Nummer 29

Harald Gettrup

ROMAN SI< INSTITUTS DUPLll<EREDE

0

SMASl<RIFTER April 1975

Præsens participium og gerondif i adverbiel funktion

Romansk Institut Københavns Universitet

Rigensgade 13 1316 Kbh. K Pris 3,50 kr.

Indholdsfortegnelse.

Kapitel 1. Indledning. 1.......................................................... 5

Kapitel 2. Temporal betydning. 2. Generelt om temporal betydning ......•.••• . .••.•....•.... 7 3. Førtidighed.. ........................................... 8 4. Eftertidighed........................................... 9 5. Samtidighed. Svarende til quand-sætninger ...........•... 10 6. Samtidighed. Svarende til ~-sætninger ..••.•.•...•... 14 7. Samtidighed. Svarende til pendant gue-sætninger .•.•.•.•. 18

Kapitel 3. Kausal og instrumental betydning. 8. Vanskeligheder ved at skelne mellem årsag og middel .•.•. 22 9. Løs og tæt forbindelse .••................•........•..... 27

10. Verbets betydning ...•...•..•.•.•...•...•.•...•..•.....•. 30 11. Temporal og logisk rækkefølge •...•.•.........•........•. 32 12. Sammenfatning •..•................•................•....• 35

Kapitel 4. Betingende betydning. 13. Betingende betydning .•.•••.•.............•..... .. •.••... 37 14. Infinitivsyntagmer som overordnet verbal ..............•. 38 15. Forholdet til futur og conditionnel . .........•.•..•• •• •. 39

Kapitel 5. Neutral betydning. 16. Karakteristik af begrebet neutral . •.•..•• ...•..• ..•.. ••• 40 17. "~-gruppen". . . . • . . . • . . . • . . . . • . . . • . . . . • . . . . . • . . • • . • . . 42 18. -ant-formen er~ og porter ..••....•...•..........•.• 45 19. Det overordnede verbal er~, rester og demeurer .••... 46 20. Nægtelse ved det overordnede verbal .•.•.•.....••. . .•.•.• 49 21. Nægtelse ved -ant-formen .......••.•...........•........• 50 22. Anførende sætninger ••••....••.....•••.•••.•.•.••....••.• 51

Kapitel 6. Afsluttende bemærkninger. 23. Participialsyntagmets interne struktur . ...........•..... 54 24. Koreference. • . . • . . • . . . • . . . . • . • . • • . . . . . • • . . . . . . • . . . . • . • • . 55 25. Løs og tæt forbindelse. Ledfunktion. Bundne og frie

former .•••.....•....•.•....•.•...•....•••.•...•...••.•.. 57

- 5 -

1. Indledning.

1. Formålet med dette Rids er at gøre rede for nogle problemer, der knytter sig til de adverbielle anvendelser af præsens parti­cipium og g~rondif. Efter flere års undervisning i stil og gram­matik har jeg fundet det nødvendigt at tage dette emne op til en grundigere behandling, da området stort set er uopdyrket. Bedste tilgængelige fremstilling er Togeby §632-640, men den giver al­ligevel kun svar på et fåtal af de mange problemer som brugen af disse former rejser. Og hvad angår fransksprogede grammatikker som Grevisse og Grammaire Larousse, så er de så karrige med op­lysninger, at en dansker næppe kan have større gavn og glæde af

dem.

Her skal behandles forholdet mellem de to -ant-former, idet jeg - i det omfang det har været muligt - forsøger at præcisere reg­lerne for deres indbyrdes brug. Det sker dels ved en afprøvning af substitutionsmuligheder med bisætninger og sideordnede hoved­sætninger, dels ved en undersøgelse af de betydningsændringer der finder sted, når man udskifter den ene form med den anden. Derudover har det været nødvendigt at undersøge nærmere, hvad man lægger i nogle af de betegnelser man plejer at bruge om be­stemte betydningsnuancer. Her er det navnlig begreberne årsag og middel, der volder vanskeligheder. Mange andre problemer får stå hen. Jeg har således i:<lce til hensigt at diskutere ledfunk­tionen. Begge -ant-former betragtes som adverbialled, men i øv­

rigt strejfes dette - og andre- spørgsmål i det afsluttende ka­

pitel.

Hermed er der kun berørt et begrænset område inden for -ant-f or­mernes syntaks. Et vigtigt problem, som slet ikke omtales, er forholdet til bisætninger i det hele taget, med andre ord: Vil det~ være muligt at erstatte, f.eks. en quand-sætning hvor der er koreference, med en g~rondif? Dette spørgsmål vil blive det næste emne for mine undersøgelser, og de følgende sider er da også kun udkast til et afsnit i noget , der med tiden skulle

- 6 -

blive til en håndbog om participier, gerundier og finitte verbal­konstruktioner i de romanske sprog.

Dette Rids må opfattes som en forskningsrapport: Der er intet kapi tel der hedder "Konklusion", mange §§ slutter med et spørgs­mål, og der fremsættes hypoteser som ikke er tilstrækkelig grun­digt afprøvet, og som jeg selv er meget skeptisk overfor. Når jeg offentliggør disse sider, skyldes det, at jeg - alle mangler til trods - mener at de indeholder iagttagelser der kan have in­teresse for både lærere og studerende, og forhåbentlig også kan

udnyttes i grammatikundervisningen.

NB. Betegnelsen participialsyntagme bruges om begge -ant-former. Når præcision er nødvendig, benyttes præsens participium(syntag­me) og g~rondif(syntagme).

Henvisninger til sidetal i refereret faglitteratur gives ved si­detallet i parentes: (25), mens (side 25) bruges ved krydshen­visninger inden for Ridset.

- 7 -

2. Temporal betydning.

2. For at præcisere hvad der skal forstås ved temporal, kan det være rimeligt at gå ud fra den betydning udtrykket har, når man taler om temporale bisætninger. Disse fungerer primært som tids­angivelser på linje med adverbialer som~. puis, pendant ce temps osv., det vil sige, at de angiver at hovedverbalets hand­ling finder sted på et givet tidspunkt (quand, lorsque), før el­ler efter et givet tidspunkt (avant que, apres que), inden for et givet tidsrum (~, alors que, pendant que). For at beteg­nelsen "temporal anvendelse af participialsyntagmet" skal have nogen mening, vil det være praktisk at begrænse den til de til­fælde, hvor participialsyntagmet kan omskrives til en bisætning med en af de ovennævnte indledere. Ellers vil praktisk talt alle anvendelser af -ant-former kunne kaldes temporale, da alle ver­bale processer forløber i tiden. Der foreligger således tempo­ral anvendelse i

(1) En arrivant a la maison neuve d'Urbain, Voiturier aper-9ut les Muselier (Aym~, Vouivre 181)

da man kan omskrive til

Quand il arriva ••• ,V. aper9ut •••

men ikke i

(2) L'adolescente a bicyclette disparaissait sur la route d~ja sombre en faisant sonner son grelot. (Mauriac,

Th~rese 39)

da det ikke er participialsyntagmets funktion at angive tidspunkt eller tidsrum, og en omskrivning til en bisætning, f.eks. med pendant que vil derfor ikke være naturlig.

Man kan diskutere om den foreslåede ombytningsprøve er et for håndfast kriterium, f.eks. i de tilfælde, hvor -ant-formen be­tegner en forudgående (eller efterfølgende) handling som i

(3) Prenant Urbain a bout de bras, il le d~posa doucement sur le sol (Aym~, Vouivre 89)

- 8 -

Man kan måske omskrive til

(3') Apres avoir pris Urbain a bout de bras, il le deposa doucement sur le sol

men det er et spørgsmål om en sådan omskrivning er korrekt, da den dertil svarende participialkonstruktion må være ayant pris. Som helhed må man regne med, at underordningskonstruktioner, der udtrykker førtidighed og eftertidighed vil være sjældnere end dem der udtrykker samtidighed, da sideordnede hovedsætninger, i kraft af tekstens lineære forløb, vil være tilstrækkelige til at angive tidsfølgen. I (3) vil et finit verbalsyntagme formo­dentlig være den korrekte omskrivning:

(3, ') Il prit Urbain a bout de bras et le deposa doucement sur le sol.

Trods vanskelighederne ved at finde et sikkert formelt kriteri­um til at karakterisere den slags sætninger, vil jeg alligevel betragte participiet i (3) som temporalt, om ikke for andet, så ud fra udelukkelsesprincippet, da det er svært at se at partici­piet har nogen anden funktion end at betegne en handling, der går forud for en anden. Der vil derfor i det følgende blive reg­net med tre hovedtyper inden for den temporale anvendelse:

Førtidighed: Participialsyntagmet kan erstattes af et finit ver­balsyntagme, der sideordnes med det følgende. Eftertidighed: Participialsyntagmet kan omskrives til et finit verbalsyntagme, der sideordnes med det foregående. Samtidighed: Participialsyntagmet kan erstattes af en bisætning indledt med quand/lorsque, ~' alors que eller pendant que/

tandis que.

3. Førtidighed. Kun præsens participium. Jvf. Toge by §640: "På grund af dette løse tidsforhold kan præsens participium betegne

ikke den samtidige, men den foregående handling, således at man kan oversætte ved 'efter at'."

(4) Et, me retournant sur le dos, je m'endormis. (Sagan,

Sourire ll5)

(5)

(6)

- 9 -

Traversant la route, il prit dans les champs pour gag­ner la foret. (Ayme, Vouivre 241)

Reprenant aussitot le chemin de la gare, il se faisait tuer trois semaines plus tard dans un coup de main pour lequel il s 'etait porte volontaire. (ibid. 179)

4. Eftertidighed. Kun præsens participium. Jvf. Togeby §640 : "Omvendt kan præsens participium udtrykke den handling, der føl­ger bagefter hovedverbets handling: 'derefter' . "

(7 )

( 8 )

(9)

il s'est leve, a attendu que la porte fut refermee, puis est retombe sur son lit, s 'etirant longuement et refermant les yeux (Butor, Degres 173)

Le commissaire avan9a r apidement et separa les deux femmes, les prenant chacune sous un bras et les poussant rapidement vers l a mer. (Vailland, Loi 185)

Peut-etre l'un d'eux partira-t-il, delaissant les etudes ou la boutique paternelle .•. Reven•nt de9u peut-etre, ou malade, ou encombre d'une exotique epouse (Mallet­

Joris, Maison 202 )

(I s idste eksempel er det kun revenant der har interesse i denne sammenhæng . Delaissant hører til en anden type der vil blive be­

handlet senere)

I de fleste af de citerede eksempler er både participiet og det finitte verbal perfektive verber, og perfektiviteten spiller u­tvivlsomt en rolle for opfattelsen af participiet som førtidigt eller eftertidigt. Det samoe gælder formodentlig aspektet. I ek­semplerne er det finitte verbal enten passe s imple, passe com­pose eller futur. Imparfait i (6) kan forklares som en impar­fait pittoresque. Men præsens kan forekomme, jvf. følgende ek­sempel, hvor der for mig at se foreligger successive handlinger:

(10)

- 10 -

Prenant une decision soudaine, la jeune femme acheve son geste interrompu et ouvre la porte en grand d'un seul coup (Robbe-Grillet, Projet 139)

Det er et spørgsmål om der kan formuleres præcise regler på grundlag af aspekt og aktionsart, men det vil jeg ikke forsøge her.

5 - 7. Samtidighed. Under behandlingen af de eksempler hvor par­tic~pialsyntagmet udtrykker samtidighed, vil det være nødvendigt at skelne mellem typer der svarer til forskellige bisætninger, da omskrivningsmulighederne har indflydelse på hvilken af de to -ant-former man benytter. Der bliver da tale om 3 grupper: en der svarer til quand- sætninger, en der svarer til ~-sæning­er og en der svarer til pendant que-sætninger.

5. Svarende til quand-sætninp;er, både punktuelle og iterative.

Kun gerondif. Jvf. Togeby §640: 11~ insisterer på samtidigheden, kan oversættes ved en quand-sætning i samme tid som hovedsæt­

ningen."

(11) En sortant du magasin, il alluma une cigarette . (Vaill­and, Loi 86)

(12)

(13)

(14)

Pendant qu'elle somnolait, j'ai regarde un journal; en ouvrant les yeux elle m'a demande: 11Qu'est-ce qui se passe a Saigon?" (Beauvoir , Mort 71)

Pourtant, en m'asseyant dans la voiture, entre lui et Fran9oise, je le regardai une seconde comme quelqu'un

a qui je renon9ais (Sagan, Sourire 47)

En sonnant j'eus une seconde de peur, mais c'est Fran-9oise qui vint m'ouvrir et son sourire me rassura aus­

sit6t. (ibid. 128)

(15)

(16)

(17)

(18)

(19)

(20)

(21)

( 22 )

- 11 -

En rentrant de cette entrevue, je me suis reproche ma durete de coeur (~allet-Joris , Maison 191)

Des morceaux de verre ont tinte en retombant sur le dal­lage (Robbe-Grillet, Projet 64)

Elle peut lui avoir demande cela en allant chercher le plateau, tout simplement (id. Jalousie 50)

Sur ce point, je savais deja tout en naissant. {Camus ,

Chute 34)

Tu t'es inquiete de savoir, en m'epousant, quelle mala­die a emporte ma mere? (Mauriac, Therese 59)

ici, c'etait beau la nature; il y avait des etoiles. En renversant la tete je les voyais (Rochefort, Enfants

80)

Quand je descendais dans la classe, je caressais (cette place) de la main. En parlant du haut de ma chaire je m'adressais a elle, comme si j'avais vu reunis dans cet etroit espace Gina et Guido. {Guth, Na1f 174)

il prenait l'air distrait qu'affectionnent les jeunes gens en parlant de leurs parents {Sagan, Sourire 47)

Arne-Johan Henrichsen har i en artikel "L'emploi des formes ver­bales en - ant" hævdet den opfattelse, at man ikke kan opretholde skell et mellem præsens participium og gerondif i moderne fransk: "Et le gerondif? Est-ce que celui-ci n'est pas une autre forme verbale en -ant? A quoi no·.ls repondrons: le gerondif n' existe pas en fran9ais moderne. Selon nous le fran9ais a une seule forme verbale en -ant, et cette forme se combine en certains cas avec la preposition ~·" (100) "Contrairement a ce que soo­tiennent la plupart des grammairiens, la forme en -ant peut etre precedee ou non de l a preposition ~ sans difference de sens per­ceptible." (103) Som støtte for denne opfattelse anfører Henrich-

- 12 -

sen derefter på s.103-104 nogle eksempler med gerondif, hvortil han bemærker, at man også kan bruge præsens participium:

"En quittant le minis tere de l a Guerre, M.Blurn a decla­re aux journalis tes (ou bien: Quittant ... ): simultane i­t e pure . li ( 10 3 )

Men som man kan se, er der t a le om et postulat, der ikke er be­gr~~det i originale eks empler eller på anden måde , og det frem­går af det der hidtil er sagt, at jeg ikke kan være enig med Hen­ricisen i at der ikke er nogen mærkbar betydningsforskel. Jeg skal ganske vist ikke lægge skjul på , at der er et problem med sætninger a f den type Henrichsen citerer, og dette problem vil blive diskuteret i §6 . Men man kan ikke generelt hævde, a t der ikke er nogen betydningsforskel i de tempora le anvendels er. Der er i moderne fransk en klar tendens til a t bruge gerondif til at betegne samtidighed (= quand-sætninger) og præsens participi­um til at betegne før- og eftertidighed. For a t gøre s ig dette klart, kan man sammenligne følgende eksempelpar, hvor det samme ver";)um optræder i begge former :

( 23 ) Quittant la place du marche avec son paquet de toile sous le bras, il alla f a ire des achat s dans des bou­tiques de la rue principa le. (Ayrne , Vouivre 112)

(24) En me quittant, il me dit qu'il me telephonera it. (Sa ­gan , Sourire 156)

( 25) Traversant l a route, il prit dans les champs pour gagner l a foret. (Ayrne, Vouivre 241)

( 26 )

( 27)

( 28 )

En traversant l a pla ce Saint-G ermain- des- Pres, il a vu qu'il n'eta it que moins dix. (Butor , Degres 219 )

Prenant une decision soudaine, l a jeune femme a chev e son gest e interrompu et ouvre la porte en grand d 'un seul coup (Robbe-Grillet, Projet 139)

En prenant l a decision s ouda ine de quitter l a ferme , Arsene avait pense qu'il pourrait encore y travailler. (Ayrne, Vouivre 232 )

{30)

(31)

- 13 -

mais il me coupa : "Je vous telephonerai" et, se retour­nant vers Bernard qui nous rejoignit: " Quel journal

achetes-tu? (Sagan, Sourire 28)

Je le suivis des yeux et , en me retournant vers Fran-9oise, je vis qu ' elle me regardait. (ibid. 130)

I eksemplerne ( 23) -(26) er der en tydelig modsætning mellem før­tidighed og samt i dighed: Han forlod torvepladsen og gik derefter

hen i hovedgaden (23) , han gik over vejen og derefter ind i mar­ken ( 25 ), mens (24 ) og ( 26) ikke kan parafraseres på denne måde, da handlingerne må foregå samtidigt. Hvad der her er sagt om ( 23 )-( 26 ), gælder også ( 27 )-(31), men disse eksempler er tillige interessante i en anden henseende. I ( 28) viser den bestemte form 'la decision soudaine de . . ' (i modsætning til den ubestemte 'une decis ion soudaine' i ( 27 )) og den sammensatte tid i det finitte verbal, at participiet angiver noget læser en er bekendt med, mens dette ikke er tilfældet i ( 27 ). At angive noget der er forudsat af teksten eller situationen, er netop karakteristisk for flere

typer quand-sætninger. I

Quand il traversa la place, il vit

er det forudsat af situationen at han ville gå over pladsen. Denne betydning er tilstede i alle de fire citerede gerondif­eksempler og støtter de hidtidige i agtt agelser af den nære over­ensstemmelse mellem gerondif og quand-sætninger. På denne måde kan man forklare forskellen mellem de tilsyneladende ensartede

eksempler (30 ) og (31). (30 ) kan omskrives til

mais il me coupa: "Je vous telephonerai", puis il se re­

tourna vers Bertrand

og {31) til

Je le suivis des yeux et quand je me retourn.a.i vers Fran9oise, je v is qu'elle me regardait .

Den s ids te omskrivning kan umiddelbart virke helt a rbitrær, men den svarer meget godt til situationen det pågældende sted: for­tælleren Dominique er gæst hos Luc og Fran9oise , Luc går hen for at sætte en plade på grammofonen, hun følger ham med øjnene, men da hun sidder og taler med Fran9oise, må man forudsætte at hun

ret hurtigt igen vil vende s ig mod hende.

- 14 -

Konklusionen af disse betragtninger må da blive, at forskellen mellem præsens participium og g~rondif ikke blot er en forskel med hensyn til tidsangivelse, men også med hensyn til præsuppo­sition. Muligvis kan dette synspunkt gennemføres for alle anven­delser af -ant-former i temporal betydning; det er i hvert fald interessant at bemærke, at i de tilfælde hvor en quand-sætning svarer til det latinske cum-inversum og giver en n:y oplysning (Sandfeld, Prop. §159), kan den ikke omskrives til en g~rondif:

Je bourrais ma petite pipe quand j'entendis toquer a la porte. (Duhamel, cit. Sandfeld §159)

kan ikke omskrives til

* Je bourrais ma petite pipe en entendant toquer a la porte.

Der er altså noget der tyder på at præsuppositioner spiller en rolle for valget af g~rondif.

6. Svarende til comme-sætninger. Da man plejer at sige at kun

præsens participium kan udtrykke årsag, og da behandlingerne af ~-sætninger (Sandfeld, Sten, Togeby, Mørdrup) understreger den nære sammenhæng mellem den temporale og den kausale type, kunne man forvente, at kun præsens participium kan svare til tem­porale ~-sætninger. Det er også muligt at det forholder sig sådan. Det er imidlertid vanskeligt at afgøre med sikkerhed om en -ant-form kan "oversættes" til en ~-sætning, og det kan

i denne forbindelse være nyttigt at resumere, hvad andre frem­stillinger har fremhævet som karakteristisk for comme-konstruk­tionerne. Togeby (§313) siger om tidsfølgen, at det almindeligste er "comme + imparfait og en hovedsætning i pass~ simple", og "at årsags- og tidsbisætninger næsten altid er datid, eller i hvert fald i samme tidsniveau .. " Mørdrup (Quelques observations sur ~ 207), der fremlægger et stort eksempel.materiale, støtter denne opfattelse og betragter afvigelser fra den nævnte tempus­følge som usædvanlige (210). Herudover gør Mørdrup opmærksom på at tidsbisætningen næsten altid indeholder et bevægelsesverbum (207), hvilket også fremgår af hans materiale: ud af 31 eksemp-

- 15 -

ler er der 25 hvor ~-sætningen indeholder et bevægelsesverbum. Hvis man holder sig til disse to fremstillinger, kan man altså kun være sikker på at der foreligger en ~-parallel, hvis det finitte verbal er pass~ simple/compos~ og -ant-formen er et be­vægelsesverbum. Jeg har i øjeblikket kun ganske få eksempler på præsens participium, der opfylder disse krav, hvilket synes a t afkræfte formodningen om et betydningsfællesskab mellem præsens participium og temporale ~-sætninger.

Hertil kommer et andet problem.

(26) En traversant la place Saint-Germain-des-Pr~s, il a vu qu'il n'~tait que moins dix.

Jeg har hidtil betragtet (26 ) som en simpel affære og er gået ud fra, at der forelå ækvivalens med en quand-sætning. Det er naturligvis ikke sikkert . Umiddelbart kan eksemplet lige så godt svare til en ~-sætning, jvf.:

Comme il traversait la Phocide, il vit une vache marqu~e sur le flane d'un croissant blanc (Grimal, cit. Mørdrup

210)

Det er med andre ord et spørgsmål, om det overhovedet lader sig gøre at skelne mellem quand- og ~-ækvivalenser, når -ant-for­men er et bevægelsesverbum. (Dette problem er antydet på side 12).

Hvis mine hypoteser holder stik, skulle der eksistere tre typer:

1. sortant +p.s., svarende til to sideordnede finitte syntagmer. 2. sortant +p.s., svarende til ~-konstruktioner. 3. en sortant +p.s., svarende til quand-konstruktioner.

(p.s. i 1 og 3, betyder kun at pass~ simple kan forekomme, ikke at andre tempora er udelukkede; det e~ de jo ikke, jvf. side 9. I 2 kan man derimod kun regne med pass~ simple). Disse typer kunne f.eks. være repræsenteret i

(32) Sortant sans bruit par la porte de derriere, il monta par l'~chelle au grenier. (Pons, cit. Togeby, ikke-pub­

liceret manuskript §1141)

(33)

(11)

- 16 -

Sortant du lycee, tu m'as fait un clin d'oeil a peine perceptible, auquel j'ai repondu de meme fa9on. (Butor, Degres 182)

En sortant du magasin, il alluma une cigarette. (Vaill­and, Loi 86)

men det er yderst vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at bevi­se at (33) og (11) svarer til henholdsvis ~ og quand.

Der er, s om nævnt, ret få eksempler med præsens participium, der er i overensstemmelse med de regler Mørdrup og Togeby giver for tempus og betydning i ~-konstruktioner, men det kan skyldes en tilfældighed. Måske er der også forhold ved ~-konstruk­tioLernes betydning, der spiller ind. Almindeligvis betegner det overordnede ve~bal en begivenhed som indtræffer, mens ~-sæt­

ningens handling finder sted. Da denne begivenhed ofte er noget udefra kommende, må man regne med at der forholdsvis sjældent er fælles subjekt for det overordnede og det underordnede verbal. Hvorom a lting er, så er der ikke tale om undtagelsesløse regler, men kun en ret høj frekvens, og man kan ikke på forhånd udelukke en ~-ækvivalens, selv om det finitte verbal er i plus-que­parfait, præsens eller futur, og præsens participiet ikke er et bevægelsesverbum.

Endnu et problem må diskuteres. Sandfeld indleder §161 med at sige, at ~ er synonymt med quand og lorsque men insisterer på samtidigheden. Da dette er noget man ofte har fremhævet som karakteristisk for gerondif, kunne man heri finde et argument for at antage en ækvivalens mellem ~-sætninger og gerondif, mens jeg før anlagde et andet apriorisk synspunkt, der pegede på præsens participium, nemlig den nære sammenhæng mellem tem­porale og kausale ~-sætninger. Længere fremme i §161 taler Sandfeld imidlertid om ~-sætninger, der betegner en handling eller tilstand under hvilken et eller andet indtræffer, og han fortsætter: "C'est notamment le cas, quand la proposition tempo­relle ouvre la phrase, et c'est la l'emploi principal des propo­sit ions introduites par~·" Selv om det ikke fremgår helt klart, skelner Sandfeld i virkeligheden mellem to forskellige

- 17 -

betydninger af ~· en der insisterer på samtidighed, og en der ikke gør det, jvf. følgende to eksempler hos Mørdrup (210):

Juste comme ils abordaient le vallon, deux gros oiseaux le traversaient en oblique, d'un vol lent.

Comme il descendait la rue Pigalle, une voix tres douce l'appela dans l'obscurite.

I det sidste eksempel - der repræsenterer den almindeligste type - er der tidskontakt, men der insisteres ikke på den. For den første types vedkommende er det nok rigtigt, at den betydnings­mæssigt svarer bedre til gerondif end til præsens participium, og man kan i den forbindelse bemærke, at gerondif, modsat præ­sens participium, kan kombineres med juste. Jeg har ingen litte­

rære eksempler, men følgende skulle være muligt:

Juste en abordant le vallon, ils virent deux gros

oiseaux.

Hele dette spørgsmål må undersøges grundigere. Indtil videre vil jeg dog stadig antage en ækvivalens mellem præsens participium og comme-sætninger. Det skyldes først og fremmest den før omtalte sammenhæng mellem den kausale og den temporale betydning, men også det forhold som Sandfeld påpeger, at ~-sætninger er meget almindelige efter tidsadverbialer. Det gælder nemlig også

for præsens participium.

Eksempler på præsens participialsyntagmer, der ækvivalerer med

~-sætninger:

(34) Et ce soir encore, regardant son bras ou se deversait une vie qui n'etait plus que malaise et tourment, je

demandai: pourquoi? (Beauvoir, Mort 81)

(35) Un ete, revenant de Londres, allant s'embarquer a Va­lence pour Naples, il s'etait attarde au Portugal.

(Vailland, Loi 89)

(36)

(37)

- 18 -

Vers trois heures, sortant d'un manuscrit que je parcours avec l'amer plaisir du devoir accompli, je croise dans le couloir etroit, devant ma chambre, un inconnu qui sort des lavabos. (Mallet-Joris, Maison 162)

Bien des annees plus tard, evoquant le souvenir du jeune seigneur de S6lanto, Alfio Bonnavia en convenait: ce n'etait pas une mauvaise nature. (Charles-Roux, Pa lerme 110)

Sidste eksempel kunne måske opfattes iterativt, fordi det finitte verbal er i imparfait. Jeg har imidlertid forelagt eks emplet for Frarn;:ois Marchetti, som sagde, at han opfattede det som en en­gangshandling, og forklarede convenait som en imparfait pitto­resque. Marchetti tilføjede, at hvis der havde stået en evoquant, ville han have opfattet sætningen som iterativ.

7. Svarende til pendant que-sætniriger. Om pendant que-sætninger siger Sandfeld i §162, a t de betegner "la duree ind~terminee d'une action ou d'un etat avec lesquels une autre action ou Ul.l

autre etat s ont simultanes a une epoque donnee (a la diff erence de quand qui s'emploie quand il est question d'une epoque inde­terminee •. )." Sandfeld gør altså opmærks om på at bisætningens handling er af ubestemt varighed. Man bør sikkert snarere lægge vægt på at bisætningen betegner et tidsrum, inden for hvilket det finitte verbals handling finder sted. Og det er netop kun

når en -ant-form kan siges at betegne et tidsrum, a t man kan t a le om en parallel med pendant que-sætninger. Eksempler som (38) kan derfor ikke høre til denne type:

(38) Le pere lui sourit en se frottant les mains. (Sartre, s equestres 123)

da "en se frottant" ikke kan opfat tes som en tidsangivelse. Me­ningen er ikke, at han smiler inden for det tidsrum hvor han gnider sig i hænderne.

Sandfeld s iger videre, at det i mange tilfælde ikke fremgår om der er fulds tændig eller kun delvis samtidighed mellem hovedsæt-

- 19 -

ningens og bisætningens verbal; men, fortsætter han, "il se peut aussi qu'il s'agisse d'une action momentanee qui s'accomplit, une ou plusieurs fois, au cours du temps marque par la proposi­tion temporelle." Hvis man sammenligner disse linjer med den før­omtalte karakteristik han i §161 giver af den almindeligste type ~-sætninger: "la propos ition introduite par~ marque une action ou un eta t pendant la duree desquels quelque chose s 'accom­plit," er det svært at se nogen væs entlig forskel. Den type pen­dant que-s ætninger ha n her omtaler, har - for så vidt de er for­tid - det overordnede verbal i pass e s imple/compose, hvad er jo netop var karakteristisk for ~-konstruktionerne. Man står altså her overfor den samme vanskelighed som med quand og ~: når det væsentligste formelle træk der karakteris erer en bisæt­ning netop er bisætningsindlederen og bisætningens tempus, synes det omsons t at ville føre bevis for ækvivalens med en -ant-form, hvor netop disse træk mangler.

Tilbage bliver de tilfælde hvor det finitte verbal er i impar­fait. Men da man kan have quand-konstruktioner af typen

Quand elle entra, le jour suivant, elle avait un air attriste (Martin du Gard, cit. Gruppegrammatik 2, side 206)

er imparfait i det finitte (= overordnede) verbal ikke i sig selv en garanti for at en -ant-form kan substitueres med en pendant que-sætning. Kun hvis -ant-formen er et imperfektivt verbum, og det finitte verbal er i imparfa it, og konteksten udelukker den iterative betydning, kan man tale om nogenlunde sikre tilfælde:

(39) "Villon, dis-je a mes eleves, est un gangster parisien qui fait ses coups dans Paris .. "

En m'ecoutant, les eleves durcissaient des ~choires de gangsters. (Guth, Na1f 84)

Men sådanne eksempler repræsenterer kun en del af mulige tilfælde, og det ville være forkert at begrænse sig til dem. Jeg har der­for gennemgået en del af mit materiale med Fran9ois Marchetti. Det foreløbige resultat af undersøgelserne bringer ikke fuld­stændig klarhed over spørgsmålet. Gerondif synes at være almin­de ligst, men præsens participium kan forekomme.

- 20 -

Eksempler med gerondif.

(40)

(41)

(42)

(43)

(44)

En s'6loignant sur la route, Arsene s'6tonnait d'avoir ainsi arret6 Juliette et s'en inqui6tait. (Aym~, Vouivre 209)

En prenant son caf~ sur la table de la cuisine, couverte d'une toile cir6e encore presque neuve, sentant fort, il a relu son devoir et il y a ajout6 quelques virgules. (Butor, Degr6s 147)

On but un verre. On bavarda. "Il finira par me dire ce qui s'est pass6, 11 pensai-je en les 6coutant parler. (Charles-Roux, Palerme 255)

Nous parlions gaiement toilette en descendant l'escalier. (Sagan, Sourire 65)

Ne suis-je pas l'exemple-type de ces jeunes filles d6-voy~es de Saint-Germain-des-Pr6s qui brisent les m6nages en pensant a autre chose? (ibid. 109)

Eksempler med præsens participium.

(45) Feuilletant ton livre, tu as eu l'id6e d'organiser un jeu de Kim. (Butor, Degr6s 81)

(46) Vous promenant ensemble le long de la Seine, vous avez convenu de diner ensemble tous les mardis .• et aussi tous les vendredis, journ6e plus calme. (ibid. 179)

- 21 -

Jeg har som nævnt flest eksempler med gerondif, og de -ret få -der har præsens participium, stammer hovedsagelig fra en forfat­ter, Butor. Der kan naturligvis ikke sluttes noget ud fra et så­dant materiale . Men jeg har foreløbig ingen grund til at formode, at der skulle være noget særlig usædvanligt ved eksempler som (45) og (46). Når jeg finder dem generende ud fra et teoretisk synspunkt, skyldes det, at der kunne være grund til at antage at quand- og pendant que-sætninger kunne "oversættes" ved samme -ant-form, nemlig gerondif, forudsat at det er rigtigt, som an­tydet på side 14, at de to -ant-former adskiller sig med hensyn til præsuppositioner. Jeg skal ikke her komme ind på en teoretisk diskussion af begrebet præsupposition, men indskrænke mig til

følgende betragtninger~

a. Jeg var i Granada og så Generalife. b. Da jeg var i Granada, så jeg Generalife.

c. Jeg var i Granada og så Generalife. d. Mens jeg var i Granada, så jeg Generalife.

Forskellen mellem (a, c) og (b, d) er, at i !! og ~ gives MJeg var i Granada" som en ny oplysning, mens dette ophold forudsæt-tes bekendt i ~ og ~· Hvis forholdet er det samme på fransk, hvad jeg formoder, er der altså et fællestræk ved quand og pendant que, og hvis dette fællestræk kun kan udtrykkes ved g~rondif, kan det altså kun være gerondif der kan svare til disse to bisætnings­typer. Men for at regnestykket skal gå op, må det forholde sig ander­ledes med ~-sætningerne. Det kan jeg ikke tage stilling til her, men man kan nok have sine tvivl.

NB. Det må understreges, at denne - mulige - særbetydning ved ~rondif ~ kan gæl de de temporale anvendelser. Et blik på ek­semplerne i kapitel 4 og 5 vil hurt igt overbevise 6n om at syns­punktet ikke kan gennemføres for andre anvendel sestyper .

- 22 -

3. Kausal og instrumental betydning.

8. De dansksprogede grammatikker (Togeby, Fransk syntaks, Grup­pegrammatik) er stort set enige om at præsens participium udtryk­ker årsag, g~rondif middel. Grevisse §799 mener derimod - uden dog at komme nærmere ind på problemet - at der foreligger årsags­betydning i følgende eksempel med g~rondif:

Et rien qu'en regardant cette vall~e amie, Je redeviens enfant.

Henrichsen (op.cit. 104-105) foretrækker at fortolke denne g~ron­dif som udtrykkende middel, og mener at g~rondif overhovedet ikke kan betegne årsag, hvorimod både præsens participium og g~rondif efter hans opfattelse kan betegne middel. Hos Togeby står der i §640: "Det er kun ved at udtrykke middel 'ved at•, at g~rondi:f kan udtrykke årsag. Ellers udtrykkes årsag ved præsens partici­pium alene." Denne opfattelse, der er mere nuanceret end Henrich­sens, antyder det problematiske i at skelne mellem begreberne mid­del og årsag. Den største vanskelighed i denne sammenhæng er da også at afgrænse disse begreber i forhold til hinanden.

For at holde årsag og middel ude fra hinanden, kunne man forsøge at anvende et substitutionskriterium, i lighed med hvad der er gjort under behandlingen af de temporale anvendelser. Man kunne så sige, at årsagsbetydning kun foreligger, når participialsyn­tagmet kan substitueres med en årsagsbisætning indledt med parce que eller ~· Der er naturligvis intet i vejen for at vedtage en sådan operationel definition af årsagsbetydning i participial­syntagmer, men den har næppe nogen større værdi, da det er tvivl­somt om den kan bruges til at karakterisere præsens participium overfor g~rondif. En substitution er mulig i følgende eksempel med præsens participium:

(47) Il laisse g~n~ralement trainer son journal intime sur sa table de travail, esp~rant qu'en son absence donna Lu­crezia aura l'indiscr~tion de le lire. (=parce qu'il espere)

(Vailland, Loi 121)

men også i følgende med g~rondif:

(48)

- 23 -

Bernard l'irritait, chaque matin, en lui rappelant sa promesse d'aborder Jean Az~v~do. (= parce qu'il lui rap-lait) (Mauriac, Th~rese 76)

Man kan næppe benægte at der i begge tilfælde foreligger et år­sagsforhold, selv om det drejer sig om forskelligartede årsager, i første tilfælde et motiv, i andet en konkret handling. Men uan­set denne semantiske forskel, kan participialsyntagmet i begge tilfælde omskrives til en parce que-sætning, og en sådan omskriv­ning kan altså ikke bruges til at give regler for anvendelsen af

de to -ant-former.

Det giver bedre resultater, hvis man undersøger hvilke typer spørgsmål participialsyntagmet kan være svar på. Det vil da vise sig, at g~rondif kan være svar på spørgsmål indledt med comment:

(49) Comment as-tu d~couvert •. tout ce que tu viens de me raconter? - En r~fl~chissant. (Vailland, cit. Gruppe­grammatik 3, side 29)

og (48) kan omdannes til

Comment Bernard l'irritait-il? - En lui rappelant sa pro­messe d'aborder J.A.

Præsens participium kan derimod kun opfattes som svar på spørgs­mål indledt med pourquoi. Det er bevidst at jeg skriver opfattes, ikke ~· For som anført af Susanne Schmidt-Knå'.bel (Die Syntax der -ant-Formen im modernen Franzosisch 246), kan et præsens par­ticipialsyntagme aldrig stå som sætningsemne, og altså ikke fun­

gere som svarord:

(47') •Il laisse trainer son journal intime. - Pourquoi? - Es­ptSrant que

er ikke muligt. Det er nødvendigt først at substituere participi­alsyntagmet med en årsagsbisætning:

(47") Il laisse trainer son journal intime. - Pourquoi? - Parce

qu'il espere •••

Derimod er det umuligt at opfatte participialsyntagmet som et svar på comment, uanset hvilke transformationer man anvender. Følgende

giver ingen mening:

- 24 -

* Il laisse tra!ner son journal intime. - Comment? - En

esp~ra.nt que donna Lucrezia aura l'indiscr~tion de le lire.

Reglen kan da formuleres såledess Hvis en -ant-form kan opfattes som svar på spørgsmål indledt med pourquoi, men ikke med comment, bruges kun præsens participium. Hvis den kan opfattes både som svar på spørgsmål indledt med pourquoi og comment, eller kun med comment, bruges g~rondif. Sidste betydning, hvor man plejer at sige at g~rondif udtrykker middel, vil jeg herefter kalde instru­mental.

På side 22-23 blev det vist, at begge de to -ant-former kan om­skrives til årsagsbisætninger indledt med parce que. Når dette er muligt, skyldes det at parce que både kan opfattes kausalt og in­strumentalt. Denne tvetydighed genfindes i pourquoi og (48) kan

- uden tab af information - omdannes til følgende spørgsmål og svars

Pourquoi Bernard l'irritait-t-il? - Parce qu'il lui rappelait sa promesse d'aborder ~.A.

Cf. "Hvorfor irriterer jeg dig?", hvor meningen normalt vil være "På hvilken måde irriterer jeg dig?" (altså samme betydning som i ovenstående omskrivning), og "Hvorfor irriterer du mig? ", hvor meningen er "Hvad er dine motiver til at irritere mig?". I første tilfælde er betydningen instrumental-kausal, og det vil være mu­ligt at indsætte hvordan i stedet for hvorfor. En sådan substitu­tion vil ikke være mulig i det andet tilfælde, som derfor må be­tragtes som rent kausalt.

Eksempler på kausal anvendelse. Præsens participium.

(50)

(51)

(52)

Voulant savoir ou il en ~tait au juste, il le pressa de de questions pr~cises.(Aym~, Vouivre 168)

Se sachant observ~, le Baron de D. n'~prouva ja.mais les hantises de la solitude. (Charles-Roux, Palerme 128)

nous avions pass~ une fois un week-end ensemble et, pre­nant ma somnolence pour un profond sommeil, il avait ex~­cut~ a l'aube des mouvements divers devant la fenetre (Sagan, Sourire 69)

-

(53)

(54)

(55)

(56)

(57)

(58)

(59)

- 25 -

"D6shonor6e" une fois pour toutes, elle est d6charg6e du soin de son honneur. Acceptant le vocabulaire d'une soci6t6, elle est d6charg6e du devoir de l'examiner et, peut-etre, de la contester. (Mallet-Joris, Maison 225)

Mais elle chassait cette pens6e (sc. d'incendier la fo­ret ), ayant l'amour des pins dans le sang; (Mauriac,

Tli6rese 116)

Elle se console d'avoir oubli~ ses cigarettes, d6testant de fumer dans le noir. (ibid. 19)

Ils n'ont jamais rien lu, sachant a peine lire et 6crire.

(Vailland, Loi 123)

Elle a de l'entrainement, crawlant chaque jour, du d6-but jusqu'a l a fin de la saison. (ibid . 187)

Alain Mouron •• regardait les autres tables •• les filles qu'il n'osait aborder, se sentant toujours dans l'obli­gation de s'occuper de ses cousins. (Butor, Degr6s 160)

Je n'6tais pas en peine de discours , 6tant avocat, ni de regards , ayant 6t6, au r~giment, apprenti-com6dien.

(Camus, Chute 71)

Eksempler på instrumental anvendelse. G6rondif.

(60)

(61)

(62 )

(63)

en payant la fille, on lui fait la loi; en exigeant d'etre pay6e, elle fait l a 1oi . (Vailland, Loi 196)

en le tordant machinalement, elle vient de d~chirer son

gant. (Ma11et-Joris, Personnages 156)

11 prolongea sa com6die en feuilletant le livre comme pour trouver Villon. (Guth, Na1f 96)

Il bouche r~gulierement le lavabo en y vidant sa th6iere.

(Ma11et-Joris, Maison 162)

(64)

{65)

(66)

(67)

(68)

{69)

(70)

(71)

- 26 -

Peut-etre ne peut-on vaincre le fascisme qu'en adoptant ses m~thodes. (Beauvoir, Sang 203)

lorsque son pere, •• le punissait en le cinglant avec une laniere de cuir, froidement, (Vailland, Loi 151)

Don Ruggero a done manqu~ a la regle en criant a la can­tonade "Je creve de soif". (ibid. 48)

il avait voulu la rendre heureuse en se montrant par a­vance docile a suivre ses conseils. (ibid. 243)

Je ne puis pourtant me rendre ridicule, dit-elle avec un faux enjouement, en convoquant toute la cour et en d~clarant que je ne serai pas nonne. (Mallet-Joris, Per­sonnages 208)

Il s'agissait au contraire de d~fendre le voleur en fai­sant valoir les crimes de l'honnete homme {Camus, Chute 110)

Je m'en console en me disant qu'apres tout, ceux qui bafouillent, non plus, ne sont pas purs. (ibid. 10)

Th~rese faisait pleurer tante Clara en affirmant qu'elle finirait comme sa mere, qu'elle ~tait siire de n'en pas r~chapper. (Mauriac, Th~rese 108)

(72) Je m'apercevais aussi, en regardant les femmes qui ~taient . ' assises a notre table, que je manquais d'~l~gance et de

brillant. {Sagan, Sourire 31)

I denne § er der givet en operationel definition på kausal og instrumental betydninei;, dvs. et kriterium til at afgøre hvilken af de to betydninger der foreligger (og dermed hvilken form der skal bruges), nemlig pourquoi og comment-prøven. Der er derimod ikke sagt noget om hvad det er for forhold, der bevirker at en verbalhandling opfattes enten kausalt eller instrumentalt. Om dette spørgsmål handler de følgende §§.

- 27 -

9. Løs og tæt forbindelse. Et blik henover eksemplerne kan give anledning til nogle betragtninger over tegnsætningen. Jeg ser her bort fra de tilfælde, hvor participialsyntagmet er foranstillet, da hovedreglen på fransk er, at spidsstillede adverbialled efter­følges af komma. Det er også tilfældet i de citerede eksempler. Med hensyn til de efterstillede former kan man derimod konstatere en klar tendens til ikke at sætte komma ved g~rondif, mens alle præsens participierne er skilt ud fra sætningen ved hjælp af

komma. Denne forskel i tegnsætning tyder på at g~rondif er tæt­tere knyttet til det finitte verbal end præsens participium.

At der virkelig er tale om en tættere forbindelse mellem det over­ordnede og g~rondif, viser sig i de tilfælde hvor det overordnede verbal er benægtet:

(73) Elle ne broncha pas en se sentant observ~e. (Simenon, Ombre 42)

Hvis man i stedet har præsens participium:

(73 ') Elle ne broncha pas, se senta.nt observ~e.

konstaterer man dels, at betydningen ændres, idet participialsyn­tagmet angiver årsagen til at hun ikke fortrak en mine, dels at nægtelsen ikke omfatter participialsyntagmet. I Stens parentes­system (Nægtelserne 172, og passim) vil nægtelsen komme i den inderste parentes, årsagssætningen i den yderste (hvis man om­skriver til en årsagssætning)s ((Hun reagerede ikke), fordi hun følte sig observeret). I (73) omfatter nægtelsen derimod både det finitte verbal og g~rondifsyntagmet, og meningen er, at et bestemt forhold ikke har den virkning man måske kunne vente. Illustreret med Stens parentessystem bliver forholdet det omvendte, årsagsbi­sætningen kommer nu i den inderste, nægtelsen i den yderste paren­tes i ((At hun reagerede fordi hun følte sig observeret) var ikke tilfældet).

Jeg skal ikke her diskutere om (73) er instrumental, kausal eller noget helt tredje (se side 29), men gå ud fra, at denne konsta­tering af en tættere forbindelse mellem g~rondif og det overord­nede verbal gælder alle anvendelser af g~rondif, altså også den instrumentale. Og på tilsvarende måde vil jeg betragte den løse forbindelse med det overordnede verbal som et generelt træk ved

- 28 -

præsens participium. En sådan karakteristik støttes i øvrigt af de temporale anvendelser, idet præsens participialsyntagmer her fortrinsvis kan substitueres med sideordningskonstruktioner (side 8-10). Man kan så antage, at 6n af forudsætningerne for at en ver­balhandling kan angive en bestemt type årsagsforhold (det som man plejer at kalde middel), er en tæt forbindelse, mens 6n af forud­sætningerne for at den kan angive en anden type årsagsforhold (det som man plejer at kalde årsag), er en løs forbindelse til resten af sætningen.

At der er en sammenhæng mellem den traditionelle opfattelse af begrebet "årsag" og en løsere syntaktisk tilknytning, fremgår og­så af et særligt forhold ved parce que-sætni.ngerne. I disse kan man nemlig, når de er efterstillede, erstatte parce que med ~' der normalt opfattes som en sideordnende konjunktion. (Om ~ som sideordnende konjunktion, se Togeby §718 og 724, Fransk syn­taks §5 og 9.9.2.). Der er altså noget der tyder på, at i hvert fald 6n bestemt type årsagsforhold kræver en syntaktisk repræsen­tation, der ligger på grænsen mellem bisætnings- og hovedsætnings­niveauet.

Angående forholdet mellem årsag og nægtelse-, så omtaler Sandfeld i §189 parce que-sætninger, hvor det overordnede verbal er benæg­tet. Han skelner her mellem tre typer:

1. M.Berger·et n'~tait pas triste, parce qu'il jouissait de l'ind~pendance v6ritable qui est tout int6rieure

Nægtelsen gælder kun det overordnede verbal. Bisætningen angiver årsagen til at det overordnede verbal benægtes. Farce que kan

substitueres med ~·

2. elle ne l'aimait pas parce qu'il 6tait chaste; mais elle trouvait a ce qu'il le fut l'avantage de ••

Sandfeld siger: "la n~gation peut aussi porter sur la proposition causale . " Da begge verbers sandhedsværdi er positiv, burde man nok snarere sige at nægtelsen går på konjunktionalet; det er ikke verberne, men årsagsforholdet mellem dem, der benægtes. Farce que kan ikke substitueres med ~·

3.

- 29 -

elle ne sera pas bien malheureuse parce qu'elle attendra

un instant avec moi

Sandfeld siger om denne type! "Tres fr6quemment, la proposition causale introduite par parce que et appartenant a une pbrase n~­gative d~signe qu'une chose n'a pas les cons6quences auxquelles on pourrait s'attendre et qu'il ne faut pas argumenter de la cause a l'effet." Den er altså nært beslægtet med den foregående, da det benægtes, at der skulle være et årsagsforhold mellem det underord­nede og det overordnede verbal. Forskellen ligger i, at her er det overo~dnede verbals sandhedsværdi negativ.

Det fremgår af denne oversigt, at type 1 svarer til præsens par­ticipium. I begge konstruktioner er der komma, nægtelsen omfatter kun det overordnede verbal, og betydningsmæssigt svarer de til sætninger indledt med~· Det er også klart, at type 3 svarer til g6rondif. Sandfelds eksempel kan omskrives til "elle ne sera pas bien malheureuse en attendant un instant avec moi." I disse to konstruktioner er der normalt ikke komma, nægtelsen omfatter både det overordnede og det underordnede verbal, og betydningsmæs­sigt svarer de ikke til sætninger indledt med ~· +)

For nu at vende tilbage til hovedproblemet i dette kapitel, for­holdet mellem årsag og middel, så bemærker man altså, at årsags­konjunktionen parce que kan bruges både i type 1 og 3. Hvis man derimod bruger en -a.n~-form, skilles vandene, og man finder præ­sens participium i type 1, g~rondif i type 3. Det vil være rime­ligt at tale om årsagsforhold i begge tilfælde - således som Sandfeld gør, og som jeg også selv har gjort. I så fald kan g~­rondif godt betegne årsag, men en anden type årsagsforhold end præsens participium. Man kan naturligvis vælge den praktiske løs­ning at sige, at g~rondif betegner middel i type 3, men det vil være en dårlig karakteristik af eksempler som (73), og det vil

================================================================= +)Med hensyn til type 2, må den svare til g~rondif. Men jeg har vanskeligt ved at teste det, da jeg ikke har noget materiale, og der kan være forhold, der bevirker at denne type er ret sjælden.

- 30 -

være uheldigt ud fra et kontrastivt synspunkt, da en g~rondif af type 3 i mange tilfælde bedst oversættes ved en fordi-sætning:

(74) Done en ~tant gentil, en essayant de parier sur ce qu'ils ont de meilleur, on n'est pas hypocrite, on se r~fere a ce qu'on sait, ce qu'on croit plut8t qu'a ce qu•on sent. (Mallet-Joris, Maison 159)

[= "Fordi man er flink, fordi man prøver at satse på det bedste i dem, behøver man ikke at være en hykler •• • "]

Selv om der er brugt g~rondif, og der i følge nægtelsesprøven foreligger tæt tilknytning i (74), og selv om betydningen uom­tvisteligt ligger inden for den kausal-instrumentale sfære, behø­ver konstruktionen altså ikke at udtrykke noget som man - hvis der overhovedet skal være mening med dette ord - kan kalde middel. Og der er, som nævnt adskillige gange, heller ikke tale om et årsagsforhold af samme art som det der udtrykkes i præsens parti­cipialsyntagmer og den gængse type parce qua-sætninger. At det drejer sig om en særlig type, viser sig også ved, at hverken pour­quoi eller comment-prøven kan bruges. Når det på side 28 er blevet sagt, at ~n af forudsætningerne for at en verbalhandling kan ud­trykke middel, er den tætte forbindelse til det overordnede ver­bal, ligger der deri, at det er en nødvendig, men ikke tilstrække­lig forudsætning. De følgende §§ vil behandle nogle andre forud­sætninger.

10. Verbets betydning. Når man siger at en verbalhandling - i g~­

rondif - udtrykker middel, må der i denne betegnelse indgå en fore­stilling om aktivitet. Det ser også ud som om alle de verber, der optræder i g~rondifsyntagmerne, betegner en "handling": payer, tordre, feuilleter, vider, adopter, cingler, crier, se montrer, convoquer, faire valoir, affirmer, regarder, dire. Det samme gælder ofte - men ikke altid - det overordnede verbal.

Til forskel herfra betegner verberne i præsens participialsyn­tagmerne ikke en aktiv handling, men en tilstand: etre, avoir, en følelse: sentir, d~tester, esp~rer, et ønske: vouloir for-- ,_ ~: pouvoir, savoir, mening, erkendelse: prendre pour, voir, osv. Undtagelser herfra er crawle:r (57) og accepter (53), men her er det til gengæld det overordnede verbal, der betegner en

- 31 -

tilstand. Det er helt klart i (57), men jeg mener også at (53) må opfattes sådan: "Fordi hun er blevet vanæret ~n gang for alle, er hun fritaget for at bekymre sig om sin ære. Fordi hun accepte­rer et samfunds sprogbrug,~ hun fritaget for pligten til •• +)

Med g~rondif kommer det overordnede etre + perfektum participium

til at betegne forløbt

(53 ') En acceptant le vocabulaire d'une soci~t~, elle est d~charg~e du devoir de l'examiner ="Ved at acceptere ••

fritages hun

Følgende eksempel er ret usædvanligt - og spændende - fordi man har etre + perfektum participium med forløbsbetydning både i det overordnede verbal og i g~rondifsyntagmett

(75) Ce n'~tait qu•une des formes du conflit ou j'avais ~t~ jet~ malgr~ moi en ~tant jet~ sur la terre. (Beauvoir, Sang 204) ++)

Som argument for at det overordnede verbal i (53') betegner for­løb, er det først og fremmest "j'avais ~t~ jet~" der har inter­esse, idet det viser sig, at i (75), hvor der faktisk forekommer en g~rondif, er det overordnede verbal i en tempus der kun kan

have forløbsbetydning, nemlig plus-que-parfait.

====================================================::::;::======-==== +)Et parallelt eksempel har man i:

Partant de la colonie de vacances, c'est-B.-dire de la base du promontoire, c3t~ Ma.na.core, donna Lucrezia est done oblig~e de commencer par escalader la pinede

(Vailland, Loi 142) [ =Da donna Lucrezia starter fra feriekolonien •• ~ hun altså nødt til først at gå op gennem pinjeskoven]

++)Det må bemærkes, at da (75) er en passiv konstruktion, er det generende her at tale om "aktivitet", hvilket lige er blevet frem­hævet som karakteristisk for g~rondifkonstruktionerne. Med "akti­vitet" har jeg dog mere tænkt på et psykologisk end et grammatisk­semantisk begreb. Men man kan diskutere, om man skal kalde betyd­ningen instrumental~ "ved at være blevet", eller temporal: "da

jeg var blevet."

- 32 -

(75) * ou j 1 6tais jet6 malgr6 moi en 6tant jet6 sur la terre

kan næppe tænkes. Og g6rondif kan næppe heller tænkes i (57):

(57') *Elle a de l'entrainement en crawlant chaque jour

hvilket må hænge sammen med, at "a de l'entrainement" aldrig kan betegne andet end en tilstand. Men hvis man ændrer verbet til a acquis, bliver g6rondif naturlig:

(57 ") Elle a acquis de l'entrainement en crawlant chaque jour

Den rolle som modsætningen forløb-tilstand spiller, må undersøges nærmere, ligesom spørgsmålet om hvilke kategorier af verber der indgår i de to -ant-konstruktioner, bør studeres i lyset af de arbejder der er gjort med tematiske funktioner af f.eks. Ray Jackendoff (Semantic Interpretation in Generative Gra.mmar). Hvad g6rondif angår, forekommer forholdene mig ret komplicerede, og jeg skal ikke her forsøge at rede trådene ud. Men med hensyn til præsens participium kan det indtil videre være fristende at antage følgende regel: I præsens participialsyntagmer, der fortolkes kau­salt, forekommer normalt kun verber, hvis subjekt ikke er en agent. Forekommer der verber, hvis subjekt er en agent, da betegner det overordnede verbal en tilstand.

11. Temporal og logisk rækkefølge. Et forsøg på yderligere uddyb­ning af forskellene mellem årsag og middel fører til semantiske overvejelser, der i øjeblikket ikke kan blive andet end spekula­tioner, og som jeg derfor ikke skal indlade mig på. Jeg vil dog påpege endnu et forhold, som måske spiller en rolle for valget af g~rondif til at udtrykke den instrumentale nuance, og som sam­tidig kan være et bidrag til diskussionen om hvorvidt også præ­sens participium kan have denne betydning (side 22).

I de omspurgte konstruktioner betegner -ant-formen midlet og det finitte verbal en konsekvens, hvilket vil sige, at -ant-formen betegner noget der kommer før det der udtrykkes i det finitte ver­bal. Det kan være et temporalt forhold i gængs forstand: "en le tordant machinalement, elle vient de d6chirer son gant" (61), "Il bouche r6gulierement le lavabo en y vidant sa th~iere" (63).

- 33-

Her er der tale om fysiske handlinger, hvor den ene i tid må komme før den anden. I andre tilfælde drejer det sig snarere om en lo­gisk rækkefølge: "Il prolongea sa com6die en feuilletant le livre" (62). Her foreligger der ikke noget tidsforhold, idet både det finitte verbal og -ant-formen refererer til samme handling, men på en sådan måde, at det første fremstilles som en konsekvens

af det sidste.

Det hævdes almindeligvis i grammatikkerne, at g'rondif insiste-rer på samtidigheden. Det er en påstand der må tages med et vist forbehold. Det er nok rigtigere at sige, at g6rondif kan betegne noget der foregår samtidig med, eller umiddelbart før den over­ordnede verbalhandling, og at dette gælder uanset om der er tale om en temporal eller logisk rækkefølge. Præsens participium kan derimod betegne både noget der foregår før, samtidig med eller efter den overordnede verbalhandling, og vil derfor være uegnet til at udtrykke midlet, da rækkefølgen ikke altid vil fremgå klart. Dette kan illustreres med en mindre omskrivning af eksempel (64)i

Ils ont vaincu le fascisme en adoptant ses m6thodes.

Denne sætning er helt klar. Det er den følgende derimod ikke:

Ils ont vaincu le fascisme, adoptant ses m~thodes. Her er den temporale rækkefølge nemlig ikke præciseret tydeligt nok og participialsyntagmet kan godt opfattes som noget der føl-

' . ger efter, således at betydningen er: De har besejret fascismen 2ll overtaget dens metoder. I et sådant tilfælde er g6rondif nød­vendig for at udtrykke den instrumentale betydning. (For en yder­ligere diskussion af spørgsmålet om rækkefølge, se side 53).

På samme måde udvisker præsens participium fornemmelsen af en

logisk rækkefølge:

(76) Certains autres se rassuraient, pr6tendant que le vent frais qui soufflait sur la ville tenait le ciel en ha-

leine. (Duras, Moderato 69)

Her e= der ikke tvivl om at der er samtidighed mellem verbalhand­lingerne (imparfait i det finitte verbal), men det logiske for­hold er ikke klart _ er se rassuraient en konsekvens af pr6ten­dant eller er det snarere omvendt? Det er formodentlig eksemp-_,

- 34 -

ler af denne type der får Henrichsen til at mene, at præsens par­ticipium kan betegne middel. Men der kan ikke sluttes noget ud fra sådanne tilfælde, hvis man, som hævdet her, mener at ~n af forud­sætningerne for at tale om en instrumental betydning er, at række­følgen middel - konsekvens/resultat er tydeligt angivet. Og denne præcisering kan kun g~rondif give, hvilket fremgår af en sammenlig­ning mellem (76) og følgende:

(77) Et tu te tranquillises en te disant qu'elle ne m~rite pas d'etre heureuse. (Beauvoir, Sang 166)

Henrichsens egne eksempler (104-105) kan jeg ikke diskutere, da han i hele sin artikel benytter den fremgangsmåde at give et ek­sempel med den ene form, og derefter - uden belæg eller diskussion af nogen art - påstå at her kunne man også have brugt den anden form.

Man kan nu spørge, om der da ikke skal stilles samme krav til en konstruktion hvor præsens participium betegner årsag, nemlig at den logiske rækkefølge mellem verbalhandlingerne skal være klart angivet. Årsag kommer jo før virkning. Svaret må blive bekræftende, men det stemmer dårligt med hvad der lige er sagt om præsens par­ticipiums muligheder for at tydeliggøre dette forhold. Jeg må i øjeblikket afstå fra at løse dette problem, men det kan meget vel tænkes, at forklaringen ligger i betydningen af de verber der fore­kommer som præsens participier med kausal betydning. Som nævnt i §10 betegner de ofte forhold af mere permanent karakter, hvilket kunne overflødiggøre en nærmere præcisering af rækkefølgen. Det gælder i hvert fald i:

(55) Elle se console d'avoir oubli~ ses cigarettes, d~testant de fum.er dans le noir.

Det gælder derimod ikke i følgende, hvor meningen også er ganske klar:

Il crie soudain, voyant un geste de Thomas. (Anouilh, cit. Gruppegrammatik 3, side 29)

Det får indtil videre stå hen hvilken rolle verbernes betydning spiller, men en eller anden sammenhæng må der være.

- 35 -

12. Sammenfatning. Det har i dette kapitel ikke været hensigten at foretage en begrebsanalyse af ordene årsag og middel. De betrag­tes udelukkende som betegnelser for nogle specifikke semantiske interpretationer man giver -ant-former i bestemte anvendelser. Disse interpretationer beror på et samspil mellem syntaktiske og semantiske forhold. Det har været undersøgelsens mål at gøre rede for nogle af disse forhold, samt at klargøre, hvilke egenskaber ved præsens participium og g~rondif der gør disse former egnede til at fremkalde fortolkningerne årsag og middel. Der fremsættes

følgende hypoteser:

Fortolkningen middel favoriseres af: 1. En tæt syntaktisk forbindelse til det overordnede verbal. 2. Bestemte verber, navnlig sådanne der betegner aktivitet. 3. En utvetydig angivelse af at -ant-formen - temporalt eller

logisk - ikke kan følge efter det finitte verbal.

Fortolkningen~ favoriseres af:

+)

1. En løs syntaktisk forbindelse til det overordnede verbal (jvf.

parce que-sætninger). 2. Bestemte verber, navnlig sådanne der betegner tilstand eller

"passive" bevidsthedsfænomener (følelse, vilje, erkendelse).

G~rondif er egnet til at udtrykke middel fordi: 1 . Den har tæt forbindelse til det overordnede verbal. 2. Den angiver at noget foregår samtidig med eller umiddelbart

før det finitte verbal, men ikke efter dette.

Præsens participium. er egnet til at udtrykke årsag fordi: Det har løs forbindelse til det overordnede verbal.

=========================:::======================================= +)For en yderligere diskussion af begreberne tæt og løs forbin­

delse, se §25.

- 36 -

.!!212= Det må slås fast, at læ.rakteristikken af årsag og middel langtfra er udtømmende. Jeg har f.eks. en fornemmelse af at de instrumentale konstruktioner implicerer, at et resultat nås på en bestemt måde, den der udtrykkes i g~rondifverbet. G~rondif beteg­ner altså midl,2l, ikke et middel blandt flere andre. Togeby (ikke­publiceret manuskript §1140) ser i følgende sætning et eksempel på at præsens participium undertiden kan betegne midlet: " elle l'a humili6e pendant toute son enfance, l'appelant "ma grosse" et la trai tant de s otte." Jeg tror ikke bety~en er helt den samme, som hvis der havde været brugt g~rondif. Her er meningen sikkert: "hun havde ydm;yget hende •• havde (blandt andet)kaldt hende "Tykke" og ••• "En sådan betydning må nærmest kaldes be­skrivende. Den indgår i en gruppe, der vil blive behandlet i ka­pitel 5.

- 37 -

4. Betin.gende betydnine.

13. I praktisk talt alle de eksempler der citeres i dette Rids gælder det, at præsens participium betegner noget realiseret: en handling der faktisk finder sted eller har fundet sted, en op­fattelse eller følelse der betragtes som en realitet, et forhold der kan konstateres og opfattes som årsag til en faktisk indtruffet begivenhed.

G6rondif kan derimod betegne både noget realiseret og ikke-reali­seret, og har ofte den virkning, at dette forhold ikke præciseres nærmere:

(60) En payant la fille, on lui fait la loi.

Man kan strengt taget ikke vide, om der i (60) er tale om noget der jævnligt finder sted (svarende til en iterativ quand-sætning), eller noget der blot betragtes som en mulighed (svarende til en ~-sætning).

Hvis man nu antager at denne iagttagelse har generel gyldighed, at præsens participium altså kun kan betegne noget realiseret, følger heraf:

1. at præsens participium ikke kan betegne betingelse; 2. at præsens participium ikke kan forekomme, hvis det overordnede

verbal er en infinitiv (f.eks. som subjekt eller egentligt subjekt) J

3 . at præsens participium ikke kan forekomme, hvis det overordnede verbal er i futur eller conditionnel .

At præsens participium ikke kan betegne betingelse, støttes af mit foreløbige eksempelmateriale. Her forekommer kun g~rondif.

Togeby (§640) siger, at det er middelbetydningen, der går over til a t betegne betingelse. Et sådant overgangseksempel har man netop i (60), der både viser den instrumentale betydnings slægt­s kab med den iterative og den betingende. Kun konteksten kan af­g øre, om eksemplet skal opfattes iterativt (som noget realiseret) eller betingende (som noget ikke-?1'aliseret) . Men i begge til-

- 38 -

fælde kan man med rimelighed hævde, at betydningen er instrumen­tal, da en sådan fortolkning afhænger af andre forhold, hvoraf nogle er beskrevet i det foregående kapitel, og som er tilstede her. ~enne flertydighed vil altid foreligge når det finitte verbal er i præsens. Kun når det finitte verbal er i futur eller conditionnel kan det med sikkerhed afgøres om betydningen er betingende. '

(78) En partant de bonne heure, nous pouvons etre rentr6s dans la nuit. (Robbe-Grillet, Jalousie 61)

(79) De la, en contournant le quartier juif, vous trouverez ces belles avenues ou d~filent des tramways charg6s de fleurs et de musiques tonitruantes. (Camus, Chute 15)

(80) Il fallait avant tout obtenir l'appui de la mafia. En pr6cisant qu'elle 6tait aux ordres de l'Am~rique, on aura, en gros, toute la v6rit6 sur ce qui se passait a cette 6poque-la en Sicile. (Charles-Roux, Palerme 224)

(81)

(82)

Il 6vita de les placer trop pres l'une de l'autre. En se touchant elles auraient viol6 le protocole. Trop 6-loign6es, elles se seraient manifest6 la froideur. (Guth, Nalf 233)

J'y serais arriv6 plus vite en me taillant carr6ment pour une journ6e par les transports en commun. (Roche­fort, Enfants 104)

14 . Infinitivsyntap;mer som overordnet verbal. Selv om følgende eksempler ikke er betingende, omtales de alligevel her, da jeg mener at de, ligesom de betingende, er en konsekvens af den ge­nerelle regel, at præsens participium ikke kan betegne noget ikke-realiseret. Det drejer sig om tilfælde, hvor -ant-formen er knyttet til en infinitiv, der kan have forskellige funktioner (sub­jekt, egentligt subjekt, verballed). Ganske kort kan man vel sige, at sådanne konstruktioner indeholder en vurdering af den verbal­handling der er udtrykt i infinitiven, men denne fremstilles ikke som realiseret. Her bruges altså g~rondif.

(83)

(84)

(85)

(86)

(87)

- 39 -

Esp6rer un r6sultat quelconque en op6rant de cette fa9on, 6tait d 1ailleurs absurde. (Robbe-Grillet, Jalousie 60)

il suffit de glisser l'ongle sous le bord qui se d6colle et de forcer, en pliant la phalange; (ibid. 29)

il faut descendre les cent derniers metres face a la mon­tagne, en choisissant attentivement ou poser les pieds, comme sur les barreaux d'une 6chelle, en s'accrochant aux saillants des rochers (Vailland, Loi 163)

Impossible de batir leur avenir en comptant sur des tete­a-t ete de hasard ou en chuchotant pres des tourne-disques des notables {ibid. 153)

Comment jouir alors du poulet laqu~, comment surtout, en les regardant, penser qu'on a raison? (Camus, Chute 56)

15. Forholdet til futur og conditionnel. Den tredje antagelse går ud på, at præsens participium ikke kan kombineres med et fi­nit verbal i futur eller conditionnel. Der tænkes på tilfælde af følgende art:

(88) Quelques jours plus tard, donna Lucrezia 6crira elle-meme au juge, en insistant pour qu'il s'occupe de Francesco; {Vailland, Loi 149)

Det er imidlertid næppe rigtigt at fremtid udelukker præsens par­ticipium. Det er måske hovedreglen, men man må så erkende, at sær­lige semantiske forhold kan gribe ind og bryde denne regel, jvf. følgende eksempel, der ikke er isoleret, men indgår i en særlig gruppe {diskuteret i §17), hvor præsens participium er det normale:

(109) Peut-etre l'un d'eux partira-t-il, d~laissant les 6tudes ou la boutique paternelle • •• {Mallet-Joris, Maison 201)

Spørgsmålet får stå hen, da mit materiale i øjeblikket er for spinkelt til a.t man kan slutte noget ud fra det. Men det er langt­fra sikkert, at den hypotese der er fremsat i begyndelsen af dette kapitel, kan stå for en nærmere prøve, i hvert fald ikke i den form jeg har givet den her.

- 40 -

5. Neutral betydnine·

16. Ved neutral anvendelse skal forstås de tilfælde, hvor en -ant­form hverken kan interpreteres som temporal, kausal, instrumental eller betingende. Gruppen er altså karakteriseret ved hjælp af udelukk:elsesprincippet, men det drejer sig ofte om tilfælde, hvor -ant-formen betegner baggrund, måde eller ledsagende omstændig­heder. Hovedreglen inden for denne type er, at præsens participi­um og g6rondif kan bruges uden forskel.

Da grammatikkerne ikke arbejder med sådan en gruppe, vil jeg først give en række eksempler, og derefter undersøge om der gælder sær­lige regler for denne type, samt om nogle af tilfældene viser så tydelige fællestræk, at der kan være grund til at udskille dem som særlige grupper.

(89)

(90)

(91)

(92)

(93)

Quand Goutaut m'a remis ces figurines, en m•assurant que c 1 6tait infaillible, j'ai d6sir6 savoir, savoir tout s:implement. (Mallet-Joris, Personnages 61)

Je le f6licitai, assurant que 9a ne m•&tonnait pas, que Fran9oise et lui 6taient des gens tres, tres bien. (Sagan, Sourire 33)

Francesco traina dans la cuisine, grignotant un biscuit. (Vailland, Loi 126)

Elle •• suivit des yeux a travers la vitre le petit gar-9on qui remontait la rue en grignotant sa bouch6e. (Beauvoir, Sang 50)

Elle 1 1 6couta silencieusement, fixant sur lui des yeux de feu. (Vailland, Loi 149)

(94) elle balan9ait son pied en fixant le vide d 1 un air dur; (Beauvoir, Sang 142)

(95)

(96)

(97)

(98)

(99)

(100)

(101)

(102)

(103)

(104)

- 41 -

Maitrisant son impatience, il r6pondit mais oui, bien silr.

(Aym6 Vouivre 186)

Le soleil, •• , ferme l'issue d'en haut, enveloppant dans son or brUlant sa fille, donna Lucrezia. (Vailland,

Loi 146)

Dans la brusquerie de son retour en direction du verre, la tache vient s'y heurter avec violence, produisant un tintement sec. (Robbe-Grillet, Jalousie 151)

Nous les suivions tout le long du jour, jouant a ne pas fermer les yeux, a ne pas cligner, bravant le soleil.

(Charles-Roux, Palerme 155)

Ils nommaient toutes les maitresses qu•on avait soup-9onn6es au commissaire, feignant de les attribuer a Brigante (Vailland, Loi 248)

Le pere la regarde en feignant la stupeur pour l'inti­

mider; (Sartre, S6questr6s 34)

En trainant ma valise, je me dirigeai vers l'hotel.

(Guth, Na1:f 23)

Je pris un bain chaud et revins m'allonger pres de Luc qui lisait sur le lit en secouant de temps en temps la

cendre de sa cigarette. (Sagan, Sourire 116)

Je la suivis en me disant que j'avais failli en somme faire le tres vilain geste de la tromper avec son mari

(ibid. 51)

L'adolescente a bicyclette disparaissait sur la route d6ja sombre en :faisant sonner son grelot, (Mauriac,

Th6rese 39)

- 42 -

17. "ainsi"-e;ruppen. Inden for den negativt karakteriserede neu­trale anvendelse er der imidlertid en række tilfælde, hvor kun den ene af formerne kan bruges. Det gælder f.eks. når der i partici­pialsyntagmet indgår et ~· I så fald er kun præsens partici­pium muligt t

(105)

(106)

(107)

en cortege elles vont chercher la statue de la Mere des Dieux et l'escortent le long du Tibre, introduisant ~ a Rome les divinit6s orientales; (Beauvoir, Sexe 151)

Je me rends compte qu•a plusieurs reprises j'ai parl6 de nous sans parler de lui, contrevenant ~ a la regle de narration que je m' 6tais impos6e au d6but (Butor, Degr~s 114)

Francesco avait pass~ la nuit dans une taverne de Foggia, buvant et offrant a boire, d~pendant ~ la totalit~ des cinq mille lires qui lui restaient. (Vailland, Loi 303)

Så vidt jeg kan se har de hidtidige behandlinger ikke været op­mærksomme på tilfælde af ovennævnte art . Det interessante ved dem er, at de er en slags "omvendte g~rondifkonstruktioner," så­ledes at det finitte verbal kan ændres til en g6rondif, hvis man

samtidig ændrer præsens participiet til et finit verbum og slet­ter ~· Transformationen kan uformelt skitseres således:

V ••• • V -[+præs.p]

ainsi

1 2 3

F.eks. kan (106) omdannes til!

=> 1 [+g~r]

- 2 - ø [slet: præs.p]

En parlant de nous sans parler de lui, je contreviens a la regle

hvorved vi får en konstruktion med g~rondif i instrumental betyd­ning.

- 43 -

Med hensyn til betydningen i ovennævnte eksempler kan man konsta­tere, .at der ikke er tale om to adskilte handlinger eller processer, men to sider af samme sag, hvor præsens participiet kan siges at betegne en logisk konsekvens af det der er udtrykt i det overord­

nede verbal.

Til denne type hører ikke blot de konstruktioner hvor participial­syntagmet indeholder et ~, men også sådanne hvor et ~ even­tuelt kan indsættes og som viser de samme formelle og semantiske træk som ainsi-eksemplerne, nemlig at den omtalte g~rondiftrans­formation~ anvendes, og at participiet betegner en logisk føl­ge af den proces, der er udtrykt i det overordnede verbal. Dette gælder følgende eksempler, hvor jeg anser g6rondif for udelukket:

(io8)

(109)

(110)

(111)

(112)

(113)

(114)

Et moi, je me suis d~sist~ hier, laissant bien ostensible­ment la place a la Mothe-Houdancourt ••• mais en faisant savoir que c 1 6tait par respect pour le cardinal.

(Mallet-Joris, Personnages 105)

Peut-etre l'un d'eux partira-t-il, d6laissant les 6tudes ou la boutique paternelle ••• (id. Maison 201)

Parfois le vent tombait, interrompant brusquement notre course . (Charles-Roux, Palerme 158)

Il sortit, la laissant dans le noir. (Mauriac, Th~rese

139)

un cahot trop violent, qui coupe par exemple l'alimenta­tion des phares, contraignant a de longues investigations et a un raccord de fortune sous 1 1 6clairage m6diocre d'une pile de poche. (Robbe-Grillet, Jalousie 154)

on ferait quand-meme mieux de construire plus d'~coles, dit-il vertueusement, repoussant la tentation. (Mallet­

Joris, Maison 215)

Oui, dit Marie, r~pondant au comte, c'est vrai.

(id. Personnages 226)

(115)

- 44 -

"Tu as une mine superbe. Je suis content que tu sois venue. - Vous aussi", dis-je, faisant allusion a sa mine. {Sagan, Sourire 92)

De tre sidste eksempler er interessante, da det ellers synes at være en fast regel, at man i anførende sætninger har g6rondif . (Se §22)

Når den her beskrevne type ikke er opført som selvstændig gruppe i lighed med den temporale, den kausale osv., skyldes det vanske­ligheder med at afgøre, hvad der er det dominerende fælles træk. Jeg har talt om konsekvens, og det gælder også de fleste af ek­semplerne, men er næppe nogen rimelig karakteristik af de tre sidste, som imidlertid er af samme type, da de fremviser samme formelle egenskaber (ainsi-prøven, g6rondiftransformationen). På side 43 er det blevet sagt, at det finitte verbal og partici­piet ikke betegner to adskilte handlinger, men snarere to sider af samme sag, den samme verbal.handling anskuet ud fra to forskel­lige synsvinkler. Der er tale om en eller anden form for identi­tet, som nok antager forskellig karakter i de forskellige eksem­pler, men som viser sig ved at der er et prædikativt forhold mel­lem verbernei I (113)-(115) ~ bemærkningen henholdsvis en afvis­ning, et svar og en hentydning, og de fleste af eksemplerne lader sig med få tilladelige ændringer omskrive til konstruktioner, hvor participiet bliver til en infinitiv, der står som subjektsprædi­kat med den såkaldt karakteriserende betydnings

(109 ')

(112 ')

Partir, c'est d6laisser les 6tudes ••

Couper l'alimentation des phares, c'est nous contraindre a de longues investigations ••

Modsætningen mellem præsens participium og g6rondif træder tyde­ligt frem i (108), hvor begge former er repræsenteret:

mens

Se d6sister, c'est laisser la place a la Mothe-Houdan­court

*Se d6sister, c'est faire savoir que c'est par respect pour le cardinal

ikke giver nogen mening. Der er ikke nogen form for identitet

- 45 -

mellem det overordnede verbal og g6rondifformenJ de refererer til

forskellige verbal.handlinger.

Om infinitivsyntagmer der står som subjektsprædikat uden~ skri­ver Sandfald (Inf. §40): "L'ifil'i.liitif attribut ne sert pas seule­ment a d6finir le sujet, mais aussi a indiquer la suite de l'ac­tion. marqu6e par l'infinitif sujet." Karakteristikken passer meget godt på præsens participier af den her beskrevne type .

18 . -ant-formen er tenir eller porter. Hvis -a.nt-formen er ~ eller porter, bruges præsens participiumi

(116)

(117)

(118)

(119)

(120)

(121)

(122)

(123)

Le boy approche, tenant l'anse au bout de son long bras.

(Robbe-Grillet, Jalousie 139)

Ayant distribu6 les deux premiers , elle va s•asseoir a son tour dans le fauteuil vide, tenant le troisieme en

main. (ibid. 105)

le Hollandais marchait derriere elle, tenant a la main un panier plein de provisions. (Beauvoir, Sang 257)

Tenant ma joue dans ma main, je me suie dirig6, le long du boulevard Saint-Germain {Butor, Degr6s 82)

Une femme passait entre les tables, portant a son cou une corbeille pleine de photographies, de journaux il­lustr~s et de souvenirs de Paris. (Beauvoir, Sang 244)

Deux hommes entraient portant une civiere. (Charles-Roux,

Palerme 178)

Des barques passaient sur l'huile de l'eau portant des

familles assoupies. (ibid. 154)

Nicolas qui sentait la poudre nous filait le train, por­tant le pinceau a colle comme si c'6tait une mitrailleuse, dans les rues le soir aux Lilas. (Rochefort, Enfants 143)

(124)

- 46 -

Depuis quelques ann~es, Tonio l'accompagne, portant la gibeciere et le seoond fusil, sans plaisir, avec une sorte d'effroi (Vailland, Loi 88)

Jeg må i denne omgang nøjes med at registrere disse tilfælde, og afstå fra at forsøge at give en forklaring. Når g~rondif synes udelukket, hænger det måske sammen med at disse verber mere be­tegner en tilstand end en handling, og man kan i så fald drage en parallel til den kausale type, hvor det samme var tilfældet. Det er i hvert fald nødvendigt at undersøge, hvordan det forhol­der sig med ~ og ~' hvilket ikke er gjort her, da disse verber er meget sjældne uden for den kausal-instrumentale anven­delse, men jeg har svært ved at forestille mig at de kan fore­komme som g~rondif med neutral betydning. Det er imidlertid ikke sikkert, at modsætningen tilstand-handling (eller forløb?), im­perfektiv-perfektiv er afgørende, da det samme formodentlig gælder et perfektivt verbum som apporter (og sikkert flere andre):

(125) Mariette rentre, apportant les poissons pour le repas du soir. (Vailland, Loi 14)

Ligesom det er tilfældet med den kausale og instrumentale anven­delse, forholder det sig nok sådan, at en præcis beskrivelse af ovennævnte tilfælde ikke er mulig, før man råder over en mere præ­cis beskrivelse af verbernes syntaktiske og semantiske egenskaber.

19. Det overordnede verbal er etre, rester og demeurer. Med de forbehold der er taget i det foregående, kan man imidlertid ikke komme uden om at begrebet tilstand spiller en rolle, og favorise­rer valget af præsens participium. Her skal omtales de tilfælde hvor det overordnede verbal er ~' rester og demeurer.

Med hensyn til ~ gælder det, at hvis dette verbum er overord­net verbal, kan kun præsens participium bruges med neutral betyd­ning. Hvis g6rondif bruges, bliver betydningen temporal eller instrumental-kausal.

(126) Il est debout devant elle, lui offrant ses grands yeu.x bleus a fleur de tete. (Vailland, Loi 169)

(127)

(128)

(129)

(130)

- 47

Sur un coin du bureau, le bulletin de la police ~tait ouvert, montrant les photographies d'une vingtaine d'in­dividus reoherch6s. (Simenon, Ombre 53)

On dit qu'il a 6t6 longtemps berger en Argentina, gar­dant de vastes troupeaux, et puis qu'il est revenu parce que, la-bas, c'6tait comme la mort. (Charles-Rou.x,

Palerme 145)

Elle (sc. la lampe) est situ6e sur la table, dans son angle sud-ouest (c'est-a-dire du c8t6 de l'office), il­luminant la nappe blanche. (Robbe-Grillet, Jalousie 145)

Il 6tait la, n'attendant qu'elle pour sourire, pour s'a­nimer soudain; (Mallet-Joris, Personnages 57)

I disse eksempler kan participialsyntagmet ikke omskrives til en bisætning, men kun til et sideordnet finit verbalsyntagme. I alle tilfælde må g6rondif anses for udelukket. I andre kontekster kan

g6rondif godt forekomme, jvf.(74), men så indsnævres betydningen, og g6rondifsyntagmet opfattes temporalt eller instrumentalt-ka~­salt, og vil som regel kunne omskrives til en bisætning:

(131)

(132)

(133)

(134)

Carmine se demandait si les riches pouvaient se permettre d'etre beaux en dormant. (Charles-Roux, Palerme 148) [= quand (pendant qu') ils dormaient]

j'6tais sensible aux atmospheres, et sincere en y jouant

mon role. (Sagan, Sourire 29)

Voila, je t'aime, nous nous aimons, nous sommes heureux en nous promenant tous les deux. (Butor, Degr6s 217)

le "Cap Saint-Jean" 6tait a.marr6 le long du wharf en attendant son chargement (Robbe-Grillet, Jalousie 95) [=pendant qu'il attendait Smlg (130), hvor verbet

også er attendre]

- 48 -

Den første gruppe - med præsens participium - viser tendens til følgende struktur: ~ (debout, situ~) + stedsadverbial, mens man i den anden gruppe i 3 af 4 tilfælde har ~ + læ.rakterise­rende adjektiv (beaux, sincere, heureux). Det er dog tvivlsomt om der kan udledes noget af denne iagttagelse; dels passer den ikke på alle eksemplerne, dels skulle der a priori ikke være nogen grund til at et stedsadverbial udelukker en temporal fortolkning af en følgende -ant-form og dermed valget af g~rondif, jvf. (134), samt følgendes

Jeg var hjemme og lå i sengen. Jeg var hjemme mens jeg lå i sengen.

Efter rester og demeurer er den almindeligste konstruktion a + infinitivs

(135) Il resta ainsi, de biais, a regarder la moire, sur le mur, du soleil refl~t~ par la mer. (Duras, Moderato 92)

Flere eksempler hos Sandfeld (In:f. §222). Men Sandfeld omtaler mærkeligt nok ikke præsens participium, der er en hyppigt fore­kommende variant, jvf. følgende eksemplers

(136)

(137)

(138)

(139)

(140)

Il resta une seconde silencieux, regardant par la fenetre. (Sagan, Sourire 136)

Parfois, il restait longtemps immobile, laissant le re­mords entrer par les yeux, par les oreilles, par les na­rines. (Beauvoir, Sang 13)

Nous restions longtemps ainsi, d~rivant ensemble, les levres unies, avec la mer ~tendue sous nos deux corps {Charles-Roux, Palerme 158)

Il demeurait la tout le jour, contemplant le fond du ciel, un b!ton a port~e de main (ibid. 127)

Th~rese ~tait demeur~e ~tendue fumant des cigarettes, les yeux sur les grandes lettres d'or noirci {Mauriac, Th~rese 52)

- 49 -

Det hævdes normalt at g~rondif ikke kan forekomme efter rester og demeurer. Jeg har ingen modeksempler, og mener også at det er den regel man bør give danskere der skal skrive fransk. Men prin­cipielt må man antage at forholdet er det samme ved disse verber som ved ~, og at g~rondif kan forekomme, blot ikke med den neu­trale, men kun med den temporale eller kausal-instrumentale betyd­

ning.

20-21. Nægtelse. Nægtelsernes indflydelse på valget mellem de to -ant-f ormer minder om det der gælder ved ~ som overordnet ver­bal. Men forholdene er mere komplicerede, og det spiller en rolle om nægtelsen står ved det finitte verbal eller ved participiet.

20. Nægtelse ved det overordnede verbal. Med neutral betydning kun præsens participium. Denne anvendelse synes at være sjælden,

men følgende kan vel hen:føres hertil:

(141) c'est pourquoi ellene les (sc. les enfants) sentait pas comme la chair de sa chair, s'en ~tonnant parfois, mais sans y attacher autrement d'importance (Vailland, Loi 135)

De følgende eksempler udgør en særlig gruppe, hvor participiet angiver modsætning. Denne type minder om den der er beskrevet på side 43, idet man kan sige at participiet betegner den posi­tive konsekvens af det der benægtes i det finitte verbal. Kun præsens participium. Participialsyntagmet kan omskrives til

mais + finit verbalsyntagme.

(142)

(143)

(144)

Arsene n'~mit aucune opinion sur l'affaire, se contentant d'approuver l'un ou l'autre par des monosyllabes a peine

articul~s. (Aym~, Vouivre 181)

Quant aux oiseaux eux-memes, ils ne se montrent pas plus que les criquets, restant a couvert sous les panaches de larges feuilles vartes (Robbe-Grillet, Jalousie 79)

Jamais ils n'ont ~mis au sujet du roman le moindre juge­ment de valeur, parlant au contraire des lieux, des ~v~ne­ments, des personnages, comme s'il se fut agi de choses r~elles (ibid. 82)

- 50 -

Med g6rondif bliver betydningen temporal eller kausal-instrumen­tal. Denne type er blevet diskuteret på side 27 i forbindelse med (73), som gentages her:

(73) Elle ne broncha pas en se sentant observ~e.

Endvidere:

(145) Lecce, ville de pierre tendre ou le baroque en s'ordon­nant, conune la po6sie dans l 'hexametre, ne s 1 6tait pas 6nerv6. (Vailland, Loi 134)

21. Nægtelse ved -ant-formen. Her er den neutrale type meget al­mindelig. Kun præsens participium. Participialsyntagmet kan sub­stitueres med~+ infinitiv.

(146)

(147)

(148)

(148)

(150)

Elle se tint en face de lui encore assis, ne disant rien. (Duras, Moderato 63)

Il citait des noms, n'imaginant meme pas que je les pusse ignoreri (Mauriac, Th6rese 93)

elle pleurait, pour ainsi dire, paisiblement, ne luttant plus, ne raisonnant plus, toute a son angoisse, toute a lui (Mallet-Joris, Personnages 65)

u.n interminable factum que je d6clarai remarquable, n'y ayant rien compris du tout . (id. Maison 182)

N'ayant pu mettre la main sur lui, il rencontra Requiem qui, assis au bord d 1un foss&, effeuillait une marguerite. (Aym6, Vouivre 180)

Jeg har kun et eksempel med g6rondif. Betydningen er klart instru­mental:

(151) Mais Bernard avait commis une faute en ne montant pas d'abord chez sa femme. (Mauriac, Th6rese 166)

- 51 -

22. Ani'ørende sætninger. Som nævnt i Fransk syntaks §154.4 og Gruppegrammatik 3, side 33, er sideordning af to finitte verbaler udelukket når der er inversion, således som det f.eks. er tilfældet i efterstillede anførende sætninger. I stedet må man bruge en -ant­form. De to grammatikker siger derimod ikke noget om hvilken af de to former der skal bruges. Det viser sig imidlertid at g6ron­dif er så almindelig, at man vist roligt kan påstå, at brugen af denne form er hovedreglen. Her skal først gives nogle eksemplerJ derefter vil denne anvendelse af g~rondif blive diskuteret i re­lation til nogle af de andre regler og hypoteser der er blevet formuleret i det foregående .

(152)

(153)

(154)

(155)

(156)

(157)

(158)

(159)

Au revoir, Roger ••• dit-il en avalant sa salive. (Sime­non, Ombre 40)

Descends, dit-il en ouvrant la porte de droite . (Roche­fort, Enfants 55)

Venez, grand-mere, dit-elle en prenant la vieille fenune par le bras; (Beauvoir, Sang 267)

Assez de controverse, dit le cardinal en se levant avec un peu de peine. (Mallet-Joris, Personnages 18)

A plus forte raison! dit-il, en se d6tachant de moi. (Sagan, Sourire 120)

Je crois qu'on peut y acc~der par ici, dit l'adjoint, en d6signant la porte de chene aux ferronneries ouvra­

g6es. (Vailland, Loi 246)

Vous etes trop gentille, dis-je en appuyant sur le "trop".

(Sagan, Sourire 133)

"C'est ma tante " r6p6tait-il en s'amusant de l'air effar6 des gens. (Charles-Roux, Palerme 208)

- 52 -

(152)-(159) må betragtes som eksempler på neutral anvendelse . I ingen af tilfældene kan der påvises specifikke betydnings nuancer som tidspunkt, middel, årsag, betingelse eller konsekvens . I så­danne tilfælde bruges altså g~rondif. Det viser sig nu, at hvis der foreligger en af de betydninger eller et af de syntaktiske forhold (f.eks. nægtelse) der kræver præsens participium, s å bruges også præsens participium, og på denne måde kan man forklare de fleste af de undtagelser jeg har fundet med denne form.

Således bruges præsens participium hvis participialsyntagmet be­tegner årsag:

(160) il ne faut pas regarder les hommes comme 9a . Ou alors il arrive des accidents, mena9a-t-il, voyant que je n'avais pas l'air de m'excuser (Rochefort, Enfants 115)

eller hvis det indeholder en nægtelse:

(161) Non? dit-il, ne sachant comment le prendre, si me f~li­citer ou quoi. (ibid. 119)

eller hvis der foreligger den "identitet" mellem det anførende verbums objekt og participiet, som er blevet omtalt på side 44 i forbindelse med eksemplerne (113)-(115), der for nemheds skyld gentages her:

(113)

(114)

(115)

On ferait quand meme mieux de construire plus d'~coles, dit-il vertueusement, repoussant la tentation.

Oui, dit Marie, r~pondant au comte, c'est vrai.

"Tu as une mine superbe. Je suis content que tu sois venue. - Vous aussi", dis-je, faisant allusion a sa mine.

(113)-(115) kan sammenlignes med følgende, hvor der ikke foreligger en sådan identitet:

(162) s'ils brUlaient bien, elle leur chuchotait a l'oreille: ''Je suis nazie", en les traitant de sales juifs. (Sartre, S~questr~s 92)

- 53 -

I § 11 er det blevet sagt, at g~rondif ikke kan betegne noget der i tid følger efter det finitte verbal. Det er en antagelse som er blevet bestyrket af et stort materiale, og som bl.a. kan med­virke til at forklare, at kun g~rondif kan udtrykke den instru­

mentale betydning. Om et klart modeksempel

(163) La premiere nuit, elle se r~veilla souvent en r~clamant

a boire. (Beauvoir, Mort 101)

sagde Marchetti, at han ikke fandt det særlig korrekt, netop på grund af tidsfølgen, og at han ville fraråde sådanne konstruk­tioner. Og i hvert fald står dette eksempel helt isoleret, og kan ikke anfægte hvad jeg hidtil har sagt om tidsfølgen. I de an­førende sætninger er der derimod tale om en systematisk brug af g~rondif, og her må man kunne finde mange modeksempler, i hvert fald når -ant-formen er et perfektivt verbum. I (153) er der f.eks. ingen grund til at tro at han først åbner døren og derefter siger: "Descends." Rækkefølgen kan ligeså godt være den modsatte. Der må være særlige forhold ved disse sætninger, som bevirker at en præ­cis angivelse af rækkefølgen ikke føles nødvendig. Men foreløbig må jeg nøjes med endnu en gang at registrere et uløst problem.

- 54 -

6. Afsluttende bemærkninger.

Denne gennemgang behandler kun et begrænset antal af de problemer der knytter sig til præsens participium og g~rondif med adverbiel funktion. Jeg skal til slut omtale nogle forhold som ikke har væ­ret berørt, men som en mere fuldstændig behandling nødvendigvis må tage stilling til.

23. Participialsyntae;mets interne struktur. Syntagmets opbygning kan måske spille en rolle for valget mellem de to -ant-former , men tuniddelbart synes der ikke at være nogen forskel. Med hensyn til forekomst af objekt og adverbialled og dis ses art, antal og længde, er det svært at se noget der skiller. Det eneste konkrete resultat, som de hidtidige undersøgelser af dette spørgsmål har ført til, er den regel der er formuleret af Togeby i §639, og som går ud på, at hvis der ikke følger noget led efter -ant-formen, bruger man næsten altid g~rondif. Dette bekræftes til overmål af mit materiale, og jeg har derfor så vidt muligt søgt at undgå eksempler af typen:"Il la regardait en souriant." Følgende sæt­ning, hvor g~rondifsyntagmet kun indeholder verbalet

(164) Nous aurions pu .• vivre ensemble et il m'aurait empech~e en riant de chanter le matin. (Sagan, Sourire 61)

kan f.eks. ikke bruges som støtte for den antagelse, at præsens participium ikke forekommer, hvis det finitte verbal er condi­tionnel (pass~). Jeg vil dog knytte ~n bemærkning til Togebys regel, nemlig at hvis flere -ant-former er sideordnet (især asyndetisk, men også med sideordnende konjunktioner), er der intet i vejen for at bruge præsens participium, selv om det ikke efterfølges af noget led:

(165) Elle aurait 6t~ si heureuse a la cour, se d~menant, per­s~cutant les ministres, obs~dant le roi, poussant ce brave Antoine ma.lgr~ lui (Mallet-Joris, Personnages 39)

- 55 -

24. Koreference. Der er ikke taget stilling til -ant-formernes forhold til sætningens subjekt, hvad der måske nok kan undre, da det er noget grammatikkerne plejer at gøre meget ud af. I Gruppe­grammatik har vi skrevet: "En nødvendig betingelse for at bruge g~rondif er at den indlejrede sætnings subjekt er identisk med subjektet i den overordnede sætning" (3, side 33). At g~rondif kræver samme subjekt som det overordnede verbal er ikke noget nyt. Det er sagt utallige gange. Men er der nogen grund til at gentage det? I virkeligheden er forholdene mere komplicerede (jvf. Togeby §633), og jeg er i dag betænkelig ved den kategoriske formulering reglen har fået i Gruppegrammatik. Eksempler som følgende er ikke

ualmindelige:

(166)

(167)

Qa m'est venu en te voyant vivre. (Beauvoir, Sang 39)

Ma chambre est au premier ~tage, a gauche, en regardant

la mer. (Duras, Moderato 55)

Jeg skal ikke bestride, at der er noget principielt rigtigt i den traditionelle fremstilling af subjektsreglen, men en udførligere behandling må bestræbe sig på at give den en mere præcis udform­ning, ligesom det bør påpeges, at netop g~rondif forekommer hyp­pigt i sætningsemner, hvor der ikke er noget udtrykt subjekt. Men det er trods alt kun et spørgsmål om tekniske justeringer. Jeg vil

gå over til et andet problem.

Jeg har i dette Rids forsøgt at give en række regler for anvendel­sen af g~rondif og præsens participium. Det virkelig interessante spørgsmål i forbindelse med koreferencen er, om man på tværs af disse regler bruger g~rondif udelukkende for at tydeliggøre sub­

jektsforholdet. Togeby (§633), Fransk syntaks (§154.1) og Henrich­sen (105-106) illustrerer brugen af g~rondif netop med henblik på en sådan tydeliggørelse ved følgende eksempelpar:

a. Il le voit descendant l'escalier. b. Il le voit en descendant l'escalier.

c. Elle m'a vu sortant du cin~ma. d. Elle m•a vu en sortant du cin~ma..

- 56 -

Man må først bemærke, at der er tale om forskellige konstruktioner. I ~ og .s, er participiet sætningsprædikat i det man i hvert fald tidligere var enige om at kalde en nominalsætning. For nemheds sk;yld benytter jeg denne analyse her - jeg kan ikke se at det får nogen alvorlige konsekvenser i denne sammenhæng. I ,2 og ~ er ge­rondif adverbialled. Med hensyn til ~ og ~ antyder Togeby og Fransk syntaks (og vist nok også Henrichs en, men det er ikke helt kla:ct), at disse sætninger er tvetydige. Efter et års beskæftigelse med -ant-former er jeg imidlertid overbevist om, at -ant-formens sub­jekt kun kan være 1,!:, og~· Det støttes af Marchetti, der er enig i at disse sætninger kun kan forstås på den måde. Hvis det finitte verbal er et sanseverbum, vil præsens participium altså være ver­balled (i sætningsprædikatet i en nominalsætning), og gerondif adverbialled til det finitte verbal. I et sådant tilfælde må man derfor sige, at ~ præsens participium og gerondif utvetydigt angiver subjektsforholdet. Men bruges gerondif i andre tilfælde -hvor der i øvrigt ikke skulle være noget i vejen for at bruge præ­sens participium - udelukkende for at præcisere dette forhold? Det har jeg ikke kunnet påvise, og det er påfaldende at grammatik­kerne - også Gruppegrammatik - altid illustrerer problemet med eksempelpar, hvor den ene sætning indeholder en nominalsætning. (I alle de tre nævnte grammatikker er det finitte verbal~).

Hvis man sammenligner

(33) Sortant du lycee, tu m'as fait un clin d'oeil (11) En sortant du magasin, il alluma une cigarette

er det helt klart, at brugen af forskellige -ant-former intet har at gøre med ønsket om at præcisere hvad der er subjekt. Der er endda størst mulighed for tvetydighed i det første eksem­

pel med præsens participium, hvor man også har et dativobjekt. Men eksemplet er ikke tvetydigt, og kun~ kan være subjekt for participiet. Det afgørende er her spidsstillingen. Reglen er for­muleret af Grevisse i §801, der siger at en spidsstillet -ant-form, hvadenten det drejer sig om præsens participium eller gerondif, altid skal have samme subjekt som det finitte verbal. Problemet med tvetydighed opstår altså først når participialsyntagmet følger efter det finitte verbal. Jeg ved ikke om følgende er muligt:

(33 ') ? Tu m'as fait un clin d'oeil, sortant du lycee

- 57 -

Men hvis den kan forekomme, har jeg på fornemmelsen, at den stadig vil blive opfattet således at ~ er subjekt, og at dette i væsent­lig grad sk;yldes kommaet. Men det er et problem der må undersøges

nærmere.

25. Løs og tæt forbindelse. Ledfunktion. Bundne og frie former. I kapitel 3 har jeg brugt udtrykkene løs og tæt forbindelse. Det er uheldige betegnelser, da de minder for meget om 'løs og tæt tilknytning', der er brugt af Spang-Hanssen i en anden sammen­hæng. Der er også kun tale om foreløbige hjælpebegreber, som jeg

ikke i øjeblikket er i stand til at beskrive nærmere. Som argu­menter for en sådan forskel i forbindelsen til det overordnede verbal har jeg brugt tegnsætning, nægtelse og en sammenligning med parce que-sætningerne. Det er også muligt, at antagelsen af en tættere og løsere forbindelse med det finitte verbal kan for­klare, at man bruger gerondif når der ikke følger objekt eller adverbialled efter -ant-formen. Man kunne tænke sig at den løsere tilknytning krævede en vis fonetisk og syntaktisk vægt. Men det er foreløbig kun spekulationer, og man må i hvert fald med det samme slå fast, at det modsatte ikke gælder for den tættere for­bindelse - hvis den ellers skulle være karakteristisk for geron­dif - nemlig at den kræver en ringe vægt: der findes meget lange

gerondifsyntagmer.

Man burde måske i stedet tale om en forskel i ledfunktion. I så fald kan præsens participium analyseres som frit prædikat, geron­dif som adverbialled. Her støder man imidlertid på store vanske­ligheder inden for de temporale og neutrale anvendelser. Det fore­kommer mig meget vanskeligt at hævde nogen forskel i ledfunktion,

når man sammenligner de to førnævnte sætninger:

(33) Sortant du lycee, tu m'as fait un clin d'oeil. (11) En sortant du magasin, il alluma une cigarette.

(Angående ledfunktion. se Prebensen: Apposition, attribut indirect et complement en fran~ais moderne, Rids nr. 10, december 1972)

- 58 -

En anden mulighed er at opfatte præsens participium som sætnings­adverbial, g6rondif som verbaladverbial. Men det bliver det næppe bedre af, da man her står overfor meget vagt definerede begreber. Det kunne imidlertid være et argument for at tale om verbaladver­bial, at dette adverbial påviseligt kan stå i verbalfeltet, dvs. mellem det finitte og infinitte verbal. +) Dette gælder faktisk for g6rondif. Denne stilling er sjælden, men den findes:

(168)

(169)

(170)

Elle avait d'ailleurs, en changeant d'6tage, pris un re­gard langoureux. (Mallet-Joris, Per~onnages 172)

Quelques-uns de mes bons criminels avaient d'ailleurs, en tuant, ob6i au meme sentiment. (Ca.mus, Chute 33)

elle ne lui avait pas, en m'embrassant, donn6 licence de me suivre (Proust, cit. Schmidt-Kniibel 253)

(Ejendommeligt nok med d'ailleurs i de to første eksempler). Spørgsmålet er så om præsens participium også kan forekomme på denne plads. Det benægtes af Susanne Schmidt-Knabel (252), og jeg vil på forhånd anse det for meget lidt sandsynligt.

Hvadenten man nu mener at der er tale om to forskellige ledfunk­tioner eller to forskellige adverbialtyper, så kommer man måske sandheden nærmere, hvis man opgiver at anlægge et enhedssynspunkt, men i stedet antager, at gerondif i visse tilfælde kan optræde med en funktion, i andre med en anden funktion. Derimod tror jeg nok at man kan fastholde enhedssynspunktet, når det gælder præsens participium.

For nu at afslutte denne diskussion om tilknytningen, må man alt­så konstatere at det kniber med at give den en præcis syntaktisk status. Det må imidlertid præciseres, at det drejer sig om en spe­cifik forbindelse til det finitte verbal, der ikke har noget at =================================================================

+)Hermed mener jeg ikke, at sætningsadverbialer ikke kan stå på denne plads; mange sætningsadverbialer forekommer hyppigt i denne stilling (Fransk syntaks, §21.1 og 21.2). Jeg mener kun at det er en hovedregel, at verbaladverbialer~ kunne stå i verbalfeltet.

- 59 -

gøre med bundethed. Det er altså ikke et spørgsmål om hvorvidt præsens participium eller gerondif er bundet til det finitte ver­bal. For ud fra et sådant synspunkt måtte man komme til det modsatte resultat. Susanne Schmidt-Kn.Eibel (der ikke beskæftiger sig med be­tydningsforskelle) taler om "die wesentlich grossere syntaktische

Selbstiindigkeit des a-a-Adverbs (= gerondif) " (247), og med ud­gangspunkt i Bloomfields skelnen mellem "bound and free forms" konkluderer hun, at gerondif er "eine sogenannte freie Form" og præsens participium "eine gebundene Form" (251), jvf. Bloomfields definition: "A lingliist·ic form which is never spoken alone is a bound form; all others •• are free forms" (Language 160). Et væ­sentligt argument er at gerondif, modsat præsens participium, kan forekomme selvstændigt som periode, navnlig i svar:

Comment as-tu decouvert •• tout ce que tu viens de me raconter? - En reflechissant. (Vailland, cit. Gruppegram­

matik 3, side 29)

men også i

"Les gonds grinceront si tu pousses le battant trop loin." Violente envie, soudain, d'essayer quand-meme; d'ouvrir un peu plus, juste un peu; .•• Mais le bras s'arrete, raisonnable. En sortant, plutfit . (Robbe-Grillet, cit.

Schmidt-.Kn.8.bel 247)

Hun ser endvidere en sammenhæng mellem gerondifs syntaktiske ubun­dethed og det forhold, at gerondif, modsat præsens participium, kan kombineres med adverbier som juste, presque, ~' og at den kan stå i fokus i en sætningskløvning. Disse problemer vil blive behandlet i en anmeldelse af hendes bog. Her skal kun siges, at hun fortrinsvis beskæftiger sig med syntaktiske kombinationsmulig­heder og ikke med de betydningsforskelle der kan påvises, når der ikke foreligger specielle syntaktiske forhold som udelukker den ene eller den anden form. Men hvis man vil give regler der kan

anvendes i praksis og kaste lys over det meget komplicerede spil mellem de to -ant-former, er man nødt til at tage hensyn til så­danne uetydningsforskelle. Det er det jeg har forsøgt her.

- 60 -

Referencer.

Leonard Bloomfield: Language. New York 1933

Maurice Grevisse: Le bon usage. Gembloux, 6.udgave 1955

Arne-Johan Henrichsen: Quelques remarques sur l'emploi des formes verbales en -ant en fran9ais moderne. Revue Romane, Fascicule 2 1967.

Ole Mørdrup: Quelques observations sur~· Revue Romane, Fascicule 2, 1971.

Kristian Sandfeld: Syntaxe du fran9ais contemporain II. Les pro­positions subordonn~es. Paris 1936

Susanne Schmidt-Knabel: Die Syntax der -a.nt-Formen im modernen Franzosisch. Bensberg 1971. Holger Sten: Nægtelserne i fransk. København 1938.

- 61 -

Citerede tekster.

Marcel A.ym~: La Vouivre. Livre de poche. Siffione de Beauvoir: Le sang des autres. Folio.

- : Le deuxieme sexe I. Gallimard 1949. - : Une mort tres douce. Livre de poche.

Michel :Butor: Degr~s. Gallimard 1960. Albert Camus: La chute. Gallimard 1956. Ed,monde Charles-RoB?!j: Oublier Palerme. Grasset 1966. Marguerite Duras: Moderato Cantabile. Editions de minuit 1958. Paul Guth: Le naif aux quarante enfants. Livre de poche. Fran9oise Mallet-Joris1 La maison de papier. Grasset 1970.

- : Les personnages. Livre de poche. Fran9ois Mauriac: Th~rese Desqueyroux.Collection pourpre. Alain Robbe-Grillet: La jalousie. Editions de minuit 1957.

- : Projet pour une r~volution a New York. ~ditions de minuit 1970. Christiane Rochefort: Les petita enfants du siecle. Livre de poche. Fran9oise Sa.gan: Un certain sourire. :[,ivre de poche. Jean-Paul Sartre: Les s~questr~s d'Altona. Livre de poche.

Roger Vailland: La loi. Gallimard 1957.