Retssager om Heksebrænding I 1600talletjohnrasmussen.dk/onewebmedia/Heksen i Vendsyssel 4.pdf ·...

Side. 1

Retssager om Heksebrænding I 1600tallet

Vore forfædre førte retssager un-der hekseforfølgelsen, den ene blev derved selv beskyldt for at være en heks

af John Rasmussen

Side. 2

Billedet på forsiden er fra en heksebrænding i Holland, men det var også sådan de foregik i Danmark der i 1600tallet. Bogen er sat med Times New Roman størrelse 14 på computer. Skrevet i programmet Microsoft Publisher. 1. oplag. Udskrevet i år 2004

Side. 3

Resume Historien her i hæftet, handler om heksebrænding. Hvad tænkte folk dengang, og hvordan var deres følelser over for heksene. Lidt ge-nerelt om emnet heksebrænding og nogle lidt længere beskrivel-ser, over 2 kvinders frygtelige skæbne. To kvinder, et par stykker af vor aner forårsagede brændt på bålet. Endelig en af vore aner som bliver dømt til brænding ved her-redstinget men frikendt ved lands-tinget. En kvinde Ane Lumpen. Hun hjemsøgte og generede en af vore formødre Inger Mortensdatter Kjærulf på det groveste. Inger Mortensdatter Kjærulf og hendes mand Bertel Thomsen Kjærulf får Anne Lumpen dømt som heks. En sommerdag kort efter steg rø-

gen op fra et bål ved Kjær her-redsting oppe i Hammer bakker nord for Ålborg; det var Ane Lumpen, der blev brændt i over-værelse af en talrig forsamling af såvel gejstlige som verdslige per-soner. En anden af vore aner Lars Niel-sen i Hvolgaard vidnede i en sag mod Anne Pedersdatter i Trane-kær. Det fik konsekvenser. Hek-sen Ane Pedersdatter i Tranekjær beskyldte hans kone som er en af vore formødre Ane Mortensdatter for også at være en heks. Vores formoder Ane Mortensdat-ter blev da også dømt som væren-de heks ved Kjær herredsret, men blev frikendt ved landsretten i Vi-borg.

Side. 4

Forord Størsteparten af oplysningerne i dette hæfte er hentet i årbøgerne for Himmer-land og Kjær herred, samt fra de gamle dombøger over herreds– og landstin-gets retssager. Kildehenvisningerne kan ses bagest i hæftet. Oplysningerne som jeg har fun-det er for en dels vedkommende næsten direkte afskrevet, dog med mine for-tolkninger og omskrivninger af de man-ge gamle og vendsysselske ord. Det er ligeledes forsøgt omskrevet så sagerne bliver lidt mere spændende at læse, end de tørre afhøringer i retssalen. Mange af de gamle vendsysselske ord har jeg dog ikke nænnet at fjerne af teksten. I stedet har jeg i en parentes efter disse ord skrevet hvad ordet betyder. Historierne vi vil berette om er ikke opdigtet, men virkelige hændelser som er foregået omkring mennesker som os. Nogle af vore aner har overværet disse efter vor opfattelse uhyggelige oplevel-ser. Hvordan vore aner har følt det, og hvad de har tænkt, det er uvist for os. Men når vi læser historierne, så tænk på, at der stadig er nogle gener i dig, fra disse mennesker. Det er vore forfædre som har stået midt i disse frygtelige op-levelser. Under studierne af de her i hæftet om-talte hekse, forekommer det mig, at der

blev sonderet mellem to forskellige slags hekse. Først de uskyldige kvinder, der ved en eller anden tilfældighed var fremkommen med en uovervejet udta-lelse, som så måske var gået i opfyldel-se. Derved startede så rygtet om trold-domsbedrifter og spøgeri. Dernæst dem, som de to vi skal se på her i hæf-tet, tilhørte. Det var dem der var be-draghersker, og som benyttede sig af befolkningens heksefrygt.

Her i første udgave af hæftet, er der ik-ke fundet tilstrækkelig arkivalier over, vel nok den vigtigste person. Ligeledes har der været problemer med oversæt-telsen og læsningen af de gamle retssa-ger. Her specielt den vigtigste hvori vor formoder bliver frikendt på landstinget. Hun var altså alligevel ikke en Heks. De forhold bør engang undersøges nø-jere til en anden udgave af hæftet. Her tænkes specielt på afsnittet ”Frikendelse ved Landstinget” side 54

Side. 5

Resume 3 Forord 4 Indledning til Ane Lumpen 6 Heksekomplottet i Ålborg 8 Inger Mortensdatter Kjærulf 6 Indledning, Ane Lumpen sagen 15 Heksen fra Vaddum 17 Der måtte gøres noget 18 Beslutning om at føre sag 20 To tjenestepiger vidnede 20 Dorte Pedersdatter vidnede 22 Knud Søernsen vidnede 22 12 Mænd vidnede 23 Anders Kjærulf vidnede 23 Christen Andersen vidnede 23 En del mænd i alt 24 vidnede 24 Anne forsvare sig 26 Biblen og hekse 27 Økonomien ved en dom 28 Hekseprøven 28 Domsfældelsen af kirkenævnet 29 Landstinget i Viborg 30 Anne Lumpen på bålet 31 Heksemøde 32 Efter Ane Lumpens død 32 Afsluttende bemærkninger 33 Ingers våbenskjold 34

Ingers Anetavle 35 Ingers Efterkommere 36 Ane Mortensdatter den næste ane 38 Sociale stade 40 Heksen Ane Tranekjær 40 Viden 41 Opførsel 42 Hekseforfølgelse i Ålborg 43 Tranekjær heksen Ane Pedersdatter 43 Sagen mod Ane Pedersdatter 44 Vidneforklaringer mod Ane 44 Dommen over Ane Pedersdatter 50 Medskyldige hekse 54 Frifindelse ved landstinget 54 Major Anders Lauritsen 55 Heksemuseum i Holland 57 Tre gæve knaber 59 Afslutning 64 Kilde henvisning 66 Literaturliste 68 Bilag:1 og 2 Kopier af Viborg landstings dombog.

Indholdsfortegnelse

side side

Side. 6

Den som opponerede mod de her-skende dogmer var en kætter eller en heks i Satans tjeneste. Her i blandt var Hekseforfølgel-serne i 1500 og 1600 årene mangfoldige og endte for en stor del af de anklagede kvinder med at de blev brændt på bålet. I Axel Stennsbergs bog Dagliglivet i Danmark skriver han bl.a. føl-gende: Christian 4.s forordning af 161 7 "Om troldfolk og deres medvidere" skelnede mellem to slags troldfolk, den ene de som var kyndige og forfarne i de hem-melige kunster - som forstod sig på sig-nen og manen uden at behøve at give sig til fanden. Den anden slags var hek-sene, eller som det hedder, de "rette troldfolk . . . som med djævelen sig be-bundet haver eller med hannem om-

Indledning Bål og brand, hængning, al slags bestialsk tortur, dette var virke-ligheden for millioner af kvinder i Europa, for blot nogle hundrede år siden. Omkring 40-60.000 - overvejende kvinder - blev gen-nem godt og vel to hundrede år tortureret og dræbt. Måske den største menneskejagt verden har oplevet. Galskaben var altså langt hen ad vejen «fri» i det middelalderlige samfund. Den var en menneskelig virkelighed som på samme tid skræmte og fascinerede. Men middelalderen havde alligevel si-ne syndebukke, noget de brutale hekseprocesser taler deres tydeli-ge sprog om. I middelalderens re-ligiøse univers blev afvigelse for-stået udfra religiøse begreber:

Sådan forestillede man sig at djævelen eller Satan så ud.

Side. 7

gås." Mens de første straffedes med landsforvisning, kunne heksenes hem-melige forræderi af deres dåb og kri-stendom ikke sones på anden måde end ved, at de brændtes som kættere. Men den foretagsomme konge nøjedes ikke med at udsende sin forordning. Han greb også flere gange personligt ind i trolddomssager, der var gået i stå, og foranledigede, at de blev taget op på ny. I et brev, som Christian 4. i 1626 skrev til sin kansler, er hans indstilling ikke til at tage fejl af: "Her tales fluks om troldkvinder i København og Hel-singør," skriver han, "hvoriblandt jeg finder en del, som alle dage lidet duet haver. Nu ved jeg vel, at de på deres gamle maner skal hjælpe på dem, så vidt de kan; for en part er.. . besvogret med øvrigheden i køb- stæderne .. . De siger, at de byder fluks penge. Ihvor de bekommer (tager imod) dem - når jeg spor det - det skal de erfare! Desværre har vi alt for mange af det slags, og (det) er ikkun bedst, at de en gang til gavns udfejes, at man det skam af huset bliver kvit." Efter Christian 4.s død i 1648 af tog heksebrændingerne mærkbart over hele landet. Enkelte tillod sig nu også at dra-ge selve grundlaget for hekseprocesser i tvivl og som Frederik 3.s livlæge, Tho-mas Bartholin, spørge, om forgørelse og trolddom overhovedet var muligt. I en samling epistler, som han udgav i 1667, hedder det i et brev til en tysk kollega om herkomsten af sten i urinen: "Jeg plejer . . . kun at fæste ringe lid til en forgørelse: Jeg ved jo dog ikke, om deri kun den menneskelige lettroenhed spiller en rolle, eller om sådan noget må tilskrives enten naturlige forekom-ster eller forsætlige bedragerier." Og han slutter med at spørge: "Jeg ved ik-ke, hvor meget du tror på sådanne hek-se; jeg ved blot, at jeg tror meget lidt derpå. Jeg ville simpelt hen ikke tro på mig selv, hvis jeg personligt overvære-

de sådanne blændværker . . . For mit vedkommende anser jeg disse ting for opspind af melankolikere."

Som det ses her, aftager forfølgel-serne efter kong Christians 4 s død i 1648. Inden da nåede to af Ingrids for-fædre at opleve disse forfærdelige heksebrændinger. Jeg vil prøve i det efterfølgende at beskrive disse to sager og deres indvirkning på de to aner Inger Mortensdatter og Ane Mortensdatter. Inger og Ane er ikke direkte i familie med hin-anden, selv om de begge heder Mortensdatter. Men begge er Ing-rids aner, blot i to forskellige gre-ne.

Side. 8

Heksekomplottet i Ålborg Inden vi åbner op for de rædsler vore aner har været igennem, skal vi lige se på en episode der ud-spandt sig i Ålborg. Vi vil først kort fortælle en historie som kan give en opfattelse af hvad de fore-tog sig heksene. Det er de kvin-der, der var bedraghersker, og som udnyttede deres situation, ved at folk troede de var hekse. Episoden udspandt sig St. Lucie aften den 12 december 1611. En fisker Peder Poulsen kom den dag ved 18 tiden, gående hen til en anden fisker Niels Laursen, som boede Kattevad i Ålborg. Døren var lukket, så han bankede på dø-ren, men den blev ikke lukket op. Der blev heller ikke svaret, skønt han gennem vinduerne kunne se lys der inde i stuen. Han gik hen til vinduet hvori der manglede en rude. Gennem hullet i vinduet så han en besynderlig forestilling. Inde i Niels Laursens stue var der forsamlet en halv snes kvinder, af

højst forskellig stand. Fisker Niels Lauersens hustru, der hed Maren Nielsdatter Knep (kaldet Maren Kneppis) kom i det samme ud fra et kammer med et lys i hånden. De andre kvinder tog fat i Maren og lagde henne på nogle dyner på gulvet. De behandlede henne som en barselskvinde der skulle føde, og trak en tingest fra henne. Det skulle forestille en fødsel, men det var en voksfigur. Sådan en voksfigur bar de i ni måneder, når den blev født som her, blev den døbt med det navn på den person som man ville lave heksekunster med. På den måde var forbindelsen mellem figuren og personen tilvejebragt. Når man herefter skadede figuren, mente man at samme skade ville den forhadte person få. Nu St. Lucie aften var altså det øjeblik kommet da de Ålborg hekse havde et voksbarn fuldbå-ret. Da nu voksbarnet var født tog

Sådan kunne det godt have set ud inde i stuen ved de Ålborg hekse.

Side. 9

Maren Kneppis og døbte det. Det blev kaldt Maren, ikke efter mo-deren men efter Rådmand Hans Felthus hustru Maren Jørgensdat-ter. Det var henne man havde ud-set sig til at modtage de troldoms-kunster man påførte voksbarnet. Efter at Peder Poulsen i nogen tid havde stået og iagttaget hvad der foregik og havde set > at de havde fanden imellem dem, og brugte deres djævelskab < råbte han ind i stuen til dem og sagde til Maren at nu kunne han se at det var sandt hvad folk havde sagt om henne, at hun tit havde rakket om fra et sted til et andet for vanryg-tes og skalkheds skyld. Henvendt til de andre kvinder tilføjede han >Efterdi i er så mange kvinder til-sammen at gøre djævelskab skal jeg nu fly nogle karle til eder< Derefter gik han til borgmesteren og fortalte hvad han havde ople-vet. Da heksene mærkede at de var blevet opdaget, stak Maren ild til

foden af voksbarnet og gemte det under en seng. De skiltes så fra hverandre i største hast heksene. Det skal lige bemærkes at de kvinder der var samlet som hekse, var ikke alle sammen nogle hvem som helst. En af dem var herreds-fogdens datter i Kjær herred Dor-te Jensdatter Kjærulf. En herreds-foged der har dømt flere kvinder til bålet, hvordan mon han ville have haft det, hvis han havde kendskab til hvad det var der fo-regik omkring hans datter. Denne Kjærulf er et familiemed-lem til vore hovedpersoner, Bertel Thomsen Kjærulf som vi senere i hæftet skal se på og høre lidt om.

Fra: Evald Tang Kristensen:" Danske sagn", bd.VII, NNF, Kbh. 1980. side 403, nr. 1441

Der var en slem heks i Uggerby sogn, de kaldte Ane Rasmusdat-ter. Der fortælles, at hun havde fået to pigebørn lokket til sig og

Heksene bliver rædselsslagen da de se at de er blevet opda-get.

Side. 10

lært dem hennes kunster, og der siges også, at præ-sten i Tversted ville ikke konfir-mere dem, uden at havde haft dem længere tid under behandling og havde fået dem døbt om igen. Endelig da hun blev gammel og skulde dø, så kunne hun nu ikke dø, inden de fik lagt ild under henne. Da hun blev begravet, så fortælles der, at præsten, idet han kastede muld på henne, ikke sag-de andet end: "Lad henne nu ligge dér, det gamle skarn":

Fra: Evald Tang Kristensen:" Danske sagn", bd.VII, NNF, Kbh. 1980. side 79, nr. 264

Der var en fæl kjælling nede i Midskov, de kaldte Mette Sned-kers, og hun kunne gøre sig til en kalv. Hennes mand hed Peder

Sned-ker, og

det var tit, når han lå i sengen, at han vidste ikke andet, end han lå ved en rød kalv. En fisker der ne-de, som hed Hans Høj og var en rigtig forvoven karl, gik tit på jagt, og da traf han jævnlig en hare, som han hver gang skød efter, men den sad bare og gloede på ham, og han kunne ikke engang jage den væk. Så tænkte han: "Jeg skal nok komme efter dig", og så ladede han næste gang bøs-sen med en sølvknap, og ramte den godt nok, men den løb lige godt fra ham. Enden på det blev, at ingen så henne siden med det bare hoved, og de ville påstå, at sølvknappen sad i hovedet på henne. Da hun var død, blev hun

I folkemindesamlingen kan man blandt andet finde de næste to små beretninger.

Et par historie fortalt til folkemindesamlingen.

Side. 11

klædt af en nær slægtning, så in-gen fik henne at se.

Af disse små fortællinger kan vi se at i folketroen fungerer heksen som en konkret årsag: - en synde-buk om man vil - for ulykker og problemer, der ellers kan være vanskelige at forklare. Dét, der især optog folk var de dagligdags fortrædeligheder, som en heks kunne være skyld i. Heksen kunne fx ”stjæle smørlyk-ken” så der ikke kom smør, når fløden blev kærnet. Eller hun kunne ”fjernmalke” køerne, så der ikke kom noget, når koens ret-mæssige ejere malkede. Hvis øllet blev dårligt ved bryg-ningen, kunne det også skyldes en troldkone.

Andre sagn handler om, hvordan man kan afsløre, hvem der er hek-se. Man mente, at hekse ikke kun-ne tåle stål, og derfor kunne man fx "prøve" en mistænkt ved at gemme en nål eller en saks under en hynde. Kunne hun sidde på hynden, var hun ikke en heks. An-dre metoder var at lægge halmstå overkors, eller gå i kirke med et hønnikeæg i lommen på skærtors-dag. Så ville man se alle sognets hekse sidde på kirkebænkene med gryder på hovedet.

Side. 12

For at forstå de efterfølgende rets-sager, bør vi have en fornemmelse af, hvordan folk i 1600tallet tænk-te og følte med de piger / koner der blev beskyldt for at være hek-se. Eller hvordan var følelserne når man mødte op på herredstin-gets bålplads, for at overvære brændingen af en heks. I vores nuværende oplyste tidsalder, syn-tes vi det måtte være en meget uhyggelig og ubehagelig oplevel-se med mange følelser for det stakkels menneske det gik ud over. Det endda på trods af at vi daglig bliver bombarderet med modbydelige krigsødelæggelser i fjernsynet. I 1600tallet var folk mindre oply-ste og man regnede ikke menne-skeliv for så meget. Man var nok sig selv og sin familie nærmest, selv om det måtte have gjort nøj-agtig lige så ondt at blive brændt dengang som det ville gøre i dag. En trolddomsproces var generelt slutningen på et længerevarende forløb, hvis indledningsfase oftest nøje kan bestemmes. Det rygte, der opstod i forbindelse med en bestemt hændelse, havde afgøren-de betydning for den mistænktes liv. Den omgivende befolkning vogtede på begivenheder, der fo-regik omkring troldkvinden, og gennem en årrække samlede den på hændelser, der underbyggede

og bekræftede trolddomsrygtet. På et givet tidspunkt var situatio-nen mættet, og trolddomsproces-sen tog sin begyndelse. De omtal-te hændelser var oftest styret af et hævnmotiv fra den mistænktes side, fordi den omgivende verden overtrådte de vanlige regler for nabo-opførsel, men denne over-trædelse var til gengæld en konse-kvens af det trolddomsrygte, der tillod denne specielle form for op-førsel. Eftersom forgørelserne blev opfattet som rettet mod vid-nernes eksistensgrundlag, står de-res handlemåde i et klart lys, men samtidig understreges det fastlåste i situationerne. Det overvejende flertal af de an-klagede var gifte, gamle kvinder. Kvinder fordi trolddomsrygtet al-mindeligvis opstod i situationer med kvinder som naturligt age-rende, gamle fordi det tog lang tid fra trolddomsrygtet opstod, til det endte med en retssag, og gifte , fordi de reflekterer ægteskabs-mønstret. Muligvis var de ankla-gede også fattigere end gennem-snittet. Et klart mønster i i den geografiske fordeling tyder på, at især marginaljordsområder med en spredt bebyggelse opfattede truslen fra troldfolkene som mere akut, end andre områder gjorde det.

Forståelse for heksebrænding.

Side. 13

Disse overvejelser må dog føre til den konklusion, at risikoen i be-stemte dele af Jylland som her i Kjær herred for at blive udpeget som troldkvinde var overhængen-de for et meget stort antal kvin-der, og i den indledende fase var udvælgelsen så nær det tilfældige, den kunne komme. Hvilken synd trolddommen var. Trolddom var intet andet end den sande Guds fornægtelse og for-sværgelse, en uren hedensk og djævelsk falsk hellighed. Evange-liets fordrejelse, en pagt med djæ-

velen, den kristelige tros nægtelse og afsigelse. Derfor skal troldfolk efter mose-loven og efter dansk lov, ja med få ord at sige efter alle folks sæd-vane, skal de aflives.

Her se hvordan heksene fester sammen, ved deres møde på Blåxber.

Side. 14

Dåb: Inger Mortensdat-ter Kjærulf, hun er født omkring 1585 i Vendsyssel, Va-dum sogn. Hendes forældre er Morten Pedersen Kjærulf og Bo-dil Hansdatter Mørk, begge to nogle kendte slægter fra Vendsys-sel Vielse: Inger blev gift i 1608 med Bertel Thomsen Kjærulf fra Vester Hal-ne i Vadum sogn. Død: Inger døde engang efter 1656 i Øster Halne i Vadum sogn nord for Ålborg

Inger Mortensdatter Kjærulf Ingrids tip9 oldemor på hendes faders side.

Vadum kirke

Sociale stade Inger og Bertel var en af Kjær herreds knaber. Eller som man i Vendsyssel siger så var de nogle af ”Di stuer knaber” . Med udtrykket menes at de var godsejere, proprietærer, præster og større embedsmænd. Altså dem man fordums kaldte over-klassen. Ordet er beslægtet med det tyske ”Knappe” der betyder væbner el-ler lavadelsmand, men i Nordjyl-land brugte man det i flæng om storbønder og folk af lavadelen. Der skelnes skarpt mellem den rigtige velbyrdige adelsmand og knaben. Knaben var en mellem-ting mellem den almindelige bon-de og adelen. Bertel havde da også sit eget sigel med initialerne BK for Bertel Kjærulf og et skjold med en han ulv.

Side. 15

Indledning til Ane Lumpen sagen Inger Mortensdatter Kjærulf er Ingrid min kones tip 9 oldemor, hun levede altså for mange mange år siden. Historien vi skal læse om her, er en episode der ud-spandt sig i årene omkring 1617. En episode der har berørt Inger Mortensdatter Kjærulf særdeles meget. Den handler om en ond kvinde ved navn Ane Lumpen, der hjemsøger og prøvede, at ge-

nere vores formoder Inger ved flere lejligheder. Ane Lumpen var en stakkels fat-tig kvinde der levede af tiggeri og ved at stjæle. Hun udnytter derfor den situation, at nogen troede hun var en heks, og derfor var bange for hende. Det endte dog galt med hende til sidst. Hun endte med at blive brændt på bålet som heks, oppe i Hammer bakker i Kær her-red.

Billedet her er fra en heksebrænding i Holland, men det var også sådan de foregik i Danmark der i 1600tallet.

Side. 16

Inger Mortensdatter Kjærulf er født omkring 1585 i Ø.Halne i Vadum sogn, og hun levede end-nu i 1653. Bertel Thomsen Kjærulf og hu-stru Inger beboede den store ”Bondgaard” det er navnet på en gård i V.Halne, i Vadum sogn. De var herudover ejer af en del spredt jordegods. I de første år af Inger og Bertels

ægteskab, havde de en del bryde-rier med en Ane Pedersdatter Lumpens. Hun var berygtet for at love folk ondt, og som i øvrigt til-lige med sin søn Anders Pedersen Lugaard boede i nærheden af ejendommen ”Bondgaard”. Det førte til en større retssag i årene 1617-1618.

Inger Mortensdatter Kjærulf.

Kort over den sydlige del af Vendsyssel ved Nørresundby og Limfjorden.

Her boede Inger og Bertel Kjærulf

Side. 17

Heksen fra Vaddum [Landstings Dombog A. 1618, fol. 239 ff.] Ved det lag eller omkring år 1600 flyttede en enke, Ane Pedersdat-ter, kaldet Ane Lumpens, sammen med sin søn, Anders Pedersen Lu-gaard, til Vadum Sogn. Her op-holdt de sig i et hus tæt ved Bund-gaard i Vester Halne. Altså tæt på Inger og Bertels ejendom.

Af og til faldt det vel nok lidt be-sværligt for kvinden Ane, og hen-des dreng, at få det nødvendige til livets ophold. Ved at tjene lidt og rapse lidt samt tigge resten klare-de de sig dog igennem livet år ef-ter år. Indtil Ane blev gammel, og Anders blev gift og hjemfaren, flyttede hjemmefra. Men så skete det, at beboerne i Bundgaard blev ramt af uheld på flere måder. Da man søge efter årsagen opdagede man, at der syntes, at være en indre forbindel-se mellem uheldene og deres na-boerske Ane Lumpens optræden. Ane var en skrap kvinde, der hav-de for skik at love folk ondt, når de kom i strid (blev uvender) med hende. Der var jo da selvfølgelig

Det er nok ikke lige sådan at Ane Lumpen har bevæ-get sig rundt.

ingen tvivl om, at hun kunde hek-se. Man begyndte at blive bange og sky (søgte at undgå) hende. En-kelte lod hende også høre, at hun jo var en heks. Den snu Ane talte forblommet og modsagde ikke deres tro om at hun var en heks. Hun mærkede snart, at tiggeriet gik bedre, og at rapseriet var min-dre farligt nu. Hun var beskyttet af folks frygt for hende, hvad gjorde det så, at folk forsøgte at undgå hende, hun var jo vant til at blive ringeagtet (set ned på). Ane vidste vel nok, hvilken Lod der ventede hende, om hun blev grebet og dømt som heks. Nu var det bare sådan at magten var sød,

Side. 18

Der måtte gøres noget Omsider kom det tidspunkt, da der måtte gøres noget. Lørdag før jul 1617 kom Ane Lumpen ind til Inger Mortensdatter og vilde låne en kedel. ”Inger svarede, at hun skulde selv bruge den og derfor ikke kunne undvære den, for hun vilde koge mad til den følgende dag, da hun agtede sig i kirke. Så blev Anne vred og løb ud, idet

hun truende sagde, at hun skulde love og holde Inger. (sørge for at Inger ikke kommer af sted i kirke) ”Hun skulde få tid til at koge sin mad, før hun igen kom til kirke.”

og den vilde hun bruge nu, da hun havde den. Blev hun først ankla-get for trolddom, var der ingen, der kunde redde hende, var hun end aldrig så uskyldig. Og så blev hun da også frækkere og frække-re, efterhånden som frygten for hende voksede. Bertel Thomsen Kjærulf i Bund-gaard og hans kone, Inger Mor-tensdatter Kjærulf, hørte til Va-dumegnens mest ansete folk. Når de mente, at Ane Lumpens var skyld i deres uheld, faldt det næp-pe andre ind at tvivle. Tværtimod begyndte nu også andre af egnens folk at lægge mærke til, når de havde uheld i et eller andet. Kun-de det henføres til en forudgående kiv (snak) med Ane eller til, at hun havde vist sig i nabolaget. Dog var der ingen der havde lyst til at lade hende gribe og tiltale. Hun havde jo fanden til hjælper, så det var en betænkelig sag at indlade sig i kamp med hende. Således gik der nogle år, hvori hendes onde gerninger blev mere og mere åbenbarede.

Heksen Ane Lumpen vil låne en kedel af Inger

Side. 19

Senere på dagen ville Inger gå op på deres Kølle (en indretning til tøring af malt) for at se til Malten. Da hun var kommen derop, gik en bjælke i underlaget i stykker. In-ger faldt ned i Køllen, med malten og det hele oven på sig. Da man fik hende trukket frem, var hun halv død af faldet og ild og røg. Det gik så, som Anne havde lovet, hun kom ikke i kirke; i stedet måtte hun om søndagen drage til Ålborg for at komme under Bad-skærers behandling. (det er en barber der også kan ordne sår). Hendes ansigt var meget forslået, ansigtshuden var mange steder afstødt med hudafskrabninger. Da hun nu drog af sted, kom Ane imod hende og spurgte, hvor hun ville hen. Nu har det jo alle dage været anset for et dårligt Varsel at møde en gammel kone, når man skulle ud at rejse, "et dårligt Mue" kaldes det der på egnen. Da Inger Kjærulf mødte Ane, havde hun altså al grund til at være fortræde-lig over mødet, bortset fra, at Ane naturligvis fik skyld for uheldet den foregående dag. I Stedet for at oplyse om rejsens mål sagde Inger da også; "Din onde kvinde, du talte med mig i går, nu give dit mod (møde)" mig den sam-me i vold (brutale forkastelige handling), du tror på." Så drog

Mon ikke Inger har set sådan ud.

Inger videre, men da hun kom ud på Ålborg fjord, rejste der sig et så stærkt uvejr, "så hun aldrig trø-stede sig i land med sit liv". ( hun var bange for at hun ville drukne ude på fjorden og ikke komme i land.)Alle julehelligdagene måtte Inger holde sig hjemme fra kirken på grund af faldet i Køllen.

Side. 20

Beslutning om at føre sag Denne tildragelse synes at have slået hovedet på sømmet. Nu måt-te der gøres noget for at bryde Ane Lumpens magt. Inger og hendes mand Bertel Thomsen, rejste sagen imod Ane. I det føl-gende forår førte Bertel en del tingvidner, gennem hvilken vi er-farer omfanget af Ane Lumpens forsyndelser. Hvilken tanker er der mon gået igennem Inger og Bertels hove-der, inden og da de anmeldte Ane Lumpen. På det tidspunkt regnede man ikke et menneskeliv for så meget, og da slet ikke en kvindes. Noget de nok har tænkt mere over, er hvilken risiko de selv løb

To tjenestepiger vidnede. Den 4 April 1618 vidnede 2 tjene-stepiger hos Bertel Thomsen. I vinter, lørdag før St.Peders dag ( d. 21 februar ), så de om morge-nen tidlig, at Ane Lumpens kom ud af Bertel Thomsen's østre stald. Da hun var kommen lidt fra døren, tog hun noget under sin højre arm og kastede det bag sig med venstre hånd. Så gik hun stil-tiende fra gården. Om aftenen ef-ter "solrøst" (Solnedgang) kom hun igen, løb på samme måde ind i stalden. Da hun atter kom ud af døren. Tog hun ligeledes noget under højre arm, og kastede det baglæns tilbage med venstre

Nu må beslutningen tages, tør vi starte en sag mod Ane Lumpen, og beskylde hende for at være en heks.

ved anmeldelsen. De vidste godt at Anne Lumpen ville blive udsat for totur under afhøringerne. Lige som man ville prøve, at få hende til at angive nogle andre hekse. Der kunne hun måske finde på at beskylde Inger for at være en heks også. Det var en risiko de måtte løbe ved at anlægge sag mod Anne Lumpen.

Side. 21

hånd. Hvorefter hun løb fra går-den, og pigerne kunne ikke opda-ge, hvad det var, hun havde ka-stet. Hendes søn var med, og den følgende St. Pedersdagsmorgen den 22 februar tidlig var han i Bertel Thomsen's lo. Pigerne så, at han stod på bjælken, men hvad han ville, vidste de ikke. Dog blev han meget underlig, da han blev fundet der. Et par dage efter, at Ane havde været i stalden, blev et af de bedste Øg sygt og ganske afmægtigt. Det kunne hverken stå eller gå, men døde straks efter, og det "fæmon" (det der viste sig), der havde stået i loen under An-ders, da han stod på bjælken, blev også sygt. Yderligere vidnede de, at Vor

Her snakker de to piger om deres oplevelser den 21 februar 1618.

Hvad er det for noget med de uheld ude i stalden ?

Frue Dag, d. 25 Marts, var Bertel Thomsen og hans hustru ikke hjemme. Da kom Ane Lumpens over havediget og løb ind i bryg-gerset, og uden at give sig noget ærinde løb hun op på ovnen og var der en kort tid, men de kunne ikke se hvad hun foretog sig. (Det stakkels pigebarn har vel fråsset der i marts måned og hun gik for-mentlig i bare tær).

Side. 22

Knud Søernsen vidnede Knud Sørensen i V. Halne vidne-de ligeledes den 5 maj 1618, at det foranstående også var ham be-kendt. Yderligere vidnede Dorte Pedersdatter. I de åringer fik Ber-tel Thomsen megen skade på sit Mælkende" (Udbytte af mælk), sine køer; kalve og anden Fæmon (kvæg). Dorte Pedersdatter havde hørt Anne Lumpens sige, at hun kendte en, der havde lovet Bertel Thomsen ondt da han kom til går-den, og det var ham også vederfa-redes.

Dorte Pedersdatter vidnede Den 5 maj 1618 førtes der flere vidner mod Anne. Bl.a. vidnede Dorte Pedersdatter. Hun havde for fire år siden tjente hos Bertel Thomsen. En søndag ved påske tid var han og hans hustru ikke hjemme. Da kom Anne Lumpens løbende ind og søgte ind i Bryg-gerset, hvor nogle gæs lå på æg. Hun spurgte, om de havde udlagt (lagt æg), og derpå tog hun gæs-sene en for en og vendte dem om-kring på rederne og gik så atter ud. Straks derefter brød et Svin gennem væggen og løb hen til gæssene, hvor det væltede den ene rede, så æggene gik i stykker. I løbet af de følgende fire dage gik der et lille hul så stort som en-den af en finger på hver af de an-dre æg. Bertel Kjærulf og hans hustru kom hjem og så, hvorledes det stod til, og da sagde Inger Kjærulf; "Gud bedre mig, at Ane Lumpen skulde komme til dem, det er ikke den første gang, hun havde gjort mig sligt (noget lig-nende)".

Her genop-lever Dorte sine ople-velser fra da hun var ansat ved Inger.

Knud Sørensen prøver her at overbevise her-redsfogden om sine oplevelser med Anne Lumpen.

Side. 23

Anders Kjærulf vidnede Anders Kjærulf i Knækholt, her-redsfoged i Kjær herred vidnede samme dag den 5 maj 1618, at sidste høst sad han og hans hustru Bodil Nielsdatter en aften ved sol-røst på siden af en lille høj ved gården. Da så de, en kvinde kom-me ad østen og gå til gården. Da hun kom henimod gården, så hun sig forsigtig omkring, om hun kunne se folk. Da hun ikke kunne se Anders Kjærulf og hustru, lag-de hun sig ned på jorden. Strakte sig ud på bugen og begyndte at >høkke (flytte sig)< frem. Så rej-ste Anders Kjærulf sig og råbte, hvem der lå der og vilde agere spøgelse. Da han kom hen til kvinden så han, at det var Ane Lumpens. På hans spørgsmål om, hvi hun brugte slige kunster, sva-rede hun, at hun havde ondt i ryg-gen.

12 mænd vidnede d. 5 maj 1618 Lars Bertelsen i V. Halne, Anders Jensen i V. Halne og 10 andre mænd vidnede. Det var dem vit-terligt, at Ane Lumpens havde haft ord og været berygtet både for trolddom og tyveri, næsten si-den hun kom til Vadum Sogn at bo. Lars Bertelsen vidnede yderli-gere, at for nogle år siden havde han hende fængslet for tyveri. Da lovede hun ham, at han skulde in-tet både (få gavn) af det. Hun lo-vede ham ondt, hvilket og kort tid efter vederfaredes (overgik) ham. Idet en hest faldt med ham, hvor-ved han slog den ene arm i styk-ker, hvilket han ikke igen kunde forvinde. Jens Kjærulf i Ø. Halne vidnede, at han for fire år siden var i Bertel Thomsens Gård anden julenat noget over midnat. Da så han en komme gående af Vesten ind i Bertel Thomsens Nøds (Kostald) og lukke døren efter sig. Så gik han ind i Kohuset og så der, at Ane Lumpens malkede køerne i en hvid bagebøtte. Det var ham vitterligt, at straks deref-ter blev Bertel Thomsens »Mælkende« fordærvet og ugavn-ligt for lang tid, og køerne blev også fordærvede. En Del blev blinde, en Del døde, og ligeledes Kalvene, så Bertel Thomsen tog stor Skade. 6 andre Mænd vidne-de ligeledes, at Bertel Thomsens Mælkende, køer og kalve blev ødelagt.

Side. 24

Christen Andersen vidnede Den 5 maj 1618 Christen Andersen Kjærulf i Knæpholt og Peder Bertelsen Kjæ-rulf i Torpet vidnede. En søndag aften ved Mortendagstid sidste år var de sammen i Knæpholt til no-get over midnat. Da de kom ud af døren, hørte de østen for gården ligesom nogen gav ord og røst fra sig. Så hørte de forskrækkelige skrig fra nord. De gik så derhen, hvor det lød, som folk buldrede og skreg. Da var det som 10 eller 12 mennesker var for-samlet, men de kunne dog ikke se nogen, da det var meget mørkt. For deres øren lød det, som om nogen troldfolk sled huden af en trold. Han skreg ganske underlig, dog ik-ke som noget menneske, og sagde >farlil, morlil, jeg kan ikke gøre dette,< og nogen sagde at han skul-le gøre det. De kunne ikke erkende eller forstå rettere, end at de på samme tid blandt andet hørte Ane Lumpens røst nogle gange. Derefter gik de ind og tog hver et værge, fordi de ville se, hvad der var på færde. Men da de kom der-hen, hvor lyden kom fra, var det, som om de forsamlede for bort hver sin vej.

En del mænd i alt 24 vidnede Den 19. Maj førte Bertel Thom-sen atter en del Vidner på Ane Lumpens Skarnsstreger. Først vidnede hans hustru Inger Mortensdatter om det ovenfor. omtalte Uheld i Maltkøllen og den efterfølgende Aalborg rejse. Dernæst vidnede Chr. Sørensen, Plumgaard, Jens Sørensen og Lars Therkildsen i Torpet, Markvor Jensen og Niels Jensen i Kirke-gaard og en Del andre Mænd, i alt 24, at Ane Pedersdatter havde væ-ret berygtet for trolddom og tyve-ri, næsten lige siden hun for ca. 16 år siden kom til Vadum Sogn. Knud Sørensen i V. Halne vidne-de, at for hen ved 5 år siden tjente han Bertel Thomsen, og da gik Ane Lumpens høns hver dag i de-res huse. En dag slog han en af hønsene ihjel, men så kom Ane til ham og lovede ham, at han skulde få både Skam og Skade derfor. Siden havde han kun haft liden lykke, og næppe var han kommen af en klammer og trætte, før han kom i en ny, hvilket han mente var hendes skyld. Ligeledes vid-nede han, at Bertel Thomsen køb-te en kalv af Ane Lumpens for en skæppe (et rummål) rug. Da hun hentede rugen, sagde hun: »Havde han givet mig ren rug for

Side. 25

min kalv, da skulde den vel have levet, men fordi han har givet mig skiden (fuld af snavs) rug, skal den ikke komme ham til gavn«. En tid derefter døde kalven og blev bort kastet; men den lå på Marken så længe, til den bortråd-nede. Hverken Hunde eller Fugle vilde fortære den. Christen Jensen i Biersted vidne-de, at han for nogle år siden slog hendes Hund uden for hendes dør. Da lovede hun ligeledes ham, at han skulde få skam og skade for sin .ulejlighed. Han svarede igen, at han mente også, at hun nok kunde holde ham det. Chr. Jensen skulde dog ikke have været så kry, thi da han kort efter kom til at tjene Simon Klemmensen i V. Halne, faldt han i langvarig syg-dom. Da han var bleven nogen-lunde rask igen, kom Ane en dag i huset til ham. Så faldt der nogle ord imellem dem, og Christen sagde: "Din troldkone, du har lo-vet mig ondt og det er mig og ve-derfaredes«, hvorefter han gav hende et slag på munden. Dernæst forligte han sig med hende, men før hun blev hans ven, havde han ingen ro eller råde. Niels Sørensen, tjenende på Vang, vidnede, at for hen ved 5 år siden tjente han i Knæpholt og vogtede Anders Kjærulfs køer. Da befale-de de ham, at han skulde drive hjem med køerne på St. Volborg

Dag. De to første gange, når han drev hjem med dem denne dag, kom Ane Lumpens og gik ind mellem køerne, og skilte dem ad i 2 eller 3 hobe og sagde, at hun ledte efter sin ko, uanset at hun godt vidste, at hendes ko ikke ple-jede at være der. Og i disse år var deres »Mælkende« i Knæpholt ganske fordærvet og ingen gavn-lig. Den 3. gang korn hun igen imod ham St. Volborg dag, men da kom hun for sent. Så lagde hun sig ned ved markdiget og »høkkede (skubbede)« og krøb frem som en tudse.

Side. 26

Anne Lumpen prøver ihærdigt at forsvare sig mod de mange anklager. Vel vidende at hun nok ender på bålet.

Ane Lumpens forsvare sig Hvad sagde nu Ane Pedersdatter til alle disse Beskyldninger, der hobede sig op imod hende? Ja, det må indrømmes, at hun tog nøg-ternt på Sagen, vel vidende, at hendes forklaringer intet vilde hjælpe. Kunde hun ikke standse forfølgelsen ved at indgyde frygt, var bålet hende vis. Paa Tinget 5. Maj havde Bertel Thomsen gjort spørgsmål til hen-de og hendes søn, om de vilde stille sikkerhed for, at hun ikke skulde rømme og vige bort, før loven havde haft sin gang. Her til svarede Ane og Sønnen, at de på ingen måde vilde sætte borgen (på ingen måde forlade stedet). Når

Bertel Thomsen lystede, kunde han sætte hende fast, hun havde vel været i lige så stor fare før og var dog kommen fri. Selvom han vilde føre hende til landstinget, kom hun vel hjem igen, og på tin-get 19. Maj sagde hun, at når hun kom af dage, skulde Bertel Thom-sen ikke leve mange dage efter hendes død. En uhyggelig spå-dom, der dog ikke gik i opfyldel-se. Bertel Thomsen, fra hvem den store slægt Kjærulf fra Christians-sand og mange andre bekendte folk nedstammer, blev en gammel mand. Til den af Jens Kjærulf fremsatte beskyldning angående, at han om natten havde truffet hende i Bertel Thomsens kostald, svarede hun. Jens Kjærulf kun havde vidnet af

Side. 27

Biblen og hekse Igennem biblen, hvor der i 2. Mo-sebog står skrevet: "En trold-kvinde, må du ikke lade leve". Jakob Sprenger anbefalede også, at man torturerer heksene under og efter en retssag, da det centrale ikke er den øjeblikkelige smerte ved torturen, men nærmere den åndeuddrivelse som skal foreta-ges. I årene 1575 til 1675 var hek-sebrændinger på deres højeste og i hele Europa var alle i fare for at blive anklaget.

had og avind (misundelse). Det var ikke hende, han søgte efter i stalden, men derimod en af Bertel Thomsens tjenestepiger, som han havde sin gang til. Til Anders Kjærulfs fortælling om, at hun lå på bugen på jorden, sagde hun, at hun kom bærende på nogle kokke (små bundter hø) til Anders Kjæ-rulfs hustru, og så satte hun sig ned i en agerren for at hvile. Hvad det angik, at hun og hendes søn havde haft deres gang i Bertel Thomsens huse. Da mente de, at de måtte vel gå der, når deres ærinde faldt. Hyrdedrengens for-tælling om, at hun krøb som en tusse, vilde hun forklare med, at hun ledte efter et får med lam. Bertel lod sig dog ikke skrække til, at hæve sagen. Her må der havde gået nogle tan-ker gennem hovedet på Bertel og Inger. Kunne Anne Lumpen mon hekse så meget, at hun efter sin død kunne forårsage, at Bertel

ville død. På det her tidspunkt havde Bertel ført så mange vidner mod Anne Lumpen at han virkelig måtte tro at hun virkelig kunne lave heksekunster

Hun var en stolt pige Ane Lumpen, så hun kunne sagtens have set sådan her ud.

Side. 28

Økonomien ved en dom Vi skal her tænke på, at afsigelsen af en dødsdom kan blive en beko-stelig affære for Inger og Bertel. På landet som her måtte man nemlig sende bud efter bødlen, når der blev brug for hans bistand. Gratis var den ikke, og det var så dyrt, at man til tider sparede den udgift, når det drejede sig om småting som, man lige så godt selv kunne besørge, som f.eks. Afhugning af fingre. Det kunne være praktisk og besparende, at lave en overenskomst med en bøddel. På Kjær herreds ting var der indgået en sådan aftale mel-lem Niels Skarpretter fra Ålborg og herredsmændene. Det var gjort for ikke, at den der førte sagen skulle forarmes helt på grund af den store bekostning det kunne være forbundet med at forfølge en straffesag.

Hekseprøven Men vejen til landsdom-merne og højesterets dommerne var lang. Den frivillige bekender kunne have været udsat for mishandlinger og tvang allerede inden hun kom for retten, og ved de laveste instanser blev lovens bestemmelse om pin-ligt forhør ikke alle steder over-holdt. Hertil kom, at man mange steder brugte mere uofficielle fremgangsmåder i trolddomssa-ger, såsom at undersøge den an-klagedes krop for følelsesløse ste-der, som antoges at findes der, hvor djævelen havde rørt. Disse heksemærker fandt man bedst ved at prikke den anklagede med en nål. En anden hekseprøve bestod i at kaste den anklagede nøgen og bundet i vandet for at se, om hun sank; var hun heks, kunne hun nemlig ikke synke.

Side. 29

Domsfældelsen af kirkenævnet Ved Kjær herredsting blev der nu udnævnt 12 mands kirkenævn til at dømme i sagen. Kirkenævnet (nogle personer udnævnt af kir-ken) bestod blandt andet af Mor-ten Jensen Kjærulf i Øster Halne, Lars Jensen i Rævsgaard og Jens Mørk i Bjørum. Den 9 juni 1618 svor nævnet Anne Lumpens skyl-dig i Trolddom. Anne benægtede naturligvis, at være skyldig i trolddom. Herefter skulde dom-men stadfæstes i landstinget i Vi-borg, hvor den kom for allerede 18 juli. Inger og Bertels formodninger om at Anne Lumpen var en heks, ser nu ud til at være rigtig. De var ik-ke de eneste der var af den me-ning, nu hvor kirkenævnet havde afsagt dommen over Ane Lum-pens.

Her ses landsdommeren i sit sæde med skriveren ved siden, medens de i sagen indblandede forklare den for dommeren. Folk af stand sidder med hatten på, medens de øvrige står med blottede hoveder.

Side. 30

Landstinget i Viborg Ud over de tingsvidner der havde været ved Herredsretten, havde Bertel Thomsen Kjærulf yderlige-re til fremlæggelse for landsdom-meren forskaffet sig attest fra præsten i Vadum, hr. Anders Niel-sen. At han på Bertel Thomsens begæring havde i menigheden på prædikestolen gjort en kristen bøn. At det måtte åbenbares og komme til bekendelse, hvem der havde fordærvet Bertel Thomsens »Mælkende«. Ligeledes havde han 7. Juli erhvervet tingsvidne af Kjær herredsting. At Maren Pe-dersdatter, tjenende i Knæpholt, havde vidnet. At for nogle år si-den kom Ane Lumpens ind i hen-des faders hus i Vester Halne og beklagede sig over. At Lars Ber-telsen havde ladet hende binde for nogle Kjærver (stort stykke træ), samt at han havde ført hende i ondt rygte og klamme (i strid med). Men Ane sagde videre, at hun havde lovet, at hun skulde betale ham det, og han skulde næppe komme af en trætte (miste sine kræfter og energi, blive syg), før han skulde få en ny. Hun havde envidere lovede ham ondt, så han inden stakket (kort) tid skulde bli-ve ligeså ond (daarlig) og bange, som hun havde været. Det var Maren Pedersdatter vitter-ligt, at Lars Bertelsen kort tid der efter kom i Ulykke. Trætte og an-det og måtte rømme og vige går-

den og var næsten landflygtig. 6 Mand vidnede ligeledes, at Lars Bertelsen havde været i stor kiv og trætte og på flere Måder fået stor skade på sit legeme og været i stor livsfare flere gange. En gang faldt en hest med ham, hvor-ved han kom til skade, og en an-den gang faldt der noget på ham i Ålborg, så han måtte bæres af ste-det. Lars Bertelsen mødte også selv og svor, at han efter Ane Lumpens løfte havde lidt stor skade og ulykke, banghed og bedærvelse. Han har fået sådan Skade, at han aldrig kunde forvinde den, og det var Ane Lumpens trolddoms-kunsts skyld. Ane Lumpens mente dog, at årsagen til Lars Bertelsens ulykke lå i, at han gerne vilde svi-re og drikke og lade sin pibekan-de (tørstige sjæl) gå ad Byen til. For landsdommerne mødte Lars Bertelsen i Vester Halne, Christen Jensen i Biersted, Bertel Thomsen og hustru og troldkvinden Ane Lumpens, der antagelig førtes fangen hertil af Bertel Thomsen. Christen Jensen, Inger Mortens-datter og Bertel Thomsen lagde for retten deres hænder på Ane Lumpens hoved og under ed sig-tede og vedkendte hende for en åbenbarlig troldkvinde, der havde påført dem stor skade, hvortil Ane Lumpens svarede og højlig be-nægtede at være skyldig i trold-domskunst.

Side. 31

Her ser vi hvordan et retsmøde mod en heks kunne se ud.

Ane Lumpen på bålet En sommerdag kort efter steg rø-gen op fra et bål ved Kjær her-redsting oppe fra Kikkenborg bakke lige vest for Vodskov i Hammer bakker; det var Anne Lumpen, der blev brændt i over-værelse af en talrig forsamling af såvel gejstlige som verdslige per-soner." Om Inger og Bertel var til stede da Ane Lumpen blev kastet på bå-let, det er vi ikke sikker på. Disse heksebrændinger var på det tids-punkt noget af en folkefornøjelse. Derfor er der stor sandsynlighed for at de har stået og set på . Nu meldte alvoren sig, hvad ville der ske nu. Ville Ane Lumpen hævne sig på Bertel som hun hav-de sagt unde retssagen. Inger og Bertel har ikke haft det særlig godt den første tid herefter.

Men det var ved tingsvidner be-vist, at hun havde lovet folk ondt, og at der derefter var sket folk ondt dels på deres lemmer og vel-færd, dels på deres kreaturer og gods, og Ane Lumpens havde ik-ke fremlagt eller fremført noget, som kunde afkræfte beskyldnin-gen. Ane benægtede naturligvis, at væ-re skyldig i trolddom. Resultatet måtte derfor blive, at landstings dommen stadfæstede kirkenævnets dom, hvorefter Ber-tel Thomsen kunde rejse hjem med sin heks. Inger og Bertels formodninger om at Ane Lumpen var en heks, var nu bevist at være rigtig ved alle retsinstanser.

Side. 32

Efter Ane Lumpens død Under Kejserkrigen 1627 - 1629 blev Bertel Thomsen Kjærulf og hustru udplyndret og jaget fra hus og hjem af de fjendtlige tropper. Og under den første Svenskekrig havde han ligeledes besøg af fjen-den. Idet en korporal Dalbech den 20 maj 1644 kom ind på hans gård og med magt spændte en hest fra hans vogn, netop som han selv var i færd med at køre gød-ning ud. Korporalen tog hesten og tvang istedet Bertel Thomsen Kjærulf til at modtage en gammel og stokblind krikke. I 1653 ses Bertel Thomsen Kjæ-rulf at have lovbrud, og solgte sin hustrus arvepart i den at Morten Larsen Kjærulf beboende gård i Ø.Halne. Året efter solgte han en-videre til samme mand den part i Saltumgård, som hans hustru hav-de arvet, efter sin mor Bodil Hansdatter Mørk.

Heksemøde Med til trosforestillingerne hørte tanken om, at troldkonerne samle-des til heksemøde på bestemte ti-der af året. Denne mødeaften kun-ne være Nytårsnat, "St. Skadeaf-ten" (aftenen før skærtorsdag), Valborg aften (30 april) eller Sankt Hans aften. Satte man sig på én af disse aftener under en harve, så kunne man se dem kom-me flyvende på fx kærnestave (skaftet til en smørkerne), koste og grisseler (stang med en plade på enden til at sætte brød ind i ov-nen). I ældre tid var mødestedet det Troms kirke, hvor Fanden vente-de. Ville man se, hvordan det fo-regik kunne man kigge ned i sin egen brønd Sankt Hans aften, evt. med lidt kirkemuld på hovedet. Så kunne man fx opleve hvordan Fanden -"Den Slemme" - skænke-de op til heksene af en omvendt hestefod. For heksene selv så det derimod ud som om, de drak af et sølvbæger.

Nu opgiver Ber-tel Thomsen da det hele. Han er da også uheldig med alle de ulykker der rammer ham.

Side. 33

Afsluttende bemærkninger om-kring Inger Mortensdatter Inger Mortensdatter Kjærulf og Bertel Thomsen Kjætulf havde foruden sønnen Thomas endvide-re børnene Karen, født omkring 1608, gift med Christen Svendsen i Bleggrav, Jetsmark sogn, Johan-ne født omkring 1610, gift første gang med Oluf Enevoldsen og an-den gang med Jens Pedersen, fæ-ster af Knudegård på Øland. Maren født omkring 1615, gift med Ib Mortensen i Vedsted, en broder til præsten Laurids Mor-tensen i Vedsted i Nakskov og Pe-der Mortensen, borgmester i Nak-skov, Else født omkring 1618, gift første gang med Lars Nielsen og anden gang med Jens Jensen i Brorholt, Vadum sogn, Gjertrud født omkring 1621, gift med Sø-ren Mørk i Hvorup, Inger født omkring 1624, gift med Lars Ni-elsen i Stapris, Karen gift med Søren Svenningsen på Birkum-gård på Gjøl, og endelig Johanne, gift med Anders Jensen Mørk, som efter svigerfaderen overtog Bundgård i Vester Halne, og som i 1664 på herredstinget modtog arveafkald fra hustruens søskende for al arv efter forældrene.

Inger Mortensdatter Kjærulf vores hovedperson i historien har en meget lang anerække. Hendes for-ældre var Morten Pedersen Kjæ-rulf der var gift med Bodil Hans-datter Mørk der begge stammer fra adelige forfædre. Det har været et fornemt hjem In-ger kom fra hendes far var Her-redsfoged i Kjær herred. De har sikkert også brystet sig med de fine våbenskjold der tilhørte fami-lien. Ingers moder Bodil Mørk var Stammoder til Kjærulfernes hal-landske Linie, der under den ade-lige Gren Kjerrulff von Wolffsen, den danske adelige Linie, Kristi-ansandlinien I og Aslundlinien. Ingers moder blev gift 2gang med Tingskriver L a r s P e d e r s e n, der 1631 blev Herredsfoged i Kjær Herred og døde 1639. Han førte Processer med sin Hustrus Slægtninge om Arv fra Saltum-gaard.

Side. 34

Tord Tordsen Vognsen fra Hørbylund født formentlig i midten eller først i 1400 Inger T. Vognsen af Hørbylund født 1500

Jens P. Vognsen fra Hæstrup født 1390 Peder J. Vognsen fra Hæstrup født 1400/1470 Vogn Pedersen fra Hæstrup født 1490

Inger Mortensdatters Våbenskjold

Side. 36

Inger Mortensdatter Kjærulfs efterkommere Den lige linie fra Inger Mortensdatter Kjærulf og op til vor familie i dag er følgende: 1. Inger Mortensdatter Kjærulf gift med Bertel Thomsen Kjærulf de havde en datter 2. Johanne Bertelsdatter Kjærulf gift med Oluf Enevoldsen de havde en datter 3. Maren Olufsdatter Kjærulf gift med Lars Andersen Krog der havde en datter 4. Johanne Lauritsdatter Krog gift med Bertel Thomsen de havde en datter 5. Maren Bertelsdatter gift med Christen Pedersen Kjærsgaard de havde en datter 6. Maren Chrestensdatter gift med Niels Andersen de havde en datter 7. Johanne Nielsdatter gift med Lars Jensen de havde en datter 8. Maren Larsdatter gift med Niels Christensen Glad de havde en søn 9. Niels Christian Nielsen Glad gift med Dorthe Marie Pedersen de fik en søn 10. Peder Nielsen gift med Johanne Poulsdatter de fik en datter 11. Dortea Marie Nielsen gift med Thomas Larsen de fik en søn 12. Juul Larsen gift med Johanne Margrete K. Jensen de fik en datter 13. Ingrid Marie Larsen som fik tre børn se skema

Side. 37

Alle disse efterkommere efter In-ger Mortensdatter Kjærulf har en eller flere spændende historie at berette om. Som f.eks. Nr. 10 Pe-der Nielsens svigermoder der måtte gifte sig med en gammel mand fordi hendes broder tabte hende i kortspil. Pyt Jørgen fra Nejrup spiller kort med nogle an-dre mænd. En af de andre mænd har uheld og taber alt hvad han har på sig, nu må vi hellere holde op, siger han. Nej lad os fortsætte, siger de andre, du har vel noget vi kan spille om. Hvad med din søster!. Uden lyst fortsætter han alligevel kortspillet og taber! Kirsten ( Peders Nielsens svigermo-der) hun bliver godt gal i ho-vedet, men tænker sig om, si-ger ja, men kun hvis hun kan få sin veninde med. ( måske tænker hun jeg er snart 30 år, manden er gammel og der er trods alt en gård. ). Bryllupet

Skammeligt nok at vi ikke kender noget mere til de mange fine folk der er blandt Ingrids aner.

står. Da festen er overstået og man skal til ro smutter begge pi-ger ind i sovekammeret og sætter krog på døren indvendig. Og der-ved blev det ægteskab. Og sådan kan vi jo fort-sætte i det uendelige.

Spil om penge kan være en farlig sport, specielt når man spiller om sin søster.

Side. 38

Lars Nielsen (Ane Mortensdatters mand) var fæster på "Hvolgaard" i Vester Hassing. Han er nævnt i 1610, og han var gift med vores hovedperson her i dette afsnit, Ane Mortensdatter. De havde tre børn. Per Lauridsen, han fæstede gården efter sin far. Niels Lauridsen, han kom til Sdr. Rottrup i Ulsted. Anders Lauridsen, ifølge kr. Værnfelt den major, som med stor tapperhed forsvarede Hals skanse mod svenskerne.

Ane Mortensdatter Ingrids tip7 oldemoder på hendes fars side

Ane Mortensdatter blev dømt som heks ved herredsretten i Kjær her-red, men blev frikendt ved lands-tinget i Viborg. Det er min kone Ingrids tip7 olde-mor. Ane Mortensdatter har vi kun me-get lidt viden om. Vi kender ikke hendes fødselstidspunkt eller hvornår hun døde. Vi kan også se at hun var en gammel kone i åre-ne 1623, det år hvor hun bliver beskyldt for at være en heks. Vi ved også, at hun var gift med en fæstebonde ved navn Lars Ni-elsen. Og de boede på Hvold-gaard, matr. nr. 27 i Vester Has-sing sogn. Det gamle Hvoldgaard lå lige sydøst for den nuværende gård, de ældst kendte fæster er i 1562 Jens Jensen i 1601 Niels Jensen i 1610 Lars Nielsen i 1622 Per Lauritsen Ane Mortensdatter og Lars Niel-sen havde tre børn Niels Lauritsen, Per Lauritsen,

Anders Lauritsen. Hvor Niels Lauritsen er min kone Ingrids tip6 oldefar som er født på Hvoldgaard i Vester Hassing sogn, Kjær herred. Han kom til Sdr. Rottrup i Ulsted, hvor han overtog fæstet efter sin svigerfa-der.

Side. 39

Den lige linie fra Ane Mortensdatter og op til vor familie i dag er følgende:

1. Ane Mortensdatter var gift med Lars Nielsen i Hvoldgaard, de havde en søn

2. Niels Lauridsen i Ulsted, gift med Johanne Esbensdatter fra den kendte Espenslægt i Vendsyssel, de boede på hendes hjem i Sdr. Rottrup i Ulsted de havde en søn

3. Nør Peder Nielsen, kommer til Elgaard i Ulsted ved at gifte sig med Helle Jensdatter, de havde en søn

4. Esben Pedersen blev fæstegårdmand i Ulsted, gift med Maren Mortensdatter, de havde en søn

5. Morten Esbensen der overtog faderens fæstegård, gift med Karen Poulsdatter, de havde en søn

6. Esben Mortensen der overtog faderens fæstegård, gift med Maren Christensdatter, de havde en søn

7. Morten Esbensen han giftede sig ind i Bielgaard, Tylstrup Ajstrup sogn, han var gift 2 gange med Maren Margrethe Larsdatter og Ane Christensdatter han havde i første ægteskab en søn

8. Lars Mortensen på Nygaard i Gaaser i Øster Hassing, gift med Marie Nielsine Nielsdatter de havde en søn

9. Thomas Larsen på Grydelund i Gandrup i Vester Hassing gift med Dortea Marie Nielsen de havde en søn

10. Juul Larsen på Øster Brønderup i Hjørring, gift med Johanne Margrete Kirstine Jensen, de havde en datter

11. Ingrid Marie Larsen, gift med John Rasmussen, som fik tre børn og 7 børnebørn.

Side. 40

Ifølge Kr. Værnfeldt "Bidrag til Kjær herreds historie og Viborg landstings tingbog B24-57 side 40ff Heksen Ane Tranekjær I 1622 blev heksen Ane Tra-nekjærs i Vester Hassing brændt, og hun angav Ane Mortensdatter som sin medskyldige, formentlig fordi Lars Nielsen havde vidnet imod hende. Ane Mortensdatter blev også kendt skyldig ved her-redstinget i Kjær herred, men hendes sønner førte sagen for Vi-borg landsting, hvor hun 1 Febru-ar 1623 blev pure frikendt. Dommen udtalte, at "man bør ik-ke lægge vægt på, hvad hekse, troldmænd, tyve og forrædere be-skylder ærlige folk for", og her-redsfogden fik en bøde for sin urigtige dom.

Sociale stade Ane Mortensdatter og Lars Niel-sens sociale stade i samfundet har vi ikke nogen kendskab til. Vi kan dog med ret stor sikkerhed kon-kludere at de har tilhørt Kjær her-reds knaber. Hvilket jeg konklu-dere ud fra nedenstående. Deres søn den kendte Major An-ders Lauritzen, som med så me-gen bravour forsvarede Hals Skanse mod Svenskerne. Et vers i Anders Lauritzen's vise ; "Anders så sin tid - gjorde så sin flid - allerbedst som han kunde - som en god vendsyssels bonde" og så videre, tyder på, at han nedstammer fra ansete vendsysselske bønderfolk. Denne hans afstamning og hans bekendtskab med egnens mænd forklarer også, at disse så villigt mødte i Hals for at hjælpe ham mod svenskerne. Efter at Majoren havde forladt Hals, mødte Lars Nielsens anden søn Niels Lauritzen's søn Lars Ni-elsen i Rottrup, for ham på tinge- hvilket bestyrker min gisning om Majorens herkomst og familiens sociale stade. Inger og Lars Nielsens barnebarn som havde farfars navn Lars Niel-sen sad på Sønder Rottrup havde sit eget segl.

Endelig var det Lars Nielsen og hans tre sønner der førte hekse-sagen for hans kone og deres mor. Hvor netop Major Anders Lauritsen og Niels var nogle meget anerkendte personer i Kjær her-red.

Side. 41

Landbofolkenes viden og opførsel

Viden Når vi ser på de forfærdelige sa-ger med heksebrændinger i 1600 tallet skal vi tænke lidt over be-folkningens viden. Undervisning og skolegang var der ikke rigtig notet af, og da slet ikke ude i landdistrikterne. Ude på landet foregik undervis-ningen ved hjælp af løbedegne. De blev sendt ud i sognene for at give katekismus undervisning. Det foregik dels i kirken om søn-dagen, og enkelte steder også for de unge en aften i ugen på en af gårdene, der var beliggende et passende sted. Det blev kaldt for sognelæsning. Det var ikke for at befolkningen skulle lære at læse, og da slet ikke at skrive. Det var ren oplæsning fra læren, og lidt udenadslære for eleverne. At det ikke var alle unges lyst, at

stille i kirken om søndagen til styrkelse af deres lærdom, det var naturligt nok. Der var da også mange der udeblev fra undervis-ningen, men det kunde man godt i lang tid se gennem fingerne med. Det var jo ikke så vigtig, det var det praktiske arbejde der havde en betydning. Vi er i en tid hvor præsterne ikke endnu er begyndt at skrive kirke-bøger, om dåb, vielser og begra-velser. Man var godt nok så småt begyndt at bære de små børn til dåb i kirken, men de blev ikke re-gistreret på nogen måde.

Her læses der højt for et par gamle elever, der er nok et par af sognets knaber, der føler at de mangler noget lærdom.

Side. 42

Opførsel Folk, der til daglig lever i usikker-hed og angst, er tilbøjelige til at svinge mellem overgiven løsslup-penhed og sønderknust anger. Så-ledes var det også i 1600 årene, da livet ofte var kort og hektisk. Man gjorde hvad man formåede for at afværge lidelse og ulykke. Først og fremmest gjaldt det om at holde sig selv og andre til den rette evangeliske tro og lære. Det betød dog ikke at der blev sparet på nydelsesmidlerne. En ærlig rus hørte til, hvor to eller tre mænd kom sammen. Det gjaldt lige fra kongen til den simpleste indsidder i landsbyen. Når den stærke øl gik ind, mistede folk be-

sindelsen. De kom i skænderier og slagsmål. Eller de søgte sam-men med villige kvinder, der må-ske selv var berusede. Hvor kun-ne man afgøre med sikkerhed, hvem faderen var, hvis der kom børn ud af sådanne forhold. Disse forhold har sikkert også væ-ret med til at skabe mistænksom-hed i familierne, og lyst til at be-skylde de enlige eller let slupne kvinder for skarnsstreger, eller trolddom.

Der blev ikke sparet på nydelsesmidlerne der først i 1600 tallet

Side. 43

Hekseforfølgelse i Ålborg I 15 - 1600 erne gik der som be-kendt en bølge af hekseforfølgel-ser over Danmark. Særligt galt blev det i Ålborg, og fra 1611 - 20 brændte man et dusin hekse på Skovbakken. Også her i landsog-nene foregik den vilde heksejagt, og ofte flammede bålet på Kik-kenborg bakke vest for Vodskov, på Kjær Herreds tingsted.

Tranekjær heksen I gården "Tranekjær" i Vester Hassing sogn, Kjær herred boede engang omkring år 1600 et par ældre folk, ægteparret Poul Lau-ridsen og Anne Pedersdatter. Da

Landstings dombog A. 1622. Fol. 206 ff, 1623, fol.65 b, 66 b, 68 a og 68 b.

hekseforfølgelserne på Ålborg eg-nen tog fart i årene hen imod 1620, kom Anne Pedersdatter til at dele skæbne med så mange an-dre. Hun blive beskyldt og dom-fældes som heks. Ane var en skrap madam, og folk frygtede hendes skarpe tunge og lod hende gerne få det sidste ord. Folk var bange for hende, da de troede, at hun kunne sætte sin on-de vilje ind på dem og gøre dem skade. Men til sidst blev det for galdt med Anes kunster, og hun blev anmelde som heks og sat fast. Hun havde truet mange og sat ulykker på dem, og her følger nogle vidneforklaringer.

Mon ikke Poul Lauritsen og Anne Pedersdatter har set lidt ud som de to her på billedet.

Side. 44

Landstings Dombog A.1622, fol. 206. Ff, 1623, fol. 65 b, 66 b, 68 a, og 69 b. Sagen mod Anne Pedersdatter På grundlag af tingsvidner førte ved Kjær herred ting var Anne Pedersdatter af det af 12 nævnin-ge bestående kirkenævn blevet oversvoret et fuldt kirkenævn for trolddomsdrift. Hvilket med andre ord vil sige, at hun var blevet kendt skyldig. På landstinget fremkom den 20 juli 1622 Oluf Nielsen i Vester Hassing for at få nævningernes ed og tov af 2 juli samme år stadfæstet, så eksekuti-onen kunne finde sted. Poul Laur-sen mødte for at få de imod hans hustru førte tingsvidner kendt magtesløse. I den anledning hav-de han stævnet en mængde perso-ner fra Kjær herred for landstin-get, hvor de også tildels gav mø-de. Også den for hekseri anklagede Anne Pedersdatter var tilstede på landstinget, men som arrestant.

Vidneforklaringer mod Ane Der fremkom en lang række be-skyldninger fra Oluf Nielsen mod den arme Anne Pedersdatter, i form af tingsvidner optaget på Kjær herredsting, vi skal her se på deres væsentligste indhold.

Christen Jensen i "Kjærsgaard". Han skød Anes hund, fordi den bed hans lam ihjel, og kort tid ef-ter døde 6 af hans heste. Lars Skomagers nyfødte barn. Ane spyttede det 3 gange på bry-stet, og så tæredes det hen og dø-de 18 dage gammelt. Else Pedersdatter og Niels Bruses kone. De bebrejdede Ane, at Tra-nekjærs heste var blevet tøjret for nær ved Bruses rugmark. Anne og Else kom op at skendes, og kort tid efter fik Else og hendes børn kopper. Et par af børnene døde, og det var Annes skyld. Niels Mørk i skoven. Han måtte betale en bøde til lensmanden, fordi hans sønner Hans og Niels Mørk under slagsmål havde såret hinanden med knive, og det var Anne, der havde forhekset dem til det. Samme Niels Mørk havde en af-ten været til gilde i "Kjærsgaard", og da han ville hjem og passerede "Tranekjær", løb 4 hvide hunde ud fra gaarden og over vejen, så hans heste faldt af skræk, og han havde nær ikke fået dem op igen. (det har formentligt været et vådt gilde) Der kom mange flere uhyggelige beskyldninger på følgende retsda-ge.

Side. 45

1. Tingsvidne af 18. Juni 1622. Karen Jensdatter i Øster Hassing vidnede, at da Poul Laursen i Trankjær gjorde sin datters Bryl-lup, var hun der i Gården, og der var en karl, som forærede hende en kande øl, hvilken blev spildt uden for Salgsdøren. Ved den Lej-lighed havde Anne Pedersdatter sagt til nævnte Karen, at hun skul-de give hendes Sønnekone hendes Tov (Uld) igen, som hun havde at binde, og hvis hun ikke flyede hende det igen, skulde hun fange både skam og skade og vederfares et Djævelsmoed, og siden derefter er hendes datter bleven besat af en ond ånd, hvad hun beskyldte Anne Pedersdatter for at have gjort med sin trolddom.

2. Tingsvidne af samme dag. Kir-sten Andersdatter i Øster Hassing vidnede, at fredag før sidste pin-sedag, da den onde ånd regerede den Pige i Øster Hassing, havde hun hørt, at han (ånden) sagde ud af pigens mund, at han vilde tale med sin moder Anne Pedersdatter i Trankjær. Yderligere sagde ån-den til pigens moder, at hun skul-de give Karen Jensdatter den Uld igen, som hun havde fået, og at hun skulde ad helvede, når han havde været hos pigen halvtiende uge, og så skulde hans moder få sin Løn. Johanne Jensdatter, Ka-ren Christensdatter, Sidsel Mads-datter, Maren Troelsdatter, Karen

Pedersdatter, Anne Hansdatter, Karen Christensdatter, Anne Chri-stensdatter, Anne Hansdatter og Thomas Christensen, alle af Øster Hassing, vidnede, at de også hav-de været nærværende og hørt ån-dens udtalelser. Maren Mathisdatter i V. Hassing vidnede, at næstforgangen år var hun gået til Trankjær, hvor hun havde sagt til Anne Pedersdatter, at hun havde hørt, at hun ikke kunde forliges med hendes sted-datter, Maren Jensdatter, og bad, at hun vilde lade hende fare fra sig og få tjeneste et andet sted. Da svarede Anne, at hun gav hende Pigen at tage Vare på. 14 dage derefter kom Anne gående til hen-de og spurgte, hvad hun vilde be-tale det byg med, som hun havde fået i Gåser, hvortil Maren Ma-thisdatter sagde, at hun vilde bru-ge det øl og betale igen med sit eget (Byg), men så svarede Anne, at hun skulde fange (få) en leven-de Djævel og gå fra Hus og Hjem, før hun fik betalt det, og siden 3 Nætter derefter kom der ondt ind i deres hus og regerede ilde. Så gik Maren til Anne og bad hende om at vise den onde mand fra hende igen, ellers skulde hun gå til præ-sten og tage ham med sig, samt anklage hende for husbonden. Da tog Anne Pedersdatter hende om halsen og bad for Guds og Jesu døds skyld, at hun ikke måtte rø-be, at hun havde vendt en ond ånd til hende, vilde Maren lade være

Side. 46

med det, vilde Anne låne hende 2 daler og give hende 3 Skpr. rug. 3. Tingsvidne af 25. juni. Inger Jespersdatter i Vester Hassing vid-nede, at for en 8 år siden var hun med flere dannekvinder henne til Lars Andersen skomagers hustru i Vester Hassing i hendes barnsnød, og Inger var jordemoder. Da kvin-den var forløst kom Anne Peders-datter derind og tog barnet at svø-be og vaske, og da spyttede hun først 3 Gange på Barnets Bryst, men Inger vidste ikke, hvad hun sagde. Efter den tid trivedes bar-net ikke, men lå og forvisnede en 18 ugers tid, til det døde. Margrete Nielsdatter, Niels Si-monsens Hustru i Vester Hassing, og Kirsten Nielsdatter, Jens Thomsens Hustru i Vester Has-sing, vidnede det samme, og førstnævnte tilføjede endda, at det forekom hende, at det blev mørkt i Stuen; da Anne Pedersdatter gjorde de kunster med barnet, hvorfor hun også gik ud og sagde, at hun ikke vilde bie hos den troldkone. Barnets fader, skoma-ger Lars Andersen i Vester Has-sing, fremstod så og vidnede, at hans barn lå en 18 ugers tid og »forargede« sig og bortvisnede, indtil Vorherre kaldte det bort, og han sigtede og beskyldte Anne Pedersdatter for, at hun med sin trolddomskunst havde taget liv og helbred fra barnet.

Hvad var det dog hun gjorde ved barnet den Anne Peders-datter.

Side. 47

4. Tingsvidne af 18. Juni. Chri-sten Jensen i Kjærsgård i Vester Hassing sogn vidnede, at for 12 år siden kom Poul Laursens hund efter hans får og bed et lam ihjel, så løb han ind og tog en bøsse og skød hunden ihjel ved sit hus, hvorefter han begravede den ved sin lade og gik ind med bøssen igen. Imidlertid kom Poul Laur-sens hustru, Anne Pedersdatter, derhen og gravede hunden op igen og tog den, og så gik hun til 2 af hans folk og sagde, at deres fader Husbond ikke skød deres Hund og at han skulde få skam og skade derfor. Stakket tid derefter døde hans øg, og der styrtede 6 en nat, skønt de ikke fejlede noget om Aftnen. Christen Christensen i Vester Hassing vidnede, at nu i år, noget før påske, kørte han Niels Mørk i Skoven fra Kjærsgård og hjem, og da de kom lige ved Poul Laur-sens Hus i Trankjær, kom der lø-bende 4 hunde fra hans hus, hvil-ke syntes at være hvide, og de løb tvært på hestene, så de begge faldt om med alle ben i vejret, så han næppe havde fået dem op igen, og hundene løb straks tilbage. Til disse beskyldninger svarede Anne Peders datter, at hun ikke havde sagt sådant til Christen Jensens folk, og hvad hans øg angik, vid-ste hun ikke noget derom. 5. Tingsvidne af 18. juni. Else Pe-dersdatter, Peder Bruses hustru i Vester Hassing, vidnede, at på St. Olufsdag den 29 juli for 2 år siden

stod Anne Pedersdatter ved hen-des led, og så gik hun til hende og sagde, at hendes søn satte hans heste i deres korn og i deres eng, så de var nødt til at flytte bort, fordi de blev ødelagt, som Trankjær folkene havde gjort ved de andre fattige folk. Anne Pe-dersdatter klavrede da over ledet, og da hun var kommen over, vendte hun sig om og sagde til El-se, at hun skulde ikke ødelægge dem, men djævelen og pokker skulde ødelægge dem, og det ve-derfaredes dem også, thi siden blev hun syg og lå på sin seng et år og kunde ikke hjælpe sig selv, og hendes børn blev syge af Pok-ker (Kopper) og onde sår straks derefter og havde samme smit-somme sygdom langsommelig tid efter det løfte, Anne havde lovet hende, hvilket hun beskyldte An-ne for at have gjort med trold-domskunst. Lars Andersen skomager i Vester Hassing vidnede samtidig, at på

Mon ikke det kunne være Ane Pedersdatters hest

Side. 48

St. Volborgsdag den 1 maj for 3 år siden kom hans 5 unge gæs gåen-de i en græshave, som var Poul Laursens i Trankjær, og da sagde Anne Pedersdatter, at hvis de ikke holdt gæssene af deres have, skul-de de ikke få dem til steg eller salg, og en 14 dages tid derefter døde de alle sammen. Ved St. Mikkelsdagstid takkede han hen-de for gæssene og beskyldte hen-de for, at hun havde taget livet af dem med trolddom. 6. Tingsvidne af 18. Juni. Peder Pedersen i Vester Hassing vidne-de, at for 36 år siden havde han været øster i Byen at bud de, og da han om aftenen korn hjem, gik der norden og østen for byen en hel del harer (det var en alminde-lig antagelse, at heksene ofte om-skabte sig til harer), hvis haler han syntes var sammenknyttede, og da han »gjorde ord« (talte) om samme syn, sagde Anne Peders-datter, at hvis han ikke holdt. mund, skulde hun give ham andet at tage vare. En Tirsdag noget derefter, da han korn hjem fra tin-get og kom i sit hus, kom der en sort tingest ind ad døren, og ved samme syn faldt et af hans børn omkuld og faldt siden i sygdom og lå et helt år. 7. Tingsvidne af 25. Juni. Niels Jensen i Gåser vidnede, at det var ham vitterligt, at i de tider, da ær-lige og velbyrdige mand Thomas Bildt boede i Gandrupgård, var

Poul Laursen og Anne Pedersdat-ter hans tjenere (Fæstere), og da var Anne Pedersdatter nogle gan-ge i klammeri og berygtet for trolddom, ligesom hun nu er, og da opfæstede (affinde sig med) de nogle gange til den gode mand for samme trolddomssag og stillede ham tilfreds, hvilket Poul Laursen og Anne Pedersdatter dog højlig benægtede. 8. Tingsvidne af 18. Juni. Just Rasmussen i Jegen, Niels Laursen og Lars Pedersen i Føltved, Chri-sten Mikkelsen på heden, Jens Ni-elsen i Gandrup o. s. v. (22 Vid-ner) vidnede, at de mindedes i 20-30 år, somme mere og somme mindre, og i den tid havde trold-domsrygte fulgt Anne Pedersdat-ter, hvortil hun svarede, at hun ik-ke nægtede, at hun jo af nogle skarnsfolk var påført det rygte, men at hun ikke var skyldig i slig gerning, og hendes mand frem-stod og spurgte, om der var no-gen, der vilde beskylde hans hu-stru for at have påført dem ondt.

Side. 49

9. Tingsvidne af 18. juni, hvori 16 personer, der mindedes fra 12-20 år og mere, erklære, at Anne Pe-dersdatter i så lang tid havde væ-ret berygtet for trolddom, hvilket hun heller ikke vilde benægte men sagde, at rygtet var løjet hen-de på af hendes uvenner. 10. Tingsvidne af 18. juni, hvori 7 personer ligeledes vidne mod An-ne. 11. Tingsvidne af 25. juni, hvori Klemen Svendsen i Vester Has-sing erklærer, at han sidste onsdag var i fange huset, hvor Anne sad fangen. På samme tid sad Niels Poulsen i Nærup, som vidnede på hende, og de talte sammen om, at der gik mange slemme vidner på hende den foregående tirsdag. Da svarede hun ham igen og sagde: »Du tørst ikke sige mig det, jeg ved selv, det var sandt alt, hvad som blev vidnet« kun havde Erik Jensen i Horsens vidnet, at hun

havde været berygtet for trolddom i længere tid, end de andre vidner sagde Tue Svendsen og Hans Gre-gersen i Vester Hassing vidnede samme Dag, at de hørte, at Maren Ovesdatter, Lars Nielsens hustru i Stae, sagde til Anne Pedersdatter, at dersom hun var en troldkone, som det blev hende påsagt, var hun ikke ene derom, og at hun skulde fri sin sjæl ved at bekende sandhed, men ingen belyve på ære og gode rygte, og dertil havde Anne Pedersdatter svaret med at indrømme, at hun ikke var ene derom. Også Rigtigheden af dette vidnesbyrd blev absolut bestridt af Anne. 12. Tingsvidne af 2. Juli. De 12 Kirkenævninger havde, forinden de afsagde deres tov og ed (Dom) over Anne, forespurgt, om der var nogen, som på tinget fuldkomme-ligen vilde sigte og beskylde hen-de for at have forgjort dem med trolddom eller i andre måder vilde beskylde hende, og da var frem-kommen Karen Pedersdatter i Øster Hassing, Maren Mathisdat-ter, Jens Madsens hustru i Vester Hassing, Else Pedersdatter, Peder Bruses hustru i Vester Hassing, og Lars Andersen skomager, som samtlige sigtede og beskyldte An-ne Pedersdatter, at hun var en ret vitterlig troldkone, og derhos en efter anden lagde hånden på hen-des hoved »og svor ved sjæl og salighed og den lod og part, de agter dennem i Himmerig«, at Anne havde lovet dem ondt, som

Det er en større flok der er samlet den 18 juni for at vidne mod Ane Pedersdatter.

Side. 50

også var dem vederfaredes, samt at hun var en ret arg Troldkone. 13. En erklæring af 18. Juli 1622 fra hr. Peder Poulsen Stavad, sog-nepræst til Vester og Øster Has-sing, at i de 9-10 år, han havde været præst i disse sogne, havde Anne Pedersdatter i Trankjær væ-ret berygtet for trolddom.

Dommen over Anne Pe-dersdatter 14. Tingsvidne om, at kirkenæv-net havde kendt Anne Pedersdat-ter skyldig i trolddomsbedrift. Det siger sig selv, at Anne gjorde, hvad hun kunde, for at få tings-vidnerne afkræftede, og hun blev tappert bistået af sin Mand; men det hjalp ikke. Landsdommerne fandt ingen anledning til at under- kende kirkenævnets afgørelse, der var sket i fuld overensstemmelse med de gældende lovbestemmel-ser, og snart efter er Anne sikkert bleven brændt oppe ved Tinget i Hammer Bakker der kendtes in-gen benådning for slige »Forbrydere«. Men hermed var dog ikke alt roligt igen, thi Anne havde inden sin død beskyldt Ka-ren Madsdatter, Maren Laursdat-ter og Mette Nielsdatter i Vester Hassing samt Ane Mortensdat-ter i Hvolgaard ( det er hende der er i vores familie) i Vester Hassing for, at de også gav sig af med trolddom, og havde det blot været et par år tidligere, vilde en sådan Beskyldning rimeligvis ha-ve medført større opstandelse. Nu var det derimod,. som om egnens befolkning var ved at reagere no-get imod de mange hekseekseku-tioner, og der skulde mere end en løs beskyldning til for at gøre en skikkelig kvinde til en heks. Men disse 4 kvinder kunde selvfølgelig ikke lade beskyldningerne sidde på sig; de får alle sognevidner, at deres rygte var uplettet, og da af-gørelsen af, hvorvidt de skulde

Hvad præsten siger, det må vi tro på.

Side. 51

anses for troldkvinder eller for ærlige kvinder, indankes for landstinget først i Året 1623, fri-kendes de da også her. Den ene af kvinderne, Ane Mortensdatter i Hvolgård, var Enke efter Laurids Nielsen, som havde vidnet mod Anne Trankjær, og derfor nærede sidstnævnte had til hende og an-gav hende for meddelagtighed, hvorom der 30. Juli 1622 toges Tingsvidne. Anne Trankjær havde blandt an-det fortalt om Ane Mortensdatter, at sidstnævnte havde lært hende trolddom og havde været med hende i deres kirkedør, da hun be-svor sig til den onde ånd, og Ane Mortensdatter havde ligeledes brugt meget ondt både i fjorden og andet steds i »den onde Mands« navn, knyttet knuder i kornet for at formindske det, jaget fiskene bort, forgjort græs og anet, de var også begge i samme Rode.

Hvad den Ild angik, som fiskerne på fjorden havde set, da var det Hvolgaard, der stod som en bræn-dende Lue, fordi Ane Mortensdat-ter vilde forvende fiskene, og hun havde villet tage lykken fra Lars, som boede i gårde med hende. Hendes »Dreng« hed Ragbuas. Ane Trankjærs udtalelser blev som nævnt kendt magtesløse, da Ane Mortensdatter benægtede rigtigheden deraf og i øvrigt hav-de fået et godt skudsmål af sog-nets beboere. Men en Kvinde endnu måtte dog dele Ane Trankjærs Skæbne efter hendes Angivelse.

Mon ikke Ane Mortensdatter, vores formoder har været helt slået ud, efter at blive skyldt for at være heks.

Side. 52

[Landstings Dombog A. 1623, fol. 436 ff.] 2. september 1623 vidnede Just Rasmussen i Jegen og 13 andre mænd, at Johanne Andersdatter i Toftegaard i Vester Hassing havde været berygtet for trolddom i 20 år, og da Ane Trankjær for to år siden blev brændt, havde hun og-så røbet Johanne, der så flyttede fra Vester Hassing og var borte i lang tid, men nu var kommen igen; 15 mand fra Øster Hassing sogn vidnede ,det samme. Ane Sørensdatter, Tue Svendsens hustru i Vester Hassing, vidnede, at for 8 år siden, da tyskølsføreren var i landet, købte hun også af hans øl og solgte det igen. Så var hendes mands broder, Christen Svendsen, kommen ind til hende og havde købt en pot tysk øl, og i det samme kom Johanne Anders-datter med den lamme hånd ind i huset. Christen Svendsen, der vid-ste, at hun var ond, bad hende om ikke at gå ind i stuen, men betalte en halv kande øl, hvilken han bar ud i frammerset (køkkenet) til hende. Da hun havde drukket den, kom hun alligevel ind og satte sig på bænken hos ham, idet hun tak-kede ham for øllet og lovede, at ham ingen skade skulde ske. Så lagde Christen sig på bænken og lod, som om han sov og var me-get drukken, hvorefter Johanne gik ind i buret (det aflukkede bryggers) til Ane og spurgte om, hvilken tønde, tyskøllet var i, og hvilken der var dansk øl i, og hun lovede Ane, at dersom hun vilde lyde hende, skulde hun få stor

lykke. Derefter spurgte hun, om Ane havde malt på loftet, i så til-fælde tilbød Johanne at røre deri, så skulde 1 pund blive ligeså godt som 2 var før, men Ane vilde ikke have hende på loftet. I det samme rejste Christen Svendsen sig fra bænken, drog et værge (forsvarede) og sagde til Johanne: »Din slemme kvinde, vil du nu lære min broders hustru trold-dom?« og så flygtede Johanne ud, medens Christen huggede (slog) efter hende. Hans heftighed forår-sagede naturligvis, at Heksen lo-vede ham ondt, og det kom også straks over ham, så han hver nat lå på sin seng »med draget værge (beskyttede sig) for spøgelser«, og han forvisnede daglig og «sprak sønder (han blev dårligere og dårligere)« og døde så. Tue Svendsen bekræftede rigtigheden heraf, Christen havde ofte været forfulgt af spøgelser der i huset.

Endvidere vidnede Ane, at den gang Niels Mørks sønner i skoven havde været i slagsmål, og den ene havde gjort den anden stor skade med en kniv, da havde Jo-hanne Andersdatter sagt til Niels Mørks hustru, at der var kastet ondt mellem brødrene for at skade dem.

23. Septbr. stod Oluf Nielsen i V. Hassing på tinget og skyldte Jo-hanne for, at hun med sin trold-

Side. 53

dom havde taget livet af 3 af hans køer, og samme dag skyldte Tue Svendsen hende for at have taget livet af hans broder, ligesom Jens Ibsen i Vester Hassing vidnede, at noget før påske kom han gående hjemad; da kom Johanne gående ud i vejen for ham, og da sagde han til hende: »Din troldkone, hvad vil du på vejen foran 'mig?« Så blev Johanne vred hvad man jo egentlig ikke kan fortænke hende i og gav onde ord igen, og under skænderiet lovede hun, at enten han eller hans børn skulde få en djævelsmod, og straks derefter fik et af hans børn en slem, underlig sygdom og lå syg længe og daglig forvisnede med stor pine og ve, ind til det døde. Desuden var der vederfaredes (overgået) Jens selv adskillige ulykker både på hans kvæg og fæ (husdyr) og i anden måde, hvilket han sigtede og be-skyldte Johanne for, medens hun svor at være uskyldig deri. Laurids Mogensen i Ulsted vidne-de, at hans hustrus broder, den ovennævnte Chr. Svendsen, lå på sin sygeseng i sit hus i 9 samfulde uger, og hans krop sprak i stykker, hvilket Johanne havde forvoldt; men hun svor også at være uskyl-dig heri og sagde, at hun ikke kunde trolddom, men hun kunde råde bod for onde hoveder (skurv) og anden sygdom. Samme dag svor nævningerne de-res tov over Johanne og kendte hende skyldig, hvorefter sagen gik til landstinget, medens heksen holdtes i forvaring. Foruden de her nævnte tingsvidner blev også

på landstinget fremlagt en erklæ-ring fra sogne præsten Peder Poulsen Stavad i Vester Hassing, i hvilken han udtalte, at Johanne havde været berygtet for trolddom i de 11 År, han havde været Præst der i Sognet, og endvidere frem-lagdes heksen Ane Trankjærs be-kendelser om Johanne samt et tingsvidne, taget ved Kjær herreds ting 25. November 1623, i hvilket Mikkel Lauridsen i Vester Has-sing vidnede, at han en månedstid havde våget over den fangne Jo-hanne Andersdatter om natten, og da en nat var der en lås, som sad for døren, der sprang helt fra dø-ren, så låsen fløj en vej og bolten til låsen en anden, og to gange var låsen også sluppet fra bolten, uden at han kunde tænke sig, hvorledes det gik til, thi han så ingen inde hos Johanne, og så skyldtes tildragelsen naturligvis hendes koglerier. Johanne svarede meget fornuftigt, at hun ikke kun-de svare til, hvad der var sket med låsene, og hun svor sig også på landstinget uskyldig i trolddom. Men det var bevist, at hun havde lovet folk ondt, og at det var dem vederfaredes, og det var sandsyn-ligt, at hun var Skyld i de forhek-sede låse. Landsdommeren stad-fæstede derfor Dødsdommen.

Side. 54

Medskyldige hekse Under forhørene, der foregik un-der skarp tortur, angav hun flere kvinder i Vester Hassing som medskyldige, og den gamle Jo-hanne Andersdatter med den lam-me hånd blev brændt i 1623. Hun havde ofte truet og undsagt folk, som så blev syge. Blandt vidnerne imod Ane Tra-nekjærs var Lars Nielsen i "Hvolgaard", og Ane angav nu hans kone, gamle Ane Mortens-datter, for trolddom, og hun blev bømt til døden på herredstinget. Frifindelse ved landstinget Selve retssagen mod vores formo-der Ane Mortensdatter er der ikke så meget at skrive om. Vi ved hun blev dømt som heks ved herreds-tinget, men tingbogen for Kær herred findes ikke i den pågæl-dende periode. Det er derfor ikke muligt at se hvilken argumenter herredsfogden har haft for at dømme Ane Mortensdatter. Ved landstinget i Viborg bliver hun da også frikendt som det fremgård af dombogen. For dommens udfald har det nok ikke været helt uden betydning at Ane Mortensdatter har haft tre kendte og højt respekteret sønner der førte hendes sag i Viborg.

Hendes mand og sønner førte straks sagen for Viborg landsting, hvor hun blev pure frikendt. "Aldrig havde hun truet eller gjort andre mennesker ondt, og man skal ikke lægge vægt på, hvad hekse, tyve og forredere beskylde een for" Herefter fik herredsfogden Lars Pedersen en bøde på 50 rdl. for en urigtig dom. Lansdtingets frikendelse af Ane Mortensdatter kan ses i Bilag 2. Ane Mortensdatter var moder til Per Lauridsen i "Hvolgaard", den berømte major Anders Lauridsen, som i 1659 forsvarede Hals skan-se mod svenskerne og Niels Lau-ridsen i Sønder Rottrup. Disse var alle agtede og ansete mænd med gode forbindelser, og de og deres vender har sikkert kæmpet hårdt for gamle Ane Mortensdatter. Oplysninger om ovennævnte sag er fundet i en kasse med notater af Kr. Værnfelt. Lokalhistorisk arkiv i Ålborg,-nr. 21, kasse 3 / V. og Ø. Hassing. Samt i Folkemindesam-lingens arkiver over hekseproces-ser.

Side. 55

Fra Kr. Værnfeldt, Bidrag til Kjær herred's historie. Major Anders Lauritsen .Den kendte Major Anders Lauritzen, som med så megen bravour forsvarede Hals Skan-se mod Svenskerne, og hvis Herkomst er ukendt, var med meget stor sikkerhed også deres søn. Et vers i Anders Lauritzen's vise ; "Anders så sin tid- gjorde så sin flid allerbedst som han kunde som en god vendsyssels bonde" og så videre, tyder på, at han nedstammer fra ansete vendsysselske bønderfolk. Denne hans afstamning og hans bekendtskab med egnens mænd forklarer også, at disse så villigt mødte i Hals for at hjælpe ham mod svenskerne. Efter at Majoren havde forladt Hals, mødte Lars Nielsens anden søn Niels Lauritzen's søn Lars Nielsen i Rottrup, for ham på tinge- hvil-ket bestyrker min gisning om Majorens her-komst. Endelig var det Lars Nielsen og hans tre sønner der førte heksesagen for hans kone og deres mor. Hvor netop Major Anders Lau-ritsen og Niels var nogle meget anerkendte personer.

Side. 56

Heksemuseet i Holland

En avisartikel i BT af Carsten A. Andersen Om heksebrænding.

Side. 57

Europas eneste heksemuseum ligger i Oude-water i Holland. For 400 år siden blev den sidste heks brændt i Holland, mens hekse-brændingerne fortsatte andre steder i Europa indtil 1782, og i Mexico til 1887. Når lige Oudewater er hjemsted for et hekse-museum, er det fordi de mistænkte kvinder blev undersøgt her. I andre byer fik en mistænkt heks bundet hænder og fødder sammen og blev smidt i vandet. Flød hun ovenpå, var hun heks og blev henrettet.

Gik hun til bunds, var hun OK, men nåede som regel at drukne inden hun blev reddet i land. En anden prøve var at brænde en mistænkt heks med glødende jern. Fik hun vabler, var hun ikke heks. Men fik hun ingen, var hun heks og blev henrettet.

Mistænkte hekse blev vejet her

Side. 58

I Oudewater blev de mistænkte hekse vejet. Var kvinden for let, blev hun udråbt til heks, fordi hun så kunne flyve på et kosteskaft. Var hun for tung, slap hun fri. Men vejemesteren var åben for bestikkelse. På det tidspunkt var skilsmisser utænkelige. Den eneste måde at »slippe af« med sin kone, var at udråbe hende til heks og bestik-ke vejemesteren. De ulykkelige kvinder som blev udråbt til hekse skulle tage alt tøjet af, for det var meget almindeligt, at en mis-tænkt heks havde et par blylodder på sig. Det er bl.a. disse gamle heksevægte, som endnu i dag findes på museet i Oudewater. Museet er lavet i en bygning fra 1595 - og har åbent hele sommeren fra 1.april til l. november.

Det var her på denne vægt kvinderne blev vejet.

Side. 59

I sidste afsnit af dette hæfte, der handler om min kone Ingrids forfædre Ane Mortensdatter og Lars Nielsen, ses at de havde tre sønner, hvoraf den ene var ma-jor Anders Lauridsen som med stor tapperhed forsvarede Hals skanse. I Kr.Værnfelds bog ”Kjær her-reds knaber og deres frænder” har jeg hentet følgende historie om tre gæve knaber fra Kjær herred. Episoderne udspandt sig i 1600 tallet. For at få det samlede overblik og fornemme stemningen i disse år har jeg ta-get hele historien med. Vores helt major Anders Lauritsens bedrifter kommer sidst i histori-en. Tre gæve knaber.

(en bonde, en herremand og en officer).

Hvis det gjaldt om at sætte sig op imod konge, kirke og adel, var knaberne altid i første række som førere for de andre bønder. Det har vi set under de talrige nordjy-ske bondeoprør, sidst imod Chri-stoffer af Bayern og Kristian III, ja, så sent som i 1568 prøvede Bertel Hansen fra Melholt på

Hundslund birketing at opægge egnens beboere til opstand. Resul-tatet af Klemensfejden var endnu i frisk erindring, så Bertel vandt ikke tilslutning, men blev fængs-let og kort tid efter halshugget på Viborg landsting.

Men hvis fædrelandet var i fare, og fjendtlige indfald truede Vend-syssel, var knaberne også i spid-sen før bønderne, og gang på gang mødte de i Nørresundby for at forhindre fjenderne i at gå over fjorden. Da Wallensteins landsknægte i 1627 rykkede op imod Ålborg i hælene på Kristian IVs slagne hær, var det herredsfoged Anders Kjærulf fra Knæpholt, som på sin bitte hvide hest red rundt og vilde samle bønderne til modstand, bå-de mod kongens plyndrende leje-tropper og mod de forfølgende tyskere. Forsøget mislykkedes, men modet og den gode vilje var der. I næste krig var det Las Skjøt fra Ågård og Jens Høeg på Vang, som førte de vendelbobønder til Sundby. Lars Pedersen Dyrskjøt, f. 1560, t 1644, var født i Hovinkel ved

Tre gæve knaber

Bilag 1.

Side. 60

Lemvig; men hans fader var af ditmarskisk storbondeæt. Lars havde i flere år tjent rigsadmiral Peder Munk og fik omkring 1600 en part af Store Ågård i Ørum i fæste og blev kongelig delefoged til Ålborghus, og han blev gift med Karen Nielsdatter, som hav-de været fruerpige hos admiralens hustru, fru Karen Skel til Hammel- mose. Efter Karens død ægtede den 70 årige »Las Skjøtt«, som folk gerne kaldte ham, den 20 åri-ge Maren Pedersdatter, datter af Per Ravnstrup, Søgård i Voer-bjerg; Per var fra Nørre Ravnstrup og hans kone Dorte en Kjærulf fra Nørhalne. Lars' første ægteskab var barnløst, men med Maren fik han fire søn-ner, af hvilke forfatteren Peder Larsen Dyrskjøt er kendt som »den lærde bonde i Jerslev«. Lars havde allerede under Kejser-krigen 1626-29 været med i en sammensværgelse mod de tyske besættelsestropper, men blev »stukket«, og han og flere vend-sysselske knaber blev fanget og ført til Sæby, hvor de blev under-kastet tortur og holdt fangne i længere tid. Da svenskerne i janu-ar 1644 nærmede sig Ålborg, valgte bønderne i Jerslev herred den 84 årige Lars til deres »kaptajn«, og han førte dem til Sundby for at hindre fjenderne i at komme over til Vendsyssel. Jens Styggesen Høeg, født 1591, død 1648, var herre til Vang i Sul-

sted, hvis kirke hans forældre og bedsteforældre havde smykket med de fine kalkmalerier, vi den dag i dag beundrer. Han og hans hustru Margrethe Holck skænke-de for øvrigt samme kirke en klokke og en smuk lysekrone. Ganske vist hørte Jens til »di stu-er knaber«; men nogen egentlig knabe var han ikke, han hørte sna-rere til hof- og højadelen, idet han i sin ungdom havde været hof junker hos Kristian IV, haft flere tillidsposter og 1627-34 endog været lensmand på Gulland. Da hans helbred ikke mere var så godt, synes han at have opholdt sig en del på Vang, og han var af alle på egnen, høje og lave, anset og afholdt. Da svenskerne kom, var det, som der sagdes i hans lig-prædiken, ham, der »med flere af adel og andre« samlede de Kjær herreds mænd til modstand. Bønderne besatte den 17. januar 1644 Nørresundby, og slaget fandt sted om formiddagen den 18. De havde taget opstilling langs fjorden, idet Dyrskjøt lede-de den venstre fløj og Høeg den højre. Slaget blev imidlertid et frygteligt nederlag for vendelbo-erne. Det havde frosset stærkt, og fjorden var dækket af et så stærkt islag, at det kunde bære de sven-ske ryttere, når de ikke red for tæt sammen. Den svenske oberst Wrangel lod dem derfor i spredt orden sætte

Side. 61

over fjorden imellem Ålborg og Rørdal, og de uøvede bønder kun-de slet ikke stå sig imod Wrangels gennem 30-årskrigen kamptræne-de ryttere, der omgik forsvarernes venstre fløj og rullede den op, og de fleste af dem flygtede efter en kort hidsig kamp, medens nogle bed sig fast i Sundby, hvor de be-satte huse og gårde og skød ud på svenskerne. Der fortælles f. eks, at bønderne havde besat en lade østen for præstegården; og da de ikke vilde overgive sig, stak fjen-derne ild på laden, så de alle brændte, og da de skreg, lo solda-terne, og sagde: »Nu piber muse-ne« eller »Nu skriger de danske grise«. På grunden er der i tidens løb opgravet en mængde menne-skeben. Peder Dyrskjøt beretter, at bøn-derne mistede 400 mand, og da de retirerede ind i Sundby, lagde hans fader sig bag et dige og skød tre svenskere, inden den fjerde skød ham en kugle gennem bry-stet. Hans lig blev ført hjem og begravet i Ørum kirke, og her har »Historisk Samfund for Hjørring Amt« rejst en mindesten for ham. Nørresundby byråd og »Historisk Samfund for Ålborg Amt« har 5. maj 1950 også rejst ham et minde, det står på Skansebakken. Peder Dyrskjøt fortæller videre, at sven-skerne førte 90 fanger eller flere til slottet i Ålborg, hvor de blev spærret inde, »de fleste omkom af hede, kvalm og tørst, og mange åd og bed hverandre, så ikke uden

de yderste beholdt livet«. Det lyk-kedes dog nogle af fangerne at købe sig fri, deriblandt Kristen Kjærulf i Fogedgården og Søren Nielsen i Tranekær i Vester Has-sing; sidstnævntes familie måtte købe ham fri for 10 rigsdaler. Jens Høeg slap hjem til Vang. Nogle siger, at han gemte sig i et hemmeligt rum, andre, at han straks blev fanget og måtte løskø-be sig for en stor sum penge. Fire år efter døde han og blev begravet i Vor Frue kirke i Ålborg i et ka-pel, han havde ladet opføre. Han havde på Vang et fint rustkammer, vel forsynet med hug-, stik- og skydevåben, kugler og krudt. Da svenskerne nærmede sig, lånte han sine fæstere og andre bønder disse våben, og hans ridefoged, Christen Christensen på Nord-kjær, forestod uddelingen. Da samme Christen var en ordens-mand, førte han bog over, hvad hver mand havde fået udleveret. Da krigen var forbi, vilde Høeg godt have sit rustkammer i orden igen, og Christen indstævnede lå-nerne for Kjær herreds ting, hvor deres navne og lån findes indført i tingbogen for 7. 7. 1646. Lånerne finder vi i en række af egnens knaber: Søren Mørk i Hvorup Bundgård, Per Kjærulf i Agdrup, Jens Kjærulf i Nørhalne, Vogn Kjærulf i Knæpholt og mange an-dre storbønder; for øvrigt var en del af lånerne lovligt forhindrede i at give møde, da de var døde, og i de vendsysselske kirkebøger og

Side. 62

da særlig i tingbøgerne for 1645-47 nævnes en del mænd og karle som, »skudt af de svenske« eller »faldt for Sundby«. Så Jens Høeg har næppe fået sin våbensamling helt i orden igen. Også i 1657, da svenskerne kom tilbage, var ven-delboerne samlet i Sundby, og færgerne og alle bådene var ført her over; men her blev ingen kamp denne gang. Limfjorden var dette år næsten lukket mod vest, og fjenden gik fra Harboøre ind i Thy, hvor der i hast blev opført en lille skanse ved Agger, som oberstløjtnanterne Niels Lykke og Friederich Ziegler skulde forsvare med 150 af kon-gens ryttere og 1500 væbnede bønder. Den 3. oktober angreb og indtog svenskerne skansen, og nogle ryttere og flere hundrede tapre thyboer faldt, hvorpå fjen-derne marcherede mod øst og erobrede skanserne ved Sundby og Hals. Som bekendt måtte Fre-derik III kort efter slutte fred og afstå Skåne, Halland og Blekinge; men Carl Gustav brød snart fre-den og genoptog krigen. Her komme så vores families helt, ham hvis moder blev dømt som heks ved herredstinget men frifundet ved landstinget i Vi-borg. Den 15. og 16. august 1658 an-greb en svensk flåde Hals skanse, hvor den tapre major Anders Lauridsen (en broder til Ingrids forfader) nu var kommandant;

han havde kun omkring 100 mand infanteri til at forsvare skansen med, - og kun ganske lidt ammu-nition. To store svenske orlogs- skibe ankrede den 15. august op i Vejdybet og sendte hen ad aften en vel bemandet flotille af både og »sloffer (folk/karle)« ind gen-nem fjorden og mod skibsbroen, hvis »hoved« de erobrede, men som de efter en hidsig fægtning atter måtte opgive. Majoren havde befalet sognets mænd og karle at møde bevæbnede i Hals, og han havde også bedt omegnens folk om hjælp, og mange fulgte kaldet. Knud Juel i Hals fogedgård, hans aldrende svigerfader Per Munk på Gjettrup og flere af egnens knaber hjalp Anders Lauridsen i kampen, og om aftenen lod han bavnerne (bål tændes som signal til befolk-ningen) tænde for at kalde hele kystbevogtningen under våben. Dagen efter sendte han store flok-ke af beredne bønder, forsynet med lange stager eller granspir, ud langs fjorden til Sønderskoven og Bisnap, og svenskerne, som hele dagen lurede på at gøre land-gang og tage skansen fra landsi-den og gjorde flere forsøg herpå, opgav det til sidst, idet de nemlig antog rytterne for at være en afde-ling lansenerer, som var kommen majoren til undsætning. Hen imod aften lettede de og sejlede bort. Efter krigen blev Anders Laurid-sen permitteret (fritaget for mili-tærtjeneste), og da der i de dage ikke var noget, der hed pension,

Side. 63

ansøgte han 27. 7. 1661 kong Fre-derik om »et lidet stykke brød« til sig og sin hustru, og han fik så et beskedent embede ved toldvæse-net i Viborg, hvor han i 1672 dø-de. 13. 12. 1659 var han rejst fra eg-nen, og nævnte dato tog Lars Ni-elsen på Rottrup på Kjær herreds ting et 24 mands tingsvidne på, »at Anders Lauritzen, den tid han var kommandant i Hals, altid hav-de forholdt sig imod beboerne som en ærlig mand vel sømmer og anstår sig i alle måder, og in-gen forurettet, eller begeret videre skat af dem, end som hannem var tillagt«. Men når det var Lars Ni-elsen, som her og andre steder op-trådte på majorens vegne, må man tro, at der har været en vis forbin-delse imellem dem, rimeligvis frændskab. Anders Lauridsens op-rindelse er ubekendt; men det lig-ger snublende nær at tro, at An-ders var en yngre broder til Lars Nielsens fader Niels Lauridsen på Sdr. Rottrup, og hvis dette er til-fældet, er han en søn af Lars Ni-elsen og Ane Mortensdatter på Hvolgård i Vester Hassing, - og han er så af god vendsysselsk knabeslægt.

I den lange hædersvise, der blev lavet til den tapre majors ære, står følgende vending:

»Anders så sin tid, gjorde så sin flid,

Allerbedst som han kunde

Som en god Vendsyssels Bunde«. - hvilket bestyrker min gisning om hans oprindelse.

Side. 64

Afslutning Man kan næppe nogensinde finde en entydig, endegyldig forklaring på trolddomsprocesserne. Den eneste måde, man kan tilvejebrin-ge en forståelse af fænomenet, tror jeg er at se det i forbindelse med samtiden. I min gennemgang har jeg forsøgt dette på et for-holdsvis konkret niveau, fremfor i de store linjer. Jeg har lagt vægten på at se trolddomsforbrydelsen i sin juridiske sammenhæng samt på kon- krete analyser af, hvad trolddomsbeskyldningerne gik ud på, hvordan de opstod, og hvem de gik ud over. Vi har set, at det overvejende var kvinder, der blev anklaget; trold-domsprocesserne var i væsentlig grad det kvindelige modstykke til processer om manddrab og sår, men det spiller også en stor rolle, at trolddommens effekt ser ud til at have været begrænset til leven-de materiale, og at kvinderne fra naturens hånd er udsty- ret med særlige evner, der gør dem speci-elt egnede til at lære trolddom. Også nogle mænd kan imidlertid lære kunsten. At mange af de an-klagede kvinder har været i en so-cialt magtesløs position som gam-le enker, gjorde dem naturligvis også til lette ofre, ligesom de me-re underbevidste kvindefjendske tendenser i samfundet har spillet deres rolle. Det er også fremgået, at trold-domsbeskyldninger næsten altid

har rod i situationer med forud-gående fjendskab og stridigheder, men at det som regel kun var de situationer, hvori der var indblan-det personer, som i forvejen hav-de trolddomsrygte, der gav an-ledning til trolddomsbeskyldnin-ger. Den enorme vægt, der blev lagt på rygtet, både i dagliglivet og i den juridiske pådømmelse, hænger sammen med, at man overvejende levede i landsbyfæl-lesskaber, hvor man var afhængig af hinanden og var nødt til at kun-ne stole på hinanden. Endvidere har vi set, at der var stor forskel på anklagerne og til-ståelserne. Djævlepagten var pri-mært en teologisk konstruktion, som ganske vist blev central i lov-givningen, men uden at få den store betyc\ning og tiltro i praksis. De danske processer var på grund af procesformen væsentligst et produkt af folkelige forestil- lin-ger, og det folkelige had mod troldfolk udsprang af konkret frygt og ikke af religiøs intoleran-ce. ForbrydeIsens imaginære og »åndelige« karakter gør det van-skeligt for histori- keren at afgøre, om de anklagede var skyldige i den forstand, at de havde til hen-sigt at skade ofret. Der er givetvis blevet brændt masser af uskyldige mennesker, men jeg er dog ikke i tvivl om, at nogle troldkvinder

Side. 65

har haft den onde vilje og har be-nyttet deres rygte som et våben mod omverdenen. Når man tager den behandling, mange troldkvin-der har fået i dagligdagen, i be-tragtning, bliver det imidlertid ganske forståeligt, at nogle har både lovet og ønsket ondt. Desu-den må man hele tiden holde sig for øje, at dengang var forbrydel-sen ikke imaginær. Trolddomstro-en var led i en verdensforståelse, hvor de personlige årsagsforklarin- ger dominerede. Retsreferaterne af trolddomspro-cesserne er værdifulde kilder, først og fremmest selvfølgelig til selve processerne, men desuden giver de et indtryk af datidens dagligliv. De fleste kilder fra den-ne periode vedrører ejendomsfor-hold, skattepligt og andre regn-skabsmæssige forhold. Det er kun sjældent, kilderne formidler et indblik i, hvordan »almindelige« menneskers dagligliv formede sig, men her leve- rer procesakter-ne en række livsnære, menneske-lige detaljer, hvor barbariet, som vi møder i heksebrændingerne, unægtelig ofte sættes i perspektiv.

Side. 66

Kildematerialet Hovedindholdet i dette hæfte er en kildeundersøgelse. Megen hekselit-teratur er baseret på mere eller mindre løse antagelser og vidtløftige teo-rier. Det må imidlertid være umiddelbart indlysende, at den mest pålide-lige viden om trolddomsprocesserne må findes i de samtidige kilder.

De væsentligste kilder til processerne, er retsdokumenter. Det er da også retsdokumenter, der ligger til grund for min undersøgelse; men man må gøre sig klart, at materiale af en sådan karakter har nogle indbyggede begrænsninger - begrænsninger som vi imidlertid er nødt til at leve med, fordi disse kilder stort set er de eneste, vi har til processerne. Gør man sig disse begrænsninger klart, indeholder retsdokumenterne til gen-gæld en mængde værdi- fulde oplysninger.

I dag findes sagsakterne fra trolddomssagerne to steder: på Landsarkiverne som opbevarer herreds- og landstingenes gamle pro-tokoller samt kancelliets Brd. Folkloristiske optegnelser, der fortæller, hvad almindelige mennesker har troet og tænkt om hekse findes i Dansk Folkemindesamling hvor der også findes kopier af rets-sagerne om hekse processerne.

Oplysningerne til historien er hentet i flere forskellige trykte kilder som: Slægtsbogen, En gårdmandsslægt Anders Andersen Glad født 1795 skrevet af Nordisk Slægtsforskning i Skals. I postmester Carl Klitgaard bog med titlen ”Kjærulfske studier”. Dagliglivet i Danmark 1620—1720 skrevet af Axel Steensberg i 1962 og anden udgave i 1982 De Vendsysselske årbøger, årgang 1915 og 1948. Kr. Værnfeldts ”Bidrag til Kjær herreds historie”. Slægtsbog skrevet af Hr. Vejle i Fredericia ved Dansk Slægtsforskning Kjær herreds knaber og deres frænder af Kr. Væenfelt Avisartikkel i BT. En doktorafhandling i strafferet af Tyge Krogh. J.C.Jacobsen, Danske domme i Trolddomssager i øverste instans. 1966 side 38 og 143 følgende sider. Alfr. Lehmann, Overtro og trolddom, fra den ældste tid til vore dage. Bind 1 udgivet i 1920. Side 159 og 166. Jens Christian V. Johansen, Da Djævlen var ude. Trolddom i det 17 år-hundredes Danmark. 1989. Side 100 og 262.

Side. 67

Anders Bæksted, Besættelsen i Thisted 1696-98, 1959. Side 414 Endvidere i tingbøgerne på Landsarkivet i Viborg. Landstings dombog A. 1622. Fol. 206 ff, 1623, fol.65 b, 66 b, 68 a og 68 b. Landstings Dombog A.1623, fol. 436 ff Viborg landstings tingbog B24-57 side 40ff Viborg landstings tingbog B24-518 side 70ff om Ane Mortensdatters frifindelse. Se bilag. Lokalhistorisk arkiv i Ålborg arkiv nr.21, kasse 3/ V. og Ø. Hassing. Med Kr. Værnfelt notater. Desværre findes tingbøgerne ikke for Kær herred før 1631. Kancelliets Brd, d. 29 april 1581 og processen om tiende 1604 under Anders Sørensen Kjærulf i Knæpholt.

Side. 68

Literarurliste

Hekselitteraturen er særdeles omfattende og

meget varieret. En fransk bibliografi fra år 1900

opregner 1700 titler, og hvor meget, der er ud-

kommet siden da, tør jeg overhovedet ikke gæt-

te på, men blot det seneste tiår har bragt mange

titler på markedet. At sætte sig ind i denne litte-

ratur er således på forhånd uoverkomme- ligt,

men heller ikke nødvendigt, da forfatterne i

udpræget grad gentager hinan- dens synspunk-

ter. Få historiske emner er som hekseprocesser-

ne blevet behandlet ud fra devisen, at har til-

strækkeligt mange forfattere gentaget et postu-

lat, bliver det ophøjet til faktum.

LITTERATUR

1. Aakjær, Jeppe: Hex i Forhør, Historisk Aar-

bog for Skive og Omegn VII, 1915, s.146.,155.

2. Aldal, J.: Vestjyske Trolddomssager, Hard-

syssels Aarbog XXV, 1931, s. 66- 109.

3. Andersen, Otto: En fynsk Trolddomssag fra

det 17. Aarhundrede, Fynsk Hjemstavn X,

1937, s. 3-9.

4. Andersen, Vald.: En trolddomssag fra Tvis

1635, Hardsyssels Aarbog LV, 1961, s. 95-100.

5. Andersen, Vald.: Hekse i Lindknud sogn

1620, Fra Ribe Amt XV, 1960-63, s. 126-134.

6. Andersen, Vald.: Trolddom og tragedie på

Lynderupgaard 1619, Fra Viborg Amt XXXII,

1965, s. 35-43.

7. Bang, Vilhelm: Hexevæsen og Hexeforfølgel-

ser især i Danmark, Kbh. 1896.

8. Becker, T.A.: Fru Anna Lykke og Lamme

Heine. En Trolddomssag fra 1627- 30, Danske

Magazin 3. Rk. V, 1857, s. 173-245.

9. Bering Liisberg, [Henrik Carl): Vesten for Sø

og østen for Hav. Trolddom i København og i

Edinburgh 1590. Et Bidrag til Hekseprocesser-

nes Historie, Kbh. 1909.

10. Brunsmand, Johan: Køge Huskors. Med

indledning og noter ved Anders Bæksted, Kbh.

1953.

11. Bæksted, Anders: Besættelsen i Tisted 1696

-98 I-II, Kbh. 1959-60.

12. Christensen, Olav: En heksesag fra Vester

Vedsted omkring 1590, Fra Ribe Amt XVI,

1964-67, s. 445-447.

13. Christensen, Chr. Villads og Fr. Hallager:

Besættelsen paa Rosborg. En Hek- sehistorie,

Samlinger til jydsk Historie og Topografi 3. Rk.

II, 1899-1900, s. 225-260.

14. Christensen, Chr. Villads: Besættelsen i

Thisted. Bemærkninger i Anledning af Dr.

Hallagers Bog, Samlinger til jysk Historie og

Topografi 3. Rk. III, 1901- 1903, s. 206-219.

15. Christensen, Chr. Villads: Hvorledes en

Hekseproces kommer i Gang. En Fortælling fra

Agernæs Birk, Fra Arkiv og Museum I, 1899-

1902, s. 109-134.

16. Christensen, Villads: Hekseprocesser fra

Midtjylland. (Viborg-Skive Egnen), Samlinger

til jydsk Historie og Topografi 3. Rk. VI, 1908-

10, s. 313-378.

17. Dahlerup, Troels (udg.): Det Kgl. Retter-

tings Domme og Rigens Forfølgninger fra

Christian 111's Tid I-II, Kbh. 1959-69.

18. Dahlerup, Troels og Aksel E. Christensen

(udg.): Aasum herreds tingbog 1640-48 I-III,

Kbh. 1956-61.

19. Dahlerup, Verner: Hexe og Hexeprocesser i

Danmark, Kbh. 1888.

20. Eliassen, P.: Historiske Strejftog i Kolding

og Omegn. En Hjemstavnsbog, Kolding 1923.

21. Eliassen, P.: Heksen fra Kolding endte paa

Baalet, Vejle Amts Aarbøger 1923- 24, s. 95-96.

22. Fussing, Hans H.: Hexeri i Dalum 1651,

Fynske Aarbøger I, 1939-41, s. 237- 247.

22a. Fussing, Hans H.: En forgjort herremand,

Svendborg Amt. Aarsskift for Svendborg Amts

historiske Samfund XXVII, 1934, s. 81-86.

23. Gaardboe, A. Peter: Historisk-topografisk

Beskrivelse af Elling Sogn i Horns Herred,

Hjørring Amt. Samlinger til jydsk Historie og

Topografi VII, 1878-79, s.224-252.

24. Grønlund, David: Historisk Efterretning om

de i Ribe Bye for Hexerie forfulgte og brændte

Mennesker. Genudgivet af Historisk Samfund

for Ribe Amt ved Kirsten Agerbæk, Ribe 1973

[Orig. Viborg 1780].

25. Hansen, Søren: Hvad havde Tyge Jespersen

med Kirsten Morsings Sag at gøre? En lille

Rettelse, Samlinger til jydsk Historie og Topo-

grafi 3. Rk. III, 1901-1903, s. 151-152. 26. Hiibertz, J .R.: Aktstykker vedkommende Staden og Stiftet Aarhus II, Kbh. 1845.

27. Jacobsen, J.C.: Danske Domme i Trold-

domssager i øverste Instans. Indledning og

Kommentar, Kbh. 1966.

Side. 69

28. Jacobsen, J.C.: Den sidste hexebrænding i

Danmark 1693, Kbh. 1971.

29. Jacobsen, J.C.: Christenze Kruckow. En

adelig Troldkvinde fra Chr. W's Tid, Kbh.

1972.

.30. Kaae, Alfred: Tre østjyske troldkvinder på

Christian IV's tid, Aarbøger udgiv-

ne af Historisk Samfund for Aarhus Stift XLIII,

1950, s. 41-56.

31. Kaae, Alfred: Fire troldkvinde r fra Bølling

og Hing herreder, Hardsyssels Aarbog XLVI,

1952, s. 16-40.

32. Kaae, Bue: Lønnepræsten Jens Hansen

Rusk, Fra Ribe Amt XIV, 1956-59, s. 62-70.

33. Kancelliets Brevbøger ved ørende Dan-

marks indre Forhold, Kbh. 1885ff.

34. Kinch, J.: Af Ribe Bys ingbøger fra Slutnin-

gen af det 16de Aarhundrede til Skildring, dels

af Rets\l senet, dels af Sæderne og Tilstandene

paa den Tid, Samlinger til jydsk His rie og To-

pografi III, 1870-1, s. 138-209.

35. Kinch, J.: Af Ribe By Tingbøger fra den

første Halvdel af det 17de Aarhun-

drede, Samlinger til jy k Historie og Topografi

VI, 1876-77, s. 133-205.

36. Kinch, J.: Om Hr. Jensl Hansen Rusk i Lon-

ne, som blev brændt for Trolddom,

Samlinger til jydsk Historie og Topografi VII,

1878-79, s. 79-83.

37. Kj ær, Severin: Erik Grubbe til Tjele og

hans tre Døtre. Anne Marie Grubbe, Marie

Grubbe, Anne Grubbe, Kbh. 1904.

38. Klitgaard, C.: Hexeri paa Fur, Historisk

Aarbog for Skive og Omegn VII, 1915, s. 60-

65.

39. Klitgaard, C.: Fra Hexenes Tid. Hexepro-

cesser fra Randers Amt, Fra Ran- ders Amt IX,

1915, s. 97-140.

40. Klitgaard, C.: Fra Hexenes Tid. II. Hexene

paa Mariageregnen, Fra Randers Amt X, 1916,

s. 86-106.

41. Klitgaard, C.: Den store nordjydske Hekse-

forfølgelse, Fra Himmerland og

Kjær Herred 11,1915-1917, s. 90-218.

42. Klitgaard, C.: Fra Hexenes Tid, Vendsyssel-

ske Aarbøger 1915, s. 9-96.

43. Klitgaard, C.: Fra Heksenes Tid.

(Efterslæt), Vendsysselske Aarbøger VI, 1925-

1926, s. 336-341.

44. Klitgaard, C.: Fra heksenes tid, Vendsyssel-

ske Aarbøger XVIII, 1949-50, s. 347-368.

45. Klitgaard, C.: Anders Skolemester i ørum.

Et Tidsbillede fra Thy, Historisk Aarbog for

Thisted Amt 1916, s. 39-43.

46. Klitgaard, C.: Et »Oprør« blandt Slet Her-

reds Bønder, Fra Himmerland og Kjær Herred

III, 1918-1920, s. 296-298.

47. Knudsen, Hans: Signen og Hekseri i Store-

Rise, Fynsk Hjemstavn VII, 1934, s. 100-107.

49. Kolderup-Rosenvinge, J.L.A. (udg.): Ud-

valg af Gamle Danske Domme, af-

sagte paa Kongens Retterting og paa Landsting

I-IV, Kbh. 1842-48.

50. Kornerup, Bjørn: En Præst sværger sig

1533 fri for at være Kætter og Trold- karl, Kir-

kehistoriske Samlinger 7. rk. I, 1951-53, s. 650-

652.

51. Kristensen, H.K.: Hekseprocessen i Varde,

Fra Ribe Amt VII, 1928-31, s. 384-408.

52. Kristensen, H.K.: Hekseprocesser paa Var-

deegnen, Fra Ribe Amt VII, 1928- 31, s. 505-

542.

53. Kristensen, H.K.: Hekseprocesser paa Var-

deegnen, Fra Ribe Amt VIII, 1932- 35, s. 138-

179.

54. Kristensen, H.K.: Hekseprocesefterslæt,

Fra Ribe Amt IX, 1936-39, s. 123- 126.

55. Laursen, Henr.: Hekseforfølgelse i Sned-

sted, Historiske Aarbøger for Thisted Amt IX,

1941-43, s. 13-32.

56. Liitken, Vilh.: Bidrag til Langelands Histo-

rie, Rudkjøbing 1909.

57. Mansa, [Charles Christian]: Besættelsen paa

Rosborg, Samlinger til jydsk Hi- storie og To-

pografi 3. Rk. III, 1901-1903, s. 546-547.

58. Matthiessen, Hugo: Trolddom i Næstved.

En Hekseproces i Aaret 1601, Aarbogfor Histo-

risk Samfund for Præstø Amt III, 1914, s. 3-13.

59. Nielsen, O.: Historiske Efterretninger om

Vester Horne Herred (Ribe Amt), Danske Sam-

linger 11,1866-67, s. 18-70 og 97-117.

60. Nielsen, R.: Jens Kræmmer som Trold-

mand, Aarbog for Historisk Samfund for

Præstø Amt XIV, 1925, s. 137-142.

61. Nyerup, [Rasmus]: En Hexeproces i Vend-

syssel 1573, Dansk Minerva I, 1815, s.485-495.

62. Olsen, J.: En Hekseproces i Varde paa Chri-

stian IV's Tid, Fra Ribe Amt V, 1907, s. 71-92.

Side. 70

63. Petersen, Anders: En Troldkvinde i Kjøge,

Østsjællandske Aarbøger X, 1910, s. 17-22.

63a. Petersen, S.P.: Det offentlige Skrifte i

Them Sogn, Aarbøger udgivne af Historisk

Samfund for Aarhus Stift XXII, 1929, s. 120-

124.

64. Petersen, N.M.: Documenter til en Trold-

domssag under Christian III. (1543- 44), Dan-

ske Magazin 3. Rk. I, 1843, s. 52-67.

65. Petersen, N.M.: En Trolddomssag fra Roes-

kilde, Aar 1549, Danske Magazin 3. Rk. I,

1843, s. 323-333.

65a. Reitzel-Nielsen, Erik (udg.): Danske Dom-

me 1375-1662. De private doms- samlinger Iff,

Kbh. 1978ff.

66. Richter, J.: En Hexesag fra det 16de Aar-

hundrede, Kirkehistoriske Samlinger 3. Rk. VI,

1887-89, s. 377-381.

67. Rohmann, J .L.: Bidrag til Fyns Stifts Kirke

- og geistlige Historie i det 17de Aarhundrede,

Kirkehistoriske Samlinger Ny Rk..I, 1857-59, s.

222-247.

68. Rørdam, Holger Fr.: Kirkelige Forhold og

Personligheder i Kong Frederik den Andens

Tid, Kirkehistoriske Samlinger Ny Rk. III, 1864

-66, s. 534-623.

69. Rørdam, Holger Fr.: Bidrag til M. Hans

Tavsens Levnet, Kirkehistoriske Sam- linger

Ny Rk. III, 1864-66, s. 292-367.

70. Rørdam, Holger Fr.: To mærkelige Univer-

sitetsbetænkninger, Kirkehistoriske Samlinger

Ny Rk. III, 1864-66, s. 450-454.

71. Rørdam, Holger Fr.: Hr. Jakob Andersen i

Jørlunde og hans »Trylleri«, Kirke- historiske

Samlinger Ny Rk. III, 1864-66, s. 604-608.

72. Rørdam, Holger Fr.: Aktstykker til Univer-

sitetets Historie i Tidsrummet 1621-60, Danske

Magazin 5. Rk. I, 1887-89, s. 36-72, 133-157,

198-222 og 332- 354 og 5. Rk. II, 1889-92, s. 1

-28, 126-152, 217-242 og 320-349.

73. Rørdam, Holger Fr.: En Trolddomssag fra

Rødby 1634, Kirkehistoriske Sam- linger Ny

Rk. IV, 1867-68, s. 190-193.

74. Rørdam, Holger Fr.: Om Mester Morten

Hegelund i Aalborg, Kirkehistoriske Samlinger

Ny Rk. V, 1869-71, s. 793-801.

75. Rørdam, Holger Fr.: Nogle Bidrag tilOver-

troens Historie i 16. Aarhundrede, Samlinger til

jydsk Historie og Topografi VIII, 1880-81, s.

151-156.

76. Rørdam, Holger Fr.: Bidrag til Vendelbo

Stifts Kirkehistorie siden Reforma- . tionen,

Kirkehistoriske Samlinger 3. Rk. III, 1881-82,

s. 380-427 og 721-774. 76a. Rørdam, Holger

Fr.: Kulturhistoriske Smaating, Kirkehistoriske

Samlinger

3. Rk. III, 1881-82, s. 214-226.

77. Rørdam, Holger Fr.: En sørgelig Historie

fra Fortiden, Kirkehistoriske Sam- linger 3. Rk.

IV, 1882-4, s. 402-411.

78. Rørdam, Holger Fr.: Fra Kornerup og Svo-

gerslev, Kirkehistoriske Samlinger 3. Rk. V,

1884-86, s. 393-436 og 529-572.

79. Sieverts, William (red.): Hekseri og Overtro

gennem Tiderne, Kbh. 1941.

80. Skovbo, Martin: Fra Hekseprocessernes

Tid, Aarbog for Historisk Samfund' for Odense

og Assens Amter XIII, 1925, s. 533-542.

81a. Sortfeldt, Severin Christensen: Om Hek-

setroen og om Heksene i Thy og V. Hanherred,

Historisk Aarbog for Thisted Amt 1917, s. 63-

93.

81b. Sortfeldt, Severin Christensen: Om Hek-

setroen og om Heksene i Thy og V. Hanherred,

Historiske Aarbøger for Thisted Amt III, 1919-

1923, s. 3-30.

82. Spur, E.: En Heksesag fra Spjellerup, Øst-

sjællandske Aarbøger VIII, 1908, s. 44-48.

83. Stemann, [Gustav] og H.F. Feilberg: Lene

Jensdatter i Randers contra Kir- sten Morsings i

Lime, Samlinger til jydsk Historie og Topografi

3. Rk. III, 1901-1903, s. 8-38.

84. Sørensen, A.: To Trolddomssager fra Bøl,

Hardsyssels Aarbog XXXVI, 1942, s.22-35.

85. Wulff, D.H.: En Trolddomssag 1686, Sam-

linger til jydsk Historie og Topografi 2. Rk. I,

1886-88, s. 428-434.

86. Zahrtmann, M.K.: Det gamle Rønne, Born-

holmske Samlinger XIII, 1920, s. 1-65.

LITTERATUR TIL DEN ALMINDELIGE

FREMSTILLING

Aaberg, Merete: Heksekulten - et oprør mod

patriarkatet, Moders Mål nr. 4, 1979, s. 2-4.

Alver, Bente Gullveig: Heksetro og trolddom.

Et studie i norsk heksevæsen, .f70s- lo, Bergen,

TromsØ 1971.

Side. 71

Andersen, Ernst: Træk af juraens udvikling I-II,

Kbh. 1970-73.

Anderson, Alan and Raymond Gordon: Witch-

craft and the status of women - the case of Eng-

land, The British Journal of Sociology XXIX,

1978, s. 171-184.

Ankarloo, Bengt: Trolldomsprocesserna i Sve-

rige, Stockholm 1971.

Bang, A. Chr.: Gjengangere fra Hedenskabet

og Katholicismen blandt vort Folk efter Refor-

mationen, Christiania 1884.

Bang, A. Chr.: Norske Hexeformularer og ma-

giske Opskrifter, Kristiania 1901. Bang, Vil-

helm: Hexevæsen og Hexeforfølgelser især i

Danmark, Kbh. 1896. Benzon, Gorm: 'De fan-

dens penge', Kbh. 1978.

Bricka, C.F. (udg.): Dansk biografisk Lexikon

XVIII, Kbh. 1904. Brøndum-Nielsen, Johs.

(udg.): Danmarks gamle Landskabslove med

Kirkelove-

ne II, Kbh. 1933.

Caro Baroja, Julio: The World ofthe Witches,

Chicago 1964 [Orig. Las brujas y su mundo,

Madrid 1961].

Cederborg, Else: Heksenes oprør. De hekse,

som mændene dømte til bål og

brand, var samfundsoprørere - kvindesagens

martyrer, Politiken 1.12.1975.

Charcot, J .M.: La Foi qui guerit, Paris 1897.

Christensen, Jens og Jens Chr. V. Johansen:

men mon de ikke var skyldige ... Om hekse og

om amatør- og faghistorikere, Fortid og Nutid

XXIX, 1981-82, s. 15- 35.

Cohn, Norman: Europe's Inner Demons. An

Enquiry Inspired by the Great Witch- Hunt,

London 1975.

Dahlerup, Troels: Den gejstlige jurisdiktion i

dansk middelalder, Fortid og Nutid XXIII,

1966-68, s. 297-309.

Dahlerup, Troels: Det danske Sysselprovsti i

Middelalderen, Kbh. 1968. Dahlerup, Troels:

Anmeldelse af J .C. Jacobsen: Danske Domme i

Trolddomssager i øverste Instans. Indledning

og Kommentar. Kbh. 1966, Historisk Tidsskrift

12. rk. III, 1968-69, s. 308-310.

Dahlerup, Verner: Hexe og Hexeprocesser i

Danmark. Foredrag, Kbh. 1888. Danmarks

Adels Aarbog LXII, 1945.

Diibeck, Inger: Købekoner og Konkurrence.

Studier over myndigheds- og erhvervsrettens

udvikling med stadigt henblik på kvinders histo-

riske retYstilling, Kbh. 1978.

Ehrenreich, Barbara og Deirdre English: Hekse,

jordemødre og sygeplejersker. En beretning om

kloge koner, Kbh. 1976 [Orig. Witches, Mid-

wives, and Nurses: History of Women Healers,

Old Westbury (New York) 1973].

Ellehøj, Svend: Christian 4.s Tidsalder 1596-

1660, (Politikens) Danmarks Historie VII, Kbh.

1964.

Erslev, Kr.: Danmark-Norges Len og

Lensmæ.nd 1596-1660, Kbh. 1885. Evans-

Pritchard, E.E.: Witchcraft, Oracles and Magic

among the Azande, Oxford 1937.

Fatum, Lone: Forsagelse og heksejagt, Kvinde-

studier VI, 1982, s. 37-87.

Feilberg, H.F.: Lene Jensdatter i Randers contra

Kirsten Morsings i Lime. En Retssag fra 1686.

Tillæg, Samlinger til jydsk Historie og Topo-

grafi 3. Rk. III, 1901-1903, s. 32-38.

Fenger, Ole: Fejde og mandebod. Studier over

slægtsansvaret i germansk og gam- meldansk

ret, Kbh. 1971.

Fenger, Ole: Løg og ret, Aarhus Stiftstidende

8.10.1977.

Fenger, Ole: Anmeldelse af Inger Diibeck: Kø-

bekoner og Konkurrence. Studier over myndig-

heds- og erhvervsrettens udvikling med stadigt

henblik på kvinders historiske retsstilling. Kbh.

1978, Historisk Tidsskrift LXXX (14. rk. I),

1980, s. 152-158.

Friis, Achton: De Danskes Land. De Danskes

Øer, De Jyders Land, Danmarks store Øer II,

Kbh. 1944.

Gamrath, Helge og E. Ladewig Petersen:

(Gyldendals) Danmarks historie II, 2, Kbh.

1980.

Geertz, Hildred: An Anthropology of Religion

and Magic I, The Journal of Interdisciplinary

History VI, 1975-1976, s. 71-89.

Graf, Arturo: Djævelens naturhistorie, ~. opl.,

Kristiania 1891 [Orig. Il diavolo, Milano 1889].

Haining, Peter: Hekse: heksetro og heksejagt,

Kbh. 1979 [Orig. An /llustrated History of

Witchcraft, Bergenfiel (New Jersey) 1975].

Hallager, Fr.: Besættelsen paa Rosborg. Tillæg,

Samlinger til jydsk Historie og Topografi 3, Rk.

II, 1899-1900, s. 247-260.

Side. 72

Hallager, Fr.: Magister Ole Bjørn og de besatte

i Thisted, Kbh. 1901. Hansen, Harold A.: Hek-

sens urtegård, Kbh. 1976.

Hansen, Joseph: Zauberwahn, Inquisition und

Hexenprozess im Mittelalter und die Entste-

hung der grossen Hexenverfolgung, Miinchen,

Leipzig 1900.

Harper, Edward B.: Fear and the Status of

Women, Southwestern Journal of Anthropology

XXV, 1969, s. 81-95.

Harrison, Michael: The Roots of Witchcraft,

London 1973.

Hassinger, Erich: Die weltgeschichtliche Stel-

lung des 16. Jahrhunderts, Geschich- te im Wis-

senschaft und Unterricht 1951, s. 705-718.

Hays, H.R.: The Dangerous Sex. The Myth of

Feminine Evil, London 1966. Henningsen, Gu-

stav: Trolddom og hemmelige kunster, Daglig-

liv i Danmark i det

syttende og attende århundrede, Red. Axel

Steensberg, [Bind I:] 1620-1720, Kbh. 1969, S.

161-196.

Henningsen, Gustav: Hekseforfølgelser, Dag-

ligliv i Danmark i det syttende og attende år-

hundrede, Red. Axel Steensberg, [Bind I:] 1620

-1720, Kbh. 1969, s. 353-376.

Henningsen, Gustav: Hekseforfølgelser, Histo-

rien, Red. Rudi Thomsen, Kbh. 1970, sp. 396-

398.

Henningsen, Gustav: Den europæiske heksefor-

følgelse, Jordens folk. Etnografisk rev:v VII-

VIII, 1971-72, s. 112-131.

Henningsen, Gustav: Inkvisition og etnografi,

Jordens folk. Etnografisk revy lX- X, 1973-74,

s. 66-83. Henningsen, Gustav: Hekseforfølgelse efter »hekseprocessernes tid«. Et bidrag

til dansk etnohistorie, Folk og Kultur. Årbog for

Dansk Etnologi og Folkemin- devidenskab

1975, s. 98-151.

Henningsen, Gustav: Hver by sin heks, Skalk

nr. 3, 1979, s. 21-30.

Henningsen, Gustav: Heksenes advokat. Histo-

riens største hekse proces, Kbh. 1981 [Orig.

The Witches' Advocate. Basque Witchcraft and

the Spanish Inquisition (1609-1614), Reno

(Nevada) 1980].

Henningsen, Gustav, Jens Chr. V. Johansen og

Ditlev Tamm: 16.000 jyske domme: En sagty-

pologisk analyse af Hofman-Bangs regest til

Viborg Landstings dombøger 1569-1805, For-

tid og Nutid XXVIII, 1979-80, s. 240-270. Hi", Christopher: Reformation to Industrial Revolution, The Pelican Economic History ofBritain II: 1530-1780, Harmondsworth 1975 [Orig. London 1967].

Hi", Christopher: The World Turned Upside

Down. Radicai Ideas During the English Revo-

lution, Harmondsworth 1975 [Orig. London

1972].

Hjorth, K.P.: HekseforfØlgelserne i Danmark i

det 16. og 17. århundrede, Utrykt speciale,

Københavns Universitet uden år [ca. 1959].

Hoffmeyer. J.: Blade af Aarhus Bys Historie I-

II, Kbh. 1904-11. Holm, Gretelise: Maren Spli-

ids. En heks fra Ribe, Kbh. 1981.

Horsley, Richard A.: Who Were the Witches?

The Social Roles of the Accused in the Europe-

an Witch Trials, The Journal of 1nterdiscipli-

nary History IX, 1978- 79, s. 689-715. Hsu, Francis L.K.: The Study ofLiterate Civili-zations, New York 1969.

Hughes, Pennethorne: Hekse, Kbh. 1972 [Orig.

Witchcraft, London, New York, Toronto 1952].

Iuul, Stig (udg.): Kong Christian den Femtes

Danske Lov af 15. April 1683, Kbh. 1949.

Jacobsen, J.C.: Danske Domme i Trolddomssa-

ger i øverste Instans. Indledning og Kommen-

tar, Kbh. 1966. Jacobsen, J.C.: Den sidste hexebrænding i Dan-mark 1693, Kbh. 1971.

Jacobsen, J.C.: Christenze Kruckow. En adelig

Troldkvinde fra Chr. IV's Tid, Kbh. 1972.

Jacobsen, J .C.: Djævlebesværgelse'. Træk af

Exorcismens Historie, Kbh. 1972. Jacobsen,

J.C.: Besættelse og trolddom i Nibe 1686. Chri-

sten Hørtikarl ctr. Hr.

Lauritz Crase, Kbh. 1973.

Jensen, Karsten Sejr: Trolddom i Danmark

1500-1588, Kbh. 1982.

Johansen, Hans Chr.: Befolkningsudvikling og-

familiestruktur i det 18. århundre- de, Odense

1975.

Johansen, Jens Chr. Vesterskov: Studier i trold-

domsprocesserne ved Viborg landsting 1612-

Side. 73

1637, Utrykt speciale, Københavns Universitet

1977.

Jong, Erica: Hekse, Kbh. 1982 [Orig. Witches,

New York 1981].

Jørgensen, Jens Ulf: Ting og rettersted, Daglig-

liv i Danmark i det syttende og attende århund-

rede, Red. Axel Steensberg, [Bind I:] 1620-

1720, Kbh. 1969, s. 307-352.

Jørgensen, Jens Ulf og Ditlev Tamm: Dansk

retshistorie i hovedpunkter. Fra land- skabslo-

vene til Ørsted II, Kbh. 1975.

Jørgensen, Poul Johs.: Dansk Retshistorie.

Retskildernes og Forfatningsrettens Historie

indtil sidste Halvdel af det 17. Aarhundrede, 6.

oplag, Kbh. 1974 [Orig. Kbh. 1940].

Kalkar, Otto: Ordbog til det ældre danske

Sprog (1300-1700) I-V, Kbh. 1881-1918. Karl-

sen, Hugo Hørlych: Om: Hekseri, forplant-

ningsfamilie og menneskeproduk-

tion, Information 23. og 24.6.1980.

Kelso, Ruth: Doctrinefor the Lady ofthe Re-

naissance, Urbana 1956.

Kieckhefer, Richard: European Witch Trials.

Their Foundations in Popular and Learned

Culture 1300-1500, London 1976.

Kirkegaard, Nicoline: Heksedans. Historisk

Fortælling, Aarhus 1909.

Klitgaard, C.: TingbØger som Kilder til Lokal-

historie, Fortid og Nutid VII, 1928- 29, s. 153-

155.

Knudsen, Hans: De danske Raadstueprotokoller

og Tingbøger, Fortid og Nutid XV, 1943-44, s.

73-90. Kolderup-Rosenvinge, J.L.A.: Danske Recesser og Ordinantser af Kongerne af den oldenborg-ske Stamme, Kbh. 1824. .

Kroman, Erik og Stig Iuul: Danmarks gamle

Love paa Nutidsdansk I-III, Kbh. 1945-48.

Ladewig Petersen, E.: Fra standssamfund til

rangssamfund 1500-1700, Dansk social historie

III, Kbh. 1980.

Larner, Christina: Crimen Exeptum? The Crime

of Witchcraft in Europe, Crime and the Law.

The Social History of Crime in Western Europe

since 1500, Ed. V.A.C. Gatrell, Bruce Lenman

and Geoffrey Parker, London 1980, s. 49-75.

Larsen, Henrik: Herreder og Herredsgrænser i

Jylland, Jyske Samlinger. Samlin- ger til jysk

Historie og Topografi 5. Rk. II, 1935-36, s. 80-

101.

Lassen, Aksel: The Population of Denmark in

1660, The Scandinavian Economic History Re-

view XIII, 1965, s. 1-30.

Lea, Henry Charles: History of the Inquistion of

the Middle Ages I-III, London 1888.

Lebech, Mogens. Jylland gamle Retskredse,

Jyske Samlinger. Samlinger til jysk Historie og

Topografi 5. Rk. II, 1935-36, s. 151-344.

Lehmann, Alfred: Overtro og trolddom I-VI,

Kbh. 1968 [Orig. Kbh. 1893-96]. Le Roy Ladu-

rie, Emmanuel: Les paysans de Languedoc I-II,

Paris 1966.

Linder, Bernhard: Danmark. Lademanns rejse-

leksikon I-V, Kbh. 1976-77.

Macfarlane, Alan: Witchcraft in Tudor and

Stuart England. A Regional and Com- parative

Study, London 1970.

Mair, Lucy: Witchcraft, London 1969.

Maren Spliid 1. årgang nr. 1, oktober 1974. Marwick, Max (ed.): Witchcraft and Sorcery. Selected Readings, Harmondsworth 1970.

Masters, R.E.L.: Eros and Evil. The Sexual

Psychopathology of Witchcraft, Balti- more

1974 [Orig. New York 1962].

Matzen, Henning: Om Bevisreglerne i den æld-

ste danske Proces, Kbh. 1893. Matzen, Hen-

ning: Forelæsninger over den danske Retshisto-

rie. Offentlig Ret I-III,

~bh. 1893-95.

Michelet, Jules: La sorciere, Paris 1862.

Midelfort, H.C. Erik: Witch Hunting in South-

western Germany 1562-1684. The Social and

Intellectual Foundations, Stanford 1972.

Monter, E. William: The Historiography of

European Witchcraft: Progress and Prospects,

The Journal of Interdisciplinary History II,

1971-1972, s. 435-451.

Monter, E. William: Witchcraft in France and

Switzerland. The Borderlands Du- ring the

Reformation, Ithaca 1976.

Murray, Margaret Alice: The Witch-Cult in

Western Europe. A Study in Anthropo- logy,

Oxford 1921.

Murray, Margaret Alice: Heksenes gud, Kbh.

1953 [Orig. The God of the Witches, London

1933].

Nielsen, Ellen: Kvinden i mandens kirke, Kbh.

1978. Nyborg, Ebbe: Fanden på væggen, Høj-

bjerg 1978.

Olsen, Ilse Maja og Henrik: Satan-kult og hek-

setro, Viby Sjælland 1975. Osterssøn Veylle,

Side. 74

Christen: Glossarium juridicum Danico-

Norwegicum, Kbh. 1977 [Orig. Kbh. 1652].

Palladius, Peder: Danske Skrifter, Udg. Lis

Jacobsen, I-V, Kbh. 1911-26. Pedersen, Olaf:

Middelalderens verdensbillede. Astronomi og

kultur i middelalde-

ren, Kbh. 1962.

Piø, Iørn: Folkeminder og traditionsforskning,

2. forsøg, udg., Kbh. 1971 [Orig. Kbh. 1966].

Power, Eileen: Kvinden i middelalderen, Høj-

bjerg 1977 [Orig. Medieval Women, Ed. M.M.

Postan, Cambridge 1975].

Riising, Anne: Danmarks middelalderlige præ-

diken, Kbh. 1969.

Robbins, RosselI Hope: The Encyclopedia of

Witchcraft and Demonology, New York 1959.

RusseIl, Jeffrey Burton: Witchcraft in the Mid-

dle Ages, Ithaca 1972.

Schmidt, August F.: Fra Aarhusegnens gamle

Landsbyer. Sagn, Tro og Digtning, Brabrand

1960.

Schmidt, August F.: Kilderejse, Skalk nr. 3,

1965, s. 18-28. Schiitte, Gudmund: Hedenskab

i Danmark, Kbh. 1925.

Secher, V.A. (udg.): Forordninger, Recesser og

andre kongelige Breve, Danmarks Lovgivning

vedkommende, 1558-1660 I-IV, Kbh. 1887-

1918.

Shuttle, Penelope and Peter Redgrove: The

Wise Wound: Menstruation and Eve- rywoman,

London 1978.

Sieverts, William (red.): Hekseri og Overtro

gennem Tiderne, Kbh. 1941.

Soldan, Wilhelm Gottlieb: Geschichte der He-

xenprocesse aus den Quellen darge- stellt,

Stuttgart 1843.

Sprenger, Jakob und Heinrich Institoris: Mal-

leus maleficarum. Der Hexenham- mer. Zum

ersten Male ins Deutsche iibertragen und einge-

leitet von J. W .R. Schmidt, I-III, Berlin 1906.

[Sprenger, Jakob og Heinrich Institoris:] Malle-

us maleficarum. Translated with an Introduc-

tion, Bibliography and Notes by Montague

Summers, New York 1970 [Orig. London

1928].

Steensberg, Axel (red.): Dagligliv i Danmark i

det syttende og attende århundrede, [Bind I:]

1620-1720, Kbh. 1969.

Steenstrup, Johannes: Kvindens Stilling i Dan-

mark i Renæssancens og Reforma- tionens

Tidsaldre, Historisk Tidsskrift Tillægshefte til

8. Rk. IV, 1913, s. 206- 220.

Steenstrup, Johannes: Nogle Strejflys over

Christian IV's Tidsalder, særligt med Hensyn til

Kvindernes Stilling, Historisk Tidsskrift 10. Rk.

I, 1930-31, s. 1-49. Stemann, Chr. L.E.: Den danske Retshistorie indtil Christian V's Lov, Kbh. 1871. Summers, Montague: The History of Witchcraft and De-monology, London 1926.

Thomas, Keith: Religion and the Decline of

Magic. Studies in Popular Beliefs in Sixteenth

and Seventeenth Century England, Harmonds-

worth 1978 [Orig. Lon- don 1971].

Thomas, Keith: An Anthropology of Religion

and Magic II, The Journal of lnterdisciplinary

History VI, 1975-1976, s. 91-109.

Thorndike, Lynn: A History og Magic and Ex-

perimental Science During the First Thirteen

Centuries of Our Era I-II, London 1923.

Thygesen, Frants: Tysk strafferets indtrængen i

Sønderjylland mellem 1550 og 1800, Kbh.

1968.

Trap, J.P.: Danmark, 5. udgave, Kbh. 1953-72.

Trevor-Roper, Hugh R.: Hekse og heksejagt,

Kbh. 1973 [Orig. The European Witch-Craze of

the 16th and 17th Centuries, Harmondsworth

1969].

Troels-Lund: Dagligt Liv i Norden i det sek-

stende Århundrede, 6. udgave ved Erik Kjers-

gaard, I-VII, Kbh. 1968-69 [Orig. Danmark og

Norges Historie i Slutnin- gen af det sekstende

Aarhundrede l. Indre Historie I-XIV, Kbh.

1879-1901].

Ugift eller lykkelig. Kvinden i 15-1600 tallet,

Kbh. 1974.

Retssager om Heksebrænding I 1600talletjohnrasmussen.dk/onewebmedia/Heksen i Vendsyssel 4.pdf ·...

Documents

Transcript of Retssager om Heksebrænding I 1600talletjohnrasmussen.dk/onewebmedia/Heksen i Vendsyssel 4.pdf ·...