actionmagazine

s.14

Den evige

aktivist

#4 | 2010

s.15

Den evige

aktivist

Claus Bornemann talte de svages, fattiges og undertryktes sag som MS’ generalsekretær fra 1978-89; en tid præget af Palæstina-konflikt, apartheid i Sydafrika og ideologiske slagsmål. Aktivismen brænder stadig i den nu 89-årige pensionerede jurist. Det koster ham en tur i retten i marts næste år.

s.16

actionmagazine

Hvad89-årig akvivist

Tekst: Henrik Lomholt Rasmussen, freelancejournalist, tidligere udsendt for MS Foto: Tine Harden

HAn HAR HoLDT MøDeR MeD RoBeRT MugABe, været landshøvding for Grønland og trykket Nelson Mandela i hånden. Alligevel foretrak Claus Bornemann at krybe i soveposen på gulvet i gymnastiksalen med de menige MS’ere efter regi-onsmøderne på diverse skoler rundet om i landet i sin tid som generalsekretær for MS fra 1978-1989. – Det var det eneste rimelige. Det ligger i min natur, at man ikke skal adskille sig fra dem, man arbej-der med. Vi havde jo alligevel festet sammen hele natten, så jeg så ingen grund til at tage på hotel med de andre MS-ledere, når det var på tide at gå i seng, forklarer Claus Bornemann, der blev MS-chef som 57-årig.I dag er den nu pensionerede jurist og enkemand 89 år. Han er fortsat stadig rask og rørig og bor i en lille førstesalslejlighed med skråvægge i Lyngby nord for København. I stuen vidner figurer af fedt-sten fra Grønland og afrikanske træskærerarbejder om et liv med rejser mod både nord og syd. Reolen er fuld af romaner samt fagbøger om blandt andet jazz, Grønland, udviklingspolitik og film. At Claus Bornemann skulle blive MS’ generalsekre-tær i 11 år – og den længstsiddende af slagsen – havde han ikke regnet med, da han blev medlem af MS’ styrelse i 1974.– Jeg var embedsmand i Grønlandstjenesten og så mange paralleller mellem u-landene og Grønland om udviklingsproblemer og afkolonisering. Alligevel sagde jeg ‘Er du tosset!’, da MS’ daværende ge-neralsekretær, Torben Lundbæk, ringede i 1978 og spurgte, om jeg havde lyst til at stille op som hans efterfølger, husker Claus Bornemann.Men af og til er en holdning noget, man har, indtil man skifter den. – Efter at have overvejet tilbuddet kom jeg frem til, at det måske var tiltrængt at prøve noget nyt efter 27 år i Grønlandstjenesten, fortæller Claus Borne-mann, der blandt andet nåede et år som konstitue-ret landshøvding for den daværende danske koloni i 1967-68.

gLoHeD SAgSom nybagt generalsekretær for MS havnede en glohed sag på hans bord. – Under et besøg i Lesotho (MS-programland indtil 2004) mødtes daværende minister for udenrigspo-litiske spørgsmål, Lise Østergaard (S) i 1978 med udsendte MS-frivillige. En af dem anklagede Leso-tho for at have et fascistisk regime, som den dan-ske regering gjorde forkert i at støtte. Det udløste store overskrifter om, at ‘MS-frivillige kritiserer u-landsbistand’, og kastede mig ud i en mediestorm herhjemme, husker Claus Bornemann.MS’ redning kom fra en – set med nutidige øjne – uventet front. – Henning Christophersen (Venstres daværende le-

der og udenrigsminister) fastslog, at så længe MS arbejdede legalt i Lesotho, måtte organisationens udsendte have ytringsfrihed. Sagen døde, men MS blev i pressen konstant anklaget for at være for venstreorienteret. Især af Morgenavisen Jyllands-Posten, som jeg læste hver morgen. Derfor var det lidt af en sejr, da den tidligere Venstre-finansminister Thorkild Christensen tildelte MS sin fødselsdags-pris, siger Claus Bornemann, der ofte følte sig pla-ceret på lussingernes parkeringsplads.Ikke mindst efter et MS-årsmøde i 1988.– Det var nok min værste tid i MS. Et mindretal af MS-aktivister havde vedtaget en resolution om at boykotte Israel. Helvede brød løs, ikke kun i pres-sen. Husmødre, som havde været i kibbutz i Israel og plukket appelsiner, ringede og brokkede sig. Og så nyttede det ikke meget, at MS’ bestyrelse tog afstand fra resolutionen, fortæller Claus Bornemann om den delikate sag.

LARS fRA gRæSTeD gikMindre ballade var der i 1980, da MS besluttede at etablere programmer i både Mozambique og Zim-babwe. Claus Bornemann mødte Robert Mugabe, da han besøgte København som nytiltrådt leder af det tidligere Rhodesia og igen i Zimbabwes hoved-stad, Harare, i forbindelse med MS’ ansøgning om at få lov til at arbejde i landet.– Stemningen var euforisk. Mugabe blev hyldet som en frihedshelt og var mægtig populær. Siden er det jo desværre gået ned ad bakke, konstaterer Bornemann. Og afviser at der lå politisk ideologiske motiver bag at gå ind i lande som Zimbabwe og Mozambique.– MS skulle ikke være en politisk organisation. Jeg var interesseret i, at vores repræsentantskab var så bredt som muligt, siger han og nævner Venstres Ungdom (VU) som en af MS’ medlemsorganisatio-ner i 1980’erne. – Derfor var det en stor skuffelse for mig, da VU’s daværende formand, Lars fra Græsted, (statsmini-

Det var en stor skuffelse for mig, da VU’s daværende formand, Lars fra Græsted, meldte VU ud af MS

”

s.17

#4 | 2010

Som en af sine største successer peger Claus Bornemann på, at det lykkedes ham at skaffe MSs udsendte, der i hans tid som generalsekretær kaldtes frivillige, mere ind-flydelse på programmerne i de lande, MS opererede i gennem etableringen af samarbejdsudvalg.

ster Lars Løkke Rasmussen) meldte VU ud af MS, siger Claus Bornemann med et skævt smil.

SkAffeDe AnC DAnSk konToRVar der en sag, hvor MS for alvor markerede sig med Claus Bornemann som generalsekretær, var det i kampen mod apartheidstyret i Sydafrika.– Det optog de unge i 1980’erne, ligesom Vietnam-krigen tidligere havde været i fokus. Og da apart-heid handlede om diskrimination, var det en oplagt sag for MS, forklarer han.Han var med til at sikre, at ANC (Nelson Mandelas daværende forbudte parti i Sydafrika) i 1981 blev repræsenteret på dansk grund med et kontor hos MS i det daværende hovedkontor i Borgergade i

København. Den borgerlige regering under Poul Schlüter nægtede at give tilskud til MS’ antiapart-heid-arbejde, så pengene til indsatsen kom i hus via samarbejde med især fagbevægelsen.

kRonen På væRkeTBornemann betegner det som et de største resulta-ter af sin MS-karriere, at han – som pensionist – ef-ter apartheidstyrets fald deltog i det nu legaliserede ANC’s første nationale konference i Durban i Syd-afrika i 1991. Året efter indtraf endnu et højdepunkt, da Nelson Mandela som led i en tak for støtten-rundrejse i Skandinavien spiste morgenmad hos MS. Selv om Claus Bornemann på det tidspunkt var gået på pension, hilste han på ikonet Mandela.

The Bornemann ultimatumSom en af sine største successer peger Claus Bornemann på, at det lykkedes ham at skaffe MSs udsendte, der i hans tid som generalsekretær kaldtes frivillige, mere ind-flydelse på programmerne i de lande, MS opererede i. Det skete ved etableringen af samarbejdsudvalg.

actionmagazine

Det var selvfølgelig et stort øjeblik, husker Claus Bornemann, som stadig havde sin gang hos MS.Efter at han stoppede som generalsekretær i 1989, fortsatte han nemlig sit antiapartheid-arbejde fra ANC’s kontor i Borgergade. Kontoret blev lukket i 1994; samme år, som Sydafrika fik sin første sorte ambassadør i Danmark i form af Themba Kubheka.– Han havde været ANC’s mand på MS-kontoret under dæknavnet Aaron Mnise, husker Claus Bor-nemann.

HåRDeRe TiDeR i DAgTrods diverse ideologiske slagsmål med den da-værende borgerlige regering og langvarige interne stridigheder, hvor MS’ kollektive medlemmer brok-kede sig over de individuelle medlemmers øgede ret til indflydelse, opfatter Claus Bornemann sin MS-regeringstid som let i forhold til sine efterfølge-res udfordringer.– Bevillingerne flød lettere, så vi havde aldrig øko-nomiske problemer eller trusler som i dag. Jeg mis-under ikke de nuværende MS-ledere, siger Claus Bornemann, der stadig dukker op til arrangementer hos MS.– Lokalerne på Fælledvej på Nørrebro er flotte. Jeg har indtryk af, at MS efter nogle hårde år med ned-skæringer har fået gang i mange aktive unge, og at det går godt, vurderer han.Fusionen med ActionAid International får også posi-tive ord, men brynene rynkes, da Claus Bornemann hører, at der kun er omkring 100 danskere, der er udsendt på forskellige MS-kontrakter. – I min tid som generalsekretær var der op mod 400 frivillige i programlandene. Når de vendte til-bage til de steder, de kom fra i Danmark, gjorde de en enorm indsats for at oplyse og sprede viden

om u-landene i lokale MS-klubber og -kredse. Det aspekt ser ud til at gå tabt med det nye tiltag, adva-rer Claus Bornemann.

foRTSAT AkTivDen høje alder afholder ham ikke fra stadig at gå på gaden og tale de svages sag. Hver søndag trop-per han op foran Sandholm-lejren som medlem af bevægelsen Bedsteforældre for asyl for at demon-strere mod regeringens asyl- og flygtningepolitik. Han var også med, da de grå aktivister i april i år afbrød Folketinget under førstebehandlingen af den nye udlændingelov.– Vi sang Barndommens land af Benny Andersen. Integrationsminister Birte Rønn Hornbech blev ra-sende. Vi blev arresteret og kørt ud på Bellahøj Politistation, hvor vi fik en kop kaffe, inden vi blev løsladt. Siden fik vi hver en bøde på 3.000 kroner, og så skal jeg i Byretten 3. marts næste år, fortæller Claus Bornemann nøgternt.Hans indre aktivist er alt andet end pensioneret.•

et spændende livClaus Bornemann har aldrig fortrudt, at han sagde farvel til en karriere i Grønlandstjene-sten til fordel for MS. – Ud over en masse spændende udfordrin-ger fik jeg set mange dele af Verden, jeg ellers aldrig ville have oplevet, siger han.

Blå bog Claus erik Bornemann

født 30. november 1921

1940 Student

1947 Cand. jur.

1947-49 Sekretær i udenrigsministeriet 1949-78 grønlandsstyrelsen (boede i nuuk 1951-54, 1957-62 og 1967-68)

1967-68 konstitueret landshøvding i grønland

1972-78 MSs repræsentantskab

1974 Medlem af styrelsen for MS

1978-89 generalsekretær for MS

1989 Pensioneret 1990-01 MSs repræsentantskab

Aktiv i Bedsteforældre for asyl

Gift med Rigmor Bornemann (død 1989)To døtre, fire børnebørn og to oldebørn

s.19

Trine vendelboe Juul, kommunikationskonsulent, indehaver af a2be kommunikation.

Uddrag af kronik, trykt i Berlingske Tidende

er det mig, der skal redde verden?

Jeg HAR fåeT eT BRev fra Læger Uden Grænser, hvor jeg kan vælge, om jeg vil give 100, 250, 500 eller 750 kroner. Men hvorfor ikke give en rund tusse, når jeg uden at blinke med øjnene lige har brugt 2.000 kroner på en kulinarisk forkælelse og et par italienske sko, jeg ikke har brug for?

Børnefonden har også sendt mig et brev, fordi jeg tidligere har været sponsor for et barn. Jeg støtter også Amnesty International, og jeg giver selvfølge-lig til alle godgørende organisationer, der ringer på min dør, når der er landsindsamling. Og jeg har købt både geder og høns hos Folkekirkens Nødhjælp.

Jeg er dog blevet i tvivl om det rimelige i, at vi som individer i stigende grad opfordres til at give penge til bekæmpelse af verdens uretfærdighed, mens mere magtfulde aktører holder liv i love og systemer, der er kilder til selvsamme elendighed. Er det rimeligt, når vi har en regering, der kun bruger sølle 0,8 pro-cent af bruttonationalproduktet på u-landsbistand? Og er det rimeligt, når EU bruger over en tredjedel af sit budget på landbrugsstøtte? En støtte, der hol-der liv i et usundt og forgældet erhverv, og gør fat-tigdommen værre i de lande, som vi giver bistand.

En stor del af den skat, som finansierer bistanden, kommer i øvrigt fra almindelige lønmodtagere, hvil-ket altså ikke forhindrer dem i også at støtte et barn i Guatemala eller jordskælvsofre i Haiti. Det er godt og er måske med til at reducere mængden af ma-terialistiske overflødigheder inden for egne rækker. Men de samme mennesker synes måske, at det var mere rimeligt, hvis også de multinationale virksom-heder spyttede deres andel i skattekassen i stedet for at kanalisere den ud af landet? Og tænk, hvis USA skrev under på klimakonventionen, og verdens ledere satte handling bag ordene på de årlige klima-topmøder.

Vi giver en skil-ling med den ene hånd, men holder millioner af kroner tilbage med den anden. Det svarer til at sætte små plastre på kæmpe-mæssige sår, som bliver ved og ved med at bløde, fordi der er mennesker, virksomheder og erhverv, der ikke bekymrer sig for fem øre om andre og om andet end at skrabe mest muligt sammen til sig selv.

S og SF har tilsyneladende fundet løsningen på ver-dens urimeligheder. En fair løsning kalder de den. Men hvad er der fair i, at vi, der i forvejen arbejder meget, skal arbejde en time mere om ugen, mens arbejdsdygtige 60-årige kan gå på efterløn?

Der er altså noget galt med proportionerne i ver-den og med forventningerne om, hvem der skal yde hvad, for at andre kan få lov at nyde. Jeg agter i hvert fald ikke at arbejde bare et minut mere, for at en frisk 60-årig kan nedbringe sit handicap på golf-banen. Så hellere give 1000 kroner til Afrika og håbe på, at verdens magtfulde ledere bakker mig op og sætter mere vilje bag visionen om at afskaffe fattig-dommen, der er en central faktor bag den uhyrlige kendsgerning, at en milliard mennesker sulter.

Er du enig? Sig din mening hos Mellemfolkeligt Samvirke på Facebook. •

Mulighederne for at gøre den berømte forskel synes at eksplodere i disse år. Men er det rimeligt, at vi som enkelte individer konstant skal tage moralsk stilling, fordi verdens ledere ikke kan sætte handling bag deres ord?

Hvadkommentar fra nord

#4 | 2010

”