RÆSON Ugemagasin nr. 6 (07/10/2009)

1. å

rgan

g n

r. 6

/ 7.

okt

ob

er 2

009

ÅBNINGSTALEN AF HENRIK DAHLPANEL: GRESS, ÅGERUP, BJØRNSKOV

REPORTAGE: KIRKEN UD AF FOLKETINGET

DAN JØRGENSEN: DE BORGERLIGES KLIMA-BEDRAGLISSABON: NU STARTER KAMPEN OM TOPPOSTERNESTORBRITANNIEN: BROWN (OG BLAIR) OG CAMERON

TYRKIET: INVITATION TIL KURDERNERUSLAND OG GEORGIEN: MOD NY KONFLIKT?

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 2 af 23

!"##$%&'()#("&"*+,-$(.$"(

!"#$%#&#'("))"$

/-$'-&

00012+,3-4"&315/

RÆSON udkommer på tryk to gange årligt og udsender i den politiske højsæson dette gratis ugemagasin på nettet. Årsabonnement: 250 kr. RÆSON er uafhængigt (enhver artikel er kun udtryk for skribentens holdninger) og non-profit (alle indtægter investeres i magasinet); bladet blev startet på nettet i 2002 og har siden bragt flere end 500 artikler. Chefredaktion: Eske Vinther-Jensen (ansv.), Nikolaj Vitting Hermann (daglig redaktør), Jonas Parello-Plesner og Clement Behrendt Kjersgaard (udgiver). Alle indlæg sendes til: [email protected]. FOTOS: Venstre s.1+4+5, Folketinget s.8, FN s.11, public domain s.14, World Economic Forum s.15+21, alle andre arkivfoto. EVERYBODY WINS

For gratis tilmelding til dette ugemagasin: www.raeson.dk

http://WWW.RAESON.DK


mailto:[email protected]

mailto:[email protected]

http://www.raeson.dk

http://www.raeson.dk


Lørdag d.28/11 inviterer RÆSON for første gang til Årskonference om Politik, Medier, Net & Demokrati - hvor bloggere, chefredaktører, journalister, valgforskere, spindoktorer, pressemedarbejdere, netroots, IT-entreprenører, medieeksperter og politikere diskuterer demokrati, offentlighed, journalistik, mediemarked og kommunikation i lyset af de nye medier og samfundsudviklingen generelt. Der er plads til 600 deltagere; tanken er, at arrangementet bliver en årligt tilbagevendende begivenhed.

Programmet, der strækker sig fra 10-22, skifter mellem foredrag, interviews på scenen, debatter og dueller med 25 medvirkende, bl.a.:

- Lisbeth Knudsen, ansv. chefredaktør, Berlingske Tidende- Tøger Seidenfaden, ansv. chefredaktør, Politiken- Susanne Hegelund, chef for TV-Avisen- Henrik Dahl, sociolog og forfatter- Per Mikael Jensen, direktør for Metro- Leif Beck Fallesen, chefredaktør, Børsen

Praktisk:- Tilmelding: 1.000 kr.- Antallet af pladser er begrænset, reservér derfor i god tid- Frokost og aftensmad indgår ikke som en del af programmet; der holdes to pauser fra 12-13 og 17.30-19.30.

Forhåndstilmelding via: www.raeson.dk/konferencen2009.html

Nyt

fra

RÆ

SO

N

RÆSONs Årskonference

om Politik, Medier, Net og

Demokrati 28/11 2009



http://www.raeson.dk/konferencen2009.html

http://www.raeson.dk/konferencen2009.html


Lad mig først slå fast, at Danmark er blevet så utrolig rigt og trygt og retfærdigt på grund af traditionen for konsensus. På grund af traditionen for at deltage i foreninger. Og ikke mindst på grund af gammeldags dyder som flid og rettidig omhu. Der er ikke meget, vi isoleret kan gøre ved krisen. Men jeg håber ved Gud, at vi kan holde fast ved de gamle politiske traditioner. Ellers er Fanden løs.

Det har nu vist sig, at krisen ikke var en and, som jeg og flere andre i regeringen først troede. Derfor har vi allerede brugt en masse penge på at stimulere økonomien, og vi har tænkt os at bruge endnu flere. Men ingen Djævel aner, om det vil virke. Lad os nu se.

For ikke helt at tabe modet (eller valget) har vi tænkt os at se lidt nærmere på ungdomsledigheden. Den vil helt sikkert stige, specielt for de drønnerter, der ikke tager en uddannelse. Både min egen og et par af de forrige regeringer har uden held ønsket sig, at 95 procent af en ungdomsårgang tog en eller anden ungdomsuddannelse. Nu prøver vi én gang til.

Så vil jeg gerne lige oplæse et telegram fra DI. Jeg skulle hilse og sige, at lønnen skal ned og produktiviteten op. Nu går den simpelthen ikke længere. Og hvad skal S og SF’s syge idé om at hæve skatterne for de rige til for? De skal NED! Det burde enhver kunne sige sig selv. Men ellers skal vi med glæde gøre det én gang til.

En anden ting, DI har bedt mig berøre, er subsidier. Det er jo noget bras, og jeg skammer mig over at sige det. Men der kommer nok lidt målrettet erhvervsstøtte til grønne industrier. Ellers bliver vi totalt udkonkurreret af Kina og Indien. Nå. Grønt er kønt. Det synes de fleste. Så lad os se, om vi ikke kan slippe af sted med det i nogle år, i det mindste. Og så ikke mere fra DI.

Det vil jo blive valg før eller siden. Og sådan et kan man tabe med et brag, hvis folk får indtryk af, at velfærdsstaten ikke fungerer. Derfor vil vi bygge nogle store hospitaler der, hvor der bor mange mennesker. Og hente de syge, der har valgt at bo i ødemarken, med helikoptere eller noget andet smart. Bare rolig.

Af hensyn til marginalvælgerne bliver det op til valget også sådan, at vi vil tale lidt pænere om de offentligt ansatte. Så kan det være, at nogle af

dem stemmer på os. Måske kan man skære lidt ned på alle de regler, der følger af vores tanker om new public management samt – ikke at forglemme – vores egne hovsaløsninger. Men det er nu ikke så sandsynligt. Så skulle vi også indrømme, at vi har spildt halvandet årti på noget, der ikke duer. Det kan hverken jeg eller Socialdemokraterne gå med til. Men nu kigger vi på det. Sådan skal det heller ikke være.

Så har jeg også nogle telegrammer fra vores samarbejdspartnere. Dansk Folkeparti kunne tænke sig, at der virkelig bliver klasket til de kriminelle indvandrere. Så det bliver der. De konservative kan til gengæld deres Tony Blair. Det var ham, der sagde, at hans regering ville være tough on crime – and tough on the causes of crime. Så vi prøver også med lidt forebyggelse og den slags.

Jeg forestiller mig, at både oppositionen og dele af pressen vil falde over mig for dette. Men for det første har vi altså, som man kan se, lånt et koncept fra Tony Blair. Og for det andet bør man huske, at Dansk Folkepartis linje på mange måder har båret frugt. Det kan godt være, den ikke lyder køn i kulturradikale øren. Men helt ærligt: hvordan synes I selv, det gik, dengang I havde ansvaret? Så gider I ikke lige?

Klimakonferencen. Jeg orker næsten ikke mere. Siden jeg blev statsminister, har jeg rendt fra Herodes til Pilatus og snakket med alverdens mennesker om, hvad der vil kunne vedtages. Svært at blive klog på. Men tak til oppositionen for, at den ikke laver mere ballade, end jeg kan overse. Og lad os håbe og bede til, at der ikke kommer til at udspille sig skandaløse eller borgerkrigslignende scener i Københavns gader. Det ville ikke være til at bære.

Andre lortesager? Jo. Krigen i Afghanistan. Vorherre bevares. Og de fire forbehold, som Dansk Folkeparti overhovedet ikke vil diskutere. Heldigvis sejler alting i EU lige for tiden. Så gør fire forbehold fra eller til ikke så meget.

På Grønland og Færøerne har de valgt at sejle deres egen sø, selvom de selvfølgelig altid gerne vil have nogle penge. Tja. Det er ikke meget anderledes end at have teenagere, og derfor har jeg også en vis forståelse og overbærenhed.

GUD BEVARE DANMARK!

Folk

etin

get

s Å

bni

ng D

AN

MA

RK

7. o

kto

ber

200

9 FolketingetÅbningstale for DummiesKommentar af Henrik Dahl




”Løkke er ikke borgerlig i nogen forstand” - tre borgerlige kommentatorer om åbningstalenI sin første åbningstale lovede Lars Løkke Rasmussen mere velfærd og strammere retspolitik; nye sygehuse, afbureaukratisering og vækst. På den værdipolitiske front understregede han, at Danmark er skabt af folket og ikke af systemet, derfor skal staten nu have mere tillid til pædagoger, skolelærere og andre offentligt ansatte. Er Løkke hermed en kopi af Anders Fogh? Er hans politik borgerlig? Har han sat sig i respekt hos vælgerne og Folketinget? Og har han politiske projekter nok til det kommende folketingsår? RÆSON spørger tre borgerlige kommentatorer.

Af Nikolaj Vitting Hermann, daglig redaktør RÆSON

Pia Kjærsgaard har inden talen krævet, at statsministeren træder i karakter. Har han gjort det nu?

David Gress: Talen afslørede ingen ny Lars Løkke Rasmussen. For så vidt må Pia Kjærsgaard føle sig skuffet. Man kan kun spekulere om, hvad hun mente; det er vel nærliggende at tro, at hun efterlyste klare udmeldinger om indvandrerkriminalitet og ytringsfrihed. Lars Løkke berørte de emner, men på en blød og undvigende måde. Det er imidlertid illusorisk at kræve mere karakter (i den forstand) af Lars Løkke. Han er en typisk konsensussøgende dansk magthaver, ingen ildsjæl.

Martin Ågerup: Ja, i det omfang man kan træde i karakter blot ved at holde en tale. Løkke har klart markeret regeringens målsætninger på vigtige områder. Han har været lidt mindre klar med hensyn til, hvordan en række af disse mål skal nås, men sådan er det jo med åbningstaler.

Christian Bjørnskov: Næppe. Det er en ret neutral tale, der placerer sig midt i en borgerlig lejr, men ikke så borgerligt, at de fleste socialdemokrater ikke kan være enige i det meste.

Er statsministeren ambitiøs nok for det kommende år?

DG: Jævnfør det netop sagte. Talen er for så vidt vældigt ambitiøs - vi skal blandt andet have verdens bedste skoler og verdens bedste hospitaler - men det har vi ligesom hørt adskillige gange før. Ambitioner er billige for politikere. Man kan frygte, at han ingen anelse har om, hvordan de skulle indfries, og man kan frygte, at han egentlig er ret ligeglad, bare ordene lyder fine. Endelig må jeg som liberal sige, at politikere slet ikke skal være ambitiøse ift. at udvide formynderiet og statens magt, men derimod om at begrænse begge. Det er ikke tanker, der strejfer Lars Løkke. MÅ: Statsministeren har på flere områder sat endog meget ambitiøse mål. For eksempel målet om at ”erobre væksten tilbage”, som han udtrykker det, og kæmpe imod lav produktivitet og for forbedring af erhvervslivets konkurrenceevne. Det er en meget ambitiøs, men også en helt nødvendig målsætning. Siden 1997 er Danmark med hensyn til velstand dumpet ned ad ranglisten, fra en 6. til en 12. plads. OECD vurderer, at vi vil fortsætte med at have en af de laveste vækstrater overhovedet blandt de velstående lande. Skal vores vækst blot op på niveauet i det øvrige Skandinavien skal vi tredoble væksten i vores produktivitet og yderligere få flyttet 180.000 af de 1,9 mio., som er parkeret på passiv forsørgelse ud på arbejdsmarkedet. Det er

Folk

etin

get

s Å

bni

ng S

TAT

US

7. o

kto

ber




faktisk en meget ambitiøs opgave, som kræver betydelige reformer.

CB: På den ene side ja – i hans mål. På den anden side er han forbløffende uambitiøs, når det kommer til midlerne. Der er meget lidt konkret snak om reformer af det danske samfund.Lever han op til rollen som borgerlig statsminister?

DG: Lars Løkke er ikke borgerlig i nogen forstand, jeg kan forbinde med ordet. Så svaret er selvfølgelig nej. Men jeg kan nu heller ikke få øje på nogen anden dansk politiker i dag, man kan kalde borgerlig uden at tømme ordet for al mening. MÅ: Det var på mange måder en fin åbningstale, som også satte fokus på de skadelige effekter ved stigende skatter og farerne ved overdreven gældsætning under krisen.

CB: Det korte svar må være, at han lever lige så meget op til det, som Fogh gjorde. De to regeringspartier har befundet sig solidt på midten af dansk politik i mange år, hvilket også afspejles i åbningstalen.

Hvordan positionerer talen Løkke Rasmussen i forhold til Fogh Rasmussen?

DG: I indhold er de to i dag fuldkommen ens. Talen skal imidlertid overbevise midtervælgeren (en offentligt ansat kvinde) om, at Lars Løkke i hvert fald ikke vil slanke den offentlige sektor, således som mange desværre med urette frygtede, at Anders Fogh Rasmussen ville.

CB: Han positionerer sig som en rundere statsminister, der på overfladen er klar til at lægge mere initiativ ud til den enkelte.

Hvad synes at blive Løkke Rasmussens styrker og svagheder som statsminister?

DG: Hans styrke er den jævne, middelmådige folkelighed, han bestræber sig på at udstråle, og man må sige, det lykkes ham. Ingen vil finde på at beskylde ham for at tænke dybe tanker eller have visioner. Det danske politiske liv bevæger sig på et pænt sagt yderst beskedent idémæssigt og principielt plan. Det passer mange, tror jeg, ikke mindst embedsmændene, som er vore egentlige magthavere. Dermed har jeg også defineret hans svaghed. Han hverken kan eller vil rokke ved nogen af de dårligdomme, der er ved at gøre danskerne fattigere, dummere og mere utrygge.

MÅ: Jeg forholder mig til regeringens politik, ikke til dens medlemmers personlige styrker og svagheder.

CB: Løkke virker umiddelbart bedre til at lade sine ministre om at formulere politikken på de enkelte områder. Omvendt er det en indlysende svaghed, at han slet ikke åbner den pinligt nødvendige reformdebat, men blot fortsætter Claus Hjorts passive linje.

Løkke Rasmussen undskylder i talen, at regeringen har overbebyrdet de offentlige ansatte med regler og ikke haft tillid til deres virke. Markerer det et nybrud i regeringen ønske om kontrollere den offentlige sektors ydelser?

DG: Øregas. Godt nok sagde han, at nu skulle det være alvor med at tynde ud i regeltyranniet og nævnte endda et konkret forslag hertil. Jeg er foreløbig skeptisk. Ingen regering i nyere tid har været mere kontrolfikseret end den såkaldt borgerlige, og det bliver uhyre svært at lave om på, selv om Lars Løkke personligt måtte ønske det.

MÅ: Nej, ligeså længe jeg kan huske, har regeringer talt om at mindske kontrol og administrative byrder i den offentlige sektor. Der er imidlertid to vigtige grunde til den megen kontrol: for det første er mange ydelser skattefinansieret. Det betyder, at borgerne har et retskrav på ydelserne, og det skal derfor dokumenteres, at ydelserne er blevet leveret, og det er kommunens opgave som myndighed at kontrollere, at leverancen har fundet sted til den aftalte kvalitet. For det andet er der ikke i den offentlige sektor helt så mange naturlige incitamenter som i den private til at arbejde så effektivt som muligt. Derfor er det ønskeligt og ofte nødvendigt med mere kontrol. Man kan sige, at tillid er godt, kontrol er bedre, men incitamenter er bedst.

CB: Udmeldingen markerer i en vis forstand et brud med mange års kontrolfokus. Man mangler blot at se, om der følger incitamenter med, hvis man vælger at slække detailkontrollen.

Statsministeren understregede, at "vi - det danske folk" har skabt Danmark. At det er ingeniøren, håndværkeren, skolelæren og den frivillige, der har gjort Danmark til, hvad det er i dag. Hvordan skal man forstå denne udmelding fra statsministeren?

DG: Det var det bedste i talen. Igen billige ord, kan man sige, men dog med et centralt borgerligt budskab: Velstand og uddannelse kommer ikke fra staten, men fra borgerne. Man kunne godt have




ønsket en klarere tale om, at staten kan blive en møllesten om halsen på de opfindsomme og produktive, men som sagt, meget bør man ikke forvente.

MÅ: Det er en fremragende værdipolitisk melding, som jeg straks lagde ud på min Facebook-side. Hvis jeg skal udlægge den, skal den forstås sådan, at man ikke skal overvurdere, hvad politikere kan gøre. Det er ikke politikerne, der har skabt Danmark, og vi er ikke velstående på grund af politikerne. Politikere kan kun flytte rundt på velstand, ikke skabe den. De bør koncentrere sig om at skabe rammevilkårene for, at borgerne selv kan tage ansvar, uddanne sig, opdrage deres børn osv. Og det handler primært om at gå mindst muligt i vejen for borgerne: undgå høje skatter, regulering og love og regler, som kvæler det fri initiativ.

CB: Det er et af de få svagt ideologiske elementer i talen, der sandsynligvis skal forstås som et brud med mange års retorik, hvori det var det danske ”samfund” – underforstået velfærdsstaten – der skabte danskerne. På dette punkt vender Løkke tilbage til en mere borgerlig tone, omend det er en udmelding, som sandsynligvis nyder bred opbakning selv langt ind på venstrefløjen.

David Gress, ph.d. i historie i1981, samfundsdebattør og forfatter af bl.a. "Demokrati eller?" (1978), "A History of West Germany" (1993), "From Plato to NATO" (1998) og "Velstandens kilder" (2007).

Martin Ågerup er direktør i tænketanken CEPOS og forfatter til bøgerne ”Dommedag er aflyst” (1998), ”Enerne” (2001) og ”Den retfærdige ulighed” (2007). Han har tidligere blandt andet arbejdet i konsulentbranchen og på Instituttet for Fremtidsforskning. Martin Ågerup er MA i økonomi fra universitetet i Exeter og Bachelor og Science i økonomi og økonomisk historie fra universitetet i Bristol.

Christian Bjørnskov er lektor i nationaløkonomi ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet med fokus på politisk økonomi. Han er også redaktør af bloggen Punditokraterne.dk




Under Folketingets åbningsgudstjeneste havde tre folketingsmedlemmer indbudt til debatmøde i Proviantgården med oplæg fra Tøger Seidenfaden og Martin Krasnik.

Reportage af Lisbeth Vasiljev, freelance-journalist

PÅ Folketingets åbningsdag er det traditionen, at politikerne kl.10 – inden åbningstalen – deltager i en gudstjeneste i Christiansholms Slotskirke. I går sang de med på Nu vågner alle Guds fugle små, Til himlene rækker din miskundhed, Gud og Hil dig, Frelser og Forsoner! Men en gruppe af oppositionspolitikere havde slået sig ned i Proviantgårdens lokaler og inviteret Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden og Weekendavisens Martin Krasnik til at holde oplæg. “Du kan godt kalde det et protestmøde. Håbet er på længere sigt, at der slet ikke bliver afholdt gudstjeneste,” havde Simon Emil Ammitzbøll (LA) fortalt Berlingske Tidende. Initiativet til mødet har han taget sammen med Anne Marie Geisler Andersen (R) og Kamal Qureshi (SF) – og meningen er, at der hvert år under gudstjenesten skal indkaldes til et møde (med skiftende temaer). Med på debatmødet var 30-40 deltagende Christiansborg-medarbejdere, politikere, studerende og andre interesserede.

”Når folk enten taler om eller forsvarer religion og religiøse dogmer, så daler det intellektuelle niveau meget, meget hurtigt hos ellers normalt virkeligt begavede mennesker,” åbnede Martin Krasnik mødet. Han kritiserede det, han mener, er de to hovedargumenter for åbningsgudstjenesten: ”Det har vi altid gjort” – og ”Sådan højtideligholder vi vigtige begivenheder i Danmark”. Og kaldte det for intellektuel dovenskab og et dovent hykleri på Slotsholmen. Krasnik henviste til USA, hvor man i forfatningen har adskilt stat og kirke i en wall of separation, hvor det står meget klart, at staten ikke må støtte en bestemt religion over andre. Modsat den danske model, hvor folkekirken er statsunderstøttet og indskrevet i grundloven – hvorfor en dansk adskillelsesvæg kræver en grundlovsændring. Simon Emil Ammitzbøll og Kamal Qureshi støttede op om disse grundlæggende argumenter. Helt enig var Tøger Seidenfaden, der ellers ofte er hans debatmodstander:”Jeg kan berolige med, at det meste af den enighed, jeg har med Martin Krasnik, fylder cirka den første side af mit

manuskript”. Hans indlæg handlede blandt andet om, at det var kirkeministeren og ministeriet – og altså politiker- og embedsstanden – i Danmark, der løste religiøse konflikter, fra de organisatoriske til teologiske og liturgiske spørgsmål. Her mindede han om Thorkild Grosbøll – præsten, der hævdede ikke at tro på en skabende gud – hvor Bertel Haarder i egenskab af kirkeminister måtte gå ind som en ’lutheransk pave’ og løse konflikten for at forhindre en fyringssag. Men i modsætning til Krasnik ser Seidenfaden dog den største trussel som værende ikke den religiøse, men den undertiden meget voldsomt artikulerede sekularisme, som udviser intellektuel intolerance over for religionerne. En aggressiv undertrykkelse af religionen finder man efter hans mening i lovgivningen imod religiøse symboler i det offentlige rum. En sekularisme, som blandt andet har været gennemtrumfet i Tyrkiet.

I salen sad også imam Abdul Wahid Pedersen, der ikke uventet henviste til Muhammed-krisen. Han kunne tilslutte sig Seidenfadens indlæg om intolerance: ”Den største udfordring, (…) ser vi ikke [i hinandens religiøse miljøer], men hos den galopperende anti-religiøsitet og nærmest hadefulde retorik i forhold til religionen.” Det undrer Abdul Wahid Pedersen, at Martin Krasnik ikke kunne få øje på det som repræsentant for, hvad Wahid anser for at være en meget hård sekularistisk linje og direkte mobning. For i imamens optik er de meget brugte udtryk om ”hån, spot og latterliggørelse” netop mobning.

AF politiske reaktioner på dagens alternative folketingsåbning og debatmøde var blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussens på spørgsmålet om den kirkelige åbning overhovedet hører hjemme i et moderne, demokratisk samfund: ”Jeg elsker at komme i kirke, og jeg synes, at det er en rigtigt god måde at starte folketingets arbejdsår på.” Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, var også repræsenteret ved Pia Kjærsgaard som gæst ved åbningsgudstjenesten i Slotskirken og svarede på det alternative møde i Provianthuset også på spørgsmålet om, hvorfor

Folk

etin

get

s Å

bni

ng D

AN

MA

RK

7.

Kirken ud af folketinget




den kirkelige handling skal indgå i et moderne demokrati: ”Jeg har været medlem af Folketinget i 25 år, og jeg har været med hver evige eneste gang, og jeg synes, at det er en rigtigt god tradition. Og fordi vi lever i et kristent samfund,” sagde hun.

Det Radikale Venstres Margrethe Vestager deltog i åbningsgudstjenesten i Christiansborg Slotskirke og var i denne sammenhæng enig med Pia Kjærsgaard. Også muslimske, nu konservative, Naser Khader fandt den kristne åbning for en god tradition og kaldte det alternative debatmøde for en provokation. Sammenfattende faldt de politiske kommentarer nogenlunde ud, som Martin Krasnik indledte dagens debatmøde med: Tradition og højtideligholdelse.

De samme argumenter kom fra Folketingets 2. næstformand i præsidiet, Søren Espersen, der tog imod regentparret og kronprinseparret ved ankomsten til Christiansborg. Når Dansk Folkeparti nu ønsker at holde islam ude af det offentlige rum – skulle kristendommen så ikke også ud?

”Nej, det skulle den sørenspilleme ikke. Folkekirken har en særstatus i Danmark og understøttes af grundlovens paragraf fire. Vi har en sekulær stat nu. Men at folketingsmedlemmer skulle stå og sværge på Biblen, som man gør i USA, ville jeg være stærk modstander af ”.

Han slår fast:”I et moderne samfund hører kristendommen slet ikke hjemme. Det gør kongehuset heller ikke. Men det er kontinuiteten i det danske samfund, som man har bygget på i tusind år.”




!"#$%&'()$*+*,-.-/00,*12/,*34




DER lød et lettelsens suk, da det endelige resultat tikkede ind lørdag: ikke færre end 67,1 % af irerne stemte ja til den let reviderede version af Lissabontraktaten. Der er endnu et par forhindringer på vejen mod, at traktaten bliver endeligt ratificeret, men alle kvalificerede bud lyder på, at de kan overkommes. Den polske præsident Lech Kaczynski har endnu ikke underskrevet traktaten, selvom den er ratificeret i det polske parlament. Men han har sagt, at han vil gøre det, hvis irerne stemte ja. Så nu må han gå den tunge gang og underskrive traktaten. Mere usikre er meldingerne fra Prag. Ligesom i Polen har det tjekkiske parlament ratificeret traktaten, men præsident Václav Klaus vil ikke skrive under. Senest har en gruppe senatorer anlagt (endnu) en sag ved den tjekkiske forfatningsdomstol. Det er svært at vide, hvor lang tid sådan en sag vil tage, hvis den da overhovedet bliver taget op af forfatningsdomstolen, men realpolitisk bliver Lissabontraktaten anset for at være i hus. Det er kun et spørgsmål om tid og diskret politisk pres på Klaus, før traktaten er endeligt ratificeret i alle EU’s 27 medlemslande.

Det har været en lang og sej kamp at få Lissabon ratificeret i alle EU’s medlemslande, og udfaldet har langt fra været sikkert. Næste fase bliver ikke mindre kompliceret. Det er tid til at afklare, hvem der skal have de nye poster der skabes med Lissabontraktaten, og ikke mindre vigtigt, hvad de nye spillere skal lave.

Selvom Lissabontraktaten langtfra er kortfattet, er der en del væsentlige ting, der ikke er blevet afklaret i selve teksten. Fx netop med hensyn til to af de helt væsentlige nyskabelser i traktaten: den højtstående repræsentant for EU i udenrigs- og sikkerhedspolitikken (EU’s

udenrigsminister) og det Europæiske Råds formand (EU’s permanente formand). Hvad skal de lave? Hvem skal de referere til? Hvilke ressourcer vil de få tildelt? Desuden spørger mange sig selv i disse dage: hvem bliver det Personspørgsmål er selvfølgelig altid interessante i politik, men i dette tilfælde er det også vigtigt, fordi de to udvalgte personer kommer til at sætte rammerne for, hvordan fremtidige formænd og udenrigsministre skal arbejde, og hvilke opgaver de kan/skal løfte. Samtidig skal topposterne i EU helst besættes, så de reflekterer EU’s diversitet. Ideelt set skulle den nye formand være kvinde, skandinav, socialdemokrat og tale flydende fransk!

Formanden: rockstjerne eller kompromismager? Den faste formand vælges af et flertal af EU’s stats- og regeringschefer for 2 ½ år. På papiret får han ikke travlt. Han, og det bliver højst sandsynligt en mand, skal sidde for bordenden, når stats- og regeringscheferne mødes en gang hvert halve år. Hvad formanden ellers skal få sin tid til at gå med, er uklart. Det er ikke nogen holdbar løsning. Politikere af den kaliber er typisk ikke så glade for at sidde med hænderne i skødet. Og hvis han er tilstrækkeligt om sig – i forsøget på at skabe nye opgaver til posten - er der åbenlyse muligheder for konflikter. Både Kommissionens formand, den nye udenrigsminister og det land, der har det roterende formandskab for EU, bejler til de samme opgaver:Det kunne fx være at repræsentere EU i G8/G20. Det roterende EU-formandskab har været en kærkommen lejlighed for mindre EU-landes ledere til at træde ind på verdensscenen og optræde offentligt sammen med

Folk

etin

get

s Å

bni

ng D

AN

MA

RK

7. o

kto

ber

200

9 Irernes ja starter magtkamp om topposter i EUI fredags stemte irerne ja til Lissabon: nu begynder en længe ventet og længe forberedt magtkamp om de nye topposter, som oprettes med traktaten. Den nye ’udenrigsminister’ og den nye formand bliver særligt vigtige, fordi de to udvalgte personer her kommer til at sætte rammerne for, hvordan deres efterfølgere skal arbejde – og hvilke opgaver de kan/skal løfte. Og bliver så stærk en mand som Tony Blair EU’s nye formand vil det ikke kunne undgå at få betydning for magtbalancen mellem Bruxelles og medlemslandene.

Af Caroline Howard Grøn, ph.d.-stipendiat




fx den amerikanske præsident. Men hvad betyder Lissabon? Skal EU sende både kommissionsformanden, udenrigsministeren og den permanente formand samt en repræsentant for det land, der besidder det roterende formandskab? I så fald bliver der trængsel på talerstolen. Og hvem der skal modtage udenlandske statsoverhoveder på besøg i Bruxelles? Kampen kommer formentlig til at stå fra ’hus til hus’ - dvs. fra statsbesøg til statsbesøg.

Sidst men ikke mindst bliver det afgørende, hvilke ressourcer formanden får til sin rådighed. Vil han få sit eget sekretariat - der er stort nok til, at han kan påvirke dagsordenen - eller må han nøjes med at benytte de ressourcer, der er til rådighed i Ministerrådets sekretariat og så i øvrigt gå tiggergang hos medlemslandene? Den tradition, der etableres under den første formand får stor betydning for fremtidige formænd, og her spiller kandidatens attitude og personlighed en væsentlig rolle.

Der tegner sig et billede af to spidskandidater samt et antal outsiders til. De to spidskandidater har ret forskellige profiler og kan derfor forventes at ville bruge forskellige løsninger på de nævnte dilemmaer. Tony Blair, tidligere britisk premierminister, og den nuværende hollandske premierminister, Jan Peter Balkenende ser ud til at føre feltet. De er begge fra Nordeuropa, hvilket er et plus, fordi kommissionsformand Barroso er fra Sydeuropa. Blair er tilmed socialdemokrat, i modsætning til Barroso, der er borgerlig, men på minussiden tæller det, at han ikke kommer fra et af eurolandene.

Den væsentligste forskel på de to kandidater er imidlertid deres attitude. Blair er en politisk rockstjerne. Han har en lang succesfuld karriere bag sig og er i sig selv et internationalt brand. Balkenende er langt mindre kendt og har ry for at være konsensussøgende. Hvor Blair formentlig vil gå forholdsvist aggressivt til værks for at skabe en stærk præsidentpost, vil Balkenende forventes at arbejde mere diskret på de indre linjer – med tysk støtte, hvilket er væsentligt. De to kandidater byder altså også på forskellige konfliktniveauer.

Valget kommer også til at have konsekvenser for Barroso. Han er på den ene side interesseret i en stærk og markant formand for EU, men samtidig må han bekymre sig lidt om udsigterne til at få Blair som med/modspiller i Bruxelles. Bliver det Blair, får Barroso kamp til stregen om de opgaver, som de begge kunne have interesse i. Det betyder ikke, at Balkenede vil være en nikkedukke, men kampen vil sikkert ikke blive lige så åbenlys. For stats- og regningscheferne ville Blair være en fordel – hvis hans udnævnelse betød at der kunne flyttes magt fra Kommissionen til

Ministerrådet - men samtidig er der sikkert mange, der bekymrer sig om i hvor høj grad Blair vil være et ’løsgående missil’.

Udenrigsministeren: old eller new Europe? Der bliver konflikt om at repræsentere EU udadtil. Og den kommende udenrigsminister må også tage kampen op, hvis ikke vedkommende vil køres ud på et sidespor. Ud over at skulle forholde sig til EU’s formand kommer udenrigsministeren også til at stå over for en anden udfordring. Jobbet er nemlig en sammensmeltning af to nuværende stillinger: posten som EU’s Høje Repræsentant for Sikkerheds- og Udenrigspolitik, som pt. varetages af Javier Solana, og posten som kommissær for Eksterne Forbindelser og den Europæiske Naboskabspolitik, pt. Benita Ferrero-Waldner. Den gode nyhed for den kommende udenrigsminister er, at han eller hun ikke skal konkurrere med en anden om at være EU’s udenrigsminister. Men den dårlige nyhed er, at vedkommende både skal sidde for bordenden, når EU’s udenrigsministre mødes og samtidig være næstformand i Kommissionen. Umiddelbart skulle man ikke tro, at det var en dårlig nyhed. Det giver de bedste muligheder for koordination mellem de to organer, og hvad kan udenrigsministeren ønske sig mere? Svaret er enkelt: at vide, hvor hans loyalitet skal ligge! Helt grundlæggende varetager Kommissionen og Ministerrådet to forskellige interesser i EU-samarbejdet. Kommissionen varetager fællesskabets interesse, og medlemslandene varetager deres egne, i Ministerrådet. Dertil kommer, at de enheder, der i dag arbejder for Solana, organisatorisk skal slås sammen med de generaldirektorater i Kommissionen, der arbejder med udenrigspolitik. Tilsammen skal de udgøre én EU-udenrigstjeneste. I sig selv er det en svær organisatorisk øvelse.

Hvis udenrigsministeren får succes med både at være en dygtig formand på møderne mellem landenes udenrigsministre og samtidig en effektiv næstformand i Kommissionen, må man tage hatten af for ham. Det ville virkelig være en diplomatisk bedrift! Det er dog mere sandsynligt, at den kommende udenrigsminister vil blive tynget af at befinde sig i et konstant krydspres mellem de to institutioner.

Flere kandidater er i spil til obbet. Hvem der får det vil formentlig delvist blive afgjort af, hvem der får formandsposten, for at sikre bred repræsentation. Men samtidig er der væsentlige politiske spørgsmål, der spiller ind. Det udenrigspolitiske område er et af de mest kontroversielle i EU-samarbejdet. Det viste sig ikke mindst i 2003 i forbindelse med den




amerikanske invasion af Irak. Med Anders Fogh-Rasmussen som yderst USA-venlig NATO generalsekretær kan det godt være, at de mindre-atlantisk-orienterede lande i EU gerne vil sikre sig en udenrigsminister, der ikke er helt så pro-amerikansk. Det kan fx blive et problem for Storbritanniens tidligere EU -kommissær Chris Patten og en fordel for den tyske oppositionsleder Frank-Walter Steinmeier, der samtidig får point for at være socialdemokrat. Men Steinmeier må forventes at være uspiselig for dele af stats- og regeringscheferne, ikke mindst på grund af udtalelser efter Irlands første Lissabon-afstemning, i der gik i retning af at smide Irland ud af Unionen.

Den rigtige kandidatDet er altså langt fra let at finde de to rigtige personer. Stats- og regeringscheferne kan ikke klone den perfekte kandidat, og må derfor acceptere et kompromis. Som så ofte før er der en vis sandsynlighed for, at de kandidater, der har været længe på banen, når at blive slidt op, inden de kan blive udnævnt, og en ’dark horse’ løber med posten, som fx Barroso gjorde i 2004. Men lige meget hvem der får posten, tænker stats- og regeringscheferne også på, at udnævnelsen formentlig vil påvirke postens udformning mange år fremover. Traktaten er nu næsten i hus, men spillet om at udfylde dens rammer er først lige gået i gang.

Caroline Howard Grøn er ph.d.-stipendiat ved Center for Europæisk Politik, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, hvor hun er ved at færdiggøre sin ph.d. om Europa-Kommissionen.




I denne uge er den indenrigspolitiske situation i Tyrkiet blevet særligt anspændt. Erdogan-regeringens nye forsoningsudspil over for landets kurdiske befolkning mødes med stærk kritik af højrenationalisterne. Erdogan vil forandre Tyrkiet så meget, at landet kan blive medlem af EU. Men kritikerne mener, udspillet truer både Tyrkiets sikkerhed og suverænitet. Af Tarek Omar, studerende

”LYKKELIG er den, der kan kalde sig tyrker”, lyder det tyrkiske nationalslogan, som står skrevet med stort på mange offentlige bygninger og kulturcentre i Tyrkiet. Nationalsloganet refererer til den kemalistiske nationalbevægelse, som arbejdede for et fælles dominerende og homogent tyrkisk folkeslag – og stadig gør det. Men omfatter lykken også landets minoritetsgrupper, fx kurderne? I erkendelse af problemerne her har AKP, det konservative regeringsparti, præsenteret et ”normaliseringsudspil”,, som skal udligne forskellene mellem det kurdiske folkeslag og tyrkerne. Det tyrkiske parlament er splittet i to lejre, med de konservative islamistiske kræfter på den ene side – og nationalisterne på den anden. Udspillet møder markant modstand fra de to oppositionspartier MHP (det nationaltyrkiske parti) og CHP(de republikanske kemalister, der betegner sig selv som de ”tyrkiske socialdemokrater”). ”Regeringen tager et uansvarligt skridt ved at foreslå det kurdiske initiativ, som vil få fatale konsekvenser for Tyrkiets suverænitet og fællesskab. Vi tillader ingen at bringe sådan noget terror til forhandlingsbordet”, sagde MHP-lederen Devlet Bahcheli den 15. august til det tyrkiske tidsskrift Hürriyet. Onsdag den 30. september svarede premierminister Recep Tayyip Erdogan fra AKP tilbage på tyrkisk national-tv og pointerede flere gange nødvendigheden af det kurdiske initiativ: ”Regeringspartiet ønsker at stoppe al den had mellem landets kurdiske og tyrkiske brødre. Vi ønsker, at folk skal have eksamensbeviser i hånden – ikke våben. Vi spilder alt for mange gode ressourcer på det. Dette udspil vil ikke, som MHP og CHP har påstået, skabe suverænitetsproblemer for tyrkerne. Vi skal ikke udnytte denne mulighed til at vinde stemmer og tænke politisk – lad os bruge den konstruktivt til at forstå situationens alvor”, insisterede premierminister Erdogan.

DET kurdiske initiativ, som AKP har udlagt, skal ifølge lektor og ph.d. Mehmet Ümit Necef, fra Mellemøststudier ved Syddansk Universitet

opfattes som et indenrigspolitisk træk, der er funderet i både regionalpolitiske og internationale overvejelser. ”Der er flere politiske grunde til, at AKP netop vælger at fremlægge sådan et bud. Først og fremmest er det en falliterklæring for den nationalistiske kurderpolitik, som Tyrkiet har ført siden nationalstatens dannelse i 1923. Den har spillet fallit: Landet er endt i en regulær borgerkrig. Dette har ikke kun trættet civilbefolkningen – men i den grad også den politiske elite og bureaukratiet, hvilket har vist, at undertrykkelsespolitikken ikke har holdt”, udtaler Necef og fortsætter. ”Det kurdiske initiativ skal også ses i lyset af det kurdiske ”selvstyre” i Nordirak og det tyrkiske [håb om] medlemskab i EU. I forhold til det kurdiske selvstyre i Irak, har det forstærket kurdernes internationale legitimitet gevaldigt, at det internationale samfund anerkender den kurdiske stat. Det er meget svært for et NATO-land som Tyrkiet at opretholde en stram kurderpolitik, samtidig med at verdenssamfundet anerkender deres de-facto-selvstændighed. Endeligt er der EU, som gang på gang har stillet kurder-kravet, som en af de væsentligste for et fremtidigt tyrkisk medlemskab. Det er klart AKP´s drivende motiv. Hvem vil optage et land i borgerkrig i et større økonomisk fællesskab?”, spørger Mehmet Ümit Necef.29/8 2009bragte Turkish Weekly News en spørgeundersøgelse med 10.577 deltagere. Resultaterne peger alle i en retning: Et overvældende flertal på 69,9 procent stemte for AKP´s kurdiske initiativ. Et resultat, som har fået højrenationalisterne til at reagere kraftigt og fordømme undersøgelsen. Ifølge Necef kan det gå begge veje:”Enten går denne kurdiske åbning rigtig godt – og dermed vil den generere flere stemmer til regeringspartiet AKP, hvad der på sigt vil øge chancen for EU-medlemskab. Men det kan også gå modsatte vej – at initiativet vil ende med at styrke den højrenationale opposition og derved mindske Tyrkiets muligheder for at komme med i EU.”

VE

RD

EN

7. o

kto

ber

200

9 Tyrkiet Er kurderne nøglen til EU?




På Labours årlige kongress i sidste uge drejede Gordon Brown sit parti mod midten - med løfter om strammere socialpolitik og ny valglov. Dermed har Brown indtaget den position, han selv kritiserede hos Blair. I denne uge holder de konservative så deres kongres, hvor det altoverskyggende emne, til partileder Camerons store fortrydelse, er blevet irernes ja til Lissabontraktaten. For partimedlemmerne kræver folkeafstemning, mens Cameron forsøger at undgå splittelse på spørgsmålet.Af Kristian Bøg

SIDSTE UGE - LABOUR. Gordon Brown gik i sidste uge på talerstolen for at holde sin tale på Labours landsmøde i Brighton. En tale, der måske kan blive hans sidste tale til Labour som formand for partiet. Meningsmålingerne er konsekvent imod Labour, der har den laveste opbakning nogensinde med kun 24 % og partiet er splittet om fremtiden. Men Brown virkede upåvirket af den enorme mistillid til ham og holdt en tale, der manede alle rygter om, at han ville trække sig pga. sygdom, i jorden. Med en entusiasme og styrke, der virkede uvant for en mand kendt som “tør” og “kedelig”, talte Gordon Brown i en time om sine visioner for fremtidens Labour. Han startede med atrose partiet og fremhæve de seneste succeseer – nationaliseringen af Northern Rock i 2008, bankpakker og statsstøtte til 200.000 familier, så de ikke ville miste deres hjem. Kritikken af det konservative parti faldt også hårdt og kontant: Kun ét parti mente, at det var bedst ikke at gøre noget. Kun ét parti tog alle de forkerte beslutninger - om Northern Rock, om jobs, om Europa osv. Brown kritiserede den konservative leder David Camerons populistiske branding og opfordrede til at vurdere et parti ud fra dets dømmekraft, ikke kvaliteten af dets marketing. Han talte om Thatcherårenes “spildte generation” [wasted generation] og understregede "The only thing about their policy that is consistent is that they are consistently wrong." Efter denne opvarmning introducerede han sin vision for fremtiden. En vision om en

stærkere socialpolitik – hvor han bl.a. vil straffe asocial adfærd vha. bindende kontrakter med forældrene til børn, der har udvist såkaldt ‘asocial adfærd’. Familierne mister retten til sociale ydelser, hvis de ikke indvilger i at modtage støtte til at forbedre deres evner som forældre. Et meget hårdt og kontant forslag fra en socialdemokrat. Mere i tråd med traditionel socialdemokratisk politik lover Gordon Brown de fattigeste familier ti timers gratis børnepasning om ugen, og pensionisterne stilles i udsigt at der skal indføres en ny National Care Service, dvs. gratis ældrepleje og hjemmehjælp. At det næppe vil finde sted inden for de næste fem år - og at det sandsynligvis vil ske på bekostning af de mere velstillede i samfundet - nævnte premierministeren ikke noget om. På den finansielle front truer Gordon Brown bankerne på deres bonusordninger, ligesom medlemmer af parlamentet, der stikker hånden for dybt i tilskudskassen, skal kunne smides ud. Forslagene afspejler direkte de ønsker og krav, en række målinger tillægger vælgerne – især er de, efter en række skandaler i foråret, optaget af grådighed og korruption i det politiske system. Vælgerne vil ifølge målingerne også gerne se en indsats mod kriminel og asocial adfærd – alle de traditionelle tegn på, at verden er gået af lave. Derfor vil tiltagene også for mange give deja vu-følelser til oppositionsleder David Cameron, der beskrev konsekvenserne af Labours politik på den måde, at England idag er et "broken society" - itugået, ødelagt. Specielt i forslagene om straf til

VE

RD

EN

7. o

kto

ber

200

9 StorbritannienBrown går mod midten – Cameron udfordres af Irlands ja




politikere, der har lommerne lidt for fulde af andres penge, er der sammenfald mellem Labour og de konservative. Talen markerer en tilbagegang til det midtsøgende program, Tony Blair effektivt brugte i sin regeringsperiode, men som Gordon Brown oprindeligt fandt for hårdt.

Den største overraskelse i talen kom til sidst. Der skal gennemføres en reform af selve valgprocessen i England. Blair lovede det samme, da han gik til valg i 1997, men gennemførte det aldrig - til stor skuffelse for de Liberale, der havde støttet Blair. Hvis Gordon Brown holder sit ord, vil det betyde en overgang til et alternativt valgsystem, hvor en kandidat skal have mere end halvdelen af stemmerne for at komme i parlamentet. Hvis en MP'er findes skyldig i korruption, vil vælgerne have magten til at sparke ham ud. Derudover vil Brown reformere og demokratisere overhuset, the House of Lords, ved at fjerne arveprincippet, hvor medlemmerne bliver valgt ind på baggrund af deres status i samfundet. Den konservative leder David Cameron har tidligere markedsført sig selv som en fornyer for sit parti, ved at flytte fokus til miljøet og socialpolitik. Gordon Brown prøver nu – med parlamentsændringerne - at fremstå som en endnu større reformator. Det er et træk, der kan komme ham til fordel, hvis han vælger at gennemføre sin ambitiøse reform. Mange valgkredse lider under, at politikere kan blive valgt ind i parlamentet med under 50% af stemmerne. Det skaber vælgerapati - og mange har følt, at det nuværende system marginaliserede og satte mindre partier uden for indflydelse. Men de konservative stiller sig stædigt i opposition til forslaget, da de mener, at det nuværende system skaber stabile regeringer. Formålet med talen var dels at vise at Labour har en fremtidsvision; dels fremhæve, at han – Brown – har ført England sikkert gennem finanskrisen, og endelig: at han forstår vælgernes frustrationer over kriminalitet, bankernes grådighed og korruption. De konservatives første reaktion har været kølig: talen sammenlignes med en lang ønskeliste uden prismærker. Den er visionsløs, papirtynd omkring engagementet i Afghanistan, blottet for selvransagnelse over tidligere fejltagelser og en besættelse af de konservative, mener partiet selv ifølge the Guardian. David Cameron selv har ikke kommenteret talen direkte, men har som en optakt til de konservatives landsmøde, der startede igår udtalt, at han ønsker massive forandringer i England. Der skal gennemføres en "Get Britain Working"-plan, som vil blive afsløret på det konservatives landsmøde. En plan, der skal skabe

flere jobs og skabe aktivitet i byggeriet og flere investeringer. Cameron lover også en "radical reform", der skal give magten tilbage til vælgerne. Kampen om hvem der kan love de største reformer er skudt igang. Tabloidavisen The Sun – Englands største – uddelte dagen efter Brown’s tale et hårdt slag mod Labour, da den udkom med en forside prydet af ordene: "Labour's lost it!". Avisen, der ejes af mediemogulen Rupert Murdoch, som siden 1997 har støttet Labour, har nu afsvoret dem til fordel for de konservative. Dét er et alvorligt knæk for det politiske initiativ, Gordon Brown forsøger at genvinde. Men medlemmerne af partiet deler ikke The Suns skepsis. Selv udenrigsminister David Miliband, den mest prominente kandidat til at overtage formandsposten efter Gordon Brown, kaldte talen for glimrende og fastslog:"I think Gordon found his true voice". Miliband har ellers været en af de højest råbende fortalere for, at Gordon Brown skulle gå af. Noget kunne derfor tyde på, at Miliband ikke vil være formand for et parti, der forventer et valgnederlag. Browns retorik var ellers stærk: "Because we are the Labour Party and our abiding duty is to stand. And fight. And win. And serve." Ifølge The Guardian var en af de delegerede så rørt over talen, at han rejste sig – fra sin kørestol – for at give en stående applaus. Spørgsmålet er, om også vælgerne vil tage godt imod de nye tiltag, eller om talen kun er en moral booster for Labours egne medlemmer. Gordon Brown kan muligvis helbrede de syge, men at vinde valget vil kræve et større mirakel.

DENNGE UGE – DE KONSERVATIVE. Da David Cameron ankom til de konservatives landsmøde i Manchester tidligt mandag d. 5 oktober var dagsordenen ikke som ventet Gordon Brown og hans store fiaskoer. Der er en langt større trussel mod England – EU. Irlands ja til Lissabon har spredt skræk og rædsel blandt eu-skeptikere i partiet. Frygt, ikke kun for et stærkere EU, men frygten for, at Tony Blair kunne blive den første EU-præsident! Fra talerstolen krævede Londons borgmester Boris Johnson at Cameron skal udskrive en folkeafstemning om Lissabontraktaten i sin første regeringsperiode. En folkeafstemning, der med hans egne ord skulle give vælgerne chancen for at blokere Tony Blairs vej til EU-præsidentskabet. Cameron selv, der tidligere i år kæmpede for en folkeafstemning om Lissabon-traktaten, har imidlertid foretaget en 180 graders vending på spørgsmålet og vil ikke længere tage det op til folkeafstemning. I stedet vil en




konservativ regering under et nyt styrket EU kræve mere magt på de nationale områder. Når David Cameron selv indtager talerstolen i morgen, torsdag, vil han være en mand dybt frustreret over, at landsmødet skal domineres af EU og ikke hans nye store planer for arbejdsmarkedet og for en velfærdsreform. David Cameron har forsøgt at flytte fokus tilbage ved at afsløre bidder af sine store reformplaner op til landsmødet. Abstrakte overskrifter som "Economic power into people's hands" og "Get Britain Working" refererer blot til nogle af forslagene. På næsten magisk vis er det faktisk lykkedes Cameron at holde spørgsmålet om en folkeafstemning væk fra avisforsiderne.: at kræve pensionsalderen hævet til 66 over de næste ti år er ihvertfald en måde at fjerne fokus. Med så spændende og fikst navngivnende oplæg som "Rebuilding our broken economy", "Mending our broken society" og "Fixing our broken politics" kan det måske lykkes for Cameron og hans skyggeministre at trække fokus tilbage til hvad de mener er vigtigt. Cameron ved også, at hans tale henvender sig til et parti, der er dybt delt over EU. Hans første mission: at samle partiet for ikke at opleve den samme splittelse, der næsten rev partiet i stykker under Margaret Thatcher og John Mayor. Der skal opnås enighed om EU.




Dan Jørgensen: De borgerliges klima-bedragEn ny klimaaftale er afhængig af EU, og EU er afhængig af højrefløjen. Men reelt er de borgerlige partier ikke spor mere miljøvenlige nu end før: De har blot anerkendt, at det ikke længere er smart offentligt at opponere imod en ambitiøs klimapolitik og så satser de ensidigt på at markedskræfterne nok skal løse problemerne jf. Jens Rohde i forrige nummer af RÆSONs Ugemangasin.Af Dan Jørgensen (MEP, S)

DET hele handler om at få en aftale som er ambitiøs nok til at holde den globale opvarmning under 2°C sammenlignet med temperaturen før industrialiseringen. For at nå det mål skal verdens industrialiserede lande – ifølge FN's klimapanel – reducere udledningen af CO2 med mellem 25-40 % inden 2020 (i forhold til 1990-niveau). Mindst!

Men det bliver svært. Diskussionerne ved klimatopmødet kommer til at handle om, præcist hvor meget og hvornår de forskellige lande og grupperinger af lande skal reducere deres forurening. Desuden skal der penge på bordet. Verdens fattigste lande har brug for hjælp til at betale for den grønne omlægning. Ligesom det bliver dyrt at dæmme op for de konsekvenser af klimaforandringerne, som vi kun lige har set begyndelsen på.

Tre spillere har nøglepositioner i forhandlingerne – De tre aktører, der forurener mest: Kina, USA og EU. Alle regner med, at EU går forrest. Hvis ikke vi i EU påtager os flest forpligtelser både politisk og økonomisk, bliver der næppe nogen ambitiøs aftale i december.

Vil EU levere? Den gode nyhed er, at alle EU's 27 lande har skrevet under på en række klimamålsætninger, som sammenlignet med resten af verdens aktører er ret ambitiøse. Vigtigst er det, at man bakker op om FN's klimapanels 2 graders målsætning, og at EU er villig til at reducere 30 %

inden 2020. Desuden taler EU – stadig – udadtil med én stærk stemme.

Den dårlige nyhed er, at der under overfladen er dyb uenighed om hvilke redskaber, der skal til, for at nå de ambitiøse målsætninger. Mange lande har slet ikke den fornødne vilje til at lægge pres på industrien. Desuden kan solidariteten med verdens fattigste lande ligge på et meget lille sted.

Det er velkendt, at lande som Polen og Italien kæmper med næb og kløer imod stram regulering af de forurenende samfundssektorer. Ligesom de fleste østeuropæiske lande er imod at bruge EU-midler på at finansiere forureningsbekæmpelse og tilpasningen til klimaforandringerne i udviklingslandene. Men desværre er det ikke bare disse få lande, der er problemet. Konflikten stikker dybere. Når det kommer til stykket er selv store lande som Tyskland og Frankrig ikke villige til for alvor at sætte sig i førersædet.

Dertil kommer, at det selvsagt heller ikke hjælper, at det borgerlige Europa og Barosso vandt lederskabet af EU-Kommissionen for fem år mere. Kommissionens udspil til finansiering af klimaaftalen i sidste måned skuffede fælt i forhold til de løfter, der blev givet i foråret.

De borgerliges bedrag

BR

EV

E F

RA

BR

UX

ELL

ES

7. o

kto

ber

200

9 I slutningen af oktober skal EU-parlamentet og Ministerrådet vedtage den klimafinansierings-plan, som Kommissionen fremlagde et udspil til i forrige uge. RÆSON spørger Dan Jørgensen, hvordan socialdemokraterne helst ser EU-klimafinansiering opbygget? Og i hvor høj grad skal EU og Danmark finansiere klima forbedringer i verdens fattige lande? I Ugemagasinet #4 argumenterede Jens Rohde for sin vision for EU’s klimaindsats. Hvordan forholder du dig til denne?




I EU-parlamentet ses splittelsen også. Her er den mere partipolitisk end bundet op på nationale tilhørsforhold.

På den ene side kæmper vi Socialdemokrater sammen med de øvrige venstrefløjspartier en hård kamp for at fastholde ambitiøse CO2-reduktionsmål for EU og sikre, at vi også bidrager økonomisk til en løsning for verdens fattigste lande.

På den anden side kæmper de konservative og de liberale imod. Nogle få gør det direkte som fx. danskeren Morten Messerschmidt ved grundlæggende at betvivle, at der er problemer med klimaet, og at argumentere for at pengene er bedre brugt på andre ting. De fleste anerkender dog, at den globale opvarmning er et problem. De har bare en forfejlet og meget kynisk tilgang til, hvordan problemerne skal tackles.

En god eksponent for denne position er Venstres Jens Rohde. Ikke fordi han er nogen stor klimapolitiker. Han fylder ikke noget i klimadebatten i EU-parlamentet. Men fordi hans argumentation netop illustrerer fraværet af substans i svarene på de – ellers relevante – spørgsmål, han og andre borgerlige politikere bliver stillet (som i RÆSONs ugemagasin d. 23.09.09). Og fordi han er blind i sin tro på, at markedskræfterne er løsningen på alle verdens problemer.

De borgerlige taler på overfladen ofte højt og flot om "ansvar" og "solidaritet" i klimadebatten. Engang imellem svinger de sig endda helt op på de høje nagler, som da Rohde her i RÆSON skrev: "Der er simpelthen behov for et paradigmeskifte i EU" med henvisning til, at der skal langt flere midler til forskning i grøn teknologi i EU.

Bag de flotte ord mangler dog viljen til politisk handling og et opgør med troen på, at det hele nok er bedst overladt til markedskræfterne.

Reelt er den borgerlige fløj ikke blevet en døjt mere miljøvenlig, end den nogensinde har været. De borgerlige har blot anerkendt, at det ikke længere er smart offentligt at opponere imod en ambitiøs klimapolitik. Ligesom en del af dem uden tvivl også ser et økonomisk potentiale for EU-landene i at investere i ny grøn teknologi. Ikke pga. miljøet, men fordi det er en god forretning. Den tankegang skinner tydeligt igennem hos Rohde, der ikke en eneste gang i sin artikel taler om de forfærdelige konsekvenser klimaforandringerne har. Rohde frygter alene, at "USA løber med alle konkurrencefordelene [..] mens vi taler og regulerer i EU"

De borgerliges mantra på klimaområdet lyder: Regulering er skidt. Lad i stedet markedskræfterne råde. Det så vi fx, da Rohdes partifæller fra Venstre sidste år var med til

at undtage den europæiske bilindustri fra ambitiøse krav i EU's klimapakke. Den borgerlige tilgang til klimaspørgsmålet er ekstremt kynisk. Hensynet til industrien, troen på markedskræfterne og afskyen for politiske reguleringsinstrumenter kommer før hensynet til de fattige lande, der vil blive ramt først og hårdest af klimaforandringerne. Rohde skriver: "hverken offentlige eller private penge hænger på træerne, sådan som socialister og andre godgørere tilsyneladende tror". Rohde har ret i at penge ikke hænger på træerne , men han overser at vi har en moralsk forpligtelse til at betale en del af indsatsen, både fordi det er os, der historisk bærer ansvaret for klimaforandringerne, og fordi der ikke er andre, der vil. Markedskræfterne gør det ikke.

Hvis EU skal være den bærende kraft i en klimaaftale, som er ambitiøs nok, må de borgerliges klimakynisme udstilles og modargumenteres. Men det er ikke nok, at det gøres her. Danmark som land - og Jens Rohde i særdeleshed - er ret uvæsentlige aktører i denne debat. Det, vi skal sætte vores lid til, er, at de borgerlige partier i EU's store lande bliver presset i den rigtige retning.

Vilje og valutaHvad skal der så til, for at EU kan gøre den nødvendige forskel ved COP15? Svaret er selvsagt ikke enkelt. Men to ting ligger fast.

1) For det første er viljen til at gå forrest med ambitiøse CO2-reduktionssmålsætninger afgørende. Her må der ikke være nogen vaklen i geledderne. EU skal stå for mindst 30 % reduktion i 2020. Og størstedelen af den reduktion skal finde sted inden for EU – ikke ved at købe kvoter på verdensmarkedet. Det betyder også, at EU skal sende klare signaler om, at vi i fremtiden vil regulere industri, transport, landbrug og forbrugeradfærd.

2) For det andet er det ikke nok, som Rohde gør det, alene at konstatere: "at de udviklede lande skal smide penge på bordet i en eller anden form" og så i øvrigt ikke forholde sig til, hvor meget eller hvorfra pengene skal komme, men ellers regne med, at markedet klarer resten.

EU skal spille ind med konkrete beløb. Ikke bare fikse omskrivninger af udviklingsbistand, der allerede er blevet bevilget.

Kommissionen foreslog i sidste uge, at de rige lande bidrager med 22-50 milliarder euro om året til klimatiltag i verdens fattigste lande i 2020. Skal man tro seneste videnskabelige resultater, dækker det bare kun udgifterne til tilpasning til klimaforandringerne. Det efterlader et gabende tomt hul, når det gælder finansiering af reduktionen af de drivhusgasser, der skaber




problemet. Greenpeace og Oxfam [international NGO,

der kæmper mod fattigdom, red.] leverer en langt mere realistisk finansieringsmodel i overensstemmelse med den nyeste forskning. De tilsiger, at de rige lande skal bidrage med 110 milliarder euro i årlig bistand til verdens fattigste lande i 2020.

Beløbene forekommer høje. Men det er ikke urealistisk at nå dem. Vi ville fx komme langt hvis EU-landene blot omlagde den støtte, der i dag gives til traditionelle fossile brændstoffer og atomkraft - ja, læseren tror sikkert det er løgn, men disse sektorer modtager støtte i stor stil. Eller hvis vi besluttede, at alle de midler, der vil komme ind i provenu fra bortaktionering af kvoter i EU's CO2-kvotehandelssystem, gik til verdens fattigste lande.

EU kan blive den aktør, der gør forskellen ved COP15. Men det kræver vilje og valuta. Lad os håbe, at det borgerlige flertal vil levere.

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen, Jens Rohde og Bendt Bendtsen




I sidste uge offentliggjorde en uafhængig EU-undersøgelseskommission sin rapport om konflikten mellem Rusland og Georgien i 2008. Rapporten fastslår, at Georgiens angreb på udbryderrepublikken Sydossetien ikke var lovligt, og at Ruslands militære svar var forsvarsmæssigt legalt. Newsweek-korrespondent Anna Nemtsova, der dækkede konflikten, forklarer over for RÆSON, at den bestemt ikke er slut, men at den tværtimod kan blusse voldsomt op: ”Det er et spørgsmål om ét forkert skridt i den ene eller anden retning, før det hele kan bryde løs igen. Af Jakob Mygind Korsby

HVORDAN mener du, at den nyligt offentliggjorte EU-rapport om sidste års krig mellem Rusland og Georgien vil påvirke forholdet mellem de to lande?

Det russisk-georgiske forhold vil fortsat være anspændt. Men det er klart, at for Rusland var EU-rapportens konklusion om, at Georgien startede krigen, en god nyhed. Samme dag, som rapporten udkom, hørte jeg flere russiske parlamentarikere udtrykke deres glæde over, at den vestlige verden ”endelig har indset, at vi havde ret”. Russerne har jo hævdet, siden konflikten udbrød [natten til 8. august sidste år , red.], at den georgiske præsident Saakhashvili [foto, øverst t.h.] havde rollen som den egentlige aggressor. Da jeg var i Georgien for at dække krigen umiddelbart efter udbruddet i starten af august, pegede alle undersøgelser ganske vist også på, at Saakhashvili løsnede det første skud, men siden har den georgiske regering kritiseret de europæiske undersøgelsesdommere for systematisk at have ignoreret beviser, der kunne nuancere billedet.

Hvilke beviser er der tale om?

Det er et faktum, at der var russiske styrker på georgisk territorium allerede d. 7. august, dvs. et døgn inden konflikten officielt brød ud, og georgiske tropper trængte ind i Den Sydossetiske Republik. Så selvom russiske tropper sandt nok ikke angreb Georgien først, må den russiske militære tilstedeværelse og ikke mindst den russiske hærs hurtige fremfærd mod Georgiens grænser i rimelighedens lys betragtes som en

militær handlen, der lagde op til det georgiske angreb.

Flere vestlige medier giver udtryk for, at både den russiske og den georgiske EU-ambassadør er tilfredse med konklusionerne fra EU-rapporten, som fordeler ansvaret for krigen nogenlunde ”ligeligt” på begge stater. Er det et rigtigt billede af stemningen i de respektive lejre i dag?

Den russiske politiske elite har grund til at være mere lettet over rapporten end Georgien. Man har fra russisk side valgt at fokusere overvejende på den første del, som peger på, hvem der startede konflikten - ifølge rapporten var det Georgien - mens man forsøger at neddæmpe anden halvdel af rapporten, som peger på det russiske militærs unødigt voldsomme militære fremfærd mod Georgien.

Men for at forstå stemningen hos de to landes magteliter, må man huske på de sidste årtiers problemfyldte historie i forholdet mellem Rusland og Georgien. Jeg har dækket udviklingen i Georgien i snart ti år, og den nuværende konflikt må forstås i et længere perspektiv, for der har længe været spændinger, som har lagt op til krigen i det abkhasiske og sydossetiske område. Da jeg var i området et halvt år, inden konflikten brød ud, så man allerede tydeligt kimen til en kommende krig. Jeg vil vove at påstå, at vi ser det samme ske i dette øjeblik. Området er efter min mening virkelig sprængfarligt, og der kan ske hvad som helst over de næste måneder.

INT

ER

VIE

W 7

. okt

ob

er 2

009 Anna Nemtsova:

Konflikten mellem Rusland og Georgien kan bryde ud på ny




Hvordan har hele konflikten påvirket holdningen til den georgiske præsident Saakhashvili internt i landet?

Saakhashvili er, diplomatisk udtrykt, ikke særlig vellidt, og det hverken i Georgien eller i Rusland. Hans popularitet internt i landet hos den georgiske befolkning er efterhånden meget lav lille, eftersom han ikke har kunnet leve op til mange af sine løfter over for vælgerne, bl.a. løftet om at sikre, at flygtninge fra Abkhasien og Sydossetien kunne vende hjem til deres jord igen. Dertil kommer så, at den nylige EU-rapport naturligvis vil puste liv i nogle af de uafhængige georgiske mediers kritik af Saakhashvili. Der vil opstå et internt politisk pres på ham, ikke mindst fra oppositionen, som lige fra starten advarede præsidenten mod et engagement i de tilstødende republikker. Gennem det seneste halve år har præsidentens popularitetsratings ligget helt nede omkring 30-40 % blandt befolkningen - og dét endda hos de ikke-uafhængige medier i landet. Jeg oplevede den her enorme utilfredshed med Saakhashvili, da jeg opholdt mig i landet i foråret og med egne øjne så, hvordan hidsige demonstranter krævede præsidentens afskedigelse.

Betyder det, at den georgiske befolkning er på russernes side imod Saakhashvili?

Georgien er splittet. På den ene side må man huske på, at georgierne har venner og familie spredt på både georgisk og russisk territorium, så der er ingen georgiere, der har haft interesse i den krig, som deres præsident startede. Man ønsker derimod blot, at den georgiske regering kunne holde sig venner med den russiske regering, for begge lande har brug for hinanden både handelsmæssigt og geopolitisk. Omvendt må man også huske på, at der er en generationsforskel, som spiller en ikke ubetydelig rolle: mens de ældres nostalgi omkring en svunden fortid i fredelig sameksistens med de russiske naboer har ført til en vis konfliktskyhed i dag, protesterer de unge mere højlydt og spørger sarkastisk, hvem det næste land i rækken af stater, der invaderes af russiske tropper, mon bliver.

Hvordan ser du på det amerikanske præsidentskiftes betydning for den anspændte situation?

Det er klart, at forholdet Rusland-USA har set anderledes ud, siden Obama trådte til som præsident. Ruslands udenrigspolitik har været notorisk kendt som Putins [den russiske premierminister, tidl. præsident, red.] enemærker, men i forbindelse med Obamas besøg i Rusland så vi nu pludselig Obama og Medvedev alene i timelang samtale. Der er et stærkt ønske fra begge sider om at forbedre det russisk-amerikanske forhold, og der synes at være skridt i forsoningens

retning, men forholdet kompliceres selvfølgelig af Ruslands ønske om selvstændighed for de to republikker Abkhasien og Sydossetien.

Som jeg har rapporteret om i min seneste artikel for Newsweek, er Rusland for nylig begyndt at sende militærbåde med raketter til Georgien, og stemningen er altså stadig enormt spændt. Fra georgisk side har man erklæret [udsendelsen af bådene] for en ulovlig handling, mens man fra russisk side kalder det et svar på fortsatte georgiske krænkelser af de to udbryderrepublikkers selvstændighed. Kort sagt: Det er en konflikt som er forankret i de to landes grundlæggende forskellige verdensbilleder selv på det rent juridiske niveau; altså spørgsmålet om, hvorvidt Abkhasien og Sydossetien er russisk eller georgisk territorium. Rusland er netop nu i færd med at etablere store militærbaser [i republikkerne] nær den georgiske grænse, fordi man fra russisk side simpelthen betragter den som værende Ruslands grænse til Georgien. Lad mig gentage, at det er et spørgsmål om ét forkert skridt i den ene eller anden retning, før det hele kan bryde løs igen.

Hvad gør russerne for at vise deres støtte til de hærgede områder i kølvandet på sidste års krig?

Den russiske regering har lovet den sydossetiske befolkning ca. ti mia. rubler (ca. to mia. kroner) til genopbygning af de ødelagte byer, huse og veje, men der er fortsat ikke dukket nogle af disse penge op. Det er en håbløs situation. Den nuværende præsident i Sydossetien, Eduard Kokoity, er støttet af Kreml i Moskva, men har nærmest ingen opbakning i befolkningen. Situationen er anspændt, fordi den sydossetiske opposition mod præsidenten tilsvarende har base i Moskva og har nær forbindelse til en radikal bevægelse, som meget vel kan tænkes at skride til den eller anden form for kontant handling, hvis ikke situationen og forholdende for republikkens borgere ændres drastisk snart.

Hvad er udsigterne ved næste valgkamp i Georgien? Saakhashvili, der har siddet i to valgperioder, må ifølge forfatningen ikke sidde længere i præsidentembedet, men hvem og hvad vil befolkningen have?

Det er svært at sige, hvem der skal overtage magten. Saakhashvili er efter min mening en karismatisk leder, som har gjort et godt arbejde med at reformere landets uddannelsessystem samt afskaffe en omsiggribende korruption. Han har desuden lovet, at overdragelsen af præsidentposten nok skal forløbe fredeligt og på demokratisk vis. Hvem det så bliver, er vanskeligt at sige, eftersom der er mange kandidater, alle




med lave popularitetsratings, og i mine øjne ingen med afgørende fortrin frem for de øvrige.

Er det sandsynligt at Putin bliver russisk præsident igen i 2012, og vil det betyde noget for forholdet til Georgien?

Det er ganske muligt, at Putin overtager præsidentposten igen ved valget i 2012. Det har i forhold til Georgien imidlertid ikke den store betydning, om det er Medvedev eller Putin, der formelt varetager præsidentembedet, for hele holdningen og politikken hos de to er ikke til at skelne fra hinanden. Putin og Medvedev fører ganske åbent en ivrig kampagne for at overbevise befolkningen om, at de er nære allierede. Derimod bliver det ekstremt spændende at se, hvem der er præsident i Georgien på det tidspunkt, for det er snarere heri, at muligheden ligger for et fornyet samarbejde.

Har konflikten Rusland og Georgien imellem haft betydning for den almene russers holdning til folk fra Georgien, Abkhasien og Sydossetien?

Russere har historisk ry for at være politisk passive, og det er da også mit indtryk, at konflikten, trods den ivrige - og ensidige - mediedækning, ikke har ført til en særlig modstand over for specifikke befolkningsgrupper. Intellektuelle russere har et meget skeptisk forhold til de nationale nyhedsmedier og ved, at stort set alle tv-kanaler er statsstyrede og derfor ikke giver et reelt billede af konflikten. Samtidig har adgangen til ikke-russiske medier gjort det muligt for mange russere at følge med i den enstemmige kritik fra Vesten i forhold til Ruslands voldsomme fremfærd i Georgien, så jeg mener egentlig, at det er de færreste russere, der deler regeringens holdning, da man simpelthen godt er klar over, at fjernsynet er fyldt med propaganda. Tværtimod fortæller mange georgiere, at de som regel mødes med stor sympati i Rusland, for man må huske på, at Rusland og Georgien tidligere har haft et varmt og venskabeligt forhold. Igen er det dog nødvendigt at understrege, at der er væsentlig forskel mellem den ældre og den yngre generation, når det handler om holdningen til Rusland og russere blandt georgiere. De unge georgiere taler - i modsætning til deres forældre - ikke russisk som andetsprog, men derimod engelsk, og hele deres identitet er mindre knyttet til Rusland end deres forældres og bedsteforældres identitet. De unges mentalitet er ikke formet af hverken russisk sprog eller kultur, og derfor er der typisk blandt de unge georgiere en tendens til at vende ryggen til Rusland, mens de ældre har et mere emotionelt forhold til landet. Det er de unge, der skal bestemme det fremtidige forhold mellem Rusland og Georgien, men jeg tør ikke spå om det

endnu. Jeg ved bare, at situationen langtfra er faldet til ro.

APROPOS Rusland og Georgien: Damsholt og Sellner Vonsild om Georgiens mediesejr over Rusland i Ugemagasin #1 på www.reason.dk



http://www.reason.dk

http://www.reason.dk

RÆSON Ugemagasin nr. 6 (07/10/2009)

Documents

Transcript of RÆSON Ugemagasin nr. 6 (07/10/2009)