PETERSEN 31 - efterår 2014

®

E T M A G A S I N O M T E G L O G A N S V A R L I G A R K I T E K T U R

31 2 0 1 4

Foto

:An

ders

Sun

e Be

rg

P14-12522DKK40-Trimboxes-DKSheet:1-FDate:20-Oct-2014,13:34:11DK section 1

2 |

GLAS OG STÅLMÅTTE VIGE FORMUREDE FACADERKULBRÆNDTE MURSTEN IMPORTERET FRA DANMARK MEDVIRKER TIL,AT EN BYGNING I WESTMINSTER OMSIDER SER UD,SOM OM DEN HØRER HJEMME I KVARTERET

Allerede kort tid efter, at bygningen stodfærdig, var kommentaren fra mange, der færdesi den del af London: »Jeg kan slet ikke huske,hvordan bygningen så ud før.« Og når man serden for første gang, tænker man, at den harligget der i mange år.

Bygningen på hjørnet af Page Street ogJohn Islip Street fremstår nu med facader afmursten – det klassiske byggemateriale i West-minster – og med sine harmoniske proportionerog raffinerede detaljer udstråler huset endiskret og underspillet elegance, som virkerindlysende og selvfølgelig her i et af Londonsældste og fineste kvarterer.

Det er ingen tilfældighed, at bygningenforuden de overordnede træk har konkrete lig-hedspunkter med den imposante bygning, Hor-seferry House, skråt over for i Dean Ryle Street.F.eks. stueplansfacader i sandsten, vindues-rammer i mørk bronce og farvespillet i denrøde mur. Begge bygninger er nemlig ejet afvirksomheden Derwent London, der nogle årtilbage besluttede, at ejendommen i PageStreet skulle renoveres og ombygges, så den imaterialer og udtryk ville reflektere sin fornemmegenbo.

Derwent London har gennem mere end 30år opkøbt og ombygget high end ejendommeovervejende til kontorudlejning i det centraleLondon. Virksomheden investerer udelukkendei bygninger og grunde beliggende i byens ka-rakterfulde områder, eksempelvis Soho, Cler-kenwell, Farringdon, Victoria – og Westminster.Derwent arbejder tæt sammen med en rækketalentfulde arkitekttegnestuer om de forskelligeprojekter, og det er kendetegnende for deresindbyrdes relationer, at de fleste er etableretfor 20-30 år siden.

Horseferry House var ejet af den britiske re-gering og beboet af et ministerium, da DerwentLondon købte ejendommen i 2005 – en 33mio punds investering. »Bygningen, der eropført i 1930erne, var nedslidt, så interiøretundergik en omfattende renovering. Blandt demarkante tiltag, inden bygningen blev udlejet,var inddragelse af et gårdrum, som blev trans-formeret til foyer,« fortæller Simon Silver, di-

rektør i Derwent London. »Page Street bygnin-gen, som vi købte i 2011, var gennem åreneombygget flere gange, og beklædningen imørkt glas og stål stammede fra sen-90erne.Vi var ikke i tvivl, bygningens udtryk og mate-rialer passede ikke i kvarteret, og PLP Archi-tecture udarbejdede et forslag til ombygninginkl. nye facader i kulbrændte, grådæmpedemursten. På samme tid fik lejeren af HorsferryHouse behov for flere kvadratmeter, og deblev interesserede i at leje også Page Streetbygningen. Dog ønskede de, at husets udtrykog farveholdning i højere grad reflekteredehovedsædet, Horseferry House. PLP Architecturegik derfor i gang med et nyt forslag, somskulle indebære, at de to bygninger villeopleves som hørende til en campus,« forklarerSimon Silver.

For at opnå det ønskede familieskab mellembygningerne, var det afgørende at finde denrigtige mursten. »Vi erkender vores begejstringfor Petersen, som vi har anvendt i en rækkeLondonprojekter. På teglværket er de lige såpassionerede som vi og helmer ikke, før vi harfundet den helt rigtige mursten til den enkeltebygning, – og så kan alt lade sig gøre medhensyn til farver og specielle formater,« fortællerSimon Silver. Amy Holtz, direktør i PLP Archi-tecture tilføjer: »Murstenenes tolerance harogså stor betydning. Samtlige Petersen murstenafviger lidt i størrelse, og det resulterer i enirregulær og rig facade. Derudover betyderkulbrændingen, at enkelte sten pletvis opnåren krystallinsk overflade, som reflektereres ilyset – og igen bidrager til rigdommen.«

Der blev sendt mange murprøver til London,men som altid tog Simon Silver og arkitekternetil Broager, da den endelige udvælgelse skullefinde sted. Målet var at finde en sten medegen identitet, men også med nuancer, derfindes i Horseferry House bygningens mursten,og som tillige ville fungere i forhold til deøvrige rødstenshuse i gaden. »Oprindeligt varvi indstillet på at blande flere sten,« fortællerRon Bakker, partner i PLP Architecture, »menunder besøget fik vi øje på en sten, somforuden de røde nuancer besad de lilla og blå

»På teglværket er de lige så passionerede som vi og helmer ikke,før vi har fundet den helt rigtige mursten til den enkeltebygning, – og så kan alt lade sig gøre med hensyn til farverog specielle formater.«Simon Silver, direktør Derwent London

De store, smukke vinduer med rammer i mørk bronze er placeret tilbagetrukket i murenog giver mindelser om kvaliteterne i tidlige industribygninger.

Bygningen på hjørnet af Page Street og Dean RyleStreet er ombygget flere gange og blev senest i90erne beklædt med glas og stål.

I 2013 afsluttedes en omfattende renovering,der indbefattede nye, murede facader ogtilføjelse af en penthouse etage.

Amy Holtz og Ron Bakker, henholdsvis direktør ogpartner i PLP Architecture arbejdede intensivt meddetailudformning af murværket i Page bygningensfacader. Det var nødvendigt at fremstille en rækkespecialsten, hvis forbandtet skulle gå op tilarkitekternes tilfredshed.

| 3

For beboerne i kvarteret er det svært at huske, hvor-dan bygningen i Page Street så ud før ombygningen.

Med sin beklædning af sandsten og røde murstenhører den nu omsider hjemme i kvarteret – og er i

fin dialog med Horseferry House skråt overfor.

Fornemme Horseferry House, der er opførti 1930erne, gennemgik en stor renovering,

før bygningen blev udlejet i 2005.

P14-12522DKK40-Trimboxes-DKSheet:1-BDate:20-Oct-2014,13:34:13

4 |

toner, vi var på udkik efter. Stenen var udgåetfor ti år siden, men Petersen var selvfølgeligparat til at genoptage produktionen specielttil vores bygning.«

Den største kunst er som bekendt at få detkomplicerede til at fremstå selvfølgeligt oglet. Når man betragter Page Street bygningensregelmæssige og smukt proportionerede facader,fornemmer man ikke det enorme projekte-ringsarbejde, der ligger bag. Ron Bakker for-klarer: »Normalt dimensioneres murede facaderud fra murstenenes dimensioner. I dette tilfældeskulle den murede facade tilpasses den eksi-sterende, bagvedliggede betonkonstruktionsrammer. Vi fik derfor specialfremstillet treekstra stenformater foruden de almindelige lø-bere og kopper, og hver eneste sten er tegneti opstalt for at få forbandtet til at gå op.Hjørnet mod John Islip Street er ikke retvinklet,hvilket afspejles i arkitekturen, så Petersenfremstillede en special hjørnesten i 115 gradersvinkel til at løse problemet. Da etagehøjdenvarierer op gennem huset, måtte vi også i detvertikale plan foretage kunstgreb – som ikkeses i den færdige facade – for at få forbandternei facaden til at gå op.«

Som Page Street bygningen fremstår i dag,er den resultatet af en meget stor og fællesindsats fra alle involverede parter.

»I Derwent London bruger vi mange kræfterpå at frembringe smuk arkitektur med gen-nembearbejdede detaljer i naturlige og bære-dygtige materialer. Og lykkeligvis oplever vipå samfundsplan og hos vores lejere en stigendekvalitetsbevidsthed, som er meget inspirerendefor vores arbejde. Og som altid i vores projekterskyldes det gode resultat samarbejdet mellemalle medvirkende: lejer, arkitekter, entreprenør,ingeniører, håndværkere og de pågældendemyndigheder, i dette tilfælde WestminsterPlanning Department, der gennem hele pro-cessen engagerede sig særdeles aktivt og po-sitivt.«

Den nyrenoverede bygning – midt i det fornemme Westminster– kan nydes på afstand i en lille park i Page Street.

OM MURVÆRKETMurede bygninger dimensioneres sædvanligvis efter murstenens formater. Da Page Streetbygningens betonkonstruktion blev bibeholdt, forelå der et stort projekteringsarbejde, hvisresultatet skulle tilfredsstille arkitekterne. For at få murværket til at passe i det vandrette plan,tegnede arkitekterne et vildt forbandt med løbere og kopper, som de supplerede med treforskellige specialsten. Forbandtets højde var udgangspunktet i udfordringen med at fåmurværket til at gå op vertikalt, men arbejdet kompliceredes af, at ingen af bygningensetagehøjder er ens. Arkitekterne tegnede hele facadens murværk i opstalt og rykkede dendernæst op og ned, indtil den passede bedst muligt på de enkelte etager. De niveauforskelle,som opstod, blev optaget i vindueskarmenes højde. At murværket kom til at fremstå så smuktog harmonisk, skyldes tillige et meget præcist murerarbejde, hvor samtlige lodrette og vandrettefuger er eksakt lige brede.

1 Page Street, Victoria, LondonBygherre: Derwent London

Arkitekt: PLP Architecture

Entreprenør: BAM Construction

Sten: D45

Tekst: Ida Præstegaard, cand.arch.

Fotograf: Philip Vile

DKsection1

Moss er en historisk by på Oslofjordens østkyst,60 km syd for Oslo. Byen har 30.000 indbyggereog er i dag et vigtigt trafikalt knudepunktmed international lufthavn og færgeforbindelserover fjorden.

Midt i byens centrum bød man i 2012 deførste plejehjemsbeboere velkommen på detnyopførte Skoggata Bo- og Servicecenter. Detusædvanlige i dette er beliggenheden, for iNorge er det normalt at etablere plejehjem ibyernes udkantsområder, hvor byggegrundeneofte er billigere. Moss kommune valgte imidlertidat lytte til de nye ældregenerationers ønskerom at kunne fortsætte et aktivt liv i omgivelsermed mindst muligt institutionelt præg og mednem adgang til byens mangeartede handels-og kulturtilbud.

Placeringen i bymidten tilgodeser beggeønsker. Det sidste giver sig selv – bylivetforegår lige uden for døren. Og den urbane be-liggenhed fordrer, at plejehjemmets arkitektur,planløsning og funktioner i et rimeligt omfangorienterer sig udadrettet mod byen, hvorveddet institutionelle præg reduceres.

Plejehjemmet er opført på en stærkt skrånendegrund ud til Skoggata som et tolænget kompleksi fire etager, der skærmer om et sydvendt have-

anlæg. Kompleksets tre øverste etager rummer50 lejligheder på 40 m2 og to på 57m2, som erorganiseret i 6 bo-grupper med egne fællesrumud mod haveanlægget. I længen mod Skoggataer en del af fjerde etage udlagt som en stor,fælles tagterrasse med udsigt over byen ogfjorden.

Stueetagen ud mod Skoggata optager grun-dens niveauspring og har kun facade mod detoffentlige rum. Derfor virker det også naturligt,at alle de mere udadrettede fællesfunktionersom hovedindgang, café, motionsrum, fysio-terapi, kiosk samt hår- og fodpleje er samlether. Disse funktioner henvender sig nemligikke kun til plejehjemmets beboere, men ogsåtil byens ældre borgere.

Plejehjemmet er tegnet af Dyvik ArkitekterAS. De har bevidst arbejdet med en urban ogen mere privat side af byggeriet, der er opførti rød-gul-changerende tegl fra Petersen. ModSkoggata og nordøst fremtræder facadernestramt modulerede med markante, dobbelthøjekobberindramninger af lejlighedernes vindues-partier. Den halvdel af stueplanet, der ligger igadeniveau, er trukket tilbage og beklædtmed glas, hvilket både tilføjer lethed, bidragertil et bymæssigt udtryk og giver oplagte mu-

ligheder for at vekselvirke med gadelivet. Dehavevendte facader er friere disponeret og hardermed et mere privat præg. Den samledebygningskrop fremstår med tydelige niveau-spring, udsparinger og henholdsvis fremskudteog tilbagetrukne partier for at tilpasse siggrunden og de omgivende bygninger. Valgetaf tegl er på samme måde en bevidst bestræbelsepå at imødekomme de urbane krav, fortællerarkitekt Anders Sølver Ritto: »Hovedårsagentil, at vi valgte Petersen Tegl, var et ønske omat få en virkelig flot tegl-facade, som kunbliver smukkere med årene, og som kræver etminimum af vedligeholdelse. Beliggenheden icentrum af en gammel by stiller store krav tilæstetisk udformning og tilpasning til den ek-sisterende kontekst. Vi valgte netop D76 fraPetersen Tegl, fordi stenens stoflighed ogtekstur passede så godt til den eksisterendebebyggelse og farvepaletten i omgivelsernegenerelt. I kombination med vinduesrammernei kobber giver teglen byggeriet en jordnærværdighed, som tilpasser sig stedet på en finmåde.«

PLEJEHJEMMED URBANEKVALITETER

MANGE AF NUTIDENS BYBOERE ØNSKER ATFASTHOLDE BYLIVETS KVALITETER, NÅR DEBLIVER ÆLDRE. ET NYT PLEJEHJEM I MOSS

SYD FOR OSLO VISER VEJEN

| 5

339

EL-s

kap

C+

18.4

C+

18.4

C +

19.

5

Skoggata Bo- og Servicecenter i Moss er opført på en skrånende grund og henvendersig mod nordøst til byen og mod sydvest til bebyggelsens store haveanlæg.

Tre af bygningens facader fremstår stramt modulerede med markante, dobbelthøjekobberindramninger af lejlighedernes vinduespartier.

I samråd med bygherren valgte arkitekten en kulbrændt mursten,hvis gyldne farvespil passede godt til omgivelsernes farvepalet.

1. plan 3. plan 4. plan

Stueetagen med facader i glas mod Skoggata rummer blandt andet café, motionsrum, fysioterapi og kiosk.

Skoggata Bo- og Servicecenter, Moss, NorgeBygherre: Moss kommune

Arkitekt: Dyrvik Arkitekter AS i samarbejde

med Rambøll Norge AS.

Ingeniør: Rambøll Norge AS

Landskabsarkitekt: Rambøll Norge AS

Sten: D76

Tekst: Tina Jørstian, arkitekt

Fotograf: Nils Petter Dale


51 2 4

3

KREMATORIET PÅSKOVKIRKEGÅRDEN

6 |

”A STONE IN THE FOREST” KALDTEJOHAN CELSING SIT DRISTIGE KONKURRENCEFORSLAG TIL DET

NYE KREMATORIUM PÅ SKOGSKYRKOGÅRDEN I STOCKHOLM.DEN FÆRDIGE BYGNING, DER BLEV INDVIET FOR FÅ MÅNEDERSIDEN, REJSER SIG SNARERE SOM EN GEVALDIG KLIPPEBLOK,

DER SYNES AT VÆRE SKUDT OP AF JORDEN EFTER ET KOLOSSALTINDRE PRES. ELLER OGSÅ HAR DEN ALTID LIGGET DER?

VI HAR BARE IKKE LAGT MÆRKE TIL DEN FØR NU

Med de mørke tage øverst i billedet skimtes Asplunds krematorium fra 1940.Derunder, omgivet af nåletræer, skyder det nye krematorium op af jorden som en stor rødbrun teglblok.Foto: Erik Hugoson

Med korset som kirkegårdens velkomst dukker Asplunds gamle krematorie- og kapelkompleks opmed sit fremskudte peristyl.

Celsings krematorium kan opfattes som en monolitisk, massiv variant af Asplunds søjleomkransede forgård.Modsætningen imellem det gamle og det nye krematorium er paradoksalt nok det greb, der forbinder de to.

1. Troen, Håbets og Det Hellige Kors kapel2. Skovkapellet3. Genopstandelseskapellet4. Besøgscenter5. Det nye krematorium

| 7

Skogskyrkogården er »holy ground« for arkitekterog landskabsarkitekter. Den er internationaltanerkendt som et af den nordiske modernismesabsolutte mesterværker, og den er for længstblevet optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.Skogskyrkogården og dens bygninger blev tegnetaf Erik Gunnar Asplund og Sigurd Lewerentz påbaggrund af en international konkurrence i1914, som de to dengang blot 29-årige svenskearkitekter vandt. Som skovkirkegården tagersig ud i dag, 100 år efter den blev konciperet,fremstår den med en storslåethed og poetiskkraft, som er ganske unik. Man får bogstaveligttalt et sug i maven, når man står ved hoved-indgangen og kigger op imod korset på højenog det gamle krematoriums søjlerækker, derses i flugt til venstre. Det er stor arkitektur oglandskabskunst, smeltet sammen til et vidun-derligt og selvindlysende hele.

Den seneste bygning, der er blevet opført,er Asplunds krematorium fra 1940. Siden erder ikke sket ret meget andet end de gennem

årene tilføjede gravsteder. Så hvad stiller manop, når man får til opgave at bygge et nyt ogmere tidssvarende krematorium på dette sted?Tjah, spørger man Johan Celsing, så har hanegentlig ikke tænkt så meget over det medden hellige jord. Han har mest været optagetaf at lave et velfungerende krematorium, sompasser til stedet. Krematoriet skjuler sig iskoven lidt øst for det gamle krematorium.Bygningen er organiseret inden for en stor,næsten kvadratisk plan, overdækket af én stor,sammenhængende tagflade. Taget falder i treretninger fra et fladt punkt forskudt mod detsydvestlige hjørne. Alle bygningens udvendigeflader, herunder tagfladerne, er beklædt meden rødbrun Kolumba-sten, der falder smuktsammen med nåleskovens nuancer. Stenene ermuret i et ujævnt forbandt på facaderne oglagt på fladen på tagene og i loftet i det åbneindgangsparti.

Kolumba-stenens lange, smalle format erperfekt til at understrege bygningens horisontale

karakter, hvilket igen er fremhævet af de lettilbageliggende lejefuger. Der er intet tag-udhæng. Kun en ganske lille hældning langsmurens øverste kant vidner om overgangen tilden skrånende tagflade. På afstand giver detet monolitisk præg. Man oplever, at her liggeret stort kantet teglstensmassiv med forskelligeudskæringer og udhulninger i facader og tage.Men kommer man helt tæt på, bliver man op-mærksom på de små variationer. Både imellemde enkelte sten, men også imellem stenenesforskellige anvendelser, som henholdsvis faca-desten, tagsten, loftssten og terrænsten. Denstore gulvflade i det åbne indgangsparti erogså belagt med Kolumba-sten, vekslendeimellem kant og flade, afhængig af om terræneter overdækket eller ligger under åben himmel.Dette bidrager til den rige, men stilfærdigevariation, som præger hele ’klumpen’. Med tildisse små variationer hører også den sydvest-vendte langsides perforeringer i murværket,som skyldes behovet for ventilation til teknik-

rummene. På denne side af bygningen gårtagkanten helt ned til mandshøjde. Man bliverderved opmærksom på, at afløbsrenderne eranlagt diskret bag den tredje teglsten, regnetfra facaden. Regnvandet fra de yderste teglstenfår blot lov at løbe nedover væggene. Om vin-teren vil tagkanten undertiden være prydetmed istapper.

Kolumba-stenene er trukket med ind ifoyerens gulvbelægning, men ellers fremstårde indvendige flader i hvid cement. Kontorernetæt ved indgangen grupperer sig omkring etåbent atrium. Fra foyeren er der også adgangtil et lille kapel med tøndehvælvet loft i hvidcement. Langs bagvæggen, der er beklædtmed hvide, glaserede hulsten, siver lys ned fraen ovenlyssprække. Fra kapellet er der adgangtil det store ovnrum, hvor fire store ovne eropstillet på række. I rummet er to store høj-format vinduesudskæringer placeret med udsyntil nåleskovens træer, og i det kantede loft erto ovenlys ligeledes skåret ud i den hvide

Hovedindgangen til Johan Celsings krematorium nås via løst granitbelagte stier.

Kirkegårdens gravsteder er overalt integreret i naturen,strøet rundt som små frø.

Sigurd Lewerentz’ genopstandelseskapel fra 1925er et af den nordiske nyklassicismes fineste værker.


8 |

Selvfølgeligt indlejret i skoven, men også radikalt og monumentalt. De små forskelle ligger i udskæringernes karakter.Et dybtliggende vindue, et vindue i flugt med facaden og en stor tom udskæring til indgangen.

Indgangspartiet set fra sydvestIndgangspartiet kan i al sin hårdhed opfattes som en moderne parafrase over Asplunds peristyl,hvor spillet mellem lys og skygge, det åbnende og det lukkende er fint iscenesat.

SnitStueplan

DKsection2

A D A R K I T E K T G E E R T B O S C H T

| 9

beton. Set indefra fremstår alle vinduer ogovenlys uden vinduesrammer, idet de kraftige,sortoxiderede kobber-vinduesrammer er lagt indi en reces i murværket på bygningens yderside.Gulvene i ovnrummet og kapellet er belagt meden meget smuk, svensk Brännlycke granit, somhar et meleret, grågrønt skær.

Jeg besøgte krematoriet med ledsagelse afJohan Celsing. Da vi sad i kapellet og talte ombygningen, gav han sig til – på smukkesteStockholm-svensk – at recitere Inger Christensensrequiem-digt Sommerfugledalen. Han forklaredebagefter, at han har været meget inspireret afstemningen og rytmen i digtet, da han arbejdedemed krematoriet. Digtet er skrevet i den klassiskesonetform, hvor hver sonet består af 14 verse-linjer, fordelt på to strofer med fire linjer og tostrofer med tre linjer. Sonetterne er bundetsammen til en såkaldt sonetkrans bestående af15 sonetter, hvor den sidste linje i hver sonetbliver gentaget som den første i den næstesonet. Disse verselinjer gentages i den sidste

sonet, der derved bliver en slags konklusion,som åbner for nye tolkninger. En ny begyndelse?Sonetkransens rytme er naturligvis ikke direkteoversat til krematoriets form, men når man gårrundt i og omkring bygningen, så er det tydeligt,at der en form for iboende rytme, hvor nogletemaer gentages, og noget nyt introduceresinden for samme stramme format. Der er ogsåen meget poetisk dimension i bygningen, som idet ydre anslås af placeringen i skovlysningenog af de dunkle teglstens vibrerende, stofligeflader. I det indre spiller lyset en stor rolle. Lysfra siderne, fra oven og gennem sprækker, somlyser de hvide og de glaserede flader op og(måske) gør oplevelsen af døden lidt lettere atbære for de pårørende.

Skogskyrkogården, StockholmBygherre: Stockholms Kyrkogårdsforvaltning

Arkitekt: Celsing Arkitektkontor AB

Entreprenør: Skanska

Ingeniør: Tyréns AB

Landskabsarkitekt: Müller Illien

Landschaftsarchitekten GmbH

Sten: K48

Tekst: Thomas Bo Jensen, Lektor, Arkitekt maa, Ph.d.

Fotos, side 6-7: Anders Sune Berg

Fotos, side 8-9: Ioana Marinescu

Fra indgangspartiet synes den store, sydøstvendte mur næsten skræmmende monumentalmed sin kantede profil. Men de høje vinduesudskæringer sætter skala på bygningen.

Som en reminiscens fra antikken står en enkelt rund betonsøjle og holder på indgangspartietsmørke overdækning, bagom hvilken himmellyset vælder ned.

Landskabet forekommer nærmest klippet ud afmuren, som en slags stillbillede af verden omkring.

Det lille venterum har en højtidelig karakter,men også en sart og intim stemning.

Ovnrummet har en nøgtern karakter. Det er her livet slutter, men lyset måler tiden og peger påen form for fortsættelse, og uden for er landskabet i evig forandring.

I gårdrummet i bygningens sydvestlige hjørne liggerto store sten. Måske et billede på tyngden i det varige.


KURSSKIFTETIL MURSTENDET FØRSTE HUS I AUSTRALIEN OPFØRTI PETERSEN MURSTEN ER NU FÆRDIGGJORTOG BEBOERNE FLYTTET IND. DET DREJER SIGOM EN VILLA LIGE UDEN FOR MELBOURNEBEKLÆDT MED KOKSGRÅ KOLUMBA

10 |

Ian og Nicola Minchin diskuterede husets ydreoverflader med Robert Simeoni, deres arkitekt,som har tegnestue i Melbourne og bruger zinktil mange af sine huse. Ægteparret havde ikkegenerelt noget imod zink, men de var ikkehelt overbevist om, at det var det rigtige tilderes nye hus i South Yarra, en forstad fire kmsydøst for Melbourne. En række løsninger varpå tegnebrættet, men en serie billeder af enny mursten, der var undervejs til Australien,afgjorde sagen.

Peter Robertson, der er ven med parretMinchin, har som direktør for Robertson BuildingProducts i årtier været en ledende skikkelse iden australske teglindustri. Robertson er i dagforhandler af Petersens mursten, og han visteIan og Nicola fotos af K55. Den flade, træ-kulsgrå, håndlavede sten fik både ægteparret

og Simeoni til at se deres projekt i et nyt lys.»Peter havde undervejs vist os flere huseopført i forskellige sten, han har leveret. Menenten farven eller overfladen svarede ikke tilvores forestillinger,« siger Nicola.

Billederne af K55 gav imidlertid sagen enny drejning, og da ægteparret efterfølgendeså prøver af stenene, blev de helt overbevist.»Hver eneste af de håndlavede sten fremståren smule forskellig, og de er alle mærket medet sæt tommelfingre. Ikke en eneste af dem erhelt lige, og det giver et spændende præg afkunsthåndværk,« siger Ian.

Også Simeoni var klar til at beslutte sig, dahan havde set prøverne: »Hver eneste sten af-viger lidt i længde, og arbejdet krævede dygtigemurere. Det gjorde arbejdet lidt vanskeligere,men resultatet indfriede vores forventninger.

Kolumba har givet huset mere karakter, ogstenene passer til husets abstrakte komposi-tion,« siger Simeoni, hvis oplæg var at tegneet udtryksfuldt, moderne familiehus med rene,enkle linjer og at anvende simple materialer.

I modsætning til den trækulsgrå facade erhusets interiør helt i hvidt. »Farven blev aldrigdiskuteret. Det har hele tiden skullet værehvidt,« siger Nicola, som i lighed med Ian harværet opsat på at skabe en uberørt, hvid bag-grund for deres moderne malerier. Hvidt gårogså igen i køkkenindretningen og i det næstenfire meter lange corianbord, der bruges tilnæsten alle måltider.

Husets bagside er præget af store vindues-arealer og skydedøre i glas og aluminium, dergiver adgang til have og terrasse. Kompositioneraf mursten fra tidligere tider ved ejendommens

Fra Victoria-forstaden South Yarraer der en fin udsigt tilMelbournes skyline.

For at mindske det massiveindtryk er villaen brudt op i to

voluminer. Det lille gårdrum, deradskiller voluminerne, har givet

plads til en Eucalyptus.

De naboliggende, murede huse stammer fra vidtforskellige epoker, men de har alle det håndgjorteog uregelmæssige facadeudtryk til fælles medden nye Kolumba-villa.

South Yarra-villaens arkitekt, Robert Simeoni (th)i samtale med Peter Robertson (tv), der er 5.generation af familien Robertson beskæftiget i denaustralske teglindustri. Virksomheden DanielRobertson Australia Pty Ltd. blev grundlagt 1880,og teglværket voksede med årene til at være blandtlandets største med levering over hele Australienog eksport blandt andet til Japan, Hong Kong ogSingapore. Peter Robertson solgte teglværket i2005 og er i dag agent for blandt andrePetersen Tegl i Australien.

Villaens facade mod haven består i stueetagen afstore glaspartier med skydedøre, der kan åbnes helt

op mod den træbelagte terrasse.

Ian og Nicola Minchin bad arkitekt Robert Simeoniom at tegne et udtryksfuldt, moderne familiehusmed rene, enkle linjer udført i simple materialer.

| 11

skel skaber en fascinerende dialog mellemmursten fra fortid og nutid. Ved havens bagskelkan man for eksempel se, hvad der tidligerehar været en mur og en pejs i et victorianskhjem i slutningen af det 19. århundrede. Enmurstensvæg i et andet skel markerer, at herengang var en stald.

Selvom der er årtier og århundreder mellemdisse murstensreminiscenser og Kolumba-stenene, understreger de et karakteristisk trækfor hele kvarteret den dag i dag: Nemlig nogethåndgjort og uregelmæssigt, der i Minchin-husets facader opleves som en rig patina.

Villa i South Yarra, MelbourneBygherre: Ian og Nicola Minchin

Arkitekt: Robert Simeoni

Ingeniør: Perrett Simpson Stantin Structural

Entreprenør: McMahon + Utri Builders

Sten: K55

Tekst: Stephen Crafti

Fotograf: Trevor Mein

Interiøret er enkeltog stramt med ind-

byggede downlights idet nedhængte loft.

For bygherrerne var deten forudsætning, at

interiøret blev holdt ihvidt for at skabe enneutral baggrund til

samlingen af modernemalerier.

Snit

Førstesalsplan

Stueplan

»Hver eneste af de håndlavedesten fremstår en smule forskellig,og de er alle mærket med et sættommelfingre. Ikke en enesteaf dem er helt lige, og detgiver et spændende prægaf kunsthåndværk,«Ian Minchin, Bygherre

DET AUSTRALSKE MURSTENSMARKEDMursten er det mest anvendte facademateriale iAustralien. Mere end 85% af salget går til denprivate boligsektor, og mere end 80% af nye en-familiehuse er opført i mursten. Murstensmarkedeter på ca. 1,5 milliarder sten om året svarende til30 millioner kvadratmeter om året, hvoraf omkring3% eksporteres.

I de sidste 25 år er der sket et enormtantal sammenslutninger af teglværker og deresejerkredse. Mange af familieforetagenderne erblevet overtaget eller er lukket, og de storeselskaber er vokset ved at overtage andre. Detre største grupper i dag er Brickworks, Boralog CSR/PGH. På landsplan er der omkring tolvmindre teglværker tilbage.


o

12 |

KOLUMBA FORENER NYT OG GAMMELTOpdagelsen af Elisabethenbrunnen blev begyndelsen til en nyepoke for Homburg. Fundet af kilden i 1834 grundlagde byenssenere internationalt kendte spaindustri, banede vej foretablering af tennisklub, golfklub – Tysklands første – og etkasino. Kurbyen (fra 1912 Bad Homburg) tiltrak kongehuse ogadel fra hele Europa, og da Kejser Wilhelm II i 1888 erklæredeBad Homburg slot for sin officielle sommerresidens, var byensstatus for alvor slået fast.

De mange gæster skulle transporteres til og fra byen, og i1907 indviedes Bad Homburg station, tegnet af arkitekt ArminWegner i neorenæssance stil. Samme arkitekt tegnede ogsåkejser Wilhelms private stationsbygning 150 meter vest forstationen, så hoffet ikke behøvede at blande sig med de andrerejsende. Bad Homburg station tjente sit formål i mange år,om end enkelte ombygninger med tiden blev nødvendige. Ek-sempelvis nedlagdes for mange år siden de fire ventesale –oprindeligt beregnet for 1., 2., 3. og 4. klasse samt én forkvinder. Også på andre måder var bygningen efterhåndenblevet utidssvarende, og omtrent 100 år efter indvielsen blevdet besluttet at foretage en gennemgribende renovering.

Den kombinerede arkitekt- og ingeniørvirksomhed, MailänderConsult med afdelinger i Karlsruhe, Frankfurt am Main, Münchenog i Stuttgart, vandt konkurrencen om at forestå restaureringen,men opgaven ændredes undervejs, fortæller arkitekt AdrianeGunzer fra Mailänder Consult, der var hovedansvarlig forprojektet: »Vores forslag var næsten færdigt, da bystyret i BadHomburg besluttede at udvide opgaven. Byen ønskede at

skabe nyt liv i og omkring stationen og gøre den til BadHomburgs nye, kulturelle centrum integreret med togdrift – ogkort efter var vi i gang med at udvikle nye ideer.«

Den oprindelige stationsbygning skulle nænsomt og re-spektfuldt ombygges til at rumme nye funktioner, og der skullebygges til for at opnå de i alt 5.600 kvadratmeter, der varønsket. Løsningen blev at opføre fløje på hver sin side af deneksisterende bygning henholdsvis mod øst og vest. De to fløjeer begge i én etage og i facadeplan trukket tilbage fra denoprindelige stationsfacade. Østfløjen rummer diverse forretninger,rejsebureau, billetkontor og cykelparkering. Den vestlige del afhuset indeholder i stueplan restaurant, bar, foyer, et multirumkaldet Wintergarten og på 2. sal – under taget i den oprindeligebygning – yderligere et stort multirum, Speicher, med plads til300 personer. Den oprindelige og bevarede hovedindgang lederind til den flotte, centrale hal, som man passerer for at kommeud til perronerne.

Mødet mellem nyt og gammelt var opgavens centrale udfor-dring: »Det var afgørende, at forandringerne blev synlige,samtidigt med at om- og tilbygningerne respekterede og un-derlagde sig den oprindelige arkitektur,« fortæller en afprojektets arkitekter, Gerd Gröschl. Intentionen afspejler sigvellykket i den måde, de to nye fløje naturligt og funktionelter integreret i det oprindelige hus. Med deres enkle, moderneudtryk og store glaspartier adskiller nybygningerne sig tilgengæld arkitektonisk tydeligt fra den historiske hovedbygning.

Arkitekterne valgte at beklæde de nye bygninger med en håndlavet sten, hvis farvespil i rødt, gråt, brunt og gyldentgenfindes i stationens 107 år gamle, røde sandstensbeklædning.

Under taget i den vestlige tilbygning indrettede arkitekterne en stor sal,Der Speicher, med plads til 300 personer.

Den fine lyssætning får de skulpturelt udformede tage på de to tilbygninger til at svæve, når mørket falder på. Farverne i den fredede stations facader genfindes i nybygningernes røde murværk og

Kejser Wilhelm IIs private station (nu restaurant) ligger 150 meter fraBad Homburg station og ses gennem glasfacaden. Foto: Fabian Linden

DKsection3

Stationsbygningens facader kombinerer den lokale, rødesandsten med hvidpudsede partier i gavle og over vinduer. Ar-kitekterne overvejede, men fravalgte at anvende sandstenen ide nye facader. »Vi ønskede et materiale, der kunne fungeresom en bro over det tidsmæssige spænd mellem nyt oggammelt, og som kunne formgives til tidssvarende arkitektur.Den røde sandsten er smuk i ældre huse, men når den brugesmoderne, mangler den ofte tekstur og fremstår død i overfladen,«forklarer Adriane Gunzer. »Vi besluttede os for at anvende Ko-lumba, som findes i en række versioner, der alle havdepotentiale, så vi havde mange prøver i udvalg. Den sten, vivalgte, har et meget stort farvespil med nuancer i rødt, gråt,brunt og gyldent, og dens rosa toner rammer præcis den rødefarve i den gamle sandsten.«

| 13

AT SKABE ET VELLYKKET MØDE MELLEM NYT OG GAMMELT VAR BLANDT DE VÆSENTLIGE UDFORDRINGER,DA ARKITEKTER FRA MAILÄNDER CONSULT OMBYGGEDE OG UDVIDEDE DEN MERE END 100 ÅR GAMLE, FREDEDE STATION I HESSEN I TYSKLAND

Bahnhof Bad Homburg v.d. HöheBygherre: Bahnhof GmbH, Bad Homburg v.d. Höhe

Arkitekt: Mailänder Consult GmbH, Adriane Gunzer,

Andreas Eckmann, Gerd Gröschl, Karlsruhe

Bærende konstruktioner: Loos & Partner, Bad Homburg v.d. Höhe

Sten: K46


Fotograf: Paul Koslowski og Fabian Linden

Efter den omfattende restaurering danner hallen igen centrumi Station Bad Homburg. Foto: Fabian Linden

De halvcirkulære vinduer i Der Kultur Speicher vender ud modstationens store hall.

og hvide tage. Den østlige tilbygning, der rummer forretninger, rejse- og turistbureau samt cykelparkering, har facader i glas og murbeklædte søjler.

Opstalt mod nord af den oprindelige station med nybygninger mod øst og vest.

og

14 |

I NATURENS NUANCERPÅ EN SANDKLIT MELLEM FYRRETRÆER LIGGER EN ELEGANT VILLA INSPIRERET AF FARVETONERNE I SAND OG BARK

Samspil eller modspil med omgivelserne er et vedvarende temai arkitekturen. Ikke mindst når en bygning er placeret i natur-skønne omgivelser, må arkitekten tage stilling til, om han skalgribe fat i og fremhæve de materialer, farver og forskydningeri terrænet, der er til stede. Eller om bygningen snarere skal op-træde som noget helt anderledes, der stiller sig i kontrast. Iden modernistiske arkitektur finder vi den førstnævnte mulighedrealiseret i bygninger af eksempelvis den amerikanske arkitektFrank Lloyd Wright. Især i ét af hans mest kendte og elskedeprojekter, villaen Falling Water, der er dramatisk placeret hen

over et rindende vandfald – et greb, der både indrammer ogfremhæver naturens kvaliteter. Omvendt gjorde den svejtsiskearkitekt Le Corbusier en dyd ud af modsætningen mellemgrønne omgivelser og arkitekturens hvide geometri.

Store terrænspring er sjældne i Holland, men nord forUtrecht findes en højderyg af sand dannet i istiden og dækketaf skov. Denne særlige beliggenhed med en højdeforskel påseks meter blev betingende for denne nyopførte villas arkitektur.Her gælder samspil frem for modspil. Bebyggelsen samler siginden for et kvadratisk felt afgrænset af villaen mod nord og

øst og af en lang, horisontal mur udgående fra garagen modsyd. Dermed udnyttes lysindfaldet fra syd og vest. Skøntomgivet af høje træer, finder man altid en solbeskinnet plet påen af de store terrasser, som omgiver villaen på tre sider.Kvadratet udgør et kultiveret område indfældet i naturen, somfår lov til at vokse mere vildt rundt om og ud mod ankomstvejen,hvor beplantningen skærmer som en slags gardin.

Bygherren ønskede en glidende overgang mellem bygningog landskab, et hus, der ikke kontrasterer, men går i dialog.Arkitekten Geert Bosch fortæller: »Vi tilstræbte at skabe en

Billedtekst

En stor, horisontal åbning i muren indrammeren skulptur og giver indkik til poolen.

Bebyggelsen samler sig inden for et kvadratisk felt afgrænset af villaen modnord og øst og af en lang horisontal mur udgående fra garagen mod syd.

Villaen er karakteriseret ved sine markante, vertikale linjer – de udkragede betondæk –hvor førstesalen skærer sig ind i skrænten bag huset.

| 15

forbindelse imellem sted og bygning via brugen af farver ogmaterialer.« Kravet var et moderne hjem, men ikke et hus be-stående af hvide kasser. Villaen ligger i skoven, og derfor erder brugt naturlige materialer. Betonen er sandfarvet, og mur-stenenes farver refererer til barken på fyrretræerne. GeertBosch uddyber: »Farven på betonen er som farven på sandet iklitterne. Murstenene fra Petersen er Kolumba-sten i et spændaf nuancer fra sort til grøn og orange. Vi ønskede at minimere:Beton, mursten, glas og cedertræ. Materialerne er rustikke ognedtonede.«

De fleste af opholdsrummene er placeret på første sal, såudsigten til den frodige have bliver optimal. De store vinduerog skydedøre betyder, at overgangen mellem inde og ude er såflydende som mulig. Naturens vekselvirkninger er altid tilstede, og man følger let med i årstidernes gang. Der er brugtmursten både inde og ude, eksempelvis til de store pejse, somsørger for hyggen, når dagene bliver kortere og koldere.Stenenes stærke, stoflige virkning understreger den hjemligefølelse, og gør arkitekturen uhøjtidelig.

Ankomsten finder sted via en dobbelthøj hall, hvor bygherrenudstiller dele af sin kunstsamling. Hallen kan desuden brugestil arrangementer af mere formel karakter og er via en skulpturelvindeltrappe forbundet med opholdsarealerne på første sal. Enstor, indendørs swimmingpool er placeret i stueetagen underopholdsarealerne. Den er på tre sider omgivet af skydedøre,som i varmt vejr kan åbnes. Dermed bliver der direkte adgangtil haven, som om poolen blot lå under en skærmende baldakin.

Den hårdtbrændte Kolumba behøver ingen afdækning af murkronen.Stenens farver genfindes i tagets sedum-bevoksning.

For at opnå et naturstensudtryk er der brugt sten i tre forskellige længder.Fugerne er dybtliggende for at betone de horisontale linjer, og der er an-vendt en mørk mørtel, så stenene fremstår stablede snarere end murede.

Ønsket var at skabe en forbindelse imellem natur og bygning i kraft af farver og materialer. Betonen er indfarvet som sandet i klitterne,og murstenenes farver refererer til barken på fyrretræerne i nuancer fra sort til grøn og orange.

16 |

Arkitektonisk er der skabt en enkel og præcis dynamik afvandrette og lodrette linjer. De sandfarvede betondæk er insitu-støbt og har en mat overflade, som danner en roligkontrast til murstenenes rige farvespil. For at give murene etudtryk, som bestod de af natursten, er der brugt sten i tre for-skellige længder. Fugerne er dybtliggende for at betone de ho-risontale linjer, og der er anvendt en mørk mørtel, så stenenefremstår som blot stablede snarere end murede.

Geert Bosch fortæller: »Når man ankommer, ser man måskeFalling Water-villaen af Frank Lloyd Wright for sig, men manfår hurtigt øje på forskellene. En bygnings skønhed afhængeraf øjnene, der ser. Man skal kunne identificere noget, mankender til. Noget man kan lide, eller noget man mindes. Mender skal også være noget, der overrasker, noget uventet. Denrette blanding af det genkendelige og det overraskende gør enbygning unik.«

Villa ved Utrecht, HollandBygherre: Privat

Arkitekter: Hilberink Bosch Architecten

Entreprenør: De Visser Bouw en Onderhoud B.V.

Landskabsarkitekt: Martien van Osch, Bureau Oslo

Sten: K44, K47 og K49 i speciallængder

Tekst: Martin Søberg, arkitekturhistoriker, Ph.d.

Fotograf: Paul Kozlowski

Fotograf, Håndværk: Anders Sune Berg

Lerklumpen køres ud af maskinen og skæres. Lerklumpen trykkes ud i træformen. Overskydende ler fjernes.

HÅNDVÆRKF O R A T O P N Å E T U D T R Y K S O M N A T U R S T E N I V I L L A E N S M U R V Æ R K B A D A R K I T E K T G E E R T B O S C H T

Kolumba er gennemgående også indendøre.Trappen til første sal løber mellem glas og en muret væg.

Skydedøre kan gå til side, så poolrummetkan lukkes af afhængig af årstiden.

| 17

Formen løftes af den formede lerklump. Formgivningen er færdig. De rå, formede sten skal hvile et døgn forud for tørring og brænding.

T E G L V Æ R K E T F R E M S T I L L E T R E K O L U M B A - S T E N I S P E C I A L M Å L , D E N L Æ N G S T E 9 2 0 M M L A N G

Lysarmaturer og Eames stole er valgt i brune nuancer,der matcher de murede vægge.

Stueplan

Snit

Førstesals plan

18 |

Den almene boligbebyggelse, Bytoften i Gladsaxe nordvest forKøbenhavn, havde været utidssvarende i mange år. De 123boliger var spartanske allerede, da de blev bygget i 1955,blandt andet var de opført med uisolerede ydervægge. Siden1970erne er bebyggelsen løbende blevet renoveret, men enbyggerapport i 2008 konkluderede, at husene burde nedrivesog erstattes af nye.

I samarbejde med Gladsaxe kommune udarbejdede VirumgaardArkitekter as en ny lokalplan for området, og tegnestuen blevogså bedt om at stå for den nye bebyggelse. Den oprindeligebebyggelse bestod af rækkehuse udført som parallelle længerplaceret omkring et overløbsbassin på en grønning. Virumgaardog byggeudvalget/beboerne besluttede at bevare det overordnedegreb, at bygge omkring søen og grønningen. Men derudoverfremstår resultatet radikalt anderledes. Disponeringen omkringgrønning og sø har skabt plads til et landskabeligt, attraktivtfællesareal, og bebyggelsen er arkitektonisk særdeles vellykket,udført i kvalitetsmaterialer og i lavenergiklasse 2015. Den nye

bebyggelse består af 114 rækkehuse og har kostet cirka 200mio. DKK.

Almene boliger i Danmark, hvoraf der findes mere end550.000, administreres af individuelle afdelinger som selv-stændige, økonomiske enheder, der ikke kan tjene penge påudlejning eller salg. Beboere er lovmæssigt sikret udstrakt de-mokratisk indflydelse. Mange af beboerne i Bytoften havdeboet i bebyggelsen siden opførelsen og har derfor stor venerationfor stedet. Det var derfor en yderst engageret beboergruppe,som Virumgaard indgik samarbejde med om udformning af be-byggelsesplan og boliger. I alt blev der i en periode på fire årafholdt 36 byggeudvalgsmøder, hvor alle facetter ved byggerietblev drøftet af arkitekter, beboere og bygherren, Gladsaxealmennyttige Boligselskab.

De nye boliger, hvoraf 1. etape stod færdig i 2013 ogfortsat hedder Bytoften, er udført som en tæt-lav bebyggelse,hvor boliger og de fælles friarealer indgår i et nært samspil.

Bytoften, der var indflytningsklar i 2013, er udført som en tæt-lav bebyggelse, hvor boliger og de fælles friarealer indgår i et nært samspil.

Boligerne er opført som klynger af en- og toetages rækkehuse grupperet omkring hver deres gårdrum, hvorfra der er adgang til husene.

Situationsplan

BYTOFTENNY ALMEN BOLIGBEBYGGELSE INDFRIRALLE ØNSKER OM EN VELFUNGERENDEBEBYGGELSESPLAN, VELINDRETTEDE BOLIGEROG MATERIALER I HØJ KVALITET

| 19

Husenes indbyrdes forskydning forankrer bebyggelsen i landskabet og medvirker til det levende indtryk.

Boligernes private haver orienterer sig mod det grønne fællesareal, hvor store solitære træer er bevaret.

Husenes vinduer er samlet og placeret i vertikale bånd, og facaderne fremstår derfor med rolige, ubrudte murede flader.

Boligerne er opført som klynger af en- og toetages rækkehusegrupperet omkring hver deres gårdrum. Der er adgang tilboligerne fra gårdrummet, beboernes nære sociale rum, medopholdsarealer, småbørnslegeplads samt cykel- og bilparkering.Boligklyngerne – og de private haver – orienterer sig mod detgræsbeklædte fællesareal, hvor store solitære træer er bevaret.Grønne kiler stråler ud fra grønningen og adskiller de enkelteboligklynger. Det tidligere overløbsbassin er omdannet til ensø, bebyggelsens centrum.

Bytoften vender mod vest ud til den stærkt trafikerede mo-torring 3, som er afskærmet med en beplantet støjskærm. Modnord, øst og syd er Bytoften omgivet af mindre veje, hvorgæster parkerer. Fra vejene ledes man ind på den storegrønning, hvor et stisystem fører rundt om søen og mellemklyngerne af huse.

Når man bevæger sig rundt på grønningen byder bebyggelsenhele tiden på nye arkitektoniske kik. Det varierede billedeopstår i kraft af de enkelt udformede og velproportionerede

huse, som opleves fra mange vinkler, og den måde hvorpåklyngerne nænsomt er indpasset i landskabet. Husenes indbyrdesforskydning forankrer bebyggelsen i landskabet og medvirkerogså til det levende indtryk.

Alle rækkehuse er sammensat af to bygningsdele, der i planudgør et T. Overliggeren i T’et er husets største del, derrytmisk markerer sig som et fremspringende gavlparti i facaderne.Stammen i T’et kæder husene sammen i længderetningen. Allehuse har ensidigt hældende tage beklædt med tagpap.

Allerede lokalplanen fastslog, at Bytoften skulle opføres imur. Blandt andet for at opnå et fællesskab med de gule sten iden omtrent 60 år gamle Egegård Skolen, der grænser op tilbebyggelsens nordøstlige hjørne. Men det vægtedes lige såhøjt, at facaderne blev vedligeholdelsesfri. Arkitekter, bygherreog de kommende beboere overvejede en række forskelligesten, men valgte den kulbrændte D78 på grund af det rige far-vespil og de mange nuancer der veksler i gul, grå, hvid, brunog sort.

Bytoften, 114 almennyttige boliger, GladsaxeBygherre: Gladsaxe almennyttige Boligselskab, ved DAB

Arkitekt: Virumgaard Arkitekter as

Landskabsarkitekt: Nørgaard og Holcher

Ingeniør: Teytaud AS

Entreprenør: Sigma Entreprise AS

Sten: D78


Fotograf: Anders Sune Berg

Artiklen er baseret på samtale med

indehavere af Virumgaard Arkitekter,

arkitekter maa, Eigil Madsen og Ulla Poulsen

Da murerfaglærer Tommy Kantner Nielsen oghans drenge fra murerafdelingen ved KTS Glo-strup skulle i gang med at opmure WindingWall, var de bekymrede for, hvordan Petersenshårdtbrændte mursten ville reagere med denrene kalkmørtel, jeg helst ville anvende. Deudførte derfor en prøve på skolen i Glostrup.Da jeg ringede for at modtage dommen, udbrødden erfarne faglærer straks: »Den er pragtfuldat mure med, den mørtel.«

Byggeriet gik i gang i september 2013,centralt på arkitekt- og designskolens campuspå Holmen i København. Sværhedsgraden varstor for de relativt uerfarne murerlærlinge,men så var det rart, at man kunne skubbe lidttil stenene op til flere dage efter, de var lagt.»Der er altså ikke noget som lugten af friskrørtkalkmørtel,« sagde faglæreren til mig, da jegsom vanligt kom forbi en tidlig morgen. Og

Patrick, Serhen og Safet og de andre murer-lærlinge, der aldrig havde muret med så flottemursten før, behandlede dem nærmest somædelstene, når de overvejede, hvilken sideder skulle vendes udad. Jeg tror, deres entu-siasme kan ses af det færdige resultat.

Byggeriet skred roligt frem gennem efteråret,alt imens de arkitektstuderende fulgte nysgerrigtmed på sidelinjen. Vi var alle ret ivrige efterat blive færdige inden jul. Det blev da ogsåfærdigt, men hvad vi havde frygtet mest, blevdesværre til virkelighed: Kalkmørtel, der hærderunder luftpåvirkning, stopper stort set sinhærdningsproces, når temperaturen når underfem grader. Det betød, at mørtlen holdt sigvåd, lige indtil frosten satte ind i slutningenaf januar. Resultatet blev, at adskillige skifterog to murede stik måtte pilles ned, og mangefuger måtte kradses ud. Vi ventede tålmodigt

WINDINGWALL

TEGLSTEN HAR LANGT FLERE EGENSKABERSOM BYGGEMATERIALE, END VI GØR BRUG AF

I DAG. MED AFSÆT I EN MUREROPGAVEUDFØRT PÅ KUNSTAKADEMIETS ARKITEKT-

SKOLE I KØBENHAVN, SER ARKITEKT OGFORSKER, THOMAS BO JENSEN, PÅ, HVAD

DER ER GÅET TABT OG OVERVEJER, HVORDANDET TABTE KAN GENVINDES TIL GLÆDE FOR

FREMTIDENS MUREDE BYGGERI

20 |

Billeder fra opførelsen. Enhverkan mure, men at mure pænt

og præcist kræver øvelse,omhu og frem for alt stor tål-

modighed. Lærlingene fandthurtigt ud af, at det sidste

skal tages alvorligt, hvis manskal undgå, at vejlederen for-langer det hele pillet op igen

dagen efter.

Muren er lukket af foroven ved hjælp af mesterpetringer i formuren, der giver mulighed for at trappe op ogind imod midten. Herved kan muren lukkes uden brug af anden støtte end nogle få ekstra mursten.

| 21

Winding WallWinding Wall er et forskningsprojekt udført ved

Kunstakademiets Arkitektskole i København af lektor

Thomas Bo Jensen. Projektet knytter sig til forsknings-

projektet »Mod en tektonisk bæredygtig byggekultur«,

der foruden fra Kunstakademiets Arkitektskole, invol-

verer forskere fra Arkitektskolen Aarhus og Aalborg

Universitet. Winding Wall er opført af murerlærlinge fra

Københavns Tekniske Skole, Glostrup. Petersen Tegl har

til projektet doneret 7000 mursten, D97. Skandinavisk

Jurakalk har doneret kalkmørtlen.

Tekst: Thomas Bo Jensen, Lektor, arkitekt maa, Ph.d.

Fotograf: Anders Sune Berg og Thomas Bo Jensen

på bedre vejr og kom i gang med reparationernei april. På den måde fik et nyt hold murerlærlingeglæde af projektet – og vi lærte noget vigtigtom luftkalkmørtel – det er en udprægetsæsonmørtel: Planlæg dit murerarbejde, sådet er færdigt i september-oktober måned.

FORMÅLETDet forskningsmæssige formål med WindingWall er at pege på tektoniske, funktionelle ogbygningsfysiske fordele ved den såkaldte dia-fragmamur, som er en homogen hulmurskon-struktion med faste bindersten. Udgangspunkteter en murtykkelse på 2½ sten, som reducerestil hhv. 2 og 1½ stens tykkelser. Afhængig aforientering og krav til bæreevne, kan murtyk-kelsen varieres. Dette skaber ’tektonisk musi-kalitet’ og åbner muligheder for at behandlemuren rumligt – som et møbel med indbyggede

kroge, nicher og hylder. Den tykke mur levnerdesuden rigelig plads til isolering. Diafragma-muren er ikke afhængig af andre materialerend mursten og mørtel. Den homogene kon-struktion har sundhedsmæssige og levetids-mæssige fordele, som moderne skalmurskon-struktioner ikke kan konkurrere med.

Muren slynger sig omkring et indre forløb,der er et rumligt aftryk af murens ornamentaleplanfigur. Rummet er præget af de indbyggedehylder og nicher, der øger den rumlige variation.Ved at anskue muren som et møbel og ikkekun en væg eller klimaskærm, udvides forstå-elsen af murens funktion. ’Den møblerbaremur’ kendes fra hulerne og de i jorden nedgra-vede eller i klipperne udhuggede huse. Denkendes også fra megen folkelig arkitektur ogfra funktionalismens barndom, men i vores tider den i adskillelsens og de tomme fladers

navn nærmest fraværende. Ved at betragtemuren som møbel og møblet som væg og rum-deler muliggøres en mere integrerende arki-tekturform – alt sammen takket være murstenensnatur.

MURVÆRK ER ANDET END MURSTENDer tales mest om mursten, men mørtelen erlige så vigtig. Vor tids cementmørtler har etdødt udtryk. De savner kalkmørtlernes krystal-linske spil og opfører sig usmidigt som beton.Efter årtiers total cement-dominans er op-mærksomheden på kalkmørtlernes fordele nuså småt ved at vende tilbage. Winding Wall eropført med en sej, vådblandet kalkmørtel, ensåkaldt læskemørtel, der hærder under luftpå-virkning, idet den optager og binder kuldioxid.Denne kemiske proces bevirker, at kalkkrystallervedvarende gendannes under regnvandets op-

fugtning og udtørring. Luftkalkmørtlen sigesderfor at have selvhelende egenskaber. Denskrystallinske kvaliteter holdes bygningsfysiskog æstetisk levende. I modsætning til vor tidscementmørtler har kalkmørtlen endvidere denfordel, at behovet for dilatationsfuger kanundgås, og at murstenene kan genbruges efternedrivning. Winding Wall skal kun stå i en be-grænset periode. Nedrivning og genbrug er endel af konceptet.

Set fra oven kan murens ornamentale planfigurtydeligt aflæses. Den brede mur ser massiv ud,men er fyldt med hulrum som vil kunne anvendestil isolering, ventilation o. lign.

22 |

Det slesvigske gymnasium Friedrich-Paulsen-Schule er en åbenheldagsskole, beliggende i Niebüll vest for Flensborg og tæt påVesterhavet. Den ældste del af skolen er opført i jugendstil ogstammer tilbage fra 1925, men siden er der udbygget i både1970erne og 1990erne. I dag har skolen omkring 1150 elever,som bl.a. skal kunne tilbydes en tidssvarende kantineordning iløbet af skoledagen. Det tilgodeser den seneste udvidelse: Enmultifunktionel kantinebygning, som også rummer gymnasietsnye bibliotek.

Nybygningen er resultatet af en indbudt konkurrence, hvoren delt førsteplads tilfaldt Architekturbüro Steinwender Archi-tekten GmbH, som efterfølgende fik opgaven at virkeliggørebyggeriet, der stod færdigt i december 2011.

Komplekset ligger som en selvstændig, rektangulær bygningpå campus – opført i gråtonede teglsten, retvinklet og skarptskåret med fladt tag og et enkelt og tydeligt formsprog. Tegl-facaderne er dominerende på tre af bygningens sider, mens denfjerde facade er forsynet med store, dobbelthøje glaspartier udmod et beskyttet gårdrum. Samlet fremstår komplekset robustog underspillet med tre forholdsvis lukkede sider, der danneren skærmende skal om det indre liv og den fjerde facades åbne

MED REFERENCETIL HÅRDFØR EGNMULTIFUNKTIONEL NORDTYSK SKOLEKANTINEIMØDEKOMMER EN RÆKKE MODERNE UNDERVISNINGSKRAVOG REFERERER SAMTIDIG TIL LOKALE TRADITIONERFOR AT SKÆRME AF FOR ET BARSKT KLIMA

Den største bygningsdel rummer et 350 m2 stort, dobbelthøjt rum, der både tjener som kantine for skolens eleverog som teater- og koncertsal med indbygget scene.

Friedrich-Paulsen-Schule i Niebüller udført som en rektangulær og skarpt skåret bygning med fladt tag og et enkelt og tydeligt formsprog.

Billedtekst

Den nye bygninger resultatet af enindbudt konkurrencefra 2008.

»Vores arkitektur skal virke gennem klare og enkle former og strukturer, som er tilpasset omgivelserne.

| 23

interaktion med omgivelserne. Dette greb er en helt bevidstreference fra arkitektens side til den traditionelle, nordtyskementalitet og byggeskik – her, tæt på det barske Vesterhav,hvor man altid har måttet beskytte sig mod vejr og vind for atkunne udfolde varme og liv på læsiden eller inden døre.

Selvom bygningen ved første øjekast opfattes som énbygning, består den i virkeligheden af tre klart struktureredevoluminer, der bindes sammen af to rummelige fordelingsgange.

Den største og helt centrale bygningsdel rummer et 350 m2

stort, dobbelthøjt rum, der både tjener som kantine for skolenselever og som teater- og koncertsal med indbygget scene. Herer plads til henholdsvis 350 spisende eller 500 publikummer.Indbyggede skabe til stabelstole og borde gør ommøblering fraden ene til den anden situation nem.

Salens ene langside udgøres af de dobbelthøje, oplukkeligeglaspartier, der forbinder ude og inde og giver elever oggæster mulighed for ophold udendørs, når vejret tillader det.

Salens anden langside flankeres af en toetages bygningsdel,der rummer bl.a. køkken, teknik- og kølerum, toiletter og klas-selokaler. På første sal danner fordelingsgangen åbne balkonerind mod kantine-multisalen, mens foldedøre i stueplan sikrer

fleksibel trafik ind og ud af salen, så eleverne smidigt kanspise i flere hold, endda samtidig med at der afholdes prøverpå scenen.

Det tredje bygningselement, placeret modsat scenen, rummeri stueplan adgangs- og foyerfaciliteter med garderobe og kioskog på første sal det nye bibliotek, hvorfra et balkondæk skydersig ind i salen.

Materialevalget fremstår som bygningskroppen og rumdis-poneringen enkelt og ærligt: Interiøret udgøres af grå indu-strigulve og hvide betonvægge, som visse steder kontrasteresaf en frisk, grøn farve. Væg- og loftpartier samt foldedørene ikantine-multisalen er beklædt med egetræ, som gavnerakustikken og giver et tilskud af varme.

Udvendige dør- og vinduesrammer fremstår uden dikkedarersom mørke, udskårne åbninger i det gråtonede murværk. Faca-destenen er den kulbrændte D98 fra Petersen Tegl. Det naturligefarvespil, som kulbrændingen bibringer teglet, tilfører sammenmed stenens struktur bygningen et robust, taktilt og næstenvejrbidt udtryk – som en understregning af den overordnedereference til egnens hårdføre klima og sindelag.

Friedrich-Paulsen-Schule, Niebüll, TysklandBygherre: Amt Südthondern

Arkitekt: Architekturbüro Steinwender Architekten GmbH

Ingeniør: Ingenieurbüro Bruhn & Thomsen

Sten: D98

Tekst: Tina Jørstian, arkitekt cand.arch.

Fotograf: Anders Sune Berg

Den nye bygning skullehave sin egen identitet, men

samtidigt et fællesskab,i form af murede facader,

med den oprindeligeskole opført 1925.

Den store sal har dobbelthøje, oplukkelige glaspartier, der vender ud mod den afskærmede, fredfyldte have med store træer.

Situationsplan Stueplan

Det klare udtryk understreges af enkle, ærlige materialer, som har forbindelse til stedet.« Arkitekt Jürg Steinwender

BIENNALEARCHITETTURA

HÅNDVÆRK

Tager man en Petersen mursten i hånden, kanman mærke, at den er skabt med passion. Denudstråler samtidig en gedigen viden om godthåndværk. Og så er den levedygtig. Muredefacader kan holde i hundredevis af år ogkræver minimal vedligeholdelse.

Hver eneste sten, der forlader PetersenTegl, er unik. Det skyldes, at stenene fremstillesefter metoder, der lader naturlige processergive hver sten sit eget præg. Stenene formes i

hånden eller af maskiner, der eftergør håndensarbejde. Under brændingen afstedkommer ste-nenes placering i stakken forskelle både iform, farve og struktur. Når muren så skal op-føres, selv når det er af en erfaren murer,bliver resultatet aldrig helt uniformt, og mur-værket fremstår smukt varieret.

Petersen Tegl samarbejder med en langrække bygherrer og arkitekter, der værdsætterteglets udødelige kvaliteter. De værdsætterogså, at teglværket vil gøre, hvad der er men-neskeligt muligt for at imødekomme specifikkeønsker.

Den hollandske arkitekt Geert Bosch badom at få Kolumba leveret i tre forskellige spe-ciallængder til en villa i Utrecht. Den længstevar 920 mm. (side 14)

Derwent London og PLP Architecture badom at få genoptaget produktionen af enudgået, kulbrændt sten. De ønskede et specifiktfarvespil i røde og lilla nuancer i en ny faca-debeklædning til en bygning i Westminster,London. Det var naturligvis muligt. (side 2)

Hos Petersen Tegl ser vi frem til kommendesamarbejder om at give bygningsværker præcisdet udtryk, der ønskes.

PALAZZO MORA - MIN2 BOUWKUNSTMin2 bouwkunst fra Holland har i Palazzo Moraskabt Time Space Existence, der indkredserudviklingen af de arkitektoniske temaer, somtegnestuen beskæftiger sig med. Sammen medPetersen Tegl udviklede Min2 for nogle årsiden en specialtag- og facadesten til dereseget hus i Bergen aan Zee. Resultatet erPetersen Cover, der i dag indgår i teglværketssortiment.

Med Riverbed har kunstneren Olafur Eliassonspecifikt til Louisiana skabt et kæmpe landskab,der tager afsæt i den særlige forbindelsemellem natur, arkitektur og kunst, der er ka-rakteristisk for museet. Riverbed transformerermed ét omfattende greb hele museets sydfløjtil et stenet flodleje. I udstillingen indgårogså Model room – et stort bord med cirka400 geometriske modeller, som har været brugti udviklingen af Olafur Eliassons kunstværker.Heriblandt Quasi brick – et rombeformet otte-kantet tegl belagt med platin, udviklet afEliasson til en bygning i Tokyo tegnet af TadaoAndo og produceret af Petersen Tegl.

Arkitekter og holdet fra Petersen Tegl ved åbningen iudstillingen i Palazzo Bembo. Fotos: Camera Photo

Lukas Thomsen og arkitekt Marteen Min vedmodellen af huset i Bergen an Zee.

Værkerne Riverbed (herover) og Model room (nederst).Credit: Louisiana Museum of Modern Art, Humlebæk.Fotograf: Anders Sune Berg

PÅ ARKITEKTURBIENNALEN I VENEDIG MEDVIRKER PETERSEN TEGL I TO UDSTILLINGER,BEGGE SKABT AF ARKITEKTER, SOM TEGLVÆRKET HAR ARBEJDET SAMMEN MEDI EN ÅRRÆKKE. UDSTILLINGERNE KAN SES INDTIL DEN 23. NOVEMBER I ÅR

PALAZZO BEMBO - C.F. MØLLERPå udstillingen »Building the Welfare Society«i Palazzo Bembo demonstrerer den danske teg-nestue C.F. Møller, hvordan de gennem 90 århar arbejdet kvalitativt med byggeri skabt tildet danske velfærdssamfund. Senest har teg-nestuen vundet en konkurrence om et stats-fængsel på Falster, som, når det står færdigt i2016, vil være blandt de mest avanceredefængselsbyggerier i verden.

På billedet herunder ses fra venstre mod højre:Vibeke Thomsen (8. generation, Petersen Tegl),Christian A. Petersen (teglværksejer), JulianWeyer og Anna Maria Indrio (arkitekter ogpartnere i C.F.Møller, Peter Zinck (arkitekt,Zinck arkitekter), Annette Petersen (8. gene-ration, Petersen Tegl), Lukas Thomsen ogAenne Thomsen (9. generation, Petersen Tegl).

OLAFUR ELIASSONPÅLOUISIANA

K O N S U L E N T E R – P E T E R S E N T E G L

DANMARK ØSTCHRISTIAN TEITUR HARRIST: +45 2463 9235E: [email protected]

DANMARK VEST OG FYNTORBEN SCHMIDTT: +45 2028 4355E: [email protected]

EXPORT MANAGERSTIG H. SØRENSENT: +45 4014 1236E: [email protected]

NORGEMUR DIREKTE ASSIMEN BØET: +47 2339 2010E: [email protected]

SVERIGETEGELMÄSTER ABMARTIN PERSSONT: +46 40 542 200E: [email protected]

TYSKLANDNIEDERSACHSEN, BREMENERIC SCHMIDT-BANDURT: +49 174 3800 667E: [email protected]

HAMBORGREINHARD BAASCHT: +49 170 4818 870E: [email protected]

SLESVIG-HOLSTENZIEGELTEAMSTEPHAN BAASCHT: +49 170 2705 530E: [email protected]

TYSKLAND ØSTHARTMUT REIMANNT: +49 170 5565 792E: [email protected]

TYSKLAND SYD/NRWSCHWEIZ TYSKTALENDE DELØSTRIGBACKSTEIN-KONTOR GMBHT: +49 221 888785-0F: +49 221 888785-10E: [email protected]

BENELUXPETERSEN BENELUXHOLLAND, BELGIEN, LUXEMBORGBJÖRN LUCASSENT: +31 (0) 652362168E: [email protected]

HOLLANDLINEKE LUCASSENT: +31 (0) 622529266E: [email protected]

POLENCENTRUM KLINKIERU SCHÜTZT: +48 58 56 37 201E: [email protected]

ØVRIGE ØSTEUROPAINGRID KATHRIN GROKET: +45 2047 9540E: [email protected]

P E T E R S E N K L I N K E R

TINA KJÆR LOICHTLT: +45 3063 4912E: [email protected]

T E K N I K O G O V E R L I G G E R E

STEEN SPANG HANSENT: +45 2142 7962E: [email protected]

U D G I V E R

PETERSEN TEGL A/SNYBØLNORVEJ 14DK-6310 BROAGERT: +45 7444 1236E: [email protected]

WWW.PETERSEN-TEGL.DK

ANSVARSHAVENDE REDAKTØRANNETTE PETERSEN, ARKITEKT MAAE: [email protected]

REDAKTØRIDA PRÆSTEGAARD, CAND.ARCH.E: [email protected]

LAYOUTZANGENBERG DESIGN

TRYKZEUNER GRAFISK

REPROEHRHORN HUMMERSTON

OPLAG97.000

PETERSEN 31 - efterår 2014

Documents

Transcript of PETERSEN 31 - efterår 2014