Vestermarken · Om aftenen blev der rullet madrasser ud på gulvet, hvor vi alle skulle sove. Vi...

Mit liv

Vestermarken

* * *

Ragnhild Annelise Nielsen

Villa Pax, som huset så ud, da familien flyttede ind.

Det var så spændende at få mere plads og tilmed den store have, som gav uanede muligheder.

Vi havde det godt i huset og oplevede familielivet lidt tættere. Jeg selv har mange gode minder derfra.

Min far døde efter en trafiulykke i 1964, 67 år gammel.Min mor blev i huset til hun var 90 år gammel.

Da mor havde solgt huset, kørte vi en dag forbi, Knud og jeg. Det var i december måned. Juletræet stod tændt i verandaen. Det rørte mig dybt. Jeg græd.

Minderne fra dengang, jeg var barn dukkede op.

ERINDRINGER om min læretid

1

En dag skete der noget afgørende for vore familie. Vi skulle flytte i hus. Min mor havde ved ufattelig sparsommelighed sparet sammen til udbetalingen. Hun havde entreret sig med en ejendomsmægler, helt uden min fars vidende. Papirerne var lagt frem, så min far blot skulle skrive under. Mange år senere hviskede min ældre bror Finn til mig: “Hun må have begået et kup.”Jeg var fem år og havde to yngre søskende, Poul-Erik og Ragna. Vi var født på tre år. Edith, som var den yngste af min fars fire børn fra hans første ægteskab, boede selvfølgelig også hos os. Hun var fem år ældre end jeg. De store drenge var kommet ud at tjene på gårde rundt omkring. Den ældste, Henry tjente på “Højagergård” i Hjortshøj hos Christiane og Aksel, som var kusine og fætter til min far.


i “sortekunstens” tjenestepå Merkantil Tryk

***

Det var hårdt for de tre drenge at komme hjemmefra så tidligt. Men det var ikke ualmindeligt dengang.Vi børn elskede, når de kom hjem på besøg. Om aftenen blev der rullet madrasser ud på gulvet, hvor vi alle skulle sove. Vi havde det rigtig sjovt og der blev fortalt historier.

Livet i Vestermarken blev noget helt andet end det, vi havde været vant til før. Far fik nu sit største ønske opfyldt med at få en stor have. Han elskede at få noget til at gro. Der blev plantet frugttræer og bærbuske. Der blev sået urter og blomster i den helt store stil. Vi blev selvforsynende.

Mor var i sit es. Der blev malet og tapetseret i alle rum. Alt det klarede hun selv. Jeg skulle gerne klippe kanterne rene af tapeterne og jeg blev også sat til at smøre lim på banerne. Familien Westberg kiggede sommetider forbi og var fulde af beundring. De sendte jo bare bud efter maleren.

Huset ligger højt med udsigt til skov og strand. Vi kunne se Løvhøj fra køkkenvinduet og fra den øverste lejlighed var der god udsigt til Nørrestrand.

Det var rigtig skønt - lige bortset fra, at den øverste lejlighed var lejet ud til en familie. Mor ville gerne have haft hele huset selv, men der var krisetider så det kunne man ikke får lov til dengang. Ægteparret, der boede der havde en søn. Men de skændtes, så det bragede. Nogle gange ringede min far til politiet. Det lød nemlig som om de var ved at slå hinanden ihjel. Den næste dag kunne vi møde dem gå sammen hånd i hånd.

2



***

“Alle vi børn i Vestermarken”Mor var lykkelig for huset og arbejdede hårdt for, at alt skulle være fint og flot. Vi børn skulle også være fine i tøjet, så bedstemor fra Sølyst reparerede vores tøj og bedste strikkede strømper til os. Mor syede og broderede fine kjoler til pigerne og skjorter til drengene. Der var altid travlhed i “Villa Pax”.

Priorsløkkevej ja, hele Vestermarken var fuld af børn. Ofte måtte vi høre, at vi boede i et rabarberkvarter. Det brød vi os ikke om. Vi var omgivet af dejlige mennesker. Der var store familier som Hudichecks og familien Olsen. De havde henholdsvis 18 og 20 børn.Der var sammenhold i Vestermarken og vores familie blev hurtigt en del af det hele. Vi havde mange venner, både voksne og børn.Dengang havde børn langt større frihed end de har i dag. Vi klatrede i de store træer i Løvhøj og badede i åen om sommeren. Vi fandt altid på noget.Drengene var søde imod os piger. De kunne godt være nogle slemme bavianer, men når det gjaldt, stod vi sammen i tykt og tyndt .

Bedstemoder kommer på besøg...Bedstemoder boede i Århus og ville komme på besøg i Vestermarken. Mor havde bedt mig om at holde øje. Ude i horisonten så jeg et hestekøretøj, en karet kom-me kørende med en hel flok hujende børn rendende bagefter. Højt oppe sad kusken og bedstemor sad strunk på sædet med nedrullet kaleche. Det var et syn, vi ikke var vant til på Priorsløkkevej.

3



***

Nabokonerne stod i vinduerne og ungerne hujede. Køretøjet standsede lige neden for nr. 23 - alt imens bedstemor formanede: “stille børn og I skal nok få jeres brystsukker”.Kusken sprang galant ned og førte bedstemor sikkert ned af trinene.Vi andre stod måbende og fulgte slagets gang. Da vi kom indenfor i huset havde bedstemor gaver med til os alle. Det var festligt og bedstemor blev selvfølgelig hos os i mange dage. En dag sagde bedstemor til mig: “lille Annelise, i dag må du følge mig til konditoriet”. Henvendt til min mor sagde hun: “ Du må iklæde Annelise sine bedste klæder”. Vi skulle med bussen ned på Torvet i Horsens, hvor konditoriet lå.Vi blev trakteret med chokolade og de lækreste kager. Intet var for godt. Bagefter skulle vi til guldsmeden. Du må selv vælge den perlekæde, du allerhelst vil have. Jeg blev helt svimmel af lykke og jeg fandt en meget flot, rød dobbeltradet perlekæde. Jeg brugte den i mange år derefter.Vi skulle også med bussen hjem igen. Den stoppede i Vesterled, to kilometer fra Priorsløkkevej. Det passede bestemt ikke bedstemoder. Hun gik straks op til chaufføren og sagde bedende: “Lille chauffør, De kunne vel ikke køre os ud på Priorsløkkevej, jeg er så dårligt gående”. Der skal selvfølgelig ikke mangle drikkepenge.Den unge chauffør svarede frejdigt: “OK bedste.”Jeg skal lige love for, at nabokonerne kom til vinduerne, da bussen holdt neden for nr. 23.

4



***

5

Jeg glemmer heller ikke min mors udtryk, da hun fik øje på bussen og bedstemor og jeg steg ud.Noget senere skulle jeg igen en dag følge bedstemor på Konditori. Det hele gik planmæssigt med kager og chokolade. Der skulle handles i forretningerne og vi skulle igen hjem med bussen. Historien gentog sig. Bussen standsede i Vesterled. Chaufføren var den samme som sidst. Bedstemor marcherede igen op til ham. Han så hende straks og proklamerede: “ Denne gang går den sgu ikke bedste”. Med sikre taktfaste skridt og sin stok måtte bedste-mor og jeg tage hele turen til fods til Priorsløkkevej.



***

Vi sov hele familien sammen i soveværelset, når bedstemor boede hos os. Så en aften bankede det på døren. Ind trådte bedstemor i sine nyindkøbte underbenklæder med lådden vrang og bindebånd under knæene. Nu skal I få at se mine nye “røvfutte-raler”. Hun vendte og drejede sig, så vi kunne se dem både for- og bagfra. Hun så ustyrlig ud og vi morede os alle.Lige overfor os boede familien Poulsen. De havde fire sønner. Den ældste var flyttet hjemmefra, men Harry, Frede og Svend var vi kammerater med.“Polle” har fortalt mig, at når det havde regnet meget, stod vejen under vand.Der var jo ikke asfalteret dengang. Drengene fandt på at lukke kloak dækslet op og klatre derned, så kun deres hoveder ragede op. Det forskrækkede folk, der gik forbi. Vi badede også i regnvandet. Ja, det var tider.Beck Jensens boede også på Priorsløkkevej. Jeg var ofte barnepige for deres datter, Kirsten. Jeg var ti år og skulle have en ny lillesøster/bror. Ruth Jensen lærte mig at strikke og med hendes hjælp fik jeg strikket en lille trøje og hue i lyseblåt angora-garn. Jeg var pavestolt. På Borgmestervej, huset hed “Solhøj” boede famil-ien Westberg. Vi kom rigtig godt ud af det sammen, både børn og voksne. Vore mødre blev veninder hele livet. Vi børn gik i skole sammen. Jeg tror aldrig, der var et ondt ord imellem os. Man hjalp bare hinanden. Engang skulle Ragna og Kiss til afdansningsbal. Kiss havde fået syet en lyserød kjole hos fru Tonsgård. Den var rigtig flot med flæser og pynt.

6



***

Mor kopierede den straks, så Ragna fik en kjole i blåt taft. Måske var den lige knap så flot, men rigtig fin alligevel. Poul-Erik og jeg havde hver vores ged. Dem skulle vi tøjre nede i mosen inden vi gik i skole. En dag havde vi fået den ene givet for lang line. Det resulterede i, at den fik trommesyge. Børge, som var uddannet slagter blev hidkaldt. Geden skulle slagtes. Alle vi børn samledes neden for garagen og græd som piskede, imens geden blev slagtet i kælderen.

Efterhånden anskaffede mor sig høns, ænder og gæs. Det skulle bidrage til vore husholdning. Vi havde selvfølgelig også både hund og kat. De løb frit om-kring og kom, når vi kaldte dem ind om aftenen. Den hund vi havde længst var Molly. Det var en skotsk hyrdehund med flotte aftegninger. Den var mors stolthed. Engang fik Molly syv hvalpe. De var virkelig henrivende. Edith skulle lukke dem ud om morgenen. De hoppede op af hende og bed i hendes skørter. Jeg husker, hvordan hun hvinede af fryd og irritation. Mor solgte dem lidt efter lidt og tjente en god sum penge på dem. Efterhånden fik vi også kaniner i bur. Far satte os altid til at plukke græs og mælkebøtter til dem. Helt urimeligt var det, når vi skulle plukke grønt til dem om vinteren. Vi prøvede på at snyde ved at lægge tørt hø i bunden af kurven og så lige et tyndt drys ovenpå. Vi skulle også luge lavendelhækken. som omkransede hele den store køkkenhave.

Tiden kom, hvor jeg skulle i skole. Det blev på Torden-skjoldsgade Skole. Det var under krigen. Bedste kom hver dag cyklende fra Dagnæs og fulgte mig derhen.

7



***

Da jeg senere selv skulle klare at komme hjem fra skole fik jeg besked på, at hvis der blev luftalarm, måtte jeg løbe alt hvad remmer og sejl kunne klare, så jeg hurtigt kunne komme hjem. Jeg oplevede dette flere gange og var rystende nervøs.På et tidspunkt blev lejligheden ovenpå ledig og bedste kunne flytte ind. Hun blev en stor hjælp for min mor. Hun var inkarneret barnepige og hjalp os og naboens børn med lektier om eftermiddagen. Men hun ville også have sin middagssøvn i fred. Da skulle vi ikke komme - døren blev låst, basta.

Den 5.maj 1945 husker jeg. Hele familien sad i den lille stue ved køkkenet og hørte i radioen det dejlige bud-skab, at tyskerne havde overgivet sig. Far smækkede alle vinduerne op og vi løb alle ud på vejen til vore glade naboer og venner.Men der var også det triste, at min fars bror, Henry, som var frihedskæmper var død i Neuengamme. Det var en stor sorg for familien. Onkel Henrys kone tante Ellen stod nu alene med to store drenge, Olaf og Bent. Min far havde deltaget på hjemmefronten som vagtmand i Vagtværnet.

Sommeraftenerne i Vestermarken var dejlige, alle vi børn legede ude på vejen og de voksne hyggede sig. Min far gravede tørv i mosen til vinteren.Vi børn skulle indimellem i mosen og vende eller stakke tørv. Vi skulle bruge tørvene som brændsel til den lange vinter. Om efteråret kom vognmanden og kørte dem hjem til Priorsløkkevej, hvor de blev læs-set af på fortovet. Faster Avena var den der tog trille-børen og hjalp til med at køre tørvene ind i kælderen.

8



***

9

Så var der kaffeselskaberne. Mor inviterede alle naboerne, samt vores spillelærer, fru Christensen og hendes mand, Holger. Der blev bagt boller og kager i lange baner. Når kaffen var serveret ville mor have, at vi tre børn, Ragna, Polle og jeg skulle stille os hen til klaveret og synge for gæsterne: “Mit barndomshjem”. Ellen Christensen akkompagnerede og vi børn følte os så pinlige berørte.

Vintrene i 40 rne var hårde med meget sne, frost og kulde. Vores fodtøj var ikke af bedste kvalitet. Vi fik “frost” i tæerne. Når vi kom hjem fra skole havde mor to spande klar, den ene med varmt og den anden med koldt vand. Derefter var der varme sokker foran kakkelovnen klar til os. Det var sparetider og i huset var der kun fyret op i et rum. Når vi skulle i seng havde mor sat varmedunke under dynerne. Det var så rart, at man næsten ikke kunne komme op om morgenen.



***

EneboerenRathcke kom altid cyklende på sin store budcykel. Han havde tørrede blomster, gran og grene med, som han brugte til at lave kranse til kirkegården af. Folk købte dem gerne. De var meget billige, men sandelig også flotte. På det punkt var han professionel. Han var meget pertentlig og havde forstand på at sætte farver sammen. Min far var imponeret.

Rathcke solgte også blomster til folk på torvet.Ikke sådan, at det var ham selv, der solgte dem.Næh, de blev sat i en spand, så kunne torvekonerne selv tage sig af det. Han var sky for de fleste mennesker, han mødte på sin vej.

Rathcke s have var rimelig stor, så her kunne han dyrke alt det, han skulle bruge til at leve af. Helt oppe bagved det hele lå hans bolig - et meget lille havehus, kun møbleret med et bord, som også ud-gjorde hans seng. Han var eneboer og skyede mennesker.Jeg har set ham løbe efter børnene, hvis de kom for tæt på hans hus.

Min far havde dog fået opbygget en slags venskab til ham, grundet deres store fælles interesse i blomster og planter. Han sendte derfor os børn afsted ned til ham, hvis han havde bestilt noget. Jeg var ikke meget for det. Der var noget mystisk og farligt ved ham, syntes vi børn. Engang, hvor jeg var blevet sendt afsted til ham og hvor jeg forsigtigt bankede på, kom han helt fortumlet ud, som en trold, syntes jeg og styrtede rædselsslagen ud af hans have.

10



***

Rathcke var en lille tynd mand og ejede kun det tøj, han stod og gik i. Hver juleaftensdag, om formiddagen, inviterede min far ham op til os til et måltid mad. Min mor serverede det for ham i køkkenet. Han sad altid med ryggen til vi andre. Vi turde heller ikke nærme os.Ellers levede han sin eneboertilværelse - vel i harmoni med sine dyr og planter.

Senere, meget senere, hørte vi, at Rathcke var blevet syg og indlagt på sygehuset. Det fortaltes, at de havde lagt ham i blød i sæbevand. Han havde ikke været i bad i mange år.

I avisen var indrykket en dødsannonce - ingen slægt-ninge - kun præstens navn.

Vi fik aldrig rigtig at vide, hvad der var hændt ham, siden han levede på den måde.Kun, at der engang havde været en kvinde . . .

Men af en eller anden grund, ser jeg, når jeg tænker på mit barndomshjem - denne lille mand i sin store habitjakke, barbrystet - på sin meget store budcykel køre forbi . . .

11



***

12

Op ned - op ned - væk . . .Allerede i min første barndom blev jeg fascineret af dette - at kunne skrive. Min bedstemor (mormor) lærte mig, meget simpelt bogstaverne at kende ved at skrive dem med sin stok i sandet, når vi gik ture ved skov og strand. Det morede hende at se, hvordan jeg ved enhver given lejlighed greb en pind og gjorde hende det efter. Det resulterede i, at jeg kendte alfabetet, inden jeg begyndte at gå i skole.

I skoletiden holdt jeg meget af fagene: skønskrift, diktat og stil. Vi blev indført i skønskriftens æstitik af frk. Beck, vores pertentlige skolefrøken med knold i nakken og sin altid ulastelige påklædning.

Det var tider, når hun dikterede: “ op ned - op - ned - væk. Vi skrev side op, side ned, hele hæfter efter dette princip. Det medførte, at vi alle fik en smuk hånd-skrift. Senere, da vi skulle skrive dansk stil dansede bogstaverne ned ad siden for mig.



***

Den store dille dengang for os piger var at skrive i poesibøger. Det gjaldt om at finde nogle vers, som passede godt til den person, man skrev til. Jeg var altid på “jagt” efter gode emner. Jeg havde også penneveninder. Således opdagede jeg en helt ny dimension. Man kunne ved at skrive sam-men komme til at kende et menneske ganske godt. I flere år skrev jeg sammen med en pige fra Stavanger. Vi sendte også billeder til hinanden. Efter flere års skriverier mødtes vi på en lejrskole i Hillerød. Det var spændende at mødes og opleve, at vi ikke var fremmede for hinanden. Vi havde gode oplevelser sammen med de andre veninder.

I min barndom var der altid mennesker omkring os.Det var festligt, når min faster, onkel, kusine og bedstemor kom og fejrede juleaften med os. Faster sparede ikke på noget, bedstemor ej heller. Jeg husker min far sagde til hende: “Cordelia, du bruger for mange penge”. Hvortil hun svarede: “ Penge, det er sku da en by i Rusland”.

Vi havde min morbror Alfred og tante Inger, som havde en gård i Nr. Snede. En dejlig hvidkalket gård. På gårdspladsen var der et stort rundt bed i midten.Om sommeren var bedet fyldt med morgenfruer.Jeg husker, at vi tog ud og besøgte dem, tit sammen med bedste. Onkel Alfred eller karlen hentede os på stationen i hestevogn. Middagen bestod af: stuvet hvidkål og hjemmelavet medisterpølse. Det var dejlige dage på gården. Når der blev høstet, sad vi ofte på hølæsset, når det gik hjemad.Om aftenen legede de voksne med os på gårdspladsen.

13



***

14

Pigeklassen

Det var i 50`rne - jeg gik i mellemskolen. Det var den første mellem- og realskole, man havde haft i den skole nogensinde. Starten var en ren pige- og drenge klasse. Vores klasselærer, frk. Ørnskov var en venlig, på sin vis også meget myndig person. Hun var altid så flot klædt og vi piger lagde mærke til, hver en lille ting i hendes påklædning. Hun var lidt af et idealbillede for os. Vi så op til hende.Hos drengene var det hr. Henriksen, der dirigerede. Han var en fremragende lærer, som vi også nød godt af i historie og geografi. Vi piger havde selvfølgelig lagt mærke til, at hr. Henriksen havde et godt øje til frk. Ørnskov. Hvert lille blik eller små hurtige håndtryk undgik ikke vores opmærksomhed.Det skete så også en dag, at vi så, de stod og kyssede hinanden, lige da vi kom brasende ind i klassen. Hr. Henriksen var gift, så vi havde mægtig “travlt”.Når hr. Henriksen kom ind i klassen, skulle vi sidde på vores pladser med bøgerne slået op.



***

For alt i verden skulle vi tie stille. Den allermindste forstyrrelse reagerede han omgående på. Men han havde et godt tag på os - og vi kunne lide hans timer.

Historetimerne elskede jeg - bøgerne der hørte til mine bedste og jeg drømte mig langt væk i dem.Hr. Henriksen var altid meget præcis i alt, hvad han foretog sig, og syntes vi, retfærdig.Vi skulle have terminsprøve. Det foregik nøjagtig på samme måde, som havde det været til en stor eksamen.Bordene blev flyttet fra hinanden.

Vi skulle sidde en hver hvert bord og ved starten blev stopuret taget i anvendelse. Stilheden var total. Alt kunne høres. Hr. Henriksen gik frem og tilbage imellem bordene - og holdt “øje”.

Foran mig sad Birgit. Hun var næsten aldrig forberedt til timerne - prøvede at snyde sig til det ved at se efter mig eller de andre. Denne dag var ingen undtagelse. Hun havde taget en notesblok med, hvor der var skrevet årstal og navne. Notesblokken lå under hendes pult. Jeg havde set den - også set hende kigge i “den.Efter et stykke tid gjorde birgit ved et “tegn” mig opmærksom på, at jeg kunne låne den.Jeg rystede på hovedet - ville ikke have den. Men hun blev ved med at forstyrre mig når hr. Hen-riksen vendte ryggen til. Det gjorde mig nervøs. Jeg brød mig ikke om det og prøvede på at affærdige hende. Det lykkedes ikke. Pludselig vendte hun sig lynsnart om imod mig og gav mig “Notitsen”.

15



***

Jeg fik et chock og vidste ikke bedre råd end at lægge den under min pult. Der lå den så, som en tikkende bombe og gjorde mig skrækkelig nervøs. Jeg mistede helt koncentrationen.Hr. Henriksen fornam hurtigt, at der skete “noget”. På sin tur ned igennem rækkerne opdagede han den så. . .Han gik snarrådigt ned til mig, tog ”notitsen”, så i den, tog min opgave, rev den lige midt igennem, gik op til katederet, fandt protokollen og skrev 03.Jeg var helt paralyseret - ikke eet ord kunne jeg få frem. Birgit vendte blot ryggen til og skrev på sin op-gave i rasende fart.Det føltes forfærdeligt, at hr. Henriksen skulle tro, at jeg ville snyde. Jeg tænkte på det mange gange og var ked af det.Da jeg skulle forlade skolen, var hr. Henriksen den, der gav mig de sidste ord med på vejen. Han havde da fået historien om “notitsen” fra anden side.Det var en kolossal lettelse for mig og gjorde afskeden fra min kære skole lidt lettere.

I min skoletid havde jeg mange veninder, Især Gunhild havde jeg et nært forhold til. Vi blev veninder og var meget sammen i fritiden. Jeg var også i FPF, Frivilligt pigeforbund, hvor vi var på sommerlejr.

Jeg gik til gymnastik i HFS sammen med min søster Ragna, hvor vi også havde mange gode oplevelser sammen med trænerne Hanne og Svend Tønnesen.Især sommergymnastikken var noget helt særligt.

16

Redigeret og trykt på eget forlag.Marts 2017

Vestermarken · Om aftenen blev der rullet madrasser ud på gulvet, hvor vi alle skulle sove. Vi...

Documents

Transcript of Vestermarken · Om aftenen blev der rullet madrasser ud på gulvet, hvor vi alle skulle sove. Vi...