BOGSERIEN: Sådan bliver du uperfekt – og gladere!
VI GØR IKKE DET, VI VIL
N Y T Æ N K
VI GØR IKKE DET, VI VIL
Dette er den lille bog om, hvorfor det er så svært at gøre det, man godt ved, er det rigtige. Men som man alligevel ikke får gjort. Den er skrevet udfra mine personlige erfaringer. For jeg er et meget uperfekt menneske. Jeg ved godt, hvad
jeg burde gøre – og jeg ærgrer mig hver gang, jeg ikke gør det, der åbenlyst skal til for at gøre mig glad.
D o g m e r e g l e r n e fo r d e n n e b o g
1. Den skal skrives lige fra hjertet
2. Der skal ikke tænkes over, hvad der skrives. Intuition er konge
3. Der må kun rettes grammatiske fejl. Ikke i indholdet
4. Bogen skal kunne læses på højst et kvarter
2
BOGSERIEN: Sådan bliver du uperfekt – og gladere!
Vi gør ikke det, vi vil
Vi mangler ikke ressourcerne
Vi har ofte alverdens undskyldninger for,
hvorfor vi ikke gør det, der skal gøres.
Enten for vores egen skyld eller for andres.
Og den mest anvendte undskyldning er
ressourcemangel. Du kender historien:
• Hvis bare jeg havde penge nok
• Hvis bare jeg have mere tid
• Hvis bare jeg orkede
• Hvis bare jeg selv kunne bestemme
• Hvis bare det ikke lige var fordi…
Ja, fortsæt selv. Jeg selv kunne fortsætte de
næste mange sider. Men jeg orker ikke…
Men har du tænkt over, at nærmest alle de
grunde du og jeg kan finde til at tingene
ikke sker i virkeligheden, bare er dårlige
undskyldninger? For det er det. Det er
bestemt okay, hvis man ikke gider et eller
andet. Men så vær bevidst om, at det er
det, det handler om. Lad være med at kalde
det alt muligt andet. Eller skylde skylden
på noget andet eller nogle andre. Jo, det er
lettere sagt end gjort. Det ved jeg. Men
prøv alligevel. Det er en lettelse.
Nå, tilbage til det med ressourcerne.
Manden med de store tænder, Anthony
Robbins, taler også om det. I vores del af
verden er det næsten aldrig ressourcerne,
der er problemet. Det er vores vilje og
begejstring, der er en mangelvare. Og jeg
kender det om nogen. Der er mange, der
siger til mig, at jeg har så mange
ressourcer, jeg må udnytte. Og roser mig.
Jeg labber det i mig og bliver glad. Men gør
alligevel ikke noget ved det. Og så er det
som om glæden bliver vendt til frustration
og indestængthed. Kender du også det?
Okay, nogle ting har jeg faktisk gjort - og
gjort i mange år. Jeg har været selvstændig
i reklamebranchen i 14 år. Det kan jeg godt
være lidt stolt af. For de fleste firmaer går
ned efter et par år. Og når man er
selvstændig, er der en del menesker, der
gerne vil lufte deres egne tanker om selv at
blive selvstændige. Det er altid spændende.
Vi mennesker har rigtig mange og gode
idéer til det, vi interesserer os for. Stort
som småt. Og når vi så kommer til det
tidspunkt, hvor idéen er præsenteret, bliver
det naturligt at tale videre om, hvordan og
hvornår et skal sættes i værk. Og her møder
vi så virkeligheden. For indtil videre har jeg
stort set ikke mødt nogen, der rent faktisk
gjorde noget ved deres idéer. Fordi jeg selv
har det på samme måde, punker jeg dem
ikke for det, de på en måde stillede i udsigt,
de ville gøre. Men det er tankevækkende
hvor voldsom en afstand der er mellem
tanke og handling.
Jeg læste tidligere idag en sætning om, at
det største ressourcespild, der findes, er
når tanker ikke omsættes til handling. Det
er jeg tilbøjelig til at give forfatteren ret i.
En del af forklaringen er helt sikkert, at vi
vender blikket mod de ressourcer, vi ikke
mener er til stede. Og parkerer idéerne
trygt der. For hvad kan jeg gøre? Der
mangler jo penge til markedsføringen. Der
mangler jo opbakning fra familien og ens
venner. Der mangler jo tid. Og så mangler
der uddannelse. Tænk hvis jeg ikke havde
de forhindringer. Så ville det hele se
anderledes ud. Og jeg ville gøre det, jeg
brænder allermest for.
Nu håber jeg, at du begynder atfange min
pointe: Vi to er ikke alene i verden, når vi
ikke gør det, vi oplagt burde gøre. Og den
3
gode nyhed er, at det næsten aldrig er
udefrakommende forhindringer, der står i
vejen for et spændende og lykkeligt liv. Vi
har selv nøglen til det. Det er samtidig den
dårlige nyhed. For det betyder, at det er os
selv, der har opgaven.
Er han nu endnu en guru, der fortæller, hvordan jeg skal gøre?
Nej, det er han ikke. Jeg har lige nu ingen
anelse om, hvad du skal gøre. Eller hvad
jeg skal gøre. Men jeg har dog en masse
tanker. Og i mangel af en masse praktisk
erfaring i, hvordan de bliver omsat til
lykke, rigdom og berømmelse, må jeg nøjes
med at skrive om, hvad det er for et absurd
dilemma, det her.
Om det store bjerg mellem drømme og virkelighed
Der findes et stort bjerg, der er rigtig højt.
Vi ved ikke helt, hvor højt det er. Og svaret
er også afhængig af, hvem man spørger.
Det er ikke med på verdenskortet, men vi
kender det allesammen. Det er et bjerg, der
for de fleste af os vil være umuligt at
bestige. Vi drømmer om at gøre det. For på
den anden side af bjerget åbner der sig et
landskab, der rummer begreber som glæde,
inspiration, passion og mening. Vi skal
bare om på den anden side. Nogle gange
synes vi, at bjerget slet ikke er så højt. Og at
vi da bare skal vade hen over det. Så det
gør vi. Det er en super fornemmelse. Andre
gange er vi ikke i stand til at bestige
bjerget, selvom det faktisk nærmest kun er
en bakke. Og vi forstår det ikke. Og andre
forstår det heller ikke. Eller også siger de
det bare, fordi de har glemt at de selv har
det på samme måde. Det kan også være at
bjerget synes helt uoverstigeligt. Måske af
gode grunde. Måske ikke. Men vi bliver
helt stakåndede bare ved tanken om den
langevandring. Og bliver hjemme.
Vi bliver hjemme i komfortzonen
Måske har du været til inspirationsforedrag
eller hørt en peptalker snakke om
komfortzonen. Det er den zone, vi
mennesker godt kan lide at bevæge os
indenfor. Hvordan kan man vide, om man
er i komfortzonen? Det kan du tydeligt
mærke. Hvis du nogen sinde har prøvet et
glatbanekursus, ved du hvad jeg taler om.
Vi mennesker trives med tryghed. Okay,
nogle mere end andre. Og selvom alle
spinatfuglene og slipsedrengene fortæller
os, hvad der ikke duer og hvad de hellere
vil have, kan du og jeg lige så godt erkende
at det er sådan vi nu engang er. Det betyder
ikke, at vi så bare skal parkere det som et
faktum. Men at vi skal erkende at vi ikke er
perfekte. Prøv engang. Det er bare rart - og
lidt grænseoverskridende.
Nå, men tilbage til komfortzonen. Er du
omstillingsparat? For det du være! Prøv at
tænk, hvis du ikke var det. Du skal sidde på
din plads og konstant være
omstillingsparat. Så er du nemlig den slags
medarbejder, der hører fremtiden til. Og
du skal også følge med i moden. Ellers
sender du signaler om, hvad du står for -
eller måske snarere, hvad du ikke står for.
Men når du kommer på arbejde næste
morgen og fuld af energi foreslår chefen en
idé, du har tænkt på længe, skal du ikke
forvente klapsalver eller forfremmelser.
For han trives nemlig også allerbedst i
komfortzonen. Og så bliver han skræmt af
dine provokationer. Så i virkeligheden er I
ikke så forskellige.
Hvad så nu?
Nu må det være tid til at jeg kommer med
svarene til dig. Så du ikke har spildt din tid
4
alt for meget. Men det gør jeg ikke. For jeg
har dem ikke. Men jeg har erkendt, at jeg
ikke har svarene. Det er en sørgelig
konsulent ham der, hva? Ja. Men måske
var det en lille teaser til, at du også tænker
over, om du vil gøre noget for at bestige
dine egne bjerge. Jeg har lyst til at skubbe
på. Men jeg er forfærdelig dårlig til at
skubbe på mig selv. Så det vil ikke nogen
stor hjælp. Men jeg håber sådan for dig, at
du vil kaste dig over det. Men husk, at det
er afgørende vigtigt at det er dine egne
drømme, der skal dukke frem på den
anden side af bjerget. Lad være med at gå
over, hvis du inderst inde godt ved, at det
nogle andres drømme, du vil finde. Det er
det bedste råd, jeg kan give.
Du kan skrive til mig her.
Bedste hilsener
Simon T. P. Nielsen
Anmeldelse
Check Answer
Fortæl gerne, hvad du synes om bogen.
A. Virkelig god
B. Okay
C. Kedelig
D. Dødsyg
5
Top Related