Hospice Djursland Strandbakken 1 8410 Rønde 8777 3300 hospice@hospicedjursland.dk www.hospicedjursland.dk

HOSPICE DJURSLAND

ÅRSSKRIFT

2014

Årsskrift 2014 Hospice Djursland1. udgave 1. oplagOplag: 700 stk.

RedaktionBirgitte Jensen, sygeplejerskeDorit Simonsen, hospiceleder (ansvarshavende)Hilde Skrudland, musikterapeutRikke Krogager, sekretær

KorrekturAgnete Refskou, frivillig

Grafisk layoutHospice DjurslandLene Ahlmann, PhotoGraphIT

FotoAnn Malmgren

TrykHornslet Bogtrykkeri

Denne tryksag er trykt på 130 g CyclusPrint, blomstermærket papir, licens nr. DK/11/001,produceret af 100% genbrugsfibre.

© Hospice Djursland

SCAN KODEN og læs mere om Hospice Djursland

1

ÅRSS

KRIFT 2014

The Blue Marble. Det berømte fotografi af jordkloden blev taget af besætningen på Apollo 17, der rejste til månen i 1972. For at mindes mødet med Jorden fra rummet tog astronauterne om bord billeder fra 45.000 kilometers højde.

2

ÅRSS

KRIFT 2014

3

ÅRSS

KRIFT 2014

IndlednIngDoriT SiMonSen HoSpiceleDer

mødeT I mødeTSTeen FriS BeSTyrelSeSForManD

AT TRæne venSTRe benDoriT SiMonSen HoSpiceleDer

”gu KAn du dA eJ…”nielS ole Birk BygningSanSvarlig

ÅRSdAgenleiF erik vaag pårørenDe

meRe end en RundvISnIngHelle DalBy kriSTenSen SouScHeF

ARbeJdSmIlJøeTS beTydnIngriTa BøDker og rikke krogager arBejDSMiljørepræSenTanTer

dAgbOgenole og Helle MeHl paTienT og pårørenDe

nOvIcenS vIlKÅRTrine HeDegaarD HelBo og DorTe STaMpe Møller SygeplejerSker og kliniSke vejleDere

Om mødeTMaria Bäck FilMinSTrukTør

SnApShOTS FRA FySIOTeRApeuTenS Album line kloDe, FySioTerapeuT

udvIKlende SAmTAleRHilDe SkruDlanD MuSikTerapeuT

STyRKeT TvæRFAglIghedeva juST Sociolog, pH.D. i organiSaToriSk læring

mødeT med deT uundgÅelIgeFaMilie og nære venner Til jeTTe Bruun SørenSen, paTienT

endnu en gOd dAgHanne DolMer ServiceaSSiSTenT

STATISTIK FOR 2013DoriT SiMonSen HoSpiceleDer

menneSKeR mødeSerik SaloMonSen ForManD For STøTTeForeningen HoSpice DjurSlanD

epIlOgDoriT SiMonSen HoSpiceleDer

05

08

10

16

18

20

25

52

54

56

59

28

32

35

39

42

44

47

4

ÅRSS

KRIFT 2014

5

ÅRSS

KRIFT 2014

”vi tænkte, at vi kun skulle se fremad og være totalt fokuseret på månen, og var derfor slet ikke opmærksomme på jorden, som vi forlod. Men da vi vendte blikket bagud og for første gang så jorden i sin helhed - som en planet i rummet - da indså vi, at den egentlige og væsentligste grund til at tage af sted var denne: at møde jorden i et helt nyt perspektiv – og dermed få en helt ny selvindsigt.”

Sådan fortæller en af de tre astronauter fra Apollo 8 i filmen ”Overview.” At møde jorden var nemlig det, de gjorde den 21. december 1968, da de som de første mennesker forlod jorden for at kredse om månen. da de langt ude i rummet vendte blikket bagud og for første gang så og mødte jorden fra et helt andet perspektiv, var det som om, de fik øje på den for allerførste gang. et møde, som var meget chokerende for dem, på den bevægende måde, og som gav dem en helt ny selvindsigt og et helt nyt syn på jorden.

denne gribende beretning har inspireret til dette årsskrifts gennemgående tema: mødet.

Hver dag finder et møde sted på Hospice Djursland. Det kan være et møde der, som ovenfor beskrevet, giver en ny selvindsigt og et helt nyt syn på livet. dette kan ske for både de profes-sionelle, for patienten og for de pårørende. mødet med døden er blandt andet et af de møder, som giver livet et helt andet perspektiv, nøjagtig som mødet på vej til månen gav jorden et nyt perspektiv.

det kan også være et bevægende møde med et andet menneske, et møde med kærligheden, et møde med omsorgen. det kan være et møde med hospice, første gang man træder ind gennem døren, med roen og naturen, med sorgen, med smerten, med den manglende fremtid sammen med de mennesker, man elsker. det kan være et gensynsmøde med et familiemedlem, med en tid, som var forsvundet, det liv, som var levet, eller gensynsmødet med den tid, man var sam-men med sine kære på hospice. det kan også i al sin enkelthed handle om et møde, et møde på et nærmere aftalt tidspunkt rundt om et bord, som f.eks. en tværfaglig konference, supervision, et uddannelsesmøde, et bestyrelsesmøde og lignende.

IndlednIngDoriT SiMonSen HoSpiceleDer

6

ÅRSS

KRIFT 2014

vi vil i Årsskrift 2014 give en indsigt i mødets mangfoldige univers gennem forskellige fortællin-ger. Fortællinger fra forskellige vinkler af forskellige mennesker og af forskellige møder.

vi håber også med dette årsskrift at give et billede af det, som vi i 2014 har været optaget af. vi ønsker at give indsigt i de tanker og oplevelser, der er i vores hverdag, og vi ønsker at bidrage med nye tanker, ideer og viden om, hvad der sker inden for den specialiserede lindrende indsats på hospice djursland.

7

ÅRSS

KRIFT 2014

ÅRSS

KRIFT 2014

8

ÅRSS

KRIFT 2014

At være formand for hospice djurslands bestyrelse giver mig rigtig mange muligheder for at få indblik i og forståelse for et område, der ikke tidligere har været en del af mit liv.

Jeg har her mødt en ny verden med fokus på det, som ude i samfundet, for mange mennesker, er et svært samtaleemne, nemlig døden og den sidste levetid op til den indtræder.

den indsigt og viden har for mig været berigende!

ud over at jeg personligt er blevet klogere på livets afslutning, døden og alle de ting, der følger med det at miste, er jeg dybt imponeret over den indsats, der ydes fra ledelsen og alle med-arbejderes side. Alle, uanset hvilken faggruppe man tilhører, udviser et smittende engagement, nysgerrighed, samarbejdsvilje og forståelse for betydningen af det tværfaglige arbejde.

Alt dette kommer selvfølgelig ikke af sig selv. Skal man som medarbejder trives og blomstre, skal der være en god ledelse og et godt arbejdsmiljø. At det rent faktisk også forholder sig sådan, har vi i bestyrelsen fået indsigt i gennem den trivselsundersøgelse og ledelsesevaluering, der er gennemført på hospice i 2014. Her var det medarbejdernes stemme, vi fik indsigt i, og den bekræftede i høj grad det, vi oplever som bestyrelse.

Som formand har jeg haft fornøjelsen af at deltage i mange af husets arrangementer, såvel de faglige som de sociale. Også her er det iøjnefaldende, hvor aktivt deltagende og interesserede alle medarbejdere er i at bidrage med gode input.

Af faglige møder vil jeg specielt fremhæve vores visionsseminar, som havde fokus på Tværfaglighed på hospice djursland. på visionsseminaret deltog der repræsentanter fra bestyrelsen, repræsentanter fra medarbejdergruppen og ledelsen. det var en spændende efter-middag med gode diskussioner og et oplæg til, hvordan der skulle arbejdes med emnet i 2014. det har været spændende at følge dette arbejde, nu mere på sidelinjen, og jeg er ikke i tvivl om, at det udviklingsarbejde har stor betydning for hospice djurslands fremtid.

mødet I mødetSTeen FriS BeSTyrelSeSForManD

9

ÅRSS

KRIFT 2014

ud over det ansatte personale er vi begunstiget med et stort korps af frivillige, pt. omkring 60 personer, der hver især yder et prisværdigt stykke arbejde til glæde for alle. de er ude og inde, og de bidrager, hvor der kan være behov for en hjælpende hånd eller en hånd at holde i. uden deres indsats og nærvær ville hospice djursland ikke være det samme.

Siden huset stod færdigt har bestyrelsen sammen med hospicelederen holdt mindst et bestyrel-sesmøde i hvert kvartal, og hvis opgaverne tilsiger det, så efter behov. på hvert møde fremlæg-ger hospicelederen sin beretning, der udførligt beskriver de mange forskellige aktiviteter, der finder sted i og uden for huset, belægningsprocent, økonomi, udviklingstiltag og meget, meget mere. ved at kaste et blik på den altid vedhæftede møde- og aktivitetskalender, kan bestyrelsen godt blive en smule forpustet.

bestyrelsesmøderne har en varighed på ca. 3 timer og forløber altid i god dialog. vi udfordrer, roser og lytter til hinanden på en sådan måde, at vi er i stand til at træffe gode og gennemar-bejdede beslutninger. I al beskedenhed vil jeg gerne takke bestyrelsen og ledelsen for et godt samarbejde.

Når jeg færdes i det offentlige rum, sker det ofte, at jeg tilfældigt kommer i snak med en pårø-rende, bekendt eller anden, der har haft sin gang på hospice djursland. disse samtaler munder alle ud i, at jeg bliver bekræftet i min egen opfattelse af hospice djursland. et fantastisk hus, hvor lindring, omsorg, nærvær og varme er kerneværdier.

disse værdier ligger dybt forankret i alle husets medarbejdere, derfor en stor tak til jer alle for den indsats, I yder i døgnets 24 timer.

Afslutningsvis også en stor tak til de mange frivillige, bidragydere og donatorer. Jeres støtte hjælper hospice djursland til at gøre en forskel.

10

ÅRSS

KRIFT 2014

At træne venstre benDoriT SiMonSen HoSpiceleDer

”…og da farer pludseligen denne Tanke gjennem min Sjæl: Du må gjøre noget, men da det for Dine indskrænkede evner vil være umuligt at gjøre noget lettere end det er blevet, saa maa Du med samme menneskekjærlige Begeistring som de andre paatage Dig at gjøre noget sværere… naar nemlig alle forene sig paa alle Maader at gjøre alt lettere, saa bliver der kun een Fare mulig, den nemlig, at letheden blev saa stor, at den blev alt for let; saa bliver der kun eet Savn tilbage, om end endnu ikke følt, naar man vil savne vanskeligheden.”

kierkegaard, 1846

Således tænkte Søren Kierkegaard en dag i begyndelsen af det nittende århundrede i København, en dag hvor han havde besluttet at give sig i kast med den opgave at ryste folk ud af deres småborgerlige selvtilfredshed. han vidste, at han til dette formål måtte begynde med sig selv og sætte spørgsmålstegn ved sin egen menneskelige tilbøjelighed til at vælge den let-teste vej eller udvej.

Jeg skal ikke på nogen måde drage sammenligning mellem ledelse på hospice djursland og Søren Kierkegaard eller mellem de småborgerlige folk og alle medarbejderne på hospice djursland. Jeg synes dog alligevel, at det, Søren Kierkegaard kaster lys på i dette lille uddrag af et større skrift, er vi menneskers indbyggede lyst til at gøre det, som falder os let, og at der kræves mere af os, hvis vi med samme begejstring skal give os i kast med noget, som føles svært for os. han opfordrer os til at gøre det alligevel, for hvis vi ikke gør det, vil vi stå tilbage med et savn, nemlig savnet af at have taget kampen op med noget vanskeligt.

hospice djursland har nu eksisteret i syv år. Syv fantastiske år, hvor jeg som leder kan se tilbage på en institution og en gruppe entusiastiske medarbejdere, som har gennemgået en stor udvikling og ikke været tilbageholdende med at give sig i kast med det vanskelige. udviklingsmæssigt er der samlet set sket virkelig meget med institutionen hospice djursland gennem de syv år.

Og hvor er vi så nu? der er ingen tvivl om, at det, som vi for et par år siden syntes var vældig vanskeligt og svært, i dag opleves som betydeligt lettere, idet vi har opnået en stor erfaring i at udføre det eller være i det. den viden og indsigt, vi har fået gennem de sidste syv år, er en stor støtte og hjælp for os i det daglige arbejde. Og det er meget væsentligt for, at vi kan tilbyde en lindrende indsats på et niveau, som gør en forskel for de patienter og pårørende, som kommer her på hospice djursland.

11

ÅRSS

KRIFT 2014

12

ÅRSS

KRIFT 2014

vi er også blevet opmærksomme på, at meget af det, vi er gode til, kan gøres endnu bedre og forfines yderligere, således at vi bliver bedre til det, som vi er gode til i forvejen. Det er det, som jeg i denne sammenhæng vil kalde ”at styrke højre ben” – det ben, som i forvejen er stærkt. Ofte bruges udtrykket ”det ligger lige til højrebenet.” Og det betyder, at opgaven og opgaveløsningen ligger lige for og er let for os at gå til, let for os at arbejde med.

er vi på hospice djursland nået til det punkt, hvor vi gerne og helst styrker vores højre ben og glemmer lidt, at vi har et venstre ben, som også skal styrkes, når vi fortsat ønsker udvikling inden for vores speciale? det mener jeg, er en tanke værd.

det billede, der rejser sig inde i mit hoved, er et billede af, at vi kan komme til at gå i ring, altså gå i de samme spor, hvis vi i for høj grad foretrækker at styrke vores højre ben. det højre ben bliver således alt for stærkt i forhold til det venstre ben og til det, som ikke ligger lige for at arbejde med – det, som vi opfatter som vanskeligt. vanskeligheden i Kierkegaards citat bliver hermed min metafor for det venstre ben.

Skal vi sammen finde nye veje, må vi støtte hinanden i at mødes og træne vores venstre ben og give det, som vi oplever som vanskeligt mere opmærksomhed. For når begge vores ben er lige stærke, kan vi i højere grad selv vælge retning og ikke kun gå i ring.

det, vi sammen har arbejdet med her i 2014, viser mig, at vi vil være med til selv at vælge ret-ning. vi styrker fortsat, gerne og helst, vores højre ben, men vi siger ikke fra for at tage imod udfordringen for også at styrke det venstre ben, om end det føles meget anderledes og vanske-ligt. vi har i løbet af året arbejdet med vores tværfaglighed og med at nytænke, hvad hospice djursland også kan være. begge dele har været et møde og en træning til vores venstre ben.

At skulle omdefinere og nytænke, hvad tværfaglighed er og skal være på Hospice Djursland, har været en spændende proces med store udfordringer og træning i vanskeligheder, idet vi har skullet give slip på meget kendt for at få nyt ind. meget har udviklet sig i positiv retning, og især har vores tværfaglige konference fået en helt ny form og nyt indhold. vi har blandt andet skul-let øve os i at være mere fokuserede og klare på den enkelte patients problemstillinger uden at komme med løsningsforslag, indtil alle deltagerne på konferencen har fået mulighed for at bidrage med deres faglighed. Og først efter, at vi alle har haft mulighed for at reflektere i et minuts stilhed, er der plads til løsningsforslag.

Langsomheden, stilheden, refleksionen på den tværfaglige konference er det, som ligger til vores venstre ben. narrativerne, fortællingerne, tolkningerne og løsningsforslagene er det, som ligger til vores højre ben. min oplevelse er, at er vi ikke hele tiden opmærksomme og holder fast i den nye form, er vi meget hurtige til at forlade langsomheden, stilheden og refleksionen på

13

ÅRSS

KRIFT 2014

den tværfaglige konference og vende tilbage til det, ”som vi plejer,” og som vi forlod. det kunne sammenlignes med en elastik, der strækkes, og hvis ikke strækket holdes, svipper den lynhur-tigt tilbage til at være en afslappet elastik!

undersøgelser viser, at op mod 70 % af alle igangsatte forandringer ikke fører til noget men er tilbage i de gamle mønstre inden for kort tid. det ønsker vi ikke skal ske for vores nye tiltag i forhold til den tværfaglige konference. vi skal og vil holde fast i det indhold og den form, som vi har aftalt for den tværfaglige konference, så længe det giver mening og kvalitet til vores tilbud og omsorg for patienter og pårørende.

I november måned fik vi en unik mulighed for at invitere alle vores medarbejdere på et døgns internat med fokus på fordybelse og træning med ”venstre ben.” vi udsendte i ledelsen følgende invitation til alle medarbejdere:

”Tag imod denne invitation og grib denne unikke mulighed for at indgå i et kollegialt tværfagligt fællesskab, hvor fordybelse og refleksion over, hvad Hospice Djursland også er og kan, og hvor-fra din drivkraft og motivation som medarbejder udspringer.”

det blev et fantastisk døgn med store udfordringer på forskellig vis for os alle. vi blev under-vist, vi samarbejdede i små grupper, og vi arbejdede med de stemmer, vi alle hører inde i vores hoveder, når vi bliver præsenteret for noget nyt og anderledes:

Den dømmende og vurderende stemme, som lukker vores sind og får os til at downloade i ste-det for at undersøge og se med friske øjne.

Den kyniske stemme, som lukker vores hjerter og får os til at afbryde i stedet for at omdirigere eller undersøge. den beskytter vores hjerter og vores følelser, men den får os også til at distan-cere os fra problemerne.

Frygtens stemme, som lukker for vores vilje og får os til at holde fast i fortiden eller i nutiden og det, vi plejer, i stedet for at give slip og tage imod hvad fremtiden kan bringe. den forhindrer således det nye og de nye muligheder i at finde vej.

heldigvis er der nogle gode værktøjer, som kan hjælpe os til at dæmpe disse stemmer og gøre os i stand til at give slip på det, vi kender, og tage imod det som er det nye – det vanskelige, det, som vi ikke umiddelbart synes ligger lige for. værktøjer, som kan hjælpe os væk fra gamle mønstre til nye praksisser.

det er værktøjer som et åbent sind – et åbent hjerte - og den åbne vilje.

14

ÅRSS

KRIFT 2014

vi arbejdede i løbet af vores fælles døgn sammen, brugte disse tre værktøjer. Især blev vi udfordret på arbejdet med stilhed, det at skulle være tavs, mindful og give plads til indre reflek-sion. disse værktøjer ligger ikke lige til vores højre ben, formodentlig fordi der er rigtig meget væren og opmærksomhed på sig selv i de værktøjer, hvilket er væsensforskelligt fra vores hver-dag på hospice, hvor vi mest er optaget af at gøre noget og have en udadrettet opmærksomhed mod patienten og den pårørende. Ikke forstået sådan, at vi i dagligdagen ikke bare kan være uden at gøre, og at vi ikke kan være stille – for det kan vi. det kræver bare mere af os, det er vanskeligere for os, det ligger dermed mere til venstrebenet, det ben, som kræver mere træ-ning, hvis det skal være lige så stærkt som vores højre ben.

Som leder fik jeg i løbet af dette døgn øje på det, som tydeligvis er vanskeligt for os på Hospice Djursland, og det samme gjorde flere af medarbejderne. Det har dermed givet os en fælles platform til at gå i dialog om, hvorledes vi sammen kan have en opmærksomhed på ikke kun at træne vores højre ben, men i lige så høj grad træne det venstre, således at vi kan udvikle den tværfaglige hospiceindsats til glæde for fremtidens patienter og pårørende på hospice djursland.

15

ÅRSS

KRIFT 2014

16

ÅRSS

KRIFT 2014

”gu kAn du dA ej…”nielS ole Birk BygningSanSvarlig

Jeg vil gerne fortælle om et møde med en patient, som jeg aldrig vil glemme. det var et svært møde og dog utroligt livsbekræftende samtidig med, at der udviklede sig en vis forståelse for hinandens muligheder for at kommunikere - trods begrænsninger på forskellig vis. hanne havde AlS, som er en neurologisk sygdom, og var på det stadie, hvor hun hverken havde noget sprog eller nogen før-lighed. Blot kunne hun bevæge hovedet lidt fra side til side og flytte den højre fod en smule.

Al kommunikation foregik via pegeplade, blinken med øjnene samt spørgsmål og gætterier. det var hårdt for både hanne og personalet, at hun ikke kunne udtrykke sig klart for os, og hun blev tit fru-streret over, at vi ikke forstod hendes ønsker. Vi fik lavet et nødkald, som hun kunne aktivere med hovedet, når hun lå i sengen, og et andet på hendes kørestol, som hun kunne udløse med foden.

Før sygdommen fik overtaget og fratog Hanne hendes færdigheder, var hun en ivrig maler. Så allerede efter et par dage var jeg på stuen for at skulle hænge nogle abstrakte, farverige og meget smukke billeder op for hanne, som hun selv havde malet. dette foregik ved, at jeg talte en del og spurgte ind til maleriets rette placering: om det nu var på denne væg, om lysindfaldet var rigtig, om hun kunne se det fra sengen osv. Den eneste kommunikation, jeg fik retur, var ét blink for ”JA” og to blink for ”NEJ”. Efter nogle uger fik jeg sammen med Hjælpemiddelcentralen opsat en com-puter, der blev synkroniseret med hannes øjne. Fra et tastatur på skærmen kunne hun med blikket rettet mod ét bogstav ad gangen i ca. 2 sekunder få skrevet en besked. Pludselig havde hun efter otte måneder igen kontakt med omverdenen. hun kunne nu skrive alt til os, sende en sms eller en mail, og fortælle lige, hvad hun gerne ville og ikke mindst, hvad hun ikke ville.

Efter nogle dage fik jeg en morgen besked på, at Hanne sad i kørestolen og gerne ville tale med mig. Jeg gik ind til hende, og hun havde skrevet en besked til mig på computeren: ”billederne på væggen er vendt på hovedet!”. Jeg trådte to skridt tilbage, kiggede med hovedet lidt på skrå på billederne og sagde: ”det kan jeg da godt se.” Straks gik hun i gang med at skrive en besked til mig. Jeg husker tydeligt, at jeg læste beskeden højt, og den lød: ”gu kan du da ej…” Jeg kiggede på hende, hendes øjne og mund smilede, jeg fornemmede en glædeståre i øjenkrogen, hun havde det morsomste øjeblik. Jeg grinede med et kæmpe smil tilbage, og gav hende et lille klem, hvorefter jeg skyndte mig at vende billederne, så de vendte rigtigt.

det var et sjovt og livsbekræftende øjeblik for os begge, og jeg havde en forrygende dag på jobbet sikker på, at hun også havde et smil på læben resten af dagen. når jeg efterfølgende var inde på stuen i andet ærinde, spurgte jeg altid, om nu billederne hang rigtigt den dag - det fik vi mange gode grin ud af sammen.

17

ÅRSS

KRIFT 2014

18

ÅRSS

KRIFT 2014

ÅrsdAgenleiF erik vaag pårørenDe

I dag er det et år siden, bibi døde. en tid der er hvirvlet forbi. Jeg kredsede en stor del af dagen om Rønde, hvor det skete, og fandt til sidst hen til jer på hospice djursland. Forud var gået en dag, hvor Johanne, nu 16 og i 1.g, ikke ville op; så hun blev i sengen. maja, nu 11 og i 5. klasse, ude af døren for glad at følges med veninden i skole. Johanne fortrød senere og søgte selskabet på skolen i stedet for det knugende hjem. Så fik jeg tid; havde regnet med at skulle på arbejde, men det viste sig at være mig, der trængte til at gøre noget for at overskue dagen.

hvordan ser verden ud et år efter, ens kære er gået bort? For det første synes tiden at være blevet ophævet; jeg kan simpelthen ikke forstå, at det er så lang tid siden - på papiret jo, men mentalt ej. Ikke for mig i det mindste.

Jeg satte bilen, hvor jeg nogenlunde plejede på jeres parkeringsplads. Flaget var på halvt. det er jo vilkåret, ikke hver dag, men alligevel - og altså også i dag. Køkkenet var fuldt af jer, en del ukendte, tiden er jo gået, men flere kendte ansigter. Tog en kop kaffe, luskede hen i stuen, sad og lod stedets ånd tage bo. udluftningens sagte summen, fjerne stemmer, bugten, gæs i v-for-mation, vejskiltet som stormen bodil bøjede, stadig bøjet, men egetræet umærkeligt på sin plads. lyset strømmede ind, og jeg fornemmede stadig stærkt at være på den trædesten, som gør det umulige muligt, at komme fra verden og være i porten til en anden verden, fuld af ro og skønhed.

Åse kom ind; vi fik en god snak. Mærkeligt at mødes igen, og forunderligt at være husket. Sådan er I, sådan er jeres hus. gik på gangen, mødte line; endnu en god snak og varme, og på vej ud Rikke, der heller ikke kunne forstå, at tiden var svunden så hurtigt. mere varme. den varme kunne jeg tage med mig, og dagen blev lettere. Jeg købte en smuk radering af Falko behrendt oppe i boghandlen. den bliver en del af mindet om i dag, den dag bibi gik bort for et år siden.

Ofte spørger folk mig, om vi får hjælp; får talt med en eller flere professionelle for at kunne komme videre, ovenpå, i gang igen, stige på toget. men nej, vi har endnu ikke taget den hjælp i brug. Venner og familie er dér, hvor de skal være; vi skruer selv op og ned efter behov.

Og måske er grunden til, at det uhåndterlige er blevet håndterligt, den første-, anden- og tred-jehjælp, I ydede i månederne op til. den tid var værdigfuld for os. den var tryg. den var 24 timer i døgnet og aldrig noget, man skulle vente på, men lige netop der, hvor man havde behov. vi kunne også fungere som familie, på værdig vis, hvor fokus ikke sløredes af frustration over mangel på indsigt i pleje. Dér var vi alle fire i trygge hænder. Så klap jer selv på skulderen og vid, at det, I gør, rækker videre end de buede gange, I dagligt færdes på.

19

ÅRSS

KRIFT 2014

20

ÅRSS

KRIFT 2014

mere end en rundvIsnIngHelle DalBy kriSTenSen SouScHeF

Jeg havde aftalt at mødes med den uhelbredeligt syge kvinde og hendes ægtefælle om for-middagen. hendes ægtefælle havde kontaktet mig et par dage forinden og spurgt, om det var muligt at komme ud og se hospice og få svar på nogle spørgsmål, som fyldte. han havde kort fortalt mig lidt om sin kones sygdomsforløb og om den forandrede hverdag og fremtid, som de begge prøvede at mestre efter bedste evne. Forleden havde hans kone pludselig givet udtryk for, at hun gerne ville se hospice djursland på trods af hendes ønske om at dø derhjemme og hans forsikring om, at han nok skulle passe hende. han havde prøvet at slå det hen, men hans kone havde holdt fast i sit ønske.

Jeg mødtes med dem i receptionen og bemærkede, at ægtefællen var meget berørt af situa-tionen. den syge kvinde forsøgte at trøste ham samtidig med, at hun selv brugte kræfter på at holde balancen og få vejrtrækningen under kontrol. hun var bleg og afmagret, og jeg tænkte, at hun så vældig syg ud. hun smilede kort til mig og besvarede stille min hilsen. ”det er en dår-lig dag,” var hendes første bemærkning til mig. ”Jeg føler mig lidt svimmel og svag, - vi skulle vist ikke være kommet?” Jeg fik dem til at sætte sig ned, og efter at have hilst på ægtefællen spurgte jeg, om hun ville låne en kørestol. efter lidt betænkningstid og en bemærkning om, at sådan en var hun ikke vant til at bruge, accepterede hun, og jeg fik hende sat til rette i en af husets kørestole. Jeg fortalte, at jeg havde tænkt mig at vise dem lidt rundt, og at vi derefter kunne sætte os ned og få afklaret de spørgsmål, de havde til mig. de nikkede tavst begge to.

vi gik en lille tur igennem huset, og jeg fortalte lidt om livet på hospice. Jeg kunne mærke, at de begge efterhånden slappede lidt af og begyndte at gengælde de smil og nik, de mødte på vores tur ned ad gangen. Vi mødte flere af sygeplejerskerne og bl.a. også to Falck-reddere, der kom kørende med en kvinde på en båre, en patient som med et smil fortalte mig, at han var på vej i spa-bad, en lille dreng der fortalte, at han var ved at tegne en tegning til morfar ”der er meget gammel og syg,” et tændt lys på gulvet under hylden med mindepladen med navnet på den mand, der var død aftenen før, og en pårørende, der var på vej ud for at lufte sin hund.

efter den lille rundvisning satte vi os ind i biblioteket, og kvinden begyndte at fortælle mig om sit sygdomsforløb. Om hvordan livet for altid blev forandret den dag, de fik at vide, at der var kræft i det modermærke, hun havde fået fjernet, og at sygdommen på det tidspunkt allerede havde bredt sig til lungerne. Siden også til hjernen. Om de opslidende kemo- og strålebehand-linger, som virkelig havde gjort hende syg. Om kontrolbesøgene og samtalerne med de dårlige

21

ÅRSS

KRIFT 2014

beskeder. Om det svære i at få det fortalt til deres to voksne børn og om sorgen over kun at få lov at være mormor i kort tid og måske aldrig nå at blive farmor. Om pludselig at føle sig træt og fuldstændig uoplagt hele døgnet, om at spise uden at nyde det, ”fordi det skal man – også selvom det meste smager underligt og noget ligefremt dårligt.” Om smerterne, svedeturene og den dårlige nattesøvn. Om frygten for at blive afhængig af hjælp, for at miste sig selv og kon-trollen over eget liv og allermest om den største frygt: at blive en belastning for ægtefællen og familien.

ægtefællen og jeg sad og lyttede uden at sige meget. han var meget berørt, og da hans kone udtrykte frygt for at miste sig selv og blive en belastning for ham og deres børn, fik tårerne frit løb. ”det må du ikke sige,” sagde han og lagde sin hånd oven på hendes. ”det kommer ikke til at ske, jeg har lovet dig, at jeg vil passe dig.” hun sad lidt og kiggede på ham, og så svarede hun: ”Jamen, hvad nu, hvis du ikke kan?”

dette var stikordet til, at jeg kunne komme ind og fortælle lidt om, hvad jeg tænkte. Jeg mødte kvinden i hendes bekymring for, at det skulle blive en for stor opgave for hendes mand at passe hende og fik fortalt dem begge om, hvordan sygdommen nogen gange kan vise sig på en måde, som man slet ikke havde forudset. Om hvordan det kan være en rigtig god ide at have flere pla-ner for, hvad der skal ske afhængigt af, hvordan sygdommen udvikler sig, og at det kan være en lettelse senere, at man allerede har berørt denne svære problemstilling. Jeg mødte ægtefællen i hans ønske om at tage sig af sin kone men fik også sat ord på, at det nogen gange kan være en fordel i hvert fald sidst i forløbet at lade professionelle tage over. At få hjælp til noget af det praktiske, måske lade andre udføre plejeopgaverne og have nogen at dele ansvaret med, såle-des at der bliver mere plads til at være ægtefælle, og der bliver mere tid til blot at være der.

For mig er det vigtigste ved disse møder med uhelbredeligt syge mennesker og deres pårørende, at de føler sig set, hørt og mødt i forhold til den livssituation, de befinder sig i. Jeg viser dem hospice og fortæller om livet herude på en måde, som jeg håber giver dem en tro på og en til-lid til, at vi kan hjælpe i den sidste del af den syges liv, hvis de får brug for det. Jeg forsøger at besvare deres spørgsmål og prøver også at italesætte nogen af de ting, jeg vurderer, kan være nyttige at få en dialog med dem om. Jeg spørger nogen gange om lov til at bringe svære spørgs-mål på bane og oplever sjældent at blive afvist, snarere oplever jeg taknemmelighed over, at de får hjælp til at sætte ord på noget, som de måske endnu ikke har tænkt over eller talt om.

22

ÅRSS

KRIFT 2014

23

ÅRSS

KRIFT 2014

Der er flere temaer og spørgsmål, der går igen i disse møder, og hvis patienten eller den pårø-rende ikke selv bringer dem på bane, tager jeg dem ofte op. dels den informative del om, hvor-dan man bliver henvist til hospice, at der kan være flere, der venter på en hospiceplads, og at det derfor kan være svært at sige noget om ventetiden på at få en plads. Om at vi hele tiden prøver at vurdere, hvem der har mest behov for at få den næste plads, og at det derfor ikke giver mening – i bedste mening - at sende en henvisning lang tid før, der reelt er behov for en plads. At man ofte får at vide dagen forinden, at der en ledig plads i morgen, således at man er forberedt på dette, for nogen, svære vilkår. At det faktisk ikke er nok at være terminalerklæret og døende, men at der også skal være det, vi kalder for komplekse problemstillinger, der kræver en specialiseret tværfaglig indsats.

Jeg prøver at sætte flere ord på dette for at sikre mig, at den anden forstår, hvad jeg mener. Selvom de måske godt kan forstå, hvad jeg mener, når jeg prøver at forklare, at hospice er for de døende med de mest komplicerede fysiske, psykiske og eksistentielle problemstillinger, er dette nogle gange en udfordring, da de pårørende naturligt nok altid ønsker sig det bedste for deres kære og dermed har svært ved at rumme en evt. afvisning af deres ønske.

Jeg forklarer også, at vi nogle gange udskriver den syge igen, hvis det er lykkedes for os at behandle de generende symptomer, og tilstanden stabiliserer sig, at nogen af patienterne er glade for at kunne komme hjem igen, men at andre også er kede af det, da de helst vil blive på hospice.

Så er der spørgsmålet om, hvornår man skal på hospice? I mit svar på dette spørgsmål tager jeg udgangspunkt i den enkeltes fortælling om sygdommen med baggrund i min erfaring for, hvad der måske vil blive problematisk i forhold til, hvordan denne sygdom kan udvikle sig. derudover afsøger jeg, hvilke muligheder for hjælp og støtte den syge har i sit netværk, og sikrer mig, at den syge er vidende om, hvilke muligheder der er for professionel hjælp fra f.eks. hjemmeplejen, egen læge, det palliative team, åben indlæggelse på den afdeling, den syge har været tilknyttet, etc.

hvis det er muligt, spørger jeg nænsomt ind til, hvordan den syge har det med at modtage hjælp og med at bede andre om hjælp, jeg italesætter det svære at overvinde sig selv til at bede om hjælp, når man har været vant til at klare sig selv. Jeg supplerer med eksempler på, hvad der kan bedes om hjælp til og minder om den glæde, de fleste mennesker oplever ved at kunne hjælpe andre. At det kan være godt at sige præcis, hvad man har brug for, da det ikke er sikkert, at den anden selv kan få øje på, hvad det er, vedkommende kan bidrage med.

Jeg taler om det svære ved at love noget og så pludselig opleve, at man alligevel ikke kan holde det, f.eks. løftet om at passe den anden indtil døden. Om hvordan løftet kan komme til at stå

24

ÅRSS

KRIFT 2014

i vejen for at tænke i andre muligheder, når man er presset og næsten ikke kan overskue og overkomme det hele mere. At løftet jo bliver givet, fordi man vil det bedste for den anden, men uden at man har en erfaring og en viden om, hvad det i grunden er, man lover at stille op til. Jeg er varm fortaler for, at man laver en plan b, det vil sige en plan for, hvad der skal ske, hvis det, man lovede hinanden, nu alligevel ikke kan lade sig gøre, således at der ikke er nogen, der havner i en situation, som vedkommende alligevel ikke kan mestre, og skal kæmpe med dårlig samvittighed over at måtte kaste håndklædet i ringen.

Jeg spørger som regel om, hvad de har fået ud af vores møde, inden de forlader hospice. Svarene er meget forskellige, men der er nogen, der går igen. Først og fremmest siger de som regel, at de fik svar på de spørgsmål, de kom med. Mange siger også, at de fik en fornemmelse af livet på hospice, at det føltes godt at fornemme stemningen og roen i huset, og at de fik sat billeder på, hvor den sidste tid af livet måske kan/skal foregå.

efterskrift

Hvad angår den syge kvinde, så fik hun sit ønske opfyldt. Hun døde hjemme 17 dage efter, jeg havde samtalen med hende og hendes mand. Jeg var taknemmelig for, at hendes mand tog sig tid til at ringe og fortælle mig det.

25

ÅRSS

KRIFT 2014

ArbejdsmIljøets betydnIngriTa BøDker og rikke krogager arBejDSMiljørepræSenTanTer

når man som medarbejder på hospice djursland bliver spurgt, hvor man arbejder, og svaret er hospice djursland, får folk som regel et alvorligt udtryk i ansigtet og siger: ”hold da op, det må være hårdt!” Og ja, det er hårdt at arbejde på et hospice, både fysisk og psykisk! dette faktum gøres der meget for at tage hånd om.

på hospice djursland er der fokus på, at arbejdsmiljøet hele tiden er i bevægelse og hele tiden forbedres. der er en arbejdsmiljøgruppe bestående af en arbejdsmiljøleder og to arbejdsmiljø-repræsentanter (AmIR), en repræsenterer sygeplejersker og terapeuter, og en anden repræsen-terer køkken, service, administration, bygningsansvarlige, frivilligkoordinator. derudover er der uddannet tre forflytningsvejledere.

der er stor mulighed for at ”træne” sin psykiske robusthed som medarbejder på hospice djursland, så man er i stand til at tackle de psykiske udfordringer, der følger med det at arbejde med meget syge og døende patienter og deres pårørende. Der er ugentlige refleksioner, hvor ordet er frit for, hvad der fylder en lige nu, og supervisionsforløb, hvor man kan gå mere i dyb-den med konkrete cases eller mere generelle problematikker. derudover er der både AmIR og Tillidsrepræsentant (TR), som er klar med et øre eller en hånd, hvis det skulle være nødvendigt, kollegaer at sparre med samt ledelsens altid åbne dør og interesse.

ligesom det kan slide på sindet, kan det også være slidsomt for kroppen at arbejde med men-nesker, der er afhængige af andres hjælp. mange patienter på hospice er sengeliggende, og derfor foregår meget af sygepleje- og terapeutarbejdet ved sengen. For at kunne holde til et langt og sundt arbejdsliv, må medarbejderne hele tiden have fokus på arbejdsstillinger og kor-rekte forflytningsteknikker.

De rette hjælpemidler er desuden alfa og omega for, at medarbejderne kan lave forflytninger, der slider så lidt som muligt på kroppen. Forflytningsvejlederne står til rådighed i den daglige pleje, og de sørger for at undervise i bl.a. brug af nye hjælpemidler og nye teknikker, og samti-dig er de med til at sikre, at forflytningspolitikken følges.

Også vores Køkken spiller en væsentlig rolle for et sundt arbejdsmiljø, idet de hver dag sørger for, at medarbejderne får sund kost igennem madordningen. nattevagter opfordres til at tage en power nap evt. i massagestolen. Der er tilbud til medarbejdere om et mindfulness-forløb, som

26

ÅRSS

KRIFT 2014

har sit primære fokus på at mærke pausens kraft i arbejdet med at styrke evnen til nærvær og oplevelsen af indre ro. Og for yderligere at forebygge slid og skader har medarbejderne adgang til motionsrum i kælderen, hvor de kan styrke- og konditionstræne. mulighederne for at holde sig sund og stærk er givet fra arbejdspladsens side, og så er det op til den enkelte medarbejder at gribe muligheden og tage et medansvar for sin egen sundhed.

ledelsen og Arbejdsmiljøorganisationen forsøger altså med mange forskellige tiltag at støtte, hjælpe, guide, vejlede og undervise medarbejderne her på hospice djursland, så de er klædt på til de udfordringer, arbejdet på et hospice giver. hospice djursland skal blive ved med at være en attraktiv arbejdsplads, og det bliver den kun ved, at arbejdsmiljøet – både det fysiske og det psykiske – fortsat har masser af opmærksomhed.

Så når folk udefra spørger, om det ikke er hårdt at arbejde på hospice djursland, kan vi kun bekræfte det. men sammen gør vi meget for at lette det og gøre det ”sliddet” værd.

27

ÅRSS

KRIFT 2014

28

ÅRSS

KRIFT 2014

dAgbOgenole og Helle MeHl paTienT og pårørenDe

min mand, Ole, havde sagt ja til at skrive et indlæg i årsskriftet og glædede sig til opgaven. I hans efterladte dagbog fandt jeg følgende:

”Mødet

For nogen tid siden blev jeg opfordret til at skrive om mødet. i mine ører noget, der lyder anderledes og også spændende, så mon ikke lige det var noget for mig. efter nogen tid gik det op for mig, at det møde var ret så begrænset eller afgrænset. Den ramme, som var begrænsningen, måtte nødvendigvis være hospice. Det er her, jeg lever, det er her, jeg har min dagligdag, så naturligvis er det mødet med hospice, der ønskes uddybet.

Mange tanker blev sat i gang, få blev gennemført, mon jeg overhovedet kunne huske, hvordan mødet havde fundet sted? Hvad er det egentlig, der gemmer sig i erindringen? om det møde, for at belyse det så godt som muligt, er det mindste, man kan gøre, at se, hvad hukommelsen gemmer på. godt så prøver jeg:

Hospice kræften Døden Sygeplejersker Frivilligt personale Musik Tro psykisk overbevisning”

længere nåede Ole desværre ikke. men han ønskede at fordybe sig i mødet.

Ole og jeg boede i Struer Kommune. vi havde ofte snakket om et eventuelt valg af hospice og var trods afstanden ikke i tvivl om, at hospice djursland var det rigtige sted.

Først og fremmest for at være tæt på vores børn og barnebarn, der bor i østjylland, men også for at komme tilbage til en egn, som han kendte fra sin ungdom. en egn, hvor han som elev på Rønde Kursus og Sproghøjskole udforskede egnen og naturen på djursland. men nu var der en anden årsag til mødet med djursland. d. 25. november skrev Ole i sin dagbog:

29

ÅRSS

KRIFT 2014

”kom på hospice ved 12-tiden, ok tur herned, selvom det bumpede meget. Hjertelig mod-tagelse, her bliver godt at være. Flot og lyst værelse, med udsigt over Følle Strand, formi-dabel flot udsigt, det er noget, jeg kommer til at nyde fremover. Det bliver ikke svært at falde til her!”

Ofte talte Ole om, hvor glad han var for stedet, for udsigten, for personalet, for omsorgen, for maden og for de mange besøg, han fik af familie, venner, gamle kollegaer og naboer.

med valget af hospice djursland forventede vi ikke mange besøg fra vores hjemlige netværk, pga. afstanden, men vi tog fejl. der kom så mange besøg, at vi ofte måtte synkronisere kalen-dere, for at der ikke skulle komme flere besøgende på en gang. Møderne med hele vores netværk var uvurderlige. gang på gang glemte vi, hvor vi var, og hvorfor vi var der. det blev mødet, der betød noget. Snakken gik om dagligdags ting, sidste nyt og hvad der rørte sig i den store verden. nøjagtig som vi plejede derhjemme.

I mødet med personalet følte Ole sig godt tilpas. det kunne være snakken, der opstod i forbin-delse med den daglige pleje eller en søvnløs nat, omsorgen i en blid massage, eller at opdage en ny tilgang til musikken. møder Ole så frem til, fordi de gav ham glæde, ro og lindring.

de første uger, Ole var på hospice, var Onsdagsbaren også et møde, han så frem til. et lille frirum med hygge og møde med nye spændende mennesker. men mødet med usikkerhed ramte også, da det på et tidspunkt i forløbet var på tale, at Ole skulle udskrives. han skrev d. 19. dec. I sin dagbog:

”Mindre smerter i benene men kan næppe holde balancen. Hvad skal jeg gøre, når mine ben ikke kan bruges? Hvordan skal jeg klare min dagligdag? Hvem skal tage sig af min medicinering? Meget glad for at være her, føler mig sikker. Meget træt.”

En utryghed, som nagede Ole i næsten en måned. Heldigvis fik han lov at blive og dermed ro på sig igen.

Om mødet med canceren kan jeg se, at den fyldte mere, end vi egentlig var klar over. Første møde var diagnosen blærecancer og operation. næste møde var kemoterapi. det gik jo godt - troede vi. derefter mere kemoterapi, stråler, kemoterapi, stråler.

30

ÅRSS

KRIFT 2014

lidt håb ind i mellem, men også en langsom erkendelse af, at det kun gik en vej. Sygdommen var en tro følgesvend i syv et halvt år. Svigtede os aldrig men gav os nogle gevaldige ture i livets rutsjebane.

I løbet af årene betød sygdommen, at Ole ganske langsomt lukkede sig lidt inde i sig selv, når han var hjemme. Jeg kunne se det og fandt ud af, at Ole prøvede på at beskytte mig ved ikke at påføre mig bekymringer om sygdommen. men han glemte, at jeg både kan se og høre.

han brugte sine kræfter i mødet med andre mennesker. Som ulønnet støttelærer i en special-klasse på østre Skole i Struer, som frivillig rebslager på Frilandsmuseet hjerl hede og især i arbejdet med sin helt store interesse: insekter, specielt træbukke. At være udadvendt kostede flere kræfter, end både han og jeg var klar over, men han nød det. Hjemmet blev derfor den base, hvor han kunne trække sig tilbage, restituere og lade op.

mødet med døden var Ole afklaret med. Ikke at han syntes, det var rimeligt eller meningsfyldt for ham, at han skulle dø i en forholdsvis ung alder. men med sin naturvidenskabelige tilgang til livet erkendte han, hvad der ville ske.

Ole vidste også, at før døden ville der komme en meget smertefuld tid, og det gjorde ham bekymret og bange. For ville han kunne smertedækkes medicinsk og stadig være mentalt klar nok til at udtrykke sig og forholde sig til omgivelserne. det lykkedes lige til det sidste.

Ole sov fredeligt ind omgivet af familien tirsdag d. 3. februar, lige før mødet med lyset fra en ny dag.

31

ÅRSS

KRIFT 2014

32

ÅRSS

KRIFT 2014

nOvIcens vIlkÅrTrine HeDegaarD HelBo og DorTe STaMpe Møller SygeplejerSker og kliniSke vejleDere

hospice djursland er uddannelsessted for sygeplejestuderende, som hos os møder en ganske særlig gren af sygeplejen. vi møder ca. otte nye studerende hvert år, og ud af årets 52 uger er der studerende i praktik i de 40. det skaber mange nye møder, nye ansigter og nye relationer.

når de studerende kommer til os, er de på modul 11 og næsten færdige som sygeplejersker. hver især har de forskellige kompetencer. nogle er midt i 20’erne, andre er noget ældre, og alle har forskellig livserfaring med i deres rygsæk. Fælles for dem alle er, at de har modtaget klinisk og teoretisk undervisning på tidligere moduler en række forskellige steder i sundhedsvæsnet, både i den primære og i den sekundære sektor.

vi er to sygeplejersker, der varetager funktionen som klinisk vejleder. vores primære opgave er at tilrettelægge gode læringsmuligheder for de studerende. endvidere er der en lang række opgaver af mere administrativ karakter, der knytter sig til funktionen. det er også os, der fore-står både den praktiske og den mundtlige eksamination af de studerende som afslutning på deres praktikforløb på hospice djursland. den mundtlige del i samarbejde med en sygeplejelæ-rer fra skolen i Randers.

de studerende, vi modtager, har alle selv valgt at komme lige netop her. de har et ønske om at få erfaringer med plejen og omsorgen til de svært syge og døende patienter og deres pårø-rende. Forud har de gjort sig mange tanker og forestillinger om det at være på hospice. For nogle er det første gang, de møder døden på så nært hold. Andre har måske tidligere haft døden tæt inde på livet. det kan betyde et møde med følelser, som måske var ”parkeret,” men som der nu må arbejdes med igen. her kan vi som vejledere lytte og hjælpe, så de studerende finder fodfæste og kan fokusere målrettet på alt det, de skal lære, mens de er hos os. Eller sagt på en anden måde, støtte de studerende i at finde balancen mellem det at være personlig og professionel.

plejen af hospicepatienten er for de studerende et møde med skiftet fra et fokus på forebyg-gende, helbredende og livsforlængende behandling til et fokus på den lindrende behandling. Tidligere har de studerende eksempelvis lært om vigtigheden af fx tilstrækkelig kost og væske-indtag med sigte på at mindske vægttab og optimere kroppens mulighed for at restituere. Inden for det palliative felt kan det være nødvendigt at tænke i andre baner. nu skal opmærksomhe-den rettes imod, at ernæring skal være en nydelse og give gode smagsoplevelser.

33

ÅRSS

KRIFT 2014

34

ÅRSS

KRIFT 2014

mødet med pårørende fylder meget i omsorgen på hospice. At de pårørende ofte er til stede på stuen døgnet rundt kan være med til at øge kompleksiteten i et patientforløb. de studerende skal ikke kun forholde sig til patienten men også have opmærksomheden på den eller de pårø-rende, der nogle gange er ganske mange. ligesom de skal lære at håndtere at have de pårøren-des opmærksomhed rettet mod sig under deres handlinger.

Den palliative pleje og omsorg fordrer gode evner til refleksion igennem følgende spørgsmål: hvorfor, hvordan og hvilke. For at opnå nye erkendelser kræves refleksion over egen praksis. Det betyder helt grundlæggende, at de studerende, via refleksion, får muligheden for at se nær-mere på sine egne ressourcer og evner.

At møde de studerende betyder for os som vejledere også et møde med at skulle ”udstille” egen sårbarhed og at turde have andres øjne på de handlinger, man udfører. Som vejledere bliver vi mødt med mange undrende spørgsmål. Spørgsmål som bidrager til, at vi holder os skarpe fag-ligt, og at vi skal kunne argumentere fagligt for vores handlinger. men også hvorfor det eventu-elt kan være nødvendigt at fravige det i bogen foreskrevne. netop det at kunne fravige fra ”nor-mer og plejer” og kunne argumentere for sine handlinger med faglige begrundelser er måske netop det, der adskiller novicen og eksperten. Selv simple opgaver kan forekomme komplekse i deres kontekst, derfor er refleksion og reduktion af det komplekse nødvendigt.

35

ÅRSS

KRIFT 2014

Om mødetMaria Bäck FilMinSTrukTør

Jeg møder Finn i oktober. han ruller ind i spisekøkkenet. en sygeplejerske siger: her er Finn. Jeg kigger på ham og siger: Jeg hørte tidligere, at der ville komme en Finn. Finn svarer: Og det var mig. det er mig, som hedder Finn. Finns højre hånd sidder fast på hans højre arm. hans højre arm er brækket og kan ikke bevæges. Finn strækker sin venstre hånd frem. Jeg tager hans ven-stre hånd med min højre hånd, som sidder fast på min højre arm. Jeg siger mit navn. maria. ved siden af mig står min veninde og arbejdspartner. hun hedder også maria. To gange maria, siger Finn og griner. Ja, og vi kommer fra samme by – svarer vi i kor. göteborg, siger vi så.

det siger vi også i kor. Finn griner igen. Foran os ligger et stort fad med kiks og ost. göteborgskiks, siger Finn pludselig og nikker imod kiksene på fadet. JA! råber maria og jeg sam-tidig. What the fuck? nærmest skriger jeg. Shit! udbryder maria højt. vi er et slags råbekor. vi er glade, ja overlykkelige, over, at kiksene på fadet faktisk, helt rigtigt nok, er göteborgskiks.

de er runde. de er runde og brune. de er runde og brune og minder lidt om digestivekiks. I ste-det for digestive står der göteborg i midten af dem. Teksten er sirlig og dannet af et slags tung kiksstempel, i en kæmpe kiksmaskine, som med største sandsynlighed sidder fast i den kendte kiksfabrik, som ligger et sted uden for göteborg, i en lille by som hedder Kungälv på Sveriges vestkyst. Jeg har været i den fabrik flere gange som barn; Jeg var der med børnehaven. Jeg var der med fritidsklubben. Jeg var der med Karin og urban. Og jeg var der med min mor. der duf-tede af kage og chokolade i fabrikken. længst nede i fabrikshusets forhal fandtes en butik med billige bigpack-poser, med kiks og kager som var gået i stykker. de var nærmest gratis, plejede min mor at sige.

Finn tager en hel og rund Göteborgskiks op, mellem venstrehåndens pegefinger og tommelfin-ger. Skulle man også have noget gorgonzola, mon? mumler han til sig selv. det er jo egentlig ikke godt for mig – men måske kan det være lige meget nu? siger han noget højere. det er vel ikke lidt gorgonzola, som slår mig ihjel? fortsætter han med et lille stjerneskud i øjet og kigger undrende på mig.nej, det dør du ikke af, svarer jeg.

Vi smiler, og Finn spørger: Hvad laver I svenska flickor her? Er I på ferie fra det svenske? Han griner igen og tager en bid af kiksen. Nej, vi er her for at filme. Vi laver en film, svarer jeg. En film? svarer Finn. Jojo, fortsætter han. Skal I så til Hollywood og vinde en Oscar bagefter? måske, svarer vi.

36

ÅRSS

KRIFT 2014

udenfor blæser det. Træerne har stadig blade. bladene sidder fast på træernes grene, og træer-nes grene sidder fast på træernes stamme. Stammerne står i jorden og jorden sidder vel, på en måde, fast på selve jordkloden: den runde jordklode, som slet ikke er rund uden vand på. Finn skal videre. Sygeplejersken skal vise ham rundt i huset.

maria og jeg tager hver vores göteborgskiks på hver vores tallerken. vi vælger to slags ost og lægger også nogle vindruer på kanten. Vi har arbejdet i mange timer i dag. Vi har filmet Lene i stue 7. hun fortalte om sine skovture og om en meget lille blå rygsæk, som hun købte for mange år siden, da hun var træt af ikke at kunne finde ud af at pakke bare nogle få ting, når hun skulle ud.

Light weight, sagde hun flere gange. Jeg vil have light weight på ryggen. Ikke heavy weight, sagde hun. nej, det er klart, nikkede maria og jeg. hvis man skal vælge, så vælger man da helt klart light weight.

hun fortalte, at hun var blevet så god til at forstå, hvilke ting hun egentlig havde brug for i skoven. En ekstratrøje er en god ide, sagde hun. Lidt kaffe i en lille termokande er en god ide. måske en banan. Og en kikkert vil jeg også gerne have, sagde hun. det er sådan man får fugle-nes unger at se, og det elsker jeg, afsluttede hun.

Jeg tænker over fuglene, vi så tidligere i dag. pludselig kom der et sort punktum på himlen, som sivede ned i små fugledryp og lignede en slags blæk opløst i vand. det må have været træk-fugle. Nogle af dem kunne nok godt finde på at samles her i området. Nogle af dem kunne nok godt finde på at samles her i området, inden den lange tur. Den lange tur sydpå. Det er noget med, at de også venter på deres venner fra england. det er noget med, at de også venter på deres venner fra England, og sådan flyver de rundt her i området: De venter og synger og spi-ser og svæver og kigger op; de kigger op mod resten af himlen, for at se om der mon er nogle venner på vej.

Jeg forestiller mig, at fuglene sidder fast på himlen, på samme måde som min hånd sidder fast på min arm. Jeg forestiller mig, at det ikke er fuglene, der bevæger sig, men himlen; himlen bevæger sig i store tynde flader hen ad marker og forskellige slags vand. Fuglenes fødder krad-ser mod den der flade, når vingerne basker. Fuglenes kroppe bevæger sig ikke. Når fuglene så alligevel, fra tid til anden, rammer græsset her udenfor, skyldes det, at en himleflade pludselig

37

ÅRSS

KRIFT 2014

er gået i stykker. ligesom på kiksfabrikken samler vi måske himlestykkerne op og putter dem i bigpack-poser. mest af alt for at vi ikke vil, at noget skal gå til spilde.

Finn ruller pludselig forbi vinduesvæggen igen. vinduesvægge er der virkelig mange af her på hospice djursland. de holder afstandene på plads uden at afskærme. vi kigger tit igennem dem. vi kigger tit igennem dem og får øjenkontakt. vi kigger tit igennem dem og får øjenkontakt, og jeg har hørt, at der på et tidspunkt var en vinduespudser, som gjorde sit arbejde så godt, at en af sygeplejerskerne gik ind i glasset og faldt om. måske besvimede hun. måske besvimede hun, sådan at hun faldt ned. eller så var det bare hendes luftplade, som smeltede. eller så var det bare hendes luftplade, som smeltede nedad, lidt ligesom de der fugle. lidt lige som de der fugle, som var som blæk på himlen tidligere i dag. øjeblikke af smadrede og smeltende ting. øjeblikke af skeletdrys og gennemsigtig hud. øjeblikke af grin og samtidig gråd. Og lyset som varsomt slentrer forbi. et lys på en gren. et lys på en sten. et lys på en vej.

Jeg tænker over dagens øjeblikke. Der var mange fine øjeblikke i dag. Jeg kunne mærke, at også filmen blev glad: Fugledryp på himlen, billedet af den blå rygsæk, et stjerneskud i Finns øje, historien om løvernes børn og den der lyd fra køkkenet, da de skrællede nabohavens æbler.

Jeg overvejer tidligere ideer, jeg har haft om at lave film. Jeg overvejer begreb som tillid. Jeg overvejer begreb som møder. Jeg overvejer begreb som tid. Jeg tænker over en følelse af tak-nemmelighed. Jeg tænker, at tid og tillid nogle gange sidder fast i hinanden. Og nogle gange, når deres flader er så sammenpressede, at man slet ikke kan se deres forskellighed – så sker det, at møder opstår, hvor det føles som, at man har kendt hinanden i lang tid. nogle gange, når fladerne presses sammen, så sker det, at både himlen og lyset og øjet og hjertet melder sig. de basker forsigtigt med vingerne og lytter stille.

Maria Bäck er filminstruktør og arbejder sammen med filmfotografen Maria von Hausswolff på en film om erindringens forhold til evigheden. Filmen udspiller sig delvist på Hospice Djursland og er finansieret af Svenska Filminstituttet og Nordisk Film & TV Fond. Forventet premiere i slut-ningen af 2015. For mere info, skriv venligst til maria.ingrid.back@gmail.com.

38

ÅRSS

KRIFT 2014

39

ÅRSS

KRIFT 2014

snApshOts frA fysIOterApeutens Album line kloDe FySioTerapeuT

AnnA Jeg kigger ind på stuen. hun ligger helt stille i sengen. Fladt på ryggen. med lukkede øjne. hun sover, tænker jeg og vil liste ud igen, da hun slår øjnene op og kigger direkte på mig. Jeg skulle jo være død! udbryder hun, på det nærmeste indigneret. Forvirring og forundring over endnu at være i livet møder mig. Jeg besvarer hendes blik med et blik. Og stilhed. et lille smil. Og så: nu, hvor du alligevel ligger her og venter, vil du så have lidt massage? Ja tak. – og siden: det var vel nok dejligt.

benTe hendes øjne er store og ser intenst på mig, men ansigtet er uden mimik. Ikke en trækning viser, hvordan hun har det. vi har aftalt, at jeg skal komme og give behandling. et tonløst ja besvarer mit spørgsmål, om hun er klar. lidt tøvende går jeg i gang. hun ligger ganske stille. Ikke en lyd. Ingen respons. de vidtåbne øjne ser op mod loftet. Jeg afkorter behandlingen. holder inde efter bare en kort stund og slutter med et stille: det var vist det for nu. Igen det intense blik, men for første gang i lang tid følger en hel sætning: det føltes rart, hvornår kommer du igen?

cARl Jeg vidste, det var dig. Jeg kan kende din måde at banke på. han smiler stort og er glad for, at jeg kommer. Overrasket opdager jeg, at jeg føler mig set på en måde, jeg ikke havde forventet. på hospice er det patienten, der er den vigtige. det er mig, der skal lære patienten at kende – de små rutiner, der får dagene til at glide. her ligger han, og har lært mig at kende. min lille rutine, som jeg ikke selv vidste, jeg havde. Jeg kan kende din måde at banke på.

dORThe Hun accepterer at prøve. Hvis jeg virkelig tror, det hjælper. Hænder finder forsigtig et ben. Rolige, faste, men ikke hårde bevægelser. lille suk. på rette vej. Tror jeg. I stedet kommer med høj og klar stemme: det var dejligt. det var dejligt? var – datid? Jeg spørger: betyder det, at det er nok for nu? det gør det. Og nu har vi prøvet. Sådan da.

eRnST han kommer gående mod mig ned ad gangen. Jeg kender ham straks igen. I dag er det årsda-gen for hendes død, og han ville bare lige forbi. Drikke en kop kaffe. Nyde udsigten. Mindes. ”nu hvor jeg er her igen, er det som om, tiden har stået stille. Jeg opdager, at jeg ikke er kom-met et skridt videre.” hvad vil det sige at komme videre? Sorgen bærer du måske netop med dig, fordi kærligheden var stærk og virkelig?

40

ÅRSS

KRIFT 2014

41

ÅRSS

KRIFT 2014

42

ÅRSS

KRIFT 2014

udvIklende sAmtAlerHilDe SkruDlanD MuSikTerapeuT

Alle ansatte på Hospice Djursland fik sidste forår en invitation fra Ledelsen til tværfaglig udvik-lingssamtale sammen med en gruppe på syv andre kollegaer på Kaløvig center en hel arbejds-dag. Invitationen indeholdt beskrivelse af dagens form og spørgsmål til overvejelse.

Jeg blev rigtig glad for invitationen. Jeg har på min anden arbejdsplads været med til flere grup-peudviklingssamtaler med gode erfaringer for den enkelte og gruppen som helhed.

der var kollegaer, der ikke havde den samme begejstring som mig for invitationen. det har jeg stor forståelse for. der kan være forskel på, hvad det er naturligt at sige til en individuel samtale og til en samtale, hvor flere kollegaer lytter med.

Jeg forberedte mig grundigt til samtalen, som skulle foregå i interviewform, og brugte spørgs-målene fra invitationen aktivt, da de kom godt omkring alle aspekter af mit arbejdsliv. Jeg tænkte på, hvad der var vigtigt for mig at sige højt, og vidste også, hvilke områder jeg syntes, ikke var relevante at dele med en hel gruppe kollegaer.

Da det var min tur til at bidrage, satte jeg mig i en interview-stol i dagligstuen på Kaløvig Center. Den ene leder satte sig i interviewer-stolen overfor, den anden leder skrev referat af samtalen, og resten af gruppen var aktivt lyttende.

Jeg tog udgangspunkt i spørgsmålene, talte blandt andet om den, jeg er som musikterapeut på hospice djursland, hvad mit formål med mit arbejde er, hvor jeg bliver udfordret, talte om det at være alene som faggruppe, at skulle have ansvar for et helt fagområde, hvordan jeg ser samarbejde som også et spørgsmål om at indgå i relation, og hvor glad jeg er for den store variation i opgaverne.

min leder var der hele tiden som samtalepartner, det var hende, jeg talte til. hun lyttede og svarede med små nik, mimik, spørgsmål og kommentarer. hun rettede ikke på det, jeg sagde, men afklarede og bad mig om at uddybe enkelte gange. Jeg var klar over, at der sad andre og lyttede med, men dem forholdt jeg mig ikke til i situationen.

Efter interviewet strakte jeg ben, mens gruppen, der havde lyttet, talte parvis om det, de havde hørt, hvad det gjorde ved dem, hvilke billeder eller tanker, det gav dem. de skulle bevidne det, jeg havde sagt, ikke evaluere.

43

ÅRSS

KRIFT 2014

Denne bevidning blev givet tilbage til hele gruppen, og til mig, som afslutning på interviewet. På denne måde fik jeg oplevelsen af at høre gruppen tænke højt om det, jeg havde talt om, uden at jeg skulle forsvare eller forklare. det var den enkeltes oplevelse, jeg hørte; det ændrede ikke det, jeg havde sagt.

Jeg lyttede gennem dagen til mine syv kollegaers interview. Hørte om tanker, idéer, kæpheste, fokusområder, ønsker om faglig udvikling, og lærte derved disse kollegaer bedre at kende, og fik mulighed for at fortælle som lytter, hvad det, jeg hørte, vakte i mig af tanker og følelser.

udviklingssamtale – tale sammen, så det vikler ud. det giver mig god mening, at gruppens kommentarer var med til at vikle ud, så jeg måske ikke bliver indviklet. hverken over for andre, eller mig selv. Jeg har også været med til at vikle kollegaers interview ud, og kender dem der-ved lidt bedre.

Vores ledere skiftedes til at interviewe os. Ville jeg have sagt noget andet, hvis det var den anden leder, der interviewede? Højst sandsynligt, fordi mødet mellem interviewer og mig er med til at udvikle det, jeg siger, ordene opstår i forberedelsen, men også i relationen.

Som en del af processen fik vi hver især navnet på en i gruppen, som vi efterfølgende skulle skrive og give et kort til, et personligt kort med udgangspunkt i at have hørt kollegaen blive interviewet.

Jeg fik skrevet et personligt kort til en kollega. Det var rart at vide, at vi alle modtog og gav et kort, alle fik og gav opmærksomhed. Nogle uger efter lå der et kort i mit dueslag. Personlige ord fra en kollega, der havde set og hørt mig. et kort, jeg stadig har liggende, og som jeg læser en gang imellem, når jeg trænger til at møde mig selv gennem en kollegas ord.

Jeg mener ikke, at den tværfaglige udviklingssamtale kan erstatte medarbejderudviklingssamta-len i den individuelle udgave, men den var for mig en god vinkel. nogle medarbejdere har været mindre glade for denne form, hvilket er vigtigt, at vi er opmærksomme på.

Så vi ikke vikler os ind i noget, der ikke er udviklende.

44

ÅRSS

KRIFT 2014

styrket tværfAglIghedeva juST Sociolog, pH.D. i organiSaToriSk læring

Som ekstern konsulent med fokus på tværfaglighed har jeg gennem 1½ år haft min gang og deltaget i mange forskellige møder på hospice djursland. det har været et møde med smukke omgivelser, og når man ankommer, det særlige indtryk, at der ofte bliver flaget på halv stang. det har også været et møde med en smuk bygning, som indvendigt er fyldt med lys, billeder og blomster og en rolig og varm atmosfære som kontrast til, at huset også rummer meget smerte og sorg. Og det har været mødet med en flok fantastisk engagerede medarbejdere, som har nok at gøre men alligevel bevæger sig rundt i en stilfærdig stil.

min adgang til huset har været at skulle bidrage til at styrke tværfagligheden. det startede med et halvdags seminar med bestyrelse, ledelse og medarbejderrepræsentanter og blev derefter til et udviklingsforløb på ca. et år, hvor jeg sammen med en styregruppe har givet forslag til fokus-områder, har lavet observationer af møder og hverdagssituationer, været supervisor og undervi-ser, samt været ”skriver” på projektet.

hvad er der så kommet ud af det? Jeg vil beskrive tre forskellige former for møder, som der især har været fokus på, dels de opgaverelaterede møder mellem faggrupperne i hverdagen, de tværfaglige konferencer samt organisatoriske møder.

Samspillet mellem faggrupperne udspiller sig, fra en patient ankommer til hospice til afslutnin-gen af forløbet. I løbet af de år, som huset har eksisteret, har der dannet sig nogle samarbejds-mønstre. hospice djursland kan ses som et tværfagligt praksisfællesskab, som udvikles over tid via fælles handlinger og meningsforhandling, og hvor man analytisk kan skelne imellem fælles virksomhed, fælles repertoire og gensidigt engagement. 1 Fælles virksomhed handler om at have et fælles billede af den opgave, der skal løses, og det ansvar, fællesskabet har. Fælles repertoire er de rutiner, begreber og handlestrategier, som fællesskabet har udviklet, og gensidigt engage-ment handler om den måde, fællesskabet håndterer de sociale relationer på.

I projektforløbet har der været fokus på at udfordre nogle af disse etablerede mønstre. der har fx været fokus på at styrke inddragelsen af flest mulige faggrupper fra starten af en indlæg-gelse. det har bestået i mere skriftlighed omkring visitation, så alle faggrupper har kunnet vur-dere relevansen af at tilbyde en tidlig kontakt til patienten i forhold til de problemstillinger, der

1 etienne Wenger 2004. praksisfælleskaber. Hans reitzels forlag.

45

ÅRSS

KRIFT 2014

er mest presserende. der er ikke behov for, at alle faggrupper er med fra starten, men der er en større bevidsthed om at inddrage hinanden.

der har også været fokus på at udrede nogle af de hverdagssituationer, hvor faggruppernes forventninger til hinanden ikke helt når sammen. hvem skal ind til patienten/de pårørende, og hvornår? Skal døren være lukket, og kan andre faggrupper deltage? udfordringen har, udover at udfordre de allerede skabte rutiner, været at finde en balance mellem de mange sygeplejer-sker og de andre faggrupper, som ikke kan deltage hos alle patienter, fordi der kun er én psy-kolog, én musikterapeut, én præst og én fysioterapeut. Det kræver opmærksomhed, dialog og feedback fra alle grupper at forholde sig åbent til nye former for samarbejde. en sygeplejerske sagde på et møde: ”det er som at sy et nyt tæppe at ændre den måde, vi spiller sammen på.”

på den ugentlige tværfaglige konference drøftes patienter med henblik på at sikre det bedste patientforløb, og de fleste faggrupper deltager for at få flest mulige perspektiver belyst. Dette møde er der blevet arbejdet meget med i form af en relativ stram mødeform, forberedte oplæg og refleksioner fra alle mødedeltagere. At ændre mødeform stiller nye krav til alle fagpersoner, og det er en læreproces, fordi det udfordrer de kendte måder at tale sammen på. et gennem-gående tema har været ”at have tid nok.” en stram form kan ses som mere produktiv, omvendt kan en for stram form udfordre den måde, man som faggruppe er vant til at udtrykke sig på, fx en fortællende stil. Der har været flere justeringer, og konferencens form er nu landet med en opdeling i to delkonferencer med færre deltagere, en mindre stram form og fokus på præcise mødeoplæg.

det har været projektets intention at styrke relationerne mellem både faggrupper og fagper-soner, og det er fx sket på stormøder med drøftelse af forskellige emner. disse organisatoriske møder har bidraget til en bedre forståelse for hinanden som personer og som faggrupper, sam-tidig med at det har handlet om at implementere nye fælles rutiner og holdninger. ledelsen har endvidere gennemført ”tværfaglige udviklingssamtaler” i grupper med 8 deltagere i hver gruppe, en form som har givet deltagerne mere forståelse for egen og andres arbejdsform.

Det er sårbart, når nogen stiller spørgsmålstegn ved samarbejdet. På langt de fleste områder fungerer tværfagligheden flydende og godt på Hospice Djursland. Projektet har bidraget til en større åbenhed og forståelse for mulighederne i at have forskellige faglige perspektiver.

46

ÅRSS

KRIFT 2014

mødet med det uundgÅelIgeFaMilie og nære venner Til jeTTe Bruun SørenSen, paTienT

vi tror, at alle frygter mødet med døden, nok meget forståeligt. det at skulle væk, det at skulle sige farvel til sine kære, sin familie og til sine venner kan være en traumatisk oplevelse, sådan havde Jette det!

vi, de efterladte, har oplevet mødet med noget mere håndgribeligt, nemlig mødet med en ægte-mand, en far, en svigerfar og en ven, der skulle miste sin kære hustru.

mødet med sundhedsvæsenet i alle aspekter har givet os et helt andet syn på det, der er her, nemlig livet.

Vores forståelse, vores fleksibilitet i en travl verden, vores kærlighed har alt sammen ændret betydning i vores liv.

mødet med hospice djursland har nok været den største enkeltoplevelse.

Jette havde et meget stort ønske om at sove stille ind i hjemmet eller, hvis dette ikke var muligt, så på hospice djursland.

hvorfor nu det? Jo, fordi hospice djursland er en sand perle af en bygning at være, et fantastisk nærværende personale uden ”at være til stede” og et fantastisk korps af frivillige hjælpere, alt sammen noget, som var med til at give en indre ro, at give tryghed i den sidste periode inden mødet med det uundgåelige.

når man som pårørende og venner er kommet jævnligt på hospice djursland igennem de sidste to måneder af Jettes liv, får man et helt andet syn på døden.

eftermælet nu er, at vi alle skal forberede os på bedste vis til mødet med den nye tid, uden en hustru, en mor, en farmor, en svigermor og uden en ven. Ingen ved, hvad der kommer, men med den fine oplevelse fra Hospice Djursland, kan det kun blive smukt.

47

ÅRSS

KRIFT 2014

48

ÅRSS

KRIFT 2014

At møde mennesketBirgiTTe jenSen SygeplejerSke

For kort tid siden oplevede jeg at være indlagt på en hospitalsafdeling. Jeg fik for en stund mulighed for at se sundhedsvæsnet fra en anden vinkel, end jeg er vant til. en øjenåbner på både godt og ondt.

På et tidspunkt fik jeg det som astronauten, der drog af sted for at besigtige månen men mest af alt endte med at vende blikket og opmærksomheden mod jordkloden, hvor han netop kom fra. Som der står citeret i indledningen til dette årsskrift: ”den væsentligste grund til at tage af sted mod månen var at møde jorden i et helt nyt perspektiv – og dermed få en helt ny selvindsigt.”

Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg arbejder på en meget smuk arbejdsplads, hvor der er rum og mulighed for at yde den bedst tænkelige pleje og omsorg for patienter og pårørende. Men hvad fik jeg mere præcist øje på, da jeg under min egen indlæggelse vendte blikket mod hospice djursland? den sparsomme plads her gør det ikke muligt at beskrive alt, hvad jeg så. men vigtigst for mig er at nævne, hvordan vi bevidst forsøger at møde det hele menneske og ikke blot patienten.

”velkommen, nu skal jeg vise jer vej til stuen.” med disse ord, et varmt smil og et fast håndtryk bliver hver eneste ny familie modtaget af sekretæren, når de ankommer til hospice djursland.

Afhængigt af hvad patientens tilstand tillader netop denne dag, følger nu en kortere eller læn-gere modtagelse. En modtagelse med fokus på netop dét, patienten bringer frem i lyset.

Det er en families første møde med et hus, der for de flestes vedkommende er forbundet med en vis ængstelse: hvornår skal jeg dø, hvordan bliver den sidste tid, får jeg ondt, er der nogen, der forstår mig, hvem kan hjælpe mig, hvordan skal mine kære klare sig uden mig? Kun brud-stykker af hvad den døendes tanker kan rumme.

Som pårørende er man ofte træt og slidt. De fleste er tynget af ansvar og dårlig samvittighed over aldrig at kunne slå til. Jeg kan, som den sygeplejerske der modtager familien, forsøge at sige mange ”kloge ord.” men vigtigst af alt er det at sætte sig stille ned, være lyttende interes-seret og lade familien fortælle om gode som dårlige oplevelser, der har været gennem livet.

At give sig tid til at møde mennesket og ikke kun patienten er af allerstørste betydning.

49

ÅRSS

KRIFT 2014

50

ÅRSS

KRIFT 2014

51

ÅRSS

KRIFT 2014

For at få helheden frem benytter vi os af de 6 S’er. Seks begreber, alle med begyndelsesbog-stavet S, anvendes som tilgang til den svært syge og døende patient med det for øje at højne livskvaliteten den sidste del af livet samt medvirke til en god død.

Selvbillede - Selvbestemmelse - Sociale relationer - Sammenhæng/mening - Samtykke/accept af at døden er nært forestående - Symptomlindring

en tilgang ud fra de 6 S-begreber benyttes som et fagligt arbejdsredskab til at opsøge viden om vigtige sider hos patienten, så mennesket bag bliver tydeligt. ud fra systematisk dataindsam-ling, spørgsmål og snakke, vi har løbende med både den syge og de pårørende, danner der sig et billede af det menneske, der nu har brug for vores tværfaglige indsats.

det er vigtigt at kende til sygdomsforløbet, hvilke symptomer er plagsomme, samt hvad forven-ter patienten og de pårørende sig af opholdet på hospice. ligeså vigtigt er det at få kendskab til det levede liv: hvad har vedkommende beskæftiget sig med; arbejde, fritidsinteresser. er der børn, er der en ægtefælle. hvad har haft betydning. Store og små glæder og sorger. har ved-kommende mistet nære relationer. hvordan mestrer det menneske, jeg står overfor, sin sygdom og snarlige død. Tales der åbent om det i familien, eller beskytter man hinanden, og lader ordene være usagte. Tro! håb! er der ting, der skal gøres færdigt, før vedkommende kan dø i fred?

mest af alt bruger jeg S-dataindsamlingen til at få en mere dybdegående forståelse for patien-tens reaktioner og handlinger. bl.a. giver det ofte mening at konstatere via S’erne, at det men-neske, der tidligere har været meget aktivt, handlekraftigt og haft brug for styring og kontrol, nu plages af uro og angst i takt med, at sygdommen får overtaget. Oplysninger giver mig en nysgerrighed på at få mere at vide, indsamle flere data, så jeg via disse kan støtte patienten.

der vil altid ligge en opgave i form af varsomhed. det er vigtigt at undlade at dømme, være forudindtaget men derimod bruge S-tilgangen til at forstå. Jeg bruger også S-tilgangen til at acceptere, at jeg måske hverken kan eller skal gøre noget. Forstå hvorfor det menneske, jeg står overfor, har brug for at være i fred – altså skal min handling bestå i at være og ikke at gøre.

det kræver tryghed og gensidig tillid at få et fyldestgørende billede at et andet menneske. det kræver også ofte lang tid, hvilket vi ganske enkelt ikke har på hospice. men med bevidstheden om, hvor vigtigt det er at blive set, hørt og mødt både som patient, som pårørende og som menneske, er vi kommet et langt stykke på kort tid.

52

ÅRSS

KRIFT 2014

endnu en gOd dAgHanne DolMer ServiceaSSiSTenT

Jeg møder kl. 6.00 hver dag. Møder i god tid. Møder to trætte sygeplejersker, der har lavet kaffe og bliver glade for at se mig, da de så snart har fri.

vi får en snak om, hvad der er sket i løbet af natten; nogle gange har de meget travlt, så ser jeg ikke så meget til dem. det sker også, at jeg hjælper dem med lidt morgenmad til patien-terne, hvis en skal spise tidligt, eller hvis der er noget på stuerne, som ikke kan vente til senere.

måske går jeg ind til patienten og siger, at han lige må vente, da sygeplejersken er optaget. Så kan det være, at jeg henter vand eller kaffe til ham.

mit arbejde om morgenen er rengøring af kontorer, toiletter, tomme stuer, og at se efter vasketøj.

efter kl. 9.00 går jeg på stuerne og gør rent. det er så skønt at komme ind til patienterne. når de ser, det er Rengøringen, kan de slappe af, for så er det ikke personlig pleje.

Så er det hyggesnak; vi taler om vejret, børnene, børnebørnene. Ser på fotografier. Nogle vil bare have fred til at hvile, så trisser jeg stille og roligt rundt og ordner stuen, blomster, og ryd-der op, så der ser pænt ud. der er også pårørende at tale med nogle gange.

det giver så meget til en selv at arbejde på hospice.

når klokken er 12.00, skal jeg hjem. Så har jeg gjort det, jeg skal denne dag. Så glæder jeg mig til at komme næste dag og møde alle de dejlige kolleger på hospice.

man ved aldrig om morgenen, hvad der sker på en arbejdsdag. det er også det, som gør dagene gode.

53

ÅRSS

KRIFT 2014

54

ÅRSS

KRIFT 2014

stAtIstIk fOr 2014DoriT SiMonSen HoSpiceleDer

hospice djursland modtog 454 henvisninger i løbet af 2014, og det er en lille stigning i forhold til tidligere år. I alt har 242 patienter og deres familier været indlagt i løbet af 2014.

212 patienter blev ud over ovenstående visiteret til indlæggelse men af forskellige årsager ikke indlagt:

• 72 patienter døde inden for få døgn efter modtagelsen af henvisningen

• 31 blev for dårlige til at flytte eller døde i samme døgn, som de skulle have været indlagt

• 15 patienter valgte at forblive i deres eget hjem

• 49 patienter blev indlagt på et andet hospice

• 4 patienter blev først indlagt i 2014

derudover opfyldte 43 patienter ikke kriterierne for indlæggelse på hospice. det var eksempel-vis patienter, som fortsat var i aktiv helbredende behandling for deres sygdom, patienter som ønskede genoptræning og patienter, som ikke havde palliative problemstillinger i en sådan grad, at en hospiceindlæggelse var påkrævet.

Opgørelsen viser, at 103 patienter ikke nåede at få en plads på hospice, og det selv om de både havde et stort behov og et ønske om indlæggelse. det antal er samstemmende med antallet fra de tidligere år. en af årsagerne til dette er uden tvivl det øgede kendskab og dermed den øgede interesse, der er for hospicepladser. en anden årsag skyldes formodentligt, som vi tidli-gere har erfaret, at det kan være svært at forudse, hvornår døden er tæt forestående – dette også selvom man har stor erfaring med at arbejde med alvorligt syge mennesker. en sen hen-visning øger dog risikoen for, at patienten ikke når at komme på hospice. en tidlig henvisning øger imidlertid risikoen for, at patienten ikke i første omgang bliver prioriteret som den første, når der bliver en ledig plads. vi skrev i Årsskrift 2013, at vi ville arbejde på, sammen med vores samarbejdspartnere, at sikre gode patientforløb for den alvorligt syge patient og dennes familie, og at vi i 2014 vil kunne efterkomme flere patienters ønske om en hospiceplads ved at fokusere mere på muligheden for at flere patienter kan udskrives, når det er lykkedes at lindre og stabi-lisere deres livssituation. på trods af den udfordrende opgave det er at udskrive en patient fra hospice, har vi oplevet, at denne fokusering har givet plads til, at flere patienter har kunnet få den nødvendige hjælp gennem en indlæggelse på hospice.

Af de 242 patienter, der blev indlagt i 2014, var 237 patienter fra Region midtjylland, 3 fra Region Syddanmark og 2 fra Region nordjylland.

55

ÅRSS

KRIFT 2014

I henhold til Sundhedsloven er ophold på hos-pice gratis, og der er frit hospicevalg i danmark. patienter kan altså selv vælge, hvilket hospice i danmark, de ønsker at blive indlagt på. Ovenstående tal viser, at langt de fleste patien-ter vælger et hospice i nærheden af, hvor de bor. de, som vælger anderledes, vælger hospice ud fra, hvor deres nærmeste pårørende bor.

I 2014 døde 218 patienter på hospice djursland, 24 patienter blev udskrevet til eget hjem og 7 patienter til plejehjem. udskrivningsprocenten var i 2014 på 12,4 %.

Som det fremgår af fig.1, var den gennemsnit-lige indlæggelsestid 18 dage, og den mediane var 13 dage. medianen fortæller, at halvdelen af patienterne var indlagt mellem 1 og 13 dage og den anden halvdel mere end 13 dage.

Ved indlæggelsen er langt de fleste patienter i en dårlig almentilstand, og de fleste har været sengeliggende i dage eller uger forud for indlæg-gelsen. Smerter, åndenød, træthed og angst er de hyppigst forekommende symptomer. men også kognitive forstyrrelser som følge af enten hjernetumor eller metastaser til hjernen er hyp-pigt forekommende.

de 242 patienter fordelte sig med 128 kvinder og 114 mænd. gennemsnitsalderen for det sam-lede antal patienter var 69 år, se fig. 2.

Fig. 3 viser de hyppigst forekommende kræftty-per hos patienter indlagt på hospice djursland.

endnu er det primært kræftpatienter, der hen-vises til hospice. vi oplever dog, at der er en øget kontakt til afdelinger med andre typer af patienter. vi håber, at også andre, altså patienter som ikke har kræft, må få et tilbud om ophold på hospice, når deres palliative problemstillinger fordrer en indsats på det specialiserede niveau.

Liggedage 01 07 dg 08 14 dg 15 21 dg 22 28 dg 29 60 >60 dg89 45 43 22 37 13

89

45 43

22

37

13

01-07 dg 08-14 dg 15-21 dg 22-28 dg 29-60 dg >60 dg

Antal liggedage fig. 1

Median = 13 dage

Middel = 18 dage

01-07 dg 08-14 dg 15-21 dg 22-28 dg 29-60 dg >60 dg

89

45 43

2237

13

Aldersfordeling fig. 2

Alder <40 år 40 49 år 50 59 år 60 69 år 70 79 80 89 år >90 år2 10 25 86 77 34 8

210

25

8677

34

8

<40 år 40-49 år 50-59 år 60-69 år 70-79 år 80-89 år >90 år<40 år 40-49 år 50-59 år 60-69 år 70-79 år 80-89 år >90 år

2

34

7786

2510 8

Sygdomsmønster fig. 3

21%

10%

10%

9%7%7%

6%

6%

5%

4%3%

7%5%

Sygdomsmønster

LungekræftKræft i blærehalskirtlenKræft i underlivetTarmkræftBrystkræftKræft i bugspytkirtlenKræft i spiserør og mavesækKræft i blære eller nyrekræftKræft i hjernenKræft i leverenBlod og lymfekræftAnden kræftIkke kræft

lungekræft 21%

Tarmkræft 9%

Kræft i blære/ nyrekræft 6%

brystkræft 7%

blod- og lymfekræft 3%

Kræft i leveren 4%

Kræft i hjernen 5%

Kræft i spiserør/ mavesæk 6%

Kræft i underlivet 10%

Ikke kræft 5%

Kræft i bugspytkirtlen 7%

Kræft i blære-halskirtlen 10%

Anden kræft 7%

56

ÅRSS

KRIFT 2014

mennesker mødeserik SaloMonSen ForManD For STøTTeForeningen HoSpice DjurSlanD

et møde kan være der, hvor man aftaler at trække på samme hammel, således at man kan løfte i flok. Herefter kan vi mødes på bænken i haven, på træstammen i skoven eller rundt om bordet og nyde resultatet af samarbejdet. det er sådan, jeg som formand for Støtteforeningen hospice djursland ser vores samarbejde med alle medarbejderne på hospice djursland.

med mødet som tema er der åbnet op for en dialog omkring det at holde et møde. At mennesker mødes er ikke altid ensbetydende med, at der sker noget konstruktivt. der afholdes massevis af møder overalt i verden, uden at der sker noget positivt. der er sågar møder, der ender i krig.

For mig er der to slags møder: der er tilfældige møder, og der er planlagte møder. de tilfældige møder kan være korte, uinteressante og glemte, inden man når at vende sig om, men der er utallige eksempler på tilfældige møder, hvor der opstår god kemi og gode personlige relationer, og som har givet grobund for gode venskaber, som gør en forskel.

For nogle år siden mødte jeg en mand nede i skoven bag hospice djursland, Remisen kaldte han den - dyreremisen. hans ide var at lave et sted, hvor dyrene kunne leve i fred sammen med mennesker. manden var vildtforsker Jørgen Fog. Jørgen Fog var og er en ildsjæl, når det gælder hospice djursland og især, når det gælder dyrene. hans tanke med remisen var at rydde op i vildnisset, lave nogle stier, et vandhul, og så en stor del uberørt urskov. vi mødte efterfølgende flere interessante mennesker, og så var vi pludselig en hel flok, og med nogle store maskiner til hjælp fik vi etableret stier og en sø. Dyrene er siden blevet fodret hver dag året rundt. Foderet får vi fra en række lokale landmænd.

I dag er vi mange, som møder hinanden i skoven, både planlagt og tilfældigt. vi mødes i natu-ren, vi mødes om naturen, det er jo det mest fantastiske møderum i verden. drejer det sig om de planlagte møder, skal de være velforberedte, og agendaen skal være udsendt til deltagerne i god tid. Så er der mulighed for at opnå de bedste resultater af mødet.

I Støtteforeningen hospice djursland og hospice djurslands bestyrelse har vi en del af disse planlagte møder, og det er mit klare indtryk, at der er en god mødestruktur og -kultur. det kræ-ver en god mødedisciplin og en god mødeledelse med respekt for andres meninger og arbejde.

begge mødeformer, såvel de tilfældige som de planlagte, foregår hver dag på hospice djursland.

Frivillige møder og møder mellem frivillige.

57

ÅRSS

KRIFT 2014

58

ÅRSS

KRIFT 2014

59

ÅRSS

KRIFT 2014

epIlOgDoriT SiMonSen HoSpiceleDer

på moesgaard museum i Aarhus åbnede der i 2014 en udstilling kaldet ”de dødes liv.” den beskriver, hvorledes vi i forskellige kulturer forholder os til dem, vi gennem livet oplever at miste, - til vore døde. udstillingen er optaget af, at de levende dør, men de døde lever videre.

At de døde lever videre gennem de minder, vi har om dem, gennem de ting, de efterlader os, og gennem de billeder og film, vi har af dem, er noget, der er gældende i alle kulturer. I nogle kul-turer, blandt andre den mexicanske, har man en årlig festdag kaldet ”de dødes dag,” hvor man fejrer, at de døde kommer på besøg. I mange mexicanske hjem betyder det, at der denne dag, både er møder mellem døde og levende og mellem de levende.

I danmark fejrer vi ikke, at de døde kommer på besøg, og vi har ikke en højtidsdag, hvor vi møder de døde, vi har mistet. det nærmeste, vi kommer en fejring af de døde, er Allehelgensdag. Den foregår i de fleste kirker i Danmark og består ud over en gudstjeneste af, at præsten tænder lys og læser navnene op på de sognebørn, som er døde siden sidste Allehelgensdag.

To gange om året afholder hospice djursland en mindehøjtidelighed, hvor vi inviterer de, der gennem det seneste halve år har mistet en pårørende på hospice djursland. her har man mulig-hed for at mindes sin afdøde ved en musikgudstjeneste i den nærliggende kirke, bregnet Kirke. ved gudstjenesten læser medarbejdere fra hospice djursland navne op på de afdøde, og der bliver tændt et lys for hver og en. vi tænder i den anledning oftest over 100 lys. efterfølgende mødes man på Hospice Djursland til kaffe, kage, aftenssang og samvær. For mange er det det første møde med hospice djursland efter, de forlod hospice med deres afdøde i en kiste. det er for mange et stærkt og bevægende møde.

vi har her i 2014 fået støtte fra TrygFonden til projektet ”en stemme der aldrig forsvinder” – en lydfortælling til de efterlevende. Vi vil i projektet bl.a. undersøge, om det at kunne lytte til lydfi-ler med betydningsfulde hændelser fra det levede liv vil kunne være hjælpsomt for den efterle-vende i sin bearbejdning af sorgen. vi er spændte på at komme i gang med projektet.

Jeg vil afslutte med en tak til alle medarbejderne. Tak for jeres fantastiske indsats og omsorg i mødet med patienterne og de pårørende. Tak til alle frivillige, som hver dag giver tid og fylde til huset. Tak til bestyrelsen for hospice djursland for jeres opbakning og tro på os. Tak til Støtteforeningen hospice djursland for jeres store arbejde med at indsamle midler til støtte for vores arbejde. Tak til alle jer, som har støttet os økonomisk eller på anden måde. Og ikke mindst tak til alle, der har bidraget med fortællinger i dette årsskrift.

60

ÅRSS

KRIFT 2014

Hospice Djursland Strandbakken 1 8410 Rønde 8777 3300 hospice@hospicedjursland.dk www.hospicedjursland.dk

HOSPICE DJURSLAND

ÅRSSKRIFT

2014