomsen fra Politiken, han er også ”turist”. Det giver en tryghed at være to. Men vi er alene ikke desto mindre.” (p.158) Ovenstående citat rummer både det føromtalte journalistiske storsind, hvor man ofrer sig for historien, det rummer modet til at rejse ind i et land, hvor man ikke ville kunne blive hentet hjem af myndighederne,30 og det indeholder betoningen af en vis autonomi, når Ubbesen igen understreger, at han (og her altså også journalisten fra Politiken) er ”alene ikke desto mindre”. Vi har netop påvist de vigtigste dele af korrespondentens moralske karakter: Hans journalistiske storsind, hvor han ofrer sig for historien, og hans mod og evne til at trodse farer og være kritisk. Man kan selvfølgelig diskutere, om det altid er nødvendigt at holde behandlingen af dydens bestanddele adskilt, som vi – for overblikkets skyld – har gjort i denne del af analysen. I en gerning, der søger at demonstrere dyd, vil der ofte være flere bestanddele på spil på én gang – dét er ovenstående citat et eksempel på. De sidste dele af dydens bestanddele, retfærdighed, rundhåndethed og mådehold, vil derfor blive behandlet samlet, da der i teksten netop er flere eksempler på, at de overlapper. 3.1.5.5 Retfærdighed, rundhåndethed og mådehold De sidste bestanddele af dyden, som vi ønsker at fremhæve, er retfærdighed, rundhåndethed og mådehold. Vi ser de to førstnævnte repræsenteret i “Nigger of the world”: Her er Ubbesen tilbage på Haiti, hvor han konstaterer, at nødhjælpen efter jordskælvet er utilstrækkelig. En del af Port au Princes allerfattigste indbyggere er blevet fordrevet fra de oprindelige flygtningelejre og bor nu på en bjergslette uden vand eller mad. Dette er blevet ignoreret af de internationale nødhjælpsorganisationer, hvis repræsentanter Ubbesen møder i et område, hvor de (rige) hvide vesterlændinge bor og ferierer under høje levestandarder: ”Her er en del hvide mellem de sorte – det er toppen af den internationale hjælpeindsats, der holder weekend. De er kørt direkte forbi skiltet med ”Attention! We Hungry!” ved Cameran Deux og er fortsat herud for at komme til lidt kræfter. Da vi kommer op af vandet, er der serveret øl fra Den Dominikanske Republik og canapéer med hummer. Alle er glade. Livet er godt. Men ubærligt. Om aftenen redigerer vi et indslag til næste dags TV Avis om Cameran Deux-lejren, om manglen på hjælp derude og om Ginette og hendes børn. Men det er ikke godt nok. Vi lægger en plan for næste dag.” (p.278)

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!30 Ubbesen forklarer, at Burma på det pågældende tidspunkt var lukket land for journalister, og altså derfor heller ikke et sted, hvor danske myndigheder kunne operere eller hjælpe tilfangetagne journalister hjem fra. Derfor er faren ved indrejse stor.

35

Den plan, Ubbesen senere forløser, går ud på selv at indkøbe mad at dele ud af – blandt andet til den fattige Ginette. Her udøver korrespondenten både rundhåndethed og retfærdighed ved personligt at sørge for, at der kommer nødhjælp til de nødstedte. Om retfærdighed siger Aristoteles: ”Retfærdighed er den dyd, i kraft af hvilken den enkelte har, hvad der er deres, og i overensstemmelse med loven” (Retorik:1366b). Men man kan måske samtidig tale om, at korrespondenten til dels også udøver en vis selvretfærdighed, når han hævder sin godhjertethed over andre vesterlændinge. Dermed adskiller han sig fra de andre (hvide), der har ignoreret skiltet med ”Attention! We Hungry!”. Dette er igen med til at bestyrke Ubbesens særegne moralske karakter: Han er den, der får sat gang i nødhjælpen.

Den sidste af dydens bestanddele, som vi vil gøre rede for, er ’mådehold’. Om den siger Aristoteles lakonisk: ”Mådehold er den dyd, i kraft af hvilken man forholder sig således til de legemlige nydelser, som loven byder. Det modsatte er tøjlesløshed.” (Retorik:1366b) Vi har gemt denne bestanddel af dyden til sidst, da den lægger sig i forlængelse af de andre bestanddele. Når Ubbesen udviser mådehold ved for eksempel at beskrive, hvilke trange eller beskedne kår, han bor og lever under som udsendt korrespondent, lægger det sig netop i forlængelse af, at han udviser det føromtalte journalistiske storsind og ofrer sig for historien: ”Der er snart ikke mere benzin til bilen eller strøm til satellittelefonen. Vi har kun vores cigaretter, nogle gamle kiks og den tavse by. Den nat bryder vi ind i en lejlighed, der har tilhørt en serbisk militskommandant. Der er masser af tomme flasker og en fuld rakija. Den tømmer vi. Vi sparker nogle patroner til side og sover på gulvet.” (p.44) Det at tømme en flaske sprut i en lejlighed, man netop er brudt ind i, er naturligvis ikke i sig selv et udtryk for mådehold. Alligevel er dette citat karakteristisk for den måde, hvorpå korrespondenten fremstiller sig som én, der sætter sit journalistiske arbejde over komfort, og måske endda også over sikkerhed. 3.1.5.6 En fortætning af dyder: Paratekstuel reference til Mørkets Hjerte Det sidste element i korrespondentens moralske karakter, som vi vil fremhæve, er en faktor, der indkapsler alle ovenstående journalistiske dyder – herunder det at rejse (mere eller mindre alene) ind i et land, der ligger uden for den vestlige civilisation. Denne fortætning af journalistiske dyder sker, når Ubbesen benytter sig af en paratekstuel reference til et kanoniseret værk. Flere gange i Udsendt nævnes ”mørkets hjerte” (fx p.10, p.192). Denne besjæling – mørkets hjerte – er, som nogle læsere vil vide, også den danske

36

titel på Joseph Conrads roman Heart of Darkness fra 1899. Conrads roman har gennem tiden udgjort en væsentlig inspirationskilde for andre kunstnere, hvoraf den mest kendte parafrasering sandsynligvis er Francis Ford Coppolas film Apocalypse Now fra 1979, der som værk ligeledes nyder særstatus.31

Den originale Heart of Darkness beskriver den britiske mand Marlow, der tager på en bådrejse gennem det mørke Afrika. I Ubbesens ”All Inclusive” (Haiti), lyder det: ”Vi suser måbende ind i noget, vi genkender som civilisation, endnu forfrosne indvendigt af oplevelserne i Mørkets Hjerte, tre timer borte ad landevejen.” (p.192) Referencen til Conrad forekommer ikke eksplicit, men implicit. Ubbesens brug af ”Mørkets Hjerte” kan derfor ikke knyttes direkte til det, McCroskey kalder sponsorship ethos, hvor en retor drager nytte af en velrespekteret kilde ved at sætte sig i direkte forbindelse med vedkommende:

”The implications of the sponsorship effect are important for the source. One may expect to have substantially higher source credibility if introduced by a person respected by the audience than one would have without such an introduction” (McCroskey:2006:88). Ubbesens etoskonstruktion afhænger altså ikke af, om læseren fanger referencen til Conrad. Derfor kan man stilistisk set betegne denne reference som en allusion – et ”halvskjult citat” (Albeck: 2006:89-91). Allusionen adskiller sig fra ”det lange citat” ved, at den ikke påberåber sig autoritet og på den måde nemt kan gå ubemærket hen hos læseren: ”[D]en der ikke er med, kan behageligst læse henover Hentydningen." (Ibid.) I belysningen af, hvordan Ubbesen konstruerer en autoritetens etos, finder vi referencen til Conrad relevant. At Conrads bog er kanoniseret forklarer på én vis, hvorfor titlen tilnærmelsesvis kan udgøre en talemåde (”i Mørkets Hjerte”). Samtidig mener vi dog, at Ubbesen, ved at lade sine reportagerejser parafrasere over denne – for Vesten – mytiske fortælling, på implicit vis låner kanoniseret etos herfra. Dette finder vi yderligere belæg for i det faktum, at det ikke kun er romanens titel, der alluderes over i Udsendt; allusionen forgrener sig og kan spores andre steder i Ubbesens prosa. Et eksempel på dette ser vi i beskrivelsen af Tigris-floden i ”Kødhakkeren”. Ubbesen skriver: ”Der er floden. Enorm, doven, brun (…) (p.100). I Heart of Darkness lyder det: ”Going up that river was like travelling back to the earliest beginnings of the world, when vegetation rioted on the earth and the big trees were kings. An empty stream, a great silence, an impenetrable forest. The air

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!31 Oversigt over priser og nomineringer til Apocalypse Now (Coppola) kan ses her: http://www.imdb.com/title/tt0078788/awards.

37

was warm, thick, heavy, sluggish. There was no joy in the brilliance of sunshine. The long stretches of the waterway ran on, deserted, into the gloom of overshadowed distances” (Conrad:1995(1899):59). Inkluderer vi her samtidig citatet fra ”All Inclusive” på Haiti, ”Vi suser måbende ind i noget, vi genkender som civilisation, endnu forfrosne indvendigt af oplevelserne i Mørkets Hjerte” (p.192), og holder begge citater op mod Conrads ovenstående, kan vi se, at der som en del af Ubbesens prosa både indgår alluderende beskrivelser af floden samt en betoning af, at korrespondenten rejser derhen, hvor civilisationen ophører; hvor mørket og det ukendte tager over.

Der er yderligere tale om en allusion over ”Mørkets Hjerte”, når Ubbesen bruger følgende deskriptioner om de steder, han rejser til som korrespondent: ”[E]t blodigt kaos” (p.7), ”En glemt højfjeldsverden, der har været lukket for omverdenen” (p.21) ”Europas mest isolerede hjørne” (p.21.), ”et udrangeret hjørne” (p.21.) ”egne ingen udefra har set i tre måneder” (p.41) ”jordens undergang” (p.165) ”en caribisk dystopi” (p.167) og ”kanten af verden” (p.257) (m.fl.). Med citater som disse sætter Ubbesen sig i en position, hvor hans beretninger, skabt på baggrund af egne erfaringer, kan bidrage med en eksklusiv viden om de steder, læseren ellers aldrig ville være kommet i nærheden af. Korrespondenten bliver en art journalistisk version af Marlows karakter i Heart of Darkness.32 Dermed sættes Udsendt i forbindelse med et kanoniseret værk, hvis autoritet er ubestridelig.33

Både dyderne fronesis og arête er til stede i allusionen til Heart of Darkness. Fronesis fordi korrespondentens særegne erfaring betones: Han besidder praktisk viden fra områder, han selv benævner som ”Mørkets Hjerte”. I denne rejse mod mørket ligger samtidig en demonstration af dyden mod: at korrespondenten tør drage af sted mod det ukendte, ligesom der demonstreres et (journalistisk) storsind, fordi korrespondenten ofrer sig for historien ved at sætte livet på spil. I de to foregående afsnit har vi vist, hvordan der i Udsendt konstrueres en korrespondent, som først og fremmest er vidende, erfaren (fronesis) og har en høj moralsk karakter (arête). Vi har yderligere vist, at korrespondentens viden er særegen, ligesom hans moralske karakter udgøres af særlige journalistiske dyder, hvor korrespondenten ofrer sig for historien, udviser et stort mod og er en uafhængig figur, hvis arbejde tjener fællesskabets bedste. Med andre ord: Korrespondenten udviser ikke kun fronesis og arête, men hævder både sin viden og sin moral som særegen. Dette har en direkte betydning for udvisningen af eunoia, hvilket vi skal se nærmere på nu. !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!32 Kendere af Conrads Heart of Darkness vil også vide, at bogen er skrevet på baggrund af Conrads egen (flod)rejse gennem Afrika (se ”Introduction” i 1995-udgaven af Heart of Darkness, p.xi). De selvoplevede rejser og oplevelser er altså et element i både Heart of Darkness og Udsendt. 33 Avisen The Guardian har Heart of Darkness på listen over de 100 bedste romaner gennem tiden (som nr. 32). Se artiklen ”100 best novels: No 32- Heart of Darkness by Joseph Conrad (1899)”, theguardian.com, for en (populærvidenskabelig) skitsering af romanens kvaliteter og litterære betydning.!

38

3.1.6 Eunoia: Den bedrevidende korrespondent ”De fleste mennesker er dybt optaget af det nære, det der berører dem direkte i dagligdagen (…) Men selv har jeg, siden jeg var lille bitte, lyttet som hypnotiseret til de voksnes historier om epokegørende oplevelser ”i krigens tid” (…)” (p.11) I denne del af analysen vil vi påvise, hvordan eunoia er etoskonstruktionens svage punkt. Vi har valgt at fokusere på beskrivelserne af korrespondentens møde og interaktion med andre. Dette gør vi for at vise, hvordan korrespondenten overordnet set stiller sig autoritativt an i mødet med andre og derigennem hævder sine egne evner – ofte på bekostning af andres.

Men inden vi når så langt, vil vi først skitsere, hvad vi egentlig forstår ved eunoia. Dette gør vi, fordi man både kan anlægge en bred og en mere snæver forståelse af eunoia. I Retorik oversættes eunoia til velvilje. Det beskrives som: ”Følelser eller affekter er sjælelige påvirkninger, der får folk til at ændre mening med hensyn til deres afgørelser, og som ledsages af behag eller ubehag (…).” (1378a) Dette er altså, hvad man kan betegne som den brede forståelse af eunoia: en fællesbetegnelse for alle de følelser og affekter, som Aristoteles redegør for i Retorik (Garver:1994:113) – følelser, man som taler skal kunne vække i sit publikum, heriblandt også vrede og foragt.

Men skal man forstå eunoia som blot velvilje, kan man, skriver Garver, se eunoia som nært beslægtet med venskabet (philia) (Ibid.): Aristoteles forklarer i Etikken, at velvilje minder om venskab, ”men er ikke det samme” (Etikken:1167a), om end velvilje, ”synes at være en begyndelse på venskab” (ibid.). En ven er, ifølge Aristoteles: ”[D]en, som vil og gør det gode eller det, der ligner, for en andens skyld, eller den, der vil være og leve sammen med en ven for dennes skyld [...], som vælger det samme som én selv, eller den, som deler sin vens smerte og glæde.” (Etikken:1166a) Og venner er de mennesker: ”[...] for hvem det samme er godt eller ondt, [dem] der holder af eller hader de samme mennesker. De må nemlig nødvendigvis ønske det samme. Derfor er den, der ønsker det samme for en anden som for sig selv, åbenbart dennes ven.” (Etikken:1381a) På baggrund af dette kan man altså forstå en person, der udviser eunoia, som én, der vil den anden det bedste, anerkender andre og derigennem skaber en jævnbyrdig relation. Selvom eunoia er etoskonstruktionens svage punkt, forholder det sig dog ikke sådan, at korrespondenten slet ikke formår at udvise velvilje. Vi finder det derfor naturligt at indlede denne del af analysen med at fremhæve to eksempler, hvori Ubbesen

39

demonstrerer eunoia: Det ene er fra bogens forord, mens det andet er fra ”Kødhakkeren” (Irak). 3.1.6.1 Telos i Udsendt: At give læserne svar på deres spørgsmål I forordet til Udsendt får læseren et bud på, hvad der har fået Ubbesen til at skrive en selvbiografi centreret om hans virke som korrespondent: ”Mens det står på, og bagefter, får jeg altid spørgsmålene, hvordan gør man? Hvordan føles det at dumpe lige ned i sådan et blodigt kaos? (…) Det handler denne bog blandt andet om.” (p.7) Dette er, hvad man med en retorisk term kan betegne som bogens telos: Ubbesen ønsker at give svar på de spørgsmål, han ofte bliver stillet; han ønsker at opfylde andres ønske. Et sted, hvor dette lykkes, er i ”Kødhakkeren”: Her møder Ubbesen den irakiske tolk Ali. Ali viser og fortæller Ubbesen om den maskine, der på grusomste vis slog folk ihjel under Saddam Husseins regime: ””Vil du se noget? Hvis du har tid altså. Jeg skal vise dig, hvor min onkel sad i fængsel – her på basen.” (…) En etage længere nede er der langt mere fugtigt og koldt. Her er det ikke celler, men bure i mørket, aflange bure, 2 gange 8 meter måske.

- Min onkel fortalte, at de proppede et par hundrede mænd ind i hvert bur, og de kravlede rundt som dyr derinde (…)

Vi fortsætter til nederste etage, til kødhakkeren. - De blev hentet ud af burene og taget herned, fortæller Ali. (…) - Så stod de i en lang række, hundrede meter, og så på, at en eller to af fangerne blev pillet ud (…)

Der er en rist ude ved floden, nogle gange stoppede den til (…) Bagefter blev de overlevende mast tilbage i burene på andet niveau.

- Hvorfor gjorde de det, Ali? Hvorfor skød de dem ikke bare med det samme? - Jeg ved det ikke. Det var ikke Saddams stil. Meningen var, at alle skulle være bange, hele tiden, hele

landet.” (pp.104-105) Her indtager korrespondenten ikke rollen som ekspert, men viger fra den og overlader den i stedet til en kilde. Korrespondenten fremstilles som forundret, skræmt og uvidende om grusomhederne. Når Ubbesen stiller spørgsmålet: ”Hvorfor gjorde de det, Ali?”, lader han kilden drage konklusionerne. Dette eksempel fra ”Kødhakkeren” opfylder det føromtalte telos, hvor Ubbesen giver læseren et indblik i livet som korrespondent uden at hævde sin egen viden.

Som vi skal se i de følgende eksempler, er korrespondentens interaktion og møde med andre dog oftest en anledning til, at han kan hævde sin indsigt og moralske karakter. 3.1.6.2 Sognet og verden: Korrespondenten og dem derhjemme I Udsendt er det som bekendt et gennemgående træk, at jobbet som korrespondent fremhæves som noget særligt: Det er ”et sært job, et tragisk job, et udfordrende job” (p.7). Korrespondenten har dog, som nævnt, et velvilligt telos, hvor han ønsker at fortælle om

40

sit job, fordi han så ofte er blevet mødt af forundring og spørgsmål. Ubbesen er dog samtidig klar over, at ”de fleste mennesker er dybt optagede af det nære” (p.11), hvorimod han selv interesserer sig for verden (”jeg arbejder på en provinsavis, der ikke interesserer sig meget for verden uden for sognet – men det gør jeg”(p.11)). Denne dikotomi mellem korrespondenten og andre mennesker er gennemgående for Udsendt, hvilket også kommer til udtryk i følgende citat: ”Jeg er helt med på, at læserne er interesserede i det nære, at de vil vide, hvorfor Falck kørte med udrykning i går, at de køber avisen, fordi der måske kan være et billede af børnenes børnehave, der markerer sin 15-års fødselsdag med tombola og teater. De fleste mennesker er dybt optaget af det nære, det der berører dem direkte i dagligdagen. Det forstår og respekterer jeg. Men selv har jeg, siden jeg var lille bitte, lyttet som hypnotiseret til de voksnes historier om epokegørende oplevelser ”i krigens tid” (…) Det var dengang Store Ting skete, og Historiens hjul drejede.” (p.11) Her er det værd at bemærke sætningen: ”Det forstår og respekterer jeg”. Den har på sin vis funktion af et forbehold, hvor korrespondenten får udtrykt, at der selvfølgelig intet er galt med at være optaget af ”det nære”. Dette ændrer imidlertid ikke på, at der i teksten til stadighed konstrueres modsætningsparrene ”Verden”, ”Store Ting”, ”epokegørende oplevelser” og ”Historiens hjul” over for livet i sognet, ”det nære” og hverdagsoplevelserne.

Samme distinktion, hvor korrespondenten og verden stilles over for læser og sogn, finder vi i passager, hvor arbejdet på provinsavisen beskrives. Her udtrykkes en slet skjult frustration over, at Ubbesens artikler står ”side om side” med lokalstof og ikke nødvendigvis bliver læst af særlig mange: ”Det er min første krig, og jeg sender artikler hjem som en rasende. Dagen efter er de i avisen, og nogen læser dem vel?” (p.18) ”(…) Det [krigen på Balkan] kan man blandt andet læse i vores avis, i de dage hvor jeg er nede i Vukovar og omegn. Side om side med artikler, der omhyggeligt gengiver nyheder fra handelsstandsforeningens ledelse. Der er plads til det hele.” (p.19) På baggrund af ovenstående citater kan man så tvivl om, hvorvidt korrespondenten reelt ”forstår og respekterer” andres optagelse af ”det nære”, eller om et sådant udsagn i højere grad har karakter af at være en nødvendig formalitet, der muliggør en yderligere betoning af korrespondentens særegne interesse for verden: de ”Store Ting” og ”Historiens hjul”. Denne distinktion medfører altså, at korrespondenten tager afstand fra den type mennesker, der søger referaterne fra handelsstandsforeningen i stedet for at orientere sig om verdenssituationen. Her kan man også diskutere, om Ubbesen ligeledes distingverer sig fra de journalister derhjemme, der skriver om provinsielle emner, mens han selv ”sender artikler hjem som en rasende” og sætter livet på spil på Balkan. Som vi skal se nu,

41

er der i hvert fald flere eksempler, hvor korrespondentens frustration over andre journalister er udtalt. 3.1.6.3 Andre journalister, studieværter og medietyper I Udsendt er der et tilbagevendende fokus på ét særligt spørgsmål, som korrespondenten stilles, når han er igennem til radio eller tv: ”Hvordan er stemningen?”. Mest indgående og omfattende behandles det i ”Dødens kongerige vender tilbage”: ””…Hvordan er stemningen, Thomas?” Stemningen? Stemningen er, at her er iskoldt og mudret, og her er mange, mange grædende børn. En gammel kone stolprer af sted med to stokke, hendes sko er flikket sammen af opskårne bildæk. Hun er alene. Stemningen er, at ingen aner, hvad der foregår, eller hvad der kommer til at foregå, eller hvor deres elskede er, eller om de skal dø snart eller om ”Det Internationale Samfund” kommer og bringer det hele i orden igen om et øjeblik.” (p.34) ”Jeg fortæller i radioen om ”stemning”, og mens jeg taler, mens jeg er i æteren, lige dér vokser et syn, hvis lige jeg aldrig har oplevet før eller siden, frem over bjergkammen.” (p.36) Ubbesen forholder sig igen til ’stemning’, når han beskriver, hvordan han senere samme aften befinder sig på Kroatiens fineste hotel, hvorfra han skal på tv: ”Det er her, man går hen, når de har bestilt tid hjemmefra til live i TV Avisen, hvor jeg skal på. Så vil man igen blive spurgt til, hvordan stemningen er.” (p.37) Herefter følger en beskrivelse af korrespondenten, der afventer at komme igennem til DR. En ung mand står og græder: ”- To af mine bedste venner er blevet skudt i Pristina. Jeg har lige fået det at vide. Undskyld, siger han (…) Kl. 18.20 er jeg klar. 18.25 er der forbindelse til TVA. Der kommer en jingle: Kosovos hovedby Pristina, antallet af ofre kendes ikke. Tusinder er på flugt ud ad provinsen. På plads ved General Jankovic-stationen ved grænsen til Kosovo…Thomas, hvordan er stemningen?” (...). På en måde har jeg ikke meget at byde på. Jeg har ikke været derinde i Kosovo, hvor folk bliver bestjålet, myrdet og voldtaget (...). Jeg kan ikke andet end at stå der ved grænsen og møde folk – ofre – i samme øjeblik, de er ude af landet. Tale med dem i det sekund (...) og så give det videre med mine egne ord på spørgsmålet: Hvordan er stemningen lige der, hvor du er, Thomas?” (p.37) At forholde sig til sine arbejdsvilkår som udsendt korrespondent i sin egen selvbiografi er der selvsagt intet bemærkelsesværdigt i. På et uskyldigt plan tjener belysningen af spørgsmålet ”Hvordan er stemningen, Thomas?” til at understrege det absurde i at befinde sig i ”et blodigt kaos” og så blive spurgt ind til stemningen. Det betoner dog samtidig den store afstand, der er mellem Ubbesens arbejde som udsendt korrespondent på den ene side og almindelige journalister på den anden; dem, der stiller uformående spørgsmål hjemme fra tv-studiet.

42

Et andet sted, hvor Ubbesen ligeledes kommenterer andre journalister og spørgsmålet til stemningen, er i ”Mediecirkus på et fjernt kontinent”. Her er Ubbesen i Chile for at dække en mediesensation: 33 minearbejdere, man havde troet var omkommet, bliver reddet op fra en sammenstyrtet mine, hvilket har de internationale mediers interesse. Ubbesen befinder sig altså i et ”mediecirkus” sammen med en masse andre ”medietyper” (p.231). Gennem flere stilistiske træk fremhæver han, hvad der gør situationen lig et cirkus. For eksempel i gengivelsen af telefonsamtalen med DR: ”Om jeg er i Chile? Om jeg er i nærheden af minen? Om jeg har hørt, at den første er kommet op nu? Om jeg kan være klar til at sige noget i udsendelsen klokken 6 plus 7? Og 8 og 9? Plus P3-nyhederne? Også Morgenmagasinet? (…) Hvad siger minearbejderne? Hvordan er stemningen? Hvordan er stemningen? Hvordan er stemningen?” (p.231) Her er det værd at bemærke, at han bruger betegnelsen ”medier” og ikke ”journalistik”. Som Solveig Schmidt betoner i Journalistikkens Grundtrin II, er forskellen på medier og journalistik følgende: “Medier er virksomheder, de fleste af dem er privatejede, og langt fra alle har et ønske om at levere journalistik.” (Scmidt:2011:14) Forskellen er altså i grove træk, om man betragte modtageren som ”borger i et demokrati eller som kunde til en vare” (Ibid:15). Selvom Ubbesen arbejder for et public service-medie, kritiserer han dog stadig, hvordan hans journalistik bliver behandlet som en vare, der skal afsættes, og som den ene dag har høj værdi, og den næste dag ingen. Dette bliver helt tydeligt, når korrespondenten sidst i kapitlet går alene rundt i San Tiago og intet hører hjemme fra redaktionen: ”Hvorfor ringer telefonen ikke mere? Jeg ringer selv op til redaktionen (…). Inden jeg er hjemme, er den historie rykket fra toppen af den internationale dagsorden til glemslens mørke. Jeg ringer igen til redaktionen, men de vil ikke høre mere om de der minearbejdere. Ingen gider høre mere om dem.” (p.232) Ubbesens føromtalte velvillige telos, hvor han ville give andre et indblik i sit arbejdsliv, forløses her. Han får beskrevet, hvordan han somme tider oplever at befinde sig i et mediecirkus, og samtidig bruger han beskrivelsen af dette cirkus til selv at tage afstand fra medierne. Deuze skriver følgende om den journalistiske ideologi: “[J]ournalists identify themselves more easily with the profession of journalism than for example with the medium or media company that employs them.” (Deuze:2005:446) Dette er også tilfældet med Ubbesen: Hans kritik af og afstandstagen fra medierne og mediecirkusset får den funktion, at den hævder korrespondenten som journalist. Dette er

43

samtidig med til at styrke Ubbesens autoritative etos: At han hæver sig op over ”medietyper” gennem en hævdelse af journalistikken. 3.1.6.4 De hvide, rige turister på Haiti Et andet sted, hvor Ubbesen ligeledes distingverer sig fra andre, er i ”All Inclusive” (Haiti). Her er det hverken læsere, der interesserer sig for det nære, eller sensationsjournalister, som han distingverer sig fra, men derimod hvide, rige turister på et luksushotel: ”Der sidder en ældre mand i baren. Hvidt jakkesæt, Rolex, og et muntert og solbrændt, rynket reptilansigt over kraven (…) han har armen om ryggen på en mørk, måske 25-årig yndighed med store, blævrende bryster generøst udstillet (…). Ved siden af os en midaldrende, engang hvid, kvinde. Også hun er dybt maghonibrunet, meget udfordrende klædt og tungt belæsset med tingeltangel. Stramme kridhvide slacks, der afslører en hel del for meget.” (p.209) Gennem beskrivelsen af turisternes monstrøse og udfordrende beklædning skabes der en afstand mellem korrespondenten og turisterne. Denne afstand bliver tydelig, når Ubbesen beskriver sig selv og fotografkollegaens beklædning kontra turisternes: ”nogenlunde rene t-shirts og de bedste bukser og gummisko, vi har tilbage” (p.209). Men også i beskrivelsen af turisternes adfærd opstår der en afstand mellem dem og korrespondenten: Den canadiske kvinde i baren er eksempelvis ”plakatfuld og hælder drinks i sig systematisk” (p.209). Hun henvender sig til Ubbesen:

- ”Hvad bringer jer hertil? - [Ubbesen:] Jordskælvet i Haiti. Vi har været der i tre uger og skal hjem nu. - Gud ja. Haiti. Jeg har set det i fjernsynet. Det er forfærdeligt, de stakkels mennesker, jeg har mest

lyst til at kaste alt fra mig og tage derhen. Bare for at hjælpe. Vi må gøre noget for de mennesker, en personlig indsats. Jeg er parat til at tage af sted i morgen. Måske hjælpe nogle nonner eller på et børnehjem (…). ”Jamen, man burde jo gøre noget. Vi kunne måske tage dertil sammen, I to og mig…gøre noget sammen?”” (p.210)

- Selvom korrespondenten flere gange efterlyser, at andre mennesker, ligesom han selv, interesserer sig for ”Store Ting” og ”verden”, kommer den canadiske kvindes gode intentioner alligevel til at fremstå latterlige. Dette sker med beskrivelsen af, at hun er er fuld, ””giver” drinks til os alle”, omtaler sig selv som ”kunstner og forfatter” og er ”blevet ophidset ved tanken om alt det forfærdelige i Haiti” (p.210). Der skabes altså et antitetisk forhold mellem på den ene side korrespondenten som tavs, ædru og i almindeligt tøj holdt op i mod den ”plakatfulde” turist i det udfordrende tøj, ”belæsset med tingeltangel” (Ibid).

Når Ubbesen samtidig betoner, at han netop er hjemvendt fra tre uger i Haiti, bliver afstanden til turisterne endnu større. Korrespondenthvervet bliver det middel, med

44

hvilket der lægges afstand fra alle dem, der blot bliver ”ophidset ved tanken om alt det forfærdelige”; dem, der ikke reelt har mulighed for at følge deres gode intentioner til dørs. Det er på sin vis det samme, der er på spil i det næste eksempel, vi har valgt at inddrage. Her distingverer korrespondenten sig dog fra én, han umiddelbart har et venskabeligt forhold til. 3.1.6.5 Korrespondenten som lærer: ”Sexterapeut i Kurdistan” I ”Sexterapeut i Kurdistan” befinder Ubbesen sig på grænsen mellem Kurdistan og Irak, hvor han skal dække det første irakiske valg efter Saddam Hussein-regimets fald. Han får her følgeskab af fixeren Ahmed, der til daglig arbejder som engelsklærer. Kapitlets deskriptive titel henviser til den relation, Ubbesen og Ahmed udvikler under deres arbejde. Ahmed fatter tillid til Ubbesen og betror ham intime detaljer om sit kærlighedsliv: At hans kone, Suleyma, med årene har mistet lysten til sex. Det er altså korrespondentens rolle som en art sexterapeut, der ligger til grund for titlen. Selvom Ubbesens beskrivelse ikke lægger samme afstand til Ahmed, som fx beskrivelsen af turisterne gjorde, distancerer Ubbesen sig alligevel. Det ser vi i beskrivelserne af Ahmed, der kommer til at fremstå naiv, uerfaren og underlegen i forhold til korrespondenten, mens Ubbesen selv indtræder i en belærende, nærmest alfaderlig rolle. Ahmed tiltaler ham fx som ”Mister Thomas” (p.118 p.123) og ”chef” (p.110).

Den sexrådgivende seance udspiller sig på et hotel, hvor Ahmed tilkendegiver, at han betragter vestlige kvinder som mere ”varmblodige” end kvinderne i Kurdistan. Dette foranlediger korrespondenten til at give Ahmed råd om sex: ”De gode råd? Skab en god stemning. Giv hende en lille gave. Vis, at du er rigtig glad for hende. Afsæt mindst en halv times tid pr. gang, Ahmed. Brug 75 procent af din tid på hende, måske 90 procent (…) – 90, procent, Thomas? Men det er jo mig, der er manden?” (p.123) Her er det tydeligt, at korrespondenten indtager rollen som lærer, mens Ahmed er eleven. Omend forholdet mellem de to er gensidigt venligt, har det dog samme funktion som de tidligere eksempler: Korrespondenten distingverer sig gennem hævdelsen af sit eget vid. Dette finder vi yderligere belæg for, når vi ser på, hvordan korrespondenten flere gange irettesætter Ahmed – og dermed redder begges liv: ”Ahmed kører ind til siden og studerer kortet. Det fremgår, at kortlæsning ikke er hans styrke.

- Jeg tror altså, mumler han. - Jamen, Ahmed, tror er ikke godt nok. Hvis vi tror forkert, ender vi i Mosul, og de skærer

hovederne af os. Vi vender bilen og finder den lille vej (…) da vi passerer en landsby med et navn, som Ahmed genkender, anerkender han, at han tog fejl.” (p.110) Denne scene – hvor Ahmed er ved at køre mod dødsfælden Mosul – dette scenarie finder sted i alt tre gange i dette kapitel. Hver gang opdager korrespondenten dog fejlen, på trods

45

af at han ikke er stedkendt, og får bilen på rette vej. Hverken rollen som terapeut eller som irettesættende passager er bemærkelsesværdige hver for sig. Men samlet set bidrager de to eksempler til, at korrespondenten igen fremstår som en ophøjet, distingveret skikkelse ved at fremstille andres uformåenhed.

Det sidste eksempel, vi skal se på, er en sammenligning af den første og den sidste tekst i Udsendt: Vi holder bogens forord op mod dens efterskrift. Efterfølgende vil vi konkludere på hele denne del af analysen. 3.1.6.6 Fra forord til efterskrift: Korrespondentgerningen som mirakuløs præstation? I dette afsnit vil vi sammenligne forordet med efterskriftet. Sammenligningen tager udgangspunkt i de tre præmisser, som forordet skitserer. Disse er som følger: 1. At korrespondenten udfører en underfuld gerning. 2. At krigene og katastroferne afløses af nye krige og katastrofer. 3. At Udsendt som værk vil give et konkret indblik i, hvordan man rent praktisk klarer jobbet som korrespondent.

Ordet ”mirakel” har en vægtig plads i forordet til Udsendt. Det bliver nævnt hele to gange (på to sider), bl.a. i forbindelse med et citat, vi tidligere har karakteriseret som bogens telos: ”Hvordan gør man? Hvordan føles det at dumpe lige ned i sådan et blodigt kaos? (…) Hvordan klarer man det rent praktisk i krigs- og katastrofezoner? Det handler denne bog blandt andet om, for det er jo en kæmpe udfordring hver eneste gang og et mirakel, at det lykkes.” (p.7, vores kursivering) Det interessante ved dette citat er forbindelsen mellem ”rent praktisk” og ”mirakel”. At korrespondenten ønsker at fortælle sin læser, hvordan man rent praktisk udfører jobbet, men samtidig karakteriserer det som et mirakel.

Når Ubbesen samtidig betoner sin ”mange, mange”-års erfaring, er dette medvirkende til at gøre hans karriere til noget enestående. For hvis det er et ”mirakel, at det lykkes” hver eneste gang, må en 22-årig lang karriere også være en enestående og beundringsværdig præstation. I leksikalsk forstand betyder mirakel ”det, der er genstand for undren”, eller ”underfuld begivenhed”.34 I forordet til Udsendt indskrives der netop også en forundret part: De personer, der gennem tiden har spurgt Ubbesen: ”Hvordan gør man?” (p.7).

Ubbesen skriver yderligere i forordet, at krigene og katastroferne rundt omkring i verden er uendelige: ”Der kom en krig mod Gadaffi i Libyen. Krig i Afghanistan. Krig i Mali. Allersenest en brutal konflikt om Ukraine. Det bliver ved.” (p.8). Ubbesen lover, at han vil løfte sløret for, hvordan det ”rent praktisk” lykkes at ”arbejde, spise, få tag over hovedet, sende hjem, komme omkring, undgå at blive skudt, dræbt, taget til fange,

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!34 ”Mirakel”, denstoredanske.dk.

46

sprængt i luften” (p.8). Med andre ord loves læseren, at det abstrakte og uforståelige gøres til noget konkret og forståeligt.

Ser vi imidlertid på bogens efterskrift, er det mest bemærkelsesværdige, at det lyder helt anderledes om krige og konflikter, end det gør i bogens forord. Her beroliger korrespondenten læseren ved at komme med ”den gode nyhed”, der skal give håb for fremtiden: ”Og så til allersidst, den gode nyhed: Alle disse konflikter, alle disse stridigheder, alt dette had går over. Det har sin tid (…). Og det er forfærdeligt, det ser uhyggeligt ud, det er dybt tragisk for ofrene. Men det slutter, alting finder tilbage til en form for normalitet med tiden. Der er en fremtid, der er et håb, som digteren skrev.” (p.310) Der er altså en diskrepans mellem forordets udsagn om, at krige og katastrofer ”bliver ved” og efterskriftets beroligende udsagn om, at ”alt dette had går over. Det har sin tid”. Man kan derfor spørge, hvad de 22 kapitler i mellem forord og efterskrift skal bruges til, hvis læseren alligevel blot skal droppe bekymringerne og tænke på, at ”alle disse stridigheder, alt dette had går over”.

Fra vores nærlæsning af kapitlerne ved vi, at korrespondenten gennemgående fremtræder med stor viden, indsigt og historiske interesse. Vi ved, at Ubbesen fremstår som en korrespondent med en særlig moralsk karakter, der udgøres af nogle særlige journalistiske dyder, og endelig ved vi, at han fremstår i kontrast til andre. Derfor bidrager kapitlerne mellem forord og efterskrift netop ikke til at give et konkret bud på, hvordan korrespondentjobbet lader sig gøre; i stedet bidrager de til at fastholde Ubbesen i en ophøjet position som korrespondent og til at fastholde korrespondentgerningen som noget enestående og tilnærmelsesvis mirakuløst. 3.1.7 Analysekonklusion: Autoritetens etos Vi har nu foretaget første del af dette speciales analyse. Med Aristoteles’ tre etosdyder som strukturerende princip har vi påvist, hvordan Ubbesen konstruerer sin etos i selvbiografien Udsendt.

I afsnittet om korrespondentens fronesis påviste vi, hvordan Ubbesen både demonstrerer et kulturelt og historisk overblik. Dette kommer til udtryk gennem tekstens mange historiske digressioner samt brugen af et panoramisk blik. Dette panoramiske blik skal derfor både forstås i overført betydning, fordi korrespondenten viser historisk overskud, men også i bogstavelig betydning, når Ubbesen flere gange beskriver kulturer og lande fra et reelt helikopterperspektiv.

Den vigtigste pointe fra afsnittet om fronesis er dog, at korrespondenten ikke kun udviser viden og betoner sin praktiske erfaring, men at han hævder sin klogskab som særegen. Opbygningen af fronesis er derfor etoskonstruktionens mest dominerende del.

47

I afsnittet, der behandler korrespondentens demonstration af arête, påviste vi, hvordan korrespondenten realiserer en særlig journalistisk moralsk karakter. Her forklarede vi, hvordan Aristoteles’ udlægning af dydens bestanddele i Ubbesens tilfælde blev forbundet med dét at være journalist. Korrespondenten fremstilles altså som én, der besidder et særligt journalistisk storsind og ofrer sig for historien, ligesom han udviser et journalistisk mod. Dette mod består dels i at trodse farer, dels i at turde stille kritiske spørgsmål til magten og endelig i at turde være alene og på egen hånd. I afsnittet om arête påviste vi afslutningsvis, hvordan Ubbesen gennem en allusion sætter sin egen karakter i forbindelse med et kanoniseret værk (Conrads’ Heart of Darkness). Dette medvirker til at fremstille korrespondentens arbejde som kulturelt vægtigt og til at sætte værket Udsendt i forbindelse med værket Heart of Darkness, hvis autoritet er ubestridelig. Arête er derfor – ligesom fronesis – en stærkt dominerende del af Ubbesens etoskonstruktion.

I afsnittet, der behandler korrespondentens demonstration af eunoia, påviste vi, hvordan Ubbesen – på trods af sit velvillige udgangspunkt og telos – gennemgående distingverer sig fra andre. Dette er et egentligt resultat af, at korrespondenten indgående hævder sin viden og moralske karakter som særegen. Vi fremstillede Ubbesens manglende eunoia gennem eksempler, hvori korrespondenten forholder sig til andre. Dette udmønter sig gennemgående i, at beskrivelsen af andre (dem ’hjemmefra’, andre journalister, medierne, de hvide turister og kurderen Ahmed) bliver et middel til at fremstille korrespondenten som overlegen i forhold til viden eller moralsk karakter.

Det forhold, at korrespondenten fremstiller sin viden som særegen samt sin moral som særlig journalistisk, hvorigennem han distingverer sig fra andre, er, hvad vi vil betegne som en autoritativ etoskonstruktion. I leksikalsk forstand er autoritet en evne til: ”[...] legitimt at kunne bestemme andres handlinger, opfattelser eller tanker samt den eller det, der besidder denne egenskab. Autoritet forbindes som regel med en hierarkisk orden og anerkendes pga. en særlig værdighed, hellighed, oprindelse eller pga. sjældne evner, ufejlbarlighed, følelsesmæssig identifikation eller legalitet.”35 Sammenligner man forord og efterskrift, bliver Ubbesens autoritet særlig tydelig. Efterskriftet afsluttes med et opbyggeligt udsagn om, at ”alting finder tilbage til en form for normalitet med tiden”. Her bruger korrespondenten sin særegne viden, erfaring og moral til at træde ind i rollen som autoritet, der fra et distingveret sted beroliger sit publikum. Læseren fratages sin myndighed, og autoriteten bestemmer, hvordan læseren skal forholde sig til fremtiden.

Afslutningsvis er det vigtigt at pointere, at Ubbesen således ikke konstruerer sin etos helt efter Aristoteles forskrifter, idet han netop mangler eunoia. Dog lægger han sig tæt

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!35 ”Autoritet”, denstoredanske.dk.

48

op ad den aristoteliske etos, der sætter fronesis øverst på listen over troværdighedsdyder (Hoff-Clausen:2011:217). 3.2 ANALYSE II: Selvfremstillingen i Hvor solen græder I denne del af specialet vil vi se nærmere på, hvordan Puk Damsgård fremstiller sig selv i den selvbiografiske fortælling Hvor solen græder. Inden vi går til selve nærlæsningen, vil vi dog først præsentere Damsgårds initiale etos. 3.2.1 Skribent og korrespondent: Puk Damsgård Puk Damsgård Andersen (født 1978) er uddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2007. Hun har arbejdet som freelance udenrigsjournalist i Pakistan, Afghanistan og Libanon, indtil hun i juli 2011 afløste Steen Nørskov som DR’s mellemøstkorrespondent.36 To måneder efter ansættelsen brød borgerkrigen i Syrien ud, og Damsgård er i dag den danske journalist, der har rapporteret mest fra Syrien under revolutionen.37

Ved siden af det journalistiske arbejde har Damsgård udgivet bøgerne Mellem Taliban og fremtiden (2006, i samarbejde med Marie Grundtvig Buss), De Renes Land (2009), Ulvehjerter (2011) samt dette speciales analyseartefakt Hvor solen græder (2014).

Damsgård har modtaget flere priser for sit litterære og journalistiske arbejde, herunder Jyllands-Postens Ytringsfrihedspris (oktober 2011) i forbindelse med sit arbejde i Pakistan,38 Berlingske Fonds Journalistpris (december 2012), som hun modtog sammen med journalistkollegaen Simi Jan,39 og Læsernes Bogpris (april 2015) for Hvor solen græder.40 Derudover har hun været nomineret til FUJ-prisen (oktober 2014), der uddeles af Foreningen for Undersøgende Journalistik, hvor hun også var nomineret for Hvor Solen Græder,41 samt til Cavlingprisen (november 2014), ligeledes for Hvor Solen Græder.42

Ligesom Ubbesen er Damsgård kendt for at være en dygtig, ambitiøs og målrettet udenrigskorrespondent. Hun beskrives i vendinger som ”Journalist med stort J”43 og ”korrespondent i verdensklasse”44, og i fagkredse bliver hun nærmest idoliseret i lange

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!36 "DR: Puk Damsgaard afløser Steen Nørskov", mediawatch.dk. 37 ”Puk Damsgård - KH”, journalistforbundet.dk. 38 "DR-korrespondent får pris for at være besværlig", dr.dk. 39 "Berlingske Fonds Journalistpris til to unge kvinder", b.dk. 40 "Puk Damsgård vinder læsernes bogpris - hun fortæller suverænt godt om syrien", b.dk. 41 "Her er de nominerede til FUJ-priserne", journalisten.dk. 42 "Cavling: De nominerede er..." journalistforbundet.dk. 43 ”Som menneske og journalist”, journalisten.dk. 44 ”På reportage i en krigszone – Puk Damsgård HVOR SOLEN GRÆDER”, litteratur.nu.!

49

portrætartikler.45 Damsgårds ambitionsniveau understreges også af hendes villighed til at ofre sig for sit erhverv. I 2010 blev hun dømt persona non grata i Pakistan,46 ligesom hun flere gange har sat livet på spil for at rapportere fra Syrien, der betegnes som ”verdens værste sted for journalister”.47

Hvor Ubbesens professionalisme er kendetegnet ved hans evne til at adskille sig personligt fra situationen, synes det at forholde sig omvendt med Damsgård: Hun bliver beskrevet som ”menneske med stort M”48 og med ”en utroligt nærværende og opmærksom empati.”49 Politikens boganmelder Bjørn Bredal fremhæver meget direkte dette nærvær som en del af hendes professionalisme i anmeldelsen af Hvor solen græder: ”Puk Damsgård er krigsreporter i verdensklasse. Det ved enhver, som ser TV-avisen. Hendes dækning af Mellemøsten er så nærværende og oplysende, at hun er blandt de skrappeste i den generation af skrappe danske journalister, som i disse år rejser ud.”50 Artikler om Damsgård er ofte ledsaget af personlige oplysninger: at hun er gift med sin amerikanske mand, der er flymekaniker,51 at hun ikke vil have børn,52 at hun er bange for tordenvejr53 samt andre forhold, der ikke knytter sig til det journalistiske hverv. Artiklerne er som regel ledsaget af store portrætfotos, hvor Damsgård poserer.54 Ydermere bliver hun ofte fremhævet for sit køn, gennem spørgsmål som ”Hvad betyder det, at du er kvinde?”55, ligesom motivationstalen til Berlingske Fonds journalistpris også nævnte dét, at hun og Simi Jan er kvinder.56 I forhold til Ubbesen er der altså et fokus på Damsgårds køn, hvorfor vi finder det relevant at nævne. Dette er dog ikke et perspektiv, vi vil udfolde, selvom det er et selvstændigt studie værd.

Overordnet set kan det udledes, at mens Ubbesens initale etos kredser om hans professionelle virke, er Damsgårds initale etos i højere grad også præget af en interesse for det, man kan kalde ’mennesket bag professionen’. !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!45 "Puk Damsgård: Midt i verdenshistorien", rustonline.dk og ”Krig i øjenhøjde med Puk Damsgård”, Lixen.dk. 46 "Dansk journalist hænges ud på forside", information.dk. 47 "Syrien er verdens værste sted for journalister", politiken.dk. 48 ”Som menneske og journalist”, journalisten.dk. 49 ”Hvor solen græder”, politikensforlag.dk. 50 "DR-krigsreporters bog fra Syrien er lige så fremragende som hendes tv-reportager", politiken.dk. 51 "Puk &verdenshistorien", nordjyske.dk. 52 "Puk Damsgårds store beslutning - den 35-årige korrespondent har valgt børn fra", seoghoer.dk. 53 "Damsgård: “Man ved jo, der altid kommer et angreb nummer to”, altfordamerne.dk. 54 "Puk Damsgård: Midt i verdenshistorien", rustonline.dk og "Puk Damsgårds store beslutning - den 35-årige korrespondent har valgt børn fra", seoghoer.dk. 55 ""Det er en enorm kraftanstrengelse hver gang jeg skal ind i Syrien", journalisten.dk. 56 "Berlingske Fonds Journalistpris til to unge kvinder", b.dk.!

50

3.2.2 Teoretisk tilgang: Ciceros etos I denne del af specialet vil vi se nærmere på, hvordan Puk Damsgård fremstiller sig selv i Hvor solen græder. I analysen af Udsendt så vi, at Ubbesens etos primært bestod i en demonstration af fronesis og arête, hvilket bevirker, at Ubbesen realiserer en såkaldt autoritetens etos. I denne analyse vil vi påvise, at Damsgårds etos, i modsætning til Ubbesens, primært hviler på en demonstration af dyden eunoia, og at hun dermed realiserer, hvad vi kan kalde en sympatiens etos.

Som tidligere nævnt belyser retoriske kritikere ofte en retors karakter ud fra den aristoteliske tanke om, at denne skal fremstille sig selv med de tre etosdyder fronesis, arête og eunoia. På grund af Damsgårds vægt på eunoia vil vi dog i stedet argumentere for, at Damsgårds etos i højere grad lægger sig op ad det ciceronianske etosbegreb, der netop går under betegnelsen ”[an] ethos of sympathy” (Miller:2004:211).57 Inden vi går til analysen, vil vi derfor først opridse, hvordan det ciceronianske etosbegreb adskiller sig fra det aristoteliske. 3.2.2.1 Etos hos Cicero: Sympatiens etos Ciceros teoretiske tilgang til etos er svær at definere. Dette skyldes til dels, at de fleste retoriske studier har koncentreret sig om Ciceros egen praktiske realisering af etos i hans taler som romersk statsmand. Samtidig skyldes det, at Cicero kun benytter termen etos én gang i sine samlede retoriske skrifter (Enos og Schnakenberg:1994:192). Når vi alligevel knytter termen etos til Cicero, er det fordi, Cicero tager udgangspunkt i flere af Aristoteles’ tanker. Dette uddybes gennem karakteren Antonius i De Oratore: ” (…) Han [Kritolaos] hørte nemlig til Aristoteles’ skole, hvis tanker, du synes, jeg holder mig så tæt op ad. Mellem denne Aristoteles, - af hvem jeg har læst både den bog, hvori han refererer alle forgængernes lærebøger i talekunst, og dem, hvori han har fremsat sine egne tanker (…).” (De Oratore:II:160) Inspireret af de tre aristoteliske bevismidler – logos, etos og patos – fremhæver Cicero således tre funktioner, en taler bør beherske; docere, delectare og movere: ”Når jeg altså har fået sagen forelagt og erkendt dens karakter og derpå skal i gang med at behandle den nærmere, er det første jeg gør, at tage stilling til, hvilket moment i sagen jeg skal samle hele den del af min tale om, som direkte angår problemstillingen og kendelsen [docere]. Dernæst overvejer jeg på det omhyggeligste de næste to punkter, hvoraf det ene går ud på, hvorledes jeg kan fremstille mig selv og de klienter, jeg forsvarer, i det gunstigst mulige lys [delectare], medens det andet tager sigte på at påvirke tilhørernes sind i netop den retning, jeg ønsker [movere].” (Ibid:114) Her fremgår det, at Cicero, ligesom Aristoteles, betragter retors karakterfremstilling som et persuasivt element (”hvorledes jeg kan fremstille mig selv”), der kan indgå som belæg for retors fremførte synspunkter. I den efterfølgende paragraf uddyber Cicero dette til, ”at !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!57 Her er det vigtigt at pointere, at vi ikke mener, Damsgård ikke etablerer de tre aristoteliske etosdyder. Vi hævder blot, at dyden eunoia er den dominerende.

51

man kan vinde sine tilhøreres velvilje” (Ibid:115), og det er således nærliggende at sidestille Ciceros delectare med Aristoteles’ eunoia.

Carolyn R. Miller fremhæver i ”Expertise and Agency. Transformations of Ethos in Human-Computer Interaction”, at den ciceronianske etos dog snarere er en forstørrelse af Aristoteles’ eunoia-dyd, og hun definerer derfor ciceroniansk etos som en sympatiens etos: ”An ethos of sympathy emphasizes the Aristotelian component of eunoia, finding it’s rhetorical ally in pathos; it focuses our attention on the interest that a rhetor has in us, in the audience feelings, needs, sensitivities, and interests. An ethos of sympathy is always looking for a response (…).” (Miller:2004:212) Hvor Aristoteles fremhæver retors karakter som en forudsætning for velvilje, tilføjes altså endnu et element hos Cicero, nemlig det, at velvilje indebærer en effekt (”always looking for a response”). Med en henvisning til J. Wisse definerer Miller denne effekt som en sympatisk respons, der er knyttet til milde følelser, hvorimod patos, eller movere, er knyttet til mere voldsomme følelser (Ibid:211).

I en ciceroniansk optik er etos altså i højere grad en social dynamik mellem retor og publikum. Dette betyder dog ikke, at etos ligger uden for retors evner. For som Miller fremhæver, så synes velviljen at være centreret om publikum, men den er i højere grad centreret omkring retor: ”The ethos of sympathy, which appears to be about the audience, may in fact be about the rhetor. But because it continually deflects attention away from the agent and back to the audience, the ethos of sympathy makes it difficult for us to know the rhetor.” (Ibid:212) Også i De Oratore lyder det, at den velvillige indstilling centrerer sig om retor: ”En sådan velvillig indstilling fremkaldes af en mands anseelse og position, hans præstationer og det moralske omdømme, han nyder, alt sammen ting, som det er nemmere at gøre noget ud af, hvis de faktisk foreligger, end at opdigte, hvis de ikke eksisterer. (…) Fra talerens side støttes virkningen af visse ting (…). Det er særdeles nyttigt at lægge tegn for dagen på omgængelighed, venlighed, overbærenhed, ærbødighed og et taknemmeligt sindelag, fjernt fra al grådighed og havesyge. Alt hvad der karakteriserer retskafne og fordringsløse mennesker og folk med en fredelig, ikke stivsindet eller stridbar og bidsk holdning, er i høj grad med til at fremkalde velvilje (…).” (De Oratore:II:182) Citatet rummer to interessante perspektiver: Dels ser vi, at Cicero deler Aristoteles’ instrumentelle tilgang til etos, fordi retor selv kan ”lægge tegn for dagen” på karaktertræk, der er ”med til at fremkalde velvilje”. Samtidig rummer citatet også en væsentlig forskel fra det aristoteliske etosbegreb, da Cicero fremhæver ”retors anseelse og position, hans præstationer og det moralske omdømme, han nyder” som faktorer, der styrker velviljen. Hvor Aristoteles’ etos, som tidligere nævnt, knytter sig til den specifikke talesituation, strækker Ciceros etosbegreb sig altså over en længere (livs)periode og rummer

52

perspektivet, at den gode retor også er et godt menneske (”alt sammen ting, som det er nemmere at gøre noget ud af, hvis de faktisk foreligger, end at opdigte, hvis de ikke eksisterer”). Den ciceronianske etos rummer altså både perspektiver fra den aristoteliske og isokratiske etostankegang, som vi omtalte i forrige analyseafsnit. 3.2.3 Struktur på analysen: Tre sympatiske topoi I den følgende analyse vil vi undersøge Damsgårds selvfremstilling i Hvor solen græder ud fra et ciceroniansk etosperspektiv. Som nævnt kan en ”velvillig indstilling” i den ciceronianske optik fremkaldes ved at ”lægge tegn for dagen” på, hvad der ”karakteriserer retskafne og fordringsløse mennesker” (De Oratore:II:182). Disse træk kan selvsagt formidles via talens indhold, men, som Cicero selv fremhæver, kan sådanne træk også afspejles i retors stil: ”At kunne formidle et indtryk i ord af de pågældende som mænd, der er retfærdige og pletfrie, ansvarsbevidste, tilbageholdende og i stand til at udholde uret og overgreb, er således af en forbløffende virkning (…). Vælger man sine ord med skønsomhed og forstand, medfører det rent faktisk, at talen så at sige afspejler talerens karakter.” (Ibid:184) Analysen er således struktureret efter tre topoi,58 vi har observeret gennem en række indholdsmæssige og stilistiske træk, og som vi mener udgør en væsentlig forudsætning for Damsgårds realisering af sympatiens etos. De tre sympatiske topoi er:

• Den uselviske krigskorrespondent • Den indlevende krigskorrespondent • Den menneskelige krigskorrespondent

Ligesom i den foregående analyse har vi valgt at gå tematisk frem for kronologisk til værks, fordi de tre topoi udfoldes løbende i bogen. Undervejs i analysen vil vi inddrage relevant teori i belysningen af Damsgårds selvfremstilling, herunder teori om rekonstruktion, feminin stil, Kenneth Burkes pentade samt Aristoteles’ tanker om velvilje og venskab.

Vi skal yderligere pointere, at selvom Ciceros etosbegreb rækker ud over den specifikke retoriske situation og således inkluderer retors offentlige omdømme, vil vi primært beskæftige os med Damsgårds etos på baggrund af Hvor solen græder. Med andre ord vil vi undersøge Damsgårds afledte etos (McCroskey:2006:82), da vi i dette speciale

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!58 Topik er et flertydigt begreb, som vi her bruger i betydningen af typiske og tilbagevendende temaer og emner i en given kontekst (Kock:2009:127).

53

undersøger det tillidsstyrkende potentiale i to specifikke korrespondentselvbiografier. Inden vi går til analysen, vil vi først give et kort handlingsreferat af Hvor solen græder. 3.2.4 Resumé: Hvor solen græder Hvor solen græder er mellemøstkorrespondenten Puk Damsgårds fortælling fra Syrien; en bog, der baserer sig på hendes rejser og oplevelser i landet under den syriske revolution fra sommeren 2011 til marts 2014. Bogen koncentrerer sig dels om Damsgårds liv og arbejdsvilkår som korrespondent og dels om en række syriske borgere, som Damsgård har stiftet bekendtskab med. I bogen møder læseren således flere personer: den ”lattermilde” læge Dr. Kassem (p.52), der opererer på Al-Qusairs felthospital; den unge oprører Mohannad, der nok ligner ”en ægte oprørssoldat” (p.92), men mest af alt drømmer om at blive gift med sin ungdomskærlighed; den ”spinkle”, afhopper Jihad, der har vendt sit tidligere liv som efterretningsagent ryggen (p.105); engelsklæreren Nasser, en mand med ”rolige, nærmest velovervejede bevægelser og et varmt blik” (p.162); skoleinspektøren Omwya med den ”tørre humor” (p.161); den ”smarte, spinkle” frisør Nadia (p.166) samt ”gebismageren”, der ”fuld af energi” samler oppositionsfolk i klinikkens baglokale (p.145). Den mest gennemgående karakter er dog den syriske kvinde Nour, der har engageret sig i revolutionen og forelsket sig i oprøreren Meeshal. Vi hører således om Nours liv, forhold og engagement i krigen i en sideløbende rammefortælling. Hvor solen græder strækker sig over 14 kapitler samt en prolog og et efterskrift, og fortællingen suppleres løbende af sort-hvide fotografier. 3.2.5 Den uselviske korrespondent: Rekonstruktion og demonstration af ekspertise ”I det kaos var millioner af civile fanget. Det var deres historier, jeg var kommet for at videregive.” (p.94) En del af Damsgårds sympatiske etos består i, at hun fremstår uselvisk. Den uselviske adfærd er knyttet til flere greb: Vi vil i de to følgende afsnit fremhæve bogens stilistiske udformning samt korrespondentens demonstration af journalistisk dygtighed som faktorer, der er med til at danne et billede af korrespondenten som uselvisk. 3.2.5.1 Rekonstruktion: Korrespondenten er ikke i centrum ”Nour opdagede med det samme sig selv i spejlet, da hun trådte ind i entréen” (p.13). Sådan indledes prologen i Damsgårds selvbiografiske fortælling om livet som korrespondent. Damsgård selv bliver først præsenteret på den følgende side i et possessivt pronomen: ”Hans kalasjnikov lå ved døren ved siden af min sikkerhedsvest og hjelm.” (p.14, vores kursivering).

54

Det er ikke blot i bogens anslag, at Damsgård lader Nour få opmærksomheden; bogen igennem benytter Damsgård sig nemlig af et stilistisk greb, der i journalistikken går under betegnelsen rekonstruktion. Christine Isager skriver i ”En journalist og en parmaskinke kommer ind på en bar…”, at ”rekonstruktion indebærer at journalisten laver en sammenhængende genfortælling – eller gendigtning, om man vil – af en række forskellige kilders vinkler på et bestemt begivenhedsforløb” (Isager:2012:12). Hun påpeger yderligere, at ”formaterne (…) kan være lange” og, at de rekonstruerede afsnit ”selv som avisartikler” typisk publiceres ”som ’kapitler’” (Ibid.). Dette er også tilfældet i Hvor solen græder, der helt overordnet kan opdeles i tre dele: en selvbiografisk del, hvor Damsgård optræder som eksplicit jeg-fortæller,59 en rekonstrueret del, hvor vi hører om Nours liv, og hvor fortællerpositionen ændres til en implicit alvidende fortæller,60 og en tredje del, hvor de to fortællinger smelter sammen, og Nour og Damsgård begge optræder.61 Læseren er således klar over, at Nour er en faktisk person og ikke en ren fiktiv karakter, en prosôpopoiia, fordi hun optræder sammen med Damsgård. Læseren ved også, at det er Damsgård, der er den implicitte fortæller, der beretter om Nours liv. Dels fordi hun er den empiriske forfatter, der står på bogens ryg, og dels fordi hun eksplicit redegør for rekonstruktionen i bogens efterskrift: ”En del af historien om Nour er for eksempel bygget op om hendes egne erindringer om barndommen og ungdomslivet. Så vidt det har været muligt, har jeg forsøgt at tjekke historierne med den nærmeste familie.” (p.264) Mens fortællingen, hvor Damsgård optræder, strækker sig over en begrænset tidsperiode fra revolutionens start i 2011 og frem til bogens udgivelse i 2014, strækker Nours fortælling sig over flere årtier. Vi hører om Nours liv, fra hendes barndom og frem til mødet med Damsgård. Et eksempel, hvor rekonstruktionen er tydelig, er i beskrivelsen af Nours fødsel: ”Den julidag, Nour blev født, var det imidlertid varmt og dejligt. Det politiske klima var glemt for en stund, da den sorthårede baby kom til verden og lå i sin mors favn på en fin hospitalsstue med udsigt over byen. Sommeren var over Damaskus, og Lama og Fadis første datter lyste op i hele familien.” (p.30) Begivenheden har fundet sted, flere årtier før Damsgård var i Syrien, og før Nour var en selvbevidst person med et udviklet sprog. Her genfortæller – eller gendigter – Damsgård altså Nours historie ud fra andre kilders udsagn, men læseren ved ikke hvis. Er det Nour, Nours forældre eller en ukendt tredjepart? Med en reference til Jo Bech-Karlsen påpeger

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!59 Kapitlerne: ”Goodbye – and good luck”, ”Under åben himmel”, ”Én dag til, eller et helt liv?”, ”Agent 30867”. 60 Kapitlerne: ”Pigen, der hellere ville være en dreng”, ”Nours vækkelse”, ”Det mørke rige”, ”Under en teltdug med blå bogstaver”. 61 Kapitlerne: ”Nyt liv på landet”, ”Storbykvinden og landsbyknægten”, ”International slagmark”, ”En kemisk romance”, ”Fuck revolutionen”, ”Farvel til freden” samt i bogens indledende prolog. !

55

Isager, at journalistiske tekster altid bør have tydelige kildemarkeringer. Læseren skal kende historiens komponenter og være klar over, hvilke valg og fravalg journalisten har truffet, fordi journalistikken som genre har en forpligtelse på virkeligheden: ”Det kan ganske vist skabe friktion og stå i vejen for indlevelsen, men var der ingen friktion, kunne historien jo ligeså godt være fiktion” (Isager:2012:13). Damsgårds rekonstruerede rammefortælling er dog netop ikke et stykke journalistik i traditionel forstand, og den forpligter sig derfor ikke på virkeligheden, på samme måde som Isager beskriver, at journalistikken gør. I stedet skaber fortællingen aspekter af en verden, der ikke henviser referentielt til virkeligheden, men derimod indbyder læseren til at opfatte denne del af teksten som opfundet, uden der dog er tale om en decideret løgn (Brix Jacobsen m.fl.:2013:29). Med et andet udtryk kan man sige, at Damsgård fiktionaliserer.

Louise Brix Jacobsen skriver, at fiktionalisering i fiktionstvetydige værker kan være ”udtryk for en afsenderstrategi, hvis mål er at holde modtageren i en aktiv forhandlingsposition” (Brix Jacobsen m.fl.:2013:50). Ud over at fiktionalisering er medrivende og spændingsskabende, bidrager den til at aktivere læseren, da denne skal forhandle med sig selv, om hun vil opfatte den separate, fiktionaliserede fortælling om Nour som overvejende opdigtet eller overvejende referentiel. For modtageren er den rekonstruerede rammefortælling altså et aktiverende og underholdende element, der fordrer til at læse videre.

Rekonstruktionen har dog yderligere to vigtige funktioner. For det første demonstrerer Damsgård gennem rekonstruktionen sine evner som indlevende fortæller: ”Hun kunne mærke sit hjerte hamre, paranoidt kiggede hun i bakspejlet og i sidespejlet. Det var et spørgsmål om timer. Hun måtte væk. (…) Tårer og snot væltede ud af ansigtet og ned i skødet, mens hun kørte.” (p.136) Gennem de indlevende detaljer får læseren mulighed for at dele oplevelsen med Nour. For det andet bevirker rekonstruktionen, at Damsgård, i en bog der handler om hende selv, kan træde i baggrunden i sin egen fortælling og overlade rampelyset til Nour. Damsgård forlader dog aldrig helt fortællingen, da hun dels skifter mellem de selvbiografiske afsnit og de fiktionaliserede afsnit og dels får flettet sin egen selvbiografiske beretning sammen med Nours fortælling fra ”Et nyt liv på landet”: ”Jeg sad fordybet i samtalen, da en mand og en kvinde trådte ind i lokalet. De hilste på afstand. (…) ”Jeg hedder Nour,” sagde kvinden på fint engelsk og gav mig hånden.” (pp.146-147) Ved at bruge rekonstruktion som et stilistisk greb etablerer Damsgård sig altså som en krigskorrespondent, der ikke står i centrum af historien, men samtidig aldrig står uden for historien. Hun fremstilles således som en uselvisk korrespondent, da hun har en

56

taleposition, men aktivt vælger at give ordet til andre. Dette træk vil vi karakterisere som ét vægtigt element i Damsgårds sympatiske etos, idet det viser en korrespondent, der er lydhør, lyttende og villig til at komme andre i møde. Som ethopoetisk element står rekonstruktionen dog ikke alene, men bliver, som vi skal se i næste afsnit, suppleret af, at Damsgård demonstrerer sin journalistiske ekspertise på beskeden vis. 3.2.5.2 Demonstration af journalistisk ekspertise: Den beskedne korrespondent Både i den aristoteliske og den ciceronianske etosforståelse er det vigtigt, at taleren viser indsigt og ekspertise. Hvor Aristoteles lægger vægt på dyden fronesis, står talerens gradvise opbygning af ”anseelse og position” i centrum hos Cicero (De Oratore:II:182). Som nævnt i afsnit 3.2.1 har Damsgård et godt offentligt omdømme som professionel og dygtig korrespondent. Dette gode ry fremhæves på bogens omslag: ”Puk Damsgård har modtaget flere priser for sit arbejde (…)”. I selve Hvor solen græder refereres der dog på intet tidspunkt til Damsgårds tidligere præstationer eller offentlige anseelse som journalist; Damsgård etablerer derimod sin journalistiske ekspertise på ny gennem demonstration af en række forskellige journalistiske dyder: indsigt i emnet, kildekritik og -beskyttelse, dokumentation, menneskelig indsigt samt at være i stand til at opnå fortrolighed med kilder (se Schmidt:2011). Demonstrationen af disse journalistiske dyder sker løbende i fortællingen, men vi har valgt at fremhæve ét eksempel, der på opsummerende vis demonstrerer de nævnte elementer, nemlig Damsgårds relation til den tidligere efterretningsagent Jihad. Menneskelig indsigt og fortrolighed med kilder Korrespondentens evne til at aflæse mennesker bliver hurtigt demonstreret, da Damsgård stifter bekendtskab med Jihad: ”Der var noget særligt over Jihad. Jeg kunne ikke placere det.” (p.105) ”(…) jeg fornemmede, at han [Jihad] kun fortalte en tiendedel af sin virkelighed. Han svarede i tåger.” (p. 108) Citaterne fremhæver korrespondentens menneskelige indsigt i præteritum, og det er tydeligt, at Damsgård besidder en viden, læseren endnu ikke har adgang til. Frem for at benytte denne bedreviden og hævde sin egen journalistiske sjette sans i postulerende og selvsikre vendinger nedtoner Damsgård sin indsigt gennem bløde formuleringer: ”jeg fornemmede” og ”jeg kunne ikke placere det”. Den stilistiske nedtoning styrker billedet af en korrespondent, der er indsigtsfuld og vidende, men aldrig skråsikker. Korrespondentens menneskelige indsigt fremhæves yderligere, da Jihad afslører sin hemmelighed som afhoppet efterretningsagent fra det syriske regime:

57

”Jihad fortalte mig om sin hemmelighed via Facebook. Jeg ved ikke hvorfor. Men han sagde sidenhen, at han stolede på mig (…). Vi skrev frem og tilbage om truslen fra islamisterne, da Jihad pludselig spurgte: ”Puk, kan jeg stole på dig?” ”Ja, selvfølgelig,” svarede jeg.” (pp.119-120) Gennem denne anekdote får Damsgård på én og samme tid demonstreret og nedtonet den journalistiske dyd at være pålidelig og vække fortrolighed (Schmidt:2011:31-35). Frem for at ophøje dét at vise menneskelig indsigt og etablere fortrolighed til særegne dyder, der er forbeholdt journalister, fremhæver hun dem som almenmenneskelige egenskaber, der er selvfølgelige: ”Jeg ved ikke hvorfor” og ”Ja, selvfølgelig”. Korrespondenten fremstår ikke selvhævdende eller med særegne karaktertræk, men derimod som en jævnbyrdig person, der er lige så troværdig som alle andre mennesker, inklusive læseren. På dette punkt adskiller Damsgård sig altså væsentligt fra Ubbesen og hans eksplicitte demonstration af de journalistiske dyder. Kildekritik og indsigt i emnet At være kildekritisk er en væsentlig journalistisk dyd. I Mediehåndbogen fremhæves det, at journalisten skal være særlig kritisk i tre tilfælde: ”Kilder man ikke kan tjekke”, ”kilder man har fælles interesser med”, og ”kilder, man personligt godt kan lide”.62 På trods af Damsgårds personlige forhold til Jihad udviser hun hurtigt en journalistisk skepsis og spørger kritisk ind til hans historie: ””Så med andre ord siger du, at Jabhat al-Nusra var efterretningstjenestens opfindelse?” spurgte jeg.” (p.125) ””Men sidenhen fik al-Nusra-gruppen og andre islamistiske grupperinger sit eget liv og er en reel spiller blandt oprørerne. Hvordan forklarer du det?” spurgte jeg.” (p.127) Gennem det kritiske forhør af Jihad viser Damsgård også sin indsigt i den komplekse revolution. Fordi konflikten i Syrien er en borgerkrig mellem regimet og oprørerne, florerer meget information på nettet og de sociale medier. Damsgård demonstrerer ad flere omgange, at hun har en stor viden om konflikten og er en integreret del af det sociale netværk, hvor hun har adgang til væsentlige oplysninger. I eksemplet med Jihad ser vi det i følgende citat:63 ”Da Jabhat al-Nusra en måned efter, 24. januar 2012, erklærede sin eksistens via en video på nettet, blev gruppen øjeblikkelig tilskrevet bomberne i december. Da jeg henviste til videoen, grinede Jihad.” (p.126) Damsgård fremstår dermed som en korrespondent, der både er vidende og har sat sig i den komplekse sag samt som en, der lever op til sin journalistiske forpligtelse ved at spørge kritisk ind til kilder, hun selv har et nært, personligt forhold til.

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!62 ”Kilder”, aiu.dk. 63 Andre eksempler kan ses på pp. 74, 158, 166 og 204.

58

Verificering og dokumentation Tilstræbt objektivitet og neutralitet er to journalistiske dyder, der er svære at opfylde i en krig. Dette fremhæves af Damsgård selv: ”De journalistiske dyder som uafhængighed og muligheden for at få bekræftet en sag fra to sider var under hårdt pres i krigszonen. Alle løj og overdrev, selv nuttede øjenvidner – ikke fordi de var amoralske mennesker, men fordi krigen forstyrrede deres virkelighedsopfattelse (…).” (p.82) Men frem for at Damsgård stoler blindt på sin egen indsigt som menneskekender og udvælger, hvilke historier, der er ’sande nok’ til at viderefortælles, ekspliciterer hun løbende sin tvivl om historiernes rigtighed for derefter at fremlægge sin dokumentation. Dette ser vi også i forhold til Jihads historie: ”Det lød som en vittighed. Men jeg vidste det kunne være rigtigt.” (p.120, vores kursivering) Herefter fremlægges hele Jihads forløb, fra han startede som efterretningsagent (”Jihad begyndte arbejdet i efteråret 2007” (p.123)), til han forlod efterretningstjenesten og flygtede til Tyrkiet (”På hans fridag 5. juli 2012 stak han af.” (p.132)). Foruden Damsgårds kritiske spørgsmål, som vi så i ovenstående afsnit, ledsages historien af dokumentation i form af to sort-hvide fotos af Jihads gamle id-kort (p.122) samt Damsgårds egen detaljerede beskrivelse af kortet: ”Jihads id-kort var blåt og orange, det syriske flag dannede baggrund for hans portrætfoto og chefens underskrift. Hans id-nummer var 30867, kortet havde nummer 29456. På bagsiden stod hans rigtige navn, afdelingsnummer 290 i al-Ghouta-området i Damaskus. (p.121). Korrespondentens opgave er således ikke at verificere historien og fortælle, hvad der er sandt eller falsk, men derimod at fremlægge beviserne og lade det være op til læseren at bedømme historiens sandfærdighed. Dermed fremstår korrespondenten hverken skråsikker eller klogere end læseren, men anerkender, at læseren selv kan (og skal) tage stilling til historiens rigtighed. Kildebeskyttelse Den sidste del af Damsgårds journalistiske ekspertise, vi ønsker at fremhæve, er hendes beskyttelse af kilder. En af journalistikkens etiske grundregler er, at man – om nødvendigt – må gå i fængsel for at beskytte sin kilde.64 Flere af Damsgårds kilder befinder sig i en udsat position, hvor de fortæller deres historier med livet som indsats. For at fortælle deres historier er det således en naturlig forudsætning, at Damsgård ændrer navne og sletter personfølsomme oplysninger, hvorfor det fremgår af bogens efterskrift, at hun ”har

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!64 ”Kildebeskyttelsen er næsten hellig”, Journalisten.dk.

59

ændret navnene på en række personer (…) af hensyn til dem og deres familiers sikkerhed” (p.262).

Foruden oplysningen om kildebeskyttelse beskriver Damsgård samtidig, hvor alle bogens karakterer befinder sig ved udgivelsen af bogen: ”Den tidligere efterretningsagent Jihad har jeg efter aftale sløret ved kun at opgive hans fornavn. Eftersom tjenesten ved, han er flygtet, har han intet imod at opgive sit id-kortnummer. I maj 2014 fik han nok af sit liv som illegal flygtning i Tyrkiet. Han tog i stedet på en farefuld færd mod Europa i håb om et bedre liv. Han nåede Sverige, hvor han søger om asyl.” (p. 263) De opsummerende beretninger vidner om, at Damsgård stadig har kontakt til kilderne. I efterskriftet får vi således et billede af en korrespondent, der dels overholder en af journalistikkens vigtigste etiske regler og dels viser oprigtig interesse og omsorg for sine kilder. Omsorg er netop en anden væsentlig del af Damsgårds sympatiske etos, som vi vil behandle indgående i det næste afsnit. Før vi når så langt, vil vi dog først opsummere, hvorfor Damsgårds demonstration af journalistisk ekspertise er en væsentlig del af korrespondentens uselviske fremtoning.

Hoff-Clausen påpeger i Online Ethos, at en retors offentlige anseelse på nettet langt fra er stabil, men at retoren forsat skal gøre sig fortjent til offentlig agtelse og autoritet (Hoff-Clausen:2011:227). Dette er også tilfældet i Damsgårds fortælling. Ved ikke blot at hævde sin journalistiske ekspertise og forlade sig på sit gode ry demonstrerer Damsgård i stedet sit værd gennem ageren og interaktion med kilder, og hun gør sig således fortsat fortjent til agtelse for sine journalistiske evner. Hun nævner ingen steder hæder eller tidligere gerninger, men demonstrerer i stedet sin ekspertise i en nedtonet form, hvor hun ikke gør sig klogere end læseren. Damsgård er altså tilbageholdende med åbenlys selvhæder og praleri, hvilket gør, at vi får et billede af en dygtig, men samtidig uselvisk og beskeden korrespondent. Dette er et væsentligt træk i Damsgårds sympatiske appel, for som Aristoteles påpeger, føler vi skam over dem, som praler:65 ”Og at fortælle og love alverden om sig selv og tage andres præstationer til indtægt for sig selv; det skyldes nemlig tegn på praleri. (…) Det er alt sammen grimt og skammeligt.” (Retorik:1383b) Damsgård demonstrerer således dyden fronesis, men hvor den er i centrum hos Ubbesen, er den hos Damsgård underlagt andre træk, der knytter sig til eunoia: uselviskhed, beskedenhed og lydhørhed. Dette fremhæver Miller netop som karakteristisk for den sympatiske etos: ”Such an ethos highlights arete and eunoia, and, though it cannot abandon phronesis, certainly leaves it out of the spotlight. Such an ethos (…) can be understood as a Ciceronian ethos (…)” (Miller:2004:211) !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!65 At føle skam definerer Aristoteles som en ”følelse af ubehag” (Retorik:1383b), hvilket ikke er fordrende for modtagerens velvillige indstilling til retor.

60

I det følgende afsnit vil vi se på, hvordan Damsgård yderligere styrker demonstrationen af eunoia, når hun fremstiller sig som en korrespondent, der er overbærende, nærværende, omsorgsfuld og indlevende. 3.2.6 Den indlevende korrespondent: feminine træk i indhold og stil ””Du kan bare tale om, hvad du vil, Puk. (…) Jeg har sagt, at du er ligesom en søster for mig(…)”” (p.258) Damsgårds sympatiske etos består, som tidligere nævnt, også i, at hun udviser en oprigtig interesse, indlevelse og omsorg for sine kilder og for det område, hun dækker. Denne del af Damsgårds etos etableres gennem en række stilistiske og indholdsmæssige greb. Vi ser det blandt andet i kraft af bestemte emner og vinkler, en intim og hjemlig tone samt etablering af et søsterskab. Med andre ord benytter Damsgård sig af en række træk, der i journalist- og retoriksammenhæng ofte klassificeres som feminine træk. 3.2.6.1 Feminine vinkler og emner: Den opmærksomme korrespondent Som John Chr. Jørgensen påpeger i Da kvinderne blev journalister, gjorde kvinderne deres indtog i journalistikken i takt med avisernes omlægning fra partiaviser til kommercielt drevne blade, og der var derfor pludselig brug for journalister, der kunne dække områder som ”society-begivenheder, kogekunst og børneopdragelse” (Jørgensen:2012:26). I begyndelsen af det 20. århundrede var der altså stor forskel på journalistiske stofområder for mænd og kvinder. Selvom en skelnen mellem stofområder for kvinder og mænd i dag kan virke forældet, påpeger den hollandske køns- og medieforsker Lisbeth van Zoonen, at der til stadighed er forskel på det, hun betegner som ”the maskuline nature of journalism” og ”the feminine nature of journalism” (van Zoonen:1998:36). Mens emner som politik, kriminalitet, økonomi og uddannelse er typiske maskuline emner, er human interest, forbrug, kultur og socialpolitik typisk kvindelige emner (van Zoonen:1998:36). Ligeledes skelnes der mellem baggrund, følger og medfølelse som typisk kvindelige vinkler, mens de typisk maskuline vinkler er fakta og sensation (Ibid.).

Et gennemgående træk i Hvor solen græder er netop, at Damsgård flere steder zoomer ind på de nære, menneskelige fortællinger i krigen med fokus på følger og medfølelse. Hun anlægger således både en typisk feminin vinkel og tager udgangspunkt i et typisk feminint emne (human interest). Dette ser vi fx, når hun besøger en skole i Yabrud (p.161-165), et felthospital (p.52), en kirke (p.169), en frisørsalon (p.166) og en flygtningelejr, hvor ”[k]vinderne sad på deres tæpper og græd (…)” (p.105).

Rie Pedersen skriver i Fortællende journalistik, at det er karakteristisk for en human interest-vinkel med ”såkaldt blødt stof, der kan ligge langt fra den benhårde nyhed (…)” (Pedersen:2005:13). Som mellemøstkorrespondent skriver Damsgård netop om et (udenrigs)politisk emne og dermed en ”benhård nyhed”, men et gennemgående træk er, at det politiske stof formidles gennem personlige beretninger. Vi hører fx om, at regimet

61

beskyder hospitaler, gennem den ”lattermilde” læge Dr. Kassem på felthospitalet i Al-Qusair (p.52): ””Ja, vi er her jo, fordi ovre på det offentlige hospital, der skyder de folk i stedet for at behandle dem,” sagde han. Og kluklo.” (p.53) Senere i kapitlet hører vi om, hvordan han bliver tvunget til at flygte, da regimet slår sig sammen med den libanesiske Hizbollah-militz og rykker ind i byen: ”Stående i en olivenmark med sårede omkring sig og med lange, grå skægstubbe, træt, som havde han levet hundrede liv, sagde han på videoen: ”Vi er fanget herude … under angreb fra tanks og fra luften. Vi er ubevæbnede civile. Vi befinder os i en jungle. Åh Gud, vi er fanget …” Dr. Kassem var holdt op med at le.” (p.63) Selv når Damsgård interviewer den ene part i den politiske konflikt, er det ligeledes med et fokus på den nære, menneskelige vinkel. Det ser vi blandt andet, når Damsgård interviewer oprøreren Mohannad: ”[Mohannad] kiggede op, som om han håbede på et forløsende svar fra nogen deroppe, øjnene blev våde. ”Jeg vil gerne tilbage til universitetet; det er min drøm at blive engelsklærer.” (…) Mohannad havde så meget at leve for. Han var forelsket, han havde fundet den kvinde, han ville giftes med. Han elskede at tale om hende. Hun var også studerende på universitetet i Aleppo, men de havde ikke set hinanden siden eksamen i foråret. Hun boede i den regimekontrollerede del af byen, mens Mohannad opholdt sig på oprørssiden, når han var i Aleppo. Det var livsfarligt for dem at ses. Mohannad ringede til hende, når der var forbindelse. ”Jeg savner hende, hele tiden, altid.”” (p.91) I ovenstående citat får vi, gennem Mohannads afsavn til sin kæreste, et indblik i, hvordan revolutionen opdeler hele byer. Bogen igennem formidler Damsgård løbende viden og fakta om krigen, og ofte er denne viden enten formidlet gennem, eller understøttet af, en personlig historie. På et helt overordnet plan ser vi det også i bogens rammefortælling, hvor revolutionens gang bliver fortalt gennem Nour og Meeshals kærlighedsforhold. I begyndelsen af rammefortællingen hører vi om en forelsket Nour, der har troen og håbet på revolutionen: ”(…) [Meeshal] havde medbragt en kage. Med rød gele stod der skrevet: My love forever. (…) Meeshal rejste sig, sendte et blik til Nour og de andre gæster. ”For alle revolutioners sejr” råbte han (…). Nour smilede (…).” (p.154) I løbet af bogen krakelerer dog både Nours tro på revolutionen og hendes kærlighedsforhold til Meeshal. Det ser vi fx i bogens næstsidste kapitel, hvor Meeshal har ”banket hende og sparket hende i maven, mens hun lå grædende på gulvet” (p.243), og Nour i slutningen af kapitlet for alvor mister troen på revolutionen:

62

”[Nour] trak vejret gennem cigaretten. Så kiggede hun på mig med sine sorte øjne. ”Fuck revolutionen. Lad os få fred.”” (p.246) Den syriske revolution, dens baggrund og dens effekter foldes altså ikke blot ud gennem redegørelse for politiske magtspil og korrespondentens egne beretninger, men også gennem en række kilders induktive fortællinger. Læseren kan måske ikke sætte sig ind i, hvordan det er at være under beskydning eller kæmpe som oprører, men langt de fleste kan nikke genkendende til følelsen af afsavn eller et forlist kærlighedsforhold. De personlige fortællinger fungerer altså samlet set som et illustrerende eksempel, hvilket Charlotte Jørgensen skriver følgende om i ”Argumentation”: ”Det illustrerende eksempel bruges ikke til sandsynlighedsbevis, men til at eksemplificere et generelt udsagn eller en regel som allerede er etableret. Funktionen er afklarende: at gøre noget kompliceret forståeligt, at konkretisere noget alment eller abstrakt, at præcisere en pointe eller et problem. Den persuasive styrke kan sammenfattes i det retoriske stilbegreb evidentia (...) og består i at gøre noget nærværende sådan at publikum kan identificere sig med det som eksemplet skal vise, og engagere sig i anliggendet.” (Jørgensen:2009:147) Med andre ord er Damsgårds feminine vinkler og emnevalg med til at gøre den abstrakte syriske revolution konkret, nærværende og identificerbar for læseren, fordi læseren kan genkende noget af sig selv i de personlige beretninger. For Damsgårds egen selvfremstilling betyder vinklen på de nære emner, at hun fremstår som en interesseret, opmærksom og omgængelig korrespondent, der viser indlevelse, medfølelse og forståelse. Dette er væsentlige træk i forhold til korrespondentens sympatiske etos, da hun ved at gøre krigen håndgribelig for læseren ligeledes gør sig selv og rollen som korrespondent håndgribelig. Modsat Ubbesen fremhæver hun altså ikke korrespondentgerningen som en særegen praksis, der tenderer det mirakuløse. Som vi skal se i det næste afsnit, styrkes disse sympatiske karaktertræk og effekten af dem yderligere i bogens stilistiske udformning. 3.2.6.2 Feminin stil: Nærhed, hjemlighed og intimitet I bogens stilistik findes flere træk, der af retorikeren Karlyn Kohrs Campbell er forbundet med en traditionel feminin stil.66 Helt overordnet tager Campbell afsæt i retorikeren og filosoffen Judith Butlers tanker om det performative køn. Butler fremhæver, at køn ikke er forankret i biologien, men i stedet er ”discursively maintained (…) by words, acts, and gestures” (Butler:1999:3). At kønnet er performativt betyder altså, at feminin stil også kan

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!66 Feminin stil er defineret – og redefineret ad flere omgange – af Campbell. Se fx ”The Rhetoric of Women’s Liberation: An Oxymoron” (1973), hvor stilen går under termen ”feministisk retorik”, Man Cannot Speak for Her (1989), ”The Discursive Performance of Femininity: Hating Hillary” (1998) samt den reviderede version af førstnævnte artikel ”The Rhetoric of Women’s Liberation: An Oxymoron, revisited” fra 2009.

63

udøves af mænd. I ”The Discursive Performance of Femininity: Hating Hillary” karakteriserer Campbell en række træk, der er forbundet til udøvelsen af feminin stil: ”(...) performing or enacting a femininity has meant adopting a personal or selfdisclosing tone (signifying nurturance, intimacy, and domesticity) and assuming a feminine persona, e.g., mother, or an ungendered persona, e.g., mediator or prophet, while speaking. It has meant preferring anecdotal evidence (reflecting woman’s experiential learning in contrast to men’s expertise), developing ideas inductively (so the audience thinks that it, not this presumptuous woman, drew the conclusions), and appropriating strategies associated with woman – such as domestic metaphors, emotional appeals to motherhood, and the like – and avoiding such ”macho” strategies as tough language, confrontation or direct refutation, and any appearance of debating one’s opponents. Note, however, that feminine style does not preclude substantive depth and argumentative cogency.” (Campbell:1998:5) Applicerer vi disse træk på Hvor solen græder, står det klart, at Damsgård overvejende udøver en feminin stil. Den personlige tone og intimitet slås allerede tidligt an, idet vi har at gøre med en eksplicit jeg-fortæller, der allerede i prologen lægger en hjemlig tone for dagen gennem evidentia og konkrete detaljer: ”Vi susede gennem hovedgaden, forbi bageren med de lækre ostebrød, gebismagerens klinik, hvor jeg første gang mødte Nour, butikken med de lyserøde og lilla kjoler, rundkørslen med de gabende løver malet i revolutionens farver, mennesker, der gik hurtigere end de plejede, grøntsagsmanden med de syrlige blommer.” (p.17) Den personlige tone er gennemgående i hele bogen, og læseren får løbende et indblik i korrespondentens inderste tanker og drømme: ”Jeg begyndte at få mareridt” (p.86) og ”Jeg drømte om bizart udformede gigantiske fly, der cirkulerede som fluer over mit hoved og skød efter mig (…). Når jeg vågnede, fik jeg lyst til at aflyse turen” (p.107). Vi ser også en udpræget følelsesmæssig appel til moderskab flere steder i bogen: ”Jeg kiggede i de fine linjer i en piges ansigt (…) den storblomstrede dynejakke varmede stadig den livløse krop, der burde sidde og læse lektier” (p.81). Et eksempel, der gennem brugen af evidentia er særlig stærkt, finder vi i følgende citat: ”Lægen løftede tæppet lidt til side. Den ene pige var så slemt tilredt, at jeg ikke ville have kunnet genkende hendes ansigt, om hun så havde været min egen datter. Eller rettere: der var ikke noget ansigt at søge genkendelse i. Pigen tættest mod mig havde denne dag iklædt sig en rød, langærmet bluse. Hendes mund, næse og en del af kinderne var dækket af blod. Det bølgende hår spredte sig ud over asfalten, den ene arm lå over hovedet, den blodige hånd var halvt lukket. Da lægen lod klædet dække dem til, stod jeg et øjeblik og sendte dem på vej i mine tanker. Hvad hed de, hvad havde de tænkt sig at lave i dag? Hvor var deres forældre? Hvad var deres yndlingsfarve?” (p. 93) Flere steder taler Damsgård netop under forudsætning af en feminin persona. Foruden ovenstående eksempel ser vi det også i hendes forhold til, og skildringer af, Nour:

64

”[Nour] tog skoene af og stillede sig rank foran spejlbilledet, skød det fregnede brystparti frem og løsnede hårnålene i siderne. Den knaldsorte frisure sad upåklageligt, men ikke godt nok. Hun strøg håret tilbage, så det lagde sig på de sorte læderskuldre. Øjenvipperne var stivnet i flere lag mascara, og eyelineren indrammede øjnene. De stramme sorte jeans fremhævede hendes figur, de bløde hofter, de lange ben, de kraftige ankler. Barmen struttede frem under læderjakken og den forvaskede T-shirt.” (p.13) Her lægger korrespondenten et særligt kvindeligt blik på Nour, hvor hun fremhæver træk som ”de bløde hofter”, ”lange ben” og den struttende barm. Alle træk, man kan sætte spørgsmålstegn ved, om en mandlig korrespondent kunne have fremhævet på samme vis uden at seksualisere Nour, og i værste fald blive anklaget for at anlægge et syn, der i feministisk teori går under betegnelsen ”The Male Gaze”.67

Stilistisk set gør Damsgård altså også brug af de traditionelle feminine træk, som de er beskrevet hos Campbell. Den feminine stil styrker Damsgårds sympatiske etos, da der stilistisk etableres en tryg, intim og personlig ramme, hvilket er fordelagtigt, fordi vi som læsere tilskriver korrespondenten velvilje. Som Aristoteles skriver: ”(…) synes vi om dem, som ikke indgyder os frygt, og som vi ikke føler os usikre på. Ingen bryder sig jo om den, han er bange for.” (Retorik:1381b) Den feminine stil styrker ligeledes billedet af den nærværende, personlige, følelsesmæssigt engagerede og indlevende korrespondent, der færdes hjemmevant i Syrien og identificerer sig med landets borgere. Dette billede bestyrkes yderligere i Damsgårds sociale relationer, da vi flere steder oplever, at Damsgård engagerer sig i et personligt og familiært forhold til en række syriske borgere. Helt centralt er forholdet til Nour. 3.2.6.3 Et realiseret søsterskab: Den overbærende og omsorgsfulde korrespondent I ”The rhetoric of women’s liberation: An oxymoron” definerer Campbell endnu et kendetegn ved feminin retorik, nemlig skabelsen af søstersolidaritet: ”If a persuasive campaign directed to this audience [women] is to be effective, it must transcend alienation to create ”sisterhood,” modify self-concepts to create a sense of autonomy, and speak to women in terms of private, concrete, individual experience, because women have little, if any, publicly shared experience.” (Campbell:1973:128) Forholdet mellem Damsgård og Nour har netop karakter af et intimt søsterskab, hvilket kommer eksplicit til udtryk sidst i bogen: ”Du kan bare tale om, hvad du vil, Puk. (…) Jeg har sagt, at du er ligesom en søster for mig,” smilede Nour” (p.258). Karakteristisk for !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!67 ”The Male Gaze” henviser til det mandlige blik, som hvide, heteroseksuelle mænd anlægger på verden og som herigennem objektiviserer kvinder. Begrebet blev introduceret i 1975 i essayet Visual Pleasure and Narrative Cinema af Laura Mulvey, der påpegede en asymmetri mellem køn og magt i film, fordi det var heteroseksuelle, hvide mænd, der førte kameraet. Læs Visual Pleasure and Narrative Cinema her: http://imlportfolio.usc.edu/ctcs505/mulveyVisualPleasureNarrativeCinema.pdf.

65

skabelsen af et solidarisk søsterskab er ifølge Campbell, at den delte, personlige erfaringsudveksling resulterer i en flad, dialogisk struktur, hvor det autoritative element nedtones: ”There is no leader, rhetor, or expert. All participate and lead; all are considered expert (…)” (Campbell:1973:128) I Nour og Damsgårds tilfælde er det dialogiske aspekt dog nedtonet, da det primært er Nour, der deler erfaringer, mens Damsgård agerer den lyttende part: ”Nour græd og satte sig opgivende i den grønne sofa. (…) Vi sad der til langt ud på natten. ”Min fremtid er et stort spørgsmålstegn,” sagde hun. (…) ”Jeg har ikke noget pas. Jeg sidder fast her i Yabrud. Den eneste, jeg har, er Meeshal” (…). ”Og så skal vi flytte. Hvorhen ved jeg ikke. Meeshal forholder sig ikke til det,” fortsatte hun. (…) ”Og Meeshal forandrer sig; jeg tror, han er påvirket af sine venner fra landet,” fortsatte hun. (…) I begyndelsen følte jeg, at revolutionen frigjorde kvinder, at den frigjorde mig. Men mænds holdning til kvinder har ikke ændret sig det fjerneste. De opfører sig stadig som diktatorer i hjemmet. Min far har det også lidt. (…) ”Første gang vi [Meeshal og Nour] dyrkede sex, tændte vi stearinlys i værelset. Men han kom meget hurtigt, det var ikke erfaringen, der tyngede,” sagde Nour og slog en latter op.” (pp.173-175) Ovenstående citat er en samtale mellem Nour og Damsgård, der strækker over tre sider. I løbet af samtalen blander Damsgård sig dog ikke én eneste gang, men assisterer kun læseren med forklarende fortællekommentarer: ”Passet var forsvundet en måned tidligere, efter at hun gav det til en mand sammen med nogle dollars, der gennem gode kontakter skulle sørge for at få et officielt syrisk udrejsestempel i det.” (p.173) Forholdet mellem Nour og Damsgård er altså et søsterskab, hvor intimitet og personlige erfaringer udveksles. Men søsterskabet har dog en tydelig rollefordeling, hvor Nour bliver den opmærksomhedskrævende og, til tider, uansvarlige lillesøster, mens Damsgård i stedet får rollen som den omsorgsfulde og overbærende storesøster. Det ser vi blandt andet eksemplificeret i følgende episoder: ”Nour sad på passagersædet og grinede højt, som befandt hun sig i en karrusel. Som en anden lyseslukker bad jeg gentagne gange vredt fra bagsædet om, at han satte farten ned.” (p.157) ”Jeg åbnede og stak hovedet ud i gangen. ”Hvordan gik det?” En furie masede sig forbi mig i døråbningen og råbte: ”Det går utrolig dårligt, utrolig dårligt, Puk. Du har ødelagt mine øjenlåg med den gelé. ”Hvad mener du?” ”Jeg viste lægen tuben, du gav mig. Han sagde det ikke var godt. Hvordan kunne du gøre det mod mig? Jeg ser jo herrens ud. Det er noget kemisk stads, du har givet mig,” råbte hun og spankulerede demonstrativt rundt i lejligheden. ”Nu styrer du dig, svarede jeg.” (pp.172-173)

66

En episode, der i høj grad vidner om Damsgårds tætte og omsorgsfulde forhold til Nour, er, da hun hjælper hende med at komme til lægen, efter Nour har fået foretaget en abort, som har medført mange smerter: ”Jeg holdt Nours hånd. I lang tid sagde vi ikke noget. (…) Jeg besluttede mig for at få Nour til lægen. (…) Hun fik hans navn, adressen og hundrede dollars, så hun ikke skulle vandre ud af klinikken, hvis hun ikke kunne betale. Så sendte jeg en taxachauffør hen for at hente hende.” (pp.230-231) Fælles for ovenstående eksempler er, at Damsgård på intet tidspunkt hævder sig selv eller italesætter Nours uansvarlige karakter, men i stedet hjælper efter bedste evne og på Nours præmisser. Med andre ord får Damsgård nok karakter af at være storesøster, men hun får aldrig rollen som den opdragende forælder, idet hun hverken hævder sin egen viden eller forsøger at ændre på Nours adfærd. Forholdet til Nour betyder altså, at korrespondenten fremstår hjælpsom, omsorgsfuld og overbærende, hvilket ifølge Aristoteles netop er fordrende for etablering af velvilje, da vi dels: ”[synes om] folk som ikke taler ondt om andre og ikke er fulde af viden om deres medmenneskers og vore fejl, men kun om de gode sider; sådan opfører en brav mand sig nemlig.” (Retorik:1381b) Og dels synes: ”(…) om dem, der er rede til at yde hjælp enten i pengesager eller i spørgsmål om personlig sikkerhed, og derfor ærer og agter vi mænd med giversind, mod og retfærdighedssans.” (Ibid:1381a) Søsterskabet til Nour er således et element, der bidrager til realiseringen af Damsgårds sympatiske etos. 3.2.7 Den menneskelige korrespondent: Fælles interesser, ingen forstillelse og udvikling ”Det var i et sådant miljø, jeg både skulle agere som menneske og som journalist.” (p.81) At korrespondenten fremstår ’menneskelig’ er en væsentlig forudsætning for, at vi som læsere tilskriver hende sympati. Men hvad vil det sige at være menneskelig? Vi har valgt at fremhæve tre elementer i Damsgårds selvfremstilling, der gør, at hun fremstår som den menneskelige korrespondent: hendes genkendelighed, hendes gentagne demonstration af frygt samt dét, at hendes selvfremstilling er dynamisk. Lad os begynde med at se på det første element.

67

3.2.7.1 Den genkendelige korrespondent: Fælles interesser Selvom Damsgård besidder et job, der kan defineres som ugenkendeligt for de fleste danskere, fremstiller hun sig som en genkendelig korrespondent. Dette gør hun gennem flere af de træk, vi allerede har uddybet i ovenstående afsnit, men hun gør det også ved at fremhæve en række helt konkrete elementer, som de fleste danske læsere kan nikke genkendende til. Damsgårds egne beretninger går nemlig ikke kun på oplevelser, hvor krigshjelm og sikkerhedsvest er påkrævet, men også på almindelige dagligdagsgøremål som at lave et simpelt måltid mad: ”Vi købte tomater, agurker, peber, pasta og tun på dåse og tilberedte en simpel pastaret over gaskomfuret” (p.193). Hun beskriver også friaftener, hvor hun lytter til radioprogrammet Mads og Monopolet: ”Om aftenerne, når vi var færdige med arbejdet, hørte vi Mads & Monopolet. En kvinde havde skrevet ind med et dilemma om nogle hindbærbuske i naboens have. (…) Vi svælgede i ikke-dødelige almindelige problemstillinger for en stund.” (pp.193-194) Og sidst, men ikke mindst, beskriver Damsgård det at gå til frisøren midt i en revolution: ”En dag lånte jeg Nours frisør Nadia. Jeg inviterede mig selv ind i salonen hos den smarte, spinkle dame en sen eftermiddag. Hun grinede hæst, da jeg bad hende om at rette op på de spaltede spidser efter fem år uden klipning.” (pp.166-167)

Her zoomer Damsgård altså endnu engang ind på det nære og personlige, men denne gang er det hende selv frem for kilderne, der er i centrum. De feminine stiltræk bliver altså både brugt til at fremstille Damsgård som en indlevende og omsorgsfuld korrespondent, men også til at fremstille en korrespondent, der er genkendelig – og dermed menneskelig. Ved at eksplicitere de dagligdags gøremål etablerer hun et fællesskab med læseren, da madlavning, frisørbesøg og Mads og Monopolet er noget, de fleste danskere har kendskab til. Et vigtigt element for velviljen er netop en grad af fælles interesser, for som Aristoteles skriver: ”(…) kan [vi] også godt lide dem, der ligner os selv og beskæftiger sig med det samme som vi, forudsat at de ikke kommer i vejen for os eller har deres udkommende af det samme som vi.” (Retorik:1381b) Genkendeligheden er således endnu et element, der bidrager til Damsgårds samlede sympatiske etos. 3.2.7.2 Demonstration af frygt: Den atypiske krigsreporter Gennem hele bogen giver Damsgård åbenlyst udtryk for sin frygt. Frygten kommer både til udtryk som en del af Damsgårds indre tankestrøm, ”Jeg var rædselsslagen” (p.60), ”Jeg ville flygte et sted hen, der ikke fandtes” (p.16), ”(…) jeg [blev] pludselig grebet af en konkret frygt for at dø (…)” (p.57), og gennem andre aktørers blik på korrespondenten:

68

”Nour grinede af mig. ”Tag dog [sikkerheds]vesten af. Her sker der ikke noget.” (p.18) ””Du er ikke vant til krig,” kommenterede han og smilede varmt.” (p.60) ”Jeg tænkte på de to tilfældige mænd, der havde fået tæsk med vandslangen, mens oprørerne grinede af, at jeg så bange ud.” ”Afraid,” sagde de og lo.” (p.116) En krigskorrespondents opgave er at rapportere fra krige og konflikter og dermed udsætte sig selv for fare til fordel for det journalistiske formål. Denne opgave forudsætter således en vis grad af mod. Når Damsgård gentagne gange demonstrerer frygt, modsiger dette således krigskorrespondentens natur, hvilket hun også forholder sig selvironisk til i mødet med den mexicanske fotograf Narciso Contreras: ””Det er første gang, jeg har set en krigskorrespondent med lyserøde negle,” bemærkede han. ”Jeg egner mig ikke til det her. Jeg er ingen krigskorrespondent som dig. Næste gang ansøger jeg om at blive blomsterkorrespondent. Eller også kan jeg måske anmelde hvidvine i Sydafrika, hvis jeg da ikke ender som alkoholiker længe inden,” svarede jeg.” (p.116). Citatet er interessant af flere årsager. For det første, fordi Damsgårds brug af selvironi er med til at højne læserens velvilje, da vi synes om dem, ”der er kvikke både til at forme en spøg og til at tåle den” (Aristoteles:Retorik:1381a). For det andet er det interessant, fordi Damsgård selv italesætter, at hun er en atypisk korrespondent (”Jeg egner mig ikke til det her. Jeg er ingen krigskorrespondent som dig”) og dermed er selvkritisk. At være selvkritisk er ligeledes et træk, der højner retors troværdighed, da det ifølge Aristoteles virker ”(…) sandfærdigt, fordi han [taleren] åbenbart selv er klar over, hvad han gør.” (Ibid:1408b) For det tredje er citatet interessant, fordi dét at udvise angst som korrespondent kobles til det at være kvinde (”Det er første gang, jeg har set en krigskorrespondent med lyserøde negle”).

John Chr. Jørgensen påpeger, at journalistikken traditionelt set har været domineret af mænd. Går vi knap 100 år tilbage, udgjorde kvinderne blot 3-4% af den samlede journaliststand (Jørgensen:2012:7). Damsgård beskæftiger sig således med områder, der traditionelt set har været forbundet med manden: krig og journalistik. I dag er mange kvinder dog både journalister og krigsrapportere, og det er således ikke Damsgårds køn, der i sig selv er atypisk, men snarere det, at hun åbent udtrykker følelser som angst og frygt samt påtaler en skrøbelighed, der umiddelbart er forbundet med kvinden: ”Women also have very negative self-concepts (…). When asked to describe themselves, they select such terms as ”uncertain, anxious, nervous, hasty, careless, fearful, dull, childish, helpless, sorry, timid, clumsy, stupid, silly and domestic (…)” (Campbell:1973:128). Skeler vi til andre kvindelige krigskorrespondenter som fx norske Åsne Seiersted, ser vi omvendt en udøvelse af en traditionel maskulin adfærd, hvor korrespondenten italesættes

69

som modig, udholdende, frygtløs, uforfængelig og lemfældig med egen sikkerhed i forfølgelsen af det journalistiske kald (Skovgaard og Lorentzen:2006:24).68

Enkelte steder ser vi også antydninger af et sådant ’korrespondent-overmod’ i Damsgårds selvfremstilling: Et eksempel er en samtale med fixeren Ahmad, der beskrives som ”et roligt gemyt”, der ikke tager ”nogen chancer” og derfor gerne vil udskyde Damsgårds rejse: ”En fransk fotograf blev kidnappet for tre dage siden,” skrev han. Ahmad havde været i bilen med fotografen Jonathan Alpeyrie, da de blev taget nær byen Rankus længere mod syd. (…) ”Vi tager ikke til Rankus,” skrev jeg tilbage. Jeg ville ikke udsætte rejsen.” (p.159) Som citatet viser, er Damsgård villig til at udsætte sig selv for fare for at komme til Syrien. Dette skyldes, at hun pga. et nyt computerprogram for første gang vil ”(…) få mulighed for at sende rapporter hjem derfra (…)” (p.158). I dette tilfælde vejer den journalistiske mission altså tungere end hendes egen og fixerens sikkerhed. Men overordnet set fremstår Damsgård dog som en forsigtig korrespondent, der vægter sikkerhed højest. Flere gange lader Damsgård således frygten vinde over den journalistiske mission og går på kompromis med sine idealer om at lave unikke historier og være sandhedssøgende: ”Pludselig sagde Omar, at vi snart var henne ved hans brigade, som vi kunne besøge. Jeg stivnede. Det betød, at vi var kørt længere, end jeg egentlig ville. ”Vend om,” sagde jeg (…)” (p.95) ”Der lød et skud. Jeg stod ud af bilen. (…) Jeg ville finde ud af, om de virkelig havde skudt fangerne. Det måtte jeg simpelthen vide. Men mine ben gik ikke, jeg blev bare stående (…). Siden fortrød jeg, at jeg ikke undersøgte sagen nærmere.” (p.117) Damsgård deler åbent med læseren, at hun ikke (altid) indfrier forventningerne til den journalistiske opgave, men i stedet lader sig overmande af frygt. At hun netop ikke er skamfuld over at omtale sine fejl er med til at etablere en fortrolig og venskabelig relation med læseren, for som Aristoteles påpeger: ”[synes vi] om dem, der ikke forstiller sig for os, d.v.s. om folk, som ikke er bange for at omtale deres egne fejl. Vi har jo sagt, at over for venner skammer man sig ikke (…).” (Retorik:1381b) Damsgårds delagtiggørelse af de, i korrespondent-øjemed, mindre flatterende sider gør, at hun modsat Ubbesen ikke tildeler korrespondenten en ophøjet rolle, distanceret fra læseren, men derimod fremstår som jævnbyrdig og menneskelig. Som vi skal se i det følgende afsnit, styrkes denne menneskelige side yderligere af, at korrespondenten i løbet af bogen gennemgår en markant personlig udvikling fra journalistisk idealist til krigshærget realist.

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!68 Se analysen af Seiersteds korrespondentpersona i Skovgaard og Fiorini Lorentzen (2006): ”Krigsreporteren som Samaritaner og Legionær” i Rhetorica Scandinavica.

70

3.2.7.3 Korrespondentens udvikling: Fra journalistisk idealist til krigshærget realist Det står klart, at korrespondenten gennemgår en personlig udvikling, hvis vi foretager en pentadisk analyse af de kapitler, hvor Damsgård optræder som eksplicit jeg-fortæller. Ved at anvende Kenneth Burkes dramatiske model som analytisk redskab kan vi kortlægge Damsgårds handlemønster ud fra de fem spørgsmål: ”(…) what was done (act), when or where it was done (scene), who did it (agent), how he did it (agency), and why (purpose)” (Burke:1969:xv). De fem elementer, eller ratios, – handling, scene, aktør, middel og formål – kan hjælpe os til at afdække motivet bag en given (sprog)handling. Med andre ord: ”What is involved, when we say what people are doing and why they are doing it.” (Burke:1969:xv) Vi begynder med at applicere pentaden i ”Goodbye – and good luck”, der er bogens første kapitel.69 Her bør det bemærkes, at vi kortlægger pentadens elementer ud fra, hvordan de er fremstillet af Damsgård selv.70 I det første kapitel er aktøren Damsgård i en position som ’den nye mellemøstkorrespondent’: ”Jeg begyndte mit arbejde som mellemøstkorrespondent for DR Nyheder i sommeren 2011 (…). Jeg var den nye korrespondent, en pige fra Hammer Torup Banke på Sydsjælland (…).” (p.19) Damsgård indskriver sig allerede her i et større journalistisk korrespondentkorps: ”Ligesom mine udenlandske korrespondentkolleger (…)” (p. 24), og det er således tydeligt, at Damsgård identificerer sig med titlen som korrespondent. Handlingen er en forklaring, der er bygget op som et årsagsargument for den reelle, fysiske handling: At hun rejser illegalt over den syriske grænse (”Vi satte os ind i en bil ved elektricitetsbygningen i Beirut og fik en sidste besked fra den syriske aktivist (…) Så smækkede han bildøren (…)” (p. 28)). Midlet, der får handlingen til at ske, er et kronologisk overblik samt Damsgårds store viden om det område, hun er korrespondent for: ”25. januar 2011 gik folk på gaden (…) 17. februar 2011 begyndte deres revolution (…) Med hjælp fra NATO’s bombefly, der blev sendt på vingerne fra 19. marts (…) 15. marts demonstrerede forældre (…) 23. marts gik sikkerhedsstyrkerne ind (…) 30. marts talte Assad (…)” (pp.20-23). Scenen er Beirut i Libanon, hvor Damsgård bor. Scenen har en vægtig betydning, da den sættes i direkte forbindelse med handlingen og formålet:

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!69 Hvis man ser bort fra den indledende prolog. 70 Fremgangsmåden til en pentadisk kritik er beskrevet af Foss, Foss og Trapp i Contemporary Perspectives on Rhetoric, pp. 181-188.!

71

”Jeg opholdt mig i nabolandet Libanon, men følte mig magtesløs og alt for langt væk fra begivenhederne. Det var ganske enkelt utilstrækkeligt. (…) Jeg blev utålmodig. Journalisters opgave, uanset om det er i Mellemøsten eller Danmark, er at udføre et servicetjek af magthaverne, finde ud af, hvad der foregår, hvad de eventuelt skjuler.” (pp. 26-27) Formålet er her ekspliciteret som det journalistiske ideal: at afdække magthavere og afsløre magtmisbrug og i forlængelse heraf fortælle om dette magtmisbrug til de danske borgere (”Hver gang TV-Avisen bragte billeder fra Syrien, var vi nødt til at sige, at oplysningerne ikke kunne bekræftes.” (p. 26)). En central del af den pentadiske analyse er at undersøge, hvordan de fem ratios placerer sig i forhold til hinanden. Den mest dominerende ratio (der udgøres af ét ratiopar) knytter sig nemlig til én ud af de fem ideologier, der rummer nøglen til at afdække retors bagvedliggende motiv: idealisme (aktøren som den dominerende ratio), pragmatisme (middel), mysticisme (formål), realisme (handling) og materialisme (scene) (Burke:1969:128). Her er det vigtigt at påpege, at ideologierne ikke er politiske ideologier, men snarere generelle verdenssyn, samt at det bagvedliggende motiv ikke (nødvendigvis) er et intenderet motiv. I dette kapitel kan ratioen scene-handling umiddelbart ses som den styrende, da det er scenen (Libanon), der tvinger Damsgård til at udføre handlingen (at rejse illegalt over grænsen). Vi vil dog argumentere for, at ratioen formål-handling er den dominerende, idet det er krigskorrespondenten Damsgård, der vægter de journalistiske idealer så højt, at hun føler sig ”magtesløs” og bliver ”utålmodig” og derfor vælger at sætte livet på spil ved at rejse ind i Syrien. Den bagvedliggende ideologi karakteriserer vi således som mysticisme, som vi kan opsummere i den repræsentative anekdote:71 ”Den journalistiske gerning trumfer alt.” Det er her værd at bemærke, at Damsgård endnu ikke har været i Syrien i det første kapitel. Det er da også kun i dette kapitel, at vi vil karakterisere formålet som den dominerende ratio. Ser vi på de følgende kapitler (”Under åben himmel”, ”Én dag til, eller et helt liv” og ”Agent30867”) er handlingen i højere grad den styrende ratio, og dermed er ideologien realisme.72 I kapitlerne befinder Damsgård (aktør) sig i Syrien i ekstremt farefulde omgivelser, ”Mortergranaterne faldt som tunge regndråber udenfor” (p.55) (scene), hvor hun interviewer forskellige syriske mennesker, der lever i borgerkrigen: lægen dr. Kassem, efterretningsagenten Jihad og den unge syriske oprører Mohannad (handlingen). Formålet med handlingen er stadig det journalistiske oplysningsideal, som ikke længere er tydeligt forbundet med at afsløre magtmisbrug, men i stedet at være formidler for de danske seere: !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!71 Burke beskriver, at en måde, hvorpå man kan konkretisere en ideologi, er ved at formulere en repræsentativ anekdote, der opsummerer ideologien i kortform. Anekdoten kan herefter udvides og elaboreres over (Burke:1969:59-61). 72 Den dominerende ratio skifter selvsagt løbende gennem de forskellige kapitler, og man kan i princippet lave en pentadisk analyse helt ned på sætningsniveau. Vi tager dog udgangspunkt i den ratio, vi samlet set mener, er den dominerende i kapitlerne.!!

72

”Jeg var ikke engang sikker på, at mit arbejde gjorde nogen forskel. (…) Men jeg håbede, at jeg kunne gøre krigen en anelse mere nærværende for de danske seere (…).” (p.57) Det journalistiske formål er dog i højere grad underlagt et helt konkret formål om at overleve: ”(…) [jeg] ville se og tale med så mange som muligt, være øjenvidne til forskellige begivenheder, men samtidig holde mig i live, så jeg var i stand til at rapportere, hvad jeg så.” (p.82) Flere gange fremhæver Damsgård sin afhængighed af andre mennesker (co-aktører) både i handlingsforløbet (”Hvor blev chaufføren af?” (p.116)), men også som en åbenlys refleksion over, hvordan den journalistiske metode tager sig ud i krig: ”Uanset hvilken side jeg rapporterede fra i krigen, var jeg embedded og afhængig af mine kilder på en måde, der desværre var vilkåret for krigsrapportering. Det ultimative ville være, om jeg kunne sætte mig ind i en taxa og flakke rundt mellem krigens aktører, mellem oprørere, militæret og borgere, der var for og imod. Sådan var virkeligheden ikke.” (p.82) Det, der forudsætter handlingen, er altså andre menneskers hjælp (middel), og korrespondenten er ikke, som vi så det hos Ubbesen, den ensomme ulv, der klarer alt uafhængigt af andre. Man kan argumentere for, at ratioen middel-handling vil være den dominerende, og at ideologien dermed er pragmatisk. Vi vil dog mene, at handlingen både trumfer middel, formål og scene, da disse elementer knytter sig til selve handlingen, at interviewe og rapportere, og dermed underlægges denne. Den repræsentative anekdote for de tre kapitler lyder således: ”Se, dette er vilkårene i Syrien.” I ”Nyt liv på landet” flettes Nours og Damsgårds fortællinger sammen, da Damsgård møder Nour i gebismagerens baglokale. Nour og Damsgård bliver hurtigt fortrolige: ”Nour gav mig et hårdt knus. ”Vi ses”, sagde hun” (p.157). I de efterfølgende kapitler bor Damsgård hos Nour, når hun er i Syrien. Fra da af sker der endnu et skift i korrespondentens handlemønster. I kapitlerne ”Storbykvinden og landsbyknægten”, ”International slagmark”, ”En kemisk romance”, ”Fuck revolutionen” og ”Farvel til freden” er den dominerende ratio scene-aktør, hvilket bliver tydeligere, jo tættere vi når bogens afslutning. I ”Storbykvinden og landsbyknægten” tvinges Damsgård (aktør) til i al hast at flygte ud af Yabrud på grund af et bombeangreb (scene). I ”International slagmark” er Damsgård tilbage i Beirut, hvor hun bor og er i sikkerhed, men selvom Damsgård ikke længere befinder sig i scenen, er hun mærket af den: ”Næste dag stod jeg op klokken elleve, spiste havregryn med mælk og sukker og lagde mig på sofaen og sov hele eftermiddagen sammen med katten. Om aftenen stirrede jeg ligegyldigt ind i nyhedsstrømmen, indtil jeg gik i seng og sov til klokken elleve næste formiddag. Sådan gik der en hel uge.” (p.201)

73

I ”En kemisk romance” flytter Damsgård til Kairo, hvor en konflikt blusser op, hvilket Damsgård har til opgave at dække. Selvom konflikten i Kairo også er voldsom (”(…) gaderne i Kairo forvandlede sig til en krigszone. Kirker blev brændt, flere demonstranter blev dræbt, journalister blev arresteret.” (p.223)), har krigen i Syrien (scene) sat sig i Damsgård (aktør). Derfor er det eneste, hun kan fokusere på, at skynde sig med at ”færdiggøre reportagerne” og flyve ”til Beirut for at dække, hvad der skete i Syrien.” (p.228). I ”Farvel til freden”, der er bogens sidste kapitel,73 er scenens indvirkning på aktøren særligt fremtrædende. Scenen påvirker aktørens handlinger: ”Jeg sank sammen foran computeren og tog endnu en snus. Siden jeg var begyndt at rejse i Syrien, var snusforbruget steget voldsomt. Den første stak jeg ind under overlæben, straks jeg stod ud af sengen om morgenen, og inden jeg drak et glas appelsinjuice.” (p. 256) Scenens indvirkning på aktøren kommer også til udtryk i andres blik på Damsgård: ”Mine veninder sagde, jeg somme tider havde fået et andet udtryk i øjnene end tidligere. Mennesker, jeg ikke havde set længe, syntes, jeg havde forandret mig. (…) Jeg havde fået flere fregner, men de sad nu på en alvorlig voksen.” (p. 256) Og selv aktørens idealistiske formål, det journalistiske oplysningsideal om at afsløre magtmisbrug, er nu underlagt scenen: ”Når folk i Syrien spurgte mig, hvorvidt en tv-reportage om deres vilkår ville forandre deres liv, måtte jeg sige, at det skulle de ikke regne med. Jeg lod det blive ved det. Jeg sagde ikke, at en historie i TV-Avisen ikke ville betyde noget som helst for krigen og deres liv i Syrien.” (p. 256) Scenen er altså den overskyggende ratio, der påvirker pentadens andre elementer. Ideologien bliver dermed materialistisk, hvilket tilkendegiver et verdenssyn, hvor de fysiske rammer er styrende. Den repræsentative anekdote for denne del af bogen lyder således: ”Krigen trumfer alt.” I løbet af bogen gennemgår korrespondenten altså en personlig udvikling: I indledningen slår læseren følge med en journalistisk idealist med en forventning om, at det gode vil sejre, hvis blot sandheden kommer frem. Ved bogens slutning står en slukøret, krigshærget korrespondent tilbage, der ikke blot sætter spørgsmålstegn ved krigens afslutning, men også ved sin egen journalistiske rolle (”en historie i TV-Avisen” betyder ikke ”noget som helst”). Korrespondenten er ikke en statisk størrelse, men fremlægger åbent både frygt, (korrespondent)fejl og forandring og sætter dermed sin etos på spil for læseren.

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!73 Hvis man ser bort fra bogens efterskrift.

74

Damsgårds udvikling fra idealist til realist har selvsagt en spændingsskabende funktion, der engagerer læseren. Udeblivelsen af et forløsende closure (Abbott:2008:57) forpurrer læserens forventninger, men samtidig har manglen på closure også en væsentlig betydning for Damsgårds sympatiske etos. Gennem bogen har Damsgård nemlig opbygget et intimt og ligeværdigt forhold til læseren, og korrespondenten er således blevet læserens fortrolige gennem de fjorten kapitler. At Damsgård er blevet læserens nærtstående, er ifølge Aristoteles helt centralt for, at læseren kan føle medlidenhed (Retorik:1385b). Når Damsgård går fra at være den engagerede, idealistiske korrespondent til at være den opgivende, krigshærgede korrespondent, får læseren således medfølelse med korrespondenten, hvilket stemmer overens med, at den ciceronianske etos, ifølge Miller, er tættere på patos end på logos: ”Such an ethos is allied with pathos (…)” (Miller:2004:211). 3.2.8 Analysekonklusion: Sympatiens etos Damsgårds selvfremstilling hviler på tre sympatiske topoi, den uselviske krigskorrespondent, den indlevende krigskorrespondent, og den menneskelige krigskorrespondent, der alle udfoldes løbende i Hvor solen græder gennem både indhold og stil.

Fremstillingen af Damsgård som en uselvisk krigskorrespondent består i, at Damsgård viser sig som en beskeden, opmærksom og lyttende korrespondent, der er villig til selv at træde i baggrunden. Disse træk kommer særligt til udtryk gennem de to stilistiske greb rekonstruktion og fiktionalisering samt dét, at Damsgård ikke hævder egne journalistiske evner, men derimod demonstrer dem på måde, hvor hun ikke stiller sig bedre end læseren. Dette gør hun blandt andet ved at anerkende, at læseren selv skal tage stilling til historiernes rigtighed.

Fremstillingen af Damsgård som en indlevende krigskorrespondent består i, at hun udviser oprigtig interesse og omsorg for sine kilder. Disse karaktertræk kommer til udtryk gennem brug af træk, der i journalist- og retoriksammenhæng knytter sig til det feminine. Dette ser vi, når Damsgård anlægger en human interest-vinkel og lader det personlige formidle det politiske, når hun benytter en personlig, hjemlig og intim tone, samt når hun aktivt bruger sin feminine persona, som fx moderrollen og det kvindelige blik. Sidst, men ikke mindst, ser vi det også i det etablerede søsterskab med Nour, hvor Damsgård bliver den overbærende og omsorgsfulde storesøster, der kommer Nour til hjælp.

Fremstillingen af Damsgård som en menneskelig krigskorrespondent består i en genkendelig, dynamisk og, for korrespondenter generelt, atypisk selvfremstilling. Dette kommer til syne, når korrespondenten fremhæver dagligdagsgøremål, såsom at lave mad og høre Mads og Monopolet, og når hun ærligt fremlægger, at hun sommetider ikke lever op til korrespondentgerningen og i stedet må give efter for frygten. Det kommer ligeledes

75

til syne, når hun i løbet af bogen åbent gennemgår en forandring fra at være journalistisk idealist til at miste troen på betydningen af sin egen journalistiske rolle. Damsgårds etos hviler altså primært på en italesættelse af en række karaktertræk, der afspejler eunoia, og kun sekundært på professionel ekspertise. Korrespondenten fremstår således ikke bedrevidende; hun etablerer derimod en social relation til læseren gennem flere sociale følelser, såsom medfølelse, empati, sympati og velvilje. Damsgårds etos indeholder således en appel til patos, hvilket er i tråd med Millers udlægning af det ciceronianske etosbegreb: ”Such an ethos is allied with pathos, not with logos, and can be understood as a Ciceronian ethos of sympathy rather than Aristotelian ethos of rationality (…)” (Miller:2004:211). Vi mener derfor, at Damsgårds etos kan karakteriseres som en sympatisk etos, der lægger sig tættere på den ciceronianske etosforståelse end på den aristoteliske.

76

•

77

I dette afsnit vil vi diskutere og vurdere, hvorvidt vores analyseartefakter Udsendt og Hvor solen græder indeholder et tillidsstyrkende potentiale. Herefter vil vi diskutere, hvorvidt en korrespondentselvbiografi, der indeholder et tillidsstyrkende potentiale, kan siges at udgøre en effektiv strategi for journalistikken som stand. 4.1 Vurderingskriterium: Det tillidsstyrkende potentiale I dette afsnit vil vi diskutere og vurdere vores analyseresultater ud fra de pointer, Hoff-Clausen opridser i sin retoriske tillidsanalyse af Danske Banks kampagne ’Din Mening’ i ”Attributing Rhetorical Agency in a Crisis of Trust: Danske Bank’s Act of Public Listening after the Credit Collapse”. Hoff-Clausens artikel er, så vidt vi ved, den eneste analyse, der specifikt beskæftiger sig med det tillidsopbyggende potentiale i en retorisk sammenhæng. I en analyse af, hvorvidt en korrespondentselvbiografi kan fungere som en tillidsstyrkende strategi, er det således oplagt at se nærmere på Hoff-Clausens analyse, om end den ikke behandler et litterært produkt, men derimod en kampagne, der kan klassificeres som krisekommunikation. Vi vil først redegøre for Hoff-Clausens analyse – for derefter at udlede, hvordan vi vil vurdere det tillidsstyrkende potentiale i de to korrespondentselvbiografier. Helt overordnet argumenterer Hoff-Clausen for, at et tillidsstyrkende potentiale først forløses, når to forhold er opfyldt. Det ene er, at parten, der ønsker styrket tillid, sætter sig selv i en ydmyg position gennem aktiv lytning (active listening). Det andet er, at modtageren bliver betroet en meningsfuld rolle (Hoff-Clausen:2013:425).

I artiklen undersøger Hoff-Clausen, hvordan Danske Bank forsøgte at genopbygge et tillidsfuldt forhold til sine kunder efter finanskrisen i slutnullerne.74 Her er det tydeligt, at bankens kampagne gør brug af aktiv lytning – en strategi, som Hoff-Clausen definerer med reference til socialfilosoffen Trudy Govier: “(…) active listening entails that we ‘listen attentively to another person, making it clear that we are doing so’ (Govier, Dilemmas of Trust 168); by such active and empathetic listening we ‘express in our behavior and speech a concern and respect for the other’” (Ibid:432).

Aktiv lytning er oprindelig en strategi, der stammer fra psykoterapien, men i dag er den særlig udbredt i konfliktløsning og krisekommunikation. Den tager sig således ikke nødvendigvis ud som en én-til-én-samtale. I tilfældet med Danske Bank fandt den aktive lytning da også sted i medieret form gennem et website, online-tekster og postomdelt

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!74 For en mere detaljeret gennemgang af Danske Banks tillidskrise og situationen i 2009, se Hoff-Clausen:2013:434.

78

kampagnemateriale, hvor banken inviterede kunderne til at tale, mens den selv stod som den lyttende part: ”(…) on a strategic level the Bank responded to the crisis primarily by declaring their intent to listen to the public, thus making it clear that it intended to pay close attention to the opinions uttered” (Ibid:436). Som Hoff-Clausen påpeger, er det dog ikke nok at udtrykke, at man lytter. Den aktive lytning skal yderligere ledsages af en ydmyg position, der fremkommer gennem viljen til at løbe en risiko og viljen til at gennemgå en forandring. Dét at lytte indeholder nemlig en iboende risiko for den lyttende, da denne part gør sig sårbar og giver modtageren mulighed for at få indflydelse gennem en sproglig handling. Det er denne sproglige handling, der kan føre til, at den lyttende part ændrer sig: ”This “risk,” and the listener’s willingness to run it, appears essential to the potential of listening in renegotiating grounds for trust” (Ibid:433). Vores analyseartefakter gør ikke eksplicit brug af aktiv lytning, eftersom ingen af de to bøger er krisekommunikation. Vi vil imidlertid diskutere, om de to bøger indeholder et tillidsopbyggende potentiale og dermed kan have funktion af en krisekommunikationsstrategi. For at diskutere dette tillader vi os at tolke begrebet aktiv lytning som dét at udvise en lydhør attitude, herunder en attitude, der afspejler en vilje til at gennemgå en forandring, og en attitude, der viser villighed til at sætte sig selv på spil.75

I analysen af Danske Banks kampagne konkluderer Hoff-Clausen, at det tillidsopbyggende potentiale slår fejl, eftersom banken på trods af et velvilligt, lyttende udgangspunkt tilskriver kunderne en ubemyndiget rolle: ”In the case of Danske Bank, however, the trust-rebuilding initiative was undermined. The Bank explicitly undertook to listen and invited participation, but at the same time restrained the public’s rhetorical agency to the point of disempowering it.” (Ibid:444) Som citatet viser, sætter Hoff-Clausen begrebet retorisk handlekraft som led i en bemyndiget rolle og dermed i forlængelse af tillid – en pointe, hun ligeledes slår fast i ”Retorisk handlekraft hviler på tillid”, som vi så i teoriafsnittet i kapitel 2. Ifølge Hoff-Clausen tilskrives Danske Banks kunder en ubemyndiget rolle og gives begrænset retorisk handlekraft på grund af to forhold.

Det ene er gennem en tvungen identifikation, der blev skabt, da banken italesatte sig som et offer for finanskrisen på lige fod med den almindelige dansker:76

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!75 Her i betydningen af at gøre sig sårbar over for læseren, og ikke i den fysiske betydning, eftersom de to korrespondenter allerede viser en villighed til at sætte sig selv på spil med deres erhverv. 76 Hoff-Clausen nævner, at banken udsendte breve til sine kunder, hvori det lød: ”‘Dear [Name of Customer], The economic crisis affects us all, and therefore it is even more important openly and precisely to tell about the impact that the crisis has on each individual and on the bank.’’” (Hoff-Clausen:2013:437)

79

”It presented the crisis as both the common enemy uniting the Bank and the members of the public despite their division” (Ibid:437). Dette forpurrede modtagerens mulighed for selv at vælge, om vedkommende ville identificeres med Danske Bank, og om vedkommende var enig i præmissen om, at banken var et offer frem for delvist ansvarlig for den finansielle krise i Danmark.

Det andet forhold var, at banken skabte et asymmetrisk forhold til kunderne gennem kampagnematerialets visuelle udformning samt i den processuelle håndtering af kundernes kommentarer. Dette havde en væsentlig betydning for den umyndiggjorte rolle, kunderne blev tildelt, fordi det skabte en klar distinktion mellem banken og kunderne som henholdsvis ”amateurs and professionals” (Ibid:439): ”While the public was depicted in the private sphere, the campaign presented both the CEO and the director of the Bank in their professional settings, as corporate persons (…). While the user’s contributions were limited in length, there seemed to be more flexible rules regarding the number of words the Bank could use. Several of the Bank’s responses were longer than the customers.” (Ibid:439-440) Danske Bank benytter sig altså af en strategi, der kan forløse et tillidsopbyggende potentiale. Strategien slår dog fejl, fordi kundernes handlemulighed bliver begrænset og undermineret af bankens fremstilling af sig selv som den professionelle.

Vores analyseartefakter er to selvbiografier, og de rummer således ikke en reel, direkte opfordring til læseren om at handle, som i tilfældet med Danske Bank. Dog vil vi alligevel se på, hvorvidt korrespondenterne qua deres selvfremstilling tilskriver læseren tillid til at handle i overført betydning; i en erkendelsesmæssig forstand.77 Inspireret af Hoff-Clausens analyse vil vi derfor vurdere det tillidsopbyggende potentiale ud fra de forhold, hun fremhæver som afgørende for realiseringen. Vores diskussion og vurdering er således struktureret i fire underafsnit:

1. En lydhør attitude 2. Identifikation 3. Forholdet mellem afsender og modtager 4. Modtagerens rolle

Det fjerde punkt – modtagerens rolle – er en afrunding og opsummering af de tre foregående punkter. Her vil vi diskutere den rolle, korrespondenternes selvfremstilling

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!77Retorisk handlekraft er ikke kun noget, der foregår på et reelt fysisk plan eller via teknisk interaktion, men det kan udspille sig på flere planer. Det har Michel Leff og Ebony Utley bl.a. påvist i en analyse af et brev af Martin Luther King. Se: Leff og Utley (2004), ”Instrumental and Constitutive Rhetoric in Martin Luther King Jr.’s ”Letter from Birmingham Jail” i Rhetoric & Public Affairs. !

80

tilbyder læseren, samt vurdere, hvorvidt korrespondenternes selvfremstilling indeholder et tillidsstyrkende potentiale. 4.1.1 En lydhør attitude: Vilje til forandring og at sætte sig selv på spil I dette afsnit vil vi diskutere vores analyseresultater ud fra begrebet aktiv lytning, som her sættes i forbindelse med dét at udvise en lydhør attitude, herunder en attitude, der afspejler en vilje til at gennemgå en forandring, og en attitude, der viser villighed til at sætte sig selv på spil.

Både Ubbesens og Damsgårds etoskonstruktioner indeholder en lydhør attitude, der dog kommer til udtryk på to vidt forskellige måder. Ubbesen indtager en lydhør position i bogens forord qua det velvillige telos om – på læsernes opfordring – at give et indblik i korrespondentgerningen (jf. afsnit 3.1.6.1). Her ekspliciteres korrespondentens lydhøre attitude altså meget direkte. I løbet af bogen bliver der dog ikke fulgt op på bogens telos om at give læseren et håndgribeligt indblik i korrespondentgerningen. I stedet beskrives korrespondentgerningen som en ophøjet og nærmest mirakuløs gerning, der falder tilbage på korrespondenten selv. Korrespondenten ender således med at skygge for det velvillige formål om at informere og oplyse læseren, og den lydhøre attitude kommer i baggrunden. Dette styrkes yderligere, når vi skeler til, hvorvidt korrespondenten udviser en vilje til forandring og en vilje til at sætte sig selv på spil. For selvom Ubbesen til tider udtrykker en spørgende undren – fx da den irakiske tolk Ali viser ham det grufulde torturinstrument ’kødhakkeren’ – hævdes korrespondentens moralske dyder, journalistiske dyder og praktiske viden gang på gang. Det samlede indtryk bliver således, at Ubbesen ikke sætter sig selv eller sin etos på spil ved at vise sårbarhed over for læseren. I stedet ender han med at stå som den selvbevidste, næsten skråsikre, skikkelse, der træffer de rette (journalistiske) valg. I løbet af bogen ændrer korrespondenten sig da heller ikke synderligt, men forbliver en statisk størrelse, hvilket analysen af bogens forord og efterskrift viser. Ubbesen slår bogen an som den erfarne korrespondent, der vil løfte sløret for korrespondentgerningen. Herefter beskriver han sine 22 år i ’Mørkets Hjerte’, hvorefter efterskriftet viser, at korrespondenten stadig befinder sig i den autoritative position, hvorfra han opfordrer læseren til at droppe bekymringerne. Med andre ord slutter Ubbesen samme sted, som han begyndte. Læseren får med andre ord ikke et samlet billede af, at korrespondenten er ydmyg eller lydhør gennem sine handlinger, interaktion med, eller beskrivelser af, andre.

Damsgårds lydhøre attitude er af en mere indirekte og performativ karakter end Ubbesens. Den kommer til udtryk gennem selvfremstillingen – blandt andet ved, at hun fremstiller sig som den opmærksomme korrespondent, der træder i baggrunden og er lydhør over for andre personer, hvilket som nævnt etableres i både indhold og stil, fx gennem rekonstruktion og det realiserede søsterskab med Nour. Den lydhøre attitude er altså ikke henvendt direkte til læseren, men derimod performet gennem opførsel og

81

omsorgsfuld omgang med de relationer, hun skildrer. Som analysen viser, sætter Damsgård ikke blot sig selv på spil gennem sit erhverv, hun sætter også sit gode ry og sin etos på spil, når hun åbent fremlægger frygt og fejl (jf. afsnit 3.2.7.2). Damsgård fremlægger således en sårbarhed for læseren, og tilskriver dermed læseren en mulighed for at bedømme hende, tage afstand fra hende eller få sympati for hende. Damsgård har således mere på spil i sin selvfremstilling end Ubbesen. Modsat Ubbesen er Damsgård heller ikke en urokkelig, statisk størrelse. Det belyste vi i analysen ved hjælp af Burkes pentade, der kortlagde Damsgårds handlemønster. Her står det klart, at Damsgård gennemgår en markant forandring, og at hun sommetider lader sig influere og påvirke af sine omgivelser. Korrespondenten er således ikke fremstillet i en magtfuld position – som én, der har kontrollen over de ydre omstændigheder – men fremstår derimod i en ydmyg position delvist begrænset af, og underlagt, omstændighederne.

Samlet set lever Damsgårds selvfremstilling i højere grad op til kravene for aktiv lytning, som de er beskrevet af Hoff-Clausen. Begge korrespondenter indtager til dels en ydmyg, lyttende position. Men hvor Ubbesen bevæger sig længere og længere væk fra sit udtalte ydmyge udgangspunkt, udfolder den ydmyge position sig performativt hos Damsgård, i takt med at handlingen skrider frem. Mens Danske Bank udviser ”a character performance by inviting the public to speak and undertaking to listen” (Ibid:435), stiller Damsgård gennem selvfremstillingen sig lyttende, sårbar og forandringsvillig an over for læseren. 4.1.2 Identifikation I det følgende vil vi diskutere, hvordan korrespondenterne fremstiller sig selv og deres arbejde, og hvad det betyder for deres evne til at skabe identifikation med læseren. For at belyse dette, har vi fundet det anvendeligt at inddrage Burkes tanker om identifikation, som vi kort vil opridse.78

Ifølge Burke betyder dét at identificere sig med andre at man har noget til fælles, at man deler en fælles substans: ”To identify A with B is to make A ’consubstantial’ with B” (Foss, Foss og Trapp:1991:174). Burke sætter derfor lighedstegn mellem identifikation og konsubstantialitet (consubstantiality). Ifølge Burke findes der tre former for identifikation. Den første form er, når man instrumentelt tilkendegiver, at man deler samme holdninger som sit publikum, eller at man ligner dem på anden vis (Ibid:174). Den anden form er, når to eller flere parter – der ellers er uenige eller forskellige – identificerer sig gennem et had, modstand eller afstand til andre, som fx en fælles fjende. (Det var denne form for identifikation, Danske Bank anvendte på strategisk vis). Den tredje, og sidste, form for identifikation er, når identifikationen sker på et ubevidst plan. Denne ubevidste form for identifikation er ofte den mest kraftfulde (Ibid:175).

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!78 Vi henviser her til Burke som udlagt hos Foss, Foss & Trapp i Contemporary Perspectives on Rhetoric, Second Edition.

82

I vores analyser påviste vi blandt andet, at Damsgård konstruerer sig selv som en menneskelig korrespondent i kraft af en række (for læseren) genkendelige træk. Det ser man blandt andet ved, at korrespondenten lytter til radioprogrammet Mads og Monopolet eller foretager sig dagligdags gøremål som at gå til frisøren. Korrespondenten gør sig altså her konsubstantiel med sine læsere ved at fremstille sig i situationer, læseren kan identificere sig med. Når Damsgård forholder sig til sit arbejde som korrespondent, formår hun ligeledes at skabe konsubstantialitet med sine læsere. For selvom læseren ikke umiddelbart kan identificere sig med det særprægede korrespondentarbejde, kan læseren identificere sig med Damsgård gennem de følelser, hun ekspliciterer i teksten – eksempelvis følelsen af frygt eller følelsen af at være utilstrækkelig. Samtidig formår Damsgård undervejs at træde ind i andre roller end korrespondentrollen. Dette påviste vi særligt i beskrivelsen af forholdet til Nour, hvor Damsgård indtræder i en konstitueret søsterrolle. Dermed udvider hun identifikationspotentialet, fordi hun giver læseren mulighed for at føle sig konsubstantiel gennem en genkendelse af et søsterligt eller familiært forhold. Et forhold, der ikke forudsætter nogen journalistiske egenskaber eller dyder.

Ser vi imidlertid på Ubbesen, adskiller han sig fra Damsgård ved at hævde sin viden og sin moralske karakter som særegen journalistisk. Dette kommer til udtryk, når han udmelder, at han er underlagt ’nyhedernes natur’, og når han konstruerer sig selv som en korrespondent, der er i besiddelse af eksempelvis et særligt journalistisk storsind og mod. Sådanne træk mener vi er med til at forpurre identifikationspotentialet. I stedet bidrager de til, at korrespondenten distingverer sig fra læseren ved at indtræde i en autoritær, ophøjet rolle.

Her kan man dog diskutere, om Ubbesen ikke netop skaber identifikation med nogle læsere, nemlig hvis man antager, at læseren ligeledes er journalist. I afsnittet om korrespondentens udvisning af eunoia tog korrespondenten fx afstand fra medierne for derigennem at hævde sin journalistiske rolle. Her får andre journalister mulighed for at føle sig konsubstantielle med korrespondenten ved at kunne forene sig gennem en fælles modstand mod medieindustrien, der behandler journalistik som en vare. Her kan man påpege, at også Damsgårds selvfremstilling tilbyder andre journalister identifikation, eftersom det, at Damsgård er journalist, udgør et identifikationspotentiale, hvis vi henholder os til Burkes første form for identifikation.

Damsgårds og Ubbesens etoskonstruktioner rummer altså begge et identifikationspotentiale. Damsgårds identifikationspotentiale etableres primært gennem Burkes første form for identifikation, ved at hun på instrumentel vis tilkendegiver fælles, almene træk med læseren. Ubbesens identifikationspotentiale baserer sig derimod primært på Burkes anden form, nemlig ved en identifikation med andre journalister, fx gennem en modstand mod medieindustrien.

83

Vi mener dog, at ingen af de to korrespondenters identifikationspotentialer er problematiske, da det, modsat tilfældet med Danske Bank, er op til læseren selv at vurdere, hvorvidt denne vil identificere sig med korrespondenten eller ej. Tværtimod er der i højere grad tale om et mere positivt identifikationspotentiale, fordi identifikationen med begge korrespondenter kan medvirke til at etablere et jævnbyrdigt forhold gennem følelsen af en fælles substans. I denne forstand rummer Damsgårds selvfremstilling et identifikationspotentiale for en bredere læserskare end Ubbesens. 4.1.3 Forholdet mellem afsender og modtager I dette afsnit vil vi diskutere, hvorvidt de to korrespondenter etablerer et jævnbyrdigt forhold til læseren i indhold og stil. Som vi påpegede i analysen, skaber Ubbesen en autoritativ etos, der selvsagt rummer en skæv magtfordeling. Den autoritative etos består primært i, at Ubbesen konstrueres som særegent vidende og med en særegen journalistisk moral. Men også gennem tekstens allusion over det kanoniserede værk Mørkets Hjerte bliver vægtigheden af Ubbesens arbejde betonet. En lignende hævdelse af korrespondenthvervet finder vi ikke hos Damsgård. Modsat Ubbesen demonstrerer hun sin journalistiske viden på litotisk vis, hvilket vi påviste i afsnit 3.2.5.2.

Bøgernes stilistiske virkemidler er ligeledes med til at præge forholdet mellem afsender og modtager. For som vi så i analysen, gør Ubbesen brug af stilistiske træk som auxisis og præsensform, der styrker et billede af korrespondenten som vidende, erfaren og professionel, og sætter dermed korrespondenten i en distingveret position. Omvendt bruger Damsgård flere steder træk fra den feminine stil og skaber derigennem et trygt, hjemligt og intimt forhold til læseren. Med den feminine stil samt feminine vinkler og emner gør Damsgård desuden konflikten i Syrien håndgribelig og identificerbar for læseren. Her kan man selvfølgelig diskutere, om ikke Damsgård forsimpler en konflikt ved fx at fortælle den gennem et kærlighedsforhold (Nour og Meeshals) eller gennem personlige skæbnefortællinger, og dermed konstruerer en art nedladende forhold til læseren. Dette mener vi dog ikke er tilfældet. Dels fordi læseren får viden om den specifikke konflikt gennem de personlige beretninger og Damsgårds supplerende fortællekommentarer. Dels fordi Damsgård aktivt opfordrer læseren til at tage stilling ved at gengive beretninger, der inviterer læseren til selv at vurdere sandfærdigheden af det fortalte. Og endelig fordi Damsgård afslutter sin biografi uden et forløsende closure, men samtidig åbent fremlægger tvivlen på sin egen journalistiske indsats. På den måde fremstiller korrespondenten sig ikke i en bedrevidende, skråskikker eller magtfuld position.

I Udsendt ekspliciteres det som nævnt, at korrespondenten gerne vil stilles de rigtige spørgsmål som krigskorrespondent, i stedet for blot det gængse: ”Hvordan er stemningen?” På trods af, at Ubbesen flere gange efterlyser en dybere interesse, kan man diskutere, om ikke strukturen og opbygningen af Udsendt i højere grad er skabt til en

84

læser, der vil have et kort og underholdende indblik i korrespondentgerningen. Selve bogen er som nævnt opbygget i 22 korte kapitler, der er skåret efter samme opskrift (jf. afsnit 3.1.3). I analysen af Danske Bank skriver Hoff-Clausen, at de visuelle virkemidler ”almost spoke to an inability of the ordinary Dane to say anything substantial about the crisis” (Hoff-Clausen:2013:439). Her kan det altså ligeledes diskuteres, om ikke Ubbesen fremlægger komplicerede verdenskonflikter til en læser, der – i korrespondentens øjne – ikke kan forholde sig til, eller forstå, de svære konflikter. Denne tolkning styrkes yderligere, hvis vi skeler til analysen af bogens efterskrift, hvor Ubbesen fra en ophøjet, autoritær position opfordrer læseren til at slippe bekymringerne i en art forløsende closure. Ubbesen efterlader læseren med en besked om, at læserens bekymringer alligevel hverken gør fra eller til, eftersom læseren ikke – som han selv – har en profession, der reelt gør en forskel.

Damsgårds og Ubbesens etoskonstruktioner rummer altså to vidt forskellige forhold til modtageren. Vores samlede vurdering er således, at Damsgård skaber et jævnbyrdigt forhold til læseren, mens Ubbesen etablerer et asymmetrisk forhold, idet han bevarer den dominerende, autoritative position gennem hele bogen. I det følgende afsnit vil vi diskutere, hvad denne forskel betyder for modtagerens rolle og ikke mindst for det tillidsstyrkende potentiale. 4.1.4 En meningsfuld rolle: Korrespondenten som ven eller idol? Vi har nu diskuteret og vurderet en række af de forhold, Hoff-Clausen argumenterer for er medvirkende til, at Danske Bank konstituerer en ubemyndiget rolle til sine kunder. I dette afsnit vil samle op på de tre foregående afsnit og samlet set vurdere den rolle, læseren tilbydes af henholdsvis Ubbesen og Damsgård.

På baggrund af de ovenstående tre parametre – en lydhør attitude, identifikation og relation mellem korrespondent og læser – vurderer vi, at Ubbesen ikke tilbyder sine læsere en bemyndiget, handlekraftig rolle. Vi vurderer derimod, at korrespondenten fremstiller sig i rollen som et idol, læseren passivt kan beundre.

Ubbesen formår i mindre grad end Damsgård at sætte sin etos på spil og fremtræde i en ydmyg rolle, hvor han viser en vilje til forandring. Gennem hævdelsen af korrespondentgerningen som særegen formår han at skabe potentiel identifikation med andre journalister. Den gennemgående betoning af Ubbesens professionalisme kommer også til udtryk stilistisk. Når Ubbesen samtidig hævder korrespondentgerningen som mirakuløs, tilbyder han kun læseren den mulighed at beundre korrespondenten og hans gerninger fra afstand. Netop denne afstand er afgørende for, at Ubbesen fremstiller korrespondenten som et idol. Og her mener vi specifikt idol og ikke kun den nært beslægtede term forbillede. For ser vi på ordets leksikalske betydning, er forbilledet:

85

”(…) en erfaringsbaseret rolle-model, som individet kan have personlig omgang med, [mens] idolet [er] en langt mere fjern og symbolsk figur, der ikke mindst via afstanden fremstår som værende af ”en anden verden””.79 Den rolle, læseren tilbydes i Udsendt, er derfor sammenlignelig med den, som Danske Bank tilbød sine kunder: ”[I]t was not very appealing and meaningful nor was it empowering” (Hoff-Clausen:2013:440).

At publikum ikke tilbydes en meningsfuld, handlekraftig rolle, kan hænge sammen med, at det egentlige publikum for denne selvfremstilling bliver korrespondenten selv. ”Self-as audience” er et Burke’sk begreb, der indbefatter, at: ”[a] man can be his own audience, insofar as he, even in his secret thoughts cultivates certain ideas or images for the effect he hopes they may have upon him [...]” (Foss, Foss & Trapp:1991:176). Her kan man selvfølgelig diskutere, om ikke det er muligt at erstatte dette ’selv’ med et mere bredt ’journalistikkens selv’. På den vis får selvfremstillingen altså den funktion, at den ikke kun bestyrker korrespondentens eget ’selv’, men medvirker til at afstive journalistikkens selvbillede og tiltro til egne evner. At bogen kunne have denne funktion for nogle modtagere, kan styrkes, hvis vi skeler til, hvordan Ubbesen generelt modtages blandt sine journalistkolleger. I en klumme fra 2010 skrev forhenværende chefredaktør for Se og Hør Kim Henningsen om Ubbesen efter hans dækning af jordskælvet på Haiti: ”(…) TV-Avisens reporter Thomas Ubbesen [brugte] sin tid på virkelig at gøre en forskel fjernt fra vores beskyttede Torneroseland. I Haiti fandt Thomas Ubbesen og DR-fotograf Betina Johnbeck frem til en lejr, hvor de stakkels ofre for det alt-ødelæggende jordskælv 12. januar endnu ikke havde set en nødhjælpsarbejder. De 6.000 mennesker var ved at dø af sult og tørst (…) Mange andre ville have lavet en gribende reportage, tjekket ind på et fancy hotel og så ellers være fløjet hjem til de trygge rammer i Dannevang. Det gjorde Thomas Ubbesen ikke. (…) Alene på baggrund af Thomas Ubbesen og Betina Johnbecks beretning kom der gang i nødhjælpen. Vand og fødevarer fandt pludselig vej til Camaran Deux. De 6.000 lidende jordskælvsofre har nu en flig af håb om overlevelse – takket være en dansk journalist, som ville mere end bare rapportere og efterfølgende vende hjem til afspadseringsregler, udetillæg og en fornuftig pensionsordning. (…) ”Tak, Thomas. Du har gjort mig stolt af at være journalist.”80 Ubbesens selvbiografi formår ikke at skabe en tillidsfuld relation med den gængse læser, men derimod besidder den et mere selvreferentielt og selvbekræftende potentiale for den journalistiske læser, der føler sig forbundet med korrespondenten gennem det journalistiske erhverv.

Damsgård formår, modsat Ubbesen, at etablere en venskabelig relation mellem sig selv og sin læser. Gennem en lydhør attitude fremstiller hun sig selv som en korrespondent, der lader andre tale. Damsgård sætter ligeledes sin etos i spil, når hun, efterhånden som bogen skrider frem, gennemgår en forandring. På den måde ’slipper hun !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!79 ”Idol”, denstoredanske.dk. 80 ”Debat: Tak, Thomas Ubbesen!”, mediawatch.dk.

86

kontrollen’ (”sacrifice of control” (Hoff-Clausen:2013:444)) og viser vilje til at lade sig influere af andre. Damsgårds selvfremstilling indeholder desuden et større identifikationspotentiale end Ubbesens, hvilket gør, at flere læsere kan føle sig konsubstantielle med korrespondenten. Hvor solen græder er samtidig udformet, så den gennemgående inviterer læseren til aktivt at bedømme eksempelvis sandfærdighederne af kildernes udsagn, ligesom bogen afsluttes uden closure og handlingsanvisninger fra forfatter til læser. Dermed giver Damsgård læseren til opgave at afgøre og vurdere, hvilken funktion bogen skal have for den enkelte. Damsgårds venskabelige relation bygger altså på gensidighed: Læseren aktiveres, engageres og inkluderes frem for at blive parkeret som passiv tilskuer. Med andre ord: Ved at tilbyde læseren en rolle som ven tilskrives læseren en handlekraftig rolle.

Opsummerende kan vi udlede, at hvor Ubbesens etoskonstruktion beder læseren om at stole på ham, ”Trust me” (Hoff-Clausen:2013:443), indeholder Damsgårds ikke kun en attitude, hvor hun beder andre om at stole på sig, men i lige så høj grad en attitude, der viser, at hun stoler på andre, heriblandt læseren, ”I trust you” (Ibid.). Som Hoff-Clausen pointerer, er dét at blive mødt med tillid en forudsætning for, at man som læser kan gengælde tilliden: ”It is an act of trust that inclines the other to mirror it and at best imparts acknowledgment and a prospect of change—both needed to build trust anew.” (Ibid:445) Ud fra Hoff-Clausens opstillede kriterier for, hvordan et tillidsstyrkende potentiale realiseres, vil vi derfor vurdere, at Ubbesens Udsendt ikke forløser et tillidsopbyggende potentiale, eftersom Ubbesen tilskriver læseren en rolle som passiv beundrer – en rolle, der ikke kan skabe forandring eller gøre en forskel. Omvendt vil vi vurdere, at Damsgårds Hvor solen græder rummer et tillidsstyrkende potentiale, idet Damsgård netop tilskriver læseren tillid gennem en meningsfuld, aktiverende rolle. På billedligt plan rækker Damsgård hånden frem og inviterer dermed læseren til en art venskab. Som tidligere nævnt er venskabet hos Aristoteles, at man ”vil og gør det gode eller det, der ligner, for en andens skyld” (Etikken:1166a). Dette minder altså til dels om tillid, idet tillid som nævnt kan beskrives som en positiv forventning om, at andre gør det, vi forstår som det passende og gode (Hoff-Clausen:2010:52).

Sociologen Niklas Luhmann pointerer, som nævnt, at vi som borgere fatter tillid til samfundets systemer gennem mødet med systemets repræsentanter (jf. kapitel 2). Ud fra ovenstående diskussion og vurdering kan vi således konkludere, at Damsgårds selvbiografi – i højere grad end Ubbesens selvbiografi – rummer et tillidsstyrkende potentiale for den journalistiske stand.

Inden vi vil udfordre Luhmanns præmis og diskutere og vurdere, hvorvidt korrespondentselvbiografien er en effektiv strategi for journalistikkens tillidsopbygning, vil vi først afslutte nærværende afsnit med nogle metodiske overvejelser om, hvorfor vi er tilgået artefakterne med to forskellige perspektiver på etos.

87

4.1.5 Metodiske overvejelser I dette speciale har vi undersøgt to selvbiografier skrevet af to danske krigskorrespondenter. De to artefakter tilgik vi med samme formål: at undersøge det tillidsopbyggende potentiale gennem korrespondenternes selvfremstilling. For at forløse dette formål har vi i vores analyse gjort brug af to forskellige fremgangsmåder, nemlig det aristoteliske- og det ciceronianske etosforståelse81 Den primære grund til dette er, at vi fra begyndelsen netop ønskede at belyse de to artefakters forskelle. Forskelle, som vi allerede sporede og interesserede os for i den helt tidlige del af vores specialeproces. Vi fandt det frugtbart at anvende to forskellige tilgange til etos for at kunne læse værkerne på værkernes egne præmisser. Med andre ord var det i første omgang artefakterne, der bestemte retningen på analysen.

Imidlertid giver dette os dog også mulighed for at diskutere de to etosforståelsers forskellige potentialer. Af de to etoskonstruktioner, vi har belyst, er det Damsgårds konstruktion, der rummer et tillidsopbyggende potentiale. Damsgårds sympatiske etos lægger sig, som tidligere nævnt, tæt op ad den ciceronianske etos, der adskiller sig fra den aristoteliske etos ved i højere grad at betone velviljen frem for klogskab som afgørende element. Når vi observerer, at den ciceronianske etoskonstruktion rummer et blik for det tillidsopbyggende potentiale, lægger vi os samtidig i forlængelse af Carolyn C. Miller. I ”Expertise and Agency” betoner hun, at hvor eunoia hos Aristoteles er en egenskab, retoren besidder, medtager Cicero også effekten af eunoia (Miller:2004:211). Med andre ord er det den sociale relation mellem retor og publikum, der er afgørende. Om end Ciceros etos i højere grad er emotionelt orienteret gennem betoningen af eunoia og arête, så udelukker den aldrig fronesis (Ibid.). I et tillidsopbyggende perspektiv kan man derfor fremhæve, at den ciceronianske etos indbefatter en kognitiv såvel som en emotionel appel, hvilket netop er de to komponenter, der altid skal være til stede, for at man kan fatte tillid (jf. kapitel 2).

Vi kan derfor konkludere, at havde vi anlagt en aristotelisk analysetilgang på begge artefakter, havde vi ikke kunnet nå frem til det samme resultat, eftersom Aristoteles’ etos ikke på samme måde hviler på patos og dermed heller ikke betoner eunoia på helt samme måde som Ciceros.

I Online Ethos konkluderer Hoff-Clausen, at en ciceroniansk optik ”deskriptivt forekommer mere dækkende end en aristotelisk optik”, når det drejer sig om forståelsen af, hvordan etos fungerer online, dog uden at hun fraskriver den aristoteliske etos sin betydning (Hoff-Clausen:2011:228). Ligesom Hoff-Clausen vil vi ikke afskrive Aristoteles’ etosbegreb sin vægtighed, men blot fremhæve, at den ciceronianske etos – der betoner den sociale relation og dermed sætter eunoia i forgrunden – har vist sig brugbar i analysen

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!81 Vi har tidligere redegjort for, at de to etoskonstruktioner har mange ligheder (jf. afsnit 3.2.3). Når vi i denne del taler om forskelle på Ciceros og Aristoteles’ etos, er det i forlængelse af det tillidsopbyggende potentiale som diskuteret og vurderet i ovenstående afsnit.

88

og i forståelsen af, hvad der får en korrespondentselvbiografi til at rumme et tillidsopbyggende potentiale. 4.2 Korrespondentselvbiografien som effektiv retorisk strategi? Ud fra præmissen om, at en krigskorrespondent kan agere repræsentant for den samlede journalistiske stand, har vi påvist, at Damsgårds selvbiografi, Hvor solen græder, kan bruges som retorisk tillidsstyrkende strategi for journalistikken. Spørgsmålet er dog, om det er en effektiv strategi? Det spørgsmål bliver omdrejningspunktet for specialets afsluttende diskussion, der er opdelt i fire mindre afsnit. Her vil vi endnu en gang indskyde, at vi ikke betragter selvbiografier, skrevet af velansete krigskorrespondenter, som intentionelle tillidsstyrkende strategier. Dermed vil vi ikke vurdere bøgernes effekt ud fra en klassisk neo-aristotelisk tilgang med fokus på, om retor brugte de – i situationen – bedst tilgængelige virkemidler. 4.2.1 På læserens præmis For at tale om, hvorvidt en selvbiografi er en effektfuld tillidsopbyggende strategi, skal vi medtænke den kontekst, bogen formodentlig vil modtages i. Helt centralt er, at læsning af populære selvbiografier, ligesom læsning af skønlitterære værker, primært er en lystbetonet aktivitet. Christian Kock skriver netop om, at den litterære, lystbetonede læsning er: ”(…) bundet til oplevelsen og forsvinder hurtigt igen når oplevelsen er forbi, blandt andet derved er en psykodynamisk proces forskellig fra en erkendelse, som jo i princippet bliver i os som et varigt resultat, så snart vi har opnået den.” (Kock:2003:61) Denne psykodynamiske proces går i korthed ud på, at tekstens interne dynamik udløser en dynamik i læserens psyke, og det er netop denne dynamik, der giver os lysten til at læse (Kock:1994:320). Som citatet påpeger, er lystbetonet læsning bundet til den specifikke læseoplevelse, og funktionen af læsningen vil derfor hurtigt være glemt igen. For at skabe en tillidsopbyggende effekt, der skal række ud over den specifikke læsesituation, skal selvbiografien således tilbyde en erkendelsesmæssig funktion. Her kan man dog drøfte, om ikke selvbiografien, der indeholder et tillidsopbyggende potentiale, netop også tilbyder læseren ny erkendelse, idet det tillidsopbyggende potentiale til dels består i at tilskrive læseren en bemyndiget rolle. En rolle, som læseren ikke er vant til at have i den specifikke relation med afsenderen, og som således kan give læseren ny viden, forståelse

89

og indsigt. Vi mener derfor ikke, at selvbiografier, der rummer et tillidsstyrkende potentiale, blot ”forsvinder hurtigt (…) når [læse]oplevelsen er forbi”.

Dog kan vi tale om, at det måske ikke er alle læsere, der identificerer sig med den bemyndigede rolle, som den tillidsstyrkende strategi tilbyder modtageren. Ifølge Robert D. Putnam er vores tillid til andre nemlig bundet på erfaringer og oplevelser: ”(…) trust in ”the generalized other,” like your new acquaintance from the coffee shop, also rests implicitly on some background of shared social networks and expectations of reciprocity.” (Putnam:2000:136) Har man før oplevet et tillidssvigt inden for et system, vil man således møde systemet med en erfaringsbaseret skepsis (Ibid:138). Det betyder, at læsere, der har haft en negativ oplevelse med journalister, fx ved at blive citeret forkert, fordrejet eller have medvirket i et ubehageligt interview, kan være negativt indstillede over for journalistiske selvbiografier. En skeptisk eller negativt indstillet læser vil formentlig blot afvise den bemyndigede rolle, men kan i yderste tilfælde også lave det, Leah Ceccarelli kalder en genstridig læsning (”restrictive reading”) (Ceccarelli:1998). En genstridig læsning bygger på tanken om, at modtageren kan aktivere en teksts polysemiske elementer og dermed læse en anden mening ind i teksten, end afsenderens oprindelige intention. Hermed forskydes magtforholdet altså – mod afsenders vilje – fra afsender til læser: ”(…) the producer has no longer control over the denotational meaning of the message” (Ibid:400). Det polysemiske potentiale findes i høj grad i tekster, der omhandler race- og klasseforhold, køn samt flertydige tekster som fx ironiske tekster, hvor modtageren kan fortolke teksten i lyset af en tværgruppekonflikt (”intergroup conflict”) (Ibid:402-403). Vi mener ikke, at potentialet for at lave en decideret genstridig læsning, hvor modtageren fordrejer teksten, er særlig stort i korrespondentselvbiografien. Ikke desto mindre vil vi med ovenstående in mente vurdere, at korrespondentselvbiografien som tillidsstyrkende strategi rummer et vist potentiale for at fejle, blive læst henover eller simpelthen blive afvist af læseren. 4.2.2 Tillid eller branding? I dette speciale har vi ad flere omgange citeret Luhmann for, at vi fatter tillid til systemet gennem systemets repræsentanter. Imidlertid kan man hævde, at der imellem korrespondenten og den samlede journaliststand befinder sig et andet led – nemlig det medie, korrespondenten arbejder for. I et tilfælde som Hvor solen græder kan man altså diskutere, om det er en effektiv, tillidsopbyggende strategi for den samlede journalistiske branche, eller om bogen i højere grad vil falde tilbage på og forbindes med DR, hvor Damsgård er ansat. Man kan med andre ord diskutere, om ikke DR – gennem Damsgårds bog – kan brande sig selv og dermed positionere sig i forhold til andre medier. For på

90

trods af, at DR stadig er en public service-institution, skal den forholde sig til, at borgerne i dag har et hav af andre medier at vælge imellem. DR er på ingen måde en ø, men skal, på linje med andre medier, sørge for at styrke og pleje sit brand.

Heidi Hansen skriver i Branding: Teori, modeller og analyse, at den stærkeste position, et brand kan opnå, er ”top of mind” hos forbrugeren. Det betyder i al sin enkelhed, at brandet er det, som forbrugeren kommer i tanke om først, og dermed opnår brandet ejerskab over en given forbrugssituation (Hansen:2012:49-50).82 Et sådant ejerskab var netop, hvad DR havde før mediemonopolets ophævelse. Inden 1988 var radio fx lig med Danmarks Radio – DR var altså danskernes top of mind-medie, når det gjaldt tv og radio. Man kan således overveje, om en korrespondentselvbiografi som Damsgårds Hvor solen græder kan medvirke til, at DR kan (for)blive danskernes top of mind-nyhedskanal ved fx at udgøre en kernefortælling for DR. Med kernefortælling menes en fortælling, der: ”(…) udtrykker brandets essens og demonstrerer dets eksistensberettigelse. Den skal afspejle den sag, som virksomheden kæmper for, eller den oplevelse, som brandet ønsker at skabe for sine kunder” (Ibid:98). I lyset af dette kan Damsgård som den menneskelige korrespondent, der sætter livet på spil for at lave journalistik og formidle nyheder til danske seere, ses som en passende kernefortælling til DR Nyheder. Når Damsgårds Hvor solen græder samtidig vinder Læsernes Bogpris og ligger nummer ét på bestsellerlisten, kan det yderligere udgøre en celebrity endorsement-funktion for DR (Ibid:171). Dette betyder, at den hæder, prisbelønning og positive omtale, som en kendt – i dette tilfælde Damsgård – modtager, smitter af på virksomheden – i dette tilfælde DR Nyheder – og dermed øger virksomhedens brandværdi. Her kan man endvidere tilføje, at når Damsgård modtager hæder, priser og anerkendelse, er det medvirkende til, at der bliver skabt konsensus i befolkningen om Damsgård som dygtig korrespondent. Hansen skriver netop, at det inden for branding forholder sig sådan, at konsensus er styrende. Det betyder, ”at den værdi som tilstrækkeligt mange forbrugere er enige om at tillægge et bestemt produkt, bliver virkeligheden” (Hansen:2012:27). Med en retorisk term kan man sige, at Damsgård bliver et billede på doxa. På baggrund af dette kan man således mene, at korrespondentselvbiografier i højere grad bliver en tillidsopbyggende (branding)strategi for det mediehus, korrespondenten repræsenterer, frem for at være en strategi for den samlede journaliststand.

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!82 Eksempelvis skriver Hansen, at Coca-Cola er top of mind hos alverdens forbrugere inden for forbrugsfeltet læskedrikke.

91

4.2.3 Korrespondentselvbiografien som personlig profilering? I betegnelsen krigskorrespondentselvbiografi fremgår det eksplicit, at værket har et korrespondent-selv i centrum. Vi har i dette speciale påvist, at denne form for selvfremstilling kan rumme et tillidsopbyggende potentiale. Men kan man samtidig diskutere, om dette fokus på selvet er med til at indskrive bøgerne i andre sammenhænge? Sammenhænge, hvor de ikke nødvendigvis realiserer noget positivt.

Som belyst i ovenstående afsnit kan korrespondentselvbiografier ligeledes udgøre brandingstrategier for de medier, som korrespondenterne repræsenterer. Dette kan yderligere ses som en del af en mediekultur, hvor medierne ikke kun konkurrerer på deres indhold, men i lige så høj grad på de personligheder, de har ansat: værter og korrespondenter.

Timme Bisgaard Munk, der er ph.d. i retorik og chefredaktør på KForum, går i et debatindlæg i Berlingske i rette med, hvad han benævner som en ”farlig værtsmani”: ”Hele branchen er præget af en farlig værtsmani, hvor værterne skygger for sagen og indholdet. Det er derfor, programmerne ikke længere hedder noget faktuelt oplysende, men er opkaldt efter den ene ligegyldige TV-vært efter den anden. På mediedansk kaldes det at skabe stærke værtsbårne konceptprogrammer med værter, som skiller sig ud og skiller vandene. Oversat til menneskedansk betyder det, at alt fra Mellemøsten over Tour de France til medisterpølser hokus pokus kommer til at handle om programmets vært frem for om programmets emne eller gæster.”83 Dette understreges, om end uintenderet, af DR. Redaktør for DR Medier Jesper Dein udtalte i april 2014 til magasinet Lixen, at den type vært, DR søger, skal være: ”[E]n type, man gerne vil sidde ved siden af i Dyrehaven. En interessant person, man gerne vil lære at kende.”84 Kollegaen Signe Muusmann (ansvarlig for DR’s Talenthold85) udtalte i samme artikel, at: ”Man skal tænde for sin radio for at finde en personlig vært, som man synes er fed.”

De tre ovenstående citater fremhæver på sin vis det samme. Først og fremmest at værten er i centrum, og dernæst at personen er et væsentligt udgangspunkt for den måde, medierne tilrettelægger deres programmer på.

Her kan man altså diskutere, om også korrespondentselvbiografierne er et symptom på, at værter, journalister og korrespondenter er nødt til bevise, at de er ”interessante” og ”fede”, for ikke at blive skiftet ud. Med andre ord kan man diskutere, om ikke bøgerne netop er en effekt af, at journalisterne føler sig pressede til at præstere internt i branchen, og dermed om bøgerne er et udtryk for, at korrespondenterne skal opbygge – og pleje – egen etos. I dette perspektiv vil korrespondentselvbiografierne på paradoksal vis både være et middel til at profilere sig internt i konkurrencen og samtidig også bidrage til at opretholde den eksisterende konkurrencekultur, hvor det handler om at skille sig ud fra !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!83 ”Hokus pokus-vært i fokus”, b.dk. 84 ”Personlighed er værtens vigtigste værktøj”, lixen.dk. 85 DR’s Talenthold er en uddannelse i DR-regi, hvor fire (fortrinsvis unge) mennesker optages for efter en toårig uddannelse at kunne fungere som værter på DR.

92

andre ved at være en ”fed” profil. Og denne kultur kan, som nævnt af Bisgaard Munk, være med til at ”skygge for indholdet” og således trække journalistik i en mere negativ retning, hvor form vægtes over indhold.

De forskellige funktioner, vi har belyst i dette og ovenstående afsnit, er dog hverken modstridende eller et udtryk for enten-eller. En korrespondentselvbiografi kan forløse et tillidsopbyggende potentiale, mens den samtidig kan anvendes som branding; og samtidig kan den også være etosplejende for den eksakte korrespondent. Endvidere er de forskellige funktioner, som en korrespondentselvbiografi kan have, ikke nødvendigvis et udtryk for afsenders intention og hensigt – ligesom der selvsagt også er den mulighed, at korrespondentselvbiografien blot er en realisering af korrespondentens helt eget personlige behov for at skrive den. Men som vi håber at have belyst, er det retoriske potentiale for en korrespondentselvbiografi mangesidet. 4.2.4 Fra tillid til mistillid Afslutningsvis vil vi komme med et eksempel, der afspejler, hvordan en korrespondentselvbiografi ikke blot kan rumme et tillidsstyrkende potentiale, men omvendt også kan bidrage til at styrke mistilliden til journalistikken. Mens vi skrev dette speciale, udgav freelancejournalisten Jeppe Nybroe selvbiografien Kidnappet – i islamisternes fangehul, hvori han beskriver sine 28 dage som kidnappet i det nordlige Syrien. Straks efter udgivelsen blev der sået tvivl om bogens sandfærdighed. Kritikken var ført an af Weekendavisens anmelder, Adam Holm, der antydede, at Nybroe havde overdrevet fortællingen, bl.a. i følgende citat: ”(…) [D]et ligger uden for denne anmelders indsigt at dømme om, hvorvidt Nybroe måtte have taget sig visse narrative friheder (…) måske har han som mangen en udenrigskorrespondent før ham malet lidt rigeligt med palettens dramatiske farver.”86 Med til historien hører, at Nybroe i 2007 blev fyret som korrespondent og studievært for DR efter at have manipuleret med en række lydoptagelser til DR’s TV-Avis.87 Nybroe havde således et dårligt ry og omdømme, da han udgav bogen. Hvorvidt Nybroe forsøgte at profilere sig på korrespondenterhvervets gode omdømme og derved benytte korrespondentselvbiografien som en personlig tillidsstyrkende strategi, ligger uden for dette speciales felt at vurdere. Det interessante for os er, at denne episode på tydelig facon bekræfter Hoff-Clausens pointe om, at man skal være tilskrevet tillid for at handle og blive lyttet til (Hoff-Clausen:2010). Nybroes utroværdighed førte til, at anmeldere og læsere mødte hans bog med mistillid. Og da Nybroe som freelancejournalist er en repræsentant for journalistikken som system og erhverv, kan Nybroes dårlige ry og omdømme have en afsmittende effekt på den journalistiske stand. !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!86 ”DR-vært tvivler på dramatisk gidselhistorie: Nu svarer Nybroe igen”, bt.dk. 87 ”Portræt: Gammel sag hænger ved Jeppe Nybroe”, politiken.dk.

93

Korrespondentselvbiografien kan altså hverken afgøres som entydigt effektfuld, god eller dårlig, men skal, som alle andre retoriske ytringer, vurderes ud fra den funktion, den tjener i den specifikke situation.

94

•

95

Det er gennem mødet med den enkelte, at vi fatter tillid til det bagvedliggende system. Denne pointe – der er sociologen Niklas Luhmanns – er en indlejret del af dette speciale. Ud fra præmissen om, at krigskorrespondenter kan agere repræsentanter for journalistikken, har specialet haft det tosidede formål: 1. at undersøge om en korrespondentselvbiografi kan indeholde et tillidsstyrkende potentiale og fungere som tillidsstyrkende retorisk strategi for den samlede journalistiske stand; 2. at afprøve og nuancere den eksisterende teori om tillid og retorik med analysen af en ny type artefakter; korrespondentselvbiografien. På baggrund af vores komparative analyse har vi argumenteret for, at en korrespondentselvbiografi kan besidde et tillidsstyrkende potentiale og dermed kan anvendes som tillidsopbyggende retorisk strategi – dog med det forbehold, at man ikke kan karakterisere denne strategi som entydigt effektiv.

I analysen kortlagde vi, hvordan de to korrespondenter, Thomas Ubbesen og Puk Damsgård, fremstiller sig selv i korrespondentselvbiografierne Udsendt og Hvor solen græder, og analysen var således opdelt i to dele: I den første del påviste vi, at der i Ubbesens Udsendt konstrueres en autoritetens etos, da korrespondenten fremstilles som særegent vidende og med en særegen journalistisk moral. Autoritetens etos vægter fronesis højest, og dernæst arête. Eunoia bliver således etoskonstruktionens svage del, hvilket bevirker at korrespondenten hævdes som en ophøjet figur, distingveret fra læseren. Denne etoskonstruktion lever ikke op til Aristoteles’ forskrifter, da den mangler eunoia, men den lægger sig dog tæt op ad denne i det aspekt, at den vægter fronesis højest.

I analysens anden del påviste vi, hvordan der i Damsgårds Hvor solen græder konstrueres en sympatiens etos, der udgøres af tre sympatiske topoi: krigskorrespondenten som uselvisk, indlevende og menneskelig. Hvor det hos Ubbesen er fronesis, der dominerer, er det hos Damsgård i højere grad eunoia, der er den bærende del. Korrespondenten etablerer således en social relation til læseren gennem flere sociale følelser som medfølelse, empati, sympati og velvilje. Denne etoskonstruktion lægger sig tættere op ad den ciceronianske etos, der netop vægter eunoia højest.

I første del af vores diskussion og vurdering drøftede vi, hvornår autoritetens- og sympatiens etos forløste et tillidsstyrkende potentiale. På baggrund af Elisabeth Hoff-Clausens retoriske tillidsanalyse af Danske Banks kampagne Din Mening udledte vi, at en etoskonstruktion rummer et tillidsopbyggende potentiale, når konstruktionen tilbyder modtageren en meningsfuld rolle. Dette gøres ved at afspejle en lydhør attitude, skabe identifikation samt at etablere et jævnbyrdigt forhold. Vi har argumenteret for, at læseren i Udsendt ikke tilbydes en meningsfuld rolle, da Ubbesen fremstiller korrespondenten som et idol, læseren passivt kan beundre på afstand. Omvendt har vi argumenteret for, at der i Hvor solen græder skabes en meningsfuld rolle til læseren, da Damsgård fremstiller korrespondenten som en ven – og dermed tilbyder læseren samme venskabelige rolle. På denne baggrund mener vi at have påvist, at Hvor solen græder indeholder et tillidsopbyggende potentiale. Ud fra Luhmanns præmis om at en repræsentants selvfremstilling smitter af på systemet som hele, kan Hvor solen græder derfor fungere som en tillidsopbyggende, retorisk strategi for journalistikken.

Dette leder os til besvarelsen af vores indledende spørgsmål. En etoskonstruktion, der søger at opbygge tillid, kan med fordel konstrueres ud fra følgende tre principper:

96

1. En ydmyg attitude

En sådan attitude kan fremkomme gennem træk, der afspejler en uselvisk og beskeden karakter; fx ved ikke at sætte sig selv i centrum (på trods af man har talerpositionen), udvise lydhørhed og åbenhed over for modtageren samt at demonstrere sine evner frem for at hævde dem.

2. Udvis interesse og indlevelse for din modtager Gensidig interesse og fortrolighed kan skabes stilistisk ved benytte en personlig og intim tone, fx gennem konkrete, hjemlige detaljer og personlige, induktive beretninger. Ydermere er det væsentligt at italesætte de, om end få, fællesstræk, der findes med modtageren.

3. Fremhæv det menneskelige

Sidst men ikke mindst bør man fremhæve det menneskelige aspekt. Med dette menes, at retor bør vise sig sårbar og forandringsvillig. Dette kan fx gøres ved at erkende og dele (små)fejl, frygt og andre mindre flatterende sider med modtageren.

Endelig udfordrede vi vores resultater i en afsluttende diskussion. For om end en etoskonstruktion kan rumme et tillidsstyrkende potentiale og dermed, at en selvbiografi kan fungere som en tillidsopbyggende strategi, konkluderede vi, at den ikke nødvendigvis er effektiv. Først og fremmest må man medtænke, at enhver bog læses på læserens præmis. Derudover kan man hævde, at en korrespondentselvbiografi, der rummer et tillidsopbyggende potentiale, primært vil skabe tillid – eller branding – til det medie, som den specifikke korrespondent er tilknyttet. Vi kan således kun pege på, at en korrespondentselvbiografi kan rumme et tillidsopbyggende potentiale, og ikke at den nødvendigvis vil have en tillidsopbyggende effekt for den samlede journalistiske stand. Endvidere drøftede vi, at korrespondentselvbiografierne både kan ses som et symptom på, og en medvirkende faktor til, mediernes interne konkurrence på værter og profiler. I dette lys kan korrespondentbiografien i højere grad have en funktion af personlig etosopbygning eller -pleje. Afslutningsvis kom vi med et eksempel på en korrespondentselvbiografi, der har et decideret mistillidspotentiale for den journalistiske stand; freelancejournalisten Jeppe Nybroes bog Kidnappet – i islamisternes fangehul.

Korrespondentselvbiografien kan altså have mange – og samtidige – funktioner og ikke blot funktionen som tillidsopbyggende strategi. Som alle andre retoriske ytringer bør den derfor vurderes specifikt ud fra den funktion, den tjener i situationen – og den er således ikke nødvendigvis et passende svar på journalistikkens krisesituation. Afslutningsvis vil vi konkludere på vores metodiske tilgang. Specialet er en begrebsorienteret, retorisk kritik. Som denne metode foreskriver, har vi løbende appliceret den teori, som artefaktet synes at kalde på. Det har været vigtigt for os, som retoriske kritikere, ikke at tvinge en teori ned over artefaktet, men at lade artefaktet bestemme retningen. Dette resulterede i, at vi tidligt i processen valgte af benytte os af to forskellige etosforståelser. At vi har anvendt et aristotelisk- og et ciceroniansk

97

etosperspektiv på henholdsvis Udsendt og Hvor solen græder, skyldes derfor primært, at artefakterne pegede i hver sin retning. Det har dog givet os muligheden for ikke kun at sammenligne de to artefakters tillidsopbyggende potentiale, men samtidig fremhæve, at den ciceronianske etos synes at være mere brugbar i analysen og forståelsen af korrespondentselvbiografiens tillidsopbyggende potentiale.

Yderligere har vi taget teoretisk afsæt i Elisabeth Hoff-Clausen pointer om tillid og begrebets anvendelighed for retorikken. Men hvor Hoff-Clausen særligt tager begrebet i brug i analysen af artefakter, der udgør decideret krisekommunikation, har dette speciale vist, at man med fordel kan anvende samme fremgangsmåde på værker, der ikke udgør krisekommunikation, men som potentielt set kan have funktion af samme – i dette tilfælde korrespondentselvbiografien. Som vi håber at have vist, er tillid et begreb, der ikke altid blot kan sidestilles med troværdighed, men som med fordel kan placeres mere centralt i den retoriske kritikers værktøjskasse. 5.1 En fremtidig undersøgelse værd Vi vil afslutte vores speciale med et par perspektiverende bemærkninger. I specialet har vi udelukkende haft fokus på det tillidsopbyggende potentiale som det realiseres gennem to etoskonstruktioner i de to korrespondentselvbiografier Udsendt og Hvor solen græder. Det har vi, da vi fandt det nødvendigt at se snævert på artefakterne, for at kunne udlede noget specifikt om korrespondentselvbiografiens funktion som potentiel tillidsopbyggende strategi.

Som tidligere nævnt, er tillid dog noget, der skabes i mødet med andre og som hviler på vores erfaringer. Tillid opstår altså ikke i et enkelt artefakt eller i en lukket kontekst, men det er i højere grad et fænomen, der udspiller sig i relation og interaktion med andre og skabes over tid. En læser, der går til korrespondentselvbiografien, vil således næppe se bogen som en lukket enhed, men derimod se den i lyset af korrespondentens fremtræden på tv-skærmen, i radioen og i andre sammenhænge. En kritisk indvendig mod dette speciale er således, at vi er gået til artefakterne som sluttede tekster. En metodisk tilgang, der synes at være oplagt i undersøgelsen af tillid, er derfor den postmoderne retoriker Michael Calvin McGee’s som den er udlagt i ”Text, Context and the Framentation of Contemporary Culture”. McGee plæderer for, at en tekst aldrig kan, eller må, betragtes som et afsluttet hele. Den er derimod blot et fragment, der altid vil være knyttet til andre fragmenter. Det er derfor kritikerens opgave at finde tekstens udeladte dele og inddrage dem i sin kritik: ”Critical rhetoric does not begin with a finished text in need of interpretation; rather, texts are understood to be larger than the apparently finished discourse that presents itself as transparent.” (McGee:1990:279) Skulle vi i dette speciale have fulgt et McGee’sk perspektiv til dørs, havde det formentlig resulteret i, at vi havde suppleret de to korrespondentbiografier med andre tekstfragmenter, såsom selvbiografiernes modtagelse (anmeldelser, interviews m.v.) samt Damsgård og Ubbesens TV-reportager, artikler og indslag i radioen. Om vi ad den vej havde nået et andet resultat, ligger selvsagt uden for dette speciales rammer at besvare.

98

Vores anbefaling er derfor, at fremtidige retoriske tillidsanalyser med fordel kan anlægge et perspektiv, der medtager sådanne tekstfragmenter.

99

Abstract As a point of departure, this thesis assumes that a war correspondent can appear as representing the journalistic community as a whole. Based on the method of conceptually oriented criticism the objective of the thesis is to investigate if an autobiography by a prominent war correspondent can feature a potential for building trust in the journalistic community, and thus act as a rhetorical strategy for a profession in which the public has low trust.

Through two different approaches to ethos – the Aristotelian and the Ciceronian, respectively – the authors proceed their analysis of Thomas Ubbesens Udsendt and Puk Damgårds Hvor solen græder. An evaluation base was established by using Elisabeth Hoff-Clausens rhetorical trust analysis of Danske Banks campaign ’Your Opinion’. If a construction of ethos is to hold a trust rebuilding potential, the reader needs to be ascribed with a meaningful role.

Udsendt constructs an ethos of authority – dominated by phronesis. The correspondant is pictured as distinctively knowledgeable and encompassing a distinctively journalistic morality, which causes the correspondent to become viewed by the reader as an elevated figure, and therefore distinguished from the reader. Ubbesen pictures the correspondent as an idol, who the reader can passively admire from a distance. Thus, the reader is not entrusted with a meaningful agentic role.

Hvor solen græder constructs an ethos of sympathy, which is formed by three sympathetic topoi: the presentation of the war correspondent as empathetic, unselfish and humane. While Ubbesen has phronesis as a dominant component, for Damsgård, it is eunoia that gets to be the carrying force. The correspondent establishes a social relation, by which the correspondent becomes constituted as a friend – thus entrusting the reader with a meaningful agentic role throughout.

Hvor solen græder does therefore contain a trust rebuilding potential. The conclusion suggests that an autobiography written by a prominent war correspondent can hold such a potential, and that potential is realised when the construction of ethos entrusts a meaningful agentic role to the reader. Thus, an autobiography on a war correspondent can be used as a trust rebuilding strategy for the collective journalistic community – although such a conclusion must be made with a reservation that one cannot distinguish this strategy as effective. Key words: Trust, Trust Rebuilding Potential, Trust Rebuilding Strategy, Ethos, Aristotle, Cicero, Autobiography, War Correspondents, Journalism.

100

Litteraturliste Specialets to artefakter Damsgård, Puk (2014): Hvor solen græder. En fortælling fra Syrien. Politikens Forlag Ubbesen, Thomas (2014): Udsendt. Historierne bag 22 reportager. Viborg: Tiderne Skifter Litteratur Abbott, H. Porter (2008): The Cambridge Introduction to Narrative. Cambridge: Cambridge University Press Albeck, Ulla (2006): Dansk Stilistik. Gyldendal Uddannelse Aristoteles (2007): Retorik. Oversat af Thure Hastrup. København: Museum Tusculanums Forlag Aristoteles (2000): Etikken. Oversat af Søren Porsborg. Frederiksberg: Det Lille Forlag Bitzer, Lloyd F. (1968): ”The Rhetorical Situation” i: Philosophy and Rhetoric Supplement Issue 1992, pp.1-14 Burke, Kenneth (1969): A Grammar of Motives. Berkeley, Los Angeles, London: University of California Press Brix Jacobsen, Louise m.fl. (2013): Fiktionalitet. Frederiksberg: Samfundslitteratur Butler, Judith (1999): Gender Trouble: feminism and the subversion of identity. London: Routledge Campbell, Karlyn Kohrs (1973) ”The Rhetoric of Women’s Liberation: An Oxymoron, Quarterly Journal of Speech, Vol. 59, Issue 1, pp. 74-86. Genoptrykt i: Communication Studies, 50:2 (Summer 1999) pp. 125-137 Campbell, Karlyn Kohrs (1999) ”The Rhetoric of Women’s Liberation: An Oxymoron, revisited” I: Communication Studies, 50:2 pp. 138-142 Campbell, Karlyn Kohrs (1989) Man Cannot Speak for Her. A Critical Study of Early Feminist Rhetoric. Praeger Publishers, Westport Campbell, Karlyn Kohrs (1998): ”The Discursive Performance of Femininity: Hating Hillary” I: Rhetoric and Puclic Affairs, Vol. 1, no. 1, pp. 1-19

101

Ceccarelli, Leah (1998): “Polysemy: Multiple Meanings in Rhetorical Criticism” i Quarterly Journal of Speech, 84, pp. 395-415 Cicero, M. Tullius (2003): Retoriske skrifter I: De Oratore Om taleren. Ved Thure Hastrup & Mogens Leisner-Jensen. Syddansk Universitetsforlag Conrad, Joseph (1899): Heart of Darkness, With The Congo Diary. London: Penguin Books (1999) Deuze, Mark (2005): “What is Journalism? Professional Identity and Ideology of Journalists Reconsidered”. London: SAGE Publications, Vol. 6 (4): pp. 442–464

Enos, R. L. & K. R. Schnakenberg (1994): ”Cicero Latinizes Hellenic Ethos”. I: J. S. Baumlin and T.F. Baumlin (eds.): Ethos. New Essays in Rhetorical and Critical Theory. Dallas: Southern Methodist University Press, pp. 191-209 Foss, Sonja K., Foss, Karen A., & Trapp, Robert (1991): Contemporary Perspectives on Rhetoric. (Second Edition) Illinois: Waveland Press Garver, Eugene (1994): Aristotle’s Rhetoric: An Act of Character. The University of Chicago Press Hansen, Heidi (2012): Branding: teori, modeller og analyse. Frederiksberg: Samfundslitteratur Hoff-Clausen, Elisabeth (2008): Online Ethos: Webretorik i politiske kampagner, blogs og wikis. Frederiksberg: Samfundslitteratur Hoff-Clausen, Elisabeth (2013): “Attributing Rhetorical Agency in a Crisis of Trust: Danske Bank’s Act of Public Listening after the Credit Collapse” I: Rhetoric Society Quarterley 43:5, 425-448 Hoff-Clausen, Elisabeth (2010): “Retorisk handlekraft hviler på tillid” i: Rhetorica Scandinavica nr. 54, pp. 49-66 Hoff-Clausen, Elisabeth (2011): “Pas på sproget: tillid og tale i nye offentlige rum” I: Tillid - samfundets fundament: Teorier, tolkninger, cases, CAST - Center for Anvendt Sundhedstjenesteforskning og Teknologivurdering, SDU, pp. 343-355 Isager, Christine (2012) ”En journalist og en parmaskinke kommer ind på en bar....” I: Retorik Magasinet, Vol. 22, nr. 84, pp. 12-13. Isokrates (1986): ”Om formuebytning” I: Fire taler. Oversat af Thure Hastrup. Viborg: Museum Tusculanums Forlag

102

Jasinki, James (2001): ”The Status of Theory and Method in Rhetorical Critisism” Western Journal of Communication 65.3, pp. 249-270 Jørgensen, Charlotte (2009): ”Argumentation” I: Retorik. Teori og praksis. Frederiksberg: Samfundslitteratur pp.129-158 Jørgensen, Charlotte (2009): ”Hvad er retorik?” I: Retorik. Teori og praksis. Frederiksberg: Samfundslitteratur pp. 11-32 Jørgensen, John Chr. (2007): Journalistik med stil – Fra klassiske nyheder til fortælling. Viborg: Forlaget Ajour Jørgensen, John Chr. (2012): Da kvinderne blev journalister. Københavns Universitet. Online tilgængelig (set 12.06.15): http://koensforskning.ku.dk/nyeudgivelser/andreudgivelser/kvindernejournalister.pdf Kock, Christian (1994): ”Hvad læser vi for?” i Edda – Hefte 4/94, pp. 319-335 Kock, Christian (2003): ”Retorisk kritik af litterære tekster” i Rhetorica Scandinavica, vol. 26 pp. 55-67 Kock, Christian (2009): ”Topik” I: Retorik. Teori og praksis. Frederiksberg: Samfundslitteratur p.115-128 Leff, Michael C. & Utley, Ebony A. (2004): ”Instrumental and Constitutive Rhetoric in Martin Luther King Jr.’s ”Letter From Birmingham Jail” I: Rhetoric and Public Affairs, Volume 7, Number 1, Spring 2004, pp. 37-51 McCroskey, James C. (2006): Rhetorical Communication. A Western Rhetorical Perspective. (Ninth Edition) Pearson A&B McGee, Michael Calvin (1990): ”Text, Context and the Fragmentation of Contemporary Culture” i: Western Journal of Speech Communication, vol. 54 (Summer 1990), pp. 274-289 (Special Issue on Rhetorical Criticism) Miller, Carolyn R. (2004): ”Expertise and Agency. Transformations of Ethos in Human-Computer Interaction”. I: M.J Hyde (ed.:) The Ethos of Rhetoric. Columbia, SC: University of South Carolina Press, pp. 197-218 Mulvey, Laura (1975): Visual Pleasure and Narrative Cinema: (set: 26.06.2015) http://imlportfolio.usc.edu/ctcs505/mulveyVisualPleasureNarrativeCinema.pdf Pedersen, Rie (2005): Fortællende journalistik, Gyldendal, Nordisk Forlag A/S København, 1. Udgave

103

Putnam, Robert D. (2000): ”Reciprocity, Honesty and Trust” i Bowling Alone. The Collapse and Revival of American Community. New York: Simon & Schuster Paperbacks, pp.134-147 Putnam, Robert D. (1993): ”What Makes Democracy Work?” I: National Civic Review, Spring, 1993, s. 101-107 Rasmussen, Terje (2011): ”Selvbiografier til glede og nytte” i: Norsk Medietidsskrift, 2011, årg. 18, nr. 4, pp. 364-370 Schmidt, Solveig (2011): Journalistikken Grundtrin II - roller, krav metoder. Forlaget Ajour Skovgaard, Camilla Gry & Fiorini Lorentzen, Maria (2006): ”Krigsreporteren som Samaritaner og Legionær” i Rhetorica Scandinavica, nr. 37, pp. 21-37 van Zoonen, Liesbet (1998): ”One of the Girls? The changing gender of journalism”, i: Cynthia Car- ter, Gill Branston og Stuart Allan: News Gender and Power, Routledge, London, pp. 33-46.

Villadsen, Lisa Storm (2002): ”Dyre ord med hvad dækker de?” I: Rhetorica Scandinavia nr. 23 (2002) pp. 6-20 Villadsen, Lisa Storm (2009): ”Retorisk kritik” I: Retorik. Teori og praksis. Frederiksberg: Samfundslitteratur pp. 195-215 Internetartikler ”100 Best Novels: No 32 – Heart of Darkness by Joseph Conrad (1899)”, theguardian.com (set: 12.06.15): http://www.theguardian.com/books/2014/apr/28/100-best-novels-heart-of-darkness-joseph-conrad ”20 år som udsendt til krig, død og ødelæggelse” b.dk (set: 10.04.15) http://www.b.dk/boeger/20-aar-som-udsendt-til-krig-doed-og-oedelaeggelse "Berlingske Fonds Journalistpris til to unge kvinder", b.dk (set: 25.05.15): http://www.b.dk/nationalt/berlingske-fonds-journalistpris-til-to-unge-kvinder "Cavling: De nominerede er..." journalistforbundet.dk (set: 25.05.15): http://journalistforbundet.dk/Nyheder/2012/December/Cavling-De-nominerede-er/ "Damsgård: “Man ved jo, der altid kommer et angreb nummer to”, altfordamerne.dk (set: 25.05.15): http://www.altfordamerne.dk/kultur/kendte/damsgard-man-ved-jo-der-altid-kommer-et-angreb-nummer-to/

104

"Dansk journalist hænges ud på forside", information.dk (set: 25.05.15): http://www.information.dk/telegram/233370 ”Debat: Tak, Thomas Ubbesen!”, mediawatch.dk (Set: 20.07.15) http://mediawatch.dk/Meninger/article5171071.ece ""Det er en enorm kraftanstrengelse hver gang jeg skal ind i Syrien", journalisten.dk (set: 25.05.15): http://journalisten.dk/det-er-en-enorm-kraftanstrengelse-hver-gang-jeg-skal-ind-i-syrien ”DJ vil svare igen på kritik af journalistikken”, journalisten.dk (set 12.06.15): http://journalisten.dk/dj-vil-svare-igen-paa-kritik-af-journalistikken ”DJ afsætter 150.000 til at forbedre journalisters omdømme”, journalisten.dk (set 12.06.15) http://journalisten.dk/dj-afsaetter-150000-til-forbedre-journalisters-omdoemme "DR-korrespondent får pris for at være besværlig", dr.dk (set: 25.05.15): https://www.dr.dk/DRPresse/Artikler/2011/10/02/115440.htm "DR-krigsreporters bog fra Syrien er lige så fremragende som hendes tv-reportager", politiken.dk (set: 25.05.15): http://politiken.dk/kultur/boger/ECE2385755/dr-krigsreporters-bog-fra-syrien-er-lige-saa-fremragende-som-hendes-tv-reportager/ "DR: Puk Damsgaard afløser Steen Nørskov", mediawatch.dk (set: 25.05.15): http://mediawatch.dk/Navne/article5178428.ece ”DR-vært tvivler på dramatisk gidselhistorie: Nu svarer Nybroe igen”, bt.dk (set: 24.07.15): http://www.bt.dk/danmark/dr-vaert-tvivler-paa-dramatisk-gidselhistorie-nu-svarer-nybroe-igen "Her er de nominerede til FUJ-priserne", journalisten.dk (set: 25.05.15): http://journalisten.dk/her-er-de-nominerede-til-fuj-priserne ”Hokus pokus vært i fokus” b.dk (Set: 24.07.15) http://www.b.dk/kommentarer/hokus-pokus-vaert-i-fokus ”Hvor solen græder”, politikensforlag.dk (set: 25.05.15): https://politikensforlag.dk/hvor-solen-graeder/t-37/9788740017182 ”Indigneret reporter med professionelt filter”, kristeligt-dagblad.dk (set: 06.05.15) http://www.kristeligt-dagblad.dk/mennesker/indigneret-reporter-med-professionelt-filter

105

”Journalister bliver nærmest gennemtævet i den offentlige debat”, journalisten.dk (set 12.06.15): http://journalisten.dk/journalister-bliver-naermest-gennemtaevet-i-den-offentlige-debat ”Kildebeskyttelsen er næsten hellig”, journalisten.dk (set 27.06.15) http://journalisten.dk/kildebeskyttelsen-er-naesten-hellig ”Krig i øjenhøjde med Puk Damsgård”, lixen.dk (Set: 12.04.15) http://issuu.com/lixen/docs/lix_011014 “Mest solgte bøger top 10 uge 27” (Hvor solen græder som nr. 1) Jyllands-Posten 07.07.2015 (Side 14) (Tilgået via. infomedia) ”Personlighed er værtens vigtigste værktøj” lixen.dk (Set: 25.07.15) http://lixen.dk/?p=8893 ”Portræt: Gammel sag hænger ved Jeppe Nybroe”, politiken.dk (set: 24.07.15): http://politiken.dk/kultur/ECE2542474/portraet-gammel-sag-haenger-ved-jeppe-nybroe/ "Puk &verdenshistorien", nordjyske.dk (set: 25.05.15): http://nordjyske.dk/nyheder/puk-ogverdenshistorien/ed6873ec-e7ec-4b12-b9ed-ac54d6efd258/112/1513 ”Puk Damsgård - KH”, journalistforbundet.dk (set: 25.05.15): https://journalistforbundet.dk/Om-DJ/Cavling-prisen/Arkiv-ME/Cavling-2014/Puk-Damsgard---KH/ "Puk Damsgård: Midt i verdenshistorien", rustonline.dk (set: 25.05.15): http://www.rustonline.dk/2013/02/01/puk-damsgaard-midt-i-verdenshistorien/ "Puk Damsgårds store beslutning - den 35-årige korrespondent har valgt børn fra", seoghoer.dk (set: 25.05.15): http://www.seoghoer.dk/nyheder/puk-damsgaards-store-beslutning "Puk Damsgård vinder læsernes bogpris - hun fortæller suverænt godt om syrien", b.dk (set: 25.05.15): http://www.b.dk/kultur/puk-damsgaard-vinder-laesernes-bogpris-hun-fortaeller-suveraent-godt-om-syrien ”På reportage i en krigszone – Puk Damsgård HVOR SOLEN GRÆDER” litteraturnu.dk (set 27.06.15) http://litteraturnu.dk/paa-reportage-en-krigszone-puk-damsgaard-hvor-solen-graeder/ ”Røverhistorierne fejler ikke noget” journalisten.dk (set: 03.04.15) http://journalisten.dk/roeverhistorierne-fejler-ikke-noget

106

”Seernes favorit; korrespondenterne er tilbage” (set: 25. 05.15) http://omtv2.tv2.dk/nyhedsartikler/nyhedsvisning/25/seernes-favorit-quotkorrespondenternequot-er-tilbage/ ”Som menneske og journalist”, journalisten.dk (set: 03.04.15) http://journalisten.dk/som-menneske-og-journalist "Syrien er verdens værste sted for journalister", politiken.dk (set: 25.05.15): http://politiken.dk/kultur/medier/ECE1555906/syrien-er-verdens-vaerste-sted-for-journalister/ Leksikalske opslag ”Autoritet” denstoredanske.dk (set: 12.06.15) http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Sociologi/Samfund/autoritet ”Idol” denstoredanske.dk (set: 12.06.15) http://www.denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Psykologi/Psykologiske_termer/idol ”Mirakel” denstoredanske.dk (set: 12.06.15) http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Religion_og_mystik/Religionsfilosofi/mirakel ”Selvbiografi” denstoredanske.dk (set: 12.06.15) http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Genrebegreber/selvbigrafi ”Tillid” ordnet.dk (set: 09.07.15) http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=tillid ”Troværdig” ordnet.dk (set: 09.07.15). http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=troværdig IMDBs oversigt over priser til filmen Apocalypze Now imdb.dk (set: 12.06.15) http://www.imdb.com/title/tt0078788/awards Andre henvisninger Faggruppernes troværdighed, Faktaark, oktober 2014, Radius Kommunikation (set 12.06.15): http://radiuskommunikation.dk/wp-content/uploads/2015/05/Faggruppernes-troværdighed-2014.pdf ”Kilder”, Mediehåndbogen (set 27.06.15): http://aiu.dk/mediehandbogen/journalistik/kilder/

107

”SE og HØR sagen og journalisters troværdighed”, befolkningsanalyse, Radius Kommunikation (set 12.06.15): https://www.dr.dk/NR/rdonlyres/8B6B478B-50A5-465D-8738-9C12C70B146C/5942375/Faktaark_danske_journalisters_troværdighed_efter_S.pdf ”Uddannelsens formål” i Studieordning, Journalistuddannelsen, September 2012 (set 12.06.15): http://www.dmjx.dk/sites/default/files/pdf/journalistik/studieordning_journalist_sep12_6.pdf

Bilag 1

Bøger om og af korrespondenter Komplet oversigt1

Medie Korrespondent/Forfatter Titel Udgivelsesår TV Simi Jan (endnu ikke udkommet) (udkommer i 2015) TV Jeppe Nybroe Kidnappet – I islamisternes fangehul 2015

TV Puk Damsgård Hvor solen græder – En fortælling fra Syrien 2014 TV Thomas Ubbesen Udsendt 2014 TV Mette Fugl Fra koncepterne 2014 TV Ole Sippel Sippel 2012 TV Simi Jan Til Te hos Taleban 2012 TV Ulla Terkelsen / Andreas Fugl

Thøgersen Vi kan sove i flyvemaskinen 2011

TV Jesper Steinmetz Come on America - Korrespondentens dagbog 2011

Avis Erling Bjøl

I min tid - Artikler og tilbageblik 1937-2011

2011

TV Nagieb Khaja Historien der ikke bliver fortalt 2011 Avis Louise Roug Bokkenheuser Hvad der ikke slår dig ihjel - Reportager fra

København og Bagdad 2010

TV Steffen Kretz Brændpunkter - Reportager på kanten af verden 2010 TV Ulla Therkelsen, og Mette

Fugl / Mette Vibe Utzon Ikon - Journalistikkens førstedamer 2009

TV Mette Fugl / Mette Fugl &

Karen Thisted Er vi de eneste normale her? 2008

TV Steffen Jensen Rapport fra en ørkenspejling - Snapshots fra et reporterliv i Mellemøsten

2007

TV Rasmus Tantholdt / Kristian Frederiksen

Venner i Fjendeland - Rasmus Tantholdt og Amin Al-Ameedee

2007

Avis Eva Plesner & Flemming Weiss Andersen

Rejse i Rød Zone - Beretninger fra Irak 2007

Avis Lasse Ellegaard

Med Gud i hælene - Livsreportager fra Mellemøsten

2007

Avis Jan Stage / Kommenteret og udvalgt af Lasse Ellegaard

Signatur: Jan Stage - Essays og journalistik 1961-2001

2007

Avis Jan Stage Vidne til historien 2006 TV Günther Adolphsen Brændpunkt – Centralasien, islam og den næste

krig om olien 2006

Herbert Pundik Du kan hvis du tør - Erindringer II 2006 Herbert Pundik Det er ikke nok at overleve - Erindringer I 2005 Avis Mogens Meilby

(Historisk – ikke korrespondent)

Så til Hest – De første danske krigsreportere og deres reportager

2004

Avis Bent Albrectsen Levned & meninger 2001

Avis Lasse Ellegaard Verden er så stor, så stor - Artikler gennem 25 år 2000

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!1 Oversigten er mestendels lavet af Jørgen Skrubbeltrang i forbindelse med ph.d.-afhandlingen ”Fra øjenvidne til jeg-vidne. antropologiske perspektiver på danske korrespondenter i mellemøsten.” Vi har opdateret listen fra 2012 og frem. !

TV/Avis Jørgen Flindt Pedersen Hjerteblod – Erindringer 2000

TV Peter Dalhoff-Nielsen Det begyndte i Skt. Petersborg – En tv-reporters politiske erindringer

1999

TV Jacques Berg Hver min Vej 1999

TV/Avis Frode Kristoffersen Frodes forunderlige færd - Bogense, Bonn, Berlin 1999

TV Frank Esmann (red.) Den dag jeg ku´ ha´ købt Jesse Jacksons bilradio 1998

Avis/TV Lasse Ellegaard Efter Tryk - Af en opkomlings optegnelser 1968-98

1998

TV Ib Rehné Cairo – Scener og samtaler fra Mellemøsten 1997 Avis Jan Stage Krigskorrespondent 1997 Avis Erling

Bjøl Fra magtens korridorer – Erindringer fra 60’erne, 70’erne & 80’erne (1994)

1994

Avis Jan Stage Asken Brænder - forfatter i krig 1993 Avis Erling

Bjøl Set i bakspejlet – Erindringer fra 30’erne, 40’erne & 50’erne

1993

TV Jacques Berg

Hanegal - Tyve års radio og TV fra Frankrig 1987

Avis Bent Albrectsen Som svar på Deres forespørgsel – Erfaringer 1987

TV/Avis Ulrik Gräs & Karen Skovbjerg (red.)

Krigens reporter – En bog om profession iagttager

1984

TV Ulla Terkelsen Det almægtige gevær - En personlig rapport fra Nordirland

1972

TV Claus Toksvig Den redigerede virkelighed - En reporters beretning om det amerikanske præsidentvalg 1972

1972

Avis Bent Albrectsen Nord for Bangkok - Erindringer om bjergene, byerne og menneskene der

1967

TV Claus Toksvig Tv-Reporter 1963

Bilag 2 Mail fra Tiderne Skifter From: tiderneskifter@tiderneskifter.dk To: sofielund1812@hotmail.com Subject: Sv: Udsendt af Ubbesen Date: Tue, 30 Jun 2015 13:45:30 +0000 Hej – Den har alt i alt solgt ca. 800 eksemplarer. Mvh Ulf Tiderne Skifter Læderstræde 5, 1. sal 1201 København K tel. 33186390 / fax. 33186391 mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk www.tiderneskifter.dk Fra:!Sofie!Lund!Hansen!<sofielund1812@hotmail.com>!Sendt:!30.!juni!2015!15:44!Til:!Tiderneskifter!Emne:!Udsendt!af!Ubbesen Hej TS Jeg har et spørgsmål: Jeg er ved at skrive speciale, hvor jeg bruger en bog, der er udkommet hos jer. Det er Udsendt af Thomas Ubbesen. Kan I svare mig på, hvor mange eksemplarer bogen har solgt (ca.) indtil nu? !

Bilag 3

Kapiteloversigt: Thomas Ubbesens Udsendt

Forord side 7

Skal vi voldtage nogle fascister sammen? (1992) side 9

CNN køber byen (1998) side 20

Dødens kongerige vender tilbage (1999) side 33

Hinsides Bar Amerika (1999) side 46

En lille krig (2001) side 74

Nærdødsoplevelse (2001) side 89

Kødhakkeren (2005) side 95

Sexterapeut i Kurdistan (2005) side 106

Med krokodillen i Den Grønne Zone (2006) side 125

Udsøgte forhold på Guantanamo (2007) side 130

Patruljer – Baghdad by night (2005-2009) side 144

Indbrud i en verden af vand (2008) side 155

Haiti: Apokalypse (2010) side 164

All inclusive (2010) side 189

Vil I se min bare? (2010) side 216

Mediecirkus på et fjernt kontinent (2010) side 229

Ørkenkrig (2011) side 233

De knepper ALT, sir (2011) side 253

Nigger of the world (2010) side 272

Timbuktu Blues (2013) side 286

Meningspoliti (2014) side 302

De bygger en koncentrationslejr til os (2014) side 305

Gode Nyheder (2014) side 309

Bilag 4 Kapiteloversigt: Puks Damsgårds Hvor solen græder

Kort side 10

Prolog side 13

Goodbye – and good luck side 19

Pigen, der hellere ville være dreng side 29

Under åben himmel side 46

Nours vækkelse side 64

Én dag til, eller et helt liv? side 73

Det mørke rige side 96

Agent 30867 side 104

Under teltdug med blå bogstaver side 136

Nyt liv på landet side 143

Storbykvinden og landsbyknægten side 158

International slagmark side 199

En kemisk romance side 221

Fuck revolutionen side 241

Farvel til freden side 247

Efterskrift side 262

Tak side 265