Gamle København
description
Transcript of Gamle København
k k k
k k k
k k k
k k k
k k k
k k k
k k k
k k k
k k k
Jørgen larsen
gyldendal
GAMLEKØBENHAVNflere historier og fotos fra en svunden tid
INDHOLD
Hovedstad i spændetrøje 4
Hvor byen morer sig 6
Fra promenade til motorgade 8
En lykkelig teater-beslutning 10
Aborreparken – fra sø til skinner 12
Tårnhøj forventning 14
Magtens storslåede centrum 16
Hver tid sin bro 18
Det var på Frederiksberg 20
Københavns nye havn 22
Et hospital uden stank 24
Vejen til Amager 26
Fiskerlejet ved stranden 28
Blege mændenes land 30
Blandt rebslagere og skyde brødre 32
En oase i byen 34
En bydel kommer op af vandet 36
Saneret ud af bybilledet 38
Den Ny Kongevej 40
På Trianglen gik traikken i stå 42
Penge talte man virkelig ikke om 44
Nyboder – en by i byen 46
Betaling for kørsel på Strandvejen 48
Kirken 145 år forsinket 50
Smugkroen ved Damhussøen 52
Fra vingård til stormagasin 54
Alle kom i Bakkehuset 56
En lukket by i byen 58
Storbyens små jomfrubure 60
Sunde boliger for småkårsfolk 62
Folkestyrets ruin 64
Botanisk Have i Nyhavn 66
Lediggang er roden til alt ondt 68
Studenterliv med armod og oprør 70
De farlige danseboder 72
Kirkegårde overalt i byen 74
Fra operahus til domhus 76
Kuglen er faldet, klokken er et 78
Husvildeboliger for kongehuset 118
København skal forsvares 120
Guldhus og Grødslot 122
Gas til storbyens gadelygter 124
Søheltens palæ på Kongens Nytorv 126
Museet i Prinsens Palæ 128
Carstensens gamle Tivoli 130
Byen brænder 132
Katastrofen der ikke kunne ske 134
Da København blev moderne 136
Kød og læsk på kirkens grund 138
Da cirkus kom til byen 140
Den fornemme skole på Østergade 142
Da København blev verdensby 144
Hellig-Hansens stukteater 146
Amager var ikke for de sarte 148
Register 150
Byens nye nødtørfts anstalter 80
Gadenavne som forsvandt 82
Byens fornemste hotel 84
Heste sporvogn til tiden 86
Det lugtede af penge 88
En Holberg-kulisse 90
Værftet blev herskabs kvarter 92
Københavns (spilde)vand forsyning 94
København – nordens Paris 96
Lysthuset i haven 98
Det store hunde slagsmål 100
Kampen om Friheds støtten 102
Da Hollywood lå i Valby 104
Vægteren og de lette piger 106
Byens korteste gade 108
Det kongelige jagtslot i Dyrehaven 110
Kongens private teater 112
Herrer vi ere i åndernes rige 114
Folkets teater i Nørregade 116
4
HOVEDSTAD I SPÆNDETRØJE
Vesterport i 1857 umiddelbart før den bleV reVet ned. den stod omtrent midt på rådhuspladsen, og det er udmundingen af frederiksberggade
– strøget – man kan ane i baggrunden.
5
langs den nuværende Vestervoldgade har rejst sig en fem-ti
meter høj jordvold, som i den ene ende mundede ud i strand-
området, hvor Den Sorte Diamant nu ligger, og i den anden
strakte sig op til knækket ved den nuværende Nørrevold-
gade. På den anden side af volden var der gravet en bred
vandfyldt kanal, som gjorde det praktisk talt umuligt for an-
gribende soldater at komme ind i byen uden at blive beskudt
fra de bastioner, der var placeret på strategisk udvalgte punk-
ter. Netop hvor H.C. Andersens Boulevard i dag strækker sig
som en af byens hovedfærdselsårer, lå der i århundreder en
voldgrav, som kun kunne passeres i umiddelbar nærhed af
byporten.
Søen i Tivoli er de sidste rester af stadsgraven på denne
strækning, ligesom søen i Ørstedsparken er det langs Nørre-
vold. Al traik til og fra byen måtte nødvendigvis gå gennem
en af byens porte. Den mest befærdede var Vesterport. Det
var den, bønderne fra Frederiksberg, Valby, Hvidovre og
Rødovre måtte igennem, når de skulle ind til byen for at af-
sætte deres produkter.
Først midt i attenhundredtallet brød dette upraktiske
system sammen. Militært havde det ingen mening at opret-
holde jordvoldene rundt om byen, der nu mest blev brugt
som rekreativt område, hvor man kunne gå tur om søndagen.
Og de få og snævre veje ind og ud af byen var en åbenbar
hindring for den økonomiske vækst, tiden i øvrigt var præ-
get af. I sommeren 1856 blev de militære vagter fjernet fra
byportene som tegn på, at København ophørte med at have
karakter af fæstning. Den moderne tidsalder var begyndt.
Året efter blev Vesterport revet ned, og endelig i 1872 tog
man det sidste skridt, da man fjernede voldene. Jorden blev
kastet i stadsgraven, og et helt nyt område åbnede sig for by-
ens vækst. Nu kom brokvarterernes periode.
´ Midt på Rådhuspladsen en snes skridt fra Dragespring-
vandet er der rejst en næsten to meter høj granitsten. Det er
der ikke mange, som bemærker, når de i den daglige travlhed
iler forbi. Man kunne kalde den 0-kilometerstenen, for en in-
skription fortæller, at det var herfra, man opmålte vejafstan-
dene mellem hovedstaden og de store sjællandske provins-
byer.
På stenen kan man imidlertid også læse, at det var på
dette sted, Vesterport havde sin placering, før den blev revet
ned i 1857. Det kræver naturligvis en vis portion historisk vi-
den, men det kræver først og fremmest fantasi, hvis man vil
danne sig et indtryk af, hvordan København i langt størstede-
len af byens mere end 800 år lange historie har været klemt
inde bag snærende volde på alle sider.
Helt tilbage fra byens grundlæggelse i ellevehundred-
tallet har den været en fæstning beskyttet bag et skiftende
system af palisader, ringmure, jordvolde og vandfyldte gra-
ve. Der er ganske vist ikke mange synlige tegn tilbage fra de
tidligste forsvarsværker, selv om man tydeligt endnu kan se
ruinerne af en del af bymuren fra den sene middelalder ved
Jarmers Plads.
Som i så mange andre henseender var det også på dette
område Christian IV, der satte de tydeligste ingeraftryk på
byens udvikling. Som en konsekvens af krigskunstens ud-
vikling og især kanonernes større rækkevidde og ødelæg-
gelseskraft påbegyndte han opførelsen af et tidssvarende
voldanlæg, der strakte sig rundt om hele byen, og som første
gang rigtigt skulle stå sin prøve ved svenskernes belejring af
København i 1658 og stormen på byen den 11. februar 1659.
En storm, som blev afværget takket være borgernes heroiske
forsvar, men altså også på grund af de fortræffelige volde.
Endnu minder gadenavnet Stormgade os om, hvor ho-
vedangrebet blev sat ind, og man skal se for sig, hvordan der
6
HVOR BYEN MORER SIG
etablissementet »national« på hJørnet af Vesterbrogade og aXeltorV som det tog sig ud i 1890erne. de tre kupler i baggrunden er fra Venstre
det ældste Cirkus, panorama-bYgningen og dagmar-teatret. foto fra »københaVn før og nu«.
7
´ Længe efter at Vesterport var blevet revet ned 1857 og
havde frilagt det store område, som i dag er Rådhuspladsen,
lå voldene stadig som et bælte rundt om byen. Man kunne
derfor ikke bare køre ind fra det åbne land dér, hvor det nu
passede den rejsende. Byens udfartsveje var endnu få og
snævre.
Den mest befærdede af dem var vejen mod vest hen
over Halmtorvet for enden af Frederiksberggade. Hullet i
volden på dette sted hed Vesterbros Gab, men i folkemunde
kom strækningen ud til Frihedsstøtten imidlertid aldrig til at
hedde andet end Vesterbros Passage, selv om man oficielt i
1874 havde bestemt, at hele gadestrækningen for fremtiden
skulle bære navnet Vesterbrogade.
I løbet af et par årtier i sidste halvdel af attenhundred-
tallet opstod netop her et par hundrede meter langt strøg,
som man roligt kan betegne som hovedstadens forlystelses-
kvarter. I forvejen havde Tivoli udviklet sig til københavner-
nes foretrukne udlugtsmål, og nu skød det ene etablisse-
ment op efter det andet.
Her mødtes det mondæne og det spidsborgerlige Kø-
benhavn på byens dyreste restauranter med et mere folkeligt
publikum, tiltrukket af et simpelt, usnobbet café-miljø. Det
var kort sagt her, man søgte hen, hvad enten det var for at
indtage den store udsøgte menu eller bare for at læske sig
med et godt glas øl fra fad i en af de mange øl-haller. Og det
var – ikke at forglemme – også her, byens løse fugle lod sig
fange, både de helt kostbare og de, som lod sig lokke med
mindre end champagne. Det var dengang, »provinshandels-
kammeret« havde sin helt egen betydning i københavner-
sproget. Her fandt man på hjørnet af Rådhuspladsen Industri-
Cafeen, som senere blev til restaurant Frascati.
Hvis overklassens herrer og damer ikke følte sig helt
vel til mode blandt det fortrinsvis unge og noget folkelige
publikum lige her, kunne det træde indenfor ganske få meter
længere oppe ad gaden i restauranterne Nimb og Wivel, som
var garanteret fri for upassende tale, og hvor taffelmusikken
i Palmehaven var af en sådan dæmpet karakter, at den endog
var accepteret af Statsradiofonien. Fornemt skulle det være,
og fornemt var det. Sådan var det ikke på den anden side af
gaden. Her lå byens berømteste hjørne med Centralhotellet
og en restaurant med det populære navn Paraplyen. Begge
dele forsvandt, da huset i mellemkrigstiden blev erstattet af
Richshuset, med restaurant Scandia, som hurtigt blev et af
tilholdsstederne for dansk guldalderjazz.
Inden for få år i 1880erne opførte en af tidens største
byggematadorer Hans Hansen med tilnavnet Hellig Hansen
de to overdimensionerede etablissementer National-kom-
plekset og Dagmar-komplekset. Det første blev anlagt, hvor
vi dag inder Scala ved Axeltorv, og det andet på Dagmarhus-
grunden. National var under forskellige navne i et halvt år-
hundrede centrum for folkelig dansk underholdning. Det var
her, tidens største revystjerner var på scenen, og det var her,
man for første gang under vore himmelstrøg kunne opleve
letpåklædte kordamer ligesom i Paris. Et sandt gys af fryd og
forargelse gik gennem salen og videre ud over hele landet,
da Josephine Baker ved Dagmarteatrets Sommerrevy i 1928
optrådte i et bananskørt. Nu var man advaret. Denne del af
Vesterbro var ikke for de sarte. De kunne så til gengæld søge
ind i byens nye cirkus i naboejendommen, hvor der blev budt
på klovnerier og lyvende artister.
Med årene blev det imidlertid stadig vanskeligere at få
økonomien i de store teater-restauranter til at hænge sam-
men. Dagmar blev solgt til nedrivning i 1937. National-Scala
holdt lidt længere. Men i 1957 sluttede eventyret også her.
Huset blev solgt til stormagasinet Anva, og da Anva lukkede,
opstod det moderne forlystelsestempel med navnet... Scala.
8
FRA PROMENADE TIL MOTORGADE
Vestre bouleVard omkring 1940 set fra langebro mod rådhuspladsen. så idYllisk tog h.C. andersens bouleVard sig ud for en menneskealder
siden. foto fra »københaVn før og nu«.
9
´ For ikke så mange år siden kunne man endnu høre gam-
le københavnere i distraktion komme til at sige Vestre Boule-
vard, når de mente H.C. Andersens Boulevard. En besynder-
lig fortalelse kan man mene. For det er vanskeligt at forestille
sig et mere forskelligt miljø i bybilledet, end det, som dækker
sig bag disse to gadenavne.
Det ene vækker mindelser om en stille havelignende
promenade. En bred langstrakt, blomsterprydet park, som
byens borgere i vid udstrækning forstod at benytte rekrea-
tivt i en tid, hvor det endnu var almindeligt at færdes til fods
gennem byens gader. Sådan var billedet af Vestre Boulevard.
Den blev anlagt i 1891-92, netop på den strækning, hvor den
brede, vandfyldte grav langs Vestervold tidligere havde dan-
net grænsen mellem by og land. Men nu var byen under for-
vandling. Volden var revet ned, og de kolossale jordmængder
kastet i stadsgraven. Byens proil ændredes på få år fuldstæn-
dig. Væk var det snævre, indelukkede præg af middelalder.
Den moderne tid havde holdt sit indtog. Og i de europæiske
storbyer som Wien, Berlin og Paris kunne datidens arkitekter
se, hvordan åbne pladser og brede boulevarder var en essen-
tiel del af moderne byplanlægning.
Det slog også igennem i København. Da Vesterport en-
delig var blevet revet ned i 1850erne og det gamle halmtorv
lyttet ud på Vesterbro, åbnede der sig et kæmpestort åbent
område, der var som skabt for at give plads til byens nye råd-
hus, når det ad åre ville blive aktuelt.
Det var ud fra denne plads og ned mod Kalvebod
Strand, den ny boulevard blev anlagt. Det lå ikke i planerne,
at der skulle være gennemkørende traik. Her skulle herske
en vis fornem ro, og her inviterede man nogle af tidens bed-
ste arkitekter og mest velhavende bygherrer til at vise omver-
denen, hvad det nye driftige København kunne formå. Det
var således helt i tidens ånd, at det var på denne strækning,
brygger Carl Jacobsen byggede sit storslåede kunstpalæ,
Glyptoteket, ved siden af de andre herskabelige bygninger
ved Dantes Plads.
København var rykket mod vest, men det var stadig
Vestervold gade, der var den vigtigste traikåre ned mod
Lange bro, som endnu var en snæver og besværlig passage
til Amager.
Således lå Vestre Boulevard hen i ro og fred lige til be-
sættelsesårene, hvor det første angreb på det fornemme
gade miljø blev sat ind, da der i den brede midterrabat i 1943-
44 blev gravet ud og støbt underjordiske beskyttelsesrum.
Og endelig i de første efterkrigsår forsvandt idyllen fuld-
stændig. Der blev nu anlagt bredere vejbaner for at tilfreds-
stille den stigende biltraik, og for at alaste Vestervoldgade
blev den nye tiltrængte Langebro åbnet i 1954 som en direkte
forlængelse af den motorgade, der med årene periodevis er
blevet den mest befærdede i hele landet.
Boulevarden ik samme år navneforandring efter den
store eventyrdigter, selv om det hverken er idyl eller eventyr-
stemning, man forbinder med det traikale inferno, der dag-
ligt udspiller sig i denne del af hovedstaden.
10
EN LYKKELIG TEATER-BESLUTNING
´ Kongens Nytorv er det historiske hjemsted for Køben-
havns teaterliv. Her er der spillet teater i hvert fald siden be-
gyndelsen af syttenhundredtallet. I begyndelsen ganske vist
i en form, som de færreste i dag vil forbinde med skuespil-
kunst. De optrædende var fortrinsvis udenlandske komedi-
anter, som formåede at underholde på enhver tænkelig måde
lige fra linedans til roulettespil.
Det var et par franske indvandrere, Montaigu og Ca-
pion, der på denne tid især havde gjort sig bemærket som
hovedstadens forlystelseskonger. Den sidstnævnte havde le-
jet Gjethuset – en gammel fabriksbygning, der lå netop, hvor
det nuværende kongelige teater ligger, og som i årevis havde
tjent som kanonstøberi for låden. En dag i 1721 blev lejemå-
let imidlertid opsagt, og han måtte inde et nyt lokale.
Det har tilsyneladende været lidt problematisk, for en-
den blev, at han købte en grund i Lille Grønnegade – i dag Ny
Adelgade nr. 10 – lige ved torvet og byggede sit eget teater.
Dette var måske den lykkeligste beslutning i dansk teaters hi-
storie. For nu begyndte en helt ny æra.
En af byens kendte ansigter, den excentriske professor
Holberg, leverede straks fra teatrets åbning i 1722 og de føl-
gende seks år en sand guldgrube af udødelige komedier, der
alle gik over scenen i Grønnegadeteatret. Folk strømmede til
fra den første dag, og sådan fortsatte det lige til den skæb-
nesvangre brand i 1728. Ganske vist undgik teatret i sidste
øjeblik lammernes hærgen, men nu var tiden ikke længere til
komedie i Kongens København.
Pietismen havde holdt sit indtog, og from levevis blev
nu dikteret fra højeste sted. Sammen med teatret blev også
byens kaffe- og ølhuse lukket på helligdage, og det blev på-
lagt enhver under straf at søge opbyggelse i kirken »medmin-
dre han af sygdom eller anden lovlig årsag forhindredes«.
Det står ikke som den morsomste periode i byens historie,
men i 1746 døde Christian VI, og allerede året efter var der
igen gang i teaterlivet. Ved en tilfældighed overværede den
nye konge, Frederik V, en opførelse af Holbergs Mascarade.
Det begejstrede ham så meget, at han så med velvilje på en
ansøgning fra skuespillertruppen om fremover at optræde
11
i lådens gamle tjærehus på Kongens Nytorv – »det aller-
bekvemmeste sted i hele København«. Og nu gik det hurtigt.
Allerede året efter blev Tjærehuset revet ned, og på
grunden ud mod Holmens Kanal blev der med Nicolaj Eigt-
ved som bygmester rejst en stor pompøs teaterbygning. Det
Kongelige Teater havde set dagens lys med åbningsforestil-
ling 18. december 1748.
I de følgende næsten halvandethundrede år var dette
hus selve hjemstedet for nationens ineste kulturelle udfol-
delser. Det var her, guldalderens store navne satte hinanden
stævne. Her havde – ud over kongen naturligvis – H.C. An-
dersen, Oehlenschläger, brødrene Ørsted og en lang række
nu mere eller mindre glemte borgerfamilier deres egen pri-
vate loge. Her overværede Søren Kierkegaard opførelsen af
Don Juan sammen med sin Regine, og i dette rum sov Bertel
Thorvaldsen stille ind i 1844. Her fejrede århundredets mest
feterede skuespillerinde Johanne Luise Heiberg sine sceniske
triumfer, og herfra udsendte hendes mand og teatrets direk-
tør, Johan Ludvig Heiberg, sine inappellable kritiske domme.
Selv om teatret blev bygget om og udvidet adskillige
gange, stod det imidlertid klart omkring midten af attenhund-
redtallet, at det ikke længere var tidssvarende. Der måtte en
ny og større teaterbygning til, hvis København skulle måle sig
med de store europæiske hovedstæder. Pengene blev bragt
til veje, men desværre løb man ind i en ægte skandale, da det
siden viste sig, at kassereren var kommet til at spille dem op
i lotteriet. Først i 1870 blev der udskrevet en arkitektkonkur-
rence, men så gik det til gengæld også hurtigt. På ire år rejste
sig et stort moderne teater, som rummede plads til alle tre
sceniske kunstarter, og som til fulde levede op til de tårnhøje
forventninger. Imens byggeriet stod på, blev der stadig spillet
i det gamle teaterhus, men i 1874 var det endelig slut, og man
kunne tage afsked med en hel epoke i dansk kulturhistorie.
I en hast hen over sommeren blev den gamle bygning revet
ned, og den 15. oktober kunne Det Kongelige Teater slå por-
tene op for en ny sæson og en helt ny æra i et helt nyt hus.
det nYe og det gamle kongelige teater fotograferet i 1873. året efter stod det nYe hus færdigt, og det gamle bleV i hast reVet ned. i dag
strækker holmens kanal sin brede VeJbane hen oVer grunden, hVor det gamle teater i sin tid lå. foto fra »før og nu«.
12
ABORREPARKEN – FRA SØ TIL SKINNER
aborreparken kort før år 1900. til Venstre bYgningerne nY rosenborg og helmershus på Vestre bouleVard. (i dag h.C. andersens bouleVard).
i baggrunden er bYens nYe rådhus Ved at skYde i VeJret – endnu mangler det øVerste af tårnet. til høJre turisthotellet og kuplen på
dagmarteatret. foto fra »før og nu«.
13
´ Allerede lang tid før voldene rundt om byen var blevet
jævnet ud i slutningen af attenhundredtallet, havde der været
en voldsom debat i aviserne: Hvad skulle man bruge de store
arealer til, som nu pludselig åbnede sig uden for bykernen?
Selvfølgelig skulle der bygges huse, således at den katastro-
fale boligstandard inde i den usunde og overbefolkede by
kunne afhjælpes. Det var alle enige om. Men var det nu også
rimeligt at bruge så mange penge på klargøring af bygge-
grunde, der måske aldrig ville blive brug for? Det var et godt
spørgsmål. Og i hvert fald indtog Berlingske Tidende i 1857
det forsigtige standpunkt, at man indtil videre kunne lade
voldene ligge, hvor de nu engang lå, og så bygge de nødven-
dige boliger i Kongens Have, hvor der var rigeligt med plads.
Sådan gik det som bekendt ikke. Voldene faldt, og byen
voksede i løbet af få årtier ud af sin snærende ramme. Men
ikke uden sværdslag. Der var mange interesser, som gjorde
sig gældende. Krigsministeriet, som ejede jorden, ville gerne
sælge til foretagsomme bygmestre. Det var der mest øko-
nomi i. Kommunen ville på sin side gerne have råderet over
arealerne for at sikre sig mod, at udviklingen løb løbsk. Det
var kommunen, som i denne sag trak det længste strå.
I dag kan det være vanskeligt at se i bybilledet, hvor vol-
dene strakte sig, selv om der er enkelte tydelige reminiscen-
ser. Rundt om byen blev der i 1870erne og 80erne anlagt et
grønt bælte af parker netop på det sløjfede voldterræn. Tivoli
havde allerede ligget der i årtier, og nu fulgte Ørstedsparken,
Botanisk Have, Østre Anlæg og Aborreparken efter. De før-
ste er jo i den grad blevet en del af Københavns proil, at man
ikke i dag kan forestille sig byen uden disse grønne oaser.
Anderledes med den sidste, Aborreparken, der blot
optræder som en parentes i byhistorien. Den blev anlagt i
1885-86 i området mellem Vester Farimagsgade, H.C. An-
dersens Boulevard, som dengang hed Vestre Boulevard, og
Studiestræde. I dag er der absolut intet tilbage af det lille,
idylliske parkanlæg, hvor en rest af stadsgraven udgjorde den
obligatoriske sø med spadserestier rundt om. Stedet var helt
bevidst anlagt kuperet, således at der åbnede sig et helt lille
landskab oppe fra boulevarden.
I dens blot 25 år lange eksistens var der ustandselig riv-
ninger i borgerrepræsentationen om det rimelige i at anlægge
en park netop på dette sted, der var udset til den kommende
jernbanelinie. Der havde nemlig i adskillige år ligget udar-
bejdede planer klar for en endelig løsning af byens tog traik.
Løsningen hed boulevardbanen og indebar, at skinnerne
skulle trækkes i en dyb banegrav fra en ny hovedbanegård
ved Frihedsstøtten hen forbi Vesterport Station og videre ud
mod Nørreport. Og altså også tværs igennem Aborreparken.
Netop den linieføring, vi kender i dag. Men det trak ud med
planernes realisering, og man skulle helt op mod Første Ver-
denskrig, før det stod klart, at parkens dage var talte. I 1910
blev der slået et første, slemt skår i idyllen, da Studenter-
foreningen ik lov at rejse sin voldsomt dominerende, røde,
borglignende bygning ved bredden af søen. Og blot ire år
senere havde de store moderne gravemaskiner arbejdet sig
igennem parken og var godt på vej ud gennem Nørre Vold-
gade. Et kapitel i byens historie var slut.
14
TÅRNHØJ FORVENTNING
det nYe rådhus er Ved at tage form. foto fra 1897. (»før og nu«).
15
´ Det var mandag den 31. december år 1900, at rådhus-
forvalteren udstyret med et til lejligheden anskaffet kronome-
ter og en ti mands besætning var klatret højt op under himlen
for præcis på slaget tolv at forkynde, at verden havde taget
hul på et nyt århundrede. Nede på pladsen var en betrag-
telig del af byens borgere stimlet sammen foran det endnu
kun halvt færdige rådhus. Mellem bragene fra kanonslagene
hørte de ved denne lejlighed for første gang det karakteristi-
ske klokkespil, som i nu mere end hundrede år så at sige har
været Københavns vartegn.
I 1815 havde byens styre indrettet sig i C.F. Hansens
klassicistiske endnu eksisterende råd- og domhus på Ny-
torv. Dengang var der omkring 100.000 indbyggere i hoved-
staden. Dette tal var i løbet af blot et par generationer tredob-
let, og det stod efterhånden klart, at der var ved at blive for
trangt i den gamle administrationsbygning.
Før eller siden blev man nødt til at bygge et nyt hus,
som kommunen ikke skulle dele med de statslige myndighe-
der politi og retsvæsen. Men hvor skulle det ligge? Det var
der stor diskussion om i 1880erne. Traditionelt havde byens
rådhuse altid ligget på eller lige i nærheden af Nytorv og
Gammel torv. Men det var indlysende, at der simpelthen ikke
var en eneste passende byggegrund i den gamle del af byen.
Altså måtte man ud i periferien, hvor der var bedre plads. Der
var en del fortalere for at vælge den nuværende Israels Plads
nær den nedlagte Nørreport, men man endte med at vælge
Halmtorvet, hvor Vesterport havde stået indtil nedrivningen
i 1857. Her skulle der bygges, og allerede året inden grund-
stenen blev lagt i 1894, havde stedet fået nyt navn: Rådhus-
pladsen.
Alle var enige om, at nu skulle byen endelig have et stort
og værdigt rådhus, som alene ved sin fremtræden ville vise,
at København ikke blot var landets hovedstad men var en
storby i europæisk format. Der blev indkaldt til en arkitekt-
konkurrence i to omgange. Intet blev overladt til tilfældighe-
derne. Tidens førende arkitekt, Martin Nyrop, leverede et
pragtudkast, og selv om en del medlemmer af borgerrepræ-
sentationen kviede sig over det økonomiske overslag, blev
det dog vedtaget med et spinkelt lertal. Godt to millioner
kroner sneg budgettet sig op på. Her skulle der nemlig ikke
spares på hverken materialer eller håndværk. Den 10. de-
cember 1892 blev det første spadestik taget, og de følgende
13 år fulgte hele byen dagligt med i, hvordan dette gigantiske
bygningsværk voksede frem.
I 1898 kunne der holdes rejsegilde, men endnu skulle
der gå fem år, før borgerrepræsentationen kunne lytte ind i
de nye lokaler, og først i september 1905 kunne man invitere
kongehuset, regeringen og nationens øvrige honoratiores
til den højtidelige indvielse. Her stod det: Et hus, som stil-
mæssigt ikke lod sig bestemme, men simpelt hen var sig selv.
Gammeldags? Ja, det middelalderlige og borgagtige præg
var ikke til at overse. Og om ikke andet kunne tårnet med sine
godt 105 meter vække beundring. Så høj en bygning, havde
der ikke været i byen, siden spiret på Frue Kirke faldt for de
engelske brandbomber i 1807.
Resultatet af anstrengelserne levede til fulde op til selv
de største forventninger. Byen havde fået et bygningsværk af
en helt enestående arkitektonisk og håndværksmæssig kva-
litet, og med en uudtømmelig rigdom af ine detaljer. Og så
gav det kun et mindre skår i glæden, at man måtte konsta-
tere en betragtelig budgetoverskridelse: 6,8 millioner kroner
endte huset med at koste. Den regning måtte byens borgere
tage sig af i de følgende årtier.
16
MAGTENS STORSLÅEDE CENTRUM
´ At landets politiske magt i vore dage hører hjemme på
Christiansborg er en selvfølge. Det er her fra Slotsholmen
midt i den gamle by omkranset af kanalerne og havneløbet,
at love og anordninger, retsafgørelser og ministerielle beslut-
ninger i en lind strøm lyder ud over landet. Her har regerin-
gen, Folketinget og Højesteret adresse under samme tag.
Sådan har det været i hele byens lange historie. Det var
nemlig på Slotsholmen, en af de mange små øer som lå spredt
rundt om i farvandet ved det lille iskerleje Havn, at Biskop
Absalon ifølge Saxo i 1167 »lagde grunden til en ny borg og
omgav øen med en mur for at jage vikingerne bort.«
Der eksisterer så at sige ingen reelle vidnesbyrd om
denne første borg, og i mange år var man ikke engang sikker
på dens nøjagtige placering. Det blev man først i 1907, da
arkæologerne i forbindelse med udgravningen til det nuvæ-
rende Christiansborg pludselig fandt murrester mange meter
under slotspladsen. Op igennem middelalderen har der på
det klassiCistiske Christiansborg set fra høJbro plads. fotografi
fra omkring 1865. (»københaVn før og nu – og aldrig«).
17
denne grund ligget forskellige borge, som alle havde til for-
mål at yde militær beskyttelse til byen.
I denne tidlige periode måtte kongerne nødvendigvis
tage ophold mange forskellige steder i riget, men fra midten
af femtenhundredtallet blev det normen, at kongefamilien
havde residens på Københavns Slot, som nu blev det oficiel-
le navn. Igennem de følgende århundreder lagde slottet ryg
til utallige om- og tilbygninger.
Mest kendt er det kolossale Blåtårn, som var noget af
det første Christian den Fjerde lod bygge i sin hovedstad.
Efter enevældens indførelse kunne den gamle middelal-
derbygning ikke længere leve op til den pompøse livs førelse,
man nu fandt naturlig for kronede hoveder. Vel kunne der
ikke blive hverken plads eller råd til et dansk Versailles, men
ambitionen om at bygge et stort og kostbart kongeslot var
ikke til at skjule. Københavns Slot blev i 1731 revet ned til
sidste sten, og på Slotsholmen opførte man i løbet af den
næste halve snes år Nordeuropas største og kostbareste slot.
Det første Christiansborg tog sig netop så imponerende ud,
som det var hensigten. Det vendte så at sige ryggen til byen,
og besøgende måtte nærme sig dette magtens palads ved at
passere Marmorbroen ved Frederiksholms Kanal og ærbø-
digt træde ind på det kæmpemæssige ridebaneanlæg.
Det var i dette hus med de hundreder af værelser, den
sindssyge Christian den Syvende for vanvittig omkring, hvis
han ikke legede skuespiller på Hofteatret i den ene løj, og
det var her Struensee og den unge dronning havde hemme-
lige stævnemøder. Slottet blev kun 54 år gammelt, og en fe-
bruardag i 1794 kunne den 15-årige Oehlenschlæger ude fra
Frederiksberg iagttage, hvordan det gik til grunde i et ildskær,
der oplyste hele nattehimlen.
Kongefamilien var ved branden blevet hjemløs, men
løste problemet ved sraks efter at købe to af palæerne på
Amalien borg. Endnu er Marmorbroen og Ridebaneanlægget
bevaret som et minde om dette monumentale barokslot.
Året efter brændte op mod halvdelen af byen, og det
var som om ulykkerne ingen ende ville tage. Det kom til krig
med England. Slaget på Reden lige uden for sejlløbet var den
første alvorlige advarsel, og i 1807 kom det lammende slag,
da byen oplevede et af historiens første egentlige bombarde-
menter. Så kom statsbankerotten i 1813, og der er ikke noget
at sige til, at det tog mange år før der igen blev overskud til
at sætte kræfter ind på opførelsen af et nyt Christiansborg.
Der kom først skred i byggeriet i 1820erne, men så rejste der
sig imidlertid også stille og roligt et prægtigt slot i nyklassici-
stisk stil med C.F. Hansen som bygmester. På trods af at der
var masser af genbrug i det nye slot, ik det en helt ny frem-
toning. Hovedindgangen blev placeret ud til slotspladsen,
og i forhold til forgængeren vendte det nu sin søjleprydede
facade ud mod byen.
Der blev ganske vist indrettet en standsmæssig bolig til
monarken på det andet Christiansborg, men i løbet af slottets
kun 56 år lange levetid var det kun Frederik den Syvende,
som periodevis boede der. Og det skyldtes formentlig ude-
lukkende, at han her kunne være sammen med Grevinde
Danner, hans »dronning til venstre hånd«, som havde fået en
passende lejlighed stillet til rådighed i den ene løj.
Bygningen indtager imidlertid en vigtig rolle i både Kø-
benhavns og landets historie. Den var nemlig rammen om
de begivenheder, som i 1848-49 førte landet fra enevælde
til folkestyre. Her mødtes den grundlovgivende forsamling,
her blev den første grundlov underskrevet, og her tog såvel
Folketinget som Landstinget sæde.
Den 3. oktober 1884 var det hele slut. En banal brand
i et skorstensrør ik lov at udvikle sig, og den følgende dag
stod der kun en sodsværtet ruin tilbage. Kun slotskirken blev
reddet, og den er i dag eneste vidnesbyrd om Christiansborg
i guldalderens København.
18
HVER TID SIN BRO
´ Det kan ikke diskuteres: Myldretiden på Langebro er
et inferno af støj, møg og røg. Broforbindelsen mellem H.C.
Andersens Boulevard og Amager Boulevard er ganske enkelt
en af de vejstrækninger i hele landet med den højeste traik-
tæthed.
Sådan har det langtfra altid været. Ganske vist har der i
mere end 300 år været en bro over havneløbet på dette sted,
men som regel har der været tale om primitive trækonstruk-
tioner, som kun var beregnet til fodgængere og oficerer til
hest. I modsætning til Knippelsbro, som blev anlagt i forbin-
delse med opførelsen af den nye befolkningsrige købstad
Christianshavn i sekstenhundredtallet, var Langebro i perio-
der udelukkende forbeholdt militæret. Det var nemlig over
Langebro vagten kunne rondere uden afbrydelse fra Vester-
vold til Christianshavns Vold.
Før byens volde blev udjævnet og byportene fjernet i
anden halvdel af attenhundredtallet, var Langebro den natur-
lige traikale forbindelse mellem Vestervoldgade og Lange-
brogade på Christianshavn-siden. Langebro var altså ligesom
voldene en markering af, at her sluttede byen. På den ene
side lå havnen. På den anden Kalvebod Strand og det åbne
vand ud mod Køge Bugt.
Dette giver også forklaringen på, hvorfor broen i fjerne
tider hed »Kallebo-broen«. Andre kaldte den »Den ny bro
ved Blåtårn« eller »Den lange bro ved det blå tårn«. I en tid,
hvor der ikke var oficielle navne på gader og stræder, blev
det hele ekstra kompliceret af, at Knippelsbro ofte blev kaldt
»Langebro«. Det fandt dog omsider sin løsning: Langebro var
og blev den længste af de to. Men altså også den smalleste
– tre meter i de første mange år, og dertil aldeles vakkelvorn.
De 130 meter hen over bølgetoppene var ikke noget man til-
bagelagde for sjov skyld.
På midten var broen forsynet med nogle primitive klap-
per, som kunne løftes med håndkraft, hvis en af byens iskere
skulle igennem.
Med den stigende traik var der behov for stadige ud-
videlser af vejbanen. De tre meter blev til fem og endelig i
1875 til hele syv meter. Nu kunne to hestevogne snildt pas-
19
sere hinanden uden at presse fodgængerne helt ud i vandet.
Og så skulle man tro, at det problem var løst. Det var imidler-
tid netop i denne periode, at byen så at sige eksploderede i
vækst. Brokvartererne på sjællandssiden skød i vejret, men
også på det hidtid næsten ubeboede Amager begyndte de
første bymæssige træk at gøre sig gældende.
Der blev diskuteret længe, hvordan man kunne trække
den helt rigtige forbindelse mellem Sjælland og Amager – så
fremtidssikret, som det nu var muligt. Byplanlæggerne havde
travle dage, og endelig lige omkring århundredskiftet blev et
rent ud sagt revolutionerende forslag lagt frem på rådhuset:
Langebro skulle holde lyttedag. Fremover skulle den ikke
længere forbinde Vestervoldgade og Langebrogade, men
skubbes 125 meter mod syd, således at den blev en forlæn-
gelse af den nyanlagte Vestre Boulevard – den nuværende
H.C. Andersens Boulevard – og en fremtidig hovedfærdsels-
åre kaldet Amager Boulevard. En moderne jernbro skulle det
være, og så skulle der oven i købet også anlægges togskinner.
Det ville naturligvis blive uhyggeligt kostbart, men hvis
man gav projektet et nationalt tilsnit og opkaldte broen efter
majestæten, Christian den IX´s Bro, gik det vel an. I 1903 stod
den færdig: et monument for den moderne tid. Broen var
160 meter lang og dobbelt så bred som den gamle, nemlig
22 meter. Men det allervigtigste var, at den kunne dreje sig
omkring en kolossal granitpille midt i havneløbet, således at
der opstod to sejlåbninger.
Samtidig med at et skib sejlede igennem, svingede
den ende, der før vendte mod københavnssiden, over mod
Amager og omvendt. Et imponerende ingeniørarbejde til
halvanden million kroner. Det var, som der står i en samtidig
beskrivelse, »især i begyndelsen en yndet fornøjelse både for
voksne og børn at blive på svingpartiet, når der var signaleret
gennemsejling, og køre rundt med det. Men nu har det ikke
længere nyhedens interesse at køre rundt med svingbroen.«
Broens oficielle kongelige navn kom aldrig i brug. Man
sagde bare »den nye Langebro« omtrent lige til den var så
gammel, at den skulle aløses af den næste i rækken. Det var
i 1933.
langebro som den så ud mellem 1875 og 1903. det ses, at den har forbindelse med Vester Voldgade, hVor bYens nYe rådhus i baggrunden er
Ved at skYde i VeJret. foto fra Ca. 1900. (»før og nu«).
20
DET VAR PÅ FREDERIKSBERG
´ Frederiksberg har en mærkelig stilling. Det er en fuld-
stændig integreret del af hovedstaden – omringet af Køben-
havns Kommune på alle sider. Og så er der alligevel tale om
den bydel med sin egen identitet og sin egen brogede historie.
Herom kan man læse på de to mindebrønde, der er op-
stillet, hvor Frederiksberg Allé udvider sig til en hel lille plads.
En indskrift fortæller, at Absalon i 1186 skænkede Solbjerg By
til Roskilde-bispen, og altså må der langt tilbage i forhistorisk
tid have boet mennesker på dette sted. Der er ingen historisk
dokumentation for, at navnet Solbjerg er opstået, fordi top-
pen af bakken var et helligt sted for bronze- og jernalderens
solkult. Men det er en besnærende tanke.
Hvad man derimod ved med sikkerhed er, at Christian
IV i 1621 besluttede, at der ikke længere kunne bo selvstæn-
dige bønder herude. Det var efterhånden blevet vanskeligt at
skaffe tilstrækkeligt med fødevarer til den stadigt voksende
husholdning på Københavns Slot, og han købte derfor et stort
areal i passende afstand fra byen, hvor den nye Ladegård skul-
le anlægges. Gården blev bygget, omtrent hvor det tidligere
Radio hus ligger i dag, og de tilliggende marker svarer stort set
til Frederiksberg Kommunes nuværende udstrækning.
»Jernporten« Ved indgangen til frederiksberg allé set fra
Vesterbrogade. porten stod på dette sted fra 1785 til 1862.
i dag kan den ses Ved indgangen til søndermarken på hJørnet af
roskildeVeJ og pile allé. huset til Venstre er osborne-bYgningen.
det bleV nedreVet i 1960erne. foto fra »gamle københaVnske
billeder«.
21
Projektet blev aldrig nogen økonomisk succes, og tre år
efter kongens død ik hans søn en helt anden idé. Han hen-
tede tyve af de driftige hollandske bønder ude fra Amager og
overlod dem Ladegårdens jorder, mod at de byggede en helt
ny by med tyve gårde. Byen ik navnet Ny-Amager eller Ny-
Hollænderby, og gårdene kom til at ligge på stribe langs den
nuværende Allégade mellem Frederiksberg Allé og Gammel
Kongevej – ti på hver side. Aktstykket er dateret 2. juni 1651,
Frederiksbergs oficielle fødselsdag.
Det så til at begynde med meget lovende ud, men siden
gik det så gruelig galt. Det var nemlig lige præcis på dette
sted, den svenske kong Karl X Gustav slog sig ned med sine
tropper, da han begyndte belejringen af København i 1658-
59. Godt nok blev svenskekongen sendt tilbage, hvor han
kom fra, men det var et sørgeligt syn, han efterlod de hol-
landske bønder. Alt var ødelagt, og efterfølgende kom der
misvækst. Det var ulig nemmere at drive landbrug på det
lade Amager end i dette bjerglandskab, og resultatet blev da
også, at hollænderne fortrak, og overlod jorden til nye ejere.
Omkring år 1700 var det blevet mondænt for velhavere
inde fra København at købe en jordlod herude i de landlige
omgivelser, og der skød i denne periode den ene lystgård op
efter den anden. Ja, selv kongehuset følte sig fristet, og til et
par af de unge piger i familien indrettede man »Prinsessernes
Gård« ved indgangen til Frederiksberg Have – som dengang
endnu kun var endeløse græsmarker.
Det blev imidlertid drengen i familien, som afgørende
kom til at ændre historiens gang. Allerede som kronprins
havde han forelsket sig i stedet, og da han blev konge under
navnet Frederik IV anlagde han et storslået parkanlæg, som i
det mindste kunne give minder om, hvad han havde set på
rejser i Frankrig. Og midt i det hele lod han opføre et slot,
som havde alt det, man savnede inde på Slotsholmen: lys og
luft og masser af natur. Både slottet og haveanlægget ik navn
efter bygherren, og i løbet af få år havde også landsbyen fået
et nyt kongeligt navn: Frederiksberg.
De lystige dage på slottet ik imidlertid en ende. Den
pietistiske Christian VI fortsatte med at regere fra slottet og
lade sig transportere rundt i parken, men stemningen var ble-
vet en anden. Nu skulle det ikke længere være en folkefor-
lystelse at begive sig ud ad den fornemme allé, der strakte sig
fra Vesterbro og op til slottet. Der blev sat en jernport op ved
Vesterbrogade, så man havde kontrol med, hvem der kom
og gik. Men først og fremmest var kongen optaget af sine
undersåtters himmelske frelse. Der blev bygget en ny kirke.
Og derefter ændrede han sognegrænserne, således at bebo-
erne på Vesterbro, som hidtil havde søgt til kirkerne i byen,
nu skulle høre til Frederiksberg Kirke. Det havde nemlig vist
sig at være et problem med de åbne byporte om søndagen,
at mange folk inde i byen havde følt sig fristet til at smutte
ud i det åbne land, selv om loven udtrykkelig påbød dem at
tilbringe helligdagen i Guds hus.
Fristelser var der nemlig nok af. Ikke blot ude på Vester-
bro, men efterhånden også på Frederiksberg. Endnu var det
en udpræget landsby med bøndergårde, men de første re-
stauratører var begyndt at slå sig ned på stedet, og da man
kom op i attenhundredtallet var der næppe et eneste hus i
Allégade, som ikke var beværtning. Frederiksberg var ganske
langsomt blevet et forlystelseskvarter i den folkelige ende af
skalaen. Fra hele byen kom der gæster til de store etablisse-
menter Josty og Lorry, som tidligere havde været sangerinde-
knejpe med optræden af »Nordens skjønneste kvinder«, hvis
man ikke hellere ville slå sig ned i en af de små haver i Pile
Allé, hvor priserne for en bajer og en snaps var mere over-
kommelige.
I Frederiksberg Allé lå Alhambra, Sommerlyst og Alléen-
berg side om side med en lille håndfuld teatre og cabaretsce-
ner. Repertoiret var der sjældent vrøvl med. Alle kunne more
sig over den let vovede intrige, som kunne forklares med en
enkelt replik: »Hurtigt, ind i skabet. Der kommer min mand!«
Helt op i vore dage har det været en gylden regel: Hvis det
skulle være sjovt, var det på Frederiksberg, det foregik. Det
var i ABC-teatret, man kunne opleve sidste århundredes sto-
re komikere Kjeld Petersen og Dirch Passer og senere Jørgen
Ryg og Preben Kaas.