Efter Georg

2

Efter Georg Virkningshistoriske livtag med brandesianismen

redigeret af Kristoffer Garne og Johan Christian Nord

Men Boblen er ikke Verden;

læg Verden det ej til Last!

Forlaget Munch & Lorenzen 2015

3

Efter Georg

Virkningshistoriske livtag med brandesianismen

© Forlaget Munch & Lorenzen 2015

Teksten er sat med Garamond

Tryk: Lightning Source

Milton Keynes, Storbritannien 2015

Forside: Adam Garff (foto) og Frederik Engell Holm (layout)

ISBN 978-87-998211-0-5

Munch & Lorenzen

Aarhus

www.munch-lorenzen.dk

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller

virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node,

og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.

4

5

Indholdsfortegnelse

0. Forord

s. 8

---

1. Jørgen Knudsen: Et særsyn forudbestemt til ensomhed. Om

Brandes’ biografi.

s. 14

2. Anders Thyrring Andersen: Loven om aktion og reaktion. Den

dualistiske skabelon i brandesiansk litteraturhistorieskrivning.

s. 28

3. Knud Bjarne Gjesing: Det moderne sammenbruds mænd – og

kvinder.

s. 59

---

4. Martin Ravn: Henrik Pontoppidan og Brandesianismen

s. 81

5. Børge Houmann: Havørn og Proletar. Martin Andersen Nexøs

forhold til Georg Brandes. Efterskrift ved Henrik Yde.

s. 99

6. Bo Hakon Jørgensen: Lucifer – Om Georg Brandes, Sophus

Claussen og symbolismen

s. 138

7. Lotte Thyrring Andersen: Fakkeltog og solsang. Thøger Larsen

og Georg Brandes

s. 157

---

8. Hans Henrik Hjermitslev: Grundtvigianismens møde med Bran-

des og darwinismen.

s. 177

9. Jens Lei Wendel-Hansen: Brødrene Brandes og den politiske

venstrebevægelse

s. 203

6

10. Christian Egander Skov: Nytidens herolder? Den konservative

antibrandesianisme frem til 1930

s. 210

11. Rasmus Markussen: ”Tidens salt og peber”. Det tidlige

Tidehverv og kulturradikalismen

s. 256

12. Rasmus Vangshardt. Askov-kritikken. Jørgen Bukdahl og Jens

Kruuse

s. 285

---

Om bidragyderne

s. 308

7

8

Forord

Georg Brandes’ aandelige kraft viser sig ikke deri, at han førte

Naturalismen ind over Norden. Den var kommen alligevel og

vist meget snart efter 1871, selv om ikke ved et bredt Gennem-

brud, saa igjennem utallige Revner og Sprækker – Europa stod

jo fuldt deraf. Hans Kraft viser sig overfor den danske Dannelse

og er her væsentlig af erobrende, besejrende Art.

Sådan skriver den jyske forfatter Jakob Knudsen et sted i indledningen

på essayet Georg Brandes og den danske Dannelse, der blev trykt i Politiken

som en art – temmelig særpræget – fødselsdagshilsen til Georg Bran-

des (1842-1927) i forlængelse af dennes 70 års fødselsdag i 1912.

Knudsens opfattelse er klar: det var ikke Georg Brandes, der indførte

naturalismen i dansk og nordisk åndsliv. Den ville være kommet alli-

gevel. Men den ville have været anderledes. Uden Brandes ville natura-

lismen nemlig – skriver Knudsen lidt længere henne i essayet – ikke

have udgjort et brud med, men derimod have vist sig som en videre-

førelse af den foreliggende danske dannelse. Men nu gik det jo, som

det gik: Georg Erobreren holdt sit indtog – og intet blev som før. For

Jakob Knudsen var dette hverken en udelt glædelig eller en udelt ulyk-

kessvanger historie. Det var virkeligheden – den virkelighed, at ingen

opvakt dansk ånd kommer udenom Georg Brandes.

Han står i dansk åndshistorie som et stridens tegn, og vurderingerne

af ham er stærkt modsatrettede. Han er blevet opfattet i overensstem-

melse med egen selvforståelse, nemlig som oprører og befrier fra na-

tionalkulturens snærende bånd, og han er blevet anset for at være ro-

den til fordærv og ødelæggelse af dansk åndsliv. Det er historien om

sammenstødet mellem det internationale og det nationale, mellem ra-

dikalismen og konservatismen og mellem ateismen og kristendom-

men. Det er den grundlæggende historie om stormen i andedammen,

der delte – og endnu deler – de ideologiske vande i Danmarks offent-

lige liv.

Men denne historie om frontstillingen står ikke alene. For den ind-

går i en nær forbindelse med en anden mere broget historie, nemlig

den del af brandesianismens receptions- og virkningshistorie, som

9

omhandler det levede livs glidende overgange, udviklinger og egensin-

dige tilegnelser, hvor konkrete kulturpersonligheders forsøg på til-

kæmpelse af et åndeligt ståsted har bragt dem i forbindelse med fæno-

menet Georg Brandes og – for nogles vedkommende – sidenhen i

direkte opgør med ham.

Det er en oprigtig nysgerrighed over for denne åndshistoriske – og

i sine efterdønninger særdeles nutidige – virkelighed, der har givet an-

stød til denne bog. I vores løbende arbejde har vi begge beskæftiget

os med kulturhistoriske spørgsmål, som har tilknytning til Georg

Brandes.1 Undervejs i dette arbejde kom vi efterhånden frem til, at en

række af de spredte overvejelser, vi gik og gjorde os, godt kunne

trænge til grundigere skriftlig udfoldelse af folk med både forstand på

sagerne og åndeligt udsyn. Vi savnede med andre ord en bog, hvori

nogle af de anelser, vi selv gik og puslede med, stod udfoldede; ikke

blot som anelser, men som mere gennemarbejdede kulturhistoriske

skildringer.

Det blev til denne bog. Vores hensigt med udgivelsen har været den

ganske enkle at lade en række forskellige skrivende gemytter dykke

ned i den virkningshistorie, der ligger i kølvandet på stridsmanden og

urostifteren Georg Brandes’ virke. De enkelte bidragydere er blevet

bedt om at forholde sig til et udstukket emne, men har i øvrigt været

meget frit stillede. Det betyder, at man som læser ikke skal forvente at

møde et entydigt billede af Georg Brandes og alt hans væsen. Javist er

der en brandes-kritisk tråd i bogen, men den er ikke enerådende. De

enkelte bidragydere står forskellige steder, og flerstemmigheden er til-

tænkt. Den er en del af den danske virkelighed.

1 Især har vores beskæftigelse med Jakob Knudsen og hans særprægede stilling i dansk

åndsliv mellem naturalisme og kristentro været en vigtig tilskyndelse til arbejdet med

denne bog. Se bl.a. vores artikler i Jordens Grøde og Himlens Væde, red. Kristoffer Garne,

Kristine Ravn og Martin Ravn, Forlaget Anis 2014; Kristoffer Garne, ”Livets Strenge

Optugtelse.”, Tidehverv, januar 2015; Johan Christian Nord: ”Nordens grundtvigske Ni-

etzsche og fritænkeriets førstemand – Jakob Knudsens syn på Georg Brandes”, Brandes

og Grundtvig, red. Katrine Frøkjær Baunvig (under udgivelse).

10

Bogens sigte er, som nævnt, grundlæggende af kulturhistorisk art,

og bidragene angår både den direkte frontkrig og de kringelkrogede

livshistoriske forviklinger. For dem alle gælder det, at de er forsøg på

virkningshistoriske livtag med tænkeren og agitatoren Georg Brandes

og den idéstrømning, der bærer hans familienavn.

Bogen kan lidt groft sagt inddeles i tre dele: 1. En grundlæggende

skildring af Georg Brandes og hans virke. 2. En række portrætter af

forfattere, der alle står i forbindelse med personen såvel som med fæ-

nomenet Georg Brandes. 3. En række kulturhistoriske undersøgelser

af andre åndsretningers forhold til den brandesianske eller kulturradi-

kale linje i dansk åndsliv. Men fordi bogens sigte netop er af kulturhi-

storisk art og angår brandesianismens virkningshistorie, så er der helt

naturlige overlap mellem disse tre dele. Der skal her til indledning kort

anføres lidt om bogens opbygning.

De første tre bidrag angår som nævnt Georg Brandes selv. Jørgen

Knudsen skildrer med udgangspunkt i sin store 8-binds biografi den

åndelige førers tiltagende ensomhed og hans eget forhold til den række

af samtidige, der ellers blev – og i nogen grad stadig bliver – set som

mænd af hans moderne gennembrud. Anders Thyrring Andersen fo-

retager i sit bidrag en læsning af Brandes’ indledning til forelæsnin-

gerne over Hovedstrømminger i det 19de århundredes Litteratur; den tekst,

der indvarslede det såkaldte moderne gennembrud, og som siden har

været et manifestpræget udgangspunkt for brandesianisme og kultur-

radikalisme. Thyrring Andersen viser derefter gennem en række litte-

raturhistoriografiske eksempler, hvordan Brandes’ forestilling om

åndshistoriens karakter af fortløbende aktion og reaktion har sat sig

dybe spor i den dominerende del af det tyvende århundredes littera-

turhistorieskrivning. Knud Bjarne Gjesing følger derefter et andet

spor og forsøger gennem en række eksempler at trænge ind i den

uoverensstemmelse, der herskede – og endnu gør det i dag – mellem

forestillingen om en hær af det moderne gennembruds mænd (og

kvinder), og så de faktiske forfattere og forfatterskabers forhold til det

brandesianske projekt.

Det er en tråd, de næste fire bidrag på hver sin måde samler op. De

består af fire portrætter af fire forfattere, der alle stod i et personligt

11

såvel som åndeligt forhold til Georg Brandes, men som også alle på

den ene eller anden måde fjernede sig fra ham igen. Det drejer sig om

Henrik Pontoppidan, Sophus Claussen, Martin Andersen Nexø og

Thøger Larsen. Fire mere eller mindre tilfældigt valgte forfattere. Men

i beskæftigelsen med disse forfatterskaber kommer skribenterne om-

kring en række åndshistoriske forbindelser til så forskellige strømnin-

ger som f.eks. Tidehverv, forsvarssag, symbolisme, socialisme og ar-

bejderbevægelse samt den jyske naturdigtning. Alt sammen sager, der

hører med til et kulturhistorisk blik på brandesianismens virkningshi-

storie.

Og netop strømninger, eller åndsretninger, er emnet for bogens

tredje og sidste del. Man kan ikke skildre det tyvende århundredes do-

minerende åndsretninger uden at komme ind på deres forhold til

Georg Brandes og kulturradikalismen. I de fire følgende bidrag er det

hhv. grundtvigianismens, det politiske venstres, konservatismens og

det teologiske arbejdsfælleskab Tidehvervs forhold til brandesianis-

men, der er til behandling. Det er også historien om, hvordan kirken,

videnskaben og det politiske liv var i tæt berøring – undertiden i form

af nærkamp – med Georg Brandes og den bevægelse, der bærer hans

navn. Alt sammen en del af historien om det moderne Danmark. Men

Brandes var først og fremmest litterat eller kritiker. Derfor behandler

Rasmus Vangshardt i det afsluttende bidrag forskellen på kritik og lit-

teraturvidenskab med udgangspunkt i det, han kalder Askov-kritikken,

og kommer i den sammenhæng ind på, hvordan der i dansk litteratur-

kritik findes en anden, ofte glemt, linje end den, Brandes udstak fra

Københavns Universitets talerstol den novemberdag i 1871.

Tanken med bogen her er at tegne et tydeligt, men ikke dermed

entydigt, billede af en broget kulturhistorie, hvor visse fælles træk gør

sig gældende på tværs af både gemytter og åndsretninger. Det hænger

sammen med vores dobbelte hensigt med bogen. Dels et ønske om i

overvejende grad at undersøge det tidsrum fra ca. 1871-1927, hvor

dagsordenen i overvejende grad var bestemt af Brandes’ fremtræden.

Dels et ønske om at belyse dette tidsrum gennem både brede kultur-

historiske og konkrete, litterært-biografiske tilgange. Derfor tæller

12

skribenterne også både folk fra det ældste og yngste slægtled af nule-

vende skribenter – og folk midt imellem – samt teologer, litterater og

(idé)historikere både fra inder- og ydersiden af universitets mure (der-

iblandt en enkelt afdød). Forhåbentligt har det været med til at sikre

en flersidighed i behandlingen af et stof, der i høj grad stadig er le-

vende og dermed bestemmende for dansk åndsliv den dag i dag.

Det sidste punktum er på ingen måde sat i sagen om Georg Brandes

og hans betydning. Men denne bog skulle gerne gøre sit til at sætte

problemet under debat. Kan den ægge til aktuelle diskussioner om vo-

res åndelige arv og bestemmelse så vel som anspore til selvstændigt

arbejde med et afgørende kulturhistorisk stof, der både har rødder

langt tilbage før Georg Brandes’ samtid og tråde op i tiden efter, så

har den tjent sit formål. For vores eget vedkommende har det under

alle omstændigheder været både afgørende og inspirerende at arbejde

med de 12 artikler, som vi her har den glæde at kunne præsentere for

læseren. Derfor skal der lyde en stor tak til bidragyderne for at have

påtaget sig arbejdet, samt en stor tak til Jens Wendel-Hansen og Chri-

stian Egander Skov for på forlagets vegne at have taget imod bogen

uden tøven.

Og så til sidst: I al almindelighed kan – og bør! – man grine højt og

længe af antologi-redaktører, der ikke leverer selvstændige bidrag til

egne udgivelser. En sådan (hån)latter hilser vi velkommen og har da

også selv haft vore sorgmuntre øjeblikke med tanke på den kendsger-

ning, at bogen ikke kom til at indeholde selvstændige bidrag fra vore

hænder.

Nuvel, sådan ville Virkeligheden det denne gang. Vi håber at have

gjort en smule gavn ved at indhente og samle de følgende bidrag og

gøre dem tilgængelige for den del af den læsende offentlighed, der li-

gesom os kunne have lyst til at vide mere om ét af den danske ånds-

histories mest kringelkrogede kapitler.

God fornøjelse!

Redaktørerne,

Kristoffer Garne og Johan Christian Nord

59

Knud Bjarne Gjesing

Det moderne sammenbruds mænd – og kvinder

Det ”moderne” gennembrud

Selvom det angivelige gennembrud for det moderne snart ligger 150

år tilbage i tiden, bruges udtrykket fortsat som en gængs og fastslået

betegnelse. Egentlig er ”moderne” jo blot en neutral bestemmelse af

karakteristiske nydannelser i en samtid. Brugt tilbageskuende om en

historisk periode kommer ordet derfor til at virke som en stopklods

for den strømmende tid. Man kan søge at overbyde det med termer

som ”modernisme” og det ”sen-” eller endog ”postmoderne”, men

derved forbliver ”det moderne gennembrud” alligevel det afgørende

omslag, man definerer sig i forhold til. I dansk og nordisk kulturhisto-

rie synes det et kanoniseret dogme, at moderniteten brød frem i ånds-

livet fredag d. 3. november 1871 kl. 19, da Georg Brandes påbegyndte

sin første forelæsning om Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Lite-

ratur.

Brandes har også selv slået betegnelsen fast – og derved samtidigt

fastlåst tiden – i titlen på sin bog Det moderne Gjennembruds Mænd. Bogen

udkom i 1883. Der var gået godt en halv snes år siden det afgørende

gennembrud, og Brandes var netop i triumf vendt tilbage fra sit lange

ophold i det store Europa. Hos de hjemlige beundrere havde fraværet

blot befæstet hans ry som det ubestikkelige og frygtløse sandheds-

vidne, den titaniske gudsfornægter, Prometheus, Lysbringeren. I det

pompøse hyldestdigt ”Ave” lovsang Karl Gjellerup ham entusiastisk

som ”vor Helligaands-Ridder! vor Sanct Georg!”1 Denne ateistiske

trosbekendelse vakte megen utidig morskab. Selv blev Skt. Georg høj-

ligt fornærmet – dog ikke på Gjellerup, men på grinebiderne. Brandes

syntes ikke, at der var den allermindste grund til latter. Han havde selv

godkendt digtet, før det blev trykt.

Imidlertid – nu efter hjemkomsten var det tiden at inspicere resul-

taterne af det kulturelle og politiske røre, han havde skabt i den hjem-

lige andedam. Tid til at holde mandtal over den hær, der havde fulgt

1 Karl Gjellerup. Rødtjørn. Sange og Fantasier (1881), s. 124.

60

hans kald om en radikal naturalistisk litteratur og nu fylkedes under

modernitetens, fremskridtets og frisindets fane. Sejren var inden for

rækkevidde – ja, faktisk var den allerede vundet! De reaktionære og

bagstræberiske kræfter havde blot ikke opdaget det endnu. I de op-

flammende slutord til Det moderne Gjennembruds Mænd søgte den inter-

nationalt berejste Brandes at forklare forholdet med et billede fra en

togstation. De reaktionære bagstræbere er underlagt et optisk bedrag

på samme måde som rejsende, der sidder i en holdende togvogn, men

alligevel tror at udgøre ”et Bevægelsesparti”, fordi et andet tog buldrer

dem hastigt forbi i modsat retning. Dette fremadbrusende tog – ”et

ildsprudende Lokomotiv med sit Følge” – er ”det Jernbanetog, som

er Fremskridtets […] det er ikke et endeligt Tog, men et uhyre, aldrig

rastende, endeløst Tog, Menneskehedens evig Higen mod en stedse

idealere opfattet Frihed, Civilisationens og Fremskridtets endeløse

Triumftog.”2

Det moderne gennembrud og kvinderne

Rejseplanen er fastlagt. Skinnerne er lagt ud, og der er for længst fløjtet

til afgang! Blot synes der endnu at stå en del rådvilde tilbage på perro-

nen, og også langt flere end kun bagstræberne. Det moderne gennem-

bruds mænd – javel, men hvad med dets kvinder?

Også mange intellektuelle og radikalt sindede kvinder havde sluttet

sig til den brandesianske bevægelse, der jo netop havde kvinders

emancipation og ligestilling blandt sine mærkesager. Men for mange

af dem var det ikke umiddelbart indlysende, hvorledes kvindernes so-

ciale frigørelse hang sammen med et andet af bevægelsens krav om

seksuel frigørelse og fri kærlighed. Brandes’ opfordring til at stille sek-

sualmoralen til debat kaldte ganske vist en mængde kvindelige skri-

benter frem, men da snarest som forfatterinder af indignerede roma-

ner med jeremiader og moraliseren over mænds seksuelle udnyttelse.

Det var ikke lige dét, Brandes havde forventet: ”Jeg vil ikke se Kvin-

desagen, som jeg selv ganske alene har bragt frem i Norden og i en

2 Georg Brandes, Det moderne Gjennembruds Mænd. En Række Portrætter (1883), s. 402.

61

Aarrække ene kæmpet for under Forfølgelse fra alle Sider, forvrøvlet

af uvidende Kvinder.”3

Selvom Brandes således ikke blot hævdede sig selv som kvindesa-

gens første-, men så at sige også som dens enemand, skulle det netop

blive redaktøren for Dansk Kvindesamfunds tidsskrift Kvinden og Sam-

fundet, Elisabeth Grundtvig – N.F.S. Grundtvigs barnebarn – der blev

én af hans hårdeste opponenter i 1880’ernes debatter om seksualmo-

ral. Dertil kunne hun oplyse ham om en del tørre fakta om kvinders

familieretlige stilling. Besynderligt nok havde kvindesagens første- og

enemand tilsyneladende ikke fundet det umagen værd at sætte sig nø-

jere ind i f.eks. familielovgivningen. I sine banebrydende forelæsninger

havde Brandes rigtignok hånet samtidens hjemlige litteratur for at

være et indadvendt og selvbeskuende drømmeri: ”Det er en Poesi om

Poesi, Poesien, som hævder sin egen Ret, Poesien, som ser sig selv i

Spejl og undrende skuer sin egen Skønhed.”4 Men når det kom til kon-

krete spørgsmål om f.eks. kønsmoral og kvinders retsstilling, kunne

det forekomme, som om hans egen stillingtagen netop var ”Poesi om

Poesi” – som om han kun i ringe grad tog hensyn til faktiske sociale

og kulturelle omstændigheder, men hellere hentede sine idealer i litte-

raturen, i særdeleshed hos de æggende og forførende femme fatale- og

Don Juan-figurer i romantismens romaner fra 1800-tallets første halv-

del.

Til gengæld for Elisabeth Grundtvigs kritik kolporterede Brandes

villigt, men lidet galant, det rygte, at hans opponent var blevet ”sinds-

syg af Mandgalskab”.5 Bortset fra dette rygtes tvivlsomme troværdig-

hed havde han måske også virkelig en vis erfaring i at vurdere psykisk

3 Brev til Bjørnstjerne Bjørnson d. 4.9.1887, Brevveksling med nordiske Forfattere og Viden-

skabsmænd (1939-42), bd. 4, s. 1.

4 ”Indledning [til Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Literatur”, Samlede Skrif-

ter, bd. 4, s. 8.

5 Brev til Bjørnson 29.8.1887. Udgiverne af Georg og Edv. Brandes’ breve har tilsynela-

dende fundet insinuationerne så pinlige, at de ikke har villet trykke dem, men brevet er

arkiveret i Universitetsbiblioteket i Oslo og citeres sammen med endnu et brev i Jørgen

Knudsen, Georg Brandes. Symbolet og manden, bd. 1, (1994), s. 222.

62

ustabilitet. Sjælelige sammenbrud og selvmord indtraf med en påfal-

dende hyppighed blandt de kvinder, som stod i kontakt med den bran-

desianske kreds. Louise (”Lulu”) von der Leyen, Adda Ravnkilde,

Harriet Brandes, Amalie Skram, Victoria Benedictsson. Just på den

tid, hvor Brandes planlagde sit officielle sejrsskrift om Det moderne

Gjennembruds Mænd, måtte han i sin private dagbog klage over sinds-

oprivende scener med hustruen Gerda, der var ved at blive vanvittig

af skinsyge og ydmygelse. Hun er ”furiøs over alt”, ”fuldstændig sinds-

syg”, ”tuder og hulker som fjottet”, ”et Dyr”, ”absolut sindssyg, ra-

sende som Afsindig”.6 Som mange af kvinderne omkring det moderne

gennembrud måtte også Gerda Brandes erfare smerteligt, at kærlighe-

den netop ikke er fri, men bundet – nemlig til den elskede.

Det moderne gennembrud og folkeligheden

Der løfter sig ingen kvinderøst i det moderne gennembruds mands-

kor, og tilsvarende må man undre sig over, hvad der egentlig bliver af

den brede befolkning – bønder, tyende, arbejdere. Det var dog netop

Brandes’ egen tese, at den nye litteratur skulle vende sig udad og sætte

det moderne samfunds spørgsmål under debat. Og der var jo rigeligt

at debattere just i 1880’erne. Op gennem tiåret skærpedes de politiske

kampe om den konservative konseilspræsident Estrup, der gennem

provisoriske love regerede landet på trods af folketingets flertal. I øv-

rigt prægedes hele Europa i disse år af lignende konservative eller li-

gefrem reaktionære strømninger, så det kan synes, som om det var

Brandes selv, der var udsat for et optisk bedrag, når han mente at se

sit eget ”Bevægelsesparti” bruse fremad med fremskridtets ”ildsprud-

ende Lokomotiv”.

Imidlertid var der samtidigt også oppositionelle bevægelser. Under

indtryk af Brandes forlod en del af de studerende ved universitetet i

1882 den overvejende konservative Studenterforening og stiftede det

6 D. 25.4., 27.4., 14.5., 22.5. og 19.6. 1883. Georg Brandes dagbogsoptegnelser er arkive-

ret i Ny kongelig Samling, Det kgl. Bibliotek, og citeres i Knudsen,. Symbolet og manden,

bd. 1 s. 67ff.

63

radikale Studentersamfund. ”Den konservative nervøsitet var velbe-

grundet,” lyder det truende fra Jørgen Knudsen – Brandes’ beun-

drende biograf og utrættelige lobhudler.7 Disse rørelser i den akade-

miske ungdom har dog næppe rystet Estrup-regimet nævneværdigt.

Den helt afgørende modstand kom derimod fra bondepartiet Venstre,

der atter hentede sin inspiration fra den folkelige vækkelse, som i

1800-tallets sidste halvdel satte sine spor over hele landet som højsko-

ler, efterskoler og børneskoler, frie menigheder, forsamlingshuse,

sangkor, foredrags-, skytte- og gymnastikforeninger, lånekasser, an-

delsmejerier og andelsslagterier. Her kendte man ikke meget til Bran-

des, men henviste trods al indbyrdes kiv til Grundtvig som en sam-

lende skikkelse. Brandes havde anklaget tidligere tiders litteratur for at

være virkelighedsfjern: ”Den handler ikke om vort Liv, men om vore

Drømme.”8 Måske nok – men i denne folkelige bevægelse, hvis ind-

flydelse strakte sig langt ud over de egentligt grundtvigske kredse,

søgte man så til gengæld at virkeliggøre drømmene og omsætte dem

til liv. Måske var det ikke helt retfærdigt, når Brandes frakendte alt

åndsliv før hans eget moderne gennembrud enhver samfundsmæssig

interesse og betydning.

Men alt dette kendte Brandes intet til – eller han forstod det ikke.

Hvad skulle han også stille op med alle disse aflægs ord om ”Guds

Kjærlighed og Danmarks Lykke”, der skurrede så sært og fremmedar-

tet i øregangen?9 Som Holbergs Erasmus Montanus synes han også at

have været mere interesseret i, hvorledes han tog sig ud blandt sine

”Commilitones” – den akademiske ungdom og hovedstadens højere

borgerskab.10

Den aktuelle politiske kamp havde Brandes i det hele taget ikke så

meget at sige om. Under opholdet i Berlin havde han udtrykt sin store

7 Knudsen, Symbolet og manden bd. 1, s. 41.

8 ”Indledning”, s. 7.

9 Christen Kolds anvisning af højskolens sigte i Vennemødetalen, Udvalgte tekster (1967),

s. 102.

10 Dvs. ”akademiske brødre”, Ludvig Holberg, Erasmus Montanus eller Rasmus Berg (1964),

s. 47.

64

beundring for jernkansleren Bismarck, om end han bedyrede, at ”det

ikke kunde falde mig ind at søge Bismarcks personlige Bekendtskab”

– en mulighed, som han ellers anså for helt selvfølgelig.11 Der er vel

næppe grund til at tro, at han skulle have næret en lignende beundring

for Estrup, vor hjemlige jernkansler i mindre format. Men den daglige

politiks hakkelsemaskine var blot ikke Brandes’ sag. Han var mere til

det olympiske overblik og de lange linjer. Straks efter sin hjemkomst

holdt han en forelæsning, hvori han sammenlignede Goethe og den

revolutionære kulturkritiker Ludwig Börne. Selvom Börne havde gre-

bet mest aktivt ind i den løbende politiske polemik, så var det trods

alt Goethe, der havde sat sig de dybeste spor. Brandes kunne nikke

anerkendende til den måde, hvorpå Börne overdængede sine mod-

standere med salte skumsprøjt af svidende vid og satire, men det var

dog intet mod ”Udstrækningen og Dybden af det stille Ocean, som

hedder Goethe.”12 Brandes følte med sig selv, at han vist snarest var

en Goethe.

En hær på tilbagetog

Da Brandes holdt mandtal over sine styrker i Det moderne Gjennembruds

Mænd, viste det sig også, at det kun var en fåtallig hær. Mange havde

været kaldet, men kun få var fundet værdige til at blive indrulleret.

Fem danske forfattere kunne det blive til: J.P. Jacobsen, Holger

Drachmann, Sophus Schandorph, Erik Skram og broderen Edvard

11 Georg Brandes, Levned. Et Tiaar (1907), s. 255. Beskedenhed hørte ikke til Brandes’

mest fremtrædende egenskaber. Af hans selvbiografi får læseren således det indtryk, at

han under sit ophold i Berlin 1877-83 ustandseligt modtages og hyldes af fremtrædende

intellektuelle og andre berømtheder. Desto mere forbavsende er det, når Erik M. Chri-

stensen – tidligere professor ved Freie Universität Berlin og Humboldt-Universität zu

Berlin – kan oplyse, at man trods en systematisk søgen i memoirelitteratur o.l. ikke har

fundet Brandes omtalt ét eneste sted: ”[…] ingen synes at have efterladt noget person-

ligt indtryk af den myreflittige selskabsmand, publicist og foredragsholder”, Zurückblei-

ben. Tryk 1943-2001 (2001), s. 267.

12 ”Det unge Tyskland”, Samlede Skrifter, bd. 6, s. 407.

65

Brandes. Dertil blev Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson indfor-

skrevet fra Norge som forstærkning. Egentlig kunne Brandes godt

have nævnt flere navne. F.eks. Vilhelm Topsøe, der dog med Jason med

det gyldne Skind (1875) havde skrevet den første naturalistiske roman i

dansk litteratur. Men politisk var Topsøe konservativ – og så kunne

det jo ikke passe. I Brandes’ øjne var naturalismen ikke blot et kunst-

nerisk program, men også en ideologi, der skulle agiteres for. Hans

progressive meninger var så at sige kun formuleringer af naturens egne

udviklingslove: ”Mellem den energisk virkelighedssøgende og den

energisk forkyndende Retning i Poesien existerer i Norden slet ingen

Strid.”13

Trods regimentets overskuelige størrelse var det alligevel vanskeligt

at holde orden i rækkerne. Tidligere på året havde Bjørnson udgivet

skuespillet En hanske, der var et skarpt opgør med tankerne om seksuel

frigørelse. Det undlod Brandes at nævne. Han skrev heller ikke om

Ibsens En folkefiende (1882). Ibsens stejle individualisme – ”[…] den

stærkeste mand i verden, det er han, som står mest alene” – var ikke

politisk opportun på et tidspunkt, hvor Brandes netop drømte om en

bredere alliance.14 J.P. Jacobsen havde været en dyb skuffelse. I hans

roman om Niels Lyhne (1880) tales der kritisk om ”den pietistiske

Atheisme” og om det umulige i at blive begejstret for ”noget Negativt.

Fanatisk for den Idé, at der ingen Gud er til!” Og så afslutningens tve-

tydige dødsscene, hvor Niels fabler ”om sin Rustning og om, at han

vilde dø staaende” – alt imens han netop ligger udstrakt på sit syge-

leje!15 Nej, det var der ikke megen sejrsfanfare over. Portrættet af bro-

deren Edvard viser, at blod ikke altid er tykkere end blæk. Under den

glitrende overflade er portrættet så ondskabsfuldt, at selv Brandes-

brødrenes kritikere fandt det urimeligt. Erik Skram må nærmest være

kommet med på afbud. Han havde næsten intet skrevet, og i sin an-

meldelse af hans væsentligste indsats – Gertrude Coldbjørnsen (1879) –

13 Brandes, Det moderne Gjennembruds Mænd s. 298.

14 Henrik Ibsen, En folkefiende (1882), s. 219.

15 J.P. Jacobsen, Niels Lyhne (1986), s. 103, 101 og 175.

66

havde Brandes selv tidligere hævdet, at bogen intet havde med natu-

ralistisk litteratur at gøre, men var ”et Værk af den strengeste idealisti-

ske Retning.”16 Endelig var der Drachmann – forræderen, overløbe-

ren, renegaten! På selve udgivelsesdagen for Det moderne Gjennembruds

Mænd – d. 7. december 1883 – udkom også Drachmanns Skyggebilleder

fra Rejser i Indland og Udland, hvori han retter et frådende angreb mod

brandesianismen og den naturalistiske litteratur. Tilbage var sådan set

kun Sophus Schandorph – den vennesæle, trivelige og altid loyale

mand, som Brandes i sin tid havde prøvet at puste op til en dansk

Zola. Men ak, selvom kødet var villigt, var ånden kun alt for skrøbelig.

Også Brandes måtte erkende, at der aldrig blev nogen Zola af Schan-

dorph – og heller intet moderne gennembrud i dansk åndsliv.

Brandes havde ønsket at tegne billedet af en uovervindelig hær i

sejrrig fremmarch – men i virkeligheden var hans styrker i opløsning

og på et planløst tilbagetog under indbyrdes træfninger. Ved bogens

udgivelse var han faktisk også selv i opbrud fra sine tidligere syns-

punkter. Det stilles i udsigt, at der vil udkomme endnu en samling,

som skal ”indbefatte norske og danske Skribenter, desuden mindst én

svensk”, men dette løfte blev aldrig indfriet.17 Da der i 1891 blev ud-

givet en 2. udg. af Det moderne Gjennembruds Mænd, forsynede Brandes

bogen med et lille vemodigt motto hentet i folkevisen om dronning

Dagmars død: ”Der Kongen red af Gurreborg,/hannem fulgte vel

hundrede Svende;/men før han red over Riberbro/da var han Mand

alene.”

Imidlertid vil folkevisen jo ikke anskueliggøre kong Valdemars en-

somhed, men hans stræben efter at nå hurtigt frem til sit mål. Når

Brandes nu galopperede ensomt af sted, skyldtes det derimod ikke, at

han var redet fra sine følgesvende, men at hans eget vilde ridt i mel-

lemtiden helt havde skiftet retning. Nu hånede han de forfattere, der

troligt fulgte den bane, han selv havde udstukket: ”[…] man tumler

stadigt med de samme Lærdomme, visse Arvelighedstheorier, lidt

16 Den norske avis Dagbladet 9.8.1879; her efter efterskriften til Erik Skram, Gertrude

Coldbjørnsen (1987), s. 184.

17 Forordet til Det moderne Gjennembruds Mænd.

67

Darwinisme, lidt Kvinde-Emancipation , lidt Lykkemoral, lidt Fritæn-

keri, lidt Kultus af Folket osv.”18 Ikke engang Brandes selv hørte læn-

gere til det moderne gennembruds mænd. For ham gjaldt det nu den

store personligheds ret over det banale massemenneske – indtil han

endelig staldede sin kulturkritiske Pegasus op og steg af gangeren som

en art nietzscheansk Übermensch. Han var ikke længere passager på

fremskridtets tog – og færdedes i det hele taget ikke med den kollek-

tive trafik: ”Hvor er den tom, den Snak om Fremskridtet, hvor er

Menneskeheden enfoldig og raa! Jeg vender i mit Sind stedse inderli-

gere tilbage til min hero-worship, dyrkelsen af de faa, som frembringer

og forstaar.”19

Brandesianismens indre selvmodsigelse

Når Brandes fra dette ophøjede synspunkt så tilbage på de følger, hans

virke faktisk havde haft, måtte han også indrømme, at resultatet nær-

mest var blevet det modsatte af det oprindeligt tilsigtede.

For Brandes havde naturalismen og det moderne gennembrud væ-

ret del af en utopisk og optimistisk drøm om frigørelse. Menneskets

fysiske vilkår ville blive lettet gennem naturvidenskab og teknik, men

endnu vigtigere var det, at den naturvidenskabelige erkendelse ville

befri den menneskelige ånd fra al undertrykkende religiøs obskuran-

tisme. Målet var ”den frie Forskning og den frie Humanitet.”20 Som

sin egen suveræn ville det illusionsløse og rationelle menneske frit

kunne udfolde livet meningsfuldt og på dets egne vilkår. Imidlertid var

der ikke meget frit eller suverænt over det slægtsled, der overtog og i

kortere eller længere tid videreførte den naturalistiske inspiration –

f.eks. Herman Bang, Jakob Hansen, Peter Nansen, Gustav Wied, Jo-

hannes Jørgensen, Ernesto Dalgas, Johannes V. Jensen og Martin An-

dersen Nexø. Tonefaldet kunne skifte fra det kyniske og blaserte til

det desperat fortvivlede, men grundlæggende lød som fra én grædende

eller vrængende mund den samme trøstesløse klage over tilværelsens

18 Georg Brandes, Essays. Fremmede Personligheder, (1889), s. 242.

19 Georg Brandes, Levned. Snevringer og Horizonter (1908), s. 151.

20 ”Indledning”, s. 13.

68

meningsløshed og over at være underkastet biologiens forkrænkelig-

hed og tyranniseret af driftslivets vilkårlige indskydelser. Livet var ikke

frit og meningsfuldt, men bundet og absurd.

Med det fintmærkende journalistiske instinkt, som Brandes utvivl-

somt besad, har han måske allerede tidligt fornemmet, at udviklingen

kunne gå i denne retning. I hvert fald hedder det advarende i Det mo-

derne Gjennembruds Mænd: ”Allerværst vilde Ungdommen være faren

om den gav sig til at tvivle paa Forskningens Betydning og istemte det

modløse, selvopgivne: ’Vi visne bort!’”21 Men det var altså netop

denne selvopgivende modløshed, der indfandt sig – dog ikke, fordi de

unge begyndte ”at tvivle paa Forskningens Betydning”, men tværti-

mod, fordi de drog den fulde konsekvens af et naturvidenskabeligt

menneskesyn. Miseren udsprang af en indre brist i brandesianismens

eget tankegods. Konsekvent tænkt stemmer brandesianismens fore-

stilling om menneskets suveræne frigørelse jo kun såre dårligt sammen

med kravet om et livs- og menneskesyn baseret på naturvidenska-

berne. Det ligger i den naturvidenskabelige tankes væsen at søge ge-

nerelle lovmæssigheder, og overført til det individuelles og menneske-

liges område vil den derfor heller ikke vise mennesket som frit, men

som styret af ubrydelige love.

Martin Andersen Nexø – den biologiske bundethed

Menneskets biologiske bundethed er et gennemgående tema i Martin

Andersen Nexøs tidlige, nu næsten glemte forfatterskab. Faderen i de-

butromanen Det bødes der for – (1899), betitlet efter J.P. Jacobsens re-

signerede digt,22 er således en erotoman, der smitter sin egen hustru

med syfilis, ødelægger sit ægteskab, splitter familien, begår bedrageri

og sætter sin formue, sit borgerlige omdømme og sit helbred overstyr,

men alligevel fortsætter tvangsmæssigt med udskejelserne frem til sit

selvmord. Trods alle de ulykker, han fører over sig selv og andre, in-

sisterer han imidlertid på sin uskyld. Det er jo ikke ham, der handler,

21 Det moderne Gjennembruds Mænd, s. 274.

22 ”Det bødes der for i lange Aar,/Som kun var en stakket Glæde;/Det smiler man frem

i en flygtig Stund,/Man bort kan i Aar ej græde” (1875).

69

men derimod den ubændige drift, der handler med ham: ”Svin gør

Svinegærninger, Rovdyr sønderriver, og Møddingen lugter! Kan man

forlange mere af dem? har de ikke opfyldt deres Bestemmelse?”23 I sin

ubetvingelighed strider driftslivet mod at blive forløst i en social form.

Det er f.eks. en gentagen forestilling hos den unge Nexø, at en mand

mister den erotiske interesse for en kvinde, når han først har gjort

hende gravid, og at han derfor naturnødvendigt må vende sig mod

andre. I En Moder (1900) er det modsvarende en enke, der får sin sek-

suelle pirrelighed vakt ved datterens forlovelse og forfører hendes kæ-

reste.

Kønsdriften skyder på denne måde alle moralske overvejelser til

side, og i det hele taget lader Nexø enhver menneskelig bevidstheds-

ytring være underordnet eller endog udledt af fysiologiske tilstande.

Den koleriske fortæller i Det bødes der for – forklarer således sit tempe-

rament med, at han som barn havde et raserianfald, der har ledt en

overflod af galde ind i kroppen: ”Der tales om en Sjæl, som skal be-

herske Legemet, men mit Liv har lært mig, at det er Legemet, der

handler og om fornødent former Overbevisningen efter sit Behov.”24

I Dryss (1902) indser den svagelige Karl Bauder – en dansk udgave af

Charles Baudelaire – at hans tungsind og pessimistiske livsfilosofi ikke

er andet ”end fordøjelsesresultater – slette resultater af en slet fordø-

jelse.”25

Denne reduktion af bevidsthedsfænomener til reflekser af fysiolo-

giske tilstande gennemfører Nexø endog i detaljer, og sammenkæd-

ningen mellem sjæleligt og fysisk bør ikke blot forstås billedligt, men

som en egentlig, diagnostisk og videnskabelig blotlæggelse af faktiske

sammenhænge. Når det f.eks. hedder om Karl Bauder, at han efter et

grådanfald følte sig så lettet, ”som om al hans elendighed kun hade

stammet fra en spænding i tårekanalerne”, da er dette i fuld overens-

stemmelse med den såkaldte James-Lange-teori, som den amerikanske

23 Det bødes der for (1899), s. 125.

24 Ibid., s. 195.

25 Dryss, 2. udg. (1949), s. 51. I 2. udg. har Nexø moderniseret retskrivningen.

70

filosof William James og den danske læge Carl Lange fremsatte uaf-

hængigt af hinanden i 1880’erne.26 I afhandlinger som Om Sindsbevæ-

gelser (1885) og Bidrag til Nydelsernes Fysiologi som Grundlag for en rationel

Æstetik (1899) søgte Carl Lange således at opstille en objektiv, empi-

risk og kvantitativ metode til beskrivelse af menneskelige følelsestil-

stande. Han gjorde f.eks. gældende, at netop en følelse som sorg vi-

denskabeligt måtte forstås som en psykisk reaktion på det tryk, nerve-

banerne udsættes for af spændte tårekanaler. Man græder ikke, fordi

man føler sorg. Forholdet er det omvendte – man føler sorg, fordi

man græder, ligesom blodtrykket heller ikke stiger, fordi man er vred,

men det er modsat vreden, der er en fornemmelse af det stigende

blodtryk.

Nexø vendte sidenhen ryggen til naturalismen og fandt i stedet et

livsindhold i kommunismen – ligesom Johannes Jørgensen gjorde det

i katolicismen. Tilbageskuende mente Nexø, at han i sin naturalistiske

periode befandt sig i ”et åndeligt ingenmandsland.”27 Betegnelsen må

forstås i en udvidet forstand. Disse bøgers udtryk for håbløshed og

absurditet – og det sår, hvoraf deres dybe misantropi rinder – er følel-

sen af, hvorledes mennesket som et selvbevidst, villende og tænkende

væsen står i et nærmest tragikomisk misforhold til sit eget driftsgrund-

lag og sin egen kropslige natur. Den naturalistiske tilgang til livet ef-

terlader mennesket et sted, der netop er et ingenmandsland i åndelig

henseende – et sted, hvor alle de åndelige motiver, hvori mennesket

genkender og vedkender sig selv, er fremmede for de ubevidste kræf-

ter, der egentlig styrer livsudfoldelsen.

Ernesto Dalgas – mellem to verdener

Selv hvis man på naturalistisk vis formåede at reducere alle åndsytrin-

ger til reflekser af fysiologiske tilstande, så betyder det jo imidlertid

ikke, at disse ytringer derfor forsvinder. Den ulykkelige Ernesto

Dalgas havde med begejstring taget det naturalistiske program til sig.

26 Ibid., s. 202.

27 I et brev til Nexøs russiske oversætter Anna Hansen; brev nr. 605 i Breve fra Martin

Andersen Nexø (1969-72).

71

Hans ønske var at træde i fremskridtets tjeneste som filosof. Men alt

som han ved universitetet studerede positivistisk erkendelsesteori un-

der Harald Høffdings vejledning, begyndte han at gøre foruroligende

erfaringer. I en besynderlig blanding af religiøst og videnskabeligt

sprog noterede han således i sin dagbog op mod årsskiftet 1896: ”Jeg

har i det sidste Aar staaet i Vekselvirkning med et religiøst Objekt

uden at vide, hvad dette Objekt var.”28 Han søgte at stabilisere forhol-

det mellem sine kunstnerisk-visionære anlæg og sin videnskabeligt

skolede forstand ved bl.a. at affatte en lærebog i positivistisk viden-

skabsteori på vers, men dette tvivlsomme forsøg på et kompromis var

åbenlyst utilstrækkeligt. To gange førte Dalgas’ spaltede sind til ind-

læggelse på sindssygehospital, om end man kan hævde, at denne spalt-

ning dog ikke blot var hans eget personlige problem, men at det ret

beset var hele samtidens virkelighedsforståelse, der var blevet spaltet

og sindssyg.

Det monumentale og monstrøse værk Dommedags Bog – der udkom

i 1903 efter forfatterens død – er baseret på de syner, der kom til ham

under den sidste hospitalsindlæggelse. Forskellige livstydninger ansku-

eliggøres i storladne landskaber, som fortælleren vandrer igennem un-

der samtaler med filosoffer og religionsstiftere. Slutteligt fornægter

fortælleren ”det store Ja” hos Lucifer – et navn, som Brandes i øvrigt

yndede at anvende som pseudonym – og istemmer i stedet ”det store

Nej” hos Buddha. Dalgas’ andet hovedværk Lidelsens Vej, der ligeledes

udkom posthumt i 1903, munder på samme måde ud i en art buddhi-

stisk livsforsagelse. Andre af Brandes’ oprindelige lærlinge nærmede

sig også med tiden en buddhistisk farvet længsel efter en forløsning

fra livet – således Karl Gjellerup i romanerne Pilgrimmen Kamanita

(1906) og Verdensvandrerne (1910). Brandes’ hyldest til en dionysisk

livsudfoldelse slog om i livsfornægtelse.

Til sidst satte Dalgas en stopper for sit hoveds endeløse kværnen,

da han som 28-årig skød sig selv ved Damhussøen vest for Køben-

havn natten til d. 11. juli 1899. Selvmordet blev dog ikke indgangen til

28 Citeret efter Aage Henriksen, ”Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej. En studie i romanens

tilblivelseshistorie” (1948), s. 143.

72

den nedsynkning i et glemslens nirvana, som han vel sagtens havde

håbet på. Tværtimod gav det anledning til offentlig skandale og op-

standelse i presse. Ved et af de besynderlige tilfælde, hvor en foreteelse

i den ydre verden af sig selv synes at hæve sig til et symbol, skød han

sig netop på grænselinjen mellem to politikredse, og hans lig blev der-

for liggende til op på dagen, da myndighederne ikke kunne enes om,

hvem der skulle hente det.

Jakob Knudsen – realisme og kristendom

Jakob Knudsen var ikke naturalist af livsanskuelse, men grundtvigsk

kristen. Som romanforfatter var han imidlertid realist, og så godt som

nogen kendte han den strid mellem videnskabelig viden og religiøs

vished, der sled Ernesto Dalgas i stykker. I den store samtidsroman

Gjæring – Afklaring (1902) gennemarbejdede han det konfliktfyldte for-

hold mellem videnskab og religion, som det moderne gennembrud

havde gjort så pinagtigt.

Tidens idedebat reflekteres i romanens beretning om en persons

udvikling eller dannelse. De afgørende omdrejningspunkter i forløbet

er to drukneulykker. Som ganske ung mand oplever romanens hoved-

person Karl, at en kane går gennem isen på en tilfrossen fjord. Kanen

er faret vild i en tæt tåge, og inde fra land søger folk at lede de kørende

på ret vej ved at råbe og tænde blus. Men netop som de under præstens

ledelse har istemt salmen: ”Alt staar i Guds Faderhaand”, lyder der

ude fra fjorden et bragende dementi – isen brister, og alle drukner.29

Dette sker selv sagt ikke, fordi naturen er ond – lige så lidt som den

er god. Den er blot fuldstændig indifferent over for alle menneskelige

ønsker og motiver og billeder.

Oplevelsen får Karl til at vende sig bort fra sin barndoms kristentro.

Til gengæld lærer han af en naturalist og fritænker, at man også kan

finde trøst i netop naturens ligegyldighed. Man bør lindre sindet ved

”et Bad i det Betydningsløses Stemning, i Ligegyldighedens Hav”, og

i stedet for at tænke i hensigt og vilje – ”for at, for at, for at!” – bør

man som en naturvidenskabsmand se livet som en udfoldelse styret af

29 Jakob Knudsen, Gjæring – Afklaring (1988), s.136.

73

determinerende love: ”[…] saa at, saa at, saa at – alt dét sker, som skal

ske, og bliver til det, som det skal blive, – og alt det andet sker og

bliver sletikke.”30 Karl søger at tilegne sig en sådan naturalistisk livs-

betragtning, men må forlade den igen. Omslaget sker atter i forbin-

delse med en drukneulykke. Stående i en større menneskemasse over-

værer han, hvorledes to drenge falder gennem isen i en voldgrav og

drukner. Menneskemassen – og Karl selv – forholder sig passivt, mens

de betragter en korpulent betjents halvhjertede og frugtesløse red-

ningsforsøg. Efterfølgende rystes Karls samvittighed imidlertid dybt

over denne passivitet. Han har ladet sig flyde ”i Ligegyldighedens

Hav”, men nu erfarer han, at naturens hvilende og lovbundne kreds-

løb dog brydes ét sted – nemlig i ham selv som et bevidst væsen, der

kan handle med både hensigt og vilje.

Begreber som ansvar, skyld og tilgivelse genvinder deres betydning

for Karl, og han føres tilbage til sin barndoms religiøse udgangspunkt

– dog således, at ungdommens naturalistiske erfaringer indarbejdes.

En religiøs og en videnskabelig betragtningsmåde kan udmærket trives

sammen – ja, de må nødvendigvis gøre det, hvis man skal forholde sig

realistisk til tilværelsens helhed. Men der er heller intet til hinder for,

at man f.eks. betragter et nyfødt barn som et resultat af biologiske

processer og menneskelig brunst og samtidigt som en velsignelse og

en gave fra Gud. Hvis de to synsvinkler begge skal opretholdes, er det

imidlertid nødvendigt, at de iagttager deres grænser. Begge forfusker

derimod virkeligheden, hvis deres eget synspunkt gøres totalt. En re-

ligiøs betragtning øver vold mod den naturlige verden, hvis den vil se

en menneskelig vilje og hensigt spejlet i den. Og naturalisterne øver

modsat vold mod det menneskelige, hvis de ser bort fra, at vilje og

hensigt hører til menneskets åndelige særkende. For nu ikke at sige:

menneskets natur. Romanens udsagn minder således om anskuelsen

hos filosoffen Rasmus Nielsen, der i 1860’ernes teologiske debat

gjorde gældende, at ”tro og viden” udmærket kan forenes i samme

30 Ibid., s. 143 og 152.

74

bevidsthed – ikke på trods af, men netop fordi de bygger på to helt

uensartede principper.31

Ludvig Feilberg – en naturvidenskabelig sjælelære

Ved at drage dette principielle skel søgte Rasmus Nielsen – og Jakob

Knudsen – at bilægge striden mellem en åndelig-religiøs og en mate-

riel-videnskabelig tilgang til verden – den strid, der blev så ødelæg-

gende for Ernesto Dalgas. Også Ludvig Feilberg søgte at bilægge stri-

den mellem åndeligt og materielt. Efter hans mening skulle det dog

ikke ske ved at drage et skel, men tværtimod ved at gennemføre en

naturvidenskabelig livsbetragtning konsekvent.

Brandes yndede at slå om sig med henvisninger til ”naturen” og

”den moderne naturvidenskab” – sådan i al almindelighed. Hans eget

naturforhold strakte sig dog næppe længere end til en spadseretur un-

der kultiveret konversation, ligesom han næppe nogensinde selv havde

sat sine ben i et laboratorium endsige foretaget et naturvidenskabeligt

eksperiment. Det ærgrede Feilberg, når man således påberåbte sig ”vi-

denskaben” som sandhedsvidne for sine private meninger. ”Et intel-

ligent Bybud,” lød hans karakteristik af Brandes – og det har utvivl-

somt været en knusende dom i den stilfærdige filosofs mund.32 I mod-

sætning til Brandes havde Feilberg nemlig en teknisk og naturviden-

skabelig uddannelse og var trænet i videnskabelig iagttagelse. Han

havde studeret til ingeniør ved Polyteknisk Læreanstalt og underviste

i vand- og vejbygningslære på Landbohøjskolen i København.

Allerede tidligt i livet havde Feilberg gjort det til en vane at gøre

små notater om sine indtryk og sjælelige tilstande. Det udviklede sig

med tiden til et meget omfattende materiale, hvori han ikke blot selv

31 ”Tro og Viden lade sig forene i én Bevidsthed, ikke endskjøndt, men fordi de er absolut

ueensartede Principer” (Om ”Den gode Villie” som Magt i Videnskaben, (1867), s. 33). Ras-

mus Nielsen omtales i øvrigt syrligt i romanen: ”’En Mo’sigelse,’ som gamle Rasmus ud-

trykker sig” (s. 210). Rasmus Nielsen var født i landsbyen Roerslev ved Middelfart og

bevarede sin fynsk prægede udtale.

32 Viggo Cavling, Ludvig Feilberg og hans Levelære (1915), s. 14.

75

er undersøgelsens objekt, men også dens iagttager. En livslang obser-

vationsrække gennem introspektion. Hvis naturalisterne ønskede en

naturvidenskabelig menneskebeskrivelse, så skulle de få det! I skrifter

som Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet (1896) og Kort Fremstilling af de

sjælelige Naturudviklingslove (1910) organiserede han sine iagttagelser i en

sjælelig bevægelses- og værdilære, der viser mennesket som en art

transformator, der omformer, fortætter og forædler den rå natur-

energi, som det modtager i form af driftstilskyndelser og sanseindtryk.

Denne proces finder Feilberg både i de enkelte, kortvarige sjælelige

forløb og i det naturligt udfoldede livsforløb som helhed – indtil den

afklarede alderdoms begærløse greb ud mod uendeligheden eller ”In-

tetfanget”.

Det var for Feilberg en vulgarisering af den naturvidenskabelige

metode, når en naturalist som f.eks. den unge Nexø reducerede det

menneskelige sjæleliv til reflekser af fysiologiske tilstande. Ved at hen-

vise til menneskets naturgrundlag har man højst fortalt den første,

men ikke den sidste sandhed om det menneskelige. Naturens egen be-

vægelse består dog ikke i at søge tilbage mod en elementær primitivi-

tet, men tværtimod netop i en stræben mod stedse højere og mere

udviklede former. En virkelig naturvidenskabelig analyse af menne-

skelivet kunne derfor heller ikke begrænse sig til at føre livsenergien

tilbage til dens udspring, men måtte i endnu højere grad beskrive ener-

giens fremadrettede bevægelse. I en sådan beskrivelse ville den skarpe

religionskritik, der var brandesianismens særkende, også falde bort.

Feilberg så ingen modsætning mellem sin ikke-reduktionistiske natur-

videnskab og de forestillinger, der – om end i et andet sprog – kommer

til udtryk i det religiøse trosliv, og han veg heller ikke tilbage for at

tilføje den menneskelige tilværelse en dimension af evighed. Hans

”Levelære” afrundes tværtimod med en ”Differential- og Integral-

lære”, der skal beskrive livsenergiens videre forløb, efter at den i for-

tættet form har forladt den menneskelige organisme. Er termodyna-

mikkens første lov eller ”loven om energiens konstans” måske ikke

grundlaget for al moderne fysik, og lærer denne lov ikke netop, at

energi hverken kan opstå af sig selv eller forsvinde, men kun ændre

form?

76

Feilberg fik ikke den indflydelse på den naturvidenskabelige tænk-

ning, som han utvivlsomt havde håbet på. I en spinkel tradition har

hans tanker derimod påvirket enkelte filosoffer og skønlitterære for-

fattere i det 20. århundredes danske litteratur. Løgstrup har f.eks.

kendt til Feilberg.33 Hans fænomenologiske verdensbeskrivelse blot-

lægger træk i den umiddelbare erfaring, der er åbne ”for en religiøs

tydning”, således som det også sker i Feilbergs ikke-reduktionistiske

naturvidenskab.34 Man vil næppe heller søge forgæves, hvis man øn-

sker at opspore lighedstræk mellem Løgstrups ”suveræne livsytringer”

og Feilbergs beskrivelser af tilstande i ”sjæleligt Ligeløb”. Martin A.

Hansen var fra sin ungdom optaget af Feilbergs levelære. Hans dristigt

eksperimenterende novelle ”Midsommerfesten” (1946) er tænkt som

et opgør med den brandesianske naturalisme – og i øvrigt anlagt som

en polemisk parafrase over J.P. Jacobsens novelle ”Mogens” (1872),

der almindeligvis udpeges som naturalismens førstegrøde i dansk lit-

teratur.35 Det er utvivlsomt med Feilberg i tankerne, når fortæller-

stemmen i denne novelle besværer sig over, hvordan man hidtil under

indtryk af naturalismen havde beskrevet ”Sjælelivet biologisk”. Tiden

måtte – fremholdes det – vel være inde til, at man omvendt begyndte

”at skildre Biologien sjæleligt.”36

Det moderne sammenbrud

De fire forfattere, der her er trukket frem, illustrerer de reaktionsmøn-

stre, der forekommer at være de logisk mulige på den påberåbelse af

naturvidenskaben, som havde lydt fra Georg Brandes i 1871. Martin

33 ”Det var i øvrigt også hvad Feilberg var optaget af og beskrev”, K.E. Løgstrup, Solida-

ritet og kærlighed (1987), s. 93.

34 K.E. Løgstrup, Skabelse og tilintetgørelse. Religionsfilosofiske betragtninger. Metafysik IV

(1978), s. 75.

35 Jfr. de to novellers indledning: ”Sommer var det, midt paa Dagen, i et Hjørne af Heg-

net” (J.P. Jacobsen) og ”Sommer var det. Hen mod Middag. Paa en asfalteret Hoved-

vej” (Martin A. Hansen).

36 Martin A. Hansen: Midsommerfesten (1966), s. 28.

77

Andersen Nexø og Ludvig Feilberg søger begge at anlægge et natura-

listisk helhedssyn på mennesket, men med vidt forskellige resultater.

Hos Nexø resulterer bestræbelsen i en positivistisk reduktionisme, der

atter fører til en fortvivlet nihilisme. Feilberg benægter, at naturviden-

skaben skulle indebære en sådan reduktionisme, og anlægger modsat

et fremadrettet lyssyn. Hos både Ernesto Dalgas og Jakob Knudsen

medfører indtrykket fra naturvidenskaben derimod, at man ikke læn-

gere kan opretholde et helhedssyn på mennesket. Ernesto Dalgas sli-

des op i konflikten mellem videnskabelig indsigt og åndelig inspira-

tion, mens Jakob Knudsen søger at formulere en form for kompro-

mis, der lader begge sider af den menneskelige erfaring komme til

orde.

Det forehavende, som Brandes selv havde præsenteret, fik imidler-

tid ingen egentlige arvtagere – og blev jo endog opgivet af ophavs-

manden selv. Den oprindelige hensigt var at kæde naturvidenskabelig

erkendelse og naturalistisk kunst sammen med et ideologisk krav om

en radikal frigørelse fra de normer og konventioner, der var indfældet

og videreført i den kulturelle tradition. Projektet var dog så usammen-

hængende, at det faldt fra hinanden og deltes i to. Den brandesianske

radikalismes krav om frigørelse og opgør med traditionen fik en bety-

delig indflydelse – bl.a. gennem Politiken, der blev stiftet 1884 som

”Organet for den højeste Oplysning i det danske Folk”. Men her var

der jo blot tale om en ren ideologisk kamp, der intet havde at gøre

med en naturvidenskabelig erkendelse. Den naturalistiske kunst, der

skulle tolke naturvidenskaben som livsanskuelse, tabte omvendt snart

sin kampgejst og løb ud i en kynisk eller fortvivlet nihilisme. Hvor

radikalismen førte sin ideologiske kamp, trådte naturalismen tilbage.

Og hvor naturalismen trådte frem som livsanskuelse og ideologi, var

der ingen kamp, men tværtimod en resigneret handlingslammelse.

Forestillingen om en særlig ”brandesianisme” bestod imidlertid

fortsat, selvom bevægelsen efterhånden tømtes for indhold og ind-

skrænkedes til en vis trodsig, forurettet og bedrevidende attitude.

Mere eller mindre banaliserede former for radikalisme dominerede

den offentlige debat og blev den gængse livsanskuelse i det bedre bor-

gerskab – også længe efter, at Brandes selv havde opgivet den. Han

78

blev tiljublet, udnævnt til professor og overøst med officielle æresbe-

visninger, men stod alligevel fortsat i offentligheden som sandhedens

ensomme martyr og den etablerede ordens frygtløse bekæmper. Men

skulle han et øjeblik glemme, at hyldesten egentlig gjaldt et tomt idol,

så kunne Henrik Pontoppidan minde ham om det – således i digtet til

Brandes’ 70-årsdag:

Den Sandhedens Sol, han paa Himmelen satte –

Hvem bragte den Glæde? Til hvem gav den Styrke?

Han raabte: ”Bliv Lys!” – og der voksede Mørke.

Den Vaarstorm, han rejste i Ungdommens Sind,

de Blomster, der myldred af Jord, hvor han traadte,

nu driver i Luften som lumrende Vind.

Det Kundskabens Træ, han har planted i Landet,

som Favned saa vidt over Fjorde og Bugter,

forgifter nu Folket med ormstukne Frugter.37

37 ”Den 4de Februar”, Politiken d. 4.2.1912.

79

Litteratur

–Brandes, Georg: Det moderne Gjennembruds Mænd. En Række Portræt-

ter, Gyldendalske Boghandel 1883.

–Brandes, Georg: Essays. Fremmede Personligheder, Gyldendal 1889.

–Brandes, Georg: Levned. Et tiaar, Gyldendal/Nordisk Forlag 1907.

–Brandes, Georg: Levned. Snevringer og Horizonter, Gyldendal/Nor-

disk Forlag 1908.

–Brandes, Georg: Samlede Skrifter, bd. 1-18, Gyldendal 1899-1910.

–Brandes, Georg og Edvard: Brevveksling med nordiske Forfattere og Vi-

denskabsmænd, bd. 1-8, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab 1939-

42.

–Cavling, Viggo: Ludvig Feilberg og hans Levelære, V. Pios Boghandel

1915.

–Christensen, Erik M.: Zurückbleiben. Tryk 1943-2001, Berliner

Beiträge zu Skandinavistik, bd. 6, 2001.

–Gjellerup , Karl: Rødtjørn. Sange og Fantasier, Andr. Schous Forlag

1881.

–Hansen, Martin A.: Midsommerfesten, Gyldendal 1966.

–Henriksen, Aage: ”Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej. En studie i ro-

manens tilblivelseshistorie”, Orbis litterarum, bd. 6 (1948), s. 143.

–Holberg, Ludvig: Erasmus Montanus eller Rasmus Berg, udg. Alf Hen-

riques, Gyldendal 1964.

–Ibsen, Henrik: En folkefjende, Gyldendal 1882.

–Jacobsen, J.P.: Niels Lyhne, udg. Jørn Vosmar, DSL/Borgen 1986.

–Kold, Christen: Udvalgte tekster, red. Johs. Hagemann og Harald

Sørensen, Gad 1967.

–Knudsen, Jakob: Gjæring – Afklaring, udg. Poul Zerlang,

DSL/Borgen 1988.

–Knudsen, Jørgen: Georg Brandes. Symbolet og Manden. 1883-95, bind

1-2, Gyldendal 1994.

–Løgstrup, K.E.: Skabelses og tilintegørelse. Religionsfilosofiske

betragtninger. Metafysik IV, Gyldendal 1978.

–Løgstrup, K.E.: Solidaritet og kærlighed. Essays, Gyldendal 1987.

–Nexø, Martin Andersen: Det bødes der for, Jul. Gjellerups Forlag

1899.

80

–Nexø, Martin Andersen: Dryss, 2. udg., Gyldendal 1949.

–Nexø, Martin Andersen: Breve fra Martin Andersen Nexø, bd. 1-3,

udg. Børge Houmann, DSL/Gyldendal 1969-72.

–Nielsen, Rasmus: Om ”Den gode Villie” som Magt i Videnskaben, Gyl-

dendal 1867.

–Pontoppidan, Henrik: ”Den 4de Februar”, Politiken d. 4.2.1912.

–Skram, Erik: Gertrude Coldbjørnsen, udg. Pil Dahlerup, DSL/Borgen

1987.

Vil du læse mere? Den 21. november udgiver forlaget

Munch & Lorenzen en banebrydende

antologi om manden, der blev et

fænomen i dansk åndshistorie og en af

det moderne Danmarks mest omstridte

skikkelser: litteraten, vækkeren,

lysbringeren, ideologen og demagogen

Georg Brandes.

I denne antologi redigeret af Johan

Christian Nord og Kristoffer Garne

stiller nogle af landets skarpeste hoveder

skarpt på Georg Brandes’ virkningshistorie og viser, at han ikke alene

fremkaldte Det moderne Gennembrud, men også en række skarpe og

vedblivende modreaktioner, der trækker linjer helt op i vor egen tids

kulturkamp.

Bogen er på over 300 sider og koster 275 kr. Forudbestiller du den

gennem Munch & Lorenzen inden 1. november kan du få den for

kun 225 kr. inkl. levering.

Bestil her

Eller skriv til bestilling@munch-lorenzen.dk, så ordner vi

bestillingen manuelt for dig.