Flugten fra friheden1 Helt centralt i anarkismen str det synspunkt, at mennesket ikke kan f for meget af n bestemt vare: frihed. Jeg erkendte imidlertid allerede i bogens anden del [om liberalisme kontra anarkisme]2 eksistensen af fnomenet angst for friheden.3 Jeg erkendte, at mennesker sommetider begrnser andres og deres egen frihed endnu mere end autoriteterne krver. Jeg kunne ikke finde anden forklaring p denne angst for friheden end evt. tidligere autoriteters drlige indflydelse. En grundigere behandling af sprgsmlet vil jeg give med dette kapitel. Jeg vil gre det ved at lade freudo-marxisten Erich Fromms Flugten fra friheden4 f en tur gennem min anarkistiske hakkemaskine. Fromm argumenterer i dette vrk for det tilsyneladende helt indlysende synspunkt, at nr mennesker flygter fra friheden, s skyldes det, at friheden er en byrde for dem, at de har fet mere frihed, end de kan bre. 1. Fromms tese Fromms tese, som jeg vil forsge at tilbagevise, er den at det moderne menneske, befriet for det fr-individualistiske samfunds hmmende bnd, som p en gang gav det tryghed og indskrnkede dets udfoldelsesmuligheder, ikke har vundet frihed i den positive betydning, at det er blevet frit til at realisere sit individuelle jeg; det vil sige: til at lade sine intellektuelle, emotionelle og sanselige potentialiteter komme til udtryk. Sknt friheden har givet mennesket uafhngighed og rationalitet, har den ogs gjort det ensomt og dermed usikkert og magteslst. Denne isolation er uudholdelig og stiller individet overfor det alternativ enten at befri sig for frihedens byrde ved at sge tilflugt i nye former for afhngighed og underkastelse eller at strbe efter at n til den fulde realisering af positiv frihed, som bygger p menneskets individualitet. (Forordet, side 7-8.) Kort fortalt, s mener jeg ikke, at det er frihed, der har gjort det moderne menneske isoleret, angst og magteslst. Det er derimod mangelen p frihed. Fromm skelner mellem positiv og negativ frihed. Positiv frihed (se citatet) betyder fri individuel udfoldelse (se ogs side 185); negativ frihed betyder fravret af ydre autoritet (se side 31-32 og 35). Fromms synspunkt er nu det, at negativ frihed nok er en ndvendig, men ikke en tilstrkkelig betingelse for positiv frihed. Jeg har [p de foregende sider i Det anarkistiske menneske] argumenteret for, at negativ frihed ogs er en tilstrkkelig betingelse for positiv frihed. For mig er det uden mening at skelne mellem de to slags frihed. Men lad os frst se p, hvordan Fromm uddyber og argumenterer for sin tese. Udviklingen af det moderne samfund er iflge Fromm karakteriseret ved menneskets tiltagende uafhngighed af ydre autoriteter (side 35). Mennesket i f.eks.

2

middelaldersamfundet havde ikke negativ frihed. De ydre autoriteter lnkede det til en bestemt plads i samfundet (38): En person var identisk med sin rolle i samfundet; han var bonde, hndvrker eller ridder, ikke et individ, der nu engang havde dette eller hint erhverv. (38) Middelaldermennesket var ikke blot lnket til et bestemt erhverv, men ogs til et bestemt geografisk sted (og dermed til bestemte personer). Og desuden var der faste regler for omtrent enhver form for livsudfoldelse (41). Disse lnker, som betd, at mennesket endnu ikke var individ, kalder Fromm primre bnd (39). Frst nr mennesket knuser de ydre autoriteter og bryder de primre bnd, bliver det individ. Individet er karakteriseret ved at besidde negativ frihed. Selv om middelaldermennesket ikke besad negativ frihed, s hvder Fromm: Middelaldersamfundet bervede ikke individet dets frihed, for individet eksisterede ikke endnu; mennesket var stadig knyttet til verden ved primre bnd. (39) Dette m betyde det samme som, at mennesket i middelalderen endnu ikke havde et behov for frihed; autoriteterne frustrerede ikke et behov for frihed hos mennesket. Mens omtrent alt for middelaldermennesket var bestemt af dets plads i samfundet, s skabte kapitalismens opsten en helt anden situation: Individet var nu overladt til sig selv; alt afhang af hans egen kunnen og villen, ikke af hans traditionelle stilling i samfundet. (Side 50, Fromms kursivering.) Med den negative frihed har individet fet muligheden for at erhverve den positive frihed, dvs. muligheden for fri individuel udfoldelse. Hvis individet ikke realiserer denne mulighed, s bliver friheden er byrde. Den negative frihed betyder nemlig i sig selv isolation (ensomhed), angst og magteslshed. Fromm taler om frihedsbegrebets (det negative) dobbeltbundethed (36). De primre bnd gav en tryghed, som forsvinder med dem (26-27). Individet kan kun overvinde frihedens byrde ved at realisere den positive frihed, ved at realisere sig selv. Individet opnr positiv frihed ved at indg en spontan forbindelse med verden gennem krlighed og arbejde og ved p en gte og oprigtig mde at lade flelser, sanser intellekt komme til udtryk; p den mde kan det igen blive t med sine medmennesker, med naturen og med sig selv uden at miste sit individuelle jegs uafhngighed og integritet. (106) Men individet kan ogs forsge at undslippe frihedens byrde ved at flygte fra friheden (den negative). Individet kan som erstatning for de primre bnd sge nogle nye sekundre bnd (107). Det kan forsge at oplse sig selv som individ, d.v.s. det kan forsge at oplse sit behov for frihed.

3

Det kan det iflge Fromm gre p to mder: enten ved at underkaste sig nye former for autoritet eller ved at tilpasse sig et konformt mnster. (102) Ingen af disse flugtveje kan imidlertid oplse menneskets behov for frihed. Flugtforsgene er dmt til at mislykkes. (172) Fromm sammenligner menneskets tilblivelse som individ med myten om syndefaldet. (32-33) Nr individet fler den negative frihed som en byrde, s er det fordi det er for svagt til at realisere den positive frihed. Frihedens byrde er derfor identisk med byrden ved at have et svagt jeg. Fromm beskriver i overensstemmelse hermed forskellige flugtmekanismer svarende til forskellige karaktertyper som forskellige forsg p at overkomme byrden ved at have et svagt jeg. Lad os se nrmere p de forskellige karaktertyper. Den masochistiske type forsger at lette svaghedens byrde ved dels at reducere sit jeg (Hvis jeget ikke eksisterer, s er der ikke noget der kan tynge det!) og i sammenhng hermed dels at underordne sig, og p den mde blive en del af, en strre og strkere enhed uden for det selv. (117) Den sadistiske type forsger at lette svaghedens byrde ved at underordne andre under sig og p denne mde forstrre sit jeg. (117-18) Til grund for svel masochisme som sadisme ligger et behov for symbiose, et behov for at styrke sit svage jeg ved hjlp af andre mennesker. (118) Fromm mener, at de masochistiske og de sadistiske trk altid forekommer sammen. Han taler derfor om den sado-masochistiske karakter, eller den autoritre karakter. (122) En autoritr person er masochistisk over for sine overordnede (de strke) og sadistisk over for sine underordnede (de svage). Den autoritre karakter er det menneskelige grundlag for fascismen, f.eks. i Hitler-tidens Tyskland. (122) Fromm skelner mellem sadistiske og destruktive tendenser: Sadismens ml er en inkorporation af objektet; destruktionsdriftens at fjerne det. Sadismen tjener til at styrke det uendeligt lille og svage individ gennem dominationen af andre; destruktionsdriften til at bibringe det styrke ved at fjerne enhver trussel udefra. (133) Fromm har samme syn p grundlaget for destruktionsdriften, som det jeg tidligere har argumenteret for: Destruktivitet er en flge af liv, der ikke leves. (136) Den autoritre karakter vil forsge at flygte fra friheden ved at underkaste sig nye former for ydre autoritet, f.eks. ved at underkaste sig et fascistisk styre. Der findes imidlertid ogs en flugtmekanisme, der er forenelig med demokratiet, nemlig automatisk konformisme (137 og frem). Denne mekanisme er den lsning, som flertallet af det moderne samfunds normale individer benytter sig af: Kort formuleret: individet ophrer med at vre sig selv; det tillgger sig njagtigt den personlighed som det kulturmnster, det lever i, tilbyder det; det bliver derfor prcis som alle andre er, og som de venter, at det skal vre. Disharmonien mellem jeg og verden

4

forsvinder og dermed ogs den bevidste frygt for ensomhed og magteslshed. () Det menneske, der opgiver sit individuelle jeg og bliver en robot mage til de millioner af robotter, der omgiver det, behver ikke lngere fle sig ensom og bange. Men prisen, det betaler, er hj: den er tabet af jeget. (137) Individerne tror oftest selv, at de handler helt selvstndigt, selv om de i virkeligheden fungerer som automater. Fromm sammenligner situationen med det post-hypnotiske eksperiment. (138 og frem) Personernes handlinger er pseudo-handlinger og deres jeg et pseudo-jeg. (150) Naturligvis mener Fromm ikke, at der gr et skarpt skel mellem det autoritre og det konforme individ. Det autoritre individ har konforme tendenser og det konforme individ har autoritre tendenser. (184) Som vi har set, definerer Fromm negativ frihed som fravret af ydre autoriteter. Han siger imidlertid, at vi er fascineret af den frihed, vi har opnet fra de ydre magter og er blinde for den kendsgerning, at indre former for tvang og ufrihed frygt truer med at underminere betydningen af de sejre, friheden har vundet mod sine traditionelle fjender. (82) Fromm taler om, at den indre autoritet er maskeret som sund fornuft, videnskab, psykisk sundhed, normalitet, den offentlige mening. (125) Samvittigheden er ogs en indre autoritet, men den har iflge Fromm mistet meget af sin tidligere betydning. (125) (S vidt jeg kan se, mister Fromms distinktion mellem den autoritre og den konforme karakter i nogen grad sin betydning, nr det drejer sig om indre autoritet. Der kan vel kun vre en gradsforskel mellem den mde, som den autoritre og den konforme plager sig selv og andre med disse indre autoriteter? Det er dog muligt, at Fromm forbeholder de indre autoriteter for den konforme karakter, idet han taler om de indre autoriteter som konformitetens redskaber (182).) Kampen mod de indre autoriteter er ikke indeholdt i kampen for negativ frihed, men i kampen for positiv frihed. Hvordan opnr mennesket positiv frihed? Fromms svar er: Denne frihed kan mennesket opn ved at virkeliggre sit jeg, ved at vre sig selv. (185) I stedet for at vlge at miste sit jeg (185) m mennesket vlge at realisere sig selv. Som en slags marxist er Fromm p det rene med, at forudstningen, det materielle grundlag (194), for selvrealisationen m vre til stede. (Med udtrykket det materielle grundlag refereres der til samfundets konomiske, sociale og politiske struktur (194). Men det er ikke problemet, for: Kapitalismen har tilvejebragt denne forudstning. (194) I overensstemmelse hermed beskftiger Fromm sig i sit svar p, hvordan mennesket opnr positiv frihed, ikke med betingelser, som m eksistere for at mennesket kan vlge at realisere sig selv, men derimod med indholdet af dette valg. Mennesket realiserer sig selv ved spontan aktivitet (186). Vi har tidligere set, at hovedelementerne i denne aktivitet er arbejde og krlighed, som Fromm alts betragter som individets fundamentale (reelle) behov.

5

Men hvordan opnr jeget styrke til spontan aktivitet? Kun ved at kaste sig ud i den spontane aktivitet: For jeget er s strkt, som det er aktivt. (Fromms kursivering, side 188) Det eneste, der er at gre for individet, er at kaste sig ud i tilfredsstillelsen af sine reelle behov. Fromm forsger med sin bog at vise os, hvilke de reelle behov er, og at tilskynde os til at tilfredsstille dem. Fr mennesket blev individ, bestemte de ydre autoriteter, hvad det skulle gre. De ydre autoriteter er nu vk, og vi har muligheden for selv at tage vore beslutninger. I stedet for at flygte fra den negative frihed m vi springe ind/ud i den positive frihed. Herved ophrer den negative frihed med at vre en byrde. Af det sagte flger ikke, at Fromm accepterer vort samfund, som det er. Han gr ind for det, han kalder demokratisk socialisme (195), der er et samfund med plankonomi (195), hvor man forsger at kombinere centralisering med decentralisering (196). Fromms idealsamfund indeholder bde bureaukrati (ndvendiggjort af centraliseringen) (196) og en reprsentativ regering (195). Det afgrende i denne forbindelse er, at Fromm mener, at individet har mulighed for at realisere sig selv uden at skulle kmpe mod ydre autoriteter. Den kamp har mennesket udkmpet i hvert fald i de demokratiske lande. Mennesket bestemmer selv. 2. Min kritik Man kunne hvde, at det blot er et sprgsml om definitioner, om man vil opfatte skaldt demokratisk valgte autoriteter som autoriteter. Det viser sig imidlertid ved nrmere eftertanke at Fromm med sit begrebsapparat ikke er i stand til at forklare det, som han forsger at forklare. Hans forklaring viser sig at vre en bortforklaring. Fromm forsger at forklare, hvorfor individet, det moderne menneske, ikke realiserer sig selv, hvorfor individet ikke tilfredsstiller sit reelle behov for fri udfoldelse. Ved at bengte eksistensen af ydre autoriteter har Fromm bervet sig selv muligheden for at give den eneste mulige forklaring: eksistensen af de ydre autoriteter. At mennesket har et reelt behov (af en eller anden art), kan kun betyde, at det faktisk tilfredsstiller dette behov, medmindre det forhindres deri af ydre autoriteter. (Vi kan her se bort fra den undtagelse, at mennesket forhindres i at tilfredsstille materielle behov p grund af knaphed. Fromm er enig med mig i, at knaphedens rige er ophrt med at eksistere.) I stedet for at bengte eksistensen af ydre autoriteter ville det have vret mere reelt, hvis Fromm havde argumenteret mod anarkiets mulighed. En sdan argumentation forudstter imidlertid, at man som f.eks. Freud mener, at mennesket ikke er et helt igennem socialt vsen. Men Fromm er enig med mig i, at hvis mennesket fr lov til helt og holdent at realisere sit jeg, da vil den fundamentale rsag til dets asociale drifter forsvinde (193).

6

Eller er det muligt, at mennesket undlader at tilfredsstille sine reelle behov, hvis det ikke forhindres deri af ydre autoriteter? Fromm har et svar parat til os: det moderne menneske forhindrer sig selv i at tilfredsstille sine reelle behov i kraft af de indre autoriteter. Men hvor kommer de indre autoriteter fra? De indre autoriteter kan kun eksistere som internaliseringer af ydre autoriteter. Dette kan ogs udtrykkes p en anden mde: eksistensen af indre autoriteter betyder eksistensen af falske behov, som igen betyder eksistensen af fortrngninger af reelle behov. Og et menneske fortrnger kun reelle behov, hvis det tvinges dertil af ydre autoriteter. Lad os som et eksempel p en skaldt indre autoritet tage den offentlige mening. Den offentlige mening eksisterer ikke kun i den enkeltes indre. Det fr man at fle, nr man i sine handlinger gr imod den offentlige mening. Man bliver udsat for de andres mishag og sanktioner. Nr man begrnser sine handlinger p grund af den offentlige mening, s er det ikke en flugt fra friheden, men en flugt fra mishag og sanktioner fra udvelsen af ydre autoritet. Jeg har selv tidligere talt om angst for friheden og jeg vil ogs godt i samme forbindelse tale om flugt fra friheden. I hvilken forbindelse? Mennesker kan vige tilbage fra at tilfredsstille deres behov i situationer, hvor de ikke med tilfredsstillelsen vkker ydre autoriteters mishag. Det kan der vre to forklaringer p: For det frste kan det vre tilfldet, at tilfredsstillelsen tidligere vakte de ydre autoriteters mishag. De internaliserede ydre autoriteter (de indre autoriteter) har en vis inerti. Jeg talte tidligere om psykisk efterslb.5 For det andet vil de ydre autoriteters eksistens bevirke, at ofrene generelt bliver usikre p sig selv, og derfor ogs viger tilbage fra handlinger, som autoriteterne tillader. I begge tilflde er det imidlertid mangel p frihed, der er rsagen til flugten fra friheden. 3. Mellemspil om psykisk efterslb Her er det p sin plads at gre opmrksom p, at Freuds teori om fortrngninger har langt alvorligere konsekvenser for det psykiske efterslb end min teori. Freuds voksne patienter stillede med seksuelle fortrngninger fra deres tidligste barndom. De opretholdt fortrngninger, som der ikke var nogen grund til, at de opretholdt, da deres voksne (styrkede) jeger faktisk var i stand til at klare de fortrngte drifter.6 For Freuds patienter var det psykiske efterslb vedvarende indtil de havde ligget en rum tid p hans sofa. Da fortrngningen af de seksuelle drifter i min teori ogs er et symbol for fortrngningen af de fundamentale behov for autonomi og solidaritet, d.v.s. af behovet for fravret af autoritet (som man sammenfattende kan udtrykke den massive fortrngning, der sker af alskens behov), s flger, at jeget aldrig bliver strkt nok til at opgive de egentlige fortrngninger s lnge autoriteterne eksisterer. Mske kan man til en vis grad slippe af med selve de seksuelle fortrngninger ved hjlp af psykoanalytisk terapi. Men og det er det afgrende i denne sammenhng vi behver ikke som Freud at antage, at jeget i en situation, hvor det er strkt nok til at opgive sine fortrngninger, alligevel ikke gr

7

det. Vi kan hvde, at jeget stadig opretholder fortrngningerne, fordi det ikke er i stand til at klare de fortrngte behov for autonomi og solidaritet i det autoritre samfund. Jeget kan hverken tilfredsstille eller tilintetgre dem, da der er tale om fundamentale behov. Derfor er fortrngningerne stadig ndvendige. P den anden side kan vi ogs hvde, at s snart autoriteterne forsvinder, s vil fortrngningerne ogs forsvinde. Hvis min teori om fortrngninger er korrekt, s er vi i stand til at give mennesket en del af den rationalitet tilbage, som Freud tog fra det. Jeg tror dog p et vis psykisk efterslb, men vil ud fra min teori advare mod, at man overdriver dets omfang. Sdanne overdrivelser kan vre medvirkende til, at mennesket bliver plagt overgangsperioder la proletariatets diktatur. Ud fra min teori m vi ogs sige, at Freud fokuserede for meget p den psykoanalytiske terapi som midlet til at pille ved fortrngningerne. Der pilles ved fortrngningerne, hver gang et menneske udsttes for autonome og solidariske handlinger isr hvis det selv er subjekt. 4. Min kritik (fortsat) Tilbage til Fromm! Nr mennesker flygter fra friheden, nr de bliver autoritre og konforme, s er rsagen alts ikke, at friheden er en byrde, men at mangelen p frihed trykker dem. Hovedrsagen til, at det moderne menneske fler sig isoleret, angst og magteslst, er eksistensen af ydre autoriteter. En medvirkende rsag er illusionen om, at alt er, som det skal vre, i de skaldt demokratiske lande: individet bestemmer selv sin skbne. Denne illusion str i skrende kontrast til den enkeltes oplevelse af sin afmagt. P grund af den herskende illusion erkender den enkelte ikke den almindeligt udbredte flelse af afmagt, men giver sig selv skylden for sin afmagt, hvilket kun forger flelsen af afmagt. (I de fascistiske lande indgr det i dag i ideologien, at der, nr tiden er inde, d.v.s. nr understterne er modne nok til det, skal indfres reprsentativt demokrati som den endelige lsning.) En anden medvirkende rsag er, at selv autoriteterne ikke har kontrol over samfundsudviklingen. Dette er sikkert ogs medvirkende til, at mennesker, der lever i et demokrati, af og til forlanger at f en strk mand i spidsen for samfundet, at f et fascistisk styre. En tredje medvirkende rsag er den omsiggribende institutionalisering af livet, som jeg tidligere har behandlet forholdsvis udfrligt.7 Hvordan kom Fromm frem til det synspunkt, at det er friheden, der trykker det moderne menneske? Det gjorde han ved at foretage en sammenligning mellem middelaldermennesket og det moderne menneske. Den afgrende forskel mellem de to mennesker er iflge Fromm, at det frste var bundet af de primre bnd, mens det andet har brudt disse bnd. De primre bnd gav livet mening og sikkerhed.8 Oplsningen af bndene gjorde mennesket isoleret, angst og magteslst. Da det at vre bundet af primre bnd er det samme som at

8

vre underlagt ydre autoriteter, s flger, at det er selve friheden, der er en byrde for det moderne menneske. At bndene er primre, vil sige, at de ikke kan genetableres, nr de frst er brudt. Det moderne menneske har bidt i frihedens ble, det har fet et behov for frihed, som det ikke kan slippe af med igen. Det kan forsge at flygte fra friheden ved at etablere sekundre bnd, d.v.s. ved at blive autoritrt og konformt. De sekundre bnd vil ikke kunne genskabe livets mening og tryghed, fordi de frustrerer et reelt behov for frihed. Jeg mener, at Fromms sammenligning mellem middelaldermennesket og det moderne menneske er forfejlet. Jeg har argumenteret for, at hovedrsagen til det moderne menneskes elendighed er eksistensen af ydre autoriteter. Denne argumentation synes at smuldre, hvis middelaldermennesket p trods af ydre autoritet kunne leve et meningsfyldt og trygt liv. Der er ingen tvivl om, at Fromm har et for romantisk syn p middelalderen. Men jeg vil godt g med til, at middelaldermenneskets liv p nogle mder var mere meningsfyldt og trygt. Det skal imidlertid ikke forklares ud fra kden om middelaldermenneskets ben, men ud fra, at middelaldersamfundet var et decentraliseret (eller endnu ikke centraliseret) samfund, hvor man lste livsopgaverne i fllesskab isr i (stor)familien. Arbejdsdelingen og institutionaliseringen var slet ikke s fremskreden som i dag. Man havde meget mere at gre med de mennesker, som levede i samme begrnsede omrde, hvilket betd strre solidaritet. Det var desuden lettere for den enkelte at overskue samfundsprocesserne. Hvis middelaldermenneskets liv var mere meningsfyldt og trygt end vores, s var det p trods af autoriteterne. P samme mde som solidariteten i en tysk koncentrationslejr under anden verdenskrig kunne eksistere p trods af lejrens autoriteter. Den mere ubegrnsede og vilkrlige mindre formaliserede autoritet i middelalderen gav anledning til megen menneskelig elendighed. Pstanden om, at middelalderens autoriteter ikke kunne vre rsagen til menneskelig elendighed, fordi middelaldermennesket ikke havde et behov for frihed, kan jeg ikke tage alvorligt. Selve eksistensen af autoriteter og tvang implicerer et undertrykt behov for frihed. Siden middelalderen er det lykkedes for mennesket i nogen grad at begrnse autoriteternes magt. Hvorfor skulle mennesket fre en kamp mod autoriteterne, hvis der ikke i forvejen eksisterede et behov for frihed? I de tilflde, hvor autoriteterne pludselig af egen fri vilje ophrer med at vre autoriteter, kan man forestille sig, at mennesker vil forsge at flygte fra friheden p grund af det psykiske efterslb. Men som regel gr det ikke sledes til. Mennesket m ved hrde kampe tilkmpe sig og fastholde friheden. Faren for, at mennesket fr en frihed, som det ikke er moden til, er derfor minimal. Holder man i det autoritre samfund ikke godt fast i et stykke frihed, s kan man vre sikker p, at autoriteterne spiser det eller institutionaliserer det bort. Der bliver ikke noget tilbage at flygte fra. P et vsentligt punkt er jeg enig med Fromm. Som psykoanalytiker har han en dynamisk menneskeopfattelse (i hvert fald med hensyn til det moderne menneske). Mennesket har et behov for fri individuel udfoldelse, som det ikke er muligt at oplse. Den autoritre og

9

konforme karakter er ikke blot udtryk for en passiv tilpasning til samfundet, men er udtryk for en frustration af behovet for fri individuel udfoldelse. Selv om dette behov fr et fordrejet udtryk, s sygner det p ingen mde hen. Man kan regne med det selv i dag. Derfor venter Fromm ikke som (andre) marxister p, at en ndring af Samfundet skal skabe eller genskabe behovet for fri individuel udfoldelse ved menneskets passive tilpasning til det frie samfund. Han tilskynder allerede i dag individet til at realisere sig selv, til at kaste sig ud i tilfredsstillelsen af sine reelle behov. Jeg synes, at Fromms tilskyndelse er helt p sin plads, men vil dog tilfje, at jeg samtidig mener, at kampen mod de ydre autoriteter i dag indgr som en ndvendig del af denne selvrealisation, ligesom jeg mener, at der i dag p grund af de ydre autoriteter er grnser for i hvor hj grad, vi kan realisere os selv. Men jeg vil ikke som marxister vente med at leve til efter Revolutionen og proletariatets diktatur nr jeg har vret dd i en evighed. Bortset fra, at revolutionen ikke er en begivenhed i fremtiden, men her og nu. 1 Af pladshensyn kom dette kapitel ikke med i Det anarkistiske menneske (Berlingske Forlag 2 Kantede parenteser er tilfjet ved digitaliseringen af kapitlet i marts 2014. 3 Se Det anarkistiske menneske, side 95. 4 Oversat efter Escape from freedom (New York 1941). Citaterne er fra den danske udgave fra 1991 (som er identisk med udgaven fra 1969). 5 Det anarkistiske menneske, side 94. 6 Samme vrk, side 164. 7 Samme vrk, side 124-29. 8 Flugten fra friheden, side 184.