vi var løgnere

Bogblok 140 x 220 mm - flap 100 mm Ryg 17,5 mm Lars Bech-Jessen · bogmager.dkmail@bogmager.dk · tlf. 2894 8200

143 mm 143 mm100 mm

100 mm

220

mm

17,5mm

e . l o c k h a r t

VI_VAR_LOEGNERE.indd 1 3/23/2015 11:16:57 AM

e . l o c k h a r t

På dansk ved Elisabeth Kiertzner

Høst & Søn

e. lockhart

vi var løgnere

På dansk af Elisabeth Kiertzner

Høst & Søn

e . l o c k h a r t

På dansk ved Elisabeth Kiertzner

Høst & Søn

Vi var løgnereer oversat fra amerikansk af Elisabeth Kiertzner efter We were liars,

udgivet af Delacorte Press, New York, 2013.A division of Random House LLC

Published by arrangement with Lennart Sane Agency ABText copyright © 2013 by E. Lockhart

Denne udgave: © Høst & Søn/ROSINANTE & CO, København, 20151. udgave, 1. oplag, 2015

Dansk versionering af omslag: Lars Rosenquist Bech-Jessen/bogmager.dkOmslagsfoto © 2014 Getty Images/kang-ggSat med Stone Serif hos Christensen Grafisk

og trykt hos Livonia Print, RigaISBN 978-87-638-3689-0Printed in Latvia 2015

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO

Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk

5

Til Daniel

6

7

F Ø R S T E D E L

Velkommen

9

1

Velkommen til den smukke familien Sinclair.

Her er ingen kriminelle.

Her er ingen misbrugere.

Her er ingen tabere.

I Sinclair-familien er vi høje, smukke og atletiske. Vi støt-

ter Demokraterne, og vores formue går mange generationer

tilbage. Vi har brede smil, vi har firkantede kæbepartier, og

vi har en aggressiv baghåndsserv i tennis.

Pyt med at skilsmisser tærer så hårdt på vores hjertemuskel,

at den må kæmpe for hvert slag. Pyt med at formuen er brugt

næsten op, og at kontokortregningerne ligger ubetalte hen

på køkkenbordet. Pyt med den massive samling af pilleglas

på natbordet.

Pyt med at en af os er så vildt og voldsomt forelsket

så voldsomt

forelsket

at voldsomme midler må tages

i brug.

Vi er Sinclair-familien.

Ingen lider nød.

Ingen har uret.

Vi bor, i hvert fald om sommeren, på en privat ø ud for

Massachusetts kyst.

Det er muligvis alt, du behøver at vide.

10

2

Mit fulde navn er Cadence Sinclair Eastman.

Jeg bor i Burlington, Vermont, med min mor og tre hunde.

Jeg er næsten 18.

Jeg ejer ikke meget andet end et slidt bibliotekslånerkort,

selv om jeg sandt nok bor i et stort hus fyldt med dyre og

ubrugelige ting.

Engang var jeg lyshåret, nu er mit hår sort.

Engang var jeg stærk, nu er jeg svag.

Engang var jeg køn, nu ser jeg syg ud.

Det er rigtigt, at jeg siden ulykken udstår et liv med mi-

græne.

Det er sandt, at jeg ikke kan udstå tåber.

Jeg kan lide, når ord har dobbeltbetydninger. Kan du se det?

Udstå et liv med migræne. Ikke udstå tåber. Ordet betyder

næsten det samme i de to sætninger, men ikke helt.

At udstå.

Man kunne hævde, det betyder at stå igennem, men det er

ikke helt rigtigt.

Min historie begynder inden ulykken. I juni, sommeren fem-

ten, stak min far af med en eller anden kvinde, han elskede

højere end os.

Far var en middelmådig professor i militærhistorie. Den-

gang forgudede jeg ham. Han gik i tweedjakker. Han var høj

og knoklet. Han drak te med mælk. Han kunne lide at spille

brætspil og lod mig vinde, han kunne lide sejlbåde og lærte

mig at ro kajak, han kunne lide cykler, bøger og kunstmuseer.

Han brød sig ikke om hunde, og det var et tegn på hans store

kærlighed til min mor, at han lod vores golden retrievere sove i

11

sofaerne og gik en fem kilometer lang tur med dem hver mor-

gen. Han brød sig heller ikke om mine bedsteforældre, og det

var et tegn på hans store kærlighed til både mig og min mor,

at han tilbragte somrene i Windemere House på Beechwood

Island, hvor han skrev artikler om krige, der blev udkæmpet

for mange år siden, og til ære for familien satte sig smilende

til bords til alle måltider.

Den juni, i sommeren femten, meddelte min far, at han for-

lod os, og to dage senere var han væk. Han sagde til min mor,

at han ikke var en Sinclair, og at han ikke længere kunne prøve

at være det. Han kunne ikke smile, kunne ikke lyve, kunne

ikke være en del af den smukke familie i de smukke huse.

Kunne ikke. Kunne ikke. Ville ikke.

Han havde allerede bestilt en flyttevogn. Han havde også

lejet et hus. Min far lagde den sidste kuffert ind på bagsædet

af Mercedesen (han efterlod min mor med kun Saaben) og

startede motoren.

Så trak han en pistol frem og skød mig i brystet. Jeg faldt om

på græsplænen. Hullet fra projektilet åbnede sig op på vid gab,

og mit hjerte trillede ud af brystkassen og ned i blomsterbedet.

Blodet pumpede rytmisk ud fra mit åbne sår,

og fra mine øjne,

mine ører,

min mund.

Det smagte af salt og nederlag. Den ildrøde skam over at

være uelsket gennemblødte græsset foran huset, fliserne på

stien, trappetrinene op til verandaen. Mit hjerte sprællede

som en ørred mellem pæonerne.

Mor flegnede. Hun bad mig om at tage mig sammen.

Opfør dig normalt, lige nu, sagde hun. Lige nu, sagde hun.

For det er du. Det kan du være.

12

Lad være at lave en scene, sagde hun. Tag en dyb indånding,

og sæt dig op.

Jeg gjorde, som hun sagde.

Hun var den eneste, jeg havde tilbage.

Mor og jeg stak vores firkantede hager i sky, mens far kørte

ned ad bakken. Så gik vi indenfor og ødelagde de gaver, han

havde givet os: smykker, tøj, bøger, alting. I de efterfølgende

dage skilte vi os af med sofaen og lænestolene, som mine for-

ældre havde købt sammen. Kasserede det stel, de havde fået i

bryllupsgave, sølvtøjet og fotografierne.

Vi købte nye møbler. Hyrede en indretningsarkitekt. Bestilte

sølvtøj fra Tiffany. Tilbragte en dag i kunstgallerier og købte

malerier til de tomme pladser på væggene.

Vi bad morfars advokat sikre mors formue.

Så pakkede vi vores tasker og tog til Beechwood Island.

3

Penny, Carrie og Bess er døtre af Tipper og Harris Sinclair. Har-

ris fik sin formue, da han var 21 år gammel og nyudklækket

kandidat fra Harvard, og han fik formuen til at vokse gen-

nem forretninger, jeg aldrig har orket at prøve at forstå. Han

arvede ejendomme og jord. Han traf kloge beslutninger på

aktiemarkedet. Han giftede sig med Tipper og placerede hende

i køkkenet og i haven. Han udstyrede hende med perler og

udstillede hende på sejlbåde. Hun lod til at nyde det.

Morfars eneste nederlag var, at han aldrig fik en søn, men

pyt med det. Sinclair-døtrene var solbrændte og lykkelige,

muntre og rige, de piger var som eventyrprinsesser. Fra Boston

over Harvard Yard til Martha’s Vineyard var de kendt for deres

13

kashmircardigans og overdådige fester. De var gjort af det stof,

der skaber legender. Født til prinser og Ivy League-skoler, til

elfenbensskulpturer og prægtige huse.

Morfar og Tipper elskede pigerne så højt, at de umuligt

kunne sige, hvem de elskede højest. Først Carrie, så Penny,

så Bess, så Carrie igen. De holdt overdådige bryllupper med

laks og harpespillere, så kom der lyshårede børnebørn til og

sjove hunde med lys pels. Ingen kunne have været mere stolte

af deres smukke, amerikanske pigebørn end Tipper og Harris

var dengang.

De byggede tre nye huse på deres private ø og navngav

dem henholdsvis Windemere til Penny, Red Gate til Carrie

og Cuddledown til Bess.

Jeg er den ældste af Sinclair-børnebørnene. Jeg er arving til

øen, til formuen og til forventningerne.

Formodentlig, altså.

4

Mig, Johnny, Mirren og Gat. Gat, Mirren, Johnny og mig.

Familien kalder os fire for Løgnerne, og det har vi sikkert

fortjent. Vi er næsten jævnaldrende og har alle fødselsdag om

efteråret. De fleste år på øen har vi lavet ballade.

Gat begyndte at komme til Beechwood det år, vi var otte.

Sommeren otte, kaldte vi den.

Inden da var Mirren, Johnny og jeg ikke Løgnerne. Vi var

bare fætre og kusiner, og Johnny var møgirriterende, fordi

han ikke kunne lide at lege med piger.

Johnny er energi, flid og ironi. Han plejede at hænge vores

barbiedukker op ved halsen og skyde os med Lego-pistoler.

14

Mirren, hun er sukker, videlyst og regn. Dengang tilbragte

hun lange eftermiddage på den store strand og pjaskede i

vand med Taft og tvillingerne, mens jeg tegnede tegninger på

grafpapir og læste bøger i hængekøjen på Clairmont-husets

veranda.

Så ankom Gat for at tilbringe somrene med os.

Tante Carries mand forlod hende, mens hun ventede John-

nys bror, Will. Jeg ved ikke, hvad der skete. Vi taler aldrig om

det i familien. I sommeren otte var Will en lille baby, og tante

Carrie havde allerede mødt Ed.

Ham Ed var kunsthandler, og han elskede børnene. Andet

vidste vi ikke om ham, da Carrie bekendtgjorde, at hun tog

ham med til Beechwood sammen med Johnny og den lille.

De ankom som de sidste den sommer, og de fleste af os

stod ved kajen og tog imod dem, da båden lagde til. Morfar

løftede mig op, så jeg kunne vinke til Johnny, der iført orange

redningsvest stod i stævnen og råbte.

Ved siden af os stod mormor Tipper. Hun vendte sig et kort

øjeblik væk fra båden, stak hånden i lommen og fremdrog et

hvidt pebermyntebolsje. Hun pakkede det ud og stoppede det

i munden på mig. Da hun atter rettede blikket mod båden,

ændredes hendes ansigtsudtryk. Jeg klemte øjnene sammen

for at se, hvad hun så.

Carrie trådte op fra båden med Will på hoften. Han havde

en gul babyredningsvest på og var derudover en kaskade af

lyst hår. Der udbrød jubel ved synet af ham. Vesten, som vi

alle havde haft på som små. Håret. Hvor skønt, at denne lille

dreng, vi endnu ikke kendte, så tydeligt var en Sinclair.

Johnny for op fra båden og kylede sin redningsvest på kajen.

Så styrtede han direkte hen til Mirren og gav hende et spark.

Så sparkede han mig. Dernæst tvillingerne. Gik hen til vores

15

bedsteforældre og stod ret. »Godt at se jer, mormor og morfar.

Jeg ser frem til en god sommer.«

Tipper gav ham et knus. »Det har din mor sagt, at du skulle

sige, ikke?«

»Jo,« sagde Johnny. »Og jeg skulle sige, at det er godt at se

jer igen.«

»Du er en god dreng.«

»Må jeg gå nu?«

Tipper plantede et kys på hans fregnede kind. »Smut du

bare.«

Ed fulgte efter Johnny, da han havde hjulpet besætningen

med at få bagagen op fra motorbåden. Han var høj og slank.

Han var meget mørk i huden, af indisk herkomst fandt vi

senere ud af. Han havde briller på med sort stel og var tjekket

klædt i lærredsjakkesæt og stribet skjorte. Bukserne var krøl-

lede efter rejsen.

Morfar satte mig ned igen.

Mormor Tippers mund formede sig til en lige linje. Så blot-

tede hun tænderne og gik hen imod ham.

»Du må være Ed. Sikke en herlig overraskelse.«

Han tog hendes hånd. »Har Carrie ikke sagt, at vi kom?«

»Selvfølgelig har hun det.«

Ed kiggede rundt på vores hvide, hvide familie. Vendte sig

mod Carrie og spurgte: »Hvor er Gat?«

De kaldte på ham, og han kravlede op fra båden og spændte

med bøjet hoved redningsvesten af.

»Mor, far,« sagde Carrie, »vi tog Eds nevø med, så han kan

lege med Johnny. Det her er Gat Patil.«

Morfar rakte hånden frem og klappede Gat på hovedet.

»Goddag, unge mand.«

»Goddag.«

16

»Hans far døde i år,« forklarede Carrie. »Han og Johnny er

bedste venner. Det er en kæmpestor hjælp for Eds søster, hvis

vi har ham nogle uger. Og Gat? Vi skal lave mad i det fri og

bade, som vi har snakket om. Ikke?«

Men Gat svarede ikke. Han stod og kiggede på mig.

Hans næse var markant, hans mund var dejlig. Hans hud

var mørkebrun, og hans hår var sort og bølgende. Hans krop

var et bundt af energi. Gat virkede ladet. Som om han ledte

efter noget. Han var forventning og begejstring. Ambition og

stærk kaffe. Jeg kunne have kigget på ham i al evighed.

Vi sad fast i hinandens blik.

Jeg vendte mig om og løb.

Gat fulgte efter. Jeg kunne høre hans fodtrin bag mig mod

plankestierne, der går på kryds og tværs over øen.

Jeg blev ved at løbe. Han blev ved at løbe efter.

Johnny løb efter Gat. Og Mirren løb efter Johnny.

De voksne stod tilbage på kajen og talte, mens de cirkule-

rede høfligt omkring Ed og kurrede over lille Will. Småtterne

gjorde, hvad småttere nu gør.

Vi fire holdt op med at løbe, da vi nåede den lillebitte strand

nede ved Cuddledown House. Det er en lille sandstrækning

omgivet af høje klipper. Ingen brugte den rigtig dengang. Der

var blødere sand og mindre tang på den store strand.

Mirren tog skoene af, og vi andre fulgte hendes eksempel.

Vi kastede sten i vandet. Vi var bare til.

Jeg skrev vores navne i sandet.

Cadence, Mirren, Johnny og Gat.

Gat, Johnny, Mirren og Cadence.

Det var begyndelsen på os.

* * *

17

Johnny tiggede og bad om, at Gat måtte blive lidt længere.

Han fik sit ønske opfyldt.

Næste år tiggede og bad han om, at han blev hele sommeren.

Gat kom.

Johnny var den første dattersøn. Mine bedsteforældre sagde

stort set aldrig nej til Johnny.

5

I sommeren fjorten tog Gat og jeg alene ud i den lille mo-

torbåd. Det var lige efter morgenmad. Bess bad Mirren spille

tennis med tvillingerne og Taft. Johnny var begyndt at løbe-

træne det år og løb runder på kyststien, der omkranser øen.

Gat opsøgte mig i Clairmonts køkken og spurgte, om jeg ville

med ud i båden.

»Ikke rigtigt.« Jeg havde lyst til at kravle i seng igen med

en bog.

»Vil du ikke nok?« Gat spurgte næsten aldrig på den måde.

»Tag selv ud.«

»Jeg må ikke låne den,« sagde han. »Jeg er ikke helt rigtig.«

»Selvfølgelig må du låne den.«

»Ikke uden en af jer.«

Det var latterligt. »Hvor vil du hen?« spurgte jeg.

»Jeg vil bare væk fra øen. Nogen gange kan jeg ikke holde

ud at være her.«

Dengang havde jeg ingen ide om, hvad det var, han ikke

kunne holde ud, men jeg sagde okay. Vi startede motoren og

tog ud på havet i vindjakker og badetøj. Efter et stykke tid

slukkede Gat motoren. Vi spiste pistacienødder og indåndede

den salte havluft. Solen skinnede i vandoverfladen.

18

»Lad os hoppe i,« sagde jeg.

Gat hoppede i, og jeg fulgte efter, men vandet var betydeligt

koldere end inde ved stranden og tog pusten fra os. Solen for-

svandt bag en sky. Vi lo i panik og råbte, at det var den mest

åndssvage ide at hoppe i vandet. Hvad tænkte vi på? Der var

hajer ud for kysten, det vidste alle.

Lad være at nævne hajerne, helt ærligt, altså! Vi puffede

og maste til hinanden og kæmpede for at komme først op ad

stigen i bådens agterstavn.

Efter et minuts tid lænede Gat sig tilbage og lod mig komme

først op. »Ikke fordi du er en pige, men fordi jeg er et godt

menneske,« sagde han.

»Tak.« Jeg rakte tunge.

»Men når nu en haj bider mine ben af, så lov, at du skriver

en tale om, hvor fantastisk jeg var.«

»Aftale,« sagde jeg. »Gatwick Matthew Patil udgjorde et

fremragende måltid.«

Det var hysterisk sjovt at fryse sådan. Vi havde ingen hånd-

klæder. Vi krøb sammen under et fleecetæppe, som vi fandt

under sæderne, vores nøgne skuldre rørte hinanden. Kolde

fødder, hans oven på mine, og mine på hans.

»Det er kun, så vi ikke får forfrysninger,« sagde Gat. »Du

skal ikke tro, at jeg synes, du er pæn, eller noget.«

»Det ved jeg godt, at du ikke synes.«

»Du tager hele tæppet.«

»Undskyld.«

Pause.

Gat sagde: »Men jeg synes, du er pæn, Cady. Det var ikke

sådan ment. Hvornår blev du egentlig så pæn? Det er distra-

herende.«

»Jeg ser ud, som jeg plejer.«

19

»Du har forandret dig i løbet af skoleåret. Det ødelægger

mit forsvar.«

»Har du et forsvar?«

»Intet trænger igennem mit panser. Har du ikke bemærket

det?«

Jeg kunne ikke lade være at le. »Nej.«

»Pokkers. Jeg troede, det virkede.«

Vi skiftede emne. Snakkede om at tage småtterne med til

Edgartown om eftermiddagen, og om hajer, og om de virkelig

spiser mennesker, om Plants vs. Zombies.

Så sejlede vi tilbage til øen.

Kort efter begyndte Gat at låne mig sine bøger og opsøge

mig på den lillebitte strand først på aftenen. Han kom ud til

mig, når jeg lå på plænen ved Windemere med retrieverne,

de gyldengule.

Vi begyndte at gå ture sammen på stien, der omkranser øen.

Gat forrest og mig bag ham. Vi snakkede om bøger og opfandt

ord. Indimellem gik vi flere gange rundt, inden vi blev sultne

eller begyndte at kede os.

Langs med stien voksede der lyserøde strandroser. De duf-

tede diskret og sødt.

En dag betragtede jeg Gat, som han lå i hængekøjen uden

for Clairmont med en bog, og det var, som om han var, ja,

min. Som om han var mit særlige menneske.

Jeg lagde mig stille ned i hængekøjen ved siden af ham.

Jeg tog pennen ud af hans hånden – han havde altid en pen i

hånden, når han læste – og skrev Gat på hans venstre håndryg

og Cadence på højre.

Han tog pennen fra mig. Skrev Gat på min venstre håndryg

og Cadence på min højre.

Jeg snakker ikke om skæbne. Jeg tror ikke på skæbne eller

20

på soulmates eller på overnaturlige kræfter. Jeg mener bare,

at vi forstod hinanden. Helt igennem.

Men vi var kun fjorten. Jeg havde aldrig kysset en dreng,

selv om jeg i det følgende skoleår kyssede nogle stykker, men

af en eller anden grund kaldte vi det aldrig kærlighed.

6

I sommeren femten ankom jeg en uge senere end de andre. Far

havde forladt os, og mor og jeg havde alle de der indkøb, vi

skulle have klaret og det med indretningsarkitekten og alting.

Johnny og Mirren hentede os ved kajen med lyserøde kinder

og tonsvis af sommerplaner. De var i gang med at planlægge

en familieturnering i tennis og havde sat kryds ved nogle is-

opskrifter, vi skulle prøve. Vi skulle sejle og lave bål.

Småtterne myldrede rundt og larmede som sædvanligt. Mo-

strene smilede deres kølige smil. Da ankomstpostyret havde

lagt sig, gik alle op til Clairmont til cocktail-time.

Jeg gik over til Red Gate for at finde Gat. Red Gate er et meget

mindre hus end Clairmont, men har dog fire soveværelser på

første sal. Der boede Johnny, Gat og Will sammen med tante

Carrie – og Ed, når han var der, hvilket ikke var så tit.

Jeg gik hen til køkkendøren og kiggede ind gennem trådnet-

tet. Gat så mig ikke. Han stod ved køkkenbordet i en slidt, grå

T-shirt og jeans. Hans skuldre var bredere, end jeg huskede

dem.

Han var ved at tage en tørret blomst ned, der hang i en sløjfe

over køkkenvasken. Blomsten var en strandrose, lyserød og løs

i strukturen, sikkert en af dem fra stien langs Beechwoods kyst.

Gat, min Gat. Han havde plukket en rose til mig fra vores

21

yndlingsrute. Han havde hængt den til tørre og ventet på, at

jeg ankom til øen, så han kunne give mig den.

Jeg havde kysset en ligegyldig dreng eller tre siden sidst.

Jeg havde mistet min far.

Jeg var ankommet til denne ø fra et hus fuldt af tårer og

løgne,

og jeg så Gat,

jeg så rosen i hans hånd,

og i det øjeblik, da solen skinnede på ham gennem vinduet,

med æblerne på køkkenbordet,

duften af træ og hav i luften,

kaldte jeg det kærlighed.

Det var kærlighed, og det ramte mig så hårdt, at jeg måtte

læne mig ind mod døren, der stadig var imellem os, for ikke

at falde. Jeg ville røre ham, som var han en kanin, en killing,

noget så helt særligt og blødt, at fingrene ikke kan holde sig

fra det. Universet var godt, fordi han var i det. Jeg elskede

hullet i hans jeans og snavset på hans bare tæer og såret på

hans albue og arret, der løb tværs henover hans ene øjenbryn.

Gat, min Gat.

Mens jeg stod der og stirrede, lagde han rosen i en konvolut.

Han ledte efter en pen, åbnede skuffer og lukkede dem igen,

fandt en i sin lomme og skrev.

Det gik først op for mig, at det var en adresse, han skrev, da

han tog et frimærkeark op fra skuffen.

Gat satte frimærket på. Skrev en returadresse.

Det var ikke til mig.

Jeg forlod døren til Red Gate, inden han opdagede mig, og

løb ned til kyststien. Alene betragtede jeg himlen blive mørk.

Jeg flåede alle roserne af en enkelt latterlig busk og kastede

dem, en efter en, ud i det vrede hav.