Politikens Forlag

5

GULDPIKKEN

Fuck af! Kan du ikke se, jeg drikker?”

Pigen var urimeligt smuk. I modsætning til Chucksafstumpede, men yderst sandfærdige statement. Piger somhende var ikke vant til at blive afvist. Det er piger på værtshusegenerelt ikke, men smukke piger reagerer som regel med enblanding af vantro og indædt stædighed, når det sker for dem.Her står jeg med en fisse af guld, og du sagde hvad til mig?

Hendes læber var let adskilte, og der kom ikke en lyd overdem. Men ordene stod malet i hendes ansigt.

“Tager du pis på mig?”“Du hørte godt, hvad jeg sagde, strudsemor. Fis af!”Chuck vendte ryggen til hende, mens han i samme bevæ-

gelse satte flasken for munden igen. Og det var præcis denattitude, der gjorde, at han med statsgaranti ville kneppe hendepå toilettet om ti minutter. Det var ikke spin. Det var ikke enlille koket manipulation for at sikre en overscoring, som villegå over i historien.

“

6

Chuck holdt sig som regel i omegnen af Sundhedsstyrelsensanbefalede 21 genstande. Hver dag. Han var bygget somhvad? En bulldozer? En bjørn? Som en pusher fra Amager?Han lignede på en gang alt, hvad han ikke var, og samtidig varhan netop det. Hvis du så ham på gaden, ville du nok gå overpå det modsatte fortov. Han var stærk som en okse og umuligat slå ned. Hverken fysisk eller mentalt. Selv jeg ville haveafskrevet ham som menneskeligt affald, hvis ikke det var, fordider boede en kunstner inde i kamphunden. Ikke en følsomkunstnersjæl. Ikke en lille dreng, der sad og græd og udtryktesig gennem bulldozerens hænder. Men ikke desto mindre enkunstner.

Han var tatoveret fra hagen og ned til knæene. Og nej, detvar ikke sirlige, gennemtænkte kropsudsmykninger, som hanhavde tegnet i et oplyst øjeblik. Det var hærværk af kroppenstempel. Hans rødder i graffitikulturen var så stærke og alt-omfavnende, at selv hans krop, hylsteret som transporteredeham fra bar til bar, bare var atter en mur, han kunne bombemed throwups. Kun sjælen var ren. Ha ha. Som om. Laver dusjov?

Hans sjæl var den generator, som drev motoren. Den dyna-mo, som genererede ondskaben, han udtrykte. Eller måske erondskab et forkert ord. Det var vrede. Vrede, som grænsede tilhad. Og bag vreden lå selvfølgelig sorgen. Og følsomheden.Det var derfor, jeg kunne lide ham. Jeg kunne virkelig godtlide ham. Jeg ville aldrig tøve med at kalde ham min ven. En afde bedste venner, jeg havde.

Jeg tror, det var, fordi han var en ekstrem version af min egenvrede. Af min egen sorg og følsomhed. Jeg fungerede i sam-fundet. Mit overjeg bed tingene i sig. Uretfærdigheder, brud,

7

modgang. Jeg gjorde altid det rigtige. Det smarte. Det fornuf-tige. Det profitable. Jeg kontrollerede mit liv, så det ikke løb afsporet.

Chuck var ude af kontrol. Jeg elskede ham for det. Jegelskede ham og beundrede ham. For han åbnede ild, som visagde. Han gav los. Han gav en fuck for, hvad folk tænkte omham. Og han var ikke sen til at vise dem sin enorme langfingerfor at understrege det. Fuck dig! Du kan bare komme an. Heleverden kan komme an. Lige nu.

Men det, der er med verden, er netop, at den kommer an.Men ikke i en fair fight. Aldrig en mod en uden for værtshuset.Verden moser dig. Langsomt. Den er som en jiu-jitsukæmper,som låser dig nede i et kvælertag, som du ikke kan komme udaf, før du giver op og banker i måtten. Mandlige og kvindeligekællinger bagtaler dig, indtil karaktermordet er gennemført.Den perfekte forbrydelse. Isolation, udstødelse og til sidstselvmordet som kronen på værket.

Sagsbehandlere håner dig, indtil du mister besindelsen ogrydder kontoret med en økse. Betjente chikanerer dig på gaden.Visiterer dig uafladeligt. Håner dig. Misbruger og eksercererderes magt over dig. Kalder dig øgenavne. Tæsker dig verbalt,indtil du bliver grøn i hovedet, og som en anden Hulk går tilmodangreb. Og hvorfor stoppe der?

Chuck var, oftere end godt var, endt i detentionen, hvorpanserne rullede ham ind i tæpper, så man ikke kunne beviseovergrebet, når de havde givet ham en god gammeldaws gangknippelsuppe. Selvjustits. Frustrerede over, at de ikke kunnebevise noget. Overivrige efter at tjene samfundet. Og nutænker du måske, at den slags ikke sker i lille Danmark. Og detgør det måske heller ikke lige der, hvor du bor. Det gør det nu

8

nok, men det sker i hvert fald ikke for dig. For du er ikke somChuck. Hvis man har valgt at leve i periferien af samfundet,er der andre spilleregler. Chuck havde accepteret spillets regler.For i samfundets udkant havde han trods alt en ret stor frihed.Og hvor der ikke var frihed, tog han sig friheder. Han spurgtealdrig om lov.

Nå, men tilbage til historien. Den smukke pige fra barenkom gående ud fra dametoilettet. Og det var selvfølgeligdametoilettet. Det ved enhver, der har prøvet den slags.Handicaptoilettet, hvis der findes et. Det gjorde der af godegrunde ikke her. Det var et værtshus.

Hendes buksedragt fra Stine Goya var knappet skævt,og den stramme hestehale var nu slået ud, så hendes mørkekrøllede hår stod vildt omkring hende. Dog var den mestiøjnefaldende ændring af hendes fremtoning smilet. Hun smi-lede fjollet over hele ansigtet, så man rigtig kunne se hendesknaldrøde æblekinder under de slørede blå øjne. Men da hunså selskabet, hun fulgtes med, skiftede hun hurtigt om i endressurstram gangart og rettede straks tøjet til.

Det var tre tjekkede dengser fra den kreative afdeling af detreklamebureau, hvor hun var topsælger. De stod med ryggen tilog spillede billard, mens de højlydt og med store fagter sørgedefor at sætte en fed streg under, at dette var deres hjemmebane.Det var det selvfølgelig ikke. Men netop derfor havde de brugfor at markere deres tilhørsforhold. De var det, man i deresbranche kaldte for firstmovers. Det var dem, alle andre skeledetil, hvis de følte, at tiden og livet var løbet lidt fra dem oghavde brug for at sætte fingeren på pulsen.

For tiden gik de i sneakers, havde hængerøv i de stram-me bukser og ærmerne på deres hættetrøjer og ternede skov-

9

mandsskjorter var smøget op, så man kunne se deres tatove-ringer. De havde ikke mange tatoveringer. Men det var de heltrigtige. Præcis så random og skødesløse, at enhver, der havdelidt forstand på blæk i huden, vidste, at de ikke var det.

De havde moderigtige flade mohawks, som var gennem-stylede med en halv dåse voks som Cristiano Ronaldo før entopkamp. Rodet på den ordentlige måde. De var upfront.Ligesom hende, slummede de den.

I 00’erne havde de givet den som neoyuppier med aktie-portefølje og boliginvesteringer, men krisen havde ændret ti-dens ånd og dermed dem. Nu var det de bløde menneskeligeværdier, som var på dagsordenen. Så selvom de tjente mere endde fleste på deres alder, drak de nu altid billige håndbajere medsidevogn.

Før stod den på Løgismose og den der jyske bagerforretningmed cafe latte, men nu handlede de konsekvent i Netto. Enhavde fået en hund, de to andre faste parforhold, og en af demhavde endda taget skridtet fuldt ud og var blevet far. Man kansige meget om dem, men konsekvente, det var de sgu. Omvendtville de til enhver tid smide billardkøerne, lade sig skille frakonen og aflive hunden, hvis trenden gik i en anden retning.

Det kan virke koldt, men du må forstå, at det at være first-movers var deres adelsmærke. Ja, mere end det. Det var, hvadde var. Den kreative klasses Barbapapaer, som til enhver tidkunne udfylde en hvilken som helst rolle.

Nå, men tilbage til historien. Et par minutter senere komChuck luskende ud fra dametoilettet som en selvtilfreds han-abe. Han spankulerede nærmest ud derfra. Tog sig god tid ogsmilede bredt, mens han lynede sin gylp op og rettede på denstadig halvfede pik i bukserne.

10

Som alle andre vilde dyr kunne han lugte, når hunnernevar i brunst. Chancerne for, at hun havde ægløsning i dissedage, var så godt som 100%. Det var her, typer som ham komind i billedet og sikrede artens overlevelse. Måske var han ikkebevidst om det, og det var hun sandsynligvis heller ikke. Menhun havde netop parret sig med den stærkeste han, og Darwinstod og klappede i sine små hænder, mens han var med på enkigger fra næste toiletbås.

Uden at ænse hverken skønheden, som han netop havdebedækket eller hendes kolleger, gik han direkte hen til score-tavlen og tørrede deres billardregnskab af med ærmet. Hanvar i det kreative hjørne nu. Løvekongen med guldpikkenskulle forevige scenariet. Han stregede et par voluminøse oggloberunde bryster op under en stor rund mund og et partomme øjne. Pigen så helt forkert ud i ansigtet, og de trefirstmovers var begyndt at lægge to og to sammen. Chuck vari skabermode.

Han slog nogle streger i luften for ligesom at vurdere, hvorstor han skulle tegne pikken. Han kiggede drømmende indi sit eget kranie og var tilbage på dametoilettet. Han ænsedeknap, at en af dengserne prikkede til ham med sin kø.

“Sig mig, hvad tror du, at du laver?!” spurgte han. Dengsen.“Bare luk røven, lillepik,” svarede Chuck uden at vende sig

om. “Så kommer du ikke til skade.”Køen ramte ham lige i baghovedet. Den knækkede. Han

vendte sig roligt om og kiggede de tre små grisebasser lige iøjnene. Blikket var en anelse sløret af både alkohol og slageti baghovedet. Der var dømt værtshusslagsmål. Jeg havde fulgtoptrinnet fra baren og vidste, hvad min pligt var. Faktisk or-kede jeg det slet ikke, men det er der ikke noget, der hedder

11

på streeten. Man bakker op om sine homies. Også når dedummer sig.

Man kunne selvfølgelig argumentere for, at en god ven villeprøve at gyde olie på vandene. At en rigtig ven ville prøve atmægle og få kamphanerne til at indse det totalt idiotiske i deresforehavende. Men ikke på streeten. Før jeg nåede at tænke migom, så jeg min hånd kyle det nærmeste askebæger i retning afen dengse. Nu var det mig, som var firstmover.

Jeg missede ham med et par centimeter. Pis. En fair fightpå en bar inkluderer alt, som kan løsnes fra gulvet, væggeneog selve baren, selvom spark og slag jo altid er lige ved håndeneller ligger til højreskøjten.

Skønheden skreg, da Chuck flækkede næbbet på hendessidemand. Hun var lige ved selv at få en med, men trak sigklogt væk fra billardbordet og ud i natten. Ude af stand til atvælge side.

En ting, som er karakteristisk for barer og værtshuse, er, atde yderst sjældent har dørmænd. Nogle gange er der en lokalsherif, som håndhæver jungleloven. Andre gange fungererbartenderen som sådan, men i dette tilfælde var han for klejnog spinkel til at kunne gøre en forskel, og han gik derfor eftertelefonrøret. Om 10-15 minutter ville politiet være her.

Min dengse og jeg slog lidt halvhjertet ud efter hinanden.Vi ramte også, men der var ikke gået nogen verdensmester isværvægtsboksning tabt i nogen af os, og vi ville i værste faldgive hinanden et blåt øje eller en flækket læbe. Chuck dansedetango med de to andre. Hans slag kunne mærkes, kunnejeg se. De var til gengæld to mod en. Og talte man dagensalkoholindtag fra Chucks side med, var de nok snarere firemod en.

12

Det er pisse fysisk hårdt at slås. Især hvis man er træt, fuld og idårlig form. Der er derfor, boksekampe er delt ind i runder a treminutter. Og her taler vi altså om folk i absolut fysisk topform.Et normalt slagsmål varer typisk et par minutter. Maks.

Det så faktisk ud, som om vi var ved at få overtaget, menpludselig trådte en af dengserne i karakter og kørte en hel serieaf kædeslag og spark af på Chucks hoved og krop. Han havdeåbenbart trænet kung fu i sin fritid. Heldigvis stod vi medryggen til døren på det tidspunkt, så vi hurtigt kunne lavevores retræte ud i natten. Vi stak halen mellem benene. Kortog godt. På den måde nåede vi også ud af døren længe inden,politiet ankom på scenen. Faren for, at de havde taget os medi stedet for dukkedrengene, var overhængende.

På vejen hjem grinede Chuck og jeg og lavede karatesparkud i luften, mens vi genkaldte os vores små tre minutter iringen med dengserne. Det var ren mexicansk wrestling. Spilfor galleriet. Og eftersom vi nok ikke var velkomne på barende næste par uger, begyndte vi at lede efter et nyt vandhul. Detvar her for et halvandet års tid siden.

Chuck er her ikke mere. Den stodder jeg kendte er død. Hvili fred, gamle kriger. Jeg har stort set ikke set ham siden. Folkpå gaden siger, at han gjorde hende gudinden, som vist nokhedder Anna, gravid den aften.

Man kan sige meget om Chuck, men hans værdisæt er støbtpå den gamle skole. Han giftede sig med hende på rådhuseten måned senere. Så nu er det ham, der går i Netto, harbløde værdier og triller barnevognen rundt i kvarteret ligesomfirstmoverne. Anna holdt otte ugers barsel og var tilbage i sadlenog solgte reklamer, inden han kunne nå at sige brystpumpe.

Hun tager hans nosser med på arbejde i håndtasken. Deng-serne har fået ekstra gadekredit med Chuck i deres følge, ogChuck er begyndt at klæde sig moderigtigt og læse Euroman.Og så skulle man tro, at alle var glade. Game over. Tak forkampen.

Chucks guldpik viste sig at være sin vægt værd i netopguld. Nu har han både et Gold Mastercard, en guldklump ogguldfarvet stuk i lejligheden på Vesterbrogade. Og jeg kan jovære ligeglad. Der er stoddere nok at gå på druk med. Menjeg kan ikke lade være med at blive lidt trist, når jeg tænkerpå rebellen, som døde den dag på værtshuset. Den vej skalvi selvfølgelig alle. Især rebellerne. Men jeg savner ham, somaldrig spurgte om lov. Ham, hvis fuckfinger blev holdt op modverden med hjertet og ikke som fagter i et modeshow. De fikham, gjorde de.

De kunne ikke knække ham med slag eller regler. Mensmåborgerligheden åd og fortærede ham langsomt som enboaslange, da børnefamilien lukkede sig om ham. Er det vir-kelig sådan, det ender for os alle? Og hvad hvis det ikke gør?Hvad er alternativet? Bliver man så til den gamle skipper ibaren, som man selv har stået og grinet af og ikke med, da manvar midt i tyverne? Har firstmoverne i virkeligheden fat i denlange ende, når de som kamæleoner skifter ham og forladerscenen, inden skrumpeleveren, koldbranden og den socialederoute sætter ind? Hvem ved? Tiden heler alle barregninger.

Jeg har lige aflyttet min svarer. Det var Chuck. Fandme så.“Mød mig på den lokale om ti minutter, homie. Så åbner

vi ild!”