PIU Praktik i Udlandetfor elever i erhvervs-uddannelserne

KONKURRENCE 2017

Om konkurrencen

I efteråret 2017 udskrev Styrelsen for Forskning og Uddannelse for femte år i træk en konkurrence for elever i erhvervsuddannelserne om gode fortællinger gennem historier og film fra praktikophold i udlandet med PIU-ordningen. Formålet med konkurrencen var at sætte spot på udlandsophold som del af en faglig uddannelse og inspirere flere unge til at kaste sig ud i det.

Styrelsen for Forskning og Uddannelse modtog 22 bidrag fra elever, der har været af sted på ophold i udlandet med økonomisk støtte fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) gennem PIU-ordningen. Eleverne kommer fra 9 forskellige fag og har været i praktik i 10 forskellige lande over hele verden – i Thailand, Sydafrika, Chile, USA, Canada, Island, Norge, Tyskland, Storbritannien og Frankrig. Nogle elever er udstationeret i nogle måneder fra deres danske praktikvirksomhed eller har orlov fra deres skolepraktikcenter – andre vælger at tage hele den praktiske uddannelse i udlandet. Det gælder blandt andet mange elever på PIU-ophold i Tyskland.

De forskellige fortællinger vidner om, at praktikophold i udlandet er noget, der sætter tydelige spor både fagligt og personligt og tilfører erhvervsuddan-nelserne en værdifuld dimension. Styrelsen for Forskning og Uddannelse takker de nuværende og tidligere PIU-elever for, at de vil dele deres oplevelser og erfaringer fra udlandet.

Blandt de mange gode bidrag har Styrelsen for Forskning og Uddannelse sammen med Danske Erhvervsskoler udvalgt tre historier og tre film, som bliver præmieret.

Historierne kan læses i denne publikation. Filmene kan ses via QR koderne her i publikationen, og desuden findes der link til dem på www.ufm.dk/piu-ordningen. Præmierne til konkurrencen er sponsoreret af Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag.

3

4

Et øde sted i januarmørket kom jeg heldigvis af bussen ved rette stop. Alt var ubehageligt ukendt. Herfra steg jeg på færgen, der sejlede mig til Utne. Jeg skulle arbejde og bo syv måneder hos frugtavler Jan-Ove Nes ved en fjord på hans gård i hans hus.

Alt var dækket af et tykt lag sne, der knirkede under støvlerne. Somme tider skinnede solen lavt og svagt gennem skyer bag fjeldene, som stod i tågede sil-huetter og mystificerede, hvad der gemte sig for enden.

Det bliver ikke så koldt i dette område på grund af fjorden og bjergene, og det gør området ideelt til frugtavl. Sneen kom og gik i løbet af hele vin-teren. Dog var dagene med regn eller våd sne uhåndterligt kolde på fingrene, når vi beskar. Men heldigvis havde jeg mine el-vanter med, som jeg fik slidt ganske godt.

Klip klip klipJan-Oves intensivt dyrkede frugttræer er økolo-giske æble- og blommetræer og konventionelt dyrkede kirsebærtræer, hvis frugt leveres til frugtlageret i Utne. De første 3-4 måneder gik med beskæring. Hans trofaste polske sæsonan-satte kom først senere på foråret, så der var bare Jan og mig til at beskære hans cirka 9.000 træer.

Bordbeskæring kaldtes beskæringsmetoden til æbletræerne, hvor de formes som et timeglas for at skabe et vindue midt i trækronen, så æblerne får mere lys og er lettere at plukke. De står gerne tæt i et strengesystem. Blommetræernes forskel-lige sorter skulle alle beskæres på andre måder, og kirsebærrene på en fjerde - skrev mange noter i min logbog for at holde hoved og hale i det alt sammen.

Når jeg kiggede op fra grenene, blev jeg altid overvældet af det smukke landskab. Når der lå sne, lignede det et sort-hvid foto, andre gange et guldaldermaleri. Landskabet blev ved med at overvælde mig gennem sæsonen. At stå på en skråning og arbejde mens vandpartikler i form af skyer flytter sig op og ned ad bjergsiderne omkring mig til lyden af bjælder fra græssende får, eller en rislende å, eller bølger fra fjorden. Eller balancere på en våd stige med lidt for store gummistøvler for at fjerne æbler og kigge ned på kæmpe neon-lysende regnbuer i fjorden eller se finner fra marsvin rulle op over bølgerne.

Forår og sommerBeskæring af træerne blev færdig i april, og vi skulle skynde os i gang med nye opgaver; sprøjte, ud med kalk og gødning, samle grene og listen fortsatte. Norge følger EU´s øko krav, hvor kobber er et lovligt sprøjtemiddel mod svampesporer.

For en helsebyboer som mig var det grænse-overskridende at sprøjte første gang. Jeg klatrede i stejlt terræn med en lang sprøjteslange fuld af væske fra sprøjtetanken på traktoren, vældig godt dækket til med tøj, i bragende solskin,

Af Simone Bech Aktor, gartner i Norge

1. PRÆMIEPIU

- Praktik i Udlandet

KONKURRENCE 2017Historie

Stejlt terræn, sten, regnbuer og marsvin

mens traktoren pumpede løs i en konstant die-selsky. For at være HELT sikker, havde jeg taget en maske på ud over de nødvendige værne-midler. Bekymringen tiltog, da jeg begyndte af få vanddråber ned i min mund, som jeg håbede var min sved eller ånde. Masken lukkede ikke diesel lugten ude, så til sidst tog jeg den af.

Stenene i Norge er gamle trolde ramt af lysetOg der var mange sten. Næsten over alt, over og under jorden. Det erfarede jeg mange gange med min spade, ved udplantning af træer, eller når vi skulle aflede vand fra marken. I modsæt-ning til mange andre steder i verden er der alt for meget vand her. Jan-Ove fortalte, at der på hans bedstefars tid aldrig var problemer med vand i afgrøderne, men nu er det en voksende udfordring, og nogle af hans træer var faktisk druknet.

At slæbe tunge sten blev en konkurrence med mig selv. Jeg ville løfte det samme som de andre, der alle var mænd. Efterhånden lærte jeg at acceptere min krops begrænsninger. Selvom det havde været praktisk at kunne stå op og tisse ude på marken og være højere og stærkere. Også stærkere end det, jeg løbende blev.

This is not DenmarkDet eneste køretøj, jeg har godt kendskab til fra tidligere, er min cykel. Det var ubrugeligt her. Den første gang jeg skulle køre hans nye traktor, bakkede jeg ufrivilligt tilbage i max fart mod det dræn, vi lige havde lagt i marken. Jeg nåede at hive i håndbremsen to cm fra hullet. ´This is not Denmark´ sagde han spøgefuldt. Sådan lærte jeg at bruge bremsepedalerne.

Jan-Ove havde planer om, at jeg skulle slå græs-set med en ny maskine bag på ATV’en, men her måtte jeg frustrerende for os begge skuffe. At køre den gamle Toyota op og ned på vejene var helt ok, jeg elskede den bil. ATV’en lærte jeg også til dels at køre. Men ikke altid lige godt. Og af og til slet ikke. Selvom jeg efterhånden lærte at ændre køremetode efter hvor meget, det havde regnet og hvor stejl rækken var, fik jeg aldrig maskinen til at lystre. Jan-Ove udviste i lang tid stor tålmodighed, og jeg blev ved med at prøve. Samt ringe efter hjælp når jeg sad fast i et sving på en bakke. Til sidst fandt vi begge ud af, at det ikke skulle være dette halve år, jeg

5

6

kørte ATV tilkoblet dyr maskine rundt i stejle sving mellem hans frugttræer. Det gjorde mig frustreret og usikker på mig selv. Men der var intet at gøre ved det ud over at indsnuse den friske brise og nyde landskabets storslåethed.

Fuglemassakrerne og den indre vikingMed det lunere vejr kom travlheden og også mange flere mennesker på gården. Ud over Jan-Oves trofaste sæson arbejdere, Andrzej og hans familie, fyldtes Jan-Oves hus med alverdens unge mennesker fra andre lande, som kom og arbejdede halve dage som work-awayers. Nogle work-awayers arbejdede langsomt, nogle hurtigere, nogle meget, nogle lidt. Det var både vidunderligt at få hjælp til visse opgaver og frustrerende, at noget, jeg havde ansvar for, gik så langsomt, selvom man var flere.

Dog var det guld værd med selskab. For en anden ting, jeg lærte, var, at jeg ikke tåler at bo isoleret så længe. Den bedste kur mod isolationen var at komme lidt væk fra gården. Det kom jeg hver torsdag, da jeg endelig tilsluttede mig Jan-Oves hobby, og startede til smed. Blev aldrig god til at lave søm, men kom til at elske lugten af brændt koks og glødende jern, at skabe noget, og at have en hobby i mit midlertidige hjemland samt møde alle de hjælpsomme mænd i Odda smedje.

Takket være Jan-Ove fik jeg udlevet min indre viking, også ved at dræbe dyr - bevares, selvom man er vegetar, kan man da godt hjælpe til med gårdens andre gøremål. På den måde mødte vi nok hinanden på midten af og til. Kødelsker Jan Ove lavede sjældent kød til middag, fordi jeg spiste med til hvert måltid, til gengæld hjalp jeg gerne med ’fuglemassakrer’ hver gang, der var for mange vagtelhanner.

Dampende vagtelmøg og kilovis af brunostSyv måneder er gået. Jeg har beskåret, gødet, plantet, opsat stolper, lagt slanger og rør, tyndet frugt, dækket kirsebærtræer og høstet dem samt alverdens andet. Jeg har lært polske, norske og spanske gloser og spist kilovis af brunost. Solskinsdage i maj har jeg badet nøgen i fjorden, og i juni har jeg siddet i uldtøj og var-met stivfrosne fingre med varm kakao. Jeg har fanget fisk, vandret på fjeldet og mødt de skøn-neste mennesker. Trods alle regnvejrsdagene og alle de iskolde våde bluseærmer ville jeg ikke være for uden en eneste dag. De sværeste dage har beriget mig mest og gjort mig klogere på verdenen og mig selv. Jeg vil savne alt fra at skovle dampende vagtelmøg til duftjasminen, der kom mine næsebor i møde hver morgen, når jeg åbnede hoveddøren. For nu har jeg taget færgen fra Utne og bussen mod Bergen en sæd-vanlig regnvejrsdag i Vestnorge.

Seks månedersom møbelsnedkeri Athens, Georgia

Jeg havde en forestilling om, at jeg skulle arbejde på et rigtigt primitivt værksted, hvor alle var tandløse, kørte rundt i pickup trucks og drak “Moonshine” i stedet for vand. De steder er helt sikkert til at finde i Georgia, men ikke lige hos Oneta Wood-works i Athens. Jeg vil ikke sige, at jeg var skuffet, men der var nok en del mere civiliseret, end jeg havde regnet med.

Velkommen i varmenJeg landede midt om natten i

august måned, og da jeg gik ud af lufthavnen, blev jeg ramt af Georgias fugtige sommerluft. Min nye roommate, Jacob, sagde, at det var meget normalt med 30 grader om natten, og jeg begyndte at overveje, om jeg kunne holde til det. De første dage i Athens var hårde. Jeg prøvede at gå de 0,5 km ind til byen og var næsten smeltet, da jeg nåede frem. På min første arbejdsdag, blev jeg samlet op af Lindsay i hendes lille hvide pickup truck. Lindsay arbejdede på kontoret hos Oneta og var også hende, der tog sig af alt papirarbejdet i forbindelse med min ansøgningsproces. Værkstedet lå mindre end ti minutters kørsel fra min lejlighed, så jeg havde lidt dårlig samvittighed over at blive kørt, men varmen var ulidelig, og Lindsay ville hellere end gerne hjælpe.

Værkstedet, jeg skulle arbejde på, bestod af en stor hal med maskiner og et mindre rum med høvlebænke og håndværktøj (og aircondition). I det mindre rum arbejdede Hank, der var i gang med at starte sin egen møbelvirksomhed, og i stedet for at betale husleje til Oneta, fungerede han som en slags værksteds manager.

Hank satte mig i gang med min første opgave, der gik ud på at fræse en stor valnøddeplanke, så den blev helt plan og klar til at lave møbler af. Jeg arbejdede foran en åben port ude i den store hal med flere ventilatorer, der pustede luft på mig. Forholdene virkede ret primitive, og mine første tanker var, at det var meget uoverskueligt, hvis hver dag skulle være fysisk udmattende og en milliard grader varm.

De første par dage lignede meget hinanden, jeg blev hentet om morgenen, arbejdede ude i hal-len, kom hjem, tog et bad og gik i seng. Jeg var meget beskidt og meget udmattet, hver dag.Der kom andre opgaver, og med tiden kom jeg til at arbejde mere inde på det lille værksted. Jeg var knapt så træt, når jeg kom hjem om efter-middagen, og fik efterhånden også overskud til at lave ting, når jeg havde fri.

Af Katrine Vagner Thomsen, møbelsnedker i USA

7

2. PRÆMIEPIU

- Praktik i Udlandet

KONKURRENCE 2017Historie

8

En cool by i sydenI Athens ligger et kæmpe universitet, så det er en meget levende by, og der er masser af aktiviteter, restauranter, markeder og barer. Det er også en meget kulturel by med mange lokale håndværkere og musikere. Lindsay og jeg blev hurtigt gode venner, og hun kender alle de seje typer i byen. Jeg blev introduceret til et miljø, hvor alle er en eller anden form for kunstner og vanvittigt gode til at lave mad. Jeg tog et par USA kilo på, men det var det hele værd.Athens er en vidunderlig by, men jeg vænnede mig aldrig rigtigt til varmen. Lindsay, som er vokset op og har boet størstedelen af sit liv i syden, siger, at hun synes, det føles som et dej-ligt varmt kram – jeg er uenig.

En anden ting jeg heller aldrig vænnede mig til, var lugten fra den fabrik, der lå ved siden af værkstedet. Jeg fandt aldrig ud af, hvad der egentlig foregik derinde men fik fortalt, at kyl-linger kom levende ind og frosne ud. Lugten kan ikke beskrives - der blev lavet jokes med, at det var kyllingeprutter, men forestillingen om, hvad det i virkeligheden var, har gjort halvdelen af værkstedet til vegetarer.

Møbler af genbrugstræDa jeg havde været hos Oneta i en måneds tid, begyndte jeg at få mere selvstændige opgaver. Hank gav mig en tegning og et par instruktioner, og så byggede jeg møblet. Det var ikke fine designermøbler som dem, jeg ville arbejde på derhjemme, men mange af processerne mindede om hinanden. Al forarbejdning af træ, samlinger og overfladebehandlinger var det samme. Nogle gange var det også bare ”bang bang” - så er der møbel, men jeg synes stadig, at jeg lærte meget af at være hurtig. Materialerne var anderledes, og det bedste ved det var, at Oneta brugte meget genbrugstræ. De møbler, jeg lavede, var ikke altid noget, jeg syntes var pænt, men det føltes rigtig godt at genbruge træ, og kunderne var vilde med det.

Træet kom fra gamle huse og lader, der var blevet revet ned, hvilket gjorde produktet meget rustikt og autentisk. Mens jeg fjernede rustne søm og rensede det med stålbørster, var det sjovt at stå og forestille sig, hvad træet havde været i “dets tidligere liv”. På denne måde fik hvert møbel “sin egen historie”.

Min chef, Zack vidste for det meste, hvor træet kom fra og kunne fortælle rigtig mange spæn-dende historier, når han fik lov. Hvis der var nogle gode rester, måtte jeg som regel beholde dem selv og bruge dem til personlige projekter. Jeg begyndte blandt andet på et smykkeskrin, hvor siderne var lavet af et gammelt victoriansk fodpanel.

Der er mange måder at gøre tingene påDer er meget stor forskel på at være på et ameri-kansk værksted og på værkstedet derhjemme. Møbelsnedkeri er en stolt gammel tradition i Danmark, og det kan til tider virke som om, at der kun er en måde at gøre tingene på. Jeg må nok indrømme, at jeg ankom med den indstil-ling, at min måde var den eneste rigtige. De ting, jeg ved hjemmefra, har jeg lært af nogle meget dygtige håndværkere, der har været i faget i mange år. Alt, hvad Hank ved, er noget han har lært sig selv og ved at se videoer på YouTube.

Til at starte med fortalte jeg meget om, hvor-dan vi plejer at gøre tingene, og når jeg tænker over det nu, så har jeg sikkert lydt nedladende. De har jo ikke de samme midler, maskiner og måleenheder, som jeg var vant til. Da jeg lagde min egen indstilling lidt fra mig, og lod Hank

lære mig sine metoder, fandt jeg ud af, at der er mange måder at gøre tingene på. Hanks måde at høvle træ, bruge en ziehkling og brække kanter er ikke dårligere, den er bare anderledes, og det er super fedt at kunne det hele.

Jeg lærte meget både fagligt og personligt. På det faglige plan, var det lærerigt at lave møbler uden alle de fancy maskiner. At se et møbel tegnet på en serviet og tage ud og installere det en uge senere, er en lidt sjov, men også virkelig fed oplevelse.

9

10

Fra drengedrømtil virkelighed

Jeg var 13 år gammel og var lige startet med at have tysk i skolen, da tankerne om at rejse til Tyskland og arbejde med biler begyndte at køre rundt i hovedet på mig. Jeg blev ældre og drømmen voksede og vok-sede, og i 2014 startede jeg på Silkeborg Business College med en drøm om at søge til Tyskland som PIU elev.

Efter lang tids venten skete der noget. Jeg blev kaldt til samtale og levede på en sky, indtil jeg fandt ud af, at det var samme uge, som vi skulle på skiferie.

Jeg fik at vide, at der måske ville komme sam-taler senere, så jeg meldte afbud til den første samtale i uge 7. En hård beslutning med stor tvivl, da jeg vidste, det ikke var hver dag, man får chancen for at komme til samtale hos BMW.

Cykelstyrt baner vej til BMWJeg begynder at tænke på, om det nu egentlig ikke var dumt at have meldt afbud til en sam-tale, som måske var muligheden for at komme til at udleve drengedrømmen.

Torsdag i uge 6 styrter jeg på min mountainbike til træning og brækker kravebenet, ergo ingen skiferie til mig. Jeg ringer til PIU-Sekretariatet i Silkeborg og siger, at jeg godt kan komme til samtale i uge 7, hvis det stadigvæk er muligt. Dagen efter får jeg besked om, at det godt kunne lade sig gøre. Held i uheld og jeg dra-ger til samtale hos BMW i Hamburg med 11 andre drenge. Det en gruppesamtale, og vi skal ”kæmpe” om tre praktikpladser. Jeg synes selv, at samtalen går godt og rejser videre til Dort-mund, hvor der er samtale hos Mercedes senere på ugen. Her er vi fire til samtale om en enkelt plads, og nerverne presser på, men endnu engang føler jeg heldigvis, at samtalen er gået godt.

I marts får jeg en mail fra PIU-sekretariatet. Jeg skynder mig at åbne og øverst står der ”Tilbud om praktikplads i Tyskland”. Jeg hiver fat i

Af Nikolaj Salling Rasmussen, kontorassistent i Tyskland

3. PRÆMIEPIU

- Praktik i Udlandet

KONKURRENCE 2017Historie

telefonen og ringer fuldstændig overlykkelig til mine forældre og siger: ”Jeg har fået tilbud om praktikplads ved BMW i Bremen!” Drengedrøm-men er blevet en realitet.

Jeg får skrevet til Frau Samberg hos BMW, at jeg meget gerne vil have pladsen, og sørme ikke om der et par uger senere kommer en kontrakt med posten fra BMW AG. Jeg skulle starte på arbejde i midten af august, og begyndte derfor at søge lejlighed. Jeg har fundet en i Neustadt i Bremen, fire kilometer fra mit arbejde og fire kilometer fra midtbyen, så det må siges at være perfekt. Jeg flyttede herned til Bremen den 5. august for lige at have en uges tid til at få styr på alle de praktiske ting som indmelding på Bürge-ramt, bankkonto, forsikring og internet.

Sommerfugle i maven Jeg får kæmpet mig igennem den første uge i Bremen, med en underlig men god følelse i maven. Egentlig går man jo bare og venter på, at eventyret skal starte. Det bliver den 14. august, og hjertet galoperer derudaf fra det sekund, jeg stiger ud af sengen. Efter en smule morgen-mad cykler jeg af sted til første arbejdsdag som praktikant hos BMW Niederlassung Bremen. Da jeg står ved skranken og forklarer, at jeg er den nye danske praktikant, ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Nervøsiteten flyver rundt i kroppen. Jeg bliver hurtigt vist rundt af en af de andre unge på arbejdet og kommer så ind til min chef Christina. Aldrig har jeg mødt så søde og imødekommende mennesker som dem, jeg

11

sidder på kontor med. Vi snakker lidt om, hvem jeg er og lærer hinanden lidt at kende, inden jeg kommer i gang med et par lette opgaver.

Selvstændige opgaver og lækre bilerDagen flyver af sted, og før jeg får set mig om, har jeg fri, og sådan har alle ugerne egentlig været. Arbejdsdagene går, og jeg kommer ind i en rytme og får flere og flere selvstændige opgaver. I min afdeling GA Dispo (Gebrauchte Automobile Disposition) sidder vi med al data-behandling af de brugte biler hos BMW Bremen, laver garantier og alt andet kontorarbejde, der er i forbindelse med bilhandel.

12

Noget af det bedste ved arbejdet hos BMW er, at jeg får lov til at være med i hele processen, fra vi køber bilen ind, til vi sælger den igen. Jeg er med til at oprette bilerne i systemerne, hjælpe med at kontrollere om bilerne er, som de skal være, når vi modtager dem, skrive priser og prisskilte samt uploade billeder og informatio-ner på diverse hjemmesider. Udover kontorar-bejde hjælper jeg også sælgerne i ny og næ. For eksempel med at udstille biler til golfturnerin-ger og andre events, som BMW sponsorerer. Dertil er det bare en bonus, at man får lov til at køre nogle af de lækre biler engang imellem.

Tiden flyver, og man mærker hurtigt, at man forstår mere og mere af, hvad der bliver sagt, og det bliver nemmere at forklare sig og føre sam-taler. Ens personlige udvikling brager af sted, og man udvikler sig ekstremt hurtigt på rigtig mange både personlige og faglige parametre. Her sidder jeg en måned inde i mit praktik-ophold og er begyndt at glemme, hvad nogle ting hedder på dansk, når jeg snakker med mine forældre. Det viser jo bare, hvor hurtigt sproget kommer til én. Allerede nu kan jeg mærke, at jeg føler mig mere voksen, end jeg gjorde, da jeg stadig boede i Danmark.

Tyskland er et skønt land at arbejde i, men der er også store forskelle til Danmark, som man skal vende sig til. De er meget mere formelle

hernede. Første gang jeg blev kaldt Herr Ras-mussen, glemte jeg nærmest at svare, fordi jeg ikke er vant til at blive kaldt ved efternavn. Man skal også være meget sikker på, at man er dus med folk, før man siger Du i stedet for De, men det lærer man hurtigt.

Jeg sidder nu her midt i september og skriver det her, imens jeg tænker på, hvor august måned blev af. Tiden går ufatteligt hurtigt, fordi man hele tiden får nye indtryk, og arbejdet er fantastisk. Allerede nu tør jeg godt sige, at det er mit livs bedste beslutning at udleve min drengedrøm om at arbejde i bilbranchen i Tysk-land. For at det ikke skal være løgn, overvejer jeg også allerede nu at blive hernede og læse til Automobilkaufmann.

Af Magnus Baarup Noe ,bygningssnedker i Canada

Film Filmene kan ses påwww.ufm.dk/piu-ordningen.

Se 1. præmiefilmen her:

13

1. PRÆMIEPIU

- Praktik i Udlandet

FilmKONKURRENCE 2017

Film

Af Rasmus Dines Petersen,kontorassistent i Tyskland

14

2. PRÆMIEPIU

- Praktik i Udlandet

FilmKONKURRENCE 2017

Filmene kan ses påwww.ufm.dk/piu-ordningen.

Se 2. præmiefilmen her:

Af Christian Lemmermann ,maskinsnedker i Thailand

15

Film

3. PRÆMIEPIU

- Praktik i Udlandet

FilmKONKURRENCE 2017

Filmene kan ses påwww.ufm.dk/piu-ordningen.

Se 3. præmiefilmen her: