Syrisk statsideologi - mål eller middel?
-
Upload
katrine-cornelius-morkeberg -
Category
Documents
-
view
228 -
download
3
description
Transcript of Syrisk statsideologi - mål eller middel?
Syrisk statsideologi - mål eller middel?
Speciale januar 2012 af
Katrine Cornelius Mørkeberg
Mellemøstlige sprog & samfund, arabisk
Carsten Niebuhr Instituttet, Københavns Universitet ved vejleder Sune Haugbølle
Til Schatzie & Byggemand Bob
- because you’re worth it!
Forsideillustrationer:
Egne foto taget ved indgangen til Damaskus’ hovedstrøg, suq al-Hamadiya.
’Syrien tror på dig’(januar 2008)
’Gud bevare Syrien’ (april 2007)
’Jeg tror på Syrien’ (april 2009)
Indholdsfortegnelse
Abstract ………………………………………………………………………………………….. s. 1
Indledning ……………………………………………………………………………………..… s. 2
Fænomenet ideologi ………………………………………………………………………….…. s. 4
Funktion …………………………………………………………………………... s. 5
Konstruktørerne ………………………………………………………………….. s. 6
Efterleverne ……………………………………………………………….………. s. 8
Redskaber ……………………………………………………………………...... s. 10
Begrebet autokrati ………………………………………………………….............................. s. 14
Regimetyper …………………………………………………………………..…. s. 14
Udfordringer og muligheder ………………………………………………….... s. 17
Efterstræbelser og taktikker ………………………………………………….... s. 20
Renter …………………………………………………………...…. s. 21
Klientalisme …………………………………………………..……. s. 23
Tvangsapparatet ……………………………………………………. s. 23
Ideologi ………………………………………………………..…… s. 25
Historisk ………………………………………………………………………………………... s. 26
Ba´ath til magten og afideologiseret ………………………………………...…. s. 26
Magtskiftet ………………………………………………………………………. s. 27
Krisetider ………………………………………………………………………... s. 28
Økonomisk nedgang ……………………………………………….. s. 29
Interne regimestridigheder …………………………………………. s. 30
Ydre pres …………………………………………………………... s. 30
Indre pres ……………………………………………………….….. s. 32
Det syriske autokrati ……………………………………………………………………..……. s. 35
Styret …………………………………………………………………………….. s. 35
Regimets struktur ……………………………………………………………….. s. 36
Organisationerne ……………………………………………....…… s. 37
Bureaukratiet …………………………………………………….… s. 38
Partiet …………………………………………………………….… s. 39
Løjtnanterne og eliten …………………………………………...…. s. 39
Toplederen ………………………………………............................. s. 40
Regimers robusthed …………………………………………………………..… s. 41
Renter ……………………………………………………………… s. 41
Klientalisme ………………………………………........................... s. 42
Tvangsapparatet ………………………………………………….… s. 42
Frygt …………………………………………………. s. 43
Ideologi ………………………………………….…………………. s. 44
Syndebukke ………………………………………….. s. 44
Kulten ………………………….…………………..... s. 45
Ideologi som middel ………………………………………………………………………….... s. 47
Uretfærdighederne …………………………………………………………….... s. 48
Efterleverne …………………………………………………………………....… s. 50
Propaganda ………………………………………………………………….............................. s. 52
De nye medier …………………………………………………...…………………………..…. s. 54
Censur ………………………………………………………………………….... s. 55
Satellit-tv ……………………………………………………………………….... s. 55
Internettet ……………………………………………………………………..… s. 57
Tilstanden i Syrien …………………………………………………………….... s. 58
Analyse af præsidentens taler ……………………………………………………………....… s. 59
Damaskus Universitet november 2005 ……………………………………..….. s. 59
Journalisternes Fagforening august 2006 …………………………………...… s. 65
Parlamentet april 2011 ……………………………………………………..…… s. 67
Sammenfatning af talerne ……………………………………………………… s. 69
Diskussion og perspektivering .…………..……………………….………………………..…. s. 71
Konklusion …………………………………………………………………………………...… s. 73
Bibliografi …………………………………………………………………………………...…. s. 74
Abstract
The scope of the paper is to deduct an analysis of autocracies’ use of ideology, more specifically the
Syrian state ideology. Ideology has shown to be more of a tool than a target with autocracies, by
which they cling on to power. The grounds for cultivating ideologies have in the case of Syria
mainly been hostile attitudes towards the State of Israel and the former colonial powers in the Arab
region, pooled with Islam and nationalism. Combined with patrimonialism and coercion, ideology
serves the purpose of providing the regime with legitimacy and hence preserving the power. Even
though it can come across as being just and supporting ideology is in fact concealing social
injustices and downright oppression.
The Syrian state ideology is based on the traditions and emotions of the population
while at the same time dominating and controlling them. Containing this gap between intention and
performance makes the state ideology performatively inconsistent. By either suppressing or
highlighting the dissatisfactions or even hatred amongst the population the regime underlines its
own part in improving the nation’s situation, stretching from living standards over sectarian strives
to preventing wars and occupation.
Having said that, ideology as a means of legitimacy can backlash in case of the
disclosure of major incoherencies between it and reality. Since control and censorship play huge
parts in the performative inconsistency of the regime, and the new media and technologies of the
world are impossible to control or censor, these will have an impact on the effect of the ideology.
The incentives of the Syrian population to go with the state ideology are not a question of faith in it
so much as an abiding of the red lines of society in order to be left in peace, as well as a dependence
on the state for employment and security. The regime on its behalf does not intend for the
propaganda to be a dogma as such, only more of a display of power and a set of guidelines as to
how the nation should conduct its obedience towards them. Yet it still would pose a central problem
if the ideology’s bluff were to be called with the outcome of the regime loosing the obedience of its
citizens.
The last ideological safety net consists of the pride and hatred of the population which
is the exact reason why president Bashar al-Assad publicly emphasizes conspiracy theories, his
stance against imperialism, and worst case scenario alternatives in times of crisis.
Indledning:
Udgangspunktet for dette speciale er en opfattelse af, at det syriske regime benytter ideologi til at
fastholde deres magt, og at deres statsideologier derfor ikke har en overbevisende men nærmere
passiviserende funktion.
I mellemøstforskeres tilgange, vestlige politikeres udlægninger og mediernes dækning af hændelser
i de arabiske lande enten overspilles eller overses ideologiens rolle ofte. Som regel lægges der
overdrevent vægt på situationers ideologiske tilsnit, og man skelner ikke mellem, om ideologien er
en statsideologi, et politisk redskab for oppositionelle faktioner eller personlige
overbevisningsretninger hos befolkningen, hvoriblandt man igen ikke skelner mellem forskellige
interessegrupper eller overvejer eventuelle bagvedliggende incitamenter. Desuden betones de nye
globale massemediers rolle ligeledes unuanceret i processerne uden blik for, hvad mediernes eller
forbrugernes intentioner er med produktet, eller om den følgende opildnede stemning har et
forudbestemt formål eller ej. Vi befinder os i en tid, hvor den arabiske verden såvel som dens
forskningsfelt er omgivet af megen tumult. Mellemøsten er det på grund af en række politiske
omvæltninger, der udbredt tilskrives forskellige ideologiske træk. Forskningsfeltet er det i den
forbindelse, fordi det ikke havde forudset disse konflikter, oprør og somme tider regimeskift i
regionen.
Ud fra en undren over hvad funktionen med ideologier er for mellemøstlige autokratiske regimer,
og hvad magthavernes motivationer til anvendelsen af dem er, opstod ønsket om at undersøge de
syriske statsideologiers udtryk, formulering og efterlevelse; og om de afspejler virkeligheden eller
ej. Specialet vil derfor undersøge, hvad statsideologiers funktioner er, og hvorledes disse kan
variere; hvem der henholdsvis formulerer eller følger dem og hvorfor; og hvad der sker, hvis ikke
ideologiens udtryk følger virkelighedens rammer. Dette gøres ved at undersøge, hvordan
magtbibeholdelse kommer til udtryk i Syrien, og hvorledes teknikkerne dertil udmønter sig, og
analysere hvad autokratiske regimers ønsker er, og hvilke redskaber og metoder de anvender til at
opnå disse; og hvilken specifik form ideologien antager. Rammerne for analysen er tiden under
Bashar al-Assad, altså fra 2000 til dags dato, med særligt fokus på krisetiderne 2005, 2006 og 2011.
Årsagen til, at opmærksomheden er på krisetider, er, at her sættes autokratiets mål og midler
tydeligere på spidsen. Objektet for analysen er specifikt tre taler holdt af den syriske præsident i
førnævnte perioder for rammende publikummer, nemlig intelligentsiaen, medierne og den politiske
elite, der legemliggør centrale segmenter i den toneangivende del af befolkningen.
I kapitlerne ’Fænomenet ideologi’ og ’Begrebet autokrati’ diskuteres specialets
centrale teoretiske og metodiske begreber. Den empiriske undersøgelse udføres ved henholdsvis at
sætte problemstillingen ind i en historisk sammenhæng i kapitler ’Historisk’ og dels ved at fastslå
dens elementer i kapitler ’Det syriske autokrati’. I analysedelen identificeres de faktorer, der udgør
incitamenter og barrierer i kapitlet ’Ideologi som middel’; udtryk og påvirkninger anføres i
kapitlerne ’Propaganda’ og ’De nye medier’; og kilderne analyseres i ’Analyse af præsidentens
taler’. Slutteligt diskuteres specialets konstateringer, og der perspektiveres til disses relevans i
forbindelse med tidens omvæltninger.
Specialets anvendte litteratur behandler autokratier i en specifik mellemøstlig
opsætning; ideologier i politisk øjemed; og det syriske regimes retorik og befolkningens frygt for
dem. Forskerne bag udgør et bredt historisk udsnit af ideologiteoretikere, Mellemøstorienterede
autokratiteoretikere og specifikke Syrienseksperter.
Fænomenet ideologi
I forbindelse med studiet af ideologier er det centralt at se på, hvad deres funktioner er, og
hvorledes disse kan variere. Da specialets fokus er på ideologiers anvendelse i autokratier, er det
hovedsageligt magthavernes motivationer til anvendelsen af ideologier, der vil blive underkastet
analyse. Men det er ligeledes vigtigt at inddrage befolkningens incitament til efterlevelsen af dem,
da det er det, magthaverne må forholde sig til. For at komme på sporet af bevæggrundene bag
anvendelsen af ideologier, må vi altså undersøge, hvem der formulerer dem og hvorfor, og hvem
der følger dem og hvorfor.
Kapitlet vil præsentere et lille men bredt udsnit af ideologiteoretikere spændende fra
begrebets ophavsmand, Destutt de Tracy, over gamle klassikere som Jürgen Habermas, Karl Marx
og Louis Althusser, tilsat mere ukendte input i form af Jaroslaw Piekalkiewitcz og Alfred Penn, til
nyere bud som Terry Eagleton. Teoretikerne er med henblik på samspillet med autokratibegrebet
primært udvalgt på grund af deres behandling af ideologier i politisk øjemed, og desuden på
baggrund af deres deraf udledte pointering af magthavernes centrale rolle i det ideologiske spil, i
forhold til specialets syriske empiri.
Definitionen af ideologi kan variere meget. En af de mere interessante versioner ud fra dette
speciales empiriske udgangspunkt er Habermas’. Han definerer primært begrebet ideologi ud fra en
underinddeling af, hvad der udgør selve overbevisningen, og hvilke områder dens indflydelse
dækker over.1 Nogle af de mest interessante tilfælde er der, hvor der er en betydelig forskel mellem
det manifesterede indhold og de iboende funktioner i et sæt overbevisninger. For eksempel kan
religiøse overbevisninger godt regulere politiske eller økonomiske transaktioner.2 Spændet mellem
indhold og anvendelse af ideologi udgør indbegrebet af tvetydighed, og sætter virkelig på spidsen
om ideologi er et mål eller et middel. Denne funktion er vældig interessant at tage op i det syriske
tilfælde og legemliggør kernen for specialets relevans. Fænomenet vil blive uddybet, analyseret og
eksemplificeret i kapitlerne ’Ideologi som middel’, ’De nye medier’ og ’Analyse af præsidentens
taler’.
1 Eagleton, Terry: Ideology, Pearson Education Limited 1994, s. 2632 Ibid. s. 264
Funktion
I ideologiens første dage under oplysningstiden gik drømmen om dens anvendelse ud på at kunne
afdække systemerne for social tankegang og dermed åbne for muligheden for at påvirke folks
overbevisninger og dermed det sociale miljø. Ophavsmanden til begrebet, den franske
revolutionære aristokrat Destutt de Tracy, efterstræbte social rekonstruktion via fornuft og ikke
vold. Han var af den overbevisning, at præsterne i samfundet besad ’opsynet’ med tanke og sjæl, og
Destutt de Tracy ønskede at fravristes dem det og sætte opsynet under en elite af videnskabelige
specialister for derved at befri folket fra religionens mystifikationer og tabuer ved at rense deres
tanker og rykke dem fra overtro og undertrykkelse til frihed, værdighed og retfærd.3
Et nutidigt bud er Terry Eagletons, der holder på magtens centrale rolle bag
ideologier. Han mener, at ideologi genereres med henblik på magt, og at den hermed forvandles til
et sæt diskursive strategier hvormed realiteter, der viser sig pinlige for den styrende magt,
tilsidesættes eller helt slettes ved enten kategorisk benægtelse af deres eksistens eller ved
understregelsen af deres uundgåelighed og ligegyldighed. Hermed er ideologi bidragende til
magtens selvlegitimering. Eagleton uddyber med en fremstilling af, hvordan magthavere ofte indgår
i ’performative modsigelser’, mellem hvad de siger, de gør, og hvad de rent faktisk gør for at skjule
sandheden for deres undersåtter. I samme ånd, mener Eagleton, at ideologier ofte anvendes til etisk
eller logisk retfærdiggørelse af social uretfærd.4
Karl Mannheim er enig i vurderingen af statens og de førende eliters centrale rolle i
skabelsen af ideologi. Mannheims forklaring tager udgangspunkt i menneskets generelle mistro og
mistænksomhed overfor deres modstandere, som han ser som den tidligste forgænger for ideologi,
og han er af den opfattelse, at det var folks erfaringer med politik som værende omgærdet af
hemmeligheder og usandheder, der gjorde dem opmærksomme og kritiske overfor ideologisk
tænkning.5
Ønsket om social rekonstruktion kan altså både gro ud af intentionen om at rense og redde folk og
om at vildlede og kontrollere dem. Og selvom Tracys renselse umiddelbart lyder som et nok så
prisværdige mål at sætte sig, præsenterer der sig allerede ved tankens udgangspunkt en række
problematikker. Hvis en snæver elite satte sig for at danne en ny ideologi, kunne de så uden videre
3 Eagleton, Terry: Ideology, Pearson Education Limited 1994, s. 1-24 Ibid. s. 8-95 Ibid. s. 54-55
sætte den ideologiske dagsorden for en hel nation? I så fald, hvem ville kunne sige sig i position til
at træffe beslutningen over andre folk, at deres tankegang skal ’renses’? Hvem ville kunne afgøre,
hvad der konstituerer en ’god’ ideologi? Og hvem skulle kontrollere slagets gang? Disse er vægtige
spørgsmål, der alle er væsentlige for analysen af ideologis funktion og essentielle i en analyse af
den syriske statsideologi. Dog tegner der sig allerede et klart billede af magtens centrale rolle i
ideologiernes bagland.
Konstruktørerne
Med hensyn til hvem der ville kunne træffe sådanne afgørelser og kontrollere udførelsen af dem, er
flere teoretikere gennem tiden kommet med forslag på svaret. Marx og Althusser er især
interessante for dette speciale på grund af deres syn på staten og eliternes kontrol over ideologi.
Karl Marx ser den førende materielle kraft i samfundet som værende den førende intellektuelle
kraft. Han udleder, at den styrende klasses idéer derfor må udgøre selve samfundets styrende idéer.
Louis Althusser mener, at et samfunds styrende klasser ejer staten, og at de styrende klasser dermed
ligeledes besidder kontrollen med den fremherskende ideologi.6
To politiske teoretikere, der sætter ideologis funktion på spidsen i deres definition af det ultimative
ideologiske politiske system, ideokratiet, er polske Jaroslaw Piekalkiewitcz og amerikanske Alfred
Wayne Penn, professorer i henholdsvis statskundskab og offentlig forvaltning. De beskriver den
typiske opbygning af ideokratier og deres mulige anvendelser af ideologi.
Piekalkiewitcz og Penns definition på et ideokrati er et politisk system, der drager sin
legitimering fra en monistisk ideologi. En monistisk ideologi fremsætter, at virkeligheden skal
fortolkes efter ét eviggyldigt, universelt system af idéer og hævder selv at opfylde dette ved at være
absolut og forklare alle livets aspekter. Historiske eksempler på ideokratier er; Sparta, Babylonien
og det gamle Egypten; Inka- og Aztekerrigerne; kommunistiske Kina, Sovjet, Vietnam, Cuba og
Nordkorea; Nazityskland; Marxisme, fascisme og neofascisme. Sidstnævnte dækker også over
islamisk fundamentalisme og andre religiøse ideokratier. Desuden nævner Penn og Piekalkiewicz
det syriske ba´athparti som et eksempel på et vestliggjort ideokrati, der har indarbejdet ideologier
6 Eagleton, Terry: Ideology, Pearson Education Limited 1994, s. 7, 24, 92
med fokus på et monistisk, historisk verdensbillede baseret på pseudovidenskabelige beviser.7 Dette
forhold uddybes nærmere i den følgende analyse.
Piekalkiewitcz og Penn giver et bud på en klassisk model over de hierarkiske
bestanddele i et ideokrati. De udlægger med en forklaring på, at magten kulminerer i én topleder.
Når en monistisk ideologi indebærer, at der kun hersker én virkelighedsopfattelse, er én herskende
leder det oplagte valg. Da historiens gang pludseligt kan ændre forhåndenværende tilstande, sådan
at ideologien konstant må genfortolkes for at tilpasses, er det mest praktisk at have én central figur,
der bestemmer, for at undgå modstridende kilder til fortolkning eller dannelsen af andre potentielt
konkurrerende ideokratiske eller pluralistiske systemer. Der findes ingen institutionaliseret proces
for efterfølgelse af toplederen, og fordi han udgør den umiddelbare kilde til lov, legemliggør han
både den lovgivende, udøvende og dømmende magt og er selv hævet over loven. Men han er ikke
hævet over ideologien, der er den anerkendte kilde til al autoritet.8
Under toplederens niveau kommer løjtnanterne og eliten, der ansættes og afskediges
direkte af ham. De danner i form af statsadministration og parti en bro mellem toplederen og de
laverestående grupper i hierarkiet, hvorved de fungerer som repræsentanter for toplederens
autoritet, samtidig med at de indsamler informationer til ham om befolkning. I funktion af deres
stillinger råder eliten og løjtnanterne over en anseelig portion klientalisme, da de har kontrollen
over udnævnelser i deres respektive sektorer. Toplederen skal hermed hele tiden sørge for, at én
specifik løjtnant eller medlem af eliten ikke pludselig får for meget personlig magt og kan udgøre
en trussel. Teknikken til at undgå dette er del-og-hersk, hvor toplederen spiller de individuelle
konkurrenter ud mod hinanden og dermed holde deres individuelle magt i ave.
Næste led er partiet, der udgør den primære force til politisk kontrol via propaganda,
medlemskab, finanser og overvågning af statsadministrationens institutioner. Partiet fungerer
ligeledes som en kanal for information op igennem systemet, så toppen kan få en fornemmelse af
stemningen blandt masserne og hermed også egen præstation. Nederst i hierarkiet er
medlemmerne.9
I Penn og Piekalkiewitczs udredninger kan man undre sig over flere ting. Hvis for eksempel
historiens gang alene er nok til at kræve en genfortolkning af den monistiske virkelighedsopfattelse,
var den da så eviggyldig og universel til at starte med? Og hvis det kræver så mange praktiske
7 Piekalkiewicz & Penn: Politics of Ideocracy, State University of New York Press 1995, s. 2, 26, 318 Ibid. s. 47, 68-709 Ibid. s. 71-74
foranstaltninger at sikre, systemet ikke misfortolkes eller ganske fejes af banen, er systemet da så
absolut, som det selv påstår? Noget kunne tyde på, at ideokratiets topledere selv har taget en lidt
mere jordnær politisk virkelighed i betragtning, før de har givet sig i kast med at danne ideologier.
Det leder ligeledes til overvejelse, hvem der til at begynde med formulerer ideologien, hvis den
øverste i samfundet er underordnet den. Det er som om, ideologien i Penn og Piekalkiewitczs
forklaring opstår ganske af sig selv, på trods af at den alligevel somme tider kan kræve
omformulering. Umiddelbart får man associationer til en universel, guddommelig doktrin, som
mennesket så kan fortolke. Nærmest en art ijtihad, begrebet inden for islamisk lov, hvor muslimske
lærde tilbyder løsninger på problemer, der ikke dækkes præcist af Koranen eller Hadith, via original
fortolkning af Koranen. Man kan slutteligt undre sig over, om Penn og Piekalkiewitcz selv har
spekuleret over disse selvmodsigelser eller ej. Når de beskriver drastiske ændringer i ideologier som
’taktisk fleksibilitet’, virker det rent faktisk som om, de tillægger reaktionerne visse rent politiske
overvejelser. Dog har de ikke sat spørgsmålstegn ved den.
Ud fra disse forskellige udredninger danner der sig et billede af en ovenfra kommende
formulering og anvendelse af ideologi, der går ganske vel i spænd med udlægningen af en
funktionel opretholdelse af magten.
Efterleverne
Ligesom det er centralt at se på, hvem der konstruerer ideologier, er det betydningsfuldt ligeledes at
fastslå, hvem der følger dem, og hvad foranledningerne dertil kan være. Dermed fremtræder
bevæggrundene til formuleringen desto tydeligere.
Penn og Piekalkiewitcz udspecificerer til at begynde med mulighederne for ideologisk
medlemskab. Der findes racemæssige, nationale ideokratier funderet på enten biologisk arv eller en
kombination af biologiske, geografiske og kulturelle karakteristika. Så er der kulturelle ideokratier,
som samles om en essentiel kulturel identitet, og der er de klassebaserede ideokratier, der baserer
medlemskabet på sociale klasser. I de nations- og racebaserede ideokratier gør tilhørsforholdene
automatisk individet til en naturlig del af det nationale fællesskab, hvis de opfyldes. Det gør de
ligeledes i kulturelle ideokratier, selvom tilhørsforholdene her er mere vagt specificeret, baseret på
et sæt af socialt videreførte idéer om, hvad der karakteriserer et folk. Klassebaserede ideokratier
anvender samfundets økonomiske differentiering af arbejdskraft til at definere borgernes
tilhørsforhold via produktionens påvirkning af arbejdsinddelingen.10
Penn og Piekalkiewicz skelner dernæst mellem to forskellige former for efterleven af
ideologier, der udmønter sig i henholdsvis populistiske og totale ideokratier. De populistiske er
konsensusbaserede og råder over et højt niveau af støtte og frivillig accept fra samfundets borgere
på baggrund af den gængse ideologiske overbevisning. De totale grunder i tvang og besidder
omfattende fysiske kontrolfunktioner og politisk tyranni.11 Den populistiske form dækker for
eksempel over calvinistisk Geneve eller fristaten Massachusetts, og de totalitære kunne være
Nazityskland og Sovjet under Stalin.
I forbindelse med hvorvidt årsagen til befolkningernes efterlevelse af ideologien er
kontrol eller indoktrinering, virker Piekalkiewicz og Penn lidt vægelsindede. En forklaring om, at
folk skal være indoktrinerede i en sådan grad, at de selv frivilligt vælger at efterstræbe regimets
mål, står side om side med udredningen om hvordan ideokratiets høje grad af dominans kræver, at
den politiske kontrol gennemsyrer al social organisering.12
Ditto ambivalent omkring årsagen til individers lydighed overfor samfundets ideologier er den
dystopiske skole, hvor en fremherskende idé drejer sig om en verden så gennemideologiseret, at al
modstand, konflikt eller oprør er utænkeligt. Hvis hvert enkelt individ identificerer sit eget indre jeg
med samfundets fremherskende ideologi og dermed også med den styrende magt, og så at sige
bliver ét med disse, bliver oprør mod styret således ensbetydende med at øve vold mod sig selv. Det
er altså ikke tilstrækkeligt, at folk kun er føjelige udadtil. Den styrende magts ultimative mål er ikke
blot, at folk skal acceptere undertrykkelsen og følge den i rituel lydighed, men at de ydermere
glædeligt deltager i processen.13 Dette forhold vil blive analyseret i specifik syrisk kontekst i
kapitlerne ’Det syriske autokrati’, ’Ideologi som middel’ og ’Analyse af præsidentens taler’.
Dystopernes spring mellem en ideologi så stærk, at alle samfundets individer identificerer sig med
den, og en styrende magt hvis mål er at undertrykke befolkningen i blind lydighed, virker
umiddelbart stort.
Udredningen hopper dernæst videre til en forklaring baseret på tvang eller belønning.
Argumentet er, at ethvert undertrykkende styre inderst inde godt ved, at det kun eksisterer i kraft af
dets undersåtters aktive samtykke. Hvis et uretfærdigt styre ikke kan samle dette samtykke, må det
10 Piekalkiewicz & Penn: Politics of Ideocracy, State University of New York Press 1995, s. 39-4011 Ibid. s. 28-2912 Ibid. s. 7813 Eagleton, Terry: Ideology, Pearson Education Limited 1994, s. 18
se sig nødsaget til at benytte tvang. Men tvang vil svække regimets troværdighed på det kraftigste
og kan føre til yderligere fremmedgørelse overfor folket. Ethvert sådant styre er klar over, at folk
ikke giver sit samtykke uden at få noget igen. Dog, så længe styret kan tilbyde en nok så fattig
belønning, vil folk som oftest heroisk finde sig i alverdens kvaler. Dertil sagt, at så snart
belønningerne løber tør, mener dystoperne, at folket med sikkerhed vil gøre oprør mod styret.14 At
resultatet af de vægelsindede pointer ender med, at belønning og tvang må tage over, hvis ikke troen
er stærk nok, tyder på at dystoperne overvejende hælder til overbevisningen om kæp og gulerod
nærmere end overbevisning.
Terry Eagleton tager afstand fra dystopernes idé om oprørsudfaldet, og hans
gennemgående kritik af den dystopiske retning går på, at han ikke mener, ideologi er hverken den
eneste eller endog hovedsagelige grund til, at folk bærer over med uretfærdige styrer. Som han
siger: ”Der er ingen grund til at gå ud fra, at folk, der sagtmodigt indvilliger i et uretfærdigt socialt
system, gør det, fordi de lydigt har indarbejdet dets værdier”. Til gengæld giver Eagleton andre
forslag til faktorer, der kunne forårsage politisk føjelighed hos folk. For eksempel kunne politisk
afmagt udgøre en faktor; hvis folk ikke kan se noget bedre, opnåeligt alternativ til det eksisterende
styre, eller de eventuelt er decideret bange for konsekvenserne af at udfordre et specifikt regime.
Det behøver dog ikke nødvendigvis være så drastiske grunde; ganske almindelige, dagligdags
bekymringer kan være nok. Hvis folk eksempelvis har for travlt i hverdagen med at tage sig af deres
børn, koncentrere sig om deres job eller generelt at få livet til at hænge tilfredsstillende sammen.15
På trods af lettere vaklende argumenter peger udfaldet på en dominant overvægt af
anskuelser baseret på belønning og tvang snarere end tro og tilhørsforhold som incitament for
befolkningernes ideologisering, hvilket eksemplificeres i den følgende empiriske undersøgelse og
analyse.
Redskaber
I tråd med ovenstående kæp-og-gulerod-forklaring må man altså gå ud fra, at der skal en form for
overtalelse til fra magthavernes side for at få folk til at følge deres forgodtbefindende. I denne
forbindelse vil kapitlet fremlægge, hvilke redskaber der anvendes til formålet. Penn og
Piekalkiewicz kommer med en del bud på dette. De fastholder, at ideologiers mål om at opnå deres
14 Eagleton, Terry: Ideology, Pearson Education Limited 1994, s. 1915 Ibid. s. 19
utopiske idealer kræver en total mobilisering af samfundet. Dertil anvendes mange forskellige
former for indoktrinering såsom deltagende aktiviteter, overtalelse og tvang.
Først og fremmest benyttes uddannelsessystemet til ideologisk træning. Det
kontrolleres fra styrets side gennem en nøje udvælgelse af materiale og personale. Dernæst udgør
kommunikationsmedierne vægtige socialiseringsredskaber via samme form for selektiv udvælgelse
af indhold kombineret med udførlige politiske indslag. Medierne kontrolleres via tilladelser,
monopoler og censur.16 Penn og Piekalkiewitcz nævner som en alternativ form for ’massemedie’
fredagsbønnen, som dog også rigtigt nok kan fungere som udbredende af regimets ideologier, hvis
der for eksempel er tale om en moské kørt af stats´ulama`. Men hvis der ikke er, kan det lige så vel
være kilde til opposition og er det ofte. Som eksempel kan nævnes den syriske befolknings angreb
på den danske ambassade under Tegningsagen. Der vil nok være uenige parter, der mener, det var
regimets eget tiltag, men i betragtning af styrets generelle vægring ved at fyre op under vrede,
religiøse blus virker ventilforklaringen mere plausibel. Desuden giver dette et billede af
tilstedeværelsen af vrede islamister, der er rart for regimet at have ved hånden til en senere lejlighed
i form af skræmmebillede, se kapitlet ’Det syriske autokrati’.
En anden vigtig faktor, hvorved medlemmernes dedikation til systemet fremmes, er
socialisering via deltagelse som mobiliserende teknik. Dette kan blandt andet masseorganisationer
være betydelige kanaler for. Herigennem identificerer masserne sig med systemet og ses samtidig af
andre borgere som samfundets agenter, hvilket igangsætter nye rekrutteringsbølger ud igennem
befolkningslagene. Samme effekt kan opnås via medlemskab af partiet eller deltagelse i spontane
massehandlinger. Piekalkiewicz og Penn forklarer, hvordan spontane massehandlinger oftest er
både kontrolleret og organiseret af styret.17 Det er også ganske rigtigt, at stærke regimer ofte er dem,
der står bag demonstrationer og lignende i deres respektive lande. Men somme tider kan
massehandlinger også være tiltag fra befolkningens egen side, som så tillades af styret som en slags
ventil til at slippe af med indestængt vrede.
Sidst men ikke mindst nævner Piekalkiewitcz og Penn tvang. Tvangen kan være af
enten økonomisk, administrativ, social eller fysisk art. Den økonomiske tvang består af fordelingen
af statsbudgettet ned igennem systemet, hvorved magthaverne styrer den generelle sociale udvikling
via pletvise økonomiske tildelinger, eller af kontrollen med uddannelsesmuligheder eller ansættelse
og andre lignende karrieremæssige fremtidsudsigter. Den administrative tvangs hovedfunktion er at
eliminere organisationer, der modstrider systemet. En sideløbende funktion er at tilpasse, begrænse
16 Piekalkiewicz & Penn: Politics of Ideocracy, State University of New York Press 1995, s. 82-8417 Ibid. s. 84-85
eller udvide eksisterende organisationer alt efter deres brugbarhed overfor ideokratiet. Dette gøres
eksempelvis via udstedelser af tilladelser, monopoler og licenser. Ideologiske politiske systemer har
i den forbindelse mange institutioner, alle komplet indordnet under det centrale lederskab. Social
tvang fungerer i praksis fuldstændigt som den økonomiske, via enten fordelingen af privilegier eller
tildelingen af straffe mellem de respektive sociale organisationer, i form af eksempelvis offentlig
anerkendelse og forfremmelser eller manglen på samme, hvilket skaber et konkurrerende miljø
blandt organisationerne. Derudover kan den antage form af selvgenererende social censur,
hvorunder befolkningen i stigende grad får sværere ved at modstå de konforme sociale krav. Fysisk
tvang er en iboende kraft i det ideokratiske system, og mange forskere argumenterer for, at det er et
af de vigtigste karakteristika ved totalitære systemer. Destruktiv terror kan lige så vel anvendes til at
tilintetgøre systemets fjender som til at socialisere dets egne medlemmer. Dette sker gennem en
opdragende effekt der opstår ved først og fremmest at definere de accepterede grænser for kritik og
opførsel generelt og ved at skabe en forebyggende atmosfære af frygt.18
Et andet bud på anvendte redskaber er statsapparaterne. Althusser fremhæver magthavernes aktive
rolle i udbredelsen af ideologi via disse:
” […] no class can hold State power over a long period without at the same
time exercising its hegemony over and in the State Ideological Apparatuses”.19
Det ideologiske statsapparat, Althusser nævner, består af politiske, retslige, religiøse, uddannende,
kommunikative, kulturelle, fagforeningsmæssige og familiære institutioner og udgøres dermed af
mange forskellige private instanser. Dog benævner Althusser alligevel disse ’statsapparater’, da han
ikke ser staten som hverken offentlig eller privat men konstituerende selve forudsætningen for
enhver skelnen mellem disse kategorier. Der findes ligeledes et repressivt statsapparat, der modsat
det ideologiske udgør én offentlig instans og består af regeringen, administrationen, domstolene,
fængslet, politiet og hæren med mere. Det opretholdes primært med vold og sekundært med
ideologi, hvor det ideologiske statsapparat omvendt opretholdes primært med ideologi og sekundært
med vold eller undertrykkelse i form af forskellige arter disciplinering, for eksempel ved udvisning,
censur, udvælgelse eller straf.20
18 Piekalkiewicz & Penn: Politics of Ideocracy, State University of New York Press 1995, s. 78-80, 86-8819 Eagleton, Terry: Ideology, Pearson Education Limited 1994, s. 9220 Eagleton, Terry: Ideology, Pearson Education Limited 1994, s. 90-92
Anvendelsen af syndebukke er ligeledes et udbredt redskab. Syndebukke er altid
bærere af en modideologi og trusler mod ens eget verdensbillede. Piekalkiewitcz og Penn nævner
som historiske eksempler jøder, kapitalister, sorte, kættere, bourgeoisiet, kommunisterne og
amerikanerne. Funktionen med konceptet syndebukke er mangesidet. For eksempel udgør de et
belejligt fokus for befolkningens frustrationer og afledning fra andre problemer i samfundet.
Skylden for disse problemer omdirigeres hen på syndebukkene og væk fra regimet. Samtidig kan
syndebukke hjælpe folk til at definere egne samfundsmoraler og opbygge et fællesskab. Via
aggressive angreb på syndebukkene indgår individer i en kreativ samfundsopbygning med deres
fæller og integreres dybere i egen ideologi. Samtidig kan tilstedeværelsen af syndebukke eller
fjendebilleder udgøre en undskyldning for styrets hårde kurs mod befolkningen og enhver
opposition i det.21 Kernen i den syriske statsideologi er syndebukke; fjendebilleder som vestlig
imperialisme og zionismen i nabolandet Israel.
Centraliteten af magthavernes manipulerende redskaber i deres mobilisering og
indoktrinering af befolkningen fremstår tydeligt af ovenstående teorier.
21 Piekalkiewicz & Penn: Politics of Ideocracy, State University of New York Press 1995, s. 49-50, 67-68
Begrebet autokrati
For at opnå en forståelse af, hvilken rolle ideologi spiller i autokratiske regimer, er det centralt som
udgangspunkt at fastslå, hvad deres ønsker og mål er, og hvilke andre redskaber og metoder de
ellers anvender til at opnå disse.
Jeg diskuterer autokrati i en Mellemøstspecifik kontekst, da området byder på mange
særlige forhold, som skal tages in mente. Man kunne sagtens i andre autoritære regioner såsom
Sydamerika eller Afrika finde autokratier med olie, islam, kolonibaggrunde, etniske split og
regionale tilhørsforhold svarende til det arabiske, men hele kombinationen er særegen for
Mellemøsten. Dertil kommer at Israel er en meget central faktor specifik for Mellemøsten. Og ud
fra et synspunkt om, at regimers tilstedeværende omgivelser spiller ind på deres forhåndenværende
redskaber og valg af taktikker, er en konkret diskussion af mellemøstlige forhold nødvendig for en
tilfredsstillende analyse.
Som i ideologiafsnittet er det hovedsageligt magthavernes motivationer til
anvendelsen af ideologier, der vil blive underkastet analyse, og i undersøgelsen af autokratier indgår
en oversigt over, hvilke styreformer de kan antage. Befolkningens incitament til efterlevelse vil
blive gennemgået senere i specialet.
De anvendte teoretikere er primært udvalgt på grund af deres specifikt mellemøstlige
fokus og dernæst med henblik på deres behandling af autokratier, rentierstater og Syrien som sådan.
Daniel Brumberg og Eva Bellin giver en oversigt over regimetypers karakteristika og holdbarhed,
hvis elementer Giacomo Luciani, Hazem Beblawi, Lisa Anderson, John Waterbury og Volker
Perthes uddyber nærmere indenfor hver deres felt.
Regimetyper
For at definere autokratier må vi først se på, hvilke former de kan antage. I forhold til ovenstående
diskussion af ideokratier opstiller Penn og Piekalkiewicz følgende klassifikation af politiske
systemer:22
22 Piekalkiewicz & Penn: Politics of Ideocracy, State University of New York Press 1995, s. 27, 38-39
Politisk system: Overbevisning: Egen samfundsopfattelse: Medlemskab:
Ideokrati Monisme Hellig enhed, andre ’lavere’ samfund
overlegen. Individer er indfødte eller
tilført af historiske eller overnaturlige
kræfter.
Organiseret efter
nation, race, klasse
eller kultur.
Autokrati Begrænset
pluralisme
Demokrati Pluralisme Sammensætning af grupper, både indeni
og udenfor det politiske system. Ikke en
ubrydelig enhed, individer har lov til at
dele deres loyalitet mellem forskellige
fællesskaber.
Dannes ved frivillig
deltagelse eller
lovmæssigt.
Der er opsigtsvækkende tomt i autokratiets kasse, uden kommentarer om hverken
samfundsopfattelse eller medlemskab. Piekalkiewitcz og Penn er gennemgående vage i deres
definitioner af autokratier. De nævnes som et eksempel på delvise ideokratier. Begrundelsen er, at
de autoritære styrer karakteriseres af begrænset pluralisme og en centraliseret politisk sfære, der er
relativt uinvolveret i de andre sfærer af befolkningens daglige liv og kun mobiliserer specifikke
eliter for derefter at lade masserne være, uberørte og ugennemtrængte af ideologien. Den bredere
befolknings manglende tilslutning ses bort fra, så længe de viser tilslutning til den dominerende
elite.23
Daniel Brumberg er mere sikker i sin sag og inddeler sin Mellemøstspecifikke
definition af autokratier i liberaliserede versus fulde versioner. Liberaliserede autokratier er en
styreform, der blander autokrati op med pluralisme; lederne opmuntrer til politisk åbenhed i
civilsamfund, medier og valgsystemet – dog styrer regimet stadig sikkerhedssystemerne, dominerer
mediefladen og anvender klientalisme via økonomiske goder.24 Liberaliserede autokratiers ledere
har lagt en symbolsk distance mellem staten og samfundet, så der er plads til konkurrerende, uenige
opponenter i det politiske forum. Det vil sige, at indenfor visse grænser har andre grupper og idéer
lov til at bygge institutioner udenom staten. Ved hjælp af denne konkurrerende sfære kan regimet
løsne sig selv fra at være politisk og økonomisk bundet til bestemte klasser, interessegrupper eller
ressourcer. Regimet kan danne forskellige alliancer, og alle må konkurrere indbyrdes om regimets
23 Piekalkiewicz & Penn: Politics of Ideocracy, State University of New York Press 1995, s. 28, 33, 61-6224 Brumberg, Daniel: Liberalization Versus Democracy; Understanding Arab Political Reform, Carnegie Endowment 2003, s. 3
gunst og spilles derved ud imod hinanden. Denne del-og-hersk-taktik maksimerer regimets
spillerum, samtidig med at den begrænser oppositionens samarbejde, og er dermed central for
regimets overlevelse. Blandt andet giver den konstante konkurrence kamp religiøse og sekulære
kræfter imellem. Herved sikrer regimet sig eksempelvis imod kraftige tilbageslag fra en eventuel
islamisk opposition. Ligeledes undgår det at binde sig alt for hårdt til en hellig mission.25
I modsætning til liberaliserede autokratier står de fulde. Som Brumberg ser det,
overlever fulde autokratier hovedsageligt ved hjælp af to mekanismer, nemlig belønning og straf.
Disse taktikker tager form af henholdsvis en fordeling af job og økonomiske goder blandt
befolkningen til gengæld for deres politisk støtte; og anvendelse af vold og undertrykkelse.26 For at
opretholde sådanne mekanikker kræver det en hvis holdbarhed af styret. Fulde autokratier får
primært deres holdbarhed fra stærke statsinstitutioner, renteindtægter og brugen af ideologi.
Statsinstitutionernes funktion er at absorbere eller undertrykke enhver opposition i samfundet.
Renteindtægterne, der oftest tager form af olie- og andre petroleumrelaterede produkters
indtjeninger til staten, er nødvendige som belønninger til befolkningen men ikke tilstrækkeligt.
Anvendelsen af ideologi antager form af en hellig mission for regimet, dette værende sig
panarabisk, islamisk eller noget ganske tredje.27 Et fuldt autokrati benytter sig af en bred koalition, i
hvilken nøglekomponenter primært udgøres af kapitalister og professionelle, bønder og arbejdere,
og militæret.28 Derimod binder de sig kun til få økonomiske nøglegrupper.29
En anden opdeling af autokratiske styreformer er mellem monarki og republik. Daniel Brumberg
redegør for, hvordan monarkier eksempelvis har nemmere end republikker ved at dele-og-herske, da
de ikke er bundet op på nogen bestemt ideologi og tilhørende grupper, sådan som republikkernes
partier er det. Traditionelle monarkier er ironisk nok ofte bedre til at modernisere, end de mere
moderne republikker har vist sig. I republikker er præsidenterne bundet til regeringspartierne,
hvoraf mange modsætter sig reformer, hvilket vil sige at præsidenterne får mindre råderum.
Ydermere har monarkierne flere indbyggede legitimeringer iboende. Først og fremmest besidder
monarken en selvsagt ret til tronen, i og med at monarkiet indebærer en naturlig dynastisk
videreførelse af magten gennem familiebånd. Det kan ligeledes opleves som en nedarvet islamisk 25 Brumberg, Daniel: The Trap of Liberalized Autocracy, Journal of Democracy 2002, s. 6126 Brumberg, Daniel: Liberalization Versus Democracy; Understanding Arab Political Reform, Carnegie Endowment 2003, s. 427 Brumberg, Daniel: The Trap of Liberalized Autocracy, Journal of Democracy 2002, s. 5828 Brumberg, Daniel: Authoritarian Legacies and Reform Strategies in the Arab World, Lynne Rienner Publishers 1995, s. 23329 Brumberg, Daniel: Liberalization Versus Democracy; Understanding Arab Political Reform, Carnegie Endowment 2003, s. 5
legitimitet, der legemliggøres via et påvist, direkte slægtskab med profeten Muhammad selv, sådan
som Marokkos kong Muhammad VI og Jordans kong Abdallah II.30
Regimers anvendelse af deres forskellige forhåndenværende redskaber afhænger altså
af arten af deres styreform.
Udfordringer og muligheder
Daniel Brumbergs holdning er, at autokratiske regimer i deres valg af strategier ikke bare agerer,
men reagerer i respons på de politiske, økonomiske, sociale og geopolitiske situationer de befinder
sig i.31 Derfor er det væsentligt at undersøge, hvilke udfordringer regimerne sættes overfor, og
hvilke muligheder de ligger inde med.
Politiske udfordringer for et mellemøstligt, autokratisk regime udgøres meget
forenklet sat op af enten interne stridigheder i styret eller forskellige former for udefrakommende
pres, det værende sig ydre pres fra andre stater og samarbejdspartnere i regionen eller Vesten eller
indre pres fra egen befolknings side. Brumberg nævner som ydre indflydelse hovedsageligt krisen i
Israel/ Palæstina, som har givet regionens islamister benzin på deres bål og dannet ideologisk
heterogene alliancer mellem sekulære og islamister. Stående sammen kan disse alliancer udgøre en
magtfuld opposition til de siddende magthavere.32 Giacomo Luciani nævner som indflydelser på
befolkningens krav faktorer såsom social lagdeling og ulighed i indtægter eller decideret fattigdom;
religiøs eller etnisk segmentering og oplevelser af andre landes erfaringer med udfald i kaos;
analfabetisme og religion.33
Økonomiske udfordringer, som belastninger af statsøkonomien, vil typisk komme sig
af høje militæromkostninger og uendelige poster til tilfredsstillelsen af befolkningen. Typisk
udmønter disse sig i helt basale goder såsom en række statstilskud til dagligvarer og ingen direkte
skatteopkrævninger. Offentlige ansættelser sker i et langt større omfang end behøvet for daglig
drift, og fyringer ville potentielt give problemer, da arbejdsløshed kan fyre op under utilfredsheden.
De offentligt ansattes lave løn giver samtidig et højt niveau af korruption.34 En anden kilde til
økonomisk udfordring er faldet af eksterne renter og dermed i statens direkte udbytte. Dette kan i 30 Brumberg, Daniel: The Trap of Liberalized Autocracy, Journal of Democracy 2002, s. 6231 Ibid. s. 56-5732 Ibid. s. 6533 Luciani, Giacomo: The Oil Rent, the Fiscal Crisis of the State and Democratization, I. B. Tauris 2001, s. 13534 Luciani, Giacomo: Resources, Revenues and Authoritarianism in the Arab World: Beyond the Rentier State?, Lynne Rienner Publishers 1995, s. 214
yderste tilfælde presse regimet til at gennemføre reformer, der giver tab ned igennem samfundet og
dermed resulterer i politisk utilfredshed.35
Som sociale udfordringer kan i samme tråd nævnes arbejdsløshed og
befolkningstilvækst, eller etniske og religiøse split blandt befolkningerne. Også mainstream
islamisme kan udgøre en trussel mod magthaverne, da en fredelig religiøs tilgang er svær for
regimet at pege fingre ad og derfor nemt bliver stærk rent politisk.36
Politiske muligheder i regionen tager i høj grad udspring i historien, nærmere betegnet
kolonialismen og oprettelsen af staten Israel, som begge stadig er yderst centrale begivenheder på
den politiske scene. At tage afstand fra Vestens imperialisme og Israels zionisme er en efterstræbt
tilstand blandt mellemøstlige regimer – om de så overholder den i realiteten eller kun opildner den
på papiret.37 Ikke kun holdningen til USA er vigtig, Amerikas eget udspil har også stor indflydelse i
regionen. I forbindelse med samarbejdet med arabiske overhoveder i krigen mod terror har USA
udvist omfattende tolerance overfor ikke-demokratiske tilstande, hvilket har udgjort en mulighed
for magthaverne for at øge den hjemlige hårdhed overfor befolkningerne og gennemføre politisk
deliberalisering.38
Sociale muligheder er for eksempel lejligheden til at neddæmpe hjemlige etniske og
religiøse konflikter og tilbyde stabilitet i nationen. Dette gøres ved hjælp af skræmmebilleder i form
af kaotiske forhold i omkringliggende stater.
Økonomiske muligheder legemliggøres for mange mellemøstlige lande af
renteindtægter. Der findes flere forskellige former for renter såsom indkomst på baggrund af enten
strategiske ressourcer eller naturressourcer. Som vestlig iagttager er det først og fremmest
naturressourcerne i form af primært olie, der springer op i hukommelsen, men strategiske renter er
tillige en stor indkomst for visse lande. Strategiske ressourcer kan tage form af holdninger,
handlinger eller alliancer, som andre stater donerer store støttebeløb for, eksempelvis stærk antipati
mod Israel, kontrol over kritiske passager eller lov til at have militære udstationeringer på
hinandens jord. Internationale støttenetværk hjælper økonomien og leverer legitimitet oven i købet.
Grunden til, at renter er af så stor vigtighed, er, at renteindtægter går direkte i statskassen. Staten
kan dermed råde over dem, som de vil, og oftest benyttes renter til belønninger af befolkningen i
bytte for politisk apati.39 35 Brumberg, Daniel: The Trap of Liberalized Autocracy, Journal of Democracy 2002, s. 6536 Ibid. s. 6537 Luciani, Giacomo: The Oil Rent, the Fiscal Crisis of the State and Democratization, I. B. Tauris 2001, s. 13538 Brumberg, Daniel: The Trap of Liberalized Autocracy, Journal of Democracy 2002, s. 6539 Luciani, Giacomo: Resources, Revenues and Authoritarianism in the Arab World: Beyond the Rentier State?, Lynne Rienner Publishers 1995, s. 214
I forhold til centraliteten af sidstnævnte mulighed, byttehandelen regimet og befolkningen imellem
med social retfærdighed og økonomisk sikkerhed til gengæld for politisk passivitet, er vigtigheden
af dens resultater enslydende væsentlig at tage med i en analyse. Daniel Brumberg opstiller
følgende udslag af byttehandelen: nedadgående økonomisk spiral; ideologisk og institutionel
binding til enkelte grupper; og svage klientgrupper og afhængigt bourgeoisi. Forklaringerne lyder
på, at for det første giver opretholdelsen af import-substituering og garanterede statsansættelser
gæld til udlandet og rentier-afhængighed. For det andet kan inkorporeringen af islamiske koncepter
i en socialistisk doktrin fange regimet; demokratiske pagter gør islamisterne sure over den sekulære
magtdeling, og økonomiske reformer gør både socialistiske klasser og islamister sure over manglen
på social retfærdighed. Slutteligt besidder mange grupper måske autonomien til at kunne nedlægge
veto mod regimets økonomiske reformer, men de mangler dog stadig lederskabet, erfaringen og
ideologien til at kunne indgå stærkt nok i forhandlinger. Professionelle, forretningsmænd og
intelligentsiaen er afhængige af statens uddannelse, ansættelser og kontrakter.40
Brumbergs tredje punkt uddybes af en række andre teoretikere. Lisa Anderson ser
netop bourgeoisiets svaghed og underdanighed som en af hovedårsagerne til fortsat autokrati. Hun
skelner mellem tilstedeværelsen af en middelklasse og et underudviklet bourgeoisi. Bourgeoisiet er
underudviklet, fordi det under kolonimagterne blev unaturligt fremmet og siden da overmandet af
en overudviklet stat efterladt af selvsamme koloniherrer.41 Luciani mener, at så længe bourgeoisiet
modtager utallige goder fra staten, er styret uafhængigt af dem og kan sagtens opretholde magten,
selv under økonomiske liberalisering.42 Waterbury viser sig enig med sin forklaring af den direkte
årsagssammenhæng mellem bourgeoisiets afhængighed af staten og statens uafhængighed af
bourgeoisiet.43 Mellemøstlige autokratier har netop derfor i stor udstrækning undgået politisk
liberalisering på trods af vækst i den urbane, læsefærdige middelklasse.44
Tilstedeværende udfordringer og muligheder spiller altså ind på regimernes
anvendelser af deres autokratiske redskaber.
40 Brumberg, Daniel: Authoritarian Legacies and Reform Strategies in the Arab World, Lynne Rienner Publishers 1995, s. 23441 Anderson, Lisa: The State in the Middle East and North Africa, Comparative Politics 1987, s. 7-842 Luciani, Giacomo: The Oil Rent, the Fiscal Crisis of the State and Democratization, I. B. Tauris 2001, s. 13543 Waterbury, John: Democracy without Democrats?: the Potential for Political Liberalization in the Middle East, I. B. Tauris 2001, s. 27, 3344 Bellin, Eva: The Political-Economic Conundrum: The Affinity of Economic and Political Reform in the Middle East and North Africa, Carnegie Endowment 2004, s. 4-5
Efterstræbelser og taktikker
Efter at have præsenteret de forskellige former autokratier kan optræde i, og hvilke komplikationer
og redskaber de er udstyret med, viser der sig nogle helt tydelige mønstre for mulig respons.
Autokratierne sammensætter tilpasningsdygtige kombinationer af belønninger, kontrol og
undertrykkelse, dannet af indbyrdes afhængige faktorer i samfundet. Brumberg lægger stor vægt på,
at dette ikke alene er tidsbegrænsede strategier men en fast regimetype i sig selv.45 Denne
regimetype beror på anvendelsen af en række varierende strategier. De går lige fra at være
legitimerende, indarbejdende og afledende; hen over kontrollerende, manipulerende og bestikkende;
til decideret afrettende, undertrykkende og frygtindgydende. Fælles for dem alle er anvendelsen. De
benyttes som overlevelsesstrategier. Daniel Brumberg definerer i korte træk regimers
overlevelsesstrategier, som værende enten politiske eller økonomiske. Regimernes mål med
politiske overlevelsesstrategier er at opnå en hårfin balance, hvor de på en gang udvinder støtte fra
befolkningen uden samtidig at give dem nok magt til at underminere regimet. Målet med
økonomiske overlevelsesstrategier er på lignende vis at tilbyde tilstrækkeligt med ændringer til at
tiltrække udenlandske investeringer, nedsætte gældsbetaling og indsamle udenlandsk valuta uden at
underminere sociale og økonomiske interesser for samfundsgrupperne i den offentlige sektor.46
Regimernes fælles mål med alle disse forskelligartede overlevelsesstrategier er således
opretholdelsen af egen magt.
Ud fra tesen om, at autokratiske regimers fremmeste mål er en bibeholdelse af magten, er det
centralt at undersøge, hvilke midler og taktikker de tager i brug for at opnå dette mål. Statens
strukturelle og institutionelle karakter er af største vigtighed for et holdbart autokrati. Eva Bellin
redegør for, at masseutilfredshed med regimet sagtens kan være til stede i en befolkning, uden at der
kommer en revolution ud af det. Det altafgørende er statens styrke, hvilket i bund og grund vil sige
dens evne til at fastholde monopolet over tvangsapparatet. Det statsstyrede tvangsapparats styrke,
sammenhæng og effektivitet gør forskellen mellem henholdsvis en succesfuld revolution, en
fejlslagen revolution eller en ikke-eksisterende revolution. Kapaciteten til tvang i kobling med
klientalistiske institutioner udgør den sammensatte funktion, vi kalder ’kæp og gulerod’, der både
indikerer viljen og leverer kapaciteten til at undertrykke et samfund. I autokratier hvor denne
45 Brumberg, Daniel: The Trap of Liberalized Autocracy, Journal of Democracy 2002, s. 56-5746 Brumberg, Daniel: Authoritarian Legacies and Reform Strategies in the Arab World, Lynne Rienner Publishers 1995, s. 235
funktion fungerer, og hvor der ligeledes er renter til stede, vil hurtigt regimeskift ikke sandsynligt
ske.47
Bellin og Brumberg fremhæver fire hovedfaktorer til regimers holdbarhed; renter, klientalisme,
tvangsapparatet og ideologi:
Renter
Lisa Anderson udspecificerer rentebegrebet som værende overskud genereret udenfor landets
økonomi, men det er afgørende at få en helt klar definition på rentierøkonomi.48 Hazem Beblawi
opstiller fire faktorer som afgørende for, hvorvidt en stat kan identificeres som havende
rentierøkonomi eller ej: Hvis økonomien primært domineres af eksterne renter; hvis staten er
hovedmodtager af de eksterne renter; hvis det kun er en lille del af befolkningen, der er involveret i
genereringen af renter; og hvis de eksterne renter er årsag til en økonomi, der ikke kræver en stærk
hjemlig produktionssektor.49 Luciani nuancerer definitionen yderligere ved at indføre begrebet
semirentier. Den afgørende forskel er, at ikke alle renter går direkte i staten, derfor er det
nødvendigt at skelne. Renteindtægter som for eksempel private investeringer eller gæstearbejderes
overførselslønninger stater imellem går gennem befolkningerne og gør ikke modtagerlandet til en
rentierstat, og man skal ikke forveksle rene rentierstater med stater, der styrer rentierbaserede
økonomier.50
Rene renter direkte i statskassen er en faktor, der forstærker autoritære regimers
kontrol, uafhængigt af hvilken form dette regime måtte tage. De betaler for afgørende funktioner
såsom ansættelser, tilskud, infrastruktur, gratis uddannelse, militæret og sikkerhedsstyrkerne,51
samtidig med at de fritager staten fra ansvarlighed og opmuntrer til rentierisme, det vil sige
rentesøgende adfærd.52 Stater, der har renteindtægter, vil måske opleve magtkampe og fraktioner
men ikke et folkeligt krav om demokrati – og heller ikke en demokratisk opposition, modsat en
udbredt vestlig forestilling – da alle samfundets grupper vil være optaget af at kæmpe om at få en
47 Bellin, Eva: The Robustness of Authoritarianism in the Middle East: Exceptionalism in Comparative Perspective, Comparative Politics 2004, s. 143, 15248 Anderson, Lisa: The State in the Middle East and North Africa, Comparative Politics 1987, s. 1049 Beblawi, Hazem: The Rentier State in the Arab World, The Arab State, Routledge 1990, s. 87-8850 Luciani, Giacomo: Resources, Revenues and Authoritarianism in the Arab World: Beyond the Rentier State?, Lynne Rienner Publishers 1995, s. 21451 Bellin, Eva: The Robustness of Authoritarianism in the Middle East: Exceptionalism in Comparative Perspective, Comparative Politics 2004, s. 14452 Luciani, Giacomo: Resources, Revenues and Authoritarianism in the Arab World: Beyond the Rentier State?, Lynne Rienner Publishers 1995, s. 211, 215
del af renten.53 At overkomme rentierisme hænger generelt sammen med strukturelle justeringer,
hvilket oftest bliver påduttet af Verdensbanken eller IMF.54 Styrets egen politiske logik vil
almindeligvis være at modsætte sig økonomiske reformer, fordi reformer kan føre til tab og dermed
vrede blandt befolkningen. Det er altså ikke økonomisk rationalitet men politisk logik, der styrer.55
Luciani fastholder, at fald i renteindtægter ikke hænger beviseligt sammen med
demokratisering,56 og at demokratiløfter i en rentierstat vil være rent taktiske.57 Brumberg bakker op
om denne teori med en redegørelse af, hvordan mange arabiske stater i 1980erne stod overfor
økonomiske og sociale kriser. De fleste klarede dog kravet om økonomisk og politisk liberalisering
uden at dele deres magt.58 Der sås politiske åbninger, men deres mål var nærmere en opretholdelse
end en transformation af autokratiet.59 Luciani forklarer, hvordan stater i finanskrise hellere vil rette
sig ind efter en lavere rente end at ændre det institutionelle system. Et nedsat forbrug kan dog
resultere i, at staten mister sine kontrolinstrumenter. Stater, der ikke er i finanskrise og har adgang
til renter, kan efter Giacomo Lucianis mening udskyde demokratisering på ubestemt tid.60
Klientalisme
Klientalisme er det system, der udmøntes i den føromtalte byttehandel mellem regimer og deres
befolkning, bestående af belønninger og beskyttelse til gengæld for loyalitet. Mellemøstlige
autokratiers overlevelse afhænger af klientalisme. Styret leverer sociale goder og job til
befolkningen, der så til gengæld giver deres politiske apati i bytte. Ansættelser afhænger af
nepotisme, og loyalitet er vigtigere end evner.61 Herved bliver befolkning såvel som elite absorberet
og afhængige af staten, hvorfor de kommer til at personificere egen overlevelse med regimets
overlevelse og dermed vil være modstandere af politisk reform.62 Effektiv klientalisme sikrer en 53 Luciani, Giacomo: The Oil Rent, the Fiscal Crisis of the State and Democratization, I. B. Tauris 2001, s. 13154 Luciani, Giacomo: Resources, Revenues and Authoritarianism in the Arab World: Beyond the Rentier State?, Lynne Rienner Publishers 1995, s. 21455 Bellin, Eva: The Robustness of Authoritarianism in the Middle East: Exceptionalism in Comparative Perspective, Comparative Politics 2004, s. 6, 1256 Luciani, Giacomo: Resources, Revenues and Authoritarianism in the Arab World: Beyond the Rentier State?, Lynne Rienner Publishers 1995, s. 21157 Luciani, Giacomo: The Oil Rent, the Fiscal Crisis of the State and Democratization, I. B. Tauris 2001, s. 13158 Brumberg, Daniel: Authoritarian Legacies and Reform Strategies in the Arab World, Lynne Rienner Publishers 1995, s. 22959 Brumberg, Daniel: The Trap of Liberalized Autocracy, Journal of Democracy 2002, s. 5660 Luciani, Giacomo: The Oil Rent, the Fiscal Crisis of the State and Democratization, I. B. Tauris 2001, s. 131, 133-13461 Bellin, Eva: The Political-Economic Conundrum: The Affinity of Economic and Political Reform in the Middle East and North Africa, Carnegie Endowment 2004, s. 7, 1262 Bellin, Eva: The Robustness of Authoritarianism in the Middle East: Exceptionalism in Comparative Perspective, Comparative Politics 2004, s. 148-149
loyal base af støtter fra alle samfundslag, der er underlagt staten og arbejder for regimets
overlevelse.63
Klientalismens omfattende omkostninger betales hovedsageligt med renteindtægter.
Regimets kombination af favoriseringer og diskrimineringer opmuntrer befolkningen til indbyrdes
konkurrence og rentesøgende adfærd, som virker afledende på deres opmærksomhed og
utilfredshed. I rekrutteringen favoriseres oftest visse etniske grupper, sekter, stammer eller
regioner.64
Tvangsapparatet
Det repressive statsapparat består i Althussers definition af regeringen og administrationen,
domstolene og fængslet, politiet og militæret med mere. I mellemøstligt regi vil ’med mere’ sige
efterretningstjenesterne og sikkerhedsstyrkerne, de såkaldte mukhabbarat.
De fleste mellemøstlige stater spenderer op mod en dobbelt så stor andel af deres
bruttonationalprodukt på deres sikkerhedssystemer som generelt på verdensplan og bruger ligeledes
enorme summer på våben. Andelen af befolkningen ansat i sikkerhed er tilsvarende en tredjedel
højere en på verdensplan. Renter spiller en stor rolle i dette forhold. Selv om landet er i en dårlig
økonomisk stand, og staten ikke kan betale for uddannelse, velfærd og infrastruktur, kan renter give
staten muligheden for at betale sig selv først, det vil sige betale for sikkerheden frem for alt, hvilket
giver et robust tvangsapparat.65
Militæret, politiet, efterretningstjenesterne og sikkerhedsstyrkerne er de stærkeste
institutioner i mellemøstlige lande. Det kan være svært at skelne den ene institution fra den anden,
da de overlapper hinanden. De overvåger samfundet, inklusiv bureaukratiet, partiet og hinanden.66
Tvangsapparatet udgør hermed et kæmpe potentiale for kilder til information og politisk
indoktrinering af befolkningen for regimerne, så selvom det måske på overfladen kan virke som om,
militæret og mukhabbarat kontrollerer samfundet, er det i virkeligheden staten bag dem, der er i
kontrol.67 Men hvilken politisk indoktrinering regimerne går efter er oftest ikke nær så sandsynligt
gode soldater som det er generelt gode borgere. Tvangsapparatets rolle er nemlig ikke bare at
undertrykke men ligeledes at inkorporere og opdrage,68 og de forsøger at repræsentere hele 63 Brumberg, Daniel: Authoritarian Legacies and Reform Strategies in the Arab World, Lynne Rienner Publishers 1995, s. 23364 Anderson, Lisa: The State in the Middle East and North Africa, Comparative Politics 1987, s. 7-8, 1065 Bellin, Eva: The Robustness of Authoritarianism in the Middle East: Exceptionalism in Comparative Perspective, Comparative Politics 2004, s. 147-14866 Perthes, Volker: The Political Economy in Syria Under Asad, I. B. Tauris 1997, s. 146-14867 Picard, Elizabeth: Arab Military in Politics: from Revolutionary Plot to Authoritarian Regime, Routledge 1990, s. 20368 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 87
samfundets skala på den sociale og ideologiske scene. Alt for hård undertrykkelse sætter
integriteten og legitimiteten på spil, derfor er det vigtigt for regimerne at inkorporere masserne via
en høj folkelig mobilisering.69
For befolkningerne udgør tvangsapparaterne karrieremuligheder. Deres officerer
nyder for eksempel godt af korruption, beskyttelsespenge, illegale forretninger og smugleri.70
Berigelsen af militæret og mukhabbarat er en overlagt beslutning fra regimets side for at sikre deres
depolitisering, afhængighed og loyalitet. De mellemøstlige regimer og deres tvangsapparater er
gennemsyret af klientalisme, der forebygger at tvangsapparaterne bliver for institutionaliserede, i
betydningen regelstyrede og forudsigelige med forfremmelse og rekruttering baseret på evner. Hvis
tvangsapparatet var meget institutionaliseret, ville det være villigt til at løsrive sig fra magthaverne
og tillade politiske reformer.71
Der findes ingen instanser, folk kan klage til over tvangsapparatets tilfældige
arrestationer og deraf følgende fængslinger, tortur eller sågar dødsfald,72 og frygten for dem vil med
stor sandsynlighed afholde befolkningerne fra at forsøge oprør.73
Som nævnt ovenfor er der ifølge Brumberg tre bagsider ved byttehandelen, goder og beskyttelse til
gengæld for politisk loyalitet og apati, som henholdsvis er; svage klientgrupper og et afhængigt
bourgeoisi; en nedadgående økonomisk spiral; og ideologisk og institutionel binding til visse
enkelte grupper i samfundet. Om disse udfald er bagsider eller ej, er selvfølgelig afhængigt af, hvor
man står. Regimerne på deres side vil for eksempel nok være mere end tilfredse med det første
udfald men meget ærgerlige over de to sidste, og så fremdeles. Ud fra Brumberg og Bellins
opstilling af de fire faktorer til grund for regimers robusthed medfører denne byttehandel altså et
negativt resultat, for nogle parter, i tre ud af fire punkter. Det eneste punkt, der står uberørt tilbage,
er tvangsapparatet.
Ideologi
Mellemøstlige statsideologier legemliggør sig i form af eksempelvis antiimperialisme, antizionisme,
socialisme, panarabisme eller islam. Ideologien er oftest baseret på traditionelle idéer og
tilhørsforhold blandt befolkningen, og regimerne giver udtryk for at styre landet med ideologi som 69 Picard, Elizabeth: Arab Military in Politics: from Revolutionary Plot to Authoritarian Regime, Routledge 1990, s. 203-20470 Perthes, Volker: The Political Economy in Syria Under Asad, I. B. Tauris 1997, s. 148-14971 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 8672 Perthes, Volker: The Political Economy in Syria Under Asad, I. B. Tauris 1997, s. 14973 Alan, George: Neither Bread Nor Freedom, Zed Books 2003, s. 172
ledestjerne, men oftest anvendes den nærmere til at legitimerer tvivlsomme handlinger såsom at
kaste et filosofisk skær over klientalismens byttehandel.74 Selvom ideologien ofte antager en
voldelig karakter og er årsag til staternes undtagelsestilstand, er det på grund af dens karakter
umuligt at kritisere den som mål eller middel, hvilket gør den til en storartet legitimitetskilde for
regimerne.75 Brumberg fremfører dog, hvordan ideologi ligeledes kan være en farlig
legitimitetskilde, i tilfælde af at dens bluf afsløres og viser en alt for stor kløft mellem den og
virkeligheden.76 Dette fænomen vil blive uddybet i de følgende kapitler.
74 Brumberg, Daniel: Authoritarian Legacies and Reform Strategies in the Arab World, Lynne Rienner Publishers 1995, s. 23375 Waterbury, John: Democracy without Democrats?: the Potential for Political Liberalization in the Middle East, I. B. Tauris 2001, s. 26, 3376 Brumberg, Daniel: The Trap of Liberalized Autocracy, Journal of Democracy 2002, s. 58
Historisk
Ud fra opgavens fokus på ideologi og autokrati vil det historiske oprids af Syriens senere års forløb
hovedsageligt koncentrere sig om henholdsvis ba´athpartiet og Assadregimets udvikling. Der er
udvalgt tre krisetider, hvorfra præsidentens taler vil blive analyseret i et senere kapitel, ’Analyse af
præsidentens taler’, årene er henholdsvis 2005, 2006 og 2011.
Ba´ath til magten og afideologiseret
Ba´ath, der betyder genfødsel på arabisk, trådte sine barnesko i en meget turbulent tid fuld af
omskiftninger. Fra navnet først optrådte i 1939 i den kulturelle faktion af en nationalistisk
bevægelse, til ba´athpartiet kom til magten ved et militærkup i 1963 oplevede syrerne megen
politisk omvæltning. Syrien var gået direkte fra osmannisk til fransk besættelse efter første
verdenskrig, og efter selvstændigheden fra det koloniale mandat i 1946 fulgte en lang række
ustabile år fyldt med militærkup og endda en kort alliance med Egypten, den Forenede arabiske
Republik i 1958-61.77
Zaki al-Arsuzi, der var navnets ophavsmand, anvendte betegnelsen Den arabiske
Genfødsel i sin nationalistiske bevægelse mod Tyrkiets indlemmelse af området Antiokia. Først
langt senere antog ba´ath skikkelse af et parti, som vi kender det i dag. To lærere, Salah al-Din Bitar
og Michel Aflaq, dannede i 1941 Den arabiske genkomsts Bevægelse, som i 1943 skiftede navn til
at hedde Den arabiske genfødsels Bevægelse, altså ba´ath.78 Ba´ath var en social bevægelse. En
radikal gruppe der voksede ud af en antioligarkisk alliance mellem den lavere middelklasse og
elementer i officerskorpset. Et par år senere ændredes betegnelsen til parti, og i 1947 blev det
formelt konstitueret som ba´athpartiet.79 Partiet opstod ud fra en panarabisk idé om enhed i
regionen, frihed fra kolonialismen og mere ligelig fordeling mellem styre og befolkning.80 Efter
magtovertagelsen i 1963 væltede ba´ath det koloniale bourgeoisi, og der opstod en ny middelklasses
minoritetselite, der fokuserede på industrialisering og landbrugsreformer.81
77 Alan, George: Neither Bread Nor Freedom, Zed Books 2003, s. 65-6678 Ibid. s. 6679 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 2-380 Alan, George: Neither Bread Nor Freedom, Zed Books 2003, s. 6481 Wedeen, Lisa: Ambiguities of Domination: Politics, Rhetoric, and Symbols in Contemporary Syria, The University of Chicago Press 1999, s. 8
Da Hafiz al-Assad kom til magten ved et militærkup i 1970, modererede han partiets
revolutionære tendenser for at få bugt med landets klasseuenigheder og sekteriske konflikter.82
Forbindelsen til sunnibourgeoisiet blev genoptaget, Hafiz afsatte de ideologiske radikale og
mindskede forholdet af ideologi frem for loyalitet, klientalisme og undertrykkelse.83 Assad
omstrukturerede institutioner og tilpassede dem de nye hierarkiske og autoritære strukturer og
byggede dertil nye; parlamentet installeredes 1971, Den progressive nationale Front oprettedes
1972, og en ny konstitution vedtoges 1973.84 Regimet domineres af ´alawisekten men indarbejder
tværsekteriske koalitioner. Det er i tæt symbiose med militæret, men magten har mange facetter og
hviler på institutioner. Trods den sekteriske spredning, er Assads loyale ´alawistøtter i kernen af
koalitionerne.85
Magtskiftet
Da Bashar kom til magten efter sin fars død i 2000, var det ikke hans intention at ændre det regime,
han var barn af. Selvom han indførte liberaliseringer og politisk forår i sin første tid på magten, var
det stadig hans ønske at opretholde det eksisterende politiske system, ikke at underminere det,
hvilket derfor også betød, at han til at starte med afhang meget af den gamle gardes erfaringer.86 Det
har sikkert været dem, der har overbevist Bashar om, at hans begyndende forår var for farligt, og at
det var nødvendigt at gå tilbage til politiske stramninger. Præsidenten havde blandt andet løsladt
fanger fra fængslerne, åbnet for pressens frihed til at kritisere regimet og indsat teknokrater og
kvinder på vigtige poster.87 Åbningen varede indtil februar 2001, hvor regimet smed
fløjlshandskerne, og foråret blev til vinter igen.88 Det blev den korteste politiske åbning nogensinde
i den arabiske verden. Som Daniel Brumberg bemærker; ’da olierenterne stadig flød ind i landet, er
det et under, det tog Bashar al-Assad så lang tid at konkludere, at fuldt autokrati var den eneste
løsning’.89
82 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 14783 Wedeen, Lisa: Ambiguities of Domination: Politics, Rhetoric, and Symbols in Contemporary Syria, The University of Chicago Press 1999, s. 884 Perthes, Volker: The Political Economy in Syria Under Asad, I. B. Tauris 1997, s. 135-13685 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 1, 586 Perthes, Volker: Arab Elites: Negotiating the Politics of Change, Lynne Rienner Publishers 2004, s. 8887 Alan, George: Neither Bread Nor Freedom, Zed Books 2003, s. 77, 9388 Perthes, Volker: Arab Elites: Negotiating the Politics of Change, Lynne Rienner Publishers 2004, s. 103-10489 Brumberg, Daniel: The Trap of Liberalized Autocracy, Journal of Democracy 2002, s. 60
De første tre år efter magtovertagelsen, koncentrerede Assad sig hovedsageligt om
udskiftning i personalerækkerne og moderniserende reformer. Det første område, Bashar friskede
op, var redaktører i statsmedierne, dernæst kom partiledere i provinserne, guvernører og
sikkerhedsapparatet. Det var desuden nødvendigt for ham at bringe nogle af sine egne loyale støtter
til huse, og Assad begyndte at skifte den gamle garde ud med sin egen nye. I løbet af det første
halvandet år udskiftedes alle chefer i sikkerhedstjenesterne,90 Bashar gjorde sin bror Maher til leder
af den republikanske garde, sin svoger Asef Shawkat til vicedirektør for den militære efterretning,
og anvendte desuden mange familiemedlemmer fra sin mors gren, Makhluf, i betroede positioner.91
Der var åbent fjendskab mellem den nye og den gamle garde. Dog afspejler denne
inddeling ikke essensen af uenighed blandt den politiske elite, hvor kampen stod mellem
modernister og ideologiske konservative, men dette split fulgte ikke nødvendigvis alder. Bashars
nye teknokrater havde en elitær tilgang til politik bygget på klassiske argumenter fra
moderniseringsteori, og modernisering var vigtig for dem. Dog skiftede mange af modernisterne
over til den mere autoritære gren, da den anden palæstinensiske intifada brød ud i 2000. Regimets
slogan fra magtskiftets tid, ’Reform og fornyelse’, udskiftedes med det mere moderate
’Modernisering og udvikling’.92
Krisetider
Til at analysere autokratiers anvendelse af ideologi som et redskab, er en brugbar metode at slå ned
på krisetider, da det er her, disse midler bliver sat på spidsen. For at udlede hvad krisetider er, er det
væsentligt at se på, hvad regimet anser for udfordringer. Brumberg og Luciani opstiller følgende
elementer som kritiske for autokratier; økonomisk nedgang; interne regimestridigheder; eller ydre
og indre pres fra henholdsvis regionen, det internationale samfund eller egen befolkning.
Økonomisk nedgang
Vi så i kapitlet ’Begrebet autokrati’, at renteindtægter er centrale for autokratier, da de går direkte i
statskassen. Derfor var Syriens mest kritiske økonomiske tid oliekrisen i 1980erne, der gav voldsom
90 Perthes, Volker: Arab Elites: Negotiating the Politics of Change, Lynne Rienner Publishers 2004, s. 87, 90-91, 9591 Henry, Clement M. & Springborg, Robert: Globalization and the Politics of Development in the Middle East, Cambridge University Press 2010, s. 14192 Perthes, Volker: Arab Elites: Negotiating the Politics of Change, Lynne Rienner Publishers 2004, s. 87, 91, 98-99, 102, 108, 109
økonomisk nedgang. Renter kan, som Luciani påpeger, også være en strategisk ressource doneret af
andre stater, og nedgange i denne strøm har Syrien set i tider som 1986, da oliekrisen ramte de
ellers så stabile Golfstøtter; efter Sovjetunionens kollaps i 1991, hvilket berøvede Syrien for både
finansiel støtte, adgang til våben og teknologi, russisk beskyttelse imod den amerikanske blok, og et
socialistisk forbillede. Det var ideologisk slemt for et socialistisk regime som Syrien at overvære,
eller bortforklare, kollapset af en ’brodernation’.93 Ligeledes fremførte ovenstående kapitel, at
Bellin og Brumbergs tredje robusthedsfaktor er tvangsapparatet, som er en dyr omgang at holde
kørende; klientalismen koster i form af tilskud og ansættelser; og tvangsapparatet er bekosteligt på
grund af de store omkostninger til militæret.94 Da Syriens indtægter udover renter hovedsageligt er
baseret på landbrug, er tørke en alvorlig trussel, der indenfor de senere år har plaget
landbrugssektoren, der er gået fra at udgøre næsten 25 % af bruttonationalproduktet før 2008, til nu
cirka 17 %.95
En balancegang, der er central for det syriske socialistiske regime, er ikke at vende
ryggen til deres populistiske base og statsstyrede økonomi og offentlige sektor ved at åbne for
meget op for privatisering, da dette er i stik modsætning til deres ideologi. Da Bashar overtog
magten, var økonomien i en slem tilredning. Antallet af fattige voksede, og ulighederne i samfundet
tiltog. Arbejdsløsheden og forbruget steg, og den overbemandede, ineffektive offentlige sektor trak
på de begrænsede reserver. Landet var stadig hovedsageligt afhængigt af dets oliesektor, der
udgjorde op imod halvdelen af statens indtægter. Under faderen, Hafiz al-Assad, havde økonomien
været sekundær til for eksempel udenrigspolitik, men dette forhold skiftede under Bashar, der
opfattede økonomien som værende strategisk absolut central. Privatisering blev derfor under Bashar
et mere omstridt emne end nogensinde før. Det ville være et tydeligt brud med ba´aths oprindelige
socialistiske ideologi om omfordeling og lighed, og derudover udgjorde den offentlige sektor stadig
kilden til en gennemgribende klientalistisk base, og for mange afskedigelser herfra ville kunne føre
til uro blandt befolkningen.96
Interne regimestridigheder
I ba´aths tid har der været mange uoverensstemmelser, enten i form af ideologiske faktioner eller
deciderede kup. Stridigheder har der også været under Assaderne, ovenstående nævntes
eksempelvis magtkampe mellem nye og gamle garder efter magtovertagelsen, men den mest
93 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 10394 Rubin, Barry: The Truth about Syria, Palgrave MacMillan 2007, s. 148, 152-15395 http://www.state.gov/outofdate/bgn/syria/158703.htm 96 Perthes, Volker: Arab Elites: Negotiating the Politics of Change, Lynne Rienner Publishers 2004, s. 99, 106
graverende interne strid har nok været, da Rifa`at al-Assad forsøgte at kuppe sin egen bror, Hafiz,
på dennes sygeleje. Hafiz lå syg formentlig efter et hjerteslag, hvorefter Rifa`at, der var
øverstkommanderende for Den prætoriske Garde, forsøgte at positionere sig selv til at overtage
magten. Hafiz blev rask og rasende over kupforsøget, og de to brødres uoverensstemmelser
splittede i nogen tid regimetoppen, partiet og hæren, indtil Rifa`at satte sine tropper ind for at tage
Damaskus med magt. Det lykkedes på et hængende hår Hafiz at tale sin bror fra det, og Rifa`at blev
sendt i eksil et par måneder derefter.97
Ydre pres
Af ydre pres må man sige, at krigene med Israel har været de mest centrale i Syriens senere historie,
især fordi der internt lægges så ekstremt meget vægt på dem. Da staten Israel blev oprettet i 1948
invaderede en række arabiske lande dem, heriblandt Syrien, men blev slået tilbage af Israel.
Ligeledes skete det i 1967 i seksdageskrigen og 1973 i oktoberkrigen. I 1982 invaderede Israel
Libanon og destruerede de syriske beskyttelsesstyrker undervejs. I 2003 og 2007 udførte Israel
luftangreb i Syrien, og i 2011 skød og dræbte israelske soldater syriske statsborgere, der
demonstrerede ved den syrisk-israelske grænse.98
Det syriske regimet har dog ligeledes formået at vende den israelske trussel til det
positive. For eksempel har Syriens hårde modstand og status som frontlinjestat mod Israel indbragt
mange eksterne renter fra regionale donorer. Dertil kommer anvendelsen af Israel som syndebuk. I
forbindelse med grænsedemonstrationen i 2011 beskyldte Israel det syriske regime for at have
opildnet demonstrationerne i det øjemed at bruge Israel som syndebuk og aflede opmærksomheden
fra egne interne oprør. Denne syndebukfunktion vil blive fulgt op på i kapitlet ’Det syriske
autokrati’. Der er dog en automatisk medfølgende bagside til den ideologiske anvendelse af Israel
som syndebuk, og det er, at et nederlag til syndebukken ser endnu værre ud end til en ’neutral’
modstander. Dette er eksempelvis årsag til, at seksdageskrigen i 1967 var et så hårdt slag for den
panarabiske ideologi.99
Tre andre situationer har sat Syrien i et ekstremt dårligt lys i forhold til deres position
som forkæmper for panarabismen. Deres tilslutning af Iran i 1980-88 og af den vestlige koalition i
Golfkrigen i 1990, begge gangene imod deres arabiske naboland, Irak, som oven i købet ligeledes
var ba´ath som Syrien, har været svære at bortforklare. I alliancen mod Iran var det sikkert for
97 Alan, George: Neither Bread Nor Freedom, Zed Books 2003, s. 16-1798 Perthes, Volker: Syria Under Bashar al-Asad: Modernization and the Limits of Change, Routledge 2004, s. 599 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 7
fristende for Hafiz al-Assad ikke at benytte lejligheden til at svække sin stærke nabo, han opfattede
som ba´ath-rival; og under Golfkrigen var Syrien som nævnt ovenfor afhængig af sine
renteindtægter fra støttelandene i Golfen, især da Østblokken smuldrede, og dette var den oplagte
chance til at assistere Saudi og nyde profitten.100
Syriens tilstedeværelse i Libanon udgør det sidste forhold, der har kompromitteret
deres panarabiske image. Dette forhold har til gengæld også strukket sig længst. Da borgerkrigen
brød ud i Libanon i 1975, rykkede Hafiz al-Assad ind militært imod Den palæstinensiske
Befrielsesorganisation, PLO. Selvom Hafiz i sin retorik forsøgte at vende hændelsen til, at han var
Libanons frelser, var dette et ekstremt upopulært træk både blandt den syriske befolkning og andre
arabiske lande, da PLO var den anerkendte repræsentant for den palæstinensiske sag,
legemliggørelsen af arabismens hjørnesten.101
På trods af modstanden har den syriske tilstedeværelse i nabolandet stået på indtil
2005; nogle ville endda argumentere for, at den stadig eksisterer i visse træk. I februar 2005 blev
den tidligere premierminister, Rafiq Hariri, dræbt i et bombeattentat i Beirut. FNs sikkerhedsråd
lavede Mehlisrapporten, der undersøgte Hariris mord og konkluderede, at både syriske og
libanesiske kræfter var involveret. Man udråbte mere specifikt Bashars bror og svoger, Maher al-
Assad og Asef Shawkat, som bagmænd samt den syriske efterretningschef i Libanon, fire
libanesiske officerer og præsident Emile Lahoud.102 Også den libanesiske befolkning reagerede
voldsomt imod Syrien. I Beirut fandt demonstrationer sted af dimensioner, der i Mellemøsten var
hidtil usete; op imod en million folk var på gaden for at vise deres utilfredshed med nabolandet.
Generelt spredte der sig en antisyrisk stemning i Libanon, som for eksempel de syriske
gæstearbejdere følte på egen krop. Nogle blev ligefrem overfaldet af vrede horder af libanesere, blot
for at være syriske statsborgere.103 FN og USA var efter Syrien, og Bashar al-Assad trak sine
tropper ud af Libanon efter 30 års tilstedeværelse i landet. Dog har Syrien stadig gæstearbejdere,
efterretningstjenester og politiske tråde i libanesiske politikere og Hizbollah.104
Forholdet til Hizbollah er det, der ideologisk har holdt Bashar al-Assad oven vande i
Libanonkrisen. Året efter Haririsagen var der stadig massivt pres på præsidenten fra alle sider.
Fjendskab mellem Syrien og Vesten herskede stadig; FNs sikkerhedsråd krævede, at Syrien
oprettede fuldt diplomati med Libanon; USA beskyldte Syrien for at støtte terrorisme i Irak og 100 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 157-158101 Wedeen, Lisa: Ambiguities of Domination: Politics, Rhetoric, and Symbols in Contemporary Syria, The University of Chicago Press 1999, s. 35102 Rubin, Barry: The Truth about Syria, Palgrave MacMillan 2007, s. 208-209103 Selvik & Stenslie: Stability and Change in the Modern Middle East, I. B. Tauris 2011, s. 200104 Rubin, Barry: The Truth about Syria, Palgrave MacMillan 2007, s. 208
sende krigere ind over grænsen; syriske oppositionsgrupper såsom Det muslimske Broderskab,
kurdiske faktioner og tidligere vicepræsident, Abd al-Halim Khaddam, fandt sammen i eksil; og
intellektuelle fra Syrien og Libanon beklagede sig over regimet og krævede demokratisering.
Bashars umiddelbare reaktion på presset var at eskalere sin militans. Han støttede Iran i deres
atomprogram; han krævede, at Israel tilbageleverede Sheba´a Farms til libanesisk territorium; en
bilbombe sprang udenfor den amerikanske ambassade; og de danske og norske ambassader i
Damaskus blev angrebet på grund af Tegningsagen, som tidligere nævnt i kapitlet ’Fænomenet
ideologi’. Assad truede i alle retninger; truede Vesten med terrorisme og sin egen befolkning med
faren for udbredt islamisme, borgerkrig og krig mod Israel, da man på syrisk stats-tv kunne se
israelske fly over Assads hjem. De oppositionelle intellektuelle blev i dagbladet Tishrin hængt ud
for angiveligt at være i alliance med Amerika og efterfølgende arresteret. Den hidtidige største
omgang fængslinger af systemkritikere under Bashar var netop i 2006 i kølvandet på
Libanonkrigen. En parallel reaktion fra Assads side var dog at snige sig med på Hizbollahs sejr over
Israel i krigen, de havde indledt tidligere på året, hvori Syrien leverede våben til Hizbollah og derfor
ikke var sene til at sole sig i den senere sejr. Derudover kom Bashars storstilede projekt med på
vegne af alle arabere og muslimer at sætte sig sit image op som frontfigur i kampen mod Israel og
Vesten til at virke genialt på grund af Israels krig mod Libanon.105
Indre pres
Efter Assadregimet slog sin magt fast, og før urolighederne brød ud i 2011, var oprøret i Hama det
voldsomste indre pres, regimet har set. Da ba´ath kom til magten i 1963 og afskar det traditionelle
bourgeoisi fra deres politiske og økonomiske magt, ramtes især det højere borgerskab i den
konservative by Hama hårdt af de nye landreformer, og der opstod en intens urban modstand
legemliggjort i militante muslimske brødre, handelsfolk og oligarkiet.106 Da oppositionen ikke var i
stand til at organisere sig politisk, greb den i stedet til vold. Modstanden forværredes med tiden, og
op igennem 1970erne sås flere voldelige protester og demonstrationer fra islamisternes side, der
efterhånden eskalerede med voldelige tiltag som snigmord og bombeangreb. I starten af 1980erne
var der borgerkrigslignende tilstande. Det muslimske Broderskab stod i spidsen for oppositionen og
gav konflikten en sekterisk karakter med hentydning til, at ´alawiregimet udgjorde en minoritet i
forhold til landets sunnimajoritet. Broderskabet slog flere højtstående ´alawitter ihjel og vendte
store dele af de ansatte i den offentlige sektor og den urbane middelklasse mod regimet. Det
105 Ibid. 165, 213-216, 220-221106 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 50
resulterede i massefyringer fra bureaukratiet for illoyalitet, opløsninger af professionelle
sammenslutninger og massefængslinger af sikkerhedstjenesterne. Hele oprøret endte i en tre uger
lang opstand af islamisterne i Hama, der blev brutalt slået ned af regimet 1982.107
Regimet mindskede sin upopularitet for undertrykkelsen ved at kalde Det muslimske
Broderskab for gale hunde, Guds fjender, og brutale nådesløse konspiratorer, der slår kvinder og
børn ihjel;108 og ved at spille på den potentielle fare islamistiske kræfter kunne udgøre for både
nationale og internationale gruppers sikkerhed.109
Den sidste krisetid i det historiske overblik er de igangværende uroligheder, som repræsenterer en
helt ny sfære af modstand. Demonstrationerne i Syrien startede i januar 2011, men tog først til i
styrke den femtende marts i Dera´a, hvorfra de hurtigt spredte sig til landsdækkende optøjer, der har
været præget af gensidige drab blandt oprørere, civilbefolkningen, sikkerhedsstyrkerne og
militæret.110 Det var forskellige bevæggrunde, der var udgangspunkt for de forskellige regioners og
byers utilfredsheder; for eksempel var folk i Dera´a vrede over inkompetente og korrupte
embedsmænd; i Banyas var sunnimuslimer fortørnede over regimets diskriminering af
uddannelsesministeriets kvindelige ansatte, der ikke måtte gå med niqab, det islamiske
hovedtørklæde der dækker ansigtet; og i Duma var lokalsamfundet blevet skadet af den økonomiske
liberalisering i industrivarehandelen.111
Bashar al-Assad har præsenteret en række imødekommende tiltag som reaktion på
befolkningens utilfredshed. I dagene efter hans tale i april overfor det nye parlament, der analyseres
nærmere i kapitlet ’Analyse af præsidentens taler’, opløstes sikkerhedsdomstolene; en ny
demonstrationslov bekendtgjordes; undtagelsestilstanden ophævedes; og kabinettet annoncerede
bearbejdelser af medie- såvel som partilovgivningerne, nye regionale kommunikationskanaler for
offentlig diskussion, og storstilede planer for skabelsen af flere job, især for de unge. Befolkningen
reagerede med forholdsvis ligegyldighed, og mange gjorde nar ad den nye regerings forbløffende
lighed med den gamle og følte ikke, reformerne var oprigtige.112
107 Perthes, Volker: The Political Economy in Syria Under Asad, I. B. Tauris 1997, s. 136-137108 Wedeen, Lisa: Ambiguities of Domination: Politics, Rhetoric, and Symbols in Contemporary Syria, The University of Chicago Press 1999, s. 47109 Bellin, Eva: The Robustness of Authoritarianism in the Middle East: Exceptionalism in Comparative Perspective, Comparative Politics 2004, s. 150110 http://www.bbc.co.uk/news/world-middle-east-14703995111 International Crisis Group: Popular Protest in North Africa and the Middle East (VI): the Syrian People’s Slow-motion Revolution, 2011, s. 11112 http://www.bbc.co.uk/news/world-middle-east-14703995
Der har fra det internationale samfunds side været oprettet resolutioner, iværksat
sanktioner og ytret anmodning om præsidentens afgang af EU, USA, FN, Tyrkiet og Den arabiske
Liga. Dog har Rusland og Kina nedlagt veto mod FNs sikkerhedsråds resolution om fordømmelsen
af Syrien. I oktober erklærede syriske oppositionelle kræfter at have dannet fælles front i form af
Det syriske Nationalråd, der i december iværksætter generalstrejke i flere regioner af landet. FNs
menneskerettighedskommission gjorde det samlede antal dræbte i Syrien i 2011 op til mellem 4-
5.000 mennesker, hvorefter Vesten strammede grebet om Bashar al-Assad, der på sin side
benægtede ansvar for drabene og reagerede ved at afholde kommunalvalg.113
113 Ibid.
Det syriske autokrati
Analysen af det syriske autokrati tager udgangspunkt i de bearbejdede teorier. Det er blevet
fremført, at det typiske mål for et autokratisk regime, er at opretholde egen magt ved hjælp af
overlevelsesstrategier, og en række midler er blevet præsenteret. Dette kapitel vil undersøge,
hvordan magtbibeholdelsen kommer til udtryk i Syrien, og hvorledes teknikkerne dertil udmønter
sig.
Kapitlets teoretikere består af en bred vifte af generelle autokratiteoretikere og
specifikke Mellemøstforskere. Daniel Brumberg, Eva Bellin og politologerne Carl Friedrich &
Zbigniew Brzezinski giver forslag til autokratiske regimers holdbarhed og karakteristika. Giacomo
Luciani og Hazem Beblawi beskæftiger sig med definitionen af rentierøkonomier og disses
anvendelser såsom klientalisme. Som områdeeksperter giver George Alan, Volker Perthes og
Raymond Hinnebusch overblik over Syriens senere tids politiske og økonomiske tilstande og
transformationer. Lisa Wedeen og to norske Mellemøstforskere, Kjetil Selvik & Stig Stenslie,
behandler det syriske regimes retorik og befolkningens frygt for dem. Barry Rubin er med som et
eksempel på den typiske israelske Mellemøstforsker. Det er meget typisk for disse at lægge
overdreven vægt på det etniske split i arabiske lande og at udtale sig bittert og ironisk uden den
sædvanlige forskerdistance. Rubin lægger desuden meget vægt på ´alawitternes direkte kætterske
baggrund og går meget op i Syriens indgriben i Libanon og dens forstyrrende effekt på Israel.
Styret
I teorikapitlet præsenteredes forskellige arter af autokratier. Syrien er en republik og efter
Brumbergs definition et fuldt autokrati, da regimet hverken opmuntrer til politisk åbenhed eller
giver andre grupper lov til at bygge institutioner udenom staten. Men Brumberg nuancerer
karakteristikken yderligere ved at definere Syrien som et populistisk autokrati.114 Populistiske
autokratier står i modsætning til bureaukratiske autokratier. Bureaukratiske autokratier ekskluderer
masserne politisk og indfører kapitalistisk udvikling, der favoriserer de dominerende klasser,
hvorimod populistiske autokratier ekskluderer de dominerende klasser og mobiliserer og
114 Brumberg, Daniel: Authoritarian Legacies and Reform Strategies in the Arab World, Lynne Rienner Publishers 1995, s. 233
indarbejder masserne. Dette system er en postkolonial strategi taget op af den nationalistiske elite til
at bygge stater i et miljø af ydre trusler og intern ustabilitet.115
Økonomien er per Lucianis definition semirentier, da ikke alle Syriens renter går
direkte i statskassen. Godt nok har Syrien olie og en anseelig portion strategisk støtte kommende
ind fra udlandet, men en stor del af landets renter består af gæstearbejderoverførsler fra Libanon
eller Golfen og af private investeringer i udlandet, hvilket går i befolkningens lommer og udenom
staten.
Når det kommer til Penn og Piekalkiewitczs definition, er det som hos Luciani ligeledes nødvendigt
at regne i halve størrelser. Selvom Piekalkiewitcz og Penn forsøger at give udtryk for, at ideokrati er
divergerende fra autokrati, ligner disse to regimetyper dog hinanden meget i beskrivelsen. Begge er
hierarkisk opbygget; har mange institutioner; er baseret på racemæssige, nationale, kulturelle eller
klassebaserede medlemskaber; og er centreret om et regime der bytter støtte for tolerance. I forhold
til hvor vage Piekalkiewitcz og Penn er i deres udredning om forskellen på autokratier og
ideokratier, kan jeg ikke umiddelbart adskille disse to begreber definitivt i min applikation af dem
på mit empiriske fokus. Syrien stemmer på de fleste punkter overens med både definition af
ideokrati og autokrati. Ba´athpartiet nævnes af Penn og Piekalkiewitcz selv som eksempel på et
vestliggjort ideokrati, der har indarbejdet ideologier med fokus på et monistisk, historisk
verdensbillede baseret på pseudovidenskabelige beviser. Dermed kunne man eventuelt kalde Syrien
et autokratisk ideokrati, men visse punkter mangler stadig, for at modellen holder. For eksempel det
afgørende punkt hvor troen på ideologien per definitioner nødvendig. Dog trækker Piekalkiewitcz
og Penn uudtalt dette krav tilbage senere i udredningen, hvor styrets kolde politiske overvejelser
skinner igennem den rene ideologiske intention. Alligevel benævnes Syrien kun et autokratisk
semiideokrati.
Regimets struktur
Da Hafiz al-Assad overtog magten med sin Korrektionsbevægelse 16. november 1970, udvidede
han statens omfang og dens greb om samfundet. Han skabte sin autoritet via en kombination af
moderne politiske strategier og traditionelle teknikker. De moderne strategier var tiltag såsom
115 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 1-2, 6-7
organisering, bureaukratisk kontrol, partiideologi, overvågning og tvang. De mere traditionelle
teknikker bestod hovedsageligt af slægtskabsrelationer som grundlag for sammensætningen af
nøglepersoner indenfor staten og eliten. Regimet inkorporerede derudover en variation af
interessegrupper og gav hermed regimet en social base på tværs af klasser, regioner og etniske
tilhørsforhold. Assad balancerede mellem de forskellige grupper og holdt dem til ilden via
klientalisme.116 Der er i visse af forklaringerne overvægt af eksempler med Hafiz i stedet for
Bashar. Det betyder ikke, at tilfældet er forældet, det er simpelthen fordi, det er de samme systemer,
der stadig gælder nu.
Den hierarkiske inddeling i Syrien er et af de punkter, der stemmer overens med Penn og
Piekalkiewitczs beskrivelse af ideokratier. Regimehierarkiet kulminerer i topleder, som i den
syriske republiks tilfælde er præsidenten, og derefter kommer dennes løjtnanter, eliten og partiet.
Alle disse underliggende elementer er netop indordnet under toplederen, der er legemliggørelsen af
den centraliserede magt. I bunden af fødekæden findes befolkningen, men disse indgår naturligvis
ikke i et regimehierarki. Dog benævnes præsidentens underliggende elementer inden for
regimehierarkiet ’mellemleddet’, da de udgør netop dette mellem toplederen og hans befolkning, i
det overordnede samfundshierarki.
Mellemleddet består af toplederens løjtnanter og eliten, og dernæst partiet. Dette led
danner som sagt en bro mellem præsidenten og befolkningen, der fungerer som en slags bufferzone
og kanal for informationer. Folk kan få luft for deres utilfredsheder ved at klage til deres
umiddelbare overordnede opefter i hierarkiet, der siger det videre til sin leder, og så videre indtil
præsidenten slutteligt modtager informationen og derved holder en finger på samfundets puls. Dette
led er hjemstedet for klientalismen og del-og-hersk-strategier. Piekalkiewitcz og Penns forklaring
om mellemleddet mangler nogle dele, nemlig de institutioner og organisationer løjtnanterne, eliten
og partiet benytter sig af; herunder partiet selv, bureaukratiet, fagforeninger og andre folkelige
organisationer.
Organisationerne
Hafiz øgede antallet af folkelige organisationer, der var funktionelt opdelt og styret af partiet.
Eksempler er Ba´aths Fortropper, obligatorisk for små skolebørn; Den revolutionær
116 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 88
Ungdomssammenslutning, obligatorisk for større skolebørn; Studentersammenslutningen, for
universitetsstuderende; og Kvindesammenslutningen.117
Fagforeningerne blev på samme måde omfordelt for at kunne kontrolleres. Da visse af
fagforeningerne og de intellektuelle havde støttet det tidligere regime og derfor kunne være i
opposition, omformede Hafiz dem, straks han kom til magten. Da han sad på tvangsapparatet,
kunne de intet stille op.118 De mest uafhængige fagforeninger var i lang tid advokaternes, lægernes
og ingeniørernes professionelle sammenslutninger. Derfor opløste regimet dem i 1980-81 og
dannede nye, lydige sammenslutninger i deres sted. Alle fagforeninger ligger under
Fagforeningernes generelle Føderation og er inddelt efter sektorer såsom tekstil; offentlig service;
landbrug; olie og kemi; bygge og træ; metal og el; mad; transport; tryk, kultur og information. På
denne måde repræsenterer hver forening udelukkende medlemmer af en funktionel gruppe og disses
interesser vis à vis staten. Hermed fjernes vægten fra interesseorganisationer. Man mødes ikke over
en politisk holdning, idéer og krav, eller over en inddeling efter klasse, religion eller etnicitet, men
simpelthen over en funktion. Man organiserer sig ikke frivilligt men inddeles af staten.119
Foreningerne er hierarkisk opbygget, og staten kan selektivt optage visse grupper i formelle
regeringsinstitutioner, som de lyster. Disse indarbejdende mekanismer tillader selektiv involvering
af nøglegrupper i beslutningsprocesser uden at skulle demokratisere systemet, således kan
korporatisme fungere som et værktøj til inddæmning og kontrol.120 Dermed er staten altid forsørger,
og alle i samfundet er afhængige deraf. Fagforeningernes magt mindskedes yderligere under
Bashar.121
Bureaukratiet
Det syriske bureaukrati fungerer som en maskine, der gennem ansættelser afhængiggør
befolkningen; via indarbejdelse identificerer folk med styret; og ved hjælp af klientalisme bestikker,
sætter i skyld og personificerer folks egen overlevelse med regimets. Interne stridigheder i regimet
forvandles til bureaukratisk konkurrence over ressourcer, og klassekonflikter i befolkningen
udskiftes med en individuel eller gruppebaseret kamp om statens patronage.122
117 Alan, George: Neither Bread Nor Freedom, Zed Books 2003, s. 74-75118 Perthes, Volker: The Political Economy in Syria Under Asad, I. B. Tauris 1997, s. 135-136119 Alan, George: Neither Bread Nor Freedom, Zed Books 2003, s. 75, 76120 Perthes, Volker: The Political Economy in Syria Under Asad, I. B. Tauris 1997, s. 134121 Perthes, Volker: Arab Elites: Negotiating the Politics of Change, Lynne Rienner Publishers 2004, s. 97122 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 8
Partiet
Ba´athpartiet ændrede sig under Hafiz. Allerede før han kom til magten, havde han i sin tid som
forsvarsminister omformet militæret og tømt det for rivaliserende ba´athmedlemmer,123 og efter
magtovertagelsen mindskede han nu gradvist partiets indflydelse, indtil vægten primært lagdes på
intern disciplin og konformitet, og partiet blev et instrument til at styre samfundet med.124 I
1990erne var partiet ikke længere det store politbureau, det engang havde været, men blot ét af
mange magtcentre for regimet, hvor det fungerede som patronagemaskine.125 Da Bashar kom til
mindskedes partiets indflydelse yderligere, og magten centraliseredes. Et af de undertrykkende
tiltag var, at ba´ath ikke længere måtte stå for at udnævne viceministre, det gjorde ministrene selv
efter 2001. Ligeledes holdt alle de yngre nytilkomne løjtnanter under Bashar sig væk fra ba
´athpartiet, som, de mente, var statsvældets højborg,126 og desuden var der i den nye regering i 2001
nedgang i partimedlemmer og i stedet et øget antal uafhængige og venstredrejede. Derfor er partiets
rolle nu reduceret til at fungere som propagandamaskine, klientalismenetværk og regimets
vagthund.127 Ligesom fagforeningerne fungerer medlemskab af partiet absorberende og
indoktrinerende.128 Som klientalistisk system er partiets hovedressource tildelingen af job og
muligheden for at blokere for dem. For eksempel godkender Det økonomiske Kontor kandidater til
den offentlige sektor, og Kontoret for højere Uddannelse til akademiske stillinger. Som Volker
Perthes siger; partiet styrer personale mere end politik. Derfor er hvert medlem af partiledelse en
magtfuld patron i det klientalistiske spil, og da folk opdagede, at loyalitet kunne bringe dem
materielle goder og fordele, blev partiet reduceret til en rangstige for opportunister.129
Løjtnanterne og eliten
Blandt eliten og løjtnanterne er der ligeledes sket store ændringer over årene. Da ba´ath kom til
magten i 1963, afskar de den siddende bourgeoisielite fra dens økonomiske magt og gennemførte
omfattende nationaliseringer for at opnå kontrol med bureaukratiet og økonomien, og dermed få
adgang til omfattende patronage.130 Derefter udviklede ba´ath sig med årene til selv at være de rige
på grund af omfattende egenberigelse i partikredse, og dermed blev den politiske elite atter til
bourgeoisiet og begyndte igen at danne alliancer med den private sektor. Samme udvikling skete 123 Perthes, Volker: The Political Economy in Syria Under Asad, I. B. Tauris 1997, s. 135-136124 Alan, George: Neither Bread Nor Freedom, Zed Books 2003, s. 64-65125 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 109126 Perthes, Volker: Arab Elites: Negotiating the Politics of Change, Lynne Rienner Publishers 2004, s. 87, 95, 98127 Alan, George: Neither Bread Nor Freedom, Zed Books 2003, s. 70, 78128 Friedrich & Brzezinski: Totalitarian Dictatorship and Autocracy, Harvard University Press 1965, s. 150129 Alan, George: Neither Bread Nor Freedom, Zed Books 2003, s. 71, 74130 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 50
under Bashar, hvor en del af hans inkluderede venner i regimet bestod af forretningsfolk, og der
skete en berigelse af den private sektor via favoriseringer.131 Under Hafiz var eliten børn af den
landlige middelklasse, mens den nu i Bashars tid består af børn af den urbane middelklasse med
rødder i statsbureaukratiet og desuden inkluderer et vist antal overklasses sunnielementer. Bashars
nye elite er uddannede i Vesten og går under betegnelsen ’Bashars teknokrater’.132
Toplederen
Toplederen i Syrien er det ultimative midtpunkt for al magt. Han er leder af militæret og partiet og
kan ophæve parlamentet, når han ønsker. På posten har nu siddet en Assad i næsten toogfyrre år. På
trods af styrets status som republik gennemgik det en dynastisk videreførelse af magten, da Hafiz
døde i 2000, og Bashar overtog præsidentrollen efter ham. Derfor kalder Raymond Hinnebusch
regimet for et ’præsidentielt monarki’,133 og Volker Perthes benævner det neopatrimonialt.134 Man
kan ikke decideret sige, at der ligesom i Penn og Piekalkiewitczs opstilling over ideokratier ikke
findes nogen institutionaliseret proces for efterfølgelse af toplederen i Syrien. Der er valg ved
folkeafstemning, men dette er blot endnu et eksempel på spil for galleriet, da Bashars
magtovertagelse blev tvunget igennem. Der findes en række krav i konstitutionen til
præsidentkandidater. Man skal have en vis alder og besidde visse essentielle poster i de rigtige
institutioner. Da Bashars bror, Basil, døde i et biluheld i 1994, begyndte regimets ideologiske
spindoktorer straks at køre Bashar i stilling til den kommende post.135 Før Hafiz døde, blev Bashar
valgt til generalsekretær for ba´athpartiet, forfremmet til generalløjtnant og øverstkommanderende
for militæret, og man ændrede aldersgrænsen for præsidenten fra 40 til 34 år for at imødekomme
arvingen.136
Regimers robusthed
131 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 133132 Perthes, Volker: Arab Elites: Negotiating the Politics of Change, Lynne Rienner Publishers 2004, s. 87, 91, 98-99, 102, 108, 109133 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 5134 Perthes, Volker: The Political Economy in Syria Under Asad, I. B. Tauris 1997, s. 133135 Wedeen, Lisa: Ambiguities of Domination: Politics, Rhetoric, and Symbols in Contemporary Syria, The University of Chicago Press 1999, s. 39136 Perthes, Volker: Arab Elites: Negotiating the Politics of Change, Lynne Rienner Publishers 2004, s. 88
Som vist i foregående kapitel, nævner Bellin og Brumberg fire faktorer bag regimers holdbarhed;
renter, klientalisme, tvangsapparatet og ideologi. Disse stemmer godt overens med Lisa Wedeens
tre grundlæggende årsager til det syriske regimes fastholdelse af magten; materielle ressourcer,
strafinstitutioner og symboler.137 For Syrien ser de således ud:
Renter
I forhold til Bellin, Brumberg og Luciani påstande om renteindtægters centralitet i regimers
holdbarhed giver Marx og Althussers tese om, at den førende materielle kraft i samfundet også må
være den førende intellektuelle kraft, mening. Det syriske regime har ifølge Hinnebusch altid sat
uindskrænket magt over økonomisk udvikling.138
Der er efter Rubins mening tre centrale, økonomiske renteelementer, der holder Syrien
på benene i krisetider; olieindtægter, gæstearbejderes pengeoverførsler og udenlandsk støtte. Hvad
der som regel af Mellemøstforskere formuleres, som ’at Syriens afstandstagen fra Vestens
imperialisme og Israels zionisme gav mange strategiske ressourcer’, formulerer israelske Rubin
som, ’at være regionens destabiliserende kraft og nægte fred med Israel, være venner med Rusland
og Iran, føre terror mod amerikanske tropper i Libanon og Irak, og gå imod Irak i golfkrigen har vist
sig meget profitabelt’.139 Han lægger ligeledes megen vægt på, hvordan Syrien malker Libanon for
jordbesiddelser, pådutter dem egne produkter og smugler ulovlige varer over grænsen.
Det syriske regime fordeler renteindtægterne via ansættelser i en overbemandet,
ineffektiv offentlig sektor; statstilskud til dagligvarer såsom brød og benzin; ingen direkte
skatteopkrævninger; infrastruktur; og gratis uddannelse. Disse udgifter udgør kernen i den
klientalistiske byttehandel og skaber rentesøgende adfærd, også kaldet rentierisme, som er en
konkurreren mellem folk om statens goder, der afholder dem fra at ønske sig regimeskift. Desuden
betaler renterne for tvangsapparatet.
Klientalisme
Klientalismefunktionen er allerede blevet eksemplificeret en del i ovenstående beskrivelse af det
såkaldte mellemled i regimestrukturen, bestående af løjtnanter, eliter og partiet og disses
137 Wedeen, Lisa: Ambiguities of Domination: Politics, Rhetoric, and Symbols in Contemporary Syria, The University of Chicago Press 1999, s. 32138 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 136139 Rubin, Barry: The Truth about Syria, Palgrave MacMillan 2007, s. 152-153
institutioner og organisationer, der absorberer, fordeler og afhængiggør samt skaber afmagt og
loyalitet via vilkårlighed og uigennemsigtighed.
Tvangsapparatet
I Syrien spiller tvangsapparatet historisk set en central rolle i politik, ofte i form af militærkup.140
Ba´ath kom da også selv til magten ved et militærkup og anvendte derefter tvangsapparater som
militæret og mukhabbarat til etableringen af deres magt over modstanderne fra den urbane
middelklasse og oligarkiet. Derfor er det essentielt at have kontrollen over tvangsapparatet. Dette er
blandt andet sket ved indoktrinering, depolitisering, afhængiggøren og indsættelse af familie og
sektmedlemmer i nøglepositioner.141 Det har ført til, at hele grene af militæret og
sikkerhedsstyrkerne er præsidentfamilie.142
Statens raison d’être er selvfølgelig national sikkerhed men i endnu højere grad egen
regimesikkerhed, og de vil til hver en tid betale for denne sikkerhed frem for alt, lige meget hvad
det koster dem.143 Syriens militærudgifter er svære at få præcise tal på men ligger formentlig
omkring 13 % af det samlede bruttonationalprodukt, hvilket angiver at opretholdelsen af
tvangsapparatet er vigtigere end økonomisk vækst i landet.144 Derfor er renter så essentielle, da de
går direkte i statskassen og altså kan anvendes her først.
Tvangsapparatet er det mest omfattende anlæg i Syrien, og nærved halvdelen af alle
statsansatte arbejder i tvangsapparatet. Alle de forskellige efterretningstjenester holder ud over
befolkningen også øje med hinanden som part af en del-og-hersk-strategi.145 Et militærbureau
overvåger de bevæbnede styrker; Kontoret for højere Uddannelse står for universiteterne;
Indoktrineringskontoret har Informationsministeriet; og Det nationale Sikkerhedsbureau tjekker og
godkender folk til Folkeforsamlingen, lokale råd, fagforeningskontorer og regeringsgrene af
professionelle sammenslutninger.146
Frygt:
140 Perthes, Volker: The Political Economy in Syria Under Asad, I. B. Tauris 1997, s. 146141 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 5, 86142 Bellin, Eva: The Robustness of Authoritarianism in the Middle East: Exceptionalism in Comparative Perspective, Comparative Politics 2004, s. 148143 Perthes, Volker: The Political Economy in Syria Under Asad, I. B. Tauris 1997, s. 133144 Luciani, Giacomo: Resources, Revenues and Authoritarianism in the Arab World: Beyond the Rentier State?, Lynne Rienner Publishers 1995, s. 214145 Perthes, Volker: The Political Economy in Syria Under Asad, I. B. Tauris 1997, s. 147, 150146 Alan, George: Neither Bread Nor Freedom, Zed Books 2003, s. 74
Penn og Piekalkiewitcz eksemplificerede tvangsapparatets vigtighed med dens opdragende effekter
og forebyggende atmosfære af frygt. Væsentligere end selve overvågningen og afstraffelsen er altså
befolkningens iboende frygt for dem. Den gør befolkningen mere føjelig, afskrækker fra politisk
opposition og resulterer i, at det ikke er nødvendigt at anvende så meget vold.147 Lisa Wedeen
eksemplificerer dette forhold med en syrisk vittighed:
Bush, Gorbatjov og Hafiz løber om kap. Bushs livvagt bærer ham på ryggen,
indtil de når en flod fuld af krokodiller, og livvagten nægter at krydse den:
”Jeg har børn og ansvar overfor min familie!” Bush er ude af løbet.
Gorbatjovs livvagt bærer ham på ryggen, indtil de når floden fuld af
krokodiller, og livvagten nægter at krydse den: ”Jeg har børn og ansvar
overfor min familie!” Gorbatjov er ude af løbet. Hafizs livvagt bærer ham
på ryggen, indtil de når floden fuld af krokodiller. Livvagten krydser den
straks, og Hafiz vinder løbet. De andre livvagter er chokerede og spørger,
hvordan han dog kunne gøre det, og livvagten svarer: ”Jeg har børn og
ansvar overfor min familie!”148
Frygten behøver dog ikke altid være for, hvad regimet ville gøre ved folk, det kan
også blot være for eventuelle alternativer til regimet. Under Hafiz var kilden til denne frygt krigen
mod Israel, hvorimod den siden magtskiftet i langt højere grad er vestlig besættelse eller intern
borgerkrig.149 Ligesom sin far spiller Bashar på befolkningens frygt og anvender mange af de
samme retoriske tricks.150 Eksempelvis går han således aldrig glip af en mulighed for at minde
befolkningen om, at alternativet til regimet ville være kaos som i Irak efter 2003 eller Libanon
under borgerkrigen. På samme måde som faren ved at have Israel til nabo tidligere anvendtes som
undskyldning for hjemlig hårdhed overfor oppositionelle kræfter, bruges regionens ustabilitet altså
nu til det samme. En sammenkædning af menneskerettighedsaktivister og demokratifortalere med
udenlandske magters konspiration mod Syrien forklarer deres fængslinger, og rapporterne i 2006
om udbruddet af etniske konflikter i de omkringliggende lande var året efter undskyldning for, at
Bashar stoppede alle initiativer til politisk reform og fængslede politiske oppositionsmedlemmer.
147 Wedeen, Lisa: Ambiguities of Domination: Politics, Rhetoric, and Symbols in Contemporary Syria, The University of Chicago Press 1999, s. 87, 146-147148 Ibid. s. 123149 Selvik & Stenslie: Stability and Change in the Modern Middle East, I. B. Tauris 2011, s. 201150 Wedeen, Lisa: Ambiguities of Domination: Politics, Rhetoric, and Symbols in Contemporary Syria, The University of Chicago Press 1999, s. 144
Når valget stilles op som værende mellem stabilitet og ’demokrati à la Irak’, er beslutningen
åbenlys for syrerne.151 Sådan har situationen i hvert fald hidtil set ud, indtil marts 2011.
Ideologi
Ideologiens funktion som redskab for regimet vil blive uddybet nærmere i efterfølgende kapitel,
’Ideologi som middel’, men først vil et par parallelle fænomener, syndebukke og kulten, blive
beskrevet her.
Syndebukke:
Den tidligere beskrevne frygt er en stor del af fænomenet syndebukkes anvendelse. Som
Piekalkiewitcz og Penn redegjorde for, har syndebukke flere forskellige funktioner. De giver
befolkningen sammenhold og fokus for deres frustrationer, afleder skyld fra regimet og tilbyder en
legitimitet og en undskyldning for deres hårde kurs mod befolkningen. Friedrich og Brzezinski
bakker op om denne teori med påstanden om, at alle totalitære systemer har sine fjender. Det
negative billede af fjenden er et vigtigt symbol for totalitære ledere. Ved at eliminere alle rivaler
monopoliserer de det ideologiske felt.152
Det syriske regime anvender hovedsageligt to syndebukke, Israel og Vesten.
Konflikten med Israel har i høj grad bidraget til statens styrke.153 Usikkerheden ved at have Israel til
nabo legitimerer oprettelsen af en hårdhændet autokratisk sikkerhedsstat154 med et stærkt militær og
sikkerhedstjeneste.155 Forsvaret lyder, at så længe Golan forbliver besat territorium, ligger Syrien i
konstant krigstilstand med Israel, og da Damaskus ligger blot 60 kilometer fra frontlinjen, udgør
hver eneste dag en reel trussel.156 På grund af kolonialismen i Mellemøsten har de fleste arabere et
medfødt had mod Vesten og dens imperiale adfærd, hvilket ikke er stilnet af inden for den senere tid
fuld af vestlige krige, besættelser og interventioner i området. Alle oppositionelle kræfter kan
generelt lægges ind under vestlige konspirationsteorier og forræderklausulen. Hvis en syrisk
intellektuel får næsen for langt frem, fængsles han under påskuddet, at han var landsforræder og
stod i ledtog med udefrakommende magter.
151 Selvik & Stenslie: Stability and Change in the Modern Middle East, I. B. Tauris 2011, s. 200-201152 Friedrich & Brzezinski: Totalitarian Dictatorship and Autocracy, Harvard University Press 1965, s. 90-91, 172153 Perthes, Volker: Arab Elites: Negotiating the Politics of Change, Lynne Rienner Publishers 2004, s. 106154 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 7155 Bellin, Eva: The Robustness of Authoritarianism in the Middle East: Exceptionalism in Comparative Perspective, Comparative Politics 2004, s. 151156 Rubin, Barry: The Truth about Syria, Palgrave MacMillan 2007, s. 163
Derudover bliver islam, eller rettere ’islamister’ i mangel af et bedre ord, ofte udpeget
som syndebukke. Grunden til, at islam bliver politisk, er på grund af forbuddet i samfundet mod
politiske partier, oppositionelle organisationer og civilsamfund. Religionen er umulig at forbyde og
bliver derfor tit forum for folks utilfredsheder og organisering.157 Regimerne anvender islamisterne
som syndebukke, når disse bliver for stærke i opposition og trænger til at blive slået ned. Så er det
nemt at skræmme de sekulære elementer i samfundet med den islamiske trussel som alternativ til
regimet.158 En undskyldning for Assads massakre mod Det muslimske Broderskab i 1982 var
’hellere en måneds Hama end 15 års borgerkrig som i Libanon’.159 Vestlige regeringer er ligeledes
skrækslagne for de islamiske oppositioner og støtter gerne autoritære regimer i undertrykkelsen af
disse.160 Også mainstream islamisme kan udgøre en trussel mod magthaverne, da en fredelig religiøs
tilgang er svær for regimet at pege fingre ad og derfor nemt bliver stærk rent politisk. Islamisk
ideologi kan derfor også give bagslag for regimet, hvis den overtages af oppositionen. Dog er det
kun udvalgte oppositionelle elementer, der udpeges som syndebukke og ikke islamister som sådan.
Assad har været fjender med Det muslimske Broderskab i alle tider, men slår sig gerne sammen
med udenlandske islamister som Iran, Hizbollah, Hamas og sunnioprørere i Irak.161
Slutteligt er et fænomen som korruption en velkommen syndebuk, hvis der er
utilfredshed med styret blandt befolkningen. Så kan regimet fyre nogle højtstående embedsmænd
for korruption og selv få æren for at rydde op i systemerne.
Kulten:
Personlighedskulten omkring Assad, søn såvel som far, består ikke så meget af decideret
propaganda, idet den ikke bombarderer befolkningen med oplysninger og informationer, som af
mere stemningsfremmende ideologiske redskaber. Stemningsfremmende i den henseende at de
lægger stemningen for det acceptable niveau af humør, folk kan tillade sig at fremvise omkring
præsidenten og regimet, og giver opskriften på generel god offentlig opførsel.
Stemningsbefordringen kan for eksempel tage form af ritualer, der kræver
befolkningens deltagelse og samarbejde, hvilket er helt i tråd med Piekalkiewitcz og Penns
udlægning om ideokratiers indarbejdende massehandlinger. Man kontrollerer simpelthen folks
opførsel udadtil og definerer dermed det nationale medlemskab. Resultatet bliver en lydig men ikke 157 Brumberg, Daniel: The Trap of Liberalized Autocracy, Journal of Democracy 2002, s. 66158 Ibid. s. 56-57159 Bellin, Eva: The Robustness of Authoritarianism in the Middle East: Exceptionalism in Comparative Perspective, Comparative Politics 2004, s. 150160 Luciani, Giacomo: The Oil Rent, the Fiscal Crisis of the State and Democratization, I. B. Tauris 2001, s. 131161 Rubin, Barry: The Truth about Syria, Palgrave MacMillan 2007, s. 64
overbevist befolkning, og folk behøver heller ikke at føle kærlighed og loyalitet mod præsidenten,
så længe de bare viser det. Dette stemmer igen overens med Penn og Piekalkiewitczs teori om, at
masserne forbliver uberørte af ideologien, så længe de bare opfører sig ordentligt. Assadkultens mål
er nemlig ikke at producere popularitet, regimet anvender blot retorikken og symbolerne til at danne
sig politisk magt. Funktionerne er at udmatte folks tanker med tomme slogans og et bombardement
af billeder og derved isolerer individer fra hinanden, hvilket passer ind i Brumberg og Bellins tanke
om anvendelsen af del-og-hersk-strategier og Eagletons forslag af beskæftigelse og afmagt som
incitament til befolkningens efterlevelse af regimets ideologier.162
Den hovedsagelige udmøntning af kulten er at hægte præsidentens image op på
nationens minder om en glorværdig fortid, hvorfor regimet ofte anvender folkloristiske symboler
såsom modige ærefulde forfædre og succesrige kampe og slag til at vække kulturel genklang blandt
befolkningen. Denne optræder ofte i en kombination med en appel til fællesskabsfølelsen, hvilket
gør familiesymbolikken udbredt.163
Syndebukke og kulten spiller på befolkningens iboende had og stolthed. Selvom den antizionistiske
statsideologi og stemningen af at tilhøre et stærkt historisk samfund er dannet af regimet, bygger de
på den syriske befolknings ægte had mod staten Israel og ægte stolthed over at tilhøre en nation, der
står imod denne fjende. Dette had og denne stolthed kan for det syriske regime så at sige ikke måles
i penge. Hadet og stoltheden udgør det sidste ideologiske sikkerhedsnet for regimet.
162 Wedeen, Lisa: Ambiguities of Domination: Politics, Rhetoric, and Symbols in Contemporary Syria, The University of Chicago Press 1999, s. 6, 65163 Ibid. s. 10, 49
Ideologi som middel
Indtil videre har specialet vist, at i autokratiers tilfælde kommer formuleringen og anvendelsen af
statsideologi udelukkende fra regimets side og tjener bibeholdelsen af magt via en kombination af
retfærdiggørelser af social uretfærd, belønninger og simpel undertrykkelse. Den sociale
rekonstruktion, Destutt de Tracy stræbte efter, er netop et af hovedelementerne i den syriske
anvendelse af ideologi, men det er nærmere i skæret af Eagletons performative selvmodsigelse med
henblik på selvlegitimering og vildledelse, den udføres. Den syriske statsideologi er på den ene side
opbygget omkring befolkningens følelser og traditioner, på den anden side undertrykker og
kontrollerer den dem via sine funktioner. Dette spænd mellem ideologien på papiret og anvendelsen
af den i virkeligheden viser, at ideologi nærmere end at være et mål i sig selv fungerer som et
middel for regimet.
Det er dog vigtigt at huske på, at der er stor forskel på den ’rene’ ideologi, som
grundlæggerne af ba´ath formulerede den, og anvendelsen af den syriske statsideologi som middel
med opretholdelse af magten for øje, som det senere regime har anvendt den. I og med at Syrien er
en republik, er præsidenten bundet ideologisk til regeringspartiet, sådan som Brumberg viser. Ba
´athpartiets indflydelse er dog som vist ovenfor blevet stærkt marginaliseret gennem årene netop for
at omgås denne binding og skabe en yderligere centralisering af magten. Under Hafiz undergik ba
´ath en transformation. Det blev omstruktureret til at passe ind i det autoritære system, mistede
politisk indflydelse og blev afideologiseret, så det kunne fungere som et instrument til at udøve
kontrol og indhente støtte fra befolkningen.164
Friedrich og Brzezinski mener, at fordi ideologi har en instrumental funktion, vil
autoritære ledere tilpasse deres ideologiske redskaber massernes tankegang.165 Lisa Anderson er
enig, hun redegør for, at når regimer benægter statens overmagt som et troskabsobjekt i deres
statsideologier, er det resultatet af den historiske udvikling af mellemøstlige politiske identiteter. I
løbet af det nittende og tyvende århundrede retfærdiggjorde man politiske tiltag via en bred vifte af
ideologier; forsvaret af imperier eller religion; eller genopfindelsen af sprog og kultur. De nutidige
lande holdt fast i de brede spektre og gjorde samtidig det politiske udtryk patriotisk. Som staternes
kapacitet og kontrol voksede efter uafhængigheden, tiltog klientalismen samtidig, og
164 Alan, George: Neither Bread Nor Freedom, Zed Books 2003, s. 70165 Friedrich & Brzezinski: Totalitarian Dictatorship and Autocracy, Harvard University Press 1965, s. 98
statspatriotismen trivedes følgende.166 Dette er præcis, hvad der er sket i det syriske tilfælde; ba´aths
ideologi bygger på befolkningens eksisterende traditioner som islam; og følelser såsom en
antivestlig og antiisraelsk holdning; krydret med nationalt sammenhold; og kombineret med
klientalisme og tvang.167 Regimet vejledes altså ikke af ideologien, sådan som i Penn og
Piekalkiewitczs ideokratimodel, det er dem, der kontrollerer ideologien.
Uretfærdighederne
Hvis målet er at opretholde magten og midlet er retfærdiggørelsen af uretfærd via ideologi, i
kombination med belønning og tvang, må udgangspunktet for en analyse af anvendte ideologier
være en gennemgang af tilstedeværende uretfærdigheder. Det syriske regime indbefatter et
minoritetsvælde beskyldt for at være kættersk med centraliseret magt og ulige fordelinger, et
samfund præget af sekteriske og religiøse split og en historie underlagt imperialisme og truet af
zionisme.
Det nationale islæt i ideologien fjerner med sin etniske og religiøse lighed
opmærksomheden fra minoritetsvældet. Samme funktion udfører panarabismen, der spiller på
områdets kulturelle historie og giver legitimitet i hele regionen. Ved at fokusere på bekæmpelsen af
Vesten og Israel, gøres støtten af regimet til det hovedsagelige for befolkningen.168 Etniske bånd
bruges samtidig i klientalismen til at sikre loyalitet via konkurrence mellem hovedgrupperne;
´alawitter, sunnimuslimer og kristne.169
For at modbevise ´alawitternes kætterskhed har Hafiz og Bashar altid opretholdt et
image af at være gode muslimer. De er begge blevet filmet, mens de beder i moskéen; de har fået
´ulama` til at bekræfte, at ´alawitter er rettroende muslimer, og Hafiz tog på pilgrimsfærd i 1974.
Med tiden er de begyndt at tillade tilslørede kvinder i offentlige job og at promovere islam i
medierne. Regeringen har overtaget føringen med de religiøse etablissementer og har opført
moskéer og religiøse skoler. Bashar har givet tilladelse til, at soldater må bede i militærlejrene, som
eller tidligere var ureligiøse områder.170
166 Anderson, Lisa: The State in the Middle East and North Africa, Comparative Politics 1987, s. 13167 Wedeen, Lisa: Ambiguities of Domination: Politics, Rhetoric, and Symbols in Contemporary Syria, The University of Chicago Press 1999, s. 40-41168 Rubin, Barry: The Truth about Syria, Palgrave MacMillan, 2007, s. 64, 140169 Bellin, Eva: The Robustness of Authoritarianism in the Middle East: Exceptionalism in Comparative Perspective, Comparative Politics 2004, s. 148170 Rubin, Barry: The Truth about Syria, Palgrave MacMillan, 2007, s. 63
Den socialistiske side af ideologien dækker over det nødvendige knæk af det koloniale
bourgeoisi, for at regimet tilfredsstillende kunne tilrane sig al magten, og dens retfærdige
fordelinger skjuler bestikkelser af en passiviseret befolkning og berigelse af eliten. Desuden passer
det socialistiske islæt godt med, at produktionsmidlerne er under statslig kontrol, hvorved de kan
betale for klientalisme og tvangsapparatet.
En parallel anvendelse af uretfærdige forhold er ikke at undskylde eller skjule dem men at
understrege dem for derved ligeledes at benytte dem til legitimerende ideologier.
Antiimperialisme var endnu en grund til at knække bourgeoisiet på grund af deres
sammenkædning med kolonimagten, som folket nærede et naturligt had overfor på grund af deres
undertrykkelse og kunstigt optrukne grænser, der ikke passede til en folkelig identitet og
fragmenterede det historiske Syrien.171 Også nu til dags er den antiimperiale følelse relevant i
forbindelse med de mange vestlige interventioner og besættelser og anvendes som undskyldning for
det meste i hjemlig politik. Se den senere analyse af Bashar al-Assads taler for eksempler.
Den antizionistiske part af ideologien fører til, at systematisk undertrykkelse i form af
konstant overvågning, tilfældige fængslinger og en undtagelsestilstand, der underminerer al
retssikkerhed, fremstilles som beskyttertrang og sikkerhedsforanstaltninger. Med Israel som
konstant trussel og fjendebillede holdes befolkningen og opposition brutalt nede og på grund af
missionens karakter er det umuligt at kritisere dens midler. Begge Assadlederne har hentet megen
popularitet blandt syriske og arabiske unge for deres modstand mod staten Israel. Hafiz blev hyldet
for Oktoberkrigen, og Bashar blev populær for sin modstand, da Sharon med sin hårde linje blev
valgt ind.172 Bashar fremhæver også tit sig selv i forhold til de andre, vage arabiske ledere. For
eksempel spurgte han sine kolleger på et arabisk topmøde, hvad der helt præcis ville skulle til, før
de ville droppe deres diplomatiske relationer til Israel. Om det ville kræve tusind palæstinensiske
martyrer, eller en halv million, eller folkedrab, eller atombomber over arabiske hovedstæder.173
Statsideologiernes performative selvmodsigelser tager altså enten form af en
undertrykkelse eller en understregning af eksisterende utilfredsheder eller decideret had blandt
befolkningen.
171 Hinnebusch, Raymond: Syria: Revolution from Above, Routledge 2002, s. 3172 Ibid. s. 147173 Perthes, Volker: Arab Elites: Negotiating the Politics of Change, Lynne Rienner Publishers 2004, s. 107, 136
Efterleverne
Det syriske autokrati passer godt med de få udspecificeringer, Penn og Piekalkiewitcz kommer med
af autokratier, såsom at de er relativt uinvolverede i befolkningens daglige private liv og kun
mobiliserer specifikke eliter for derefter at lade masserne være uberørte og ugennemtrængte af
ideologien, så længe de viser tilslutning til den dominerende elite, hvilket også er i tråd med den
dystopiske skole. I Syrien er regimet netop mestre i at give befolkningen en bred personlig frihed.
Hermed kan folk ’leve som de vil’ indenfor visse bestemte rammer. De bliver i højere grad
tilbøjelige til dermed at sætte fokus på disse områder af dagligdagen og ignorere de områder, man
ikke selv er herre over. Dog virker Piekalkiewitcz og Penns redegørelse lidt vaklende, i og med de
lægger vægt på, at regimet ’tilbageholder ideologien fra masserne’. Dermed indikeres en forestilling
om, at regimet rent faktisk besidder en ideologi, man tror på, og her knækker deres forklaring, fordi
de modsiger sig selv. I forsøget på både at gabe over indoktrinering og politisk kontrol bliver deres
teori gennemgående ambivalent og vag. På den ene side gives udtryk for, at folk er velopdragne
gennemindoktrinerede individer, og samtidig inkorporeres idéen om, at politisk kontrol
gennemsyrer samfundet.
Efter Wedeen og Alans mening er der ingen syrere, der længere mener, ba´ath er
ideologisk. Man følger blot de røde linjer i samfundet for god opførsel for at blive ladt i fred. Ingen
tror på det, de siger, og alle ved, at ingen tror på det. Ligeledes benytter styret sig i langt højere grad
af indoktrinering på papiret end at stole på decideret identificering. Retorikken er ikke til for at
indoktrinere befolkningen som sådan, nærmere som en opskrift på god opførsel. Som Penn,
Piekalkiewitcz og dystoperne beskrev, behøver folkets kærlighed, lydighed og identificering med
Assad altså ikke at være hjertefølt men kun fremvist.174 Benævnelsen ’efterlevere’ kommer heraf; at
befolkningen i Syrien ikke er lydige overfor regimet på grund af decideret tro og overbevisning, de
følger dem blot, dermed ’efterlevere’.
Både dystoperne og Penn og Piekalkiewitcz lander slutteligt på, at politisk kontrol er et mere
sandsynligt bud på grunden til folks efterleven. Ligeledes holder Brumberg sig til belønning og
tvang snarere end tro og tilhørsforhold som incitament. De er afhængige af regimet i deres daglige
overlevelse. Dette resultat bakkes op af Eagletons udlægning af politisk afmagt og dagligdags
bekymringer i centrum for folks handlinger. Disse dagligdags bekymringer kan for eksempel være
174 Wedeen, Lisa: Ambiguities of Domination: Politics, Rhetoric, and Symbols in Contemporary Syria, The University of Chicago Press 1999, s. 2-3, 65
usikkerheden omkring folks levebrød i form af tilfældigheden i fordelingen af goder, usikkerheden
ved ansættelser, og vilkårligheden i lønforhøjelser. Besværligheden i alle livets praktiske processer
udmøntet i den altomfattende administration og langsomme, arbitrære bureaukratier, der optager
nærved al fritid. Uro og sorg på grund af hårde arbejdsvilkår, dårlige hospitaler og høje antal trafik-
og arbejdsulykker. Og hvad der optager os andre: popkultur, kærlighed og livet som sådan. Den
politiske afmagt går på, at regimeskifte virker umuligt, og at man frygter, de eventuelle alternativer
ville være værre, såsom religiøs ekstremisme, borgerkrig og ekstern besættelse.
Om det så er på grund af belønning, tvang eller afmagt, er incitamentet for at følge en
autokratisk statsideologi helt klart en anden end for at følge en personlig overbevisning. Det er
umuligt at inddele ideologier i rene kategorier, da eksempelvis socialisme eller islamisme både kan
være personlige eller statslige. Da enhver ideologi med et form for politisk islæt ultimativt kan
betyde fængsling eller døden i Syrien, er religion den største frie, personlige ideologi på markedet.
Da specialets mål er at analysere autokratiers anvendelse af ideologi, er det befolkningernes
efterlevelse af denne, der er relevant at undersøge, og ikke deres personlige holdninger og
overbevisninger i dette henseende.
Set i lyset af ovennævnte konstateringer af, at ideologi ikke er en af årsagerne til
befolkningens efterlevelse, og at regimet er ganske indforstået med at lade den ideologiske kult
forblive på overfladen til fremvisning og indpodning af lydighed, er ideologien alligevel et meget
anvendt middel. Derfor er det nødvendigt at analysere dens mere specifikke form og funktion.
Overordnet kan man lægge ideologiens udtryk ind under begrebet propaganda, der vil blive
nærmere belyst nedenfor.
Propaganda
Ifølge Friedrich og Brzezinski udmønter autoritære lederes ideologiske våben sig i propaganda.175
Denne teori stemmer overens med Piekalkiewitcz og Penns idé om, at regimernes redskaber til at
styre befolkningen med, dybest set består i propaganda og tvang. Propagandaen dækker over
uddannelsessystemet, massehandlinger, medier og organisationer. Det syriske tvangsapparat og
organisationerne er blevet beskrevet i foregående kapitel. Derfor vil dette kapitel behandle de tre
sidste faktorer.
Hele det syriske uddannelsessystem er dannet med henblik på propagandaeffekten for
regimet. Uddannelse bliver et ideologisk instrument i hænderne på regimet, der selv danner sine
egne sandheder. For at opretholde denne effekt er uddannelsessystemet organiseret efter hierarkisk
orden, udover en generel bureaukratisering tvinges alle lærere og undervisere desuden til at være
medlemmer af partiet eller relaterede organisationer såsom den relevante fagforening eller
lignende.176
Uddannelsesinstitutionerne og organisationerne udgør kilder til inddragelse i
massehandlingerne. På nationale fest- og helligdage sker det ofte, at partimedlemmer tager ud i
busser for at hente hele Damaskus Universitet, fagforeninger eller ungdomsorganisationer, så de
kan komme og heppe og klappe af præsidenten til den respektive ceremoni. Ligeledes bliver
intellektuelle og kunstnere fra tid til anden tilkaldt for at kreere hyldestværker til lejligheden, så alle
deltager i massehandlingen.177
I autokratier styres medierne af regimet, uanset om de ejer disse eller ej. Dette
monopol på massekommunikationen underbygges yderligere af monopolet på private
kommunikationsmidler såsom post og telefoner, over hvilke aflytning og overvågning er normalt.
På grund af denne monopolistiske kontrol dannes der blandt befolkningen en stemning af mistro
overfor nyheder og andre informationer og generel desillusion. Befolkningen bliver ligeglad.178
Dette er også tilfældet i Syrien, de statsstyrede dagblade i høj grad anses for at være bedst egnet til
at pakke fisk ind i, for nu ikke at give et værre eksempel.179 I Syrien er nærved alle medier
175 Friedrich & Brzezinski: Totalitarian Dictatorship and Autocracy, Harvard University Press 1965, s. 115176 Ibid. s. 148-150177 Wedeen, Lisa: Ambiguities of Domination: Politics, Rhetoric, and Symbols in Contemporary Syria, The University of Chicago Press 1999, s. 2-3178 Friedrich & Brzezinski: Totalitarian Dictatorship and Autocracy, Harvard University Press 1965, s. 130, 135179 Wedeen, Lisa: Ambiguities of Domination: Politics, Rhetoric, and Symbols in Contemporary Syria, The University of Chicago Press 1999, s. 2
statsejede, hvilket vil sige, at alle journalister er statsansatte, der ikke sætter karrieren på spil for at
skrive noget dårligt om regimet men hellere i stedet underlægger sig selvcensur. De og redaktørerne
følger de røde linjer i samfundet, så hvis der kommenteres på visse anløbne sager om korruption
eller lignende, er det fordi, de har fået lov ovenfra.180 Dog er der indenfor de seneste årtier sket
drastiske ændringer på medieområdet.
180 Alan, George: Neither Bread Nor Freedom, Zed Books 2003, s. 126
De nye medier
Indtil den kolde krigs ophør så forskere massemedier som et redskab i skabelsen og opretholdelsen
af undertrykkelse i ikke-demokratiske styreformer via kontrollen af information og politisk
mobilisering. Efter murens fald begyndte man dog at betvivle, medierne havde så stærk en effekt,
og i dag er den udbredte holdning, at medier ikke ændrer fundamentale politiske attituder, men har
mere indirekte, underliggende effekter såsom at gøre opmærksom på emners eksistens eller ændre
kriterierne for folks vurdering af indtrådte begivenheder.181 Eksempelvis kan medierne vise
alternativer til befolkningers lave levestandard og give dem en tro på, at der er politiske løsninger
på deres problemer. Desuden lærer de nye medier publikum en ny debatkultur, hvor uenighed er
legitim.182
I lyset af Daniel Brumberg og Terry Eagletons teorier, har specialet vist, at ideologi
kan vise sig at være en farlig legitimitetskilde i tilfælde af, at der afsløres alt for store kløfter
mellem den og virkeligheden, sådan at den performative selvmodsigelses bluf bliver afsløret. I
denne proces spiller de nye medier en stor rolle. Selvom de statskontrollerede mediers evne til
decideret at skabe politiske holdninger hos befolkningen er begrænset, har de tidligere kunnet
hjælpe regimerne til at holde på magten. Dette er ifølge den dystopiske skole og Piekalkiewitcz og
Penn regimerne alt rigeligt, hvilket, specialet har vist, ligeledes var tilfældet i Syrien. Dog kan
mediedækningen nu til dags give befolkningerne informationer om kompromitterende elementer for
regimerne, som de ikke ville have fået fat i tidligere. I nogle tilfælde får oppositionerne dækning, i
andre afsløres regimernes hemmeligheder.183 Kapitlet undersøger satellit-tv og internettet som de
hovedsagelige faktorer, og analyserer deres roller i spillet.
Censur181 Mughan, Anthony & Gunther, Richard: Democracy and the Media: A Comparative Perspective, Cambridge University Press 2000, s. 5-6, 16-17182 Norton, Augustus Richard: The New Media, Civic Pluralism, and the Slowly Retreating State, Indian University Press 1999, s. 27183 Mughan, Anthony & Gunther, Richard: Democracy and the Media: A Comparative Perspective, Cambridge University Press 2000, s. 402, 404
Kontrol og censur af medierne spiller en helt central rolle i den performative selvmodsigelse.
Overordnet set findes der fire hovedemner for censur i den arabiske verden; politisk debat, landets
leder, religion og seksuelle problematikker. I forbindelse med at lægge låg på uønskede
informationer fungerer undskyldningen med national sikkerhed sædvanligvis som et stærkt redskab
til at retfærdiggøre inddragelsen af borgernes og dermed også mediernes rettigheder upåklageligt,
som det sås fremført tidligere i kapitlet. For eksempel dækker begrebet over, at medierne ikke må
fornærme medlemmer af regimet eller allierede nationer, være kulturelt upassende eller bringe
offentlig orden og national sikkerhed i fare.184
Men denne taktik gælder kun for de hjemlige, kontrollable medier. De nye mediers
horisontale spredning af information underminerer de traditionelle, vertikale retningslinjer for
censur, der dermed bliver sværere at opretholde.185 De hjemlige, trykte medier er de letteste stadig at
censurere, men udefra kommende satellit-tv og internet underminerer denne censur. Censuren af
transnationale medier kræver derfor nye metoder og ender med at være mindre effektiv. En måde,
de arabiske ledere har forsøgt at begrænse udbredelsen af satellit-tv på, er gennem eksempelvis
forbud mod import og salg af paraboler eller høje skatter på dem. Internettet forsøges kontrolleret
via forbud mod forbindelser eller bestemte sider, blokeringer og overvågning.186 Folk har paraboler
alligevel, og de omgås netforbuddet via proxyservere.
Satellit-tv
Det arabiske satellit-tvs fremfærd hænger uløseligt sammen med konflikt. Den anden Golfkrig og
lanceringen af MBC i 1991 blev startskuddet på omvæltningen af den arabiske medieverden. Man
så en eksplosion i antallet af arabiske satellitkanaler, nye grænser for debatterede emner, nye
finansieringskilder og ejerskabsforhold, ændringer af programindhold og nyhedsdækningens
karakter, en styrkelse af regionalisme og transnationalisme, og en mere aktiv inddragelse af seerne.
Efter LBC, Future TV og Al-Jazeera kom til i 1996 eksploderede adgangen til satellit-tv. Hvor 3,6
184 Al-Zubaidi, Layla: Walking a Tightrope, News Media and Freedom of Expression in the Arab Middle east, Heinrich Böll Foundation 2004, s. 11185 Norton, Augustus Richard: The New Media, Civic Pluralism, and the Slowly Retreating State, Indian University Press 1999, s. 27186 Al-Zubaidi, Layla: Walking a Tightrope, News Media and Freedom of Expression in the Arab Middle east, Heinrich Böll Foundation 2004, s. 23
millioner hjem havde adgang til satellit-tv i 1994, var tallet i 1999 nået op på 11,7 millioner. 187
Andre spring er kommet af intifadaen i 2000, Afghanistankrigen i 2002, og invasionen af Irak i
2003.188
Fra Vestens side havde man en meget høj forventning til satellit-tvets effekt på de
arabiske lande som et fremmende redskab af politisk kultur. Man betragtede arabisk satellit-tv som
den almindelige mands stemme, åbner af den offentlige diskurs og en erstatning for politiske partier
og civilsamfund,189 fordi de netop kunne tage tabubelagte emner op, kritisere regimer og lære seerne
om demokratiske leveforhold. Desuden begrænsedes det ikke af geografiske rækkevidder, og var
ligeledes tilgængelig for analfabeterne i regionen. Årsagen til disse forventninger bundede i en
dybereliggende frustration over den manglende politiske liberalisering i Mellemøsten, som, mange
vestlige forskere bare ventede på, ville sætte ind. Man havde en idé om, at Mellemøsten måtte følge
andre autoritære regioners demokratiske udvikling og gå i sporene på Sydamerika og Østeuropa i en
’tredje transitionsbølge’.190
Massemedier har dog aldrig spillet en direkte rolle i traditionel transitionsteori, hvor
reformer er blevet skabt af oppositionelle politiske eliter, og påpeger at den tredje
demokratiseringsbølge faktisk gået i stå omtrent samtidig med de nye mediers fremkomst. For at
medierne skulle kunne fungere som politikfremmende redskaber, skal de ikke bare afspejle
samfundet men også uddanne, informere og opdrage, ellers reproducerer de blot den politiske
kultur. Man må også tage højde for, hvad mediernes egen agenda er.191 Frie uafhængige medier
skaber ikke automatisk politisk udvikling. Såfremt de aktivt ønsker at fremme et mere
konkurrerende politisk system, kræver det, at de aktivt støtter større kulturel forståelse,
fragmenteringen af institutioner og konstruktive økonomiske strukturer. Hvis ikke, gør de det heller
ikke som ’bivirkning’.192 Faktisk har arabisk satellit-tv i stor udstrækning haft den omvendte
virkning og fungeret som en ventil, der har taget trykket af mange staters hjemlige pres for
medieændringer internt i de mellemøstlige lande.193
187 Sakr, Naomi: Satellite Realms: Transnational Television, Globalization and the Middle East, I. B. Tauris 2001, s. 17188 Sakr, Naomi: Maverick or Model? Al-Jazeera’s Impact on Arab Satellite Television, I. B. Tauris 2005, s. 69189 Hafez, Kai: Arab Satellite Broadcasting: Democracy without Political Parties?, Transnational Broadcast Studies Journal 2005, s. 5190 Sakr, Naomi: Satellite Realms: Transnational Television, Globalization and the Middle East, I. B. Tauris 2001, s.3-8191 Hafez, Kai: Arab Satellite Broadcasting: Democracy without Political Parties?, Transnational Broadcast Studies Journal 2005, s. 5, 16-18192 Ruzomilowicz, Beata: Democratic Change! A Theoretical Perspective, Routledge 2002, s. 11-12193 Sakr, Naomi: Satellite Realms: Transnational Television, Globalization and the Middle East, I. B. Tauris 2001, s. 130
Arabisk satellit-tv har ikke kun pisket en forventningsfuld stemning op i Vesten.
Samtidig med at de arabiske seere fik muligheden for at opleve nye og anderledes sendeflader, steg
skrækken i Vesten for resultatet. Ligesom medier er blevet brugt til at opbygge nationale identiteter,
skaber de transnationale medier i dag en regional panarabisk identitet.194 I USA var man bange for,
at denne nye form for panarabisme skulle bringe en frisk stemning af antiamerikanisme med sig, og
i Europa steg bekymringen for at indvandrere skulle se for meget hjemligt tv og ikke blive
tilstrækkeligt assimileret og homogeniseret i deres nye hjemland.195
Internettet
Mellemøsten har et meget lavt gennemsnitligt forbrug af internettet, fordi mange ikke har råd til at
anskaffe sig computer og forbindelse eller gå på netcafé; og på grund af sprogbarrierer eller
decideret analfabetisme. Ud af dem der går på nettet, besøger flertallet typiske netsider som
YouTube og Wikipedia, hvor de hellere ser politiske klip end kulturelle. Af nyhedssites bruger
araberne mest al-Jazeera, efterfulgt af BBC og al-Arabiya. Leveforhold under autokrati og ustabile
politiske forhold giver en interesse for politiske nyheder, hvorimod folks smag for underholdning
øges i takt med demokrati og frihed.196
Arabiske blogs er primært organiseret efter lande og drejer sig om nationale politiske
emner og kritik af det hjemlige regime. Hvis dette mønster brydes, er det oftest for at kommentere
på Palæstina. Når det ikke drejer sig om politik, står personlig religion og menneskerettigheder højt
på listen. Længere nede på listen kommer kritik af terrorisme, USA og vestlig kultur og værdier.197
Det, der er særligt ved internettets teknologi, er, at man nu til dags kan afsløre hændelser, mens de
finder sted. Med de moderne mobiltelefoner oveni hatten kan man filme og dele alt med verden i
øjeblikket. Dog er der samtidig en vis tilfældighed ved nettet, i og med at man aldrig er sikker på
automatisk at finde den mest relevante kilde til information i situationen.
Tilstanden i Syrien194 Hafez, Kai: Arab Satellite Broadcasting: Democracy without Political Parties?, Transnational Broadcast Studies Journal 2005, s. 16195 Sakr, Naomi: Satellite Realms: Transnational Television, Globalization and the Middle East, I. B. Tauris 2001, s. 198196 Mellor, Noha: The Making of Arab News, Rowman & Littlefield 2005, s. 98197 http://cyber.law.harvard.edu/publications/2009/Mapping_the_Arabic_Blogosphere Internettet/
Kun halvhjertede forsøg er blevet gjort i Syrien på at blokere udenlandske satellitsignaler, slet ingen
efter Bashar al-Assad kom til magten. I 2000 blev paraboler officielt tilladt, og nu om stunder kan i
hvert fald en tredjedel af hjemmene i Syrien modtage satellit-tv. Da Bashar kom til magten
begyndte netcaféer ligeledes at spire frem. Netadgangen overvåges nøje, og uønskede sites
blokeres, men det er nemt at få adgang alligevel via proxyservere. Dog har satellit-tvet og
internettets indtog været et mareridt for det syriske regime. Det virkelige problem er bare ikke selve
informationerne, der nu er tilgængelige, så meget som det er manglen på kontrollen i sig selv. Alan
udlægger, at den syriske befolkning i forvejen var i besiddelse af alle oplysningerne;
familieforbindelser og sladder dækker indenrigsstoffet og udenlandske radiostationer udenrigs-
samt indenrigsemner. Men hele den performative selvmodsigelse i at virke som om, man kan
kontrollere informationsstrømmen, er et udtryk for regimets magt i sig selv. Ligesom at ingen syrere
eller udenforstående tror på, at præsidenten igen og igen indvælges med 99,9 % af stemmerne, er
pointen her ligeledes en ren magtopvisning.198
198 Alan, George: Neither Bread Nor Freedom, Zed Books 2003, s. 134-136
Analyse af præsidentens taler
I lyset af specialets konstatering af ideologien som middel snarere end mål, dens anvendelse som et
performativt selvmodsigende redskab, og propagandaens vægt på magtopvisning frem for
information foretages en analyse af tre taler. Talerne er holdt i krisetider af præsidenten selv for et
udvalgt publikum. Kriserne er 2005, 2006 og 2011 som beskrevet i det historiske kapitel.
Begrundelsen for at lægge fokus på krisetider er, at det oftest er her tingene bliver sat på spidsen,
især overlevelsesstrategier. Publikummerne består af intelligentsiaen, medierne og den politiske
elite, udmøntet i henholdsvis Damaskus Universitet, Journalisternes Fagforening og parlamentet; og
transskriptioner af talerne er tilgængelige på nettet på det statslige pressebureau, SANAs,
hjemmeside, se bibliografien.
Damaskus Universitet november 2005
Før han gør noget andet, lægger Assad ud med at forklare, at han er bleg på grund af sygdom og
ikke bekymringer. Det vil han bare lige forklare, fordi mange har spurgt ham angående det i løbet af
de foregående uger. Denne lidt pudsige og barnlige måde at nægte, præsidenten er påvirket af pres,
er et tydeligt tegn på performativ selvmodsigelse, som Eagleton beskriver den. Alle ved, Bashar er
under pres, og umiddelbart virker det ikke plausibelt, at nogen ville tro på denne undskyldning.
Alligevel præsenterer Assad den offentligt uden at blinke, hvilket underbygger Wedeens teori om,
at propaganda ikke skal være overbevisende men blot fremvise magtfuldhed.
Indledningsvis begiver præsidenten sig ud i at vække fællesskabsfølelsen blandt sine
omgivelser ved overfor publikum at huske tilbage på sine egne dejlige tider på universitetet og
fedter for underviserne og de studerende ved at rose deres hæderfulde historie og kundskaber.
Derefter bevæger han sig videre til et bredere sammenhold ved at henvise til syrernes fælles
historie, stærke forfædre og nationale arv, der tilsammen har givet dette fællesskab og en
beslutsomhed nedarvet gennem generationer. Det at være historisk giver en form for medfødt
legitimitet i form af dels vanen i levemåden og desuden en delt stolthed ved en fælles glorværdig
fortid. Denne opsang stemmer ganske overens med Penn og Piekalkiewitczs udlægning af det
ideokratiske verdensbillede bestående af de gode og de onde. De gode er bundet sammen af deres
historiske baggrund, hvilket i Piekalkiewitcz og Penns model konstituerer det kulturelle
medlemskab, som er funderet på en fælles kulturel identitet. Bashar udlægger denne historiske,
kulturelle identitet som bolværket mod udenforståendes overtag og fremhæver, at syrerne må holde
fast i deres stolthed. Han udlægger den igangværende politiske krise som konstruktiv, da den får
syrerne til at knytte et stærkere fællesskab. Igen afspejler dette et typisk eksempel på
ideokratimodellen, hvor de godes kamp mod de onde, er samlingspunktet.
I tråd med Penn og Piekalkiewitczs teori om frygtens opdragende og forebyggende effekt
fremhæver Assad dette element så ofte som muligt for at kunne fremstille sig selv som
befolkningens beskytter. Han understreger eksempelvis normaliteten i at føle frygt for fjenden, men
at der er forskel på hæmmende frygt og konstruktiv foruroligelse. Bashar vil altså gerne holde liv i
denne frygt og nægter at sige, der ikke er grund til den, men benytter sig af muligheden til at være
den stærke modstander af fjendtlige magter.
En gren af denne modstand fremstilles af Assad, som at landets mangel på politiske
reformer er noget, man med vilje har undladt for ikke at ligge under for de internationale
stormagters krav om det. Bashars personlige mål med reformer er bedre levestandarder og mindre
korruption, hvilket altså vil sige, at han foretrækker at forblive på den sikre side og kun love
moderniseringer og afhjælpen af personlige hverdagsproblemer og ikke større politiske reformer.
Modsat forklarer præsidenten, at stormagternes krav om reformer er baseret på kyniske ønsker om
at opnå kontrol over Syrien og få adgang til deres marked. Derfor er det specielt vigtigt at stå imod
og være stærk, snedig og selvstændig. Dog virker det som en ret tynd forklaring på landets
manglende reformer, at det er for ikke at give andre lande deres vilje. Assad forklarer videre, at
visse landes politikere klager over, at han ikke indfører de reformer, han har lovet. ’Skal
præsidenten følge deres ordrer? Har folket måske stemt dem ind til at repræsentere sig i
parlamentet?’ svarer han igen, i et forsøg på at italesætte Syriens demokratiske valg og stærke
standpunkt mod imperial indblanding. Selv den stramme hjemlige politik vendes nu til at være
resultatet af en omfattende global konspiration mod den arabiske verden og Syrien især.
Præsidenten udlægger, at rammerne for de nutidige konfrontationer er en genspejling af fortidens
imperialisme, og syrerne må stå fast for at beholde eget land og frihed. Man får aldrig sat helt
specifikke ansigter på, hvem der står bag de nuværende problemer. Beskyldningerne er meget
svævende og ukonkret beskrevet med for eksempel ’de store magter’, ’internationale agenter’ eller
’visse magter, og I ved, hvem jeg taler om’. Det eneste land, der specifikt nævnes ved navn er
Israel. At Bashar ellers bliver ved hentydningerne fremhæver på den ene side en følelse af mystik
og plot men giver samtidig fornemmelsen af at være indviede i hemmelighedernes inderkreds. Det
danner desuden præcedens for uudtalte detaljer og halve historier, der passer fint i et land uden
gennemsigtighed og informationsflow.
Disse uspecificerede fremmede magter vil slette syrernes identitet og hukommelse, så
de kan gendanne dem efter eget ønske og gøre dem til små kopier af sig selv. Deres forskruede
visioner virker forvirrende på den arabiske befolknings overbevisninger og værdier. Blandt andet
forsøger de at splitte præsidenten og befolkningen ved at forvanske billedet af præsidenten, så
folket mister troen på ham. Bashar taler her om sig selv i tredje person, hvilket skaber en hvis
afstandstagen. Han fremhæver, at syrernes interne forhold skal baseres på sandhed og
gennemsigtighed, og at han er ivrig efter at tage sine beslutninger i dialog med folket og give
borgerne alle de nødvendige informationer, så de alle hver især kan tage deres ansvar i krisen for at
støtte og udvikle landet. Assad anvender samme slagord, som Vesten bruger imod ham, når de
anklager Syrien for at mangle gennemsigtighed og skjule sandheder for deres befolkning. Samtidig
får han understreget, at nu er tiden inde for folket til at støtte op om regimet. Han nævner eksplicit,
at universitetet jo altid har spillet en vigtig rolle i at analysere tidernes konspirationer mod Syrien og
mobilisere samfundet til at modstå disse, hvilket er en fin måde at indikere til publikum, at de nu
skal spille en aktiv rolle i at bakke op om styret.
Talens tilbagevendende omdrejningspunkt er den storstilede konspiration, der er anlagt imod
Syrien. Bashar al-Assad refererer løbende til andre tiders kriser, blandt andet kolonialismen med
henvisningen ’den politiske scene blev sat ved, at dens elementer genopfandt landkortets grænser og
ændrede regionens kulturelle, politiske og menneskelige sammensætning’. Hermed vækkes gamle
konspirationsfølelser til live igen og lægger grunden for, at dette er en konstant tilstand. ’Vores
problemer med de store magter er kroniske problemer med rødder i den tid, hvor konflikten lå
mellem andres indblanding i vores sager og vores vilje til uafhængighed.’ Det endelige bevis på, at
kolonialismen var af det onde, er at ’De koloniale strategier først og fremmest gavnede Israel.’
Israel er en sikker joker at hive frem til at bevise ondskaben bag hvad som helst og anvende som
syndebuk. Dette foregår fuldt ud i stil med Penn og Piekalkiewitczs teori om fænomenet
syndebukke som afledning af opmærksomhed og skyld fra regimet, fokus for befolkningens
frustrationer og centrum for internt sammenhold.
En af metoderne i den omfattende konspiration er ifølge Assads udtalelser
mediekampagner, som internationale agenter bruger til at infiltrere araberne og deres tanker. De
invaderer de nationale og kulturelle identiteter og forvirrer folks følelser med lokkende ord.
Mediekampagnerne går målrettet efter arabernes moralske tanker med specifikke kulturelle og
videnskabelige midler. Succesen bag disse tiltag ligger ifølge Bashar i penge og højteknologi. Han
giver altså en teknisk forklaringer på eventuelle ideologiske afvigelser blandt befolkningerne. Hvis
nogen blandt befolkningerne skulle føle en form for utilfredshed med deres regime, er det altså ikke
deres virkelige følelser, der ligger bag, men en slags massehypnose fra udenlandske,
højteknologiske mediekampagner. Præsidenten tilstår, at de arabiske massemedier også har deltaget
med politiske løgne og overfald, men gør det klart at man skal skelne mellem de arabiske medier,
der er arabiske af hjertet, og de der kun er det af sprog men virkelig tjener fjenden. På denne måde
sår Assad en tvivl i folk angående udefrakommende mediers sandhed og bagvedliggende intentioner
uden at nævne nogen navne og decideret pege fingre. Han vækker blot en usikkerhed blandt
befolkningen og indikerer, at det ikke er sikkert at tro på andre end de syriske statsmedier.
Det, der har ændret sig i verden, er altså teknologien bag kommunikation og information.
Konspirationerne er stadig fuldstændig de samme. Men med disse nye kommunikationsstrategier er
folk mere sårbare, især de unge fordi de ikke kan huske vigtige historiske hændelser og politiske
kriser på egen krop. Derfor angriber fjenden deres identitet, historiske arv og skrøbelige ideologi,
og det er alles ansvar at beskytte og integrere de unge i disse nye medier og teknikker. Assad
opstiller, at medierne ultimativt kun forsøger at sprede frygt, hvilket er en taktik han kender til.
Ordsproget ’tyv tror hver mand stjæler’ kunne falde en ind. Præsidenten lægger nemlig selv utrolig
stor vægt på regionens blodige historie. Han fremlægger, at de internationale magter vil ødelægge
Syriens nationale stabilitet, og valget ligger nu mellem uafhængighed eller underkastelse, at gøre
modstand eller ende i kaos. Syrien må stå stærk mod fjenden, og nationalt engagement og
forpligtelse kommer først. Hvis ikke der er fuld national enhed, er det eneste alternativ borgerkrig,
derfor skal der slås hårdt ned på upatriotisme. Her benyttes frygtelementet igen, denne gang i form
af en trussel på flere niveauer; hvis ikke folk bakker op om regimet, vil de blive slået hårdt ned på;
og alternativet til regimet er borgerkrig.
Som eksempel på dette skrækscenarie fremhæves tilstandene i nabolandet Irak. Assad
ser Irak som en trussel mod hele regionen, især de umiddelbare naboer som Syrien. ’Ingen ved,
hvornår den kæmpe eksplosion, der sender regionen ud i kaos, vil finde sted. Dette kan have en
indvirken langt ud over Mellemøstens grænser.’ Med denne udtalelse truer præsidenten på en gang
sin egen befolkning med fremtidsudsigten til irakiske tilstande, hvis ikke regimet beskytter dem; og
truer i samme åndedrag Vesten med potentiel terror. Samtidig fralægger Bashar sig al skyld for
terrorismen i Irak og skyder det hen som stormagternes forsøg på at splitte de syriske og irakiske
folk, hvilket indikerer en selvsagt definition af, at dem der tænker noget dårligt om Syrien,
automatisk må være på de ondes side. Assad siger, at Syrien bare vil beskytte Irak, men at det kun
er naturligt af besættelsesstyrkerne at ville skyde skylden på syndebukke. Ligesom med mediernes
forsøg på at skabe frygt, nævner han her et af sine egne yndlingsredskaber som værende ’en ganske
naturlig reaktion’.
Bashar er længe om at komme frem til, hvad, man må antage, er talens reelle emne, nemlig krisen i
Libanon. Han skal lige have lagt en stemning først af konspiration og imperiale trusler. Derefter
virker springet ikke så stort til en udlægning, der centrerer den vestlige verdens langsigtede plan om
at gavne Israel i regionen. Forklaringen lyder, at Israel vil have Hizbollah afvæbnet, fordi Hizbollah
bekæmpede dem og tvang dem til tilbagetrækning fra Libanon, og det internationale samfunds plan
er via valget i Libanon at internationalisere landet og dermed underlægge det Israel. Derfor var det
centralt for dem at skaffe sig af med Syrien, hvis tilstedeværelse i Libanon ville obstruere deres
planer. Beviset herfor er, at Mehlisrapportens udfald var planlagt på forhånd og falsk i sit resultat.
Syrien har i sin uskyld hele tiden hjulpet FNs undersøgelser på vej og inviteret alle kommissionerne
og Mehlis indenfor i landet, men FN var ligeglade med sandheden og dømte Syrien skyldig. Assad
fremfører, at Syrien derfor fik valget om, at hvis de ville blive i Libanon, måtte de stå for
Hizbollahs afvæbning, og det nægtede de selvfølgelig. Præsidenten nævner kun Hizbollah ved
kælenavne såsom Modstanden, De patriotiske Styrker og Den libanesiske Modstandsbevægelse, det
er mig, der har ’oversat’ udtrykkene for at skabe klarhed.
Stolthed er essentiel som bevæggrund i Assads forklaringer, og han gør det meget
klart, at det bestemt ikke er fordi, Syrien bøjer sig for de imperiale magter, at de handler således.
Det har nemlig hele tiden været Syriens plan at trække sig ud af Libanon, selvom de ikke har sagt
det højt. De har fra starten af fulgt deres egen tidsramme og handler dermed ikke, fordi de nu er
presset af Vesten. På denne måde får Bashar det til at lyde, som om alle Syriens beslutninger er
meget ærværdige og uselviske. Det er på grund af stemningen blandt den libanesiske befolkning, at
Syrien nu har skyndt sig at få de sidste tropper ud af landet og ikke på grund af internationale
resolutioner. Stemningen blandt den libanesiske befolkning er blevet dårlig efter Hariris død, men
Bashar fortæller, at det ikke er på grund af ægte utilfredshed med Syrien, men fordi de simpelthen
er blevet vildledt af visse politikere og de libanesiske medier. Disse politikere har desuden
bestukket falske vidner for at anklage Syrien for mordet på Hariri, og er i øvrigt de selvsamme
mennesker, som holder med Israel og hjalp dem under den israelske invasion. Assads opstilling er
skarp; alle, der ikke holder med Syrien, er på de ondes side. Denne udlægning svarer igen præcis til
Penn og Piekalkiewitczs opstilling af ideokratiers virkelighedsopfattelse; de onde har vildledt de
gode med falsk ideologi.
I samme konspiratoriske tråd beskylder Bashar den nyligt tiltrådte Fouad Siniora for at
være Vestens fjernstyrede dukke. Begrundelsen er, at Siniora ikke overholdt sit løfte til Syrien om
ikke at lade Libanon være base for konspirationer mod dem. Det måtte han ikke for sine
’overordnede’, hvis plan er at splitte de syriske og libanesiske folk, bringe dem tilbage til tidligere
tilstande og skabe kaos i regionen. Her dukker den sædvanlige trussel op igen. Syrien opofrer sig
for Libanon vil bare beskytte dem og bevare deres stabilitet og sammenhold, hvorfor alternativet til
syrisk tilstedeværelse i landet er kaos og borgerkrig. Der kommer ligeledes en trussel til det
libanesiske folk ud mellem sidebenene; hvis de vil fortsætte med at have et broderligt forhold til
Syrien, må de være venlige og imødekommende og ikke lave løgne og konspirationer. Her henviser
Assad direkte til tvangsapparatet, som er det tredje element i Bellin og Brumbergs opstilling af
faktorer, der er centrale for regimers robusthed.
Lige inden han runder talen af i vor egen dronning Margrethes ånd, nemlig med en
hilsen til Golans folk, binder Assad hændelserne i Irak og Libanon sammen til at udgøre delmål i en
langsigtet global storkonspiration mod Syrien, men han forsikrer, at Syrien står stærkt mod de
imperiale taktikker og strategier, og at Syrien kun bøjer sig for Gud. Talemåder som denne er meget
populære hos præsidenten, da den på en gang slår på regimets styrke og modstand mod de imperiale
magter og samtidig viser deres fromme side frem. Ligeledes fremhæver han den folkelige talemåde
’Gud beskytter Syrien’. Et lignende slogan, ’Gud bevare Syrien’, hang nogle måneder efter
nedenstående tale udenfor Damaskus’ hovedstrøg, suq al-Hamidiya, på en stor plakat med et billede
af Bashar al-Assad. Se specialets forside.
Journalisternes Fagforening august 2006.
Bashar al-Assads tale for Journalisternes Fagforening i 2006 har tilnærmelsesvis samme opbygning
og indhold som talen, han holdt på Damaskus Universitet i 2005. Temaet er stadig
storkonspirationen mod Syrien, og der er igen megen tale om ære og stolthed og stor vægt på tanker
og indstilling. Præsidenten er i denne tale lidt mere vag i sine emner, der er flere svævende
generelle henvisninger og passager. Et punkt, han dog er mere klar i mælet på end foregående år, er
angående konspirationens implicerede parter, der nu nævnes specifikt ved navn; Amerika, Vesten,
FNs sikkerhedsråd, samt flere af deres fredsaftaler og resolutioner.
Igen indleder Assad med at fedte for sit publikum. Han roser journalisterne for deres
ærværdige ærlighed i en mediekamp, der er fuldt ud på højde med soldaters kamp i fare og
blodtørst. Omtalte kamp er den samme som tidligere, en mediesmædekampagne iværksat af de
internationale magter for at nedbryde arabernes identitet og gøre dem møre til underkastelse.
Journalisternes rolle er her at vedligeholde nationens intellekt og ånd samt beskytte deres identitet
og arv imod den systematiske invasion, der nedbryder befolkningens enhed og stolthed til fordel for
underkastelse for fjenden. I og med at kampen udkæmpes i medierne, og når Assad udlægger
kulturel arv og identitet som det sidste bolværk mod fjendens angreb, giver det god mening, at
journalisterne så skal fungere som nationens soldater. For at opildne stemningen af kampgejst og
stolthed over nationens historiske kulturelle identitet nævner Bashar en række syriske forfædre, der
alle har spillet centrale roller i fortidens modstandskampe mod osmannere og franskmænd for at
skaffe Syrien sin uafhængighed tilbage. Her gentages temaet fra Penn og Piekalkiewitczs
ideokratimodel. Ligesom i 2005-talen udlægger Assad syrerne som de gode i kamp mod de onde og
fremhæver deres kulturelle medlemskab af ideokratiet.
Der er stadig tale om de samme konspirationsteorier, som nævnes i 2005-talen, om at
de internationale overmagter vil splitte regionen. Denne gang benævnes de; USA og FN er bag
konspirationen, og Israel står sammen med dem. Grunden er, at Vesten er ligeglad med arabernes
rettigheder og tolererer gerne Israels mord i Palæstina og Libanon og deres trussel mod hele
regionen. Beviset er, at fredsprocessen går ud på, at araberne giver Israel alt, og de intet giver
tilbage. Bashar understreger, at de arabiske lande, der hjælper Vesten, vil blive udnyttet og snydt.
Krigen mellem Hizbollah og Israel var planlagt på forhånd og ikke på grund af de to
bortførte soldater. Den var et delmål i storkonspirationen og derfor planlagt forud af Israel, USA og
visse vestlige lande. Dette ses på de forudgående hændelser i Irak, Libanon og Palæstina. Første
etape var den amerikanske besættelse af Irak. Den anden består af mordet på Hariri, resolution 1559
og det deraf følgende pres på Syrien og Hizbollah. Tredje skulle blive afslutningen på
fredsprocessens og en fritagelse af Israels forpligtigelser overfor de arabiske lande til fordel for
militær underkastelse af araberne, men den har Hizbollah nu fået sat en kæp i hjulet på. Assad tager
gerne æren for Hizbollahs sejr over Israel ved at påstå, at Syrien hele tiden havde forsøgt at
promovere et nyt Mellemøsten, og nu har sejren bragt ’Det nye Mellemøsten’ på banen. Det var
ikke let for Syrien at overbevise omverdenen, som mente at Hizbollahs aktioner mod Israel svarede
til at blive kradset af en kat. Derfor måtte Syrien vente tålmodigt, indtil udfaldet nu endelig blev,
som de havde forestillet sig, og de fik ret imod resten af verden. Det er klart, at en så glorværdig
sejr er et ideologisk hit for Bashar at kunne snige sig med på bølgen af. Derfor vil han gerne sige til
det syriske folk, at de skal føle stolthed ved at støtte deres libanesiske brødre; ’hvis nogen siger, det
er en dødssynd at stå bag Hizbollah, siger Syrien, at det er en ære. For hver en udgydt dråbe sved og
blod, og hver en kampvogn ødelagt af raketter, og hver en overvundet israelsk soldat, er en
æresmedalje på brystet af de arabiske borgere’.
Assad udlægger modstand og fred med Israel til at være to sider af samme sag. Så
længe fred ikke er realiseret, må man holde sig til modstand. Modstand behøver ikke være
bevæbnet, den kan optræde i kulturel eller politisk afstandstagen. Da Israel ikke engang selv tror på
fred, er modstanden nødvendig for at opnå den. Israel har altid ladet som om, at de ønskede sig fred,
og at det var araberne, der ville have krig, men da araberne så endelig gik ind i fredsprocessen, var
det en overraskelse for Israel, fordi de aldrig selv virkelig havde ment det. Israel regnede med, at for
hver ny generation arabere ville hadet til dem mindskes. Bashar regner sig selv for tredje generation
og nutidens unge for den fjerde, og han fastslår, at hadet til Israel i stedet vil vokse generation for
generation. Hans bevis er nutidens børns vrede over de israelske massakrer, som de ser på syrisk
stats-tv. Massemord på arabiske børn har altid været en effektiv form for propaganda. Præsidenten
formaner Israel om, at de bare skal vide, at medmindre de leverer al besat land tilbage, vil de
israelske børn i fremtiden betale prisen.
I overensstemmelse med Destutt de Tracys idé om ideologiens anvendelse til social
rekonstruktion, fremhæver Assad vigtigheden af folks indstilling, vilje og overbevisning, der samlet
set kan oversættes til deres ideologiske overbevisning, i deres kamp mod de onde. Troen
eksemplificeret i den heroiske modstandshær, Hizbollah, der overvandt den uovervindelige
israelske hær på grund af deres tro på fædrelandet og ved at afsløre fjendens konspirationer og
falske terminologier, hvilket viser, at selv ikke militær overmagt er noget værd uden overbevisning
og moral. Derfor fremhæver præsidenten hvor storslået det syriske folk også selv har været i krisen
i deres forståelse og gennemskuelse af den overordnede konspiration og deres stærke reaktion imod
den. Det er syrernes skæbne at forsvare, opretholde og være stolte af panarabismen, for det er den
eneste vej til en ærefuld fremtid, derfor kalder han befolkningen for panarabismens bankende hjerte.
Her italesætter Assad den opskrift på god opførsel, som, Lisa Wedeen fremfører, ligger bag al
propaganda.
Parlamentet april 2011
Ligesom i de to andre taler starter præsidenten med at skabe en god stemning ved at understrege,
hvor vigtige og ansvarsfulde parlamentsmedlemmernes positioner er, og at Syrien er den arabiske
nations bankende hjerte. Men derudover er denne tale meget anderledes af indhold end de to
foregående.
Konspirationsteorien omtales stadig, men den overskygges af en ny syndebuk;
befolkningens uopfyldte behov. Herunder går økonomiske og servicerelaterede behov for goder
som infrastruktur, sundhedsvæsen, uddannelse og job samt behovet for sikkerhed og stolthed. Her
slår præsidenten på de første to punkter i Bellin og Brumbergs model over regimers robusthed,
renter og klientalisme, hvis funktioner netop udmønter sig i fordeling af goder og indarbejdelsen af
folket. Når det nu er regimet, der burde stå for at opfylde disse behov, skulle man tro, Assad ville
neddæmpe denne mangel, men i stedet fralægger han sig alt ansvar og redegør for andre årsager til
afsavnet. Ukontrollerbare faktorer som tørke, den høje befolkningstilvækst og finanskrisen er skyld
i lavvandet i kassen, og manglen på moderne teknologi og computerisering står bag problemer som
korruption og bestikkelse. Ligesådan udlægger Assad dødsfaldene i landet som noget, han ikke har
kontrol over; ’det udgydte blod smerter os alle, og vi anser dem for at være martyrer’. Hans rolle er
blot at støtte, monitorere og holde folk ved deres ansvar. Der vil blive sat undersøgelser i gang, så
de ansvarlige kan få deres straf. På denne måde stiller Bashar sig på folkets side af problemerne og
forsøger at virke som problemknuseren og folkets redningsmand. Han mener, at når folket ikke kan
få, hvad de vil have, bliver de frustrerede og gør måske oprør mod de sociale og nationale værdier,
de unge eventuelt mod deres familier; men ingen mod styret på grund af modvilje mod deres
politikker. Dette er igen en måde for præsidenten at henvise til Tracys sociale rekonstruktion og
fremføre retningslinjer for retorik og opførsel i forhold til regimet i denne krisetid.
På grund af folkets tekniske frustrationer udlægger Assad, at det farligste er, hvis
uoverensstemmelsen ved en misforståelse nu skulle gå hen og blive mellem folkets og regimets
positioner. Han mener, at borgerne kun er frustrerede og vrede, fordi de grundet for dårlig
kommunikation ikke kender de virkelige grunde til disse afsavn, og derfor må
kommunikationskanalerne styrkes, så der igen kan komme fuld tillid og gennemsigtighed mellem
regimet og befolkningen. Bashar udlægger gennemsigtighed som et sikkerhedsnet til at få
befolkningen til at godtage, at alting ikke er i orden, bare de forstår hvorfor. Der skal gennem de
nævnte kommunikationskanaler opnås en større enhed og fællesskab mellem regeringen,
statsinstitutionerne og befolkningen. Som Assad siger; ’jo mere vi distancerer os selv fra det syriske
folk, desto svagere og mindre effektive bliver vi’. Derfor skal styret til at konsultere nationen, og
alle skal inddrages; borgerne skal høres gennem deres professionelle organisationer og
repræsentative delegationer for regionerne. Selv kurderne bliver inddraget, de har nu endelig fået
tildelt syrisk statsborgerskab, hvilket ifølge Bashar vil styrke den samlede nationale enhed.
Kurdernes statsborgerskab har altid været et penibelt emne på grund af nationens mange sekteriske
split og forskelsbehandlinger indenfor visse etniske og religiøse grupper, hvilket lige præcis er
årsagen til, at Piekalkiewitcz og Penns første ideokratiske medlemskab, det racebaserede nationale,
ikke er et hit i det syriske tilfælde.
Ud over at skulle inddrages, skal folk ifølge Assad også have lov til at vise deres
utilfredshed ved at demonstrere, og politiet skal lære at gebærde sig i disse situationer for at
beskytte demonstranter såvel som andre individer og privat ejendom, så ikke situationen bliver
udnyttet til røverier, sabotage eller at skabe kaos i landet. Præsidenten italesætter her igen den gode
opførsel, regimet gerne vil indpode i befolkningen ved at understrege, at det syriske folk er gode
lovlydige borgere, der selvfølgelig aldrig ville kunne finde på at være blandt dem, der benytter sig
af tumulten til yderligere at skabe kaos. Her får han endnu en konspiration frem; at alle, der ikke
opfører sig ordentligt må være udefrakommende agenter, hvis mission det er at splitte nationen.
Men, som præsidentens argument falder ud, når først demonstrationsloven er blevet indført, vil der
ikke længere være nogen grund til at demonstrere. Dette er en pudsig måde at argumentere på og
nok nærmere en trussel i reformklæder. Den følges med endnu en skjult trussel, der sniger sig ud
mellem sidebenene på Bashar; det er absolut nødvendigt, at der hersker intern stabilitet og
sikkerhed i landet, før de nødvendige reformer kan tages i brug for at rette op på ovennævnte
afsavn. Altså, hvis ikke folk makker ret, kan de se hvor godt et liv, de så ville have uden regimets
støtte. Her henviser præsidenten diskret til en kombination af de tre første faktorer i Brumberg og
Bellins holdbarhedsoversigt; renter, klientalisme og tvang.
Reformerne, præsidenten her nævner, er mere konkrete og omfattende end tidligere.
Han fremhæver for det nye parlament, at da de fungerer som nyt blod i årerne, må de diske op med
innovative idéer og fornyelse. Som Assad ligeledes udtalte i tidligere taler bevæger verden sig
hurtigt i forhold til de nye medier og teknologi, og Syrien skal computeriseres i langt højere grad og
have en mere moderne medielovgivning. Desuden skal de nye ministre regelmæssigt indvie
medierne og dermed befolkningen i deres arbejdsgang og processerne bag. Centraliseringen i
landets institutioner skal minimeres, retssystemet skal forbedres og både den private og offentlige
sektor udvikles, så ansættelser og forfremmelser skal til at ske ud fra evalueringer af folks evner.
Bashar anvender her selv de samme termer som Vesten benytter, når de anklager ham for at halte på
den politiske reformside. Selv ordet demokrati nævnes af præsidenten, idet han fremlægger det som
en passende hævn over orientalisterne, der aldrig har ment, araberne havde den sociale struktur til
demokrati. Den meget omtalte undtagelsestilstand bringes ligeledes op, om end i meget neutrale
vendinger fra Assads side; ’jeg har talt om at ophæve den, og en komité kigger nu på det’. Selvom
løfterne om reformer og demokratisering umiddelbart kunne lyde omfattende, er den syriske
befolkning vant til retorikken og det faktum, at virkeligheden oftest ser anderledes ud.
Sammenfatning af talerne
Set i lyset af specialets konstatering af faktorerne bag autokratiske regimers opretholdelse af
magten; renter, klientalisme, tvang og ideologi, viser analysen af de tre taler, at det er præcis de
knapper, Assad trykker på i krisetider. De materielle ressourcer og indarbejdende institutioner
nævnes kun i yderste krisetilfælde, talen 2011, hvor skylden for befolkningens uopfyldte behov for
service, ansættelser og goder fralægges regimet og skydes over på ukontrollerbare faktorer,
hvorefter Assad minder om, hvor skidt folks økonomiske situation ville se ud uden ham.
Tvangsapparatet indgår mere hyppigt i form af præsidentens forskellige trusler og opildnen af frygt
blandt befolkningen, og det ideologiske træk er helt gennemgående og optræder i mange skikkelser
såsom identitet, historie, syndebukke og kulten i form af had og stolthed.
Den røde tråd i ovenstående tre taler er Vesten og Israels storkonspirationer mod den
arabiske verden og i særdeleshed Syrien. Herunder vækkes frygten for invasion eller sekterisk
borgerkrig i tråd med tilstandene i nabolandene; hadet mod de imperiale magter og staten Israel; og
stoltheden over at yde dem modstand. Specialet har vist, at frygten har en forebyggende og
opdragende effekt. Udover at pirke til den latente frygt for alternativer til regimet, antydes der
ligeledes trusler om, hvad styret kan gøre ved folk, hvis de ikke følger rettelinjerne. Desuden er det
blevet fremført, at hadet afleder skyld fra regimet og tilbyder et alternativt fokus for befolkningens
frustrationer. Resultatet er legitimitet for regimet og sammenhold blandt befolkningen. Slutteligt har
vi set det fastslået, at præsidentens vækkelse af stolthed blandt befolkningen hovedsageligt spiller
på modstanden mod Israel og Vesten og nationens historik i samme tråd. Præsidenten hægter sit
image op på foregående sejre af modige ærefulde forfædre og anvender familiesymbolik for at
appellere til fællesskabsfølelsen. Assad gør således brug af alle de brikker, han har at rykke med i
krisetider.
En vurdering af statsideologier er baseret på analysen af deres funktioner og taktikker. Specialet har
konstateret, at de primære funktioner med statsideologi er overlevelse for regimet ved hjælp af
fastholdelse af magten og selvlegitimering i form af social rekonstruktion og performativ
selvmodsigelse, der retfærdiggør uretfærdigheder. Taktikkerne og redskaberne, autokratier
anvender til at udføre ideologiens funktioner, er indoktrinering gennem propaganda udmøntet i
taler, medier, massehandlinger, medlemskab, organisationer, censur, fællesskab, syndebukke eller
uddannelsessystemet og derigennem vækkelsen af befolkningens frygt, had og stolthed. Ideologiens
funktion bakkes op af ideologiske og repressive statsapparater, der udlægges som socialistiske og
beskyttende og anvender klientalisme, fordelingen af renteindtægter, og tvang.
I Bashar al-Assads taler fremgår ovenstående redskaber og funktioner nærmest
udførligt. Han slår netop på konspirationsteorier og skræmmebilleder; ideokratisk sammenhold;
performativ selvmodsigelse; syndebukke; italesættelse af socialt rekonstrueret opførsel; og
propagandistisk magtopvisning.
Diskussion og perspektivering
Specialets konstateringer er, at det syriske autokratis anvendelse af ideologi bunder i en funktionel
selvlegitimisering og fastholdelse magten. Udmøntningen heraf er performativ selvmodsigelse,
overbevisningsløs magtopvisning og stemningsangivelse for acceptabel opførsel. Men derfor er
statsideologien dog ikke indholdsløs. Den bygger på tilstedeværende traditioner og ægte følelser
blandt befolkningen, og dens skræmmebilleder ligeledes på sandsynlige scenarier. Den ideologiske
teknik kombineres med anvendelsen af materielle ressourcer, udmøntet i afhængiggørelse og
indarbejdelse af befolkningen der afføder bekymringer og afmagt; og tvang i form af straf og frygt.
Det fremføres, at ideologi kan blive til en farlig legitimeringskilde, hvis der afsløres
en kløft mellem den og de reelle tilstande, hvilket vi har set for eksempel kan afsløres via de nye
medier. Dette sker ikke så meget ud af disses demokratiske aspirationer, da de arabiske
massemediers indtog oven i købet har vist sig at have haft en deliberaliserende effekt, som ud fra
deres medvirken i at gejle en stemning op. Dette virker umiddelbart ikke samstemmende med, at
meningen med ideologien ikke er overbevisning. Forklaringen opstår dog med udlægningen af
ideologiens rolle som fremviseren af magt og kurssætter for lydighed. Dermed bliver det ikke
ideologi, regimet mister, men underdanighed, hvilket også må være det værste at miste for et
autokrati.
Regimets sidste ideologiske sikkerhedsnet er den ægte frygt, stolthed og had blandt
befolkningen, hvilket netop er årsagen til den udbredte fremhævelse af konspirationsteorier,
modstand mod fjenden og ærefulde fælles historie i krisetider.
Specialets resultater har relevans i forhold til at ændre på udbredte forestillinger om ideologiers
karakteristika og forefindelse i autokratier. I Vesten italesættes mellemøstlig ideologi for eksempel
oftest som ekstreme overbevisninger og opfattes sjældent som et redskab. Vestlige medier og
Mellemøsteksperter kunne godt blive bedre til at se gennem autokratiers egne udlægninger af
sagerne, om til deres gennemgående åbenlyse intentioner. Ofte er mediedækningen i bedste fald
mangelfuld og i værste direkte misvisende, og især ideologier, der enten overses eller fremhæves
overdrevent, er årsag til mistolkningerne.
Vores forskningsfelt har som sagt været under pres i den senere tid, da Mellemøstforskere er blevet
kritiseret for ikke at have forudset optøjerne i den arabiske verden. Der tages i denne kritik ikke
højde for, at den nuværende bølge af arabiske oprør ikke kan skæres over en kam, da de implicerede
parter består mange forskellige lande i mange forskellige situationer med mange forskellige afsæt til
oprør og resultater af dem. De arabiske landes udprægede forskellighed og Vestens overfladiske
generaliseringer af dem er helt sikkert begge faktorer bag nogle af forvirringerne over tidens
udviklinger. Da der dermed ikke findes én forklaring på hændelserne, eksisterer der heller ikke én
årsag, som eksperterne burde have været opmærksomme på. Alligevel vil de fleste
Mellemøsteksperter, der tidligere benægtede, at regimeskift i regionen var en mulighed,
retrospektivt udpege ledetråde til, hvordan man kunne før havde kunnet se, at ændringerne var
undervejs.
Desuden spiller den vestlige kulturelle farvning ligeledes ind på antagelserne. Især den
om at udviklingernes næste ’naturlige’ skridt må være demokratisering. Det er vigtigt at huske på,
at selvom en leder eller et regime er faldet, betyder det ikke nødvendigvis, at det arabiske forår står
for døren. Vesten går per automatik ud fra, at demokrati må være det eneste oplagte ønske for
oprørerne, der ses som en samlet masse udgjort af befolkningen, som er mod regimet. Så enkelt er
virkeligheden bare sjældent. På grund af de stramme politiske forhold i regionen er politisk
opposition sjældent organiseret, befolkningen er på grund af sekteriske split aldrig én homogen
gruppe, og der kan derfor være et utal af ønsker for udfaldet af oprøret.
Konklusion
Min hypotese om, at det syriske regime benytter ideologi til at fastholde deres magt, og at deres
statsideologier derfor ikke har en overbevisende men nærmere passiviserende funktion, har vist sig
at have belæg i virkeligheden.
Autokratiske regimers motivationer kulminerer stort set i opretholdelsen af egen magt,
og deres udfordringer består af økonomisk tilbagegang; stridigheder indenfor regimet; og indre eller
ydre pres fra den hjemlige befolkning, den arabiske verden, Israel, eller Vesten. Regimernes
bibeholdelse af magten følger forskellige overlevelsesstrategier baseret på fire robusthedsfaktorer;
renter, klientalisme, tvangsapparatet og ideologi, det vil sige en kombination af belønninger,
indarbejdelse, undertrykkelse, og retfærdiggørelsen af tilstedeværende uretfærdigheder.
Formuleringen af statsideologien sker oppefra men dannet på baggrund af
befolkningens følelser som antiisraelske og antivestlige holdninger; og traditioner såsom islam;
krydret med nationalt sammenhold. Dog er dens primære funktion at undertrykke og kontrollere
befolkningen, og det er dette spænd mellem udtryk og anvendelse, der viser, at den syriske
statsideologi fungerer som et selvlegitimerende middel til fortsat fastholdelse af de eksisterende
magtstrukturer. Disse performative selvmodsigelser kan enten optræde i form af en undertrykkelse
eller understregning af de tilstedeværende utilfredsheder eller decideret had i samfundet.
Den syriske statsideologis udtryk er gennem propaganda, der kan tage form af
eksempelvis officielle udtalelser; mediemanipulation og censur; opdragende massehandlinger; eller
indoktrinering via organisationer eller uddannelsessystemet. Pointen med propagandaen er ikke som
sådan udbredelsen af informationer men nærmere en opvisning af magt og derigennem opskriften
på god opførsel fra en lydig befolkning. Nogen decideret ideologisk overbevisning ligger på deres
side heller ikke til grund for den syriske befolknings efterlevelse af statsideologien. De mener ikke,
at ba´ath længere er ideologisk, men følger blot samfundets røde linjer for acceptabel opførsel for at
blive ladt i fred. Hvis spændet mellem statsideologiens udtryk og anvendelse bliver alt for tydeligt,
afsløres den performative selvmodsigelses bluf, og luften siver ud af den intenderede
magtopvisning. Denne proces spiller de nye medier en væsentlig rolle i, da de er umulige for
autokratiske regimer at censurere eller begrænse fuldkommen.
Bashar al-Assads tre taler i krisetider overfor udvalgte publikummer afspejler tydeligt
disse funktioner og intentioner.