Det høje vindue

Det høje vindue.indd 1 22/04/13 13.33

I samme serie:

Farvel, min elskedeKvinden i søenDen lange søvn

LillesøsterDet lange farvel

Blindebuk


R a y m o n d C h a n d l e R

Roman

Oversat af Kurt Kreutzfeldt

Med forord af Dan Turèll


Det høje vindueOversat fra amerikansk af Kurt Kreutzfeldt

Originalens titel: The high windowCopyright © 1949 by Raymond Chandler

By arrangement with Raymond Chandler Limited C/O Ed Victor LtdDenne udgave: People’sPress, 2013

Forord af Dan Turèll gengivet med tilladelse fra Chili TurèllOmslag: Rasmus Funder

Sats: LYMIISBN: 9788771375626

4. udgave, 1. oplagPrinted in EU, 2013

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse mellem Ministeriet for børn og undervisning og Copy-Dan.

Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret.

Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

Forlaget har forsøgt at cleare alle oversættelsesrettigheder. Hvis en oversætter ikke er blevet behørigt kompenseret for brug af oversættelse,

bedes vedkommende henvende sig til People’sPress for afregning efter gældende tarif.

People’sPress Vester Farimagsgade 41

1606 København Vwww.artpeople.dk


15

1

Huset lå på Dresden Avenue i Oak Noll-kvarteret i Pasade-na. Et stort solidt, køligt udseende hus opført af mørkerø-de mursten og med terracottafarvet tegltag og hvidkalkede vinduesindfatninger. I stue etagen var vinduerne ud til vejen blyindfattede mosaikruder. På eta gen ovenover var vinduer-ne af den slags med små kvadratiske ruder og imiterede ro-koko-krummelurer omkring vinduesrammerne. Fra husets facade, flankeret af blomstrende buske, strakte sig cirka en halv tønde land frodig græsplæne blidt skrånende ned mod vejen. Midtvejs nede stod et vældigt cedertræ som en klippe i en kølig grøn strøm. Fortovet og indkørslen var begge me-get brede, og ved indkør slen stod tre hvidblomstrende aka-cier, som nok var værd at se på. Morgenluften duftede tungt af sommer, og ingen vækster rørte sig i den stillestående luft, de har derovre på det, de kalder en behagelig sval dag.

Jeg vidste kun, at huset var beboet af en mrs. Elizabeth Bright Murdock og hendes familie, og at samme mrs. Mur-dock havde tænkt sig at engagere en pæn, velklædt privatde-tektiv, der ikke gik rundt og dryssede cigaraske på gulvtæp-perne, og som kun havde én revolver på sig. Nej, jeg vidste også, at hun var enke efter en skægget gammel stodder, der hed Jasper Murdock og havde skrabet en masse penge til sig som medlem af kommunalbestyrelsen og på runde fød-selsdage fik sit billede i avisen under overskriften Han tjente andre gennem hele sit liv.

Jeg parkerede min vogn nede på vejen, travede op ad et


16

par snese granitfliser, der var nedfældet i den grønne plæ-ne, og trykkede på knappen til dørklokken inde i et muret bislag med højt, stejlt tag. En lav mur i røde mursten førte fra husets facade hen til kanten af ind kørslen. For enden af muren stod på en cementsokkel en lille bemalet figur af en neger i hvide ridebukser, grøn bluse og rød kasket. Han havde en ridepisk i den ene hånd, og i soklen under ham var indstøbt en jernring til fastgøring af tøjlen på en ridehest. Han så lidt trist ud, som om han havde stået dér og ventet i lang tid og var blevet en smule mismodig. Jeg gik hen og klappede ham på hovedet, mens jeg ventede på, at der kom nogen og lukkede op. Langt om længe blev døren åbnet cirka otte tommer på klem af et midaldrende, surt udse ende kvindemenneske i stuepigeuniform. Hun stirrede mistænk-somt på mig.

– Philip Marlowe, sagde jeg. – Jeg skulle tale med mrs. Mur dock. Efter aftale.

Det sure løg skar tænder, kneb øjnene i, åbnede dem igen og sagde med raspende stemme, som en af tidligere tiders benhårde pioner kvinder: – Hvaffor en af dem?

– Øh ...?– Hvaffor en mrs. Murdock? næsten hvæsede hun.– Mrs. Elizabeth Murdock, sagde jeg. – Jeg var ikke klar

over, at der var mere end én mrs. Murdock.– Men det er der altså, sagde hun skarpt. – Har De et vi-

sit kort?Hun holdt stadig døren de otte tommer på klem og stak

en spids næse og en mager og senet hånd ud gennem spræk-ken. Jeg tog min tegnebog frem og fiskede et af de kort frem, hvor der kun står mit navn, og stak det i hånden på hende. Hånden og næsen forsvandt, og døren blev smækket i. Jeg tænkte på, om jeg måske skulle have hen vendt mig omme ved bagdøren. Så gik jeg hen til den lille neger og klappede ham igen på hovedet.

– Vi er vist i samme båd, bror, sagde jeg.Der gik ret lang tid. Jeg stak en cigaret i munden, men


tændte den ikke. En stor og gylden sommerfugl kom flag-rende og landede i en hortensiabusk næsten lige ved min albue. Den sad og slog langsomt med vingerne nogle gange og satte så af og fløj usikkert bort i den stillestående, varme og duftmættede luft. Døren blev åbnet igen, og den stram-tandede sagde: – Værsgo, det er denne vej.

Jeg gik indenfor og stod i et stort kvadratisk rum, der føltes køligt og havde den samme fredfyldte atmosfære og næsten den samme lugt som et ligkapel. Gobeliner på grov-pudsede hvide vægge, smedejerns gitre, der formentlig skul-le illudere som balkoner uden for de højtsid dende vinduer i sidevæggene. Tunge udskårne stole med velourbetrukne sæder og gobelinbeklædte rygge og med kvaster af anløb-ne guldtråde hængende ned langs siderne. I bagvæggen et mosaikvin due på størrelse med en tennisbane, og under det franske døre kantet med tunge gardiner. Et gammeldags, muggent rum, som osede af snæversynet bitterhed. Det så ud, som om ingen nogen sinde havde opholdt sig i det el-ler nogen sinde ville gøre det. Borde med marmor plade og krumme ben; forgyldte ure; statuetter af marmor i to for-skellige farver. En masse bras, som det måtte tage en hel uge at støve af En masse penge smidt ud på noget aldeles lige-gyldigt. For tredive år siden, da Pasadena var en velhavende, selvtilstrækkelig provins by, havde denne stue sikkert været noget ganske særligt.

Vi gik igennem den og hen ad en gang, og den stram-tandede åbnede en dør og viste mig ind. – Mr. Marlowe, sagde hun i et tonefald, der sydede af galde, og fjernede sig tænderskærende.


18

2

Jeg trådte ind i et lille rum med vindue ud til baghaven. Det var møbleret som et kontor med et grimt gulvtæppe i rødt og brunt. Ud over gulvtæppet var der, hvad man forventer at finde i et lille kontor. En spinkel, sart udseende lyshåret pige med hornbriller sad ved et skrivebord med en skrive-maskine på en udtræksplade i ven stre side. Hun sad med hænderne i stilling over tasterne, men der var ikke papir i maskinen. Idet jeg kom ind, så hun på mig med det stive, let forlegne udtryk, man finder hos en genert person, der skal foto graferes. Med klar, men dæmpet stemme bad hun mig tage plads.

– Mit navn er miss Davis. Jeg er mrs. Murdocks sekretær, og hun har bedt mig om at spørge Dem, om De kan henvise til nogen, der kan anbefale Dem.

– Anbefale mig?– Ja, anbefale Dem. Undrer det Dem?Jeg lagde min hat på hendes skrivebord og den stadig

utændte cigaret på hatteskyggen. – Vil det sige, at hun har bestilt mig uden at vide noget som helst om mig?

Hun bed sig i underlæben, der dirrede en smule. Jeg var ikke rigtig klar over, om hun var bange eller irriteret eller bare havde svært ved at optræde køligt og forretningsmæs-sigt. Men hun virkede temmelig usikker. – Mrs. Murdock fik opgivet Deres navn af bestyreren for en filial af Califor-nia Security Bank. Men han kender Dem ikke person ligt, sagde hun.


19

– Har De en blyant parat? sagde jeg Hun holdt den op, så jeg kunne se, at den var nyspidset og klar til brug. – Jeg har først og fremmest en af underdirektørerne i den selvsamme bank, George S. Leake. Han har kontor i bankens hovedsæ-de. Så er der senator Hu ston Oglethorpe. Han opholder sig muligvis hjemme i Sacramento eller også på sit kontor i sta-ten Californiens administrationsbygning i Los Angeles. Og så har vi Sidney Dreyfus, medindehaver af advo katfirmaet Dreyfus, Turner og Swayne. Det har til huse i ejendoms-administrationens bygning. Har De det?

Hun skrev hurtigt og sikkert og nikkede uden at se op. Lyset dan sede i hendes hår.

– Oliver Fry fra firmaet Fry og Krantz, der fremstiller ud-styr til olieboring. De bor i industrikvarteret ude ved Nien-de Avenue. Og hvis De gerne vil have et par politifolk, så er der Bernard Ohls fra statsadvokatens eftersøgningsafdeling, og kriminalassistent Carl Randall fra drabsafdelingen. Tror De, at disse personer er gode nok at henvise til?

– De skal ikke le ad mig, sagde hun. – Jeg gør bare, hvad jeg har fået besked på.

– De to sidste skal De nok ikke ulejlige, medmindre De ved helt konkret, hvad opgaven går ud på, sagde jeg. – Og for øvrigt ler jeg ikke ad Dem. Det er meget varmt i dag, ikke?

– Ikke varmere, end det plejer at være i Pasadena, sagde hun. Og så hev hun sin telefonbog op på skrivebordet og gik i gang.

Mens hun slog op i telefonbogen og ringede hid og did, tog jeg hende i nærmere øjesyn. Hun var bleg, men det var en naturlig bleg hed, og hun så sund nok ud. Hendes kraftige rødblonde hår var ikke i sig selv grimt, men det var trukket så stramt tilbage over hendes smalle hoved, at det næsten ikke virkede som hår. Hendes øjenbryn var smalle og usæd-vanlig lige og meget mørkere end håret, næsten kastanie-brune. Næsefløjene var hvidlige som hos en person med blodmangel. Hendes hage var lidt for kort og spids og fik


20

hende til at se en smule usikker ud. Hun havde ingen make-up på, bortset fra en ganske let påført orangerød læbestift. Øjnene bag brillerne var ko boltblå med bred irishinde og et lidt vagt udtryk. Men øjenlågene var så smalle, at hendes øjne virkede næsten orientalske, eller som om ansigtshuden af naturen var så stram, at den trak dem udefter. Ansigtet som helhed besad en slags usædvanlig, neurotisk charme og behøvede blot en smule dygtigt anvendt makeup for at virke særde les spændende. Hun var iført en meget enkel, kortær-met lærredskjole og bar ingen smykker af nogen art. Hendes bare arme var dunede og let fregnede.

Jeg hæftede mig ikke særligt ved, hvad hun sagde i tele-fonen. Hvad der blev sagt til hende, stenograferede hun ned med hurtige, sikre blyantstrøg. Da hun var færdig, rejste hun sig, lukkede telefonbogen, glattede lærredskjolen ned over hofterne og sagde: – Hvis De lige vil vente et øjeblik.

Hun gik hen imod døren. På halvvejen vendte hun sig om, kom tilbage og skubbede en halvt åbenstående skuffe i skrivebordet helt i. Så gik hun ud og lukkede døren efter sig. Stilhed. Jeg kunne høre bier brumme uden for vinduet. Jeg hørte også en støvsuger summe et sted i huset. Jeg tog ciga-retten, der lå på min hat, stak den i munden og rejste mig. Så gik jeg rundt om skrivebordet og trak den skuffe ud, som hun var kommet tilbage for at lukke. Det var egentlig ikke noget, der vedkom mig. Jeg var bare nysgerrig. Det vedkom heller ikke mig, at hun havde en lille Colt-pistol liggende i den skuffe. Jeg lukkede skuffen i og gik hen og satte mig i min stol.

Hun kom tilbage fire-fem minutter senere, blev stående i døråb ningen og sagde: – Ja, så vil mrs. Murdock gerne tale med Dem.

Vi gik hen ad en anden gang, og hun åbnede en fløjdør med glas ruder og trådte til side. Jeg gik ind, og døren blev lukket bag mig.

Der var så mørkt derinde, at jeg til at begynde med ikke kunne se andet end lyset, der udefra trængte ind gennem


21

tætte buske og persi enner. Så gik det op for mig, at rummet var en slags glasveranda, der havde fået lov til at gro helt til udenfor. Det var møbleret med strå tæpper og kurvemøb-ler. Henne ved vinduessiden stod en kurveflettet chaiselong. Den havde høj, svajet ryg og var fyldt med så mange puder, at man kunne udstoppe en elefant med dem. En kvinde sad tilbagelænet i den med et vinglas i hånden. Jeg kunne opfange den fede aroma af vinen, inden jeg rigtig kunne se hende. Så vænnede mine øjne sig til lyset, og jeg kunne se hende.

Hun havde en masse ansigt og hage. Hendes hår var gråt som tin og permanentet i skarpe bølger. Næsen var lang og skarp, og øjnene store og klare og næsten lige så venlige som et par våde strandsten. Hun var iført en kjole af grålig silke med en kniplingskrave i halsud skæringen, men halsen ville have taget sig mere naturlig ud i en fodboldspillers bluse. Hendes arme var bare med talrige brune skjol der. Hun hav-de sorte perler i øreflipperne. Ved siden af hende var der et lavt bord med glasplade, og på bordet stod en portvinsflaske. Hun nippede af glasset og så på mig over kanten af det, men sagde ikke noget.

Jeg blev bare stående. Hun lod mig stå dér, mens hun tømte sit glas, stillede det fra sig på bordet og fyldte det op med portvin. Hun duppede læberne med et lommetørklæ-de, og så sagde hun endelig noget. Hendes stemme havde en barsk barytonklang og lød meget bestemt.

– Sid ned, mr. Marlowe. Og vær så venlig ikke at tænde den ciga ret. Jeg lider af astma.

Jeg satte mig i en kurveflettet gyngestol og stak den stadig utændte cigaret ned bag lommetørklædet i brystlommen på min jakke.

– Jeg har aldrig før haft noget at gøre med privatdetekti-ver, mr. Marlowe, og ved intet som helst om den slags men-nesker. De personer, De har henvist til, synes at kunne anbe-fale Dem. Hvad er Deres takst?

– For at gøre hvad, mrs. Murdock?


22

– Det er naturligvis en sag af største fortrolighed. Noget, som poli tiet ikke kan ordne. Hvis politiet kunne tage sig af det, havde jeg henvendt mig til politiet.

– Jeg beregner mig femogtyve dollars om dagen, mrs. Murdock. Plus dækning af løbende udgifter, naturligvis.

– Det lyder af ret meget. De må tjene temmelig mange penge, sagde hun og drak lidt mere portvin. Jeg bryder mig ikke om portvin, når det er varmt. Men det er nu meget rart, at folk giver én mulighed for at sige nej tak.

– Nej, det er ikke særlig meget, sagde jeg. – Man kan selvfølgelig få udført detektivarbejde for næsten en hvilken som helst pris – akkurat ligesom med juridisk assistance el-ler tandbehandling. Jeg er ikke no gen organisation. Jeg er kun mig selv, og jeg beskæftiger mig kun med én opgave ad gangen. Jeg løber tit en risiko, somme tider en ret alvorlig risiko, og jeg har ikke arbejde hele tiden. Nej, jeg synes ikke, at femogtyve dollars om dagen er for meget.

– Javel. Og de påløbende udgifter, hvad omfatter de?– Forskellige små ting, der dukker op hen ad vejen. Det er

aldrig til at vide på forhånd.– Jeg vil nu gerne vide noget om det, sagde hun skarpt.– De skal nok fa det at vide, sagde jeg. – De får det hele

sort på hvidt, så De har mulighed for at gøre indsigelse, hvis dér er noget, De ikke er tilfreds med.

– Og hvor meget havde De tænkt Dem som forskuds-honorar?

– Et hundrede dollars skulle være tilstrækkeligt til at hol-de min interesse fangen, sagde jeg.

– Det håber jeg sandelig også, sagde hun, tømte sit glas og fyldte det igen; denne gang uden at ulejlige sig med at tørre sig om mun den.

– Men af folk med en position som Deres, mrs. Murdock, behøver jeg ikke nødvendigvis at få et forskud udbetalt.

– Mr. Marlowe, sagde hun. – Jeg er en viljestærk kvinde, men lad Dem ikke skræmme af det. For hvis jeg kan skræm-me Dem, vil De ikke være til nogen nytte for mig.


23

Jeg nikkede, men lod den bemærkning svæve ubesvaret bort.

Hun lo pludselig, og så bøvsede hun. Det var et nydeligt, diskret bøvs, som hun lod slippe ud let og ubekymret. – Det er min astma, sagde hun henkastet. – Jeg drikker denne vin som medicin. Det er grunden til, at jeg ikke byder Dem på et glas.

Jeg lagde det ene ben over det andet og håbede på, at det ikke generede hendes astma. – Det med pengene har ikke den store be tydning, sagde hun. – En kvinde i min position må altid betale over pris for alting og må vænne sig til at reg-ne med det. Jeg håber, at De vil være Deres honorar værd. Jeg skal forklare Dem situationen. En ting af betydelig værdi er stjålet fra mig. Jeg vil gerne have den tilba ge, men der er også noget andet. Jeg vil ikke have nogen arresteret for tyve-riet. Tyven er nemlig et medlem af min familie – i kraft af sit ægteskab, sagde hun og drejede vinglasset i sine tykke fingre og smi lede let i havestuens sparsomme lys. – Det er min svigerdatter. En charmerende ung pige – og hård som flint.

Hun så på mig med et pludseligt, skarpt glimt i øjnene. – Jeg har et forbandet fæhoved af en søn, sagde hun. – Men jeg holder meget af ham. For et års tid siden indgik han et idiotisk ægteskab uden mit samtykke. Det var tåbeligt af ham, for han er aldeles ude af stand til at skaffe sig et levebrød, og han har ingen penge, ud over hvad jeg giver ham, og jeg er ikke rundhåndet med penge. Den dame, han valgte, eller som udså sig ham, var en natklubsangerinde ved navn Linda Conquest. De har boet her i dette hus. Vi har ikke skændtes, for jeg tillader ikke, at andre mennesker starter skænderier vendt imod mig i mit eget hus, men der har ikke været gode følelser imel lem os. Jeg har betalt deres udgifter, foræret hver af dem en bil, givet den unge dame et fast månedligt beløb, så hun kunne klæde sig rime lig godt, men ikke ekstrava-gant, og så videre. Hun har utvivlsomt fundet tilværelsen her temmelig kedsommelig. Hun har sikkert også fundet min søn kedsommelig. Jeg synes selv, han er kedelig. Hun forlod


i hvert fald huset ganske pludseligt for en uges tid siden – uden at sige farvel eller efterlade sig nogen ny adresse.

Hun hostede, famlede et lommetørklæde frem og pudse-de næse.

– Det, der er stjålet, fortsatte hun, – er en mønt. En me-get sjælden guldmønt, der kaldes en Brasher-dublon. Det fornemste stykke i min mands samling. Jeg interesserer mig ikke for den slags, men han gik meget op i det. Jeg har be-varet samlingen intakt, siden han døde for fire år siden. Den befinder sig ovenpå i et aflåset, brandsikkert værel se, anbragt i et sæt brandsikre metalkasser. Den er forsikret, men jeg har endnu ikke givet meddelelse om tabet. Det vil jeg helst undgå, hvis jeg kan. Jeg er helt sikker på, at Linda har taget mønten. Den siges at være over ti tusind dollars værd. Det er et fejlfrit præget eks emplar.

– Men temmelig svær at sælge, sagde jeg.– Muligvis. Det ved jeg ikke. Jeg savnede ikke mønten

før i går. Og selv da ville jeg normalt ikke have savnet den, for jeg ser aldrig på samlingen. Men en mand i Los Ange-les ved navn Morningstar rin gede og præsenterede sig som mønt handler og spurgte, om Murdock-Brasher’en, som han kaldte den, var til salg. Det var tilfældig vis min søn, der tog telefonen. Han sagde, at han ikke troede mønten var til salg, det havde den aldrig været. Men hvis mr. Morningstar ville ringe en anden gang, kunne han formodentlig komme til at tale med mig. Det var ikke belejligt på det tidspunkt, idet jeg havde lagt mig for at hvile mig. Manden sagde, at det ville han så gøre. Min søn omtalte samtalen for miss Davis, som derefter underrettede mig. Jeg bad hende ringe manden op. Jeg var blevet en smule nysgerrig.

Hun drak lidt mere portvin, viftede med lommetørklædet og gav et grynt fra sig.

– Hvorfor var De nysgerrig, mrs. Murdock? sagde jeg, bare for at sige noget.

– Hvis manden var en blot nogenlunde anerkendt mønt-handler, ville han være klar over, at mønten ikke var til salg.


25

Min mand, Jasper Murdock, havde i sit testamente bestemt, at ingen af mønter ne i hans samling måtte sælges, udlånes eller pantsættes, så længe jeg levede. Og de måtte kun fjernes fra dette hus, hvis det var nødven digt på grund af alvorlig skade på huset og i så fald kun efter kurato rernes vedtagelse, sagde hun og tilføjede med et barsk smil: – Min mand syntes åbenbart, at jeg burde have vist mere interesse for hans små metalbrikker, mens han endnu var i live.

Udenfor var det en herlig dag med solskin, udsprungne blomster og fuglesang. Lyden af biler, der kørte forbi nede på vejen, var fjern, men betryggende. I den halvmørke ha-vestue med den barsk udseen de kvinde og duften af portvin forekom alt uvirkeligt. Jeg vippede et par gange med foden og ventede.

– Jeg talte med mr. Morningstar. Hans fulde navn er Elisha Mor ningstar, og han har et kontor i Belfont-byg-ningen på Ninth Street i Los Angeles. Jeg fortalte ham, at Murdock-samlingen ikke var til salg, aldrig havde været til salg, og så vidt det stod til mig aldrig ville være til salg, og at det undrede mig, at han ikke var klar over det. Han lød lidt befippet, da han derefter spurgte mig, om han kunne få lov til at se mønten. Jeg sagde, at det kunne han bestemt ikke. Han takkede mig kort og høfligt og lagde røret på. Han lød som en gam mel mand. Så gik jeg ovenpå for selv at se på mønten – noget, jeg ikke havde gjort i over et år. Og den var ikke på sin plads i en af de aflåsede brandsikre kasser.

Jeg sagde ikke noget. Hun fyldte sit glas op og trommede med den anden hånds tykke fingre utålmodigt på chaiselon-gens armlæn.

– De kan antagelig forestille Dem, hvad jeg tænkte i det øjeblik.

– Måske hvad angår mr. Morningstar, sagde jeg. – En eller anden havde henvendt sig til ham for at sælge mønten, og han vidste eller havde mistanke om, hvorfra den stammede. Den mønt må have væ ret meget sjælden.


26

– En såkaldt fejlfrit præget mønt af den slags er virkelig meget sjælden. Ja, det var faktisk hvad jeg tænkte.

– Hvordan kunne det lade sig gøre at stjæle den? spurgte jeg.

– Meget nemt, af hvem som helst her i huset. Nøglerne ligger i min håndtaske, og den kan ligge hvor som helst. En-hver kunne så let som ingenting tage nøglerne og nå at låse en dør og en kasse op og lægge nøglerne tilbage. Det ville være vanskeligt for en person udefra, men hvem som helst her i huset kan have stjålet den mønt.

– Javel. Men hvordan kan De fastslå, at det er Deres svi-gerdatter, der har stjålet mønten, mrs. Murdock?

– Det kan jeg heller ikke rent bevismæssigt. Men jeg er fuldstæn dig sikker på det. Tjenestefolkene her i huset er tre kvinder, som har været ansat her i mange år – længe før jeg blev gift med mr. Mur dock. Og det er syv år siden. Gartne-ren kommer aldrig i huset. Jeg har ikke nogen chauffør. Når jeg skal nogen steder, kører enten min søn eller min sekre-tær for mig. Min søn kan ikke have taget den. For det første er han trods alt ikke så dum, at han ville stjæle fra sin egen mor. Og for det andet – hvis han havde gjort det, kunne han meget nemt have forhindret, at jeg kom til at tale med denne Morningstar. Så er der miss Davis – men det er en helt absurd tanke. Hun er slet ikke den type – bare en lille grå mus. Nej, mr. Marlowe. Linda er en kvinde, som kunne gøre sådan noget - af ren og skær ondskabsfuld hed, om ikke for andet. De ved sikkert, hvordan folk i natklubbran chen er.

– Det er folk af alle slags – ligesom os andre, sagde jeg. – Der er formodentlig ingen tegn på indbrud? Nej, det kan der næppe være. Det ville kræve en virkelig professionel at fjerne en ganske bestemt værdifuld mønt, og han ville ikke efterlade sig noget spor. Men må ske burde jeg alligevel kigge lidt på det værelse.

Hun skød hagen frem, og hendes halsmuskler spændtes til hårde knuder. – Jeg har lige fortalt Dem, mr. Marlowe, at


27

det er min svi gerdatter, mrs. Leslie Murdock, der har taget Brasher-dublonen.

Jeg så skarpt på hende, og hun så lige så skarpt på mig. Hendes øjne var lige så hårde som murstenene i husets faca-de. Jeg trak på skuldrene og sagde: – Under forudsætning af, at det forholder sig sådan, mrs. Murdock, hvad er det så helt konkret, De vil have mig til at gøre?

– For det første vil jeg have mønten tilbage. For det andet vil jeg have gennemført en uanfægtelig skilsmisse for min søn. Og jeg har ikke i sinde at købe mig til den. Jeg er sik-ker på, at De ved, hvordan sådan noget ordnes, sagde hun, indtog resten af den seneste portion portvin og opslog en grov latter.

– Jeg har muligvis hørt om det, sagde jeg. – De siger, at Deres svigerdatter ikke efterlod sig nogen ny adresse. Vil det sige, at De ikke har mindste anelse om, hvor hun er taget hen?

– Ja, det er rigtigt.– Hun er altså forsvundet. Deres søn kan måske have gjort

sig visse tanker, som han ikke har indviet Dem i. Jeg bliver nødt til at tale med ham.

Det store grå ansigt stivnede i endnu hårdere folder. – Min søn ved ikke noget. Han ved ikke engang, at mønten er stjålet. Jeg ville ikke have, at han skal vide noget som helst. Når tiden er inde, skal jeg nok selv tage mig af ham. Indtil da holder De Dem fra ham. Han vil gøre nøjagtig, som jeg ønsker.

– Det har han ikke altid gjort, sagde jeg.– Hans giftermål var en pludselig indskydelse, sagde hun

skarpt.– Bagefter prøvede han at opføre sig som en gentleman.

Den slags skrupler har jeg ikke.– Her i Californien tager det tre dage at gøre en sådan

pludselig indskydelse retsgyldig, mrs. Murdock.– Unge mand, vil De påtage Dem den opgave, eller vil

De ikke?


28

– Jeg vil påtage mig den, hvis jeg får kendsgerningerne at vide og får lov til at arbejde med sagen på min måde. Jeg vil ikke påtage mig den, hvis De har tænkt Dem at spænde ben for mig med en masse regler og restriktioner.

Hun lo igen hæst. – Mr. Marlowe, det her er et ømtåleligt familieanliggende, der må behandles med takt og forståelse.

– Hvis De engagerer mig, vil De sikre Dem al den takt og forståel se, jeg er i stand til at opvise. Hvis det ikke er til-strækkeligt, må De nok hellere engagere en anden detektiv. Jeg går for eksempel ud fra, at De ikke prøver på at ramme Deres svigerdatter med en falsk an klage. Så vidt strækker min taktfølelse sig ikke.

Hun blev bleg som en kogt roe og åbnede munden som til et skrig; Så tog hun sig i det, hævede portvinsglasset og indtog lidt mere af sin astmamedicin. – Jeg har brug for en mand som Dem, sagde hun tørt.

– Jeg ville ønske, at jeg havde truffet Dem for to år siden – inden han giftede sig med hende.

Jeg var ikke helt klar over, hvad den sidste bemærkning betød, så jeg sagde ikke noget. Hun lænede sig ud til siden og famlede efter knappen på en hustelefon og gryntede et eller andet ind i den, da den blev taget i den anden ende.

Der hørtes skridt, og den lille rødblonde kom ind med hagen truk ket ind, som om nogen ville lange ud efter hende.

– Skriv en check ud på to hundrede halvtreds dollars til den herre dér, snerrede den gamle drage. – Og lad være med at omtale det for nogen.

Pigebarnet rødmede helt ned på halsen. – De ved jo godt, at jeg aldrig fortæller nogen om Deres privatliv, mrs. Murdock, sagde hun med gråd i stemmen. – Det ved De godt. Det kunne jeg ikke drømme om. Jeg ...

Hun vendte sig om med bøjet hoved og løb ud. Jeg så på hende, idet hun lukkede døren efter sig. Hendes læber skæl-vede, men der var et vildt udtryk i hendes øjne.

– Jeg må have et fotografi af den omtalte dame samt visse oplys ninger, sagde jeg, da døren var lukket.


29

Hendes ringe glimtede i halvmørket, idet hun pegede med en tyk grå finger. – Se i skuffen derovre.

Jeg gik hen til et skrivebord – også i kurvefletning – og trak den enlige skuffe ud. Jeg tog fotografiet, der lå i skuffen med billedsiden opad og så på mig med kølige mørke øjne. Så gik jeg tilbage til stolen og satte mig ned og så på fotogra-fiet. Mørkt hår med midterskilning, strøget løst tilbage fra en høj og bred pande. En bred og meget stolt mund med meget indbydende læber. Pæn næse, ikke for lille og ikke for stor. Fin knoglebygning i hele ansigtet. Der manglede noget i ansigts-udtrykket. Engang kunne man måske have kaldt det dannel se, men jeg vidste ikke, hvad man nu om dage skulle kalde det. Det var et ansigt, der så lidt for klogt og vagtsomt ud til sin alder. Det havde været ude for lidt for mange tilnærmelser og var blevet lidt for smart ved at undvige dem. Og bag dette udtryk af erfaring og klog skab anede man troskyldigheden hos en lille pige, der stadig troede på julemanden.

Jeg stak fotografiet i inderlommen og sagde til mig selv, at jeg nok fik lidt for meget ud af bare et billede, oven i købet i dårligt lys.

Døren gik op, og den unge pige i lærredskjolen kom ind med et tre fløjet checkhæfte og en fyldepen og holdt en arm frem som underlag, så mrs. Murdock kunne påtegne checken. Hun rettede sig op med et anstrengt smil, og mrs. Murdock gjorde en utålmodig bevægelse i min retning. Pi-gen rev checken ud og rakte mig den. Hun tøvede lidt hen-ne ved døren. Men da ingen sagde noget til hende, gik hun ud og lukkede sagte døren efter sig.

Jeg viftede lidt med checken for at få blækket til at tørre, foldede den en gang sammen og blev siddende med den i hånden. – Hvad kan De fortælle mig om Linda?

– Egentlig ikke noget. Inden hun blev gift med min søn, delte hun lejlighed med en ung pige, der hedder Lois Magic. Det er de forun derligste navne, den slags mennesker hitter på. Hun arbejdede også i underholdningsbranchen. De op-trådte sammen på noget, der hedder Idle Valley Club ude


30

på Ventura Boulevard. Min søn, Leslie, kender stedet alt for godt. Jeg ved intet om Lindas familie eller baggrund. Hun fortalte engang, at hun er født i Sioux Falls. Jeg formoder, at hun har forældre. Jeg var ikke tilstrækkelig interesseret til at finde ud af det.

Hun havde sikkert været allerhelvedes interesseret. Jeg kunne se hende grave og grave i det med begge hænder og bare få to håndful de grus ud af det.

– De har vel ikke miss Magics adresse?– Nej. Jeg har aldrig kendt den.– Kan det tænkes, at Deres søn har den – eller miss Davis?– Jeg skal spørge min søn når han kommer hjem. Jeg tror

ikke, han har den. De kan selv spørge miss Davis. Jeg er sik-ker på, at hun ikke har den.

– Javel. Har De kendskab til andre af Lindas venner?– Nej.– Det kan jo tænkes, mrs. Murdock, at Deres søn stadig har

kon takt med hende – uden at fortælle Dem noget om det.Hun blev mørkerød i ansigtet. Jeg holdt en hånd op og

arrangere de ansigtet i et beroligende smil. – Han har jo dog været gift med hende et års tid, sagde jeg. – Han må have et vist kendskab til hende.

– De har bare at holde min søn uden for det her, snerrede hun.

Jeg trak på skuldrene og så skuffet ud. – All right. Hun har formo dentlig taget sin bil med sig? Den, De har foræret hende.

– En stålgrå Ford Mercury coupé 1940. Miss Davis kan give Dem nummeret på den, hvis De har brug for det. Jeg ved ikke, om hun har taget den med sig.

– Ved De noget om, hvad hun har taget med sig af penge, tøj og smykker?

– Ikke ret mange penge. Hun kan højst have haft et par hundrede dollars, sagde hun med et hånligt udtryk, der trak dybe furer om næsen og munden. – Medmindre hun har fundet en ny ven, naturlig vis.


31

– Det kan jo tænkes, sagde jeg. – Og smykker?– En smaragd- og diamantring, ikke særlig værdifuld; et

Longines platinur med rubiner i indfatningen; en særdeles god halskæde af flertonede ravperler, som jeg var dum nok til selv at forære hende. Den har en lås med seksogtyve små diamanter som danner et ruder es. Hun havde naturligvis andre ting, men jeg har aldrig hæftet mig særlig ved dem. Hun klædte sig ganske godt, men ikke bemærkelses værdigt. Men lidt har jo også ret.

Hun fyldte sit glas igen, drak af det og bøvsede et par gange på sin nogenlunde diskrete måde.

– Er det alt, hvad De kan fortælle mig, mrs. Murdock?– Er det ikke nok?– Ikke nær nok, men jeg vil lade mig nøje med det indtil

videre. Hvis jeg finder frem til, at det ikke er hende, der har stjålet mønten, er undersøgelsen afsluttet for mit vedkom-mende. Er vi enige om det?

– Det taler vi om til den tid, sagde hun brysk. – Det er helt sikkert hende, der har stjålet den, og jeg har ikke i sinde at lade hende slippe godt fra det. Det kan De godt skrive op, unge mand, og klistre det inden i Deres hat. Og jeg vil håbe for Dem, at De er bare halvt så barsk, som De gerne vil give indtryk af, for de dér natklubpiger har som regel nogle temmelig hårdkogte venner.

Jeg sad stadig med checken holdt i det ene hjørne nede mellem mine knæ. Jeg tog min tegnebog frem, stak checken i den og tegnebo gen tilbage i lommen. Så tog jeg min hat op fra gulvet og rejste mig.

– Jeg kan godt lide hårdkogte fyre, sagde jeg. – De hård-kogte har ikke meget omløb i hovedet. Jeg aflægger rapport, når der er noget at rapportere, mrs. Murdock. Jeg tror, jeg først vil tage mig af denne mønthandler. Han lyder som no-get i retning af en ledetråd.

Hun lod mig nå hen til døren, før hun knurrede efter mig: – De kan vist ikke ret godt lide mig, vel?

Jeg vendte mig om med hånden på dørhåndtaget og smi-


32

lede til hende: – Er der overhovedet nogen, der kan lide Dem?

Hun lagde hovedet tilbage, spærrede munden op og lo højt og larmende. Midt i hendes latter åbnede jeg døren, gik ud og lukkede den mod den grove mandhaftige lyd. Jeg gik hen ad gangen og ban kede på sekretærens dør, der stod halvt åben, skubbede den helt op og kiggede ind.

Hun sad med armene korslagt på bordet og hovedet ned på arme ne og hulkede. Hun drejede hovedet lidt til siden og så hen på mig med tåreblændede øjne. Jeg lukkede døren og gik hen til hende og lagde en arm om hendes spinkle skuld-re. – Op med humøret, sagde jeg. – De burde have ondt af hende. Hun tror, at hun er hård og skrap, og hun er ved at være radbrækket for at prøve på at leve op til det.

Pigebarnet rettede sig op med et ryk, væk fra min arm. – Vær venlig ikke at røre ved mig, sagde hun med et lille gisp. – Jeg lader aldrig mænd få lov til at røre ved mig. Og De må ikke sige sådan noget grimt noget om mrs. Mur-dock.

Hendes ansigt blussede og var vådt af tårer. Uden briller-ne var hendes øjne meget smukke. Jeg stak min længe for-ventede cigaret i munden og tændte den.

– Det ... det var ikke min mening at være uhøflig, snøf-tede hun.

Men hun ydmyger mig sådan. Og jeg prøver bare på at gøre hende tilpas.

Hun snøftede lidt mere og tog et lommetørklæde op af en skuffe i skrivebordet, rystede det ud og tørrede øjnene med det. I et hjørne af det var med rødt garn broderet bog-staverne L.M. Jeg stirrede lidt på det og pustede cigaretrøg ud mod det nærmeste hjørne, bort fra hendes hår.

– Er der noget, De vil vide? spurgte hun.– Jeg ville gerne vide nummeret på mrs. Leslie Murdocks

bil.–Det er 2X-1111 ... en grå Mercury cabriolet 1940.– Hun sagde, det var en coupé.


33

– Det er mr. Leslies bil. De er af samme mærke og årgang og farve. Men Linda tog ikke sin vogn med sig.

– Ja så. Hvad ved De om miss Lois Magic?– Jeg har kun set hende en enkelt gang. Hun havde en

lejlighed sammen med Linda. Hun kom her sammen med en mr. ... en mrs. Vannier.

– Hvem er han?Hun så ned på sit skrivebord. – Jeg ... hun kom her bare

sammen med ham. Jeg kender ham ikke.– Okay. Hvordan ser miss Lois Magic ud?– Hun er høj og lyshåret og køn. Meget ... tiltrækkende.– De mener sexy?Nu rødmede hun kraftigt. – Ja ... jo, men på en pæn, kul-

tiveret måde, hvis De forstår, hvad jeg mener.– Jeg forstår absolut, hvad De mener, sagde jeg. – Men jeg

er aldrig kommet nogen vegne ud fra den indstilling. – Det kan jeg godt forestille mig, sagde hun spidst.– Ved De, hvor miss Magic bor?Hun rystede på hovedet, foldede omhyggeligt det store

lommetør klæde sammen og lagde det ned i en skuffe i skri-vebordet. Den, hvor der også lå en pistol.

– De kan sikkert hugge et andet, når det dér er snavset, sagde jeg.

Hun lænede sig tilbage i stolen, lagde de sma velplejede hænder pa skrivebordspladen og så nøgternt på mig. – Hvis jeg var. Dem, mr. Marlowe, ville jeg holde lidt igen med at spille hård og barsk. Det kommer De i hvert fald ingen veg-ne med over for mig.

– Ikke det?– Nej. Og jeg kan ikke svare på flere spørgsmål uden sær-

lige in strukser. Jeg har en meget betroet stilling i det her hus.– Jeg er ikke hård og barsk, sagde jeg. – Jeg er bare mandig.Hun tog en blyant og kradsede et eller andet ned på en

blok. Så så hun op på mig med et lille smil, roligt og fattet. – Det kunne jo tænkes, at jeg ikke bryder mig om mandige mænd, sagde hun.


– De er sgu det mest skøre kvindemenneske, jeg nogen sinde har været ude for, sagde jeg. – Farvel.

Jeg gik ud af hendes kontor, lukkede døren stilfærdigt, men bestemt efter mig og gik hen ad gangen, gennem det tyste gravkammer af en opholdsstue og ud ad hoveddøren. Solskinnet flimrede over græsplæ nen udenfor. Jeg tog mine solbriller på og gik hen og klappede igen den lille neger på hovedet. – Det var endnu værre, end jeg havde forestillet mig, bror, sagde jeg til ham.

Jeg kunne mærke solvarmen fra granitfliserne gennem mine skoså ler. Jeg satte mig ind i min vogn, startede mo-toren og drejede ud fra fortovskanten. En lille sandfarvet coupé bag mig gjorde det samme. Jeg hæftede mig ikke sær-lig ved det, men bemærkede vanemæssigt, at føreren af den var iført en fladpuldet mørk strahat med et broget bånd. Ligesom jeg havde han solbriller på.

Jeg kørte tilbage mod byen. Da jeg holdt for rødt en halv snes karreer senere, lå den sandfarvede coupé stadig bag mig. Jeg trak på skuldrene og kørte for sjov skyld rundt om et par boligblokke. Den sandfarvede coupé holdt sin position lige bag mig. Jeg svingede ned ad en gade med høje træer, halede min gamle skramlekasse rundt i en skarp U-vending og holdt stille.

Den sandfarvede coupé kom listende rundt om hjørnet. Det lyshå rede hoved under den cacaofarvede strahat med det brogede bånd så overhovedet ikke i min retning. Den sandfarvede coupé kørte lang somt videre, og jeg kørte til-bage til Arroyo Seco og videre mod Hol lywood. Jeg så om-hyggeligt efter i bakspejlet flere gange, men så ikke mere til den sandfarvede coupé.


Det høje vindue

Documents

Transcript of Det høje vindue