Den danske

Dynamo-Cykle-Lygte „Stifinder" Kr. 14» Kr. 14“

Præcisionsarbejde. Meget elegant

4 Volts Dynamo.

Pære 4/<,3 Amp. Forsølvet Reflektor.

Lovbefalet Glas.

Forniklet og sortlakeret. Lydløst og let Løb.

Driftssikker.

Faas kun i Brugsforeningen.

FORLANG

PANKREDENT DEN NAT I O NALE TANDPASTA

som fuldtud er paa Højde med de førende udenlandske Mærker og i mange Tilfælde bedre.

Har De bemærket Prisnedsættelsen.

Stor Tube før Kr. 2,00 nu 1,50 Mellem Tube „ „ 1,50 „ 1,00 Mindre Tube „ „ 0,75 „ 0,50

FØRES I ALLE BRUGSFORENINGER

NR 2 4

5. A ARGANG

2 9. NOV EMBER

1932

DETTE NUMMER INDEHOLDER: Forsidebillede: En hyggelig Stund med en Luma-Lampe. — En Krølle paa Omsætningen, S. 555. — Det er ganske vist, S. 557. — Spiseligt Legetøj, S. 558. — Manufaktur i Brugsforeningen, S. 558. — Fra Arbejdet hjemme og ude, S. 559. — Maget er hejst, S. 561. — Bjørnstjerne Bjørnson, Digteren, Gårdhrukeren og Mennesket. Af P. Bjørnson Soot, S. 562. — Smaa Anmeldelser, S. 565. — Nyt Liv. At Johannes Weltzer. S. 566. — Hjemmets Opgaver, S. 568. — Lille P. Brugs, S. 570. — S. Vims, S. 571

En Krølle paa Omsætningen —

1 nogen Tid har den private Detailhandels Organisa-tioner, navnlig i København, været optaget af Be-

stræbelser for at modarbejde Rabat-Systemet, der jo efterhaanden har udviklet sig saaledes, at der er bleven ydet Rabat, hvad enten der var Grundlag derfor eller ej — blot det blev tilstrækkelig kraftigt forlangt fra Kun-dernes Side som Betingelse for at handle. Man kender jo saa udmærket godt de forskellige haarfine Argumenter og de yderst spinkle Grundlag for, at en Rabat er ydet,

og det er jo næsten blevet saaledes paa en Række Om-raader, at ethvert Menneske med en Smule Selvagtelse har sikret sig en Rabat hos denne eller hin Handlende

ellers holdt man jo simpelt hen op med at handle hos ham.

Ja, vi siger, at saaledes har det 'været, men vi vil i og for sig ikke dermed indlade os paa en yderst vanskelig Analyse af, hvorledes Forholdet nu er, eller en Bedøm-melse af, i hvilken Grad den igangsatte Kampagne kan siges at have medført noget afgørende Resultat i Ret-ning af Rabattens Afskaffelse. Det gaar jo paa dette Omraade som paa andre, at det er lettere at beslutte og at ville noget, naar man optræder i Kor og samlede i Flok og Skarer, end det er at holde sig stiv, naar man optræder enkeltvisen de i hver sin Virksomhed. Lad os derfor vente lidt endnu med at proklamere Rabattens dødelige Afgang som Resultat af Detailhandelens ubrø-delige Sammenhold om en samfundsnyttig Sags Gen-nemførelse.

Ud fra et almindeligt Ønske om, at Omsætningen maa finde sig de klareste Linier og de korteste Veje, kan man kun sympatisere med denne Detailhandelens Bestræbelse for at udslette en Krølle paa Omsætningen — endda en Krølle, der i adskillige Tilfælde har været Udtryk for og Tegn paa mange andre Krøller, som det vilde være formaalstjenligt, at man tog sig af. Men hvad der i denne Forbindelse allerede nu kan betragtes som en Kendsgerning, og som man ogsaa i højeste Grad maa paaskønne, er dette, at man enstemmigt fra ledende Or-ganisationskredse indenfor Detailhandelen har .sat Ra-bat-Systemet paa Plads. Baade skriftligt og mundtligt foreligger fra Detailhandelens Side Udtalelser, der klart og anskueligt har paapeget og godtgjort, at Rabat-Syste-met kun er Bluff og Blaar i Øjnene paa Folk. idet som et af Handelens Blade udtrykker det — »de Handlende naturligvis maa indkalkulere Rabatydelsen i Varepriser-ne.« Det er ikke uden Betydning fra et Forbruger-

Standpunkt, at denne Forstaaelse aabenbart efterhaan-den er lyst i Kuld og Køn, i hvert Fald naar Handelen taler Organisations-Sprog. Vi sætter en Streg under dis-se Udtalelser og denne Erkendelse og opfordrer Forbru-gere, der maaske i Kraft af et Tilbud om Rabat lader sig bluffe og putte Blaar i Øjnene, til at overtænke, at man altsaa ikke længere fra Handelens Side kan vifte med en Rabatydelse som en Begunstigelse uden derved at handle mod bedre Vidende. Hvor meget end de nu-værende Bestræbelser for Rabattens Udryddelse giver sig Udslag i Handling, saa er i hvert Fald for den al-mindelige Forbruger denne Grundsætning slaaet fast: Rabat er Bluff, thi Forbrugerne kommer selv til at bære Begunstigelsen gennem forhøjede Priser fra Købmandens

Side. Et Spørgsmaal melder sig dog i denne Forbindelse,

naar man i Almindelighed tænker paa Rabatten, nemlig dette: Er da i intet Tilfælde Rabatten berettiget og na-turlig? Man maa sikkert dertil svare, at Rabatydelsen i sin Oprindelse er Udtryk for, at der ved den paagæl-dende Forretning foreligger et vist Fortrin hos-Køberen frem for andre Købere. Mest betydningsfuldt og i nogen Maade ogsaa berettiget er i saa Henseende Kontant-Ra-batten, hvor den Køber, der betaler med det samme, faar sine Varer beregnet til en lavere Pris end den Køber, der paa Forhaand betinger sig en Kredit af kortere eller la-ngere Varighed. Selve den Renteudgift, som Sælgeren maa regne med i saadanne Tilfælde, betyder naturligvis, at han, hvor denne Udgift kan undgaas, ogsaa kan yde en Begunstigelse.

Men foruden Kontant-Rabatten er der, som foran an-tydet, en Række Tilfælde, hvor en Rabat er tilbudt og ydet uden Skygge af Grundlag. Man er jo, som vore Læsere vil vide, bl. a. kommen ind paa at stifte særlige Rabatforeninger, hvis Formaal er at sikre Medlemmerne en Rabat, men vel at mærke uden at der i og for sig i disse Medlemmers personlige Forhold som Købere er nogen Begrundelse for, at de under eet skulde have den opnaaede Rabat. Vi forbigaar i denne Forbindelse de Tilfælde, hvor det kan siges, at selve Ideen om Rabat-foreninger ligefrem er udartet, og hvor man i allerhøjeste Grad har bevæget sig paa Spindelvæv.

Vel nok det ældste og mest betydende Udtryk for Rabatforeninger er »Forbrugsforeningen for Embeds- og Bestillingsmænd samt Læger«. Og hvad der hos denne i nogen Maade adskiller sig fra en Række andre For-

Hvid som Sne —

uden kunstig Blegning —

Det er kun een af de Fordele, De opnaar ved at bruge den effektive NAP-BURNUS Metode til al Vask.

Samtidig sparer De Penge, Tid og Tøj, idet NAP-BURNUS er alle andre Vaskemetoder overlegen i Renvask, Billighed, Hurtighed og Uskadelighed.

NAP og BURNUS faas i alle Brugsforeninger.

1932 B H U G S F011E N I N G S - B L A I) E T 557

eningér til Opnaaelse af samlet Rabat, er dette, al der vir-kelig foreligger el visl ensartet Grundla'g, dels med Hensyn til Forbrugets Niveau, dels til Betalingsevne og Sikkerhed, som med al Rimelighed kan betegne visse Fordele og mu-liggøre, at der paa forskellig Maade kan regnes med flere som een. Den nævnte Forening virker jo paa den Maade, at Medlemmerne kan gøre tieres Indkøb hos de forskellige private Forretninger, med hvilke der bestaar en Aftale om Rabat. Men selv saaledes spredt paa mange Købere og man-ge Sælgere udviser denne Handel et vist Fællesskab og en vis Enhed, der er at føre tilbage til et vist ensartet Præg og en vis fælles Evne bos Køberne. Det er altsaa med eet Ord et fælles Forbruger-Synspunkt, en fælles Forbruger-interesse, der er lagt til Grund for Samarbejdet og er ud-nyttet, henholdsvis set fra Medlemmernes Side og fra den paagældende Kreds af Handlende.

»Forbrugsforeningen for Embeds- og Bestillingsmænd samt Læger« virker navnlig i København, og som dens Navn tildels angiver, indenfor bestemte Kredse. Vi skal ikke ved denne Lejlighed komme ind paa en nærmere Redegørelse for Foreningens Virksomhed og ej heller paa den Kritik, der fra visse Sider er rejst over Foreningens Administra-tion, idet man har gjort gældende, at det har været forholds-vis dyrt for Foreningens Medlemmer at gennemføre de ip-naaede Begunstigelser. Men vi finder Anledning til, nu da efterhaanden Rabat-Tanken er saa forfusket, og da samtidig Handelsstandens Organisationer har optaget en Kampagne derimod og dermed i Virkeligheden imod »Forbrugsfor-eningen«s Ide, at paapege det ejendommelige i, at der ikke indenfor den nævnte Forening eller endnu snarere fra dens

Ledelse er rejst en Stemning og en Bestræbelse for, at del fælles Forbruger-Standpunkt skal gøres gældende paa den Maade, hvortil man efterhaanden fra alle Kredse indenfor vort Samfund har sluttet sig, og som, hvorledes man ser paa Enkeltheder i Udformningen, er den eneste naturlige, nemlig gennem Dannelse af en Brugsforening eller, endnu bedre, Tilslutning til allerede bestaaende.

Virkelige Argumenter imod en Fremgangsmaade i denne Retning vilde det formentlig ikke være let at fremkomme med. Man vilde derved udnytte en Forbruger-Styrke ved Dannelse af en Forening, og Udøvelse af en fælles Virksom-hed vilde blive den naturlige Ramme herfor. Man vilde, hvad der formentlig kunde tænkes at blive rejst som en Indvending, ikke dermed være nødsaget til at skulle, be-gynde noget nyt eller risikabelt, eftersom man jo allerede nu paa flere Steder her i Landet har Brugsforeninger, hvis Medlemskreds netop har et særligt Fællespræg, foruden dette at de staar sammen i fælles Interesser som Forbru-

gere. Det er ikke Formaalet med denne Artikel at ville fiske

i rørte Vande; men ud fra et almindeligt Ønske om at samle de Interesser, der er fælles, og som allerede altsaa har givet sig et vist Udtryk, er det naturligt at understrege, hvad der med Hensyn til den nævnte Forening og andre lignende Tilfælde foreligger som Grundlag for en Tilslutning til Brugsforeningsbevægelsen. Det maa være dennes Pligt og naturlige Opgave at søge sin Fremgang og Udvidelse i alle Kredse af Befolkningen, saa sandt som dens Ide nu og fremtidig har Betydning for alle disse.

DET ER GANSKE VIST! EN LATTERLIG LILLE FJER, DER KAN BLIVE TIL

5 GRIMME HØNS

»Tyllandsposten«s Aalborg-Aflægger, og J efter denne enkelte — men dog og-

saa kun enkelte — Brugsforenings-Æde-re indenfor Pressen, saasom »Jyllands-posten« selv, »Dansk Handelsblad«, »De-tailhandlerbladet« m. fl., har for nogen Tid siden bragt en Historie til Torvs, som alene ved sin Fremkomst er egnet til at fordunkle en god Del af, hvad der hidtil har været disket op med. Imidler-tid kan man kun opfatte det hele som et nyt umiskendeligt Bevis paa den haabløse Naivitet og Mangel paa Døm-meevne, der faar Lov til at præge saa-danne Blades Behandling af økonomiske og forretningsmæssige Anliggender — dog naturligvis ved Siden af en ret be-hersket Sympati for Brugsforeningsbevæ-gelsen og dens Virksomheder.

Under ædelt harmdirrende Overskrif-ter — hvad mener man f. Eks. om: »F.D.B. bruger kommunistiske Reklame-Metoder«, »Fræk Reklame for Brugsfor-eningen« — har de omtalte Blade beret-tet om, at Forretningsfolkene i Vejgaard (udenfor Aalborg) pludselig en Søndag Morgen opdagede, at der paa deres Vin-duer var klistret smaa Reklamesedler for F.D.B.’s Manufaktur-Butik i Aalborg, »ganske som de smaa Sedler, som Kom-munister og Socialister benytter ind un-der Valg og plejer at tilgrise Butiksvin-duer, Døre, Mure o.s.v. med«. Derefter skildres i de nævnte Blade den Harme, som betog de Vejgaard Forretningsfolk

»over denne enestaaende Adfærd« og den derved viste »Mangel paa købmandsmæs-sig god Tone, at en Forretning klistrer sine Reklamer paa andre Forretningers Vinduer« (!!!). Og endelig stiller Blade-ne et Sagsanlæg i Udsigt mod F. D. B.

Ja, saaledes lød Historien om F. I). B.’s uhørte Frækhed, og Snakken gik — »det er ganske visl!«. Ja, lad os dog bemærke, at den lille Aalborg-Jyllandspost nogle Dage efter* bragte en supplerende Medde-lelse »til Oplysning« gaaende ud paa, at en af Omegnens Uddelere, Hr. Høj-fe 1 d t, bad Bladet oplyse, at de fa-møse Sedlers Bestemmelse var at klæbes paa Sukkerposer, og at ile, bemærker Bladet, naturligvis ikke var til at klæbe op paa Konkurrenters Vinduer, »en Tra-fik, som ogsaa Hr. Højfeldt fordømte«(!). Men med ægte bladlig Sans for den store Begivenheds Spænding slutter Bla-det med det nervepirrende Spørgsmaal: Hvem er den nævenyttige, der har klæ-bet Sedlerne paa Vinduerne i Vejgaard? — hvem? — hvem?

For nu ikke at Brugsforenings-Bladets Læsere skal gaa til af Spænding (der er jo 14 Dage til næste Nummer udkom-mer), og bl. a. ogsaa fordi de Blade, som har refereret den gruopvækkende Scene, formentlig af Pladshensyn (!) ikke har optaget den lille supplerende Bemærk-ning, som jo ikke er uden Interesse for Bedømmelsen af Brugsforeningens og Fællesforeningens Deltagelse i den slem¬

me Affære, skal vi løfte det Mystikkens Slør, som Aalborg-Bladet stadig lader hvile over Begivenheden.

Altsaa hør nu efter: I Vejgaard Brugs-forening havde man anbragt en lille Bunke af de omtalte Reklamesedler paa Kasseapparatet, antagelig for at have dem nemt ved Haanden, naar man satte dem paa Sukkerposerne. Nu sker det, at Bydrengen i Brugsforeningen gør et Par Kammerater den Vennetjeneste at stikke dem et Par Mærker hver, ganske natur-ligt uden at dette har vakt større Opsigt eller Opmærksomhed. Og nu . er vi ved Sagens uhyggelige Kærne: Disse Mær-ker anbringer nu Drengene paa nogle Butiksvinduer i Vejgaard, begribeligvis uden at Uddeleren eller Fællesforenin-gen har haft saa meget som Skygge af Andel deri eller Vidende derom. Den modsatte Antagelse vidner — selv i en Modstander-Fantasi — om forbavsende Naivitet!

Efter hvad der oplyses fra virkelig kompetent Side, har det drejet sig om to Drenge med hver et Par Mærker, altsaa ialt 4—G Mærker. Nogen Mulighed for Tilklistring eller Formørkelse af dc Vej-gaard Butiksvinduer eller deres Indeha-veres Humør har der saaledes næppe været.

Vi venter ikke, at disse Bemærknin-ger bliver optaget i de Blade, der har bragt den første Meddelelse, men skulde det ske, tag saa Slutningen paa Historien med, for den er god — den er nemlig af II. C. Andersen og lyder saaledes: »Og det kom i Avisen, og det blev trykt, og det er ganske vist: En lille Fjeder kan nok blive til fem Høns!«

*

r>:>8 BRUGSFORENINGS-BLADET 1032

SPISELIGT LEGETØJ

G amle On kel ry-

ster paa Ho-vedet, naar

Nutidens Børn op-

træder paa Are-naen med det mo-derne Legetøj. I min Tid var vi mere nøjsomme

— siger han — vi legede Hul-Buko med Flintesten, som Tidens Tand, der er haar-dere end Flint, havde gennemboret, og vore Kæpheste snittede vi selv af ned-faldne Grene — og vi morede os saa-inænd lige saa godt som I med jeres In-geniørkasser og fine Galalitdukker.

— Jamen, gamle Onkel, — siger Hu-sets unge Søn, der har socialpolitisk Forstaaelse — Livet er jo mange Gange mere kompliceret end den Gang i den graa Oldtid, da du legede med Flinte-sten. Nu lever hele Befolkningen i visse Egne af at lave Legetøj, og alene af den Grund har det moderne Legetøj sin Eksistensberettigelse. Se blot, hvor det moderne Snurrespil Yo-Yo har sat alle Landets Drejebænke i Sving og givet Indtægt til mangen Haandværker, der godt kan trænge til en Opmuntring i disse Tider. —

Det »sidste Skrig« er Legetøj, der kan spises. Fællesforeningens Chokoladefa-brik har bragt en Bække morsomme Dy-

refigurer i Handelen. De er fremstillede ved et Samarbejde mellem vore ypperste Billedhuggere og Teknikere. Naar Kunst-neren har skabt sin Fi-gur, laves der Blikforme derover. Disse skæres midt over og anbringes paa et langt Kædebaand, hvor en sindrig Maskine fylder den ene Halvdel med Chokolade. Saa læg-ges Overdelen paa, Formene vendes og drejes under en voldsom Rystning af Maskineriet, mens de passerer gennem et Køleskab, hvor Chokoladen fryser fast til Formens Sider, mens Midten bliver hul. Man faar et levende Indtryk af Ma-skinens indviklede Konstruktion, naar man hører, at den er over tyve Meter lang og har 1200 Kuglelejer.

F.D.B. har med denne Maskine, der er konstrueret af en Mekaniker og Tu-sindkunstner fra Kolding, bragt en ny Artikel frem, som Privathandelen slik-ker Fingrene efter. Man har forgæves anmodet om Levering af store Poster af de morsomme Chokoladedyr, som vi her bringer et Par Billeder af, men de bli-ver reserveret for Brugsforeningerne, der altsaa har Monopol paa dem her i Lan-det, indtil den øvrige Chokoladeindustri har opdaget, hvilket Trækplaster der lig-ger i at fremstille Legetøj, der er — lige til at spise! Onkel Ville.

Manufaktur i B TC\ D. B. har for nylig ladet fremstille A en smukt illustreret Brochure over Manufakturvarer, der kan faas gen-nem Brugsforeningen, et Tilbud, der kan tilfredsstille ethvert Krav fra Medlemmernes Side med Hensyn til Paaklædning og Hjemmets Monte-ring.

Det oplyses, at ca. 1 Million Dan-ske dækker i Dag deres allervæsent-ligste Behov af Levnedsmidler, Red-skaber og Værktøj ved Indkøb i Brugsforeningerne, men alt for man-ge af disse har endnu ikke tilfulde indset, at F. I). B.’s Manufakturafde-ling er i Stand ti! at yde dem alt, hvad de paa dette Omraade har Brug for og, naar Hensyn tages til Varéns

rugsforeningen. Kvalitet, til Priser, der trodser enhver Konkurrence.

Hvad kan Grunden nu være til, at Brugsforeningerne gennemgaaende har saa lille et Salg i Manufaktur? Der er jo dog meget faa Medlemmer, som ikke gerne vil indrømme, naar først de har prøvet det, at F. D. B.’s Manufaktur er saa godt, at enhver kan se sin Fordel ved at aftage sit Forbrug dér.

Ja, der er to meget væsentlige Grunde. Den første er, at alt for man-ge slet ikke aner noget om, hvad F. D. B. har at tilbyde. Over for disse vil ovennævnte Brochure, der udleve-res gratis i enhver Brugsforening, sikkert gøre sin Virkning. Men der

er ogsaa en anden Grund, som ikke er saa let at komme til Livs, og som bunder i dette, at man, naar man skal købe Manufaktur, forlanger at se Va-ren og helst i større Udvalg og ikke gerne lader sig nøje med Kataloger og Vareprøver. Hvem kender ikke et Eksempel som dette: En Kunde kom-mer ind for at købe en Frakke. Brugs-foreningen har nogle hængende, ogsaa en, som passer og som for Resten til-fredsstiller i enhver Henseende, men Kunden gaar alligevel uden at købe. Han mangler Sammenligningen. I Byens Manufakturforretning finder han sin Frakke. Maaske indrømmer han gerne bagefter, at han gjorde en daarlig Handel. Men saadan er nu Mennesker. Selv i F. D. B.’s Konfek-tionslagre, der findes i en Række Byer Landet over, kan man komme ud for noget lignende.

Det er altsaa større Lagre med større Udvalg, der skal til, men det er desværre ret begrænset, hvad den enkelte Brugsforening kan magte paa dette Omraade, dels fordi en Del Va-rer hurtigt gaar af Mode og maa sæl-ges med Tab, og ogsaa fordi et for-holdsvis stort Lager i det hele taget let kræver saa store Omkostninger, at Varerne bliver for dyre. Ud over de almindeligt gangbare Varer i Ma-nufaktur vil det derfor være meget faa Brugsforeninger, der er i Stand til at skabe sig et tilfredsstillende La-ger.

Maaske kunde en lille Kreds af Brugsforeninger hist og her oprette et Fælleslager, men i det væsentlige bliver det nok F. D. B’s Konfektions-udsalg og Manufakturlagre, der maa haves for Øje, naar der skal oparbej-des et større Salg. Kravet lyder da ogsaa alle Vegne fra om Oprettelse af saadanne Udsalg eller om Udvidelse af de bestaaende. Men F. D. B. er for-sigtig og vover sig ikke længere ud, end der er Udsigt til Rentabilitet, og det maa vi alle paaskønne. Interessen for F. I). B.’s Manufaktur maa skabes ude i de enkelte Kredse, og saa skal Udsalgene nok baade komme og blive større. Og her er der en Del at gøre.

Nu er vore Butikker desværre ikke alle Vegne saa rummelige og praktisk indrettede, som det var ønskeligt, men til Trods herfor kunde der ad-skillige Steder under de forhaanden-værende Forhold ved Opslag, Udstil-ling af Prøver o. s. v. gøres en Del mere for at bringe Medlemmerne Op-lysning om, hvad man kan levere.

Hvor man i Købstaden har et Kon-fektionslager, kan Brugsforenings-medlemmer handle her mod at fore-vise et Rekvisitionskort, udstedt af deres hjemlige Brugsforening. Men hvor ofte kommer man ikke til Byen og har glemt at faa dette Kort ud-stedt og altsaa er henvist til at handle andre Steder. Der kunde sikkert gø-

1932 B R l G S F O R E X I N G S - B L A D E T 559

res adskilligt mere for at gøre Med-lemmerne opmærksomme paa disse Kort.

Til Slut skal nævnes, hvad det en-kelte Medlem kan gøre og bør gøre. Det er saa almindeligt, at man for-tæller det vidt og bredt, naar man en Gang mener at være bleven mindre godt behandlet i en Forretning, men alle de Gange, man har gjort et for-delagtigt Køb, snakker man ikke om. Og det er vel naturligt. Det, man an-ser for det selvfølgelige, er ikke Om-tale værd, kun det abnorme tales der

om. Men hvad om man nu overfor Brugsforeningen vendte dette om og snakkede noget mere om det med sine Naboer og Venner, hver Gang man med Fordel havde købt en god Vare i Brugsforeningen. Ikke alene gør man derved sine Venner en Tje-neste, men er man Medlem i en Brugs-forening, er man dog selv i allerhøje-ste Grad interesseret i, at denne faar saa stort Salg som muligt, da det jo igen betyder endnu billigere Varer ogsaa for en selv.

K.—n.

HJEMME oo UDE FRA ARBEJDET

Med en »Luma«-Lampe —

n hyggelig Belysning er en saare vigtig Ting nu i de mørke Dage af

Aaret. Betragt blot selv Billedet paa Bla-dets Forside, hvor Husmoderen — man kan ligefrem se det, efter el vel udført Dagværk — har anbragt sig med sit Strikketøj netop i den rigtige Arbejds-Belysning. Naturligvis er det en Luma-Pære, hun har i Lampen, købt i »Brug-sen«.

For Hesten kan vi oplyse, al Fælles-foreningen efterhaanden har et ganske betydeligt Salg af Lnma-Glødelamper gennem Brugsforeningerne, saa det ser ud til, at disses Medlemmer i stigende Grad har opdaget, hvilken fortræffelig Lampe De har i »Luma« — oven i Kø-bet 15 pCt. billigere end Glødelampe-Trustens. Og hvem vil ikke gerne spare 15 pCt. i disse Tider.

Der har i nogen Tid været lidt Van-skelighed ved at faa den fornødne Va-luta til at indføre Lamperne, idet jo den nordiske Luma-Fabrik, hvori de danske Brugsforeninger gennem F.D.B. er Parthavere, ligger i Stockholm. En lille Smule Lettelse er der dog paa dette Omraade, og Fællesforeningens Isenv

Kl. 11: Arkitekt Michaelsen: Koopera-tionens mulige Indflydelse paa Kulturen i Hjemmets Indret-ning og Udstyr.

Kl. 15: Forstander Bredkjær: Oplys¬ ningsarbejdet (særlig for Land-boungdommen).

Kl. Hl: Laboratorieforstander Ring, Vi-denskab i Produktionens Tje-neste.

Mandag den 5. December Kl. 9: Højsko-leforstander I. Th. Arnfred: Penge.

Kl. 11: Direktør Hedberg: Verdens- Kooperationen linder Krisen.

Kl. 15: Landbrugslærerne Kirkegaard, Niels Esbjerg og Forretningsfø-rer Knud Simonsen vil tale om Hjemmemarkedets Organisa-tion.

Kl. 19: Afslutning. Forstander Godsk beder os gøre ud-

trykkelig opmærksom paa, at der til Sengetøj, som maa medbringes af dem, der skal bo paa Skolen, ogsaa hører Pu-der (foruden Tæpper, Lagner og Haand-klæder). * *

Regnskabskursus paa Andelsskolen.

paa Skolen, maa medbringe Sengetøj (Puder, Lagener, Tæpper og Haandklæ-der). L. A. Godsk.

Kredsmøde i Randers. Drugsforeningerne i 5. Kreds afholdt •*-* d. 9. November et velbesøgt Møde paa Højskolehotellet i Randers. Gdr. M. Hefsgadrd Thøgersen, Kristrup, ledede Mødet, og Grd. Ebbe Holm, Støvring, der er indtraadt som Medlem af Fælles-foreningens Repræsentantskab som Af-løser af M. Refsgaard Thøgersen, der er valgt til Bestyrelsesmedlem, aflagde Be-retning om Fællesforeningens Virksom-hed i Sommerhalvaaret. Refsgaard Thø-gersen supplerede Repræsentantens Be-retning paa enkelte Punkter. 1 den ef-terfølgende Forhandling deltog bl. a. Lærer Christensen, Mellerup, Forret-ningsfører Sørensen, Randers, Uddeler H. Pedersen, Kristrup, Forretningsfører Nielsen, Arbejderforeningen, Forstan-der Godsk og Formanden for den nyop-rettede Brugsforening i Mariager.

Derefter holdt Forstander Godsk. Andelsskolen, et udmærket Foredrag om Samvirket, som det havde ytret sig op gennem Tiderne, og hvilken Betyd-ning det til alle Tider vil have for den producerende og forbrugende Befolk-ning. Taleren paapegede, at et godt Re-sultat af Samvirket paa de mange for-skellige Omraader var betinget af. at det foregik under neutrale Former, saa-ledes at Klassemodsætninger, der ofte giver Anledning til Kampe, holdes ude.

Foredraget lønnedes med stærkt Bi-fald, og baade Dirigenten og Repræsen-tanten takkede Forstander Godsk, fordi han var kommen til Stede og lykønske-de ham til den betydningsfulde Ger-ning, han gaar ind til.

Der foretoges Valg af Suppleant for Repræsentanten; hertil valgtes Forret-ningsfører Sørensen, Randers.

Efter Mødet var der fælles Kaffebord for Deltagerne i Mødet.

M—n.

Ogsaa den norske Kooperation har Mølleri-Industri.

T sidste Nummer af Bladet omtalte vi 1 i Forbindelse med F.D.B.s nye Gryn-

Mølle, at Brugsforeningernes Fællesfor-eninger i Sverige og Finland har store og moderne Virksomheder paa Mølleri-Omraadet. Vi kan denne Gang yderligere oplyse, at ogsaa den norske Fællesfor-

kram-Afdeling mener at kunne dække Forbruget og med Sindsro at kunne imødese, at Brugsforeningerne og deres Medlemmer ogsaa paa dette Omraade slutter op om en stor fælles Opgave.

*

Andelsstævnet.

’T'ra Udvalget, der forestaar Andels-stævnet paa Andelsskolen ved Mid-

delfart i Dagene Søndag den 4. og Man-dag den 5. December, foreligger nu det endelige Program, der lyder som føl-ger: Søndag den 4. December Kl. 9: For-

stander L. A. Godsk: Indlednings¬ tale.

Kl. 9'A: Højskoleforstander Ajiders Ve-del: Kulturel og økonomisk Forbindelse mellem Danmark og andre Nationer.

cning, Norges kooperative Landsfor-ening, i nogle Aar har beskæftiget sig

Som vi tidligere har berørt, afholdes der paa Andelsskolen et Regnskabskur-sus i Dagene 6.—10. December. Om de nærmere Enkeltheder har vi modtaget følgende Med-delelse:

Plan for Kursus 6.—10. De-cember :

Kursuset begynder Tirsdag d. 6. Kl. 14 og slutter Lørdag <1. 10. Kl. 17.

Hver Dag Kl. 14—18 (Lør-dag Kl. 17): Undervisning i Regnskabsføring.

Hver Formiddag Kl. 9 og Kl. 11: Forhandling, indledet af Skolens Lærere.

Kursus-Materiale og L'nder-visningen er gratis. — For Op-hold betales 3,50 Kr. pr. Dag. — Deltagere, som ønsker at bo

* S ? , ,

t y

9 S-

9 9 i

ord kronen«. N. K. L.s Mølle i Stavanger.

BRUGSFOREX I X G S-BLA D E T 1032 r>ti«

m.

med Fremstilling af Mel. Paa Side 559 vil vore Læsere denne Gang se N.K.L.s smukke Mølle »Nordkronen« i Stavanger, der blev opført i 1929. De forskellige Melsorter, som den formaler, slog straks umaadelig godt an blandt de norske Samvirkelags (Brugsforeningers) Medlemmer, og allerede nu er Møllen to Gange udvidet.

Møllens Omsætning var i 1931 (i,0 Miil. Kr., og der forhandledes 33 Mili. kg Korn (mod 25,8 i 1930). Heraf var 17,9 Miil. kg Hvede og 15,3 kg Rug. Det samlede Antal Sække, som udsendtes i 1931, var godt 400000.

*

ISye Bru gsforen i ngs-Bygn i n ger og Butikker.

1 Net er glædeligt, at der trods Tidernes -1 Vanskeligheder stadig er en Del

Brugsforeninger, der sysler med Planer om Forbedringer og Udvidelser af deres Lokaleforhold, idet der derigennem gi-ves Udtryk for, at man forslaar Betyd-ningen af, at Brugsforeningerne paa det-te Omraade maa være vaagne, og for, at der er Trang til Udvidelser og For-bedringer. Vi kan ikke i denne Forbin-delse undlade samtidig at paapege den glædelige Udvikling, som allerede er til-kendegivet gennem en livlig Forbindelse mellem Brugsforeningskredse Landet over og Fællesforeningens Arkitekt-virksomhed, der, som det ligger i Sa-gens Natur, med større og større Speeial-Kondskab har Forudsætningerne for at yde det bedste paa dette Omraade.

I den senere Tid foreligger et Par større Byggeforetagender indenfor Brugs-foreningerne, nemlig i Nykøbing Sj. og Urede og Omegns Brugsforening (i Nær-heden af Lyngby). Som vore Billeder viser, er der i begge Tilfælde ikke alene foretaget Arbejder i Bygningernes Ydre, men ogsaa — ja maaske navnlig — Vægt paa Indretning af Butikkerne og Opstilling af det rigtige Materiel. Og dette sidste har jo ikke mindst Betyd-ning. I Nykøbing Sj. er der opført en helt ny Bygning, hvor der er Butik Kælder og Stueetage og Lejlighed for Uddeleren paa første Sal. Man vil paa Billedet af Butikken bl. a. bemærke det praktiske Inventar, saaledes Skufferne,

der afsluttes med Glas, saa at der muliggøres en hygiej-nisk Udstilling af de forskel-lige Varer, Frugt o. s. v.

For Brede og Omegns Brugsforening drejer, det sig om en Ombygning af Ejen-dommen og Nymontering af Butikken. Desværre er Foto-grafiet af Butikkens Indre ikke noget Farve-Fotografi, thi ellers vilde det fortælle, at der her saavel som i Ny-købing er benyttet forskel-lige friske og lyse Farver. Saaledes er Loftet gult, Hyl-derne grønne, og Disken

Interiør fra brede brugsforening.

brugsforeningen i Nykø-bing Sj.

rød. Dette vil maaske for-skrække en og anden, men vi kan oplyse, at selv om det jo nok gippede lidt i Øj-nene paa Medlemmerne, da de straks saa det, er de nu bleven saa glade for de be-nyttede Farver, at adskillige af Medlemmerne har opfor-dret F. D. B.’s Arkitekt-Kon-tor til at ansætte lignende Farver hjemme i deres pri-vate Hjem. Bedre Udtryk for, at man finder det smukt, kan man næppe faa!

brede og Omegns brugsforening.

Et »Yo-Yo«-Besøg —

E) illedet paa Side 561 fore-D stiller lille Mr. Disken

fra London, Indehaver af Verdensbyens Mesterskab i Yo-Yo, i det Øjeblik, da han alene ved Hjælp af sin Yo-Yo er i Færd med at tænde en Tændstik, saa den anden Herre kan faa Fyr til Ciga-retten. Denne spændende Si-tuation er optaget paa Brugs-forenings-Bladets Redaktion, hvor vi forleden havde Be-søg af Mr. Disken, som ved forskellige Lejligheder har lagt den Yo-Yo-interesserede Del af Menneskeheden i Kø-

benhavn og Provinsen for sine Fødder. Han viste os et ganske lille Udtog af sine Kunster og Øvelser, lige saa utro-lige som vanskelige og elegante.

Nu maa De ikke tro, at det er Redak-tionens Hovedbeskæftigelse at se paa engelske Yo-Yo-’ster, men Anledningen til Besøget var, at F.D.B.s Isenkram-Af-deling er blevet Forhandler af den ægte Yo-Yo, vi kan ogsaa sige »55« og »99«. Begge disse fremstilles for Resten her i Landet af dansk Bøgetræ, som, efter hvad der oplyses, skal være særlig eg-net hertil, saaledes at det paatænker at tage Navneforandring og kalde sig Yo-Yo-Træ.

Og nu kan De allsaa gennem Brug-foreningen erhverve Dem den kære lille Tingest — den ægte — og De kan lige saa godt straks gaa hen og anskaffe Dem en. Det er nemlig statistisk bevist, at over Halvdelen af Verdens Befolkning »vo-yo’er«, saa altsaa Med mindre De hører til »den anden Halvdel« —

Mr. Disken’s danske Ledsager for-tæller os, at Yo-Yo er beregnet som Mo-tions- og Underholdnings-Apparat for Kvinder og Mænd i Alderen 4—70 Aar! De svage bliver stærke ved at dyrke Yo-Yo, de fede bliver magre, og de magre bliver fede, de bedrøvede bliver glade, og de glade bliver ved at være glade, o.s.v. ‘Og dertil kommer, at man ganske simpelt ikke kan lade være, naar man først har begyndt. I)el indre af brugsforeningen i Nykøbing Sj.

1932 13 R U G S F O R E NINGS-131. A D E T 501

— — Men nu maa De undskylde mig, Mr. Disken har lært mig ét nyt Trick, som jeg maa øve mig paa —.

Yo-Yo’sten.

De bornholmske Brugsfor-eningers Bagekursus.

T sidste Nummer af Bladet omtalte vi, at der i den

senere Tid har været afholdt Bagekursus, med Fru M. Andersen, Tvedc, som Le-der, i en Del af Brugsfore-ningerne paa Bornholm. Rækken af disse Kursus er sluttet ved Midten af denne Maaned, og efter hvad der meddeles os, har saa at sige alle Brugs-foreningerne paa Bornholm — i hvert Fald en Snes Stykker -— ladet afholde Bagekursus i deres Kreds. Tilslutnin¬ gen har været nærmest hvad man maa kalde overvældende, idet der til samt-lige Kursus har været ca. 2000 kvinde-lige Deltagere. Belæringen om Anvend-else af de forskellige Varer, som for-handles gennem Brugsforeningerne, saa-vel som det hyggelige Samvær, der har knyttet sig til disse Kursus, synes allere-de at have givet sig synlig Udslag i øget Interesse for at benytte Brugsfor-eningens Varer, og i det hele taget har de bidraget til at fremme Følelsen af, at vi har noget, der hedder Brugsforeninger.

Det er jo først og fremmest Kvin-derne, der har Interesse i disse Bage-kursus, og vi tager næppe fejl, naar vi siger, at det ogsaa nu for Tiden først og fremmest er Kvinderne, vi skal have med til at forstaa Brugsforeningernes Betydning.

*

En Fødselsdag mellem 190000 Adresser.

jv Ton egentlig vore Læsere er klare over, hvad det for et Blad med

Brugsforenings-Bladet’ s Oplag betyder at holde Rede paa alt, hvad der fal-der ind under Bla-dets Forsendelse og Fordeling, ind-til det havner hos hver enkelt af de mellem 185000 og 190000 Abonnen-ter, og vel at mærke den rigti-ge. Erfarne Blad-mænd plejer i Be-skedenhed at sige, at et Blads Ekspe-dition er vigtigere

end Redaktionen. Vi mener som Helhed at kunne glæde os ved, at den rent praktiske Side af Brugsforenings-Bladet er i god Gænge, og i hvert Fald ved vi af Erfaring, at den er i gode Hænder. Til at forestaa hele dette mægtige Appa-rat — med Rettelser og Lister, Tilmel-dinger, Inddragelser, Meddelelser til

i/r. Disken faar Tændstikken til at blusse.

Posthusene, og hvad det altsammen hed-der — har vi nemlig en Mand, udstyret med første Klasses Ordenssans, Omhu og Flid, fhv. Pakmester i Statsbanerne P. D. Pedersen, som vi i Anledning af hans 70-Aars Fødselsdag den 14. November ogsaa her vil bringe en Lykønskning. Vi haaber, og har Grund til at tro, at han endnu i en Del Aar vil kunne beholde de vanskelige Traade i sin Haand.

rende Uddeler A. Paaskesen, der har været i sin Stilling siden 1922. Ved Ju-bilæumsfesten den 4. og 5. November blev der holdt en Række Taler, saa-ledes af Forman-den og af Gdr. P. Pedersen, Christi-ansdal, der paa F. D. B.’s Vegne ret-tede en Tak til Foreningen og dens Eneuoldsen.

dygtige og vaagne Formand. Endvide-re talte Kredsens Repræsentant, S. A. Olesen, Ammitsbøl,

Redaktør Niels Knudsen, »Udde-lerbladet«, Forret-ningsfører Peder-sen, IL D. 13., Vejle m. fl.

Den følgende Af-ten var særlig an-lagt paa de unge, ved hvilken Lejlig-

hed der blev holdt Foredrag af Redaktør Milling, »Uddelerbladet«.

Flagét er hejst

Uddeler Paaskesen.

P. 1). Pedersen.

EM ejendommeligt Dobbelt-Jubilæum fejredes den 1. November i Tønnne-

rup (i Nærheden af Kalundborg), idet nemlig baade

Brugsforeningens Uddeler, Larsen, og Andelsmejeriets Bestyrer, Astrup, havde været i de-res respektive Stil-linger i 25 Aar. I denne Anledning samledes en talrig Skare af Medlem-mer i Brugsfore-ningen og Leveran-dører til Mejeriet — naturligvis for

Uddeler Larsen. en meget stor Del de samme — til en

Festlighed for de to daglige Ledere af Egnens Andelsvirksomhed paa to vig-tige Omraader.

I Aast Brugsforening (i Nærheden af Vandel) kunde man den 4. November

fejre 25-Aars Jubilæum, idet Foreningen begyndte sin Virksomhed paa denne Dato i 1907. Man havde forberedt Sagen i de forudgaaende Maaneder og bl. a. købt den stedlige Køb-mandsforretning med den-nes Ejendom. Foreningens første Formand var C. Ruhe, og den første Udde-ler var A. Larsen, Bred-sten. Der er i Aarene siden da foregaaet en stærk Ud-vikling i Foreningens Om-sætning og Virksomhed, saaledes at Omsætningstal-let fra godt 30000 Kr. i de første 14 Maaneder er vok-set til omkring 112000 Kr. i 1931.,

Den nuværende Formand er P. Enevoldsen, der i fle-re Perioder har beklædt denne Tillidspost og saale-des har haft et længere Samarbejde med den nuva-

ENen 12. Juni 1892 holdt Lunde Brugs-forening (Fyn) stiftende General-

forsamling, og da der var indmeldt 74 Medlemmer, vedtog man at bygge i Løbet af Sommeren. Til Formand valgte." Gaardejer Jørgen Hansen, Taastrup Ifølge Forhandlingsprotokollen ser Byg-geregnskabet saaledes ud: Murerarbejdet Kr. 350.00 Blikkenslager - 77.90 Skifferdækker - 50.00 Tømrerarbejdet - 207.29

Det blev ikke nogen stor Bygning, men dog stor nok til, at der kunde ind-rettes Butik og Lejlighed til Uddeleren, og i November 1892 aabnede Lunde Brugsforening sin Bod.

I 1893 vedtog man at lønne Reviso-rerne med 2 Kr. lialvaarlig.

I 1894 indmeldte Foreningen sig i Fællesforeningen af jydske Brugsfor-eninger. Det fremgaar ligeledes af For-handlingsprotokollen, at Bestyrelsen i 1890 vedtog at anskaffe Telefon.

Det er smaa og primitive Forhold, de gamle Forhandlingsprotokoller fortæl-ler om, men mellem Linierne læser man om et godt og trofast Arbejde for Sagen.

Det er altsaa i Åar 40 Åar siden For-eningen begyndte sin Virksomhed, og

(Fortsættes S. 5(55).

Aast Brugsforenind.

502 BRUGSFORENINGS-BLA I) E T 1932

Av Per Bjornson Soot.

Den 8. December er (let 100 Aar, siden Bjørn stjerne B j ø r n-

s o n blev født, og i denne Anled-ning fremdrager en yngre Slægt-ning af ham, den norske Journa-list Per B j ø r ns o n Soot, en Hække interessante og morsomme Træk fra hans Liv og Tilværelse.

For ret al bevare det norske baade i Emnet og dets Behandling har vi ikke foretaget nogen Over-sættelse til Dansk — om man kan tale om noget saadant, naar det drejer sig om Norsk—men vi gaar ud fra, at ingen af vore Læsere af denne Grund lader sig hemme i at læse Skildringen.

sin mandoms fulde kraft var det knapt et eneste sted i det langstrakte land som han ikke besdkte — overalt kom han for at flamme folket op til begeistring for det, som lå ham på hjertet. Det kunde være hoist forskjellige ting, ikke alt av like stor betydning, men bestandig var det noget han måtte få også andres hjer-ter til at banke for. Det at gå ensom med sine tanker var det, Bjornson sist av alt kunde og vilde. Det blev sagt om ham, at alt av offentlig interesse måtte han befatte sig med — ellers var det ham umuligt at leve. Naturligvis var dette en overdrivelse, men dog ingen stor over-drivelse. Hans interessers mangfoldighet vil fremgå av, at han i lopet av et enkelt år holdt foredrag og skrev om så for-skjellige ting som for eksp. verdenspoli-tikken, den indre norske politikk, for-holdet til Sverige, rent flag eller unions-flag, statens bidrag til jordbruket, krea-turstellet på sætrene, arbeidernes sociale stilling, redningsskoiterne under fisket, videnskapens kår, enegifte og mange-gifte, to-barnssystemet, (som dengang, efter fransk forbillede, holdt på at bli en modesak i Norge) den nye literatur, skuespilkunsten. Og dertil kommer i samme år brochyrer om den relgiose strid og om religionshistoriske emner.

Den »norskeste nordmand« og verdens-borgeren Bjornson.

Bare titlerne på hans foredrag, taler og avisartikler — de nevnte var fra et år utvalgt i fleng — vilde fylde en stor bok. Med en styrke, som tvang folket til at hore, lod hans rost i Norge — og ga, som enhver vet, gjenklang utover i ver-den. For vel var Bjornson patrioten, den i ordets bedste betydning »norskeste nordmand«, fjeldlandet i nord nogensin-de har hatt, men samtidig var han også verdensborgeren. Dette såvel som digter, samfundsreformator og menneske. Om-fanget av hans begavelse og interesser var for stort til at det kunne holdes in-denfor et lands grenser. Aulestad, hans gård i Gudbrandsdalen, blev derfor ikke bare centret for det norske kulturelle liv, men tillike også et sted hvor ånds-strdmningerne ute fra verden mottes. Dit sokte folk fra alle Europas og andre verdensdelers lande, der var hver dag hele året rundt et så sterkt indryk av fremmede, at Aulestad til sine tider mest av alt mindet om et Babelstårn. Når Bjornson bestandig lot heise 9 flag rundt

Kårdbrokereij

od

Erindringer faa Aulestad.

C'n av Bjornst jente Bjornsons ungdoms-venner, dr. E. Lindselh, forteller i

sine erindringer, at Bjornson da han i 1853 reiste fra Romsdalen — hvor hans far var prest — og ind til Kristiania for at gå på skole der »av en kjærlig mor var blit utstyret med en habit av brunt og sorirutet hjemmevevd toi og et snitt, som sikkert var hoist moderne i hans hjembygd, men som i Kristiania neppe kunde undgå at vekke opsigt. Han bar den imidlertid med stolt ugenerthet«, tilfoier ungdomsvennen.

Denne Bjornsons stolte ugenerthed, hans sterke tro på sig selv og på det han vilde ha frem, var da også tern-lig nodvendig i de kampe som skulde komme til at stå for ham og imot ham fra så at si samme dag han kom til Kri-stiania for at begynde på byens dave-rende »Studenterskole«. Bondegutten med den avstikkende habit blev dieblikkelig stormcentret i Kristiania — skoleung-dommens liv. Senere, som bekjendt, og-så stormcentret i den norske nation. Det var jo ikke bare hans ydre som vakte opsigt — hans tanker og idéer, hele hans lyse positivt indstillede livssyn, hans sterkt pågående livsfrodige vitalitet, alt var egnet til at få folket til at gå med ham eller mot ham. Gjennem en sand hærskare av avisartikler, en produktivi-tet som landet aldrig hadde set make til, og gjennem sine boker og skuespil, hvorav flere end man i utlandet kan for-stå hadde et bestemt ærinde at utfore, kjempet Bjornson uavladelig for de man-ge saker han vilde ha frem. Og så ikke at forglemme gjennem taler og foredrag. De slove og likegyldige blev tvunget til al la parti. Som et rensende stormveir for han over Norge, i de år han stod i

øverst: Aulestad, Bjornstjerne Bjørnsons kendte Hjem i Gudbrandsdalen.

I Midten : Ungdomsbillede af Bjørnson.

.V e d e r s t : Karoline Bjørnson.

1932 B R U G S FO RENINGS-BL A D E T 503

Aulestad — om sondagene heiste han dem personlig — så var det kun av hof-felighet mot gjesterne. Rettelig skulde langt flere flag være heist, hvis alle som kom skulde hilses på denne måte, men Bjornson fandt at 9 nationers flag fik være nok, og dermed blev det. Det nor-ske flag hadde hedersplassen, og på hver side av det hang det danske og det sven-ske flag — symbolet på de tre nordiske land, som engang skulde vorde ett! De andre flag, som omkranset Aulestad, var det engelske, franske, tyske, russiske, hollandske og amerikanske. Altså 9 flag på 8 flagstenger. Bjornson pleiet altid at heise det franske og det russiske flag på samme stang som et synlig tegn på alli-ancen mellem de lo land. Del var den-gang.

Aulestads gjester — og journalisten, som Bjornson tvang til at bade.

når dagens literære arbeide var ferdig, kom Bjornsqn for at hilse på de sidst ankomne. Enhver fik et venligt ord.

Jo, éngang forresten — kan jeg huske — var det én mand som fik rnerke at han kom i utide. Det var en ostriksk journalist. Bjornson skulde ned til en styrt, som lå ca.'15 minutters vei fra Aulestad. Her pleiet han hver eneste morgen — vintermånederne undtat —-at ta et bad. Nettop da Bjornson var på vei ned til styrten med et håandkle på armen kom vognen med den ostrikske journalist svingende ind på gårdsplas-sen. Journalisten hoppet av vognen, og lop efter Bjornson —• : »Et interview, hr. Bjornson!« Digteren sendte ham et vredt blik, snudde sig, og ropte med tordenstemme op til fru Karoline, som stod på Aulestads veranda: »Karoline, send øieblikkelig piken ned med et håndkle til!«

Drachmann. Hvor forskjellig end de lo — Drachmann og Bjornson — var i livs-syn og mangt og meget andet, altid var de de. heste venner. Bjornsons humor stod bestandigt hoit på gradestokkea når den danske digter opholdt sig på Aulestad. Den siste gang Drachmann kom til Aulestad, var det meningen, at besoket skulde vare 2 uker. Det kom til at strek-ke sig over 2 måneder! Da avskeds-timen endelig var inde og Drachmann skulde reise tilbake til Danmark, sto alle — gjesterne og Aulestads egne folk — samlet for at ta farvel med ham. Drach-mann steg op på gårdsplassens hoieste punkt, slo ud med håanden, og holdt en takketale. Det blev en lang og skjon tale på vers, den begyndte med de gamle ord fra sagaerne: »Og den fremmede blev der til våren kom — — —«

Det var siste gang de to digtere så hverandre.

Et Par karakteristiske liilleder af Hjørnstjerne lijørnson fra de senere

Aar. Itilledet til venstre efter Maleri af E y o l f S o o t, - Fader til denne Arti-

kels Forfatter.

Hele veien ned til styrten sa Bjornson ikke et ord, og kom-met vel frem sendte han den osterikske journalist et blik, hvorav tydelig nok fremgik at også han værsegod hadde at av-ta klærne og ta et bad — han hadde nok liten lyst. Forst da badet var overståt og begge be-fandt sig hjemme på Aulestad hilste Bjornson paa journalisten

* ga ham det onskede inter-view. Men tiden var da også så uheldig valgt som vel mulig — under turen til badet pleiet Bjornson nemlig at koncentrere sig om det som skulde skrives i dagens lop, og da var det på det strengeste forbudt at for-styrre ham.

Bjornsons sidste mote med Holger Drachmann.

En av de mest kjærkomne av Aulestads gjester var Halger

Brevskriveren, avisleseren og sprogmanden Bjornson.

Foruten gjennem de mangfol-dige fremmede, som kom til Aule-stad, blev Bjornsons sterke kon-takt med omverdenen stadig op-retholdt gjennem posten.

Posten til Aulestad var en tung bor at bære — den som skri-ver disse linjer taler her av erfa-ring. Hver dag kom aldrig min-dre end én overfyldt postsek, ofte også to, som postbudet avleverte nederst i bakken ved birkealléen —- den store birkeallé, der kran-ser hovedveien op til Aulestad. Bjornson hadde latt hvert tre plante her — de fleste med egen hånd — da han i 1874 kjopte Au-lestad, og flyttet ind der. Øverst i bakken står to trær så tett sam-men at deres grener fletter sig om hverandre. »Se,« sa Bjornson en-gang, »de to trær er Karoline og mig, som står og finsker gjesterne velkomne til Aulestad.«

Når vi, som bodde på Aule-stad som barn, og som efter tur skulde bringe posten op til Bjorn-son, kom bakken op til de to sam-menvoksede trær, var vi som oftest utasede — så tung var po-sten. Den indeholdt foruten mindst 40—50 brever hver dag de viktigste aviser og tidsskrifter fra Skandinavien, Mellem-Europa, England og Italien. Foruten tysk,

fransk og engelsk var Bjornson per-fekt i italiensk. Desuten kunne han stave sig gjennem et par andre frem-mede sprog, bl. a. polsk. Hans store sprogkundskap skyldtes at han under ophold i iblandet benyttet 2 timer hver dag til studier av vedkommende lands sprog. Var han i Italien — som han ofte besokte — leste han italiensk, i Tysk-land tysk osv. —

Aviserne og tidsskrifterne måtte ven-te til Bjornson var ferdig med det vik-tigste av dagens arbeide, det literære. Det samme måtte brevene, men ut på eftermiddagen blev også disse gjennem-gått — og gjerne omgående besvart. Be-vistheten om at nogen gik og ventet svar på et for ham måske viktig sporsmål, var Bjornson en plage. Men naturligvis blev der yderst sjelden tid til at gi lange svar på de mange brever. Som oftest måtte Bjornson indskrenke sig til at sende nogen ord på brevkort. På disse brevkort, som det er gått tusener av ut fra Aulestad, skrev Bjornson som om indholdet kun var forebeholdt mottage-ren: Ros, skjend, private meddelelser og hemligheder — alt kom på disse åpnc brevkort. At de kunde komme uved-komne for bie, faldt ham ikke ind. Der-

Som nevnt var der på Aulestad stadig et voldsomt indryk av gjester. Som et eksempel herpå kan nevnes en ytring Bjornson engang kom med: »Ja, nu har hestene i 14 dager været så optat med skyds til og fra jernbanestationen, at jeg ikke har kunnet kjore ut en eneste gang i lopet av denne tid.«

Aulestad hadde dengang 9 hester — samtlige, forresten, med navner hentet fra det gamle testamente. Tospands-hesterne, Bjornsons yndlingshester, som han på dodsleiet uttalte onsket om måtte kjore hain til hans siste hvilested, het således Abraham og Isak. (De to hester hadde aldrig for været i en by, så den vakre tanke måtte opgis.) —

At gi en skildring av Aulestads gje-ster vilde være som at skrive en roman, hvis hovedpersoner var merkelige men-nesker fra alle kanter av den vide ver-i den — mend og kvinder fra de fjerneste egne, orginale folk, store navne, viden-skapsmend, politikkere, forfattere og kunstnere. Og dertil en mengde der kom valfartende til stedet som pilgrimmer, og andre igjen, som kom av nysgjerrig-het. Selvfolgelig var ikke alle disse gje-ster like velkomne bestandig, de forstyr-ret ofte Bjornson i hans arbeide — han horte til dem som måtte arbeide sterkt og til regelmessige tider hver dag — men aldrig fik gjesterne merke at de var uvelkomne. Ut på eftermiddagen,

564 BRUGSFORENINGS-BLADET 1932

til var han niet for alt

selv som

alt for smaker

åpen og frem-av spioneri. —

Fru Karoline. Xår Bjornson ved 8J4 tiden om mor-

genen trak sig tilbake til sit kontor, måtte alt være stille. Fru Karoline, som når Bjornsons historie skal skrives må få en bred plass — få hustruer har væ-ret så meget for sin mand som hun var for Bjornson — passet altid på at ingen nermet sig husets anden etage, hvor kontoret lå. 1 bestemte, men venlige ord, lot hun enhver forstå, at det var et for-budt område helt til kl. 3 eftermiddag. Forst da kom Bjorson ned for at spise til middag — fra 8 lA til kl. 3 skrev han uavbrudt hver dag.

På grund av de mange gjester var det imidelertid ikke altid like lett at skaffe digteren arbeidsfred — det gik jo for eksp. ikke godt an at forby dem at tale — og når Bjornson så ofte reiste til utlandet var den viktigste grund ikke sjelden den at han måtte soke til et helt avsondret og bortgjemt sted for at få fred til at avslutte et viktig arbeide. Men trods alle de fremmede på Aule-stad, trods huset, som nevnt, til sine ti-der kunde ligne et Babelstaarn, var det nettop her han fik inspirationen til og fuldforte de fleste av sine boker. Her var jo det stykke land i verden hvor han mest foltc sig hjemme.

Bjornsons kontor, Grundtvig og Goethe.

Bjornsons kontor på Aulestad — all står der urort fra dengang han selv sat derinde og skrev. På skrivebordet står endnu den antikke byste, en kunstgjen-stand taksert til 30,000 kroner — en gave fra en av Bjornsons beundrere — som det fortelles i sin tid'skal ha biil rovet fra Vatikanet. På skrivebordet står og-så to små byster av Voltaire og Rosseau. Og like ved bordet, opstillet slik at Bjornson hadde dem for oiet når han så op fra sit manuskript, står store by-ster av Grundtvig og Goethe. »Grundtvig og Goethe er de to poler i min digtning og mit liv,« sa Bjornson engang da de to byster kom på tale.

Videre står i kontoret bl. a. et stort skap, der har et utall av skuffer. Her er, i alfabetisk orden, gjemt de viktig-ste av de brever Bjornson mottok. Det vilde nok vekke enestående interesse, hvis disse brever skulde offentliggjores.

Xår Bjornson under en pause i sit arbeide så ut av sit kontor, hvis vinduer vendte mod syd og vest, hadde han ut-sikt over det stykke jord der var ham kjærest av alt — Gudbrandsdalens mest velstelte akre og enge, og langt borte store skoge. Alt tilhorende Aulestad — hans egen eiendom så langt oiet rak.

»Jordbruket er mig kjærere end mine boker.«

Kjærligheten til jor-den bevarte preste- og gårdbrukersonnen Bjorn-stjerne Bjornson hele sit liv, og når han i 1874 fik råd til at kjobe Aulestad, så var det en av hans kjæreste dromme, som gik i opfyldelse. Han be-gyndte straks at opdyr-ke jorden, og alle år — også efter at sonnen Er-ling Bjornson overtok le-delsen av gårdbruket — holdt han et våkent bie med gårdens drift. Xår dagens literære arbeide var færdig, brevene og avisene besorget, gik han gjerne en tur langs

Aulestads akre og enge. Ofte med en oks eller et spett i hånden. En gene-rende gren blev hugget bort, en sten brudt op. Forbipasserende stanset ofte forbauset op — de så digteren stå i skjortearmene og bryte sten.

Dette at kunne losne en sten, at se jorden i grode og vekst, at se en hånd-gripelig frukt av sine henders gjernin-ger, var Bjornsons storste giede. »Dertil er vi mennesker bestemt,« sa han en aften, da han viste nogen gjester et stykke jord, der nettop var biit brudt op. Og han tilfoiet: »Den der ikke stel-ler med jord må gi avkald på den mest sunde og uforfalskede giede og tilfreds-stillelse. I jordbruket er det opdyrk-ningen av jord der interesserer mig mest. Jeg kan nok si at det arbeide er mig kjærere end mine boker.«

Jord til alle. Et av Bjornsons samfundsidealer var

— om mulig-— at skaffe jord til alle. Staten burde gi bevilgninger, så enhver kunne få et stykke jord at stelle med. Hans giede over at han selv hadde fåt et sligt stykke jord — til og med en stor mbnstergård, bygdens storste med 60 kjor på båsen — var rorende, og kunne ofte gi sig uttryk i ord som disse: »Jeg er igrunden en sjelden lykkelig mand, jeg har nådd så meget av det jeg onsket mig i min ungdom. Jeg husker, jeg som ung student beundret de store bonde-gårde og de spreke heste. Jeg onsket, jeg engang måtte komme til at eie en gild gård og kjore med to heste. Nu har jeg nådd dét også. Jeg har en gild gård og kan kjore med tospand.«

Dyrevennen Bjornson. Ved siden av at bryte ny jord var

det dyrenes stel som optok gårdbruke-ren Bjornson mest. Enhver som har lest hans fortelling om hesten Blakken og hans andre dyrehistorier vil vite at hans kjærlighet til dyr måske ikke var mindre end hans kjærlighet til menne-sker. Ialfall ga denne hans dyrevenlig-het sig mange rent rorende utslag. En-gang var der, erindrer jeg, et stort op-styr på Aulestad. Bjornson var spor-lost forsvundet. I over to timer hadde ingen set noget til ham! Man begyndte at engstes for at en ulykke skulde være sked. Eftersokningsekspeditioner blev igangsat, og omsider lykkedes det at finde ham — i honsehuset! En ny hane var nettop blit indkjopt, og der stod Bjornson og passet på at den gamle hane ikke skulde hakke den. De to ha-ner måtte vende sig til at bli gode ven-ner.

En anden gang var det en liten fugl som hadde bygget rede like over hoved-indgangen til Aulestad. Bjornson lot

doren låse og forbo i nerheten så lenge Fuglen var kommet gjest, og man hadde

enhver at komme fuglen lå på egg. til ham som en

derfor at vise den

Hjørsons Gravsted i »Vor Frelser«s Gravlund. I Forgrunden ses, hvorledes Kunstneren symboliserer det norske Folks Hyldest ved, at et norsk Flag er lagt op mod Graven.

gjestfrihet. Den måtte ikke skræmmes-vek.

En utaknemlig buk. Endnu et trek, som viser Bjornsons

kjærlighet til dyr, skal her tas med — trods venskapet dengang ikke blev gjen-gjelt. Det var en buk, Bjornson engang fik bie på. Den stod tjoret utenfor fjo-set. Bjornson spurte, hvorfor bukken skulde stå der for sig selv, og fik til svar, at den stanget alle som kom i ner-heten av den.

»Det kommer kun av, at det ikke bl ir stelt godt nok med bukken,« sa Bjorn-son. »Her står den jo og har ikke mat engang.«

Bjornson fandt noget gress, og gikk ind til bukken, der til alles forbauselse ikke allene lot sig fore, men var venlig over all måte. »Her kan dere se, har jeg ikke ret,« spurte Bjornson, og vente sig for at gå tilbake. fdetsamme fok buk-ken spendtak og stanget til Bjornson, der kom avgårde med langt storre fart end beregnet.

Selv om det var mange av den slags slot Bjornson fik, selv om ikke så gan-ske få viste sig som trolose og utaknem-lige bukke, så lerte han aldrig at kjende det som heter bitterhet. Sin lyse tro på menneskene og verden bevarte han hele sit liv. Det skyldtes vel at den storste av hans mange og strålende egenska-per, var hans godhet. Det al tilgi og glemme den uret som blev gjort in ot ham, faldt ham derfor lett. »Solen skin-ner jo, om ikke idag, så imorgen eller iovermorgen, og hvorfor så være mork tilsinds,« var et av hans ordsprog. —

Bjornsons princip for barneopdragelse. Net, Bjornson mistet aldrig sin tro på,

at det lyse skulde seire tilslutt, intet kunne rokke hans tro på menneskene, så utvivlsomt var han en lykkelig mand. Men derfor at si at hans sind altid var like spejlblankt rolig, vilde være at gi et grundfalskt billede av ham. Tvertimot

det skulde ofte mindre til end for-styrrelser i arbejdstiden for at få hans humor til at synke. Det svinget lett mel-lem solskin og uveir, Bjornson manglet ikke temperament. Men — og dette trek forteller meget om hans karakter — hvor skiftende hans humor end var, aldrig lot han et dårlig lune gå utover et barn. Sikkert ingen har nogensinde bort ham si et ukjerlig ord til noget barn. Barn skulde altid ha det lyst og vakkert om sig, så blev de gode menne-sker som voksne. Det var hans princip for barneopdragelse. —- Engang lod der som en torden over hele Aulestad, et

eller andet hadde brakt Bjornson ut av likevekt. Sammen med en jevnal-drende — en 12 årsgam-mel gut — var jeg nodt til at passere stormcen-tret. Vi skjalv visst begge — hadde nok dårlig sam-vittighet — der vi ube-merket forsokte at kom-me forbi. Bjornson opda-get oss imidlertid. Øje-blikkelig holdt han inde med sin straffepreken, smilte, og kom bort og klappet oss begge på kin-net. Straks vi var vel nte av huset og sto på gårds-plassen blev himmelen ater overskyet. Tordenen lod påny.

Da vi fortalte Bjorn-

1932 BRUGSFORENINGS-BLADET

sons barnebarn — Erling Bjornsons barn — dette, blev de ikke det mindste forbauset. »Slik er farfar,« sa de.

For den som skriver disse linjer går erindringen om Bjornstjerne Bjorn-son endnu lenger tilbake i tiden end til hin sommer da denne lille hendelse pas-jerte. Min lorste erindring om Bjornson •r forbundet med mit forste beviste ind-tryk av verden og livet. På en eller an-den måte hadde jeg — 3 år gammel — forvildet mig ind på hans kontor mens han sat der og skrev. Jeg nektet at gå igjen, og Bjornson ga mig tilladelse til at bli sittende i sofaen. Naturligvis på betingelse av at jeg foreholt mig helt rolig. Den neste dag gjentok det samme sig — jeg kom, og Bjornson ga mig lov til at bli. Og på samme måte gik det hver dag fremover i henved K år — hver formiddag i hele denne tid hadde Bjornson en 3ars gammel gut som til-skuer når han arbeidet. Bjornson hadde ikke hjerte til at forby et barn noget.

Når kontortiden var forbi — like for middag — gik Bjornson en motionstur. Gutten fulgte med. Turen gik over en elv med mange stener i og forbi Aule-stads samtlige 9 flag. Samtalen under-vejs var meget kortfattet, og altid blev de samme ord sagt. Når elven passertes sa gutten, »Mange stener,« hvortil Bjorn-son svarte, »Ja, store stener.« Og når veien kom forbi flagene, sa gutten: »Mange flag.« Bjornson: »Ja, store flag.«

Bjornson fortalte engang flere år se-nere denne historie, og han lilfoiet, at dette med de mange og store flag og stener som oftest passet ind i hans tan-kegang, så det faldt naturlig at nettop disse ord blev sagt.

Et minde fra Bjornsons 50 års jubilæumsdag.

Den der skriver disse spredte erin-dringer, som fremkommer i anledning av 100 års dagen for Bjornstjerne Bjornsons fodsel — den 8. december — kan i tankerne se for sig et billede av hans godhet, en illustration på hans om-sorg for alt, det være lite eller ubetyde-lig: 50 års dagen for Bjornsons virksom-het som digter. Bygdens ungdom kom-mer med fakkeltog for at hylde ham. De svinger op ad birkealléen — der er lys i lys langt nedover — og Bjornson med fru Karoline ved sin side står på veran-daen for at ta imot. Han skal holde en tale, han begynder på den — »Vær vel-komne til —« — men avbryter pludse-lig. Det er et barn, en 4—5 års gammel pike, som har begyndt at gråte. Hun klemmes i trengselen mellem de mange mennesker. »La hende komme hit,« ro-per Bjornson, »hun skal ikke stå der og ha det vondt!«

Og forst da den lille pike er kommet o]) til Bjornson og har holdt op at gråte, fortsetter han talen.

Et lite trek, men et av dem der ka-ster lys over mennesket Bjornstjerne Bjornson, over manden, som fra at være en ukjendt bondegut, ifort en merkelig hjemmelaget habil, blev en av de mest beromte i sit land og i verden; men som derfor ikke mistet det viktigste —- den storhet der ikke får glans fra de ydre sagnombruste begivenheter, men henter sit lys fra en indre giod.

Et billede av Bjornson som det da han midt under fest og hyldest glemmer alt for at troste et gråtende barn, er det som sterkest biir stående i erindringen hos dem der kjendte ham

Vaarst Brugsforening.

gen begyndte med 32 Med-lemmer og en Omsætning paa 0000 Kr. Nu er der 100 Med-lemmer og en Omsætning paa 100.000 Kr. i Butiksvarer.

Formanden gav derefter Ordet til F. D. B.s Repræsen-tant Søren Rugholm, Taars, der holdt et udmærket Fore-drag om Fællesforeningen og dens Virksomhed. Det blev hørt med stor Interesse. Se-nere var der Fremvisning af Lysbilleder, Oplæsning m. m.

Jubilæet, hvori deltog ca. 230 Damer og Herrer, fejredes ved en Fest, som af-holdtes i Lunde Forsamlingshus den 27. Oktober.

Ved de festligt dækkede Borde bød Foreningens Formand, Gaardejer N. II. Madsen, Lunde Damgaard, Velkommen og aflagde Beretning om Foreningens Virksomhed i de 40 Aar. Endvidere blev der talt af Forretningsfører Jør-gensen, Odense, Kredsrevisor Erik Han-sen, Pastor Larsen, Lunde, fhv. Uddeler Pedersen, Bestyrer Andersen, Karl Bendtsen og Foreningens nuværende Uddeler, Johannes Pedersen, m. fl.. Ind imellem Talerne blev der sunget 3 i Da-gens Anledning skrevne Sange. Den vel-lykkede Fest sluttede med nogle Timers Dans. II.

*

Den 31. Oktober fejrede Vaarst Brugs-forening (Vendsyssel) sit 35-Aars

Jubilæum i Hotellet i Vaarst. Formanden, Gaardejer ./. Henriksen, bød Velkom-men og omtalte Foreningens Udvikling. Blandt andet kan nævnes, at Forenin-

Smaa Anmeldelser. Landbrugskrisen i Danmark. Af Skatte-

raadsformand P. G a m meltoft (Aug. Bang’s Forlag).

U d fra et i adskillige Henseender sær-præget og personligt Synspunkt gi-

ver P. Gammeltoft, Henne, i dette Ar-bejde sit Bidrag til Belysning af Land-brugskrisen, Hovedaarsagerne til dens Fremkomst og Midler til dens Afhjælp-ning. Maaske er der ikke overalt valgt og vraget tilstrækkelig sikkert imellem, hvad der hører hjemme i en saadan kortfattet Skildring, og hvad der maa udelades og henvises til andre Steder, men trods dette faar man gennem Bo-gen, fra en Side, der har den nærmeste Føling med det praktiske Landbrug, ad-skillige Betragtninger fremstillet paa en naturlig og oplysende Maade.

T sin Bedømmelse af Krisens Aarsa-ger gaar P. Gammeltoft stærkt imod (len af Nationalbanken og paa anden Maade førte Pengepolitik og paaviser den forøgede Gældsstiftelse, som blev

5(55

Følgen indtil Valutakrisen i 1925. For-fatteren hylder paa dette Punkt den Op-fattelse, at én Fastlæggelse af Kronen ved 70 i 1925 vilde have underbygget Danmarks og specielt det danske Land-brugs økonomiske Forhold, saa at Kri-sen vilde have været i væsentlig Grad afværget.

Som Middel til Krisens Afhjælpning foreslaar Forfatteren en Slettelse af en væsentlig Del af Landbrugets Gæld (henimod 1500 Mili. Kr.). Midlerne her-til skulde fremskaffes af Staten og de større Formueejere samt ved, at Kredi-torerne skulde slette ca. Vs som Tab.

A—r.

.4. J. Gejlager: »Fru Gylling« (Jes¬ persen og Pios Forlag).

Denne af vore Læsere saa kendte og afholdte Forfatters nye Bog handler

om, hvor svært det er at skelne og vælge mellem Skal og Kerne, Form og Indhold, det ægte og uægte.

Fru Gylling opdager i sin Ungdom, at andre lever et andet og rigere Liv end hun og beslutter for enhver Pris at ville have Del i det, men hun mangler Raadgivere, Hjælpere i sin Kamp opad og fremfor alt Erfaring og Kendskab til Livets Love, som til syvende og sidst maaske er den bedste Læremester. Fru Gylling faar kun fat paa alt det ydre. 1 sit rige Ægteskab med den ansete Gods-forvalter paa »Elmholt« og ikke mindst som fattig Enke med sine mislykkede Børn og fordrukne Svigersøn faar hun Øje paa sin gabende Ungdomsfejltagelse. Hendes naturlige Godhed og Intelligens faar den ene Rystelse og lider det ene Nederlag efter det andet, men Børne-børnene redder hun fra Smuds og For-nedrelse ved sin taalmodige Udholden-hed.

Det er en sund og rigtig Bog om Dagliglivet, skrevet, saa enhver kan for-staa Meningen og gribes af dens Skil-dringer. Vil De gøre Deres Husstand en Glæde i Juledagene, saa læg denne Bog paa Julebordet.

E. S. *

Caja Bude: »Jeg søger Plads« (Jes-persen og Pio).

(''aja Rude har atter skrevet en klog > kærlig Bog til Ungdommen af i Dag

om det mest moderne Proletariat: Gym-nasieelever, som uden at eje andet end deres Studentereksamen kun staar umå-deligt udrustet over for det praktiske Livs Krav. Det er ikke Ellinor, Bogens Hovedperson, der i første Omgang gaar af med Sejren, men den, der ler sidst, ler bedst. Dette ærlige, fine, forstan-dige og praktiske Pigebarn er med sine Nederlag og mangehaande dyrekøbte Erfaringer et klart tegnet Billede af den unge Kvinde, Forfatterinden tænker sig som Stammoder til den ny Slægt, der vil vokse op. Ellinor har været i Støbe-skeen, og netop derfor kan hun indtage den beskedne, men uhyre betydnings-fulde Plads som Grundsten i en ny Sam-fundsbygning.

E. S.

mm

Dette Nummer af Bladel er leveret

paa Posthuset d. 29. November.

Redaktionen sluttet d. 19. November.

566 li R U G S F 0REN1NGS-BL AD E T 1932

Kærlighedsfortælling fra Norge

af Johann es Weltzer. Tegninger af Axel Mathiesen.

I) en og stærk var Dagen. Himlen var blaahvid, og man •Tv var i Begyndelsen af Januar. Bjergene løftede deres mæg-tige Hoveder, tyngede af Sneen. Langt borte fra lød Klangen af Kanebjælder. Norges friske Blæst ombruste Sæteren. Blæn-dende skarp laa Sneen op omkring det brune Bjælkehus, der næsten laa skjult for Beskuerens Blik. Men kom man nærmere, da saa man, at Sneen alligevel ikke ganske og alde-les havde tilføget Huset. En rødmalet Dør stod aaben og klaprede sagte. En blaa Røg skar gennem Luften. Indenfor hørtes ivrige Stemmer fra Køkkenet. Her var Mennesker til Stede. Et Hjem naturligvis. En Glød midt i den mægtige Sneflade.

— Skal vi snart spise? lød det indefra. Stemmen tilhørte en høj, graasprængt Mand omkring fyrre. Hans Træk var skarpe og nervøst ildfulde. Naar han talte eller han lo, hæ-vede Øjenbrynene sig i en Bue, sarkastisk spillende. Og det gjorde han netop nu, mens han forgæves forsøgte paa at faa sin Shagpibe banket ordentlig ud paa Kanten af Pejsen.

Der iød en Mumlen af Stemmer ude fra Køkkenet. Saa faldt der øjensynligt en Tallerken ned. De morede sig aaben-bart godt derude.

— Gad vidst, hvornaar de andre kommer, mumlede han, stak Hænderne i Lommen og slentrede rundt i Stuen. Op-holdsværelset var meget stort, lunt og hyggeligt. En blaa Shagrøg bølgede under det mørktbejtsede Loft. Brogede Gar-diner og originale Bondemøbler gav det hele et venligt Præg. Hans Blik fangedes af Billederne paa Væggen. Varme, kraf-tige Farver slog ham i Møde. Det var en Malers Hjem.

Ingrid... Det gav et Sæt i Manden. Han havde faaet Øje paa et

Maleri i Hjørnet af Stuen. Det var Ingrid som hun var den-gang, — foraarslysende frisk med det kække Pigeansigt, de stærke blaa Øjne, den overlegne Mund og Haarets viltre, blonde Pragt. Ingrid i Skidragt i en klædelig hvid Sweater, der omsluttede det myge Ungpigelegeme og fremhævede dets Styrke og Ynde. Ingrid som hun var for syv Aar siden, syttenaarig og livsattraaende.

Han glemte ikke den Ferie, han var sammen med hende heroppe hos den norske Maler og hans Hustru.

Saa kom det der skilte.

Og han havde givet hver Stump af sig selv i det journali-stiske Arbejde; han havde kun tænkt paa det; kun ofret sig der, indtil han nu, niogtredve Aar gammel, en Dag igen havde turdet se sit Livs nagende Tomhed ind i Øjnene. Hvad havde han naaet ? Gennem sit Talent at tilkæmpe sig Stil-lingen som et af sit Lands første Journalister; det vil sige Uafhængighed, Uro, evig Færden Verden over. Han der begyndte som sit Blad. muntre Hoved, senere blev dets sociale Medarbejder og tilsidst under Krigen uafladelig havde op-holdt sig nær Fronterne, Dag ud og Dag ind været Livets haarde Virkelighed nær, han havde pludselig en Morgen følt noget langt tilbage, noget ganske glemt med ubønhørlig Kraft igen gennemstrømme sig, kalde ham bort fra de travle Dages Arbejde og Ære. Og resolut som altid var han samme Dag gaaet ind paa Chefredaktørens Kontor og havde sagt, at nu, fra i Dag af, nedlagde han fuldstændigt sit Arbejde. Han kunde ikke mere. Der var gaaet noget i Stykker i ham, og nu rejste han for at finde sig selv.

Han havde Ferie. Endnu var der en Maaned tilbage. Han havde tilbragt hele sin Tid her, det eneste Sted, hvor han vid-ste, han kunde finde en Vens Forstaaelse og et Medmenneskes Hjælp ... Ingen var som Maleren Ernst og hans Frue.

Han vendte sig om, da Døren gik op. Det var hans gode Kammerat, Fru Karen Ernst. Idet hun begyndte at dække Bordet, sagde hun til ham:

— Ja. Saa kommer de altsaa. Det er dem vi har ventet paa. — Naa, Dr. Thellefsen og hans Kæreste? — Ja; men der er vist en til derude. Kan du gætte, hvem

det er? Nu smilede hun aabenlyst ad ham. Fin Tanke for lynsnart gennem ham som en Storm ... Nej,

det var umuligt. — Nej, det kan jeg virkelig ikke, der kommer jo alt for

mange hertil, at det er til at holde rede paa. — Det er saamænd Ingrid Birk, hende husker dit jo nok?

Det er jo ganske vist nogle Aar siden. — Saa; ja, saa ... Nu lød en vedholdende Bjældeklang, nærmere og nærmere

...undertiden svagt kimende... som dybt nede fra Dalen, saa ved et Vejsving højere og tydeligt, i en kæk Jubel.

Ejvind Storm satte sig ganske stille hen og gemte Hovedet i sine Hænder.

Der var ingen i Stuen. Der var ganske stille.

Den Aften, hun spillede Sibelius’ »Valse triste«, glemte han ikke. Ogsaa dengang havde hun spillet den paa dette Sted. Men Tonen var en anden. Renere og inderligere havde hun genkaldt den Stemning, der betog ham da. Denne nænsomme, sorgfulde Fortælling om det der er bristet, havde faaet nyt Liv i hans Sjæl.

Hun havde staaet belyst af den flammede Pejs. De andre sad skjult i Stuens Halvmørke og lyttede. Hendes Tone havde et eget magtfuldt Strøg, en forfærdende Isnen. Han genoplevede Slagmarkernes Øde og Grusomhed, de saare-des Rallen, de knitrende Projektiler, der i et Nu saa ofte havde oplyst de graa Marker og gennemskaaret Mørket.

Ogsaa hun havde vel tænkt derpaa. Ligesom han havde hun været med. Han havde ikke vidst det. Paa Fjendens Front havde hun udført den samme Gærning som (ie fran-ske og belgiske Kvinder. Det gemtes inde i deres Øjne. Han havde ogsaa genkendt det i hendes. Der var kommen en Sikkerhed og Ro over hendes Maade at være paa som han misundte hende. For hende var det noget fuldkomment selvfølgeligt at træffe ham heroppe igen. Han mærkede det; der var ingen Uro spejlet i hendes Miner, da hun før-ste Gang havde rakt ham Haanden. Som gamle Kammera-ter, der ikke længe havde set hinanden, som Mennesker, der begge havde været med i den store Strid .. saaledes mødte de hinanden.

— Og De, Ejvind Storm, hvad vil saa De? Tror De ikke længere, der er Brug for Dem. Vi maa allesammen med i det store Arbejde for at bygge op. Kender jeg Dem ret, svigter De heller ikke ..

Han havde søgt at forklare hende, at det var den ny Slægt, der var vokset op under Krigen, der nu skulde tage fat.

— Hvad vil De foretage Dem, Ingrid? — Rejse som før og holde Koncerter. Gøre mit Arbejde. — Javel. — Men for et nyt Publikum; for Mennesker, der Da-

gen igennem har det graat og tungt, Folk, hvem Musikken først og fremmest har Bud til. Jo. hun vilde rejse rundt og holde Koncerter for Arbejderne. Det var hendes Gerning.

Dagene gled ellers muntert som de plejede hos Ernsts. Den unge Læge og hans Kæreste turede rundt i Omegnen for sig selv. Maleren var optaget af Studier, saa de to var henvist en Del til hinandens Selskab. Først Aftnerne sam-lede dem alle. Da spruede Latteren og Indfaldene. Kun han følte sig ensom og uden for det hele. Han tvivlede om

1932 BRUGSFORENINGS-BLADET 567

sit Arbejdes Værd, sig selv, og vel inderst inde ogsaa om de andre.

— De er jo syg, Storm. Han kunde selv have sagt det. Og hun havde Ret, det

vidste han. Ejvind Storm gik rask af Sted, han kom fra en lang

Tur i Bjergene. Det var vist bedst at konnne hjemad og faa sig tøet op ved Ilden. Og saa efter Dagens mange Indtryk synke hen i denne blide, vage Stemning, som nu ofte kun-de bemægtige sig ham om Aftenen ,naar han sad og lyttede til de andres Samtale eller tilsyneladende opmærksomt fulgte med i deres Lege og Paafund.

Dér laa Huset. Vejen, der var lavet, kastede en blaa Skygge hen over Sneen. Ud fra Vinduerne strøg et varmt, gyldent Skær.

En pludselig Tryghed bemægtigede sig i ham i denne store Stilhed, der varsomt lagde sig over alle Ting. Han følte paany en forunderlig Glæde ved a t s e, som var han igen sytten Aar.

Hans høje Skikkelse stod tydeligt tegnet mod den hvi-de Baggrund.

En hvid og ustandseligt bølgende Masse strøg blødt og sagte ind mod dem.

Det skar i Øjnene. Det var umuligt at se blot en Meter frem for sig.

— Vi maa tænde alle Lysene, der er da Mulighed for, han kan se, hvor Huset ligger. Men gaa nu i Seng, Børn, jeg bliver siddende heroppe og venter. Saa kan jeg have noget varmt parat til ham, naar han kommer..

De gik saa til Ro; men Maleren havde givet dem et ud-trykkeligt Løfte om at kalde, saa snart han hørte den mindste Lyd.

Ved Pejsens flammende Skær sad han nu og ventede. Ingen af dem havde lagt Mærke til, at Ingrid var forsvundet. Havde nogen set ud i Ganeen, var det straks blevet opdaget. Knagen, hvor hendes Hat, Snestøvler og korte Snejakke var anbragt, stod tom.

Lysene brændte stadig væk og brød deres Skær mod Sneen.

En tung, uhyggevarslende Tone, som en Trolds truende Latter og Fløjten, blandede sig nu i det tætte, bløde Snefald.

Orkanen nærmede sig. Saadan stod han lidt, mens han saa ned i Dalen. Saa

lukkedes Døren efter ham. — Sneen og Solen brødes.

Et overdaadigt blændende Lys indhyllede hele Eg-nen. Humøret var glimrende. Selv Storm følte det som en usynlig Byrde var skubbet fra ham. Han gav sig helt hen i det kammeratlige Samvær.

Aldrig før havde han set hende saa fortryllende. Klædt i Sweaters og Sportsbenklæder som alle de andre, med Rygsækken paa Nakken og med et tindrende Smil i Øjen-krogene, havde hun under Turen været den, der stadig havde faaet Stemningen til at stige. Malerens vældige Latter lød:

— Naa, endelig kom vi da herop. Kan I se Hytten der-henne! Vi trænger ogsaa til Frokost. Bare der nu er nogle af Jenterne hjemme, saa vi kan faa noget varmt at drikke! De havde alle delt hans Tanker.

Og de blev for saa vidt heller ikke skuffet. De sad nu bænket om det brede Bord heroppe paa Bjergets højeste Spids »Gnejsen«. Det var den sidste Station, denne Hytte for Vejfarende.

— For Ungdommen! Maleren hævede sit Glas og hilste paa sine Gæster.

— Naar jeg med mine halvtres endnu regner mig for ung .. og min søde Kone ogsaa gør det .. saa tillader jeg mig ogsaa at regne dig, kære Storm, blandt os unge!

Storm rynkede Brynene en Smule. Han sagde alligevel ikke noget. Saa blev “Bordet hævet og enhver hengav sig til Driveriet.

Men Ejvind Storm var gaaet ud i Gangen. Lidt efter kom han ind igen, fuldt udrustet til en længere Vandring.

sagde han kort, ja, I bliver vel heroppe Natten er jo Plads nok. De unge Piger og Drengene var Dr. Thellefsen og hans Kæreste sad i en Krog

Jeg gaar, over. Der gaaet ud. af Stuen.

Storm vendte sig mod Maleren: — 1 skal ikke vente mig, før l ser Nej, jeg er aldeles ikke træt. De fulgte ham ud. — Hvor vilde han hen, spurgte

Karen. Hun pegede paa en Fjeldkant, der

vil tage ham mindst fire Ti-mer at naa derhen. Før om-kring Midnat kan vi slet ikke vente ham tilbage. Naa, men vi maa se at komme ind i Varmen.

Ingrid saa et Glimt af hans Skikkelse. Saa for-svandt han ved el Vejsving til venstre. Luften ligesom tyngede hende.

— De sad inde ved Pejsen. Dagstrælte og næsten alle sammen mest oplagte til at gaa til Sengs. Lægen saa paa sit Ur.

— Halvti, mumlede han, hvornaar mon vi kan vente ham?

— Aa, ikke før omkring tolv eller ét; vi maa vist hel-lere krybe til Køjs. Men lad os først se, hvordan Vejret; der har været saa stille der-ude de sidste Par Timer.

Da de lukkede Døren op, kunde de først ikke se noget.

mig. Farvel da.

ngrid lidt efter Fru

saas utydeligt. Det

Disse tre Timers endeløse Evighed! Hun havde gennemlevet Aars Lidelser og Savn, syntes hun,

mens hun, pisket i Ansigtet af Sneen, langsomt og stædigt borede sig igennem.

Hun havde derinde i Stuen, pludseligt, som i et Syn, set ham ligge der, i Sneen, med Hovedet boret nedad, stivnet og overvældet af Døden, Det havde grebet hende frygteligt. Hun kendte Vejene heroppe, hun vilde forsøge at finde ham, for han var øjensynligt paa Tilbagevejen, Snevejret var ikke be-gyndt før ved Ottetiden. Hun følte sig drevet frem af en ubøn-hørlig Magt, mens hun kæmpede sig fremefter. Hun var igen sytten Aar, og han saadan som han var dengang, hun første Gang havde truffet ham.

Hun følte sig udmattet. Øm i alle sine Lemmer med en Fornemmelse som det prikkede overalt paa Huden ... Hvad var Klokken? Ved sin Lommelampes Hjælp fik hun set det. Halveet.

En Rædsel overfaldt hende. Her stod hun, ensom, et lille Menneske, i denne øde Snenat. Hun vilde raabe om Hjælp. Der maatte jo være nogen i

Nærheden. Om hun nu ikke fandt ham? Hvis han nu laa saadan som hun havde set det før? Og hun selv? Kunde hun naa at kæmpe sig frem mod Reidar, hvorfra hun vidste, han maatte komme? Endnu et Kvarter arbejdede hun sig frem. Ingen Skygge saas mere bevæge sig og udslettes af Snemas-serne. For Ingrid Birk var ganske med et Barns Tryghed segnet om i Sneen lige ved Vejen. Et blondt Ansigt, roligt og isblegt, saas over Sneen. Stormen var hørt op. Den uophør-lige Hvisken og Tisken af de faldende Snefnug var hørt op at tale.

Saaledes fandt Ejvind Storm hende. Og han forfærdedes over Roen i hendes Ansigt. Han vidste, for hvis Skyld den-ne Vandring var sket. Han bøjede sig ned og løftede det myge Pigelegeme op i sine Arme.

Der var Graad i hans Latter, da lian mærkede Hjertets svage Slag, da han saa det skønne Bryst langsomt bevæge sig.

Hun levede! Journalisten og Skribenten Ejvind Storm, den af Livet

saa frygteligt trætte, havde glemt alle de tidligere Aar og Dage. Et nyt Liv syntes at strømme ham i Møde, da han før-

ste Gang saa ind i disse for-undret blide Øjne.

Ejvind tog sin Elskede i sine Arme. Hans Hjerte var stumt af Glæde. Hendes Ho-ved hvilede trygt i hans Arme. Det varme Legemes Duft aandede imod ham. Ti-

n luerne gik.

Langt borte fra hørte de Kimen af Klokker og saa blinkende Lys. Man ledte efter dem.

Ejvind Storm gik frem mod Morgenrøden, den nye Dag, det genopstandne Liv! Hans Hjerte hamrede som dets. Og en dyb og besej-rende Tone fik Magt i hans Sind.

Han saa ned mod hen-des lyse, skære, unge An-sigt. Et svagt Skær af Rødme gik hen derover.

To Mennesker gik ind til nyt Liv.

5(jS BRUGSFORENINGS-BLADET 1932

rnu

Forlang dem i Brugsforeningen

lilLagesenJ dem i g »JfylJt Stan J, — kelst S II & I* © S I

HJEMMETS OPGAVER Hjemlig Hygge.

E'n lille Smule ironisk siger Tilrejsende, at Danskerne om- ' giver sig med stor og lun Hygge. Der skal være Billeder

paa Væggen af de kæreste Familiemedlemmer, og Stolene skal være til at dale ned i, saa der virkelig er Hvile at finde i Fritiden.

I gamle Dage omgav Husmødrene sig ogsaa gerne med mange smaa og underlige Glasting og Nips. Søde Porcellæns-vovser, Hyrder og Hyrdinder stod paa Etagererne og paa Konsolspejlet, eller paa Buffetens Hylder. I vore Dage ser man en anden Art af Hygge. Nu skal der ogsaa staa smaa Ting, Skaale og Krukker, Vaser og enkelte i Porcelæn, Ler eller andet Materiale forarbejdede »Nips« i Stuen, men det er mindre kunstfærdigt og eventyrligt, det har en klarere Linie og appellerer ikke til nogen Art af Sentimentalitet. Kun til en sund Sans for et Materiales Skønhed, og saa et fuldt Hen-syn til Genstandens Nyttevirkning. Der er kommen en smuk Forening af Kunstneres Skaberglæde, og Haandværkerens praktiske Sans for at gøre sit Arbejde til »Hvermands Eje.« —

Nu nærmer Julen sig, og der er Grund til at huske paa de særlige Værdier, vi har i den danske Kunstindustri. In-gen, der ser i hinandens Hjem, kan undgaa at konstatere, hvor vaagen Sansen er hos den moderne Husmoder paa Lan-det og i Byen for, at hendes Hjem skal være i Overensstem-melse med hendes egen og Familiens Tilsnit. Husmødrene er storartede til at faa en maaske noget bedaget Stue, hvis Sofa og Stole o. s. v. ikke just udmærker sig ved »Modernis-me« til alligevel at svare til Snittet til det kortklippede Haar, den frie Form for Tale og Diskuteren og alt øvrigt, der ken-detegner Kvinderne af 1932, som anderledes end forrige Ge-nerations.

Men..! Der er et ikke saa lille »men« ved Modernismen, og det bestaar i, at Husmoderen og Assistenten, — de to stærke Magter, som Aaret igennem forvalter og udgiver ca. l‘A Milliard Kroner — de lo Magter gør sig ikke lige godt underrettet om, hvad det danske Arbejde kan præstere.

For at tage et Eksempel: Man ønsker et Sæt Skaale til at have i Køkkenet, saa der nemt kan sættes en Madrest til Side paa en pæn Maade. Skaalen skal kunne sættes paa Bordet, om det skal være. Ser Husmoderen i Bunden af Skaalene ef-ter Mærket for Fabrikationen? Tænker hun paa, at der er Tusinder af Ungdommen fra Landet, som er Haandværkere i Byen — ogsaa indenfor Porcelænsindustrien — og disse unge Kvinder og Mænd staar i Dag ledige.

Man skal købe et Askebæger, en Vase, en lille Bonbonni-ere at forære bort. De smukkeste og billigste Ting kan man faa i danske Kunstindustrivarer, eller i hvert Fald fra et Land, som det er vigtigt for os at holde os i Forretningsfor-bindelse med. Vi eksporterer vort Hovederhvervs — Land-brugets — Produkter og maa i høj Grad rette vor Import ef-ter den Kendsgerning; men husker vi altid det, naar vi om-sætter de enkelte Kroner, der bliver til den halvanden Mil-liard om Aaret?

Vi har en stor og leveringsdygtig F. D. B.-Industri, der stadig udvides, men burde være endnu større — husker vi at forhøre, om F. D. B. ikke netop kan præstere en aller før-ste Klasses Vare i det, vi skal købe? Husker vi paa, at ogsaa her gælder det om, at have Pligten til at skaffe Arbejde tit den fra Landet til Byen indvandrende Ungdom, og til den i Byen fødte Kvinde og Mand, der ogsaa har sit Levekrav at stille.

Naar vi skal have netop det Skrivebord, vi har sparet sammen til et Aars Tid, er det saa ikke naturligt først at forhøre, om F. D. B. ikke er fuldtud leveringsdygtig for baa-de Kvalitet og Pris? Eller: En Krog af Stuen trænger til

1932 B R U G S FORENINGS-BLADET 509

Hygge — en stor Lænestol vil være netop den Julegave, som giver baade Hygge og den Hvileplads, en Husmoder har nø-dig. Husker man saa at se i F. D. R.s Katalog, eller forhøre om, hvad der her igennem kan leveres? Et Linnedskab mangler man ogsaa. Hvad har F. 1 ). R. — ja, hvad kan Dansk Arbejde præstere af smukke og moderne og praktisk indrettede Skabe, der helt staar paa Højde med importerede? Saadan, som man har Pligt til at erindre sig selve Hjemmets Inventar, kan man erindre sig alt, hvad der hører til Ud-smykning af Hjemmet, til Paaklædningen, til den mere »aan-delige Udvikling«. Bøger f. Eks.! Der købes saa mange Tu-sind Bind af de oversatte med kulørt Omslag og spændende Titler. Kun sjældent er det en Gave, som er Pengene værd. Dansk Litteratur kan godt konkurrere.

Maaske har man en Væg, der netop blev »rigtig«, om der paa den blev ophængt et dansk Maleri. Vore malende Kunst-nere har det meget svært —- som alle andre. Hvad om man gjorde sig selv den livsvarige Glæde at anskaffe et Maleri? Det kan i bedste Forstand blive »Arvegods«.

Ja! Man kan blive ved at nævne danske Industrier, dan-ske Kunsthaandværker, danske Tekstiler, Tricotage, Konfek-tion o. s. v. — og i samme Nu fortælle om den store Arbejds-løshed i »Fagene«. Købelyst og Købeevne kan være i høj Grad afsvækket — alligevel! De mange Bække smaa gør den slore Aa! Naar Juleindkøbenes Gaveliste skal skrives, saa er det godt at erindre sig, at hver Tiøre, som erlægges fornuf-tigt, nemt kan blive netop den lille Bæk, som kan give en stor Aa, — give fornyet Beskæftigelse i F. D. B. — og andre nyttige danske Virksomheder.

Det skal nok vise sig at være gavnligt for den berømte danske Hygge, om man erindrer sig det. C—e.

*

Frøken Vestergaards praktiske Anvisninger.

Juleforberedelser. Qaa er vi der igen — i Nærheden af den dejlige Julehøjtid, ^ som giver saa megen Glæde for saa mange af os, men

som jo rigtignok ogsaa giver Husmoderen et ekstra Arbejde baade før Jul, i Juletiden og efter Julen.

Der er et gammelt Ord, der siger: »Selv om Aarel er aldrig saa langt, Juleaften er altid Irang«, ja, den er lit trang at n a a, men lad os alligevel prøve paa, om vi ikke i Aar kunde faa begyndt lidt tidligere paa vore Forberedel-ser, end vi plejer, saa den kære Husmoder kunde faa noget mere Glæde og Fred af Juletiden, derved at hun blev knap saa »forstrævet«. Eet af de Arbejder, som i Landbohjemmene forestaar lige op ad Julen, er Slagtningen, og det er jo et Arbejde, som giver en Husmoder meget at gøre, men som ogsaa senere, naar alle de forskellige Ting er fra Haanden, giver et velforsynet Spisekammer og letter Madlavningen en anden Gang.

De Ting, vi bl. a. skal lave ved Slagtningen, er: sorte Pøl-ser eller Blodbudding, Medisterpølse, Spegepølse, Leverpostej og Saltning af Tunger eller Kød til Paalæg, desuden sker det jo ogsaa, at vi til Julen gerne vil lave en Gaase- eller Ånde-leverpostej, hvis vi har disse Dyr paa Spisesedlen til Jule-maden,

Jeg vil derfor denne Gang give Husmødrene nogle Op-skrifter paa »Slagtemad«. Sorte Pølser el. Blodbudding. Dagen før Blodpølsen skal Svineblod 2 1 laves, gøres Tarmene rene, Vand . . . . . i 1 °g at faa dem rigtig Fine Byggryn el. ?inukt hvide, er det udmær-

groft Rugmel 400 g ket at lægge dem i Blød i Ferske fine Spæk- skummet Mælk og lade dem

tærningcr . .. 500 g staa den Nalten over, det ta- Rosiner 250 g 8er 0Ssaa den ubehagelige Sukker 00 g Log1 af Tarmene. Til Blod- St. Kanel'::::::: l ’é'str. Tsk. P0lsen bruges Grisens Tyk-St. Allehaande .. 3 - - tarV1-c. . . , , nl , St. Nellike .... VA- - ' Stedet tor at koge Blod-et . . . . 4 massen i Tarme, er der man¬

ge, der foretrækker at koge (Fortsættes Side 572.)

Et dagligt Tilskud at F.D.B.

Tran til Foderet er af stor Betydning for Svinenes, Fjer-kræets og Kalvenes Trivsel, iilet denne Tran indeholder de vækstbefordrende A-Vita-rniner og de antirakitiske D-Vitaminer.

Der udleveres ikke en Dunk F.D.B. Tran, hvis Indhold ikke er vitaminkontrolleret af Professor Carl H. Han-sen, Landbohøjskolen. — Udsalgsprisen er

65 Øre pr. kg.

F.D.B.Tran

vort Serie-Katalog, bedes De vælge som findes i alle Brugsforeninger

750 _ 1029 _ 12 50

X 2

570 BRUGSFORENINGS-BLADET 1932

En 25 Øres Sæbe, der

i Kvalitet, Duft og Renseevne staar paa

øjde med dyrere ærker.

Mild og skaansom for Huden — duftende, saa man efter Brugen ikke aner Sæbelugt, men kun Duften af Syren — — og af Renhed. og at Renhed.

F.D.B •Syren Scebe N*°

©O

Ingen anden Shampoo kan give Deres Haar en saadan Skønhed — gøre det saa blødt, glansfuldt og bølget.

BUTYWAVE er engelsk og fremstil-les i Danmark. Køb det i Brugsen!

Vandshampoo: 0.45. Tør Shampoo: 1.50 og 0.60.

RUnOMgd SHAMPOO.

Lille Peter Brugs’s store Oplevelser. Peter taler sig varm.

Husholdersken: Jeg har ganske gratis faaet saadan en glimrende Bog, som »Fælles« har udgivet — »Strik selv« hedder den. Jeg vil strikke mig en Vest og tage ind til Køb-staden efter Garn.

Peter: Det er godt gjort! De tager gan-ske roligt mod Bogen i »Brugsen«, men i Stedet for til Gengæld at købe Garnet dér, flintrer De ind til Byen!

Husholdersken: Ja, men ....

Peler: Ti stille og lyt til en fornuftig Mand! Saa ufornuftige kan kun Kvinder være I Saa køber De vel hel-ler ikke Deres Silke-strømper i Brugsen?

Husholdersken: Nej — for jeg gaar med uldne!

Peter: Det vil jeg tro! »Ulden« —- det er lige, hvad De er! Nej, man skal være trofast mod sine Ven-ner, og Brugsen er en god Ven. Har jeg maaske ikke købt alt mit Tøj der?

Husholdersken: Og-saa Snakketøjet?

Peter: Sludder og Vrøvl har vi nok af — men det er Fornuft og Omtanke, vi træn-ger til! Ikke et an-stændigt Ord kan De fremføre til Deres Forsvar!

Husholdersken: Ikke andet end —- at naar jeg skal til Byen, er det for at komme hen paa F. D. B.s Manufak-turlager og købe Garn. Brugsen har det nem-lig ikke paa Lager endnu!

1032 B RU G S F O R E N I N G S - B L A I) E T 571

rSøven cZJims skriver kfem:

Tusind Tak for Pakken med Vasketøj, Brev og hjemmebagte Kager, som er læst, taget i Brug og spist i den rigtige Række-

følge. Du skriver, at jeg endelig omgaacndc maa lade dig vide, hvordan Sagerne udvikler sig herovre med »Ormen hin lange« og saa videre, men det er lettere sagt end gjort, for de ud-vikler sig nemlig slet ikke for Tiden, idet den gode Mand er taget paa en Slags Rekreationsrejse efter sin sidste Oplevelse med den forlorne Hr. Dadelfri. Det er imidlertid København, han hjemsøger, saa hvis du en Dag løber paa en usædvanlig lang Kavaler derovre med et letforvirret Udtryk og et Par Støvler, der spærrer det meste af Fortovet, kan du være sikker paa, at det er ham, og saa kan du jo selv fritte ham ud. Ugens Be-givenheder herovre er aitsaa ikke store, men jeg skal dog nævne de vigtigste: Ole Jørgensen har faaet nye Træsko, Hegnsmandens Kone har faaet Tvillinger, og Lars Post er begyndt at lægge sig Vinterskæg til (om Sommeren er han nemlig glatraget for at have saa lidt som muligt at slæbe rundt paa i Varmen). Jo, og saa — det var jeg lige ved at glemme — og saa har Afholds-hotellet faaet elektrisk Klaver! Du ved jo nok, hvad saadant et er for en Indretning, kære Moder — det ligner et normalt Klaver, men det bliver fodret med en Slags ujævne Valser, og naar man saa sætter det i Forbindelse med en Stikkontakt, giver Tan-genterne sig fornøjet til at hoppe op og ned, saa de herligste Melodier strømmer ud fra det. Nu er saadan et mekanisk Tærske-værk selvfølgelig temmelig dyrt, men Værten her har faaet det billigt, fordi der knytter sig en romantisk Historie til det — aitsaa en Historie med Kærlighed.... Jo, der var en Mand inde i Købstaden — en Mand i sin bedste Alder, som det jo hedder, naar man vil antyde, at han er lidt halvgammel. Han havde forelsket sig i en yngre Enke med ikke saa lidt til fælles Bedste, men hun sværmede vildt for Musik, fordi hendes afgaaede Ge-mal havde været Klaverlærer. For at fedte sig ind hos hende, havde den Mand, jeg taler om, bildt hende ind, at han spillede Klaver som en Indfødt, skønt han vistnok var farveblind og ikke en Gang kendte Forskel paa de sorte og de hvide Tangenter — men Resultatet blev, at hun absolut vilde høre en Prøve paa hans Kunst, og derved kom han jo i en fæl Knibe.... Saa var tlet, at han fandt paa at leje et elektrisk Klaver — inviterede Enken hjem og fik virkelig ogsaa stillet det hele saadan an, at hun ikke lugtede Lunten, men betaget lyttede til »Aarhus Tappen-streg« eller hvad det nu var for en Sagtevals, Klaveret gav fra sig. Men midt i Numret gik det pludselig i Staa — Klaveret aitsaa. Der var nemlig sket det katastrofale, at en Kontrollør var kommen og havde lukket af for Elektriciteten, fordi Manden var kommen bagud med Gas- og Elekricitetsregningen. Naa, han kla-rede Situationen ved at lade, som om han havde forvredet Haandleddet — men saa skete det endnu mere katastrofale, at Klaveret pludselig begyndte at spille paany, medens han var mindst 5 Meter fra det. Hans Husholderske havde nemlig i sidste Øjeblik betalt Regningen af sin egen Lomme, saa Kontrolløren havde lukket op for Maalerne paany... . Men denne Gang und-gik den lumske Bejler ikke at blive afsløret — den dybt for-argede Enke trak sig tilbage i Galop, og af Ærgrelse og Raseri gav Manden sig saa til at sparke og mishandle det uskyldige Klaver paa alle Maader, hvad der var Grunden til, at Afholds-værtcn bag efter kunde købe det for en rimelig Penge.... Han

har allerede haft megen

.f Fornøjelse af det — det

/ vil sige, det

er nu nær-mest mig, der har haft det, jeg var nemlig saa heldig at

være derovre den første Aften, det

var i Gang. Da jeg saa Pjevs og tykke Napoleon dukke

skyndte jeg mig at pla-cere mig foran Klaveret og præsterede nu en saa natur-

ti o Fingergymnastik, at de to naive Fyre virkelig troede, at jeg var en hel Herkules til at spille. Den Tro svæver de stadig i, men en skønne Dag opdager de jo nok Sandheden, og dermed være du kær-ligst hilset og takket fra og af din hengivne Søn Søren.

Brugsen, 25. ils.

Kære Moder!

Sort Chevreaux Calf med Firbensbox.

Glimrende Pasform

F. D. B.s Skotøjsfabrik

RPT.2G23

METAL

PUDSE-

EXTRAKT

er de reneste —

sundeste og mest

velsmagende Havregryn.

En Portion hoster kun 3’U Øre

572 BRUGSFORENINGS-BLADET 1932

HJEMMETS OPGAVER. (Fortsat fra Side 569.) dem i aflang Kageform eller Randform, den bliver lige saa god, man er fri for at staa med Rengøring af Tarmene, men den er knap saa holdbar som kogt i Tarme. Dog kan den gøres holdbar ved lige efter Kogningen at overhældes med et Lag Fedt, som dækker Buddingen helt.

Dagen før Blodpølsen laves, sættes Byggrynene eller det grove Rugmel i Blød i Vandet, det ene af disse Melprodukter er lige saa godt at anvende som det andet. Spækken skæres i fine Tærninger, Rosinerne skylles og skoldes.

Naar Grynene eller Rugmelet er udblødt, hældes det i en Gryde og bringes i Kog under Omrøring, det koges ved meget svag Varme ca. K Time, saa røres alle de forskellige Kryd-derier i, Spæktærningerne og Rosinerne røres i, og tilsirist røres det siede Blod i, ganske lidt ad Gangen og under sta-dig Omrøring. Man smager nu paa Buddingen, og, hvis den er tilpas i gpiagen, fyldes den enten i de skyllede Tarme

eller i smurt Rand-form eller Kageform med fast Bund. Tar-mene maa kun fyl-des % fulde, da de ellers vil springe under Kogningen. Tarmene bindes til, prikkes over det hele med en fin Stoppenaal og sæt-tes over at koge i varmt Vand tilsat Salt. De koges ca. Vi Time ved svag Varme; man prøver, om de er kogt nok

ved at stikke i dem med en Stoppenaal. Kommer denne blank ud, har de faaet nok. Randformen eller Kageformen koges i Vandbad i Ovn eller Gryde % h 1 Time efter Stør-relsen.

Naar Pølserne er kogte, tages de op og sættes til Afkøling. De kan jo ogsaa spises nykogte med Sirup og Smørsauce, eller med Æblemos, Kanel og Sukker og smeltet Smør. Spiser man dem ikke alle nykogte, plejer man jo ved senere Brug at skære dem i pæne Skiver og stege dem i Fedt eller Mar-garine paa Panden.

Der er jo mange Husmødre i Byerne, der mener, at sorte Pølser eller Blodbudding kan man kun faa, naar man har en rar Familie paa Landet, der slagter og elskelig forærer en nogle Pølser, dette er en Fejltagelse, man kan paa alle Slagteriudsalg i Byerne faa Svineblod at købe til ca. 40 Øre pr. Liter, og saa bliver Blodbudding en baade billig, god og meget nærende Ret, som lige saa godt kan laves paa 5te Sal i Byerne som hos Husmoderen paa Landet.

Spegepølse. Oksekød og Smaastykker Skært Oksekød 2Vi kg magert Svinekød males 3

— Svinekød 2Vi — Gange gennem Maskinen; de Kogte kolde Kartofler 2V — kogte, kolde, pillede Kartof-Kogt, kold sød Mælk ... 2 1 ler males een Gang, det kom-Persk Spæk 1 k» nles i en stor Gryde eller et Salt 200 g Trug og *ltes op med den Salpeter 50 « kogte kolde Sødmælk i smaa Stødt sort Peber ..... 10 g Portioner ad Gangen, den

æltes med Hænderne, Kryd-derierne blandes i, og Farsen æltes 1 Time. Den sættes til Side paa el koldt Sted til næste Dag, saa æltes den igen med Hænderne 1 Time, Flæsketærningerne æltes med den sidste Dag. Af Tarme bruges enten glatte Kotarme eller Hestetarme; de sidste er de stærkeste og kan som Regel faas paa Slagteri-erne. Tarmene skrabes og skylles, lægges et Døgn i Saltvand med en stor Suppevisk i, derefter et Døgn i skummet Mælk. Saa skylles Tarmene, bindes for den ene Ende og Farsen stoppes meget fast sammen i Tarmene; hvor Lufthuller kan ses, prikkes disse med en fin Stoppenaal. Pølserne bindes til, gnides med Salt og staar til næste Dage. Saa stoppes de igen fast sammen, mærkes og røges 8—10 Dage efter Tyk-kelsen.

Efter Røgningen indpakkes de i Papir og opbevares koldt og tørt.

Bagt Leverpostej. Svinelever 375 g Smaakød af Svinekød . 125 g Fersk Spæk 250 g Anchiovis 5 Stk. Løg 1 lille Tvebakker 2 Stk.

Leveren lægges i Blød i Vand fra den ene Dag til den anden, alle store Aarer fjernes, og den skæres i Smaastykker. Kødet vaskes med et Kødklæde opvredet i hedt Vand, Spækken befris for Svær og skæres i Smaa-

Smør 40 g stykker, Anchiovis skylles. Mel 60 g befris for Hoved, Ben og Mælk 4 dl Indmad. Løget pilles og skæ- Æg 2 Stk. res i Smaastykker. Det hele Salt 1 str. Spsk. males 5—C Gange gennem Peber 1 str. Tsk. Maskinen. For at faa det sid¬

ste ud males til sidst de 2 Tvebakker igennem. En lys Afbagning laves af Smør, Mel og Mælk, den røres, medens den endnu er varm, op med Æg-gene, og Krydderierne tilsættes. Den malede Fars røres i, og Leverpostejen smages til. En Form med fast Bund smøres godt med Fedt og beklædes i Bunden med Papir, Farsen fyl-des i Formen, og den koges i Vandbad i Ovnen 1% Time, saa hældes Vandet fra, og den staar ved tør Varme H Time, henstaar til næste Dag, saa vendes den ud af Formen.

Man kan beklæde Formen med ganske fine tynde Skiver af Spæk i Stedet for at smøre den og beklæde den med Papir.

Kogt Leverpostej (en stor Portion).

Svinelever 1 'A kg Fersk Spæk % kg Anchiovis 8 Stk. Timian 1 lille Bundt Løg 1 stort Suppe (f. Eks. fra Svinehoved 1V 1

Peber '"WWW { Efter Sma«

Leveren udblødes i koldt Vand fra den ene Dag til den anden, den tørres, alle store Aarer fjernes og den skæres i Smaastykker, Spækken skæres fra Sværen og skæres i Smaastykker, Løget pilles og skæres ud, Anchiovis be-fries for Hoved, Ben og Ind-mad, Timian skylles og bin-des ind i et tyndt Stykke Tøj. Lever, Spæk, Anchiovis

og Løg males een Gang igennem Kødmaskinen, det hældes i en Gryde, Suppen hældes paa og det bringes i Kog under Omrøring. Koges ganske sagte i 3 Timer, saa gnides det gen-nem en fin Staaltraadssigte, hældes i den rengjorte Gryde, smages til med Krydderierne og koges henved K Time.

Leverpostejen hældes i smurte Forme og sættes til Afkø-ling; ved Anretningen kan den enten vendes ud af Formen eller skives op paa Assietter. Denne Leverpostej er meget praktisk at lave, idet den kan koges op, hvis man har faaet lavet saa stor en Portion af den, saa det kniber med at faa den til at holde sig. Man kan ogsaa, medens den er nykogt, smelte den til med kogende Fedt, saa kan den jo holde sig, saa længe Fedtet bare dækker den.

Gaasele ver postej. Gaaselever 1 Stk.

(eller 2 Andelevere) Trøfler 1 Stk. Salt 1 Tsk. Peber Vi Tsk. Laurbærblade 2 Stk. Vin eller Rom 2 Spsk. Magert Svinekød Vi kg Fersk Spæk 625 g Champignon .. 1 lille Daase

(50 g). Løg 1 lille Stk. Persille (hakket) .... 1 Tsk.

og skæres i Smaastykker, og

Leveren skylles, tørres, lægges paa en Tallerken og spækkes med Trøflerne, der er skaaret i tynde Strimler. Salt og Peber strøs paa. Laurbærbladene lægges un-der Leveren, og Vinen hæl-des paa. Saaledes staar Le-veren og trækker med Kryd-derierne 1 Time. En rund Blikform med fast Bund be-klædes med ganske tynde Skiver af det ferske Spæk; Resten af Spækken skæres i Smaastykker, Kødet vaskes

det males gennem Kødmaski¬ nen 10—12 Gange sammen med Løget. Farsen røres op med den fint skaarne Champignon, den hakkede Persille, Resten af Trøflerne skaaret i fine Tærninger og den Lage, der staar under Leveren. I den beklædte Form lægges et Lag Fars paa 2 Ctm. Tykkelse, herpaa lægges den spækkede Lever med den runde Side nedad, Laurbærbladene fjernes; Resten af Farsen bredes over, og den beklædes med tynde Skiver af fersk Spæk.

Postejen bages i en ikke for varm Ovn to Timer, den af-køles helt, inden den er til at bruge. Den er lidt sen at lave, billig er den heller ikke, men det er en stor Delikatesse .

Man kan godt bruge Hønselevere (4 Stk.) i Stedet for Ån-de- eller Gaaselever.

E. Vestergaard.

Udgivet af Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger. Redaktør: cand. polit. A. Axelsen Drejer — Redaktion og Ekspedition: Njalsgade 15, København S.

Det Hoffensbergske Etabi.

inden VwAm (wmmet!

* * %

i

Hvis De ikke liar tømt Sommerolien ud, naar Kulden kommer, risi-kerer De Startvanskeligheder, og Starten slider stærkt paa Batteriet og Motorens Metaldele. Skaan Deres Motor og bevar Batteriet ved i Dag at udtømme den gamle Olie og paafylde Gargoyle Mobiloil Arctic.

Gargoyle Mobiloil Arctic yder komplet Smørebeskyttelse baade ved Motorens Start, og naar Vognen er i Fart og Motoren er varm.

Beskyt ogsaa Gear og Differential. Tøm Sommerolien ud og paafyld Gargoyle Mobiloil “CW”, der fuldt ud beskytter mod Slitage, og som giver blødt Gearskifte og fuld Udnyttelse af Trækket.

VACUUM OIL COMPANY A/S • KØBENHAVN

I

GA50VNE og GA5APPARATE købe) bed)-! i Brugj- FORENINGEN

FÆLLESFORENINGEN FOR DANMARKS BRUGSFORENINGER

BAGE-- & STEGEOVNEN

DANIA TIL ANBRINGELSE OVER PRIMUSAPPARAT

Bag Deres Brød og Kager i denne Ovn. Resultatet vil til« fredsstille Dem i enhver Henseende.

AKTIESELSKABET

GLUD & MARSTRANDS FABRIKER CARL LUNDSGADE 20 — KØBENHAVN S

Stærke og behagelige Saaler faas uaar Oo forlanger

F. D. B. Ege-Kærnelæder hos Deres Skomager.

F.D. B. GARVERI - ROSKILDE

Har De

Viking Havregryn i Huset?

Forlang dem ellers i Deres Brugsforening. De er rene, sunde, velsmagende og

koger let. De er de billigste og bedste, og saa er de danske.

IIIIIIIIIillfllillllllllllllllllllllllllllllllllM

ESSEX LAK FABRIKERET I LONDON FOR F.D.B.

Brug ESSEX GULVLAK ESSEX LINOLEUMSLAK ESSEX HVIDLAK Essex Universallak Essex Bodylak Essex Egetræslak Essex Vognlak Essex Mobellak Essex Slibelak Essex Ahornlak Essex Godsvognlak Essex Baadlak Essex Farveblandingslak ESSEX ER ENGELSKE KVALITETSLAKKER, MEGET HURTIGTØRRENDE, GLANSFULDE, HOLDBARE OG BILLIGE. ESSEX FA AS I ALLE BRUO SFORENINGERN

Husmoderen tilbereder gerne Kødsupper, Saucer, Salater,

Grøntsageretter med

JBrutj

CASTROL Den engel she Kvalitetsolie

Castrol „Z" (Arctic Type) og „AA" (A Type) er de rette Vinterolier til de fleste Automobiler — se Castrol-Tabellen.

C. C. Wakefield & Co. Ltd., Vesterport 318, København V.

råf*l anvend derfor et Middel, som ikke gør dem mistænksomme, De skal bruge Ratin. Det er Midlet, og det er dansk. Ratin ædes med Begærlighed. Udlæg-ning af Gifte, som Rotterne vra-ger, er derimod Spild af Penge. Ratinsystemet (Ratin-Ratinin) er anerkendt i Ind- og Udland som den eneste rationelle Rotteud-ryddelsesmetode. Ratinlaborato-riets Præparater, som frem-stilles under streng videnskabelig Kontrol, faas i Flasker med nøj-agtig Brugsanvisning. Om ønskes kan De ogsaa faa Ratins øvede Folk til at foretage Rotteudryd-delsen for Dem.

IMTI om

• Dl

Det er langtfra nok at bruge

en Tandbørste hver Morgen og

tro, at saa er alting godt. —

Tænderne skal nemlig renses

helt — ogsaa paa de Steder,

hvor Tandbørsten ikke naar

hen!

Altsaa maa der en Tandpasta

til, som trænger ind overalt og

opløser, i Stedet for at afkradse

— det vil sige SI-KO.

Maaske synes De ikke om

Smagen lige straks, men efter

kort Tids Brug af SI-KO vil

De foretrække den sure, for-

friskende Smag fremfor den

sædvanlige søde Pebermynte-

smag. —

SI - KO ANBEFALES AF OVER 1000 SKAND. TANDLÆGER