Europæisk perspektiv: Uddannelse inden for … (læren om de naturlige råstoffer, der anvendes til...

Alternativ behandling | uddannelser i Europa

1

Europæisk perspektiv:

Uddannelse inden for alternativ behandling

Af Nicolas Rowley, MA, PGCE, MRCS, LRCP. London, 2017.

INDHOLD

1. Introduktion

2. De seks store

3. Komplementære terapier

4. Eksempler på undervisningsplaner

5. Klinisk undervisning

6. Diskussion

7. Forslag

Referencer og litteraturliste

Appendikser:

A1 - Online learning og nutidige tendenser

A2 - KAM og konventionel medicin

A3 - Faglig dygtighed

A4 - Udbredelse og overførbarhed

A5 - Klinisk undervisningsinitiativer

A6 - En skitse af regulering af KAM i Europa

A7 - Omfanget af KAM i praksis

A8 - Den tyske heilpraktiker model

(KAM = komplementær og alternativ behandling)


2

1. INTRODUKTION

KAM-uddannelse i Europa er hovedsagligt tilrettelagt og udført af nonprofit

organisationer og institutioner, eller af private uddannelses/trænings-centre

som er dedikeret til en bestemt KAM-disciplin. I nogle dele af Europa (navnlig

England), forestår universiteterne undervisningen i en række KAM-terapier,

både på bachelor og masters niveau.

Akademiske standarder, studieplaner, kompetencemål og eksaminer

administreres generelt af profesionelle organisationer indenfor hver

disciplin, hver med egne definerede standarder og uddannelseskrav,

akkreditering, registrering og løbende efteruddannelse (CPD). Der er ingen

eksisterende samlet europæisk struktur for KAM-uddannelse, selv om en

række initiativer (navnlig indenfor plantemedicin) arbejder på at udvikle

konsensus omkring hvordan en sådan struktur kunne bygges.

Læger, som uddanner sig indenfor KAM, går ofte på de samme

uddannelsesinstitutioner som kvalificerede studerende uden formel

lægeuddannelse, selv om nogle europæiske universiteter tilbyder

overbygningskurser for læger alene. Der er professionelle KAM-stillinger i

nogle EU lande, og de fleste EU medicinstudieplaner indeholder en bred

introduktion til KAM, selv om faget ikke er obligatorisk for

medicinstuderende.

KAM-professionerne gør sig store anstrengelser for at samarbejde med

sundheds- og uddannelesesautoriteterne på nationalt plan - i et forsøg på at

skabe statsanerkendte uddannelser og akkrediteringsprocedurer. Interessen

for disse ideer er dog ikke præget af entusiasme i hele Europa.

Standardisering af juridisk status og harmonisering af uddannelse og

certificering af KAM-behandlere gennem centraliserede, uafhængige

instanser ville have enorm betydning for så vidt angår patientvalg og

patientsikkerhed, især ved behandling af kronisk sygdom.


3

Antallet af KAM-studerende

Selv om der mangler detaljeret forskning på dette område, anslås det

generelt at der til enhver tid er omkring 5.000 KAM-studerende i

Storbrittannien, og omkring 22.000 KAM-behandlere.

CAMbrella (von Ammon, 2013) anslår at der er 160.000 'ikke-lægeligt-

uddannede' KAM-behandlere i Europa som helhed, hvilket antyder at det

totale antal af KAM-studerende i Europa er i retning af 35.000. Størstedelen

af disse studerende er sandsynligt koncentrerede i de lande som tillader

alternative og komplementære behandlere at praktisere uden at være

lægeuddannede (heriblandt Storbrittannien, Irland, Portugal, Tyskland,

Holland, Danmark og Norge) - se Appendiks A6 - selv om KAM-kurser er

tilgængelige i mange andre lande. Uddannelse indenfor zoneterapi, for

eksempel, findes i Slovenien, Holland, Tyskland, Belgien, Frankrig, Spanien,

Danmark, Sverige, Storbrittannien, Portugal, Irland, Norge, Polen, Italien,

Grækenland, Estonien, Georgien, Slovakiet og Schweiz.

Priser

Prisen for en KAM-grunduddannelse er høj, og i Storbrittannien ligger den fra

5.000€ til 9.000€ per år (og betydeligt mere for internationale studerende),

selv om et væld af korte kurser og et utal af discipliner udbydes til meget

lavere priser (fra 100-150€ per studiedag).

2. DE SEKS STORE

Der er en tendens i den offentlige debat til at kategorisere alle KAM-

discipliner under et, som om de alle hørte til ét formløst felt af svagt

exentriske, men velmenende new-age bevægelser, fjernt fra konventionel

sygdomsbehandling. Med så mange typer af uortodokse terapier tilgængelige

i Europa, er dette næppe overraskende, men den attitude slører nogle meget

reelle forskelle, både med hensyn til udbredelse, længde, dybde og pris for

uddannelse indenfor de forskellige KAM-modaliteter.

http://www.cambrella.eu/


4

Det er indlysende, at de faglige færdigheder og kapaciteter, som opnås efter 4

års uddannelse på niveau 4 1 og derover (sammenlagt med mindst 500 timers

kliniktræning og praktik), giver større kapacitet og perspektiv end man kan

opnå ved at lære en terapeutisk tilgang på et års weekendkurser (eller

mindre).

Sådanne forskelle gør livet komplekst for regeringer, myndigheder og den

akademiske verden. Det er meget sværere at vurdere hvor en fultids-KAM-

behandler, som har gennemgået en dybtgående Bachelor eller

masteruddannelse (og er i stand til at stille primære diagnoser), passer ind i

den regulerede medicinske struktur, end det er at se begrænsningerne for en

weekend-uddannet deltidsterapeut, som bruger sine færdigheder og

teknikker på i forvejen diagnosticerede sygdomstilstande.

Hvis man skal skelne mellem KAM-behandlere på basis af akademiske

standarder2, er det klart at osteopater, kiropraktorer, phytoterapeuter,

akupunktører, naturopater og homeopater (som har gennemført

studieprogrammer på universitetsniveau og med et substantielt

klinik/praktik element) udgør en velafgrænset gruppe indenfor KAM, med

meget anderledes karateristika end andre behandlergrupper.

Ydermere deler de professionelle uddannelsesprogrammer indenfor disse '6

store' KAM-discipliner grundtræk, som sætter dem mere på linje med

konventionelle medicinstudier end med andre KAM-terapi-uddannelser.

Universitetsgradsuddannelser indenfor osteopati, kiropraktik,

plantemedicin, akupunktur, naturopati og homeopati, deler, i højere eller

mindre grad, følgende karaktertræk og teknikker:

1 Britisk niveau for første års universitetsstudie 2 Elementer af deklaratorisk, processuel, skematisk, og strategisk viden der, som helhed, definerer det specifikke indhold i et uddannelsesprogram.


5

Over 2000 times før-praktik, akademiske studier på niveau 4 eller

højere (sammenlignelig med før-praktik medicinsk grunduddannelse)

Detaljerede studier i anatomi, fysiologi, og elementer af biokemi og

farmakognosi (læren om de naturlige råstoffer, der anvendes til

lægemidler)

Detaljerede studier i patologi, differentiel diagnose,

patientundersøgelse og optegnelse af sygehistorie udover

terapispecifik sygehistorie, filosofi, rationale, modalieteter og

teknikker

Forskningsmetoder

Praksisadministration

Etik

Gradvist stigende praktiktimer med 500+ kliniktimer ud over før-

klinik studier

Sikkerhedstræning

Erfaring med en variation af klinikmiljøer

Ekstern evaluering af kursusindhold, inklusive læringselementer og

læringsudbytte

Ekstern overvågning og review

Nøje, multi-aspekt teoretisk og praktisk/klinisk bedømmelse

Professionel akkreditering via korrekt konstituerede professionelle

organisationer, som arbejder efter transparente, godkendte

standarder

Krav om at engagere sig i efteruddannelse (CPD = continual

professional development) efter endt uddannelse.

(Note: Validerings- og akkrediteringsprocedurer er modelleret efter

internationale standarder inden for universitetspraksis, og bekrives derfor

ikke her.)

Retfærdiggørelsen af påstanden om at behandlere fra de 'seks store' KAM

discipliner kan stille primære diagnoser, og at de er i stand til at sikre

passende henvisning af tilfælde, som falder udenfor deres


6

kompetenceområde, er, at deres uddannelse er hård og længerevarende.

Stigende opmærksomhed fra praktiserende læger (og andre i den

konventionelle behandlingssfære, deriblandt hospitalslæger) på udbuddet af

uddannelser, tilskynder til dialog om patientpleje, og det er klart at de 'seks

store' behandlere kan tale - eller i det mindste forstå - det

lægevidenskabelige sprog.

Resultatet er at de, der praktiserer de 'seks store' KAM-discipliner, ofte

kræver retten til at blive betragtet som alternative behandlere (hvor den

nationale juridiske struktur tillader det), i det mindste for så vidt angår

primære behandlingstilbud. De vil også hævde at lægerne - som nogle gange

kun lærer det elementære af for eksempel osteopati eller akupunktur ved at

tage korte kurser (i modsætning til 3 eller 4 års uddannelse på

universitetsniveau) - risikerer at devaluere de alternative discipliners værdi

som de praktiseres af dem, der har modtaget dybtgående træning over flere

år.

3. KOMPLEMENTÆRE TERAPIER

Sideløbende med de 'seks store' alternative medicin discipliner er der en

uhomogen række ukonventionelle terapier, som adskiller sig fra de 'seks

store' ved deres uddannelsestilbuds natur. Deriblandt:

akupressur/shiatsu

alexanderteknik

aromaterapi

auriculoterapi

autogen træning

Bachs blomstermedicin

biofeedback

farveterapi

colon terapi

kostterapi

Feldenkrais


7

krystalterapi

hypnose

irisanalyse

kinesiologi

magnetterapi

massageterapi

meditation

ernæringsterapi

qi gong

radionics

zoneterapi

reiki

lydterapi

rolfing

spirituel healing

vitaminterapi

Et hastigt blik over kursustilbudene indenfor disse terapier kunne give

indtryk af ligheder med uddannelsestilbudene for the 'seks store', men

nærmere undersøgelse viser at niveauet, dybden og længden af studierne er

markant forskellige (også selv om emneoverskrifterne ligner hinanden).

Kursustilbudene indenfor de komplementære terapier har følgende træk

tilfælles

En kursuslængde på 1 år eller mindre, nogle gange med få dages (eller

weekenders) kontaktid

Læringsniveauet er typisk under universitetsniveau (dvs. på diplom

eller certifikatniveau eller lavere)

Begrænset pensum i anatomi, fysiologi og patologi

Et specifikt udvalg af kliniske applikationer

Studietimer typisk 300 ialt, eller færre


8

Behandlingsrationaler baserede på allerede eksisterende medicinsk

diagnose, primære diagnoser frarådet (komplementære behandlere

frarådes at stille indledende diagnose)

Derudover er behandlere indenfor disse terapier

– ikke så tilbøjelige til at praktisere på fuld tid

– mere tilbøjelige til at anvende en kombination af komplementære

terapier

– tilbøjelige til at praktisere i forskellige miljøer, så som kurbade,

helsecentre, helsebutikker, hoteller, og sundhedscentre.

Disse kommentarer er på ingen måde tænkt som en negativ reflektion af de

færdigheder de komplementære terapeuter har, ej heller terapiernes

effektivitet. Men det er ikke desto mindre rimeligt at definere sådanne

terapier som 'komplementære' frem for alternative, da deres anvendelse

oftest følger primære diagnoser fra en anden kilde (som regel konventionel

medicin), og ofte er et supplement til andre behandlingsstrategier.

4. EKSEMPLER PÅ UNDERVISNINGSPLANER

Som illustration af de ovenstående forskelle er her nogle eksempler på

undervisningsprogrammer fra nogle af de 'seks store' og fra

'komplementære' kurser som udbydes idag.

De 'seks store' uddannelser

Osteopati MSc (europæisk) - 4 års fuldtidsstudie

De akademiske skoleår varer 36 uger de første 2 år, og udvides til 46 uger på

3. og 4. år for at indkorporere essentiel klinikpraktik. Programmet er stramt

og kræver de studerendes fulde engagement, men belønningen er en meget

fyldestgørende karriere. Læseuger er skemalagt midt i terminerne for at give

de studerende mulighed for at konsolidere deres læring eller tage tid til at

hvile.


9

Osteopatisk undervisning følger en bred tilgang til osteopati, og den brede

vifte af osteopatiske modaliteter der undervises i, under grunduddannelsen,

inkluderer:

strukturelle teknikker, deriblandt manipulation

kranie-osteopati og balancerede ligament-spændingsteknikker

funktionelle tilgange til behandling

generel osteopatisk behandling

visceral osteopati

muskel-energi-teknikker (MET)

Specifikke justeringsteknikker

Behandling af børn og gravide kvinder

Undervisningsprogrammet er modulært. Et osteopatisk modul løber gennem

alle fire år, det udvikler de studerendes forståelse for osteopatiske koncepter

og deres kliniske applikation og opbygger deres tekniske færdigheder

efterhånden som de gennemgår programmet. Anatomi, fysiologi og

neuroscience læres i løbet af de første to år. Personlige og professionnelle

udviklingsmoduler løber over alle fire år og har til formål at hjælpe de

studerendes udvikling til at blive autonome terapeuter. En ”portfolio” føres

som del af dette modul for at udvikle reflektive færdigheder (samling af

dokumenter el. billeder der viser hvad man har lavet i en periode, og som

bruges med henblik på præsentation el. evaluering).

I løbet af det 4. år indeholder modulet forelæsninger, som hjælper de

studerende med at forberede sig på livet som praktiserende osteopat, inkl.

lovmæssige og beskæftigelsesmæssige spørgsmål, marketing og elementær

bogføring.

Skemalagte timer

Det osteopatiske masterprogram (M.Ost) er krævende, og de praktiske

elementer resulterer i et relativt stort antal kontakttimer - de studerende er

generelt til forelæsning eller praktiske timer i 3-4 dage om ugen. En af

uddannelsens styrker er dens klinikfaciliteter. Over 20.000 behandlinger om


10

året udføres af eleverne under supervision fra deres klinikvejledere, som er

erfarne praktiserende osteopater. Første og andet års elever observerer i 40

timer i skolens klinik inden de, i det 3. år, begynder at have direkte kontakt

med patienterne og praktisere hvad de har lært i løbet af de to første år.

Eleverne tilbringer omkring 1200 timer i klinikken i løbet af deres 3. og 4.

skoleår, hvor har direkte kontakt med omkring 50 nye patienter. Klinikken er

åben i løbet af skoleferierne, og eleverne skemalægges til at arbejde i

klinikken i halvdelen af hver ferie, inklusive 5 uger imellem 3. og 4. år.

Plantemedicin BSc (London) 3 års fuldtidsstudie

Plantemedicin har udviklet sig fra den traditionelle anvendelse af planter og

planteekstrakter fra mange dele af verden, bekræftet af videnskabelig

forståelse og forskning. Ikke desto mindre bevarer den en holistisk tilgang til

behandling, og fokuserer på patientens sygdom frem for sygdommens

symptomer.

Kurset giver en praksis-orienteret uddannelse i plantemedicin, med såvel den

teoretiske som den kliniske undervisning, som er nødvendig for at arbejde

med patienter. Der undervises også i fremstilling og dosisdispensering af

plantemedicinpræparater. Kurset indeholder også feltarbejde, dyrkning og

indsamling af lægeplanter i godkendte økologiske områder, og besøg til

lægeplantesamlinger og fredede områder. Elevernes udvikling til kompetente

phytoterapeuter styrkes i skolens innovative multiklinik, hvor studiets

forskellige aspekter integreres med rådgivning fra erfarne vejledere.

Kursusindhold

Uddannelsen er struktureret så den støtter udviklingen af elevernes

intellektuelle, professionelle og praktiske færdigheder. Meget af dette opnås

ved hjælp af temaer der fortsætter gennem modulerne og på tværs af de

forskellige niveauer. Så foruden den specifikke viden og de kvalifikationer

der kræves i plantemedicin, integrerer uddannelsen klinik/praktik-udvikling,


11

lægevidenskab, personlig og professionel udvikling, og

forskningsfærdigheder. Læringsmiljøet er praktisk ledet, og kontakttimer

bruges til at udvikle klinik/prakis-færdigheder og til at give teorien mening

gennem klinikpraktik og dens anvendelse i praksis.

I klasseværelset lægges der vægt på at anvende det materiale, som er

introduceret og præsenteret online. Kurset byder på en række prøver som

passer til det materiale, der bedømmes, og til den situation kundskaberne,

færdighederne og standpunkterne eventuelt skal bruges i.

Følgende fag studeres i løbet af uddannelsen

Note: Et niveau 3 grundkursus tilbydes til ansøgere som ikke opfylder

optagelsesbetingelserne for kurserne i komplementær medicin. Det er en

veletableret adgangsvej til de højere uddannelser for voksne studerende (over

21 år) uden formelle kvalifikationer, og det er også brugbart, hvis du har

studentereksamen i ikke-videnskabelige fag.

1. år (niveau 4)

Studiefag inkluderer:

Anatomi og patientundersøgelse

Biokemi

Botanik

Klinik praktik 1

Materia medica 1

Fysiologi

2. år (niveau 5)


Klinisk praksis 2

Patientundersøgelse 2

Materia medica 2


12

Patologi og klinisk medicin

Patofysiologi

Forskning i klinisk praksis

3. år (niveau 6)


Klinisk praksis 3

Patientundersøgelse 3

Disputats

Terapeutisk plantemedicin 3

Materia medica 3

Start af praksis

Kursusindholdet er vist pr år på fuldtidsuddannelsen. Deltidsstuderende

følger samme læseplan fordelt over 4-6 år.


13

Akupunktur BSc (UK) 3 års fuldtidsstudie


14

Online professionel plantemedicin-uddannelse med mesterlære

(international) 3 års fuldtidsstudie

Dette 3 årige fjernstudie tilbyder en dybdegående uddannelse i

plantemedicin og består af 2400 studietimer over 3 år, fordelt over 12

moduler. Uddannelsen har rødder i en forståelse af at et autentisk

plantemedicinstudie må trancendere den biomedicinske model og

understøtte den voksende mængde af viden om planternes helbredende

egenskaber.

De tre moduler i plantemedicintradition er dybt integrerede så det sikres at

eleven udvikler bredde og dybde i sin forståelse af både det terapeutiske

repertoire af moderne plantebaseret medicin, og de filosofiske og historiske

traditioner som underbygger brugen af plantemedicin i holistisk praksis.

Modulerne i de humanistiske videnskaber og klinisk forskning adopterer

en systems-orienteret tilgang, baseret på Functional Medicine principper,

hvor vægten lægges på de fundamentale balancer og processer som er

afgørende for sundheden. Den studerende lærer at sammenfatte en åben

undersøgelsesproces, der bevæger sig fra mønster til detalje og tilbage igen -

en praksis som er hjertet af al lægekunst.

I 2. og 3. år inkluderes moduler i integration - hvor alle lektioner har et

patient-centreret fokus, og hvor de studerende hver uge gennemfører klinisk

orienterede opgaver i små grupper. Dermed banes der vej for introduktion af

undersøgelsesbaserede indlæringsteknikker (IBL) som har vist sig at have en

gavnlig virkning på elevtilfreshed, og på et vellykket læringsudbytte.

Elever, som ønsker at praktisere professionelt, skal fuldføre et 500-timers

klinisk praktikforløb i løbet af 2. og 3. studieår på det professionelle kursus,

ud over deres online studier.

Studiemetoder:

Kurset foregår via et VLE (Virtual Learning Environment) kaldet Moodle.


15

En række lærings og undervisningsaktiviteter foregår via denne online

platform, deriblandt:

Omfattende ugentlige lektioner som er indlejrede i online

platformen, hvori der også indgår filmet undervisning med eksperter

fra hele verden, og understøttet af tekst, grafik og andre

indlæringsressourcer

Vejledningssessioner bestående af film og tekstvejledning om

læringsprocessen, inklusive progression gennem kurset og bedømte

opgaver og metoder

Regelmæssige enetimer med vejledning i alle kursusrelaterede

anliggender (inklusive elevtrivsel)

Eksklusive masterclasses bestående af skræddersyede

filminterviews der understøtter kursets læringsmål

Online konferencer, real-time events, gruppeopgaver og diskussioner

Alt videomateriale ledsages af slide-præsentationer, detaljerede

notater og andet supplerende materiale, foruden omhyggeligt

målrettede eksterne links til billeder, offentligt tilgængelig audio, og

relevante videoklip.

Læseplansoversigt:


16

Komplementære kurser

Zoneterapi (London) 14 studiedage over 9 måneder

Zoneterapiens principper og historie

Zoneterapi, krydsreflekser og kunsten at læse zoneterapi-kort

Almindelige fodsygdomme

Fodforståelse

Kontraindikationer og måder at tilpasse behandlingen til din klients

helbredsproblem

Kontrol af zoneterapibehandlings-reaktioner

Reflekser som er ude af balance med almindelige lidelser

Behandlingsårsager og -resultater

Behandlingstilpasning

Special-færdigheder og teknikker

Levende anatomi og fysiologisk stressrespons

Anatomi og praktisk fysiologi

Celler og hud

Skelet og muskelsystemet


17

Det endokrine system

Nervesystemet

Luftvejssystemet

Hjerte-karsystemet

Urinvejssystemet og kønsorgansystemet

Fordøjelsessystemet

Lymfesystemet og immunrespons

Livscyklussen

Det reproduktive system

Systemer i den menneskelige krop og almindelige lidelser

Den holistiske tilgang til sundhed og effektiv holistisk klientevaluering

Håndzoneterapi

Klientbevarelse

Energibane og healingsforståelse

Andre komplementære terapier

Observation

Konsultation og sygehistorie

Behandlingsplaner og at møde klientens behov

Essentiel rådgivning

Forståelse af professionelle og personlige grænser

Selvudvikling

Klinisk ernæring og fødevarer for almindelige lidelser

Professionel etik og hygiene

Praksisadministration

Rentabel og gratis annoncering

Praksisåbning og potentielle arbejdspladser

Plakat, logo, branding, annoncering og brochuredesign

Elementær bogføring

Foredrag om zoneterapi, udstillinger, gratis reklame

Samarbejde med praktiserende læger, sygesikringen, komplementære

helseklinikker, hoteller og kurbade


18

Zoneterapi for psykiske sygdomme, stofmisbrug, alkoholmisbrug og

sårbare klienter

Beskæftigelse for zoneterapeuter og erhvervsvejledning

ITEC Niveau 3 Aromaterapi (London), 6 studiedage over 3 måneder

Aromaterapiens historie og udvikling

Hvorfor og hvordan aromaterapi virker

Fysiologisk terapeutiske effekter af æteriske olier og aromaterapi

Udforskning af en række levende planter som aromaterapiolier er

udvundet fra

Kendskab til basisolier

Dybdegående viden om over 40 æteriske olier

Anvendelse, behandling og opbevaring af æteriske olier

Hvordan man blander aromaterapiolier tilpasset klienten

Brug din nuværende massagerutine

Den holistiske tilgang - behandling af hele personen

Kontraindikationer for aromaterapimassage

Grundviden om og genkendelse af hudtyper

Professionalisme, etik og hygiene

5. KLINISK UNDERVISNING

Klinisk undervisning gives på fire måder indenfor KAM i Europa

1. Regelmæssig praktik på en nomineret undervisningsklinik, hvor

studerende, superviseret af en erfaren velkvalificeret vejleder, først

observerer og derefter gradvist tager ansvar for optagelse af sygehistorie,

behandling, og follow-up af patienter

2. Klinisk mesterlære under hvilken eleven er tilknyttet en bestemt

underviser underviser gennem hele sin kliniske undervisning, og gradvist

bliver mere involveret i alle aspekter af patientpleje og

prakisadministration efterhånden som uddannelsen skrider frem.


19

3. Distribueret klinisk mesterlære, hvor eleverne 'roterer' gennem en række

klinikker, superviseret af forskellige kliniske undervisere i et programlagt

system, med øget klinisk ansvar efterhånden som undervisningen skrider

frem.

4. Blandet stil, hvor eleven deltager både i en institutionsbaseret

undervisningsklinik og påtager sig et antal 'tilknytninger' til andre

undervisningsklinikker.

I alle disse tilfælde er det vigtigt at klinikunderviserne er oplært i at levere

klinisk undervisning på linje med validerede metologier, og at

evalueringsmetoderne er klart definerede og passende til studieniveauet.

Mesterlærere bør også engagere sig i regelmæssig supervision fra kolleger for at

sikre ensartet elevundervisning på tværs af undervisningsklinikkerne.

6. DISKUSSION

Enhver undersøgelse af det nuværende udbud af KAM-uddannelser i Europa må

tage hensyn til det faktum at der er mangel på pålidelig, opdateret data om KAM-

uddannelsernes tilgængelighed og karakter, og om antallet af KAM-behandlere i

Europa, samt antallet af KAM-konsultationer i de befolkninger de servicerer.

Alligevel står en række punkter klart:

– På grund af deres lange historiske ret til at praktisere alle former for

medicin, spiller Storbrittannien og Irland vigtige roller både indenfor

uddannelse og praksis af KAM-terapier, og de fører an med hensyn til

kursusudvikling, programdesign og kursusregulering.

– Der findes stramt-validerede bachelor grunduddannelser som tilbydes af

anerkendte institutioner i alle de seks store terapier, tillige med master-

programmer i nogle discipliner.

– Flere universiteter i Storbrittannien (navnlig Wales, Westminster,

Middlesex, Lincoln og Greenwich) er langt fremme i forhold til at forestå

ekstern validering af KAM-kurser som lever op til de fornødne

akademiske standarder flere steder i verden.


20

– Storbrittannien og Irland har ført an med udbydelse af KAM indenfor det

konventionelle sundhedsvæsen, og med indgåelse af samarbejde og

henvisningsnetværk imellem konventionelle og (de seks store) KAM-

terapeuter.

– De er også ledende i forhold til oprettelsen af europæiske netværk

(navnlig CAMbrella og EHPTA), og arbejder på at indsamle data, definere

best practice og fastlægge stramme akkrediteringsprocedurer som kan

være potentielt relevante for all KAM-behandlere.

– Det faktum, at det ikke er lovligt at praktisere KAM-terapier i dele af

Europa, betyder ikke at disse terapier ikke praktiseres.

– Der er et klart skel når det kommer til uddannelsesniveau,

læseplansbredde og -dybde, læringstimer, og klinisk undervisning, i

uddannelsen af KAM-behandlere i de 'seks store' KAM-discipliner.

– Behandlere indenfor de 'seks store' KAM-discipliner er sædvanligvis

medlem af korrekt-konstituerede professionelle organisationer og er ofte

engagerede i undervisning på de videregående uddannelser.

– Der er væsentlige forskelle på indfaldsvinkel, niveau og disciplin i

uddannelsen af behandlere indenfor 'komplementære'

behandlingsformer, så som zoneterapi, aromaterapi, ernæringsterapi,

massage med flere.

– Der er også markante forskelle på de behandlede lidelsers natur og

alvorligheden af de lidelser der behandles - og i relationen til

konventionelle sundhedsvæsener og henvisningssystemer - imellem de

'seks store' og de 'komplementære' KAM-discipliner.

– Uddannelsesstandarden for læger som ønsker at praktisere KAM ved

siden af konventionel medicin er variabel og i nogle tilfælde underlegen

den uddannelse de bachelorstuderende på de store KAM-discipliner har

gennemgået.

– Mange KAM-behandlere uddanner sig indenfor mere end en disciplin, og

bruger en blanding af strategier og rationaler i behandling af patienter.

– Et væsentligt antal af KAM-behandlere bruger teknikker fra de 'seks

store' terapier på basis af minimal uddannelse, og nogle gange helt uden

specifik uddannelse indenfor disse.


21

– Denne forskellighed gør det vanskeligt at regulere KAM-terapierne både

på nationalt og på europæisk niveau.

På trods af disse usikkerheder står det alligevel klart at, af hensyn til

patientsikkerheden bør alle KAM-behandlere praktisere indenfor klare

lovmæssige og etiske rammer, og til enhver tid handle i deres patienters bedste

interesse.

Derfor bør alle KAM-uddannelser gøre deres elever parat til at:

– kunne praktisere på en ikke-diskriminerende måde

– forstå og opretholde patientfortrolighed

– forstå naturen af, og opnå, informeret samtykke

– udøve professionel omsorgspligt

– kende praksisbegrænsninger og vide hvornår der bør henvises til andre

professionelle

– samarbejde med andre professionelle og støttepersonale

– være i stand til at arbejde i og bidrage til tværfaglige teams

– forstå den menneskelige krops struktur og funktion på et niveau som

passer til den specifikke terapeutiske modalitet de praktiserer

– forstå den grundlæggende viden som underbygger deres specifikke

terapeutisk modalitet og de terapeutiske metoder, teknikker og

interventioner der er afledt af denne viden

– forstå de forskningsprincipper og metoder som bruges til at evaluere

behandlingseffektiviteten

– demonstrere evne til at opretholde et sikkert og hygiejnisk klinikmiljø, og

opmærksomhed på relevante sundheds- og sikkerhedsforeskrifter

– demonstrere evne til at kommunikere interaktivt med patienter, familier,

plejere og andre professionelle

– være opmærksom på den non-verbale kommunikations karakter, og

hvordan denne kan være påvirket af kultur, alder, etnicitet, køn, religiøs

overbevisning og social-økonomisk status

– være i stand til at give patienter de informationer de behøver for at træffe

informerede beslutninger


22

– samle og opbevare informationer på en forsvarlig måde

– vælge og anvende hensigtsmæssige teknikker ved patientundersøgelse

– analyse og kritisk evaluere alle indsamlede informationer

– formulere fornuftige planer og strategier der møder patientens

sundhedsbehov

– følge resultaterne af terapeutiske interventioner

– have en selv-reflekterende tilgang til at praktisere, og være engageret i

regelmæssig kontrol

– deltage i kvalitetskontrol som foreskrevet af relevante professionelle

organisationer og regulerende instanser

7. FORSLAG

Afhængigt af lovgivningen i relation til KAM (se appendiks 6), har flere

europæiske lande muligheder for at udvikle et nationalt lovgivende og

registrerende system for KAM-terapierne, baseret på nivauet og standarden af

behandlernes uddannelse. Det ville sikre patientsikkerheden, forbedre

patienternes valgmuligheder, og lette presset på det primære sundhedssystem i

håndteringen af kronisk sygdom. Det ville kunne undgå de faldgruber som post

hoc KAM-lovgivning har medført i andre europæiske lande. (post hoc = som følge

af den lovgivning som er blevet til som konsekvens af KAM-praksis).

Afprøvede undervisningsplaner, evalueringsmetoder, valideringsprocedurer og

kliniske undervisningsstrukturer eksisterer allerede i de 'seks store' KAM-

discipliner flere steder i Europa, og det gør strikse professionelle

akkrediteringsmodeller også. Korrekt konstituerede undervisningsplaner for

andre KAM-discipliner på lavere akademiske niveauer eksisterer også.

På denne baggrund kan følgende anbefalinger gives:

Anbefaling 1. At skabe et 3-plans uddannelsessystem for KAM-behandlere

Et sådant 3-plans system kunne baseres på studielængden og mængden af

klinisk undervisning under uddannelsen.


23

Plan 1 klassificering ville kræve et minimum af 3 års uddannelse med 2400

timers undervisning og selvstudie til EQF Niveau 6 (bachelorgrad), plus et

minimum af yderligere 500 timers dokumenteret superviseret

klinikundervisning med direkte patientkontakt.

Plan 2 klassificering ville kræve et minimum af 12 måneders uddannelse med

mindst 90 timers dokumenteret, superviseret klinikundervisning.

Plan 3 klassificering ville gælde for alle andre KAM-kurser, inklusive dag- og

weekendkurser.

Alle institutioner, organisationer og skoler, som tilbyder KAM-kurser kunne

pålægge deres elever at bestå en nationalt specificeret uafhængigt overvåget

eksamen (lig den tyske heilpraktikereksamen) på et passende tidspunkt i løbet af

kurset.

En sådan eksamen ville teste forståelse af medicinsk grundviden så vel som

bevidsthed om forpligtelser og lovmæssige krav for praktiserende behandlere.

Sammen med den specifikke eksamen (certifikat, diplom eller grad) fra de

individuelle undervisningsinstitutioner, kunne den føre til optagelse og

medlemskab af de relevante professionelle organisationer eller tilsynsførende

instanser, og give legal ret til at praktisere uafhængigt, ifølge de

professionelle/tilsynsførende organisationers regler og betingelser.

Eksaminer, der førte til en institutionsspecifik pris (certifikat, diplom eller grad)

ville betyde at undervisningsinstitutionerne måtte sikre at sådanne eksaminer

demonstrerede opnåelse af læringsudbytte for såvel viden som færdigheder. Det

kunne gøres som følger:

Plan 3: For at bestå eksamen må eleven demonstrere at han/hun:


24

– besidder viden og forståelse for fakta, procedurer og ideer på et

studieområde eller arbejdsfelt, og kan fuldføre veldefinerede opgaver og

adressere ukomplicerede problemer.

– kan fortolke relevante informationer og ideer

– er opmærksom på en række informationer som er relevante for studie-

eller arbejdsområdet.

– kan udvælge og benytte relevante kognitive og praktiske færdigheder til

at fuldføre veldefinerede, generelt rutinerede opgaver og addressere

ukomplicerede problemer

– kan identificere, samle og bruge relevante informationer til at vælge

behandling

– kan anvende de rette undersøgelser til at underbygge indsatsen.

Plan 2 For at bestå eksamen må eleven demonstrere at han/hun:

– har faktuel, processuel og teoretisk viden og forståelse for et emne eller

arbejdsfelt, der gør det muligt at fuldføre opgaver og adressere problemer

som, selv om de er veldefinerede, kan være komplekse og ikke

rutinemæssige

– kan identificere, udvælge og anvende korrekte kognitive og praktiske

færdigheder, metoder og procedurer til at adressere problemer som, selv

om de er veldefinerede, kan være komplekse og ikke rutinemæssige

– kan fortolke og evaluere relevante informationer og ideer

– er bevidst om et studie- eller arbejdsområdes natur

– er bevidst om forskellige perspektiver eller indgangsvinkler indenfor et

studie- eller arbejdsområde

– kan anvende relevante undersøgelser til at underbygge indsatsen

– kan evaluere hvor effektive metoder og handlinger har været

Plan 1 For at bestå eksamen må eleven demonstrere at han/hun:

– har avanceret praktisk, konceptuel og teknisk viden og forståelse for et

emne eller arbejdsområde til at finde vej frem i kontekster hvor mange

faktorer påvirker hinanden


25

– forstår forskellige perspektiver, indgangsvinkler eller tankegange, og de

teorier som understøtter dem

– kan kritisk analysere, fortolke og evaluere komplekse informationer,

koncepter og ideer

– kan fastlægge, raffinere, tilpasse og anvende metoder og avanceret

kognitive og praktiske færdigheder for at adressere problemer som har

en begrænset definition og involverer mange faktorer der påvirker

hinanden

– kan benytte og, efter behov, tilrettelægge relevant forskning og udvikling

til at belyse handling

– kan evaluere handlinger, metoder og resultater, og deres konsekvenser

Anbefaling 2 - udarbejdelse af vejledning til et fælles curriculum for alle

KAM-uddannelser og kurser

Analyse af korrekt konstituerede kurser indenfor forskellige KAM-modaliter

antyder at et fælles curriculum kunne etableres for hvert kvalifikationsplan

(1, 2 og 3) som ramme for udviklingen af disciplin-specifikke

undervisningsprogrammer på forskellige niveauer.

Et fælles curriculum kunne bygges omkring følgende brede fagområder:

A. humanistisk videnskab (anatomi, biokemi, fysiologi, farmakologiske

principper og komparativ ernæring) 10% af disponibel studietid

B. klinisk videnskab (patologi, epidemiologi, klinisk undersøgelse og

differentiel diagnose) 10% af disponibel studietid

C. Disciplin-specifikke studier (historie, filosofi, patientevaluering,

behandlingsmetodologi og -modalitet, kliniske teknikker) 50% af

disponibel studietid

D. Professionel udvikling (etik, forskningsmetoder, forretningsmetoder,

praksisudvikling) og integrerede studier (case-centreret problembaseret

læring) 10% af disponibel studietid

E. Klinikundervisning 20% af disponibel studietid


26

Noter:

– Forholdet mellem kontakttimer og selvstudietid vil være afhængigt af

hvilket programdesign de individuelle institutioner har valgt.

– Direkte kontakt med patienter i under superviserede forhold bør være en

del af den kliniske undervisning.

– I planlægningen af deres evalueringsstrategier bør

undervisningsinstitutionerne vise, at læringsudbytte vurderes på en

hensigtsmæssig måde som reflekterer det akademiske læringsniveau.

– Studerende engageres i en række formative såvel som opsummerende

evalueringer.

– Evalueringer udformes, administreres og bedømmes af velkvalificeret

personale under opsyn af en passende udpeget ekstern censor, og

gennemgås af korrekt sammensatte eksamenspaneler (som inkluderer

elevrepræsentanter).

REFERENCER OG LITTERATURHENVISNING

Følgende referencer er anvendt i forberedelsen af denne rapport:

von Ammon, K., 2013. Health Technology Assessment (HTA) and a map of CAM provision in the EU: Final Report of CAMbrella Work Package 5. [online] Available at: <http://www.cambrella.eu/home.php?il=203&l=deu> [Accessed December 2016 Barnes, P.M., 2008. CDC National Health Statistics Rep 2008[12]:1–24. Camdoc, 2010. The regulatory status of Complementary and Alternative Medicine for medical doctors in Europe. Camdoc Alliance. Eurocam, 2014. Cam 2020 - The contribution of Complementary and Alternative Medicine to sustainable healthcare in Europe. Brussels Eurocam, 2016. CAM training and education. [online] Available at: <http://www.cam-europe.eu/cam-training.php> [Accessed December 2016]

European Herbal & Traditional Medicine Practitioners Association, 2016.THE CORE CURRICULUM FOR PROGRAMMES RECRUITING ACUPUNCTURISTS FROM BAAB ACCREDITED COURSES - Producing Safe and Competent Practitioners Tewksbury.


27

Fønnebø, V., 2012. Legal status and regulation of CAM in Europe: Part I - CAM regulations in the European countries. Final report of CAMbrella Work Package 2. [online] Available at: <http://www.cambrella.eu/home.php?il=203&l=deu> [Accessed December 2016] Fønnebø, V., 2012. Legal status and regulation of CAM in Europe: Part III - CAM regulations in EU/EFTA/EEA. Final report of CAMbrella Work Package 2. [online] Available at: <http://www.cambrella.eu/home.php?il=203&l=deu> [Accessed December 2016] General Medical Council, 2015. Promoting excellence: standards for medical education and training. [online] Available at: <http://www.gmc-uk.org/education/standards.asp> [Accessed December 2016] Harding, M, 2016. Complementary and Alternative Medicine. [online] Available at: <http://patient.info/doctor/complementary-and-alternative-medicine> [Accessed December 2016]

King’s Fund, 2008. Regulating Complementary Medical Practitioners. [online]

Available at:<https://www.kingsfund.org.uk/sites/files/kf/regulating-complementary-

medical-practitioners-case-studies-anna-dixon-mar08.pdf> [Accessed December

2016]

Lewith, G., 2012. CAM use in Europe –The patients’ perspective. Part I: A systematic literature review of CAM prevalence in the EU: Final Report of CAMbrella Work Package 4. [online] Available at: <http://www.cambrella.eu/home.php?il=203&l=deu> [Accessed December 2016] MRC, 2006. Developing and evaluating complex interventions: new guidance. [online] Available at:<http://www.mrc.ac.uk/complexinterventionsguidance> [Accessed December 2016]

Schneller, C., and Holberg, C., 2014. Report 1 (of 3) of the IDEAL (Impact of

Distance Education on Adult Learning) project. Project number: 539668-LLP-1-2013-

1-NO-ERASMUS-ESIN. Unesco, Hamburg.

Smallwood, C. The role of complementary and alternative medicine in the NHS.

[online] Available at:

<http://www.getwelluk.com/uploadedFiles/Publications/SmallwoodReport.pdf>

[Accessed December 2016]

WHO, 2001. Legal Status of Traditional Medicine and Complementary/Alternative

Medicine: A Worldwide Review . [online] Available at:

<http://www.centerfortraditionalmedicine.org/uploads/2/3/7/5/23750643/who_legal_st

atus_of_traditional_medicine_and_complementary_alternative_medicine_-

_a_worldwide_review.pdf> [Accessed December 2016]


28


29

APPENDICES

A1 - Online learning and current trends

1. WORLDWIDE, DISTANCE EDUCATION ENROLMENTS ARE RISING, EVEN AS OVERALL UNIVERSITY ENROLMENTS DROP

2. FUTURE PROSPECTS FOR DISTANCE LEARNING

3. OVER HALF OF ACADEMIC LEADERS SAY ON-LINE AND FACE-TO-FACE

OUTCOMES ARE THE SAME.

4. ONLINE RESOURCES CAN INCLUDE:

Video lectures

Mind maps

Slide presentations

Quizzes

Reading and reference lists

Further study links

Interactive glossaries

Forums and chat sessions

Subject Wikis

A2 - CAM and orthodox medicine It is important to note that, where there have been fruitful collaborations between orthodox and CAM practitioners in the management of patients’ problems, the relationship has depended on seeing CAM as a provide of interventions rather than specific treatments. The heterogeneity of treatment modalities mentioned earlier in this document makes it difficult and inappropriate to describe CAM treatments as being dependent on one herb, one remedy, one manipulation, one acupuncture point, or one particular treatment technique. Moreover, clinical trial methodologies appropriate to the testing of individual pharmacological agents are unlikely to yield information likely that benefits patient care in relation to CAM therapy.


30

With the development of understanding of the evaluation of complex interventions (MRC, 2006), however, it is possible to judge the effectiveness of CAM approaches involving a variety of modalities. Dimensions of complexity cited in this work include:

• The number of and interactions between components within the experimental and control interventions

• The number and difficulty of behaviours required by those delivering or receiving the intervention

• The number of groups or organisational levels targeted by the intervention

• The number and variability of outcomes

• The degree of flexibility or tailoring of the intervention permitted

A3 - Excellence in medical training In a review by the UK General Medical Council (General Medical Council, 2015), the attributes of excellence in medical training were characterised as follows. Though conceived in relation to orthodox medical training, the emphasis on promoting patient safety makes them of interest to all trainers in all therapeutic disciplines: 1. Medical school curricula must be planned and show how students can meet the outcomes for graduates across the whole programme. 2. The development of medical school curricula must be informed by medical students, doctors in training, educators, employers, other health and social care professionals and patients, families and carers. 3. Medical school curricula must give medical students:

• early contact with patients that increases in duration and responsibility as students progress through the programme

• experience in a range of specialties, in different settings, with the diversity of patient groups that they would see when working as a doctor

• the opportunity to support and follow patients through their care pathway

• the opportunity to gain knowledge and understanding of the needs of patients from diverse social, cultural and ethnic backgrounds, with a range of illnesses or conditions and with protected characteristics

• learning opportunities that integrate basic and clinical science, enabling them to link theory and practice

• the opportunity to choose areas they are interested in studying while demonstrating the learning outcomes required for graduates

• learning opportunities enabling them to develop generic professional capabilities

• at least one student assistantship during which they assist a doctor in training with defined duties under appropriate supervision, and lasting long enough to enable the medical student to become part of the team. The student assistantship must help prepare the student to start working as a foundation doctor and must include exposure to out-of-hours on-call work.


31

4. Medical school programmes must give medical students:

• sufficient practical experience to achieve the learning outcomes required for

• graduates

• an educational induction to make sure they understand the curriculum and how their placement fits within the programme

• he opportunity to develop their clinical, medical and practical skills and generic professional capabilities through technology enhanced learning opportunities, with the support of teachers, before using skills in a clinical situation

• experiential learning in clinical settings, both real and simulated, that increases in complexity in line with the curriculum

• the opportunity to work and learn with other health and social care professionals and students to support interprofessional multidisciplinary working

5. In relation to assessment:

• Medical schools must assess medical students against the learning outcomes required for graduates at appropriate points.

• Medical schools must be sure that medical students can meet all the outcomes before graduation. Medical schools must not grant dispensation to students from meeting the standards of competence required for graduates.

• Medical schools must set fair, reliable and valid assessments that allow them to decide whether medical students have achieved the learning outcomes required for graduates.

• Assessments must be mapped to the curriculum and appropriately sequenced to match progression through the education and training pathway.

• Assessments must be carried out by someone with appropriate expertise in the area being assessed, and who has been appropriately selected, supported and appraised. They are responsible for honestly and effectively assessing the medical student’s performance and being able to justify their decision.

A4 - The currency and transferability of CAM qualifications The currency and transferability of CAM qualifications depends largely on the laws and regulations governing the practice of medicine in EU member countries, but even basic harmonisation is inhibited by a lack of clarity on the academic level of the many qualifications on offer. A system of CAM training reflecting the recommendations made in section 7 above could offer a model by which a degree of standards integration could be achieved, at least between members of those countries which already allow the practice of CAM.

A5 - Clinical training initiatives

Methodology


32

It used to be said by medical students that clinical training was a haphazard affair in which the general rule for acquiring a particular clinical skill was “see one, do one, teach one”. Nowadays, more attention is given to the methodological basis of clinical training, and the following Cognitive Apprenticeship model, first proposed by Collins et al (http://ocw.metu.edu.tr/pluginfile.php/9108/mod_resource/content/1/Collins.pdf), is now used successfully in a wide variety of clinical training environments. The methodology comprises 6 elements: 1. Modelling 2. Coaching 3. Articulation 4. Scaffolding 5. Exploration 6. Learning climate

• Modelling involves demonstration and explanation of clinical and practice methods and procedures by the trainer.

• Coaching involves observation of the student in the clinical environment, with detailed constructive feedback by the trainer.

• Articulation involves creating a learning environment in which the trainer and the student both question and are questioned freely about the clinical situations they encounter.

• Scaffolding requires the trainer to understand the level the student has reached at any given time, and to support them at this level, gradually withdrawing over time to encourage clinical independence as the student’s skill and confidence increases.

• Exploration requires the student to develop and pursue personal learning goals, and to engage in activities that broaden their skills as an apprentice practitioner.

• Learning climate refers to the need for the trainer to ensure that the student feels listened to, respected and valued at all times during their apprenticeship.

http://ocw.metu.edu.tr/pluginfile.php/9108/mod_resource/content/1/Collins.pdf


33

Assessment

Assessment of clinical trainees can be based on Miller's pyramid of competence (above) in which the student knows, knows how, shows how and does the things that indicate professional competence in any given area of clinical study.

Knowledge (knows) can be tested with MCQ quizzes Competence (knows how) can be gauged in oral assessments and essay assignments. Performance (shows how) can be assessed with Objective Structured Clinical Examinations (OSCEs), and simulated clinical exercises. Action (does) can be assessed when, nearer the end of the apprenticeship period, students take supervised responsibility for actual clinical assessment and management of patients. Students are also required to maintain an on-line log-book recording their clinical experience during their training, and reflecting on their development as practitioners.

A6 - An outline of CAM regulation in Europe


34

The regulatory frameworks governing training and practice in CAM are, in many cases, unclear or confusing. The following is a brief guide to the situation (after Fønnebø, 2012). AUSTRIA - Medical doctors only BELGIUM - Doctors, pharmacists, midwives, physiotherapists BULGARIA - practice requires: • A master’s degree in the professional area of medicine, dental medicine or

pharmacology.

• A specialist’s or bachelor’s degree in the professional area of health care.

• A secondary education diploma and a certificate of completed training of at least four semesters at a higher medical school under terms and conditions set out by the Minister of Health and the Minster of Education and Science

CYPRUS-Medical doctors only


35

CZECH REPUBLIC - Medical doctors only DENMARK - Non-medically qualified practitioners are allowed to provide care with certain restrictions. Practitioners who “fulfil well-defined criteria for education and are members of an organisation for practitioners that take on the necessary tasks for registration and maintaining the register”, can be registred, but not authorized. ESTONIA - mixed FINLAND - mixed FRANCE - Medical doctors only GERMANY - Doctors and Heilpraktiker GREECE - Doctors and mixed HUNGARY - physicians, practitioners with a non-academic higher health qualification and other practitioners (minor disciplines) ICELAND: The following health professions are registered in the EU professionals database: Chiropractor (Hnykkir)(149), Masseur (Sjúkranuddari)(150), Osteopath (Osteópati)(151), Natural health practitioner (Náttúrufræðingur í heilbrigðisþjónustu) - EU translation “Biologist in a specialized health institution (EN)”, Physiotherapist (Sjúkraþjálfari), Doctor of medicine with a specialist medical training (Orku- og endurhæfingarlækningar, Physiotherapy (EN)). IRELAND - Both medically and non-medically qualified professionals are allowed to practise CAM ITALY - Medical doctors only LATVIA - Medical doctors only LIECHTENSTEIN - Homeopathy, naturopathy and Traditional Chinese Medicine (TCM) must be practised by a registered “Naturheilpraktiker”. Chiropractic, medicinal massage and physiotherapy are regulated professions. LITHUANIA - doctors and recognised professionals LUXEMBOURG - regulated health professionals NORWAY - The regulation recognizes that alternative treatment can be provided by both medical and non-medical professionals and within or outside of health services. No specific CAM practitioners or treatments are mentioned. POLAND - Medical doctors only PORTUGAL- Regulated CAM therapies are acupuncture, homeopathy, osteopathy, chiropractic, naturopathy and phytotherapy. CAM terminology adopted by governmental policy in Portugal is “non- conventional therapeutics”. The word “medicine” was banned from the term and the new bill legitimises and defines “non-conventional therapeutics”.


36

SLOVAKIA - Since practising CAM treatments is not forbidden by law it may be practised by anybody according to the Slovak Constitution. SLOVENIA- mixed SPAIN - There is no specific regulation regarding the training and qualifications of CAM providers. To conduct their business activity in these areas, undergraduate providers (non-MDs) are classified in group 841 of activities related to paramedical professionals (naturopaths, acupuncturist and other paramedical professionals). SWEDEN - CAM professionals are not governed by any explicit law or regulation other than their own professional rules of conduct. However, the Patient Safety Act, Chapter 5, provides limitations for individuals other than registered health professionals (i.e. CAM professionals) to offer any services to patients SWITZERLAND - mixed - Regulation of the Swiss healthcare system is decentralized. In principle, each Canton has its own regulations for health practice, but there are some federal regulations Complementary medicine is included in the Federal Constitution of the Swiss Confederation Art. 118a 52 since 2009; “The Confederation and the Cantons shall within the scope of their powers ensure that consideration is given to complementary medicine”. THE NETHERLANDS - In the Netherlands, provision of alternative care is legal. Both medically and non-medically qualified professionals are allowed to practise CAM. By passing amendments to the Individual Health Care Professions Act on 1.12.1997 (Beroepen in de Individuele Gzondheidszorg), practice of medicine is open to all with some limitations; some procedures may be carried out only by categories of professional practitioners authorized to do so by law (see supervision below). THE UK - Under Common Law, all practitioners have a duty of care towards their patients, and non- medically qualified individuals are prohibited from curing or treating specific illnesses and medical conditions, for example cancer and venereal disease. The Health and Safety at work Act 1974 places a statutory duty of employers to ensure the health and safety of people affected by the various activities undertaken on their premises. According to the House of Lords’ report 2000 5.9., ”The Common Law right to practise medicine means that in UK anyone can treat a sick person even if they have no training in any type of healthcare whatsoever, provided that the individual treated has given informed consent”. Osteopathy and chiropractic are statutorily regulated while acupuncture and other CAM treatments are voluntarily regulated (or not) depending on the associations/groups. Non-medically trained homeopaths, acupuncturists, and herbal medicine practitioners are all registered and self-regulated in their own individual councils. A number of other disciplinary groups of non-medically trained CAM practitioners are registered under the banner of the Complementary and Natural Healthcare Council (CNHC). CNHC has put into place the policies and procedures necessary for an effective running of a regulatory body, including an on-line multi-disciplinary register that opened in January 2009.


37

A7 - The scope of CAM practice There is a significant lack of research into the type and range of conditions seen by CAM practitioners across the EU. According to Cambrella, (von Ammon 2013), approximately 310,000 registered CAM providers can be identified in the EU, comprising nearly 160,000 non-medical practitioners and 145,000 physicians (MDs). This suggests up to 65 CAM providers (35 non-medical practitioners and 30 MDs) per 100,000 inhabitants, compared with the EU figures for GPs (475,000 MD general practitioners), which equates to 95 per 100,000 inhabitants. Acupuncture (n=96,380) is the most provided method for both, physicians (80,000) and non- medical practitioners (16,380), followed by homeopathy (45,000 physicians and 5,250 non- medical practitioners, with both disciplines being dominated by physicians. Herbal medicine (phytotherapy, 29,000) and reflexology (24,600) are, by self-declaration, almost exclusively provided through non-medical practitioners. Naturopathy (22,300) is predominated by (15,000 mostly German) doctors. Anthroposophic medicine (4,500) and neural therapy (1,500) are the most provided methods practised exclusively by doctors.

Most popular conditions treated

Although CAM has been used to treat a variety of diseases and conditions, studies have found that CAM usage occurs most frequently among people with poorer health status resulting from chronic, recurrent, or serious illness. For example, CAM use has been noted (Barnes, 2008) to be prevalent among patients with allergies, asthma, behavioural and developmental problems, cystic fibrosis, HIV infection, rheumatoid arthritis, and musculoskeletal problems such as back, neck, or joint pain. Two-thirds of chronically ill patients have used dietary supplements, frequently concomitantly with prescription and over-the-counter drugs. According to the National Cancer Institute (part of the National Institutes of Health), the use of CAM is even more prevalent among cancer patients. In one study, 83% of 453 cancer patients were reported to have used at least one CAM therapy as part of their treatment regimen. In another study, more than 50% of cancer patients were using CAM therapies with, prior to, or following conventional therapies.

A8 - The German Heilpraktiker model To practise CAM in Germany, one must have completed primary school, be at least 25 years old and have a good reputation. Furthermore, the applicant must obtain a medical certificate that proves that there is no indication of physical or mental disability or addiction to drugs. To be a registered Heilpraktiker in Germany today, one must fulfil all these criteria and complete an exam covering basic knowledge of anatomy plus a range of areas


38

such as physiology, hygiene, pathology, sterilisation, disinfection, diagnosis, and health regulations. The examination takes place before a commission of doctors and health officials, who must state that the applicant has sufficient knowledge and ability to practise, and that their treatments do not affect public health in a negative way. Today, according to the Berlin Senate Department of Health and Social Affairs, about 70-80 percent of applicants who take the reputedly difficult examination actually pass it, unlike in the past when the pass rate was closer to 50 percent. The reason for this increase might be that more people are taking the exam seriously, completing courses beforehand at Heilpraktiker training facilities. One such place, the Samuel Hahnemann Schule, has been certified for Heilpraktiker training on behalf of the Bundesagentur für Arbeit (German Federal Employment Agency) since 2007. With two training centres in Berlin, the school offers clinical courses in pathology and anatomy as well as exam preparation and apprenticeships.

Europæisk perspektiv: Uddannelse inden for … (læren om de naturlige råstoffer, der anvendes til...

Documents

Transcript of Europæisk perspektiv: Uddannelse inden for … (læren om de naturlige råstoffer, der anvendes til...